Få dage før dommen faldt over tragedien Alfsol opsøgte
Andersen den mand, som måske mere end nogen anden skulle komme til at betyde en
"fader" for ham, både i praktiske, økonomiske sager og i åndelige
spørgsmål, nemlig medlem af Det kgl. Teaters direktion, etatsråd Jonas Collin.
Familien Collin boede i Den Collinske Gård, en allerede dengang gammel,
romantisk bindingsværksbygning i det daværende Norgesgade (senere omdøbt til
Bredgade) nr.4, ved siden af Kanneworffs Hus på hjørnet af Bredgade og St.
Strandstræde. Dette hus og denne familie skulle få stor betydning for
H.C.Andersens liv og fremtid, men i begyndelsen af deres bekendtskab virkede
Collin noget køligt reserveret på den følsomme og nærtagende digterspire:
Jeg kom herhen, Collin talte til mig, jeg så kun
forretningsmanden i ham; han sagde ikke mange ord, og hans tale var alvorlig og
næsten streng forekom det mig; jeg gik bort uden at vente fra denne mand nogen
deltagelse; og just Collin var det da, som inderligst tænkte på mit
vel, i stilhed virkede derfor, som han i hele sit liv har gjort det for mange
af landets nu virksomme mænd. Da forstod jeg ikke den rolighed, hvormed han syntes
at høre, medens hans hjerte kunne bløde ved hvad den trængende sagde ham, og
når denne var borte, tårerne kom i hans øjne, og han med iver og held altid
vidste at virke og hjælpe. - Mit indsendte stykke, som så mange overvældede mig
med lovtaler for, berørte han let og løst, så at jeg betragtede ham mere som en
uven end som en beskytter. Men efter nogle få dages forløb blev jeg kaldt op
til teaterdirektionen. Rahbek førte ordet, overgav mig manuskriptet til "Alfsol"
og sagde, at dette stykke var ubrugeligt for scenen, men at man dog havde
fundet deri "så mange guldkorn", at man havde det håb, at jeg ved
alvorlige studier, ved at komme i en skole og forfra lære hvad der hørte til,
ville måske engang kunne levere den danske scene arbejder, som der var værdige
at opføres; for at jeg nu kunne leve og tilegne mig den nødvendige
undervisning, var det at Collin havde talt min sag hos kong Frederik
den Sjette, der for nogle år allernådigst havde forundt mig en sum fra
finanserne til mit underhold, og at direktionen for de lærde skoler havde
skænket mig fri undervisning i Slagelse-Latinskole, hvor just en ny og som man
sagde, driftig rektor var bleven ansat. Jeg var næsten stum af overraskelse,
aldrig havde jeg tænkt, at mit liv skulle tage denne retning; jeg var
forunderlig betagen og havde egentlig ingen rigtig forestilling om den vej,
jeg nu skulle gå. Med den først afgående post skulle jeg rejse ud til Slagelse.
Fra Collin kunne jeg kvartalsvis modtage pengene til mit underhold, ham
måtte jeg holde mig til, og han skulle vide om min flid og min fremgang.
