INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE (I)

- om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer

 

 

Spørgsmålet om den fri vilje

Før vi går over til at se på spørgsmålet om individets person­lige skæbne under repetitionsperioden såvel som under resten af dets fysiske inkarnation, skal vi imidlertid se nærmere på dén psykologiske og kosmiske faktor, uden hvilken enhver tale om, at individet er første og eneste årsag til sin egen skæbne, hvad enten denne former sig godt eller dårligt, ville være meningsløs. Denne faktor er individets vilje. 

     Med begrebet "vilje" er vi kommet i berøring med et emne eller problem af mere kompliceret og vidtrækkende natur, end man umiddelbart skulle tro. Men at det forholder sig sådan, be­kræftes alene af den omstændighed, at spørgsmålet om individets såkaldt fri vilje har gennem tiderne været genstand for filoso­fiske og psykologiske diskussioner og stridigheder, som stort set har opdelt parterne i tre grupper. Den ene gruppe hævder med mere eller mindre overbevisende argumenter og begrundelser viljens frihed som værende total, idet begrebet "frihed" ellers er menings­løst. Den anden gruppe påstår derimod med mindst  lige så gode begrundelser og argumenter, at viljen er absolut "ufri", eftersom den er 'bundet' af forskellige biologiske, fysiologiske og psykologiske kræfter og faktorer, der gør det irrelevant eller illusorisk at tale om "viljens frihed". Endelig en tredie gruppe, som mener at individet har frit valg på nogle områder, men ikke på andre områder, hvor det netop er de indre og ydre livsvilkår, der mere eller mindre dikterer viljen. Vi skal senere få at se, at Martinus' syn på viljen hører ind under den sidstnævnte gruppe. (Note 1)

 

Individets selvopholdelsesdrift

De ovennævnte tre grundholdninger til spørgsmålet om viljens frihed, er ifølge Martinus en naturlig konsekvens set ud fra materialistiske forudsætninger, som i sig selv gør det van­skeligt eller ligefrem umuligt at komme til en virkelig for­ståelse af viljens natur og identitet. Denne forståelse kan man rent faktisk kun gøre sig håb om at tilvejebringe, ved atter at inddrage tilværelsens livsside og dermed dens åndelige aspekt i sammenhængen. Den helt grundlæggende faktor i dette åndelige livssideaspekt er Jeget, tilværelsens alfa og omega, urbegærets indehaver, og igangsætter og opretholder af det kompleks af kræfter og fak­torer, der tilsammen udgør grundlaget for den udadrettede (manifestative) og indadrettede (sansemæssige) aktivitet, hvoraf livets oplevelse er det endelige resultat.

     For at Jeget skal kunne opfylde sit urbegærs permanente behov for livsoplevelse, kræves der derfor en uafbrudt etab­lering (ska­bel­se) og opretholdelse af livsoplevelsen. Men for at dét kan ske, forud­sætter det helt basalt at Jeget har vilje til efter bedste evne at søge at bevare dét organiske redskab, hvormed det i praksis skaber og op­retholder livsople­velsen. Dette er imid­lertid et særlig van­skeligt problem i den fysiske verden, hvor den fysiske organis­me næsten konstant er udsat for ned­brydende eller direkte dræbende angreb fra om­givelsernes side. Den fysiske verden er jo i kraft af tyngdeenergiens (den dynamiske, eksplosive energis) dominans, i meget høj grad præget af det dræbende princip. Men det er netop i den forbindelse, at en indre, uimodståelig kraft giver sig til kende hos individet, idet dette af al magt og evne sætter sig til modværge eller modstand for at for­svare sig, eller hvis dette viser sig udsigtsløst, da gør alt for at flygte fra det truende overgreb. Denne indre kraft er selvopholdelsesdriften. (Note 2)

 

Selvopholdelsesdriftens positive og negative sider

Fænomenet selvopholdelsesdrift kendes og er en realitet hos stort set alle levende væsener, og den er helt elementært karakteriseret ved, at den altid ytrer sig som forsøg fra individets side på at forhindre den fysiske organismes lædering og undergang. Selvopholdelsesdriften er derfor normalt en indbygget bestanddel af det levende væsens natur, og kan som sådan give sig udtryk på to diametralt modsatte måder, nemlig dels en positiv og dels en negativ måde. I positiv forstand virker selvopholdelsesdriften i det uselviske livgivende princips tjene­ste, og viser sig da som alle de mangeartede foranstaltninger til beskyttelse og bevarelse af individets liv, som forekommer hos både dyrene, f.eks. i form af de mange former for camouflage, og hos jordmenneskene ikke mindst, hos hvilke samfundet og dets mange for­skellige institu­tioner (sociale, politiske, økonomiske, me­dicinske, militære osv.) netop er udtryk for sådanne bestræbel­ser. For det frem­skredne kulturmen­neske kan selvopholdelses­driften desuden give sig udtryk i en ægte humanistisk moral og etik, der udelukkende tjener al­truistiske og kærlige formål. Det kan eksempelvis ses i ulykkessitua­tioner og under krigsforhold, hvor nogle menne­sker netop under ekstreme ydre forhold og truende livssituatio­ner udviser et vovemod og en hjælpsomhed, som under tilsidesæt­telse af person­lige risici og omkostninger, får disse til at redde andre mennesker og i nogle tilfælde også dyr fra ulykke og den visse død. 

     Men selvopholdelsesdriften kan på den anden side også virke i det egoistiske og dræbende princips favør, sådan som det i særlig grad finder sted hos dyret og det kosmisk set primitive, tilba­gestående jordiske menneske. I begge tilfælde kan det give sig udslag i handlinger og adfærdsformer, der fuldstændigt til­sidesæt­ter ethvert hensyn til modstanderen. Det kommer i menneskets tilfælde ikke mindst til udtryk under krigsforhold og lignende omstændigheder, hvor den ikke så sjældent fore­kommende råhed og brutalitet gerne begrundes med henvisning til selvforsvarets nødvendighed, der er en afart af selvopholdel­sesdriften. (Note 3)

          

