Eventyr og kosmologi

om eventyrgenren set i relation til

specielt Martinus’ kosmologi

 

 

Indledning

Som påpeget i min bog H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, 1997, er det en grundtanke hos Martinus, at de klassiske eventyr handler om grundlæggende kosmiske realiteter, lov­mæssig­heder og prin­cipper, men eftersom disse kun kan forstås af mennesker med en relativt højtudviklet etisk-moralsk og intellektuel be­vidsthed, er eventyrene derfor skabt i en form, der er beregnet til, for­ståelig for og som appel­lerer til det kosmisk set endnu ube­vidste menneske. Dette gælder "barnet" i bogstavelig for­stand, og "barnet i udvik­lingen": Naturmenne­sket og det uintel­lektuel­le følelsesmenne­ske. (Note 1) 

    Som det fremgår af Martinus' Kosmologi, befinder menneskene sig på forskellige mentale udviklingstrin, på skalaen fra "kosmisk ubevidst" til "kosmisk bevidst", hvor nogle står på lavere og andre på højere trin. Denne skala betegner Martinus også som "udviklingsstigen" eller "vejen mod lyset", men menneskeheden repræsenterer 'kun' den del af "stigen", der omfatter sidste halvdel af dyreriget og den aller­første del af det rigtige menneskerige. Til gengæld er disse to overordnede trin inddelt i en række karaktertrin, nemlig de trin, der udgøres af menneskehedens bevidstheds­kategorier og disses underafdelinger, der rækker lige fra de mest primitive naturmennesker til de højest udviklede kultur­mennesker. (Note 2)  

 

Den humane evne

Som vi også har kunnet konstatere, måler Martinus den menne­skelige udvikling på grundlag af etisk-moralsk habitus, som han også betegner som "den humane evne", hvilket vil sige den evne, der er ansvarlig for, hvad et menneske kan nænne eller ikke nænne at gøre mod sine medmennesker og øvrige medvæsener. I videre forstand er den humane evne udtryk for, hvad et individ uselvisk og aktivt gør for at hjælpe og støtte sine med­indivi­der, ikke mindst i betrængte livssituationer. I henhold til Martinus er udviklingen af den humane evne organisk baseret på kon­stellationen mellem de to overbevidsthedspoler, den feminine pol og den maskuline pol, og af de to dertil knyttede polorga­ner: det emotionelle og det intellektuelle polorgan. Som flere gange tidligere omtalt, er denne konstella­tion imid­lertid ikke permanent eller uforanderlig, men gennemgår en forvand­ling, som for menneskets vedkommende spænder fra enkelt­polet til dobbelt­polet tilstand. Pol­for­vandlingen hos mennesket be­virker i praksis en tiltagende jævnbyrdighed eller harmoni mellem følelse og intel­lekt, og denne 'binder' så at sige tyng­deenergien, som bl.a. er an­svarlig for al mental ubalan­ce. Polforvand­lingen i retning af dobbeltpolet tilstand er derfor altaf­gørende for opnåelsen af intui­tions­evnen og dermed af kosmisk bevidsthed. (Note 3)

    Mennesker, som i mental-moralsk udvikling endnu ikke er nået op på de højere trin, og som derfor mangler erfaring og indsigt til at kunne forstå en intellektuel-analy­tisk udredning af livets kosmiske facitter eller sandheder, må nødvendigvis have løsningen på tilværelsens mysterium fortalt i sagn, lignelser eller eventyr. Der har til alle tider eksisteret mennesker, som var i stand til at omdigte virkelighedens dybeste og mest subtile sandheder i form af eventyr, sagn eller lignelser. Nogle af de største "digtere" i verdenshistorien, har været verdensgenløsere som f.eks. Buddha, Jesus og Muhammed, men også mange større eller mindre ånder har hver især ydet bidrag hertil, og en af disse var eksempelvis digteren H.C.Andersen.

     

    Det er Martinus' opfattelse, at hans Kosmologi dels bekræfter de bibelske myter og lignelser, herunder ikke mindst skabelses­myten og Jesu lignelser og Johannes' Åbenbaring, men dels også de klassiske eventyrs sandhedsværdi som symbolske skil­dringer af det virkelige livseventyr. Dette gælder også den række af H.C.Andersens eventyr, der kan karakteriseres som kosmiske eventyr, hvilket mere præcist vil sige, de af hans eventyr, der i større eller mindre grad indeholder kosmiske principper og lovmæssig­heder, som f.eks. det evige liv, særlig i form af et evigt gentaget kredsløb, og desuden sjælens udødelighed, polprin­cippet, polforvand­lingen og skæbne- eller karmaprincippet. (Note 4) 

 

Fire tydnings-planer

Som en følge af de ovenfor skitserede retningslinier, må man konstatere, at det mentalt og etisk-moralsk udviklede menneske i særlig grad er i stand til at fatte dybden i de digtede eventyr. Denne "dybde" har jeg valgt at kalde det fjerde tydnings-plan, hvilket vil sige, det indhold af kosmiske ideer, tanker og forestillinger, som man så ofte kan genfinde i de klassiske eventyr og - ikke mindst - i Andersens eventyr.

