FANTASIEN OG OVERTROEN

I BARNDOMMEN

 

I dette og de følgende afsnit skal vi fortsætte forsøget på at indkredse H.C.Andersens repetitionsperiode, fra omkring hans tredie til hans tredivte år, dvs. årene 1808-35, hvor hans gennembrud som romanforfatter sker det sidstnævnte år med "Improvisatoren"..  Samme år udkom også det første hefte med fire af hans eventyr, men det vakte ikke videre opsigt, tværtimod anbefalede flere kritikere ham, at bruge sit talent på andre og mere seriøse litterære genrer. Alligevel betød eventyrene et reelt og originalt gennembrud for ham som digter, hvilket eftertiden jo til fulde har kunnet bekræfte. Hans eget personlige åndelige gennem­brud skete formentlig allerede omkring februar-marts 1833, da han opholdt sig i Napoli i Italien. I henhold til romanens slutning, havde han nogle stærkt åndelige oplevelser under et ophold i den blå grotte på øen Capri, oplevelser, som på baggrund af Martinus' Kosmologi gør det berettiget at karakterisere disse som et stort kosmisk glimt, der var meget tæt på den store fødsel til kosmisk bevidsthed. Han var da lige knapt 28 år. De følgende to år brugte han til at modne sine synspunkter og udarbejde romanen, som udkom den 9. april 1835.

 

     Her skal vi først koncentrere os om overtroens indflydelse på drengen Hans Christian, der senere som voksen har givet adskil­lige eksempler på, at han oplevede de magiske og især onde ånder og kræfter som i høj grad virkelige og nærværende. Det kan bl.a. følgende citat fra Levnedsbogen fortælle om:

 

    Min fantasi var altid i stærk bevægelse, jeg turde næsten aldrig gå i mørke, måtte jeg et sted hen for mine forældre og skulle forbi St. Knuds Kirkegård, da lukkede jeg øjnene og styrtede afsted, løb på folk eller faldt så lang jeg var. - Udenfor Odense ligger en bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et kloster, her brændte lys om natten sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende landsby, Hunderup for at hente kærnemælk i en lille spand, og det imidlertid blev aften før jeg kom hjem, da gik jeg i dødsangst forbi højen, og følte mig først rolig når jeg var over åen, efter som jeg vidste, at ingen trolde eller spøgelser kunne komme over vand. (1)

 

    I "Mit Livs Eventyr" giver Andersen et andet eksempel på den overtro, han som dreng delte med sin om muligt endnu mere overtroiske moder og nabokonerne:

 

     Ligeså levende som indtrykket af spanierne har været hos mig som treårs barn, blev en senere begivenhed i mit sjette år, nemlig den store komet 1811; min moder havde sagt mig, at den ville slå Jorden i stykker, eller at gruelige ting forestod, som der kunne læses om i "Sybilles spådom"; jeg lyttede til alt hvad overtro rundt om fortalte, den var for mig i række med den helligste tro. På pladsen ud for St. Knuds Kirkegård stod jeg med min moder og nogle nabokoner og så den frygtede, mægtige ildkugle med sin store, skinnende hale. Alle talte de om det onde varsel og om Dommens dag, min fader kom til, han var slet ikke af de andres mening og gav vistnok en sund, rigtig forklaring, men min moder sukkede, naboerne rystede med hovedet, min fader lo og gik. Jeg fik en inderlig skræk, fordi han ikke var af vor tro; om aftenen talte min moder med gamle farmo'er derom, jeg ved ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad på hendes skød, så hende ind i de milde øjne og ventede, nu slår kometen ned og så er det Dommedag. (2)       

 

