Hjerne og bevidsthed
Om forholdet mellem de to instanser
Længdesnit
gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre.
Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28
henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver
pandelappen og 21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog
ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens
bageste og mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg,
C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952.
Helt
basalt og generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste
mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske
begreber, for det har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og
biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at
”hjernen er sæde for bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”,
lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af
samme sag. I nyere og især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af
hjerneforskningen, som ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af
hjernen, forkortet MR-hjernescanning, ser ud
til at have fastslået den nære forbindelse, der er mellem fysiologiske
hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte forstås især de
sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og beslutninger
mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder eller
fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at
anatomiens, fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens tilsyneladende
videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne
og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen,
ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som allround
amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på
hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den
opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’
kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager
et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige
discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige
forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til
bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og
forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne
problemet, i særdeleshed.
Et stort
paradoks: Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens
reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere
opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme
og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de
elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april
2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte
en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske påvirkninger,
bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt
para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved
indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig
slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper
hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i
værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger
generelt hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset
består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres
foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de
identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig
selv, at f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er
nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de
reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det
vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er
tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.
Det
synes fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de
kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger,
som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de
kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed
og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og
betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller
energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen
repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre
ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og
eksperimenter.
Men
her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og
hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt
mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller
dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan
heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige
udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være
tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en
hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes
tilhører jeget.
Neuropsykologerne
og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af historiske
og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på
de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos
forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i
stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg
kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end
den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove.
Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes
ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det,
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå,
er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt
mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken.
Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun
delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt
energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller
psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den
fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og
centralnervesystemet det redskab eller instrument, der gør en sådan
kommunikation og interaktion mulig.
Den
nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop,
subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den
danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per
Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem
naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide.
Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af
Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som
det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler
her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men
foreløbig må vi spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og
hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af
psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt
dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt
energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs
opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige
metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt
ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større
helhedssyn.
Når
forholdet mellem hjerne og bevidsthed overhovedet er blevet problematiseret,
skyldes det i hovedsagen på den ene side at der ikke er overensstemmelse mellem
naturvidenskabens, primært biologiens, hjerneforskningens og neuropsykologiens,
opfattelse af forholdet, og på den anden side spiritualismens og okkultismens
opfattelse af samme. For imidlertid at vide, hvad det er, der tales om, når man
taler om hjernen, vil det her være formålstjenligt at give en kortfattet
oversigt over, hvad der naturvidenskabelig set skal forstås ved begrebet og
fænomenet hjernen.
Ved
begrebet og fænomenet hjernen forstås den del af centralnervesystemet, som
ligger i hovedets øverste del, kraniet. Via hoved og hals går hjernen over i
centralnervesystemets anden del, rygmarven, som i det væsentlige indeholder
nervecentrer for automatiske funktioner. Hjernen er inddelt i storhjernen,
mellemhjernen, midthjernen, lillehjernen, hjernebroen og den forlængede marv.
Storhjernen består af de to halvdele, venstre og højre hjernehalvdel, som
benævnes hemisfærer, som er indbyrdes forbundne ved hjernebjælken. Hemisfærerne
er på overfladen ujævne med hjernefurer, imellem hvilke hjernevindingerne poser
ud. Hver hemisfære inddeles i pandelap, isselap, nakkelap og tindingelap.
Hjernebarken, som er hemisfærernes yderste lag, består af nerveceller, der
danner centre for bevidsthedslivet og talrige andre funktioner. De mange
nerveceller gør hjernebarken grå, følgelig kaldet den grå hjernesubstans,
hvilket er baggrunden for den jævnligt brugte populære betegnelse ”de små grå”.
I
dybden ligger den hvide hjernesubstans, som hovedsagelig består af nervetråde,
der forbinder de forskellige centre. Fra mellemhjernen udvikles thalamus og
hypothalamus, som indeholder centret for det såkaldt autonome eller
selvstyrende nervesystem og som har forbindelse til hypofysen, hvor
produktionen af de overordnede hormoner foregår. Lillehjernen har blandt andet
betydning for bevægelsesfunktionerne og ligevægtssansen. I væggene omkring
hjernens hulrum, kaldet ventriklerne, udskilles en klar, farveløs væske, kaldet
cerebrospinalvæsken, der dels tjener til beskyttelse af hjernen, ved at denne
så at sige ”flyder” i en stødpude og nærmest er ”vægtløs”, og dels
vedligeholder en afstemt koncentration af stoffer, som er vigtige for dens
funktion. Cerebrospinalvæsken omgiver ligeledes rygmarven i dens kanal i
rygsøjlen. Fra hjernen udgår 12 par nerver, kaldet hjernenerverne.
Skema af hjernen, visende
de forskellige afdelinger og hulrum. I-IV de 4 hjernekamre (ventrikler);
1 forreste hjernevæg; 2 det stribede legeme; 3 forhjernehalvkugle;
4 mellemhjernen: 5 midthjernen med den Sylvi’ske vandledning; 6
baghjernen (den lille hjerne); 7 efterhjernen (den forlængede marv);
8 rygmarven. Ringen forestiller nakkehullet i kraniet. (Efter Villiger,
lidt forandret). –
Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets
Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
Den del af hjernen, som kaldes thalamus, er et dobbeltområde
i hjernen, der består af nerveceller eller såkaldt grå substans, og de har til
funktion at bearbejde nerveimpulser fra meget store områder af
centralnervesystemet, som f.eks. syns- og høreimpulser samt impulser fra
lillehjernen, ligesom området udveksler impulser med hjernebarken. Hypothalamus
udgør den nederste del af mellemhjernen, hvor den danner forbindelse til
hypofysen, og tilsammen danner de hjernens overordnede hormoncentrum, hvorfra
legemets indre miljø reguleres gennem hormonproduktion og ved nerveimpulser.