    Desuden kan man konstatere, at der er det særlige ved nogle forfatterskaber, at de kan opfattes og fortolkes eller tydes på principielt fire forskellige måder eller niveauer, som samtidig udgør stigende grader af fordybelse og indsigt i det omhandlede emne. Disse fire forskellige tolknings-niveauer kalder jeg for "tydnings-planer", og skematisk opstillet kan de beskrives sådan:

 

      1. Handlings-planet

      2. Idé-, morale eller pointe-planet

      3. Det (selv)biografiske plan

      4. Det universale eller kosmiske plan.

 

    Tydnings-plan nr.1, er identisk med den handling eller det indhold, der rent umiddelbart og bogstaveligt fremgår af den pågældende tekst.

    Tydnings-plan nr.2, drejer sig om den idé, mening, pointe eller lære, der kan uddrages af den samme tekst.

    Tydnings-plan nr. 3, vedrører det større eller mindre indhold af biografiske eller selvbiografiske elementer, som enten åbenlyst eller 'skjult' fremgår af selv samme tekst.

    Tydnings-plan nr.4, er som allerede nævnt tekstens bevidst eller ubevidst 'skjulte' indhold af kosmiske ideer, tanker og forestillinger, som der kræves visse særlige forudsætninger for at uddrage.

    Men af disse fire tydnings-planer, er det naturligvis særlig det fjerde tydnings-plan, den kosmiske dimension, i Andersens forfatterskab, der har interesse i denne sammenhæng. Det er specielt dette tydnings-plans indhold af universale (kosmiske) ideer, tanker og forestillinger, der bringer os i berøring med Martinus' kosmiske analyser. De kosmologiske hovedproblemer, som Martinus så vel som H.C.Andersen uafhængigt af hinanden beskæftigede sig med i hver deres forfatterskab, kan sammenfattes i fire hovedemner, som skematisk opstillet ser sådan ud:

 

1.     De erkendelsesmæssige problemer omkring tro og viden

2.     Guds eksistens som et evigt, alkærligt, alvist og almægtigt væsen, skaber og forsyn, og herunder pro­blemet om det "onde"s tilstedeværelse i livet

3.     Sjælens eksistens som et udødeligt og evigt væsen, eller den individuelle personlighedsstrukturs beståen og eksistens efter det fysiske legemes død; og i intim relation hertil:

4.     Forholdet mellem moralsk værd og faktisk skæbne, eller med andre ord: Retfærdighedsproblemet. (Note 5)

 

    Som enhver kosmologi-studerende vil vide, indgår disse fire erkendelsesmæssige og filosofiske hovedpro­blemer som vigtige led i Martinus' Kosmologi. Hertil brugte Martinus sin usædvan­lige bevidsthed med dens geniale intui­tionsevne og dens mindst lige så fremragende logisk-analytiske og systemati­ske intelli­gens. Hans kosmiske analyser er derfor udformet i et diskur­sivt, analytisk eksakt sprog, som dog ikke sjældent bevæger sig over i poetiske vendinger. Også for Andersen var der tale om uafviselige eksistentielle spørgsmål, som man måtte søge at få svar på. Men for ham lå intui­tiv, følelses­mæssig indlevelse og forståelse bedre for, end systematisk, diskursiv, analytisk tænkning, og derfor faldt det ham mest naturligt, at udtrykke sig digterisk i så vel prosa som poesi. (Note 6) 

 

Eventyrets genre og univers

Ved begrebet eventyr forstås en fortælling, der er karak­teristisk ved, at personerne mere er typer end individuelle personligheder, og ved, at naturlige, realistiske og overnatur­lige, fantastiske elementer eller fænomener behandles med samme selvfølge. Et karakteristisk træk ved eventyr er desuden, at handlingen sjældent lader sig henføre til et klart defineret sted eller en bestemt tid. Eventyr udfolder sig altså i et fiktivt univers i en slags tid uden for tiden, hvor den fysiske årsags-virkningslov er ophævet, og hvor overnaturlige fænomener og væsener, f.eks. engle, trolde, drager m.fl., optræder med lige så stor selvfølge, som de tilsyneladende realistiske figurer.

