Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov
I denne artikel gøres der forsøg på at se, i hvilket omfang Martinus’
Kosmologi og naturvidenskaben er i overensstemmelse eller eventuelt i
uoverensstemmelse med hinanden. Problemet er imidlertid, at Martinus’ kosmiske
analyser og facitter er fremsat en gang for alle og derfor enten står til
troende eller til forkastelse, mens den videnskabelige forskning qua sin natur
hele tiden er tvunget til at revidere og opdatere sin facitliste, således at
det, der var gyldigt i går ikke nødvendigvis også er det i morgen. Artiklen
findes trykt i tidsskriftet DEN NY VERDENSIMPULS nr. 3-2004.
Det er et stort spørgsmål, hvordan man kan og bør forholde sig til de
dele af Martinus’ Kosmologi, som vi rent faktisk ikke er i stand til at
efterforske og forklare med vores intelligens. Det står jo klart, at Martinus’
analyser omkring f. eks. ”den kosmiske grundplan” eller ”det evige
verdensbillede”, rummer en genial og for så vidt enkel løsning eller
forklaring på enheden og sammenhængen i naturen, den synlige så vel som den
usynlige, men den eneste intellektuelle mulighed, der består for at forstå
disse højst abstrakte ’planer’, er, bortset fra Martinus’ egne forklaringer af
disse, at drage analogier til årskredsløbet, livskredsløbet og døgnkredsløbet,
som jo i en vis forstand er konkrete nok.
Det er imidlertid et
problem, at Martinus postulerer, at f.eks. ”det seksuelle polprincip” er
et universelt omfattende princip, og ligeledes ”polforvandlingen”, som
også postuleres at være en lige så universelt gældende proces. Det vil sige: et
princip og en proces, som gælder for overhovedet alle levende væsener uden
nogen som helst undtagelse. Problemet består primært deri, at
naturvidenskabelige kendsgerninger direkte synes at modsige universaliteten af
polprincippet, idet der forekommer indtil flere helt normale afvigelser herfra,
mens polforvandlingen i kraft af sin abstrakte natur slet ikke hører ind under
de områder, naturvidenskaben er i stand til at beskæftige sig med. (1)
Det seksuelle polprincip, polforvandling og
kønsskifte
I henhold til Martinus’ verdensbillede, drejer det seksuelle polprincip
sig primært om, at ethvert levende væsen er udstyret med to kontrære seksuelle
poler, nemlig den feminine pol og den maskuline pol, og desuden
to såkaldte polorganer: det emotionelle polorgan og det
intellektuelle polorgan. De to polers og polorganers indbyrdes
konstellation, virksomhed og vekselvirkning, er imidlertid undergivet
kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, hvilket i praksis giver sig
udslag i den såkaldte polforvandlingsproces, som primært indebærer, at fra en
periode med jævnbyrdig og ligeværdig konstellation og vekselvirkning mellem de
to poler og polorganer, også kaldet ”dobbeltpolethed” – ikke at forveksle
med dobbeltkønnethed - aftager eller svækkes den ene af polerne og i alle
tilfælde det intellektuelle polorgan, over en periode i en sådan grad og
udstrækning, at denne og dette til sidst må betegnes som ude af funktion eller
latent, en tilstand eller situation, der også varer en vis periode. For nogle
levende væseners vedkommende er det den maskuline pol, der degenererer til
fordel for den feminine pol, og i sådanne tilfælde resulterer det i fremkomsten
eller udviklingen af hunkøn. For andre levende væseners vedkommende er det den
feminine pol, der degenererer, hvilket medfører fremkomsten eller væksten af
hankønnet. I alle tilfælde er det emotionelle polorgan tilknyttet den
fungerende pol, medens det intellektuelle polorgan altid vil være tilknyttet den
degenererende eller latente pol. Denne fuldbyrdede situation eller tilstand
betegner Martinus som ”enkeltpolethed”. (2)
Forvandlingen af forholdet
eller konstellationen mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og polorganer
fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed, finder sted i første halvdel af det,
Martinus betegner som udviklingsspiralen, medens en umiddelbart påfølgende
forvandling fra enkeltpolethed til fornyet dobbeltpolethed, sker i anden og
sidste halvdel af udviklingsspiralen. Herunder vækkes og udvikles den hidtil
slumrende eller latente pol og det ligeledes slumrende intellektuelle polorgan
til gradvis fornyet og ligeværdig aktivitet og medindflydelse på det levende
væsens bevidstheds- og handlingsliv og legemsstruktur, indtil der til sidst
igen er tale om egentlig dobbeltpolethed.
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, tager det et helt spiralkredsløb at skifte fra den ene pol til den anden, herunder samtidig også fra det ene polorgan til det andet, hvilket vil sige, at skifte fra den maskuline pol til den feminine pol og det emotionelle polorgans omkobling fra den maskuline pol til den feminine pol, og det intellektuelle polorgans omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol. Lige som der for andre individers vedkommende er tale om omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol og det emotionelle polorgans omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol, og det intellektuelle polorgans omkobling fra den maskuline pol til den feminine pol, eller kort sagt: i begge tilfælde et skifte fra hankøn til hunkøn eller fra hunkøn til hankøn. (Se evt. nærmere om dette vanskelige emne i artiklen ”Det seksuelle dobbeltkredsløb” her på hjemmesiden, hvori de to sekuelle polers og polorganers omkobling er nærmere omtalt og forklaret).
