H.C. ANDERSEN

- og den kosmologiske personlighedsmodel

 

Inden vi går over til at se nærmere på H.C. Andersens dobbelt-forelskelser, skal der i det følgende gøres et forsøg på at samle trådene og tegne i det mindste et foreløbigt billede af H.C. Andersens personlighed, sådan som denne tager sig ud, når den ses på baggrund af den kosmologiske personlighedsmodel. Denne model er defineret og nærmere omtalt i artiklen Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set”, som læseren hermed kan henvises til. Se dog nedenfor.

     Med mængden af oplysninger om Martinus’ kosmologi på den ene side og de foreløbige oplysninger om H.C. Andersens liv på den anden side, skulle det nu være muligt at skitsere den voksne Andersens personlighed fra og med hans 30. år, set i relation til det tidligere omtalte udviklingsmæssige ’mellemtrin’ mellem grundenergikombinationerne mærket B, som er karakteristisk for dyreriget, og mærket C, som er karakteristisk for det, Martinus betegner som ”Det rigtige menneskerige”. Se diagrammerne nedenfor. Men hvordan passer Andersen så ind i den særlige grundenergikombination, der er karakteristisk og typisk for det pågældende ’mellemtrin’? 

 

     For at spare læseren for ulejligheden med at skulle klikke ind på ovenfor nævnte artikel, skal her rekapituleres, hvad der menes med det udviklingsmæssige ’mellemtrin’:  

   

Diagram over konstellationen mellem det levende væsens seks åndelige legemer:

 

 

     Diagrammet, som er beskrevet i det følgende, findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1. side 325, Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986, og er med velvillig tilladelse stillet til disposition af forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. Det skal dog straks påpeges, at det ’mellemtrin’, som der her sigtes til, ligger under det på ovenstående diagram skraverede område, som markerer trinet højere, nemlig ”det rigtige menneskerige”. Men se i øvrigt diagramforklaringen nedenfor.

 

    

 

     Til støtte for forståelsen af diagrammet ovenover de to foranstående skal her først anføres to måder, hvorpå man diagrammatisk kan illustrere den lovmæssighed, der på grundlag af kredsløbs- og kontrastprincippet gør sig gældende i forbindelse med sjælens vækst og degeneration. På diagrammet til venstre skal tallene 1-6 vise de hovedstadier, som hvert enkelt grundenergi-legeme gennemgår. Tallet 1 refererer til det latente stadium, tallet 2 til første vækststadium, tallet 3 til andet vækststadium, tallet 4 til kulminationsstadiet, tallet 5 til første stadium for aftagende, og tallet 6 til andet stadium for aftagende. - Diagrammet til højre viser præcis det samme, men sådan at det skal 'læses' nedefra og op. Tallene 1 forneden og foroven skal vise, at der er tale om et gentagelsesprincip, som strækker sig både nedad og opad i det uendelige, nemlig på den måde, der netop demonstrerer spiralkredsløbsprincippet. - Diagrammerne, som findes i Per Bruus-Jensen: "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, s. 323 og s. 325, gengives her med velvillig tilladelse af ophavsretshaveren, forfatteren Per Bruus-Jensen.

 

Forklaring til diagrammet med de sjælelige legemer

og disses indbyrdes kombination:

 

     Her ser vi figuren til højre på det nederste diagram udvidet til at omfatte i alt 6 tilsvarende figurer, som hver især skal symbolisere et åndeligt grundenergi-legeme, men forskudt med præcis et trin eller en forskudt fase opad i forhold til hinanden. Det skyldes kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, hvorfor situationen i den sjælelige struktur som helhed altid vil være den, at ét af legemerne befinder sig på sit latente stadium, ét i første vækst-stadium, ét i andet vækststadium, ét i kulminationsstadiet, ét i første reducerings-stadium og ét i andet reducerings-stadium. Den sjælelige struktur består som helhed altid af seks indbyrdes samarbejdende åndelige legemer, men altså sådan, at disse befinder sig på hver sit individuelle hovedstadium, hvilket tydeligt fremgår af diagrammet.

     Romertallene forneden på diagrammet henviser til de seks grundenergi-legemer: I = instinktlegemet, II = tyngdelegemet, III = følelseslegemet, IV = intelligenslegemet, V = intuitionslegemet og VI = hukommelses- legemet. Af diagrammet fremgår det desuden tydeligt, at de seks legemskredsløb er indbyrdes forskudt med et et trin eller en fase på nøjagtigt ét hovedstadium, og det er netop denne omstændighed, der betinger, at de seks legemer under forløbet af disses respektive kredsløb til stadighed befinder sig i et sådant indbyrdes udviklingsmæssigt kombinationsforhold, at alle seks legemer permanent er repræsenteret. Dette forhold fremgår klart, når man læser diagrammet på tværs. Det skraverede bælte ved pilene med ordet NUET, skal blot angive kombinationsforholdet i et givet Nu. De to trappeformationer skal angive et afsnit, indenfor hvilket alle seks legemer tilsammen har fuldført et kredsløb. Til orientering skal det fremhæves, at den tid, det tager for et åndeligt legeme at gennemgå sin cyklus, drejer sig ifølge Martinus om millioner af år. 

 

     Det er som nævnt særligt det med moderenergien forbundne kredsløbs- og kontrastprincip, der betinger, at hvert af de seks åndelige legemers respektive vækst- og reduceringsforløb former sig som en kredsløbs-proces. Imidlertid er der endnu et skabeprincip, som spiller en afgørende rolle for den permanent opretholdte fase-forskydning af de seks legemers respektive præstationskredsløb, og det er det med moderenergien ligeledes forbundne seksuelle polprincip. Vedr. betydningen af dette skabeprincip må læseren henvises til afsnittene herom på hjemmesiden.

 

     Men netop læst på tværs, viser diagrammet samtidigt de seks grundenergikombinationer i de seks kosmiske universalriger. Det skraverede bælte markerer netop et sådant rige, nemlig i dette tilfælde den grundenergikombination, der gør sig gældende og er ansvarligt for situationen i "det rigtige menneskerige", som dog endnu ikke findes her på jorden. For at gøre læseren lidt fortrolig med, hvad der mere præcist skal forstås ved de nævnte universalriger eller tilværelsesplaner, som Martinus' kosmologi opererer med, gengives her endnu et diagram fra Per Bruus-Jensens bog "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 327:

 

      Som det umiddelbart vil kunne ses, har diagrammet herover tydelige ligheder tilfælles med diagrammet som ses ovenfor. Det eneste nye er faktisk den lodrette bogstavrække yderst til venstre, hvor A - F refererer til de seks kosmiske standard-energi- og legemskonstellationer, som fremgår, når diagrammet læses på tværs. Men eftersom disse seks standard-konstellationer jo netop danner basis for de seks kosmiske universalriger eller tilværelsesplaner, refererer diagrammet faktisk også indirekte til disse.

     Diagrammet skal som nævnt læses nedefra og op, og samtidigt på tværs, hvorved man kan konstatere, at standard-legemskombinationen i planteriget (mærket A) viser, at instinktlegemet (mærket I) befinder sig i sit kulminationsstadium, tyngdelegemet (mærket II) i andet vækststadium, følelseslegemet (mærket III) i første vækststadium, intelligenslegemet (mærket IV) i latent stadium, intuitionslegemet (mærket V) i andet reducerings-stadium og hukommelseslegemet (mærket VI) i første reducerings-stadium.

     Standard-legemskonstellationen i dyreriget (mærket B) viser sig med instinktlegemet (I) i første reducerings- stadium, tyngdelegemet (II) i sit kulminationsstadium, følelseslegemet (III) i andet vækststadium, intelligens- legemet (IV) i første vækststadium, intuitionslegemet (V) i latent stadium og hukommelseslegemet (VI) i

andet reducerings-stadium.

     Standard-konstellationen i det rigtige menneskerige (mærket C) ser sådan ud: Instinktlegemet (I) befinder sig i andet reducerings-stadium, tyngdelegemet (II) i første reducerings-stadium, følelseslegemet (III) i sit kulminationsstadium, intelligenslegemet (IV) i andet vækststadium, intuitionslegemet (V) i første vækststadium og hukommelseslegemet (VI) i latent stadium.

     Standard-konstellationen i visdomsriget (mærket D) er som følger: Instinktlegemet (I) befinder sig i latent stadium, tyngdelegemet (II) i andet reducerings-stadium, følelseslegemet (III) i første reducerings-stadium, intelligenslegemet (IV) i kulminationsstadiet, intuitionslegemet (V) i andet vækststadium og hukommelseslegemet (VI) i første vækststadium.

     Standard-legemskonstellationen i den guddommelige verden (mærket E) udviser følgende: Instinktlegemet (I) befinder sig i første vækststadium, tyngdelegemet (II) i latent stadium, følelseslegemet (III) i andet reducerings-stadium, intelligenslegemet (VI) i første reducerings-stadium, intuitionslegemet (V) i sit kulminationsstadium og hukommelseslegemet (VI) i andet vækststadium.

     Standard-konstellationen i salighedsriget (mærket F) udviser følgende karakteristika: Instinktlegemet (I) er i andet vækststadium, tyngdelegemet (II) i første vækststadium, følelseslegemet (III) i latent stadium, intelligenslegemet (IV) i andet reducerings-stadium, intuitionslegemet (V) i første reducerings-stadium og hukommelseslegemet (VI) i kulminationsstadiet.

     Efter at have gennemlevet salighedsriget, inkarnerer individet atter i planteriget og gentager derefter principielt samme kredsløbs- og udviklingsforløb, men blot på et højere niveau, hvilket bogstavet A1 skal markere. (1 )  

     Men Martinus har yderligere uddybet det udviklingsmæssige ’mellemtrin’, dels med en række fremragende analyser over ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”, og dels over udviklingen fra dyr til menneske og videre til det ”rigtige” menneske, samt over menneskehedens seksuelle kategorier, som han betegner som ”den seksuelle polforvandling fra A- til K-menneske”. Alle disse tre grundanalyser er lige nødvendige og uundværlige i bedømmelsen af et menneskes personlighed, hvilket vi dog først skal vende tilbage til senere i sammenhængen.

 

H.C. Andersens personlighed

For at få svar på det i sig selv enkle spørgsmål om Andersens personlighed, altså om, hvem og hvad han var, må vi i første omgang tænke os ham omkring hans 30. år, hvor han – lige som tilfældet er med stort set de fleste mennesker – jo i henhold til repetitionsteorien skulle befinde sig på højde med sit kosmisk set ’aktuelle’ udviklingsniveau, hvilket vil sige, det udviklingsniveau, den udviklingsstandard eller –status, som lige akkurat er fri af repetitionsmaterialet fra tidligere liv.

     H.C. Andersen fyldte 30 år den 2. april 1835, og ikke overraskende for os, der mener at repetitionsteorien har gyldighed, markerede dette år, som tidligere nævnt og omtalt, netop hans store åndelige og litterære gennembrud. Først med den delvist selvbiografiske roman ”Improvisatoren”, som er en glødende hyldest til livet som et guddommeligt under og eventyr, slog Andersen for alvor igennem som forfatter. Forud var gået, at han havde hentet indtryk og inspiration under sin første relativt langvarige Italiens-rejse, der strakte sig fra 22. april 1833 til 3. august 1834. Arbejdet med romanen blev påbegyndt 27. december 1833 under Andersens ophold i Rom, og han fortsatte med at arbejde på den, også efter hjemkomsten til København i begyndelsen af august 1834. Skrivearbejdet på romanen sluttede den 5. november samme år, og 9. april 1835, syv dage efter Andersens 30 års fødselsdag, udkom bogen på C.A. Reitzels forlag i København. Den blev i det store og hele særdeles godt modtaget af både kritikken og det læsende publikum.

 

     Men den største, mest markante og betydningsfulde debut gjorde Andersen i virkeligheden måneden efter, at ”Improvisatoren” var udkommet, nemlig i og med sit første lille og beskedne eventyrhæfte, hvori fandtes de senere så kendte og i vor tid verdensberømte og såkaldte børneeventyr: ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og Store Claus”, ”Prinsessen paa Ærten” og ”Den lille Idas Blomster”.

