H.C.Andersen og seksualiteten (2. del)
Denne lettere reviderede
artikel udgør 2. del af artiklen ”min halve Qvindelighed” og skal ses som
sådan. Den fortolker i særdeleshed H.C.Andersens eventyr ”Sneedronningen” på
grundlag af Martinus’ kosmiske analyser over ”det seksuelle polprincip” og ”den
seksuelle polforvandling”. Artiklen har som tidligere nævnt været trykt i
tidsskriftet Kosmologisk Information og i Temahæfte nr. 6 med titlen
”H.C.Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning”,
som udkom i 1996. Den kan i lighed med artiklens 1. del være et godt supplement
til artiklen ”H. C. Andersens
seksualitet”, som blev trykt i
årsskriftet ANDERSENIANA 2004, og som involverer Martinus’ kosmiske analyser
vedrørende ”det seksuelle polprincip” og ”polforvandlingen”. Sidstnævnte
artikel er i sin helhed også gengivet her på hjemmesiden. Samtlige artikler kan
desuden suppleres med artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet”, som findes trykt
i tidsskriftet KOSMOS nr. 2, 2001. Artiklen vil dog også kunne læses her på
hjemmesiden.
Det seksuelle polprincip lader sig til formålet uden videre
fortolke og omskrive til et slags ”søskendeforhold”, i den forstand, at
”søskendeparret”, i dette tilfælde de to komplementære seksuelle poler,
befinder sig inden for samme individs bevidsthedsområde eller –struktur,
hvilket dels vil sige i overbevidsthedsregionen (de to seksuelle poler i form
af to kosmiske hovedtalentkerner), og dels i underbevidsthedsregionen (de to
seksuelle polorganer i form af to organiske strukturer). I eventyret
”Sneedronningen”, 1844, der, som vi om lidt skal få at se, i sit kosmiske
”tydningsplan” (= det fjerde tydningsplan) især handler om ”polprincippet” og
”den seksuelle polforvandling”, har H.C.Andersen udtrykt relationen mellem de
to seksuelle ”poler”: den maskuline pol og den feminine pol, med ordene: ”De vare ikke Broder og Søster, men de holdt
ligesaa meget af hinanden, som om de vare det.”-
Men ”spaltningen”
mellem de to ”poler” og den heraf forårsagede gensidige seksuelle tiltrækning
imellem kønnene, kræver brugen af et tillægsbegreb som ”kæresteparret” eller –
som vi f.eks. så det i forbindelse med omtalen af eventyret ”Veirmøllen” i
denne artikels 1. del – begrebet ”ægteparret”. Betegnelsen ”søskendeparret”
henviser herefter til den tilstand eller situation, hvori individet er
”dobbeltpolet”, dvs. hvor begge ”poler” fungerer på lige fod med hinanden, en
tilstand, der i en vis forstand godt kan betegnes som de to ”polers”
”barndomstilstand”, mens betegnelsen ”kæresteparret” specielt refererer til
”enkeltpoletheden”, dvs. den tilstand eller situation, hvori individets to
seksuelle ”poler” funktionelt er adskilte fra hinanden, idet den ene er fuldt
aktiv, mens den anden er reduceret til latent status. Denne tilstand udgør
grundlaget for og årsagen til dannelsen af de to køn, idet mandkønnet er
karakteriseret ved, at den maskuline pol er aktiv, mens den feminine pol er
inaktiv, og kvindekønnet er karakteriseret ved, at den feminine pol er aktiv,
mens den maskuline pol er inaktiv. – Betegnelsen ”ægteparret” hentyder især til
den påfølgende og fornyede ”dobbeltpolethed”, som derfor i denne sammenhæng vil
kunne benævnes som de to polers ”manddoms- og alderdomstilstand”, der
interessant nok samtidig lader sig opfatte som en ny ”barndomstilstand”,
hvilket netop antydes i slutningen af eventyret ”Sneedronningen” i og med
ordene: ”Voxne og dog Børn”. Ja,
”voksne” i forhold til ”udgangspositionen”, og ”børn” i forhold til det
fornyede og genvundne ”barndomshjem”.
