… med
livet og verden forstås!
Siden min tidlige barndom har jeg altid undret mig over, at noget
overhovedet er til, for hvorfor kunne det ikke lige så godt være tilfældet, at
noget ikke var til?
I lighed med myrerne i en myretue styrter menneskene hvileløse
omkring og gør sig nyttige på mange forskellige måder, mest dirigeret af
naturlige nødvendigheder i form af drifter, behov og begær. Fra vugge til grav
bruger menneskene – og for den sags skyld også dyrene – tid, energi eller
kræfter på at skaffe sig til dagen og vejen og opfylde sine behov, begær og
ønsker, herunder ikke mindst det seksuelle behov og begær, der samtidig
bidrager til at bevare arten eller slægten. Begæret, behovet og ønskerne drejer
sig også om anskaffelsen af mere eller mindre nødvendige og nyttige materielle
ting, så som klæder, boliger, møbler, sommerhuse, biler, både, mm., der i mange
tilfælde erstatter behov og begær, som til dels erstatter et - oftest ubevidst
- ønske om, at kunne forstå den dybere mening med det alt sammen. Eller kort og
godt: Meningen med, at livet og verden eksisterer og er, som det og den og vi
er.
Lige fra den fjerne fortid, da avantgarden af menneskene begyndte
at tænke, især i form af naturvidenskab
og humanvidenskab, sidstnævnte især i form af filosofi, har man forsøgt
at forklare og forstå alle tings oprindelse, funktion og formålstjenlighed og
især os menneskers adfærd, og er i den sammenhæng nået langt ved hjælp af især
ét grundlæggende aksiom, nemlig objektivitetsaksiomet, hvilket vil sige
en til grund liggende og umiddelbart indlysende påstand eller
grundsætning, som ikke behøver nærmere forklaring og som er udtryk for en
opfattelse og forsøgsvis beskrivelse præget af saglighed og upartiskhed.
Objektivitetsaksiomet er direkte modsat subjektivitetsaksiomet, som
er udtryk for en opfattelse og beskrivelse, der i større eller mindre grad er
præget af en personligt farvet og værdibestemt opfattelse. Det sidstnævnte
aksiom afvises af videnskaben som ubrugeligt, når det gælder en nærmere og
gyldig forklaring af tilværelsen. I sin yderste konsekvens forsøger
naturvidenskaben ved hjælp af strengest mulig
objektivitet, at registrere og forklare overhovedet alt eksisterende på
basis af de konstaterede foreliggende fysiske kræfter eller energier og
lovmæssigheder, de såkaldte naturkræfter og naturlove.
Subjektivitetsaksiomet er af indlysende grunde især forbundet med tankemæssige
discipliner som filosofi, psykologi og metafysik, der dog i en vis udstrækning
tager udgangspunkt i og hviler på de fysiske kræfter eller energier og
lovmæssigheder. Det hænger grundlæggende sammen med, at vi generelt set er
fysisk orienterede væsener og individer, som i alt det væsentlige er opdraget
og understøttet af natur- og humanvidenskaben og derigennem er vænnet til at
opfatte, mene og tro, at de subjektive kræfter eller energier og
lovmæssigheder, kort og godt bevidsthedslivet, grundlæggende har fysisk
oprindelse, specielt i medfør af den fysiske hjernes anatomi og fysiologi.
Særlig den nyere tids hjerneforskning og neuropsykologi ser det som en vigtig
opgave at objektivere og lokalisere - og dermed i en vis forstand reducere -
bevidsthedslivet til fysiologiske processer i bestemte dele af hjernen.
