- poetisk
livspessimisme
Et af H.C. Andersens
smukkeste, men samtidigt livspessimistiske eventyr, "Grantræet"
(1845), udgør en slags 'biografi' over et træs livshistorie. Under sin opvækst
i skoven var træet ofte blevet overset, ja, selv haren ofrede det ingen
opmærksomhed, men sprang ligeglad over det så let som ingenting. Men som
bekendt oplevede træet sin største glæde juleaften, da det var blevet
fældet og stod smukt pyntet og alle de tændte lys på dets grene gav
genskin i både børns og voksnes øjne. Træet havde derfor bagefter svært ved at
forstå, at når det nu havde været til så megen glæde, at det så skulle ende i
en mørk krog oppe på loftet, hvor det foreløbig kunne få lov til at ligge og
visne. Træet havde her kun selskab af de små mus, som dog helst ville høre om
ting, der kunne spises, men som alligevel var til trøst og opmuntring, fordi de
ikke bebrejdede træet dets utilfredshed med sin skæbne. Men efter træets mening
forstod musene ingenting af det hele. Imidlertid skulle der en dag ryddes op på
loftet, og juletræet blev derfor hentet ned og brugt som optændingsbrænde under
vaskerummets gruekedel. Det eneste, der overlevede af det før så glansfuldt
pyntede træ, var den glimtende julestjerne fra træets top, som dog på en måde
og i det mindste var kommet til ny ære og værdighed, nemlig som pynt på en
lille glad drengs stolte bryst, når han legede soldat og paraderede
omkring på gårdspladsen sammen med sine legekammerater. (1)
Som formentlig lige så bekendt,
så ender Andersen eventyret med den livspessimisme, der lyser ud af Prædikerens
Bog, hvis visdom og morale er, at alt godt nok er lovbundet, men samtidig
flygtigt og forgængeligt, eller kort og godt, at alt bliver forbi, ja, selv
historien om "Grantræet" bliver en dag forbi og males som alt andet
bort i glemselens malemølle. Men allerede i sit næste eventyr: ”Snedronningen”
fra samme år, et af Andersens betydeligste eventyr, er grundstemningen og
konklusionen en helt anden, ja, faktisk den stik modsatte, for heri udgør ordet
”evigheden” et løsen på livsgåden, et ord, som mere præcist betyder ”sjælens
udødelighed”, hvorfor alt ender i fryd og gammen og med troen på Bibelens
ord om, at ”uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” (2)
I begge tilfælde, både i
”Grantræet” og i ”Snedronningen”, handler det bagom den bogstavelige handling
om Andersen selv, mere specielt om hans egen psyke. Som tidligere påpeget og omtalt
her på hjemmesiden, havde han så at sige et "pendul-sind", som næsten
manio-depressivt svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. En
optimisme helt op i de svimlende højder, og en pessimisme helt ned i det
dybeste natsorte mørke. Han var dog ikke i den forstand manio-depressiv, men
led bare i perioder af kraftige humørsvingninger, i reglen forårsaget af ydre
omstændigheder, som ikke altid formede sig, som han kunne ønske sig. Dog
sejrede hans livsoptimisme trods alt, så at han så sent som året før sin
død i august 1875, kunne ende et af sine allersenest skrevne digte, "Oldingen",
(1874) med følgende løfterige ord:
Den
kraft, som ordned’ alle kloders gang
ved
ordet: ”Bliv!”
Det
Forsyn, hvorfra kærlighed udsprang,
har
evigt liv.
-
Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,
er
uforkænkelig, kan ej gå tabt;
vort
jordliv her er evighedens frø,
vort
legem’ døer, men sjælen kan ej dø! (3)
Men Andersens optimistiske
opfattelse af den menneskelige personligheds eller sjæls beståen efter det fysiske
legemes død, blev dog fortsat udfordret af hans lejlighedsvise usikkerhed,
skepsis og tvivl, så at hans sind atter svingede over i en livspessimisme, som
blandt andet gav sig udtryk i digtet ”Tunge Timer”. Dette digt skrev han
få måneder og under den sygdom, der førte til hans død. Han døde antagelig af
leverkræft og blev 70 år og 5 måneder. Digtet lyder i al sin sørgmodighed og
anråbelse af Gud om nåde som følger:
Vor tid skriver nu på
sin visdomsbog;
er
det til godt eller til det værre?
Det
er forfærdeligt at blive så klog,
at
man ikke tror på Vor Herre!
O,
det var bedre for hver og en,
der
foragter hver fattigt begavet,
at
om hans hals hang en møllesten,
og
han lå dybest i havet.
Nu
alle overmåls kloge ved:
Gud
skabtes ved menneskets snilde,
og
mennesker er ”ufejlbarlighed”,
et
grundstof er livets kilde.
Alt,
hvad vi stræbte og leved’ og led,
udslukkes
med livets flamme.
I
et bundløst intet synke vi ned,
ondt
og godt er et og det samme.
O
evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I
dig og ved dig alt er givet!
Forund
os i nåde ”det evige liv”
og
erindring om jordelivet! (4)
Når
Andersen i digtet skriver: ”Forund os i nåde ”det evige liv””, så er det
sidstnævnte formentlig sat i anførselstegn, fordi ”det evige liv”, jo om man så
må sige kun kan være evigt, ved hele tiden og altid at være og have været
evigt. Det, Andersen mener, må være: Forund os i nåde en tro på, at vort liv er
evigt. Men Andersens ”pendul-sind” nøjede sig dog trods alt ikke kun med
livspessimisme, for kort forud for skrivningen af digtet ”Tunge Timer”, havde
han skrevet det livsoptimistiske digt ”Miraklet”, som hører til hans
allersenest skrevne digte, og som bekræfter hans tankegang i sidste vers af digtet
”Oldingen”. Digtet ”Miraklet” lyder i al sin korthed og optimisme sådan:
Fra pyramiden i ørkenens sand
en mumie bragtes til Nordens land,
den var balsameret for tretusind år,
i hieroglyffer det skrevet står;
engang en dronning i storhed og pragt.
Et hvedekorn-aks i hånden var lagt.
Det planted’ man nu efter tretusind år,
og det spired’ frem, så snart det blev vår,
satte aks og bar korn og – styrked’ vor tro.
Efter tretusind år det endnu kunne gro!
- Et sådant liv i et korn er lagt!
Hvor stor er da menneskesjælens magt?
Dens hylster lægges i jorden ned,
men selv har den liv for Guds evighed.
Miraklet i hvedekornet du ser:
Du
kan ej forstå det, men ser – det sker! (5 )
Forud for de også tidligere ovenfor
citerede livsoptimistiske ord om den udødelige sjæl, var der for Andersen
faktisk gået en livslang åndelig kamp, for at overbevise især sig selv om Guds
alkærlighed og sjælens udødelighed. Den bekræftende opfattelse heraf kom han i
hvert fald ikke sovende til, idet han gang efter gang måtte kæmpe både mod sin
egen og samtidens skepsis og tvivl. Han blev født og voksede op i en tid, som
kulturhistorien har betegnet som romantikken, der til dels opstod som en
reaktion imod oplysningstiden med dens forstands- og fornuftsdyrkelse.
Romantikken legaliserede derimod brugen af evner som følelse, fantasi og
intuition, som man blandt andet fandt inspiration til i den før-kristne græske
kultur. Men mere forstandige og jordnære personer, kunne ikke affinde sig med
den idealisering af de åndelige værdier og den historiske og kulturelle
tilbageskuen, som romantikken stod for, de så mere realistisk på, hvad den
dagligdags erfaring vidnede om, nemlig at der blandt andet var naturlige
årsager og forklaringer på alting, og at man i hvert fald ikke behøvede en Gud
som årsagsforklaring på livet og verden. Og den opfattelse, at mennesket skulle
have en udødelig sjæl og et evigt liv, anså man i bedste fald for usandsynligt
og i værste fald for illusoriske tanker, skabt på basis af uvidenhed og
naivitet. Naturvidenskaben syntes at støtte og verificere den naturalistiske og
realistiske opfattelse af tilværelsen, og dermed var den materialistiske og
ateistiske åndelige ørkenvandring begyndt, en vandring, som endnu i vore dage foregår
i og med især den vestlige sekulære kultur og den moderne naturvidenskabs
reduktionisme, som reducerer ånd og sjæl til produkter af fysisk-kemiske
kræfter og lovmæssigheder, mere præcist til produkter af den fysiske hjernes
anatomi og fysiologi. Psykologien, eller mere specielt neuropsykologien, er
dermed reduceret til et spørgsmål om hjernefysiologi. (6)
Det var netop de ovenfor nævnte
problemer, der mere eller mindre intenst optog Andersen fra ungdomstiden og
helt frem til hans dødsår 1875. Litterært set kommer det til udtryk allerede i
1825, da han skrev digtet ”Sjælen”, som handler om sjælens skæbne og situation
efter det fysiske legemes død. Digtet begynder optimistisk med at konstatere,
at sjælen er den ånd, der giver liv og kraft, også selvom den muligvis er en
lysets ånd, der er faldet fra sin himmel og nu under støvets bånd venter på den
nye vinge, der skal bringe den tilbage til dens oprindelige himmelske hjem højt
blandt stjernevrimlen. Men i digtets femte vers spørges der, om sjælen måske
ved et midlertidigt ophold på en venlig stjerne først skal udrenses for sine
jordiske begær og uvaner, før den vil kunne få adgang til Guds himmel. Allerede
af dette vers ses det, at digtet – om end indirekte - også handler om det, der
både i nyplatonismen og i Martinus’ kosmologi kaldes for det levende væsens
’indvikling’ i materiens – og dermed i forgængelighedens – verden, og dens
senere ’udvikling’ og frigørelse fra denne. Men så, i digtets sjette og
næstsidste vers, melder den uhyggelige tanke sig, om sjælen måske kun er et
produkt af legemets fysik og kemi, og at den derfor ophører med at eksistere,
når døden indtræder. Verset lyder som følger:
Eller – nej! ha
fæle tanke! –
Ånd forgik du ved
vor død.
Fæle frygtelige
tanke
sendt fra dybets
mørke skød.
O hvi måtte du da
brænde
efter himlens
høje fred.
Hvorfor mon da
Herren tændte
anelse om evighed
–
lev og nyd blev
da o Gud
livets store
sande bud. (7)
Tanken om, at sjælen måske kun er
et illusorisk og dermed indbildt produkt af det fysiske legemes fysik og kemi,
mere præcist af hjernens anatomi og fysiologi, pinte Andersen i hans
livspessimistiske øjeblikke og forekom ham næsten ubærlig. Det vidner
adskillige af hans digte, eventyr og historier om, nogle dog mere direkte end andre.
Men for eventyrenes vedkommende, støder man i eventyret om Grantræet, som
nævnt, for første gang mere konsekvent på tanken om sjælens og alt andets
forgængelighed. Lad os derfor i det følgende prøve at analysere dette i øvrigt
meget smukke og rørende eventyr under de fire tydningsplaners synsvinkel.