Jeg gik anden gang op til ham og sagde min tak. Denne gang indlod han
sig lidt mere med mig, talte så mildt og hjerteligt, sagde: "skriv mig til
uforbeholdent om, hvad De behøver, og hvorledes det går Dem!" og fra denne
time voksede jeg fast til hans hjerte, ingen fader har kunnet være mig mere,
end han var og er det. Ingen har mere inderligt glædet sig over min senere
fremgang og erkendelse, ingen har mere hjerteligt delt hver af mine sorger, end
han og følt for mig, som var jeg et af hans egne børn. Hans velgerning blev
given, uden at et ord eller et blik gjorde mig den tung, det var ikke tilfældet
hos alle, som jeg ved denne min forandring i skæbne måtte bringe min tak, man
bad mig huske min ubegribelige lykke, min armod, og pålagde mig strengt at være
flittig. (1)
Forud for Andersens
sidstnævnte besøg hos Collin var der sket det, at Rahbek den 3. september 1822
havde afgivet sin censur over Alfsol til sine meddirektører i
teaterdirektionen, dvs. Holstein, G.H.Olsen og Collin, og den lød som følger:
Over Andersens Alfsol, som drama, er dommen snart afsagt; det er en
samling af ord og tirader uden dramatisk handling, uden plan, uden karakter, fuldt
af alskens reminiscenser, Ewald og Oehlenschläger, islandsk og nytysk imellem
hinanden, hverdags fraser i hverdagsrim, kort det egner sig på ingen måde til
skuepladsen. Når man derimod tager hensyn på, at dette stykke er et produkt af
et menneske, der næppe kan skrive ordentlig sammenskrift, intet kender til
ortografi, til dansk grammatik, aldeles savner de første fornødneste notioner,
og ovenikøbet har i sin hjerne et pulterkammer af godt og ondt mellem hinanden,
hvoraf han uden valg tager i flæng og for fode, og man desuagtet i hans arbejde
finder enkelte glimt, især i Volas første scener, kan man ikke andet end ønske,
at der måtte prøves, hvad af dette besynderlige hoved med dannelse kunne blive.
Jeg ved ikke, hvorvidt mine mere formående kolleger tiltror os at kunne skaffe
ham enten umiddelbar kongelig eller anden offentlig understøttelse til at
studere, eller om det skulle ikke være bedre, som jeg for lang tid siden har
foreslået hans velyndere, ved privatsubskription hvortil jeg gerne ville give min
skærv, at bringe såmeget sammen, at han kunne holdes tre år i latinskole, og et
år her ved universitetet, indtil man så, hvad der da blev af ham. Men at der
bør ske noget for ham, derom er jeg overbevist, og anbefaler mit ønske i så
henseende til mine Hh kollegers nøjere overvejelse og formående understøttelse.
(2)
På teatrets
direktionsmøde den 6.september blev følgende notat indført i
deliberationsprotokollen:
Censorerne fremlagde bedømmelse af professor Rahbek over sørgespillet
Alfsol af forhenværende elev Andersen, hvori han erklærede stykket upassende
for skuepladsen, men androg på, at dette unge menneske måtte anbefales til
sådan understøttelse, hvorved hans umiskendelige anlæg kunne blive dyrket og
dannet. Denne af begge censorer understøttede indstilling fandt de øvrige
direktørers bifald, og vedtoges, at han i næste direktionsmøde skulle opkaldes
og ham dette tilkendegives, og derpå de fornødne skridt gøres til hans
anbefaling. (3)
Det var naturligvis en
noget overrasket og benovet, og samtidig meget glad H.C.Andersen, som fredag
den 13.september mødte op på Det kgl. Teaters direktionskontor. I deliberationsprotokollen
blev der denne dato noteret følgende:
Forfatteren af sørgespillet Alfsol, forrige dramatisk elev Andersen
mødte efter tilsigelse, og blev ham tilkendegivet, at hans stykke ikke var
fundet passende for skuepladsen, men at man i betragtning af det anlæg, hans
arbejde syntes at vise, ville anbefale ham til kongelig understøttelse for at
kunne studere, hvilket han med taknemmelighed modtog. (4)
I Levnedsbogen
giver Andersen sin egen beskrivelse af, hvad der skete ved denne lejlighed, og
det fremgår tydeligt, at han var lykkelig over den vending, hans skæbne havde
taget. Al videre tanke om en professionel skuespillerkarriere synes hermed at
være opgivet for stedse:
I september hørte jeg fra teatret om mit stykke; jeg blev kaldet op i
direktionen, Collin, Rahbek, Holstein og Olsen var samlede. Rahbek
talte, sagde at de i stykket fandt enkelte guldkorn, der lovede noget, men at
jeg manglede al dannelse, og uden denne kunne man aldrig levere noget, der
kunne bydes et dannet publikum. På grund af det gode der var deri, og fordi jeg
lod til at være et ufordærvet menneske ville man sørge for min uddannelse.