(1)
Såvel naturvidenskaben som humanvidenskaben opfatter – og reducerer
- verden og livet ud fra en forståelse af en helt igennem fysisk verden,
der grundlæggende eksisterer og udfolder sig på grundlag af fysisk-kemiske
kræfter eller energier og lovmæssigheder, de såkaldte naturlove. Men så
vidt vides ser det ud til, at ingen eller i hvert fald kun forholdsvis få
naturvidenskabelige forskere har undret sig over, hvorfra disse fysisk-kemiske
kræfter eller energier og lovmæssigheder stammer eller kommer. Og de
forskere, der har undret sig og søgt sand viden, ser ud til at have stillet sig
tilfredse med teorien om, at altings opståen skyldes det såkaldte Big Bang, uden
at man har gjort sig seriøse tanker eller forestillinger om, hvad der gik forud
for dette. I bedste fald henholder man sig til, at der ikke var noget, der gik
forud, fordi i og med Big Bang skabtes det kontinuum og den basale lovmæssighed
og forudsætning, der kaldes rum-tid. (2)
I nyeste tid er der dog forskere, som mener, at Big Bang-teorien
ikke er tilstrækkelig til at kunne forklare verdens og livets tilblivelse og
indretning. (3)
Men som påvist i en række af mine tidligere artikler her på
hjemmesiden, har jeg som lægmand efter bedste overbevisning og evne tilladt mig
– blandt andet på grundlag af forfatteren Martinus' kosmiske analyser - at
postulere og argumentere for en spiritualistisk opfattelse og forståelse
af bevidstheden eller bevidsthedslivet. Ifølge den opfattelse og anskuelse af
verden og livet, forholder det sig ligefrem omvendt af, hvad den fysiske natur-
og humanvidenskab fremfører som realiteter, nemlig, at de fysiske kræfter
eller energier og lovmæssigheder er sekundære, idet de faktisk primært baserer
sig på de spirituelle eller åndelige kræfter eller energier og lovmæssigheder. (4)
”At være eller ikke være”
Som indledningsvis skrevet, så har jeg stort set altid undret mig
over, at noget overhovedet er til, for hvorfor kunne det ikke lige så godt have
været tilfældet, at noget ikke var til? - Et tillægsspørgsmål kunne samtidigt
lyde: Har livet en mening eller et bestemt formål og i så fald hvilket?
- Sådanne tanker er og har jeg naturligvis ikke været ene om at have, for sådan
er der selvfølgelig mange andre tænkende og filosofisk anlagte mennesker, der
formentlig mere kvalificeret har tænkt længe før mig.
Hvad angår spørgsmålet, hvorfor verden og livet overhovedet er til,
og om den og det har nogen mening eller noget formål, kan man f.eks. spørge den
tyske filosof Friedrich Nietzsche
(1844-1900), hvad han mener om det. Han var og er kort fortalt af den
opfattelse, at verden og livet ikke i sig selv har nogen egentlig mening eller
formål. Der eksisterer derfor ikke en såkaldt overnaturlig kraft som Gud,
hvorfor den kristne metafysik dermed samtidig er ugyldig og overflødig, også
selv om mangfoldige mennesker lever som om både Gud lever og den kristne
metafysik stadig er gældende. Men da det imidlertid er en kendsgerning, at
mange mennesker fortsat har behov for at tro på en guddommelig magt og den
dermed forbundne metafysik, må religion indtil videre fortsat forekomme. Men
for de mennesker, for hvem religionen ikke har nogen mening, må mennesket
gennem sin livserfaring og livsfortolkning selv tillægge verden og livet mening
og værdi.
Dette kan ifølge Nietzsche primært ske i og med tanken om den
store genkomst, hvorved livets mening eller formål er og forbliver det
oprindelige og ufordærvede livs
genkomst i form af en genoprettelse af menneskets oprindelige tilstand,
sådan som denne især skildres i Bibelens sidste skrift, Johannes' Åbenbaring.
