”… et forbyttet, meget fornemt barn …”
Et bidrag til spørgsmålet om H.C. Andersens
biologiske herkomst.
Denne artikel findes trykt i ANDERSENIANA
2006, men eftersom den må formodes at kunne have interesse for et lidt bredere
publikum, syntes jeg ikke den kun burde forbeholdes årsskriftets læsere.
Baggrunden for denne opfattelse skyldes
især, at teorien – ja, man kan ligefrem tale om en ’konspirationsteori’ - om
H.C.Andersen som såkaldt ”prinsebarn”, fik så umådelig stor og i virkeligheden
ufortjent omtale i medierne i 1980’-90’erne. Teorien er i det væsentlige et
udspekuleret og fantasifuldt forsøg på at så tvivl om den traditionelle og
saglige H.C.Andersen-forsknings kompetence og gyldighed, specielt når det
gælder spørgsmålet om den geniale digters herkomst. ”Prinsebarns-teorien” er
dog forlængst imødegået og modbevist af flere H.C.Andersen-forskere, og
nærværende artikel lægger sig i forlængelse af disse og påviser teoriens
urimelighed, lige som der peges på andre og mere sandsynlige forklaringer på
H.C.Andersens genialitet og hans succes som forfatter og især eventyrdigter.
Det skal bemærkes, at artiklen ikke involverer Martinus’ kosmologi, sådan som
det var tilfældet med artiklen ”H.C.Andersens seksualitet” i ANDERSENIANA 2004,
og som også står at læse her på hjemmesiden.
Inden vi går over til at se på teorierne om H.C. Andersen som
såkaldt forbyttet, meget fornemt barn, vil jeg fremsætte nogle principielle
betragtninger omkring digterens personlighed. Det har nemlig slået mig, at når
det drejer sig om denne, har man nærmest indtrykket af at stort set enhver
mener sig kvalificeret og kompetent til at udtrykke sin ofte indiskutable
mening om vor verdensberømte eventyrdigter. Den almindelige mening har
tilsyneladende et ambivalent forhold til ham, idet man på den ene side bryster
sig af hans verdensberømte forfatterskab, og på den anden side mener at han var
selvoptaget og forfængelig indtil det latterlige, sensibel, neurotisk,
hypokondrisk, indbildsk og snobbet, og alt i alt ynkelig og lattervækkende i
hele sin personlige fremtræden. Sådan blev han i det store og hele opfattet og
fremstillet af mange i sin samtid, og den opfattelse synes at have holdt sig
usvækket helt frem til vor egen tid, nu omkring 130 år efter hans død i 1875.
Men det er dog også
lige så meget en kendsgerning, at både samtidige og nutidige venner af Andersen
og hans digtning, medgiver ham som menneske og digter, at han i al fald i sine
bedste øjeblikke var altruistisk, varmhjertet, forstående, tilgivende og
tolerant, og i besiddelse af en dyb psykologisk indsigt i sit eget og i sine
medmenneskers sjæleliv og adfærd, som kaldte både på hans medfølelse og på hans
veludviklede humoristisk-satiriske sans. Og ikke mindst indrømmer man ham også
den dybe livsvisdom, som i så rigt mål især findes nedlagt og udtrykt i hans
mange eventyr og historier. (1)
For resten var H.C.
Andersen selv den første til at erkende, beklage og satirisere over sine egne
svagheder og mangler. Det findes der adskillige eksempler på i hans
forfatterskab. Men selvom der nok må siges at være et gran af sandhed i den
ovenfor skitserede ’negative’ karakteristik af mennesket H.C. Andersen, er det
imidlertid en kendsgerning for den, som grundigt har studeret ham og hans
livshistorie, at der også i høj grad er tale om en vis mytedannelse omkring
hans person. Hvilket i denne forbindelse mere præcist vil sige, en mere eller
mindre fejlagtig eller fordrejet opfattelse af hans særprægede personlighed.
Det samme er i nogen grad tilfældet vedrørende omstændighederne omkring hans
oprindelse og liv, som også er gjort til genstand for mere eller mindre
relevante fortolkninger, ja, forvrængninger og mystifikationer, af i
virkeligheden dokumenterbare kendsgerninger. En af disse tolkninger går ud på,
at siden han blev så anerkendt og berømt en eventyrforfatter, så måtte han også
have en anden og mere fornem biologisk herkomst end den, der umiddelbart fremgår
af hans officielle levnedsbeskrivelse. (2)
Men næsten ethvert
tænkeligt emne er blevet undersøgt, endevendt og beskrevet i relation til H.C.
Andersen: Hans forhold til familien og vennerne, til byer som f.eks. fødebyen
Odense og til København, hvor han boede det meste af sit liv, hans forhold til
naturen, religionen, specielt kristendommen, til filosofi og politik, til
naturvidenskaben, kunsten, teatret, musikken, og naturligvis ikke mindst til
litteraturen. Og det måtte næsten selvfølgeligt og uundgåeligt komme, at
søgelyset blev rettet mod hans forhold specielt til forældrene, som ifølge
udskriften i Odense St. Hans Sogns kirkebog var skomagersvend Hans Andersen (1782-1816)
og hustru Anne Marie Andersdatter (ca. 1775-1833), tjenestepige og
senere vaskekone. Forældrene fik, især sammen med farmoderen, stor betydning
for sønnen, og han elskede dem begge højt. Det viste han blandt andet ved, at
de begge, sammen eller hver for sig, optræder i og ’ledsager’ ham gennem stort
set hele forfatterskabet, fra fortællingen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, 1822,
til historien om ”Hvad gamle Johanne
fortalte”, 1872. (3)
Men det måtte
selvfølgelig også forventes, at nogle af de mange Andersen-forskere ville rejse
mere eller mindre relevante tvivl om og stille spørgsmålstegn ved den geniale
personligheds og store forfatters biologiske oprindelse i det beskedne
odenseanske arbejder- og håndværkermiljø. Så meget desto mere, som
Andersen-forskningen efterhånden har erhvervet sig et ganske godt og grundigt
kendskab til dette miljø og dets hovedpersoner og derigennem har kunnet påvise
ikke så få dunkle punkter i digterens livshistorie.
Det korte af det lange
er da også, at der netop på grund af disse dunkle punkter i Andersens
livshistorie, i tidens løb er fremsat i al fald tre forskellige og indbyrdes
uafhængige teorier om hans biologiske oprindelse og tilhørsforhold. Men
eftersom det ville kræve en større afhandling at gå nærmere ind på disse
teorier og undersøge deres respektive gyldighed, eller mangel på samme, skal vi
her nøjes med at nævne og kort omtale de tre teorier i kronologisk rækkefølge.
H.C.Andersen
som ’uægte’ portnersøn
Den ældste af disse tre teorier blev i 1936 fremsat af den
fortjenstfulde Andersen-forsker, personalhistorikeren, cand.jur. H.G. Olrik (1876-1949),
som under sine grundige undersøgelser af digterens familieforhold kom til det
resultat, at den efter hans mening ubetydelige og ringe begavede Hans Andersen
næppe kunne anses for at være biologisk ophav til den højtbegavede digter.
Moderen, Anne Marie Andersdatter, blev i den sammenhæng ladt helt ude af
betragtning, som om det kun skulle være den genetiske arv fra det fædrene
ophav, der talte! Hvilket naturligvis ikke er i overensstemmelse med de
biologiske arvelighedslove. Men i stedet for at det skulle være Hans Andersen,
der var biologisk far til digteren, fandt Olrik det betydelig mere sandsynligt,
at familiens gode bekendt og gudfader til Andersen, portneren ved Odense
Gråbrødre Hospital Nicolas Gomard (1746-1821), snarere kunne være digterens
illegitime biologiske ophav på mandssiden. Dette måtte i givet fald betyde, at
Gomard har været 58 år, da han i 1804 muligvis har besvangret den da formentlig
34-årige Anne Marie Andersdatter. Aldersforskellen på fireogtyve år mellem de
to indebærer, at Gomard rent faktisk godt kunne have været far til Anne Marie.
Men det, der fik Olrik til at rette opmærksomheden mod portneren, var dels den
omstændighed at denne havde flere markante berøringspunkter med Andersens
familie, og dels at han, Olrik, havde erfaret at det i den endnu eksisterende
familie Gomard hed sig, at det var ingen anden end familiens overhoved, Nicolas
Gomard, der var biologisk ophav til den berømte eventyrdigter! Gomards
efterkommere kunne altså derfor bryste sig af, at være i familie med en genial
og verdensberømt personlighed. Men selv kom Gomard i hvert fald aldrig til at
opleve sit påståede afkoms berømmelse, for han døde iflg. Olrik den 23. marts
1821 i en alder af 75 år. På det tidspunkt befandt den da 16-årige H.C.
Andersen sig i København, hvor han var blevet ansat som balletelev ved Det kgl.
Teater, men havde store problemer med at skaffe sig det mest nødvendige til
livets ophold. Den unge Andersen, som drømte om at blive skuespiller, havde
allerede da en del digte og som penneprøve skuespillet Skovcapellet, 1821,
bag sig. I oktober året efter drog han på foranledning af Det kgl. Teaters
bestyrelse til Slagelse, hvor han skulle begynde sin videregående skolegang,
men selvom han på det tidspunkt også havde et par refuserede skuespil, Røverne
i Vissenbjerg og Alfsol, og sin første bog, Ungdoms-Forsøg,
1822, bag sig, så var han endnu langt fra at være kendt af offentligheden,
endsige berømt.
Det forekommer
mærkværdigt, at en erfaren personalforsker som Olrik synes at have overset
eller glemt, at der rent faktisk ikke var noget specielt i, at Gomard stod
fadder til H.C. Andersen, idet det dengang var skik og brug, at ansattes
arbejdsgiver ofte fungerede som f.eks. forlover ved den eller de pågældendes
officielle forlovelse eller vielse, eller som fadder for et af deres børn.
Derfor er der heller ikke noget mærkværdigt ved, at i dette tilfælde Anne
Cathrine Nommensdatters ’arbejdsgiver’, altså Gomard, optræder som fadder for
hendes barnebarn, spædbarnet Hans Christian Andersen. Det kan også undre, at en
så seriøs og hæderlig forsker som Olrik, har kunnet fæste lid til en meget lidt
sandsynlig og – forekommer det mig – desuden let gennemskuelig påstand, som
tilmed ved nærmere undersøgelse viser sig ikke at hænge logisk sammen, endsige
stemme med de foreliggende kendsgerninger, og som i øvrigt heller ikke har
kunnet verificeres eller dokumenteres. Den grundlæggende fejltagelse fra Olriks
side er dog nok, at han med henvisning til arvelighedslovene tager sit
udgangspunkt i den antagelse, at almindeligt begavede mennesker kun kan avle
almindeligt begavede børn, og at begavede mennesker, læs: mænd, kun kan have
lige så begavede mennesker, læs: fædre, til biologiske ophav. Denne antagelse
stemmer imidlertid ikke med kendsgerningerne, idet der er mange eksempler på,
at almindeligt begavede mennesker godt kan avle højt begavede børn, ligesom
begavede mennesker ikke nødvendigvis altid avler begavede børn.
Men det skal dog medgives
Olrik, at det måske kan forekomme bemærkelsesværdigt, hvilken rolle gudfaderen
Gomard kom til at spille i Andersens forfatterskab, hvor han oftest er skildret
med halvt dæmoniske træk, f.eks. som Sorte Heinrich i romanen O.T.. Desuden er der så mange dunkle og
umiddelbart set mistænkelige omstændigheder omkring H.C. Andersens
familieforhold, at man ikke kan fortænke ham i at mene, at digterens mor, Anne
Marie Andersdatter, godt kunne tænkes at have haft mere end det ene
førægteskabelige forhold, der i 1799 resulterede i, at hun fik et barn med en
gift pottemagersvend. Desuden var der jo det med, at Anne Marie og Hans
Andersen først blev officielt forlovede i januar 1805 og gift 2. februar, da
bruden var syv måneder henne i graviditeten med sit andet barn, som ved
hjemmedåben den 2. april samme år fik navnet Hans Christian Andersen.
Omstændigheder, der var egnet til at vække tvivl om Hans Andersens biologiske
faderskab til drengen. Men for resten dunkle familiemæssige omstændigheder, som
Olrik selv har været foregangsmand i undersøgelsen af, og som han i øvrigt i høj
grad har bidraget til at opklare. (4)
H.C.Andersen
som ’uægte’ skomagersøn
Den næste teori om Andersens biologiske herkomst, som skal omtales
her, er fremsat af den norske psykiater og forfatter Arne Duve
(1909-81), der i sin bog H.C. Andersens hemmelighet, 1969, forsøger
at dokumentere og argumentere for den opfattelse, at det i virkeligheden er
skomager Andreas Thygesen Huus (1766-1819), som bør anses for at være
biologisk far til det begavede barn. Langt snarere, end tilfældet er med
Nicolas Gomard, hvis eventuelle medvirken ved Andersens biologiske undfangelse
på det bestemteste afvises af Duve. Sin antagelse af Andreas Huus som fædrene
biologisk ophav til H.C. Andersen, støtter Duve hovedsagelig på en påstået
fysiognomisk lighed mellem et en face-foto af Andreas Huus’ datter, Mette Marie
Huus, og et en face-foto af hendes sønnesøn med et enkelt en face-foto af
digteren som ældre. Ved en nærmere betragtning af de nævnte fotos, er den
påståede lighed dog højst tvivlsom, hvilket også gælder den påståede lighed
mellem et foto af H.C. Andersens venstre øre og et foto af Mette Marie Huus’
sønnedatters venstre øre, der heller ikke er så markant eller stor, som Duve
gerne vil påstå. Og Duves henvisning til en lighed mellem sidstnævntes øre og
Andersens tilsvarende øre på Carl Blochs portræt af digteren fra 1869, gør ikke
påstanden mere sandsynlig, især da ligheden mellem de to personers øreflip
faktisk forekommer minimal.
Duves teori om
Andersens herkomst, baserer sig primært på dybdepsykologiske betragtninger og
analyser af digterens liv og forfatterskab, og sekundært og som nævnt på
morfologiske sammenligninger mellem fotografier af Andersen og af efterkommere
af Andreas Thygesen Huus. Men selv om der ifølge Arne Duve synes at være
visse, dog i virkeligheden ikke betydelige, berøringspunkter mellem familierne
Andersen og Huus, så er den morfologiske metode så usikker og ’dokumentationen’
og argumentationen for teoriens rigtighed så tendentiøs og fuld af fejl, at den
alene af den grund ikke virker sandsynlig. Desuden ’skøjter’ Duve igennem store
dele af Andersens forfatterskab og finder overalt for ham selv tydelige tegn på
digterens ’fortalelser’ og bevidste og især ubevidste hentydninger til
relationen mellem de nævnte personer, især udtrykt i ordet og navnet Huus. Men
det virker meget søgt, når Duve tolker Andersens brug af navnet ’Huus’, der vel
at mærke på Andersens tid var almindelig stavemåde for ordet ’hus’, som
symbolsk udtryk for en underbevidst tilskyndelse hos digteren, som efter Duves
opfattelse bevidst skulle have undertrykt sin viden om, at det var den ovenfor
nævnte Andreas Thygesen Huus, der i virkeligheden var hans biologiske far. En
sådan dybdepsykologisk påstand er det jo vanskeligt at argumentere imod, også
selvom den forekommer usandsynlig. Men det gør alligevel ikke bogen H.C. Andersens hemmelighet til mindre
spændende og inspirerende læsning, at dens præmisser og konklusioner vedrørende
Andersen må siges at være tvivlsomme eller ligefrem uholdbare. (5)
H.C.Andersen
som ’uægte’ prinsebarn
Vi skal herefter vende os til den tredje og måske foreløbig sidste
teori i rækken af bud på digterens biologiske oprindelse. Den er betydeligt
mere radikal i sit sigte, end tilfældet var med de to foregående teorier, for
heri er det ikke kun det biologiske faderskab, men også det biologiske
moderskab, der anfægtes og betvivles. Denne teori hævder med andre ord, at
ingen af de to personer, der er indført i kirkebogen som forældre til Hans
Christian Andersen, kan anses for at være biologisk ophav til det senere så
berømte barn.
Teorien om Andersen som
prinsebarn er i sin tid med stor energi fremført af forfatteren og historikeren
Jens Jørgensen (f. 1942), tidligere rektor for Slagelse Gymnasium, som på
Andersens tid hed Slagelse lærde Skole. Her var Andersen elev fra oktober 1822
indtil maj 1826, da han sammen med sin rektor, Simon Meisling (1787-1856),
og dennes familie flyttede til Helsingør og fortsatte sin skolegang i denne bys
lærde skole. Men Jens Jørgensen nøjes naturligvis ikke kun med at frakende Hans
Andersen og Anne Marie Andersdatter den biologiske ’ophavsret’ til digteren,
men har samtidig fremsat en mildest talt opsigtsvækkende hypotese, der går ud
på, at H.C. Andersens virkelige biologiske oprindelse skyldtes et illegitimt
forhold mellem daværende 18-årige Prins Christian Frederik (1786-1848),
den senere kong Christian den 8., og den 16-årige komtesse Elise Ahlefeldt
Laurvig (1788-1855). Jens Jørgensen hævder – på grundlag af et rygte – at
dette par ”var dybt forelskede i 1803-04. Der er rygter – men ikke kun rygter
– om at de fik et barn i marts-april 1805.” (6) (Anførte sted, p. 145)
Teorien om Andersen som
et barn af royal og adelig herkomst, er blandt andet publiceret i Jens Jørgensens
bog H.C. Andersen – en sand myte (1987), og i forord og efterskrift til
Jørgensens nyudgivelse af Andersens ”Levnedsbog”, kaldet H.C. Andersen
Erindringer (1988). Den førstnævnte bogs titel er indirekte ment som et
opgør med den traditionelle forsknings opfattelse af digteren, idet dens
forfatter synes fuldkommen overbevist om sin egen hypoteses ufejlbarlige
sandhed. I begge sine bøger forsøger Jørgensen at dokumentere og især
argumentere for sin hypoteses og sine mange dristige påstandes gyldighed, uden
at det dog lykkes ham at overbevise den kritiske og sagkyndige læser. Bogen er
i øvrigt gennemsyret af en nedvurdering af den traditionelle
Andersen-forskning, og desuden af en småfornærmet, aggressiv holdning overfor
folk, der ikke er enige i hypotesen, men som før den førstnævnte bogs udgivelse
i 1987 på forhånd har afvist prinsebarns- eller kongebarnsteorien, der
oprindelig blev lanceret i flere avisartikler, bl.a. i Jyllands Posten i 1986.
Den i bund og grund
usandsynlige ’historie’ eller ’myte’, hvis konklusion ufrivilligt, men i
påfaldende grad har en principiel lighed med pointen i eventyret ”Kejserens nye Klæder” eller i
eventyret ”Det er ganske vist!”,
er, sammen med bogens ofte usaglige og fejlfulde argumentation, da også for
længst blevet tilbagevist af den kompetente sagkundskab som mildest talt
uholdbar. Men Jens Jørgensen har så vidt vides ikke været lydhør for saglige
modargumenter imod sin teori, men har, sammen med bl.a. sin forlægger,
tværtimod indtaget den holdning, at det er sagkundskaben, der er forstokket og
uimodtagelig for nytænkning. (7)
H.C.Andersens
biologiske herkomst
Efter denne kortfattede gennemgang af de i tidens løb fremsatte tre
teorier om H.C. Andersens biologiske herkomst, skal vi gå over til så
fordomsfrit som muligt at se nærmere på hans liv såvel som på hans
forfatterskab i den udstrækning, dette kan siges at vedrøre hans oprindelse og
familiemæssige slægtskab. Herunder vil vi specielt koncentrere os om de
tilsyneladende dunkle punkter, som blandt andet har været medvirkende til, at
der overhovedet er blevet rejst tvivl om digterens herkomst.
Efter at
personalhistorikeren G.L. Wad i 1905 udgav afhandlingen Om Hans Christian
Andersens Slægt, er det spørgsmål som nævnt gentagne gange blevet rejst, om
det virkelig kunne have sin rigtighed, at den genialt begavede digter måtte
anses for at være biologisk afkom af en ’almindelig’ far som friskomager Hans
Andersen.
I forordet til sin afhandling
fremhæver G.L. Wad arvelighedslovenes ubestridelighed, hvorfor det efter hans
opfattelse især kunne have sin store interesse at få rede på de biologiske
slægtsskabsforhold for en berømthed som i dette tilfælde H.C. Andersen. Dengang
mente man åbenbart, at det især var den biologiske fars gener, der gik i arv og
havde indflydelse på afkommets anlæg og evner. Men Wad rejser dog ikke direkte
tvivl om faderskabet, så lidt som om moderskabet, selvom han synes at mene, at
hverken Hans Andersen eller Anne Marie Andersdatter besad åndelige eller
intellektuelle evner og anlæg, der sandsynliggør slægtskabet med den berømte
digter. (8)
Det må formentlig anses
for at være et faktum, at HCA ikke selv betvivlede sin biologiske herkomst, men
tværtimod følte sig overbevist om sit biologiske slægtsskabsforhold til det
forældrepar, der stod opført som sådan i Odense St. Hans Kirkebog for 1805. Han
vedkendte sig i lige høj grad slægtskabet med sin mor, Anne Marie Andersdatter,
som med sin far, Hans Andersen, og dermed bl.a. også med dennes far, den
angiveligt sindsforvirrede Anders Hansen. Det sidstnævnte fremgår umiskendeligt
blandt andet af Andersens brev af 16.09.1845 til vennen og digterkollegaen B.S.