Den del af Andersens
forfatterskab, som skildrer relationer mellem en pige og en dreng, og som
desuden i reglen også omhandler et kæreste- eller ægtepar, en kvinde og en
mand, drejer sig, set i det kosmiske tydningsperspektiv, altså om ”det seksuelle
polprincip” og i flere tilfælde samtidig også om ”den seksuelle
polforvandlingsproces” eller, sagt med andre ord: om den kosmiske indviklings-
og udviklingsrejse, sådan som denne i sit princip er skildret i Martinus’
kosmologi. (1)
Det er ikke hensigten her at gå hverken i dybden eller bredden med
detaljerede begrundelser for mine synspunkter og påstande i forbindelse med
hele dette omfattende, interessante og – det skal siges – komplicerede emne.
Men det kan dog nævnes, at mange af Andersens skuespil opfylder de kriterier,
der er opstillet ovenfor. Det samme gælder så godt som alle hans romaner. Men
ikke mindst en række af eventyrene og historierne indeholder ”polprincippet” og
handler om den kosmiske indviklings- og udviklingsrejse, underforstået ”den
seksuelle polforvandlingsproces”, men naturligvis indirekte, idet Andersen jo
af gode grunde ikke var bekendt med Martinus’ kosmiske analyser og kosmologiske
terminologi. Men som omtalt i denne artikels 1. del kendte han Aristofanes’
udlægning og beskrivelse af begrebet Eros, ligesom han var bekendt med den
nypythagoræiske såvel som nyplatoniske myte om sjælens skæbne. Den, der kortest
og klarest i øvrigt findes fortalt i lignelsen om ”Den fortabte søn”, dvs.
”gudesønnen” – et udtryk, der refererer til begge køn, og som i sig på én gang
rummer Bibelens myte om Adam og Eva, med dens paradis og syndefald, og mytens
fortsættelse og afslutning i Jesu profeti om dommedag og genkomst. Men vi vil
her nøjes med at opholde os ved et enkelt af Andersens eventyr, og det, der
måske allerbedst ’illustrerer’ denne myte, og dermed også Martinus’ kosmiske
analyser vedrørende det levende væsens, subsidiært menneskets, kosmiske
polforvandlingskredsløb, nemlig, som allerede nævnt, eventyret ”Sneedronningen”.
(2)
Den bogstavelige, ydre
handling i dette herlige og dybsindige eventyr, forudsættes her at være kendt
af læseren. Når vi derfor læser ”Sneedronningen” med ”kosmologiske briller” ser
vi, at Andersen lader historien tage sit udgangspunkt i en ”paradisisk”
situation og tilstand (”barndomshjemmet”), som beror på, at begge ”poler” (”de
to børn”) fungerer på lige fod med hinanden. Men lige så vel som Martinus,
vidste den vise digter H.C.Andersen, at livets evige love, det, førstnævnte
kalder ”guddommelige skabeprincipper”, fordrer fornyelse og forandring, for at
livet og livsoplevelsen kan befordres og opretholdes: ”polerne” må ”separeres”
og ”blive borte for hinanden” (”børnene må hver for sig forlade barndomshjemmet
og –miljøet”), for at etablere den livsnødvendige kontrastdannelse. Bibelens
mytologiske ”Satan” eller ”Slangen”, er i kosmologiens fortolkning identisk med
”verdensgenløsningsprincippet”, som i samspil med med ”kredsløbs- og
kontrastprincippet” og i forening med ”sult- og mættelsesprincippet”, derfor
den dybeste årsag til ”syndefaldsprocessen”. I Første Mosebog fortæller Eva til
Slangen, at Gud har forbudt hende og Adam at spise af ”kundskabens træ”, thi i
så fald vil ”døden” være dem vis. Hertil svarer Slangen: ”I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres
øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!” – I eventyret siger
”Sneedronningen” i sin identitet med ”verdensgenløsningsprincippet”, til
drengen Kay (”den ordinære seksuelle pol”), som på grund af sin ”fortryllelse”
er ”slave” i ”Forstandens Iisslot” (”den materialistiske livs- og
verdensanskuelse”), at ”løsenet” på hans frigivelse er ordet: ”Evigheden”. ”Kan Du udfinde mig den Figur,
saa skal Du være din egen Herre, og jeg forærer Dig hele Verden...” og med
