REINKARNATIONSPROCESSEN

- om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation

 

 

Et kort resumé

I løbet af denne hjemmesides tidligere kapitler eller afsnit er læseren blandt andet blevet gjort bekendt med, at Martinus' kosmiske analyser definerer det levende væsen som et grundlæggende evigt treenigt princip, der i medfør af et iboende urbegær kan og vil opleve, og som ytrer sig som et Jeg, en bevidsthed og en organisme, eller som en skaber/oplever (Jeget), en skabe/oplevelsesevne (overbe­vidstheden) og det skabte/oplevede (underbevidstheden). Det er samtidig fremgået af omtalen, at overbe­vidsthedsregionen repræsen­terer et højpsykisk vibrationsfelt, hvis kraft udgøres af den såkaldte moderenergi, som på sin side er repræsenteret ved en række kosmiske eller guddommelige skabe­principper, der ligger til grund for overhovedet al form for sansning og manifesta­tion, som de levende væsener er og nogen­sinde vil blive i stand til at præstere.

     Af den hidtidige fremstilling er det også fremgået, at underbevidsthedsregionen er repræsenteret ved i alt 6 univer­selle grundenergilegemer: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet, som hver især specielt er omsætningsred­skab for lige præcis dén kombination af de seks grundenergi­er, hvori den grundenergi, det pågældende legeme har fået navn efter, er dominerende. To af disse energi­er, tyngdeenergien og følelsesenergien, er i et indbyrdes kontraak­tivt samspil ansvarlige for dannelsen og opretholdelsen af et psykisk kraftfelt (P-kraft­feltet), inden for hvis rammer overhovedet al livs­oplevelse (sansning) og livsud­foldelse eller aktivitet (mani­festation) foregår. Objektivt set sker kommuni­kationen mellem de levende væsener i princippet gennem resonans og dissonans, hvor­under de levende væseners psykiske kraft­felter mere eller mindre bringes i svingningstakt med hinanden. Men andre fak­torer spiller naturligvis ind i oplevelses- og mani­festations­processen, hvilket vi senere skal vende tilbage til.

     Vi er også blevet bekendtgjort med, at det levende væsen er deltager i en evig kosmisk udviklingsproces, som i form af et uendeligt spiralkredsløb betegnes som "vejen mod lyset" eller "vandringen mod Gud" og dermed mod en uendelig fuldkommenhed eller fuldkommengørelse. Under denne evige van­dring eller rejse, fremtræder det levende væsen principielt i seks succes­si­ve grundformer, nemlig hen­holdsvis som mineral, plante, dyr og herunder som jordisk ­menneske, og derefter som rigtigt menneske, visdoms­væsen, guddomsvæsen og herunder saligheds­væsen. Dette forløb og denne væsensrække gentager sig i prin­cippet i al evig­hed, idet væsens­rækken dog samtidig passerer igennem et syv-leddet organisme­princip, som om­fatter partikelprin­cippet, celle­princippet, organprincippet, organismeprincippet, klode­prin­cippet, solsystemsprincippet og galakseprincippet, der ligeledes gentager sig selv i uendelig­hed. Organismeprincippet er samti­dig udtryk for et perspektivprincip, og er som sådan bl.a. også ansvar­ligt for fore­komsten af de tre kosmos, nemlig mikrokos­mos, mellem­kosmos og makrokosmos. (Symbol nr.4, DeV I, stk.1.-7.  Symbolet med forklaring vil kunne ses under Symbolernehttp://www.martinus.dk/ )

     Det bør dog her indskydes, at det i al fald teoretisk er meningsløst at tale om en "uendelig fuld­kommengørelse" af det levende væsen, idet noget fuldkomment selvfølgelig ikke kan forøges eller forbedres mere, end til det er fuldkomment. Man må derfor enten tale om, at noget er fuldkomment, altså om, at noget har fuldført udvik­lingsfor­løbet, for så vidt fuldkommenhed forud­sætter et ud­viklingsforløb, eller om, at noget til stadighed er på vej mod en fuldkommenhed, der aldrig opnås. Imidlertid må man konsta­tere, at det kun er for det relative synspunkt, at noget kan blive mere og mere fuldkomment, mens det set fra det absolutte syns­punkt er en illusion, at noget, der i sin natur er fuld­komment, i en evig gentagelse gennemløber en periodisk ind­viklingsproces mod det principielt set ufuldkomne og der­efter en periodisk udviklingsproces mod det principielt set fuldkom­ne.

 

     Imidlertid hævder Martinus på grundlag af sit kosmiske udsigtspunkt, at i og med at de levende væsener gennemlever og i princippet endeløst gentager spiralafsnittenes seks storriger, er der i praksis tale om nyoplevelser og deraf flydende erfaringstilvækst for hvert tilbagelagt spiralafsnit. Nemlig med andre ord oplevelser og erfaringer, som de levende væsener eller individerne ikke tidligere har haft eller gjort. Derfor symboliserer Martinus de levende væseners evige vandring mod lyset i form af et evigt ekspanderende spiralkredsløb, eller i form af en evigt opadstigende trappeformation, som i sin konsekvens betyder en fortsat udvidelse af såvel de levende væseners som Guddommens oplevelses- og erfaringssum. Som en anden og yderligere konsekvens skal her nævnes, at Martinus hermed modsiger termodynamikkens (varmelærens) 1. energisætning, ifølge hvilken summen af masse og energi i et lukket system (dvs. et system, der ikke påvirkes af kræfter udefra) er konstant. Der tilføres med andre ord ikke systemet ny energi. Men energisætningen gælder altså ikke i et ”lukket system” som Guddommens psykofysiske organisme, hvori der i henhold til Martinus uafbrudt skabes ny masse og energi. Som en følge heraf, må det evige samliv mellem Guddommen og de levende væsener karakteriseres som et levende forhold, og ikke som en perpetuum mobile, dvs. som en slags evighedsmaskine, der gentager sine bevægelser i uendelighed.  

 

Den evige verdensplan

I henhold til Martinus' Kosmologi ville ingen form for bevidsthed, liv eller til­værelse være mulig uden på basis af de levende væseners oplevelse af eksistensens diametrale modsætningsforhold. Det nævnte modsætnings- eller kontrastforhold forekommer primært i form af spiralafsnittets to store kontrasterende "halvdele", betegnet som henholdsvis "lyset" og "mørket", eller som det kosmiske livskredsløbs "ungdom" og "alderdom", som de kosmiske årstiders "sommer" og "vinter", eller som det kosmiske døgns "dag" og "nat".

     Det levende væsens evige passage gennem spiral­kredslø­bets to vældige kontrasterende "halvdele", danner som nævnt basis for forekomsten af seks prin­cipielle til­værel­ses­planer eller riger, der svarer til væsener­nes frem­trædelses­for­mer, nemlig henholdsvis de tre fysiske naturri­ger: mineral­riget (den fysiske del af saligheds­riget), plan­teriget og dyreriget, hvortil det jordiske menneske som bekendt endnu hører, og de tre åndelige riger: det rigtige menneskeri­ge, visdomsriget, den guddommelige verden, herunder den åndeli­ge del af saligheds­riget. Martinus kalder også det stadigt gen­tagne udviklings­forløb med alt, hvad dette inde­bærer, for "den evige verdens­plan". (Note 1)

     Det fuldførte kosmiske storkredsløb, betegner Martinus som omtalt som et spiralafsnit, fordi det er et led eller 'afsnit' i det univer­selle spiral­kreds­lø­b, der perspektivisk og relativt set strækker sig uendeligt 'nedad' i mikrokosmos og tilsvarende uendeligt 'opad' i makrokosmos. Dette vældige princip og kredsløb danner grundlaget for over­hovedet alle former og afskygninger af sansning, livsoplevel­se, manifesta­tion og livsudfoldelse på alle planer og niveauer i Guddommens evige rige. Dette rige udgør Guds psykofysiske organisme, som er karakteristisk ved, at det selv omfatter alt, hvad der eksisterer og kan tænkes at eksistere, og som nogen­sin­de vil komme til at eksistere, men ikke selv har nogen eller noget hverken 'over' eller 'ved siden af' sig. Det er derfor evigt suverænt, og repræsenterer dermed den højeste form for ’konge­magt’, der findes. Et forhold, der er udtrykt i Fader­vor med ordene: "Thi Dit er riget, magten og æren i evighed". Dette rige er desuden karakteriseret ved at være det højeste udtryk for tilværelsens grundlæggende kon­trastprincip, idet det på samme tid rummer tilværelsens højeste 'lys' i form af de åndelige riger, og dens dybeste 'mørke' i form af de fysiske riger. (Note 2) 

 

     For den, der bruger sin logiske fornuft og sin intuition, er det muligt at se, at for Guddommen selv er disse to modsatte faktorer og kræfter i den guddommelige organisme lige nødvendige og ligefrem velsignelses­rige, idet de jo gensidigt forudsætter og betinger hinanden og tilsammen udgør en komplementær enhed eller helhed, uden hvilken Gud­dommens - og dermed i øvrigt de levende væseners - livsoplevel­se og livsud­foldelse ville være en total umulighed. Så meget desto mere, som de levende væsener jo i virkeligheden udgør den i sig selv uende­lige, evige og usynlige Guddoms lige så evige sanseorganer og mani­festationsredskaber. Det er erkendelsen, oplevelsen og praktiseringen af dette intimt forbundne forhold mellem Guddommen og ’gudesønnerne’, dvs. de levende væsener, der i henhold til Martinus er det foreløbige mål for menneskehedens videre udvikling. Men denne erkendelse og oplevelse, og ikke mindst praktisering, vil ikke kunne finde sted og blive fundamental og permanent, førend det enkelte menneske har opnået og gennemgået ”den store fødsel” til kosmisk bevidsthed.

     Det er bl.a. på denne baggrund, at Martinus også opfatter det kosmiske indviklingsforløb som udtryk for salighedsindividets undfangelse og fostertilstand frem til netop fødselsmodenheden til den store fødsel. Som følge deraf betegner Martinus første halvdel af spiralkredsløbet som ’indviklingsbuen’, og i denne udgør anden halvdel af salighedsriget, planteriget og dyreriget ”den kosmiske livmoderzone” (jf med diagrammet nedenfor). Her skal man samtidig huske på, at Guddommen jo i sig selv udgør en fuldkommen enhed af det feminine princip og det maskuline princip, hvorfor Gud selv er den ypperste repræsentant for forældre- og beskyttelsesprincippet, eksemplificeret i treenigheden fader, moder og barn, og dermed også for verdensgenløsningsprincippet. Gud er derfor de levende væseners kosmiske ophav og beskytter i form af den evige Fader-Moder. Se i øvrigt diagrammet.


Diagram over den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast- og kredsløbsprincippet. Linien A indikerer kredsløbets undfangelsestærskel, altså det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det ny organismeprincip passerer gennem sine forskellige fosterstadier, og hvor afsnittet fra a til b omfatter den ny seksualstrukturs etablering. Linien B indikerer stedet for ’den store fødsel’ – altså den enkelte livsenheds fødsel ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedssfære. Linien C markerer det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der målt med de hidtidige krav repræsenterer en hviletilstand, og hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. I øvrigt markerer hvid og sort farve lysets og mørkets indbyrdes relationer gennem hele kredsløbet og dets riger. Som helhed viser diagrammet med andre ord reinkarnationsprincippet udfoldet i kosmisk format; dvs. et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit.

     Vedr. prædikaterne for 3., 4. og 5. riges vedk. må henvises til såvel Martinus’ egne værker som til forfatterens ’kursus i Martinus’ kosmologi’ (7. afsnit). Dog skal det antydes, at betegnelserne for 3. riges vedk. henfører til den rolle, det rigtige menneskerige spiller i forhold til den kosmiske livmoderzone.

(Diagram og tekst: © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 2, side 575. Gengivet med forfatterens tilladelse).


 

Det evige livs 'døgn' og 'årstider'

Men fordi Guddommens psykofysiske organisme, i form af det psykofysiske verdensalt, fundamentalt er baseret på kredsløbs- og kontrast­princippet, bliver de levende væseners evigt gentagne passage gennem Guddommens organisme præget af en evig 'døgnrytme' af kosmiske "dage" og "nætter", og mellem evigt gentagne kosmiske årstiders "somre" og "vintre". Det er i kraft heraf, at Gud­dommen, så vel som de levende væsener, er i stand til at etab­lere og oprethol­de deres respektive livsoplevelse og livsud­foldelse. Denne evige passage former sig også som en evig vekslen mellem indvikling og ophold i fysisk tilværel­sesform og følgende udvikling til og ophold i åndelig tilværelsesform.

     De seks kosmiske riger eller universelle tilværelsesplaner, er konstant 'befolket' af levende væsener, som i en evig, uendelig og uafbrudt 'strøm' passerer igennem det ene rige efter det andet, på vej mod stadig nye højder i livsoplevelse og livsudfoldelse. Med denne passage eller 'strøm' gennem de seks riger, er der for hvert af de fysiske rigers vedkommende tidsmæssigt formentlig tale om milliard­årige og i hvert fald millionårige udviklingsfor­løb.

     Tager vi f.eks. den af solsy­stemets 9 kendte planeter, jord­kloden, som jo i Marti­nus' Kosmologi betragtes som et levende væsen, anses denne således af viden­skaben for at være omkring 4.7 milliarder år gammel, medens de egentlige livsfor­mer, som begyndte i vandet, menes at være godt 500 mill. år gamle. Menneskets tilsynekomst på jorden begyndte med et forstadium for ca. 12 mill. år siden, og via det tidlige menneske (Homo africanus) for ca. 2 mill. år siden, fortsatte udviklingen med det opret­gående menneske (Homo erectus) for 500.000 år siden, videre til Homo sapiens fra omkring 200.000 år før vor tids­regning og Neandertalmennesket for cirka 110.000-35.000 år siden. Cro-Magnon-mennesket levede omkring 30.000 år før vor tid, men udgør dog ikke den direkte forfader til det moderne menneske, kaldet Homo sapiens, som menes at have begyndt sit liv på jorden for kun 8.000 år siden. Såkaldt historisk tid begyndte først for ca. 6.000 år siden. Kristen­dommen fødtes for 2.000 år siden, og ifølge Martinus vil der gå hen ved 3.000 år, før det rigtige menne­skerige er nogen­lunde etableret på jorden. (Note 3)

 

Menneskeheden og jordkloden

Hvor lang tid dette rigtige menneskerige, der jo - som vi allerede er blevet gjort bekendt med - ifølge Martinus primært er repræsenteret ved jordklodens hjerneorgan og centralnervesystem, så vil kunne eksistere og udvikle sig her, oplyser han ikke noget præcist om, men det må under alle omstændig­heder i al fald være be­roende på de livsvilkår, som Jorden vil kunne byde på i frem­tiden. Man må jo ikke glemme, at den som alt andet i den fysiske verden, dels bliver ældre og dels har sin bestemte levetid, hvor lang denne nu end er og kan blive. Men som ethvert andet levende væsen, behøver også jord­klodevæsenet en parafysisk og i perioder en fysisk organisme, for at kunne sanse og manifestere sig, og dermed opfylde sit urbegærs behov for livsoplevelse. Jordkloden er derfor også i sine fysiske tilværelsesperioder underlagt reinkarnationsprin­cippet, og dermed dén fysiske organismeudskiftningsmetode, som kaldes reinkarnation. (Note 4)

     Samtidig må man også huske på, at det levende væsen som sådant ikke nødvendigvis for tid og evighed vil være bundet til kun at leve og udvikle sig på jord­kloden, men ligesom tilfældet er med det rigtige menne­skerige, kan dets liv i henhold til de kosmiske analyser også ud­folde sig på visse og dertil egnede andre kloder i universet, et forhold som for øvrigt gælder for alle seks kosmiske storri­ger. Hvad enten disse storriger er parafysiske eller fysiske, er de i henhold til Martinus alle i prin­cippet hver især op­bygget efter helt samme livsen­heds- og organisme­prin­cip, som tilfældet er med det fysiske univers. Og efter­som det rigtige menne­ske, der til den tid befinder sig på Jorden, ifølge Martinus beher­sker materia­lisations- og dema­teri­alisa­tion­stek­nik­ken, vil det derfor i princippet kunne manife­stere sig på en hvilken som helst beslægtet og egnet klode, det måtte kende til og ønske at leve på, og som dets skæbnemæssige vilkår i øvrigt dikterer.

