Sfinksen og Keops-pyramiden

- symbol og mausoleer eller indvielsestempler?

I henhold til Martinus er Sfinksen symbolet på det jordiske menneskes kosmiske analyse, ifølge hvilken alle levende væsener uden undtagelse i deres kosmiske natur og grundstruktur er evige væsener. Alle udtrykker de det treenige princip og besidder samme grundegenskaber og råder principielt over de samme kræfter og energier, lige som de principielt er underlagt de samme lovmæssigheder og grundvilkår. Martinus ser derfor ikke noget odiøst i, at mennesket biologisk set nedstammer fra dyrene, mere præcist fra primaterne. Og det er netop denne nedstamning eller afstamning, Sfinksen som symbol hentyder til, nemlig ved at have løvekrop (dyrenes konge) og menneskehoved, tilmed et kongeligt hoved (farao).

På ovenstående meget enkle og stiliserede symbolske tegning af sfinksen skal figurens hale ses som udtryk for planteriget, kroppen som udtryk for dyreriget, og hovedet som udtryk for mennesket, der er begyndt at studere ”Livets Bog”, dvs. naturen og tilværelsen som helhed, primært for at løse sin egen gåde. De større og mindre ’partikler’ omkring figuren skal udtrykke mineralriget, både i form af elementarpartikler og kloder og stjerner. – © Tegningen er udført af Børge Hamberg og gengivet med tilladelse af Per Bruus-Jensen.

Denne artikel er en delvis gentagelse af artiklen ”Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske”, som findes her på hjemmesiden. I denne nye udgave er artiklen imidlertid revideret og tilføjet et afsnit om nyere forskning og teori om formålet med Sfinksen og pyramiderne – af sidstnævnte især med Keops-pyramiden. I det tilføjede afsnit er fokus særlig lagt på en teori, der i 1990’erne er fremsat af den ægyptiske bygningsingeniør og forfatter Robert Bauval (f. 1948) og publiceret i forskellige bøger og tv-programmer, senest 2006, og som har det særligt interessante ved sig, at den anlægger en helhedsbetragtning, der inkorporerer de rent arkæologiske kendsgerninger og samtidig åbner op for en direkte kosmisk sammenhæng mellem oldægyptisk statsdrift, religion og mytologi og de tanker og forestillinger, der ligger bag opførelsen af Sfinksen og de store pyramider og de øvrige antikke bygningsværker i Ægypten. I henhold til Bauvals opfattelse kan det forenklet sagt udtrykkes på den måde, at stjernehimlen afspejler sig på Jorden, mere præcist på den del af Jorden, som udgøres af Ægypten, men sådan, at der samtidigt er tale om et universalt billede af forholdet mellem himlen og jorden og mellem ånden og materien. I den kontekst er pyramiderne opført både som mausoleer og indvielsestempler, primært for faraoer. Teorien må i princippet siges at være i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af forholdet mellem Himlen (den åndelige verden) og Jorden (den fysiske verden), mellem ånden og materien. Han ser det også som pyramidernes – eller i hvert fald Keopspyramidens - primære formål, at disse – eller den - har været indvielsessteder for faraoner, men antagelig også for ypperstepræster og højeste embedsmænd.

Sfinksen og Keops-pyramiden

I årtusinder har den mærkværdige figur, Sfinksen, ligget og ligesom bevogtet pyramiderne ved Giza i Ægypten. Disse værker har gennem tiderne givet anledning til stor forundring og vakt mange tanker, teorier og gætterier om, hvad ophavsmændene kan have ment med disse umiskendelige underværker. Den 73,5 m lange, 6 meter brede og 20,22 meter høje Sfinks ved Giza, som ifølge nogle eksperter stammer fra Gamle Riges tid og er opført omkring 2555 f.Kr. – 2532 f.Kr., er hugget ud i et eller flere stykker af den naturlige klippe på plateauet foran Kefren-pyramiden, er efter antik ægyptisk tradition udformet som en løvekrop med mandshoved, idet den ifølge traditionel opfattelse skulle symbolisere kongens eller faraoens magt, styrke og visdom.

Der findes ni pyramider i Sfinksens nærhed, hvoraf de tre største er opkaldt efter faraonerne, som på græsk kaldes Kheops, Khefren og Mykerinos, og på ægyptisk hedder hhv. Khufu, Khafra og Menkaura.. De øvrige seks pyramider er unavngivne. Templet foran Sfinksen er ved en lang stenbelagt gangsti forbundet med, hvad der betragtes som begravelseskapellet foran Khefren-pyramiden. Sfinksens historie og betydning skal vi vende tilbage til lidt senere nedenfor.

Imidlertid samler interessen sig i nok så høj grad om Keops-pyramiden, som også betegnes som Den store pyramide, og som ligger nordligst af de tre større pyramider på Giza-plateauet. Den 146 m høje Keops-pyramide menes at være bygget af faraoen Keops, ca. 2600 f.Kr. Dens overflade var oprindelig beklædt med omhyggeligt sammenføjede, polerede og blændende hvide kalkstensblokke, der dog for det meste nu er gået tabt. Man har beregnet, at der er medgået over 2 mill. blokke til formålet, og det er en almindelig antagelse, at det har taget omkring 6-8 000 mand 20 år at opføre pyramiden, hvis kvadratiske grundplans 233 meter brede sider i øvrigt er orienteret efter verdenshjørnerne, lige som pyramidens spids peger direkte mod himlens Zenith. Pyramiden rummer tre kamre, som sædvanligvis betegnes som gravkamre, idet man mener at den er opført som gravmonument for kong Keops og hans dronning. Det tredie af kamrene, det nederste under jordoverfladen, flyttede man opefter, efterhånden som bygningen blev rejst. Øverst ligger kongekammeret med en sort granitsarkofag. Omtrent midt mellem dette og det nederste kammer, ligger det noget mindre dronningekammer. Til alle tre kamre fører 1 m høje og 1 m brede gange, idet adgangen til kongekammeret dog til slut sker gennem det såkaldte store galleri.

Keops-pyramiden og Sfinksen er til stadighed genstand for arkæologiske undersøgelser, og i nyere tid hælder flere ægyptologer til den teori, at Keops-pyramiden faktisk ikke primært er bygget som mausoleum eller gravmonument, men som indvielsestempel for faraoen og muligvis også for ypperstepræsterne og de højere embedsmænd. En af begrundelserne herfor skulle bl.a. være, at man forbandt begrebet grav med den underjordiske verden, men pyramiderne ligger hovedsagelig over jorden, og desuden antages det, at den store kong Keops næppe ville have nøjedes med en sarkofag, der efter faraonisk målestok er så lille, som tilfældet er med den i kongekammeret. (Note 1)

Men mysteriet om pyramidernes opførelse, formål og anvendelse, specielt Keopspyramidens, er videnskabeligt set fortsat en uløst gåde, der stadig optager en del ægyptologer og andre forskere. Og der gøres så godt som hele tiden nye arkæologiske opdagelser, som føjer ny viden eller nye hypoteser til ægyptologien. Således er der i nyeste tid fundet arkæologiske spor af en række store bagerier, beboelseshuse og arbejdergrave i Keopspyramidens nærhed, som tyder på at der engang må have været mange munde at mætte. Man mener nemlig at disse bagerier leverede brød til en kæmpemæssig arbejdsstyrke, som daglig sled med at transportere de store kalkstensblokke op ad de jordramper, der var blevet anlagt omkring pyramiden, efterhånden som den voksede opad. Men indtil videre foreligger der ikke videnskabeligt verificerede data, som bekræfter den byggeteknik, der blev brugt under opførelsen af pyramiderne. Også det spørgsmål skal vi vende tilbage til lidt senere.

Okkultismens pyramidologi

Men nok så interessant i denne sammenhæng er de alternative og i en del tilfælde mere eller mindre okkulte bud på, hvem, der byggede pyramiderne, hvornår, hvorfor og hvordan de gjorde det. I løbet af det 19. århundrede, mere præcist i 1859, indledte den engelske forfatter John Taylor den såkaldte pyramidologi med sin fantastiske bog, The Great Pyramid: Why was it Built? And Who Built it? Den blev i 1864 efterfulgt af et 664-siders værk, Our Inheritance in the Great Pyramid, forfattet af Charles Piazzi Smyth, professor i astronomi ved Edinburghs Universitet. Bogen fik enorm betydning for okkultister og mystikere af alle afskygninger, specielt Rosenkreuzere og andre hemmelige selskaber, der mente at kunne spore deres oprindelse helt tilbage til den ægyptiske dødekult omkring pyramiden. Ifølge Mystikkens Verden, håndbog om parapsykologi og magi, 1978, skrevet af forfatteren Poul Fersling, er især Smyth's bog et godt eksempel på, hvordan en intelligent mand med et lidenskabeligt engagement i en bestemt teori, kan forledes til at manipulere sine videnskabelige observationer på en sådan måde, at de bekræfter hans teoretiske antagelser og ideer, i stedet for omvendt, at ideer og antagelser skal bekræftes eller evt. afkræftes af videnskabelige observationer. Men Mr. Smyth har formentlig selv været i god tro, men ladet sig forlede af entusiasme og ønsketænkning. (Note 2)

Senere er andre okkultister og 'mystikere' fulgt i Smyth's fodspor og har fremsat mere eller mindre fantastiske og usandsynlige teorier og påstande, særlig omkring Keopspyramiden. Disse teorier skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her. Derimod skal vi orientere os om Martinus' opfattelse af Keopspyramiden, som principielt er i overensstemmelse med okkultismens opfattelse af samme, lige som jeg bagefter skal redegøre for hans syn på Sfinksen. Sin opfattelse af Keopspyramiden har Martinus især givet et kortfattet udtryk for i sine Erindringer, hvori bl.a. hans Ægypten-rejse omtales på side 139-40. Det fremgår deraf, at Martinus er helt uenig med ægyptologerne om pyramidens alder, byggeteknik, formål og anvendelse. Han mener således at Keopspyramiden er 80-90 tusinde år gammel, - hvilket må siges at være i temmelig kraftig modstrid med den almindelige arkæologiske antagelse, at Keopspyramiden ’kun’ er omkring 4.500 år gammel! Martinus mener endvidere, at Den store pyramide er bygget i forhistorisk tid af et åndeligt broderskab af indviede personer, som via en særlig materialisationsteknik var kommet hertil fra andre og mere højtudviklede kloder, for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur. Disse indviede væsener benyttede sig ifølge Martinus af åndelige eller psykiske kræfter, hvormed de ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer, var i stand til at forme pyramiden med den matematiske præcision, den under alle omstændigheder er udtryk for.

I henhold til Martinus' opfattelse, blev i hvert fald Keopspyramiden bygget alene med det formål at skulle fungere som indvielsestempel for faraoer og samfundets øverste repræsentanter, som derigennem måtte kvalificere sig til at træde i det guddommelige skabeprincips tjeneste og fungere som anførere og vejledere for den tids almindeligvis ret primitive mennesker. Men hvor spændende dette emne end er i sig selv, skal jeg dog heller ikke komme nærmere ind på det i øvrigt interessante psykologiske indvielsesritual eller ceremoniel, der i henhold til Martinus og flere andre okkultister, bl.a. Edouard Schuré og Paul Brunton, blev benyttet ved sådanne lejligheder. For resten fortæller Martinus samme sted, at han i et syn så, hvordan pyramiden oprindeligt har set ud, lige efter sin færdiggørelse. Den var skinnende hvid, idet dens sider var dækket af et porcelænsagtigt materiale, siger han, og dens omgivelser var en frugtbar oase med frodige palmer, forhold som i øvrigt senere er blevet bekræftet af arkæologer og ægyptologer. (Note 3)

Martinus' opfattelse af Sfinksens gåde

Man har naturligvis lov til at stille sig skeptisk overfor Martinus' opfattelse af Keopspyramidens alder, tilblivelseshistorie og anvendelse, men til trods for, at jeg personligt hører til blandt de skeptiske, tør jeg dog ikke afvise at Martinus i den sidste ende måske kan vise sig at få helt eller delvis ret, også selvom det ikke umiddelbart virker sandsynligt, specielt ikke hvad angår pyramidens alder og 'byggeteknik'. Derimod nærer jeg ingen skepsis mod hans opfattelse af pyramidens ligesidede trekant-form som et udtryk for det levende væsens grundanalyse, og heller ikke overfor hans påstand om dens anvendelse som indvielsestempel, og slet ikke mod hans fortolkning af Sfinksens gåde, idet han stort set i overensstemmelse med klassisk mytologi og især esoterisk mytologi mener, at dens dyrekrop repræsenterer "dyret" i mennesket, og dens menneskehoved "mennesket" i dyret. Det hænger sammen med hans påvisning af, at den enpolede kønstilstand eller parringsprincippet lige siden dyretilstanden, ja, endog i en del af planteriget, har været og fortsat er en livsbetingelse for individets fremtræden, seksualitet, forplantning og reinkarnation. Derfor er den enpolede kønstilstand endnu så stærkt fremtrædende i jordmenneskets psykofysiske bevidsthed, at denne i en vis udstrækning stadigvæk repræsenterer pattedyret. Men samtidig er den 'dyriske' bevidsthedsdel, som giver sig udslag i bl. a. ejendomsbegær, jalousi, misundelse, intolerance, had og hævngerrighed og de deraf følgende konsekvenser, langsomt ved at blive undermineret af den tiltagende polforvandling, hvorunder den hidtil latente pol samt det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, i stigende grad er ved at gøre sig gældende i menneskets bevidsthedsliv. Her viser den sig i form af de evner og egenskaber, som vi normalt betegner som "menneskelige": Humanitet, tolerance, intuition, intelligens, viden, skabeevne, højere kulturelle interesser og aktiviteter m.v. Karakteristikken "halvt dyr" og "halvt menneske" er derfor den fundamentale analyse af det ufærdige, uindviede eller kosmisk ufødte jordmenneske, hævder Martinus. (Note 4)

Martinus' opfattelse af Keops-pyramiden

Vedr. Martinus’ opfattelse af Keopspyramidens alder og tilblivelseshistorie, kunne man fristes til at mene, at hans dømmekraft i dette tilfælde ikke har ladet sig lede af regulær fornuft og logik, men derimod af fantasiens og måske ønsketænkningens anelser og følelser. Han var omkring 73 år, da de interviews med ham, der senere udkom i bogform under titlen Martinus Erindringer, blev optaget på lydbånd i foråret 1963. På det tidspunkt havde han for længst lagt sit hovedværk, Livets Bog I-VII, bag sig. Dets syvende og sidste bind udkom i 1960. Men intet steds i dette værk, så lidt som i andre af sine værker, giver han udtryk for en tilsvarende opfattelse af Keopspyramidens alder og tilblivelseshistorie, alene af den gode grund, at han overhovedet ikke beskæftiger sig med den side af emnet, men nøjes med en passant at nævne Sfinksen og Den store pyramide. Derimod omtaler han enkelte steder mere indgående den såkaldte mysterieindvielse, hvorved han som nævnt forstår den ritualiserede form for indvielse i livsmysteriet, som det fortidige ægyptiske samfunds kommende øverste magthavere: faraoner og ypperstepræster, måtte gennemgå og bestå, før de eventuelt kunne indtræde i deres betydelige og ansvarsfulde stillinger.