Urbegæret og selvopholdelsesdriften

Fra Martinus' side gøres det gældende, at selvopholdelses­driften er en selvfølgelig konsekvens af urbegæret, hvorfor den i medfør heraf kan defineres som et udslag af Jegets ubetingede krav om opretholdelse af sin livsoplevelsesevne samt de herfor nødvendige organiske psykofysiske forudsætninger. Den grund­læggende forudsæt­ning for, at Jeget i det hele taget kan frembringe sin livsoplevelse, er naturligvis opretholdel­sen af livsoplevelsesevnen. Denne evne er helt basalt en skabende evne, idet livsoplevelse - som så ofte fremhævet i denne fremstilling - er noget der må skabes. Men som tilfældet er med alle former for skabelse, består skabelsen af livsoplevelsen i en vis vek­sel­virkning med materien, her med den fysiske materi­e. Denne vekselvirkning i form af Jegets udadrettede (mani­festative) og ind­adrettede (sansemæssige) aktivitet, medfører en mærkbar gensidig på­virkning af materien og af Jeget og dets sjælelige struktur. Som vi tidligere er blevet gjort bekendt med, så er denne aktivitet organisk set baseret på det levende væsens samlede organiske struktur: evighedslegemet, den sjæle­lige strukturs seks åndelige legemer, og den fysiske organisme.    Etableringen og opretholdelsen af livsoplevelsen er altså betinget af den netop nævnte organiske struktur, og da livs­oplevel­sen i kraft af urbegæret er Jegets centralbe­hov, er det derfor i allerhøjeste grad i samme Jegs interesse at bevare sin organi­ske struktur. Denne interesse ytrer sig i praksis i form af selvopholdelsesdriften, dvs. den interesse, som på grundlag af urbegæret motiverer Jegets eller det levende væsens perma­nente og kompromisløse vilje til efter yderste evne og med alle kræfter at beskytte og bevare dén samlede organiske struktur, herunder den fysiske organisme, hvoraf skabelsen af livets oplevelse fundamentalt afhænger. (Note 4)

 

Selvopholdelsesdriften et mysterium

Martinus fremhæver i øvrigt, at forekomsten af selvopholdelses­driften ret beset må være et mysterium for den overvejende fysiske udforskning af livet, så længe man ikke inddrager tilværelsens åndelige livsside i sammenhængen. Set fra den materialistiske livsanskuelses side, må problemet og spørgs­målet nemlig være, hvad det i grunden er, der motiverer den i sig selv livløse materie til den åbenbare, kompromisløse tendens hos denne til normalt at modsætte sig enhver form for indgreb og ændring i organismen, som kan true dennes eksistens og integri­tet. I henhold til materialismen udgør jo dét, der forstås ved liv og be­vidsthed kun epifænomener, hvilket vil sige, biprodukter eller sekundære biomstændigheder ved de forskellige materiekombinationer og -funktioner. Materien må som sådan derfor kunne være komplet 'indifferent' overfor, hvilke kombi­nationer og funktioner den befinder sig i. Den er og bliver jo under alle omstændigheder fortsat det samme liv- og bevidsthedsløse fænomen, som den ifølge den materialistiske livs- og verdensanskuelse fundamentalt set altid har været, og det skulle derfor synes uden betydning, hvilke former, kombinatio­ner og funktioner, der tilfældigvis præger den.

     Men sådan forholder det sig som bekendt ikke, og det er netop heri at mysteriet eller gåden ligger. I normal praksis til­stræber  materiens kombinationer og funktioner, i form af de såkaldte levende organismer, uafbrudt selvbevarelse, og viser sig dermed forlenet med selvopholdelsesdrift. Men eftersom forekomsten af selvopholdelsesdriften altså ikke kan begrundes i og med materien som sådan, ser Martinus den derfor som et in­direkte bevis på materi­ens be­sjælet­hed. Det vil sige, som et udtryk for tilværelsens åndelige livsside, ifølge hvilken det levende væsen er et udødeligt - eller rettere sagt uskabt = evigt - treenigt princip, der som sådant har en iboende tendens til at ville og kunne opleve. (Note 5)

 

Viljens organiske grundlag

Martinus definerer kortest sagt begrebet 'vilje' som Jegets evne til vilkårligt at administrere, koordinere og virkeliggøre sin energiomsætning, dvs. sin udadrettede og indadrettede aktivitet, gennem hensigtsmæssig regulering af liv­sople­velsens løbende indhold.

     I praksis former Jegets energiomsætning sig dels som en række indre højpsykiske og psykofysiske organfunktioner, og dels former den sig som individets udtrykte bevidsthedsliv, dvs. som alle de virkninger af specielt den udadrettede aktivitet, der manife­steres i den omgivende materie i form af ydre udtryk for Jegets tanke- og følelsesliv, dvs. udtryk for dets kombinerede hand­lingsliv og adfærdsmønster.

     Eftersom viljen er identisk med en personlig evne, må den derfor i lighed med alle andre af individets evner have sit organiske grundlag. Martinus oplyser da også, at dette organi­ske grundlag foreligger i form af en organisk struktur, der dels tilhører overbevidsthedsområdet, nemlig i form af et specifikt talentkernekompleks i skæbneelementet, og dels underbe­vidsthedsom­rådet, og som både er repræsenteret i den sjælelige struktur og i den fysiske organisme. Viljens organi­ske til­stedeværelse i den sjælelige struktur, har form af et centra­lorgan med for­greninger ind i alle den sjælelige struk­turs seks åndelige legemer, hvilket især fremgår af, at det er via denne struktur, at Jeget producerer tanke- og følelseslivet. (Note 6)

 

Viljen og den fysiske organisme

For at Jegets vilje skal kunne tilkendegive sig fysisk, er denne naturligvis også organisk repræsenteret i den fysiske organisme, nemlig i form af et system af centre i hjernen, som på den ene side samarbejder med det sjælelige viljesorgan, og som på den anden side er tilkoblet en række motoriske under­centre i centralnervesystemet. Via disse undercentre kan Jeget i kraft af det sjælelige viljesorgan dirigere et stort antal muskler og visse organer, hvorved Jeget alt i alt kan omsætte sit tanke- og følelsesliv til et til dette arrangement svarende viljeført fysisk ad­færdsmønster. Men det er vigtigt at under­strege, at det fysiske viljeskompleks ikke i den forstand deltager i viljeslivet, der i sig selv foregår i den sjælelige struktur, men derimod udgør en kompliceret fysisk relæstation, hvor­igennem dette viljesliv på kontrolleret måde kan forplante sine virkninger til den fysiske organisme, og i nogle tilfælde dermed også til dennes fysiske omgivelser. Denne 'forplant­nings­proces' foregår naturligvis ved hjælp af kob­lings­legemets interaktive funktioner. (Note 7)

