Tanker om livet og
verden
Det kan ind imellem være frugtbart og velgørende,
at 'nulstille' sin formentlige viden og opfattelse af livet og verden, især når
man som jeg har beskæftiget sig med filosofiske livs- og
verdensanskuelsesspørgsmål og -problemer det meste af livet. Og måske i
særdeleshed, når man – som i mit tilfælde – mere eller mindre har 'låst sig
fast' på en bestemt livs- og verdensopfattelse.
For mit eget vedkommende drejer det sig mere
præcist om den livs- og verdensanskuelse, der fremgår af den danske tænker og
intuitionsbegavelse Martinus' i god forstand fabelagtige og eventyrlige og
såkaldte kosmiske analyser og facitter, i form af hans verdensbillede eller
lære om tilværelsen og verdensaltet (kosmologi). (1)
Dette bestemte verdensbillede eller denne
kosmologi har jeg – som absolut lægmand – lige siden 1974 tilladt mig at skrive
efterhånden mange entusiastiske artikler og nogle få bøger om. Men det har ikke
kunnet undgås, at jeg lejlighedsvis er kommet noget i tvivl om gyldigheden,
ikke så meget af Martinus' verdensbillede, som af min egen opfattelse og
forståelse af dette verdensbillede og dets forhold til virkeligheden.
Sagen eller situationen er jo rent faktisk den,
at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad der kan og skal forstås ved ordet og
begrebet 'virkeligheden'. Derfor er jeg fortsat et menneske, der søger
at komme på sporet af sandheden om, hvad der er virkelighed, altså den helt
basale og grundlæggende virkelighed, bag om alle de mere eller mindre
fejlagtige eller illusoriske tanker og forestillinger om denne.
I min søgen efter virkeligheden eller
sandheden, er jeg kommet på sporet af især to helt grundlæggende opfattelser
eller hypoteser eller sandheder om virkeligheden, nemlig modsætningerne en materialistisk
og en spiritualistisk opfattelse af virkeligheden. Den materialistiske
opfattelse deltes og deles som bekendt af mange filosoffer gennem tiderne, men
især promoveres den af naturvidenskaben, der som grundvidenskab betragtet gør
krav på størst mulig objektivitet. På dette absolut nødvendige vilkår og
denne baggrund, har naturvidenskabelig grundforskning via sine mange fag, som
f.eks. fysik, biologi, kemi, astronomi, teknologi m.m.fl., især primært
bidraget uundværligt til vor efterhånden store viden om livet og verden, og
sekundært til de mange lige så uundværlige forbedringer af vores liv og
levevilkår.
Men tænk især i denne forbindelse eksempelvis
på materiens, hvilket i realiteten vil sige basiskomponenternes, de såkaldte
elementarpartiklers, atomers og molekylers forunderlige mikroskopiske verden,
den, som ifølge atomfysikken er det absolutte fysiske grundlag for hele
vores tilværelse, ja, for alle tings og levende væseners liv og eksistens,
verdensaltets selvfølgelig ikke mindst.
Forenklet sagt, består alt og alle af og er
opbygget af elementarpartikler, atomer og molekyler, dels for uorganiske
stoffers vedkommende, og dels for organiske stoffers og for levende organismers
vedkommende desuden af celler. Lige så forenklet sagt, danner og udgør
elementarpartiklerne atomerne og disse molekylerne, som igen danner cellerne,
der igen danner organerne, som danner organismerne. (2)
Som det indirekte vil være fremgået af det
umiddelbart foranstående, virker sammenhængen mellem elementarpartiklerne,
atomerne, molekylerne, cellerne, organerne og organismerne, nærmest som en
slags kinesisk æskesystem efter princippet: stadig mindre størrelser indeni
større størrelser.
