”At være eller ikke være”

H.C.Andersens syn på materialismen

 

Det kan vist ikke længere overraske læseren, at der også i spørgsmålet om tro og viden er overensstemmelse mellem H.C.Andersens og Martinus’ opfattelse af disse begreber. Begge ser troen som udtryk for et stadium i menneskehedens udvikling og tilværelse, hvor det religiøse instinkt dominerer menneskets bevidsthed. Men med den tiltagende intellektuelle udvikling sker der et ”syndefald” fra tro til vantro, og herunder til en materialistisk livs- og verdensanskuelse, som totalt detroniserer og udelukker tidligere ideer som Gud, ånd, udødelig sjæl og evigt liv. Men også dette betegner kun et stadium i menneskenes udvikling, idet disse som følge af erfaringerne med kundskabens træ, i forening med den igangværende polforvandling, efterhånden tilegner sig en højere moral og bevidsthedstilstand, som er domineret af såkaldt højintellektualitet, hvilket ifølge Martinus vil sige jævnbyrdig og harmonisk funktion mellem følelse, intelligens og intuition.

 

      ”At være eller ikke være” er titlen på H.C.Andersens store roman fra 1857, hvori han gennem en skildring af hovedpersonen Niels Brydes liv og skæbne benytter lejligheden til at komme ind på spørgsmålet om forholdet mellem religion og videnskab, mellem tro og viden. Bogen er samtidig en skildring af udviklingen fra gammel til ny tid, fra 1700-tallet til 1800-tallet, hvorunder den materialistiske livs- og verdensanskuelse, til dels støttet af naturvidenskaben, bredte sig på bekostning af troen og overbevisningen om Guds eksistens, alkærlighed, alvisdom og almagt og sjælens eksistens, udødelighed  og evige liv.

     Andersen overvejede på et tidspunkt at give sin roman titlen Den ny Aladdin, men valgte altså i stedet at benytte indledningsordene fra den berømte monolog i Shakespeares tragedie Hamlet. Det antyder, at romanen primært drejer sig om eksistentielle spørgsmål og problemer. Den forkastede titel blev i stedet til overskrift på bogens sidste kapitel, hvori Andersen lader Niels Bryde komme til erkendelse af, at der i realiteten ikke består noget egentligt eller absolut modsætningsforhold mellem ånd og materie, mellem tro og viden, mellem religion og videnskab. Den materialistiske anskuelse og livsstil er blot det uundgåelige, men midlertidige resultat af menneskenes dyrkelse af kundskabens træ. Hermed kan der drages en tydelig parallel til Martinus’ Kosmologi, ifølge hvilken materialismen fra et overordnet synspunkt set er en første konsekvens af intelligensevnens intensiverede udvikling, underforstået siden renæssancen og oplysningstiden. (Note 1)

 

Det gode og det onde

H.C. Andersen var godt 50 år, da han begyndte at samle stof og gøre notater til brug for den roman, der frem for andre af hans hidtidige værker skulle være hans teodicé, altså forsøget på at bringe troen på guddommelig retfærdighed i overensstemmelse med det onde, tilfældige og uretfærdige i verden. Herom skriver han i et brev til veninden Henriette Wulff 27. december 1855:

 