Ingemann, hvori han berører sin stadige frygt for at slægte sin farfar og far
på, hvad sindssygdommen angår. I brevet beskæftiger Andersen sig hovedsagelig
med det indtryk, Carsten Hauchs roman Slottet ved Rhinen, som var
udkommet kort forinden, havde gjort på ham. Det var bestemt ikke noget
behageligt indtryk, for i romanen forekommer der en grovartet karikatur af
Andersen som den forfængelige digter Eginhard, der ender som sindssyg. I brevet
hedder det blandt andet:
”Hvad der har rystet mig, hvad der i
enkelte øjeblikke brænder mig i tanken, er den ulykkelige poets endeligt. – For
flere år siden talte Ørsted til mig om een af vore yngre poeter og sagde at der
i hans digtninge var noget febrilt, udtalte det mulige, at da hans moder havde
været sindssvag, kunne dette engang gå ned paa ham, at den unge digter vist tit
følte sig rystet ved selv at have denne tanke, om hvormeget der nedarvedes og i
tiden udviklede sig; jeg blev bevæget derved, men udtalte det ikke, min egen
bedstefader var sindssvag, min fader blev det kort før sin død – De vil forstå
mig, hvorledes således opløsningen bliver for den ulykkelige i den haucheske
digtning, opløsningen hos ham, der er mit billed. – Jeg har en febril følelse ved tanken om hvad jeg her
har læst, ved den berørelse paa een af mit hjertes dybeste strenge, i det folk
ideligt tale til mig om Hauchs stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages
i det de som udtale denne beklagelse er opfyldt af den slående sandhed i
skildringen af éns svagheder.” (9)
Men man vil naturligvis
med nogen ret kunne hævde, at det ikke beviser noget som helst om hans
biologiske oprindelse, hvad H.C. Andersen selv end måtte have ment herom, for
dels kan han af gode grunde have været uvidende om de faktiske forhold, og dels
kan man på grundlag af personalhistoriske og selvbiografiske eller semi-selvbiografiske
kilder hverken bevise eller modbevise paternitet og maternitet. En fuldgyldig
og utvetydig afgørelse ville alene kunne opnås gennem en såkaldt DNA-test, og
en sådan må formodentlig anses for helt udelukket i dette tilfælde. Vi er
derfor udelukkende henvist til det foreliggende materiale i form af Andersens
selvbiografier, dagbøger, breve og den selvbiografiske del af hans litterære
værker, og – ikke mindst – til de personalhistoriske undersøgelser af hans
herkomst, der i tidens løb er foretaget. Men i den sammenhæng løber man
naturligvis ind i det problem, der hedder fortolkning, især vedrørende de
selvbiografiske elementer i forfatterskabet, som man jo sådan set kan tolke og
udlægge på en måde, der mere eller mindre passer ind i den teori eller
hypotese, man i de enkelte tilfælde ønsker at promovere.
H.C.Andersen
som ægte skomagersøn
Indledningsvis kan vi dog nok under alle omstændigheder fastslå, at
H.C. Andersen helt fra barnsben selv må have været klar over, at forholdet
mellem hans to lige kære forældre ikke i alle henseender var gnidningsfrit, og
at især faderen bar på en mistro til moderen. Han vidste også, at grunden til
denne mistro hovedsagelig skyldtes den omstændighed, at Anne Marie Andersdatter
godt fem år før hun traf sin tilkommende mand, Hans Andersen, havde stået i
forhold til en gift mand, Daniel Jørgensen Rosenvinge, med hvem hun havde fået
et barn, nemlig H.C. Andersens cirka fem år ældre halvsøster Karen Marie.
Dertil kom muligvis også, at faderen og moderen af ukendt grund først blev
gift, da moderen var syv måneder henne med det barn, der blev født den 2. april
1805 og ved hjemmedåb fik navnet Hans Christian Andersen. Det er klart, at
navnlig den sidste omstændighed har kunnet – og vil kunne – bidrage til at
støtte en eventuel tvivl på det biologiske faderskab til drengen. Situationen
er da også den, at det ikke vides sikkert, hvad det var, der bevirkede at
ægteskabet mellem Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter først kom i stand to
måneder før barnets fødsel. (10)
Som en digter og forfatter, der i usædvanligt høj grad hentede
inspiration og stof fra det virkelige liv, og mere præcist fra sit eget og sin
families liv, som han ofte gengav til de mindste detaljer, om end med en vis
hensyntagen til, hvad der var moralsk anstændigt og kærligt, kunne H.C.
Andersen ikke undgå også at berøre det nævnte misforhold mellem faderen og
moderen. Og det er faktisk tilfældet i et sådant omfang, at det lige fra
begyndelsen fylder temmelig meget i hans samlede forfatterskab, og som nævnt
præger dette fra novellen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, 1822, i den
ene ende, og til og med ”Hvad gamle
Johanne fortalte”, 1872, i den anden ende. (11)
Der kan næppe heller
være tvivl om, at H.C. Andersen har været klar over, at han i og med sit delvis
selvbiografiske forfatterskab i nogen grad selv har givet anledning til tvivlen
om og spekulationer over hans biologiske tilhørsforhold, specielt vedrørende
faderen. Allerede i novellen Gjenfærdet
ved Palnatokes Grav ligger der kimen til denne tvivl, for heri fortælles
historien om den 18-årige Stine, der var kommet i tjeneste som stuepige hos en
rig bonde, og som blev forført af en yngre mand, der var på nogen tids besøg
hos den rige bondefamilie. Da han forlod gården, henfaldt Stine til dyb tungsindighed,
men bondens gamle mor vidste nok, hvad der var årsagen til pigens fortvivlelse:
””Ja, ja!” sagde bondens gamle moder, og
rystede med hovedet, ”jeg frygter at Carl (således hed det unge menneske
som havde opholdt sig i gården) og Stine har leget mand og kone uden
præst og vielse! Hun var en god pige, men – – og det har jeg selv sagt hende,
hun klædte sig altfor syndigt, bryst og hals stod offenlig tilskue for enhver,
og sligt er en lokkemad, som trækker de unge karle, og desuden, som ordsproget
siger: den er god at lokke, som efter vil hoppe!”” (12)
Den unge Stine, som
angiveligt er sindsforstyrret, var altså kort og godt blevet forført og gjort
gravid af en mand, der, som det så ofte var tilfældet både før og senere, ikke
ville kendes ved sit ansvar, og som derfor lod både Stine og hendes ventede
barn i stikken. Efter nedkomsten ni måneder senere med ”en smuk blåøjet
datter”, fik Stine af bar glæde og moderstolthed sine normale åndsevner
tilbage, og faldt derpå i en dyb søvn. Den lejlighed benyttede Stines mor,
Marthe, til at tage barnet og ro med det ud på den nærliggende sø, hvor hun
kastede det ind mellem sivene, for at blive af med det. Da Stine erfarede, hvad
der var sket, blev hun naturligvis ude af sig selv af fortvivlelse og opførte
sig som en gal, hvilket fik den grove Marthe til at slå hende bevidstløs. Ved
sin opvågnen næste morgen, kravlede den dybt ulykkelige Stine ud af sengen og
krøb hen til vinduet, hvorfra hun kastede sig ud og ned i muddergrøften, som lå
lige udenfor soveværelsesvinduet. Det var hendes hensigt at ville drukne sig,
men Marthe hørte plasket og skyndte sig at redde Stine op og få hende bragt
tilbage i sengen. Fra da af var det atter galt fat med Stines åndsevner.
Krokonen Marthe har
åbenbart mere end et forsøg på barnemord på samvittigheden, idet hun også har
forgivet sin mand, som kaldtes Mads Kødtønde på grund af sin drøjde, ved at
komme rottekrudt i hans kaffe. Alt dette vidste Stine, som for at hævne det
barn, hun tror døde som spæd, år senere opsøger byens borgmester, for hvem hun
vil berette om krokonens forbrydelser. Her viser det sig overraskende, at
borgmesteren er ingen anden end den mand ved navn Carl, der i sin tid forførte
og gjorde hende gravid. For at kunne tale uforstyrret sammen, går Borgmesteren
og Stine ud på rådhusets balkon, og først her bliver Stine klar over, at det er
sit barns far hun har foran sig. Stine bebrejder ham hans handlemåde og
herunder kommer parret i et klammeri, der ender med at hun skubber ham ud over
balkonen, så han falder ned på gårdspladsen, hvor han bliver liggende livløs.
Da de folk, der opholdt sig inde i rådssalen, hørte borgmesterens skrig,
skyndte de sig ud på altanen, men idet Stine ser dem komme, kaster hun sig selv
hovedkulds ud over altanen og falder til jorden, hvor hun også bliver liggende
som livløs. Borgmesteren konstateres død, men om Stine også er det, står hen i
det uvisse.
Imidlertid får vi at
vide, at Stines barn kort efter at være kastet ud i sivene, var blevet fundet
af bonden Knud, som bragte det stadig levende barn hjem til sin kone, Maria, og
de blev enige om at tage det til sig som deres eget og sørge for dets opvækst
og opdragelse. Men først henvendte de sig til præsten, som foretog en
undersøgelse for om muligt at fastslå, hvem der kunne tænkes at være barnets
forældre, men uden resultat. Pigen blev i øvrigt døbt Sophia, og under dette
navn voksede hun op og blev en køn ung pige, som egnens unge karle kaldte Skovliljen.
Men det var især legekammeraten fra barneårene, præstens jævnaldrende søn,
Johannes, der var hendes udkårne, og som gengældte hendes kærlighed.
Men herremandens søn,
Jochum, havde også fattet en heftig kærlighed til Sophia, som dog ikke ville
vide af ham. Han besluttede sig derfor til at ville myrde hende og hendes
kæreste, og derefter begå selvmord ved at drukne sig. For at udføre sit
forehavende lagde han sig en aften på lur ved Palnatokes Høj, som han var
bekendt med som de elskendes foretrukne sted, når de efter dagens gerning
mødtes hver aften. Rygtet gik, at det spøgte ved Palnatokes gravhøj, men det
var i virkeligheden den gale Stine, som alle antog for død, der iført et lagen
var blevet set springe rundt i skoven i den månelyse nat. Den situation ville
den fortvivlede og hævnlystne Jochum benytte sig af, og derfor svøbte han sig i
et lagen og skjulte sig bag nogle høje sten, for at afvente de to elskendes
komme. Kort efter ankom da også Sophia og Johannes, men i det samme blev det
pludselig en stærk skylregn, og de to unge krøb derfor i ly under den store
sten, der dannede tag over indgangen til højen. Jochum fik da den ondsindede
indskydelse, at ville vælte stenen ned over parret, i håb om derved at slå dem
ihjel, men idet han ville gøre det, gled hans fod i det våde græs, og
uheldigvis for ham faldt stenen derfor i stedet ned over ham selv, hvorved han
blev så hårdt kvæstet, at han døde øjeblikkelig. Novellen slutter derefter
således:
”Forfærdet sprang de elskende op og ilede
hjem.
Næste morgen blev de viede, og
levede et lykkeligt liv. – Aldrig erfarede Sophia hvem hendes forældre havde
været, og da hun fødte sin første datter, kaldte hun hende op efter sin fromme plejemoder – Anna Maria.
Bønderne som fandt Jochums lig under
stenen korsede sig og sagde: ”det har genfærdet gjort.”” (13)
Spørgsmålet er, om og i
hvor høj grad den stilmæssigt set romantiske og tydeligvis af den skotske
forfatter Walter Scotts romaner, måske særlig af Midlothians Hjerte eller
Fængslet i Edinburgh, 1822, inspirerede novelle Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, og andre af Andersens værker med
for den sags skyld, rummer selvbiografiske elementer og træk, og i givet fald,
på hvilket grundlag, man vil kunne konstatere dette. Svaret er umiddelbart, at
der er gode grunde til at antage, at i dette tilfælde er novellens handling og
personer hentet fra det virkelige liv, og tilmed i H.C. Andersens nærmeste
familie- og bekendtskabskreds. Det er dog sjældent sådan, at digteren følger
virkeligheden slavisk og f.eks. gengiver personerne i sit forfatterskab med karaktertræk,
der er entydige og kun gælder bestemte personer. Tværtimod blander han ofte
træk fra flere forskellige personer sammen i én person. Det samme gælder stort
set for de steder og begivenheder, han skildrer, idet han tillader sig den
digteriske frihed at omdøbe og omgruppere disse efter ønske og behov. Derfor
kan og skal man ikke uden videre tage de skildrede personer, steder og
begivenheder helt bogstaveligt, men så vidt det lader sig gøre lægge til og
trække fra ud fra et kendskab til de faktiske personer og forhold.
I tilfældet med Gjenfærdet
ved Palnatokes Grav, hvis handling er henlagt til Odense og omegn, må man
først spørge, hvem fra sin familie- eller omgangskreds, Andersen kan have haft i
tankerne, da han skrev om den gale Stine, hvorom det siges, at hun er fra
Broby. Der menes sandsynligvis det Broby, som ligger tæt ved Næsbyhoved-Broby
nordvest for Odense, men om der kan tillægges denne ’oplysning’ nogen værdi, er
usikkert. Derimod skal man nok i forbindelse med novellen allerførst huske på,
at da Andersen må formodes at have skrevet denne, antagelig i 1822, var det kun
cirka seks år siden at hans kære far var afgået ved døden, en chokerende
begivenhed, der fik stor og afgørende, ja, faktisk livsvarig betydning for ham,
både som privatperson og forfatter. Situationen omkring faderens dødsleje
afspejler sig indirekte i novellen, idet vi ved fra selvbiografierne at den da
11-årige Hans Christians mor sendte ham af sted, for at hente råd og vejledning
vedrørende faderens sygdom hos den kloge kone i Ejby. Hos denne havde den
letskræmte og på det tidspunkt stærkt overtroiske dreng angiveligt oplevet sit
første møde med trolddoms- eller heksekunstens sælsomme verden, som hans far i
øvrigt ikke havde den mindste tiltro til, men nærmest foragtede. På drengens
spørgsmål, om faderen skulle dø, lyder det i Levnedsbogen: ”Dør han,” svarede hun, ”da vil du møde hans ånd på
vejen når du gåer hjem!” I Mit Livs
Eventyr har Andersen omformet den kloge kones afslutningsord sådan: ”Gå nu
hjem langs med åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!”
(14)
Romanpersonen Den gale
Stine kan derfor nok anses for at være en skønsom blanding af karaktertræk fra
den kloge kone i Ejby, Andersens mor, Anne Marie, og den sindsforvirrede
farfar, Anders Hansen, som gerne pyntede sig med blomster, kulørte tøjstrimler
og fjer, og i denne mundering drev om i Odenses gader eller i omegnen, sådan
som Andersen fortæller i novellen at gale Stine også gjorde. Men først og sidst
må den gale Stine i nok så høj grad anses for at være et skræmmebillede af den
halvsøster, som den forlegne og dydige broder, Hans Christian, en lang tid
opfattede i en dæmoniseret udgave. Med dette forholdt det sig sådan, at den
kønne og på det tidspunkt omkring 22-årige Karen Marie i Odense var blevet
kæreste med en sekondløjtnant Matheus Martens ved det fynske regiment lette
dragoner, men som imidlertid sluttede sin tjeneste i 1821 og rejste til
København, hvor han blev boende, og her ser det ud til, at han har svigtet
hende. Ganske vist rejste hun kort tid efter selv til hovedstaden, antagelig
for at opsøge kæresten, men der foreligger ikke noget sikkert om, hvor vidt hun
traf ham eller ej. Hun ser dog ud til derefter at være blevet boende i byen
indtil sin død i 1846. (15)
Problemet var for H.C.
Andersen, at han til trods for moderens forsikringer om det modsatte, frygtede
for, at søsteren var blevet gjort gravid og dermed kommet i principielt samme
situation, som han antagelig må have vidst, at hans egen mor havde været i,
dengang hun selv blev gravid med Karen Marie. Han vidste formentlig også, at
hans mormor havde været i præcis samme situation, da hun omkring 1774-75 var
blevet gjort gravid med hans mor, Anne Marie, hvis biologiske far det ikke
hidtil er lykkedes H.C. Andersen-forskningen at efterspore. Men måske kunne han
tænkes at være identisk med den mandsperson, Andersen skildrer som den gale
Stines far i Gjenfærdet ved Palnatokes
Grav:
”Hendes fader, en gammel berygtet person
der forhen havde været kvæghandler, men nu drev omkring på landet, signede og
spåede egnens beboere, kom kun sjælden til hende.” (16)
Der foreligger dog så
vidt vides ikke noget, der kan bekræfte den pågældendes identitet, så indtil
H.C. Andersen-forskningen en skønne dag måske finder frem til, hvem manden kan
have været, må vi stille os til tåls med, at han end så længe er ukendt.
Derimod ved man, at Anne Maries mor, Anne Sørensdatter, havde forældrene Søren
Sørensen og Kirstine Jørgensdatter og flere søskende, alle boende i landsbyen
Ubberud vest for Odense. Man har også en udlagt barnefader for Anne Maries
søster, Christiane Jansen, født 1778, nemlig en sadelmagersvend ved navn Johann
Gottfried Meyer Fascher. (17)
Selvom H.C. Andersen i
novellen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav
har tildelt plejeforældrene til barnet Sophia en relativt højere social status,
end den, de personer havde, de er pendanter til i virkeligheden, så er der nok
ingen tvivl om, at novellens Knud og Maria er udtryk for henholdsvis Hans
Andersen og Anne Marie Andersdatter, digterens forældre. Da Hans Andersen den
2. februar 1805 giftede sig med digterens mor, påtog han sig ved samme
lejlighed forsørgerpligten over dennes da ca. 5-årige datter Karen Marie. Men
på grundlag af Andersens selvbiografier og folketællingslister fra den tid, ser
det ud til at pigen allerede har forladt hjemmet som ca. 9-årig i 1808,
hvorefter hun formentlig er kommet ud at tjene. Det kunne historien om ”Pigen, som traadte paa Brødet”, 1859,
måske desuden tyde på. Til gengæld fik forældrene en jævnaldrende pige, Anne
Elisabeth Basse, i dagpleje, som dermed også blev legekammerat for Hans
Christian, og på den baggrund ’smeltede’ de to piger, Karen Marie og Anne Elisabeth,
sammen til én person i Andersens digtning, som f.eks. i eventyret ”Sneedronningen”, 1844, og i
historien om ”Lille Tuk”, 1847.
(18)
Men novellens Sophia er
og bliver dog utvivlsomt først og fremmest et billede på H.C. Andersens
halvsøster Karen Marie, hvis eksistens og skæbne blev så problemfyldt for ham.
Det siges ganske vist i novellen, at Sophias og Johannes’ første datter fik
navn efter hendes fromme plejemor Anna Maria. Men i fald at der med
denne menes Anne Marie Andersdatter, ville det betyde, at Sophia skulle være
identisk med Andersens mormor, Anne Sørensdatter, og at dennes mor igen skulle
have været den gale Stine, i så fald muligvis Kirstine [Stine?] Jørgensdatter.
Selvom man naturligvis ikke kan udelukke denne mulighed, er jeg dog personlig
lidt usikker overfor den sidstnævnte tolkning, men mener kort og godt, at
selvom der ikke foreligger noget om, at de to nævnte kvinder har været
sindsforvirrede, så har de dog nok været galsindede, sådan som Anne Marie,
digterens mor, i skikkelse af Magdalene, også er fremstillet i f.eks.
romanfragmentet Christian den Andens
Dverg, og derfor kan den gale Stine godt tolkes som både Anne
Sørensdatter og Anne Marie Andersdatter, mens Sophia tilsvarende kan
tolkes som både Anne Marie Andersdatter og dennes datter Karen
Marie. (19)
Mens H.C. Andersen gik
i Slagelse latinskole påbegyndte han omkring 1824 blandt andet en roman, som
man dog ikke kender titlen på, idet manuskriptets begyndelse mangler, lige som
han i øvrigt opgav projektet undervejs og derfor ikke skrev det færdigt. Men
man ved fra hans skoledagbog, at romanens handling skulle foregå på den tid,
hvor den danske borgerkrig, der er blevet kaldt Grevens Fejde, fandt sted,
altså i årene 1534-36. Den idé videreførte han først en del år senere, nemlig
omkring 1831-32, da han på ny kastede sig over et lignende projekt, nemlig den
førnævnte roman Christian Den Andens Dverg, der dog i lighed med første
version også blev opgivet og derfor kun foreligger i form af et relativt større
fragment. (20)
I sidstnævnte romanfragments indledning
finder man en situationsbeskrivelse, som antagelig involverer Andersens
forældre. Romanen tager sit udgangspunkt i festen for De Hellige Tre Konger,
som afholdes i Odense St. Knuds Kirke. Blandt de mange festdeltagere er også
”en fattig afskediget Krigsknægt”, kaldet Philip, som uden for al tvivl er et
billede på den hjempermitterede Hans Andersen. Han beskrives som ”en gammel
Krigsmand, med sølvhvidt Haar, Trøien er ham for kort, saa de tynde, magre
Haandled stikke langt uden for Ærmet, en gammel Hagebøsse hænger ham som Stads,
i et Bandoleer over den venstre Skulder.” Moderen, Anne Marie, som her omtales
ved navnet Magdalene, kommer også hen i kirken, men kun for at hente sin mand,
som hun mener driver den af og spilder tiden med unødvendige gøremål. Hun
beskrives som ”en høi, stærk bygget Qvinde, med en stor høipullet Hue paa
Hovedet, saaledes som Landseknægtenes Koner da bare …” (21)
Under grove skældsord
og bebrejdelser nærmest slæber Magdalene i al hast sin modvillige mand med sig
hjem til den fattige hytte, for at præsentere ham for datteren Ane og hendes
nyfødte barn. Magdalene er vildt ophidset over datterens illegitime barn og vil
hurtigst muligt se at slippe af med ”ravneungen”, som hun vil have Philip til
at sætte ud i mosen, men det nægter han på trods af hendes hårde og nedsættende
ord om hans mod og karakter. Under det voldsomme håndgemæng og skænderi mellem
forældrene, lykkes det for den afkræftede Ane at svøbe sit barn i et klæde og
skynde sig ud af huset i retning af Næsbyhoved Skov, hvor hun foreløbig skjuler
sig. (22)
Hvis man skal tro
Andersens beskrivelse af forholdet mellem hans forældre på baggrund af
beskrivelsen af dem i romanfragmentet, så har det mildt sagt ikke været godt, i
hvert fald ikke altid og hele tiden. Tværtimod har det – i al fald
lejlighedsvis – været direkte disharmonisk og præget af moderens utilfredshed,
vrede og skarpe, proletariske tunge på den ene side, og faderens stille vemod,
ubeslutsomhed og dagdrømmeri på den anden side. Dette synes da også at fremgå
andre steder fra, som f.eks. af Andersens Levnedsbog og af flere af hans
romaner og historier.
