I BARNDOMMEN
I dette og de følgende afsnit skal vi
fortsætte forsøget på at indkredse H.C.Andersens repetitionsperiode, fra
omkring hans tredie til hans tredivte år, dvs. årene 1808-35, hvor hans
gennembrud som romanforfatter sker det sidstnævnte år med "Improvisatoren".. Samme år udkom også det første hefte med
fire af hans eventyr, men det vakte ikke videre opsigt, tværtimod anbefalede
flere kritikere ham, at bruge sit talent på andre og mere seriøse litterære
genrer. Alligevel betød eventyrene et reelt og originalt gennembrud for ham som
digter, hvilket eftertiden jo til fulde har kunnet bekræfte. Hans eget
personlige åndelige gennembrud skete formentlig allerede omkring februar-marts
1833, da han opholdt sig i Napoli i Italien. I henhold til romanens slutning,
havde han nogle stærkt åndelige oplevelser under et ophold i den blå grotte på
øen Capri, oplevelser, som på baggrund af Martinus' Kosmologi gør det
berettiget at karakterisere disse som et stort kosmisk glimt, der var meget tæt
på den store fødsel til kosmisk bevidsthed. Han var da lige knapt 28 år. De
følgende to år brugte han til at modne sine synspunkter og udarbejde romanen,
som udkom den 9. april 1835.
Her skal vi først koncentrere os om overtroens indflydelse på drengen Hans
Christian, der senere som voksen har givet adskillige eksempler på, at han
oplevede de magiske og især onde ånder og kræfter som i høj grad virkelige og
nærværende. Det kan bl.a. følgende citat fra Levnedsbogen fortælle om:
Min fantasi
var altid i stærk bevægelse, jeg turde næsten aldrig gå i mørke, måtte jeg et
sted hen for mine forældre og skulle forbi St. Knuds Kirkegård, da lukkede jeg
øjnene og styrtede afsted, løb på folk eller faldt så lang jeg var. - Udenfor
Odense ligger en bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et
kloster, her brændte lys om natten sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende
landsby, Hunderup for at hente kærnemælk i en lille spand, og det
imidlertid blev aften før jeg kom hjem, da gik jeg i dødsangst forbi højen, og
følte mig først rolig når jeg var over åen, efter som jeg vidste, at ingen
trolde eller spøgelser kunne komme over vand. (1)
I
"Mit Livs Eventyr" giver Andersen et andet eksempel på den overtro,
han som dreng delte med sin om muligt endnu mere overtroiske moder og
nabokonerne:
Ligeså
levende som indtrykket af spanierne har været hos mig som treårs barn, blev en
senere begivenhed i mit sjette år, nemlig den store komet 1811; min moder havde
sagt mig, at den ville slå Jorden i stykker, eller at gruelige ting forestod,
som der kunne læses om i "Sybilles spådom"; jeg lyttede til
alt hvad overtro rundt om fortalte, den var for mig i række med den helligste
tro. På pladsen ud for St. Knuds Kirkegård stod jeg med min moder og nogle
nabokoner og så den frygtede, mægtige ildkugle med sin store, skinnende hale.
Alle talte de om det onde varsel og om Dommens dag, min fader kom til, han var
slet ikke af de andres mening og gav vistnok en sund, rigtig forklaring, men
min moder sukkede, naboerne rystede med hovedet, min fader lo og gik. Jeg fik
en inderlig skræk, fordi han ikke var af vor tro; om aftenen talte min moder
med gamle farmo'er derom, jeg ved ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad
på hendes skød, så hende ind i de milde øjne og ventede, nu slår kometen ned og
så er det Dommedag. (2)
Ifølge citatet skelnede Andersen som dreng
ikke mellem religiøs tro og hedensk overtro, hvilket hans moder og mange andre
på den tid heller ikke gjorde. Men det var som tidligere omtalt derimod til
gengæld tilfældet med faderen, Hans Andersen, som også af den grund med tiden
kom til at stå i et stadig større trosmæssigt modsætningsforhold til konen
og andre i sine omgivelser. Da han ikke fandt genklang for sine rationalistiske
synspunkter i sit nære miljø, trak han sig derfor efterhånden mere og mere ind
i sig selv, og syntes med sin passive holdning til børneopdragelse i øvrigt
ikke at have haft umiddelbar indflydelse på sønnens opfattelse eller
opdragelse. Men alt, hvad faderen sagde og gjorde, lagde sig ikke desto mindre
som erindringsfrø i drengens bevidsthed, og som ung mand delte Andersen i
højere grad faderens meninger og anskuelser, og særlig efter at være kommet i
latinskolen, tog han afstand fra alle former for overtro og ortodoks, dogmatisk
tro.
