3. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)
Vi har i foregående kapitel måske især kunnet fastslå, at det er i oplevelsesevnen
i dens egenskab af skabeevne, at vi skal søge de faktorer, der er ansvarlige
for at manifestation eller skabelse kan finde sted. Men det er også i selv
samme evne at de faktorer findes, som er hovedansvarlige for at sansning og
dermed livsoplevelse overhovedet kan forekomme. Disse faktorer kender vi
organisk set allerede under betegnelser som det høj-psykiske kraftfelt
eller overbevidstheden, med blandt andet det heri 'indbyggede' bevidsthedsarkiv'.
Funktionelt set kender vi disse faktorer som de ved overbevidstheden repræsenterede
kosmiske skabeprincipper, hvorom vi allerede har hørt, at der findes 8
hovedskabeprincipper og mindst 7 variantprincipper af disse. (Se tidligere
afsnit i menuen).
Sagt på en anden måde,
er skabe-oplevelsesevnen med hensyn til sine funktioner beroende på et kompleks
af automatisk virkende kosmiske (= universelt virkende eller fungerende)
skabeprincipper. De kosmiske skabeprincipper udgør i henhold til Martinus automatisk
virkende grundnormer, som subjektet/Jeget er helt afhængige af under
frembringelsen eller skabelsen af dét illusionistiske 'modbillede' af sig selv,
som er den absolut nødvendige forudsætning for, at sansning og dermed
livsoplevelse overhovedet kan finde sted.
Jeget eller subjektet i
sig selv er til stede i dobbeltfunktionen og -virkningen skabelse-oplevelse
som tomrumsfaktoren i materien, sådan som tidligere nævnt. Materiens partikelfaktor
udgør den faktor, hvormed subjektet tilslører tomrumsprincippet på en sådan
måde, at resultatet bliver netop materie og i yderste konsekvens et helt
materieunivers. Partikelfaktoren er imidlertid illusorisk i den forstand, at
dens enkelte partikler i det uendelige lader sig opløse i nye tomrum, netop
fordi det uendelige er identisk med tomrummet, som igen er identisk med
subjektets/Jegets uendelighedsnatur. De to indbyrdes forbundne og gensidigt
betingende faktorer, tomrummet og partiklerne, svarer derfor henholdsvis til
subjektet og skabeevnen, hvor sidstnævnte tjener som førstnævntes evne til at
skabe eller frembringe et illusionistisk 'modstykke' til sig selv. Dette
'modstykke' fremtræder både som objektiv og subjektiv modsætning til
subjektet/Jeget: Objektivt set som et objektiv-materielt univers, og subjektivt
som subjektets oplevelse af dette univers, som altså reelt set er
identisk med subjektets syn eller 'spejlbillede' af sig selv.
(Note 1)
Model af radiumatomets elektronbaner. Som en integreret kombination
af tomrum,
energi og bevægelse legemliggør hvert
eneste atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe.
© Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.36. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.
I henhold til Martinus frembringer og opretholder skabeevnen
imidlertid også et åndeligt eller parafysisk univers, som danner grundlag for
Jegets tanke- og følelsesliv, og som udgør livsrum for det levende væsen i dets
kosmiske passage gennem de åndelige/parafysiske riger eller Guds primære
bevidsthed, og for de fysisk levende væsener efter det fysiske legemes død,
hvilket vil sige mellem inkarnationerne. Men disse åndelige/parafysiske riger
eller tilværelseszoner er i realiteten af lige så illusionistisk karakter,
som tilfældet er med det fysiske univers.
De parafysiske verdener
er derfor i lige så høj grad subjektets/Jegets syn eller spejlbillede af sig
selv, som den fysiske verden er det. Den umiddelbart største forskel mellem det
fysiske og det åndelige univers består i, at det sidstnævnte stiller en materie
til rådighed for en organisme, der i modsætning til den fysiske organisme er
principielt uforgængelig, nemlig i form af det såkaldte evighedslegeme.
Evighedslegemet defineres som en kombination af subjektet/Jeget og dets overbevidsthed
(= det højpsykiske kraftfelt) på et parafysisk materieplan eller i en
parafysisk organisme, som ingen destruktive faktorer kan nå udefra. (Note 2)
Originalen er i farver. © Martinus Institut
At afsende og modtage energi er livets evige, basale grundmønster
(sort/hvid gengivelse af Martinus’ symbol ”Evighedslegemet”.
Vedr. Martinus’ egen symbolforklaring: Se Symbolværk bind I, side
103). © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind
1, stk. 1.76. Forlaget Nordisk Impuls,
Spjald 1986.
Bevægelsesprincippet og det skabtes
energiaspekt
Interessant nok er det netop partikelfaktoren, der i denne
sammenhæng bringer os i berøring med ét enkelt af de kosmiske skabeprincipper,
der er ansvarlige for frembringelsen af den materielle illusion. Dette
elementære skabeprincip er bevægelsesprincippet. Men som tidligere
omtalt optræder skabeprincipperne altid og uden undtagelse tilsammen i et eller
andet særligt indbyrdes 'styrkeforhold', idet snart det ene og snart det
andet skabeprincip må karakteriseres som dominerende i den aktuelle
sammenhæng.
Bevægelsesprincippet
har sin store betydning i og med, at det i praksis fremtræder eller giver sig
til kende som det bærende grundlag i "det skabte/oplevede" i form af
to indirekte identiske aspekter: 1) energiaspektet, og 2) bevægelsesaspektet.
