DET STORE VENDEPUNKT

 

 

Bristede forhåbninger

Året 1822 kom til at betyde det store vendepunkt i Andersens ungdomsliv, idet han dette år fik forkastet to indsendte skuespil, hvoraf især det ene indirekte skulle få betydning for hans videre skæbne, idet teaterdirektionen, som i øvrigt afskedigede ham som korelev, fandt så meget talent hos ham for digtekun­sten, at den besluttede at sætte ham i latinskole. Men alt dette begyndte med tragedien Røverne i Vissenberg.

     Som omtalt i forrige afsnit vides det ikke præcist, hvornår Andersen har skrevet sin tragedie Røverne i Vissenberg, kun at det skete efter at han havde skrevet Skovkapellet, og efter at Guldberg på det bestemteste havde sat sig imod, at stykket blev indleveret til Det kgl.Teater til eventuel antagelse og op­førelse. Desværre kendes Guldbergs vurdering af Skovkapellet ikke, bortset fra, hvad Andersen har skrevet herom i sine selvbiografier, men professoren har antagelig ment, at stykket på trods af sine åbenlyse gode ideer og velturnerede replikker, var for umodent, idet han ikke kunne forbinde dets barske hand­ling og erfarne personer med den naive og uerfarne yngling, han så for sig og hørte på, hver gang Andersen aflagde ham besøg. Desuden kan han have ment, at det ville skade det unge menneske med den virak, som uvægerligt ville opstå omkring indsendelsen af et stykke, der var skrevet af en kun 16-årig for­fatter. Dertil kommer måske, at Guldberg samti­dig havde et vist renommé som lærer og forfatter at hæge om, som bevirkede, at han ikke skulle have noget af at blamere sig overfor teater­direk­tionen, hvilket formentlig ville have været tilfældet, hvis han havde ladet sin elev indlevere Skovkapellet til teatret.

 

    [...] Medens Guldberg endnu læste dansk med mig, havde jeg efter en tysk fortælling: "Skovkapellet", der stod i Rosenkildes "Brevduen", skrevet en tragedie på rimfri vers, den blev af Guldberg betragtet som en dansk stil, en øvelse i sproget, og på det mest bestemte havde han forbudt mig, at indlevere til teatret dette arbejde; jeg skrev altså et nyt, en anden tragedie. Ingen skulle kende forfatteren; selv opfandt jeg hand­lingen; det blev "en fædrelandsk tragedie" kaldet "Røverne i Vissenberg"; i løbet af fjorten dage var den færdig og renskreven, men der var næppe et ord i den rigtig bogstaveret, thi ingen havde hjulpet mig. Anonymt skulle stykket indleveres, dog een blev indviet i hemmeligheden, frøken Tønder Lund, den unge dame, jeg i Odense gik til konfirmation med, hun, den eneste, som der havde været venlig og god mod mig og foræret mig en rose, hende havde jeg opsøgt i København, af hende var jeg bleven deltagende omtalt i den Colbjørnsenske familie, hvor det ene bekendtskab førte til det andet. Hun betalte en for at skrive et læseligere eksemplar end mit var, min håndskrift turde jo heller ikke kendes, mente vi, og nu blev trage­dien indleveret. (1)

 

     Den 19. marts 1822 indsendte Andersen sin tragedie anonymt til Det kgl.Teater, men sagen blev først behandlet på direk­tionsmødet den 29. s.m., hvor følgende notat blev indført i deliberationsprotokollen:

 

     Fra en ubenævnt var indkommet en skrivelse med Sørgespillet Røverne i Vissenberg. Tilstillet Censorerne. (2)

 

    Den 2. maj meddeler samme kilde lige så kortfattet:

 

    Professor Rahbek afleverede Røverne i Vissenberg, Sørgespil i 5 akter, til sin medcensor [G.H. Olsen] (3)

 

 

Tragedien "Røverne i Vissenberg"

Fredag den 17.maj fremgår det af deliberationsprotokollen, at begge censorer har forkastet stykket, men samtidig anbefaler de, at man gør den 'anonyme' forfatter opmærksom på, at denne bør vente med at skrive dramatik, til den fornødne modenhed og elementære viden foreligger:

 

     Etatsråd Olsen afleverede Røverne i Vissenberg forkastet af begge Censorerne med ønske, at forfatteren i tilbagesendings skrivelse måtte gøres opmærksom på nødvendigheden af, at erhverve mere modenhed og dannelse, inden han tænkte på at vove sig frem for publikum. (4)

 

     Men først omkring en måned senere, mere præcist den 14. juni, sker der noget i sagen, idet direktionsprotokollen denne dato meddeler følgende:

 

     Rahbek anmeldte, at han efter anmodning fra sin medcensor ville lade cirkulere et udkast til et svar til forfatteren af Røverne i Vissenberg, Koraspirant Andersen, for at gøre dette unge menneske opmærksom på sit fuldkomne savn af fornødne forkundskaber. (5)

 

     Som det fremgår af protokollatet, var direktionen udmærket klar over, hvem der var den anonyme forfatter af tragedien "Røverne i Vissenberg", og allerede to dage senere, den 16.ju­ni, modtager Andersen følgende brev fra teaterdirektionen:

 

    Til forfatteren af stykket Røverne i Vissenberg.

