SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

 

 

 

I henhold til Martinus er Sfinksen symbolet på det jordiske menneskes kosmiske analyse, ifølge hvilken alle levende væsener uden undtagelse i deres kosmiske natur og grundstruktur er evige væsener. Alle udtrykker de det treenige princip og besidder samme grundegenskaber og råder principielt over de samme kræfter og energier, lige som de principielt er underlagt de samme lovmæssigheder og grundvilkår. Martinus ser derfor ikke noget odiøst i, at mennesket biologisk set nedstammer fra dyrene, mere præcist fra primaterne. Og det er netop denne nedstamning eller afstamning, Sfinksen som symbol hentyder til, nemlig ved at have løvekrop (dyrenes konge) og menneskehoved, tilmed et kongeligt hoved (farao)

     På ovenstående meget enkle symbolske tegning af sfinksen skal figurens hale ses som udtryk for planteriget, kroppen som udtryk for dyreriget, og hovedet som udtryk for mennesket, der er begyndt at studere ”Livets Bog”, dvs. naturen og tilværelsen som helhed, primært for at løse sin egen gåde. De større og mindre ’partikler’ omkring figuren skal udtrykke mineralriget, både i form af elementarpartikler og kloder og stjerner. –  © Tegningen er udført af Børge Hamberg og gengivet med tilladelse af Per Bruus-Jensen.   

 

Sfinksen og Keops-pyramiden

I årtusinder har den mærkelige figur, Sfinksen, ligget og ligesom bevogtet den store Keops-pyramide ved Giza i Ægypten. Begge værker har gennem tiderne givet anledning til stor forundring og vakt mange tanker, teorier og gætterier om, hvad ophavsmændene kan have ment med disse umiskendelige underværker. Den 73,5 m lange og 20 m høje  Sfinks ved Giza, der er hugget ud af den naturlige klippe på plateauet foran Kefren-pyramiden, er efter ægyptisk tradition udformet som en løvekrop med mandshoved, idet den ifølge traditionel opfattelse skulle symbolisere kongens eller faraoens magt, styrke og visdom.

     Den 146 m høje Keops-pyramide menes at være bygget af faraoen Keops, ca. 2600 f.Kr. Dens overflade var oprindelig beklædt med omhyggeligt sammenføjede, polerede og blændende hvide kalkstensblokke, der dog for det meste nu er gået tabt. Man har beregnet, at der er medgået over 2 mill. blokke til formålet, og det er en almindelig antagelse, at det har taget omkring 6-8 000 mand 20 år at opføre pyramiden, hvis kvadratiske grundplans 233 m brede sider i øvrigt er orienteret efter verdenshjørnerne, lige som pyramidens spids peger  direkte mod himlens Zenith. Pyramiden rummer tre kamre, som sædvanligvis betegnes som gravkamre, idet man mener at den er opført som gravmonument for kong Keops og hans dronning. Det tredie af kamrene, det nederste under jordoverfladen, flyttede man opefter, efterhånden som bygningen blev rejst. Øverst ligger kongekammeret med en sort granitsarkofag. Omtrent midt mellem dette og det nederste kammer, ligger det noget mindre dronningekammer. Til alle tre kamre fører 1 m høje og 1 m brede gange, idet adgangen til kongekammeret dog til slut sker gennem det såkaldte store galleri.

    Keops-pyramiden og Sfinksen er til stadighed genstand for arkæologiske undersøgelser, og i nyere tid hælder flere ægyptologer til den teori, at Keops-pyramiden faktisk ikke er bygget til gravmonument, men som indvielsestempel for faraoen og muligvis også ypperstepræsterne og de højere embedsmænd. En af begrundelserne herfor skulle bl.a. være, at man forbandt begrebet grav med den underjordiske verden, men pyramiderne ligger hovedsagelig over jorden, og desuden antages det, at den store kong Keops næppe ville have nøjedes med en sarkofag, der efter faraonisk målestok er så lille, som tilfældet er med den i kongekammeret.

 

     Men mysteriet om pyramidernes opførelse, formål og anvendelse, specielt Keopspyramidens, er fortsat en uløst gåde, der optager en del ægyptologer og andre forskere. Således er der i nyeste tid fundet arkæologiske spor af en række store bagerier, beboelseshuse og arbejdergrave i pyramidens nærhed, som tyder på at der engang må have været mange munde at mætte. Man mener nemlig at disse bagerier leverede brød til en kæmpemæssig arbejdsstyrke, som daglig sled med at transportere de store kalkstensblokke op ad de jordramper, der var blevet anlagt omkring pyramiden, efterhånden som den voksede opad. (Note 1)

 

Okkultismens pyramidologi

I løbet af det 19. århundrede, mere præcist i 1859, indledte den engelske forfatter John Taylor den såkaldte pyramidologi med sin fantastiske bog, The Great Pyramid: Why was it Built? And Who Built it? Den blev i 1864 efterfulgt af et 664-siders værk, Our Inheritance in the Great Pyramid, forfattet af Charles Piazzi Smyth, professor i astronomi ved Edinburghs Universitet. Bogen fik enorm betydning for okkultister og mystikere af alle afskygninger, specielt Rosenkreuzere og andre hemmelige selskaber, der mente at kunne spore deres oprindelse helt tilbage til den ægyptiske dødekult omkring pyramiden. Ifølge Mystikkens Verden, håndbog om parapsykologi og magi, 1978, skrevet af forfatteren Poul Fersling, er især Smyth's bog et godt eksempel på, hvordan en intelligent mand med et lidenskabeligt engagement i en bestemt teori, kan forledes til at manipulere sine videnskabelige observationer på en sådan måde, at de bekræfter hans teoretiske antagelser og ideer, i stedet for omvendt, at ideer og antagelser skal bekræftes eller evt. afkræftes af videnskabelige observationer. (Note 2)

     Senere er andre okkultister og 'mystikere' fulgt i Smyth's fodspor og har fremsat mere eller mindre fantastiske og usandsynlige teorier og påstande, særlig omkring Keopspyramiden. Disse teorier skal jeg dog ikke gå ind på her. Derimod skal vi orientere os om Martinus' opfattelse af Keopspyramiden, som principielt er i overensstemmelse med okkultismens opfattelse af samme, lige som jeg bagefter skal redegøre for hans syn på Sfinksen. Sin opfattelse af Keopspyramiden har Martinus især givet et kortfattet udtryk for i sine Erindringer, hvori bl.a. hans Ægypten-rejse omtales på side 139-40. Martinus er helt uenig med ægyptologerne om pyramidens alder, byggeteknik, formål og anvendelse. Han mener således at den er 80-90 tusinde år gammel, - det må jo siges at være i temmelig kraftig modstrid med den almindelige arkæologiske antagelse, at Keopspyramiden er knapt 5000 år gammel! - og at den derfor er bygget i forhistorisk tid af et åndeligt broderskab af indviede personer, som via en særlig materialisationsteknik var kommet hertil fra andre og mere højtudviklede kloder, for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur. Disse indviede væsener benyttede sig af åndelige eller psykiske kræfter, hvormed de ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer, var i stand til at forme pyramiden med den matematiske præcision, den under alle omstændigheder er udtryk for.

     I henhold til Martinus' opfattelse, blev i hvert fald Keopspyramiden bygget alene med det formål at skulle fungere som indvielsestempel for samfundets øverste repræsentanter, som derigennem måtte kvalificere sig til at træde i det guddommelige skabeprincips tjeneste og fungere som anførere og vejledere for den tids almindeligvis ret primitive mennesker. Jeg skal dog heller ikke komme nærmere ind på det i øvrigt interessante psykologiske indvielsesritual eller ceremoniel, der i henhold til Martinus og flere andre okkultister, bl.a. Edouard Schuré og Paul Brunton, blev benyttet ved den lejlighed. For resten fortæller Martinus samme sted, at han i et syn så, hvordan pyramiden oprindeligt har set ud, lige efter sin færdiggørelse. Den var skinnende hvid, idet dens sider var dækket af et porcelænsagtigt materiale, siger han, og dens omgivelser var en frugtbar oase med frodige palmer. (Note 3)

 

Martinus' opfattelse af Sfinksens gåde

Man har naturligvis lov til at stille sig skeptisk overfor Martinus' opfattelse af Keopspyramidens alder, tilblivelseshistorie og anvendelse, men til trods for, at jeg personligt hører til blandt de skeptiske, tør jeg dog ikke afvise at Martinus i den sidste ende måske kan vise sig at få helt eller delvis ret, også selvom det ikke umiddelbart virker sandsynligt, specielt ikke hvad angår pyramidens alder og 'byggeteknik'. Derimod nærer jeg ingen skepsis mod hans opfattelse af pyramidens anvendelse som indvielsestempel, og slet ikke mod hans fortolkning af Sfinksens gåde, idet han stort set i overensstemmelse med klassisk mytologi og især esoterisk mytologi mener, at dens dyrekrop repræsenterer "dyret" i mennesket, og dens menneskehoved "mennesket" i dyret. Det hænger sammen med hans påvisning af, at den enpolede kønstilstand eller parringsprincippet lige siden dyretilstanden, ja, endog i en del af planteriget, har været og fortsat er en livsbetingelse for individets fremtræden, seksualitet, forplantning og reinkarnation. Derfor er den enpolede kønstilstand endnu så stærkt fremtrædende i jordmenneskets psykofysiske bevidsthed, at denne i en vis udstrækning stadigvæk repræsenterer pattedyret. Men samtidig er den 'dyriske' bevidsthedsdel, som giver sig udslag i bl. a. ejendomsbegær, jalousi, misundelse, intolerance, had og hævngerrighed og de deraf følgende konsekvenser, langsomt ved at blive undermineret af den tiltagende polforvandling, hvorunder den hidtil latente pol samt det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, i stigende grad er ved at gøre sig gældende i menneskets bevidsthedsliv.

     Her viser den sig i form af de evner og egenskaber, som vi normalt betegner som "menneskelige": Humanitet, tolerance, intuition, intelligens, viden, skabeevne, højere kulturelle interesser og aktiviteter m.v. Karakteristikken "halvt dyr" og "halvt menneske" er derfor den fundamentale analyse af det ufærdige, uindviede eller kosmisk ufødte jordmenneske, hævder Martinus. (Note 4)

 

Fra mineral til plante

Imidlertid er der jo ikke tale om en statisk og uforanderlig situation, men derimod om en fase eller et stadium i den evige udvikling, som alle levende væsener uden undtagelse må gennemleve på deres i virkeligheden uafbrudte 'rejse' mod Gud og en stadig større og uendelig fuldkommenhed eller fuldkommengørelse. Denne udvikling - eller rettere sagt 'indvikling' og 'udvikling' - begyndte og begynder fortsat i mineralriget og fortsætter via planteriget til dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu i større eller mindre udstrækning tilhører. Som vi allerede har hørt om, er det individerne i det såkaldte salighedsrige, der på et tidspunkt forbinder sig med den fysiske materie eller energi på det subatomare plan, hvor forbindelsen giver sig udslag i de processer, der ligger til grund for stjernedannelsen og opretholdelsen af kernereaktionerne i solene.

 

 

I henhold til Martinus er snekrystaller eksempler på, hvordan længselsenergierne fra salighedsvæsenerne aktiverer et samspil mellem instinkt-, tyngde- og følelsesenergien og derigennem virker ind på den fysiske materie. Den her viste snekrystal er fra W.A.Bentley and W.J.Humphreys: Snow Crystals. Dover Publications, Inc., New York 1962.

 

     Det hænger ifølge Martinus sammen med det forhold, at de individer som - efter gennem umådelige tidsrum at have passeret hele udviklingsspiralen (spiralafsnittet) - kosmisk set midlertidigt opholder sig i salighedsriget, hvor de så at sige mediterer over deres vældige erfaringsmateriale, på et tidspunkt begynder at længes efter en ny form for tilværelse, og da de er 'mættet' af tilværelsen i spiralafsnittets åndelige riger, retter deres længsel sig følgelig mod disses modsætning, altså mod de fysiske tilværelsesformer. Det sker på den måde, at salighedsvæsenernes længselsenergier automatisk forbinder sig med instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, som jo er spiralens uintellektuelle og materiedannende energier, og resultatet heraf udgør en proces, som Martinus betegner som en form for seksualisme, der ligger til grund for alt solskin, al ild og alt lys, kort sagt al elektromagnetisk energi, i verdensaltet. Sol- og ildkræfterne er altså makrokosmiske seksualenergier, der er absolut nødvendige og uundværlige for al fysisk tilværelse og for alt liv.