Dette indebærer blandt
andet den konsekvens, at et levende væsen vil tilhøre enten det ene eller det
andet køn gennem en hel udviklingsspiral, i en vis forstand altså også i den
periode, hvor individet er dobbeltpolet, for derefter at skifte over til at
repræsentere det modsatte køn i den følgende udviklingsspiral og således
fremdeles. Kønsskiftet sker ifølge Martinus i den tilværelseszone eller det
åndelige naturrige, han betegner som ”den guddommelige verden”. Han er
desuden af den opfattelse, at kønsskifte normalt ikke vil kunne finde
sted på noget andet tidspunkt i udviklingsspiralen, end det netop nævnte. Ved
”normalt ikke” skal angiveligt forstås, at kønsskifte i disse tilfælde ikke vil
kunne ske uden en eller anden form for indvirken eller indgriben i den normale
proces, men en sådan indgriben er formentlig altså både tænkelig og i visse
tilfælde mulig, i hvert fald som en midlertidig foreteelse, forstået sådan, at
naturen før eller siden vil genoprette normaliteten.
Det er ligeledes
Martinus’ opfattelse, at kønsskifte normalt heller ikke vil kunne finde sted
fra inkarnation til inkarnation, således forstået, at uanset det antal
inkarnationer, der sker i løbet af et individs passage gennem plante- og
dyreriget frem til det rigtige menneskerige, vil det pågældende individ bevare
sin normale kønslige identitet liv efter liv. Men der kan som nævnt altså
åbenbart forekomme unormale tilfælde, hvor kønsskifte af den ene eller anden
årsag alligevel sker. (3)
Skæbneelementet og talentkernerne
Martinus’ begrundelser for, at et kønsskifte normalt ikke vil kunne
ske, hverken under individets indvikling i den fysiske verden eller under udviklingen
herfra, er især baseret på funktionen af den faktor i det levende væsens
overbevidsthed, han betegner som ”skæbneelementet”. Heri er samtlige et
individs oplevelser og erfaringer opsamlet og koncentreret i form af de
såkaldte talentkerner, der er ultramikroskopiske, automatiske åndelige anlæg,
som i en vis forstand er beslægtet med generne, som disse anlæg da også siges
at samarbejde med fra individets fysiske undfangelse til dets død, nemlig via
det såkaldte koblingslegeme eller transformationsfelt mellem åndelig og fysisk
energi. Martinus skelner mellem to grupper af talentkerner, nemlig organtalentkerner og erindringstalentkerner,
og det er især de førstnævnte der – i samspil med bl.a. livs- og
stofenhedsprincippet og organismeprincippet -
er ansvarlige for opbygningen, opretholdelsen og funktionen af de seks
åndelige legemer og dermed af den såkaldte underbevidsthedsregion. De åndelige
legemer repræsenterer som bekendt de seks åndelige hovedkategorier af
grundenergikombinationer, hvori henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien,
følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og
hukommelsesenergien successivt er dominerende. Det fysiske legeme er i henhold
til Martinus især et produkt af den grundenergikombination, hvori den såkaldte
tyngdeenergi er dominant. (4)
Det fysiske legeme ved
biologerne, fysiologerne og hjerneforskerne temmelig meget om, herunder hvordan
undfangelse, fosterudvikling og øvrige udvikling fra fødsel til død finder
sted. Den viden kan man naturligvis ikke ignorere til fordel for nogle
uverificerede og uverificerbare abstrakte forestillinger om, hvordan tingene
hænger sammen. Specielt ikke, når og hvis der er direkte modstrid mellem de
dele af kosmologiens postulater og de naturvidenskabelige fakta, som kan
sammenholdes med hinanden. Det er f.eks. tilfældet omkring den biologiske del
af undfangelsen, som desværre også i et vist omfang og på flere punkter
modsiger Martinus’ beskrivelse af, hvilke betingelser der fordres opfyldt, for
at undfangelse kan finde sted.
I henhold til Martinus
forudsætter undfangelse udløsningen af seksuelt klimaks hos de to personer af
modsat køn, der har samleje med hinanden. Det er under den derved opstående
energiudladning, forstået som intensiverede saligheds-vibrationer i de
pågældende væseners åndelige aura, at et diskarneret væsen i salighedsriget
bringes i åndelig kontakt med et muligt fysisk forældrepar. Såfremt de optimale
betingelser for inkarnation er opfyldt, forbinder væsenets skæbneelement sig
automatisk med genkomplekset i den befrugtede ægcelle. (5)
På et tidligt stadium
i repetitionsprocessen ses det tydeligt, at fosteret fremviser træk fra begge
køn, men biologisk set er det kønskromosomerne, der under normale forhold
bestemmer, om afkommet udvikler sig som hankøn eller hunkøn. Forstyrrelser i
fosterudviklingen kan imidlertid i enkelte tilfælde føre til såkaldt
hermafrodisme eller andre former for anormaliteter eller misdannelser.
