INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE (II)

- om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat)

 

 

At ville og at kunne

Med hensyn til spørgsmålet om fri kontra ufri vilje, er sagen i praksis den, at der for ethvert kosmisk ufærdigt væsen, sådan som tilfældet er med det jordiske menne­ske, uundgåeligt fore­kommer en række faktorer, der virker stærkt begrænsende på det uendelige antal valgmulig­heder, som de viljeførte kræfters område principielt byder på.

     I den forbindelse må man gøre sig klart, at Jegets evne til at praktisere individuel viljeføring i praksis foregår ved hjælp af specialorganer, som med få undtagelser kun er i stand til at yde en bestemt, afgrænset form for energiomsætning. Det be­tyder, at det pågældende væsen kun kan udnytte et begrænset antal af det uendelige antal af de muligheder, de viljeførte kræfters område har at byde på. Jeget har derfor kun mulighed for at foretage et valg inden for grænserne af det antal muligheder, dets organiske struktur er i stand til at udnytte, hvilket i praksis giver sig udtryk i det forhold, at det ikke er tilstrækkeligt at ville et eller andet, man må også kunne det.

     En anden viljehæmmende faktor findes i form af den kends­gerning, at det levende væsen som følge af sin skæbnedannelse og den heraf betingede organiske strukturs begrænsninger, ofte bliver stillet over for de viljeførte kræfters område på en måde, som det ikke helt er i stand til at styre og kontrollere og derfor heller ikke har afgørende viljeførende indflydelse på. Det viser sig i praksis som et mere eller mindre begrænset antal valgmulig­heder, eller i nogle tilfælde som slet ingen valgmulighed. Det sidstnævnte er f.eks. tilfældet, hvor en skiløber på den stejle, snedækkede bjergskråning pludseligt og helt uventet udsættes for et sneskred, som med vældig og uimodståe­lig kraft river vedkommen­de med sig i dybet, oftest med den visse død til følge.

     Læseren vil måske her umiddelbart indvende, at det må være helt til­fældigt, at den pågældende skiløber lige præcis på det tids­punkt befinder sig lige præcis på det sted, hvor sneskredet helt uforudsigeligt sætter i gang. Hvor vidt dette nu er så tilfældigt, som læseren formentlig helst vil tro, skal vi vende tilbage til under omtalen af individets skæbnedannelse. Men det står dog i al fald klart, at skiløberen fra det øjeblik ved­kommende befinder sig i det område på den nævnte snedækkede bjergside, som kort efter bliver skueplads for et uventet stort sneskred, har den pågældende praktisk taget ingen flugt­mulig­heder, og derfor i realiteten heller ingen valgmulig­heder, men må se sig som et indflydelsesløst offer for de voldsomme naturkræfter, som sneskredet er udtryk for. Her nytter det ikke, at man naturligvis helst ville have undgået den katastro­fale situation, når der helt åbenlyst ikke er mulighed for at kunne undgå den.

 

     Noget helt andet er, at den pågældende skiløber kunne have undgået at blive offer for et sneskred, hvis vedkommende, så vidt det var muligt, på forhånd havde forvisset sig om, at bjergskråningen var sikkert område at færdes i. Helt banalt sagt, kunne skiløberen have undgået lige præcis den form for skæbne, hvis vedkommende havde valgt ikke at løbe på ski den dag og på det sted, eller eventuelt havde undladt at løbe på ski i det hele taget. Men det må formodes, at skiløberens ønske om og lyst til at stå på ski netop dén dag og på dét sted, har været så stort, at de risici, der i reglen er forbundne med skiløb, særlig i bjergområder, er blevet overset eller til­sidesat. Det var altså ønsket, der i dette tilfælde udgjorde den moti­veren­de og dominerende, viljeførende kraft eller faktor bag individets beslutning og handling. (Note 1)

     Principielt samme situation, som den ovenfor beskrevne, vil man kunne finde et utal af andre praktiske eksempler på, hvoraf de fleste dog heldigvis ikke har så katastrofale følger, som tilfældet var for de ovennævnte turister, der omkom under snemasserne. En hverdagssitua­tion, de allerfleste kender til, er derimod den, hvor man gerne ville gøre et eller andet, som man simpelt­hen bare ikke har evne til at kunne. Noget andet er, at dette ikke nødvendigvis i alle tilfælde behøver at være udtryk for en permanent situation. Både på kortere og især på længere (kos­misk) sigt vil en del af det, vi for tiden ikke evner eller magter, i henhold til lov­mæssighederne for talent­kerne­dannelse kunne optrænes, endog til perfektion. I sådanne tilfælde foreligger der med andre ord nogle valgmuligheder, som det blot gælder om at beslutte sig til at iværksætte.

