– om de to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden

Den seksuelle polforvandling

Af hensyn til denne bogs hovedemne er der i de foregående kapitler gjort et forsøg på at give et kortfattet indblik i, hvad der inden for rammerne af Martinus' Kosmologi skal forstås ved sådanne begreber, som det seksuelle polprincip med den maskuline pol og den feminine pol, og de dertil knyttede to polorganer, det emotionelle og det intellektuelle polorgan, samt de derpå baserede to former for seksualisme, den emotionelle, enpolede seksualisme og den intellektuelle, topolede seksualisme. I naturlig forlængelse heraf, skal vi nu gå over til at se på den grundlæggende og altomfattende, universelle proces, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling, der er et afgørende led i det seksuelle dobbeltkredsløb.

Det er allerede i de forudgående kapitler blevet nævnt i flere sammenhænge, at den seksuelle enpolethed repræsenteres af hankøns- og hunkønstilstanden, som forekommer i plante- og dyreriget, og at den seksuelle topolethed repræsenteres af levende væsener, der befinder sig i Guds primære bevidsthed, hvilket som også nævnt vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

Den afgørende pointe er imidlertid her, at de væsener, som i det indeværende spiralafsnits planterige og dyrerige fremtræder som henholdsvis hankøns- og hunkønsvæsener, er individer der var dobbeltpolede i forrige spiralafsnits ovenfor nævnte åndelige riger. De væsener som i det nævnte spiralafsnit var dobbeltpolede, er individer, der i forrige spiralafsnits plante- og dyrerige fremtrådte som henholdsvis hunkøns- og hankønsvæsener. Der er altså med andre ord tale om en total ændring eller forvandling af poltilstanden fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed og tilbage til dobbeltpolethed igen. Dette forløb gentager sig i princippet i al evighed, idet polforvandlingen danner grundlag for etableringen, opretholdelsen og fornyelsen af spiralkredsløbets to store general- og kontrastzoner: Guds primære bevidsthed eller lyszonen, og Guds sekundære bevidsthed eller mørkezonen. (Note 1)

Det seksuelle dobbeltkredsløb og den seksuelle spiralcyklus

Imidlertid gør der sig et helt specielt forhold gældende vedrørende polforvandlingen, idet den ikke kun omfatter ændringen fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed og tilbage til dobbeltpolethed igen, men også en periodisk total ændring af individets kønspræg. Det betyder, at individer der i forrige spiralafsnits plante- og dyrerige fremtrådte som henholdsvis hankøn og hunkøn, i de tilsvarende riger i indeværende spiralafsnit fremtræder som henholdsvis hunkøn og hankøn. De sidstnævnte vil i det kommende spiralafsnits plante- og dyrerige i princippet atter fremtræde som henholdsvis hankøn og hunkøn, og således fortsætte i al evighed med at skifte køn for hvert andet spiralkredsløb, der gennemleves.

Det er det forhold, at det tager hele to vældige spiralafsnit, for at individet har kunnet få lejlighed til at opleve, erfare og gøre sig bekendt med alle det seksuelle temas principielle muligheder, Martinus betegner som det seksuelle dobbeltkredsløb. Men i virkeligheden er dette dobbeltkredsløb, der altså spænder over ikke mindre end (2 x 6 riger =) 12 kosmiske tilværelsesplaner eller riger, ifølge Martinus ikke tilstrækkeligt til at sikre den totale livsfornyelsesproces, og dermed give individet lejlighed til at opleve og gennemleve samtlige af det seksuelle temas principielle og praktiske muligheder. For at dette kan ske, fordres der ialt 14 spiralafsnit eller 7 dobbeltkredsløb, dvs. (14 x 7 =) 84 tilværelsesplaner!

Dette enorme kredsløb kalder Martinus for den seksuelle spiralcyklus, og det er det største udslag af kredsløbsprincippet, han beskæftiger sig med, idet han dog betoner at det ikke er det største kredsløb, der findes. Behovet for konstant fornyelse af livsoplevelsen forudsætter og kræver en uendelighed af stadig nye og større kredsløb, der afløser hinanden ud i al evighed. Men disse gigantkredsløb har han ikke ment det nødvendigt at komme nærmere ind på, idet disse kredsløb kun kan have rent teoretisk og filosofisk interesse for menneskeheden. (Note 2)

Sansestrukturernes 'omkobling'

Under forrige kapitels omtale af de indbyrdes relationer mellem de to overbevidsthedspoler, den maskuline og den feminine pol, og de to polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, blev det klarlagt at der ikke består noget fast eller permanent tilhørsforhold mellem de to poler på den ene side og de to polorganer med tilhørende sansestrukturer, den emotionelle og den intellektuelle sansestruktur, på den anden side.

Det blev dog samtidig gjort klart, at der gør sig den grundregel gældende, at det emotionelle polorgan med tilhørende sansestruktur altid vil være tilknyttet den til enhver tid dominerende overbevidsthedspol, hvorimod det intellektuelle polorgan med dertil hørende sansestruktur altid vil være tilknyttet den til enhver tid 'vigende' eller latente overbevidsthedspol.

Men som også nævnt, veksler den indbyrdes konstellation mellem de to poler i en evigt gentagen rytme i form af en periode, hvori de to poler og polorganer er jævnbyrdige i deres funktioner og indvirkning på væsenets sansning og manifestation. Denne periode betegnes som den dobbeltpolede tilstand, og den varer fra og med det rigtige menneskerige over visdomsriget, den guddommelige verden, salighedsriget og til og med et godt stykke ind i planteriget.

I planteriget sker der i polmæssig henseende på et tidspunkt det interessante og afgørende, at den ene af de to overbevidsthedspoler med tilhørende polorgan samt sansestruktur, begynder at 'degenerere' eller aftage i indflydelse, og i takt hermed opstår der efterhånden en stadig mere udpræget særkønnethed. Hos nogle individer er det den feminine pol og det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, der aftager i indflydelse, hvilket giver sig udslag i form af hankøn, og hos andre individer er det den maskuline pol og ligeledes det intellektuelle polorgan med tilknyttet sansestruktur, der gradvis mindsker sin indflydelse, og hvor individet derfor kommer til at fremtræde i form af hunkøn.

Spejlsymmetrisk fremstilling af det seksuelle dobbeltkredsløb. De to kraftige, lodrette linier L₁og L₂ markerer det seksuelle dobbeltkredsløbs ydergrænser. Ved en lodret dobbeltlinie i midten er dobbeltkredsløbet delt i to hovedafsnit (A og B) svarende til de to spiralafsnit, hvoraf det er sammensat. Perioden A repræsenterer første spiralafsnit og perioden B andet spiralafsnit. Hvert af spiralafsnittene er ved hjælp af tynde lodrette streger delt i seks mindre afsnit, svarende til de seks kosmiske tilværelsesplaner (mærket I – VI).

