H.C.Andersens
syn på materialismen
Det kan
vist ikke længere overraske læseren, at der også i spørgsmålet om tro og viden
er overensstemmelse mellem H.C.Andersens og Martinus’ opfattelse af disse begreber.
Begge ser troen som udtryk for et stadium i menneskehedens udvikling og
tilværelse, hvor det religiøse instinkt dominerer menneskets bevidsthed. Men
med den tiltagende intellektuelle udvikling sker der et ”syndefald” fra tro til
vantro, og herunder til en materialistisk livs- og verdensanskuelse, som totalt
detroniserer og udelukker tidligere ideer som Gud, ånd, udødelig sjæl og evigt
liv. Men også dette betegner kun et stadium i menneskenes udvikling, idet disse
som følge af erfaringerne med kundskabens træ, i forening med den igangværende
polforvandling, efterhånden tilegner sig en højere moral og
bevidsthedstilstand, som er domineret af såkaldt højintellektualitet, hvilket
ifølge Martinus vil sige jævnbyrdig og harmonisk funktion mellem følelse,
intelligens og intuition.
”At være eller
ikke være” er titlen på H.C.Andersens store roman fra
1857, hvori han gennem en skildring af hovedpersonen Niels Brydes liv og skæbne
benytter lejligheden til at komme ind på spørgsmålet om forholdet mellem religion
og videnskab, mellem tro og viden. Bogen er samtidig en skildring af
udviklingen fra gammel til ny tid, fra 1700-tallet til 1800-tallet, hvorunder
den materialistiske livs- og verdensanskuelse, til dels støttet af
naturvidenskaben, bredte sig på bekostning af troen og overbevisningen om Guds
eksistens, alkærlighed, alvisdom og almagt og sjælens eksistens,
udødelighed og evige liv.
Andersen
overvejede på et tidspunkt at give sin roman titlen Den ny Aladdin, men
valgte altså i stedet at benytte indledningsordene fra den berømte monolog i
Shakespeares tragedie Hamlet. Det antyder, at romanen primært drejer sig
om eksistentielle spørgsmål og problemer. Den forkastede titel blev i stedet
til overskrift på bogens sidste kapitel, hvori Andersen lader Niels Bryde komme
til erkendelse af, at der i realiteten ikke består noget egentligt eller
absolut modsætningsforhold mellem ånd og materie, mellem tro og viden, mellem
religion og videnskab. Den materialistiske anskuelse og livsstil er blot det
uundgåelige, men midlertidige resultat af menneskenes dyrkelse af kundskabens
træ. Hermed kan der drages en tydelig parallel til Martinus’ Kosmologi, ifølge
hvilken materialismen fra et overordnet synspunkt set er en første konsekvens
af intelligensevnens intensiverede udvikling, underforstået siden renæssancen
og oplysningstiden. (Note 1)
Det gode og det onde
H.C. Andersen var godt 50 år, da han begyndte at samle stof
og gøre notater til brug for den roman, der frem for andre af hans hidtidige
værker skulle være hans teodicé, altså forsøget på at bringe troen på
guddommelig retfærdighed i overensstemmelse med det onde, tilfældige og
uretfærdige i verden. Herom skriver han i et brev til veninden Henriette Wulff
27. december 1855:
[…] Hvad ideen til min nye roman angår,
da må jeg sætte Dem lidt ind i de tidens åndelige bevægelser, jeg vil have fat
på. De ved, at især i Tyskland udbreder der sig, ved dygtige lærde,
materialismen, idet man videnskabeligt klarer alt enkelt. Verden består af
materie og kræfter, og alt som disse blandes, bliver der en sten, en plante, et
dyr eller et menneske. Hele det kunstige maskineri forklares på det
fuldkomneste: men det bliver dog kun et maskineri, og det hele synes mig at
være en fortvivlelsens tilværelse. Mennesket bliver således kun et led i en hel
skabnings-art; Udødelighed – Gud selv – forsvinder; det er grueligt! Det kan
ikke være så, og det føler jeg at kunne sundt og simpelt klare, og det selv
gennem humorens strøm, den, der lettest bærer det ind i tidsalderen. Der er – og
det også i høj grad hos os – en stridens ånd mellem religion og videnskab. […]
Dette, som De alt i ”Mit Livs Eventyr” ser modsagt, er det mig en trang at
træde op imod. For mig belyser videnskaben just denne guddommelige åbenbaring;
jeg går med åbne seende øjne til det mål, de andre blindt hen søge til.
