”DET SEKSUELLE POLPRINCIP”
- om de to
komplementære seksuelle ’poler’
I foregående afsnit blev det bl.a.
omtalt, at Guddommen og det levende væsen (også kaldet "gudesønnen",
et udtryk der refererer til begge køn, jævnfør f.eks. med lignelsen om den
fortabte søn), eksisterer i hinandens billede ("skabt i Guds billede efter
hans lignelse"). Det blev også nævnt, at Guddommen samtidigt udgør højeste
eller øverste instans i et kosmisk-organisk forhold, der har karakter af et
forældre-barn forhold, idet Gud udgør den primære og højeste repræsentant for
forældre- og beskyttelsesprincippet. (Note 1)
Vi blev også gjort bekendt med, at dette princip udgør en variant af
verdensgenløsningsprincippet, der i praksis blandt andet tilkendegiver sig i
form af den guddommelige suggestion, som er den 'hånd', Gud har rakt ud i form
af såkaldte verdensgenløsere (f.eks. Moses, Buddha, Jesus, Muhammed, og disses
præster og missionærer), for at føre og vejlede individerne gennem visse
stadier i den kosmiske involutions- og evolutionsproces, hvor væsenerne ikke
selv har evne til at opleve det virkelige livs store eventyr. Det 'eventyr',
hvori Gud 'taler' og 'kommunikerer' med hvert enkelt levende væsen i form af
det daglige livs fænomener, vilkår, hændelser og forhold. (Note 2)
Religionerne, der er følelsens og troens udtryk, er derfor i det evige
forældre-barn forhold udtryk for den guddommelige "Moder", mens
videnskaben i det samme forhold er udtryk for den guddommelige "Fader".
Som det indirekte ses heraf, er "Fader- og Moderprincippet" i
virkeligheden ét, idet Gud i sig selv udgør en forening af disse to principper.
Gud er derfor på samme tid både de levende væseners evige Fader og evige Moder.
Man burde derfor i bønnen rettelig tiltale Gud med ordene "evige
Fader-Moder, Gud!"
Det guddommelige Fader-princip er udtryk for Guddommens højeste instans,
Jeget, lige som det guddommelige Moder-princip et udtryk for
"Moderenergien" dvs. "overbevidstheden", medens "det
skabte" eller "underbevidsthedsregionen" med det psykiske
kraftfelt og dermed al livsoplevelse, er udtryk for "afkommet" eller
"barnet".
Som det i hvert fald indirekte vil være fremgået af det netop sagte, er
Guds 'dobbelt-position' som evig Fader-Moder, udtryk for et kønsligt forhold,
dvs. et forhold mellem det maskuline (fader) princip og det feminine (moder)
princip. Gud repræsenterer altså samtidigt begge køn. Begrebet "køn"
hedder på latin sexus, som betyder køn eller kønslig. Deraf udtrykkene seksual,
seksuel.
Eftersom principperne "maskulin", af latin masculinus, af mas:
væsen af hankøn, og "feminin", af latin femininum, af femina: væsen
af hunkøn, i en vis forstand er principielle om end komplementære modsætninger
og dermed 'modpoler' i det indbyrdes forhold, kan dette derfor betegnes som
"det seksuelle polprincip". Hvilket netop er, hvad Martinus gør. Men
hermed er sagen langt fra afgjort, for den viser sig nemlig ved nærmere
eftersyn at være meget omfattende og kompliceret, samtidigt med at det
seksuelle emne fra en vis - begrænset - synsvinkel anses for at være delikat og
provokerende. (Note 3)
Det sidstnævnte hænger især sammen med,
at seksuallivet primært vedrører det levende væsens, og måske særligt
menneskets, mest intime sfære, og med, at menneskets seksuelle udfoldelse helt
op til vor egen tid ofte har været omgivet af tabuer og forbud. Men hvorfor nu
det, kunne man her spørge? Jo, formodentlig fordi interessen og aktiviteten
omkring netop den seksuelle side af livet gennem hele menneskehedens historie
har haft en slags førsteprioritet, og denne interesse er blevet mødt med
modvilje og moralske restriktioner i puritansk religiøse og borgerlige kredse
og samfund, måske særlig i totalitære samfund. Et forhold, der også har gjort
og stadig gør sig gældende i såkaldte socialistiske eller kommunistiske
samfund, som tilfældet f.eks. var i det tidligere Sovjetunionen og efter en del
at dømme stadigvæk blandt andet er i det kommunistiske Kina, i al fald
officielt.
Denne interessemæssige førsteprioritet for det seksuelle, hænger for
menneskets vedkommende givetvis sammen med dets grundlæggende situation som
bevidst eller måske snarere selvbevidst væsen. Derudover beror det naturligvis
først og fremmest på, at det drejer sig om en primær drift, kønsdriften, hvis
funktion er afhængig af kønskirtlernes hormonproduktion, men som tillige er
stærkt psykisk betinget. Kønsdriften er i reglen rettet mod det modsatte køn,
med det formål gennem samleje eller parring at avle nye individer og dermed
sikre artens eller slægtens beståen.
Kønsdriften kan dog også have såkaldt anormal retning, så der opstår
seksuelle afvigelser, især hos mennesket, som f.eks. homoseksualitet, sadisme,
masochisme, sodomi, pædofili og nekrofili. Hos dyr er kønsdriften normalt kun
virksom i bestemte brunstperioder, som da totalt dominerer dyrets adfærd.
Menneskets kønsdrift er derimod normalt aktiv hele året rundt, og den seksuelle
interesse og udfoldelse drejer sig i mange tilfælde ikke længere kun om artens
eller slægtens videreførelse, men i nok så høj grad om selve samlejet og den
stærkt attråede seksuelle udløsning eller orgasme. Denne betyder normalt både
fysisk og psykisk afspænding, men er samtidig enestående ved, at den giver
individet den formentlig højeste form for fysisk og psykisk behags- og
lystfølelse, der kan grænse til det ekstatiske.
Interessen for at få adgang til samleje og til at opnå seksuel udløsning
eller orgasme, uden at dette nødvendigvis skulle resultere i befrugtning og
graviditet, må have været stor og
markant allerede tidligt i menneskets historie, hvilket eksempelvis
Moselovene med deres strenge påbud og forbud, kan tages som udtryk for. De
kristne kirkefædre, så vel som katolicismen og protestantismen, overtog i
øvrigt jødedommens restriktive holdning til seksualiteten, og særlig gennem
inkvisitionens opgør med hedenskabets heksetro og trolddomskunst, finder man et
stærkt islæt af frygten for seksualismen. Det samme er tilfældet inden for
islam, og man kan kort sige, at dette faktisk gælder indenfor alle
patriarkalske kulturer op gennem tiden. (Note 4)
Særlig i den tidlige og middelalderlige
kristendom, blev seksualiteten anset for at være djævelens værk, der havde som formål
at forføre menneskene til at sætte sig op imod Gud. Det kan bl.a. ses af, at
"slangen" i den ældgamle myte om Adam og Eva er identificeret med
"djævelen", og "syndefaldet" og
"syndsbevidstheden" tolkes, som om det drejer sig om skammen over den
nøgenhed, der afslører mandens og kvindens seksualorganer, underforstået deres
seksualitet. (Note 5)
Der fandtes dog i oldtiden samfund, som f.eks. det klassiske græske,
hvor seksualiteten ligefrem blev betragtet og dyrket som et sakramente, dvs.
