Spiritualismens historie

– en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi

Indisk filosofi, reinkarnation og Martinus’ kosmologi

Eftersom begrebet og fænomenet "reinkarnation" er blevet omtalt eller nævnt i de forudgående artikler her på hjemmesiden, kunne det måske være passende at gøre nogle specielle bemærkninger til emnet. Reinkarnation betyder jo kort og godt 'genfødsel', dvs. dette, at genfødes (= re-) i den fysiske verden eller tilstandsform (in carno = i 'kødet'). Der synes imidlertid at herske en del mere eller mindre forkerte eller misforståede opfattelser af, hvad reinkarnation rent faktisk drejer sig om. Derfor disse bemærkninger.

Lad os for en ordens skyld nøjes med at betegne reinkarnation som en teori, idet der i al fald indtil videre ikke foreligger åndsvidenskabeligt gyldige data, som kan fastslå reinkarnation som en objektiv kendsgerning. Teorien menes oprindeligt at stamme fra indisk hinduisk filosofi og religion, og betegnes heri med sanskritordet og begrebet 'samsara', som betyder kredsløb, livscyklus, genfødsel. Altså en forestilling om, at alt liv ufravigeligt deltager i et uendeligt universelt kredsløb gennem fødsel og død til fortsat genfødsel. Der findes derfor ikke nogen egentlig eller absolut undergang, idet denne skal forstås som overgang til stadig ny livsform. Men nok så vigtigt er 'samsara' forbundet med en universelt gældende lovmæssighed, som kaldes 'karma', dvs. skæbne som resultat af individets handlinger i en tidligere tilværelse eller muligvis flere tidligere tilværelser.. Ingen er altså undtaget fra denne lovmæssighed, som gælder både for guder og mennesker, dyr og planter, der således indplaceres på forskellige trin i et slags hierarkisk system. Forestillingen om karma-samsara vandt udbredelse hovedsagelig på grund af sin forklaringsværdi over for ulighed i udrustning, evner, vilkår og skæbne, men i nok så høj grad i kraft af det løfterige perspektiv, den åbner for stadigt ny muligheder for alle levende væsener, menneskene inklusive.

Imidlertid skete der på et tidspunkt et skred i indisk religiøs forståelse af karma-samsara, hvorunder man især betonede det negative og trøstesløse ved den evigt gentagne rytme af fødsel, død, fødsel, død, fødsel osv. Tanken om udfrielse (moksha, i buddhismen nirvana) fra det evigt spinnende "livshjul" blev derfor påtrængende, og løsningen på problemet så man i, at undgå ny karma, for bruges karma-loven gennem afståelse fra enhver form for begær, standses samsara, mente man. Det blev derfor vigtigt at finde metoder til at knægte begær og derved opnå udfrielse eller forløsning, og sådanne metoder blev udviklet i form af de forskellige yoga-systemer, som f.eks. hatha-, karma-, bhakti-, raja-, jnana-yoga m.fl., der hænger sammen med det faktum, at der findes vidt forskellige mennesketyper.

Læren om karma-samsara

Læren om karma-samsara kom til den vestlige verden i løbet af 1800-tallet, hvor engelske og tyske lærde studerede og oversatte de indiske filosofiske kildeskrifter, ligesom den indiske reformbevægelse Brahma Samaj (brahma samfundet), stiftet 1828, udsendte flere indiske lærde på foredragsturneer til enkelte vestlige lande. Bevægelsen omfattede især navne som stifteren Ram Mohan Ray (1772-1833), Debendranath Tagore (Thakur) (1817-1905) og Kechab Chandra Sen (1938-1884). Det samme gjorde Ramakrishna-missionen, hvis mest kendte repræsentant var Ramakrishnas betydeligste discipel Narendra Nath Datta, bedre kendt under navnet Swami Vivekananda (1862-1902). Gadadhar Chatterji eller Ramakrishna (1834-1886) var en fremtrædende skikkelse i hinduismen i 1800-tallets Indien, og hans betydeligste lære var nok, at han sidestillede alle religioner og mente, at enhver religion, hvad dens lære end går ud på, bliver til sand religion, når mennesket kærligt hengiver sig til Gud og kærligt tjener sin næste. Derfor er der ingen grund til at vrage den ene religion for den anden, men derimod gøre det klart for enhver, at de kristne bør stræbe efter at blive ét med Gud i kristendommen, muslimerne i islam og hinduerne i hinduismen.

Det fornyende ved Brahma Samaj var, at man tilstræbte en rationalistisk nytolkning af hinduismens lærdomme, især for at imødegå de kristne missionærers kritik. Men det var i nok så høj grad bevægelsen Arya Samaj (ariernes samfund), stiftet 1875 i Bombay af Dayananda Sarasvati (1824-1883), der repræsenterede oppositionen imod kristen mission og anden vestlig indflydelse i Indien.

Den teosofiske lære

Det var dog særlig den teosofiske lære, som i slutningen af 1800-tallet blev fremført af den berømte russiskfødte Helena P. Blavatsky (1831-91), også kaldt Madame Blavatsky, der kom til at spille en rolle for indisk filosofis og religions indpas i Europa og Amerika. I 1875 stiftede Blavatsky "Teosofisk Selskab" i New York, og gennem dette selskab udbredtes hendes okkulte lære, som er en blanding af europæiske såvel som indiske elementer. Teosofien er en gnostisk-synkretistisk lære, hvori Gud er tilværelsens centrum, verden, som er udstrømmet (emaneret) af Guddommen, er syv-delt og grundlæggende åndelig. Særlig ved hjælp af mahatmaer og guruer kan visdom om Gud opnås efter mange og erfaringsberigende reinkarnationer.

Madame Blavatsky flyttede i 1879 til Indien, hvor hun oprettede hovedkvarter i Adyar ved Madras, og herfra udbredtes den teosofiske lære ved hjælp af en lang række bøger og skrifter. Fra 1891 blev Annie Besant (1847-1933) en energisk leder af Teosofisk Selskab, og under hendes regime blev den ganske unge Jiddu Krishnamurti (1897-1986) i 1924 udråbt til åndelig leder ("Verdens Frelser") af en international teosofisk retning, "Stjernen i Øst", som han dog siden vendte sig imod og opløste med henvisning til, at ethvert menneske må søge sandheden og finde den hos sig selv. Dette budskab har han udbredt gennem omfattende foredragsrejser og gennem bøger, hvoraf mange er oversat til dansk. Heri forkynder Krishnamurti en lære, der er uddraget af europæiske og indiske kilder, om en skjult harmoni mellem altet og enkeltsjælene, som kan erfares gennem intuition og i forening med erkendelse af jeget føre til sjælefred.