Som tidligere nævnt kom Andersen i skole allerede omkring 4-5 års
alderen, først hos en gammel "læremo'er" og derefter i Fedder
Carstens' Drengeskole, som kun fungerede 1810-11, og endelig i Fattigskolen,
formentlig cirka 1811-12, da han var 6-7 år. Det må efter det foreliggende
anses for sandsynligt, at det er det sidstnævnte sted, han har fået sit første
kendskab til menneskets anatomi og fysiologi. I al fald fortæller han bl.a.
herom i "Mit Livs Eventyr", nemlig på det tidspunkt, da han jævnligt
var med farmoderen på arbejde omme i Hospitalets have:
Tæt ved
bryggerset, hvor det grønne blev brændt, havde gamle, fattige kvinder deres
spindestue; herind kom jeg tit og blev snart deres yndling, thi jeg havde hos
denne forsamling en veltalenhed, der tydede på, som de sagde, at "et så
klogt barn ikke kunne leve længe", hvilket i høj grad smigrede mig. Jeg
havde tilfældigvis hørt tale om lægernes kendskab til menneskets indre bygning,
hørt tale om hjerte, lunge og tarme og det var mig nok til straks at holde
derover et foredrag for de gamle koner; dristig malede jeg med kridt på døren
en mængde krimskrams, det skulle forestille indvoldene; jeg talte om hjerte og
nyre, alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt indtryk på hele forsamlingen; jeg
gjaldt for et mærkeligt klogt barn, og min snaksomhed belønnedes med, at man
fortalte mig eventyr; en verden, rig, som i "Tusind og een nat"
rullede op for mig. De gamle koners historier, skikkelserne af de sindssvage, som
jeg i hospitalet så rundt omkring mig, alt tilsammen, herinde fra, virkede i
den grad ind på mig, der ganske var fyldt med overtro, at jeg når det
mørknedes, næppe turde vove mig udenfor mine forældres hus; sædvanligvis fik
jeg også lov, ved solnedgang at gå i seng, rigtignok ikke i min slagbænk, thi
det var for tidlig at slå den ned, det tog for megen plads op i vor lille stue,
men jeg blev lagt i mine forældres store seng, de blommede kattuns gardiner
hang ned tæt omkring, lyset brændte udenfor, jeg kunne høre alt i stuen og var
dog så ene i mine tanker og drømmerier, som om den virkelige verden slet ikke
var til. "Han ligger så dejligt stille, det velsignede barn!" sagde
min moder; "han er så rart afvejen og kommer ikke noget til!" (3)
Ud over at nævne sin overtroiske indstilling som dreng, fortæller
Andersen også indirekte om sin videbegærlighed og bekendtskabet med folkeeventyrets verden, der jo på flere måder
er beslægtet med magien og overtroen, med fantasien og med drømmenes verden.
Men han giver samtidig et rørende indtryk af sin moders omsorg og af, hvordan
livet kunne forme sig ved aftenstid i det lille hjem i Munkemøllestræde.