 

 

Diagram af elementer i jordklodens magnetosfærer. Specielt er fremhævet de såkaldte Van Allenbælter, der består af talrige elektrisk ladede partikler, som er indfanget af jordmagnetfeltet. Billedet viser et snit gennem dé magnetiske områder, der set under intuitionens synsvinkel er bestanddele af jordklodevæsenets fysiske sansestruktur. (Kilde: ”Vor tids fysik”, Samlerens Forlag). Gengivet efter Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet, side 92. Forlaget Nordisk Impuls © 1984. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Jorden bevæger sig om sin akse med en hastighed ved ækvator på omtrent 2 000 km i timen, om Solen med en hastighed på godt 100 000 km i timen og sammen med Solen i retning af den klare stjerne Vega med en hastighed på godt 750 000 km. i timen. Årstiderne skyldes den hældning, som Jordens rotationsakse har med dens baneplan.

 

Her kan tilføjes, at i vort stjernesystem – mælkevejssystemet – er Solen én af omtrent 200 milliarder stjerner. Sammen med Jorden og de øvrige planeter bevæger den sig om systemets tyngdepunkt med en hastighed på godt 750 000 km i timen, så at tiden for et fuldt omløb bliver 230 mill. år. Målestokken angives i lysår, idet et lysår svarer til knap 10 000 milliarder km. Ud til en afstand af én milliard lysår findes mange millioner af tilsvarende stjernesystemer, kaldt galakser. Solen er omgivet af  planeterne Merkur, Venus, Jorden og Mars. Længere ude findes Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto.

 

De parafysiske verdener og begrebet 'tid'

Ifølge sagens natur er det af gode grunde imid­lertid ude­lukket at måle 'tiden' i de åndeli­ge verdener, der jo ikke er en tre-, eller hvis tiden regnes som dimension, da en fire-dimen­sio­nal 'afstands­verden'. Disse verdener er derimod 'tilstands­ver­de­ner', der udelukkende er baseret på sjælelige eller psykolo­gi­ske faktorer og forhold, og som overhove­det ikke kender til begreber som rumlige af­stande i fysisk forstand, og derfor heller ikke til tidsmå­ling, der grundlæggende er baseret på et samspil mellem astro­nomiske, biologiske og psykologiske for­hold i den fysiske verden. Da det ifølge Martinus ydermere forholder sig sådan, at de åndelige til­standsverdener ikke i sig selv giver an­ledning til udvikling i dette begrebs biologiske og psykolo­gi­ske for­stand, kunne det derfor tænkes at individets eller individ­gruppens ophold i de parafysiske riger, målt med jordisk tidsan­givelse, ikke er helt så langvarig som tilfældet er med samme individs eller individ­gruppes ophold eller tilknytning til de fysiske riger. Dette forhold kan tænkes at gælde, hvad enten der er tale om det udviklingsbetingede længerevarende ophold i de parafysiske riger mellem inkarnationerne eller indviklingen i den fysiske verden, eller om det ligeledes udviklingsbe­tingede kortere varen­de ophold i de parafysiske verdener mellem rein­karnatio­ner­ne mellem de enkelte jordeliv. (Note 5) 

 

Udødelighed i relation til fødsel, død og genfødsel  

Som tidligere omtalt, er det også sådan, at det fysisk levende væsen efter sin fysiske organismes død, i kraft af sine åndeli­ge legemer successivt passerer igennem storkredsløbets øvrige riger på sin vej tilbage til et nyt liv i den fysiske verden. Denne passage gennem spiralafs­nittets åndelige zoner eller parafysi­ske riger, har karakter af et kortere eller længere­varende gæsteophold, som efter en overgangsfase (dødens første sfære) begynder i et åndeligt, rigtigt menneskerige og slut­ter i salig­hedsriget, hvor in­dividet efter­hånden modnes til atter at vende tilbage til den fysiske verden. Det er denne tilbageven­den til den sidstnævnte verden, der betegnes som reinkarnatio­nen eller reinkarnations­pro­cessen. 

     Det er i den forbindelse fortsat vigtigt at gøre sig klart, at begrebet 'død' har to grundbetydninger i Martinus' Kosmolo­gi, nemlig dels som den flere gange tidligere nævnte "kosmiske død", der er iden­tisk med det levende væsens indvikling i materien, med det deraf følgende mid­lertidige tab af dén høje form for bevidsthed og erin­dring, som er identisk med oplevel­sen af sin egen evige eksistens og sit eget evige til­hørsfor­hold til det guddommelige alvæsen. I begrebets anden betydning, er der tale om den 'død', som udelukkende angår det levende væsens fysiske organisme, der ifølge sin natur kun kan have en be­grænset eksistenstid, nemlig den der strækker sig fra dens undfangelse og fødsel og frem til dens under normale omstændig­heder uundgåelige funktionsophør (død), og dens deraf følgende totale opløsning som organisme betragtet.

     Det indebærer, at den fysiske organisme grundet en række forskellige omstændigheder, kun i et begrænset tidsrum kan bevare den funktionsdygtig­hed, der er dens primære formål og opgave, nemlig at virke i manifestationens og sansningens tjeneste. Når organismen ikke længere er i stand til at opfylde sin egentlige bestemmelse, udskilles den derfor automatisk fra sit tilknytningsforhold til Jeget og den psykiske struktur, som derfor ikke længere kan sanse eller manifestere sig på det fysiske tilværelsesplan, og det er denne proces, der er ensbe­tydende med dødens indtræden. De forskellige ydre årsager til, at dødsprocessen sættes i gang eller pludseligt indtræffer, er mange, men bortset fra den dødsårsag der udgøres af alder­dommen, må alle andre former for dødsårsager, som f.eks. sygdom, ulykke, drab og mord, principielt betragtes som unatur­lige, idet de ind­træder på tidspunkter, hvor organismens sanse- og manifesta­tionsmæssige rolle endnu ikke er naturligt ud­spillet. (Note 6)

 

Jegets behov for den fysiske verden

Men uanset hvordan eller på hvilken måde døden indtræder, bevirker den dog under alle omstændigheder, at Jegets og dets psykiske strukturs tilknytningsforhold til den fysiske verden bringes til midlertidigt ophør. Denne tilknytning er nemlig ude­lukkende baseret på det ligeledes fysiske redskab, som det fysiske legeme jo vitterligt er. Imidlertid er situationen den, at det kun er gennem sit tilknytningsforhold til netop den fysiske tilstandsform, at Jeget reelt har nogen mulighed for at kunne udvikle sin sanse- og manifestationskapacitet og dermed sine evner og bevidsthedstilstand i det hele taget. Og eftersom en højnelse af bevidstheden i allerhøjeste grad er i Jegets interesse, ja, som faktisk er det dybeste formål med hele dets fremtræden, og denne højnelse som nævnt kun kan tilvejebringes via de fysiske livsvilkår, er det derfor afgørende for det at genoprette det afbrudte engagement med den fysiske materie og tilstandsform. Dette fornyede engagement med den fysiske verden, kan af gode grunde kun ske ved, at der skabes en ny fysisk organisme, som Jeget via sin parafysiske struktur bliver sat i stand til at forbinde sig med. Det er denne situation, der betegnes som genfødsel eller med det af latin afledte ord reinkarnation (af latin re = igen og in carno = i kødet). (Note 7)


Spørgsmålet om reinkarnation (genfødsel)

Spørgsmålet om der rent faktisk eksisterer et fænomen eller foregår en proces som reinkarnationen, har optaget mange mennesker gennem tiden, og disse har stort set delt sig i tre hoved­grupper. Én gruppe, som er fuldt og fast overbevist om reinkar­nationens realitet, og som er i stand til at fremføre en række argumenter til fordel for reinkarnation, en anden gruppe, som tværtimod totalt afviser mulig­heden af, at reinkarnation kan finde sted, og som nærmest betragter spørgs­målet eller pro­blemet som udtryk for ønsketænk­ning hos reinkar­nationstil­hængerne, ligesom de mener at troen på rein­karnation hører ind under overtroen. Og endelig en tredie og sidste gruppe, som stiller sig skeptisk til spørgs­målet, men som dog ikke fuld­stændig vil afvise, at reinkarna­tion kunne vise sig at være en realitet. Problemet for denne kategori er kun, at det ikke hidindtil er lykkedes for den seriøse parapsykologiske eller åndsvidenskabelige forskning at fremlægge entydige og uigendri­velige beviser for, at rein­karnation virkelig finder sted, nemlig i den forstand, at enhver fødsel i virkeligheden er en genfødsel. (Note 8)

    Spørgsmålet om reinkarnationens eventuelle realitet, er derimod ikke noget problem for Martinus, idet dén åndelige indvielsesproces, som han helt uventet for sig selv og andre gennemgik i foråret 1921, ikke mindst efterlod ham med overbe­visningen om, at reinkarnation i virkeligheden er en lige så naturlig proces, som enhver fødsel. Så meget desto mere, som enhver fødsel ifølge ham netop er identisk med en reinkarna­tion. Reinkar­nationen spiller derfor en så afgørende rolle i hans Kosmologi, at denne stort set står og falder med reinkar­natio­nens realitet eller ikke-rea­litet. Men på grundlag af sin intuitive og okkulte indsigt i tilværelsens mysterium, og på baggrund af sine universelt omfattende og derfor såkaldte kosmiske analyser og 'afsløringer' af samme mysterium, er han altså personligt fuldkommen overbe­vist om, at reinkarnationen er udtryk for dén principiel­le organis­meud­skiftningsmetode, der primært er styret og behersket af kreds­løbsprincippet, og som naturen (Gud) har fundet mest hensigts­mæssig at anvende for en lang række fysiske organis­mers ved­kommen­de, herunder planter, dyr og jordiske menne­sker. (Note 9)

 

Partiel eller delvis reinkarnation -  og fuldstændig reinkarnation

Selv om det ligger helt uden for denne bogs eller hjemmesides opgave at gøre forsøg på at bevise reinkarnationstankens eventuelle rod i virkeligheden, skal der dog alligevel her peges på nogle eksempler på det fænomen, som Martinus betegner som "partiel eller delvis reinkarna­tion". Ved dette begreb forstår han former for organismeudskiftninger, hvorunder reinkarnations­princippet kun virker delvist.

     Som et 'klassisk' eksempel på delvis organismeudskiftning, nævner Martinus sommerfuglenes livscyklus. Denne cyklus be­gynder med et ægstadium, som via udviklingen til 'grim' larve går gennem puppestadiet til flyvefærdig, smuk sommerfugl. Denne forvandlingsproces, som både omfatter form og indre organer, er så gennemgribende og i en vis forstand mirakuløs, at den næsten kan betegnes som en regulær organismeudskiftning. Derfor heller ikke så mærkværdigt, at netop sommerfuglens livscyklus ofte bliver anvendt som symbol, dels på netop reinkarna­tion og udødelighed, og dels på den store fødsel til kosmisk be­vidst­hed.

     Men andre eksempler på partiel reinkarnation eller reinkarna­tion en miniature, er f.eks. at vinterens nøgne buske og træer atter får deres grønne bladhang tilbage i løbet af foråret, for efter sommerens frodige fylde at skifte til efterårets gyldent-røde farvepragt,  der ender i bladenes visnen og fald fra træer og buske, som da atter står nøgne tilbage, men med skjult eller latent, indre spire- og grokraft.

 

     Et nok så godt og velkendt eksempel på – i hvert fald tilsyneladende - ufuldstændig organis­meudskiftning, er imidlertid et menne­skes livsforløb fra undfangelsesstadiet over fødsel, barndom, ungdom, manddom, alderdom til død. Særlig fra undfangelses­stadiet til et godt stykke hen i fosterstadiet, er der nærmest tale om en mirakuløs proces, som ikke uden grund ofte betegnes som "hverdagens mirakel", nemlig i medfør af, at undfangelse og fødsel er dagligdags begivenheder. Vi kan forbavses over den udvikling, der modner barnet til ung pige og voksen kvinde, eller til ung og senere voksen mand. Men især fosterudviklingen er så gennem­gribende, at den hører til den kategori af mirak­ler, som det er forholdsvis let at få øje på. Men enhver form for mirakel, stort eller lille, hverdags eller ej, omfattes af den karak­teri­stik af livet, H.C.An­dersen giver, når han konsta­terer, at "Alt er et under­værk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder alminde­ligt." (Note 10)

 

Reinkarnation og hukommelse

Martinus ser i øvrigt heller ikke noget problem i, at jord­mennesket i almindelighed ikke er i stand til at huske sine tidligere liv, og derfor tror, at dets nuværende liv er det eneste, det har levet. Det beror nemlig primært på hukommelses­evnens og -energiens kosmisk set naturlige 'degeneration' på det udviklingsstadium i spiralkredsløbet, det jordiske menneske befinder sig på. Han ser heller ikke noget problem i, at det ikke hidind­til er lykkedes for naturviden­skaben at komme på sporet af faktorer eller fænomener, som kan bekræfte at menne­sket er udstyret med en overfysisk eller parafysisk organisme- eller legemsstruktur, som på en eller anden måde er forbundet med den fysiske orga­nisme. Naturvidenskaben så vel som den almindelige åndsvidenskab, forsker nemlig stort set fortsat kun på tværs af materien, og kan som følge deraf ikke komme på sporet af uhåndgribelige, åndelige kræfter og fænome­ner. Disse fænomener og kræfter henvises derfor til kategorien "epifænome­ner", dvs. biprodukter af fysisk-kemisk-elektriske kræfter. (Note 11)

 

     Konstateringen af eksi­stensen af en parafysisk struktur, som ovenfor nævnt, vil jo nemlig være forudsæt­ningen for, at spørgsmålet om reinkarna­tion overhovedet kan komme på tale i videnskabelig sammenhæng. Martinus hævder i øvrigt, at denne struktur er beslægtet med elektro­magnetiske kræfter, og det er hans overbe­visning at den seriøse åndsviden­skab før eller siden vil opdage og bekræfte dens eksistens. Men naturvi­denskaben i almindelig­hed og åndsvi­denskaben i form af psykolo­gi i særde­leshed, synes fortsat mest til­bøjelig til at mene, at fænomener som Jeget og be­vidstheden, herunder alle former for psykiske kræfter, er bipro­dukter (epifænomener) af den fysiske orga­nismes, primært hjernens fysio­logiske pro­cesser. De mere avant­gardistiske blandt nutidens for­skere, herunder måske især dybdepsykologer, forholder sig dog mere åbent og fordomsfrit til pro­blemerne omkring de åndelige faktorer og fænomener, som de mener bør udforskes på principielt samme fordomsfri måde som alle øvrige viden­skabelige emner og objekter. (Note 12) 

 

     Det er som nævnt imidlertid ikke denne bogs eller hjemmesides opgave at søge at føre bevis for, om reinkarnation finder sted eller ej. Reinkar­na­tionsteorien benyttes, i lighed med, hvad der er tilfældet for Martinus' øvrige grund­læggende ideers og forestillingers vedkommende, i denne sammenhæng derfor kun som en arbejds­hypotese. Denne hypotese baserer sig altså i det væsentligste og primært på Marti­nus' Kosmolo­gi, medens den sekundært hen­holder sig til den beslægte­de opfattel­se af reinkarnation, som findes i klassiske indiske filosofisy­stemer som f.eks. Sankhya, Yoga og Vedanta. Vi skal derfor uden videre gå over til en skildring af reinkar­nationen og reinkar­nations­processen, sådan som disse fænomener er behandlet og fremført af Martinus.