 

     Ved viljeslivet forstås som nævnt Jegets bevidste styring af sin samlede udadrettede og indadrettede aktivitet i form af en række specialfunktioner, som i praksis befordres af en til­svarende række parafysiske og fysiske lokalorganer og disses funktioner, som vil­jesorganet har indflydelse på. Men der forekommer naturligvis også en række automatisk arbejdende lokalorganer og -funktioner, som normalt er uden for Jegets bevidste kontrol. Som eksempler på lokalor­ganer og -funktioner, der normalt er uden for viljens kontrol, kan nævnes hjertet, leveren, nyrerne m.fl. Det samme gælder funktioner som f.eks. blod­kredsløbet, fordøjelsesfunktionerne og den endokrine sekretion. Lungerne fungerer normalt også automatisk, men her er det muligt for individet (Jeget) at gribe kontrollerende og dirigerende ind, dog kun for et kortere tidsrum ad gangen, som f.eks. ved at foretage en bevidst dybere ind- og udånding end normalt, eller eventuelt holde vejret (standse vejrtrækningen) i kortere eller længere tid, afhængigt af forudgående optræning. (Note 8)

 

Fri vilje kontra ufri (begrænset) vilje

Det er umiddelbart indlysende, at som en administrativ faktor bag Jegets samlede energiomsætning, må viljesorganet tilskrives en overordnet position og betydning. Ved viljeslivet forstås jo i henhold til Martinus Jegets bevidste styring og regulering af sin energiom­sætning i form af sin samlede udadrettede og indadrettede aktivitet, eller sin manifestation og sansning. Denne aktivitet er repræsenteret ved et stort antal specia­lor­ganer og -funktioner, hvis righoldighed og kvalitet er af­hængig af det udviklingstrin, individet befinder sig på. Disse speci­al­organer og -funktioner formidler i praksis Jegets ønsker, begær og behov, som øver indflydelse på og aktiverer lokalorga­nerne. På Jegets givne foranledning sker denne indflydelse og aktivering ved, at der fra viljesorganet udgår igangsættende impulser til dé lokalorganer i den samlede organ­struktur, som netop formidler og iværksætter aktiviteter med henblik på i videst muligt omfang at opfylde de pågældende ønsker, begær og behov.

     Som det vil kunne ses heraf, så kan Jeget ikke alene ved viljens hjælp løse nogen specialopgave, men må i ethvert tilfælde alliere sig med de dertil indrettede lokalorganer, der i praksis formidler dets ønsker, begær og behov. Viljesorganets overordnede betydning ligger derfor udelukkende i, at det er i stand til at øve en administrerende, regulerende og aktiverende indflydelse på de egnede lokalorganer. Men allerede af dette forhold fremgår det indirekte, at der i praksis findes en grænse for individets såkaldte frie vilje, nemlig dén i øvrigt kosmisk set udviklingsbestemte grænse, der sættes af antallet og kvaliteten af de specialor­ganer, som det på et givet tids­punkt råder over. Jeget har med andre ord kun fri vilje i den udstrækning, som det har specialorganer til at lade viljen komme til udtryk igennem. Da viljen jo er en evne, og evner som bekendt uden undtagelse altid er knyttet til de til evnen svarende specia­lorganer, indebærer det, at Jeget kun har fri vilje på områder, hvor det også har evner, der kan iværksætte og løse opgaven. Det er derfor ikke nok at ville et eller andet, man må også kunne udføre det. Først da har viljen mulighed for at gøre sig gældende. (Note 9)

 

Jeget og viljesorganet

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan Jeget som identisk med en immateriel størrelse i praksis bærer sig ad med at administrere og dirigere viljesorganet, således at dette lige akkurat bringer energiomsætningen i overensstemmelse med sine ønsker, begær og behov eller interesser? Uden her at ville gå i detaljer med dette i virkeligheden temmelig komplicerede problem, kan jeg oplyse, at Jegets indflydelse på sin energiom­sætning (= skabelse) i almindelighed og på viljesfaktoren i særdeleshed, i henhold til Martinus grund­læggende er beroende på, at Jeget og dets skabeevne (også kaldet virkeevne) objek­tivt set er to sider af samme sag. Nemlig som komplementært integrerede enheder i det treenige princips mellemste hoved­instans, overbevidstheden eller det højpsykiske kraftfelt. Ingen af det treenige princips tre hovedinstanser er jo i øvrigt væsensfremmede for hinanden, idet de alle er udtryk for én og samme universale og i sig selv immaterielle virkelighed eller 'grundsubstans': Jeget alias Guddommen. 

     Jegets evne til at øve indflydelse på og administrere sin energiomsætning, er altså identisk med dets "viljeføring", men vel at mærke en viljeføring, der i praksis er undergivet en række vigtige faktorer, som bestemmer udformningen af Jegets viljeføring og dermed karakteren af dets skabende udfoldelse og hele adfærd. Martinus betegner disse faktorer som "viljeførende faktorer", og opdeler disse i to hovedkategorier, nemlig absolutte og relative viljeførende faktorer. De førstnævnte hører til den kosmiske strukturs overbevidsthedsområde, medens de sidstnævnte tilhører underbevidsthedsområdet.

     De viljeførende faktorer udgøres generelt set af kræfter, der udøver en overordnet indflydelse på viljesorganet og dermed viljeslivet, idet de i praksis bestemmer, hvordan viljesorganet i sin egenskab af "impulscentral" til enhver tid fungerer. (10)

 

De absolutte viljeførende faktorer

Den hovedkategori af absolutte viljeførende faktorer, der som nævnt tilhører overbevidsthedsområdet, eksisterer i første række i form af urbe­gæret og selvopholdelsesdriften, og er desuden repræsenteret ved moderenergien med de heri virkende kosmiske skabeprincipper. Urbegæret virker som en faktor, der kompromisløst tvinger Jeget (individet) til at igangsætte og opretholde en vis energiomsætning i form af udadrettet og indadrettet aktivitet, idet dette jo er den første forudsætning og betingelse for, at livets oplevelse kan virkeliggøres for Jeget og urbegæret dermed tilfredsstilles. Urbegæret udgør en absolut viljeførende faktor i kraft af den omstændighed, at det kompromisløst 'tvinger' viljesorganet til at fungere og gøre sig gældende.