Eventyret ”Grantræet” set i 1. tydningsplan
Først skal vi dog lige se på,
hvad det dejlige eventyr ”Grantræet” handler om. Som allerede nævnt i
indledningen, handler det om et grantræs liv og skæbne. Historien begynder med,
at vi første gang møder træet ude i skoven, hvor det står sammen med de øvrige
grantræer og fyrretræer, og hvor det er så ganske lille, at det føler sig
undervurderet og overset. Selv harerne viser det ringeagt, ved at springe hen over
det, hvilket var til stor ærgrelse for træet. Det tænkte kun på at gro og ønske
sig at blive stor og voksen, for det måtte da være det eneste dejlige i verden.
Træet var derfor utålmodigt og havde ingen ro i sig, men bemærkede dog, at
brændehuggerne kom om efteråret og fældede nogen af de ældre, største og ranke
træer, som fik grenene hugget bort, så man kunne se, hvor ranke og slanke de
var, da de blev kørt væk på hestetrukne vogne. Men træet var ivrig efter at
vide, hvad der videres skete med de fældede træer, og derfor spurgte det svalen
og storken, om de kendte noget til det.
Svalerne vidste det ikke, men
storken, som jo er en trækfugl, der hvert år drager den lange vej til det varme
Ægypten, for at overvintre, mente at vide det. Den havde nemlig på sin flyvetur
til det eksotiske land mødt og set en del skibe med høje master, og da disse
lugtede af gran, måtte det givetvis være træerne fra grantræets skov, der var
tale om. Og straks ønskede grantræet sig at blive stor og fældet til mast på et
af de store skibe og sejle ud i den vide verden, for at se sig om. Men
solstrålerne advarede grantræet om ikke at have så stort hastværk, men i stedet
glæde sig over sin ungdom og nyde den, mens den var der. Det hverken kunne
eller ville det stædige grantræ, hvorfor vinden kyssede det og duggen græd
tårer over det af medfølelse.
Ved juletid så grantræet til sin
blandede fornøjelse, at en del af de yngre og kønneste træer blev fældet og
kørt bort, men da grantræet heller ikke i deres tilfælde vidste, hvad der derefter
blev af træerne, spurgte den gråspurvene til råds. Og gråspurvene vidste det,
for de fløj lejlighedsvis også ind til den store by, hvor de kiggede ind af
folks vinduer, og her havde de set træerne stå midt i hver sin varme stue, hvor
de blev pyntede med æbler, honningkager, legetøj og mange små stearinlys. Men
mere havde gråspurvene ikke set. Det utålmodige grantræ tænkte sig nu, at det
at blive et pyntet træ i en varm stue, måtte være noget endnu bedre, end at
blive skibsmast, så derfor begyndte det straks at længes og ønske sig, at blive
fældet og kørt ind til den store by. Skønt luften og sollyset advarede træet og
sagde: ”Glæd dig ved din friske ungdom ude i det frie!” så forhindrede træets
længsel og utålmodighed det i at forstå og rette sig efter de mere erfarne.
Men da den dag kom, som grantræet
have set hen til med stor utålmodighed og længsel, og hvor det blev fældet,
blev det alligevel bedrøvet over at skulle skilles fra det sted, som træet betragtede
som sit barndomshjem, og fra blomsterne og buskene rundtom, og fra småfuglene,
så derfor var afskeden og afrejsen ikke så let, som træet havde forestillet
sig. Træet endte foreløbig med at blive plantet i en stor spand med sand og sat
ind i en meget stor og rummelig stue, hvor det blev pyntet med alt, hvad det
havde drømt om: sukkergodt, forgyldte æbler, valnødder og figner og - ikke
mindst – de mange små lys. Og som pynten over al pynt, fik det en hæderværdig
guldstjerne sat på toppen. Det glædede og frydede naturligvis alt sammen
grantræets forfængelighed, fordi det følte, at det nu var blevet midtpunkt for
alles opmærksomhed. Men sig selv lig, kunne det næsten ikke vente på, at det
skulle blive aften, så alle dets lys blev tændte, så man rigtig kunne se al
dens pynt.
Og det blev aften, selveste
juleaften, og jublende børn og glade voksne samledes om træet i fælles
livsglæde med det. Men, hvad var nu det!? Børnene dansede rundt om træet og
begyndte derefter at plyndre det for al legetøjet, og de voksne tog for sig af
de smågaver til dem, som også var hængt på træet. Det syntes træet ikke rigtig
om, og slet heller ikke, at alle de strålende lys blev slukket, efterhånden som
disse brændte ned til grenene, de var sat fast på. Og mens børnene gav sig til
at lege med det legetøj, de havde fået, og de voksne kiggede på deres gaver,
var alles opmærksomhed vendt bort fra træet, med undtagelse af en ældre
barnepige, som dog kun interesserede sig for det, i håbet om at kunne finde en
figen eller et æble, som endnu ikke var blevet plukket af træet og spist. Det
syntes træet bestemt ikke om.
Men pludselig blev det plyndrede
og lidt miserabelt udseende træ atter genstand for opmærksomhed, nemlig da
børnene forlangte, at en lille, tyk mand skulle fortælle dem en historie.
Manden satte sig nemlig hen under træet og samlede børnene omkring sig og
sagde, at han kun ville fortælle én historie, nemlig enten den om
”Klumpe-Dumpe, der faldt ned af trapperne og dog fik prinsessen!”, eller den om
”Ivede-Avede”? Men manden sagde, at både børnene og træet ville have godt af at
høre en historie, og så valgte han at fortælle den om ”Klumpe-Dumpe”. Mens
manden fortalte, tænkte træet på, at det selv gerne ville være som Klumpe-Dumpe
og falde ned af trapperne og få en prinsesse, og det glædede sig allerede til
næste aften, fordi det troede, at al virakken ville blive gentaget.
Men til det uerfarne træs
overraskelse, blev det næste morgen hentet og slæbt op på loftet, hvor det blev
stillet i en mørk krog. Det kunne træet slet ikke forstå, hvad det havde at
gøre dér? Det fik det imidlertid rigelig tid til at tænke over, for der blev
det stående resten af vinteren, og derfor tænkte det, at det var omsorgsfuldt
betænkt af menneskene, at fordi de jo ikke kunne plante det i den frosne jord,
så lod de det overvintre og stå i læ, indtil forårets komme. Dog, der var jo
mørkt og ensomt oppe på loftet, og det syntes træet trods alt ikke var rart.
Men til dets overraskelse fik det en dag besøg af to små mus, som smuttede ind
mellem dets grene og snusede til det, men det var jo ikke i sig selv spiseligt.
De gav sig derfor i stedet til at tale med træet, og spurgte, hvor det kom fra?
Om det måske kom fra spisekammeret, hvor der ligger så mange sager, som er
spiselige for mus. Men det kendte træet naturligvis ikke noget til, så i stedet
fortalte den sin egen livshistorie indtil dato, hvilket de små mus syntes var
spændende og mente, at grantræet måtte være meget lykkeligt.
Næste nat kom de små mus på besøg
hos grantræet igen, denne gang i selskab med flere andre små mus, som også
gerne ville høre grantræet fortælle. Og mens det fortalte, kom det til at tænke
på Klumpe-Dumpe, hvis historie det mente, at det måske selv kunne komme til at
opleve og derfor ende med at få en prinsesse. Sådan én tænkte træet på i
skikkelse af et lille, nydeligt birketræ, der stod ude i den skov, hvor det
selv var vokset op. Og da træet nævnede Klumpe-Dumpe, ville de små mus også
gerne høre den historie. Natten efter kom der endnu flere mus, og om søndagen
tilmed to rotter, som alle gerne ville høre den historie, men efter at have
hørt den, syntes rotterne, at det var en dårlig historie, fordi den ikke
handlede om flæsk og tællelys og hvad der ellers var i spisekammeret, altså en
rigtig spisekammer-historie. Så var de små mus pludselig af rotternes mening og
forlod ligesom disse den lune krog, hvor træet igen stod helt alene tilbage. Nu
var også den glæde borte, men træet huskede sig selv på, at det rigtig ville
forstå at glæde sig i tide, når det nu snart blev hentet frem fra mørket og ud
i lyset igen.
Den dag kom, da træet en morgen
blev slæbt ned ad trappen fra loftet og blev smidt ud i gården, som stødte op
til en have, hvor alle planterne og lindetræerne stod med blomst og svalerne
fløj forårskåde omkring. Det glædede alt sammen grantræet, som nu troede, at
dets liv skulle begynde på ny, og derfor strakte og rakte det sine grene vidt
ud, men så nu til sin sorg, at alle grenene var visne og gule. Træet faldt
sammen igen og blev klar over, at det lå i en krog mellem ukrudt og nælder, og
det gik op for det, at det var blevet kasseret. Men solen skinnede trods alt på
den glitrende guldstjerne, som stadig sad i træets visne top. Blandt børnene,
som legede i gården, var også en mindre dreng, som havde fået øje på guldstjernen,
og han for at hente den, trampede han på træets visne grene, som knasede under
hans støvler. Imens tænkte træet på sin ungdom i skoven og på den festlige
juleaften og de små mus på loftet, som havde glædet sig over historien om
Klumpe-Dumpe. Det var nu alt sammen forbi, træet var ingen Klumpe-Dumpe, der
fik sin prinsesse, og bedre blev det ikke, da tjenestekarlen kom og huggede
træet i småstykker og brændte det på ilden under gruekedlen. Træets liv,
ambitioner, forhåbninger og drømme var forbi, det brændte til aske, og imens
legede drengene muntert ude i gården, og den lille dreng, som havde taget
guldstjernen, havde fæstnet denne på hjertets plads på sin trøje. Den stjerne,
som havde været grantræets stolthed, det træ, hvis livshistorie nu var forbi, træet
var forbi og historien med: ”forbi, forbi, og det bliver alle historier!”
(8)
Eventyret ”Grantræet” set i 2. tydningsplan
Andersens overordnede idé eller
morale i og med eventyret ”Grantræet”, er kort og godt, at man bør leve i nuet
og glæde sig mens tid er, og ikke hele tiden se utålmodigt fremad og ønske sig
andre oplevelser, end dem, man aktuelt oplever, eller ønske sig at være et
andet sted, end dér, hvor man rent faktisk er. For med en sådan holdning til
livet, risikerer man at overse og gå glip af de oplevelser, der ligger i nuet.
Nuet, som jo udgør forudsætningen for fremtiden, kan være øjeblikket, eller det
kan også være dagen eller den aktuelle situation, man befinder sig i, men som
man måske mere eller mindre ignorerer og derfor ikke oplever fuldt ud, fordi
man hele tiden er optaget af sine ønsker og forhåbninger til fremtiden. Den
modsatte holdning eller sindsindstilling af, hvad Andersen med tiden lærte var
uklog, havde han selv haft helt tilbage fra sin barndom, hvor han hørte og læste
om berømte mænds liv og gerninger, og som han gerne ville blive ligesom, når
han blev voksen. Derfor gik hans ungdomstid også med hele tiden at se fremad og
ønske sig at være noget andet og mere, end det, han aktuelt var. Han var
faktisk permanent utilfreds med sin til enhver tid aktuelle situation. Allerede
i det sidste af sine tre første år i København, drømte han om blive en stor
digter, hvilket han viste, ved at udgive sin allerførste bog, ”Ungdoms-Forsøg”
(1822), som han udgav under pseudonymet ”William Christian Walter”, hvor
første navn stod for William Shakespeare, andet navn for Hans Christian
Andersen, og tredje og sidste navn for Walter Scott. Bogen blev ingen succes,
hverken kunstnerisk eller salgsmæssigt, så også i den sammenhæng oplevede han
skuffelse og utilfredshed. Men bogen er interessant alene af den grund, at det
er Andersens først udkomne bog.