     Dette forhold gælder ikke mindst for dyrets og det jordiske menneskes vedkommende, hvor salighedsrigets "solenergi" mærkes og opleves i bevidstheden i form af forelskelse og dennes kulmination i samleje, med de deraf eventuelt følgende automatiske processer, så som befrugtning, fosterdannelse og fødsel af en ny fysisk organisme som 'bærer' af det reinkarnerede individs bevidsthed. Men inden det er kommet så langt som til dyreriget, har individet som nævnt først måttet gennemleve plantetilstanden og dermed planteriget, der jo her på jorden som bekendt begynder med encellede organismer i urhavet og derfra gennem umådelige tidsrum udvikler sig til mangecellede og mere komplicerede og sammensatte planteorganismer. Senerehen i 'indviklingen' har individet på plantestadiet så kunnet reinkarnere i disse efterhånden mere og mere avancerede og på et tidspunkt tvekønnede og enkeltkønnede planteorganismer, hvilket ifølge Martinus også er tilfældet den dag i dag. Denne situation vil principielt gentage sig i hver udviklingsspiral ud i al fremtid. (Note 5)

 

Fra plante til dyr

Men i henhold til de kosmiske analyser vil individet, der fysisk er bundet til en stedfast planteorganisme, mere og mere længes efter at frigøre sin fysiske bevægelsesevne, som det hidtil kun har fornemmet i form af sine grenes og blades be­vægelser for vind og vejr. Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at det dobbeltpolede individs dagsbevidsthed fortsat 'befin­der' sig i saligheds­riget, hvor den 'bæres' af intuitions- og hukommelseslegemet, som er koncentreret om op­levelserne af guld­kopima­terialet, medens dets natbevidsthed er overført på instinkt­legemet, som er den fysiske planteor­ganismens styrende åndelige grund­lag. Når planteindividet er vågent, befinder dets bevidsthedskoncentration sig på det åndelige instinktplan, og herunder 'hviler' eller 'sover' planteorganis­men på det fysiske plan, eller den er død, men har efterladt sig frø, løg eller rod, hvori plantesjælen igen kan vågne op eller reinkar­nere. Men når dens bevidsthedskoncentration atter er indrettet på den fysiske planteorganis­me, 'sover' den åndeli­ge side af indivi­det. Imidlertid er de fysiske planteor­ganismer ikke udviklede til at give plantesjælene en vågen eller dagsbevidst oplevelse af livet, hvorfor deres bevidst­hedskon­centration i planteorganismen er sammenlignelig med en slags søvn.

 

 

Nået frem til det kødædende stadium er plantevæsenet  godt på  vej  til at have fuldført første etape vedrørende erobringen af det nye organismeprincip,

idet dennes fuldbyrdede udtryk er dyrerigets livsform.  Foto:  PBJ.

(© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 77.)

 

 

     Samtidig hermed har nogle af plante-in­dividerne i kraft af et tiltagende begær efter at 'erobre' den fysiske materie, ud­viklet deres organis­mes er­næringssystem til for­tæring af animalsk føde i form af insek­ter. Den kødædende planteorganis­mes er­nærings­system, er ifølge Martinus forløber for rov­dy­rets­ og de kødædende dyrs - herunder det jordiske menne­skes - mave-tarmsy­stem. Men det gælder naturligvis også for de ikke-kød­ædende dyrs mave-tarmsystem, der principielt er lige så "dræ­bende", som tilfældet er for de førstnævntes vedkommende. Det hænger i det hele taget og ikke mindst sammen med, at tyng­deener­gi­en får en stadig større indflydelse på plantein­dividets liv, efter­hånden som det erobrer dyrerigets organismeprin­cip.

     I henhold til Martinus er det netop også i planteriget, at in­dividets dobbeltpolethed, som for nogle planters vedkommende viser sig i form af tvekønnethed, begynder at ændre sig i retning af enkeltpolethed, hvilket vil sige i form af særkøn­nethed eller som han- og hunkønnede planter, ligesom forplant­ningsprincippet sker gennem de mangeartede metoder for be­støvning. Selve blomstudviklingen fra spire over knop til færdig, udsprunget og derefter vissen blomst, er for planteindividets egen oplevelse identisk med det fænomen, vi kalder for orgas­men. Dette forhold bliver måske særlig tydeligt derigennem, at der bag blomsten 'gemmer' sig den frugtknude, frøkapsel eller det 'frugt-foster', som i heldigt fald vokser og modnes, primært for at føre arten videre, men også for at tjene som ernæring for andre organismer. (Note 6) 

     Som en uundgåelig konsekvens af plante-indivi­dets længsel efter at frigøre sin stedbundne organisme, vil individets bevidsthed efterhånden blive mere og mere overført på de fysiske materiedannende legemer og energier, specielt på  tyngdelegemet, der jo er 'bærer' af den dynamiske energi, som Martinus kalder for tyngdeenergien, og som netop er den domi­nerende kraft hos dyret. Dets organisme er kosmisk set karak­teriseret ved, at det må fortære andre levende organismer, for selv at kunne opretholdes og leve. Disse andre organismer kan så være planteorganismer og/eller dyreorganismer. Det først­nævnte er som bekendt tilfældet for de specielle plante­ædere, medens det sidstnævnte særligt forekommer hos rovdyrene. Der findes dog som bekendt også dyr, der mere eller mindre lever af både vegetabilsk og animalsk føde. De store menneskeaber, primaterne, som er nært beslægtede med det jordiske menneske, er et godt eksempel på den sidst­nævnte kategori. Primaterne lever fortrinsvis af planteføde, men går lejlighedsvis på jagt, dræber og æder et eksemplar af en af de mindre abearter. Men efterhånden som salighedsvæsenets natbevidsthed bliver overført på tyngdelegemet og dermed på tyngdeenergien, inkar­nerer individet i dyreriget, først i mere primitive former for organismer og med tiden i stadig mere og mere avancerede dyrelegemer, for til sidst at inkarnere og udvikle sig i form af primaterne og overgangsformerne til det jordiske menneske. Denne udvikling -  kosmisk set altså 'indvikling' - medfører især, at individets dagsbevidsthed efterhånden i stadig stigen­de grad overføres til tyngdelegemet og dermed til det fysiske legeme, medens natbevidstheden gradvis overføres på instinkt- og følelseslegemet. Individets dagsbevidsthed er dog først over­ført helt på tyngdelegemet, subsidiært det fysiske legeme, når dyret er blevet til jordisk menneske. (Note 7)

 

 Det jordiske menneske

I form af det jordiske menneske, udvikler individet i medfør af kampen for tilværelsen med tiden sin intelligensevne og sin følelsesevne og dermed henholdsvis sit intelligenslegeme og sit følelseslegeme, som midlertidigt har været sat mere eller mindre ud af funktion og er degenereret under passagen gennem mineral-, plante- og den tidligste del af dyreriget. (Jævnfør med grundenergiernes kombination). Ifølge Martinus sker der faktisk principielt det samme, når et individ fra saligheds­riget reinkarnerer til den fysiske verden, hvad enten det er som plante, dyr eller jordisk menneske. Individets dagsbe­vidsthed bæres i salighedsriget af hukommelses-, in­stinkt- og intuitionslegemet, hvilket vil sige at det lever i en erin­dringsverden, og når det på grundlag af sin koncentra­tion omkring oplevelsen af guldkopimaterialet genopvækker sin længsel efter igen at opleve den fysiske tilværelse, vil dette påvirke specielt organtalentkernebeholdningen i skæbneelementet i overbevidstheden.

 

 

Menneskets med tiden dominerende stilling i dyreverdenen beror på to ting: dets oprette gang, der har muliggjort hændernes udvikling til et par meget effektive arbejdsredskaber, og dets hjernekapacitet. Menneskets artsnavn er homo sapiens (det tænkende menneske), som fandtes  omkring  200.000 år før vor tid, og af denne art har alle nulevende racer udviklet sig. Billedet viser et neandertal-menneske, som levede for omkring 110.000 til 35.000 år siden og var særlig udbredt i Europa, Nærorienten og Nordafrika. (© 2006 Tegningen herover er udført af Harry Rasmussen i 1949).

 

     Denne situation resulterer i energisvingninger, der indgår i resonans med instinkt- og tyngdeenergien i in­dividets mere eller mindre beslægtede fysiske omgivelser. Disse 'om­givelser' repræsenteres af allerede fysisk inkar­nere­de in­divider af henholdsvis han- og hunkøn, som igennem deres forelskelsesenergis mere eller mindre vellykkede kulmina­tion under samlejet, automatisk tiltrækker det helt eller delvist beslægtede, diskarnerede individ. Hvis samlejet resul­terer i sædcellens befrugtning af ægcellen, har det diskarnere­de individ dermed under principielt ideelle omstændigheder fået adgang til den fysiske materies verden, hvorefter fosterudvik­lingen kan begynde og normalt fortsætte frem til fødselsmoden­hed og påfølgende fødsel, hvorved det diskarnerede individ atter kan træde ind i den fysiske til­værelse, og her fortsætte den repetitionsproces frem til sit tredivte år, som faktisk be­gyndte i og med selve undfangelsen. (Note 8)

 

Betingelserne for inkarnation eller reinkarnation

Imidlertid er betingelserne for reinkarnation, subsidiært undfangelse, ikke altid ideelle, idet det så vidt det kan skønnes i mange tilfælde kun er den ene af samlejepartnerne, der opnår orgasme, hvad enten denne så resulterer i befrugtning eller ej. Desuden er kunstig befrugtning efterhånden blevet mere og mere almindelig, også for menneskers vedkommende, ja, i nyere tid er man endda i stand til at tage æg ud af livmoderen og lade befrugtningen ske i reagensglas. I disse tilfælde er muligheden for orgasme i befrugtningsøjeblikket udelukket. Såfremt orgasmesituationen er en forudsætning og betingelse for, at det diskarnerede individs længselsenergier og dermed dets skæbneelement kan for­binde sig med genkomplekset, kunne det måske tænkes at ske via den mandlige sæddonor, som må for­modes under alle omstændigheder at have oplevet orgasme under ejaku­lationen af den sæd, der er blevet brugt til befrugt­ningen uden for livmoderen. (Note 9)

     Det mest sandsynlige er dog nok, at det diskarnerede in­divids talentkernekompleks helt automatisk forbinder sig med en befrugtet ægcelles samlede genkompleks, uanset hvordan be­frugtningen har fundet sted, og om den har været ledsaget af ensidig eller tosidig orgasme eller ej. Reinkarna­tion må derfor anses for at kunne finde sted, hvor de 'ydre' be­tingelser herfor er op­fyldt, hvilket de altså er i og med den befrugtede ægcelle. Det turde også være klart, at karakteren af det dis­karnerede individs talent­kerne­beholdning i skæbneelemen­tet, er bestemmen­de for, at det helt automatisk forbinder sig med lige præcis dét gén-kompleks i den bestemte befrugte­de ægcelle, som der i det givne tilfælde er tale om.  

     Forbindelsen eller kontakten mellem det diskarnerede individ og den befrugtede ægcelle etableres efter de foreliggende oplysninger ved, at det diskarnerede individs længsel efter den fysiske verden akti­verer skæbneelementets 'fysi­ske' talent­kerner og sætter disse i et bestemt svingnings­mønster, som helt automatisk 'søger' efter kontakt med et fore­liggende genmateriale, hvis energi- eller sving­nings­mønster, det er i stand til at komme i resonans med. Hvordan den videre inkarnations­proces foregår, er vi allerede i princippet blevet gjort bekendt med under omtalen af organta­lentkernerne i afsnittet ”Talentkerneprincippet” og det skal derfor ikke gentages her. (Note 10)  

 

Overgangen fra dyr til "rigtigt" menneske

Som vi formentlig og forhåbentlig allerede har forstået, er det jordiske menneske i henhold til de kosmiske analyser et overgangsvæsen mellem egentligt dyr og egentligt ("rigtigt") menneske. Det er altså et degenererende dyr og et blivende menneske, der be­finder sig i et grænseområde mellem den fysiske og den åndelige verden, hvorfor det udviser både dyriske og mere eller mindre menneskelige eller humane tendenser. Til dette sidste udviklingsstadium, før det virkelige eller "rigtige" menne­skeriges tilværelseszone, er individet blevet bragt gennem kampen for tilværelsen, som netop er udtryk for dyrerigets herskende hovedfaktor, "det dræbende princip", der i vid udstrækning dikterer de levende væsener at måtte dræbe for at leve. Dette princip baserer sig på tyngdeenergien, hvis eksplosive, ekspansive eller ’aggressive’ natur betinger, at hvor den har herredømmet over de andre af in­dividets grundenergier, dér viser dette sig som selvop­holdel­ses­driften, der bl.a. kommer til udløsning i form af magtbegær og overlegenhed over andre væsener. Det er særlig hos rovdyre­ne, at det dræbende princip grundlæggende kommer til udfoldel­se, idet disse er henvist til at jage og dræbe andre animalske individer, for at skaffe føde til sig og sit afkom, og - som f.eks. hos løverne - i nogle tilfælde også til sin flok. Tilegnelse af magtoverlegen­hed i form af erobring af rigdom, ejendomme og land- og handelsområder, er endnu ofte en stærk drivkraft i den jord­menneske­lige tilværelse, som derfor er præget af de besiddende, nemlig kapitalejerne og arbejdsgiverne på den ene side, og på den anden side af de ikke-besiddende, kapi­tal­løse, arbejdsmodtagerne, der må udbyde og 'sælge' deres arbejdskraft til den højstbydende. Den værst tænkelige konsekvens af disse livsvilkår er ifølge Martinus kampen og krigen, der jo som bekendt også har plaget menneske­heden i stadigt stigende grad og omfang lige siden urtilstan­den.

 

     Ifølge Martinus er grunden til, at der hersker så barske og robuste livsvilkår i dyreriget, som tilfældet er under det dræbende princips overherredømme, primært den, at væsenernes sanseevne er så lidt udviklet eller primitiv, at den kun kan blive genstand for påvirkning gennem hårde og grove manifesta­tioner. Han siger, at ligesom et sovende væsen ikke kan høre, når man hvisker eller taler sagte, men kun påvirkes af højrø­stet tale og støj, således kan væsenet i dyreriget heller ikke påvirkes af finere bevidsthedsnuancer, men er kun modtageligt for grovere former for påvirkning. Disse kendes i form af alle de realiteter, som jordmennesket efterhånden har lært at opfatte som "det onde". Dyret udgør derfor i princippet et sovende væsen, der skal vækkes, og når denne vækkelse er tilendebragt, er individet ikke længere et dyr, men et rigtigt menneske. I denne vækkelsesproces befinder det jordiske menne­ske sig altså i det sidste stadium, hvor dets sanseevne er blevet så udviklet, at det er begyndt at kunne sanse og opleve de finere bevidsthedsnuancer, som især kendes under begrebet religiøsitet.