Vorherre kan godt tåle at ses på med den sunde forstand, han gav os. Fred og
forsoning mellem natur og Bibel vil jeg! Kan jeg løse denne opgave, da dør også
dette alt guddommeligt opslugende uhyre! Det vil – som sagt: dersom jeg mægter
det – blive mit mest betydende arbejde, det, min digtning ”Ahasverus” tydede
hen til; men det er i den form, som mine romaner, historier og eventyr er givne
i, jeg vil gennemføre denne digtning, altså som en nutids-roman, og De skal få
mange morsomme personer deri. Verden vrimler jo af forbilleder; originalerne er
ikke uddøde, de er kun alle så temmelig i de samme klæder; men dem tager jeg af
og giver kjolen [dvs. frakken] efter manden. (Note 2)
Under
forarbejdet på At være eller ikke være delagtiggjorde Andersen som
sædvanligt sin ældre, nære ven og kollega, digteren B. S. Ingemann om sine
idéer og planer med bogen. Han fik også vennen til at læse det brændende tyske
modskrift mod den moralnedbrydende materialistiske filosofi, romanen ”Eritis
sicut Deus” [slangens ord til Eva: ”I skulle blive som Gud”], som netop var
udkommet samme år, 1855. På det tidspunkt deltog Andersen også i fysiologen og
zoologen, professor D. F. Eschrichts forelæsninger over materialismen på
Københavns Universitet. 2. januar 1856 skrev Ingemann bl.a. følgende i et brev
til Andersen:
[…] – Når De fornøjer mig igen med et
brev, så lad mig vide, hvad Eschricht opstiller mod den materialisme,
han bekæmper, om det er en personlig levende Gud eller en naturkræfternes
urkraft, en højeste verdenslovens lovgiver eller en abstrakt ideernes idé,
hvoraf hine love bevidstløst udvikler sig, og som først i menneskenaturen
kommer til bevidsthed, en død prima causa [første årsag]. I sidste
tilfælde har De jo selv i Deres fromme, inderlige tro på en Gud, man kan bede
til, langt mere end hvad naturvidenskaben peger på. For resten kan vi vist
altid have godt af at gå i skole hos naturforskerne, hvor gamle vi så bliver.
(Note 3)
Filosofisk materialisme
Filosofisk set findes der principielt to former for
monisme, dvs. dette at føre alt værende tilbage til et enkelt
forklaringsprincip eller en enkelt ’substans’, modsat dualisme, den anskuelse
at det værende kan og skal forklares ud fra to klart adskilte, indbyrdes modstridende
og uforenelige grundprincipper eller ’substanser’: ånd og materie. Monisme kan
gennemføres i den form, der forklarer alt med henvisning til ånd, sjæl og
bevidsthed, og i den form, der forsøger at forklare alt med henvisning til
materien. Den førstnævnte form kaldes metafysisk idealisme eller spiritualisme,
og den sidstnævnte form materialisme eller – i nyere tid, efter at videnskaben
havde gjort materie lig med energi – energetisk monisme, hvor både det åndelige
og materielle opfattes som særlige energiformer.
Begrebet materie, af latin: stof, er et begreb, som hos de
fleste filosoffer betegner det, hvoraf noget opstår eller dannes. Det betyder
samtidig den objektive virkelighed, mennesket oplever og erkender og som
eksisterer uafhængigt af mennesket/bevidsthed. Mere specifikt betyder materie
det modsatte af ånd, eller rettere sagt: der består ikke nogen forskel mellem
materie og ånd, idet tilværelsens dybeste principper er fysisk-kemiske
relationer. Ånd er derfor afledt af og kan forklares gennem disse relationer,
lige som tilfældet er med al udvikling eller forandring, der også grunder sig i
ændringer i de fysisk-kemiske relationer. Ånd og sjæl har følgelig oprindelse i
disse relationer og kan forklares ved fysiologien.
