H.C. ANDERSEN

- hans personlighed og seksualitet

 

Et bidrag til forståelsen af hans særegne personlighed

 

FORORD

 

I selvbiografierne gør H.C. Andersen som tidligere omtalt en del ud af, at frem­stille sit barndoms- og ungdomsliv som udviklingsperioder, der i høj grad var præget af naivitet og barnlig uskyld, det sidste især forstået som seksuel uskyldighed. Men det er et spørgsmål, om denne selvfremstilling er helt så meget i overensstemmelse med virkeligheden, som Andersen gerne vil have sine læsere til at tro. Hans selvbiografier og litterære forfatter­skab er 'komponeret' på baggrund af ønsket om at fremtræde som en Aladdin-skikkelse, dvs. det barnligt uskyldige geni, der som en udvalgt og ved skæbnens gunst, finder den eventyrlige hule (ånds- og naturvidenskaben) med de ko­stelige skatte (indsigt i livets forunderlige mysterium), men først og frem­mest med den magiske lampe (intui­tionen, digterevnens redskab eller kilde). Efter en del at dømme forholdt det sig nu ikke helt så enkelt og ligetil i virkeligheden, og som vi senere skal få at se, var H.C. Ander­sens forhold til seksualiteten præget af hans psykologiske biseksualitet, hvilket i kosmologisk forstand vil sige: af den udviklingsbestemte og relativt stærke indflydelse fra hans feminine pol. Denne seksuelle pol identificerede han sig lejlighedsvis med i så høj grad, at dens indflydelse bl.a. be­virkede, at hans følelser og længsler ofte var rettet mod en "prins", snarere end mod en "prinsesse". Men eftersom de to seksuelle poler i hans tilfælde var omtrent jævnbyrdige i udvikling og indflydelse, hændte det ikke så sjældent, at han på samme tid følte sig tiltrukket og var forelsket i både en kvinde og en mand samtidigt. Det skete dog også, at den ene af polerne i en kortere eller længere periode ad gangen, var dominerende i hans be­vidsthed, hvilket kunne give sig udslag i, at han var tiltrukket af enten en kvinde eller en mand. 

 

     Meget tyder imidlertid på, at H.C. Andersen i vid udstrækning sublimerede sin seksuelle drift og fortrinsvis omsatte denne i skabende virksomhed, og at han derudover klarede sig med onani, når det fysiske og psykiske pres ind imellem blev for meget. Der foreligger i al fald ingen klare og utvetydige indicier for, at han nogensinde har haft et fuldbyrdet seksu­elt forhold, hverken til en kvinde eller en mand, og som bekendt blev han heller aldrig gift eller fik børn. Han vidste nemlig inderst inde godt, at han ikke egnede sig for ægteskab, og at han var viet til eller "gift" med sin digteriske muse. 

 

     Efter at vi i 2. Hovedafsnit har gjort os fortrolige med H.C. Andersens livsforløb – eller livsskæbne om man vil – fra fødselen til hans 30. år, skal vi nu gå over til at se nærmere på hans personlige seksuelle orientering. Ikke for at snage i hans intime privatliv, men for at se hvordan han specielt på baggrund af Martinus’ analyser over det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling kan karakteriseres som personlighed og seksualtype. Polprincippet og polforvandlingen er jo særlig behandlet i 1. Hovedafsnits 3.-9. afsnit, som det her skal anbefales læseren at genopfriske bekendtskabet med.

 

     I henhold til Martinus’ Kosmologi betegner 30-års alderen normalt, at et menneskes repetition af tidligere udviklingsfaser er et overstået stadium i dets liv. Det betyder især, at individets kernepersonlighed dermed er blevet fuldt udviklet og at dets latente psykologiske, åndelige og etisk-moralske potentiale er til stede i så vel bevidst som ubevidst form i bevidstheden, hvor det udgør basis for individets videre livsoplevelse og erfaringsdannelse. En vigtig baggrund for dette potentiale er i første række konstellationen mellem individets to seksuelle overbevidsthedspoler, den maskuline pol og den feminine pol, subsidiært mellem det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan. 

    Eftersom den aktuelle polkonstellation spiller så stor en rolle for et menneskes åndelige standard og status, og for dets mere eller mindre skabende evner, så vel som for dets livsorientering i almindelighed som dets seksuelle orientering i særdeleshed, vil det være af betydning at se nærmere på, hvad der satte et menneske som i dette tilfælde H.C. Andersen i stand til skabe eller digte den perlerække af universale eventyr, som han brugte en væsentlig del af sit liv til at skabe. 

     Som hovedafsnitsoverskriften siger, vil dette, det tredje Hovedafsnit, være forbeholdt en skildring af H.C. Andersens personlighed set i relation til det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling, sådan som disse begreber er defineret og fremstillet inden for rammerne af Martinus’ Kosmologi. I henhold til sidstnævnte er det polkonstellationen, der udgør det dybere grundlag for, hvilken bevidsthedskategori et menneske tilhører, men eftersom der er mange mellemformer og individuelle nuancer mellem disse kategorier, kan det i visse tilfælde være vanskeligt helt præcis at bestemme, hvilken bevidsthedstype så vel som seksualtype et individ repræsenterer. Dette er ikke mindst tilfældet med en personlighed som H.C. Andersen, hvilket vi vil kunne konstatere efterhånden som vores undersøgelse af ham skrider frem.

   

INDLEDNING

 

Gennem hele menneskehedens historie har det seksuelle liv været omgærdet med stærke tabu og strenge straffe, når enkelte individer eller grupper af individer overtrådte flokkens normer og opfattelse. En situation, der ganske vist har ændret sig i nyere tid, selvom det seksuelle endnu i vor tid er genstand for uforstand, misforståelse og ofte også fordømmelse. Dette forhold har til alle tider især gjort sig gældende med hensyn til homoseksualitet, som i visse kulturer endog er blevet straffet – og enkelte steder fortsat straffes - med døden. Ved begrebet og fænomenet homoseksualitet forstås her den særlige seksuelle orientering og praksis, hvor en mand følelsesmæssigt og eventuelt også fysisk er tiltrukket af en anden mand, lige som en kvinde tilsvarende kan være følelsesmæssigt og måske også fysisk tiltrukket af en anden kvinde. 

 

     Naturvidenskabeligt set, det vil primært sige: biologisk set, har de fleste organis­mer med kønnet forplantning mulighed for udvikling af begge køn, og talrige dyr og planter (hermafrodit­ter, tvekønnede) bevarer den livet igennem. Det gælder således de fleste blom­sterplanter, lungesnegle og mange orme. Kønsorga­nernes ud­formning sker her efter samme fysiologiske regler som andre organers. Hos nogle kolonidyr bestemmes individets køn af dets plads i kolonien, f.eks. sækdyr. I andre tilfælde afhænger kønsbestemmelsen af ernæringstilstanden. De bedst ernærede bliver hunner.

     De fleste dyr og mange højere planter er særkønnede, og kønsbestemmelsen, dvs. den i naturen stedfindende fastlæggelse af et individs køn, er genetisk bestemt, og som regel er de to køn omtrent lige hyppigt forekommende. Det ene køn har to såkaldte X-kromosomer (ens), mens det andet køn har et X- og et Y-kromosom. Desuden findes der normale parrede kromosomer, kaldet autosomer. Som regel er hunkønnet det homogametiske, med to X-kromosomer, men hos fugle og sommerfugle har hunner dog X- og Y-kromosom. Den endelige kønsbe­stemmelse beror på en balance mellem køn­skromosomer og auto­somer (parrede kromosomer), idet X-kromoso­mer almindeligvis trækker i hunlig retning, mens auto­somer trækker i hanlig retning. Hos mennesket har kvinden 2 X-kromosomer, manden X- og Y-kromosom.

 

Kønsbestemmelsens mysterier

En særlig type kønsbestemmelse findes hos bier, hvor be­frugtede æg fører til normale diploide individer, dvs. in­divider med celler, der har to sæt kromosomer opstået ved befrugtning, og som alle genetisk er hunner (arbejdere og dron­ninger), mens ube­frugtede æg fører til hanner (droner), der er haploide, dvs. har celler med kun ét sæt kromosomer. (1)  

     Kønsbestemmelse er tillige en konstatering af enkelte cellers og organers køn, hvilket kan bestemmes gennem en mikroskopisk undersøgelse af cellekernerne for at konstatere kønskromosomer­ne. Det kan have betydning ved såkaldt her­mafrodisme (tvekøn­nethed eller uoverensstem­melse mellem køn (kønsorganer) og kønspræget), hvor de ydre kønsorganers udseende kan være misvisen­de. Men ved kønsbestemmelse kan det afgøres, om in­dividet er han eller hun, mand eller kvinde. Denne metode bruges i vore dage også i stigende omfang til at kønsbestemme et individ allerede i de tidlige fosterstadier. 

     De egenskaber, der hos planter og dyr udgør forskellene mellem kønnene, kaldes for kønskaraktererne. Man skelner mellem primære og sekundære kønskarakterer. De primære kønskarakterer omfatter selve kønsorganerne, men ofte findes tillige sekundære kønskarakterer af legemlig og/eller psykisk art, som f.eks. redebygning- og yngelplejeinstinkter. Som eksempler på sekun­dære kønskarakterer kan nævnes: Hunrovfuglene er en del større end hannerne, mange hanfugle har en mere farvestrålende fjer­dragt end hunnerne, og hjortene har gevir. Hos mennesket har mænd i reglen en kraftigere muskulatur end kvinder, og har samti­dig en kraftigere behåring over det meste af kroppen og i an­sigtet (skæg). Fremkomsten af de sekundære kønskarakterer er i normalt hormonalt dirigeret og bestemt, hvorimod fremkomsten af de primære kønskarakterer er genetisk bestemt og dirigeret. Kønsorganerne, også kaldet genitalierne, står i den kønnede forplantnings tjeneste, idet de danner og tjener til sammen­føring af de hanlige og de hunlige kønsceller. Hos dyrene udgøres kønsorganerne af kønskirtlerne, dvs. de organer, hvori kønscellerne dannes, hvilket henholdsvis vil sige æggestokke og testikler, og af de organer, der medvirker til at transportere kønscellerne samt parring og befrugtning, eller som medvirker til fosterudviklingen, æglægning, fødsel m.m.

     Man skelner mellem de ydre og de indre kønsorganer. Hos manden udgøres de ydre kønsorganer af pungen med testikler og bitestikler, samt penis, mens de indre kønsorganer består af sædlederne, blærehalskirtlen (prostata) og sædblærerne. Hos kvinden består de ydre kønsorganer af skam- eller kønslæberne og klitoris, mens de indre kønsorganer udgøres af æggestokkene, æglederne, livmoderen og skeden.

     Kønshormonerne spiller en stor rolle, både for forplantningen og seksuallivet. Tidligere mente man, at der i testiklerne kun dannes mandlige kønshormoner og i æggestokkene kun kvindelige kønshormoner, men nu ved man, at testiklerne også danner kvindelige kønshormoner, ligesom æggestokkene også danner mandlige kønshormoner. Det er imidlertid ikke det enkelte kønshormon, der betinger kønsforskellen, men derimod samspillet mellem dette og hormoner fra andre endokrine organer som hypofysen, skjoldbruskkirtelen og binyrerne.

     Kønsdriften er af­hængig af kønskirt­lernes hormo­npro­duktion, men er dog samtidig også stærkt betinget af psykiske faktorer. Kønsdriften er i reglen rettet mod det modsatte køn med det formål, at sikre slægtens beståen ved gennem samleje eller parring at skabe nye indivi­der. Køns­driften kan dog også antage abnorm retning, hvorved der opstår seksuelle afvigelser, som f.eks. homoseksualitet, eller, som hos mennesker, uterlig­hed, sadisme og machokisme. Hos dyr er kønsdriften normalt kun virksom i bestemte brunst­perioder, som da fuldstændig dominerer dyrets adfærd, men også hos disse kan man finde eksempler på homoseksuel adfærd, både hos vildt­levende dyr og husdyr, uden at man dog hidtil har kunnet finde en dækkende forklaring herpå.

     Hos mennesker er seksualdriften virksom hele året rundt, lige fra omkring puberteten til langt op i den modne alder, ja, for manges vedkommende antagelig helt frem til døden af alderdom. I menneskets tilfælde behøver seksualdriften derfor ikke nødven­digvis altid at være knyttet til forplant­ningen, ligesom det må anses for en kendsgerning, at den seksuelle aktivi­tet tydelig­vis også tjener et helt andet og overvejende psykisk betinget formål. Dette kan man ikke mindst konstatere på baggrund af den stærkt udbredte antikonception (svangerskabsforebyggelse), der foregår hos de allerfleste mennesker, i al fald i den vestlige verden. Og ligeledes - men mindre heldigt - ved det store antal abor­ter (svanger­skabsafbrydelser), der legalt eller illegalt forekommer i den vestlige verden og måske også i andre dele af verden.

 

"seksuel dragning mod eget køn"

I den psykologiske videnskab defineres homoseksualitet ganske enkelt som "seksuel dragning mod eget køn". Man skelner dog mellem homo­seksuel adfærd (kønslig omgang med samme køn) og homosek­suelle følelser (erotisk forkærlighed for samme køn), idet det har vist sig, at de to begreber ikke nødvendigvis følges ad. Eksempelvis har man kunnet konstatere, at mange mennesker med overvejende homoseksuelle følelser, af religiøse eller sam­fundsmæssige grunde har tilpasset sig et liv uden homoseksuel praksis.

     Man har også kunnet konstatere, at måske de fleste eller i al fald mange mennesker, hvis driftsliv er overvejende heterosek­suelt, lejlighedsvis kan udvise homoseksuel adfærd, når de ydre forhold eller vilkår tilskynder til det. Dette fænomen, som kaldes pseudo-homoseksu­alitet eller situations-homoseksualitet, forekommer hyppigt i enkønnede samfund, så som fængs­ler, kaserner, kost­skoler og klostre. Man mener også, at pseudo-homoseksualitet kan fremprovokeres som følge af et primitivt aggressionsmøn­ster.

     Imidlertid vedkender den psykologiske videnskab sig, at årsagen til virkelig homoseksualitet (såkaldt inversion) indtil videre er ukendt. I psykoanalysen er den klassiske forklaring, at der er tale om en fiksering af kønsdriften på et infantilt stadium, ligesom man mener, at mandlig homoseksualitet kan hænge sammen med en for stærk moderbinding og utilstrækkelig kontakt med faderen i barneåre­ne. For den kvindelige homoseksualitets vedkommende skulle der være tale om en for stærk faderbinding og muligvis samtidig en util­strækkelig kontakt med moderen i barneårene.

     Nogle forskere hælder til den anskuelse, at homoseksualitet kan og skal forklares ved medfødte, arvelige anlæg eller ved karakterafvigelse, dvs. ved psykopati, hvorved forstås en sindslidelse med unormalt sjæleliv, der dels er præget af mangel på etiske og moralske hæmninger, og dels er karakteri­seret ved afvigelser fra det normale følelses- og driftsliv. Tidligere mente nogle, at forklaringen på homoseksualitet skulle søges i hormonale forstyrrelser, men den teori er nu forladt.

     Derimod er der bred enighed blandt forskerne om, at homosek­sualitet er fastlagt i den tidlige barnealder, og eftersom man tidligere grundlæggende gik ud fra, at der var tale om en sygelig eller abnorm tilstand, har man med så at sige alle midler forsøgt at "helbrede" de mere eller mindre stakkels mennesker, der for­mentlig helt uskyldige var blevet ofre for "sygdommen".

 

     I vore dage har man den opfattelse, at homoseksualitet hverken kan eller skal helbredes, men bør accepteres som en af de mange varianter i det menneskelige adfærdsmønster. Man har skønsmæssigt beregnet, at 2-4 % af alle mennesker er egentlig homoseksuelle, men langt flere har haft homoseksuelle oplevel­ser, uden at de pågældende af den grund har foretrukket homo­seksuel frem for heteroseksuel adfærd. Derfor har man måttet konstatere, at der findes adskillige mellemformer mellem den helt heteroseksuelle og den helt homoseksuelle indstilling.

     Homoseksualitet hos kvinder eller såkaldt lesbisk kærlighed, lesbianisme, antages at være lige så hyppig som hos mænd, men har af flere årsager ikke i samme grad haft videnskabens og samfundets opmærksomhed. Hovedforklaringen herpå er sikkert først og fremmest den, at der stort set ikke er nogen, der tager anstød af, at to kvinder krammer, kysser og går arm i arm med hinanden. Tværtimod findes der mænd, som tilmed finder det meget pikant og måske seksuelt ophidsende, når de bliver vidne til det. For det andet kan forklaringen på ukendskabet til den kvindelige homoseksualitet være den, at ­viden­skaben og samfunds­institutioner­ne hidtil har været domi­neret af mænd.

     Den almindeligste form for homoseksuel omgang er gensidig manuel onani eller oral-genital kontakt, hvorimod for mænds vedkommende analt samleje ikke nødvendigvis behøver at spille nogen afgørende rolle i sammen­hængen. Det store antal HIV-smittede blandt homoseksuelle mænd i de senere år, kunne dog tyde på, at analt samleje mellem mænd er mere udbredt end hidtil antaget. Det er forresten denne form for homoseksuel omgang, som før i tiden også kaldtes so­domi, der gerne har været den store anstødssten for den brede offentlighed. De fleste heteroseksuelle mænd og kvinder finder tilsyneladende denne form for seksuel omgang "ækel" eller "­svinsk", og det har været - og er vel til en vis grad endnu - en af de væsentligste grunde til, at mange heteroseksuelle tager afstand fra homoseksualitet og homoseksuelle.

    Når det drejer sig om homoseksuelle eller lesbiske kvinder, har man – dvs. heteroseksuelle forskere og mennesker i almindelighed - ikke en helt sikker viden om, hvad der er den almindeligste form for seksuelt samvær, men bortset fra gensidig onani, tyder en del på at oral-genital kontakt hyppigt forekommer. Derimod ser det ikke ud til, at der er hold i den maskuline forestilling om, at lesbiske kvinder ofte benytter en dildo i det seksuelle samvær.

 

Homoseksuelle ’kønsroller’

En af de fejlagtige forestillinger, som heteroseksuelle ofte har om relationer mellem homoseksuelle mænd er, at den ene part i reglen altid spiller rollen som mand, mens den anden part spiller rollen som ”kvinde”. Tilsvarende er det en udbredt opfattelse, at i et lesbisk forhold spiller den ene part altid rollen som ”mand” og den anden part rollen som ”kvinde”. Men i virkelighedens verden fortæller erfaringen ofte noget andet, nemlig at der er det karakteristiske ved homoseksuel praksis, hvad enten denne foregår mellem mænd eller mellem kvinder, at i det indbyrdes forhold og især under samlejet kan forholdet mellem de to involverede parter veksle imellem, at snart den ene og snart den anden part spiller rollen som hhv. maskulin dominant og feminin receptiv. Det beror i henhold til Martinus i hver situation på det enkelte individs alternerende koncentration på snart den maskuline seksuelle pol og snart på den feminine seksuelle pol. Derfor er der noget rigtigt i det, når homoseksuelle ofte afviser, at den ene part udelukkende og altid fungerer i rollen som den maskuline part, mens den anden part udelukkende og altid fungerer i rollen som receptiv part. Men i en del tilfælde vil det dog i praksis være sådan, at den ene af de to seksuelle partnere af samme køn nærmest automatisk kommer til altid at spille rollen som den maskuline og dominerende, mens den anden part uden videre altid påtager sig rollen som den feminine og modtagende i forholdet, specielt under samlejet. (2)

 

     Det er en kendt sag, at homoseksualitet er forekommet i de fleste beskrevne kulturer, hvor adfærden normalt ikke har vakt større opmærksomhed eller anstød. I enkelte kulturer har bestemte former for homoseksualitet ligefrem været anerkendte og agtede foreteelser, som det f.eks. var tilfældet i oldtidens Græken­land, hvor mænds forhold til drenge (pæderasti) eller unge mænd både var tilladt og almindeligt forekommende, i al fald i de højere sociale lag af befolk­ningen. Mænd som f.eks. Sokrates, Aristophanes, Alkibiades og Platon var, skønt nogle af dem var gift med en kvinde, udpræget elskere af unge mænd, som de oplærte i forskellige færdigheder og også stod i fysisk seksuelt forhold til. Kvin­de­lig homoseksuali­tet kendes fra den lige­ledes antikke græske digterinde Sappho eller Sapfo (født ca. 612 f.Kr.), som levede på øen Lesbos - deraf betegnelsen lesbisk. Sapfo omgav sig med unge kvinder, som hun dels oplærte i selskabelige og digteriske færdigheder og dels elskede glødende og lidenskabeligt med, hvilket hendes lyrik bærer klare vidnesbyrd om. (3)  

 

     Mandlig homoseksualitet er også forekommet i nogle afrikanske samfund og blandt Nordamerikas indianere og hos shamanerne i Asien. Men i nogle kulturer og samfund er homoseksualitet blevet foragtet og fordømt, eksempelvis i jødedommen, hvor der i Gamle Testamente ligefrem foreskrives dødsstraf for samleje mellem mænd (3. Mos. 20,13). Ny Testamente holder sig heller ikke tilbage, idet Paulus erklærer, at homoseksuelle tilbøje­ligheder er Guds straf over afgudsdyrkerne, hvormed han for­mentlig først og fremmest sigter til grækerne og romerne. (Romerbrevet 1,24-27). Forresten er det en almindelig antagel­se, at Paulus selv var homoseksuel, idet han dels var ugift og dels opfor­drede sine medkristne til at leve i seksuel afholden­hed (cøli­bat). 

