3. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

 

 

Skabe/oplevelsesevnen

Vi har i foregående kapitel måske især kunnet fastslå, at det er i oplevelsesevnen i dens egenskab af skabeevne, at vi skal søge de faktorer, der er ansvarlige for at manifestation eller skabelse kan finde sted. Men det er også i selv samme evne at de faktorer findes, som er hovedansvarlige for at sansning og dermed livsoplevelse overhovedet kan forekomme. Disse faktorer kender vi organisk set allerede under betegnelser som det høj-p­sy­kiske kraftfelt eller overbevidst­heden, med blandt andet det heri 'indbyggede' be­vidstheds­arkiv'. Funktio­nelt set kender vi disse faktorer som de ved overbe­vidstheden repræsen­terede kosmiske skabe­prin­cipper, hvorom vi allerede har hørt, at der findes 8 hoved­skabeprin­cipper og mindst 7 vari­antprin­cipper af disse. (Se tidligere afsnit i menuen).

     Sagt på en anden måde, er skabe-oplevelsesevnen med hensyn til sine funktioner beroende på et kompleks af automatisk virkende kosmiske (= universelt virkende eller fungerende) skabeprincipper. De kosmiske skabeprincipper udgør i henhold til Martinus automatisk virkende grundnormer, som subjektet/­Jeget er helt afhængige af under frembringelsen eller skabelsen af dét illusionistiske 'modbillede' af sig selv, som er den absolut nødvendige forudsætning for, at sansning og dermed livsoplevelse overhove­det kan finde sted. 

     Jeget eller subjektet i sig selv er til stede i dobbelt­funktionen og -virkningen skabelse-oplevelse som tomrumsfak­toren i materien, sådan som tidligere nævnt. Materiens parti­kelfaktor udgør den faktor, hvormed subjektet tilslører tom­rumsprincippet på en sådan måde, at resultatet bliver netop materie og i yderste konsekvens et helt materieunivers. Parti­kelfaktoren er imidlertid illusorisk i den forstand, at dens enkelte partikler i det uendelige lader sig opløse i nye tomrum, netop fordi det uendelige er identisk med tomrummet, som igen er identisk med subjektets/Jegets uendelighedsnatur. De to indbyrdes forbundne og gensidigt betingende faktorer, tomrummet og partiklerne, svarer derfor henholdsvis til sub­jektet og skabeevnen, hvor sidstnævnte tjener som førstnævntes evne til at skabe eller frembringe et illusionistisk 'modstyk­ke' til sig selv. Dette 'modstykke' fremtræder både som objek­tiv og subjektiv modsæt­ning til subjektet/Jeget: Objektivt set som et objektiv-materielt univers, og subjektivt som sub­jektets oplevelse af dette univers, som altså reelt set er identisk med subjektets syn eller 'spejlbillede' af sig selv. (Note 1)

 

 

 

Model af radiumatomets elektronbaner. Som en integreret kombination af tomrum,

 energi og bevægelse legemliggør hvert eneste atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe.

 ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.36.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Jegets parafysiske 'syn' af sig selv

I henhold til Martinus frembringer og opretholder skabeevnen imidlertid også et åndeligt eller parafysisk univers, som danner grundlag for Jegets tanke- og følelsesliv, og som udgør livsrum for det levende væsen i dets kosmiske passage gennem de åndelige/parafysiske riger eller Guds primære bevidsthed, og for de fysisk levende væsener efter det fysiske legemes død, hvilket vil sige mellem inkarnationerne. Men disse åndelige/­parafysiske riger eller tilværelseszoner er i realiteten af lige så illu­sio­nistisk karakter, som tilfældet er med det fysiske univers.

     De parafysiske verdener er derfor i lige så høj grad subjek­tets/­Jegets syn eller spejlbillede af sig selv, som den fysiske verden er det. Den umiddelbart største forskel mellem det fysiske og det åndelige univers består i, at det sidstnævnte stiller en materie til rådighed for en organisme, der i modsæt­ning til den fysiske organisme er principielt uforgængelig, nemlig i form af det såkaldte evighedslegeme. Evighedslegemet defineres som en kombination af subjektet/Jeget og dets overbe­vidsthed (= det højpsykiske kraftfelt) på et parafysisk materi­eplan eller i en parafysisk organisme, som ingen destruktive faktorer kan nå udefra. (Note 2)

 

 

 

 

Originalen er i farver. © Martinus Institut

At afsende og modtage energi er livets evige, basale grundmønster (sort/hvid gengivelse af Martinus’ symbol ”Evighedslegemet”.

Vedr. Martinus’ egen symbolforklaring: Se Symbolværk bind I, side 103). ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.76.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

 

Bevægelsesprincippet og det skabtes energiaspekt

Interessant nok er det netop partikelfaktoren, der i denne sammenhæng bringer os i berøring med ét enkelt af de kosmiske skabe­principper, der er ansvarlige for frem­bringelsen af den materielle illusion. Dette elementære skabe­princip er bevægel­sesprin­cippet. Men som tidligere omtalt optræder skabeprincipperne altid og uden undtagelse tilsammen i et eller andet særligt ind­byrdes 'styrkefor­hold', idet snart det ene og snart det andet skabeprincip må karakteriseres som dominerende i den aktuelle sammenhæng. 