I det vandrette plan er diagrammet delt i to bælter (F og M), hvilke igen hver især er delt i to tyndere bælter, hvoraf det øverste bælte markerer overbevidsthedspolen (mærket hhv. ♀ = Feminin pol og Em. = Emotionel sansestruktur, og Int. = Intellektuel sansestruktur og ♂ = Maskulin pol). Her symboliserer det øverste dobbeltbælte (F) altså den feminine sfære, medens det nederste dobbeltbælte (M) symboliserer den maskuline sfære.

Et nøjere blik på diagrammet viser, at medens overbevidsthedspolerne – den feminine og den maskuline – ligger fast, skifter sansestrukturerne plads, nemlig én gang for hvert fuldført dobbeltkredsløb.

Øverste version viser altså et væsen, der i første koblingsfase fremtræder som hankønsvæsen, modsat nederste version, der viser det i en fremtræden som hunkønsvæsen. (for nærmere og mere detaljeret forklaring, se Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, 32. kapitel. Diagram og tekstforklaring: © 1989 Per Bruus-Jensen. Teksten er dog lettere tillempet her af Harry Rasmussen).

Som tidligere nævnt betinger det seksuelle dobbeltkredsløbs lovmæssigheder imidlertid, at det er den pol, det polorgan og den sansestruktur, som var bærende eller dominerende under samme væsens passage gennem det forrige spiralafsnits plante- og dyrerige, der 'degenererer' i det aktuelle spiralafsnits plante- og dyrerige, medens det omvendt er den pol, det polorgan og den sansestruktur, som var 'latent' i forrige spiralafsnit, der er bærende i det aktuelle spiralafsnits plante- og dyrerige.

Disse ret komplicerede lovmæssigheder, medfører rent faktisk en 'omkobling' af polorganer med tilhørende sansestrukturer fra den ene overbevidsthedspol til den anden. Ifølge Martinus er denne 'omkobling' blevet forberedt under væsenets passage gennem de ovenfor nævnte åndelige riger, men fuldbyrdes først markant i løbet af individets kosmisk set midlertidige ophold i den væsens- og tilstandsform, vi kalder plante- og dyreriget. Der sker altså med andre ord en skiftende sansemæssigt modsat polarisering fra spiralafsnit til spiralafsnit, som er styret af den kosmiske verdensordens fundamentale lovmæssigheder, herunder ikke mindst kredsløbs- og kontrastprincippet, der derfor også i væsentlig grad bestemmer det seksuelle dobbeltkredsløbs funktioner. (Note 3)

Det er tidligere blevet omtalt, at den sjælelige strukturs seks åndelige legemer - i principiel lighed med de seks underbevidsthedsgrundenergier - indgår i et indbyrdes variabelt kombinations- eller konstellationsforhold, idet disse legemer er undergivet en faseforskudt vækst- og degenerationsproces, som ytrer sig i seks grundforskellige kombinationsforhold. Disse seks markante kombinationsforhold giver sig i praksis til kende i form af det kosmiske storkredsløbs seks riger eller tilværelsesplaner, hvis opretholdelse og fornyelse altså alene skyldes de til hvert rige svarende levende væseners livsudfoldelse, indbyrdes modspil og samspil. For læserens skyld skal det her gentages, at grundenergierne ikke må opfattes som afmålte portioner energi, der står til individets disposition, på samme måde som f.eks. et tilsvarende antal fysiske energier står til brugerens rådighed. Grundenergierne bør kun opfattes som det, de i realiteten er, nemlig lovbundne kvalitativt karakteristiske måder, som individet sanser og manifesterer sig på.

Sjælens vækst- og degenerationsproces

Eftersom den nævnte indbyrdes faseforskudte vækst- og degenerationsproces mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer, er underkastet kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, ytrer de seks markante kombinationsforhold sig hver især principielt på den måde, at ét af legemerne befinder sig i latent tilstand, medens samme legemes modsætning er fuldt funktionsdygtigt. Et andet af legemerne befinder sig i første vækststadium, medens det 'modsatte' legeme er i første degenerationsstadium, og endelig befinder et tredie af legemerne sig i andet vækststadium og dets modsætning i andet degenerationsstadium. Denne vækst- og degenerationsproces kan grafisk følges på diagrammet nedenfor.

At den vækst- og degenerationsproces, som den sjælelige strukturs seks åndelige legemer er underkastet, betegnes som indbyrdes "faseforskudt", skal blot indikere det forhold, at de seks legemer: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet efter tur 'dominerer' og dermed markerer det indbyrdes kombinationsforhold, der giver sig praktisk udtryk i form af de seks riger eller tilværelsesplaner. Det betyder, at når instinktlegemet (I) er fuldt funktionsdygtigt, så befinder dets 'modsætning', intelligenslegemet (IV), sig i sit funktionsmæssigt set latente stadium. Det levende væsen fremtræder da i princippet som plantevæsen.

Eller når det næste legeme i rækken, tyngdelegemet (II), befinder sig i sit fuldt funktionsdygtige stadium, så er dets 'modsætning', intuitionslegemet (V), i sit latente stadium og øver dermed ikke nogen indflydelse på væsenets livsoplevelse og livsudfoldelse. Det levende væsen fremtræder da i princippet som dyrevæsen.

På samme måde med det tredie legeme i rækken, følelseslegemet (III). Når dette er fuldt funktionsdygtigt, vil dets 'modsætning', hukommelseslegemet (VI), befinde sig i sit latente stadium. Væsenet fremtræder da med de karakteristika, der er gældende for det rigtige menneskerige.

Det fjerde legeme i rækken er intelligenslegemet (IV), og når dette befinder sig i sit fuldt funktionsdygtige stadium, vil dets 'modsætning', instinktlegemet (I), være i sit latente stadium. Det levende væsen befinder sig derfor i visdomsriget.

Femte legeme i rækken er intuitionslegemet (V) og dets 'modsætning' er tyngdelegemet (II). Når det førstnævnte er fuldt funktionsdygtigt og derfor førende i individets livsoplevelse og livsudfoldelse, er det sidstnævnte latent og øver som følge deraf ingen indflydelse på væsenets tilværelse. Denne situation møder man i den guddommelige verden, der er det højeste rige i Guddommens primære bevidsthed.

Sjette og sidste legeme i rækken er hukommelseslegemet (VI), hvis 'modsætning' er følelseslegemet (III), som derfor er i latent tilstand i det rige, som hukommelseslegemet er hovedansvarligt for, nemlig det såkaldte salighedsrige. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at fire af de øvrige fem legemer også i et eller andet omfang gør sig gældende i denne som i de øvrige fem markante legems- og grundenergikombinationer. Intuitions- og instinktlegemet øver hver deres betydelige indflydelse på væsenets sansning og manifestation i salighedsriget, lige som intelligens- og tyngdelegemet heller ikke er uden betydning i sammenhængen.

På baggrund af de netop anførte oplysninger om den sjælelige strukturs (de sjælelige legemers) vækst- og degenerationsproces, vil det måske nu være muligt for os at forstå den lovmæssighed, der gør sig gældende i forbindelse med 'omkoblingen' af henholdsvis den emotionelle og den intellektuelle sansestruktur fra den ene overbevidsthedspol til den anden. Denne lovmæssighed går nemlig ud på, at når et åndeligt legeme passerer igennem sit latente stadium, kobles specielt dets sansemæssige funktioner automatisk over på den modsatte overbevidsthedspol og begynder her at opbygge et nyt polorgan.