Et navn af betydning for udbredelsen af læren om reinkarnation i den vestlige verden, er den østrigske filosofiske forfatter Rudolf Steiner (1861-1925). Han tilsluttede sig oprindelig teosofien, men brød i 1913 med denne og grundlagde sin egen okkult-filosofiske retning: Antroposofien, og stiftede desuden Antroposofisk Samfund med hovedkvarter i Institiut Goetheanum i Dornach ved Basel i Schweiz. Hans lære, antroposofien (= kundskab om mennesket), er en gnostisk-synkretistisk lære som har hentet inspiration i indisk karma-og reinkarnations-opfattelse, i Goethes organisme- tanke og i en panteistisk forståelse af Jesus, dvs. en opfattelse af at Gud og verdensaltet, naturen, er ét. Det er Steiners opfattelse, at mennesket gennem moralsk-åndelig livsførelse kan udvikle sig og gå op i stadig højere æter-lag til slutstadiet: åndemenneskets. Steiner skrev en hel del bøger, udformede en biodynamisk landbrugslære og fik en betydelig indflydelse på vestlig pædagogik, især gennem oprettelsen af specialskoler i flere lande, bl.a. i Danmark.

Reinkarnationens rolle i Martinus’ kosmologi

Her i Danmark fik reinkarnationstanken eller snarere karma-samsara-forestillingen et gennembrud i og med den da 30-årige Martinus Thomsens åndelige oplevelser eller indvielse i påsken 1921. Han og hans lære forblev imidlertid ukendt for den store offentlighed, men så meget mere energisk blev der arbejdet i det stille og helt udenfor mediernes søgelys. 1921-28 tilbragte Martinus med at tegne stort set de fleste af sine mange symboler, der ved hjælp af enkle geometriske former, som f.eks. cirkler, trekanter, romber o. lign., skulle gøre det lettere for i hvert fald visuelt begavede at opfatte og forstå hovedtrækkene i det i god forstand fantastiske verdensbillede og dettes åndelige lovmæssigheder og principper, han via sin nyligt opnåede kosmiske bevidsthed og veludviklede intuitionsevne havde fået adgang til at opleve i form af en åbenbaring. Den sidstnævnte begivenhed, som fandt sted i påsken 1921, har han indgående beskrevet forløbet af i bogen "Omkring min missions fødsel". For en mission følte Martinus, at der ved den lejlighed var blevet pålagt ham, og han var derfor forpligtet til at gøre sit til at udbrede det gode budskab om det ny helhedsbillede af verden og tilværelsen, primært i form af foredrag, som Martinus selv forestod. Og herunder viste han netop de nævnte lysbilleder af sine egenhændigt håndtegnede og farvelagte symboler. Der blev også tidligt afholdt studiekredse, som blev ledet af Martinus' første elev og sekretær, Erik Gerner Larsson (1907-1973), som i det hele taget var og blev en afgørende faktor og primus motor, dels for udbredelsen af Martinus' tanker i de følgende mange år, og dels for oprettelsen af de institutioner, som i praksis skulle administrere og formidle 'missionen' - Martinus foretrak siden at kalde denne for "sagen". Her skal jeg dog ikke gå dybere eller nærmere ind i "sagen"s efterhånden lange historie, men må i det spørgsmål henvise til http://www.martinus.dk/

Nået hertil skal vi se lidt nærmere på, hvordan Martinus opfatter spørgsmålet om karma-reinkarnation, og det kan med det samme siges, at han indenfor rammerne af sin kosmologi beskriver disse begreber og fænomener udelukkende positivt. Nemlig som absolut nødvendige, værdifulde og uundværlige faktorer eller elementer i det helhedsbillede af verden og tilværelsen, han har forelagt i form af sine symboler og sine dertil knyttede logiske kosmiske analyser, hvis slutfacit munder ud i en bekræftelse af den bibelske konstatering af, at "alt er såre godt".

For at kunne forstå Martinus' opfattelse af skæbnelov (karma) og reinkarnation, vil det være nødvendigt her at give et - det skal understreges højst utilstrækkeligt - grundrids af nogle af hovedfaktorerne i Martinus' kosmologi:

Hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi

En absolut hovedfaktor i Martinus' billede af verden er Gud eller Guddommen, som kortest defineres som den første og i sig selv årsagsløse årsag. Det betyder, at Gud eller Guddommen i sig selv er uskabt og som sådan evig eller uendelig eller uden grænser i nogen som helst forstand, altså ubegrænset i både rumlig og tidsmæssig forstand. Guddommen er med andre ord forudsætningen for det såkaldt skabte, hvilket netop vil sige rum og tid, eller rettere kontinuummet rum-tid, og som sådan besidder Guddommen de tre hovedattributter: Almægtig, alvis og alkærlig. Der er i henhold til Martinus imidlertid også tre andre hovedfaktorer, der karakteriserer Guddommen, nemlig at denne udgør en skaber med en evne til at skabe eller frembringe et noget, vel at mærke ikke ud af sig selv men i sit eget evige og uendelige væsen. Som skaber besidder Gud et selv eller et jeg og en dertil knyttet evne til at skabe og opleve, dvs. en skabe- og oplevelsesevne, og som noget skabt eller manifesteret: en organisme, det sidstnævnte i form af det psyko-fysiske verdensalt, hvorigennem Guddommen manifesterer sig og oplever sin egen tilværelse.

Det er altså Martinus' geniale iagttagelse, at Guddommen i virkeligheden er udtryk for tre principper i ét eller et såkaldt tre-enigt princip, nemlig som et jeg, en skabe- og oplevelses- evne, og en psykofysisk organisme. En treenig Gud kendes også i den patriarkalske kristendom, men defineres deri som Faderen, Sønnen og Helligånden. Den næste geniale konstatering fra Martinus' side er den, at det levende væsen, herunder mennesket, er "skabt i Guds billede og ligner 'ham'", nemlig primært i sin egenskab af et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og en psykofysisk organisme. Altså er 'gudeafkommet' ligeledes udtryk for et tre-enigt princip.

Dette forhold er i henhold til Martinus i realiteten udtryk for et af de 8 væsentlige hovedskabeprincipper, der ligger til grund for al skabelse eller manifestation, nemlig "livsenhedsprincippet". Dette princip ligger desuden til grund for det levende væsens personlige individualitet og dets personlige jeg-følelse eller jeg-fornemmelse, ikke at forveksle med egocentricitet. Samme princip har desuden et variant-princip, kaldet "stofenhedsprincippet", som kort og godt indebærer at stoffet eller materien, hvad enten denne er åndelig eller fysisk, altid vil være opbygget af stadig mindre enheder nærmest i det uendelige. I den forstand udgør hvert eneste levende væsen samtidigt en slags guddom i miniformat. At det såkaldt uendelige overhovedet kan gøres endeligt eller opleves som sådant, skyldes i hovedsagen "perspektivprincippet", som netop afgrænser perspektivet opad i makrokosmos og nedad i mikrokosmos. "Perspektivprincippet" er - sammen med "kontrastprincippet" - med andre ord betingelsen og forudsætningen for, at det levende væsen (jeget) i det hele taget er i stand til at kunne opfatte størrelser og proportioner.

”Talentkerner” og skæbnedannelse

Imidlertid er det særlig to hovedskabeprincipper, nemlig for det første "talentkerne-princippet", der ligger til grund for at det levende væsen dels er i stand til at opsamle og akkumulere erfaringer og dels opleve fænomenet skæbne, og for det andet "kredsløbs- princippet" i forening med variant-princippet "skæbne- eller gengældelses-princippet", som er forudsætningen for at individet gennemgår og oplever fødsel, død og genfødsel. Men der hører naturligvis meget andet og mere til at forstå, hvordan disse fænomener og komplicerede processer foregår i praksis, end det vil være muligt at redegøre for her.