 

Reinkarnationsprincippet

Ved begrebet reinkarnationsprincippet forstår Martinus ganske enkelt det forhold, at Jeget under sin passage gennem spiral­afsnittets fysiske zone eller tilværelsesplan, udskifter eller erstatter enhver opslidt eller forulykket fysisk organisme med en ny fysisk organisme, for derigennem at forny sin sanse- og manifestationsmæssige tilknytning til den fysiske verden. Som allerede nævnt, er denne jo forudsætningen og betingelsen for, at Jeget overhovedet kan få mulighed for på sigt at nå sit begærede eller attråede mål, nemlig stedse at forøge og styrke sine evner og højne bevidstheden og derigennem forfine og uddybe sin livsoplevelse.

     Som det vil være fremgået af hele sammenhængen, forudsætter reinkarnatio­nen dels en diskarnation i form af det fysiske legemes død og dels et kortere eller længere varende ophold i den parafysi­ske verden eller til­standsform. Det er jo fra den sidstnævnte, og kun fra denne, at reinkarnationen, dvs. igangsætningen af et nyt fysisk liv, kan finde sted. I henhold til Martinus forholder det sig normalt ikke sådan, at reinkar­nation kan følge umiddelbart efter diskarna­tio­nen. Det vil med andre ord sige, at bevidst­heden ikke direkte kan overføres fra det afdøde fysiske legeme til den sammen­smeltede æg-sædcelle (koblingscellen). I henhold til Martinus fordres der en kortere eller længere forberedelsestid, hvor under talentkernekomplekset i overbe­vidstheden kan få tid til at afsøge de foreliggende génkomplek­ser, som det vil være i stand til at komme i optimal resonans med. Det betyder derfor, at dagsbevidstheden midlertidigt er overført på det rent parafysiske følelseslegeme, som sammen med tyngdelegemet nu fungerer som individets sanse- og manifestationsredskab. (Note 13)

     Imidlertid gør der sig en bestemt kombination af faktorer gældende, for at reinkarnation overhovedet kan finde sted. Disse faktorer drejer sig først og fremmest om urbegæret og om følgende grundprincipper: kontrastprincippet, livsenhedsprin­cippet, talent­kerneprincippet, fysisk erfaringsdannelse og skæbneprincippet. Dette sæt faktorer kan også betegnes som det grundlag, på hvilket reinkarnationsprincippet fungerer.

 

 

Semi-naturalistisk fremstilling af reinkarnationsprincippets mekanisme og procedure. Med udgangspunkt i X1-planet (Jegets plan) udmønter urbegæret sig i en række skabeprincipper, der ved at kombinere sig på forskellig måde danner specifikke mekanismer (livs-mekanismer). Her vises de syv ’ingredienser’, der danner reinkarnationsprincippets mekanisme, dvs. urbegæret, kredsløbsprincippet (7), kontrastprincippet (3), reinkarnationsprincippet (VI), karmaprincippet (V), talentkerneprincippet (6) og livsenhedsprincippet (2). Tallene henfører altså til den orden, hvori skabeprincipperne tidligere er blevet opstillet (lektion 3), og således at hovedskabeprincipperne markeres ved arabiske tal, hvorimod variantprincipperne tilknyttes romertal. Det ses, hvorledes urbegæret og de seks skabeprincipper fra X2-planet virker ind på såvel den parafysiske som den fysiske del af X3-planet (= virkningernes eller det skabtes plan) og her frembringer den form for organismeudskiftning, der er kendt som reinkarnation (pilene). Herved forstås det levende væsens  vekselvise tilstedeværelse på det fysiske og det rent parafysiske materieplan. Følges den punkterede linie, der til venstre i tegningen tager udgangspunkt på det parafysiske X3-plan, vil reinkarnationens principielle procedure kunne følges. Fra det parafysiske X3-plan stiger væsenet ned på det fysiske X3--plan (= den fysiske materieverden), hvilket i praksis sker gennem kontakt med en befrugtet ægcelle. Det se, at tilbøjeligheden til denne nedstigning specielt skyldes  indflydelse fra kredsløbsprincippet (7) og kontrastprincippet (3) (vist ved pilene, såvel de store som de små). Selve tilknytningen til den befrugtede ægcelle skyldes derimod specielt reinkarnationsprincippet (VI), men vel at mærke gennem et samspil med henholdsvis karmaprincippet (V) og talentkerneprincippet (6), idet disse to skabeprincipper sikrer en udvælgelse  af det rette inkarnationssted. Ankommet til det fysiske plan gennemfører individet i bedste fald  et livsløb, der afsluttes ved døden af såkaldt alderdom. Som det fremgår af hovedteksten, skyldes denne specielle død ikke mindst indflydelsen fra livsenhedsprincippet (2), der i øvrigt præger hele livsforløbet med dets vækst- og degenerationsmønster. Ved den fysiske død trækker individet sig igen tilbage til det parafysiske materieplan, som det kom fra, og fører nu her for en tid en rent parafysisk tilværelse, nemlig frem til det tidspunkt, hvor skabeprincipperne 7,  3 og VI sammen med urbegæret atter gør sig gældende. Længden af det parafysiske ophold  er i høj grad bestemt af karakteren og kvaliteten af de erfaringer, væsenet har med sig fra det fysiske liv, og repræsenterer de skatte, møl og rust ikke kan fortære …

(Diagram og forklaring: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 106. Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

 

Første og anden faktor: urbegæret og kontrastprincippet

Som vi allerede er blevet klar over, udgør urbegæret og kon­trastprin­cippet i forening selve drivkraften bag Jegets behov for og stræben efter at forny sin livsoplevelse. Denne for­nyelse kan kun ske ved, at der foruden at skabes en elemen­tær varia­tion i livsoplevelsen, også tilvejebringes en stadig højnelse af dennes åndelige kvalitet og standard. Det er jo netop denne omstændighed, der er baggrunden for at det levende væsens fremtræden og tilværelse er præget af fænomenet evolu­tion. Ved dette begreb forstås der i kosmologisk sammenhæng det forhold, at Jeget gennem sine mangesidede bestræbelser for at sikre livsoplevelsens kvalitet, automatisk afstedkommer en højnelse af sit eget bevidsthedsniveau. 

     Ifølge Martinus' opfattelse, kan evolutionen kun finde sted i kraft af, at det er de selv samme individer på alle planer og niveauer, der i medfør af deres respektive erfaringsdannelse og evner, deltager i og opretholder den biologiske og psykologiske udviklings kontinuitet. Det er en af grundene til, at Jeget råder over den mulig­hed for at overvinde 'døden', at det med visse lovbundne intervaller, kan udskifte sit midlertidige ophold i den åndeli­ge verden med en ny fysisk organisme. Denne udskiftningsproces er altså identisk med reinkarnationen. (Note 14)

 

Tredie faktor: Livsenhedsprincippet

Livsenhedsprincippets medvirken i forbindelse med reinkarna­tionen, viser sig i den måde den fysiske organisme er opbygget på, nemlig efter princippet eller systemet: livsenheder inden i livsenheder, hvor begrebet "en livsenhed" skal forstås som "et levende væsen". Den fysiske organisme består jo som bekendt af organer, der igen er opbygget af celler, som igen er opbygget af molekyler, atomer og elementarpartikler, og enhver af disse "stofenheder" udgør ifølge Martinus en fysisk organisme for et levende mikro-individ. Jævnfør her med det syvleddede organis­meprincip, som flere gange tidligere er blevet omtalt her i bogen eller hjemmesiden.

     Det er i øvrigt ikke mindst livs- og stofenhedsprincippet, der er medvirkende til, at den fysiske organisme med tiden præges af alderdomssvækkelsens symptomer, og at den har en begrænset levetid. Det hænger sammen med den omstændighed, at der efterhånden som organismen bliver ældre, opstår et stadig større åndeligt og fysisk modsætningsforhold mellem det Jeg, organismen er redskab for, og dettes mikrovæsener, så vel som mellem disse mikrovæsener indbyrdes. Jeget bevarer så at sige sin ’ungdomsfriskhed’, medens den fysiske organisme selv i bedste fald svækkes mere og mere med alderen. Dette stadig øgede modsæt­ningsforhold medfører uundgåeligt, at organismens evne til at vedligeholde og forny sig selv, med tiden aftager og svækkes i en sådan grad, at det tilsidst ender med samme organismes udskillelse fra Jegets evighedsstruktur, hvorved den forvandles til et lig. Men netop derigennem ses det, at livsenhedsprin­cippet som følge af de konsekvenser dets medvirken har for samspillet mellem den fysiske organismes forskellige 'interne' niveauer (organer, celler, molekyler, etc.), nødvendiggør reinkarnationsprincippets inddragelse i sammenhængen. Nemlig i forbindelse med organismefornyelsen, der jo bliver aktualiseret som følge af den fysiske organismes begrænsede levetid og død. (Note 15)  

 

Fjerde faktor: talentkerneprincippet

Den fjerde medansvarlige faktor for reinkarnationsprincippets  måde at fungere på, er talentkerneprincippet, som kort og godt danner grundlag for, at det levende væsens skabende evner og aktiviteter til stadighed beriges med en voksende sum af talent­kerner, der akkumulerer sig i skæbneelementet i overbevidstheden, og som til­sammen bærer dets forråd af erfaringer og viden, samt alle dets forudsætninger for at opretholde en parafysisk så vel som fysisk organismestruktur. Talentkerneprincippet er derfor baggrunden for, at individet er underlagt evolution, idet det i sin overbevidsthed er i stand til at fastholde essensen af sine oplevelser så vel som af sine skabende initiativer og bestræ­belser, hvorved det efterhånden bringer sin bevidsthed og begavelse op på stadig højere niveauer.

     Den omstændighed, at den fysiske organisme er opbygget af forgængelig, fysisk materie, danner baggrund for at der i løbet af samme organismes levetid kommer et tidspunkt, hvor dens tilstand og reaktionsevne svækkes, således at den ikke længere er i stand til at holde trit med individets åndelige erfarings­dannelse og vækst. Efterhånden som denne situation forværres, giver den sig udslag i en konflikt mellem sjæl og krop, som viser sig gennem en vis træghed, stilstand og degeneration, og som ofte bevirker at individet bliver offer for utilfredshed, pessimisme og undertiden livslede. Alene af den grund bliver en organismeudskiftning nødvendig. (Note 16)

 

Femte faktor: fysisk erfaringsdannelse 

Som vi tidligere har været inde på, kan det levende væsen ikke i samme forstand højne sit bevidsthedsniveau under den åndelige verdens eksistensvilkår. Det kan nemlig ikke her erhverve sig den erfaring, viden og de skaben­de evner, der danner basis for en sådan højnelse, fordi den parafysiske energi og materie praktisk taget ikke byder på nogen modstand overfor individets ønsker, begær og vilje, men straks opfylder ethvert bevidst så vel som ubevidst behov hos individet. Den fysiske verden kan ifølge Martinus derfor grundlæggende be­tragtes som en skole i er­faringsdannelse, livskunst og visdom, medens den åndelige verden nærmest må opfattes som den tilstand, hvori man holder 'ferie' og ’fri’ fra alle sine bestræbelser, vanskeligheder og fortræde­ligheder i løbet af 'skoleåret'. 

     Heraf fremgår nødvendigheden af individets muligheder for at kunne forny og forøge sin fysiske erfaringsdannelse, som altså kun kan erhverves i den fysiske tilstandsform, hvor materien grundlæggende, dvs. i form af naturlovene, byder på en modstand mod påvirkning og bevægelse, hvis overvindelse uvægerligt medfører ubehag og smerte, særligt hvis individet tænker og handler i uoverensstemmelse med netop de herskende naturlove. (Note 17)

 

Sjette faktor: skæbneprincippet

Den sidste faktor i reinkarnationsprincippets funktionsmåde, er skæbneprincippet, som en del okkulte forfattere og mennesker gerne ynder at kalde "karma-princippet". Ordet karma, der er hentet i det klassiske indiske sprog sanskrit, er et hovedbegreb i indiske religioner og filosofi hvor det i reglen betegner den universelle lovmæssighed, ifølge hvilken menneskets karakter og skæbne alene bestemmes eller afgøres af dets egne handlinger, hvilket igen konsekverer i binding til et uendeligt kredsløb af genfødsler, på sanskrit kaldet samsara. Karma-begrebet tjener i videre forstand som for­klaring på menneskers forskellige evner, begavelse og livsvil­kår.

     Martinus definerer begrebet skæbneprincippet som det princip, der forudbestemmer, at det enkelte individ uundgåeligt altid kommer til at opleve virkningerne af de impulser og handlinger (årsager), det ved tidligere lejligheder selv har udløst mod sin næste, sidstnævnte forstået i videste forstand som alle de levende væsener, individet er og har været i berøring med. Begrebet 'skæbne' kan altså kort og godt defineres som oplevelsen af virkningerne - behagelige såvel som ubehagelige - af de årsager, som individet selv er første og egentlige årsag til.

     Som det umiddelbart fremgår af det netop sagte, fungerer skæbneprin­cippet hovedsageligt ved hjælp af årsagsvirkningsloven, der jo betinger, at enhver virkning står i et proportio­nalt (lige) forhold til sin årsag. Men når skæbneprincippet i det hele taget optræder i sammenhæng med reinkarna­tionsprin­cippet, hænger det sammen med det for­hold, at det fysisk levende væsen i kraft af sin ofte store uvidenhed eller sit ukendskab til livs- og naturlovene udløser en mang­foldighed af impulser og årsager af dræbende og lem­læstende karakter mod sine medvæsener i videste forstand. I medfør af skæbneprin­cippets lovbundne og konsekvente virksom­hed, bliver individet før eller senere derfor selv i principielt tilsvaren­de grad og omfang offer for dræbende og lemlæstende impulser og handlinger fra andre. Som en direkte følge heraf, sættes individet midlertidigt enten helt ud af 'spil­let', som ved dødens indtræden, eller invalideres i en grad, der vanskelig­gør opgaven med at forøge sine evner og begavelse og højne sit bevidsthedsniveau på grundlag af sin aktuelle fysiske organisme. Denne situation er baggrunden for, at der hos individet opstår et behov for en total for­nyelse af den dræbte eller lemlæstede fysiske organisme, således at individet kan genetablere sin normale forbindelse med "livets skole", den fysiske verden. Det er altså gennem denne periodiske gen­eta­blering af til­knytningsforholdet til en ny fysisk organisme, at Jeget erstat­ter sit 'gamle', opslidte, syge, handicappede eller forulykkede legeme, og dermed fornyer sin sanse- og manifesta­tionsevne. (Note 18) 

 

Fra parafysisk til fysisk tilværelsesform  

Som vi allerede for længst er blevet gjort bekendt med tidligere i denne bog, forholder det sig ifølge Martinus sådan, at det levende væsens fysiske tilværelse periodisk afløses af en parafysisk eller åndelig tilværelse. Afhængigt af, hvilken type væsen der er tale om, samt hvilket bevidsthedsniveau det repræsenterer, former denne periodiske åndelige tilværelse sig som en kortere eller længere­varende passage gennem eller 'gæsteophold' i Guds primære bevidsthed, som mere præcist udgøres af det rigtige menneskeri­ge, visdoms­riget, den gud­dommelige verden og salig­hedsriget.