I bogen Martinus – som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989, gentager Sam Zinglersen (side 279) stort set Martinus’ egne udtalelser i ”Martinus’ Erindringer” vedr. Keopspyramiden, idet han dog tilføjer at Martinus ved en enkelt lejlighed over for en lille fortrolig vennekreds ”røbede, at han selv var en af de indviede personer, der kom hertil for at opføre pyramiden – og det var 86 tusinde år siden!” Udråbstegnet er sat af Sam Zinglersen, formentlig især for at fremhæve det relativt umådelige tidsrum af 86 tusinde år. Set i relation til arkæologernes og ægyptologernes aldersangivelse for Keopspyramiden, nemlig omkring 4.500 år, giver Martinus’ påstand om pyramidens alder grund til forbløffelse og – hvis man forholder sig kritisk til påstanden – til skepsis. På den tid, Martinus nævner, var Jorden og herunder Ægypten befolket af neanderthaler-mennesker. Neanderthalerne er de første mennesker, der har efterladt sig betydelige kulturminder. De kendte ilden, gik klædt i skind og fremstillede avancerede våben og brugsredskaber, og – måske nok så vigtigt i denne sammenhæng – de begravede deres døde. Det vides at de havde religiøse forestillinger og en dødekult, som dog næppe kan have været så avanceret og sofistikeret som den mysterieindvielse, der med stor sandsynlighed fandt sted i Keopspyramiden.

Okkultisten Madame Blavatsky

I 1877 udkom et 1300 siders værk, Isis Unveiled, forfattet af okkultisten og teosofisten, den ukrainsk fødte Madame Helena Petrovna von Hahn-Rottenstein (1831-91), bedre kendt under efternavnet Blavatsky, som hun fik gennem sit giftermål i 1848 med general Blavatsky. Bogen er en blanding af mysticisme, myter og arkæologi, som antyder, at antikkens indviede besad en viden, der siden er gået tabt. Denne viden eller visdom mener madame Blavatsky at have genopdaget, og den ligger til grund for den teosofiske lære, hun har opstillet. Den består af essensen i alle tiders religiøse, filosofiske, magiske og spiritistiske systemer, herunder ikke mindst de orientalske filosofier Sankhya, Yoga og Vedanta. Teosofien afviger så tilpas meget fra den almindelige europæiske filosofi, at alene denne omstændighed i sig selv var nok til at erhverve den tilhængere i den vestlige verdens kulturkreds.

Inden sin død i 1891 nåede Madame Blavatsky at omarbejde sit første værk og dermed skabe endnu et imponerende kæmpeværk, The Secret Doctrine (dansk: Den hemmelige lære). Dette værk indeholder hele hendes samlede okkultisme, der i virkeligheden kan betragtes som en udvikling af evolutionsteorien på det åndelige plan. Men hvor Charles Darwin (1809-82), som i 1859 udgav sin Origin of Species (dansk: Arternes oprindelse), havde frarøvet mennesket dets guddommelige herkomst og ikke havde sat noget andet i stedet, hævdede Madame Blavatsky, at hvis mennesket ikke var skabt i Guds billede, var det dets opgave at anvende evolutionsprocessen til at udvikle og opnå dette billede. Det kunne ifølge hende ske gennem reinkarnation og karma, det sidste begreb forstået som summen af fortjenester og mangler i form af sammenhobet gæld fra tidligere liv. Denne sum af handlinger bestemmer individets evner og færdigheder og dets etisk-moralske karakter eller mangel på samme, og dermed dets skæbne i det aktuelle liv.

I henhold til Madame Blavatsky er målet for den personlige udvikling, at individet skal opnå et stade af human perfektionisme, og derfor mente hun, at livet på Jorden sigtede imod at udvikle en ny form for psykisk veludrustet menneskehed. Det enkelte individs udvikling indgår ifølge hende i en kosmologi, og hun mente således at syv grundracer havde befolket Jorden før den menneskehed, som antropologer opererer med. Disse syv racer udgøres af den adamiske, der var usynlig og levede nær Nordpolen; den hyperboræiske fra det nordlige Asien, og som delvis var synlig; den lemuriske, bestående af abelignende kæmper fra landet Lemuria; den atlantiske, hvis liv på Atlantis ophørte med kontinentets undergang i Atlanterhavet; den ariske, som nutidsmennesket tilhører, og derefter endnu to racer, som først vil vise sig efter den nuværende menneskeheds undergang. Efter de nævnte syv racers ophør, vil livet forlade Jorden og begynde forfra på planeten Merkur.

Tabte kontinenter

Navnet Atlantis har fascineret en del mennesker lige siden Platon omkring 300 f. Kr. beskrev legenden om det tabte kontinent, som 9000 år tidligere ved sin ugudelighed blev straffet med ødelæggelse. Men det var først, da amerikaneren Ignatius Donnelly i 1882 udgav sit værk, Atlantis, at det blev påstået at Atlanterhavskontinentet, som bl.a. blev forbundet med legenderne om Edens Have, sank ned under havets overflade for ca. 13.000 år siden, en tidsangivelse, der dog stemmer nogenlunde med Platons tidsangivelse på 9000 år før hans egen levetid.

Ifølge andre spekulationer havde der også eksisteret to andre tabte kontinenter eller sagnlande, nemlig ét på østsiden af Afrika, kaldet Lemuria, og et andet, kaldet Mu, i Stillehavet. Navnet Lemuria på sagnlandet ud for Østafrika skyldtes zoologen P.L.Sclater, som mente at kunne fastslå, at dyre- og plantelivet og landmassernes geologi udviste store ligheder på trods af den enorme afstand over åbent hav mellem Afrika og Indien. Og ikke mindst mente han, at halvaben lemuren, som levede i Østafrika, det sydlige Indien og Malaya, var en indikation på, at et land måtte have strakt sig fra den Malaysiske halvø over det sydlige Asien til Madagaskar. Dette nu forsvundne land havde engang været lemurernes hjemland. Madame Blavatsky var derimod af den opfattelse, at Lemuria havde været beliggende i Stillehavet og at Sydhavsøerne var alt, hvad der i vor tid er tilbage af det vældige kontinent.

Lemuria-teorien vandt interesse og genklang hos en del fremtrædende videnskabsmænd, og blandt disse var biologen og filosoffen Ernst Haeckel (1834-1919), som var kendt for at promovere Darwins evolutions- og selektionsteori i Tyskland. Han nåede snart til den slutning, at Lemuria kunne være hjemsted for mere udviklede væsener end halvaberne, og mente, at Lemuria udmærket kunne tænkes at være den menneskelige races vugge, eftersom menneskene med al sandsynlighed var efterkommere af antropoide aber. Disse tanker blev begejstret modtaget af antropologer, der havde den opfattelse, at menneskeheden fra et bestemt område var blevet spredt ud over hele kloden. Og religiøse mennesker – til denne kategori hørte den naturvidenskabelige monist Haeckel bestemt ikke – der følte sig ulykkelige og opbragte over Darwins påstande om, at de havde udviklet sig fra abelignende væsener, og som søgte efter et fysisk bevis for Edens Haves geografiske beliggenhed, mente at have fundet denne i teorien om Lemuria. Men bortset herfra, har nutidens geologer den opfattelse, at mange slags forstenede organismer eller fossiler fundet forskellige steder på kontinenterne, antyder at kontinenterne engang har været forbundet. Man mener derfor at have en mængde geologisk og fossilt bevismateriale for den såkaldte kontinentalvandring, hvorunder kontinenterne har fjernet og fortsat fjerner sig fra hinanden. Se mere herom nedenfor.

Ernst Haeckel vil dog nok mest være kendt for sin formulering af den såkaldte biogenetiske grundlov, også kaldet rekapitulationsloven. Ifølge denne rekapitulerer, dvs. gentager eller repeterer og afspejler individets udvikling slægtens biologiske og historiske udvikling. På grundlag af Martinus’ kosmologi opereres der her på hjemmesiden med forestillinger om, at individet, foruden at repetere, gentage eller rekapitulere artens biologiske og historiske udvikling, også repeterer sin egen psykiske og åndelige (etisk-moralske) historiske udvikling. Se herom i afsnittet Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed.

Myte og videnskab

Ideen om det tabte sagnland Mu blev fremført af oberst James Churchward, som mente at det havde ligget i Stillehavet og at det var hjemstedet for Edens Have og dermed for menneskehedens oprindelse. På det tidspunkt, da Mu ifølge sagnet blev ødelagt af et voldsomt vulkanudbrud, havde det er befolkningstal på omkring 64 millioner. Men inden Mu’s undergang havde alle menneskelige racer udviklet sig på dette kontinent og var derfra udvandret til andre egne af Jorden, og forskellene mellem racerne skyldtes degeneration af de oprindelige emigranter. Et karakteristisk træk ved teorien om Mu-samfundet er de hvide racers overlegenhed over de farvede racer, en teori, som derfor også fangede interessen hos tidlige nazistiske forfattere.

Det er også karakteristisk for teorierne om Atlantis, Lemuria og Mu, at ingen af disse har tænkt sig muligheden af, at forklaringen på de tilsyneladende forsvundne landmasser eller kontinenter kunne være den, at kontinenterne er i drift bort fra hinanden. På principielt samme måde med udbredelsesteorien, der går ud fra, at menneskeheden er opstået ét sted på Jorden og derfra har udspredt sig til andre egne. Moderne arkæologer og antropologer mener derimod at det sandsynligste er, at menneskegrupper er opstået og har udviklet sig uafhængigt af hinanden forskellige steder på kloden, hvilket bl.a. kan være en del af forklaringen på de forskellige racer og kulturer. (Note 5)

Selv om det egentlig ligger uden for denne artikels emne, vil det nok alligevel være på sin Plads at se lidt på, hvordan videnskaben opfatter de fænomener, der har givet anledning til teorierne om Sfinksen, Keopspyramiden, Atlantis, Lemuria og Mu. Geologerne har beregnet, at for omkring 200 millioner år siden var kontinenterne føjet sammen langs fastlandssoklernes rande, således at de dannede ét stort kontinent, som på alle sider var omgivet af hav. Dette kontinent, som i geologien kaldes Pangea, begyndte for omkring 180 mill. år siden at bryde op og dele sig i flere mindre kontinenter. der dannede sig først to næsten adskilte superkontinenter: Laurasia (Nordamerika og Eurasien i nord) og Gondwanaland (Sydamerika og Afrika i syd). Antarktis udgjorde et kontinent for sig, lige som Forindien var et subkontinent i drift nordøstover. Australien udgjorde på den tid en sammenhængende landmasse med Antarktis.

Først for omkring 65 mill. år siden begyndte kontinenterne så småt at antage de nu kendte konturer og foreløbige placeringer med verdenshavene imellem sig. Der har ifølge geologerne ikke eksisteret kontinenter, der er forsvundet ned under Atlanterhavets eller Stillehavets overflader. Atlanterhavet blev dannet ved, at Nordamerika og Sydamerika trak sig bort fra Afrika, en proces der var godt fremskredet for omkring 65 mill. år siden. Ifølge geologerne gik der ikke nogen landmasse tabt i den forbindelse. De involverede landes konturer minder i øvrigt i større eller mindre grad om de tidligere tilhørsforhold. Eksempelvis er det tydelig at se på landkort, at Nord- og Sydamerikas vestkyst engang har været sammenføjet med Afrikas østkyst. (Note 6)

Nyere geologisk forskning

Den nyeste geologiske forskning synes at tyde på, at livet på Jorden er noget ældre end hidtil antaget. Det skulle fundet af forstenede alger og havmosser være indikationer på. Hidindtil har man været af den opfattelse, at for cirka 600 mill. år siden begyndte plante- og dyrelivet at søge op af havet og videreudvikle sig på landjorden, først i form af dinosaurer, der beherskede kloden i omkring 100 mill. år, men som næsten alle uddøde, af årsager som forskerne endnu i år 2000 ikke kender præcist eller er enige om. Man mener at dinosaurerne generelt var koldblodede og æglæggende dyr, men nogle forskere mener dog at kunne føre bevis for at i hvert fald enkelte arter var varmblodede og levendefødende pattedyr. Men dinosaurerne efterfulgtes under alle omstændigheder af varmblodede, levendefødende pattedyr, heriblandt forskellige grupper af aber. De mest fremskredne af disse blev for cirka 35 mill. år siden til de første hominoider, dvs. aber med forstadier til menneskelige træk. De første fossile spor af disse dateres til at være 2,5 mill. år gamle. Homo erectus optræder først omkring 500 000 år før vor tid, dvs. i ældre stenalder. Homo Sapiens optræder for 200 000 år siden og neanderthaleren for 110 000 til 35 000 år siden, dvs. mellemste stenalder. Neanderthalerne har navn efter Neanderthal ved Düsseldorf i Tyskland, hvor man i 1856 i en hule fandt de første rester af forhistoriske mennesker. Homo sapiens sapiens, ja, sådan betegner antropologien vor tids menneske, findes på arenaen omkring 40 000 før vor tid, dvs. i yngre stenalder, hvor brugen af relativt avancerede våben og redskaber er blevet et fremtrædende træk, ligesom der forekommer hulemalerier som led i jagtmagien. (Note 7)

Den nyere biologiske forskning mener imidlertid at have beviser, der tyder på at plante- og dyrelivet flere gange gennem Jordens historie har foretaget dramatiske spring i udviklingen på kort tid. Et baskisk forskerhold under ledelse af chefen for Naturhistorisk Museum i Vitoria, har gjort nogle fund af velbevarede fortidsinsekter i ravklumper, som de mener, kan betyde at man må forny den hidtidige udviklingslære. Det er i den forbindelse interessant, at sammenligne den her nævnte nyere geologiske og biologiske forskning med Martinus’ opfattelse af evolutionen. Han mener nemlig at de levende væsener har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Eksempelvis er han af den opfattelse, at insekternes oprindelige udvikling ikke er sket her på Jordkloden, men at disse er kommet hertil (via inkarnation) fra andre kloder. Mange insekter, som f.eks. bier og myrer, synes højere udviklede end mange af pattedyrene her på Jorden, ja, hvad samfundsorganisation angår, overgår disse endog enkelte primitive jordmenneskesamfund. De levende væseners udvikling foregår derfor i ”baner”, der strækker sig gennem verdensaltet. Martinus kalder sådanne baner for ”kosmiske udviklingsbaner”, og disse er, hævder han, den egentlige kilde til arternes oprindelse. Men i øvrigt deler han Darwins opfattelse af, at den biologiske udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning af lavere trin mod højere trin. Det, der især skiller Martinus fra Darwins teori er, at han opfatter livet og dettes lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. (Note 8)