som et helligt mysterium, der under sin udførelse: samlejet og især orgasmens
ekstase, formodedes at bringe deltagerne i direkte kontakt med det
guddommelige. Denne opfattelse af seksualiteten som en hellig handling,
afspejler sig også i klassisk græsk mytologi og filosofi, hvori begrebet
"Eros", af græsk eros: kærlighed, betyder den magt eller kraft, der
bragte orden og samhørighed i "Khaos", af græsk chaos: gab, svælg, i
græsk mytologi det gabende 'rum' eller 'dyb', hvoraf verden skabtes. Ordet
betyder endvidere uorden, forvirring, planløshed. (Note 6)
Temaet om "Eros" er særligt behandlet i Platons skrift Symposion,
hvori forskellige lærde mennesker er forsamlet til et drikkegilde, og
herunder får hver af deltagerne lejlighed til at fremsætte sit syn på den magt
og kraft, der bragte - eller bringer - orden og samhørighed i verden. Det er
især den tale, komedieskriveren Aristophanes (445-385 f.Kr.) holder for
forsamlingen, der har interesse i denne sammenhæng, idet den på flere måder
foregriber den opfattelse af "det seksuelle polprincip", som Martinus
har fremlagt i form af nogle - i ordets bedste mening - fantastiske og vel
nærmest geniale analyser. Aristophanes' tale skal vi vende tilbage til senere.
(Note 7)
Det skal allerede her indskydes og nævnes, at det er en af Martinus’
store fortjenester, at han har peget på og gennemanalyseret seksualiteten som
en kraft eller energi, der – foruden at være den basale og universale kraft,
der styrer verdensaltet - også tjener et andet formål ud over at stå i forplantningens
tjeneste. Nemlig det formål, at være individets ’kanal eller ’adgangsvej’ til
oplevelsen af det guddommelige alvæsen, Gud. En direkte eller indirekte
oplevelse, som forekommer, uanset om individet er bevidst om den virkelige
sammenhæng eller ej.
Det hænger blandt andet sammen med, at Martinus opdeler seksualitet i to
hovedkategorier eller former: 1. den emotionelle seksualisme, som i hovedsagen
opleves af enkeltpolede individer, og 2. den intellektuelle seksualisme, som i
sin avancerede form kun kan opleves af dobbeltpolede individer. Til primær
grund for Martinus’ betragtninger over seksualiteten, ligger den opfattelse at
kærlighed og seksualisme er to sider af samme sag, nemlig i begge tilfælde som
kilder til den af restriktiv puritanisme så forkætrede nydelse eller i nogle
tilfælde nærmest ekstatiske henrykkelse. Dette vil især komme til at fremgå af
det senere afsnit om emotionel og intellektuel seksualisme.
Det er næppe for meget sagt, at der vist
ikke findes den klassiske mytologi, religion eller filosofi, hvori
erosbegrebet, hos Martinus kaldet "den højeste ild", en hovedfaktor
der er repræsenteret ved "det seksuelle polprincip", ikke forekommer
i en eller anden form. Bedst kendt hos os er nok jødedommens myte om Adam og
Eva, men mange vil formentlig også nikke genkendende til taoismens begrebspar
Yang og Yin, det mandlige og det kvindelige, lyset og mørket, ånden og naturen,
som tilsammen er udtryk for den altomfattende
kraft Tao. (Note 8)
I klassisk ægyptisk mytologi er begrebsparret symboliseret ved Osiris og
Isis, i græsk mytologi optræder begrebsparret som Eros og Psyche, Orfeus og
Eurydike, m.fl.. Også i klassisk indisk religion og filosofi finder man
begrebsparret i skikkelse af f.eks. Krishna og Radha, Shiva og Shakti. (Note 9)
I middelalderens berømte værk Divina Comedia (1302-21), på dansk
"Den guddommelige komedie"(1855-62), forfattet af digteren Dante
Alighieri (1265-1321), som stort set kan siges at handle om "det seksuelle
polprincip" og dettes konsekvenser, møder vi begrebsparret under navnene
Dante og Beatrice. Forfatteren har benyttet sig selv og sin platoniske,
sværmeriske ungdomskærlighed, Beatrice, der døde kun tyve år gammel, som
symboler på det mandlige og det kvindelige aspekt hos mennesket. (Note 10)
Taoismens
symbol er et af de enkleste og vel egentlig geniale udtryk for, at tilværelsens
helhed eller urgrund, tao, er sammensat af to ligeværdige, komplementære
faktorer og kræfter: Yang (til højre), som i dette tilfælde kan tolkes som det
maskuline princip, og Yin (til venstre), som ligeledes i dette tilfælde kan
tolkes som det feminine princip. Modsætningernes begrebspar forudsætter og
betinger gensidigt hinanden, og ud af denne intime forening 'undfanges' og
'fødes' verden uafbrudt.
I den forbindelse skal man jo i øvrigt
gøre sig klart, at der i og med "det seksuelle polprincip" ikke kun
er tale om to adskilte køn, hankøn og hunkøn, mand og kvinde, der gensidigt
tiltrækkes af hinanden, og som i bedste fald forenes i parringen eller
samlejet, men i endnu højere grad om to kønslige aspekter eller anlæg, to
kønslige 'poler', i det samme væsen. Hvilket i Martinus' Kosmologi mere præcist
vil sige: et psyko-seksuelt 'anlæg', som i form af to kraftcentre eller
grundtalentkerner, er placeret i væsenets højpsykiske kraftfelt,
evighedslegemet eller overbevidstheden. (Note 11)
Det forhold, at det samme køn også rummer det andet køns karakteristiske
egenskaber, har særlig en psykolog som C.G.Jung (1875-1961) vist
interesse for, i og med at han i sin psykologiske teori har inkorporeret det
kønslige eller seksuelle 'polprincip' i form af begreberne animus, latin: sjæl,
som betegner det maskuline princip eller de mandlige psykiske kønstræk, og
anima, ligeledes latin: sjæl, der betegner det feminine princip eller de
kvindelige psykiske kønstræk. (Note 12)
Naturvidenskaben i form af biologien og embryologien bekræfter også til
en vis grad det forhold, at hvert af kønnene rummer træk fra det modsatte køn,
f.eks. kønshormoner og kønskromosomer. Man har desuden konstateret, at fosteret
på et vist stadium i sin udvikling har fællesanlæg for begge køns genitalier,
som i det ene tilfælde (hunkønnet) udvikler sig til æggestokke, klitoris og
kønslæber, og i det andet tilfælde (hankønnet) henholdsvis til testikler, penis
og pung (scrotum).