Etatsråd Collin ville foredrage kongen det, og universitetet håbede man,
gav mig fri skole. - Hvor, skulle jeg få nærmere at vide. Når jeg havde
studeret nogle år, ville jeg måske kunne levere noget der kunne antages, og
opføres. - Jeg skulle nu henvende mig til Collin, der ville tage sig af
det hele. - Jeg tror næppe jeg svarede noget! jeg svimlede af glæde. Jeg kom nu
hjem til Collins; de måtte høre min Alfsol, hvorledes kunne jeg andet!
Første gang trådte jeg nu ind i den kreds, hvor mit hjerte siden er vokset
fast, hvor jeg har vundet Eduard, drømt mangen dejlig drøm, o Gud! - - Jeg
holder af dem alle! (5)
Det gjaldt nu for
Andersen om at få sat yderligere skub i trykningen og udgivelsen af sin
debutbog, "smertensbarnet" Ungdoms-Forsøg, og da der endnu
ikke var indkommet penge nok til bogens trykkeomkostninger, var det tvingende
nødvendigt at søge at få skaffet flere subskribenter, end dem, der allerede
havde tegnet sig. Derfor gjorde han endnu nogle forsøg på at få flere mennesker
til at bestille og forudbetale bogen, og det er i hvert fald et faktum, at
Andersen sendte en subskriptionsliste til dr. theol. Jakob Peter Mynster
(1775-1854), som foruden at være præst ved Vor Frue Kirke i København også var
en fremtrædende forfatter. Han fik i 1822 en vis indirekte betydning for
Andersens videre skæbne, hvilket vi skal høre om lidt senere. Subskriptionslisten
til Mynster var ledsaget af følgende brev:
Blottet for alt til
mine studeringer, nødsages jeg til (i en alder af noget over 17 år) at udgive
mit første forsøg. Da jeg ikke uden ved subskription vil kunne se mig
skadesløs, vover jeg at bede Dem tage et eksemplar. Prisen for eksemplaret er 9
Mk. - Hvis De tillader det, vil jeg med fornøjelse læse Dem noget af mit
arbejde, når De vil bestemme tiden. - Direktionen for det kongelige Teater har
fundet så meget godt ved mit arbejde (Alfsol) at de har besluttet at underholde
mig nogle år i Sorø Akademi.
Ærbødigst
H.C.Andersen. (6)
Af den subskriptionsliste, der fulgte med
brevet til Mynster, ses det, at der på dette tidspunkt kun har tegnet sig 10
subskribenter, som med kronprinsessen i spidsen tilsammen har bestilt og
forudbetalt 17 eksemplarer af bogen. Derfor ikke så mærkeligt, at Andersen i
Levnedsbogen siger herom, at "Med trykning af "Alfsol" gik det
slet ikke; kun få subskriberede." - I Mit Livs Eventyr uddyber han
sagen:
Afrejsen var så hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv eet anliggende
at ordne; på samme tid, nemlig, som jeg indleverede "Alfsol"
havde jeg talt med en bekendt fra Odense, en ung mand, der bestyrede
bogtrykkeriet for en enke, og af ham fået tilsagn om, at "Alfsol" og
en lille fortælling "Genfærdet ved Palnatokes grav", skulle blive
trykte; manuskriptet fik han, det skulle imidlertid ligge urørt i trykkeriet,
indtil jeg skaffede et vist antal subskribenter, men disse var endnu ikke bragte
tilveje. Før afrejsen løb jeg til trykkeriet, her var lukket og så lod jeg
sagen blive derved, rimeligvis da ikke utilfreds ved muligheden, at det dog
kunne blive trykt og læst - desværre skete dette, og det åringer efter, idet at