”Kosmiske udviklingsbaner”

Der skal nok være den læser, som umiddelbart studser over Martinus’ påstand om såkaldte ”kosmiske udviklingsbaner”, men når man betragter disse i sammenhæng med hans opfattelse af verdensaltet som en organisk, holistisk enhed, der er opbygget på grundlag af en række kosmiske skabeprincipper, herunder ikke mindst livs- og stofenhedsprincippet, samt organismeprincippet, lyder forekomsten af de nævnte udviklingsbaner ikke helt så fantastisk og usandsynlig. Helt fremmed for videnskaben er tanken heller ikke, idet nogle astrofysikere ikke udelukker den mulighed, at livet kan være kommet her til Jorden fra andre planeter i universet eller kosmos. Men de fysikere og biologer, der tror på denne såkaldte panspermia-teori, forestiller sig naturligt nok, at livskimene er ført hertil med meteorer eller meteoritter, der er slået ned på Jorden, hvor betingelserne var gunstige for livets opståen og vækst. Andre forskere mener endog, at livet i utallige former og varianter er et udbredt fænomen i hele kosmos, som derfor må opfattes som et levende univers. Det helt store og grundlæggende problem for disse forskere er imidlertid på grundlag af kendte fysiske lovmæssigheder at kunne forklare, hvordan livet overhovedet har kunnet opstå. De modigste og mest fremsynede forskere tør indrømme overfor sig selv og andre, at de teorier om livets opståen og udvikling, man arbejder ud fra, måske er helt eller delvis forkerte, eller at der i al fald mangler noget afgørende i de fysiske forklaringsmodeller, nemlig den faktor eller de faktorer, der sandsynliggør hvordan livet har båret sig ad med at opstå.

Men det er naturligvis også klart, at vi i al fald indtil videre ikke har noget videnskabeligt bevis for gyldigheden af Martinus’ teori om bl.a. inkarnation, reinkarnation og kosmiske udviklingsbaner. Den hidtidige naturvidenskabelige og humanistiske opfattelse og teori om livets udvikling og arternes oprindelse antager, at livet er opstået og udviklet her på Jorden gennem selektion (naturlig udvælgelse af de bedst egnede) og mutation (pludseligt opståede ændringer i planters eller dyrs arvelige egenskaber). Men en nyere tids forskere er imidlertid som nævnt ikke så sikre på, at livet, dets opståen og udvikling kan forklares så forenklet, men mener derimod at der er en hel del uafklarede spørgsmål, som de håber og tror på, at den nærmeste fremtid vil blive i stand til at afklare og løse. (Note 9)

Sfinksens og Keopspyramidens alder

Det billede af Jordens og menneskets udviklingshistorie, som naturvidenskaben tegner, synes ikke at levne plads til de teorier om Sfinksens og Keopspyramidens alder, som f.eks. Madame Blavatsky og Martinus antager. For omkring 80-90.000 år siden levede neanderthalerne i Europa, Nærorienten og Nordafrika, hvilket stemmer meget godt med, at Ægyptens ældste kulturlag viser, at der i den ældre stenalder boede mennesker på begge sider af Nilen. Neanderthalerne er de første mennesker, der har efterladt sig en egentlig kultur. De kendte ilden, gik klædt i skindtøj, begravede deres døde og havde en dødekult og religiøse forestillinger. De fremstillede relativt avancerede våben af sten og træ, og brugsredskaber af horn, ben og elfenben. Desuden fremstillede de smykker, hulemalerier og skulpturer. Man har fundet redskaber, som f.eks. nævesten og hulskraber, der tyder på en forbindelse med Mellemøsten og Europa. Fra yngre stenalder, ca. 5000 f.Kr., findes talrige gravpladser langs Nilen, som viser, at der op til historisk tids begyndelse (ca. 3000 år f.Kr.) har været to kulturformer. Nedreægyptens befolkning har været bofaste bønder, der bl.a. dyrkede byg og hvede, mens Øvreægyptens befolkning var kvægnomader og jægere.

Et samlet Ægypten opstod omkring 2880 f.Kr., da Øvreægyptens kong Menes grundlagde 1. dynasti. Ægyptens historie opdeles almindeligvis i 31 dynastier, der begynder med Menes og slutter med Alexander den Store. Statsguden var Horus, guden med falkehoved, der blev tilbedt som den opgående sol og derfor optaget i Osiris-myten som en søn af Osiris og Isis, der begge havde deres tegn på stjernehimlen. Kongerne i de to første dynastier satte derfor Horus-navnet foran deres eget. Gamle Rige, ca. 2680-ca. 2160 f.Kr., spænder over 3.-6. dynasti. Med 3. dynastis kong Zoser indledtes den store monumentalarkitekturepoke, hvis første bygningsværk var trinpyramiden i Sakkara. Det er i 4. dynastis epoke med faraoner som Snofru, Keops, hans søn Kefren og dennes søn Mykerinos, at de store pyramider ved Giza opføres. Under 5. dynasti afløste solguden Ra (Re) guden Horus som statsgud og Re-navnet knyttedes til faraonavnet.

Allerede Gamle Riges religion var forholdsvis avanceret med sin Osiris og Isis-mysteriekult. Osiris, opstandelsens gud, symboliseret med stjernebilledet Orion, var hersker over Underverdenen, og Isis med hankekorset, frugtbarhedens gudinde, med stjernebilledet Sirius, hans hustru og søster. Deres søn Horus var som nævnt solens og kongernes gud (hos grækerne identisk med Apollo). Farao spillede en væsentlig rolle i religionen, især i forhold til Osiris-kulten, idet den afdøde farao gennem begravelsesmysteriet blev til en Osiris, og dronningen en ny Isis, mens deres søn blev til en ny Horus. Man forestillede sig, at menneskets ka (sjælelegeme) havde form som den afdødes fysiske skikkelse og derfor repræsenterede alle afdødes materielle krav, mens menneskets ba, sjælen, helt var ånd og som efter døden kunne forlade legemet som en fugl eller i enhver anden skikkelse. Dødekulten skulle ved mumificering sikre liget mod tilintetgørelse, og ved at dette blev lagt i sarkofagen under jorden, mens afdøde havde sit hus over jorden, hvor offergaverne blev anbragt. Her var der ofte et rigt udstyret kultrum med bl.a. mindesten med navn og titler på den afdøde. Bag ved dette rum havde ka, i form af afdødes statue, et rum, hvor ka’en kunne nyde offergaverne. Den åndelige udrustning bestod i hellige ord på gravvæggen, sarkofagen og i dødebogen, som blev lagt i graven.

I mange religioner og mytologier har man identificeret guder med himmellegemer, især med sol og måne. Tilbedelse af solen blev eksempelvis også personificeret i en jordisk skikkelse, som tilfældet var med den romerske kejser, der betegnedes som ”sol invictus”, dvs. ”uovervindelig sol”. Det samme har været tilfældet i nyere tid, hvor den japanske kejser blev opfattet som søn af solguden. Men i det hele taget spillede astrologien eller den okkulte stjernetydning en stor og afgørende rolle i oldtidens livs- og verdensanskuelse, hvilket bl.a. også fremgår af begivenhederne omkring Jesu fødsel. Astrologiens grundlag og udgangspunkt er, at kosmos er en organiseret helhed eller enhed, hvori makrokosmos er nøje forbundet med mikrokosmos, hvilket vil sige Jorden og mennesket. Astrologien går samtidig ud fra, at de fire grundelementer: jord, vand, luft og ild, findes i alt, hvilket blev både alkymiens og lægekunstens grundlag i oldtiden. Den astrologiske lære opererer endvidere med i alt 12 stjernebilleder eller stjernetegn i Dyrekredsen. Når f.eks. solens bane iagttages fra Jorden, passerer den hele stjernehimlen rundt på et år. Det er denne bane, som kaldes Dyrekredsen, og som forløber gennem 12 stjernebilleder, som næsten alle har dyrenavne: Vandmanden, Fisken, Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten og Stenbukken. I nyere tid hersker der dog stor skepsis omkring den påstand, at et menneskes karakter og skæbne vil kunne aflæses gennem tydning af den stjernekonstellation, der gjorde sig gældende på vedkommendes fødselstidspunkt.

Farao Keops levede 2609 f.Kr.-2584 f.Kr., og han er angiveligt bygherre for den store pyramide, der bærer hans navn. Opførelsen af Sfinksen og en af de andre store pyramider ved Giza tilskrives imidlertid hans søn, kong Kefren. Det antages, at det tog over 20 år at opføre Keopspyramiden, hvoraf en del år gik med anlæg af den vej, ad hvilken de over 2 mill. Stenblokke skulle transporteres fra stenbrudene til byggepladsen. I de hen ved 3 mdr., hvor Nilen gik over sine bredder, og landbefolkningen derfor var uden indbringende beskæftigelse, blev omkring 6-8.000 arbejdere årligt udskrevet til at transportere stenblokkene og opføre pyramiden. (Note 10)

Keopspyramidens konstruktion

Supplerende kan her nævnes, at Keopspyramiden oprindelig var 146 meter høj, men siden er den reduceret til 137 meter, og den er under alle omstændigheder højere end Peterskirken i Rom. Til pyramidens opførelse er der ifølge arkæologerne blevet brugt omkring 2,3 millioner stenblokke, hver på et omfang af mere end én m³ og med en vægt på tilsammen 200.000 ton. Stenene har ifølge lidt ældre pyramideforskning måttet transporteres over store afstande, idet kalkstenene mentes at være hentet øst for Cairo, hvor de angiveligt blev mejslet retvinklet ud i kalkstensgruberne ved Mokatam, mens granitblokkene og de øvrige hårde stenarter er fra Aswan, som ligger cirka 700 km syd for Giza. I hvert fald i det sidstnævnte tilfælde blev de store sten transporteret på både ad floden Nilen til Giza. Senere arkæologiske udgravninger på Giza-plateauet har dog vist, at kalkstensblokkene med stor sandsynlighed er udhugget og hentet fra kalkstensgruber i nærheden af Den store Pyramide. Se herom senere nedenfor.

Der findes ca. 70 bevarede pyramider i Ægypten, hvoraf de fleste ligger nord for Nilen, deriblandt Keops’, Kefrens og Mykerinos’ pyramider i Giza, og disse har regelmæssig pyramideform og kvadratisk grundplan. Zosers pyramide ligger ved Sakkara, Snofrus ved Medum og Amenhoteps pyramide ligger ved Havara.

I henhold til arkæologerne har bygningen af pyramider gennemgået en udvikling, begyndende med den såkaldte mastaba (en enkelt blok eller trin), over tre-trins-pyramiden i Zakkara, syv-trins-pyramiden i Medum, og endelig den egentlige pyramideform med glatte ydersider. Keopspyramiden betegner det ypperste indenfor pyramidebygning.

Omkring 1970’erne mente arkæologerne og ægyptologerne vedr. opførelsen af f.eks. den største af pyramiderne, Keopspyramiden, at de mægtige stenblokke er blevet slæbt op ad anlagte jordramper bl.a. ved hjælp af rullestokke og løftestænger. Granitblikkene fra Aswan menes at være transporteret på prambåde de 700 km op ad Nilen. Der blev også brugt træslæder til transporten af kalkstenene, idet man har fundet rester af sådanne i Mokatam, som ligger lidt øst for Cairo. Det skal dog her tilføjes, at nyere arkæologiske udgravninger fra 1980’-90’erne har vist, at kalkstensgruberne faktisk fandtes i nærheden af Keopspyramiden, også kaldet Den store Pyramide. Se mere herom nedenfor under Mark Lehner.

På grundlag af arkæologiske fund vides det, at pyramidebyggernes værktøj har været relativt primitivt, særlig i forhold til projektets uhyre dimensioner. Det drejer sig om skydelod, vaterpas, kobbermejsel, stukkatør-værktøj af kobber, vinkel, murerhammer af træ, og træskabelon til sten.

Så sent som i 1990 er der foretaget udgravninger i området omkring Den store Pyramide, som bl.a. har afsløret en række store bagerier, der tyder på at der dér på stedet skulle bages brød til mange mennesker. Et hold arkæologer under ledelse af den ægyptiske arkæolog Zahi Hawass har desuden fundet et betydeligt antal grave med velbevarede skeletter af ægyptiske arbejdere, deriblandt en grav, som angiveligt indeholdt det ligeledes velbevarede skelet af den arbejdsformand, der ledede arbejdet. Arbejdsformanden var tømreren Inty-Shedu. Desuden har Hawass og hans medarbejdere fundet rester af store beboelsesbygninger, som har tjent som boliger for byggepladsens arbejdere og håndværkere, hvis antal anslås til omkring en snes tusinde. Skeletterne af arbejderne viser i mange tilfælde umiskendelige tegn på slidgigt som følge af det tydeligvis hårde arbejde, de pågældende i månedsvis dagligt måtte udføre.

Syd for Keopspyramiden har Hawass og hans folk endvidere fundet og påbegyndt udgravningen af en vandskakt som menes at rumme guden Osiris’ symbolske grav. Denne grav menes dog først at stamme fra ca. 1550 f. Kr. Rundt om Osiris’ sarkofag er der fire søjler og en indskrift ”Pr”, som i hieroglyf-skrift betyder ”sted”. Det var alt sammen omgivet af vand, og Hawass nævner, at de gamle ægyptere kaldte Giza-plateauet Pr-Usir-Nb-Rastaw, der betyder: Osiris’ sted, herre over de underjordiske tunneller. Ifølge Hawass har vandskakten ingen forbindelse med hverken Sfinksen eller pyramiderne. Han mener også at have begrundede forhåbninger om, at pyramiderne har gravskakter neden under sig, hvilket skal bekræftes eller afkræftes gennem forestående nye udgravninger. (Note 11)

Den amerikanske arkæolog og ægyptolog Mark Lehner har arbejdet på Giza-plateauet så sent som i 1997, og muligvis også senere, og han har stort set kunnet bekræfte Hawass’ fund. Lehner mener tilmed at have fundet bekræftelse på hypotesen om, at Keopspyramiden er blevet opført ved hjælp af en jordrampe, der løb rundt om pyramiden, og ad hvilken de mange tonstunge stenblokke blev transporteret op, efterhånden som pyramiden rejste sig. Lehner og hans folk har ligeledes fundet det område i nærheden af pyramiden, hvor man mener de store kalkstensblokke er blevet hugget ud af klippegrunden. Der findes stadig tydelige spor i klipperne efter de redskaber, som er blevet brugt til arbejdet. Klippeplateauet lå skjult under de vældige jordmængder, som ifølge Lehner i sin tid var blevet brugt til at opføre den nærmest spiralformede rampe, der gik rundt om pyramiden, og ad hvilken de tonstunge blokke efterhånden blev transporteret op og helt til toppen. Jordlaget er af en særlig slags, idet det er blandet på en sådan måde, at det danner et fast underlag, samtidig med at det er let at bearbejde med hakker og andet graveværktøj, og derfor også er forholdsvis let at nedbryde manuelt igen.

