Året 1822 kom til at
betyde det store vendepunkt i Andersens ungdomsliv, idet han dette år fik
forkastet to indsendte skuespil, hvoraf især det ene indirekte skulle få
betydning for hans videre skæbne, idet teaterdirektionen, som i øvrigt
afskedigede ham som korelev, fandt så meget talent hos ham for digtekunsten,
at den besluttede at sætte ham i latinskole. Men alt dette begyndte med
tragedien Røverne i Vissenberg.
Som omtalt i forrige
afsnit vides det ikke præcist, hvornår Andersen har skrevet sin tragedie Røverne
i Vissenberg, kun at det skete efter at han havde skrevet Skovkapellet,
og efter at Guldberg på det bestemteste havde sat sig imod, at stykket blev
indleveret til Det kgl.Teater til eventuel antagelse og opførelse. Desværre
kendes Guldbergs vurdering af Skovkapellet ikke, bortset fra, hvad
Andersen har skrevet herom i sine selvbiografier, men professoren har antagelig
ment, at stykket på trods af sine åbenlyse gode ideer og velturnerede
replikker, var for umodent, idet han ikke kunne forbinde dets barske handling
og erfarne personer med den naive og uerfarne yngling, han så for sig og hørte
på, hver gang Andersen aflagde ham besøg. Desuden kan han have ment, at det
ville skade det unge menneske med den virak, som uvægerligt ville opstå omkring
indsendelsen af et stykke, der var skrevet af en kun 16-årig forfatter. Dertil
kommer måske, at Guldberg samtidig havde et vist renommé som lærer og
forfatter at hæge om, som bevirkede, at han ikke skulle have noget af at blamere
sig overfor teaterdirektionen, hvilket formentlig ville have været tilfældet,
hvis han havde ladet sin elev indlevere Skovkapellet til teatret.
[...] Medens Guldberg endnu læste dansk med mig, havde jeg efter
en tysk fortælling: "Skovkapellet", der stod i Rosenkildes
"Brevduen", skrevet en tragedie på rimfri vers, den blev af Guldberg
betragtet som en dansk stil, en øvelse i sproget, og på det mest bestemte havde
han forbudt mig, at indlevere til teatret dette arbejde; jeg skrev altså et
nyt, en anden tragedie. Ingen skulle kende forfatteren; selv opfandt jeg handlingen;
det blev "en fædrelandsk tragedie" kaldet "Røverne i
Vissenberg"; i løbet af fjorten dage var den færdig og renskreven, men
der var næppe et ord i den rigtig bogstaveret, thi ingen havde hjulpet mig.
Anonymt skulle stykket indleveres, dog een blev indviet i hemmeligheden, frøken
Tønder Lund, den unge dame, jeg i Odense gik til konfirmation
med, hun, den eneste, som der havde været venlig og god mod mig og foræret mig
en rose, hende havde jeg opsøgt i København, af hende var jeg bleven deltagende
omtalt i den Colbjørnsenske familie, hvor det ene bekendtskab førte til det
andet. Hun betalte en for at skrive et læseligere eksemplar end mit var, min
håndskrift turde jo heller ikke kendes, mente vi, og nu blev tragedien
indleveret. (1)
Den 19. marts 1822
indsendte Andersen sin tragedie anonymt til Det kgl.Teater, men sagen blev
først behandlet på direktionsmødet den 29. s.m., hvor følgende notat blev
indført i deliberationsprotokollen:
Fra en ubenævnt var indkommet en skrivelse med Sørgespillet Røverne i
Vissenberg. Tilstillet Censorerne. (2)
Den 2. maj meddeler
samme kilde lige så kortfattet:
Professor Rahbek afleverede Røverne i Vissenberg, Sørgespil i 5 akter,
til sin medcensor [G.H. Olsen] (3)
Fredag den 17.maj fremgår det af deliberationsprotokollen, at begge
censorer har forkastet stykket, men samtidig anbefaler de, at man gør den 'anonyme'
forfatter opmærksom på, at denne bør vente med at skrive dramatik, til den
fornødne modenhed og elementære viden foreligger:
Etatsråd Olsen afleverede Røverne i Vissenberg forkastet af begge
Censorerne med ønske, at forfatteren i tilbagesendings skrivelse måtte gøres
opmærksom på nødvendigheden af, at erhverve mere modenhed og dannelse, inden
han tænkte på at vove sig frem for publikum. (4)
Men først omkring en måned senere, mere
præcist den 14. juni, sker der noget i sagen, idet direktionsprotokollen denne
dato meddeler følgende:
Rahbek anmeldte, at han efter anmodning fra sin medcensor ville lade
cirkulere et udkast til et svar til forfatteren af Røverne i Vissenberg,
Koraspirant Andersen, for at gøre dette unge menneske opmærksom på sit
fuldkomne savn af fornødne forkundskaber. (5)
Som det fremgår af
protokollatet, var direktionen udmærket klar over, hvem der var den anonyme
forfatter af tragedien "Røverne i Vissenberg", og allerede to dage
senere, den 16.juni, modtager Andersen følgende brev fra teaterdirektionen:
Til forfatteren af stykket Røverne i Vissenberg.