     Det jordiske menneske adskiller sig altså afgørende fra selv det højerestående dyr, ved at befinde sig i en udviklingszone, hvori der begynder at gøre sig en religiøs side ved tilværelsen gældende i dets bevidsthed. I de første jordmenneskestadier, er denne religiøsitet af primitiv art og præget af alle dyrerigets tendenser, men udgør trods dette et bevidsthedsniveau, som er modtageligt for en moral, der baserer sig på den mørke ud­stråling fra det guddommelige skabeprincip. Martinus siger, at når de religiøse kræfter har kunnet få indpas i dyrets be­vidsthed, skyldes det netop de hårde og robuste livsvilkår, som det måtte leve under og som det som jordisk menneske i nogen grad endnu må leve under. Dyrerigets livsform under det dræben­de princips herredømme, affødte efterhånden en sand angst og rædsel eller ængstelse ved tilværelsen, og denne angst eller ængstelse gav og giver sig udtryk i skrig, når det pågældende, underlegne og i reglen forsvarsløse væsen befinder sig i fare, eller når det i selve dødsøjeblikket dræbes af det frygtind­gydende og skånselsløse rovdyr, for hvilket drabet er en livsbetingelse for at skaffe sig føden. (Note 11)

 

Dyrets dødsangstskrig er en forløber for bønnen

Men disse dødsangstskrig kan man også høre, når dyret falder for jægerens skud, eller når dyrene slagtes eller udsættes for plagsomme forsøg i videnskabens hellige navn. Disse skrig er de første udløsninger af råb om hjælp om beskyttelse og barm­hjertighed, ligesom de er offerets sidste fortvivlede udvej eller reaktion, når dets egne kræfter og flugtmuligheder er udtømte. Men eftersom offeret ikke kan forvente medlidenhed eller barmhjertighed fra drabsvæsenet, hvis eksistens på sin side er afhængig af det dræbte dyrs organisme, er der derfor tale om en fra offerets side ubevidst henvendelse til en højere magt om beskyttelse, hjælp og redning. Ifølge Martinus' kosmi­ske analyser er dyrenes dødsangstskrig de første spæde, in­stinktive former eller udtryk for bøn til en højere magt, som på senere udviklingsstadier betegnes ved navnet Gud.   

 

 

Dyrets dødsangstskrig er i henhold til Martinus’ kosmiske analyser udtryk for den første, ubevidste form for bøn. Billedet stammer fra Hutchinson’s Animals of all countries, Vol. II, men er her gengivet efter Erik Gerner Larsson: Kursus i Martinus Åndsvidenskab I-III, side 6. Forlaget Kosmos, København 1848.

 

     Idet dyret i det ene liv efter det andet til stadig­hed må leve under dyrerigets og det dræbende princips barske livsvil­kår, bliver det efterhånden mere og mere bevidst om sine angstskrig, som fra at være ubevidste, instinktmæssige ud­løsninger bliver til bevidste udtryk. Det religiøse instinkt baserer sig ifølge Martinus på det evige organisk-strukturelle samhørigheds- og identitetsforhold mellem Guddommen og det levende væsen, som individet først bliver fuldt bevidst om og i, efter at have gennemgået den store fødsel til kosmisk bevidsthed, hvilket mere præcist vil sige ved overgangen til det rigtige menne­skerige. Men længe forinden har angsten vakt sådanne impulser til live, som efter­hånden bliver til begyndende forestillinger om et eksisterende Forsyn. Det er netop i og med disse gryende forestillinger, at det fremskredne dyr, i form af overgangs­stadierne fra primater til jordmennesker, udvikles til at fremtræde som det, vi forstår ved et jordisk menneske, og som udgør fosterstadiet til det rigtige eller kosmisk bevidste og derfor etisk-moralske menne­ske. (Note 12)

 

Det religiøse instinkt og religionerne

Det primitive jordiske menneske føler sig truet af andre artsfæller og af vilde dyr, ligesom det føler sig underlagt, pris­givet og styret af de vældige naturkræfter, der alt sammen fylder det med en angst og rædsel, som dets religiøse instinkt lader udmønte sig i form af bøn om hjælp og beskyttelse hos de højere magter. Disse magters eksistens var det primitive jord­menneske i kraft af sit instinkt ikke i tvivl om, lige som det var fuldt og fast overbevist om, at dets liv og velfærd afhang af disses gunst eller ugunst. Gennem udvik­lingen og ritua­liserin­gen af sådanne forestil­linger, opstod med tiden de forskellige for­mer for religion, fra de såkaldte naturreligio­ner til national­religio­ner og verdensreligioner. Men denne udvikling var langt fra tilfældig, idet den blev iværksat, anført og styret af det guddommelige skabeprincip i form af de såkaldte kosmiske verden­simpulser og den herunder henhørende guddommelige suggestion, der blev formid­let af dé ældre brødre i udviklingen, Martinus betegner som "verdens­genløsere".

     I de første stadier af denne udvikling, var frygt og angst hoveddrivkraften i individernes daglige bevidsthedsliv, som blev dikteret af selvopholdelsesdriften. Det gjaldt for in­dividerne om at tilegne sig kræfter og midler til at kunne overvinde sine fjender, men da dette ikke altid lykkedes eller var muligt, opstod derfor behovet for en overmagt eller et forsyn, som man måtte gøre alt for at stå sig godt med, for at opnå dettes hjælp og beskyttelse. Opfattelsen af forsynet og overmagten antog efterhånden form af et overmægtigt væsen i individets eget billede, men udstyret med alle de formentlige fuldkommenheder, som individet kunne forestille sig, men selv savnede. Da det væsentligst drejede sig for individet om, at overvinde sine i reglen skånselsløse fjender, forestillede man sig derfor guden som et overmenneske med overmægtige kræfter, som blev brugt til at beskytte eller eventuelt hævne de overgreb, som fjenderne havde udsat individet og dets medindivider for. Derfor søgte man gennem ofringer af enhver art og særlige ceremonier og rituelle danse o. lign., at bringe sig i yndest hos guden, lige som man udnævnte de med­individer, der havde vist sig i besiddelse af særlig kraft og styrke til at besejre fjenden, til anførere, høvdinge og konger, som man opfattede som særligt gudbenådede helteskikkel­ser.

 

     Eftersom menneskeheden i sine tidligste udviklingsstadier som nævnt blev ledet af den mørke udstråling fra skabeprincippet, formidlede urtidens verdensgenløsere en moralkodeks, der tillod blodhævn, drab, dyre- og undertiden menneskeofrin­ger, ligesom de fremmede en moralopfattelse, ifølge hvilken det at dø i kamp blev betragtet som den direkte adgang til den himmelske verdens mangfoldige og strålende goder, så som rigeligt med mad og drikke og skønne kvinder, medens det at dø af sygdom eller alder­dom blev opfattet som svaghed og fejhed, og desuden som vejen til underverdenens trøstesløse skyggetilværelse. Som man ser, en udpræget patriarkalsk opfattelse, der i øvrigt hænger sammen med den deciderede enkeltpolede tilstand og det deraf rundne indbyrdes forhold mellem kønnene. Individer, hos hvilke den maskuline pol eller polen for afsendelse af energi, er bærende, er som bekendt normalt dominant overfor de individer, hvis organisme og bevidsthed bæres af den feminine pol eller polen for modta­gelse af energi, der normalt er relativt vigende og 'passiv'. Den mørke verdens­morals efter­dønninger gør sig af de nævnte årsager stadigvæk gældende i jordmenne­skesam­fundet, til visse tider endda særlig markant i form af dikta­tur, menneskeforføl­gelse og -udryddelse, krig, voldelige opstan­de og blodsudgydel­ser. (Note 13)

 

 

LIDELSENS MYSTERIUM. Set i et kosmisk evighedsperspektiv er lidelsesoplevelserne den lyse verdensmorals skjulte forbundsfælle. Se i øvrigt Gunner Frederiksen: Lykken og lidelsen, Borgen 1986.  (Foto: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 171).

 

Lidelsen er en guddommelig velsignelse

Men set i det kosmiske perspektiv, er selv disse lidelses­fyldte tilstande i henhold til Martinus i virkeligheden en guddommelig vel­signelse, idet alle former for lidelse og smerte på sigt udvikler og forædler følelseslivets humane sider, hvilket vil sige, ud­vikler evnen til at føle medlidenhed og barmhjertighed, og til at opofre sig for andre. Den mørke moral underminerer derfor sig selv, idet den deraf fremkaldte forædling af følel­seslivet efterhånden afføder antipati mod den mørke moral og alle dens gerninger, og dermed mod en bevidst udfoldelse af handlinger, der forvolder lidelse og smerte for andre væsener. Det er jo nemlig en klar misforståelse af lidelsernes guddommelig-pædagogiske betydning for individernes udvikling frem mod stadig større humanitet, når man - som nogle ironikere lejlig­hedsvis har hævdet -  mener at det så gælder om at påføre individerne så megen lidelse som muligt, for på den måde at fremskynde udviklingen. Det, ironi­keren glemmer i den for­bindelse er, at der også eksisterer en skæbnemæssig årsagsvirkningslov i tilværel­sen, som bevirker at enhver handling har sine uundgåelige konsekvenser efter princippet som du sår, skal du også høste, hvorfor de smerte- eller lidelses­voldende gener, man påfører sine medvæsener, automatisk og principielt vender tilbage til smertevolderen, og det uanset om hensigten bag handlingen har været god eller ej. Smerte er og bliver smerte.

     Men den nævnte antipati mod at gøre andre fortræd eller ondt, er ifølge Martinus begyndelsen til den moral, som formidles af den lyse udstråling fra det gud­dommeli­ge skabeprincip, der i form af den gamle verdensimpuls og dens verdensgenløsere blev implanteret i den civiliserede del af jordmenneskesamfundet for omkring et par tusinde år siden. I vor tid har den i form af den ny ver­densimpuls til formål og opgave på sigt at føre menneske­heden gennem højere civilisation og kultur frem til den store fødsel, og dermed til det rigtige menneskerige, som igen er ”forhallen” til det egentlige Gudsrige: Visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. (Note 14)

 

Menneskets etiske udvikling

Baggrunden herfor er den omstændighed, at når et jordmenneske begynder at føle antipati eller modvilje imod at afstedkomme smerte eller lidelse for andre, skyldes denne antipati eller modvilje ifølge Martinus det forhold, at individet gennem sine egne smerter og lidelser i tidlige­re liv er blevet modtageligt for de finere energier i form af relativt mere forædlede bevidsthedstendenser. Disse tendenser udvikler med tiden organer for manifestation af et højere følelsesliv og et begyndende intelligensliv. Gennem denne udvikling bliver individet efterhånden stadig mere modtageligt for åndelige former for energi, hvilket vil sige intuitions- og saligheds­energi, som sætter det i stand til at opleve og erkende de åndelige verdeners, energiers og livsfor­mers eksistens. Med tiden bliver det også muligt for individet at opleve alle de bag de fysiske fænomener og foreteelser ek­sisterende kosmi­ske rea­liteter, kræfter, ideer og planer, dets egen udødelighed og ikke mindst dets kosmiske artsbeslægtethed med alle andre eksisterende levende væsener i mikrokosmos så vel som i mellem- og makrokosmos, men frem for alt: sin egen evige organisk-strukturelle samhørighed og identitet med altets guddommelige væsen, Gud. 

     Det fremskredne jordmenneske, hvis bevidsthed har fået udvik­let de finere og højere former for følelse, intelligens og in­tuition, er besjælet af en kærlighedstrang der udmønter sig i det store bud: ”Du skal elske Herren din Gud over alt andet og din næste som dig selv.” Dette bud er udtryk for en harmonisk kombination af ren følelse og ren intelligens, en sindstilstand der automatisk giver adgang til bevidst, viljestyret brug af intuitionsevnen, individets højeste synsevne. Det store bud og dets underbud: ”Du skal ikke ihjelslå”, opfordrer individet til at tage afstand fra og afholde sig fra enhver form for drab i såvel direkte som overført betyd­ning. (Note 15)

 

Jordmenneskehedens "skæbnedom"

Som det er fremgået bl.a. af det ovenstående, repræsenterer den udviklingszone jordmenneskeheden befinder sig i, en hel skala af forskellige stadier i en opvågningsproces, lige fra de robuste jordmennesker, der står nærmest det egentlige dyreri­ge, og hvis udvikling væsentligst foregår gennem brutale og lidel­sesfyldte foreteelser, over de stadig mere og mere for­finede og efterhånden oplyste, kultiverede og åndrige indivi­der. Disse sidste højere udviklede individer, som kendes i form af mere eller mindre geniale filosoffer, mystikere, videnskabs­mænd, forfattere og kunstnere osv., er karakteriseret ved, at de benytter sig af åndelige energier som forfinet følelse og intelligens, fornuft og intuition, og derfor er begyndt at udvikle sjælelige organer, der sætter dem i stand til at skabe åndelige manifestationer i form af produkterne af de interesse- og fagområder, de beskæftiger sig med. De højest udviklede af disse individer er samtidig blottet for grove materielle begær og interesser, såsom rigdom, gods, social og faglig position, primitive tidsfordriv, såsom jagt, fiskeri, konkurrencesport, spil om gaver eller pengepræmier o. lign., ligesom de ikke føler misundelse, jalousi og vrede mod anderledes tænken­de, eller had- og hævn­følelse mod nogen.