Som oplyst er det primært følelseslegemet (sammen med tyngdelegemet), der er ansvarligt for den emotionelle sansestruktur, medens primært intuitionslegemet (sammen med instinkt-, intelligens- og hukommelseslegemet) er ansvarligt for den intellektuelle sansestruktur. Det er først når disse to legemer, der altså repræsenterer hver sin særlige kosmiske sansestruktur, er koblet over på hver sin modsatte overbevidsthedspol og er begyndt at opbygge et nyt polorgan, at den pågældende sansestruktur bliver seksuelt funktionsdygtig.

For følelseslegemets vedkommende sker denne 'omkobling' i salighedsriget, og for intuitionslegemets vedkommende i dyreriget. Hvis derfor følelseslegemet i det forrige spiralafsnit har været tilknyttet den maskuline pol, vil det nu automatisk skifte over på den feminine pol, eller hvis det har hørt under den feminine pol, forbinder det sig nu med den maskuline pol. På principielt samme måde med intuitionslegemet, som hvis det i forrige spiralafsnit har været forbundet med enten den maskuline pol eller den feminine pol, nu vil skifte over til henholdsvis den feminine pol eller den maskuline pol.

For at illustrere forholdet mellem de åndelige legemer på den ene side og de to overbevidsthedspoler på den anden side, vil det være formålstjenligt at tage udgangspunkt i situationen i det rigtige menneskerige, hvori de to poler jo er lige funktionsdygtige og individet derfor følgelig fremtræder som dobbeltpolet væsen. Grundenergiernes og dermed også de sjælelige legemers indbyrdes kombination i det rigtige menneskerige, ser skematisk gengivet sådan ud:

Diagrammet viser grundenergikombinationen i den sjælelige struktur i det rigtige menneskerige. Det er samme kombination, der ses skraveret på diagrammet ovenfor. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd.4, stk. 4. 59. ).

Tallene 1-6 angiver rækken af den sjælelige strukturs seks åndelige legemer. Som det umiddelbart fremgår af diagrammet, er der ingen af legemer, der befinder sig i samme stadium som de øvrige fem. De seks forskellige hovedstadier er fordelt således: 1. instinktlegemet ses i andet degenerationsstadium, 2. tyngdelegemet i første degenerationsstadium, 3. følelseslegemet befinder sig i sit kulminationsstadium, 4. intelligenslegemet er i andet vækststadium, 5. intuitionslegemet i første vækststadium, og 6. hukommelseslegemet i sit latente stadium.

Ser vi nu på dette kombinationsforholds enkelte legemer og disses tilknytning til de to overbevidsthedspoler, henholdsvis den maskuline pol og den feminine pol, ser situationen sådan ud for det væsen, der i den foregående enkeltpolede tilstandsform (i plante- og dyreriget) fremtrådte som hankønsvæsen:

Som det ses af diagrammet er situationen den, at de to bærende legemer i den emotionelle sansestruktur, tyngde- og følelseslegemet (henholdsvis nr. 2 og 3), i dette tilfælde er tilknyttet den maskuline pol, som altså var den pol, der 'bar' individets seksualisme som dyr og jordisk menneske, medens den intellektuelle sansestruktur, instinkt-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet (henholdsvis nr. 1, 4, 5 og 6), er forbundet med den feminine pol, som jo var latent i dyreriget og derfor blev betegnet som den modsatte eller intellektuelle pol.

Men principielt samme situation gør sig gældende for det individ, der i den forudgående enkeltpolede tilstandsform (i plante- og dyreriget) fremtrådte som hunkønsvæsen, blot er de enkelte legemers fordeling på de to poler lige præcis omvendt: Tyngde- og følelseslegemet er tilknyttet den feminine pol, medens instinkt-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet er forbundet med den maskuline pol, som jo var latent i dyreriget.

Den emotionelle sansestrukturs to bærende legemer, tyngde- og følelseslegemet, skifter som nævnt poltilhørsforhold henholdsvis i den guddommelige verden og i salighedsriget, og dette tilhørsforhold bevares indtil det påfølgende spiralafsnits guddommelige verden og salighedsrige, hvor et nyt polært skift finder sted. Det er på denne måde, at væsenerne på skift fra det ene spiralafsnit til det næste, kommer til at fremtræde som henholdsvis specielt hankøns- og hunkønsvæsener i overgangsfaserne mellem spiralafsnittene, hvilket vil sige i plante- og dyreriget. (Note 4)

Organismeprincipperne og kønspræget

Det er i denne forbindelse vigtigt at huske på, at vi tidligere er blevet gjort bekendt med, at de levende væsener i al evighed successivt repræsenterer organismeprincippets syv organismeformer: elementarpartiklen, cellen, organet, organismen, kloden, solsystemet og galaksesystemet. Disse syv organismeprincipper er jo hver især repræsenteret ved sit specielle spiralafsnit, og tilsammen er de syv organismeprincipper udtryk for de tre indbyrdes afhængige, men også relative kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

I konsekvens heraf vil de involverede syv organismeprincipper derfor også fremtræde med hver sit specifikke kønspræg. Tager vi som udgangspunkt, at et levende væsen på elementarpartikel-niveau i princippet fremtræder som hankøn, vil samme væsen i princippet fremtræde som hunkøn i næste spiralafsnit, hvor væsenet jo repræsenterer cellens princip. I det følgende spiralafsnit, hvor væsenet fremtræder i organets princip, vil det atter være hankøn, og i det påfølgende afsnit, som repræsenterer organismens princip, fremtræder væsenet igen som hunkøn, for derefter i næste spiralafsnit, som er i klodens princip, at udfolde sig som hankøn. I solsystemets spiralafsnit fremtræder det omhandlede væsen som hunkøn, og i galaksens spiralafsnit som hankøn.

Men havde vi taget udgangspunkt i, at det levende væsen på elementarpartikel-niveau udgjorde et hunkønsvæsen, ville situationen i princippet have været præcis den samme, blot med omvendt fortegn. Hvor væsenet i første tilfælde fremtræder som henholdsvis hankøn og hunkøn, fremtræder det nu som henholdsvis hunkøn og hankøn.

Det er i den forbindelse interessant at konstatere, at organismeprincippernes sidste led, galaksens princip, fremtræder med samme kønspræg som disses første led, elementarpartiklens princip. I henhold til Martinus forholder det sig nemlig sådan, at galaksens princip i realiteten er identisk med elementarpartiklens princip i et overliggende og ligeledes syv-leddet organismeprincip.

På principielt tilsvarende måde er elementarpartiklens princip identisk med galaksens princip i et underliggende syv-leddet organismeprincip. Dette forhold gentager sig i princippet 'nedad' i mikrokosmos eller supermikrokosmos, så vel som 'opad' i makrokosmos eller supermakrokosmos, i begge tilfælde i uendelighed, idet begrebet 'størrelse' i virkeligheden er et relativt og derfor i absolut forstand illusorisk fænomen. Ifølge Martinus er enhver 'størrelse', det være sig i mikro-, mellem- eller makrokosmos, i realiteten lig med samme 'størrelse', nemlig evigheden og dermed uendeligheden. Dette for vores virkelighedserkendelse uhyre interessante forhold skal vi senerehen vende tilbage til.