I henhold til Martinus
er det derimod konstellationen mellem de to seksuelle poler, den feminine pol
og den maskuline pol, der på forhånd og via kønskromosomerne bestemmer
individets køn. Et individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den feminine
pol og som derfor er hunkøn, vil fortsætte med at være hunkøn i hver eneste
inkarnation indtil et stykke ind i det rigtige menneskerige. Modsat vil et
individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den maskuline pol og som derfor er
hankøn, fortsætte lige så længe med at være hankøn, som for hunkønnets
vedkommende.
Der er imidlertid også nogle problemer i
forbindelse med Martinus’ analyser omkring undfangelse, idet det må anses for
et faktum, at i reglen kun den ene af parterne, oftest hannen eller manden,
opnår orgasme under samleje. Til trods for sin manglende orgasme viser det sig,
at hunnens eller kvindens ægcelle alligevel bliver befrugtet og medfører
graviditet. Dertil kommer de tilfælde, hvor der foretages kunstig befrugtning
af en ægcelle, enten i kvindens livmoder eller i en laboratorieskål. Et
stigende antal – og i hvert fald tilsyneladende - sunde og velfungerende børn,
deriblandt tvillinger, er i de senere år kommet til verden ad denne vej. I
disse tilfælde kan det i hvert fald kun have været manden, der har oplevet
orgasme under den onani, der krævedes for at tilvejebringe den nødvendige sæd.
Men i nyeste tid mener fertilitetseksperter endog, at den tid ikke er fjern,
hvor man kan udtage mandens sædceller ved et mindre operativt indgreb under
lokalbedøvelse. Det vil i påkommende tilfælde betyde, at heller ikke manden
oplever orgasme.
Hvis det skulle gå hen
og vise sig, at den sidstnævnte metode kan fungere med et tilfredsstillende
resultat til følge, vil det formentlig betyde yderligere et argument imod
Martinus’ påstand om, at orgasme – i det mindste for en af de involverede
fysiske partnere - er en nødvendig forudsætning og betingelse for, at
undfangelse kan ske. (6)
Med hensyn til
fænomenerne kønsbestemmelse og kønsskifte, forholder det sig i henhold til
biologien normalt sådan, at de fleste organismer med kønnet forplantning har
mulighed for udvikling af begge køn, og talrige planter og dyr bevarer denne
evne livet igennem. Man taler i den sammenhæng om tvekønnethed eller
hermafrodisme, og denne gælder for de fleste blomsterplanter, lungesnegle og
mange orme. De nævnte arter har særskilte kønskirtler til dannelse af
henholdsvis æg- og sædceller. Det betyder, at dispositionerne eller de
genetiske anlæg for begge køn er til stede fra individets begyndelse, og at
fysiologiske og miljømæssige forhold kan spille ind ved kønsbestemmelsen, eller
med andre ord, kan afgøre, om et individ bliver et hankøns- eller hunkønsvæsen
med henholdsvis hanlige eller hunlige kønsorganer.
Hos nogle kolonidyr,
f.eks. koraller, bestemmes individets køn af dets plads i kolonien, i andre
tilfælde beror kønsbestemmelsen på ernæringstilstanden, idet de bedst ernærede
udvikler sig til hunner, de dårligst ernærede til hanner. De fleste dyr og
mange højere planter er særkønnede eller enkeltkønnede, og kønsbestemmelsen
sker genetisk, og som regel er de to køn omtrent lige hyppige. Den genetiske
kønsbestemmelse beror grundlæggende på et særligt par kromosomer,
kønskromosomerne, hvoraf det ene køn har to såkaldte og ens X-kromosomer, mens
det andet køn har et X- og et Y-kromosom. Desuden findes normale parrede
kromosomer, der kaldes for autosomer, og den endelige kønsbestemmelse beror på
en balance mellem kønskromosomer og autosomer. X-kromosomer trækker
almindeligvis i hunlig retning, mens autosomerne trækker i hanlig retning. Hos
mennesket har kvinden 2 X-kromosomer og manden X- og Y-kromosom. Det er
sædcellens kønskromosom, der bestemmer, om det befrugtede æg udvikler sig til
en pige (XX-kromosombesætning) eller en dreng (XY-besætning). Hos de højere dyr
er det hormoner, der er ansvarlige for både primære kønskarakterer, dvs.,
kønsorganerne, og sekundære, dvs. de andre specielt hanlige og hunlige træk,
f.eks. behåring, bryster, stemmeleje og fordeling af underhudsfedt.
En særlig type
kønsbestemmelse findes hos bier, hvor befrugtede æg fører til normale individer
(med et dobbelt sæt kromosomer), der alle genetisk er hunner (arbejdere og
dronninger), mens ubefrugtede æg fører til hanner, der kun har ét sæt
kromosomer.