    Eventyrgenren rummer en række faste fortælleformler og en fast forestillingsverden, som hos f.eks. Jung opfattes som psykiske konstanter, de såkaldte arketyper, på linie med drømme. Der er derfor ofte faste mønstre i handlingsgangen og personkarakteristikken, f.eks. tre brødre, som i flere folkeeventyr, eller tre hunde, som i H.C.Andersens "Fyrtøjet".

    De overleverede, anonyme og såkaldte "folkeeventyr" blev nedskrevet af litterær og videnskabelig interesse, af folk som f.eks. Perrault og brødrene Grimm. Genren inspirerede kunst­digtningen, som i eventyrformen fandt mulighed for i knap og anskuelig form at udtrykke centrale menneskelige holdninger og reaktioner og prægnante mennesketyper. De sidstnævnte karak­teristika gælder ikke mindst H.C.Andersens eventyr, der dog også er karakteristiske ved, at de ikke ser noget modsætnings­forhold mellem natur og overnatur, mellem virkelighed og mirakel eller mellem fysisk lovbundethed og livsunderet. Ander­sens eventyr skildrer derfor den fysiske så vel som den åndeli­ge virkelighed med lige stor selvfølgelighed, nemlig ud fra den grundbetragtning, at livet selv er det største eventyr, og at de digtede eventyr kun er overnaturlige i begrebets negative betydning, hvis de ikke grund­læggende er i overensstemmelse med de lovmæssigheder, der gælder i dette større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.  

    Eventyr er ikke egentlig religiøs digtning, men eventyr-elementer indgår i mange religiøse tekster. Som såkaldte folke-eventyr er eventyrfortællinger blevet anonymt og mundtligt viderefortalt fra generation til generation, formentlig omtrent siden tidernes morgen, og ofte i form af internationale vandre­historier med oprindelse i folketroen. Folkeeventyrene har ofte karakter af forløsning, idet de som regel indeholder en lykke­lig slutning, der kan minde om en kultisk besværgelse af kaos eller det onde. (Note 7)

 

Inspiration og intuition

Det kosmiske tydnings-plan i Andersens digtning, forekommer som overordnet idé eller plan i hans romaner, dramatiske arbejder og digte, og i selvbiografien Mit Livs Eventyr, men måske i særdeleshed i mange af hans eventyr og histo­rier. Dette skal dog ikke forstås sådan, at Andersen i alle tilfælde bevidst har bestræbt sig på at give sine værker et indhold, så disse også skulle kunne læses som udtryk for, hvad vi her forstår ved et kompleks af bestemte kosmiske ideer, tanker og forestil­linger.  

    Men når vel nok især eventyrene forekommer at indeholde et sådant kosmisk forestillingskompleks, skyldes det derfor snarere, at Andersens sind i hans skabende øjeblikke beherskedes af en fuldkommen harmoni mellem følelse og intellekt, som bevirkede, at hans inspira­tio­ns- og intui­tio­nsevne let vaktes. Takket være Martinus, ved vi nu, at denne evne giver automatisk adgang til de lag i be­vidstheden, som dels rummer de personlige guldkopier og dels de kollektive, univer­sale guld­kopier, som tilkendegiver sig i form af idémæssige indfald eller færdigt udformede forestillinger, f.eks. som et eventyr, et digt, et drama eller lignende. Poesiens kosmiske aspekt udgøres med andre ord altså af det fond af universale ideer, tanker og forestillinger om livet, verden og tilværelsen, som findes i form af de faktorer, Martinus betegner som ”guldkopierindringer”, og herunder ikke mindst i form af de såkaldte ”kosmiske facitter”. (Note 8) 

 

Det kan her være på sin plads at minde om Martinus’ beskrivelse af, hvordan inspirationen og intuitionen kan vækkes hos forfattere og kunstnere. Det sker ifølge ham i sådanne øjeblikke, hvor disses bevidsthed er fyldt af glæde eller ligefrem ekstase, og derved strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie:

 

”[…] Når intuitionsevnen således et øjeblik kommer i udbrud hos en forfatter eller kunstner, kommer der i form af lynsnare glimt nyt idémateriale til et digt, skuespil, eventyr eller andre former for kunstmanifestationer frem til hans bevidste tankeverden i organiseret eller færdigbygget form. […].” (Note 9)  

 

    For sit vedkommende udtrykte Andersen en tilsvarende erkendelse med ordene: ”Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må gentage.” Med denne sætning antyder Andersen, at der findes en ”anden verden”, som individet engang har forladt og som det under visse omstændigheder er muligt at få kontakt med og hente inspiration fra. Dette er jo også, hvad der ifølge Martinus i allerhøjeste grad er tilfældet, hvilket han bl.a. kommer ind på under sin omtale af planteriget:”

 