Det er forresten også interessant at tænke på, at vi mennesker har tillagt planeterne og stjernerne kønspræg. Eksempelvis opfattes jordkloden som hunkøn: Moder Jord, der undfanger og føder liv, og solen ses som hankøn, f.eks. som solguden Ra, der beliver og giver energi og kraft til jorden. Og henholder vi os til definitionen af den feminine pol og den maskuline pol som henholdsvis polen for modtagelse af energi og polen for afsendelse af energi, synes prædikaterne moder jord og fader sol ikke at være helt tilfældige. (Note 5)

Den 'sovende' pol

Som læseren forhåbentlig stadig vil huske på, er det levende væsens to overbevidsthedspoler via de to polorganer tilknyttet hver sin specielle sansestruktur, nemlig den emotionelle og den intellektuelle sansestruktur, der igen er ansvarlige for hver sin særlige form for seksualisme: den emotionelle seksualisme og den intellektuelle seksualisme. Disse to former for seksualisme fungerer ligeværdigt hos det dobbeltpolede væsen, men i den enkeltpolede tilstand i plante- og dyreriget er den dominerende overbevidsthedspol altid ufravigeligt tilknyttet det emotionelle polorgan og dermed den emotionelle seksualisme.

Omvendt er den intellektuelle seksualisme altid ufravigeligt forbundet med det intellektuelle polorgan, som på sin side også altid vil blive overført til den kosmisk set midlertidigt latente overbevidsthedspol. Det betyder blandt andet., at det intellektuelle polorgan faktisk også 'degenererer' og bliver latent, men atter 'vækkes' og udvikler sig i takt med, at den latente pol igen vågner af sin kosmiske 'søvn' og i løbet af den sidste del af dyreriget, som vi kalder det fremskredne kulturmenneskes verden, atter bringes frem til sin fulde funktion på lige fod med den hidtil dominerende pol og det ligeledes dominerende, emotionelle polorgan. (Note 6)

Menneskets kønspræg og seksuelle situation

Selv befinder vi mennesker os som bekendt i dyreriget, ifølge kosmologien mere præcist i den overgangsfase eller det 'ingenmandsland' mellem det egentlige dyrerige og det rigtige menneskerige, som repræsenteres af det fremskredne kulturmenneske. Dette menneskes situation karakteriserer Martinus med ordene: "en såret flygtning mellem to riger". Kulturmennesket er nemlig ikke længere et 'rigtigt' dyr, og det er heller ikke endnu et 'rigtigt' menneske, hvilket vil sige et højintellektuelt, humant, etisk-moralsk menneske, for hvilket uselviskhed og næstekærlighed er selvfølgeligt og uundværligt 'livskompas'.

Denne særlige situation hænger altså i henhold til Martinus sammen med specielt kulturmenneskets polsituation, som i vor tid i stigende grad bærer præg af den igangværende polforvandlingsproces, hvorunder den hidtil latente eller 'sovende' pol så småt begynder at vågne og på godt og ondt gøre sin indflydelse gældende i bevidsthedslivet og - ikke mindst - i det seksuelle liv.

Den nævnte polsituation har faktisk gjort sig gældende hos eliten i de forskellige fortidige store kulturperioder, ikke mindst i den klassiske græske kultur. Det hænger ifølge Martinus sammen med nogle helt specielle omstændigheder, som bl.a. har at noget at gøre med jordklodens egen udviklingssituation, og desuden med verdensgenløsningsprincippets og de kosmiske verdensimpulsers virksomhed, hvorunder højtudviklede og i visse tilfælde dobbeltpolede individer midlertidigt er inkarnerede på jordkloden fra andre civilisationer i universet. Men lad mig skyndsomst tilføje, at dette ikke har noget som helst med hverken såkaldte UFO'er eller andre tvivlsomme og 'mystiske' fænomener at gøre. Der er kosmisk set tværtimod tale om helt normale foreteelser, der følger helt naturlige og i og for sig relativt let forklarlige lovmæssigheder.

For nogle læsere vil disse tanker og synspunkter dog trods alt måske forekomme lidt vel fantasifulde og urealistiske, men her vil jeg advare imod at man drager forhastede slutninger og afsiger uovervejede domme. Det er nemlig ved nærmere eftersyn ikke så fantastisk, som det umiddelbart kunne lyde til at være, hvilket enhver der vil gøre sig ulejligheden med at sætte sig grundigt ind i Martinus' Kosmologi vil kunne bekræfte. Andre læsere kunne måske tænkes at undre sig over, hvad alle disse kosmologiske ideer og tanker har at gøre med H.C.Andersen og hans forfatterskab. Men også her må jeg advare imod for hurtige slutninger og domme, for det er rent faktisk en kendsgerning, at H.C.Andersen også vedrørende disse synspunkter i alt væsentligt er i fuld overensstemmelse med det principielle i Martinus' Kosmologi. Hvilket vi naturligvis i høj grad skal vende tilbage til i relevant sammenhæng. (Note 7)

Klassiske "kosmiske glimt"

De klassiske kulturperioder betegner Martinus i øvrigt som kosmiske glimt i jordklodens bevidsthedsliv. Jordkloden udgør i henhold til Kosmologien jo også et levende væsen med et jeg, en overbevidsthed og en psykofysisk organisme, i hvilken specielt menneskeheden udgør hjerne- og centralnervesystemet. Hvilket naturligvis samtidigt indebærer, at det enkelte menneske i princippet fungerer som en hjernecelle for jordkloden.

At de klassiske kulturperioder kaldes for kosmiske glimt, hænger dels sammen med at de i reglen er udtryk for stræben mod en enheds- og universalkultur, og dels med at de klassiske kulturperioder, målt med jordklodens tidsperspektiv, faktisk kun udgør relativt kortvarige 'øjeblikke' i dens eksistenstid. Ifølge Martinus er jordkloden i øvrigt et forholdsvis ungt væsen, idet dens alder sammenlignet med menneskeår ligger omkring 29-30 år. Sammenholder man de nævnte 29-30 klodeår med, at jordkloden antagelig er godt fire milliarder menneskeår gammel, får man en tidsrelation, hvori ét menneskeår er lig med knapt et kvart klode-sekund. Der går følgelig 4 menneskeår på ét klode-sekund, hvilket vil sige, at det tidsrum, mennesket oplever som fire år, opleves af jordkloden som ét sekund. Målt med samme tidsrelation svarer ét klodeår til ca. 133 millioner menneskeår. På samme måde svarer ét menneskedøgn til ca. et femtenhundrededel klodesekund, hvilket bl.a. indebærer at jordkloden målt med sin egen tid kun er en femtenhundrededel sekund om at rotere én gang om sin egen akse!