manden, som havde modtaget manuskriptet, var død, og jeg troede det hele
henkastet og glemt. Bogen udkom uden mit vidende og min vilje, udkom i sin
uforandrede skikkelse, med et pseudonymt forfatternavn, jeg havde givet mig
eet, der ved første øjekast tyder på den mest kolossale forfængelighed, og dog
ikke var det, men meget mere kærlighed, som barnet kan have den og derfor giver
sin dukke navn efter hvem det holder mest af. Jeg elskede William
Shakespeare og Walter Scott, og så elskede jeg naturligvis også mig
selv, jeg tog derfor mit Navn Christian, og s havde jeg
pseudonym-navnet: William Christian Walter. Bogen findes endnu, i den
står tragedien "Alfsol" og fortællingen : "Genfærdet
ved Palnatokes grav", i hvilken hverken genfærd eller Palnatoke
spiller nogen rolle; det er en meget rå efterligning af det markerede hos Walter
Scott. Dana er i prologen den ordførende, hun siger, at jeg er "kun
sytten år", og at jeg her bringer
" - en krans af bøgerødder og
af danske blomster" -
det hele er, som det jo måtte være, et
højst umodent arbejde. (7)
Det vides ikke, hvornår bogen præcis er
udkommet første gang, men det må i al fald have været før Andersens afrejse til
Slagelse lørdag den 26. oktober 1822. Det kan blandt andet ses af, at han har
haft mindst et eksemplar af bogen med sig, da han rejste, hvilket indirekte
fremgår af et brev af 1. februar 1823 fra redaktør Hans Bastholm
(1774-1854), som refererer til, at denne har læst og muligvis også fået et
eksemplar af bogen. Men herom senere. Bogen udkom med titlen Ungdoms-Forsøg.
Af William Christian Walter. Trykt på forfatterens forlag hos E.M.Cohens Enke
1822. Den var som et taknemmelighedstegn tilegnet Den Høje Kongelige
Teater Direktion.
Men oprindelig havde det været Andersens mening at tilegne bogen
til sin dansklærer Guldberg, men denne var virkelig blevet så skuffet over og
vred på sin tidligere elev, at han foreløbig ikke ville have mere med ham at
gøre. Herom hedder det i Levnedsbogen:
Jeg havde, før jeg fik idé om at komme til studeringer besluttet at vise
ham min taknemlighed ved at dedicere ham Alfsol, han fik nys derom, og jeg
modtog da med fodposten følgende brev fra ham, som jeg vil afskrive, for at
vise, at jeg nu nok, kunne være lidt i kamp med mig selv hvordan jeg turde
skrive ham til. -
"Til Hr. Andersen
elev ved det kongelige Teater.
Hvis De tror at skylde mig nogen forbindelighed, vil De ene kunne vise
den, ved aldeles at opgive det forsæt, De har, at tilegne mig et arbejde,
De skal have i sinde at lade trykke. Al sådan offentlig pegen på mig er mig så
hårdt imod, at De ikke let kan vise mig en større ærgrelse, end den, på
nogen måde, hvilken som helst, at nævne mig som den, der har gjort noget for
Dem. - Den første lejlighed til at vise Dem taknemmelig mod mig, den store,
at benytte de anledninger til at lære noget, jeg åbnede for Dem, den lod De gå
over; den mindre, den ganske lille, at nævne mig for en snes læsere, den
lade De fare! - Hvad jeg har gjort for Dem ved den eneste det vedkommer, ved
Gud i himlen; ham ene være det, der dømmer os imellem!"