Idet de anordnede censorer tilbagesender stykket: Røverne i Vissenberg,
som aldeles uegnet for skuepladsen, ønsker de, at det med hensyn til
forfatterens personlige stilling måtte fra teaterdirektionen blive ham
tilkendegivet, at med den fuldkomne mangel på elementær dannelse og alle
uundværlige forkundskaber, som dette stykke p hver side viser, det endog for de
allerypperste anlæg ville være umuligt at frembringe noget, der kunne fortjene
at fremstilles for et dannet publikum eller forelægges smagfulde og kyndige
læsere. Særdeles kært ville det være dem, hvis dette vink måtte formå det unge
menneske til at søge, og hans venner og velyndere til at forskaffe ham den
vejledning, uden hvilken den bane, han så ivrig søger at betræde, stedse må og
vil blive ham lukket. -
Dette skulle direktionen ved at tilbagesende stykket ikke undlade at
tilmelde forfatteren.
Holstein. Rahbek.
G.H.Olsen. Collin. (6)
Som det indirekte
fremgår af brevet, vidste teaterdirektionen så vel som censorerne som allerede
nævnt udmærket, at det var "koraspirant Andersen", der var forfatter
til Røverne i Vissenberg, og hvis udtrykket "tilbagesende"
skal forstås bogstaveligt, vidste man naturligvis også hvor han boede, nemlig i
Dybensgade 20 hos familien Henckel, hos hvem stykket antagelig også er blevet
skrevet. Det er i øvrigt ikke meget Andersen har at sige om, at
teatercensorerne forkastede hans stykke, men mon ikke han blev fortvivlet over
det, selvom han godt nok var klar over, at det var umodent og fuld af især
grammatikalske fejl:
[...] Ligesom Schiller ville jeg også optræde, første gang, med røvere.
Vrimlende af grammatikalske fejl, kom det i teaterdirektionen, der sendte mig
det tilbage, som aldeles umodent; og ytrede at det bar alformegen spor af
mangel på al elementardannelse, dog ytrede de tillige at det var ønskeligt at
mine venner og velyndere, ville give mig lejlighed til, på den videnskabelige
vej, at nå det mål, hvor til jeg så ivrig stræbte. (7)
Citatets ordvalg kunne
tyde på, at Andersen formentlig har haft direktionens brev foran sig, da han ti
år senere, i 1832, skrev sin Levnedsbog, i så høj grad er der overensstemmelse
mellem de to kilder. I hans to senere store selvbiografier fra hhv. 1847 og
1855, har han heller ikke meget at sige om denne sag:
Efter seks ugers forløb, i hvilke jeg levede i store, dristige forhåbninger,
kom stykket forkastet tilbage og brevet, som fulgte med, sagde, at stykker, der
i den grad, som dette, forrådte mangel på al elementær dannelse, ønskede man
ikke oftere at modtage. (8)
Det er nu den europæisk berømte digter,
der taler, og man mærker en lidt skarpere og let bebrejdende tone, særlig i den
sidste sætning. Andersen havde da også i de mellemliggende år skrevet flere
skuespil for nationalscenen, hvoraf nogle i første omgang var blevet forkastet,
men ved Jonas Collins mellemkomst dog endte med at blive antaget og opført.
Digterens forhold til Det kgl.Teater var af flere grunde både anstrengt og problemfyldt,
og rigtig succes som dramatiker fik han først, da teatermonopolet blev ophævet
i 1848 i og med oprettelsen af det mere folkelige Casino Teater, hvor
flere af hans stykker derefter i reglen blev spillet. (9)
Den 29. juni 1822
fulgte endnu et afgørende nederlag for den nu 17-årige Andersen, idet han denne
dato modtog et brev fra teaterdirektionen, hvori denne meddelte ham hans afsked
fra kortjenesten. Brevet ses ikke bevaret, men hvad sagen drejede sig om ses af
teatrets regijournal under samme dato, hvor direktionen har afgivet følgende
brev til regissør Clausen:
At direktionen ved denne måneds udgang har afskediget korsangerne
Møllendorff og Falck og aspiranten Andersen fra teatrets tjeneste, meldes Dem
herved. Direktionen for de Kongelige Skuespil etc. Holstein. Rahbek.
G.H.Olsen. Collin. / Printzlau. (10)
Hvordan Andersen reagerede på sin
afskedigelse fra teatret, kan vi se af hans selvbiografier. Først Levnedsbogen,
hvori han lægger omtalen af sin afsked fra teatret i forlængelse af sin
hemmelige 'optræden' på scenen nytårsdag:
Mit håb blev ellers slemt skuffet, thi da i maj, en del overflødige
subjekter fik deres afsked, fik også jeg et brev fra direktionen, der sagde
mig, at man herved "afskedigede mig fra teatrets videre tjeneste!" -
Jeg begyndte nu at føle min hele ulykkelige stilling, gik til etatsråd Collin,
og bad ham dog lade mig debutere; han talte mig temmelig alvorlig til, og sagde
at jeg ikke havde udvortes, og min stemme heller ikke duede. (Dens overgang var
blevet dens undergang, forårsaget ved idelig at gå med våde fødder og ingen
vintertøj). Jeg gik bedrøvet hjem, vidste nu slet ingen udvej. - Urban
Jürgensens moder en gammel, fortræffelig kone, var jeg ved mit
"Skovkapellet" blevet bekendt med. Hun ansporede mig, som digter.