    Under forløbet af 'gæsteopholdet' i de parafysiske riger eller tilværelses­planer, modnes gradvist individets mere eller mindre bevidste begær efter at genetablere sit engagement med den fysiske verden, hvilket kun kan ske gennem en i øvrigt automatisk og kombineret sjælelig og fysisk undfangelse, og en deraf følgende skabelse eller udvikling af en ny fysisk organisme. Rent praktisk sker dette forenklet sagt ved, at evnen til at forbinde den sjælelige struktur med den fysiske materie automatisk atter træder i funktion.

 

     På det tidspunkt, hvor individet åndelig set er parat til at indlede og gennemføre reinkarnationen, forbindes skæbneelemen­tet og dets forråd af talentkerner automatisk med gén-komplek­set i en befrugtet ægcelle, der hidrører fra fysisk levende væsener af samme art som individet selv. Her er det imidlertid vigtigt at forstå, at reinkarnation som nævnt forudsætter både en sjælelig og en biologisk undfangelse, og at den sjælelige undfangelse ikke nødvendigvis behøver at føre til reinkarnation, lige som den sjælelige undfangelse i øvrigt kan forbinde individet med et større antal fysiske individer af gangen, som det reinkarnationsmodne individ er mere eller mindre på bølgelængde med. Modsat er det ikke en absolut betingelse for biologisk undfangelse, at salighedsindividet også bliver sjælelig undfanget af mere end ét fysisk individ, nemlig enten af kvinden eller manden, ja, end ikke af nogen af parterne. Salighedsvæsenets egne længsels- og salighedsenergier synes at være tilstrækkelige til at etablere forbindelsen med gén-komplekset i en befrugtet ægcelle (koblingscellen). Forståeligt nok, fremhæver Martinus dog, at sjælelig undfangelse er den ideelle forudsætning for biologisk undfangelse, og denne kan af naturlige grunde kun finde sted hos et enkelt forældrepar, og naturligvis uanset status som gifte eller evt. som ugifte. Det er dog som nævnt ikke nogen betingelse for, at reinkarnation skal kunne finde sted, at et salighedsindivid er sjælelig undfanget af begge de to involverede fysiske parter, som i bedste fald vil blive individets biologiske ophav.

     Den biologiske undfangelse vil normalt finde sted, når og hvis det lykkes for sædcellen at forene sig med ægcellen, medmindre undfangelsen forhindres af f.eks. antikonceptionelle foranstaltninger (kondom, pessar eller p-pille). Men i heldigste tilfælde fungerer gén-komplekset som tidligere omtalt som et slags kombineret antenne- og forstærkersystem for de finstoflige energier og kræfter, der udstråler fra det pågældende væsens skæbneelement. Forudsætningen og betingelsen for, at reinkarnationen overhovedet kan finde sted, er imidlertid, at det er muligt at etablere resonans mellem udstrålingen fra salighedsvæsenets skæbneelement på den ene side, og energi- og svingningstilstanden hos den befrugtede ægcelles gén-kompleks på den anden side. Der er derfor tale om en vis form for udvælgelse (selektion), som altså må karakteriseres som deter­mineret eller skæbnebe­stemt. Det vil altså ikke være et hvilket som helst biologisk forældrepar, et diskarneret individs skæbneelement automatisk vil kunne forbinde sig med.

     Sagt med andre ord, vil det ikke være et hvilket som helst gén-kompleks det inkarnationsmodne individ vil være i stand til at forbinde sig med, idet de gældende lovmæssigheder på området ifølge Martinus sikrer, at det er totalt udelukket at f.eks. katte kan genfødes som hundehvalpe eller heste som kalve. Ligeledes kan hankøns-væsener ifølge Martinus ikke fødes som hunkøns-væsener, og hunkøns-væsener ikke fødes som hankøns-væsener. De samme udvælgelses­love sikrer også, at et menneske kun kan fødes ind i forældre­forhold, arv, kultur-, miljø- og samfundsforhold, samt sund­heds- og sygdomsforhold etc., som det skæbnemæssigt er på 'bølgelængde' med, i positiv såvel som i negativ forstand. Alle disse forhold og omstændigheder er i relation til det enkelte individ nemlig udelukkende bestemt og dirigeret af det levende væsens samlede sum af talentkerner i "skæbneelementet" i overbevidstheden. Dette er i henhold til Martinus en af hoved­årsagerne til, at det levende væsen evigt er sikret den højeste form for retfærdig­hed. (Note 19)  

 

Reinkarnationens 'teknik': Undfangelse

Som vi har set, udgør salighedsriget netop det tilværelsesplan, hvorfra de nye fysiske inkarnationer finder sted. Det hænger ifølge Martinus ikke mindst sammen med den omstændighed, at de fysisk inkarnerede individer automatisk og normalt ubevidst for dem selv kontakter dette plan i de øjeblikke, hvor de oplever seksuelt klimaks. Dette klimaks baserer sig på to former for organer, nemlig dels den fysisk seksuelle organstruktur, og dels på de to overbevidsthedspoler samt de to polorganer med tilhørende parafysiske sansestrukturer, sådan som tidligere omtalt.

     Gennem en speciel og livlig bevidsthedskoncentration og -aktivitet og dennes indflydelse på de biologiske organers funktioner, etableres i heldigt fald den seksuelle klimaksoplevelse, i det mindste hos den ene af parterne. Denne seksuelle klimaksoplevelse udgør ifølge Martinus som omtalt det principielt ideelle grundlag for, at biologisk undfangelse kan finde sted. Den rent sjælelige undfangelse finder imidlertid sted i det øjeblik, hvor blot den ene af parterne i en fysisk-seksuel forbindelse opnår klimaks, hvilket så vidt man har kunnet konstatere, altid i større eller mindre grad er tilfældet for hankønsvæsenets vedkommende, hvorimod hunkønsvæsenet af forskellig årsager ikke altid - eller måske endog sjældent - opnår seksuel klimaks.

     Dette indebærer i sin konsekvens, at ethvert fysisk væsen gennem sine seksuelle klimaks- eller ekstaseoplevelser tiltrækker eller und­fanger ét eller eventuelt flere (tvillinger, trillinger osv.) diskarnerede medvæsener i salighedsriget, som dets skæbneele­ment i fornødent omfang er i resonans eller på bølgelængde med. Derigennem 'binder' det fysiske væsen automatisk det eller de pågældende diskarnerede salighedsvæsener til sig, ikke kun så længe klimaks eller ekstasen varer, men også i den tidsperiode, der forløber, indtil en sædcelle via livmoderen eventuelt når frem til æglederen og her forener sig med ægcellen. Denne proces kan vare flere timer eller helt op til et døgn. Hvis det derefter sker, at det også lykkes at tilveje­bringe de særlige betingelser i form af en sammenkoblet æg- og sædcelle, og det dertil knyttede gén-kompleks, finder undfangelsen også sted i fysisk for­stand. Og for så vidt som den befrugtede ægcelle (koblingscellen) eller evt. flere befrugtede ægceller får muligheder for at udvikle sig, vil fosterdannelsen med senere påfølgende fødsel så godt som automatisk finde sted.

 

     Her skal sluttelig gentages endnu engang, at det  ikke er nogen absolut be­tingelse for igangsættelsen af den fysiske inkarna­tion, at individet i salighedsriget i forvejen befinder sig i et sjæle­ligt und­fangelsesforhold til enten den ene eller til begge de biologi­ske ophav. For så vidt kravet om og be­tingel­serne for resonans mellem gén­komplek­set i den fysiske koblings­celle (den befrugtede ægcelle) og udstrålingen fra det inkar­nationsmodne salig­hedsvæsens skæbneelement (talent­kernekomplekset) er opfyldte, vil dette under normale forhold alene være tilstrække­ligt til at igang­sætte og fuldføre den fysiske undfangelse og i heldigt fald dermed den fysiske (re)inkarnation.

    Men i øvrigt er problematikken omkring sjælelig og fysisk, biologisk undfangelse og reinkarnation så omfattende og kompliceret, at den specielt interesserede læser må henvises til kilden til de ovenfor foreløbig anførte betragtninger, nemlig i første række Martinus’ værker, og sekundært, men ikke mindst vigtigt, Per Bruus-Jensens værker, som der i øvrigt er henvisninger til i noterne. (Note 20)

 

 

Semi-naturalistisk fremstilling af reinkarnationens proces og baggrund i det enkelte tilfælde. Efter at have passeret den første sfæres skærsilds- og paradiszone følger et kortere eller længere ophold i den egentlige åndelige verden (prikket signatur), hvor mennesket bl.a. stifter bekendtskab  med denne verdens hjemmehørende beboere samt omfanget af disses skabende formåen. Mættet af lyset og optændt af længsel efter selv at kunne nå disse højder vender det sig til sidst mod den fysiske verden for at få adgang til at videreføre sin udvikling her. Vejen til den fysiske verden går imidlertid gennem det såkaldte salighedsrige, der er en særlig åndelig sfære opretholdt af hukommelsesvirksomhed, og hvorfra inkarnation i den fysiske verden i praksis finder sted. I salighedsriget får den enkelte adgang til sine erfaringer fra  de sidste 3-5 liv og får derved også lejlighed til at se ikke alene sammenhængen i den stedfundne skæbnedannelse, men også at denne skæbnedannelse har været ensbetydende med lige akkurat den erfaringstilegnelse, som dets personlige udvikling har været afhængig af. Altså den udvikling, der netop bereder det til med tiden at kunne få de ønsker opfyldt, som det nu er optaget af: ønsket om guddommelig suverænitet og fuldkommenhed. Under indtryk af dette hensættes det stadig hyppigere i en tilstand af ekstatisk salighedsoplevelse, der er beslægtet med den fysisk-seksuelle orgasme, og netop dette er en forudsætning for, at fysisk inkarnation kan finde sted. På den ene side belives og aktiveres herved hele det kompleks af organtalentkerner, som den fysiske organismedannelse og –virksomhed er afhængig af, og som mere eller mindre blev sat ud af kraft i forbindelse med den 2. døds proces. Og på den anden side sætter salighedsenergierne det inkarnationsmodne individ i stand til at forbinde sin åndelige struktur med væsener på det fysiske plan, der via seksuel aktivitet selv oplever orgasme. Forudsat at kravene til fælles bølgelængde opfyldes, undfanges det på denne måde åndeligt hos et større eller mindre antal fysiske mennesker, der for så vidt alle kunne blive dets fysiske forældre, og i praksis inkarnerer det dér, hvor den seksuelle aktivitet hos denne skare potentielle forældre fører til fysisk befrugtning og undfangelse. Processen, der er automatisk, reguleres af en række krav og love, som der er gjort nærmere rede for i teksten.

(Diagram og forklaring: © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 158. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

                                                                                                                                   

Arvelighed og skæbne

Det er jo som almindeligt bekendt i gén-komplekset i koblingscellen, at 'bygge­skemaet' eller 'opskriften' til hele den kommende fysiske organisme indeholdes i kodificeret mikroskopisk form, mere præcist i form af de såkaldte DNA-molekyler. Gennem sammen­koblingen af æg- og sædcellen, igangsættes dén fysiske proces, der efterhånden skal blive til den artsbestemte og eventuelt kønsprægede organisme, som er betinget af de genetiske egen­skaber i DNA-strukturen. Hvilket vil sige, organismens frem­toningspræg (udseende), funktionsdygtighed, sundheds- og sygdomstilstand, m.v., forhold der betegnes som arvelige egenskaber, og som altså normalt hidrører nogenlunde ligeligt fra det biologiske forældrepar.

     Men i den forbindelse er det uhyre vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er gén-komplekset, der alene og endegyldigt bestemmer det reinkarnerende individs biologiske så lidt som dets psykologi­ske habitus og skæbne. Disse forhold er ifølge Martinus ude­lukkende bestemt af individets eget skæbneelement med den heri indeholdte talentkernebe­holdning. Det er nemlig i skæbneelemen­tet, at man bl.a. finder individets evne og be­gavelse til automatisk at opbygge en fysisk organisme, og dermed den dybeste eller egentlige årsag til individets bi­ologiske og øvrige fysiske så vel som psykiske status og skæbne. Gén-komplekset virker derimod 'kun' som et kombineret fysisk antenne- og forstærker­system for talent­kernebe­holdningen, hvis udstråling relativt er så energisvag, at den ikke i sig selv formår at påvirke den fysiske materie. 

     Det er desuden af stor betydning at klargøre sig, at der samtidig stilles krav om hårfin resonans mellem génkomplekset og en given talentkernebeholdning, for at betingelserne for reinkarnation er opfyldte. Disse betingelser sikrer nemlig en automatisk udvælgelse af og varig kontakt med lige præcis dét génkompleks, som et individs talentkernebeholdning, og dermed dets skæbneelement, er på bølgelængde med. (Note 21)

 

Det psykofysiske koblingslegeme

Med den parafysiske talentkernebeholdning i skæbneelementet i overbevidst­heden på den ene side og det fysiske génkompleks i den sammen­koblede æg-sædcelle i æglederen og senere i liv­moderen på den anden side, ses det umiddelbart at vi er stillet overfor to adskilte organiske strukturer: Den parafysiske (åndelige) og den fysi­ske (materielle). Der er ganske vist kun tale om to indbyrdes forskellige fremtrædel­sesformer for samme tilgrundliggende 'virkelig­hed', nemlig moderenergien repræ­senteret ved de øvrige seks kosmiske grunde­nergier. Men i praksis er disse to frem­trædelsesformer indbyrdes adskilte i kraft af den særlige grundener­gikom­bi­nation, de hver især er udtryk for, således at en direkte forbindel­se eller kontakt mellem de to organstrukturer, den åndelige og den fysiske, er helt ude­lukket.

     Der stilles derfor krav til eksistensen af et 'mellemled', som er i stand til at formidle en interaktiv kontakt mellem de to organismestruk­turer. Et sådant forbindelsesled findes ifølge Martinus i form af det såkaldte ”transformationsfelt”, af Per Bruus-Jensen betegnet "koblings­legemet", som i parap­sy­kologisk terminologi i øvrigt betegnes som "finstoflegemet" eller "finstof-dubletten". "Koblingslegemet" er et organisk system, der fungerer som interaktivt transformatorisk forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og det fysiske legeme, hvorfor det i sin objektive natur som proces- eller kraftfelt betrag­tet, udgør en kombi­nation af parafy­siske og fysiske energier og kræfter. Som læseren vil huske, er vi i øvrigt allerede blevet introduceret til koblingslegemet i tidligere afsnit.

     Det, der ifølge Martinus gør koblingslegemet nødvendigt, er dels den omstændighed, at den fysiske organisme er for tung og massiv til, at Jeget kan kontrollere og dirigere den ved hjælp af den sjælelige struktur alene. Men en sådan kontrol er jo netop en forudsætning og betingelse for, at den fysiske organisme med samtlige sine funktioner kan bringes i overensstemmelse med det be­vidsthedsliv, som det primært er dens opgave at formidle og så vidt muligt være optimalt udtryk for. Denne opgave 'løser' koblingslegemet dels ved at overføre fysiske sanseimpulser til det egentlige bevidsthedsapparat, som udgøres af den sjælelige struktur og overbevidstheden, og dels ved at formidle at parafysiske (åndelige) impulser fra bevidsthedslivet, herunder begær, ønsker og vilje, bliver overført til primært den fysiske orga­nismes hjerne- og nervesystem. (Note 22)

 

Koblingslegemets vækst- og degeneration

Som en skabt foreteelse er koblingslegemet naturligvis også underlagt de lovmæssigheder, der gælder for vækst- og degenera­tion, og eftersom dette legeme objektivt defineres som et proces­felt, der subjektivt fremtræder som en tro kopi eller dublet af det fysiske legeme, eller rettere omvendt, betyder det, at koblingslegemet begynder at blive dannet allerede omkring eller snarere før undfangelsestids­punktet. Det hænger sammen med, at koblingslegemet er en videreførelse af det såkaldte transformationsfelt, hvis anlæg allerede begynder at dannes på det tidspunkt, da skæbneelementets slumrende ’fysiske’ talentkernebeholdning atter gennemstråles af salighedsvæsenets længsels- og ekstaseenergier og herved genoplives til aktiv tilstand.