Medens Andersen i årene 1822-26
var skoleelev i Slagelse og 1826-27 i Helsingør, fortsatte han med at drømme om
at blive en stor digter, hvilket han i øvrigt ikke lagde skjul på overfor sine
omgivelser. På den tid korresponderede han flittigt med blandt andre sin
velmenende moderlige veninde, fru Henriette Wulff, som da boede med sin mand og
sine tre halvvoksne børn på Søkadetakademiet i det Brockdorffske Palæ på
Amalienborg. Den da 39-årige Fru Wulff syntes, at skoleeleven Andersen var lidt
for vidtløftig og flyvsk i sine ambitioner, hvilket hun ikke lagde skjul på,
heller ikke overfor ham selv. Det fremgår eksempelvis af et af hendes breve til
ham, - han var da godt 18 år - dateret ”Søkadet-Akademiet den 15. november
1823, og som skal gengives her i sin helhed, men med moderne retskrivning:
Gode Andersen! De være
ret takket for Deres to sidste breve og den hjertelige bekymring, De ytrer, for
at vi enten er syge, eller jeg skulle være vred på Dem. Nej, gode Andersen!
Deres flid og opmærksomhed på Dem selv ved alt, hvad De foretager Dem, må være
Dem borgen for, at Deres venner, som kender unge mennesker, ikke kan vredes på
Dem. Fejler De, da er det af uvidenhed, og sådanne fejl har vi vel alle gjort
os skyldige i, om og af forskellig natur, og da bør de ældre ikke vredes på os,
men rette os. Således, gode Andersen, ville jeg gerne skrive Dem en hel
afhandling om en lille fejl, De har meget tilbøjelighed til, og som De må
kvæle, fordi den virker, og virker skadelig på Deres fysiske. – Det står stedse
for Dem, gode Andersen, som om De var født til
n o g e t s t o r t. Det
største, et menneske kan fødes til, er: at blive staten og sig selv en nyttig
og retskaffen borger – han være i hvad stilling i livet han end vil. De tror,
gode Andersen, at være født til en stor digter; - nej, det er De ikke, og
mindst må De tænke Dem det selv. Dem er givet af naturen god forstand, men De
er så forsømt i Deres barndom, at da alderen kom, hvori Deres forstand og
talent fik lejlighed til at ses af mennesker udenfor Deres kreds, og disse
fandt, at det var tungt, at et gode, som var Dem givet, skulle bortsvinde uden
virkning, og derfor roste Dem og gjorde noget for Dem, - da fik De, gode
Andersen, jeg vil ikke sige en for stor, men en f o r s p æ n d t idé om Deres egne evner – ikke med hensyn
på, hvad De kan l æ r e; thi dertil er virkelig Deres evne stor, og hertil
kommer Deres rosværdige flid – men med hensyn på Deres fantasi og talent for
den højere digtekunst. Deres poesi er ensformig, Deres fantasi repeterer sig
selv; går De op i det højere, bliver det – tilgiv en moder; thi som sådan taler
jeg i dette øjeblik til Dem – svulstigt og går let over i en usammenhængende
tøjlesløshed. Hvad De ene har talent for, synes mig og flere, som jeg har talt
med om Dem, er komiske fortællinger i prosa. – Min mand har læst Deres lille
heksametervers; men han siger, det er ikke rigtige heksametre. For alting, kære
Andersen, smiger Dem ikke med at blive en Oehlenschläger, en Walter Scott, en
Shakespeare, en Goethe, en Schiller, og spørg aldrig mere, hvem af disse De
skal danne Dem efter; - thi De bliver ingen af dem! – og denne altfor dristige
tanke og forgæves stræben ville let kunne tilintetgøre enhver anden god, sund,
kraftig spire, som var nedlagt hos Dem, til at blive gavnlig og hæderlig for
Dem selv og Deres medmennesker. – De må ikke finde, gode Andersen, at jeg har
været for streng i mine domme og uskånsom i måden at meddele dem på; men vi har
så ofte talt om Dem med flere af Deres venner, at det uheldige begreb, De havde
om digtekunsten, skadede Dem meget; men ingen ville sige Dem det. Efter at have
modtaget Deres sidste brev, besluttede jeg at gøre det, anså det for min pligt.
– At det går Dem så vel i den nye klasse, glæder mig og os alle hjerteligt.
Find Dem med tålmodighed og taknemlighed i de små vanskeligheder, som kan
indløbe; - af sådanne fører livet mange med sig. Sørg også for Deres helbred,
gode Andersen; jeg holder ikke af, at De sidder for længe oppe om aftenen, og
jeg ville ret ønske, når vi har den fornøjelse at se Dem til Julen, at De da
var bleven lidt fed, så lidt rask ud og ret var veltilfreds. – tredje del af
Oehlenschläger er ikke kommen ud endnu; men når den kommer, skal De være den
vis, såvelsom romanen. – Stol trygt på, at den gode Gud ikke forlader Dem, hans
veje førte mennesker til Dem, som vil lede Dem til kundskaber, der vil udvikle
og danne Deres evner og gøre Dem til et virksomt og lykkeligt medlem af det
ædlere samfund; og da vil Deres talent hist og her strø små blomster på Deres
og Deres omgivendes veje. – Lad os snart igen høre fra Dem, gode Andersen! Vi
hilser Dem alle ret hjerteligt, og vore bedste ønsker følger Dem stedse. / Henriette
Wulff. (9)
Det essentielle i Fru Wulffs brev
er egentlig ikke, at hun mente at Andersens ambitioner om at blive en stor, ja,
en af de største digtere, var urealistisk, forfejlet og indbildsk, for deri tog
den gode frue vitterligt totalt fejl, men det er derimod, at det af hendes brev
mere eller mindre direkte fremgår, at Andersen var utålmodig og ikke hurtigt
nok kunne komme til at indtage sin – efter hans egen og i øvrigt også en senere
tids opfattelse – gudgivne og velfortjente plads i det internationale
digterparnas. Det blev jo senere en kendsgerning, at navnet H.C. Andersen
indenfor sit felt godt kunne måle sig med de digternavne, fru Wulff nævner i
sit brev, nemlig Oehlenschlæger, Walter Scott, Shakespeare, Goethe og Schiller.
Men Andersens efter den
velmenende og velbegavede, men borgerlige fru Wulffs opfattelse indbildske
stædighed, kunne hun ikke affinde sig med, og derfor gentog hun formaningerne i
flere af sine følgende breve. Hun forsøgte at opdrage på ham, også hvad angår
hans udseende og måde at gebærde sig på, alt sammen i bedste mening og –
naturligvis forgæves. Det fremgår, dels af hendes breve til ham og dels af hans
breve til hende, men i nok så høj grad af et eventyr som ”Den grimme Ælling”
(1844), hvori han har portrætteret fruen i skikkelse af hønen, som sammen med
katten – et billede på Edvard Collin – føler sig som betydelige personer hos
den gamle kone, de bor i huset hos.
Du har rigtignok ret i, at jeg med interesse følger dit arbejde om ANDERSEN; det ligger mig netop på sinde, at folk skulle lære ham at kende fra hans menneskeligste side, hans hjerteforhold, hans venskabsforhold til den Collinske familie. Jeg synes derfor så udmærket godt om begyndelsen, de Meislingske breve, om bedstefaders optræden og ANDERSENS personlighed, som den viste sig der på en næsten Dickensk rørende måde. ligeledes brevene til dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kærlige side hos ham træder så stærkt frem; endelig brevene til LOUISE. Et sådant indblik i ANDERSENS barndoms- og ungdomsliv kan kun du give.
Men når jeg ikke var så fuldt tilfreds med randgloserne til hans Livs Eventyr, så ligger det i, at jeg ikke synes du ser med nok afstand på den tids strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med hensyn til ANDERSEN. Jeg føler nemlig, at han virkelig var en svane og en stund betragtedes som en grim ælling. Han følte vingerne gro uden at kunne gøre sig selv rede for denne følelses berettigelse elle at kunne bibringe andre denne følelse. For ham var al tugt og al tilrettevisning kun hæmmelser; han følte ubilligheden men ikke berettigelsen. Derfor våndede han sig under al sprogrettelse og under at vejes på samme vægt som andre. Jeg tror, at selv om man har tilhørt hin tids standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt sin forkærlighed for den, så vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at formen spillede en større rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunne følge denne retning, let kom til at stå udenfor og derved blive gjort uret. Samfundet kunne dengang ikke være anderledes, da det ikke kunne være forud for sin tid, så det skal ikke bebrejdes det; men det må tages med i betragtning, synes jeg, i bedømmelsen af ANDERSEN. Han hørte efter min mening til de 4 store profeter, men fik næppe rang blandt de 12 små, og måtte derfor vånde sig under en målestok, han ikke kunne svare til. Dette, synes jeg, var hans første samtids ubevidste skyld imod ham. hans skyld imod den var, at kræve anerkendelse som svane før han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine eventyr. Dernæst havde han en anden skyld, ligesom denne ubevidst, hans fantasis upålidelighed med hensyn til folks forhold til ham. Du kalder det pirrelighed, men jeg, som har kendt mennesker med denne slags natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en utilregnelighed i fantasien, der får denne til for alvor at tro hvad der vitterlig ikke er sket. De lider ligeså meget under disse foregøglede som under virkelige krænkelser, og går i deres grav, sikre på at deres opfattelse har været den sande. Ved denne fejl har ANDERSEN beredt sig selv og andre store kvaler, og dog anser jeg ham for utilregnelig deri. (10)
Lidt
senere i samme brev skriver Jonna Stampe følgende:
[…] Men så
stor er min interesse for det du udgiver, at jeg har dristet mig til at diktere
dette. Jeg syntes nemlig, at det kunne gøre godt mod Andersens minde, om
der blev ydet ham en forståelse, som han måtte savne i sin samtid, men som
ingen bedre kunne give ham end en, der har stået ham så nær som du – den
indrømmelse nemlig, at Andersens første samtid var for snæver til helt
at kunne forstå ham, og at hans pirrelighed ikke alene lå i en sygelig
sjælstilstand, men også var begrundet i forholdene. Det var denne klang af
sympati, som jeg savnede i det ene lille afsnit, og som har bragt mig til at
udtale min opfattelse. […] (11 )
Sandelig en kærlig og forstående
kvindes ord om en ven, som i en hel del år havde stået hende og hendes familie
meget nær, en kvinde, som tilmed havde sværmet for ham i sin ungdom, og som han
en overgang også havde været småforelsket i.