Indskudt kan her nævnes, at indenfor rammerne
af Martinus' kosmologi, omfatter det 'kinesiske æskesystem' eller
organismeprincippet i alt 7 grundprincipper, rækkende fra og med 1.
elementarpartiklens princip, atomets princip, molekylets princip til 2. cellens
princip, 3. organets princip, over 4. organismens princip til 5. klodens
princip, 6. solsystemets princip og 7. galaksens princip. Af disse syv systemer
repræsenterer nr. 1., 2. og 3. mikrokosmos, og nr. 4. et såkaldt
'mellemkosmos', medens nr. 5., 6. og 7. repræsenterer makrokosmos. (3)
Man kan som lægmand herefter blandt andet undre
sig over og spørge, hvad det er for lovmæssigheder og naturkræfter, der ligger
bag og bestemmer de nævnte stofenheders tydeligvis organiserede eksistens, og
disses samtidigt hensigtsmæssige processer? Disse emner og spørgsmål ved den
fagligt saglige naturvidenskabelige atomforskning – jeg havde nær sagt
naturligvis - ret så meget om. Men her skal vi nøjes med en omtale af, at de
styrende elementer i cellerne er de såkaldte gener, et ord og begreb, der i
kort begreb betyder de i kromosomerne forekommende cellers indhold af
arveanlæg, i form af kemisk opbyggede DNA-strenge, som så at sige udgør eller
indeholder en slags mini-plan eller grund-mønster for hvilken art, karakter,
anlæg og evner, det enkelte levende væsen eller individ har og udvikler sig til
og repræsenterer.
Helt basalt kan man undre sig og spørge om,
hvad elementarpartiklerne substantielt set i grunden er for nogle 'størrelser'?
Det vil sige, hvad består de i virkeligheden af og hvilken karakter har de? Er
de materielle eller stoflige mindstedele i lighed med f.eks. findelte
peberkorn, blot uendeligt meget mindre? - Men her må vi nok skære igennem og
gøre os helt klart, at materien eller stoffet ifølge blandt andre Einstein er
lig med energi. Men hvad er så energi? - Dertil skal lægges Plancks påvisning
af, at energi er grundlæggende kvantiseret, i betydningen i form af mikrokosmiske
energi-enheder. Energi-enhederne i lyset kaldes eksempelvis for fotoner. (4)
Nuvel, hvor er vi så henne i vort forsøg på at
forstå, hvad der er virkelighed? I henhold til sagkundskaben består overhovedet
alt stof i universet af mikroskopiske energiladninger med elektrisk og
elektromagnetisk karakter, som kan udmåles i bølgelængder eller vibrationer,
altså en form for bevægelser, således at man kan tale om et elektromagnetisk
spektrum. I dette spektrum er det synlige lys placeret imellem ultraviolette
stråler og infrarøde stråler.
Denne viden bliver vi ikke-sagkyndige nok ikke
meget klogere af, men med indførelsen af begrebet 'bevægelse' er vi
ligesom kommet i berøring med noget, som de fleste af os kender og mere eller
mindre forstår. Indenfor Martinus' kosmologi opererer man netop med to basale
og indbyrdes afhængige former eller aspekter for bevægelse, nemlig et
bevægelsesaspekt og et energiaspekt. (5)
Men
bevægelse og energi svæver jo om man så må sige ikke frit i luften, medmindre
man tænker på luftmolekylernes runddans omkring jordkloden. Og dog, også i det
tilfælde er luftmolekylerne jo på en måde organisk bundet til jorden og dennes
klima. Blandt andet derfor kan det konstateres, at bevægelse og energi vil i
reglen altid være bundet til den eller det, der igangsætter bevægelsen og
energien.
Men hvem eller hvad er det, der igangsætter
bevægelsen og energien? -
Ja, se det er jo det helt store spørgsmål, for ikke at sige problem. Er der kun
tale om 'blinde' naturlove og -kræfter? Hvis, hvor kommer så de fra? Eller er
eller kan der mon være tale om en overordnet magt og kraft – jeg vover næsten
ikke at bruge tillægsordet guddommelig? - Det spørgsmål er der stor uenighed om
i videnskabelige kredse, hvor nogle mener, at spørgsmålet slet ikke er
relevant, medens andre mener, at man ikke helt kan udelukke det.