     […] Hvad ideen til min nye roman angår, da må jeg sætte Dem lidt ind i de tidens åndelige bevægelser, jeg vil have fat på. De ved, at især i Tyskland udbreder der sig, ved dygtige lærde, materialismen, idet man videnskabeligt klarer alt enkelt. Verden består af materie og kræfter, og alt som disse blandes, bliver der en sten, en plante, et dyr eller et menneske. Hele det kunstige maskineri forklares på det fuldkomneste: men det bliver dog kun et maskineri, og det hele synes mig at være en fortvivlelsens tilværelse. Mennesket bliver således kun et led i en hel skabnings-art; Udødelighed – Gud selv – forsvinder; det er grueligt! Det kan ikke være så, og det føler jeg at kunne sundt og simpelt klare, og det selv gennem humorens strøm, den, der lettest bærer det ind i tidsalderen. Der er – og det også i høj grad hos os – en stridens ånd mellem religion og videnskab. […] Dette, som De alt i ”Mit Livs Eventyr” ser modsagt, er det mig en trang at træde op imod. For mig belyser videnskaben just denne guddommelige åbenbaring; jeg går med åbne seende øjne til det mål, de andre blindt hen søge til. Vorherre kan godt tåle at ses på med den sunde forstand, han gav os. Fred og forsoning mellem natur og Bibel vil jeg! Kan jeg løse denne opgave, da dør også dette alt guddommeligt opslugende uhyre! Det vil – som sagt: dersom jeg mægter det – blive mit mest betydende arbejde, det, min digtning ”Ahasverus” tydede hen til; men det er i den form, som mine romaner, historier og eventyr er givne i, jeg vil gennemføre denne digtning, altså som en nutids-roman, og De skal få mange morsomme personer deri. Verden vrimler jo af forbilleder; originalerne er ikke uddøde, de er kun alle så temmelig i de samme klæder; men dem tager jeg af og giver kjolen [dvs. frakken] efter manden. (Note 2)

 

     Under forarbejdet på At være eller ikke være delagtiggjorde Andersen som sædvanligt sin ældre, nære ven og kollega, digteren B. S. Ingemann om sine idéer og planer med bogen. Han fik også vennen til at læse det brændende tyske modskrift mod den moralnedbrydende materialistiske filosofi, romanen ”Eritis sicut Deus” [slangens ord til Eva: ”I skulle blive som Gud”], som netop var udkommet samme år, 1855. På det tidspunkt deltog Andersen også i fysiologen og zoologen, professor D. F. Eschrichts forelæsninger over materialismen på Københavns Universitet. 2. januar 1856 skrev Ingemann bl.a. følgende i et brev til Andersen:

 

     […] – Når De fornøjer mig igen med et brev, så lad mig vide, hvad Eschricht opstiller mod den materialisme, han bekæmper, om det er en personlig levende Gud eller en naturkræfternes urkraft, en højeste verdenslovens lovgiver eller en abstrakt ideernes idé, hvoraf hine love bevidstløst udvikler sig, og som først i menneskenaturen kommer til bevidsthed, en død prima causa [første årsag]. I sidste tilfælde har De jo selv i Deres fromme, inderlige tro på en Gud, man kan bede til, langt mere end hvad naturvidenskaben peger på. For resten kan vi vist altid have godt af at gå i skole hos naturforskerne, hvor gamle vi så bliver. (Note 3)

 

Filosofisk materialisme

Filosofisk set findes der principielt to former for monisme, dvs. dette at føre alt værende tilbage til et enkelt forklaringsprincip eller en enkelt ’substans’, modsat dualisme, den anskuelse at det værende kan og skal forklares ud fra to klart adskilte, indbyrdes modstridende og uforenelige grundprincipper eller ’substanser’: ånd og materie. Monisme kan gennemføres i den form, der forklarer alt med henvisning til ånd, sjæl og bevidsthed, og i den form, der forsøger at forklare alt med henvisning til materien. Den førstnævnte form kaldes metafysisk idealisme eller spiritualisme, og den sidstnævnte form materialisme eller – i nyere tid, efter at videnskaben havde gjort materie lig med energi – energetisk monisme, hvor både det åndelige og materielle opfattes som særlige energiformer.

Begrebet materie, af latin: stof, er et begreb, som hos de fleste filosoffer betegner det, hvoraf noget opstår eller dannes. Det betyder samtidig den objektive virkelighed, mennesket oplever og erkender og som eksisterer uafhængigt af mennesket/bevidsthed. Mere specifikt betyder materie det modsatte af ånd, eller rettere sagt: der består ikke nogen forskel mellem materie og ånd, idet tilværelsens dybeste principper er fysisk-kemiske relationer. Ånd er derfor afledt af og kan forklares gennem disse relationer, lige som tilfældet er med al udvikling eller forandring, der også grunder sig i ændringer i de fysisk-kemiske relationer. Ånd og sjæl har følgelig oprindelse i disse relationer og kan forklares ved fysiologien.