Tager vi på denne baggrund en kulturperiode som f.eks. højrenæssancen, der regnes fra omkring år 1500 til 1600, altså omkring 100 menneskeår, varer denne 'kun' cirka 25 klodesekunder, hvilket vil sige mindre end et halvt klodeminut. Et sådant tidsrum kan man vel i det perspektiv med lidt god vilje godt kalde for et "glimt". (Note 8)

Menneskehedens aktuelle polsituation

Men i modsætning til tidligere tiders elitære forekomst af fremskreden vækst af den hidtil latente pol eller i visse tilfælde af dobbeltpolethed, er der i vor tid tale om en generel udvikling eller vækst af den hidtil latente pol, som omfatter et bredere spektrum af kulturmennesker. Denne udviklingssituation har Martinus behandlet og grundigt analyseret i tre sammenhænge, nemlig dels i relation til menneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls, dels i relation til menneskehedens bevidsthedskategorier under forvandlingen fra egentligt dyr til 'rigtigt' menneske, og endelig i relation til selve polforvandlingen. Det sidstnævnte vil sige den proces og de vilkår, hvorunder den hidtil latente pol og det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, atter 'vækkes', udvikler sig og i stadig stigende grad begynder at gøre sin indflydelse gældende i individets livsoplevelse, livsudfoldelse og - ikke mindst - i dets seksuelle liv. Det er denne for menneskeheden og det enkelte menneske så altafgørende og aktuelle udviklingssituation, vi skal se nærmere på i de følgende kapitler. (Note 9)

Noter og kilder til: DET SEKSUELLE DOBBELTKREDSLØB

Note 1: Vedr. den seksuelle polforvandling: LB III, stk. 647, 838, 855. Fra dobbeltpolethed til eenpolethed: LB IV, stk. 1192, 1222, 1225-7, 1232, 1235, 1286, 1577. Fra eenpolethed til dobbeltpolethed: stk. 1228-31, 1235, 1298, 1560-1, 1571-2, 1584. LB V, stk. 1635, 1650-1, 1667. Fra dobbeltpolethed til eenpolethed: stk. 1610, 1612, 1709, 1928, 1939. Fra eenpolethed til dobbeltpolethed: stk. 1874, 1898-1901, 1906-7, 1912, 1933-5, 1937. LB VI, stk. 1971-2, 2112. LB VII, stk. 2482-3, 2546, 2564-5, 2601. Fra dobbeltpolethed til eenpolethed: DeV III, stk. 33:10-2, 33:78. Fra eenpolethed til dobbeltpolethed: 33:13, 33:17, 33:23, 33:26-7, 33:30, 33:36-7, 33:40, 33:42, 33:55, 33:66-8, 33:79. PB-J 4, 33. kap.

Note 2: Vedr. det seksuelle dobbeltkredsløb: LB V, stk. 1650-1, 1937. DeV III, stk. 32:2. PB-J 4, 32. kap. Vedr. den seksuelle spiralcyklus: PB-J 4, 32. kap.

Note 3: Vedr. sansestrukturernes 'omkobling': PB-J 4, 32. kap. I henhold til Martinus' kosmiske analyser vil et regulært kønsskifte normalt kun kunne finde sted fra spiralafsnit til spiralafsnit: "[...] Det er fejlagtigt at tro, at man fra det ene jordliv til det andet skiftevis kan være mand og kvinde. Begge manifestationer kræver en lang udviklingsepoke bag sig. Maskulinisme og feminisme er genialiteter, er organiske produkter baserede på opøvede talenter på samme måde som alle de øvrige livsfunktioner i væsenets organisme eller kropslige regioner. Ligesom man ikke kan skifte åndedrætssystem, fordøjelsessystem, hjertesystem etc. fra et liv til et andet, således kan man heller ikke på normal måde skifte seksuelle eller kønslige organer og dermed deres funktioner om til nye principielle udfoldelsesmetoder og anlæg. Kun i opfyldelsen af loven for det evige kredsløbsprincip kan muligheden af enhver ændring i manifestation, skabelse og oplevelse åbenbares." LB V, stk.1937. Når dette fremhæves her, skyldes det den omstændighed, at den parapsykologiske forskning vedr. reinkarnation kunne tyde på, at der kan forekomme kønsskifte mellem inkarnationerne: Ian Stevenson: ”Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation”. Tidsskriftet Kosmos 1970. I Stevensons undersøgelsesmateriale gives der en hel del eksempler på mennesker, hvis beretninger tyder på at de har skiftet køn fra den ene inkarnation til den anden. Spørgsmålet er dog, dels om de pågældende menneskers udsagn er troværdige, og dels om den anvendte undersøgelsesmetode kan anses for at være videnskabeligt gyldig. Som det indirekte synes at fremgå af ovenstående citat, udelukker Martinus ikke helt, at kønsskifte muligvis kan finde sted fra inkarnation til inkarnation. Det turde fremgå af formuleringen "således kan man heller ikke paa normal måde skifte seksuelle eller kønslige organer og dermed deres funktioner om til nye principielle udfoldelsesmetoder og anlæg." Det må formentlig betyde, at hvad der ikke kan lade sig gøre på normal måde, det kan muligvis lade sig gøre på unormal måde, f.eks. ved, at en homoseksuel person i sit ene liv eller måske i flere liv i så høj grad identificerer sig med og øver sig i det modsatte køns indstilling, vaner og adfærd, at det måske er i stand til at vække de normalt slumrende organtalentkerneanlæg for det modsatte køns psykofysiske organisme til fornyet aktivitet, således at individet i en følgende inkarnation fødes med det modsatte køns psykiske og fysiske karaktertræk. Men desværre har Martinus ikke udtalt sig specifikt om denne eventuelle mulighed.

Der synes også at bestå visse divergenser mellem Martinus' kosmiske analyser på den ene side, i denne forbindelse specielt vedr. kønsbestemmelsen, og den biologiske videnskab på den anden side. I PB-J 4, stk. 4.1 (særlig s. 13-14) påpeger Per Bruus-Jensen, at det ikke uden videre lader sig gøre at overføre det seksuelle polprincip på sådanne livsformer som insekterne, herunder bl.a. bierne, hvor kønsbestemmelsen og skiftet mellem han og hun foregår efter andre lovmæssigheder end den, der er angivet af Martinus i forbindelse med polforvandlingen, som han anser for at være universelt gældende. Men hos f.eks. bierne foregår kønsbestemmelsen ved, at befrugtede æg udvikler sig til individer, der alle genetisk er hunner (arbejdere og dronninger), mens ubefrugtede æg udvikler sig til hanner (droner). PB-J ser sig dog ikke i stand til at give en forklaring på de nævnte afvigelser fra polforvandlingens lovmæssigheder, men er af den opfattelse, at løsningen på disse spørgsmål må vente på, at en kosmisk orienteret forskning med tiden vil kunne give en forklaring på problemerne. Men indtil da synes der virkelig at være tale om et kosmologisk problem. Se Den Ny Verdensimpuls nr.1-2000, hvori jeg i rubrikken Dialog rejser spørgsmålet om kønsbestemmelsen, som forsøgsvis besvares af Jan Tarbensen. Det skal her fremhæves, at tvekønnethed hos højere planter ifølge Martinus ikke er ensbetydende med dobbeltpolethed hos plantesjælene. Der er derimod tale om, at to eller flere hanlige og hunlige individer deles om den samme organisme. Se nærmere herom i LB IV, stk. 1222. . – Jf. evt. med artiklen Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov her på hjemmesiden.

