2. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (I)

 

 

Livsoplevelsen og hjernen

Inden vi for alvor går videre til at se nærmere på, hvordan Martinus' Kosmologi mere præcist opfatter sansning, livsople­velse og erkendelse, vil det nok være på sin plads at tage udgangspunkt i den alminde­ligt accepterede og anerkend­te naturvi­denskabelige opfattelse af, hvad sansning er og hvordan denne og dermed livsoplevelse foregår.

     Set fra naturvidenskabens synspunkt er sansning et rent fysisk eller fysiologisk fænomen, medens oplevelse og erkendel­se godt nok betegnes som psykologiske fænomener, men i den forstand, at psyke eller bevidsthed antages at være bi-fænome­ner eller bi-produkter af rent fysiologiske processer, mere præcist af fysiologiske processer i centralnervesystemet, hvilket vil sige hjernen og rygmarven.

     Fra det naturvidenskabelige standpunkt betragtet, er det med andre ord den fysiske organisme eller det fysiske legeme, subsidiært hjernen, der udgør individet og dermed subjektet. Man ved jo helt eksakt, at hjernen danner en slags opsamlings­central for samtlige sanseimpulser, der hidrører fra sanseorga­nerne, som for pattedyrenes - herunder menneskets - vedkommende drejer sig om synsorgan, høreorgan, lugtorgan, smagsorgan og føleor­gan.

    Man ved desuden, at sanseimpulserne fra sanseorganerne ledes til bestemte sansecentre i hjernen, hvor de forbinder sig med forskellige associationscentre, som tilsammen bearbejder og 'omsætter' sanseimpulserne til mere eller mindre bevidste indtryk eller oplevelser. Så selvom det indtil videre endnu ikke er lykkedes at opnå noget eksperimen­telt bevis for det, er naturvi­denskaben, neurologien og psykologien alligevel til­bøjelige til at antage, at det er disse inter­aktive hjerne­centre, der såvel producerer som har op­levelsen. Thi hvad ellers? spørger man, for vi naturvidenskabsfolk har hidtil ikke kunnet finde andet end den fysiske materie, det fysiske rum-tid kontinuum, de fysiske naturlove og de fysiske naturkræf­ter.

     Ganske vist har fysikken, især kernefysikken, forlængst rokket afgørende ved den klassi­ske fysiks begreb 'den fysiske materie' og derigennem ved de ligeledes klassiske begreber objektivi­tetsaksiomet og kausali­tetsaksiomet. Men bortset fra indførel­sen af nye erkendelsesteoretiske 'instru­menter', som den specielle og den generelle relativi­tet­steori, indført hhv. 1905 og 1916, og komplemen­taritetsteorien, 1927, i den naturvi­den­skabelige tænkning, er der endnu ikke (2006) sket nogen af­gørende ændring i den naturvidenskabelige grundholdning til begreberne materie og ånd. Den sidstnævnte betragtes stadigvæk som et biprodukt af den førstnævnte, og ånden, bevidstheden eller sjælen, har som sådan ingen selvstændig eller uafhængig eksistens, men ophører i samme øjeblik, den fysiske organisme eller dennes fysiologiske funktioner ophører. (Note 1)

 

Hjernens rolle i livsoplevelsesprocessen

Men som det vil vise sig i det følgende, rejser der sig store problemer i forbindelse med antagelsen af, at det er hjernen, der så at sige 'har' sansningen og livsoplevel­sen og som dermed i en vis forstand udgør subjektet. Man kan nemlig stille i al fald tre vigtige spørgsmål til den naturvidenskabelige antagel­se: 1) er det f.eks. synscentret, der ser, hørecentret, der hører, lugtecentret, der lugter osv., eller om der eventu­elt er andre centrer, måske et overordnet primærcenter, der har synet, lydene, lugtene, altså kort sagt oplevelsen? - 2) hvordan bærer hjernen, subsidiært hjernecentrene, sig ad med at omsætte - eller rettere sagt forvandle - de elektrokemiske impulser til farver, lyde, lugte osv.? - Og 3) Er det måske snarere de enkelte hjerneceller, som hjernecentrene jo angiveligt er opbygget af, der oplever, end det er hjernecentrene og dermed hjernen som helhed, der gør det?

     De tre ovenfor nævnte spørgsmål er det ganske vist ikke umiddelbart nemt at besvare direkte, særlig ikke, da det som nævnt endnu ikke er lykkedes for hjerne­forskningen at 'løse' livsoplevelsens og dermed bevidsthedens gåde, og dermed heller ikke problemerne omkring, hvordan hjernen bærer sig ad med at omsætte sanseimpulserne til bevidste indtryk og oplevelser.

     Til trods for den store viden om hjerneprocesserne, som viden­skaben har tilegnet sig især inden for de sidste årtier, foreligger der endnu ikke nogen konkret viden, som kan forklare bevidst­hedens og dermed subjektets fænomen.  

     Imidlertid kan man på grundlag af de foreliggende viden­skabelige kendsgerninger omkring hjernen og dens processer, benytte sig af en slags udelukkelsesmetode, som i hvert fald kan gøre det klart for os, i hvilken retning spørgsmålenes besvarelse ikke kan eller skal søges.

 

 

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen.  Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

 

     Indledningsvis kan det dog fastslås, at visse hjerne­centrer og dermed disses hjerneceller, har større eller mindre andel i sanse- og op­levelsesprocessen. Cellernes livsprocesser såvel som deres præstationer baserer sig på biokemisk virksomhed i den enkelte celle. Cellerne består hver især af et system af molekyler, atomer og elementarpartikler, hvis nærmere bestemte funktions­mønstre bestemmer cellernes biokemi. Eftersom den enkelte hjernecelles funktioner eller præstationer på det nøjeste er knyttet til og bestemt af disse atomare bestanddeles egen­skaber og opførsel, er det derfor et spørgsmål, om det måske er helt nede på det atomare plan, man kan finde individet eller subjektet og dermed det, der har oplevelsen. Altså det ’noget’ der, som i menneskets tilfælde, konstaterer: "Jeg oplever, jeg tænker osv."?  