Fysikere mener, at alt kan forklares med Big
Bang-teorien, hvor man jo senest har fået bekræftet eksistensen af det såkaldte
Higgs Bozon, for morskabs skyld kaldet ”Gud-partiklet”. ”Seriøse”
naturvidenskabelige fysikere mener ikke, at den slags spirituelle eller
religiøse emner hører hjemme under begrebet videnskab. (6)
Hvis man har tilbøjelighed til gerne at ville –
ikke tro i religiøs forstand – men mene
frit og uafhængigt, at der findes og ligger en overordnet magt og kraft til
grund for og bag livets og verdens eksistens, så må man gå andet sted hen end
til naturvidenskaben. For eksempel til Martinus' åndsvidenskabelige kosmologi,
ifølge hvilken der i allerhøjeste grad ligger en guddommelig magt og kraft til grund for verdensaltets
eksistens og udfoldelse. Men vel at mærke, ikke en magt og kraft 'udenfor'
eller 'over' verdensaltet, men derimod et guddommeligt treenigt væsen med et
Jeg, en Bevidsthed og en Organisme, for hvilket verdensaltet netop udgør
organismen, og for hvilket, alle levende væsener uden nogen som helst
undtagelse udgør dets sanseorganer og manifestationsredskaber. (7)
Imidlertid skal vi vende tilbage til det
faktum, at tilværelsen, det vil sige overhovedet alt og alle i livet og verden
grundlæggende er opbygget og består af mini-mikrokosmiske bevægelses-enheder
eller vibrations-mønstre, de såkaldte elementarpartikler, som videnskabeligt og
komplementært set enten eller både/og kan opfattes som partikler og
bølgeformationer.
MEN – og her kommer pointen og overraskelsen:
Det må og kan konstateres som en kendsgerning, at sådan opfatter og oplever vi
mennesker jo ikke livet og verden! - Tværtimod, vi opfatter og oplever hver
især efter alder og evner tilværelsen
som basalt bestående af en hverdags-verden med jorden og himlen og solen og
stjernerne, land og hav, bakker og dale, buske og træer, planter og blomster,
og dyr, fugle og fisk, tamdyr og vilddyr, i alle arter og former, etc. etc.
Hvad er derfor konklusionen på den ovennævnte
konstatering? -
Jo, ganske enkelt den, at der i og med vores
opfattelse og oplevelse i virkeligheden er tale om intet mindre end en –
ILLUSION !
Men – og det skal fremhæves – vel at bemærke en
illusion eller i øvrigt et konsekvent sanse- og oplevelsesbedrag, som indenfor
sine egne grænser og rammer besidder en form for virkelighed.
Men hvad er da 'virkeligheden' i den nævnte
illusion?
Jo, det er helt enkelt, for eftersom illusionen
vitterligt er udtryk for sansning og oplevelse, kan der kun være
tale om et bevidsthedsprodukt.
I og med denne erkendelse og konstatering er vi kommet i den situation, som kløgtige
lærde befandt sig i omkring 1500-tallet, da Kopernikus og Galilei forkastede
det dengang hidtil herskende geocentriske verdensbillede og ombyttede det med
det videnskabeligt set sandere og rigtigere heliocentriske verdensbillede. (8)
Og hvem er så de kløgtige og i en vis forstand lærde i nutiden, som har formået
at bytte om på det materialistiske verdensbillede og i stedet indsætte det spiritualistiske verdensbillede som helt
utvivlsomt er udtryk for en dybere og sandere virkelighedsopfattelse? Svaret er
for så vidt enkelt: Det er primært den danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus, som i og med skabelsen af sit verdensbillede eller sin kosmologi, har
formået og evnet at foretage nogle dybdegående analyser af tilværelsens store
emner, problemer og spørgsmål, og som – uden at ville forklejne andre kloge og
vise mænds og kvinders tanker og forestillinger - i sin storslåede konsekvens
og konklusion så afgjort er absolut enestående i verdens- og kulturhistorien.