    Idet de anordnede censorer tilbagesender stykket: Røverne i Vissenberg, som aldeles uegnet for skuepladsen, ønsker de, at det med hensyn til forfatterens personlige stilling måtte fra teaterdirektionen blive ham tilkendegivet, at med den fuldkomne mangel på elementær dannelse og alle uundværlige forkundskaber, som dette stykke p hver side viser, det endog for de allerypperste anlæg ville være umuligt at frembringe noget, der kunne fortjene at fremstilles for et dannet publikum eller forelægges smagfulde og kyndige læsere. Særdeles kært ville det være dem, hvis dette vink måtte formå det unge menneske til at søge, og hans venner og velyndere til at forskaffe ham den vejledning, uden hvilken den bane, han så ivrig søger at betræde, stedse må og vil blive ham lukket. -

    Dette skulle direktionen ved at tilbagesende stykket ikke undlade at tilmelde forfatteren.

                                 Holstein. Rahbek. G.H.Olsen. Collin. (6)

 

     Som det indirekte fremgår af brevet, vidste teaterdirektionen så vel som censorerne som allerede nævnt udmærket, at det var "koraspirant Andersen", der var forfatter til Røverne i Vissenberg, og hvis udtrykket "tilba­gesende" skal forstås bogstaveligt, vidste man naturligvis også hvor han boede, nemlig i Dybens­gade 20 hos familien Henckel, hos hvem stykket antagelig også er blevet skrevet. Det er i øvrigt ikke meget Andersen har at sige om, at teatercensorerne forkastede hans stykke, men mon ikke han blev fortvivlet over det, selvom han godt nok var klar over, at det var umodent og fuld af især grammatikalske fejl:

 

    [...] Ligesom Schiller ville jeg også optræde, første gang, med røvere. Vrimlende af grammatikalske fejl, kom det i teaterdirektionen, der sendte mig det tilbage, som aldeles umodent; og ytrede at det bar alformegen spor af mangel på al elementardannelse, dog ytrede de tillige at det var ønskeligt at mine venner og velyndere, ville give mig lejlighed til, på den videnskabelige vej, at nå det mål, hvor til jeg så ivrig stræbte. (7)  

 

     Citatets ordvalg kunne tyde på, at Andersen formentlig har haft direktionens brev foran sig, da han ti år senere, i 1832, skrev sin Levnedsbog, i så høj grad er der overensstemmelse mellem de to kilder. I hans to senere store selvbiografier fra hhv. 1847 og 1855, har han heller ikke meget at sige om denne sag:

 

     Efter seks ugers forløb, i hvilke jeg levede i store, dristige forhåb­ninger, kom stykket forkastet tilbage og brevet, som fulgte med, sagde, at stykker, der i den grad, som dette, forrådte mangel på al elementær dannelse, ønskede man ikke oftere at modtage. (8)

 

     Det er nu den europæisk berømte digter, der taler, og man mærker en lidt skarpere og let bebrejdende tone, særlig i den sidste sætning. Andersen havde da også i de mellemliggende år skrevet flere skuespil for nationalscenen, hvoraf nogle i første omgang var blevet forkastet, men ved Jonas Collins mellemkomst dog endte med at blive antaget og opført. Digterens forhold til Det kgl.Teater var af flere grunde både anstrengt og pro­blemfyldt, og rigtig succes som dramatiker fik han først, da teatermonopolet blev ophævet i 1848 i og med oprettelsen af det mere folkelige Casino Teater, hvor flere af hans stykker derefter i reglen blev spillet. (9) 

 

Et nyt skæbnemoment: Afsked fra Det kgl. Teater

Den 29. juni 1822 fulgte endnu et afgørende nederlag for den nu 17-årige Andersen, idet han denne dato modtog et brev fra teaterdirektionen, hvori denne meddelte ham hans afsked fra kortjenesten. Brevet ses ikke bevaret, men hvad sagen drejede sig om ses af teatrets regijournal under samme dato, hvor direktionen har afgivet følgende brev til regissør Clausen:

 

     At direktionen ved denne måneds udgang har afskediget korsangerne Møllendorff og Falck og aspiranten Andersen fra teatrets tjeneste, meldes Dem herved. Direktionen for de Kongelige Skuespil etc. Holstein. Rahbek. G.H.Olsen. Collin. / Printzlau. (10)

 

     Hvordan Andersen reagerede på sin afskedigelse fra teatret, kan vi se af hans selvbiografier. Først Levnedsbogen, hvori han lægger omtalen af sin afsked fra teatret i forlængelse af sin hemmelige 'optræden' på scenen nytårsdag:

 