     Men heller ikke på dette fjerde spørgsmål, som bestemt ikke gør problemet omkring subjektet og livsoplevelsen mindre, kan der gives et umiddelbart og konkret svar. I overensstemmelse med de naturvidenskabelige kendsgerninger set fra det atomare og dermed mikrokosmiske plan kan man derimod beskrive hjernen som et system af atomare partikler, der i forhold til hjernens samlede volumen udgør en lille brøkdel, idet størrelsen af de enkelte partikler i forhold til deres indbyrdes afstand til­nærmelsesvis svarer til størrelsen af stjernerne i universet i forhold til disses indbyrdes afstand. Det betyder rent faktisk, at hjernen hovedsaglig består af tomrum og kun af en lille portion stof, som til gengæld er i overordentlig livlig be­vægelse. Og det er netop denne fantastisk hurtige bevægelse af elementarpartiklerne, der tilslører det faktum, at selve stoffet kun udgør en brøkdel, og derigennem i virkeligheden frembringer illusionen af (altså igen Maya’s slør!), at hjer­nens samlede stofmængde har et større volumen, end hvad der objektivt set er tilfældet. (Vi skal senere se på, at det nævnte tomrum i henhold til de kosmiske analyser repræsenterer én af Jegets fire grundfremtrædelsesformer). (Note 2)

 

Elektrokemiske processer og fortolkningen af disse

På baggrund af det netop fremførte kan vi foreløbig konstatere, at oplevelse i praksis er knyttet til visse elektrokemiske processer i hjernen, som foregår på det molekylære og atomare plan. Disse processer udgør imidlertid ikke selve oplevelsen, men denne er derimod betinget af dem, hvilket vil sige, at oplevelsen ikke kan finde sted uden de elektrokemiske pro­cesser. Men oplevelsen er heller ikke en oplevelse af de elektrokemiske processer som sådanne, hvorimod den er en fortolkning af disse, som medfører, at de i adskillige tilfælde får fænomenologisk karakter og desuden synes at angå noget, der befinder sig uden for hjernen, som det eksempelvis er til­fældet, når vi oplever tingenes farver.

     Som den eller det, der objektivt har oplevelsen, fortolker hjernen altså de forekommende interne elektrokemiske processer, som om der er tale om oplevelsen af eksterne fænomener. At opleve vil derfor i virkeligheden sige, at fortolke elektroke­miske processer på en sådan måde, at ikke disse, men noget helt andet, som f.eks. tingenes farver, får eksistens for hjernen. Set på denne baggrund udgør hjernen tilsyneladende den eller det, der oplever, altså subjektet (= det underliggende).  

     Men problemet om selve sansningen eller oplevelsen, hvilket med andre ord vil sige: problemet om, hvad bevidstheden og subjektet egentlig er for noget, er ikke løst hermed. Hvilket flere moderne hjerneforskere da også erkender. Rent umiddelbart er det vanskeligt at tilslutte sig den antagelse – og en anta­gelse eller teori er det ret beset – at nogle rent fysiske elektrokemiske processer og/eller den dermed forbundne sværm af atomare partikler i sig selv skulle kunne udgøre en bevidsthed og et subjekt, som dels uden videre opfatter sig som en enhed eller helhed, og som dels føler og tænker, som er glad eller sorg­fuld, optimistisk eller pessi­mistisk, og som desuden om sig selv kan sige: ”Jeg føler og tænker, jeg er glad eller ked af det osv.”.

     Der kunne naturligvis fremføres adskilligt flere og andre argumenter i forbindelse med teorien om, at det er hjernen, der oplever, tænker, føler osv., men det ville det føre for vidt at komme ind på her. Derimod kan det fastslås, at hjerneteori­en er be­grundet i opfattelsen af, at der ikke eksisterer andet og mere end det rent fysiske rum-tid-kontinuum, og at den fysiske organisme eller mere specifikt dennes hjerne nødvendig­vis må være den instans, der har livsoplevelsen. Hvad tilhængere af hjernete­orien imidlertid almindeligvis helt overser, er den position selve livsoplevelsen indtager i sammenhængen. Man gør sig nemlig normalt ikke klart, hvilken erkendelsesmæssige konse­kven­ser det har, at livsoplevelsen er subjektiv, og man blander derfor den subjektive og den objektive virkelighed sammen på en måde, der forveksler de to former for virkelighed med hinan­den.

 

Subjekt-objekt: Et komplementært forhold

Men i den forbindelse bør man først og fremmest gøre sig klart, at begreberne subjektiv og objektiv både i teoretisk og i praktisk forstand er komplementære, hvilket vil sige, at de er modsætninger, idet de gensidigt udelukker hinanden og dog betinger hinanden og først tilsammen udsiger noget afgørende om den helhed, hvoraf de begge er en del. Skellet mellem subjekt og objekt beror på det forhold, at enhver iagttagelse, erken­delse og kommunikation på den ene side rummer en opspaltning i det subjektive og det objektive, men på den anden side kan ingen iagttagelse, erken­delse eller kommunikation finde sted uden en vekselvirkning mellem det subjektive og det objektive.

     Iagttagelsen er i det væsentlige rettet mod det objektive og erkendelsen mod det subjektive, men en skarp adskillelse mellem begreberne eller fænomenerne findes ikke. Det forhold, at iagttagelse og erkendelse ganske enkelt er komplementære bevidsthedsfænomener i den forstand, at jo mere rent iagttagende individet forholder sig, des mere træder erkendelsens analytiske virksomhed i baggrunden, og jo mere bevidstheden koncentrerer sig om analytisk, refleksiv virksom­hed, des mere lukker den af for de iagttagende (perceptive) funktioner. Intuitionserkendelsen er dog undtaget herfra, idet den i større eller mindre grad forholder sig til helheden, og derfor i samme grad dette er tilfældet, udvisker subjekt-objekt-skellet.

