H.C. ANDERSEN

- og hans dobbelt-forelskelser

Af hensyn til læserens orientering skal der her indledes med en redegørelse for, hvordan begrebet og fænomenet forelskelse defineres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, altså forelskelse set i et kosmisk perspektiv.

Under omtalen af ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, som samtlige individer ifølge Martinus uomgængeligt og evigt er undergivet og part i, blev vi blandt andet klar over, at det oprindeligt dobbeltpolede væsen, i kraft af kredsløbs- og kontrastprincippets indflydelse, nødvendigvis må gennemgå en kosmisk organisk forvandlingsproces, hvorunder den ene af individets to seksuelle poler og det dertil hørende polorgan efterhånden degenererer eller reduceres til latent eller praktisk talt uvirksom tilstand. (1)

Denne tilstand, hvori den ene af de to seksuelle poler og det dertil knyttede intellektuelle polorgan, befinder sig i latent tilstand, betegnes som individets enkeltpolethed, idet kun den anden seksuelle pol med der dertil knyttede emotionelle polorgan, fungerer og øver afgørende indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv, og dermed også på den fysiske organisme, som jo i den kosmologiske personlighedsmodel udgør en midlertidig ’forlængelse’ af ”underbevidstheden”. Men vi blev også gjort bekendt med, at det ikke er den samme seksuelle pol, der degenerer eller reduceres samtidigt for alle individers vedkommende. Situationen er i henhold til Martinus derimod den, at det er den maskuline pol hos nogle individer, og den feminine pol hos andre, men i begge tilfælde det intellektuelle polorgan, som gradvist og synkront aftager i funktion, kraft og indflydelse, for til sidst at befinde sig i et latent og dermed uvirksomt stadium. (2)

Under forløbet af første del af den seksuelle polforvandlings- eller seksuelle degenerationsproces – man kunne også kalde processen for en spaltning mellem de to poler – som finder sted i plante- og dyreriget, eller rettere: som plante- og dyreriget faktisk er et resultat af og udtryk for, opstår der et gensidigt og indbyrdes afhængighedsforhold mellem de to slags individer, som vi også genkender som de to modsatte køn, henholdsvis hunkøn og hankøn. Dette indbyrdes afhængighedsforhold er karakteriseret ved en gensidig tiltrækning mellem de to køn, som er proportional med graden af enkeltpolethed, og som dels har til opgave at tilgodese parringen og dermed forplantningen, og dels har til formål at etablere, manifestere og opretholde den bevidstheds- og organismeform, som er ansvarlig for forekomsten af spiralkredsløbets kosmiske mørkezone, der igen er den livsnødvendige kontrast til samme kredsløbs lyszone.

Den gensidige fysiske og psykiske seksuelle tiltrækning mellem de to køn, kendes også under betegnelsen forelskelse, som dog først rigtigt forekommer i den del af dyreriget, der udgøres af den jordiske menneskehed. Ifølge Martinus udgør kærligheden – eller måske rettere alkærligheden, hvilket vil sige, den absolut upartiske, undtagelsesløse og ligelige sympati for overhovedet alle levende væsener – universets ”grundtone” eller overordnede og allerhøjeste ”bølgelængde”. Den grundtone eller bølgelængde, som Jesus har udtrykt med ordene (frit citeret): ”Vær I da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode, og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.” - Men det er kun de virkelig dobbeltpolede individer, der er i permanent kontakt og fuldkommen harmoni eller ’resonans’ med denne universelle – eller guddommelige – ”svingningsfrekvens”, som i henhold til Martinus er identisk med Guds egen bevidsthed. (3)

Forelskelsens A- og B-begær

For det jordiske menneskes vedkommende er forholdet faktisk det stik modsatte, idet det på grund af sin enkeltpolede tilstand indtil videre kun evner og magter at føle og demonstrere en mere eller mindre begrænset form for sympati eller ’kærlighed’ overfor sine medmennesker og medskabninger. Nemlig en sympati, som normalt kun omfatter det modsatte køns individer, og oftest kun et enkelt af disse, samt en vis sympati for afkom og familie.

Denne ofte stærkt begrænsede form for sympati er identisk med det fænomen, der almindeligvis betegnes som ”forelskelse”. Og eftersom forelskelse er baseret på selvopholdelsesdriften og den hormonale sekretion og hænger sammen med den fysiske forplantningsproces, er den derfor et organisk behov i lighed med sult og tørst. Ligesom disse medfører den begær efter behovets tilfredsstillelse. Martinus opfatter tilmed forelskelses-begæret som ”begæret over alle begær” eller som selve ”livsbegæret” par excellence. Når dette begær fremtræder i sin højeste udfoldelse, altså som forelskelse, udgør det et ”dobbelt-begær”, som i praksis viser sig i to indbyrdes forskellige hovedformer, henholdsvis betegnet som ”A-begær” og ”B-begær”.

Af disse to vigtige hovedformer for forelskelsesbegær, er ”A-begæret” kendetegnet ved et stærkt behov hos det forelskede individ, for på enhver tænkelig måde at være til behag og tjeneste for det individ af modsat køn, der er genstand for forelskelsen. Der er næsten ingen grænser for, hvad den forelskede part vil gøre for den elskede, eller hvad denne sidstnævnte ligeledes vil gøre for den anden, dersom situationen er den, at forelskelsen er gensidig eller gengældt. Så længe det er tilfældet, er den forelskede i reglen besat af en større eller mindre lykkerus, som farver vedkommendes opfattelse og forhold til ikke alene den elskede, men til omverdenen. Så godt som alt opleves i et rosenrødt og formildnende skær, og individet har ikke sjældent en trang eller lyst til at favne alt og alle. På dette stadium af forelskelsen opfattes og opleves den elskede ofte så ophøjet og urørlig, at tanken om noget så ’lavt’ som samleje kun står som en fjern mulighed, eller tanken er måske slet ikke med inde i billedet. Men den altoverskyggende hovedinteresse er trods alt den kvinde eller mand, som er genstand for forelskelsen, og på kortere eller længere sigt er formålet primært – samleje og dermed forplantning og hvad deraf følger.

Eftersom forelskelsens A-begær i reglen opleves som ’ægte’ eller virkelig kærlighed, er det ikke så mærkværdigt, at dette ofte lovprises så højt og entusiastisk i digte, noveller, romaner, skuespil, film m.m. Da den opløftede sindstilstand, som forelskelsens A-begær ofte afstedkommer hos de individer, der er underlagt dette begær, samtidig er en gunstig inspirationskilde til skabende virksomhed, er det ikke uforståeligt, at de fleste lader sig narre til at tro på forelskelseskærlighedens identitet med den uselviske alkærlighed. Men i henhold til Martinus er og bliver forelskelseskærligheden i bund og grund selvisk eller egoistisk, også selv om den udfylder og opfylder en guddommelig bestemmelse.

Modsat forelskelsens A-begær, er dennes B-begær i henhold til Martinus’ kosmiske analyser især karakteriseret ved en følelse af ejendomsret over den elskede, med deraf følgende jalousi, dels overfor den elskede, hvis vedkommende ikke er opmærksom eller tilbedende nok, og dels overfor en eller flere formodede eller reelle rivaler, eller kort sagt overfor alt i omverdenen, der udgør en formodet eller reel hindring for eneretten til den elskede. Det er den situation og tilstand, der i henhold til Martinus ligger til grund for antipati, indignation, vrede, had og i værste fald for chikane, vold og drab, og i bedste fald for skuffelse, melankoli og livslede eller kort og godt ulykkelig forelskelse. Martinus betegner da også derfor forelskelsens B-begær som spiralkredsløbets dødbringende frost og kulde, som igen udgør grundlaget for alle mentale kredsløbs ”vinterzone”. Man skal jo her huske på, at Martinus altid anskuer livet og dets foreteelser ud fra sin kosmiske bevidstheds højpsykiske sansehorisont, og i det perspektiv, siger han, er forelskelsens B-begær ”den port eller kanal, igennem hvilken det dræbende princip behersker jordens kontinenter og have”, og fortsætter:

”Men i ly af A-begærets stråleglans får forelskelsen den højere patos og stråleglorie, hvormed den fremtræder i livserkendelse, digte, romaner og eventyr. A-begæret er en lille svag afglans af den virkelige kærlighed eller lyset fra det oprindelige tabte paradis. Det er det lysskær, der får væsenerne til at neddykke i B-begærets bitre zone uden at ane dens giftige og smertebringende atmosfære. Forelskelsens A-begær er livslysets stedfortræder i den kosmiske spirals dødszone eller sfære og formidler dermed denne mørke sfære med et genskær af det himmelske lys. Forelskelsen er således den kosmiske livsnats måneskin. Den er det himmelske lys tilbagekastet fra det dræbende princips isbelagte bjergtoppe og bundfrosne afgrunde.” (4)

I øvrigt er det vigtigt at have klart for sig, at forelskelse’ i lighed med mange andre psykiske fænomener, er undergivet repetitionens lovmæssigheder, forstået sådan, at tendensen eller tilbøjeligheden til at forelske sig, - Martinus bruger også udtrykket: ”talentet for forelskelse”, - som et menneske oplever før cirka 30 års alderens indtræden, kan i henhold til Martinus’ kosmologi være en reminiscens fra tidligere liv. Dette gælder for resten også ægteskabs-talentet. Men omkring 30 års alderen kan evnen til at forelske sig være udlevet og have mistet sin kraft, således at vedkommende ikke forelsker sig senere i livet, hvorimod forelskelse i stedet kan være afløst af kærlighed til partneren, eller til alle de mennesker – og dyr med for resten – man er eller kommer i berøring med. Det er det, der skal forstås ved næstekærligheden. Det kan også forholde sig sådan, at et menneske først relativt sent i livet bliver forelsket, som tilfældet eksempelvis var med Andersen, der først for alvor forelskede sig som 25-årig. Det kunne tyde på, at evnen til at forelske sig i hans tilfælde var svækket, men midlertidigt vaktes til live igen på grund af skæbnemæssige omstændigheder, som vi senere her skal få at se, i hans tilfælde ved mødet med Riborg Voigt. At Andersen i øvrigt også i en mere moden alder kom ud for at opleve en slags beundringsblandet forelskelse, nemlig den i sangerinden Jenny Lind, bekræfter kun, at forelskelsesevnen – i lighed med ilden i et slukket bål - kortere eller længerevarigt kan blusse op igen, dog kun for tilsidst at slukkes helt.

H.C. Andersens dobbelt-forelskelser

Men blandt andet på den ovenfor anførte baggrund, skal vi nu gå videre i forsøget på at kredse os ind på digteren H.C. Andersens særlige forhold til forelskelse og seksualitet, og derfor vil vi i det følgende koncentrere fremstillingen specielt om den indflydelse, som Andersens særlige polkonstellation havde på hans forelskelsesevne. Det er allerede blevet nævnt, at han efter alt at dømme tilhørte polforvandlingens E-kategori, som blandt andet er karakteriseret ved en samtidig eller alternativt svingende seksuel orientering imod begge køn, altså det som almindelig seksualpsykologi betegner som biseksualitet.

Det er derfor interessant at kunne konstatere, at Andersen allerede som 20-årig ung mand var fuldstændig klar over sin egen specielle seksuelle konstitution, som i en del tilfælde medførte, at hans forelskelse i en kvinde i reglen var ledsaget af en tilsvarende forelskelse i en mand, der enten var den pågældende kvindes broder eller forlovede, eller i enkelte tilfælde hendes fader. Men Andersens forelskelse i de involverede personer, var ikke nødvendigvis gengældt, hverken af kvinden eller manden. Hvis det havde været tilfældet, at hans forelskelse i de to andre personer var gensidig, ville der have været tale om en ”trekants-forelskelse”. Men da dette med visse forbehold praktisk talt næsten aldrig var tilfældet, har jeg derfor valgt at betegne Andersens samtidige forelskelse i både en kvinde og en mand, som en ”dobbelt-forelskelse”. (5)

På baggrund af, hvad der foreløbig her er blevet sagt og nævnt om H.C. Andersens seksuelle disposition og orientering, skal vi i det følgende forsøge at kredse os ind på, hvordan hans erotiske følelser i forhold til kvinder så vel som til mænd kom til udtryk i det daglige liv. Men vægten vil blive lagt på en kronologisk omtale af hans såkaldte dobbelt-forelskelser, hvilket som nævnt vil sige de forhold, hvor han samtidigt var forelsket i både en kvinde og en mand, forelskelser eller sværmerier som kun i enkelte tilfælde var mere eller mindre gengældt, i reglen mindre eller slet ikke.

Det er faktisk muligt at opstille en kronologisk skematisk oversigt over de mest markante dobbelt-forelskelser, som Andersen var genstand for i løbet af sit liv:

1825: Dobbeltforelskelsen i digteren Adam Oehlenschlæger og dennes datter Charlotte, kaldet Lotte.

- : Dobbeltforelskelsen i Christian Wulff og dennes søster Ida.

1830: Dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.

1832: Dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise.

1837: Dobbeltforelskelsen i fysikeren H.C. Ørsted og dennes datter Sophie.

1839: Dobbeltforelskelsen i grev Niels L.F. Barck og dennes søster Mathilde.

1850: Dobbeltforelskelsen i Henrik Stampe og dennes kæreste og senere hustru Jonna Stampe, født Drewsen.

Efter som der er en kronologisk rækkefølge i de ovenfor nævnte dobbeltforelskelser, som Andersen for kortere eller længere tid blev offer for, vil det være logisk og naturligt at omtale disse i den rækkefølge. Ordet ’offer’ er faktisk velvalgt at bruge, netop fordi de pågældende mænd og kvinder reelt set ikke gengældte Andersens erotiske følelser, men nok satte pris på hans venskab, som i så godt som alle tilfælde var livsvarigt. Den manglende gengældelse af de erotiske følelser pinte forståeligt nok den følsomme og nærtagende Andersen, dels i den aktuelle situation og dels i resten af livet, hvor pinen og erindringen om hans ulykkelige forelskelser i bedste fald afgav et forædlet stof til hans digte og øvrige forfatterskab.