tanke på sine yngre læsere eller tilhørere, tilføjer Andersen fornøjeligt: ”...og et Par nye Skøiter.” Men han kan
dog samtidig have ment: en ny evne til
åndelig bevægelsesfrihed! Og da de to ”poler” atter forenes, som det sker,
da pigen Gerda, Kays feminine modpol, ”indhenter” eller ”genfinder” sin
”barndomskammerat”, lykkes det at ”udfinde den Figur”, der udgør løseordet på
den kosmiske frihed, som er identisk med åndens sejr over døden og materien;
”børnene” er dermed vendt tilbage til ”barndomshjemmet”, ”paradis-tilstanden”
er genvundet og genfundet, og livet opleves og erkendes på ny som det
guddommelige og eventyrlige under, det i virkeligheden er og vedbliver med at
være i al evighed. (3)
Illustration til H.C.Andersens eventyr
”Sneedronningen”, hvor denne skikkelse i kosmologiens fortolkning symboliserer
”verdensgenløsningsprincippet”, og hvor pigen Gerda (den feminine seksuelle
pol) og drengen Kay (den maskuline seksuelle pol) genforenes i ”Forstandens isslot”, der symboliserer den
materialistiske livs- og verdensanskuelse. Kay er netop ved at forsøge på at
lægge de sidste brikker til det store mysteriøse puslespil: tilværelsen, men
evner ikke at finde og lægge den manglende og afgørende brik, der hedder
”evigheden”. Dertil fordres, at de to seksuelle poler atter genforenes, i
eventyret og på tegningen symboliseret ved de to børns genforening.
Tegning af Birgit Bennedbæk. - © 2008 Harry
Rasmussen.
Eventyret
”Sneedronningen” er centralt i Andersens samlede litterære produktion, idet det
rummer en række af de grundlæggende ideer og temaer, som altid havde betydet
noget for ham og som han faktisk aldrig ophørte at beskæftige sig med og skrive
om. Det kan derfor afgjort konstateres, at der er en indre linje og sammenhæng
i alt, hvad han har skrevet, netop fordi hans interesse til stadighed kredsede
omkring de fire religions-filosofiske hovedemner, som findes nævnt i kapitlet
”Livets Eventyr”. Det ser vi specielt på rækken af hans eventyr og historier,
der begynder med ”Dødningen” (1830) og afsluttes med ”Hvad gamle Johanne
fortalte” (1872), hvori vi kan iagttage en indre konsistens og konsekvens, som
gør det reelt at tale om en cyklus. Samlingens
sidstnævnte eventyr, som egentlig er en historie, vil nemlig uden videre kunne
’hægtes’ på det førstnævnte eventyr, således at ”kredsløbet” hermed er
fuldbyrdet; eller snarere ”spiralkredsløbet”, for erfarings- og
modenhedsmæssigt var Andersen utvivlsomt nået nogle skridt videre, da han skrev
sine sidste eventyr og historier. (49)
Lige som tilfældet er i eventyret ”Dødningen”, er de biografiske
eller selvbiografiske elementer også stærkt til stede i historien ”Hvad gamle
Johanne fortalte”. Således genkendes uden vanskelighed Andersens far, Hans
Andersen, i den ene af sidstnævnte histories hovedpersoner, skrædderen ”sølle
Rasmus”, lige som Andersen selv fremtræder som ”lille Rasmus”, medens moderen,
Anne Marie, er tildelt navnet ”Maren”. Endvidere genfinder vi elementer fra
andre af Andersens eventyr og historier helt tilbage til eventyret ”Dødningen”,
hvori faderens død spiller en afgørende og igangsættende rolle. Ved en
omarbejdelse i 1835 skiftede dette eventyr forresten titel til
”Reisekammeraten”. Men i begge tilfælde er drengen ”Johannes” - alias Andersen
selv – i eventyrets begyndelse faldet i søvn ved faderens dødsleje med den
dødes kolde hånd i sin:
”[...] Da drømte han en underlig Drøm; han saae,
hvor Sol og Maane neiede for ham [jvf. med Josefs drøm i 1. Mosebog 37,9.], og
han saa sin Fader frisk og sund igjen og hørte ham lee, som han altid loe naar
han var rigtig fornøiet. En deilig Pige, med Guldkrone paa sit lange smukke
Haar rakte Johannes Haanden, og hans
Fader sagde, ”seer Du, hvilken Brud Du har faaet? Hun er den deiligste i hele
Verden.” Saa vaagnede han, og alt det Smukke var borte, hans Fader laae død i
Sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!”