Den
materialistiske tænkning kendtes helt tilbage i oldtiden, men som egentligt
filosofisk system begynder den med nyere tids naturvidenskab, hvor forskere som
Galilei (1564-1642) og Newton (1642-1727) konsekvent forsøger at gennemføre en
naturforklaring inden for naturens, dvs. materiens, rammer og opstille regler,
der helt hviler på naturens egne mekaniske lovmæssigheder. Den deraf rundede
mekaniske naturforklaring fik en del af oplysningstidens filosoffer til at
anvende de materialistiske, ateistiske årsags-virkningsforklaringer på andre
sider af menneskelivet, som f.eks. det psykiske og det sociale.
Imidlertid skal
det allerede her indskydes, at der også findes en tilværelsesforklaring ud over
monisme og dualisme, nemlig den såkaldte identitetslære, som ligeledes går
tilbage til både oldindiske, oldkinesiske og oldgræske filosoffer. I nyere tid
repræsenteres identitetslæren af filosoffer, som f.eks. Baruch de Spinoza
(1635-1705), ifølge hvilken ånd og materie er to forskellige sider af en og
samme til grund liggende virkelighed, substansen, som i sig selv hverken er
åndelig eller materiel, og som muligvis kan have andre og for os ukendte sider.
Men foruden de
ontologiske eller metafysiske tilværelsesproblemer, som er nævnt ovenfor,
findes der også de kosmologiske problemer, som angår sammenhængen i tilværelsen
og den skikkelse virkeligheden har som helhed. Disse problemer kan opdeles i
tre forskellige kategorier: den pluralistiske, den teistiske og den
panteistiske verdensopfattelse. I kort karakteristik henholdsvis den opfattelse,
at virkeligheden består af en flerhed af ting, som ganske vist virker på
hverandre, men alligevel har selvstændig eksistens, dvs. verden er en sum af
selvstændige, uforgængelige urelementer, gennem hvis indbyrdes forbindelse og
adskillelse alle ting og forandringer fremstår. Den opfattelse kaldes også for
atomisme. Dernæst den forklaring, at tingenes orden og sammenhæng skyldes en
fra verden selv forskellig Gud eller skabende intelligens, som har ordnet den
efter en bestemt plan, således at verden nærmest fungerer som et selvstændigt
urværk udenfor Gud. Endelig den panteistiske opfattelse, som mener at verden er
et enkelt, ensartet væsen og at alle ting er led i den samme helhed: Gud. Gud
og verden kan derfor ikke sondres fra hinanden, idet Gud netop er sammenhængen
i tilværelsen og alle tings inderste væsen og grund. (Note 4)
Som det sikkert
her umiddelbart vil stå klart for de fleste læsere, er Martinus’ Kosmologi
filosofisk set udtryk for identitetslæren og den panteistiske opfattelse, og det
samme gælder også for den livs- og verdensanskuelse, H.C.Andersen vedkendte
sig.
Martinus og materialismen
Set fra Martinus’ synspunkt er materialismen forenklet sagt
en uundgåelig følge af den døende kosmiske bevidsthed og det degenererende
instinkt samt ikke mindst intelligensevnens udvikling hos mennesket. På den
baggrund mister menneskene efterhånden opfattelsen af tingene som udtryk for
livsytringer, lige som troen på guder
og forsyn forsvinder, og man fraskriver materien og naturkræfterne enhver form
for hensigtsmæssighed og tillægger i stedet disse blind tilfældighed. Men denne
”mørketilstand” er i henhold til Martinus altså et uundgåeligt – og uundværligt
– led i spiralkredsløbets fuldkommenhed, hvor ”lyset” (”Guds primære
bevidsthed”) og ”mørket” (”Guds sekundære bevidsthed”) går op i en højere
harmonisk enhed: Den alfuldkomne Gud. (Note 5)
Eftersom ”det
guddommelige skabeprincip” i første halvdel af spiralkredsløbet har til opgave
at stimulere og udvikle individets begær efter eller kærlighed til materien,
bliver konsekvensen heraf at individet i stadig højere grad efterhånden knytter
sig til de skabte ting eller indvikler sig i materien. Det medfører uundgåeligt
en degenererende kærlighed til de øvrige individer, og der, hvor denne degeneration
kulminerer, oplever individet den højeste fornemmelse af sit eget jegs
adskillelse og isolation fra andre levende væsener i tilværelsen. Men dette er
netop den guddommelige hensigt, idet adskillelsen og isolationen har til formål
at udvikle individualitetsfølelsen eller Jeg-følelsen, som igen er
forudsætningen for, at individet kan udvikle egenkærlighed og derigennem
selvopholdelsesdriften. Sidstnævnte ligger til grund for egoismen, dvs. den
bevidsthedsindstilling, som er ude af stand til at tage hensyn til eller føle
medlidenhed med, og langt mindre ofre sig for sine medvæsener, og som fremmer
magtbegær, misundelse, had, skinsyge, hovmod, selvretfærdighed osv.