     Mit håb blev ellers slemt skuffet, thi da i maj, en del overflødige subjekter fik deres afsked, fik også jeg et brev fra direktionen, der sagde mig, at man herved "afskedigede mig fra teatrets videre tjeneste!" - Jeg begyndte nu at føle min hele ulykkelige stilling, gik til etatsråd Collin, og bad ham dog lade mig debutere; han talte mig temmelig alvorlig til, og sagde at jeg ikke havde udvortes, og min stemme heller ikke duede. (Dens overgang var blevet dens undergang, forårsaget ved idelig at gå med våde fødder og ingen vintertøj). Jeg gik bedrøvet hjem, vidste nu slet ingen udvej. - Urban Jürgensens moder en gammel, fortræffelig kone, var jeg ved mit "Skovkapellet" blevet bekendt med. Hun ansporede mig, som digter. Hendes alvor og opmuntring, styrkede mig i, at jeg var noget mere end mængden; dette og min nød, bragte mig til at skrive et sørgespil "Alfsol" efter Suhms fortælling af samme navn; måske antages det, tænkte jeg. I alle tilfælde håbede jeg at sælge det til en bogtrykker og da få lidt for det. - Jeg skrev da stykket, og benyttede nogle replikker af "Skovkcapellet" og "Røverne i Vissenberg" der til. (11)

 

     Stoffet til Alfsol, tragedie i fem akter, har Andersen hentet i en fortælling af historikeren Peter Frederik Suhm (1728-98), som findes i dennes Nordiske Noveller, 1783. Andersen fastslår indledningsvis, at han har bevaret alle for­tællingens personer og i det store og hele også dens forløb. Tidsmæssigt befinder vi os i nordisk forhistorisk sagntid, da konger som Harald Hildetand og den svenske kong Sigurd Ring regerede, og da de gamle nordiske gu­der, med Alfader Odin som øverste verdens­magt, endnu levede i bedste vel­gående. Harald Hilde­tand - Hildetand betyder kamptand - har muligvis været en historisk person, der døde under det såkaldte Bråvallaslag omkring år 600, og i så fald befinder vi os cirka 8 inkarnatio­ner tilbage i tiden for Andersens vedkommende. Men forskellen mellem 600-tallet og 1100-tallet, hvilket sidstnævnte den 17-årige dig­teraspirant mentalt repeterede, var kulturelt set dog ikke større, end at tiden til stadighed var præget af voldsomme og blodige magt­kampe og stridigheder mellem forskellige folkeslag og be­folk­ningsgrup­per. 

     Det er imidlertid ikke så meget magtkampene og de blodige stridig­heder, der interesserer den unge digter, som det er det almen-religiøse islæt i den nordiske gudelære og striden mellem kristentro og hedenskab, og ikke mindst det romantiske kærlig­hedsforhold mellem kong Harald og prinsesse Alfsol, der er datter af kong Alf i Vendsyssel i Jylland. Kong Harald har imid­lertid en medbejler i den tyranniske svenske kong Sigurd Ring, som under kamp dræber Alfsols fader. Men i lighed med alle gode tragedier ender også denne tragedie med, at de to elskende, Harald og Alfsol, efter mange gen­vordigheder får hinanden til slut, idet de dog først forenes efter døden. Da Sigurd Ring erfarer om Alfsols død, arrangerer han i sorg og vrede sin egen storslåede hedenske ligfærd, og dræber derefter sig selv med sit sværd.

 

Andersens kongstanke

De mange dødsfald og den megen tale om døden i tragedien Alfsol, giver i øvrigt Andersen lejlighed til at fremføre sin helt store kongstanke om sjælens udødelighed, for hvilken aftenstjernen, planeten Venus, altid var ham et symbol. Det er også karakteristisk for Andersens uortodokse kristentro, at han benytter den øverste hedenske guds, Odins, tilnavn "Alfader" i flere senere sammenhænge i sit forfatterskab, og ligeledes i sin dagbog fra skoletiden i Slagelse, hvor der f.eks. under fredag den 16. september 1825 findes et digt, hvis første linie lyder: "Din vilje ske Alfader", og under søndag den 18.s.m. noterer han bl.a.: "Tilgiv Alfader de dristige tanker som stiger i min sjæl".­ (12)

     Men efter at tragedien Røverne i Vissenberg var blevet forkastet af teatercensorerne og efter at Andersen havde fået sin afsked som kora­spirant og balletelev 29.juni 1822, fik han travlt med dels at skrive sin nye tragedie og dels med at få arrangeret en bogudgivelse af stykket. Det var en helt alminde­lig fremgangs­måde dengang, at et teaterstykke blev opført på teatret og udkom i bogform nogenlunde samtidigt, eller hvis stykket blev forkastet, da i bedste fald kun udkom som bog, men det usædvan­lige bestod i, at forfatteren var en kun 17-årig korsanger, og tilmed en kasseret sådan.

 

En ny beskytter og vejleder

Efter at have skrevet stykket, fik den unge digter som sædvan­lig travlt med at opsøge venner og bekendte, for at læse det højt for dem, uanset om de egentlig gad høre det eller ej. I Levnedsbogen skriver han, at det var Madam Jürgensen, der introducerede ham til Frederik Carl Gutfeld (1761-1823), som fra 1811 til sin død var Holmens provst. Det var forresten ham, der den 17. april 1822 konfirmerede Andersens gode fe, Laura Tønder Lund, i admiral Kriegers hjem på Gammel­holm. Det ville ellers have været nærliggende at tro, at det var via hende og denne familie, at Andersen havde lært provst Gutfeld at kende, hvilket da også er en opfattelse, som fremføres af H.Topsøe-Jensen.