Mange svampe har ikke
synlig, men kun fysiologisk bestemt kønsforskel, og kønsbestemmelsen foregår på
simpel genetisk måde. Selvbefrugtning er et almindeligt forekommende fænomen i
planteriget, men er en undtagelse i dyreriget, hvor en krydsbefrugtning mellem
to tvekønnede individer forekommer, som f.eks. hos vinbjergsneglen.
Biologien definerer kønsskifte som en evne hos visse lavere dyr til
at skifte køn én eller flere gange. Hos den almindelige akvariefisk,
sværddrageren, kan en hun efter at have født flere kuld unger udvikle sig til
en han med funktionsdygtige kønsorganer. Hos strandkrabben kan hanner, der
angribes af den snyltende rodkrebs, udvikle sig i hunlig retning. De velkendte
østers begynder deres liv som hanner, men bliver i løbet af nogen tid til
hunner, som ved et skifte i vandets temperatur kan fås til at skifte køn på ny.
Østers kan faktisk skifte køn flere gange i løbet af deres tilværelse.
Imidlertid må man
formentlig kunne konstatere, at selv i de tilfælde, hvor der forekommer
kønsskifte, hvad enten dette er genetisk bestemt eller situations- og/eller
miljøbestemt, er der set med kosmologiens øjne dog stadigvæk tale om
enkeltpolethed. Tvekønnethed er nemlig ikke det samme som dobbeltpolethed, men
kun udtryk for, at et individ eller en art på samme tid besidder to sæt
kønskarakterer, herunder f. eks. de to køns respektive kønsorganer, men hvor
almindeligvis kun det ene sæt fungerer af gangen. Den såkaldte
pseudo-hermafrodisme, hvor en persons ydre kønsorganer ligner det andet køns,
er en anormalitet, der anses for sygelig og uheldig og som derfor undertiden
kan afhjælpes ad operativ vej.
Martinus ses ikke at
have taget højde for og derfor heller ikke direkte stilling til de nævnte
”afvigende” tilfælde af kønsbestemmelse og kønsskifte, der dog ikke umiddelbart
synes at betyde noget afgørende brud på hans analyser af de principielle
love eller regler, der angår polprincippet og polforvandlingen. Det forandrer
derfor ikke Martinus’ påstand om, at kønsbestemmelse og kønsskifte udelukkende
er bestemt og styret af polkonstellationen i forbindelse med skæbneelementets
talentkernebeholdning, underforstået dettes forudsætninger og evne til at
opbygge et (nyt) fysisk legeme.
Et lidt andet, men nok så vigtigt problem i sammenhængen, er
kønsskifte mellem inkarnationerne, sådan som enkelte parapsykologiske forskere
bl.a. ved hjælp af regressiv hypnose har kunnet registrere skal være forekommet
i nogle menneskers tilfælde. Altså at en person, der i et eller eventuelt flere
tidligere liv er fremtrådt som f. eks. mand, i sin aktuelle inkarnation
fremtræder som kvinde, eller omvendt, at en person, der tidligere var kvinde,
aktuelt fremtræder som mand.
Martinus er som omtalt
af den bestemte opfattelse, at egentligt og normalt eller ægte kønsskifte ikke
vil kunne ske fra den ene eller
eventuelt flere inkarnationer til den anden eller flere følgende. Ja, han
hævder tilmed, at egentligt kønsskifte overhovedet ikke kan forekomme i den
tidsepoke, hvori individet er undergivet reinkarnationens lovmæssigheder. Det
vil mere præcist sige, under individets udvikling gennem planteriget, dyreriget
og delvis det rigtige menneskerige, og i øvrigt heller ikke under passagen
gennem visdomsriget. Et ægte kønsskifte – eller måske rettere: polskifte - kan,
sådan som tidligere nævnt ovenfor, alene ske under individets passage gennem
det tilværelsesplan, der benævnes ”den guddommelige verden”.
En anden sag er, at der under individets
passage gennem dyreriget, særlig når dette indbefatter det jordiske menneskes
rige, kan forekomme forskellige former for seksuel orientering og adfærd, der
afviger fra det, Martinus betegner som den normale polforvandling. Der tænkes
her især på fænomener som homo- og biseksualitet, og årsagerne til disse har
han indenfor rammerne af sin kosmologi afgjort givet troværdige og udtømmende
forklaringer på. Men i begge tilfælde er der i hovedsagen tale om psykologiske
fænomener, også selvom specielt homoseksuelle, mænd såvel som kvinder, i visse
tilfælde ønsker at få og også får foretaget operative indgreb, der vel i bedste
fald kan karakteriseres som pseudokønsskifte.
Der
findes således eksempler på, at forældre eller oftest en moder, har forsøgt at
opdrage et barn, der er født med begge køns genitalier (hermafrodisme), til
f.eks. at føle, tænke og opføre sig som en pige. Denne opdragelse blev i nogle
tilfælde fulgt op af en kønsskifteoperation, hvorunder i det nævnte tilfælde
det uudviklede mandlige kønsorgan var blevet fjernet til fordel for en vagina.