     Bevægelsesprincippet har sin store betydning i og med, at det i praksis fremtræder eller giver sig til kende som det bærende grundlag i "det skabte­/oplevede" i form af to indirekte identi­ske aspekter: 1) energiaspektet, og 2) bevægelses­aspektet. 

    Energiaspektet udgøres af et energifelt bestående af ialt syv kosmiske grundenergier i en bestemt organisation. Eftersom den syvende grundenergi er 'bærer' af de seks andre, betegnes den konsekvent som "moderenergien", og som sådan udtrykker den sig igennem komplekset af skabeprincipper, heriblandt bevægelses­princippet. Som vi forlængst er blevet bekendtgjort med, udgøres de seks andre grundenergier i organiseret rækkefølge af 1) instinktenergien, 2) tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5) intuitionsenergien og 6) hukommelses­energien. (Note 3)

     Den ovenfor nævnte indirekte identitet mellem det skabte/ople­vedes energiaspekt og bevægelsesaspekt fremgår af det faktum, at bevægelse repræsenterer energi, og at energi altid er knyttet til bevægelse, som er dens grundlæggende eksistens­form. Men såvel bevægelse som energi er altså i både første og sidste instans subjektets/Jegets illusionistiske fremtræden som det, Vedanta-filosofien betegner som "Maya's slør".

 

Det psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet

Der er her grund til at gentage, at særlig to af grundenergier­ne, tyngdeenergien og følelsesenergien, i et kontra-aktivt samspil danner et spændingsfelt eller psykisk kraftfelt, kaldet P-kraftfeltet. Dette er det bærende substantielle grundlag for eksistensen af Jegets følelsesliv såvel som dets tankeliv, hvor det sidstnævnte, der består i et større eller mindre samspil mellem intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelses­energien, specielt ses som svingninger eller svingningstil­stande i P-kraft­feltet.

 

 

 

Diagram af mekanismen bag planckafunktionen. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.*

 

* Tilføjelse: P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. – Planckafunktionen refererer til det universelle virkningskvantum h, kendt som den østrigske fysiker Max Plancks konstant. 

                    

 

 

Diagram af planckafunktionen opfattet som en stationær svingning (ob) i jegets tyngde-følelsesfelt. – Videreførelse af diagrammet ovenfor - - - se signaturforklaring der. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 260. Borgens Forlag, København, 1982.

 

Supplerende forklaring af Harry Rasmussen: Som det fremgår af det psykiske kraftfelt (midterfeltet), giver tyngdeenergien (2) og følelsesenergien (3) sig modsatrettede objektive udslag i form af svingninger og spændinger. Subjektivt opleves disse henholdsvis som tanker og følelser. Som det i øvrigt fremgår af diagrammet, danner instinktenergien (1) den ’ramme’, på grundlag af hvilken planckafunktionen i kraft af  (4) intelligens-, (5) intuition- og (6) hukommelsesenergien foregår. NB! Det er kun for det grafiske indtryks skyld, at de angivne udslag i P-kraftfeltet er formet som en yin og yang figur, idet læseren samtidig må erindre sig, at der her kun er tale om en symbolsk fremstilling af forholdene.

 

 

     P-kraftfeltet rummer altså noget, der kan tjene som afgørende forudsætning for fænomenet bevægelse, dvs. noget at bevæge. Dette 'noget' er spændingen mellem de nævnte to energier, og denne lader sig frembringe på utallige måder, i utallige rytmer, faser og styrkegrader internt i spændingsfeltet.

     Desuden kan lokale spændings- eller kraftfelter i 'hoved­feltet' gøres til genstand for relativ positionsforflytning, altså flyttes fra en position til en anden, og derved gøres til genstand for bevægelse (stambevægelse), hvilket blandt andet bekræfter tyngde- og følelsesenergiens centrale rolle som materie-dannende grundenergier. Men også instinktenergien henregnes på grundlag af dens anlæg for automation til denne kategori. (Note 4)

 

 

 

Diagrammet viser, hvorledes stambevægelsen i dens egenskab af en objektiv funktion og dermed som ensbetydende med en kombination af seks kosmiske grundenergier via en vekselvirkning med Jegets sansemekanisme (D) tilfører livsoplevelsen seks store, universelle grundkvaliteter. Af disse er samtlige dens kvalitative momenter bygget op, og de kan i overensstemmelse hermed karakteriseres som dens kvalitative urelementer. I nærværende tilfælde er den objektive stambevægelse altså repræsenteret ved figur ”A”, hvorimod oplevelsen og dermed erkendelsen af de seks kosmiske grundenergier eller grundbevægelser som sædvanligt er markeret ved figur ”C”. De øvrige figurer har også den sædvanlige betydning (se eventuelt forklaring til omtrent samme diagram i 2. kap.). -  ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.123.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

 

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt

Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt viser sig gennem et samspil mellem jegets sanseapparat med de heri virkende kosmi­ske skabeprincipper og bevægelsesprincippet først og fremmest i form af fem universelle bevægelsesarter. Af disse fem bevægel­sesarter er det kun den første, stambevægelsen, der har objek­tiv karakter. De fire andre bevægelsesarter har derimod ude­lukkende subjektiv karakter, idet de i en vis forstand er 'afledt' af stambevægelsen, hvorfor de da også betegnes som "aflæggerbevægelser" af netop stambevægelsen.