  

"Minimal" og "maksimal" fri vilje

Men alt i alt kan det altså konstateres, at det levende væsen kan siges at have fri vilje, så langt som det har evne til at udnytte det foreliggende antal muligheder for valg i styring af de viljeførte kræfter, samt så langt som de enkelte situationer i praksis tillader valg mellem gennemførlige muligheder. Der er med andre ord ikke tale om absolut fri og uafhængig vilje, men derimod om betinget og dermed begrænset vilje. Det levende væsen har i princippet uindskrænket vilje i forhold til de viljeførte kræfters område, idet disse kræfter med tilhørende lovmæssigheder ikke direkte har indflydelse på beslutningspro­cesserne og deres udfald.

     For de viljeførende kræfters vedkommende og den hermed forbundne kosmiske kemi, gælder der det væsentlige forhold, at disse faktorer kompromisløst og uforbeholdent tilgodeser det enkelte individs egne personlige interesser. Det er jo Jegets behov, ønsker og begær, der i beslutningsprocesserne bliver afvejet i forhold til hinanden på en sådan måde, at de stærke­ste og dermed de vigtigste af disse søges gennemført.

     Og når det samtidig betænkes, at naturlovene, herunder årsags­loven, har deres grundlag i Jeget, hvis urbegær de ret beset har til formål at betjene, ses det, at spørgsmålet om viljens absolutte eller betingede frihed egentlig bliver af underordnet betyd­ning. Det objektivt set lovbundne ved vil­jeslivet og beslut­ningsprocessen er dybest set udtryk for, at det levende væsen er tilsikret absolut retfærdighed i livet. Samme væsen ville have været langt værre stillet i tilværel­sen, hvis det var til­fældigheder og vilkår­ligheder, der i de enkelte tilfælde skulle afgøre situationen. 

  Med disse oplysninger in mente, skal vi afslutte denne relativt kortfattede og skitsemæssige gennemgang af viljesbe­grebet, med ganske kort at se på dét kosmisk set udviklingsbe­tingede forhold, som Martinus betegner som henholdsvis "mini­mal" og "maksimal" fri vilje. Helt grundlæggende oplyser han, at det ikke er muligt for det levende væsen at have maksimal fri vilje i mineral-, plante- og dyreriget, hvor mulighederne for viljeslivets valg og beslut­ninger følgelig er indskrænket til et minimum. Dette gælder i særlig grad mineral-, plante- og dyrevæsenerne, som jo i overvejende grad er instinktstyrede.

     Det udviklingsbetingede består i, at det levende væsens "fri vilje" inden for rammerne af de frihedsmuligheder, som er omtalt ovenfor, er undergivet en kosmisk lovmæssighed, der dels bevirker at denne vilje indskrænkes betydeligt, hver gang væsenet atter engagerer sig med den fysiske verden, hvilket mere præcist vil sige, hver gang individet igen passerer igennem henholdsvis mineral-, plante- og dyreriget, for der­efter at udvides, når individet igen forlader den nævnte verden og genoptager sit engagement med den åndelige verden, hvorved mere præcist forstås henholdsvis det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

     Denne situation eksisterer altså i forbindelse med spiral­kredsløbet, og til en vis grad også i forbindelse med livs­kredsløbet, hvorunder særlig det jordiske menneske ved sin død og indtræden i de åndelige verdener - bortset fra en vis overgangsperiode i dødens første sfære - oplever en relativ ud­videlse af viljes- og beslutningsfriheden, som viser sig derigennem, at de åndeli­ge/parafysiske materier adlyder in­dividets mindste tanke, ønske og begær. Men der er naturligvis kun tale om en mid­lertidig situation, idet viljes- og beslut­ningsfriheden atter indskræn­kes i forbindelse med individets reinkarnation.