     Det lille og af ydre ret beskedne eventyrhæfte udkom 8. maj 1835 på Reitzels Forlag. Men man ved ikke, hvornår Andersen egentlig skrev sine første eventyr, kun at han allerede må have skrevet eventyret ”Dødningen” omkring 1829 eller måske før, idet det tryktes første gang i ”Digte 1830”, som udkom 2. januar 1830. Men eftersom eventyret gik upåagtet hen, holdt han en pause i eventyrskriveriet og koncentrerede sig i stedet om sine skuespil, digte og i 1831 rejsebeskrivelsen ”Skyggebilleder af en Rejse til Harzen og det Sachsiske Schweiz etc.” Samme år genoptog han en plan fra skoletiden i Slagelse, den historiske roman ”Christian den Andens Dverg”, som han arbejdede på 1831-32, men opgav til fordel for blandt andet vaudevillen ”Skilles og mødes”, som havde ’nutidigt’ tema, idet den var inspireret af Andersens ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt. (2)  

 

     Imidlertid antager Andersen-forskningen, at Andersen formentlig må have skrevet sit første eventyrhæfte omkring februar-marts 1835. Det mener man på baggrund af, at han efter at romanen var færdigskrevet i kladde i begyndelsen af november 1834, har haft et stort arbejde med renskrivning og korrekturlæsning, inden den forelå klar til trykning i februar 1835. Det var først derefter, som nævnt antagelig i februar-marts, at han kunne afse tid til at skrive eventyr, som – og det vil måske være det overraskende for mange – han primært skrev, for at tjene nogle hurtige penge. Den langvarige Italiens-rejse, som i hovedsagen var blevet betalt med et statsligt legat, havde tappet hans økonomi, så han måtte se sig om efter en hurtig måde, hvorpå han kunne skaffe sig likvide midler til sine nødvendige udgifter i form af logi, kost og tøj etc. (3)  

 

     Efter sin hjemkomst fra Italiens-rejsen boede Andersen en måneds tid hos familien Wulff på Søkadetakademiet i Bredgade 76, hvorefter han den 1. september 1834 flyttede ind som logerende hos skipperenken Karen Sophie Larsen, f. Kjøller (ca. 1797-1862) i Nyhavn 20, 2. sal, og det var altså her, at han gjorde romanen færdig og skrev sine første og for resten også flere senere eventyr. Heldigvis for ham, blev ”Improvisatoren” både en kritiker- og publikumssucces, så hans økonomi på sigt var sikret for et stykke tid fremover. (4)

     I et brev til penneveninden i barndomsbyen Odense, Henriette (Jette) Hanck, kunne Andersen den 26. marts 1835 bl.a. meddele ”[…] Eventyr fortalte for Børn kommer ud i april måned og man vil sige: det er mit udødeligheds værk!””. – Efter denne udtalelse bogstaveligt at dømme skulle man tro, at den var udtryk for Andersens egen opfattelse, men det var det åbenbart og angiveligt ikke, i hvert fald ikke ifølge et brev, som Andersen havde skrevet til sin anden penneveninde, københavnske Henriette (Jette) Wulff, ti dage før det ovenfor citerede brev til Odense-veninden. I brevet til Jette Wulff skriver han bl.a.:

 

     ”[…] Dernæst skrevet nogle eventyr for børn, om hvilke Ørsted siger, at når Improvisatoren gør mig berømt, gør eventyrene mig udødelig, de er det mest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke, han kender ikke Italien, kan altså ikke juble ved de kendte luftninge bogen ånder ham imøde; […]” (5)

 

     Bortset fra, at eventyrhæftet ikke udkom i april, var det altså Andersens klartskuende og livslange faderlige ven, fysikeren og filosoffen H.C. Ørsted, der først af alle forstod eventyrernes universale værdi, og som derfor opfordrede og opmuntrede den skeptiske Andersen til at fortsætte med at digte eventyr. Heldigvis for verden og Andersen selv, indså han da også snart, at Ørsted havde ret i sin ”spådom”, på trods af, at eventyrene til at begynde med ikke blev særlig godt modtaget af den litterære kritik, som bl.a. fandt disse betænkeligt nær det umoralske, både hvad idé og indhold angik, og som i øvrigt betragtede genren som ubetydelig barnekammerpoesi. Man frarådede derfor direkte digteren at fortsætte i denne tvivlsomme litterære genre, og opfordrede den ellers så lovende forfatter til at bruge sit krudt på mere seriøse emner og genrer. (6)

 

     Vi skal imidlertid forlade eventyrenes interessante og spændende emne her i denne sammenhæng, men vil selvfølgelig undervejs vende tilbage til det igen og igen, og ikke mindst i det afsluttende hovedafsnit ”H.C. Andersens forfatterskab set i lyset af Martinus’ kosmologi”.

 

     Men nok så interessant er det, hvad der egentlig er den psykologiske baggrund for, at Andersen var i stand til at skrive en roman og nogle eventyr, som i løbet af relativt kort tid slog hans navn som forfatter fast i en større offentlighed? – Han havde ganske vist allerede før den tid skrevet en hel del digte og skuespil, et par eventyr og en fortælling, en roman-parafrase og en rejseskildring, samt påbegyndt, men ikke færdiggjort en historisk roman. Og endelig havde han skrevet sin første egentlige selvbiografi, som dog ikke udkom i hans egen levetid, og som kun et fåtal i hans samtid havde haft lejlighed til at læse. Men ingen af delene bidrog i sig selv til at gøre ham litterært og dramatisk kendt andre steder, end i København og Odense og i mindre grad i litterære byer i Tyskland.

     Hvorfor mon egentlig ikke det? – Jo, sandsynligvis fordi hans tidlige litterære, poetiske og dramatiske ungdomsarbejder blev skrevet i den såkaldte ”kosmiske” repetitionsperiode. Det bevirkede nemlig blandt andet, at disse arbejder, til trods for gode ideer og en ofte original udtryksmåde, endnu var relativt ufærdige og umodne ’frugter’ fra hans digterånd og –hånd. Fælles for disse værker var og er det, at de ikke havde eller har den appel til et større publikum, som tilfældet er med hans eventyr og historier.

     Dette rådede hans Italiensrejse imidlertid i nogen grad bod på, idet den medvirkede til at modne hans sind og åbne det for mere intense oplevelser og dybere følte indtryk og udtryk. I hans bedste og lykkeligste øjeblikke på rejsen, det vil sige, når hans følelsesenergi og intelligensenergi var i fredfyldt harmoni med hinanden, så at tyngdeenergiens negative mentale klimaer ikke i nævneværdig grad fik indpas, da skete det ikke sjældent, at intuitive glimt af indsigt og kosmisk forståelse gjorde sig gældende i hans bevidsthed. Disse glimt gav ham en stærk følelse af Guds nærhed og livets guddommelige og eventyrlige under, lige som meningen med hans eget liv kom til at stå soleklart for ham.

 

     Selv om Andersen meget tidligt i sit liv var klar over sit kald som digter, mere præcist som en digter, der skulle formidle sin oplevelse og opfattelse af livet som et guddommeligt under og eventyr, må det dog konstateres, at det netop var under sin første store Italiens-rejse, at Andersen kom ud for en oplevelse, som kosmologisk set næsten til forveksling ligner den proces, Martinus beskriver og betegner som ”den store fødsel”, hvorunder den hidtil ’sovende’ seksuelle pol og det dertil knyttede intellektuelle polorgan bryder igennem og forener sig med den ’vågne’ seksuelle pol og det dertil knyttede emotionelle polorgan. Den situation betød dels, at hans ’kernepersonlighed’ brød igennem, altså den personlighed, han bar med sig fra sin forrige inkarnation, og dels, at hans bevidsthed blev radikalt og permanent udvidet, så at han fra da af forstod sig selv og sit specielle mentale naturel, og – ikke mindst – blev bekræftet i sit kald som digter. Det var baggrunden for, at hans efterfølgende værker begyndte at blive mere modne og dybsindige, men samtidig også mere afklarede og lettere tilgængelige og forståelige for et større publikum. 

 

     Under sin Italiens-rejse besøgte Andersen blandt andet byen Neapel, den nuværende Napoli, og en dag var han på en udflugt til den nærliggende vulkan Vesuv, som netop da var i udbrud. Andersen har beskrevet denne og andre udflugter til vulkanen i sin dagbog for tiden februar-marts 1843, lige som han har beskrevet disse i sine breve til venner og bekendte hjemme i lille Danmark. Om aftenen den 19. marts 1834, dagen før sin afrejse, noterer han i den omhyggeligt og detaljeret førte dagbog blandt andet:

 

     ” – Nu sidder jeg på mit værelse skriver dette og spiser pateter og drikker Lacrymæ di Somma. Neapels skål og den evige Gud være lovet, for al den herlighed han lod mit øje se og mit hjerte føle. Led alt til det bedste, giv mig venner og lad mig fortjene dem! Farvel Neapel!” (7)

 

    I romanen ”Improvisatoren”, som blev det litterære resultat af han Italiens-rejse, beskriver Andersen en af sine udflugter til det ild- og lavasprudende bjerg på følgende inspirerede og intense måde:

 

     ”[…] jeg steg op, og foran mig, ned ad bjergsiden, gled langsomt den friske lavastrøm, det var som en rød glødende ild-dynd, som det smeltede metal, der strømmer fra ovnen; stor, bred og i en uhyre strækning under os, udbredte den sig; intet ord, intet billede kan give det i sin storhed og rædsel. Luftstrømmen selv syntes ild og svovl, en tyk damp svævede hen over det, rød af det stærke skær, men rundt om var nat, det tordnede i dybet og over os steg ildsøjlen med gloende sten; aldrig har jeg følt mig min Gud så nær. Hans almagt og storhed fyldte min sjæl! det var som ilden rundt om udbrændte hver sygelighed hos den, jeg følte kraft og mod, min udødelige sjæl løftede sin vinge: ”Mægtige Gud, din apostel vil jeg være! i verdens-stormen vil jeg synge dit navn, din kraft og herlighed, den lyde stærkere end munkens i hans ensomme celle! Digter er jeg! forlen mig kraft, bevar min sjæl ren, som din og naturens præst bør eje den!” Mine hænder foldede sig til bøn, og mellem ild og skyer knælede min tanke for ham, hvis under og storhed talte til min sjæl.” (8)

 

     Hvis ikke det havde været fordi Andersen ikke permanent befandt sig i den tilstand af kosmisk indsigt, som han her har givet et så fint udtryk for, så skulle man have troet, at han allerede på det tidspunkt havde gennemgået ”den store fødsel” og dermed besad såkaldt ”kosmisk bevidsthed”. Men harmonien mellem følelsen og intellektet i Andersens bevidsthedsliv, var dog endnu ikke så stabil, at den permanent lod kan opleve den kosmiske indsigt og visdom. Tværtimod kunne han lejlighedsvis opleve så dybe fald fra de kosmiske ”Himmelhøjder”, at dette endog fik ham til at tvivle på Guds kærlighed og forsyn, og på sjælens udødelighed og det evige liv, som ellers var noget, han normalt betragtede som selvindlysende realiteter. Men disse ”fald” var i reglen kortvarige, og han genvandt da også snart sit åndelige ”fodfæste” og sin i grunden dybt forankrede overbevisning og oplevelse af livet som et guddommeligt under og eventyr. Men om Guds eksistens var han så vidt vides aldrig nogensinde for alvor i tvivl, lige som han hele sit liv vedblev med at henvende sig til Gud i bønnen, bortset fra i nogle få kortvarige depressive perioder, som fik ham til at mene, at Gud ikke bønhørte hverken ham selv eller nogen anden. Han udtrykte det selv sådan, at han kun kunne bede til Gud, når han var i harmoni med sig selv og sin omverden. (9)

 

H.C. Andersen og følelseslivets klimaer

I Andersens senere roman ”Kun en Spillemand” (1837) findes blandt flere bonmots også et, der lyder sådan: ”Som livsfarven er i hjertet, således afspejler sig der verden.”  En tydelig tilkendegivelse af, at Andersen forstod, at ikke kun hans egen, men også vores, menneskets, opfattelse og erkendelse af verden, basalt og generelt er beroende på tilstanden i vort eget sind. Altså en form for relativistisk livsforståelse, som for øvrigt finder sin bekræftelse i Martinus’ erkendelsesteori, ifølge hvilken oplevelse og erkendelse er beroende på en række bestemte psykologiske faktorer og forudsætninger. Men man må konstatere, at Andersen faktisk havde et så labilt sind, at han i kortere eller længere perioder måtte kæmpe med sig selv, for ikke at ’drukne’ i sortsyn og fortvivlelse over, hvad der for ham tog sig ud som livets meningsløshed i almindelighed og menneskenes mangel på indlevelse, forståelse og deres troløshed og rænkespil i særdeleshed. I sådanne perioder kunne han være et offer for selvmedlidenhed, pessimisme, melankoli, ulykkelig forelskelse, frygt, angst, skræk og rædsel. Kosmologisk set var dette naturligvis tilfældet, når følelsesenergien dominerede tyngdeenergien i Andersens bevidsthed, sådan som det jo i øvrigt også jævnligt eller ofte er tilfældet hos i hvert fald nogle mennesker i almindelighed. Sådanne følelsestilstande betegnes i Martinus’ kosmologi som ”e-klimaer”. Se herom i artiklen Følelseslivets klimaer (10)

 

     I sådanne pessimistiske eller nedtrykte øjeblikke, kunne den kære digter rigtig udmale sig, hvor tragisk og formålsløst livet forekom at være. Da kunne han føle sig ’inspireret’ og foranlediget til at skrive nogle af sine mildt sagt meget lidt optimistiske eller ligefrem nihilistiske digte og eventyr, som f.eks. digtet ”Kommer aldrig igen!”, der i øvrigt er tydeligt inspireret af sin digters flittige læsning af Biblen, i denne sammenhæng specielt i ”Prædikerens Bog”:

 

Alt farer hen som vinden,

her er ej blivende sted.