I det samme og højst ulykkelige tilfælde viste det sig, at ”pigen”, der ved
hjælp af hormonbehandling bl.a. havde udviklet bryster, som voksen stadigvæk
følte, tænkte og opførte sig som dreng eller mand, hvilket videnskabeligt og
psykologisk blev forklaret med, at det fortsat var den pågældende persons
kromosomsammensætning, der bestemte vedkommendes virkelige køn. (7)
I det hele taget er spørgsmålet, om man
vil lægge afgørende vægt på Martinus’ udsagn eller man vil stole på de
beretninger, der findes om kønsskifte mellem inkarnationerne. For de
førstnævntes vedkommende er forholdet det, at disse indtil videre ikke kan
verificeres, og da slet ikke ad sædvanlig intelligensmæssig vej, og for de
sidstnævntes vedkommende er sagen den, at de pågældende beretninger hidtil ikke
har kunnet efterprøves og efterforskes på objektivt gyldig, utvetydig og
modsigelsesfri måde. I objektivitetens og sandhedens interesse bør man derfor
nok indtil videre forholde sig kritisk og skeptisk til beretninger om
kønsskifte mellem inkarnationerne. Hermed være ikke sagt, at et sådant
kønsskifte ikke kan tænkes at ske, men kun, at dette i givet fald formentlig må
betegnes som en muligvis anormal afvigelse fra polforvandlingsprocessens
normale forløb. (8)
Et andet problem er skæbneloven, som udgør et vigtigt led i Martinus’
kosmologi. I henhold hertil er denne lovmæssighed også universelt
gældende og i det væsentlige uden nogen som helst afvigelse fra reglen.
Begrebet skæbne er i henhold til Martinus baseret på en lovmæssighed, der
fungerer helt på årsagsvirkningslovens præmisser, og som kortest og enklest er
udtrykt i sætningen: ”Det et menneske sår, det skal det også høste”. I analogi
med sæd og høst betyder det, at sår man byg får man byg, sår man hvede får man
hvede, sår man havre får man havre, etc. etc. Martinus definerer kort begrebet
skæbne som oplevelsen af virkningerne til de årsager, man, dvs. det levende
væsen, selv har udløst..
Problemet med skæbneloven
består imidlertid i, at Martinus også er af den opfattelse, at der alene i
kraft af livsvilkårenes kompleksitet kan forekomme tilfælde, hvorunder
individet ville kunne komme ud for at blive påført en skæbnevirkning, som
vedkommende ikke selv har ’sået’ årsagen til, hvis ikke individet konstant blev
overvåget af såkaldte skytsånder, der bl.a. har til opgave at afværge, at
individet bliver offer for en uretfærdig skæbnevirkning. Det betyder med andre
ord, at Martinus mener at skytsåndsprincippet kompenserer for de risici for
ufortjent ubehagelig eller ligefrem lidelsesfuld skæbne, som livets komplekse
natur indebærer. (9)
Martinus postulerer i
øvrigt, at f.eks. tamdyrenes lidelsesfyldte skæbne under opdræt og ved slagtning,
skyldes såkaldt restkarma fra en tidligere udviklingsspirals dyrerige.
Det samme må vel principielt gælde for alle et økosystems eller en fødekædes
vilde, men normalt fredelige, planteædende dyr, der så at sige er forudbestemt
til at blive rovdyrenes bytte. Man kan jo nemlig ikke finde årsagen eller
årsagerne til de nævnte dyrs barske skæbne i deres aktuelle fysiske nutid, idet
hverken tamdyrenes eller planteædernes livsvilkår normalt indebærer drab af
andre dyr, og i al fald ikke for at fortære disse. Foreholdt disse
kendsgerninger lyder Martinus’ svar, at der i de nævnte tilfælde er tale om
såkaldt restkarma. (10)
Martinus postulerer også, at den megen sygdom af forskellig slags, der
plager størstedelen af menneskeheden, først og fremmest skyldes menneskenes
industrielle opdræt, slagtning (drab) og påfølgende fortæring af især tamdyr
som svin, smågrise køer, kalve, fjerkræ, især høns, kyllinger osv. Kødspisning,
især forenet med indtagelse af alkoholiske drikke, svækker ifølge Martinus
menneskets immunforsvar, i al fald hos det fremskredne kulturmenneske. Omvendt
skulle det, at undgå og undlade drab af dyr og i stedet leve vegetarisk, være
et mindre onde, som i al fald på sigt vil betyde større sundhed for de
mennesker, der vælger denne udvej. (11)
Imidlertid foreligger der
ikke nogen saglige undersøgelser, der tyder på at vegetarer er mindre udsatte
for angreb af sygdomme som f.eks. kræft eller hjerte- og karlidelser, end
mennesker, der er kødspisere. Og selvom det fortrinsvis er rygere, der angribes
af bl.a. lungekræft, så rammer denne og andre former for kræft lige så vel
ikke-rygere. Det samme er tilfældet med f.eks. hjerte- og karlidelser. Men
generelt set er menneskene i henhold til Martinus’ udlægning af skæbneloven i stor
risiko for at blive angrebet af sygdom og ramt af ulykke som følge af årsager,
der ligger indtil flere liv eller inkarnationer tilbage i tiden. Så dermed har
Martinus’ kosmologi i en vis forstand ’helgarderet’ sig mod angreb for
inkonsekvens. (12)