(9)
Det bør dog straks tilføjes, at i henhold til
Martinus' kosmiske analyser over verdenssituationen, skal skiftet mellem såvel
det middelalderlige geocentriske og heliocentriske verdensbillede, såvel som
skiftet mellem det nutidige materialistiske verdensbillede og det fremtidige
spiritualistiske verdensbillede, ses i det større kosmologiske
udviklingsperspektiv.
Nu, da vi har berørt den basale illusion om
livet og verden i forbindelse med omtalen af elementarpartikler, atomer og
molekyler mm., skal vi afslutningsvis se på endnu en form for illusion, som
stadig er udbredt i nyere og nyeste tid. Ét er, at almindelige og
ikke-sagkyndige mennesker nærer illusionen, noget andet og helt specielt er
det, at man, det vil især sige de videnskabelige forskere, mere præcist
fysikere, hjerneforskere og neuropsykologer, i bedste mening kan fortsætte med
at forestille sig og mene, at de fysiologisk-kemiske processer i hjernen i form
af dennes fysiologiske processer, og desuden dennes anatomi, ikke alene kan
udgøre grundlaget for bevidsthed, men tilmed faktisk kan være identisk
med selve bevidstheden som sådan! Det er da i grunden dybt forunderligt!
Ja, godt nok er elementarpartiklernes,
atomernes og molekylernes eksistens og funktioner et helt eventyr for sig selv,
jo større og dybere kendskab, vi har fået og får til disse! Men også her er der
tale om, at sagkundskaben i henhold til nævnte Martinus er på afveje eller
måske snarere på omveje i spørgsmålet om bevidsthedens natur og anatomiske placering.
(10)
Men hvad er hjernen da set med Martinus' øjne?
- Jo, det er, bortset fra dens centrale rolle som automatisk styringsorgan for
kropslige funktioner - kort fortalt et overordnet interaktivt fysisk
organ mellem individets psykiske organisme eller struktur og det fysiske legeme
og dettes omverden. Det vil dog mere specielt sige, at interaktionen, altså den
gensidige vekselvirkning mellem den fysiske krop og den psykiske struktur, ikke
foregår direkte, men sker via et delvist
fysisk og delvis psykisk eller åndeligt såkaldt ”koblingslegeme”.
Sidstnævnte er opbygget og ligner ifølge Martinus det fysiske legeme, som det
da så at sige også 'gennemvæver', men fra hvilket det frigøres ved det fysiske
legemes død. (11)
Men hvad kan grunden være til, at seriøse
videnskabelige fysikere, hjerneforskere og neuropsykologer mener at have belæg
for at antage, at den fysiske hjerne og dennes fysiologiske processer er
identiske med bevidstheden? - Hvorfor kan disse begavede og udmærkede mennesker
ikke se, at hjernen ikke er generator af og det egentlige 'sæde' for
bevidsthed?
Ifølge Martinus kan de det ikke, fordi de kosmiske lovmæssigheder for såvel
fysisk som mental udvikling betinger, at menneskeheden aktuelt set endnu befinder sig i den udviklingsface –
eller rettere sagt indviklingsface – der med et bibelsk udtryk betinger, at
Adam og Eva (menneskeheden) var og er dømt til at skulle ”dø døden”. Det
betyder i henhold til Martinus, at menneskene skulle miste erindringen om ”det
tabte paradis” og i og med dette tab involvere og engagere sig med en ateistisk
og materialistisk livs- og verdensopfattelse, ifølge hvilken der ikke
eksisterer nogen form for ånd og udødelighed. (12)
Dette tab af hukommelse gælder i øvrigt i samme grad og af samme grund og årsager
også i forbindelse med reinkarnation. Dog er det en kendsgerning, at
menneskeheden på tidligere stadier af sin kulturelle historie har dannet sig
myter og sagn om det tabte paradis eller den tabte ”lysets verden”. Men,
betoner Martinus, tabet af den nævnte erindring havde og har til hovedformål,
at få menneskene til i størst mulig grad at fokusere på og engagere sig i
tilstrækkeligt omfang og i nødvendig grad om den fysiske tilværelses
grundlæggende og på mange måder barske livsvilkår.