     Transformationsfeltet består derfor til at begynde med udelukkende af parafysiske, dvs. rent åndelige energier. Efter nogen tids langsomme modningsproces antager transformationsfeltet en struktur, der svarer til og repræsenterer skæbneelementets aktive ’fysiske’ talentkerner med de deri indeholdte organiske mønstre. Det gælder såvel de talentkerner, som allerede har opnået fysisk/genetisk repræsentation som de talentkerner, der i form af ’erhvervede egenskaber’ foreløbig kun har opnået parafysisk status, enten på et mere eller mindre fremskredent B-stadium eller eventuelt et C-stadium (se herom i afsnittet ”Talentkerneprincippet”).

     Herefter følger det modnede parafysiske transformationsfelts automatisk tiltagende kombination med rent fysiske energier, herunder især fysiske energier af seksuel og orgastisk karakter, med en begyndende materialisering af transformationsfeltet til følge. Man kan måske sige, at transformationsfeltet udgør fostret til koblingslegemet, hvis vækst sker parallelt med væksten af den fysiske organisme, og hvis funktioner kontrolleres og dirigeres derigennem, hvilket specielt formid­les via den sjælelige strukturs tyng­delegeme. Det betyder i praksis, at f.eks. et spædbarns koblingslegeme er udviklet og ligner et spædbarns fysiske organisme, mens koblingslegemet for den voksnes og det ældre menneskes vedkommende ligner henholdsvis det voksne og det aldersprægede fysiske legeme. Transformationsfeltet eller koblingslegemet er i lighed med det fysiske legeme med andre ord underkastet vækst- og degenerationsprincippet.

       Martinus oplyser i øvrigt, at transformationsfeltet/koblingslegemet næres af bevidsthedslivet og åndedrættet i forening, og at dets vek­selvirkning med den fysiske organisme væsentligst foregår via blodet og centralnervesystemet under ét. Derfor egent­lig ikke så mærkværdigt, at begreberne "psyche" (græsk) og "spiritus" (latin) oprindelig er afledt af 'ånde­dræt', altså af den ånde vi ind- og udånder, når vi trækker vejret. I øvrigt er netop finstofkroppen eller koblingslegemet ofte blevet forvek­slet med "sjælen". Men begrebet "sjælen" eller "psyken" er i henhold til de kosmiske analyser derimod identisk med overbe­vidstheden, også kaldet evighedslegemet, og den sjælelige struktur, til­sammen kaldet Jegets totale parafysiske sanse- og manifesta­tionsredskab eller -apparat. Dette parafysiske redskab eller apparat betjener sig i menne­skets tilfælde sansemæssigt specielt af den sjælelige strukturs følelseslegeme, medens det manifestations­mæssigt specielt er knyttet til samme strukturs tyngdelegeme. De nævnte to legemer bør dog ikke opfattes som separate organismer, men derimod som to strukturer i den fælles sjælelige struktur. Men det vil i videre forstand sige, at psyken eller sjælen, for­stået som overbevidstheden eller Jegets evigheds­legeme, aldrig nogen sinde er uden tilknytning til et sanse- og manifesta­tions­redskab i form af en til formålet mere eller mindre tjenlig organisme eller et såkaldt legeme. (Note 23)

 

 

Jegets syv legemer

Det levende væsens Jeg, overbevidsthed og underbevidsthed udgør tilsammen en ubrydelig og evigt bestående helhed, som Martinus betegner som evighedslegemet. Dette legeme må nærmest opfattes som et permanent og i en vis forstand ’cirkulært’ energi- og procesfelt af elektrisk beslægtet natur, og det er inden for dette legemes helhed, at al livsoplevelse og livsudfoldelse foregår (jf. Martinus’ forklaring til symbol nr. 16:  Evighedslegemet, Det evige Verdensbillede I, side 98-104 og http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-16/). I henhold til Martinus er Jeget og dets overbevidsthed, jegets syvende legeme, ifølge Martinus evigt og uundgåeligt altid tilknyttet i alt seks underbevidstheds­legemer samtidigt, men dog sådan at det kun er ét af disse seks legemer, der udviklingsmæssigt set efter tur 'bærer' individets dagsbe­vidsthed, jf. med grundenergiernes kombinationer og sjælens vækst- og degenerationsproces. I ind­viklingsforløbet fra mineral via plante og dyr til jordmenne­sket og helt frem til det rigtige menneske, er de seks sjæleli­ge legemer desuden periodisk, nemlig under de fysiske inkarnationer, suppleret med et parafysisk transformationsfelt, subsidiært et psykofysisk koblingslegeme og et decideret fysisk legeme. Såvel det finstoflige koblingslegeme som det fysiske legeme kan i en vis forstand betragtes som en slags 'forlængelse' af den sjælelige struktur, idet alle tre er opbygget af samtlige de seks grundenergi­er, som de sjælelige legemer hver især repræ­sen­terer. Skematisk set ligger instinkt­energien således til grund for koblingslegemets og den fysiske organismes hud og muskulatur, tyngdeener­gien til grund for mave-tarm og for­døjelsessystem, følelses­energien danner basis for blodkredsløb og åndedrætssy­stem, intelligense­nergien udgør grundlaget og ’substansen’ for hjerne og nervesystem, intui­tions­energien for seksualstruk­turen, hukommelsesenergien for skelet, hår og negle, medens moderenergien repræsenteres af den ge­netiske struktur og det endokrine system. (Note 24)

 

Koblingslegemet, "finstofkroppen" eller "dubletten"

Foruden at spille en afgørende rolle i forbindelse med reinkarnationsprocessen, spiller koblingslegemet eller transformationsfeltet desuden en betydelig rolle i for­bindelse med dødens proces, hvor det muliggør en 'gradvis' overgang fra fysisk til parafysisk tilværelse, nemlig i form af dødsprocessens første trin, den såkaldte "første død". Som vi allerede er blevet bekendtgjort med i forrige afsnit, er det netop via sin endnu bevarede forbindelse med koblingslegemet, at det nyligt diskarnerede individ stadigvæk har en vis inter­aktiv kontakt med den fysiske verden. Men ved dødsprocessens andet trin, den såkaldte "anden død", hvorunder individet 'overgår' til helt igennem diskarneret tilstand, afstødes transformationsfeltet eller koblingslegemet fra sin forbindelse med den sjæle­lige struktur, som derefter er knyttet specielt til følelseslegemet, der nu bærer indivi­dets dagsbevidsthed i den parafysiske eller åndelige verdens anden sfære, dvs. den virkelige åndelige verden eller Guds primære bevidsthed.

     I parapsykologien defineres koblingslegemet alias finstof­kroppen eller -legemet som allerede nævnt som en organisk struktur, der er en tro kopi eller dublet af den fysiske krop, og som derfor i lighed med denne bl.a. er udstyret med nervesystem og sanseorganer. Finstofkroppen er under normale forhold 'indvævet' i den fysiske krop eller befinder sig tæt ved denne. Ved såkaldt projektion er "dubletten" i stand til at træde ud af den fysiske krop, som den dog stadig er forbundet med via en finstoflig energi- og informationsledning, den såkaldte "sølv­snor". Såkaldt projektion, hvorunder individet har "ud-af-krop­pen-oplevelser", og i hvilken tilstand "sjælekroppen" foretager større eller mindre "rumrejser", finder sted i drømmetil­standen og under bedøvelse, men forekommer også i forbindelse med sult- og febertilstande, spiritus- og narkotikapåvirkning samt under hypnose. Den i øvrigt variable 'forbindelsesled­ning', "sølv­snoren", brister normalt først ved dødens ind­træden.

 

          Til trods for at koblingslegemet eller finstofkroppen er undergivet en aldringsproces, er det et karakteristisk træk ved denne struktur, at den ikke kan beskadiges eller læderes på samme måde, som tilfældet er med det fysiske legeme,. Hvis sidstnævnte eksempelvis mister en arm eller et ben ved ulykke eller som følge af sygdom, så omfatter 'tabet' eller læderingen ikke finstofkroppen eller koblingslegemet, som i lighed med den sjælelige struktur, tværtimod forbliver intakt. Eftersom det er i dette legemes hjerne-nervesystem, at sanseimpulserne i virkeligheden 'akkumu­leres' og 'omformes' til den 'bølgelængde' eller 'sving­nings­hastighed', som kan videre­sendes til den sjælelige struk­tur, betyder det at den oplevelse af smerte, kløe eller andet, som havde sin oprindelse i den amputerede syge arm eller det dårlige ben, fortsat kan lokali­seres og føles i finstof­kroppens arm eller ben. Men for in­dividet selv opleves det som en projektion, idet det føles som om smerten eller kløen kommer fra det ben eller den arm, der ikke længere er der. Det er sådanne smerter og gener, der karakteri­seres som fantomsmerter, fantomkløe eller lignende.

     Ulige mere alvorligt forholder det sig med koblingslegemet – og i øvrigt også med de åndelige legemer – når det drejer sig om forskellige former for misbrug. Så længe vi lever i en fysisk organisme, opleves og fungerer de seks åndelige legemer: instinktlegemet, følelseslegemet, intelligenslegemet, intui­tions­legemet og hukommelseslegemet, som bevidsthedsfunktioner. Men disse organismer eller strukturer er det i henhold til Martinus muligt at ødelægge indtil et sådant omfang, at det giver sig udtryk i forskellige grader fra let til dyb mental retar­dering (ånds­svag­hed) eller lettere eller sværere psykiske lidel­ser. Årsagen eller årsagerne til denne eller disse, kan ifølge Martinus udmærket ligge en eller flere inkar­na­tioner tilbage i tiden, eller, hvis in­dividet gennem forskellige mis­brug, som f.eks. narko­tika, alkohol, tobak og lignende, i det aktuelle liv gøre sit til at ned­bryde de normale og sunde legemer og de hertil knyttede talentkerner. Kon­se­kven­serne heraf vil kunne blive mental retardering eller sindssyge, så vel som andre psykiske og fysiske defekter, i den følgende inkarnation eller måske i flere følgen­de inkarnationer. Der kan desuden være tale om defekter, der har deres oprindelse i, hvad Martinus be­tegner som "gifti­ge tankearter", så som had, misun­delse, bitterhed, vrede, stadig misfornøjelse og kritik, lige som seksu­elle af­sporinger kan være årsag til for­skelli­ge defekter i de åndelige legemer og dermed i kob­lingslegemet og det fysiske legeme. (Note 25)

 

     Hermed vil vi foreløbig forlade den direkte omtale af rein­karnations­spørgsmålet, idet lejligheden dog skal benyttes til at frem­hæve, at reinkarnationsprincippet er et lige så funda­mentalt og vigtigt princip i det levende væsens evige til­værelse, som tilfældet er med de øvrige skabeprincipper. Som vi har været inde på, er det desuden et princip, der viser sig i mange forskellige fremtrædelsesformer i naturen, og som det derfor er muligt at gøre til genstand for empirisk forskning. En sådan forskning har da faktisk også fundet sted i en årræk­ke, men som ligeledes nævnt, uden at det hidtil er lykkedes at føre enty­digt og modsigelsesfrit bevis for reinkarnationens realitet. (Note 26)

     I det følgende kapitel skal vi se nærmere på et ligeledes vigtigt princip, som i øvrigt er uadskilleligt knyttet til reinkarna­tionsprincippet. Det drejer sig om repetitionsprin­cippet, hvis indflydelse på det fysisk inkar­nerende individ fra dets 0. til omkring dets 30. år, er af stor og afgørende betydning.

 

 

 

­N­o­ter og kilder til: REINKARNATIONSPROCESSEN

 

 

 Note 1: Vedr. begrebet "den evige verdens­plan": Se Martinus’ symbol nr. 13. DeV I, stk. 1-9.

 Note 2: Vedr. bønnen "Fader­vor": Se Matt. 6, 9-15 med par.

 Note 3: Vedr. jordkloden: Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas 1977, s. 10-140. Se f.eks. også Jorden i fremtiden. Redaktion Nigel Calder og John Newell. Oversat og bearbejdet til dansk af Per Mark. Videnskabens Verden. Illustreret Videnskabs Bibliotek. Bonniers Bøger A/S, København 1989. Naturvidenskabens opfattelse af livets opståen på Jorden, og herunder bl.a. menneskehedens alder, er til stadighed udsat for større eller mindre revisioner, hvilket dog ikke ændrer ved det principielle og væsentlige i den her fremførte opfattelse.

           Apropos livets opståen og udvikling på Jordkloden, er Martinus et langt stykke af vejen  principielt enig i den naturvidenskabelige evolutions­teori. I zoologien betyder evolution organismernes udvikling fra lavere til højere former. Denne teori skyldes oprindelig Charles Darwin (1809-82) og kaldes på dansk oftest for nedstamningslæren, og den blev i 1859 fremført i hans hovedværk The Origin of Species by Means of Natural Selec­tion (på dansk: Arternes oprindelse, oversat af forfatteren J. P. Ja­cobsen 1871-73, og senere genudgivet). Værket gav anledning til voldsom­me følelsesladede protester, især fra religiøse kristne kredse, som  opponerede kraftigt imod den tanke, at Guds højeste skaberværk, menne­sket, skulle nedstamme fra aberne. I kølvandet på Darwins vel­under­byggede teori fulgte en debat om skabelse kontra evolu­tion, som er blevet ført til helt op i nutiden, og som vel næppe er skrin­lagt endnu.

          På grundlag af sine zoologiske og geologiske iagttagelser, gik Darwin ud fra, at der i naturen er så stort et fødselsoverskud i forhold til de naturgivne livsmuligheder, at uhyre mange indivi­der uundgåeligt må gå til grunde. Desuden påviste han, at individer af samme art udviser en vis arvelig variation, og at denne variation gør nogle individer bedre egnede end andre i den kamp for tilværelsen, som skyldes det store fødsels­over­skud. Heraf sluttede Darwin, at der må ske en naturlig udvælgel­se (Natural Selection), hvorved de dårligst udrustede individer går til grunde, medens de biologisk bedst udstyrede arter, racer og individer, som er bedre tilpassede til livs­vil­kårene, overlever. (Survi­val of the fit­test).

          Dannelsen af nye arter af de allerede eksisterende er en stedsevarende proces, som er knyttet til alt liv på Jorden, og den gælder dyr så vel som planter. Der hersker dog fortsat nogen tvivl om artsdannelsens mekanik, men man ved, at foruden naturens udvalg af de bedst egnede racer og isolation, indgår også mutationer (genændringer, dvs. ændrin­ger i de arvebærende anlæg) som en vigtig faktor i artsdannelsen.  Insekterne synes at udgøre en undtagelse fra reglen, idet disse i al fald for nogle arters vedkommende, som f.eks. myg, ikke har ændret eller ud­viklet sig i mange millioner år. Reglerne efter hvilke de forskellige egenskaber arves, er påvist af Gregor Mendel (1822-84) og kaldes derfor  de mendelske love.