Tro, overtro og viden

Ifølge citatet skelnede Andersen som dreng ikke mellem religi­øs tro og hedensk overtro, hvilket hans moder og mange andre på den tid heller ikke gjorde. Men det var som tid­ligere omtalt derimod til gengæld tilfældet med faderen, Hans Ander­sen, som også af den grund med tiden kom til at stå i et stadig større tros­mæssigt modsæt­ningsfor­hold til konen og andre i sine omgivel­ser. Da han ikke fandt genklang for sine rationalistiske synspunkter i sit nære miljø, trak han sig derfor efterhånden mere og mere ind i sig selv, og syntes med sin passive holdning til børneopdragelse i øvrigt ikke at have haft umiddelbar indflydelse på sønnens opfattelse eller opdragelse. Men alt, hvad faderen sagde og gjorde, lagde sig ikke desto mindre som erindringsfrø i dren­gens bevidsthed, og som ung mand delte Andersen i højere grad faderens meninger og anskuelser, og særlig efter at være kommet i latinskolen, tog han afstand fra alle former for overtro og ortodoks, dogmatisk tro.

 

     Som tidligere nævnt kom Andersen i skole allerede omkring 4-5 års alderen, først hos en gammel "læremo'er" og derefter i Fedder Carstens' Drengeskole, som kun fungerede 1810-11, og endelig i Fattigskolen, formentlig cirka 1811-12, da han var 6-7 år. Det må efter det foreliggende anses for sandsynligt, at det er det sidstnævnte sted, han har fået sit første kendskab til menne­skets anatomi og fysiologi. I al fald for­tæller han bl.a. herom i "Mit Livs Eventyr", nemlig på det tidspunkt, da han jævnligt var med farmoderen på arbejde omme i Hospitalets have:

 

    Tæt ved bryggerset, hvor det grønne blev brændt, havde gamle, fattige kvinder deres spindestue; herind kom jeg tit og blev snart deres yndling, thi jeg havde hos denne forsamling en veltalenhed, der tydede på, som de sagde, at "et så klogt barn ikke kunne leve længe", hvilket i høj grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigvis hørt tale om lægernes kendskab til menneskets indre bygning, hørt tale om hjerte, lunge og tarme og det var mig nok til straks at holde derover et foredrag for de gamle koner; dristig malede jeg med kridt på døren en mængde krimskrams, det skulle forestille indvoldene; jeg talte om hjerte og nyre, alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt indtryk på hele forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt barn, og min snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig eventyr; en verden, rig, som i "Tusind og een nat" rullede op for mig. De gamle koners historier, skikkelserne af de sindssvage, som jeg i hospitalet så rundt omkring mig, alt tilsammen, herinde fra, virkede i den grad ind på mig, der ganske var fyldt med overtro, at jeg når det mørknedes, næppe turde vove mig udenfor mine forældres hus; sædvanligvis fik jeg også lov, ved solnedgang at gå i seng, rigtignok ikke i min slagbænk, thi det var for tidlig at slå den ned, det tog for megen plads op i vor lille stue, men jeg blev lagt i mine forældres store seng, de blommede kattuns gardiner hang ned tæt omkring, lyset brændte udenfor, jeg kunne høre alt i stuen og var dog så ene i mine tanker og drømmerier, som om den virkelige verden slet ikke var til. "Han ligger så dejligt stille, det velsignede barn!" sagde min moder; "han er så rart afvejen og kommer ikke noget til!" (3)

 

     Ud over at nævne sin overtroiske indstilling som dreng, fortæller Andersen også indirekte om sin videbegærlighed og  bekendtskabet med folkeeventyrets verden, der jo på flere måder er beslægtet med magien og overtroen, med fantasien og med drømmenes verden. Men han giver samtidig et rørende indtryk af sin moders omsorg og af, hvordan livet kunne forme sig ved aftenstid i det lille hjem i Munke­mølle­stræde.