Det særlig interessante er i hele denne forbindelse, at motivet med
det illegitime barn, der sættes ud til den visse død i mosen, i en lidt anden
variant altså også genfindes i det sidstnævnte af de to ufuldførte
romanfragmenter. Men personerne har som nævnt her skiftet navn, således at
pigen, der har født barnet, kaldes for Ane, som formentlig ved en ’fortalelse’
fra digterens side pludselig og lejlighedsvis kaldes for Anna. Spørgsmålet er
imidlertid om ikke Ane kan og skal identificeres med Anne Maries datter, Karen,
som jo blev født udenfor ægteskab. I så fald er moderen, Anne Marie, identisk
med Magdalene, og som sådan konstaterer hun det vanærende i, og frygter for,
hvad naboerne vil sige til, at hendes tøjlesløse datter har fået barnet med en
mand, der ikke ville påtage sig sit ansvar. Magdalene siger nemlig: ”Og
ravnefaderen ved jeg nok, jeg så ham forlidt siden, o havde jeg turdet, jeg
skulle have klemt ham livet gennem halsen!” (23)
Imidlertid taler det
imod identificeringen af Ane med Karen, at denne ikke vides at have fået noget
barn i det virkelige liv. Og desuden omtales barnet i romanfragmentet jo som en
dreng, der tydeligvis beskrives i nøje overensstemmelse med drengen Hans
Christian, så at der er al mulig grund til at antage at det er ham, der sigtes
til med navnet Hemming. Derfor består der også den mulighed, at Ane er identisk
med Anne Marie Andersdatter, og hvis det skulle være tilfældet, så er Magdalene
identisk med Anne Maries mor, Anna Sørensdatter. Deraf følger, at den gamle
krigsknægt må være identisk med den af Anna Sørensdatters mænd, der er far til
Anne Marie. Hendes mulige far beskrives ganske vist ikke som en militærperson,
men Anne Sørensdatter havde fået flere børn med mænd, der var tilknyttet
militæret i Odense. Endelig består den måske mest sandsynlige mulighed, at der
med de nævnte romanskikkelser er tale om en sammenblanding mellem de
forskellige virkelige personer. Med det udsatte spædbarn kan Andersen godt have
tænkt både på sin søster, Karen Marie, og sig selv, også selvom drengen Hemming
umiskendeligt er et billede på drengen Hans Christian Andersen. (24)
En anden grund til, at
Magdalene vil skille sig af med barnet, er den omstændighed at det er en
såkaldt skifting, dvs. en dværg, som ifølge folketroen er et troldebarn der er
blevet forbyttet med et menneskebarn. Imidlertid nåede Ane som allerede
beskrevet altså at flygte bort med barnet, ud i skoven, før hendes moder kunne
nå at fuldføre sin ugerning. Her i skoven forsøger Ane at skjule sig og barnet,
men en vagabondagtig mandsperson, en omvandrende spillemand eller gøgler,
finder hende og tager den bylt fra hende, hvori hun har gemt og bærer barnet.
Manden, hvis ’model’ i det virkelige liv utvivlsomt er portner Gomard, skynder
sig herefter bort fra stedet, og da han er kommet tilstrækkelig langt væk,
åbner han bylten og ser til sin store overraskelse troldebarnet: ”Elverpigen
var det!” udbrød han; ”Djævlebarn! Lykkebarn! mumlede han for sig selv og stod
nogle øjeblikke, som naglet til jorden. – ” (25)
Det korte af det lange
er, at spillemanden opsøger sine bekendte, Niels Smed og dennes kone, Lisbeth,
og efter nogle forhandlinger enes man om, at barnet skal overlades i de
sidstnævntes varetægt. Dette ægtepar er igen udtryk for Andersens forældre,
Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter, men sådan som de to formentlig har
taget sig ud for sønnen i deres mere rolige og harmoniske øjeblikke. Parret
lader snart efter barnet døbe med navnet Hemming, som vokser op i fattige
omgivelser, men med kærlige plejeforældre. Senere bliver drengen bragt op på
Næsbyhoved Slot, hvor det er tanken at lade ham blive uddannet som hofnar. I
mellemtiden dukker drengens mor, Ane, op, som medlem af en omrejsende
gøglertrup, der opfører et stykke med titlen ”Dommedagen”. Den lille Hemming
får tildelt rollen som Bakkus, vinens gud, men moderen genkender dog ikke sit
barn, der antages for at være besat af djævelen og som desuden menes at være
skyld i sin plejefars død. Imidlertid bliver gøglertruppen også beskyldt for at
være i ledtog med djævelen af de overtroiske folk på slottet, der er halvvilde
af beruselse. Gøglerne må derfor flygte i al hast og skjule sig, hvor det er
muligt. Nogle af svendene bliver sendt ud for at finde de flygtende og anholde
dem, så disse kan blive dømt og få deres ’retfærdige’ og fortjente straf. Det
lykkes da også for nogle af svendene at finde Ane, som anholdes og føres
tilbage til slottet, hvor hun må undgælde for alle de andre gøglere. Hun dømmes
til døden på bålet, og romanfragmentet slutter brat med at Ane, bagbunden og
ridende på en gammel hest, og under den tilstedeværende hobs ondsindede tilråb
føres frem til bålpladsen. Blandt tilskuerne er hendes egen moder, Magdalene,
som tilsyneladende ingen medlidenhed har med sit eget barn, som hun mener kun
får løn som forskyldt. (26)
Romanfragmentet slutter
brat med følgende linje: ”Farvel mit Barn!” raabte med brudt Stemme en […]” –
Men hvem, der råbte farvel og hvad der videre skete for den stakkels Ane og
hendes vanskabte barn, Hemming, får vi desværre ikke at vide, for Andersen
opgav at skrive videre på romanen, angiveligt fordi han havde fundet inspiration
og stof til hellere at ville skrive, hvad han selv betegnede som en
”nutidsroman”. Den foreløbige konklusion må derfor blive, at der til trods for
de klare meldinger om et spædbarn, der sættes ud i naturen til den visse død,
men som reddes og ad omveje ’adopteres’ af et par kærlige plejeforældre, så
mener jeg ikke, at der i det hidtidigt gennemgåede materiale findes
tilstrækkeligt pålidelige og afgørende spor til at drage nogen definitiv
slutning, som kan ændre afgørende ved hverken paterniteten eller materniteten
til H.C. Andersen.
Vi er nu nået frem til året 1832, hvor H.C. Andersen skrev sin
første egentlige selvbiografi, som han selv omtalte som ”mine Erindringer”, men
som professor Hans Brix ved udgivelsen af manuskriptet i 1926 kaldte for ”H.C.
Andersen Levnedsbog”. Heri forekommer der en forholdsvis omfattende og intim
beskrivelse af forældrene Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter, og af
bedsteforældrene Anders Hansen og Anne Cathrine Nommensdatter. Derimod glimrer
såvel Karen Marie som morforældrene ved deres totale fravær i selvbiografien.
Det skal jeg vende tilbage til senere nedenfor.
Tvivlen om herkomsten
bliver heller ikke mindre ved den rolle, faderen er tildelt i romanen Improvisatoren,
1835. I denne optræder Hans Andersen tydeligvis som kunstmaleren Federigo,
dog ikke som far til hovedpersonen Antonio alias Hans Christian, men derimod en
overgang som logerende hos dennes mor, i romanen kaldt gamle Domenica. Det
hænger formentlig sammen med den omstændighed, at faderen i det virkelige liv
tilbragte en del tid borte fra hjemmet i Munkemøllestræde, nemlig fra juni1812
til januar 1814, idet han havde ladet sig stille, som det kaldtes, i stedet for
en ung bondesøn, der var blevet indkaldt til militærtjeneste, men ønskede sig
fritaget fra denne. Efter sin hjemkomst forskansede den dybt desillusionerede
og helbredsnedbrudte Hans Andersen sig stadig mere i dagdrømmerier og et
selvskabt martyrium, og blev dermed især fjern for sin kone, hvis troskab han
åbenbart fortsat nærede en vis mistro til. Men des mere knyttede han sig til
sønnen, som han utvivlsomt holdt meget af, og som han ved sin død to år senere
efterlod med en åndelig arv, især i form af en forkærlighed for historien om
lykkebarnet Aladdin, som Andersen snart identificerede sig med, og desuden en
stærk tiltro til at fornuften også bør bruges i religiøse spørgsmål. (27)
I Andersens anden
roman, O.T., 1836, spiller slægtskabsproblemet igen en betydelig rolle i
handlingen, både som igangsættende og motiverende kraft for hovedpersonen Otto
Thostrup. På dennes ene skulder er tatoveret bogstaverne O T, hvilke dels kan
udlægges som initialerne i hans navn, men også kan tydes som et ”brændemærke”,
der hentyder til Odense Tugthus. Dette, viser det sig, hænger sammen med, at
Otto og hans søster Eva, der er tvillinger, begge er født under moderens
fængselsophold. Hun døde ulykkeligvis fem måneder efter fødselen, men nåede i
sin dødsstund at fortælle en slægtning om sin velbevarede hemmelighed, nemlig
dels, hvem der var far til børnene, og dels at hun selv var uskyldig i den
forbrydelse, hun var blevet anklaget og dømt for, idet hun blot havde påtaget
sig skylden for et pengetyveri, som i virkeligheden var begået af hendes
elsker. Denne elsker var en søn af den strenge, gamle oberst, i hvis hus Ottos
og hans søsters moder havde været tjenestepige, en stilling hun havde mistet
ved sin fængsling. Moderens ’forbrydelse’ var egentlig kun, at hun havde
forelsket sig i oberstens søn, og denne havde udnyttet situationen og besvangret
hende. (28)
Romanens tekst er altså klar vedrørende faderskabet til Otto og
hans søster, Eva, idet de som tvillinger naturligvis må antages at have fælles
biologisk ophav. Eva er da også for sit eget vedkommende klar over, hvem der er
hendes biologiske far. Men for Otto står det derimod hen i det uvisse, hvem
faderen er, og dette spørgsmål er derfor et nagende problem for ham. Imidlertid
er der en dæmonisk person, som går under navnet ”tyske Heinrich” eller ”sorte
Heinrich”, som påstår at kende til omstændighederne omkring Ottos fødsel og
herkomst, og som han udnytter overfor Otto, idet han udsætter denne for
pengeafpresning. Det viser sig, at Sorte Heinrich har siddet i Odense Tugthus
på samme tid som børnenes mor, og det er i virkeligheden ham, der har tatoveret
de to bogstaver, O.T., på Ottos skulder. Heinrich, der på vagabondmanér ernærer
sig af lidt af hvert, som det nu falder for, færdes i reglen sammen med en
yngre kvinde, Sidsel, hvis udseende især er præget af et ansigt, hvor
øjenbrynene er vokset sammen, et fænomen, som folketroen har forbundet med en
mare, et overnaturligt væsen, der plager folk om natten ved at sidde på deres
bryst. Der er i virkeligheden usikkerhed om, hvem denne Sidsel er, om hun er en
datter af vagabonden eller hans kæreste eller kone, men Heinrich påstår, at hun
er biologisk søster til Otto, hvilket hun da også selv synes at mene. Og denne
situation og usikkerhed udnytter den dæmoniske mand også i forholdet til Otto,
som han dermed indtil videre har krammet på. (29)
Herkomstspørgsmålet er
som nævnt ikke noget problem for den i øvrigt sygdomssvækkede Eva, som en dag
beretter herom til en nær veninde, der også kender og holder af Otto. Herunder
fortæller Eva blandt andet, at efter moderens død, overtog fængslets
”spisekone” ansvaret for begge børnene, som derfor foreløbig boede og voksede
op indenfor fængslets område. Da Eva og broderen var omkring seks år, blev de
to børn imidlertid en dag hentet hen til den gamle oberst, hvis søn nu var død
i udlandet, men forinden havde denne sendt sin far et brev med en tilståelse
af, hvordan det i virkeligheden hang sammen med ham og børnenes mor, som han
erklærede for at være fuldkommen uskyldig i den forbrydelse, hun var blevet
dømt og fængslet for. Imidlertid vil den gamle oberst mærkværdigt nok ikke
kendes ved Eva, men tager derimod Otto til sig som sit plejebarn. Eva måtte
forblive hos sin plejemor i fængslet, og da obersten forlod byen og tog Otto
med sig, mistede de to søskende forbindelsen med hinanden. Først mange år
senere mødes de igen som voksne, dog uden at vide at de er søskende, men begge
føler at der er et eller andet uforklarligt, der binder dem sammen. Først på
det ovenfor nævnte tidspunkt, hvor Eva betror sig til veninden, er det denne,
der pludselig indser og fortæller, at det er vennen Otto, der er Evas bror.
Denne er imidlertid for tiden på rejse i Italien sammen med vennen Vilhelm, og
før den dødsmærkede Eva får gjort alvor af at give sig til kende overfor ham,
dør hun. (30)
Denne rørende historie
rummer faktisk åbenbare og basalt selvbiografiske elementer, der dog kun
fremgår indirekte af teksten. Men interessant og tankevækkende er det, at
Andersen i romanen identificeres sig i så høj grad med ’søsteren’, at han
ligefrem har gjort hende til sin tvillingesøster. I det virkelige liv var der
omkring fem års forskel i alder på de to. Imidlertid vides det ikke med
sikkerhed, om moderen, Anne Marie Andersdatter, har været indsat til afsoning i
Odense Tugthus, og da som følge af en ubetalt lejermålsbøde i forbindelse med
sit første barns, Karen Maries, fødsel udenfor ægteskab, men det er ikke
usandsynligt. Derimod vides det helt præcist, at Anne Maries mor, Anne
Sørensdatter, på et tidspunkt afsonede en sådan bøde i fængslet. Det væsentlige
er imidlertid spørgsmålet om de to børns herkomst, som for Karen Maries
vedkommende er klar, idet hun som nævnt var biologisk afkom af Daniel
Rosenvinge, der også vedkendte sig faderværdigheden og blev dømt til at betale
underholdsbidrag til barnet. At han så ikke altid så sig i stand til eller
ville overholde sin forpligtelse, er en anden sag. (31)
Derimod står det i
denne undersøgelse indtil videre hen i det uvisse, hvem der på mandesiden er
biologisk ophav til Hans Christian, medmindre man kan og vil acceptere den
ligetil løsning på problemet, at det rent faktisk var skomagersvend Hans
Andersen. Den sidstnævnte opfattelse havde H.C. Andersen med al sandsynlighed
selv, men i og med sine fortielser, antydninger og hentydninger, og ikke mindst
sine litterære omskrivninger af virkeligheden, har han – måske fuldt bevidst –
gjort sit til at skabe uklarhed og forvirring omkring herkomstspørgsmålet. Det
har sandsynligvis moret ham at mystificere og sløre sin hverdagstilværelse,
således at han litterært set lettere kunne fremstille sig selv i skikkelse af
lykkebarnet Aladdin. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er med
vilje, Andersen helt har undladt at nævne eller omtale sin halvsøster i sine
selvbiografier. Til gengæld gør han det i dagbogen, dog kun under to datoer, og
i almanakken under lidt flere datoer, og i enkelte breve samt i sine romaner og
i nogle af eventyrene og historierne. (32)
Imidlertid er det nok særlig i sin tredje roman, Kun en
Spillemand, 1837, at Andersen tydeligt rører ved forholdet mellem
forældrene og herunder især ved faderens mistro om faderskabet til sønnen, i
romanen betegnende nok kaldet Christian. I Første Del, 9. kapitel,
beretter digteren om faderens uro og længsel efter forandring af sin dagligdags
trædemølle som lappeskomager. Men den virkelige grund til faderens tungsind og
følelse af ikke at blive forstået, får vi et vist indtryk af gennem følgende
episode, hvor Skrædderen alias Hans Andersen netop har fortalt sin gode ven,
”Commandeersergeanten”, sit hidtidige livs historie, og om, hvordan han mødte
og blev gift med sin kone, som i det samme kommer tilbage fra indkøb og hører,
at manden har fortalt om deres liv og ægteskab:
””Ja, man har ikke
andet at bestille!” svarede hun kort, og lagde sit Halstørklæde ned i
Dragkisteskuffen. ”Der skulde han have blevet, siden der var saa rart! vor
Herre veed, hvad han vilde her! Snart er her for koldt, snart regner det for
meget! jeg siger ogsaa: reis! der er Ingen, som holder paa Dig! jeg kan tage ud
at tjene, og Drengen faaer jeg vel Brød til!”
”Maria,” sagde
Manden, ”det mener Du ikke! var jeg ikke kommet tilbage, saa havde Du maaskee
ikke været gift endnu!”
”Ti for Een kunde jeg
have faaet! Gaardmandens Søn i Ørebæk friede før Du, men da var jeg en
Tosse, som vi Fruentimmer ere det!”” (33)
Lidt senere i romanen,
da moderen og sønnen Christian er på vej til kildemarkedet i landsbyen Frørup,
gør de ophold i Ørbæk, hvor hun møder sin mand og hans ven, kommandersergenten,
og den unge bonde, der angiveligt var bror til moderens første bejler. Manden
opholdt sig i Frørup, fordi han ville aftale vilkårene for at træde i
militærtjeneste i den unge bondes sted. Denne havde udlovet 1000 rigsdaler til
den, der ville blive såkaldt stiller for ham. (34)
Maria og sønnen
Christian fortsætter dog straks efter til Frørup, hvortil en mængde folk
allerede er ankommet, nogle med deres syge familiemedlemmer, i håbet om at
disse kunne blive helbredt ved at bade i kilden eller få vand derfra gydt ud
over sig. Det er også moderens håb, at drengen Christian, som tilsyneladende
lider af en form for epilepsi, vil kunne blive helbredt for denne lidelse. Men
her ved kilden møder de og kommer i snak med en ældre dame, kaldet
bedstemoderen, og en yngre dame og dennes datter, den 13-årige Luzie, der
umiddelbart ser rask og frisk ud, men som lider af en sindssygdom, som man på
den tid kaldte for vanvid. (Jf. den gale Stine).
Der kan formentlig
næppe være tvivl om, at der med bedstemoderen sigtes til Andersens farmor, Ane
Cathrine Nommensdatter, mens den yngre kvinde skal ses som Anne Marie og den
vanvittige pige som datteren Karen Marie, der jo ’kun’ var halvsøster til Hans
Christian. Der er dog intet, der tyder på at Karen Marie var sindslidende, men
H.C. Andersens årelange frygt for det skræmmebillede, han selv havde dannet sig
af halvsøsteren, bevirkede at han under sine nye omstændigheder som
latinskoleelev søgte at undgå hende. (35)
Imidlertid ankommer
Skrædderen kort efter også til kildemarkedet i Frørup, hvor han straks slutter
sig til sin kone og søn. Her fortæller han, at aftalen med den unge bondesøn er
gået i orden, og at han har fået udbetalt 500 rigsdaler i forskud, så derfor
har han nok råd til at forære sin kone et smukt og blomstret blåt
bomuldshalstørklæde. Denne gave er dog i nok så høj grad givet af psykologiske
grunde, idet han godt er klar over, at Anne Marie mildt sagt ikke er begejstret
ved tanken om, at manden snart skal træde i militærtjeneste. Det får vi et
klart indtryk af gennem følgende tekst:
””Om fjorten Dage skal Du til Odense og lære Exercice!” sagde Maria, ”kun
een Maaned vil det vare, siger Du, saa har jeg Dig igen! Ja, vor Herre veed
det! Du har ingen Ro paa Dig! ja Du kan ikke andet! Tror Du ikke, jeg mangen
Nat har hørt Dig isøvne sukke og tale om fremmed Land! Du har grædt som et
Barn, og det har skaaret mig i Hjertet! Den gamle Almanak, hvori Du udenlands
optegnede hvor Du var den Dato og det Aar, den Almanak, siger jeg Dig, som Du
saa tidt tager frem, kiger i og fortæller mig: Herre Gud, i Dag for de Aar
siden var jeg der, da sad jeg ikke her paa Bordet! den synes mig Cyprianusbog,
hvori Du intet Godt læser. Nu kan du skrive deri den Dato, Du forlod Kone og
Barn! Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at Du ude havde givet dit
Hjerte bort, og at hun der havde Gryden paa at kaage efter Dig, derfor lider Du
af Uro. Ingen holder dog af Dig, som jeg, og Drengen er Din egen, det veed jeg
med en frelst Samvittighed!”” (36)
Det er også i Kun en Spillemand, at Andersen fortæller
om sin fars militærtjeneste, hjemkomst og senere død som kun 33-årig, en
begivenhed, der blandt andet fik til følge, at erindringen om faderen kom til
at fylde mindst lige så meget i digterens liv og digtning som tilfældet er med
moderen og den dæmoniserede halvsøster. Men i det hele taget spiller faderen,
Hans Andersen, en lidt ejendommelig rolle i Kun
en Spillemand, idet han som nævnt på et tidspunkt drager i krig og først
meldes savnet eller død, mens han siden viser sig for sønnen som højst levende.
Dette var også, hvad der skete i det virkelige liv, men i romanen vender han
imidlertid ikke tilbage til sin kone, fordi denne i mellemtiden har giftet sig
på ny, sådan som Anne Marie jo også gjorde i det virkelige liv, dog først et
par år efter Hans Andersens død. (37)
Det er principielt samme
måde, faderen skildres på i eventyret ”Dødningen”,
1830, og i dettes omarbejdede form ”Reisekammeraten”, 1835. Førstnævnte sted hedder det
nemlig om den netop afdøde Hans Andersen:
”Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran
Faderens Dødsleie; han holdt endnu den Dødes kolde Haand fast i sin, og
deilige, brogede Billeder fløi i Drømme forbi hans Sjæl. Han saae sin Fader
frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og
liigklædt Pige satte ham en Krands paa Hovedet; hans gamle Fader lagde Pigens
Haand i hans; – han vaagnede, og følte nu kun Faderens kolde Dødninghaand, og
saae den Dødes brustne Blikke, der uden Seekraft stirrede paa ham.” (38)
Den netop skildrede
situation tager sig sådan ud i den omarbejdede form, Andersen foretog nogle år
senere, og hvor han samtidig ændrede eventyrets titel til den meget sigende ”Reisekammeraten”:
”Den stakkels Johannes! Han laae paa sine Knæ foran Sengen og
kyssede den døde Faders Haand, græd saa mange salte Taarer, men tilsidst
lukkede hans Øine sig og han sov ind med Hovedet paa den haarde Sengefjæl.