Snart svinder rosen på kinden,

smilet – og tårerne med.

 

Hvorfor være bedrøvet?

Hen farer sorg og fortræd;

alt farer hen som løvet,

tiden og mennesket med!

 

Alt er forsvinden – forsvinden,

ungdom, dit håb og din ven.

Alt farer hen som vinden

og kommer aldrig igen!

 

     Digtet er fra 1869 og findes i Andersens sidste roman ”Lykke-Peer” (1870), men allerede ti år tidligere havde han skrevet eventyret ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre” (1859), hvori tonen omtrent fra begyndelsen i øvrigt slås mesterligt an:

 

     ”Lad kun vinden fortælle! den ved eventyr og historier, flere end vi alle tilsammen. Hør nu, hvad den fortæller: ”Hu-u-ud! fare hen” – det er omkvædet på visen.”

 

     Og historien slutter mindst lige så mesterligt om livets foranderlighed og forgængelighed:

 

     ”Nye tider, andre tider! gammel alfarvej går op i lukket mark, fredede grave bliver færdet landevej, - og snart kommer dampen med sin vognrække og bruser hen over gravene, glemte som navnene, hu-u-ud! fare hen!

     Det er historien om Valdemar Daae og hans døtre. Fortæl den bedre, I andre! om I kunne det!” sagde vinden og vendte sig.

     Væk var den.” (11) 

 

     Men endnu tidligere havde Andersen skrevet et livspessimistisk eventyr om sig selv og sine digterdrømme, nemlig ”Grantræet” (1844), hvori grantræet er hans alter ego:

 

     ”Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. ”Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!” – Og træet, som havde stået så smukt pyntet inden døre i juletiden, var nu ribbet for al sin pynt, også guldstjernen i dets top, og tørt og vissent endte det sine dage som brændsel i bryggerskedlen, mens det drømte om sommerdagen i skoven, og om vinternatten med dens funklende stjernehimmel, der mindede træet om den festlige juleaften, hvor børnene legede og dansede lystigt omkring det. Men nu var træet brændt ud: ”Drengene legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier!” (12)

 

     Det kan konstateres, at Andersens pendulagtige sind stort set livet igennem svingede mellem yderpositionerne optimisme og pessimisme, og det kunne naturligvis ikke undgå også at præge hans digtning så vel som hans omgang med mennesker. Endnu nogle eksempler på Andersens livspessimistiske perioder eller øjeblikke, finder vi så sent som i 1872, da han skrev nogle af sine allersidste eventyr og historier, inden sygdom og alderdom satte en stopper for hans rige digterkilde. Blandt disse sidste litterære arbejder var historien om ”Tante Tandpine”, som Andersen i et af sine pessimistiske øjeblikke lod slutte sådan:

 

     ”Bryggeren er død, tante er død, studenten er død, han fra hvem tankegnisterne gik i bøtten’

     Alt går i bøtten.

     Det er enden på historien – historien om Tante Tandpine”. (13)   

 

     Men det blev faktisk ikke ”enden på historien”, for et par år senere, hvor historien skulle optages i hans Samlede Skrifter, strøg Andersen den fatale sætning: ”Alt går i bøtten”, for da havde hans optimistiske sind overtaget i bevidstheden, og så kunne han med de små usynlige væsener i eventyret ”Hørren” (1849) korrigere børnenes sang til slut:

 

”Snip, snap snurre

basselure!

Visen er ude!”

 

     Men de små usynlige væsener sagde hver: ”Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste!”

     Men det kunne børnene ikke forstå, og det skulle de heller ikke, for børn må ikke vide alting. (14)   

      

     Her kan vi passende atter knytte forbindelsen til vort kosmologiske skema over følelseslivets klimaer, hvor det nu specielt drejer sig om ”d-klimaer”, som i kraft af den særlige konstellation mellem tyngde- og følelsesenergien blandt andet er karakteriseret ved sindstilstande som finfølelse, medlidenhed, retfærdighedstrang, optimisme og glæde, samt ikke mindst tolerance, overbærenhed og humor.

     Det tør vel nok siges, at følelseslivets ”d-klimaer” for Andersens vedkommende i overordentlig høj grad har medvirket til skabelsen af noget af det bedste i hans samlede forfatterskab, sådan som det allerede er blevet antydet ovenfor i og med citatet fra eventyret ”Hørren”. Men det allerbedste af sin digtning har han naturligvis ikke kunnet skabe uden intelligens- og intuitionsenergiens exceptionelle hjælp, hvilket vi specielt skal se nærmere på i hovedafsnittet H.C.Andersens forfatterskab set i lyset af Martinus’ kosmologi .

 

    Men Andersens humørsvingninger og skiftende sindsstemninger fik lejlighedsvis også næring fra følelseslivets ”c’-klimaer”, der, som det fremgår af skemaet, omfatter sådanne tilstande som f.eks. uligevægtighed, utålmodighed, skuffelse, mental disharmoni, samvittighedskriser og anger. Det vil der dog ikke være grund til at gå nærmere ind på her.

     Derimod kunne det være interessant og relevant at se lidt på, i hvilket omfang specielt tyngdeklimaerne influerede på Andersens bevidsthedsliv. Ifølge skemaet over disse klimaer, som overvejende ses til venstre på diagrammet, omfatter dette ligeledes tre områder, nemlig ”a-klimaer”, ”b-klimaer” og ”c-klimaer”, som henholdsvis er præget af tyngdeenergiens optimale dominans over følelsesenergien, hvorefter denne aftager i b-området, mens konstellationen er omtrent jævnbyrdig i c-området.

     Vi kan uden videre udelukke a-områdets tyngdeklimaer, fordi sådanne sindstilstande, som karakteriserer dette, faktisk var ukendte i Andersens bevidsthedsliv. Derimod kan han ikke siges fri for, at så vel tyngdeklimaerne b som c lejlighedsvis kunne overmande ham. I sådanne situationer kunne Andersen i overensstemmelse med b-klimaerne føle både vrede, harme, irritation, fornærmelse, foragt, forfængelighed og ikke mindst ærgerrighed på sine egne og digterfagets vegne. Endelig kunne han i visse situationer føle indignation, nag og bitterhed (”c-klimaer”), men i reglen ikke ret længe ad gangen.   

 

     Men det må som nævnt konstateres, at vi slet ikke i større udstrækning træffer på følelseslivets deciderede tyngdeklimaer i Andersens forfatterskab, og det af den enkle grund, at han i reglen ikke var i stand til at være digterisk kreativ i de kortere eller længere perioder, hvori disse klimaer dominerede hans bevidsthedsliv. Det samme gælder for resten også for følelseslivets ”c’-klimaers” vedkommende. Men i begge tilfælde gælder det, at disse klimaer snart blev afløst af de mere afbalancerede ”d-klimaer”.  

     Derimod kunne Andersen lejlighedsvis give udtryk for disse sindstilstande i sin private omgang med mennesker, ligesom han i nogle tilfælde også lod sig forlede eller friste til at nedfælde sin vrede eller harme i breve til venner og gode bekendte. Et enkelt eksempel herpå vil kunne tjene til at belyse, hvordan Andersen i visse tilfælde kunne reagere på en efter hans egen mening usaglig og talentløs kritik af sine værker.

     Det drejer sig i dette tilfælde om hans versificerede drama ”Agnete og Havmanden”, som han allerede havde skrevet i 1833, men som i bearbejdet form først blev opført på Det kgl. Teater den 20. april 1843. Dagen efter blev stykket anmeldt i Berlingske Tidende, men Andersen havde endnu ikke selv haft lejlighed til at læse den i øvrigt ret neutrale kritik af hans ’hjertebarn’, idet han på det tidspunkt opholdt sig i Paris. Men han havde fået kritikken refereret af en af sine bekendte og blev ”lynende gal” i hovedet over at høre, at der var blevet hysset ad ”Agnete”, og det fik ham til at aflevere følgende ”grausamer salbe” i et brev til Henriette Wulff, dateret 29. april 1843:

 

     ”[…] Agnete er opført og udhysset! – det måtte den blive, ved næste forestilling pibes der! – Men mit arbejde fortjener det ikke! – Det er et digterværk! – Gid aldrig mit øje må se det hjem, som kun har øjne for mine fejl, men ikke hjerte for hvad stort Gud har givet mig! – Jeg hader hvad som hader mig, jeg forbander hvad som forbander mig! fra Danmark kommer som altid de kolde luftninge, som forstener mig ude! De spytter på mig, de tramper mig i dyndet, jeg er dog en digter-natur, som Gud ikke gav dem mange af! – Men som jeg i mit døds øjeblik vil bede ham, aldrig at give dette folk, o hvilken gift er der ikke i disse timer i mit blod! – da jeg var ung, kunne jeg græde, nu kan jeg det ikke, jeg kan kun være stolt – hade – afsky! give min sjæl til onde magter for at finde et øjebliks vederkvægelse! – Her, i den store fremmede by, står Europas bekendteste og ædleste ånder kærligt omkring mig, møder mig som beslægtede; og i mit hjem, sidder drengene og spytter på mit hjertes bedste skabning! – ja, om end efter min død, jeg skal dømmes som her i livet, jeg siger: De danske kunne være onde, kolde, sataniske! – et folk der passer for de våde, skimmelgrønne øer, hvorfra Tycho Brahe blev forjaget, hvor Eleonore Ulfeldt sad i fængsel, Ambrosius Stub var herremændenes nar, og endnu mange, som hine ville behandles ilde, til folkets navn klinger som et sagn! […]” (15) 

 

     Men nået så langt i brevet, har Andersen åbenbart udtømt sin galde, idet han herefter skifter fra disse tydelige ”c-klimaer” og over til ”d-klimaer”, hvorunder han umiddelbart efter fortsætter brevet sådan:

 

     ”[…] Dog jeg udtrykker mig nok karakteristisk for en udpebet digter, dette mit brev skulle trykkes og København fik et glad minut! […]” .

 

     Straks efter svinger han dog atter tilbage til ”c-klimaer”:

 

     ”[…] – Gid jeg aldrig så dette sted, gid den evige Gud aldrig lader en natur, som min fødes der, jeg hader, jeg afskyr hjemmet, som det jo hader og bespytter mig!”         