Mens vi er ved naturvidenskab, er det
interessant at kunne konstatere, at der inden for elektrostatikken, dvs. læren
om stillestående elektricitet og de dertil knyttede virkninger, faktisk
forekommer en bemærkelsesværdig parallel eller analogi til forholdet mellem
kønnene. Det drejer sig om nogle grundlæggende lovmæssigheder, der kendes som
elektrostatikkens grundlag, og som kan iagttages gennem en forsøgsopstilling,
hvori to metalkugler er ophængt overfor hinanden i hver sin stander. En positiv
ladet kugle tiltrækker en kugle med negativ ladning, medens to positivt ladede
kugler frastøder hinanden, hvilket også er tilfældet for to negativt ladede
kugler. Kugler med elektrisk neutral ladning hverken tiltrækker eller frastøder
hinanden. jf. med forklaringen til illustrationen herunder.
Når de
ophængte kugler har modsatte elektriske ladninger, plus og minus, tiltrækker de
hinanden; har de samme ladning, altså henholdsvis plus og plus, og minus og
minus, frastøder de hinanden. Hvis de to kugler derimod begge er elektrisk
neutrale, påvirker de ikke hinanden. Disse forhold kan faktisk uden videre
overføres på tiltræknings- og frastødningsforholdet mellem kønnene. Hankøn
(plus) og hunkøn (minus) tiltrækker hinanden, hankøn (plus) og hankøn (plus)
frastøder seksuelt set hinanden, ligesom tilfældet er med hunkøn (minus) og
hunkøn (minus). Vi skal i løbet af denne fremstilling se, hvorfor der ifølge
Martinus kan forekomme kønslige orienteringer som homo- seksualitet og
biseksualitet mv., lige som vi skal stifte bekendtskab med begrebet "dobbeltpolethed",
et fænomen der i en vis forstand har sin parallel i elektrostatikkens begreb
"elektrisk neutral", jf. med situationen helt til venstre på
illustrationen ovenfor.
Det er i øvrigt samtidig vigtigt, at vi
gør os klart at "det seksuelle polprincip" udviklingsmæssigt - eller
rettere indviklingsmæssigt - allerede begynder at gøre sig gældende udadtil i
planteverdenen, hvor hankøn og hunkøn som almindeligt bekendt også forekommer,
i al fald for nogle arters vedkommende. Hos blomsterplanterne er blomsterne
således kønsorganer, men 'parringen' foregår gennem forskellige former for
bestøvning, hvorved blomsterstøv (pollen) overføres fra støvblade til støvfang.
Der findes enkønnede blomster og tokønnede blomster, der forekommer
selvbestøvning og fremmedbestøvning, vindbestøvning, insektbestøvning og
fuglebestøvning.
Blomsterbestøvning er i det hele taget et
meget spændende kapitel for sig, som vi dog ikke kan komme nærmere ind på i
denne sammenhæng. Men det skal allerede her nævnes, at planterigets
'seksualitet' i forbindelse med "det seksuelle polprincip", spiller
en betydelig rolle inden for Martinus' Kosmologi, hvor planteriget jo, som
tidligere omtalt, udgør et af de i alt seks kosmiske tilværelsesplaner, som det
levende væsen 'passerer' på sin gigantiske kosmiske udviklingsrejse gennem
spiralkredsløbet. (Note 13)
Inden vi går over til at se nærmere på,
hvordan Martinus' Kosmologi definerer og opfatter "det seksuelle
polprincip", skal vi ganske kort gøre os bekendt med hvordan og hvor i
forfatterskabet H.C.Andersen har beskæftiget sig med polprincippet.
Som blandt andet nævnt i min bog ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted &
Martinus”, er det særligt i eventyret Vejrmøllen, 1865, at Andersen har
givet udtryk for sin grundlæggende opfattelse af individets
personlighedsstruktur med bl.a. det seksuelle polprincip. Der er samtidig tale
om et stykke trosbekendelse i den forstand, at han i og med dette eventyr giver
udtryk for sin overbevisning om reinkarnationens realitet.
Men sin opfattelse af at mennesket på samme tid rummer både et feminint
og et maskulint aspekt i sin psyke, gav han udtryk for allerede tidligt i sit
forfatterskab, og for øvrigt også i nogle af sine private breve. Hvad
forfatterskabet angår, så kom han ind på emnet allerede i sit første egentlige
eventyr, Dødningen, 1830, som han nogle år senere omarbejdede og gav
titlen Rejsekammeraten, 1835.
I "Dødningen" så vel som i "Rejsekammeraten" har
Andersen skildret sit kvindelige aspekt i form af den dejlige pige med
guldkrone på, som han drømmer at hans fader vier ham til, da han er faldet i
søvn ved dennes dødsleje. Pigen ser han senere i samme eventyr 'virkeliggjort'
i skikkelse af en fortryllet prinsesse, som ved rejsekammeratens hjælp bliver
befriet for trolddommen, hvorefter eventyrets hovedperson, Johannes, får hende
til ægtemage og dermed vinder hele kongeriget. Ganske som Andersen selv i livet
blev forenet med sit feminine aspekt, sin feminine pol, og derved vandt
poesiens eller eventyrets kongerige.
Men også i sit dramatiske digt, Agnete og Havmanden, 1833, lige
som tilfældet senere er i eventyret Den lille Havfrue, 1837, viser
Andersen tydeligt at han til dels identificerer sig med det kvindelige aspekt i
sin psyke, i skikkelse af henholdsvis Agnete og Den lille Havfrue. (Note 14)
Da Andersen i 1833-34 befandt sig på sin første større udenlandsrejse
som via Tyskland og Frankrig gik til det Italien, der siden skulle komme til at
stå for ham som hans hedeste længslers mål, brevvekslede han flittigt med bl.a.
sin gode ven og 'sekretær', Edvard Collin (1808-86), og i nogle af disse
breve skinner det tydeligt igennem, at Andersen følte mere end almindeligt
venskab for sin nogle år yngre ven. (Note 15)
Under et ophold i Milano i september 1833 skriver og sender Andersen et
længere brev hjem til vennen i København, hvori han dels beklager sig over, at
denne ikke synes om første del af hans 'hjertebarn', "Agnete", og
dels vender tilbage til et især for ham selv meget pinligt emne, nemlig at
vennen et par år tidligere skriftligt havde afslået Andersens - ligeledes
skriftlige - forslag om, at de to burde sige "du" til hinanden.
Men Edvard Collin, som utvivlsomt var af en lidt mere mandig, fast
karakter end digter- vennen, afslog venligt men bestemt forslaget med den
angivelige begrundelse, at det bød ham imod at overskride den private,
familiære fortrolighedsgrænse, han var vænnet til og følte sig tilpas med. Hvad
Collin derimod ikke gav udtryk for i sit svar til Andersen i den anledning, men
som man efter min mening tydeligt kan læse mellem linierne i hans breve, var at
han som helt almindelig og normal mand følte sig betænkelig og meget ilde til
mode over vennens stærke, heftige og erklærede følelser.