Energiaspektet udgøres
af et energifelt bestående af ialt syv kosmiske grundenergier i en bestemt
organisation. Eftersom den syvende grundenergi er 'bærer' af de seks andre,
betegnes den konsekvent som "moderenergien", og som sådan
udtrykker den sig igennem komplekset af skabeprincipper, heriblandt bevægelsesprincippet.
Som vi forlængst er blevet bekendtgjort med, udgøres de seks andre
grundenergier i organiseret rækkefølge af 1) instinktenergien, 2)
tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5)
intuitionsenergien og 6) hukommelsesenergien. (Note 3)
Den ovenfor nævnte
indirekte identitet mellem det skabte/oplevedes energiaspekt og
bevægelsesaspekt fremgår af det faktum, at bevægelse repræsenterer energi, og
at energi altid er knyttet til bevægelse, som er dens grundlæggende eksistensform.
Men såvel bevægelse som energi er altså i både første og sidste instans
subjektets/Jegets illusionistiske fremtræden som det, Vedanta-filosofien
betegner som "Maya's slør".
Det psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet
Der er her grund til at gentage, at særlig to af grundenergierne,
tyngdeenergien og følelsesenergien, i et kontra-aktivt samspil danner et
spændingsfelt eller psykisk kraftfelt, kaldet P-kraftfeltet. Dette er det
bærende substantielle grundlag for eksistensen af Jegets følelsesliv såvel som
dets tankeliv, hvor det sidstnævnte, der består i et større eller mindre
samspil mellem intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien,
specielt ses som svingninger eller svingningstilstande i P-kraftfeltet.
Diagram af
mekanismen bag planckafunktionen. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2
og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6
henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. © Per
Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag,
København, 1982.*
* Tilføjelse: P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne
1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. –
Planckafunktionen refererer til det universelle virkningskvantum h, kendt som
den østrigske fysiker Max Plancks konstant.
Diagram
af planckafunktionen opfattet som en stationær svingning (ob) i jegets tyngde-følelsesfelt.
– Videreførelse af diagrammet ovenfor - - - se signaturforklaring der. © Per Bruus-Jensen: Eksistens og
udødelighed, bind 1, s. 260. Borgens Forlag, København, 1982.
Supplerende forklaring af Harry
Rasmussen: Som det fremgår af det psykiske kraftfelt (midterfeltet), giver
tyngdeenergien (2) og følelsesenergien (3) sig modsatrettede objektive udslag i
form af svingninger og spændinger. Subjektivt opleves disse henholdsvis som
tanker og følelser. Som det i øvrigt fremgår af diagrammet, danner
instinktenergien (1) den ’ramme’, på grundlag af hvilken planckafunktionen i
kraft af (4) intelligens-, (5)
intuition- og (6) hukommelsesenergien foregår. NB! Det er kun for det grafiske
indtryks skyld, at de angivne udslag i P-kraftfeltet er formet som en yin og
yang figur, idet læseren samtidig må erindre sig, at der her kun er tale om en
symbolsk fremstilling af forholdene.
P-kraftfeltet rummer
altså noget, der kan tjene som afgørende forudsætning for fænomenet bevægelse,
dvs. noget at bevæge. Dette 'noget' er spændingen mellem de nævnte to
energier, og denne lader sig frembringe på utallige måder, i utallige rytmer,
faser og styrkegrader internt i spændingsfeltet.
Desuden kan lokale
spændings- eller kraftfelter i 'hovedfeltet' gøres til genstand for relativ
positionsforflytning, altså flyttes fra en position til en anden, og derved
gøres til genstand for bevægelse (stambevægelse), hvilket blandt andet
bekræfter tyngde- og følelsesenergiens centrale rolle som materie-dannende
grundenergier. Men også instinktenergien henregnes på grundlag af dens anlæg
for automation til denne kategori. (Note 4)
Diagrammet viser, hvorledes stambevægelsen i dens egenskab af en objektiv
funktion og dermed som ensbetydende med en kombination af seks kosmiske
grundenergier via en vekselvirkning med Jegets sansemekanisme (D) tilfører
livsoplevelsen seks store, universelle grundkvaliteter. Af disse er samtlige
dens kvalitative momenter bygget op, og de kan i overensstemmelse hermed
karakteriseres som dens kvalitative urelementer. I nærværende tilfælde
er den objektive stambevægelse altså repræsenteret ved figur ”A”, hvorimod oplevelsen
og dermed erkendelsen af de seks kosmiske grundenergier eller
grundbevægelser som sædvanligt er markeret ved figur ”C”. De øvrige figurer har
også den sædvanlige betydning (se eventuelt forklaring til omtrent samme
diagram i 2. kap.). - © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.
1.123. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald
1986.
Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt
Det skabtes/oplevedes bevægelsesaspekt viser sig gennem et samspil
mellem jegets sanseapparat med de heri virkende kosmiske skabeprincipper og
bevægelsesprincippet først og fremmest i form af fem universelle
bevægelsesarter. Af disse fem bevægelsesarter er det kun den første, stambevægelsen,
der har objektiv karakter. De fire andre bevægelsesarter har derimod
udelukkende subjektiv karakter, idet de i en vis forstand er 'afledt'
af stambevægelsen, hvorfor de da også betegnes som
"aflæggerbevægelser" af netop stambevægelsen.
Stambevægelsen,
defineres og ytrer sig som den objektive funktion, der består i, at et
legeme eller en genstand bevæger sig fra et sted til et andet, dvs. ændrer
position i rummet. Stambevægelsen er som en objektiv funktion ved et legeme
et resultat af Jegets udadrettede aktivitet (manifestationen), medens den som
subjektiv oplevelse er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet
(sansningen). Enhver oplevet stambevægelse har dermed både objektiv og
subjektiv karakter.