Hendes alvor og opmuntring, styrkede mig i, at jeg var noget mere end mængden;
dette og min nød, bragte mig til at skrive et sørgespil "Alfsol"
efter Suhms fortælling af samme navn; måske antages det, tænkte jeg. I alle
tilfælde håbede jeg at sælge det til en bogtrykker og da få lidt for det. - Jeg
skrev da stykket, og benyttede nogle replikker af "Skovkcapellet" og
"Røverne i Vissenberg" der til. (11)
Stoffet til Alfsol, tragedie i fem
akter, har Andersen hentet i en fortælling af historikeren Peter
Frederik Suhm (1728-98), som findes i dennes Nordiske Noveller,
1783. Andersen fastslår indledningsvis, at han har bevaret alle fortællingens
personer og i det store og hele også dens forløb. Tidsmæssigt befinder vi os i
nordisk forhistorisk sagntid, da konger som Harald Hildetand og den
svenske kong Sigurd Ring regerede, og da de gamle nordiske guder, med
Alfader Odin som øverste verdensmagt, endnu levede i bedste velgående. Harald
Hildetand - Hildetand betyder kamptand - har muligvis været en historisk
person, der døde under det såkaldte Bråvallaslag omkring år 600, og i så fald
befinder vi os cirka 8 inkarnationer tilbage i tiden for Andersens
vedkommende. Men forskellen mellem 600-tallet og 1100-tallet, hvilket
sidstnævnte den 17-årige digteraspirant mentalt repeterede, var kulturelt set
dog ikke større, end at tiden til stadighed var præget af voldsomme og blodige
magtkampe og stridigheder mellem forskellige folkeslag og befolkningsgrupper.
Det er imidlertid ikke så meget
magtkampene og de blodige stridigheder, der interesserer den unge digter, som
det er det almen-religiøse islæt i den nordiske gudelære og striden mellem
kristentro og hedenskab, og ikke mindst det romantiske kærlighedsforhold
mellem kong Harald og prinsesse Alfsol, der er datter af kong Alf i
Vendsyssel i Jylland. Kong Harald har imidlertid en medbejler i den tyranniske
svenske kong Sigurd Ring, som under kamp dræber Alfsols fader. Men i lighed med
alle gode tragedier ender også denne tragedie med, at de to elskende, Harald og
Alfsol, efter mange genvordigheder får hinanden til slut, idet de dog først
forenes efter døden. Da Sigurd Ring erfarer om Alfsols død, arrangerer han i
sorg og vrede sin egen storslåede hedenske ligfærd, og dræber derefter sig selv
med sit sværd.
De mange dødsfald og
den megen tale om døden i tragedien Alfsol, giver i øvrigt Andersen
lejlighed til at fremføre sin helt store kongstanke om sjælens udødelighed, for
hvilken aftenstjernen, planeten Venus, altid var ham et symbol. Det er også
karakteristisk for Andersens uortodokse kristentro, at han benytter den øverste
hedenske guds, Odins, tilnavn "Alfader" i flere senere
sammenhænge i sit forfatterskab, og ligeledes i sin dagbog fra skoletiden i
Slagelse, hvor der f.eks. under fredag den 16. september 1825 findes et digt, hvis
første linie lyder: "Din vilje ske Alfader", og under søndag
den 18.s.m. noterer han bl.a.: "Tilgiv Alfader de dristige tanker som
stiger i min sjæl". (12)
Men efter at tragedien Røverne i
Vissenberg var blevet forkastet af teatercensorerne og efter at Andersen
havde fået sin afsked som koraspirant og balletelev 29.juni 1822, fik han
travlt med dels at skrive sin nye tragedie og dels med at få arrangeret en
bogudgivelse af stykket. Det var en helt almindelig fremgangsmåde dengang, at
et teaterstykke blev opført på teatret og udkom i bogform nogenlunde samtidigt,
eller hvis stykket blev forkastet, da i bedste fald kun udkom som bog, men det
usædvanlige bestod i, at forfatteren var en kun 17-årig korsanger, og tilmed
en kasseret sådan.
Efter at have skrevet
stykket, fik den unge digter som sædvanlig travlt med at opsøge venner og
bekendte, for at læse det højt for dem, uanset om de egentlig gad høre det
eller ej. I Levnedsbogen skriver han, at det var Madam Jürgensen, der
introducerede ham til Frederik Carl Gutfeld (1761-1823), som fra 1811
til sin død var Holmens provst. Det var forresten ham, der den 17. april 1822
konfirmerede Andersens gode fe, Laura Tønder Lund, i admiral Kriegers hjem på
Gammelholm. Det ville ellers have været nærliggende at tro, at det var via
hende og denne familie, at Andersen havde lært provst Gutfeld at kende, hvilket
da også er en opfattelse, som fremføres af H.Topsøe-Jensen.
