I tidens løb har Martinus,
både som person og som kosmologisk forfatter, været udsat for mere eller mindre
kraftig kritik. Det var i øvrigt hvad han selv forventede, men han havde som grundholdning
valgt at overholde sit eget gode råd til sine tilhængere, om at man blandt
andet på baggrund af skæbneloven, men også af etiske grunde, bør finde sig i
alt og forholde sig neutral, og aldrig tage til genmæle mod bagtalelse og
usaglig kritik (Jvf. med Samarbejds Strukturen, § 2 f). Heri var han formentlig
blevet belært af personlig erfaring, idet han i begyndelsen af sin karriere
ikke fra alle sider var blevet mødt med lige stor forståelse og sympati. Dertil
kom en ikke altid lige nem etableringsfase, hvorunder han ved forskellige
venners og bekendtes især økonomiske hjælp gjorde sig store anstrengelser for
at skabe en ydre, fysisk ramme omkring den ideelle mission, han følte og var
overbevist om, at der var blevet pålagt ham som en følge af hans indvielse i
påsken 1921.
I 2005 udgav forlaget Kosmologisk Information 2-bindsværket ”Martinus og hans livsværk Det Tredje
Testamente. En biografi.”, forfattet af pensioneret lektor i
plantefysiologi og biokemi, Kurt Christiansen (f. 1932). Baggrunden for
udgivelsen var, at forfatteren efter længere tids studium af forskellige
religioner og trosretninger var blevet opmærksom på Martinus og hans kosmologi,
og efterfølgende gav sig til at undersøge, hvem og hvad Martinus var som
menneske og om han selv efterlevede sin egen læres høje etik og moral. Det
konkluderede Kurt Christiansen (KC) at Martinus gjorde, og det førte til at han
ønskede at delagtiggøre andre interesserede i sine undersøgelsesresultater, som
han derfor har fremlagt åbent og fordomsfrit i ovennævnte biografi.
Men undervejs med
arbejdet på biografien havde KC angiveligt ikke mødt forståelse fra alle
relevante instanser, herunder først og fremmest Rådet hos Martinus Institut,
som tidligere havde afvist en rapport om Martinus’ familie- og
slægtskabforhold, som daværende bestyrer af museet ”Martinus’ barndomshjem” i
Sindal, Axel Kristensen, havde udarbejdet i 1991-92, og som indeholdt hidtil
upåagtede og ukendte oplysninger om Martinus’ biologiske herkomst samt en
samling af fotografier af de omhandlede personer. De nye oplysninger stemte
ikke i ét og alt med, hvad Martinus i sine erindringer selv har oplyst om sine
slægtskabsforhold, hvilket formentlig skyldtes, at han ikke selv lagde vægt på
sådanne biomstændigheder. Men eftersom Rådet i medfør af Samarbejds-strukturen
for Martinus Institut har til primæropgave at værne om Martinus’ minde og hans
store forfatterskab, og i videst muligt omfang sørge for at dette ikke bliver
forvansket eller misbrugt, foretrækker man derfor i hovedsagen at fremme i
offentligheden, hvad Martinus har skrevet om sig selv og sit værk, og
sekundært, hvad der er skrevet og udgivet med Rådets godkendelse. Dette gælder
f.eks. bogen ”Martinus – som vi husker ham” (1990). (Note 1)
Blandt de mange emner,
der behandles i KC’s store kronologiske Martinus-biografi, er blandt andet
omtalen af den modtagelse et særtryk af første bind af ”Livets Bog” fik ved sin
udgivelse i august 1932. Særtrykket af ”Livets Bog” var dennes 4. kapitel: ”Et internationalt Verdensrige under
Skabelse eller Menneskehedens sociale Fremtidsskæbne”, som til den nette
salgspris af kr. 1,50 blev udgivet på Axel Andersens Forlag. Bogen blev senere
anmeldt i ugebladet ”Det Frie Blad”, som
udkom i årene 1920-40 og var en afløser for de tidligere udkomne tidsskrifter
”Ret”, ”Retsstaten” og ”Retsforbundet”. Bladet var primært talerør for
”retsstatsideen” og var dermed også talerør for Retsstatspartiet, en hyppigt
anvendt betegnelse for Danmarks Retsforbund, et politisk parti, der blev grundlagt
i 1919 og som baserede sig på et udpræget liberalistisk grundlag, med den
hovedopgave at gennemføre fuld grundskyld, hvorved samfundsskabt forøgelse af
jordværdien skulle inddrages. (Note 2)
Men tilbage til ”Det
Frie Blad”, som i sit nr. 10, 1933, anmeldte ovennævnte særtryk af 4. kapitel i
”Livets Bog”. Anmelderen var ingen ringere end forfatteren og maleren Johannes Hohlenberg (1881-1960), som
især blev kendt for sin bog ”YOGA i dens
betydning for Europa” (1916; flere senere genoptryk), hvori han også havde
gengivet uddrag af det indiske hellige skrift Bhagavadgita (”Herrens sang”), som han havde oversat fra Sanskrit
sammen med Sri Ananda Acharya, der på den tid var bosat i Skandinavien. Desuden
har han skrevet bøger om Søren Kierkegaard: ”Søren
Kierkegaard. En biografi” (1940) og ”Den
ensommes Vej” (1948), samt været redaktør for udgivelsen af det
Kierkegaard-inspirerede tidsskrift ”Øjeblikket”
(1947-54), der fortrinsvis handlede om liberalistisk inspireret økonomi,
politik og filosofi. (Note 3)
I 1933 havde Hohlenberg
dog som nævnt endnu kun udgivet bogen om Yoga, hvilken var et resultat af hans
ophold i Indien i 1915, hvorunder han angiveligt havde studeret indisk
filosofi, herunder Raja Yoga og Karma Yoga, hos den indiske filosof og guru Sri Aurobindo Ghose (1872-1950) i dennes
ashram i Pondicherry i Fransk Indien. Det kan derfor undre, at Hohlenberg
forholder sig så negativt til Martinus og hans værk, som tilfældet er i
anmeldelsen, for beslægtetheden mellem indisk filosofi og Martinus’ kosmologi
er så stor og indlysende, at den på trods af ganske vist væsentlige
uoverenstemmelser må være åbenlys for enhver kender.
I forordet til sin bogs
anden udgave, som udkom 1920, skriver Hohlenberg bl.a., at ”Bogen som helhed
maa tages som det enhver bog er: et udtryk for sin forfatters tanker paa det
tidspunkt da han skrev den.” Det skal angiveligt forstås sådan, at forfatteren
under indtryk af oplevelser og erfaringer, han i mellemtiden havde gjort, har
modtaget ”nye impulser” og fået ”aabnet for nye synslinier.” Bogen blev som
nævnt skrevet omkring 1915-16, altså under den grusomme Første Verdenskrig, som
af gode grunde ikke har kunnet undgå at efterlade sig indtryk og givet
anledning til en vis nytænkning, ikke kun hos Hohlenberg men også hos mange
andre kulturmennesker. Altså havde Hohlenberg kort og godt med tiden ændret
opfattelse på nogen punkter, hvilket i øvrigt fremgår af både bogens 3. udgave,
som udkom i 1952, og af dens 4. udgave, der udkom på Borgens Forlag i 1980.
Hohlenberg hentyder formentlig især til sin bogs ”Efterord”, hvori han
konkluderer at der er et element i den europæiske kulturudvikling, som fører ud
over den lære, der findes i Bhagavadgita om, at det er en gennem erkendelse og
hengivelse opnået forening af det enkelte selv (atman) med det guddommelige
selv (Brahman) og dettes vilje, at mennesket lærer at acceptere og undergive
sig livets vilkår og forhold, uanset hvordan disse så end er og former sig. I
Europa har personlighedsbegrebet haft en udvikling, der gør det umuligt for de
fleste mennesker at acceptere noget forhold, blot fordi der henvises til at det
ikke kan være anderledes end det netop er. Det europæiske og vestlige menneske
kan ikke bare nøjes med at lægge alt i den guddommeliges hænder og lade naturen
råde, men vil med fuld bevidsthed og af egen vilje uafladelig tage
udfordringerne op, og af al kraft og evne forsøge at ændre forholdene til det
bedre.
Set på denne baggrund
er det højst overraskende, at Hohlenberg kan have haft noget at indvende imod Martinus’
opfattelse af et kommende verdensrige i form af et etableret og institutioneret
inter- eller overnationalt samarbejde, og ligeledes imod hans betragtninger
over menneskehedens retfærdige sociale fremtidsudsigter.
Men lad os herefter se nærmere på, hvad Hohlenbergs anmeldelse af
særtrykket af ”Livets Bog”s 4. kapitel indeholder. Her vil vi tillade os at gå
ud fra, at Martinus valgte at udgive et særtryk af sit hovedværks 4. kapitel:
”Et internationalt Verdensrige under Skabelse eller Menneskehedens sociale
Fremtidsskæbne”, fordi han formentlig må have ment at netop dette emne ville
være af aktuel interesse i en tid, som stadig var præget af erindringerne og
erfaringerne fra den blodige verdenskrig 1914-18, og som desuden havde ført til
at man i 1919 havde oprettet ”Folkenes Forbund”, primært med det formål at
undgå krig og bevare freden for al fremtid. Hensigten var at internationale
konflikter skulle løses ad forhandlingens vej og at der kun skulle bruges
ikke-militære tvangsmidler, såkaldte sanktioner, mod en angriber.