    

     Men nu synes det at dæmre for den indignerede digter, at han nok har vovet sig for langt ud i sin vrede og harme, hvorfor han svinger helt over til ”e-klimaernes” område:

 

     ”[…] – Bed for mig til Gud! bed at jeg må få en hurtig død, aldrig se et sted, hvor jeg kun lider, hvor jeg er fremmed, som intet sted ude! – […]”                               

 

     Hvem skulle for resten have troet, at dette brev er skrevet af det samme menneske, som få år senere skrev hyldestsangen til sit fædreland: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”? – Men i dette tilfælde var der naturligvis tale om en sindstilstand hos Andersen, som udpræget hørte ind under følelseslivets ”d-klimaer”, og som selvfølgelig også var tilført og iblandet en del af tankelivets energier, hvilket vi senere skal vende tilbage til. (16)   

     Endelig skal det også nævnes, at Andersen, der jo så godt som dagligt betroede sig til sin dagbog, som han dog samtidig førte, for senere at kunne slå op i den og finde egnet stof til sin digtning. I dagbogen noterede han også sin vrede, harme og indignation, bitterhed og lignende negative følelser i bestemte anledninger og situationer. Men der er dog ingen grund til at citere fra hans dagbøger af den grund, idet det ovenfor anførte eksempel fra et af hans breve kan tjene til at vise, hvordan Andersen altså også kunne føle og udtrykke sig, når det stak ham, Det citerede eksempel hører dog til et af de mere barske og ekstreme af slagsen.

 

     På grundlag af sammenligningen mellem følelseslivets klimaer og H.C. Andersens sindstilstande kan man drage den lære, at disse tilstande ikke nødvendigvis behøver at være permanente, selv om de forskellige personligheders bevidsthedsliv grundlæggende selvfølgelig kan være mere eller mindre præget af det ene eller det andet, eller eventuelt af et par af de nævnte følelsesklimaer. Men indenfor denne ’ramme’ kan individets bevidsthedsliv udmærket svinge vekselvis mellem de forskellige følelsesklimaers tilstande, sådan som vi jo hver især kender det af erfaring med os selv og andre.

 

     Som modvægt mod det ovenfor citerede beske eksempel på, hvordan Andersen kunne reagere, når hans sind var underlagt følelseslivets ”b-klimaer”, skal her anføres endnu et eksempel på, hvilke følelser og tanker, der rørte sig i ham, når sindet var behersket af følelseslivets ”d-klimaer”. I sådanne situationer, der i øvrigt må betegnes som Andersens bedste og mest kreative øjeblikke eller perioder, nemlig de øjeblikke eller perioder, hvor balancen mellem følelses- og intelligensenergien minimerede tyngdeenergiens indflydelse på bevidsthedslivet, kunne han vise sig i besiddelse af en filosofisk og psykologisk indsigt, forståelse og humor, der må karakteriseres som ægte livsvisdom.  

     Eksemplet, der skal anføres, kunne for den sags skyld være taget fra andre steder i hans forfatterskab, men i dette tilfælde henter vi det fra romanen ”Kun en Spillemand” (1837). Citatet vil med al ønskelig tydelighed vise os, at H.C. Andersen selv var klar over følelsesklimaernes indflydelse på og betydning for individets holdning til og syn på verden og sine omgivelser. Citatets to første sætninger er i øvrigt gengivet tidligere ovenfor: 

 

     ”Som livsfarven er i hjertet, således afspejler sig der verden. Skulle vi denne aften have eksamineret Christian, Naomi og grevinden, da ville hver have givet sin bestemte, men højst forskellige dom over den. For Christian var den en Guds tempel, hvor hjerterne oplades for kærlighed og Gud, hvor tilliden vokser, og forvisningen grundfæstes. Naomis kys var hans dåb, tonernes magt den orgelklang, som gav hans sjæl vinger.

     ”Verden er en stor maskeradesal,” mente Naomi. ”Man må vide at give sin rolle med værdighed; man må imponere! kun det, man ret forstår at repræsentere, det er man! Jeg vil være en amazone! en Staël-Holstein, en Charlotte Corday, ja en sådan, hvilken omstændighederne nu bedst tillader!”

     ”Verden er et hospital!” mente den gamle grevinde. ”Idet vi fødes, begynder vor sygdom! ved hver time, som går, kommer vi døden nærmere! Man kan læse sig endnu sygere i doktorbøger; i et uskyldigt glas vand kan findes et lille dyr, der vokser inden i os! man kan få kræft, koldbrand, cachexie og de forskrækkeligste sygdomme, der ender med døden, og det er derfor man lever. Alle er syge, men mange skjuler deres sygdom, andre foragter den, og ”verstümplede” mennesker, uden nerver, med usundt blod, som gør kinderne røde, går med den sindssvaghed, at de er sunde!” (17)

 

De fire temperamenter

En passant kunne det måske være interessant at drage paralleller mellem følelseslivets klimaer og psykologiens fire temperamenter. Spørgsmålet om de forskellige mennesketyper eller temperamenter har gennem tiderne optaget mange psykologer og filosoffer. Ordet og begrebet temperament er af fransk oprindelse og betyder det emotionelle naturel, et individ udviser. Fra den antikke græske oldtid og helt op i nyere tid, gik man ud fra i alt fire sådanne temperamenter eller emotionelle typer naturel, nemlig det flegmatiske, det koleriske, det melankolske og det sangvinske, som man i øvrigt mente var betinget af de fire legemsvæsker: lymfe, gul galde, sort galde og blod.

     Men bortset fra, at det koleriske temperament måske vil kunne henføres under følelseslivets ”C-klimaer” og det melankolske temperament under ”e-klimaer”, ser det ikke ud til at man umiddelbart kan henføre de to andre temperamenter under nogle af de specifikke følelsesklimaer. Der må derfor i bedste fald være tale om specielle blandinger af disse, for at få sammenligningen til at gå op.

     Ordet og begrebet alkymi var de antikke grækeres betegnelse og teori om de fire grundelementer: ild, luft, jord og vand, som man mente gennem indbyrdes kombinationer gav anledning til de mange forskellige stoffer i verden. Ved at ændre på kombinations- eller blandingsforholdet mente man at kunne forvandle stoffet eller metallerne, og i bedste og heldigste fald at kunne fremstille det ædle metal guld.

     I princippet ligner denne tankegang jo kemiens forhold, og alkymien må da også siges at være den naturvidenskabelige kemis historiske forudsætning og begyndelse, idet sidstnævnte karakteristisk for sit væsen dog snart fjernede sig fra den mysticisme og helhedsanskuelse, som prægede alkymien.

     I den antikke babyloniske lære om sammenhængen i universet, også betegnet som astrologi, så man en sammenhæng mellem metallerne og himmellegemerne. Guldet var således underlagt solen, sølv var underlagt månen, elektrum (= guld iblandet sølv) var underlagt Jupiter, bly underlagt Saturn, jern underlagt Mars, kobber underlagt Venus og tin underlagt Merkur. Man havde specielle grafiske tegn for de forskellige metaller, hvor nyere kemi i stedet har matematiske betegnelser for de forskellige stoffer, herunder metallerne.

 

     Senere er adskillige typeinddelinger opstillet og fremført af psykologer som Jung, Kretschmer og Sheldon, som det imidlertid vil føre for vidt at komme ind på her, hvor interessante disse teorier hver især end kan være. Mere relevant vil det være i denne sammenhæng, at også Martinus opererer med forskellige psykologiske typer eller kategorier, der som allerede omtalt bl.a. er opdelt i relation til følelseslivets klimaer, der, som vi også har set, spænder over et register, som i den ene ende er markeret af følelsesenergiens dominans over tyngdeenergien, og i den anden og modsatte ende, af tyngdeenergiens dominans over følelsesenergien. (18)

     Disse to yderpunkter i følelseslivet repræsenterer samtidig det, Martinus betegner som ”menneskets to sind”, nemlig henholdsvis det humane eller menneskelige sind og det inhumane eller dyriske sind. De to sind er hver især udtryk for en række modsatte psykologiske og etisk-moralske karakteristika hos det enkelte individ. Eksempelvis er det humane sind præget af uselviskhed, overbærenhed, gavmildhed og tolerance, mens det inhumane sind, der i henhold til Martinus er en arv fra det egentlige dyrerige, til gengæld hovedsagelig er præget af selviskhed, skinsyge, begærlighed og intolerance. Og ligesom det er tilfældet med følelseslivets klimaer, således kan individet altså også ’spille’ på sine to sinds samlede register af humane og inhumane ’tangenter’. Med gode, positive og livgivende resultater til følge, hvis det er det humane sind, der dominerer, eller med negative og ’dræbende’ følger, hvis det dyriske sinds kræfter har overtaget i bevidstheden. 

 

     Det bør dog indskydes her, at det i henhold til Martinus afgørende for, hvilket af de to sind, der mere eller mindre permanent er i teten, er individets udviklingsniveau eller udviklingstrin i relation til det udsnit af den kosmiske ’udviklingstrappe’, der i dette tilfælde strækker sig fra det egentlige dyrerige, med dets alles kamp og krig mod alle, til ”det rigtige menneskerige”, hvor hjælpsomhed, gavmildhed og næstekærlighed er garantier for fred og fordragelighed mellem menneskene indbyrdes og i forholdet til alle andre levende skabninger. Men dybere set er det udviklingstrin, som det levende væsen, subsidiært mennesket, til enhver tid befinder sig eller står på, primært bestemt af den universelle proces, Martinus betegner som ”den seksuelle polforvandling”. Denne altdirigerende psykofysiske udviklingsproces, som i sig selv afstedkommer en række forskellige kategorier eller fremtrædelsesformer for levende væsener, viser sig på det ’trin’, der markerer overgangen fra det egentlige dyrerige til ”det rigtige menneskerige”, som dyrets forvandling eller udvikling til jordisk menneske, og dette igen i dets udvikling eller forvandling fra inhumant flokmenneske til humant individ. Den sidstnævnte proces viser sig i praksis i form af forskellige typer af mennesker, der er karakteriseret i relation til deres respektive seksuelle orientering og status, som igen er afgørende for hvilken grundenergikombination, der råder i bevidstheden. (Jævnfør her med de to diagrammer forrest i denne artikel).   

 

     Her kan tilføjes, at Martinus også opererer med en typologi, som han dog betegner som ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”, hvor det dels er den udviklingsbestemte seksuelle polkonstellation og dels det deraf bestemte indbyrdes forhold mellem følelsesenergien og intelligensenergien, der bestemmer personlighedstypen. Martinus arbejder i den sammenhæng med hovedgrupper af mennesker, betegnet som ”A-gruppen” og ”B-gruppen”, som hver især er opdelt i tre kategorier, altså i alt seks kategorier, som for fleres vedkommende igen er opdelt og udspecificeret i afdelinger. På basis af disse seks kategorier og disses underafdelinger er det lykkedes Martinus at give en dækkende udviklingspsykologisk karakteristik af hele menneskeheden, som formentlig er revolutionerende i psykologiens og filosofiens historie. (19)  

 

     Imidlertid skal vi vende tilbage til omtalen af de fire temperamenter, der jo også relaterer til alkymiens betegnelser for de fire elementer, som oldtidens og middelalderens filosoffer eller alkymister inddelte den fysiske verden i, nemlig jord, vand, luft og ild. Disse fire elementers indbyrdes forhold og kombinationer giver kort sagt forklaringen på de mange forskellige stoffers tilstedeværelse i verden. Eller sagt på en anden måde: Disse basale stoffers funktioner og indbyrdes kombinationer danner grundlaget for opbygningen af verdensaltet. Ved at ændre på kombinations- eller blandingsforholdet mellem elementerne mente man, at kunne forvandle stoffet, herunder de forskellige metaller. Det store håb for de ærgerrige alkymister var, at man derigennem kunne blive i stand til at fremstille det eftertragtede metal: Guld. Heraf navnet ”alkymi”, forstået på den måde, at en alkymist simpelthen vr identisk med en ”guldmager”. I princippet ligner tankegangen bag alkymien jo som nævnt læren om grundstofferne og deres forbindelser, disses dannelse, opbygning, egenskaber og reaktioner, nemlig fysisk kemi.    