     I dagligdagen og hverdagssproget skelner man ikke skarpt mellem ’selve gen­standen’, f.eks. en lyseblå porcelænsvase (se herom senere), og individets synsop­fattelse af vasen. Man udtrykker i almindelighed situationen sådan: ”jeg ser en lyseblå porcelænsvase”, og ikke: ”jeg ser mit sansebillede af en lyseblå porcelænsvase”. 

     Vil man forsøge at skabe overensstemmelse mellem ’selve genstanden’ og ’sansebilledet af genstanden’, støder man på uoverstigelige vanskeligheder og selvmodsigelser. For uanset hvor detaljeret et kendskab til sanseorganernes og hjernens virkemåde, den naturvidenskabelige undersøgelsesmetode end kan fremlægge og eventuelt vil kunne fremlægge i fremtiden, vil man dog stadig være lige langt fra den endegyldige, rationelle forståelse af det filosofiske problem om den menneskelige be­vidsthed. Et forhold, som flere moderne hjerneforskere, psyko­loger og neurologer erkender og er sig bevidst.

    Det er derfor erkendelsesmæssigt set helt afgørende at forstå, at spørgsmålet om livsoplevelsen og dennes tilhørsfor­hold faktisk ikke lader sig løse ved hjælp af den objektive iagttagel­sesmetode. Forskningen omkring dette spørgsmål må i modsætning til gældende videnskabelig praksis foregå ad en anden vej, nemlig ad den subjektive iagttagelsesmetodes vej, som inddrager forskerens erfaring, tænkeevne, intuition og etiske kvalifika­tioner i sammenhængen. Det er ikke mindst de sidstnævnte, der er garant for, at den subjektive forsknings­metode kan friholdes af forskerens personlige sym- og anti­patier, fordomme, idiosynkrasier etc., og som derfor kan sikre, at forskningsresultater­ne i størst mulig grad er i overens­stemmelse med virkeligheden. (Note 3)

 

Livsoplevelsens mysterium

I det følgende skal vi beskæftige os nærmere med, hvad Marti­nus’ Kosmologi har af bud på, hvad sansning og livsople­velse og herunder især erkendelse vil sige, og med, hvad der er sidst­nævntes natur, forudsætninger, be­tingel­ser, muligheder og grænser. I en del af de tidligere kapitler har vi fået et vist kendskab til de faktorer, der med rette kaldes for livets ur-grundlag eller livets kosmiske basiskompo­nenter, hvilket mere præcist vil sige: det levende væsens eller ’no­get’s kosmiske struktur i form af et treenigt princip, defi­neret som 1) Jeget, skaberen og opleveren;  2) overbevidstheden eller skabe-op­levelses­evnen; og 3) underbe­vidstheden eller det skabte-op­levede, hvilket i første instans vil sige den sjæleli­ge orga­nisme og det psykiske kraftfelt, og i anden instans koblings­legemet og den fysiske organisme.

     Som vi ligeledes er blevet gjort bekendt med, repræsenterer Jeget i sin egennatur et navnløst noget, som er, hvilket vil sige et immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut statisk tomheds-kontinuum, der som sådant er identisk med evigheden i dennes ikke-tids- og ikke-rum-dimensionelle aspekt.  Det er dette universelle ’noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, oplever og manifesterer sig. Men for at kunne etablere og manifestere livets oplevelse, må Jeget være uad­skilleligt forbundet med et ur-begær eller en ur-vilje, som uaf­ladeligt er rettet mod at etablere og manifestere fænomenet oplevelse. For at tilfredsstille sit ur-begær eller sin ur-vilje, må Jeget desuden grundlæggende være i besiddelse af en evne til at opleve (sanse) og manifestere (udtrykke) sig. Resultatet eller produktet af denne evne er altså selve op­levelsen og manifesta­tionen, af hvad art den end måtte være.

     Hovedkonklusionen på det netop sagte er, at livsoplevelse – herunder sansning – er noget, der må skabes. Sansningen eller livsoplevelsen såvel som dennes indhold i form af omverdenen, hvad enten denne er fysisk eller parafysisk/åndelig, viser sig nemlig ved nærmere eftersyn at være en lige så immateriel størrelse som jeget, men i modsætning til dette dog af sub­jektiv og illu­sionistisk karak­ter, idet den kun eksi­sterer for det ligeledes immateriel­le men i en vis forstand ’objektive’ jeg. Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at livsople­velse er en skabt foreteelse af rent immateriel, subjektiv og illusio­nistisk karakter, hvordan kan det så være at vi alminde­ligvis er vænnet til at mene, at livsoplevel­se eller sansning er noget vi i overvejende grad modtager passivt, og stort set uanset om vi vil eller gør noget til det eller ej? Vi er ligeledes vænnet til at tro, at den ydre, sanselige virke­lighed er objektiv i den forstand, at den eksisterer i form af verden, sådan som den fremtræder for vores sanser og opfattel­se. Dette problem skal vi se på og forsøge at løse i det følgen­de, idet vi i hoved­sagen vil henholde os til de kosmiske analyser af sanse- og oplevelsesprocessen, som er fremført indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi. (Note 4)

 

Livsoplevelsen og sanseapparatet

På baggrund af, hvad vi indtil nu er blevet bekendtgjort med vedrørende Martinus’ kosmiske analyser, er det levende væsen altså i besiddelse af en evig og uophørlig trang til at opleve livet. Denne trang repræsenterer ifølge Martinus det levende væsens inderste og dybeste tilbøjelighed, hvorfor han som nævnt betegner den som ur-begæret.

     Urbegæret defineres som et unuanceret og uspecificeret begær efter livets oplevelse, idet det eneste, der kan tilfredsstille det er oplevelse, ikke nogen bestemt oplevelse, men oplevelse i det hele taget. Dette begær efter livets oplevelse er derfor i lige høj grad rettet mod betingelser for behagelige og lyse oplevelser såvel som mod betingelser for ubehagelige og mørke oplevelser. Men om livsoplevelsen i praksis rummer enten et behageligt eller ube­hageligt indhold eller en blanding af begge dele, vil principielt være beroende på, i hvilken grad indivi­dets begær er i overensstemmelse  med livslovene eller det ikke er det.