Men den naturligvis ikke altid lige
idylliske hverdag blev radikalt ændret, da faderen, som generelt var meget
utilfreds med sit daglige og meget lidt lønsomme slid som lappeskomager, den 1.
juni 1812 indtrådte i militært nummer for en ung bonde, der ønskede sig
fritaget for militærtjenesten. Foruden de 1000 rigsdaler, faderen antagelig fik
for at blive såkaldt "stiller" for en værnepligtig, har det nok også
været medvirkende til beslutningen, at Hans Andersens forhold til konen
efterhånden var blevet mindre godt, antagelig mest på grund af hans depressioner,
pessimisme og nagende tvivl om hendes troskab. Dertil kom hans store
begejstring for general Napoleon, som var den store helteskikkelse for mange
og udgjorde et idealt forbillede for tidens oplyste unge mænd. Således også
for den da 30-årige friskomager, som brugte stadig mere af sin fritid i
sommerhalvåret til at tage ud i skoven, hvor han i reglen tog sønnen med. I
det næste års tid år var faderen væk fra hjemmet på grund af den militære
træning, han måtte deltage i, men var selvfølgelig hjemme engang imellem, når
han havde orlov. (4)
I
juni eller juli 1813 blev Hans Andersens kompagni sendt i kantonnement, det vil
sige i privat indkvartering, hvor soldaterne skulle afvente ordre til afmarch.
Hans Andersen tilbragte tiden i kantonnement i sit eget hjem, hvor han
midlertidigt genoptog sit skomagerarbejde. Men snart kom dagen, da signalet
til afmarch lød en tidlig morgen gennem Odenses gader:
[...] Jeg lå
da syg af mæslinger, min mund var i sår, jeg fantaserede stærkt; dog husker jeg
tydeligt den tidlige morgen, jeg så ham i uniform med geværet, bøjende sig over
sengen kyssede han mig min læbe til blod og styrtede ud af døren. - Der var en
jammer hjemme. Nabokonen, sagde at min fader var gal, at han ville løbe ud og
skydes for ingenting! – (5)
Overfor Nicolai Bøgh uddybede Andersen i 1873, hvad der var gået
umiddelbart forud og også om dagen for faderens afmarch:
[...] Han var
meget nøjsom og afholdende; engang, da der var tale om kometer, sagde han:
"De ti værste kometer, jeg kender, er tallotteri og brændevin."
Yderst pligtopfyldende var han og arbejdede fra den tidlige morgen af ved en
stor glaskugle med vand i; den skulle forstærke lyset. To timer om middagen
afbrød han sin syning for at læse sin bys avis, og deri slugte han navnlig
begærligt alt, hvad der handlede om hans store yndlingshelt Napoleon,
der jo også blev sønnens "Hjertes helt". Konen sagde da: "Der
sidder han og læser den lange tid om denne Napoleon; jeg kan da aldrig
begribe hvad morsomt der kan være ved at læse om en, der dræber og ødelægger
alle folk." Til sidst blev - som Andersen fortæller i "Mit Livs
Eventyr" - begejstringen for den berømte kejser så stor, at
skomagersvenden, da Danmark forbandt sig med Frankrig, drog ud som soldat. Han
sagde til Hans Christian: "Jeg kan ikke sidde længer i denne stue,
jeg må afsted, jeg må se ham og kæmpe med ham." Andersen fortæller på det
ovenomtalte sted, at han, da faderen drog bort, lå syg af mæslinger, men
derimod ikke, at, da faderen til afsked heftigt kyssede ham, sprang hans
udslåede læber op at bløde, så drengen hylede af smerte. Moderen sagde ved sin
mands afrejse: "Han er ikke rigtig
i hovedet, han bliver ligesom sin fader." At hele krigsplanen mislykkedes,
så han snart kom tilbage, ved man fra "Mit Livs Eventyr". (6)
Omtrent samstemmende med Levnedsbogen, fortæller Andersen i Mit Livs
Eventyr følgende om sin faders afmarch, som antagelig har fundet sted i
begyndelsen af juli 1813:
Den morgen, kompagniet,
hvori min fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans
hjerte var i stærk bevægelse, det forstod jeg, på den vilde heftighed, hvormed
han kyssede mig ved afskeden. Jeg lå da syg af mæslinger, lå ene i stuen, da
trommerne lød, og min moder grædende fulgte ham ud af byens port. Da de var
bortmarcherede, kom min gamle farmo'er og så med sine milde øjne på mig og
sagde, at det var godt, om jeg måtte dø nu, men at Guds vilje var altid den
bedste. Det var en af de første morgener fuld af smerte, jeg erindrer mig.