Som subjektiv oplevelse
giver den objektive stambevægelse umiddelbart anledning til fremkomsten af
fire subjektive og derfor helt igennem illusionistiske bevægelsesarter eller
aflæggerbevægelser: rummet, tiden, forvandlingen og materien. De fire
aflæggerbevægelser bekræfter med andre ord sansningens eller livsoplevelsens
illusionistiske karakter. Vi skal her give en ganske kort karakteristik af de
nævnte fire aflæggerbevægelser:
Fire subjektive bevægelsesarter
Rummet udgør
som nævnt den anden bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.1. Ved begrebet
'rummet' forstår vi almindeligvis noget, som i sig selv ubevægeligt, statisk
og tomt, en 'beholder' så at sige, der i en vis forstand indeholder eller omslutter
alt, hvad der eksisterer. Når rummet i nærværende sammenhæng betegnes som en
form for bevægelse, hænger det sammen med, at der ifølge Martinus er tale om bevægelse
i indirekte forstand, idet rummet ret beset er en konsekvens af bevægelsesprincippet,
men vel at mærke udelukkende en subjektiv konsekvens, og altså dermed et rent
bevidsthedsfænomen.
Denne påstand begrundes
med, at Jegets erkendelse af rum helt og holdent grunder sig på dets oplevelse
af den første bevægelsesart, stambevægelsen. I kraft af sidstnævnte skabes
forestillingen om afstande og derigennem om 'noget', der giver 'rum'
eller plads for disse afstande. Men dybest set er de egenskaber vi tillægger
rummet, dvs. verdensrummet, i form af det beholderagtige, dimensioner,
proportioner m.v., udelukkende egenskaber ved vores subjektive opfattelse af
det pågældende noget, der opfattes som det ydre rum.
I sin dybeste analyse
udgør 'rummet' et evigt, ubegrænset stilhedens 'noget', som reelt set er
identisk med det allestedsnærværende, immaterielle, udødelige, guddommelige
'noget', dvs. den evige, universelle stilhed: subjektets/Jegets princip.
Tiden er den
tredie bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr.2. Den ytrer sig som det
fænomen, vi betegner som "tiden". At fænomenet tid opfattes som en
art bevægelse, bekræftes umiddelbart gennem sproget: Tiden går, løber, rinder
og iler. Undertiden taler vi endog om, at tiden står stille eller snegler sig
af sted.
Imidlertid påviser
Martinus - vistnok som den første i tænkningens
historie - at tiden er en bevægelsesart i klasse med rummet, idet den dels er
en konsekvens af bevægelsens princip, og dels i lighed med rummet kun
er bevægelse i indirekte forstand. Han fremhæver i den sammenhæng, at det i
virkeligheden er misvisende at forestille sig tiden, som noget der bevæger sig.
Hvis dette nemlig var tilfældet, måtte tiden som sådan tilhøre genstandenes
objektive verden og dermed selv besidde objektiv eksistens, hvilket påviseligt
ikke er i overensstemmelse med de faktiske kosmiske kendsgerninger. Vores
omtale af tiden som noget, der bevæger sig, er derimod en nødvendig og
uundværlig forestilling i det praktiske hverdagsliv.
Som almindeligt bekendt
deler vi tiden i f.eks. fortid, nutid og fremtid, hvor begrebet nutiden udgør
den 'faktor', som begreberne fortid og fremtid har som forståelsesmæssig forudsætning.
Som lige så bekendt finder livsoplevelsen konstant sted i det, vi kalder "nuet",
der dermed udgør et centralt 'tidsrum', inden for hvilket primært den
dagsbevidste livsoplevelses scenerier udspiller sig, veksler og ophører i
forskelligt tempo. Fra "nuet" overgår disse scenerier automatisk til
"fortiden", som alene er en tidsfaktor, der eksisterer i kraft af
Jegets evne til at kunne huske. Det er desuden på grundlag af hukommelsen, at
fortidens oplevelser og erfaringer i form af erindringer efterhånden omdannes
og forædles til de såkaldte "guldkopi-erindringer".
Diagrammet fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets
evne til at fastholde indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en
sådan måde, at den tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv
status), der involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c).
Grundelementet i denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer
subjektets livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning
underkastet, men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet
sammen i det evige Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C
= fremtidens stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets
urbegær. – © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 1, stk.1. 96. Forlaget
Nordisk Impuls, Spjald 1986.
I henhold til Martinus
er Nuet dybest set identisk med Jegets 'syn' af sig selv som evig og
uforanderlig modsætning til bevægelse, men samtidig som al bevægelses
udgangspunkt og slutpunkt. Nuet må følgelig karakteriseres som evigt i
samme forstand, som jeget/subjektet karakteriseres som evigt. Nuet er dermed
Jegets 'syn' af sin egen virkelighed sat i relation til begrebet tid,
medens Jeget i sin rolle som bevidsthedens uforanderlige centrum er Jegets
'syn' af denne virkelighed sat i relation til begrebet rum.
Forvandlingen er den fjerde bevægelsesart og
aflæggerbevægelse nr.3. Den viser sig i praksis som det fænomen, vi kalder
"forvandling", hvilket vil sige den forvandling af situationen i
Jegets mentale livsrum, der hænger sammen med stambevægelsernes mangeartede
aktiviteter.
Som tilfældet er med
fænomenerne rummet og tiden, således er fænomenet forvandlingen som
bevægelsesart betragtet også kun indirekte identisk med den oplevede
stambevægelse. Som de to førstnævnte aflæggerbevægelser er forvandlingen også
en konsekvens af bevægelsens princip og udgør derfor endnu en måde at opleve
dette på.