Delegeretforsamlingen, som skulle samles tre gange om året, havde 15 medlemmer,
og der var kun én stemme til hvert medlemsland. Første samling fandt sted i
Genève i 1920, og forhåbningerne var store, men det viste sig snart, at det var
svært at nå til enighed mellem landene, som stadig prioriterede særinteresser.
På grund af interne uoverensstemmelser mellem medlemmerne måtte Folkeforbundet
ophøre i 1946, men reelt var sammenbruddet begyndt i 1933, da Japan udmeldte sig
efter angrebet på Kina 1931, hvilket Folkeforbundet ikke havde kraft til at
standse ved sanktioner. Derefter meldte Nazi-Tyskland sig ud i 1935, samme år
som Italien angreb Etiopien. Sanktioner hjalp intet, og da Folkeforbundet
heller ikke kunne afværge 2. verdenskrigs udbrud, var dets eksistens derfor
blevet umuliggjort. Forbundet fortsatte dog til 1946, idet dets ikke-politiske
humanitære arbejde, så som bekæmpelse af slavehandel, narkotikamisbrug og
epidemier samt styrkelse af kulturelt samarbejde fortsattes. I mellemtiden
havde tanken om overnationalt samarbejde fået fornyet kraft som følge af 2.
verdenskrigs rædsler, og den udmøntede sig i oprettelsen af organisationen
Forenede Nationer (FN) i 1945, kort efter krigens afslutning i Europa. Men det
er en anden og længere historie, som ikke hører direkte hjemme i denne
sammenhæng.
Ifølge de foreliggende
oplysninger afsluttede Martinus manuskriptet til 1. bind af Livets Bog i 1930,
men før det skulle gå i trykken havde han ladet nogle af sine nærmeste venner
gennemlæse det. Det var imidlertid en ordning, Martinus hurtigt fortrød, for da
han fik sit manuskript tilbage var det overstreget og fyldt med rettelser, og
en enkelt ven syntes tilmed ikke at Martinus mestrede at udtrykke sig på godt dansk
og foreslog derfor, at Martinus skulle forelægge sine ideer for ham, hvorefter
han ville formulere og nedskrive disse på et formfuldendt og korrekt dansk.
Dette var Martinus ikke enig i, idet han ikke ønskede at nogen skulle rette i
hans manuskript, men at det skulle forblive som han havde skrevet det, med sine
mangler og fejl. (Note 4)
Det er på den baggrund
interessant, at Martinus’ sprog lige præcis var et af de punkter, som
Hohlenberg rettede sin skarpe og hvasse kritik imod:
”[...] Der findes i hele bogen ikke en
klart formet tanke, ikke en prægnant formulering. Stilen er usikker, og
forfatteren mangler fuldstændig sans for ordenes værdi og udtrykkets præcision.
[...]” (Note 5)
Men den liberalt
tænkende Hohlenberg nøjedes dog ikke kun med at angribe Martinus’ sprog, men
klandrede ham også for en usikker, uklar og banal tankegang, og for at have
blandet ”populære kommunistiske programmer og folkeforbundsideer, maaske en
grad mere ubestemt end de sædvanlig formuleres”, ind i sammenhængen:
[...] Det er tanker, som ligger paa gaden,
og som her er plukket op og præsenteres som aabenbaring af den højeste visdom,
uden at der iøvrigt er gjort det mindste forsøg paa at tænke dem igennem og
prøve, hvad de indeholder. Som et exempel blandt mange paa, hvor usikkert han
behersker baade tanken og sproget, kan man nævne en sætning, hvori han udtaler
sig om valutakurser. Den lyder saaledes: ”Naar livsfornødenhederne ikke desto
mindre er beslaglagt af saadanne ”børskonger”, som udelukkende kun kan være
interesserede i paa disse at holde en valutakurs eller prisnotering, der stadig
kun staar og falder med, hvad der er det allerhøjeste, det øvrige samfund kan
tvinges til at betale, bliver vi atter vidne til, at magten ikke er forenet med
retten.” – Det er aabenbart udtrykket ”staar og falder” i forbindelse med
forestillingen om, at valutakurser og prisnoteringer ”stiger og falder”, som
har taget magten fra forfatteren og trukket sætningen ud i det rene vrøvl. Og
saaledes gennem hele bogen. Hvis man af de umaadelig ordrige og vidtsvævende
udviklinger uddestillerer det, forfatteren egentlig har villet sige, finder man
helt igennem de mest indlysende selvfølgeligheder, som for exempel at magten og
retten i denne verden ikke altid falder sammen, at menneskene ikke er saa gode
som de burde være, og at det skyldes, at de endnu ikke er naaet det standpunkt,
hvor man er det. Endogsaa, at 2 og 2 er 4, udvikles vidtløftigt paa mange
sider, og man faar at vide, at hvis der er mennesker, der mener noget andet,
saa er det fordi deres erkendelse ikke er saa udviklet, at de er i stand til at
se det. [...]” (Note 6)
Den åbenbart selvsikre
og bedrevidende Hohlenberg kunne dog ikke nøjes med at påpege de punkter i
Martinus’ fremstilling, som han fandt angribelige, men måtte tage skridtet
fuldt ud og advare sine læsere imod den mand og den lære, som efter hans mening
kunne vise sig at blive farlig for mennesker uden åndeligt eller intellektuelt
ståsted, eller som var så naive, at de manglede forudsætninger for at kunne
bedømme, hvad den selvpromoverende ”verdenslærer” forsøgte at pådutte dem. I
umiddelbar forlængelse af ovenstående citat fortsætter han derfor med følgende:
”[...] For at fortælle os det, som forfatteren
her har brugt saa mange sider for at udvikle, behøver, for at bruge Horatios’
udtryk, ingen aand at komme til os fra graven, eller for at blive ved det, der
her foreligger: der behøves ingen ”stor fødsel”. En ganske almindelig lille
fødsel som den, vi alle har gennemgaaet, er fuldt tilstrækkelig. Men den der
vil oplyse sine medmennesker om disse ting, skulde helst have oplevet lidt
mere.
En bog som denne er ikke saa uskyldig som
den lader. Som jeg nylig i anden anledning skrev i ”Det Frie Blad”: enfoldighed
er i vor tid ikke længere nogen undskyldning. Det er som Ibsens knappestøber
siger:
I
anelsens mangel
har
fyren med hoven sin bedste angel.
Det er ikke nok, at forfatteren
naturligvis er i god tro. Naar man vil optræde paa denne maade, maa man ogsaa
vide, hvad man gør. Meget hellere en aabent udtalt foragt for alle menneskelige
frihedskrav og en ærlig bekendelse til det ubegrænsede statstyranni end denne
ansvarsløse legen med ting, hvis virkelige væsen og konsekvenser forfatteren
aabenbart ikke har anelse om. I alt fald burde der være et nogenlunde rimeligt
forhold mellem den erkendelsesmæssige kvalitet af det, der gives, og de
pretentioner, hvormed det sendes ud. Det kunde jo tænkes, at der fandtes naive
sjæle, der lod sig blænde af verdenslærerglorien og ikke saa nøjere paa, hvad
den dækker over. Det er den eneste grund til at omtale denne bog. Sejlede den
ikke under dette flag, vilde den være ganske uden interesse.” (Note 7)
Martinus’ svar: ”En
Imødegaaelse”
Denne grausamer salbe kunne Martinus åbenbart og trods alt ikke
lade stå uimodsagt, for i ”Det Frie Blad”s nr. 14, 1933, reagerede han med et
svar på Hohlenbergs angreb, som han indleder med at gøre opmærksom på, at han
normalt aldrig indlader sig på diskussion angående sit arbejde eller ”Livets
Bog”, og altså heller ikke vil gøre det i dette tilfælde. Det begrunder han
med, at påstand imod påstand ikke kan have nogen værdi for læserne, som han
imidlertid gennem sit svar vil lade træffe deres egen afgørelse med hensyn til
den ånd og hensigt, hvori og hvormed ”Livets Bog” er blevet skrevet. (Note
8)
Herefter fortsætter
Martinus med i sit svar at pointere, at læseren af hans værk er fuldkommen frit
stillet i sit forhold til de tanker og synspunkter, der fremføres i ”Livets
Bog”, som i øvrigt ikke er beregnet på at skulle udgøre en ny form for
dogmatik, men tværtimod gerne skulle virke inspirerende for selvstændig
tænkning og erkendelse, alene med det formål at søge sandheden, hvad denne så
end måtte vise sig at være. Det er derfor ikke hensigten med ”Livets Bog”, at
denne skal lede sine læsere bort fra den religion, sekt, trosbekendelse eller
livsanskuelse, disse eventuelt måtte være knyttet til, men udelukkende at
henlede læsernes opmærksomhed på og stimulere til en upartisk og fordomsfri
forståelse af, at hverdagslivets tildragelser, med disses behagelige så vel som
ubehagelige oplevelser og erfaringer, overordnet set er udtryk for en
guddommelig styrelse.