Noter til: Indledning

1 Se her evt. artiklerne Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”, ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme, Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers vekselvirkning med hinanden, Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske

2 Vedr. den kosmologiske personlighedsmodel, se f.eks. artiklen Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.

3 Jesus-sentensen, se Matt. 5, 43-48.

4 Vedr. de berørte emner, se LB V, stk. 1816-1833. Citatet er fra stk. 1821-1822.

5 Jf. Wilh. von Rosen: Venskabets mysterier, hvoraf det fremgår, at forfatteren Willy Sørensen kaldte Andersens forelskelser for ”trekants-forelskelser. Se artiklen H.C.Andersens seksualitet – om digteren H.C.Andersens seksuelle orientering set på baggrund af Martinus’ kosmologi

Andersen første dobbelt-forelskelse

Kilderne til vor viden om Andersens dobbelt-forelskelser er primært hans dagbøger og breve, og sekundært hans selvbiografier og øvrige forfatterskab. I sine første tre kummerlige år i København fra 1819 til 1822 var det lykkedes for Andersen at introducere sig hos og gøre bekendtskab med flere betydningsfulde kunstnere, embedsmænd og borgere, som alle hver især kom ham til større eller mindre hjælp og nytte i hans fremtidige liv og karriere. Takket være bekendtskabet med Odense-veninden Laura Tønder Lund (1803-31), som var kommet i huset hos enkefru Engelke Colbiørnsen (1763-1848) på Gammelholm i Købehavn, lærte Andersen også denne og hendes datter Olivia Colbiørnsen (1795-1877), som var hofdame hos kronprinsesse Caroline (1793-1881), datter af kong Frederik VI (1768-1939), at kende. Det lykkedes ham via disse bekendtskaber endog at blive introduceret hos hendes kongelige højhed, kronprinsessen, som snart interesserede sig for den noget besynderlige og sært begavede og da 17-årige Odense-dreng.

En af de kunstnere, der fik stor betydning for Andersens liv og forfatterskab, var digteren og dramatikeren Adam Oehlenschlæger (1779-1850). Den i 1821 kun 16-årige Andersen, der på den tid var elev ved Det kgl. Teater, og derfra kendte navnet Oehlenschlæger, introducerede sig selv hos den berømte mand. Det skete i et brev af 17. oktober 1821, hvori fandtes et hyldestdigt til den unge digterspires store idol. Oehlenschlæger boede da med sin familie i stueetagen i Bispegården på hjørnet af Nørregade og Studiestræde, lige overfor Frue Kirke. Som født i 1779 var Oehlenschlæger da 42 år og på højden af sin karriere. Han havde siden 1810 været gift med Christiane Oehlenschlæger, f. Heger (1782-1841), en lillesøster til Karen Margrethe Rahbek, f. Heger (1775-1829), kaldet Kamma, gift 1798 med Knud Lyne Rahbek (1760-1830), professor ved Københavns Universitet, censor ved Det kgl. Teater og forfatter. Oehlenschlæger og hustru havde fire børn, 2 sønner og 2 døtre: Charlotte (1811-35), Johannes (1813-74), William (1814-85), Marie (1818-1910).

Allerede i en alder af 17 år debuterede unge Andersen, som i et par år havde været elev og statist på Det kgl. Teater, først i koret og siden ved balletten, som digter og dramatiker med et par tragedier, men da ingen af disse blev optaget på teatret, inkorporerede han sit seneste stykke, ”Alfsol”, i bogen ”Ungdoms-Forsøg”, som udkom i juli 1822. ”Alfsol” gav teatrets censor, som i dette tilfælde var Knud Lyne Rahbek, og dets direktion anledning til at sørge for, at den unge teaterglade - og måske teatergale - digterspire kunne få en videregående almendannelse, hvorfor han blev sat i Slagelse lærde Skole. Han afrejste til Slagelse med postvognen lørdag den 26. oktober 1822 og sørgede for indkvartering hos enkefru Erikke Marie Henneberg (1767-1839) på Slagelse Bredegade. Han begyndte skolegangen mandag den 28. oktober, og den skulle vise sig at blive lidt af et via dolorosa for ham i de følgende år. Men så meget mere glædede han sig til at kunne forlade provinshullet i påske-, sommer og juleferierne, som han i reglen tilbragte hos gode venner og bekendte i hovedstaden. Men i denne sammenhæng vil der kun være grund til at koncentrere sig om hans juleferie 1825, for det var da, at han oplevede sine to første dobbelt-forelskelser. Ingen af dem var dog særligt alvorlige. (6)

Poetisk sværmeri

Andersens første kendte dobbelt-forelskelse fandt sted i juleferien 1825, hvor han logerede hos familien Wulff på Søkadetakademiet, som siden 1788 havde haft til huse på Amalienborg i Brockdorffs Palæ, men som imidlertid omkring 1826-27 blev indrettet som bolig for tronfølgeren prins Frederik, den senere kong Frederik VII (1808-63), og hans første gemalinde, kong Frederik VI’s anden datter, Vilhelmine Maria (1808-91). Søkadetakademiet flyttede i den anledning til Bredgade nr. 76, hvor det lå indtil 1865. Familien Wulff fulgte med og blev boende her til 1842, da P.F. Wulff pludselig døde en aften, da han var på vej hjem fra Det kgl. Teater. Hans hustru, Henriette Wulff var allerede afgået ved døden i 1836. I 2009-10 blev Det brockdorffske Palæ, som da betegnedes som Frederik VIII’s Palæ, ombygget, restaureret og nyindrettet som bolig for kronprins Frederik (f. 26. maj 1968) og hans hustru, kronprinsesse Mary (født 5. febr. 1972). (7)

Det var på dette sted og i dette palæ, af Andersen kaldet et slot, at den unge og stolte latinskoleelev angiveligt følte sig som eventyrets Aladdin og oplevede sin første forelskelse – eller rettere sagt: sin første dobbelt-forelskelse. Som sagt skete det i juleferien 19.-28. december 1825, hvor Andersen sammen med rektor Meisling og en anden skoleelev mandag den 19. december var kørt med kammerjunker og toldinspektør i Slagelse, Henning Christoph von Holstein (1769-1836), i dennes vogn til hovedstaden, hvor til man ankom om aftenen. Straks ved ankomsten ilede Andersen hen til familien Wulff, hvor han dog i første omgang kun traf fru Wulff og hendes to døtre, Henriette (Jette) og Ida, og admiral Wulffs ene søster, nemlig den mellemste søster Anna Elisabeth Bruhn, f. Wulff.

De følgende dage benyttede Andersen til at gå omkring i byen og besøge nogle af de venner og bekendte, han havde fået allerede under i første ophold i København 1819-22, og som han i øvrigt også havde besøgt i sine ferier i 1823 og 1824. Om tirsdagen besøgte han blandt andre digteren Adam Oehlenschlæger, hvor han læste op af sin påbegyndte historiske roman og sit digt ”Sjælen”. Oehlenschlæger syntes egentlig godt om romanen, men anbefalede sin unge ven at luge ud hist og her. Digtet ”Sjælen” var den store digter derimod helt uforbeholden overfor og udbrød” ”Det er herligt! […] jeg sætter det over fortællingen”. (8)

Digteren Adam Oehlenschlæger (1779-1850), efternavnet er som familien af tysk oprindelse og betyder egentlig håndværkerprofessionen ”oliemøller”, var en af sin tids mest betydelige danske digtere og dramatikere. Men udenfor litterære kredse er han i dag formodentlig bedst kendt for sit store romantiske gennembrudsdigt ”Guldhornene”, som første gang blev trykt i hans ”Digte 1803”, der dog udkom i december 1802, og som indvarslede den danske kulturelle ”guldalder-periode” (ca. 1803-1830). Kendt er stadig også skuespillene ”St. Hansaften-Spil” (1803) og ”Aladdin eller Den forunderlige Lampe” (1805), som begge i nyere tid har været opført i dansk TV, samt salmen ”Lær mig, o Skov, at visne glad” (1813) og fædrelandssangen ”Der er et yndigt Land” (1819)

Da den da 16-årige Andersen i 1821 traf Oehlenschlæger for første gang, var denne derfor allerede en fremtrædende og højt estimeret forfatter, hvis mange dramatiske arbejder, lystspil og tragedier imellem hinanden, ofte blev opført på Det kgl. Teater. Skuespillet ”Aladdin” kunne Andersen jo nikke genkendende til, fordi han kendte eventyret fra sin barndom, hvor faderen ofte læste højt for ham af ”Tusinde og én Nat”. Så vel eventyret som skuespillet ”Aladdin” fik stor og livsvarig betydning for ham og hans eget forfatterskab, tilmed i en sådan grad, at han ret tidligt i sit liv identificerede sig med Aladdin-skikkelsen, hvilket læseren af min hjemmeside formentlig allerede er blevet bekendtgjort med via artikler som f.eks. Den ny Aladdin. – H.C. Andersen og kosmologien 2, og Eventyret ”Fyrtøjet” – set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer.

I Slutningen af 1832 havde Andersen fremtrædende planer om at foretage en længerevarende rejse til Italien, men eftersom han ikke selv så sig i stand til at betale de omkostninger, der ville være forbundet med rejsen, så han sig nødsaget til at appellere til kongen om hjælp, hvilket andre forfattere og kunstnere før ham havde fået. Til formålet skulle bruges nogle anbefalingsskrivelser, og Ingemann, H.C. Ørsted, Oehlenschlæger, J. M. Thiele og J.L. Heiberg skrev sådanne skrivelser. Oehlenschlæger, som på sin side tidligt var overbevist om, at der var godt stof i Andersen som digter og forfatter, skrev også velvilligst en anbefalingsskrivelse til kongen, i håb om, at denne ville bevilge rejseomkostningerne til Andersens påtænkte rejse, som den unge digter stillede så store forhåbninger til. Skrivelsen er dateret 7. januar 1833 og lyder som følger:

”At Hr. Andersen er en ung digter med fantasi, følelse og vid, har i flere år et ikke ubetydeligt publikum været enig i. Allerede som et uopdraget barn, aldeles blottet for kundskaber, viste han et besynderligt talent, til rytmisk at udtrykke sig i modersmålet, med lethed og levenhed; han kunne digte flydende, velklingende vers, førend han kunne læse og skrive; så man kan vel sige: at denne gave er ham medfødt af naturen! At han i senere år har gjort fremskridt, vil billigheden også tilstå; dog kunne han vel trænge til at udvide sin menneskekundskab, at dyrke og skærpe sin dømmekraft, at øve sig i at opfatte og fremstille interessante karakterer. Til denne øvelse er vist ingen skole bedre end en udenlandsrejse, og en sådan ville uden tvivl være den unge digter til stor nytte, ligesom det også er at håbe, at det ville bære gode frugter for fædrelandets litteratur!” (9)

Andersen overrakte selv Oehlenschlægers anbefalingsskrivelse til kongen personligt under en audiens, hvor digteren samtidig forærede kongen sin nyeste digtsamling ”Aarets tolv Maaneder”, som var udkommet 18. december 1832. Det var dog ikke kongen personligt, der tog sig af at bevilge penge til ansøgerne, men derimod de ansatte i Fonden ad usus publicos, hvor Edvard Collin dengang var sekretær. Men kongen skulle som øverste besluttende myndighed underskrive fondens papirer. Ved kongelig resolution af 13. april 1833 bevilgedes der en understøttelse på 600 rigsdaler årlig i to år, som dog senere ved kgl. resolution af 15. april 1834 forøgedes med 200 rigsdaler. (10)

I sin selvbiografi ”Mit Livs Eventyr 1” (1855) fortæller Andersen i et tilbageblik følgende om sit store forbillede Oehlenschlæger, der til sin død forblev hans faderlige ven – Oehlenschlæger var kun tre år ældre end Andersens afdøde fader – og litterære rådgiver:

”Mine kejtede manerer var i øvrigt det jeg mest, under opholdet i København, måtte høre for, dernæst, at jeg sagde lige straks sagde alt hvad jeg tænkte. Dog dagene i København var mine livsens dage, her så og samledes jeg med ham, den af alle, jeg dengang, i tankerne bøjede mig dybest for, og i alt så op til: det var digteren Adam Oehlenschlæger. Hans ros lød fra alle munde rundt om mig, han var mig mere, end alle andre mennesker; stor var min lyksalighed, da en aften, i den store oplyste salon, hvor jeg dybt følte at min kjole var den fattigste og jeg i fornemmelsen heraf havde trukket mig hen mellem de lange, nedhængende gardiner, han kom hen til mig og rakte mig hånden, jeg kunne have sunket på mine knæ for ham. Vi sås ofte i Wulffs hus, her kom Weyse også, som venlig talte til mig, jeg hørte ham fantasere på fortepiano; Brøndsted, der var hjemkommen til Danmark, bragte liv ved sin veltalenhed, Wulff selv læste højt sin oversættelse af Byron; den fine, dannede verdensmand Adler, Christian den Ottendes ven, sluttede kredsen, hvor Oehlenschlægers unge datter Charlotte overraskede mig ved sin livsglæde og sit friske, overgivne lune. Det var dejlige dage og aftener, alle i København.” (11)

Men vi er her foreløbig kun nået til året 1825. Tirsdag den 22. december aflagde Andersen besøg hos enkefru Anne Leth Jürgensen, f. Bruun (1755-1828), hos hvem han havde logeret i juleferien 1822. For denne elskelige dame læste Andersen flere af sine digte, hvor til hun velmenende brød ud i følgende lovord:

”Ved Gud, det til Sjælen har jeg ikke hørt noget skønnere af vor Storm, et menneske der kan føle og skrive sligt må også kunne skrive en tragedie, De siger Ø [Øhlenschlæger] fandt det komiske bedre han frygter for at De i tiden skal blive ham en rival” – ”Ih Gud hvorledes skulle jeg kunne vove at tænke det.” – ”hvem ved hvad De kan blive, De er endnu en yngling, tænk på dette øjeblik om 10 år og se hvad der er sket.” – jeg begyndte nu på fortællingen men afbrødes ved en visit. (12)

Man må vel have lov til at sige, at fru Jürgensen havde blik for potentialet i den da 20-årige yngling, for 10 år senere, i 1835, debuterede Andersen som både seriøs romanforfatter og eventyrfortæller. Han havde dog på det tidspunkt flere større arbejder bag sig, sin første ’roman’, den burleske ”Fodrejse” (1829), digtsamlinger, vaudeviller, tragedier og rejsebogen ”Skyggebilleder” (1831). Det første egentlige af hans eventyr, ”Dødningen”, var også udkommet, nemlig i og med ”Digte 1830”, men det slog åbenbart ikke an, for Andersen opgav indtil videre at skrive den cyklus af eventyr, som han allerede da havde planlagt at fortælle.

