Andersens tredje dobbelt-forelskelse

 

dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.

 

 

Denne tredje dobbeltforelskelse ligger tidsmæssigt egentlig før dobbeltforelskelsen i søskendeparret Ida og Christian Wulff, idet den udspandt sig i 1830-31, og dobbelt-forelskelsen i Louise og Edvard Collin foregik 1832-33. Men når dobbeltforelskelsen i Ida og Christian Wulff er blevet omtalt før de to andre nævnte, hænger det sammen med, at Andersen havde lært Ida og Christian Wulff at kende allerede i 1825. Men den tredje dobbelt-forelskelse drejer sig om dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg. Mytedannelsen har siden hen gjort den unge digters håbløse og ulykkelige forelskelse i købmandsdatteren Riborg til den helt store romance, måske kun overgået af den endnu større myte om hans forelskelse og kærlighed til sangerinden Jenny Lind. Det almindelige publikum ønsker i reglen enkle og nemme forklaringer på tingene, og sådanne får man netop gennem myterne. Men ved nærmere eftersyn viser virkeligheden bag myterne sig ofte at være andre og knapt så forenklede eller i nogle tilfælde helt banale kendsgerninger. Det med i hvert fald det forenklede, er også tilfældet med Andersens her nævnte kærlighedshistorier. (1)

 

     Men lad os begynde med begyndelsen, som Andersen siger i eventyret ”Det er ganske vist!”, og den er også i dette tilfælde i en anden kant af byen, nemlig på Københavns Universitet, hvor Andersen i oktober 1828 bestod sin studentereksamen. Blandt hans studenterkammerater var der særligt én, han havde fattet sympati for, og sympatien var gensidig. Genstanden for interessen fra Andersens side var købmandssønnen fra Faaborg, Christian Voigt, som dengang boede i Hestemøllestræde 123, 1. sal, og Andersen boede på det tidspunkt i St. Kongensgade 33, 3. sal, så de to havde ikke langt at gå, for at besøge hinanden. 

     Første gang vi erfarer om Andersens studenterkammerat, er i forbindelse med den unge digters sommerrejse 1830 til Jylland og Fyn, som strakte sig over tiden 31. maj til 29. august. Han var på det tidspunkt på jagt efter stof til sin planlagte historiske roman ”Christian den Andens Dværg”. Efter tre ugers ophold i Jylland, rejste han i midten af juni til Odense, hvor han gjorde nogle dages ophold, og hvor han efter aftale logerede som gæst hos enken efter Andersens faderlige ven, bogtrykker og avisudgiver Christian Iversen.

     Derefter gik rejsen videre til Faaborg, hvor til han var indbudt af vennen Christian Voigt. Men før afrejsen dertil, havde Andersen fået en anbefalingsskrivelse af sin faderlige ven, oberst Christian Høegh-Guldberg i Odense, i form af et introduktionsbrev til en assessor Martens i Faaborg. Guldberg kendte til løjtnantens eksistens gennem sin husbestyrerinde, jomfru Martens, der var en søster til Martens. Denne Martens viste sig i øvrigt at være identisk med den løjtnant Martens, som i Odense havde været kæreste med Andersens søster, Karen Marie Andersen, men som omkring 1822 svigtede hende og rejste til København. Men det nævner Andersen ikke med et eneste ord, skønt han formentlig må have genkendt in søsters fhv. kæreste fra Odense. Den historie er i sig selv nok så interessant, men hører ikke hjemme i denne sammenhæng. (2)

 

    Under hele sommerrejsen korresponderede Andersen flittigt med blandt andre vennen Edvard Collin i København, og i brev dateret Faaborg den 9. august 1830 skriver han blandt andet følgende:

 

     ”[…] – De kan tro, at det ret er en venlig lille by, Faaborg, og det lader til, at her hersker en meget god tone; af Guldberg er jeg adresseret til en assessor Martens, der er en ganske vakker mand, men jeg finder mig dog bedre hos en agent Voigt, byens første købmand, der har skibe i søen o.s.v.; jeg er bleven student med hans søn, og jeg kender godt den unge Voigt fra København; disse to dage har jeg derfor næsten hele tiden været der, og man har ret søgt at more mig, vi har både sejlet og kørt til nogle af de smukkeste steder, og i går var jeg med på en herregård: Nakkebølle, der er bygget i det 16. århundrede og ser ret antik ud. Damerne her i byen er de vakreste jeg endnu har truffet på, endogså i Jylland og agent Voigts ene datter er endogså smuk og hvad jeg især lider, meget naturlig. – […]” (3)

 

    Dette citat og disse ord danner indledningen til H.C. Andersens første store øvelse i Werthersk weltsmertz, helt efter tidens romantiske forestillinger om kærlighed, eller snarere om ulykkelig kærlighed. Den skulle få stor indflydelse på hans følelsesliv og – ikke mindst - på hans skabende digteriske virksomhed, og dermed på hans forfatterskab. Aktuelt på den digtsamling, som han arbejdede på og havde i tankerne at udgive. Det varede da heller ikke længe, før Andersen kunne præsentere vennen Edvard Collin for et par af sine første digte, der var et foreløbigt resultat af mødet med Riborg Voigt. Det sker allerede i et brev fra 18. august 1830 til vennen i København, som i øvrigt tog sig af det praktiske og økonomiske i forbindelse med udgivelsen af Andersens værker, og som Andersen for resten så småt var begyndt at sværme for. De to digte har henholdsvis titlerne ”Kærlighed” og ”Tåren”, som for førstnævnte digts vedkommende hentyder til det, Martinus betegner som forelskelsens A-begær, et stadium, hvor alt i bedste fald er lutter glæde, salighed og idyl, og for sidstnævntes vedkommende hentyder til forelskelsens B-begær, et stadium, hvor alt i bedste fald er vemod, skuffelse, melankoli og resignation, og i værste fald jalousi, antipati, vrede, had, drab mm. (4)  

     De to digte lyder som følger:

 

     Kærlighed.

Se solen blusser så elskovs rød,

Den lægger sit hoved’ i bølgens skød;

Dog, hvem kan skildre det ret med ord!

Tilbedende tier den hele jord,

Kun blomsterne nikke i vinden,

De kysse hinanden på kinden.

 

Hvad rasler hist hvor sivene gro?

Der gynger en båd med elskende to!

I havet, i øjet og højt i det blå, 

Alle tre steder jo himle stå!

Men aller herligst blandt disse,

Er øjets himmel tilvisse!

 

Den himmel ejer det reneste blå,

Og tankerne der, som stjerner stå,

Man skuer klart i åndernes land,

Man føler sig barn og dog en mand!

Og øjet tror på sin Skaber!

 

     Tåren.

Mit hjerte er en himmel grå,

Hvor sorgerne som kloder stå;

Så underlig er deres gang,

Derfor er barmen dem så trang!

Græd kun, ja græd, så får du ro!

Hver tåre er en verden jo!

En verden fuld af sorg og lyst,

Der ruller fra det snævre bryst.

 

Og har du grædt dit øje træt,

Da bliver du om hjertet let,

Thi sorgen, om den end er stor,

I hine tåre-verdner bor;

Og tror du vel, at han som glad

Ser krybet på det mindste blad,

Han som det hele stræber til,

At han en verden glemme vil?

(5)

 

 

     Men mellem disse to vers er der i virkeligheden foregået en ulykkelig kærlighedshistorie, som vi herefter derfor skal høre nærmere om. Som allerede nævnt, så lærte Andersen den kønne Faaborg-pige Riborg at kende i august 1830, indirekte via sit bekendtskab med hendes yngre broder, Christian. Men før vi begiver os ind på at fortælle historien bag myten, skal vi lige først se på, hvad Andersen har skrevet om sit Faaborg-besøg i Levnedsbogen, som blev til omkring et års tid efter dette:

 

     ” […] – På herregårdene rundt om, afhentede man mig til besøg på flere dage og jeg flagrede livsglad på ubrændte vinger om glædesblusset. – Nu ville jeg også besøge alle de fynske byer, thi jeg havde tænkt at skildre i en roman: Grevens Fejde, og så var det nødvendigt at være ret hjemme i Fyn. Jeg havde adresse-breve til nogen i hver by, på en af dem nær, men her kendte jeg en student, der havde været til eksamen med mig, som jeg imellem besøgte og kunne godt lide for hans godmodighed, han vidste jeg var hjemme, hans fader en af de rigeste mænd i byen, og her ville min visit være velkommen. Kort før jeg rejste derned, var der en ung jysk dame der meget roste folkene dernede, thi hun havde været der i besøg, da spottede jeg med de andre unge piger hos Iversens, gjorde også i spøg smædevers over den uskyldige by, som jeg løseligt ville flagre igennem, og drømte slet ikke hvilken interesse den siden i hele mit liv, fik for mig. […]” (6) 

 

     ”[…] – Men jeg vil springe mine omflakninger over, og komme til det vigtigere punkt, til den lille købstad, jeg så alfor ironisk imøde, og hvor jeg skulle træffe min bekendt, studenten: postkarlen, som jeg spurgte om den familie jeg ville aflægge en visit, roste dem meget, fortalte om faderens skibe i søen, om de fortræffelige børn, og hvor stort det gik til i huset. – Jeg tog ind på gæstgivergården, sendte straks samme aften mit visitkort til studenten, da jeg var for træt til selv at komme, han besøgte mig da straks, med en venlig indbydelse fra forældrene, at tilbringe næste dag hos dem, længer ville jeg heller ikke ære der i byen, derpå bort. – Vi skiltes snart ad, thi jeg var træt og gik nu at sove, for at vågne til, hvad jeg mindst troede, et nyt og betydningsfuldt afsnit af mit liv.” (7)

 

     Og nu om selve besøget hos den rige agent Voigt, hvor han formentlig på grund af det tidlige tidspunkt på dagen kun blev modtaget af den ældste datter, Riborg:

 

     ”Om morgenen pyntede jeg mig til besøget, og gik temmelig tidlig hen til den anselige gård, jeg vidste at man var noget spændt på at se mig, især den ældste datter, der var en snes år, og holdt så meget af min Fodrejse og digtene, min unge ven sov da endnu og man viste mig ind i dagligstuen, der så meget pyntelig ud, med smukke kobberstik, fortepiano, musik og øger. – Den ældste datter var ene i stuen, hun skænkede te, og modtog mig med megen venlighed i det hun hvert øjeblik rødmede når hun talte til mig, men syntes ellers at være munter og livfuld. Det var et ganske dejligt fromt ansigt, der var så meget barnligt deri, men øjnene så kloge og tænkende ud, de var ganske levende og brune. Hun havde en simpel grå morgenkjole på, der klædte hende godt; just den hele simpelhed til dette ansigt, indtog mig straks for hende, hendes interesse for mine digte, ja selv det at hun syntes at have en slags respekt for mig, kildrede min forfængelighed og gjorde straks at jeg havde en art interesse for hende. Hun spøgte over sin broders syvsoveri, viste så megen ånd og lune at jeg også fik lyst at gøre mig interessant; jeg ved ikke selv, men det var næsten straks, som vi to længe havde kendt hinanden, og jeg havde den hele dag sådan en glæde ved at behage den unge pige. – Der kom så mange fremmede damer, der var meget venlige, meget smukke, sagde mig komplimenter, men de behagede mig slet ikke som hun, men de var jo rimeligt, hun var den smukkeste, klogeste og havde sådant et barnligt fromt ansigt. – Der var just kommet et mindre fartøj hjem, som tilhørte faderen, det lånte han os om eftermiddagen og vi sejlede over til en lille skov, her fik jeg buketter af de unge damer, hun flettede en egekrans, som hun bad broderen give mig. – Om aftenen var jeg i sjældent godt lune, jeg følte mig virkelig så opvagt, og unge og gamle hørte da på mig med lyst og interesse, jeg har aldrig siden følt mig så sjælesund, så rig på lune og jeg så hvor glad, hvor søsterligt hun tilsmilede mig. Da jeg sildig kom hjem på gæstgivergården, var jeg nu så oprømt; pigen spurgte mig om hvorledes deres by behagede mig, og om jeg ikke med –s [Voigts] familie havde moret mig; herved fik jeg anledning til at tale om døtrene, og jeg ved ikke selv, kom til at sige, ”hvem er det de er forlovede med?” Thi jeg tænkte at det var de vist. Hun svarede da, at der var ingen forlovede, uden på en måde den ældste. ”Det er en sjælden pige,” sagde hun, ”men der har hun fattet kærlighed for apotekerens søn, der er forstkandidat; forældrenes have støder sammen; de har nu alt som børn kendt hinanden; han ved nu hun har midler og så holder han fast, hendes forældre har været meget derimod, og det er vist det, der har gjort kærligheden stærkere. De må aldrig se hinanden, thi hendes fader vil ikke have det, da der ikke er noget ved ham! Gud ved hvad der bliver nu! Jeg ville ret ønske hun måtte få en anden god mand!” –”Den stakkels pige!” tænkte jeg. Hun har altså hjertesorger. Jeg kunne ikke lade være at tænke på hende og hele denne lystige dag, der var flyvet hen. (8)

 

Forfængeligheden smigret

Der er nogle ting i Andersens tekst, som der i særlig grad er grund til at hæfte sig ved allerede her, nemlig for det første, at det tydeligvis har smigret hans udtalte forfængelighed, at Riborg viste stor interesse for ham som forfatter af ”Fodrejse” (1829) og af digte, muligvis hans digtsamling ”Digte 1830”, som var udkommet 2. januar 1830, og hvori forresten hans første eventyr, ”Dødningen, et fynsk folke-eventyr”, også er trykt. Det andet er, at han opfattede hendes ansigtsudtryk som barnligt uskyldigt og fromt, lidt i retning af en ophøjet og kysk madonnaskikkelse, sådan som mange forelskede, romantiske kristne unge mænd i hvert fald siden middelalderen har opfattet og tilbedt unge kvinder. Interessant nok, så er Andersen psykologisk set åbenbart selv klar over, hvorfor han bliver forelsket i hende. Men bortset fra det, så svigter realitetssansen ham helt, fordi han aflæser hendes interesse for sig som udtryk for, at hun gengælder hans følelser, og det gør den også, da han lytter til kropigen, hvor hun fortæller lige præcis det, som hun måske har fornemmet at han gerne vil høre, nemlig at den pige, som med et er blevet hans hjertes udkårne, fortjener at ”få en anden god mand” end apotekersønnen! Det er symptomatisk og typisk for den følsomme og medfølende Andersen, når han reagerer med at tænke, at den stakkels pige havde hjertesorger! 

 

     Men selv om at den da 24-årige smukke og velbegavede Riborg gjorde et virkelig stort indtryk på den kun et år ældre Andersen, hos hvem mødet med hende fremkaldte dybe følelser, som han i første omgang havde vanskeligt ved at forholde sig til, så kan der ikke være tvivl om, at det også har været medvirkende til at fremkalde hans interesse for hende, at hun havde læst hans ”Fodrejse” og ”Digte 1830”, og at hun som følge deraf beundrede ham som digter, tilmed en digter fra det store København. På den baggrund – jævnfør med citatet ovenfor – må man nok konstatere, at den ulykkelige kærlighedshistorie mellem ham og Riborg Voigt, blev en selvskabt myte i Andersens liv og forfatterskab, som han hægede om i mange år. Den blev i en vis forstand et selvvalgt martyrium, til trods for, at han også senere kom ud for at opleve nok så ulykkelige og smertefulde forelskelser. Men Riborg stod som kvinde for ham som et håndgribeligt fysisk billede på hans anima, hans psykes feminine aspekt, det aspekt, som Martinus kalder for ”den feminine seksuelle pol”.

 

     Der kan næppe heller være nogen tvivl om, at Andersens forelskelse i Riborg Voigt – eller rettere: i sit billede af hende – var reel nok, og at den kom til at ryste hans sjæleliv godt og grundigt, fordi han i og med denne oplevelse og erfaring blev konfronteret med sin egen personlige situation. Ikke blot som denne så ud på overfladen, hvor han især angiver sin sociale og økonomisk ustabile stilling som grund til, at han ikke bør tænke på at forelske og gifte sig. For havde man først sagt A, måtte man for anstændighedens skyld også sige B. Forlovelse betød i borgerlige kredse indledningen til senere ægteskab. Men den dybere årsag til sine betænkeligheder kendte Andersen i virkeligheden godt, nemlig dels at hans feminine aspekt, det som han selv kaldte ”min halve kvindelighed”, og dels sin tilbøjelighed til at forelske sig samtidig i både en kvinde og en mand. Hvad han ikke kunne vide var, at dette dybere set hang sammen med hans egen seksuelle polkonstellation, der jo var af en sådan art, at det ville tjene ham selv og hans digterkald bedst, hvis han afstod fra at engagere sig med det modsatte køn. Denne selverkendelse, som vi skal vende tilbage til under omtalen af Andersens forelskelse i vennen Edvard Collin, skulle i virkeligheden også siden vise sig at blive resultatet af de sjælelige lidelser, han måtte gennemgå som følge af sine dobbeltforelskelser, ikke kun den i Christian og Riborg Voigt, men også af hans efterfølgende dobbeltforelskelser og forelskelser i det hele taget. 

     Andersen har faktisk selv antydet sin virkelige situation i forbindelse med omtalen af sit første møde med Riborg Voigt, som jo forståeligt nok var noget benovet over sin broders bekendtskab med en på det tidspunkt – i sommeren 1830 – allerede landskendt digter. Herom skriver han i Levnedsbogen:

 

     ”Hun havde megen læsning, megen ånd og udviklede sig så frapant, men på en næsten alfor beskeden måde. Bad mig når jeg forlods dem, give sig en afskrift af et af mine digte. – Tiden fløj bort før jeg vidste det, jeg følte mig et ganske andet væsen; men da jeg hjemme i mit logi ville reflektere derover, kommer der ingen resultat, men en underlig angst; jeg følte mig så vel her og dog fik jeg en higen efter at komme bort, jeg måtte – jeg ville, og bestemte min afrejse alt til næste dags middag. – Da jeg den følgende morgen meddelte min beslutning for familien, bad de mig ret venlig forlænge mit ophold, men jeg havde en underlig sjæleuro, jeg ikke selv forstod. Da jeg nu endelig ville bort, tilbød faderen mig befordring til næste station, og han og sønnerne ville ledsage mig halvvejen, til en gård han selv ejede der på vejen. – Efter måltidet drak vi kaffe i haven; jeg var i halv tredje dag bleven, som hjemme i familien, jeg spadserede med hende og søsteren om i haven, jeg sagde i spøg: jeg skal i min roman kalde elskerinden op efter Dem, deres navn er just smukt og passende. Hun blev ganske rød og slog det hen i spøg, men da jeg nu skulle skrive et digt til hende, fandt jeg ikke et eneste der var passende, og det var mig ikke muligt at digte to nye linier. Jeg afskrev da : ”Avis aux Lectrices” samt ”Gråtvejr”, og overlod hende selv at vælge; det andet skulle da søsteren have; hun valgte det første og gav mig igen n smuk blomsterbuket, som søsteren stak mig en blomst fra sig ind i. – Jeg va ganske vemodig, da jeg skulle bort, og hun var også rent borte, først da jeg sad på vognen og kørte bort, så jeg hendes milde ansigt bag ruden hvor hun nikkede lev vel! –”(9)

 

Forelskelsen i Riborg Voigt

Ja, Andersen følte uden tvivl en angst for, at der skulle være tale om en alvorlig forelskelse, som han jo på forhånd var klar over, at han i virkeligheden ikke ville være i stand til at leve op til, og slet ikke i længden. Men det romantisk-smertefulde – det wertherske - i situationen både frastødte og tiltrak ham på samme tid, selv om den også samtidig bidrog som inspirations- og kraftkilde til hans digtervirksomhed, et forhold som Andersen ikke selv var blind for.

     Det smertefulde og ulykkelige i Andersens forelskelse i Riborg Voigt havde som sin ydre omstændighed, at pigen som nævnt faktisk allerede var forlovet med en mand, som hendes forældre angiveligt i begyndelsen var noget skeptiske overfor, og som påstået derfor ikke ville give deres samtykke til en officiel forlovelse med deraf følgende senere ægteskab. En forlovelse var jo dengang en betydeligt mere alvorlig og forpligtende affære, end det ofte er tilfældet i vore dage. Det endelige resultat blev da også, at Riborgs forældre gav deres samtykke til datterens officielle forlovelse og ægteskab med den udkårne, der som tidligere nævnt viste sig at være barndomskammeraten Poul Jacob Bøving, søn af den stedlige apoteker, J.G.W. Bøving. Han var på det tidspunkt forstkandidat og blev senere skovrider på godset Brahesminde. Der var altså her i virkeligheden tale om et socialt godt og hæderligt parti, og parret blev da også gift med hinanden den 27. april 1831, og fik med tiden flere børn sammen.