Men hvordan kan man egentlig påstå, sådan som
blandt andre en del kloge hoveder i tidens løb har gjort og fortsat gør,
herunder ikke mindst Martinus, at den fysiske hjerne hverken er generator af
eller sæde for bevidstheden? -
For at besvare dette spørgsmål, vil jeg tillade
mig at citere fra min egen artikel 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske
betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener,
som i sin helhed vil kunne læses via titlens link:
(Citat): Synsprocessen
Her skal gives en forsøgsvis kortfattet
beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi
i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen
baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to
instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de
kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i
synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket
sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen.
Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret
bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i
synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale
synsopfattelse af omverdenen.
Længdesnit gennem
midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1
refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører
til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og
21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås
her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og
mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg,
C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets
Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
Selve
synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de
rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og
disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande
ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er
vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave
og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver
til synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt
billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst
opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist,
hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket
opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til
synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder
blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet,
som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set
denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og
associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at
der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her al mulig grund til
at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om
synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske
videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår
i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det
andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden
direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når
impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men
hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på
øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3
centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes
dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller
anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af
den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne
fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en vigtig pointe i hele
sammenhængen – det ovenfor beskrevne er
ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen er jo
den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk
kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og
uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre
involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale
om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende
mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’
eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse,
idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden
af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et
lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er
vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores
fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det
meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen
placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.
Hvilken konklusion vil der så overordnet
set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort
fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form
af en fysisk krop og af dennes omverden, er
af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske
sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, det er
individets, mere præcist jegets bevidsthed.
Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil
foretrække at kalde den for værende af en parafysisk
natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her
blot forstås som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er
vi kommet frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.
(Citat slut)
Fra det nævnte følgende afsnit af artiklen
”Øje, hjerne og bevidsthed” skal vedr. hjerneforskernes og neuropsykologernes
forståelsesmæssige paradoks hermed citeres:
(Citat) Paradokset
består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres
foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de
identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig
selv, at f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger
om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer,
som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på
synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive
og virkelige forhold.
Det synes
fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de
kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at
bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske
processer i sig selv.
Neurovidenskaben
i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at
antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller
energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen
repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre
ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og
eksperimenter.
Men her kunne
man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne
ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret:
Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via
hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se
disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne”
eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et
’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har
eller ejer en hjerne, som er en
overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne
og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af
historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på
de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos
forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i
stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg
kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end
den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove.
Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes
ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det,
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå,
er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske
omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og
defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop
og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller
substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere
eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier.
Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller
instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion mulig. (Citat slut)
Sluttelig skal
det lige nævnes, at de ovenfor anførte betragtninger og konklusioner
naturligvis skal og bør ses i en større sammenhæng og i et større perspektiv,
nemlig i den kosmisk set organiske sammenhæng og dennes perspektiv. Se og læs
om blandt andet dette via følgende link til først og fremmest Symbol nr. 7, som
Martinus betegner som livsenhedsprincippet:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7
Dernæst Symbol
nr. 11: Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de
evige Gudesønner:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11
© Juni 2016
Harry Rasmussen.
=========================
1. For nærmere orientering om Martinus og hans store værk Det Tredie Testamente:
Se websitet www.martinus.dk
2. En bog, der har været til stor inspiration og glæde for mig gennem
mange år, er Victor F. Weisskoph: Viden og undren. Naturen som Mennesket kender
den. På dansk ved Ellen Weisskoph.
Gyldendals Kvantebøger 1964. Som det vil ses, har jeg givet min artikel samme
titel: Viden og undren, som Weisskoph's bog.
3. Symbol 14: Det kosmiske spiralkredsløb 1 :
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-14
4. Se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog. Om
komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien.