Eventyret ”Grantræet” set i 3.
tydningsplan
Det tredje tydningsplan består
som bekendt i en tydning eller tolkning af de biografiske eller selvbiografiske
elementer, der indgår i den litterære tekst, i dette tilfælde altså i eventyret
”Grantræet”. Her kan det, som allerede nævnt, straks fastslås, at Andersen har
gendigtet sig selv som grantræet og dettes livshistorie som sin egen
livshistorie, fra hans tidlige barndom og til omkring 1844, hvor eventyret blev
skrevet og trykt. Han havde på det tidspunkt og allerede året før genfortalt
sin foreløbige livshistorie i det herlige eventyr ”Den grimme Ælling”, men
dette eventyr endte optimistisk med, at den uglesete og kanøflede grimme ælling
kom til ære og værdighed som en smuk svane. Den på det tidspunkt vidt berejste
Andersen befandt sig på en af højderne i sin forfatterkarriere, men havde til
gengæld personlige problemer i og med sit privatliv, særligt på
kærlighedslivets område. Desuden blev han under sine udenlandsrejser bekendt
med de nye kulturelle og revolutionære politiske strømninger, især i Tyskland
og Frankrig, strømninger, som i hvert fald siden Julirevolutionen i Frankrig
1830 pegede i modsat retning af det, som den romantiske bevægelse stod og havde
stået for. Det var virkningerne af nogle af oplysningstidens mere realistiske
tanker og ideer om tanke- og handlefrihed, som fik stadig større indflydelse, i
hvert fald i visse kredse af samfundet. Samtidigt gjorde naturvidenskabens
erfaringsbegrundede nye opdagelser sig stadig stærkere gældende indenfor livs-
og verdensanskuelsen, på bekostning af den religiøse og idealistiske holdning
til tilværelsen. Hvilket alt i alt betød, at materialismen og ateismen fik vind
i sejlene.
Personligt var Andersen splittet
i sit forhold til de nye kulturelle strømninger, idet han på den ene side ikke
blot accepterede og anerkendte, men faktisk grundlæggende var begejstret for
naturvidenskabens og teknologiens fremskridt, samtidigt med, at den tiltagende
materialisme og ateisme, som disse fremskridt uundgåeligt medførte, bestemt
ikke huede ham. En stor del af hans liv og en væsentlig del af hans
forfatterskab, kom efterfølgende til at dreje sig om et personligt opgør med de
holdninger, tanker og forestillinger, som lå til grund for en materialistisk og
ateistisk livs- og verdensanskuelse. Men vel at mærke, når hans sind var i det
livsoptimistiske leje, for i sine livspessimistiske øjeblikke følte han sig
nødtvungent til at acceptere og indrømme den materialistiske livs- og
verdensanskuelse en dominerende plads på ”parnasset”. Det hændte i sådanne
øjeblikke, at den bibelkyndige digter genlæste Prædikerens Bog, hvis visdom han
værdsatte og holdt meget af, for meget tydede jo trods alt på, at prædikeren
havde ret i sit syn på verdens flygtighed og forgængelighed. Denne læsning,
sammenholdt med de nye kulturelle strømninger i Europa, resulterede for
Andersens vedkommende i skrivningen af eksempelvis et eventyr som ”Grantræet”.
Men foruden om livets flygtighed
og forgængelighed, handler eventyret ”Grantræet” også om Andersens personlige
ambitioner om at blive til noget stort, og om hans utålmodighed og utilfredshed
med, at det ikke kunne gå hurtigt nok. Denne ambition om at udrette noget
betydningsfuldt, fulgte Andersen helt fra barnsben og faktisk det meste af
resten af hans liv. Men som nævnt begyndte ambitionen allerede i hans barndom,
hvilket han blandt andet udtrykker med de følgende linjer i eventyret:
”O, var jeg dog sådant
et stort træ, som de andre!” sukkede det lille træ. ”så kunne jeg brede mine
grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da
bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt,
ligesom de andre der!” (12)
Med udtrykket ”de andre” tænker
Andersen sandsynligvis på samtidens store digtere, sådan som han også havde
gjort i eventyret ”Den grimme ælling” (1843), hvor svaneungen ønsker sig og
længes efter, at den kunne flyve sammen med de smukke voksne hvide svaner med
det store vingefang, som fløj bort fra de kolde egne til varmere lande og
større søer. Andersen karakteriserede jo i øvrigt sig selv som en trækfugl,
mere specielt i skikkelse af en stork, dels fordi den fløj til de varme lande i
den nordiske vinter, og dels fordi den med sine lange ben og øvrige udseende
kunne minde om hans egen statur.
Andersen havde i sine yngre dage,
da han endnu ikke var så anerkendt og berømt, som han senere blev, travlt med
at blive betragtet og accepteret som de andre store danske digtere på det
danske litterære parnas. Det var især digtere som Adam Oehlenschlæger, Henrik
Hertz og Johan Ludvig Heiberg, han målte sig med, og især syntes han, at han
selv fortjente at blive behandlet på mindst lige fod med en digter som
Hertz.
Om sine utålmodige længsler havde
Andersen blandt andet også skrevet i et brev af 9. marts 1838 til vennen Frederik
Læssøe, hvori han gør en slags status over sit hidtidige liv og
forfatterskab, som han ikke var helt tilfreds med. Fra brevet skal følgende
citeres her:
[…] Dog har jeg bragt
det til at få et navn, ja selv uden for mit fædreland skyggen af dette; men jeg
står endnu lige så fattig, lige så hjælpeløs, som da jeg med min bylt i hånden
trådte ind ad Vesterport, og mindre lykkelig; thi da havde jeg sjælen fuld af
smukke drømme, nu derimod af en virkelighed, af en erkendelse, der viser mig,
hvad jeg mangler, og det næsten umulige i at vinde det! O, kunne jeg dog i
denne verden hæve den åndelige skat, jeg føler nedsunken i mit Bryst! Aldrig
har der været en sådan gæring i min sjæl som i det sidste år, og jeg tror, den
må ses i min sidste roman: ”Kun en Spillemand”; under arbejdet med de to
foregående var jeg ganske anderledes rolig! Mange siger om ”Improvisatoren”, at
den viser mest modenhed; de to andre romaner må da være en overmodenhed: Jeg
vil dog hellere tro, at ”Improvisatoren er en åndelig modenheds blomst, de
andre derimod frugten, men som kun har formet sig; […] (13)
Sin utilfredshed og utålmodighed
med sig selv, har Andersen også givet udtryk for i et brev af 1. april 1838 til
veninden Jette Hanck i Odense, hvorfra følgende linjer skal citeres her:
[…] De ved ikke,
hvilken kamp der er i min sjæl; tit mistvivler jeg om alle mine kræfter, synes
intet at have gjort eller kunne gøre; til andre tider ser jeg mit navn mellem
de levende navne; o, dette sidste er vist selvskuffelse, som altid mit hjertes
bedste følelse har været det. […] (14)
Men for resten var den voksne Andersens
utålmodighed med sig selv og sine kunstneriske ambitioner ikke noget nyt i hans
liv og forfatterkarriere, for det var allerede forekommet i hans tidligste
litterære værker, som det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her.
Men som et eksempel kan nævnes rejseskildringen ”Skyggebilleder” (1831),
hvori Andersen endnu engang benyttede sig af utålmodigheds- og
utilfredshedsmotivet, og ikke mindst af motivet om altings forgængelighed. Det
sidstnævnte sker blandt andet i følgende tekststykke:
Egnen rundt om, blev
mig dobbelt smuk ved sine sagn; der var også liv og bevægelse her på vejen; vi
mødte kulbrændere med mørke, karakteristiske ansigter, og bønderpiger, der så
ud som mælk og blod. Floden Selke brusede sladrende forbi; den fortalt vist,
hvad vi selv så: at det hele er såre godt.
Snart hørte vil larmen
af de talrige værksteder; vi steg op til den mærkelige jernobelisk, som
hertugen 1812 her har oprejst over sin afdøde fader; den er helt af jern, og
skal være den højeste i Tyskland. Vi skrev vore navne på den, med blyant,
ligesom så mange andre havde gjort.
”At blive udødelig,”
det er dog en tanke, der, selv på det mest barnagtige, lyser frem fra det arme
menneskebryst!
Snart vil regn og sne
udslette denne blyants udødelighed, og en ny slægt vil skrive deres navne i
stedet, til selve obelisken også bliver udslettet af tiden. Således søger vi
også, på livets rejse, at skrive vor navn på verdens store obelisk, hvor det
ene navn må vige for det andet, til denne store skrivetavle selv går i grus.
Gud ved, hvilket navn der vil stå som det sidste? Rimeligvis bygmesterens, der
rejste den til sin egen ære og det heles forskønnelse. (15)
Motivet med den rastløse
utålmodighed og altings forgængelighed er endnu stærkere fremført i Andersens
versificerede drama ”Agnete og Havmanden” (1833), hvori han selv
optræder i skikkelse af musikanten Hemming, som elsker Agnete, men hans
kærlighed er ikke gengældt. Agnete foretrak Havmanden, med hvem hun giftede sig
og fik flere børn. Hendes og Hemmings veje skilles og først efter halvtreds års
forløb mødes de igen, begge naturligvis ældede, så at de ikke umiddelbart
genkender hinanden. Agnete – som kan tolkes både som Riborg Voigt, Louise
Collin og som Andersens eget feminine aspekt - havde da fortrudt sine tidligere
valg og forladt sin ægtefælle, mens Hemming - som Andersen selv - var forblevet
ugift. Mødet mellem Agnete og Hemming finder sted på en øde strandbred og ender
med, at Hemming afviser Agnete, hvilket sker i følgende versificerede dialog:
Hvor har du været
dog den lange tid?
Dit ungdoms-blik
mig skræmmer. Ve dig! ve!
Død er din moder,
død din hele slægt,
jeg er en gammel
mand, nær ved min grav.
A g n e t e, sig,
hvad gav den rige Havmand
dig for din
salighed? - - Jeg frygter dig!
A g n e t e, jeg
tør ikke se dit åsyn!
O læs dit ”Fader
vor,” ifald du kan!
Ak, nej! du ej
tilhører os og Jesus! (16)
Den dybere tanke bag handlingen i
versdramaet ”Agnete og Havmanden”, er den, at havet og Havmanden er symbolet på
henholdsvis naturen og naturreligionen, som den traditionelle kristendom især
dengang betragtede som hedensk. Det er derfor, at Hemming, som i mellemtiden
selv er blevet omvendt, afviser Agnete. I sine yngre dage var Andersen udpræget
rationalist i religiøse spørgsmål, men med tiden ændrede han i nogen grad
opfattelse og bekendte sig til en mere pietistisk form for kristendom. I det
virkelige liv var det faktisk de kvinder, - og mænd med for den sags skyld -
som Andersen var forelsket i, der afviste ham, men i sin litteratur kunne han
vende tingene på hovedet, hvis det passede ham.