 

     Imidlertid var det dog først, da Andersen midt i august vendte tilbage til Odense og igen tog ophold hos familien Iversen på ”Tolderlund”, at det gik op for ham, at han faktisk nok var blevet ’forelsket’. Herom fortæller han i Levnedsbogen følgende:

 

     ”Da jeg kom tilbage til Odense og ud igen på Tolderlund hos den iversenske familie, gav min rejse da underholdning nok de første dage. Jeg sværmede omkring og digtede nu en mængde digte, deriblandt ”Hjerte-Tyven” og ”Sprøjten”. Mine ytringer om den –s familie og hende, vakte opmærksomhed mellem de unge piger, og de begyndte i spøg at drille mig med, at jeg nu endelig var blevet forelsket! – Den første gang jeg hørte det, blev jeg som ild over hele legemet, slog det hen i spøg, men kunne dog ikke lade være at tænke der over; mit hele væsen, måden hvorpå jeg havde været i de få dage jeg var sammen hos hende, blev mig selv påfaldende. – Jeg begyndte at længes, de andre spøgte med mig, nu blev jeg ked deraf, og ville endogså rent slå tankerne af hovedet; jeg fandt det selv latterlig, at jeg der altid havde spottet over kærlighed og sværmeri, nu selv skulle forfalde der til. – At det desuden var en tåbelighed i min stilling, hvor jeg havde nok at gøre med mig selv og mit udkomme, følte jeg mer og mer. Hvad skulle det hele vel lede til! – Jeg fik mig således i ligevægt igen, mit gode humør hjalp til og jeg havde kun erindringen om de behagelige dage og de venlige mennesker jeg havde levet med, hvor hun syntes mig den smukkeste. Jeg var dengang i mit 25. år, havde virkelig aldrig været forelsket, min egen person havde givet mig nok at tænke på, til at jeg skulle have tanker for nogen anden. – Der var virkelig endnu ikke tanke om lidenskab, der var mig kun en behagelig fornemmelse at tilbagekalde de enkelte gange jeg var sammen med hende og hvad vi havde talt om. – Hen i august kom jeg tilbage til København. –” (10) 

 

     Men Andersens fynske kærlighedshistorie er langt fra udspillet med, at han bliver klar over, at Riborg har en barndomskammerat, som nu også er blevet hendes kæreste, og som hun formodes at skulle giftes med i nærmeste fremtid. Men den godtroende og uerfarne Andersen reagerer i første omgang med, at han gerne vil ’frelse’ den stakkels pige og forsøge at forhindre hende i at gifte sig med barndomsvennen. I den forbindelse allierer han sig med hendes broder, Andersens ven Christian Voigt, som blev udset til at være en slags postillon d’amour mellem de to parter. 

 

     Under hele forløbet af ’kærlighedshistorien’, gennemgik vor digter imidlertid en række sjælekvaler som følge af sin håbløse forelskelse i den unge og kønne Faaborg-pige, som han hen på efteråret 1830 genså hos blandt andet hendes broder, Christian Voigt, der da boede i Hestemøllestræde i København. Dette møde gjorde ikke hans følelser for hende mindre heftige, snarere tværtimod. Han gik endog så vidt, at han bad hendes broder om at finde ud af, om hun også for alvor elskede ”den anden”. En kort overgang var han endog parat til at opgive sin frie digtertilværelse og kaste sig over et socialt og økonomisk mere sikkert studium. Det fortæller han om i sin selvbiografi ”Mit eget Eventyr uden Digtning! (1847) og herfra er det medtaget i første del af ”Mit Livs Eventyr” (1855), hvorfra følgende skal citeres:

 

     ” - Jeg kom på min sommerferie til en af de mindre købstæder i et rigt hus; her opgik pludselig og overvældende en ny verden for mig, så stor, og dog rummes den i fire linier, jeg da skrev:

 

”To brune øjne jeg nylig så,

i dem mit hjem og min verden lå,

der flammer snillet og barnets fred, -

jeg glemmer det aldrig i evighed.”

 

     Vi mødtes igen senere på høsten i København, - Nye planer for livet fyldte mig; Jeg ville læse for at blive præst; jeg havde kun een tanke, og den var hende, - men det var selvskuffelse; hun elskede en anden – hun giftede sig med ham. Først mange år efter har jeg følt og erkendt, at også her skete det bedste for mig, det bedste for hende. Hun anede måske ikke engang, hvor dyb min følelse var, hvilken indvirkning den havde på mig. Hun blev en brav mands fortræffelige hustru, en lykkelig moder. Guds velsignelse over dem!” (11)  

 

     Men som nævnt allierede Andersen sig med sin gode ven, Riborgs broder Christian, og herom fortæller han i Levnedsbogen:

 

     ” – Hendes broder, besøgte jeg ellers flittigere end før, han havde altid mange hilsener til mig fra hjemmet og især fra hende. En dag fortalte han mig at en ung pige af deres nærmeste bekendtskab skulle herind for at opereres på øjnene, den unge piges søster og hun fulgte med. Hun længtes så meget efter København, glædede sig også over at komme til at tale med mig og at jeg ret ofte måtte besøge dem. – Patienten med sin noget gamle søster kom, Riborg var med! jeg skyndte mig derop, ringede på og just hun kom for at lukke op. Jeg ved ikke selv, jeg stod som en nar, stammede noget frem, om en frøken – (jeg nævnede den syge dame) boede her? Hun blev ganske rød, (rimeligvis på mine vegne) bad mig træde ind i stuen, hvor jeg først lidt efter lidt blev sat i de naturlige folder. – Besøget blev oftere gentaget, jeg længtes der efter, i det øjeblik jeg gik derfra; hos broderen traf jeg hende også et par gange, og han fortalte mig at hun havde ønsket, jeg måtte komme medens hun var der. En dag bad hun mig læse Ravnen for sig og den syge dame. Jeg gjorde det da; men det var ganske forunderligt hvor meget, ret ud af hjertet, jeg dengang fandt i dette stykke, det forekom mig, som hver replik var til hende. Jeg kunne ikke lade være at se på hende! hendes øje mødte mig, hun blev blodrød og så fra det øjeblik ikke mere op fra sit sytøj. – Da jeg gik rakte hun mig hånden, til tak for min læsning, jeg trykkede den til mine læber, mens mit bryst var færdig at springe. Nu blev det mig først klart, at jeg elskede hende! elskede hende af hele mit hjerte. Alle forhold, alle omstændigheder, hindringer og gud ved hvad det hedder der styrter imellem os i denne verden, overså jeg ganske. Med hele min sjæl klyngede jeg mig til Gud og følte at jeg havde kraft og mod til alt blot for at besidde hende. – Jeg tvivlede ikke om, at hun jo elskede mig; det antydede mig hendes hele væsen, men hvorledes skulle jeg komme til vished. Gennemstrømmet af kærlighed digtede jeg flere smådigte: ”Ørkenens Søn”, var derimellem; disse forærede jeg hende, som en afskrift af det nyeste jeg havde digtet. De to andre damer fik nogle gamle, men ikke før trykte digte. En dag vovede jeg at give hende det lille digt ”Fyen”, der findes i ”Phantasier og Skizzer; skrev desuden disse fire linier under, som jeg siden har ladet Edgar synge i: Bruden fra Lammermoor.

 

”Min tankes tanke ene du er vorden,

du er mit hjertes første kærlighed!

Jeg elsker dig, som ingen her på Jorden,

jeg elsker dig i tid og evighed. –”

 

     Det var skrevet som et digt for sig selv, med overskrift til hende. Hun fik det på et løst papir; med dette fulgte nogle andre på et andet, og jeg erfarede dagen efter at de to damer ikke vidste noget om digtene på det løse papir, hun havde kun vist dem de andre digte. Da vi næste gang traf sammen var hun så venlig, men meget forlegen, alt antydede mig at hun ikke var vred for mine smådigte, som jeg troede hun måtte forstå hensigten af. […]” (12) 

 

     Det fremgår indirekte af ovenstående citat, at Andersen nærmest er blevet besat af forelskelsens tilbøjelighed til at tyde sine egne følelser, dels som udtryk for, at han elsker Riborg, og at ingen anden kan elske hende som ham, tilmed ”i tid og evighed”, og dels, at hun nok gengælder hans kærlighed. Men helt sikker er han dog trods alt ikke. Så en dag, da han træffer på nogle studenter fra Faaborg, som også var i København, spurgte han dem ud om, hvem den mand var, som Riborg var forlovet med:  

 

     ”[…] Jeg talte også, ganske løst henkastet, med nogle unge studenter fra hendes by, og berørte, hvad det var for et menneske, hun jo var forlovet med. ”O” svarede de, ”der er ikke noget ved ham, det er synd at den pige skal have ham, hun står i alle henseender højt over ham, men han holder fast fordi hun er rig, og jeg tror næsten, at det ene er for de mange hindringer forældrene lægger for deres forlovelse, der gør ham interessant for hende.” –  (13)  

 

    Studentens ord faldt i god jord hos Andersen, som jo med djævlens vold og magt indtil videre kun ville tro, hvad hans forblændede sind tilsagde ham. Desuden faldt ordene jo helt i tråd med, hvad kropigen allerede havde sagt til ham under hans ophold på gæstgivergården i Faaborg i august. Andersen havde indtil videre derfor fået den opfattelse, at alle odds måtte være til hans fordel, hvilket indirekte fremgår af følgende citat fra Levnedsbogen:

 

     ”- Broderen, forældrene og vennerne ønskede dette forhold hævet, jeg troede virkelig at hun også nu bøjede over til samme side, jeg måtte betro mig til nogen, fornuften havde slet ingen stemme! hvem kunne jeg af fremmede nærme mig bedre end broderen, hvem jeg stod på en venskabelig fod med. –” (14)  

 

   Følgelig opsøgte den stærkt tvivlrådige, men samtidig følelsesmæssigt urolige Andersen snarest atter Riborgs broder, Christian Voigt, og betroede ham sine hjertekvaler, og denne udtrykte da også sympati for sin ven og sagde, at han jo nok havde lagt mærke til, hvordan det stod til med digtervennen, men havde dog samtidig tydeligvis også visse betænkeligheder overfor en kærlighedsforbindelse mellem sin søster og Andersen:

 

     ”- Med hensyn til søsteren sagde han mig, at han kun vidste at hun havde særdeles interesse og godhed for mig. – Jeg ville overtyde ham om mere, og bad ham skaffe mig en samtale med hende, skaffe mig vished, om hun virkelig elskede den anden, thi da skulle jeg bekæmpe, hvad jeg jo burde. Jeg bestemte at jeg ville læse til embeds eksamen, gøre alt hvad hun og hendes forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt håb. Jeg kom i sådan bevægelse at jeg rystede over alle lemmer. Midt i vor samtale kom den yngre broder hjem med nogle lystige venner, jeg måtte da med eet blive den overgivne som i gamle dage, jeg frygtede for at man skulle ane det mindste. Det var en skrækkelig kval! jeg udholdt den i nogle timer, gik derpå hjem, men da jeg var på gaden, i den kolde luft, fik jeg den frygteligste skælven, tårerne strømmede mig ud af øjnene og jeg følte en svimmelhed, så jeg måtte holde mig fast ved en mur, jeg troede jeg måtte besvime og dette satte mig i en stor angst, min fantasi blev stærkt bevæget, og fra hin aften, har jeg fået en slags skræk for at gå ene en lang vej om aftenen thi ved tanken om hin følelse, kommer der en reminiscens deraf i min indbildningskraft, så jeg bliver svimmel, og føler en rysten. – (Det er således grunden hvorfor jeg altid undgik at gå ind fra Nygaard når det blev tusmørke og koldt) det hele ligger i en nervesvaghed, og den alfor stærke indbildningskraft der jo tabes med alderen. – Da jeg kom hjem i mit værelse besvimede jeg på sengen, hvorhen jeg straks tyede; hvor længe det varede ved jeg ikke; jeg kom til mig selv, fik slået ild, følte en uhyre træthed og sov til højt op på dagen. Det var forgæves at indlede et møde, at træffe hende ene, tiden løb også og hun skulle hjem, faderen og den anden søster ventedes for at afhente hende, jeg var fortvivlet, der blev ikke andet middel end at skrive et brev, broderen lovede at give hende det og atter at få det tilbage. – Jeg har det endnu, det synes meget mat, dog strømmede det dengang levende, som ild fra mit hjerte. -” (15) 

 

     I en slags sidste desperation gik Andersen altså endog så vidt, at han via hendes broder giver hende et brev, hvori han nærmest tigger om hendes kærlighed, samtidig med at han beder hende om at opgive ”den anden”, som han ikke for alvor kan tro, at hun elsker. Brevet til Riborg har Andersen ladet aftrykke in extenso i Levnedsbogen, og eftersom dets indhold er vigtigt for forståelsen af de følelser og den situation, som forelskelsen havde bragt ham i, forekommer det mig at være af betydning, at gengive det her. Men lad mig i øvrigt erindre læseren om, at der i sammenhængen er tale om et repetitionsstadie, idet Andersen på det tidspunkt kun var femogtyve år. (16) 

 

     Men nu til Andersens brev til Riborg Voigt, dateret København den 30. oktober 1830:

 

     ”Det er mig umuligt at komme til at tale med Dem, om hvad jeg må sige Dem, om hvad De må vide før De rejser bort; mindst af alt ville jeg betro det til papiret, men det er det eneste, det sidste middel, og jeg er i mit hjerte overtydet om, at De besidder den rene, kvindelige følelse, at ikke min inderlige tiltro til dem vil blive spottet, eller at nogen anden skal se disse ord. Lov mig, ikke at lægge dette papir bort, før De har læst alt, og lad mig i det mindste finde et søsterligt hjerte, den første gang jeg ret åbner mit for en anden. – Fra den første dag jeg så Dem, var de mig ikke fremmed, og det forekom mig, men muligt tog jeg fejl, at også De havde nogen godhed for mig, noget mere end det verden kalder: den selskabelige høflighed. Jeg vidste ikke da, at De var forlovet, ellers ville jeg straks have søgt at bekæmpe de følelser, der før hin tid var mig aldeles fremmede. Nu har Deres broder sagt mig Deres forlovelse, jeg burde altså resignerende træde tilbage, men - - De har vist alt kunne mærke mine følelser, jeg er ikke verdensklog nok til at kunne skjule mit hjerte og jeg drømmer mig et håb, uden hvilket mit liv er tabt. Elsker De virkelig den anden? Jeg kender ham aldeles ikke, kan intet have imod ham, og vistnok har han sine fortrin, da De har valgt ham, men elsker De virkelig hinanden? Har ikke den daglige omgang som børn, bragt Dem til at tro, at interesse var kærlighed? Selv det, at der møder vanskeligheder mod vore ønsker, kan ofte gøre os disse kærere. Elsker De ham højest af alt? Nu, så Gud følge Dem begge! Gid De må begge blive så lykkelige, som mit hele hjerte ønsker det! tænk da ikke på disse linier, anse dette, som et poetisk digt jeg af broder-tiltro har vist Dem; men elsker De ham ikke så højt som Gud og den evige salighed, er De ikke ganske vis derpå -? Så gør ikke mig ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbejde og gøre alt, hvad De og Deres forældre kan forlange af mig! De er min eneste tanke, mit alt, og et digterhjerte banker dybere, end noget andet! – Dette er det første og det eneste De skal høre fra mig, det står til Dem, at gøre mine følelser latterlige for verden, men det vil De ikke! jeg tror at have læst i Deres sjæl og dette har givet mig et mod jeg aldrig før besad. Elsker De virkelig den anden, nu så tilgiv mig! tilgiv, at jeg har vovet dette, der da ville være en formastelse. Gid De begge må blive lykkelige! og glem et væsen, som aldrig, aldrig kan glemme Dem, så tillad mig endnu een eneste gang, at se Dem, og jeg vil da læse min bestemmelse i enhver af Deres miner. Brevet selv stoler jeg på Deres kvindelig hjerte, at De tilintetgør eller giver mig tilbage. Nu ved De alr! – Lev vel! måske evig lev vel!”

 

Efterskrift:

”Tro, for Guds skyld ikke, at det hele er en digterdrøm af mig! hele tre måneder har mit hjerte og min tanke kæmpet der med, nu kan jeg ikke længer leve i denne uvished, jeg må vide bestemmelsen, men tilgiv mig! tilgiv mig! jeg har ikke kunne handle anderledes! Lev vel!” – ” (17) 

 

     Ak ja, stakkels Andersen, som i brevet udleverer sit inderste sjæleliv, og som er så hårdt presset af sine følelser, at han ikke viger tilbage for at klynke, klage og tigge om Riborgs kærlighed, selv om han i virkeligheden godt vidste med sig selv, hvad ”bestemmelsen” var. Han går endda så vidt, at han vil fravige sin store drøm om at være digter og i stedet give sig til at studere et ”brødstudium” som det var og er at blive præst. Men brevet har han altså åbenbart fået tilbage, sådan som han også på forhånd havde bedt hendes broder om. Da han i 1832 skrev sine ”Erindringer” (levnedsbogen), må han tilsyneladende have fået den ulykkelige kærlighedshistorie så meget på afstand i sit følelses- og sjæleliv, at han har kunnet få sig selv til at udlevere den til offentligheden, hvilket i første omgang vil sige: til de få venner og bekendte, som han betroede at lade læse dem.

 

     Men som altid havde Andersens urolige og nervøse sind trang til og behov for at betro sig til venner og bekendte, og i sine yngre dage især til sine moderlige veninder. Det sidstnævnte var også tilfældet i denne ulykkelige kærlighedshistorie, idet han havde henvendt sig til sin omsorgsfulde og deltagende veninde Signe Læssøe, f. Abrahamson (1781-1870), moder til bl.a. den senere berømte oberst Frederik Læssøe (1811-1850), som faldt i slaget ved Isted den 25. juli 1850, formentlig som offer for en snigmorders kugler. Også han var Andersens nære ven indtil sin død. Signe Læssøe kendte i øvrigt til familien Hanck i Odense, idet hendes søn Ludvig Læssøe (1808-78) fra 1850 var gift med en af Andersens Odense-veninder, Caroline Læssøe, f. Hanck (1814-82). Men Andersen har åbenbart opsøgt fru Læssøe, for at hente trøst for sin sjælesmerte og bede om råd, og begge dele får han naturligvis. Da han er gået igen, kommer fru Læssøe i tanke om, at der nok var ting, hun ikke fik sagt ham, hvorfor hun skriver og sender et brev til ham, hvori hun indtrængende anmoder ham om ikke at skrive det påtænkte brev til Riborg Voigt. Da hun siden erfarede, at det alligevel er sket, sender hun ham endnu et brev, skrevet omkr. 17. oktober – 9. november 1830, og som i det følgende skal citeres:

 

     ”Gode Andersen!

     Når De er hos mig hører jeg Dem så gerne at meget som jeg føler, jeg burde sige, bliver usagt – for at erstatte det, vil jeg nu skrive Dem til, hvor naragtigt det er da jeg så ofte ser Dem, men so sagt, De ved årsagen, Andersen! De har givet mig lov, eller burde have givet mig lov, at tale til Dem som til sønnen; derfor vil jeg gøre Dem opmærksom på noget, der formodentlig slet ikke står klart for Dem.

     Hvad er Deres hensigt med så ofte, så tydeligt at sige Riborg Voigt, at De elsker hende? Ilde skulle jeg kende Deres heftige, naturlige karakter, troede jeg, De kunne ganske have skjult Deres følelser for den dyrebare pige; hendes kloge blik har gennemskuet Dem; hvor tro hun er sin forlovede, så må Deres hyldest smigre hende, sysselsætte hende i mangt et ensomt øjeblik. Fraværelse og tiden ville jo snart blegne disse indtryk; men De sørger for ved Deres digte altid at holde Dem hende nærværende. Hvad vil De? Vil De opnå Deres ønske – gøre pigen utro, og tage mod et hjerte, der er sønderslidt af anger, ja vel selvforagt? Eller vil De blot, hun skal føle medlidenhed med Dem? Det er umandigt og ubarmhjertigt. Medlidenhed er vel en himmelsk følelse, men ve den, der føler den for en, hun ikke tør elske! Med hvert digt, hvori De føler Dem lettet, kaster De sikkert en brand i hendes hjerte, som De ikke formår igen at udrive, og når De om kort eller længe, ved at have lettet Dem i Deres digte, som bringer Dem beundring, ganske har glemt hende, er måske hele hendes liv forbitret. Ved at lære at kende Dem og skatte Dem – og det gør hun; thi De har for megen selvkærlighed til at hylde et væsen, der slet ikke ænsede Dem – må hun sikkerlig dog føle, at De i meget, meget står over hendes ven; må det ikke være græsseligt for hende? Nu daglig at erindre hende om, at det kun er hendes skyld, at dette mere begavede væsen ikke blev hendes, er en grusomhed, som den gode Andersen ikke vil gøre sig skyldig i, når han tænker over det. Elsker De virkelig, så er Riborg Voigts lykke Deres håb, - derfor må De tie. Er der mindste tvivl hos Dem, a Deres følelse ikke er den ægte kærlighed, men kan atter tabe sig, så skam Dem og ti! –

    Og jeg vil også tie – kun beder jeg Dem modtage disse linier med samme venlige følelse som de er skrevne af Deres hengivne Signe.” (18)  

 

     Man må sige, at fru Læssøes brev var rene ord for pengene, og mon ikke Andersen også i alt væsentligt har været enig med hende? – Det er der jo i hvert fald en del, der tyder på. Men under alle omstændigheder har den livskloge fru Læssøe vidst eller haft på fornemmelsen, at Riborg Voigt ikke elskede eller var forelsket i Andersen, men derimod beundrede ham både som menneske og digter, ligesom den gode frue har været klar over, at den selvcentrerede og ”umandige” digter i virkeligheden ikke besad de forudsætninger og kvalifikationer, der gør en mand egnet til at være elsker og ægtemand.