     Og dels bevirker den nævnte kosmiske lovmæssighed, at det levende væsen har lige så stor frihed til at bruge sin vilje til at træffe beslutninger og handle i overensstemmelse med tilværelsens love, som til at træffe valg og udføre handlinger, der er en overtrædelse af disse love. Men vel at mærke i kraft af skæbneloven, subsidiært årsags-virkningsloven, med det resul­tat, at individet i begge tilfælde kommer til at opleve de behagelige såvel som ube­hagelige følger af sine dispositioner. (Note 2)  

 

Viljens frihed er udviklingsbetinget

Eftersom såvel udvidelsen som indskrænkningen af den vil­je­mæssige frihed er udviklingsbetinget og dermed lovbestemt, råder individet over en mulighed for at opnå en voksende indsigt i de regler, der gælder for tilegnelsen af frihedsfrem­mende såvel som frihedshæmmende faktorer. Denne stigende indsigt, der er resultatet af erfaringer, og som selv virker som en relativ, viljeførende faktor, kan inddrages i beslut­ningsprocessen og benyttes til at fremme de faktorer, der bestemmer udvidelsen af viljens råderum, og omvendt til at hæmme faktorer, der indskrænker samme viljes frihed.

     En anden følge af erfaringerne fra individets handlinger med og mod livslovene, er udviklingen af nye sjælelige og fysiske specialorganer, som bidrager til at forøge individets beher­skelse af de vil­jeførte kræfters område. Det giver anledning til forekomsten af grader eller stigende trin af fri vilje, rækkende fra en be­vidsthedstilstand præget af minimal fri vilje til en bevidst­hedstilstand præget af maksimal fri vilje. Som en følge heraf, vil nogle væsener fremtræde med minimal fri vilje, medens andre fremtræder med maksimal fri vilje, ligesom der vil forekomme et utal af grader eller trin mellem de to yderpunk­ter.

 

     Som allerede nævnt repræsenteres den minimalt fri vilje af væsener, hvis viljeføring er fuldstændig automatisk, hvilket vil sige instinktstyret. Som en særlig pointe er en sådan automatisk viljeføring i fuldkommen overensstemmel­se med livslovene, og disse kan de pågældende væsener i medfør af deres udviklingstrins særlige vilkår ikke overtræde. Det hænger især sammen med, at viljeføringen stort set foregår uafhængigt af dagsbevidsthedens kontrol, og med, at den så godt som udelukkende er et produkt af den kosmiske kemis love, og derfor heller ikke har tilknytning til et overordnet initiativ eller en overordnet be­slutningsdannelse fra individets side. 

     Det siger sig selv, at begrebet maksimal fri vilje må repræ­sentere en modsætning til minimal fri vilje, hvilket især betyder, at den maksimalt fri vilje er forbundet med et minimum af automatik eller instinktstyring, men til gengæld rummer et maksimum af improvisation og dagsbevidst kontrol. Det hænger sammen med, at maksimal fri vilje beror på Jegets store kend­skab til samtlige eksisterende natur- og livslove og på dets rådighed over en organisk struktur, som giver det nærmest ubegrænset mulighed for at udnytte dette kendskab.

     Den type væsener, som er i besiddelse af en så suveræn viljefrihed findes i form af de individer, hos hvem kosmisk bevidsthed er kulminerende, hvilket vil sige en væsenstype, hvis sanse- og manifestationskapacitet befinder sig på et absolut højdepunkt i dét kosmiske udviklingsforløb, vi kender i form af spiralkredsløbet. Men netop besiddelsen af det højeste kendskab til livslovene, tilskynder disse kosmisk bevidste væsener til i egen interesse frivilligt at afstå fra at benytte viljens frihed til at bryde disse love. Det er denne væsens­type, der er i fuldkommen overensstemmelse med den alkærlige, alvise og almægtige guddoms suveræne vilje, og som derfor udgør samme guddoms allerhøjeste sanse- og manifestationsredskaber. (Note 3)   

 

Vilje, human evne, etik og ansvar

Sådanne væsener med kosmisk bevidsthed og den dermed for­bundne maksimale fri vilje, kender vi her på jorden i form af de såkaldte verdensgenløsere, hvoraf den måske højeste repræ­sentant nok må siges at være Jesus Kristus. Men disse verdens­genløseres etisk-moralske forskrifter for menneskelig adfærd, rummer en række kategoriske krav til individets personlige ansvar over for medmenneskene og medvæsenerne, og dermed også tilsvarende fordringer til viljeslivet og herunder især til beslutningsdannelsen.