Lehner og hans medhjælpere har i praksis afprøvet teknikken med løftestænger og rullestokke, og herunder fandt man ud af, at det kunne lade sig gøre at transportere de store, tunge stenblokke på denne måde, ikke mindst fordi arbejdet foregik rytmisk og blev ledsaget af specielle kommandoer og sange. Men man måtte samtidig konstatere, at det var hårdt fysisk arbejde, som må have slidt på fortidens arbejdere, der sled med det tunge arbejde dagen lang og dag efter dag i årevis. Dette kan da bl.a. også ses af, at de fundne antikke arbejderskeletters ryghvirvler bærer tydelige præg af det hårde slid.

Løftestænger og rullestokke

Arkæologerne mener altså at have kunnet konstatere, at de eneste mekaniske redskaber, som de antikke ægyptiske bygningsarbejdere kendte og brugte på den tid, var løftestænger og rullestokke, ligesom stenhuggerne i hovedsagen ser ud til at have brugt kobberværktøj, hvormed de tildannede de store kalkstensblokke. De råt tilhuggede byggesten i Keopspyramidens indre synes i øvrigt heller ikke at understøtte Martinus’ påstand om, at de skulle være blevet bragt til stedet ved hjælp af dematerialisations- og materialisationsteknik. Hvis man nemlig havde behersket og anvendt denne specielle form for transport af stenmaterialet til pyramiden, hvorfor kunne man så ikke ved samme lejlighed lige så godt have formet materialet i mere regulære blokke? - Eller endnu bedre: Hvorfor formede man simpelthen ikke bare pyramiden ud i ét og i den triangulære form, man ønskede den skulle have? Det mangler man en rimeligt fornuftig forklaring på, lige som man mangler en forklaring på, hvor dematerialisationen har hentet det stenmateriale, der er blevet anvendt til pyramidens opførelse. – Er forklaringen eller svaret herpå mon ikke snarere, at man på den tid, hvor Taylor, Smyth og Blavatsky fremsatte deres okkulte teorier om Keopspyramiden, endnu ikke var klar over, at de stenbrud, der blev benyttet, faktisk lå på stedet, men begravet under jord og sand? Heller ikke i Martinus’ levetid havde man påbegyndt de udgravninger af Giza-plateauet, der efterhånden bragte en mængde hidtil skjulte ting for dagens lys. Martinus døde i marts 1981 og de nævnte udgravninger fandt først sted i løbet af 1990’erne. Problemet om, hvordan man skaffede sig stenmaterialet til opførelsen af bl.a. Keopspyramiden, var altså i realiteten ikke noget problem. En nyere tids ægyptologer og arkæologer ser i det hele taget ikke nogen reelle problemer omkring opførelsen af pyramiderne på Giza-plateauet, heller ikke omkring Keopspyramiden. Man anerkender den sidstnævntes imponerende matematiske konstruktion og indretning, men ser ikke nogen som helst grunde til at den ikke skulle være blevet opført på helt normal og naturlig måde.

At oldtidens Ægypten havde særdeles dygtige arkitekter og bygningskonstruktører, viser pyramiderne, templerne og paladserne. Man rådede også over dygtige håndværkere og kunstnere på den tid, hvilket bl.a. demonstreres af de mange vægmalerier i gravkamrene, f.eks. ved Beni-Hassan, de ligeledes mange relieffer og skulpturer i templer og paladser, bl.a. i Karnak og Luxor. På Ny Carlsberg Glyptotek i København findes en fremragende ægyptisk samling, og her kan man se og beundre mesterligt udførte skulpturer som f. eks. Byfogeden og Skriveren.

Til forklaring af spørgsmålet om, hvor bl.a. løftestængerne og rullestokkene samt meget andet af det værktøj og materiale, der blev anvendt i forbindelse med pyramidernes opførelse, er kommet fra, påpeger Lehner, at Giza-plateauet oprindelig så anderledes ud, end tilfældet har været i mere end et par tusinde år. Dengang var stedet ikke et ørkenlandskab, idet de foreløbige udgravninger viser, at der i forbindelse med plateauet oprindelig har været nogle kanaler og havne med forbindelse til Nilen. Lehner mener desuden, at der har ligget en temmelig stor by i området, som man først har kunnet udgrave i de seneste år.

Ifølge senere oplysninger har Mark Lehner også undersøgt graven for farao Keops (Khufu), dennes moder (dronningemoderen), og the Wall of Crow, som menes at være en slags porthvælving til pyramiderne ved Giza, ligesom han som nævnt har foretaget udgravninger af en landsby, der anses for at have huset nogle af de 20.000 arbejdere, der var beskæftiget med opførelsen af pyramiderne

Mausoleer eller indvielsestempler?

For resten tager Lehner ikke direkte stilling til spørgsmålet om især Keopspyramidens anvendelse som indvielsestempel i den forstand, som okkultisterne mener, men han er mest tilbøjelig til at mene, at de tre store pyramider først og fremmest er mausoleer for de tre store faraoner Keops, Kefren og Mykerinos. Men, siger han, den gammelægyptiske dødekult var jo i sig selv så indspundet i religiøs mystik, at intet kan udelukkes, førend det er bevist eller eventuelt modbevist. I TV-programmet kommer Lehner dog ikke nærmere ind på dette spørgsmål, men nævner det kun.

På baggrund af bl.a. Lehners udgravninger og fund, må man vel alt i alt foreløbig kunne konkludere, at sandsynligheden af de okkulte teorier omkring pyramidernes opførelse, især vedrørende Keopspyramiden, er mindre end lille. Dette må vel specielt siges om Martinus’ påstand om den okkulte teknik, der ifølge ham skulle være brugt til transport af de mange store klippeblokke, bygningsværket består af. Efter det foreliggende at dømme, bygger denne og lignende teorier på ukendskab til de kendsgerninger, som først i de seneste årtier er kommet for dagens lys. Fantasien og ønsketænkningen har derfor tidligere fået lov til at udfylde de formodede ”mystiske” og ”overnaturlige” huller i den menneskelige viden om pyramiderne. Og dog, måske er Martinus’ påstand om byggeteknikken ikke så usandsynlig, som man i første omgang skulle tro. Se herom senere. (Note 12)

Problemet om alder: 4.500 eller 80-90.000 år?

Arkæologernes og ægyptologernes antagelse af, at Keopspyramiden, Kefrens og Mykerinos’ pyramider og dronningernes, familiemedlemmernes og embedsmændenes grave samt Sfinksen blev opført for ca. 4.500 år siden, stemmer under alle omstændigheder dårligt med Martinus’ påstand om, at i al fald Keopspyramidens opførelse skal have fundet sted for omkring 80-90.000 år siden. Påstanden bliver ikke mere sandsynlig af, at en ægyptolog som f.eks. Robert Bauval og flere med ham, mener at have belæg for den antagelse, at Den store pyramide blev bygget for omkring 12.000 år siden. Bauval fremfører også, at de gamle ægyptere refererede til en gylden tidsalder, som de kaldte ”Zep Tepi”, hvor den første Osiris levede på Jorden, og de mente samtidig, at denne gyldne tid var længe før den tid, hvor pyramiderne blev opført. Som vi har hørt ovenfor, så befolkedes plateauerne omkring Nilen på den tid af neanderthalere, så i fald Keopspyramiden og Sfinksen virkelig skulle være blevet opført omkring dette tidspunkt, må disse avancerede bygningsværker altså være blevet bygget af mennesker med en betydeligt højere åndsudvikling og intelligens end den, man med rimelighed kan tillægge neanderthalerne. Men sådanne mennesker fandtes jo ifølge antropologien endnu ikke på Jorden på det tidspunkt, og det vidste madame Blavatsky så vel som andre okkultister, herunder også Martinus, naturligvis udmærket, og derfor var det nødvendigt at antage, at den store pyramide blev opført af ”et broderskab eller samfund af indviede personer, som kom hertil fra andre og mere højtudviklede kloder for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur her på jorden. De byggede pyramiden ved psykisk kraft, ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer.” (Note 13)

Man skal altså i henhold til Martinus forestille sig, at disse højtudviklede, indviede personer skulle ”bistå” den relativt laverestående befolkning af neanderthalere med at opføre den store pyramide og formentlig også Sfinksen. Selvom det næppe vil kunne anses for særlig sandsynligt, kan man vel ikke helt udelukke, at der blandt et folk, som indsamlede føde ved fiskeri, jagt på fuglevildt og ørkendyr, og som havde deres primitive religiøse ritualer og magi, fandtes en eller flere individer, der var egnede til at gennemgå dén indvielse til højere bevidsthed, som den store pyramide menes at have til formål at være den ydre ramme om, og således at vedkommende kunne fungere som leder eller høvding for sit folk.

Det kan naturligvis ikke udelukkes at have været tilfældet, at det guddommelige skabeprincip i egenskab af verdensgenløsningsprincip allerede dengang har benyttet sig af en sådan fremgangsmåde som det er, at sende højere udviklede indviede fra en eller eventuelt flere kloder i verdensaltet til jorden, for gennem en eller flere egnede høvdinge at inspirere relativt laverestående samfund til at videreudvikle sig. Men der fandtes dog ikke såkaldte faraoner på den tid, sådan som Martinus synes at forudsætte (”Martinus – som vi husker ham”, s. 279). Som nævnt er neanderthalerne de første mennesker, der har efterladt sig en betydelig om end relativt primitiv kultur. Dette kunne godt være tegn på, at de kan have haft en idérig foregangsmand, en høvding eller en slags præst (shaman), eller måske flere sådanne, som gennem indvielse har fået impulser fra det guddommelige skabeprincip til at virke for at fremme stammefællernes samfundsmæssige og kulturelle udvikling. (Note 14)

Imidlertid har Martinus ikke udtalt sig nærmere om, hvordan han mener de nævnte indviede fra en højere verden kom til jorden, men det må vel antages at være sket gennem en slags materialisations- eller projektionsproces via jordens åndelige atmosfære, hvor de pågældende væsener midlertidigt har taget ophold, for derfra at synliggøre sig i jordens fysiske sfære. For det kan vel næppe tænkes at være foregået gennem inkarnation i den tids fysiske menneskeorganismer, selvom disse havde et hjernevolumen, der svarer til eller endog var større end nutidsmenneskets. I henhold til de geologiske kulturlag, neanderthalerne har efterladt sig, tyder det ikke på at de kan anses for at have været lige så intelligensmæssigt, teknisk og kulturelt udviklede som nutidsmennesket, heller ikke selvom nyere forskning tyder på, at neanderthalerne måske har været mere lig vor tids mennesker, end hidtil antaget.

UFO’er, kvanteoptik og teleportation

Personlig vil jeg tillade mig at udelukke teorien om, at såkaldte UFO’er kan have været indblandet i sagen. Denne teori anser jeg for at være usandsynlig, så meget mere som den skyldes mennesker, der tænker teknisk-materielt, og som formentlig generelt set har vanskeligt ved at forstå eller acceptere en åndelig eller okkult forklaring på fænomenerne. UFO’er er efter min mening science fiction og desuden beslægtet med nisser og trolde, dvs. fantasivæsener skabt af overtroen. Martinus synes til dels at støtte denne opfattelse, hvilket indirekte fremgår af et svar på spørgsmål om UFO’er, fremsat i kontaktbrev nr. 18, 1966. Brevet er citeret i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 4-2004, side 24.

Men bortset fra alle spekulationer og teorier, vil det så i grunden ikke være mere nærliggende at mene, at f.eks. Keopspyramiden har været tilknyttet Gamle Riges Osiris-Isis kult og begravelsesmysterium, og at dens opførelse derfor mere naturligt har fundet sted ca. år 2500 f. Kr. under farao Keops? – På principielt samme måde med Sfinksen, fabeldyret med løvekrop og menneskehoved, der bevogtede kongernes grave, eller måske snarere symboliserede mysterieindvielsen i Keopspyramiden, hvorunder mysteriekandidaten fra at være et jordisk og endnu ”dyrisk” menneske (i heldigt fald) blev forvandlet til en indviet. Nogle ægyptologer mener at have belæg for den opfattelse, at Sfinksen er skabt på foranledning af Keops’ søn og efterfølger på tronen, farao Kefren, hvilket må betyde at figuren er lidt yngre end den store pyramide. Hvad angår opførelsen af Sfinksen, så er der i nyere tid fremsat en veldokumenteret hypotese om, at den kæmpemæssige figur ikke skyldes farao Kefren, men derimod dennes ældre broder, farao Djedefre, som afløste farao Keops på tronen. Se herom senere nedenfor.

Imidlertid findes der angiveligt videnskabeligt underbyggede teorier, som mener, at de store kalkstenblokke, der er blevet brugt til opførelsen af Keopspyramiden, er blevet formstøbt lige som moderne beton. Støbeproduktet svarer til en zeolith, et farveløst mineral, fremstillet af en særlig kemisk blanding, som efter hærdning ligner en kalksten. Med hypotesen om støbte kalkstensblokke forekommer det mig, at muligheden for Martinus’ påstand om ’materialiserede’ kalkstensblokke, ikke lyder fuldstændig usandsynlig. Og heller ikke, når man erfarer om de moderne eksperimenter med teleportation.

Men meget apropos ”materialisering eller projektion af stoffets atomer”, så kunne man i Berlingske Tidendes tillæg Univers den 10.11.1998 læse om såkaldt ”teleportation”. Denne helt nyopdagede teknik består kort og forenklet beskrevet i, at man ved hjælp af kvanteoptik kan ødelægge og genskabe en laserlysstråle. Den videnskabelige forskning omkring denne teknik foregår bl.a. på Laboratoriet for Kvanteoptik i Institut for Fysik og Astronomi i Aarhus. Leder af projektet er den russisk fødte lektor Eugene Polzik, og han udtaler bl.a.: ”Forsøget er et skridt over den klassiske grænse for at sende komplicerede informationer. Når vi er i stand til at transmittere en kompliceret konstruktion som laserlys fra et sted til et andet og opnå en præcis kopi ved modtagelsen, er næste skridt at transmittere atomer fra et sted til et andet.”