     Stambevægelsen, defineres og ytrer sig som den objektive funktion, der består i, at et legeme eller en genstand bevæger sig fra et sted til et andet, dvs. ændrer position i rummet. Stambevægelsen er som en objektiv funktion ved et legeme et resultat af Jegets udadret­tede aktivitet (manifestationen), medens den som subjektiv oplevelse er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet (sansningen). Enhver oplevet stambe­vægelse har dermed både objektiv og subjektiv karakter.

     Som subjektiv oplevelse giver den objektive stambevægelse umiddelbart an­ledning til frem­komsten af fire subjektive og derfor helt igennem illusionistiske bevægelsesarter eller aflæggerbevægelser: rummet, tiden, forvandlingen og materien. De fire aflæggerbevægelser bekræfter med andre ord sansningens eller livsoplevelsens illusionistiske karakter. Vi skal her give en ganske kort karakteristik af de nævnte fire aflæggerbe­vægelser:

 

Fire subjektive bevægelsesarter

Rummet udgør som nævnt den anden bevægelsesart eller af­lægger­bevægelse nr.1. Ved begrebet 'rummet' forstår vi alminde­lig­vis noget, som i sig selv ubevægeligt, statisk og tomt, en 'behol­der' så at sige, der i en vis forstand inde­holder eller om­slutter alt, hvad der eksisterer. Når rummet i nærværende sammen­hæng be­tegnes som en form for be­vægelse, hænger det sammen med, at der ifølge Martinus er tale om bevægelse i indirekte forstand, idet rummet ret beset er en konsekvens af bevægelses­princippet, men vel at mærke udelukkende en subjektiv konse­kvens, og altså dermed et rent bevidsthedsfænomen.

     Denne påstand begrundes med, at Jegets erkendelse af rum helt og holdent grunder sig på dets oplevelse af den første bevægel­sesart, stambevægelsen. I kraft af sidstnævnte skabes fore­stillingen om afstande og derigennem om 'noget', der giver 'rum' eller plads for disse afstande. Men dybest set er de egenskaber vi tillægger rummet, dvs. verdensrummet, i form af det beholderagtige, dimensioner, proportioner m.v., udelukkende egenskaber ved vores subjektive opfattelse af det pågældende noget, der opfattes som det ydre rum.

     I sin dybeste analyse udgør 'rummet' et evigt, ubegrænset stilhedens 'noget', som reelt set er identisk med det alle­stedsnærværende, immateriel­le, udødelige, guddommelige 'noget', dvs. den evige, univer­selle stilhed: subjektets/Jegets princip.

     Tiden er den tredie bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.2. Den ytrer sig som det fænomen, vi betegner som "tiden". At fænomenet tid opfattes som en art bevægelse, bekræftes umiddelbart gennem sproget: Tiden går, løber, rinder og iler. Undertiden taler vi endog om, at tiden står stille eller snegler sig af sted.

     Imidlertid påviser Martinus - vistnok som den første i  tænkningens historie - at tiden er en bevægelsesart i klasse med rummet, idet den dels er en konsekvens af bevægel­sens princip, og dels i lighed med rummet kun er bevægelse i in­direkte forstand. Han fremhæver i den sammenhæng, at det i virkeligheden er misvisende at forestille sig tiden, som noget der bevæger sig. Hvis dette nemlig var tilfældet, måtte tiden som sådan tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv besidde objektiv eksistens, hvilket påviseligt ikke er i overensstemmelse med de faktiske kosmiske kendsgerninger. Vores omtale af tiden som noget, der bevæger sig, er derimod en nødvendig og uundværlig forestilling i det praktiske hverdags­liv.

     Som almindeligt bekendt deler vi tiden i f.eks. fortid, nutid og fremtid, hvor begrebet nutiden udgør den 'faktor', som begreberne fortid og fremtid har som forståelsesmæssig forud­sætning. Som lige så bekendt finder livsoplevelsen konstant sted i det, vi kalder "nuet", der dermed udgør et centralt 'tidsrum', inden for hvilket primært den dagsbevidste livsople­velses scenerier udspiller sig, veksler og ophører i forskel­ligt tempo. Fra "nuet" overgår disse scenerier automatisk til "fortiden", som alene er en tidsfaktor, der eksisterer i kraft af Jegets evne til at kunne huske. Det er desuden på grundlag af hukommelsen, at fortidens oplevelser og erfaringer i form af erindringer efterhånden omdannes og forædles til de såkaldte "guldkopi-erindringer".

 

 

 

 

Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær. – © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 1, stk.1. 96. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

     I henhold til Martinus er Nuet dybest set identisk med Jegets 'syn' af sig selv som evig og uforanderlig modsætning til bevægelse, men samtidig som al bevægelses udgangspunkt og slutpunkt. Nuet må følgelig karak­teriseres som evigt i samme forstand, som jeget/subjektet karakteriseres som evigt. Nuet er dermed Jegets 'syn' af sin egen virkelighed sat i relation til begrebet tid, medens Jeget i sin rolle som be­vidsthedens uforanderlige centrum er Jegets 'syn' af denne virkelighed sat i relation til begrebet rum.

 

     Forvandlingen er den fjerde bevægelsesart og aflæggerbevægel­se nr.3. Den viser sig i praksis som det fænomen, vi kalder "forvandling", hvilket vil sige den forvandling af situationen i Jegets mentale livsrum, der hænger sammen med stambevægelser­nes mangeartede aktiviteter.