 

     [...] Provst Gutfeld havde ytret interesse for mig, og lyst at se mig. Jeg gik til ham, han hørte Alfsol, og ydede mig større ros, end jeg kunne fortjene; gav mig mod, og sagde, jeg var digter; mit stykke burde ind­leveres til teaterdirektionen, han ville skrive et anbefalingsbrev med. (13)

 

     Ifølge H.Topsøe-Jensen havde Andersen skrevet et bønskrift til kongen om pengehjælp til at betale trykkeomkostningerne ved bogen Ungdoms-Forsøg, og brevet sluttede således:

 

     Jeg sætter min lid ganske til Deres kongelige Majestæts nåde, der sikkert vil tage disse linier i gunstigt overvejelse og vise mig en kærlig opmuntring! (14)

 

     Andersen viste brevet til Gutfeld inden afsendelsen, og denne fandt grund til at ændre ovennævnte linier til de noget mere selv­sikre slut­ningsord:

 

     Jeg sætter allerunderdanigst min lid til Deres Majestæts nåde, der ikke vil lade en yngling, som naturen efter kyndige mænds dom ikke har nægtet kald til engang værdig at dyrke muserne, forgæves sukke om hjælp. (15)

 

     Kongen ydede dog ingen hjælp til formålet, hvilket imidlertid ikke fik Andersen til at opgive sit forehavende, idet han nemlig i stedet fandt på at benytte sig af såkaldte subskrip­tionslister, som interesserede kunne skrive sig på og forud betale det eller de eksemplarer af bogen, de gerne ville købe. På den måde håbede han på at kunne skaffe det beløb, som bogtrykkeren skulle have for at trykke og indbinde bogen. Men for at hans eventuelle læsere ikke skulle købe katten i sækken, havde han lavet en oversigt over bogens påtænkte indhold, og denne lod han følge med subskriptionslisterne.

     På et løsblad har Andersen nedskrevet de emner, som han i første omgang havde tænkt sig, at bogen skulle indeholde, og af subskriptionslisterne kan man se, at han oprindelig havde tænkt sig bogen i to bind, hvilket der dog snart viste sig ikke at være økonomisk baggrund for. Sagen var jo nemlig den, at ingen professionel forlægger ville udgive et så lidt profitabelt debutarbejde, som det Andersen havde i tankerne. Men af det nævnte løsblad kan man danne sig et indtryk af indholdet og emnevalget i den påtænkte bog:    

 

               Indhold

Prolog.

Foreningen i jættestuen en fortælling.

Scener af Alfsol og Skulde, en tragedie.

Dødningen, et fynsk eventyr.

Fastelavns-vise.

Instrukser til min Jesperlill.

Ynglingens klage.

Den vanvittige pige, en fortælling.

Længsel efter kunsten (Breve til Philippa). (16)

 

 

     Særlig interessant i denne sammenhæng er punkterne fire og otte, som hhv. refererer til eventyret Dødningen og for­tællingen Den vanvittige pige, som Andersen også omtaler som "en historie om "den gale Stine"", der dog endte med at få den be­tydeligt mere malende titel Genfærdet ved Palnatokes grav. Men af ind­holdslisten ses det, at Andersen altså allerede i 1822 enten havde skrevet eller har haft planer om at skrive sit allerfør­ste egent­lige eventyr, Dødningen, som imidlertid ikke kom med i det bind af Ung­doms-Forsøg, der blev trykt. Eventyret blev indtil videre lagt på hylden og udkom først på tryk i Digte 1830. Punkt otte drejer sig om ”Den vanvittige pige, en fortælling”, og den var inspireret af et af Andersens store litterære forbilleder: Den skotske forfatter Walter Scott.

 

Andersen og Walter Scott

Historien om "den gale Stine" havde Andersen ladet sig in­spirere til under læsningen af nogle romaner af den berømte skotske forfatter Walter Scott (1771-1832), og om dennes roman Midlothians hjerte eller Fængslet i Edinburgh, I-IV, som netop var udkommet 1822 i dansk oversættelse ved digteren Caspar Johannes Boye, skriver Andersen i Levnedsbogen:

 

     Jeg læste på samme tid første gang en roman af Walter Scott "Fængslet i Edinburgh", min levende fantasi viste mig det hele, store billede, jeg levede deri; det var mig en del af mit eget liv, syntes jeg, så naturlig lå det hele for mig. Jeg følte en hellig gysen ved tanken om det herlige at være digter; nu første gang følte jeg betydningen deraf; den hele verden syntes mig et eventyr, blevet til, for digterens skyld. Jeg måtte straks efterligne Walter Scott, skrev en historie om "den gale Stine", og kaldte den "Genfærdet ved Palnatokes grav". (17)

 

     Det er tydeligt, at Andersen under læsningen af Midlothians hjerte har følt Scotts fremstilling, som om "det var mig en del af mit eget liv", for der er tydelige selvbi­ografiske spor i "Genfærdet ved Palnato­kes grav", som der jo i øvrigt er i det meste af, hvad Andersen har skrevet, hvilket vi allerede tidligere her i bogen har set eksempler på, men som vi dog først skal se nærmere på i en senere sammen­hæng. Men i oven­stående citat nævner Andersen endnu engang sin oplevelse af, at "den hele verden syntes mig et eventyr, blevet til, for dig­terens skyld". Men det, der nok især tiltalte Andersen hos Walter Scott, var dennes historiske skildringer af brave konger, gæve riddere og skønne møer, af tro, overtro og magi, emner som appellerede til de lag i den 17-åriges be­vidsthed, som han aktuelt repe­terede, nemlig tiden omkring fem inkarna­tioner tilbage, dvs. slutningen af 1100-tallet.