          Hvad angår den basale kamp for tilværelsen, som de fleste individer deltager i, er denne dog ikke en livsbetingelse for alle arter og indivi­der. Der forekommer nemlig en række tilfælde af såkaldt symbiose i såvel plante- som dyreriget, som mellem plante- og dyreriget indbyrdes. I zoolo­gien betyder symbiose samliv mellem to artsforskellige organismer  til fælles gavn. Undertiden er der dog tale om livsbetingelse for den ene eller for begge arter. Kendte eksempler på symbiose er myrernes  samliv med bladlus, hvor de sidstnævnte forsyner de først­nævnte med et sødt sekret og selv opnår en vis beskyttelse mod fjender. Ligeledes eremitkrebsens samliv med søanemonen, som med sine nældecellebe­sat­te arme be­skytter krebsen, der til gengæld indirekte fodrer søanemo­nen med re­sterne fra sit måltid. I plan­teriget forekommer der symbi­ose mellem  f.eks. alger og svampe, der ikke kan eksistere hver for sig.

          Eksempler på symbiose mellem plante- og dyreriget finder man bl.a. i  visse fuglearters og biers rolle i bestøvningsprocessen. Fuglene, f.eks. colibrierne, og bierne suger nektar fra planternes blomster og får derved pollen på sig, der siden afsættes på andre planter, som derved bestøves. Nogle fuglearter, som f.eks. solsorten og stæren, indgår i symbiose med visse frugttræer, hvis bær de spiser, og hvis ufordøjelige kerner derefter føres videre og spredes med fuglenes afføring.

          Naturvidenskaben ser grundlæggende livets oprindelse som et spørgsmål om fysik og kemi, idet organisk stof opstod af vand og simple kulstoffor­bin­delser, der samlede sig til aminosyrer, proteiner, kernesyrer og endelig den højt organiserede celle. Mens udgangsstofferne kun består af  få atomer, indgår der så mange millioner atomer blot i et enkelt pro­tein, at sammen­kædningen af de enkelt opbyggede udgangsstoffer til store moleky­ler har været uhyre kompliceret. Laboratorieeksperimenter har vist, at de nødvendige udgangsstoffer for opbygning af proteiner og kerne­syrer kan skabes af metan, brint, kvælstof og vand, som har været til stede i Jordens oprindelige atmosfære. De kemiske reaktioner kan være fremkaldt af elektriske ladninger, f.eks. af lyn, mens sammen­kædningen af udgangsstofferne til de mere komplicerede stoffer kan være sket ved en opvarmning som den, der fremkommer ved vulkanudbrud. Og pro­teinernes og kernesyrernes samling i cellelignende strukturer kan være sket ved, at de har klæbet til mudderpartikler i f.eks. tidevandsområder eller ved en koncentration i brændingsskummet ved kysterne. (Se f.eks. Victor F. Weisskopf: Viden og undren. Gyldendals kvantebøger 1964. Se særlig kap. 8-9, og f.eks.: Grundlag for liv. Redaktion Linda Gamlin og Gail Vines. Oversat og bearbejdet til dansk af Benedicte Albrectsen, 1987), samt i samme serie: John Hodgson: Bioteknologi. Oversat og bearbejdet af Benedicte Albrectsen. Videnskabens Verden. Illustreret Viden­skabs Biblio­tek. Bonniers Bøger A/S, København 1990).

          Naturvidenskaben antager, at da udgangsstofferne for de for liv nødven­dige, komplicerede stoffer er til stede overalt i universet, anses det for sandsynligt, at andre planeter end Jorden rummer liv. Sandsynlig­heden for at finde blot primitivt liv på andre planeter i vort eget  solsy­stem anses dog for meget ringe, idet ingen af disse planeter - måske med undtagelse af Mars - synes at besidde de rette betingelser for livets opståen. Men i vore dage anser man det for muligt eller nærmest sandsynligt, at der blandt universets mange millioner planeter vil være adskillige, der har lige så gode betingelser som Jorden for livs opståen  og fortsatte udvikling. (Se f.eks. Nils Mustelin: LIV blandt milliarder af stjerner. Menneskets søgen efter naboer i Mælkevejen. Samlerens  Forlag 1979)

          Der har da forresten også været teorier fremme om, at en form for igangsættende "livskim" for livets opståen og udvikling på Jorden, kunne tænkes at være kommet hertil ude fra kosmos, f.eks. ført hertil af meteorer, meteoritter eller lignende. Denne teori synes dog ikke for alvor at have vundet udbredel­se i videnskabelige kredse, hvor man mere hælder til den anskuelse, at kilden til livet fandtes på Jorden, nemlig i form af de før nævnte udgangsstoffer (vand og simple kulstof­for­bindel­ser). Men hvad der i første instans har igangsat den proces som betød, at dødt stof på et tidspunkt i en vis forstand forvandlede sig til levende stof, har naturvidenskaben foreløbig ikke anden forklaring på, end at be­tingel­serne herfor tilfældigvis opstod engang i urtiden.

          Naturvidenskabeligt set er et levende væsen til forskel fra dødt stof karakteriseret ved evnen til at vokse, formere sig og opretholde sin stoflige integritet. Det levende væsen er endvidere karakteriseret ved evnen til at reagere på sin omverden, og ved at der foregår en kemisk aktivitet i form af stofskifte i det. Evnen til at reagere på sin omverden er af både fysisk og psykisk art, men psyken menes grundlæggende at være et biprodukt (epifænomen) af de biokemiske processer, primært af sådanne, der foregår i hjernen og centralnervesystemet.

          Martinus er som nævnt stort set enig i naturvidenskabens opfattelse af  livets opståen og udvikling på Jorden, idet han dog pointerer, at de naturvidenskabelige forsk­ningsresultater helt er beroende på den sanse- eller forskningsmetode, han betegner som "sansningen på tværs af  materien". Det vil mere præcist sige udforskning af det materiebælte, der strækker sig fra partikeltågen i mikrokosmos til stjernetågen i makrokos­mos, og her­under de tre fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget. Denne sanse- og forskningsmetode kan kun resultere i facit­ter, der udtrykkes i mål, vægt og hastighed, og som derfor ser livet som  et resultat af tilfældigheder og "blinde" naturlove. (Se f.eks. DeV 4,  stk. 40.4-6). – Jf. evt. med artiklen Videnskab på omveje her på hjemmesiden.

          Imidlertid er det Martinus' velbegrundede påstand, at der findes en komplementær sanse- og forskningsmetode til den naturvidenskabelige ud­forskning af materien. Denne metode betegner han som "sansningen på langs ad materien", og den udgør en sanseform, der i stedet for mål-,  vægt og hastigheds-facitter, giver såkaldte "livsfacitter". Det vil sige, en sanse­metode, der oplever og opfatter materien og dermed univer­set som udtryk for idé, mening og hensigt og dermed som mani­festa­tion af  ånd, vilje og tænk­ning, eller kort og godt be­vidsthed. Det vil med andre ord sige en ånd eller bevidsthed, der i en vis forstand er ophav til det fysiske (så vel som til det parafy­siske eller psyki­ske) uni­vers. (­Se DeV 4, stk. 40.6-7).

           At der umiddelbart set ikke er tale om nogen nærmere overens­stemmel­se mellem den naturvidenskabelige fysik og Martinus' Kosmolo­gi, er bl.a. behandlet af cand.scient. i fysik Bent Christensen i artiklen: Grunde­ner­gier og  kvanteegen­skaber. Tidsskriftet Den Ny Verdens­im­puls nr. 3-1998, s. 22-4. Heri henviser forfatteren bl.a. til bogen Fysikkens Tao af Fritjof  Capra, hvori der gøres forsøg på at finde analogi­er mellem fysikken og Østens religioner, men analogier beviser ikke nødven­digvis noget som helst. Bent Christensen konkluderer derfor: "Som det for­håbentligt er belyst, er det i dag ret så pro­blematisk at bygge bro mellem åndsvidenskab og fysisk videnskab. De to viden­skaber handler om vidt for­skellige ting. Der er meget endnu at udforske inden for begge om­råder. Marti­nus' metafor om videnskaben som den friske søluft i nærheden af  havet er stadig gyldig. Men det varer meget længe, før vi kender havet til bunds."

          I sin artikel omtaler Bent Christensen også det forhold, at der er modstrid mellem Martinus' opfattelse af tyngdekraften (tyngdeenergien) på den ene side og Newtons opfattelse af tyngdekraften og Albert Ein­steins forklaring på tyngdekraf­ten på den anden. Uden direkte sammen­hæng er dette problem imidlertid søgt belyst af Per Bruus-Jensen i artiklen Tyng­deener­gi kontra tyngdekraft, tidsskriftet Den Ny Verdensim­puls nr.2-1999, side 20-2. Heri påviser PB-J, at der ret beset faktisk er en væsent­lig overensstemmelse mellem Martinus' opfattelse af tyng­deenergi­en og de naturvidenskabe­lige fakta vedrørende tyngdekraf­ten, hvilket det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her.

 

           Men som læseren formentlig for længst har forstået, ser Martinus det som et grund­læggen­de kriterium eller kende­tegn for et levende væsen, at det udgør et Noget, der vil og kan opleve, og i overensstemmelse hermed definerer han derfor det levende væsen som netop et Noget, der vil og kan opleve. Dette Noget betegnes også som Selvet eller Jeget, dvs. det, der udgør centrum i og som har livsoplevelsen. Det levende væsens vilje til selvopretholdelse og op­levelse beror på den faktor, vi undervejs har  lært at kende under be­tegnelsen urbegæret, mens evnen til at kunne op­le­ve, herunder sanse, primært er beroende på den faktor, Martinus betegner som overbevidst­heden. Som vi også er blevet bekendt­gjort med, definerer Martinus endvi­dere det levende væsen som udtryk for et tree­nigt princip, hvis tre hovedinstanser: Jeget, overbevidst­heden og underbe­vidst­heden, den sidstnævnte forstået som Jegets psykofy­siske organis­me, han karak­teri­serer som evige og følgelig som principielt uskabte rea­liteter. Det er dog kun som princip be­tragtet, at underbe­vidst­heden og dermed den psyko­fy­siske organisme er evig, idet denne som bekendt i praksis dels er  under­kastet de kosmiske lovmæssig­heder, herunder især kreds­løbs- og kontrast­prin­cippet, subsidiært vækst- og degenerationsprincippet, og dels de fysiske naturlove, der bl.a. indebærer foran­dringer i form af opståen, vækst, udvikling, kulmination, dege­nera­tion og ophør.

          Som det er fremgået, ser Martinus altså det levende væsen (individet) som en uden for tid og rum eksisterende og dermed udødelig, højpsykisk realitet. Denne realitet har imidlertid ialt syv legemer eller organismer stillet til sin rådighed, og af disse syv legemer udgør det ene evighedslegemet (det højpsykiske kraftfelt: over­bevidstheden), medens de seks øvrige legemer er tilknyttet det psykiske kraftfelt: underbevidst­hedsregionen, også betegnet som P-kraftfeltet. Disse parafy­siske legemer kaldes henholdsvis for instinktlegemet, tyng­delegemet, følelses­legemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommel­ses­legemet. Det fysiske legeme er i særlig grad et produkt af samspillet mellem det parafysiske instinktlegeme og det ligeledes parafysi­ske tyng­delegeme, og af disse legemers vek­selvirkning med det fysiske legeme via koblings­lege­met. Men det er naturligvis specielt det fysiske lege­me, der har inter­esse i sammenhæng med den naturvi­denskabe­lige evolutions­lære.

     

      Imidlertid opererer Martinus i sin kosmologi med, hvad man kunne kalde en kosmisk udviklings- eller evolutionsmodel, der omfatter det såkaldte universale spiralkredsløb, som bl.a. involverer stof- og livsenhedsprincippet og dermed også det syvleddede organis­meprincip. Ifølge den kosmiske evolutionsmodel, skal fænomenet liv og dets opståen og ud­vikling derfor ses i en betydeligt større sammenhæng og et videre perspek­tiv, end til­fældet er inden for rammerne af det, Marti­nus kalder for "den lavp­sykiske sanse­hori­sont" (= sansningen på tværs af materien).

          Set fra "den højpsykiske sansehorisont" (= sansningen på langs af materien) findes der ingen virkelig arts­forskel mellem de levende væsener, men derimod kun en variationsforskel i livsprincippets  udbredel­se. Alle levende væsener er i en vis forstand "mennesker" på for­skellige udviklings­stadier i det evige kosmiske spiralkredsløb. De for­skelli­ge livsfor­mer eller arter, hvad enten det drejer sig om mineraler, planter, dyr, mennesker eller hvilke som helst andre former for kendt eller ukendt liv, er ifølge Martinus udtryk for "kosmiske håndværk" (Se Logik, kap.26-7). Det hænger især sammen med, at individets evne til at danne sig nye fysiske legemer beror på summen og kvaliteten af dets erfaringsmateriale (i form af talentkerner) fra tidligere liv. Samtidig er ethvert væsens nuværende jordeliv et resultat af en forudgående tilværelse dels på Jorden og dels på andre kloder, og væsenernes liv og udvikling, dvs. deres oplevelses- og erfaringstilegnel­se og -tilvækst, sker i kraft af reinkarnation og kosmiske udviklingsbaner, der strækker sig fra klode til klode i universet. Disse ud­viklingsbaner og de deraf flydende er­farings­dannel­ser, er i henhold til Marti­nus den dybeste kilde til og årsagsforklaring på arternes oprindelse og frem­træden i mangfoldige varia­tioner af organis­mer og former for oplevelse af livet. (Se LB I, stk. 278-87).

           Ifølge den kosmiske udviklingslære involverer eller ind­vikler individet sig efter et vist ophold i de parafysiske eller åndelige verdener: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salig­heds­riget, sig med eller i den fysiske tilværelsesform. Denne behøver ikke nødvendigvis at foregå på planeten Jorden, men kan for den sags skyld finde sted på lignende kloder i universet. Men individets engage­ment med den fysiske materie begynder under alle omstændigheder prin­cipielt i mineral­riget og fort­sætter derefter i planteri­get og dyreri­get, og ikke mindst gennem kampen for tilværel­sen udvikler planten sig til dyr og dyret til primitivt menneske. Hermed er ind­viklingsprocessen tilendebragt og udvik­lingspro­cessen kan derefter begynde, først med ud­viklingen til civili­seret kulturmen­neske og efterfølgen­de til såkaldt "rig­tigt menneske", en menneskeart, som er karakteri­seret ved sin høje etisk-moral­ske karakter­standard.

           Imidlertid fremhæver Martinus, at arterne og legemsformerne eller "de kosmiske håndværk" i henhold til evige lov­mæssigheder ændrer sig eller forgår i løbet af den kosmiske udvikling, og det betyder bl.a., at salighedsvæsener ikke bliver til mineraler og planter under de nuværende former, og at planter heller ikke bliver til dyr under de nuværende dyrefor­mer, ligesom dyr ikke bliver mennesker under de nu­værende menne­skeformer. Det fælles af­gørende for individer på samme udvik­lingsniveau er imidlertid ikke legemer­ne eller den ydre fremtrædelsesform, men derimod den moralske standard, som evigt vil være den samme for hvert enkelt bestemt udvik­lings­trin. Som eksempler på arter, der principielt står på nogenlunde samme udviklingstrin som enkelte primitive naturmenneske­samfund, nævner Marti­nus insekter som myrerne og bierne. Begge de nævnte arter udgør samfund, der hvad angår ind­byrdes organisa­tion og in­dividord­ning, endog befinder sig på langt højere udvik­lings­trin end mange pattedyr. (Se LB I, stk. ­285-286).