Da drømte han en underlig Drøm; han saae, hvor Sol og Maane neiede for
ham, og han saae sin Fader frisk og sund igjen og hørte ham lee, som han altid
loe naar han var rigtig fornøiet. En deilig Pige, med Guldkrone paa sit lange
smukke Haar, rakte Johannes Haanden, og hans Fader sagde, ”seer Du,
hvilken Brud Du har faaet? Hun er den deiligste i hele Verden.” Saa vaagnede
han, og alt det Smukke var borte, hans Fader laae død og kold i Sengen, der var
slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!” (39)
Bortset fra, at
faderen, Hans Andersen, var skomager og kun omkring 34 år, da han døde, og
altså ikke ”en gammel bonde”, som han kaldes i eventyret ”Dødningen”, så blev
han dog en virkelig og livsvarig ’rejsekammerat’ for sin søn, både i dennes
private tankeliv og – måske især – i hans store litterære værk, sådan som vi for
længst har set eksempler på.
Den tidligere ovenfor omtalte situation fra O.T., hvor der fortælles om moderens skæbne, kan suppleres med,
hvad digteren fortæller i historien ”Hun
duede ikke”, 1852. Heri lader han vaskekonen fortælle sin kærlighedshistorie
til veninden, Halte-Maren. Forinden møder vi dog vaskekonens søn, en
dreng på vel omkring 11-12 år, som den fornemme byfoged roser for hans
høflighed og ærbødighed. Drengen er helt umiskendeligt et selvportræt af H.C.
Andersen som dreng, mens vaskekonen er hans moder, der var blevet enke efter
Hans Andersens alt for tidlige død den 26. april 1816. Det hårde slid med at
stå i det kolde vand dagen lang og vaske og skylle tøj for fornemme folk, havde
taget på vaskekonens kræfter og helbred, og for at trøste sig forfaldt hun til
brændevinen, der dengang var fattigmands trøst og medicin i en udsigtsløs
tilværelse.
I denne historie
fortæller vaskekonen veninden Halte-Maren og sin søn om, hvordan hun mødte sin
tilkommende mand, handskemageren Erik. Moderen var dengang tjenestepige hos
byfogdens forældre, den fornemme kammerrådsfamilie, som kender sin egen sociale
status og betydning. Men i den tid vaskekonen tjente hos denne familie skete
det uundgåelige, at hun i sin daværende stilling som tjenestepige forelskede
sig i den yngste af kammerrådens sønner, som angiveligt gengældte hendes
følelser. Den unge mand var studerende i den store by og kun hjemme på en kort
ferie. Inden han atter rejste bort, gav han den elskede sin guldring på fingeren.
Men med henvisning til den ulige stilling mellem en akademisk søn af en
velstillet familie og den fattige tjenestepige, mente husets frue imidlertid at
forlovelsen mellem de to unge var en mesalliance, og derfor overtalte hun sin
tjenestepige til at opgive forehavendet.
Den unge pige var
naturligvis dybt ulykkelig over at måtte opgive den mand, hun elskede, og efter
en urolig og søvnløs nat søgte hun trøst i kirken og gik til alters. Da hun var
på vej ud af kirken, mødte hun handskemageren Erik, som var enkemand, men som
tidligere havde friet til hende og fået afslag:
””Da var det ligesom en Tilskikkelse:
idet jeg gik ud af Kirken, mødte jeg Erik Handskemager. Saa var der ikke
længer nogen Tvivl i mit Sind, vi passede for hinanden i Stilling og Vilkaar,
ja, han var endogsaa en velhavende Mand! og saa gik jeg lige hen til ham, tog
hans Haand og sagde: er dine Tanker endnu til mig? – Ja evig og altid! sagde
han. – Vil Du have en Pige der agter og ærer Dig, men ikke holder af Dig, men
det kan vel komme! – Det vil komme! sagde han, og saa gav vi hinanden Haanden …
Og saa stod Brylluppet ved Kyndelmisse …”” (40)
Senere i historien
fortæller vaskekonen om, at hun genså studenten ved hans moders begravelse. Han
var i mellemtiden blevet prokurator, men syntes ikke at genkende hende. Han var
forblevet ungkarl, og endnu senere rejste han til udlandet og vendte ikke mere
tilbage til sin hjemby. En dag kom der brev til byfogden om, at hans yngre
broder var afgået ved døden:
I Brevet, der bragte Underretning om
Broderens Død, var opgivet Testamentets Indhold, og deri stod, at 600 Rdlr.
testamenteredes til Handskemager-Enken,
der engang havde tjent hans Forældre. Efter bedste Skjøn skulde
Pengene, i større eller mindre Portioner, gives hende og hendes Barn.
”Der har været noget Mikmak med min Broder og hende!” sagde Byfogden,
”godt, at hun er af Veien; Drengen faaer nu det Hele, og jeg skal sætte ham til
brave Folk, en god Haandværker kan han blive!” – Og i de Ord lagde vor Herre
sin Velsignelse.
Og Byfogden kaldte Drengen for sig, lovede at sørge for ham, og sagde
ham, hvor godt det var, at hans Moder var død, hun duede ikke! (41)
På baggrund af blandt
andet en historie som ”Hun duede ikke”, som for resten har visse tydelige
lighedspunkter med novellen Gjenfærdet
ved Palnatokes Grav, hvori principielt samme historie som nævnt fortælles,
er det måske forståeligt at det hos nogle har vakt mistanken om, at Hans
Andersen nok ikke var biologisk far til digteren. Læser man nemlig historien på
en bestemt måde, kan man få indtrykket af, at Andersen indirekte fortæller, at
vaskekonens søn i virkeligheden var biologisk afkom af studenten, hvem denne så
eventuelt har været i det virkelige liv, og ikke af Erik Handskemager alias
Hans Andersen. Det synes jo at blive underbygget af, at byfogdens broder har
testamenteret de relativt mange penge til den forhenværende tjenestepige og
hendes dreng. I H.C. Andersens virkelige liv kendes der ikke til et sådant
testamente eller en sådan sum penge, men det er også uvigtigt i sammenhængen,
for så vidt som det væsentlige er, at Andersen tilsyneladende antyder at have
en anden biologisk herkomst end den mand, han lige fra sin spæde barndom havde
betragtet som sin kære far. Men uanset sin egenskab af biologisk ophav eller
ej, så blev denne fader, Hans Andersen, som allerede nævnt efter sin død en
livsvarig følgesvend eller ”rejsekammerat” for sønnen, både i dennes private
åndelige liv og i forfatterskabet.
Spørgsmålet om herkomsten forekommer også i H.C. Andersens følgende
romaner: De to Baronesser, 1849, At være eller ikke være, 1857,
og Lykke-Peer, 1870. Disse føjer dog ikke noget nyt til og bidrager
derfor heller ikke væsentligt til en afklaring af herkomstproblemet, hvorfor der
ikke vil være grund til at gå ind i en nærmere analyse af de nævnte tre
romaners igen i høj grad selvbiografiske handling. Det skal dog lige indskydes,
at den omstændighed, at Andersens alter ego i romanen De to Baronesser, hans feminine aspekt Elisabeth, viser sig at være
af adelig herkomst, efter min mening ikke kan tages til indtægt for, at
Andersen i det virkelige liv også skulle have været det. Derimod synes der at
være grund til at undersøge, dels hvad Andersens selvbiografier har at sige om
herkomstspørgsmålet, og dels til at kigge på nogle af de eventyr og historier,
som indeholder selvbiografiske elementer, og særlig sådanne, der rejser
uklarhed eller tvivl om digterens herkomst, eller som måske ligefrem peger på
eller antyder en mulig løsning på herkomstproblemet. Selvbiografierne vil vi
dog vente med at se på, og i stedet gå til eventyrene og historierne.
Ovenfor har vi allerede
omtalt eventyrene ”Dødningen”, 1830, og ”Rejsekammeraten”, 1835, og historien
”Hun duede ikke”, 1852, men der findes endnu flere af H.C. Andersens eventyr og
historier, hvori herkomstspørgsmålet forekommer mere eller mindre direkte.
Dette er måske i særlig grad tilfældet i eventyret ”Den grimme Ælling”, 1843, om end handlingen symbolsk er
henlagt til at foregå blandt ænder i herregårdens andegård. Men heri siges det
tydeligt, at problemet med den formodede ælling i virkeligheden er, at denne
har ligget i et svaneæg, og altså ikke i et andeæg, sådan som man måtte have
forventet ville være tilfældet, hvis det skulle gå naturligt og normalt til.
Det fremgår desuden af eventyret, at svanen er en kongelig fugl, mens ænderne
er af lavere rang i den sociale forordning, og derfor er det kun naturligt, at
ællingen efter sin opvækst i andegården, hvor den alligevel ikke helt evnede at
tilegne sig andegårdens synspunkter, kodeks og manerer, sluttelig forener sig
med sine rette slægtninge: svanerne i de kongelige havers kanaler. (42)
Denne i sig selv
vidunderlige og herligt fortalte gendigtning, Andersen her har gjort af sit
eget livs situation og begivenheder, kan jo nok bidrage til at nogle vil drage
den – forhastede – konklusion, at han dermed indirekte har villet fortælle
omverdenen, at han ikke var biologisk afkom af det jævne forældrepar, der står
opført som sådan i Odense St. Hans Kirkebog for 1805, men derimod et barn af
royal herkomst. Det er da også en sådan konklusion, der – om end på et lidt
andet og videre grundlag – er draget af blandt andre fhv. rektor Jens Jørgensen
i og med hans bog H.C. Andersens – en sand myte, 1987, hvilket vi
tidligere har været inde på. Men dertil er foreløbig kun at sige, at eventyret
”Den grimme Ælling” nok så rigtigt vil kunne tolkes som et symbolsk udtryk for
den nyplatoniske myte om den guddommelige sjæl og dens ’syndefald’ fra sit høje
himmelhjem til fortabthedstilstanden i materiens verden. Under denne verdens
tryk vækkes efterhånden sjælens længsel efter at stige op igen og blive
genforenet med sit guddommelige udspring. Det er principielt dette forløb, H.C.
Andersens skildrer i eventyret om det forbyttede svaneæg, der af ukendt årsag
er havnet i en anderede, hvor det bliver udruget sammen med andeæggene.
Når Andersen lige
præcis symboliserer sjælen, og dermed også sig selv, som en svaneunge, hænger
det antagelig sammen med, at han har hentet inspiration i digteren Johannes
Ewalds digt ”Ode til Sjælen”, ca.
1776, hvori sjælen og dens syndefald symboliseres ved ørneungens fald fra sin
rede oppe på den himmelhøje klippetinde osv. Ewalds digt havde tidligere
inspireret Andersen til digtet ”Sjælen”,
1825, og måske ligeledes til digtet ”Livet en Drøm”, 1830. Men han kan muligvis også have
fundet inspiration i Platons Faidon og Faidros, hvori filosoffen
Sokrates taler om sjælens udødelighed og om, at alting bliver til gennem
modsætninger, hvorfor sjælen må opleve og gennemleve et ’fald’ eller en
fremmedgørelse fra sit eget væsen og en overgang gennemleve en forening og
identifikation med materiens verden. Men kun for gennem sin længsel og nyvakte
erkendelse af sit oprindelige tilhørsforhold og sande væsen atter at genforene
sig med sit guddommelige ophav. (43)
Herefter skal vi nu ganske kort se på, hvad Andersen har at
fortælle om sin biologiske oprindelse i selvbiografierne. Det er tidligere
ovenfor blevet nævnt, at til trods for den relativt detaljerede skildring af
sin oprindelse og opvækst, som H.C. Andersens giver i Levnedsbogen, hvori farforældrene er tildelt en vigtig rolle, så
hører man ikke ét eneste ord om halvsøsteren Karen Marie eller om familien på
mødrene side, hvoraf han i hvert fald kendte sin mormor og moster. Den
sidstnævnte, Christiane Jansen, som boede i København, fortæller han anonymt om
i selvbiografierne, og i Levnedsbogen,
at han besøgte hende, efter at han i 1819 selv var kommet til hovedstaden. Dog
tillægger han, at efter et par besøg, som han fandt ubehagelige og pinlige, så
han ikke mere til hende. Dette er der dog nok grund til at sætte spørgsmålstegn
ved. Men denne moster optræder til gengæld under forskellige navne flittigt i
Andersens litterære forfatterskab, sandsynligvis som ”Madam Steffens” i Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, og som
før nævnt ikke mindst som ”Steffen-Kareth” i romanen Kun en Spillemand. For resten hører man heller ikke noget om, at
hans forældre i flere år af hans barndom havde en lille jævnaldrende pige ved
navn Anne Elisabeth Basse i dagpleje. Hun nævnes kun i Mit Livs Eventyr, anden del, og i dagbogen for den 8. december
1867, hvor Andersen opholdt sig i Odense i anledning af sin udnævnelse til
byens æresborger. I Mit Livs Eventyr
lyder det: ”Særligt maa jeg fremhæve en gammel Enke, der som Barn havde været i
Kost en kort Tid hos mine Forældre …” Og i dagbogen kan man læse følgende: ”…
derefter Besøg af Enken Henrichsen, den lille Ane der var i Kost hos mine
Forældre og som jeg ikke vilde ligge i Slagbænk med; hun var nu i en Stiftelse;
saae ret velklædt ud og græd ved Tanken om mit Livs Fremgang, hun havde ved
Fakkeltoget [for digteren] staaet paa Gaden og talt med andre Gamle om mig og
de havde grædt thi de saae at jeg blev behandlet som en Konge, der var ikke
blevet gjort større Stads af Kongen og Dronningen.” Men på denne baggrund må
man sige, at det derfor er en sandhed med modifikationer, når Andersen i sine
selvbiografier fremstiller det som om han voksede op som enebarn. (44)
Men bortset fra nogle
åbenlyst fejlagtige kronologiske og biografiske oplysninger, som kan skyldes,
at han ikke har vidst besked med de faktiske forhold, må man konstatere, at Andersen
gør sit bedste for at skildre sin far, Hans Andersen, og sin mor, Anne Marie
Andersdatter, og sin farfar, Anders Hansen, og sin farmor, Anne Cathrine
Nommensdatter, som mennesker af kød og blod, og på godt og ondt. Og alene den
vigtige rolle som de nævnte personer er tildelt i selvbiografierne – og i
forfatterskabet i øvrigt – turde vel egentlig være en stærk indikation på, at
digteren har betragtet Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter som sine biologiske
forældre, og følgelig sine farforældre som sin biologiske familie.
Men dette argument er selvfølgelig ikke gyldigt eller overbevisende for
skeptikere, hvis tvivl da også i nogle tilfælde har valgt at se helt bort fra
det. (45)
Imidlertid må
spørgsmålet være, om der fra Andersens side overhovedet findes blot den mindste
antydning i selvbiografierne af, at han ikke skulle være biologisk afkom af de
mennesker og det miljø, hvori han blev født og voksede op? Eller om der deri
skildres familierelationer, forhold og omstændigheder, der gør det berettiget
at rejse tvivl om digterens biologiske herkomst? Men så vidt jeg har kunnet
konstatere, gør der det ikke. Dette er alle imidlertid ikke enige i, idet den
tidligere omtalte prinsebarns-hypotese postulerer Andersen som biologisk afkom
af Prins Christian Frederik og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig. Prinsen var
fra marts 1815 blevet Fyns guvernør, men tog først bopæl på Odense Slot efter
nytår 1816. Andersen var da knapt 11 år, men tilhængere af den nævnte hypotese
ser en forbindelseslinje fra prinsen via dennes fremtrædende adjudant,
daværende oberstløjtnant Christian Høegh-Guldberg, til drengen og dermed til
dennes påståede pleje- eller adoptivforældre, Hans Andersen og Anne Marie
Andersdatter. (46)
Det er særlig
forfatteren, cand.mag. Rolf Dorset, som i sin bog Paradisbarnet – en bog om
H.C. Andersens herkomst, 2004, mener at kunne underbygge
prinsebarns-teorien. I bogen beskæftiger Dorset sig blandt andet med Chr.
Høegh-Guldbergs brevveksling med den unge latinskoleelev Andersen, og mener
heri at se antydninger af herkomsten i det royale og adelige miljø. Men til
trods for forfatterens ihærdige anstrengelser, lykkes det dog ikke at
overbevise om teoriens holdbarhed. Derimod kan man nok konstatere, at hvor
forskellige de to end var af sind og skind, havde den begavede og
rationalistisk kristne Guldberg utvivlsomt en stor og dannende indflydelse på
den ganske unge skoleelev Andersen, og påvirkede måske især to områder hos
digterspiren, nemlig dels tiltroen til Guds forsyn og dels tiltroen til egne evner
som digter. Man kan måske mene, at der var noget bemærkelsesværdigt ved, at
Prins Christian Frederiks (den senere Chr.d.8.s) adjudant interesserede sig
særligt for den lidt besynderlige dreng fra Munkemøllestræde, og at han
opfordrede Andersen til at søge audiens hos prinsen, for at anmode denne om
hjælp – underforstået pekuniær understøttelse – til at realisere sine
fremtidsdrømme og forhåbninger. Men som bekendt ville prinsen kun hjælpe unge
Andersen, hvis denne fulgte hans råd om at gå i håndværkerlære, hvilket
Andersen blev så skuffet over, at han afviste tilbuddet. Så sent som i 1836, da
han skrev romanen Kun en Spillemand,
havde han stadig episoden fra 1819 i erindring. Det fremgår indirekte af
romanen, hvori Prinsen optræder i skikkelse af Greven, og hvor denne minder den
unge Christian om, at han kommer fra et fattigt underklassemiljø og derfor ikke
bør stræbe ud over dette. (47)
I historien ”Anne Lisbeth”, 1859, er der
som tidligere nævnt også antydninger af herkomstproblemet, men personlig er jeg
af den opfattelse, at Andersens anfægtelser heri i virkeligheden gælder den
’forviste’ halvsøster, Karen Marie, som antagelig i en tidlig alder er blevet
sat i pleje, formentlig hos noget familie, måske i Odense eller i Lille
Ubberud, eller måske i lighed med, hvad tilfældet havde været for moderen, var
kommet ud at tjene i en meget tidlig alder. Det sidste kunne eventyret ”Pigen, som traadte paa Brødet”,
1859, måske tyde på. Denne omstændighed bevirkede blandt andet, at Hans
Christian kom til at vokse op og føle sig som enebarn. Men når Andersen
fremstiller det på den måde, at Anne Lisbeth behandler ”det grevelige barn”
bedre end sit eget barn, hænger det formentlig sammen med, at hun anså dette,
altså Hans Christian, for at være endog særdeles forkælet. Herom hedder det jo
i Mit Livs Eventyr: ”Jeg var eneste
Barn og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg
var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et
Grevebarn! – ” Og senere samme sted fortæller han til sin lille skoleveninde,
at han ”var et forbyttet, meget fornemt Barn”. Personlig føler jeg mig på den
baggrund overbevist om, at ”det grevelige barn” i historien om ”Anne Lisbeth”
kan tolkes som Andersen selv, mens Anne Lisbeths alias Anne Maries ”eget barn”
kan tolkes som halvsøsteren Karen Marie. (48)
”... et forbyttet, meget
fornemt barn...”
I nogle af mine tidligere artikler og i bogen H.C. Andersens,
H.C.Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie, 1997, har jeg kædet
herkomstspørgsmålet sammen med den nyplatoniske myte om sjælen og dens
’syndefald’ fra sin ’høje himmel’, symboliseret ved ørneungens fald fra sin
rede højt oppe mellem skyerne. For Andersens vedkommende ligger denne myte som
allerede omtalt til grund for bl.a. digtet ”Sjælen”, 1825, og for eventyret
”Den grimme ælling”, 1844. Andet og mere – og det er vel også nok? – tror jeg
ikke man kan og bør lægge i de steder i forfatterskabet, hvor Andersen
fremstiller sin hovedperson (sig selv) som et forbyttet barn af højere herkomst.
Der er tale om en litterær allusion, som dels indbefatter myten om lykkebarnet
Aladdin og dels dybest set refererer til lignelsen om den fortabte søn. (49)
Der forekommer desuden
en interessant episode, som fandt sted i Andersens barndom, da han var omkring
6-7 år. Herom fortæller han, at han i skolen især var blevet ven med en lille
fornuftig jødisk pige, som ofte talte om at lære noget nyttigt og gavnligt, for
senere at få en god tjenesteplads som mejerske på en stor herregård. Hans
Christian ville åbenbart gerne imponere pigen, så derfor sagde han til hende:
”Det skal Du blive paa mit Slot, naar jeg bliver fornem!” Pigen lo og sagde,
hvordan det dog skulle gå til, når han bare var en fattig dreng. Herefter
fortæller Andersen samme sted:
”En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikkrede
hende ved den Leilighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at
Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbause hende ligesom de gamle
Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun saae ganske
underlig paa mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær ved: ”Han er
gal ligesom hans Fa’erfa’er!” – og det isnede igjennem mig; jeg havde sagt det
Hele for ret at gjælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var
sindssvag som Fa’erfa’er. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi vare
heller ikke mere Legekammerater, som før.” (50)
Som læseren sikkert har
noteret sig, er det sætningen ”et forbyttet, meget fornemt barn”, der er sat
som overskrift på denne artikel, og det er sket, fordi den efter min opfattelse
er væsentlig i sammenhængen. Dels fordi det angiveligt fremgår af Andersens
ovenfor anførte citat, at der var tale om ren og skær fantasi fra hans side,
når han sagde sådan, og dels at hans motiv var at ville hævde sig og ”gælde for
noget” i pigens øjne, dvs. at han ville gøre indtryk og imponere hende. Endelig
fremgår det af citatet, at Andersen følte en isnende angst eller frygt, fordi
han i virkeligheden også selv troede på muligheden af, at han kunne have arvet
farfaderens sindssvaghed, sådan som vi allerede har været inde på tidligere.