Et skår i glæden

Andersen nød sine få fridage, men der var dog et skår i glæden, for hver dag skulle han aflægge en visit hos rektor Meisling, som hver gang mindede ham om, at skolepligterne kom i første række, og at det gjaldt for Andersen om snarest at rejse tilbage til Slagelse og genoptage studierne. Meisling var antagelig på besøg hos noget familie et andet sted i byen. Andersen aflagde også visit hos Meisling fredag den 23. december, hvor der samme aften skulle afholdes julebal i Søkadetakademiets riddersal. Herom skriver Andersen i dagbogen:

” – Her hjemme spiste vi ej til middag for ballet i aften, jeg var buden steder nok ud, men jeg havde ej lyst, læste for frøkenerne og Christian samt skrev vers på opgivne rim. – Vognene rulle derude, nu kommer kongen jeg skal også derop og se kadetterne, klokken 8 kommer Lotte Oehlenschlæger og de andre, o var jeg blot mere pyntet! – Nu var jeg oppe i den pragtfulde sal [,..] pyntede især militære var der, kongen og prinserne; præsten holdt en smuk tale, herligt viste kadetterne, våbendansen gjorde jeg især af. O Gud hvad er jeg, og jeg vil tænke på at danse imellem dem i aften. – prinserne er inde i stuen men jeg tyer ind på mit værelse, jeg føler mig generet; nu kom selskabet, de forgyldte sale skinnede ved lysekronernes solglans, jeg kom ned i frakke, men da jeg så W tale med sin kone, anede det mig at jeg ikke kunne vis mig i frakken, ærligt spurgte jag da fru W, ”ja har De kjole er det bedre”; jeg kom i min grå, ja det er langt bedre; nu strømmede selskabet til huset; men alle var sorte jeg kun grå, thi kunne jeg hverken stå eller gå. Kun Oehlenschlæger talte med mig, jeg følte mig forlegen, de antager mig vist for en opvarter, og Lotte Ø. skal se mig således o hvilken kval – jeg fløj straks på mit værelse, gik i seng forbandende min skæbne at jeg ikke havde smukke klæder, kareterne rullede udenfor og ideerne rullede inde i mit hoved; og således sov jeg ind; jeg fik fra 6 om morgenen en brodersøn til komponisten Kuhlau til sovekammerat. φ ” (13)

Ovenstående er, hvad Andersen har at fortælle i sin dagbog om julefesten 1825 på Søkadetakademiet, en begivenhed, som han imidlertid har meget mere at fortælle om syv år senere i Levnedsbogen, og herunder især om Lotte Oehlenschlæger:

” – Oehlenschlægers datter Lotte var alt en voksen ung pige, vist 13 a 14 år. Hun var meget munter, og det morede hende sagtens at give mig nogen hyldest, som jeg tog for gode varer. – De fleste disciple i øverste klasse, havde alle flere gange være forelsket; det faldt mig nu ind, at det også var på tiden at jeg blev det. Jeg sværmede for Oehlenschlæger, og dette sværmeri mente jeg også måtte gå over til datteren. – Jeg fandt det poetisk at elske hans datter og besluttede mig til det. – Jeg stirrede på hende, jeg ville så gerne blive forelsket, men jeg kunne ikke; dog mærkede man mine blik og sagde: ”han elsker Lotte”; nu troede jeg det selv, skønt jeg godt husker, at jeg undrede mig over at man sådan kunne blive forelsket når man selv ville! – (Jeg var et barn, der var ikke idé om sand kærlighed)! – Nu vel! jeg elskede Lotte, men mente egentlig hendes fader. – Om aftenen skulle der være et stort bal hos Wulffs; der kom hun med sin fader; jeg havde stor lyst til at danse, men da jeg ved præsentationen for kongen så kadetterne danse tabte jeg rent modet; jeg følte det var noget, men jeg kunne slet intet. – […] O jeg var så forlegen; ingen talte til mig uden Oehlenschlæger, han gik midt gennem vrimlen og rakte mig sin hånd, det gjorde mig stolt. – Ingeborg Collin kom med sin kæreste hun nikkede også venligt til mig; men jeg kom i dårligt humør. ”Man tager dig an for en opvarter” tænkte jeg, ”og således skal Lotte se mig!” O, jeg skammede mig så uhyre over den grå kjole, listede mig alt klokken 9 bort; fløj på mit værelse, hvor jeg græd, medens vognene rullede til og fra derude; ”O Herre Gud!” bad jeg, ”lad mig dog engang få en sort kjole og blive et ordentligt menneske!” – jeg græd sålænge til jeg faldt i søvn og sagde så næste dag, at jeg for hovedpines skyld var gået bort alt før ballet begyndte. –” (14)

Et digterkys

Af det anførte citat fremgår det især, at Andersen selv var fuldkommen klar over sin seksuelle disposition, nemlig at han i grunden sværmede mere for i dette tilfælde Adam Oehlenschlæger end for dennes datter Lotte. Altså mere for manden end for kvinden, som han angiveligt ikke kunne blive forelsket i, og naturligvis ikke, idet forelskelse - som enhver vel ved af erfaring - ligger uden for viljens bestemmelsesmuligheder. Og selv om Andersen betegner sit sværmeri som ”poetisk”, var der dog ikke kun tale om et poetisk sværmeri for Oehlenschlæger, hvilket Andersen indirekte vidner om i en samtale, som han mange år senere havde med forfatteren og litteraturhistorikeren Nicolai Bøgh. Til denne fortalte den da 68-årige Andersen i 1873 i et retrospektivt tilbageblik om sit liv. Han lod da forstå, at han alle sine dage var en varm beundrer af mennesket og digteren Adam Oehlenschlæger, og der bestod da også et årelangt personligt nært venskabsforhold imellem dem. Engang, da Andersen havde opsøgt sin digterven og beklaget sig over den strenge kritik, som han ofte følte sig udsat for, trøstede og opmuntrede Oehlenschlæger sin unge digterkollega og sagde:

”[...] De er mere digter end Heiberg og Hertz, som gør nar ad Dem; de to er dygtige mennesker, meget dygtige; men de er ikke, hvad jeg kalder rigtige digtere. Så tog han sine arme om mig og kyssede mig, og jeg glemmer aldrig dette kys; det er den eneste gang, jeg har haft følelsen af, at læber berørte mine; de var så fyldige, livsvarme, røde og lidt fugtige, og han kyssede saa fyldig med dem.” (15)

Den pågældende episode må have fundet sted i Andersens yngre år, formentlig omkring 1830’erne, hvor Andersen var begyndt at blive kendt som digter og forfatter. Men med sin udtalelse om Oehlenschlægers varme, fugtige kys, fortæller Andersen indirekte om, at den fysiske berøring mellem dem var saliggørende. Det skal dog ikke forstås sådan, at den livskraftige og sanselige Oehlenschlæger havde egentlige bifile seksuelle tilbøjeligheder, for det havde han næppe, men det skal forstås sådan, at det havde Andersen til gengæld, og han var sig det vel at mærke bevidst. For Oehlenschlægers som for mange andre kunstneres vedkommende var der formentlig tale om den situation, at de i henhold til Martinus kosmiske analyser over bevidsthedskategorier og seksualtyper, at deres feminine pol er så langt fremme i udvikling, at den øver indflydelse på de pågældendes bevidsthed, men uden at de er seksuelt dagsbevidste om det. Der er i sådanne tilfælde formentlig tale om en blanding af et C-menneske og et H-menneske. (16)

Den livsglade Lotte Oehlenschlæger

Lotte Oehlenschlæger beskrives også af Andersen som en meget munter og livsglad pige, de allerfleste holdt af, men som samtidig også var en temperamentsfuld og krævende ung dame, som forældrene aldrig havde magtet at sætte rimelige grænser for. Hun var egenrådig og lunefuld og tabte hurtigt interessen for og tålmodigheden med mennesker, der stillede krav og forventninger til hende.

Men meget tyder på, at hun virkelig holdt af det besynderlige menneske Andersen, som hun ofte kunne more sig over og sammen med. Der er heller ingen tvivl om, at han på sin side også holdt af hende, selvom han næppe for alvor var forelsket i hende, men snarere syntes hun var en god kammerat, som passede godt til hans muntre sider. Der er da heller ingen grund til at tro, at han kun brugte hende som ”skalkeskjul” for at ”legalisere” sin forelskelse i hendes fader, hvilket måske ellers kunne have været en nærliggende mulighed og tanke.

Andersen fulgte med i Charlotte Oehlenschlægers noget omtumlede liv, så godt det lod sig gøre. På sin første udenlandsrejse til Harzen og Sachsisk Schweiz, hvorunder han blandt andet kom til byen Leipzig, traf han sammen med hende hos Oehlenschlægers tyske forlægger, Heinrich Brockhaus (1804-74), hos hvem hun opholdt sig på det tidspunkt.

Rejsen varede i øvrigt fra 16. maj til 24. juni 1831. I dagbogen for den 30. maj noterer Andersen følgende om sit møde med Lotte Oehlenschlæger hos forlæggeren Brockhaus:

[…] Jeg tog ind i Hotel de Bavier, der er meget brillant; efter at have klædt mig om gik jeg til Brockhaus, som jeg nær aldrig havde fundet. Lotte blev uhyre overrasket, og skabede sig så gruelig, at familien blev forlegen. – […] (17)

I dagbogen for 31. maj 1831 noterer Andersen, at han den dag spiste til middag hos forlægger Brockhaus og senere på aftenen var i teatret med familien. Lotte Oehlenschlæger har formodentlig også været med, for i tilslutning til teaterbesøget, skriver han:

” – Lotte Oehlenschlæger fortalte om en tysk dame, der havde sagt, at de fire temperamenter var: Melankoli, epilepsi, geometri og diaré. – Det arme menneske der kun havde det sidste! – ” (18)

Man må sige, at Lotte Oehlenschlæger i hvert fald ikke har været kedelig at være sammen med, når det drejer sig om humor og vitser! – Dagen efter, onsdag den 1. juni 1831, spiste Andersen igen til middag hos familien Brockhaus, og herom noterer han i dagbogen:

” – Gik med Lotte Oehlenschlæger ud på kirkegården og så der Gellerts grav, en simpel flad sten, med hans navn og dødsår lå derover, et trægitter var omkring, hvor mange havde skrevet deres navne, vi skrev også vore. – Jeg kom ellers i et drolligt lune og Lotte lo i et væk. Gravene var så underligt pyntede, med blomster og bånd; på båndene var sølv og guld galoner; og vers der var trykt derpå. Man havde lagt citroner der var spaltede, på en grav, det så ud som en mødding. Der blev et lig begravet, folk strømmede til; Lotte og jeg var forrest i sværmen, det var en snedker; lange bånd flagrede fra kisten, og drengene sang smukt i den klare sommer luft. Vi gik derpå ind i byen og så Nicolai kirken, hvor der var malerier af Oeser; Kristus ved brønden behagede mig især, og så en svævede engel oppe i kuplen. Man støvede af i kirken og der sad en mand højt oppe, ligesom puds, så Lotte var ganske elendig for ham. I et aflukke stod den gamle prædikestol, hvorpå Luther havde prædiket, jeg lagde min hånd på det sted, hvor han må have lagt sin. Kirken er stor, lys og smuk. Jeg skiltes fra Lotte, der håbede at vi mødtes i Dresden.” (19)

I et brev af 4. juni 1831 til vennen Edvard Collin i København, skriver Andersen blandt meget andet følgende:

” – I Halle og Merselburg var jeg meget kort, der var intet at se, derimod blev jeg næsten 3 dage i Leipzig, hvor jeg hos Brockhaus nød en meget gæstfri modtagelse, og var to middage. Han har lovet at publicere mine digte i Tyskland, når jeg sender ham nogle eksemplarer. – De kan ellers ikke tro, hvor Lotte Oehlenschlæger skabede sig, da jeg kom ind af døren, hun blev så overrasket, at jeg frygtede for, hun ville slå kolbøtter! Vi to travede ellers alene om i krat og buske, i kirke og på grave, og det meget lysteligt.” (20)

Lotte Oehlenschlæger havde for resten også selv noget at fortælle om sin ven Andersen, nemlig i et brev af maj/juni 1831 til sin daværende kæreste Edvard Hvidt:

”Jeg havde i går en mageløs overraskelse. Jeg sidder med Pauline i sofaen efter bordet, tjeneren kommer ind og siger, at der er en dansk som ønsker at tale med mig, og da jeg siger, at han skal være velkommen, styrter Andersen ind af døren med benene over kors, så jeg aldrig havde troet, at han var kommen hel derfra. Jeg kunne ikke frembringe et ord for latter, og vi blev stående i nogle minutter ligeoverfor hinanden grinende som to forrykte. Pauline og en ung herre, som var tilstede, vidste ikke, hvad de skulle begynde og tog derfor parti at le, så det virkelig var en situation, som var værd at males. Han spiser her til middag i dag, og jeg glæder mig sandelig til ham. Han hilsede mig fra dig, og da jeg spurte ham, hvordan du befandt dig, svarede han på sin naive måde: ”Han bliver fed, - holder De ikke nok af det? De kan jo se på mig, hvor hæsligt det er at være mager”. Brockhaus, som kom ind i stuen, troede effektiv, at det var en gal og skyndte sig bort. Jeg kan ikke nægte, at jeg holder af ham, thi han har noget meget godmodigt”. (21)

Den 17. februar 1832 skriver Andersen fra København til sin søsterlige veninde i Odense, Henriette Hanck, blandt andet følgende:

” – Af nyheder ved jeg intet bedre – hvis De ej har hørt det – end at Lotte Oehlenschlæger i denne tid ret har været i omtale; De ved hun slog op med sin kæreste Hvidt efter at hun var kommen fra Leipzig, nu har hun fået en heftig lidenskab for den geniale skuespiller Phister, men da han er såre ilde anskrevet, udenfor teatret, idet man giver ham alle mulige fejl, har Oehlenschlæger ganske naturlig sat sig imod partiet, og Lotte måtte ud til professor Hauch i Sorø, for at glemme Phister, men da han ikke spillede til kongens fødselsdag, benyttede han friheden, tog en vogn og jagede til Sorø, hvor kan nu fortæller skandaløse historier, at Lotte har besøgt ham hele aftenen på gæstgivergården og – hvad der er det morsomste, - at der fra Sorø, første postdag derefter, var så uhyre mang breve, at næsten postsækken blev fyldt, idet alle Sorø damer skrev denne mærkelige historie til veninderne i hovedstaden. – Det gør mig ellers meget ondt for Oehlenschlæger, der tager sig det så nær; og De kan tro folk gør historien værre og værre, især da hovedtrækkene er historisk sande. – ” (22)

I sit svarbrev af den 28. marts s.å. noterer Jette Hanck langs randen af sit brev:

”Det er da en græsselig historie med frøken Oehlenschlæger, hendes stakkels forældre! – Den på historiske grundtræk grundede anekdote om ”postsækken” er De formodentlig selv forfatter af – nu er den ikke sand. Så er den godt opfunden – ” (23)

Ja, det sidste kan man faktisk nok give Jette Hanck medhold i, idet den tanke nemt melder sig hos sagkyndige, om den nævnte anekdote muligvis har dannet inspiration for Andersens langt senere eventyr ”Det er ganske vist!” (1852), med hvis hovedpointe den jo omtrent er identisk.