Imidlertid opsøger Agnete sin
ægtemage, Havmanden, igen, og denne anmoder hende bønligt om at vende tilbage
til ham og børnene. Men idet Agnete vil kaste sig ud i bølgerne, falder hun død
om på strandbredden. Nogen tid senere sidder Hemming under et træ i skovens
udkant, medens han nynner for sig selv og tænker på Agnete. I mellemtiden er
herremanden, Peter Palle, og hans jægere, som ikke har haft held med dagens
jagt, nået frem til stedet. Herremanden har væddet sit kobbel hunde med sin
tilkommende brud, jomfru Bodil, som både er en god rytter og en god skytte, om,
hvem af de to, der mon kan skyde den største fugl i skoven. Men idet han og
hans jægere får øje på Hemming, beordrer Herremanden for sjov denne op i træet,
sigter og skyder – og rammer den stakkels musikant lige i hjertet, så at han
falder død ned. Herremanden udbryder da:
Så stærkt var det
ikke ment! Men sket er sket.
Det var en bonde
kun! nu tag ham med!
En fugl, som ham,
har Bodil næppe truffet. (17)
I eventyrets begyndelse fortæller
Andersen indirekte om sin opvækst i Odense, hvor han holdt mere af indendørs
lege og beskæftigelser, så som at lege med sit lille dukketeater og høre faderen
fortælle historier eller selv læse bøger. Det var ikke noget for de andre og
mere kække drenge, som gav sig af med mere voldsomme lege og drillerier af
kammerater, og ikke mindst af den aparte eller særegne Hans Christian. De anså
ham for at være en ”tøsedreng”, der helst ville være hjemme under sin moders
skørter, ja, så at selv hun syntes, at hendes kære søn udviste nogle
adfærdstræk, som kunne tyde på, at han måske var, hvad en senere tid betegnede
som homoseksuel. Det understøttedes af, at han som dreng foretrak at lege med
småpiger, fordi han følte sig mere på lige fod med sådanne, end med drenge. Men
de knap så vilde drenge og pigerne var dog i bærsæsonen optagne af de mere
stille sysler, så som at samle jordbær eller hindbær og snakke fornøjeligt
sammen imens:
[…] men det lille
grantræ var så ilter med at vokse; det tænkte ikke på den varme sol og den
friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var
ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld eller
havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde:
”nej! hvor det er nydeligt lille!” Det ville træet slet ikke høre. (18)
Som de fleste andre børn i samme
alder, gik drengen Hans Christian jo også i skole, men han beundrede og
misundte de kammerater, der gik i de højere klasser eller ligefrem i
latinskolen, hvor fra de tog eksamen og skulle nu fortsætte deres videre liv.
Den nyvundne frihed blev naturligvis fejret med fest og glæde, hvilket Andersen
udtrykker på følgende måde i eventyret ”Grantræet”:
I efteråret kom
brændehuggerne og fældede nogle af de største træer; det skete hvert år, og det
unge grantræ, som nu vat ganske godt voksent, skælvede derved, thi de store,
prægtige træer faldt med en knagen og bragen til jorden; grenene blev hugne
fra, de så ganske nøgne, lange og smalle ud; de var næsten ikke til at kende,
men så blev de lagt på vogne og heste trak dem afsted.
Hvor skulle de hen?
Hvad forestod dem?
I foråret, da svalen og
storken kom, spurgte træet dem: ”Ved I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke
mødt dem?
Svalerne vidste ikke
noget, men storken så betænkelig ud, nikkede med hovedet og sagde: ”Jo, jeg
tror det! jeg mødte mange nye skibe da jeg fløj fra Ægypten; på skibene var
prægtige mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af gran; jeg kan
hilse mange gange, de knejser, de knejser!”
”O, var jeg dog også
stor nok til at flyve hen over havet! Hvorledes er det egentlig dette hav, og
hvad ligner det?”
”Ja, det er så
vidtløftigt at forklare!” sagde storken, og så gik den.
”Glæd dig ved din
ungdom!” sagde solstrålerne; ”glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv,
som er i dig!”
Og vinden kyssede
træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod grantræet ikke. (19)
Nej, unge Andersen kunne ikke
nyde alle disse ting fuldt ud, for han var permanent optaget af at stræbe efter
anerkendelse og berømmelse som skuespiller eller digter. Og som sådan foreløbig
nævnes og sidestilles med andre unge eller yngre poeter i samme situation. Det
er sandsynligvis dette, der ligger bag det følgende tekststykke i eventyret:
Når det var ved
juletid, da blev ganske unge træer fældede, træer som tit ikke engang var så
store eller i alder med dette grantræ, der hverken havde rast eller ro, men
altid ville afsted; disse unge træer, og de var just de allersmukkeste, beholdt
altid deres grene, de blev lagt på vogne, og heste trak dem afsted ud af skoven.
”Hvorhen skulle de?”
spurgte grantræet. ”de er ikke større end jeg, der var endogså eet, der var
meget mindre; hvorfor beholdt de alle deres grene? Hvor kørte de hen?”
”Det vide vi! det vide
vi!” kvidrede gråspurvene. ”Vi har nede i byen kigget ind ad ruderne! Vi vide,
hvor de kører hen! O, de kommer til den største glans og herlighed der kan
tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set at de bliver plantede midt i den
varme stue og pyntede med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager,
legetøj og mange hundrede lys!”
”Og så -?” spurgte
grantræet og bævede i alle grene. ”Og så? Hvad sker så?”
”Ja, mere har vi ikke
set! Det var mageløst!” (20)
På H.C. Andersens tid var det
skik og brug, at pynte juletræet med spiselige ting som f.eks. æbler,
honningkager og store valnødder, og desuden hængte man legetøjet til børnene og
gaverne til de voksne på selve træet, og ikke, som det senere blev en
tradition, at gaverne og legetøjet blev anbragt ved foden af træet. Det stod
for Andersen som det ypperste i livet, at blive som et juletræ, pyntet med alt
godt og festligt og ”spiseligt”, det vil sige, blive en digter eller forfatter,
som kunne give sine læsere nogle gode og festlige og næringsrige litterære
oplevelser, der kunne få øjnene til at stråle af glæde over det fortalte. Dette
lykkedes det da også for den unge Andersen at opnå senere, med hans første
digte, fortællinger, skuespil, romaner og eventyr, som stort set blev rost af
kritikken og godt modtaget af publikum. Men inden det var kommet så langt,
måtte han fortsætte med at tilegne sig kundskaber og dannelse og finde sine
egne personlige ben at stå på. Men længslen og utålmodigheden efter at opnå alt
dette, og efter at komme ind i digterfagets ”varme stue”, ja, og videre end det,
forfulgte ham til stadighed. Men han syntes selv personligt at stå i stampe,
fordi det trak ud med at nå så langt, som han stræbte efter, hvilket indirekte
fremgår af følgende sted i eventyret:
”Mon jeg er blevet til
for at gå denne strålende vej!” jublede træet. ”Det er endnu bedre, end at gå
over havet! Hvor jeg lider af længsel! Var det dog jul! nu er jeg høj og
udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste år! – O, var jeg alt på
vognen! var jeg dog i den varme stue med al den pragt og herlighed! og da -?
Ja, da kommer noget endnu bedre, endnu skønnere, hvorfor skulle de ellers
således pynte mig! der må komme noget endnu større, endnu herligere -! men
hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg ved ikke
selv, hvorledes det er med mig.”
”Glæd dig ved mig!”
sagde luften og sollyset! ”glæd dig ved din friske ungdom i det frie!”
Men det glædede sig
slet ikke! det voksede og voksede, vinter og sommer stod det grønt; mørkegrønt
stod det; folk, som så det, sagde: ”det er et dejligt træ!” og ved juletid blev
det fældet først af alle. Øksen huggede dybt igennem marven, træet faldt med et
suk hen ad jorden, det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på
nogen lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra hjemmet, fra den plet, hvor det
var skudt frem; det viste jo, at det aldrig mere så de kære kammerater, de små
buske og blomster rundtom, ja måske ikke engang fuglene. Afrejsen var slet ikke
noget behageligt.
Træet kom først til sig
selv, da det i gården, afpakket med de andre træer, hørte en mand sige: ”Det er
prægtigt! Vi bruger ikke uden det!” (21)
Det var smerten ved at skulle
tage afsked med barndomsbyen og barndomshjemmet, da han som 14-årig i september
1819 forlod begge dele for første gang, og på egen hånd begav sig på den
relativt lange rejse til storstaden København. Allerede da gik rejselivet ham i
blodet, hvilket han år senere gav udtryk for i og med mottoet, udtrykt i
digtet: ”Det er liv at rejse” (1842), lige som han pointerede, at det at rejse,
var den bedste skole for ham. Men han skulle senere foretage mange og længere
rejser til det store udland. Foreløbig forestod der år med skolegang i Slagelse
og Helsingør lærde Skoler 1822-27, med manuduktion i København og
studentereksamen 1828 og 2. eksamen i 1829, begge dele ved Københavns
Universitet. Andersen blev student med første karakter og kunne efter 2.
eksamen kalde sig cand. phil., en titel, han var så glad for, at han fik den
sat på sit dørskilt. Udsigten til en lysende fremtid tegnede sig i horisonten.
Men før det var kommet dertil, var Andersen i 1825 blevet inviteret til at
tilbringe julen hos familien Wulff på Søkadetakademiet på Amalienborg, hvor der
blev afholdt julebal den 23. december. Men juleaften tilbragte han som
sædvanligt og efter stående invitation hos den kære familie Ørsted. Det var
derfor alt sammen lutter glæde og idyl for ham, og det er formentlig alt dette
Andersen indirekte giver udtryk for i og med følgende passager i eventyret
”Grantræet”:
Nu kom to tjenere i
fuld stads og bar grantræet ind i en stor, dejlig sal. Rundtom på væggene hang
portrætter, og ved den store flisekakkelovn stod store kinesiske vaser med
løver på låget; der var gyngestole, silkesofaer, store borde fulde af
billedbøger, og med legetøj for hundred gange hundred rigsdaler – idetmindste
sagde børnene det. Og grantræet blev hejst op i en stor fjerding, fyldt med
sand, men ingen kunne se, at det var en fjerding, thi der blev hængt grønt tøj
rundt om, og den stod på et stort, broget tæppe. O, hvor træet bævede! Hvad
ville der dog ske? Både tjenere og frøkener gik og pyntede det. På en gren hang
de små net, udklippede af kulørt papir; hvert net var fyldt med sukkergodt;
forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var voksede fast, og over hundrede
røde, blå og hvide smålys blev stukne fast i grenene. Dukker, der så livagtig
ud som mennesker, - træet havde aldrig set sådanne før – svævede i det grønne,
og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitter-guld; det var
prægtigt, ganske mageløst prægtigt.
”Iaften,” sagde de alle
sammen, ”iaften skal det stråle!”
”O!” tænkte træet, ”var
det dog aften! Var bare lysene snart tændte; og hvad mon da sker? Mon der
kommer træer fra skoven og ser på mig? Mon gråspurvene flyver ved ruden? Mon
jeg her vokser fast og skal stå pyntet vinter og sommer?”
Jo, det vidste god
besked; men det havde ordenlig barkepine af bare længsel, og barkepine er
ligeså slem for et træ, som hovedpine for os andre.
Nu blev lysene tændte.
Hvilken glans, hvilken pragt, træet bævede i alle sine grene derved, så at et
af lysene stak ild i det grønne, det sved ordenligt.
”Gud bevare os!” skreg
frøknerne og slukkede i en hast.