     Livsoplevelsens centrale position i det levende væsens tilværelse, bekræftes ikke mindst af tilstedeværelsen af den såkaldte selvopholdelsesdrift, som kort og godt er en drift eller et permanent beredskab, der i videst muligt omfang har til opgave at sikre individets over­levelse. Dette indebærer, at individet så at sige har en indbygget modvilje mod døden, idet døden enten instinktivt eller mere eller mindre bevidst op­fattes som et ophør af livsoplevelse. Det levende væsen har derfor i en eller anden grad en umiddelbar fornemmelse eller forståelse af, at tabet af livsoplevelse er ensbetydende med tab af bevidsthed og dermed tab af kontakt med sig selv og sin omverden.

     Man kunne her fristes til at citere den berømte sætning fra Shakespeares Hamlet-monolog: ”at være eller ikke være, det er sagen!”, og omskrive denne til: ”at opleve eller ikke opleve, det er sagen!”. Nemlig for ethvert levende væsen i tilværelsen. Men medens det, at ville opleve, er begrundet i urbegæret, er det at kunne opleve, betinget af en evne til at skabe den villede eller begærede oplevelse. Af samme grund betegnes det levende væsen derfor blandt andet som et oplevende, begærende og skabende ”Noget”. 

    I henhold til Martinus’ kosmiske analyser, udgør livsoplevel­se ligefrem en organisk bestanddel af in­dividet, hvilket især fremgår af, at livsople­velse altid foregribes af såkaldt sans­ning. Det vil sige, af et kompleks af processer, der formidles af dét bestemte område af individets samlede organi­ske udrust­ning, vi har valgt at betegne som sanseapparatet, og som direkte resulterer i en til sansningen svarende specifik livsoplevelse. Men selvom de levende væsener kosmisk set er udstyret med principielt samme dobbelte sansestruktur, som henholdsvis formidler Jegets udadrettede og indadrettede aktivi­tet, dvs. Jegets manifestation og sansning, vil livsople­vel­sen i de enkelte tilfælde dog primært være be­roende på in­dividets poludvikling og dermed også på den grundenergi­kon­stellation, dets bevidsthed aktuelt repræsen­terer. 

 

Hvad er livsoplevelse?

Martinus definerer livsoplevelse som ”den hændelse, at noget får eksistens for subjektet”, og sammenholdt med, at subjektet i sin identi­tet med evigheden i dennes ikke-rum- og ikke-tid-dimensio­nelle forstand, hvilket vil sige som et immaterielt, grænse-­ og størrelsesløst og absolut statisk tomheds-kontinuum, ikke er en genstand her eller dér, som oplevelsen kan bringes i et tids- og rum-dimensio­nelt forhold til, melder uvilkårligt det spørgsmål sig, hvad det vil sige, ”at noget får eksistens for subjektet”? Hvor befinder det subjektive livsoplevelsesindhold sig henne, set i relation til subjektet, og hvordan kan man tale om nogen relation til subjektet, når dette er immaterielt (ustofligt) og uden for tid og rum?

     Svaret herpå er lige så overraskende som det er genialt, også selvom det egentlig ikke er originalt eller enestående, for under gennemgangen af de forskellige tiders filosoffer og filosofier i forrige kapitel, blev vi blandt andet bekendtgjort med, at identitets­filosofien, særligt som denne repræsenteres af Shankara, Giordano Bruno og Spinoza, faktisk løser problemet og besvarer de ovenfor stillede spørgsmål på principielt samme måde, som tilfældet er for Martinus’ vedkommende. Svaret lyder i al korthed og enkelhed således: Det eneste, der kan få eksistens for subjektet, er subjektet selv, nemlig på den måde, at det bekræftes som oplever, og at alle former for oplevelse i virkeligheden er bekræftelse på, at oplevelsesevnen som skabe­evne betragtet virker og har til opgave at gøre subjektet bevidst i sig selv og sin eksistens. Oplevelse er med andre ord og i en vis forstand et ’spejl­billede’ af subjektet selv. 

     Afhængigt af, hvordan den som nævnt i praksis udviklingsbe­tingede skabeevne virker, oplever subjektet sig enten som saligheds­væsen, plante, dyr, jordisk menneske, rigtigt menne­ske, vis­domsvæsen eller guddomsvæsen. 

     Men hvordan bærer oplevelsesevnen som skabeevne betragtet sig ad med at løse den opgave, at bekræfte subjektet som oplever? Det gør den for det første i medfør af den kendsgerning, at den som operatio­nelt aspekt af et treenigt princip selv er komple­mentært integreret i subjektets princip og som sådan indirekte er identisk med dette.

     For det andet ved, at den med sit potentiel af skabe­prin­cipper og grundenergier bearbejder det kompleks af objekti­ve virk­ninger, som er tilvejebragt af skabeevnen, således at det subjektive resultat bliver en organiseret livsoplevelse for subjektet. Altså en oplevelse behersket af principper, love og regler, igennem hvilke subjektets egen evig­hedsnatur tilsløres (jf. Maya’s slør), og skabelsen af illusionen om en materiel (eller parafysisk/åndelig), mangfoldig, evigt varieret og fornyet verden fuldbyrdes.

 

     Oplevelsesevnen – som Martinus samtidig betegner som skabe­evnen -  er med andre ord subjektets evne til at bearbejde objektive virkninger med henblik på at frembringe subjektive virkninger og dermed bekræfte samme subjekt som oplever. Samtlige objektive virkninger er ved roden illusio­nistiske ’forklædninger’ eller fremtrædelsesformer af sub­jektets prin­cip, udformet som specielle energi- og bevægelses­mønstre, og det er i realiteten derfor disse energi- eller bevægelses­mønstre, skabeevnen bearbejder som oplevelsesevne betragtet.

     Eftersom oplevelsesevnens bekræftelse af subjektet som oplever, i første række er et spørgsmål om den måde, hvorpå den ved hjælp af sine grundenergier og skabeprincipper bearbejder dé påvirkninger ’udefra’, som den via såkaldt sansning er genstand for, vil det nok være på sin plads at redegøre nærmere for, hvad der i denne forbindelse mere præcist skal forstås ved begrebet sansning.