Billedet af den dejlige
pige med guldkronen på, leder uvilkårligt tanken hen på et eventyr som
”Hyldemoer”, der er skrevet i 1843, og altså omtrent samtidig med eventyret
”Sneedronningen”. Eventyret ”Hyldemoer” ender med, at den lille dreng, der er
eventyrets hovedperson, efter et langt og begivenhedsrigt liv, som gammel mand
sidder med sin ligeledes gamle kone under det blomstrende hyldetræ. Og
erindringens dryade:
”[...] ”den lille Pige
med de blaa Øine og med Hyldeblomsterne i Haaret sad oppe i Træet, nikkede til
dem begge To, og sagde: ”i Dag er det Guldbryllupsdag! Og saa tog hun to
Blomster af sin Krands, kyssede paa dem, og de skinnede først som Sølv, saa som
Guld, og da hun lagde dem paa de gamle Folks Hoveder, blev hver Blomst til en
Guldkrone; der sad de begge To, som en Konge og en Dronning, under det duftende
Træ, der ganske og aldeles saae ud som et Hyldetræ. [...]”
Der er her
umiskendeligt tale om erindringens forgyldningsevne, som i tidens fylde
frembringer det, Martinus har kaldt for ”guldkopierindringer”, der igen er
identiske med det erindrings- og idémateriale, hvoraf der blandt andet kan
skabes en poetisk digtning, som rummer det tidligere omtalte kosmiske aspekt,
således som det er tilfældet hos Andersen, når han eksempelvis i eventyret
”Dødningen” skriver, efter at faderen er blevet begravet på katolsk vis, at
sønnen Johannes under kordrengenes sang fornemmer ”i de spæde Stemmer at høre Guds Engle der sang hans Fader imøde. Han
saae op imod Himlen, saae rundt omkring sig; Alt aandede et frodigt Sommer-Liv;
og da blev det ham klart i Sjælen, at Døden ikke kunde være Tilintetgjørelse;
[...]” – Underforstået: Naturens kredsløb bekræfter for ham, at livet, også
sjælens liv, fortsætter efter det fysiske legemes undergang, og hermed er vi
tilbage ved Andersens kongstanke: Sjælens udødelighed og evige liv. (5)
Andersens
”dobbeltforelskelser”
Billedet af den guldkronede pige er altså blandt andet er symbol på
digtning og poesi, i videre forstand på kunst og skabende virksomhed. Men det
er samtidig også et billede på det, der i de kosmiske analysers terminologi
betegnes som ”det intellektuelle polorgan”, der altså i det maskuline væsens,
subsidiært Andersens, tilfælde netop repræsenterer ”den feminine pol”. Og som
vi konstaterede allerede i 1. del af artiklen, var Andersens feminine pol så
fremtrædende i hans bevidsthedsliv, at han forresten ikke sjældent forelskede sig
i personer af sit eget køn. Men det bemærkelsesværdige ved denne forelskelse
var, at den ofte havde karakter af en ”dobbeltforelskelse”, i den forstand, at
Andersen på samme tid kunne være forelsket i både en kvinde og en
mand. Nu skal man imidlertid ikke tage udtrykket ”forelskelse” al for
bogstaveligt for Andersens vedkommende, for med få undtagelser var der i reglen
tale om et relativt kortvarigt romantisk sværmeri fra hans side, som derefter
oftest gled over i virkeligt venskab, der i så godt som alle tilfælde blev af
livslang varighed for Andersen, så vel som for de involverede parter. Det skal
her pointeres, at der sjældent var tale om forelskelse i Andersen for de
sidstnævntes vedkommende. Det sidstnævnte er grunden til, at jeg betegner
Andersens forelskelser som ”dobbeltforelskelser” og ikke som
”kærlighedstrekanter”.