Noget af det, der er særlig vigtigt for forståelsen af det levende væsens skæbnedannelse, er som nævnt den omstændighed, at det levende væsens overbevidsthed besidder en automatisk evne til at danne de såkaldte "talentkerner" - poetisk også kaldet "skæbnefrø" – der defineres som ultramikroskopiske energi- eller vibrationscentre, der grupperer sig efter bestemte mønstre i det såkaldte "skæbneelement" eller "bevidsthedsarkiv" i individets overbevidsthed. Individet er jo i henhold til Martinus konstitueret som et jeg, en bevidsthed og en organisme, dog sådan, at begrebet bevidsthed er opdelt i en overbevidsthed og en bevidsthed under denne, som derfor betegnes som "underbevidstheden" - ikke at forveksle med det almindelige psykologiske begreb underbevidstheden, samt en organisme, der er delt i en psykisk organisme og en fysisk organisme. I Martinus' kosmologi opdeles "underbevidstheden" i "dagsbevidsthed" og "natbevidsthed", hvoraf sidstnævnte begreb nærmest svarer til psykologiens begreb underbevidstheden. Men nok så vigtigt er det, at individets psykiske organisme udgøres af i alt seks åndelige legemer eller organisk opbyggede strukturer, nemlig instinktlegemet, tyngdelegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet. Men også, at den psykiske organisme kun er tilknyttet den fysiske organisme, altså den fysiske krop, i de tidsrum, hvori individet er inkarneret eller reinkarneret. Forbindelsesleddet mellem den psykiske organisme og det fysiske legeme sker gennem et organ, kaldet "koblingslegemet" eller "transformationsfeltet", idet al sansning mm. sker interaktivt mellem de to organismer, den psykiske og den fysiske. Det er eksempelvis også koblingslegemet, der formidler og opretholder forbindelsen mellem talentkernebeholdningen i overbevidstheden og génkomplekset (genomet) i den fysiske organisme.

Når der er tale om, at individet i alt har seks åndelige legemer eller organstrukturer til rådighed i sin evige tilværelse, hænger det sammen med det forhold, at der fra Guddommens side er stillet ialt syv kosmiske grundenergier til individets disposition. Disse energier udgøres af instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien, samt af den syvende grundenergi, moderenergien, som kaldes sådan, fordi den faktisk er ophav til de seks andre grundenergier. Disse sidste betegnes også som underbevidstheds-grundenergier, medens den syvende, moderenergien, betegnes som overbevidstheds-grundenergien, idet den ligger til grund for det højpsykiske bevidsthedsfelt i form af overbevidstheden med de deri indfældede kosmiske skabeprincipper, foruden lokalorganer, såsom skæbneelementet, sanseregistret, de to seksuelle poler: den feminine pol og den maskuline pol. I virkeligheden er der tale om, at jeget evigt er forbundet med et begær efter livsoplevelse, som Martinus med god grund betegner som "urbegæret", idet dette så at sige er ophav til alle specifikke begær, i princippet som at grenene på et træ udgår fra den samme stamme. Via urbegæret udmønter moderenergien sig i form af overbevidstheden, som især er repræsenteret ved skabeprincipperne. Denne og disse udmønter sig igen i form af de seks underbevidsthedsgrundenergier, nemlig primært i form af seks åndelige legemer eller organstrukturer, i princippet på samme måde som tilfældet er med lyset, der falder igennem et prisme, hvor det i sig selv farveløse (hvide) lys brydes og spaltes i et farvespektrum på i alt syv farver: rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet. Dette farvespektrum benytter Martinus sig af, til at symbolisere jeget og de syv kosmiske grundenergier på følgende måde: Det farveløse (hvide) lys symboliserer jeget, den røde farve symboliserer instinktenergien, den orange farve tyngdeenergien, den gule farve følelsesenergien, den grønne farve intelligensenergien, den blå farve intuitionsenergien, den indigo farve hukommelsesenergien og den violette farve moderenergien.

Energi = ”evnen til at præstere skabelse”

Det er imidlertid uhyre vigtigt at gøre sig klart, at begrebet "energi" inden for rammerne af Martinus' kosmologi defineres som "evnen til at præstere skabelse". I naturvidenskaben defineres 'energi' som 'evnen til at udføre arbejde'. Det er samtidigt vigtigt at forstå, at fænomenet 'oplevelse' eller 'livsoplevelse' kræver et væsentligt moment af skabelse, for overhovedet at kunne etableres. De seks kosmiske grundenergier er derfor seks forskellige måder at sanse og opleve på, og udgør samtidigt seks forskellige former for manifestation. Det er endvidere af stor betydning at have klart for sig, at de seks kosmiske grundenergier aldrig i noget tilfælde forekommer isoleret hver for sig, men ufravigeligt altid indgår i seks indbyrdes forbundne hovedkombinationer, som er organiseret på grundlag af kredsløbs- og kontrastprincippet. Hovedprincippet og lovmæssigheden i grundenergiernes kombination er sådan, at en af energierne befinder sig i sit kulminationsstadium, medens dens modsætning befinder sig i et latent stadium. En anden af energierne befinder sig i første stadium for tiltagende mod kulminationsstadiet, og dens modsætning befinder sig i andet stadium for aftagende mod latent stadium. En tredje grundenergi befinder sig på første stadium for tiltagende mod kulminationsstadiet, og dens modsætning befinder sig samtidigt i andet stadium for aftagende mod latent tilstand. Tilsammen udgør de seks grundenergi-kombinationer sjælens seks kosmiske grund-fremtrædelsesformer, som gentager sig igen og igen i løbet af individets evige tilværelse. Hovedformålet med denne evige gentagelse er en periodisk nødvendig fornyelse af livsoplevelsesevnen og manifestationsevnen, uden hvilken ingen oplevelse eller manifestation overhovedet ville kunne finde sted. For at få en forhåbentlig bedre og klarere forståelse af grundenergiernes kombination, se venligst diagrammet nedenfor.

De omtalte seks grundenergikombinationer ligger også til grund for eksistensen af i alt seks kosmiske universalriger eller tilværelsesplaner, der tilsammen indgår i et storkredsløb, som Martinus betegner som et "spiralafsnit" af det endnu større "spiralkredsløbet". Sidstnævnte er i øvrigt organiseret som et syvleddet organismeprincip, bestående af 1. elementarpartiklens princip, 2. cellens princip, 3. organets princip, 4. organismens princip, 5. klodens princip, 6. solsystemets princip og 7. galaksens princip. Som det turde fremgå, repræsenter organismeprincip nr. 1-3 mikrokosmos, medens organismeprincip nr. 4 udgør et "mellemkosmos" (dvs. et 'kosmos' mellem mikro- og makrokosmos), og organismeprincip nr. 5-7 repræsenterer makrokosmos.