Konsekvenserne heraf er røveri, tyveri, mord, drab, krig, lemlæstelse, sorg,
sygdom o.lign., kort sagt alt, hvad der forstås ved ”det onde” eller ”mørket” i
tilværelsens åndelige verden. (Note 6)
Martinus’
pointe er imidlertid, at da den nævnte udstråling fra skabeprincippet har til
opgave at stimulere de levende væseners oplevelse af ”mørket”, og dette
betinger de samme væseners udvikling af de evner og forudsætninger, hvormed de
kan og skal passere ind i og opleve ”lyset”, bliver den mørke udstråling eller
det såkaldte ”onde” i virkeligheden identisk med en guddommelig velsignelse.
Det ”onde” kan derfor ifølge Martinus med rette betegnes som ”det ubehagelige
gode”, mens det ”gode” omvendt kan betegnes som ”det behagelige gode”. (Note 7)
H.C.Andersen og materialismen
Som det er fremgået, er materialismen eller den materialistiske
livs- og verdensanskuelse i henhold til Martinus altså i virkeligheden af ”det
gode”, og i de øjeblikke og i de perioder, hvor H.C.Andersen var i stand til at
hæve sig op over dagliglivets synsvinkel, erkendte han præcis det samme. Det var
særlig tilfældet, når han var i gang med sit digterarbejde, hvorunder han i
sine bedste og lykkeligste stunder oplevede, hvad der må betegnes som større
eller mindre ”kosmiske glimt”.
I Anden Del, 7.
kapitel af romanen At være eller ikke være lader han sit alter ego,
Niels Bryde, opleve barndommens fromme, kristne tro på Gud, ånd, udødelig sjæl,
en åndelig verden og engle, men i ungdommen kommer Niels under rationalismens
og naturvidenskabens indflydelse, og det får ham til at tvivle på og næsten forkaste
sin barnetro. Han vakler mellem en åndelig, guddommelig forklaring på livet og
verden, og videnskabens postulater om materiens iboende blinde, fysisk-kemiske
kræfter og tro på årsagsvirknings-loven som en endegyldig forklaring på alt i
tilværelsen. Den åndelige og religiøse side af tilværelsen, herunder særlig
sjælens udødelighed, er han tilbøjelig til at afvise som fantasi og overtro.
(Note 8)
Niels Bryde er
under Treårskrigen 1848-50 militærlæge ved fronten i Jylland, og her oplever
han, hvor kort der kan være mellem liv og død for soldaterne:
”I morgen
er måske for mange af os livstråden
overskåret, det hele forbi!” den tanke havde han vel et øjeblik, men tog det
lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv måske stod nær til at
indskrives på dødens sorte tavle.