Med hensyn til sin egen
person, pointerer Martinus, at han absolut ikke udgør nogen undtagelse fra
reglen, men at han i væsenernes evige udvikling ikke udgør andet eller mere,
end hvad alle andre væsener eller mennesker før ham har været, og hvad alle
andre efter ham vil blive. Men situationen er den, at han havde gennemlevet en
åndelig proces, som på trods af en ringe skoleuddannelse satte ham i stand til
at være sin egen kilde til indholdet af ”Livets Bog”, et indhold, han efter sin
egen opfattelse aldrig ville have været i stand til at nedfælde på papiret,
hvis ikke det havde været for den usædvanlige selvoplevelse, han havde haft af
de åndelige realiteter, der skjuler sig bag den ydre, fysiske verden.
Martinus fortsætter
derefter med at give udtryk for, at han følte det som sin moralske pligt og i
sandhedens interesse at oplyse sine læsere om, hvad det var, der havde sat ham,
den ikke-boglærde, i stand til at påbegynde skrivningen af ”Livets Bog”. Og han kunne ikke se nogen grund
til, at han skulle have ladet være med det, heller ikke selvom han havde
indset, at det at han var blevet sin egen videns-kilde, ikke behagede
alle: ”At denne min Tilstand i en ikke
ringe Udstrækning er en Kilde til Intolerance hos enkelte af de Væsener, der
endnu kun er i Stand til at leve paa andres Viden, betinger jo dog ikke, at jeg
skal fortie denne min Selvoplevelsesevne eller Tilstand.” (Note 9)
Desuden mente Martinus
ikke, at hverken ”Hr. Hohlenberg” eller andre ville kunne afgøre, om den nævnte
åndelige proces havde været en nødvendig forudsætning for, at han var blevet
sat i stand til at skrive ”Livets Bog”, så meget mindre, som at sidstnævnte kun
udgjorde første bind af et kommende værk, der på dette tidspunkt endnu ikke var
skrevet. Dertil kom, at ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse” jo kun
udgjorde et enkelt kapitel af Indledningen i første bind:
”[...] At Hr. Hohlenberg mener, dette
Brudstykke af Indledningen er ”de mest indlysende Selvfølgeligheder” kan jo kun
være godt og er bedre end hvis de var Usandsynligheder. [...]” (Note 10)
Herefter fortsætter
Martinus i sit svar med at påpege, at der nok er tale om overfortolkning eller
ligefrem misforståelse af, hvad Martnus har ment med de emner i ”Et
internationalt Verdensrige under Skabelse”, Hohlenberg har kritiseret. Det
drejer sig blandt andet om aktieforhold, hvor folk jo både dengang og senere
har kunnet investere sig til afkast, som de ikke selv har gjort andet for at
erhverve, end at købe og sælge aktier. I fremtidssamfundet vil dette i henhold
til Martinus blive umuliggjort, idet intet normalt menneske til den tid vil
kunne få lov til at forbruge mere, end det selv er i stand til at frembringe
eller producere af værdier. De eksempler, Martinus nævner i den forbindelse,
skal netop kun ses som eksempler og ikke som noget, der konkret vil blive
sådan, idet ingen – heller ikke Martinus – ville kunne forudsige, hvordan
fremtidssamfundet i de konkrete tilfælde vil komme til at forme sig.
Martinus kan heller ikke
forstå, at Hohlenberg mener, at der i og med det fremtidssamfund, Martinus ser
for sig, dels skulle være tale om ”foragt for alle menneskelige frihedskrav”,
eller at det dels skulle betyde ”det ubegrænsede statstyrrani”. Tværtimod,
skriver Martinus, at når verdenssamfundet til den tid vil blive befriet for
aktiemarked, børsnotering og spekulationer i valutakurser, vil ”det kun blive
Udtryk for Tilværelsens mest udviklede og fremskrene Frihed baade i Aand og
Kultur og bliver derved uundgåeligt den Balance, i hvilken alle nuværende politiske
og religiøse Bevægelser vil søge Hvile.” (Note 11) .
Desuden må Martinus
afvise, at han skulle have proklameret sig selv som ”Verdenslærer”, og det gør
han med følgende ord:
”[...] – en saadan Selvbestaltning kan
kun den falde for, som ikke ved, at Titlen ”Verdenslærer” kun kan stadfæstes af
Historien eller Efterverdenen – og da jeg ligeledes heller aldrig har udgivet
mig for at være ”Bærer af en Verdensimpuls” – dette vilde nemlig være lige saa
latterligt og naivt, som hvis jeg udgav mig for at være Bærer af Jordkloden, en
Verdensimpuls er en stor kosmisk Kraftudløsning af saadanne Dimensioner, at den
lige saa lidt som Storm, Regn og Solskin kan bæres af et Menneske, den kan kun
mere eller mindre beskrives af et
Menneske, alt eftersom det har Evnen til at se og iagttage den, og da det
centrale i min Mission ikke er at skabe Religion, Sektdannelse, Forening eller
Medlemskaber af nogen som helst art, men paaviseligt i min Tekst, Tale og
Illustration udelukkende kun tjener Udbredelsen af Kendskabet til alt, hvad der
retfærdiggør dette ”At elske sin Næste som sig selv”, tror jeg, at ”Det Frie
Blad”s Læsere vil se, at enhver Frygt for ”de naive Sjæle”s Forføring af
”Verdenslærerglorien” er ganske ubegrundet.
Ud over dette kan jeg ikke indlade mig
paa nogen som helst Polemik, men maa henvise Læserne til selv at læse ”Livets
Bog” og mit eget Blad ”Kosmos”. / Martinus.” (Note 12)
Et sådant svar, som Martinus gav, kunne en mand som Hohlenberg
naturligvis ikke lade gå upåagtet hen, men det gav ham tværtimod anledning og
lejlighed til at gå yderligere i rette med Martinus. Det sker i form af
indlægget ”Nogle citater” i samme nummer af ”Det Frie Blad”, hvori Martinus’
ovenfor omtalte svar ”En Imødegaaelse”, var trykt.
I sit nye svar henviser Hohlenberg til, at Martinus har
anbefalet sine læsere selv at læse ”Livets Bog”, og han tager ham derfor på
ordet og gennemgår derefter - på en skolemesteragtig og lettere
ironisk-sarkastisk måde - nogle punkter i ”Livets Bog”, der efter hans mening
har relevans i sammenhængen. Det fremgår fra starten tydeligt, at Hohlenberg
fortsat ikke har megen respekt for, hvad Martinus har at sige, og han har
derfor sat sig for at påvise naiviteten, uholdbarheden og til dels også
selvmodsigelserne i Martinus’ efter hans opfattelse uhyrlige påstande. Han
lægger ud med et angreb på Martinus’ påstande i forbindelse med kunsten og
videnskaben i den kommende verdensstat, idet Martinus mener, at enhver vil få
beskæftigelse eller arbejde inden for netop det fag, de pågældende har
interesse, evner og anlæg for, eksempelvis at folk kan være født til at være
kunstnere eller videnskabsmænd og derfor også vil få beskæftigelse indenfor
disse genrer eller brancher. Her bør man måske erindre sig, at Hohlenberg selv
var tegner og kunstmaler, og det faldt ham åbenbart derfor især for brystet, at
Martinus kunne mene og påstå, at der ville blive tale om ”et lovbefalet studium
af kunst og videnskab”, påbudt af verdensstatens ”høje moralske og
videnskabelige Administration”. Det tolker Hohlenberg som, at det er staten,
der skal afgøre, hvem der er født til f.eks. kunstner og hvem der ikke er det:
”[...] Hr. Martinus kalder dette et ”Udtryk for Tilværelsens
mest udviklede eller fremskredne Frihed baade i Aand og Kultur”. Jeg kalder det
den absolutte fornægtelse af al frihed, - hvis ikke det hele bare er udtryk for
en bundløs naivitet.” (Note 13)
Det næste punkt er ét,
hvor Hohlenberg mener at Martinus modsiger sig selv, nemlig i relation til
udtalelsen om, at ”Livets Bog” ikke har til opgave at lede læseren væk fra
f.eks. buddhismen, kristendommen og islam, eller fra religion i det hele taget,
heller ikke selvom disse må betegnes som forældede og henhørende under ”Den
gamle verdensimpuls”. Martinus’ begrundelse er, at de gamle religioner jo
fortsat har appel til mange mennesker og i nogle tilfælde ligefrem er
livsnødvendige, og så længe det er tilfældet, vil de pågældende religioner
fortsætte med at eksistere. Men på grundlag af Martinus’ beskrivelse af
symbolet ”Skabeprincippets Impulser” (Symbol nr. 2 i ”Livets Bog I”, men nr. 1
i ”Det Evige Verdensbillede I”), mener
Hohlenberg, at Martinus påstår at ”Den nye verdensimpuls” er ”bestemt til at
sætte Buddhismen, Islam og Kristendommen i skygge.” I dette tilfælde må man dog
nok have lov til at mene, at Hohlenberg totalt har misforstået Martinus’
beskrivelse af symbolet.