Imidlertid understreger Polzik, at en almindelig brug af teleportationen ligger langt ude i fremtiden, men man er dog allerede nu klar til næste forsøg: at teleportere atomer. Det er desuden hans opfattelse, at man ved hjælp af kvanteoptikken på længere sigt kan udvikle kvantecomputere, som er langt mere avancerede end nogen computer, vi kender i dag. Ikke kun hvad angår hurtighed, men også ved at kunne løse problemer, som den eksisterende teknologi aldrig vil blive i stand til at klare.

Subjektiv materialisation og dematerialisation

Det lyder jo umiddelbart spændende, men mon man med kvanteoptikken også er på sporet af en objektiv materialisations- og dematerialisationsteknik? – Martinus taler derimod om en ”subjektiv” form for materialisation og dematerialisation eller projektion, som foregår via vågen dagsbevidst koncentration eller viljesakt. Ved hjælp af denne kan særligt egnede personer fortætte en art finere fysisk stof, som findes i deres egen og andres aura (latin: glorie, udstråling), så dette bliver synligt. Det er denne synliggørelse, der kaldes en materialisation, og denne kan f.eks. antage form af en bestemt menneskeskikkelse. Omvendt kaldes opløsningen af denne skikkelse for dematerialisation, hvorved finstoffet opløses og atter indgår i den eller de auraer, hvorfra det blev hentet og fortættet. Martinus hævder, at der rundt om på Jorden findes hemmelige eller lukkede kredse, hvor man eksperimenterer med materialisationer og dematerialisationer, nemlig med særligt henblik på at senere tiders mennesker vil være henvist til at benytte denne inkarnations- og diskarnationsteknik. Men om teknikken også vil kunne anvendes på ren fysiske materier, er et åbent spørgsmål. (Note 15)

Det er et spørgsmål, om Martinus’ opfattelse af Sfinksen og Keopspyramiden er helt upåvirket af de tidligere ovenfor anførte okkulte tanker om disse, som bl.a. skyldes madame Blavatsky, og som han formentlig kan have erfaret om gennem sit nære bekendtskab med den belæste åndsvidenskabelige forsker Lars Nibelvang (1879-1948). Vedr. den sidstnævnte henvises læseren til Martinus’ Erindringer, s. 63-79, samt Martinus – som vi husker ham, s. 11-40. Men selv om jeg personlig nærer en vis skepsis over for Martinus’ påstand om Keopspyramidens okkulte opførelse og alder, så er jeg til gengæld positivt indstillet over for hans opfattelse af dens primære formål som indvielsestempel, lige som jeg fuldt ud kan tilslutte mig hans fortolkning af fabeldyret Sfinksen. Se herom i Note 4.

Intuition og kosmisk bevidsthed

Martinus’ beskrivelse af Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med ægyptologen Mark Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor fremførte, er det min opfattelse at Martinus’ påstande om specielt Keopspyramiden, næppe kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt logisk velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin kosmiske bevidsthed eller veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har nu afdøde lektor Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen ”Martinus – som vi husker ham” (s. 77). Det var en af Ben Saxes venner, der engang havde fortalt ham dette, og herom skriver han følgende:

”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!”

En del tyder da også på, at Martinus, til trods for påstanden om sin kosmiske bevidsthed, ikke altid kom lige hurtigt eller nemt til sine ”kosmiske facitter”, herunder sine tegnede symboler og logiske analyser. Han måtte i hvert fald i en del tilfælde prøve sig frem, indtil han fandt frem til adækvate udtryk for sine intuitioner. Det kan man for symbolernes vedkommende se 10 eksempler på i den skitsebog, han tegnede i årene 1924-29, men som han bortset fra symbol nr. 1: den ligesidede trekant, erklærede for ugyldige. For hans skriftlige arbejdes vedkommende kan man læse herom i hans selvbiografi ”Martinus Erindringer”. Sidstnævnte sted skriver han bl.a. følgende om sin situation omkring 1921, det år, hvor han til sin egen store overraskelse kom ud for at opleve det, han selv betegner som sin fødsel til kosmisk bevidsthed:

Og så begyndte jeg at skrive.

Men alt det, jeg skrev de første år, måtte jeg dog senere redigere om. Jeg var jo uden rutine, og jeg skrev sætninger så lange, at de fyldte halve sider. Jeg troede i begyndelsen, at det var nemmere for læserne at forstå analyserne, når man ikke afbrød tankerækken ved at anvende for mange punktumer.

Der gik faktisk syv år, før jeg for alvor var moden til at påbegynde mit hovedværk ”Livets Bog”. (Note 16)

Dette bekræftes yderligere af forfatteren Lars Nibelvang i dennes artikel (uden titel) i bogen ”Martinus – som vi husker ham”:

Nu begyndte han så småt at skrive på sit hovedværk ”Livets Bog”. I begyndelsen var han jo uden rutine som forfatter, og det meste af det, han skrev i de første år, måtte han senere redigere om. (Note 17)

I nogle Martinus-kredse har der i tidens løb været entusiastiske tilhængere, som har ment, at efter at han i påsken 1921 havde gennemgået den hvide ”indvielse” og ”den gyldne ilddåb”, satte dette ham i stand til umiddelbart at kunne gennemskue ethvert problem og til straks at kunne svare på ethvert stillet spørgsmål. Men sådan forholdt det sig ifølge Martinus selv altså åbenbart ikke, i hvert fald ikke altid. Han måtte til at begynde med tværtimod anstrenge sine åndsevner til det yderste og benytte bøn til Gud som vejledende og rådgivende. Men rent personligt kan jeg ikke se, at det på nogen måde kan forklejne Martinus’ under alle omstændigheder og i god forstand enestående og fantastiske kosmiske analyser og facitter, hvis han til at begynde med har måttet bruge tid på at afklare og tydeliggøre sine kosmiske visioner, indtil de formede sig krystalklart for ham, så han derefter kunne give disse synlige udtryk i tegnede symboler og skrevne tekster. (Note 18)

Den kosmiske bevidsthed synes også lejlighedsvis at have svigtet Martinus senerehen i livet, hvilket turde fremgå af hans udtalelse om, at forholdet var det, at han ”kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” Det vil næppe være for dristigt at gætte på, at Martinus ikke benyttede sig af sin kosmiske bevidsthed, når han gjorde sig tanker om og udtalte sig om f.eks. pyramidernes alder og byggeteknik. Men når det kommer til stykket, hører det jo trods alt heller ikke til et af de vigtigste problemer og spørgsmål at få afklaret her i livet. Personligt tror jeg, at Martinus, som altid var genstand for megen opmærksomhed fra sine tilhængeres side, ofte svarede de ikke altid lige seriøse spørgere, mest for at være venlig og imødekommende.

En human begravelsesform

På et senere tidspunkt i sit liv ønskede og bestemte Martinus, at hans fysiske legeme skulle balsameres efter døden og at hans specielle kiste skulle anbringes inden i en gennemsigtig glaspyramide. Denne bestemmelse vidner efter min mening mere om mystikeren end om filosoffen i ham. Hans ønske var for øvrigt motiveret dels af kærlighed eller hensyntagen til endnu levende mikroindivider i hans fysiske organisme, og dels af den tanke, at denne form for human bisættelse skulle danne forbillede for fremtidens bisættelser.

Hensigten var, at glaspyramiden og kisten med Martinus’ jordiske rester skulle placeres i ”Villa Rosenberg”s have i Klint ved Nykøbing Sj., men myndighederne kunne ikke give tilladelse dertil. I stedet blev kisten ’midlertidigt’ anbragt i et kapel på Frederiksberg Kirkegård, hvor den endnu befinder sig i 2010. (Note 19)

Radikal teori om sfinksen og pyramiderne

Som nævnt skal fokus herefter særlig lægges på en teori kaldet The Orion Correlation Theory, der i 1990’erne er fremsat af den ægyptiske bygningsingeniør og forfatter Robert Bauval (f. 1948) og publiceret i forskellige bøger og tv-programmer, senest 2006, og som har det særligt interessante ved sig, at den anlægger en helhedsbetragtning, der inkorporerer de rent arkæologiske kendsgerninger og samtidig åbner op for en direkte kosmisk sammenhæng mellem oldægyptisk statsdrift, religion og mytologi og de tanker og forestillinger, der ligger bag opførelsen af Sfinksen og de store pyramider og de øvrige antikke bygningsværker i Ægypten. Man kan i henhold til Bauvals opfattelse forenklet sagt udtrykke det på den måde, at der består en korrelation eller gensidighed mellem stjernehimlen og Jorden, idet stjernehimlen så at sige afspejler sig på Jorden. Det skal i dette tilfælde mere præcist forstås sådan, at den del af Jorden, som udgøres af Ægypten, svarer til eller er konstrueret efter et bestemt udsnit af stjernehimlen. Men nok så vigtigt, så er der samtidigt tale om et universalt billede af forholdet mellem himlen og jorden og mellem ånden og materien. I den kontekst er pyramiderne opført som både mausoleer og indvielsestempler, primært for faraoner, men formentlig også for ypperstepræster og højeste embedsmænd.

Det, der i denne sammenhæng gør Bauvals teori særligt interessant, er det forhold, at den i princippet synes at være i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af forholdet mellem Himlen (den åndelige verden) og Jorden (den fysiske verden), mellem ånden og materien. Sagt med andre ord, så afspejler det store sig i det små, og det små sig i det store. I Martinus’ verdensbillede er det lovmæssighederne, som ligger bag livs- og stofenhedsprincippet og organismeprincippet, der gør sig gældende. Der består i henhold til Martinus en ubrydelig indbyrdes kosmisk-organisk sammenhæng mellem alt i verdensaltet. En opfattelse og tankegang, som man også genfinder i den romantiske kulturperiodes såkaldte organismetanke, sådan som denne især er udformet af filosoffen Friedrich W.J. Schelling (1775-1854). (Note 20)

Forud for tilblivelsen af The Orion Correlation Theory var gået, at Robert Bauval i begyndelsen af 1990’erne var interesseret i at få fat i en oversættelse af forfatteren Sir Walter Scotts Hermetica, og han fandt da frem til en ny udgave med forord af Adrian Gilbert. Det særligt interessante for Bauval var, at Gilbert i sit forord til bogen pegede på en forbindelse mellem en Aleksandrinsk mysterieskole omkring Hermes Trismegistos og det ægyptiske Fjerde dynastis pyramidebyggere. Bauval og Gilbert blev derefter enige om sammen at skrive bogen The Orion Mystery (1994). (Note 21)

The Orion Correlation Theory er angiveligt blevet til på den måde, at Robert Bauval og vennen Adrian Gilbert en nat opholdt sig sammen i den arabiske ørken, og ved at betragte den kæmpemæssige, tyste stjernehimmel, udpegede vennen stjernebilledet Orion. Det føltes som lidt af en åbenbaring, da de to venner samstemmende følte og forstod, at der bestod et intimt forhold – en korrelation – mellem Fjerde dynastis ægyptiske pyramider på Giza-plateauet og konstellationen mellem bestemte stjerner i stjernebilledet Orion. For Bauval stod det straks klart, at der måtte være tale om den indbyrdes konstellation mellem de tre hovedstjerner, kaldet ”Trapezet”, i Orion-bæltet og de tre store pyramider på Giza-plateauet.

Denne i og for sig ejendommelige overensstemmelse mellem de tre Orion-stjerner og de tre store pyramider, mente Bauval ikke kunne bero på en tilfældighed. Han vidste jo på forhånd, at der bestod en nøje overensstemmelse mellem ægyptisk mytologi og stjernehimlen – sådan som tilfældet i øvrigt også er for græsk mytologis vedkommende. Gennem sine undersøgelser af pyramiderne ved Giza havde han – og andre ægyptologer med ham – fundet ud af, at de folk, der antagelig for 4.500 år siden byggede pyramiderne, var fremragende matematikere, som foretog deres beregninger ud fra kendskabet til stjernehimlen. I principiel lighed med skibsfarten, der i århundreder navigerede efter stjernerne. Bauval er imidlertid af den opfattelse, at pyramiderne og Sfinksen formentlig er ældre end antaget af arkæologerne, som mener, at begge dele sandsynligvis er omkring 4.500 år gamle. Bauval har dog en formodning om, at der i begge tilfælde kan være tale om en alder på omkring 10.500 eller 11.500 f. Kr. Dette modsiges dog for Sfinksens vedkommende af en teori fremført af Vassil Dubrev, som ud fra grundige og årelange studier omkring farao Keops’ første søn, Djedefre, som betyder ”Udholdende ligesom Re (eller Søn af Ra, solguden)”, er kommet frem til det resultat, at det i virkeligheden var denne – og ikke den anden søn, Kefren, - der lod Sfinksen skabe som et symbol på kongemagten. Djedefre lod også bygge to ubenyttede samlesæt af træskibe, som skulle bruges til at fragte den afdøde faraos sjæl over ”dødens flod” til efterlivet (jf. græsk mytologis skel mellem liv og død, floden Styx). Djedefre var også bygherre til en pyramide og et tempel i Abu Rawash. Djedefres pyramide adskiller sig i henhold til Dubrev fra de øvrige ægyptiske pyramider ved, at den så at sige er hugget ud af den klippeformation, hvorpå den er opført. Byggestenene har derfor ikke skullet fragtes opad fra grunden, men derimod nedad, efterhånden som de til formålet er blevet udhugget af klippen. (Note 22)

Oldægyptisk mytologi

Til forståelsen af Sfinksen og pyramiderne er det nødvendigt, at have et vist kendskab til den antikke ægyptiske mytologi. I denne mytologi er den første og øverste farao Osiris, som både er gud og menneske. Som gud hersker han over livet og døden og findes på himlen i form af stjernebilledet Orion, og som menneske er han den første ægyptiske farao. Osiris var gift med Isis, på samme tid hans hustru og søster, og moder til fællesbarnet Horus. Isis er et billede på moderrollen og afbildes med en solskive på hovedet, indrammet af to kohorn. Horus er symbolet på den opgående sol, og som afkom af Osiris og Isis kaldt Horusbarnet. Delvis sammenligneligt med den kristne treklang Gud, Jomfru Maria og Jesusbarnet. Horus er ofte afbildet med falkehoved.