     Som tilfældet er med fænomenerne rummet og tiden, således er fænomenet­ forvand­lingen som bevægelsesart betragtet også kun indirekte identisk med den oplevede stambevægelse. Som de to førstnævnte aflæggerbevægelser er forvandlingen også en konse­kvens af bevægelsens princip og udgør derfor endnu en måde at opleve dette på.

     Som et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, har fænomenet forvandlingen udelukkende subjektiv eksistens, nemlig som en særlig proces, der udspiller sig i Jegets mentale livsrum (se herom nedenfor). Dét ved forvandlingen, der er af objektiv natur, er alene dén stambevægelse eller dé stambe­vægelser, den umiddel­bart er beroende på, og som udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

 

     Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes fosterud­viklingen, udviklingen fra fødsel til død, eller kort sagt vækst og degeneration, opbygning og nedbrydning. Og det i en sådan grad og et omfang, at den fremadskridende og ofte næsten totale forvandling af situationen, som det f.eks. er tilfældet med den befrugtede ægcelle set i relation til det nyfødte indi­vid, bevirker at man umiddelbart har vanskeligt ved at tro, at de to fænomener har noget med hinanden at gøre. Om fænomenet forvandlingen, se evt. afsnittet REPETITIONSPRINCIPPET her på hjemmesiden.

 

     Materien udgør den femte og sidste bevægelsesart, og dermed den fjerde og sidste aflæggerbevægelse, nr.4, som Martinus' Kosmologi opererer med. Det fænomen, vi kalder stoffet eller materien, er i lighed med rummet, tiden og forvandlingen en bevægelsesart, hvis eksistens helt og holdent skyldes stambe­vægelsen.

     Ifølge Martinus er materien i sin objektive fremtræden en koncentration af stambevægelser, der af Jeget opleves under særlige perspektiviske betingelser, således at de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Ved hjælp af de pågældende stambevægelser frembringes der en særlig effekt i Jegets mentale livsrum, nemlig den specielle effekt, der betegnes som materien. Effekten kommer i stand ved, at oplevelsen af mikro­kosmiske stambevægelser uundgåeligt medfører oplevelse af til­svarende mikrokosmiske rummomenter, tidsmomenter og forvand­lingsmomenter, eller kort sagt oplevelse af mikrokosmiske af­læggerbevægelser.

     Kosmologien definerer derfor materien som et felt af mikro­kosmiske stambevægelser, der gennem sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske af­læggerbevægelser. Det er dette felt, der i praksis opleves som en speciel, lokal strukturformation, kaldet "materie". Rent objektivt er materien en koncentration af mikrokosmiske stambe­vægelser, medens fænomenet materien udgør et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem stambevægelseskoncentratet på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side.

     Som objektivt fænomen danner materien, dvs. mikrokosmiske stambevægelser, grundlag for stambe­vægelser på et nyt og højere niveau, som f.eks. celle-niveau, organ-niveau, organisme-niveau osv. Det er derfor ikke vanskeligt at se, at materien udgør en betydelig og vigtig detalje i Jegets samlede livsoplevelse, og i lighed med forvandlingen, som materien er nært beslægtet med (Jf. stoffets aggregattilstande: stråleformig, luftformig, flydende og fast), bidrager den til at udfylde Jegets mentale livsrum og give det indhold. (Note 5)

 

Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet

De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden, som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt forbundet og danner i forening en kombi­nation, der i enhver henseende udgør Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse.

 

 

 

Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved: stambevægelsen (!), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5). Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. ©  Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.104.  Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

     Betydningen heraf turde fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen, netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet og tiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er frembragt og opretholdes.

     Eftersom rummet og tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid konse­kvenser af én fælles årsag: bevægelsesprin­cippet, og de danner derfor i praksis en rum-tids-enhed, nemlig et sub­jek­tivt, dynamisk præget rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker, ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter, forvand­lingen og materien, optræder og bidrager til at give livsud­foldelsen og livsoplevelsen kolorit.  

    Det er dette subjektive rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids- og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individua­lisering etableres og opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og tillige en fore­stilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt person­lige Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige fore­stilling om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden. (Note 6)

 

 

 

To individer, V og Z, opfatter hver især den andens organisme (D) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X (se i øvrigt diagramforklaringen side 5). -  © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111.  Borgens Forlag, København,1982.

 

 

 

Et multiplum af levende væsener opfatter hver især de andres organismer (ob) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X. - © Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag, København, 1982.

 

     Jegets mentale livsrum udgør som nævnt den subjektive sku­eplads for Jegets livsoplevelse, hvorimod P-kraft­feltet kan karakteri­seres som den objektive skueplads for samme Jegs livsop­levelse, dvs. som 'skelettet' i Jegets bevidstheds­apparat eller i dets samlede sanse- og manifestationsap­parat, der er det samme som dets organisme i ordets videste betydning. Jegets mentale livsrum er som subjektivt fænomen med andre ord inte­greret i det relativt set 'objektive' P-kraftfelt. (Om P-kraft­feltet: se ? kap.)

     Den indbyrdes kommunikation mellem de levende væseners P-kraftfelter foregår via resonans subsidiært dissonans. Mani­festationerne (stambevægelserne) i de utallige andre væse­ners P-kraft­felter udgør den objektive 'omverden' for det enkelte Jeg, hvis egne manifestationer naturligvis på tilsvarende måde udgør en del af samme 'omverden'.