Den 28. maj 1832 skriver Andersen i et brev til Odense-veninden, at han har planer om at komme til sin fødeby i juli måned, og han fortsætter:

”Der kommer en pokkers mængde fremmede til Guldbergs hører jeg. Hauchs fra Sorø, både digteren og hans kone, måske også Lotte Oehlenschlæger! Det vil blive løjer. I fjor sværmede vi i Leipzig, i år – hvis himlen vil – i Odense!” (24)

Den 14. januar 1833 skriver Andersen et langt brev med en nytårshilsen til Odense-veninden Jette Hanck, og heri nævner han også Lotte Phister:

”- Oehlenschlægers ”Tordenskjolds Død” går på løverdag og hans ”Lotte” går nok i næste uge. Det er to forskellige stykker! Jeg glæder mig til dem begge. Tordenskjold skal være ganske ypperlig. – i går var jeg første gang i mit liv til middag hos Oehlenschlægers, jeg står mig nu ganske særdeles med ham; gid det må vare ved!” (25)

Den 13. august 1833 skriver Jette Wulff til sin broderlige ven Hr. cand. phil. H.C. Andersen, som da opholder sig hos urfabrikant Jules Houriet i Le Locle:

”[…] De spørger mig om Lotte! – Ja, Andersen, det er en traurig geschichte; egentlig ved jeg intet og vil intet vide; men alle ryster de på hovedet ved tanken om den ulykkelige familie. Faderen er i denne tid i Norge, og jeg håber det skal adsprede ham, og gøre ham godt. Jeg talte med Lotte for første gang siden hendes giftermål i forgårs ved Kirsten Piils Kilde; det gjorde et besynderligt indtryk på mig, da jeg dog bestandig har hende kær. Gud hjælpe hende og dem alle! – […]” I brevets margin har Jette Wulff tilføjet: ”Man siger nu at Lotte ikke går til teatret, da hun ej kan blive antaget, uden som elev.” (26)

I brev af 26. september 1834 skriver Andersen til Jette Wulff blandt andet følgende:

” – man siger Lotte Phister snart skal have en lille. […] (27)

Imidlertid er det ikke hensigten her, at gå nærmere ind på Charlotte Oehlenschlægers liv og skæbne, idet den rolle, hun kom til at spille for H.C. Andersen trods alt ikke var af nogen afgørende betydning for hans liv eller forfatterskab. Men kort kan det dog fortælles, at hun den 14. november 1832 blev gift med skuespiller ved Det kgl. Teater Ludvig Phister (1807-96), med hvem hun fik to døtre, henholdsvis i 1833 og1835. Det sidste barns fødsel svækkede Charlottes i forvejen skrøbelige helbred, og hun døde den 12. marts 1835, kun 24 år gammel.

Lotte Phisters død

I et brev til sin københavnske ”kære, ejegode søster Jette” – hvilket vil sige Henriette Wulff – dateret ”Regn, slud og tåge den 16. marts 1835”, meddeler han hende, der da opholdt sig i Rom, om sin anden gode venindes død:

” – De ved Lotte Phister er død! Hvilket sælsomt kort, flagrende liv!” (28)

I øvrigt vides det ikke, om Andersen har deltaget i Lotte Phisters bisættelse, men det har han med al sandsynlighed, for han opholdt sig i København på det tidspunkt, hvor hun døde. Men så vidt jeg har kunnet konstatere, fremgår det ikke af nogen skriftlige kilder, og desværre ses hverken hans dagbog eller almanak for 1835 bevaret.

Men mindet om Charlotte Phister blev et emne, som tid efter anden blev ved med at dukke op hos Andersen og hans korrespondenter. Her skal citeres, hvad Jette Hanck skriver i et brev af 12. februar 1836 til Andersen:

”[…] – Oehlenschlægers Socrates synes jeg godt om, jeg kan slet ikke få i mit hoved og endnu mindre i mir hjerte ”Das auf sein gutes Recht zu pochen pflegt,” at den langtfra skal stå så højt som jeg sætter den. (De taber vel al kredit for min smag hvis De ellers har haft nogen. Kalkar sagde mig forleden, at det smukkeste af hvad Socrates siger er taget af Platos Dialoger, ”Gudskelov” tænkte jeg, vi fruentimmer har dog mangen en nydelse ved ikke at være lærde!” At denne tragedie ikke fortrinlig egner sig til opførelse kan jeg nok tænke mig, alligevel kan jeg ikke tilgive Københavnerne at den er henlagt, det må være tungt for en digter at overleve sig selv og ”Fyensrejsen” har jo vistnok måttet indjage en den frygt at Oeh- siden tabet af Lotte i sin digterverden (for at tale med ham selv) ”Endnu kun var et spøgelse der pusler om blandt nattens tavse grave før sin død”, men jeg synes dog at det lille Danmark som kun skylder sine kunstnere at nogen spørger efter det, ikke skulle være så villigt til selv først at plukke den krans itu, som Tyskland ærer, og hvormed Sverige og Norge har prydet Oehlenschlæger! […]” (29)

Charlottes død blev ikke den eneste store sorg, der ramte hendes forældre og mand. Et halvt år efter, den 6. oktober 1835, døde hendes yngste datter, som Oehlenschlæger vemodigt kaldte ”Lotte den yngre”. Den ældste datter, Sophie, blev i 1862 gift med cand.phil., senere rektor Emil Ankjær, og hun døde femten år senere, i 1877. Men hendes gamle fader, Ludvig Phister, som i 1846 havde giftet sig igen, denne gang med skuespillerinde ved Det kgl. Teater Louise Phister, f. Petersen (1816-1914), overlevede sin datter Sophie med næsten tyve år. Han havde dog også en datter, Charlotte, i sit 2. ægteskab. Hun var født i 1851, blev senere gift og døde i 1937, 86 år gammel. (30)

Da Andersen i 1840 atter var på rejse i Tyskland, hvad han i øvrigt havde været flere gange i de mellemliggende år, og igen besøgte familien Brockhaus i Leipzig, noterer han i sin dagbog for den 11. november:

” – Løbet om i byen; gik hen til kirkegården hvor Gellert er begravet. Da jeg sidst gik her var Oehlenschlægers datter med, den blomstrende livsglade Lotte, vi skrev vore navne på trægitteret og hun tegnede en krans, om dem, nu var gitteret opmalet, ja måske mange gange og nye navne skrevne over; kun navnet på gravstenen var det samme, det vil stå mens de mange navne, som nye menneskeslægter glide hen. Lotte er nu også i graven, et kort bevægeligt liv randt hen for hende fra vi her sidst stod. En gammel kone viste mig graven. ”Gode mennesker bliver altid søgte!” sagde hun, ”han var en stor mand!” – jeg stod lidt vemodig ved tanken om Lotte.” (31)

Men selv om Andersen utvivlsomt holdt meget af Lotte Oehlenschlæger, og også i de relativt få år hun som ung pige levede, lejlighedsvis kunne sværme for og med hende i gensidig ungdommelig kådhed og livsglæde, så var og blev det dog hendes digterisk højt begavede, smukke og mandige fader, han i medfør af sit særlige naturel for alvor elskede og sværmede for, ikke fordi hverken Oehlenschlæger eller Andersen var, hvad vi i nutiden forstår som homoseksuelle, men fordi begge var noget nær dobbeltpolet mennesker.

Andersens litterære forbillede

Der var endnu en grund til, at Andersen følte sig knyttet til den på en gang faderlige og kollegiale Oehlenschlæger, og det var, at en stor del af dennes litteratur i mange år var hans litterære forbillede. Mennesket og digteren Adam Oehlenschlæger, forfatteren til det geniale højromantiske skuespil ”Aladdin”, blev i litterære kredse i sine yngre dage selv opfattet som og identificeret med Aladdin-skikkelsen, og ligefrem som hædersbevisning kaldt ”Aladdin”. Men med årene mistede Oehlenschlæger den umiddelbare inspirations- og idékraft, den digterisk intuitive evne, der er karakteristisk for og nærmest synonym med Aladdin-figuren. Som vi senere i anden sammenhæng skal få at se, benyttede Andersen situationen til i stadig stigende grad, at stræbe efter at gøre sig dygtig og kompetent nok til indtræde i og ’erstatte’ mesterens rolle på det danske litterære parnas. Men da han naturligvis hverken kunne eller ville anfægte sit store forbilledes adkomst til Aladdin-titlen, måtte hans egen rolle derfor blive som ”den ny Aladdin”- At Andersen så også selv i længden skulle vise sig at komme til kort i forhold til de krav og forventninger, som han ikke mindst personlig stillede til denne rolle, er en anden sag, som allerede er behandlet i anden sammenhæng. (32)

Imidlertid har vi allerede kunnet konstatere, at Andersens sværmeri for eller forelskelse i Oehlenschlæger, ikke altid kun foregik på det åndelige eller psykologiske plan, hvilket vi blandt andet har set af det citat, hvori ’det tilbedte idol’ giver sin ’tilbeder’ et håndtryk, som nærmest bringer denne i en ekstatisk lykkerus, samtidig med at han opfatter håndtrykket som intet mindre, end en indvielse og velkomst til digtergerningen.

Adam Oehlenschlæger var selv et varmt, følsomt og sanseligt menneske, som ud over sine nærmeste, også ofte brugte at omfavne og kysse sine nære mandlige venner. Selvom han var gift og havde flere børn, er der for mig ingen tvivl om, at den feminine pol og det intellektuelle polorgan også for hans vedkommende var i stærk vækst, sådan som den i reglen er hos alle store og betydelige mandlige kunstnere – og da for resten også er det hos betydelige kvindelige kunstnere, men hvor det modsat er den maskuline pol og det intellektuelle polorgan, der er i mere eller mindre stærk vækst. Herom vidner måske især hans geniale digterevne, men også det faktum, at han i visse tilfælde kunne knytte sig nært og stærkt til en ven. Et eksempel herpå finder man i hans forhold til den seks år ældremand, der i de unge dage inspirerede og forløste hans ånd og geniale digterevner, og som blandt andet medførte at han i en nærmest åndelig salighedsrus undfangede og nedskrev sit mesterlige digt ”Guldhornene” (1802). Denne mand var naturforskeren og filosoffen Henrich Steffens (1773-1845), som i 1802 havde holdt en række filosofiske forelæsninger om den romantiske naturfilosofi på Elers Kollegium i København, og som den dengang unge jurastuderende Oehlenschlæger havde været en begejstret tilhører til. Efterfølgende tilbragte de to flere dage i hinandens nære selskab, hvor de gik ture sammen i Søndermarken, alt imens Steffens indviede sin unge ven i den romantiske filosofis og organismetankens filosofiske grundsætninger.

I sine ”Erindringer” siger Oehlenschlæger om sin ven og inspirator blandt andet følgende:

”Ingen mand har jeg elsket mere end Steffens. Herlige dage levede jeg med min ven.” (33)

Forholdet til vennen Steffens havde Oehlenschlæger mange år tidligere også behandlet digterisk i fortællingen ”Eremitten” (1813), hvori for resten findes den smukke salme ”Lær mig, o skov, at visne glad!”. I fortællingen genkendes Oehlenschlæger selv som hovedpersonen ”Frands”, medens Steffens optræder under navnet ”Blumau”. Om denne siger Frands blandt andet:

”Aldrig har jeg følt for nogen mand, hvad jeg følte for Blumau; og jeg regner de dage, jeg tilbragte med ham, for at være nogle af de lykkeligste i mit liv.” (34)

Men selvom det formentlig er tilfældet, at Oehlenschlægers feminine pol og det dertil hørende intellektuelle polorgan var ret fremtrædende i hans bevidsthedsliv, og altså gav sig udslag i form af hans digteriske virksomhed, så forhindrede det ikke, at hans maskuline pol og det dertil hørende emotionelle polorgan, og i øvrigt hans fysiske korpus, samtidig forlenende ham med en mandighed, der dels tiltrak mange kvinders opmærksomhed og betagelse, og dels appellerede til mænd med en polkonstellation, som den Andersen var udstyret med.

At Andersen måske især var betaget af situationen, når han selv var eller blev genstand for vennens kærlige omfavnelse, kan vi blandt andet læse ud af, hvad digteren under en udenlandsrejse i 1873, to år før sin egen død, fortalte sin yngre ven Nicolaj Bøgh:

”I hin tid, og da egentlig endnu, var Oehlenschlæger det samme for mig, som Frederik den Sjette var for sit folk; hans undersåtter troede, det var sandt, nåpr han skrev i avisen: ”Vi alene vide, hvad der er det rigtige.” Havde jeg været uartig mod Oehlenschlæger, kunne jeg kysse ham på hånden og bede ham om forladelse derfor; men det kunne jeg ikke have gjort med noget andet menneske: De ved nok, han trøstede mig altid, når jeg var modfalden; så sagde han: ”Bryd Dem ikke om, hvad de andre siger! De er digter, det siger jeg, Oehlenschlæger, og jeg forstår, hvad det er at være digter. De er mere digter end Heiberg og Hertz, som gør nar ad Dem; de to er dygtige mennesker, meget dygtige; men de er ikke, hvad jeg kalder rigtige digtere.” Så tog han sin arme om mig og kyssede mig, og jg glemmer aldrig dette kys; det er den eneste gang, jeg har haft følelsen af, at læber berørte mine; de var så fyldige, livsvarme, røde og lidt fugtige, og han kyssede så fyldig med dem.” (35)

Den 20. januar 1850 døde Danmarks store digter, Adam Oehlenschlæger, i en alder af 71 år, i sit daværende hjem i Amaliegade. Seks dage efter, den 26. januar. blev han bisat fra Frue Kirke og kisten derefter ført gennem byen og ud forbi Frihedsstøtten og videre ud forbi hans gamle fødehjem på Vesterbrogade ved Frederiksberg Allé, på det sted, som i vore dage kaldes Oehlenschlægersgade, og hvor et stort sangkor istemte en sang af H.C. Andersen. Gaderne vrimlede med mennesker, som trængtes for at få et glimt af kisten, der vekselvis blev båret af studenter og borgere af alle klasser. Sørgetoget fortsatte ud ad Frederiksberg Allé til Frederiksberg gamle kirkegård, hvor kisten blev nedsænket i familiegravstedet, som i forvejen rummede de jordiske rester af digterens forældre og hans søster, hustru, datter og andre kære.

Oehlenschlægers død var et hårdt slag for Andersen, og han, der da selv boede i Nyhavn 67, 2. sal, gik flere gange ud til familiens bolig i den fjernere ende af Amaliegade. Onsdag den 25. januar fik han lejlighed til dér at se liget af sin elskede ven, og herom noterer han i sin kalender for denne dato:

”Skrev om formiddagen digtet ”Alleen”. Så Oehlenschlæger, som en bronze figur, ungdommelig. – Nervøs og ilde hele dagen. Fra 9 graders kulde til 1 grads varme.” (36)

Det i notatet nævnte digt, ”Alleen”, er identisk med den ovenfor omtalte sang, der blev afsunget, da sørgetoget passerede Oehlenschlægers fødehjem på hjørnet af Vesterbrogade og Frederiksberg Allé. Med denne sang tog Andersen selv afsked med sin elskede ven og læremester, som han i øvrigt aldrig glemte, og som fortsat øvede sin indflydelse på hans forfatterskab i årene fremover. Dette minde- og hyldestdigts to vers lyder sådan:

”Farvel, du største skjald i Norden!