I henhold til sine analyser postulerede Martinus, dog med stor ydmyghed og beskedenhed, at han var en verdensgenløser, og en sådan skulle ifølge samme analyser være et menneske af så højtudviklet åndelig og moralsk-etisk standard, at vedkommende praktisk talt ikke havde nogen ubehagelig endsige lidelsesfuld skæbnegæld at skulle betale af på. Det skulle ifølge påstanden indebære, at den pågældende var beskyttet mod sygdom og ulykke. Det gav derfor anledning til en vis forvirring i interne Martinus-kredse, da Martinus i 1956 blev angrebet af mavekræft. Selv gav han som begrundelse for denne lidelse, at den var en fysisk ’arv’ fra hans biologiske mor, som også havde haft denne sygdom. Men ifølge et ubekræftet forlydende, hed det sig også, at Martinus, der ellers var vegetar og normalt levede rimelig sundt, dog uden at være fanatisk, gav sit store daglige forbrug af Nescafé skylden, som altså dermed var hans egen. Man kunne måske her undre sig over, at et kosmisk bevidst menneske som Martinus, ikke på forhånd var klar over, at en daglig indtagelse af større mængder kaffe, som der åbenbart var tale om i hans tilfælde, i sig selv formentlig øger risikoen for visse sygdomme. Men desuden forklarede han, at alene den omstændighed, at en verdensgenløser i sagens natur var nødt til at inkarnere i en almindelig og normal fysisk menneskekrop, omtrent automatisk indebærer en vis risiko for angreb af almindeligt forekommende sygdomme. Den forklaring, i forbindelse med Martinus’ kræftlidelse, som han heldigvis hurtigt blev helbredt for ved operation, kunne flere ivrige Martinus-tilhængere ifølge forlydender ikke godtage, hvorfor de valgte at vende Martinus og hans sag ryggen. (13)
Der skal her tillægges, at Martinus’ påstand om, at han var en ny tids
verdensgenløser på linje med bl.a. Kristus, Buddha og Muhammed, også rejser
nogle problemer vedrørende f.eks. den skæbne, der blev Jesus til del. I Ny
Testamente hører vi ganske vist aldrig om, at Jesus nogensinde skulle have
været syg, men til gengæld fik han en forfærdelig skæbne i form af den
smertefulde og dybt nedværdigende korsfæstelse. Martinus er imidlertid af den
opfattelse, at der ikke var tale om afbetaling af skæbnegæld i dette tilfælde,
men om, at Jesus frivilligt valgte at handle på en sådan måde, at det måtte
ende med hans dødsdom. Det var dog nok ikke selvvalgt, at Buddha døde af
dysenteri som 81-årig, men i begge tilfælde blev de to nævnte personer
indhyllet i mytens og legendens på samme tid idealiserende og tilslørende
’historiefortælling’. Martinus, som på det tidspunkt var knapt 91 år, døde en
ganske banal død efter et fald hjemme i sit soveværelse, hvorunder han brækkede
lårbenshalsen på det ene ben. Hans høje fysiske alder og formentlig den
smertestillende behandling, han af gode grunde fik på hospitalet, bevirkede at
hans tydeligt ældede krop ikke kunne klare mere, og tre dage senere døde han
stille og fredeligt på Frederiksberg Hospital, hvor han var blevet indlagt.
(14)
Personlig er jeg af den opfattelse, at
der er sandhed i det citat, som Ben Saxe fremfører i sin mindeartikel om
Martinus. Efter at have fortalt om en ven, der kendte Martinus særlig godt,
fortsætter Saxe: ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække
ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige
spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han
ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde
fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han
havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin
kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets
Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved
jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (15)
I sin hyldestbog til Martinus’ minde, som
vidner om stor kærlighed til og loyalitet mod mesteren, kommer Per Bruus-Jensen
til en vis grad ind på spørgsmålet om Martinus og hans kosmiske bevidsthed. Jeg
tænker her særlig på kapitlet Om Martinus kontra Thomsen, der efter en
længere samtale med Martinus og en vurdering af dennes udtalelser, ender med at
forfatteren fuldt ud ’godkender’ Martinus som både at være i besiddelse af
kosmisk bevidsthed og som verdensgenløser. Per Bruus-Jensen kan derfor ikke
tages til indtægt for de synspunkter, der er fremsat i denne artikel. (16)
Sluttelig vil jeg gerne så kraftigt, det
er mig muligt, pointere, at denne artikel ikke er skrevet i den hensigt, at
forklejne Martinus’ store, fortjenstfulde og formentlig epokegørende arbejde
eller for at nedgøre hans minde, tværtimod. Den er alene skrevet i sandhedens
interesse og for at give et bidrag til en saglig belysning af Martinus
Kosmologi, og til at afsløre og helst fjerne den uhensigtsmæssige mytedannelse,
der er opstået omkring Martinus som menneske og forfatter, ikke mindst mens han
endnu levede. Skønt Martinus opfordrede studerende af hans kosmologi –
personlig har jeg indtil nu brugt 45 år af mit liv på dette studium - til at
forholde sig frit til hans kosmiske analyser og tænke selv, jf. f.eks. Livets
Bog 1, stk. 10, 16, 18-9, er jeg udmærket bekendt med, at end ikke saglig
kritik er velset i alle Martinus-kredse. Det er derfor vel vidende, at jeg som
’kritiker’ løber den risiko at blive betegnet som et offer for ”tærskelens
vogtere”, og som følge heraf måske blive betragtet som persona non grata
indenfor sagen. Det får jeg så nok desværre leve med. (17)
1 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring
i Martinus’ kosmologi, bd. 4, s. 12-13. – Det skal dog understreges, at Per
Bruus-Jensens bemærkninger om kønsbestemmelse ikke kan tages til indtægt for de
synspunkter, der er fremsat i denne artikel. – Martinus: Livets Bog V,
stk. 1650, 1937. Det Evige Verdensbillede, herefter forkortet DEV,
her DEV 4, stk. 35.1-2, 35.8.