 

Selvopholdelsesdriften som absolut viljeførende faktor

Som allerede nævnt udgør selvopholdelsesdriften den næste absolutte viljeførende faktor, nemlig i medfør af, at selvop­holdel­sesdriften er en direkte konsekvens af urbegæret, der i praksis normalt viser sig i form af et permanent krav om opretholdelse af Jegets liv­soplevelses­evne samt de dertil knyttede organiske forudsæt­ninger. Selvopholdelsesdriften kan dog ikke helt sidestilles med urbegæret som absolut viljeføren­de faktor, hvilket eksempelvis fremgår af de tilfælde, hvor individerne beslutter sig for at begå selvmord og rent faktisk også virkeliggør be­slut­ningen. Sådanne tilfælde demonstrerer nemlig, at selvop­holdelsesdriften som viljeførende faktor er påvirkelig af tilstande i underbevidsthedsområdet, og dermed i livsoplevel­sen, hvilket på ingen måde er tilfældet for urbe­gærets ved­kommende. Ganske vist er selvmordsforsøget eller selvmordet kosmisk set normalt ikke et ønske om at miste livet og livets oplevelse i absolut forstand, men kun udtryk for indivi­dets ønske om at undslippe en særligt ubehagelig eller ligefrem lidelsesfyldt oplevelsestilstand. Det fremgår utvety­digt af de tilfælde, hvor selvmord mislykkes eller afværges og livssituationen ændres eller lettes i positiv retning og at individet som følge heraf ikke har tænkt sig at gentage selv­mordsforsøget. Her ses det derfor at selvopholdelsesdriften på ny virker efter sin hensigt.

 

Moderenergien som absolut viljeførende faktor

Den sidste absolutte viljeførende faktor udgøres af moderener­gien med de heri virkende kosmiske skabeprincipper. Disse skabeprincipper er jo hovedansvarlige for udformningen af  individets totale kosmiske skæbnemønster og udviklingsplan, for dannelsen af dets sanseregister og sanseevne, forekomsten af sult- og mættelsestilstande, dets 'rejse' gennem de åndelige verdener og påfølgende reinkarnation, for den store kosmiske 'rejse' gennem spiralkredsløbet og de seks kosmiske tilværel­sesplaner og meget, meget andet og mere. Skabeprincipperne er som energi identiske med moderenergien, og i lighed med urbe­gæret og selvopholdelsesdriften dikterer de viljesorganet at præstere lige præcis den energiomsætning, der overholder dén grundplan for det levende væsens evige liv, som netop skabe­principperne er udtryk for og sikrer. (11)

 

Organtalentkernerne som viljeførende faktorer

Der findes desuden en viljeførende faktor, som hører ind under både overbevidsthedsområdet og underbevidsthedsområdet, og det er Jegets to kategorier af talentkerner: organtalentkerner og erindringstalentkerner. Begge disse talentkernekategorier er jo knyttet til skæbneelementet i overbevidsthedsområdet, men de er samtidig direkte såvel som indirekte produkter eller resultater af viljeført skabelse.     

     Som vi for længst er blevet gjort bekendt med (i afsnittet TALENTKERNEPRINCIPPET), er organtalentkernerne ansvarlige for Jegets evne til automatisk at kunne opretholde det kompleks af lokalorganer, som tilsammen danner den organstruktur, de sjælelige legemer, hvoraf underbe­vidsthedsregionen består. Det er disse sjælelige legemer og disses lokalorganer, viljesorganet er forbundet med gennem sine impulsbaner, og som det derigennem øver en større eller mindre indflydelse på.

     Men eftersom de færdigdannede organtalentkerners oprethol­delse af de sjæle­lige legemer og lokalorganer hovedsagelig sker helt automatisk, altså på grundlag af såkaldt C-viden, betyder det, at denne virksomhed foregår uden om Jegets dagsbe­vidsthed og viljemæssige indflydelse. Men selvom det umid­delbart fremgår heraf, at organtalentkernernes automatiske opretholdelse af loka­lorga­ner­ne og de dertil knyttede funktioner, udgør en betydelig del af Jegets samlede energiomsætning, er det dog samtidig sådan, at denne energiomsætning forestås og admini­streres af viljesorganet, om end dette altså foregår per auto­matik. 

      I denne forbindelse bør det fremhæves, at organtalent­kernerne, ud over at være automatisk dirigerende instanser for oprethol­delsen og styringen af de sjælelige legemer og organfunktioner, også er ansvarlige for de af individet selv skabte indgroede vaner, tilbøjeligheder og laster. Påvirkningen fra de sidst­nævnte er ikke sjældent så stærk, at disse får en så domi­nerende og afgørende indflydelse på Jegets bevidstheds- og viljesliv, at man kan tale om et viljesløst offer for den eller den uheldige eller skadelige tilbøjelighed, vane eller last. Det er i kraft af disse egenskaber, at organtalentkernerne virker som viljeførende faktorer, der begrænser Jegets vilje og dermed dets frie valg. (Note 12)

 

Erindringstalentkernerne som viljeførende faktorer

Som vi lærte om i afsnittet ”Talentkerneprincippet”, er samtlige Jegets erfaringer fra det indeværende spiralafsnit oplagrede i skæbneelementet i form af summen af erindrings­talent­kerner. Hovedparten af disse erindringstalentkerner hidrører fra de foregående inkarnationer og kan derfor i reglen ikke bevidst aktiveres til brug for genkendelsesprocessen, der jo, som vi især senere skal se, spiller en afgørende rolle i Jegets livsoplevelse. Det er derimod især de talent­kerner, som Jeget har opbygget i løbet af sin indeværende inkarnation, der aktuelt virker som vilje­førende faktorer i viljesli­vet. Nemlig i den forstand, at Jegets erfaringer normalt i vid udstrækning er bestemmende for, hvordan viljeslivet former sig. Der findes som bekendt både gode og dårlige erfaringer, og Jeget vil normalt tage ved lære, især af de sidstnævnte, og søge at undgå de oplevelser og handlinger, som erfaringen har belært det om fører til ube­hagelige eller måske ligefrem smerte- og lidelsesfulde op­levelser. Erfaringerne giver med andre ord Jeget mulighed for at vælge til eller fra, og denne mulighed vil normalt blive brugt til at vælge de former for oplevelse, aktivitet og udfoldelse, der forekommer Jeget i størst mulig grad at til­godese dets behov og interesser, og at være forbundet med behag­soplevelse. 