 

     Men nok så interessant er det, at de fire temperamenter svarer til de fire elementer: Jorden er udtryk for det flegmatiske temperament, vandet for det melankolske, luften for det sangvinske og ilden for det koleriske temperament. Dette forhold interesserede og fængede H.C. Andersens fantasi så meget, at han fandt anledning til at tage emnet op i en af sine eventyrkomedier, nemlig ”Hyldemoer” (1851), som dog ikke bør forveksles med eventyret af samme navn, der er fra 1844. Men Andersen har tydeligvis moret sig, da han i eventyrkomedien arbejdede med at personificere hver af de fire elementer og temperamenter i hver sin fantasiskikkelse: Muldvarpen, Havmanden, Sommerfuglen og Lygtemanden. I begyndelsen af komedien mødes de fire repræsentanter for elementerne og temperamenterne. Muldvarpen skyder op af jorden, Havmanden sidder i den våde grøft, Sommerfuglen står på et blomsterblad og Lygtemanden, ja, han er ikke ankommet endnu.

     Andersen lader altså Muldvarpen repræsentere jord-elementet og det flegmatiske temperament, Havmanden lader han repræsentere vand-elementet og det melankolske temperament, Sommerfuglen associerer til luft-elementet og det sangvinske temperament, og Lygtemanden til ild-elementet og det koleriske temperament. Lad os høre, hvordan Andersen præsenterer de fire ’personer’ i eventyrkomedien:

 

Sommerfuglen.

     Muldvarpen! Havmanden! og den tredje fætter. Ja, jeg kalder os fætre; kongelige personer, selv af forskellig trosbekendelse, siger altid fætter til hverandre. Jeg kommer fra luftens rige, jeg, Sommerfuglenes konge. Her er altså repræsentanter for de tre elementer! Han for det fjerde – hvor blev han af – Lygtemanden. Vi kom sammen, tsyt! var han borte; han skulle dog ikke være blæst ud?

 

Muldvarpen.

     Repræsentanter for de fire elementer! Det er en ny tanke! Man lærer altid noget ved at skyde op.

 

Sommerfuglen.

     De kender mig! jeg hersker fra blomsternes hjem og op til luftkastellernes region! Jeg er hvd de lærde kalder ”sangvinsk”, det er sådan halv våd, halv tør, som man skal være det i denne verden. Deres majestæt fr havet har et andet temperament, De er ”melankolsk”, og jeg fortænker Dem ikke heri, når man, som De, altid sidder i vandvæsenet. Muldvarpenes drot! De lider af den syge flegma, der er gået i blodet, i karakteren - -

 

Muldvarpen.

     Det er aldeles galt! – Men det gør ikke noget. –

 

Havmanden.

     Mit temperament traf De! Melankolien! – jeg bliver aldrig glad!

 

Lygtemanden.

(i rødt og gult fra top til tå og uendelig bevægelig, danser pludselig imellem dem).

     Aldrig! man må aldrig sige aldrig! – se her er jeg! – skal jeg danse Dem på hovedet, på maven, løbe Dem op og ned ad ryggen? Det kildrer! jeg er ganske til tjeneste! (til Muldvarpen) Også højstærede?

 

Muldvarpen.

     Tak! – Hold Dem til ham. (peger på Havmanden). Han er enkemand!

 

Havmanden.

     Og fader!

 

     Med Muldvarpens udtryk ”Han er enkemand!” og Havmandens tilføjelse: ”Og fader!”, sigter Andersen til sit her tidligere nævnte drama ”Agnete og Havmanden” (1833), hvori Havmanden har fået flere børn med Agnete, som imidlertid er vendt tilbage til det tørre element, landjorden, hvilket blev hendes død. Med til mødet med de tre andre elementarånder har Havmanden en af sine døtre, og det er hende, der sigtes til med udtrykket ”den lille” i næste replik:

 

Lygtemanden.

     Det er et højst interessant enkemands-fysiognomi, og den lille, hun ligner sin fader. Er hun også enke? – Hun bliver det! det kan jeg se på hende, hun har enke-ansats!

 

Sommerfuglen.

     Stå bare et sekund stille! Lad mig præsentere – (peger på enhver). Fra jorden, fra vandet, ilden, luften! fire elementer og tillige fire temperamenter; (peger på Muldvarpen) Flegma!  (20)

 

     Hvor fristende - og morsomt – det ellers kunne være at fortsætte med de fire ”elementar-herrers” indbyrdes replikskifte, nødes vi dog til at slutte citatet her. Hensigten med det var jo kun at give et eksempel på Andersens digterisk dramatiske behandling af alkymifilosofiens fire elementer og alkymipsykologiens fire temperamenter. 

 

     Men hvis man på ovenfor omtalte baggrund skulle typebestemme Andersen, måtte han nok betegnes som overvejende ”Havmand”, dvs. som melankoliker. Sådan har han da netop også skildret sit alter ego i skikkelse af personen ”Hemming” i dramaet ”Agnete og Havmanden” (1833) og i sin senere roman ”Kun en Spillemand” (1837), hvori Andersens alter ego, personen ”Christian”, har store lighedstræk med ”Hemming”. (Kosmologisk set var Andersen relativt ofte præget af følelseslivets ”e-klimaer”).

     Af kropsbygning tilhørte Andersen den leptosome type: lang, tynd, smal brystkasse, lange ben og arme, lange smalle hænder og fødder: Ifølge psykologen Kretschmer er den leptosome type ofte skizotym af sind: relativt indadvendt, følsom, upraktisk og idealistisk. Som digter er denne type i reglen romantiker og stilkunstner, alt sammen naturligvis stærkt forenklet sagt og fremstillet.

     Men faktisk er Andersen omtrent livslange ven, Edvard Collin, indirekte stort set enig i den anførte karakteristik af vennen, bortset fra at denne efter hans mening i høj grad var praktisk. Men Collin medgiver dog, at Andersens sjælelige grundstemning var, hvad han kalder ”sørgmodighed”. Ifølge ham betragtede Andersen denne fremtrædende sindsstemning hos sig selv, som værende en følge af en usædvanlig stor modtagelighed for indtryk, gode som dårlige, behagelige som ubehagelige. Og da han helt manglede modstandskraft imod de ubehagelige indtryk, belastede disse i perioder hans sind og spændte nerverne til bristepunktet, så det f.eks. kunne få ham til at beklage sig over sig selv i breve til sine venner og bekendte. Det var naturligvis samtidig frygten for, at have arvet farfaderens sindssygdom, der altid lå i Andersens underbevidsthed, men som lejlighedsvis dukkede op i bevidstheden. (21)

    

     I sine lidt mere afbalancerede perioder og øjeblikke, kunne Andersen ræsonnere over sin antagelig medfødte nervesvaghed, og f.eks. notere på en seddel ca. 1848: ”Jeg har hørt sige om englændere, at de har spleen; jeg ved kun om denne sygdom, at det er en særhed, men dog en sørgmodighed, hvori de ofte berøver sig livet; jeg lider af noget ganske som denne.”  (22)

 

    Som vi imidlertid allerede har været inde på tidligere ovenfor i forbindelse med omtalen af følelseslivets klimaer, så var Andersen da heldigvis for både ham selv og os andre, meget andet og mere end en vemodig melankoliker og pessimist. Han kunne i mange situationer være lige det modsatte og sprudle af humor, vid og lystig kådhed, som fik hans omgivelser til at overgive sig og briste i latter. (23) 

 

Andersens personlighed – kosmologisk set

Men for at fortsætte dette forsøg på at ville karakterisere H.C. Andersens personlighed, primært set på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser over følelseslivets klimaer, skal vi her se på Andersens placering i forhold til de mennesketyper og bevidsthedskategorier, som Martinus har opstillet. Mennesketyperne finder man defineret i to sammenhænge i Martinus’ kosmologi, nemlig dels i Livets Bogs 5. kapitel: ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den ny Verdensimpuls” og i 6. kapitel: ”Fra dyr til menneske”.  Med til personligheden hører naturligvis også individets seksuelle konstitution og disposition, og denne side af sagen finder man grundigt analyseret og belyst i Livets Bogs 13. og 14. kapitel, især i sidstnævnte under omtalen af udviklingens eller polforvandlingens seksuelle kategorier fra A- til K-menneske, som er udtryk for nogle enestående analyser og betragtninger over tilværelsens seksuelle aspekter.  

 

     Det er i kapitlet ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den ny Verdensimpuls”, at Martinus opdeler menneskeheden i to hovedgrupper, nemlig i Gruppe A, som består af mennesker, som er mere eller mindre modtagelig for indflydelsen fra den ny verdensimpuls, og i Gruppe B, som består af mennesker, som endnu i hovedsagen kun er modtagelige for impulser fra Den gamle verdensimpuls og dermed fra de traditionelle religioner. De sidstnævnte er alle udtryk for den kraft, Martinus betegner som ”den guddommelige suggestion”, som han ser som Guds hjælpende hånd til den del af menneskeheden, som endnu ikke er i stand til at fatte og modtage inspiration fra hverdagslivet som udtryk for en korrespondance mellem Guddommen og de levende væsener, menneskene inklusive. I øvrigt en korrespondance, som på sine højere stadier er fulgt af erkendelsen af livet som et guddommeligt under og det største eventyr, der findes.

 

    Vi vil først se på, hvor i den skematiske oversigt over ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”, H.C. Andersen må formodes at have hørt hjemme. Dette er egentlig ikke så vanskeligt at bestemme, for det er umiddelbart klart, at han må høre til under Anden kategoris første afdeling i Gruppe A, som i henhold til Martinus består af mennesker, der er banebrydere for "den ny verdensimpuls". Det er generelt set mennesker, der virker i det stille og som normalt ikke stiller store krav til ydre position eller social sti­lling. Men nogle af afdelingens menne­sker fremtræder imidlertid som fremragende eller geniale og nyskabende kunstnere, og kan som sådanne ikke undgå en vis form for offent­lighed eller hyldest omkring deres værker og virk­somhed. Men i det fald lader de takken og hyldesten gå videre til den rette modta­ger, nemlig den evige Fader-Moder, Gud. Som nævnt og til dels påvist kunne en hel del tyde på, at H.C. Andersen tilhørte denne bevidsthedstype. (24)

 

     I Martinus’ analyser og oversigt over udviklingen fra dyr til jordisk menneske og dette igen til såkaldt ”rigtigt” menneske, kommer Andersen efter min opfattelse ind på et stadium, hvor intuitionsenergien eller intuitionsfunktionen er relativt fremtrædende. Om sidstnævnte skriver Martinus bl.a. følgende:

 

     197. Ved et samarbejde mellem individets følelseslegems- og intelligenslegemskernen kan individet udnytte og opleve sine højeste og reneste åndsenergier, hvilket vil sige dets virkelige kærlighedserindringer eller erindringerne efter dets harmoniserede og kombinerede højeste intelligensoplevelser og ædleste følelsesoplevelser, dels til fordel for genkendelsesevnen, der giver individet den højeste videevne, og dels til fordel for dets kunstsans, der giver samme individ den højeste eller fuldkomneste skabeevne. Da den allerhøjeste og fuldkomneste videevne såvel som skabeevne er det samme som genialitet, vil intet væsen således kunne opnå genialiteten i nogen som helst form for højere åndsmanifestation uden på basis af intuitionsevnen. (25)  

 

    I denne sammenhæng kan vi erindre os Andersens her på hjemmesiden flere gange citerede ord fra den selvbiografiske roman, ”Improvisatoren” (1835), om inspirationens eller intuitionens kilde:

 

     ”[…] Jeg følte levende det fortræffelige i, hvad jeg her havde skrevet, og min sjæl var taknemmelighed og kærlighed, thi sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en strofe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg følte det var en gave, en nåde, han lod indstrømme i min sjæl! [..]” (26)  

 

     Men måske siger Andersen det endnu tydeligere lidt senere samme sted, nemlig med følgende ord om sin digtervirksomhed:

 

     ”[…] Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må gentage.” (27)

 

     Martinus udbygger sin analyse af intuitionsfunktionen i blandt andet følgende tre tekststykker, som jeg for forståelsens og præcisionens skyld vil tillade mig at citere i deres fulde ordlyd:

 

     199. Hos ethvert jordmenneske, der er så langt fremme i udviklingen, at det har enkelte øjeblikke, hvor det er udrenset for lavere energier, hvilket i dette tilfælde vil sige øjeblikke, hvor det gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, og det derved befinder sig i ren og høj ekstase, de igen er det samme som inspirationstilstand, kan intuitionsfunktionen finde sted. Individet oplever da uden nogen som helst bevidst forudgående analysering eller definition i sådanne øjeblikke en pludselig opståen eller fremkomst af nye åndsoplevelser eller tankebilleder i dets bevidsthed. Sådanne pludseligt gennem glæde eller ekstase opståede nye og færdige tankebilleder kalder vi ”intuitioner”. Intuitioner er således identiske med symptomer på eller resultater af den i form af samarbejdet mellem følelses- intelligens og intuitionslegemsfosteret udløste åndsfunktion i individets underbevidsthed.