 

     Men i øvrigt kunne Andersen ikke nære sig for at betro sig til sine venner, og blandt disse Jette Hanck i Odense, som han omkr. 25. november 1830 skrev og sendte et brev, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

 

     ”[…] – De og Caroline er, som jeg ser, de eneste der lidt tænker på mig; Gud velsigne Dem derfor, De kan ikke tro hvor det glæder mig! – Gid jeg dog ret, med de døde ord, kunne sige Dem hvor det ret er mig en vederkvægelse at høre fra Dem, og således at drømme mig de mange glade timer tilbage, jeg nød i sommer. – O, jeg er syg, sjælesyg; men bort med dette mørke lune, det er jo indbildning – ikke sandt! – nu vær ikke vred på mig fordi jeg her bliver lidt ondt! – Folk er frapperede over mine sidste Digte, tænk engang, man tror jeg er forelsket; alle tror det; jeg har allerede hørt navnene på de flere man gættet imellem, det kan måske more Dem og Deres, nogle siger, at det er, Elmquists datter i Aarhus; andre, at det er en komtesse Moltke i Odense, atter andre at det er en jomfru Hanck i Odense, flere siger, det er en frøken Guldberg, efter beskrivelsen Petra; nogle tror at det er en frøken Hecksher her i København, og atter enkelte at det er frøken Voigt, den sidste er det da ret naragtigt om, da hun er forlovet, og jeg tør næsten gøre ed på, at hun ikke er mere for mig endjeg for hende, vi har jo kun set hinanden nogle dage, og hun er nu snart brud. O det er ret en naragtig verden. […]” – ”[…] Vil De få fingre i de sidste Flyveposte der står et digt Amor og digteren, som har gjort megen lykke, det kommer i den nye Digt-samling, men Deres Fader må med fornøjelse gerne optage det straks i avisen, det må gerne læses af alle. – […]” (19)

 

 

     Andersen kunne naturligvis heller ikke lade være med at betro sig til sin stadig mere nære ven, Edvard Collin. I sommeren 1831 var han på rejse i Tyskland og opholdt sig herunder i forskellige byer, blandt andet Berlin, hvorfra han den 11. juni 1831 skriver følgende:

 

     ”[…] o, jeg føler nok, hvor meget jeg i mange henseender står under Dem! men vær mig altid, hvad De nu er, min sande, måske, ærligste ven, jeg trænger virkelig dertil. Jeg vil ingen hemmeligheder have for Dem; ja, jeg har den hele vinter ret været sjælesyg, mine digte, kan sige Dem grunden, jeg har, vistnok, været altfor åbenmundet med følelser, som verden, og mest hos mig, vil udle. Mit forrige lune får jeg aldrig, men jeg har vundet en ligegyldighed for verden, som vist vil hjælpe på min karakters svaghed. – De vil føle med mig, og finde at livet vistnok har tumlet mig lidt for slemt. En rig, smuk, åndrig pige, der føler det samme for mig, som jeg for hende, lærte jeg at kende i sommer, hun var forlovet, og forhold bød hende ægte en mand, der alene tog hende for hendes formue; hun blev gift kort før jeg rejste, nogle ord, er det eneste jeg har fra hende, hvor hun beder mig, søsterligt, at glemme alt; - derfor var det jeg ville bort, måtte bort, o jeg har grædt som et barn. Det var jo uklogt af mig, fattige menneske, at blive forelsket, vel havde hun formue nok for os begge, men så havde folk dog sagt, det var en spekulation, og det ville have såret mig dybt. – Gud har så forunderligt ledet alt for mig, også dette må lede til noget godt, tror jeg, men hvilke – ved jeg ikke. Jeg føler nu en tomhed i min hele sjæl, der gør mig kold og ligegyldig; o kære, kære Eduard, jeg ønsker i grunden at jeg måtte dø! hvad stort bliver der vel for mig i verden, at gøre! – […]” (20)

 

     Der kom da heller ikke andet og mere ud af alle Andersens anstrengelser for at vinde Riborg Voigts kærlighed, end at hun følte sig presset og ulykkelig over, hvad hun uforskyldt var blevet draget ind i. Men i den situation kom hendes broder, Christian, hende til hjælp, skønt han i første omgang havde ageret postillon d’amour for sin ven Andersen. Det var jo nemlig ham, der afleverede Andersens famøse brev til sin søster, som til gengæld havde betroet ham at overlevere en seddel til digteren, efter at hun var afrejst fra København. Denne seddel omtales i følgende tekst i Levnedsbogen:

 

     ”--- da hun havde læst mit brev, hørte jeg, var hun bristet i gråd, blevet så ulykkelig; hun havde jo selv i flere år grædt og sørget over at forældrene var hendes kærlighed imod. Nu – O, jeg vil ingen tanke nedskrive her, hun sagde, ”hvad ville A da tænke om mig, når jeg, selv for hans skyld, ville bryde et tidligere bånd, kunne han da ikke frygte det samme!” – Hun sagde at det var hendes pligt, at blive den anden trofast, at han ville blive ulykkelig, og hang ved hende med sjæl og hjerte! – Samme aften jeg fik dette at vide, var hendes fader og søster komne, hun var med dem i parkettet, hendes øje søgte mig, hun var dødbleg og dog så smuk! De spillede ”Christen og Christine”, det hele stykke forekom mig vor historie, thi jeg tænkte mig selv som den ædle Stanislaus; - Forfængelighed midt i min smerte. Mit eneste ønske var at tale med hende før vi skiltes ad, hun havde ytret det samme for sin broder, hun ville også gerne ene sige mig lev vel! – vi tænkte på måden, men det lod sig ikke gøre. – I Hotel Royal hvor jeg besøgte faderen og søsteren traf vi sammen, hun så ikke på mig, de andre sagde hun var syg, da jeg gik så jeg tårer i hendes øjne. O Gud, hvor jeg led, hvor jeg følte mig ulykkelig og dog måtte jeg skjule mig for mine bekendte, kun fru Læssøe læste dengang i mit hjerte, for hende blev det ikke skjult. – De andre drømte endnu ikke derom. - 

 

     ”Lev vel, lev vel! Gid Christian snart kan sige mig, at De er rolig og fornøjet som før: Med inderligt venskab Riborg”.

 

     Hun havde været så sorrigfuld sagde han, og pålagt ham ret at trøste mig, thi jeg fortjente det. O i alt dette så og følte jeg hendes kærlighed. I det første brev broderen siden fik fortalte hun, at hun måtte lade som om hun sov, for at de i vognen  ikke skulle mærke hendes gråd. Da hun kom hjem, havde forældrene for at overraske hende, for at skaffe hende en glæde, ladet elskeren være der. Forældrene havde besluttet at give efter for hendes mange bønner; han var så lykkelig, så kærlig, og dette gjorde hende just fortvivlet, hun anså sig for slet imod ham og imod mig. alt virkede stærkt ind på hende, hun blev syg, hendes øjne led meget; jeg hørte det fortælle, og drømte og håbede endnu kærlighed. -” (21)

 

     Så vidt Andersen i Levnedsbogen, hvori han helt efter sin egen recept fortsætter drømmen om den store romantiske kærlighed. Han havde åbenbart endnu ikke tænkt sig at opgive Riborg Voigt. Hendes broder, Christian Voigt, forsøgte at trøste Andersen, så godt han nu kunne under de givne omstændigheder, og han sagde derfor åbenbart aldrig lige ud til vennen, at søsteren var en trofast natur, som ikke følte nogen anledning til at svigte sin trofaste kære barndomsven og vordende ægtemand, som hun formentlig tilmed nærede stor kærlighed til. En kærlighed, der midlertidigt var blevet forstyrret af digter Andersens uventede heftige og selvcentrerede optræden i tilbederrollen. Christian Voigt undlod også at fortælle den i forvejen ulykkelige, men stadig håbefulde Andersen om indholdet af et brev, som Riborg havde sendt sin broder, og som ikke lod nogen tvivl tilbage om hendes eget syn på sagen:

 

     ”Hvor kan den gode Andersen tro, han er mig aldeles ligegyldig? Engang mente han, at jeg gjorde mere af ham, end jeg måtte, og jeg kan ikke give ham hele skylden. Det gik her som jeg før har sagt dig: Jeg lader mig let henrive af det ualmindelige. Han er digter og udmærkede mig mest her; kunne det ikke nok smigre en forfængelig pige? Imidlertid håber jeg på hans helbredelse, ellers må jeg jo bestandig angre min uforsigtighed.

     Min kærlighed kan jeg jo ikke skænke ham, da den alt længe tilhører en, som fuldkomment fortjener den, men mit venskab; jeg er med glæde hans søster, hans veninde, når han anser mig værdig dertil; det må han jo, siden han har tænkt på mere. Jeg var jo død; hvorfor skulle jeg så komme til live igen? Men lad så være! jeg er jo nu hans veninde og han ærer mig som sådan.

 

     Min venligste hilsen til min nye broder!   Din Riborg”. (22)   

 

     I Riborgs ovenfor citerede brev taler en kvinde, som åbent erkender og indrømmer, at hun har let ved at lade sine følelser rive med af ”det ualmindelige”, som hun jo godt har været klar over, at hun var stillet ansigt til ansigt med, da den unge og højt begavede digter pludselig en dag sensommeren 1830 stod i hendes forældres stue. Han repræsenterede jo ’suset’ fra den store verden, og havde allerede et poetisk vingefang som en svane. – Men man kunne måske undre sig over disse ord i hendes brev: ”Jeg var jo død; hvorfor skulle jeg så komme til live igen? – for de hænger jo ligesom ikke sammen med brevets øvrige indhold.  

     Forklaringen på ’gåden’ findes måske i Andersens dagbog for den 19. maj 1831, hvor han opholdt sig i Hamborg, for heri fortæller han først, at han den dag spadserede ud til Altona og besøgte en bekendt (formentlig Christian Wulff), og derefter noterer han følgende:

 

     ”- fra ham gik jeg til Othense hvor jeg så Klopstoks grav, under et stort træ, jeg krøb gennem et hul på rækværket og skrev på monumentet, R, Fru L og mit navn, det var et indfald. – R er jo død, hendes navn bør stå på et gravmæle. –” (23) 

 

     Det er jo både mennesket og – især – digteren H.C. Andersen, der giver sig til kende i citatet. Han har senere selv givet en nærmere forklaring på, hvorfor han betegner Riborg Voigt som ’død’. Det sker i forbindelse med omtalen af udgivelsen af digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, der som tidligere nævnt udkom 10. januar 1831. Deri findes nemlig en del digte, som mere eller mindre direkte berører og omhandler Andersens forelskelse i Riborg Voigt. Han siger selv herom i Levnedsbogen:

 

     ”Mine digte ”Phantasier og Skizzer” kom imidlertid ud; de udtalte så ganske min hele sjæletilstand, at selv uindviede måtte ane det; ja jeg begik virkelig en synd imod hende ved altfor tydeligt at pege på hende. Men min poesi havde fået en ganske anden karakter, ligesom mit hele væsen. […]” (24)  

 

     I et af digtene, ”Livet en Drøm”, som henvender sig ”Til vennen”, dvs. Riborgs broder Christian, lyder det således i digtets 2. vers: 

 

”Dit åbne blik, dit barnlig’ rene hjerte,

Og hun – vor søster – bandt mig fast til dig;

Nu er hun død – jeg så din stille smerte,

Imens din læbe ville trøste mig. –

-  - O broder, livets bedste bobler briste,

O lad mig ej dit stærke venskab miste!” (25)  

 

     Riborg Voigt har udenfor al tvivl læst denne digtsamling – eller i hvert fald det nævnte digt – og her er hun forståeligt nok faldet over ordene: ”Nu er hun død – ”, og det må derfor efter al sandsynlighed være specielt disse, hun hentyder til i sit tidligere ovenfor citerede brev til broderen, lige som hun ved samme lejlighed accepterer udtrykket ”vor søster”, hvorved Andersen implicit blev hendes ”nye broder!”

     Tanken om, at Riborg Voigt nu for al fremtid var ’død’ for ham, var for Andersen så smertelig, at han faktisk aldrig rigtig for alvor kom sig over det. Erindringen herom blev ved med at sidde så dybt i hans sind, at han aldrig glemte forelskelseshistorien. Den forblev en stadig kilde til hans mørke stunder, men også til hans fortsatte virksomhed som digter, hvilket tydeligt fremgår af hans forfatterskab. Men med tiden og i medfør af dén psykiske renselsesproces, der betegnes som ”erindringens forgyldningsevne”, lærte han at erkende og forstå, at ”Gud har så forunderligt ledet alt for mig, også dette må lede til noget godt”. Det må man trods alt nok sige, at det gjorde, i betragtning af Andersens forfatterskab.

 

Kærlighed og digtning.

Det kunne naturligvis ikke undgås, at Andersens forelskelseshistorie gav sig udslag i hans forfatterskab, dels i en række digte og i flere skuespil, i hans romaner og eventyr. Men foreløbig i digte og skuespil. For digtenes vedkommende udkom disse den 10. januar 1831, og samlingen bærer som nævnt titlen ”Phantasier og Skizzer” (på nudansk ”Fantasier og Skitser”). For de dramatiske arbejders vedkommende drejer det sig om ”Bruden fra Lammermoor. Eventyr-Opera i fire Acter”. Opført første gang på Det kgl. Teater den 5. maj 1832. Desuden ”Ravnen. Eventyr-Opera i fire Acter”. Opført første gang på Det kgl. Teater den 29. oktober 1832. Og endelig ”Skilles og mødes. Original dramatisk Digtning i to Afdelinger”. En vaudeville, hvor Første afdeling hedder ”Spanierne i Odense” og anden afdeling ”Fem og tyve Aar derefter”. Opført første gang på Det kgl. Teater den 16. april 1836. Det er især i sidstnævnte vaudevilles første afdeling, at kærlighedshistorien med Riborg Voigt behandles, men den er ikke dermed forløst, fordi Andersen deri fortsat hager sig fast i den opfattelse, at stykkets kvindelige hovedperson Augusta (Riborg), kun gifter sig med sin forlovede, Ludvig (Poul Bøving), af pligtfølelse overfor denne og sin egen familie, medens det i virkeligheden er stykkets mandlige hovedperson Francesco (Andersen), hun elsker. I vaudevillens anden afdeling er Augusta blevet enke og sidder tilbage med datteren Louise, medens Andersen genkendes i skikkelse af Gesandten.  

 

     Men Andersens digteriske – og formentlig dermed også personlige – afsked med sin ’ungdomskærlighed’, sker først i og med eventyret ”Kærestefolkene”, som han skrev i sommeren 1843, kort efter at han ved flere lejligheder, den 2. august 1840 og i tiden 9.-22. juli 1843, havde genset Riborg og hendes mand – og for resten også parrets børn:

 

     ”Søndag 2. august: Middag på Holstenshus, traf fru …….. På Kellermanns koncert i Faaborg, traf alle Voigts, så Riborgs mand, det er nu 11 år siden jeg var der; […]” (26)  

 

    Den 3. august 1840, hvor Andersen på sin sommerferie opholdt sig på herregården Glorup, skrev han et brev til vennen Edvard Collin i København, og heri skriver digteren bl.a. følgende:

 

      ”[…] det var en underlig følelse for mig nu første gang efter elleve år at nærme mig Faaborg, den by De nok ved spiller en rolle i digterens ”Leben und Liebe”, - mine Phantasier og Skizzer er jo alle blomster fra denne jordbund, jeg havde en følelse af en sammentræffen, som – dog dette mit brev må De naturligvis ikke vise til enhver! – Kellermann gav jus koncert samme aften i Faaborg, baronen inviterede os derhen og vi skulle da herfra om natten køre til Glorup. Vi kom da til byen. Lige fra gaden trådte i ind i koncert salen, hvor luften smagte, som pest, og hvor Kellermann og Faaborg i overnaturlig størrelse stod klinet op på den bageste væg. Her var skrækkeligt! Baronessen besvimede. Jeg trådte ind lige i den familie, som interesserer mig mest i Faaborg – hun var der imidlertid ikke; man sagde mig, den ene af sønnerne, en særdeles ven af mig, at der netop i går var afgået brev til mig, at jeg måtte komme til ham og blive nogle dage og gjorde jeg det ikke, var det tegn på at jeg havde brudt alt venskab. – Vi var nu sammen i koncerten, man viste sig ægtemanden, han var ikke smuk! fed og lidt skaldet! – Erindringen er i grunden meget lig med ravperlerne, gnider man på dem, kommer den gamle duft! – […]” (27)  

 

     ”Tirsdag 4. august  Skrevet til Jette Collin, Reitzel, Ch Voigt. Kamp med mig selv om at tage til Faaborg. Thorald Læssøe kommet.” (28) 

 

     ”Søndag 9. august 1840: Tidlig oppe for at rejse til Faaborg, stor ulyst, blev og skrev brev efter en skrækkelig kamp. […]” (29)  

 

     ”Søndag 9. juli 1843 Folkefest ved Holstenshus traf sammen med Riborg, hendes mand og børn, (det er 13 år).” (30)  

 

     Ved den lejlighed er Andersen åbenbart blevet inviteret til at besøge Voigt-familien i Faaborg:

 

     ”Mandag 10. juli Kørt til Faaborg til Voigts; rejst med excellence Moltke til Glorup. Brev fra Gad.” (31)   

 

     “Lørdag 22. juli: Vandret om; læst Ahasverus. Besøgt Voigt i Faaborg.” (32)   

 

     Men Andersens følelser for Riborg Voigt var dog tabt for flere år siden, også selv om gensynet med hende i 1843 vakte vemodige minder til live for en kortere stund. Den appel om besindelse, som flere af hans venner og veninder, opfordrede ham til, og som ikke mindst hans nære faderlige ven og åndsfælle, digteren B.S. Ingemann havde sendt til ham allerede den 9. januar 1831, viste sig i længden ikke at have været forgæves. Vi har allerede set og læst om den kraftige appel i brevet fra hans moderlige veninde, fru Signe Læssøe, som hurtigt gennemskuede Andersens ulykkelige, romantiske kærlighed, og det samme gjorde Ingemann, som dog gik nogle skridt videre i sin bedømmelse af situationen, idet han påpegede overfor sin unge digterven, at dennes smertelige kærlighedsoplevelser ville modne ham både som menneske og digter.  Det fremgår af det brev af den 9. januar 1831, som Ingemann skrev og sendte til Andersen:

 

     ”Min tak for Deres nye digtsamling og for den tillid og hengivenhed, De viser mig, skal – som jeg ved De helst ønsker det – bestå i en oprigtig og uforbeholden meddelelse af hvad min deltagelse for Dem tilsiger mig. De synes tildels i bogen som også i brevet at røbe en vis lidenskabelig sindsstemning, som har gjort mig ondt, og som jeg frygter skal have forstyrrende overvægt såvel i Deres liv som i Deres digtning. Den følelse, De før vel letsindig har spøget med, synes nu at ville hævne sig ved at betage Dem den sjælsfrihed og besindighed, der udfordres til enhver kunstvirksomhed og selv til at give kabinetsstykker fra hjertekamret kunstnerisk holdning og klarhed i skyggerne. Dersom digtet ”Livet en Drøm” – som det lader til – er det sande billede af noget oplevet, da har livet vistnok sat Dem på en hård prøve. Måske har nogen selvskuffelse forbundet sig dermed; men hvorledes det end hænger sammen, så lad livet ikke for alvor blive Dem en drøm og endnu mindre en ulykkelig drøm! men lad det vakte hjerte netop overbevise Dem om, at der selv i den dybeste smerte kan være spiren til en højere glæde, og at det sande åndens liv, det Guds rige, vi beder må komme til os, også virkelig og her kan komme til os! – Den forandring, De selv føler der er foregået med Dem, og som Deres nye digte også tildels vidner om, håber jeg imidlertid vil bringe Dem sandheden og skønheden i livet som i kunsten nærmere, når det kun kan lykkes Dem at finde et fast standpunkt mellem de højder og dybder, De nu svimler ved og som de før anså for fantomer, men som netop i deres sandhed og storhed danner de skønneste og herligste livsbilleder. – En betænkelighed er herved faldet mig ind, som jeg beder Dem selv betænke om den er grundet: det forekommer mig nemlig, som De iler vel meget med at give enhver følelse luft i poetiske udbrud, inden den ret kan få tid til at udvikle sig med klarhed og bevidsthed, og at De derved undertiden ligesom puster i sjælens blomsterknopper for at få dem til at springe ud før tiden. Opsøg for alting ikke poetiske ulykker! De kan før De ved det, blive virkelige. Deres lyst til ret at studere Byrons fortvivlelses-poesi, synes mig en sådan higen efter tungsindig sjælenæring og i enkelte af Deres smådigte ser jeg en sådan lyst til mørke og menneskefjendske forestillinger fornemlig i ”Maleriet fra Jyllands Vestkyst”. […]” (33)  

    

     Herefter nævner og karakteriserer Ingemann i sit brev nogle af Andersens digte i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, og som han enten synes godt om eller mindre godt om, og han afslutter derefter brevet med følgende linier:

 

     ”De ser, at jeg således i det hele er såre langt fra at miskende det poetiske der lever og rører sig i Dem og som jeg vist håber skal udvikle sig til langt større modenhed, når det kun kan lykkes Dem at holde ligevægten i livet som i kunsten, med det skønneste og højeste for øje, uden at forvildes af ros eller ubillig dadel og af den urolige tidsånds tusinde dæmoner. Gud velsigne Dem! lev vel! God lykke til Deres nye arbejder! Det vil glæde mig at høre, at der atter er fred og sand glæde i Deres indre – i den urolige sø kan ingen stjerner afspejle sig – men post nubila Phoebus. / Deres venligt hengivne / Ingemann.” (34)  

 

     Det viste sig da også, at Andersens ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt kun aktuelt, men ikke på sigt var nogen egentlig ulykkelig oplevelse for ham. Den var tværtimod en kærkommen tilskyndelse til kreativ poetisk udfoldelse, samtidig med at han derigennem kom på bølgelængde med tidens litterære mode: det knuste hjerte. Det var blandt andet det, Ingemann advarede ham om i sit brev. Efterhånden som tiden gik og Andersen fik kærlighedshistorien med Riborg på afstand, erkendte han da også selv, at det forholdt sig sådan, hvilket han har givet uforbeholdent udtryk for i begge sine selvbiografier fra henholdsvis 1846 og 1855. Det kommer blandt andet til udtryk i følgende citat fra ”Mit eget Eventyr uden Digtning”:

 

     ”- Nye planer for livet fyldte mig; jeg ville opgive at skrive vers, hvad skulle de kunne føre til; jeg ville læse for at blive præst; jeg havde kun een tanke, og den var hende, - men det var selvskuffelse; hun elskede en anden – hun giftede ham; først mange år efter har jeg erkendt og følt, at også her skete det bedste for mig, det bedste for hende; hun anede måske ikke engang, hvor dyb min følelse var, hvilken indvirkning den havde på mig. Hun blev en brav mands fortræffelige hustru, en lykkelig moder. Guds velsignelse over dem!” (35)   

 

     Sådan! Nu har vi den ligevægtige, indsigtsfulde, overbærende og tilgivende Andersen igen, som har åndeligt overskud og kærlighed nok til ærligt og velment at ønske det bedste for sine medmennesker. Han var med tiden blevet klar over sig selv og sit særlige naturel eller psyke, som betingede, at han ikke egnede sig hverken som elsker eller ægtemand, hvilket denne artikel på flere måder har søgt og fortsat vil søge at påvise.