"min
blødhed, min halve kvindelighed"
Det nævnte brev fra Andersen er dateret
24. september 1833 og det er dels prototypisk for de breve til vennen, han
skrev i den periode, og dels indeholder det en tydelig tilkendegivelse af, at
han faktisk var helt på det rene med sin egen særprægede kønslige natur. Herom
skriver han bl.a.:
"[...] De taler om "en sygelig,
blød stemning" hos mig, just den, ja det tror De næppe, anser jeg for den
store lykke at jeg ejer Dem, har Deres venskab og nu ejer en oprigtig trofast
ven. For at gøre Dem dette tydeligt må jeg berøre en streng der måske bedrøver
Dem, som den altid knuger mig til jorden. - Vore karakterer er noget
forskellige, just min blødhed, var istand til at bøje mig efter Dem! havde jeg
hjemme den følelse, der nu rører sig i mig, da havde Deres måde at være på
stødt mig aldeles bort, den gang jeg ikke kendte Dem. - Med et barns hele
tillid bød jeg Dem mit broderlige Du og De afslog mig det! Da græd jeg og tav,
altid har det siden stået som et åbent sår, men just min blødhed, min halve
kvindelighed, lod mig hænge fast ved Dem, da kom jeg til at se så mange andre
herlige egenskaber hos Dem at jeg måtte holde af Dem og huske på at det dog kun
var en lille fejl hos så meget godt. - Misforstå mig ikke Edvard! nu er det mig
der må bruge denne ytring De så ofte giver mig! - Oprigtig bør vi to være mod
hinanden, min sjæl skal ligge åben for Dem. Indtil min afrejse var jeg slet nok
til at kunne tro, at Deres afslag om at sige "Du" rejste sig fra, at
en mere glimrende stilling kunne vente Dem end mig og at dette fortrolige Du da
kunde genere. Ved den evige Gud, nu tror jeg det ikke, jeg anser det kun for en
egenhed hos Dem og beder af hjertet om forladelse. De har i 2 år, uden at vide
det, ladet mig hårdt lide for en barnagtighed jeg kunne ytre som ønske: - men i
de to år er jeg ved at klynge mig til Dem kommen til at kende det meget gode
hos Dem, jeg har vundet Dem, som jeg altid vil elske som en broder!
-[...]" (Note 16)
Andersen havde altså i løbet af de to år, der var gået siden vennens
afslag, fået så meget styr på sig selv og sine særdeles heftige følelser for denne,
at han nu kunne resignere og affinde sig med et venskab, der havde en vis
karakter af broderskab. Men det er naturligvis særligt Andersens bemærkning om
"min blødhed, min halve kvindelighed", læseren bør hæfte sig ved i
denne forbindelse.
I artiklen "min halve Qvindelighed" i tidsskriftet
Kosmologisk Information, har jeg tilladt mig at gætte på, at Andersen muligvis
kan have fået inspiration til dette udtryk og til sin opfattelse af menneskets
kønslige dobbeltaspekt via sin latinskoletids læsning af de græske klassikere.
Sandsynligvis særlig ved sin læsning af Platons Symposion, hvori blandt flere
andre også den vise Sokrates deltager og giver sit bud på, hvordan han opfatter
begrebet Eros. For ham er det et universalbegreb for det evigt stræbende,
aldrig stillestående, der altid længes og higer efter at avle og skabe og nå
fuldkommenheden. (Note 17)
Men som tidligere nævnt er det i denne
forbindelse særlig komedieskriveren Aristophanes' version af kærlighedsbegrebet
"Eros", der har interesse. I sin tale beskæftiger han sig især med
menneskets kønslige natur og skæbne, og herunder fastslår han bl.a.:
[...] I gamle dage var vi nemlig ikke
indrettet sådan som vi er nu; det var noget helt andet! For det første var der tre
køn: han- og hunkøn, men der var også et tredie, der var fælles for begge, men
som nu er forsvundet, så vi kun har navnet tilbage. Det var et særligt
kvinde-mands-køn man havde dengang, der både i art og benævnelse var fælles om
mandlige og kvindelige træk; det eksisterer ikke mere, bortset fra navnet, som
ikke har nogen særlig god klang. [...]
Og så fortsætter Aristophanes med meget fantasifuldt at skildre,
hvordan de oprindelige mennesker så ud: De var kuglerunde og havde to sæt af
alt, således også to sæt kønsdele, et mandligt og et kvindeligt. Men menneskene
blev på et tidspunkt så overmodige og kåde, at overguden Zeus besluttede i
bogstaveligste forstand at 'skære dem ned', idet han simpelthen skar dem over i
to halvdele, sådan at de blev til to selvstændige væsener:
Da nu menneskene således var blevet skilt
i to halvdele, kunne den ene ikke undvære den anden, men de søgte sammen og
slog armene om hinanden og omfavnede hinanden af lutter længsel efter at vokse
sammen igen, og så døde de efterhånden af sult og manglende energi, fordi de
intet ville foretage sig så længe de var skilt fra hinanden. Og hvis den ene
halvdel døde og den anden blev tilbage, så opsøgte den efterlevende en fremmed
halvdel og omfavnede den, enten den nu traf halvdelen af en oprindelig hel
kvinde - dét vi nu forstår ved en kvinde, - eller halvdelen af en oprindelig
mand; og sådan døde den ene efter den anden. Men Zeus fik ondt af dem og fandt
igen på en udvej, idet han flyttede deres kønsdele om på forsiden; indtil da
havde de haft dem på ydersiden og havde ikke forplantet sig med hinanden, men
ved at befrugte jorden ligesom cikaderne. Nu flytte- de han dem altså om på
forsiden og skabte derved mulighed for at de kunne forplante sig med hinanden,
mand med kvinde, med det formål, at hvis en mand og en kvinde forenedes under
omfavnelsen, skulle de avle børn og føre slægten videre, og hvis mand mødte
mand skulle de ihvertfald finde en tilfredsstillelse i samværet, så de med
friske kræfter kunne vende tilbage igen til deres arbejde og samle sig om
livets andre opgaver. Således er altså fra gammel tid den gensidige elskov
menneskene medfødt; og den er i stand til at føre dem sammen efter deres
oprindelige natur, idet den prøver at skabe een af to og derved læge dét sår
der er tilføjet menneskenaturen.
Vi er med andre ord allesammen kun en del
af et helt menneske, der er skåret igennem på langs som en rødspætte, så der er
blevet to af een; og derfor søger den ene halvdel altid efter sin genpart;
(Note 18)
Herefter fortsætter Aristophanes med at
give en skildring af og begrundelse for homo- seksualitet og biseksualitet, som
vi dog først skal se nærmere på i en lidt senere sammenhæng. Men her vil jeg
imidlertid foreløbig hæfte mig ved udtrykket "der er blevet to af een; og
derfor søger den ene halvdel altid efter sin genpart;".
I
den ovenfor nævnte artikel, "min halve Qvindelighed", har jeg også
fremført det synspunkt at Andersen sandsynligvis har haft Aristophanes'
skildring af Eros og mennesket i tankerne, da han skrev sit meget specielle
eventyr Vejrmøllen, hvori der bl.a. bruges udtryk som f.eks. "de er to og
dog een, de kalder også hinanden "min halvpart"."