Hypofysen er en ærtestor kirtel på hjernens underside. Den består af en forlap,
en mellemlap og en baglap, hvis hormonproduktion dirigeres af selvstyrende
centre i hjernen, Hormonerne regulerer produktionen i legemets indre
(endokrine) kirtler, hvoraf nogle indvirker direkte på stofskiftet og på den
glatte muskulatur. Blandt de hormonstyrede kirtler er f.eks.
skjoldbruskkirtlen, kvindens brystkirtler, bugspytkirtlen og kønskirtlerne.
Hypofysen kan i øvrigt fjernes kirurgisk og erstattes af indgivelse af kunstige
hormonpræparater.
Til lettelse af forståelsen af
betydningsfulde områder af hjernen ses herover en stærkt forenklet gengivelse
af hjernens forskellige lapper: Pandelappen, isselappen, tindingelappen og nakkelappen,
som er nogle af de vigtige områder i hjernen, der er omtalt i hovedteksten. - ©
2010 psykolog og forfatter Finn Bjerke.
Det er et faktum, at hjernens størrelse varierer fra individ
til individ, og at størrelsen ikke står i et ligefremt forhold til
intelligensen. Det er f.eks. kendt, at en højt intelligent mand som den
teoretiske fysiker Albert Einstein havde, hvad man karakteriserer som en
forholdsvis lille hjerne. Som overordnet organ, er det hjernens formål og
opgave at styre og regulere legemets funktioner og bevægelser, herunder
blodkredsløb, åndedræt og hormonbalance mm. Dertil kommer, at den bestemmer
hele vor adfærd, idet den i henhold til videnskaben er sæde for sanser,
åndsevner, tanker og følelser. Men selvom man kender selve opbygningen af
centralnervesystemet og ved, at funktionerne beror på et samarbejde mellem
komplicerede strukturer, er man først i nyeste tid via bl.a. hjernescanninger
ved at fastlægge, hvordan hjernen mere præcist fungerer. Overførslen af
impulser gennem nervetrådene fra og til de milliarder af hjerneceller sker i
den såkaldte synapse, hvor to udløbere, neuritten og dendritten, mødes.
Impulserne er svage elektriske strømme, som ved deres påvirkning bevirker at
der i synapsen frigøres en kemisk substans, transmittersubstansen kaldet
dopamin, der viderepåvirker den næste celle og så fremdeles. Eftersom der
angiveligt i en cm3 hjernevæv kan findes 50.000 synapser, er kontaktmulighederne
umådeligt og fantastisk mange. (1)
Menneskets
hjerne, set fra venstre side visende hjernehalvkuglens lapper og centrer, x ½. 1
talecentrum; 3 centrum for sammenhørende øje- og hovedbevægelser; 4
pandelap; 6 skrivecentrum; 7 armens og 8 benets
bevægelsescentrer; 10 tilsvarende sensible centrer; 12 isselap;
13 læsecentrum: 14 nakkelap; 15 lille hjerne; 18 tindingelap;
19 hørecentrum; 20 den Sylvi’ske fure; 21 ansigtets,
tungens og strubehovedets bevægelsescentrer; 2, 5, 9, 11, 16, 17 hjernefurer
(9 cntralfuren). (Efter I. Broman). – Billede gengivet efter P. Brandt
Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952.
I
nyere hjerneforskning og neuropsykologi benytter man sig ofte af betegnelsen amygdala,
som oversat til dansk betyder mandelkernen. Den er lokaliseret til
et lille område i hjernens tindingelap, hvor den er opdelt i to dele, en del,
der modtager impulser fra de autonome processer, specielt fra thalamus,
hypothalamus, lugtelap m.fl., og en del, som faktisk modtager al
sanseinformation. Amygdala er blandt andet ansvarlig for følelsen af frygt og
for forsvarsreaktioner. Den har desuden forbindelser til hypofysen, binyrerne,
lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Den kan endvidere udløse
forskellige autonome organiske reaktioner i respiration, kredsløb og mave-tarmkanal,
lige som den er involveret i posttraumatisk belastningsreaktioner. Ifølge
beregninger indeholder menneskets amygdala omkring 12 millioner neuroner, så
der er måske ikke noget at sige til, at amygdala har fået så stor betydning i
moderne hjerneforskning.