2 Livets Bog, bd. III-V. Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’Kosmologi, bd. 4.
3 Vedr. begrebet naturlig
befrugtning: LB I, stk. 419, 422-3, 426-7. LB III, stk. 825-6,
928-9, 931-2. LB IV, stk.
1136, 1190, 1192-3, 1199, 1225, 1227, 1229, 1457, 1480. LB V, stk.
1718-20, 1737-40. LB VII, stk. 2540, 2623-4, 2626, 2628, 2634-5. DEV II, stk. 23:5. DEV III, stk. 33:12-3, 33:27-31, 33:41,
33:78, 33:81.
I forklaringen til
symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, trykt i DEV 4,
stk. 34.1-34.22, beskriver Martinus, hvordan det reinkarnationsmodne individ i
salighedsriget undfanges og reinkarnerer. Herunder fremhæver han
samlejepartnernes fællesorgasme som den ideelle forudsætning for
salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét biologiske forældrepar, hvis
fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i optimal skæbnemæssig
overensstemmelse med det diskarnerede individs skæbneelement. Denne opfattelse
har Martinus bekræftet i de såkaldte Kontaktbreve nr. 15, 1950, side 38-39
(genoptrykt i tidsskriftet Kosmos nr. 7, 1985, s. 148-9), hvori han svarer på
to læserspørgsmål vedr. undfangelse.
4 Vedr. skæbneelementet og talentkernerne, se Livets Bog II, stk.
326-7, 357, 373, 381, 413, 465, 528, 588, 591. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”,
bd. 1, stk. 1.249.-61. ”X”, bd. 2, stk. 2.106. Samme forfatter: Eksistens
og udødelighed, bd. 2, stk. 4.10.1-11.8. - Vedr. koblingslegemet, se
Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.221.Vedr. de seks grundenergikombinationer, se f.eks. Livets Bog
II, stk. 331-2, 349, 359, 442, 533. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd.
1, stk. 1.107.-1.176. Se også Talentkerneprincippet her på
hjemmesiden.
5 Martinus: Det Evige Verdensbillede 4, stk. 34.15-21. Se
evt. også artikel Kunstig befrugtning, der er gengivet tidligere
ovenfor.
6 Hans Wittendorff har fremført det synspunkt, at den mulighed
kunne tænkes, at alene udstrålingen fra den forenede æg-sædcelle (zygote) kunne
være nok til, at det diskarnerede væsens aura, og dermed dets skæbneelement, er
i stand til at forbinde sig med genkomplekset. Se herom i note 3.
7 Vedr. de forskellige
former for seksualtyper og seksualisme, se f.eks. Livets Bog, bd. V, stk.
1831-1918. Se også Polforvandlingens seksuelle kategorier her på
hjemmesiden.
8 Svend Åge Rossen: Mand
eller kvinde i tidligere liv?. Kosmos nr. 4-1992. Hans Wittendorff: Kønsskifte mellem inkarnationerne, Kosmos nr.
12-1996.
9 Per Bruus-Jensen: ”X”,
bd. 2, stk. 2.229.-2.232. - Det er i øvrigt vigtigt at forstå, at ifølge
Martinus er begrebet skæbne ikke et afgrænset eller isoleret fænomen, men skal
ses som et udtryk for den måde, det levende væsens tilværelse fundamentalt
former sig på. Se. f.eks. Livets Bog II, stk. 348, 572, 587, 629. Men
noget af det, der kan være vanskeligt at forstå for en ikke-kosmisk bevidst,
som f.eks. mig, er, at der forekommer mange skæbnevirkninger, som set fra et
lavpsykisk udsigtspunkt dels er uforståelige og dels virker unødigt grusomme og
uretfærdige. Her tænker jeg især på to tilfældigt valgte eksempler: Forekomsten
af siamesiske tvillinger, f.eks. to engelske nu voksne tvillingesøstre, som fra
fostertilstanden har været sammenvoksede øverst i kranierne, men som man ikke
har kunnet skille ved operation. At se, hvordan de to i øvrigt velbegavede
kvinder havde lært at leve med deres voldsomme handicap, var både rørende og
tragisk. Et andet eksempel er terrorangrebet på bl.a. World Trade Center i New
York 11. sept. 2001, hvorunder flere tusinde mennesker, unge og lidt ældre,
kvinder og mænd, omkom dels direkte under
flyangrebet og dels som følge af de to høje tårnbygningers efterfølgende
sammenstyrtning. Se evt. min artikel Skyldig eller ikke-skyldig? og Per
Bruus-Jensens svar herpå. Den Ny
Verdensimpuls nr. 1, 2002. Se også
Gunder Frederiksens artikler Mod en
verdenskulturs undergang , samme sted, og hans artikel Efter 11.