 

Faderen bliver soldat

Men den natur­ligvis ikke altid lige idylliske hverdag blev radikalt ændret, da faderen, som generelt var meget utilfreds med sit daglige og meget lidt lønsomme slid som lappeskomager, den 1. juni 1812 indtrådte i militært nummer for en ung bonde, der ønskede sig fritaget for militærtjenesten. Foruden de 1000 rigsdaler, faderen antagelig fik for at blive såkaldt "stiller" for en værnepligtig, har det nok også været medvirkende til beslut­ningen, at Hans Andersens forhold til konen efterhånden var blevet mindre godt, antagelig mest på grund af hans depres­sio­ner, pessimisme og nagende tvivl om hendes troskab. Dertil kom hans store begejstring for general Napole­on, som var den store helteskikkelse for mange og ud­gjorde et idealt forbillede for tidens oplyste unge mænd. Således også for den da 30-årige friskomager, som brugte stadig mere af sin fritid i sommerhalv­året til at tage ud i skoven, hvor han i reglen tog sønnen med. I det næste års tid år var faderen væk fra hjemmet på grund af den militære træning, han måtte deltage i, men var selv­følgelig hjemme engang imellem, når han havde orlov. (4)

     I juni eller juli 1813 blev Hans Andersens kompagni sendt i kantonnement, det vil sige i privat indkvartering, hvor soldaterne skulle afvente ordre til afmarch. Hans Andersen tilbragte tiden i kantonnement i sit eget hjem, hvor han midlertidigt genoptog sit skomager­arbejde. Men snart kom dagen, da signalet til afmarch lød en tidlig morgen gennem Odenses gader:

 

     [...] Jeg lå da syg af mæslinger, min mund var i sår, jeg fantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige morgen, jeg så ham i uniform med geværet, bøjende sig over sengen kyssede han mig min læbe til blod og styrtede ud af døren. - Der var en jammer hjemme. Nabokonen, sagde at min fader var gal, at han ville løbe ud og skydes for ingenting! – (5)

 

     Overfor Nicolai Bøgh uddybede Andersen i 1873, hvad der var gået umiddelbart forud og også om dagen for faderens afmarch:

 

     [...] Han var meget nøjsom og afholdende; engang, da der var tale om kometer, sagde han: "De ti værste kometer, jeg kender, er tallotteri og brændevin." Yderst pligtopfyldende var han og arbejdede fra den tidlige morgen af ved en stor glaskugle med vand i; den skulle forstærke lyset. To timer om middagen afbrød han sin syning for at læse sin bys avis, og deri slugte han navnlig begærligt alt, hvad der handlede om hans store yndlings­helt Napoleon, der jo også blev sønnens "Hjertes helt". Konen sagde da: "Der sidder han og læser den lange tid om denne Napoleon; jeg kan da aldrig begribe hvad morsomt der kan være ved at læse om en, der dræber og ødelæg­ger alle folk." Til sidst blev - som Andersen fortæller i "Mit Livs Eventyr" - begejstringen for den berømte kejser så stor, at skomagersvenden, da Danmark forbandt sig med Frankrig, drog ud som soldat. Han sagde til Hans Christian: "Jeg kan ikke sidde længer i denne stue, jeg må afsted, jeg må se ham og kæmpe med ham." Andersen fortæller på det ovenomtalte sted, at han, da faderen drog bort, lå syg af mæslinger, men derimod ikke, at, da faderen til afsked heftigt kyssede ham, sprang hans udslåede læber op at bløde, så drengen hylede af smerte. Moderen sagde ved sin mands afrejse:  "Han er ikke rigtig i hovedet, han bliver ligesom sin fader." At hele krigsplanen mislykkedes, så han snart kom tilbage, ved man fra "Mit Livs Eventyr". (6)

 

     Omtrent samstemmende med Levnedsbogen, fortæller Andersen i Mit Livs Eventyr følgende om sin faders afmarch, som an­tagelig har fundet sted i begyndelsen af juli 1813:

 

    Den morgen, kompagniet, hvori min fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans hjerte var i stærk bevægelse, det forstod jeg, på den vilde heftighed, hvormed han kyssede mig ved afskeden. Jeg lå da syg af mæslinger, lå ene i stuen, da trommerne lød, og min moder grædende fulgte ham ud af byens port. Da de var bortmarcherede, kom min gamle farmo'er og så med sine milde øjne på mig og sagde, at det var godt, om jeg måtte dø nu, men at Guds vilje var altid den bedste. Det var en af de første morgener fuld af smerte, jeg erindrer mig.