15. Juli 1822. F.Høegh Guldberg.
Dette brev havde ved modtagelsen nær knust mig, nu derimod fandt jeg det
overensstemmende med hans karakter, han havde skrevet det i vrede; jeg skrev
derfor nu hjerteligt og naturligt til ham, og postdagen efter fik jeg et ret
venligt svar, han var ikke længer vred på mig, mine karakterer fornøjede ham,
vi var igen venner; det lettede mit hjerte. - Siden fik jeg jævnlig brev fra
ham, han hørte om min fremgang, udtalte sig venlig og hjertelig, ja jeg har
endog et brev hvoraf det meste er på vers; han følte jeg endnu havde mit
barnlige sind, og forudså det ville gå mig godt. (8)
Guldbergs brev af 15. juli 1922 må ellers
nok siges at være temmelig hårdt og lidt giftigt, især med sætningen om, at
han har nemt ved at undvære at blive kendt som Andersens velynder af det lille
antal læsere, som efter hans mening vil ulejlige sig med at læse bogen. Men det
pinte trods alt Andersen at være uvenner med et menneske, som han ellers
syntes godt om, og derfor strakte han da også hånden frem til forsoning, så
snart lejlighed bød sig, og det gjorde den allerede året efter, da Andersen
skrev et desværre ubevaret brev til sin tidligere lærer, hvilket kan ses af
Guldbergs svarbrev af 11. oktober 1823, hvori han bl.a. skriver, at han "har
med fornøjelse set, at det synes, som De begynder at fatte, hvor langt De har
stået tilbage i kundskaber, og hvor flittig De bør være, om De vil vente at
blive et dueligt menneske".
Det vides imidlertid, at bogtrykkeriet
kun havde ladet fremstille et begrænset antal færdige eksemplarer af bogen, men
hvor mange vides ikke, og heller ikke, om de pågældende subskribenter har fået
de eksemplarer, de forud havde bestilt og betalt for. Men eftersom
bogtrykkeriet senere solgte restoplaget af måske både færdige eksemplarer og
uopskårne trykark til boghandler P.E.Schovelin (17??-18??) i St.
Grønnegade, har der altså været en del tilovers, som ikke er blevet solgt i
første omgang. I 1827 besørgede Schovelin en ny udgave af bogen, men med nyt og
formentlig lettere sælgeligt titelblad: Genfærdet ved Palnatokes grav, en
original fortælling; og Alfsol, en original tragedie. Ungdoms-Forsøg af William
Christian Walter.
Men heller ikke denne gang solgte bogen
særlig godt, og efter nogen tid endte restoplaget som makulatur, eller rettere
sagt som indpakningspapir, hos en kræmmer Cohen på Østergade. (9)
I sit udaterede brev fra 1822 til J.P.Mynster, som er gengivet
ovenfor, nævner Andersen, at teaterdirektionen har besluttet at sende ham til
Sorø Akademi. Dette bekræftes indirekte af et brev, som daværende medlem af
Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, nemlig ovennævnte dr.theol.
J.P.Mynster, den 11. oktober 1822 har sendt som svar på en forespørgsel fra
Jonas Collin. Mynsters brev lyder således:
Da den private undervisning her i staden ikke synes at ville slå an på
Deres poetiske klient, og det vel sagtens ville blive ham altfor upoetisk, om
man tingede ham i kost og lære hos en eller anden præst på landet, så tror jeg
også, at det vil være det retteste at forsøge ham i en skole, og at Meisling
uden tvivl er den rektor, der kan være bedst skikket til at regere ham. Han vil
let kunne få fri undervisning i Slagelse, men det vil være nødvendigt, at De
eller en anden skriver desangående til direktionen, ikke blot fordi alle
gratistpladserne er besatte, men også fordi der egentlig udfordres et prøveår,
inden fri undervisning kan tilstås, hvorfra der altså må dispenseres; men dette
sker også under særdeles omstændigheder. - Andersen har været hos mig og
tilbudt mig at læse for mig, hvorimod jeg læste for ham, dels fordi han er i
begreb med at lade en tragedie trykke, dels fordi han i et brev havde fortalt
mig, at teaterdirektionen havde syntes så godt om hans sidste arbejde, at den