Nemlig i den forstand, at livets fuldbyrdelse, som ifølge pietistisk
kristendom er begyndt i og med Jesu liv, virke og især opstandelse, må være
sikker og blive alle kærlige og retfærdige mennesker til del ved den såkaldte
dommedag, som betegner tiden, hvor de gode, ”fårene”, skilles fra de onde,
”bukkene”, og dermed den tidernes ende, som skal blive optakten til en ”en ny
jord” og ”en ny himmel”. (5)
Spørgsmålene om, hvorfor verden og livet overhovedet er til, og om
den og det har nogen mening eller noget formål, kan man f.eks. også stille til
den geniale og vise engelske digter og dramatiker William Shakespeare
(1564-1616), som særlig i sin tragedie ”Hamlet. Prins af Danmark”
(1601), lige præcis kommer ind på emnet i hovedpersonen Hamlets store monolog i
Tredje Akt. Første Scene, her gengivet med moderne retskrivning:
Hamlet. At være eller ikke, det er sagen, -
om det er sjælen hæderligst at
tåle
den kåde skæbnes pilekast og
stenkast,
eller at føre krig mod sorgers
hav
og ende dem med trods. - At dø,
- at sove, -
ej mer, - og tro, at ved en
søvn vi ende
den hjertekval, de tusind
lidelser,
som blev kødets arv, - det er
en nåde
vel værd at bede om. - At dø, -
at sove, -
at sove! - muligt drømme! - ja,
der er det!
Thi hvilke drømme dødens søvn
kan bringe,
når vi har snoet os ud af
støvets lænker, -
det standser os; det er jo den
betragtning,
som gør elendighedens liv så
langt.
Hvem ville tåle tidens spot og
svøbe,
voldsmandens tryk,
hoffærdighedens hån,
forsmået elskovs kvaler, lovens
nølen
og embedshovmod og
udueligheden,
der sparker til beskeden
dygtighed,
hvis selv han kunne gøre med
sin daggert
sit regnskab op? hvem ville
bære byrder
og svede, stønne træt af lives
møje,
hvis ej den frygt for noget
efter døden, -
det ubekendte land, som ingen
vandrer
er vendt tilbage fra, -
forvirred viljen,
så at den nød, vi har, vi
heller tåle
end fly til andre, som vi ikke
kende?
Ja, den bevidsthed gør os alle
feje;
beslutningens medfødte
ungdomsrødme
hensygner mat i gustent
overlæg,
og foretagender med marv og
kraft
bortvende deres strøm ved denne
tanke
og tabe navn af gerning, - […]
(6)
Det væsentligste i det ovenfor anførte citat, er prins Hamlets
overvejelser med sig selv, om det vil være bedst at forblive i live, eller om
det at tage sit eget liv, ville være en bedre løsning. Han vejer for og imod,
men indser at det ville være nytteløst at begå selvmord, hvis man kan risikere,
at livet fortsætter efter døden, som muligvis kunne indeholde de samme kvaler,
som livet på jorden. På grund af usikkerheden omkring liv og død, beslutter han
sig altså for at forblive i live.
Men det væsentligste udsagn i ovenstående citat er og bliver
indledningsordene: ”At være eller ikke, det er sagen, -” Ja, det er
netop sagen, for uden det at være til eller eksistere, ville der naturligvis
ingen grund være til at stille spørgsmålene om, hvorfor verden og livet
overhovedet er til, og om den og det har nogen mening eller noget formål. Emnet
om selve eksistensen eller det at være eller ikke være til, har Shakespeare
også behandlet i Fjerde Akt, Første Scene af skuespillet Stormen (1611), her
gengivet med moderne retskrivning:
Prospero
[…]
Vor fest er sluttet. De, der trådte op,
var, som jeg forud sagde, alle ånder,
og løstes op i luft, i flygtig luft.