[...] Provst Gutfeld havde ytret interesse for mig, og lyst at se
mig. Jeg gik til ham, han hørte Alfsol, og ydede mig større ros, end jeg
kunne fortjene; gav mig mod, og sagde, jeg var digter; mit stykke burde indleveres
til teaterdirektionen, han ville skrive et anbefalingsbrev med. (13)
Ifølge H.Topsøe-Jensen havde Andersen
skrevet et bønskrift til kongen om pengehjælp til at betale
trykkeomkostningerne ved bogen Ungdoms-Forsøg, og brevet sluttede
således:
Jeg sætter min lid ganske til Deres kongelige Majestæts nåde, der
sikkert vil tage disse linier i gunstigt overvejelse og vise mig en kærlig
opmuntring! (14)
Andersen viste brevet
til Gutfeld inden afsendelsen, og denne fandt grund til at ændre ovennævnte linier
til de noget mere selvsikre slutningsord:
Jeg sætter allerunderdanigst min lid til Deres Majestæts nåde, der ikke
vil lade en yngling, som naturen efter kyndige mænds dom ikke har nægtet kald
til engang værdig at dyrke muserne, forgæves sukke om hjælp. (15)
Kongen ydede dog ingen hjælp til
formålet, hvilket imidlertid ikke fik Andersen til at opgive sit forehavende,
idet han nemlig i stedet fandt på at benytte sig af såkaldte subskriptionslister,
som interesserede kunne skrive sig på og forud betale det eller de eksemplarer
af bogen, de gerne ville købe. På den måde håbede han på at kunne skaffe det
beløb, som bogtrykkeren skulle have for at trykke og indbinde bogen. Men for at
hans eventuelle læsere ikke skulle købe katten i sækken, havde han lavet en
oversigt over bogens påtænkte indhold, og denne lod han følge med
subskriptionslisterne.
På et løsblad har Andersen nedskrevet de
emner, som han i første omgang havde tænkt sig, at bogen skulle indeholde, og
af subskriptionslisterne kan man se, at han oprindelig havde tænkt sig bogen i
to bind, hvilket der dog snart viste sig ikke at være økonomisk baggrund for.
Sagen var jo nemlig den, at ingen professionel forlægger ville udgive et så
lidt profitabelt debutarbejde, som det Andersen havde i tankerne. Men af det
nævnte løsblad kan man danne sig et indtryk af indholdet og emnevalget i den
påtænkte bog:
Indhold
Prolog.
Foreningen i jættestuen en fortælling.
Scener af Alfsol og Skulde, en
tragedie.
Dødningen, et fynsk eventyr.
Fastelavns-vise.
Instrukser til min Jesperlill.
Ynglingens klage.
Den vanvittige pige, en fortælling.
Længsel efter kunsten (Breve til
Philippa). (16)
Særlig interessant i denne sammenhæng er
punkterne fire og otte, som hhv. refererer til eventyret Dødningen og
fortællingen Den vanvittige pige, som Andersen også omtaler som
"en historie om "den gale Stine"", der dog endte med at få
den betydeligt mere malende titel Genfærdet ved Palnatokes grav. Men af
indholdslisten ses det, at Andersen altså allerede i 1822 enten havde skrevet
eller har haft planer om at skrive sit allerførste egentlige eventyr, Dødningen,
som imidlertid ikke kom med i det bind af Ungdoms-Forsøg, der blev
trykt. Eventyret blev indtil videre lagt på hylden og udkom først på tryk i Digte
1830. Punkt otte drejer sig om ”Den vanvittige pige, en fortælling”, og den
var inspireret af et af Andersens store litterære forbilleder: Den skotske
forfatter Walter Scott.
Historien om
"den gale Stine" havde Andersen ladet sig inspirere til under
læsningen af nogle romaner af den berømte skotske forfatter Walter Scott
(1771-1832), og om dennes roman Midlothians hjerte eller Fængslet i
Edinburgh, I-IV, som netop var udkommet 1822 i dansk oversættelse ved
digteren Caspar Johannes Boye, skriver Andersen i Levnedsbogen:
Jeg læste på samme tid første gang en roman af Walter Scott "Fængslet
i Edinburgh", min levende fantasi viste mig det hele, store billede,
jeg levede deri; det var mig en del af mit eget liv, syntes jeg, så naturlig lå
det hele for mig. Jeg følte en hellig gysen ved tanken om det herlige at være
digter; nu første gang følte jeg betydningen deraf; den hele verden syntes mig
et eventyr, blevet til, for digterens skyld. Jeg måtte straks efterligne Walter
Scott, skrev en historie om "den gale Stine", og kaldte den
"Genfærdet ved Palnatokes grav". (17)
Det er tydeligt, at
Andersen under læsningen af Midlothians hjerte har følt Scotts
fremstilling, som om "det var mig en del af mit eget liv", for der er
tydelige selvbiografiske spor i "Genfærdet ved Palnatokes grav",
som der jo i øvrigt er i det meste af, hvad Andersen har skrevet, hvilket vi
allerede tidligere her i bogen har set eksempler på, men som vi dog først skal
se nærmere på i en senere sammenhæng. Men i ovenstående citat nævner Andersen
endnu engang sin oplevelse af, at "den hele verden syntes mig et eventyr,
blevet til, for digterens skyld". Men det, der nok især tiltalte Andersen
hos Walter Scott, var dennes historiske skildringer af brave konger, gæve
riddere og skønne møer, af tro, overtro og magi, emner som appellerede til de
lag i den 17-åriges bevidsthed, som han aktuelt repeterede, nemlig tiden
omkring fem inkarnationer tilbage, dvs. slutningen af 1100-tallet.