For er par modtagelige der oprullede han
sin viden, sin overbevisning: ”Mennesket såvelsom dyret er maskine, tænkningen
er et resultat af organisationen, ligesom tonerne fra lirekassen er det af
valser og tappe. Vi har en sjæl, siger vi; men hvad er den andet end kun
fællesnavnet for de forskellige funktioner, der udelukkende tilhører
centralnervesystemet, det vi kalder hjernen? Ligesom lyden fremkommer nu ved
luftens rysten og bevægelse. Således fremkommer al tænkning, hver stemning
eller følelse ved hjernens virken; ødelægges legemet, så hører funktionen, det
vil sige sjælen, fuldkommen op at være. , Se, det er det hele, hvad vi
kalder vor udødelige del! Tro mig, vi er ikke mere herrer over os selv og vor
fornuft, end vi er herrer over de materielle dele, der afsondrer sig fra vort
legeme. Vore stemninger kommer som vort blod cirkulerer, og derfor, jeg tør tro
og sige det, har vi heller ikke mere tilregnelighed end dyret, der oplæres;
også vi tilvænnes at lyde de af os – menneske med menneske, enheden af jeg og
du, der er Gud – givne love for det rigtige, det nødvendige for samfundet; vi
underordner os disse for at opnå det, vi tror at være endnu bedre!”
Al denne viden, endnu i går foredraget og
i lang tid levende i ham, var hans tanke-sum, nu han lå henkastet, glemt,
afmægtig [og alvorligt såret på slagmarken].
”Mennesket er en natur-fremtoning, et
forsvindende produkt og moment af livets kredsløb”; dette var og havde længe
været ham en bevidsthed, og i den havde han følt lysten til at løfte sig over
mængdens trang og støtte, at der er en Gud, et evigt liv; begge havde han troet
at kunne undvære. Hvorfra kom nu den frygtelige skræk for tilintetgørelse? Var
den kun en ond feberdrøm, et resultat af legemets liden? Rundt om, spredte på
marken, lå endnu døende, trøstet ved troen, styrket ved forvisning om Gud og
sjælens udødelighed. Legemlig følte han tørst, tungen smægtede efter en dråbe
vand; men den åndelige tørst var dog endnu mere brændende. En dråbe fra troens
brønd ville have givet mest vederkvægelse og styrke. (Note 9)
Den hårdt
sårede Niels Bryde findes imidlertid af sin trofaste hund, og i forvisning om
sin snarlige redning, kan han derfor tillade sig at give efter for smerterne og
bevidstløsheden:
Niels Bryde sank hen –
men hans sidste tanke løftede sig op til: ”Lykkelig er den, som i sin død har
barnets tro! – jeg har den ikke! – jeg ved! – jeg ved!” (Note 10)
Tro og tvivl
I romanens 3. del, 7. kapitel, er Niels Brydes
sjæleveninde, den jødiske pige Esther, på grund af sygdom lige afgået ved
døden, og det giver Andersen anledning til følgende betragtninger:
Det er ved vore nærmeste
kæres bortgang i døden, Guds stemme lydeligst taler til os om et evigt liv og
gensynet hist. Det fornam han. ”Dø, sove, muligt drømme” – således skød tanken
fremad, udover – ”ikke at være”.
”Hun sover sødt!” sagde faderen, der
ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.
”Sover!” gentog denne lydløst, og
fortsatte i tanken: ”den døde sover ikke! – det ny Testamente selv kalder ikke
de døde de sovende, men de hensovede. Hvor er nu denne sprudlende livlighed,
dette tankevæld, denne renhed og stræben efter forståen af sandhed, hvor og
hvorledes?” Det var tankens spørgen, men forstanden havde intet svar. ”Hvad
havde de viseste i alle tider udfundet om tilstanden efter døden? Kun
fantasier, gisninger, en af mennesker opdigtet mellemtilstand. Pindar i
sin anden olympiske sejrshymne anviser de gode ophold i et skyggerige, før de
kommer til de saliges øer; i Platons ”Fædon” tales om befrielsen fra de
underjordiske steder, og at komme til renere våninger over jorden. Hvad lærer
vi heraf? Kun det, at hedningen selv har fornummet trang og stræben efter at