Diagram over konstellationen mellem det levende væsens seks åndelige legemer:

Diagrammet, som er beskrevet i det følgende, findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1. side 325, Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986, og er med velvillig tilladelse stillet til disposition af forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen.

Til støtte for forståelsen af diagrammet ovenover de to foranstående skal her først anføres to måder, hvorpå man diagrammatisk kan illustrere den lovmæssighed, der på grundlag af kredsløbs- og kontrastprincippet gør sig gældende i forbindelse med sjælens vækst og degeneration. På diagrammet til venstre skal tallene 1-6 vise de hovedstadier, som hvert enkelt grundenergi-legeme gennemgår. Tallet 1 refererer til det latente stadium, tallet 2 til første vækststadium, tallet 3 til andet vækststadium, tallet 4 til kulminationsstadiet, tallet 5 til første stadium for aftagende, og tallet 6 til andet stadium for aftagende. - Diagrammet til højre viser præcis det samme, men sådan at det skal 'læses' nedefra og op. Tallene 1 forneden og foroven skal vise, at der er tale om et gentagelsesprincip, som strækker sig både nedad og opad i det uendelige, nemlig på den måde, der netop demonstrerer spiralkredsløbsprincippet. - Diagrammerne, som findes i Per Bruus-Jensen: "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, s. 323 og s. 325, gengives her med velvillig tilladelse af ophavsretshaveren, forfatteren. Per Bruus-Jensen.

Forklaring til diagrammet med de sjælelige legemer

og disses indbyrdes kombination:

Her ser vi figuren til højre på det nederste diagram udvidet til at omfatte i alt 6 tilsvarende figurer, som hver især skal symbolisere et åndeligt grundenergi-legeme, men forskudt med præcis et trin eller en forskudt fase opad i forhold til hinanden. Det skyldes kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, hvorfor situationen i den sjælelige struktur som helhed altid vil være den, at ét af legemerne befinder sig på sit latente stadium, ét i første vækst-stadium, ét i andet vækststadium, ét i kulminationsstadiet, ét i første reducerings-stadium og ét i andet reducerings-stadium. Den sjælelige struktur består som helhed altid af seks indbyrdes samarbejdende åndelige legemer, men altså sådan, at disse befinder sig på hver sit individuelle hovedstadium, hvilket tydeligt fremgår af diagrammet.

Romertallene forneden på diagrammet henviser til de seks grundenergi-legemer: I = instinktlegemet, II = tyngdelegemet, III = følelseslegemet, IV = intelligenslegemet, V = intuitionslegemet og VI = hukommelses- legemet. Af diagrammet fremgår det desuden tydeligt, at de seks legemskredsløb er indbyrdes forskudt med et trin eller en fase på nøjagtigt ét hovedstadium, og det er netop denne omstændighed, der betinger, at de seks legemer under forløbet af disses respektive kredsløb til stadighed befinder sig i et sådant indbyrdes udviklingsmæssigt kombinationsforhold, at alle seks legemer permanent er repræsenteret. Dette forhold fremgår klart, når man læser diagrammet på tværs. Det skraverede bælte ved pilene med ordet NUET, skal blot angive kombinationsforholdet i et givet Nu. De to trappeformationer skal angive et afsnit, indenfor hvilket alle seks legemer tilsammen har fuldført et kredsløb. Til orientering skal det fremhæves, at den tid, det tager for et åndeligt legeme at gennemgå sin cyklus, drejer sig ifølge Martinus om millioner af år.

Det er som nævnt særligt det med moderenergien forbundne kredsløbs- og kontrastprincip, der betinger, at hvert af de seks åndelige legemers respektive vækst- og reduceringsforløb former sig som en Kredsløbs-proces. Imidlertid er der endnu et skabeprincip, som spiller en afgørende rolle for den permanent opretholdte fase-forskydning af de seks legemers respektive præstationskredsløb, og det er det med moderenergien ligeledes forbundne seksuelle polprincip. Betydningen af dette skabeprincip vil blive beskrevet senere.

Men netop læst på tværs, viser diagrammet samtidigt de seks grundenergikombinationer i de seks kosmiske universalriger. Det skraverede bælte på diagrammet tidligere ovenfor markerer netop et sådant rige, nemlig i dette tilfælde den grundenergikombination, der gør sig gældende og er ansvarligt for situationen i "det rigtige menneskerige", som dog endnu ikke findes her på jorden. For at gøre læseren lidt fortrolig med, hvad der mere præcist skal forstås ved de nævnte universalriger eller tilværelsesplaner, som Martinus' kosmologi opererer med, gengives her endnu et diagram fra Per Bruus-Jensens bog "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 327:.

Som det umiddelbart vil kunne ses, har diagrammet herover tydelige ligheder tilfælles med diagrammet som ses tidligere ovenfor. Det eneste nye er faktisk den lodrette bogstavrække yderst til venstre, hvor A - F refererer til de seks kosmiske standard-energi- og legemskonstellationer, som fremgår, når diagrammet læses på tværs. Men eftersom disse seks standard-konstellationer jo netop danner basis for de seks kosmiske universalriger eller tilværelsesplaner, refererer diagrammet faktisk også indirekte til disse.

Diagrammet skal som nævnt læses nedefra og op, og samtidigt på tværs, hvorved man kan konstatere, at standard-legemskombinationen i planteriget (mærket A) viser, at instinktlegemet (mærket I) befinder sig i sit kulminationsstadium, tyngdelegemet (mærket II) i andet vækststadium, følelseslegemet (mærket III) i første vækststadium, intelligenslegemet (mærket IV) i latent stadium, intuitionslegemet (mærket V) i andet reducerings-stadium og hukommelseslegemet (mærket VI) i første reducerings-stadium.

Standard-legemskonstellationen i dyreriget (mærket B) viser sig med instinktlegemet (I) i første reducerings- stadium, tyngdelegemet (II) i sit kulminationsstadium, følelseslegemet (III) i andet vækststadium, intelligens- legemet (IV) i første vækststadium, intuitionslegemet (V) i latent stadium og hukommelseslegemet (VI) i

andet reducerings-stadium.

Standard-konstellationen i det rigtige menneskerige (mærket C) ser sådan ud: Instinktlegemet (I) befinder sig i andet reducerings-stadium, tyngdelegemet (II) i første reducerings-stadium, følelseslegemet (III) i sit kulminationsstadium, intelligenslegemet (IV) i andet vækststadium, intuitionslegemet (V) i første vækststadium og hukommelseslegemet (VI) i latent stadium.

Standard-konstellationen i visdomsriget (mærket D) er som følger: Instinktlegemet (I) befinder sig i latent stadium, tyngdelegemet (II) i andet reducerings-stadium, følelseslegemet (III) i første reducerings-stadium, intelligenslegemet (IV) i kulminationsstadiet, intuitionslegemet (V) i andet vækststadium og hukommelseslegemet (VI) i første vækststadium.

Standard-legemskonstellationen i den guddommelige verden (mærket E) udviser følgende: Instinktlegemet (I) befinder sig i første vækststadium, tyngdelegemet (II) i latent stadium, følelseslegemet (III) i andet reducerings-stadium, intelligenslegemet (VI) i første reducerings-stadium, intuitionslegemet (V) i sit kulminationsstadium og hukommelseslegemet (VI) i andet vækststadium.