 

Forelskelsens forblændelse     

Når der i det umiddelbart foranstående er ofret så relativt megen plads på omtalen af Andersens forelskelse i Riborg Voigt, skyldes det, at mødet med hende blev Andersens første egentlige bekendtskab med den stærke naturkraft, der betegnes som seksualkraften og herunder forelskelsesevnen. Det blev samtidig konfrontationen med hans eget modsatte, feminine aspekt, hans anima, og set i Martinus-perspektiv: hans feminine seksuelle pol.

     Det faldt i den kønne og begavede 24-årige Riborg Voigts lod, at blive den udløsende faktor for de fysiske og psykiske sjælekræfter eller den libido, som hidtil havde været slumrende hos den 25-årige ungersvend. I sin ungdommelige kådhed og uerfarenhed, havde han tidligere spøgt med og satiriseret over fænomenet forelskelse, som han syntes gjorde folk tragikomiske, når de var ’ramt’ af denne lidt latterlige ’sygdom’. Det havde i nogen grad præget hans tidligere digte og øvrige forfatterskab, hvilket sidste blandt andet fremgår af vaudevillen ”Kærlighed på Nikolaj Tårn” og romanen ”Fodrejse”, begge fra 1829.

     Det lidt komiske og delvis latterlige ved forelskelse forekommer, når man er blevet ældre og mere erfaren og betragter forelskelsen udefra. Men at forelskelsen, når den var oplevelse indefra, det vil sige, når den oplevedes af den eller de personer, der er genstand for den, også kunne optræde som noget på sin vis negativt og sjælsrystende, som f.eks. i tilfælde af ugengældt – og dermed ulykkelig – forelskelse, blev Andersen faktisk først for alvor klar over i og med sin forelskelse i Riborg Voigt, der, som vi nu ved, ikke følte på samme måde for Andersen, som han for hende.

     I sådanne tilfælde af ulykkelig forelskelse, beherskes et menneske i en vis periode mere eller mindre konstant af det, Martinus betegner som følelseslivets ”c’-klimaer” og ”e-klimaer”. Personen er da i større eller mindre grad præget af utålmodighed, mental uro og disharmoni, pessimisme, selvmedlidenhed, sentimentalitet, melankoli, samt frygt og angst. Sådanne følelser var det netop, at Andersen var grebet af i den senere fase af sin forelskelsessituation, og denne situation hører netop ind under det aspekt af forelskelsen, som Martinus betegner som ”B-begæret”. Se nærmere herom i artiklen Følelseslivets klimaer. (36)       

   

     Dagen efter sin ankomst til Faaborg den 6. august 1930, blev Andersen som tidligere omtalt inviteret af vennen Christian Voigt til at være gæst hos familien Voigt. Da Andersen den aften tog afsked med familien og herunder Riborg Voigt, bad hun ham om at måtte få en afskrift af et af hans digte, fornemmede han allerede på det tidspunkt at befinde sig i en skæbnesvanger situation. Efter at være kommet tilbage på gæstgivergården, hvor han angiveligt talte med kropigen, som fortalte ham om den situation, som rygtet ville vide at Riborg Voigt befandt sig i, nemlig at hun var forlovet og skulle giftes med en mand, som hun ikke elskede. Tilbage på sit værelse kunne Andersen ikke undgå at reflektere nærmere over, hvad det egentlig var, der foregik med ham selv. Da blev han grebet af ”en forunderlig angst”, som fik ham til at ønske at komme bort fra stedet så snart som muligt. Denne angstfølelse kunne muligvis skyldes tanken om, at han stod i begreb med at gribe forstyrrede ind i et for længst etableret parforhold. Men angsten kunne også skyldes, eller delvis skyldes, at den dybere set var fremkaldt af hans særlige seksuelle og dermed bevidsthedsmæssige og personlige polkonstellation, som tilsagde ham, at han ville være uegnet i rollen som elsker og ægtemand, og at hans opgave i livet var at lyde det kald som ”digter-præst”, han siden omkring i hvert fald 1825 selv var overbevist om, at Guddommen havde udset ham til, og som han faktisk ikke kunne undgå eller undslå sig for, med mindre han ville øve vold mod sig selv og sin personlighed.

     Men at det under alle omstændigheder ikke var noget let valg, den stakkels unge Andersen da befandt sig i, herom vidner Levnedsbogen, hvori han blandt andet fortæller om en aften i efteråret 1830, da han i sin af uvished kvalfyldte situation havde opsøgt vennen Christian Voigt, som på den tid boede i København. Sammen med nogle damer af bekendtskabskredsen i Faaborg, var Riborg Voigt kommet på et tre ugers besøg i hovedstaden, og logerede da på ”Hotel Royal” på Ved Standen, og her aflagde den end så længe håbefulde Andersen sit besøg ved et par lejligheder. Men da han havde svært ved at finde acceptable påskud til fortsatte besøg, henvendte han sig derfor i sin nød til vennen.

     Under foregivende af, at ville delagtiggøre kammeraten i nogle digte af den tyske romantiker Ludvig Uhland, mere specielt i dennes ”Sängerliebe” (1814), gled samtalen efterhånden og uvægerligt ind på digteres forhold til forelskelse og kærlighed: 

 

     ”… før jeg ret vidste det havde jeg betroet ham mit hjertes hemmelighed, det frembragte en lang dyb pause, siden trykkede han min hånd og sagde han havde anet det. Med hensyn til søsteren sagde han mig, at han kun vidste at hun havde en særdeles interesse og godhed for mig. – Jeg ville overtyde ham om mere, og bad ham skaffe mig en samtale med hende, skaffe mig vished, om hun virkelig elskede den anden, thi da skulle jeg bekæmpe, hvad jeg jo burde. Jeg bestemte at jeg ville læse til embeds eksamen, gøre alt hvad hun og hendes forældre kunne forlange af mig, og være lykkelig blot ved et fjernt håb. Jeg kom i sådan bevægelse at jeg rystede over alle lemmer. Midt i vor samtale kom den yngre broder hjem med nogle lystige venner, jeg måtte da med eet blive den overgivne som i gamle dage, jeg frygtede for at man skulle ane det mindste. Det var en skrækkelig kval! jeg udholdt den i nogle timer, gik derpå hjem, men da jeg var på gaden, i den kolde luft, fik jeg den frygteligste skælven, tårerne strømmede mig ud af øjnene og jeg følte en svimmelhed, så jeg måtte holde mig fast ved en mur, jeg troede jeg måtte besvime og dette satte mig i en stor angst, min fantasi blev stærkt bevæget, og fra hin aften, har jeg fået en slags skræk for at gå ene en lang vej om aftenen thi ved tanken om hin følelse, kommer der en reminiscens deraf i min indbildningskraft, så jeg bliver svimmel, og føler en rysten. – (Det er således grunden hvorfor jeg altid undgik at gå ind fra Nygaard når det blev tusmørke og koldt) det hele ligger i en nervesvaghed, og den alfor stærke indbildningskraft der jo tabes med alderen. – Da jeg kom hjem i mit værelse besvimede jeg på sengen, hvorhen jeg straks tyede; hvor længe det varede ved jeg ikke; jeg kom til mig selv, fik slået ild, følte en uhyre træthed og sov til højt op på dagen. Det var forgæves at indlede et møde, at træffe hende ene, tiden løb også og hun skulle hjem, faderen og den anden søster ventedes for at afhente hende, jeg var fortvivlet, der blev ikke andet middel end at skrive et brev, broderen lovede at give hende det og atter at få det tilbage. – Jeg har det endnu, det synes meget mat, dog strømmede det dengang levende, som ild fra mit hjerte. -” (37)  

 

     Til forklaring af især de parentetiske bemærkninger i teksten, skyldes læseren en oplysning om, at Andersen skrev sine ”Erindringer” (som siden 1926 betegnes som ”Levnedsbogen”) mere eller mindre som et defensorat for sig selv, der var beregnet på at skulle læses af blandt andre Edvard Collins yngre søster, Louise Collin, hvem digteren på det tidspunkt også håbløst sværmede for. Et sværmeri eller en forelskelse, som vi i høj grad skal komme tilbage til under omtalen af den mandlige part i endnu en af Andersens dobbelt-forelskelser, nemlig vennen Edvard Collin. 

     Men selv i sådanne perioder, hvor sindet var behersket af de nævnte ’negative’ følelsesklimaer, kunne Andersens følelsesliv lejlighedsvis svinge over i ”d-klimaer”, som blandt andet er karakteriseret ved ligevægtig sympati, tolerance, tilgivelsestrang, overbærenhed, hengivenhed, finfølelse og retfærdighedstrang. Det var ved sådanne lejligheder, at han blev i stand til at være digterisk kreativ og aktiv, nøjagtigt som digteren og vennen, B.S. Ingemann, havde ønsket for ham i sit brev af 9. januar 1831, der er citeret tidligere ovenfor. Det var i disse perioder, at Andersen havde åndeligt overskud til at skrive digte, som f.eks. ”Hjertets Melodier” og ”Livet en Drøm”, begge optaget i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, der som tidligere nævnt udkom 10. januar 1831, og hvoraf vi ovenfor allerede har set en smagsprøve på sidstnævnte digt. Dette digt indeholder nemlig samtidig, hvad man måske med rette kunne kalde Andersens ’kosmologi’, den, han delte med både H.C. Ørsted og B.S. Ingemann, og hvoraf her først skal citeres de to sidste vers af digtet ”Til vennen” og efterfølgende 1. vers af ”Livet en Drøm”:

 

Dit åbne blik, dit barnlig’ rene hjerte,

Og hun – vor søster – bandt mig fast til dig;

Nu er hun død – jeg så din stille smerte,

Imens din læbe ville trøste mig. –

- - O broder, livets bedste bobler briste,

O lad mig ej dit stærke venskab miste!

 

Nej du er tro! – hvor mildner du min smerte!

- mens nu du trykker broder-ømt min hånd,

med blik mod blik og hjerte imod hjerte,

en mægtig tanke stiger for min ånd,

den bringer fred og vemod uden lige,

og hvad den ser, vil læben dig udsige. (38)  

                                                  

     Herefter følger de to vers af det større digt, som kunne få én til at tro og mene, at Andersen må have haft et kosmisk glimt, da han skrev det:

 

1.

I det store verdens-rum, over sol og over stjerne,

Højt, hvor ingen tanke når, i det blå, umålte fjerne.

Leve gennem evighed åndehærens myriader,

Fuld af kraft og kærlighed, skabt’ af nådens store Fader.

Deres kamp begejstring er, deres længsel kærligheden,

Begge vokse stund for stund, gennem hele evigheden.

Fejler de, da straffer Gud hine faldne åndeskarer,

De må slumre, slumre dybt; - men det kun minutter varer.

Kort kun standses åndens flugt, snart den atter fri kan svæve.

D r ø m m e n  i hin straffe-søvn, d e t  e r  l i v e t  h e r,  v i  l e v e.

Er endogså drømmen smuk, ejer vi al jordisk lykke,

Den er dog en skygge kun mod hint l i v, hvor vi skal bygge!

Døden her er livet hist, snart er straf og drøm tilende!

Men i drømmen her kun svagt ånden kan sig selv genkende.

 

2.

Døden kalder. – Sprængt er det jordiske bånd,

Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige ånd,

Mindes sin drøm og svimler i svulmende lyst.

Nu er h u n  hans! – Se, bryst imod bryst,

Læbe mod læbe og øje mod øje,

Svæver de elskende ånder gennem det høje.

E e n  er kun tanken, e e n  deres stræben;

Som toner flyder drømmen fra læben,

Drømmen om jordlivet her,

Den vi drømmer enhver:

”Underligt jeg nylig drømte,

    og jeg var – jeg ved ej hvor!

Jeg var i et legem fængslet,

    var ej længer fri og stor,

følte tvivl og sorg og længsel,

    som den aldrig føles her,

til en klode var jeg bundet,

    hjemmet var så snævert der. 

Dunst og tåge, livløs glimmer

    var dens hele herlighed; 

jeg var barn, og jeg blev yngling,

    kendte ej til kærlighed;

så ej dig, nej ung og modig

    i min tunge larvedragt,

fyldt med anelse om himlen,

    spøgte jeg med jordens pragt; 

lo af sorgen, som af glæden,

    ”kådhed” kaldes det at le,

tit for støvets tunge larve

    hjertet kan ej hjertet se.

Underligt mit indre brændte,

    sært jeg tumled’ mig omkring,

tit mit unge hjerte blødte,

    men det var kun hverdags-ting;

da engang – jeg klart det mindes,

    jorden stod i sommer-pragt,

dig jeg fandt, og mig du ligned’,

    fængslet under larvens dragt.

Men, alt første gang vi mødtes,

    følte jeg, at det var d i g;

og jeg så din kind at rødme,

    skønt du ikke kendte mig.

Du var min, i sjæl og tanke,

    inderlig jeg bad til Gud;

ej jeg kunne mig løsrive,

    skønt du var en andens brud.

Dog jeg ville flammen dæmpe,

    nøde hjertet til at le,

men vi måtte atter mødes,

    mødes til vor bitre ve;

i dit barnlig fromme øje

    sjælens dybe stemme lå,

aldrig dog fin læbe sagde,

    hvad jeg i dit øje så.

Pligten var dig høj og hellig,

  Og vi måtte skilles ad;

Dybt du græd – men kun som s ø s t e r, -

   aldrig blev mit hjerte glad.

Dig jeg leved’, dig jeg tænkte,

    du kun i mit hjerte lå,

livet var så langt, så bittert,

    dig jeg aldrig mere så.

Tit jeg sang i stille smerte,

    - ungdoms-lunet var forbi;

mængden hørte sangen stige,

    kaldte smerten poesi!

Sådan svandt der år og dage,

    døden bar jeg i mit bryst.

- Døden endte nattens drømme,

    og jeg vågner nu i lyst;

du er min, vi skal ej skilles,

    mægtig svulmer tankens strøm;

alle himlens himle tone:

    ”L i v e t  e r  e n  d r ø m!” (39)   

                                     

 

    I dette lange smertensdigt berører Andersen endnu engang sit yndlingsemne om, at sjælen som sådan er udødelig, men at den midlertidigt er ’fængslet’ i ”jordedragten”, dvs. i det forgængelige fysiske legeme, som ved døden afløses af et åndeligt legeme. Det emne er også temaet i digtet ”Sjælen” fra 1825, og i digtet Pauli Cor. 15, 42-44. (Når jordelarven brister), 1831. Emnet går i øvrigt igen mange steder i Andersens forfatterskab, og ikke mindst i en del af hans eventyr, hvilket der jo allerede er givet en del eksempler på her på hjemmesiden, og flere vil følge.

                                                                                                                      

”hendes broder har jeg vundet”

Men at Andersen i tiden omkring sin ulykkelige forelskelse, ikke til stadighed kun var præget af et mismod og en sjælelig uro og disharmoni, der hæmmede digterevne og glæde ved livet, kan vi også se af samtidige breve til nogle af hans andre venner. Således eksempelvis i et svarbrev af 18. januar 1831 til B.S. Ingemann i Sorø, som den unge digter i den momentane sorg og sjælelige smerte, han stadig føler over sin ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, dog ikke kan lade være med at komme ind på:

 

     ” […] – Jeg får hende aldrig mere at se, jeg bør ikke, tør ikke! Dog én trøst har jeg, hendes broder har jeg vundet, han ved alt og føler og lider med os, han holder så inderlig af os begge to, gennem ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig lev vel! Hun tør ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin pligt. […]” ”[…] O gid jeg kunne forsone mig med alle mennesker, selv med ham der gør mig og hende ulykkelig. […]” (40)  

 

     På sin seksogtyve års fødselsdag den 2. april 1831, skriver Andersen igen et brev til sin ældre faderlige ven i Sorø, B.S. Ingemann, og heri gentager han en del af de tanker, han allerede har fremsat i brevet til Lorenzen. Det gælder også tvivlen om Riborgs motiv til at gifte sig med sin forlovede, Poul Jacob Bøving:

 

     ”I dag er jeg ordentlig et gammelt menneske! og jeg kan ordentlig blive ganske bedrøvet ved at tænke hvor barnagtig jeg dog er i mange ting, uden dog ganske at være hvad jeg har været, thi der var en tid, hvo jeg ret kunne drømme mig alt, og når je så re bad vor Herre i mit hjerte, så troede jeg det ville ske; nu kan jeg slet ikke bede ham om det jeg ønsker mest, thi jeg er så fornuftig, at jeg ved, der sker ingen mirakler. Jeg begynder ellers at kunne vise mig roligere; men i hjertet bliver jeg vist aldrig mere ret glad; hvorfor mon Gud dog har villet det så? Var jeg i sommer ikke kommen til Christian Voigt, så havde jeg aldrig lært at kende Riborg Voigt; det havde dog været bedre, skønt jeg ofte finder det underligt, at jeg før den tid har kunnet undvære tanken og forestillingen om hende, - Aldrig skriver vi hinanden til, vi bør ikke, og dog ved jeg, hun tænker så tit på mig, at hun ret elsker mig, skønt jeg ikke kan begribe, hvorledes hun så kan ægte en anden; jeg kunne det ikke! Gid at hun ikke var rig, skønt det er jo rimeligt nok, han må elske hende også for hendes egen skyld. Jeg bliver vist ubillig mod ham, og dog er jeg, og ikke han, den, der kan dadles; han har kendt hende længst. – men jeg plager Dem, bliv ikke ked af mig derfor; når jeg ret skriver af hjertet, så kan jeg ikke være morsom! – ” (41)      

 

     Den gode Andersen, som jo åbenbart ikke kendte Riborg Voigts egen holdning til ham, fastholdt foreløbig stædigt sin tro på, at hun udelukkende vragede ham af pligtfølelse overfor sin forlovede og sin familie. Men i et svarbrev af 27. marts 1832 til vennen C.H. Lorenzen (1807-59), adjunkt ved Sorø Akademi 1831-44, antyder han dog en vis tvivl om grunden til hendes afslag:

 

     ” – Snart skal hun have bryllup, - dog, dette er det ej, der knuger min sjæl, thi hun må; men denne ting lader mig dog føle, at hun i hjertet selv ikke ganske er min; så stor kan ingen være) Ingen kan af pligt-følelse opofre sit hjertes tilbøjelighed; var jeg i hendes sted, jeg kunne ikke gøre – hvad der måske er rigtigt, og hvad hun gør. – O, denne tanke er værre end tabet af hende! At vide hende leve for en anden mand, - men jeg plager dig”! – o, vær ikke vred på mig derfor, jeg er syg, sjælesyg! Jeg kan kun ret tænke på hende, på hende alene. – ” (42) 

 

     Under læsningen af Andersens breve fra denne periode i hans liv, fornemmer man, at den rette sammenhæng i forelskelseshistorien i stadig stigende grad er ved at dæmre for ham, selv om han endnu en tid vægrer sig ved at lade erkendelsen skinne klart igennem. Under alle omstændigheder fremgår det af de overfor gengivne brevcitater, at Andersens ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, kom til at medføre en stadig tættere tilnærmelse og kontakt til hendes broder, Christian Voigt. Det kan vi få et levende indtryk af i fortsættelsen af det ovenfor citerede brev af 27. marts 1832 til C.H. Lorenzen, hvori han også fortæller om, hvordan han til daglig tilbringer sin tid:

 

     ”Min tid glider ellers hen i en ensformig afveksling, om jeg tør kalde det således; om morgenen ligger jeg længe til sengs og er således det fornemme hverdagsmenneske, om formiddagen derimod er jeg historiker og oldgransker, sidder enten på Kongens eller Universitets-Biblioteket med bordet fuldt op af bøger og samler ”data” til romanen; fra 1 til 3 gør jeg visitter, er således det flagrende verdensmenneske; dog ikke hele disse to timer flagrer jeg om; den meste tid er hjertets og venskabets; daglig kommer jeg til min kære Christian Voigt, den, jeg af alle føler mig mest bunden til; jeg mærker ikke engang, tiden går, skønt jeg næsten altid føler mig så vemodig, så dybt stemt. Det er, som har han forhekset mig, jeg ved ikke, hvorfor jeg kan holde så meget af ham! – Efter middagsbordet går jeg på komedie, og om aftenen til kl. 1, stundom 2, læser jeg digteres værker, digter selv eller – er altfor meget et utålmodigt barn, vor Herre ikke har gjort livet sukkersødt nok. Se, således flyver og glider dagene, mine bedste, blussende ungdomsdage bort, uden at jeg selv enten kan flyve ud i den vide verden eller glide ned i Graven.” (43)    

 

     Den roman, som Andersen hentyder til i brevet, og som han på den tid arbejdede flittigt på at samle stof til, er den Walter Scott-inspirerede historiske roman, vi tidligere har hørt om i flere sammenhænge her på hjemmesiden, nemlig ”Christian den Andens Dverg”. Men som også før nævnt, opgav han på et tidspunkt projektet til fordel for andre arbejder, og romanen blev derfor aldrig færdigskrevet.