Som et prototypisk
eksempel på den unge Andersens ”dobbeltforelskelser”, der også kunne omfatte en
fader og hans datter, og et eksempel, som viser, at den daværende 20-årige skoleelev
H.C.Andersen selv var ganske klar over sin egen situation i følelsesmæssig
henseende, vil følgende citat fra hans ”Levnedsbog” kunne tjene:
”[...] –
Øehlenschlægers Datter Lotte var alt
en voxen Pige, vist 13 a 14 Aar. Hun var meget munter, og det morede hende
(sagtens at at give mig nogen Hyldest, som jeg tog for gode Vare) – De fleste
Deciple i øverste Klasse, havde alle flere Gange været forelsket; det faldt mig
nu ind, at det ogsaa var paa Tiden at jeg blev det. Jeg sværmede for Øehlenschlæger,
og dette Sværmerie meente jeg ogsaa maatte gaae over til Datteren. Jeg fandt
det poetisk at elske hans Datter og besluttede mig til det. – Jeg stirrede paa
hende, jeg vilde saa gjerne blive forelsket, men jeg kunde ikke; dog mærkede
man mine Blik og sagde: ”han elsker Lotte!”; nu troede jeg det selv, skjøndt
jeg husker, at jeg undrede mig over at man saadan kunde blive forelsket naar
man selv vilde! – (Jeg var ganske Barn, der var ikke Idee om sand Kjærlighed)!
– Nu vel! Jeg elskede Lotte, men
meente egentlig hendes Fader. –”
I dette citat fortæller
Andersen helt utilsløret, at det faktisk var den mandlige part, han var forelsket i, men der har formentlig ikke
været tale om en bevidst seksuel tiltrækning, thi i så fald ville Andersen vel
næppe have udtrykt sig så direkte og åbenhjertigt, som det er tilfældet her.
(6)
Hvorvidt Andersen nogensinde havde et
fuldbyrdet seksuelt forhold, det være sig til en kvinde eller en mand, er
blevet diskuteret og betvivlet. Men ifølge hans almanak for september-oktober
1840, kunne det tyde på, at han har haft et par enkeltstående seksuelle forhold
til en prostitueret kvinde i København, lige som han under sit første ophold i
Neapel i 1834, følte sig stærkt fristet til at følge sin drift og få den
tilfredsstillet hos en prostitueret. Ifølge dagbogen stod han dog imod, idet
han blandt andet noterer:
”[...] jeg anseer ikke
denne Tilfredsstillelse for en Synd, men jeg finder det væmmeligt og farligt,
med slige Væsener og utilgiveligt Synd med et uskyldigt Væsen. [...]”
Under sine gentagne
rejser og ophold i ”syndens by”, Paris, i 1840’erne og senere, aflagde Andersen
flere gange besøg på et bordel. Men bortset fra et par enkeltstående tilfælde,
hvor han åbenbart er faldet for fristelsen, noterer han som regel, at det
aldrig – eller næsten aldrig! – kom til nogen egentlig fysisk, seksuel kontakt
i form af samleje, men måske nok anden form for tilfredsstillelse. (7)
Det vides til gengæld ikke, om Andersen på noget tidspunkt i sit
liv oplevede eller havde, hvad vi i dag kalder for et homoseksuelt forhold. Han
er ganske vist efter sin død i en avisartikel blevet beskyldt for det,
angiveligt af en yngre forfatterkollega, som i sin tidlige ungdom skulle være
blevet forført af den noget ældre digter. Der viste sig dog i henhold til den
yngre forfatter selv ikke at være hold i den historie. Men at Andersen i øvrigt
værdsatte og også havde et vist behov for fysisk, omend næppe direkte seksuel
kontakt med en person af sit eget køn, har han faktisk ikke lagt skjul på.