Bortset
fra, hvad der end kan siges om hjernen og dens anatomi og funktioner, så må man
under alle omstændigheder forundres over dens sindrige indretning med dens
milliarder af nervetråde og synapser. Set fra det atomare plan bliver hjernen
et endnu større mirakel, ja, ordet mirakel er egentlig ikke for meget eller
forkert sagt, for hvordan forklare disse funktioners opståen og hensigtsmæssige
eller formålstjenelige funktioner og ikke mindst hjernens relation til og
samspil med bevidsthedslivet? – Dette forklaringsproblem påhviler det endnu
naturvidenskaben i form af biologien og neuropsykologien at give et plausibelt
svar på. Men der kan næppe være tvivl om, at forklaringen må findes i flere
forhold og primært må være beroende på de naturlove, der gælder for molekylær
kemi og biologi. Disse love, som man tager for givne, betinger jo blandt andet
det, der kunne kaldes livets byggeplan, som ligger indkodet i hver eneste celle
i form af det såkaldte DNA-molekyles kemiske indhold og sammensætning. Men hvorfor
lige præcis disse naturlove og denne kemiske sammensætning ligger til grund for
livets opståen og funktioner, kan naturvidenskaben i form af atomfysikken og
molekylærbiologien næppe heller give en fyldestgørende forklaring på. Det skal
der en anden forskningsmetode til, og en sådan finder man snarere benyttet i
eksempelvis Martinus’ kosmiske analyser over livet og bevidstheden. (2)
Martinus’
opfattelse af hjerneproblemet
Helt
fra begyndelsen af sit forfatterskab, som indledtes med Livets Bog I, der udkom
i juli 1932, men som allerede var blevet skrevet færdig i 1930, var han
fuldstændig klar over, hvordan forholdet var mellem hjernen og bevidstheden. I
Livets Bog I omtales hjerne- og nervesystemet følgende steder: stk. 51, 223-4,
227, men det er især i stk. 223-4, at Martinus analyserer den rolle, hjernen
spiller i forhold til bevidstheden, som igen ses i den større sammenhæng, der
udgøres af ikke kun den biologiske evolution, men også af den kosmiske
evolution. Sidstnævnte betegner Martinus i henhold til sin kosmologi i øvrigt
som involution, et begreb, der også forekommer i biologien, men i en
noget andet betydning, end tilfældet er i Martinus’ kosmologi. Martinus’
opfattelse af mennesket er generelt mere i overensstemmelse med ideologier, som
f.eks. nyplatonisme og nypythagoræisme. Ideologi, vel at bemærke forstået som
idealistisk ideologi, hvilket vil sige som et kompleks af ideer, der tilsammen
udgør en helhedsanskuelse af centrale livsfaktorer og livsforhold, hvorfor
ideologi ligger nær på begrebet livsanskuelse.
Nyplatonismen
er en hellenistisk skole, hvis mest markante tænker er grækeren Plotinos eller
Plotin (ca. 205-ca.270). Hans lære baserer sig på den filosofi, som skyldes
kollegaen Platon (427-347 f. Kr.), elev af den vise Sokrates (ca.470-399 f.
Kr.). Læren går ud på, at kosmos er opbygget som et hierarki af indbyrdes
forbundne højere (åndelige) og lavere (fysiske) væsensformer, hvor de
sidstnævnte fungerer som genstand for de fysisk og ’lavere’ levende individers
længsel efter udfrielse af fortabthedstilstanden i materiens verden. De
guddommelige og i virkeligheden udødelige sjæle er trin for trin sunket ned til
den fysiske verden, hvor de for en tid lever i glemsel om deres højere
tilhørsforhold, indtil erindringen om dette vækkes og længslen efter
genforening opstår. Nyplatonimen er dog ikke dualistisk, idet ånd og materie
anskues som to sider af den samme virkelighed, nemlig Gud selv. Og Gud opfattes
som den absolutte, altomfattende, forskelsløse, udelelige og uforanderlige
virkelighed, hvis væsen og fylde manifesterer sig i form af sjælene og disses
verdener. For resten en tankegang eller livsanskuelse, der også kan genfindes i
idealistisk hinduisk filosofi, som f.eks. i de klassiske filosofiske systemer
som Sankhya, Yoga og Vedanta, der dog menes at være ældre end de nævnte græske
filosofier, og som adskiller sig fra disse ved læren om samsara, der betyder
kredsløb, livscyklus og genfødsel. Til grund herfor ligger forestillingen om
alt liv som deltager i et uendeligt kredsløb gennem fødsel og død til fortsat
genfødsel, en proces, der er forbundet med det meget vigtige
gengældelsesprincip, kaldet karma, som betyder handling og skæbne, sidstnævnte
som en konsekvens af handlinger i tidligere tilværelse. Læren om karma-samsara
vandt indpas og anerkendelse dels i kraft af sin værdi som forklaring på
ulighed i evner, vilkår og skæbne, og dels på grund af det perspektiv den åbner
for stadigt nye muligheder for alle og enhver. Læren om karma-samsara imødekom
altså behovet for og ønsket om fuldkommen lighed og retfærdighed for alle
levende væsener. (3)
På denne skitserede historiske
baggrund, er det interessant at stifte bekendtskab med ideerne i Martinus’
kosmologi, især fordi det må konstateres at disse på flere måder er beslægtede
med de overfor nævnte nyplatoniske og klassisk hinduiske forestillinger om
livet, verden og menneskets tilværelse. Begrebet udvikling (evolution) – og for
Martinus også begrebet indvikling (involution) – vel at mærke både som et
biologisk, psykologisk og ikke mindst kosmisk begreb og fænomen, er et
nøglebegreb til at forstå tilværelsen. Men samtidigt hermed opererer Martinus i
sin kosmologi med begreber og forestillinger, der har stor principiel lighed
med den hinduiske lære om karma-samsara. I Martinus’ vokabularium bruges ordet
og begrebet karma også, men dog mest betegnet med ordet ”skæbne”, mens ordet og
begrebet samsara svarer til ordet og begrebet ”spiralkredsløb”. Disse begreber
og faktorer er så grundigt beskrevet i forskellige afsnit her på hjemmesiden, at
jeg må nøjes med at henvise dertil i noten. (4)
Begrebet og
fænomenet bevidsthed
I
almindelig psykologisk forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for
de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist
som oplevelse og opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af
individets egen indre verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket
kort og godt vil sige bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet
bevidsthed omfatter også de meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig
til et bevidst væsen, og endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås
individets bevidsthed om sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent
overdrevne betydning.
Indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation
til hans analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i
videre forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle
levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i
form af et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget
udgør den overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i
form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det
interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den
væsentlige karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive, er, at det
sanser, oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver
Martinus, at sansning ikke – som det er almindeligt at tro og mene - er en
passivt receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et
betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk
skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus også
betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en evne,
der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte
tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen
udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og herom skriver Martinus bl.a.
følgende:
(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer
ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan eksistere som identisk med vibration
eller bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et
uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger,
der hver især, efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at
danne et nyt billede i det billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes
som identisk med dets ”bevidsthed”. […] Citat slut) (5)
Stærkt
forenklet sagt, opfatter Martinus altså bevidsthed som et ”mentalt
billedgalleri”, mere præcist i form af mentale forestillinger, som naturligvis
i større eller mindre grad er forbundet med tanker og følelser. Men der hører
selvfølgelig meget andet og mere til, for at kunne begribe og forstå, hvad
bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i virkeligheden også så kompliceret
og omfattende, at det ligger udenfor rammerne af en artikel som denne, at gøre
forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende beskrivelse af det. Dog skal her
tilføjes, at følgende psykologiske energier eller –evner er mere eller mindre
virksomme i individets bevidsthed, nemlig instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi),
følelse, intelligens, intuition og hukommelse, og som drivkraften eller
motivationsfaktoren bag disse evner eller energier ligger et fænomen eller en
kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der defineres som et uspecificeret
grund-begær efter oplevelse eller mere præcist efter livsoplevelse. Dette
urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former for begær, vilje og ønsker,
men vel at mærke styret af en serie såkaldte kosmiske (også kaldet
guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk virkende lovmæssigheder, som
alle og alt er undergivet. (6)
Martinus’ opfattelse af hjernen og dens rolle
Som
nævnt omtales hjerne- og nervesystemet følgende steder i Livets Bog I: stk. 51,
223-4, 227, men det er især i stk. 223-4, at Martinus analyserer den rolle,
hjernen spiller i forhold til bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det
noget større kosmiske perspektiv, der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I
stk. 51 konstaterer Martinus, at de levende væseners hjerner kun er modtagelige
for tankebilleder, ideer eller forestillinger af en bestemt styrke eller
bølgelængde. Det betyder, at tankebilleder, der ligger over denne styrke,
generelt set forekommer fantastiske eller helt utilgængelige for individet,
medens tankebilleder, ideer og forestillinger, der ligger under den nævnte
styrke eller bølgelængde, generelt set forekommer individet som værende
primitive og naive.
Men
det er særlig i Livets Bog I, stk. 223-4, at Martinus analyserer og
karakteriserer hjernens rolle i forhold til det jordiske menneskes aktuelle
kosmiske udviklingssituation. Herom skriver Martinus blandt andet, at den
åndelige bevidsthedsfunktion hos mennesket må regnes for at være på et
begyndelsesstadium, idet de åndelige legemer endnu ikke er bragt frem til deres
respektive kulminationsudfoldelse på de åndelige tilværelsesplaner. Det er
årsagen til, at de åndelige legemer ikke har styrke eller kapacitet til at bære
bevidstheden, hvilket igen er årsagen til, at den fysiske bevidsthedsfunktion i
hovedsagen bæres af det relativt veludviklede fysiske legeme. Dette forhold
bevirker, at den fysiske tilværelse så at sige overdøver den spæde åndelige
tilværelse, og dette kontrastforhold er atter årsagen til, at åndelige
oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som tanker eller tankebilleder, stik
imod, at disse i henhold til Martinus i virkeligheden er lige så realistiske
genstande som de fysisk oplevede genstande.
Det
jordiske menneskes primære legeme udgøres altså af det fysiske legeme, men
samtidig er individet gennem dettes hjerne- og nervesystem forbundet med de
endnu spædt udviklede åndelige legemer, gennem hvilke dets åndelige funktioner
befordres og udløses. Disse åndelige funktioner eller evner og legemer udgøres
i hovedsagen af følelsesevnen og følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet,
intuitionsevnen og intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og
hukommelseslegemet. Men da disse åndelige funktioner, som Martinus betegner som
værende af elektrisk beslægtet natur, kun kan blive fysisk udløste via et
lednings- eller antennesystem, findes et sådant netop i form af individets
hjerne- og nervesystem. Dette system består altså dels af fysiske energier og
dels af åndelige energier eller energibølger, hvorved individet sættes i stand
til at komme i kontakt med reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem
dets fysiske legeme og grundenergierne, som jo er den virkelige basis for
individets livsoplevelse og manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt
set karakter af elektrisk beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I
fysiologien betegnes disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner
i hjerne- og nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med
Martinus’ forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen. Men hermed hører
overensstemmelsen også op, for hvor naturvidenskaben i almindelighed og
hjernefysiologien i særdeleshed udelukkende opfatter fænomenerne og processerne
som fysisk-kemiske, dér hævder Martinus, at der samtidigt også er tale om
over-fysiske kemiske fænomener og processer. Dette pointerer han også i Livets
Bog I, stk. 224, idet han fremfører det synspunkt, at når menneskene i
almindelighed og videnskaben i særdeleshed ikke er i stand til at observere
individets fornemmelser længere end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes det,
at individets åndelige sanser og evner endnu kun befinder sig på det stadium,
som det fysiske legeme befandt sig på, dengang det under evolutionen endnu ikke
var i besiddelse af fysiske sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.