 

Forelskelsen i Christian Voigt

Det, der dog har særlig interesse i denne sammenhæng, er imidlertid de ord og udtryk, hvormed Andersen omtaler sit forhold til Christian Voigt i brevet til Lorenzen. Disse ord kunne nemlig mere end tyde på, at han efterhånden som tiden gik, har overført sine følelser for Riborg til hendes broder, omtrent på samme måde, som han tidligere havde overført sine følelser for Oehlenschlæger på dennes datter, Lotte, men altså i omvendt orden.

 

     ”[…] den meste tid er hjertets og venskabets; daglig kommer jeg til min kære Christian Voigt, den, jeg af alle føler mig mest bunden til; jeg mærker ikke engang, tiden går, skønt jeg næsten altid føler mig så vemodig, så dybt stemt. Det er, som har han forhekset mig, jeg ved ikke, hvorfor jeg kan holde så meget af ham! – […]” (44)  

 

     Men hvem var så denne Christian Voigt, som den fire år ældre Andersen ifølge sit eget udsagn holdt så meget af, at vennen ligefrem havde ”forhekset” ham? – Som vi dog allerede ved, så var Christian Voigt søn af den velhavende Faaborg-købmand, agent Laurits Peter Voigt og dennes hustru, Anne Christine Voigt, f. Brandt (1785-1861). Han var den tredieældste af i alt fem børn, to drenge og tre piger, hvoraf Riborg var den ældste. 

     Voigt-familien hørte til Faaborgs patriciat, og både faderen og dennes fader havde drevet købmandsforretning i byen i mange år, og i den samme købmandsgård på Vestergade, som også sønnen Christian senere skulle overtage og drive videre. Gården bestod af en lang enetages bindingsværksbygning med høj kvist og midterkarnap, beliggende langs gaden. Bag ved hovedbygningen og ned mod havnen lå alle de bygninger, som hørte til gården og dens drift: pakhuse, kornlofter, brænderi og stalde, samt en stor have, der også strakte sig ned mod havnen, hvor købmandens skibe lå til kaj, når de var hjemme for at losse eller laste.

 

     Faderen, L.P. Voigt, var i øvrigt en veluddannet mand og havde blandt andet litterære interesser – han skrev således selv digte – og fandt desuden tid til ar være medlem af byrådet. Han døde i 1859, altså et par år før sin kone. Sønnen Christian blev student fra Nyborg Skole i 1828, samme år som Andersen blev det i København. Selve eksamenen artium blev for begges vedkommende taget på Universitetet i København, hvortil Christian Voigt åbenbart var flyttet, og det var formentlig ved den lejlighed, at de to unge mænd mødtes. De syntes øjensynlig straks godt om hinanden og sås relativt ofte, ikke mindst efter Andersens besøg i sommeren 1830 hos vennens forældre i Faaborg. Andersen havde en stående invitation til, at de to skulle mødes, når Andersen kom til Odense som et led i sin kombinerede sommerferie- og reseach-tur til Jylland og Fyn. Som vi har hørt, samlede han på den tid stof til sin historiske roman fra tiden omkring Grevens Fejde 1534-36, noget, han allerede var begyndt på under sin sommerrejse året forud, hvor han også havde været på Fyn. (45)

 

     Et af resultaterne af Andersens stormende, men i nok så høj grad litterært-romantiske forelskelse i Riborg Voigt, var altså, at han kom tættere på hendes broder Christian, på hvem han snart overførte sit sværmeri. Det interessante er, at det ser ud til at vennen en overgang gengældte sværmeriet, i hvert fald til en vis grad. Som den sædvanlige ”kur” på sine kærlighedssorger, valgte Andersen at tage på en udenlandsrejse, denne gang dog kun en ca. 6 ugers rejse, som han så sig i stand til at betale selv. Han ville dog gerne have vennen med på rejsen, hvilket vi erfarer om i Andersens brev af 18. april 1831 til Ingemann:

 

Kære Hr. professor

Det bliver kun et par ord jeg i dag får skrevet til Dem, men alligevel må jeg, De må da også vide min glæde, jeg rejser til udlandet i næste måned; det er mig utåleligt her hjemme, jeg er bleven en sygelig skrantning, måske en lille rejse kan bringe lidt ligevægt i mit åndelige jeg. Da jeg selv må betale den hele udflugt kan den kun blive på 6 uger, men i den tid kan der jo ses meget og når jeg kommer hjem vil jeg flagre om i Sjælland og da blandt andet besøge Dem, som jeg ret glæder mig til. Jeg tager med dampskibet til Lübeck, går over Hamborg og Braunsweig til Harzen, derfra gennem Eisleben, Halle og Leipzig til Dresden, hvor jeg får brev med til Dahl; en 6 dage håber jeg at blive her og vender så tilbage over Berlin; det kan jo blive ret herligt, og jeg trænger der til! – Måske kan jeg få student V o i g t med, jeg har i det mindste fået ham til at skrive faderen til derom, og det ville da blive endnu herligere. – […] (46)   

 

     Imidlertid havde Andersen ikke kun overladt det til vennen, at forsøge på at opnå faderens tilladelse til at være Andersens rejsefælle på Harzen-rejsen, men han havde den 19. april 1831 selv skrevet til agent Voigt og bedt om at få Christian Voigt som sin ledsager på rejsen. Agent Voigt svarede venligt og udførligt på Andersens anmodning, men svaret var et klart nej, med henvisning til, at sønnen efter faderens mening i forvejen ikke var flittig nok med sine studier til, at seks ugers afbrydelse ville være ønskelig. (47)    

 

Andersens første udenlandsrejse

Der blev altså ikke noget ud af Andersens og Christian Voigts tanke om at foretage den fælles rejse, som Andersen – jf. med brevet ovenfor til Ingemann – havde lagt planer for i forvejen. I dagbogen for den 16. maj 1831 noterer Andersen bl.a. følgende:

 

     Fra København den 16. maj. – Om morgenen, da jeg vågnede, lyttede jeg ved enhver vogn, der kørte thi jeg troede det var storm. – En svale kvidrede udenfor mit vindue, som den ville fortælle mig et og andet om min rejse, men hvad den egentlig sagde ved jeg ikke. Christian, Læssøe, Lehmann og Hartmann fulgte mig ombord, vi fik næsten blikstille hele vejen, […] (48) 

 

     Den 26. maj 1931 befandt Andersen sig stadig på udrejsen, hvor han havde overnattet i Goslar. Denne dato noterer han i dagbogen bl.a. følgende:

 

     […] hvor underligt flyver min tanke ikke om, Riborg, Christian Eduard, Fru L – der er dog så mange elskelige mennesker i denne smukke verden! – Nej, jeg vil ikke sørge, du er så god, du kære Gud, må jeg bare kunne være et godt menneske, jeg er det ikke (se, det er nu kedeligt, nu tænker jeg på at man skal læse dette, så kan jeg ikke være mig selv). – Nej, derfor ikke mere! […] (49)                            

 

     Rejsen til Harzen måtte Andersen som nævnt foretage alene, men han holdt løbende sin ven og fortrolige underrettet om, hvad han så og oplevede på turen. Hans første brev til vennen hjemme i København, er dateret 31. maj til og med 11. juni i831. Andersen skrev altså brevet i flere etaper, først i Leipzig, så i Dresden og sluttelig i Berlin, men har dog stadig sin ”ulykkelige” kærlighedshistorie med Riborg i tankerne i det afsnit af brevet, som er skrevet den 4. juni: 

 

     […] O gid jeg kunne flyve længere mod syden, der føler jeg mig hjemme; jeg har slet ingen hjemve efter København, der er heller intet der, intet i Danmark, jeg med hele min sjæl kan hænge ved; aldrig vil mit hjerte mere komme til at elske, jeg er skuffet i min første, varme tiltro; o jeg frygter nu at blive kold, kold mod alt i den vide verden, uden verden selv; Guds store, herlige natur; Ene er jeg bestemt til at spadsere om i den, intet hjerte elsker mig ret! – men det er nu min bestemmelse, og jeg er jo meget lykkelig! – (50) 

 

     I det afsnit af ovennævnte brev, der er skrevet den 9. juni, lyder det bl.a.:

 

     […] straks tilmorgen løb jeg på posthuset, hvor jeg alt flere gange har spurgt om brev fra dig, og blev da, naturligvis såre lykkelig ved at finde dit kære, kære brev. Du har sendt det den 3. maj, altså den samme dag, jeg i Leipzig begyndte på dit. – Vore tanker har mødt hinanden. – Du siger mig så lidet om Riborg, men du ved da heller ikke meget, kan jeg nok vide! – Hver gang jeg rænker på hende, føler jeg en smerte så usigelig dyb, men jeg kan ikke græde, jeg elsker hende heller ikke mere, det er vist, men jeg lider nu mere ved erindringen om hende, jeg har en tomhed – O Gud, Christian, gid du aldrig føle hvad jeg føler; - Min rejse bringer mig ikke til at glemme hende, nej, jeg kommer ikke helbredt tilbage, måske roligere, mere forstilt, min smerte er ikke for de kedelige hverdags mennesker, med dem må jeg le og slå koldbøtter for ikke at gælde for en følsom nar. – Jeg bør ikke bede dig at hilse hende, hun har det jo også godt i det smukke lille hus hos ham, hun ret elsker; - men le af mine følelser, kan hun dog ikke, det er en djævelsk tanke, og jeg kan ret ved den føle, at jeg har sydlig blod i mine årer, o, havde jeg dog dig her! du er mig jo tro? – Du kære, kære menneske! – men ikke mere! jeg vil ikke slutte mit brev i dag; mit humør er sat lidt i bevægelse. – Vi ses snart. – Kolera er nu kun fire mile fra Berlin, derhen går jeg med posten i morgen, der er slået en kordon tæt ved, hvor vi skal forbi, men jeg er slet ikke bange, hvad godt skal vel jeg gøre i denne verden! / din Christian!  (51)     

   

     Den 11. juni afslutter Andersen sit brev i Berlin, og heri skriver han til slut:

 

     […] – Snart har du mig! i det seneste om 14 dage, rimeligvis kommer jeg med Wilhelmine. Jeg længes efter dig, du kære væsen, dog i tankerne er jeg hos dig. / Din Christian. (52)   

 

    Derefter gik der åbenbart nogen tid, hvori brevvekslingen mellem de to venner lå stille. Andersen var i mellemtiden vendt tilbage til København, men nu var Christian Voigt i Fåborg. De forventede breve gav anledning til en mindre ’kurre’ på tråden, som dog snart løstes igen, hvilket fremgår af de to næste breve fra henholdsvis Andersen til Christian Voigt, og fra sidstnævnte til Andersen. Andersens brev til vennen er dateret København den 8. august 1831 og lyder som følger:

 

I fredags (den 5. august) var der endnu intet brev kommen fra dig; i går formiddags (den 7. august) traf jeg Kaalund; han fortalte mig, at Johan havde skrevet Jørgensen til; hvad måtte jeg tænke om dig? Jeg havde ganske opgivet dig! Ja jeg vil tilstå dig det åbenhjertigt, jeg begyndte at forsøge om jeg kunne glemme dig; jeg må jo glemme så meget i denne verden, altså også dig. – Jeg kunne ikke undskylde din utilgivelige ligegyldighed; jeg måtte tro, at du ikke ville have med mig at gøre, og visse folk, der spurgte mig om du skrev mig til, og jeg måtte benægte det, gav mig intet håb. – De sidste 8 dage har jeg været i et ulykkeligt humør, thi jeg holder af dig, og jeg var nu fast bestemt, aldrig at komme mere til dig, i hvor smerteligt det ville have været mig. – O Christian, mon du nogensinde gør mig så glad, som du har gjort mig bitter mod menneskene. – I aftes (søndag den 7. august) var jeg i selskab hos agent Zinn’s, der var en student, der fortalte mig, at på Regensen flagrede et brev om, hvorpå stod mit navn; det var for sildig da, at løbe på Regensen, jeg måtte vente til i dag, og har næppe kunne sove denne nat, thi det forekom mig det var slemt brev, jeg kunne ikke begribe fra hvem et brev kunne komme til mig, med en halv adresse; imorges, eller rettere for en time siden løb jeg derhen og finder et brev fra dig! Menneske, ved du da ikke min adresse? du har jo sagt ja; der var jo mange måder at få det i mine hænder, nu har det en 8 dage løbet om der. – Jeg kan ikke ret fatte mig, jeg skriver straks nu jeg har læst det, det er fra den 26. juli, altså kunne jeg have fået det i fredags 8 dage; - Nu Gud ske lov, det er således, men du kan tænke dig, hvad jeg måtte dømme om dig, hvad jeg kunne falde på. O Gud, Christian, du ved ikke hvilken bitterhed du har vakt i min sjæl. – Det er jo en 3 uger siden du rejste; om 8 dage kommer du jo her; jeg ventede altså nu ikke mere brev fra dig, håbede aldrig mere at se dig, som min kære, broderlige Christian! – O, hvor er det mig underlig nu at vende tilbage til denne tanke igen. – Du har det godt og lykkeligt hjemme; alle hilser mig, nu det glæder mig ret, gid jeg kunne være der, eller rettere gid den samme tid ville vende tilbage jeg nød der i fjor. Hvordan lever din gode moder? Er hun ligeså munter, som da jeg så hende; mon hun husker mig, den lystige, blege person, der sang og gjorde løjer; jeg er ikke så lystig nu, thi jeg er bleven ældre, meget ældre. Vi to får da aldrig hinanden ar se, uden hun ville smukt komme herover til København. Hvad siger faderen? Hils ham ret inderlig fra mig! han kan jo godt lide mig? Rikke og Laura kommer vel til vinteren herover, så kan de få mine 2 stykker at se, og det vil ret glæde mig, om jeg som forfatteren, de aftener kunne sidde hos dem og forklare hvad der var dem fremmed. – Hils dem smukt fra mig. I tankerne ser jeg tit Rikke le og neje for mig, omtrent som sidste gang da vi sås i ”Hotel Royal”. Lad mig ikke glemme Johan! ja han lapser nok ikke lidt, og spadserer forbi fru Martens, Masse o.s.v.; sig ham, jeg længes ret efter at se hans brune ansigt og høre noget om Jane Braah etc. etc. – Hils også Plougs, og de andre unge damer, der kom fremmede den aften jeg var hos jer. – Dersom du, som jeg tror, kommer her om 8 dage, så skal du ikke skrive mig til, imodsatte tilfælde gør du det vel af dig selv, efter som det er gået med dit sidste brev. Jeg har ikke været på landet, jeg kunne ikke, mit humør var ikke der til, og nu er det så sent; altså bliver jeg her, kommer du om 8 dage, da er dette mit sidste brev, derfor hils dem ret alle hjemme, også din gifte søster, du ser hende vel? Hun lever jo ret lykkeligt i sit smukke hus? Det må være behageligt! Mon hun har glemt den snurrige, lykkelige Andersen fra i fjor. Hils! […]  - Men nu lev vel! Hils smukt fra mig. / Din Christian. / Jeg bor i STORE KONGENSGADE NO 33. (53) 

 

Andersens indenlandske sommerrejse 1832

Den 22. juni 1832 rejste Andersen på sommerferie til Sorø, Odense og Nørager, og rejsen med successivt ophold de tre forskellige steder, varede sammenlagt til den 29. august, hvor han atter var tilbage i København. Men undervejs brevvekslede han naturligvis med sine sædvanlige korrespondenter, herunder også med Christian Voigt, som da opholdt sig i København. Herfra sendte Voigt et brev dateret den 31. juli 1832 til Andersen:

 

     Kære, kære Christian A!

     Dersom du min bedste ven! ved at se dette brev fra mig skulle sige, at det var et skændebrev, så taler din samvittighed ud af din mund. Du må dog tilstå mig, at du ej har handlet smukt imod mig. Det er nu over en måned siden, du rejste fra København, dengang lovede du mig, at så snart du kom til Odense ville du skrive mig til, jeg har hver postdag ventet (”langen und bangen”). Men de gør vel så meget af dig, at du ej kan få tid til at skrive en gammel, måske snart halvglemt ven til; gør du også det, så kunne mit inderlig stille venskab dog også have sine fordringer, jeg gør dem ej store, men det gør, som du ofte har sagt mig, hjertet ondt helt at overses.

     Men det er sandt; da jeg begyndte at skrive besluttede jeg ej at sige et ord derom, nu fortryder det mig, at jeg har gjort det; du bliver vel ej vred på din inderligste og oprigtigste ven? Du ved ej hvorledes jeg har længtes efter at vide hvorledes du har moret dig i Sorø og Odense, hvorledes dit humør er, hvad du bestiller, om du skriver noget, hvorledes du ser ud, om du er rask, alt hvad der angår dig, den kære digter interesserer mig ligesåmeget som om det var mig selv; det behøver jeg dog ej at sige dig? Jeg kunne let gøre tusinde spørgsmål dig selv angående, men dem ler du jo af, og du fortæller mig dog vist så meget i dit første brev om dig selv, og så ser jeg dig om en måned.

     Min fader, min søster Rikke og Betty Ploug er, som du måske ved, herovre, og vi gør mange små ture, morer os godt, men længes efter Faaborg, jeg rejser da også hjem på lørdag, alene; Papa bliver endnu ej færdig i 2 à 3 uger, han kan ej undvære Johan, som er hans sekretær og kommissionær; Rikke bruger russiske dampbade; derfor må jeg rejse ene. I Faaborg får jeg vel brev fra dig?

     Du har vel så mange korrespondenter herfra, at de ubetydelige nyheder, som her kunne være, ej kan interessere dig at høre fra mig.

     Mine breve er aldrig lange eller interessante, men jeg ved, at du ej måler dine derefter; i mit liv forekomme sjældent eller aldrig noget nyt, som er værdt at høre; det er ganske anderledes med dig, ethvert ord fra dig er mig kært, helligt.

     Min fader, Rikke, Johan etc. beder at hilse dig, frem for alle din / længselsfuldt ventende / Christian Voigt. (54) 

 

     Andersen besvarede Christian Voigts brev af 31. juli 1832 med et brev dateret Odense den 2. august 1832, altså kun tre dag efter at have modtaget vennens brev. Fra Andersens brev skal citeres følgende:

 

     Kære, kære ven!