Et eksempel herpå
finder vi således i hans dagbog for søndag den 27. juli 1834. Han var samme dag
ankommet med diligence til Hamburg på hjemturen fra sin første store
udenlandsrejse, som strakte sig over tidsrummet 22. april 1833 til 3. august
1834, og hvis primære mål havde været Italien. Straks ved ankomsten indlogerede
han sig på hotel, klædte om og spadserede til Altona, for at aflægge visit
ombord på et vagtskib, hvis kaptajn og officerer Andersen kendte. Han inviteres
og takker ja til at blive og spise middag med, men inden da indfinder sig også
hans fem år yngre ven, Christian Wulff, der var officer ombord og i øvrigt
broder til Andersens flittige brevveninde, Henriette Wulff. Om dette møde
noterer han i dagbogen for den nævnte dato bl.a.:
”[...] lidt efter kom
Christian, vi vare noget generte ved Omgivningen. En Architect kom og jeg
spiiste anden Gang til Middag. Krinkel snakkede liderligt og Christian kastede
op. – Mod Aften fulgte han med i Land og der i hans Værelse omfavnede og
kyssede vi hinanden, han var ellers syg og jeg meget angreben af Reisen.” (8)
Et andet eksempel finder vi omtalt af forfatteren Nicoli Bøgh, til hvem
den da 68-årige Andersen i 1873 i et retrospektivt tilbageblik fortalte om sit
liv. H.C.Andersen var alle sine dage en varm beundrer af mennesket og digteren
Adam Oehlenschlæger, og der bestod da også et årelangt personligt nært
venskabsforhold imellem dem. Engang, da Andersen havde opsøgt sin digterven og
beklaget sig over den strenge kritik, som han ofte følte sig udsat for,
trøstede og opmuntrede Oehlenschlæger sin unge digterkollega og sagde:
”[...] De er mere
Digter end Heiberg og Hertz, som gjør Nar ad Dem; de To er dygtige Mennesker,
meget dygtige; men de er ikke, hvad jeg kalder rigtige Digtere. Saa tog han sine Arme om mig og kyssede mig, og
jeg glemmer aldrig dette Kys; det er den eneste Gang, jeg har havt Følesen af,
at Læber berørte mine; de var saa
fyldige, livsvarme, røde og lidt fugtige, og han kyssede saa fyldig med dem.”
(9)
Men i øvrigt bør man
nok vogte sig for at lægge for meget i disse venskabelige omfavnelser og kys
mellem mænd på den tid, hvor varme venskaber var mere almindeligt end tilfældet
senere blev i den viktorianske dobbeltmoralske periode. Andersen må dog have
følt, at det ville kunne misforstås, hvis han og vennen, Christian Wulff, havde
omfavnet hinanden for øjnene af de andre ombord på skibet, som de senere gjorde
på Christians værelse. For ellers ville der vel ingen grund have været til, at
de skulle føle sig ”noget generte ved Omgivningen”.
Livets
Eventyr – igen og altid!
Så vidt det altså har kunnet undersøges og konstateres på grundlag
af de bedst kendte og tilgængelige kilder, findes der intet belæg for at
opfatte eller betragte H.C.Andersen som egentlig homoseksuel i dette ords og
begrebs almindelige betydning. Derimod er der al mulig grund til, i henhold til
Martinus’ kosmiske analyser over ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle
polforvandling”, at mene, at vor geniale eventyrdigter befandt sig på et
relativt fremskredent stadium i den seksuelle polforvandling, hvor
konstellationen mellem de to seksuelle ”poler”, dels ”den maskuline pol” og
”den feminine pol”, og dels ”det emotionelle polorgan” og ”det intellektuelle
polorgan”, for hans vedkommende nærmede sig den jævnbyrdighed i funktionel og
bevidsthedsmæssig indflydelse, som i de kosmsike analyser betegnes som
”dobbeltpolethed”. En situation og tilstand, der udgør den kosmiske-organiske
baggrund, primært for hans personlige seksuelle orientering imod begge køn, og
sekundært for tilstedeværelsen af det, jeg i denne artikelserie har betegnet
som ”det fjerde tydningsplan” i hans digtning. Det vil sige, det fond af
kosmiske ideer, tanker og forestillinger, som størstedelen af hans
forfatterskab indeholder, og som navnlig en række af eventyrene, som en
symbolsk ”Aladdinshule”, gemmer i sig, og som samtidig udgør det idéfond, der
er baggrunden for Andersens syn på livet, såvel som på kunsten, og som han
bl.a. har udtrykt i og med følgende ord:
”Gjennem Blomstens
tætte Blad bryder Lyset frem i Farver, her rødt, der blaat, hver Farve, vi
kjende; med samme Kraft lyser Guddommen fra alt det Skabte; som Lyset i
Blomsten straaler dens Almagt frem i den hele Skabning. Alt er et Underværk,
som vi ikke begribe, men vænnes til og da finde almindeligt. De digtede Eventyr
faae deres Overnaturlighed kun ved Kjædens Overbrydning, ved Mangel paa den
vise Orden, vi daglig have for Øie i det større, guddommelige Eventyr, hvori vi
selv leve.” (10)
Konklusionen på den hermed foreliggende
to-delte artikel må derfor efter min mening blive, at det først er i og med
Martinus’ kosmiske analyser over ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle
polforvandling”, at man finder en tilfredsstillende og acceptabel forklaring
på, hvorfor et menneske som
H.C.Andersen havde netop den psyko-seksuelle
konstitution, som tilfældet var. Men det fordrer naturligvis, at man er i stand
til at forstå og acceptere det evighedsperspektiv på de levende væsener,
menneskene inklusive, som Martinus’ kosmologi eller verdensbillede er en så
markant og fornem eksponent for. (11)
© 2008 Harry Rasmussen.
1. Artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet” findes gengivet her på
hjemmesiden. -
2. Vedr. Aristofanes’
udlægning og beskrivelse af begrebet Eros: Se artiklen ”min halve Qvindelighed” her på
hjemmesiden. - Eventyret ”Sneedronningen” er trykt i de fleste publikationer
med Andersens eventyr, men jeg kan særligt anbefale Erik Dal og Erling Nielsen:
”H.C.Andersens Eventyr I-VII”. Hans Reitzels Forlag. København 1962-90.
Eventyret ”Sneedronningen” findes i bind II, s. 49-76, og med kommentarer i
bind VII.
3. Jævnfør evt. med Søren
Hahn: ”Forstands Isspillet”. Tidsskriftet Kosmos 1981, s. 138-52. Artiklen
giver en fortolkning af eventyret ”Sneedronningen” på baggrund af Martinus’
komologi. Fortolkningen supplerer til dels min udlægning af samme eventyr. Se
evt. også Søren Olsen: Splinten fra troldspejlet. Kosmos nr. 1- 2006.
Også den artikel anlægger en interessant synsvinkel på eventyret
”Snedronningen”, som må siges at supplere den tolkning af eventyret, jeg
allerede i artiklerne ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds
rige!” I-II (1977) har gjort mig til talsmand for. De to artikler
findes her på hjemmesiden: ”Uden at
I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” I og ”Uden
at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” II
4. Iflg. sagkundskaben er
Andersens senest skrevne eventyr eller historie ”Hvad gamle Johanne fortalte”.
Se H. Topsøe-Jensen: ”H.C.Andersen og andre Studier”. Odense Bys Museer, 1966.
5. Første citat lyder sådan på nu-dansk: ”[...] Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor
sol og måne nejede for ham [jvf. med Josefs drøm i 1. Mosebog 37,9.], og han så
sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo naar han var
rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår rakte Johannes hånden, og hans fader sagde,
”ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden.” Saa
vågnede han, og alt det smukke var borte, hans fader lå død i sengen, der var
slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!”
Det andet citat ser sådan ud: ”[...] ”den lille pige med de
blå øjne og med hyldeblomsterne i håret sad oppe i træet, nikkede til dem begge
to, og sagde: ”i dag er det guldbryllupsdag! Og så tog hun to blomster af sin
krands, kyssede paa dem, og de skinnede først som sølv, så som guld, og da hun
lagde dem paa de gamle folks hoveder, blev hver blomst til en guldkrone; der
sad de begge to, som en konge og en dronning, under det duftende træ, der
ganske og aldeles så ud som et hyldetræ. [...]” – Vedr. ”erindringens
forgyldningsevne”, se artiklen ”Talentkerneprincippet”
her på hjemmesiden. – Det tredje citat lyder sådan på nu-dansk: ”i de spæde stemmer at høre Guds engle der
sang hans fader imøde. Han så op imod himlen, så rundt omkring sig; alt åndede et frodigt sommer-liv; og da blev
det ham klart i sjælen, at døden ikke kunne være tilintetgørelse; [...]”