   Det regiment, min fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsten; der blev sluttet fred og den frivillige kriger sad igen på sit værksted, og alt syntes at komme tilbage til det gamle. (7)

 

Et skæbnemoment: Faderens sygdom

Alt blev imidlertid ikke fortsat ved det gamle, for militær­livet og de uvante fysiske strabadser og den lange, anstrengen­de march til og fra Holsten, havde tæret på hans kræfter og sundhed, og bidraget til at forværre den lungetuberkulose, der knapt tre år senere lagde ham i graven. Men her er vi forment­lig ved en af de første ydre be­givenheder og situatio­ner, som i for­bindel­se med faderens tidlige død cirka tre år senere, betød et skæbnemo­ment, altså et skæbnemæssigt indslag eller "tilba­geslag", der blev be­stemmende for drengen Hans Christians fremtidige liv. Dette skæbnemoment må i henhold til Kosmologien have haft sin årsag ét eller eventuelt flere liv tilbage i Andersens til­værelse, men hvilket forhold eller hvilken årsag, der mere præcist kan have ligget til grund, kan man ikke vide, højst gætte på. Det kunne tænkes, at han selv i et tidligere liv har bragt nærtstå­ende personer, som f.eks. en søn og en hustru, i en tilsvarende situation, som den han og hans moder -  og farmoder - nu var stillet i.

     Men man kan samtidig ikke ude­lukke, at væsener på det åndeli­ge plan, de såkaldte skytsengle eller -ånder, har trukket i trådene og på flere måder fremmet en situation, som skulle få stor og varig indflydelse på det 'udvalgte' menneske, der engang i fremtiden skulle blive den verdensberømte digter H.C.Ander­sen. Faderen kunne jo tænkes i stedet at have valgt at blive ved sit håndværk og derfor undladt at gå ind i militæret, hvilket noget tyder på, at han har over­vejet. I så fald kunne han måske have levet væsentligt længere, end tilfældet blev, og dermed ville moderens og sønnens situa­tion være blevet en anden, hvorfor livet antagelig også ville have formet sig anderledes for Hans Christian, hvilket denne i øvrigt senere selv gjorde sig nogle tanker om. Det kan ses af følgende skildring af en situation, der tildrog sig før faderen meldte sig til militærtjenesten som stiller for en anden:

 

     [...] Min fader havde ikke mange, han omgikkes med; sin fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i skoven, hans højeste ønske var at kunne leve på landet, og nu traf det sig just, at på en af de fynske herregårde søgtes en skomager, denne skulle nedsætte sig i landsbyen tæt ved og der have frit hus, en lille have og græsning til en ko; ved dette og ved sikkert arbejde fra gården ville han kunne slå sig igennem; min fader og moder var opfyldte af den mulige lykke at komme der; et prøvearbejde blev givet min fader: der sendtes ham fra gården et stykke silketøj, selv skulle han levere læderet og sy et par dansesko; om disse var i et par dage al vor tanke og tale; jeg glædede mig så usigelig til den lille have, vi skulle have med blomster og buske, der kunne jeg sidde i solskinnet og høre på kukkeren; jeg bad så inderlig vor Herre opfylde mit og mine forældres ønske, det var den højeste lykke, der kunne vederfares os. - Endelig blev skoene færdige; vi så på dem hjemme ret med højtidelig følelse, de skulle afgøre hele vor fremtid. Fader tog dem i sit lommetør­klæde og gik; vi sad og ventede ham komme hjem med glædestrålende ansigt; han kom, bleg og forbitret; den nådige frue, sagde han, havde ikke engang prøvet skoene, men straks set ilde på dem, sagt, at silketøjet var spo­leret og at han ikke kunne antages; "har De spildt Deres silketøj!" sagde min fader "så kan jeg finde mig i at spilde mit læder!" og han havde taget sin kniv og skåret sålerne fra! - Der blev således ikke noget af vort håb om at bo på landet. Vi græd alle tre og jeg syntes, at Gud kunne dog sagtens have bønhørt os, havde han det - da var jeg bleven bonde, hele min fremtid anderledes, end den blev; tit har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min fremtids skyld, lod mine forældre miste deres lykkens dage? – (8)