Det regiment,
min fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsten; der blev
sluttet fred og den frivillige kriger sad igen på sit værksted, og alt syntes
at komme tilbage til det gamle. (7)
Alt blev imidlertid ikke fortsat ved det
gamle, for militærlivet og de uvante fysiske strabadser og den lange,
anstrengende march til og fra Holsten, havde tæret på hans kræfter og sundhed,
og bidraget til at forværre den lungetuberkulose, der knapt tre år senere lagde
ham i graven. Men her er vi formentlig ved en af de første ydre begivenheder
og situationer, som i forbindelse med faderens tidlige død cirka tre år
senere, betød et skæbnemoment, altså et skæbnemæssigt indslag eller
"tilbageslag", der blev bestemmende for drengen Hans Christians
fremtidige liv. Dette skæbnemoment må i henhold til Kosmologien have haft sin
årsag ét eller eventuelt flere liv tilbage i Andersens tilværelse, men hvilket
forhold eller hvilken årsag, der mere præcist kan have ligget til grund, kan
man ikke vide, højst gætte på. Det kunne tænkes, at han selv i et
tidligere liv har bragt nærtstående personer, som f.eks. en søn og en hustru,
i en tilsvarende situation, som den han og hans moder - og farmoder - nu var stillet i.
Men man kan samtidig ikke udelukke, at væsener på det åndelige plan,
de såkaldte skytsengle eller -ånder, har trukket i trådene og på flere måder
fremmet en situation, som skulle få stor og varig indflydelse på det 'udvalgte'
menneske, der engang i fremtiden skulle blive den verdensberømte digter
H.C.Andersen. Faderen kunne jo tænkes i stedet at have valgt at blive ved sit
håndværk og derfor undladt at gå ind i militæret, hvilket noget tyder på, at
han har overvejet. I så fald kunne han måske have levet væsentligt længere,
end tilfældet blev, og dermed ville moderens og sønnens situation være blevet
en anden, hvorfor livet antagelig også ville have formet sig anderledes for
Hans Christian, hvilket denne i øvrigt senere selv gjorde sig nogle tanker om.
Det kan ses af følgende skildring af en situation, der tildrog sig før faderen
meldte sig til militærtjenesten som stiller for en anden:
[...] Min
fader havde ikke mange, han omgikkes med; sin fritid tilbragte han helst ene og
med mig ude i skoven, hans højeste ønske var at kunne leve på landet, og nu
traf det sig just, at på en af de fynske herregårde søgtes en skomager, denne
skulle nedsætte sig i landsbyen tæt ved og der have frit hus, en lille have og
græsning til en ko; ved dette og ved sikkert arbejde fra gården ville han kunne
slå sig igennem; min fader og moder var opfyldte af den mulige lykke at komme
der; et prøvearbejde blev givet min fader: der sendtes ham fra gården et stykke
silketøj, selv skulle han levere læderet og sy et par dansesko; om disse var i
et par dage al vor tanke og tale; jeg glædede mig så usigelig til den lille
have, vi skulle have med blomster og buske, der kunne jeg sidde i solskinnet og
høre på kukkeren; jeg bad så inderlig vor Herre opfylde mit og mine forældres
ønske, det var den højeste lykke, der kunne vederfares os. - Endelig blev
skoene færdige; vi så på dem hjemme ret med højtidelig følelse, de skulle
afgøre hele vor fremtid. Fader tog dem i sit lommetørklæde og gik; vi sad og
ventede ham komme hjem med glædestrålende ansigt; han kom, bleg og forbitret;
den nådige frue, sagde han, havde ikke engang prøvet skoene, men straks set
ilde på dem, sagt, at silketøjet var spoleret og at han ikke kunne antages;
"har De spildt Deres silketøj!" sagde min fader "så kan jeg
finde mig i at spilde mit læder!" og han havde taget sin kniv og skåret
sålerne fra! - Der blev således ikke noget af vort håb om at bo på landet. Vi
græd alle tre og jeg syntes, at Gud kunne dog sagtens have bønhørt os, havde
han det - da var jeg bleven bonde, hele min fremtid anderledes, end den blev;
tit har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min fremtids skyld, lod mine
forældre miste deres lykkens dage? – (8)
I henhold til Kosmologien kunne Andersen dog godt have sparet sig tanken
om, at det var for hans fremtids skyld at forældrene mistede, hvad han
kalder for "deres lykkens dage", for bortset fra, at ingen kan vide,
om forældrene rent faktisk var blevet bedre stillet og lykkeligere, hvis
faderen havde fået jobbet, så har det dog ligget i deres egen respektive
skæbne, at det måtte og skulle gå dem, som det gjorde. Det kan i øvrigt kun
være under indtrykket af sin øjeblikkelige sindsstemning, at Andersen slutter
citatet, som han har gjort, for i andre sammenhænge giver han udtryk for sin
faste tro på skæbnen, hvilket vi senere skal se på.