 

Hvad er sansning?

Medens det ovenfor fremførte forsøg på at give en kortfattet og præcis fremstilling af den form, hvorunder livsoplevelsen/be­vidstheden eksisterer for subjektet/Jeget, overvejende er teore­tisk og umiddelbart måske noget vanskelig at forstå, skal vi i det følgende lægge vægten på de praktiske/tekniske om­stændigheder vedrørende Jegets indadrettede aktivitet: sans­ningen.

     I det øjemed vil vi først lige præcisere, hvad der skal forstås ved begreber som ”virkelighed”, ”objektiv”, ”subjek­tiv” og ”det skabte”.

     Begrebet ”virkelighed” kommer man måske tættest på definitio­nen eller fortolkningen af, ved at splitte ordet op i to led: virke-lighed. Det vil sige lighed mellem det, der virker, og den virkning, det har. Der er således lighed mellem årsag og virkning, og mellem genstand og oplevelse, forstået sådan, at når det første svarer nøjagtigt til det sidste, er de gensidigt 100% tro­værdige udtryk for hinanden, hvilket selvsagt ikke er tilfældet i det omfang og den grad de to afviger fra hinanden.

     Det kan samtidig fastslås, at der findes to principielle former for ”virkelighed”, idet subjektet/Jeget med sin ud­adrettede aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi via den maskuline pol, frem­bringer en objektiv form for virkelig­hed, og i komple­mentær modsætning hertil frembringer det med sin indadrettede aktivi­tet, altså gennem modtagelse af energi via den feminine pol, en subjektiv form for virkelighed, men vel at mærke en ”virkelig­hed”, som i begge tilfælde er imma­teriel og illusio­nistisk. Det er denne omstændighed, der gør det nødvendigt at tale om henholdsvis objektiv og subjektiv virkelighed, når livets fænomen skal beskrives.

     Begrebet ”objektiv” henviser direkte til objekt = genstand, hvilket vil sige genstand for betragtning, undersøgelse, fremstilling, det vil sige det, der er uafhængigt af den der opfatter. Begrebet henfører altså til den form for virkelighed, der knytter sig til genstande uafhængigt af, om de sanses eller erkendes eller ej, altså uafhængigt af noget subjekt. Denne form for virkelighed kunne man også kalde for genstandsvirke­lighed.

     I komplementær modsætning til begrebet ”objektiv” henviser begrebet ”subjektiv” direkte til ”subjekt”, hvilket her vil sige det, der er genstand for oplevelse. Subjektiv virkelighed er derfor ensbetydende med den form for virkelighed, der forudsætter og er knyttet til et subjekt eller et Jeg. Vi har tidligere her på hjemmesiden givet en udvidet definition på begrebet ”subjekt”, nemlig som ”den underliggende bærer af alle egen­skaber, forandringer og tilstande”.

     Begrebet ”det skabte” henfører primært til det operationelle aspekt af det treenige princip, som i medfør af at skabe-oplevelsesevnen også betegnes som virkeevnens princip, kan betegnes som virkningens princip, også betegnet som organismens princip. Som vi tidligere er blevet gjort bekendt med, frem­træder ”det skabte” med to aspekter: et bevægelses­aspekt, repræsenteret ved 5 universelle bevægelsesarter, og et energia­spekt, repræsenteret ved 6 kosmiske (universelle) grundenergi­er.  

    I henhold til Martinus’ Kosmologi fordeler de to ovennævnte former for virkelighed, altså den objektive og den subjektive, sig på det skabtes fem generalkategori­er, som skematisk op­stillet ser sådan ud:

 

  1) Organismen i ordets videste forstand, hvilket vil sige det kombinerede fysiske og parafysiske/ånde­lige organkompleks i form af  seks parafysiske legemer, som periodisk er suppleret med ét fysisk legeme, der er sammensat af en særlig kombination af grundenergier. Organkomplekset tjener som redskab for subjektets/Jegets samlede skabende aktivitet.

 

  2)  Livsoplevelsen/bevidstheden, herunder det til enhver tid til rådighed værende indhold af bevidsthedsdata og bevidstheds­funktioner.

 

  3)   Bevidsthedsarkivet, eller den samlede sum af erfaringer, viden, evner og talenter, Jeget råder over.

 

  4)   Komplekset af fysiske handlinger

 

  5)   Det personlige skæbnemønster

 

Det væsentlige er i denne forbindelse, at det for samtlige de nævnte faktorer gælder, at de eksisterer uafhængigt af, om de sanses/erkendes eller ej, ligesom de primært har deres ek­sistentielle grundlag i manifestation af bevægelse og derfor overvejende skyldes Jegets udadrettede aktivitet.   

     Den subjektive virkelighed er udelukkende repræsenteret ved ovennævnte 2.  kategori: livsoplevelsen/bevidstheden, herunder oplevelsen af eller bevidstheden om henholdsvis organismen/or­ganismefunktionerne, bevidsthedsarkivet, de fysiske handlinger og det personlige skæbnemønster, samt oplevelsen af oplevel­sen som fænomen, herunder bevidstheden om bevidstheden.

     Oplevelsen/bevidstheden er kun tænkelige i forbindelse med et ’noget’, der er indehaver af dem, altså et subjekt eller Jeg. Uden dette ’noget’s eksistens bortfalder også livsoplevelsen/­be­vidstheden, og det uanset om skabe-/sanseevnens funktioner eventuelt fortsat finder sted.

 

 

Skematisk fremstilling af oplevelsesevnens tre kosmiske hovedfaser. X3 nederst = den fysiske fase; X3 øverst = den parafysiske fase; X2 = den højpsykiske fase. X1 henfører til subjektet. Oplevelsen kommer primært i stand som et resultat af de fysiske sanseimpulsers konfrontation med de kosmiske skabeprincipper i sammenhæng med bevidsthedsarkivets indhold af erfaringsmateriale fra den evige fortid; dvs. den er en slags genkendelsesproces. Bag det hele virker urbegæret som den drivende kraft. - © 1986 by Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, s. 113. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Sanseprocessen

Den følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets ind­adrettede aktivitet, sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Note 5)

     Sanseprocessen har ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.