     Den materialistiske tænkning kendtes helt tilbage i oldtiden, men som egentligt filosofisk system begynder den med nyere tids naturvidenskab, hvor forskere som Galilei (1564-1642) og Newton (1642-1727) konsekvent forsøger at gennemføre en naturforklaring inden for naturens, dvs. materiens, rammer og opstille regler, der helt hviler på naturens egne mekaniske lovmæssigheder. Den deraf rundede mekaniske naturforklaring fik en del af oplysningstidens filosoffer til at anvende de materialistiske, ateistiske årsags-virkningsforklaringer på andre sider af menneskelivet, som f.eks. det psykiske og det sociale.

     Imidlertid skal det allerede her indskydes, at der også findes en tilværelsesforklaring ud over monisme og dualisme, nemlig den såkaldte identitetslære, som ligeledes går tilbage til både oldindiske, oldkinesiske og oldgræske filosoffer. I nyere tid repræsenteres identitetslæren af filosoffer, som f.eks. Baruch de Spinoza (1635-1705), ifølge hvilken ånd og materie er to forskellige sider af en og samme til grund liggende virkelighed, substansen, som i sig selv hverken er åndelig eller materiel, og som muligvis kan have andre og for os ukendte sider.

     Men foruden de ontologiske eller metafysiske tilværelsesproblemer, som er nævnt ovenfor, findes der også de kosmologiske problemer, som angår sammenhængen i tilværelsen og den skikkelse virkeligheden har som helhed. Disse problemer kan opdeles i tre forskellige kategorier: den pluralistiske, den teistiske og den panteistiske verdensopfattelse. I kort karakteristik henholdsvis den opfattelse, at virkeligheden består af en flerhed af ting, som ganske vist virker på hverandre, men alligevel har selvstændig eksistens, dvs. verden er en sum af selvstændige, uforgængelige urelementer, gennem hvis indbyrdes forbindelse og adskillelse alle ting og forandringer fremstår. Den opfattelse kaldes også for atomisme. Dernæst den forklaring, at tingenes orden og sammenhæng skyldes en fra verden selv forskellig Gud eller skabende intelligens, som har ordnet den efter en bestemt plan, således at verden nærmest fungerer som et selvstændigt urværk udenfor Gud. Endelig den panteistiske opfattelse, som mener at verden er et enkelt, ensartet væsen og at alle ting er led i den samme helhed: Gud. Gud og verden kan derfor ikke sondres fra hinanden, idet Gud netop er sammenhængen i tilværelsen og alle tings inderste væsen og grund. (Note 4)

    Som det sikkert her umiddelbart vil stå klart for de fleste læsere, er Martinus’ Kosmologi filosofisk set udtryk for identitetslæren og den panteistiske opfattelse, og det samme gælder også for den livs- og verdensanskuelse, H.C.Andersen vedkendte sig.

 

Martinus og materialismen

Set fra Martinus’ synspunkt er materialismen forenklet sagt en uundgåelig følge af den døende kosmiske bevidsthed og det degenererende instinkt samt ikke mindst intelligensevnens udvikling hos mennesket. På den baggrund mister menneskene efterhånden opfattelsen af tingene som udtryk for livsytringer, lige som  troen på guder og forsyn forsvinder, og man fraskriver materien og naturkræfterne enhver form for hensigtsmæssighed og tillægger i stedet disse blind tilfældighed. Men denne ”mørketilstand” er i henhold til Martinus altså et uundgåeligt – og uundværligt – led i spiralkredsløbets fuldkommenhed, hvor ”lyset” (”Guds primære bevidsthed”) og ”mørket” (”Guds sekundære bevidsthed”) går op i en højere harmonisk enhed: Den alfuldkomne Gud. (Note 5)