     200. Hos forfattere og kunstnere, hvilket igen vil sige væsener, der arbejder meget med højere følelses- og intelligenserindringer, kan intuitionsevnen komme til udløsning i sådanne øjeblikke, hvor deres bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie, og de samme væsener derved kommer i ekstase eller inspirationstilstand. Når intuitionsevnen således et øjeblik kommer til udbrud hos en forfatter eller kunstner, kommer der i form af lynsnare glimt nyt idémateriale til et digt, skuespil, eventyr eller andre former for kunstmanifestationer frem til hans bevidste tankeverden i organiseret eller færdigbygget form. Et sådant væsen bliver derved i sin manifestation principielt forskelligt fra væsenet uden intuition, idet dette jo må opbygge sit materiale i kraft af intelligenslegemet alene.    

     201. Da intuitionsfunktionen sætter individet i stand til at udnytte erindringsmateriale, der for længst er udgået af dets dagsbevidsthed, hvilket vil sige for længst glemt af samme individ, medens intelligensfunktionen kun sætter individet i stand til at udnytte det af sit eget erindringsmateriale, der endnu er fremme i dets dagsbevidsthed, bliver førstnævnte funktions resultater således udtryk for et langt større horisontområde end intelligensfunktionen og som før nævnt udgørende den absolutte basis for genialiteten i enhver højere form for åndsmanifestation eller skabelse. (28)        

 

     Det er i de øjeblikke, hvor individet oplever at gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, som det kan opleves under mange forskellige forhold og omstændigheder, eksempelvis i naturen, at inspirationen og intuitionen kan optræde. Dette finder vi også et eksempel på hos H.C. Andersen, nemlig det sted i romanen ”Improvisatoren”, hvor han netop er ankommet til byen Genzano, for at overvære dennes berømte årlige blomsterfest:

 

     ”Solen var endnu ikke oppe, da veturinen holdt for døren, og vi rullede afsted. Aldrig før havde jeg været ude mellem bjergene. Forventning og glæde over den vidtomtalte fest satte min hele sjæl i bevægelse. – Kunne jeg som ældre se naturen og livet rundt om med samme levende følelse som da, og i ord udtale det, måtte det blive et udødeligt digt. […]” (29)

 

    Senere i romanen ”Improvisatoren”, da hovedpersonen Antonio alias Andersen selv, er på besøg i Neapel, bliver han vidne til et udbrud af vulkanen Vesuv, hvorom han bl.a. skriver: 

 

”[…] Mit øje hvilede på bjerget, hvor ildsøjlen hævede sig fra krateret op mod den blodrøde, brede skymasse, der med denne syntes en mægtig pinje af ild og flamme; lavastrømmen var dens rødder, med hvilke den omsluttede bjerget. Min sjæl var greben ved det store skuespil, Gudsstemmen, som talte fra vulkanen, som fra den stille, tavse nattehimmel. Det var et øjeblik, som vi kunne have dem, hvor så at sige, sjælen ansigt til ansigt skuer sin Gud: jeg begreb hans almagt, visdom og godhed, han, for hvem lynet og hvirvelvinden er tjenere, uden hvis vilje ingen spurv falder til jorden. Mit eget liv stod klart for mig, jeg så en så forunderlig ledelse og styrelse i det hele; selv hver ulykke, hver sorg var overgangen til noget bedre. […]” (30)   

 

     Men også i den ligeledes selvbiografiske roman ”O.T.” (1836) finder man et eksempel på virkningerne af at han gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, hvorved altså skal forstås en ikke seksuelt betonet kærlighed. Andersen har i det følgende citat lagt ordene i munden på romanens anden hovedperson, ”Vilhelm” alias Edvard Collin, som H.C. Andersen i øvrigt var forelsket i, og som efter at have haft besøg af romanens hovedperson, Otto Thostrup alias Andersen selv, sætter sig til klaveret og halvt ubevidst giver sig til at spille et tema af operaen Tancredi. Men man skal i stedet tænke sig, at Andersen har ’ombyttet’ sit navn med vennens, så at det i virkeligheden er sig selv, han har skildret i det efterfølgende tekststykke:

 

     ”Smilende satte han sig ved klaveret, det var så længe siden de to havde sagt hinanden god dag! Han gjorde nogle løb og snart gik det over i fantasier. ”Det er smukt!” udbrød han. ”Men det er ikke mit eget! hvor hører det hjemme? Det smelter sammen med mine egne følelser!” han spillede igen. Det var et tema af Tancredi. Altså af Rossini, just af den komponist, vor musikalske ven mest så ned på; hvor kunne han da gætte, hvem der havde skabt disse toner, som nu talte til hans hjerte? Han følte hele sit væsen gennemtrængt af en velværen, en livsglæde, hvis årsag han ikke erkendte. Han tænkte på Otto med en varme, som dennes sælsomme opførsel ikke fortjente. Alle kære foresvævede ham så elskelige. Det var et af de øjeblikke, som alle gode kender; man føler sig at være et led i den store kærlighedskæde, som sammenholder skabningen.” (31)    

 

     I afsnittet ”H.C. Andersen og det seksuelle polprincip”, har vi allerede omtalt, hvor han befandt sig set i relation til i polforvandlingsprocessen fra A- til K-menneske. Herunder blev det godtgjort qua en undersøgelse af hans psyke og adfærd, at han med sandsynlighed måtte befinde sig indenfor den såkaldte E-kategori, hvilket vil sige, at han befandt sig blandt E-menneskene, og muligvis på grænsen til H-kategorien, som udgøres af såkaldte H-mennesker. Af hensyn til læseren og for forståelsens skyld, skal jeg herunder citere følgende tekst fra afsnittet Polforvandlingens seksuelle kategorier – fra A- til K-menneske:   

 

E-kategorien eller E-menneskene

E-kategoriens mennesker er individer, hvis modsatte pol efter­hånden er i relativt stærk vækst, men sådan at deres intellek­tualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. De har som regel et stærkt engagement i kunst, videnskab, filosofi og religion, eller i pædagogiske, sociale eller idealistiske politiske interesser.

     På grund af den modsatte pols stærke fremvækst, er E-menne­sker ofte præget af en seksuel indstilling, som kan svinge mellem interesse for og begær efter det modsatte køn og deres eget køn. De kan således i en periode have den ene seksuelle indstilling og i en anden periode den anden seksuelle ind­stilling. E-mennesker kan med andre ord karakteriseres som biseksuelt orienterede. Men på grund af deres relativt høje etisk-moralske standard eller habitus, medfører dette normalt ikke de helt store lidelser eller ulemper for E-menneskene.

     I reglen undlader E-mennesker at gifte sig, men gør de det, vil ægteskabets heldige eller uheldige udfald være beroende på, om det er et resultat af en midlertidig forelskelse, eller om der er tale om et forhold, som mere er bestemt af menneskeligt betonede ønsker og behov. Den nævnte forelskelse kan især finde sted i individets repetitionsperiode. Men i begge tilfælde vil parforholdets eller ægteskabets lykke og succes, stå og falde med polkonstellationen henholdsvis hos manden og kvinden. Det er således ikke kun beroende på, hvordan de to parters hen­holdsvis maskuline pol og feminine pol passer sammen, men også og måske især på, hvordan mandens feminine pol og kvindens maskuline pol passer til hinanden. På den baggrund kan man faktisk sige, at der reelt er ikke to, men fire 'personer' involveret i et sådant parforhold eller ægteskab.

     E-kategoriens mennesker udgøres altså af individer, i hvis bevidsthed og organisme den modsatte pol og det intellektuelle polorgan, der har sit udløsningscenter i hjernen, er blevet så tilpas udviklet, at indflydelsen er ved at trænge ind i in­dividets vågne dagsbevidsthed. Men som nævnt, er E-menneske­nes intellektuelle og moralske standard af en karakter og styrke, og deres personlige gudsforhold normalt så stærkt, at de vil være beskyttet imod seksuel afsporing. Men selvom de i deres seksuelle indstilling periodisk eller lejlighedsvis svinger i retning af homoseksuelle tilbøjeligheder, kan de alligevel ikke karakteriseres som afsporede fra den normale polforvandling, idet de menneskelige egenskaber hos dem er af en sådan karat, at de altid først tænker på andre og tager hensyn til de pågældendes velbefindende og lykke.

     Det skal i øvrigt allerede her røbes at meget tyder på, at H.C. Andersen med hensyn til sin polkonstellation og seksuel­le orientering tilhørte E-kategorien, og muligvis befandt sig på 'grænsen' til enten H-området eller I-området, som skal omtales om lidt.

     Fra E-kategoriens område vil nogle mennesker glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle mennesker af meget høj intellektuel og etisk standard, mens andre fortsætter i H-området, der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så helt få og frem­trædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden og nutiden, men det er ikke opgaven her, hvorfor jeg vil afstå fra det. (32)

 

H-kategorien eller H-menneskene

Om H-kategorien siger Martinus bl.a.: "[…] Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser denne side af dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel […]". (33)  

 

    Dette udsagn indikerer, at den normale udviklingslinie ikke nødvendigvis medfører, at alle skal blive homoseksuelle i den sædvanlige betydning af begrebet, sådan som der hos nogle 'nybegyndere' blandt Martinus-interesserede har været en tendens til at opfatte det. Personligt har jeg mødt mennesker, som afviste Martinus' Kosmologi med netop den begrundelse, at det var uhyggeligt at tænke på, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt under polforvandlingen skulle blive homoseksu­elle. Men en sådan opfattelse eller frygt røber umiskendeligt, at man desværre ikke har forstået så meget af, hvad den seksu­elle polforvandling egentlig går ud på. (34)

 

     Lad mig derfor i den forbindelse indskudt gentage, i håb om at gøre det helt klart, at ifølge almindelig erfaring og logik, kan ingen evne eksistere eller fungere uden et organisk grund­lag. En evne vil derfor altid være baseret på organiske funktioner. Dette grundlag udgøres ifølge Martinus primært af talentkerner­ne og de deraf skabte og opretholdte åndelige eller parafysiske legemer, og sekundært af generne og de fysiske organer. Således er synsev­nen baseret på synsorganerne, høreevnen på høreorganerne, smagen på smagsorganerne osv. I henhold til Martinus udgør kærlighedsevnen ingen undtagelse fra denne regel. Kærlighed, sympati og velvilje og modsætningerne: had, antipati og uvilje, er og vil uundgåeligt altid og under alle omstændigheder primært være beroende på konstellationen mellem de to hovedta­lentkerner, den maskuline pol og den feminine pol, og de dertil knyttede polor­ganers indbyrdes kon­stellation, og sekundært på den heraf betingede psykofysiske organ­struk­tur, herunder de fysiske kønsorganer.