 

En ny velynder: Kommandør P.F.Wulff

Med Alfsol gik det foreløbig sådan, at da han havde skrevet den færdig, fik han som sædvanlig travlt med at benytte enhver lejlighed til at læse den højt for venner og bekendte.

 

     [...] Alle måtte høre min Alfsol. - Jeg læste nu Shakespeares levned; det forekom mig næsten som mit eget, og jeg bildte mig virkelig ind, at jeg også var sådan en karl. Kommandør Wulff havde da oversat hans værker, jeg bildte mig ind, det måtte glæde ham at se et væsen der lignede hans yndlings digter, jeg var også begærlig efter at kende ham, og således, med min Alfsol i lommen introducerede jeg mig i hans hus, hvor jeg siden fandt næsten et hjem. - Jeg skal have været overordentlig komisk, fuld af liv og naivitet, hvoraf den sidste ret kontrasterede med min alder og størrelse. - Mine manerer var også frygtelig kejtede, der i grunden opstod af forfængelighed og frygt for at man skulde opdage mangler i min tarvelige påklædning. - At kjolen var for kort, derfor holdt jeg i ærmerne. - Med benene gjorde jeg underlige sving for at pantalonerne ikke skulle glide for meget op om støvlerne og disse var også trådt noget skæve, som jo måtte skjules. Herved kom jeg virkelig i nogle slemme vaner med min krop, som jeg af mange grunde ikke turde holde lige; således var jeg i den største kamp med ydre former og den største indre naturlighed. (18)  

 

     Sit første møde med P.F.Wulff har Andersen fortalt lidt mere indgående om mange år senere i "Mit Livs Eventyr", hvor han i forbindelse med omtalen af "Alfsol" fortsætter med at skrive følgende:

 

     [...] Jeg var selv henrykt over de første akter og med disse introducere­de jeg mig straks hos Shakespeares oversætter, nu afdøde admiral Peter Wulff, i hvis hus og familiekreds jeg siden fandt et sandt hjem. Han fortalte åringer derefter i spøg og med lidt overdrivelse om vort første bekendt­skab; idet jeg kom ind ad døren, skal jeg straks have begyndt: "De har oversat Shakespeare, ham holder jeg så meget af, men jeg har også skrevet en tragedie, vil De bare høre!" - Wulff bød mig først at spise frokost med sig, men jeg ville ikke nyde noget men læste i galop, og da jeg var færdig, skal jeg have sagt: "kan der ikke nok blive noget af mig, for det ville jeg så gerne!" - Jeg stak nu papirerne i lommen, og efter hans fortælling svarede jeg, da han bad mig at besøge sig snart igen: "Ja, det skal jeg, når jeg har skrevet en ny tragedie!" "Ja så vil det jo da vare temmelig længe!" svarede han. "Nej, jeg tænker nok," sagde jeg, "at jeg har een færdig igen om fjorten dage!" - og med de ord var jeg ude af døren.

     Forestillingen er vistnok lidt grupperet, men farven er der af min personlighed, som den da var. (19)

 

Mødet med en vismand: H.C.Ørsted

Det var også med sin Alfsol, at Andersen fornyede sit be­kendtskab med en af de mænd, der siden skulle få stor be­tydning for ham både som menneske og digter, nemlig fysikeren og filosoffen Hans Christian Ørsted (1777-1851), der 1819-24 boede i en ejendom på Nørregade nr. 21 (nedrevet 1909). Hos denne havde Andersen allerede introduceret sig omkring septem­ber 1820, og herom skriver han i Levnedsbogen:

 

     Jeg hørte på den tid fysikeren Ørsted meget omtale som en elskelig mand, det var mig nok; jeg tyede til ham, og fandt mig ikke skuffet, han gav mig straks bevis på sit gode hjerte, og sagde mig endogså, at jeg skulle komme op til ham, når hans kone blev vel, lånte mig nogle bøger og gav mig ved sin venlighed mod og hengivenhed. (20)

 

     H.C.Ørsted fik som person og tænker med tiden stor betydning og varig indflydelse på Andersen og hans livsanskuelse, og deres bekendtskab udviklede sig snart til et venskabeligt fader-søn forhold. Herom skriver Andersen i Mit Livs Eventyr bl.a. følgende varme og anerkendende linier:

 

     Hos H.C.Ørsted havde jeg selv indført mig; det var som et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ædleste og bedste, dem, hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og kunne vurdere. Fra første øjeblik, med stedse voksende deltagelse, der i de sidste år blev til sandt venskab, fulgte Ørsted mig til sin død; på min åndsudvikling havde han stor indvirkning og var den af alle, som under hele min digter-udvikling åndelig holdt mig oppe, gav mig mod og forudsagde mig en erkendelsens fremtid også i mit fædreland; hans hus blev mig tidligt et hjem, hans børn, som små, har jeg leget med, set dem vokse op og bevare deres kær­lighed til mig; i hans hus har jeg fundet mine ældste, uforandrede ven­ner. (21)

 

     I citatets første linier viser Andersen endnu engang sin klare forståelse af, at den guddommelige Fader virker ind på, vejleder og fremmer sine hensigter med det enkelte menneske, primært gennem dets medmennesker og sekundært gennem dets øvrige omgivelser, herunder det sociale og kulturelle miljø.