Men i øvrigt fik Andersens specielle forhold til vennen Edvard Collin,
som varede ved til digterens død i 1875, stor indflydelse på hans videre liv og
ikke mindst på forfatterskabet. I dette forhold så han altid sig selv som den
kvindelige part, og sådan skildrede han det også i store dele af sit
forfatterskab fra perioden 1833 til omkring 1870. Men han inddrog samtidig
begge sine psykiske, kønslige aspekter i sammenhængen og gav sin egen
personlighed samtidigt udtryk i både en mands og en kvindes skikkelse.
Dette gælder stort set i alle hans romaner og skuespil. Fra romanen Fodrejse,
1829, over romanerne Improvisatoren, 1835, O.T., 1836, Kun en
Spillemand, 1837, De to Baronesser, 1848, At være eller ikke
være, 1857, til Lykke-Peer, 1870. Og for skuespillenes vedkommende i
hvert fald fra og med Bruden fra Lammermoor, 1832, og over Ravnen,
1832, Agnete og Havmanden, 1833, Festen på Kenilworth, 1836, og Skilles
og mødes, 1836, Mulatten, 1840, og Maurerpigen, 1840, Fuglen
i Pæretræet, 1844, Lykkens Blomst, 1845, Liden Kirsten, 1846,
Hr. Rasmussen, 1846, Brylluppet ved Como-søen og Meer end perler
og guld, 1849, Ole Lukøje, 1850, Hyldemoer, 1851, til Da
Spanierne var her, 1865. (Note 19)
Det gælder desuden for eventyr og historier som de følgende, hvori det
dog særlig er polprincippet og - for nogle af eventyrenes vedkommende - den
særlige udviklingsproces, som vi siden skal lære at kende som
"polforvandlingen", der mere eller mindre tydeligt går igen: Dødningen,
1830, Fyrtøjet og Tommelise, 1835, Rejsekammeraten, 1835, Den
lille Havfrue, 1837, De vilde Svaner, 1838, Paradisets Have, 1839,
Ole Lukøje, 1841, Snedronningen og Hyldemoer, 1844, Hyrdinden
og Skorstensfejeren, 1845, Skyggen, 1847, Under Piletræet,
1852, Klods-Hans og Ib og lille Christine, 1855, Dynd-kongens
datter og De vises sten, 1858, Dejlig!, 1859, Isjomfruen og
Psychen, 1861, Vejrmøllen, 1865, Dryaden, 1868. (Note 20)
Imidlertid må det ovenforstående forsøg på at give et indtryk af
Andersens syn på og forhold til det kønslige polprincip kun betragtes som
introduktion til en mere indgående undersøgelse, vi skal foretage efter at have
gjort os bekendt med "det seksuelle polprincip", og ikke mindst
"den seksuelle polforvandling", der spiller så stor og afgørende en
rolle i Martinus' Kosmologi.
Men for fuldt ud at kunne forstå Andersens personlighed, liv og
forfatterskab, vil det desuden være nødvendigt at se nærmere på to af
kosmologiens andre vigtige faktorer og processer, nemlig reinkarnationen og
repetitionen.
Vi skal herefter fortsætte med at redegøre for "det seksuelle polprincip", sådan som dette er defineret og fremlagt af Martinus i form af en række geniale analyser, der i øvrigt afklarer en lang række af de problemer, som kønslivet har givet anledning til op gennem tiderne og som de måske i nok så høj grad fortsat volder mange mennesker i vore dage. Derfor kan kendskabet til ”det seksuelle polprincip” og ”polforvandlingen” have andet og mere end teoretisk, filosofisk interesse, nemlig i nok så høj grad praktisk interesse. Men i relation til H.C.Andersen og hans forfatterskab har kendskabet dog fortrinsvis filosofisk betydning.
NOTABENE: Til de læsere, som enten kender
Martinus’ kosmiske analyser i forvejen eller som ikke synes de har speciel
interesse i at tilegne sig et sådant kendskab, i hvert fald ikke ad en
indirekte og ’andenhånds’ vej som denne, vil jeg anbefale at springe de
følgende afsnit over. Det sker nemmest ved eventuelt at fravælge disse i
menuen.
I øvrigt vil kyndige læsere være mere end
velkomne til at stille spørgsmål eller evt. komme med rettelser eller
tilføjelser, hvis der skulle være noget i min tekst, som enten er uklart eller
må anses for direkte forkert. Jeg vil kunne kontaktes via mail på adressen harry.rasmussen@outlook.dk.
Man må dog ikke forvente, at
jeg med mine nu (i 2009) 80 år kan indlade mig på en større eller længere
korrespondance.
INTRODUKTION TIL ”DET SEKSUELLE POLPRINCIP”
Note 1: Vedr. begrebet
"gudesønnen", se: LB I, stk. 244, 251. LB II, stk. 389, 488, 583. LB III, stk. 753-62, 854, 870, 949, 953-5. LB
IV, stk. 1085-6, 1106, 1122-3, 1130, 1387, 1590. LB V, stk. 1598-1600, 1603,
1850, 1902-3. LB VI, stk. 1982, 2103. LB VII, stk. 2475,
2633, 2637-41, 2658:6, 2658;13. E I, stk. 9:4, 11:1-34. E II, stk. 21:1-6, 22:1-3, 22:3. E III, stk. 32:14,
33:68. Logik, kap. 31, 63-4, 66-7. -
Vedr. lignelsen "den fortabte søn", se: Luk. 15, 11-32.
Note 2: Vedr. "Guds tale til
gudesønnen": LB II, stk. 489-90. LB V, stk.
1671. LB IV, stk. 2088-2130. Logik, kap. 59. – Jf. evt. med artiklen Guds sprog her på
hjemmesiden.
Note 3: Vedr. opfattelsen af religionerne
som udtryk for det guddommelige moderprincip og videnskaberne som udtryk for
det guddommelige faderprincip, skal det her nævnes, at denne sammenligning ikke
er foretaget direkte af Martinus selv, men den fremgår efter min mening
implicit af hans syn på sagen. Udtrykket "Fader-Moder" om Gud er
heller ikke brugt af Martinus selv, men derimod af hans mangeårige nære
medarbejder Mogens Møller (1914-1980). Men også i det tilfælde er tolkningen
implicit i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af Gud.
Vedr. begrebet ”Det seksuelle polprincip”: LB III, stk. 647, 828, 832,
927, 940-2. LB IV, stk. 1123-4, 1133, 1192-3. LB V,
stk. 1601, 1646, 1650-1, 1690, 1709, 1928, 1930-1, 1935. LB VII, stk. 2404,
2406, 2479-80, 2482, 2493-6, 2528, 2532-3, 2540, 2543, 2548, 2551, 2555, 2588,
2626, 2632, 2658:35. E I, stk. 6:7, 6:11, 11:15. E III, stk. 32:2, 33:4, 33:10, 33:13, 33:49-50, 33:67, 33:78. Logik, kap. 31,
41. PB-J 4, kap. 29-30, samt samme forfatters bog: Mennesket og Den
Seksuelle Revolution. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 2006..