Standard-konstellationen i salighedsriget (mærket F) udviser følgende karakteristika: Instinktlegemet (I) er i andet vækststadium, tyngdelegemet (II) i første vækststadium, følelseslegemet (III) i latent stadium, intelligenslegemet (IV) i andet reducerings-stadium, intuitionslegemet (V) i første reducerings-stadium og hukommelseslegemet (VI) i kulminationsstadiet.

Efter at have gennemlevet salighedsriget, inkarnerer individet atter i planteriget og gentager derefter principielt samme kredsløbs- og udviklingsforløb, men blot på et højere niveau, hvilket bogstavet A1 skal markere.

I det foranstående har læseren forhåbentlig fået et lille indblik i det vældige perspektiv, hvori bl.a. fænomenerne skæbne og reinkarnation iht. Martinus' kosmologi indgår. Men hermed er langtfra alt sagt om disse ret så komplicerede emner. Det forholder sig nemlig sådan, at reinkarnation kun finder sted i plante- og dyreriget, hvortil det jordiske menneske hører. Martinus opfatter ganske enkelt inkarnation og diskarnation som en fysisk organismeudskiftningsmetode. Men allerede i det rigtige menneskerige er reinkarnation erstattet af materialisation og dematerialisationsteknikken, som kort og godt består i, at individet (jeget) enten udelukkende ved egen eller ved diskarnerede (åndelige) væseners hjælp materialiserer sig et til formålet egnet åndeligt legeme. Det betyder, at individerne i de højeste åndelige verdener, dvs. visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, er fri af reinkarnationen, og rent faktisk vil kunne manifestere sig igennem et hvilket som helst legeme eller skikkelse, som måtte være mest formålstjenlig i den givne situation. Men et sanse- og manifestationsdygtigt legeme skal der under alle forhold og omstændigheder til, for at individet (jeget) kan sanse, opleve og handle.

Individet og de åndelige verdener

Det er imidlertid sådan, at de fire åndelige storriger, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, opretholdes i kraft af sine mere permanente, omend kosmisk set også kun midlertidige 'beboere', som først efter årmillioner atter inkarnerer i den fysiske verden, men som samtidig til stadighed og i samme takt erstattes af nytilkomne ’indvandrere’, hvorimod det diskarnerede jordiske individ, som f.eks. mennesket, på sin tidsmæssigt set relativt kortvarige vej mod en ny reinkarnation kun opholder sig midlertidigt og relativt kortvarigt i de pågældende riger. Men herunder oplever de diskarnerede individer særligt de pågældende riger gennem det til hvert rige svarende sjælelige legeme, hvilket f.eks. for de jordiske menneskers vedkommende, hos hvem især tyngdelegemet er dominerende, vil sige, at oplevelserne i riger som visdomsriget og især den guddommelige verden, vil være minimale, antagelig omtrent som det spæde barns oplevelser er af den fysiske verden. Jvf. med diagrammet ovenfor.

Som det også vil være fremgået af, hvad der her er sagt om bl.a. reinkarnation, synes der at være store principielle ligheder mellem Martinus' opfattelse af skæbne-spiralkredsløb, herunder reinkarnation, og de indiske karma-samsara forestillinger. Det var ifølge den i øvrigt ubelæste Martinus selv ganske vist en lånt teosofisk bog om meditation, der indirekte blev anledning til de spirituelle oplevelser, han havde i påsken 1921, men det relativt store sammenfald mellem hans lære og klassiske indiske filosofiske systemer som især Sankhya og Vedanta, hævder han skyldes den omstændighed, at det er den samme virkelighed, begge parter intuitivt er kommet på sporet af. Sammenfaldet er med andre ord ingen tilfældighed, men er forventeligt for så vidt der reelt set er tale om en spirituel udforskning af den selv samme verden og det selv samme liv. Ingen af delene har ændret sig grundlæggende i de århundreder, der ligger mellem klassisk indisk filosofi og Martinus' kosmologi.

Det treenige princip

Imidlertid er vi jo egentlig ikke kommet nærmere på en besvarelse af spørgsmålet om, hvordan reinkarnation i det hele kan finde sted, hvordan den foregår og hvorfor. Eftersom det netop specielt er omkring de konkrete spørgsmål 'hvad', 'hvordan' og 'hvorfor', at der forekommer en del uklare forestillinger, vil det naturligvis være vigtigt og mest nærliggende at se nærmere på, hvad især Martinus har at sige herom.

Set fra Martinus' kosmiske synsvinkel, beror besvarelsen af de stillede spørgsmål primært på, hvad det levende væsen i grunden er for en størrelse. Svaret lyder som omtalt, at det levende væsen helt elementært er konstitueret som et tre-enigt princip: Jeget, bevidstheden og organismen. Derfor er den ligesidede trekant forståeligt nok den geometriske figur, Martinus har valgt til at symbolisere det levende væsen i alle sammenhænge i sin symbolik.

Den ligesidede trekant er overalt i Martinus' symbolik udtryk for begrebet og fænomenet "det levende væsen", nemlig i den forstand, at alle levende væsener kosmisk set helt grundlæggende er konstitueret som et treenigt princip. I det 'perspektiv' er alle levende væsener fuldkommen ens, ligestillede, lige værdifulde, nødvendige og uundværlige i tilværelsens store eventyrspil. Men i kraft af en række såkaldt kosmiske skabeprincipper, herunder ikke mindst kredsløbs- og kontrastprincippet og det seksuelle polprincip, differentieres de levende væsener i et utal af arter, individer og størrelser.

Netop omkring reinkarnation synes der i almindelighed at herske nogle mere eller mindre diffuse forestillinger især om, hvordan denne mere præcist foregår og finder sted. De fejlagtige forestillinger om reinkarnation skyldes hovedsagelig, at man i sin tankegang går ud fra, at det kun er fysiske lovmæssigheder, der gælder, herunder det fysiske rum-tid kontinuum. Derfor forestiller nogle sig, at sjælen ved dødens indtræden løsgør sig fra den fysiske krop og så at sige stiger til vejrs, op til et eller andet ukendt og ubestemt sted, medmindre man forestiller sig at sjælen stiger op til Gud i himlen, hvor denne så end befinder sig i verdensaltet, eller værre, at sjælen synker ned i helvede og pines til evig tid. Forestillinger, som i værste fald er mere eller mindre naive, men som i bedste fald rummer et gran af sandhed, og som i sidstnævnte tilfælde i nok så høj grad er symbolske eller mytologiske udtryk for hændelser, der dog ser noget anderledes ud i den kosmiske virkeligheds verden, sådan som bl.a. skildret af Martinus.