     Ifølge Andersens egen livserfaring og livsanskuelse er der "en kærlig Gud, der fører alt til det bedste." Men for at opnå dette formål, må Guddommen betjene sig af bl.a. årsagsvirkningslovens konsekvenser for den enkelte, og denne form for skæbne findes der ingen umiddelbar beskyttelse imod, hvilket forresten er en af grundene til eksistensen af den skæbnefak­tor, som Marti­nus kalder for "det ubehagelige gode". Dette ubehagelige gode er nemlig det nødvendige og uundværlige komplementære modstykke til "det behagelige gode" og det er disse to "goder", der tilsammen udgør grundlaget for, at bevidsthed, livsoplevel­se og udvikling overhovedet kan fore­komme og finde sted. Det forstod Ørsted så vel som Andersen lige så godt som Martinus, hvad vi senere skal se nærmere på.   

 

Andersen forbereder sin debutbog

Men ejendommeligt nok fortæller Andersen ingen steder om, hvordan Ørsted vurderede hans Alfsol, kun om, at Ørsted modtog ham med venlighed, forståelse og deltagelse. Imidlertid havde han travlt med at forsøge at realisere sine planer om udgivelsen af Ungdoms-Forsøg. 1. Del, og for at få sit manu­skript trykt havde han henvendt sig til Hof- og Universitets­bogtrykker Andreas Seide­lin (1777-1840) i Købmagergade, som i øvrigt selv var fra Odense, men denne ville ikke indlade sig på det. Imidlertid rådede skuespilleren Christen Foersom (1794-1850), som Andersen dels kendte fra deres fælles hjemby Odense, og dels fra Det kgl. Teater, ham til at henvende sig hos bog­tryk­keriet C.M.Cohens Enke i Pilestræde nr. 6. Foersom kendte trykkeriets sætter og formentlig via denne kom der en aftale i stand mellem Andersen og trykkeriet, der betingede sig, at han skulle skaffe et vist antal forudbetalende subskribenter, for at han derigennem kunne tilvejebringe den sum penge, som trykkeriet skulle have for at trykke og indbinde bogen.

     Der findes bevaret tre sådanne subskriptionslister fra Andersens hånd, hvoraf det dels fremgår, at bogens 1.del vil indeholde 1) Prolog. 2) Genfærdet ved Palnatokes grav. Origi­nal fortælling. 3) Alfsol, oldnordisk tragedie. Det tilføjes, at bogen "vil udkomme om tre uger", hvilken tidsfrist dog nok hverken kan eller skal tages bogstaveligt. Den findes da også kun på den første af de nævnte tre lister. Af de tre subskrip­tionslister fremgår det i øvrigt at en række betydelige perso­ner tegnede sig og betalte for et eller flere eksemplarer af bogen. Således forudbestilte og betalte kronprinsesse Caroline 5 eksemplarer, hofdamen Olivia Colbjørnsen 1 ek­semplar og hendes moder, enkefru Colbjørnsen 2 eksemplarer. Fru ad­miralin­de Krieger havde bestilt 2 eksemplarer - heraf måske et til Laura Tønder-Lund? - og Gutfeld, Weyse og flere andre bestilte hver et eksemplar, og endelig havde statsminister Kaas bestilt og betalt 2 eksemplarer af den forventede bog. Pengene indbe­talte Andersen prompte til bogtrykkeriet, og selvom det indkom­ne, samlede beløb næppe har været nok til at betale bogens trykkeom­kostninger, har alene den omstændighed, at hendes konge­lige højhed, kronprinsesse Caroline havde forudbe­talt 5 ek­semplarer, formentlig bevirket, at Cohens Enke turde gå i gang med trykningen af bogen. (22)

     For at fremme sin sag havde Andersen imid­lertid hen­vendt sig til litteraten Henrik Christian Gottlieb Proft (1795-1827), som han formåede til at give bogen en forhåndsomtale i dagbladet Dagen, og den stod trykt i bladet den 12.juli 1822 og lød som følger:

 