Nu turde træet ikke
engang bæve. O, det var en gru! Det var så bange for at tabe noget af al sin
stads; det var ganske fortumlet i al den glans, - - og nu gik begge fløjdøre
op, og en mængde børn styrtede ind, som om de ville vælte hele træet; de ældre
folk kom besindige bag efter; de små stod ganske tavse, - men kun et øjeblik,
så jublede de igen så at det rungede efter; de dansede rundt om træet, og den
ene present efter den anden blev plukket af. (22)
Men som det i reglen sker med et
juletræ, så var dets højdepunkt selve juleaften, og så snart der var danset
omkring det og gaverne var blevet delt ud, tabtes interessen for træet. Det er
også, hvad Andersen beskriver i følgende passus i eventyret ”Grantræet”:
”Hvad er det, de gør?”
tænkte træet. ”Hvad skal der ske?” Og lysene brændte lige ned til grenene, og
eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og så fik børnene lov til at plyndre
træet. O, de styrtede ind på det, så at det knagede i alle grene; havde det
ikke ved snippen og guldstjernen været bundet fast til loftet, så var det
styrtet om.
Børnene dansede rundt
med deres prægtige legetøj, ingen så på træet uden den gamle barnepige, der gik
og tittede ind mellem grenene, men det var bare for at se, om der ikke var
glemt endnu en figen eller et æble. (23)
Denne situation var også, hvad
Andersen selv kom ud for at opleve, for al den interesse og virak, der fandt
sted efter hans egentlige debut som forfatter med ”Fodreise” og vaudevillen
”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, begge 1829, og som begge blev pæne succeser,
varede ikke ved. Der fulgte en – ganske vist midlertidig - afmatning i
interessen for hans litterære produkter, fulgt af forskellige personlige
problemer, hvad han forståeligt nok følte så nedslående, at det fremkaldte den
ubehagelige følelse af livspessimisme hos ham. Det hang formentlig også sammen
med, at nogle af hans kritikere og publikum meget hellere ville høre og læse
enkle og let forståelige historier af andre forfattere, selvom disse dog trods
alt også kunne have noget på hjerte, der var værd at lytte til. Og der var folk
i Andersens omgangskreds, der mente, at han kunne have godt af at tage ved lære
af den slags litteratur. Den situation forekommer det mig, at Andersen
indirekte har beskrevet i det følgende tekststykke i eventyret:
”En historie! en
historie!” råbte børnene og trak en lille, tyk mand hen imod træet, og han
satte sig lige under det, ”for så er vi i det grønne,” sagde han, ”og træet kan
have besynderligt godt af at høre med! men jeg fortæller kun én historie. Vil I
høre den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet
og fik prinsessen!”
”Ivede-Avede!” skreg nogle, ”Klumpe-Dumpe!”
skreg andre; der var en råben og en skrigen, kun grantræet tav ganske
stille og tænkte: ”Skal jeg slet ikke med, slet ikke gøre noget!” Det havde jo
været med, havde gjort hvad det skulle gøre.
Og manden fortalte om ”Klumpe-Dumpe
der faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet og fik prinsessen.” Og
børnene klappede i hænderne og råbte: ”fortæl! fortæl!” de ville også have ”Ivede-Avede”,
men fik kun den om ”Klumpe-Dumpe”. Grantræet stod ganske stille og
tankefuld, aldrig havde fuglene ude i skoven fortalt sligt. ”Klumpe-Dumpe” faldt
ned af trapperne og fik dog prinsessen! Ja, ja, således går det til i verden!”
tænkte Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var sådan et net
mand, som fortalte. ”Ja, ja, hvem kan vide! Måske falder jeg også ned af
trapperne og får en prinsesse!” Og det glædede sig til næste dag at blive klædt
på med lys og legetøj, guld og frugter.
”Imorgen vil jeg ikke
ryste!” tænkte det. ”Jeg vil ret fornøje mig i al min herlighed. Imorgen skal
jeg igen høre historien om ”Klumpe-Dumpe” og måske den om ”Ivede-Avede”.
Og træet stod stille og tankefuld den hele nat. (24)
Men det skulle komme til at gå
ganske anderledes for både grantræet og H.C. Andersen, for efter at han selv
var begyndt at fortælle eventyr, de første 4 udkom i maj 1835, mente den
litterære kritik, at han i stedet for at spilde talentet på ubetydelig
barnekammerpoesi, burde bruge det til at skrive mere seriøs litteratur, som han
f.eks. havde gjort i og med sin første roman, ”Improvisatoren”, der var
udkommet i april 1835. Den kritik tog Andersen sig selvfølgelig nær og
besluttede at holde en pause med eventyrskriveriet.
Om morgenen kom karl og
pige ind.
”Nu begynder stadsen
igen!” tænkte træet, men de slæbte det ud af stuen, op ad trapperne, ind på
loftet, og der i en mørk krog, hvor ingen dag skinnede, stillede de det hen.
”Hvad skal det betyde!” tænkte træet. ”Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon
jeg her skal få at høre?” Og det hældede sig op til muren og stod og tænkte og
tænkte. - - Og god tid havde det, thi der gik dage og nætter; ingen kom herop,
og da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser hen i
krogen; træet stod ganske skjult, man skulle tro, at det var rent glemt.
(25)
Men Andersen kunne dog ikke i
længden lade være med at skrive eventyr, i begyndelsen eventyr for børn, for
disse faldt det ham forholdsvis let at skrive, og der var desuden et nogenlunde
stort publikum til denne genre. Ikke mindst fordi eventyrhefterne i reglen
udkom ved juletid og derfor kunne bruges til julegave, enten til højtlæsning
for lidt mindre børn, eller som selvstændig lekture til lidt større børn, der
selv kunne læse, og desuden til voksne, som selv holdt af at læse eventyr. Det
bliver i eventyret ”Grantræet” til, at de små mus kommer på besøg hos grantræet
på loftet, og til, at træet fortæller musene sin egen historie om, hvor det
kommer fra og hvad det har oplevet, især den festlige juleaften:
”Hvor du fortæller
dejligt!” sagde de små mus, og næste nat kom de med fire andre små mus, der
skulle høre træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det
selv alt og syntes: ”det var dog ganske morsomme tider! men de kan komme, de
kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik dog prinsessen,
måske jeg også kan få en prinsesse,” og så tænkte grantræet på sådant et lille,
nydeligt birketræ, der voksede ude i skoven, det var for grantræet en virkelig
dejlig prinsesse.
”Hvem er Klumpe-Dumpe?”
spurgte de små mus. Og så fortalte grantræet hele eventyret, det kunne
huske hvert evige or; og de små mus var færdige ved at springe op i toppen på
træet af bare fornøjelse. Næste nat kom der mange flere mus, og om søndagen
endogså to rotter; men de sagde at historien var ikke morsom, og det bedrøvede
de små mus, thi nu syntes de også mindre om den.
”Kan De kun den ene
historie!” spurgte rotterne.
”Kun den ene!” svarede træet, ”den hørte jeg
min lykkeligste aften, men den gang tænkte jeg ikke på, hvor lykkelig jeg var!”
”Det er en overmåde
dårlig historie! kan De ingen med flæsk og tællelys? Ingen
spisekammer-historier?”
”Nej!” sagde træet.
”Ja, så skal De have
tak! svarede rotterne og gik ind til deres.
De små mus blev til
sidst også borte, og da sukkede træet: ”Det var dog ganske rart, da de sad
omkring mig de vævre småmus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også det forbi!
– men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen!” (26)
Med udtrykket
”spisekammer-historier”, sigter Andersen formentlig til såkaldte
”hverdags-historier”, som han fandt for jordbundne og flove, og som han i hvert
fald ikke selv kunne tænke sig at skrive, heller ikke selvom de havde et
forholdsvis stort publikum. Andersen fortsatte derfor trøstigt ad sin egen og
selvskabte forfatterbane, med at skrive digte, skuespil, romaner og eventyr,
men især nogle af sine skuespil havde han ikke særlig stort held med, dels
fordi de blev kritiseret voldsomt af teatercensorerne, og dels fordi der var
store problemer med at få dem opført. Og at få disse opført, var ret vigtigt
for ham, idet han var afhængig af de indtægter, stykkerne kunne indbringe. Til
disse problemer kom samtidig problemer af mere personlig karakter, som for
eksempel en midlertidig kontrovers med kommandør Wulff, som skyldtes en
misforståelse fra dennes side, men som bevirkede at kommandøren ikke længere
ønskede at se Andersens besøg hos sig og familien. Andersen var i årenes løb
ellers kommet jævnligt, ja, lejlighedsvis dagligt, hos familien, hvor han især
var nær ven med datteren Jette Wulff og dennes yngste broder, Christian Wulff.
Det var særlig de to, der satte stor pris på Andersen og som også vurderede
dennes forfatterskab højt. Senere fulgte også en noget længerevarende
uoverensstemmelse mellem Andersen og Edvard Collin, som ellers var specielt
gode venner, lige som Andersen følte sig som et medlem af den familie, hvis
overhoved, Jonas Collin, havde været Andersens værge og støtte i hans skoleår i
Slagelse og Helsingør, og som også på flere måder senere hjalp Andersen frem
som forfatter. Andersen kom også jævnligt og i perioder dagligt i det Collinske
hjem i Bredgade, men der opstod på et tidspunkt problemer, idet Andersen her
oplevede en af sine ulykkelige, hvilket vil sige ugengældte
dobbeltforelskelser, nemlig i Edvard og dennes lillesøster, Louise. Den
situation gik nok værst ud over den nærtagende Andersen selv, som til tider var
dybt deprimeret over situationen, som imidlertid først afklaredes, da faderlige
Collin greb ind og fik genoprettet det gode forhold mellem Andersen og
familien. Hvorom alting er, så efterlod det alt sammen Andersen med følelsen
af, at han var blevet ’kasseret’. (27)
Noget af det netop nævnte ligger
formentlig bag det livspessimistiske eventyr ”Grantræet”, hvis på en gang
rørende og sørgelige slutning lyder sådan, efter at det langt om længe en dag
var blevet hentet ned fra sin mørke krog på loftet:
”Nu begynder livet
igen!” tænkte træet, det følte den friske luft, den første solstråle, - og nu
var det ude i gården. Alt gik så gesvindt, træet glemte rent at se på sig selv,
der var såmeget at se rundtom. Gården stødte op til en have, og alt blomstrede
derinde; roserne hang så friske og duftende ud over det lille rækværk,
lindetræerne blomstrede, og svalerne fløj om og sagde: ”kvirre-virre-vit, min
mand er kommen!” men det var ikke grantræet, de mente.
”Nu skal jeg leve!”
jublede det og bredte sine grene vidt ud; ak, de var alle visne og gule; det
var i krogen mellem ukrudt og nælder, at det lå. Guldpapirs-stjernen sad endnu
oppe i toppen og glimrede i det klareste solskin.
I gården selv legede et
par af de lystige børn, der ved juletid havde danset om træet og været så glade
ved det. Én af de mindste foer hen og rev guldstjernen af.
”Se, hvad der sidder
endnu på det ækle, gamle juletræ!” sagde han og trampede på grenene, så de
knagede under hans støvler.