 

     Ifølge Martinus udgør de jordiske menneskers fysiske til­værelse, med alle dens behagelige så vel som ubehagelige fak­torer, foreteelser og forhold, i realiteten en fosterud­vik­ling frem mod en fødsel til det virkelige liv, som begynder med den store fødsels indtræden. Men som bekendt forvarsles en hvilken som helst fødsel hos mennesket af en række såkaldte veer, ligesom selve fødselspro­cessen almindeligvis altid er ledsaget af større eller mindre smerte og ubehag, særlig for den føden­de, men også for den, der fødes. Den store fødsel til kosmisk bevidsthed udgør i henhold til de kosmiske analyser ingen und­tagelse fra denne regel, men forvarsles og ledsages af store samfundsmæssige, kulturelle og menneskelige foran­dringer, begivenheder, ulykker, krige og alle slags trængsler, der i bibelsk sprogbrug betegnes som "de sidste tider” og ”dommeda­gen". Denne "dommedag" fortolker Martinus som en tidsperiode, hvori jord­menneskehedens kollektive så vel som det enkelte menneskes individuelle skæbnegæld skal og vil blive indfriet, nemlig den "gæld", man har pådraget sig gennem sine nega­tive, intolerante og fjendt­lige holdninger, sin følelseskolde, ligegyldige adfærd og de indbyrdes respekt­løse, voldelige og i nogle tilfælde blodige og dræbende hand­linger, man har begået mod hinanden. Her tænkes ikke kun på små og store krige og voldelige opstande, men også på drab af dyr under jagt, fiskeri og ikke mindst under det massedrab, der næsten dagligt foregår i form af industrielle slagt­ninger af mange slags dyr, herunder særligt svin, okser og fjerkræ. Martinus karakteri­serer ligeud det sidstnævnte som en af de største medvirkende årsager til menneskehedens mang­foldige former for fysiske og psykiske sygdomme, hvis behand­ling kræver mange hospitaler, store stabe af læger, sygeple­jer­sker og andet personale, der igen belaster samfundsbud­gettet med gager, sygedagpenge og andre erstat­ninger for tabt arbejds­for­tjeneste og meget andet og mere, som alt i alt stiller krav om relativt store skatter og afgifter af for­skellig art. (Note 16)

 

Visdommen udgør domsgrundlaget

Det "domsgrundlag", som menneskeheden skal dømmes efter, mener Marti­nus er identisk med visdommen, og denne har han den dristighed at hævde, at hans eget livsværk, særlig i form af Livets Bog og symbolværket Det evige Verdensbillede, er udtryk for og repræ­senterer. Det er derfor i henhold til de kosmiske analy­ser netop på grund af dommedags-epoken, som mere præcist menes at have taget sin begyndelse i og med 1. verdenskrig, at det guddommelige skabe­princip udsender den ny verdensimpuls, der i bibelsk terminologi kan sidestilles med Jesu ord: "Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." (Matt.24,27-28).

     Opgaven for den ny verdensim­puls, hvis hoved­manifestation altså angiveligt findes i form af Martinus' livsværk, er derfor be­regnet på at skulle 'føre' og vejlede menneske­heden, eller i hvert fald den 'lyd­høre' del af denne, gennem de tiltagende problematiske og vanskelige tider, og til en vis grad smerte- og lidelses­fulde tilstande, som den er og fortsat vil blive konfronteret med, og som ikke ser ud til at skulle blive væsent­ligt mindre eller bedre inden for en overskuelig fremtid. Men verdens­krige­ne, syg­dommene og sam­funds­problemerne er kun "veernes begyndel­se", som Jesus - og med ham Martinus - ud­trykker det, der er for­varsel om den kosmisk set nært fore­stående store fødsel. Men inden denne kan ske, må den ”domsproces” fuldbyrdes, hvorunder "fårene bliver skilt fra bukkene". "Fåre­ne" tolker Martinus som de jordmenne­sker, der er nået så vidt i moralsk-etisk udvik­ling, at de hylder prin­cippet: enhver er sin næste nærmest, og hvorfor de frivil­ligt afstår fra ud­øvelsen af enhver form for intolerance, vold og drab, men i stedet om­fatter deres med­mennesker og andre væsener med for­ståelse, uselvisk kærlighed og hjælpsomhed. "Bukkene" opfatter Martinus derimod som det modsatte, nemlig de jord­mennesker, som hylder moralen, at enhver er sig selv nærmest, og som derfor i en vis udstrækning endnu reagerer og handler på grund­lag af deres mentalitets dyriske sider. Sådanne individer er derfor i reglen dominante, intoleran­te, voldelige og går ikke af vejen for det, de selv opfatter som "nødven­dige" drab, ligesom de i reglen gerne vil bestemme over deres med­mennesker, som de generelt set kun omfatter med into­lerance, mistænksomhed, foragt og afvisning, idet de mener at enhver må klare sig selv. (Note 17)

 

 

På denne symbolske skitse af jordklodens ’dommedag’ ses jorden, idet dens egen brutale, dyriske ånd (”det dræbende princip”) i skikkelse af den muskuløse mandsfigur, tynger den ned i skærsildens flammehav. Til venstre på tegningen ses jordklodens nye, humane ånd (”det livgivende princip”) i skikkelse af Kristus på korset tone frem i baggrunden. Jf. f.eks. med Martinus’ symbol nr. 27: Jordklodens kosmiske stråleglans. – Tegningen herover:  © 1949/2006  Harry Rasmussen.

 

   

     Den dybereliggende årsagsforklaring på "veerne" og disses globale omfang, er ifølge Martinus den omstændighed, at det er jord­kloden som levende væsen betragtet, der står over for sin nært fore­stående "store fødsel". Og eftersom menneske­heden - og dermed det enkelte menneske - er en organisk del af "moder Jord", er der derfor et sammenfald mellem kollektiv og in­dividuel skæbne. I henhold til Martinus udgør menneskeheden som tidligere nævnt en væsentlig del af Jordklodens hjerne- og centralnervesystem, lige som det enkelte menneske udgør en "celle" i dette system.

     Det, der ret beset er tale om, er jordklodens selvopgør med de dyriske sider og traditioner ved dens bevidsthed, dvs. et opgør med det dræbende princip, og jordkloden har i henhold til Martinus allerede valgt side til fordel for en ikke-voldelig, ikke-dræbende fremtid. Men ét er det bevidsthedsmæssige opgør, noget andet opgøret med årtusind­gamle institutioner, traditioner og dybt­liggende vaner, som ikke uden videre lader sig udrydde eller fjerne. Og det er netop denne sværvægterkamp mellem på den ene side nye og humane tanker og ideer og på den anden side indgroede vaneforestil­linger og tilvant praksis, som i forbindelse med de store ulemper og lidelsesvoldende begivenheder og tilstande, der er en følge af ’arven’ fra dyreriget, som udgør bag­grunden for brugen af begrebet "veerne". (Note 18)

 

 

Det, at vælge side til fordel for det livgivende princip, hvilket vil sige at tænke, føle og handle i overensstemmelse med de humane idealers etik, vil sikkert være en svær lærdom for mange. Som i dette tilfælde, hvor Jesus og apostlene er på vej mod Jerusalem, for at fejre, hvad Jesus har forudsagt vil blive hans sidste påske. Han har fortalt disciplene, at han vil blive arresteret og dømt til korsfæstelse. I sit enfoldige hjertes godhed  gør  Simon Peter indsigelse og råder Jesus til at vende om og flygte nordpå, for at undgå at profetien skal gå i opfyldelse. Jesus, som klart forstår at Simon Peter tænker og reagerer som mennesker i almindelighed ville gøre, afviser prompte fristelsen og svarer: ”Vig bag mig, Satan! Du er mig til forargelse; thi du sanser ikke hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er!” (Matt. 16, 22-23). –  Jesus erkendte med andre ord sit ansvar overfor Gud og mennesker, hvorfor han på trods af sine anfægtelser lidt senere i Getsemane Have valgte den svære vej, som i realiteten betød at næstekærlighedens og dermed ’lysets’ budskab blev implanteret som ideal i den jordmenneskelige bevidsthed, nemlig med det formål på sigt at sejre over inhumanitetens mørke. - Det er lige præcis situationen og samtalen mellem Jesus og Simon Peter, der ses på ovenstående akvarelskitse, som er udført af Harry Rasmussen © 1949 og 2006.   

 

Det gælder om at vælge side i Jordklodens selvopgør

Men for Martinus er det under alle omstændigheder udelukkende et tidsspørgsmål, hvornår jordklodens selvopgør i form af at hovedparten af jordmenneskene mere eller mindre tvunget af deres egne og andres skæbnemæssige oplevelser, forhold og omstændigheder, vil begynde at bestræbe sig på og efterhånden evne og magte at lægge den åndelige kurs og dermed den fysiske praksis om i retning af mere humane holdninger, initiativer og hand­linger. For hvert enkelt individ og samfund, som er nået tilstrækkeligt langt fremad i den ovenfor skitserede udvikling, er det imid­lertid grundlæggende et spørgsmål om at vælge side mellem de freds­skabende kræfter ("fårene" eller i den politiske termino­logi: "duerne") og de stridsskabende kræfter ("bukkene" eller poli­tisk: "høge­ne"). Før dette selvopgør hos Jordkloden er lykkedes i et sådant omfang, at de fredsskabende kræfter i form af mennesker qua deres egne oplevelser og erfaringer har valgt at afstå fra intolerancens brug af tvang og vold, og aktivt erstattet den med human indsigt, forståelse og tolerance, hjælpsomhed og næstekærlighed, før vil hverken menneskeheden eller de enkelte mennesker komme til at leve i fredelig og blomstrende sameksistens. (Note 19)

 

 

 

 

 

Noter og kilder til: SFINKSENS GÅDE: 

                                 Fra dyr til menneske

 

 

Note 1: Vedr. Sfinksen og Keopspyramiden: Enkelte nutidige ægyptologer mener i modsætning til flertallet af deres kolleger, at den store pyramide er bygget med det formål at være indvielsessted for faraoen og hans øverste embedsmænd. Denne opfattelse har f.eks. den japanske ægyptolog Sakuji Yoshimura , hvilket fremgår af en artikel af Mimi Mann, Associated Press. Under titlen Revolutionerende ny viden om pyramiderne er artiklen gengivet i Berlingske Tidende, 1. sektion, 30. juli 1987. Opfattelsen af, at pyramiderne ikke kun er bygget som gravmæler, fremgår bl.a. også af Jens Jørgen Kjærgaards artikel Himlen på Jorden, Berlingske Tidende, sektion Fri, 26.12.1994.

Paul Brunton: The Search of the Overself. A Modern Technique for Self Discovery. Bogen udkom på dansk, formentlig I løbet af 1940’erne, under titlen Ad sindets ukendte veje. Den angives at være en fortsættelse af samme forfatters Den hemmelige vej (engelsk originaltitel: The Secret Path). De danske udgaver af samtlige Bruntons bøger er udkommet på Strubes Forlag, København. Bøgerne er uden årstal, men er formentlig udgivet i løbet af 1950’-60’erne. I førstnævnte bogs 1. kapitel, A Writer on his Writings, omtaler forfatteren bl.a. to af sine bøger, som straks ved udgivelsen gjorde ham internationalt berømt, nemlig A Search in Secret India, der udkom omkring 1935, og A Search in Secret Egypt (udkom formentlig omkr. 1937). På dansk fik de to bøger henholdsvis titlerne Bag Indiens lukkede døre og Hemmelighedsfulde Ægypten. I den sidstnævnte bog beskriver Brunton sin rejse til Ægypten, hvor han havde sat sig som mål at søge kontakt med okkulte og spirituelle kredse. Under opholdet tilbragte han en nat i meditation og trance i Keopspyramidens kongekammer, og herunder oplevede han i et syn at se, hvordan pyramiden i sin tid var blevet bygget. Ifølge hans skildring opførtes pyramiden af en mængde slaver. Brunton beskriver også den mysterieindvielse, som der efter hans og adskillige andre okkultisters opfattelse har fundet sted i Keopspyramiden i oldtiden. I ”A Search of the Overself” genkalder Brunton sig minderne fra dengang. Det sker page 13-14, 147-49. Om Sfinksen kan man læse sammesteds page 13, 25 og 158.

     I 1952 tilbragte Paul Brunton fire måneder på Martinus’ Institut, hvor han bl.a. interviewede Martinus med henblik på at skrive en bog om dennes lære. Det blev dog kun til et forord til den engelske udgave af bogen Menneskeheden og verdensbilledet. Dette forord er gengivet i bogen Martinus – som vi husker ham, s. 111-15. I artiklen Paul Bruntons besøg hos Martinus 1952, Tidsskriftet Kosmos nr. 10, 1990, fortæller Søren Hahn herom og interviewer også Ingrid Okkels om Bruntons besøg. Dette besøg er endvidere grundigt omtalt af Knud Højgaard i artiklen Paul Bruntons første besøg hos Martinus, Kosmos 2000, s. 271, og samme forfatters artikel Martinus og ”Arven fra Ægypten”, Kosmos 2002, s. 87.  – Vedr. Paul Brunton og hans værker, se evt. artiklerne Spiritualismens historie og evt. også Den indre virkelighed her på hjemmesiden.  

    Sfinksen og mysterieindvielsen i Keopspyramiden beskrives også i Edouard Schuré: Les Grand Initiés, 1889, dansk udgave: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Oversat af Johannes Hohlenberg. Forlaget Kronos 1948. Se kapitlet Tredje Bog, s. 89-108.