betegne dette for os ubestemmelige. ”Den døde sover!” gentog han, ”det synger
endnu vor tids digtere! Hvor usandt! Nej, selv støvet, der hviler i graven,
sover ikke, det går over i tingenes kredsløb, og sjælen – den rettroende
kristen, som de kalder ham, siger: den er gået over i himlens stille salighed –
Nej! Dertil er den ikke hos nogen udviklet nok; den svæver frem mod større
fuldkommenhed, eller er slukket! – ”ikke være” – Nej, nej, det er en umulighed
for den Gud, der er retfærdighed og kærlighed!” – Hans tanke svulmede til at
sprænges! (Note 11)
Livets forunderlige lampe
Romanens sidste kapitel hedder ”Den nye Aladdin”, og
heri vender Niels Bryde til slut tilbage til præstegården og barndomshjemmet
hos bedsteforældrene ved Silkeborgsøerne, efter at han kort forinden havde oplevet
en åndelig genfødsel og var kommet til klar erkendelse af sit eget nye åndelige
tilhørsforhold. Dagen efter holdes der festgudstjeneste i kirken, hvori alle
deltager:
Menighedens sang, og børnestemmerne i
den, klang som i hin tidligere tid, da hans egen stemmes alttoner lød med; der
kom ham i en tanke-sum alle de mellemliggende år indtil Esthers død –
Esther, hans brud for Gud! Med den reneste kærlighedstanke fulgte han hendes
skikkelse, hun der ligesom til lys og ledelse var ført ind på hans livsvej i
denne verden. Kun det bedste for os sker! Hvert tryk er til åndens vækst, som
trykket er det til palmens. Han huskede sine forældres tidlige død, hvorved han
kastedes hen til fremmede, og dette var blevet ham et gode; krigens tunge år
havde løftet og belært ham; selv fra sot og syge var sundhedens væld for ham
sprudlet frem, livet givet, rakt ham ved Esther! Bedre, anderledes kunne
livets skole ikke være. Til virkelighed var blevet, hvad han engang drømte som
barn, at han som Aladdin steg ned i hulen, hvor tusinde skatte og
skinnende frugter næsten blændede ham; men han fandt den forunderlige lampe, og
da han kom hjem med den, var det – hans moders Bibel.
Ja til visse! Som en ny Aladdin
var han steget ned i videnskabens hule, for mellem dens vidunderlige frugter at
finde livets lampe, og han holdt – sin moders gamle Bibel, ikke dens legem, men
dens guddommelige sjæl!
Med det genvakte barnesind, der ubevidst
holder sig til troen, bliver videnskaben en forherligelse af Guds almagt,
visdom og godhed. Lovene i naturen, Guds tanker, dem lod Gud i nåde den
menneskelige ånd i meget udfinde; men kærlighedens love i åndens rige når
videnskaben ikke op til. På jorden mægter vi kun at gribe, hvad jordens er, i
åndens det højere har vi kun håbet og troen. (Note 12)
Tro og højintellektualitet
Niels Bryde var altså i lighed med Kay og Gerda i eventyret
”Snedronningen” vendt tilbage til barndomshjemmet og til barnetroen, og i
lighed med de to på baggrund af livets prøvelser og selvoplevelsens erfaringer:
Niels Bryde var dybt bevæget,
fornam barnets bløde sind; også han bad i samme stund for de gamle: ”Almagt! Af
Dig er de gennemtrængte! De tror, uden at vide; det har været og er dem nok i
dette liv. Men på hin side – opklar for dem Din større herlighed! Giv dem
åndens lys og bevar dertil den fred i dem, de alt her har i Kristus!” […]
Ind til dem alle blinkede udefra, lige
stærk og bekræftende, en stor, funklende stjerne. Niels Bryde nævnede
dens navn i videnskaben: Jupiter; de gamle præstefolk og [søsteren] Bodil
tænkte ved det på ”Guds øje”, der lyste og så ned til dem, som til
tyrken, hedningen og den vildledte mormon, løftende opad øje og tanke.
Bodil og de gamle læste deres
”Fader vor”, også Niels Bryde læste det i sjæl og tanke; og søvnen kom,
dødens broder, der tager en tredjedel af vort jordliv med sit drama: ”At være
eller ikke være.”