I det hele taget må man
her tilføje, at det er en absolut misforståelse af indholdet og hensigten med
”Livets Bog”, at denne skulle sætte noget som helst ”i skygge”, idet dens
opgave i henhold til stykke 15 angiveligt udelukkende er denne:
”[...]
paa Basis af sin universelle Upartiskhed i fuldeste Maal kun [kan] have til
Opgave at lede Sandhedssøgeren til
Forstaaelsen af den daglige Oplevelse af Livet med dets Tildragelser, dets
behagelige og ubehagelige Erfaringer, dets lyse og mørke Scenerier som identisk
med en, for ham selv særligt tilpasset, og af Forsynet udløst direkte Korrespondance,
en Korrespondance, som det pågældende Individ, efterhaanden som det bliver bevidst i sin evige Tilværelse, vil
blive i Stand til at reflektere paa ligesaa let, som det nu er i Stand til at
reflektere paa et med sig jævnbyrdigt Medvæsens Korrespondance. Livets Bog skal
saaledes give den Studerende et Indblik i, hvorledes denne førstnævnte
Korrespondance eller denne Livets direkte
Tale eksisterer som udgørende Tilværelsens
absolut eneste fundamentale Religion, idet den nemlig kun kan eksistere med
absolut alle som Lærere, alle som Elever
og med alt som Læresætninger. Da alle levende Væsener derved eksisterer som
fødte Medlemmer af denne Religion,
har den ingen forudgaaende Indmeldelses- eller Optagelsesceremonier. Og da dens
Omraade fra Evighed til Evighed omspænder intet mindre end selve Altet, har vi her den
eneste eksisterende Religion, i hvilken der, i bogstavelig Forstand, kun
findes een Hjord og een Hyrde.” (”Livets Bog I”, stk 15).
Da Hohlenberg i sin anmeldelse
påstår, at han har læst ”Livets Bog I”, kan han dårligt have overset ovenfor
anførte tekststykke og den kontekst, hvori det indgår. Så meget mere
uforståeligt er det derfor, at han har kunnet fejlfortolke, hvad det er
Martinus mener med ”Den ny Verdensimpuls”, og særlig set i relation til ”Den
gamle Verdensimpuls”. Men i lighed med alle andre, har Hohlenberg naturligvis
sin fulde frihed og ret til at være uenig i Martinus’ opfattelse, det er jo
vilkåret i et samfund med udtryksfrihed, hvor man med god grund hylder
princippet ”Frihed for Loke så vel som for Thor”. (Note 14)
Tredie punkt i
Hohlenbergs tilbagevisning af Martinus’ påstande, er den, at denne benægter i
sin selvopfattelse at være identisk med ”verdenslæreren”, der er udset til at vejlede
og belære menneskeheden om den rette vej og adfærd. Dette punkt gør Hohlenberg
specielt meget ud af, idet han bruger omkring to spalter til at forklare sig.
Herunder henviser han til Fortalen i ”Livets Bog”, hvori Martinus bl.a.
skriver, at han efter sin kosmiske indvielse var blevet sin egen lyskilde,
fordi ”den gyldne ilddåb” havde udløst helt nye sanseevner hos ham, specielt
intuitionsevnen, som han betegner som individets ”højeste synsevne”, og som
satte ham i stand til vågen dagsbevidst at anskue ”alle de bag den fysiske
Verden bærende aandelige Kræfter, usynlige Aarsager, evige Verdenslove,
Grundenergier og Grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var saaledes ikke noget
Mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i Verdensaltets Liv og indviet i ”Det
guddommelige Skabeprincip”. (Note 15) .
De udtalelser, som
Martinus i sit svar til ham har fremsat om, at han ikke er en ”Verdenslærer”,
men i virkeligheden blot en forløber for, hvad alle andre mennesker før eller
siden skal blive, tolker Hohlenberg som en bekræftelse af sin påstand om, at
Martinus er i uoverensstemmelse med sig selv. Hohlenberg henviser i den
forbindelse dels til Martinus’ påstand om, at han selv har gennemgået ”den
store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”, hvilket kommenteres på følgende måde:
”Naar man ud fra
saadanne forudsætninger skriver en bog på 338 store sider – som endda kun skal
være indledning – og oven i købet kalder den ”Livets Bog”, saa forekommer
betegnelsen verdenslærer mig at være et ringe og beskedent udtryk for de
pretentioner der her gøres gældende.
”Hr. M. erklærer det for at være
latterligt og naivt at udgive sig for at være bærer af en verdensimpils og
benægter at have gjort det. Han har aabenbart glemt hvad han har skrevet paa
side 184 i Livets Bog: ”Da disse to
Bevidsthedsfaktorer samtidig er meget fremragende udviklet, udgør samme
Kategoris Væsener Jordens mest fremragende Repræsentanter i aandelig Udvikling
og danner tilsammen den Zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den store
Fødsels Forgaard”. Disse Væsener bliver de fundamentale Bærere af den nye
Aandskultur eller Verdensimpuls.”
Da Hr. Martinus, som han fortæller os paa
Side 21 i sin bog, selv har gennemgaaet den ”store fødsel”, og følgelig må
antages at være kommet videre end de der kun er naaet til dens forgaard, maa
han altsaa være noget endnu mere end en ”fundamental Bærer” af denne
verdensimpuls. Men hvorfor saa skjule det for Det Frie Blads læsere under saa
ydmyg maske? – [...]” (Note 16)
Herefter fortæller
Hohlenberg, at han er i besiddelse af ”en række vedtægter for et forbund, hvis
punkt 8 indeholder følgende ord: ”Martinus er den Individualitet, der er
Bæreren af den aandelige Verdens nye Indslag.” Han indrømmer dog, at han ikke
ved, om Martinus selv har forfattet eller er bekendt med disse vedtægter, men
mener med al sandsynlighed, at han må have godlendt disse, eller at han i al
fald burde have protesteret, hvis de var i modstrid med hans selvopfattelse:
”[...] At lade en ting fastlægge i
statutter (eller i en ”pagt”, som det i dette tilfælde kaldes) betyder jo netop
at gøre den til et dogme. Hvorfor saa ikke tilstaa offentligt hvad man tillader
privat?
Forøvrigt maa jeg paatale den brug han
gør af ordet tolerance, som han som forskellige fremmedord bruger forkert.
Tolerance bestaar ikke i at anse alle meninger for lige gode og lige
berettigede og at lade selv de værste taabeligheder staa uimodsagt, men i at
man ikke hænger eller brænder eller paa anden maade forulemper dem der
fremsætter dem.
Hr. Martinus havde sikkert gjort bedre i
at følge sit princip og ikke indlade sig paa nogen polemik. Og Det Frie Blads
spalteplads kan sikkert ogsaa anvendes bedre end til at diskutere et fænomen
som dette. / Johannes Hohlenberg.” (Note 17)
Det må siges, at Johannes Hohlenbergs vurdering af Martinus og hans
på det tidspunkt foreløbige værk, naturligvis kun kan tages til efterretning,
særlig da tiden siden dengang har vist karaten eller kvaliteten af de øvrige
seks bind af ”Livets Bog” og Martinus’ øvrige arbejde. Martinus’ arbejde på
syvende og sidste bind af ”Livets Bog” sluttede i 1960. Hohlenberg døde samme
år, 1960, 79 år gammel, men om han i mellemtiden måske havde gjort sig bekendt
med Martinus’ andre bøger og virke, vides ikke, men er måske ikke sandsynligt,
hans uforsonlige holdning taget i betragtning. I femte kapitel af ”Livets Bog”:
”Menneskehedens modtagelighed for Den ny Verdensimpuls”, har Martinus gjort
indgående rede for, hvordan han og hans værk ville blive modtaget af de højst
forskellige kategorier af mennesker, der findes. Men hvilken kategori Johannes
Hohlenberg tilhører, skal jeg undlade at spekulere i. Hans udtalelser om
Martinus taler for sig selv og vidner om, at han kun må have haft et
overfladisk kendskab til Martinus’ verdensbillede (kosmologi) og om, at han på
dette utilstrækkelige grundlag har ladet sin selvbevidste bedrevidenhed, sine
fordomme og sin antipati styre sit umiskendelige intellekt. Måske fordi
Martinus’ tanker og ideer vitterligt var beslægtede med de tanker, Hohlenberg
allerede i 1916 selv havde fremsat i bogen ”Yoga i dens betydning for Europa”
og i foredrag om samme emne, men som han - jvf. 1920-udgaven af bogen - blandt
andet under indtrykket af 1. verdenskrig havde skiftet opfattelse af. Det kunne
til dels også tænkes at skyldes, at hans bog muligvis ikke havde vakt helt
samme opmærksomhed i åndeligt interesserede kredse, som tilfældet på trods af
en del uvilje og modstand nogle år senere var for Martinus og hans foredrag.
Dette sidste er dog kun gætteri fra min side.