Efter min opfattelse
kan man ikke tage udtrykket ”et forbyttet, meget fornemt barn” til indtægt for,
at der eventuelt kunne være tale om en begivenhed eller et arrangement,
hvorunder H.C. Andersen som spæd via mellemmand skulle være blevet ’forbyttet’
fra rige, fornemme forældre og anbragt i pleje hos det forældrepar, der er
opført som sådan ved dåbsnoteringen i kirkebogen, hvilket altså vil sige Hans
Andersen og Anne Marie Andersdatter. Det pågældende tekststed i Mit Livs Eventyr kan derimod mere
passende sammenholdes med en passage, der forekommer noget tidligere i samme
værk, nemlig hvor Andersen fortæller om det huslige liv hjemme i den lille
lejlighed i Munkemøllestræde:
”Jeg var eneste Barn og blev i høj Grad
forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes
lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! …” (51)
Af dette citat fremgår
det indirekte, hvorfra drengen Hans Christian formentlig har den fantasi, som
fik ham til at sige at han var ”et forbyttet, meget fornemt barn”, et
”grevebarn” så at sige. Dette udtryk har han simpelthen fra moderens
sammenligning af hans situation med hendes egen som barn. Da var hun blevet
sendt ud i Odenses gader for at tigge lidt penge til at supplere den i forvejen
sparsomme husholdning, en meget almindeligt forekommende beskæftigelse for
nogle fattige forældres børn dengang og senere. Tiggeri var ganske vist
forbudt, men det var derimod tilladt at sælge f.eks. bundtede svovlstikker,
sådan som vi hører om det i eventyret ”Den
lille Pige med Svovlstikkerne”, 1846. Men den lille Anne Marie
havde følt det som en ydmygelse at skulle tigge, og for at undgå det, havde hun
derfor gemt sig under en bro ved Odense Å, hvor hun havde siddet og grædt hele
dagen, fordi hun frygtede for de skænd, hun vidste der ventede hende, når hun
kom tomhændet hjem til sin moder.
Moderens ord om ”grevebarnet”
bevarede Andersen i sin erindring, hvorfra det i al fald dukkede op, da han
skrev romanen De to Baronesser, 1848,
og heri viser det sig at ’hittebarnet’, Elisabeth, hans feminine alter
ego, qua sine egne egenskaber og evner ender som baronesse. Hittebarnet kommer
i pleje hos Trine, som angives at være fra Odense, og hendes mand, friskomager
Hansen, det efternavn, Andersens far egentlig skulle have haft ifølge de
dagældende navneregler. Som voksen bliver Elisabeth gift med baron Hermann, som
er resultatet af en illegitim forbindelse mellem den gamle baronesses datter og
en italiensk røver, der har voldtaget hende på selve hendes bryllupsnat! Men
endnu tydeligere ses det i historien om ”Anne
Lisbeth”, 1859, hvor der dog ikke er tale om et forbyttet barn,
men derimod om et forstødt eller forsømt barn. Det er Anne Lisbeths eget barn,
en dreng, og han er blevet sat i pleje hos grøftegraverens kone, mens Anne
Lisbeth har travlt med at være amme for og opvarte det grevelige barn oppe på
herregården. Anne Lisbeth elskede simpelthen det fornemme barn, men forsømte så
meget mere sin egen søn.
Her skal jeg ikke gå i
detaljer med denne fine og rørende fortælling, men kun gøre opmærksom på, at
det med al sandsynlighed er Anne Marie Andersdatters ord til Hans Christian om,
at han havde det som et grevebarn, der efter min opfattelse udgør kimen til
historien om Anne Lisbeth og hendes barn og det grevelige barn. Anne Lisbeths
”eget barn” kan nemlig uden vanskelighed tolkes som datteren Karen Marie, som
lige fra sin fødsel syntes at være blevet behandlet stedmoderligt af sin egen
mor, mens det ”grevelige barn” ganske enkelt kan ses som den forkælede søn,
Hans Christian, der følte og opførte sig som et i den sammenhæng privilegeret
enebarn. Men der er ingen tvivl om, at han i sin voksne alder i stigende grad
fik dårlig samvittighed ved tanken om, at det nok mere eller mindre var på
grund af ham, at Karen blev anbragt udenfor hjemmet eller var sendt ud at
tjene, måske allerede som 9-årig. Historien om Anne Lisbeth, der også handler
om skæbne og gengældelse, men desuden om nåde og frelse, er et af H.C.
Andersens senere forsøg på at skrive sig fri af sine samvittighedskvaler i
forholdet til sin på det tidspunkt for længst afdøde halvsøster. (52)
I øvrigt er det værd at
notere sig, at for Andersen betød hans sociale stilling i virkeligheden ikke så
meget for ham selv, og hele sit liv boede han da stort set også kun i lejede og
relativt beskedne værelser i København. Dog kunne han særlig i sine yngre år i
perioder nok føle sig beklemt over det ydmygende i sin socialt set lave
herkomst, men efterhånden som han manifesterede sin store digterkunst og blev
anerkendt og berømt, syntes han ikke, der var grund til at snobbe for hverken
det højere borgerskab eller for adelen, for den virkelige eller ægte adel,
mente han, kommer udelukkende af den menneskelige ånds egen karakter og
fortjeneste. Det har han bl.a. udtrykt i den ordsprogsagtige sentens fra
eventyret ”Den grimme Ælling”: ”Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden,
naar man kun har ligget i et Svaneæg!” (53)
Men i relation til
selvbiografierne, må det formentlig konkluderes, at selvom der er nogle
specielle og bemærkelsesværdige, men i hovedsagen afgjort forklarlige
omstændigheder omkring H.C. Andersens fødsel, er der dog ikke noget i hans
selvbiografier, der tyder på, at han ikke skulle være biologisk afkom af
friskomageren og vaskekonen i Munkemøllestræde. Og den omstændighed, at han
vitterligt er blevet undfanget udenfor ægteskab, mere præcist syv måneder før
hans far og mor blev gift, er der efter min opfattelse ikke noget usædvanligt
ved. Det var faktisk ret almindeligt forekommende dengang, og for resten også
senere, at især unge kvinder af arbejder- og håndværkerstanden blev gjort
gravide i utide og fødte et barn, hvortil der i bedste fald blev udlagt en
biologisk barnefader, som havde haft sin fornøjelse af pigen, men som ikke
ønskede at gifte sig med hende, og som i reglen helst også ville slippe for at
betale underholdsbidrag til barnet. At barnefaderen så i mange tilfælde havde
eller havde haft tilknytning til den militære forlægning, som det var tilfældet
i garnisonsbyen Odense, bekræfter kun den kendsgerning, at især unge piger og
yngre damer i reglen til alle tider har haft forholdsvis let ved at falde for
den maskuline charme, der set med kvindeøjne kan udstråle fra en mand i militær
uniform. (54)
Imidlertid var H.C. Andersen som sagt selv udmærket klar over, at
der allerede i hans egen levetid svirrede rygter om hans biologiske herkomst,
specielt på fædrene side, idet man gisnede om det nu også kunne have sin
rigtighed, at en mand af et intellektuelt set tilsyneladende så ringe format
som Hans Andersen, kunne være biologisk ophav til en genial digter som H.C.
Andersen. Dette fremgår indirekte af det relativt sene eventyr ”Portnerens Søn”, 1866, –
Andersen var omkring 61 år, da han skrev eventyret – hvori hans alter ego,
portnersønnen, Georg, der som voksen blev bygmester, og som sådan ofte kom på
besøg på Grevens slot. Greven er heri nok en hentydning til kong Christian d.
8, sådan som tilfældet f.eks. også er i romanen Kun en Spillemand, men formentlig samtidig også en hentydning til
en af de rigtige grever, Andersen gerne besøgte om sommeren. Men Generalen er
derimod nok en delvis hentydning til Christian Høegh-Guldberg, og om denne
hedder det: ”Og Generalen følte sig meer og meer forvisset om, at Hr. Georg
umuligt kunde være et Kjælderbarn. ”Moderen var forresten en meget brav
Kone!” sagde han, ”det skylder jeg hendes Gravmæle!”” Underforstået, at hendes
ligeledes afdøde mand ikke duede efter den målestok, Generalen anlagde, og
derfor formodede denne, at portneren (alias Hans Andersen) ikke kunne være
biologisk ophav til digteren. Senere i historien siger Generalen
nogle lidt kryptiske ord om Georg: ””Han er ikke fra Kjælderen!” sagde Generalen,
”han er ganske vist en fornem Søn! der er mange fornemme Sønner, og det er
den unge Mand aldeles uskyldig i.”” Der er dog næppe belæg for alene på det
grundlag at antage, at der skulle være tale om en antydning af, at Andersen
kunne tænkes at være biologisk afkom efter prins Christian (og komtesse Elise
Ahlefeldt Laurvig), sådan som nogle så fantasifuldt har påstået. Personlig tror
jeg ikke, at Andersen har villet antyde noget sådant i og med sin historie om
portnersønnen alias skomagersønnen, men kun at han er drilsk og spydig i sin
skildring af de fornemme folk, der ser nedladende på og ikke regner mennesker
af lavere rang, sådan som det også er tilfældet i historien ”Gartneren og Herskabet”, 1872. (55)
Men en yderligere
bekræftelse på at Andersen selv mente, at han biologisk set var rundet af sin
jævne odenseanske familie, det ser man måske allertydeligst af hans sidste
roman, det herlige eventyr om Aladdin-barnet Lykke-Peer, 1870. Heri skildrer
han som 65-årig sit eget livs historie på en måde, der ikke levner grund til
mistanke om, at han skulle have haft en anden herkomst end den, der i
virkeligheden fremgår af hans selvbiografier og samlede forfatterskab. Drengen
Peer har den lykke, det er, at have to kærlige og omsorgsfulde forældre, i
romanen kaldet for ”Pakhuuskarlen og hans Kone”. Den førstnævnte karakteriseres
som ”en rigtig kernegod Karl” og den sidstnævnte som ”honnet og arbejdsom”, og
begge ”var velsete af Alle, som kjendte dem”. Men der var endnu en person, der
betød meget for Peer, og det var hans farmor, som godt nok ”var svagsynet og
dog saae hun meget Mere hos lille Peer end Fader og Moder kunde see, ja
Mere end noget andet Menneske kunde udfinde.” (56)
Der kan altså kort sagt
ikke med rette rejses tvivl om, at Andersen selv mente, at han biologisk set
var rundet af sin jævne odenseanske familie. Den opfattelse giver den
kompetente sagkundskab ham medhold i. Konklusionen på denne afhandling må
derfor blive, at der saglig set ikke er hold i de teorier, der i tidens løb er
blevet fremført om H.C. Andersens biologiske herkomst i et andet og
’fornemmere’ miljø, end det, der fandtes i det dengang fattige Odense-kvarter
omkring Hans Jensens Stræde og Bangs Boder. Dette familiemiljø udgjorde det
”dynd” hvoraf, hvori og hvorfra ”sumpplanten” fik kraft og voksede op og til
slut satte den smukkeste ”lotusblomst” i form af et vidunderligt og nu for
længst verdensberømt forfatterskab. Det er der vist nok ikke noget ægte
prinsebarn i verden, der har kunnet præstere. (57)
1
Hvordan tilmed en nær ven som Edvard Collin opfattede og til en vis grad
nedvurderede mennesket og digteren H.C. Andersen, kan man læse om i
førstnævntes bog H.C. Andersen og det Collinske Huus. C.A. Reitzels
Forlag. København 1882. Collins vurdering af Andersen og hans forfatterskab
deltes imidlertid ikke i ét og alt af hans søsterdatter, Jonna Stampe, hvilket
fremgår af hendes og onklens brevveksling, som Collin har været fair nok til at
medtage i sin i øvrigt interessante bog.
2
H.C. Andersen har satiriseret over sig selv mange steder i sit samlede
forfatterskab. Her skal dog kun nævnes nogle få eksempler: Den unge digter,
beslægtet med Kater Murr, i Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af
Amager i Aarene 1828 og 1829, Kammerjunkeren i O.T., 1836, samt
digteren Kluhd i skuespillet Han er ikke født, 1864.
3 En
faksimile af udskriften af Odense St. Hans kirkebog vedr. H.C. Andersens fødsel
og dåb, vil man bl.a. kunne se gengivet i Ejnar Askgaard: ”Man gaaer først saa gruelig meget Ondt
igjennem… om H.C. Andersens slægt”, Fynske Minder 2000. I øvrigt hersker der en del usikkerhed om,
hvilket årstal Anne Marie Andersdatter er født. Nogle steder angives det til
1868-69, og andre steder til 1874-75. Ud fra ét bestemt kriterium angives hun
at have været syv år ældre end sin første mand, Hans Andersen, og er i så fald
født ca. 1775. Men ved vielsen til sin anden mand i 1818, opgives hendes alder
til 49 år, og i så fald skulle hun være født 1768 eller 1769. Hvis det er
rigtigt, har hun altså været ca. tretten år ældre end sin første mand, og ca.
atten år ældre end sin anden mand. Begge dele forekommer sandsynlige, selvom
det var mere almindeligt, at mænd godt oppe i alderen giftede sig med ganske unge
kvinder.
4
H.G.Olrik: ”Om
Personer af H.C. Andersens mødrene slægt”, Anderseniana 1934. Delvis genoptrykt i samme forfatters bog: H.C.
Andersen. Undersøgelser og kronikker 1925–1942. H. Hagerup. København 1945.
– I kronikken H.C. Andersens Gudfar (1936) fortæller Olrik, i øvrigt i
overensstemmelse med Andersens selvbiografier, at familien Andersen
forbindelsesled til portner Gomard har været Anne Cathrine Nommensen, som mod
betaling i en del år gik til hånde i den del af Gråbrødre Hospitals have, som
Gomard personlig havde råderet over.
5
Arne Duve: H.C. Andersens hemmelighet. Psychopress A/S. Oslo 1969.
6 Det var cand. mag. Hans Brix (1870-1961), som med sin
disputats og bog H.C. Andersen og hans eventyr, 1907, og med det deri
omtalte og citerede dagbogsfragment fra Andersens besøg i Svendborg i 1836, som
Brix fejlagtigt havde dateret til 1830, der angiveligt satte Jens Jørgensen på
sporet af Broholm og med hvad deraf fulgte. Det var specielt sætningen: ”For 18
år siden gik Kjøbmands Konerne her [i Svendborg] med uldne Nattrøier, Mændene
med Skindpels.” Brix udlagde det sådan, at 18 år fra 1830 gav 1812, som efter
hans opfattelse var årstallet for den da kun 7-årige H.C. Andersens besøg i
Svendborg, som jo i øvrigt er forældrenes og drengen Christians hjemby i
romanen Kun en Spillemand, 1837. Heri
beskrives, hvordan han og hans moder på rejsen fra kildemarkedet i landsbyen
Frørup undervejs hjemad gjorde ophold på herregården Broholm, og her mødtes de
med faderen, som kom til senere. Brix var af den opfattelse, at digterens moder
i det virkelige liv formentlig havde været amme hos degnefamilien i Marslev,
hvis ene datter, Edel Marie, i 1811 blev gift med sekundløjtnant Anders
Sehested, som arvede gården Broholm efter sin moder. Brix antog desuden, at
Edel Marie Sehested kan have haft bud efter Anne Marie, da hun i 1813 havde
født sønnen Frederik Sehested. Brix fandt, at historien om Anne Lisbeth, 1866,
hentydede til disse forhold og begivenheder. Imidlertid kunne museumsdirektør
Niels Oxenvad i artiklen ”H.C.
Andersen i Svendborg 1830 – og i 1836”, Anderseniana 1989, dokumentere, at det nævnte dagbogsfragment i
virkeligheden stammede fra Andersens besøg i Svendborg i 1836. Det var under
denne rejse at digteren også aflagde besøg på Broholm, af hvis ejerinde, fru
Edel Marie Sehested, f. Kjær (1789-1839), enke efter Anders Sehested
(1784-1819), han fik en overstrømmende modtagelse. Ved samme lejlighed lærte
han også Broholms inspektør, P. Lorenzen (død 1873), at kende. Men alene af den
grund, at fru Sehested som nævnt først var blevet gift med Broholms ejer,
Anders Sehested, i 1811 og først fødte sønnen, Frederik, i 1813, falder Brix’
gætterier om Svendborg-rejsen 1812, og hans fantasifulde hypotese om Andersens
mor som amme på Broholm, fuldstændig til jorden. Brix søger dog at redde sin
hypotese ved at indføre et uægteskabeligt barn, som Edel Marie skulle have fået
med sin tilkommende mand allerede i 1810. Dette påståede barns data er
imidlertid ukendte, hvilket ikke gør Brix’ hypotese mere sandsynlig. Desuden
fremgår det af Andersens brev af 3. juli 1836, at det er første gang, han
besøger stedet. (BEC I, pp. 253-254). Niels Oxenvads undersøgelser blev senere
suppleret af Otto Vilh. Sommers artikel ”Fodrejsen
til Bogense og omegn”, Anderseniana
1993. I sidstnævnte artikel påvises og ’afsløres’ et af den hidtidige
Andersen-forsknings store problemer, nemlig med at stedfæste den herregård, som
Andersen i MLE I, p. 44, fortæller at han med sin mor engang i høsten aflagde
besøg på, og hvor fruen angiveligt var datter af forældre, som Andersens mor
havde tjent hos som yngre. Andersen fortæller også, at gården lå i nærheden af
Bogense, hvor mormoderen, Anne Sørensdatter, dengang boede. Den fantasifulde
Hans Brix mente i sin afhandling fra 1907 at kunne ’identificere’ den
pågældende herregård som Broholm. Sommer kunne derimod fastslå, at det drejede
sig om hovedgården ”Hugget” i Ore Sogn nær ved Bogense. Derfor kunne han ved
samme lejlighed ’aflive’ Brix’ hypotese og dermed også Jens Jørgensens endnu
mere fantasifulde ”arbejdsteori” om Andersens royale og adelige herkomst.
7 Prinsebarnsteorien er blevet modsagt af mange, bl.a. af
rigsarkivar Vello Helk i Morgenposten,
Søndag 25. okt. 1987, p. 51, Dorrit Andersen i Siden Saxo nr. 2, 1987, og ikke mindst af Jørgen Skjerk i Personalhistorisk Tidsskrift 1988, 1.
april. For andre opponenters vedkommende henvises til AaJ. – I 2004 udgav
chefredaktør, cand.mag. Rolf Dorset bogen Paradisbarnet – en bog om H.C.
Andersens herkomst. Forlaget Tiderne Skifter. Det fremgår af Aage
Jørgensens H.C. Andersen-bibliografi, at Dorset helt tilbage fra 1987 har været
på banen som en slags væbner for Jens Jørgensens prinsebarns-hypotese. I sin
bog søger Dorset da også yderligere at understøtte teorien om Andersen som
biologisk afkom af Prins Christian Frederik og komtesse Elise Ahlefeldt
Laurvig. Det sker bl.a. gennem nærlæsning af Chr. Høegh-Guldbergs brevveksling
med den unge Andersen. Man kan måske mene, sådan som bl.a. Jens Jørgensen og
Rolf Dorset gør, at der var noget bemærkelsesværdigt ved, at Prins Christian
Frederiks adjudant interesserede sig særligt for den lidt besynderlige dreng
fra Munkemøllestræde, og at han opfordrede Andersen til at søge audiens hos
prinsen, for at anmode denne om hjælp – underforstået pekuniær understøttelse –
til at realisere sine fremtidsdrømme og forhåbninger, primært som skuespiller.
Men som bekendt ville prinsen kun hjælpe unge Andersen, hvis denne fulgte hans
råd om at gå i håndværkerlære, hvilket Andersen blev så skuffet over, at han så
sent som i 1836, da han skrev romanen Kun
en Spillemand, endnu ikke havde glemt episoden fra 1819. Det fremgår
indirekte af romanen, hvori prinsen optræder i skikkelse af Greven. Heri
antydes det også, at Marias mand, Skrædderen, tvivler på sit biologiske
faderskab til sønnen Christian, men konen bedyrer imidlertid at det er han,
altså også biologisk far til drengen. Andersen glemte vist aldrig den nævnte
episode, som går igen en del steder i hans forfatterskab, eksempelvis i
historien ”Portnerens Søn”, 1866,
og i romanen Lykke-Peer, 1870. I den sidstnævnte har Andersen imidlertid
udeladt sin skuffelse over Prins Christians ord og tilbud, og i stedet udjævnet
forskellen mellem det rige barn, Felix, og fattigbarnet Peer i den forstand, at
Peer har en åndelig rigdom i form af en usædvanlig kreativ fantasis og
intuitions nådegave. Drengen Felix og hans far, den rige grosserer, kan
indenfor romanens kontekst formentlig tolkes som hhv. prins Frederik (senere
kong Frederik d. 7.) og dennes far, Fyns daværende guvernør, prins Christian
Frederik, den senere kong Christian d. 8. I henhold til Levnedsbogen legede Hans Christian lejlighedsvis med prins Frits,
når han opholdt sig på gårdspladsen til Slottet i Odense, mens hans mor
arbejdede i dettes vaskeri. Levnedsbogen,
pp. 43-44.
Imidlertid er det klart, at man efter behag kan undre sig og spekulere
over, at Andersen gentagne gange i sit forfatterskab lige præcis vender tilbage
til sin audiens som 14-årig dreng hos Prins Christian Frederik, og at han i
romanen Lykke-Peer har valgt at sætte
sig op som fattigt modstykke præcis til dennes søn, prins Frits. Med lidt god
vilje kunne dette jo tolkes på den måde, at digteren har villet antyde
et biologisk slægtskab med prinsesønnen, altså muligvis at han var en
halvbroder til prins Frits, men af gode grunde ikke har anset det for
betimeligt at tilkendegive det åbenlyst. Men betragter og sammenligner man
f.eks. de foreliggende portrætter af de nævnte tre personer, er der efter min
opfattelse ikke nogen påfaldende fysiognomiske ligheder mellem Prins Christians
og Prins Frederiks noget vege ansigtstræk på den ene side, og H.C. Andersens
markante og karakterfulde ansigtstræk på den anden side. Det udgør selvfølgelig
ikke i sig selv noget afgørende bevis imod ”prinsebarnsteorien”, men indikerer
dog at denne i bedste fald ikke har sandsynligheden for sig. Man kan nemlig
heller ikke se nogen markante fysiognomiske lighedspunkter mellem den påståede
illegitime biologiske mor, komtesse Elise Ahlefeldt Laurvig og f.eks. hendes
forældre på den ene side, og H.C. Andersen på den anden side, heller ikke
selvom der med lidt god vilje her trods alt kan spores lidt større lighed end i
de førstnævnte tilfælde.