     Der kan du nu se, hvorledes det er at længes efter brev! Der gik jeg i fjor ligesådan, jeg ville at du skulle prøve det; dog ærligt talt, jeg har været doven, jeg gad ikke skrive og mit humør har været så dårlig her i Fyn, at du næppe kan tænke dig det! – Da jeg i går fik dit oprigtige, kære brev, blev jeg usigelig bedrøvet ved at se, at du havde længtes efter mig; jeg havde nu den idé, at han har jo faderen og søsteren, så savner han ikke mig. Du har så meget, der klynger sig til dig, jeg – ingen! Men bort med griller! […] – I Fyn har jeg som sagt ikke følt mig vel, jeg længes efter Sjælland, længes efter – ja, Gud ved hvad; derovre længtes jeg jo efter Fyn! – Jeg har været på Lykkesholm nogle dage; man gjorde virkelig for meget af mig, proppede mig med alt hvad jeg pegede på, så jeg ordentlig blev syg; der er meget at fortælle. – På Bramstrup var jeg nogle dage sammen ed min Bucklaw-Waltz, vi spillede komedie, der kom jeg i godt humør, blev igen den gamle Andersen, men nu er det forbi! – Waltz betroede mig mangt et træk af hans vita, og jeg ved ikke selv, det bedrøvede mig næsten at jeg så lidt kender verden; andre unge mennesker ved bedre at nyde den, min ungdom flyver bort, ja er det allerede og jeg står som Sancta simplicitas, der drømmer og samler blomster, men kender slet ikke til det virkelige liv og dets frugter; man kan dog leve så lykkeligt, når man kun ikke som jeg, selv skabte sig sorger. – På Hoffmanns Gave har jeg fundet mig meget vel, vi spillede Rasmus Montanus, jeg var Rasmus. […] i grunden lever jeg som en prins, men som Horats siger ”de sorte bekymringer stiger med på skibet og på hesten”, siden kommer vel koleraen og så er da det hele forbi. ”Das ist das leben, das ist das Glück”! – […] – jeg føler mig syg; på lørdag rejser jeg til kammerråd Bang i Sjælland, bliver der 8 dage, måske 12, flyver så til København og – så er det forbi! – Hils din gode moder ret fra mig, sig at det ordentlig bedrøver mig, at vi ikke oftere skal mødes! Hils den lille Laura, der nu vist er stor, og alle andre bekendte, Plauens og Jomf. Clausen ikke at forglemme; Sparevurm talte jeg i går med; Steenbuch har hædret mig med en visit og jeg – gengældt den. – Jeg har gjoirt mange nye bekendtskaber, dog længes jeg så meget efter København, efter alle Collins! Louise er i Jylland, Gottlieb også, de andre ligger på landet, men den vigtigste, Eduard, er hjemme. Han har kun fået et brev fra mig på Nørager, men i de første 8 dage; du adresserer til ”Hr. Kammerråd Bang på Nørager ved Slagelse”. / Din Christian. (55) 

 

    Christian Voigts ovenfor citerede brev af 31. juli 1832, så vel som Andersens svarbrev af 2. august s.m., tyder indirekte på, at i hvert fald Andersens følelser for vennens søster Riborg nu mere var blevet den forsmåede bejlers, og at følelserne eller sværmeriet for vennen også så småt var ved at kølnes. Det hang formentlig sammen med Andersens nye sværmerier eller forelskelser i andre personer, som i dette tilfælde ’solo-forelskelsen’ i Ludvig Müller og dobbelt-forelskelsen i Edvard Collin og dennes yngste søster, Louise. Men herom først i næste etape. Det kan dog her tilføjes, at Andersens skuffede eller ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, var et velkomment motiv for store dele af hans efterfølgende forfatterskab, og derfor fastholdt han det faktisk gennem mange år, idet han lejlighedsvis vendte tilbage til sine forsmåede følelser og våndede sig under disse. Psykologisk eller kosmologisk set er det afgørende imidlertid sympatien for det modsatte køn, som i reglen er ledsaget af en tilsvarende antipati eller modvilje mod eget køn. For Andersens vedkommende var der også tale om sympati for det modsatte køn, mere præcist for enkelte personer af det såkaldte svage køn, men ikke om nogen særlig antipati imod konkurrenter eller rivaler i ’kampen’ om den udvalgte kvindes gunst. Så vidt det kan bedømmes, nærede Andersen ingen nævneværdi antipati imod Riborgs forlovede, men han forsøgte derimod at forstå og føle med ’rivalen’.  

 

”la bella Italia”

Imidlertid var Andersen efter behørig ansøgning ved kgl. resolution blevet tildelt et rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos på 600 rdlr. i to år, og mandag den 22. april 1833 oprandt dagen, hvor han skulle påbegynde sin første store Italiensrejse, som kom til at vare fra den nævnte dato og til den 3. august 1834, hvor han atter var tilbage i København. Om afrejsedagen noterer Andersen blandt andet følgende i sin dagbog:

 

     København den 22. april 1833. Mandagmiddag forlod jeg hjemmet. – Det var nogle frygtelige timer forud. Min gamle værtinde græd ved afskeden. Jeg var til afrejsen hos Collins, de så også bedrøvede ud, Louise, Lind, Eduard, Gottlieb, Gusta Jonna og Jette fulgte mig ud, Ludvig og Wanscher var med. – Vi kom alt for tidlig på broen hvorfor vi måtte gå ind på Langelinie, her kom Bruun, Gusta, Müller og frøken Snell. Kommandøren og fruen var på Langelinie. Jeg så tårer i Louises øjne ved afskeden, også Ingeborg var forstemt! De holder dog af mig! de kære, altfor kære mennesker! – Eduard og Ludvig fulgte med ombord. Jeg gik med armen om Eduards skulder, han trøstede mig så broderligt. – Så skiltes vi ad, jeg glemmer aldrig det trofaste ansigt. Fra Langelinie tilvinkede de mig endnu engang lev vel! Emma og Ida Bang var også der! – Endnu kom Ove Thomsen og Wals ombord til mig, og idet vi ville gå, Christian Voigt og Jakobæus; så gik det afsted! Jeg kunne ikke længer se deres bekendte ansigter. – […] (56) 

 

     Tre dage senere, den 27. april 1833, påbegyndte Christian Voigt et brev til vennen, som han senere skrev videre på under datoerne, den 2. maj, den 17. maj, den 25. maj og 29. maj, hvor brevet blev afsluttet og afsendt til Andersen, som da havde adresse i Paris. I det relativt lange brev holder Voigt sin ven underrettet om, hvad der sker i den hjemlige andedam. Brevet indledes sådan:

 

     Nu kæreste ven! er du da borte, og allerede langt borte, skønt det kun er to dage siden du rejste; Gud ved når jeg ser dig igen. Jeg kan ikke rigtig gøre mig fortrolig med den tanke, at jeg i 2 måske flere år ikke skal se den kære digter, som jeg nu i 3 år næsten har set dagligt, og som jeg altid længes så inderligt efter, når jeg i et par dage ikke så ham. Jeg lider et stort, dobbelt tab, ikke alene vennen, men tillige digteren og det åndrige menneske, og efter begge vil jeg længes meget, men så får jeg jo breve, og dine breve plejer at tale ligesom H.C. Andersen i levende live. Gid jeg nu var med dig på vejen til Paris og kunne flagre verden rundt ved din side og give eksamen og alt dette stads her en god dag, men desværre, jeg må blive og nøjes med at glæde mig ved tanken om, at du morer dig, og ved dine breve som også lader mig nyde dine fornøjelser. […] (57)  

 

    Den 1. maj 1832 modtog Christian Voigt det første brev fra Andersen efter dennes afrejse, men brevet ses ikke bevaret, så man kan kun gætte sig til dets indhold ud fra Christian Voigts svar af 2. maj s.å., som indgår i det overfor nævnte større brev. I sit svar skriver unge Voigt bl.a. følgende:

 

     […] Du spørger om min familie  og navnlig om min gifte søster: De lever alle ret godt og fornøjet i det lille uskyldige (!) Faaborg. Nu er hun også ret fornøjet; jeg tror vist, at du med rolighed kan høre om hende, især da du nu d.v.s. når du får dette brev er i Paris; dersom jeg troede at det kunne more dig, så ville jeg gerne fortælle dig noget; dog vil jeg hellere indskrænke mig til lidt; hun har været temmelig sygelig i den tid hun har været gift, hvori vel hendes hjerte-lidelser har haft deres del; hun har fået 2 børn, hvoraf det første var dødfødt, det andet – en pige – fik hun kort førend jeg rejste hjem; det er en rask unge, som tildels har forskaffet hende det gamle humør igen: Nu nok om det. Du spørger også om Laura; ja hun har forandret sig meget til sin fordel; i forstand og vid står hun vistnok over begge sine ældre søstre; derimod mangler hun dette naive, barnlige, som har fortryllet flere end mig [evt. dig] hos hendes ældste søster. Men jeg frygter jeg har talt mere om denne materie end du ønskede at høre, hvis så er, da bedr jeg dig om tilgivelse og dermed basta! Johan lever ret godt og sværmer inde hos de smukke frøkener, som beder dig ret kærligt hilset. […] (58)  

 

     Andersen svarede på det ovenfor citerede brev i et brev dateret Paris den 26. juni 1833. Brevet er sendt til Studiosus theologiæ C. Voigt boendes på Nørregade No 27(?) (første port fra Gammel Torv, højre side). Kan også afleveres i Studenterforeningen til tjeneren Poul, som besørger det.” - Fra brevet skal følgende citeres:

 

     Du tænker på mig! Du ene af dem alle sammen, trofast sjæl! I to måneder har jeg været fra Danmark, men ikke fået et eneste brev, når jeg undtaget et, der alt lå her ved min ankomst, fra Jette Wulff. – Tænk dig at være så langt borte, i et fremmed land, glemt af alle man holder af. Eduard har ikke sendt mig et ord, ingen, slet ingen, uden du. Det har ret grebet mig, ret rørt mig i sjælen! Ja, du er min trofaste ven! – […] Se det var det eneste brev jeg har fået; nu ventede jeg da med skuespillerne, som først i forgårs indtraf, de havde kun et med og de sagde det var fra Arnesen; jeg blev ganske forbavset, men så da at det var fra dig, du kære menneske. Straks i dag griber jeg pennen for at takke dig ret broderligt! Jeg har fire gange læst det igennem, det var mig så kært, så interessant, så elskeligt, det fik min bitterhed over dem hjemme jeg elsker og som glemmer mig, til at gå over i vemod. – Om 9 dage har du da dette brev, jeg er da jo, som his dig! vi sidder i sofaen, bag de røde gardiner, taler åbent sammen som i gamle dage, før der gik så mange skyer over mit hjerte. Jeg har forandret mig meget, siger alle. Skuespillerne finder mig noget mere bleg, men mere gentleman. Man pudses jo lidt op i Paris, selv i holdningen, og den var slem hjemme. Lidt mere dristighed har jeg nok også fået og en bestemtere vilje, men i hjertet er jeg vist nok endnu den samme. Du kan ellers tro – (jeg stoler på at ingen fremmede læser mit brev) – Paris er den liderligste by under solen, jeg tror ikke, der er et uskyldigt væsen der, det går til en grad du ikke kan tro, offentligt på gaden har man om dagen i de reelleste gader tilbudt mig ”en smuk pige på 16 år”, en ung dame med det uskyldigste ansigt, det nydeligste væsen, standsede mig og Schwartsen i går og bad os med så yndigt et væsen at besøge sig, at hun ville underkaste sig enhver undersøgelse først, at hun var aldeles frisk o s v; overalt er der vellystige billeder, overalt omtales vellyst, som noget, der fordres af naturen o s v, så at man næsten sløves for blufærdighed; alligevel tør jeg oprigtig sige, at jeg endnu er uskyldig, skønt næppe nogen tror det, der kender Paris. – Det er en farlig, meget farlig by for et ungt, bevægeligt gemyt. – […] – Tak for alt om din søster; hun er dog ikke vred på mig? – Hils Johan, lad ham læse dette brev, dersom han er hjemme, ellers hils ham. – Hils Ærreboe, Graae, Jakobæus, Arnesen, din frue og frøknerne fra din oprigtige ven  / Andersen.  (59)

 

     I brevet anmoder Andersen om, at hans brev ikke bør læses af ”fremmede”, hvorefter han karakteriserer Paris som ”den liderligste by under solen” og fortæller om sit møde med gadeprostituerede og ”vellystige billeder”, dvs. pornografiske billeder. Det er dog noget, som han også har omtalt i breve til f.eks. vennen Ludvig Müller, som han også betragtede som en af sine nærmeste fortrolige. At tale om eller nævne den slags, var jo især dengang et emne, som mænd kun talte om i samvær med deres allernærmeste, fortrolige mandlige venner. Kvinder i almindelighed mente man ikke interesserede sig for den slags, snarere tværtimod, opfattelsen var, at ”anstændige” kvinder fandt omtale af seksuelle emner upassende og pinlig, om ikke direkte svinsk. Seksuallivet blev af det gode borgerskab dengang betragtet som et nødvendigt, men højst beklageligt og desværre uundgåeligt tilbehør til menneskelivet.

 

     Da Andersen på udrejsen befandt sig hos familien Houriet i Le Locle i Schweiz, noterede han den 14. september 1833 i dagbogen bl.a. følgende:

 

     […]  Jeg klippede billeder til børnene og tanterne i dette øjeblik. – De gode mennesker, det gjorde mig ondt at forlade dem. Vi ses næppe mere! – Da jeg kom ud i den friske luft der var så blå at den fraperede mig, følte jeg mig ret så vel; lidt efter savnede jeg min ring jeg fik af Christian Voigt, det forstemte mig, (nu har jeg i aften, skrevet et tysk brev til Locle, den er glemt på skrivebordet). – […] (60)  

 

     For H.C. Andersen var og blev hans store Italiensrejse en stor oplevelse og en måske endnu større erfaring rigere for ham som menneske og forfatter. Dette lyser dels ud af hans dagbogsnotater under rejsen og i nok så høj grad ud af hans mange breve til vennerne hjemme i Danmark, herunder ikke mindst til Christian Voigt. Selv om Andersen mest syntes, at Italien var det idylliske og maleriske eventyrets land, var han dog ikke blind for de negative sider ved landet. Om de sidste skriver han i et brev til Christian Voigt, dateret Rom den 2. november 1833, hvori det bl.a. lyder:

 

     […] – Italien er fantasiens dejlige land, alt er maleri, men det er også en sand svinesti; vi måtte ty ned i staldene for ej at ædes op af utøj i de første [dvs. bedste] gæstgiversteder. Vi blev således stukket af giftige fluer, at vort ansigt hovnede; jeg havde over 100 stik på den ene hånd, så jeg våndede mig i smerte! Maden vi fik, svarede til dette. Tænk dig, hanekamme stegt i olie, rådne æg og sur vin; desuden havde vi den fornøjelse at se bønderne, der trådte druerne gå med nøgne skidne ben, der var røde af druer. Men bort med elendighederne. […] (61)

 

    De plager af forskellig og især fysisk art, Andersen mødte på sin langvarige rejse i Italien, blev desuden suppleret af de psykiske plager, der kom til ham hjemmefra i form af kritiske breve, avisartikler og anmeldelser af hans nyudgivne ”Samlede Digte”, samt af hans versdrama ”Agnete og Havmanden” (1833), som Andersen stillede så store forventninger til, men som pressen og vennerne – ikke mindst Edvard Collin – gav en hård medfart. Det blev en stor og smertelig skuffelse for Andersen, som havde håbet på, at ”Agnete” havde kunnet give nogle tiltrængte ekstraindtægter, således at han ville have kunnet forlænge sin rejse.  Dertil kom, at Andersen ofte dagligt så og var sammen med digteren Henrik Hertz, som også opholdt sig i Rom på det tidspunkt, og som i sine ”Gengangerbreve” (1830) havde hånet Andersen og betegnet ham som ”denne hellig Andersen, der rider berust af fantasiens øl på musens nattegamle føl, det slagelse krik med lamme sider, mens pøblen holder ham for en profet af en poet”. Men nok så meget bedrøvede det Andersen, da han 16. december 1833 fik et brev fra sin faderlige ven Jonas Collin, hvori denne meddelte, at Andersens moder var afgået ved døden. (62) 

 

     I den følgende tid udvekslede de to venner ikke mange breve, men til gengæld meget lange breve, som hver især dækkede over en længere periode. Som f.eks. Andersens brev fra Rom den 21. januar 1834 til Christian Voigt, hvorfra følgende skal citeres:

 

     Min kære, kære ven!

     Uagtet du ikke har svaret mig på mit sidste brev, som jeg afsendte dagen før jeg modtog dit, og den er ude mere kan trænge til brev end den der er hjemme, må jeg dog i dag sladre med dig, da posten intet bringer mig. Det er som om jeg var blevet nogle år ældre siden jeg sidst skrev; man siger jo også, at i Syden bliver folk tidligt gamle, desuden kommer der i de enkelte breve jeg får fra mit fædreneland så megen kold luft at det nedbryder mere på mit legemlige end Italiens evige sommer kan opbygge. Mine venner har nu engang den tro, at jeg altid skal have nogle iblandt dem, der kun overøser mig med kæleri, og at jeg således må have strenge fornuftige venner, der peger på pletterne i mit indbildte blomster-liv, men ulykken er at de næsten alle forfalder til denne stræben og således bringer alle mig kun gift og kulde samlet fra tomme sladrere og kløgtige hjerteløse. Du kære ven er virkelig en af de få der ikke synes at sætte en glæde i at bedrøve mig eller være den belærende, som jeg ved min godmodighed har ladet før enkelte tillade sig.  […] den ukærlige måde man hos venner optager Agnete på. Denne eftersnakken, denne mageløse bitterhed og fordømmelse af mit arbejde har i forening med mere ret sønderknust mig. Alt kommer på samme tid jeg var noget rystet over min moders død og man havde nær bragt til fortvivlelse, en lille feber fulgte på og nu har jeg mere vundet end tabt ved mine fjenders ubillighed. Man bruger her i Italien at lægge en tung byrde på palmetræet for at det skal vokse kraftigt, det samme hændes omtrent med mig, jeg bliver klogere derved, skønt det er en hård kur at komme til erkendelse med sig selv og verden. Hvad jeg i mit stille sind nu har besluttet ved kun Gud, der vil forunde mig kraft; jeg er nu blevet et andet om ikke bedre menneske, mildhed kunne gøre mig til det føjeligste barn, det frommeste menneske; uvillighed og kulde føder trods og selvbevidsthed. Hvor dejligt er ikke alt her i Italien, vinteren var som en forårsdag hos os, roserne har blomstret den hele tid, laurbæralleerne havde og har endnu det tætte løv, orangerne er gule og luften blå og klar. I dag har det været sommer. Lazaronerne gik nøgne, kun med korte bikser på, i gaderne; jeg lever mellem oldtidens skatte, mellem Raphaels og Domenichinos mesterværker, disse måneder kommer aldrig mer; jeg kunne have været lykkelig men man har myrdet min glæde ved bittert at udpege mig; det bitre og alt – alt kommer fra hjemmet. Gud tilgive dem! Lad ingen af vore unge venner læse eller høre dette på denne side, måske burde jeg ej engang have skrevet det, men mere end min moders død, mere end Molbeck, mer end dommen over Agnete, er det det, som har grebet mig. – Dog nok herom! […] I forgårs havde jeg et eventyr med en nonne; Hertz og jeg spadserede op til deres kirke, men den var lukket, jeg var kæk nok til at ringe på klosterdøren og nu åbnede en ung nydelige nonne døren. Hun skreg slet ikke, thi søstrene var i kirken, hun talte fransk til mig, havde et så nydeligt væsen, rødmede og var allerkæreste, jeg gad nok have været hendes søster, Skade vor samtale var kun et minut, den drejede sig om kirken: hvor hun sagde der ingen malerier var. Siden jeg taler om skønhed, må jeg dog melde, at romerinderne ikke gør stort indtryk på mig. Bønderpigerne fra bjergene derimod er ganske dejlige og så klæder de sig så malerisk, går som de fineste damer på deres ben. Det er øjne! det er figur! Dog må du nu ikke tro ilde om mine udbrud; følgende historie vil overtyde dig om mit gamle jeg. man maler mig i denne tid: da jeg forleden sad for maleren kom en moder med sin 17-årige datter og spurgte om han ville bruge hende til model; ja sagde han, lad mig se hendes bryst! – Jeg forstod ikke hvad de talte, da jeg ikke uden man taler meget langsomt kan udtyde det italienske tungemål; med eet klædte moderen datteren af, særken faldt – og jeg fik en rystelse af undseelse – blev dødbleg, så Kykler mærkede det og historien om min undseelse straks fortaltes de andre. Ja man mente, at jeg burde males med glorie for min unbefangenheit. – Næste gang bliver jeg vel ikke så forskrækket for det syn! […] (63)

 

     Det ovenfor citerede brev glimrer ved at være et af de første til vennen, hvori dennes søster, Riborg Voigt, slet ikke hverken nævnes eller omtales. Det betød dog ikke, at Andersen havde glemt eller fortrængt mindet om sin ungdoms ”store kærlighed”, tværtimod var dette minde i høj grad nærværende i hans bevidsthed og kom til litterært udtryk allerede i den roman, ”Improvisatoren”, der blev et af resultaterne af Italiensrejsen, og som han faktisk så småt begyndte at arbejde på allerede under selve rejsen.