           En passant kan indskydes. at selvom de åndelige verdener på grund af de åndelige materiers let manipulerbare natur ikke udvikler sig i samme forstand, som tilfældet er med de fysiske verdener, så er det dog værd at notere sig, at de åndelige verdener alligevel vil ændre sig i pagt og takt med individernes erfaringsdannelse under opholdene i de fysiske riger. Selv om de åndelige riger i princippet evigt bevarer deres karak­ter og identitet, vil de aldrig i praksis forblive de samme til evig tid.

          Konkluderende kan det siges, at Martinus er ubeskeden nok til at mene, at naturvidenskaben og videnskaben i det hele taget, før eller siden vil blive nødsaget til at åbne sig for de visioner om livet og verden, som han og hans kosmologi har været i stand til at forelægge. Men før dette for alvor kan ske, må naturvidenskabsfolkene have udviklet deres intui­tionsevne til en lige så høj præstations­mæssig kapacitet, som tilfældet er med deres intelli­gensevne. Det er primært et spørgsmål om at opnå en høj grad af jævnbyrdig funktion mellem følelse og intelligens, forstået  som følelses­kontrolleret intelligens og intelli­genskontrolleret følelse. Denne samvirken mellem følelses­livet og intelligenslivet på et højt etisk-moralsk niveau, er en væsentlig forudsætning for intuitionsfunktio­nens optræden i sammenhængen. Denne situation er udtryk for individets altruistiske og alkærlige indstilling, som får det til at føle sig ét med alle andre eksi­sterende levende væsener og dermed med den guddommelige Fader-Moder. Det er ifølge Martinus i og med tilegnel­sen af den upartiske, alkær­lige væremåde, at individet bliver oplyst af  den gud­dommelige alkærlig­heds visdomslys, som sætter det i stand til ved selvsyn at opleve og over­skue tilværelsens grundliggende evige principper, lov­mæssigheder og kræfter. – Jf. evt. med artiklen Videnskab på omveje her på hjemmesiden.

          Om den kosmologiske udviklingsmodel vil man også kunne læse i f.eks. Per Bruus-Jensen: Mennesket og den fysiske virkelighed (I-III), tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1999, side 29-31, nr. 4-1999, side 25-8, og nr. 1-2000, side ?-?. Heri henvises desuden til emnets behandling i samme forfat­ters bøger Eksistens og udødelig­hed (1982), bind 2, Mennesket og livsmysteriet (1984) og Livet og det lukkede rum (1990).   

 

 Note 4: Vedr. jordkloden som levende væsen: LB I, stk. 43-49, 58, 170, ­270, 274. LB II, stk. 378, 381-2, 419-20, 423, 434, 524-6. LB III, stk. 652-3, 654-5, 657-63, 666-8, 703, 905-9, 911-5, 917, 920. LB IV, stk. 1073, 1075, 1277-82, 1374,­ 1382, ­1384, ­1415, 1499. LB V, stk. 1674, 1757, 1888, 1890-2, 1896-7, 1915,­ 1918, ­1925. LB VI, stk. 1997, 2025-6, 2090, 2104, 2107, 2145, ­2147, 2275, 2365. DeV I, stk. 4:7, 7:4-5, 11:5, 11:23, 14:9, ­14:14. DeV II, stk. 21:6, 23:1, 24:1-2, 26:15-8, 26:20,­ 26:29. DeV III, stk. 27:1-2, 32:11, 33:74. Logik, kap. 17. Bisætte­lse, kap. 81, 82-7, 91-2, 94, 101-2. Den ideelle føde, kap. 7, 17, 21. Småbog nr.7: Den længst levende afgud, kap. 5-8, 10-3. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdens­billedet, kap. 15. Småbog nr. 10: Kosmisk bevidsthed, kap. 13­, 15. Småbog nr. 16a: Universets mælkeveje, kap. 4. Se også Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet - int­ro­duktion til et kosmisk livssyn. Se især Tillæg, s. 113-38; og samme forfatters Livet og det lukkede rum – en skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd.

 Note 5: Vedr. tilværelsen i de åndelige (parafysiske) verdener: Se LB I, stk. 21­0, 282. LB II, stk. 318, 341-2,344, 372, 466, ­588. LB III, stk. 756-7. LB IV,  stk. 1275-8, 1366-7, 1369, ­1399, 1548-50. LB V, stk. 1703-6. LB VII, stk. 2521-2, 2598, ­2609, 2612, 2626-30, 2632-3. DeV II, stk. 21:6. DeV III, stk. 33:72-3, 33:74-7, 33:79, 3379-81.

          Vedr. begreberne og fænomenerne rum-tid: Se LB I, stk. 45-6, 235-7, 240. LB II, stk. 313, 315, 341, 356, 363, 382, 385-6. LB III, stk. 664, 732, 988, 1005, 1040-2. LB IV, stk. 1067-8, 1075, 1078-80, 1108-9, 1112, 1414, 1441-2. LB V, stk. 1642-3, 1678, 1683. LB VI, stk. 1975, 1980-1, 2088, 2093, 2307, 2309-10, ­2315, 2­340, 2342. LB VII, stk. 2640.

          I henhold til de kosmiske analyser er fak­torerne eller fænome­nerne rum og tid af sub­jektiv og dermed relativ og illusionistisk karakter, et forhold, som vil blive nærmere omtalt i TILLÆG til denne hjemmeside. Vedr. fænomenet åndelig tid: Se PB-J 2, stk. 2.123.

 Note 6: Vedr. begreberne og fænomenerne fødsel og reinkarnation: LB I, stk. 160, 175-6. LB II, stk. 320-1, 326, 369, 371, 384, 387, 422-4, 426-7, 528, 569. LB III, stk. 648, 709-10, 722-4, 730-2, 746-8, 825-6, 870, 874-7, 903-4, 922, 925, 1024-6, 1034­, 1036. LB IV, stk. 1103-4, 1180, 1279-81, 1367, 1389-94, 1396-7, 1402, ­1413, 1438-9, 1477-9, 1533, 1548, ­1555, 1574. LB V, stk. 1606-7, 1700, 1924, 1936. LB VI, stk. 1962-70, 2088, 2224, 2337. LB VII, stk. 2458-9, 2514-5, 2524, 2561, 2564, 2582, ­2598, 2604, ­2612, 2617-8, 2622, 2628, 2632-3, 2658:20, 2658:41. DeV I, stk. 6:8-9, 13:9. DeV II, stk. 17:1-11, 21:6. DeV III, stk. 31:1, 33:31, 33:48, 33­:72-3. Logik, kap. 64, 66, 72, 90, 94. Bisættelse, kap. 149, 156-8, 165-9, 186. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 18, 20. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 6-7, 10. Småbog nr. 8: Menneskeheden og ver­densbilledet, kap. 68. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 29. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, kap. 9. Småbog nr. 14c: Julelysene, kap. 2-3, 5. Småbog nr.15a: Et glimt fra verdensgenløsningen, kap .9, 11. Småbog nr. 16a: Reinkarnationsprincippet, kap. 2-4. PB-J II, stk. 2.99.-2.103.

          Vedr. begreberne og fænomenerne død og diskarnation: Se LB I, stk. 210, 281-3. LB II, stk. 309, 313, 319, 343, 374, 380, 384, 387, 394, 409, 420, 422-3, 426-7, 468, 528,­554, 569, 594-5,602. LB III, stk. 646-8, 703, 707-8, 731, 763, 874, 922-5, 953, 970, 1024-6, 1032, 1034, 1036, 1043. LB IV, stk. 1103, 1180, 1288, 1294, 1366-7, ­1369, 1389, 1399, 1400-2, 1437-9, 1443-50, 1533-5, 1537-40, 1543-4, 1547-8, 1550-1. LB V, stk. 1598, 1603-4, 1611, 1656, 1658, 1660-1, 1678, 1704-6, 1710, 1772-3, 1792, 1835-6, 1838, 1925. LB VI, stk. 1957, 1965-6, 2026, 2113, 2125, 2150-1, ­2154, 2181, 2237, 2267-8, 2329, 2332. LB VII, stk. 2416. DeV I, stk. 4:1, 6:6-7, 13:9, 15:3, 16:3, 16:11. DeV II, stk. 18:3, 19:14, 20:10, 25:10,­ 26:4, 26:28-9. DeV III, stk. 31:1, 33:16, 33:52-3, 33:57, 33:61, 33:73. Logik, kap. 8,22-3, 45, 70, 74, 76. Bisættelse, kap. 148, 157-8, 160-2, 165, 167-9, 170-1. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 15, 21, 25-8, 29-30. Småbog nr. 5: Den ideelle føde, kap. 9, 14. Småbog nr. 6a: Blade af Guds billedbog, kap. 9­,11-3. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, kap. 4, 6, 8, 10-12. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 44, 62, 64-5. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 13. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, kap. 9-10. Småbog nr. 14c: Julelysene, kap. 1, 3. Småbog nr. 16a: Reinkarna­tionsprincippet, kap. 1-5. Småbog nr. 18b: Den store fødsel, kap. 3-5.

          Vedr. begrebet kosmisk død: Se LB V, stk. 1610-1, 1635, 1658, 1663-4, 1772-3, 1781, 1832, 1838, 1840, 1842, 1844, 1892. LB VI, stk. 1943, 2204-5, 2207-8. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 24-5, 33. Småbog nr. 10b: Mental  suverænitet, kap. 2-3, 8-10, 12-4. Småbog nr. 15c: Ud af mørket, kap. 12-3, 16-7. Se evt. også Nils-Olof Jacobson: Liv efter døden? Om parapsyko­logien, mystikken og døden, side 11-4, 248-322. Side 295-315 gengives Martinus' opfattelse af døden og livet efter døden. Det sker under kapitel­overskriften "En nutidsmystikers beskrivelse af livet efter døden. Se desuden Stanislav Grof: Den indre rejse 2. Menneskets møde med døden. - Jf. evt. med artiklen ”Vinterens bladløse træer” her på hjemmesiden.

 Note 7: Vedr. begrebet og fænomenet den fysiske organisme: Se LB II, stk. 304, ­307, 317, 319-20, 326, 340, 422-3, 474, 510, 512, 569, 596. LB III, stk. 655-7, 663, 682, 706-10, 721-4, 727, 730, ­738, 748, 839-40, 908, 921-5, 989, 1006. LB IV, stk. 1055, 1075, 1266, 1367, 1495, 1533, 1579. LB V, stk. 1657, 1693, 1757, 1770-1, ­1906-8, 1912-3, 1923-7. LB VI, stk. 2042, 2114, 2116-7, 2132-5, 2137-8, 2152-3, 2155-8, 2168, 2237, 2329. LB VII, stk. 2419-20, 2608, 2637, 2654:6, 2654:8, 2658:7, 2658:10. DeV I, stk. 4:1, 6:6, 11:7, 11:9, 11:21, 13:3, 13:9, 14:21. DeV II, stk. 17:10-1, 19:14. DeV III, stk. 29:2, 31:1, 32:10, 33:16, 33:56, 33:75, 33:79. Logik, kap. 8, 26-7, 47, 73, 89, 93-5. Bisættelse, kap. 8, 15-6, 20, 37, ­39, ­42, 48, 75-6, 78-9, ­146-7, 162. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne,­ kap. 12, 15, 23.

 Note 8: Vedr. spørgsmålet: Er reinkarnationen et faktum?: Se f.eks. Nils-Olof  Jacobson: Liv efter døden? Om parapsykologien, mystikken og døden, 1971, side 42, 194, 227, 309, 311, 318, 320. Ian Stevenson: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation, 1970, samt samme forfatters Reincarnation and Bi­ology - A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects,1-2, 1998. Se herom i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-1998, s. 42-3, nr.2-1998, s. 38-40, samt nr. 3-1998, s. 12-3. Se desuden Stanislav Grof: Den indre rejse 1. Kortlægning af det ubevidste gennem LSD-psyko­terapi, 1975, side 126, 147, 155, 164-5, 174, 200. Samme for­fatter: Den indre rejse 2. Menne­skets møde med døden, side 17-18, 82,­ 125, ­131, ­142. Desuden kan anbe­fales Jes Bertelsen: Dyb­depsyko­logi 1. Fødsels­trau­mets psykolo­gi, 1978, side 128-34. Samme for­fatter: Dybdepsyko­logi 2. Gen­fødel­sens  psyko­lo­gi, 1979, særligt side 86-188. Et ud­mærket deba­tind­læg i spørgs­målet om reinkar­natio­nens rea­litet er f.eks. Swami Ab­hedanan­da: Reinkar­nation. På dansk ved Edith Enna, 1961. Et vægtigt deba­tindlæg er også Sven Åge Rossen: Døden ek­sisterer ikke. Om 'døden' og reinkar­nation på grund­lag af Martinus' verdens­billede, 1985. Samme forfatter har desuden  behandlet emnet i artiklen: Er reinkarnation en realitet?, tids­skriftet Kosmos nr. 8-1996.

 Note 9: Vedr. Martinus' indvielse til kosmisk bevidsthed: Se LB I, Fortale, stk. 1-22. Småbog nr. 4: Omkring min missions fødsel, kap. 14, 16-9, 18-21. Samt Martinus' Erindringer, Zinglersen's Forlag, København 1987, side 64-8. – Se evt. de første kapitler af JESUS MENNESKESØNNEN II  her på hjememsiden.

 Note 10: Vedr. partiel eller ufuldstændig reinkarnation eller reinkarnation en miniature: LB VI, stk. 1963, 1966-70. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepo­ker, kap. 14 Småbog nr. 16a: Reinkar­nationsprin­cippet, kap. 2-5. PB-J 2, stk. 2.107.-2.108. Her skal tilføjes, at man måske især finder et godt og illustra­tivt eksempel på partiel reinkarnation i blom­ster­planter med løg eller rodknolde, som f.eks. hos tulipaner, påske- og pinseliljer m.m.fl. Som bekendt beholder løg og rodknolde deres spireevne og gro­kraft efter at de pågældende planter er af­blomstret og blade og blad­stængler er visnet eller rådnet bort. Løg og rodknolde kan sammen­lignes med skæbneelementet og dets be­holdning af talent­kerner. For­skellen er 'blot', at mens de først­nævnte er fysiske, er det og de sidstnævnte parafy­siske. Ifølge Martinus er det gennem den i planteriget fore­kommende partielle eller delvise reinkarnation, at in­dividets anlæg eller talent for fuldstændig eller total reinkar­nation bliver udviklet. Den totale reinkarnation og dermed den totale organismeud­skiftning forekommer kun hos det animalske væsen, herunder altså ikke mindst hos det jordiske menneske, hos hvilket reinkarnationstalentet markerer sig i form af en selvstændig fysisk tilværelse og en selv­stændig åndelig eller parafysisk tilværelse. Senere hen, når individet i løbet af mange inkar­nationer er nået frem til højere udviklingsstadier, der kulmi­nerer med den store fødsel til kosmisk dagsbevidsthed, aftager rein­karnatio­nerne i samme grad som den åndelige dagsbevidsthed trænger ind i den fysiske hjerne, hvorved individets inkarnationer bliver mere og mere æteriske og styrede af dets dagsbevidste vilje. Reinkarnationer­ne og diskar­natio­nerne vil da foregå ved hjælp af materialisation og demateriali­sa­tion, og ikke længere gennem den animalske fødsel. Se især herom i LB VI, stk. 1968-70. Men dybest set hænger dannelsen af reinkarnations­talentet sammen med individets polkonstellation og polforvandlingen, som i løbet af sidste halvdel af planteriget og et stykke ind i dyreriget forandrer det op­rindeli­ge og endnu i overvejende grad parafysiske og dob­belt­polede væsen til et enkelt­polet individ, nemlig dels i form af et maskulint in­divid og dels i form af et feminint individ. Se herom LB VI, stk. ­1971-2 og PB-J 4, stk. 4.81.-4.82. - Det anførte H.C.An­dersen-citat er fra romanen "Kun en Spille­mand", 1837, R&R III, s. 128 og Gyldenda­l-udgaven 1970, s. 125. Se evt. også min artikel ”Alt er et underværk”, Tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-2005.