     Det var på baggrund af Moselovens strenge forbud og Paulus' udtalelser om homoseksuelle, at det især i middelalderen blev almindelig retspraksis i den kristne verden, at mandlig homo­seksualitet blev straffet med døden, ofte på bålet. Men der blev sjældent rejst anklage for selve den homoseksuelle adfærd, i stedet blev vedkommende anklaget for kætteri, og kættere blev til gengæld rutinemæssigt anklaget og dødsdømt for at være vantro og udøve trolddom.

     De strenge middelalderlige straffebestemmelser omkring homoseksualitet er dog i nyere tid blevet mildnet flere steder i verden, dog ikke i ortodokst muslimske samfund, hvor der stadig er dødsstraf for homoseksualitet. I Danmark er der i tidens løb sket en mildning i straffelovsbestemmelserne om homoseksuel praksis, men straffebestem­melserne blev til gengæld hyppigere håndhævet. Den danske straffelov af 1930 har intet forbud mod homoseksualitet, men derimod en bestemmelse om, at homoseksuel forførelse af perso­ner under 18 år var strafbar. Den seksuelle lavalder blev i 1976 ændret til, at der er fængselsstraf for homoseksuelt forhold til personer under 15 år. (4)  

 

     Der har i al den tid, hvor homoseksualitet har været et erkendt fænomen, hersket en almindelig udbredt forestilling om, at homoseksuelle udgør en bestemt mennesketype i udseende og optræden. Denne antagelse må imidlertid karakteriseres som fejlagtig, idet det mindretal blandt homoseksuelle, der gennem deres ydre optræden og eventuelt også speciel påklædning henleder opmærksom­heden på sig, for en stor dels vedkommende består af perso­ner, der enten ikke kan eller vil skjule deres egenart, eller som af forskellige grunde ønsker at provokere omgivelser­ne. Det må anses for givet, at størsteparten af mandlige såvel som kvinde­lige homoseksuelle ikke ønsker at provokere eller give an­ledning til, at omgivelserne skal interessere sig for dem. De foretrækker at leve i ube­mærkethed og praktisere seksua­liteten, uden at delagtiggøre uvedkommende i deres seksuelle disposition og præference.

     I nyere tid er de homoseksuelle mænds og kvinders situation dog ændret ganske betragteligt i den vestlige verden, hvilket dels skyldes et relativt friere og mere tolerant, demokratisk syn på mennesker i det hele taget, og dels den kraftige indsats, der siden 1970’erne er blevet iværksat fra de homoseksuelles egne organisationer. Senest (i 2010) er der markante bestræbelser fra flere sider på, at få institutioneret homoseksuelles ret til kirkelig vielse på lige fod med heteroseksuelle Desuden har den række demonstrationer og aktioner, der med jævne mellemrum har fundet sted i større byer i Europa og Amerika, gjort sit til at synliggøre de såkaldte bøsser og lesbiske og de vilkår, de lever under. Men i islamiske lande med sharialov er homoseksualitet forbudt og medfører alvorlig straf, hvis det bliver opdaget, i nogle tilfælde endog dødsstraf under den ene eller anden form, som f.eks. hængning eller halshugning.   

     Endelig er det en videnskabelig opfattelse, at der heller ikke er saglige holde­punkter for den opfattel­se, at homosek­suelle specielt skulle være at finde i bestemte intelligens- eller samfundslag. Men dette må dog nok siges at være en sandhed med modifikationer, for en del tyder på, at homoseksu­elle af begge køn forekommer hyppigst blandt menne­sker med ud­præget kulturelle og kunst­neriske interesser. Men sådanne interesser kan naturligvis forekomme i alle samfunds­lag, også selvom de til en vis grad må betragtes som socialt betingede. Dette er i alle tilfælde da også, hvad Martinus fremhæver og i øvrigt har givet en troværdig forklaring på, hvilket vi senere skal vende tilbage til.

    

     Men når alt dette er fremført om seksualitet og homoseksuali­tet her, skyldes det først og fremmest den omstændighed, at en del mennesker, lærde såvel som ulærde, i skrift og tale har givet udtryk for den opfattelse, at H.C. Andersen var homoseksuel. Derfor vil vi herefter begynde med at se lidt nærmere på, hvad især nogle få danske forfattere, der i tidens løb har be­skæftiget sig med emnet, mener om H.C. Andersens seksualitet.

 

Noter og kilder:

 

Noter til INDLEDNING:

 

  1  Det skal her gentages, at det ikke uden videre lader sig gøre at overføre det seksuelle polprincip (citat:) "på sådanne livsformer som insek­terne, f.eks. bierne. Herved er der imidlertid foreløbig intet at gøre ud over at vente på, at en kosmisk orienteret forsk­ning med tiden vil vise sig i stand til at afklare også disse spørgsmål, og så i øvrigt glæde sig over de muligheder for erkendelse af den menne­skelige situation, der gennem Martinus er stillet til ­rådighed. Dette må da også på nu­værende tids­punkt anses for det vigtigste problemområde at få belyst, ligesom den resul­terende afklaring må betragtes som det bedst tænke­lige udgangs­punkt for en eventuel videre­gå­ende udforsk­ning af emnet." (citat slut). Citatet er fra Per Bruus-Jensen: "X" - en komplet indføring i Martinus' Kosmologi, 4.bind, stk. 4.1, sidste afsnit.

      Imidlertid kunne man jo rejse det kritiske spørgsmål: Hvad nu, hvis en fremtidig kosmisk orienteret forskning ikke vil være i stand til at løse problemet? Eller måske kommer til den konklusion, at polprincippet ikke gælder i insekternes tilfælde. Må man så drage den slut­ning, at det seksu­elle polprincips gyldighed ikke er univer­salt, sådan som Marti­nus postulerer? Og vil man i så tilfælde kunne opretholde forestillingen om, at det seksuelle polprincip og polfor­vand­lingen er en dækkende forklaring eller beskrivelse af virkelig­heden?  Dette i hvert fald tilsyneladende kritiske problem er efter min bedste overbevisning ikke besvaret tilfredsstillende i Martinus-litteraturen. Se f.eks. artiklen Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben.

 2  Vedr. begrebet homoseksualitet: LB I, stk. 131. LB III, stk. 647, 835, 843, 846, 851, 855-8. LB IV, stk. 1229, 1231. LB V, stk. 1727, 1740-1, 1749, 1786, 1788, 1809, 1851-64, 1866-8, 1871-3, 1875-6, 1898, 1900, 1909-10. LB VI, stk. 2220. LB VII, stk. 2504-5, 2514, 2537, 2614, 2616. DeV II, stk. 26:28. DeV III, stk. 33:19-22, 33:24, 33:26, 33:46, 33:66, 33:68. Logik. Kap. 31. –

 3  Sapfo, kvindelig græsk lyriker af adelig herkomst, født ca. 650 i Mytilene på øen Lesbos. Hun samlede en kreds af unge piger omkring sig, som hun i en kultisk dyrkelse af Afrodite, gudinden for skønhed, vellyst og frugtbarhed, og muserne oplærte i digtekunsten. Omkring år 600 blev adelen fordrevet fra Lesbos, og Sapfo måtte derfor flygte til Sicilien, hvor hun fortsatte sin virksomhed. Hendes egen digtning viser en stilsikker form for intens forståelse og tolkning af kvindens erotiske følelsesliv       

 4  Betegnelsen homoseksualitet menes først at være kendt fra omkring 1869, hvor den østrig-ungarske forfatter og oversætter, Karl M. Kertbeny, egentlige navn Karl M. Benkert (1824-82), indførte begrebet. Denne forfatter havde Andersen i øvrigt lejlighed til at møde, da han i begyndelsen af september 1860 opholdt sig i Genève -. Andersen syntes umiddelbart om manden, men det indtryk fortog sig snart, angiveligt fordi Kertbeny havde ry for at være lidt af en charlatan. Andersen hørte om ham igen i maj året efter, da Andersen opholdt sig i Rom, uden at det dog ændrede hans opfattelse af den åbenbart lidt specielle Kertbeny. Men han traf på ham igen i februar 1863, da begge opholdt sig i Paris, og herom noterer Andersen i sin dagbog for den 14. febr. 1863 følgende: ”[…] Drev op ad boulevarden, da nævnedes jeg ved navn og tiltaltes af Hr. Kertbeny, ham ved hvem jeg havde ubehageligheder, eller dog rettere ved Lorck [HR1] [Andersens tyske forlægger], ham jeg ikke ønskede at træffe sammen med, og så skulle vi her i dette store Paris dog mødes; der er en skæbne, ingen undgår den. […]” – Torsdag den 26. febr. aflagde Andersen et besøg hos Kertbeny, som var venlig og imødekommende overfor ham og viste ham ”sine interessante albums” med mange kendte og ukendte mænd. Andersen besøgte ham igen tirsdag den 3. marts, men derefter hører vi ikke et ord mere om Kertbeny i Andersen Dagbøger. Men til gengæld hører vi om manden et par gange i Andersens brevveksling med Edvard Collin. Se BEC II, brev nr. 339, s. 378-80. – Kertbeny havde i 1849 udgivet ”Gedichte von Alexander Petöfi” og i 1854 ”Album hundert ungarischer Dichter”. Noget kunne tyde på, at Kertbeny selv var homo- eller måske biseksuel, uden at jeg dog kan dokumentere det. Men i henhold til Wilh. von Rosen i artiklen ”Venskabets mysterier”, Anderseniana 1980, s. 172 og 201, note 21, var Kertbenys skrifter i hvert fald forsvarsskrifter for homoseksualitet. 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

*************************************

 

 

H.C.ANDERSEN

-       hans påståede homoseksualitet

Problemet set pro et contra

 

 

I dette kapitel skal vi primært se på, hvad der har været fremført til bekræftelse eller afkræftelse af den opfattelse eller teori, at H.C. Andersen var homoseksuel. Imidlertid vil der her kun blive tale om en summarisk gennemgang af det fore­liggende trykte materiale herom, idet det dels ikke er opgaven her og at det dels ville føre for vidt, at komme nærmere ind på og give en detaljeret gennemgang af de respektive teorier. Læsere, som eventuelt ønsker mere præcise beskrivelser og begrundelser for de nævnte teorier, end jeg her kan give, må henvises til den litteratur, som der bliver nævnt undervejs.  

     Spørgsmålet om H.C. Andersens seksuelle orientering, blev i 1901 rejst af forfatteren Carl Albert Hansen Fahlberg (1870-1939), som det nævnte år offentliggjorde artiklen H.C. Ander­sen. Beweis seiner Homosexualität von Albert Hansen, Kopen­hagen. Som titlen antyder, mente Carl Hansen Fahlberg at kunne påvise, at den berømte eventyrdigter var homosek­suel. (1) 

     Sine "beviser" for Andersens påståede homoseksualitet mente Carl Albert Hansen, der selv var homoseksuel, dels at kunne finde mellem linjerne i Mit Livs Even­tyr, og dels især i nogle af Andersens breve til vennen Edvard Collin. Desuden supplerer Carl Hansen sin "bevisførelse" med henvisning til "en dansk forfatter M... K..", der angiveligt var homosek­suel, samt til ikke anførte udsagn fra for­skellige ældre, unavngivne køben­havnske homosek­su­elle.  

 

H.C. Andersen under anklage…

Den nævnte "M... K.." er i henhold til senere fremkomne oplysninger, identisk med forfatteren Martin Kok (1850-1942), som i 1893 blev arresteret og fængslet på grund af en anklage, der lød på "forbrydelse mod sædeligheden". Det viste sig, at det ikke var Martin Kok, men dagbladet "København", som på baggrund af rygter og ondsindet gætteri, der havde fremført den mis­tanke, at digteren H.C. Andersen skulle være homoseksuel. Som svar på en skriftlig henvendelse fra Jonas Collin den Yngre (1840-1905), kunne ju­stitsminister J. Nellemann, for­sikre, at avisens omtale af sagen måtte være en opdigtet histo­rie uden hjemmel i virkeligheden. Dette udsagn bekræftes af, at forhørsprotoko­llen i Martin Kok-sagen slet intet nævner om H.C. An­dersen. (2)      

 

     Formentlig for at få dette yderligere bekræftet, henvendte Jonas Collin sig derfor skriftligt til den fængslede Martin Kok, for at forhøre sig om, hvad denne havde at sige til sagen. Martin Kok kunne i sit skriftlige svar fuld­stændig af­kræfte avisens og rygternes påstand om, at han som dreng skulle have haft et seksuelt forhold til H.C. Andersen. I sit svarbrev af 1. marts 1893 bekræftede han godt nok, at han som dreng havde lært H.C. Andersen at kende, mere præcist under besøg hos maleren, professor Jens Adolph Jerichau (1816-83), men at digteren "i mindste måde skulle have nærmet sig til mig på usømmelig vis, er løgnagtigt opspind". Martin Kok karakteriserede tilmed digteren "som den personi­ficerede kyskhed, mere undselig på det seksuelle område end nogen intacta virgo." (3)        

     For at imødegå de af dagbladet København kolporterede rygter om Andersens påståede homoseksualitet, indrykkede Jonas Collin et dementi i dagbladet "Dannebrog", som stod at læse den 9. marts 1893. Det viste sig desuden, at den fængslede Martin Kok intet strafbart havde begået, hvorfor han blev løsladt. 

     Forfatteren Wilhelm von Rosen, der er kilde til flere af de ovenfor anførte oplysninger, er af den opfattelse, at det er Martin Kok-sagen, der har inspireret forfatteren, daværende overbetjent i Københavns Opdagelsespoliti, Carl Hansen Fahl­berg, til at skrive og udgive sin artikel om Andersen. Artiklen stod i 1901 at læse i det ansete tyske tidsskrift Jahr­buch für sexuelle Zwischenstufe. (4) 

     I sin velskrevne og veldokumenterede artikel, Venskabets mysterier, konkluderer Wilhelm von Rosen, der forresten selv er erklæret homoseksuel, at der efter hans opfattelse intet er, der tyder på at Andersen skulle have forført Martin Kok, og heller ikke noget, som tyder på, at samtiden vidste eller forstod, at Andersen var "homoseksuel". Wilhelm von Rosen sætter anførselstegn omkring ordet homoseksu­el, fordi han ikke mener at begrebet var kendt på H.C. Andersens egen tid, og at brugen af ordet i forbindelse med fortidige personer derfor er "u­historisk". (5)   

     Hvis von Rosen her er forstået ret, så er jeg næppe helt enig med ham. Person­lig er jeg af den opfattelse, at uanset om man kalder en spade for en spade eller ej, eller man kalder homoseksualitet for homoseksuali­tet eller noget helt andet og måske tredie, som f.eks. "sodomi" eller "pertentlig ungkarle-adfærd", så for­bliver den seksuelle orientering og funktion eller aktivitet dog den samme. En "spade" graver man med, og "homoseksualitet" er et udtryk for seksuel til­trækning og eventuel praksis mellem to mennesker af samme køn. Men det er naturligvis korrekt, at begrebet og udtrykket "homoseksualitet" er af forholdsvis nyere dato, men det er den seksuelle praksis mellem to mennesker af samme køn så afgjort ikke.

 

Homoseksualitet i oldtiden

Den seksuelle orientering og praksis, der udtrykkes med ordet og begrebet homoseksuel, er i al fald mindst lige så gammel som Moseloven, hvor det i Tredje Mosebog 18,22 hedder: "Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed." - Og 3. Mos. 20,13 siges det: "de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem." Dette uddyber Paulus i Brev til Romerne 1,24-27: "Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; [vers 26:] Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, [vers 27:] ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse."

     Selvom Bibelen ikke bruger ordet homoseksuel eller homoseksualitet, kan der vel næppe herske tvivl om, hvad det er der menes med ord og udtryk som ”ligge hos en mand, som man ligger hos en kvinde", "van­ærende lidenskaber", "ombytte den naturlige omgang med den unaturlige", osv. Mosebøgerne antages at være omkring tre tusinde år gamle, så derfor må homoseksuel praksis for så vel kvinders som mænds ved­kommende altså have fundet sted i mindst de sidste 3000 år. Hvor omfattende denne praksis eventuelt har været, melder historien derimod ikke noget om, men eftersom der i Moseloven var indført forbud og dødsstraf for forseelsen, hvis den blev opdaget, har homoseksuel praksis formentlig på et tidspunkt været ret udbredt eller i det mindste kendt i det israelitiske samfund.

 

     At forekomsten af homoseksualitet er af ældre dato, kan også ses af f.eks. den beskrivelse af homoseksualite­tens oprindelse og baggrund, som komedieskriveren Aristophanes (445-385 f.Kr.) giver i sin tale til Eros. Ifølge talens indledning skabte den øverste gud, Zeus, oprindelig menneskene som ”hele” mennesker, som i sig selv forenede de to køn og derfor i realiteten udgjorde et slags tredje køn. Dette køns væsener var kuglerunde. Men på grund af menneskenes opsætsighed straffede Zeus dem på et tidspunkt ved at skære dem over på langs, så de hver især udgjorde to modsatte halvkugler, hvoraf den ene var af hankøn og den anden af hunkøn. Aristofanes fortsætter herefter med at give sin forklaring på bl.a. homoseksualitet:

 

    Vi er med andre ord alle sammen kun en del af et helt menneske, der er skåret igennem på langs som en rødspætte, så der er blevet to af én; og derfor søger den ene halvdel altid efter sin genpart. Alle de mænd der er skåret fra en helhed som oprindeligt var en kvindemand, er følgelig kvindekære, og til den kategori hører de fleste forførere og horkarle ligesom de mandglade kvinder og de rene skøger. Men de kvinder som er skåret fra en hel kvinde, de er ikke særligt interesserede i mænd, men søger snarere selskab med andre kvinder, og til denne kategori hører alle af ”veninde”-typen. De mænd som er dele af en oprindelig mand, søger hankønnet, og sålænge de endnu kun er drenge, elsker de naturligvis de voksne mænd, fordi de selv er egentlige brudstykker af egentlige mænd, og de kan lide at lægge sig hos mændene og omfavne dem, og i virkeligheden er den type drenge og unge mænd de allerbedste, fordi de har en heltigennem mandig natur. Der er nok dem der vil påstå at de er frække og skamløse, men de har ikke ret. Det er sletikke fordi de er frække, at de gør sådan; det er i virkeligheden et udtryk for mod og manddom, for ikke at sige mandhaftighed, når de synes bedst om deres egne lige. Det fremgår også meget klart af det faktum,, at det kun er den slags unge mænd der, når de bliver voksne, tager del i det politiske liv. Når de selv er fuldmodne, forelsker de sig i en dreng, og hvis de gifter sig og sætter børn i verden sker det ikke af naturlig tilbøjelighed, men fordi de tvinges dertil af de gældende love. Personligt er det dem nok at leve med hinanden uden giftermål.