 

     I henhold til Kosmologien kunne Andersen dog godt have sparet sig tanken om, at det var for hans fremtids skyld at forældrene mistede, hvad han kalder for "deres lykkens dage", for bortset fra, at ingen kan vide, om forældrene rent faktisk var blevet bedre stillet og lykkeligere, hvis faderen havde fået jobbet, så har det dog ligget i deres egen respektive skæbne, at det måtte og skulle gå dem, som det gjorde. Det kan i øvrigt kun være under indtrykket af sin øjeblikkelige sindsstemning, at Ander­sen slutter citatet, som han har gjort, for i andre sammenhænge giver han udtryk for sin faste tro på skæbnen, hvilket vi senere skal se på.

 

Et skæbnemoment: Faderens død   

Den omstændighed, at Hans Andersen måtte se sin personlige indsats som skomager nedgjort af herregårdsfruen, har utvivl­somt bidraget sit til at modne tanken hos ham om, at han måske kunne ændre sin stilling og familiens situation, ved at gå ind i militæret. Men da han ikke var værnepligtig, måtte det blive som stiller for en sådan, som ønskede sig fritaget for ind­kaldelse, hvilket som sagt lykkedes, med hvad deraf fulgte af gode og mindre gode konsekvenser, som vi allerede har hørt om.

 

     Med hans sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante marcher og krigslivet. En morgen vågnede han i vilde fantasier, talte om felttog og om Napoleon; han troede at tage ordrer fra ham og at kommandere selv. Min moder sendte mig straks ud om hjælp, men ikke hos lægen, nej, hos en såkaldt "klog kone", der boede en halv mil fra Odense. Jeg kom derud, konen gjorde mig flere spørgsmål, tog derpå en ulden tråd, målte mine arme, gjorde underlige tegn over mig og lagde tilsidst, på mit bryst, en grøn gren, den var et stykke af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføjede: "Gå nu hjem langs med åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!"     Man kan tænke sig min angst, jeg, som var så opfyldt af overtro og levede under fantasiens magt. "Og du har ikke mødt noget?" spurgte min moder mig, da jeg kom hjem; med bankende hjerte forsikrede jeg, "Nej!"  Den tredje aften døde min fader. Hans lig blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor, og hele natten peb en fårekylling. "Han er død!" sagde min moder til den: "Du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!" og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod tilfrosne, havde min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en jomfru, der strakte begge sine arme ud. "Hun vil nok have mig!" sagde han i spøg; nu, da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min tanke. (9)

 

     Den tilsvarende situation havde Andersen allerede beskrevet i Levnedsbogen 1832, omend i en noget kortere form, hvor han blandt andet fortæller, at den kloge kone boede i Ejby lidt øst for Odense, og at han blev sendt afsted for at hente hende i stedet for en læge. Men medens han var hjemme hos hende, udspurgte hun ham naturligvis om hans syge faders tilstand, og derefter foretog hun sig det ovenfor nævnte magiske ritual med den skræmte og samtidig nysgerrige dreng:

 

  [...] "Men skal min stakkels fader dø?" spurgte jeg og græd. "Dør han," svarede hun, "da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem!" - Hun havde nær skrækket livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. - "Skal vi dog ikke hente en doktor!" bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste dag, og syg­dommen tog mere til; han døde på den tredje dag. – (10)

 

     Dette kan suppleres med, hvad Andersen i 1873 fortalte vennen Nikolai Bøgh om bl.a. faderens dødsleje:

 

  [...] På sit yderste fantaserede den syge stærkt om Napoleon og råbte da til sin søn: "Hvad, dreng, ser du ikke min kejser! Vil du afvejen for ham! Huen af, din hvalp, når kejseren rider dig forbi!" "Nu er han bleven ligesom sin fader", sagde så hans kone. (11)