Med Alfsol gik
det foreløbig sådan, at da han havde skrevet den færdig, fik han som sædvanlig
travlt med at benytte enhver lejlighed til at læse den højt for venner og
bekendte.
[...] Alle måtte høre min Alfsol. - Jeg læste nu Shakespeares
levned; det forekom mig næsten som mit eget, og jeg bildte mig virkelig ind, at
jeg også var sådan en karl. Kommandør Wulff havde da oversat hans
værker, jeg bildte mig ind, det måtte glæde ham at se et væsen der lignede hans
yndlings digter, jeg var også begærlig efter at kende ham, og således, med min
Alfsol i lommen introducerede jeg mig i hans hus, hvor jeg siden fandt næsten
et hjem. - Jeg skal have været overordentlig komisk, fuld af liv og naivitet,
hvoraf den sidste ret kontrasterede med min alder og størrelse. - Mine manerer
var også frygtelig kejtede, der i grunden opstod af forfængelighed og frygt for
at man skulde opdage mangler i min tarvelige påklædning. - At kjolen var for
kort, derfor holdt jeg i ærmerne. - Med benene gjorde jeg underlige sving for
at pantalonerne ikke skulle glide for meget op om støvlerne og disse var også
trådt noget skæve, som jo måtte skjules. Herved kom jeg virkelig i nogle slemme
vaner med min krop, som jeg af mange grunde ikke turde holde lige; således var
jeg i den største kamp med ydre former og den største indre naturlighed. (18)
Sit første møde med
P.F.Wulff har Andersen fortalt lidt mere indgående om mange år senere i
"Mit Livs Eventyr", hvor han i forbindelse med omtalen af "Alfsol"
fortsætter med at skrive følgende:
[...] Jeg var selv henrykt over de første akter og med disse introducerede
jeg mig straks hos Shakespeares oversætter, nu afdøde admiral Peter Wulff,
i hvis hus og familiekreds jeg siden fandt et sandt hjem. Han fortalte åringer
derefter i spøg og med lidt overdrivelse om vort første bekendtskab; idet jeg
kom ind ad døren, skal jeg straks have begyndt: "De har oversat
Shakespeare, ham holder jeg så meget af, men jeg har også skrevet en tragedie,
vil De bare høre!" - Wulff bød mig først at spise frokost med sig,
men jeg ville ikke nyde noget men læste i galop, og da jeg var færdig, skal jeg
have sagt: "kan der ikke nok blive noget af mig, for det ville jeg så
gerne!" - Jeg stak nu papirerne i lommen, og efter hans fortælling svarede
jeg, da han bad mig at besøge sig snart igen: "Ja, det skal jeg, når jeg
har skrevet en ny tragedie!" "Ja så vil det jo da vare temmelig
længe!" svarede han. "Nej, jeg tænker nok," sagde jeg, "at
jeg har een færdig igen om fjorten dage!" - og med de ord var jeg ude af
døren.
Forestillingen er vistnok lidt grupperet, men farven er der af min
personlighed, som den da var. (19)
Det var også med sin Alfsol,
at Andersen fornyede sit bekendtskab med en af de mænd, der siden skulle få
stor betydning for ham både som menneske og digter, nemlig fysikeren og
filosoffen Hans Christian Ørsted (1777-1851), der 1819-24 boede i en
ejendom på Nørregade nr. 21 (nedrevet 1909). Hos denne havde Andersen allerede
introduceret sig omkring september 1820, og herom skriver han i Levnedsbogen:
Jeg hørte på den tid fysikeren Ørsted meget omtale som en
elskelig mand, det var mig nok; jeg tyede til ham, og fandt mig ikke skuffet,
han gav mig straks bevis på sit gode hjerte, og sagde mig endogså, at jeg
skulle komme op til ham, når hans kone blev vel, lånte mig nogle bøger og gav
mig ved sin venlighed mod og hengivenhed. (20)
H.C.Ørsted fik som
person og tænker med tiden stor betydning og varig indflydelse på Andersen og
hans livsanskuelse, og deres bekendtskab udviklede sig snart til et
venskabeligt fader-søn forhold. Herom skriver Andersen i Mit Livs Eventyr
bl.a. følgende varme og anerkendende linier:
Hos H.C.Ørsted havde jeg selv indført mig; det var som et
guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ædleste og bedste, dem,
hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og kunne vurdere. Fra første
øjeblik, med stedse voksende deltagelse, der i de sidste år blev til sandt
venskab, fulgte Ørsted mig til sin død; på min åndsudvikling havde han
stor indvirkning og var den af alle, som under hele min digter-udvikling
åndelig holdt mig oppe, gav mig mod og forudsagde mig en erkendelsens fremtid
også i mit fædreland; hans hus blev mig tidligt et hjem, hans børn, som små,
har jeg leget med, set dem vokse op og bevare deres kærlighed til mig; i hans
hus har jeg fundet mine ældste, uforandrede venner. (21)
I citatets første linier viser Andersen endnu
engang sin klare forståelse af, at den guddommelige Fader virker ind på,
vejleder og fremmer sine hensigter med det enkelte menneske, primært gennem
dets medmennesker og sekundært gennem dets øvrige omgivelser, herunder det
sociale og kulturelle miljø.