Og træet så på al den
blomster-pragt og friskhed i haven, det så på sig selv, og det ønskede, at det
var blevet i sin mørke krog på loftet; det tænkte på sin friske ungdom i
skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på
historien om Klumpe-Dumpe.
”Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. ”Havde jeg dog glædet
mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”
Og tjenestekarlen kom
og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op
under den store bryggerkedel; og det sukkede så dybt, hvert suk var som et
lille skud; derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden, så
ind i den og råbte: ”pif! Paf!” men ved hvert knald, der var et dybt suk,
tænkte træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne
skinnede; det tænkte på juleaften og Klumpe.Dumpe, det eneste eventyr,
det havde hørt og vidste at fortælle -, og så var træet brændt ud.
Drengene legede i
gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin
lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med:
forbi, forbi, og det bliver alle historier! (28)
Andersen havde også tit tænkt på
sin egen ungdom, ja, havde allerede i 1832 påbegyndte en lidt længere
selvbiografi, senere kendt under titlen ”Levnedsbogen”. Denne skrev han
især under indtrykket af sin ulykkelige dobbeltforelskelse i Riborg og
Christian Voigt og delvis også under en begyndende dobbeltforelskelse i Louise
og Edvard Collin. Men Andersen var ingen Klumpe-Dumpe, der endte med at få sin
prinsesse i det fysiske liv, hans ambitioner, forhåbninger og drømme om
at blive til noget stort, fortsatte. I lighed med den lille dreng, der havde
taget guldstjernen og fæstnet denne på hjertets plads på sin trøje, den
stjerne, som havde været grantræets stolthed, så var denne stjerne på sin vis
et symbol på den sjæl, hvis udødelighed og evige liv, Andersen bag om sin
livspessimisme altid havde troet på og følt sig overbevist om. (29)
Det skal derfor også nævnes her,
at Andersens eget liv ikke var forbi på det tidspunkt, hvor han skrev eventyret
”Grantræet”, tværtimod fik og havde han endnu mange kreative år at virke i, år,
hvorunder han skabte adskillige digte, flere romaner og skuespil og ikke mindst
en perlerække af eventyr og historier, som ikke kun var for børn, men i nok så
høj grad for voksne. Men forbi blev det trods alt alligevel, for det er jo alt
det forgængeliges natur at blive forbi, men også at komme igen, som solen, der
hver aften går ned i vest og hver morgen atter står op i øst. Det eventyr eller
den historie har Andersen fortalt om i mange af sine andre og livsoptimistiske
eventyr, også selvom livspessimismen aldrig helt forlod ham.
Eventyret ”Grantræet” set i 4.
tydningsplan
Det store spørgsmål er nu, om
eventyret ”Grantræet” opfylder nogen af de betingelser, der er opstillet her i
afhandlingen, for at det vil kunne kaldes et kosmisk eventyr? Det forudsætter
jo et større eller mindre indhold af såkaldt kosmiske ideer, tanker og
forestillinger, hvilket vil sige, tilværelsen, sådan som denne tager sig ud set
i et kosmisk evighedsperspektiv. Ideerne, tankerne og forestillingerne behøver
ikke nødvendigvis at være forfatterens egne, men kan også hidrøre fra dennes
kontakt med de såkaldte guldkopier i den lokalitet af den guddommelige bevidsthed,
Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. En af betingelserne for, at man kan få
inspirativ kontakt med det nævnte reservoir af visdomsfacitter, er det, at
kræfter i sindet, som følelse og intelligens, er i fuldkommen balance med
hinanden, hvilket forudsætter en relativt høj moralsk standard hos individet.
Denne balance er nemlig en af forudsætningerne for, dels at tyngdeenergiens
negative indflydelse på bevidstheden kan stækkes, og dels, at intuitionsevnen
kan træde i optimal funktion, idet det er den sidstnævnte evne, der så at sige
er kanalen til visdomsoceanet. Den nævnte sindsbalance behøver dog ikke
nødvendigvis at være permanent, men kan udmærket optræde momentant, hvorved
eksempelvis en forfatter vil kunne opleve inspirationer, der giver glimtvis
adgang til visdomsfacitterne.
Spørgsmålet er nu, om man kan sige, at Andersens sind var i
balance, da han fik ideen til og skrev eventyret ”Grantræet”? – Så vidt jeg kan
bedømme efter at have sat mig ind i Andersens personlige situation omkring det
tidspunkt, hvor han forfattede eventyret, var han ilde berørt af de kulturelle
strømninger i retning af en tiltagende materialisme og ateisme, der som
tidligere omtalt for alvor begyndte at vise sig i Europa og Danmark efter 1830.
Men samtidig var han også selv nået til et punkt i sit liv og sin karriere som
forfatter, hvor han havde erkendt og indset sin egen beklagelige svaghed i form
af den evindelige stræben fremad, som sjældent havde ladt ham i ro og som også
havde ført mange ubehagelige oplevelser og situationer med sig. Men på den
anden side set, var det netop hans stræben efter at blive en stadig bedre
forfatter, særlig fordi han følte og mente, at der fra Guds side var blevet
pålagt ham en særlig opgave, som bevirkede, at han skulle og måtte anstrenge
sine evner til det yderste, for at kunne fuldføre opgaven på bedste måde. Herom
havde han blandt andet skrevet i et brev af 15. maj 1838 til veninden Jette
Hanck i Odense, hvorfra følgende skal citeres her:
[…] – Jeg studerer i denne
tid den ældre og yngre Fichte; i filosofien finder jeg de mest velsmagende bær,
medens de fleste digterskove kun giver mig blade og blomster. Jeg søger en
digtning, passende for min tidsalder og belærende for min ånd; et idealt
billede foresvæver mig; men omridsene er så uformelige, at jeg ikke selv kan
tydeliggøre det. Enhver stor digter synes mig at have givet mig et led, men
heller ikke mere, af dette kæmpelegeme. Vor tidsalder har endnu ikke fundet sin
digter! men når fremtræder han? Og hvor? Han må skildre naturen, som Washington
Irving gør det, begribe tidsalderen, som Walter Scott kunne det, synge, som
Byron, og dog være udsprungen af vor tid, som Heine. O, hvor mon denne Poesiens
Messias fødes? lykkelig den, der turde
blive hans Johannes. Gid jeg kunne brænde, evigt ødelægge over det halve, som
indre og ydre nødvendighed lod mig udgive, da var jeg glad. Et par af mine
digte skulle stå, nogle af eventyrene, ”Improvisatoren” og ”Spillemanden”, samt
Kammerjunkeren og Lemvig-livet i ”O.T.”; det er dog det eneste, der holder sig.
Mit livs begivenhed er selv poesi, det vil altid have samme interesse som mine
bedste arbejder; men det hører jo ikke mig selv til. […] […] Jeg er født til
digter, føler jeg, og det er mig bevidst, hvorledes alt træder ind i mit liv
som poesi, og dog – ønsker jeg mere! Stof mangler mig ikke, tit overvældes jeg
af ideer; men jeg mægter ikke at hæve disse til mit ideal; […] (30)
Af ovenstående citat ses det, at Andersen
på det omhandlede tidspunkt ikke følte sig moden eller kvalificeret til at
skrive et større, modent og moderne litterært værk, som kunne stå mål med hans
høje ambitioner, og at han derfor håbede på og ønskede, at der ville fremstå en
digter eller forfatter, som magtede opgaven. Det betød dog ikke, at han opgav
ambitionen om selv at forfatte et værk – eventuelt flere værker - som ville
gøre det berettiget, at betegne ham som en litterær ”Johannes”, der i lighed
med Johannes Døberen beredte vejen for den kommende mester. Som læsere af denne
hjemmeside vil vide, er jeg af den efter min egen mening velbegrundede
opfattelse, at den intuitive tænker og vismand Martinus (1890-1981) og hans
livsværk til fulde opfylder de krav og forventninger, som Andersen stillede til
”Poesiens Messias”, i anden sammenhæng kaldt ”Den ny Aladdin”. (31)
Til Henriette Hanck gav Andersen
i et brev af ca. 22. december 1838 endnu mere præcist udtryk for, hvad det var,
hans forfatterambition gik ud på:
”[…] Forstå mig ret: det er ikke det tomme navn, jeg higer efter,
nej, jeg vil udtale, hvad jeg i enkelte hellige øjeblikke selv føler, hvad ingen,
ingen har udtalt, selv de største! der ligger som en hellig, sunken skat i
mit bryst; i åndens midnatstime kan den hæves; men endnu er det ikke lykkedes
mig, og jeg kan fortvivle ved tanken om, at det aldrig sker. […] de
allernærmeste om mig står kolde, udeltagende, Hertz og Heiberg tror man mig
knap værdig til at løse skobåndene på. ”.
O jeg bliver alfor forfængelig ved denne miskendelse. Jeg føler Gud i
mig! – (32)
På det tidspunkt, der her er tale
om, nemlig december 1838, kunne Andersen jo ikke så godt vide, at det ikke
skulle blive et enkelt eller enkelte af hans værker, men derimod hans samlede
værker, der faktisk kom til at fungere som en slags ”Johannes-røst” i dén
mentale ørken af materialisme og ateisme, der på den tid var godt på vej til at
fortrænge romantikkens idealistiske og spiritualistiske ideer, tanker og
forestillinger om tilværelsen, og som skulle få endnu mere vind i sejlene i
tiden fremover og helt op til vore dage, hvor vi foreløbig skriver 2011.
Men for at vende tilbage til det,
der er dette afsnits egentlige opgave, nemlig at se på, i hvilken og hvor høj
grad eventyret ”Grantræet” opfylder de betingelser og kriterier, der er
opstillet her i afhandlingen, for at det vil kunne kaldes et kosmisk eventyr.
Det forudsætter jo et større eller mindre indhold af såkaldt kosmiske ideer,
tanker og forestillinger, hvilket vil sige, tilværelsen set i et kosmisk
evighedsperspektiv, sådan som Martinus definerer dette indenfor rammerne af sin
kosmologi. (33)
Det må nok straks konstateres, at
eventyret ”Grantræet” faktisk ikke indeholder ideer, tanker og
forestillinger, der vil kunne betegnes eller karakteriseres som kosmiske. Det
kan jo nemlig ikke betegnes som udtryk for kosmisk indsigt, at fremføre at alt
er flygtigt og forgængeligt, for det vil enhver almindelig begavet selv kunne
se med sine sanser og forstand. Men der forekommer dog alligevel nogle få glimt
af livsoptimisme i dette ellers så livspessimistiske eventyr, som når det
eksempelvis deri lyder:
”Glæd dig ved din
ungdom!” sagde solstrålerne; ”glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv,
som er i dig!”, eller lidt senere: ”Glæd dig ved mig!” sagde luften og
sollyset! ”glæd dig ved din friske ungdom ude i det frie!” (34)
Sådan forgår verdens herlighed!