    Et menneske af den slags vil derfor altid være tilbøjelig til at forelske sig i drenge, og omvendt være glad for sin elsker, fordi han sætter pris på dét der er beslægtet med ham selv. Men hvis det så oven i købet går sådan at denne drenge-elsker, eller hvem det ellers drejer sig om, træffer sammen med netop sin egen halvpart, så er det helt utroligt som de gribes af venskab og forelskelse og følelsen af at høre sammen, så de næsten ikke er til at skille ad med deres gode vilje bare et øjeblik. Det er den slags mennesker der kan blive sammen hele livet igennem, uden at de ville være i stand til at sige hvad det egentlig er de vil opnå af hinanden. Ingen vil jo dog for alvor tro at den rent sanselige elskovsnydelse kan være det afgørende, og at den skulle være grunden til at de sætter så afgørende pris på at være sammen med hinanden. Det må være noget andet, deres sjæle higer imod, det er klart nok, noget de ikke kan udsige, men kun ane som en gådefuld trang. […]  (6)   

 

     Aristophanes slutter med bl.a. følgende opsummering af talens indhold og hensigt:

 

  […] dét jeg har talt om, er hele menneskeheden, både mænd og kvinder, og jeg tror at dét er vejen til lykke for hele vor slægt, at vi fuldbyrder Eros’ vilje og hver for sig finder den unge ven som passer til os, for sammen med ham at søge tilbage til vor oprindelige natur. Og hvis dette er det bedste af alt, så må jo, som forholdene er nu i dag, det som kommer idealet nærmest, være det bedste vi kan gøre, og det vil sige at finde os en ven vi kan elske af hjertet. Skal vi lovprise den gud som hjælper os hertil, så er det Eros der har krav på vor hyldest, han som i øjeblikket bringer os hjælp mere end nogen anden ved at føre os til den som passer til os, og som giver os lov til at håbe, hvis vi viser guderne ærefrygt og respekt, at han engang i fremtiden vil vise os vejen tilbage til vor oprindelige natur, idet han heler vore sår og skænker os den fuldkomne lykke og fred. (7) 

 

     Aristophanes’ udlægning af menneskehedens seksuelle forvandling fra et helkøn til et halvkøn, er principielt i overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser omkring polprincippet og polforvandlingen, også selvom den muntre komedieskrivers begrundelse for homoseksualitet ikke er det i alle detaljer.

 

”Venskabets mysterier”

Af Wilhelm von Rosens velskrevne og videnskabeligt veldoku­men­terede afhandling, Venskabets mysterier, fremgår det i øvrigt, at han mener at problematikken omkring H.C. Andersens påståede homoseksualitet, har sin oprindelse i det negative syn på homoseksualitet, der har været fremherskende i så at sige alle samfundskredse i det 19. århundrede og i første halvdel af det 20. århundrede. Det er utvivlsomt rigtigt. Derfor er det nok også rigtigt, når von Rosen f.eks. noterer følgende om psykiateren Hjalmar Helweg (se om denne nedenfor): "Helwegs opfattelse af Andersens følelser for Collin som et "surrogat" for en heteroseksualitet, der blev forhindret, er en variation af teorien om faute-de mieux [i mangel af bedre] eller situationsbestemt homoseksu­alitet (i fængsler, kaserner, kostskoler osv.) Denne teori forudsætter, at der findes en ikke-situationsbestemt, "ægte" homoseksualitet. [...]".

     I omtrent fortsættelse heraf nævner von Rosen den opfattelse, der mener "[...] at al homoseksuali­tet, såvel som al heteroseksualitet er situa­tions­bestemt og former sig efter tid, sted, samfundsklasse, sociale, religiøse og juridiske normer m.m., jvf. Jonathan Katz: Gay American Histo­ry, New York 1976, s.445-47. Teorien om situa­tions­bestemt eller surro­gat-homoseksualitet må ligesom ud­trykket "H.C. Ander­sens på­ståede homoseksualitet" forstås som udtryk for en senere periodes anti-homosek­suelle bered­skab." (8)   

     Den opfattelse af alle former for seksualitet som situa­tionsbestemt, som von Rosen altså ikke synes at tilslutte sig, er blevet moderne blandt en nyere tids antropologer, psykologer, sexologer og sociologer. Nogle mener samtidig at mænd og kvinder, der mangler enhver bevidst homoseksuel indstilling, lige så vel er et kulturprodukt som de udelukkende homoseksuelle, og at begge former for seksuel orientering er yderpunkter bort fra det oprindelige, som omfatter begge former for seksuel adfærd. Andre mener, at menneskets seksuelle adfærd først og fremmest kontrolleres gennem belæring og erfaring. Dermed mener man at have "afmystifi­ceret" seksualiteten og i særdeleshed homoseksualiteten, som herefter blot må anses for at være en af de former, som seksua­liteten kan antage under de givne kulturelle og samfundsmæssige vilkår. Mere yderligtgående homoseksuelle synes at mene, at den seksuelle orientering eller præference er noget, individet kan afgøre på grundlag af lyst og bestemme med sin vilje, dvs. man skulle altså kunne vælge at leve enten som hetero-, bi- eller homoseksuel, eller alternerende mellem disse tre seksuelle hovedformer.

 

Gådens løsning: ”Det seksuelle polprincip”

Ingen af de ovennævnte antagelser eller teorier om seksualitet og homoseksualitet finder støtte i Martinus’ analyser af det seksuelle polprincip og polforvandlingen, som ifølge ham er de altbestemmende faktorer og lovmæssigheder, der gør sig gældende, når det drejer sig om individets seksuelle orientering og adfærd. (9)

     Når der allerede her er grund til at anfægte von Rosens påstand om, at der findes en "ægte", så at sige naturgiven form for homoseksualitet, som derfor ikke er situationsbestemt, dvs. bestemt af tid, sted, samfundsklasse, sociale, religiøse og juridiske normer m.m., hænger det sammen med, at denne opfattelse af seksualitet ikke uden videre deles af Martinus' Kosmologi. Ifølge denne kan hverken homoseksualitet eller andre afvigende eller anormale former for seksualitet betragtes som naturgivne i den forstand, men derimod som afsporinger fra den normale udviklingslinje i den polforvandlingsproces, som alle levende væsener, herunder mennesker, er undergivet. I henhold til Martinus’ kosmologi har seksualite­ten, hvad enten den giver sig udtryk i hetero-, bi- eller homoseksualitet, ganske vist heller ikke ydre tid- og sted-bundne årsager, - i al fald ikke dybest set - men er i form af det seksuelle polprin­cip (de to seksuelle poler og polorganer) og polforvandlingen (den lovbundne ændring mellem de to seksuelle poler indbyrdes og mellem de to polorganer indbyrdes), derimod iden­tisk med det levende væsens kosmiske livsfundament.

     I henhold til Martinus' kosmiske analyser, er det seksuelle polprin­cip som tidligere omtalt udtryk for verdensaltets højeste livsprincip, Guddommen, i dennes identitet som det ultimative udtryk for maskulinitet og femini­nitet, for han- og hun-princippet og for fader- og moder-princippet (forældre­prin­cippet), og dermed for kærlighedsprincippets eksistens. Forældreprincippet er i form af det seksuelle polprin­cip holistisk indbygget eller integreret i hvert eneste levende væsen, der eksi­sterer, nemlig i form af to seksuelle overbe­vidsthedspoler, den feminine pol og den maskuline pol, samt to dertil knyttede seksuelle polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan. Seksualiteten udgør ifølge Martinus den dybeste basis for individets sanse- og manifesta­tionsevne, og dermed for individets kærlighedsevne og frem­træden i det hele taget. (10)  

     Der er efter den her fremførte opfattelse i øvrigt den svaghed ved Wilhelm von Rosens syn på H.C. Andersens seksuelle orientering, at han - så vidt jeg kan se - grundlæggende mener, at denne var homosek­suel, og altså ikke biseksuel eller noget helt tredie. Derfor må von Rosen afvise f.eks. for­fat­teren Villy Søren­sens brug af begrebet "kærlig­hedstrekant" (mand-mand-kvinde) om Andersens seksuelle præferencer, med henvisning til, at en sådan "før-medicinsk og poetisk forklaringsmodel - eller forplumring - af et erotisk bestemt forhold mellem to mænd, hvori en kvinde (evt. gen­standens søster) tilføjes som det element, der forklarer og legitimerer forholdet. [...]" (11)      

     Trekants-teorien kan efter min mening ikke afvises med, at den udgør en forklaringsmæssig "forplumring" af et erotisk bestemt forhold mellem to mænd, nemlig ved at indføje en kvinde, evt. den enes søster, som det element, der skal for­klare eller legitimere forholdet. Von Rosen tilføjer dog: "Endelig kan den simple forklaring antages, at en person er forelsket i både en broder og en søster." Det sidstnævnte er jo netop sådanne forhold, der kan forekomme hos biseksuelle personer, sådan som vi kan iagttage det i Andersens tilfælde, skønt han næppe heller med rette kan karakteriseres som biseksuel. Men eksempelvis var han på samme tid forelsket i Riborg Voigt og i hendes broder, Christian Voigt, ligesom han på samme tid var forelsket i Louise Collin og dennes broder, Edvard Collin.

 

     Imidlertid har jeg i H.C. Andersens tilfælde valgt at betegne "kærlighedstrekanter" som ”dobbeltforelskelser", idet førstnævnte udtryk formentlig forudsætter, at der at tale om et gensidigt kærlighedsforhold mellem tre personer, hvoraf de to personer er af samme køn, mens den tredie person er af modsat køn. Men i Andersens tilfælde er der stort set kun tale om, at han på samme tid var forelsket i både en mand og en kvinde, hvorimod de pågældende ikke kan konstateres at have gengældt hans erotiske eller sværmeriske følelser. Man kan derfor strengt taget ikke tale om noget egentligt trekants-forhold. Andersens dobbeltforelskelser vender vi senere tilbage til.

 

Andersens homoseksualitet pro et contra

Men efter Hansen Fahlbergs artikel i 1901, som dengang ikke vakte særlig stor opmærksomhed, i al fald ikke herhjemme, skulle der komme til at gå cirka halvan­det årti, førend spørgs­målet om H.C. Andersens påståede homosek­sua­litet igen for alvor blev taget op til debat. Det skete i og med afhandlingen H.C. Ander­sen - En psykiatrisk Studie, som professor i psyki­atri ved Oringe Statshospital, Hjalmar Helweg (1886-1960), udgav i bogform i 1927. Efter længere tids studium og overvejelse følte professor Helweg, at han måtte tilkendegive sin uenighed med Hansen Fahlbergs opfattelse af, at den store digter var homoseksuel, og derfor skrev han sin bog. Det er særlig i bogens 4. kapi­tel, at pro­fessoren analy­serer og søger at tilbagevise Albert Hansens alias Carl Hansen Fahlbergs påstand om dig­terens homoseksuali­tet og begrundelser­ne herfor. Helweg afviser påstanden som psykiatrisk set grundløs, så meget mere som han anser Albert Hansens "bevisførelse" for ofte at være "på grænsen af det letfærdige, ligesom hans [Albert Hansens] indtrængen i H.C. An­dersens væsen og værker heller ikke synes synderlig intim". (12) 

     Uden her at ville gå nærmere ind på Hjalmar Helwegs vel­skrevne og i det store og hele saglige og sympatiske analyser af H.C. Andersens personlighed, herunder hans seksualitet, bør det dog fremhæves, at professor Helweg ser med forståelse på fænomenet homoseksualitet. Han mener ikke, at det at være homoseksuel i sig selv er lastværdigt, men fremfører, at den almindelige befolknings opfattelse af, at homoseksualitet under alle omstændigheder er en sygelig, pervers og afskyvækkende last, ikke kan bruges som saglig undskyldning for den hån og forfølgelse, som de homoseksuelle i tidens løb har måttet lide. "Mange forstår ikke, ligesom at der findes både agtværdige heterosexuelle og det modsatte, således findes der også blandt de homosexuelle alle mulige afskygninger af etisk udvikling, og at det at være homosexuel i sig selv ikke er lastværdigt." (13)

     Helweg mener også - og formentlig med rette - at det er den almindelige befolknings fejlagtige opfattelse og fordømmelse af homoseksuali­tet, der ligger til grund for, at de homoseksuelle ser et forsvar for og en bekræftelse på deres egen seksualitets naturlighed i, at kunne henvise til, at så mange større eller mindre kulturper­son­ligheder, der er almindeligt agtede og ærede, er homoseksu­elle. Dette gjaldt dog nok især tidligere, idet den ændrede opfattelse af homoseksualitet og den inter­nationale og nationa­le lovgivning herom, der er sket efter Helwegs tid og især i sidste halvdel af det 20. århundrede, har ført til en mere udbredt accept af homoseksuel orientering og adfærd. Hertil har de homoseksuelle og deres organisationer som tidligere nævnt i høj grad selv bidraget.

     Helweg finder det forståeligt, at Albert Hansen peger på kendte mænds homoseksualitet, for at under­støtte sin egen påstand om Andersens homoseksuali­tet. Samtidig mener han dog, at det svækker bevis­førelsen, at Albert Hansen er nødt til at henvise til kulturperson­ligheder, som f.eks. for­fatter­ne Ludvig Holberg, Søren Kierkegaard og I.P. Jacobsen, der uden yderli­gere beviser, og med rette eller urette, hen­regnes til de homoseksuelles kategori. En henvisning til andres eventuelle homoseksualitet, kan jo ikke i sig selv udgøre noget bevis for en bestemt persons homoseksualitet. Denne bør alene søges konstateret på grundlag af en objektiv undersøgelse af den pågældende persons egen seksuelle orientering og adfærd. Det vil i dette tilfælde sige, en klarlæggelse af H.C. Andersens sjæleliv og adfærd på det seksuelle område, for så vidt som dette lader sig undersøge og fastlægge på grundlag af Andersens dagbøger, breve og forfatterskab, sammenholdt med andres verificerede skriftlige vidnesbyrd om ham.

     Om denne forståelige, men altså ikke gyldige, tendens til at ville bevise en persons homoseksualitet, ved at henvise til andre og måske lige så fremtrædende eller endnu større person­ligheders homoseksualitet, skriver Helweg bl.a.:

 

  "[...] Fremgangsmåden er iøvrigt den ved sådanne under­søgelser sædvanlige; man finder af objektets livshistorie træk frem, der tyder på, at han i barndommen, tildels også i det senere liv, har næret forkærlighed for kvindelige sysler, og søger derefter godtgjort, at de følelser, han har næret for kvinder, ikke har haft det egentlige erotiske præg, hvorimod følelserne er slået ud i flamme overfor individer af samme køn. Thi omend der indenfor de homosexuelle findes en over­ordentlig stor mangfoldighed af typer (se for ex. Herman Bangs lille posthume skrift) må det dog betragtes som een af grund­pillerne i diagnostiken af homosexualitet, at den homosexuelle i sin barndom og eventuelt også senere i livet føler sig kammeratlig tiltrukken af individer af modsat køn for ved den sexuelle modenheds indtræden at føle sig erotisk tiltrukken af individer af samme køn. Ligeledes anses det for et omend ikke konstant så dog i sin helhed fundamentalt træk, at den homo­sexuelle allerede fra barndommen føler sig dragen af de for det modsatte køn ejendommelige lege, interesser og beskæftigelser. Den homosexuelt anlagte pige deltager i drengenes voldsomme tumlen. Den homosexuelt anlagte dreng leger med dukker og er en "pigedreng". (14)

 

     Det må dog siges, at Helwegs argumenter imod Albert Hansens bevisførelse for sin påstand om H.C. Ander­sens homoseksualitet, langt fra virker overbevisende. Det skyldes, at Helweg faktisk er lige ved at begå samme fejl, som den han beskylder Albert Hansen for at have begået, nemlig på forhånd at have lagt sig fast på en bestemt opfattelse af digterens personlighed, herunder dennes seksuelle orientering. Men hvor Albert Hansen mener at kunne føre bevis for, at H.C. Andersen var homoseksuel, dér mener Helweg at kunne føre sandsynligheds­bevis for, at Andersen ikke var det.  

     Det skal medgives Hjalmar Helweg, at det ikke så meget er Albert Hansens påstand om Andersens homoseksualitet, han anfægter, som det er utilstrækkeligheden og letkøbtheden af Hansens argumenter og bevisførelse. Det fremgår af det sted i bogen, hvor Helweg omtaler Albert Hansens henvisning til Andersens berømte "kvindagtige" for­fænge­lighed, som bl.a. gav sig udslag i, at Andersen ofte græd over småting, var frygtsom og over­troisk, snakkesalig, betroelseslysten og pertentlig med sin påklædning og sit udseende. Det sidstnævnte viste sig ved, at han ofte lod sig krølle og var stolt af sit hår. Herom skriver Helweg følgende:

 

    "Det er ikke hensigten her at gendrive A. Hansens kortelig refererede begrundelse for Andersens feminine natur. Som allerede antydet var Andersen i virkeligheden ikke udpræget mandlig i sin psykiske konstitution; men helt kan man dog ikke forbigå Hansens argumentation, der i sin hastige ilen henimod det forudbestemte resultat ganske overser, at det måske også er lidt vel letkøbt uden videre at kalde den, der krøller sig eller snakker over sig, for kvindelig." (15)

 

     Helweg mener helt åbenbart, at ”Hansen” gør sig skyldig i det brud på logikkens lovmæssigheder, der betegnes som cirkelbevis, hvilket vil sige, at man forudsætter den konklusion, der egentlig skulle bevises og føres argumenter for. Til gengæld kan man sige, at en af svaghederne ved Helwegs forsøgsvis klinisk-objektive, vel­menende og i grunden kærlige psykiatriske analyse af H.C. An­dersens personlighed, er i øvrigt at begrebet biseksuali­tet synes at have været et helt ukendt begreb og fænomen for ham. Han kommer i al fald ikke ind på denne specielle form for seksuel orien­tering i sin afhandling. Det kunne muligvis ellers have ført Helweg til en anderledes og mere nuanceret opfattelse af Andersens personlighed og seksualitet, end den, der nu træder frem i hans bog. Helweg antyder heller ikke noget kendskab til hverken Freuds psykoanalyse eller Jungs psykologi, som åbenbart endnu ikke var blevet accepteret og anerkendt i psykiatriske og psykologiske kredse herhjemme på Helwegs tid. Men man kan naturligvis ikke be­brejde Helweg, at han ikke omtaler eller behandler emner, som han formentlig ikke har haft kendskab til eller ikke har ment kunne være relevante i sammenhængen. (16)

     Det afgørende er imidlertid for Helwegs vedkommende, at han egentlig ikke var ude i det ærinde, under dække af sin faglige kompetence og terminologi, at ville bevise at Andersen ikke var homoseksuel. Der kan næppe være tvivl om, at hvis Helweg på grundlag af sit studium af kilderne, var nået frem til den konklusion at Andersen var homoseksuel, ville han også have været saglig og hæderlig nok til at sige og skrive det lige ud.

     Ifølge Helweg var Andersen ikke homoseksuel, selvom han havde en del personligheds- eller karaktertræk tilfælles med, hvad man i vore dage forstår ved homoseksuelle. Derimod lyder Helwegs diagnosticering af Andersen på, at denne i klinisk psykologisk forstand var neura­steni­ker og psykopat. Neurasteni er en syg­doms­tilstand eller nerve­svækkelse, der er karakteriseret ved irritabilitet, stærk følsomhed og svær træthed. Neurasteni er ofte konstitu­tionelt betinget, men kan også fremkaldes af miljøet eller af legemlige sygdomme. I dag behandles lidelsen med psykoterapi, hvile og beroligende midler (nervemedicin).