Note 4: Men idet vi vender tilbage til nutiden,
for at se nærmere på, hvordan det seksuelle polprincip giver sig til kende i
vor dagligdag, må det konstateres at Martinus har ganske ret, når han giver
udtryk for, at selv det moderne, oplyste og frigjorte menneske stadigvæk er
ukendt med, hvad begrebet seksualisme i virkeligheden indebærer, lige som det
ikke synes at have forstået, hvilken afgørende faktor i livet det seksuelle
polprincip faktisk er.
For ét er, at det moderne menneske i almindelighed er stærkt
interesseret i og optaget af sex og hvad deraf følger, men dets forståelse af,
hvad det egentlig er det drejer sig om, indskrænker sig til forestillingen om
kønsdrift. Det vil sige til en opfattelse af, at seksualitet i almindelighed og
normalt drejer sig om det maskuline og det feminine køns gensidige tiltrækning
mod hinanden.
Begrebet seksualisme betyder altså for de fleste nutidsmennesker det
kønsliv, der normalt praktiseres af normale mennesker, dvs. af mand og kvinde
sammen. Det betragtes også som normalt og almindeligt, at menneskets
praktisering af seksualisme er præget af egoisme, med vægten lagt på ydre
kønsegenskaber som fysisk udseende og udstyr og seksuelle præstationer, som
ligefrem udgør et konkurrencemoment, i al fald i snakken mand og mand og kvinde
og kvinde imellem.
Parternes sympatiske orientering retter sig først mod de fysiske
egenskaber, men naturligvis spiller psykiske egenskaber også en vis rolle.
Mandighed, mod og intelligens hos manden, spiller en rolle for kvinden, i nogle
tilfælde særlig hvis disse egenskaber er forenet med et godt udseende, mens
omvendt femininitet, blidhed og ynde hos kvinden er aktiver som ofte gør hende
attraktiv for manden. Men der er naturligvis store forskelle og afvigelser i
dette generelle mønster.
Det kan alligevel fastslås, at det er de ydre kønsegenskaber og
kønsattributter hos modkønnet, der giver prestige og som spiller en vigtig
rolle i mænds og kvinders gensidige seksuelle tiltrækning mod hinanden. De rent
menneskelige egenskaber, såsom godhed, hjælpsomhed, ydmyghed, begavelse etc.
kommer først i anden eller tredie række, når det gælder det seksuelle
engagement. Det kan man ikke mindst se af, hvad det er der skiltes med og
fremhæves i film og TV, i reklamer, annoncer og ugebladslitteratur og
billedblade, for slet ikke at tale om porno-blade og -film, som i ekstrem grad
lægger vægten på kønsattributterne og de seksuelle præstationer.
For at gøre sig gældende på det seksuelle marked og i den seksuelle
konkurrence, må de to køn hver for sig 'reklamere' med de ydre så vel som indre
egenskaber og attributter, som har vist sig mest velegnede til at vække og
stimulere den seksuelle interesse og aktivitet hos modkønnet. Det må dog
konstateres at dette adfærdsprincip, som biologisk set har at gøre med kampen
for tilværelsen, ikke kun gør sig gældende for menneskets vedkommende, men kan
genfindes i principielt samme former i dyreriget og til dels også i
planteriget.
Menneskets forhold til seksualismen er altså hovedsagelig præget af en
dyrkelse af kroppen og de kropslige egenskaber eller attributter. Hos manden er
idealet et mandigt, fast ansigt og en veltrænet, muskuløs krop med brede
skuldre, smalle hofter, lange ben og store fødder, og ikke mindst er det
vigtigt for manden selv helst at have en stor penis. Hos kvinden er idealet
lidt mere svingende og i nogen grad afhængigt af tidens mode. Men mange mænd
lægger almindeligvis vægt på, at en kvinde skal være "kvindelig",
dvs. have barm, lår og bag og ikke være det radmagre 'tøjstativ', som moden i
perioder foreskriver kvinderne som ideal. Her skal det dog fremhæves, at der
specielt i vor tid har fundet en udvikling sted, som til en vis grad har ændret
ved det såkaldte "kønsrollemønster", som tidligere bevirkede at
manden hovedsagelig var "skaffedyr" og udearbejdende, mens kvinden
var "hyggedyr" og hjemmegående og tog sig af børnene, madlavningen og
hjemmets øvrige praktiske gøremål. Særlig i og med ungdomsoprøret,
kvindebevægelsen og mandebevægelsen i 1960-70erne, som på flere måder betød et
ændret syn på kønsforholdet og seksualiteten, skete der en opblødning af
'rollefordelingen' mellem kønnene. Begreber som "den bløde mand" og
"den frigjorte, selvstændige og selvforsørgende kvinde" opstod og
markerede, at en forandring i synet på kønsforholdet til en vis grad havde fundet
sted, i al fald i visse kredse af befolkningen.
Det ændrede syn på seksualiteten og de samlivseksperimenter, der fulgte
i kølvandet heraf, var i et vist omfang et resultat af politiske overvejelser,
teorier og holdninger, som de kulturradikale og senere nymarxisterne førte sig
frem med. Parolen lød, at nu var stort set alt det tilladt som brød med de
gamle borgerlige og kapitalistiske samfundsnormer og værdier. Religion blev
betragtet som "opium for folket", som de kapitalistiske magthavere
bedøvede befolkningerne med, for så meget des lettere at kunne udøve deres magt
og bevare de erhvervede - marxisterne og kommunisterne kaldte det for
"stjålne" - rettigheder. Seksualiteten blev gjort til et spørgsmål om
frit valg: Vil du være hetero, bøsse, lesbisk eller bisse (biseksuel)? Vælg
selv, det er kun et spørgsmål om, hvad du har lyst til og vil foretrække! Vil
du leve alene, i partnerskab, papirløst eller i kollektiv? Vil du være tro mod
din partner og dermed borgerligt reaktionær, eller vil du være utro mod
vedkommende og dermed progressiv? Vælg selv, for der er ingen, hverken den
borgerliggjorte religion eller den verdslige, kapitalistiske magt, der kan
eller skal bestemme over dig og den måde, du foretrækker at ville leve på! Men
hvad du end vælger, så vælg først og fremmest det socialistiske, progressive
fællesskab, som vil frigøre dig fra den borgerlige kapitalismes falske
værdinormer og slaveri og den kristne morals vraggods.
Mange eksperimenter med forskellige former for samliv og bofællesskaber
og seksuelt fribytteri, blev vistnok forsøgt praktiseret i nogle kredse, hvoraf
enkelte forsøg måske lykkedes, mens andre resulterede i ødelagte ægteskaber og
parforhold, ulykkelige børn og nervenedbrudte og forvirrede voksne, der i
virkeligheden ikke var parate til så avancerede og drastiske ændringer i deres
liv og samliv. Bedre blev det formentlig ikke af, at mange senere måtte opleve
at se 'drømmen' om det kommunistiske eller socialistiske menneske og samfund
briste som den illusion, den i virkeligheden hele tiden havde været. Men mindst
lige så mange havde mere eller mindre bevidst lukket øjnene for de uhyrligheder
og grusomme overgreb, der i 'sagen's hellige øjemed blev begået mod sagesløse
mennesker, mænd som kvinder, voksne som børn, alt sammen grove brud på de
basale menneskerettigheder. Overgreb og brud, der tilmed i reglen blev
forsvaret af vestlige intellektuelle og kultur- radikale, hvis ideologiske
'briller' forhindrede dem i at se uhyrlighederne.