     Eftersom ”det guddommelige skabeprincip” i første halvdel af spiralkredsløbet har til opgave at stimulere og udvikle individets begær efter eller kærlighed til materien, bliver konsekvensen heraf at individet i stadig højere grad efterhånden knytter sig til de skabte ting eller indvikler sig i materien. Det medfører uundgåeligt en degenererende kærlighed til de øvrige individer, og der, hvor denne degeneration kulminerer, oplever individet den højeste fornemmelse af sit eget jegs adskillelse og isolation fra andre levende væsener i tilværelsen. Men dette er netop den guddommelige hensigt, idet adskillelsen og isolationen har til formål at udvikle individualitetsfølelsen eller Jeg-følelsen, som igen er forudsætningen for, at individet kan udvikle egenkærlighed og derigennem selvopholdelsesdriften. Sidstnævnte ligger til grund for egoismen, dvs. den bevidsthedsindstilling, som er ude af stand til at tage hensyn til eller føle medlidenhed med, og langt mindre ofre sig for sine medvæsener, og som fremmer magtbegær, misundelse, had, skinsyge, hovmod, selvretfærdighed osv. Konsekvenserne heraf er røveri, tyveri, mord, drab, krig, lemlæstelse, sorg, sygdom o.lign., kort sagt alt, hvad der forstås ved ”det onde” eller ”mørket” i tilværelsens åndelige verden. (Note 6)

     Martinus’ pointe er imidlertid, at da den nævnte udstråling fra skabeprincippet har til opgave at stimulere de levende væseners oplevelse af ”mørket”, og dette betinger de samme væseners udvikling af de evner og forudsætninger, hvormed de kan og skal passere ind i og opleve ”lyset”, bliver den mørke udstråling eller det såkaldte ”onde” i virkeligheden identisk med en guddommelig velsignelse. Det ”onde” kan derfor ifølge Martinus med rette betegnes som ”det ubehagelige gode”, mens det ”gode” omvendt kan betegnes som ”det behagelige gode”. (Note 7)

 

H.C.Andersen og materialismen

Som det er fremgået, er materialismen eller den materialistiske livs- og verdensanskuelse i henhold til Martinus altså i virkeligheden af ”det gode”, og i de øjeblikke og i de perioder, hvor H.C.Andersen var i stand til at hæve sig op over dagliglivets synsvinkel, erkendte han præcis det samme. Det var særlig tilfældet, når han var i gang med sit digterarbejde, hvorunder han i sine bedste og lykkeligste stunder oplevede, hvad der må betegnes som større eller mindre ”kosmiske glimt”.

     I Anden Del, 7. kapitel af romanen At være eller ikke være lader han sit alter ego, Niels Bryde, opleve barndommens fromme, kristne tro på Gud, ånd, udødelig sjæl, en åndelig verden og engle, men i ungdommen kommer Niels under rationalismens og naturvidenskabens indflydelse, og det får ham til at tvivle på og næsten forkaste sin barnetro. Han vakler mellem en åndelig, guddommelig forklaring på livet og verden, og videnskabens postulater om materiens iboende blinde, fysisk-kemiske kræfter og tro på årsagsvirknings-loven som en endegyldig forklaring på alt i tilværelsen. Den åndelige og religiøse side af tilværelsen, herunder særlig sjælens udødelighed, er han tilbøjelig til at afvise som fantasi og overtro. (Note 8)

    Niels Bryde er under Treårskrigen 1848-50 militærlæge ved fronten i Jylland, og her oplever han, hvor kort der kan være mellem liv og død for soldaterne:

 

”I morgen er  måske for mange af os livstråden overskåret, det hele forbi!” den tanke havde han vel et øjeblik, men tog det lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv måske stod nær til at indskrives på dødens sorte tavle.