Men at Prinsens adjudant, Chr. Høeg-Guldberg, specielt skulle have haft
interesse for den sært begavede dreng, dels fordi han var blevet pålagt det
’ovenfra’ og dels fordi han vidste, at prins Christian i virkeligheden var
illegitim biologisk far til drengen, virker heller ikke sandsynligt. Derimod
skyldtes det snarere at Guldberg som en litterært dannet mand delte tidens
interesse for geniet, symboliseret i Aladdin-skikkelsen, som
Øhlenschlæger havde genoplivet i og med sit eventyrspil Aladdin eller Den
forunderlige Lampe, 1805. Derfor er det langt mere sandsynligt, at
Guldbergs faderlige interesse for drengen Hans Christian udelukkende blev vakt
gennem sidstnævntes noget aparte fremtoning og adfærd, som kunne tyde på store
slumrende evner. Og hvor forskellige Chr. Høegh-Guldberg og H.C. Andersen end
var af sind og skind, havde førstnævnte dog utvivlsomt en stor og dannende
indflydelse på den ganske unge skoleelev Andersen, og påvirkede måske især to
områder hos digterspiren, nemlig dels tiltroen til Guds forsyn og dels tiltroen
til egne evner som digter. At Andersen så på et tidspunkt fandt, at Guldbergs
gentagne formaninger efterhånden blev lidt for meget af det gode, er en anden
sag. Og for resten, hvorfor skulle H.C. Andersen sætte så meget ind på at
promovere sig selv og sit liv som et stort eventyr, hvis han havde vidst, at
han hele vejen i virkeligheden var blevet hjulpet fremad og opad så at sige ved
direkte eller indirekte kongeligt faderligt forsyn? I så fald ville der ikke
have været nogen rimelig grund for ham til at fremføre sin kongstanke om, at
det var et guddommeligt faderligt forsyn, han skyldte takken og æren for sin
succes som eventyrforfatter. Endelig taler rigsarkivar Vello Helks udtalelser
(bl.a. i Morgenposten Søndag 25. okt.
1987, p. 51) om, at der end ikke findes antydninger i Christian d. 8.s
efterladte dagbøger og breve af, at han skulle have været illegitim biologisk
far til digteren, nok så stærkt og sagligt imod prinsebarnsteorien. Men i
øvrigt erkendte Andersen senere, at prinsen i sin tid havde ment ham det godt,
og at denne som konge, sammen med sin gemalinde, dronning Caroline Amalie, var
ham en god og kærlig støtte. MLE I, p. 47 og note p. 389.
8
Gustav Ludvig Wad: Om H.C. Andersens Slægt. Hempelske Boghandels
Forlag. Odense 1905.
9 Brevcitatet
er fra BIngemann I, pp. 204-205. – Andersens frygt for at have arvet dispositionen
for sindssygdom fra sin farfar og far, kommer også til udtryk i MLE II, p. 15,
hvor han bl.a. omtaler sit ophold i Odense i maj 1847 og skriver: ”Dybt Indtryk
gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs udenfor mine Vinduer; hans Ansigt
var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget forstyrret i den hele
Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min
Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i
Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa
mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med hele min
Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da blevet betragtet? – Jeg veed ikke, men
Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue fik mit Hjerte
til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed
mod mig.”
Dette kan suppleres med følgende: I 1873 var den da 68-årige Andersen på
en udenlandsrejse ledsaget af den langt yngre forfatter og litteraturhistoriker
Nicolaj Bøgh, og til denne fortalte han blandt andet om sit barndoms- og
ungdomsliv. Herunder også om sin farfar, Anders Hansen: ”… at denne forvirrede
Mand gik ud i Skoven og pyntede sit Hoved med Bøgegrene og Blomsterkranse,
hængte Blomster ned ad sig til alle Sider og saa kom syngende med fuld Røst
hjemad og ind gennem Odenses Gader. Da Andersen mistede sine Tænder, syntes han
tidt selv, naar han saa sig i Spejlet, at han lignede denne Bedstefader.”
(Nicolaj Bøgh: ”Fra H.C. Andersens Barndoms-
og Ungdomsliv”, Personalhistorisk
Tidsskrift 1905, p. 59).
10 H.G.Olrik, Anderseniana 1934. Heri kan man bl.a.
finde detaljerede oplysninger om Karen Marie og hendes biologiske far, Daniel
Jørgensen Rosenvinge. – Den mest sandsynlige grund til, at Hans Andersen og
Anne Marie Andersdatter først blev gift to måneder før sønnens fødsel, er måske
også den enkleste, nemlig at parret simpelthen ikke havde råd til straks at
gifte sig og sætte bo, da det blev konstateret at Anne Marie var blevet gravid.
Og formentlig for at undgå den såkaldte lejermålsbøde, måtte parret alligevel
officielt forkynde deres forlovelse i Odense St. Knuds Kirke den 5. januar 1805
med påfølgende vielse den 2. februar s. år. I øvrigt havde parret iflg. Olrik
åbenbart ikke mulighed for at flytte sammen i fælles bolig, før omkring januar
1806, og da i gaden Holsedore. Hans Christian har da været ca. 9 mdr., mens
halvsøsteren, Karen Marie, har været godt og vel 5 år. Det vides dog ikke med
sikkerhed, om hun på det tidspunkt boede hos sin mor og stedfar, men Hans
Andersens ansøgning af 23. nov. 1805 til Odense Magistrat om bevilling til at
arbejde som frimester, kunne tyde på at det har været tilfældet.
En antydning af, hvad gnidningerne mellem Andersens far og mor kunne
dreje sig om, får man også hos Nicolaj Bøgh, som bl.a. kan fortælle følgende
herom: ”Ofte kaldte han hende ”Gamle Mor” og drillede hende med, at hun ”altid
vilde have en ung Karl”; han sagde: ”Du vilde hellere have havt
Pottemagersvenden, end mig, men det gik ikke.”” (Nicolaj Bøgh,
Personalhistorisk Tidsskrift 1905, p. 60). Pottemagersvenden var Karen
Maries biologiske far, Daniel Jørgensen Rosenvinge. I øvrigt har H.C. Andersen
måske givet sin mest usminkede opfattelse især af sin far, Hans Andersen, i
andet kapitel af romanfragmentet Christian
den Andens Dverg (1831-1832; Anderseniana
Vol. III,
1935, p. 59ff.). Heri optræder forældrene som
hittebarnet Hemmings plejeforældre med navnene Lisbeth og Niels Smed, om hvis
dagligdag det bl.a. lyder: ”Alt gik nu i den gamle Tour. Lisbeth passede
sin lille Huusholdning, og Smeden sit Værksted, men snart lokkede Svendenes
lystige Svir ham op paa Borgen, snart var han inde i Byen til seent ud paa
Natten, i det Hjemmet syntes at blive ham kjedsommeligt … Lykken syntes derimod
reent at have forladt Huset; Smeden forsømte ganske sit Arbeide, bestandig
drømte han om Skatte og rige Gaver, medens Alt sank mere og mere sammen og han
selv henfaldt til en sær Grublen; ja Moer Lisbeth begyndte endog at
frygte for at Høvidsmanden paa Slottet skulde jage dem ud af deres faldefærdige
Bolig. Tiden løb, men bragte dem aldrig bedre Dage. Hver Juleaften havde altid
været dem den største Fest, da dampede der en Steg paa det simple Bord, og
under Sengedynen holdtes Æbleskiverne varme mellem to store Fade, nu var det
atter en hellig Juleaften, Smeden vilde storme til Byen, men Lisbeth tog ham
mildt i Armene og bad ham saa inderlig at blive denne hellige Aften hos hende.
Oppe paa Næsbyhoved Slot havde een af Pigerne givet hende nogle Gryn, hun kunde
kun kaage dem i Vand, men saaledes dampede der dog en Julegrød paa Bordet og
ved sin Venlighed og mange hjertelige Ord, søgte hun at bringe Manden i bedre
Lune … ”Lisbeth!” sagde Smeden, ”Du er en god Kone, men det seer galt ud med
os. Der er faldet mig en Tanke ind i det vi spiiste. Hemming maa hjælpe,
Ulykken troer jeg er sluppet ind med ham. Fra han kom i Huset fik jeg en anden
Mening i mit Hovede!” (Anførte sted, pp. 77-78). Når det siges, at faderen ofte
forlod hjemmet, for at gå på kroen med andre lystige folk, er det dog nok en
overdrivelse, for så vidt vides var Hans Andersen en ædruelig person. Andersen
har i al fald aldrig med et ord antydet, at det modsatte skulle være tilfældet.
Udtalelsen hænger formentlig snarere sammen med den kendsgerning, at faderen
var medlem af Odense Borgervæbnings 3. kompagni i mindst seks år, før han i
foråret 1812 valgte at gå ind i den regulære hær som stiller for en ung bonde.
Med sine udprægede musikalske anlæg spillede han både tromme og fløjte, kaldt
pibe, og blev da også tituleret Piber Hans Andersen og lejlighedsvis Piber Hans
Hansen. Men som medlem af borgervæbningen har han sikkert jævnligt måtte
deltage i marchøvelser såvel som i forskellige arrangementer og optog, og han
har i lighed med sine kammerater sikkert været et flot syn, når deres bataljon
i fuld uniform marcherede gennem Odenses gader i takt til deres eget orkester.
11 Andersen i brev af april 1833
til forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou: ”… Der er neppe nogen
Forfatter, hvis Liv mere har grebet ind i hans Digtning end mit i hvad jeg har
frembragt; en udførlig Meddelelse ville være den bedste Kommentar …” H.
Topsøe-Jensen: Omkring Levnedsbogen. En Studie over H.C. Andersen som
Selvbiograf 1820–1845. Gyldendal 1943, p. 285. Man må sige, at
Andersen i og med sine selvbiografier har bidraget til en udførlig skildring af
sit livsforløb. Men desværre har det vist sig, at hans selvbiografier
indeholder en del kronologiske uklarheder og fejl, lige som han har udeladt
enhver omtale af sin søster og sin mormor. Det er dog heldigvis noget, H.C.
Andersen-forskningen efterfølgende har kunnet råde bod på.
12 Novellen Gjenfærdet ved Palnatokes Grav
er trykt særskilt som facsimile af trykket i Ungdoms-Forsøg. Af Villiam Christian
Walter. Poul Carit Andersens Forlag.
København 1940. Efterskrift af Cai M. Woel. Novellen findes desuden trykt i Ungdoms-Forsøg
af Villiam Christian Walter. Med Efterskrift af Cai M. Woel. Christtreus
Bogtrykkeri. København 1956. Citatet er fra denne udgave, pp. 20-21.
Efterskriftet er med nye tilføjelser genoptrykt i Cai M. Woel: H.C.
Andersens første Bog. ”Ungdoms-Forsøg” 1822. Midtsjællands Forlag. Ladager
– Lille Skensved 1960. Om bogen Ungdoms-Forsøg
kan også henvises til artiklen ”Tanker
omkring en makulatur” af Harry Rasmussen, Anderseniana 1998.
13 Angivne
sted, p. 44.
14 Levnedsbog, p. 31; MLE I, p. 40; Mennesket
og Digteren. Udgivet af H.C. Andersens Hus, Odense, 2. april 1955, p. 42ff.
– Jf. samtidig med samme tekst i Anderseniana
2. Række, bind III, 1-2 (1955).
15 I et brev dateret den 2. nov.
1822 til sin søn, som på det tidspunkt boede i Slagelse, lader moderen, Anne
Marie, sin pennefører skrive og anmode sønnen om at opsøge ”Her Løynant v.
Martisen” og lade denne læse brevet, og opfordre ham til at opfylde sine løfter
til Karen Marie. (Svend Larsen: H.C. Andersens Moder. En Brevsamling. Rasmus
Hansens Boghandel. Odense 1947). – I sit næste brev, dateret Odense den 12.
dec. 1822, skriver moderen bl.a.: ”Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke
hos vem, men Du behøver ikke at gruble over, hverken hendes Dyd eller
Ungdommelighed, thi det er alt sammen velbevaret her i Odense, jeg venter
riktignok og med længsel, med det første at se et par Ord fra hende …” (Anførte
sted, p. 14).
16 Se det
i note 12 nævnte værk fra 1956, p. 20.
17 Anderseniana 1934, pp. 18-46, og Olrik,
pp. 56-65. Jf. med note 24.
18 Hans Andersens ansøgning til
Odense Magistrat om bevilling til at arbejde som frimester findes delvis
citeret i Dorrit Andersen: ”Var H.C.
Andersen kongesøn?”, Siden
Saxo, nr. 2, 1987. – Om ”plejebarnet” Anne Elisabeth Henrichsen, f. Basse,
vil man kunne læse i Anderseniana
1933, pp. 12-14 og i Anderseniana
1934, pp. 91-94. Det ligner i øvrigt mere end en tilfældighed, at Andersen har
givet en af sine historier titlen ”Anne Lisbeth”, 1859, selvom det er skrevet
en del år, før han genså hende i 1867. Men han havde jo været i Odense ved
flere tidligere lejligheder, og mon dog ikke han kan have hørt om, hvad der var
blevet af plejesøsteren, ”den lille Ane”? Hendes navn er sikkert faldet ham i
tankerne, da han skrev historien om moderen og hendes tilsyneladende svigtende
kærlighed til sit ”eget” barn alias Karen Marie, til fordel for stor kærlighed
til ”grevebarnet” alias Hans Christian. Sidstnævnte har sikkert også følt sig
’skyldig’ over, at hans mor dagligt havde omsorg for ”den lille Ane”, mens
hendes egen datter så at sige var blevet ’forstødt’, idet hun formentlig var
kommet ud at tjene eller evt. sat i pleje, måske hos noget familie i Ubberud
eller i Odense. Begrundelsen for min antagelse er ganske enkelt den, at
’Lisbeth’ jo er en kortform af navnet Elisabeth, således at pigen kan tænkes at
være blevet kaldt ’Ane Lisbeth’, med tydelig fynsk udtale af navnet. – Nicolaj
Bøgh kan også fortælle lidt om H.C. Andersens plejesøster, men det kunne se ud
til, at han måske har misforstået et og andet om hende: ”Andersen fortalte mig,
at han altid som Barn kaldte alt Ubehageligt for ”pigeagtigt”. Da han var en ti
Aars Dreng, kom der en vis Lisbeth af Moderens Familie fra Landet ind til
Odense for at besøge sine Slægtninge der, og det blev da ordnet
saaledes, at hun om Natten skulde sove i Slagbænk sammen med Hans Christian;
men dette modsatte han sig paa det Allerbestemteste og sagde: ”Nej, jeg vil
ikke, jeg vil det ikke, for hun lugter saa pigeagtigt.” Forældrene
skændte paa ham og sagde: ”Sikken en uartig Dreng han er!” Men Lisbeth maatte
ligge paa 3 Stole, de fik skrabet sammen, og der hvilede hun nok ikke
videre godt.” (Nicolaj Bøgh, Personalhistorisk
Tidsskrift 1905, p. 64). Så vidt vides, var Anne Elisabeth ikke i familie
med H.C. Andersen. Se Anderseniana
1933 og 1934. Jf. også med note 28. Vedr. det ubehageligt ”pigeagtige”, så
stemmer det for resten meget godt med, hvad han skriver i Levnedsbogen, p. 35-36: ”… jeg havde i øvrigt en forunderlig Afskye
for voxne Piger, eller naar de vare over en 12 Aar, jeg gjøs ordentlig for dem,
ja havde endog det Udtryk om Alt hvad der var mig Ubehageligt at røre ved, at
det var saa ”pigeagtigt!” – ”. Jf. også
med note 28.
19 H.C. Andersen: ”Tre Ufuldførte Historiske Digtninge”, ved Tage Høeg. Anderseniana 1935, p. 58ff. – Samme
forfatter: H.C. Andersens Ungdom. Levin & Munksgaards Forlag. Kbh.
1934. Se især bogens kap. VI.
20
Dagbøger I, pp. 9-11, 17, 19, 33-35, 39, 118.
21 Beskrivelsen af den gamle
krigsknægt passer til dels også på H.C. Andersen selv, sådan som han har
beskrevet sig i sin ungdomstid i selvbiografierne. Jf. her også med Olrik, p.
158, nederst. Det viser også, at han i en vis udstrækning identificerede sig
selv med sin far, Hans Andersen, også selvom denne iflg. digterens eget udsagn
var lille og rund af statur. – Navnet Magdalene stammer fra hebraisk og betyder
’fra byen Magdala, dvs. tårnet’, formentlig et fæstningstårn. Men altså en
person, der rager op i højden, sådan som Andersens mor åbenbart har gjort.
Navnet var oprindelig tilnavn for Maria Magdalene, skøgen fra Magdala. En
sideform af navnet er Magdalone, kendt fra Holbergs komedier. Andersen anvender
lejlighedsvis også denne navneform for sin romanfigur. Jf. for øvrigt
beskrivelsen af Magdalene med beskrivelsen af ”Maria, bondens hustru”, i Gjenfærdet ved Palnatokes Grav: ”… en
Kone paa en 30 Aar, af høi Væxt med et langt blegt Ansigt, hvori laae Strøg af
Sørmodighed blandet med fromt Sværmerie …” Når Andersen i romanfragmentet har
kaldt moderen for Magdalene, kunne det måske tænkes at hænge sammen med, at han
til dels opfattede hende som en ”falden” kvinde, idet hun jo i 1799 havde fået
hans halvsøster uden for ægteskab.
22 Udtrykket ”ravneungen” er måske specielt
fynsk og refererer antagelig til betegnelsen ”ravne-moder”, som kommer af, at
man mente ravnen kastede nogle af sine unger ud af reden. Anvendt på mennesker
betyder det en unaturlig, ukærlig moder. Man bør nok vær opmærksom på, at
udover fra sin flittige læsning af især Walter Scotts romaner, har den unge
Andersen også hentet inspiration fra sine egne oplevelser og erfaringer fra
barndommen, men i nok så høj grad også fra sin skoletid og sit ophold i
Slagelse og Helsingør. Levnedsbogen,
pp. 262-263.
23 Jf. betegnelsen “ravnefaderen”
med note 22. Motivet med det forstødte og udsatte barn, som bliver fundet og
adopteret af fremmede mennesker, der tager det til sig og opdrager det som
deres eget, var meget yndet i romantikkens litteratur og dramatik. Det er
derfor ikke noget specielt for H.C. Andersen, at han benytter sig af dette
motiv i en del af sin digtning. Det specielle eller usædvanlige er derimod, at
han har anvendt motivet i relation til sig selv og sin egen familiekreds, hvorved
han bevæger sig ud over fiktionen og delvis ind i realisme.
24 Anna Sørensdatters (1743-1825)
fik følgende børn udenfor ægteskab: Anne Marie Andersdatter (ca. 1774- 1833),
fader ukendt; Christiane Sørensdatter/Jansen (1778-1830), fader: Johan Gottfried
Meyer Fascher; Marie Kirstine (1781, død som spæd), fader: Reiter Steensen.
Desuden fik hun et barn indenfor ægteskabet med Jens Pedersen (1743-1790):
Samuel Gothlieb Ernst Conrad Pedersen (1785, død som spæd). Anna Sørensdatter
blev 2. gang gift med vægter Jørgen Sigvard Rasmussen (1764-1806), med hvem hun
i 1804 flyttede til Bogense, hvor parret bosatte sig. H.C. Andersen har dog kun
fortalt om en enkelt gang, hvor han som 7-årig sammen med sin mor aflagde besøg
hos moderens bekendte i nærheden af ”hendes Fødeby Bogense”. Han må derfor have
vidst, at mormoderen boede i denne by, og deraf kom det formentlig, at H.C.
Andersen antagelig hele sit liv troede at hans mor var født i Bogense. Kilder:
H.G.Olrik, Anderseniana 1934. Otto Vilh. Sommer, Anderseniana 1993. Ejnar Askgaard, Fynske Minder 2000.
At Andersen for resten må have kendt en del til sin families forhistorie
også på mødrene side, viser efter min opfattelse bl.a. den omstændighed, at det
med al sandsynlighed er en ret speciel episode, som den ovenfor nævnte Jens
Pedersen engang havde været ude for, digteren har benyttet i sit versdrama Agnete
og Havmanden, 1833, hvori en del af personerne fra romanfragmentet
”Christian den Andens Dverg” (1831-1832) går igen. Det gør den episode, der her
sigtes til, også, men som Andersen alene af kronologiske grunde kun kan have
fået fortalt, muligvis af sin mor eller en anden, der kendte noget til Jens
Pedersens liv. Jens Pedersen var skrædder af profession, og før han blev gift
med Anna Sørensdatter, Andersens mormor, boede han en overgang i den fra
romanen Kun en Spillemand berømte
Hulgade i Svendborg. I 1780 anlagde han sammen med snedker Jens Roggen
erstatningssag mod skytten på godset Bjørnemose, Eskild Børgesen, som de
anklagede for at have skudt Jens Pedersen i hovedet en aften, da de tre var
sammen i en gård i Tved. Dommen faldt imidlertid ud til fordel for skytten,
idet Jens Roggen som medunderskriver af klagen var afskåret fra at optræde som
vidne. De to blev idømt en bøde og måtte betale sagens omkostninger, i alt 62
Rigsdaler, 2 Mark og 14 skilling, hvilket de to fattige mænd var ude af stand
til at udrede, hvorfor de begge måtte afsone beløbet ved at blive indsat i
Odense Tugthus. Her sad Jens Roggen i 20 uger og Jens Pedersen til hen på foråret
1783. (H.G.Olrik, Anderseniana 1934, pp. 26-27). Der kan
næppe være tvivl om, at H.C. Andersen mente at Jens Pedersen var blevet
uretfærdigt dømt, og at skytten på Bjørnemose kun gik fri på grund af sin
stilling hos grevinde Ahlefeldt. Selve episoden, hvor Jens Pedersen var blevet
skudt i hovedet, dog åbenbart uden at komme alvorligt til skade, har Andersen
om- og gendigtet i romanfragmentet. Heri er bl.a. følgende replik lagt i munden
på den gale Stine, hvor hendes forfølgere har fundet hende sammen med liget af
hendes gamle mor i en ensomt beliggende, forfalden hytte. Liget af moderen, der
ligger skjult under en måtte, er svendene dog ikke interesserede i: ””Er det
sandt, jeg maa beholde den gamle Kone? I vil ikke skyde hende? Ikke sætte hende
op i det høie Piletræ og skyde hende som en gammel Gjøg? Puf, paf! – det var et
Herremands Skud!”” – Svendenes anfører, Esben, vil nu vide, hvad det er, pigen
taler om, og hun fortæller derefter, at hun har æltet ti store brød af sneen
ude på marken: ”” Den gamle Moder skal ikke sulte ihjel – nei, hun skal ikke
sulte ihjel, skjøndt hun er Gjøgens Kone og jeg den lille Gjøgeunge!”” Esben
vil dog vide, hvor den far er henne, hun snakker om: ””Min Fader?” spurgte
Pigen, ”kjendte Du ham? – O, det er en fæl Historie! seer Du ikke nok det store
Piletræ nede ved Stranden? Det var der, Herremanden piskede ham op, og pif!
paf! skjød han ham i Hjertet, der laae Gjøgen!”” (Anderseniana 1935, pp. 103-106). Principielt den samme skudepisode
genfortælles i Agnete og Havmanden,
men heri er det herremanden, Peter Palle, der sammen med sine jægere jager den
gamle spillemand, Hemming, op i et træ og her vil give ham et skud hagl i det
ene ben, så at han falder ned fra grenen, han sidder på. Imidlertid rammer
Peter Palles skud den arme mand, så at denne utilsigtet falder død til jorden,
hvilket herremanden dog kun trækker på skulderen af. Sådan slutter versdramaet,
som Andersen ikke fik den glæde af, som han havde drømt om og håbet på. Men
spillemanden Hemming er jo igen Andersens alter ego, og blandt andet på grund
af sine kærlighedssorger og sin følelse af manglende anerkendelse som
forfatter, overvældedes han lejlighedsvis af tanker om døden. (SS XI, pp.