     Martinus danner ingen undtagelse fra denne regel, men som verdensgenløser i det 20.århundrede opstiller han ikke etisk-moralske forskrifter, men begrunder og forklarer hvorfor det f.eks. er "sund egoisme" at elske sine medmennesker og med­væsener, hvilket vil sige at være og gøre mod dem, som man vil, at de skal være og gøre mod én selv. Det er det nemlig i kraft af skæbneloven eller årsags-virkningsloven, som kortest findes udtrykt i ordene "som du sår, skal du også høste". Det vil derfor være sund moralsk-etisk  og skæbnemæssig 'politik', at sætte sine egne personlige interesser og følelser til side, og i stedet elske sin næste i videste forstand, ved altid og under alle forhold og omstændig­heder at sætte sig selv i næstens sted, og vurdere, disponere og handle ud fra, hvad der i det givne tilfælde og i den givne situation er det mest kærlige. (Note 4)

  Det hedder ganske vist, at man i spørgsmålet om næstekærlig­hed ikke skal lade den højre hånd vide, hvad den venstre gør, altså at næstekærlighed er noget spontant, som ikke skal eller bør kalkuleres overlagt, hvilket naturligvis er rigtigt nok. Den spontane og nærmest automatiske næstekærlighed er også ifølge Martinus et spørgsmål om "evne", og denne evne betegner han som individets "humane evne", hvorved han grundlæggende forstår evnen til at sætte sig i sin næstes sted eller situa­tion, og handle derudfra. Denne evne kendes også som medliden­hedsevnen, altså evnen til at føle med sin næste, det være sig menneske eller dyr. Ved medlidenhedsevne forstår Martinus derimod ikke dén sentimentale og i virkeligheden egoistiske interesse og i bedste fald omsorg for andre, ofte for kæledyr og dyr i det hele taget, som nogle menne­sker forveksler med virkelig, ægte og uegennyttig interesse og omsorg, der i reglen kræver en betydeligt større og mere saglig indsats og offervil­je af sin indehaver.

     Om den "humane evne" eller "medlidenhedsevnen" oplyser Martinus blandt andet, at denne alene lader sig udvikle i kraft det enkelte individs egen erfaringsdannelse, og primært på grundlag af dets smerte- og lidelseserfaringer.  Disse sidst­nævnte er det især, som set i det kosmiske udviklingsperspektiv fra plante til dyr og menneske, der alene er egnede til at trænge så dybt ind i det hidtil egoistiske og kosmisk bevidst­løse eller "sovende" individs bevidsthed, og dér afsætte erfaringer (talentkerner), som efterhånden vækker samme in­divids fornemmelse, følelse og senere forståelse for medvæse­nerne. (Note 5)

 

Et moralsk dilemma

Når derfor et menneske, som f.eks. apostlen Paulus, var ærlig nok til at turde konstatere og indrømme over for sig selv og andre, at "det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg", hænger det sammen med erkendelsen af, at der er forskel på vilje og evne. Hvad Paulus derimod nok ikke mente, så er evne - og det gælder ikke mindst human evne - et spørgsmål om organisk udvikling, et synspunkt som Martinus gør sig til kompromisløs talsmand for. Enhver evne kræver ifølge ham et organisk grundlag, for at kunne fungere, og dette grundlag eksisterer i form af dé organtalentkerner og de herpå beroende sjælelige organer og legemer, som individet selv i alle til­fælde oprindelig har taget initiativet til og foran­lediget udviklet.

     Udviklingen af det organiske grundlag for den humane evne og dermed af selve denne evne, udgør samtidig grund­laget for udviklingen af det jordiske menne­skes etisk-moralske sindelag og holdning, og det er igen på grundlag heraf, at mennesket danner sig forestil­linger om etiske principper og moralske normer.