Ifølge Andersens egen
livserfaring og livsanskuelse er der "en kærlig Gud, der fører alt til det
bedste." Men for at opnå dette formål, må Guddommen betjene sig af bl.a.
årsagsvirkningslovens konsekvenser for den enkelte, og denne form for skæbne findes
der ingen umiddelbar beskyttelse imod, hvilket forresten er en af grundene til
eksistensen af den skæbnefaktor, som Martinus kalder for "det
ubehagelige gode". Dette ubehagelige gode er nemlig det nødvendige og
uundværlige komplementære modstykke til "det behagelige gode" og det
er disse to "goder", der tilsammen udgør grundlaget for, at
bevidsthed, livsoplevelse og udvikling overhovedet kan forekomme og finde
sted. Det forstod Ørsted så vel som Andersen lige så godt som Martinus, hvad vi
senere skal se nærmere på.
Men ejendommeligt nok
fortæller Andersen ingen steder om, hvordan Ørsted vurderede hans Alfsol,
kun om, at Ørsted modtog ham med venlighed, forståelse og deltagelse.
Imidlertid havde han travlt med at forsøge at realisere sine planer om
udgivelsen af Ungdoms-Forsøg. 1. Del, og for at få sit manuskript trykt
havde han henvendt sig til Hof- og Universitetsbogtrykker Andreas Seidelin
(1777-1840) i Købmagergade, som i øvrigt selv var fra Odense, men denne ville
ikke indlade sig på det. Imidlertid rådede skuespilleren Christen Foersom
(1794-1850), som Andersen dels kendte fra deres fælles hjemby Odense, og dels
fra Det kgl. Teater, ham til at henvende sig hos bogtrykkeriet C.M.Cohens
Enke i Pilestræde nr. 6. Foersom kendte trykkeriets sætter og formentlig via
denne kom der en aftale i stand mellem Andersen og trykkeriet, der betingede
sig, at han skulle skaffe et vist antal forudbetalende subskribenter, for at
han derigennem kunne tilvejebringe den sum penge, som trykkeriet skulle have
for at trykke og indbinde bogen.
Der findes bevaret tre sådanne
subskriptionslister fra Andersens hånd, hvoraf det dels fremgår, at bogens
1.del vil indeholde 1) Prolog. 2) Genfærdet ved Palnatokes grav. Original fortælling.
3) Alfsol, oldnordisk tragedie. Det tilføjes, at bogen "vil udkomme om tre
uger", hvilken tidsfrist dog nok hverken kan eller skal tages
bogstaveligt. Den findes da også kun på den første af de nævnte tre lister. Af
de tre subskriptionslister fremgår det i øvrigt at en række betydelige personer
tegnede sig og betalte for et eller flere eksemplarer af bogen. Således
forudbestilte og betalte kronprinsesse Caroline 5 eksemplarer, hofdamen Olivia
Colbjørnsen 1 eksemplar og hendes moder, enkefru Colbjørnsen 2 eksemplarer.
Fru admiralinde Krieger havde bestilt 2 eksemplarer - heraf måske et til
Laura Tønder-Lund? - og Gutfeld, Weyse og flere andre bestilte hver et
eksemplar, og endelig havde statsminister Kaas bestilt og betalt 2 eksemplarer
af den forventede bog. Pengene indbetalte Andersen prompte til bogtrykkeriet,
og selvom det indkomne, samlede beløb næppe har været nok til at betale bogens
trykkeomkostninger, har alene den omstændighed, at hendes kongelige højhed,
kronprinsesse Caroline havde forudbetalt 5 eksemplarer, formentlig bevirket,
at Cohens Enke turde gå i gang med trykningen af bogen. (22)
For at fremme sin sag havde Andersen imidlertid
henvendt sig til litteraten Henrik Christian Gottlieb Proft
(1795-1827), som han formåede til at give bogen en forhåndsomtale i dagbladet Dagen,
og den stod trykt i bladet den 12.juli 1822 og lød som følger:
I slutningen af næste måned vil udkomme en samling af digtninger under
titel af: Ungdoms Forsøg, 1ste Del, indeholdende: Prolog, Genfærdet ved
Palnatokes grav, en original fortælling, og Alfsol, original tragedie. Blottet
for al understøttelse til at fuldende sine studeringer, nødsages forfatteren,
der kun er 17 år gammel, men har flere udmærkede forfatteres anbefaling, til at
udgive sit første litterære arbejde i det håb ved subskription i det mindste at
se sig skadesløs. - Anmelderen har set prøver af den unge forfatters forsøg,
han har deri sporet et ualmindeligt talent, især med hensyn til det
dannelsestrin, hvorpå han står, og som uden tvivl fortjener al opmuntring og
understøttelse til at fuldende den højere udvikling, uden hvilken selv det
eminenteste geni ej formår at hæve sig til et værdigt standpunkt. De, som vil
fremme dette foretagende ved subskription på den ovennævnte samling, behage at
tegne sig hos Cohens Enke i Pilestræde Nr.105. Enhver, der samler 5
subskribenter får det 6te eksemplar frit. (23)
Man må vel nok have lov til at
karakterisere den dengang 17-årige Andersens selvpromoverende og ihærdige
bestræbelser, for at få udgivet sin første bog, som et meget risikabelt, men
også dristigt og modigt forehavende. Selvpromovering og ihærdighed var i det
hele taget karakteristisk for Andersen livet igennem, og disse egenskaber i
forbindelse med hans geniale talent som forfatter, især som eventyrforfatter,
må anses for en væsentlig og medvirkende årsag til hans senere store
internationale berømmelse.