Men
situationen eller forholdet er det, hævder Martinus, at hjerne-nervesystemets
fysisk-kemisk-elektriske bølger eller vibrationer fortsætter som ikke-fysiske
ind i individets åndelige struktur, hvor de opleves i forhold til, hvor meget
eller lidt den åndelige struktur eller de åndelige legemer og disses organer er
udviklede til at kunne reagere overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet
er, at det er via disse åndelige legemer, at de elektriske bølger og
vibrationer bliver oplevet som åndelige fornemmelser i form af tanker og følelser
eller tankeklimaer, som tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”, der kaldes
bevidsthed. Hjerne- og nervesystem udgør ifølge Martinus med andre ord
individets ”port” ind til den åndelige verden. Herom skriver han blandt andet
følgende, som jeg vil tillade mig at citere her:
(Citat)
[…] Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil
det altså være offer for den overtro, at ”porten” eller hjerne- og
nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i
åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere
stimuleret af den omstændighed, at der i ”porten” til den åndelige
verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af elektriske bølger,
hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige
centre eller komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førstnævnte
væsen vil altså være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer
eller komplekser er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden
kun udgør særlige indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de
tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen
ikke er årsag til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet
radioapparat modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller
foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre
centrer og der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og
nervesystemet absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system
forekommende synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og
modtagersystem for reaktionerne mellem individets legemskultur og
grundenergierne i form af elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller
afsendelsen gennem et radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i
vejen med de enkelte dele af dets tilbehør, således bliver
reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også
disharmoniske, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller
komplekser i det nævnte system. Sådanne disharmonier i individets
bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: Sindssyge,
åndssvaghed og lammelse.(Citat slut) (7)
Det er
altså i henhold til Martinus en overtro og illusion at mene, at det fysiske
hjerne- og nervesystem skulle være generatoren af bevidstheden. Derfor kan man
heller ikke tale om, som nogle gør, at ”hjernen er det endelige sæde for
sansningen og bevidstheden”, for denne påstand er så langt fra virkeligheden,
som man kan komme. Dette fremhæver Martinus yderligere i sin småbog nr. 1.
”Menneskehedens skæbne”, som oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten”
i 1933, men senere udkom i bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter
min opfattelse i en noget mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat.
I nævnte bog er det dog især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus
analyserer og omtaler, en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse
med den, man kan finde indenfor den filosofiske disciplin, der hedder
sansefysiologisk kriticisme og desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas
tilsvarende analyser af sanseprocessen. Disse er især formidlet til den
vestlige verden af den engelske forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som
f.eks. ”The Search of the Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond Yoga”.
(8)
Science-fiction
eller virkelighed?
Men er
det mon science fiction eller hvad, når det hævdes, at hjernen vil være i stand
til at udvikle større kvalitative hjernefunktioner? I monsterlitteraturen og i
science fiction-filmene og aliens-filmene har man set individer med forstørrede
hoveder, som angiveligt skyldtes en større hjernekapacitet i forhold til, hvad
tilfældet er for almindelige jordiske mennesker. Men så vidt vil det vel næppe
komme, for i så fald kan man jo nemlig også undre sig over, om nogen
forestiller sig, at mennesker med kæmpehoved skulle kunne fødes af en nutidig
kvindelig organisme, sådan som denne anatomisk set er indrettet og har været det
stort set gennem hele menneskehedens historie.
Det er
imidlertid en kendsgerning, at hjernen i evolutionens løb har udviklet sig fra
at være meget primitiv til foreløbig at blive et avanceret og kompliceret organ
for en ligeledes relativt avanceret form for bevidsthed. Men i nyere tid mener
eksperter, at hjernen så at sige ikke er et færdigt, men tværtimod et levende
organ, som rummer potentielle muligheder for videreudvikling. Den opfattelse
deles som nævnt også af Martinus, hvilket umiskendeligt fremgår af følgende
citat:
(Citat)
Da individets hjerneorgan med udviklingen forandrer sig, således at det
efterhånden bliver i stand til at modtage tankebilleder af større og større
styrke, bliver det også i stand til at modtage den lyse udstråling af skabeprincippet
i tilsvarende større og mere forfinede former for tankebilleder. (Citat slut)
(9)
Af
citatet fremgår det tydeligt, at Martinus er af den opfattelse, at den
menneskelige hjerne har en latent kapacitet til udvikle sig mere, end til den
status, den har i nutiden. Men deraf
synes det også indirekte at fremgår, at hjernen generelt set udvikler sig mere
eller mindre konstant som følge af den store intelligens- og erfaringstilvækst,
der stort set hele tiden foregår og som formentlig især vil komme til at foregå
i fremtiden. Det er der i hvert fald indikationer på. Den opfattelse støttes
indirekte af moderne neuropsykologer og psykologer, som f.eks. psykolog og
adjunkt Erik Hoffmann, som i en årrække har interesseret sig for og studeret
hjernens funktioner. I hans tilfælde er der virkelig tale om et seriøst forsøg
på at forene moderne hjerneforskning med spiritualismens opfattelse af hjernen.