545-546).
25 Jf. med den dæmoniske skikkelse
Onkel Peppo i romanen Improvisatoren,
1835, den dæmoniske Sorte Heinrich i romanen O.T., 1836, og den ligeledes dæmoniske skikkelse Gudfaderen i
romanen Kun en Spillemand,1837.
26 Personnavnet Hemming er nordisk
og stammer fra det 9. århundrede, hvor det egentlig betød: ’skindet af foden på
et firfodet dyr’. Fra omkr. 1400 kendes 25 bærere af navnet.
27 Levnedsbogen
(1962, 1988), pp. 21-31; MLE I, pp. 27-41; Olrik, pp. 92-97; Nicolai Bøgh, Personalhistorisk Tidsskrift 1905, pp. 59-62.
28 I det virkelige liv var der så vidt
vides dog ikke tale om, at Karen Maries og Hans Christians mor har været indsat
i Odense Tugthus til afsoning af en ubetalt lejermålsbøde, eller man har i
hvert fald ingen konkret viden om det. Men denne skæbne var derimod overgået
børnenes kommende mormor, Anne Sørensdatter, som i foråret 1783 afsonede 8
dages fængsel på vand og brød i Odense Tugthus for tredje gang begået lejermål,
dvs. for tredje gang at have født et barn udenfor ægteskab. Derimod formoder
Olrik følgende: ”Ved Aftingningen hos Byfogden i Odense af Lejermaalsbøderne
for sit 1. Barn mødtes Johanne Maria Rasmusdatter [Anne Elisabeths mor] med
Anna Marie Andersdatter, H.C. Andersens Moder, der kom i samme Anledning efter
sin uægte Datter Karen Maries Fødsel. Herfra stammer maaske Bekendtskabet!” (Anderseniana 1934, p. 92). Sagt med
andre ord, så formodede H.G. Olrik, at de to mødre første gang stiftede
bekendtskab med hinanden, da de mødte op på Odense Rådhus, antagelig omkr.
nytår 1799/1800, for at aftale, hvordan betalingen af den såkaldte
lejermålsbøde skulle ske, for ingen af de to fattige kvinder havde formentlig
rede penge til at betale beløbene, og begge kvinder var på det tidspunkt
ugifte. Den endnu ufødte Anne Elisabeths mor boede sammen med sin egen mor,
Maren Krag, i Gråbrødre Stræde, men fra januar 1803, året for Anne Elisabeths
fødsel, og til december 1807, bor de på Klingenberg (Munkemøllestræde) nr. 646,
hvor også familien Andersen med børnene Karen Marie og Hans Christian flytter
ind fra omkring april flyttedag 1807. De to familier har altså kun boet i hus
sammen i trekvart år, men har åbenbart holdt forbindelsen med hinanden, også
efter at Maren Krag, datteren Johanne og datterdatteren Anne Elisabeth er
flyttet derfra. December 1807 var H.C. Andersen kun godt og vel toethalvt år,
og det kan næppe være fra den tid, at hans erindringer om ”den lille Ane, som
jeg ikke vilde ligge i Slagbænk med” stammer. Og hvis hun er identisk med bl.a.
lille Gerda i eventyret ”Snedronningen”, må man forestille sig, at de to børn
dagligt har leget sammen gennem længere tid. Hvis Nicolai Bøgh har erindret sig
Andersens udtalelse, som er refereret i note 18, rigtigt, og Andersen selv har
husket rigtigt, så har Anne Elisabeth altså besøgt sin legekammerat og hans
forældre så sent som i 1815, da Hans Christian var 10 år og hun selv 12 år. Jf.
med note 18.
29 I anden sammenhæng har jeg tilladt mig –
måske lidt spidsfindigt – at læse navnet OTTO, hvor de to sidste bogstaver jo
er spejlbilleder af de to første, som udtryk for den psykoseksuelle
dobbeltpolethed, der efter min opfattelse var karakteristisk for H.C. Andersen,
og som han selv tilkendegav ved bl.a. at tale om ”min halve Qvindelighed” (i
brev af 24.9.1833 til vennen Edvard Collin). Brændemærket på Ottos skulder, som
han gør alt for at skjule og som han frygter for skal blive afsløret, er i den
kontekst udtryk for ”pælen i kødet”, dvs. en skavank, fejl eller afvigelse, der
stadig plager én. Eftersom en afvigende seksuel orientering især dengang blev
betragtet som unatur, er det nærliggende i Andersens tilfælde at tolke
”brændemærket” som udtryk for den seksuelle konstitution, der f.eks. kan give
sig udslag i homoseksualitet eller biseksualitet. Vedr. min påstand om
Andersens psykoseksuelle dobbeltpolethed og biseksuelle orientering, vil man
f.eks. kunne læse i artiklen ”H.C.
Andersens seksualitet”, Anderseniana
2004.
30 Så vidt vides genså H.C. Andersen ikke sin
søster Karen Marie, før i 1842, altså flere år efter at romanen O.T. (og ligeledes Kun en Spillemand, 1837) var blevet skrevet. Imidlertid havde han i
de mange mellemliggende år frygtet for, at hun pludselig skulle dukke op. Men
hvorfor han frygtede så meget for sin søster, at han ikke ønskede at møde
hende, vides ikke med bestemthed, kun at han havde en mistanke om, at hun måske
var sunket til bunds i et af de berygtede kvarterer i København, og her
ernærede sig som halv- eller helprostitueret, ligesom tilfældet formentlig var
for mosterens vedkommende, der dog var død i 1830. Andersen nævner denne frygt
for sin søster i forbindelse med sine breve til moderen, der dog ikke ses
bevarede, men det fremgår indirekte af hendes breve til ham. Men i sin dagbog
for 1825 noterer han under torsdag den 3. nov. bl.a. følgende: ”Meislings har
faaet en Pige fra Kiøbenhavn det aner mig det er min Søster og man siger jo hun
hedder Maria.” Dagen efter noterer han samme sted, idet man fornemmer et
lettelsens suk bag ordene: ”Denne Gang bedrog min Anelse mig, jeg kiender slet
ikke Pigen.” – Dette er alt, hvad Andersen har noteret om sin søster i sine
dagbøger fra 1825-1875! Men før han mødtes med og genså hende første gang i
København, lod han dog vennen, Adolph Drewsen (Almanakken, 9. febr. 1842),
foretage en diskret undersøgelse af søsterens forhold. Derimod har Andersen
flere notater om hende i sin Almanak for 1842, hvori hun omtales hele otte
gange, men kun en enkelt og sidste gang i almanakken for 1843: ”Min Søster
mældt sig hos Portneren.” Det er alt, og dermed hører vi ikke et ord mere om
den søster, der havde spillet så stor en rolle i hans hidtidige forfatterskab,
og også kom til det fremover. Heller ikke noget om, hvor vidt Andersen har
kendt til hendes sygdom, død og begravelse i 1846, skønt hun kun boede ca. 5-10
minutters gang fra hans egen bopæl. Hun var som han ugift og barnløs, men havde
dog en samlever, en arbejdsmand ved navn Peder Kaufmann, som imidlertid ikke
var til stede hverken ved hendes død eller begravelse. Hun døde den 18. nov.
1846 som følge af tuberkulose, i en alder af kun 47 år og blev begravet i
fattigjord på Assistens Kirkegård søndag den 22. nov. s.å. Ved sin død boede
hun i en ussel taglejlighed i en fireetagers ejendom i Borgergade nr. 20, mens
broderen, den berømte digter, i perioden 1.12.1838 til 13.5.1847 boede
betydeligt mere ’fornemt’ i Hotel du Nord på hjørnet af Kgs. Nytorv og
Vingårdsstræde, dog afbrudt af årlige rejser i ind- og udland, hvor han ofte
færdedes på de bonede gulve. Hans forhold til sin søster er et mørkt,
smertefyldt og mærkværdigt kapitel i hans lange liv, og spørgsmålet er, om han
nogensinde personligt kom sig over det svigt, han må have følt overfor en
søster, som han distancerende kaldte for ”min Moders Datter” (Almanakker, 8.
febr. 1842). Sidstnævnte sted får man også et indtryk af, hvad det i
virkeligheden var, Andersen frygtede for i forbindelse med sin halvsøster: ”…
Brev fra min Moders Datter, hvad jeg har skildret i O.T. oplevede jeg. Febersyg; en skrækkelig Nat, Sandselighed og
Fortvivlelse fyldte spottende min Tanke.” – Ikke uventet kunne det tyde på, at
Andersens tanker om sin søster var forbundet med seksuelle følelser og
forestillinger, som han følte sig forfærdet og fortvivlet over at have, og som
var en hån eller spot mod hans ønske om at leve et dydigt og moralsk liv i
cølibat. Efter at have mødt hende og hendes samlever følte han sig dog
beroliget, men kunne ikke lide deres appel til sig om at hjælpe med lidt penge,
selvom han enkelte gange gav dem nogle relativt beskedne beløb. Men dermed var
mystikken og dæmonien omkring søsteren også borte, og han kunne herefter anskue
hende på en lidt mere fri og overlegen måde, sådan som der er eksempler på i
historier som ”De røde Skoe”,
1845, og ”Pigen, som traadte paa
Brødet”, 1859).
31 Vedr. Daniel
Jørgensen Rosenvinge, se H.G.Olrik, Anderseniana
1934., pp. 49, 53, 59f, 65.
32 Første gang H.C. Andersen på skrift
associerer sig selv med eventyrskikkelsen Aladdin er i Dagbøger I, pp. 31-32.
En stor del af hans forfatterskab baserer sig faktisk på Aladdin-myten, som fik
en vis indflydelse på den danske litterære guldalder efter at Adam
Øhlenschlæger i 1805 havde udgivet sit eventyrspil Aladdin eller Den
forunderlige Lampe. – Andersens halvsøster, Karen Marie, nævnes eller
omtales i Dagbøger I, p. 14; Almanakker, pp. 78-79, 80, 89, 90, 94, 112.
33
R&R III, p. 9 og note p. 287.
34 Med den
historie forholder det sig sådan, at Hans Andersen, dels af eventyrlyst og dels
af pengetrang i oktober 1812 aftalte med en bondekarl fra Maale på Hindsholm,
at han skulle indtræde i militært nummer som musketer ved Kongens Regiment, 3.
Bataljon i stedet for denne, som ønskede sig fritaget for at aftjene sin
værnepligt. Til gengæld for sin hjælpsomhed modtog Hans Andersen 1000 Rigsdaler
af bondesønnen. På det tidspunkt var Hans Andersen musiker ved Odense
Borgervæbnings 3. Kompagni, som han havde været tilknyttet fra omkring 1806
eller muligvis tidligere. Olrik, pp. 93-94; MLE I, p. 39 og p. 386.
35 Så vidt det kan skønnes på
grundlag af de foreliggende kilder, havde H.C. Andersen mistet forbindelsen med
sin halvsøster i 1819, da han rejste fra Odense og tog ophold i København, og
som omtalt i note 30, genså han hende først i 1842, da hun, som på det
tidspunkt også var bosiddende i hovedstaden, selv søgte at komme i kontakt med
ham. Forklaringen på Andersens efter det foreliggende materiale at dømme i
virkeligheden helt ubegrundede frygt for søsterens dyd, hænger – som ligeledes
omtalt – formentlig sammen med hans kendskab til sin moster, Christiane Jansen,
som siden hans barndom havde været bosiddende i København. Da han efter sin
første ankomst til storbyen i september 1819 opsøgte hende, fik han bekræftet
en mistanke om, at hun ernærede sig som bordelværtinde, og måske lejlighedsvis
også selv som prostitueret. Derfor var han meget imod, at halvsøsteren også
skulle komme til København og måske opsøge mosteren, som jo var nærmeste
familie. Han frygtede – måske med god grund – givetvis for, at søsteren skulle
blive inddraget i mosterens bordelvirksomhed. I romanen Kun en Spillemand har Andersen med stor indlevelse og medfølelse
skildret de prostituerede pigers sørgelige skæbne på livets skyggeside i
datidens København. Mosteren optræder i skikkelse af den farverige
”Steffen-Kareth”, som er kæreste med en sømand, der imidlertid behandler hende
hårdt og råt, og til sidst svigter hende, hvorfor hun drukner sig i Nyhavnskanalen.
Mosteren i det virkelige liv døde angiveligt af vattersot i 1830, men Andersen
har ikke omtalt dette noget steds, hverken i sine dagbøger, almanakker, breve
eller i selvbiografierne.
36 R&R III, p. 57. Ifølge folketroen
dengang, var det at sætte gryden over at koge en magisk handling eller
besværgelse, som på opfordring af f.eks. en svigtet kæreste, blev udført af en
såkaldt klog kone, som skulle påvirke en borteværende person, der måske opholdt
sig i udlandet og havde tænkt sig at blive der, så at der hos denne opstod en
længsel eller uro efter at vende hjem. Denne overtro omtales desuden også i
romanen Improvisatoren, 1835, i
historierne ”Under Piletræet”,
1852, og ”Hvad gamle Johanne
fortalte”, 1872. I ”Under Piletræet” blander digteren melodramatisk
forældrenes historie med sin egen kærlighedshistorie og sit forhold til den
berømte sangerinde Jenny Lind. Det samme gør han principielt også i historien ”Ib og lille Christine”, 1855. Men i
begge tilfælde skal man i det omfang personerne i historierne bl.a. hentyder
til Andersen selv, nok mere tænke på, at det er sit i det hele taget mislykkede
kærlighedsforhold til kvinder, der er tale om. Jf. også med eventyret ”Pebersvendens nathue”, 1858.
37 I det virkelige liv giftede H.C. Andersens
mor, der da angives som den 49-årige Anne Marie Andersdatter, sig efter godt to
års enkestand igen, denne gang ligeledes med en langt yngre mand, nemlig med
den 31-årige friskomagermester Niels Jørgensen Gundersen, der dog allerede døde
ca. fire år senere, den 4.5.1822. I øvrigt hersker der en del usikkerhed om,
hvilket årstal Anne Marie Andersdatter er født. Nogle steder angives det til
1868-69, og andre steder til 1874-75. Ud fra ét bestemt kriterium angives hun
at have været syv år ældre end sin første mand, Hans Andersen, og er i så fald
født ca. 1775. Men ved vielsen til sin anden mand i 1818, opgives hendes alder
til 49 år, og i så fald skulle hun være født 1768 eller 1769. Hvis det er
rigtigt, har hun altså været ca. tretten år ældre end sin første mand, og ca.
atten år ældre end sin anden mand. Begge dele forekommer sandsynlige, selvom
det var mere almindeligt, at mænd godt oppe i alderen giftede sig med ganske
unge kvinder.
38 Dal og Nielsen I, p. 192. Sammenlign med Levnedsbogen, p. 31, og MLE I, pp. 40-41.
I artiklen ”Reisekammeraten. H.C.
Andersen og døden, 1. del”, Tidsskriftet Kosmologisk Information 1992, nr. 2, pp. 14-17, vil man kunne læse
min tolkning af den situation ved faderens dødsleje, hvor Johannes alias Hans
Christian bliver viet til pigen med guldkronen på sit smukke hoved. Faderen
kalder pigen for ”den deiligste Brud”, og hende tolker jeg som poesiens eller
digtningens muse, men samtidig også som symbol på Andersens ”halve
Qvindelighed” eller hans feminine psykoseksuelle pol. Jf. evt. med artiklen ”H.C. Andersens seksualitet”, Anderseniana 2004.
39 Anførte sted, p. 67 med paralleller i hhv.
Levnedsbogen og MLE I.
40 Dal og Nielsen II, pp. 310-316. Hans
Andersen og Anne Marie Andersdatter blev trolovet, som det hed dengang, den 5. jan.
1805 i Odense St. Knuds Kirke, og viet den 2. febr. (Kyndelmisse) s.å. og samme
sted. Bruden var på det sidstnævnte tidspunkt syv måneder henne i
svangerskabet, idet sønnen, Hans Christian, blev født præcis to måneder efter
parrets vielse.
41 Anførte sted, pp. 310-316. Eventyret ”Hun duede ikke”, 1852, er H.C.
Andersens kærlige ’forsvarsskrift’ for sin mor, som var død allerede 7. okt.
1833. I sine senere år levede hun en lidt kummerlig tilværelse, også selvom det
ved sønnens mellemkomst var lykkedes at få hende anbragt i plejestiftelsen
Doctors Boder, hvor hun boede fra 1825 og til sin død. Med årene var hun
åbenbart i stigende grad blevet forfalden til nydelsen af fattigfolks
’medicin’, brændevinen, noget hun åbenbart havde vænnet sig til fra dengang,
hvor hun i medfør af sin metier som vaskekone omtrent daglig måtte opholde sig
i Odense Å’s kolde vand.
42
Anførte sted, pp. 30-38.
43 Vedr. digtet ”Sjælen”, se Chr. Svanholm: H.C. Andersens Ungdoms-Tro. F.Bruns
Bokhandels Forlag. Trondheim 1952. Kap VI. Endvidere H. Topsøe-Jensens
oppositionsindlæg 1953: H.C. Andersen og andre Studier. Udgivet af Odense Bys Museer 1966. –
Johannes Sløk: Platon. De Store Tænkere. Berlingske Filosofi Bibliotek
1964. P. 118-169. – I nogle af mine tidligere artikler og i bogen ”H.C.
Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”, har jeg også
kædet herkomstspørgsmålet sammen med den nyplatoniske myte om sjælen og dens
’syndefald’ fra sin ’høje himmel’, symboliseret ved ørneungens fald fra sin
rede højt oppe mellem skyerne. For Andersens vedkommende ligger denne myte til
grund for bl.a. digtet ”Sjælen” (1825), og altså også for eventyret ”Den grimme
Ælling” (1843). Andet og mere – og det er vel også nok? – tror jeg ikke man kan
og bør lægge i de steder i forfatterskabet, hvor Andersen fremstiller sin
hovedperson (sig selv) som et forbyttet, fornemt barn af højere herkomst. Der
er tale om en litterær allusion til den nævnte nyplatoniske myte, som i en vis
forstand dels indbefatter myten om lykkebarnet Aladdin og dels dybest set
refererer til lignelsen om den fortabte søn.
44 MLE II, p. 352; Dagbøger VIII,
p. 385. – I øvrigt kan bl.a. den lille Gerda i eventyret ”Snedronningen”
sandsynligvis ses som en skikkelse, der er en blanding af Andersens halvsøster
Karen Marie og plejebarnet Anne Elisabeth.
45 Til belysning af den stolthed,
H.C. Andersen faktisk alle sine dage havde følt over sin far, kan man passende
tage til efterretning, hvad han så sent som i 1873 fortalte vennen Nicolaj
Bøgh. Herom skriver denne: ”At han ogsaa holdt fast ved Afstamningen fra
Faderen, vil kunne sees af følgende, ikke tidligere trykte Udtalelse af ham:
Hvilket Lav er det berømmeligste?
Ja, hvilket Lav er det berømmeligste? Hvert kan være godt
for sig; men jeg siger, at Skomagerens er berømmeligst, for jeg er et
Skomagerbarn. Lad nu de andre Lav, Tømrernes, Smedenes, Skræddernes,
Gørtlernes, Uhrmagernes, ja, alle de mange uundværlige, dygtige i deres
Haandtering, sende deres Prokurator, bevise deres Berømmelse større end
Skomagernes. Phidias og Skomageren i Jerusalem, Skomager Hans Sachs!
… Det er et kejserligt Vaaben at have en Ørn; Skomagerne have en saadan, og
det med to Hoveder, og det har endnu aldrig vakt Forargelse! I Verdensbyen
London har man i vore Dage udgivet et Skomagerblad. Ingen adelig Slægt er
bleven besunget som Skomageren fra Jerusalem. Han lever i Sagn og i Sange og
vil altid leve. Fra Nürnberg i Mestersangernes Stortid lyser Hans Sachs, Skomageren.
Vor Tidsalder [har bragt] hver Stand til sin Ret, hver Mand er fri paa Tinge,
Adel er Navnet paa Alt, hvad dygtigt er, fra Ploven, fra Værkstedet, fra
Videnskab og Kunst. Det er sagt, det er sjunget! Nu ville vi blive ved
Værkstedet, ved Skomagernes! Jeg, som skriver det, er jo født dernede.” (Nicolaj Bøgh, Personalhistorisk Tidsskrift 1905, pp.
71-72).