     I slutningen af næste måned vil udkomme en samling af digtninger under titel af: Ungdoms Forsøg, 1ste Del, indeholdende: Prolog, Genfærdet ved Palnatokes grav, en original fortælling, og Alfsol, original tragedie. Blottet for al understøttelse til at fuldende sine studeringer, nødsages forfatteren, der kun er 17 år gammel, men har flere udmærkede forfatteres anbefaling, til at udgive sit første litterære arbejde i det håb ved subskription i det mindste at se sig skadesløs. - Anmelderen har set prøver af den unge forfatters forsøg, han har deri sporet et ualmindeligt talent, især med hensyn til det dannelsestrin, hvorpå han står, og som uden tvivl fortjener al opmuntring og understøttelse til at fuldende den højere udvikling, uden hvilken selv det eminenteste geni ej formår at hæve sig til et værdigt standpunkt. De, som vil fremme dette foretagende ved subskription på den ovennævnte samling, behage at tegne sig hos Cohens Enke i Pilestræde Nr.105. Enhver, der samler 5 subskribenter får det 6te eksemplar frit. (23)

 

     Man må vel nok have lov til at karakterisere den dengang 17-årige Andersens selvpromoverende og ihærdige bestræbelser, for at få udgivet sin første bog, som et meget risikabelt, men også dristigt og modigt forehavende. Selvpromovering og ihærdighed var i det hele taget karakteristisk for Andersen livet igennem, og disse egenskaber i forbindelse med hans geniale talent som forfatter, især som eventyrforfatter, må anses for en væsentlig og medvirkende årsag til hans senere store internationale berømmelse. 

 

Andersens første trykte arbejde

Andersens forbindelse med anmelder Proft førte imidlertid også med sig, at denne formidlede det allerførste trykte arbejde fra Andersens hånd, idet det æstetiske tidsskrift Harpen, der blev udgivet af A.P.Liunge, den 9. august 1822 gengav Scene af: Røverne i Vissenberg i Fyn. Et dramatisk digt. Om dette sit første trykte arbejde skriver Andersen i Levneds­bogen:

 

     Desuden fik Proft mit stykke Røverne i Vissenberg, hvoraf den første scene blev trykt i Ljunges morskabsblad Harpen (1822). Mit navn stod derunder; det var det første der var trykt af mig. Jeg læste det vist hundrede gange igennem, lå om aftenen og så på mit trykte navn; løb hen til frøken Tønder-Lund og jublede af glæde; hun var barnlig og god­modig, delte den med mig. Wulffs fik det også at se, kommandøren lånte det. Et par dage efter ville jeg hente det. Det var ikke at finde! han sagde ganske rolig, da han ikke tænkte hvad værd det havde for mig. "Det er gået kødets gang!" - Jeg sagde ikke noget der til, men kunne knap skjule mine tårer, det var min hele rigdom jeg havde tabt. (24)

 

     Men foreløbig var manuskriptet til tragedien Alfsol - eller formentlig et afskrift deraf - til gennemlæsning og rettelse hos provst Gutfeld, som synes at have taget sig god tid til opgaven, formentlig fordi han i øvrigt havde nok andet at se til. Men hen mod slutningen af august 1822 afleverede han det til censor Rahbek, og vedlagde en anbefalingsskrivelse, hvilket fremgår af teatrets deliberationsprotokol for fredag den 30.au­gust:

 

     Alfsol, sørgespil, indsendt af en ubenævnt med brev, hvorinden fordel­agtig attest fra provst Gutfeld om forfatt., indleveredes af professor Rahbek. (24)

 

     Dagen før, torsdag den 29.august 1822, var Andersens gamle farmoder, Anne Cathrine Nommensdatter, afgået ved døden hjemme i Odense, hvilket han erfarede af et brev fra moderen, som han omtaler i Levnedsbogen:

 

     På denne tid fik jeg et brev fra min moder, at gamle farmoder var død, at hun havde lidt meget, altid nævnet mig, ønskede et brev, men fik ingen - det kan bedrøve mig endnu -, hun havde bedt for mig i sin sidste time. - Jeg blev dybt rystet, men bære sørgeklæder, eller flor om hatten kunne jeg ikke, jeg havde intet, jeg græd så dybt, det var alt hvad jeg kunne give hende om min sorg. (25)

 

     Sommeren 1822 var en vanskelig tid for den 17-årige Andersen at komme igennem, for dels var hans tragedie Røverne i Vissen­berg blevet forkastet af teatercensorerne, og direktionen havde frabedt sig at modtage flere af den slags umodne og amatøragtige dramatiske arbejder, og dels var han blevet afskediget fra kor- og balletskolen:

 

     Jeg havde i sommerens løb prøvet den bitre nød, men jeg udtalte den aldrig, ellers ville de mange, der nu kendte til mig, vist have afhjulpet den; en falsk undseelse forbød mig at sige, hvor tungt jeg havde det; mit ansigt strålede af glæde, når man talte venligt til mig, og een lykke opfyldte mig så uendeligt: jeg læste da for første Gang "Walter Scott": hans romaner var et åndens liv, der opgik for mig, en ny verden, jeg så ind i; jeg glemte her virkelighedens trang omkring mig og gav til leje­biblioteket, hvad jeg skulle købe middagsspise for. (26)

 

 

 

SKOLEELEV ANDERSEN

 

 

 

 

________________

 

 

 

 

Noter til: DET STORE VENDEPUNKT

 

 1  MLE I, s.72-73. Ifølge H.Topsøe-Jensen har Andersen ikke selv fuldstændig frit opfundet handlingen, men benyttet et forlæg hentet fra J.M.Thieles "Danske Folkesagn", 2.samling,     1819, s.11.14.