Hen mod århundrede- og årtusindeskiftet 1999/2000 befinder især
den vestlige verden sig tilsyneladende i et interregnum, hvor mange ser ud til
at have mistet den åndelige orientering. Der er derfor grobund for alverdens
mere eller mindre fantastiske teorier og terapier, som bevidst eller ubevidst desuden
bruges til at udnytte mennesker, ikke mindst økonomisk.
Helt samme situation gør sig ikke gældende for nær- og fjernorienten,
særlig ikke hvor islam er folkereligion. Men selv om islam i et vist omfang
stadigvæk har magt over sindene og desuden i kraft af traditionen formår at
gøre sin indflydelse gældende i vide kredse, ses der dog også her tegn på
større eller mindre ændringer, f.eks. i form af forsøg på at adskille den
religiøse og den verdslige magt. Tiltag, der naturligt nok vækker modstand,
især i mere rabiate og fundamentalistiske samfund og kredse.
Lad mig imidlertid skyndsomst tilføje, at der ikke ligger nogen som
helst indignation eller moralsk forargelse til grund for ovenstående forsøg på
at indkredse begrebet seksualisme. Skildringen er kun ment som en forholdsvis
kortfattet introduktion til dette kapitels efter min mening uhyre interessante
og spændende, og for menneskeheden meget vigtige og afgørende, men også
temmelig omfattende emne, nemlig "det seksuelle polprincip", sådan som
dette er blevet 'afsløret' og gennemanalyseret i vor tid af den geniale tænker
og intuitionsbegavelse, Martinus. Vedr. Martinus’ analyser af de forskellige
seksualtyper, se f.eks. afsnittet Polforvandlingens seksuelle kategorier
her på hjemmesiden.
Note 5: Vedr. begreberne
"Slangen" = Djævelen, Adam, Eva og "syndefaldet", se 1.
Mosebog, 2.-3. kap. Myten om Slangen, Djævelen eller Satan, Adam og Eva og
syndefaldet er udførligt behandlet af Martinus, især i flg. værker: Først vedr.
begrebet "Slangen": LB V, stk. 1631-3, 1711-2. LB VI, stk. 2203. LB VII, stk. 2517. E III, stk. 27:1, 33:11. Vedr. begrebet
"Djævelen": LB I, stk. 24, 40, 145. LB II, stk. 316. LB III, stk. 702, 963, 975, 978, 980. LB IV, stk. 1170,
1173, 1177, 1181, 1212, 1291-2, 1502. LB V, stk. 1600, 1614,1869. LB VI, stk.
2057-8, 2072, 2203, 2238, 2260, 2389-90. LB VII, stk.
2488-9, 2517-8, 2529, 2533, 2543, 2564, 2567-8, 2583, 2589-90, 2593, 2596-7,
2601, 2627, 2642, 2644, 2650, 2654:18-9, 2658:16, 2658:38, 2664. E I, stk. 11:29,
11:33, 13:9. E II, stk. 19:1, 22:3/I. E III, stk.
33:11, 33:44. Logik, kap.68-70. Vedr. begrebet "Satan": LB I: stk. 40. LB IV, stk. 1170, 1173, 1181. LB V, stk. 1615. LB VI, stk. 2203.
LB VII, stk. 2517. E II, stk. 22:3/II. E III,
stk. 33:11, 33:44. Logik, kap.68-70. Vedr. begrebet "Satan": LB I:
stk. 40. LB IV, stk. 1170, 1173, 1181. LB V, stk. 1615.
LB
VI, stk. 2203. LB VII, stk. 2517. E II, stk. 22:3/II.
E III, stk. 33:11, 33:44.
Vedr. begreberne "Adam" og
"Eva": LB IV, stk. 1154-7, 1159, 1165, 1168, 1170, 1172, 1175-6,
1179-84, 1187-99, 1222, 1224, 1231-2, 1235, 1295, 1423-4, 1545-6. LB V, stk.
1600-2, 1604-5, 1619-21, 1631, 1679-80, 1682, 1687-8, 1702, 1704-11, 1713,
1842, 1937, LB VI, stk. 2107-8, 2129. LB VII, stk.
2643. E III, stk. 33:9-11, 33:7-10, 33:77-9. Logik, kap. 42-4, 47, 49, 67-8,
78. Vedr. begrebet "syndefaldet": LB I, stk. 80-7, 142, 145. LB II, stk. 307, 391, 402, 570, 586, 613, 629. LB III,
stk. 662, 853, 963-6, 972-3, 975, 977-8, 859-65, 869, 884-5, 917. LB IV, stk.
1170-2, 1177, 1188-9, 1191, 1211, 1235-6, 1241, 1286, 1291-2, 1295, 1298, 1355,
1349-51, 1363, 1399, 1423, 1430-1, 1433. LB V, stk. 1631-2, 1679-80, 1702,
1711-3, 1805, 1842, 1928. LB VI, stk. 2129, 2208, 2210. LB VII, stk. 2445, 2661. E II, stk. 20:4-6, 20:8, 20:10. E III, stk. 33:11,
33:32-3, 33:51, 33:64, 33:78-9, 33:81. Logik, kap. 0, 55, 95.
Emnet er også behandlet af Per Bruus-Jensen, særlig i bogen "Eksistens
og udødelighed.", bd.2, fjerde afsnit, og i bogen "Slangens
død". Forlaget Nordisk Impuls 1987. Emnet er som formentlig bekendt
desuden behandlet af en del forfattere i tidens løb. Som eksempler herpå kan
nævnes Édouard Schuré: De Store Indviede. Et indblik i religionernes
hemmelige historie. Oversat efter Les Grands Initiés af Johannes
Hohlenberg. Forlaget Kronos. København 1948. - Elaine Pagels: Adam, Eva og
Slangen. Moral og seksualitet. Oversat af Lene Sjørup. Forlaget Hekla 1989.
Vedr. Martinus’ tolkning af Bibelens mytologi, se evt. også de indledende
kapitler i JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden.
Note 6: Vedr. opfattelsen af
seksualiteten som sakramente, se f.eks.: Gordon Rattray Taylor: Sex
historisk set. Oversat af Mogens Boisen. Hans Reitzels Forlag. København
1958.
Note 7: Platon: Symposion. Ved Per
Krarup. Gyldendal 1981.
Note 8: Vedr. begreberne Yang og Yin og
Tao, se f.eks. Philip Rawson and Laszlo Legeza: TAO. The Chinese philosophy of time and change. Bounty Books. New York 1973.