 

Jegets totale sanseapparat

I foregående kapitel fik vi blandt andet en relativt kort­fattet skildring af sansningens organiske funktionsgrundlag og dens tre kosmiske hovedfaser: den fysiske fase, den parafysi­ske/ån­delige fase og den højpsykiske fase. Desuden blev sans­ningens fysiske fase gennemgået forholdsvis detaljeret, og den parafy­siske fase i nogen grad omtalt, medens den højpsykiske fase stort set kun blev nævnt, hvilket vi skal søge at råde bod på i det følgende. 

     For forhåbentlig at lette forståelsen af sansningens og sanseapparatets på sin vis komplekse natur og funktioner, særlig når det gælder den parafysiske fase og den højpsykiske fase, vil det for­mentlig være hensigtsmæssigt at støtte frem­stil­lingen med nedenstående diagram af Jegets totale sanseap­parat:

 

 

 

Diagram og forklaring af det totale sanseapparat. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.84.

                    

    Tegningen viser som sagt Jegets totale sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder: Den fysiske verden (FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved den lodrette midterlinie, som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de to verdener ikke er absolut, men i en vis forstand '­flyden­de'.

    I diagrammets venstre halvdel ses et øje (Ø) med nethinde (N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt til­venstre er synsvinklen (SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført igennem pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og nederst på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand fra øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal sym­bolisere en synlig genstand, som for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har omtalt i forbindel­se med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det vil bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere.

    I diagrammets højre halvdel ses nærmest den stiplede linie en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige sansestruktur. Figuren ligner delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel, hvilket ikke er tilfældigt, da disse to strukturer har visse træk tilfælles og desuden interagerer med hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne mellem dem. At PS-figuren er vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det forhold at den sjælelige struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet.

    Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent vandrette pile, som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses en lodret pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De seks pile skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen, tyngdesansen, følelses­sansen, intelligenssansen, intuitionssansen og hukommelses­sansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.  

   Til højre for oplevelsesfeltet ses igen seks omtrent vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod oplevelsesfeltet. De skal symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til de sjælelige sanser og sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod oplevelsesfeltet fra hver sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen er et resultat af et samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og den højpsykiske struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret ved den vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre. (Note 7)

 

Den højpsykiske sansestruktur

I og med SG-figuren møder vi en struktur og et begreb, som  tidligere i denne fremstilling kun har været nævnt periferisk, nemlig sanseregistret. Dette register, der henhører under den højpsykiske sansestruktur, består af et uendeligt antal sanse­horisonter, som udgøres af det uendeli­ge antal spira­lafsnit, individet har gennemlevet, og som nu i form af et omfattende og rigt erfarings- og erin­dringsmateria­le findes opmagasineret i bevidsthedsarkivet, hvorfra det står til Jegets bevidste og ikke mindst ubevidste rådighed.

     De nævnte sansehorisonter er angivet på keglefiguren i form af en række lodrette felter, som aftager i størrelse (højde), jo længere de befinder sig væk fra feltet med den sorte 'bjæl­ke' i keglens venstre side. Denne figur skal markere, at denne sansehorisont tilhører det indeværende spiralafsnit, der jo ifølge sagens natur er under opbygning. Det til dette spiral­afs­nit henhørende erfaringsmateriale er opmagasineret i erin­dringskartoteket, som er en 'afdeling' af det samlede bevidst­hedsarkiv. Vi skal senere se på, hvorfor en af keglefigurens felter er skraveret og at der udgår to pilefigurer herfra, en for oven og en for neden, som begge peger hen mod pilefiguren i oplevelsesfeltet.

 

Livsoplevelsen og genkendelsesevnen

Ifølge Martinus beror al sansning og dermed livsoplevelse på genkendelse, således forstået, at sansning og livsoplevelse i virkeligheden er slutprodukter af omfattende og komplicerede genkendelses­processer. Det gælder altså også for den for al livsoplevelse så afgørende sansevirksomhed, at den i sin inderste natur er en genkendelsesproces, idet denne overhovedet ikke ville kunne gennemføres uden en sanse- og genkendelses­evne.

     Ved sanseevne forstås Jegets evne til at præstere sansning, der altså i sin kosmiske natur er identisk med en genkendelses­proces. Jeget vekselvirker ved hjælp af sit sanseapparat med en ikke-tids- og ikke-rumdimensionel, objektiv virkelighed på en måde, der resulterer i oplevelsen af en subjektiv, tid- og rumdimensionel virkelighed. Sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte en illusion, som i øvrigt primært skyldes perspek­tivprincippet, hvilket vi skal vende tilbage til.

     Ved genkendelsesevne forstås Jegets evne til at præstere genkendelse, en evne, der først og fremmest baserer sig på omsætning af intelligens- og hukommelsesenergi. Genkendelse er det, der foregår, når vi bevidst eller ubevidst erkender at noget, vi i øjeblikket oplever, både konkret og i princippet er en 'gentagelse' af noget, vi tidligere har oplevet. Genkendel­sesfunktionen stiller altså krav til og er afhængig af, at et vist mål af erfaringsmateriale på forhånd er til rådighed. Eksempelvis genkender man kun en sten, en plante eller et dyr som værende henholdsvis en sten, en plante eller et dyr, fordi man allerede i forvejen har et større eller mindre erfarings­materiale vedrørende de nævnte kategorier til disposition for genkendelsesevnens bevidste såvel som ubevidste, automatiske funktioner. 