Note 2: Poul Fersling: Mystikkens verden. Håndbog om parapsykologi og magi. Politikens Forlag. København 1978. Fabeldyret sfinksen omtales kort side 274, mens Keopspyramiden beskrives indgående side 280-84.

Note 3: Vedr. Martinus’ opfattelse af Keopspyramidens alder og tilblivelseshistorie: Livets Bog I-VII. - Martinus – som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989, side 279. - Madame Helena Petrovna von Hahn-Rottenstein (1831-91): Isis Unveiled (1877). Af samme forfatter: The Secret Doctrine (1891; dansk: Den hemmelige lære).    

 

     Det er karakteristisk for teorierne om Atlantis, Lemuria og Mu, at ingen af disse har tænkt sig muligheden af, at forklaringen på de tilsyneladende forsvundne landmasser eller kontinenter kunne være den, at kontinenterne er i drift bort fra hinanden. På principielt samme måde med udbredelsesteorien, der går ud fra, at menneskeheden er opstået ét sted på Jorden og derfra har udspredt sig til andre egne. Moderne arkæologer og antropologer mener derimod at det sandsynligste er, at menneskegrupper er opstået og har udviklet sig uafhængigt af hinanden forskellige steder på kloden, hvilket bl.a. kan være en del af forklaringen på de forskellige racer og kulturer. Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas. Udgivet af Lademanns Forlag 1977. Se hhv. s. 36-7 og s. 58-61. Se evt. også Jørgen Jensen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. Gyldendals Forlag 1998. Se især s. 164-5.        

     Kilde til de øvrige faktiske oplysninger i teksten: Videnskabens Verden. Jordens udvikling. Illustreret Videnskabs Bibliotek, 6. bind. Bonniers Bøger A/S, København 1987. Lademanns Leksikon Verdensatlas, s. 49-57. Berlingske Tidendes tillæg Univers, den 26.01.99.

     Vedr. Martinus opfattelse af, at de levende væseners udvikling foregår i ”baner”, der strækker sig gennem verdensaltet. Martinus kalder sådanne baner for ”kosmiske udviklingsbaner”, og disse er, hævder han, den egentlige kilde til arternes oprindelse. Men i øvrigt deler han Darwins opfattelse af, at den biologiske udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning af lavere trin mod højere trin. Det, der især skiller Martinus fra Darwins teori er, at han opfatter livet og dets lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. Se LB I, stk. 278-88 og LB II, stk. 445.

 

     Farao Keops levede ca. 2600 f.Kr., og han er angiveligt bygherre for den store pyramide, der bærer hans navn. Opførelsen af Sfinksen og en af de andre store pyramider ved Gizeh tilskrives imidlertid hans søn, kong Kefren. Det antages, at det tog over 20 år at opføre Keopspyramiden, hvoraf en del år gik med anlæg af den vej, ad hvilken de over 2 mill. Stenblokke skulle transporteres fra stenbrudene til byggepladsen.

     I de hen ved 3 mdr., hvor Nilen gik over sine bredder, og landbefolkningen derfor var uden indbringende beskæftigelse, blev omkring 6-8.000 arbejdere årligt udskrevet til at transportere stenblokkene og opføre pyramiden. Hovedkilde til de i teksten omtalte faktiske oplysninger: Lademanns Leksikon. Lademanns Forlag, København 1970-81. Se under de forskellige emner. Se evt. også Annelise og Ove Winding: Verdens store mysterier. Fra den menneskelige videns grænseland. Lademanns Forlag 1971, s. 124-7.

 

     For resten tager Lehner ikke direkte stilling til spørgsmålet om især Keopspyramidens anvendelse som indvielsestempel i den forstand, som okkultisterne mener, men han er mest tilbøjelig til at mene, at de tre store pyramider først og fremmest er mausoleer for de tre store faraoner Keops, Kefren og Mykerinos. Men den gammelægyptiske dødekult var jo i sig selv så indspundet i religiøs mystik, at intet kan udelukkes, førend det er bevist eller eventuelt modbevist. I Tv-programmet kommer Lehner dog ikke nærmere ind på dette spørgsmål, men nævner det kun.

     På baggrund af bl.a. Lehners udgravninger og fund, må man vel alt i alt foreløbig kunne konkludere, at sandsynligheden af de okkulte teorier omkring pyramidernes opførelse, især vedrørende Keopspyramiden, er mindre end lille. Dette må vel specielt siges om Martinus’ påstand om den okkulte teknik, der ifølge ham skulle være brugt til transport af de mange store klippeblokke, bygningsværket består af. Efter det foreliggende at dømme, bygger denne og lignende teorier på ukendskab til de kendsgerninger, som først i de seneste årtier er kommet for dagens lys. Fantasien og ønsketænkningen har derfor tidligere fået lov til at udfylde de formodede ”mystiske” og ”overnaturlige” huller i den menneskelige viden om pyramiderne.

     Kilder: Who Build the Pyramids? Tv-program med Mark Lehner, sendt på Discovery Channel i nov.-dec. 1998. Mark Lehner har desuden skrevet bogen The Complete Pyramids: Solving the Ancient Mysteries, 1997, som formentlig er identisk med den danske udgave: Ægyptens Pyramider. Gyldendal 1998?. Se evt. også Berlingske Tidendes tillæg ”Univers”, 9.2.1999: Cheops-pyramiden får guldbelagt top.

     Arkæologernes og ægyptologernes antagelse af, at Keopspyramiden, Kefrens og Mykerinos’ pyramider og dronningernes, familiemedlemmernes og embedsmændenes grave samt Sfinksen blev opført for ca. 4.600 år siden, stemmer under alle omstændigheder dårligt med Martinus’ påstand om at i al fald Keopspyramidens opførelse skal have fundet sted for omkring 80-90.000 år siden. Som vi har hørt ovenfor, så befolkedes plateauerne omkring Nilen på den tid af neanderthalere, så i fald Keopspyramiden og Sfinksen virkelig skulle være blevet opført omkring dette tidspunkt, må disse avancerede bygningsværker altså være blevet bygget af mennesker med en betydeligt højere åndsudvikling og intelligens end den, man med rimelighed kan tillægge neanderthalerne. Men sådanne mennesker fandtes jo ifølge antropologien endnu ikke på Jorden på det tidspunkt, og det vidste madame Blavatsky så vel som Martinus naturligvis udmærket, og derfor var det nødvendigt at antage, at den store pyramide blev opført af ”et broderskab eller samfund af indviede personer, som kom hertil fra andre og mere højtudviklede kloder for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur her på jorden. De byggede pyramiden ved psykisk kraft, ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer.” (Martinus’ Erindringer, s. 139-40).

       

     Man skal altså i henhold til Martinus forestille sig, at disse højtudviklede, indviede personer skulle ”bistå” den relativt laverestående befolkning af neanderthalere med at opføre den store pyramide og formentlig også Sfinksen. Selvom det næppe vil kunne anses for særlig sandsynligt, kan man vel ikke helt udelukke, at der blandt et folk, som indsamlede føde ved fiskeri, jagt på fuglevildt og ørkendyr, og som havde deres primitive religiøse ritualer og magi, fandtes en eller flere individer, der var egnede til at gennemgå dén indvielse til højere bevidsthed, som den store pyramide menes at have til formål at være den ydre ramme om, og således at vedkommende kunne fungere som leder eller høvding for sit folk.

     Det kan naturligvis ikke udelukkes at have været tilfældet, at det guddommelige skabeprincip i egenskab af verdensgenløsningsprincip allerede dengang har benyttet sig af en sådan fremgangsmåde som det er, at sende højere udviklede indviede fra en eller eventuelt flere kloder i verdensaltet til jorden, for gennem en eller flere egnede høvdinge at inspirere relativt laverestående samfund til at videreudvikle sig. Men der fandtes dog ikke såkaldte faraoner på den tid, sådan som Martinus synes at forudsætte (”Martinus – som vi husker ham”, s. 279). Som nævnt er neanderthalerne de første mennesker, der har efterladt sig en betydelig om end relativt primitiv kultur. Dette kunne godt være tegn på, at de kan have haft en idérig foregangsmand, en høvding eller en slags præst (shaman), eller måske flere sådanne, som gennem indvielse har fået impulser fra det guddommelige skabeprincip til at virke for at fremme stammefællernes samfundsmæssige og kulturelle udvikling.

     Imidlertid har Martinus ikke udtalt sig nærmere om, hvordan han mener de nævnte indviede fra en højere verden kom til jorden, men det må vel antages at være sket gennem en slags materialisations- eller projektionsproces via jordens åndelige atmosfære, hvor de pågældende væsener midlertidigt har taget ophold, for derfra at synliggøre sig i jordens fysiske sfære. For det kan vel næppe tænkes at være foregået gennem inkarnation i den tids fysiske menneskeorganismer, selvom disse havde et hjernevolumen, der svarer til eller endog var større end nutidsmenneskets. I henhold til de geologiske kulturlag, neanderthalerne har efterladt sig, tyder det ikke på at de kan anses for at have været lige så intelligensmæssigt, teknisk og kulturelt udviklede som nutidsmennesket, heller ikke selvom nyere forskning tyder på, at neanderthalerne måske har været mere lig vor tids mennesker, end hidtil antaget.

 

     Men bortset fra alle spekulationer og teorier, vil det så i grunden ikke være mere nærliggende at mene, at f.eks. Keopspyramiden har været tilknyttet Gamle Riges Osiris-Isis kult og begravelsesmysterium, og at dens opførelse derfor mere naturligt har fundet sted ca. år 2600 f. Kr. under farao Keops? – På principielt samme måde med Sfinksen, fabeldyret med løvekrop og menneskehoved, der bevogtede kongernes grave, eller måske snarere symboliserede mysterieindvielsen i Keopspyramiden, hvorunder mysteriekandidaten fra at være et jordisk og endnu ”dyrisk” menneske (i heldigt fald) blev forvandlet til en indviet. Ægyptologerne mener jo at have belæg for den opfattelse, at Sfinksen er skabt på foranledning af Keops’ søn og efterfølger på tronen, farao Kefren, hvilket må betyde at figuren er lidt yngre end den store pyramide. En senere og alternativ teori mener imidlertid at have belæg for antagelsen af, at det var Kefrens ældre broder, farao Djedefre, som var ophavsmand til Sfinksens opførelse. For yderligere oplysninger omkring faraoerne, Sfinksen og pyramiderne, se artiklen Sfinksen og Keopspyramiden 

     Men meget apropos ”materialisering eller projektion af stoffets atomer”, så kunne man i Berlingske Tidendes tillæg Univers den 10.11.1998 læse om såkaldt ”teleportation”. Denne helt nyopdagede teknik består kort og forenklet beskrevet i, at man ved hjælp af kvanteoptik kan ødelægge og genskabe en laserlysstråle. Den videnskabelige forskning omkring denne teknik foregår bl.a. på Laboratoriet for Kvanteoptik i Institut for Fysik og Astronomi i Aarhus. Leder af projektet er den russisk fødte lektor Eugene Polzik, og han udtaler bl.a.: ”Forsøget er et skridt over den klassiske grænse for at sende komplicerede informationer. Når vi er i stand til at transmittere en kompliceret konstruktion som laserlys fra et sted til et andet og opnå en præcis kopi ved modtagelsen, er næste skridt at transmittere atomer fra et sted til et andet.”

     Polzik understreger, at teleportationen ligger langt ude i fremtiden, men man er dog allerede nu klar til næste forsøg: at teleportere atomer. Det er desuden hans opfattelse, at man ved hjælp af kvanteoptikken på længere sigt kan udvikle kvantecomputere, som er langt mere avancerede end nogen computer, vi kender i dag. Ikke kun hvad angår hurtighed, men også ved at kunne løse problemer, som den eksisterende teknologi aldrig vil blive i stand til at klare.

     Det lyder jo umiddelbart spændende, men mon man med kvanteoptikken også er på sporet af en objektiv materialisations- og dematerialisationsteknik? – Martinus taler derimod om en ”subjektiv” form for materialisation og dematerialisation eller projektion, som foregår via vågen dagsbevidst koncentration eller viljesakt. Ved hjælp af denne kan særligt egnede personer fortætte en art finere fysisk stof, som findes i deres egen og andres aura (latin: glorie, udstråling), så dette bliver synligt. Det er denne synliggørelse, der kaldes en materialisation, og denne kan f.eks. antage form af en bestemt menneskeskikkelse. Omvendt kaldes opløsningen af denne skikkelse for dematerialisation, hvorved finstoffet opløses og atter indgår i den eller de aura, hvorfra det blev hentet og fortættet. Martinus hævder, at der rundt om på jorden findes hemmelige eller lukkede kredse, hvor man eksperimenterer med materialisationer og dematerialisationer, nemlig med særligt henblik på at senere tiders mennesker vil være henvist til at benytte denne inkarnations- og diskarnationsteknik. Kilde: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 22: Livets Vej, afsnittet Den sekundære og den primære opstandelse.

     Det er et spørgsmål, om Martinus’ opfattelse af Sfinksen og Keopspyramiden er helt upåvirket af de tidligere ovenfor anførte okkulte tanker om disse, som bl.a. skyldes madame Blavatsky, og som han formentlig kan have erfaret om gennem sit nære bekendtskab med den belæste åndsvidenskabelige forsker Lars Nibelvang (1879-1948). Vedr. den sidstnævnte henvises læseren til Martinus’ Erindringer, s. 63-79, samt Martinus – som vi husker ham, s. 11-40. Men selv om jeg personlig nærer en vis skepsis over for Martinus’ påstand om Keopspyramidens okkulte opførelse og alder, så er jeg til gengæld positivt indstillet over for hans opfattelse af dens primære formål som indvielsestempel, lige som jeg fuldt ud kan tilslutte mig hans fortolkning af fabeldyret Sfinksen. Se herom i note 4.