I det følgende skal kort gentages, hvad der tidligere ovenfor er blevet nævnt om det gamle Ægyptens religion og mytologi. Et samlet Ægypten opstod omkring 2880 f.Kr., da Øvreægyptens kong Menes grundlagde 1. dynasti. Ægyptens historie opdeles almindeligvis i 31 dynastier, der begynder med Menes og slutter med Alexander den Store. Statsguden var Horus, guden med falkehoved, der blev tilbedt som den opgående sol og derfor optaget i Osiris-myten som en søn af Osiris og Isis, der begge havde deres tegn på stjernehimlen. Kongerne i de to første dynastier satte derfor Horus-navnet foran deres eget. Gamle Rige, ca. 2680-ca. 2160 f.Kr., spænder over 3.-6. dynasti. Med 3. dynastis kong Zoser indledtes den store monumentalarkitekturepoke, hvis første bygningsværk var trinpyramiden i Sakkara. Det var i 4. dynastis epoke med faraoner som Snofru, Keops, hans søn Kefren og dennes søn Mykerinos, at de store pyramider ved Giza opførtes. Under 5. dynasti afløste solguden Ra (Re) guden Horus som statsgud og Re-navnet knyttedes til faraonavnet.

Allerede Gamle Riges religion var forholdsvis avanceret med sin Osiris og Isis-mysteriekult. Osiris, opstandelsens gud, symboliseret med stjernebilledet Orion, var hersker over Underverdenen, og Isis med hankekorset, frugtbarhedens gudinde, med stjernebilledet Sirius, hans hustru og søster. Deres søn Horus var som nævnt solens og kongernes gud (hos grækerne identisk med Apollo). Farao spillede en væsentlig rolle i religionen, især i forhold til Osiris-kulten, idet den afdøde farao gennem begravelsesmysteriet blev til en Osiris, og dronningen en ny Isis, mens deres søn blev til en ny Horus. Man forestillede sig, at menneskets ka (sjælelegeme) havde form som den afdødes fysiske skikkelse og derfor repræsenterede alle afdødes materielle krav, mens menneskets ba, sjælen, helt var ånd og som efter døden kunne forlade legemet som en fugl eller i enhver anden skikkelse. Dødekulten skulle ved mumificering sikre liget mod tilintetgørelse, og ved at dette blev lagt i sarkofagen under jorden, mens afdøde havde sit hus over jorden, hvor offergaverne blev anbragt. Her var der ofte et rigt udstyret kultrum med bl.a. mindesten med navn og titler på den afdøde. Bag ved dette rum havde ka, i form af afdødes statue, et rum, hvor ka’en kunne nyde offergaverne. Den åndelige udrustning bestod i hellige ord på gravvæggen, sarkofagen og i dødebogen, som blev lagt i graven.

Himlen afspejler sig på Jorden

Farao Keops regerede fra ca. 2589 f.Kr. til 2566 f.Kr., og han er angiveligt bygherre for den store pyramide, der bærer hans navn. Opførelsen af Sfinksen og en af de andre store pyramider ved Giza tilskrives traditionelt hans søn, farao Kefren. En nyere teori mener imidlertid som nævnt, at det var Keops’ søn Djedefre, der var bygmester for Sfinksen. Det antages, at det tog over 20 år at opføre Keopspyramiden, hvoraf en del år gik med anlæg af den vej, ad hvilken de over 2 mill. stenblokke skulle transporteres fra stenbrudene til byggepladsen.

I de hen ved 3 mdr., hvor Nilen gik over sine bredder, og landbefolkningen derfor var uden indbringende beskæftigelse, blev omkring 6-8.000 arbejdere årligt udskrevet til at transportere stenblokkene og opføre pyramiden. Robert Bauval anfægter ikke, at opførelsen af Sfinksen og de store pyramider, samt de øvrige antikke ægyptiske bygningsanlæg, kan være opført på den måde, som arkæologerne og de traditionelle ægyptologer mener. Det vigtige for ham har været, at påpege den overraskende overensstemmelse mellem lokaliteterne omkring blandt andet Giza-plateauet i Ægypten og lokaliteterne på stjernehimlen, mere præcist i Orion-tågen. Ved hjælp af et computerskabt stjernekort viser Bauval, hvordan Sirius og stjernebillederne Orion og Tyrus var placeret for 4.500 år siden, da syv af de største pyramider menes at være blevet opført.

I Bauvals stjerne- og landkort-model betragtes den livgivende flod Nilen som et spejlbillede af Mælkevejen, mens eksempelvis Keopspyramiden korrelaterer til stjernen Zeta Orionis, Kefren-pyramiden til stjernen Epsilon Orionis og Menkaura-pyramiden til stjernen Delta Orionis. De øvrige fire pyramider i det nordlige Ægypten korrelaterer til hver sin angivne stjerne i Orion-tågebæltet.

Det i øvrigt nok så interessante er ifølge Bauval, at en af de fire skakter i Keopspyramiden pegede direkte mod en af de tre klare stjerner, Zeta Orionis, når denne stod allerhøjest på nattehimlen. En anden kanal pegede mod den klareste stjerne, Sirius, som opfattedes som gudinden Isis. Det er Bauvals overbevisning, at ritualerne omkring en faraos død formede sig på følgende måde: Først blev den afdøde farao balsameret, hvilket varede flere uger, derefter blev mumien ført ind i pyramidens dronningekammer under den skakt, som opfangede det livgivende lys fra stjernen Sirius. Herefter befrugtede mumieherskeren symbolsk sin himmelske dronning, og efter et passende tidsrum udførte den nye farao de hemmelige ritualer, som havde til formål at sikre faderens åndedræt og adgangen til det evige himmelske liv. På denne måde fungerede pyramiden både som gravkammer og indvielsestempel.

Bauval er overbevist om, at hans teori bekræftes af de såkaldte pyramide-tekster fra det femte og sjette dynasti, som blev fundet i slutningen af 1800-tallet, og i dokumentsamlingen ”Hermetica” fra omkring vor tidsregnings begyndelse. Disse dokumenter menes at være nedskrevet af ægyptere, som endnu troede på og tilbad de gamle guder: Osiris, Isis og Horus. Af disse dokumenter fremgår det blandt andet, at Ægypten er et spejl af Himlen, hvilket mere præcist vil sige, at alle magter, som virker og styrer i det himmelske, også virker og styrer på Jorden. (Note 23)

Men Osiris-myten og mysteriet var og er ikke kun relateret til den fysiske himmel, men samtidig også til den åndelige himmel, som i henhold til Martinus i lige så høj grad er et spejlbillede af den jordiske himmel eller måske mere korrekt: omvendt. I den åndelige verden er der ifølge ham også galakser, solsystemer, planeter m.v. Men primært er der levende, bevidste væsener. Her kunne man derfor tilføje, at en af de himmelske lovmæssigheder, der både symbolsk og konkret afspejler sig både i Himlen og på Jorden, er de faktorer, Martinus betegner som ”Det seksuelle polprincip” med den maskuline seksuelle pol (Osiris) og den feminine seksuelle pol (Isis), samt ’afkommet’ i form af den seksuelle polforvandling (Horus). Det er disse lovmæssigheder, der også afspejler sig i antik ægyptisk, så vel som i antik persisk, græsk og indisk mytologi. Det er derfor ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, der er det egentlige og grundlæggende livsmysterium, men et mysterium, som Martinus i nutiden har afdækket på fuldkommen logisk sammenhængende og udtømmende måde i og med sin kosmologi eller sit verdensbillede.

___________________________

Afsluttende kommentar:

Her skal tilføjes nogle bemærkninger til ovenstående artikel. For det første, at artiklen er skrevet uden nogen form for baggrundsviden om, at emnet Sfinksen og især Keopspyramiden i nyere tid er blevet behandlet af en mængde forfattere, både udenlandske og danske, og tilmed i Martinus-tidsskriftet KOSMOS. Eksempelvis har en universitetsprofessor Konrad Simonsen allerede i 1940’erne skrevet en længere artikel om emnet, som også er blevet behandlet i artikler af Carl V. Hansen, Mogens Møller, Per Bruus-Jensen og Tage Buch, lige som det aktuelt bliver behandlet i Martinus Forum på Internettet. Fælles for de nævnte forfattere og Forum-debattører er imidlertid, at de er indforståede med Martinus’ påstande om især Keopspyramidens alder og byggeteknik. Som fremført i min artikel ovenfor, mente Martinus angiveligt, at den store pyramide blev opført for omkring 80.-90.000 år siden, og at den blev bygget ved hjælp af materialisationsteknik af ude fra andre kloder i universet kommende, højt udviklede individer. Man er også enig med Martinus i, at især Keopspyramiden var et indvielsessted, lige som man mener, at Sfinksen er et symbol på det levende væsens udvikling fra dyr til menneske og sidstnævntes indvielse til rigtigt menneske.

I den ovenstående artikel har jeg fremført min tvivl og skepsis over for Martinus’ påstande vedr. Keopspyramidens alder og byggeteknik, og begrundet hvorfor, men vel at mærke uden at lægge afstand til Martinus’ kosmologi som sådan. Tværtimod tilslutter jeg mig helhjertet denne, fordi den forekommer mig at være den bedste og fornemmeste lære om verdensaltet og mennesket og alle andre levende væsener, der nogensinde er fremsat i kulturhistorien, og samtidig den bedste universalpsykologi, der endnu har været manifesteret her på jorden. Og tilmed en lære, der munder ud i en opfordring til at elske sin næste som sig selv.

Afsnittene om Martinus’ udtalelser vedr. Sfinksen og Keopspyramiden er i min artikel baseret på bøgerne ”Martinus Erindringer” og ”Martinus – som vi husker ham”. Den førstnævnte bog er i henhold til forordet af bogens udgiver, Sam Zinglersen, blevet til gennem en afskrift af de lydbånd, som udgiveren og en lille gruppe af Martinus’ venner overværede indspilningen af i foråret 1963. Martinus var da omkring 73 år. Efterfølgende foretog Sam Zinglersen en afskrift af lydbåndene i årene 1983-86, altså over 20 år efter, at lydbåndene blev indspillet.

Imidlertid har Knud Højgaard i 2009 udarbejdet nogle Bemærkninger til ”Martinus’ erindringer” og Bemærkninger til ”Martinus – som vi husker ham”, som begge opbevares i Martinus Institut Historisk Arkiv. Knud Højgaard har på den baggrund henledt min opmærksomhed på, at Sam Zinglersen i slutningen af forordet til Martinus Erindringer skriver: ”Under løsningen af denne opgave har jeg bestræbt mig for at gengive alle erindringerne i den rette kronologiske orden. Og jeg har tilføjet en del ting, som Martinus senere kom i tanke om”. Det er især den sidste sætning, der er grund til at notere sig, så meget desto mere, som at Knud Højgaard i sine Bemærkninger til Martinus’ Erindringer noterer vedr. s. 138-149, at den detaljerede beskrivelse af rejsen til bl.a. Ægypten ikke findes på lydbåndene, men må være tilføjet senere af Sam Zinglersen, og vel at mærke først et par år efter Martinus’ død i marts 1981.

Så sent som et halvt års tid, før Martinus’ bortgang, besvarede hans mangeårige ven og medarbejder ved tidsskriftet KOSMOS, Tage Buch, et læserbrev i bladets nr. 15-1980, hvori han fremfører alle de synspunkter og argumenter for antagelsen af den alder og byggeteknik, der i henhold til Martinus’ opfattelse skulle være tilfældet og være blevet brugt ved opførelsen af Sfinksen og især Keopspyramiden. (Se under Note 3 i min ovenstående artikel). Men nok så vigtigt er det, at notere sig, hvad Tage Buch skriver til slut i sit svar:

”Martinus har ikke i sine værker analyseret pyramidernes mission, og disse problemers belysning ligger i yderkanten af, hvad vi kan besvare, og er således ikke kosmiske analyser, men blot en gengivelse af, hvad Martinus har meddelt i samtaler.” (Tidsskriftet KOSMOS, nr. 15-1980, s. 190, 203-04).

Af ovenfor nævnte to hovedgrunde, for det første, at Martinus’ udtalelser om Sfinksen og Keopspyramiden ikke forekommer i de lydbånd, der ligger til grund for bogen ”Martinus Erindringer”, og for det andet den ovenfor citerede udtalelse af Tage Buch om, at Martinus ”ikke i sine værker [har] analyseret pyramidernes mission”, må spørgsmålet derfor her blive, om man kan og skal fæste lid til den ellers troværdige Sam Zinglersens hukommelse eller om han under indtrykket af den okkulte pyramidologi, som jo ser ud til at have verseret og fortsat verserer også indenfor Martinus-kredse (jf. Tage Buchs svar til en læser), – i god tro – posthumt har ladet sig forlede til at lægge Martinus mere radikale udtalelser (Martinus’ Erindringer s. 140 og Martinus – som vi husker ham, s. 279) i munden, end der reelt set har været belæg for. Men den mulighed foreligger naturligvis også, sådan som fremført her i artiklen, at Martinus – eller måske rettere: Hr. Thomsen - stort set vitterligt har udtalt sig som refereret, men uden at tænke over, at sådanne måske i hyggeligt selskab løst fremsatte udtalelser får en vis vægt, når de sættes på tryk. Det problem vil formentlig kunne diskuteres pro et contra, og vil sikkert blive det. Men i det spørgsmål vil jeg som interesseret, men ikke fag- og sagkyndig læser henholde mig til, hvad der står i de to offentliggjorte erindringsbøger. Mit hovedærinde med artiklen ”Sfinksen og Keopspyramiden” har primært været, at pege på og forholde mig kritisk og så objektivt som muligt til de spørgsmål og problemer, der gennem tiderne har været rejst omkring de nævnte to ”ægyptiske mysterier”, som måske ikke er så mysteriøse, når det kommer til stykket, som mange angiveligt gerne vil gøre dem til. De nyere arkæologiske opdagelser vedr. Sfinksen og Keopspyramiden levner i hvert fald tilsyneladende mindre og mindre plads til den okkulte pyramidologis forestillinger og dermed også til Martinus’ påstande om især Keopspyramidens alder og byggeteknik. (Note 24)

Kort efterskrift

En af de læsere, som især har reageret på den ovenstående artikel, er bibliotekar Knud Højgaard, der i øvrigt er ansvarlig for den historiske Begivenheds Oversigt over Martinus-sagens historie, som bl.a. vil kunne læses på http://www.martinus.dk/. Knud Højgaard har i særlig grad interesseret sig for, om det ville være muligt at finde bekræftelse af Martinus’ påstande vedrørende Keopspyramidens alder og byggeteknik. Han og jeg har i den anledning haft en positiv og frugtbar korrespondance via e-mail, hvori vi har drøftet problemerne omkring de nævnte påstande. Det skal dog understreges, at Knud Højgaard ikke nødvendigvis er enig i alle de synspunkter, jeg har fremsat ovenfor og herunder.