     Da det er en kendsgerning, at ethvert levende væsen normalt vil føle sig tiltrukket mod betingelser for behagsoplevelse og frastødt af betingelser for ubehagsoplevelse, betyder det, at erfaringerne - og in­direkte erin­dringstalentkerner­ne -  derved kommer til at virke som viljeførende faktorer, der i de givne situationer er (med)bestemmende for Jegets valg og dermed for viljesorganets funktion. (Note 13)

 

De relative viljeførende faktorer

Ved begrebet "relative viljeførende faktorer" forstås kort og godt det levende væsens behov, ønsker og begær, og de dermed forbundne bevidste motiver eller hensigter bag Jegets dagsbe­vidste viljeføring.  Eftersom samtlige behov dybest set kan siges at være virkninger af sult- og mættelsesprincippets virksomhed i den personlige organiske struktur, må behovene betragtes som de mest grundlæggende. Det nævnte skabeprincip fremkalder uophørligt organisk funderede sulttilstande, som Jeget netop registrerer som forskellige behov. Disse behov viser sig i form af specifikke længselstilstande, der sigter mod tilsvarende specifikke tilfredsstillelsesmuligheder. Jeget oplever derfor en naturlig tiltrækning mod de sidstnævnte, og det er netop denne tiltrækning, Jeget registrerer som for­skellige ønsker og begær. På denne baggrund udgør behovene i reglen grund­laget for ønsker­nes og be­gærenes optræden.

     Dette gælder i høj grad også for urbegærets vedkommende, idet dette i sin egenskab af centralbehovet, altså det mest grund­læggende af alle behov, eller ophavet til alle specifikke behov, eksisterer som en evig konsekvens af den omstændighed, at det skabte permanent må skabes, for at det treenige princip kan bevares intakt. I modsætning til Jeget/subjektet og skabe­evnen, som er givet på forhånd, er det skabte kun evigt som princip betragtet, men i og med sin fremtræden som virkninger sikrer det skabte Jegets rolle og status som oplever og skaber. Præcis af denne grund eksisterer der hos Jeget et konstant, basalt behov for at tilvejebringe, opretholde og forny den skabel­se, hvoraf dets integritet og livsoplevelse evigt af­hænger.

     Det bekræftes hermed endnu engang, at der består en uad­skillelig sammenhæng eller enhed mellem de tre instanser eller faktorer i det treenige princip. Kun ved at blive bekræftet som oplever har Jeget mulighed for at blive bekræftet som skaber, hvilket mere præcist vil sige: ved som skaber permanent at imødekomme og tilfredsstille urbe­gæret og dermed cen­tralbe­hovet. (Note 14)

 

Begærledet vilje og forstandsledet vilje

I forsøget på at finde ud af, i hvor høj grad det levende væsen råder over en såkaldt fri vilje, har vi foreløbig kunnet konstatere, at der eksisterer en række viljeførende faktorer eller kræfter, som påvirker viljesorganet og som dermed i praksis er bestemmende for Jegets frie valgmuligheder. Vi har desuden kunnet konstatere, at en stor del af viljeføringen foregår helt ubevidst og styret af automatiske kræfter (fra organ­talentkernerne), der udstråler fra overbe­vidst­hedsregio­nen.

     Det forholder sig imidlertid sådan, at nogle af de vil­jeførende faktorer mere eller mindre er undergivet Jegets dagsbevidste kontrol, og hertil hører behovene, ønskerne og begærene, som alle er faktorer eller kræfter, der kun optræder i underbevidsthedsregionen. Så langt denne kontrol rækker, kan man altså tale om dagsbevidst viljeføring, hvilket i øvrigt er det man almindeligvis tænker på, når der tales om begrebet vilje. Men det bevidste viljesliv er som omtalt under ind­flydelse af viljeførende faktorer og kræfter.

     Til disse viljeførende kræfter og faktorer hører altså behovene, ønskerne og begærene, under ét betegnet som begærene, og i medfør af disses viljebestemmende indflydelse er der grundlag for at tale om "begærledet vilje". Herved forstår Martinus altså en viljeføring, der er bestemt af behov, ønsker og begær.

     Denne begærledede vilje har dog en sofistikeret pendant i det begreb, Martinus kalder "forstandskontrolleret vilje", et begreb, som skal angive, at viljeføringen ikke udelukkende eller ukritisk er bestemt af behov og begær, men af en for­standsmæssig brug af erfaringerne. Kravet om forstandskontrol vil nemlig i reglen være bestemt af begæret efter behag, tryghed, medgang o. lign., hvorfor der også i dette tilfælde i virkeligheden er tale om begærledet vilje. (Note 15)

 

En betinget 'fri' vilje

Vi er altså stadigvæk lige langt fra den eftersøgte "fri vilje", som jo må anses for at være en nødvendig forudsætning, dels for at man overhovedet skal kunne tale om, at det levende væsen selv er den egentlige årsag til sin egen livsskæbne, og dels for, at der kan være nogen mening i at tale om fuldkommen retfærdig­hed i tilværelsen.

     Fra Martinus' side gøres det imidlertid gældende, at begrebet "fri vilje" faktisk ikke kan tillægges den absoluthed, som der almindeligvis forbindes med begrebet. På den ene side er viljeslivet en automatisk betonet, kosmisk-kemisk proces, som indtil de mindste detaljer er bestemt af årsagsloven, hvorfor der strengt taget er tale om forudbestemte og i princippet forudsigelige årsags-virkningsfor­løb (determinisme). Altså det modsatte af det, der forstås ved "fri vilje", nemlig at in­dividet kan vælge frit mellem flere foreliggende muligheder (indeterminis­me).

     Men på den anden side er dette dog ikke ensbetydende med, at det frie viljesbe­greb er helt uden mening. Begrebet fri vilje forudsætter jo faktorer og kræfter, der er underlagt vilje­føringen og dermed viljesorganet. I henhold til Martinus findes sådanne faktorer og kræfter i underbevidsthedsregionen, først og fremmest i form af dé sjælelige og fysiske lokalorganer,  der direkte er undergivet viljens kontrol og indflydel­se. Dette gælder derfor også dé psykiske såvel som fysiske materier, hvoraf disse organer er dannet, samt det tanke-, følelses- og handlingsliv, som er afhængigt af og udformes i selv samme materier. Det gælder endelig også den form for viljeførende behov- og begærkræf­ter, som Jeget til enhver tid er i stand til at beherske og under­trykke.