 

 

Virkelighed, digtning og repetition

Nikolai Bøgh fortæller samme sted, at erindringen om faderens ord om Isjomfruen, der ville have ham, mange år senere gav Andersen ideen til fortællingen om netop Isjomfruen, 1862. Men ligesom billedet af "Isjom­fruen" for ham altid blev  et symbol på dødens uundgåelighed, således blev fårekyllingens pibende lyd også altid et forvarsel om dødens komme. Faderens død og omstændighederne omkring denne, blev en traumatisk oplevelse for den da 11-årige søn, og han erindrede sig den resten af livet, og den kloge kones ord om faderens ånd eller genfærd, havde Andersen i tankerne, da han skrev sit første egentlige eventyr, Dødningen, som tryktes i Digte af H.C.An­dersen, 1830. En dødning er et andet udtryk for genganger, men da Andersen omkring 1835 bearbejdede eventyret, omdøbte han det til det betydeligt mere symbolsk ladede Rejse­kammeraten, og rejsekammeraten er i begge tilfælde et billede på dig­terens egen afdøde fader, der som døden selv for altid fulgte sønnen som en skygge, både i det virkelige liv, i erindringen og i forfatterskabet. Det skal vi se nærmere på i en senere sammen­hæng.

     Men i forbindelse med faderens død, ser vi endnu engang, hvordan fantasien og overtroen spiller ind i den da 11-årige drengs liv, og er nær ved at skræmme ham fra sans og samling. Han troede nemlig på ånder og genfærd, gode som onde, og han følte, at de var overalt omkring ham, hvor han end gik og stod, ja, i nogle tilfælde fulgte de ham endda bogstavelig talt lige i hælene, særligt når skumringen og mørket faldt på. Derfor levede han som 11-årig mentalt set endnu i høj grad i heden­skabets epoke, idet han i den alder må antages at have repe­teret tidsperioden cirka år 850-900, som, hvadenten han har været inkarneret et sted i Danmark eller et eller andet sted i Europa, var en tid præget af både åndelige og korporlige kampe mellem hedenskab og kri­stendom. I den nævnte tidsperiode levede H.C.Andersen i henhold til det tidligere omtalte 'repetitions­skema' for syv jordeliv siden, regnet fra hans aktuelle liv 1805-75.

 

     År 950 bekender den danske kong Harald Blåtand (død ca. 986) sig til kristendommen og bestemmer dermed, at denne religion skulle være det danske folks religion. Men det forhindrede ikke den hedenske gudelære i at leve videre, tværtimod forstærkedes dennes opposition imod den nye gud, Kristus, som truede med at ville fortrænge den hedenske tradition og livsanskuelse, som dog stadigvæk havde et stærkt tag, især i almuebefolk­ningen. Hvilket den, som vi har set, faktisk havde en godt stykke op i forrige århundrede, og endnu har i vore dage, omend kun i spora­disk, delvis fordrejet og afsvækket form, ofte i form af den såkaldte lille overtro. (12)

     Hvad drengen Hans Christian angår, kan man sige, at det kun var med visse ældre, dybere lag af sin bevidsthed, at han repeterede hedenskabets overtroiske tid, for med nyere, endnu knapt så rodfæstede lag af sin bevidsthed, tilhørte han den kristne forestillingsverden. Efterhånden som modsætnings­for­holdet mellem hedensk og kristen livsanskuelse kom til at stå ham mere klart, jo stærkere tog han afstand fra de værste former for overtro. Men han indså også, at det ikke er alt, hvad der bliver bedømt som overtro, der nødvendigvis behøver at være det. Således er eventyrets 'univers' eksempelvis en blanding af det natur­lige og det overnaturlige, hvor det sidstnævnte skal forstås som den overfysiske, åndelige virke­lighed 'bag ved' eller 'over' den fysiske verdens naturkræfter og sansefæ­nome­ner. De fysiske så vel som de overfysiske perso­ner i eventyrene kan og skal derfor ikke i alle tilfælde kun opfattes og for­tolkes som symbolske udtryk eller typer, men i en række til­fælde som helt konkrete udtryk for virkelige personer i den fysiske verden, og for lige så virkelige perso­ner i den åndeli­ge verden. Dette er i særlig grad ofte til­fældet i Andersens eventyr, hvad vi skal vende tilbage til senere, under omtalen af hans forfatterskab.