     Genkendelsesfunktioner indgår derfor som et vigtigt og absolut uundværligt led i etableringen af livsoplevelsen. Vores muligheder for at opfatte, forstå og erkende hvad det i det hele taget er, vi oplever, og hvad det i hvert enkelt tilfælde egentlig er, vi står over for i den ydre verden, beror ude­lukkende på vor evne til at genkende. Uden evnen til at gen­kende ville vi simpelthen være ude af stand til at identificere noget som helst, hvilket vil sige, at vi heller ikke ville kunne opnå klar dagsbevidsthed om noget som helst. (Note 8)

 

Sanseregistret og de kosmiske sansehorisonter

Sansningen - og dermed livsoplevelsen - er i sin dybeste natur altså en genkendelsesproces, der spænder over tre faser eller stadier: et fysisk kontaktstadium, et sammenkoblet parafysisk­/åndeligt og et kosmisk eller højpsykisk genkendelses­stadium.

     Martinus oplyser, at genkendelsesevnen er knyttet til et omfattende organisk apparat, hvoraf de fleste mennesker fore­løbig kun kender den del, der på grundlag af fysiske berøringer eller kontakter har til opgave at frembringe fysisk-elektriske sanseimpulser, der i kodet form rummer information om visse egenskaber, der knytter sig til det, som de fysiske sanseorga­ner med tilhørende nervesystem og hjernecentre er i kontakt med. Læseren vil her genkende sanseprocessens fysiske fase, sådan som denne tidligere ovenfor er blevet beskrevet, og sådan som den er søgt anskueliggjort på diagrammet ovenfor.

     Genkendelsesapparatets parafysiske og kosmiske (højpsykiske) regioner er anskueliggjort i diagrammets højre halvdel. Den parafysiske region er i praksis repræsenteret ved den samlede sjælelige struktur, dog i første række af instinkt-, følelses-, intelligens- og hukommelseslegemet, medens den kosmiske eller højpsykiske region udgøres af evighedslegemet med de dertil knyttede kosmiske skabeprincipper, først og fremmest perspek­tivprincippet, samt det i samme legeme indbyggede bevidstheds­arkiv, også kaldet skæbneelementet.

     Som nævnt fremstiller Martinus det levende væsens sanseevne som en genkendelsesevne, der som sådan forudsætter og er betinget af eksistensen af et indhentet erfaringsmateriale. Det nævnte erfaringsmateriale er lokaliseret eller ’oplagret’ i erindringskartoteket i overbevidstheden/evighedslegemet i form af en serie erin­dringstalentkerner, som tilsammen indeholder al den livsople­velse og dermed al den erfaring, som individet har tilegnet sig i løbet af sin evige fortid.

     Erindringskartoteket med dets myriader af erindringstalent­kerner udgør et centralt organ i genkendelsesapparatet, hvis betydning for sansningens gennemførelse kun overgås af perspek­tivprincippets rolle i sammenhængen. Det er nemlig ikke kun den formåls- og begrebsmæssige side af livsoplevelsen, der er beroende på genkendelse, men det gælder også noget så elemen­tært som oplevelsen af sansedata samt størrelser eller for­mater.

     Uden at være i besiddelse af størrelses- eller for­mat-er­farin­ger ville Jeget være ude af stand til at genkende og dermed identificere eller erkende nogen som helst størrelse. Jeget ville i det tilfælde også være afskåret fra at kunne registrere de faktorer, der danner grundlag for at kontrast­princippet kan virke.

     Om tilvejebringelsen af disse størrelses- og formaterfaringer  oplyser Martinus, at dette sker gennem en særlig kosmisk-organisk proces, hvori samtlige kosmiske skabeprincipper deltager, og som har til formål at præge og organisere Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale fra dets evige fortid på en helt særlig måde. Det er dog især tre af skabe­principperne, der gør sig gældende i den nævnte proces, nemlig perspektivprincippet, kontrastprincippet og kredsløbsprin­cippet. (Note 9)

 

Individets kosmiske 'rejse' og dets erfaringssum

Det levende væsens evige liv former sig i henhold til Marti­nus' Kosmologi som en stadigt gentaget 'rejse' gennem et kredsløb med seks stadier, men eftersom erfaringssummen fra et tilba­gelagt kredsløb 'bæres' med over i det følgende kredsløb, betyder det, at det levende væsen øger sin erfaringssum for hvert tilbagelagt kredsløb, hvorfor der i en vis forstand bliver tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvori hvert tilbagelagt kredsløb betegnes som et spiralafsnit.

  

     Det evige liv er altså opdelt i spiralafsnit eller spiralepo­ker, men sådan at disse afsnit eller epoker tydeligt adskiller sig fra hinanden, idet hvert af disse samtidigt også er præget af kontrastprincippet. Nemlig på den principielle måde, at et spiralafsnit udgør en periode i det levende væsens evige liv, hvor dets sjælelige struktur opnår stadigt højere præsta­tions­mæssig kapacitet, kulminerende med kosmisk bevidsthed. Dette baserer sig rent organisk på de sjælelige legemers faseforskud­te vækst- og degenerationskredsløb, som er præget af at kun ét af legemerne ad gangen fungerer og udfolder sig med fuld kapaci­tet.

 

 

 

Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt gentaget vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A_F). Da de enkelte kredsløb til stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvor vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E) udgør ét spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet bind 1, side 327. -  © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987.