     De to overbevidst­hedspoler og de dertil knyttede to polorga­ner, har som overordnet funktion og målsætning, at være dé primære styringsorganer, der fører og dirigerer individet gennem spiralkredsløbenes skiftende lys- og mørkeperioder, de kosmiske dage og nætter, eller gennem de ialt seks successive riger eller tilværel­ses­zoner. Det er på basis af pol- og polorgankonstellationen, at de seks kosmiske grundenergier indbyrdes kombinerer sig på en sådan måde, at den enkelte energi og det derpå baserede åndeli­ge legeme kosmisk set successivt dominerer kombinationen, og derigennem gør individet manifestations- og sansedygtigt i de respektive nævnte riger, herunder den fysiske verden (subsi­di­ært Jorden), som er den tilværelseszone, vi i denne sammen­hæng specielt har med at gøre og taler om. (35)

 

     Imidlertid er H-mennesker sædvanligvis intellektuelt, ånde­ligt og etisk-moralsk højt udviklede individer, som ofte kan være fremtrædende inden for samfunds- og kulturlivets for­skellige områder. Men også H-mennesker gifter sig, og sker dette med et andet H-menneske af modsat køn, eller et E-menne­ske med over­vejende heteroseksuel orientering, kan der godt være tale om et lykkeligt ægteskab udenfor de egentlige lykke­lige ægteskabers zone (A-området), hævder Martinus. Men det vil fortrinsvis være det menneskelige element og de humane og kulturelle interesser, der præger et sådant forhold eller ægteskab. Ifølge Martinus er H-mennesker dog endnu ret sjældent fore­kommende på jorden. Men de vil blive mere almindelige i frem­tiden, hævder han, ikke mindst af den grund, at også fremtidens mere udviklede mennesker nødvendigvis må have biologiske ophav eller forældre, som de diskarnerede E-, H-, I- og J-mennesker kan tiltrækkes af og være i personlig og skæbnemæssig 'resonans' med af hensyn til deres fysiske inkarnering. At de biologiske forældre så måske i nogle tilfælde ikke har mulighed for eller er i stand til selv at opfostre deres afkom, som derfor må bortadopteres, er en anden sag, som ikke rokker ved princip­pet. Men de vil i alle tilfælde disponere godt og kærligt for deres afkom. (36)

 

     Hermed håber jeg, dels takket være H.C. Andersen selv og nogle af hans nærmeste venner, og dels takket være Martinus’ kosmiske analyser over blandt andet menneskehedens bevidsthedskategorier, at have givet en nogenlunde dækkende karakteristik af H.C. Andersens i virkeligheden sammensatte personlighed. Sådan som jeg selv opfatter det, er han dermed blevet mere levende og nærværende for nutiden, hvilket jeg er overbevist om ville have glædet ham, for, som han selv udtrykte det, så ville et nærmere kendskab til hans egen person og liv, være den bedste vej til en forståelse af ham, både som menneske og som digter eller forfatter.

 

Konklusion

Men hvem og hvad var så H.C. Andersen som menneske og personlighed betragtet? – På baggrund af alt, hvad der ovenfor er blevet undersøgt og fortalt om ham, kan vi konstatere, at han i en vis forstand var to personer, nemlig den private personlighed Hans Christian og den genialt kreative digter og forfatter H.C. Andersen. Som personen Hans Christian havde han alle de svagheder, fysisk som psykisk, som de fleste mennesker både dengang og i vore dage, og som personen H.C. Andersen udviste han en indsigt og forståelse, ja, visdom, som det kun er forholdsvis få mennesker beskåret at være i besiddelse af. Det hang påviseligt sammen med hans grundlæggende fremskredne åndelige udvikling, som tillod ham – mere eller mindre vilkårligt - at benytte sig af intuitionsevnens adgang til dét kollektive visdomsreservoir i Guddommens bevidsthed, som Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Denne ’adgang’ sikrede blandt andet, at Andersens forfatterskab blev tilført indholdet af det, jeg betegner som det fjerde tydningsplan, nemlig et fond af kosmiske eller universale idéer, tanker og forestillinger, uden hvilke Andersens forfatterskab ville have lignet så mange andre og på deres vis ikke mindre værdifulde forfatterskaber.   

 

    Kvaliteten af H.C. Andersens forfatterskab og hovedbudskabet i dette, at der er en kærlig Gud, som i sidste ende fører alt til det bedste for hvert enkelt menneske, ja, for hvert enkelt levende væsen, er så aktuelt og påkrævet som nogensinde, ikke mindst som modvægt imod den reduktionistiske natur- og humanvidenskabs tiltagende indflydelse. Det er ikke mindst sidstnævnte omstændighed, der gør det berettiget til stadighed at fremhæve Andersens spiritualistiske livs- og verdensanskuelse, som i forbavsende grad ligger på linie med den livs- og verdensanskuelse, man finder i Martinus’ kosmologi. Begges forfatterskaber er udtryk for og led i det fænomen, Martinus betegner som ”den ny verdensimpuls”, den mentale udstråling fra det, Martinus betegner som ”det guddommelige skabeprincip”, altså altets vældige Gud, som for tiden er ved at føre jordkloden og menneskeheden videre på den evige færd gennem verdensaltet. I og med Martinus’ lære, som angiveligt er en opfyldelse af Jesu forudsigelse af ”talsmanden, den hellige ånd”, er visdommen og kærligheden på ny kommet til verden. Andersen og hans forfatterskab var og er en af de ”Johannes-røster”, der forkyndte det glade budskab, at Guds sendebud i nyere tid, ”Poesiens Messias”, måtte og ville komme. (37)  

 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

 

Noter og kilder:

 

 1  Hvis læseren ønsker at danne sig et forenklet og koncentreret overblik over det udviklingsperspektiv, der indirekte fremgår af ovennævnte diagramforklaring, kan her henvises til afsnittene Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen, og Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.

 2  I rejsebeskrivelsen ”Skyggebilleder” findes for resten et par af Andersens tidligste eventyr. Det ene blot kaldet ”Et Børne-Eventyr”, det andet hedder ”alferne paa Lyneborghede”. Samtidig findes heri også spiren til eventyret ”Den lille Havfrue” (1836).

 3  Andersens aktuelle økonomiske problemer fremgår især af nogle breve fra ham i perioden maj til oktober 1835 til hans faderlige ven Jonas Collin. Eksempelvis i brev af 14. maj 1835, hvori Andersen bl.a. skriver:

     ”[…] I den sidste tid er så meget stødt sammen, der mere og mere nedtrykker mig. Mangt et savn, som enkelte vil kalde ringe, ligger tungt på mit hjerte, men selv det vil jeg ej berøre, men jeg er udsat for trang. – Jeg har dulgt det for mig selv, som jeg dølger det for enhver, men nu kan jeg det ikke længer. Dem skylder jeg 100 rdlr. Det er for øjeblikket al min gæld, men selv at denne udsættes piner mig, skaffer mig mørke øjeblikke. Først til dronningens fødselsdag kan jeg vente at få mine penge for Kenilworth, 200 rdlr må jeg sikkert få. Men det er jo 5 måneder til den tid. Bredal får ikke liden Kirsten færdig før til september, den måtte, som et stykke i to akter, sikkert give mig 100 rdlr, men jeg skal atter her vente. Nu siger De mig at det mindre, vi har givet Heiberg, næppe, om det antages, vil komme frem i denne måned; det var mit sidste håb, en 60 daler havde jeg håbet [at få] ind for det. Reitzel har ingen penge, og vil derfor ikke for det første forlægge det næste hæfte af eventyrene, som jeg har gjort færdig. – Jeg har gjort hvad jeg kunne, men uden lykke! I sommermånederne på landet ville jeg udarbejde en ny roman jeg har i hovedet, og et lille stykke for teatret, men det er alt sammen for fremtiden, ikke for disse måneder. Jeg har ingen klæder, hver måned skal jeg betale husleje og mange andre udgifter, som hører til de nødvendige. At jeg får penge i slutningen af året og flere, end de 100 jeg skal betale Dem er vist. Kan De på denne vished skaffe mig 100 rdlr, fra finanserne, fondet, eller en anden kilde. Jeg må spørge Dem derom, bede derom, skønt jeg kan fortvivle derover. Jeg føler Deres godhed for mig, Deres mildhed mod mig, den delikatesse De så ofte har vist mig, men just alt dette gør mig ulykkelig i det jeg idelig og altid, skal overhænge og bebyrde Dem. – ” BJC I, brev nr. 56, s. 120-121. – ’dronningens fødselsdag’: Dronning Marie Sophie Frederikke, født 28. oktober 1767, gift 31. juli 1790 med daværende kronprins Frederik, den senere kong Frederik VI, født 28. januar 1768. - ’penge for Kenilworth’: Andersens skuespil ”Festen paa Kenilworth” blev først opført på Det kgl. Teater 6. januar 1836. – ’liden Kirsten’: Operatekst af Andersen: ”Liden Kirsten. Syngestykke i to Acter med Ballet-Mellemact”. Stykket blev føst opført på Det kgl. Teater 12. maj 1846 og da i omarbejdet form. – ’det mindre, vi har givet Heiberg’: Versdramaet ”En eneste Soldat, original dramatisk Situation i en Act”. Stykket blev kasseret, hvorefter Andersen omarbejdede det under titlen ”En rigtig Soldat. Dramatisk Situation paa rimede Vers og Chor i én Act”, som dog også blev kasseret, angiveligt fordi det var underlødigt. Andersen lod det dog trykke i Tre Digtninger” (1838). – ’Reitzel’: Andersens københavnske forlægger, C.A. Reitzel. – ’det næste hæfte af eventyrene’: ”Eventyr fortalte for Børn, 2. Hefte”, som udkom 16. december 1835. Det indeholdt eventyrene ”Tommelise”, ”Den uartige Dreng” og ”Reisekammeraten”. Sidstnævnte eventyr var i øvrigt en omarbejdet udgave af eventyret ”Dødningen” fra 1830. – ’udarbejde en ny roman jeg har i hovedet’: Andersen havde på det tidspunkt flere planer til en roman, men endte med at give sig i kast med romanen ”O.T.”, som udkom 21. april 1836. – ’et lille stykke for teatret’: Formentlig syngestykket ”Renzos Bryllup”.    

           Samme aften svarede Jonas Collin med følgende epistel:

     ”Vær De kun rolig i aften og sov vel! i morgen taler vi sammen om ressourcer.” / 14. maj 1835 / Deres C.” BJC I, brev nr. 57, s. 122. 

 4  Kritikkens modtagelsen af ”Improvisatoren” omtales bl.a. af Edvard Collin i dennes bog ”H.C. Andersen og Det Collinske Huus” (1882). Collin skriver, side 248-253, at der overvejende lød rosende ord fra ”Dansk Litteratur Tidende”, og det samme var tilfældet i tidsskriftet ”Dannora”, som dog til gengæld ikke vurderede det første hæfte eventyr særlig højt. Senere kom der en grundig anmeldelse af ”Improvisatoren” i det højt ansete ”Maanedsskrift for Litteratur”, ”det skønnes højesteret”, som Andersen lidt skarpt kalder det i ”Mit Livs Eventyr”. Månedsskriftets anmelder konstaterede, at Andersen var en uskolet forfatter med tilbøjelighed for det sentimentale, blide og barnlige, lige som romanens personer ikke var italienske, men snarere germanske eller nordiske, og de øvrige skildringer letkøbte, uerfarne og sorgløse, hvorfor anmelderen ikke vurderede romanen som noget kunstværk.   

 5  BHW I, brev nr. 50, s. 211. – Det første hæfte med Andersens eventyr udkom 8. maj 1835, men blev – som nævnt i note 4 – ikke nogen litterær anmeldersucces. Jette Wulff, som på den tid opholdt sig i Italien, kommenterede overhovedet ikke udgivelsen af eventyrhæftet og tøvede også med at fortælle Andersen, hvad hun syntes om ”Improvisatoren”, men hendes første indtryk af den var negativt. Til gengæld var fru Læssøe begejstret for både romanen og eventyrene, og det samme var den altid positive og forstående Jette Hanck. Hvordan romanen og eventyrene blev modtaget af det almindelige læsende publikum vides ikke præcist, men mon ikke man tog eventyrene til sig, for ellers ville forlægger Reitzel næppe have vovet at fortsætte udgivelsen..

 6   Se note 5 samt citat fra MLE I, s. 201: ”[…] kun få måneder efter at ”Improvisatoren” kom ud, trådte jeg op med det første hefte af mine eventyr [Andersen husker her forkert, eventyrheftet udkom 8. maj 1835, kun en måned efter romanen]; men man må ikke tro, at disse blev øjeblikkelig vel modtagne; folk, der sagde sig at mene mig det godt, beklagede, at jeg, der nylig i ”Improvisatoren” havde givet håb om at levere ”Noget”, pludselig faldt tilbagei ”barnagtighed”. ”Maanedsskrift for Litteratur” værdigede aldrig at omtale disse, og i ”Dannora”, et dengang læst kritisk skrift, blev der lagt mig på hjertet ikke at spilde min tid med at skrive eventyr. […]”

 7   Dagbøger I, s. 361-362. - ’Pateter’: Andersen mener muligvis Patéer? - ’Lacrymæ di Somma’: En italiensk vin.  

 8  R&R I, s. 187-188. – Det er i udstrakt grad sine dagbogsnotater, Andersen som allerede nævnt mere eller mindre bearbejdet har ladet indgå i romanen ”Improvisatoren”, som han ind imellem også arbejdede på under sin Italiens-rejse, men først færdigskrev efter hjemkomsten i efteråret 1834.