     Psykopati er karakteriseret ved personlighedstræk, hvor følelses- og viljeslivet er ustabilt og afviger fra, hvad der anses for normalt, men som ikke henhører under neuroser og psykoser. Psykopati kan være medfødt, men den kan også være erhvervet under opvæksten på grund af miljøet eller ved kvæ­stelser i hjernen. Psykopati er hyppigt forekommende blandt kriminelle, men mange psykopater kommer dog aldrig i konflikt med loven, og nogle kan endog indtage høje stillinger i sam­fundet. Lidelsen behandles fortrinsvis, når der foreligger kriminel psykopati, og behandlingen er da væsentligst af pædagogisk-psykoterapeutisk art.

 

En for snæver diagnose

Selv om det især på grundlag af H.C. Andersens dagbøger må konstateres, at han særlig som ældre udviste en del af de karaktertræk, Helweg peger på, må den fremførte diagnose og karakteristik af Ander­sens personlighed dog på baggrund af Martinus' kosmiske analyser vedr. bevidsthedskategorierne og seksualtyperne siges at være for snæver og utilstrækkelig. Men samtidig kan det konstateres, at Helweg med ordene: ”Som allerede antydet var Andersen i virkeligheden ikke udpræget mandlig i sin psykiske konstitution”, på sin vis var på sporet af den form for seksualitet, der bl.a. er repræsenteret af en personlighedstype som H.C. Andersen. Det vender vi tilbage til.

 

     Som det var forventeligt har flere nyere H.C. Andersen-forskere også haft svært ved at kapere den tanke, at deres store idol og nationalklenodie eventuelt skulle høre til kategorien homoseksuel. Blandt disse forskere er cand.psych. Hilding Ringblom, som i artiklen Om H.C. Andersens påståede homosexualitet, trykt i Anderseniana 1997, opponerer imod de synspunkter på Andersens seksualitet, der er fremsat af Wilhelm von Rosen, dels i dennes artikel ”Venskabets mysterier” og dels i dennes disputats fra 1993: Studier i dansk bøssehistorie 1628 – 1912 (”Månens kulør”).

     Hilding Ringblom er angiveligt af den opfattelse, at Wilh. von Rosen er tilbøjelig til at tolke Andersens udtalelser i breve og forfatterskabet i sine egne præmissers favør, hvilket selvsagt fører til en bekræftelse af den antagelse, at Andersen var homoseksuel. Ringblom er desuden i højere grad tilbøjelig til at inkorporere den mulighed i sit syn på Andersen, at denne kan have været ’latent’ biseksuelt orienteret, altså kan have følt sig seksuelt tiltrukket mod begge køn, men uden at praktisere nogen af delene. Herom skriver Ringblom: ”Muligheden for bisexualitet er nævnt (i så fald en arveligt betinget reageren på sexuelle signaler fra især kvinder, men også på mandlige signaler fra mænd, jf. Lewins anskuelsesmåde), men vi befinder os på gætteriernes overdrev.”

     Hilding Ringblom konkluderer altså, at H.C. Andersen efter hans opfattelse var heteroseksuel, men at mindreværdsfølelser over et aparte udseende og lavere social herkomst, blandet med idealforestillinger og moralske holdninger, kan have virket ind og hindret Andersen ”i en helt utilsløret heteroseksuel manifestation, der rækker ud over de heteroseksuelt prægede udbrud i dagbog og almanak.” I direkte konsekvens af denne opfattelse afslutter Hilding Ringblom sin artikel med at opfordre til, at ”der til stadighed, når lejlighed gives, understreges, at påstanden om hans [H.C. Andersens] homosexualitet ikke står uimodsagt.”

     Senere har Hilding Ringblom i Anderseniana 2007 også opponeret imod den tolkning, at H.C. Andersens krydser i hans dagbøger og almanakker skulle betyde en markering af seksuel ophidselse tilfredsstillet ved onani, sådan som Hjalmar Helweg og også Erik Sjøberg mener, sidstnævnte i artiklen ”Jeg kan ikke nære mig” i Anderseniana 2004. – og som i al beskedenhed også jeg mener. Ringblom er derimod af den opfattelse, at krydserne i virkeligheden skal opfattes som korstegn og derfor primært fortolkes religiøst, som rituelt betonede og muligvis tvangs- eller vanebetonede markeringer. Bortset fra at mene, at Ringbloms grundlæggende præference helt legalt tolker H.C. Andersen religiøst og dermed lidt for snævert, skal jeg ikke her indlade mig på at fremføre argumenter imod Ringbloms i sig selv interessante postulater vedrørende Andersens brug af krydser eller korstegn i sine dagbøger og almanakker. Så vidt jeg kan se, behøver der i øvrigt egentlig ikke at være noget modsætningsforhold mellem at tolke krydserne både som udtryk for religiøse anfægtelser og som ’regnskabsføring’ med sin onani eller seksuelle fantasi.

 

     En anden H.C. Andersen-forsker, som også har haft problemer med at se H.C. Andersen som homoseksuel, er dr.phil. Erik Dal, men det sker dog på et andet grundlag, end tilfældet er for den ovenfor omtalte Hilding Ringblom. Det skal vi vende tilbage til om lidt. Først skal vi lige rekapitulere den dokumenterede kendsgerning, at homoseksuel orientering og praksis for så vel mænd som kvinder har fundet sted siden de ældste tider. Om man derfor kalder denne praksis for homoseksualitet eller sodomi eller noget helt tredie eller fjerde, er totalt underordnet. Enhver tids mennesker – ikke mindst enhver tids moralister og puritanere – ser ud til at have fattet, hvad homoseksuel adfærd eller praksis går ud på, og om man fordømte eller accepterede denne praksis, var dels beroende på tiden og dels på den enkeltes forståelse og tolerance – eller mangel på samme.

    Principielt den samme situation møder os også i nutiden, hvor mange på trods af den seksuelle frigørelse og større forståelse og tolerance, stadig betragter homoseksualitet hos så vel kvinder som mænd, som en højst beklagelig afvigelse fra, hvad der anses for at være naturligt og normalt. Og videnskaben, især biologien, støtter i hvert fald tilsyneladende og indtil videre denne opfattelse. Derfor måske ikke så uforståeligt, at mange nok synes det ville være forfærdeligt, hvis det skulle vise sig, at vor store eventyrdigter hørte til denne fra et snævert småborgerligt synspunkt set beklagelige seksuelle kategori.

    Det er en kendsgerning, at Andersen vitterligt besad et følsomt og sværmerisk sind, som han især som yngre havde svært ved at skjule, og som ikke mindst kom til udtryk i forholdet til visse mandlige venner, og det var noget, som ’rigtige’ mandfolk nok kunne mistolke og finde anledning til at ironisere over. Ja, kvinder eller unge piger med for den sags skyld, som også kunne se det særprægede ved Andersens forhold til nogle af hans mandlige venner. Som det eksempelvis var tilfældet med hans forhold til vennen Ludvig Müller.

    

Hemmeligholdte breve?

I 1984 fandt Nationalmuseets konserveringsafdeling tre hidtil ukendte breve i et skab med gipsafstøbninger, der havde tilhørt en af Andersens venner fra ungdomstiden, Ludvig Müller (1809-91), som Andersen havde lært at kende i 1827, da de begge gik til manuduktion hos ”den hebraiske Müller”: Cand.theol. Ludvig Christian Müller (1806-51), som dog ikke var beslægtet med førstnævnte. Brevene var, sammen med andre breve og papirer, gemt i en hemmelig skuffe i skabet, hvilket vel i sig selv er bemærkelsesværdigt. Müller har formentlig opbevaret brevene fra Andersen som et kært minde, men samtidig ikke ønsket, at uvedkommende skulle læse disse. De tre breve plus et falsk brev fra Andersen til Müller, sidstnævnte var i virkeligheden skrevet af Mimi Thyberg (1810-37), en søster til Edvard Collins senere hustru, Henriette Thyberg, og som efterlignede den sværmeriske, forelskede brevstil, som de to venner benyttede sig af i deres breve til hinanden. Vi skal senere vende tilbage til det følsomme venskab mellem Andersen og den kun et år yngre og kønne Ludvig Müller.

     Her skal vi imidlertid se på, hvordan H.C. Andersen-forskeren Erik Dal ser på forholdet mellem Andersen og Ludvig Müller. På det tidspunkt, hvor brevene er skrevet, nemlig 23.-27. august 1832, opholdt Andersen sig på herregården Nørager ved Slagelse hos kammerråd, kontorchef Carl Christian Bang (1778-1855), og her havde Andersen og Müller mødt hinanden igen, hvilket førte til den her omhandlede brevveksling mellem dem. Om denne har Erik Dal blandt andet følgende at sige:

 

     ”Af de fire breve er det falske det interessanteste. Man ved jo nemlig, især fra venskabet med Edvard Collin, at unge mænd i datiden kunne bruge, og at Andersen brugte en stil og en adfærd overfor andre mænd, som i dag virker overspændt eller endda misforståelig. Unægtelig er der her tale om, hvad man bedst kan kalde forelskelse, hvis man vil forstå ordet, som Wilhelm von Rosens vægtige bidrag til Anderseniana III, 2 1980 tolker det. Men ligeså velkendt Andersens overfølsomme stil er os, ligeså dødelig præcist er den truffet af den unge Mimi Thyberg, der vel også har kendt ham fra København. Deraf ser man dels, at Andersen ikke har kunnet eller behøvet at skjule sine følelser og sin utålmodighed for familien Bang, dels, at stilen er så decideret litterær, at den kan eftergøres af en ung og vågen ikke-skribent. Den unge dames næppe hjerteløse, men forhastede spøg bidrager således til belysning af denne type breve fra Andersen – uden at den ægte følelse i disse skal drages i tvivl.” (17)  

 

     Erik Dals vurdering af Andersens følsomme og sværmeriske naturel, også når det gjaldt mænd, lyder jo umiddelbart relevant og rigtig. Men at der kun skulle være tale om et platonisk ”følsomt venskab” mellem mænd, er der derimod nok grund til at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Når det er sagt, skal det desuden siges, at jeg personligt også stiller mig noget skeptisk an over for Wilhelm von Rosens fortolkning af Andersens seksualitet og af seksualitet og homoseksualitet i det hele taget. Naturligvis skal enhver tid og dens mennesker helt elementært ses og tolkes ud fra sine forudsætninger og vilkår. Men efter min mening er en af svaghederne ved von Rosens tolkning den, at det – så vidt jeg har forstået ud fra artiklen ”Venskabets mysterier” – er ham magtpåliggende at fastslå, at seksualitet kan ytre sig på forskellige måder, og at homoseksualitet er en af disse måder, som mennesket efter omstændighederne selv kan vælge at leve på. Homoseksualitet er derfor ikke en afvigelse eller noget ’unaturligt’, men er blot en anden måde at udtrykke eller realisere sit seksualliv på. Han mener endvidere, at synet på den seksuelle tiltrækning og praksis mellem personer af samme køn, er historisk betinget, og at begrebet ’homoseksualitet’ slet ikke fandtes på Andersens tid. Om denne relativiserede opfattelse må man i den sammenhæng sige, at den lige præcis er historisk betinget, nemlig af ungdomsoprørets tankegange og synspunkter i 1960’-70’erne.

     Men efter min opfattelse er det et vildspor, når man som eksempelvis von Rosen mener, at seksuel orientering eller præference er et spørgsmål om personligt valg, og det er ligeledes en vildfarelse at mene, at holdningen til den seksuelle tiltrækning og praksis mellem personer af samme køn, udelukkende skulle være afhængig af de til hver sin tid gældende historiske og dermed også af de kulturelle forudsætninger. Først og fremmest er seksuel tiltrækning og praksis vel biologisk og hormonalt – og dermed instinktivt – betinget, i lighed med, hvad tilfældet eksempelvis er med sult. Det grundlæggende problem er, sådan som von Rosen også påpeger, at der i almindelighed savnes en overordnet, konsistent teori om, hvad seksualitet i det hele taget er. Men et kvalificeret bud på en sådan overordnet opfattelse af seksualitet, finder man imidlertid inden for rammerne af Martinus’ kosmologi. Set i denne kosmologis perspektiv er seksuel orientering og præference ikke grundlæggende et spørgsmål om personligt valg, lige så lidt som synet på homoseksuel tiltrækning og praksis alene er beroende på den til enhver tid givne historiske og kulturelle situation. Begge dele er i henhold til Martinus derimod grundlæggende afhængige af menneskehedens til enhver tid givne bevidsthedsmæssige udviklingsstandard, som igen er fundamentalt beroende på menneskehedens ligeledes til enhver tid givne position i polforvandlingsprocessen. Den opfattelse og forståelse giver et totalt anderledes og mere omfattende syn på, hvad mennesket er i almindelighed og hvad seksualitet er i særdeleshed. 

 

Noter og kilder:

 

Noter til: H.C. ANDERSEN - og hans påståede homoseksualitet

 

1         Axel Dreslov: H.C.Andersen og "denne Albert Hansen". Sam­lerens Forlag. København 1977. Heri er Carl Hansen Fahlbergs på tysk affattede afhandling gengivet i dansk oversættelse: H.C. Andersen. Bevis for hans Homoseksualitet. Af Albert Hansen, København. – Emnet om Andersens seksualitet, herunder hans påståede homoseksualitet, er tidligere behandlet i artiklen H.C. Andersens seksualitet. Årsskriftet Anderseniana 2004, men vil også kunne læses her på hjemmesiden H.C.Andersens seksualitet – om digteren H.C.Andersens seksuelle orientering set på baggrund af Martinus’ kosmologi

  2    Wilhelm von Rosen: Venskabets mysterier". Anderseniana 1980, s.198.

  3    Samme sted, s.199. Samme forfatter har i 1993 skrevet og fået antaget disputatsen Studier i dansk bøssehistorie 1628 – 1912 (”Månens kulør”).

  4   Samme sted, s.199. "Jahrbuch für sexuelle Zwischenstufe" kan vel oversættes til: "Årbog for seksuelle Mellemtrin". Den i sin tid kendte tyske seksualforsker, Magnus Hirschfeld (1868-1935), der var redaktør af årbogen, har i sit store værk "Die Homo­sexualität dess Mannes und Weibes", 1920, regi­streret H.C. An­dersen i den liste over berømte mænd og kvinder, hvis seksuelle orientering rettede sig mod personer af deres eget køn. 

  5    Samme sted, s.197, 199-200. Jf. med bemærkningerne om betegnelsen homoseksualitet i INDLEDNING note 4.

  6   Platon: Symposion. Ved Per Krarup. 9. oplag. Klassikerforeningens udgaver. Gyldendal 1981. Se evt. også Johannes Sløk: Platon. De Store Tænkere. Berlingske Filosofi Bibliotek. Under redaktion af Justus Hartnack & Johannes Sløk. Med ind­ledning, oversættelse og noter af Johannes Sløk. Berlingske Forlag. København 1964.

  7    Samme sted

  8    Se det i note 2 nævnte værk, s.203, note 37.

  9   Henning Bech og Karin Lützen: Lyst eller Nød? Kvinders og mænds homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og resultater i videnskabelig litteratur. Redegørelse fra kommis­sionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet. 1986. 

10    Se evt. afsnittene Introduktion til Det seksuelle polprincip, Det seksuelle polprincip m.fl.

11    Se det i note 2 nævnte værk, s.205, note 61.

12    Hjalmar Helweg: H.C.Andersen. En psykiatrisk Studie. Anden udgave. H. Hagerup - København 1954.

13    Samme sted, s.86.

14    Samme sted, s.86-88.

15    Samme sted, s.91-94.

16    Axel Dreslov har også heftet sig ved, at Helweg ikke synes at kende til begrebet biseksualitet. Se det i note 1 nævnte værk, s.12.

17   Anderseniana 1984, s. 213. – H.C. Andersen ser ud til en overgang at have haft ”følsomme venskaber” med brødrene Otto Müller og – især – Ludvig Müller. - Om disse to brødre, se hhv. Kirsten Dreyer og Flemming Hovmann: Et overset venskab. H.C. Andersen og Otto Müllers brevveksling, Anderseniana 1993, og Erik Dal: Omkring tre nyfundne breve til Ludvig Müller 1832. Anderseniana 1984.  Senere i livet havde Andersen i nogen tid en følsom kærlighed for den unge balletdanser ved Det kgl. Teater Harald Scharff og for dennes nære ven, skuespiller ved samme teater, Lauritz Eckardt.. Især Scharff ser ud til en overgang at have gengældt Andersens sværmeri. Se evt. om disse to personer i Andersens Dagbøger V-X. Endnu senere sværmede Andersen for sin gode veninde Ida Kochs yngste søn, Hans Henrik Koch, født 1836 og dermed 21 år yngre end digteren. Om sidstnævnte personer, se artiklen H.C. Andersen og familierne Wulff og Koch - med afsæt i en samling familiefotografier. (Koch-genealogi og familiefotos ved Jakob Koch).

 

© 2010  Harry Rasmussen.

 

 

**************************************

 

 

 

H.C. ANDERSEN

- og hans seksuelle orientering

 

Et forsøg på en objektiv vurdering

 

Efter i forrige afsnit at have set på, hvilke argumenter der fra forskellig side har kunnet fremføres til støtte for og imod, at H.C. Andersen eventuelt skulle være homoseksuel, skal vi i dette afsnit helt fra omtrent bar bund forsøge at kredse os ind på, hvad der på grundlag af kilderne kan udledes om H.C. An­dersens seksuali­tet. Derefter skal vi i det påfølgende afsnit se på hans personlighed og seksualitet på baggrund af Martinus' analyser af det seksuelle polprincip og polforvandlingens seksuelle kategorier. I begge sammenhænge vil vi benytte Andersens dagbøger, almanakoptegnelser, breve og delvis også hans forfatterskab som kilder. Som tidligere omtalt er hans forfatterskab jo i høj grad selvbiografisk, selvom han ofte "slører" sine beskrivelser af personer, forhold og begivenheder gennem f.eks. at ændre navne på de optrædende personer og lade disse repræsentere flere personer på én gang, og ved at omgruppere de for­hold, begivenheder, hændelser og lignende, som han selv har oplevet eller kendt til. Men der er i reglen altid en kerne af virkelighed i alt, hvad H.C. Andersen har digtet og skrevet.