havde besluttet at underholde ham i nogle år i Sorø Akademi. Jeg har siden fået
en poetisk epistel fra ham, som efter omstændighederne gerne kan passere,
ligesom jeg fandt ham en mere godlidende person, end jeg havde ventet. - Deres
Mynster. (10)
Mynsters opfordring til
Collin om, at denne eller en anden af teaterdirektionen, burde rette
henvendelse til Universitetsdirektionen, for at ansøge om friplads og
dispensation fra prøveåret for Andersen, reagerede Collin snart på, idet han
den 17. oktober indsendte følgende ansøgning herom:
Det vil uden tvivl være den Kongelige Direktion bekendt, at her i byen
opholder sig et ungt menneske, 17 år gammel, ved navn Andersen, som uden nogen
videnskabelig dannelse har befattet sig med æstetiske arbejder. To af sine
produkter har han indsendt til det Kongelige Teater, hvis censorer vel ikke
have fundet dem værdige til opførelse, men dog, med hensyn til forfatteren,
mærkelige. Teater direktionen er sindet at indgå med allerunderdanigst
forestilling om, at det unge menneske, for ej at spilde sin tid ved umodne
arbejder, måtte, da han er aldeles fattig, erholde understøttelse til at få den
fornødne videnskabelige dannelse og vorde akademisk borger, inden han videre
vover sig ud på skribentbanen. Hans Majestæt har mundtligt allernådigst givet
sit minde hertil, og jeg har ifølge deraf korresponderet med rector Meisling om
at få ham optaget i Slagelse Skole.
Min ærbødigste begæring til den Kongelige Direktion for Universitetet og
de lærde Skoler i den anledning er, at hans alder ikke måtte vorde ham til
hinder i at optages i skolen, og at han måtte nyde fri undervisning.
ærbødigst Collin (11)
Når det i øvrigt synes
at have været afgørende for Collin og måske også for de andre medlemmer af
teaterdirektionen, at få Andersen anbragt så langt borte fra hovedstaden som
muligt, kunne det tænkes at hænge sammen med nødvendigheden af at få ham væk
fra Det kgl. Teater, der jo virkede som en magnet på den teaterglade og -gale
digterspire. Han havde nemlig ved to lejligheder - den 5. juli og 16. august
1822 - ansøgt teaterdirektionen om at få friplads i parterret, hvilket blev afslået.
Man frygtede - og formentlig med rette - at han fortsat ville spilde sin tid
med teaterdrømme og teaterunderholdning, hvis han boede i København, oven i
købet relativt tæt ved Det kgl. Teater.
Som nævnt i ansøgningen havde Collin
allerede korresponderet med den nyudnævnte rektor Meisling, som imidlertid
stillede sig noget tvivlende overfor, hvorvidt Andersens optagelse i Slagelse
Latinskole ville være til gavn for ham selv så vel som for skolen. Men desuagtet
har han alligevel forhørt sig hos forskellige husværter i byen, for at finde
et velegnet sted at indlogere den 17-årige, nemlig hos Erikke Marie
Henneberg, født Grønborg (1767-1839), enke efter herredsfoged i Arts
Herred Andreas Petersen Henneberg (1759-1813). Hendes gård lå på
Bredegades sydlige side. Latinskolen lå på Bredegade nr.4-6.
Meisling kunne dog ikke lade være med at
udtrykke en vis tvivl til slut i sit brev, hvor det hedder:
Iøvrigt er der fra mad. Hennebergs side intet ivejen for hans betimelige
ankomst. Men tør han selv tiltro sig selvfornægtelse nok til at kunne være
medlem af en nederste klasse mellem 10 års drenge? Jeg frygter det går galt. -
Med højagtelse S. Meisling (12)
Rektor Meislings betænkeligheder vedrørende H.C.Andersen, som han
jo slet ikke kendte på forhånd, skulle vise sig at komme til at gå i
opfyldelse, men på en noget anden måde, end rektoren vistnok tænkte sig. Det
blev i højere grad denne selv, der blev det store problem for den 17-årige
digteraspirant, hvorimod denne i det store og hele faktisk fik et godt forhold
til sine skolekammerater. Enkelte af disse blev han endog særdeles god ven med.