     Nogle mennesker har imidlertid udpræget tilbøjelighed til at stille så store krav til de etiske principper og moralnormer, at disse langt over­stiger det aktuelle udviklings­niveau for den humane evne. Derved opstår et dilemma som det, apostlen Paulus og mange andre med ham befandt eller befinder sig i, når det gælder forholdet mellem at ville og at kunne. Men der fore­kommer desuden et relativt fremskredent åndeligt udviklings­stadium, hvor et menneske faktisk er i besiddelse af en stærk human evne og et etisk-moralsk sindelag, som normalt skulle forhindre en overtrædelse af de etiske principper og moralske normer, som vedkommende sætter højt, men alligevel lejligheds­vis lader sig friste eller forlede af sine ønsker og begær til at overtræde.

     Det er formentlig en sådan situation, Jesus har i tankerne og hentyder til, når han i bønnen "Fader vor" bruger udtrykket "Led os ikke i fristelse, men fri os af det onde". Tolkningen af denne sætning skal i henhold til Martinus være den, at vi bør bede om ikke at lade os friste til at handle imod vore erfaringer og viden om, hvad der tjener os selv og andre bedst.

     Der behøver altså egentlig ikke at være noget modsæt­nings­for­hold mellem etisk-moralsk handlemåde og bevidste hensigts­mæssige dispositioner af hensyn til de i alle tilfælde uund­gåelige skæbnevirkninger. Hvilket som sagt også er en del af baggrunden for Martinus' brug af begrebet "sund egoisme", nemlig i modsætning til "usund egoisme". Den kortest mulige karakteristik af de to begreber, er henholdsvis "en egoisme, hvor man også tænker på andres ve og vel", og "en egoisme, hvor man ude­lukkende tænker på sig selv". (Note 6)

 

 

 

Noter og kilder til: INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE (II)

 

 

Note 1: Omkring et års tid efter at dette afsnit blev skrevet, blev mine hypotetiske ord om skiløberen til ulykkelig virkelighed. I slutningen af februar 1999 indtraf der nogle vældige snelaviner i et meget besøgt skisportsområde i Østrig, som især havde mange gæster fra Skandinavien. Årsagen til lavinerne var dels frosten og dels det ekstraor­dinært store snefald. Mange mennesker blev begravet under de frembrusende snemasser, som rykkede store træer op med rode og knuste hytter og huse på sin vej ned ad de stejle bjergskråninger. Imidlertid lykkedes det redningsmand­skabet at redde de fleste ud af snemasserne, men omkring 40 mennesker, mænd, kvinder og et par børn, overlevede ikke opholdet under sneen. Snemasserne havde fuldstændig afbrudt stedets fysiske forbindelse med omverdenen og spærret for al trafik ind og ud af området. På grund af faren for nye laviner blev alle turi­ster, hvilket vil sige mange tusinde, der befandt sig i det pågældende område, evaku­eret og for manges vedkommen­de bragt ud af farezonen med helikoptere, der fløj frem og tilbage i pendulfart.

Note 2: Vedr. "minimal" og "maksimal" fri vilje: LB I, stk. 4, 120-1, 140, 159-60, 163, 166. LB II, stk. 300, 307-8, 310, 322, 327, 330, 377-8, 381-2, 430, 458, 465, 514, 523-5, 524-6, 525-6, 586, 614-5, 625.

Note 3: Vedr. at viljens frihed er udviklingsbetinget: LB III, stk. 672, 766, 787, 889-90, 972. LB IV, stk. 1242, 1290, 1542, 1544. LB V, stk. 1608, 1634, 1650, 1676, 1705, 1723-4, 1731, 1752, 1908, 1938. LB VI, stk. 2157, 2161, 2163, 2217-9, 2261, 2265, 2269, 2274-85, 2317, 2339, 2342, 2371. LB VII, stk. 2399, 2435, 2457, 2462, 2465-6, 2468, 2483, 2490, 2518-9, 2526-7, 2531, 2562, 2579, 2658:3. Logik, kap. 73-4, 78-81.   