     Den ældste bevarede kilde, der kan bidrage til at give os en forestilling om Andersens personlighed og seksualitet, er hans dagbog fra skoleårene i Slagelse lærde skole. Fra den tid findes der dog kun bevaret dagbogsnotater, som strækker sig over tidsrummene 18. september 1825 - 28. marts 1826 og 4. marts - 11. april 1826. Den kilde, som dernæst kommer nærmest på begivenhederne, er hans brevvekslinger med flere nøglepersoner, som især hans faderlige ven og værge, Jonas Collin. Endelig er der selvbiografien H.C. Andersens Levnedsbog 1805-1832, men selvom Andersen heri er forholdsvis oprigtig, må man under læsningen huske på, at han dels havde skrevet den for formodede sarte øren (Louise Collins) og dels, at han havde tænkt sig, at den på et tidspunkt skulle publiceres. (1)

 

     Det må siges at være et faktum, at Andersen tidligt var bevidst om – og til en vis grad også bevidst i – sin feminine pol, derom har han selv givet adskillige vidnesbyrd, især i sine selvbiografier og i nogle af sine mange breve, hvori han direkte omtaler denne omstændighed, og indirekte i store dele af sit forfatterskab, herunder i flere af eventyrene. Og så tidligt som i sin allerførste selvbiografi, den såkaldte ”Levnedsbog”, som Andersen skrev allerede i 1832, i en alder af kun 27 år, berører han dette emne helt åbent og fordomsfrit, idet han under omtalen af sin barndom blandt andet fortæller, at han i en alder af omkring 12 år i fritiden blev sat i arbejde på en klædefabrik, hvor svendene under arbejdet lystigt sang ”deres uanstændige viser, jeg blev rød som et blod, gav mig til at græde, jeg var så uskyldig! Nu lo de først af mig, sagde jeg var en pige, og begyndte en meget rå morskab, hoc exquirendo, så jeg grædende bad min moder jeg måtte være derfra.” – Tidligere i samme ”Levnedsbog” fortæller Andersen om, at han i en alder af 7-8 år foretrak at lege med småpiger, og han fortsætter: ”jeg havde iøvrigt en forunderlig afsky for voksne piger, eller når de var over en 12 år, jeg gøs ordenlig for dem, ja havde endog det udtryk om alt hvad der var mig ubehageligt at røre ved, at det var så ”pigeagtigt!” (2)

 

”en forunderlig afsky for voksne piger”

Det kan i øvrigt konstateres, at Andersen også som voksen ung mand bevarede ”en forunderlig afsky for voksne piger”. Det ses senere af blandt andet samme ”Levnedsbog”, under skildringen af en periode i hans liv, der ligger 10 år længere fremme i tiden. I forbindelse med omtalen af et par af sine mere frigjorte og letlevende venner, skriver han og udtrykker som sin opfattelse, ”at i grunden var al udsvævelse tilgivelig, når den kun ikke kom i kollision med højere pligter og gjorde et uskyldigt væsen ulykkelig.” – Med ”udsvævelse” mener han formentlig et frit og fornøjeligt liv med sprut og damer, lige som han med udtrykket ”højere pligter” nok tænkte sig de moralske pligter, som en etisk livsopfattelse påbyder et menneske, og endelig betyder udtrykket ”et uskyldigt væsen” naturligvis en uskyldig ung pige, som man som mand ikke bør tilføje fortræd, ved f.eks. at gøre hende gravid i utide, og dermed sætte hende i en især dengang ulykkelig situation. 

    

     Med henvisning til sin rektors kone, som åbenbart ikke tog det så nøje med dyd og moral, bare hendes mand ikke opdagede det, skriver Andersen senere i ”Levnedsbogen”: ”Kommen fra fru Ms skole, måtte disse anskuelser være ganske naturlige, jeg fandt derfor alle unge menneskers opførsel i denne henseende undskyldelig, derimod steg min foragt for fruentimmerne i en sådan grad, at det vist var denne der endnu bevarede mig ufordærvet og uskyldig.” – Ja, uskyldig og ufordærvet, men bestemt ikke snerpet, var han utvivlsomt i den forstand, at han i en alder af 20-25 år formentlig endnu ikke havde haft et seksuelt forhold til en pige. Og af hans dagbøger fra skoletiden i Slagelse og Helsingør, fremgår det tydeligt, at han tilfredsstillede sin til tider meget stærke seksuelle trang ved onani; dog ikke altid uden skrupler eller anger over den begåede ”synd”. Men Andersen bevarede ellers livet igennem et sundt og naturligt syn på seksualitet, selv om han for sit eget vedkommende altid havde store problemer med den. Man skal heller ikke drage forhastede slutninger af, at det ovenfor er blevet fremhævet, at Andersen som dreng og ung mand nærede en vis afsky og foragt for kvinder, underforstået, at han ikke hverken følelsesmæssigt eller seksuelt var specielt tiltrukket af dem. Men selv om han faktisk havde psykologiske træk beslægtet med homoseksuelle mænds attitude over for kvindekønnet, så forholder det sig nu ikke helt så enkelt for hans vedkommende, hvilket vi senere skal vende tilbage til. Den kendsgerning kan imidlertid fastslås, at H.C. Andersen forblev ungkarl hele sit liv, og meget tyder på, at dette også var i overensstemmelse med hans eget dybeste ønske, idet ”musaen” for digterkaldet og –kunsten, hans feminine pol,   var og forblev hans eneste og kæreste ”ægtefælle”. (3)      

 

     I skoledagbogen 1825-26 er det den da 20-21 årige H.C. Ander­sen, der træder os imøde. Han var en pligtopfyldende, flittig og dygtig elev på trods af, at de boglige studier ikke rigtig passede til hans bohéme-agtige naturel. Desuden havde han vanskeligheder med at omgås sin rektor, som ifølge Andersens dagbog forholdsvis ofte lod sit uligevægtige og vredladne sind og sine frustra­tioner gå specielt ud over den nærtagende unge digterspire. Eller han oplevede det i hvert fald på den måde.

     Rektor Meisling var så meget menneskekender, at han hurtigt fandt ud af, hvor den lange, radmagre og ovenud følsomme Andersen havde sine svage punkter. Dels var Andersen øm om sin spirende forfatterære og især om sin "førstefødte" bog, "Ungdoms-Forsøg" (1822), og dels var han forfængelig med sit udseende, som han udmærket selv vidste lod en del tilbage at ønske.

     Engang omkring 1824, bemærkede Meisling en dag i en under­visningsti­me, at der var skrevet et dårligt vers udenpå bindet af en af Andersens skolebøger. Andersen blev hed om ørerne og svarede fortvivlet:

 

     "men det er ikke af mig, skriften ser De, ligner ikke min hånd!" - "Men Deres ånd!" svarede han. "De er en stupid knægt der aldrig bliver noget af; - De vil nok jaske en hob sammen når De kommer ud på Deres egne ben, men ingen vil læse hvad De skriver, det vil købes som makulatur hos Soldin. - Nå, skal De nu ikke græde! det lange spektakel! -" (4) 

 

     Det må især have været rektorens bemærkning om makulaturen - som formentlig har været en hentydning til hans elevs "Ungdoms-Forsøg", om hvis skæbne i 1822 rektoren nok havde erfaret - der sved og smertede den unge digtersjæl, som Meisling med tanke på Andersens bittesmå øjne, for øvrigt havde givet tilnavnet: "Shakespeare med vampyrøjnene."  

     Andersen var på det tidspunkt seksuelt uskyldig og uerfaren i den forstand, at han – så vidt det kan skønnes - endnu ikke havde haft et seksuelt forhold til nogen anden person, kvinde eller mand. Det betød ikke, at han var ukendt med seksuel trang og ophidselse, for det var han utvivlsomt, men det klarede han som så mange andre unge mænd både før og efter ham, ved såkaldt selvtilfredsstillelse (onani). Det turde især fremgå, omend indirekte, af hans dagbog for 1825-26. Noget andet er, at H.C. Andersens forhold til halvsøsteren Karen Marie synes at have haft et seksuelt islæt, hvilket vi skal vende tilbage til i forbindelse med skildringen af hans forhold til kvinder.

     I Andersens dagbøger og almanakker forekommer der i for­bindelse med teksten relativt ofte tegnet φ eller +, som jeg mener skal ses som udtryk for, at han holdt en slags regnskab med sin onani. Tegnet φ må vel med en smule fantasi siges at have en forenklet lighed med de mandlige kønsorganer. Men dette 'regnskab' er dog ikke ført konse­kvent, lige som tegnet + også forekommer i tekst­steder, hvori der tilsyneladende ikke er tale om noget seksu­elt. I den forbindelse vil jeg dog minde om, at onani også kan forekomme som middel til selvberoligelse ved nervøs uro og anden op­hidselse af både fysisk og psykisk art. (5) 

 

Forbudte gerninger og mystiske tegn

Som nævnt benytter Andersen ofte tegnet φ, som er græsk bogstav for ph (udtales f), til at holde 'regnskab' med sin "synd" (onani). Det kan man efter min mening ikke mindst læse ud af Dagbøger 1, s. 21: Onsdag 23. november 1825:

 

"[...] - φ - fæle lyst som raser i mit bryst, blink af Gud som nys begyndte, du svandt hen thi ak jeg syndte; uren flamme i barmen steg, og den lyse engel veg. Dog jeg synded' kun ved tanke! mig fra gerningen bevar! - [...]". (6)

 

     Som det fremgår af citatet, kunne den unge digterspire Andersen ikke nære sig for at benytte lejligheden til at omsætte sine tanker og følelser i rimede sætninger og vers. Men at der virkelig er tale om, at Andersen anvender det græske tegn φ for dansk f, kan ses af Dagbøger I, 18. marts 1826: "[...] - læst på min Xeneφov, [...]", hvor de tre sidste bogstaver i navnet er skrevet med græske bogstaver, og det ses heraf, at tegnet φ må være identisk med bogstavet f. Det kunne måske tyde på, at tegnet hos Andersen står for ”phantasier”, på nyere dansk "fantasier", i denne forbindelse specielt "seksuelle fantasi­er". Altså fantasier, som i nogle tilfælde førte til hans onani.

     Dette vil yderligere kunne bekræftes af Dagbøger I, s. 51, 27. marts 1826:

 

"[...] - M gnaven, jeg kunne ikke finde dette af min dagbog, samt et vers, og straks troede jeg at han havde fundet det og var nu vred, ja at han på onsdag når jeg intet kunne vilde vise mig det (eller og han havde mærket sig mit φ) at jeg ingen punch fik igår gav mig mere grund, men det var kun en forglemmelse og jeg fik den i aften." (7)

 

     Men Andersens mistanke om eller frygt for, at Meisling måske havde kigget i hans dagbog og bemærket sig hans φ'er, var åbenbart grundløs, og Andersen fortsatte da også med at bruge tegnet. Således i Dagbøger I, s. 53, 2. april 1826: "(φ det var ilde) [...]" og 3. april: "[...] Min stil duede ikke; φ i eftermiddag som vi sad i skolen kom Giesemann: [...]". Men herefter findes tegnet ikke i den resterende, bevarede del af dagbogen for 1826. Og da Andersens dagbøger for årene 1827-30 m.fl. heller ikke ses bevarede, er det ikke muligt at afgøre, hvornår han er ophørt med at bruge tegnet. Derimod kan det konstateres, at første gang, han bruger tegnet i den bevarede eller førte del af dagbogen for 1825, er lørdag den 17. september, hvor der under denne dato står noteret: "Sløv og mat af at læse - φ - repeteret - gik af sløvhed til sengs før klokken 10. -"

 

     Man kan måske i det hele taget undre sig over, at Andersen har villet notere noget om sit intimeste privatliv i sine dagbøger og almanakker, hvilket han jo relativt ofte har gjort. Men det vil formodentlig være rimeligt at antage, at det primært skyldtes hans store trang til selviagttagelse og selvekspo­nering, sådan som det meste af, hvad han har skrevet, vidner om. At han lejlighedsvis over en periode brugte et græsk bogstavtegn til at markere, hvornår han havde seksuelle fanta­sier og eventuelt ledsagende onani, hænger formentlig sammen med, at han i de år lærte og læste græsk, så godt det nu lod sig gøre. Og det græske tegn midt imellem de latinske (danske) bogstaver og sætninger, kan måske forekomme lidt hemmelighedsfuldt.

     Ved i hvert fald én bestemt lejlighed kunne unge Andersen finde på, at skrive en dansk sætning med udelukkende græske bogstaver, hvilket kan ses af Levnedsbogen, s.134, hvor han har skrevet sætningen: "(Svinet havde sit logi i skolens vand­hus)", netop med græske bogstaver, måske for at 'skjule' det lidt prekære indhold. "Skolens vandhus" vil jo sige pissoiret, og alt, hvad der lå under bæltestedet var dengang noget, man hverken talte om eller henviste til, i al fald ikke offentligt eller i dannede kredse.

     Det ser ud til, at Andersen er gået bort fra at benytte φ-tegnet omkring 1830-31, for det findes ikke i hans dagbog for 1831 og heller ikke i de følgende af hans bevarede dagbøger. Derimod forekommer tegnet + som nævnt allerede i dagbøgerne fra 1825-26, omend kun i begrænset omfang. Så vidt jeg har konstateret, støder man først på tegnet igen i Almanakken for 1838 og da 23. januar, og efterfølgende i Dagbøger II, 13. juli 1842, hvor Andersen bl.a. noterer: "[...] Sanselig og nydende +". Og dette til trods for, at han efter en del at dømme i den mellem­liggende tid har haft adskillige anledninger eller lejligheder til at have seksuelle fantasier og give efter for sin trang eller lyst, enten ved at gå på bordel eller ved at onanere. Herom vidner bl.a. følgende notat fra Dagbøger I, 11. maj 1833, hvor Andersen opholder sig i Paris: "[...] - Jeg har ellers i dag set mange liderlige billeder på gaden; hvert øjeblik kom der en og stak mig et papir i hånden, det var adresser til læger der kurerede vellystninger. -"

 

     Andersen omtaler også de "liderlige [dvs. pornografiske] billeder" i et brev til vennen Ludvig Müller, dateret "Paris den 31. Mai 1833":

 

  [...] - Ellers befinder jeg mig meget vel her i Paris, det er en by, som ret behager mig, og det i højere grad, jo længere jeg bliver her. Ellers er tonen særdeles let. Alt viser sig her uden gevandt, og man bliver virkelig vænnet til det, så det næsten ikke støder mere. De mest sanselige billeder, ofte særdeles pikante, hænger fremme på gaderne. Det, der mest støder mig, er, at selv hellige genstande gøres gemene. - - Jeg er slet ikke snerpet, kan godt tåle at se et letfærdigt billede; men der bør, selv i det sanselige, være et slags dekorum. På vaudeville-teatrene giver de også nogle styk­ker, der i København aldrig kunne spilles, uden at det skulle være i Studenterforeningen. - - - Jeg tør næsten sige, at uskyldigheden næppe findes bosiddende her i Paris, den er vist kun rejsende medlem, og selv således er den i en farlig stilling, i det mindste bliver øret og øjnene forvænte, og så har den dog i grunden lidt skade. - Dette er nu skygge­siden; Paris har ellers solskin i alle andre henseender. [...]. (8)   

 

     Hvad Andersen mere præcist mener med et udtryk som f.eks. "sanselighed", kan bl.a. ses af følgende citat fra Dagbøger II, s. 204, 1. maj 1841, hvor han opholder sig i Konstantinopel: "Sanselighed er en salig pirren gennem nerverne i det man udlader en dråbe af sin livskraft. [...]". - Tydeligere kan det vist ikke udtrykkes, at det drejer sig om seksuel udløsning ved onani eller eventuelt samleje. Men at Andersen også ofte søgte at kæmpe imod de sanselige fristelser, han lejlighedsvis var udsat for, vidner hans dagbøger ikke så sjældent om, sådan som der allere­de er givet eksempler på ovenfor. Disse kan dog suppleres med følgende eksempler fra Dagbøger 21. februar 1834, hvor Andersen opholder sig i Napoli:

 

  [...] i aftendæm­ringen gik jeg ned til havet, Vesuv kastede store lavastrømme, det lyste i luften, det var som ildsluer der slog op, så stærkt har jeg endnu ikke set det. Men jeg kunne ikke have ro at se for ruffere, en dreng på 10 a 12 år forfulgte mig hele gaden og sagde om donnaen multa bella excellenza, jeg blev ordentlig lidenskabelig, men modstod dog endnu fristelsen. Kommer jeg hjem uskyldig, så bliver jeg det altid. [...]". (9)   

 

     Et par dage efter, søndag den 23. februar 1834., noterer Andersen i dagbogen:

 

  […] spadserede Toledo-gaden igennem, gik så ind i de små gader, hvor de 6 etages huse næsten møder hinanden øverst oppe. Mit blod i stærk bevægelse. Uhyre sanselighed og kamp med mig selv. Er det virkelig en synd at tilfredsstille denne mægtige lyst da lad mig bekæmpe den; endnu er jeg uskyldig, men mit blod brænder, i drømme koger mit hele indre. Syden kræver vist sin ret! Jer er halv syg. – Lykkelig den der er gift, der er forlovet! O at der var stærke bånd på mig! – Men jeg vil! jeg vil bekæmpe denne svaghed. […] (10)  

 

Den 26. februar 1834 er det trods alt lige ved at gå galt for Andersen, men han modstår dog trods alt fristelsen:

 

  [...] Spadserede den hele aften i Toledoen, så på den brogede vrimmel og forfulgtes af ruffianni; drengen med den hvide hat, som endelig vil forføre mig, kunne ikke noksom anprise sin donna, "o multa bella!" sagde han, hun var kun 13 år og havde kun i denne måned hengivet sig til kødet, jeg blev tilsidst ked af ham og stak op i en sidegade, med et løb han foran mig, thi det var just gaden hvor hun boede, han viste mig huset, bad mig blot at se på hende og sagde han, jeg ville ikke kunne modstå; "just derfor", tænkte jeg og sagde no! no! no! i det jeg gik til den næste gade. - Strada Nardona Numer trenta due, råbte han og jeg slap. - Gik så hen og spiste mig en god aftensmad og drak et glas Malaga til. Tænkte på Louise og de andre hjemme, dersom de havde set mig i aften, havde de vist været bange for mig. Neapel er farligere end Paris, thi der fryser man, men her brænder blodet. Gud led mig til det fornuftigste og bedste; jeg anser ikke denne tilfredsstillelse for en synd, men jeg finder det væmmeligt og farligt, med slige væsener og utilgiveligt synd med et uskyldigt væsen. - Jeg er nærved at sige med Hertz, lykkelig den der er gift og ikke begår brynde. -" (11)  

 

     Andersen opholdt sig stadigvæk i Neapel, da han den 28. februar 1834 noterer i dagbogen:

 

"[...] Det er en dræbende hede! Efter bordet en frygtelig hede i mit blod, hovedpine; blodet trængte op i mine øjne, en lidenskabelighed jeg aldrig har kendt drev mig afsted, jeg ved ikke selv hvor jeg gik, men jeg skyede Toledogaden for at undgå ruffianni, gik i den mørke aften ned på Molaen satte mig på en sten ved havet der væltede op; den røde ild strømmede ned af Vesuv. Luftningen kølte mig ikke, jeg brændte. - Da jeg gik hjem kom to mænd og anbefalede mig donnaer. Nej, nej! skreg jeg og gik hjem, hvor jeg gjorde hovedet vådt, satte mig til at digte, læse, regne mine penge ud. Nu er jeg roligere og går ikke ud i aften. - Erfarne folk vil vist le af min uskyldighed, dog uskyldighed er det ikke, det er en modbydelighed for denne ting, jeg engang har en følelse imod; [...]". (12) 

 

     Disse eksempler på, hvor tæt Andersen lejlighedsvis var på at lade sig friste til at indlade sig seksuelt med en prostitu­eret, kunne suppleres med endnu flere fra dagbøgerne. Men lad de anførte eksempler være nok i denne sammenhæng. Om Andersen nogensinde i sit liv rent faktisk gennemførte et samleje eller anden kønslig omgang med en kvinde, er det vanskeligt at afgøre helt bestemt, for det synes ikke direkte at fremgå nogetsteds af dagbøgerne, almanakkerne eller andet. Men at han har søgt 'inspiration' ved besøg på bordeller i Paris og i Neapel, fremgår utvety­digt af hans dagbøger, sådan som der allerede er givet eksempler på og som vi skal se flere af om lidt. Men derudover har han sandsynligvis klaret sig ved at onanere, når presset blev for stort, og i øvrigt ved i vidt omfang at sublimere sin kønsdrift og omsætte den i digterisk skaben. Uden at dette bør anses for at være 'finere' eller mere 'værdigt', end at leve sin seksualitet ud på normal vis, hvilket sidste Andersen forresten må have ment med ordene: "jeg anser ikke denne tilfredsstillelse for en synd, osv.". Jvf. citat af 23. febr. 1834.

 

Andersen på ’gale veje’

Af Andersens almanakker for september-oktober 1840 synes det imidlertid at fremgå, at han kan have haft et par enkeltstående seksuelle forhold til en prostitueret kvinde i København. Andersen opholder sig i hele denne periode i hovedstaden, hvor han forresten på det tidspunkt logerer i Hotel du Nord på hjørnet af Kongens Nytorv og Vingårdsstræde. For overskuelig­hedens skyld er citaterne fra digterens almanaknotater anført i kronologisk rækkefølge og ovenover hinanden fra og med 2. juli 1840:

 

2. juli: "Meget sanselig stemt - +."