Så vidt jeg kan
bedømme, havde Hohlenberg omkring 1920 indtaget et enten-eller standpunkt, idet
han angiveligt mente, at Bhagavadgitas lære om selvets (atmans) forening med
overselvet (Brahman) og om at handle ud fra den grundopfattelse, at alt er
guddommeligt forudbestemt og derfor ikke står til at ændre, ikke lader sig
forene med en moderne vesterlandsk anskuelse om ikke at acceptere f.eks. de
ulige kulturelle, sociale og økonomiske forhold, men aktivt tage kampen op og
medvirke til, at den guddommelige vilje kommer til at ske på jorden som den
sker i himmelen, og ændre og forbedre, hvad ændres kan og bør. Men Hohlenberg
kunne åbenbart ikke på grundlag af ”Livets Bog 1” få øje på, at Martinus lige
præcis gjorde sig til fortaler for et både-og, altså både en hengiven sig til det guddommelige forsyn og til den guddommelige vilje om aktiv
handlen på jorden efter næstekærlighedens principper, hvilket kan undre,
eftersom det fremgår fuldstændig tydeligt af bogen in extenso, at det er
Martinus’ grundopfattelse.
Der er dog særlig ét
punkt, hvor kunstneren Hohlenberg på egne og kollegers vegne er fuldkommen
uenig med Martinus, og det er i dennes påstande i forbindelse med kunsten og
videnskaben i den kommende verdensstat. Det er forståeligt, at man som
Hohlenberg, der forresten selv var en god tegner og kunstmaler, uden den
baggrundsviden, der ligger i et grundigt kendskab til samtlige analyser i
Martinus’ kosmologi, måtte protestere over, at Martinus kunne mene og påstå, at
der ville blive tale om ”et lovbefalet studium af kunst og videnskab”, påbudt
af verdensstatens ”høje moralske og videnskabelige Administration”. Dette måtte
et liberalt tænkende menneske som Hohlenberg ganske enkelt tolke som, at det er
staten, der skal afgøre, hvem der er født til f.eks. at være eller blive
kunstner og hvem der ikke er det.
Man skulle ellers have
forventet, at Hohlenberg som velbevandret i indisk filosofi med dennes
reinkarnationslære og lære om livskredsløbet (”samsara”), umiddelbart ville
have vist forståelse for Martinus’ generelle opfattelse vedrørende blandt andet
kunsten og kunstnerne. Men det, Hohlenberg ser ud til at have misforstået og
misfortolket her, er, hvad Martinus i virkeligheden mener med ”lovbefalet
studium”. Det er angiveligt og kort og godt, at enhver, i modsætning til, hvad
tilfældet er nu, vil være garanteret at få beskæftigelse eller arbejde inden
for netop det fag, de pågældende har interesse, evner og anlæg for, eksempelvis
at folk qva deres fortidige liv kan være født til at være kunstnere eller
videnskabsmænd og derfor også vil få beskæftigelse indenfor disse genrer eller
brancher. Nemlig fordi der til den tid blandt andet vil være oprettet et panel
eller lignende af psykologiske, sociologiske og faglige eksperter, som samtidig
også har indgående kendskab til de kosmiske lovmæssigheder, der gør sig
gældende i forbindelse med bl.a. reinkarnation og repetition, og som derfor
allerede i børnenes tidlige alder vil kunne afgøre, hvilke fag, de pågældende
vil være bedst egnede til, ikke kun af hensyn til samfundet, men i nok så høj
grad af hensyn til individerne selv, og følgelig også for disses livslykke. Og
selv om ekspertpanelet har udpeget eller anbefalet et menneske til et uddanne
sig og arbejde indenfor et bestemt fag, vil det jo desuden aldrig kunne gå
værre, end at vedkommende enten fra starten kan sige fra eller måske undervejs
finde ud af, at lige præcis dét fag måske alligevel ikke var, hvad der passede
sig for vedkommende.
At der også var flere andre
lærde og såkaldt intellektuelle mennesker, der bedømte Martinus og hans lære
skånselsløst, omtales der flere eksempler på i Kurt Chritiansens store
Martinus-biografi. Et af disse eksempler skal fremdrages her: Dr. phil. Konrad
Simonsen, Københavns Universitet, som her bl.a. holdt videnskabelige foredrag
om ”Bevidsthedens nye grænser”, havde i nogen tid haft interesse for Martinus’
kosmologi, og havde tilsyneladende stor forståelse for dens indhold. Nogle af
den lærde mands foredrag blev da også trykt i Kosmos i årene 1939-41. Men der
må være opstået nogle interne uoverensstemmelser, for sidstnævnte år blev
Konrad Simonsen interviewet i tidsskriftet ”Okkultisten” under overskriften:
”Ligefremt interview med Dr. Phil. Konrad Simonsen”, og heri udtalte han bl.a.
følgende om Martinus:
” – Martinus klarsyn er jo utvivlsomt;
men det er ikke åndsvidenskab. Det er et mediums glimt af atavistisk klarsyn
fra hine fjerne tider, hvor alle var det, og som opnået uden åndelig træning,
nu uddybes videre på egen hånd og derfor hverken er ufejlbarligt eller særlig
stort. Det er logik, men logik i luften...” (Note 18) .
Kurt Christiansen
undrer sig over at en seriøs forsker som Konrad Simonsen, som før havde stor
sympati og interesse for Martinus og hans kosmologi, pludselig kunne vende 180
grader og blive direkte modstander. Som et eksempel herpå nævnes også, at
Konrad Simonsen betegnede Martinus’ tre X’er, X. 1, X, 2 og X. 3, som kejserens
nye klæder. Det oplyses i øvrigt, at Konrad Simonsen sluttede sig til
antroposofiens ophav, Rudolf Steiner. (Note 19)
Imidlertid mener jeg,
at der bør vises retfærdighed i bedømmelsen af Johannes Hohlenbergs vurdering
af Martinus og ”Livets Bog”. Derfor må man for det første medgive ham, at
Martinus’ evne til at udtrykke sig skriftligt til at begynde med ikke var den
bedste, hvilket han da også selv har indrømmet. Til at begynde med omskrev han
angiveligt meget, netop i forsøget på at udtrykke sig stadig klarere om sit
vigtige emne. Se f.eks. ”Martinus’ Erindringer”, p. 71. – ”Martinus – som vi
husker ham”, p. 27. Og allerede fra og med bogen ”Logik” (1938) og især i og
med 2. bind af ”Livets Bog” (1942), har Martinus forenklet og strammet sin
sætningsbygning betydeligt op, og det fortsatte han med i alle sine senere værker.
Men hvad Hohlenberg –
og flere med ham – i hvert fald ikke havde forståelse for, og åbenbart heller
ikke kunne bære over med, var, at der for Martinus’ vedkommende var tale om en
skriveproces, hvorunder han fra grunden af lærte sig selv at blive stadig mere
stringent i sin måde at udtrykke sig og sine analyser på. At dette lykkedes
særdeles godt, fremgår efter min opfattelse ikke mindst af ”Livets Bog 7”, og i
nok så høj grad af hans forklaringer til symbolerne i symbolværket ”Det Evige
Verdensbillede 1-III + 4”. Hvad hverken Hohlenberg eller de fleste andre kunne
vide, var, at Martinus lige fra begyndelsen af tilblivelsen af sit hovedværk,
”Livets Bog”, faktisk arbejdede på grundlag af en forud fastlagt plan, som han
tilmed havde tegnet et symbol over. Martinus udarbejdede dette kort efter
udgivelsen af ”Livets Bog I”, angiveligt for at gøre læserne af denne opmærksom
på, at bogen kun var begyndelsen til et større værk. Men symbolet er første
blevet kendt af en lidt større offentlighed i og med udgivelsen af ”Det Evige
Verdensbillede 4”, der udkom i 1994, og hvori symbolet har nr. 43.
Et af de punkter, som
Hohlenberg ud fra sine forudsætninger og holdninger er særlig kritisk overfor i
forhold til Martinus’ beskrivelse af det kommende socialt retfærdige
verdenssamfund, er opfattelsen af at det vil blive en elite af menneskeligt og
kulturelt højt udviklede individer, der skal sidde og bestemme i
verdenssamfundets administration. I henhold til Martinus vil dette være et
”Udtryk for Tilværelsens mest udviklede eller fremskredne Frihed baade i Aand
og Kultur”. Herimod indvender Hohlenberg, at det tværtimod vil være, hvad
han kalder ”den absolutte fornægtelse
af al frihed”, og mener i øvrigt at Martinus’ synspunkter på det felt er hentet
fra ”populære kommunistiske programmer og folkeforbundsideer, maaske en grad
mere ubestemt end de sædvanlig formuleres”. Det må da også medgives Hohlenberg,
at under læsningen af Martinus’ analyse af samfundet og samfundsudviklingen
melder den tanke sig, at indholdet på det punkt uden vanskelighed godt kan
minde om salig Karl Marx’ teorier om samme emne. Marx var jo fortaler for, at
arbejderne (proletarerne) skulle overtage statsmagten via en om nødvendigt
voldelig revolution, lige som han mente, at alle værdier skulle overtages og
administreres af staten. Altså kort og godt en form for statskapitalisme, som
efter den russiske revolution i 1917 blev forsøgt virkeliggjort i kommunistiske
samfund, især anført af Sovjetunionen – med det negative resultat til følge, vi
i dag kun kender alt for godt.