     Til belysning af sanseprocessen vil vi i det følgende ind­skrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at hen­holde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller genstand.

     Men vi tænker os altså en person, der betragter en genstand, som vedkommen­de oplever som en slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i stand? 

     Herom oplyser Martinus i overensstemmelse med den viden­skabelige sansefysiologi, at sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer gen­standen eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informations­bærende kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.

     Så langt er sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefy­siologien går implicit ud fra, at hjerne og be­vidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv syns­vin­kel ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man  antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.

 

     Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.

 

     Imidlertid skjuler der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulser­ne i dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethin­deinformationerne til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtryk­ket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og betingelse for den bevidste synsople­velse, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.

     Til den ovenfor anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er der to nethinde­billeder som tilmed ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!

 

Tre vigtige konklusioner

Der kan drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektro­kemiske nerveim­pulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etab­leres. For uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.

    For det andet kan man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsner­ver, synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en stor­slået, rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., her­under vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateri­el, åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusio­nistisk.

    For det tredie er det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men i virke­ligheden i en helt anden forstand, end vi alminde­ligvis tænker os. Det skal vi vende tilbage til lidt senere. (Note 6)

 

 

Livsoplevelsen/bevidstheden (øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele diagrammet. Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme tilhører livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

     Som en direkte følge heraf må man slutte, at oplevelsen af verden foregår i et bevidsthedsfelt, som naturligvis på en eller anden måde er knyttet til det, vi forstår som det fysiske legeme og dermed til hjernen, men som i sig selv transcenderer dette og denne. Eller for at sige det lige ud: Den psykofy­siske verden, herunder vor egen organisme med dennes hjerne, er en integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al livsople­velse – og altså også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om end lige så forenklet måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret i den fysiske hjerne og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er integreret i bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så revolutionerende for vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det helio­centriske planet­system var for sin tids herskende verdens­billede. Disse og lignende konklusioner skal vi i det følgende til fulde se bekræftet af Martinus’ kosmiske analyser. 

     Lidt senere skal vi se på, at det nævnte bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale livsrum, hvis objektive organi­ske grundlag er det psykiske kraftfelt, forkortet til P-kraft­feltet. Det er inden for rammerne af det mentale livsrum, at overhovedet al Jegets livsoplevelse finder sted.

 

Sanseprocessens parafysiske og højpsykiske fase

Når vi derfor vender tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at vide, at de elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data eller informatio­ner, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter transformeres over i den organiske strukturs parafy­siske sektors lavere lag. Hermed afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens psykiske og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører processen. 

     I transformationsprocessens psykiske fase sker der det, at visse parafysiske systemer, som korresponderer med de fysiske synsorganer, bringes til at vibrere under kontrol af de op­rindelige sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som bevirker en nærmere bestemt organisering af de pågældende vibrationer. Men på dette stadium af sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke tilvejebragt. For at dette kan ske, må processen først være nået ind i sin tredie fase, den såkaldt højpsykiske fase, som involverer en serie af de i tidligere kapitler omtalte kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik vibratio­nerne i den parafysiske struktur er under kontrol af disse skabeprincipper og derved er bragt til at vekselvirke med det i evighedslegemet indbyggede bevidsthedsarkiv (sanseregistret, som vil blive omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen sted. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i samme øjeblik, vibratio­nerne begynder at optræde i den parafysiske struktur, men analytisk set lader de to funktioner eller faser sig ikke beskrive samti­digt.

     Men resultatet af den her beskrevne sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller iagttager oplever synet af en slank, lyseblå porcelænsvase på et bord, der befinder sig i en vis afstand fra beskueren.

     Ovenstående beskrivelse af synsprocessen og dens tre hoved­faser, kan umiddelbart måske lyde enkel nok, men den er i virke­ligheden en uhyre kompli­ceret proces, som det af pladshen­syn vil være udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er vigtigt, at læseren virkelig tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af sanseprocessen reelt indebærer for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor her peges på nogle betyd­ningsfulde sider og detaljer ved denne, som ikke er blevet omtalt i det ovenstående.

 

Tre eksempler på sanseillusioner

Der kunne nævnes adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til støtte for den sansefy­siologi­ske kriticismes såvel som for kosmologiens erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske forhold, vi oplever som en almin­delig del af det daglige syn af omverdenen. Men vi har i almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan grad, at vi ikke undrer os over dem, hvilket kan minde os om H.C.Ander­sens ord om, at ”alt er et underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og derfor finder almindeligt”.

     Når vi dagligt f.eks. kigger ned ad en gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side af gaden, eller når vi står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på hver side af vejen, tager vi det nærmest som en selv­følge, at husene syns­mæssigt aftager i størrelse proportionalt med afstanden til betrag­teren. Men kendsgerningen er jo, at vi ved at de fjerne­ste huse såvel som de fjerneste træer er lige så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den syns­mæssige oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores bevidst­hed. 

     Et andet eksempel på en dagligdags form for illusorisk oplevelse er det forhold, at vi ser solen stå op og bevæge sig hen over himmelbuen, for derefter at forsvinde ned bag horisonten. Indtil opdagelsen af, at det rent faktisk er solen der er planetsystemets centrum, troede man at solen fortsatte sin bane omkring jorden, for næste dag at gentage sin bane hen over himlen, og således fortsættende. Men efter indførelsen af det heliocentriske planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang hen over himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig sådan, at solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens det i virkelig­heden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at den roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i forhold til jorden, og i medfør af synssansens perspektivi­ske begrænsninger, forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.

     Den daglige oplevelse af, at solen bevæger sig hen over himmel­buen, er altså rent illusorisk. Men selvom vi ved at dette er til­fældet, forsvinder illusionen imid­lertid ikke af den grund. Vi bliver stadig ved med at opleve det, som om det er solen og ikke jorden, der bevæger sig! Et tankevækkende eksempel på illusionens eller ”Maya’s slør”s magt over sindet.