 

 

     Denne situation danner grundlaget for forekomsten af de i alt seks kosmiske tilværelsesplaner, som hver især er specielt præget af lige præcis dét legemes funktioner, der kulminerer. Og dér, hvor instinktlegemet kulminerer i såvel sansemæssig som funktionel forstand (planteriget), er tilværelsen præget af en meget elemen­tær livsoplevelse og en primitiv sanse- og mani­festationstil­stand, der som sådan står i skarp kontrast de oplevelses- og manifestationstilstande, individet gennemlevede i de kosmisk set umiddelbart forudgående tilværelsesplaner (den guddommelige verden og salighedsriget), som er præget af, at individet er i besiddelse af den højeste grad af eller form for bevidsthed, nemlig kosmisk bevidsthed. Denne har intuitionen som højeste sanseevne, og via denne har samme væsen uhindret og

permanent adgang til Guds totale bevidsthedsindhold og dermed til det såkaldte visdomsocean. Det kosmisk bevidste væsen råder derfor over en åndelig horisont af evighedsnatur, idet dets åndelige sansehorisont er uden grænser, såvel i visdom og indsigt, som i tid og rum, i fortid og fremtid, i mikrokosmos og makrokosmos.

     Men det er altså netop gennem etableringen af denne stærke kontrastvirkning mellem en epoke med kosmisk bevidstløshed og en epoke med kosmisk bevidsthed, at der frem­bringes en tydelig mar­kering af det enkelte spiralafs­nits grænser og samtidig sker en opdeling af det levende væsens evige liv i lokale afsnit, de såkaldte spira­lafsnit.

     Eftersom kosmisk bevidsthed i enhver forstand er fuldkommen og grænseløs, indebærer det, at den ikke kan overgås eller udvikles fra spiralafsnit til spiralafsnit, hvorfor den inde­holder en åndelig sansehorisont af nøjagtig samme størrelses­orden, som den, individet rådede over, da det under det fore­gående spiral­afsnit havde kosmisk bevidsthed. Enhver tale om forøgelse af kosmisk bevidsthed er derfor ret beset illusorisk, idet noget, der er fuldkomment, logisk set naturligvis ikke kan øges eller udvikle sig yderligere. (Note 10)

 

Det evige livs "spiraldøgn", "nætter" og "dage"

Det levende væsens evige liv former sig altså som en passage gennem et uendeligt antal spiralafsnit, der hver især er præget af en sekundær periode med kosmisk bevidstløshed i den for­stand, at individet i denne periode kun råder over en begrænset åndelig sansehorisont, og af en primær periode med kosmisk bevidsthed, hvor individet som nævnt råder over en ubegrænset åndelig sansehorisont. Disse sekundære og primære spiralafs­nitsperioder kalder Martinus henholdsvis for det evige livs "nætter" og "dage", og tilsammen for det evige livs "spiral­døgn".  Det levende væsens evige liv former sig derfor i en vis forstand på den måde, at perioderne med kosmisk bevidstløshed kan karakteriseres som individets sovende tilstand, og perio­derne med kosmisk bevidsthed som individets vågne tilstand. Og det er lige præcis disse tilbagelagte "spiraldøgn" eller spira­lafsnit, der udgør baggrunden for Martinus' brug af begreber som "kosmiske sansehorisonter" og "sanseregistret". (Note 11)

 

 

 

En sansehorisont kan i princippet sammenlignes med den enkelte vækstring hos et træ¸ og sanseregistret som helhed med summen af vækstringe.

- © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.68.

 

 

     Tilsyneladende er der størrelsesforskel mellem de enkelte horisontringe, idet disse bliver stadigt mindre, jo længere væk de befinder sig fra det indeværende spiralafsnit. Imidlertid er der ikke nogen faktisk størrelsesforskel mellem sansehorison­terne, idet de som nævnt åndeligt set alle er præcis lige store. De pågældende størrelsesforskelle må derfor betegnes som værende illusoriske, hvilket vel egentlig ikke kan overraske, især ikke, når man får at vide at størrelsesforskellene skyldes indflydelsen fra først og fremmest illusionsprincip nr.1: perspektivprincippet, men dog under medvirken af kontrast- og kredsløbsprincippet.

     Uanset det illusoriske i størrelsesforskellen mellem hori­sont­ringene, er det ifølge Martinus ikke desto mindre denne, der sætter disse i stand til at tjene som Jegets størrel­ses­erfaringer og dermed som forudsætning for dets evne til at kunne genkende størrelser i den firedimensionale, ydre verden. Horisontringene, som jo kosmisk set alle er lige store, ville ikke kunne tjene som forudsætning for genkendelse af individu­elle størrel­ser, hvis ikke deres indbyrdes størrelse under indflydelsen fra perspektivprincippet fremtrådte som forskel­lig.

     Det er altså disse horisontringe, som er indbygget i det enkelte levende væsens skæbneelement, der udgør dets størrel­seserfaringer og dermed dets væsentligste forudsætning for at kunne genkende individuelle størrelser i den ydre verden. Imidlertid er det vigtigt, at man forstår at de omtalte hori­sontringe ikke har noget med begrebet "ringe" eller "cirkler" i bogstavelig forstand at gøre. Horisontringene udgøres derimod af kompli­cerede, elektrisk betonede energistrukturer eller -mønstre i skæbneelementet, hvorfor de da også betegnes som "kosmiske sansehorisonter".     