 

3. og 4. juli: "sanselig" og "sanselig +."

 

     I juli 1840 noterer Andersen forholdsvis ofte i almanak­ken, at han er "meget sanseligt stemt +", "sanselig stemt" eller bare "sanselig", eller har "lyst til sanselighed. Drevet om - +". Uden at det åbenbart blev til ret meget andet end tilløb til at kontakte en af luderne i de kvarterer, hvor disse færdedes. Holmensgade, hvor han selv havde boet 1819-22, var en af de mest berygtede gader i datidens København, men prostitution fandtes også flere andre steder i byen, f.eks. i Borgergade-kvarteret og Peder Madsens Gang, som dengang lå, hvor nu Ny Østergade er beliggende. (13)   

      H.C. Andersens moster, Christiane Jansen, boede på det tids­punkt, da han for allerførste gang kom til København i 1819, i Borgergade-kvarteret, mere præcist i Dronningens Tværgade. Hans bemærkninger om hende i Levnedsbogen tyder på, at hun drev en mindre bordelvirksomhed i sin lejlig­hed, men senere flyttede hun med sine to mindre­årige adoptiv- eller plejedøtre til Borgergade 65. På det tidspunkt havde Andersen muligvis ingen kontakt med hende, så derfor vides det ikke, hvad hun har ernæret sig ved på den tid. Hun døde af vattersot den 25. februar 1830 og efterlod sig de to uforsørgede døtre på hhv. 17 og 10 år, som i henhold til det skudsmål, de fik efter moderens død, begge havde fået en god op­dragelse og skoleuddannelse. Kort tid efter moderens død annoncerede den ældste af pigerne efter en plads som sy- eller kammerjomfru, og på den yngstes vegne søgte hendes beskikkede værge om en stilling som barnepige. Men hvad der videre skete med disse to adopterede halvkusiner til den store even­tyrdigter, foreligger der mig bekendt ikke noget om på tryk. (14)   

 

Andersen og ”Adelgunde”

Onsdag den 15. juli 1840 noterer Andersen i almanakken:

 

[...] En hysterisk pige på hospitalet skal elske mig, hedder jomf. Madsen. 

 

     Hvem der har fortalt Andersen om pigen, der var forelsket i ham og som blev karakteriseret som hysterisk, fremgår ikke. Hysteri er klinisk set en psykisk betinget forstyrrelse af personligheden med voldsomme reaktioner på indtryk, ofte ledsaget af forskellige fysiske funktionsforstyrrelser, f.eks. i hjerte, tarm osv. En hysteriker er en person, der lider af hysteri.

 

Dagen efter, den 16. juli:

 

      I Eftermiddag kom den hysteriske pige op til mig, det er hende som engang før har søgt mig med et vers. Ikke vel! (17. juli:) "Følt mig syg; skrevet på stykket, drukket - +. (15) 

 

     Imidlertid er det så heldigt, at Andersen så sent som i dagbogen for onsdag den 21. juli 1875, altså kort før sin død den 4. august s.å., i detaljer erindrer sig episoden med Jomfru Madsen. Notatet fortjener at gengives i sin fulde længde:

 

    Hvor dog tiden er righoldig! Som milliarder af duft, milliarder af tanker. Forklarligt dog med min tanke særhed. Hvilken skræk tidligere for hvert brev med fodposten, Uartigheder man ikke turde eller ville sætte i noget blad. Komiske forelskelser. En dag ved Christian d. 8des Kroning, (filosoffen Schelling med kone og datter indbudne af kongen hertil), som jeg boede i Hotel du Nord, kom en silkeklædt ung, lidt skæv pige, bad mig skrive for sig til sin moders fødselsdag et digt. Jeg sagde hun måtte komme ovenpå hvor jeg boede, hun kom lidt senere, for straks hen, satte sig i sofaen, sprang derfra op på forhøjningen ved vinduet, ud mod teatrets regissørværelse. "Hvor De bor mageløs dejligt", udbrød hun; "De er min digter, jeg elsker Dem!" sprang igen hen i sofaen, strakte sig. "Omfavn mig" sagde hun. "Gud bevares! hvad går der af Dem?" udbrød jeg. Hun blev forfærdelig nærgående. "Men har De ingen moder?" sagde jeg. "Hvad ville hun dog sige og tro, når hun så og hørte Dem således? De er vist sindssyg. De må virkelig gå Deres vej, jeg bliver bange for Dem, De beder mig - - Gå Deres vej". Da forandrede hele hendes personlighed sig. "De er et ækelt menneske sagde hun. Jeg har elsket Dem, nu hader jeg Dem. Er De en digter? De ved aldeles ikke hvad en digter er". "Gå" sagde jeg og rystede. Hun løb, jeg fik i hast tøjet på mig, løb hen til etatsråd Collins. Gamle madame Thyberg mødte mig. "Men hvad fejler De dog?" spurgte hun. "Hvad er sket?" Gud, der har været et fruentimmer hos mig. Hun lo, da hun fik forklaringen. En dags tid efter kom doktor Andreas Bunzen, besøgte mig, jeg fortalte ham historien. "Hvad hed hun sagde han?" Jeg nævnede hendes navn, det hun havde sagt. "Det er jo den unge hysteriske frøken, som ligger ude på Hospitalet / som elsker Dem og idelig citerer uanstændigt af deres Mulat." Han gav mig et par underlige eksempler. "Hun er tilfældig sluppet ud og er sluppet op til Dem, vi skal nok holde på hende". Flere år efter, tror jeg at have mødt hende på gaden, lidt mere skæv end før. Det lod til at hun aldeles ikke kendte mig. Man nævnede imidlertid hendes familieskab, langt ude med gamle Collins. ........

     En Dag får jeg et brev "en ung pige udbeder sig en samtale, beder mig komme ud på Amager, skriver adressen; jeg skal få æbler og kirsebær; men tror dog at det er mig bekvemmere på den tid imorgen at møde der og der, på Farimags Vejen. Hun begynder brevet med "Herr Professor" og slutter med "Evig elskede Hans Christian". Jeg svarede hende naturligvis aldeles ikke. Da sender hun brev på brev. "Jeg må og vil tale med Dem, jeg skal for­følge Dem, jeg ved hvilke huse De kommer. Således til gamle fru Ørsted". Jeg fortalte det der. Hvergang når der i min nærværelse, blev ringet, sagde familien "Der er Andrea", således var hendes navn, de havde set i brevet.

     En dag hos madame Anholm får jeg brev undertegnet "Adelgunde" "Jeg elsker Dem, som digter og menneske har aldrig set Dem, rejser idag fra byen; jeg må se Dem og trykke Deres hånd." Hun bestemmer en tid, omtrent imellem 12 og 1 / om dagen naturligvis, at møde hende gående fra Gothers­gade og ad Nørrevold, vil da møde en ung sort silkeklædt dame med knækparasol. Jeg fortalte det straks ved frokosten hos etatsråd Collins. Nuværende admiral Sommer, der hørte jeg ikke ville møde, sagde: "Så vil død og pine jeg" Min mening var at unge studenter som boede der ved Volden, ville se mig komme løbende. Snart blev jeg underrettet om at der ikke havde været spor af slig dame at se. Jeg gik ud, kom hjem. Madame Anholm modtog mig med en hilsen fra Adelgunde, der beklagede at jeg ikke var mødt på bestemte tid og sted. "Hvorledes så hun ud?" spurgte jeg. "Nydelig, sort silke og knækparasol." "Var hun ikke gal spurgte jeg? hun så vel uanstændig ud, spurgte jeg." Ikke spor! Hvad skal jeg få ud af alle disse historier." (16)  

 

     Hvordan "Adelgunde" eller "Andrea" ville have reageret, hvis Andersen havde været af den slags, der ikke ville have haft noget imod at udnytte situatio­nen, er ikke godt at vide. Men dels blev den da ca. 35-årige digter overrumplet, og dels blev han forfærdet over hendes åbenbart meget ligefremme måde at opføre sig på. Det mobiliserede hans seksuelle skyhed og vakte hans gamle angst for kvindekønnet, så at han blev så bange for hende eller situationen, der var så meget ude af hans kontrol, at han kom til at ryste over hele kroppen. Så hvem andre end hans nære venner, Edvard og Henriette Collin, skulle han ty til i en sådan situation, og det er formodentlig gennem dem, at Andreas Buntzen (1811-80), har erfaret om, hvad Andersen havde været udsat for. Buntzen var på det tidspunkt licentiat i medicin. "Gamle madame Thyberg" er identisk med Henriette Collins moder, Oline Thyberg, f. Falenkam (1781-1853), og der er vist ikke noget at sige til, at den formentlig mere livser­farne og i hvert fald ældre kvinde har moret sig over situatio­nen, da den sikkert for­pustede og opbragte Andersen fortalte hende, at han havde haft besøg af et fruentimmer! 

     Madame Joachime Anholm, f. Oppermann (1812-86), var på den tid Andersens værtinde i Nyhavn nr. 67. Værten var skibsfører og gæstgiver Johannes Anholm, død 1860. Her boede Andersen i perioden 1. oktober 1847 til 14. september 1865. Heraf ses det indirekte, at Adelgunde ’trofast’ må have "hjemsøgt" Andersen i hvert fald i årene 1840-47 og måske længere.

     Det er forresten interessant at konstatere, at Andersen har benyttet navnet "Adelgunde" og formentlig sine erindringer om virkelighedens Adelgunde i sit forfatterskab, nemlig i romanen De to Baronesser, 1849. Adelgunde optræder i romanens tredie del, hvor hun er jævnlig gæst i enkefruens hjem i Laksegade. Hun præsenteres sådan: "Fruen fik et meget godt shawl om sig, bordet blev vel besat, og nu kom Adelgunde, med silkekåbe og fløjlshat. Hun var næppe tyve år, slank figur, strålende øjne og et ypper­ligt snakketøj, og af profession - sypige."

 

Sypigernes eller ’fypigernes’ bitre liv

Andersen giver herefter en malende og medfølende beskrivelse af sypigernes ofte bitre liv som tjenende ånder hos fremmede familier, hos borgerskabet eller hos rangsfamilier, i reglen til en ussel løn og under dårlige arbejdsvilkår. Hvad Andersen derimod ikke nævner, er det forhold, at mange sypiger blev udnyttet og presset til seksuelle ydelser eller selv nødtvun­gent valgte at tjene en ekstraskilling til livets ophold ved at prostituere sig. Begrebet sypige blev i datiden derfor nærmest synonymt med begrebet prostitueret. Det er muligvis dette forhold, Andersen antyder med opholdsstregen i sætningen: "og af pro­fession - sypige." (17)       

 

Den 20. juli 1840 lyder det i almanakken: "Sanselig stemt."

 

22. juli: "Lyst til sanselighed. Drevet om - +." (Dette sidste gør Andersen også ofte, når han opholder sig i udlandet, og det er efter min opfattelse tydeligt, at han da driver om med seksuelle tanker og lyst).

 

31. juli: "Sanselig stemt. Puls."

 

7. august: "Sanselig +."

 

9. august: "Tidlig oppe for at rejse til Faaborg, stor ulyst, blev og skrev brev efter en skrækkelig kamp." (Andersens ulyst skyldtes her formentlig en ulyst til eventuelt at møde Riborg Voigt igen).

 

13. august: "Meget sanselig - +."

 

19. august: "Skrækkeligt humør. Drevet om med Theodor, som ville have mig med til S.E. Kamp, gik til Ferini, drak mig halv drukken. Lidenskabelig +." (Eftersom Andersen ofte er sløset med sin tegnsætning, der tit helt udelades, er det vanskeligt at afgøre, hvorvidt der er tale om en S.E.­Kamp eller kun om S.E., således at Kamp skal forstås som under 9. august, altså kamp med sig selv, om han skulle gå med eller ej, kan jeg ikke afgøre med sikkerhed. Men jeg vil personlig mene, at det skal forstås som "Kamp med sig selv osv.").

 

3. september: "Sanselig og vild - Fortvivlet." (det sidste antagelig over Heiberg­'ernes besøg hos Collins, hvor Andersen i dette tilfælde ikke var inviteret med!)

 

9. september: "Sanselig stemt +."

 

13. september: "Ikke hos fru Læssøe. Drevet om. Sanselig stemt."

 

22. september: "Spadseret. Tager ej til Nysø. Vild sanselig stemt +."

 

23. september: "Øm i penis. W.H. bestemt rådet mig til at tage et F." (Andersen var antagelig øm i penis på grund en seksuel spænding i kønsorganerne (fyldt sædblære) eller måske på grund af onani. W.H. læser jeg som vennen og lægekandidaten Wilken Hornemann, som angiveligt har rådet ham til at skaffe sig udløsning for sin seksuelle trang og spænding på normal vis hos en kvinde. F. læser jeg som Fruen­timmer = prostitu­eret. Og da Andersen hverken var forlovet eller gift, har Hornemann anbe­falet ham den ikke ualmindelige udvej, som mange mænd, ugifte så vel som gifte, også dengang benyttede sig af, nemlig at gå til et offentligt fruen­timmer, altså til en luder eller pro­stitueret).

 

24. september: "Drevet om aftenen i sanselige tanker."

 

25. september: "Th vil imorgen skaffe et F. Læst Maurep hos Sibbern." (Ifølge konteksten kan der med Th kun være tale om Theodor Collin. – ’skaffe et F.’: skaffe et Fruentimmer, dvs. en prostitueret. – Maurep-’:  ”Maurerpigen, original Tragedie i fem Acter." Opført første gang på Det kgl. Teater den 18.12.1840. Sibbern er filosoffen Frederik Christian Sibbern (1785-1872), professor ved Københavns Universitet 1813-70).

 

26. september: "Meget lidenskabelig."

 

27. september: "Læst hos Abrahams til middag Maurerp: Th har iaften skaffet mig MD til Tirsdag." (Abrahams = N.C.L. Abrahams (1798-1870), professor ved Københavns Universitet i fransk 1832, tillige i tysk 1839, Notarius publicus 1852, etatsråd 1853, konferensråd 1869). Hvad eller hvem initialerne MD og M (se under 29.sept.) står for, fremgår ikke, men jeg identificerer initialer­ne som en hentydning til den Madame eller Madamme = bordelmut­ter, som Th[eodor Collin] har arrangeret Andersens bordelbe­søg hos tirsdag den 29. sept.).

 

28. september: "Inat sovet uroligt."

 

29. september (tirsdag): "Feberagtig hele dagen. [...] halv syg i teatret, gik med Th til M, prøve. spist hos Ferrini."  (Teksten læser jeg således: Efter at have været i Det kgl. Teater, hvor Andersen meget ofte, i perioder daglig, var gæst, gik han ledsaget af Theodor Collin til Madame, for at prøve sig frem, dvs. orien­tere sig om, hvordan sådan et arrangement foregik i praksis. Derefter spiste han aftensmad på restaurant Ferrini).

 

30. september: "Hovedet let, nerverne spændte. Ikke sovet næsten hele natten. Besøg i morges af W. Hornemann. Søvnig og afficeret; gik til M uden nogen scene. Den usynlige på Sprogø opført og gjort stor lykke." (Denne dag gik Andersen altså til Madame uden videre vrøvl, hvilket jeg tolker sådan, at der havde været problemer for ham under det første besøg dagen før. Dette har i henhold til almanakteksten åbenbart voldt ham en nervøs uro og en søvnløs nat. Seksuel opstemthed og manglende udløsning kan have været årsagen, og om morgenen har han måske betroet sig til vennen, Hornemann, som nok har rådet ham til at forsøge sig igen. Hvilket Andersen altså gjorde, og denne gang har han antagelig haft samleje eller andet seksu­elt forhold til en af bordel­lets piger eller måske til Madame selv. Mest tænke­ligt er det dog nok, at den seksuelt opstemte men meget blufær­dige Andersen har fået det, som i vore dage betegnes som "intim massage". Herved forstås ganske enkelt, at kvinden onanerer manden til udløsning).

 

1. oktober: "Besøgt Th; følt mig mageløs vel" rig på tanker." (Den formentlige afspænding i form af seksuel udløsning dagen før, uanset hvordan denne end er tilvejebragt, har åbenbart haft en god og gavnlig virkning på vor digter! Men som altid i Andersens tilfælde svingede hans pendulagtige sind hurtigt over i nogle modsatte følelser og tanker).

 

2. oktober: "Sovet uroligt! ildestemt ved Th's mismod. Frygt for at være syg. [...] Kærlighed til L.C. vågnet stærkt påny! -" Andersen har åbenbart enten haft morgen- eller for­middags­besøg af Theodor Collin eller aflagt besøg hos denne, som af en eller anden grund var mismodig. Dette for­stærkede tilsyneladende Andersens frygt for at være blevet smittet med kønssyg­dom under sit bordelbesøg et par dage før, hvilket måske kunne tyde på, at der da har været tale om samleje. Smitte kan dog også overføres via oral-genital kontakt. - L.C. er helt utvivl­somt Louise Collin, som Andersen havde sværmet stærkt for tidligere. Se mere herom senere).

 

3. oktober: "Sanselig stemt."

 

4. oktober: "Øm i penis, filipens på næsen. Middag hos Ferrini. Drevet om." (Andersen har sikkert tolket ømheden i penis og filipensen på næsen som tegn på, at han nok var smittet med en kønssygdom. Men ømheden i penis kunne måske også tydes derhen, at der under hans bordelbesøg har været tale om genitalkontakt, og eftersom han efter alt at dømme var helt uvant med en sådan, er det ikke utænkeligt at ømheden kan have været forårsaget af samlejet).

 

5. oktober: "Sanselig +"

 

6. oktober: "Med Theodor drukket Du hos Ferrini."

 

7. oktober: "Middag hos Collins; drevet, sanselig stemt."

 

9. oktober: "Middag hos Ferrini. Lidenskabelig, travet om +." (I de anførte dage har Andersen altså følt sig seksuelt opstemt og har som følge heraf et par gange været på vej til at ville aflægge besøg hos Madame).

 

15. oktober: "[...] var ved M.D. dør men kom ikke ind." (Dette læser jeg sådan, at Andersen har opsøgt MD på dennes adresse, men at Madamen enten var optaget af anden 'forretning' lige på det tidspunkt eller simpelthen holdt fridag, hvorfor hans besøg var forgæves).

 

20. og 22. oktober: "Sanselig stemt" og "Sanselig +"

 

25. oktober. "[...] øm i penis; slet lune derfor."

 

”Theodors råd, Einars ansporelse"

De ovenfor citerede tekststeder fra hhv. dagbøgerne og alma­nakkerne gør det klart, at Andersen ikke så sjældent kunne føle sig seksuelt opstemt og trængende, og at han i al fald i et par tilfælde gør noget ved sagen, idet han opsøger og formentlig har et seksuelt forhold til den pro­stituerede MD eller M. Udtrykkene "sanselig stemt" og "vild i blodet" og lignende, skal efter min mening ses som udtryk for seksuel sult. Og de + tegn, der lejlighedsvis findes i dagbogs- og almanakteksten, tror jeg som sagt også skal læses som udtryk for, at Andersen holdt en slags regnskab med sin onani.

     Foruden lægerne Wilken Hornemann, Theodor Collin og Franz Brun, var der også andre af Andersens venner, der rådede ham til bordel­besøg. Det ses af dagbogen for den 10. oktober 1861:

 

     "E. spadse­rede med mig om aftenen, ville have mig videre med, men der blev ikke noget af; jeg var meget brændende stemt, ærgerlig over den lyst som vækkes så tit og ikke tilfredsstilles, ækelt! -" (18) 

 

Torsdag den 31. oktober 1861: "[...] Humøret slet, Theodors råd, Einars ansporelse."