Note 4: Vedr. vilje, human evne, etik og ansvar: LB II, stk. 458, 605. LB III, stk. 743, 889-90, 893, 909-10, 915-6. LB IV, stk. 1337, 1383, 1418, 1447, 1471, 1528-30. LB V, stk. 1747-9, 1754-5, 1784, 1799, 1626. LB VI, stk. 2224, 2226-7 2248, 2358. LB VII, stk. 2408-9, 2469, 2520, 2523, 2533, 2550, 2566, 2568, 2571, 2581, 2584-5, 2598, 2644, 2654:19, 2654:23-4, 2657, 2658:29, 2658::33. Logik, kap. 73. – Ordet‚etik’ forekommer ikke direkte i Martinus’ vokabularium, men er implicit forudsat i begrebet ”human evne”.

Vedr. begrebet "sund egoisme": udtrykt i hensyntagen til ordene "som du sår, skal du også høste" (Gal. 6,7): LB I, stk. 35, 95, 100, 117. LB II, stk. 392, 518-21, 627. LB III, stk. 966. LB IV, stk. 1126-7, 1179, 1232, 1315-6, 1329-30, 1334-5, 1355, 1503. LB V, stk. 1594, 1597-8, 1653, 1744, 1748, 1755, 1757, 1764, 1766, 1768, 1773, 1781, 1830, 1832. LB VII, stk. 2525, 2551, 2583, 2586. Logik, kap. 32-4, 39, 48, 57.

Begrebet "sund egoisme" skal ses i modsætning til "usund egois­me". Den kortest mulige karakteristik af de to be­greber, er henholds­vis "en egois­me, hvor man også tænker på andres ve og vel", og "en egois­me, hvor man ude­lukkende tænker på sig selv". Vedr. førstnævnte begreb, se f.eks. LB V, stk. 1733. LB VI, stk. 2007, 2295. LB VII, stk. 2586, 2658:16. Vedr. det sidstnævnte begreb, se f.eks. LB I, stk. 78, 80, 84, 95, 97, 109. LB II, stk. 404, 520, 631. LB III, stk. 965. LB IV, stk. 1239, 1434, 1532. LB V, stk. 1593, 1604, 1733, 1760, 1763, 1767, 1801. LB VI, stk. 2007, 2196, 2200, 2202, 2224, 2256-8, 2266, 2288, 2347. LB VII, stk. 2418, 2427, 2459, 2581, 2586, 2694, 2658:16. Logik, kap. 16, 48, 56-7, 59, 64, 67, 86.  

Note 5: Vedr. begrebet "den humane evne" eller "medliden­heds­evnen": LB II, stk. 306, 455-7, 618, 635-6. LB II, stk. 901. LB IV, stk. 1071. LB V, stk. 1764, 1877, 1880. LB VI, stk. 2034-6, 2228-30. LB VII, stk. 2408, 2469-71, 2508, 2546, 2584. Logik, kap. 13, 64.

Note 6: Vedr. et moralsk dilemma, som f.eks. er udtrykt i apostlen Paulus' ord om, at "det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør  jeg" (Rom. 6, 23): LB I, stk. 29, 60-70, 88, 99, 174, 228-9, 279, 284. LB II, stk. 444, 453-5, 621, 633. LB IV, stk. 1218, 1242, 1244, 1246, 1249, 1259-60, 1301-5, 1308, 1312-3, 1326, 1351-2, 1355, 1429, 1484-5, 1487-91, 1494, 1500, 1531-3, 1575. LB V, stk. 1626, 1672-3, 1738, 1740, 1742, 1786, 1788-9, 1805-6, 1809, 1827, 1867, 1874-5, 1882, 1884-5. LB VI, stk. 1943, 2188, 2199, 2200. LB VII, stk. 2396-2664. Logik, kap. 39-40, 42, 56, 59, 59, 62, 83.  

Vedr. Jesu-ordene fra bønnen "Fader vor": "Led os ikke i fri­stelse, men fri os af det onde" (Matt. 6, 9ff.): Småbog nr. 11: Bønnens mysterium, kap. 15-6.

 

Læseren henvises også til at jævnføre med noterne i forrige afsnit: INDIVIDETS FRI KONTRA UFRI VILJE ( I ), hvori der henvises til Per Bruus-Jensen (PB-J): ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, i denne sammenhæng specielt til bind 2. Henvisningerne er derfor ikke gentaget her.