     Martinus’ beskrivelse af Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med ægyptologen David Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor fremførte, er det min opfattelse at Martinus’ påstande om specielt Keopspyramiden, ikke kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt logisk velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har nu afdøde lektor Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen ”Martinus – som vi husker ham” (s. 77). Det var en af Saxes venner, der engang havde fortalt ham dette, og herom skriver han følgende:

          

     ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!”

 

     På et senere tidspunkt i sit liv ønskede og bestemte Martinus, at hans fysiske legeme skulle balsameres efter døden og at hans specielle kiste skulle anbringes inden i en gennemsigtig glaspyramide. Denne bestemmelse vidner efter min mening mere om mystikeren end om filosoffen i ham. Hans ønske var for øvrigt motiveret dels af kærlighed eller hensyntagen til endnu levende mikroindivider i hans fysiske organisme, og dels af den tanke, at denne form for bisættelse skulle danne forbillede for fremtidens bisættelser. Se herom i hans bog Bisættelse, kap. 198-201. Jf. med Kosmos særnummer 1972 og Kosmos nr. 13/14 1981.

     Martinus nævner eller omtaler pyramiden og pyramideindvielse følgende steder i sit forfatterskab: LB VII, side 2905. Logik, kap. 19. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed?, kap.20. Se endvidere: PB-J 3, stk. 3.81. (digtet ”Sfinksen” af Paul Vermehren).

Note 4: Vedr. Martinus’ opfattelse eller fortolkning af Sfinksens gåde: Se LB VII, stk. 2499, 2542 og side 2905. DeV I, stk. 12:1. Logik, kap. 19, 48, 59. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 17d: Hvorfor skal man tilgive sin næste?, kap. 8.

Note 5: Vedr. udviklingsforløbet – eller rettere indviklingsforløbet – fra salighedsvæsen til mineralvæsen: LB I, stk. 251, 260. LB II, stk. 410, 412-4, 418-9, 421-3, 425-7, 592. LB III, stk. 642, 921. LB IV, stk. 1089, 1105, 1108-13, 1119-21, 1130, 1276, 1433, 1587-90. LB V, stk. 1684, 1691-2, 1694, 1702, 1711, 1922, 1926-7. LB VI, stk. 1961, 2111, 2388-9. LB VII, stk. 2552, 2606, 2609, 2658:11. DeV I, stk. 12:3, 13:9, 14:7. DeV II, stk. 17:11, 19:12, 22A. DeV III, stk. 29:2, 30, 32:12, 33:6-9, 33:72, 33:77. Logik, kap. 8, 53, 76, 95. PB-J 3, stk. 3.128-35. – Vedr. indviklingsforløbet fra salighedsvæsen over mineral, plante og dyr, se evt. artiklen Den eventyrlige livscyklus I  her på hjemmesiden,

     Vedr. indviklingsforløbet fra mineral til plante: LB II, stk. 510. DeV I, stk. 13:9. DeV III, stk. 33:6. PB-J 3, stk. 3.136-9.

     Gennem den tidsforkortning, som det ved hjælp af stop-motion optagelser teknisk set er muligt at foretage med moderne filmkameraer, kan man bl.a. se og opleve blomstens liv fra knop til fuldt udsprungen blomst og derefter afblomstret stilk.  Dette forløb kan formentlig i princippet betragtes som en parallel til så vel plantevæsenets som andre og mere fremskredne individers oplevelse af orgasmen, herunder menneskets oplevelse af samme.

Note 6: Vedr. indviklingsforløbet fra plante til dyr: LB I, stk. 182-5, 186-7, 225, 246, 255. LB II, stk. 359, 512, 514-5, 518. LB III, stk. 685. LB IV, stk. 1219-21, 1222-4. LB VII, stk. 2572. DeV I, stk. 13:9. Logik, kap. 51-2, 78-9. PB-J 3, stk. 3.144-7, 3.78-80.

Note 7: Salighedsvæsenets natbevidsthed overføres efterhånden på tyngdelegemet og i takt hermed inkarnerer individet ikke længere i planteriget, men derimod i dyreriget. Primitive overgangsled mellem plante og dyr findes f.eks. blandt mikroskopiske individer, der lever i havet. En mere avanceret form for overgangsled mellem plante og dyr er ifølge Martinus de kødædende planter: LB II, stk. 350, 454. LB III, stk. 641, 685. LB IV, stk. 1219-20, 1223, 1425, 1546. Logik, kap. 52, 53A, 78.

     The ”missing link”, dvs. Det manglende led i udviklingskæden fra dyr til primitivt menneske, findes i henhold til Martinus ikke længere på Jorden, men sådanne individer og individgrupper (arter) er for længst uddøde, og kan og skal ikke mere søges her. Individernes uundgåelige passage af dette mellemled foregår derfor på andre kloder. Se LB II, stk. 449. LB VI, stk. 247. DeV II, stk. 22:3/I, 24:1. Logik, kap. 47.

     Vedr. indviklingsforløbet fra dyr til jordisk menneske: LB I, stk. 81-7, 119, 131, 139, 171-246. LB II, stk. 449-50, 508. LB III, stk. 641, 663, 685, 701, 854, 869, 967-70, 1044-5. LB IV, stk. 1110, 1227, 1425, 1502, 1526, 1528-9. LB V, stk. 1752-3, 1786, 1898, 1006, 1933, 1935, 1937. LB VI, stk. 2196-2202, 2244, 2254-60, 2273, 2278, 2288. LB VII, stk. 2423, 2428-9, 2487-9, 2498-9, 2517, 2521, 2525-6, 2529-30, 2534, 2541-3, 2547, 2568, 2572, 2583, 2658:16. DeV I, stk. 4:7, 12:1, 13:9, 14:3-4. DeV II, stk. 20:9, 22:3/I, 26:1. DeV III, stk. 33:13-4, 33:55, 33:60, 33:79. Logik, kap. 55-7, 59, 61, 78, 84. PB-J 3, stk. 3.81.

Note 8: Vedr. det jordiske menneske og kampen for tilværelsen: LB I, stk. 5. LB IV, stk. 1116, 1332-3, 1342, 1366, 1511, 1528. LB V, stk. 1743, 1745, 1748, 1759, 1769-70, 1776, 1781, 1796, 1801, 1807, 1811-4, 1840, 1844, 1850, 1888-9, 1901. LB VI, stk. 2011, 2035, 2089, 2209, 2222, 2230, 2294. LB VII, stlk. 2418, 2421, 2425-6, 2429-30, 2432-3, 2436, 2457-8, 2567, 2578, 2583, 2654:21, 2643, 2658:23, 2658:25, 2658:33, 2658:38-9. Logik, kap. 68. PB-J 3, stk. 3.146-56. PB-J 4, kap. 35-39.

     Vedr. begrebet selvopholdelsesdriften: LB I, stk. 35, 76, 78, 80, 88, 95, 171, 186. LB II, stk. 449, 511-2, 514, 519-21. LB III, stk. 907, 959, 966, 1044-6. LB IV, stk. 1179, 1221, 1224, 1473, 1503, 1557. LB V, stk. 1592, 1596-7, 1599-1600, 1602, 1653, 1655-6, 1668, 1744, 1763, 1765-8, 1773-3, 1820, 1836, 1854, 1930-2. LB VI, stk. 2195, 2197, 2199-2201, 2254, 2256. LB VII, stk. 2418, 2525, 2527, 2550, 2557, 2586. DeV I, stk. 19:14, 26:3. DeV III, stk. 33:53. Logik, kap. 20, 22, 25, 32, 34-5, 79. PB-J 2, kap. 13. PB-J 4, stk. 4.133.

     Vedr. selvopholdelsesdrift og intelligens: LB VI, stk. 2202, 2209, 2214, 2216-7. 

Note 9: Vedr. begrebet inkarnation: LB I, stk. 247-8, 286. LB II, stk. 422. LB III, stk. 646, 656, 667, 923. LB V, stk. 1701, 1758, 1888, 1890-2, 1896-7, 1936. LB VI, stk. 2166-9. LB VII, stk. 2609-10, 2613, 2658:18. DeV I, stk. 14:19-20. DeV II, stk. 19:14. DeV 4, stk. 34.9, 34.15-19, 34.20-22

     Vedr. betingelser for inkarnation: LB II, stk. 602. LB VI, stk. 2166-7, 2171, 2328. DeV II, stk. 23:4. PB-J 2, stk. 2.152-9.

     Vedr. begrebet reinkarnation: LB I, stk. 160, 175-6, 210, 232, 260, 280, 283-5. LB II, stk. 320-1, 326, 328, 342, 369, 371, 381, 384, 387, 422, 424-7, 455, 466, 528, 569-70, 585, 602, 616, 634-6. LB III, stk. 648, 709-10, 722-4, 730-3, 735-6, 746-8, 750, 922, 585, 925. LB IV, stk. 1094, 1102-4, 1367, 1370, 1389-94, 1396-7, 1402, 1413, 1438-9, 1455, 1533, 1548, 1574. LB V, stk. 1650, 1700, 1878, 1924, 1936. LB VI, stk. 1945, 1949, 1962-70, 2088, 2172, 2224, 2242, 2337. LB VII, stk. 2408, 2417, 2452, 2458-9, 2514-5, 2524, 2561, 2564, 2582, 2598, 2604, 2612, 2618, 2622, 2628, 2632-3, 2658:17, 2658:20, 2658:41. DeV I, stk. 6:8-9, 13:9. DeV III, stk. 31:1, 33:31, 33:48, 33:64, 33:72-3. Logik, kap. 9, 64, 66, 72, 90, 94. PB-J 2, kap. 11.

     Vedr. begrebet naturlig befrugtning: LB I, stk. 419, 422-3, 426-7. LB III, stk. 825-6, 928-9, 931-2. LB IV, stk. 1136, 1190, 1192-3, 1199, 1225, 1227, 1229, 1457, 1480. LB V, stk. 1718-20, 1737-40. LB VII, stk. 2540, 2623-4, 2626, 2628, 2634-5. DeV II, stk. 23:5. DeV III, stk. 33:12-3, 33:27-31, 33:41, 33:78, 33:81.

     I forklaringen til symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, trykt i DeV 4, stk. 34.1-34.22, beskriver Martinus, hvordan det reinkarnationsmodne individ i salighedsriget undfanges og reinkarnerer. Herunder fremhæver han samlejepartnernes fællesorgasme som den ideelle forudsætning for salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét biologiske forældrepar, hvis fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i optimal skæbnemæssig overensstemmelse med det diskarnerede individs skæbneelement. Denne opfattelse har Martinus – ganske vist posthumt - bekræftet så sent som i 1985, hvor han i tidsskriftet Kosmos nr. 7, 1985, s. 148-9, svarer på to læserspørgsmål vedr. undfangelse. Det første spørgsmål lyder: ”Hvornår forbinder den diskarnerede ånd sig med det foster i moders liv, i hvilket det skal inkarnere. Sker det øjeblikkeligt ved befrugtningen efter samlejet, eller sker det, således som nogle mener, først tre måneder efter?” Det andet spørgsmål har følgende ordlyd: ”Hvordan kan en kunstig befrugtning, hvilket her vil sige en befrugtning uden samleje mellem to parter af modsat køn, finde sted? –”

     Til det første spørgsmål svarer Martinus bl.a., at undfangelsen finder sted i det tilfælde og øjeblik, hvor vibrationerne eller auraen fra en diskarneret ånd er nøjagtig på bølgelængde med de vibrationer, der kendetegner fællesauraen fra samlejets to partnere. Om den derved etablerede forbindelse eller kontakt oplyser Martinus, at der er tale om en ”psykisk-kemisk forbindelse”, som i særlig grad forbinder sig med mandens sæd og med denne bliver indført i kvindens kønsorganer. Her indgår det diskarnerede væsens aura i tæt kontakt med de organiske kræfter, der virker i kvindens organisme, særlig i livmoderen, og her igennem besjæler det diskarnerede væsen fosterets videre udvikling. Det er her det diskarnerede individs skæbneelement med sin sum af organtalentkerner og erindringstalentkerner træder i funktion og indvirker afgørende på opbygningen og formningen af den ny organisme. Om denne bliver mere eller mindre normal eller unormal, velskabt eller vanskabt, er alene beroende på karakteren og kvaliteten af det nævnte talentkernekompleks.

     Til det andet spørgsmål svarer Martinus, at undfangelse og dermed befrugtning udmærket kan ske, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Gennem f.eks. mandens onani og seksuelle udløsning, kan der forekomme så tilstrækkelig med salighedsenergi, at den kan tiltrække og etablere kontakt og forbindelse med et inkarnationsmodent individs aura. Når sæden derefter ad kunstig vej indføres i de kvindelige kønsorganer og befrugter ægcellen, indgår det diskarnerede individs skæbneelement automatisk i forbindelse med ”den organiske skabende kraft i moderlivet”, og fosterdannelsen kan begynde.