Som et produkt af
Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, har fænomenet forvandlingen
udelukkende subjektiv eksistens, nemlig som en særlig proces, der udspiller sig
i Jegets mentale livsrum (se herom nedenfor). Dét ved forvandlingen, der er af
objektiv natur, er alene dén stambevægelse eller dé stambevægelser, den
umiddelbart er beroende på, og som udgør en direkte manifestation af
bevægelsesprincippet.
Som eksempler på
fænomenet forvandling kan nævnes fosterudviklingen, udviklingen fra fødsel til
død, eller kort sagt vækst og degeneration, opbygning og nedbrydning. Og det i
en sådan grad og et omfang, at den fremadskridende og ofte næsten totale
forvandling af situationen, som det f.eks. er tilfældet med den befrugtede
ægcelle set i relation til det nyfødte individ, bevirker at man umiddelbart
har vanskeligt ved at tro, at de to fænomener har noget med hinanden at gøre.
Om fænomenet forvandlingen, se evt. afsnittet REPETITIONSPRINCIPPET her på
hjemmesiden.
Materien udgør
den femte og sidste bevægelsesart, og dermed den fjerde og sidste
aflæggerbevægelse, nr.4, som Martinus' Kosmologi opererer med. Det fænomen, vi kalder
stoffet eller materien, er i lighed med rummet, tiden og forvandlingen en
bevægelsesart, hvis eksistens helt og holdent skyldes stambevægelsen.
Ifølge Martinus er
materien i sin objektive fremtræden en koncentration af stambevægelser, der af
Jeget opleves under særlige perspektiviske betingelser, således at de kommer
til at fremtræde med mikrokosmisk format. Ved hjælp af de pågældende
stambevægelser frembringes der en særlig effekt i Jegets mentale livsrum,
nemlig den specielle effekt, der betegnes som materien. Effekten kommer i stand
ved, at oplevelsen af mikrokosmiske stambevægelser uundgåeligt medfører
oplevelse af tilsvarende mikrokosmiske rummomenter, tidsmomenter og forvandlingsmomenter,
eller kort sagt oplevelse af mikrokosmiske aflæggerbevægelser.
Kosmologien definerer
derfor materien som et felt af mikrokosmiske stambevægelser, der gennem
sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske aflæggerbevægelser.
Det er dette felt, der i praksis opleves som en speciel, lokal
strukturformation, kaldet "materie". Rent objektivt er
materien en koncentration af mikrokosmiske stambevægelser, medens fænomenet
materien udgør et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem
stambevægelseskoncentratet på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet,
sansningen, på den anden side.
Som objektivt fænomen
danner materien, dvs. mikrokosmiske stambevægelser, grundlag for stambevægelser
på et nyt og højere niveau, som f.eks. celle-niveau, organ-niveau, organisme-niveau
osv. Det er derfor ikke vanskeligt at se, at materien udgør en betydelig og
vigtig detalje i Jegets samlede livsoplevelse, og i lighed med forvandlingen,
som materien er nært beslægtet med (Jf. stoffets aggregattilstande:
stråleformig, luftformig, flydende og fast), bidrager den til at udfylde Jegets
mentale livsrum og give det indhold. (Note 5)
Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet
De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden,
som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt
forbundet og danner i forening en kombination, der i enhver henseende udgør
Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og
grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat
den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set
fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse.
Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser
diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget
af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved:
stambevægelsen (!), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5).
Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en
objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det
skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for
en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal
udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv
virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne.
© Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1,
stk. 1.104. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald
1986.
Betydningen heraf turde
fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen,
netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem
subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske
kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig
bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet og
tiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der
eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er
frembragt og opretholdes.
Eftersom rummet og
tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det
Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin
egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid
konsekvenser af én fælles årsag: bevægelsesprincippet, og de danner derfor i
praksis en rum-tids-enhed, nemlig et subjektivt, dynamisk præget
rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker,
ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter,
forvandlingen og materien, optræder og bidrager til at give livsudfoldelsen
og livsoplevelsen kolorit.
Det er dette subjektive
rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for
hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for
hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids-
og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og
uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individualisering etableres og
opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om
adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og
tillige en forestilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt personlige
Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners
Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige forestilling
om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden.
(Note 6)
To individer, V og Z, opfatter hver især den andens organisme (D)
som en del af verden (ob), repræsenteret ved X (se i øvrigt diagramforklaringen
side 5). - © Per Bruus-Jensen: Eksistens
og udødelighed, bind 1, s. 111.
Borgens Forlag, København,1982.
Et multiplum af levende væsener opfatter hver især de andres
organismer (ob) som en del af verden (ob), repræsenteret ved X. - © Per
Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 111. Borgens Forlag,
København, 1982.
Jegets mentale livsrum
udgør som nævnt den subjektive skueplads for Jegets livsoplevelse, hvorimod
P-kraftfeltet kan karakteriseres som den objektive skueplads for samme Jegs
livsoplevelse, dvs. som 'skelettet' i Jegets bevidsthedsapparat eller i dets
samlede sanse- og manifestationsapparat, der er det samme som dets organisme
i ordets videste betydning. Jegets mentale livsrum er som subjektivt fænomen
med andre ord integreret i det relativt set 'objektive' P-kraftfelt. (Om
P-kraftfeltet: se ? kap.)