september, DNV nr. 2, 2002. Evt. også Else Byskov: Det finder jeg
fantastisk. Kosmos nr. 4-2002.
10 Se Hans Wittendorff: Er dyrs lidelser
karma? Kosmos nr. 12, 1997.
11 Martinus: Den ideelle føde, og DeV
4, Symbol nr.38, stk. 38.1-27.
12 Vedr. skæbnebuerne, se f.eks. DeV, bd.
2, stk. 18:1-3. Se også afsnittet Individets skæbnedannelse her på
hjemmesiden.
13 Martinus Erindringer, s. 164-76.
Se også note 15.
14 Livets
Bog 1, stk. 10, 19-22, 39, 55-8. – Sam Zinglersen: Martinus – som vi
husker ham, 11-33, 99-115. Vedr. Martinus’ sygdom og død: Kosmos nr.
13/14, 1981, s. 155-82. Martinus Erindringer, s. 187-8. Martinus
– som vi husker ham, s. 282-4.
15 Martinus – som vi
husker ham, s. 77.
16 Per Bruus-Jensen: Sol & måne, s. 71-97. Bemærk, at
Martinus borgerlige efternavn var Thomsen, deraf en skelnen mellem Martinus,
ophavsmanden til den i god forstand fantastiske kosmologi, som bærer hans navn,
og Thomsen, Martinus’ hverdagsjeg, der lejlighedsvis fremsatte
udtalelser, som i al fald nogle af hans tilhængere undrede sig en del over. –
Se endvidere Kurt Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie
Testamente / en biografi. 1-2. Forlaget Kosmologisk Information 2005. Se
specielt bind 1, 8.-9. Afsnit, og Bind 2, 20. Afsnit. Kurt Christiansens bog om
Martinus er det hidtil mest omfattende værk om Martinus og hans ’sag’. Til
trods for en forsøgvis kritisk tilgang til Martinus og hans kosmologi, ender
Kurt Christiansen dog op med at dele Per Bruus-Jensens opfattelse af, at
Martinus både var i besiddelse af ægte kosmisk bevidsthed og af de
kvalifikationer, som måtte forventes af en verdensgenløser.
17 Begrebet ”tærskelens vogtere” stammer fra
1. Mosebog 3, 24. Martinus bruger udtrykket til at betegne de ufærdige sider
ved et menneskes mentalitet, som f.eks. ærgerrighed, egoisme og selviske
forhåbninger, der holder det ude fra at kunne få adgang til ”den store fødsels
forgård”. Denne adgang er betinget af et sind, der bl.a. er præget af bl.a.
uselviskhed, ydmyghed, næstekærlighed og upartiskhed. Om kritik af sin Sag
siger Martinus i Samarbejds-Strukturen, stk. 7b: ”Man må på forhånd
vide, at denne Sag er bygget op på kosmiske analyser, der er urokkelige, og ud
fra dem er Strukturen lavet. / Har man kritik, må man derfor vide, at man ikke
er i kontakt med Sagen. Så er man i konflikt med den, og det skyldes ens egen
manglende udvikling. / Strukturen må i sig selv være analyserne. Det er dem,
der dikterer. Og det må være den absolutte næstekærlighed. Det er noget, der
skal brede sig til hele menneskeheden, til hvert menneske.” - Se f.eks. også Livets Bog 1, stk.
125, 135, 159, 208. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 3, stk.
3.97.-98.
________________________________
BEMÆRK: Aktuelle kommentarer til ovenstående artikel:
Som det fremgår af artiklen er denne skrevet
og publiceret i 2004. Det er interessant, fordi allerede på det tidspunkt var
min tiltagende skeptiske og kritiske tilgang til Martinus' kosmologi og dennes
såkaldte "kosmiske analyser" og disses facitter så småt begyndt. Men
det betød og betyder stadigvæk ikke en formindskelse af min interesse og
fascination af for det fabelagtige og eventyrlige billede af verden og livet,
som Martinus brugte det meste af sit liv på at manifestere, både i skrift og
tale - og ikke mindst i form af en imponerende række af geniale geometriske
symboler.
© 2019 Harry Rasmussen. Denne kommentar er
skrevet og tilføjet den 26. april 2019.
________________________________