 

     Men på trods af vennernes gentagne råd, er der er ikke noget, som tyder på at Andersen i almindelighed eller altid fulgte disses velmente råd om, at han burde lette sit pinagtige seksuelle behov ved at gå til en prostitueret. Den 19. juli 1864 noterer han f.eks.:

 

     "[...] Talte en del med Einar der gav mig et vink om livets korthed og at det skulle nydes, han var min ven. Hjemme sad jeg og led af varmen."

 

 Søndag den 14. maj 1865: "Solskin med kold blæst; jeg hoster og går ynkelig på benene, er helt kadaver, min læge kom med sine sædvanlige råd og disse understøttedes af Wilken Horne­mann. [...]". (Andersens læge var på det tidspunkt Theodor Collin, der også var teaterlæge 1849-94).

 

Fredag den 11. august 1865: […] Kørte ud til Wilken Hornemann, der så på filipensen, forsikret at den ikke var nogen koppe. Han gav flere råd til rejsen og ganske i Theodors retning. [...]". (Den rejse, der sigtes til, er Andersens Sveriges-rejse 14.9.-13.10.1865).

 

Endelig den 20. november 1865 kan Andersen konstatere:

 

"[...] Det lader til at ven Wilkens råd, ikke følges hverken hjemme eller ude, jeg dør som jeg er uden at have fulgt hans og blodets røst, måske det bedste for mig. [...]". (Det, Andersen mener hermed, er formodentlig at han aldrig – eller næsten aldrig - har haft samleje, men næppe at han ikke har haft anden form for lejlighedsvist seksuelt forhold til en kvinde).

 

Andersens udenlandske bordelbesøg

Set på baggrund af dagbogs- og almanaknotaterne, kan der ingen tvivl være om at Andersen havde problemer med sin seksualdrift, hvis tilfredsstillelse han på den ene side fandt naturlig, men samtidig også besværlig, fordi han, bortset fra risikoen for smitte med kønssygdom, som etisk-moralsk menneske fandt det nedværdigende at indlade sig med prostituerede. Han mente desuden at det ville være util­givelig synd at indlade sig med en uskyldig og uerfaren ung pige, som for penges skyld måtte prostituere sig. (En sådan mulighed havde ellers budt sig til for ham i sommeren 1840, se herom senere). Men eftersom han ikke havde held til hverken at blive forlovet eller gift, eller rettere sagt: han afviste denne mulighed, måtte han lejligheds­vis, når presset blev for stort, ty til den især dengang stærkt fordømte og for­kastelige udvej, at tilfredsstil­le sig selv. Andersen følte utvivlsomt også onani som et surrogat for den naturlige seksuelle akt, og det har vel været grunden til, at han lejlighedsvis lod sig drive eller friste til at aflægge besøg i et bordel, hvor en erfaren prostitueret sikkert har kunnet lette presset for ham på anden måde end ved samleje. Der findes jo eksempelvis også noget, der hedder oralsex.

     Da Andersen i foråret 1843 var i Paris, måtte han atter kæmpe med sin seksualdrift, hvilket fremgår af et par af hans dag­bogsnotater. Den 16. marts noterer han: "[...] min tanke er blodets! den tanke kender de alle! hvorfor har jeg ikke som ung fået den sløvet, som de andre, der nu er sindige." - Den 23. april er det stadigvæk galt: "[...] - Sanselighed i blodet! gid jeg tidligere havde været ung, det er dog nu for galt denne vildskab, voila! jeg hader det og må dog derhen, hvorledes sejrer ikke blodet. +". Det, Andersen sigter til med udtrykket: "jeg hader det og må dog derhen", læser jeg som udtryk for, at hans seksuelle drift eller trang driver ham hen til bordellet, selvom han hader at måtte gøre det, fordi det føles personligt nedværdigende.

 

     Som det netop anførte dagbogscitat kunne tyde på, har den gode Andersen ikke i alle tilfælde formået at overholde sine egne moralske forsætter, i hvert fald ikke, når driften var tilstrækkelig stærk og drev ham til at handle imod sin vilje. Derfor er der god grund til at mene eller antage, at han ikke altid har nøjedes med kun at kigge på fruentimmeret eller pigen, sådan som dagbogsnotaterne af 30.8.1866, 25.4., 5.5., 10.9.1867 og 17.5.1868 giver indtrykket af, men har haft en eller anden form for kønslig omgang med vedkommen­de. Om ikke andet, så tyder hans gentagne frygt for at være smittet med kønssygdom på, at det har været til­fældet. Det samme gør hans gentagne henvendelser til Wilken Horne­mann, Theodor Collin og Franz Brun, der alle var læger eller lægekan­didater. Men Andersen har altså ingen steder i sine dagbøger eller almanakker givet direkte eller bogstaveligt udtryk for, at han nogen sinde har haft samleje med en kvinde, det være sig en prostitueret eller en ikke-prostitu­eret. (19)   

 

     Fra 31. januar til den 9. september 1866 foretog den da ca. 61-årige Andersen sin sidste udenlandsrejse alene. Rejsen gik via Tyskland, Holland, Belgien til Paris, hvor han de respekti­ve steder gjorde et kortere eller længere ophold, før han drog videre sydpå til Spanien. Her gjorde han nogle dages ophold i forskellige byer, bl.a. Madrid, inden han fortsatte til Portu­gal, som var hans egentlige rejsemål. I landets hoved­stad, Lissabon, havde Andersen fælles bekendte med famili­en Wulff hjemme i København. Det gjaldt købmanden Jorge (Geor­ge) O'Neill (1817-90), der også var dansk generalkonsul, og dennes broder, købmanden José Carlos O'Neill (1820-74) i Setubal, der var vicekonsul. Ander­sen var gæst en måned hos hver af brødre­ne, der var gift og havde halvvoksne børn.  

     Et par dage efter Andersens ankomst som gæst hos Jorge O'Neill noterer han i dagbogen for den 8. maj 1866 bl.a. følgende:

 

     "[...] Georg O'Neill viste mig Lissabons Dagblad hvor som en berømt litterær nyhed, stod anmeldt min ankomst her. Nu kom Jozé, han havde et stort skæg, så ældre ud, men snart lyste frem alle hans kendte træk, han var i tårer ved at tale om Christian og Jette; der var en spørgen, han talte dansk da jeg bedst og rigest kunne besvare ham i dette sprog, vi talte uafbrudt i fire timer, jeg fik næseblod. Georg kom til, han lod sin søn gå ud og sagde da: jeg kunne ikke lade ham høre hvad jeg ville spørge, "De skal vel også kneppe, jeg kan ikke føre Dem og min søn er for ung, men De vil gøre bekendtskab med unge mennesker der kneppe alle". (Sydlig natur!) [...]". (20)   

 

     De to danske navne, der hentydes til i dagbogsnotatet, er hhv. Christian Wulff (1810-56) og dennes søster, Henriette (Jette) Wulff (1804-58), som begge var børn af P.F.Wulff (1774-1842) og dennes hustru, Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836)).

 

Tirsdag den 10. juli 1866 noterer Andersen bl.a. følgende i dagbogen:

 

     "[...] Efter bordet sagde G: ON til mig om jeg nu ikke skulde kneppe, jeg trængte vist dertil, der var at få inde i byen."

 

Torsdag den 12. juli:

 

     "[...] Efter middagsbordet begyndte O sin samtale igen om fruentimmer, jeg betroede mig ganske til ham, sagde jeg led af brynde og han holdt på nødvendighed at rense sit vandhus. Jeg blev forstemt efter denne samtale. Fik til aften kun koldt vand på mit værelse, rimeligvis godt for det varme blod; gik tidlig iseng. [...]" 

 

     Af de følgende dages dagbogsnotater fremgår det, at Andersen har hovedpine, er nervøs, forstemt og grædefærdig, og føler sig noget ensom, og i denne stemning skriver han fredag den 13. juli digtet Jeg Guds verden har set. Tanken om, at han skal forblive ugift resten af sit liv, melder sig påny (torsdag 18.juli) og får ham til at tænke tilbage på Jenny Lind, som en del år tidligere var veget udenom hans frieri og nu forlængst var blevet gift (1852) med pianisten Otto Goldschmidt. Vi skal senere se på, hvad årsagen muligvis kan have været til, at de kvin­der, Andersen forel­skede sig i, faktisk ikke i noget tilfælde gengældte hans følelser. (21)

 

Fredag den 27. juli:

 

     [...] Havde jeg besøgt fruentimmer, følgerne deraf var vel sygdom, men det har jeg ikke og dog er mit legeme, selv penis med brændende filipenser, som var jeg stukket af myg, de siger at det er blodet, heden som virker det. [...]

 

     Tidspunktet for afrejsen nærmer sig for Andersen, som både er ked af, at opholdet i Portugal er slut, og samtidig glad for at komme videre, for "Kær gæst bliver kedelig er han forlænge i fremmed hus!" (Dagbogen 24. juli). Andersen skulle sejle med dampskibet "Navarro" til Bordeaux, og efter et ophold her skulle rejsen fortsætte med jernbane hjemad over byerne Blois, Paris, Köln, Hannover til Kolding og derfra over Odense, Sorø og Roskilde, også med overnatninger, til København. Hertil ankom han, efter overnat­ninger de nævnte steder, den 9. septem­ber og tog efter indbydelse ud til familien Melchior på deres landsted "Rolighed" på Østerbro.

     Men endnu mandag den 13. august var Andersen stadig i Lissa­bon, hvor han ventede på dampskibet "Navarro"s ankomst:

 

     En nat med febrile drømme; endnu tilmorgen intet hørt om dampski­bet. Georg O'Neill, sagde til sin gamle karl at han skulle hente en køn spanierinde til mig, da jeg kedede mig; og karlen spurgte i alvor om han skulde gå. Jeg benægtede det. Georg vil have mig på galej, mærker jeg nok. [...]

 

    Men til trods for at Andersen havde et vist fortrolighedsforhold til Jorge O’Neill, når det gjaldt hans seksuelle drift og trang, havde han dog samtidig så store moralske anfægtelser og nærede så stor frygt for smitte med kønssygdom, at han ikke fulgte sin værts opfordringer til at aflægge besøg i et af byens bordeller. Dette var dog ikke ensbetydende med, at Andersen aldrig besøgte bordeller, når han var på rejse i udlandet, eller mere præcist: når han opholdt sig i det ”syndige” Paris.

 

Andersen på bordel i Paris

Hvordan et bordelbesøg i udlandet kunne forme sig, kan man orien­tere sig om via Andersens Dagbøger VII (1866-67) og VIII (1868-70). I sommeren 1866 var Andersen endnu engang i Paris, og her noterer han i dagbogen for den 30. august bl.a. følgen­de:

 

     [...] Jeg har nu på hele denne rejse været hidset på at besøge fruentimmer, hvor træt jeg var besluttede jeg dog at se denne slags; gik op i et hus; der kom en dame som solgte menneskekød, fire fruentimmer trådte op for mig, den yngste var sagde de atten år; jeg bad hende blive; hun var så godt som i bare særk; jeg havde så ondt af hende. Jeg betalte madammen 5 Frank, gav hende, da hun bad mig derom 5 Frank, men gjorde ikke noget; så kun på det stakkels barn der aldeles blottede sig og syntes forundret over at jeg kun så på hende. (22) 

 

     Andersen kunne med andre ord ikke i længden styre sin blanding af seksuel drift og pirrende nysgerrighed, men måtte altså opleve, hvad der foregik bag bordellets lukkede døre. Det var nok karakteristisk for ham og hans seksuelle uerfarenhed, at han valgte den yngste af de fire ludere, som Madame præsenterede ham for. Karakteristisk er det nok også, at han angiveligt ikke havde tænkt sig at have samleje eller anden kønslig omgang med pigen, som tilmed stod helt nøgen foran ham, men nøjedes med at se på hende og føle medlidenhed med ”det stakkels barn”. Pigen kan dog næppe have været så uskyldig og uerfaren, som Andersen tilsyneladende mente at hun var, for i så fald ville hun ikke have kunnet arbejde på et bordel. Men desuden kunne det også tænkes, at den unge pige har haft så megen fornemmelse for den da 61-årige Andersens seksuelt set voyeuriske psyke, at hun har ageret en stakkels uskyldighed, idet hun pr. instinkt – eller muligvis erfaring – vidste, at han så ville få medlidenhed med hende og derfor afstå fra at få nogen seksuel ydelse for de penge, han havde betalt.

 

     I 1867 blev Andersen på sin udlandsrejse dette år ledsaget af sin unge ven, forfatteren og journalisten Robert Watt (1837-94), og rejsen gjaldt også denne gang Paris. Mandag den 22. april 1867 noterer Andersen i dagbogen:

 

     "[...] Jeg havde indbudt Watt til middag i Palais Royal, vi spiste godt og han fulgte hjem og talte gemytligt om mange livseventyr. Vi gik så hen i det lille marionet-teater og så la petit chaperon rouge, drev så om på boulevarden, talte om fruentimmer, men gik dog ikke på dårlighed. Jeg var hjemme klokken 10."

 

     Torsdag den 25. april noterer Andersen i sin dagbog:

 

     "[...] Der blev i dag ikke noget af Watts og min aftale at gå op at se på fruen­timmer iaften, jeg ville ikke have med disse at gøre, men nok se det væsen og just med Watt, som kender det. Vi ville ikke sige det til Kock, og det var måske godt sligt blev opgivet nu sidder jeg hjemme, meget træt."  (23)   

 

     Den 4. maj skriver Andersen, som stadig er i Paris, følgende i dagbogen:

 

     "[...] traf Watt, der ikke længer synes at have det kammeratlige hvormed han mødte mig, skal jeg glæde mig derover og burde takke ham, eller vor Herre? Jeg holder imidlertid meget af ham, men han dykker lidt for ungdommeligt kækt ned i mosedyndet. Der var 7 danske damer i dag ventende på Georg; nær ved at segne af træthed gik jeg klokken halv 6 og fandt ingen vogn man forlangte 3 Frank for en tur og jeg gik den uendelige lange vej hjem og spiste i Palais Royal, men jeg var så ikke menneske om aftenen at tage noget sted hen, som jeg havde villet." (24)   

 

     Hvor det var, Andersen ville være taget hen, ses af dag­bogsno­tatet for næste dag, søndag den 5. maj:

 

"[...] Mødte i Cafe de la Recange Watt der fortalte nye eventyr med damer, mon det er sandhed, han er ungdommelig frisk men ikke så elegant at damerne som han beskriver dem kan således kaste sig hen for ham. Efter at have spist til middag gik jeg i brynde op og ned, gik så pludselig op i en menneskebutik, den ene var klistret med pudder, den anden ordinær, den tredie ganske dame, jeg talte med hende, betalte 12 Frank og gik uden at have syndet i gerning, men nok i tanke. Hun bad mig komme igen, sagde jeg var vist meget uskyldig af en herre at være. Jeg var så let og glad da jeg kom ud fra dette hus. Mange ville kalde mig en pjalt, er jeg det her? Drev om aftenen på boulevarden og så i cafeerne malede fruentimmer sidde og spille kort, drikke øl og Chartreuse."  (25)   

 

     Den kære Andersen kunne altså ikke nære sig for at gå på bordel og betale for at lade sig pirre af stedets atmosfære og de mere eller mindre afklædte damer, som sikkert indbyrdes har snakket om og moret sig over den besynderlige kunde, der nok ville se men ikke røre. Men nej, Andersen var ingen pjalt af den grund. Tværtimod må man respektere ham for, at han på trods af sin åbenbart stærke drift alligevel formåede at afholde sig fra intimt samkvem med bordellets damer. Det var formentlig hans store etisk-moralske krav til sig selv, der hindrede ham i eller afholdt ham fra at foretage sig en handling, som han inderst inde afskyede og følte nedværdigende. Alligevel var han allerede dagen efter, mandag den 6. maj 1967, ude at drive omkring i gaderne igen:

 

"[...] drev om på boulevarden og blev meget tiltalt af fruentimmer."

 

     I efteråret 1867 var Andersen tilbage i Paris endnu engang, denne gang også ledsaget af Robert Watt, og tirsdag den 10. september noterer han i dagbogen:

 

"[...] Tog en vogn og kørte med Watt ud i Bois de Boulogne der var frisk luft og grønt græs. Vi spiste så i Palais Royal og gik derfra op at se på fruentimmer; jeg gik aldeles uskyldig derfra, men havde talt en hel del med det stakkels barn, som jeg havde ondt af og som undrede sig over at jeg kun ville snakke med hende. Watt gik i Theater Royal. Kom så hen i cafeen hvor jeg talte meget med frøken Sønderskou, der var opfyldt af den "renhed" der var i mine digte, jeg tænkte du skulle vide fra hvad hus jeg i dette øjeblik kommer; dog jeg kom jo uden at have handlet mod noget af de 10 bud. [...]".  (26) 

 

     Det var altså åbenbart samme bordel, som nævnt under den 30. august 1866, Andersen atter besøgte, og hvor han igen valgte ”det stakkels barn”, som antagelig har lagt professionelt an på ham for at sikre sig og bordellet en fast kunde. Det var da heller ikke sidste gang, Andersen opsøgte samme bordel og samme pige. Det skete igen, da Andersen året efter atter var i Paris, denne gang ledsaget af den unge Einar Drewsen. Søndag den 17. maj 1868 noterer han i dagbogen:

 

"[...] Indbudt Einar der spiste med mig her i hotellet vi fik to slags vin og champag­ne, gik derfra op i et B. hvor jeg dog kun sad og talte med Fernanda, den lille tyrkinde, mens E morede sig. Hun var ellers den smukkeste, vi talte om Konstantinopel, hendes fødeby, om illuminationen der på Mahomeds fødselsdag, hun var meget påtrængende "pour fair l’amour", men jeg sagde jeg var kun kommet for at tale ikke videre. Kom snart sagde hun, men ikke imorgen, da er det min fridag. Stakkels kvinde. [...]" (27)  

 

     Som det vil være fremgået af flere af de citerede dagbogsno­tater fra 1867-68, har Andersen under sine ophold i Paris flere gange aflagt besøg på det bordel, hvortil den ca. 18-årige tyrkiske pige, Fernanda, var knyttet. Han har angiveligt med­lidenhed med pigen, som han syntes var både smuk og sympatisk, men mener samtidig at hun er "stakkels", fordi hun er nødt til at sælge sig selv for penge. I henhold til de dagbogsnotater, hvori hun nævnes, er der dog intet som direkte tyder på, at hun havde det dårligt med sin metier som bordellu­der. Han siger jo også ligeud, at hun var meget påtrængende, for at få ham til at foretage sig det, hun som kvinde og professionel luder vidste, at han dybest set var kommet for. Men måske ligger der mere bag hendes historie end det, vi erfarer om i Andersens få dagbogsnotater om hende.