Der var og er
imidlertid den store og afgørende forskel mellem Marx’ teorier og Martinus’
analyser, at de sidstnævnte hverken favoriserer revolution eller vold, men
tværtimod påviser at den reelle, holdbare og varige forbedring og fornyelse af
samfundet foregår via en jævnt fremadskridende udvikling. Denne udvikling er i
henhold til Martinus ikke primært bestemt
af de faktorer, Marx pegede på: Produktivkræfterne og produktionsrelationerne,
som Marx tilmed mener også skaber bevidstheden og dennes produkter: ideologi,
moral, ret, religion, kunst, litteratur, filosofi mm., hvorimod Martinus er af
den opfattelse, at det netop omvendt er bevidstheden, der på grundlag af en
række såkaldte universelle (kosmiske) skabeprincipper skaber produktivkræfterne
og produktionsforholdene, og i øvrigt i interaktivt samspil med disse skaber
samfundsforholdene og kulturen.
For Martinus er
resultatet af udvikling primært et spørgsmål om det indbyrdes forhold mellem de
to bevidsthedsevner eller – kræfter: Følelse og intelligens, - der er
naturligvis mange andre faktorer og kræfter, der spiller ind - og det er derfor
også relationen disse imellem, der bestemmer, hvilket udviklingsniveau eller
–trin, individerne befinder sig på. (Her ses bort fra den rolle, polprincippet
og polforvandlingen spiller i sammenhængen, idet den slet ikke er berørt i
Hohlenbergs kritik). Vedrørende de relativt højst udviklede individer eller
væsener, som Martinus ofte foretrækker at betegne disse, kan han derfor tillade
sig at konstatere følgende i det tekststykke, som Hohlenberg bl.a. henviser til
og citerer:
”Da disse to Bevidsthedsfaktorer [følelse og intelligens]
samtidig er meget fremragende udviklet, udgør
samme Kategoris Væsener Jordens mest fremragende Repræsentanter i aandelig
Udvikling og danner tilsammen den Zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den
store Fødsels Forgaard”. Disse Væsener bliver de fundamentale Bærere af den nye
Aandskultur eller Verdensimpuls.” (Livets Bog I, stk. 151).
Men personligt vil jeg
dog gerne medgive Hohlenberg, at man som frihedselskende og anti-autoritært
menneske umiddelbart godt kan stejle over den ”statskapitalisme” og den
”autoritære overstatslige administration”, som Martinus overfladisk set og
tilsyneladende gør sig til talsmand for i forbindelse med sin beskrivelse af
”Et internationalt Verdensrige under Skabelse” i 4. kapitel af ”Livets Bog I”.
Men hvis man ”stejler” beror det som nævnt på, at man ikke kender til eller
helt har forstået indholdet og omfanget af Martinus’ verdensbillede.
Hvad angår opfattelsen
af Martinus som ”verdenslærer” eller ”bærer af en ny verdenskultur”, nødes man
nok til at give Hohlenberg delvis ret i, at dette faktisk også var Martinus’
selvopfattelse helt fra begyndelsen af hans karriere. Herom vidner en skriftlig
udtalelse af hans nære ven, Lars Nibelvang, som personligt var overbevist om,
at Martinus var en ny åndelig mester eller mahatma, dvs. stor vismand.
Nibelvang har fortalt om en dag, da han som så ofte før havde fået besøg af
Martinus, og skildringen lyder nærmest som skrevet af en, der er betaget eller
ligefrem forelsket i den anden person:
”Jeg greb en bog, som indeholdt
okkultisten Percivals’ vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og
mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden
hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham. Han bøjede
sit hoved og smilte til mig.
”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt
beskrevet, saadan er det. Jeg ser gennem formernes forskellige verdener og
opfatter alt som en helhed. Hvor som heslt jeg retter min opmærksomhed hen, er
jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine øjne efter ønske.
Men mit centrum er overgivet til de
guddommelige love, og jeg stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal
have lov til at drage alt det ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke
hvad jeg selv personligt kunne ønske!”
”Du er jo en mahatma, en verdensfrelser!”
næsten råbte jeg i ivrighed.
”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er,
eller gøre sammenligninger.. Jeg er for
hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og
se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er
endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er
kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.
Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og
du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge
mit eksempel.
For øvrigt er jeg alles ven og tjener for
den mindste!” (Note 20)
Under læsningen af
ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en anden og nok
så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine disciple under sin
første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at skulle gennemgå. Den
principielle overensstemmese var nok ingen tilfældighed, for Martinus havde
faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til Det Nye
Testamente:
”Da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea
Filippi, spurgte han sine disciple: ’Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De
svarede: ’Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre Jeremias eller en
anden af profeterne.” Han spørger dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Og
Simon Peter svarede og sagde: ’Du er Kristus, den levende Guds Søn.’ Da svarede
Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod
ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig,
at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte
skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du
binder på jorden, det skal være bundet i Himelen, og hvad du løser på jorden,
det skal være løst i Himlene.’ Da forbød han sine disciple strengt at sige til
nogen, at han var Kristus.” (Note 21)
Men man kan naturligvis
påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang er tale om dennes
personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han har sagt ved den
pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller gengivet. Men hvis
det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at Hohlenbergs påstand om
”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af sandhed. Desuden var det
ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en ”verdenslærer”, eller for at
bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”, for det var der også mange
andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det rokker ikke ved denne
kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang delvis skiftede
opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med skuffede
forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser mellem ham
og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i modsætning
til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede trods alt
livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen Martinus og hans
kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang havde betydet for
ham i de første mange år af hans karriere. (Note 22)
Som Hohlenberg faktisk
skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig intet galt i at
erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke vil stå ved det
offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra flere vinkler, bl.a.
denne: Martinus’ mission og værk er af en så ekceptionel karakter, og var det
måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære sig som
”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det: ”verdensgenløser”,
på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den vestlige, hvor den
materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i højsædet.
Personlig skal jeg gerne
tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af Martinus’ kosmologi,
herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne foredrag i 1950’-70’erne,
har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende Martinus som
”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer begrebet. I øvrigt
lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit virke, og førte sig i
hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som sådan, men lagde mere
hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for den ”Talsmanden, den
hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de sidste tider”. (Note
23)
Her vil jeg slutte med
at sige, at det har været lidt af en svær opgave, at skulle forholde sig til to
forfattere, som i hvert fald for Martinus’ vedkommende ufrivilligt er kommet på
kollisionskurs, men hvis forfatterskaber jeg begge holder meget af, herunder
ikke mindst af Hohlenbergs bog om Yoga og hans interessante og indlevende bøger
om filosoffen Søren Kierkegaard. Derfor må jeg overlade det til læseren selv at
forholde sig til Hohlenbergs kritik og til mit velmente, men utilstrækkelige
forsøg på at dele sol og vind lige mellem ham og Martinus. Sidstnævnte behøver
intet forsvar fra hverken mig eller andre, idet hans eget livsværk er hans
bedste forsvar, hvis et sådant i det hele taget behøves.
© 2008 Harry Rasmussen.
Note 1.: KC 1, 1. afsnit, pp. 1-2. - Den første biografi om Martinus, ”Martinus. En kort fremstilling af hans
barndom og ungdom samt et lille indblik i hans lære”, blev skrevet af
Martinus’ første medarbejder, Erik Gerner Larsson, og udkom på Axel Andersens
Forlag 1933. Bogens indhold var en fuldkommen loyal og indforstået skildring af
Martinus’ liv og virke op til udgivelsesåret. Der skulle derefter komme til at
gå fyrre år, før Martinus-interesserede officielt fik andet og mere at vide om
personen Martinus’ liv og virke, men denne gang kom skildringen fra ham selv,
nemlig i og med bogen ”Martinus’
Erindringer”, som med assistance af en god ven, forlægger Sam Zinglersen,
blev udgivet af Martinus Institut 1987. Bogens tilblivelse skyldtes Martinus
selv, idet han omkring 70-års alderen mente, at han af hensyn til sine
efterhånden mange tilhængere burde skrive sine erindringer. Men eftersom han på
det tidspunkt var stærkt optaget af at udarbejde sit andet store hovedværk,
symbolbøgerne ”Det Evige Verdensbillede ”, indså han, at det kun ville levne
ham tid til at indtale sine erindringer på bånd. Disse kunne vennen så senere
nedskrive og omarbejde til et brugbart manuskript. I den anledning henvendte
Martinus sig derfor til sin ven gennem mange år, Sam Zinglersen, og bad denne
hjælpe sig med at forestå båndoptagelserne. Det var i foråret 1963 og det blev
derefter arrangeret sådan, at Martinus besøgte vennen tre aftener om ugen, hvor
en lille gruppe, som foruden af Zinglersen selv også bestod af Martinus’
personlige venner, ægteparret Oluf og Käthe Palm, samt af hans unge elev og
nære medarbejder Per Bruus-Jensen, udgjorde spørgerholdet. (Note) KC 1, 1.
afsnit, p. 1, nævner også Astrid Schlüntz som deltager. Gerner Larssons
Martinus-biografi omtales i 5. afsnit, p. 5
Martinus’ selvbiografi
uddybede på mange interessante punkter den første og mere summariske biografi
fra 1933, hvilket naturligvis først og fremmest skyldtes, at det var ’kilden’
selv, der nu fortalte om sit liv fra fødslen og om sit senere virke op til
foråret 1963, hvor han var godt og vel 72 år. Men der var naturligvis primært
tale om en personlig og subjektiv skildring, hvori Martinus formentlig med
vilje havde undladt at fortælle om detaljer i sit liv, som han må have skønnet
ikke ville have væsentlig betydning for forståelsen af hans personlighed og
liv. Det drejer sig f.eks. om hans nærmeste familie- eller slægtskabsforhold,
blandt andet, at skønt hans selvbiografi efterlader indtrykket af, at han var
sin ugifte mors eneste barn, så havde han faktisk fire hel- eller halvsøskende.