[…] Men med dette på en sommerdag gennem planteriget reflekterede salighedslys bliver en i individet eksisterende ubevidst eller døende tendens til en erindring om en lysverden, det engang har forladt, en erindring om noget, der er smukt og skønt, her midt i livets mørkeste tilværelsesplan bragt til live, givet fornyet kraft og styrke til stimulering af dets længsel efter atter at vende tilbage til lysets riger. […]” (Note 10)

 

  Også H.C.Andersen mente altså, at den digteriske oplevelses- og udtryksform, poesien, vel at mærke i sit kosmiske aspekt, er af guddommelig oprindelse. En del af Andersens eventyr er blevet til på denne måde, idet de har foreligget som i hovedsagen færdige arbejder i inspira­tionsøjeblikket. Men hermed være dog ikke sagt, at han altid kom lige så nemt til sine mange eventyr og historier, for selvom han ofte, ja, i reglen, fik den overordnede idé til et eventyr eller en historie via inspiration, måtte han i mange tilfælde bearbejde både indhold og sprog til han syntes, at værket var af tilfredsstillende kvalitet. Herom fortæller han i et brev til digterkollegaen B.S.Ingemann bl.a.:

 

     [...] - Jeg tror - og det vil glæde mig, om jeg har ret - at jeg er kommen på det rene med at digte eventyr! De første, jeg gav, var jo mest ældre, jeg havde hørt som barn, og som jeg, efter min art og måde, gerne fortalte og omdigtede; de, jeg selv skabte, f. eks. "Den lille Havfrue", "Storkene", "Gåseurten" etc. vandt imidlertid mest bifald, og det har givet mig flugt! Nu fortæller jeg af mit eget bryst, griber en idé for den ældre - og fortæller så for de små, medens jeg husker på, at fader og moder tit lytter til, og dem må man give lidt for tanken! - Jeg har en masse af stof, mere end til nogen anden digte-art; det er tit for mig, som hvert plankeværk, hver lille blomst sagde: "Se lidt på mig, så skal min historie gå op i dig!", og vil jeg det, så har jeg historien! [...] (Note 11)   

 

    Ja, mon ikke Andersen var ”kommen på det rene med at digte eventyr!” Ligesom han havde sit publikum, både børnene og de voksne, i tankerne, når han bearbejdede sine på samme tid enkle og geniale indfald eller intuitioner. Disse sidste kom ofte og helt uventet til ham, mens han befandt sig på gaden, på rejse, i selskab hos venner og bekendte, eller i hans kære Det kgl. Teater, hvorfra han skyndte sig hjem for at nedskrive idéerne på papiret. Men først og sidst fik han ofte sine inspirationer i naturen, hvor han var omgivet af buske, træer og blomster. H.C.Andersen elskede simpelthen blomster, især roser, og var desuden en fin og kyndig blomsterbinder. Og tænk, alle hans eventyr er skrevet med pen og blæk, og i reglen under så beskedne ydre forhold, som f.eks. hans lille lejlighed i Nyhavn nr. 20 i København! (Note 12)

 

 

 

Noter og kilder til: Eventyr og kosmologi:

 

 1   Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. 1. kap.

 2     Livets Bog (herefter LB) I, stk. 251-2, 267, 275.

 3     LB IV, stk. 1128, 1136-45, 1384, 1419-20, 1503.

 4     LB I, stk. 40; LB IV, stk. 1184-5, 1193; LB V, stk. 1600-1609; Logik, kap. 51-3, 68.

 5     Emnet er behandlet udførligt i det i note 1 nævnte værk som helhed.

 6    Vedr. intuition: LB I, stk. 194-208, 213-5, 217. Vedr. kosmisk analyse: LB II, stk. 435, 441, 500. – Vedr. intuition, se f.eks. også artiklen Intuition og personlighed

 7    Vedr. eventyrgenren, se f.eks. Vibeke Stybe: Fra Askepot til Asterix. Forlaget Munksgaard. 3. udgave, 3. oplag 1980. 

 8    Vedr. ”guldkopier” og ”kosmiske facitter”: LB I, stk. 216-8; LB II, stk. 356, 359, 388, 391, 397-403, 408, 422, 439-40. Vedr. begrebet ”guldkopier”, se artiklen Talentkerneprincippet.

 9     LB I, stk. 199-201. Jf. stk. 197 og 209-10.

10    LB I, stk. 183.

11   Kirsten Dreyer: H.C.Andersens brevveksling med Lucie & B.S.Ingemann. Museum Tusculanums Forlag 1997. Bind I, side 190-193. Brevet til B.S.Ingemann er dateret den 20. november 1843.

12   Også Martinus’ værker er blevet til under relativt beskedne forhold og vilkår, først i værelset på Jagtvej 52, dernæst i Pile Allé, senere i Lykkesholms Allé og Joakim Larsensvej, på Glahns Allé, og endelig i hans beskedne kontor på Instituttet på Mariendalsvej.