     Et tredie eksempel på sanseillusorisk oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i biografen eller i TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større serie enkelt­billeder, som enten kan være fotografiske realbilleder eller tegnede billeder. I begge tilfælde er hvert billede for sig ubevægeligt og stillestående, men i og med den kinematogra­fiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes til at afløse hinan­den ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindel­se med beskuerens sanseapparat, et indtryk og en op­levelse af bevægel­se. Men det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illu­sorisk bevægelse.

     Det forholder sig i øvrigt lidt anderledes med TV- og video­teknikken, hvor der er tale om en skærm som i lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg dog ikke skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent illusoriske indtryk og oplevelser.

 

Subjektiv kontra objektiv virkelighed

Idet vi vender tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig nu klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må nemlig konstateres, at den objekti­ve årsag er noget helt andet end en lyseblå vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres indvirken på i dette tilfælde synssan­sen, fremkalder indtrykket eller ’synet’ af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes øvrige ’data’ er ikke egen­skaber ved vasen som objekt eller genstand betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller op­levelsen af den.

    Imidlertid må man samtidig gøre sig klart, at selvom op­levelsen eller ’synet’ af en genstand eller et objekt ikke er det samme som tingen eller genstanden selv, så eksisterer der dog et sammenfald eller en overensstemmelse imellem oplevelse og objekt, som gør det muligt for iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller objektet. Det er baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i dette tilfælde frem­træder for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase, normalt opleves som sådan hver gang og lige så længe, iagttageren eller be­skueren retter øjne og opmærksomhed imod objektet.

 

 

 

Diagrammet udtrykker, at oplevelsen af en ting og tingen selv (A) er to ting, tilhørende hver sin form for virkelighed, nemlig A = objektiv og C = subjektiv virkelighed. Aksen k henfører til A’s og C’s sammenfald i oplevelsen. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 115. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

     Men man kunne med rette spørge, hvor de nævnte egen­skaber ved synet af objektet (vasen) da kommer fra? Hertil svarer Marti­nus, at de fremkommer som et immaterielt, men samtidig rea­listisk resultat af vekselvirk­ningen mellem de i dette tilfælde involverede organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer på den ene side og de ved moderener­gien repræsen­terede kosmiske skabeprincipper på den anden side.

     De nævnte organiserede vibrationer udgør i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad der kunne betegnes som ’tolk­ningen’ af de foreliggende vibrationers eller vibrationsmøn­stres indhold af objektive data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft af moderenergien i dens egenskab af skabeevne (skabeprin­cipperne), hvorefter resultatet præsenteres i form af farve, form, struk­tur osv. for Jeget, som i en vis forstand genken­der – eller i nogle tilfælde måske ikke genkender – disse sansekvaliteter som lige præcis en lyseblå porcelænsvase.

 

     Det turde i øvrigt klart fremgå af alt, hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens genstanden eller objek­tet – i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der opleves som den lyseblå vase – tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden, tilhører slutproduktet af sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller oplevelsen, den ’indre’, åndelige verden. Genstan­den, der er årsag eller ophav til sanseproces­sen, kan med andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som sådan repræsenterer den objektiv virkelighed i den forstand, at den består, uanset om den opleves eller ej. Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun tilskrives subjektiv eksistens i den forstand, at dette eller denne kun eksisterer for Jeget/sub­jektet, og kun så længe genstanden sanses.

 

 

 

Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1. 84. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

     Det må i konsekvens heraf konstateres, at der forekommer to fundamentalt forskellige verdener eller former for virkelig­hed, nemlig én, der repræsenteres af genstandene/objekterne, og én, som repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det kunne umiddelbart lyde som den rene dualisme, sådan som adskillige filosoffer og erkendelsesteoretikere i tidens løb da også har tolket denne konsta­tering. Og sådan kunne vi jo også selv fristes til at tolke situa­tionen, hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi forlængst har gjort os fortrolige med, at Martinus’ Kosmologi i lighed med identitets­læren er af den begrundede opfattelse, at de to former for verdener eller virkelighed ’kun’ er to komple­mentære frem­trædel­ses­former for én og samme tilgrundliggende fælles virke­lighed, nemlig ”substansen” eller Jeget. Vi skal senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære mere præcist skal forstås ved begrebet ’objek­tiv eksistens’.

 

Foreløbig konklusion

I løbet af dette kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som almindeligvis indiskutabelt til­lægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af sub­jektet og dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjek­tivt, illusio­nistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke adskiller sig fra vore tanker og drømme. 

     Vi har også kunnet konstatere, at fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af begrebet, etableres og oprethol­des gennem et samarbejde mellem de objektive sanseim­pulser på den ene side og den ligeledes objektive oplevelses­evne som skabeevne betragtet på den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at de såkaldte ”objekti­ve sanseimpulser” kun er objektive i den forstand, at de eksi­sterer og fungerer uanset om det enkelte levende væsen (indivi­det) er bevidst om disse eller ej. Ret beset er de ”objektive sanseimpulser” nemlig præcis lige så illusionisti­ske, som dé sub­jektive oplevelser og forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.

 

     Alt i alt kan vi derfor konstatere, at det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som skabeevne, der er ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan komme til at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- ­og bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener er illusionistiske forklædninger eller fremtrædelsesformer for subjektets princip (Jeget), muliggjort af skabeevnens princip. Det treenige princips anden hovedinstans, altså skabeevnen, fungerer derfor i praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget eller subjektet er i stand til at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig selv, hvor­igennem det opnår at opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidst­hed om sig selv, og 2) at tilgodese sit urbegær. (Note 7)

 

 

 

Ovenstående vignet af tegneren Børge Hamberg (1920 – 1970) illustrerer tydeligt, hvad der menes med, at subjektets princip (jeget = X I) ved hjælp af hovedinstans nr. 2 (skabeevnen eller virkeevnen = X II) fremtryller et slags ’spejlbillede’ af sig selv (det skabte = X III). ’Spejlet’ (= X II) er desuden finurligt tegnet som et symbolsk udtryk for Det seksuelle polprincip, idet spejlets skaft er tegnet  som en stiliseret udgave af det mandlige kønslem (penis eller fallos), mens spejlrammen er tegnet som en stiliseret udgave af det kvindelige kønsorgan (vulva) med de fligede kønslæber og klitoris foroven. I samspillet mellem jeget (= X I) og den feminine pol og den maskuline pol  (= X II) bliver livet og dermed livsoplevelsen (= X III) til. – Tegning gengivet efter Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 6. © 1986 Forlaget Nordisk Impuls, Spjald.  