For resten må problemet vedr. kønsbestemmelse og kønsskifte også gælde visse tvekønnede dyr, som f.eks. koraldyr, østers, krebsdyr, søpunge, snegle, både hos vandlevende og landlevende snegle, og orme som fladorme og regnorme, og hvis kønsbestemmelse er afhængig af ydre forhold, herunder bl.a. ernæringstilstanden og miljøet. Blandt hvirveldyrene forekommer også eksempler på tvekønnethed, f.eks. hos havaborrer og havruder. De fleste hermafroditiske organismer udvikler først avledygtig sæd og senere æg, men det modsatte kan også forekomme. Hos nogle fisk forholder det sig sådan, at de fødes som hunner, men senere skifter de til at blive hanner. Hos andre arter, f.eks. østers, kan individet skifte køn flere gange i løbet af sit liv. Selvbefrugtning er et almindeligt forekommende fænomen hos de højere planter, der producerer både hanlige og hunlige kønsceller, dvs. sæd og æg. Selvbefrugtning er derimod en undtagelse i dyreriget, hvor der i reglen er tale om krydsbestøvning mellem to tvekønnede individer, f.eks. hos vinbjergsnegle.

Tvekønnethed eller hermafrodisme (af græsk Hermes, det mandlige princip, og Afrodite, det kvindelige princip) forekommer lejlighedsvis også hos mennesker, men betegnes her som pseudo-hermafrodisme, idet denne betegner en tilstand, hvor personens ydre kønsorganer ligner det andet køns. Hos manden kan det vise sig ved, at penis er mindre end normalt, samtidig med at testiklerne ligger i bughulen og pungen derfor har en vis lighed med de kvindelige kønslæber. Manden kan endvidere have forstørrede bryster. Hos kvinden viser tilstanden sig ved, at klitoris er forstørret til en penis. I begge køns tilfælde hænger det formentlig sammen med det forhold, at individet i fostertilstanden har anlæg for begge køns kønsorganer, både de ydre og de indre. I helt ekstreme tilfælde kan der hos både dyr og mennesker forekomme så alvorlig misdannelse af både de ydre og indre kønsorganer, at det er vanskeligt at afgøre, om vedkommende dyr eller menneske er hankøn eller hunkøn. Men under normale omstændigheder udvikler de oprindelige anlæg sig under styring af XY- og XX-kromosomerne hhv. til en mandlig og en kvindelig organisme. Hos 8-ugers fosteret er der i begyndelsen en revne med en opsvulmning på hver side og en lille, afrundet knop. Hos det feminine individ fortsætter denne tilstand, idet knoppen bliver til klitoris og opsvulmningerne til kønslæberne (labia majora og minora), og kirtelanlæggene bliver til æggestokke. I det maskuline individs tilfælde udvikler knoppen sig til penis, der lukker sig omkring urinrøret, og opsvulmningerne sammenføjes til pungen (scrotum), i hvilken de oprindelige kirtelanlæg i form af testiklerne senere vil synke ned. Se f.eks. Lennart Nilsson, Axel Ingelman-Sundberg, Claes Wirsén: The Everyday Miracle. A Child is Born. Allen Lane The Penguin Press, London 1967. Se især side 83, og ikke mindst de ledsagende fotos.

Den hermafroditiske tilstand hos mennesker karakteriseres som en abnormitet, der dog undertiden kan helbredes ad operativ vej. I henhold til Martinus er der med hermafrodisme tale om en abnorm tilstand, som intet har med dobbeltpolethed at gøre. Se LB I, stk. 131, samt PB-J 4, stk. 4.48.-4.49.

Som omtalt i min tekst bør dobbeltkønnethed ikke forveksles med dobbeltpolethed, som i det ydre er kønsløs, men i det indre forener det maskuline og det feminine princips allerædleste karaktertræk. Derimod sætter Martinus et vist lighedstegn mellem enkeltpolethed og enkeltkønnethed, idet førstnævnte i alle tilfælde markerer sig i form af sidstnævnte. Den enkeltpolede tilstand opstår som omtalt gennem en udviklingsbestemt spaltning mellem de to poler, hvorunder den feminine pol separeres fra den maskuline pol og den maskuline pol fra den feminine pol, samt ved, at det emotionelle polorgan og den emotionelle sansestruktur så at sige overtager føringen, medens det intellektuelle polorgan og den dermed forbundne intellektuelle sansestruktur "degenererer" til kosmisk set midlertidig latent tilstand. Herved opstår hankøn og hunkøn, en situation og proces, som i henhold til Martinus tager sin begyndelse i planteriget, hvor særkønnethed som almindeligt bekendt forekommer hos en række plantearter. Men polspaltningen og dermed særkønnetheden bliver i særlig grad markant under plantens udvikling til dyr, for derefter at kulminere i og med dyrets udvikling til jordisk menneske. Derefter begynder der en udvikling mod en ny dobbeltpolethed, som etableres i og med det jordiske menneskes gradvise udvikling til såkaldt rigtigt menneske.

Men selv om Martinus ikke sætter lighedstegn mellem dobbeltpolethed og dobbeltkønnethed, rejser der sig alligevel et problem i forbindelse med forekomsten af tvekønnethed i dyreriget. Man skulle nemlig ifølge de kosmiske analyser vedr. enkeltpoletheden forvente, at dyret per definition altid ville være særkønnet, hvilket biologien imidlertid kan fortælle os ikke er tilfældet. Det rejser derfor bl.a. spørgsmålet om, hvor i spiralkredsløbet sansestrukturerne mere præcist 'omkobles' fra den ene pol til den anden og fra det ene polorgan til det andet. Gennem en overfladisk betragtning af Martinus' kosmiske analyser kunne man nemlig få det indtryk, at denne omkobling eller dette kønsskifte primært finder sted i løbet af planteriget, men helt så enkelt forholder det sig ifølge Per Bruus-Jensen ikke. Det fremgår af PB-J 4, stk. 4.81.-4.82. Sidstnævnte sted skriver han bl.a. følgende om polforvandlingen, polomkoblingen eller kønsskifteprocessen:

”Imidlertid kan man ikke tale om noget bestemt sted i kredsløbet, hvor de synlige virkninger af denne komplicerede proces nøjagtigt begynder at vise sig, idet dette er individuelt fra væsensart til væsensart. Man må derimod operere med en sandsynlighedszone spændende fra kulminationen af planteriget til kulminationen af dyreriget. Dette skal forstås således, at kønspræg vil kunne begynde at optræde fra ca. midt i planteriget (men ikke tidligere) og frem til kulminationen af dyreriget (altså grænsen for det jordiske menneskerige), hvor det praktisk taget altid vil være fuldt udviklet. Hvornår det i praksis sker for de enkelte væsensarter og de enkelte individer, afhænger af mange forskellige faktorer, som der fra Martinus' side ikke fuldtud er gjort rede for. [...]”.