Jeget og de tre X’er

Ser vi på fænomenet reinkarnation og situationen omkring denne ud fra de analyser heraf, som især forekommer indenfor rammerne af Martinus' kosmologi, tegner der sig et noget andet billede af sagen. Heri opereres der nemlig med det faktum, at alt, hvad der overhovedet eksisterer og er til, udelukkende forekommer i jegets evige, grænseløse urelement og væsen. Dette er den første og i sig selv årsagsløse årsag, om hvilken man kun kan udsige, at den eller det er til. Martinus betegner derfor også denne som "Noget nr. 1" eller X 1, som er lig med et noget, der er ubekendt. Det skal forstås sådan, at man aldrig vil kunne opleve dette ’noget’, som det er i sin egennatur. Imidlertid er det samtidigt en kendsgerning, at der jo eksisterer noget, som må siges at være manifesteret, frembragt eller skabt, og at dette logisk set indebærer, at X 1 må besidde en evne til at manifestere, frembringe eller skabe, vel at mærke ikke ud af eller ved siden af sig selv, men af og i sig selv, thi andet eksisterer der jo ikke. Denne evne betegner Martinus som "Noget nr. 2" eller X 2, og det manifesterede, frembragte eller skabte som "Noget nr. 3" eller X 3, og markerer dermed, at såvel X 2, skabeevnen, som X 3, det skabte, i selve grunden er ubekendte og i sig selv uerkendbare størrelser.

Som det fremgår, er vi med de tre X'er atter kommet i berøring med det treenige princip, hvoraf vi i det følgende især skal beskæftige os med X 2, Jegets evne til at skabe, som ret beset også er en sanse- og oplevelsesevne, hvilket vi dog skal lade ligge indtil videre. Derimod skal det påpeges, at en skabeevne ikke er meget værd uden en drivkraft, og denne finder vi i henhold til Martinus i den omstændighed, at det guddommelige alvæsen er motiveret til at manifestere sig og opleve i kraft af et iboende og uimodståeligt urbegær, nemlig simpelthen et begær efter netop at manifestere sig og opleve. Dette foregår i henhold til Martinus ved, at der fra urbegæret primært 'udstråler' en række skabeprincipper, hvoraf vi allerede har været i berøring med bl.a. kredsløbs- og kontrastprincippet, perspektivprincippet, polprincippet, livsenhedsprincippet og - ikke mindst - reinkarnationsprincippet. Da disse kosmiske eller universale skabeprincipper funktionsmæssigt ligger ’forud for’ eller ’over’ bevidstheden, betegner Martinus derfor samlet disse som netop overbevidstheden. Denne indeholder samtidig også de to seksuelle grundtalentkerner, den feminine og den maskuline pol, samt erindringsarkivet og skæbneelementet.

De fem universelle bevægelsesarter og de seks kosmiske grundenergier

Imidlertid er der et nok så vigtigt skabeprincip, der sammen med de øvrige skabeprincipper repræsenterer den højpsykiske syvende grundenergi, moderenergien, og som spiller en afgørende rolle for jegets muligheder for overhovedet at kunne manifestere sig og opleve, og det er bevægelses-princippet. Det hænger sammen med, at fænomenet bevægelse dels udgør urgrundlaget for, at livets oplevelse overhovedet lader sig etablere, og dels for, at livsoplevelsen kan være forsynet med både kvantitative og kvalitative momenter, hvilke i praksis grunder sig på forekomsten af fem universelle bevægelsesarter samt på de seks kosmiske underbevidsthedsgrundenergier. Disse sidstnævnte kender vi allerede som instinktenergien, tyngdeenergien (en dynamisk evne, som ikke må forveksles med tyngdekraften), følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Her skal vi stadig huske på, at begrebet energi indenfor rammerne af Martinus' kosmologi defineres som "evnen til at præstere skabelse", det sidste i dette ords og begrebs videste forstand.

Derimod er vi først nu kommet i berøring med de fem universelle bevægelsesarter, som skematisk fremstillet ser sådan ud: 1. Stambevægelsen. 2. Rummet. 3. Tiden. 4. Forvandlingen. 5. Materien. - Stambevægelsen består i princippet ganske enkelt i det forhold, at et noget skifter eller ændrer position, underforstået i forhold til noget andet. At 'rummet' betegnes som en slags indirekte bevægelse, hænger sammen med den omstændighed, at en bevægelse jo foregår i rummet og markerer en vis afstand eller distance i forhold til udgangspositionen. At tiden kaldes en bevægelse er vel umiddelbart indlysende, alene i medfør af, at man taler om 'tidsrum'. Forvandlingen skal forstås som den 'bevægelse', der sker i forbindelse med f.eks. fosterudviklingen, hvorunder fosteret jo forvandler sig fra befrugtet æg-sædcelle til fødselsmodent barn, som siden i bedste fald forandrer sig til ung, voksen og gammel, for til sidst at dø. Materien udgøres i princippet af alle fem bevægelsesarter, men i mikrokosmisk format i form af bl.a. elementarpartikler, som i realiteten er super- mikroskopiske energi- eller kraftfelter.

Det psykiske kraftfelt

Men netop begrebet og fænomenet 'kraftfelt' bringer os indirekte i berøring med det, der indenfor rammerne af Martinus' kosmologi betegnes som "det psykiske kraftfelt". Al kraft er i henhold til ham grundlæggende et spørgsmål om den spændingsmæssige virkning af tyngde- og følelsesenergiens kontra-aktivitet. Det betyder, at kraft 'substantielt' set er identisk med en kombination af verdensaltets anden og tredje kosmiske grundenergi, altså tyngde- og følelsesenergien. Dermed bliver al kraft i sin kosmiske urform af rent åndelig eller psykisk natur, hvorfor kraft med rette kan karakteriseres og betegnes som "den psykiske kraft".

Her skal vi dog ikke fordybe os yderligere i de komplicerede omstændigheder og forhold, der knytter sig til "det psykiske kraftfelt", men blot pege på, at det er indenfor dette, at al jegets manifestation og livsoplevelse foregår, og at det er i kraft af dette, at jeget er sanse- og manifestationsdygtigt over for omverdenen.

Det kan derfor konstateres, at det psykiske kraftfelt udgør det bærende substantielle grundlag for eksistensen af såvel jegets følelsesliv som tankeliv, idet følelser og tanker objektivt set udgøres af vekslende spændinger og svingninger eller vibrationer i større eller mindre lokaliteter af kraftfeltet. Disse spændings-, svingnings- og vibrationstilstande, som objektivt og basalt har form af stambevægelser, opleves af jeget som forskellige sansedata, følelser og tanker, der jo udgør livsoplevelsens hovedkomponenter. Det psykiske kraftfelt udgør med andre ord den objektive skueplads for jegets livsoplevelse, og er dermed identisk med det fænomen, vi til dagligt betegner som bevidstheden.

Fænomenet bevidsthed

Situationen er herefter, at vi med rette kan stille spørgsmålet, hvor dette psykiske kraftfelt i grunden befinder sig, om det er lokaliseret i den fysiske krop eller mere præcist i hjernen, der jo af både naturvidenskaben og af mennesker i almindelighed betragtes som "sæde" for bevidstheden? Men hertil svarer Martinus klart og utvetydigt, at det er en fejlagtig opfattelse, at hjernen skulle være det endelige sæde for sansningen og dermed for bevidstheden.