     Baggrunden for, at de kosmiske sansehorisonter som erfarings­materiale betragtet, kan tjene som grundlag for Jegets evne til at kunne genkende de såkaldte ydre, fysiske størrelser, er, at disse udviser nogle hovedtræk, der lige præcis svarer til de ydre, fysiske størrelsers hovedtræk. Disse hovedtræk ved sansehorisonterne er uendelighed, begrænsning og individuel størrelse eller udstrækning, og hvordan de viser sig i gen­kendelsesprocessen skal vi se på i det følgende kapitel. (Note 12)

 

 

Noter til 3. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)

 

N    Note 1: PB-J , ”X”, bind 1, stk.1. 35.

Note 2: Vedr. evighedslegemet: LB I, stk. 280. LB II, stk. 464-6, 468-9. DeV I, stk. 16:1-11.

Note 3: Vedr. Jegets evige kraftkilder: LB II, stk. 311-57. LB III, stk. 673, 683, 780, 785, 787, 789, 825-6, 988, 993-4, 998-9. LB VI, stk. 2042, 2096, 2098, 2102,

       2205, 2305-11, 2314, 2318-20, 2322,2360.                  

Note 4: Vedr. psykisk kraft og det psykiske kraftfelt: LB III, stk. 756-7. LB VI, stk. 1998, 2143-5, 2147-50, 2158, 2163, 2300, 2302, 2341. DeV I, stk. 13:3. PB-J I, stk. 1. 134. – 1. 138.

Note 5: Vedr. bevægelsesarterne: LB II, stk. 325, 354, 477, 481, 488, 525, 587. LB III, stk. 673, 683, 780, 785, 787, 789, 825-6, 988, 993, 998-9. LB IV, stk. 1066, 1080. LB VI, stk. 2042, 2096, 2098, 2102, 2205, 2305-11, 2314, 2318-20, 2322, 2360. LB VII, stk. 2463. DeV I, stk. 7:4, 11:18, 14:7, 15:2, 15:4-5, 15:8, 16:2, 16:8. Se endvidere PB-J I, stk. 1. 65. – 1. 104.

Note 6: Vedr. Jeget, dets natur og forhold til ’det skabte’: LB II, stk. 304-5, 307-8, 313-5, 317-9, 322, 380-2, 386, 622, 449-51, 463, 504, 528-32, 534, 536-7, 539, 550-1, 553, 556, 564, 580, 584. Emnet findes også behandlet i LB III-VII samt i DeV I-IV: Se ”INDEKS til Martinus bøger”. Se endvidere PB-J I, stk. 1. 4. - 1. 8.

Note 7: Vedr. Jegets totale sanseapparat: PB-J 2, stk. 2.84. – 2.85.

Note 8: Vedr. begrebet genkendelse: PB-J 2, stk. 2. 58. – 2. 63.

    : På bag­grund af sammenhængen mellem oplevelse og erfaring,  hvor oplevelse primært beror på genkendelse som igen er beroende på tidligere oplevet er­faring, kunne den kriti­ske læser her tænkes at stille spørgs­målet: Hvis op­levelse beror på forud indhentet erfaring, og erfaring beror på forud­gående oplevelse, hvad kom så oprindeligt først? - Den drilske pro­blemstilling minder om det berømte paradoks med hønen og ægget. Hønens eksistens forud­sætter jo ægget, hvis eksistens forud­sætter hønen! Hvad kom så først? Løsningen på problemet omkring oplevelse og erfaring er ifølge Martinus ikke så vanskeligt at besvare, som man umiddelbart skulle formode, idet der nemlig ikke er grundlag for at tale om nogen første oplevelse for det levende væsens vedkommende. Der eksisterer derfor med andre ord ikke nogen første sansehorisont i det uendelige sanseregister. Den omstæn­dighed, at det levende væsen rent faktisk oplever, udgør et klart og utvetydigt vidnesbyrd om, at det evigt har ek­sisteret og følgelig, at det er forlenet med en personlig udødelighed. Som grundlæggende et spørgsmål om genkendelse, har al oplevelse derfor sin ultimative forudsætning i sig selv. PB-J 2, lektion 32, s.150-51.

          Paradokset omkring hønen og ægget er af rent tankemæssig art, idet begge er et samtidigt resultat af et millionårigt udviklingsforløb fra encellede organismer over hvirveldyr, fisk, krybdyr til i dette tilfælde arten fugle. Men dette paradoks vidner som alle paradokser om, at logisk tænkning i sig selv ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt, til at løse teoreti­ske problemer.    

         I øvrigt skal det tilføjes, at oplevelse i en del tilfælde også kan bero på associativ genkendelse, hvilket kort og godt vil sige, at en bestemt nyoplevelse i større eller mindre grad associerer til noget, man har oplevet før. En associativ genkendelse kan i nogle tilfælde være så stærk eller markant, at individet selv tror, at det rent faktisk har haft den pågældende oplevelse. 

Note 9: Vedr. sanseregistret og de kosmiske sansehorisonter: LB-J 2, stk. 2. 60. – 2. 73.  

Note 10: Vedr. individets kosmiske ‘rejse’: PB-J 2, stk. 2. 64. – 2. 66.

Note 11: Vedr. det evige livs "spiraldøgn", "nætter" og "dage": LB I, stk. 45.  PB-J 2, stk. 2. 66. – 2. 68.

Note 12: Vedr. sansehorisonternes indbyrdes ’størrelsesforhold’: LB-J 2, stk. 2. 70. – 2. 73.