Såfremt Per Bruus-Jensens forklaring vedr. polomkoblingen og dermed af kønsskiftet, er i overensstemmelse med virkeligheden, vil der altså ikke være noget problem i, at tvekønnethed ikke kun forekommer i planteriget, men også findes hos visse arter i dyreriget.

Men hvad reinkarnationen angår, må det konstateres, at Martinus' Kosmologi faktisk nok står og falder med dennes (og skæbnelovens) realitet eller ikke-realitet. Det er dog endnu ikke lykkedes at føre direkte objektivt og videnskabeligt gyldigt bevis for reinkarnation (og skæbnelov), men der foreligger til gengæld heller ikke noget gyldigt og definitivt modbevis for, at reinkarnation ikke finder sted. Modstandere af reinkarnationstanken er ofte mennesker, der har tilegnet sig nogle vrangforestillinger om, hvad reinkarnation i virkeligheden går ud på, og løsrevet fra en større og overordnet sammenhæng, kan forestillingen om reinkarnation måske forekomme meningsløs, uforståelig og fantastisk. Men set indenfor rammerne af indisk religion og filosofi, herunder Sankhya, Yoga, Vedanta og Buddhas lære, og i dermed beslægtede lærer, som f.eks. Teosofien og Antroposofien, udgør reinkarnationen en væsentlig og fuldt ud logisk faktor i det verdensbillede, disse religionsfilosofier repræsenterer. Men ikke mindst inden for rammerne af Martinus' Kosmologi, udgør reinkarnationen en fuldkommen logisk nødvendig organismeudskiftningsmetode, som herudover i sit samvirke med skæbneloven bl.a. sikrer det enkelte individ absolut retfærdighed. Det skal vi vende tilbage til i senere kapitler. Vedr. klassisk indiske filosofisystemer, se evt. artiklen Spiritualismens historie her på hjemmesiden.

Men selv om det endnu ikke er lykkedes at føre endegyldigt bevis for reinkarnationens realitet, kan man dog alligevel godt argumentere for, at den biologiske og psykologiske (kulturelle) repetition, særlig i foster-, barndoms- og ungdomsstadierne, i al fald gør sig mærkbart gældende og derfor er objektivt iagttagelig og i en vis forstand målelig. På principielt tilsvarende måde kan man i mange sammenhænge konstatere, at loven for gengældelse virker, i lighed med, hvad tilfældet er for årsags-virkningsloven, hvor virkningen i reglen står i et proportionalt (lige) forhold til årsagen. Som praktiske eksempler på skæbnelovens virkning på det nationale plan, kan Nazi-Tyskland og Japan før og under 2.Verdenskrig tjene. De stolte drømme om verdensherredømmet druknede i vold og blodsudgydelse og endte med totale og ydmygende nederlag for begge disse nationer. Skæbnelovens funktion på det personlige plan, kan ses af den skæbne der blandt andet blev Hitler og en del af hans nærmeste medarbejdere til del. Hitler unddrog sig som bekendt retsforfølgning ved den internationale domstol i Nürnberg, idet han skød sig i den såkaldte Førerbunker i Berlin. Flere af hans allernærmeste håndlangere følte sig også tvunget til at begå selvmord. Propagandaminister Goebbels og rigsminister Göring døde hver for sig ved at indtage gift. Göring dog først efter at han var blevet dømt til døden ved hængning. En principielt tilsvarende grum skæbne ramte naturligvis også en lang, lang række andre personer på alle niveauer i det nazistiske hierarki, herunder embedsmænd, politifolk, koncentrationslejrchefer og fangevogtere. De fleste vil formentlig mene, at den straf, disse personer i mange tilfælde blev idømt, hvad enten det var i form af dødsstraf eller langvarige fængselsstraffe, var retfærdig. Derimod vil nok ikke alle være enige i retfærdigheden af de store afsavn og lidelser et utal af civile tyskere blev udsat for, som f.eks. bombardementerne af de store byer, hvorunder mange mænd, kvinder og børn blev dræbt eller psykisk og fysisk lemlæstede for livstid.

Imidlertid bør man ikke glemme eller overse, at skæbneloven selvfølgelig også virker i ganske almindelige og normale menneskers tilfælde, og at den i den sammenhæng afstedkommer lige så vel glæder som sorger, behagelige så vel som ubehagelige, lykkelige så vel som ulykkelige skæbner, der kan følge et menneske i op til flere liv eller inkarnationer. Det er samtidig vigtigt at gøre sig klart, at skæbneloven ikke er udtryk for hverken straf eller hævn, men at den derimod ganske enkelt er udtryk for en bevidstheds- og adfærdsregulerende faktor og kraft i individernes evige liv og samliv eller vekselvirkning med medindividerne i så vel mikrokosmos som i mellemkosmos og makrokosmos. Dette forhold gælder, hvad enten individet fremtræder som plante, dyr, jordisk menneske, rigtigt menneske, visdomsvæsen, guddommeligt væsen eller salighedsvæsen, om end det giver sig forskellige udtryk og udslag i de nævnte tilfælde.

Spørgsmålet er i øvrigt, efter hvilke kriterier og retningslinier man i givet fald kan og skal bevise eller muligvis afkræfte reinkarnationsteorien (og skæbneloven). Men den omstændighed, at nogle mennesker mener at kunne huske personer, forhold og begivenheder fra et eller evt. flere liv tilbage i tiden, er ikke i sig selv noget objektivt bevis for reinkarnation. Det kan være udtryk for fantasi, ønsketænkning og selv suggestion, eventuelt ubevidst suggestiv indvirkning fra undersøgerens eller udspørgerens side. Det udgør heller ikke noget bevis for reinkarnation, selvom visse begivenheder m.m., som et menneske mener at kunne huske fra tidligere liv, eventuelt lader sig verificere. Reinkarnationsforskningen foregår i en del tilfælde ved, at forsøgspersonen bringes under regressiv suggestion eller hypnose og herunder anmodes om at gå længere og længere tilbage i sine før-fødsels-erindringer. Men faktorer, som f.eks. erindringsforskydning, telepati, suggestion eller ubevidst overførelse under hypnose af en andens eller flere andres tanker og forestillinger, subsidiært andres erindringer, kan tænkes at spille ind, eller kan i hvert fald indtil videre ikke udelukkes. Det er særligt hypnotisørens spørgeteknik og spørgsmålenes art og formulering, der vil kunne påvirke forsøgspersonen på en sådan måde, at denne giver lige præcis de svar, som udspørgeren ubevidst måske ønsker. For at forsøgspersonernes svar kan have objektiv gyldighed, må den videnskabelige forsker derfor være fuldstændig uafhængig og upåvirket af, om realiteten af reinkarnation (og skæbnelov) kan bekræftes eller ej, og det er vist en sjældenhed i praksis.