Munksgaard, Copenhagen 1966. Deri skriver Bergstein i Kapitel III
Iagttagelsessituationen i atomfysikken bl.a. om elementarpartiklerne: (Citat)
[…] Der synes jo ikke at være noget i vejen for, at en elementarpartikel
udelukkende kan betragtes som en begrebsdannelse, der sammenknytter visse numeriske
fysiske størrelser på en praktisk måde, altså som en konstruktion af den
menneskelige tanke. […] Det synes derfor uomgængeligt, at elementarpartiklerne
og i almindelighed de atomare systemer må betragtes som begrebsdannelser, ved
hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere de atomare fænomener. Men
den tilsyneladende nødvendighed, hvormed denne klassificeringsmåde melder sig,
gør naturligvis den opfattelse overordentlig plausibel, at disse
begrebsdannelser på én eller anden måde må korrespondere med grundlæggende træk
i den fysiske virkelighed. […] / Problemet synes således at være, hvad man skal
forstå ved begrebet fysisk virkelighed. I betragtning af at hele vor materielle
verden ifølge fysikeren er opbygget alene af atomer, da synes denne verdens
fysiske realitet at stå og falde med den fysiske realitet af
elementarpartiklerne og de atomare systemer. Der er altså tale om det
grundlæggende metafysiske problem: Hvad er i egentligste forstand fysikkens
undersøgelsesobjekt? (Citat slut).
Som kommentar til ovenstående skal her tilføjes, at det metafysiske og
filosofiske spørgsmål om, hvad der er virkelighed, forekommer i tre former,
nemlig 1. en materialistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er
den fysiske materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer
virkeligheden, 2. en spiritualistisk
opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er den spirituelle eller
åndelige materie og dennes lovmæssigheder, der konstituerer virkeligheden, og 3.
en opfattelse af forholdet mellem fysisk materie og åndelig materie som udtryk
for to sider af samme virkelighed, der i sig selv er ukendt. Men ikke
nødvendigvis uerkendelig. Det er den sidstnævnte opfattelse af ånd og materie,
der promoveres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi.
5. Se artiklerne: H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier. H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.
6. Vedr. bl.a. Higgs Bozon, se artiklen H1-29. Tillæg. 5. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV): http://www.livetseventyr.dk/1-29Frame.htm
7. Se Martinus: Livets Bog 6: Det evige liv, 15. kapitel: Guds rige
eller livets eventyr: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=56
– Heri giver Martinus en dybdegående og samtidigt detaljeret analyse og
beskrivelse af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet GUD eller GUDDOMMEN.
Det vil dog kræve både tid, tålmodighed og omtanke at læse hele bogen. Man kan
derfor kigge i kapiteloversigten og udvælge sig de steder, man har lyst til at
læse.
8. Se f.eks. artiklerne 4.49. Videnskabelig reduktionisme på retræte? og 4.50. Kommentar til artiklen ”Videnskabelig reduktionisme på
retræte?” - Se evt. også artiklen 4.04. Fængslende illusioner – om illusioner, der fænger
og illusioner, der fanger.
9. De klassiske idealistiske indiske filosofier: Sankhya, Yoga og
Vedanta har i deres livs- og verdensopfattelse principielle ligheder med
Martinus' verdensopfattelse, omend der også består visse væsentlige forskelle
mellem de førstnævnte og den sidstnævnte. Se evt. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental
indadskuen.
10. Se evt. artiklen 4.17. Videnskab på omveje - en historie om hjerne, køn
og bevidsthed. - Se evt. også artiklen 4.69. Hjernen – den store gåde - naturvidenskabelige
analyser af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme.
11. Vedr. ”koblingslegemet”, se artiklen H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i
form af inkarnation eller materialisation.
12. Vedr. myten om Adam og Eva, se Martinus ”Logik”, 59–64. kapitel via
dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70
- - Se f.eks. også bogen ”JESUS – søn af mennesket II”, 18. kapitel: Eva's
skabelse. Vil også kunne læses på hjemmesiden LIVETS EVENTYR via dette link: http://www.livetseventyr.dk/INDEX Bog 2.htm Deri
er det 3. kapitel det drejer sig om at læse.
© Juni 2016 Harry Rasmussen.
* * * * * * * * * * * *
*