Og just som dette luftsyns løse svæv
skal skybelagte tårne, stolte slotte
storladne templer, hele kloden selv
med dem, hvis arvelod den blev, forgå
og lig hint svundne tant end ikke lade
en sky tilbage. Vi er sådant stof,
som drømme dannes af; vor smule liv
omrammes af en søvn. - […] (7)
Men apropos Shakespeares ord:
”Vi er sådant stof, som drømme dannes af; vor smule liv omrammes af en søvn”,
så har digteren H.C. Andersen flere århundreder senere med al sandsynlighed
ladet sig inspirere af disse til bl.a. at skrive følgende digt: Livet en
drøm (1830), hvorfra 1. vers her skal gengives med moderne retskrivning:
I det store verdens-rum, over sol og over
stjerne,
højt, hvor ingen tanke når, i det blå,
umålte fjerne,
leve gennem evighed åndehærens myriader,
fuld af kraft og kærlighed, skabt' af
nådens store Fader.
Deres kamp begejstring er, deres længsel
kærligheden,
begge vokse stund for stund, gennem hele
evigheden.
Fejle de, da straffer Gud hine faldne
åndeskarer,
de må slumre, slumre dybt; - men det kun
minutter varer.
Kort kun standses åndens flugt, snart den
atter fri kan svæve,
D r ø m m e
n i hin straffe-søvn, d e t e r
l i v e t h e r, v i
l e v e.
Er endogså drømmen smuk, eje vi al jordisk
lykke,
den er dog en skygge kun mod hint l i v,
hvor vi skal bygge!
Døden her er livet hist, snart er straf og
drøm tilende!
Men i drømmen her kun svagt ånden kan sig
selv genkende. (8)
Som bekendt forekommer drømme eller drømmetilstanden normalt kun
under søvntilstanden, hvorfor Shakespeares ord ”Vi er sådant stof, som
drømme dannes af; vor smule liv omrammes af en søvn”, er helt i
overensstemmelse med virkeligheden. Det samme gælder derfor også H.C. Andersens
ord:
”D r ø m m e
n i hin straffe-søvn, d e t e r
l i v e t h e r, v i
l e v e.
Er endogså drømmen smuk, eje vi al jordisk
lykke,
den er dog en skygge kun mod hint l i v,
hvor vi skal bygge!
Døden her er livet hist, snart er straf og
drøm tilende!”
I dette tilfælde er det kulturoptimisten Andersen, der taler om den
store søvn og drøm, der bliver ånderne (individerne) til del i det store
universale eller kosmiske udviklingsperspektiv. Men som omtalt i andre
sammenhænge her på hjemmesiden, svingede Andersens 'pendul-sind” lejlighedsvis
mellem optimisme og pessimisme, mellem tro på åndens eller sjælens udødelighed
og åndens eller sjælens dødelighed eller forgængelighed sammen med det
jordiske legeme. Altså kort og godt mellem ”At være eller ikke være”. (9)
Den totalt og konsekvent gennemførte radikale skepticisme og
agnosticisme på erkendelsesteoriens, religionens, etikkens og moralens område,
kaldes filosofihistorisk for nihilisme. Ordet nihil er latinsk og
betyder 'intet'. Den radikale skepticisme er udtryk for et filosofisk
standpunkt, som gør tvivlen til tænkningens princip og benægter muligheden af
at opnå sikker erkendelse. Agnosticisme, af det græske ord agnosis,
der betyder 'ikke-viden', er betegnelsen for erkendelsesmæssige standpunkter,
der principielt benægter menneskets mulighed for at erhverve sig sikker viden
om det absoluttes eksistens og eventuelle væsen.
Her må det erkendes, at vi faktisk endnu ikke er kommet nærmere på en
besvarelse af spørgsmålene: Hvorfor verden og livet overhovedet er til, og
om den og det har nogen mening eller noget formål. Et nok så væsentligt
spørgsmål er, om det overhovedet er muligt at få et svar på så specielle
spørgsmål? I den henseende kan man i øvrigt først og fremmest fastslå, at de
eventuelle svar er præget af subjektive grundholdninger hos filosofferne, alt
efter besvarernes temperament. Disse kan nemlig groft sagt opdeles i
optimister/spiritualister og pessimister/materialister.