Men inden det kom så langt, måtte han dog rundt på en afskedsvisit hos sine
efterhånden mange bekendte og velyndere i København, og endelig skulle han
pakke sit habengut og tage afsked med sine logiværter, familien Henckel, før
han begav sig om til Købmagergades Postgård, hvorfra diligencen afgik.
En smuk efterårsdag rejste jeg med postvognen fra København for
at begynde skolelivet i Slagelse, det sted hvor Baggesen og Ingemann
også havde gået deres skolegang. En ung student, som en måned forud havde taget
sin artium og nu rejste hjem til Jylland for at vise sig som student og
se forældre og venner, sad ved min side og jublede af glæde over det nye liv,
der lå ham åbent; han forsikrede mig, at han ville være det ulykkeligste
menneske, var han i mit sted og nu skulle begynde at gå i latinskole igen! det
var noget ganske rædsomt; men jeg rejste med godt mod til den gamle by. Min
moder fik fra mig et lyksaligt brev, og inderligt ønskede jeg, at dog min fader
og gamle farmo'er havde levet og hørt, "at nu kom jeg i den latinske
skole!" (13)
Nogen tid før sin
afrejse til Slagelse, havde Andersen modtaget et brev fra sin moder i Odense, -
i øvrigt det ældste af de ialt 25 bevarede breve fra Anne Marie Andersdatter
til hendes søn - og heri nævner hun bl.a. sine besværligheder med hans nu
afdøde farmoder, ligesom hun omtaler, at farfaderen ikke har kunnet få ombyttet
en relativt større sum forældede penge, som han havde sammensparet og gemt, men
som nu ved boskiftet var kommet for dagens lys. Endelig fortæller moderen, at
hans søster, Karen Marie, var blevet meget vred over ikke at måtte få hans
adresse i København. Søsteren planlagde nemlig at rejse til storbyen, måske
især for at opsøge sin kæreste, som tidligere var rejst fra Odense, men
Andersen havde åbenbart forbudt sin moder at fortælle, hvor han selv boede. Han
ville af en eller anden grund ikke så gerne mødes med hende under sine nye
omstændigheder, så også af den grund har han sikkert følt sig lettet over at
komme af sted til Slagelse.
© 2008 Harry
Rasmussen.
______________
1 MLE
I, s.76-77. Med bemærkningen om, at "det ikke var tilfældet hos
alle", at de ydede hjælp af et godt hjerte, tænker Andersen antagelig på J.P.Mynster,
hvis nedladende holdning og tale overfor ham, han aldrig kunne glemme, men
trods alt nok bære over med.
2 Levb.,
s.254.
3 Anderseniana
1971, s.182.
4 Samme
sted, s.182-83.
5 Levb.,
s.92. Edvard Collin (1808-1886), næstældste søn af Jonas Collin.
Student 1825, senere departementschef i Finansministeriet og direktør for
Sparekassen for
Kjøbenhavn og Omegn. Han var livet igennem Andersens nærmeste ven, omend
han holdt strengt på en ikke for intim tone de to imellem, hvilket han især
markerede ved, at afslå vennens forslag om, at de skulle være "dus"
med hinanden. Andersen var netop omkring det tidspunkt, da han skrev Levnedsbogen,
dvs. i efteråret 1832, midt i sin anden store, ulykkelige dobbeltforelskelse,
som netop gjaldt Edvard Collin og dennes yngre søster, Louise Collin
(1813-98). Andersens første ulykkelige dobbeltforelskelse omfattede Christian
Voigt (1809-88) og dennes søster Riborg Voigt (1806-83). Se evt.
nærmere herom i artiklen H.C.Andersens seksualitet, oprindelig trykt i årsskriftet
Anderseniana 2004, men som også kan læses her på hjemmesiden.
6 B&B
I, s.2.
7 MLE
I, s.77-78.
8 Levb.,
s.104-105. Guldbergs venlige svar er dateret 11.okt. 1822. Brevet utrykt. Se Levb.,
s.259: note til s.105.