Den indbyrdes
kommunikation mellem de levende væseners P-kraftfelter foregår via resonans
subsidiært dissonans. Manifestationerne (stambevægelserne) i de utallige andre
væseners P-kraftfelter udgør den objektive 'omverden' for det enkelte Jeg,
hvis egne manifestationer naturligvis på tilsvarende måde udgør en del af samme
'omverden'.
I foregående kapitel fik vi blandt andet en relativt kortfattet
skildring af sansningens organiske funktionsgrundlag og dens tre kosmiske
hovedfaser: den fysiske fase, den parafysiske/åndelige fase og den
højpsykiske fase. Desuden blev sansningens fysiske fase gennemgået forholdsvis
detaljeret, og den parafysiske fase i nogen grad omtalt, medens den
højpsykiske fase stort set kun blev nævnt, hvilket vi skal søge at råde bod på
i det følgende.
For forhåbentlig at
lette forståelsen af sansningens og sanseapparatets på sin vis komplekse natur
og funktioner, særlig når det gælder den parafysiske fase og den højpsykiske
fase, vil det formentlig være hensigtsmæssigt at støtte fremstillingen med
nedenstående diagram af Jegets totale sanseapparat:
Diagram og forklaring af det totale sanseapparat. - © Per
Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.84.
Tegningen viser som sagt Jegets totale
sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder: Den fysiske verden
(FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved den lodrette midterlinie,
som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de to verdener ikke er
absolut, men i en vis forstand 'flydende'.
I diagrammets venstre halvdel ses et øje
(Ø) med nethinde (N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt tilvenstre
er synsvinklen (SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført
igennem pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og
nederst på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand
fra øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal symbolisere en synlig genstand,
som for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har
omtalt i forbindelse med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det
vil bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den
kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden
repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere.
I diagrammets højre halvdel ses nærmest
den stiplede linie en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige
sansestruktur. Figuren ligner delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel,
hvilket ikke er tilfældigt, da disse to strukturer har visse træk tilfælles og
desuden interagerer med hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne
mellem dem. At PS-figuren er vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det
forhold at den sjælelige struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-,
intelligens- og hukommelseslegemet.
Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent
vandrette pile, som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses
en lodret pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De
seks pile skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen,
tyngdesansen, følelsessansen, intelligenssansen, intuitionssansen og
hukommelsessansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve
oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.
Til højre for oplevelsesfeltet ses igen
seks omtrent vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod
oplevelsesfeltet. De skal symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til
de sjælelige sanser og sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod
oplevelsesfeltet fra hver sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen
er et resultat af et samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og
den højpsykiske struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret
ved den vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre. (Note 7)
I og med SG-figuren møder vi en struktur og et begreb, som tidligere i denne fremstilling kun har været
nævnt periferisk, nemlig sanseregistret. Dette register, der henhører
under den højpsykiske sansestruktur, består af et uendeligt antal sansehorisonter,
som udgøres af det uendelige antal spiralafsnit, individet har gennemlevet,
og som nu i form af et omfattende og rigt erfarings- og erindringsmateriale
findes opmagasineret i bevidsthedsarkivet, hvorfra det står til Jegets bevidste
og ikke mindst ubevidste rådighed.
De nævnte
sansehorisonter er angivet på keglefiguren i form af en række lodrette felter,
som aftager i størrelse (højde), jo længere de befinder sig væk fra feltet med
den sorte 'bjælke' i keglens venstre side. Denne figur skal markere, at denne
sansehorisont tilhører det indeværende spiralafsnit, der jo ifølge
sagens natur er under opbygning. Det til dette spiralafsnit henhørende
erfaringsmateriale er opmagasineret i erindringskartoteket, som er en
'afdeling' af det samlede bevidsthedsarkiv. Vi skal senere se på, hvorfor en
af keglefigurens felter er skraveret og at der udgår to pilefigurer herfra, en
for oven og en for neden, som begge peger hen mod pilefiguren i
oplevelsesfeltet.
Livsoplevelsen og genkendelsesevnen
Ifølge Martinus beror al sansning og dermed livsoplevelse på genkendelse,
således forstået, at sansning og livsoplevelse i virkeligheden er slutprodukter
af omfattende og komplicerede genkendelsesprocesser. Det gælder altså
også for den for al livsoplevelse så afgørende sansevirksomhed, at den i sin
inderste natur er en genkendelsesproces, idet denne overhovedet ikke
ville kunne gennemføres uden en sanse- og genkendelsesevne.
Ved sanseevne forstås
Jegets evne til at præstere sansning, der altså i sin kosmiske natur er
identisk med en genkendelsesproces. Jeget vekselvirker ved hjælp af sit
sanseapparat med en ikke-tids- og ikke-rumdimensionel, objektiv
virkelighed på en måde, der resulterer i oplevelsen af en subjektiv,
tid- og rumdimensionel virkelighed. Sidstnævnte er i modsætning til førstnævnte
en illusion, som i øvrigt primært skyldes perspektivprincippet, hvilket
vi skal vende tilbage til.
Ved genkendelsesevne
forstås Jegets evne til at præstere genkendelse, en evne, der først og fremmest
baserer sig på omsætning af intelligens- og hukommelsesenergi. Genkendelse er
det, der foregår, når vi bevidst eller ubevidst erkender at noget, vi i
øjeblikket oplever, både konkret og i princippet er en 'gentagelse' af noget,
vi tidligere har oplevet. Genkendelsesfunktionen stiller altså krav til og er
afhængig af, at et vist mål af erfaringsmateriale på forhånd er til rådighed.