Uden at den her følgende opregning af filosofiske
optimister/spiritualister og filosofiske pessimister/materialister gør krav på
at være fuldstændig, kan som eksempler på filosofiske optimister/spiritualister
nævnes flere, blandt andre Giordano Bruno (1548-1600), René Descartes
(1596-1650), Blaise Pascal (1623-1662), Baruch Spinoza
(1632-1677), John Locke (1632-1704), G. W. Leibniz (1646-1716), George
Berkeley (1685-1753), Jean Jacques Rousseau (1712–1778), Immanuel
Kant (1724-1804), J. G. Fichte (1762-1814), F. E. D.
Schleiermacher (1768-1834), G. W. F. Hegel (1770-1831), F. W.
J. Schelling
(1775-1854), G. Th. Fechner (1801-1887), John Stuart Mill (1806-1873),
Søren Kierkegaard (1813-1855), Hermann Helmholtz (1821-1895), F.
A. Lange (1828-1875), Ernst Mach (1838-1916), Richard Avenarius (1843-1896),
William James (1842-1910), Wilhelm Ostwald (1853-1932), Henry
Bergson (1859-1941), Oswald Spengler (1880-1936).
Som eksempel på en blanding af filosofiske
optimister/spiritualister og pessimister/materialister kan blandt andet nævnes
ovenfor omtalte Fridrich Nietzsche, hvis filosofi var inspireret af Arthur
Schopenhauer (1788-1860). Sidstnævnte var for sin part inspireret af de
indiske Upanishaders udprægede livspessimisme. Men mange andre europæiske
filosoffer var pessimister, for så vidt som de i hovedsagen mente, at den
spirituelle side af tilværelsen var afledt af de fysisk-materielle energier og
lovmæssigheder. Dette gælder eksempelvis englænderen Francis Bacon
(1561-1626), Thomas Hobbes (1588-1679), Voltaire (1694-1778), David Hume
(1711-1776), Holbach (1723-1789), Auguste Comte (1798-1857), Ludwig Feuerbach
(1804-1872), Max Stirner (1806-1856), Charles Darwin (1809-1882), Karl Marx
(1818-1883), Heinrich Czolbe (1819-1873), Herbert Spencer (1820-1903). Ludwig Büchner
(1824-1899), Ernst Haeckel (1834-1919). (10)
Hvor interessant emnet end er, ville det dog føre alt for vidt og
være en større afhandling helt for sig, at gå nærmere ind på de ovenfor nævnte
filosoffers tanker og filosofiske systemer.
”Jeg tænker, altså er jeg
til!”
Men til trods for alle de mange og betydeligt mere dybsindige og
kloge filosoffer end lille mig, som bare er amatør-filosof og amatør-skribent,
så er der så vidt jeg har kunnet konstatere ikke en eneste af dem, der
har stillet spørgsmålene: Hvorfor er verden og livet overhovedet til, og har
den og det nogen mening eller noget formål? De nævnte og ikke-nævnte
filosoffer tager alle apriori udgangspunkt i, hvad der må betragtes som et
faktum, nemlig at verden og livet eksisterer og er til. Dette udsagn
eller denne intuitive apriori dom er ganske enkelt baseret på den kendsgerning,
at vi hver især oplever verden og livet.