9 Woel,
s.40ff. Det er ikke korrekt, når Fru Wulff i sit brev af 1.april 1827 til
Andersen skriver, at der overhovedet ikke var blevet solgt et eneste eksemplar,
hverken i 1822 eller senere. Det er et faktum, at Andersen selv og flere andre
i 1827 købte et eller flere eksemplarer, og bogen var desuden til salg hos
boghandler Hempel i Odense, hvor enkelte af Andersens venner og bekendte efter
al sandsynlighed har været købere af bogen. Da Hempel på trods af Andersens
anmodning ikke ville forære hans moder et eksemplar af bogen, lånte han hende
et af sine egne eksemplarer. - Der findes i øvrigt et skriftligt indirekte
bevis på, at "Ungdoms-Forsøg" er blevet trykt og gjort færdig
til udgivelse i 1822, før Andersen drog til Slagelse. Beviset foreligger i form
af et brev til senere professor i teologi Jens Møller (1779-1833), som
havde været adjunkt i Slagelse 1802-08. Brevet er udateret, men kan kun stamme
fra efteråret 1822, og det lyder således:
For omtrent 14 Dage siden vovede
jeg at bede Dem subskribere på min bog. De afslog mig mildelig dette, men
grunden derfor, som de sagde mig, følte og føler jeg var sand og rigtig. Men da
nu bogen er trykt, og bogtrykkeren skal betales, nødsages jeg (skønt ret
ugerne) at give den ud. Hr. etatsråd Collin har nu sørget for mig, så at
jeg nu kommer i Slagelse skole om en 10 eller 14 dage. Jeg får frit logi,
kost, varme, undervisning o. dsl. Ved flid skal jeg stræbe at oprette, hvad
som jeg allerede har forsømt ved alder;
og lige så brændende som min lyst er, skal min taknemlighed være. Men før jeg
rejser derned, må jeg nogenlunde godt ekvipere mig. Adskillige familier, som
interesserer sig for mig, har ædelmodige bidragede, ved lidt penge, her til,
for at jeg kunne se mig istand til at forskaffe mig det nødvendigste.
Da jeg havde den ære sidst at tale med Dem, sagde De
iblandt andet: "At hvis De på en anden måde (end at subskribere på min
bog) kunne hjælpe mig noget, De da vil gøre det med fornøjelse." Derfor
vover jeg her at bede Dem om De ikke vil give mig et lille bidrag til hjælp til
min ekvipering.
Hvis De ikke vil? så håber jeg dog,
at De tilgiver mig min dristige anmodning, og som De lovede mig ("at gøre
for mig hvad De kunne, ved Universitetet, når den tid kom"). – I morgen
tidlig vil jeg have den ære at hente Deres Svar." (Galster,
s.13-14).
Bortset fra, at brevet dels viser
Andersens betrængte økonomiske situation i efteråret 1822, og dels, at han
kunne være sej og vedholdende i sit forhold til mennesker, som han følte og
mente på den ene eller anden måde ville være i stand til at hjælpe ham, så er
det særlig bemærkningen om, at "da nu bogen er trykt, og bogtrykkeren
skal betales", der har
interesse her. Jf. evt. med Harry Rasmussen: Tanker omkring en makulator. Anderseniana 1998.
10 Hans Brix: H.C.Andersen og hans Eventyr. 2.
udgave. Gyldendals Uglebøger 1970. S.176-77. Det er forståeligt, hvis unge
Andersen har fundet Mynster kold og afvisende, for selvom Mynster til slut i
brevet udtrykker sig positivt om "klienten", så vidner dets øvrige
indhold om arrogance og en vis syrlighed hos den ærværdige biskop.
11 Anderseniana IV, s.28.
12 Samme sted, s.40.
13 MLE I, s.78. Baggesen og Ingemann gik
hhv. 1777-82 og 1800-06 i Slagelse Latinskole.
© 2008 Harry
Rasmussen.