Andersens forbindelse
med anmelder Proft førte imidlertid også med sig, at denne formidlede det
allerførste trykte arbejde fra Andersens hånd, idet det æstetiske tidsskrift Harpen,
der blev udgivet af A.P.Liunge, den 9. august 1822 gengav Scene af: Røverne
i Vissenberg i Fyn. Et dramatisk digt. Om dette sit første trykte arbejde skriver
Andersen i Levnedsbogen:
Desuden fik Proft mit stykke Røverne i Vissenberg, hvoraf
den første scene blev trykt i Ljunges morskabsblad Harpen (1822). Mit
navn stod derunder; det var det første der var trykt af mig. Jeg læste det vist
hundrede gange igennem, lå om aftenen og så på mit trykte navn; løb hen til
frøken Tønder-Lund og jublede af glæde; hun var barnlig og godmodig,
delte den med mig. Wulffs fik det også at se, kommandøren lånte det. Et par
dage efter ville jeg hente det. Det var ikke at finde! han sagde ganske rolig,
da han ikke tænkte hvad værd det havde for mig. "Det er gået kødets
gang!" - Jeg sagde ikke noget der til, men kunne knap skjule mine tårer,
det var min hele rigdom jeg havde tabt. (24)
Men foreløbig var
manuskriptet til tragedien Alfsol - eller formentlig et afskrift deraf -
til gennemlæsning og rettelse hos provst Gutfeld, som synes at have taget sig
god tid til opgaven, formentlig fordi han i øvrigt havde nok andet at se til.
Men hen mod slutningen af august 1822 afleverede han det til censor Rahbek, og
vedlagde en anbefalingsskrivelse, hvilket fremgår af teatrets
deliberationsprotokol for fredag den 30.august:
Alfsol, sørgespil, indsendt af en ubenævnt med brev, hvorinden fordelagtig
attest fra provst Gutfeld om forfatt., indleveredes af professor Rahbek. (24)
Dagen før, torsdag den
29.august 1822, var Andersens gamle farmoder, Anne Cathrine Nommensdatter,
afgået ved døden hjemme i Odense, hvilket han erfarede af et brev fra moderen,
som han omtaler i Levnedsbogen:
På denne tid fik jeg et brev fra min moder, at gamle farmoder var død,
at hun havde lidt meget, altid nævnet mig, ønskede et brev, men fik ingen - det
kan bedrøve mig endnu -, hun havde bedt for mig i sin sidste time. - Jeg blev
dybt rystet, men bære sørgeklæder, eller flor om hatten kunne jeg ikke, jeg
havde intet, jeg græd så dybt, det var alt hvad jeg kunne give hende om min
sorg. (25)
Sommeren 1822 var en vanskelig
tid for den 17-årige Andersen at komme igennem, for dels var hans tragedie Røverne
i Vissenberg blevet forkastet af teatercensorerne, og direktionen havde
frabedt sig at modtage flere af den slags umodne og amatøragtige dramatiske
arbejder, og dels var han blevet afskediget fra kor- og balletskolen:
Jeg havde i sommerens løb prøvet den bitre nød, men jeg udtalte den
aldrig, ellers ville de mange, der nu kendte til mig, vist have afhjulpet den;
en falsk undseelse forbød mig at sige, hvor tungt jeg havde det; mit ansigt
strålede af glæde, når man talte venligt til mig, og een lykke opfyldte mig så
uendeligt: jeg læste da for første Gang "Walter Scott": hans
romaner var et åndens liv, der opgik for mig, en ny verden, jeg så ind i; jeg
glemte her virkelighedens trang omkring mig og gav til lejebiblioteket, hvad
jeg skulle købe middagsspise for. (26)
________________
Noter
til: DET STORE VENDEPUNKT
1 MLE
I, s.72-73. Ifølge H.Topsøe-Jensen har Andersen ikke selv fuldstændig frit
opfundet handlingen, men benyttet et forlæg hentet fra J.M.Thieles "Danske
Folkesagn", 2.samling,
1819, s.11.14.
2 Anderseniana
1971, s.179.
3 Samme
sted, s.179.
4 Samme
sted, s.180.
5 Samme
sted, s.180.
6 Samme
sted, s.180.