(Note) Martinus Erindringer, pp. 7-12.
– KC 1, 1. afsnit, 1. afsnit, pp. 2-4. Martinus var selv af den
opfattelse, at hans biologiske far kunne være gårdejer Lars Larsen, som han
tilmed mente var halvjøde. Martinus Erindringer, pp. 9-12. Men ifølge KC 1, pp.
17-28, har det ikke sandsynligheden for sig, hvorimod dette er tilfældet for
den mand, som Martinus’ mor, Else Christine Mikkelsen (1848-1901), udlagde som
barnefader og som hun i forvejen havde et af sine fire andre børn med. Hans
navn var Michael Christian Christensen Thomsen (1866-1946). I øvrigt havde
Martinus tydelige og umiskendelige ansigtstræk tilfælles med sin mor og til en
vis grad også med sin far, Michael Thomsen: Se KC 1, 1. afsnit, pp. 2-3..
Tre år senere, 1990,
udgav Zinglersen’s Forlag også bogen ”Martinus
– som vi husker ham. 30 af Martinus’ venner gennem en menneskealder fortæller
om deres indtryk af og oplevelser med Martinus.” Bogen blev til på Sam Zinglersens initiativ og udgør et udmærket
og på sin vis uddybende supplement til Martinus’ egne erindringer, og dens ialt
tredive bidrag bærer alle mere eller mindre præg af stor loyalitet,
indforståethed og kærlighed til den forlængst afdøde ven og læremester. Kun en
enkelt bidragyder, vennen Benjamin Saxe, fortæller noget, der kan tolkes som en
form for korrektion af ’myten’ om Martinus, idet den citerer en udtalelse,
hvorunder Martinus engang skulle have sagt følgende til en ven: ”Når jeg ikke
bruger min kosmiske bevidsthed, ved jeg måske mindre end du og alle andre om
mange ting.” (Note) Mange tilhængere af Martinus og hans livsværk havde og har
en tilbøjelighed til at ville se ham som et slags ’overmenneske’, skønt han i
sit dagligliv på mange måder ikke adskilte sig fra andre og mere almindelige
mennesker. Men det skabte en myte om Martinus, ifølge hvilken han bl.a. var i
besiddelse af ”permanent kosmisk
bevidsthed”. Det var det, der fik den nævnte pågældende ven til at mene, at
Martinus så også konstant og øjeblikkeligt måtte kunne svare på et hvilket som
helst spørgsmål, der blev stillet ham. Men dertil skal Martinus angiveligt have
udtalt, ”at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin
skrivemaskine og arbejdede på ”Livets Bog”.”
Martinus som vi husker ham”, p. 77-78.
Note 2.: Retsstatsideen går ud på, at skabe en stat,
der følger grundsætningen om borgernes personlige rettigheder i forhold til
statsmagten, om domstolenes uafhængighed og om domstolskontrol med
forvaltningen. Retsforbundet var repræsenteret i Folketinget 1926-60 og i
regeringen 1957-60, og havde stigende tilgang af vælgere 1945-50 og igen 1957,
men opnåede ved valgene 1960 og senere ingen mandater i Folketinget. (Note)
Henry George se Lademanns Leksikon. Liberalisme drejer sig kort fortalt om den
opfattelse, at religiøs, moralsk, politisk og økonomisk frihed fører til størst
lykke og gavn for mennesker og samfund. Til frihed i liberalistisk forstand
hører også den opfattelse, at fri konkurrence på grundlag af udbud og efterspørgsel
vil både økonomisk og handelsmæssigt automaisk føre til produkter af bedre og
billigere kvalitet. Begrebet ’grundskyld’ er en form for ejendomsskat, som
beregnes på grundlag af jordstykkets vurderingsværdi. Den blev opkrævet af
amts- og opholdskommuner, indtil 1966/67 også af staten, og 1967/68 indbragte
den et provenu på 952 mill. kr.
Note 3.: Vedr. Sri Ananda Acharya: Opfattelsen af
slægtskabet mellem de vediske hinduer og europæere, mere præcis slægtskabet med
de nordiske folk, blev i første halvdel af 1900-tallet videreført af den
indiske filosof Sri Ananda Acharya, som fremlagde sine synspunkter under en
serie foredrag afholdt ved Stockholms Universitet i 1916, og som året efter
blev udgivet i bogform under titlen Prolegomena
till Arya Metafysik. Året før havde Ananda Acharya holdt forelæsninger ved
Kristianias Universitet, og disse blev samme år udgivet i bogform under titlen Indledning til indisk Filosofi. Foredrag
holdt ved Kristiania Universitet 1915. Af Forfatteren autoriseret Oversættelse
ved Bolette Bontum Durban.
Note 4.: KC 1, 4. afsnit, p. 5.
Note 5.: KC 1, 5. afsnit, p. 7.
Note 6.: KC 1, 5. afsnit, pp. 7-8.
Note 7.: KC 1, 5. afsnit, p. 8. – ’Horatio’: Hamlets
ven i Shakespeares tragedie ”Hamlet”. – ’Ibsens knappestøber’: Dramatikeren
Henrik Ibsen (1828-1906). Det er desværre ikke lykkedes at finde frem til, hvor
i Ibsens forfatterskab knappestøberen forekommer..
Note 8.: KC 1, 5. afsnit, pp. 8-10.
Note 9.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 1.
Note 10.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 2
Note 11.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 2.
Note 12.: KC 1, 5. afsnit, pp. 9-10.
Note 13.: KC 1, 5. afsnit, p. 10.
Note 14.: KC 1, 5. afsnit, p. 10. – Med udtrykket ”Frihed
for Loke så vel som for Thor” menes: Udtryksfrihed for dem, man er uenig med,
så vel som for dem, man er enig med.
Note 15.: KC 1, 5. afsnit, p. 10, spalte 2.
Martinus-citatet er fra LB I, stk. 19.-22.
Note 16.: KC 1, 5. afsnit, p. 11, spalte 1
Note 17.: KC 1, 5. afsnit, p. 11, spalte 1-2. Se
endvidere KC 1, 8. afsnit, p. 6.– Det omtalte ”forbund” og dettes ”statutter”
eller ”pagt” har jeg ikke kendskab til, og kan derfor ikke udtale mig derom.
Men hvis der f.eks. skulle være tale om en dansk afdeling af forbundet
”Stjernen i Øst”, så kan bl.a. følgende fortælles herom: Ordenen af Stjernen i
Øst, var oprettet i 1912 af Teosofisk Selskabs leder, Annie Besant, med det
formål, at promovere den kommende ”verdenslærer” eller ”Messias”, Jiddu Krishnamurti.
Året efter, i 1913, fulgte de fleste af de tyske teosoffer deres hidtidige
leder, Steiner, og brød samtidig med deres tidligere teosofiske ideer. Steiner
stiftede derefter Antroposofisk Selskab.
I 1911 havde den
foretagsomme Annie Besant stiftet en ”Orden for Sjernen i Øst”, med den da ca.
17- eller 20-årige Krishnamurti som åndeligt overhoved. ’Ordenens’ formål var
angiveligt at berede dens medlemmer på ’verdenslærerens’ komme, og for at disse
skulle kunne forstå hans ’budskab’, igangsattes en intensiv og grundig åndelig
selvtræning, således at medlemmerne senere ville være i stand til at bistå
Krishnamurti i hans forventede verdensomspændende missionsarbejde.
Krishnamurti, åndelig
leder ("Verdens Frelser") af den internationale teosofiske retning,
"Stjernen i Øst", fik dog hurtigt nok af de mere eller mindre umulige
og fantasifulde forventninger, mennesker i omgivelserne stillede til ham. Og
tilsidst blev det ham for meget, og i al hemmelighed tog han ophold i Frankrig,
hvor han håbede på at kunne leve ukendt og i fred og ro, i hvert fald for en
tid, indtil han havde fundet ud af, hvad hans fremtidige beskæftigelse skulle
være. Under Første Verdenskrig meldte han sig til arbejdet ved et Røde
Kors-hospital.
I de følgende år mediterede
Krishnamurti en hel del, og han stod desuden i spidsen for Stjerneordenens
årlige sammenkomster i den hollandske by Ommen, hvor flere tusinde mennesker
var samlet, for at høre hans budskab. En særlig ivrig tilhænger, Baron van
Pallandt van Eerde, forærede ham et slot med en del jord til, hvor han kunne bo
og afholde sine ’Stjerne-lejre’ og mødes med sine tilhængere. Krishnamurti
udgav samtidig månedsskriftet ”Stjerne-Herolden”, som blev oversat til tyve
sprog og læst i mange lande, herunder også i Danmark.