 

 

Noter til 2. kapitel:  ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS’ KOSMOLOGI (I)

 

 

Note 1: Vedr. den natur- og humanvidenskabelige opfattelse af den menneskelige perception: Se f.eks. Harald Schelderup: Psykologi. Særlig afsnit III. Viden om verden. Det Schønbergske Forlag. København 1971. Se evt. Også R.L.Gregory: The intelligent eye. Weidenfeld & Nicolson. London 1970. Se endvidere samme forfatters: Eye and Brain. The psychology of seeing. World University Library. Weidenfeld & Nicolson. London 1973. Endelig kan det anbefales at læse Claus Emmeche: Mennesket – en samling molekyler. Fra biologisk form til bevidst fornuft, samt Rasmus Fog: Hjerneforskning. Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl? Begge artikler findes i Videnskaben eller Gud? Red. Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996.

         Martinus omtaler hjernen i flg. værker: LB I, stk. 51, 223-4. LB III, stk. 688. LB V, stk. 1924, 1927, 1935-6. LB VI, stk. 2022, 2152, 2159, 2303.   Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19. kap. Småbog nr. 16b: Universets Mælkeveje, 7. kap.

             Se i øvrigt afsnittet TALENTKERNEPRINCIPPET her på hjemmesiden. Ifølge Martinus er det eksempelvis ikke kun den fysiske hjerne, som kan være defekt i sine funktioner, men også skæbneelementet, mere specielt  organtalentkernerne, som er ansvarlige for den sjælelige struktur og derigennem indirekte også for den fysiske genetiske struktur. Når et menneske derfor eksempelvis rammes af f.eks. demens, er det altså ikke kun fysiske hjerneceller, der degenerer og destrueres, men også tilsvarende områder i den sjælelige struktur. Vedr. Martinus’ symbol og forklaring ang. skæbneelementet og talentkernerne: se E. Gerner Larsson: Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab I-III, s. 145-155.

             Spørgsmålet om hjernen som formodet ’generator’ af Jeget og bevidsthedslivet er i særdeleshed også behandlet af Per Bruus-Jensen i bogen Eksistens og udødelighed, bind 1, stk. 2.1. 1.

             Den fra medierne velkendte læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen kaldes blandt venner vittigt for Hjerne-Madsen. I lighed med flere udenlandske og danske hjerneforskere, som f.eks. Rasmus Fog, er han af den overbevisning, at hjernen er lig med sjælen eller omvendt: Sjælen er lig med hjernen.  

         Stanislav Grof: Den indre rejse 1. Kortlægning af det ubevidste gennem LSD-psykoterapi. Bind 2: Menneskets møde med døden. Borgens Forlag 1977-78.   

         Spørgsmålet om personlighed, hjerne og sansning er også behandlet i Johan Georg Hannemann: Er Gud en realitet? Borgens Forlag. København 1983.

         Dr. Heinz Graupner. De udforskede livet. Biologiens historie. Rosenkilde og Bagger. København 1961. Side 184-194. Dr. Graupner er i princippet enig med Martinus vedr. forholdet mellem sjæl og hjerne, og mellem hjerne og personlighed.

         Spørgsmålet om hjernen er bl.a. behandlet i flg. Tv-programmer: Er din hjerne nødvendig? I-II. DR 1 14.06.84. Hukommelsens mysterium. Vetenskapens Värld. SV TV 1, 1990. Om hjernen og sjælen. DR 1, 04.04.95.

Note 2: Se f.eks. Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 19-49. Evt. suppleret med samme forfatters: I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner…Forlaget Nordisk Impuls 1989.

Note 3: Se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaards Forlag. København 1966.

Note 4: Vedr. begrebet og fænomenet livsoplevelse: Se f.eks. LB I, stk. 1-2, 253. LB II, stk. 290. 305, 322, 339, 341, 345, 355, 373-4, 388, 468, 486, 496-7, 510, 516, 534-7, 541-2, 545-7, 580, 604, 610-1, 613, 616. Begrebet er i høj grad også beskrevet i LB III-VII og i andre af Martinus’ værker: Se nærmere herom i ”INDEKS til Martinus bøger”.

Note 5: Paul Brunton: The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. Samuel Weiser, Inc. York Beach, Maine 1991 (1. udgave 1935; dansk titel “Den hemmelige vej”). The Quest of The Overself. Rider And Company, London (Dansk udgave “Ad sindets ukendte veje”). The Hidden Teaching Beyons Yoga. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The Overself. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave: ”Erkendelsen af overselvet”).  

Note 6: Vedr. sansning: Se f.eks. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.

Note 7: Se Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1. 31.ff  og  stk. 1. 84.ff.

 

         For mit eget vedkommende har jeg behandlet spørgsmålet om sjælen og personlighedens forhold til det fysiske legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i tidsskriftet KOSMOS (K): Sjæl og legeme. K nr. 5-1998. Er Martinus’ kosmologi en videnskab? K nr. 2-1999. Det ligger i generne. K nr. 6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr. 11-2002. Det levende verdensalt. K nr. 4-2003. Materiens forunderlige verden. K nr. 3-2004. Fængslende illusioner. K nr. 10-2005.

          Emnet er ligeledes behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION (KI):  Videnskaben eller Gud? KI nr. 3 1997. Hjernen og livsoplevelsen. KI nr. 2-1998.