Baggrunden for de nedenstående betragtninger, er en drøftelse mellem Knud Højgaard og mig af Bo Edvinssons artikel ”Hvor længe har der været menneskelige civilisationer på jorden”, som står at læse i tidsskriftet Kosmos nr. 10 – 2010. På baggrund af Martinus’ udtalelser i 1953 (gengivet i Kosmos nr. 11 – 1987) vedrørende jordklodens aksehældning som årsag til forandringer i naturen og kulturen, deler Edvinsson angiveligt den opfattelse, at ”der har eksisteret mange udviklede menneskelige kulturer på jordkloden, meget tidligere end den nuværende materialistiske videnskab tror.” I artiklen gentager Edvinsson også Martinus’ påstand om Keopspyramidens alder og byggeteknik, hvilket jeg fandt anledning til at kritisere i en e-mail til Knud Højgaard. Denne gav i en svarmail af 5. december 2010 udtryk for sin principielle enighed i mine synspunkter på Edvinssons i øvrigt interessante og udmærkede, men efter min mening lidt vidtløftige påstande. I den forbindelse har jeg i en svarmail af samme dato fremsat nedenstående betragtninger, som kan ses som et supplement til, hvad jeg i øvrigt har skrevet om emnet.

Som sagt, så glædede det mig naturligvis, at Knud Højgaard forstod min kritiske holdning til Edvinssons artikel. Det er så meget mere prisværdigt, som at han selv har gjort sit til at undersøge spørgsmålet om Keopspyramidens alder. I den forbindelse nævnte han en Martinus-interesseret arkæolog - det er nu ellers primært ægyptologer, der må anses for eksperter på området – som han mente næppe kunne tænkes at ville anerkende den alder på 90.000 år, som Martinus - efter min opfattelse - har været så ubetænksom at angive som nævnte pyramides alder.

Til dette kunne jeg i øvrigt kun sige, at Martinus stort set ikke ellers angiver præcise årstal i sine kosmiske analyser, men nøjes med et generelt og principielt overblik over begivenhederne, sådan som disse tager sig ud set fra hans synspunkt, som angiveligt er et "kosmisk udsigtspunkt". Ingen steder i hans værker finder man de forskellige kulturperioder, som f.eks. de oldægyptiske dynastier, græsk kultur, romersk kultur, renæssancen, oplysningstiden, romantikken etc., nævnt ved navn. Det kan man måske nok betegne som både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi man ikke 'hæmmes' af historiske detaljer, men en svaghed, fordi læseren selv må finde ud af og afgøre, hvilke tidsperioder i udviklingen det er, Martinus taler om i den givne sammenhæng. Det samme gælder for øvrigt også i forbindelse med Martinus' omtale af eksempelvis den biologiske udvikling, hvis faser han også kun omtaler generelt og principielt.

Det skal her indskydes og tilføjes, at Per Bruus-Jensen i bogen ”Mennesket og livsmysteriet – introduktion til et kosmisk livssyn” (1984), har gjort et seriøst forsøg på at relatere den biologiske udvikling til jordklodens formodede tidsperspektiv, både før og efter menneskets opståen, og sådan som dette tager sig ud i henhold til Martinus’ udviklingslære. Dernæst har Per Bruus-Jensen også skitseret den kulturelle udviklings tidsperioder fra 1900 til 1984, hvor bogen udkom, og altså igen set på grundlag af Martinus’ kosmiske analyser.

Læseren eller den studerende af Martinus' verdensbillede, må derfor selv kombinere de kosmiske analyser og facitter med fagvidenskabernes undersøgelsesresultater og viden. I bedste fald hjulpet på vej af kyndige Martinus-folk, som f.eks. Svend Åge Rossen, Per Bruus-Jensen og Ole Therkelsen m.fl.. I den sammenhæng kan man i øvrigt konstatere, at den kosmiske bevidstheds visioner og facitter, så lidt som de kosmiske analyser af begge dele, kan stå alene, men behøver de naturvidenskabelige forskningsresultater som supplement og delvis kontrolinstans, for så vidt som dette overhovedet lader sig gøre i praksis. Hovedproblemet i den forbindelse er nemlig, at medens Martinus’ livsfacitter i form af et åbenbaret kohærent verdensbillede er fremsat én gang for alle og postuleres at have evig gyldighed, så er naturvidenskabens forskningsmetoder og dens forskningsresultater under permanent og uophørlig forandring og udvikling frem mod sin egen helhedsopfattelse af livet og verden. Desuden befinder naturvidenskaben sig af historiske grunde på et stadium, hvor dens opfattelse af livet og verden grundlæggende må karakteriseres som ateistisk og materialistisk, og set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt dermed også reduktionistisk. Naturvidenskaben står derfor nærmest i et modsætningsforhold til åndsvidenskaben, mere præcist forstået som Martinus’ kosmologi, der til gengæld inkorporerer naturvidenskaben i sit verdensbillede og ser denne som et foreløbigt eller midlertidigt resultat af, hvad den menneskelige intelligens og fornuft er i stand til at præstere.

For mit eget vedkommende må og vil jeg imidlertid stadig fastholde den kritik af Martinus' påstande vedr. Keopspyramidens alder og byggeteknik, som jeg har fremsat tidligere ovenfor. Jeg er fortsat af den opfattelse, at disse påstande er fremsat af Hr. Thomsen, angiveligt under en hyggelig komsammen med nære venner, måske hos Peter Zacho eller Sam Zinglersen? (Jf. Martinus - som vi husker ham, s. 179) og ikke af vismanden Martinus.

Men nok så mærkværdig er Martinus' påstand om, at han selv havde tilhørt den gruppe af "indviede personer, der kom hertil for at opføre pyramiden - og det var 86 tusinde år siden!" - Jeg forstår godt, at Sam Zinglersen har sat udråbstegn efter denne sætning, medmindre det er fordi han fandt påstanden mirakuløs, snarere end uhyrlig. Problemet for os andre er, at vi som forhåbentlig upartiske intelligente mennesker hverken er i stand til sagligt set at bekræfte eller afkræfte Martinus' kontroversielle påstande. Det er desuden også min opfattelse, at sandsynligheden for, at det med tiden skulle gå hen og vise sig, at Martinus ville få ret i de nævnte påstande, er meget lille.

Men jeg vil dog stadig mene, at Martinus alias Hr. Thomsen på flere områder må have været under en vis indflydelse af okkultismens pyramidologi, lige som han sikkert har været det af Madame Blavatskys og teosofiens teorier omkring de forskellige fortidige civilisationer på jorden. Men hverken ægyptologien, arkæologien, geologien, biologien eller den kulturhistoriske sagkundskab har været i stand til at fremkomme med saglige synspunkter, der har kunnet bekræfte gyldigheden af de nævnte påstande. Snarere tværtimod. Og vil man bare sådan uden videre kunne tillade sig at ignorere fagkundskabens udsagn? Personligt mener jeg nej. Også selvom Martinus angiveligt ikke havde megen tiltro til nutidens videnskabelige forskere, som han mente var for snæversynede og dogmatiske i deres holdning til og undersøgelser af livet og naturen. Hvilket han nok til dels og generelt set kan have ret i. (Se evt. artiklerne Videnskabelig reduktionisme på retræte? og Kommentar til artiklen ”Videnskabelig reduktionisme på retræte?”).

Det afgørende spørgsmål må sluttelig blive: Når Martinus' udtalelser om Keopspyramidens alder og byggeteknik efter en del at dømme, herunder Tage Buchs tidligere ovenfor refererede svar til en læser, faktisk må anses for i bedste fald underordnede og – efter min opfattelse - i værste fald usandsynlige og derfor ugyldige, hvad kan man da bruge disse til? - Personligt mener jeg, at vi bør ignorere dem, primært fordi de i øvrigt ikke spiller nogen rolle i og for Martinus' kosmiske analyser og disses facitter. Derfor også beklageligt med de mange spildte debatkræfter, der eksempelvis har været fremført på hjemmesiden Martinus Forum, som jeg i øvrigt kun har læst nogle få gange, idet jeg fandt det uinteressant med en debat om et emne (og emner), som overordnet set er Martinus' kosmologi uvedkommende og ligegyldige spørgsmål. Martinus’ kosmologis kosmiske analyser og kernelære står uanfægtet af de mere eller mindre usandsynlige udtalelser, som Martinus’ alter ego, den venlige og rare Hr. Thomsen, lejlighedsvis har fremsat. Hermed være sagt, at Martinus – i hvert fald efter min opfattelse - både var en verdensgenløser og samtidigt et såkaldt almindeligt menneske. Begge dele fortjener vores respekt. Men kun at opfatte ham som en slags ”alien”, der er kommet til jorden fra en anden planet, hvor ”det rigtige menneskerige” for længst er etableret, kan kun være et behov hos mennesker med hang til at tro på det overnaturlige.

© Februar 2010 Harry Rasmussen. Revideret juni 2010. Kort efterskrift december 2010.

________________________

Noter og kilder:

Note 1: Vedr. Sfinksen og Keopspyramiden: Enkelte nutidige ægyptologer mener i modsætning til flertallet af deres kolleger, at den store pyramide er bygget med det formål at være indvielsessted for faraoen og hans øverste embedsmænd. Denne opfattelse har f.eks. den japanske ægyptolog Sakuji Yoshimura, hvilket fremgår af en artikel af Mimi Mann, Associated Press. Under titlen Revolutionerende ny viden om pyramiderne er artiklen gengivet i Berlingske Tidende, 1. sektion, 30. juli 1987. Opfattelsen af, at pyramiderne ikke kun er bygget som gravmæler, fremgår bl.a. også af Jens Jørgen Kjærgaards artikel Himmel på jorden, Berlingske Tidende, sektion Fri, 26.12.1994. Artiklen omhandler Robert Bauvals teori omkring Sfinksen og pyramiderne.

Paul Brunton: The Search of the Overself. A Modern Technique for Self Discovery. Bogen udkom på dansk, formentlig I løbet af 1940’erne, under titlen Ad sindets ukendte veje. Den angives at være en fortsættelse af samme forfatters Den hemmelige vej (engelsk originaltitel: The Secret Path). De danske udgaver af samtlige Bruntons bøger er udkommet på Strubes Forlag, København. Bøgerne er uden årstal, men er formentlig udgivet i løbet af 1950’-60’erne. I førstnævnte bogs 1. kapitel, A Writer on his Writings, omtaler forfatteren bl.a. to af sine bøger, som straks ved udgivelsen gjorde ham internationalt berømt, nemlig A Search in Secret India, der udkom omkring 1935, og A Search in Secret Egypt (udkom formentlig omkr. 1937). På dansk fik de to bøger henholdsvis titlerne Bag Indiens lukkede døre og Hemmelighedsfulde Ægypten. I den sidstnævnte bog beskriver Brunton sin rejse til Ægypten, hvor han havde sat sig som mål at søge kontakt med okkulte og spirituelle kredse. Under opholdet tilbragte han en nat i meditation og trance i Keopspyramidens kongekammer, og herunder oplevede han i et syn at se, hvordan pyramiden i sin tid var blevet bygget. Ifølge hans skildring opførtes pyramiden af en mængde slaver. Brunton beskriver også den mysterieindvielse, som der efter hans og adskillige andre okkultisters opfattelse har fundet sted i Keopspyramiden i oldtiden. I ”A Search of the Overself” genkalder Brunton sig minderne fra dengang. Det sker page 13-14, 147-49. Om Sfinksen kan man læse sammesteds page 13, 25 og 158. – Vedr. Martinus’ opfattelse af, hvordan en mysterieindvielse generelt set kan og kunne tage sig ud, se f.eks. 3.11. Eventyret ”Fyrtøjet” – set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer. Se specielt underafsnittet De tre grundlæggende indvielsesgrader

I 1952 tilbragte Paul Brunton fire måneder på Martinus’ Institut, hvor han bl.a. interviewede Martinus med henblik på at skrive en bog om dennes lære. Det blev dog kun til et forord til den engelske udgave af bogen Menneskeheden og verdensbilledet. Dette forord er gengivet i bogen Martinus – som vi husker ham, s. 111-15. I artiklen Paul Bruntons besøg hos Martinus 1952, Tidsskriftet Kosmos nr. 10, 1990, fortæller Søren Hahn herom og interviewer også Ingrid Okkels om Bruntons besøg. Dette besøg er endvidere grundigt omtalt af Knud Højgaard i artiklen Paul Bruntons første besøg hos Martinus, Kosmos 2000, s. 271, og samme forfatters artikel Martinus og ”Arven fra Ægypten”, Kosmos 2002, s. 87. – Vedr. Paul Brunton og hans værker, se evt. artiklerne Spiritualismens historie og evt. også Den indre virkelighed her på hjemmesiden.

Sfinksen og mysterieindvielsen i Keopspyramiden beskrives også i Edouard Schuré: Les Grand Initiés, 1889, dansk udgave: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Oversat af Johannes Hohlenberg. Forlaget Kronos 1948. Se kapitlet Tredje Bog, s. 89-108.

Note 2: Poul Fersling: Mystikkens verden. Håndbog om parapsykologi og magi. Politikens Forlag. København 1978. Fabeldyret sfinksen omtales kort side 274, mens Keopspyramiden beskrives indgående side 280-84.

Note 3: Kilder til afsnittet: Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas. Udgivet af Lademanns Forlag 1977. Se hhv. s. 36-7 og s. 58-61. Se evt. også Jørgen Jensen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. Gyldendals Forlag 1998. Se især s. 164-5. Det er i øvrigt en kendsgerning, at der er store principielle lighedspunkter mellem den oldægyptiske dødekult og pyramidernes opbygning, indretning og udsmykning på den ene side og den danske bronchealders dødekult og gravhøjenes indretning og udsmykning på den anden side. F.eks. var dødekulten i begge tilfælde baseret på forestillinger om et liv efter døden. - Videnskabens Verden. Jordens udvikling. Illustreret Videnskabs Bibliotek, 6. bind. Bonniers Bøger A/S, København 1987. - Martinus deler Darwins opfattelse af, at den biologiske udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning af lavere trin mod højere trin. Det, der især skiller Martinus fra Darwins teori er, at han opfatter livet og dettes lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. Se LB I, stk. 278-88 og LB II, stk. 445. - Hovedkilde til de i teksten omtalte faktiske oplysninger om pyramiderne: Lademanns Leksikon. Lademanns Forlag, København 1970-81. Se under de forskellige emner. Se evt. også Annelise og Ove Winding: Verdens store mysterier. Fra den menneskelige videns grænseland. Lademanns Forlag 1971, s. 124-7. - Kilde til de nyere og forestående ægyptiske udgravninger: Berlingske Tidendes tillæg Univers, 2.2.1999. – Kan suppleres med følgende kilder: Who Build the Pyramids? Tv-program med Mark Lehner, sendt på Discovery Channel i nov.-dec. 1998. Mark Lehner har desuden skrevet bogen The Complete Pyramids: Solving the Ancient Mysteries, 1997, som formentlig er identisk med den danske udgave: Ægyptens Pyramider. Gyldendal 1998? Se evt. også Berlingske Tidendes tillæg ”Univers”, 9.2.1999: Cheops-pyramiden får guldbelagt top.