 9  Dagbøger VII, 1866: ” […] Hvor underligt, i angst og smerte kan jeg ikke bede til Gud, jeg tror på en bestemmelse, en nødvendighed, men i glæde og velgåen er Gud mig så nær, da har jeg bøn og tak, da er der en ydmyg velsignelsens tak i min sjæl og tanke.” – Se evt. artiklen H.C. Andersen og Gud.

10  ”Som livsfarven er i hjertet, således afspejler sig der verden”: Dette har Andersen udtrykt på en lidt anden måde i romanen ”Improvisatoren”:  ”Min syge sjæl lod mig i naturen her se et billede på livets falske lykke; således ser mennesket næsten altid verden igennem følelsens brille og den står sort eller purpurfarvet ligesom glassets farve er han ser den igennem.” R&R I, s. 156. - Jf. her med diagrammet og beskrivelsen heraf i afsnittet Følelseslivets klimaer , og suppleret med allround beskrivelsen i afsnittet Jegets evige energikilder - om de kosmiske grundenergier. Desuden kan henvises til Tankelivets klimaer, som implicit naturligvis også indgår i forsøget på at danne et indtryk af H.C. Andersens personlighed.

11  Dal og Nielsen III, s. 103-112.  – ’dampen med sin vognrække’: er naturligvis en hentydning til damplokomotivet med dets række af togvogne efter sig. Jernbanen var jo et forholdsvis nyt teknisk fænomen på Andersens tid, i hvert fald her i Danmark, hvor den første jernbanestrækning blev indviet den 27. juni 1847 og gik fra København til Roskilde. – Vinden spiller for resten en stor rolle i Andersens forfatterskab og den suser i mange af hans eventyr og historier.

12  Dal og Nielsen II, s. 41-48. – ’den funklende stjernehimmel, der mindede træet om den festlige juleaften’: et litterært billede, Andersen også har benyttet sig af i f.eks. eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” (1845; Dal og Nielsen II, s. 153-155), hvori det bl.a. lyder: ”Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret – da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, en af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

           ”Nu dør der en!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.” - se evt. artiklen Det dejligste juletræ

13  Dal og Nielsen V, s. 213-222. – med ordet ’bøtten’ menes affaldsspanden. Se evt. herom i artiklen Tanker omkring en makulatur   

14  Dal og Nielsen II, s. 209-212.

15  BHW I, s. 330-331. – Andersen har faktisk gengivet det ovenfor citerede udsnit af sit brev til Jette Wulff i sin dagbog for 29. april 1843, se Dagbøger II, s- 356-357, som bl.a. indledes følgende: ”[…] Schjern kom og fortalte mig at der stod i Berling at der var hysset af Agnete, […]” – ’Schjern’: Frederik Schiern (1816-82), dr. phil. og 1847 lektor i historie ved Københavns Universitet, professor 1851. – ’Berling’: Berlingske Tidende. – ’Agnete’: Andersens versdrama ”Agnete og Havmanden”.

16  Sangen ”I Danmark er jeg født” er fra Treårskrigens tid 1848-50, og den blev første gang trykt i avisen ”Fædrelandet” den 5. marts 1850.  

17  R&R III, s. 165-166. – ’Christian’: Hovedpersonen i romanen ”Kun en Spillemand” og Andersens alter ego. – ’Naomi’: den kvindelige hovedperson i samme roman og dybere set identisk med Andersen feminine aspekt. – ’grevinden’: Muligvis et litterært billede med allusion til baronesse Christine Stampe, f. Dalgas (1797-1868), som Andersen ikke havde det bedste forhold til. – ’en amazone’: betegnelse på en kvinde, der tilhører et krigerisk kvindesamfund, i overfør betydning: en barmfager stridslysten kvinde eller furie. – ’en Staël-Holstein’: Madame de Staël (1766-1817), fransk forfatterinde. Formidler af den tyske romantik i Frankrig og forkæmper for lidenskabens ret overfor konventionen.  – ’en Charlotte Corday’: (1768-93), ung fransk oige, som myrdede jakobineren Marat 9. juli 1793. Hun blev dømt til døden og henrettet 17. juli s.å. – ’doktorbøger’: lægebøger. – ’et lille dyr, der vokser inden i os’: der tænkes formentlig på bakterier. – ’cachexie’: Kakeksi, sygelig magerhed. – ’verstümplede”: afstumpede. - ’sindssvaghed’: sindssyge.  

18  ’Jung’: Carl Gustav Jung (1875-1961), dybdepsykologiens ’fader’. – ’Kretschmer’: Ernst Kretschmer (1888-1964),  tysk psykiater, professor i Thübingen.  Han intersserede sig særlig for forholdet mellem krop og psyke og opstillede tre typer: pyknisk, leptosom og atletisk. – ’Sheldon’: William Herbert Sheldon (1899-), amerikansk psykolog, kendt for sin bestemmelse af mennesketyper, baseret på Kretschmers typelære.

19   LB I, stk. 120-157. –   

20  Samlede Værker XI, s. 77-122. Eventyrkomedien ”Hyldemoer”, Fantasispil i en akt, blev opført første gang i Casino Teatret den 1. december 1851.

21  Kirsten Dreyer: H.C. Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann, Brev nr. 101, s. 204-205, dateret 16. sept. 1845 fra Andersen til Ingemann. Forud var gået, at digteren Carsten Hauch havde udgivet sin roman ”Slottet ved Rhinen” (1845), hvori Andersen ufrivilligt optrådte i skikkelse af den sindsforvirrede digter Eginhard. Herom skriver Andersen bl.a. følgende:

     ”[…] Hvad der har rystet mig, hvad der enkelte øjeblikke brænder mig i tanken, er den ulykkelige poets endeligt. - For flere år siden talte Ørsted til mig om en af vore yngre poeter og sagde at der i hans digtninge var noget febrilt, udtalte det mulige, at da hans moder havde været sindssvag, kunne dette engang gå ned på ham, at den unge digter vist tit følte sig rystet ved selv at have denne tanke, om hvor meget der nedarvedes og i tiden udviklede sig; jeg blev bevæget derved, men udtalte det ikke, min egen bedstefader var sindssvag, min fader blev det kort før sin død – De vil forstå mig, hvorledes således opløsningen bliver for den ulykkelige i den hauckeske Digtning, opløsningen hos ham, der er mit billed. – jeg har en febril følelse ved tanken om hvad jeg her har læst, ved den berørelse på en af mit hjertes dybeste strenge, i det folk ideligt taler til mig om Hauchs stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages i det de som udtaler denne beklagelse er opfyldt af den slående sandhed i skildringen af ens svagheder. […]”. 

22  Collin, s. 156-457.  Collin. S. 456-457 karakteriserer Andersen som forfængelig, utålmodig, mistænksom, pirrelig og let sårbar. – Det skal dog tilføjes, at Edvard Collins søsterdatter, baronesse Jonna Stampe, født Drewsen, ikke var enig i sin onkels bedømmelse af Andersen. Hun forsvarede sin ældre ven på en klog og indsigtsfuld måde, som ikke var blind for hans menneskelige svagheder, men samtidig med også – i modsætning til Edvard Collin - et klart blik for hans storhed som digter: ”[…] Jeg tror, at selv om man har tilhørt hin tids standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt  sin forkærlighed for den, så vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at formen spillede en større rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunne følge den retning, let kom til at stå udenfor og derved blive gjort uret. Samfundet kunne dengang ikke være anderledes, da det ikke kunne være forud for sin tid, så det skal ikke bebrejdes det; men det må tages med i betragtning, synes jeg, i bedømmelsen af ANDERSEN. Han hørte efter min mening til de 4 store profeter, men fik næppe rang blandt de 12 små, og måtte derfor vånde sig under en målestok, han ikke kunne svare til. Dette, synes jeg, var hans første samtidsubevidste skyld imod ham. Hans skyld imod den var, at kræve anerkendelse som svane før han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine eventyr. Dernæst havde han en anden skyld, ligesom denne ubevidst, hans fantasis upålidelighed med hensyn til folks forhold til ham. Du kalder det prrelighed, men jeg, som har kendt mennesker med denne slags natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en utilregnelighed i fantasien, der får denne til for alvor at tro hvad der vitterlig ikke er sket. De lider ligeså meget under disse foregøglede som under virkelige krænkelser, og går i deres grav, sikre på at deres opfattelse har været den sande. Ved denne fejl har Andersen beredt sig selv og andre store kvaler, og dog anser jeg ham for utilregnelig deri.. […]” Collin, s. 478-479.   

23  Collin, s. 459-460, hvor Collin bl.a. skriver følgende om Andersen: ”[…] I den mundtlige samtale, hvor ironien var med og hans humor kunne gøre sig gældende, kunne han være uforlignelig morsom. Jeg har aldrig kendt nogen, der således kunne gribe et enkelt i og for sig ubetydeligt træk og befrugte det med sit lune, uden just at lade sig genere af korrektheden. […]”

24  Vedr. Martinus’ analyser over ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”, se LB I, 5. kapitel og Symbol nr. 3: med forklaring af bevidsthedskategorierne. –Vedr. en skematisk oversigt over bevidsthedskategorierne, se Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, se specielt deri note 13.

25  LB I, stk. 197.   

26  R&R I, s. 248.

27  Samme sted, s. 253.

28  LB I, stk. 199-201.       

29  R&R I, s. 26. – ’veturinen’: Italiensk vetturino = en hyrekusk.

30  R&R I, s. 169.

31  R&R II, s. 126.  - ’Tancredi’: Opera af Rossini fra 1813. opført på Det kgl. Teater i 1820.  

32  Vedr. E-kategorien eller E-menneskene: LB V, stk. 1866.

     Vedr. begrebet biseksualitet: Se samme sted.

     Vedr. begrebet homoseksualitet: LB I, stk. 131. LB III, stk. 647, 835, 843, 846, 851, 855-8. LB IV, stk. 1229, 1231. LB V, stk. 1727, 1740-1, 1749, 1786, 1788, 1809, 1851-64, 1866-8, 1871-3, 1875-6, 1898, 1900, 1909-10. LB VI, stk. 2220. LB VII, stk. 2504-5, 2514, 2537, 2614, 2616. DeV II, stk. 26:28. DeV III, stk. 33:19-22, 33:24, 33:26, 33:46, 33:66, 33:68. Logik. Kap. 31. – Her kan tilføjes, at der i øvrigt er det karakteristiske ved homoseksuel praksis, hvad enten denne er mellem mænd eller mellem kvinder, at i det indbyrdes forhold og især under samlejet kan forholdet mellem de to involverede parter veksle imellem, at snart den ene og snart den anden part spiller rollen som hhv. maskulin dominant og feminin receptiv. Det beror i hver situation på det enkelte individs alternerende koncentration på snart den maskuline seksuelle pol og snart på den feminine seksuelle pol. Derfor er der noget rigtigt i det, når homoseksuelle ofte afviser, at den ene part udelukkende og altid fungerer i rollen som den maskuline part, mens den anden part udelukkende og altid fungerer i rollen som receptiv part. Men i en del tilfælde vil det dog i praksis være sådan, at den ene af de to seksuelle partnere af samme køn nærmest automatisk kommer til altid at spille rollen som den maskuline og dominerende, mens den anden part uden videre altid påtager sig rollen som den feminine og modtagende i forholdet, specielt under samlejet.  

33  Det anførte citat af Martinus er fra LB V, stk. 1875.

34  Vedr. misforståelse af polforvandlingen: Det er eksempelvis en misforståelse. hvis man tror, at alle mennesker skal blive homoseksuelle i løbet af udviklingen fra jordisk menneske til rigtigt menneske: LB V, stk. 1591,1718-9, 1752, 1786, 1869, 1871, 1876.

35  Vedr. det forhold, at enhver evne har et organisk grundlag: Logik, kap. 73.

36   Vedr. H-menneskene og ægteskabet: LB V, stk. 1875-81, 1883, 1886-7.

37   Se evt. artiklerne ”Poesiens Messias” og ”Den ny Aladdin”- 

 

© 2010 Harry Rasmussen.