 

    Den 2. februar 1834, hvor Andersen opholder sig i Rom, noterer han bl.a. følgende i dagbogen:

 

     […] Gik i skumringen i Cafe Greco opvarmede mig med et glas punch og drev om i gaderne, men mit hjerte udvidede sig, som det ville kvæle mig, der var feber i mit blod, jeg kunne knap trække vejret, søgte derfor hen til Bøtcher og bad ham spille guitar og synge for mig, vandet kom mig op i øjnene men kunne ikke komme frem, han ville have mig med i Skorsese, men jeg havde ikke appetit eller lyst, drev derfor hjem 7½, rystede som en febersyg, B: mente det dog var hjemve, o nej, nej! jeg gyser kun for hjemmet, der venter mig intet godt, derfra kommer ingen glæde, der har man spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han - de alle! – Fru Læssøe, Jette, Christian undtagen og måske faderen, men det er også snart forbi. Gud forbarm dig. (64)     

 

    De efterfølgende breve fra Andersen til Christian Voigt er temmelig lange, ikke mindst fordi han i disse i detaljer beskriver sine oplevelser, iagttagelser og tanker under opholdet og de interne rejser i Italien, i hovedsagen koncentreret om Rom og Neapel. Når man til disse lange breve lægger de i reglen lige så lange breve til andre af sine brevvenner hjemme i Danmark, kan man undre sig over, at han overhovedet kunne få tid til andet end at skrive breve. Men dertil skal dog siges, at noget af indholdet i brevene stort set var det samme og derfor mere eller mindre en ’afskrift’ af hinanden.

 

     Den 13. februar 1834, hvor Andersen endnu opholder sig i Rom, noterer han bl.a. følgende i sin dagbog:

 

     Torsdag den 13. Nu sidder jeg i Terracina, nyet skinner på den blanke sø, der tordner. Det er Chr. Voigts geburtsdag den kære, kære ven! […] Dejligt stjerneklart. Hertz drak med mig Voigts skål. – (65) 

 

     Imidlertid fik Andersen et brev fra Christian Voigt i København, som denne havde påbegyndt allerede den 12. februar 1834 og fortsat den 1. og afsluttet den 4. marts. Men brevet var åbenbart længe undervejs, for det er først den 27. marts 1834, at Andersen nævner brevet i sin dagbog:

 

     […] – jeg har i dag fået brev fra min kære Voigt. Han taler om Molbechs kritik. Det burde være kritikkens sag: med kærlighed til kunsten at glæde sig ved det gode og med en art smerte berøre det forfejlede, det slette burde ganske forbigås, men hjemme sætter slig en kold karl der ikke har gnist af lyrisk følelse, sig for arbejdet, vil have alt under sin paryk, glæder sig kun når han finder noget han synes der er slet. – Lad mig følge min natur; hvorfor skal jeg gå i trav, som er mode, slentrede jeg i min egen gang så er den dog naturlig. – Fordi han ikke finder sine nødder på mit træ men æbler, er derfor træet ikke at foragte. – […]  (66)

 

     I brevet af 12. februar 1834, er vennen den forstående, men samtidig også den mildt bebrejdende, hvilket blandt andet fremgår af brevets indledning:

 

     Kære, bedste Andersen!

     Allerede for en tid siden havde jeg begyndt på et brev til min kære rejsende ven; jeg begyndte nemlig straks efter nytår, hvor hårdt det end var mig dengang at skrive; det var nemlig opfyldt med et temmelig vidtløftigt udtog af Molbechs recension i Månedsskrig, og jeg havde der på din vis søgt at drage honning også af giftige blomster; om det nogenlunde var lykkedes mig, det ved jeg ikke, det er også ligegyldigt, da det nu er brændt, efterat jeg har fået dit sidste brev, der både glædede og bedrøvede mig; skulle jeg slutte af det til dit humør og befindende overhovedet, da har jeg uddraget et meget sørgeligt resultat; men jeg har på den anden side betænkt, at du ofte har (om jeg så må sige) mørke øjeblikke, hvori dit humør er meget slet; nu håber jeg, at du netop har skrevet i et sådant. Ej sandt, kære ven! Du er ikke altid så fortvivlet, så opbragt på dit fædreland, fordi en enkelt gal recensent er uretfærdig imod dig? Du er ikke altid vred på dine venner, fordi nogle af dem ikke har forstået din Agnete og dig? […] (67) 

 

     Men værre for Andersen kunne det have været, at også Christian Voigt gav uforbeholdent udtryk for, at han umiddelbart heller ikke syntes om vennens versdrama ”Agnete og Havmanden”, men Andersen optog det ikke fornærmende – sig selv ulig – vennens mening om hans smertensbarn ”Agnete”. Men om dette ret specielle værk har Christian Voigt endvidere følgende at sige i det ovenfor citerede brev af 12. februar 1834 til Andersen:

 

     […] hvad nu din kære Agnete angår, da må jeg rigtignok tilstå, at så vidt min erfaring når, så har kun ingen synderlig lykke gjort. Nogle siger, det er emnets skyld; dette er så fuldkomment behandlet og afrundet i kæmpevisen, at det umuligt kan være dramatiskt, at de enkelte figurer træder frem som marionetter uden nødvendighed og uden at virke på det hele. Poulsen (fra Odense) siger, at digtets idé egentlig ligger udenfor digtet selv, og derfor vanskeligt vil findes af almindelige læsere, men at forfatteren med langt mere fasthed og udholdenhed end han havde ventet, har vedligeholdt den, og derved er den bleven mindre lyrisk smuk. Således er vi kommet til det jeg har imod den; jeg indser det, det er ingen fejl, vel snarere et fortrin ved den, at det lyriske er trådt tilbage for digtets enhed, for at ideen bedre kunne afrunde sig til noget helt; man ser, at det er intet barn, der har skrevet den; dersom jeg ikke fejler, så er det det første digt, hvori (efter Heiberg) det umiddelbare ikke spiller hovedrollen, hvor du har stillet dig udenfor og betragtet forholdene. Men du ved, hvor meget jeg har elsket det barnlige, dit eget elskværdige jeg i dine digte, derfor må det ikke undre dig, at jeg først må vænne mig til denne, jeg tror totale forandring i dit væsen. […] (68) 

 

     Imidlertid modererede Christian Voigt dog kort efter opfattelse af ”Agnete og Havmanden”, hvilket fremgår af brevets forlængelse den 11. marts 1834:

 

     […] Agnete læste jeg i aftes, og hver gang jeg læser den, bliver den smukkere, jeg begynder alt at holde lige så meget af den som af dine forrige digte; […] Din stedse trofaste Ch. Voigt. (69)     

 

    Den 18. marts 1834 opholdt Andersen sig i Neapel, og her påbegyndte han et længere svarbrev til vennen hjemme i København. Men brevet blev i første omgang ikke afsendt, for han skrev videre på det i Florents den 9. april, hvorefter han formentlig afsendte det. I brevet, som fortsætter med hans detaljerede beretninger om hans ophold og rejser i Italien, kommer han ind også ind på Molbechs anmeldelse af hans kære ”Agnete og Havmanden”. Det sker i og med følgende linier:

 

     […] Tro ikke at det er af bitterhed jeg roser Italien på Danmarks bekostning. Kartofler er vel en herlig, velgørende frugt, men oranger er dog langt smukkere! Hvad Molbechs kritik angår, da var jeg en nar at jeg lagde den på hjertet, når jeg komme hjem vil jeg bruge den til min bagdel. Hvor kan det kolde, prosaiske menneske, hvori der ikke er gnist af lyrisk følelse, bedømme en lyrisk digter, fordi jeg ikke passer til hans trekantede kiste, er jeg derfor ikke forkastelig. Det er en mageløs egoisme at sige: det er galt og slet, som ikke behager mig. O hvor skulle han vaskes!!! Men Møllebækken komme nok på det tørre. bene! Hvad min virken som digter ellers angår, da har jeg i Italien ikke skrevet et eneste stykke. – Al min lyst dertil er borte, man har overskåret svingfjederen og jeg har ikke i sinde oftere at flyve mod solen. Du ved ikke, hvad jeg har lidt og når jeg tænker på hjemmet, på al den sorg og lidelse som venter mig der, da kunne jeg tit glemme, at man bør gå livet igennem, selv om man ikke er til mindste nytte! – Jeg tænker tit på, gid jeg dog var smuk eller rig og havde så et lille embede, så giftede jeg mig, arbejdede, spiste og lagde mig tilsidst på kirkegården, det kunne være et behageligt, et lykkeligt liv, men da jeg er styg og bliver altid fattig, så vil ingen have mig, thi det ser pigerne alene på, ved du nok, og det er jo særdeles rigtigt; jeg vil da som en sølle tidsel stå ene hele mit liv og blive spyttet til, fordi det faldt i min lod at få tornene. – Men bort med alle disse fornuftige griller! Jeg er glad, jeg er så lykkelig, som jeg kan blive det, men digteren er død, ham har man myrdet, måske får jeg i den anden verden det komiske indfald at stævne mine mordere, - - dog det er jo overspændt sludder,, som alle hjertets gode følelser når de mangler snøreliv! – Til min rejse vil vi nu vende os, det er morsommere. […] Hils dine gode forældre og søskende fra mig, og når du skriver Johan til, da fortæl ham lidt om mig og sig, at jeg venter til efteråret at møde hm i Hamborg. Gud bevares Hamborg! så er man jo allerede hjemme. Jeg synes selv at Wien og München er som man havde det ene ben på dørtrinet. Europa er dog kun en stump at berejse! Hvem der dog kunne komme til Amerika, det var noget! Lev nu vel! her har du håber jeg en halv times læsning og det med gammelt og nyt. Lev vel. / Din broderligt sindede / Andersen!.(70) 

 

    Ja, selvmedlidenhed og selvynk, sådanne følelser kendte Andersen ganske godt til, men han vidste samtidig, at tankerne om at leve et almindeligt borgerligt liv med ægteskab, fast embede og hvad dermed følger, i virkeligheden lå ham meget fjernt, og inderst inde vidste han også godt hvorfor, nemlig at hans psyke med sit fremtrædende feminine aspekt ikke appellerede til det såkaldt svage køn, i hvert fald ikke seksuelt. Det er også noget vrøvl, når Andersen skriver, at han altid ville forblive fattig. Virkeligheden blev, at han efter datidens målestok var endog ret velhavende på sine gamle dage. 

 

     I den følgende tid var Christian Voigt åbenbart ikke nogen flittig brevskriver, i hvert fald ikke efter Andersens mening, som han, halvt fornærmet og halvt ironisk, udtrykker i et ligeledes længere brev af den 26. juni 1834, hvor han opholdt sig i Wien: 

 

     Min kære, fortræffelige ven!

     Hvad i al verden går der dog af dig, at du ikke skriver mig til! Nu har jeg grund til at skænde! Du er dog ikke trådt i din faders sted mellem de kloge mænd, at det er dette, som beskæftiger dig! Eller tror du, at når man er over alperne, så er man ikke længer i udlandet, men så godt som hjemme; ja, der er noget deri, Sydtyskland er ikke meget forskelligt fra Danmark, samme natur, samme mennesker; men, da vi to ikke kunne se hinanden endnu, så kunne herren gerne skrive, og det hører jo selv til den almindelige høflighed, at man svarer på breve, man får. Fra Florents sendte jeg dig et langt brev og bad om svar i München, men se om der kom! En hel måned ventede jeg, skrive ville jeg ikke igen, da jeg havde den idé, at du måske af overdreven forsigtighed havde sendt dit brev til Wien, men her er heller ikke. Postdag kommer og postdag går, men uden at jeg hører fra dig. Nu burde du i grunden intet brev have, men jeg vil lade nåde gå for ret og dog skrive, skønt jeg nu intet svar kan få derpå, når jeg betænker, hvor langsommeligt din pen løber; dog har du skrevet eller skriver ju8st nu på et brev, da fuldend det og lad mig dog få det, men det må sendes fra København senest den 13. juli og da til Berlin, poste restante, i august måned har du mig selv. – At du har fået mit brev fra Florents, tvivler jeg ikke på, men derimod betvivler jeg, at dit svar har forfejlet mig. Du har nok været på en rejse til Fyn og slig en lille bitte, bitte rejse kan forhindre i at skrive; hvad skal jeg da sige, som flyver næsten Europa igennem på langs? – Men nu er jeg god igen; nu skal du høre min leven og væren, siden jeg skrev det florentinske brev. – […] (71)   

 

     Herefter fortsætter Andersen med i brevet at fortælle om sine videre rejser og ophold, sine iagttagelser, oplevelser og tanker, i det Italien, som under de foreliggende omstændigheder for ham kom til at betyde frihedens hjemsted, ”mia bella Italia”, fri for den efter hans opfattelse smålige danske kulturelle elite, som da domineredes af den heibergske kreds. Det lange brev slutter med følgende delvis vemodige linier:

 

     […] Havde jeg penge, da blev jeg altid ude, kom aldrig hjem; kun i Syden kan jeg trives, og at vende der tilbage vil min hele stræben gå ud på, det er mit fremtids mål. Spørger nogle videbegærlige dig, hvorfor jeg alt kommer hjem (det er kun 1½ år), da sig, at jeg selv har lagt lige så meget til, som mit stipendium var, og nu har jeg ingen flere penge, det er slet ikke af længsel jeg kommer, nej det ved den gode Gud. Dog da jeg må hjem, er der også enkelte jeg ret inderlig glæder mig til at se, og der er du mellem de første, min ejegode, kære broder! Hils din frue og hendes frøken døtre, når jeg kommer skal jeg have den ære at aflægge en visit. Hils særdeles den vittige Arnesen, gid han måtte få lejlighed til at se sig om, lidt herude! Jacobæus, Graae, din lille doktor-ven og alle gamle bekendte og venner hilses her skriftligt, snart mundtligt. Ak du hellige Cathrina, bed for mig! Hvorledes skal det dog gå, når man atter traver i det kolde snevand på Østergade og spiser den lange tåge! i fjor ved samme tid gik jeg sommerklædt under laurbærtræer og spiste oranger og tunge druer. O dio mio! Nu er det forbi. – Lev ret glad og vel! skriv, er der tid, men tænk altid kærligt på din broderligt hengivne / H:C. Andersen.

     (Hils dine forældre og Johan.) Idag fik jeg et særdeles kærligt brev fra Ingemann, han sætter Agnete øverst af hvad jeg har skrevet og lykønsker mig til et sandt poetisk værk. (72)  

 

     Dette brev af 26. juni 1834, afsendt fra København, er det næstsidste brev, der er bevaret fra Andersens brevveksling med Christian Voigt. Det senest trykte brev fra Andersen til vennen er fra 12. marts 1837 og lyder i al sin korthed således:

 

     Kære ven!

    Siden fredags otte dage har jeg været meget syg, feber og halsen inflammeret; Emil har daglig gået til mig og jeg har levet af vandgrød og mikstur. Du vidste det ikke, ellers havde jeg set dig! selv den gamle Collin var for første gang oppe hos mig. I lørdagsmiddag fik jeg første gang, (den 8. dag) lov til at gå en times tid ud, i går var jeg netop ligesålænge ude og mere bliver det ej heller til i dag, jeg er ikke ret ved kræfter, for resten meget raks. I morgen, den berømte 12. marts, kan jeg ikke komme at gratulere, du kan altså roligt blive din sædvanlige tid i sengen, skriftligt skal du høre fra mig. / Lev nu vel / din trofaste broderlige ven / H.C. Andersen. (73) 

 

     For resten nævnte eller omtale Andersen jævnligt vennen Christian Voigt og dennes familie i sin brevveksling med andre af sine venner og bekendte. Eksempelvis i et veloplagt og muntert brev af 27. april 1837 til Jette Hanck i Odense:

 

     […] Ve De hvad mine galanteste venner siger: Andersen er bleven så mageløst lapset, den største modejunker! han går i en frakke til 60 rdlr. med fløjlsfoer, en hat, som en paraply og en figur – ja han bliver dag for dag smukkere! Jette Wulff siger: De var før så dejlig original, nu er De ligesom kammerjunker og løjtnant uh! en fin fornem herre! – Fru Drewsen siger: vor ven bliver køn på sin gamle alder, men han er det samme forbandede vrøvl, som før. Er det en celebre poete! Jo, De skulle kende ham, som vi kender ham. Christian Voigt siger: Én gang om måneden kommer du nu til mig, engang var du bedre mod mig, da jeg vidste, hvad nu de andre ved, du er en stor digter. Fru Colbiørnsen siger: De klæder Dem godt, har et fint væsen, bliver jo omtalt i aviserne, selv i en fransk! hvo ved, måske – man kan aldrig vide! ak det ville dog glæde mig kunne De engang komme til hoffet. Ørsted siger: Nu kan De ikke klage, nu erkendes De af alle og har et grundfæstet navn. Fru Læssøe smiler moderligt og siger: tag sundheden i agt og tilhvisker mig en åndens lykke, som – men nu har jeg nok givet Dem cirkler og firkanter nok af venners dom, sæt Dem nu sammen og se om den ligner Deres skitse. Hvert år jeg har besøgt Dem har jeg været et andet menneske sagde De engang; hvorledes mon jeg vel bliver i år? O, der er livslyst i mit hjerte! […] (74) 

 

     Jette Hanck svarede på ovenstående brev i et langt brev af den 6. maj s.å., hvori hun blandt andet kommenterer de ovennævnte personers forskellige karakteristik af digter Andersen, og hvorfra følgende skal citeres:

 

     […]  Når jeg var Andersen ville jeg flere gange om måneden til Christian Voigt, ikke alene for at ære hans forudsigelsesgave, den har himlen givet ham; men for at takke hans kærlighed for mig, det er underligt jeg interesserer mig virkelig for Chr. Voigt skønt jeg aldrig har set ham. […]  jeg har for længst i ånden illumineret for digteren, det er gået mig som Christian Voigt, jeg har altid vidst hvad de andre nu har lært!! […] (75) 

 

     Som det vil være fremgået af den ovenfor meddelte brevveksling mellem H.C. Andersen og Christian Voigt, så kølnedes forholdet mellem dem noget med tiden, men de bevarede dog forbindelsen med hinanden og skrev også lejlighedsvis breve til hinanden, hvilket fremgår af Andersen dagbøger for de følgende år. Den personlige forbindelse blev også opretholdt, idet Andersen så vel som Christian Voigt begge boede i København, Andersen i Nyhavn 67 og Voigt i Stormgade. Voigt havde i 1862 giftet sig med den meget yngre Charlotte Emilie Voigt, f. Hansen, og parret havde i 1864 fået en søn. Herom noterer Andersen i dagbogen for den 16. april 1864 følgende:

 

     [...] I går var Christian Voigt hos mig, bad mig med en utrolig beskedenhed og forlegenhed, som troede han at jeg ikke ville, at stå fadder til hans første søn. Riborgs broder har ikke glemt sit gamle sind for mig. (76)    

 

     Det er bemærkelsesværdigt, at Christian Voigt var ungkarl i 53 år, idet han først giftede sig i 1862 og da med den kun 24-årige Charlotte Emilie Voigt, f. Hansen (1838-?). Parrets angivelig førstefødte søns dåb fandt sted torsdag den 5. maj 1864, og herom noterer Andersen i dagbogen for denne dato følgende:

 

     Torsdag den 5. Meget koldt, men solskin. Jeg er meget nervøs og mat i benene. Henimod 12 kom en karret efter mig, for at køre mig til Frue Kirke hvor Christian Voigts lille dreng skulle døbes. Ole Suhr og jeg var faddere, også lægen Diørup, men han indfandt sig ikke; der var to børn som først blev døbt. Den lille fik navnet Peter Lauritz Voigt, derpå kørte vi hjem til Christian Voigt i Stormgaden, moderen bar barnet, en frøken Toxwærdt holdt huen. Vi fik en elegant frokost. Jeg var nervøs og som i forsviret tilstand den meste del af dagen. […] (77) 

 

     Christian Voigt og formentlig også hans kone og barn flyttede senere til Faaborg, hvor han fik beskæftigelse i sin på det tidspunkt afdøde faders virksomhed i byen. Det fremgår af Andersens dagbogsnotat for torsdag den 23. september 1869, hvor Andersen efter overnatning i Korsør var taget med færgen til Nyborg, for derfra at rejse videre til herregården Glorup på Sydøstfyn. Herom noterer Andersen bl.a. følgende:

 

     Det blæser stærkt og er tegnvejr. Gav hotelværten Hr. Petersen en afskrift af mit digt: Korsør, som glædede ham. Efter kl. 9 gik jeg ombord på Eideren, der var mange rejsende, mellem disse en købmand fra Faaborg som bor i agent Voigts gård og på hvis kontor Christian Voigt er; […] (78)    

 

     Dette er det sidste, vi hører til Christian Voigt og familie i Andersen dagbøger, og man må formode, at forbindelsen mellem de to venner må have været sporadisk, efter at Christian Voigt var flyttet tilbage til Faaborg.