Erik Hoffmann knytter i sin forskning fordomsfrit an til den forståelse af den
menneskelige bevidsthed, som man bl.a. finder i
klassisk indisk filosofi og psykologi, måske især i Shankar Acharyas Advaita
Vedanta, og derfra er der ikke langt til den grundlæggende psykologiske
indsigt, som findes i Martinus' kosmologi.
I principiel overensstemmelse med Martinus opfattelse af
hjernen, mener Erik Hoffmann, at mennesket er ved at udvikle en ny hjerne, i
den forstand, at det drejer sig om en udvikling af den forreste del af hjernen,
mere præcist af de såkaldte frontallapper, der rummer de potentielle muligheder
for udvikling af, hvad Hoffmann betegner som en helt ny hjerne. Ifølge ham har
mennesket i forvejen tre hjerner, som ligger ovenpå hinanden i den rækkefølge,
de er bygget op gennem menneskehedens udvikling, ligesom han skelner mellem den
gamle og den nye hjerne. Den evolutionært set yngste del af hjernen betegner
hjerneforskerne som neocortex, som de såkaldte frontallapper er en del af.
Neocortex findes hos alle pattedyr, men er mest udviklet hos mennesket, og
eftersom den rummer et stort potentiale for videreudvikling i form af
opbygningen af nye nervetråde (dendritter) og nerveforbindelser (synapser),
karakteriserer Hoffmann den som ”hjernens uland”. Den såkaldte gamle hjerne
rummer de såkaldte parietallapper (isselapper), og disse er hos de fleste
mennesker mere aktive, end tilfældet er med den nye hjernes frontallapper.
I øvrigt synes Erik Hoffmann indirekte at bekræfte Martinus’
påstand om, at hjerneorganet efterhånden vil blive sat i stand til ”at modtage den lyse udstråling af
skabeprincippet i tilsvarende større og mere forfinede former for
tankebilleder.” Det sker i forbindelse med hans besvarelse af spørgsmålet om,
hvad der er det bedre ved den nye hjerne. Herpå giver Hoffmann bl.a. følgende
svar:
(Citat)
Det er, at vi bliver bedre mennesker. Vi bliver mere humane. Det er resultatet
af mere udviklede pandelapper og bedre balance mellem de to hjernehalvdele.”
(Citat slut) (10)
Måske
burde man her nok korrigere ”Det er resultatet af mere udviklede pandelapper og
bedre balance mellem de to hjernehalvdele”, for årsagssammenhængen må vel være
den omvendte, nemlig at de ”mere udviklede pandelapper og den bedre balance
mellem de to hjernehalvdele” er resultatet af at vi bliver bedre og mere humane
mennesker.
Men en
kendsgerning er det i hvert fald, at de to hjernehalvdele, venstre- og højre
halvdel, samarbejder, idet de deler overordnede funktioner mellem sig. Venstre
hjernehalvdel svarer for de verbale, sproglige og analytiske funktioner, mens
højre hjernehalvdel svarer for det visuelle, rumlig opfattelse og følelser.
Motorisk set er situationen den, at de motoriske nervebaner fra venstre
hjernehalvdel krydser over til og dirigerer højre kropshalvdel, og højre
hjernehalvdel krydser over og dirigerer venstre kropshalvdel.
Ifølge
Hoffmann har de mennesker, der har en bedre balance mellem den nye og den gamle
hjerne, en større empati og oplever sig ikke som adskilte enkeltindivider, men
i højere grad som dele af en større og kærlig helhed og som samhørige med alle
andre levende skabninger. Han mener derfor, at det er den højre hjernehalvdel,
der gør os til mennesker, og at det er via denne, at mennesker får kontakt til
kreativitet og det spirituelle, samtidig med følelser af kærlighed, glæde og
sindsro, samt følelser af enhed og samhørighed med altets højeste væsen og med
alle levende væsener. Vedrørende udsagnet om, ”at det er den højre
hjernehalvdel, der gør os til mennesker osv.”, mener jeg, at Hoffmann igen gør
sig skyldig i en forveksling mellem årsag og virkning. Højre hjernehalvdel
udgør – i principiel lighed med venstre hjernehalvdel – ’kun’ et interaktivt
organ mellem den fysiske organisme og den bagved værende åndelige
personlighedsstruktur.