Note 9: Vedr. de mytologiske begrebspar
Osiris og Isis, Eros og Psyke, Orfeus og Eurydike, se f.eks. Munksgaards Mytologi
Leksikon. Guder og helte i den græske, romerske og nordiske mytologi. Munksgaards
Forlag. København 1964. Se evt. også Erich Neumann: Amor og Psyche. Kvindelig
psyke og dens udvikling. En kommentar til Apulejus' fortælling. Niels Bings
Forlag. København 1965.
Vedr. Krishna og Radha, Shiva og Shakti,
se f.eks. Philip Rawson: TANTRA. The Indian cult of ecstasy. Bounty
Books. New York 1973.
Note 10: Dante Alighieri:
Den guddommelige Komedie I-2. På dansk ved Chr.K.F.Molbech. Udgivet med noter
og efterskrift af Jørn Moestrup. Gyldendal 1966.
Note 11: PB-J 4, kap. 30,
s.25-38.
Note 12: Vedr. begrebsparret
anima og animus, se f.eks. Calvin S.Hall og Vernon J.Nordby: Jungs's
psykologi, en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia
Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København 1985. Se evt. også Pia Skogemann: Religion
og symbol. C.G.Jungs religionspsykologi. Religion fra Borgen, 1988. Vedr.
begrebet anima, se side 30, 42, 46, 64. Vedr. begrebet animus, se side 42,
55-6, 64. Se evt. også artiklen Personlighedsbegrebet her på
hjemmesiden.
Note 13: Vedr.
planteriget, se LB I, stk. 182-5, 187, 246, 255. LB II, stk. 350, 359, 454, 510-2, 511-2, 514. LB III, stk. 641-2, 648, 685,
921. LB IV, stk. 1099, 1105, 1107-8, 1183, 1219-20, 1424, 1433, 1546, 1551,
1579, 1587. LB V, stk. 1661, 1685, 1691-2, 1919, 1926. LB VI, stk. 1963,
1966. LB VII, stk. 2529, 2603. DeV I, stk. 12:3,
13:9. DeV II, stk. 17:11, 19:12. LB III, stk. 30,
33:6-7, 33:9, 33:72, 33:79. Logik, kap. 51-2, 73-5, 78-9. PB-J 3, kap. 23.
Note 14: Eventyrene
"Vejrmøllen", "Dødningen", "Rejsekammeraten",
"Den lille Havfrue" findes i Dal og Nielsen, hhv. bd. IV, s. 195-197,
bd. I, s., 67-84, 87-106, 189-209. Saml. Skr., bd.11, 467- 548: "Agnete og
Havmanden, dramatisk Digt i to Dele." 1833. I artiklen ”Reisekammeraten”
her på hjemmesiden er eventyret ”Rejsekammeraten” søgt tolket på basis af
Martinus’ kosmologi.
Note 15: Edvard Collin (1808-86), søn af
Jonas C.d.Æ., cand.jur. 1831. 1832 auskultant i Finansdeputationen, 1835 assessor
auscultans, 1840 virkelig assessor, 1842 kommitteret, 1848 direktør i
Finansministeriets Departement for Assignations- og Møntvæsen samt Skattesager,
afsked 1864; 1832-42 sekretær ved Fonden ad usus publicos, 1851 medlem af
Direktionen for Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn, 1864-86 administrerende
direktør; medstifter af Musikforeningen. 1836. Kilde: Dagbøger XI, 141-142,
samt BEC VI, Registre s. 19-20.
Note 16: Vedr.
"dus-historien": Brevveksling I, 69, hvor Andersen i et brev dateret
"Hamborg. [19.Maj 1831]" foreslår vennen, at de skal være
"dus": "[...] Jeg har også en bøn til, De vil måske le, men vil
De engang ret glæde mig, ret give mig et bevis på Deres agtelse - når jeg
fortjener den - så - ja De må ikke blive vred! - Sig du til mig! mundtligt vil
jeg aldrig kunne bede Dem derom, det må ske nu, nu medens jeg er borte; har De
noget derimod, så tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligvis aldrig ytre
det mere! I Deres første brev jeg nu får, vil jeg se om De har ville glæde mig,
og jeg drikker da Deres skål der og det ret af hjertet. - Er De vred? - De kan
ikke tro, med hvilket bankende hjerte jeg skriver dette, skønt De ikke er her.
Men nu ikke mere herom". - Edvard Collins venlige men afvisende svar
fulgte i et brev af 28.5.s.a. Se Brevveksling I, 73-75. Afslaget berørte Andersen
dybt og han glemte det faktisk aldrig siden, hvad bl.a. det i teksten citerede
brev af 24.9.1833 er eksempel på. Brevet er trykt i Brevveksling I, 182-190.
Citatet fra dette brev findes s.185-186. Her i bogen, i 2. bind i kapitlet
"H.C.Andersen og seksualiteten", skal vi vende tilbage til
dus-historien. Jf. med artiklen H.C.Andersens seksualitet her på
hjemmesiden.
Note 17: Artiklen
"min halve Qvindelighed" er trykt i tidsskriftet KI, nr. 1/1993, s.
8-12. Genoptrykt i tema- hefte nr.6, s. 9-16. Artiklen ”min halve Qvindelighed”
er også gengivet her på hjemmesiden.
Note 18: Vedr.
Aristophanes' tale: Se det i note 7 nævnte værk, s. 37-44.
Note 19: Vedr. Fodrejse: Se
forkortelser vedr. H.C.Andersen-litteraturen. Vedr. de nævnte romaner: Se
R&R, hhv. bd. I, II, III, IV og V. Vedr. de nævnte skuespil: Se Saml .Skr.
hhv. bd. XI: 385-424 (Ravnen, men teksten er her fra den omarbejdede udgave
1865. Den fulde tekst til første version er trykt 26.10.1832. Til denne udgav
Musikforeningen i 1839 klaverudtog m. tekst og sangstemmer og korstemmer (216
sider), 467-548, IX: 69-167 (Festen på Kenilworth, 1836, men her kun sangene.
Fuld tekst 12.1.1836. Fuldstændigt klaver-udtog af Axel Liebmann og Otto
Malling 1877 (210 sider), udgivet af Samfundet til Udgivelse af dansk Musik),
169-243 (Skilles og mødes er en samling af to vaudeviller), 303-390, X: 1-81,
99-131, 167-236, 271-295, 311-366, 393-465, XI:1-75, 77-122. 317-383. Teksten
til Bruden fra Lammermoor, 1832, er ikke trykt i Saml. Skr., men 4 sange herfra
er trykt i bd. XII, 101-103. Hr. Rasmussen, 1832, er først trykt 1913.
Note 20: Vedr. de nævnte
eventyr, se Dal og Nielsen, hhv. bd. I: 189-209, 23-29, 53-63, 67-84, 87-106, 125-138,
141-153, 167-176, II: 49-76, 171-177, 93-97, 129-140, 261-273, 291-294,
297-306, III: 63-94, 162-168, IV: 87-100, IV: 121-162, 166-176, 195-197, V:
69-92.
Se Forkortelser samt Litteraturliste
vedr. H.C.Andersen og vedr. Martinus, som findes via menuen.