Den omstændighed, at Hans Andersen måtte
se sin personlige indsats som skomager nedgjort af herregårdsfruen, har utvivlsomt
bidraget sit til at modne tanken hos ham om, at han måske kunne ændre sin
stilling og familiens situation, ved at gå ind i militæret. Men da han ikke var
værnepligtig, måtte det blive som stiller for en sådan, som ønskede sig
fritaget for indkaldelse, hvilket som sagt lykkedes, med hvad deraf fulgte af
gode og mindre gode konsekvenser, som vi allerede har hørt om.
Med hans sundhed var
det forbi, den havde lidt ved de ham uvante marcher og krigslivet. En morgen
vågnede han i vilde fantasier, talte om felttog og om Napoleon; han
troede at tage ordrer fra ham og at kommandere selv. Min moder sendte mig
straks ud om hjælp, men ikke hos lægen, nej, hos en såkaldt "klog
kone", der boede en halv mil fra Odense. Jeg kom derud, konen gjorde mig
flere spørgsmål, tog derpå en ulden tråd, målte mine arme, gjorde underlige
tegn over mig og lagde tilsidst, på mit bryst, en grøn gren, den var et stykke
af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og
tilføjede: "Gå nu hjem langs med åen! skal din fader dø denne gang, så møder
du hans genfærd!" Man kan tænke
sig min angst, jeg, som var så opfyldt af overtro og levede under fantasiens
magt. "Og du har ikke mødt noget?" spurgte min moder mig, da jeg kom
hjem; med bankende hjerte forsikrede jeg, "Nej!" Den tredje aften døde min fader. Hans lig
blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor, og hele natten peb en
fårekylling. "Han er død!" sagde min moder til den: "Du
behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!" og jeg forstod
hvad hun mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod
tilfrosne, havde min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en
jomfru, der strakte begge sine arme ud. "Hun vil nok have mig!" sagde
han i spøg; nu, da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han
udtalte, beskæftigede min tanke. (9)
Den tilsvarende situation havde Andersen allerede beskrevet i
Levnedsbogen 1832, omend i en noget kortere form, hvor han blandt andet
fortæller, at den kloge kone boede i Ejby lidt øst for Odense, og at han blev
sendt afsted for at hente hende i stedet for en læge. Men medens han var hjemme
hos hende, udspurgte hun ham naturligvis om hans syge faders tilstand, og
derefter foretog hun sig det ovenfor nævnte magiske ritual med den skræmte og
samtidig nysgerrige dreng:
[...] "Men skal min
stakkels fader dø?" spurgte jeg og græd. "Dør han," svarede hun,
"da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem!" - Hun havde nær
skrækket livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. - "Skal vi dog ikke
hente en doktor!" bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste dag,
og sygdommen tog mere til; han døde på den tredje dag. – (10)
Dette kan suppleres med, hvad Andersen i
1873 fortalte vennen Nikolai Bøgh om bl.a. faderens dødsleje:
[...] På sit yderste
fantaserede den syge stærkt om Napoleon og råbte da til sin søn:
"Hvad, dreng, ser du ikke min kejser! Vil du afvejen for ham! Huen af, din
hvalp, når kejseren rider dig forbi!" "Nu er han bleven ligesom sin
fader", sagde så hans kone. (11)
Nikolai Bøgh fortæller samme sted, at
erindringen om faderens ord om Isjomfruen, der ville have ham, mange år
senere gav Andersen ideen til fortællingen om netop Isjomfruen, 1862.