6. H.C.Andersens Levnedsbog 1805-1831, s. 139. Det Schønbergske
Forlag. København 1962, 1988. – På nu-dansk ville citatet se sådan ud: ”[...] –
Øhlenschlægers datter Lotte var
allerede en voksen pige, vist 13 a 14 år. Hun var meget munter, og det morede
hende (sagtens at at give mig nogen hyldest, som jeg tog for gode varer) – De
fleste disciple i øverste klasse, havde alle flere gange været forelsket; det
faldt mig nu ind, at det også var på tiden at jeg blev det. Jeg sværmede for
Øhlenschlæger, og dette sværmeri mente jeg også måtte gaa over til datteren.
Jeg fandt det poetisk at elske hans datter og besluttede mig til det. – Jeg
stirrede på hende, jeg ville så gerne blive forelsket, men jeg kunne ikke; dog
mærkede man mine blikke og sagde: ”han elsker Lotte!”; nu troede jeg det selv,
skønt jeg husker, at jeg undrede mig over at man sådan kunne blive forelsket
når man selv ville! – (Jeg var ganske barn, der var ikke idé om sand
kærlighed)! – Nu vel! Jeg elskede Lotte, men
mente egentlig hendes fader. –”
7. H.C.Andersens Almanakker 1833-1873. Det danske Sprog- og
Litteraturselskab 1990. Desuden Dagbøger I-XII, bind I, s. 329-29. Bind II, s.
351, og bind VII, s. 179, 280-81. – Citatet gengivet på nu-dansk: ”[...] jeg
anser ikke denne tilfredsstillelse for en synd, men jeg finder det væmmeligt og
farligt, med sådanne væsener og utilgiveligt synd med et uskyldigt væsen.
[...]” – Med udtrykket ”sådanne væsener” mener Andersen kvindelige
prostituerede, og med ”et uskyldigt væsen” mener han en ganske ung pige på
15-16 år.
8. H.C.Andersens Dagbøger I, s. 510. – På nu-dansk ville citatet se
sådan ud: ”[...] lidt efter kom Christian, vi var noget generte ved
omgivningen. En Arkitekt kom og jeg spiiste anden gang til middag. Krinkel
snakkede liderligt og Christian kastede op. – Mod aften fulgte han med i Land og
der i hans værelse omfavnede og kyssede vi hinanden, han var ellers syg og jeg
meget angreben af rejsen.”. - Krinkel, dvs. Krenchel, en af skibets officerer.
– Vedr. Andersens formodede homoseksualitet, se artiklen ”H.C.Andersens seksualitet” her på
hjemmesiden, samt artiklen H.C.Andersens seksuelle observans.
9. Nicolai Bøgh: ”Hvad H.C.Andersen fortalte.” Danmark. Illustreret
Kalender for 1887, s. 32. Gads Forlag. Citatet findes også gengivet hos
H.Topsøe-Jensen i det i note 4 nævnt værk, s. 361.
10. Citatet stammer fra
Andersens roman ”Kun en Spillemand” (1837). Gyldendal 1970, s. 125. – På
nu-dansk ville citatet se sådan ud: ”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset
frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser
Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i
den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og
da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved
kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det
større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” – Med udtrykket ”kædens
overbrydning” mener Andersen ”brud på årsags-virkningskæden”.
11. I det af Martinus
opstillede alfabetiske skema over jordmenneskenes seksuelle polforvandling, fra
A- til K-menneske, skal H.C.Andersen formentlig placeres i E-kategorien. Vedr.
emnet, se Martinus: Livets Bog, bind 5, og Mogens Møllers artikel: ”Skæbnen og
den seksuelle polforvandling”. Tidsskriftet Kosmos 1962 eller Temahæfte nr. 1
med samme titel. Se også specielt Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4. – Vedr. emnet,
se også ”Polforvandlingens seksuelle
kategorier – fra A- til K-menneske” her på hjemmesiden, som giver en
summarisk oversigt over kategorierne.