     For er par modtagelige der oprullede han sin viden, sin overbevisning: ”Mennesket såvelsom dyret er maskine, tænkningen er et resultat af organisationen, ligesom tonerne fra lirekassen er det af valser og tappe. Vi har en sjæl, siger vi; men hvad er den andet end kun fællesnavnet for de forskellige funktioner, der udelukkende tilhører centralnervesystemet, det vi kalder hjernen? Ligesom lyden fremkommer nu ved luftens rysten og bevægelse. Således fremkommer al tænkning, hver stemning eller følelse ved hjernens virken; ødelægges legemet, så hører funktionen, det vil sige sjælen, fuldkommen op at være. , Se, det er det hele, hvad vi kalder vor udødelige del! Tro mig, vi er ikke mere herrer over os selv og vor fornuft, end vi er herrer over de materielle dele, der afsondrer sig fra vort legeme. Vore stemninger kommer som vort blod cirkulerer, og derfor, jeg tør tro og sige det, har vi heller ikke mere tilregnelighed end dyret, der oplæres; også vi tilvænnes at lyde de af os – menneske med menneske, enheden af jeg og du, der er Gud – givne love for det rigtige, det nødvendige for samfundet; vi underordner os disse for at opnå det, vi tror at være endnu bedre!”

     Al denne viden, endnu i går foredraget og i lang tid levende i ham, var hans tanke-sum, nu han lå henkastet, glemt, afmægtig [og alvorligt såret på slagmarken].

     ”Mennesket er en natur-fremtoning, et forsvindende produkt og moment af livets kredsløb”; dette var og havde længe været ham en bevidsthed, og i den havde han følt lysten til at løfte sig over mængdens trang og støtte, at der er en Gud, et evigt liv; begge havde han troet at kunne undvære. Hvorfra kom nu den frygtelige skræk for tilintetgørelse? Var den kun en ond feberdrøm, et resultat af legemets liden? Rundt om, spredte på marken, lå endnu døende, trøstet ved troen, styrket ved forvisning om Gud og sjælens udødelighed. Legemlig følte han tørst, tungen smægtede efter en dråbe vand; men den åndelige tørst var dog endnu mere brændende. En dråbe fra troens brønd ville have givet mest vederkvægelse og styrke. (Note 9)

 

     Den hårdt sårede Niels Bryde findes imidlertid af sin trofaste hund, og i forvisning om sin snarlige redning, kan han derfor tillade sig at give efter for smerterne og bevidstløsheden:

 

    Niels Bryde sank hen – men hans sidste tanke løftede sig op til: ”Lykkelig er den, som i sin død har barnets tro! – jeg har den ikke! – jeg ved! – jeg ved!”  (Note 10)

 

Tro og tvivl

I romanens 3. del, 7. kapitel, er Niels Brydes sjæleveninde, den jødiske pige Esther, på grund af sygdom lige afgået ved døden, og det giver Andersen anledning til følgende betragtninger:

 

     Det er ved vore nærmeste kæres bortgang i døden, Guds stemme lydeligst taler til os om et evigt liv og gensynet hist. Det fornam han. ”Dø, sove, muligt drømme” – således skød tanken fremad, udover – ”ikke at være”.

     ”Hun sover sødt!” sagde faderen, der ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.

     ”Sover!” gentog denne lydløst, og fortsatte i tanken: ”den døde sover ikke! – det ny Testamente selv kalder ikke de døde de sovende, men de hensovede. Hvor er nu denne sprudlende livlighed, dette tankevæld, denne renhed og stræben efter forståen af sandhed, hvor og hvorledes?” Det var tankens spørgen, men forstanden havde intet svar. ”Hvad havde de viseste i alle tider udfundet om tilstanden efter døden? Kun fantasier, gisninger, en af mennesker opdigtet mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske sejrshymne anviser de gode ophold i et skyggerige, før de kommer til de saliges øer; i Platons ”Fædon” tales om befrielsen fra de underjordiske steder, og at komme til renere våninger over jorden. Hvad lærer vi heraf? Kun det, at hedningen selv har fornummet trang og stræben efter at betegne dette for os ubestemmelige. ”Den døde sover!” gentog han, ”det synger endnu vor tids digtere! Hvor usandt! Nej, selv støvet, der hviler i graven, sover ikke, det går over i tingenes kredsløb, og sjælen – den rettroende kristen, som de kalder ham, siger: den er gået over i himlens stille salighed – Nej! Dertil er den ikke hos nogen udviklet nok; den svæver frem mod større fuldkommenhed, eller er slukket! – ”ikke være” – Nej, nej, det er en umulighed for den Gud, der er retfærdighed og kærlighed!” – Hans tanke svulmede til at sprænges! (Note 11)