46 Der er dog blandt andet at sige til det fremførte, at i
henhold til Levnedsbogen, pp. 42 og
240, traf Andersen først på Høegh-Guldberg efter at hans mor og stedfar,
Niels Jørgensen Gundersen, formentlig på flyttedagen den 20. april 1819, var
flyttet fra lejligheden i Munkemøllestræde, ”Barndomshjemmet”, og til en
lejlighed på den modsatte side af strædet og nærmere Odense Å. Efter
beskrivelsen i Levnedsbogen og Mit Livs Eventyr at dømme, var det den
da 14-årige drengs mærkelige adfærd, der vakte naboernes interesse. Når moderen
stod tæt ved bredden ude i vandet og vaskede og skyllede tøj , stod eller sad
han på en af de store sten ude i åen og sang i vilden sky. Eftersom han
angiveligt havde en god sangstemme, fik han derfor snart tilnavnet ”den fynske
nattergal”. Nabohaven tilhørte justitsråd Christian Andreas Falbe (1769-1838),
og det er ikke utænkeligt, at det er dennes kone, tidligere skuespillerinde ved
Det kgl. Teater, Ellen Kirstine Bech (1782-1857), der måske halvt i morskab har
givet ham dette tilnavn. Justitsrådsfamilien dyrkede åbenbart en del
selskabelighed, og blandt gæsterne var netop oberst Christian Høegh-Guldberg,
og han ytrede ønske om at man ville invitere drengen ind, for at høre ham synge
og vel også for at tale med ham. Snart efter blev drengen også inviteret til at
aflægge besøg hos flere andre af byens fornemme familier, og blandt disse
familien Høegh-Guldberg, som boede i Nedergade (nuværende nr. 25). Men man
skulle jo mene, at hvis Høegh-Guldberg havde vidst besked med eller evt.
fået ordre til, at der skulle sørges specielt for drengen i Munkemøllestræde,
at denne omsorg da burde have taget sin begyndelse flere år tidligere, f.eks.
omkring 1815-16, da prinsen blev udnævnt og indtog sit embede som Fyns
guvernør. Ja, med den viden, man i dag har om Prins Christians omsorg for sine
illegitime børn, skulle man vel egentlig have forventet, at omsorgen måtte være
begyndt allerede efter barnets fødsel i april 1805. Det er der dog intet reelt,
der tyder på skulle have været tilfældet, heller ikke selvom det fremgår af
romanfragmentet Christian den Andens
Dverg, at ”een af Pigerne” på Slottet havde givet moderen nogle risengryn
til julegrøden, der dog måtte koges i vand, fordi der ikke var råd til mælk (Anderseniana 1935, p. 78). Jens
Jørgensen ser ganske vist noget specielt i, at den lille familie i reglen fik
ekstra godt til juleaften, – jf. med digtet ”Mit Barndoms Hjem”, 1875, hvor det i femte og sidste vers bl.a.
lyder: Og Risengrøden og Gaasen / Og Gnavposen – ! hvilken Fest! – men
disse foræringer kunne lige så godt være kommet fra f.eks. ”Jørgen i Hunderup”,
muligvis selvejergårdmand i Hunderup Jørgen Berg, eller – nok så sandsynligt –
fra Anne Maries gode bekendt, gårdmandsfruen Margrethe Elisabeth Stylsvig,
f. Ibsen (1782-1859), på hovedgården Hugget i Ore Sogn i nærheden af
Bogense. Se herom i note 6. Det ser i øvrigt ud til, at Jens Jørgensen har
misforstået udtrykket ’gnavposen’, som ikke er en godtepose, men derimod en
pose indeholdende spillet ’gnav’, af ital. Gnao, kælenavn for katten.
Spillet består af kort eller brikker, oprindelig med billede af en kat.
47 R&R III, p. 116, hvor Greven bl.a.
siger: ”Du maa huske paa, Du er et
fattigt Barn!”. Disse ord er dog et andet sted i romanen også
lagt i munden på den lille jødiske pige Naomi (pp. 103-104). Jf. med Levnedsbogen, pp. 43-44 og MLE I, p. 47,
men sidstnævnte sted har Andersen pietetsfuldt udeladt replikken om ”et fattigt
barn”, som derimod er lagt i munden på den lille jødiske pige, antagelig Sarah
Heimann (MLE I, p. 36). Jf. i øvrigt med note 7.
48 Se
mere herom i note 18.
49 Se
herom i note 43.
50 MLE
I, p. 36.
51 MLE
I, p. 28.
52 Se
mere herom i note 18.
53 Dal
og Nielsen II, p. 37.
54 Svend Larsen: ”Barndomsbyen”, Mennesket
og Digteren, pp. 10-73. Flensteds Forlag. Odense 1955. Olrik, pp. 92-97.
55 Betegnelsen bygmester brugtes
især om en håndværksmester, der leverede tegninger til og ledede opførelsen af
et hus. Hen mod fortællingens slutning hedder det: ”Og saa var der Middag hos Generalens,
og der var kun indbudt den gamle Greve og hans Protegé.” Hermed
hænger det formentlig sådan sammen, at Andersen erindrer sig dengang i 1819, da
han ved Høegh-Guldbergs mellemkomst fik audiens for den daværende prins
Christian, Odenses guvernør, som ofte boede på Slottet. Prinsens tilbud om kun
at ville hjælpe den unge Andersen, hvis han valgte at gå i håndværkerlære, var
så skuffende for den vordende poet, at han faktisk aldrig glemte det, hvad
historien ”Portnerens søn” er et godt eksempel på. Der ligger derfor i
virkeligheden en vis ironi i udtrykket ”den gamle Greve og hans Protegé.”
56 R&R V, p. 246. Farmoderen betød meget
for H.C. Andersen, og som omtalt forekommer hun da også ofte i hans
forfatterskab. Men måske særlig i historien Bedstemoder, 1863, der dog
menes at være skrevet omkr. 1845 (Dal og Nielsen, VII, pp. 233-234), viser han
sin store kærlighed til og taknemmelighed mod hende, som i hans barndom ofte
dagligt passede ham, mens forældrene havde travlt med hver deres arbejde, for
at tjene til de daglige livsfornødenheder. Om Andersens farmor, Anne Cathrine
Nommensdatter, se Levnedsbogens
personregister, samt det tilsvarende personregister til MLE I-II. Se endvidere Gustav
Ludvig Wad, 1905. Desuden Ejnar Askgaard, Fynske
Minder 2000.
57 Begreberne dynd, sumpplante
osv. forekommer i Andersens dejlige og dybsindige eventyr ”Dynd-Kongens Datter”, 1858,
som endnu engang er en fortælling om sjælens og hans egen skæbne under
’materiens’ eller ’denne verdens åg’. Eventyret beretter i princippet om
sjælens ’fald’ fra sin ophøjede himmeltilværelse og slutter med Andersens
kongstanke om den udødelige sjæls frelse og sluttelige genforening med sit
guddommelige ophav. – Om H.C. Andersens herkomst i det beskedne arbejder- og
håndværkermiljø, fortæller Nicolai Bøgh bl.a. følgende: ”Paa hans Faders Skilt,
som hang uden for Huset, stod der ”Andersen, Friskomager”, og det, vidste
Drengen godt, var noget meget Tarveligt. Han sagde til mig, at han holdt mest
af sin Moder, men havde uhyre Medlidenhed med sin Fader, fordi dennes Kaar slet
ikke vare i Overensstemmelse med hans Ævner. Da jeg dertil bemærkede, at hans
Fader havde været Frø for ham eller ligesom Roden, der først i ham blev Træ, men
selv maatte nøjes med at være i Mørke og aldrig naa op i Lys og Luft, udbrød
Andersen bevæget: ”Men hvorfor skulde han kun være Frø, være Rod? Aa, havde han
oplevet den store Æresfest for mig i Odense, han var død af Glæde! Saa kunde
han have fundet sig i sit eget Liv, naar han havde seet, at det var kommet til
Udvikling i mig. Han vilde have forstaaet det Aandelige deri; men det kunne
derimod aldrig min Moder have fattet.”” (Nicolai
Bøgh, Personalhistorisk
Tidsskrift 1905, p. 59). Se evt. H.C. Andersens brev af 16.2.1833 til
Henriette Wulff, hvori han betegner sig selv som ”Sumpplanten”. (BHW, I, p. 90). Med Andersens ord fra
1873 om sin fader in mente, burde der egentlig ikke være grund til at betvivle,
at den tanke at denne fader ikke også skulle være hans biologiske ophav, syntes
fuldkommen udelukket for Andersen selv. Og at moderen også var hans biologiske
ophav, tog han for en given selvfølgelighed. Andet og mere er der næppe reelt
set at sige om herkomstspørgsmålet. At så nogle forfattere ser en fornøjelse og
glæde ved at gå på opdagelses- og detektivarbejde i kildematerialet vedr.
Andersen og hans forfatterskab, er en anden sag. Men til dem, der helst havde
set at Andersen i det mindste havde haft et andet og mere ’fornemt’ fædrene
biologisk ophav, end tilfældet rent faktisk var, kan fjerde vers af digtet Odense
fra 1875 forhåbentlig tjene som eksempel på, at digteren i sin høje alder
stadigvæk selv betragtede den jævnt hen undervurderede friskomager Hans
Andersen som sin virkelige far:
Her løb jeg om med
Træskoe paa
Og gik i Fattigskole,
Men hele Verden for mig laae,
Som bar jeg Greve-Kjole!
Nei, jeg var ingen fattig Fyr,
Og Fader ikke heller,
Han læste for mig Eventyr,
Saa jeg blev selv Fortæller.
Digtet ”Odense” er bl.a. trykt i H.C.
Andersen / Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Forlaget Spektrum,
København 1966. Som det fremgår af citatets fjerde linje, alluderer Andersen så
sent som i 1875, ca. et halvt år før sin død, endnu engang til moderens ord om
”grevebarnet”.
”...et
forbyttet, meget fornemt Barn...”
Tilføjelser og rettelser til
note 18 og 28:
Note 18:
Hans
Andersens ansøgning til Odense Magistrat om bevilling til at arbejde som
frimester findes delvis citeret i Dorrit Andersen: ”Var H.C. Andersen kongesøn?”, Siden Saxo, nr. 2, 1987. – Om ”plejebarnet” Anne Elisabeth
Henrichsen, f. Basse, vil man kunne læse i Anderseniana
1933, pp. 12-14 og i Anderseniana
1934, pp. 91-94. Det ligner i øvrigt mere end en tilfældighed, at Andersen har
givet en af sine historier titlen ”Anne Lisbeth”, 1859, selvom det er skrevet
en del år, før han genså hende i 1867. Men han havde jo været i Odense ved
flere tidligere lejligheder, og mon dog ikke han kan have hørt om, hvad der var
blevet af plejesøsteren, ”den lille Ane”? Hendes navn er sikkert faldet ham i
tankerne, da han skrev historien om moderen og hendes tilsyneladende svigtende
kærlighed til sit ”eget” barn alias Karen Marie, til fordel for stor kærlighed
til ”grevebarnet” alias Hans Christian. Sidstnævnte har sikkert også følt sig
’skyldig’ over, at hans mor dagligt havde omsorg for ”den lille Ane”, mens
hendes egen datter så at sige var blevet ’forstødt’, idet hun formentlig var
kommet ud at tjene eller evt. sat i pleje, måske hos noget familie i Ubberud
eller i Odense. Begrundelsen for min antagelse er ganske enkelt den, at
’Lisbeth’ jo er en kortform af navnet Elisabeth, således at pigen kan tænkes at
være blevet kaldt ’Ane Lisbeth’, med tydelig fynsk udtale af navnet. – Nicolaj
Bøgh kan også fortælle lidt om H.C. Andersens plejesøster, men det kunne se ud
til, at han måske har misforstået et og andet om hende: ”Andersen fortalte mig,
at han altid som Barn kaldte alt Ubehageligt for ”pigeagtigt”. Da han var en ti
Aars Dreng, kom der en vis Lisbeth af Moderens Familie fra Landet ind til
Odense for at besøge sine Slægtninge der, og det blev da ordnet
saaledes, at hun om Natten skulde sove i Slagbænk sammen med Hans Christian;
men dette modsatte han sig paa det Allerbestemteste og sagde: ”Nej, jeg vil
ikke, jeg vil det ikke, for hun lugter saa pigeagtigt.” Forældrene
skændte paa ham og sagde: ”Sikken en uartig Dreng han er!” Men Lisbeth maatte
ligge paa 3 Stole, de fik skrabet sammen, og der hvilede hun nok ikke
videre godt.” (Nicolaj Bøgh, Personalhistorisk
Tidsskrift 1905, p. 64). Så vidt vides, var Anne Elisabeth ikke i familie
med H.C. Andersen. Se Anderseniana
1933 og 1934. Jf. også med note 28. Vedr. det ubehageligt ”pigeagtige”, så
stemmer det for resten meget godt med, hvad han skriver i Levnedsbogen, p. 35-36: ”… jeg havde i øvrigt en forunderlig Afskye
for voxne Piger, eller naar de vare over en 12 Aar, jeg gjøs ordentlig for dem,
ja havde endog det Udtryk om Alt hvad der var mig Ubehageligt at røre ved, at
det var saa ”pigeagtigt!” – ”. Jf. også
med note 28 nedenfor.
Rettelser og tilføjelser til
note 18:
I
henhold til Nicolai Bøghs referat af, hvad H.C.Andersen har fortalt ham om, at
der ”kom en en vis Lisbeth af Moderens Familie fra Landet ind til Odense for at
besøge sine Slægtninge der”’, så
forekommer det mig, at der kan være tvivl om, hvornår den omtalte episode har
fundet sted. Bøgh angiver ganske vist, at Andersen mente det var da ”han
var en ti Aars Dreng”, hvilket i så fald må betyde, at den omtalte ”Lisbeth”,
hvis hun ellers er identisk med plejesøsteren Anne Lisbeth, sådan som jeg
mener, på det tidspunkt har været omkring 12 år. Det stemmer jo meget godt med,
at Andersens ”Afskye for voxne Piger, eller naar de vare over en 12 Aar, jeg
gjøs ordentlig for dem, ja havde endog det Udtryk om Alt hvad der var mig
Ubehageligt at røre ved, at det var saa ”pigeagtigt!” – Derimod har jeg indtil
videre ikke kunnet finde noget, der eventuelt kan bekræfte Bøghs påstand om, at
Anne Lisbeth skulle være i familie med H.C.Andersens moders familie i Lille
Ubberud eller andet steds på landet. Som det vil fremgå af note 28 var hun som
29-årig i 1832 bosiddende i St. Knuds Sogn, og blev den 28. april s.å. viet i
Odense St. Hans Kirke til Jacob Henrichsen. Det vides, at Anne Lisbeths moder
endnu så sent som i 1813 var bosiddende i Odense, formentlig i Gråbrødre
Stræde, og man må formode, at den da 10-årige Anne Elisabeth fortsat var
hjemmeboende.
Note 28:
I det virkelige liv var der så
vidt vides dog ikke tale om, at Karen Maries og Hans Christians mor har været
indsat i Odense Tugthus til afsoning af en ubetalt lejermålsbøde, eller man har i hvert fald ingen konkret viden
om det. Men denne skæbne var derimod overgået børnenes kommende mormor, Anne
Sørensdatter, som i foråret 1783 afsonede 8 dages fængsel på vand og brød i
Odense Tugthus for tredje gang begået lejermål, dvs. for tredje gang at have
født et barn udenfor ægteskab. Derimod formoder Olrik følgende: ”Ved
Aftingningen hos Byfogden i Odense af Lejermaalsbøderne for sit 1. Barn mødtes
Johanne Maria Rasmusdatter [Anne Elisabeths mor] med Anna Marie Andersdatter,
H.C. Andersens Moder, der kom i samme Anledning efter sin uægte Datter Karen
Maries Fødsel. Herfra stammer maaske Bekendtskabet!” (Anderseniana 1934, p. 92). Sagt med andre ord, så formodede H.G.
Olrik, at de to mødre første gang stiftede bekendtskab med hinanden, da de
mødte op på Odense Rådhus, antagelig omkr. nytår 1799/1800, for at aftale,
hvordan betalingen af den såkaldte lejermålsbøde skulle ske, for ingen af de to
fattige kvinder havde formentlig rede penge til at betale beløbene, og begge
kvinder var på det tidspunkt ugifte. Den endnu ufødte Anne Elisabeths mor boede
sammen med sin egen mor, Maren Krag, i Gråbrødre Stræde, men fra januar 1803,
året for Anne Elisabeths fødsel, og til december 1807, bor de på Klingenberg
(Munkemøllestræde) nr. 646, hvor også familien Andersen med børnene Karen Marie
og Hans Christian flytter ind fra omkring april flyttedag 1807. De to familier
har altså kun boet i hus sammen i trekvart år, men har åbenbart holdt forbindelsen
med hinanden, også efter at Maren Krag, datteren Johanne og datterdatteren Anne
Elisabeth er flyttet derfra. December 1807 var H.C. Andersen kun godt og vel
toethalvt år, og det kan næppe være fra den tid, at hans erindringer om ”den
lille Ane, som jeg ikke vilde ligge i Slagbænk med” stammer. Og hvis hun er
identisk med bl.a. lille Gerda i eventyret ”Snedronningen”, må man forestille
sig, at de to børn dagligt har leget sammen gennem længere tid. Hvis Nicolai
Bøgh har erindret sig Andersens udtalelse, som er refereret i note 18, rigtigt,
og Andersen selv har husket rigtigt, så har Anne Elisabeth altså besøgt sin
legekammerat og hans forældre så sent som i 1815, da Hans Christian var 10 år
og hun selv 12 år. Jf. med note 18 ovenfor.
Rettelser og tilføjelser til note 28:
Som det
vil være fremgået af notens tekst, er det personalhistorikeren H.G.Olrik, der i
Anderseniana 1934 tilføjede nogle nødvendige og supplerende oplysninger til
daværende museumsdirektør Svend Larsens omtale af bl.a. Andersens plejesøster,
Anne Elisabeth Henrichsen, f. Basse, i Anderseniana 1933. I overensstemmelse
med Svend Larsen skriver Olrik, at Anne Elisabeth Henrichsen ifølge kirkebogen
ved sin død i 1873 angives at være 73 år, og hun skulle dermed være født år
1800. Men selvom kirkebogsnotatet ved hendes død angiver hendes alder til 73
år, er det dog ikke sikkert at man kan stole på det. I min note 28 angiver jeg
uden nærmere forklaring og begrundelse hende til at være født i 1803, hvorfor
hun ved sin død i 1873 altså må have været cirka 70 år, og ikke 73 år. Det
betyder i så fald også, at hun har været cirka fire år yngre end Andersens
søster, Karen Marie, og kun omkring to år ældre, og ikke fem år ældre, end sin
plejebroder, H.C.Andersen. Dette kunne godt stemme med, hvad Andersen
indledningsvis skriver i eventyret ”Sneedronningen” (1844):
”Inde i den store By, hvor der ere saa
mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle Folk
kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maae lade sig nøie med
Blomster i Urtepotter, der var dog to fattige Børn, som havde en Have noget
større end en Urtepotte. De vare ikke Broder og Søster, men de holdt ligesaa
meget af hinanden, som om de vare det. Forældrene boede lige op til hinanden; de
boede paa to Tagkamre; der, hvor Taget fra det ene Nabohuus stødte op til det
andet og Vandrenden gik langs med Tagskjæggene, der vendte fra hvert Huus et
lille Vindue ud; man behøvede kun at skræve over Renden, saa kunde man komme
fra det ene Vindue til det andet.” (Dal & Nielsen II, pp. 50-51.)
Det bekræftes i begyndelsen af
selvbiografien ”Mit Livs Eventyr”, hvor Andersen beskriver sit barndomshjems
indretning og hvor der bl.a. står følgende:
”Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa
Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord
med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu.”
(MLE I, p. 28).
Som følge af det ovenfor stående skal jeg
derfor her gøre et forsøg på at begrunde min antagelse af Anne Elisabeths
alder: For det første hæftede jeg mig ved Svend Larsens oplysning om, at hendes
dåb først blev bekræftet i december 1803, og for det andet undredes jeg over
Olriks oplysning om, at Anne Elisabeths mor i 1798 havde født en datter, som
ved dåben den 22. aug. s.å. fik navnet Anna Elisabeth. Denne pige døde 3½ år
gammel af mæslinger og blev den 28. januar 1803 begravet på St. Knuds
Kirkegård. Det måtte i så fald betyde, at den angiveligt i 1800 fødte Anne Elisabeth
på dette tidspunkt har været 3 år og dermed cirka 5 år yngre end sin ældre
navnesøster. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt ved, men det er der
til gengæld ved, at de to søstre angiveligt er blevet døbt med samme fornavne.
Denne omstændighed fik mig til at erindre
Svend Larsens oplysning om, at den yngste Anne Elisabeths dåb først blev
bekræftet i december 1803, altså næsten et år efter den lidt ældre søsters død
og begravelse! Men eftersom der åbenbart ikke foreligger eksakte oplysninger om
datoen for plejesøster Anne Elisabeths fødsel, men kun for hendes
dåbsbekræftelse, har jeg tilladt mig at gætte på og mene, at sandsynligheden
taler for, at hun kan være født i løbet af 1803 og dermed først efter den ældre
søsters død. Det ville dels kunne forklare, hvorfor moderen valgte at døbe sit
andet pigebarn med samme fornavne som den afdøde, og dels også, hvorfor dåben
først blev bekræftet senere på året, selvom der dog ikke nødvendigvis er noget
usædvanligt i, at en hjemmedåb først bekræftes senere i kirken.
En helt tredje ting er, at Anne Elisabeth
Basse den 28. april 1832 i Odense St. Hans Kirke blev viet til den 28-årige
ungkarl og korporal Jacob Henrichsen (1804-1856),
senere malermester. I fald at hun er født 1803, har hun kun været et år ældre
end sin mand, men fire år ældre end denne, hvis hun er født 1800. Ingen af
disse aldersforskelle er dog bemærkelsesværdige, idet aldersforskelle mellem
ægtefæller kan variere stærkt fra tilfælde til tilfælde. Men er hun født i
1803, som sandsynligheden efter min opfattelse taler for, så har hun ’kun’
været 64 år, da den da 62-årige H.C.Andersen angiveligt genså hende i Odense i
anledning af hans udnævnelse til byens æresborger den 6. december 1867.
© 2008 Harry
Rasmussen