Spørgsmålet er jo desuden primært, hvad fænomenet 'bevidsthed' egentlig er for en 'størrelse'? Det enkleste svar herpå må være, at 'subjektet' selvsagt udgøres af jeget, dvs. den underliggende 'substans' eller bærer af alle egenskaber, forandringer og tilstande. Det, at være eller blive bevidst vil derfor sige, at være eller blive bevidst om 'noget' ('objektet'), nemlig de nævnte egenskaber, forandringer og tilstande. Disse kan have form af automatiske sanseindtryk, målrettede perceptioner, erindrings-, forventnings- og fantasiforestillinger, følelser (had, kærlighed, frygt, osv.) og tænkning (forstand og fornuft). Men stadigvæk mangler vi et klart svar på, hvor det psykiske kraftfelt og dermed bevidstheden kan og skal lokaliseres, især da Martinus som nævnt afviser, at bevidstheden udelukkende findes i den fysiske hjerne. Det nærmeste, vi her foreløbig er kommet til et svar er, at det psykiske kraftfelt og dermed bevidstheden kan lokaliseres til at befinde sig indenfor grænserne af det, Martinus betegner som bevidstheden 'under' overbevidstheden. Dette skal dog ikke forstås bogstaveligt, men i overført betydning som at 'under'bevidstheden funktionelt er underordnet 'styringsorganet' overbevidstheden, der defineres som et højpsykisk kraftfelt. 'Underbevidstheden' er som omtalt opbygget af i alt seks åndelige grundenergilegemer, hvoraf særlig tyngde- og følelsesenergien samt instinktenergien så at sige udgør 'skelettet' i det psykiske kraft- eller oplevelsesfelt, og hvori de objektive spændings-, svingnings- og vibrationstilstande subjektivt opleves af jeget som sansninger, følelser og tanker. Foreløbigt konkluderende kan siges, at fænomenet bevidsthed grundlæggende beror på, at subjektet eller Jeget bekræftes i rollen som oplever. Fænomenet bevidsthed udgør som sådan derfor subjektets eller jegets 'syn af sig selv', hvilket i virkeligheden er den dybeste analyse af og sandhed om livsoplevelsen. Men til trods herfor vil vi dog fortsat gerne vide, hvordan det mere præcist forholder sig med lokaliseringen af det psykiske kraftfelt, primært fordi det har betydning for forståelsen af reinkarnationens 'teknik'.

Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (cirklen med den femtakkede stjernefigur). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen/skabeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet (Jeget). Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt 'ydre' verden og virkelighed. - Diagrammet viser desuden, hvorledes livsoplevelse som følge af vekselvirkningen mellem Jegets sansemekanisme på den ene side og den objektive yderverden på den anden side fremtræder som fundamentalt opbygget af elleve ur-elementer, repræsenteret ved seks kosmiske grundenergier og fem universelle bevægelsesarter; disse er symboliseret ved henholdsvis den hvide sekskant og den sorte femtakkede stjerne. Det bemærkes, hvorledes tegningen tilstræber at demonstrere, at de seks kosmiske grundenergier (symboliseret ved den hvide sekskant) danner basis for eksistensen af de fem universelle bevægelsesarter (symboliseret ved den femtakkede sorte stjerne). - Diagram og (her tillempet) tekst findes i Per Bruus-Jensen: "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 117 og 189, som velvilligst er stillet til min disposition af forfatteren. - For egen regning skal jeg tilføje, at cirklen med den femtakkede stjerne C med et vist forbehold svarer til det psykiske kraftfelt, på basis af hvilket al manifestation, sansning og livsoplevelse foregår.

Individet og Guddommen

Det kan nu påpeges, at på principielt tilsvarende måde som det levende væsen (individet) råder over et personligt psykisk kraftfelt, råder Guddommen ligeledes over et psykisk kraftfelt, som dog er universelt i den forstand, at det indbefatter samtlige levende væseners psykiske kraftfelter. Men medens individernes psykiske kraftfelter er personlige og kun findes for sine 'ejere', så udgør Guddommens psykiske kraftfelt den 'omverden' eller 'yderverden', som samtlige levende væsener til stadighed er i kontakt med på den ene eller anden måde, og det uanset om individet lever i den fysiske verden under inkarnationerne eller i den åndelige verden mellem inkarnationerne, eller om individet har et mere permanent ophold i de åndelige verdener. Men uanset hvad og hvordan, så udgør det personlige psykiske kraftfelt i virkeligheden skelettet i jegets samlede sanse- og manifestationsapparat, som ret beset da også udgør individets egentlige organisme.

Set på denne baggrund må det konstateres, at det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske verden, som oplevelse betragtet i virkeligheden er et illusionistisk fænomen og en konsekvens af skabeevnens funktion. Ganske vist har den fysiske verden et objektivt grundlag i form af de såkaldte mikrokosmiske stambevægelser, som subjektivt aflæses som elementarpartikler, atomer og molekyler, men disse er i henhold til Martinus i virkeligheden udtryk for eller et produkt af levende væseners aktiviteter, hvori instinkt-, tyngde- og følelsesenergien udgør basis for den såkaldte fysiske materie. Denne er altså ved roden i virkeligheden et åndeligt fænomen og som oplevelse betragtet rent illusionistisk. På denne baggrund bliver det lidt nemmere at forstå, hvordan reinkarnation kan finde sted, idet der jo nemlig ikke er tale om, at jeget og det sjælelige legeme forlader sin fysiske krop ved dødens indtræden, men om, at det er kroppen og koblingslegemet, der forlader jeget og dets sjælelige struktur, og at det i første omgang er følelseslegemet, som i kraft af overbevidstheden og bevidsthedsapparaturet, der herefter indtil videre 'bærer' bevidstheden igennem de åndelige verdener og frem til en ny genfødsel (reinkarnation) i fysisk materie.

Her skal vi afslutte dette forholdsvis lange - og det skal gerne indrømmes utilstrækkelige - forsøg på at give en skildring af 'teknikken' bag reinkarnation. Jeg kan derfor kun opfordre den interesserede læser til selv at opsøge kilderne til de oplysninger, der her er fremlagt, nemlig dels de indiske filosofiske systemer Sankhya, Yoga og Vedanta, og dels især Martinus' værker samt til sekundærlitteratur, som f.eks. Per Bruus-Jensens værker. Desuden kan læseren med fordel henvises til et aldeles fremragende og relativt letlæste bidrag til dansk idéhistorie, specielt vedrørende idealistisk filosofi, nemlig Sv. Å. Rossen: Martinus’ Verdensbillede. Et idéhistorisk studie. Forlaget Kosmologisk Information 2008.