For den overordnede idé i eventyret ”Grantræet” er jo, at alt i tilværelsen
grundlæggende er flygtigt og forgængeligt, og den forestilling stemmer ikke
med, hvad den kosmiske bevidsthed og erkendelse udsiger om tilværelsen. Ifølge
Martinus og hans kosmiske bevidsthed, er det kun set fra en såkaldt lavpsykisk
sansehorisont, hvilket vil sige en sansehorisont, der i hovedsagen kun anvender
intelligensevnen, kun er i stand til at opleve og registrere alt som udtryk for
mål-, vægt- og hastighedsfacitter, at alt i tilværelsen derfor er flygtigt og
forgængeligt, nemlig ifølge kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder.
Det udtrykker Andersen til slut i eventyret ”Grantræet” på følgende måde:
Og træet så på al den
blomster-pragt og friskhed i haven, det så på sig selv, og det ønskede, at det
var blevet i sin mørke krog på loftet; det tænkte på sin friske ungdom i
skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på
historien om Klumpe-Dumpe.
”Forbi! forbi!” sagde
det stakkels træ. ”havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”
Og tjenestekarlen kom
og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op
under den store bryggerkedel; og det sukkede så dybt, hvert suk var som et
lille skud; derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden, så
ind i den og råbte: ”pif! Paf!” men ved hvert knald, der var et dybt suk,
tænkte træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne
skinnede; det tænkte på juleaften og Klumpe-Dumpe, det eneste eventyr,
det havde hørt og vidste at fortælle -, og så var træet brændt ud.
Drengene legede i
gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin
lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med:
forbi, forbi, og det bliver alle historier! (35)
Den livspessimisme, som Andersen
giver udtryk for i eventyret ”Grantræet”, forlod ham egentlig aldrig helt,
hvilket blandt andet fremgår af hans langt senere og mere seriøse eventyr: Vinden
fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre (1859), hvis motto eller omkvæd
lyder sådan: ”Hu-u-ud! fare hen!”. Her benytter Andersen sig atter af
inspiration fra Prædikerens Bog. Det er
også tilfældet 10 år senere i det smukke, men livspessimistiske digt ”Kommer
aldrig igen!” (1869):
Alt farer hen som
vinden,
her er ej
blivende sted.
Snart svinder
rosen på kinden,
smilet og – tårerne
med.
Hvorfor være
bedrøvet?
Hen farer sorg og
fortræd;
alt farer hen som
løvet,
tiden og
mennesket med!
Alt er forsvinden
– forsvinden,
ungdom, dit håb
og din ven.
Alt farer hen som
vinden
og kommer aldrig
igen! (36)
Men set fra en såkaldt højpsykisk
sansehorisont, hvor alt opleves og erkendes som udtryk for levende væseners
eksistens og virksomhed, fortoner forestillingen om alts flygtighed og
forgængelighed sig, til fordel for en oplevelse og erkendelse af, at alt og
alle tværtimod er grundlæggende evigt eksisterende. Nemlig i medfør af de
levende væseners evige grundstruktur og grundnatur, som igen er udtryk for
evige treenige principper, sådan som disse så genialt er fremført i Martinus’
kosmiske analyser.
Imidlertid rokker denne konstatering
naturligvis ikke ved, at der er tale om ”Grantræet” som et meget smukt og
poetisk eventyr om et levende væsens liv og tilværelse fra barndom til alderdom
og død. I en del andre af sine eventyr, som f.eks. eventyret ”Hørren”,
viser Andersen tværtimod, at han i sine livsoptimistiske øjeblikke mente og var
overbevist om, at de levende væsener, menneskene naturligvis inklusive, er
evige deltagere i det evige livs store og grandiose eventyr.
©
august 2011 Harry Rasmussen.
***************************
Vedr.
forkortelser, se Forkortelser – om de i artiklerne anvendte
forkortelser af titler, navne mm.
1
Dal & Nielsen II, s.
41-48. – Vedr. Andersens opfattelse af forgængelighed, se i øvrigt
artiklen Tanker omkring en makulatur
– om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”
2
Dal & Nielsen II, s. 49-79. – Se evt. også artiklerne ”Den kosmiske død” - eller ”kosmisk bevidstløshed”
– optakt til ny artikel om eventyret
”Snedronningen”. En fortælling om det, Martinus betegner som ”det
seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, Det falske perspektiv - den fysiske organisme som falsk
centrum, og Et kosmisk eventyr - om
eventyret ”Snedronningen” (Del 1). – Vedr. Prædikerens Bog Hovedbudskabet i
bogen er, at alt er et kredsløb af opståen og forgængelighed, hvorfor alle
menneskelige bestræbelser er spildte, fordi mennesket ingen indflydelse har på
livets af Gud forud fastlagte gang. Alt er endeløs tomhed og jag efter vind,
for uanset hvad man foretager sig i sit liv, så vil endemålet være graven.
3
Ordet ’uforkrænkelig’ betyder uforgængelig. Læs evt. digtet i 8.
kapitel af Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et
sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997.
4
Digtet ”Tunge Timer”, som her er gengivet med moderne retskrivning,
er citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Tegninger
af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet blev oprindelig
trykt i Illustreret Tidende den 13. juni 1875, altså ca. et par måneder før
Andersen selv døde. Digtet er også gengivet i artiklen Vor tids visdomsbog - om HCA.s syn på
naturvidenskabens reduktionisme.
5
Digtet ”Miraklet”, som her er gengivet med moderne retskrivning, er
citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af
Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966.
6
Til nærmere orientering, se evt. Artikler med emner vedr. hjernedebat
7
Ordet ’hvi’ betyder ’hvorfor’. - Læs evt. digtet i 8. kapitel af
Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende
studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997.– Vedr. begreberne ateisme og
materialisme, se evt. artiklen Ateisme og
materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af
ateisme og materialisme.
8
Dal & Nielsen I, s. 41-48.
9
Bille & Bøgh: Breve til H.C. Andersen, Brev nr. 277, s.
564-66. – ’komiske fortællinger i prosa’: Fru Wulff sigter formentlig her til
den unge Andersens novelle ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822). - ’tredje
del af Oehlenschläger’ og ’romanen’: Det har ikke været mig muligt at finde
frem til, hvad det er, fru Wulff mener dermed. Men Oehlenschläger var jo i 1823
for længst en etableret digter, dramatiker og forfatter.
10 A&C, s.
477-79. – Ordet ’hæmmelser’ må betyde ’hæmninger’. - Med udtrykket ”de 4 store
profeter”, må der formentlig være tale om Oehlenschlæger, Ingemann, Hertz og
Heiberg, mens de 12 små må være nogle af samtidens mange og knapt så
talentfulde og fremtrædende digtere.
11 A&C, s. 480.
12 Dal & Nielsen
I, s. 41.
13 Bille & Bøgh:
Breve fra H.C. Andersen 1, Brev nr. 119, s. 410-12.
14 Bille & Bøgh:
Breve fra H.C. Andersen 1, brev nr. 121, s. 416-18. – ”selvskuffelse,
som altid mit hjertes bedst følelser har været det.” Med disse ord hentyder
Andersen nok især til sine uigengældte og derfor ulykkelige
dobbeltforelskelser, bl.a. i Riborg Voigt og dennes broder, Christian, og i
Louise Collin og – især – dennes broder, Edvard Collin. Se evt. nærmere herom i
artiklerne H.C.ANDERSEN – og hans
seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering, og H.C.ANDERSEN – og hans
dobbelt-forelskelser. Indledning.
15 H.C. Andersen: ”Skyggebilleder
af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831. Illustreret
af Henrik Bloch. Med efterskrift af H. Topsøe-Jensen. Nordlundes Bogtrykkeri,
København 1968. Citatet er fra side 94.
16 Samlede Skrifter
XI, s. 541.
17 Samlede Skrifter
XI, s. 546. - Se evt. artiklen ”…et
forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til
diskussionen om H.C. Andersens biologiske herkomst. ANDERSENIANA
2006. (Artiklen involverer ikke Martinus’ kosmologi, men kan alligevel
også læses her på hjemmesiden). Læs desuden ”…et forbyttet, meget fornemt
barn…” – Tilføjelser og rettelser 2008. – Læs evt. også artiklen Kilderne til H.C.Andersens
forfatterskab (4. del), hvori versdramaet ”Agnete og Havmanden” omtales.
18 Dal & Nielsen
I, s. 41.
19 Dal & Nielsen
I, s. 42.
20 Dal & Nielsen
I, s. 42-43.
21 Dal & Nielsen
I, s. 43.
22 Dal & Nielsen
I, s. 43-44. – fjerding: spand til affald.
23 Dal & Nielsen
I, s. 44. – ’snippen’: toppen.
24 Dal & Nielsen
I, s. 45.
25 Dal & Nielsen
I, s. 45.
26 Dal & Nielsen
I, s. 46-47.
27 ’hverdags-historier’:
Psykologiske borgerlige romaner og noveller. Sådanne blev Thomasine
Gyllembourg-Ehrensvärd, f. Buntzen (1773-1856) fra 1828 velkendt for. Hun var
først gift med forfatteren Peter Andreas Heiberg (1758-18:41), med hvem hun fik
sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), digter og direktør for Det kgl. Teater
1849-56. - Vedr. Andersens forhold til familien Wulff, se evt. artiklen H.C.Andersen
og familierne Wulff og Koch. Vedr. Andersens forhold til familien Collin,
se f.eks. artiklen Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) –
dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise, m.fl. følgende
artikler.
28 Dal & Nielsen
I, s. 47-48.
29 Dal & Nielsen
I, s. 48. – Vedr. Andersens barndoms- og ungdomsliv, se evt. 2. Hovedafsnit:* H.C.Andersens liv og repetition 1805 –
1835.
30 Brevcitatet er
fra Andersens brev af 15. maj 1838 til veninden Henriette Hanck
(1807-46). Anderseniana Vol. XI, 1943, s. 249. På vennen Frederik Læssøes
anbefaling (jf. dennes breve til A. af 18. marts og 1. april 1838, Bille &
Bøgh: Breve til HCA, hhv. s. 419-23 og s. 423-5) læste Andersen på den
tid den filosofiske retning, som skyldtes den tyske filosof Johann Gottlieb
Fichte (1762-1814). I dennes filosofi indgår reinkarnationen som et
væsentligt led, og det bestyrkede formentlig Andersens egen opfattelse af
samme. – Vedr. begrebet og udtrykket ”Poesiens Messias”, se artiklen ”Poesiens Messias” – om H.C. Andersens
forventning om livspoesiens ’forløser’.
31 Se artiklen Det poetiske univers. – H.C. Andersen
og kosmologien 1, og Den ny Aladdin.
– H.C. Andersen og kosmologien 2.
32 Anderseniana Volume XI, 1943, s. 305-08.
33 Vedr. de i denne
afhandling opstillede 9 kriterier for, at et eventyr vil kunne karakteriseres
som kosmisk: se artiklen De fire
tydningsplaner i H.C. Andersens
forfatterskab, og Kosmologien og eventyrene mm.
34 Dal & Nielsen
I, s. 42 og.43.
35 Dal & Nielsen
I, s. 48.
36 Vedr. eventyret
”Vinden fortæller …”:Dal & Nielsen III, s. 103-112. – Digtet ”Kommer aldrig
igen!”: ”H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger Ebbe
Sadolin. Forlaget Spektrum, København 1966.
© august 2011 Harry Rasmussen.
*****************************