     Men man kan i det hele taget undre sig over, at Andersen så ofte driver omkring i kvarterer, hvor de prostituerede holder til, eller lejligheds­vis aflægger besøg på bordel, når han ifølge eget udsagn alligevel ikke ønsker eller vover at indlade sig på seksuelt samkvem med en prostitueret. Når han så sent som 1867-68 kan notere i dagbogen, at han stadig er seksuelt "uskyldig", skal det formodentlig forstås sådan, at han på dette tids­punkt af sit liv endnu ikke har haft egentligt samleje med en kvinde, men som tidligere nævnt muligvis nok en anden form for seksuelt forhold (f.eks. intim massa­ge). Selvom dag­bogsnota­tet for den 23. april 1843, se ovenfor, ikke nødven­digvis behøver at hentyde til samleje, synes det dog alligevel at modsige Andersens påstand om sin seksuelle uskyldig­hed. Det kan undre, at han fastholder denne uerfarenhed, især i betragtning af at han jo anså driftens tilfredsstillelse for noget naturligt. Jvf. dagbogsnotatet for den 23. maj 1834:

 

[…] jeg anser ikke denne tilfredsstillelse for en synd, men jeg finder det væmmeligt og farligt, med slige væsener og utilgiveligt synd med et uskyldigt væsen. […]

 

Andersens seksuelle dilemma

Imidlertid er vi jo nødt til at tro ham på hans ord om egen uskyld eller uerfarenhed på det seksuelle område, især da han i sine dagbøger så stædigt og konsekvent fastholder sin påstand herom. Men hvorfor opsøgte han på trods heraf derfor så ofte bordeller, især på sine udlandsrejser, som tilfældet ifølge dagbøgerne og almanakken var? Jo, den forklaring er mulig, at han i hovedsagen gjorde det af to grunde, nemlig dels for at iagttage og registrere sine egne følelsesmæssige reaktioner under disse besøg, - han var jo alle sine dage en stor selviagttager - og dels for at gøre sig bekendt med, hvad der egentlig foregik bag bordellernes facade og hvilken slags kvinder, det var, der falbød sig for penge. Man kan derfor med en vis begrundelse tale om, at Andersen blev drevet til sine bordelbesøg af en blanding af seksuel drift og professionel videbegærlighed som forfatter. Under disse besøg oplevede han jo efter nogle steder i dagbogen at dømme desuden, at den seksuelle trang faldt til ro, i al fald midlertidigt, også uden at der havde fundet nogen form for fysisk seksuel tilfredsstillelse sted. Hans bordelbesøg blev derfor en overgang en slags erstatning eller kompensation for den egentlige seksuelle tilfredsstillelse, som han i kraft af sin høje moral og ansvarsbevidsthed ikke ville indlade sig på ”med slige væsener”, dvs. prostituerede.

     Andersen gentager flere gange i sine dagbøger og i enkelte breve, at situationen ville have været en helt anden for ham, hvis han havde været gift eller var blevet det, for så kunne den seksuelle drift og trang have fundet tilfredsstillelse inden for ægteskabets formodede sikre og trygge rammer. Men hans argumentation herfor er ikke overbevisende, og man fornemmer da også, at han heller ikke selv tror på at forlovelse og ægteskab vil være løsningen på hans situation. Så meget mindre som han for længst havde gjort op med sig selv, at han ville forblive ugift. Herom vidner et af hans breve til vennen Edvard Collin i anledning af dennes bryllup med den meget smukke Henriette Thyberg, som fandt sted den 10. august 1836. Andersen opholdt sig da i Svendborg og herfra sendte han et brev bl.a. til vennen, dateret den 4. august 1836:

 

   […] Den huslige lykke kan jeg ret godt tænke mig, som Moses står jeg på bjerget og ser ind i det forjættede land, der jeg aldrig selv kommer. Gud har givet mig meget i verden, men måske, er det jeg mister, det bedste og lykkeligste. Et hjem har man først når man har en trofast, elskelig kone, når man ser sig selv genfødt i de kære børn. – Al den lykke venter nu Dem! Jeg står ene hele mit liv; venskab må være mig alt, venskab skal udfylde enhver plads, derfor er måske mine ytringer, mine fordringer, så store, alfor store! men giv mig, så meget De kan, De er den jeg elsker højest. Jeg forudføler hele min fremtid, med alle dens savn, jeg skal blive ene, og må blive det. Min forstand håber jeg altid vil vise mig det lige klart. Men mine følelser er stærke, som Deres, som De elsker Deres Jette, har også jeg elsket! to gange har jeg elsket, men det var kun selvskuffelse, dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig, men selv vi to tale aldrig derom. Det er af de lidelser, man ikke selv kan tale med sin kæreste ven om. Jeg er jo også lægt, kun imellem, virker det endnu i de helbredte dele. Bedst var det måske ikke at have engang skrevet disse ord. Dog Eduards bryllup, går dybt ned i mit hjerte, vækker alle mine erindringer der. Den, som kan elske to gange, kommer nok med tredie gang, tænker De, men Eduard, det er just det jeg vil bede Gud bevare mig fra og det vil han! han vil jo kun det fornuftige. (28)  

 

   Det er jo et ganske sigende citat, som fortæller temmelig præcist om den situation H.C. Andersen generelt set befandt sig i som menneske. Han var selv fuldt ud klar over, - og blev det forholdsvis tidligt i sit liv, - at han måtte leve sit liv som ungkarl, ikke kun fordi han to gange var blevet skuffet i kærlighedsanliggender med kvinder, Riborg Voigt og Louise Collin, men fordi han følte og vidste, at han psykisk og seksuelt set adskilte sig fra de normale, heteroseksuelle mænd. Den selvskuffelse, han hentyder til i brevet, og som han end ikke kunne tale med sine nærmeste venner om (Edvard Collin, Jette Hanck og Jette Wulff), gjaldt i virkeligheden i lige så høj grad kærligheden til vennen Christian Voigt og i endnu højere grad til vennen Edvard Collin. Denne dobbelt-kærlighed eller dobbelt-forelskelse blev Andersen dog ikke forskånet for at komme til at opleve både en tredje og en fjerde gang, heller ikke selvom han bad den ”fornuftige” Gud nok så meget om at bevare ham for det.

    Der var da også flere mennesker i H.C. Andersens omgangskreds, der anede eller forstod at han også seksuelt set var noget for sig selv. Det gjaldt eksempelvis Jette Hanck og Jette Wulff, men også nogle i hans udenlandske bekendtskabskreds, således den tyske forfatter og dramatiker Karl Gutzkov (1811-78), som under Andersens flere dages besøg i 1856 hos familien Serre i Maxen i Tyskland, en dag (den 17. juni) bragte emnet på bane:

 

   […] Han var taktløs [nok] til at spørge om jeg aldrig havde elsket, man fandt det ikke i mine bøger, der kom kærligheden sådan ned som en fe, jeg var selv en slags halvmand! – (29) 

 

    Dagbogsnotaterne fra den 17-19. juni 1856 viser, at Karl Gutzkov var en noget hård og skånselsløs kritiker af Andersens digtning, men uden måske rigtig selv at vide det, havde Gutzkov sat fingeren på et af de allerømmeste punkter i Andersens psyke og liv: han var en slags halvmand. Den anden og nok så fremtrædende del vidste Andersen nok selv var hans halve kvindelighed, den, som vi allerede ved og senere skal få at se, der særlig kom frem i Andersens forhold til vennen Edvard Collin.

    H.C. Andersen var altså selv klar over, at han ikke egnede sig til den jordiske og sædvanlige form for ægteskab, for hans virkelige ”brud” var og blev den poetiske muse, som faderen ifølge eventyret Dødningen, 1830, og dettes omarbejdede form, Rejsekammeraten, 1835, i en drøm havde viet ham til tidligt i hans liv, hvilket på baggrund af Martinus’ kosmologi vil sige, at han var blevet ”viet” til sin feminine pol - eller sin egen ”halve kvindelighed”, og dermed til en i alt fald begyndende dobbeltpolethed. Denne indledende fase af seksuel dobbeltpolethed betinger i henhold til Martinus, at det pågældende menneske seksuelt set kan føle sig tiltrukket af begge køn, enten på samme tid eller vekselvis skiftende. På de mere avancerede stadier af dobbeltpolethed føler den dobbeltpolede sig derimod kun seksuelt tiltrukket af det guddommeligt menneskelige i begge køn, men foretrækker i reglen at have seksuelt samkvem med en person af eget køn. (30)   

 

     Set på denne baggrund og i øvrigt på baggrund af Martinus’ analyser af ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier” og "Jordmenneskehedens seksuelle kategorier: Fra A- til K-menneske”, kan H.C. Andersen med al sandsynlighed i førstnævnte tilfælde placeres i Gruppe A, anden kategori, som er karakteriseret ved jævnbyrdighed mellem følelse og intelligens, og i sidstnævnte tilfælde placeres under kategorien E-mennesket, hos hvilket de to seksuelle poler er i noget nær balance og udøver nogenlunde ligeværdig indflydelse på bevidsthedslivet så vel som på seksuallivet. For Andersens vedkommende betød det altså, at han med hensyn til sin polkonstellation og seksuel­le orientering tilhørte E-kategorien, og muligvis befandt sig på 'grænsen' til enten H-området eller I-området. Det forholder sig i henhold til Martinus nemlig sådan, at fra E-kategoriens område vil nogle mennesker glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle mennesker af meget høj intellektuel og etisk standard, mens andre fortsætter i H-området, der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så helt få og frem­trædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden og nutiden, men det er ikke opgaven her, kun at nævne, at H.C. Andersen med al sandsynlighed hørte ind under grænsen mellem E- og I-området. (31)    

 

 

Noter og kilder:

 

Noter til: H.C. ANDERSEN – og hans seksuelle orientering

 

 1   Andersen kaldte selv det manuskript, som offentligheden siden 1926 kender som ”H.C. Andersens Levnedsbog”, for sine "Erindringer".  Jf. BEC I, Brev nr. 77, s. 209. – Se endvidere H. Topsøe-Jensens Forord til 1962, 1988-udgaven af ”H.C. Andersens Levnedsbog”

2        H.C. Andersen: "Levnedsbogen", s. 91-92 i H. Topsøe-Jensens udgave 1962, 1988. Se evt. også min artikel "Tanker omkring en makulatur". Anderseniana 1998, s.77-88. Også gengivet i revideret udgave her på hjemmesiden:  Tanker omkring en makulatur – om H.C. Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”

 2  H.C.Andersens Levnedsbog 1805-1831. Det Schønbergske Forlag. 1962, 1988, hhv. s. 38-39 og 35-36. De to citater er fra s. 179. – ’hoc exquirendo’: ”for at undersøge dette”. – ’bad min mor [at] jeg måtte være derfra’: dvs. at jeg måtte blive væk derfra].” – I MLE I, s. 43 har Andersen udeladt bemærkningerne om sin egen pigelighed og sin afsky for voksne piger. – Vedr. Andersens seksuelle orientering, se evt. også artiklerne H.C.Andersens seksualitet  og H.C.Andersens seksuelle observans 

 3   De to citater er fra Levnedsbogen, s. 179. - Andersens rektor i Slagelse lærde Skole, og senere også i Helsingør lærde Skole, hed Simon Meisling (1787-1856), som 1812 giftede sig med Inger Cathrine Meisling, f. Hjarup (1793-1854). – Med udtrykket ”Fru Ms Skole” mener Andersen ”Fru Meislings løsagtige opfattelse af dyd og moral, især seksualmoral”. – Med udtrykket ”musaen for digtekunsten” menes i denne forbindelse ikke kun en af den græske mytologis ni gudinder for kunst og videnskab, men i nok så høj grad Andersens egen feminine seksuelle pol, som jo netop var så udviklet, at den ikke mindst i form af intuition og inspiration havde indflydelse på hans skabende, digteriske bevidsthed.    

 4   Levb., s. 112-113.

 5  At det drejede sig om onani, mener jeg tydeligt fremgår af Dagbøger II, s. 204, 1. maj 1841, hvor han opholder sig i Konstantinopel: "Sanselighed er en salig pirren gennem nerverne i det man udlader en dråbe af sin livskraft. [...]".

 6   Jvf. med Dagbøger I, 1 (16. sept. 1825), 29 (17. dec. 1825), 37 (23. og 25. dec. 1825), 48 (14. marts 1826), 51 (27. marts 1926), 53 (2. april 1826, A. 21 års fødselsdag), og 54 (3. april 1826). Et lidt dristigt gæt: Er det mon tilfældigt, at tegnet φ kan minde om det mandlige kønsorgan (penis og testikler)! Faktisk i lighed med det oldægyptiske hankekors, der dog er tydet som tegn for det forenede mandlige og kvinde­lige kønsor­gan. Men mit gæt på φ-tegnets lighed med det mandlige kønsorgan skyldes dels den dag­bogstekst, hvortil tegnet er knyttet og dels en association til Andersens dag­bogsnotat for 24. august 1842, hvori han efter et ferie­ophold på Glorup bl.a. skriver: "[...] glemte at rive en tegnet priap itu, det satte mig i dårligt humør; [...]". En priap eller priapos er som formentlig bekendt en symbolsk statue af en mand eller satyr, der er udstyret med en stor fallos, ja, i nogle tilfælde udgjorde fallos hele statuen. I oldti­dens Græken­land var statuen et symbol på frugt­bar­heds­guden Priapos, og sådanne statuer blev opstillet rundt om i land­skabet med det formål, at fremme frugtbarheden hos så vel ager­jorden som hos menneskene, særlig hos kvinderne, hvis køn netop blev sammenlignet med en plovfure. Der fandtes tilmed statuer af en størrelse, som passede til kvindens skede, og som hun kunne sætte sig på eller måske ligefrem onanere på, angiveligt for at fremme hendes avledygtighed.

           Men at tegne det mandlige lem var altså ikke noget helt utænkeligt for Andersen, og hvorfor han gjorde det i dette specielle tilfælde, kan man kun gætte på. Det er dog sand­syn­ligt, at det kan have haft med hans seksuelle fantasier at gøre, særlig da det satte ham i dårligt humør at komme i tanke om, at han havde glemt at rive tegningen itu, så den ikke blev set af uønskede øjne, som måske kunne tænke ilde derom.

           En Priapos havde Andersen set under sin Itali­ens-rejse 1833-34. Det fremgår af Dagbøger I, 330, 27. februar 1834, hvor Andersen opholdt sig i Napoli: "[...] - For at se Camera obscøena, måtte vi gå til direk­tøren for museet, der selv opbevarede nøglerne til dette ene værelse, hvor man så de mest gribende tegn på grækernes udsvævelse. Flere liderlige billeder på kalk, forskellige situationer og manerer i udøvelse af deres lyster. En dejlig marmorstatue med en gejl faun der lærer et ungt menneske at spille rørfløjte. Et gravmonument med ubegribelige scener, som præsten, bukken & &. - I værelset stod flere priaper, som frugtsommelige koner skal have sat sig på. Et priap alter. Membra med vinger og løvekrop & &. - Små membra som ufrugt­bare koner har båret på brystet. [...]".

           Andersen var tydeligvis særlig optaget af "en dejlig marmorstatue af en gejl faun osv." Motivet rummer unægtelig homosek­suelle undertoner. Symbolikken med den gejle faun, dvs. en faun med rejst lem, der lærer et ungt menneske, altså en ung mand, at spille rørfløjte (fallossym­bol), er tydelig, det antikke græske homoseksuelle miljø taget i be­tragtning. Et foto af statuen er gengivet i Jens Andersen: ANDERSEN en biografi. Bind 1-2. Se Bind 2, s. 349 

 7  Dagbøger I, s. 51. - Palle Lauring har i bogen H.C. Andersens kors, Greens Forlag, 1981, fremført den teori, at det med φ- og + -tegnene drejer sig om anmærkninger, der skulle føre en slags regnskab med, hvornår Andersen havde nydt øl, vin eller spirituøse drikke. Teorien bekræftes efter min mening ikke af den sammenhæng, hvori de nævnte tegn i reglen indgår.  For mit eget vedkommende har jeg tilladt mig den dristighed at gætte på, at φ-tegnet i Andersens tilfælde hentyder til de mandlige kønsorganer, men at tegnet samtidig er en hentydning til bogstavet ph, som f.eks. i ordet ’phantasi’, på nudansk ’fantasi’, mere specifikt ’seksuel fantasi’.  For Andersens vedkommende skal φ-tegnet i dagbogen derfor sandsynligvis ses som udtryk for, at han her har holdt en slags regnskab med, hvornår han havde seksuelle fantasier, som han højst sandsynligt onanerede til.

 8  B&B I, brev nr.46, s.120-21. Desværre har Bille og Bøgh udeladt et par sikkert interessante steder i Andersens brevtekst, markeret med opholdssteger. Se nyudgaven ved Johan de Mylius om det manglende sted er medtaget

 9   Dagbøger I,  s. 318,

10  Dagbøger I, s.320-21. :

11  Dagbøger I, s. 328-329.

12  Dagbøger I, s. 331.

13  Dagbøger II, s. 41-92.

14  Levb., s. 62-64.

15  Almanakker 1833-1873, s. 46. - Stykket, der hentydes til, er Maurer­pi­gen. Herefter hører man ikke mere til Jomfru Madsen før den 3. november 1841, hvor Andersen ganske kort noterer følgende om hende: [...] Den gale Jomf Madsen. [...], hvilket vel skal udlægges som, at hun igen har opsøgt ham, der da boede i Hotel du Nord.

16  Dagbøger X, s.  474-477.

17  R&R  IV, s.  189-200.     

18  Dagbøger V, s. 122-123. - E er identisk med Einer Drewsen (1833-73), søn af Andersens gode venner Ingeborg og Adolph Drewsen, og broder til Jonna Stampe, født Drewsen.  Det var dengang ikke usædvanligt, at borgerskabets fædre og sønner lejlighedsvis aflagde besøg hos en enlig, prostitueret kvinde eller gik på bordel. Sådanne situationer har Andersen fortalt om i Levb, s. 48, 64, 73, i MLE I, s. 63-64 og f.eks. i romanen ”O.T.”, 1836, se R&R II, s. 135-136. – I romanen ”Kun en Spillemand” beretter Andersen om de københavnske prostitueredes triste vilkår og digter sin da afdøde moster, Christiane Jansen, f. Sørensen (1778-1830) ind i sammenhængen. R&R III, s. 126-128.

19  Franz Brun var som nævnt læge, men der foreligger ikke trykte oplysninger om hans personlige data og fatum. Andersen nævner ham første gang i sin almanak for den 18.12.1838. Navnet optræder igen i almanakken for  1840,  mere præcist den 1. januar 1840 og den 19. marts s.å., hvor der sidstnævnte dato står noteret: "Meget lidenskabelig. Besøgt F. Bruun - +."

      Søndag den 12. april noterer Andersen: "Slet humør. Bruun ville have mig på gale veje, travet omkring, drukket vin og porter, skrevet Prolog til Gundersen, sanselig."  - ’Gundersen’: Formentlig Gunder Emanuel Gundersen (1817-90), skuespiller ved Det kgl. Teater.

      Den 21. april: "Gjort visitter. Mulatten opført 9de gang, ret godt hus. Spist til middag hos Ferrini med F. Bruun. +. Besøg af Monrad." Tirsdag den 26. maj: "Besøgt fru Søeborg og F. Bruun. Vilje til gale veje." 29. maj: "Ikke vel. Om aftenen travet ud mødt F. Bruun, fandt dørene lukkede. Spist hos Ferrini." Søndag 31. maj: "[...] Besøgt F. Bruun, sanselig stemt, men holdt imod. Aftenen hos Gottlieb Collin." Efter den sidstnævnte dato forekommer navnet F. Brun ikke mere i Andersens almanakker, og det forekommer forresten slet ingen steder i Andersens dagbøger og breve.

20  Dagbøger VII, s. 102-103.

21  Digtet ”Jeg Guds verden har set” er trykt i rejsebeskrivelsen ”Et besøg i Portugal 1866”, Saml.Skr. VIII, 533. Er også trykt i ”H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen”. Forlaget Spektrum, København 1966.

22  Dagbøger VII, s. 179.

23  Dagbøger VII, s. 273. – ’Kock’: Hans Henrik Koch (1836-1903), blandt familie og venner kaldet ”Henni”. Han var yngste søn af kgl. bygmester Jørgen Hansen Koch og hustru, Ida Koch, f. Wulff. Andersen sværmende en overgang for ”Henni”, som dog ikke gengældte sin ældre vens tilbøjeligheder, men nok beundrede digteren H.C. Andersen. Herom senere.

24  Dagbøger VII, s. 279-280.

25  Samme sted, s. 280-281.

26  Samme sted, s. 345-346.

27  Dagbøger VIII, s. 69-70.

28  Brevveksling I, 262. Brev nr. 98.  

29  Dagbøger IV, 210

30  Se Polforvandlingens seksuelle kategorier.  

31  Vedr. Menneskehedens bevidsthedskategorier, se afsnittet Introduktion til Den seksuelle polforvandling. Note 13. - Vedr. E-kategorien, se Polforvandlingens seksuelle kategorier. 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

 

********************************

 

 [HR1]Ndersens tyske forlægger]