Koblingslegemet eller transformationsfeltet

Men inden vi helt forlader emnet vil vi ganske kort se på, hvad det såkaldte koblingslegeme eller transformationsfelt er for et fænomen. Når der her bruges to betegnelser for det samme begreb skyldes det, at betegnelsen "koblingslegeme" ikke er anvendt af Martinus selv, men derimod af Per Bruus-Jensen. Martinus bruger udelukkende ordet "transformationsfeltet" til at betegne det fænomen, der kan og skal forstås som netop koblingslegemet. Men som begge betegnelser udsiger, udgør begge et "mellemled", nemlig mellem den sjælelige struktur og det fysiske legeme. Det hænger i henhold til Martinus sammen med den omstændighed, at den åndelige eller sjælelige materie eller energi ikke i sig selv har tilstrækkelig styrke eller kraft til at skabe forbindelse til og påvirke den fysiske materie eller energi. Dertil behøves et organ eller en organisme, som dels er åndelig og dels er fysisk, og disse krav opfyldes netop af koblingslegemet, tilmed i så høj grad, at dette antager samme form som det fysiske legeme, hvad enten det drejer sig om plante-, dyre- eller menneskeorganisme. Det betyder, at koblingslegemet allerede dannes tidligt under inkarnationen, hvilket i plantens tilfælde vil sige, at anlægget til koblingslegemet er forbundet med frøet, løget eller rodknolden, medens det for dyrs og menneskers vedkommende dannes omkring det tidspunkt, hvor ægcelle og sædcelle smelter sammen og en ny fysisk organisme er ved at blive til. Det indebærer så også, at koblingslegemets udvikling og vækst følger synkront med udviklingen og væksten af den pågældende fysiske organisme.

Det vil måske være lidt nemmere at forstå koblingslegemet og dets funktion, hvis man forestiller sig koblingslegemet som noget i retning af et elektromagnetisk kraftfelt knyttet til den fysiske organisme. Dette kraftfelt påvirkes fra to sider, nemlig dels af automatiske og viljesmæssige impulser fra den sjælelige struktur og dels af automatiske impulser fra den fysiske organisme, som f.eks. elektro-kemiske reaktioner i sanseorganerne, nervesystemet og hjernecentrene. Det er i den forstand, at man kan tale om den specielle rolle, koblingslegemet eller transformationsfeltet - vi har for nemheds skyld her foretrukket at bruge betegnelsen koblingslegemet - spiller for jegets (individets) kontakt med den fysiske materies verden, nemlig som omtalt som en interaktiv organisme, der dels formidler Jegets indadrettede aktivitet i form af sansning og dels dettes udadrettede aktivitet i form af manifestation, hvilket vil sige handlinger af enhver art og form.

Et vigtigt spørgsmål i forbindelse med koblingslegemet kunne det være at vide, hvad der sker med koblingslegemet eller transformationsfeltet ved det fysiske legemes død? - Svaret herpå lyder, at det normalt går til grunde og opløses sammen med det fysiske legeme. Men i enkelte specielle tilfælde løsgør koblingslegemet sig fra den fysiske krop og fører for en tid sin egen tilværelse, som styres af de automatfunktioner og vaner, der er 'indkodet' i dets hjerne og nervesystem. Det er i henhold til Martinus sådanne 'løsgående' koblingslegemer, som clairvoyante mennesker lejlighedsvis kan komme ud for at opleve, og det er baggrunden for begrebet og fænomenet spøgelser.

Nedenfor vises et diagram over den struktur, hvori koblingslegemet indgår som et nødvendigt forbindelsesled mellem individets sjælelige struktur og dets fysiske organisme.

Diagrammet herover søger grafisk og symbolsk at illustrere, hvad det er, der sker ved dødens indtræden. Man bør dog ikke hæfte sig ved de to figurers form. På figuren til venstre repræsenterer den yderste zone, mærket "a", den fysiske organisme og dermed den fysiske verden. De to næste zoner, er hhv. mærket "b" og "c", og det angiver den første zone, individet befinder sig i efter dødens indtræden. Her er individets oplevelse af den fysiske verden ophørt og erstattet af en begyndende oplevelse af den åndelige verden, som dog i høj grad er præget af individets egne udprægede interesser, der i form af hele scenerier materialiserer sig i den åndelige materie og derved danner den omverden, individet nu oplever. Dødens første sfære er i øvrigt 'opdelt' i to generalområder, nemlig i form af et område, hvori der hersker helvedesagtige tilstande, (mærket "b"), og et område, hvori der råder paradisagtige tilstande, (mærket "c"), men i begge tilfælde vel at mærke tilstande, der udelukkende er skabt af karakteren af individets egen åndelige eller mentale struktur. Der er altså ikke tale om objektive tilstande, men kun om midlertidige oplevelser af samme karakter, som drømmetilstande eller mareridtsdrømme kan have. Det må pointeres, at et individ kun kan opleve en af disse to tilstande ad gangen, men ikke begge tilstande samtidigt.

Det skal her tilføjes, at zonerne "b" og "c" på diagrammet, foruden det allerede nævnte, tilsammen også skal opfattes som udtryk for koblingslegemet eller transformationsfeltet.

Den åndelige struktur, der ligger bag oplevelserne af paradistilstandenes og helvedestilstandenes scenerier, ses i form af den del af diagrammet, der ligger inden for felterne "c", "b" og "a". I figurens centrum ses trekanten, symbolet på Jeget, det oplevende og skabende Noget, X 1. Figuren udenom, mærket 7, angiver moderenergien eller overbevidstheden, medens felterne udenom mærket med tallene 1, 2, 3, 4, 5 og 6 markerer den sjælelige strukturs seks åndelige legemer.

Figuren med dobbeltkontur og takket inderkant, mærket "b" til højre på diagrammet, skal symbolisere det fra såvel den sjælelige struktur som fra det afdøde fysiske legeme løsrevne koblingslegeme og det med dette forbundne relativt holdbare forestillingskompleks, en slags åndelig robot, som i visse tilfælde er i stand til at føre sin egen tilværelse i kortere eller længere tid, hvorefter det går i opløsning. I sjældne tilfælde kan sådanne spøgelses-robotter blive synlige på det fysiske plan, og det er sådanne der ligger til grund for troen på spøgelser og genfærd, som tilmed er i stand til ar reagere stereotypt på ydre påvirkninger. Men der er ifølge Martinus udelukkende tale om en afsjælet, åndelig kopi af et eller andet væsens oprindelige, fysiske organisme, altså et slags åndeligt lig, som på forhånd er dømt til at gå sin opløsning imøde. - Diagrammet er lånt fra Per Bruus-Jensen: "X", bind 2, stk.2. 133. (c) 1987 Forlaget Nordisk Impuls, Spjald. Gengivet med velvillig tilladelse af ophavsrethaveren, forfatteren og forlæggeren Per Bruus-Jensen. - Diagramforklaringen er baseret på Per Bruus-Jensens forklaring.

Før vi går over til hovedformålet med denne hjemmeside, nemlig at offentliggøre den række artikler om H.C.Andersen og hans forfatterskab, som jeg har skrevet på baggrund af en sammenligning med Martinus' kosmiske analyser, der i form af hans kosmologi findes under samlebetegnelsen "Det Tredie Testamente", vil det være formålstjenligt at se på nogle af de emner indenfor Martinus’ kosmologi, som det kan være vigtigt for læseren at have et mindstemål af kendskab til. Uden dette kendskab ville læseren formentlig være uden større chance for at kunne vurdere mine påstande og synspunkter. Nogle af disse har jo allerede været fremført i afsnittet ”Eventyr og kosmologi”.