Begrebet
og udtrykket Kundalinirejsning hænger sammen med klassisk indisk filosofis
opfattelse af, hvilke kræfter det er, der bevirker, at mennesker i form af
enkeltsjæle (atman) under dyb meditation kan få spirituelle oplevelser af
højeste lykke og fred og samhørighed med det supersjælelige (Brahman). Begrebet
og ordet kundalini, som betyder slange, refererer til urkraften i mennesket,
det der i Martinus’ kosmologi svarer til den seksuelle urkraft, det seksuelle
polprincip og den seksuelle polforvandling. Denne kraft forestiller man sig
billedligt som en slange, der ligger sammenrullet i nervecentret, som har sin
beliggenhed i korsbensregionen i den nedre del af kroppen. Men – og det er det
vigtige i denne forbindelse – der er ikke tale om den fysiske krop, men derimod
om det psykiske legeme, også betegnet som dubletten, finstofkroppen eller
koblingslegemet. Sidstnævnte gennemvæver så at sige den fysiske krop, således
at de forskellige kropsdele, organer og funktioner svarer til hinanden. Ideen
og hensigten er nu, under meditation at vække kundalinikraften (slangen) og få
den til gradvist at stige op gennem rygradens forskellige centrer, hvoraf der i
alt er syv, men alle vel at mærke placeret i det finstoflige legeme. Hensigten
er, at få kundalinikraften til at stige helt op til det højeste center, som
befinder sig i hjernen i det område, der kaldes koglekirtlen (glandola
pinealis). Dette møde opleves subjektivt som en forening af enkeltsjælen
(atman) med alsjælen (Brahman), eller som vi ville sige, som en forening mellem
individets bevidsthed og det guddommelige. Dette møde kan ikke beskrives med
ord, men må opleves, for at man skal have nogen mulighed for eventuelt at kunne
forstå, hvad der er tale om. (11)
Men i
øvrigt finder denne såkaldte kundalinirejsning i virkeligheden også sted i
løbet af menneskets psykobiologiske udvikling (evolution), og det er denne
udvikling, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling. Martinus
forholder sig dog ikke direkte til de nævnte centrer, men der er ingen tvivl
om, at han gør det indirekte, hvilket turde fremgå af konteksten i hans
kosmologi. Men man vil umiddelbart kunne sammenholde kundalinikraften, som
ligger oplagret i korsbenscentret med urkraftens eller den seksuelle krafts
såkaldt ordinære pol, som for mandens vedkommende er den maskuline pol og for
kvindens vedkommende den feminine pol, og som for både mandens og kvindens
vedkommende er forbundet med det emotionelle polorgan. Modsat kan den seksuelle
krafts såkaldt ekstraordinære og i en vis forstand og indtil videre ’sovende’
pol sammenlignes med den del af urkraften, der befinder sig i det højeste center
i hjernen og som for mandens vedkommende er den feminine pol og for kvindens
vedkommende den maskuline pol, og som for begges vedkommende er forbundet med
det intellektuelle polorgan. Det er ved de to polers og polorganers møde, at
blandt andet den ovenfor nævnte oplevelse finder sted, først glimtvis og senere som permanent oplevelse.
(12)
Imidlertid
fremgår det ikke af det interview i avisen Information for 28. maj 2010, som
mine oplysninger om Erik Hoffmann og hans forskning baserer sig på, om han har
klart for sig, at kundalinikraften ikke primært har direkte med det fysiske
legeme at gøre, men derimod i hovedsagen med det psykiske legeme. Det
sidstnævnte omtales heller ikke direkte, men det er formentlig underforstået.
Derimod forekommer det mig nok så mærkværdigt, at Erik Hoffmann slet ikke
omtaler eller nævner, hvad han forstår ved den menneskelige personlighed,
hvorfor man meget nemt kan få opfattelsen af, at han identificerer denne med
det fysiske legeme og den fysiske bevidsthed. Altså som om det er disse to
sidstnævnte instanser, der så at sige er de afgørende og som har oplevelserne.
Hoffmann nævner derimod de tre bevidsthedsgrader eller stadier: Den dybe søvn,
drømmesøvnen, den vågne tilstand samt den højere bevidsthed. Den sidstnævnte
synes at skulle forstås i lighed med det, Martinus betegner som kosmisk
bevidsthed. Men det må formentlig forstås sådan, at individet eller
personligheden, som oplever disse bevidsthedstilstande, er implicit indeholdt
og forudsat i Hoffmanns betragtninger. Det må man i hvert fald kunne tillade
sig at gå ud fra.
Nu er
der selvfølgelig stor forskel på udtalelser, der er fremsat i et avisinterview,
og så f.eks. de dybdegående og detaljerede analyser af individet og dets
personlighed, som man finder i Martinus’ kosmologi. Heri er rollefordelingen
mellem det fysiske legeme med dennes hjerne- og nervesystem og den bagved
værende overfysiske psykiske struktur klar og utvetydig, nemlig i form af det
treenige princips tre instanser: Jeget, bevidstheden og organismen, som også
kan betegnes som Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, og desuden som
henholdsvis skaberen-opleveren, skabe- og oplevelsesevnen og det
skabte-oplevede. (13)
For
at give læseren en kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af
Martinus’ Kosmologi mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her
vedføjede diagram kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de
tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand
som overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og
makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden,
samt disse instansers relation til det fysiske legeme:
Oversigt over det levende væsens
totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C’
= det totale levende væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot
parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C’ =
det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet
”organismen”
4) kombinationen A+B =
overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C =
”psyken” eller det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C’ = den komplette underbevidsthedszone
(UBZ), alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C’ må man i
øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge
retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den
parafysiske struktur. - Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Ovenstående diagram er med andre ord identisk med den ’komplette’
kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er forelagt i og med Martinus’
kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der indenfor rammerne af
Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved personlighedsmodellen eller ”det
levende væsen”. Der hører andet og mere til en fuldstændig forståelse af denne,
som f.eks. at det objektive grundlag for det levende væsens tanker, følelser og
handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse i det hele taget, er det psykiske
kraftfelt, forkortet betegnet som P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller
grænserne af dette, at al sansning og manifestation foregår, dels når individet
befinder sig i den fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den
åndelige verden. Dertil kommer blandt andet også den store og overordnede
rolle, som det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling kosmisk set
spiller for individet. (14)
© Marts 2012 Harry
Rasmussen.