Men ligesom billedet af "Isjomfruen" for ham altid blev et symbol på dødens uundgåelighed, således
blev fårekyllingens pibende lyd også altid et forvarsel om dødens komme.
Faderens død og omstændighederne omkring denne, blev en traumatisk oplevelse
for den da 11-årige søn, og han erindrede sig den resten af livet, og den kloge
kones ord om faderens ånd eller genfærd, havde Andersen i tankerne, da han
skrev sit første egentlige eventyr, Dødningen, som tryktes i Digte af
H.C.Andersen, 1830. En dødning er et andet udtryk for genganger,
men da Andersen omkring 1835 bearbejdede eventyret, omdøbte han det til det
betydeligt mere symbolsk ladede Rejsekammeraten, og rejsekammeraten
er i begge tilfælde et billede på digterens egen afdøde fader, der som døden
selv for altid fulgte sønnen som en skygge, både i det virkelige liv, i
erindringen og i forfatterskabet. Det skal vi se nærmere på i en senere sammenhæng.
Men i forbindelse med faderens død, ser vi endnu engang, hvordan
fantasien og overtroen spiller ind i den da 11-årige drengs liv, og er nær ved
at skræmme ham fra sans og samling. Han troede nemlig på ånder og genfærd, gode
som onde, og han følte, at de var overalt omkring ham, hvor han end gik og
stod, ja, i nogle tilfælde fulgte de ham endda bogstavelig talt lige i hælene,
særligt når skumringen og mørket faldt på. Derfor levede han som 11-årig
mentalt set endnu i høj grad i hedenskabets epoke, idet han i den alder må
antages at have repeteret tidsperioden cirka år 850-900, som, hvadenten han
har været inkarneret et sted i Danmark eller et eller andet sted i Europa, var
en tid præget af både åndelige og korporlige kampe mellem hedenskab og kristendom.
I den nævnte tidsperiode levede H.C.Andersen i henhold til det tidligere
omtalte 'repetitionsskema' for syv jordeliv siden, regnet fra hans aktuelle
liv 1805-75.
År 950 bekender den danske kong Harald Blåtand (død ca. 986) sig
til kristendommen og bestemmer dermed, at denne religion skulle være det danske
folks religion. Men det forhindrede ikke den hedenske gudelære i at leve
videre, tværtimod forstærkedes dennes opposition imod den nye gud, Kristus, som
truede med at ville fortrænge den hedenske tradition og livsanskuelse, som dog
stadigvæk havde et stærkt tag, især i almuebefolkningen. Hvilket den, som vi
har set, faktisk havde en godt stykke op i forrige århundrede, og endnu har i
vore dage, omend kun i sporadisk, delvis fordrejet og afsvækket form, ofte i
form af den såkaldte lille overtro. (12)
Hvad drengen Hans Christian angår, kan man sige, at det kun var med visse
ældre, dybere lag af sin bevidsthed, at han repeterede hedenskabets overtroiske
tid, for med nyere, endnu knapt så rodfæstede lag af sin bevidsthed, tilhørte
han den kristne forestillingsverden. Efterhånden som modsætningsforholdet
mellem hedensk og kristen livsanskuelse kom til at stå ham mere klart, jo
stærkere tog han afstand fra de værste former for overtro. Men han indså også,
at det ikke er alt, hvad der bliver bedømt som overtro, der nødvendigvis
behøver at være det. Således er eventyrets 'univers' eksempelvis en blanding af
det naturlige og det overnaturlige, hvor det sidstnævnte skal forstås som den
overfysiske, åndelige virkelighed 'bag ved' eller 'over' den fysiske verdens
naturkræfter og sansefænomener. De fysiske så vel som de overfysiske personer
i eventyrene kan og skal derfor ikke i alle tilfælde kun opfattes og fortolkes
som symbolske udtryk eller typer, men i en række tilfælde som helt konkrete
udtryk for virkelige personer i den fysiske verden, og for lige så virkelige
personer i den åndelige verden. Dette er i særlig grad ofte tilfældet i
Andersens eventyr, hvad vi skal vende tilbage til senere, under omtalen af hans
forfatterskab.