 

Livets forunderlige lampe

Romanens sidste kapitel hedder ”Den nye Aladdin”, og heri vender Niels Bryde til slut tilbage til præstegården og barndomshjemmet hos bedsteforældrene ved Silkeborgsøerne, efter at han kort forinden havde oplevet en åndelig genfødsel og var kommet til klar erkendelse af sit eget nye åndelige tilhørsforhold. Dagen efter holdes der festgudstjeneste i kirken, hvori alle deltager:

 

     Menighedens sang, og børnestemmerne i den, klang som i hin tidligere tid, da hans egen stemmes alttoner lød med; der kom ham i en tanke-sum alle de mellemliggende år indtil Esthers død – Esther, hans brud for Gud! Med den reneste kærlighedstanke fulgte han hendes skikkelse, hun der ligesom til lys og ledelse var ført ind på hans livsvej i denne verden. Kun det bedste for os sker! Hvert tryk er til åndens vækst, som trykket er det til palmens. Han huskede sine forældres tidlige død, hvorved han kastedes hen til fremmede, og dette var blevet ham et gode; krigens tunge år havde løftet og belært ham; selv fra sot og syge var sundhedens væld for ham sprudlet frem, livet givet, rakt ham ved Esther! Bedre, anderledes kunne livets skole ikke være. Til virkelighed var blevet, hvad han engang drømte som barn, at han som Aladdin steg ned i hulen, hvor tusinde skatte og skinnende frugter næsten blændede ham; men han fandt den forunderlige lampe, og da han kom hjem med den, var det – hans moders Bibel.

     Ja til visse! Som en ny Aladdin var han steget ned i videnskabens hule, for mellem dens vidunderlige frugter at finde livets lampe, og han holdt – sin moders gamle Bibel, ikke dens legem, men dens guddommelige sjæl!

     Med det genvakte barnesind, der ubevidst holder sig til troen, bliver videnskaben en forherligelse af Guds almagt, visdom og godhed. Lovene i naturen, Guds tanker, dem lod Gud i nåde den menneskelige ånd i meget udfinde; men kærlighedens love i åndens rige når videnskaben ikke op til. På jorden mægter vi kun at gribe, hvad jordens er, i åndens det højere har vi kun håbet og troen. (Note 12)

 

Tro og højintellektualitet

Niels Bryde var altså i lighed med Kay og Gerda i eventyret ”Snedronningen” vendt tilbage til barndomshjemmet og til barnetroen, og i lighed med de to på baggrund af livets prøvelser og selvoplevelsens erfaringer:

 

     Niels Bryde var dybt bevæget, fornam barnets bløde sind; også han bad i samme stund for de gamle: ”Almagt! Af Dig er de gennemtrængte! De tror, uden at vide; det har været og er dem nok i dette liv. Men på hin side – opklar for dem Din større herlighed! Giv dem åndens lys og bevar dertil den fred i dem, de alt her har i Kristus!” […]

     Ind til dem alle blinkede udefra, lige stærk og bekræftende, en stor, funklende stjerne. Niels Bryde nævnede dens navn i videnskaben: Jupiter; de gamle præstefolk og [søsteren] Bodil tænkte ved det på ”Guds øje”, der lyste og så ned til dem, som til tyrken, hedningen og den vildledte mormon, løftende opad øje og tanke.

     Bodil og de gamle læste deres ”Fader vor”, også Niels Bryde læste det i sjæl og tanke; og søvnen kom, dødens broder, der tager en tredjedel af vort jordliv med sit drama: ”At være eller ikke være.”