De sov; de drømte ved blinket af
stjernen, en funke kun at se, og dog en verden, større end vor, det der engang
vil blive os en kendsgerning. Ja! Hvad vil ikke oprulles, idet Alkærligheden
forundte os her at være og evigt ”at være!” (Note 13)
Når
H.C.Andersen her taler om troen og barnetroen, skal vi dels huske på, at han
dermed mener ”at uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige”, og dels
erindre os hans essay Tro og viden (Prædiken i naturen), som han
indleder således:
Sandhed kan aldrig stride mod sandhed,
videnskaben aldrig stride mod troen, vi taler naturligvis om dem begge i deres
renhed; de mødes og de bestyrker menneskets herligste tanke: Udødelighed.
Det, Andersen
synes at sigte til her, er noget i retning af det, Martinus betegner som højintellektualitet,
dvs. en varig forening i bevidstheden af højtudviklet følelse, intelligens
og intuition. Derfor er der også god mening i det, når Andersen afslutter sit
essay med disse fyndige ord:
Just ved at vandre med åbne øjne på
videnskabens vej ser vi forkyndelsens herlighed. Menneskeslægtens visdom er kun
et spand på åbenbarelsens høje søjle, der bærer Gud, men dette korte
spand vil vokse gennem evigheden, i troen og med troen. Videnskaben er som en
kemisk prøve, der siger, at guldet er ægte. (Note 14)
Ja, just ved at
vandre med absolut åbent og fordomsfrit sind på åndsvidenskabens vej, får vi
mulighed for at opleve og erfare, at religionernes åbenbaring og forkyndelse i
grunden er guddommelige og herlige. Den visdom, som udstråler derfra kan
menneskeslægten ikke selv præstere indenfor et kortere spand af år, det skal
der et liv i evighed til. Når alt kommer til alt har vi kun troen at holde os
til, idet vi erindrer os de vise ord: ”Uden at I bliver som børn, kommer i ikke
i Guds rige!” - Men åndsvidenskaben, f.eks. i form af Martinus’ kosmologi, kan
fortælle os, om ægtheden i åbenbaringen af de vise ord og udsagn i de hellige
skrifter, og herunder bl.a. bekræfte, at ’hemmeligheden’ er, at Guds rige er
indeni os alle, hver især.
Noter og kilder
til: ”At være eller ikke være”:
Note
1: I Andersens roman hentydes og citeres der jævnligt til William
Shakespeares berømte tragedie Hamlet, prins af Danmark (1601). Stykket
er i nyere tid oversat af Edvard Lembcke, og er bl.a. trykt i Falkeserien. Hans
Reitzels Forlag. København 1953. - Vedr. begrebet ”den nye Aladdin”, se evt.
artiklerne Det poetiske univers og Den ny Aladdin, trykt i H.C.Andersen
– hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning. Temahæfte
nr. 6, udgivet af Kosmologisk Information 1996. Artiklerne er også gengivet her
på hjemmesiden: Det poetiske univers og Den ny Aladdin.
Note 2: Andersens henvisning til ”Mit Livs Eventyr” angår
især bind 2, s. 117-19, i H. Topsøe-Jensens udgave, Gyldendal 1975.
Note
3: Samme sted, s. 192.
Note 4: Se evt. artiklen H.C.Andersen
og Gud, som findes her på hjemmesiden, se specielt afsnittene Gud og
sjælens udødelighed og Guds enhed.
Note 5: Se f.eks. Martinus: Livets
Bog I, stk. 251, 259, 264. LB VI, f.eks. stk. 1075, 1106, 1122,
1130, 1235,1359
Note 6:
Samme sted, stk. 35-36.
Note 7: Samme sted, stk. 28.
Note 8: Romanen At være eller ikke
være (1857) er trykt i H.C.Andersens Romaner og Rejseskildringer. Bind V. Udgivet af H.Topsøe-Jensen.
Gyldendal 1944.
Note 9: Samme sted, s. 167-8.
Note 10: Samme sted, s.169.
Note 11:
Samme sted, s. 227.
Note 12: Samme sted, s. 238.
Note 13: Samme sted, s. 239.
Note 14: Citatet er fra
rejseskildringen I Sverrig (1851). Se det i note 8 nævnte værk, bind
VII, s. 92. - Vedr. begrebet højintellektualitet eller højpsykisk
sanseform, se f.eks. Martinus, småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, kap.
1, 8-11.