Dette er da også, hvad den franske filosof Descartes, til trods for
sin grundlæggende tvivl og skepsis overfor muligheden af at kunne fatte og
forstå livet og verden, mener og argumenterer for. Herom siger han blandt
andet: ”Jeg bemærkede snart, mens jeg anså alt for falskt, at dog jeg selv, som
tænkte det, måtte være noget, og jeg fandt, at den sandhed: Jeg tænker,
altså er jeg, er så fast og sikker, at skeptikernes mest overdrevne
antagelser ikke kan rokke den.” (11)
Men det, at jeg – eller i videre forstand: vi – er til, rejser jo
straks det helt basale spørgsmål om, hvad er jeg eller vi, og i hvad og på
hvilken måde, er jeg og vi til på? - I den forbindelse benytter vi os hver især
efter evne af logisk tænkning, til dels assisteret af inspirative intuitive
indfald. Den logiske tænkning siger os umiddelbart, at noget ikke kan være
opstået eller komme af intet. Derfor drager vi den slutning, at alt har en
årsag. Verden og livet består derfor af en kæde af årsager og de deraf
følgende virkninger. Årsags-virkningskæden er med andre ord en væsentlig
forklaring på tilværelsen, ikke mindst, fordi den i sin konsekvens logisk set
indebærer, at den første årsag i sig selv må være årsagsløs og dermed
-forunderligt nok – evig! (12)
Imidlertid må jeg rent personligt indrømme og erklære, at til trods
for alle de ovenfor fremførte og mere eller mindre logiske og fornuftige tanker
og betragtninger, så undrer det mig stadigvæk, at noget overhovedet er til, for
hvorfor kunne det ikke lige så godt være tilfældet, at noget ikke var til? Men
når det nu forholder sig sådan, at noget er til, så er det, at spørgsmålet om
grunden til og hensigten eller formålet med verden og livet rejser sig. Men det
spørgsmål involverer implicit, at 'et noget' må have grund til og hensigt eller formål med, at verden og livet er til.
Dette noget' må både intuitivt og logisk set primært være identisk med den første
og årsagsløse årsag. Denne første og evige årsag er ikke kun et substantielt
abstraktum, men må set på baggrund af verdens og livets indretning og
funktioner være et levende, bevidst, sansende og kreativt supervæsen. Det
væsen, som menneskene i historiens løb har æret, tilbedt og i nogle tilfælde
frygtet og har givet mange og helt forskellige navne, i de større religioner,
navne som henholdsvis hinduismens Brahman, jødedommens Jahve, kristendommens
Gud Fader og islams Allah.
Men i nutiden har den til stadighed mere internationaliserede og
sekulariserede menneskehed reelt set ikke længere brug for nationale
religioner, heller ikke selvom disse end så længe dominerer store dele af
verden, men derimod for en absolut upartisk religion eller snarere en livs-
og verdensanskuelse, sådan som denne især er fremført i og med Martinus'
store livsværk: Det Tredie Testamente. Deri sættes så at sige alt på en
fuldstændig upartisk måde på sin rette plads på baggrund af en hidtil uhørt og
uset oversigt over og indsigt i de kræfter, energier og lovmæssigheder, der
dybere set ligger til grund for tilværelsen. Men med den aktuelle
verdenssituation taget i betragtning, så ligger det nu nok ikke lige for, at
implementere den verdens- og livsopfattelse lige foreløbig. (13.)
Men medens vi i bedste fald håber, arbejder og venter på vores hver
isærs 'genkomst', vil vi efter evne og behov i mellemtiden trøste os med den
vise digter H.C. Andersens
indsigtsfulde og kloge ord, gengivet med moderne retskrivning:
”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større,
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (14)
© Oktober 2015. Harry Rasmussen.
______________________
1. Se f.eks. artikelserien Artikler med emner vedr.
Hjernedebat – Se evt. vedr. den dybere
forklaring af forholdet i Martinus' Livets Bog II, stk. 378 ff.
2. Se f.eks. artiklen Big Bang teorien: https://www.google.dk/ -
q=big+bang+teorien
3. Ny teori: Måske blev universet ikke til ved Big
Bang ...
4. Hvad er verdensaltet? - signalement af det ukendte: http://www.livetseventyr.dk/4-27Frame.htm - Se evt.
vedr. den dybere forklaring af forholdet det i note 1 sidstnævnte værk.
5. Se f.eks. artiklerne JESUS menneskesønnen I og , JESUS menneskesønnen II, se i begge
tilfælde kapiteloversigterne i Menuen. Artiklerne er i maj 2012 udgivet i
bogform med titlen ”Jesus – Søn af mennesket” på Forlaget Scientia Intuitiva
v/Jan Tarbensen.