Kilde til Martinus’ udsagn om, at særligt udvalgte og højt udviklede mennesker fra andre civilisationer i universet byggede Keopspyramiden ved psykisk kraft, ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer.” Se Martinus’ Erindringer, s. 139-40, og Martinus – som vi husker ham, s. 279 - Martinus’ udtalelse om UFO’er, er fremsat i kontaktbrev nr. 18, 1966. Brevet er citeret i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 4-2004, side 24. – Vedr. ”materialisering eller projektion af stoffets atomer”, se Berlingske Tidendes tillæg Univers den 10.11.1998 om såkaldt ”teleportation”. – Vedr. inkarnations- og diskarnationsteknik: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 22: Livets Vej, afsnittet Den sekundære og den primære opstandelse.

Emnet Sfinksen og Keopspyramiden er i øvrigt i tiden løb blevet behandlet af flere andre forfattere i artikler i tidsskriftet KOSMOS, og alle har været indforståede i Martinus’ opfattelse af Keopspyramidens alder og byggeteknik. Eksempelvis blev emnet omtalt i KOSMOS nr. 15-1980 under rubrikken ”Læseren spørger – Instituttet svarer” ved Tage Buch. En læser, A.H.P., stiller to spørgsmål, det ene om jordklodens reinkarnation, det andet, som er relevant i denne sammenhæng, om ”pyramiderne er over 80.000 år gamle. Den tids bygmestre må have stået langt over vor tids mennesker i udvikling. Hvordan kan der ske en tilbagegang, skulle en sådan ikke være umulig inden for samme spiralafsnit?” – På det først spørgsmål svarer Tage Buch, at der i henhold til Martinus’ kosmiske analyser ikke vil kunne ske tilbageskridt i udvikling, idet ”enhver oplevelse, behagelig som ubehagelig, vil uvægerligt betyde en berigelse af bevidstheden, en vækst eller udvikling.” Tage Buch forklarer derefter: ”Når man for mere end 80.000 år siden kunne bygge Cheops pyramiden (Martinus mener også, at den er så gammel eller ældre) skyldes det ikke, at klodens daværende befolkning, der både var meget ringe og også meget spredt, som helhed lå på et højt udviklingsniveau, tværtimod, men at der ved indgriben fra Forsynets side tilførtes den primitive menneskehed ny viden ved en ny kosmisk verdensimpuls. Dette skete derved, at åndeligt højtudviklede væsener, sendebud fra en højere verden, materialiserede sig og ved magiske kræfter, som de fuldt ud beherskede, flyttede disse vældige stenblokke nøjagtigt på plads og på den måde byggede dette ”indvielsesinstrument” for afprøvning eller ”kunstig” indvielse af den ellers primitive befolknings ledere, således at disse (lederne) kunne få den tilstrækkelige indsigt eller viden til at føre deres egne helt uvidende folk frem til noget højere livsformer og vise, at dyremennesket ikke skulle vedblive at være et dyr, men udvikle sig til et højere menneskeligt væsen, og dette symboliseredes bl.a. ved skabelsen af Sfinksen, dyrekroppen med menneskeansigt. Det var altså en ”kunstig” indvielsesproces, i modsætning til den virkelige indvielse, som det jordiske menneske må gennemgå i form af vækst og udvikling, som både skyldes den vejledning, som gives teoretisk som følge af de kosmiske verdensimpulser, der transformeres til os gennem verdensgenløserne, således at disses ord bliver moraldannende for os, Sideløbende hermed får vi de rent praktiske og almindeligvis smertefyldte oplevelser, der demonstrerer livslovenes virkninger for os, således at vi sluttelig kan præstere en væremåde, som medfører harmoni, fred, glæde og velsignelse for alle levende væsener, og dermed blive borgere i det rigtige menneskerige.

Datidens mennesker var altså ikke højere udviklede end nutidens, og udviklingen kan som nævnt kun gå frem. Og gennem pyramidens bygning tilførtes ny viden, som kunne bringe dyremennesket et skridt fremad. I øvrigt mener Martinus, at der har eksisteret menneskeheder, hvis spor er helt udslettede, også før Atlantis og Lemurien, men disse har været af meget lokal natur, medens vor nuværende kultur omfatter alle verdensdele. I denne vor mere eller mindre degenererede kultur er der en stadig stærkere strid mellem det nedarvede dyriske og det spirende menneskelige i menneskene, kulminerende med det ragnarok, som allerede er begyndt med de to verdenskrige, og som efter Martinus opfattelse sikkert vil nå sit klimaks ved slutningen af dette århundrede [det 20. århundrede], hvorefter et virkeligt menneskeligt samfund kan påbegynde sin opbygning.

Martinus har ikke i sine værker analyseret pyramidernes mission, og disse problemers belysning ligger i yderkanten af, hvad vi kan besvare, og er således ikke kosmiske analyser, men blot en gengivelse af, hvad Martinus har meddelt i samtaler.” (Tidsskriftet KOSMOS, nr. 15-1980, s. 190, 203-04).

Note 4: Vedr. Martinus’ opfattelse eller fortolkning af Sfinksens gåde: Se LB VII, stk. 2499, 2542 og side 2905. DeV I, stk. 12:1. Logik, kap. 19, 48, 59. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 17d: Hvorfor skal man tilgive sin næste? kap. 8.

Note 5: Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas. Udgivet af Lademanns Forlag 1977. Se hhv. s. 36-7 og s. 58-61. Se evt. også Jørgen Jensen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. Gyldendals Forlag 1998. Se især s. 164-5. – Vedr. den nazistiske ideologis interesse for okkultisme og især for de verserende ’romantiske’ raceteorier med en slags over- og undermennesker, så var der i 1920’-30’erne en del tyske arvebiologer og arkæologer, som var tilknyttet Heinrich Himmlers SS-korps, og som han havde givet til opgave at bekræfte teorierne, ikke at afkræfte disse. Forskningsprogrammet kaldtes ”Ahnenerbe”, frit oversat: Slægtsarv. De mest fremtrædende af de pågældende ’forskere’ gik på forhånd helhjertet ind for de nazistiske raceteorier, og fandt derfor forståeligt nok ’beviser’ for disses rigtighed. Som objekter for undersøgelserne benyttede man sig bl.a. af kz-fanger, som blev kommanderet til at deltage ’frivilligt’ i de medicinske forsøg, der blev udført på dem. Bagefter blev de pågældende forsøgspersoner i reglen henrettet. I nogle tilfælde foregik henrettelsen ved halshugning, så at ofrenes hoveder kunne præpareres og sættes i glasmontre, således at forsøgene kunne efterlade sig håndgribelige beviser på raceteoriernes gyldighed. Kilde: Den franskproducerede TV-serie ”Hitlers elite”, senest sendt i DR2-TV i juni 2010.

Note 6: Kilde til de faktiske oplysninger i teksten: Lademanns Leksikon Verdensatlas, s. 36-7. Videnskabens Verden. Jordens udvikling. Illustreret Videnskabs Bibliotek, 6. bind. Bonniers Bøger A/S, København 1987.

Note 7: Kilde til de faktiske oplysninger i teksten: Lademanns Leksikon Verdensatlas, s. 49-57.

Note 8: Vedr. Darwins udviklingslære, se Berlingske Tidendes tillæg Univers, den 26.01.1999. Se Livets Bog I, stk. 278-88 og Livets Bog II, stk. 445.

Note 9: Se Livets Bog I, Symbol nr. 8: ”Livets vej. – Kosmiske udviklingsbaner”.

Note 10: Hovedkilde til de i teksten omtalte faktiske oplysninger: Lademanns Leksikon. Lademanns Forlag, København 1970-81. Se under de forskellige emner. Se evt. også Annelise og Ove Winding: Verdens store mysterier. Fra den menneskelige videns grænseland. Lademanns Forlag 1971, s. 124-7.

Note 11: Kilde: Berlingske Tidendes tillæg Univers, 2.2.1999.

Note 12: Kilder: Who Build the Pyramids? TV-program med Mark Lehner, sendt på Discovery Channel i nov.-dec. 1998. Mark Lehner har desuden skrevet bogen The Complete Pyramids: Solving the Ancient Mysteries, 1997, som formentlig er identisk med den danske udgave: Ægyptens Pyramider. Gyldendal 1998? Se evt. også Berlingske Tidendes tillæg ”Univers”, 9.2.1999: Cheops-pyramiden får guldbelagt top.

Note 13: Martinus’ Erindringer, s. 139-40. – I antik græsk mytologi forekommer der også en fortidig gylden tidsalder, kaldet ”Guldalderen”, hvori menneskene mentes at være mere åndeligt og kulturelt udviklede end senere tiders mennesker. Man inddelte Jordens historie i 4 tidsaldre: Guldalderen, sølvalderen, kobberalderen og jernalderen, som det ses, tidsaldre med aftagende ’metal-værdi’, formentlig som følge af en forestilling om vis kulturel degeneration. Forestillingen om en fjern ’guldalder’, hvor menneskene var mere åndeligt udviklede og lykkelige, forekommer også i nordisk mytologi. I Martinus’ kosmologi forekommer principielt samme forestillinger, men her i form af individets indvikling fra den guddommelige verden over salighedriget, planteriget og videre over dyreriget til det jordiske menneskerige, hvis grundlæggende fremtidsudsigter er det rigtige menneskerige, visdomsriget og en tilbagevenden til den guddommelige verden, altså i princippet en omvendt udvikling med stigende ’metalværdi’ fra jern over kobber, sølv og til guld. I henhold til Martinus har denne dobbelte livscyklus gentaget sig og vil fortsætte med at gentage sig i al evighed. Se f.eks. artiklerne 2.15. Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen, og 2.16. Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen. -

Note 14: Vedr. ”Det guddommelige skabeprincip”, se Martinus: Livets Bog I, 2.-3. kapitel

Note 15: Kilde: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 22: Livets Vej, afsnittet Den sekundære og den primære opstandelse.

Note 16: Martinus Erindringer (1987), s. 71. – Martinus’ skitsebog findes gengivet i Per Bruus-Jensens bog ”sol & måne”, Forlaget Nordisk Impuls 2001.

Note 17: Martinus – som vi husker ham (1989), s. 27

Note 18: Vedr. den hvide og den gyldne ilddåb, se Martinus: Omkring min missions fødsel, 16.-18. kapitel.

Note 19: Se herom i Martinus: Bisættelse, kap. 198-201. Jf. med Kosmos særnummer 1972 og Kosmos nr. 13/14 1981. - Martinus nævner eller omtaler pyramiden og pyramideindvielse følgende steder i sit forfatterskab: LB VII, side 2905. Logik, kap. 19. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed? kap.20. Se endvidere: PB-J 3, stk. 3.81. (digtet ”Sfinksen” af Paul Vermehren).

Note 20: Vedr. organismetanken, se f.eks. Politikens filosofi leksikon, bd. 1, evt. suppleret med Aage Henriksen: Organismetanken – en hovedlinie i det 19. århundredes tænkning og digtning. Gyldendal 1973.

Note 21: Forfatteren Sir Walter Scott var velkendt for sin interesse for okkulte mysterier, hvilket tydeligt fremgår af titlerne på en del af hans romaner. - Hermetica betyder alt det, der handler om tolkning af det skjulte og hemmelighedsfulde, jf. med hermeneutik. – Hermes Trismegistos: Navn på den græsk-ægyptiske gud Hermes (Thot) med tilnavnet Trismegistos, som betyder den trefold største. – Det ægyptiske Fjerde dynasti omfatter faraonerne Snofru, Keops, hans sønner Djedefre og Kefren og sidstnævntes søn Mykerinos.

Note 22: Kilde til Vassil Dubrevs teori om Sfinksen: ”The Sfinx Unmasked” (TV-program 2004; dansk titel ”Sfinksens hemmelighed”, vist på DR-k medio januar 2010). Dubrev hævder, at ukendskabet til farao Djedefre skyldes en af de tidligere fremtrædende ægyptologer, som ganske enkelt slettede og udelod enhver omtale af farao Djedefre til fordel for dennes halvbroder, farao Kefren. I øvrigt er det vigtigt at vide i forbindelse med faraonerne, at disse i reglen og traditionelt havde flere hustruer, og i nogle tilfælde også et harem af elskerinder. Farao Keops’ sønner Djedefre og Kefren havde forskellig mor. Førstnævnte efterfulgte sin far i stillingen som farao, og broderen Kefren efterfulgte ifølge de foreliggende oplysninger Djedefre i stillingen.

Note 23: Vedr. Robert Bauvals teori om pyramiderne, se under hans navn på Internettet. Teorien omtales også af Jens Jørgen Kjærgaard i artiklen Himlen på Jorden, Berlingske Tidende, sektion Fri, 26.12.1994. Desuden medvirker og fortæller Bauval om sin teori i dokumentarprogrammet ”Egypt Decoded”, som er blevet vist på DR-k medio januar 2010.

Note 24: Artikler i KOSMOS vedr. Sfinksen og pyramiderne: Konrad Simonsen: Bevidsthedens nye Grænser (9:17), Kosmos 1940 nr. 6. - Carl V. Hansen: Den store pyramides hemmelighed, Kosmos 1950 nr. 10. - Carl V. Hansen: Sfinksens gåde, Kosmos 1950 nr. 12. - Pyramide Visdom – af M. Frandsen. Red.: Bøger til biblioteket, Kosmos 1951 nr. 3. - Mogens Møller: Kulturkrise og kristendom, Kosmos 1953 nr. 6. - Johs. Dragsdahl: Carl Gustav Jungs psykologi set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt, Kosmos 1963 nr. 1. - Johs. Dragsdahl: Ungdomsoprøret set i kosmisk perspektiv, Kosmos 1969 nr. 3. Mogens Møller: Slangen, Kundskabens Træ og Livets Træ i gammel og ny belysning (2:2), Kosmos 1969 nr. 13. – Tage Buch: Læserne spørger – Instituttet svarer”, Kosmos nr. 15-1980, s. 190, 203-04. Samtlige her nævnte artikler vil kunne søges via www.martinus.dk (Se under tidsskriftet KOSMOS).

© 2010 Harry Rasmussen.