Men Krishnamurti var i
mellemtiden kommet til den erkendelse, at de fleste af hans tilhængere var mere
interesserede i hans ’mystiske’ person, end i hans åndelige og etiske
budskaber. På et møde i 1925 holdt han en tale, som rystede og forvirrede hans
mange tilhørere, idet han ligeud sagde dem sandheden, nemlig, at de ikke var
åndeligt søgende og tørstende, og at de kun var nysgerrige, der ville vide,
hvem han var, underforstået om han var et guddommeligt sendebud.
Det tog dog yderligere
fire år, før Krishnamurti i 1929 opløste ’Stjerne-ordenen’ med henvisning til,
at sandhed er noget grænse-løst, som ikke er afhængig af betingelser og ikke er
noget, der kan ’organiseres’ eller tages ’patent’ på. Ethvert menneske må søge
sandheden og finde den hos sig selv og ad sin egen vej. Dette budskab har han
efterfølgende udbredt gennem omfattende foredragsrejser og gennem bøger, hvoraf
mange er oversat til dansk. Heri forkynder Krishnamurti en lære, der er
uddraget af europæiske og indiske kilder, om en skjult harmoni mellem altet og
enkeltsjælene, som kan erfares gennem intuition og i forening med erkendelse af
jeget føre til sjælefred.
I og med sin klare
udmelding om sit syn på bl.a. teosofien, tog Krishnamurti indirekte afsked med
den ’organiserede’ form for religion eller troslære, og viste sig dermed ikke
at være den ’verdenslærer’, som hans protektor Annie Besant havde forestillet
sig og planlagt. Derimod overvejede han en overgang at blive sannyasin i
Indien, men opgav det og valgte i stedet at rejse omkring i verden og holde
foredrag.
Her skal tilføjes, at
der i slutningen af 1920’erne var en vis indirekte forbindelse mellem Martinus
og Krishnamurti, idet Lars Nibelvang i 1928 skriftligt havde henvendt sig til
Krishnamurti og fortalt denne om Martinus og hans mission. Ifølge Martinus
opløste Krishnamurti ”Stjerne-ordenen” på Martinus’ 39 års fødselsdag den 11.
august 1929, og erklærede at han ikke længere ønskede tilhængere, formentlig
underforstået at han dermed også frabad sig at blive betragtet som
”verdenslærer”. Se ”Martinus’ Erindringer”, p.92. (Citat): ”Lasse sendte omkring 1928 et brev til Krishnamurti. I
dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og mission. / På
min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den
sammenslutning, der var dannet omkring hans person, og han erklærede, at han
ikke ønskede tilhængere.” (Citat slut). – Man bør naturligvis vogte sig for at
tolke, hvad andre har skrevet, og ikke mindst, hvad Martinus har skrevet eller
i dette tilfælde udtalt, men sådan som jeg læser Martinus’ ord her, så giver
han indirekte udtryk for den opfattelse, at Krishnamurti frasagde sig
verdenslærer-rollen til fordel for Martinus. Derfor hermed en yderligere
bekræftelse på Hohlenbergs påstand om, at Martinus opfattede sig selv som en
verdenslærer, et udtryk, der i religiøst sprogbrug kaldes for en
”verdensfrelser”. Men Martinus foretrækker som bekendt betegnelsen
”verdensgenløser”, et begreb, der reelt set dækker over de to førstnævnte begreber.
Note 18.: KC 1, 5.afsnit, p. 33. – ’atavisme’ var tidligere en
betegnelse for arvede egenskaber der har sprunget flere slægtled over, og som
derefter igen manifesterer sig i et individ.
Note 19.: KC 1, 5. afsnit, p. 33, spalte 2; 9.
afsnit, pp. 46-132: se bl.a.Helmer Fogedgaards brev af 14. juni 1941 til Lars
Nibelvang. Af samme afsnit i KC’s Martinus-biografi fremgår det, at Helmer
Fogedgaard også hørte til dem, der begyndte som ivrige tilhængere af Martinus
og hans lære, men som med tiden kom ud for at opleve personlige skuffelser, der
fik ham til at skifte opfattelse og tage afstand fra miljøet omkring Martinus.
Note 20.: ”Martinus – som vi husker ham”, pp. 23-24.
– ’Percival’: Der menes formentlig Parcifal eller Parzifal, den hellige grals
vogter, en af heltene fra den keltiske sagnkreds om Kong Artur (Artus) og
ridderne om Det runde Bord. Perzifal er et tysk epos af Wolfram von Eschenbach,
forfattet i det første tiår af det 13. århundrede. Parcifal er også en opera af
Richard Wagner.
Note 21.: Matt. 16, 13-20 med par.
Note 22.: KC 1, 8. afsnit, pp. 1-39. -Ved sin død
efterlod Lars Nibelvang sig flere manuskripter, heriblandt planen om en bog med
titlen ”Fra Sokkelund Herred. Kulturbilleder af Lars Nibelvang”, som skulle
indeholde syv af de noveller, han i tidens løb havde skrevet til Politikens
Magasin, men det lykkedes ham ikke at få bogen udgivet. Han havde også
efterladt sig manuskriptet til en bog med titlen ”Martinus som lærer og
menneske”, og desuden manuskripter til yderligere tre bøger om Martinus, hvoraf
den ene angiveligt ser positivt på Martinus og den anden negativt på samme. I
sin store Martinus-biografi kalder Kurt Christiansen den negative bog for ”den
sorte bog”. (Kurt C., bind I, 8. afsnit p. 32, spalte 1, og pp. 33-36). Bogen,
hvori Nibelvang klart skelner mellem mennesket Martinus og seeren og skribenten
Martinus, blev senere brændt, angiveligt på foranledning af den ’afdøde’ selv,
som via et spiritistisk medie havde anmodet om at få det gjort. Det kan man
mene om, hvad man vil, men nok så sandsynligt skyldtes det, at ’man’ ikke
mente, at den ville være et værdigt eftermæle for den ellers så positive
skribent Lars Nibelvang, og at den måske også kunne risikere at skade Martinus’
omdømme. Afbrændingen af bogen var Nibelvangs enke, Karen Nilsson, angiveligt
meget imod, idet hun åbenbart helst havde set manuskriptet bevaret. (Kurt C.,
bind I, 8. afsnit, p. 34, spalte 2). Det kunne man jo også tolke sådan, at hun
ikke havde tillid til den spiritistiske seance, hvorunder mediet havde set hendes
angiveligt dybt nedbøjede og angrende afdøde mand, Lars Nibelvang, med den
sorte bog under armen. Nibelvang havde i øvrigt allerede i OKKULTISTEN for
marts 1944 i artiklen ”Ord, der bør siges”, givet udtryk for en klar skelnen
mellem seeren og vismanden Martinus og privatmennesket Martinus, lige som visse
andre senere lidt småvittigt fandt på at skelne mellem Martinus og Hr. Thomsen.
Dette synspunkt deltes af Helmer Fogedgaard og flere andre, og senere også af
Erik Gerner Larsson, som i sine seneste år bl.a. skrev nogle notater om
Martinus, der mentes ikke at være værdige for Gerner selv. Derimod skal det
oplyses, at selvom Per Bruus-Jensen i en 10-års periode var personligt meget
tæt på Martinus, så har han kun haft godt at sige om denne, hvilket især
fremgår af hans nænsomme og kærlige skildring af sin læremester i bogen ”Sol
& Måne”, Forlaget Nordisk Impuls 2001. Se bogens Tredie afsnit, Første del
”- om Martinus kontra Thomsen”. I dette afsnit beretter Per Bruus-Jensen (PBJ)
om en længere samtale med Martinus, hvorunder denne selv detaljeret havde
forklaret, hvorfor nogle mennesker opfattede ham som både Hr. Thomsen og
som Martinus. Under samtalen pointerede Martinus, at der er en reel baggrund
for, at en verdensgenløser som ham selv uundgåeligt må fremtræde som en
tilsyneladende ’spaltet’ personlighed. Det skyldes, forklarede han, at
verdensgenløserens åndelige struktur er vanskelig at forene med den fysiske
organisme og dennes særlige krav. Derfor en verdensgenløser, i dette tilfælde
altså Martinus, som midlertidigt er uløseligt bundet til en ”Thomsen-krop”. På
den baggrund accepterer PBJ i bogen den opfattelse, at Martinus havde en
”Thomsen-side”, altså en hverdagsmenneske-side, men at denne ”med hensyn til
betydning aldrig blot tilnærmelsesvis tålte sammenligning med Martinus-siden,
men hele vejen igennem var totalt sekundær og underordnet og kunne reduceres
til dén nødvendige pris, Martinus med egne ord hver eneste dag i sit liv måtte
betale for overhovedet at kunne komme menneskeheden til hjælp og undsætning.
[…]” I bogen giver PBJ i det hele taget
udtryk for en opfattelse og vurdering af mennesket og vismanden Martinus, der
må karakteriseres som i høj grad både personlig, positiv og loyal.
Note 23.: Joh. 14, 1-31.