 2   Anderseniana 1971, s.179.

 3   Samme sted, s.179.

 4   Samme sted, s.180.

 5   Samme sted, s.180.

 6   Samme sted, s.180.

 7   Levb., s.83-84.

 8   MLE I, s.73.

 9  Robert Neiiendam: Casino. Oprindelse og historie i omrids. Morten A.Korchs Forlag. København 1948. Casino var i 1847 oprettet som vintertivoli af Georg Carstensen (1812-57), men allerede i 1848 blev det omdannet til et i øvrigt meget besøgt teater, som især spillede folkekomedier og operetter. Teatret var i drift fra frihedsåret 1848 til 1935. Georg Carstensen er dog måske nok så kendt som den, der i 1843 grundlagde Kjøben­havns Sommertivoli - populært kaldet Tivoli  - hvor han også havde æren af at oprette det siden så berømte Pantomimeteatret.

10  Anderseniana 1971, s.180.

11  Levb., s.88-89. Jf. MLE I, s.73-74. Anne Leth Jürgensen, født Bruun (1755-1828), enke efter hofurmager Jørgen Jürgensen (1745-1811) og moder til den berømte kgl. ur- og krono­me­terma­ger Urban Jürgensen (1776-1830). Sidstnævnte var gift med Sophie Henriette Jürgensen, født Houriet (1780-1852), som vist nok stammede fra Le Locle i Schweiz. En af parrets sønner, Jules Jürgen­sen (1808-77), blev urfabrikant i Le Locle, og her besøgte Andersen familien under flere af sine udenlands­rejser. Andersens bekendtskab med madam Jürgensen skyldes muligvis professor Weyse, som Andersen kort efter sin ankomst til København anmodede om at skaffe ham en læreplads som urmager, og hvad var vel mere naturligt, end at henvende sig til den velrenomerede urmagerfamilie.

12  Tragedien "Alfsol" findes trykt i H.C.Andersens første bog, "Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian Walter", som udkom på forfatterens eget forlag i slutningen af august 1822. Bogen er genud­givet på Christtreus Bogtrykkeri, København 1956, med efter­skrift af forfatteren Cai M.Woel (1895-1963), som heri redegør for bogens tilblivelse og videre skæbne. Samme forfatter har senere udgivet et lille skrift med titlen "H.C.­Andersens første Bog."Ungdoms-Forsøg" 1822. Midtsjællands Forlag. Ladager, Lille Skensved. 1960. Heri uddyber og supplerer forfatteren sine under­søgelser vedrørende Andersens debut­bog. Se evt. også min artikel "Tanker omkring en makulatur", Anderseniana 1998, s.77-88.

13   Levb., s.89. 

14  H.Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen. En Studie over H.C.Andersen som Selvbiograf 1820-1845. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. København 1943. S.14.

15   Samme sted, s.14-15.

16   Samme sted, s.18.

17   Levb., s.89-90.

18  Samme sted, s.90-91. Peter Frederik Wulff (1774-1842) var dengang kaptajn i Søetaten og souschef for Søkadetaka­demiet, som da havde til huse i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg. 1824 blev han chef for Søkadetkorpset og 1840 kontread­miral. Fra 1815-25 fortsatte Wulff den af kongelig skuespiller Peter Thun Foersom (1777-1817) påbegyndte over­sættelse af "William Shake­speares tragiske Værker". Familien Wulff kom i de følgende mange år til at stå H.C.Andersen relativt nær. De af dens enkelte medlemmer, som fik betydning for ham, vil derfor blive udførligt omtalt i relevante sammen­hænge.  Vedr. H.C.Andersens relation til familien Wulff, se f.eks. artiklen Harry Rasmussen: H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier. (Koch-genealogi og familiefotos ved Jakob Koch). Andersensiana 2008.

19   MLE I, s.74.

20  Levb., s.77. H.C.Ørsted var siden 1806 professor ved Københavns Universitet. 1814 giftede han sig med Birgitte Ørsted, født Ballum (1789-1875), som sammen med sin mand og deres se­nere børn, svigerbørn og børnebørn blev H.C.Andersens nære venner.

21  MLE I, s.74. Vedr. Forholdet mellem Andersen og Ørsted, se artiklen Poesi og videnskab – om forholdet mellem digteren H.C.Andersen og videnskabsmanden H.C.Ørsted, her på hjemmesiden.

22  Kilde: Se under note 12.

23  Samme kilde, som under note 22. Profts forhåndsomtale af  "Ungdoms-Forsøg" findes også trykt i Levb., s.253-54.

24  Anderseniana 1971, s.181.

25  Levb., s.73. Brevet fra moderen er ikke bevaret. I øvrigt har Andersen anbragt omtalen af sin farmoders død i en kronolo­gisk set lidt for tidlig rækkefølge, nemlig 1821. Vedr. farmoderen: Se afsnittet Repetitionsperioden i H.C.Andersens liv her på hjemmesiden. For øvrigt var Andersens stedfader, Niels Jørgensen Gundersøe, afgået ved døden cirka tre måneder før, nemlig den 4.juni 1822 men Andersen nævner ingen steder noget herom.

26   MLE I, s.75.