     Problemerne – for der er vitterligt visse problemer set med uindviede øjne – omkring det diskarnerede individ og undfangelsen, er søgt afklaret i Kosmos nr. 4-1998 i rubrikken ”Spørg om Kosmologi”. Under overskriften Hvordan kan kunstig befrugtning lade sig gøre? besvarer Hans Wittendorff et læserbrev, hvori der spørges om, hvordan kunstig befrugtning overhovedet kan lade sig gøre, når Martinus hævder, at det er ekstaseenergier under samlejet, der får et diskarneret væsen til at besjæle den sammensmeltede æg- og sædcelle? Svaret henholder sig i det væsentlige til Martinus’ redegørelse og føjer derfor ikke noget nyt til. Det er derimod tilfældet i et svar af Hans Wittendorff omkring samme spørgsmål, som står at læse i Kosmos nr. 1-1999. Under overskriften Om kunstig befrugtning og voldtægt forklares det, at befrugtningen først sker i det øjeblik sædcelle og ægcelle smelter sammen. Wittendorff er ikke i tvivl om, at sædcellen endnu er påvirket af den salighedsenergi, manden føler ved onanien og den deraf fremkaldte udløsning af den sæd, der er forudsætningen for ”kunstig befrugtning”, og han mener derfor at perspektivprincippet skal inddrages i sammenhængen, idet vi bør bruge fantasien og forestille os, hvordan disse små cellevæsener (æg- og sædcelle) ved deres sammensmeltning selv udløser og oplever ”en så vældig salighedsudstråling, at det tiltrækker et (organisme-) væsen fra salighedsriget.” Eller i konsekvens heraf og sagt på en anden måde: Kvindens orgasme er overhovedet ikke nødvendig i sammenhængen, idet cellevæsenernes salighedsoplevelse i sig selv er tilstrækkelig til at tiltrække og etablere forbindelsen med et diskarneret væsen, ”der således altid vil arve sine ”byggesten” til den nye organisme fra både den feminine og den maskuline part.”  Med begrebet ”byggesten” tænkes der formentlig på kromosomerne og generne fra henholdsvis den mandlige og den kvindelige biologiske partner. Mandens orgasme er sådan set heller ikke strengt nødvendig, når vi betragter undfangelsesprocessen på ”celle-niveau”. Se herom i note 10.

     Imidlertid lader Martinus ingen i tvivl om sin opfattelse af spørgsmålet om den naturlige befrugtning kontra den kunstige befrugtning. I sit svar til det andet spørgsmål i Kosmos nr. 7-1985 (se ovenfor) bemærker han, at den naturlige befrugtningsmetode er den normale, mens kunstig befrugtning må betragtes som unormal, og han tøver ikke med at karakterisere den sidstnævnte metode som ”i højeste grad en overtrædelse af livsloven.” Han går tilmed så vidt som til at hævde, at ved at manden og kvinden unddrages det naturlige samleje og dettes kulmination i form af begges orgasmeoplevelse, ”saboterer man selve livskilden.” Han påstår endvidere, at efterkommerne af afkom, der er skabt via kunstig befrugtning, efterhånden vil miste forplantningsevnen og blive ufrugtbare.

     Men til trods for at Martinus er af den opfattelse, at kunstig befrugtning kosmisk set har store ulemper og derfor i virkeligheden ikke er fremtidens løsning på barnløshed, mener han dog samtidig at kunstig befrugtning har en vis berettigelse i de tilfælde, hvor et ægtepar brændende ønsker sig at få et barn, men hvor manden af en eller anden grund er ude af stand til at udføre samleje. Martinus tænker formentlig her især på mandens impotens.

     Imidlertid ved vi jo i vore dage, at der også kan være tale om, at kvaliteten af mandens sæd kan være så forringet, at den ikke er avledygtig. Barnløsheden kan også skyldes, at kvinden af en eller anden fysisk eller fysiologisk årsag ikke er i stand til at blive gravid, hvorfor man i sådanne tilfælde ser sig henvist til den udvej, at udtage ægget af livmoderen og befrugte det i en laboratorieskål, hvorefter det igen anbringes i kvindens livmoder. Kvinden behandles i reglen samtidig med forskellige hormonpræparater, som skal fremme kroppens evne til at blive gravid og gennemføre et svangerskab. I ikke så helt få tilfælde lykkes det for kvinder at blive gravide ved hjælp af denne metode, hvorefter de i bedste fald gennemfører en graviditet og føder et velskabt, sundt og normalt barn. Eller, hvad der også forekommer, tvillinger eller sågar trillinger.

     Den sidstnævnte befrugtningsmetode har Martinus ikke haft lejlighed til at tage stilling til og udtale sig om, idet han døde på et tidspunkt (1981), hvor metoden endnu ikke var almindelig kendt eller benyttet. Han har af lige så god grund heller ikke kunnet tage stilling til den situation, hvor mandens sæd er anbragt nedfrosset i en såkaldt sædbank, til senere brug. For slet ikke at tale om de endnu ganske få tilfælde, hvor sæden er udtaget fra testiklerne gennem et mindre kirurgisk indgreb og derefter anbragt i en næringsvæske i en laboratorieskål, for der at afvente det øjeblik, da inseminationen i kvindens skede og livmoder skal foregå. Et sådant eksempel nævnes i en forsidenotits i Berlingske Tidende i januar 1999.

     Hertil kommer yderligere den situation, hvor man har udtaget et æg af kvindens livmoder, befrugtet det i en laboratorieskål med hendes mands sæd og derefter indsat det i en anden kvindes eller såkaldt rugemors livmoder. Der findes efterhånden flere eksempler på sådanne rugemødre, der har gennemført svangerskabet og født normale og sunde børn, som de blot ikke selv eller deres eventuelle ægtefælle har nogen biologisk andel i. Efter fødslen er barnet i reglen blevet afleveret til den biologiske moder eller det biologiske forældrepar.

Note 10: Vedr. talentkernekompleksets automatiske afsøgning af kontaktmuligheder med et passende fysisk genkompleks: PB-J 1, stk. 1.249-61. PB-J 2, stk. 2.106. Eks. og udød. 2, stk. 4.10.1-11.8.

Note 11: Vedr. overgangen fra dyr til ”rigtigt” menneske i relation til det dræbende princip: LB I, stk. 144, 171-2, 185, 211, 227, 231, 245-6. LB II, stk. 296, 334, 351, 360, 392, 411, 430, 521, 618, 635. LB III, stk. 641-3, 678, 701, 829, 854, 869, 927. LB IV, stk. 1090, 1105, 1111, 1179-81, 1199, 1227-8, 1287-93, 1325, 1329-30, 1367-71, 1379, 1421, 1431, 1502-3, 1532, 1546-7, 1551, 1561, 1564, 1572, 1579, 1581, 1585, 1587. LB V, stk. 1596, 1598, 1604, 1627, 1663, 1680, 1748, 1796, 1798, 1801, 1821, 1826, 1832, 1835-6, 1841, 1870, 1890, 1901, 1925, 1927. LB VI, stk. 1948, 1973, 2119, 2200-1, 2256-8, 2288-9. LB VII, stk. 2499, 2527, 2532, 2566-7, 2570. DeV II, stk. 17:11, 19:14, 21:6, 22A, 24:7, 24:10, 26:3. DeV III, stk. 30, 33:15, 33:17, 33:44, 33:52, 33:56-60, 33:69, 33:71. DeV 4, stk. 34.8-10, 34.14, 35.2, 36.6-7, 36.11, 37.3-4, 37.11, 37.14, 37.16, 38.1, 38.7, 38.12, 38.15, 38.27. Logik, kap. 22-4, 32, 38, 47, 52, 53A, 56, 59, 68-70, 74. PB-J 3, stk. 3.79-86, 3.146-7. PB-J 4, stk. 4.127-30. – Vedr. udviklingsforløbet fra dyr til rigtigt menneske, se evt. også Den eventyrkige livscyklus II  her på hjemmesiden.

Note 12: Vedr. dyrets dødsangstskrig som forløber for bønnen: LB I, stk. 119, 172-3, 246. LB II, stk. 467, 528, 596, 601. LB III, stk. 708, 724, 754-61, 861, 882, 924, 967. LB IV, stk. 2014-17, 2328, 2332-3, 2357, 2383, 2394. LB VII, stk. 2499, 2527, 2532, 2566-7, 2570. DeV II, stk. 21:1-2, 21:6. DeV 4, stk. 37.2. Logik, kap. 17-20, 22, 80. PB-J 2, kap. 16.

     Som allerede nævnt i note 7, vil de nuværende planter og dyr, herunder insekterne, næppe komme til at gennemgå en udvikling her på jordkloden, der svarer til primaternes og dermed menneskets. En principielt tilsvarende udvikling må de pågældende individer og individgrupper (arter) gennemgå på andre og dertil egnede kloder i universet. I konsekvens af sin kosmologi er Martinus tilmed af den opfattelse, at alle kødædende og giftige planter og dyr på jorden før eller siden vil uddø. Se DeV III, forklaring til symbol nr. 27: Jordklodens kosmiske stråleglans. http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-27/

     Men eftersom de individer, der fremtræder som henholdsvis kødædende og giftige planter og dyr eller ådselædere jo i deres grundstruktur er lige så evige væsener som alle andre, vil dette blot betyde, at de pågældende må fortsætte deres respektive udvikling på kloder, hvor livsbetingelserne er af en sådan art, at de er i stand til at befordre individernes videre udvikling. For det jordiske menneskes vedkommende er dette forudbestemt til at skulle ”arve” jorden, og det betyder derfor, at den del af dets mentalitet, der foranlediger eller accepterer drab og som endnu i vid udstrækning foretrækker kødspisning, efterhånden vil blive ”udrenset”. Forstået på den måde, at konsekvenserne af drab – også selvom man ikke selv direkte deltager i dette – og af daglig kødspisning, efterhånden vil vise sig i form af forskellige former for sygdomme og lidelser, såsom hjerte-karsygdomme, mave-tarmlidelser m.m. Alt sammen noget, som det bevidstheds- og nervemæssigt mere og mere forfinede menneske føler ulideligt og derfor gerne vil blive skånet eller fritaget for. Men enhver form for lægebehandling vil selv i bedste fald kun udgøre lapperier, som kosmisk set kun hjælper midlertidigt. Den eneste holdbare og varige vej ud af miséren kan i virkeligheden udelukkende ske gennem omlægning af livsstilen. For at være i overensstemmelse med ”det livgivende princip”, må det etisk bevidste menneske derfor tage afstand fra ”det dræbende princip” i sin egen mentalitet og adfærd og kun leve af vegetabilske fødemidler. Se herom i Martinus, Småbog nr. 5: Den ideelle føde, og i DeV 4, stk. 38.1-27.

Note 13: Vedr. det religiøse instinkt og religionen: LB I, stk. 140-7, 172-3. LB II, stk. 350, 359, 445-6, 448, 451. LB III, stk. 910, 943, 1044, 1046. LB IV, stk. 1099, 1105, 1157, 1188, 1249, 1272, 1292, 1300, 1423, 1425, 1433, 1485, 1488, 1500. LB V, stk. 1889, 1925. LB VI, stk. 2189, 2357-8, 2370. DeV I, stk. 4:3, 4:7, 5:2, 5:4. DeV II, stk. 19:14, 21:5-6, 22:3/I, 22A, 22:3/II. DeV III, stk. 33:57. LB 4, stk. 39.3, 44.3. Logik, kap. 11, 17, 24. PB-J 4, stk. 4. 134. – 4. 139.

Note 14: Vedr. lidelsen som udtryk for Guds kærlighed og dermed som en guddommelig velsignelse: LB I, stk. 170-1, 173-5, 175-6, 178. LB II, stk. 321, 374, 400, 417, 455, 507, 573, 623, 633, 636. LB III, stk. 666, 862, 891-2, 900-2, 906, 914. LB IV, stk. 1088, 1368-9, 1376. LB V, stk. 1769. LB VI, stk. 1939, 2089, 2122, 2212, 2226, 2228-9, 2243. LB VII, stk. 2469, 2503, 2522, 2582, 2585, 2589, 2602, 2654:24, 2658:17, 2658:25, 2658:29. DeV I, stk. 16:9. DeV II, stk. 20:10, 21:6, 26:10, 26:1?. DeV III, stk. 33:63. DeV 4, stk. 37.20. Logik, kap. 0, 15, 30, 43, 58, 60, 64, 67, 69, 71, 83, 85-6, 95. PB-J 4, stk. 4.131-42.

     Vedr. medlidenhedsevnen eller den humane evne: LB I, stk. 19, 36, 88, 94, 168-70, 175, 178, 181, 193-4, 195, 199, 202, 211, 213, 227, 230, 232. LB II, stk. 306, 333, 353, 362, 436, 455-8, 487, 548, 572, 574, 591, 605, 618, 620, 635-6. LB III, stk. 642, 701, 703, 743, 748, 752-3, 762, 840, 854-5, 887, 893, 898, 901-2, 909-10, 915-7, 931, 975, 977. LB IV, stk. 1071, 1090, 1136-7, 1139, 1267-9, 1342-3, 1383, 1387, 1398, 1418, 1447, 1471, 1528-30, 1548, 1590. LB V, stk. 1639-41, 1676, 1715, 1723-5, 1735-6, 1747-9, 1754-5, 1764, 1784, 1790, 1799, 1803, 1809, 1812, 1820, 1826-30, 1833, 1845, 1853, 1865, 1877, 1880-7, 1899, 1902-3, 1914, 1924, 1935. LB VI, stk. 1948, 1954, 2034-6, 2048, 2077-80, 2127-8, 2139, 2186, 2211, 2224, 2226-7, 2248, 2358, 2267-8, 2354. LB VII, stk. 2408-9, 2469-71, 2520, 2523, 2533, 2546, 2550, 2566, 2568, 2571, 2581, 2584-5, 2598, 2644, 2654:19, 2654:23-4, 2657, 2658:29, 2658:33. DeV II, stk. 17:2, 20:1, 20:7, 20:10, 21:6, 22A, 22:3/II, 23:5, 24:10, 25:2, 25:10. DeV III, stk. 27:2, 30, 32:12, 32:14, 33:5, 33:12, 33:16-8, 33:26-7, 33:30, 33:34-5, 33:63-4, 33:74, 33:79. DeV 4, stk. 36.7, 37.13, 38.8. Logik, kap. 13, 15-6, 64, 78, 82, 86, 95-6. PB-J 4, kap. 37-40.