____________
Noter til: FANTASIEN
OG OVERTROEN I BARNDOMMEN
1 Levb., s.29.
2 MLE I, s.32
3 Samme sted, s.34
4 Som tidligere nævnt, var
Danmark indgået i militær alliance med bl.a. Frankrig, som på grund af sine
territoriale erobringer afskar England fra vigtige kontinentale handelsområder,
hvilket englænderne naturligvis ikke ville finde sig i, og derfor erklærede de
modstanderen krig. Når det i øvrigt neutrale Danmark på et tidspunkt blev
tvunget til at vælge side mellem de to stormagter, og valgte Frankrig, hang det
sammen med forholdet til England, som jo særlig ved to lejligheder havde skabt
grobund for mildt sagt uvenlige følelser hos danskerne. Det var slaget på
Københavns Rhed 2. april 1801 og det hårde militære angreb på hovedstaden i
august-september 1807, hvorunder englænderne bl.a. afprøvede en ny type
effektive brandbomber, som sammen med den øvrige beskydning kostede mange
militære og ikke mindst civile ofre, samt ødelæggelse af store dele af byen.
Englænderne havde af såkaldt "præventive" grunde, krævet den danske
flåde udleveret, hvilket naturligvis blev afslået, hvorfor de landsatte deres
tropper, som i ly af nattemørket omringede og belejrede København. På trods af
stor og ofte heltemodig indsats fra dansk side, endte det militært langt
overlegne engelske angreb med, at København kapitulerede og måtte udlevere
det meste af den danske flåde, som da lå opankret i Københavns havn. Det var
en bitter dag, da danskerne måtte se på, at den danske flåde under engelsk
kommando afsejlede fra København og stod op gennem Øresund, for at blive ført
til engelske havne. Det var en del af baggrunden for, at Danmark indgik i
militær alliance med Frankrig, hvilket betød at franske tropper og spanske
hjælpetropper blev stationeret på dansk jord, ligesom det havde til konsekvens,
at danske tropper måtte bistå franskmændene i kampen mod den fælles fjende.
Danmarks venskabelige forhold til England blev faktisk først genoprettet under
1. og især 2. verdenskrig.
5 Levb., s.30
6 Nicolai Bøgh: Fra
H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. Personalhistorisk Tidsskrift, 2.
bind, s. 60-61.
7 MLE I, s.39-40
8 Samme sted, s.38-39.
Sammenlign med Levb., s.36
9 Samme sted, s.40-41.
10 Levb.,
s.31. Den kloge kone i Ejby hed Mette Mogensdatter (1770-18??). Hun var
gift og boede i landsbyen Ejby, 2,5 km. fra Odense. Nogle år tidligere, i 1812,
var hun blevet tiltalt for kvaksalveri, men hun blev frikendt med den
begrundelse, at de lægemidler hun anvendte, i bedste fald var virksomme og i
værste fald uskadelige. Hun benægtede i øvrigt at bruge "heksekunster"
og "besværgelser" i forbindelse med sine kure, hvilket ifølge
Andersens beretning vel ikke kan siges at være helt i overensstemmelse med
sandheden! Se Svend Larsen: Barndomsbyen, i Mennesket og Digteren.
Flensteds Forlag. Odense 1955. S. 42ff.
11 Se
note 6, men her s.62
12
Iørn Piø: Den lille overtro.
Håndbog i hverdagens magi. Politikens Forlag 1973.