7 Levb.,
s.83-84.
8 MLE I, s.73.
9 Robert Neiiendam: Casino. Oprindelse og
historie i omrids. Morten A.Korchs Forlag. København 1948. Casino var i
1847 oprettet som vintertivoli af Georg Carstensen (1812-57), men
allerede i 1848 blev det omdannet til et i øvrigt meget besøgt teater, som især
spillede folkekomedier og operetter. Teatret var i drift fra frihedsåret 1848
til 1935. Georg Carstensen er dog måske nok så kendt som den, der i 1843
grundlagde Kjøbenhavns Sommertivoli - populært kaldet Tivoli - hvor han også havde æren af at oprette det
siden så berømte Pantomimeteatret.
10 Anderseniana 1971, s.180.
11 Levb., s.88-89. Jf. MLE I,
s.73-74. Anne Leth Jürgensen, født Bruun (1755-1828), enke efter
hofurmager Jørgen Jürgensen (1745-1811) og moder til den berømte kgl.
ur- og kronometermager Urban Jürgensen (1776-1830). Sidstnævnte var
gift med Sophie Henriette Jürgensen, født Houriet (1780-1852),
som vist nok stammede fra Le Locle i Schweiz. En af parrets sønner, Jules
Jürgensen (1808-77), blev urfabrikant i Le Locle, og her besøgte Andersen
familien under flere af sine udenlandsrejser. Andersens bekendtskab med madam
Jürgensen skyldes muligvis professor Weyse, som Andersen kort efter sin ankomst
til København anmodede om at skaffe ham en læreplads som urmager, og hvad var
vel mere naturligt, end at henvende sig til den velrenomerede urmagerfamilie.
12 Tragedien "Alfsol" findes
trykt i H.C.Andersens første bog, "Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian
Walter", som udkom på forfatterens eget forlag i slutningen af august
1822. Bogen er genudgivet på Christtreus Bogtrykkeri, København 1956, med
efterskrift af forfatteren Cai M.Woel (1895-1963), som heri redegør for
bogens tilblivelse og videre skæbne. Samme forfatter har senere udgivet et
lille skrift med titlen "H.C.Andersens første
Bog."Ungdoms-Forsøg" 1822. Midtsjællands Forlag. Ladager, Lille
Skensved. 1960. Heri uddyber og supplerer forfatteren sine undersøgelser
vedrørende Andersens debutbog. Se evt. også min artikel "Tanker
omkring en makulatur", Anderseniana 1998, s.77-88.
13 Levb., s.89.
14 H.Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen. En
Studie over H.C.Andersen som Selvbiograf 1820-1845. Gyldendalske Boghandel.
Nordisk Forlag. København 1943. S.14.
15 Samme sted, s.14-15.
16 Samme sted, s.18.
17 Levb., s.89-90.
18 Samme sted, s.90-91. Peter
Frederik Wulff (1774-1842) var dengang kaptajn i Søetaten og souschef for
Søkadetakademiet, som da havde til huse i det Brockdorffske Palæ på
Amalienborg. 1824 blev han chef for Søkadetkorpset og 1840 kontreadmiral. Fra
1815-25 fortsatte Wulff den af kongelig skuespiller Peter Thun Foersom
(1777-1817) påbegyndte oversættelse af "William Shakespeares tragiske
Værker". Familien Wulff kom i de følgende mange år til at stå
H.C.Andersen relativt nær. De af dens enkelte medlemmer, som fik betydning for
ham, vil derfor blive udførligt omtalt i relevante sammenhænge. Vedr. H.C.Andersens relation til familien
Wulff, se f.eks. artiklen Harry Rasmussen: H.C.Andersen
og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier.
(Koch-genealogi og familiefotos ved Jakob Koch). Andersensiana 2008.
19 MLE I, s.74.
20 Levb., s.77. H.C.Ørsted var siden
1806 professor ved Københavns Universitet. 1814 giftede han sig med Birgitte
Ørsted, født Ballum (1789-1875), som sammen med sin mand og deres senere
børn, svigerbørn og børnebørn blev H.C.Andersens nære venner.
21 MLE I, s.74. Vedr. Forholdet mellem
Andersen og Ørsted, se artiklen Poesi og videnskab – om forholdet mellem digteren H.C.Andersen
og videnskabsmanden H.C.Ørsted, her på
hjemmesiden.
22 Kilde: Se under note 12.
23 Samme kilde, som under note 22. Profts
forhåndsomtale af
"Ungdoms-Forsøg" findes også trykt i Levb., s.253-54.
24 Anderseniana 1971, s.181.
25 Levb., s.73. Brevet fra moderen er
ikke bevaret. I øvrigt har Andersen anbragt omtalen af sin farmoders død i en kronologisk
set lidt for tidlig rækkefølge, nemlig 1821. Vedr. farmoderen: Se afsnittet Repetitionsperioden
i H.C.Andersens liv her på hjemmesiden. For øvrigt var Andersens stedfader, Niels Jørgensen Gundersøe,
afgået ved døden cirka tre måneder før, nemlig den 4.juni 1822 men Andersen
nævner ingen steder noget herom.
26 MLE I, s.75.