En helt anden ting er så, at der intet er i vejen for at kunne sandsynliggøre og rent teoretisk-filosofisk føre 'bevis' for reinkarnationen. Dette er da også, hvad man må sige at Martinus og f.eks. også klassisk indisk filosofi (Sankhya, Yoga, Vedanta og Buddhas lære) gør, særligt hvad angår påvisningen af de faktorer og lovmæssigheder, der vedrører den åndelige side af sagen. Selve reinkarnationsprocessen lader sig 'teknisk' og fysisk set lige så nemt fuldbyrde, som tilfældet er med enhver undfangelse og fødsel, hvad enten denne foregår i plante- eller dyreriget, idet der principielt set ingen forskel er på plantefrøet, det befrugtede dyreæg og den befrugtede ægcelle. Martinus' påvisning af samspillet mellem på den ene side det levende væsens højpsykiske skæbneelement med den heri indeholdte sum af talentkerner, og den fysiske, befrugtede ægcelles genkompleks på den anden side, er efter min opfattelse en plausibel beskrivelse og forklaring af reinkarnationens mulighed og 'teknik'. Dertil kommer, at reinkarnationsprocessen, i lighed med overhovedet al anden manifestation eller livsudfoldelse, så vel som enhver form for sansning og livsoplevelse, påviseligt foregår inden for rammerne af det tidligere omtalte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet. Det betyder, at det er inden for grænserne af dette kraftfelt, at bl.a. det newton-einsteinske rum-tid-kontinuum skal findes. (Se evt. mere herom i senere afsnit).

Note 4: Vedr. sjælens vækst- og degenerationsproces: PB-J 1, 7. kap. Se evt. afsnittet Grundenergiernes kombinationer, især under diagrammet Individets sjælelige struktur

Note 5: Vedr. organismeprincipperne og kønspræget: PB-J 4, 32.-33. kap.

Note 6: Vedr. begrebet den 'sovende' pol: Udtrykket hentyder til polsituationen i den sidste del af planteriget og i første halvdel af dyreriget, som i begge tilfælde er karakteriseret ved det eenpolede kønspræg hos individerne, hvis anden pol midlertidigt befinder sig i latent eller 'sovende' tilstand. Hos hunkønnet vil det altså være den maskuline pol og det intellektuelle polorgan, der er latent og dermed uvirksomt, og hos hankønnet den feminine pol og det dertil knyttede intellektuelle polorgan, der er 'sovende'. Martinus bruger dog fortrinsvis udtrykket kosmisk bevidstløshed, nemlig som modsætning til begrebet kosmisk bevidsthed. Se herom i DeV I, stk. 5:1-6, samt i Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker.

Brugen af udtrykket 'sovende' - udtrykket "forheksede" hentyder i virkeligheden til samme situation - skal ses i sammenhæng med Martinus' påvisning af, at hans kosmiske analyser bekræfter de klassiske folkeeventyrs - og en del af Andersens eventyrs - sandhedsværdi som symbolske udtryk for det virkelige livseventyr. Flere af de kendte folkeeventyr, hvori der forekommer (arke)typerne kongen, dronningen, prinsen og prinsessen, og hvori enten prinsen eller oftest prinsessen 'forhekses' og falder i en dyb søvn, sådan som tilfældet er i eventyr som f.eks. Tornerose og Snehvide, handler dybest set om polforvandlingen. Det samme er tilfældet med eventyr, hvor enten prinsessen eller oftere prinsen bliver "forhekset" og må leve en tilværelse i dyreskikkelse og under dyrerigets livsvilkår. Det sker i eventyr som f.eks. Frøkongen eller Jernhenrik, Snehvid og Rosenrød, Ravnen m.fl.

I H.C.Andersens eventyrsamling forekommer der eksempler på begge typer af eventyr eller variationer over de samme temaer. Allerede i hans første eventyr, Dødningen, 1830, der senere blev omarbejdet under titlen Rejsekammeraten, 1835, forekommer den forheksede prinsesse, som til slut bliver udfriet af trolddommen og forenes med hovedpersonen, Johannes. Denne er identisk med Andersen selv, som i eventyrets begyndelse sidder ved faderens dødsleje og i en drøm oplever, at hans fader vier ham til "en dejlig pige, med guldkrone på sit lange, smukke hår". Den guldkronede pige er helt utvivlsomt et billede på Andersens feminine aspekt eller pol (anima), og samtidig et udtryk for poesiens muse eller hans skabende kræfter, primært intuitionen. I eventyret Fyrtøjet, 1835, holdes prinsessen isoleret i et tårnværelse for at forhindre soldaten i at få kontakt med hende, men en sådan er i længden uundgåelig, idet udviklingens og polforvandlingens magiske kræfter, symboliseret ved fyrtøjet (= Aladdins magiske lampe) og de tre hunde (= lampens ånd) til slut forener de to poler, her altså i skikkelse af soldaten og prinsessen. Det er principielt samme polforvandlingshistorie, der fortælles i en række andre af Andersens eventyr, om end med udgangsposition i snart den feminine pol og snart den maskuline pol. Eksempler herpå er Den lille Havfrue, 1837, Den standhaftige Tinsoldat, 1838, De vilde Svaner, 1838, Svinedrengen, 1841, Snedronningen, 1844, Hyldemoer, 1844, Hyrdinden og Skorstensfejeren, 1845, Skyggen, 1847, Alt paa sin rette Plads!, 1852, Under Piletræet, 1852, Ib og lille Christine, 1855, Klods-Hans, 1855, Dynd-Kongens Datter, 1858, "Deilig", 1859, Snemanden, 1861, Isjomfruen, 1861, Psychen, 1861, Portnerens Søn, 1866, Dryaden, 1868. Alle disse eventyr vil vi komme til at se nærmere på under omtalen af Andersens forfatterskab.

Vedr. H.C. Andersens eventyr er foreløbig en del af disse omtalt og analyseret på basis af martinus’ kosmiske analyser. Det drejer sig om følgende af de ovenfor nævnte eventyr: Eventyret ”Fyrtøjet” , Reisekammeraten , Dynd-kongens datter og Psychen .

Vedr. Martinus' opfattelse af de klassiske eventyrs konge, dronning, prins, prinsesse, heks eller troldmand som symbolske udtryk for det virkelige livseventyrs levende væsener under polforvandlingens forløb, se LB IV, stk. 1184-5, 1193. LB V, stk. 1600, 1602, 1604, 1609-10. – Se endvidere afsnittet „Eventyr og kosmologi“ her på hjemmesiden.

Note 7: Vedr. menneskets kønspræg og seksuelle situation: PB-J 4, 32.-34. kap.

Note 8: Vedr. mennesket som "hjernecelle" i jordklodens hjerne: LB I, stk. 58. LB II, stk. 434. LB III, stk. 655, 657-63, 666-7. LB V, stk. 1915. LB VI, stk. 2090 Se særligt Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet - introduktion til et kosmisk livssyn. Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se også samme forfatters artikel: Er menneskene jordklodens hjerneceller? Tidsskriftet Den ny VerdensImpuls nr. 1/1998.

Note 9: Vedr. menneskehedens aktuelle polsituation: PB-J 4, 33.-38. kap. – Jf. evt. med afsnittet Introduktion til Det seksuelle polprincip her på hjemmesiden. – Jf. evt. også med afsnittet Polforvandlingens seksuelle kategorier