 

 

 

 

EN NY LIVSSITUATION

 

 

                                             

____________

 

 

 

 

Noter til: FANTASIEN OG OVERTROEN I BARNDOMMEN

 

  1   Levb., s.29.

  2   MLE I, s.32

  3   Samme sted, s.34

  4  Som tidligere nævnt, var Danmark indgået i militær alliance med bl.a. Frankrig, som på grund af sine territoriale erobrin­ger afskar England fra vigtige kontinentale handelsom­råder, hvilket englænderne naturligvis ikke ville finde sig i, og derfor erklærede de modstanderen krig. Når det i øvrigt neutra­le Danmark på et tidspunkt blev tvunget til at vælge side mellem de to stormagter, og valgte Frankrig, hang det sammen med forholdet til England, som jo særlig ved to lejligheder havde skabt grobund for mildt sagt uvenlige følel­ser hos danskerne. Det var slaget på Københavns Rhed 2. april 1801 og det hårde militære angreb på hovedstaden i august-september 1807, hvor­under englænderne bl.a. afprøvede en ny type effektive brand­bomber, som sammen med den øvrige beskyd­ning kostede mange militære og ikke mindst civile ofre, samt ødelæg­gelse af store dele af byen. Englænderne havde af såkaldt "præventive" grunde, krævet den danske flåde ud­leveret, hvilket naturligvis blev afslået, hvorfor de landsatte deres tropper, som i ly af nattemørket omringede og belejrede København. På trods af stor og ofte heltemodig indsats fra dansk side, endte det militært langt overlegne engelske angreb med, at Køben­havn kapitu­lerede og måtte udlevere det meste af den danske flåde, som da lå opank­ret i Københavns havn. Det var en bitter dag, da danskerne måtte se på, at den danske flåde under engelsk kommando af­sejlede fra København og stod op gennem Øresund, for at blive ført til engelske havne. Det var en del af baggrunden for, at Danmark indgik i militær alliance med Frankrig, hvilket betød at franske tropper og spanske hjælpetropper blev stationeret på dansk jord, ligesom det havde til konsekvens, at danske tropper måtte bistå franskmændene i kampen mod den fælles fjende. Danmarks venskabelige forhold til England blev faktisk først genoprettet under 1. og især 2. verdenskrig.

  5  Levb., s.30

  6  Nicolai Bøgh: Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. Personalhistorisk Tidsskrift, 2. bind, s. 60-61.

  7  MLE I, s.39-40

  8  Samme sted, s.38-39. Sammenlign med Levb., s.36

  9  Samme sted, s.40-41.

10  Levb., s.31. Den kloge kone i Ejby hed Mette Mogensdatter (1770-18??). Hun var gift og boede i landsbyen Ejby, 2,5 km. fra Odense. Nogle år tidligere, i 1812, var hun blevet tiltalt for kvaksalveri, men hun blev frikendt med den begrundelse, at de lægemidler hun anvendte, i bedste fald var virksomme og i værste fald uskadelige. Hun benægtede i øvrigt at bruge "hekse­kunster" og "besværgelser" i forbindelse med sine kure, hvilket ifølge Andersens beretning vel ikke kan siges at være helt i overensstemmelse med sandheden! Se Svend Larsen: Barndomsbyen, i Mennesket og Digteren. Flensteds Forlag. Odense 1955. S. 42ff.

11  Se note 6, men her s.62

12  Iørn Piø: Den lille overtro. Håndbog i hverdagens magi. Politikens Forlag 1973.