     De netop nævnte faktorer og kræfter, som er undergivet viljens kontrol, vil derfor som modstykke til de viljeførende kræfter kunne betegnes som "viljeførte kræfter", og det er lige præcis disse viljeførte kræfter, der gør det relevant at tale om begrebet "fri vilje". Det levende væsen vil derfor aldrig kunne tilkendes en absolut fri vilje, men derimod kun en betinget fri vilje, idet der for viljeslivet gælder det forhold, at dette må operere med både viljeførende og viljeførte kræfter. Således at forstå, at viljesorganet under indflydelsen fra de førstnævnte diri­gerer de sidstnævnte. Viljeslivet er derfor udtryk for et samspil mellem de viljeførende kræfter på den ene side og de viljeførte kræfter på den anden side, og resultatet heraf udgøres af viljesytringerne, hvilket i praksis vil sige in­dividets væremåde eller adfærd. (Note 16)

 

Diagrammet kortlægger samtlige de faktorer, der tilsammen danner viljeslivets mekanisme, og det viser samtidig disses indbyrdes relationer – for øvrigt én af denne tegners allerypperste præstationer.

     Øverst ses Jeget, flankeret af henholdsvis sit centralbehov (til højre) og dettes udtrykte billede: urbegæret (til venstre).

     I tilknytning til urbegæret er de øvrige absolutte viljeførende faktorer vist, dvs. selvopholdelsesdriften samt moderenergien, hvor sidstnævnte i praksis er et spørgsmål om et kompleks af evige kosmiske skabeprincipper. Til disse hører også talentkerneprincippet, vist direkte under Jeget, der er ansvarligt for dannelsen af både organtalentkerner (til venstre) og erindringstalentkerner (til højre).

     Uden undtagelse virker disse viljeførende faktorer ind på viljesorganet (figuren i midten, skraveret), og ved at følge pilene, vil man se, hvorledes de absolutte viljeførende faktorer tilsammen er ansvarlige for 1) dannelsen af individets organiske struktur for manifestation og sansning (herunder den fysiske organisme), 2) udformningen af den enkeltes skæbne og 3) opretholdelsen af et kompromisløst beredskab til sikring af organismens overlevelse og beståen  (se venstre sektion for neden).

     En konsekvens af disse faktorers samvirke i den organiske struktur er dels en serie specifikke behov, ønsker, begær og motiver med status som relative viljeførende faktorer (højre sektion for neden) og dels en strøm af erfaringer, der på den ene side fastholdes som erindringstalentkerner og dels i sig selv har indflydelse på viljeprocesserne (forstandskontrolleret vilje).

     Det endelige resultat af disse faktorers samspil er en viljeføring, der som yderste sigte har at tilfredsstille centralbehovet og via dette urbegæret.

     Men takket være samspillet mellem urbegæret og kontrastprincippet vil individet aldrig nogensinde endegyldigt kunne slukke hverken centralbehovet eller urbegæret, men vil være henvist til i al evighed at fuldbyrde en viljeføring, der skænker Jeget en afvekslende og varieret livsoplevelse.

     Diagrammet rummer så mange elementer og pointer, at den mest indgående ransagning kan anbefales. Bl.a. bliver det alene i lyset af dette helt klart, at det levende væsen aldrig vil kunne tilkendes andet og mere end betinget fri vilje. Til gengæld er denne form for fri vilje en kendsgerning takket være Jegets stilling som samtlige øvrige elementers forudsætning og grundlag.

(Diagram af Viljeslivets mekanisme findes i © 1987 PB-J 2, stk. 2. 179., og er her gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Viljens lovbundethed udelukker absolut "fri vilje"

Med til forestillingen om "fri vilje" hører især dét, at kunne træffe et frit valg mellem forskellige foreliggende muligheder, samt at beslutte hvilken eller hvilke af disse muligheder, der eventuelt skal realiseres. Med til de foreliggende muligheder hører også visse indgreb især i årsags- og virkningskæderne, idet dannelsen af bestemte, ubehagelige eller uønskede årsager kan hindres og andre kan fremmes, i begge tilfælde med til­svarende, behagelige og ønskværdige virkninger til følge.

     Det er netop i disse valg, beslutninger og indgreb, at man almindeligvis mener at kunne se et udtryk for en vis suveræni­tet i individets forhold til materien og naturlovene, og som nogle derfor hævder er et vidnesbyrd om eksistensen af "fri vilje". Men dette er altså ikke Martinus' synspunkt, idet hans opfattelse går ud på, at det levende væsen ikke har frihed til at træffe beslutninger, fordi det i kraft af sin kosmiske struk­turs specielle indretning tværtimod indiskutabelt er tvunget til at tage beslutninger, hvad enten det vil det eller ej. Nemlig ikke mindst på grund af indflydelsen fra de absolut­te, viljeførende kræfter. 

 

     Det levende væsen har altså i henhold til Martinus ikke frihed til betingelsesløst at tage en hvilken som helst be­slutning, det skal være. Det kan derimod i hvert enkelt til­fælde kun tage én eneste beslutning, nemlig lige præcis den, der er dikteret af det aktuelt set stærkeste behov, ønske eller begær. En beslutning må derfor defineres som et udtryk for, at Jeget er kommet til klarhed over, hvilket af dets behov, ønsker og begær, der i den foreliggende situation er det mest domi­nerende og derfor vægtigste.

     Det anføres fra Martinus' side, at enhver beslutningsdannelse er en strengt lovbundet proces, hvori ikke mindst årsagsloven spiller afgørende ind. De i processen involverede behov, ønsker og begær repræsenterer jo som kræfter betragtet energi, mere præcist dé specielle kombinationer af de kosmiske grundenergi­er, som nøje svarer til karakteren af de pågældende behov, ønsker og begær. Det betyder, at hvert eneste behov, ønske og begær er udtryk for ganske bestemte reaktionsegenskaber ved den involverede kosmisk-kemiske energikom­bination. Og det er i medfør heraf, at beslutningsdannelsens proces betegnes som strengt lovbunden, og dennes udfald som i det mindste prin­cipi­elt forudsigelig og dermed som determineret, altså forudbe­stemt.