Ud til dit hjem nu toget går;

”En smuk allé til kirkegården!”

Et folk i sorg langs vejen står.

Til Frederiksberg, der var din vugge,

Der åndens lampe strålte rigt,

Der skal om dig sig graven lukke!

Din vandring er et skønheds-digt!

Guds lys i dig blev åndens eje,

Del af os selv, og altid vort.

Farvel! hvil sødt! redt er dit leje,

- I gråd dør vuggesangen bort!”

Farvel! farvel! – Nu græder Norden,

Som du forstod, som du besang,

Så oldtid steg igen af jorden,

Dens hjerte slog, dens skjolde klang.

- Som forårs-vinden over boven,

Så frisk, så sund blev sangen bragt.

Din sang var dansk, som bøgeskoven,

Og nordisk, som nordlysets pragt. –

Farvel, du største skjald i Norden!

Ud til dit hjem nu toget går:

”En smuk allé til kirkegården,”

Et folk i sorg langs vejen står.”

(37)

Men sådan kan vi ikke slutte en omtale af en af de største danske digtere nogensinde, som tilmed delte Andersens - og andre samtidiges – tro på sjælens udødelighed og evige liv. Det har Andersen tilmed selv fortalt om i et brev til Arvestorhertugen Carl Friedrich af Sachsen-Weimar-Eisenach, hvorfra følgende tekst skal citeres:

”Hans død var uden smerte; sine børn havde han om sig og bad dem læse højt en scene af hans tragedie Socrates, hvor denne taler om udødeligheden og forvisningen om det evige liv; han så rolig ud, bad, at dødskampen ikke måtte blive hård, lagde så hovedet ned og var hensovet”. (38)

I tilslutning hertil skal som afslutning på omtalen af Andersens forhold til Oehlenschlæger citeres, hvad Oehlenschlæger sagde på sit dødsleje til sønnen Johannes og bad denne om at læse det sted i tragedien ”Sokrates”, som Oehlenschlæger ønskede læst højt for sig:

”Du skal nu forelæse mig scenen, hvor Sokrates taler om døden”. Og han tilføjede: ”Det er så usigelig dejligt!” Sønnen læste så:

”Hvordan kan døden gøre dig bedrøvet?

Den være kan jo dog blot et af to:

hvad enten noget, Kebes! eller intet.

Hvis den os røved hver en følelse

og blev en søvn, hvori den sovende

ej ængstedes, selv ej af mindste drøm –

da var den alt en uskattelig vinding;

thi vist jeg tror, hvis nogen sammenligned

slig rolig nat med alle nætter, dage,

han tilbragt har i et uroligt liv,

da foretrak han slig velsignet ro.

Men hvis bevidstheden ej døden dræber,

er den en sjælsomskiftning, en forvandling,

en rejse til et sted, hvor, efter sagnet,

man atter træffer alle sine kære –

tænk, hvilken glæde det da vel må vorde

at leve der med guder og at tale

med Hesiod, med Orfeus, med Homer

og alle store mænd, som var før os!”

(39)

Noter til: Andersen første dobbelt-forelskelse

6 ’et par tragedier’: Skovcapellet. Det hidtil utrykte sørgespil fra 1821. Afskrevet og kommenteret af Jørgen Skjerk. København 2000, og ”Røverne i Vissenberg” (1822), hvoraf en scene er trykt i ”H.C. Andersen: Scene af Røverne i Vissenberg i Fyn. Med Efterskrift og Noter af Cai. M, Woel. Carit Andersens Forlag. København 1941. - Vedr. bogen ”Ungdoms-Forsøg”, se H.C. Andersen: "Levnedsbogen", s. 91-92 i H.Topsøe-Jensens udgave 1962, 1988. Se evt. også min artikel "Tanker omkring en makulatur". Anderseniana 1998, s.77-88. Også gengivet i revideret udgave her på hjemmesiden: Tanker omkring en makulatur – om H.C. Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”

7 Bo Bramsen: København – før og nu – og aldrig. Bind 6. s. 244 og 348-60.

7 a . P.F. Wulff hade 4 brødre og tre søstre, hvoraf den ældste var Nicoline Mathilde Elisabeth Wulff (1782-1821), gift med stiftsprovst i Aarhus Carls Sudsgaard (1765-1829), Anna Elisabeth Wulff (1786-1853), gift 1. gang 1807 med cand. theol. Organist Peter Kabell (1780-1812) og 2. gang 1817 med generalløjtnant Poul Bruhn (1787-1868). Sluttelig den yngste og ugifte søster Christine Frederikke Wulff (1789-1853).

8 Dagbøger I, s. 33-34. – ’Digtet Sjælen’: Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. Se særlig 8. kapitel.

9 H. Topsøe-Jensen: H.C.Andersen og andre Studier. Udgivet af Odense Bys Museer 1966. Se heri artiklen H.C. Andersen og Oehlenschlæger, s. 336-337.

10 A&C, s. 180

11 MLE I, s. 95. – Det fremgår af citatet, at det er erindringen om juleballet 1825, Andersen har haft i tankerne, da han skrev teksten. – ’Weyse’: C.E.F. Weyse (1774-1842), komponist. - ’Brøndsted’: Peter Oluf Brøndsted (1780-1842), arkæolog. - ’Adler, Christian den Ottendes ven’: Johan Gunder Adler (1784-1852), kabinetssekretær hos prins Christian (VIII), 1840 geheimekabinetssekretær, 1839-49 medlem af Det kgl. Teaters direktion; etatsråd 1828, geheimeetatsråd 1840, geheimekonferensråd 1848.

12 Dagbøger I, s. 35. – ’vor Storm’: Edvard Storm (1749-94), skolemand og digter. – Jf. MLE I, s. 71-72.

13 Dagbøger I, s. 36-37. – ’frøkenerne’: Henriette (Jette) Wulff (1804-58). – Ida Wulff (1808-76). - ’Christian’: Christian Wulff (1810-56). - ‘kongen’: Frederik VI (1768-1839). – ’Lotte Oehlenschlæger’: Charlotte Oehlenschlæger (1811-35). – ’W’: husherren P.F. Wulff (1774-1842). – ’fru W’: Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836). – ’komponisten Kuhlau’: Frederik Kuhlau (1786-1832) – ’en brodersøn’: Georg Frederik Kuhlau (død 1878), senere pianist og kgl. Kammermusikus. – Bemærk φ–tegnet i citatets slutning.

14 Levb., s. 139-141). – ’Ingeborg Collin’ (1804-77). – ’hendes kæreste’: auditør ved Fynske Infanteriregiment Adolph Drewsen (1803-85), senere justitiarius (formand for ret med flere dommere) i kriminalretten i København. Parret giftede sig 18. oktober 1826. – Ingeborg Collin, ældste datter af Andersens værge og faderlige ven, Jonas Collin. Andersen kendte imidlertid endnu ikke hverken hende eller hendes fire søskende særlig godt på det tidspunkt, men det kom han sandelig til i årene fremover. Ingeborg Collin skulle tilmed vise sig at blive ham en meget kær søsterlig veninde, der overfor Andersen selv og i andres påhør kunne tillade sig at ironisere over hans menneskelige svagheder.

15 Nicolai Bøgh: ”Hvad H.C. Andersen fortalte.” Danmark. Illustreret Kalender for 1887, s. 32. Gads Forlag. Citatet findes også gengivet i H. Topsøe-Jensen: ”H.C. Andersen og andre Studier”. Odense Bys Museer, 1966.

16 Se herom under Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. Jf. desuden med ”Menneskehedens bevidsthedskategorier” , se Note 13 til Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’

17 Dagbøger I, s. 88.

18 Dagbøger I, s. 90.

19 Dagbøger I, s. 92. – ’Gellerts grav*: C.F.Gellert (1715-69), tysk digter. - ’malerier af Oeser: Adam Friedrich Oeser (1717-99), tysk maler.

20 BEC I, s. 77.

21 Elith Reumert: Charlotte Oehlenschlæger. Et Livs Roman. 1918, s. 150-51. – Edvard Julius Hvidt (1806-82), cand. jur., 1832 assurancemægler, søn af N.L. Hvidt (1777-1856), skibsreder, assurandør, 1835 direktør I Nationalbanken, stænderdeputeret, 1841-53 Borgerrepræsentationens formand, 1848 minister uden portefølje, etatsråd. - Charlotte Oehlenschlægers følelser for Hvidt var på det tidspunkt på vej til at kølnes, og ved Oehlenschlæger tog derfor til Leipzig, for at hente datteren hjem. Ved faderens og Charlottes hjemkomst til København den 9. juli 1831 meddelte hendes fader sin ven, L. N. Hvidt, at forlovelsen var hævet. - :’Pauline’: Pauline Brockhaus, f. Campe (1808-86), gift 1827 med Oehlenschlægers tyske forlægger Heinrich Brockhaus (1804-74), forlagsboghandler og forlægger i Leipzig.

22 Anderseniana 1941: H.C.Andersens Brevveksling med Henriette Hanck ved Svend Larsen, s. 35.

23 Anderseniana 1941, s. 35.

24 Samme sted, s. 39.

24 Samme sted, s. 47.

26 Anderseniana 1941, s. 59. – ’hans ”Lotte” går i næste uge’: Lotte Phister debuterede 22. december 1832 som Josepha i Armod og Højmodighed” af Kotzebue. Hendes anden optræden var 11. februar som Fanchon i syngespillet ”Fanchon”.

26 BHW I, s. 122. - ’urfabrikant Jules Houriet’: Jules Houriet (1782-1852), urfabrikant i Le Locle, svoger til hofurmager Urban Jürgensen (1776-1830), hos hvis moder, Anne Leth Jürgensen, f. Bruun (1755-1828), Andersen var kommet en del i årene fra omkr. 1822 til hendes død i 1828. – ’hendes giftermål’: Lotte og Phister viedes 14. nov. 1832. – ’Kirsten Piils kilde’: Kilde ved Dyrehavsbakken, Klampenborg. Blev iflg. Overleveringen fundet 1583 af en ukendt Kirsten Pil. 1732 restaureredes kilden, som efterhånden fik ry for at være en helbredelseskilde, hvorfor folk valfartede til stedet og der derfor snart efter opstod et livligt kildemarked, som 1770 blev forøget med gøgleroptræden. Det var baggrunden for, at forlystelsesstedet Dyrehavsbakken opstod. – ’går til teatret’: Lotte Oehlenschlæger debuterede 22. december 1832 som Josepha i Kotzebues ”Armod og Højmodighed”, og optrådte sidste gang 13. april 1833 som Fanchon i Fr. Himmels syngestykke af samme navn. Hun havde da spillet fire forskellige roller i alt 6 gange. Teaterdirektionen mente, at hun ikke havde virkeligt talent for skuespilkunsten og 9. august s.å. blev hendes ansøgning om fast ansættelse afslået. Sidstnævnte oplysninger er meddelt i Elith Reumert. Et Livs Roman – Charlotte Oehlenschlæger, s-193-202. – ’Kotzebue’: August von Kotzebue (1761-1819), tysk skuespilforfatter.

27 BHW I, s. 201. – ’have en lille’: Charlotte Phister fødte 2. febr. 1835 en lille pige, døbt Charlotte, som imidlertid døde allerede 6. okt. samme år.

28 BHW I, s. 216.

29 Anderseniana 1941, s. 125-126. – ‘Oehlenschlægers Socrates’: Tragedien ”Socrates” (1836) - ‘Kalkar’: Chr. H. Kalkar (1802-86), adjunkt. – ‘”Fyensrejsen”’: Oehlenschlægers beskrivelse af en rejse til Fyn 1835. – ‘siden tabet af Lotte’: Charlotte Phister døde som nævnt den 12. marts 1835, omkr. en måned efter sin yngste datters fødsel. Barnet overlevede hende kun med 8 måneder. Den ældste datter, Sophie, var da kun 2 år, men levede til gengæld til 1877. – ’Sverige’: Oehlenschlæger blev 1829 laurbærkronet i Lunds Domkirke af digteren Esaias Tegnér (1782-1846), svensk digter og biskop.

30 Ang. Lotte Oehlenschlægers liv og skæbne, se f.eks. Elith Reumert: Et Livs Roman – Charlotte Oehlenschlæger. Gyldendalske Boghandel. København og Kristiania. 1918.

31 Dagbøger II, side 51. I dette dagbogscitat berører Andersen et af sine to hovedtemaer i sit forfatterskab, nemlig tanken om altings forgængelighed. Det andet hovedtema er forestillingen om sjælens udødelighed 9og evige liv.

32 Se f.eks. artiklerne Den ny Aladdin. – H.C.Andersen og kosmologien 2, og ”Poesiens Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’

33 Kristian Arentzen: Oehlenschlæger. Litteraturhistorisk Livsbillede. Andr. Fred. Høst & Søns Forlag. København 1879. Side 345.

34 Samme sted, s. 345.

35 Hvad H.C. Andersen fortalte. Af Nicolaj Bøgh. DANMARH- Illustreret Kalender for 1887, s. 28.

36 H.C.Andersens Almanakker 1833 –1873. Udgivet af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL hos Gads Forlag. København 1990. Se side 209.

37 Samlede Skrifter, bind 12, s. 356.

38 H.Topsøe-Jensen: H.C.Andersen og andre Studier. Se deri særlig artiklen H.C. Andersen og Oehlenschlæger. Udgivet som Festskrift i Anledning af Forfatterens Halvfjerdsaarsdag 15. December 1966. - - ‚Arvestorhertugen’: Carl Friedrich af Sachsen-Weimar-Eisenach (1783-1853). Hertugen og Andersen udviklede et venskab, som havde karakter af det, der betegnes som „følsomt venskab“, hvilket vil sige et venskab, hvor de to parter var forelskede i hinanden.

39 Kristian Arentzen: Adam Oehlenschlæger. Litteraturhistorisk Livsbillede. Andr. Fred. Høst & Søns Forlag. København 1879. Citatet er fra side 512-513. – ’Sokrates’: græsk filosof 469-399 f. Kr. - ’Kebes’: græsk filosof, omkr. 400 f. Kr., elev af Sokrates. – ’Hesiod’: græsk digter, kort før 700 f.Kr. – ’Orfeus’: græsk sagnfigur, som Apollon, søn af den øverste gud, Zeus, og den af guderne, som gav Orfeus den lyre, med hvilken han fortryllede naturen og overtalte Persephone, dødsgudinden, til at lade ham hente sin afdøde hustru Eurydike med tilbage til livet. – ’Homer’: græsk digter 8. årh. f.Kr., forfatter af heltedigtene Illiaden og Odysséen. – Det citerede vers af Oehlenschlægers tragedie ”Sokrates” kan i princippet minde om det sted i Shakespeares tragedie ”Hamlet”, 3. akt. 1. scene, hvor denne har sin store monolog: ”At være eller ikke være: det er spørgsmålet”. – se evt. artiklen ”At være eller ikke være” – H.C. Andersens syn på materialismen. – Vedr. Oehlenschlægers opfattelse af livets fortsættelse efter døden, se f.eks. artiklen Alt på sin rette plads! – H.C. Andersen og skæbnebegrebet.