 Note 11: Vedr. reinkarnation og hukommelse: LB II, stk. 320-1, 342, 455, 634-6. LB VI, stk. 2242. LB VII, stk. 2408, 2564. Logik, kap. 9. Bisættelse, kap. 150.  Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 18, 20.

 Note 12:  Se f.eks. Videnskaben eller Gud? Redaktion: Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, 1996.

 Note 13: Vedr. reinkarnationsprincippet: LB II, stk. 369, 381. LB III, stk. 922. LB IV, stk. 1094. LB VI, stk. 1966-7, 1969-72. DeV II, stk. 18:3. Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 14. Småbog nr. 16a: Reinkarnationsprin­cippet. PB-J 2, stk. 2.99.-2.105.

 Note 14: Vedr. første faktor: urbegæret: LB II, stk. 529-33, 545, 555-6, 604, 610, 621. LB III, stk. 694, 711, 773-7, 786. LB IV, stk. 1377, 1379. LB V, stk. 1646,­ 1655, 1775. DeV I, stk. 6:8, 11:15-6, 14:1. PB-J I, stk. 1.2-1.3, 1.246.- 1.247.

       Vedr. anden faktor: kontrastprincippet: LB I, stk. 35, 46. LB II, stk. 539-40. LB III, stk. 639, 665, 946. LB IV, stk. 1081, 1375, 1554. LB V, stk. 1785. LB VII, stk. 2478-9, 2658:41. DeV I, stk. 13:8, 14:1. DeV II, stk. 17:11, ­19:8. DeV III, stk. 32:12. Småbog nr. 15a: Et glimt fra verdensgenløs­ningen, kap. 9. PB-J I, stk. 1.248. PB-J II, stk. 2.1.-2.6., 2.74, 2.95.-2.98.

 Note 15: Vedr. tredie faktor: livsenhedsprin­cippet: LB I, stk. 272. LB V, stk.­ 1692-4, 1698. LB VI,     stk. 2168, 2325, 2346, 2353, 2364. LB VII, stk. 2637, ­2654:5, ­2654:8, 2658:7-11. DeV I, stk. 7:1-8, 11:4-9, 11:19, 11:34, 14:6, 14:8-9, 14:21, ­11:25. DeV III, stk. 28:1, 32:11-2, 32:14. Logik, kap. 29, 87-8 (med tilhørende symbol). Bisættelse, kap. 75-6. Småbog nr. 5: Den ideelle føde, kap. 17 (symbol), 19. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdensaltet, kap. 66.  PB-J 1, stk. 1.248. PB-J 2, stk. 2.104.

 Note 16:  Vedr. fjerde faktor: talent­kerneprin­cippet: LB IV, stk. 1407-8. PB-J 1, stk. 1.248. PB-J 2, stk. 2.104.

 Note 17:  Vedr. femte faktor: fysisk er­farings­dannel­se:  LB I, stk. 280, 283-4. LB V, stk. 1878. LB VI, stk. 1967-71, 2172. DeV II, stk. 17:3-4. PB-J 2, stk.­  2.104. 

 Note 18:  Vedr. sjette faktor: skæbneprincippet: LB II, stk. 608. LB III, stk. 934. LB IV, stk. 1262-4, 1325. LB VI, stk. 2128, 2237, 2262, 2283. LB VII, stk.­ 2444, ­2545. DeV I, stk. 16:4-5, 16:11. DeV II, stk. 19:10, 20:6, 20:9, 25:6. DeV III, stk. 32:13, 33:64. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap.16. PB-J 2, stk. 2.104.

 Note 19: Vedr. reinkarnationens 'teknik' eller fra parafysisk til fysisk til­værelsesform: PB-J 2, stk. 2.106. Med henvisning til talentkernekomplek­sets lovbundne opbygning og struktur, afviser Martinus muligheden af, at et menneske under visse omstændigheder kan blive genfødt i skikkelse af et dyr, sådan som det f.eks. hævdes i hinduismen. Med samme begrundelse afviser han også muligheden af kønsskifte mellem inkarnationerne: LB V, stk. 1650, 1937. PB-J 4, stk. 4.56.-4.58, 4.81.-4.82. I nyere reinkar­na­tions­forskning foreligger der tilsyneladende indicier på, at kønsskifte kan finde sted mellem de enkelte inkarnationer. Der knytter sig imid­lertid så store usikkerhedsmomenter til reinkarnationsforsk­ningens fore­løbige resulta­ter, at det endnu er for tidligt at sige noget afgørende om den uover­ensstemmelse, der synes at være i forhold til Martinus' ovennævnte påstand om umuligheden af normalt kønsskifte mellem inkar­nationerne. Om kønsskifte mellem inkarnationerne, se f.eks. Nils Jacob­son: Reinkar­nation og kønsskifte. Tids­skriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1998. Artiklen refererer til Ian Steven­sons Reincarnation and Biology, som der henvises til i ovenstående note 8. Spørgsmålet er også behand­let i en artikel af Gunner Frederik­sen: Tilfældet Ma Myint Myint Zaw, ti­ds­skriftet Den Ny Verdensimpuls nr.1-1998, side 38-40. Desuden i en artikel af Sven Åge Rossen: Mand eller kvinde i tidligere liv?, tidsskriftet Kosmos nr.4-1992, og i Hans Witten­dorff: Kønsskifte mellem inkar­nationerne, tids­skriftet Kosmos nr.12-1996.

 Note 20:  Vedr. fænomenet undfangelse: Se LB II, stk. 419, 422-3, 426-7. LB III, stk. 826-6, 928, 931-5. LB IV, stk. 1227. LB V, stk. 1718-20, 1737-40. LB VII, stk. 2540. DeV IV, stk. 34.1-22. PB-J 2, stk. 2.154.-2.159.

       Der knytter sig i øvrigt en række vigtige og interessante spørgs­mål til den kosmologiske undfangelsesproblematik, som i nogen grad er blevet omtalt i denne bogs 8. kapitel under afsnitsoverskriften: "Betingelserne for inkarnation eller reinkarnation", samt i den tilhørende note 9, hvortil læseren derfor her skal henvises.

 Note 21: Vedr. begrebet arvelighed: Se LB II, stk. 300, 328, 569-70. LB III, stk.­ 706, 736, 740. LB VI, stk. 2120. DeV II, stk. 17:3. DeV IV, stk. 34.16-20.  Logik, kap. 94. Småbog nr. 5: Den ideelle føde, kap. 2, 9-10.

 Note 22: Vedr. det psykofysiske koblingslegeme, "finsto­flegemet" eller "finstof-dublet­ten": Se denne bogs kapitel 10 samt noterne dertil.  

 Note 23: Vedr. koblingslegemets vækst- og degeneration: Det skal her nævnes, at det faktisk ikke er meget, der står direkte at læse i Martinus' værker og heller ikke i PB-J 1-4 om koblingslegemets vækst. Derimod er kob­lingslegemets natur og struktur og degeneration indgående beskrevet hhv. i PB-J 1, stk. 1.221.-1.222. og i PB-J 2, stk. 2.133. Men i Eks. og udød.1, s. 148-63, hvor koblingslegemet dog konsekvent betegnes som "trans­for­mationsfeltet", kommer Per Bruus-Jensen imidlertid nærmere ind på frem­væksten af transformationsfeltet alias koblings­legemet. Det fremgår af hans fremstilling, at kob­lingslegemet eller transformationsfeltet først dannes i para­fysisk materie, og at det er gennem kontakten med de fysisk inkarnerede individers transformationsfelter, at muligheden for fysisk (re)­inkarna­tion etableres. Der er i første omgang tale om en parafysisk undfangelse, der, som nævnt i min tekst, følges af en parallel og synkron dannelse og vækst af såvel koblingslegemet som den fysiske organis­me. Det betyder, at koblingslegemet for alvor begynder at dannes samtidig med kob­lings­cellen, dvs. samtidig med den sammen­smeltede æg- og sæd­celle. Objek­tivt set kan koblings­legemet i praksis anskues som et kraft- eller procesfelt, beslægtet med elektromagnetiske kraftfelter, og som gennem­strømmer det fysiske legeme. Men under visse omstæn­dig­heder er koblingslegemet eller finstofle­ge­met i stand til mid­lerti­digt at forlade sidst­nævnte, idet forbindelsen mellem de to legemer bevares i kraft af en finstoflig energi- og infor­mations­ledning ("sølv­snoren" eller "nav­lestrengen"). Den endelige opløsning af for­bindelsen mellem koblingslegemet alias transformationsfeltet og det fysiske legeme, sker nogen tid efter sidst­nævntes død. Koblingslegemets for­bindelse til den sjælelige struktur, specielt til følelseslegemet og tyng­delege­met, varer dog normalt noget længere. Men før eller siden vil det blive "afstødt" fra den åndelige struktur og i form af en afsjælet, åndelig kopi af det fysiske legeme for en tid føre sin egen robotagtige eksistens, for til  sidst at gå til grunde og opløses helt.

 Note 24: Vedr. Jegets syv legemer: Se denne bogs 1. kapitel, afsnitsoverskrifterne Underbevidstheden og grundenergierne, Grundenergiernes indbyrdes kombi­nationer og De seks kosmiske tilværelseszoner eller -riger, samt noterne dertil. Se evt. også 4. kapitel under afsnitsoverskriften De åndelige legemer og spiralcentrene samt noten dertil. – Se f.eks. afsnittet Grundenergiernes kombinationer, specielt diagrammet Individets sjælelige struktur  her på hjemmesiden.

 Note 25: Vedr. fænomener som fantomsmerter og fantomkløe:  Se f.eks. Peter Andreas/Caspar Kilian: Den fantastiske videnskab, 8. kap. Heri omtales bl.a. den såkaldte "cut-away-effekt". Denne effekt består i, at et ikke længere tilstedeværende segment af et blad eller det yderste af en ampu­teret finger, kan ses på de såkaldte højfrekvente Kirlian-fotografier fra begyndelsen af 1960'erne, som var optaget af det sovjetiske for­skeræg­tepar Semjon og Valentina Kirlian. Imid­lertid hersker der stor tvivl om ægtheden af Kirli­an-billederne, men hvis det skulle vise sig, at de er ægte nok, vil der formentlig være tale om en form for bevisførelse for koblings­lege­mets faktiske ek­sistens.

          I henhold til så vel Martinus som parapsy­kolo­gien i det hele taget, er der enighed om, at fantoms­merterne og -kløen hænger sammen med det forhold, at hverken følelses­legemet eller koblings­legemet nødvendigvis behøver at blive påvirket eller læderet, men normalt forbliver intakt, selvom det fysiske legeme udsættes for en større eller mindre lem­læstelse, amputa­tion eller in­validi­tet. Eftersom koblings­legemet er en på basis af talent­kerne­komplek­set skabt, opretholdt og diri­geret finstoflig kopi af det fysiske legeme, vil det under normale forhold sige, at koblings­legemets "anatomi" og "fysio­logi" til en vis grad er uberørt af, hvad der sker med det fysiske legeme. Men eftersom koblingslegemet er usynligt for det almindeli­ge fysiske syn, oplever det menneske, der har fået ampu­teret f.eks. et under­ben, at det lejlighedsvis gør ondt eller klør i den fod, som både ved­kommen­de person  og andre med egne øjne kan se, at det fysiske legeme mangler.

          Det skal tilføjes, at koblingslegemet eller finstofkroppen under visse omstændigheder kan ses af personer, der har clairvoyante evner, og selv  om jeg personlig ikke i almindelighed selv besidder denne evne, har jeg dog ved et par enkelte lejligheder oplevet at se, hvad jeg med rette eller urette mener var andre perso­ners finstoflegeme. Her skal jeg nøjes med at nævne et tilfælde, hvori jeg i halvvågen til­stand endog særdeles tydeligt så min egen dengang kun omkring et år gamle søns barne-finstof­krop, som stråle­de med et fosforescerende skær i alle lys­spektrets farver. Det var en højst overrasken­de og betagende oplevelse, som jeg aldrig siden har glemt. Se evt. mine artikler Min vej til Martinus, tidsskriftet Kosmos 1-2001, og Er sjælen en hallucination?, Kosmos 12-2001.

          Neurolo­ger for­klarer fan­toms­merter og -kløe med hen­visning til rent fysiske neurologiske forhold, idet man bl.a. mener, at de nervesynapser, der findes omkring amputationsstedet, f.eks. hvor underbenet er fjernet, bevarer en art "kemisk hukommelse", der af den pågældende person op­leves, som om det amputerede ben endnu er der, og at det lejlighedsvis måske klør eller ligefrem gør ondt i foden. Det er klart, at videnskabelige forskere, der  nødvendigvis må basere deres tænkning på rent fysiske præmisser, i dette tilfælde kommer til en konklusion vedr. fantomsmerter, der siger, at disse må skyldes en slags ”kemisk hukommelse” hos nervesynapserne. Men så vidt jeg kan se, kunne denne såkaldte ”kemiske hukommelse” i virkeligheden udmærket være et udtryk for og eksempel på koblingslegemets og dermed den  bagved liggende åndelige strukturs eksistens og funktion.

          Men for i øvrigt at undgå eventuelle misforståelser, skal det her tilføjes og understreges, at karakteren og  kvaliteten af de åndelige legemer så vel som af koblingslegemet og det fysiske legeme, i første instans er  helt og aldeles beroende på karakteren og kvaliteten af talent­kerne­komplek­set. Er det sidstnævnte sundt og normalt, vil de åndelige legemer, koblingslegemet og det fysiske legeme også grundlæggende være sundt og normalt. Men er talentkernekomplekset usundt og unormalt, vil de åndeli­ge legemer, koblingslegemet og det fysiske legeme være eller blive tilsvarende usunde og unormale. Det beror ifølge Martinus grundlæggende på, at de åndelige legemer, i lighed med så vel koblingslegemet som det fysiske legeme, er skabte tids- og rum-dimensionelle foreteelser, der vekselvirker med hinanden, og som tilfældet er med disse, kan de førstnævnte også degenerere eller ødelægges gennem forskellige former for  misbrug.

     Ang. for­skelli­ge defekter i de åndelige legemer og dermed i kob­lingslegemet og det fysiske legeme. (Se herom i EGL I, s. 144-55, og måske særlig Marti­nus' foredrag Ån­deligt selvmord, gen­givet i arti­kel­form i tidsskriftet Kosmos nr. 2-2000. Se evt. også min artikel Psykologi og fysisk sundhed, Kosmos nr. 12-1999).

 Note 26: Det må konstateres, at det ikke hidtil er lykkedes at føre enty­digt, modsigelses­frit og dermed videnskabeligt gyldigt bevis for reinkarnatio­nens realitet. Men der foreligger indtil dato (år 2005) heller ikke noget definitivt bevis for, at reinkarnation ikke skulle forekomme som den organismeudskiftningsmetode, Martinus og andre åndsforskere hævder er tilfældet.  Derimod har reinkarna­tions­tanken mange modstandere, ikke mindst inden for den kristne kirke, som generelt og konsekvent afviser tanken som principielt uforenelig med kristendom. Se f.eks. artiklen af Eigil Kristensen: Rein­karnation og kristendom, tids­skriftet Kosmos nr. 1-2000, s. 11-2. Se evt. også min artikel Sjæl og legeme, tids­skrif­tet Kosmos nr. 5-1998. Se i øvrigt under note 8.