     De sov; de drømte ved blinket af stjernen, en funke kun at se, og dog en verden, større end vor, det der engang vil blive os en kendsgerning. Ja! Hvad vil ikke oprulles, idet Alkærligheden forundte os her at være og evigt ”at være!”  (Note 13)

 

     Når H.C.Andersen her taler om troen og barnetroen, skal vi dels huske på, at han dermed mener ”at uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige”, og dels erindre os hans essay Tro og viden (Prædiken i naturen), som han indleder således:

 

     Sandhed kan aldrig stride mod sandhed, videnskaben aldrig stride mod troen, vi taler naturligvis om dem begge i deres renhed; de mødes og de bestyrker menneskets herligste tanke: Udødelighed.

 

    Det, Andersen synes at sigte til her, er noget i retning af det, Martinus betegner som højintellektualitet, dvs. en varig forening i bevidstheden af højtudviklet følelse, intelligens og intuition. Derfor er der også god mening i det, når Andersen afslutter sit essay med disse fyndige ord:

 

     Just ved at vandre med åbne øjne på videnskabens vej ser vi forkyndelsens herlighed. Menneskeslægtens visdom er kun et spand på åbenbarelsens høje søjle, der bærer Gud, men dette korte spand vil vokse gennem evigheden, i troen og med troen. Videnskaben er som en kemisk prøve, der siger, at guldet er ægte. (Note 14)

 

     Ja, just ved at vandre med absolut åbent og fordomsfrit sind på åndsvidenskabens vej, får vi mulighed for at opleve og erfare, at religionernes åbenbaring og forkyndelse i grunden er guddommelige og herlige. Den visdom, som udstråler derfra kan menneskeslægten ikke selv præstere indenfor et kortere spand af år, det skal der et liv i evighed til. Når alt kommer til alt har vi kun troen at holde os til, idet vi erindrer os de vise ord: ”Uden at I bliver som børn, kommer i ikke i Guds rige!” - Men åndsvidenskaben, f.eks. i form af Martinus’ kosmologi, kan fortælle os, om ægtheden i åbenbaringen af de vise ord og udsagn i de hellige skrifter, og herunder bl.a. bekræfte, at ’hemmeligheden’ er, at Guds rige er indeni os alle, hver især.

 

Noter og kilder til: ”At være eller ikke være”:

 

Note 1: I Andersens roman hentydes og citeres der jævnligt til William Shakespeares berømte tragedie Hamlet, prins af Danmark (1601). Stykket er i nyere tid oversat af Edvard Lembcke, og er bl.a. trykt i Falkeserien. Hans Reitzels Forlag. København 1953. - Vedr. begrebet ”den nye Aladdin”, se evt. artiklerne Det poetiske univers og Den ny Aladdin, trykt i H.C.Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning. Temahæfte nr. 6, udgivet af Kosmologisk Information 1996. Artiklerne er også gengivet her på hjemmesiden: Det poetiske univers og Den ny Aladdin.

 Note 2: Andersens henvisning til ”Mit Livs Eventyr” angår især bind 2, s. 117-19, i H. Topsøe-Jensens udgave, Gyldendal 1975.

 Note 3:  Samme sted, s. 192. 

 Note 4:  Se evt. artiklen H.C.Andersen og Gud, som findes her på hjemmesiden, se specielt afsnittene Gud og sjælens udødelighed og Guds enhed.

 Note 5: Se f.eks. Martinus: Livets Bog I, stk. 251, 259, 264. LB VI, f.eks. stk. 1075, 1106, 1122, 1130, 1235,1359

 Note 6:  Samme sted, stk. 35-36.

 Note 7:  Samme sted, stk. 28.

 Note 8: Romanen At være eller ikke være (1857) er trykt i H.C.Andersens Romaner og    Rejseskildringer.  Bind V. Udgivet af H.Topsøe-Jensen. Gyldendal 1944.

 Note 9:  Samme sted, s. 167-8.

 Note 10:  Samme sted, s.169. 

 Note 11:  Samme sted, s. 227.

 Note 12:  Samme sted, s. 238.

 Note 13:  Samme sted, s. 239.

 Note 14: Citatet er fra rejseskildringen I Sverrig (1851). Se det i note 8 nævnte værk, bind VII, s. 92. - Vedr. begrebet højintellektualitet eller højpsykisk sanseform, se f.eks. Martinus, småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap. 1, 8-11.