Andersens anden dobbelt-forelskelse

Men tilbage til juleballet 1825 på Søkadetakademiet, som mærkværdigt nok overhovedet ikke er omtalt i ”Mit Livs Eventyr”, og til julemorgen, hvor Andersen vågnede op efter at have grædt sig i søvn aftenen før: I Levnedsbogen fortæller han derefter følgende:

”Næste morgen fandt jeg også, at frøken Wulff (- Ida) var dog langt smukkere i mine øjne, end Lotte Oehlenschlæger, og at hun også var langt frommere og i grunden mere venlig mod mig i går aftes; jeg tænkte da på om jeg ikke hellere skulle elske hende; men så stod igen digteren Oehlenschlægers berømmelse og navn for øje, og jeg blev ved tanken om Lotte, men de følelser, eller hvad jeg skal kalde det blev snart fortrængt. – Jeg skulle hjem til Slagelse igen; kun 8te dage havde mit ophold været, Meisling ville at jeg skulle være i den sidste halvdel af juleferien, i hans hus for at lege med børnene; […] (1)

Mere blev der faktisk ikke ud af Andersens sværmeri for Lotte Oehlenschlæger, men de vedblev med at være venner, indtil hendes alt for tidlige død i barselsseng i 1835. Forelskelsen i Ida Wulff blev heller ikke til ret meget andet og mere, formentlig fordi han i virkeligheden sværmede mere for hendes yngre broder, Christian Wulff, og fordi hun ikke følte sig seksuelt tiltrukket af Andersen. Men hun og han bevarede venskabet med hinanden til hans død i 1875. Selv døde hun året efter. (2) .

Andersens venskabelige forhold til Ida Wulffs broder, Christian Wulff, havde en overgang sværmerisk karakter. Men der var formentlig ikke tale om andet og mere, selv om vi naturligvis ikke kan vide, om Andersen på noget tidspunkt i sit liv oplevede eller havde, hvad vi i dag kalder for et homoseksuelt forhold. Han er ganske vist efter sin død i en avisartikel blevet beskyldt for det, angiveligt af en yngre forfatterkollega, som i sin tidlige ungdom skulle være blevet forført af den noget ældre digter. Der viste sig dog i henhold til den yngre forfatter selv ikke at være hold i den historie. Men at Andersen i øvrigt værdsatte og også havde et vist behov for fysisk, omend næppe direkte seksuel kontakt med en person af sit eget køn, har han faktisk ikke lagt skjul på.

Et eksempel herpå finder vi således i hans dagbog for søndag den 27. juli 1834. Han var samme dag ankommet med diligence til Hamburg på hjemturen fra sin første store udenlandsrejse, som strakte sig over tidsrummet 22. april 1833 til 3. august 1834, og hvis primære mål havde været Italien. Straks ved ankomsten indlogerede han sig på hotel, klædte om og spadserede til Altona, for at aflægge visit ombord på et vagtskib, hvis kaptajn og officerer Andersen kendte. Han inviteres og takker ja til at blive og spise middag med, men inden da indfinder sig også hans fem år yngre ven, Christian Wulff, der var officer ombord og i øvrigt broder til Andersens flittige brevveninde, Henriette Wulff. Om dette møde noterer han i dagbogen for den nævnte dato bl.a.:

”[...] lidt efter kom Christian, vi var noget generte ved omgivningen. En arkitekt kom og jeg spiste anden gang til middag. Krinkel snakkede liderligt og Christian kastede op. – Mod aften fulgte han med i land og der i hans værelse omfavnede og kyssede vi hinanden, han var ellers syg og jeg meget angreben af rejsen.” (3)

Men i øvrigt bør man nok vogte sig for at lægge for meget i disse venskabelige omfavnelser og kys mellem mænd på den tid, hvor varme venskaber var mere almindeligt end tilfældet senere blev i den victorianske dobbeltmoralske periode. Andersen må dog have følt, at det ville kunne misforstås, hvis han og vennen, Christian Wulff, havde omfavnet hinanden for øjnene af de andre ombord på skibet, som de senere gjorde på Christians værelse. For ellers ville der vel ingen grund have været til, at de skulle føle sig ”noget generte ved omgivningen”. Men andet og mere er der næppe foregået mellem de to venner ved den lejlighed og heller ikke senere, for efter hvad der foreligger af kildemateriale at dømme, var Christian Wulff i hvert fald til damer, idet han på et tidspunkt var forlovet med en datter af kommandørkaptajn Sneedorff i Helsingør, hvor Christian Wulff havde fast station med skibet ”Ægir” i sommeren 1848. Men forholdet blev af en eller anden grund ikke til noget, og Christian Wulff forblev derefter ungkarl indtil sin alt for tidlige død som følge af gul feber på en rejse til Amerika i 1856. Han blev kun 46 år. Efter faderen, P.F. Wulffs død i februar 1842, havde Christian og hans ligeledes ugifte ældste søster Jette Wulff, boet sammen i Stormgade nr. 16. Fra omkring 1853 boede søskendeparret sammen i et hus i Classens Have på Østerbro i København. Hun overlevede i øvrigt sin yngste broder med kun to år, idet hun i 1858 omkom under en brand ombord på passagerskibet ”Austria”, som var på vej mod New York. Jette Wulff blev 54 år. (4)

”Den anden April”

Christian Wulff var ved siden af sin profession som søofficer også amatørkomponist, og har som sådan komponeret en del sange, to ouverturer og en symfoni. Dertil komponerede han 1831-32 musik til Andersens syngespil ”Den Anden April”, som imidlertid blev afvist af Det kgl. Teaters censorer, der fandt både tekst og musik middelmådigt og derfor uegnet til opførelse. Det slog dog ikke Christian Wulff ud, selv om det naturligvis var en skuffelse for ham, men han bevarede tværtimod sin store beundring for Andersen, og som noget ret usædvanligt for den tid, blev de to venner et par år senere Dus med hinanden. (5)

Der findes vistnok ikke mange breve bevarede fra Andersen til Christian Wulff og fra denne til Andersen. I Bille og Bøgh er der trykt 4 breve fra Andersen til vennen, og i Topsøe-Jensens udgave af syngespillet ”Den Anden April” er trykt uddrag af 5 breve fra Andersen til Christian Wulff. Fra sidstnævnte findes der ingen breve til Andersen trykt i Bille og Bøgh, men uddrag af 3 breve er trykt i Topsøe-Jensens udgave af syngespillet ”Den Anden April”. At der måske ikke findes en større brevveksling mellem de to venner, skyldes måske, at Andersen gennem mange år førte en til tider endog livlig og omfattende korrespondance med Christian Wulffs ældste søster, Henriette Wulff. (6)

Det første kendte brev fra Andersen til Christian Wulff er angiveligt fra 24. juni 1832, hvor han opholdt sig på Fyn, og det er trykt i et mindre uddrag i Topsøe-Jensens udgave af syngespillet ”Den Anden April”:

””Moderen [kommandørinde Wulff] har fået en afskrift af ”Den anden April”, vil De ikke nok ”selv” afskrive et eksemplar til at indsende, De ved, at Collin besørger det, så snart han får stykket og musikken. – Nu, god lykke for os begge to! –” (7)

På dette brev svarede Christian Wulff den 30. juni følgende:

”Jeg vidste slet ikke, at De skulle rejse så tidligt, eller kunne jeg gerne have bleven hjemme den dag; men jeg havde ikke den ringeste idé derom; jeg håber De har tilgivet mig. Alt går flinkt fra hånden, og om 14 dage à 3 uger, håber jeg at kunne sende det til Collin, egentlig haster det jo ikke så meget; da det er et geburtsdags-stykke, og der er lang tid den kommer. Det næstsidste nummer tror jeg egentlig er det bedste, ja i det sidste er der heller ikke ilde sager, (De må undskylde at jeg selv roser det; men jeg har jo ingen anden dertil). Jeg ved bestemt at det jeg holder mindst af er den første vise, som Ravn synger; og det kan gerne stikke mig, at jeg gør den om; dog vil jeg ikke bande derpå. Jeg har fået fat på en smuk melodi i finalen, som vil tage sig godt ud i ouverturen, naturligvis hovedmotivet deri er beskrivelsen af slaget, men det må gennemflettes med kærligheden, som jo også er en grund til at hovedpersonen styrter sig i det. Jeg udtrykker mig aldrig godt, når jeg vil forklare mine ideer; men De forstår mig vel nok alligevel. –” (8)

Det næste brev fra Andersen til Christian Wulff, er skrevet og afsendt fra København den 24. oktober 1832, og vennen var på det tidspunkt ude at sejle langt borte fra hjemlandet:

”Nu sidder jeg hos Dem og sladderen begynder. Dog først en lille hemmelig samtale. Angående vort åndelige barn, som vi jo har skabt, skjult for verden, ved jeg endnu intet om. Collin (faderen) slog en konvolut om den lille sjæl og sendte det med et brev til sin bestemmelse. Da det jo først skal op ”til konfirmation”, den 2den april, tænker jeg at præsterne ikke haster med at sige om det kan gå eller det bliver vist ned. Jeg vil ellers ikke vente det sidste, det har to fædre, som det jo dog må slægte noget på; min største frygt, er at det har fået for mange politiske begreber, at det kan være ligeså ubehagelig for den engelske minister at se på, som hans eget barn er for os. De husker jo nok drengen med det store hoved? ja vort, har også et godt hoved. I næste brev mere derom.” (9)

Det lovede næste brev fra Andersen til vennen, som da opholdt sig i Vestindien, er dateret 7. november 1832, men indeholdt ikke noget nyt om syngestykkets videre skæbne. Derimod kunne digteren berette om, at hans opera ”Ravnen” havde haft premiere og at stykket var blevet godt modtaget af publikum. Brevet indeholdt dog også følgende løfterige passus: ”De skal snart høre mere af større interesse.” (10)

I mellemtiden havde Christian Wulff, som med korvetten ”Diana” opholdt sig på St. Thomas, skrevet og afsendt et brev til Andersen. Brevet er dateret den 18. januar 1833 og det vidner om, at vennen føler sig lidt forladt og er utålmodig efter at høre nyt, dels om livet derhjemme i almindelighed og dels om syngespillet er blevet antaget eller ikke. Fra brevet skal bringes følgende uddrag:

”Kære Andersen! De ser at jeg med den første lejlighed holder mit løfte; vær De nu ligeså skikkelig og lad mig høre lidt fra Dem. De må dog have lidt at kunne fortælle, De som altid plejer at have så meget. Jeg er vis på at et lille brev fra Dem vil ganske sætte mig ind i København, som den er i 1833, og omendskønt den måske ikke er meget anderledes end den var i 1832, så er der dog sket nogle forandringer, og nyheder plejer De sjælden at være kostbar med. Fortæl mig først og fremmest hvorledes De selv lever, med hvor mange friske blade Deres digterkrans er bleven forøget. Det er sandt, De er vel færdig med Deres Måneder [Digtkredsen ”Årets tolv Måneder”, udkommet 18. december 1832], dem længes jeg meget efter. Og foruden en mængde nyheder i almindelighed har De vist også noget der interesserer mig i særdeleshed, z.b. om Deres tilkommende geburts-dag. Et ja skulle fornøje mig, et nej skal ikke få mig til at hænge eller drukne mig. Dog den slags følelser vil jeg ikke beskrive for Dem, De kender vist bedre end jeg både deres sødheder og bitterheder. – […] Har De lavet nogle nye operaer, så har De måske en til mig; men det kommer da an på om Deres geburtsdagsstykke har fået kurven eller ej. […] d. 22de januar. I går modtog jeg Deres virkelig meget interessante brev, som jeg virkelig er Dem yderst taknemlig for. Jeg siger ikke jeg er taknemlig for at være galant; men fordi jeg virkelig er det. Jeg takker Dem også for underretningen om vores hemmelighed; men med næste brev, (som ikke må udeblive for længe) venter jeg bestemtere og jeg håber gunstige efterretninger. Hvad det politiske angår kan der jo i disse tider slet intet være i vejen derfor. –” (11)

På det tidspunkt havde Andersen allerede den 9. januar 1833 skrevet et brev til vennen, men på grund af den lange afstand fra Danmark til Vestindien, var brevet længe undervejs. Det var ikke godt nyt, Andersen havde at fortælle den håbefulde Christian Wulff, hvilket fremgår af følgende uddrag af brevet:

”Kære ven! Et glædeligt nytår! gid jeg kunne have bragt Dem noget ret behageligt angående Deres åndelige barn. Igår fortalte Collin mig at Kirstein havde sagt til ham, at musikken ikke fandtes antagelig! at den var forkastet af tre forskellige dommere; man havde, af enkelte ting deri, gættet at De var komponisten, en ting Collin benægtede, og forsikrede at musikken var kommen til ham fra ganske andre hænder. – Det er ikke med enkeltheder, der kan forandres, de er misfornøjede; det hele har de imod. De kan nok vide at det også bedrøver mig, ikke blot af den naturlige interesse, men af virkeligt, sandt venskab for Dem. – Dog, føler De virkelig kald for kunsten, lever og rører der sig en sådan ånd i Dem, kan jo dette udfald ikke gøre så meget! Læg det derfor ikke så tungt på hjertet. – Jeg skal sende Deres moder musikken. Ingen uden hun og Collin ved derom. –” (12)

Man må, sådan som Topsøe-Jensen også gør, sige, at Andersen undlod i brevet at fortælle vennen, at det ikke kun var musikken, men i lige så høj grad også teksten, som censorerne havde fundet ”flov og ubetydelig”, hvorfor teatrets ledelse forkastede stykket. Dette afholdt dog ikke Christian Wulff fra den 2. april 1833, Andersens fødselsdag, den dato, hvor stykket skulle have været opført, at skrive et svarbrev, som samtidig var et lykønskningsbrev:

”Kære ven! De skal dog se at Deres venner, der er fraværende også tænker på Dem denne dag! En lang gratulations tale vil jeg ikke holde, De ved ligesågodt uden den hvor godt jeg ønsker Dem det. Men De må undskylde at jeg nu først besvarer Deres sidste brev; men jeg har bestandig været i travlhed, og netop haft så meget tid at jeg kunne skrive til moder at jeg lever endnu, og lever godt. – Jeg kan egentlig ikke nægte, at da jeg modtog Deres brev, og læste den sidste side, blev jeg lidt lang om næbbet, men det varede ikke længe, før jeg tog min fornuft fangen. Jeg har skrevet det for at fornøje mig selv, og kunne jeg fornøje andre med det samme, var det godt; men vil de ikke have det kan de såmænd lade være! Kanske det var meget godt; kanske jeg var bleven pebet ud iaften, dersom de havde antaget det.” (13)

Brevets ordlyd vidner dog indirekte om, at Christian Wulff til trods for sin påstand om det modsatte, at meddelelsen om at stykket var blevet forkastet, skuffede ham dybere, end han ville være ved. At han følte sig skuffet er der ikke noget at sige til, for han må have brugt en del tid og kræfter på at komponere musikken til stykket, men han er gentleman nok til ikke også at give Andersen en del af skylden for nederlaget.