Eksempelvis genkender man kun en sten, en plante eller et dyr som værende
henholdsvis en sten, en plante eller et dyr, fordi man allerede i forvejen har
et større eller mindre erfaringsmateriale vedrørende de nævnte kategorier til
disposition for genkendelsesevnens bevidste såvel som ubevidste, automatiske
funktioner.
Genkendelsesfunktioner
indgår derfor som et vigtigt og absolut uundværligt led i etableringen af
livsoplevelsen. Vores muligheder for at opfatte, forstå og erkende hvad det i
det hele taget er, vi oplever, og hvad det i hvert enkelt tilfælde egentlig er,
vi står over for i den ydre verden, beror udelukkende på vor evne til at
genkende. Uden evnen til at genkende ville vi simpelthen være ude af stand til
at identificere noget som helst, hvilket vil sige, at vi heller ikke ville
kunne opnå klar dagsbevidsthed om noget som helst. (Note 8)
Sanseregistret og de kosmiske
sansehorisonter
Sansningen - og dermed livsoplevelsen - er i sin dybeste natur
altså en genkendelsesproces, der spænder over tre faser eller stadier: et
fysisk kontaktstadium, et sammenkoblet parafysisk/åndeligt og et kosmisk eller
højpsykisk genkendelsesstadium.
Martinus oplyser, at
genkendelsesevnen er knyttet til et omfattende organisk apparat, hvoraf de
fleste mennesker foreløbig kun kender den del, der på grundlag af fysiske
berøringer eller kontakter har til opgave at frembringe fysisk-elektriske
sanseimpulser, der i kodet form rummer information om visse egenskaber, der
knytter sig til det, som de fysiske sanseorganer med tilhørende nervesystem og
hjernecentre er i kontakt med. Læseren vil her genkende sanseprocessens fysiske
fase, sådan som denne tidligere ovenfor er blevet beskrevet, og sådan som den
er søgt anskueliggjort på diagrammet ovenfor.
Genkendelsesapparatets
parafysiske og kosmiske (højpsykiske) regioner er anskueliggjort i diagrammets
højre halvdel. Den parafysiske region er i praksis repræsenteret ved den
samlede sjælelige struktur, dog i første række af instinkt-, følelses-,
intelligens- og hukommelseslegemet, medens den kosmiske eller højpsykiske
region udgøres af evighedslegemet med de dertil knyttede kosmiske skabeprincipper,
først og fremmest perspektivprincippet, samt det i samme legeme
indbyggede bevidsthedsarkiv, også kaldet skæbneelementet.
Som nævnt fremstiller
Martinus det levende væsens sanseevne som en genkendelsesevne, der som sådan
forudsætter og er betinget af eksistensen af et indhentet erfaringsmateriale.
Det nævnte erfaringsmateriale er lokaliseret eller ’oplagret’ i
erindringskartoteket i overbevidstheden/evighedslegemet i form af en serie erindringstalentkerner,
som tilsammen indeholder al den livsoplevelse og dermed al den erfaring, som
individet har tilegnet sig i løbet af sin evige fortid.
Erindringskartoteket
med dets myriader af erindringstalentkerner udgør et centralt organ i
genkendelsesapparatet, hvis betydning for sansningens gennemførelse kun overgås
af perspektivprincippets rolle i sammenhængen. Det er nemlig ikke kun den
formåls- og begrebsmæssige side af livsoplevelsen, der er beroende på
genkendelse, men det gælder også noget så elementært som oplevelsen af
sansedata samt størrelser eller formater.
Uden at være i
besiddelse af størrelses- eller format-erfaringer ville Jeget være ude af
stand til at genkende og dermed identificere eller erkende nogen som helst
størrelse. Jeget ville i det tilfælde også være afskåret fra at kunne
registrere de faktorer, der danner grundlag for at kontrastprincippet kan
virke.
Om tilvejebringelsen af
disse størrelses- og formaterfaringer
oplyser Martinus, at dette sker gennem en særlig kosmisk-organisk
proces, hvori samtlige kosmiske skabeprincipper deltager, og som har til formål
at præge og organisere Jegets i forvejen indhøstede totale erfaringsmateriale
fra dets evige fortid på en helt særlig måde. Det er dog især tre af skabeprincipperne,
der gør sig gældende i den nævnte proces, nemlig perspektivprincippet,
kontrastprincippet og kredsløbsprincippet. (Note 9)
Individets kosmiske 'rejse' og dets
erfaringssum
Det levende væsens evige liv former sig i henhold til Martinus'
Kosmologi som en stadigt gentaget 'rejse' gennem et kredsløb med seks stadier,
men eftersom erfaringssummen fra et tilbagelagt kredsløb 'bæres' med over i
det følgende kredsløb, betyder det, at det levende væsen øger sin erfaringssum
for hvert tilbagelagt kredsløb, hvorfor der i en vis forstand bliver tale om et
ekspanderende spiralkredsløb, hvori hvert tilbagelagt kredsløb betegnes som et
spiralafsnit.
Det evige liv er altså
opdelt i spiralafsnit eller spiralepoker, men sådan at disse afsnit eller
epoker tydeligt adskiller sig fra hinanden, idet hvert af disse samtidigt også
er præget af kontrastprincippet. Nemlig på den principielle måde, at et
spiralafsnit udgør en periode i det levende væsens evige liv, hvor dets
sjælelige struktur opnår stadigt højere præstationsmæssig kapacitet, kulminerende
med kosmisk bevidsthed. Dette baserer sig rent organisk på de sjælelige
legemers faseforskudte vækst- og degenerationskredsløb, som er præget af at
kun ét af legemerne ad gangen fungerer og udfolder sig med fuld kapacitet.
Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt gentaget
vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A_F). Da de enkelte kredsløb til
stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvor
vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E) udgør ét
spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet bind 1, side 327. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk.
2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987.
Denne situation danner grundlaget
for forekomsten af de i alt seks kosmiske tilværelsesplaner, som hver især er
specielt præget af lige præcis dét legemes funktioner, der kulminerer. Og dér,
hvor instinktlegemet kulminerer i såvel sansemæssig som funktionel forstand
(planteriget), er tilværelsen præget af en meget elementær livsoplevelse og en
primitiv sanse- og manifestationstilstand, der som sådan står i skarp
kontrast de oplevelses- og manifestationstilstande, individet gennemlevede i de
kosmisk set umiddelbart forudgående tilværelsesplaner (den guddommelige verden
og salighedsriget), som er præget af, at individet er i besiddelse af den
højeste grad af eller form for bevidsthed, nemlig kosmisk bevidsthed. Denne har
intuitionen som højeste sanseevne, og via denne har samme væsen uhindret og
permanent adgang til Guds totale bevidsthedsindhold og dermed til
det såkaldte visdomsocean. Det kosmisk bevidste væsen råder derfor over en
åndelig horisont af evighedsnatur, idet dets åndelige sansehorisont er uden
grænser, såvel i visdom og indsigt, som i tid og rum, i fortid og fremtid, i
mikrokosmos og makrokosmos.
Men det er altså netop
gennem etableringen af denne stærke kontrastvirkning mellem en epoke med
kosmisk bevidstløshed og en epoke med kosmisk bevidsthed, at der frembringes
en tydelig markering af det enkelte spiralafsnits grænser og samtidig sker en
opdeling af det levende væsens evige liv i lokale afsnit, de såkaldte spiralafsnit.
Eftersom kosmisk
bevidsthed i enhver forstand er fuldkommen og grænseløs, indebærer det, at den
ikke kan overgås eller udvikles fra spiralafsnit til spiralafsnit, hvorfor den
indeholder en åndelig sansehorisont af nøjagtig samme størrelsesorden, som
den, individet rådede over, da det under det foregående spiralafsnit havde
kosmisk bevidsthed. Enhver tale om forøgelse af kosmisk bevidsthed er derfor
ret beset illusorisk, idet noget, der er fuldkomment, logisk set naturligvis
ikke kan øges eller udvikle sig yderligere. (Note 10)
Det evige livs "spiraldøgn",
"nætter" og "dage"
Det levende væsens evige liv former sig altså som en passage gennem
et uendeligt antal spiralafsnit, der hver især er præget af en sekundær periode
med kosmisk bevidstløshed i den forstand, at individet i denne periode kun
råder over en begrænset åndelig sansehorisont, og af en primær periode med
kosmisk bevidsthed, hvor individet som nævnt råder over en ubegrænset åndelig
sansehorisont. Disse sekundære og primære spiralafsnitsperioder kalder
Martinus henholdsvis for det evige livs "nætter" og "dage",
og tilsammen for det evige livs "spiraldøgn". Det levende væsens evige liv former sig
derfor i en vis forstand på den måde, at perioderne med kosmisk bevidstløshed
kan karakteriseres som individets sovende tilstand, og perioderne med kosmisk
bevidsthed som individets vågne tilstand. Og det er lige præcis disse
tilbagelagte "spiraldøgn" eller spiralafsnit, der udgør baggrunden
for Martinus' brug af begreber som "kosmiske sansehorisonter" og
"sanseregistret". (Note 11)
En sansehorisont kan i princippet sammenlignes med den enkelte
vækstring hos et træ¸ og sanseregistret som helhed med summen af vækstringe.
- © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2.68.
Tilsyneladende er der
størrelsesforskel mellem de enkelte horisontringe, idet disse bliver stadigt mindre,
jo længere væk de befinder sig fra det indeværende spiralafsnit. Imidlertid er
der ikke nogen faktisk størrelsesforskel mellem sansehorisonterne, idet de som
nævnt åndeligt set alle er præcis lige store. De pågældende størrelsesforskelle
må derfor betegnes som værende illusoriske, hvilket vel egentlig ikke
kan overraske, især ikke, når man får at vide at størrelsesforskellene skyldes
indflydelsen fra først og fremmest illusionsprincip nr.1: perspektivprincippet,
men dog under medvirken af kontrast- og kredsløbsprincippet.
Uanset det illusoriske
i størrelsesforskellen mellem horisontringene, er det ifølge Martinus ikke
desto mindre denne, der sætter disse i stand til at tjene som Jegets størrelseserfaringer
og dermed som forudsætning for dets evne til at kunne genkende størrelser i den
firedimensionale, ydre verden. Horisontringene, som jo kosmisk set alle er lige
store, ville ikke kunne tjene som forudsætning for genkendelse af individuelle
størrelser, hvis ikke deres indbyrdes størrelse under indflydelsen fra
perspektivprincippet fremtrådte som forskellig.
Det er altså disse
horisontringe, som er indbygget i det enkelte levende væsens skæbneelement, der
udgør dets størrelseserfaringer og dermed dets væsentligste forudsætning for
at kunne genkende individuelle størrelser i den ydre verden. Imidlertid er det
vigtigt, at man forstår at de omtalte horisontringe ikke har noget med
begrebet "ringe" eller "cirkler" i bogstavelig forstand at
gøre. Horisontringene udgøres derimod af komplicerede, elektrisk betonede
energistrukturer eller -mønstre i skæbneelementet, hvorfor de da også betegnes
som "kosmiske sansehorisonter".