     Vedr. antipati mod den mørke moral og den dræbende adfærd: LB I, stk. 29, 69-70, 87-8, 99, 125-6, 136-7, 166, 174-5. LB II, stk. 389, 444, 453, 502, 633-6. LB III, stk. 725. LB IV, stk. 1090, 1218, 1242, 1244, 1246, 1249, 1259-60, 1300, 1351-2, 1354-9, 1361-5, 1383-4, 1431-2, 1531-3, 1575, 1581, 1583. LB V, stk. 1667, 1882. LB VI, stk. 1943, 2188, 2199, 2200. LB VII, stk. 2396-2664. Logik, kap. 40, 42, 56, 59, 83-4. PB-J 4, kap. 35-39.

     Vedr. skæbneloven (som du sår, således skal du også høste, Gal. 6,7): LB I, stk. 31, 132, 157, 210, 232, 283. Læseren henvises herefter særlig til kap. 14-18, hvori skæbnespørgsmålet er indgående behandlet.

     Vedr. begreberne den gamle verdensimpuls og den ny verdensimpuls henvises læseren til tidligere afsnit.

Note 15: Vedr. de to store etiske bud: ”Du skal elske Herren, din Gud osv.” og ”du skal elske din næste som dig selv” (Matt. 22, 34-40; Mark. 12, 28-34; Luk. 10, 25ff): LB I, stk. 311, 317-8, 326, 384-5, 388, 400, 416, 439, 441, 447, 463, 472, 488-90, 492, 504, 567, 570, 583, 621. LB III, stk. 641, 699-700, 703-4, 717, 742, 753-61, 874, 882, 894, 909. 920, 951, 980, 1047. LB IV, stk. 1053, 1075, 1085-6, 1088, 1106, 1122, 1128, 1130, 1132-3, 1135-45, 1153, 1160-1, 1225, 1227, 1235, 1254, 1269, 1285, 1300, 1303, 1307, 1335-6, 1347-9, 1351, 1357, 1359-60, 1364-5, 1369, 1374-6, 1383-5, 1387, 1392-5, 1419-20 1433, 1447-8, 1451, 1473, 1482, 1490, 1493-7, 1531-2, 1544, 1552-3, 1558, 1567, 1571, 1578, 1582-3. LB V, stk. 1638, 1640, 1660, 1670-1, 1677-9, 1682, 1703, 1715, 1721, 1723-4, 1727, 1729, 1732, 1735, 1750, 1778, 1783-4, 1786, 1803, 1807-8, 1810-1, 1815, 1827, 1835, 1837, 1846-8, 1865, 1881-3, 1898-9, 1902-3, 1908, 1918, 1921, 1923, 1935, 1938. LB VI, stk. 1959, 1975-6, 1981-4, 1985-6, 1994, 1997, 1999, 2001-2, 2007, 2009, 2012, 2026, 2033, 2037, 2039-40, 2044-7, 2064, 2066-7, 2076-8, 2087-2132, 2134-5, 2137, 2139-40, 2219, 2234-5, 2226, 2228, 2238, 2243-7, 2249-52, 2259, 2263, 2265, 2270, 2287, 2302, 2324, 2326-7, 2330-1, 2334, 2339, 2344, 2347-8, 2354-60, 2363-4, 2367-8, 2373-90, 2392-5. LB VII, stk. 2396, 2463, 2473, 2480, 2552, 2555-6, 2583, 2598, 2604-8, 2611-2, 2627, 2630, 2633, 2637, 2639, 2652, 2654:24, 2658:3, 2658:5, 2658:9-10, 2658:13, 2658:16, 2658:19, 2661-4, 2664. DeV I, stk. 1:1-3, 2:4, 3:1, 3:4, 7:1-8, 8:3, 9:4, 10:4, 11:1-34, 13:9, 14:11-2, 14:21, 15:1, 15:4. DeV II, stk. 17:2, 17:11, 19:4-6, 19:14, 20:1-2, 20:7, 20:10, 21:1-6, 22:1-3/I, 22A, 22:2-3, 22:3/II, 23:1-5, 25:10, 26:2, 26:6-7, 26:15, 26:26-9. DeV III, stk. 29:2, 30, 32:1-2, 32:11, 32:14, 33:5, 33:12, 33:17-8, 33:22, 33:25-6, 33:27-34, 33:41, 33:46, 33:68, 33:72-4, 33:78-9, 33:81. DeV 4, stk. 34.9, 34.14, 36.10, 37.4, 37.6, 37.15, 37.17, 44.1-4. Logik, kap. 0, 13-4, 16-7, 18-9, 29-31, 40-1, 43, 49-50, 54, 58-60, 62-7, 69, 73, 78, 80, 88-9, 95. PB-J 4, kap. 40-3.

     Vedr. individets højeste ”synsevne” = intuitionsevnen:  LB I, stk. 175-80, 185-6, 194-200, 202-3, 209, 213-5, 215-8, 220,  259, – Se evt. afsnittet Intuition og personlighed her på hjemmesiden.

     Vedr. budet: ”Du må ikke slå ihjel”: 2. Mos. 20, 13; Matt. 5, 21-2. LB I, stk. 175. LB II, stk. 572. LB IV, stk. 1156, 1471, 1474. LB V, 1846, 1865. LB VI, stk. 1991-2, 2000, 2027, 2090-1, 2131-2, 2263, 2283, 2289, 2296. LB VII, stk. 2396, 2430, 2658:22, 2658:25. DeV I, stk. 16:11. DeV II, stk. 19:14, 25:5-6. DeV III, stk. 33:16, 33:38, 33:61, 33:69, 33:74. DeV 4, stk. 38.3-8. Logik, kap. 0, 32, 39, 56, 68, 70, 81, 83-4. Bisættelse, kap. 5, 9, 11-2, 41, 57, 81, 186, 190. Småbog nr. 5, kap. 4-6, 11, 14, 28, 33.

Note 16: Vedr. menneskehedens ”skæbnedom” eller ”dommedag”: Dommedag forudsiges i  Matt. 24,6-7 og i Åb.,

6.-22. kap. Martinus definerer og omtaler ”dommedag” adskillige steder i sit forfatterskab: LB II, stk. 415-8. LB III, stk.

667-8, 992. LB IV, stk. 1181, 1233, 1334, 1340, 1342, 1358, 1365-6, 1368-9, 1415, 1419, 1434,, 1498, 1507, 1519,

1551. LB V, stk. 1653, 1723, 1769, 1807, 1812, 1840, 1845. LB VI, stk. 2089, 2209-10, 2261, 2264, 2266-7, 2269, 2271,

2275, 2284-5, 2290, 2293-4, 2347. LB VII, stk. 2432-3, 2453, 2491, 1516-7, 2521-2, 2578-9, 2598, 2607, 2654:19,

2654:23, 2658:16, 2658:32. DeV I, stk. 2:3, 3:4. DeV II, stk. 19:14, 25:4, 25:10. Logik. Kap. 3, 32, 48, 50. PB-J 4, 35.

40. kap.                                

     Vedr. individuel og kollektiv skæbne: LB IV, stk. 1093. LB VI, stk. 2237-9. Se især herom senere, hvor begrebet og fænomenet skæbne gennemgås.

     Vedr. begreberne ”de sidste tider” og ”veerne”: Udtrykkene stammer i lighed med begrebet ”dommedag” fra Gamle og Ny Testamente. I sidstnævnte kædes forudsigelsen af dommedag sammen med en forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse: Matt. 23, 1-39; 24, 1-51; 25, 31-46. Mark. 13, 1-37; Luk. 13, 31-5; 17, 20-37; 21, 5-38. Forudsigelsen af Jerusalems ødelæggelse og verdensdommen forekommer ejendommeligt nok ikke i Johanneaevangeliet, men til gengæld i Johannes’ Åbenbaring: 6.-22. kap. Se evt. også 2. Pet. 2.-3. kap. Ved begrebet ”de sidste tider” skal forstås den tidsperiode, som mentes at gå umiddelbart forud for Kristi genkomst, og ved ”veerne”, som var et kort udtryk for ”Messias-tidens fødselsveer” eller ”Messias-veerne”, forstod man i nytestamentlig tid de store trængsler og ulykker, der ville ramme forskellige egne af jorden inden verdensafslutningen og Gudsrigets komme. Betegnelsen hidrører fra, at disse plager er varsler om Messias’ snarlige fremtræden, analogt med at veerne hos den gravide kvinde er et symptom på, at fødselen er nært forestående. Martinus benytter sig i en vis udstrækning af den nytestamentlige terminologi, lige som han også drager samme analogi mellem den almindelige graviditet og fødsel og fødselen til kosmisk bevidsthed. Den førstnævnte graviditet og fødsel, den hvor fosteret udvikler sig til barnet og fra moders liv fødes til verden, betegner Martinus som ”den lille fødsel”. På principielt tilsvarende måde betragter han dyreriget eller tilværelsens mørkezone som en ”livmoder”, hvori det jordiske menneske er som et foster, der udvikler sig på vej til sin fødsel til kosmisk bevidsthed. Den sidstnævnte fødsel betegner Martinus i konsekvens heraf som ”den store fødsel”. – Se evt. Per Bruus-Jensen: LIVET og det lukkede rum. En skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Forlaget Nordisk Impuls 1990.

     Ved begrebet ”Kristi genkomst” forstår Martinus netop individets fødsel til kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige til en bevidsthed, der som Gud selv er i stand til at anskue tilværelsen ud fra helhedens synspunkt, fra hvilket ” alt er såre godt”, og vel at mærke handle derefter: LB V, stk. 1620, 1734, 1882, 1886, 1892-3. LB VI, stk. 1983, 2100. – Vedr. ”de sidste tider”, ”Kristi genkomst” og ”dommedag”, se evt. DOMMEDAG I og DOMMEDAG II  samt JESUS MENNESKESØNNEN I og MENNESKESØNNEN II  her på hjemmesiden

     Vedr. begrebet den store fødsel: LB I, stk. 20-2, 65, 118, 121, 123, 125, 135, 151, 158, 168, 170, 176-7, 179, 204, 206, 208, 217-8, 222, 238, 242, 244, 247-8, 250. LB II, stk. 464, 638. LB III, stk. 667, 815, 825-6, 840. LB IV, stk. 1495, 1552. LB V, stk. 1723, 1804, 1808, 1814-5, 1874-5, 1880-1, 1882, 1885-7, 1892, 1894-8, 1912, 1934. LB VI, stk. 1974, 1983, 2001, 2003, 2005-7, 2031, 2036, 2075, 2130-1, 2139-40, 2333, 2391, 2395. LB VII, stk. 2396, 2520, 2645, 2658:25, og side 2910. DeV I, stk. 4:3, 4:7. DeV II, stk. 22:3/II, 23:5, 24:2-3, 26:29. DeV III, stk. 27:1, 33:67, 33:72. DeV 4, stk. 39.2, 39.5-6. Logik, kap. 80. PB-J 4, stk. 4.145, 4.228-35.

Note 17: Visdommen udgør domsgrundlaget: Domsgrundlaget foreligger primært i form af skæbneloven, og sekundært i form af ”talsmanden, den hellige ånd”, hvilket i praksis vil sige Martinus’ livsværk, og herunder især Livets Bog I-VII og symbolværket Det evige Verdensbillede I-(foreløbig)4: LB I, stk. 123, 135-6, 232. LB II, stk. 626, 636. LB III, stk. 725, 887. LB IV, stk. 1093, 1184-6, 1234, 1362, 1376, 1554. LB V, stk. 1639-41, 1676, 1722, 1883. LB VI, stk. 1986-8, 2091. LB VII, stk. 2554, 2618, 2657. Logik, kap. 15, 32, 44, 49, 80, 82, 92.

     Vedr. Martinus’ egne udtalelser om formålet med Livets Bog: LB I, stk. 13-5, 19, 21, 96, 142, 252. LB II, stk. 376, 389, 571. LB III, stk. 879, 926. LB V, stk. 1633. LB VI, stk. 2265. LB VII, stk. 2407, 2536, 2644, 2659-64. DeV 4, stk. 43.1-3. Småbog nr. 4: Omkring min Missions Fødsel.

     Vedr. begreberne ”fårene” kontra ”bukkene”: LB III, stk. 667-8, 861-2; Småbog nr. 8: Menneskeheden og Verdensbilledet, kap. 6. PB-J 4, stk. 4.191-2.                  

Note 18: Vedr. skæbnefællesskabet mellem menneskeheden og jordkloden: LB I, symbol nr. 1 og 4 med forklaring.

     Vedr. sammenligning mellem menneskets og jordklodens tidsperspektiv: Se Per Bruus-Jensen: Mennesket og

livsmysteriet. Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se især Tillæg.

Note 19: Vedr. det etiske valg: Det gælder om at vælge side mellem bukke og får, dvs. mellem krig og fred, mellem uret og ret: Småbog nr. 8: Menneskeheden og Verdensbilledet, kap. 15-7.