Venskab i krig og fred

Men det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at Andersen overhovedet ikke nævner eller omtaler Christian Wulff ved navn i sin ”Levnedsbog” (1832) og heller ikke i ”Mit eget Eventyr uden Digtning” (1847), og end ikke i første del af ”Mit Livs Eventyr” (1855). Det gør han derimod i anden del af ”Mit Livs Eventyr”, som udkom 1875. Det sker dog først i forbindelse med omtalen af krigen mellem Danmark og Tyskland 1848-50, kaldet Treårskrigen, og da kun en passant, og ikke meget at ofre på en særdeles god og trofast ven:

”I april, om aftenen, kom efterretningen om, at skærtorsdag var linjeskibet ”Christian den Ottende” sprunget i luften med besætning, et sorgens ve genlød så rystende, så stort, - det var en landesorg. – Jeg følte mig, som stod jeg på et synkende vrag. – Et eneste frelst menneskeliv fra skibet var en sejr, en vundet rigdom. På gaden mødte jeg min ven kaptajn-løjtnant Chr. Wulff, hans øjne strålede, han trykkede min hånd, ”ved du, hvem jeg bringer hjem?” sagde han, ”løjtnant Ulrich! Han er ikke sprungen i luften, han er reddet, flygtet, har nået vore forposter, og jeg bringer ham hjem!” – Jeg kendte slet ikke løjtnant Ulrich, men jeg brast i gråd af glæde. ”Hvor er han? Jeg må se ham!” – ”Han gik til marineministeren og derfra til sin moder, der tror, han er død!” (14)

Men hvad Andersen har forsømt i sine selvbiografier, det har han til en vis grad indhentet i sine dagbøger, hvor Christian Wulff er nævnt og til dels omtalt i alt 28 gange, spændende over årene 1825 til 1871. Men for det meste er løjtnanten kun nævnt, ofte i forbindelse med andre personer, som f.eks. sine forældre eller søskende, eller i forbindelse med breve til eller fra. I perioden 22. april 1833 til 3. august 1834 var Andersen hjemmefra på sin store Italiensrejse, hvor han dog korresponderede flittigt med vennerne hjemme i Danmark. Men søndag den 27. juli 1834 var Andersen på sin tilbagerejse nået til Hamburg, hvor han indlogerede sig på hotel ”Kronprinzen” for nogle dage, inden rejsen gik videre hjem til København:

”Henimod 11 kom vi til Hamburg, hvor jeg steg af ”zum Kronprinzen”. Da jeg var klædt om var min første vandring til Altona og ombord på vagtskibet. Kaptajnen og løjtnant Krinkel tog venligt imod mig, den første inviterede mig til en sejlads på torsdag, denne at blive ombord til mod aften, lidt efter kom Christian, vi var noget generte ved omgivningen. En arkitekt kom og jeg spiste anden gang middag, Krinkel snakkede liderligt og Christian kastede op. – Mod aften fulgte han med i land og der i hans værelse omfavnede og kyssede vi hinanden, han var ellers syg og jeg meget angrebet af rejsen.” (15)

Kronologisk set befinder vi os nu i efteråret 1834, hvor Andersen er vendt hjem fra sin store Italiensrejse og indstiller sig på at bearbejde, omforme og nedskrive sine indtryk og oplevelser fra opholdet i det Italien, som for ham for altid kom til at stå som ”la bella Italia”. Det til trods for, at han også så og oplevede især storbyernes skyggesider. Men under det langvarige ophold bekræftedes han i, at livet selv er det største eventyr, som findes, og det er tilmed i bogstavelig forstand guddommeligt. Den 25. oktober 1834 skriver og afsender han et overstrømmende brev ”Til løjtnant i Søetaten Chr. Wulff på det danske Vagtskib Altona”:

”Min fortræffelige ven!

Se, her er jeg igen! Goddag! – Du skrev, og så skal du også straks have brev igen, så sladrer jeg dog med dig! Ved du hvad? Jeg holder uendeligt meget ad dig, og tit tænker jeg på, hvor det dog er underligt, at da vi var herhjemme sammen, så var det i grunden kun: Goddag og Farvel; det skulle være meget mere! Du siger, du ikke kommer til Italien i vinter! jeg burde græde over dig, kære, bedste ven! Ihvor inderligt jeg glædes til at leve sammen med dig, så ønsker jeg dog, at du ikke kom hjem, men til mit, til vort, kunstens store fædreland: la bella Italia! O, du drømmer ikke om, hvor skønt der er! Jeg tror ofte, jeg har været død, set paradis og er vendt tilbage til det dårlige jordeliv. Italien er skønhedens, hjertets og kunstens hjem. D u m å d e r h e n! – „Det kan ikke ske!“ siger du, og jeg er en nar med mine drømme. (16)

Som det fremgår af brevet er Andersen og Christian Wulff nu blevet dus med hinanden, hvilket vel er forståeligt, især i betragtning af, at de ifølge Andersens dagbogsoptegnelse af 27. juli s.å. var blevet så ’intime’ venner, at de kyssede hinanden. Dette skal formentlig forstås bogstaveligt som mundkys og ikke kun som kindkys, for de sidstnævnte ville der formentlig ikke have været nogen grund til at skjule for andre, sådan som tilfældet angiveligt var den netop nævnte dato.

Det næste brev fra Andersen ”til Christian Wulff på fregatten ”Bellona”” er dateret København den 2. maj 1835, hvilket vil sige kort før udgivelsen af det første hæfte ”Eventyr for Børn”, som udkom den 8. maj s.å. Andersen havde haft travlt med at få udgivet, hvad han skrev, dels fordi han var i pengenød og dels for at holde digtergryden i kog og skabe nye værker. Men det skinner tydeligt igennem brevet, at de to venner er kommet på afstand af hinanden, hvilket Andersen tilskriver, at de ikke ses så meget:

”Nu skilles vi ad! Kun lidet har vi set hinanden i vort korte møde. Hvorfor? – Ja, fejlen er vist min! Tiden flyver afsted; jeg får knap tid til at trykke de kære i hånden, jeg elsker. Du går til Italien; - - - hør melodier, og bliv du komponist for hjertet; den kolde, rolige forstand giver ingen begejstring. Tænk på mig ved Alfieris og Dantes grave; der har jeg engang i fromme tanker foldet hænderne og bøjet mit hoved; hører Gud min bøn, jeg der bad, da vil jeg ikke ganske dø. - Hils din søster kærligt og inderligt fra mig; hun er mig usigelig kær. - -

Glæd dig ret de timer, du er i Italien; glæd dig mere, end jeg kunne det! – Der er sorger, man ofte ikke tør udtale for sine kæreste. ”Glæd dig i din ungdom, før alderen kommer!” står der i Bibelen, og jeg føler sandheden deri; thi jeg kender ingen ungdom, nød den aldrig. Du kan det endnu; grib glæden, pluk roserne, før de visner, nyd en lykke, jeg kun kender i fantasien. O, var jeg med dig, var jeg atter hjemme i mit kære Italien! Som bien skulle jeg suge af blomsten, inddrikke kærligheds søde lykke, som d e r i hver luftning tilvinkes mig.

- - - Hils de Coninck, Schack og de ombord, jeg kender, og tænk broderligt på mig! Der kan ske meget i et halv år; måske sover jeg, når du kommer, sover der, hvor man ikke drømmer; men så har du mig i min ”Improvisator”; han er jo ganske Andersen. Vær glad og lykkelig! Hils Italien fra din broderlige ven H.C. Andersen. (17)

Der er bevaret endnu et brev fra Andersen til Christian Wulff, nemlig fra 19. august 1837, men det handler mest om Andersen selv og hans da nyeste roman ”Kun en Spillemand”, som han havde fået en del ros for, selv af folk, som ikke plejede at strø om sig med anerkendende ord. Det fremgår indirekte af brevet, at Andersen sætter stor pris på vennen, men andet og mere end almindeligt venskab er der ikke tale om. Meget var sket for og med Andersen i årene efter 1834, for som han selv skriver: ”Der kan ske meget i et halvt år”. Borte er de tidligere sværmeriske følelser for vennen, gået under i ”sorger, man ofte ikke tør udtale for sine kæreste.” Med de ord sigter Andersen til sine to foregående ulykkelige kærlighedshistorier: Forelskelsen i først Riborg og Christian Voigt og siden i Louise og Edvard Collin, historier vi skal komme til at høre om efter omtalen her.

En familiær kontrovers

I og med det sidste brev fra Andersen til Christian Wulff i Bille og Bøghs brevudgave, er vi helt fremme ved september 1838, og på det tidspunkt har der forud været en kontrovers mellem Andersen og Christians fader, kommandør P. F. Wulff, som angiveligt var blevet så vred på Andersen, at han ikke mere ønskede at se denne indenfor sin dør. Et noget drastisk forbud må man sige, især i betragtning af, at Andersen lige siden sine yngre dage var kommet, ofte dagligt, i kommandørens hjem! Forud var gået, at Andersen havde mødt Jette og Christian Wulff under et ophold hos baronesse Christine Stampe på herregården Nysø ved Præstø. Opholdet og mødet med de to venner under disse omstændigheder var ikke vellykket. Det ses af et brev af 20. juli 1838 fra Andersen til Louise Collin, hvori han bl.a. skriver: ”Jette Wulff forekommer mig at være elskværdigere i byen end her, hvor der kæles så særdeles for hende. Broderen Christian er en løjerlig mellemslags, en komposition, der ikke er ganske original.” – Man må desværre sige, at Andersens karakteristik af de to søskende er tydelig præget af en vis jalousi og misundelse, og beskrivelsen af Christian Wulff som en uoriginal komponist, en hentydning til musikken til syngespillet ”Den anden April”, er direkte giftig og slet ikke Andersen værdig. De før så gode venner var pludselig ligefrem blevet en slags uvenner! (18)

Baggrunden for uoverensstemmelserne mellem parterne fremgår dels af Andersens brev til Jette Wulff af 10. august 1838, ifølge hvilket hun har beklaget sig over ham i et brev til sin fader, og at det var det, der satte kontroversen i gang. Andersens brev til hende er derfor holdt i en lidt irriteret, forurettet, halvt undskyldende og halvt anklagende tone. Men dels fremgår årsagen eller grunden til det bitre og midlertidigt afbrudte forhold mellem Andersen og familien Wulff også af Andersens brev af oktober 1838 til Christian Wulff. Grunden var ifølge Andersen, at kommandør Wulff mente, at Andersen havde bagtalt og latterliggjort hans datter, Jette Wulff, fordi han, Andersen, som samtidig med de to søskende ligeledes havde været på besøg på herregården Nysø, havde sagt om Jette, at hun ikke egnede sig til at styre et køretøj forspændt et par sky heste. Denne udtalelse havde Jette Wulff åbenbart følt krænkende og havde skrevet om det i et brev til sin fader.

Men hverken Jette eller Christian Wulff svarede på de ovenfor nævnte breve fra Andersen. Helt katastrofalt blev det, da Andersen den 5. september 1838 møder fader Wulff i Det kgl. Teater, hvor denne angiveligt har udtrykt sin misfornøjelse med Andersen, som straks sender et brev til kommandøren, hvori han ønsker en forklaring på, hvem det er, der har løjet ham noget på. Dagen efter modtager Andersen et brev fra Wulff, som han karakteriserer som ”Et oprørende brev fra Wulff”, nemlig det brev, hvori kommandøren skriver, at han ikke ønsker at se Andersen indenfor sin dør i fremtiden. Andersen skriver derpå straks til Christian Wulff og udbeder sig nærmere forklaring, men får ikke umiddelbart noget svar. Svaret indløber først den 25. september, idet Andersen har noteret i sin kalender for denne dato: ”Brev fra Jette og Chr”. Disse to breve, som angiveligt var skrevet af henholdsvis Jette og Christian Wulff, måske i samme brev, og som var blevet afsendt fra Nysø ved Præstø, hvor søskendeparret da opholdt sig, ses ikke bevaret, men brevets eller brevenes indhold fremgår indirekte af Andersens svarbrev af samme dato:

Lige i dette øjeblik fik jeg Deres og Christians brev, tak derfor, de er skrevne, som jeg vidste de ville blive det; næsten havde jeg opgivet at få disse, thi tænk, jeg sendte mit brev til Kiel den 7de sept. Og nu skriver vi den 25de. Collins har i denne mellemtid vist sig så elskelige mod mig; den gamle kone græd, Louise og Ingeborg ønskede så meget at De havde været hjemme, da havde de gået ud til Dem for at jeg kunne få det bedre. O jeg har været syg, er det endnu noget, men sligt jævnes jo med tiden. Jeg har lidt, som ved to venners begravelse og lidt uskyldig, hvad grunden så end monne være. Der skal aldrig være tanke af bitterhed mod Deres fader, skønt han nægtede mig, hvad ingen forbryder nægtes, at vide hvorfor han lider. Jeg har mødt Deres fader og indtrykket var næsten en besvimelse; jeg føler mig så angrebet ved at nærme mig ham, som har såret mig dybere, end noget andet menneske, at De vil ikke dømme mindre kærligt om mig, om jeg i det mindste den første tid ikke kommer ud til Dem, når jeg ved jeg træffer ham. Han har handlet som fader og efter sin natur, jeg agter ham for hans kærlighed til hans børn, for det meget gode jeg har set hos ham nu i atten år, jeg skal aldrig holde så hård dom over ham, som han over mig. Om han har fortalt Oehlenschlægers om improviseringen på Nysø, ved jeg ikke, men jeg har frygt derfor, og har da også mistet en prøvet ven, min kære Hauch, eftersom der ikke, i en sag af så delikat natur, kan komme nogen forklaring. O hvor jeg længes efter Dem og Christian, min varmeste, kærligste tak for hvert ord i brevene.” (19)

Derefter slår Andersen over i sin sædvanlige og halvt muntre tone og fortæller nyheden om Thorvaldsens festlige ankomst til København, og om, at han, Andersen, selv var med blandt de berømte danske digtere ombord i den sejlbåd, der sejlede Thorvaldsen imøde, for at byde ham velkommen hjem til Danmark. Andersen opfordrer også sine to venner til, sammen med baronesse Stampe, at deltage i den festlighed, der var arrangeret for Thorvaldsen i Hotel d’Angleterre søndag den 7. oktober. Brevet slutter med følgende ord:

Hils den kære Holger, hans brev glædede mig særdeles meget, bare det havde været lidt længer. Bring hendes nåde, fru baronessen min ærbødigste kompliment og tak hende for den hilsen hun sendte mig i brevet til Hornemanns. Sig baronen og alle i Deres omgivning nogle venlige ord, men frem for alt tryk broderen kærligt i hånden. Til vi ses Deres trofaste H.C. Andersen. (20)

Det pinlige intermezzo mellem familien Wulff og H.C. Andersen fandt dog sin afslutning allerede den 27. september, hvor Andersen noterer i sin almanak:

”Besøg af kommandør Wulff, det hele var da intet, Jettes barnagtighed og hans naragtighed”. (21)

Omkring 14 dage senere, den 13. oktober, lyder det samme sted:

”Ude hos Wulffs, Christian græd, kommandøren bad mig betragte hans hus som før”. (22)

To dage efter, den 15. oktober skriver og sender Andersen et brev til penneveninden i Odense, Henriette Hanck, hvori han blandt andet skriver følgende:

[…] Jette Wulff var ikke med til festen i Hotel d’Angleterre, nu først er hun kommet hjem; hendes broder har været hos mig og bevægede mig til at komme ud til hende. Hele historien er, at jeg har fortalt at hun ikke ville stå op ude på Nysø da jeg, efter aftale, kaldte på hende og at hun tilsidst gav sig til at græde. Dette er det, faderen er, efter sin natur, blevet så oprørende grov over, at det er latterligt. Hele historien er således intet. Men jeg har været syg, lidt mere, end nogen tror, og derfor er jeg nu hård skønt kommandøren bad mig at jeg ville betragte hans hus, som før og Jette græd og bad mig være en god broder. Hvad jeg har sagt siger enhver let om sine bedste venner, noget lignende kan jeg have sagt om Collins, om fru Læssøe, om Jette Hanck, kort om dem alle og de bestemt også om mig, men tager man det som kommandøren, så styrtet alt venskab. De jeg elsker, de elsker jeg, men de må også forstå og kende mig. Wulffs brev til mig var oprørende, man tror ellers at meddelelsen Wulff har fået er bragt fra Heibergs. Nu er altså det så temmelig jævnet; jeg har lidt uforskyldt og er nu måske igen for hård. […]. (23)

Hermed var status quo genoprettet nogenlunde mellem familien Wulff og H.C. Andersen, men ’knuder’ i venskabet mellem parterne kom der dog stadig ind imellem. I det store og hele forløb det dog rimelig godt og var i perioder bedre end i andre perioder, som tilfældet vel egentlig også er i andre venskaber. Men Andersen vedblev stort set med at underskrive sine breve til Jette Wulff med signaturen broderen, i en periode i 1840 skifter han over til signaturen il fratello, lige som han indleder sine breve med ”Mia Sorella!” For Jette Wulffs vedkommende fortsatte hun med at begynde sine breve til ham lige på og uden det sædvanlige brugte ”Kære osv.”, lige som hun en overgang benytter sig af signaturen la Sorella eller blot Sorella. Men snart skifter Andersen igen over til at underskrive sig Broderen eller Deres broderligt hengivne H.C. Andersen, medens Jette Wulff går over til lejlighedsvis at underskrive sig med sit navn, men ellers fortsætter med signaturen Deres Sorella eller i et enkelt tilfælde Deres sempre fedele Sorella, som ligeledes i enkelte tilfælde bliver til Deres oprigtig hengivne Henriette Wulff, Deres meget hengivne Jette, Deres søsterlig tro hengivne Jette, eller Deres uforandrede Søster. (24)

Men man må alt i alt konstatere, at der egentlig ikke er noget i brevvekslingen mellem Andersen og Christian Wulff, som vidner om et mere følsomt intimt forhold mellem de to, sådan som Andersens dagbogsnotat fra 27. juli 1834 kunne tyde på. Dog er der ofte hilsener til Christian Wulff i Andersens breve til dennes søster, Jette Wulff, og omvendt via hende fra Christian Wulff til Andersen.

Andersen og Ida Koch, f. Wulff

Men i øvrigt varede Andersens sværmeri for Christian Wulff kun en kortere tid og afløstes af udpræget venskabelige følelser. Situationen var desuden den, at Andersens flagrende og lidt rastløse naturel snart fandt nye personer at sværme for. Dette gjaldt også hans kortvarige sværmeri for Christians søster, Ida Wulff. Derimod fortsatte hans venskabelige forhold til hende, også efter at hun i 1828 havde indgået ægteskab med den tyve år ældre kgl. hofbygmester Jørgen Hansen Koch, men venskabet blev især udbygget og forstærket efter hofbygmesterens død i 1860. Det nærmeste Ida Koch kom på at udtrykke sine følelser for Andersen var, at hun opfordrede sine børnebørn til at kalde ham ”ven Andersen”. Men i praksis viste hun sig som en deltagende og omsorgsfuld veninde, ikke mindst når noget gik ham imod. Desuden fastholdt han en tradition fra tiden på Søkadetakademiet i Bredgade, hvor han en gang om ugen, hver fredag, spiste til middag, men efter fru Wulffs død i 1836 fortsatte han med i mange år at spise til middag hos familien Koch i Store Kongensgade, og efter mandens død i 1860 fortsatte han med det hos Ida Koch hver fredag, undtagen når han var ude at rejse eller på anden måde forhindret. (25)

Imidlertid må man nok konstatere, at Andersens dobbelt-forelskelse i Ida og Christian Wulff ikke var af den lidenskabelige karakter, som prægede hans tidligere dobbelt-forelskelse i søskendeparret Riborg og Christian Voigt og ligeledes hans efterfølgende dobbelt-forelskelse i søskendeparret Louise og Edvard Collin, hvilket vi skal se nærmere på under omtalen af hans næste dobbelt-forelskelser. Men desuden må man konstatere, at hverken Ida Koch, f. Wulff eller hendes broder Christian Wulff – og for resten heller ikke deres broder, premierløjtnant i søetaten Peter Wulff (1808-81), kom til at spille nogen rolle i Andersens litterære forfatterskab. Ingen af de nævnte var åbenbart så markante eller interessante personligheder, at de kunne afgive stof eller inspiration til Andersens digteriske fantasi, men det var og gjorde til gengæld deres søster, Henriette (Jette) Wulff, som bl.a. vil kunne genkendes som den lille abbedisse i romanen ”Improvisatoren” og som inspirationskilde til Tommelise i eventyret af samme navn. En betydelig litterær inspirationskilde blev desuden forældrene, P.F. Wulff og Henriette Wulff, f. Weinholdt, som til dels vil kunne genkendes som ”Excellence-parret” i romanen ”Improvisatoren”, der dog også har lånt træk fra Jonas Collin og dennes hustru, Henriette Collin, f. Hornemann. Romanen er i øvrigt dediceret til de to sidstnævnte. Det er dog blandt andre Wulff og frue, der kan genkendes som henholdsvis muldvarpen og markmusen i eventyret ”Tommelise”, samt som katten og hønen i eventyret ”Den grimme ælling”. I de nævnte tilfælde er de litterære personer dog samtidig en større eller mindre blanding af flere personer. Eksempelvis har katten i eventyret ”Den grimme ælling” hentet personlighedstræk fra både P.F. Wulff og Edvard Collin, medens hønen i samme eventyr er en blanding af fru Wulff og Ingeborg Collin.

Noter til: Andersens anden dobbelt-forelskelse

1 Levb., s. 141-142. – ’Frøken Wulff (- Ida)’: Ida Wulff (1806-76), datter af P.F. Wulff, søster til Jette og Christian Wulff. Blev 1828 gift med hofbygmester Jørgen Hansen Koch (1787-1860). – Andersens afrejse til Slagelse foregik 28. december 1825.

2 Se artiklen H.C. Andersen og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier.

3 H.C.Andersens Dagbøger I, s. 510. – Krinkel, dvs. Krenchel, en af skibets officerer. – Vedr. Andersens formodede homoseksualitet, se artiklen ”H.C.Andersens seksualitet” her på hjemmesiden, samt artiklen H.C.Andersens seksuelle observans.

4 H. Topsøe-Jensen: H.C.Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling I-III. Se Indledningen i bind I.

5 H. Topsøe-Jensen: H.C.Andersen – Den Anden April. Forlaget Rhodos. København 1971.

6 H.Topsøe-Jensen: Den Anden April. Forlaget Rhodos. København 1971.

7 H.Topsøe-Jensen: Den Anden April. S. 7-8. – ’Collin’: Jonas Collin var administrerende direktør for Det kgl. Teater, og han formidlede ofte, at Andersens dramatiske arbejder blev indleveret til teatret, lige som han i nogle tilfælde gjorde sin indflydelse gældende, for at få stykkerne antaget og opført. Det skete ofte til stor irritation for teatercensor, litteraturhistorikeren og sprogforskeren Christian Molbech (1783-1857), som stort set altid kritiserede og afviste Andersens dramatiske stykker, hvad enten der var tale om vaudeviller eller seriøse skuespil.

8 Samme sted, s. 8. – ’lang tid’: Stykket var beregnet til at blive opført første gang på Det kgl Teater den 2. april 1833, som dels var årsdag for Slaget på Reden 1801 og dels Andersens 38 års fødselsdag. – ’et geburtsdags-stykke’: Sådan betegnedes de forestillinger, der blev opført på Det kgl. Teater på kongens og dronningens fødselsdage. – ’Ravn’: Kancellist Søren Ravn, en af stykkets personer. – ’slaget’: Slaget på Københavns Red 1801, hvorunder englænderne angreb byen fra søsiden. – ’hovedpersonen’: Musikeren Theodor Bruun, som under slaget ender med at blive skudt og udånde i sin elskede Sophies arme. Det er sin ulykkelige kærlighedshistorie med Riborg Voigt, Andersen har haft i tankerne, da han skrev stykket.

9 Samme sted, s. 10. – ’vort åndelige barn’: Syngespillet ”Den Anden April”. I udtrykket ligger måske også en antydning af det nære forhold mellem Andersen og hans fem år yngre ven. – ’til sin bestemmelse’: Det kgl. Teaters direktion. – ’præsterne’: skal formentlig her være en hentydning til teatrets censorer. – ’for mange politiske begreber’: Stykkets indhold af kontroversielle synspunkter på englænderne, som ’man’ nu gerne ville stå sig godt med, var en af grundene til, at stykket blev afvist. -

10 Samme sted, s. 11-12.

11 Samme sted, s. 14-15.

12 Samme sted, s. 16. – ’Kirstein’: C.L. Kirstein (1793-1862), økonomidirektør for Det kgl. Teater, etatsråd. – ’tre forskellige dommere’: Giuseppe Siboni (1780-1839), syngemester ved Det kgl. Teater, konservatoriedirektør, Ludvig Zinck (1776-1851), syngemester ved Det kgl. Teater, komponist, og J.F. Frølich (1806-60), komponist. Stykket blev forkastet 3. december 1832 og returneret til Collin den 5. januar 1833.

13 Samme sted, s. 17. -

14 MLE II, s. 81. – ’skærtorsdag’: Efter en våbenhvile var krigen begyndt igen 1. april 1849. I en træfning i Eckernförde fjord gik linjeskibet ”Christian den Ottende” og fregatten ”Gefion” tabt, og dele af mandskabet måtte gå i tysk fangelejr. – ’løjtnant Ulrich’: Sekondløjtnant Adolph Tobias Ulrich, som var tjenstgørende ombord på ”Christian den Ottende” undslap og vendte ad omveje til Sønderborg. Han fik sin afsked fra søetaten i 1858 og levede resten af sit liv som sindssyg på St. Hans Hospital, hvor han døde 1898. – ’marineministeren’: Kommandør C. C. Zahrtmann (1793-1853), adjudant hos kong Christian VIII, marineminister 1848-50, viceadmiral. – ’Ulrichs moder’: Kommandørinde Henriette Marie Ulrich, f. Mourier (1788-1882), enke efter kommandør G. Fr. Ulrich (1762-1830).

15 Dagbøger I, s. 509-510. Vedr. diverse oplysninger, se under note 10.

16 Bile og Bøgh: Breve fra H.C.Andersen. Første bind. C.A, Reitzels Forlag. København 1878.

17 Bille & Bøgh I, s.303-304. . ’Alfieri’: Vittorio Alfieri (1749-1803), italiensk digter. – ’Dante’: Dante Alighieri (1265-1321), italiensk digter, berømt for sit værk ”Den guddommelige komedie”. – ’din søster’: Jette Wulff. – ’de Coninck’: formentlig Adolphe Louis Charles de Coninck (1814-72), justitssekretær ved Landsoverretten samt Hof- og Stadsretten, kancelliråd. – ’Schack’: Formentlig Frederik Schack (1812-93), premierløjtnant, kaptajn, 1855-64 postmester i Preetz, 1864 kar. Major, 1866 postmester i Næstved.

18 Rigmor Stampe: Erindringer om Thorvaldsen, 1912, s. 280-81. Se også BHW I, s. 249-250.

19 BHW I, brev nr.73, s. 254. – ’den gamle kone’: Henriette Christine Collin, f. Hornemann (1772-1845), gift 1. gang 1795 med Michael Gottlieb Birckner (1756-98), kapellan i Korsør, filosofisk forfatter, gift 2. gang 1803 med Jonas Collin (1776-1861).

20 Samme sted, s. 255-256. – Thorvaldsen, som i mange år havde boet i Italien, vendte hjem ombord på fregatten ”Rota” og fik en festlig modtagelse i København, hvor han gik i land på Toldboden. Digterbåden ses på maleren Sonnes frise på Thorvaldsens Museum. – ”den kære Holger’: Baron Holger Stampe (1822-1904), student i Jena 1835, senere forpagter, 1892 besidder af baroniet Stampenborg. - ‘hendes nåde, fru baronessen’: Christine Stampe, f. Dalgas (1797-1868), gift 1820 med Hendrik Stampe. – ’Hornemanns’: J.W. Hornemann (1770-1841), professor i botanik ved Københavns Universitet. Han var broder til den ældre fru Henriette Christine Collin. – ’baronen’: formentlig baron Hendrik Stampe (1794-1876), besidder af baroniet Stampenborg.

21 H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, s. 25.

22 Samme sted, s. 26.

23 BHH, Anderseniana 1943, s. 277.

24 – ’il fratello’:dvs.’broderen’. - ”Sorella’: Ordet er italiensk og betyder ’Søster’. – ’Deres sempre fedele Sorella’: dvs. ’Deres altid trofaste søster’.

25 Se evt. artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch.

(Artikelserien fortsættes)