     Også set på denne baggrund er begrebet "fri vilje" i absolut forstand, hvilket vil sige helt vilkårligt trufne beslutninger, der tilsidesætter naturlo­vene, og dermed de absolutte såvel som relative viljeførende kræfter, helt udelukket. Den kosmiske kemis love giver ikke plads for et frihedsbegreb eller vilkår­lighedsmoment, som begrebet absolut fri vilje forudsætter og stiller krav om, for overhovedet at have nogen mening.  

     Imidlertid er der som tidligere nævnt plads for et betinget frihedsbegreb i forhold til de viljeførte kræfter og energier, altså de energi­er og kræfter der er underlagt viljesorganet og som dette derfor er i stand til at øve indflydelse på. Friheds­begrebet fremgår her alene af den omstændighed, at de pågælden­de energier og kræfter er underlagt viljesorganet i den for­stand, at de beslutninger, der udgår fra dette, afgør hvilket behov, ønske eller begær der skal favoriseres, og hvilket der skal undertrykkes. (Note 17)

 

 

 

   Beslutningsdannelsen fremstillet som udfaldet af en ’kappestrid’ mellem forskellige faktorer, der hver på sin måde i det enkelte tilfælde bestemmer dette udfald. I praksis er der tale om en kosmisk-kemisk proces med relation til individets bevidsthedsliv, og som mere eller mindre i sig selv er viljeskontrolleret, hvorfor den dels påvirkes af viljesorganet og dels selv påvirker dette. I praksis viser udfaldet sig som en specifik ’handling’, rettet mod de viljeførte kræfters område, og resultatet er en reaktion, der bl.a. kan afsløre tilstedeværelsen af et større eller mindre moment af viljehæmmende faktorer.

(Diagram af Beslutningsdannelse findes i  © 1987 PB-J 2, stk. 2. 186. Gengivet her med forfatterens tilladelse).

 

 

 

Noter og kilder til: INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE (I)

 

Note 1: Vedr. spørgsmålet om viljen og dens frihed: Se LB I, stk. 4, 120-1, 140, 159-60, ­163, 166. LB II, stk.  327, 300, 322, 330, 307-8, 310, 377-8, 430, ­455, 458, 514, 523-4, 525-6, ­586, 625. LB III, stk. 672, 694, 709, 737, ­766, ­787, ­889-90, 935-8, 955-6, 972, 986, 1037-8. LB IV, stk. 1085, 1093-4, 1150-4,­1154, 1223,­ 1242, ­1250-1, 1290, 1409, 1542, ­1544. LN V, stk. 1608, 1634, 1650, 1676, 1715,­ 1723-4, 1731,­1752, 1908, ­1938. LB VI, stk. 2157, 2161, 2163, 2217-9, 2261, 2265,­ 2269, ­2274-85, 2317,­2339, 2371, 2342. LB VII, stk. 2399, 2435, 2457, 2462, 2465-6, 2468, 2483, 2490, 2518-9, ­2526-7, 2531,­2562, ­2579, 2658:3. DeV III, stk.­ 33:2, 33:62. Logik, kap. 73-4, 78-81. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, kap. 10-1. Småbog nr. 5: Den ideelle føde, kap. 2. Småbog nr. 7: Den længst levende afgud, kap. 1-2, 19, 25. Småbog nr. 10a: Kosmisk bevidsthed, kap. 10, 13. Småbog nr. 11: Bønnens mysterium, kap. 15. Småbog nr. 13: Juleevangeliet, kap. 18. Småbog nr. 18d: "Dyrets billede" og "Guds billede", kap. 12. PB-J 2, 14. kap.

Note 2: Vedr. selvopholdelsesdriften: LB I, stk. 35, 76, 78, 80, 88, 95, 171, 186. LB II, stk. 360, 449, 511-4, 519-21. LB III, stk. 907, 959, 966, 1044-6. LB IV, stk. 1179, 1221, 1224, 1473, 1503, 1557. LB V, stk. 1592, 1596-7, 1599-1600, 1602, 1668, 1653, 1655-6, 1680, 1744, 1763, 1765-8, 1772-3, 1820, 1836, 1854, 1830-2. LB VI, stk. 2195, 2197, 2199-2201, 2254, 2256. LB VII, stk. 2418, 2525, 2527, 2550, 2557, 2586. Logik, kap. 20, 22, 25, 32, 34-5, 79. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, kap. 18. Småbog nr. 12c: Gavekultur, kap. 2,4. Småbog nr. 13: Juleevangeliet, kap. 20. PB-J 2, 13. kap.

Note 3: Vedr. selvopholdelsesdriftens positive og negative sider, herunder selvopholdelsesdriften i det egoistiske og dræbende princips favør: LB I, stk. 78, 80, 95, 171. LB II, stk. 360. LB III, stk. 1044-6. LB  IV, stk. 1221, 1224. LB V, stk. 1653, 1680. DeV II, stk. 19:14, 26:3. Logik, kap. 32. Småbog nr. 7: Den længst levende afgud, kap. 15. Småbog nr. 14a: Bevidsthedens skabelse, kap. 11. Småbog nr. 17d: Hvorfor skal man tilgive  sin næste?, kap. 9-10. PB-J 2, 13. kap.

Note 4: Vedr. urbegæret: LB II, stk. 529-33, 545, 555-6, 604, 610, 621. LB III, stk. 694, 711, 773-7, 786. LB IV, stk. 1377, 1379. LB V, stk. 1646, 1655, 1775. Vedr. urbegæret og selvopholdelsesdriften: PB-J 2, stk. 2. 173. – Her skal igen nævnes, at der indenfor yoga og buddhisme findes den forestilling, at det gennem længerevarende træning vil være muligt for individet at ophæve urbegæret og dermed alle specifikke begær, således at karma-samsara eller ’livshjulet’ standses og ophører. Denne forestilling eller opfattelse deles ikke af Martinus’ kosmologi, i henhold til hvilken det for det første vil være en absolut umulighed at eliminere Jeget, og for det andet dettes overbevidsthed  med dennes iboende urbegær, som er den faktor, der sikrer individet en evig, uafbrudt livsoplevelse under den ene eller anden form. 

Note 5: Vedr. det forhold, at selvopholdelsesdriften kan betragtes som et mysterium, kan følgende betragtninger gøres gældende: I henhold til materia­lismen udgør dét, der forstås ved liv og be­vidsthed kun epifæno­mener, hvilket vil sige, biprodukter eller sekundære biom­stændig­heder ved de for­skellige materiekom­binationer og -funktioner. Materien må som sådan derfor kunne være komplet 'indifferent' overfor, hvilke kombi­nationer og funktioner den befinder sig i. Den er og bliver under alle omstændig­heder fortsat det samme livløse og bevidst­hedsløse fæno­men, som den angiveligt altid har været, og det skulle derfor synes uden be­tydning, hvilke former, kombi­natio­ner og funk­tioner, der til­fældig­vis præger den. PB-J 2, stk. 2. 163.