Baggrunden for, at de
kosmiske sansehorisonter som erfaringsmateriale betragtet, kan tjene som
grundlag for Jegets evne til at kunne genkende de såkaldte ydre, fysiske
størrelser, er, at disse udviser nogle hovedtræk, der lige præcis svarer til de
ydre, fysiske størrelsers hovedtræk. Disse hovedtræk ved sansehorisonterne er uendelighed,
begrænsning og individuel størrelse eller udstrækning, og hvordan de
viser sig i genkendelsesprocessen skal vi se på i det følgende kapitel. (Note
12)
Noter til 3. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS' KOSMOLOGI (II)
N Note 1: PB-J , ”X”, bind 1, stk.1. 35.
Note 2: Vedr. evighedslegemet: LB I, stk.
280. LB II, stk. 464-6, 468-9. DeV I, stk.
16:1-11.
Note 3: Vedr. Jegets
evige kraftkilder: LB II, stk. 311-57. LB III, stk. 673, 683,
780, 785, 787, 789, 825-6, 988, 993-4, 998-9. LB VI, stk. 2042, 2096, 2098, 2102,
2205, 2305-11, 2314, 2318-20, 2322,2360.
Note 4: Vedr. psykisk
kraft og det psykiske kraftfelt: LB III, stk. 756-7. LB VI, stk.
1998, 2143-5, 2147-50, 2158, 2163, 2300, 2302, 2341. DeV I, stk. 13:3. PB-J
I, stk. 1. 134. – 1. 138.
Note 5: Vedr. bevægelsesarterne:
LB II, stk. 325, 354, 477, 481, 488, 525, 587. LB III, stk. 673, 683,
780, 785, 787, 789, 825-6, 988, 993, 998-9. LB IV, stk. 1066, 1080. LB VI, stk. 2042, 2096, 2098, 2102, 2205, 2305-11, 2314, 2318-20,
2322, 2360. LB VII, stk. 2463. DeV I, stk.
7:4, 11:18, 14:7, 15:2, 15:4-5, 15:8, 16:2, 16:8. Se endvidere PB-J I, stk.
1. 65. – 1. 104.
Note 6: Vedr. Jeget,
dets natur og forhold til ’det skabte’: LB II, stk. 304-5, 307-8,
313-5, 317-9, 322, 380-2, 386, 622, 449-51, 463, 504, 528-32, 534, 536-7, 539,
550-1, 553, 556, 564, 580, 584. Emnet findes også behandlet i LB III-VII samt i
DeV I-IV: Se ”INDEKS til Martinus bøger”. Se endvidere PB-J I, stk. 1.
4. - 1. 8.
Note 7: Vedr. Jegets
totale sanseapparat: PB-J 2, stk. 2.84. – 2.85.
Note 8: Vedr.
begrebet genkendelse: PB-J 2, stk. 2. 58. – 2. 63.
: På baggrund af sammenhængen mellem
oplevelse og erfaring, hvor oplevelse
primært beror på genkendelse som igen er beroende på tidligere oplevet erfaring,
kunne den kritiske læser her tænkes at stille spørgsmålet: Hvis oplevelse
beror på forud indhentet erfaring, og erfaring beror på forudgående oplevelse,
hvad kom så oprindeligt først? - Den drilske problemstilling minder om det
berømte paradoks med hønen og ægget. Hønens eksistens forudsætter jo ægget,
hvis eksistens forudsætter hønen! Hvad kom så først? Løsningen på problemet
omkring oplevelse og erfaring er ifølge Martinus ikke så vanskeligt at besvare,
som man umiddelbart skulle formode, idet der nemlig ikke er grundlag for at
tale om nogen første oplevelse for det levende væsens vedkommende. Der
eksisterer derfor med andre ord ikke nogen første sansehorisont i det
uendelige sanseregister. Den omstændighed, at det levende væsen rent
faktisk oplever, udgør et klart og utvetydigt vidnesbyrd om, at det
evigt har eksisteret og følgelig, at det er forlenet med en personlig
udødelighed. Som grundlæggende et spørgsmål om genkendelse, har al
oplevelse derfor sin ultimative forudsætning i sig selv. PB-J 2, lektion 32,
s.150-51.
Paradokset omkring
hønen og ægget er af rent tankemæssig art, idet begge er et samtidigt resultat
af et millionårigt udviklingsforløb fra encellede organismer over hvirveldyr,
fisk, krybdyr til i dette tilfælde arten fugle. Men dette paradoks vidner som
alle paradokser om, at logisk tænkning i sig selv ikke i alle tilfælde er
tilstrækkeligt, til at løse teoretiske problemer.
I øvrigt skal det
tilføjes, at oplevelse i en del tilfælde også kan bero på associativ
genkendelse, hvilket kort og godt vil sige, at en bestemt nyoplevelse i større
eller mindre grad associerer til noget, man har oplevet før. En associativ
genkendelse kan i nogle tilfælde være så stærk eller markant, at individet selv
tror, at det rent faktisk har haft den pågældende oplevelse.
Note 9: Vedr. sanseregistret
og de kosmiske sansehorisonter: LB-J 2, stk. 2. 60. – 2. 73.
Note 10: Vedr.
individets kosmiske ‘rejse’: PB-J 2, stk. 2. 64. – 2. 66.
Note 11: Vedr.
det evige livs "spiraldøgn", "nætter" og
"dage": LB I, stk. 45.
PB-J 2, stk. 2. 66. – 2. 68.
Note 12: Vedr.
sansehorisonternes indbyrdes ’størrelsesforhold’: LB-J 2, stk. 2.
70. – 2. 73.