***************************
1.
Kilderne til de her meddelte oplysninger
om hjernen og dens anatomi og funktioner er flere, men bl.a . P. Brandt
Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952, og desuden f.eks. Lademanns Leksikon, bind 10.
Lademanns Forlagsaktieselskab, København 1984.
2. En af de
teoretiske fysikere, som syntes at der er grund til at undre sig over livets og
verdens opståen og indretning, er den teoretiske fysiker Victor F. Weisskopf
(1908-2002), som netop giver udtryk for sin opfattelse i bogen ”Viden og undren
– Naturen som Mennesket kender den”, på dansk ved Ellen Weisskopf. Gyldendals
kvantebøger 1964.
3.
H1-07. Spiritualismens
historie – en
gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.
4. Vedr. begrebet skæbne, se f.eks. H1-23. Individets
skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder, og. H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af
inkarnation eller materialisation. Vedr. begrebet spiralkredsløb, se f.eks. H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige
vekselvirkning med hinanden.
5.
LB I, stk. 254.
6.
H1-30. Jegets evige energikilder.
- om de
kosmiske grundenergier. Vedr. urbegæret, se H1-09.
”Det
seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”. Vedr. de kosmiske
skabeprincipper, se igen H1-30. Jegets evige energikilder.
7.
Livets Bog I, stk. 224.
8. Se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed
– om en metode til mental indadskuen.
9. Livets Bog, bind 1, stk. 51.
Vedr. begrebet ”den lyse udstråling fra skabeprincippet”, se Livets Bog I, 2.
kap.: Det guddommelige Skabeprincip,
plus Symbol nr. 1: Jordklodens kosmiske stråleglans, samt Symbol nr. 2:
Skabeprincippets Impulser. Jordklodens kosmiske stråleglans:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-27/,
samt Symbol nr. 2: Skabeprincippets Impulser: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-1/ - Det skal bemærkes, at de her nævnte symboler i Livets Bog
I har fået andre numre i symbolværket Det Evige Verdensbillede og dermed også
på hjemmesiden http://www.martinus.dk/. Symbol nr. 1. har fået nr. 27 og symbol nr.
2 har fået nr. 1.
10. Lars Borking: Mennesket er ved at udvikle en ny hjerne.
Dagbladet Information, den 28. maj 2010. Artiklen kan, i hvert fald indtil
videre, søges på nettet under navnet Erik Hoffmann.
11. Se f.eks. artiklerne 2.01. Min vej til Martinus
– om de oplevelser,
der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, og 4.06. Er sjælen en hallucination? – om visse hjerneforskeres syn på
fænomenerne bevidsthed og sjæl. – Vedr. den seksuelle polforvandling, se f.eks. H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’
seksuelle ’pol’. - Vedr. de syv nervecentrer,
som på sanskrit kaldes chakras, så er disse følgende: 1. Muladhara chakras, som
i opstigende rækkefølge er lokaliseret mellem anus og urinrørets udløb, men vel
at mærke i finstoflegemet, hvilket også
gør sig gældende for de følgende centrer: 2. Swadhistana chakra, 3. Manipura
chakra, placeret i navleområdet, 4. Anahata chakra i hjerteområdet, 5. Visuddha
chakra i halsregionen, 6. Ajna chakra i panden mellem øjenbrynene og lige over
næseroden, og 7. Sahasrara chakra, som er lokaliseret i hjernens koglekirtel
(glandola pinealis), men altså vel at mærke i finstoflegemet. – Vedr-
kundalini-kraften, se f.eks. også artiklen 4.69. Hjernen – den store gåde -
naturvidenskabelige analyser af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme.
12.
Se evt. artiklerne H1-09. ”Det
seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, og H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme
– om de to
grundformer for seksualisme.
13. Se evt. artiklerne
2.24. Personlighedsbegrebet
- historisk,
psykologisk og kosmologisk set, og H1-05. Intuition og
personlighed – om
forholdet mellem personlighed og intuition.
14. Vedr. det psykiske kraftfelt, se
f.eks. artiklen H1-27.
Tillæg. 3. kapitel:
Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II). – Se evt. også artiklen 4.09. Sjæl og legeme – om hjerneforskeres
reduktionistiske opfattelse af relationen mellem ånd og materie.
Vedr. hjerne,
bevidsthed og personlighed kan generelt henvises til Artikler med emner vedr. hjernedebat – Vedr. de erkendelsesteoretiske
aspekter i forholdet mellem hjerne og bevidsthed kan i øvrigt henvises til følgende relevante artikler her på hjemmesiden:
H1-25. Tillæg. 1. kapitel: Introduktion til
erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi, H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(I), H1-27. Tillæg. 3. kapitel:
Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II), H1-28. Tillæg. 4. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(III), og H1-29. Tillæg. 5. kapitel:
Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV). – Vedr. de såkaldt
parapsykologiske eller paranormale oplevelser, se f.eks. artiklerne 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig
frem til studiet af Martinus’ kosmologi, og 4.06. Er sjælen en
hallucination? – om
visse hjerneforskeres syn på fænomenerne bevidsthed og sjæl.
© Marts 2012. Revideret april 2012 Harry Rasmussen.
****************************