Note 6: Vedr. vilje: LB I; stk. 4, 120-1, 140, 159-60, 163, 166. LB II, stk. 322, 327, 330, 377-8, 465, 514, 523-6, 586. LB III, stk. 672, 694, 737, 709, 787, 889-90, 936-8, 956, 972, 986. LB IV, stk. 1085, 1093-4, 1150-2, 1150-4, 1219-21, 1223, 1242, 1544, 1250-1, 1409. LB V, stk. 1634, 1650, 1676, 1715, 1723-4, 1731, 1752, 1908, 1938. LB VI, stk. 2217-9, 2261, 2317, 2342. LB VII, stk. 2399, 2435, 2457, 2462, 2465-6, 2468, 2483, 2490, 2518-9, 2526-7, 2531,  2562, 2579, 2658:3. Logik, kap. 73-4, 78-81. PB-J 2, stk. 2. 165.-2. 167.  

Note 7: Vedr. viljen og den fysiske organisme: et system af centre i hjer­nen, som på den ene side samarbejder med det sjælelige viljesorgan, og som på den anden side er tilkoblet en række motoriske under­centre i centralner­vesy­stemet. Via disse under­centre kan Jeget i kraft af det sjæle­li­ge viljesorgan dirigere et stort antal muskler og visse orga­ner, hvorved Jeget alt i alt kan omsætte sit tanke- og følelses­liv til et til dette  arrangement svarende viljeført fysisk ad­færdsmøn­ster. PB-J 2, stk. 2. 168.

 Note 8: Som eksempler på lokalor­ganer og -funktioner, der normalt er uden for viljens kontrol, kan nævnes hjertet, leveren, ­nyrerne m.fl. Det samme gælder funktioner som f eks. det vegetative eller autonome nervesystem, blod­kredsløbet, fordøjelses­funktio­ner­ne og  den endokrine sekretion (hormonsystemet).

Note 9: Vedr. fri vilje kontra ufri (begrænset) vilje: PB-J 2, stk. 2. 169.

Vedr. den såkaldte frie viljes kosmisk set udvik­lings­bestemte grænse: Det er ikke nok at ville et eller andet, man må også kunne udføre det. Først da har viljen mulighed for at gøre sig gældende. PB-J 2, stk. 2. 169.-2. 171.

Note 10: Vedr. Jeget og viljesorganet: PB-J 2, stk. 2. 172.

Vedr. begrebet "viljeførende faktorer": To hovedkate­gorier, nemlig absolutte og relative viljeførende faktorer. De førstnævnte hører til den kosmiske struk­turs overbevidst­hedsom­råde, medens de sidstnævnte tilhører under­be­vidsthedsområdet. PB-J 2, stk. 2. 172.

Vedr. viljesorganet i dets egenskab af "impulscen­tral": PB-J 2, stk. 2. 170.

Note 11: Vedr. de absolutte viljeførende faktorer: PB-J 2, stk. 2. 173.

Vedr. selvopholdelsesdriften som absolut viljeførende faktor: PB-J 2, stk. 2. 173.

Vedr. moderenergien og de kosmiske skabeprin­cipper som absolut viljeførende faktor: PB-J 2, stk. 2. 173.

Note 12:  Vedr. organtalentkernerne som viljeførende faktorer: Der findes desuden en viljeførende faktor, som hører ind under både overbevidsthedsområdet og underbevidsthedsområdet, og det er Jegets to kategorier af talentkerner: organta­lent­kerner og erindringstalentkerner. Begge disse talentkerne­kate­gorier er jo knyttet til skæbneelementet i overbevidstheds­om­rådet, men de er samtidig direkte såvel som in­direkte pro­dukter eller resultater af viljeført skabelse.   PB-J 2, stk. 2. 174. Se evt. også afsnittet TALENTKERNEPRINCIPPET her på hjemmesiden.  

Note 13: Vedr. erindringstalentkernerne som viljeførende faktorer: Som vi lærte om i afsnittet TALENTKERNEPRINCIPPET, er samtlige Jegets erfaringer fra det indeværende spiralafsnit oplagrede i skæbneelementet i form af summen af  erindrings­talent­kerner. Jegets erfaringer fra tidligere spiralafsnit indgår derimod som led i de såkaldte kosmiske sansehorisonter, som vi skal høre om i anden sammenhæng senere. PB-J 2, stk. 2. 174.

Note 14: Vedr. de relative viljeførende faktorer:

Ved begrebet "relative viljeførende faktorer" forstås kort og godt det levende væsens behov, ønsker og begær, og de dermed forbundne bevidste motiver eller hensigter bag Jegets dagsbe­vidste viljeføring. Behovene er de mest grundlæggende. Urbegæret er lig med cen­tral­behovet, altså det mest grundlæggen­de af alle behov, eller ophavet til alle specifikke behov: PB-J 2, stk. 2. 175.

Note 15: Vedr. begærledet vilje og forstandsledet vilje: Ved "begærledet vilje" forstår Martinus en vilje­føring, der er bestemt af  behov, ønsker og begær. PB-J 2, stk. 2. 177.

Vedr. dagsbevidst viljeføring eller forstandskontrolleret vilje, et begreb, som skal angive, at viljeføringen ikke udelukkende eller ukri­tisk er bestemt af behov og begær, men af en for­standsmæssig brug af  erfaringerne. Kravet om forstand­skontrol vil nemlig i reglen være bestemt af begæret efter behag, tryghed, medgang o. lign., hvorfor der også i dette tilfælde i virkeligheden er tale om en form for begærledet vilje. PB-J 2, stk. 2. 177.- 2..179

Note 16: Vedr. en betinget 'fri' vilje: PB-J 2, stk. 2. 184.-2. 188.

Note 17: Vedr. det forhold, at viljens lovbundethed udelukker absolut "fri vilje": PB-J 2, stk. 2. 178., 2. 183., 2. 189.

 

Læseren henvises endvidere til at jævnføre med noterne i næste afsnit: INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE (II), hvor der især henvises til Martinus’ værker.