6. William Shakespeare. Skuespil.
Oversat af Edvard Lembcke.
Hans Reitzels Forlag. København MCMLIII (1953).
7. William Shakespeare: Stormen. En komedie. Oversat og kommenteret
af V. Østerberg. J. H. Schultz Forlag. København 1969. - Handlingen foregår i Italien. Prospero er
retmæssig hertug af Milano, men er blevet fordrevet fra tronen af sin broder
Antonio. Sammen med sin datter Miranda søger Prospero tilflugt på en ensomt
beliggende ø. Denne beherskes dog af den onde heks Sycorax, hvis forbandelse
hviler over øen. Heksen holder forskellige ånder i fangenskab, deriblandt
luftånden Ariel, som spiller en afgørende rolle i stykkets handling. Under en
storm lider Prosperos broder og dennes rejseselskab skibbrud og redder sig i
land på øen. Blandt de skibrudne er også kongen af Napoli og dennes søn Ferdinand.
- Prospero besidder også magiske evner og disse benytter han til at befri de
tilfangetagne ånder og til at opføre det ovenfor nævnte illusoriske ”luftsyn”.
Det korte af det lange er, at Ferdinand og Miranda mødes og bliver dybt
forelskede i hinanden. Prospero istandsætter derefter ved hjælp af sine magiske
evner det ituslåede skib, og efter at han har frigivet Ariel og afsværget sine
magiske evner, drager alle til Napoli, hvor brylluppet mellem Ferdinand og
Miranda foregår, hvorefter han rejser hjem til sit hertugdømme Milano. Alt
ender således i fryd og gammen.
8. H.C. Andersens Samlede Skrifter. Tolvte Bind. Anden Udgave. C.A,
Reitzels Forlag. København 1879. - Citatet findes på page 69. Digtet Livet
en drøm slutter med med ordene: ”Jordelivet er en drøm!” (page 71).
9. ”At være eller ikke være” – H.C.Andersens syn
på eller opfattelse af materialismen: http://www.livetseventyr.dk/3-06Frame.htm
10. Vedr. en del af de ovenfor nævnte filosofiske
optimister/spiritualister og de filosofiske pessimister/materialister, se
f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Renaissancen til
Nutiden. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1941. Samt evt. også Politikens filosofi
leksikon. Redigeret af Poul Lübcke. Politikens Forlag, Copenhagen 1982.
11. Se det i note 9 førstnævnte værk, side 31.
12. Begrebet evig eller evighed har i denne sammenhæng to
betydninger eller aspekter: 1. et rum-tid aspekt og 2. et ikke-rum-tid aspekt.
Rum og tid er uadskillelige og udgør derfor et såkaldt kontinuum, dvs. et
sammenhængende hele, der reelt set ikke kan skilles ad. I sit rum-tid aspekt
betyder det et uendeligt rum-tid og i sit ikke-rum-tid aspekt betyder det noget
som altid har været til og fortsat vil vedblive med at være til. Eller kort og
godt: Noget som ER. – Se
f.eks. artiklen 2.25. Jeget – det subjektive problem, hvori der argumenteres
for begrebet evighed i både dettes rum-tids dimensionelle så vel som
ikke-rum-tids dimensionelle aspekter.
13. Se f. eks. artiklen Et epos om alt – det kosmiske verdensbillede – evt. suppleret med artiklen 4.51. Er Martinus’ verdensbillede
en kosmologi eller en ny religion?
14. Kilde: H.C. Andersen: Kun en Spillemand. Original Roman
i tre Dele. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab under redaktion
af Helge Topsøe-Jensen. Gyldendal 1944. Citatet findes side 128. – Romanen
findes også trykt og udgivet i Gyldendals Trane-Klassikere, side 125.
© Oktober 2015. Harry Rasmussen.
******************