 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

(Artikelserien vedr. Andersens dobbelt-forelskelser fortsættes)

 

Noter og kilder:

 

Noter til: Andersens tredje dobbelt-forelskelse

 

 1  Det er dog ikke alle, der er hoppet med på disse myter. Se f.eks. Johan de Mylius: Forvandlingens pris - H.C. Andersen og hans eventyr. Høst & Søn. København 2005. Se side 232-34.

 2  Vedr. Karen Marie Andersen og hendes kærlighedshistorie med løjtnant Mattheus Friedrich Martens (1795-1879), se f.eks. artiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…” 3  BEC I, Brev nr. 24, s. 60. – ‘agent Voigt’:  Laurits Peter Voigt (1779-1859), storkøbmand i Faaborg med egne skibe, agent. – ’agent Voigts ene datter’: Riborg Voigt (1806-83), gift 1831 med skovrider på Brahesminde Poul Jacob Bøving (1799-1885).

 4  Vedr. forelskelsens A-begær og B-begær, se Martinus: Livets Bog V, stk. 1816-1823.  – Se evt. også Martinus: Logik, 32—38. kap.

 5  BEC I, Brev nr.26, s. 65-66.

 6  Levb., s. 205-206. – ’roman: Grevens Fejde’: Andersens plan om en historisk roman fra Grevens Fejdes tid, den danske borgerkrig, der fandt sted 1534-36. Fragmenter af den ufuldførte roman er trykt i Anderseniana 1935 under titlen Tre Ufuldførte Historiske Digtninge Ved Tage Høeg. – ‘Iversens’: Her sigtes til enken efter Andersens faderlige ven og rådgiver bogtrykker og avisudgiver Chr. Iversen (1748-1827), Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen (1767-1837). Blandt de muntre unge piger var fru Iversens datterdøtre, frøknerne Hanck, hvoraf Henriette (Jette) Hanck (1807-46) senere blev en omtrent lige så flittig kvindelig korrespondent, som tilfældet var med den anden Jette, Henriette Wulff.

 7   Levb., s. 207-208. – ’de fortræffelige døtre’: Agent Voigt og hustru have fem børn, to sønner og tre døtre. – ’straks samme aften’: Andersen ankom til Faaborg den 6. august om aftenen..

 8  Levb., s. 209-211. – ’den anselige gård’: Voigts gård lå – og ligger stadig – på Vestergade i Faaborg. – ’den ældste datter’: Riborg var 24 år på det tidspunkt, Andersen et år ældre. – ’så mange fremmede damer’: Agent Simon Hempel Plougs døtre. – ’døtrene’: Riborg og hendes søstre Frederikke (1807-?) og Laura (1817-1904). – ’apotekerens søn’: Poul Jacob Bøving (1799-1885), søn af apoteker Johannes Georg Wilhelm Bøving (1763-1828) og hustru Mette Marie Jacobsen (1767-1852).

 9   Levb., s. 212-213. -  ”Avis aux Lectrices”. Trykt i “Kjøbenhavns flyvende Post” marts 1830. - ”Gråtvejr”: Trykt i ”Kjøbenhavns-Posten”, august 1830. Begge digte kom med i digtsamlingen ”Digte 1830” og i Saml. Skr. XII, hhv. s. 16 og s. 308. Digtet ”Graat Vejr” er desuden trykt i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen, s. 55. Forlaget Spektrum. København 1966.

10   Levb., s. 214-215. – Digtene ”Hjerte-Tyven” og ”Sprøjten”: er begge trykt første gang i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, som udkom 10. januar 1831. Digtet ”Hjerte-Tyven” var dog digtet før Faaborg-besøget. Men Andersen har derfor læst digtene for familien Voigt og andre efter et medbragt manuskript.  - ’-s familie’: Den Voigt’ske familie: Se under note 8. – ’de unge piger’: – Se artiklen H.C. Andersen og hans Odense-Venner i Familierne Iversen og Hanck. Anderseniana 1939.

11  MLE I, s. 108. – ”To brune øjne jeg nylig så”: Digtet blev første gang trykt som nr. 3 af ”Hjertets Melodier” i ”Phantasier og Skizzer”, 1831. – ”Hjertets Melodier” findes desuden trykt i Saml. Skr. XII, s. 66ff., og i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen, s. 16ff. Forlaget Spektrum. København 1966.

12  Levb., s, 215-218. – ’en ung pige af deres nærmeste bekendtskab’: Der var formentlig tale om agent Plougs to døtre, den ældre Kirstine Ploug (1802-79) og den yngre Elisabeth Ploug (1810-71). - ‘Patienten med sin gamle søster kom, Riborg var med’: De tre damer indlogerede sig på Hotel Royal i Ved Stranden lige overfor Christiansborg. – ’Ravnen’: operaen ”Ravnen”, som Andersen havde skrevet teksten til. Musiken var komponeret af Andersens gode ven I.P.E. Hartmann. Operaen havde premiere på Det kgl. Teater 29. okt. 1832. – ”Ørkenens Søn”: Digt nr. 6 af ”Hjertets Melodier”, trykt i ”Phantasier og Skizzer”, 1831. Digtet indgår i Andersens skuespil ”Spanierne i Odense” (1836), hvis handling kredser om hovedpersonerne Francesco (Andersen), Riborg Voigt (Augusta) og Ludvig hagen (Poul Bøbing). I stykket synger Francesco ”Ørkenens Søn”, med melodi af komponisten Ivar Bredal (1800-64), som i øvrigt også var bratschist i Det kgl. Kapel. – ’det lille digt ”Fyen”: indgår i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831. – ’ladet Edgar synge i Bruden fra Lammermoor’: Syngespil af H.C.. Andersen med musik af Bredal, Opført første gang 5. maj 1832 på Det kgl. Teater. – Edgar er stykkets mandlige hovedperson. 

13  Levb., s. 218. – ’nogle unge studenter fra hendes by’: Der er måske snarere tale om en enkelt student, idet der i teksten pludselig står: ’jeg tror næsten’. Denne student kunne være Riborgs og Christians yngre broder, Johan Peter Voigt (1810-65), som jo angiveligt også var til stede hos broderen i København. Det er dog også muligt, at nogle af sidstnævntes fynske studenterkammerater har været med ved den omtalte lejlighed.

14   Levb., s. 218.

15  Levb., s. 219-220. – ’den yngre broder med nogle lystige venner’: se herom i note 13. – ’den frygteligste skælven’ og ’en stor angst’: tydeligvis en reaktion på grund af Andersens sarte psykiske konstitution og efterårsaftenens kølighed. Lignende reaktioner havde han dog også haft som yngre og som barn, men hvor årsagerne var andre. Sine besvimelsesanfald skildrer han i den stærkt selvbiografiske roman ”Kun en Spillemand, 1837, hvori drengen Christian gentagne gange oplever sådanne anfald. Det sker f.eks. i 6. kapitel, hvor han er kravlet op i klokketårnet og lyden fra den store gyngende klokke nærmest bedøver ham og fremkalder krampetrækninger og besvimelse. R&R III, s. 37-38.

16  Ved. Repetitionsperioden og –processen, se artiklerne Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis, og Repetition, skæbne og beskyttelse – om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)

17  Levb., s. 221-223.

18  B&B. BtA, s. 213-214. – Kirsten Dreyer: “H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds. Breve.” Bind 1-2. Museum Tusculanums Forlag. København 2005. Det citerede brev nr. 15 findes i bind 1, s.68. – Signe Læssøe vendte i øvrigt tilbage til Andersens kærlighedshistorie med Riborg Voigt i flere følgende breve. Signe Læssøe havde flere sønner, hvoraf numismatikeren Ludvig Læssøe (1808-78), der endte som inspektør ved Rosenborgsamlingen og kammerråd. 

19  Anderseniana 1941, s.9-11. – ’frapperede’: forbavsede eller forbløffede. – ’Amor og digteren’: Trykt i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831. Desuden optaget i Saml. Skr. XII, s. 230, og endvidere trykt i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen, s. 32-33. Forlaget Spektrum. København 1966.

20  BEC I, s. 79-80.

21  Levb., s. 223-225.

22  Anderseniana 1948, s. 91-92. -

23  Dagbøger I, s. 61. – ’R’ er naturligvis Riborg Voigt og ’Fru L’ er formentlig fru Læssøe. Riborg Voigt må altså have erfaret, måske gennem broderen, at Andersen herefter betragtede hende som ’død’ for hans vedkommende. 

24  Levb., s. 225.

25  Saml. Skr. XII, s. 68.

26  Almanakker, s. 47. – ’Holstenshus’: Hovedgård i Salling Herred, Diernæs sogn, 5 km øst for Faaborg. Gården ejedes af baron Hans Holsten, men blev bestyret af sønnen, baron Adam Christoffer Holsten-Charisius (1793-1879). – ’Kellermann’: Christian Kellermann (1815-66), violoncelvirtuous.

27  BEC I, s. 284-285. – ‘baronen inviterede os’:  baron Adam Christoffer Holsten-Charisius (1793-1879). – ’Baronessen besvimede’: Baronesse Magdalene f. Friccius von Schilden (1799-1846). - ’den familie, som interesserer mig mest’: Familien Voigt. – ’den ene af sønnerne’: Christian Voigt. – ’ægtemanden’: Riborgs mand, skovrider Poul Jacob Bøving (1799-1885). - 

28  Samme sted, s. 47. – Jette Collin’: Henriette (Jette) Collin, f. Thyberg ( 1813-94),  gift 1836 med Edvard Collin. – ’Reitzel’: Andersens danske forlægger C. A. Reitzel (1789-1853). – ’Ch Voigt’: Christian Voigt. – ’Thorald Læssøe’: (1816-78), landskabsmaler.

29  Samme sted, s. 48. – ’stor ulyst, blev og skrev brev’: Andersen besluttede sig for ikke at tage til Faaborg ved denne lejlighed.

30  Almanakker, s. 106. – ’(det er 13 år)’: Andersen mener dermed, at det var 13 år siden, at hans dramatiske kærlighedshistorie med Riborg Voigt udspillede sig.

31  Samme sted, s. 106.– ’excellence Moltke’: Gebhard Moltke-Hvitfeldt (1764-1851), greve, besidder af stamhuset Moltkenborg (Glorup m.v.), geheimekonferensråd. - ’Gad’: Elieser Gad (1823-52), cand. Jur., søn af biskop over Fyns Stift. P.C. Stenersen Gad (1797-1851).

32  Samme sted, s. 106.– ’læst Ahasverus’: Versdramaet ”Ahasverus”, 1847. Saml. Skr. XI, s. 551-656. Det kan dog kun være det påbegyndte manuskript, han har læst ved den lejlighed, for værket blev først gjort endelig færdigt i sommeren 1847. Se MLE I, 240ff. og 456.

33  Levb., s. 226-227. – Kirsten Dreyer: H.C.Andersens brevveksling med Lucie & B.S. Ingemann. Bind 1. Brev nr. 14, s. 49-51.

34  Levb., s. 228-229. - Kirsten Dreyer. Samme sted, s. 50-51. – ’post nubila Phoebus’: Efter skyet vejr Solguden, dvs. efter regn kommer solskin.

35  MLE I, s. 108.

36  Vedr. følelseslivets klimaer, se afsnittet Følelseslivets klimaer

37  Levb., s. 219-220. – ’den yngre broder med nogle lystige venner’: se herom i note 13. – ’Nygaard’: var familien Collins sommeropholdssted i 1832 og de følgende somre. Det lå ved Jagtvejen nord for København, og gaden Nygårdsvej har fået navn efter stedet. – ’da jeg kom hjem i mit værelse’: Andersen boede på det tidspunkt i Store Kongensgade nr. 33 (senere nr. 9, men huset blev nedrevet i 1904), hvor han logerede på 3. sal hos enkefru Charlotte Schrøder, f. Westerberg (1786-1868). Her boede han fra oktober flyttedag 1828 til 22. april 1833, hvor han tog afsted på sin første store udenlandsrejse, betegnet som Italiensrejsen. Det var for resten også fra denne bopæl, at han 2. nytårsdag 1829 udgav sin herlige og humørsprudlende roman ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 til 1829”. Men bogen blev hovedsagelig skrevet, medens Andersen endnu boede på kvisten hos enkefru Kirstine Schwartz, f. Hybert (1767-1842) i Vingårdsstræde nr. 131 (nu nr. 6). Ejendommen er identisk med den tidligere Kong Hans’ Vingård og ejes siden omkr. 1930 af Magasin du Nord, som har ’fredet’ Andersens tidligere værelse, og som siden 2005 er blevet gjort tilgængeligt for offentligheden. – ’den frygteligste skælven’ og ’en stor angst’: tydeligvis en reaktion på grund af Andersens sarte psykiske konstitution og efterårsaftenens kølighed. Lignende reaktioner havde han dog også haft som yngre og som barn, men hvor årsagerne var andre. Sine besvimelsesanfald skildrer han i den stærkt selvbiografiske roman ”Kun en Spillemand, 1837, hvori drengen Christian gentagne gange oplever sådanne anfald. Det sker f.eks. i 6. kapitel, hvor han er kravlet op i klokketårnet og lyden fra den store gyngende klokke nærmest bedøver ham og fremkalder krampetrækninger og besvimelse. R&R III, s. 37-38.

38  Saml. Skr. XII, s. 68-69.

39  Saml. Skr. XII, s. 69-71. – Digtet ”Sjælen” fra 1825, se Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie, 8. kapitel. Forlaget Kosmologisk Information 1997. - Digtet Pauli Cor. 15, 42-44. (Når jordelarven brister), 1831. Saml. Skr. XII, s. 245-247. Se desuden ovennævnte værk, 8. kapitel.

40  Kirsten  Dreyer, det i note 33 anførte værk, bind I, Brev nr. 15, s. 51-52.

41  Kirsten Dreyer, det i note 33 anførte værk, bind I, brev nr. 17, s. 54-56.    

42  B&B, Breve fra Andersen I, s. 69-71.

43  B&B, Breve fra Andersen  I, s. 69-71.   

44  Samme sted, s. 69-71.

45 Se f.eks. H.C. Andersen: Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. Anderseniana 1940. – Dagbogsfragment fra en sommerrejse til Jylland og Fyn 31.5-29.8. 1830, som er trykt i Dagbøger I, er senere påvist af fhv. museumsinspektør Niels Oxenvad at stamme fra Andersens sommerrejse 1836. Se evt. herom i Anderseniana 1989, s. 19-28.

46  Kirsten Dreyer I, brev nr. 18, s. 56-57.  – ’Dahl’: J.C. Dahl (1788-1857), norsk landskabsmaler, uddannet på Kunstakademiet i København.

47  Anderseniana 1948, kan man læse agent Voigts svarbrev af 26. april 1831 til Andersen. 

48  Dagbøger I, s. 59. – ’Christian’: Christian Voigt. – ‘Læssøe’: Ludvig Læssøe (1808-78), søn af Signe Læssøe. Han blev som numismatiker 1858 assistent ved Rosenborg, og 1866 inspektør ved Rosenborgsamlingen. – ’Lehmann’: Orla Lehmann (1810-70), cand. jur., højesteretsadvokat, 1848 minister uden portefølje, 1861-63 indenrigsminister. – ’Hartmann’: J.P.E. Hartmann (1805-1900), komponist og en af Andersens nærmeste venner gennem mange år. 

49  Dagbøger I, s. 77.

50  Samme sted, s. 99.

51  Samme sted, s. 99-100. – ’Kolera’: Koleraen var via Rusland 1826-27 kommet til Europa og herunder til Tyskland. 1,5 mill. mennesker menes på den tid at være døde af sygdommen, som der ikke fandtes effektiv behandling imod. – ’en kordon’: en kæde eller spærring af soldater eller politi. – ’jeg er slet ikke bange’: underforstået: for at blive smittet med kolera. Dette var næppe helt rigtigt, for Andersen var i hvert senere i livet hunderæd for koleraen, som 1853 kom til Danmark.  

52  Samme sted, s. 101—’Wilhelmine’: Dampskib med rutefart mellem Lübeck og København.

53  Samme sted, s. 102-105. – ’Kaalund’: stud. theol., fra 1832 cand. theol. Caspar Ernst Kaalund (1806-53), senere sognepræst til Søllested og Skovlænge. – ’Jørgensen’: Bertel Jørgensen (1807-43), Christian Voigts skolekammerat fra Nyborg, student 1827, kirurgisk eksamen i 1833, praksis i Ringe og til sin død i Rudkøbing. – ’Zinn’s’: Joh. Fr. Zinn (1779-1838), agent og grosserer, komponisten J.P.E. Hartmanns svigerfar. – ’Rikke’: Frederikke Elise Voigt (1807-?). – ’Laura’: Laura Voigt (1817-1904). – ’mine 2 stykker at se’: ”Skibet”, vaudeville i én akt, bearbejdet efter Scribes og Mazères ”La quarantaine”, og enten operaerne ”Bruden fra Lammermoor” eller ”Ravnen”, som alle blev opført på Det kgl. Teater. – ”Hotel Royal”: Hotel beliggende Ved Standen, skråt overfor Christiansborg. – ’fru Martens’: Augusta Henriette Martens (1792-?), gift med Andersens søsters fhv. kæreste, M. F. Martens (1795-1873). – ’Plougs’: Enkefru Elisabeth Ploug, f. Wamberg (1774-1853), datteren Elisabeth (Betty) Ploug (1810-71).  

54  Samme sted, s. 106-107. – Vedr. de i brevet nævnte personer: Se note 53.

55 Samme sted, s. 108-109. – ’Lykkesholm’: Herresæde  i Vindige Herred sydvest for Nyborg. Ejer var justitsrådinde Johanne Lindegaard (1763-1838). – ’Bramstrup’: Hovedgård i Aasum Herred syd for Odense, som ejedes af landmåler Terman Øllgaard Hillerup. – ’Bucklaw-Waltz’: J.R. Waltz (død 1853), som spillede rollen som Sir Hayston, Laird of Bucklaw i Andersens opera ”Bruden fra Lammermoor”, som havde haft premiere 5. maj 1832 på Det kgl. Teater. – ’Sancta simplicitas’: Hellige enfold. – ’Hoffmannsgave’: ”Hofmansgave”, stamhus i Nordvestfyn, som ejedes af botanikeren og agronomen Niels Hofman Bang (1776-1855). Det var under sit ophold her denne sommer, at Andersen som tidligere nævnt forelskede sig i cand. theol. Ludvig Müller, men mere herom senere. – ”Rasmus Montanus’: Ludvig Holbergs komedie ”Erasmus Montanus”. – ’Horats’: Quintus Horatius Flaccus (65 f.Kr.-8 f.Kr.), romersk digter. - ”Das ist das leben, das ist das Glück”: „Sådan er livet, og sådan er lykken!“. – ’Kammerråd Bang’: Claus Christian Bang (1778-1855), besidder af Nørager, Løve herred, 10 km syd for Jyderup, - ’den lille Laura, der nu vist er stor’: Laura Voigt (1817-1904). – ’Plauens’: Andersen må mene Plougs. – ’Jomf. Clausen’: Ikke identificeret. – ’Sparevurm’: Jørgen Ploug Sparrevohn (1807-90), cand. theol., senere sognepræst. – ’Steenbuch’: Formentlig Hans Th. M. Steenbuch (1811-75), student 1828, senere godslæge på herregården Holsteinborg. – ’Louise’: Louise Collin (1813-98), en datter af Jonas Collin, som Andersen også sværmede for på det tidspunkt. – ’Gottlieb’: Gottlieb Collin (1806-85), ældste søn af Jonas Collin. – ’Eduard’: Edvard Collin (1808-86), næstældste søn af Jonas Collin, senere departementschef og sparekassedirektør, samt Andersens nærmeste ven fra omkring 1827 og resten af livet.

56 Dagbøger I, s. 119. – ’Min gamle værtinde’:  Charlotte Schrøder, f. Westenberg (1791-1868), enke efter kaptajn, regimentskvartermester Fr. Schrøder.; Andersens værtinde i St. Kongensgade 33. – ’Louise’: Louise Collin (1813-98), som Andersen netop sværmede håbløst for på det tidspunkt. – ’Lind’: W. Lind (1807-91), cand. jur. , 1833 volontør i kancelliet og i de følgende år en fremgangsrig mand, som 1840 giftede sig med Louise Collin. – ’Eduard’: Edvard Collin (1808-86), se note 55. – ’Gottlieb’: se note 55. – ’Gusta’: Augusta Collin, f. Petzholdt (1801-65), gift 1833 med Gottlieb Collin. – ’Jonna’: Jonna Drewsen (1827-78), datter af Adolph og Ingeborg Drewsen, gift 1850 med baron Henrik Stampe. – ’Jette’: Henriette (Jette) Wulff (1804-58). – ’Ludvig’: Ludvig Müller (1809-91), cand. theol., som Andersen også sværmede for på det tidspunkt. – ’Wanscher’: Wilhelm Wanscher (1802-82), papirhandler i København. – ’Bruun’: Alexander Brun (1814-93), senere hofjægermester og biavler. – ’frøken Snell’: Emma Schnell (1810-73), datter af godsejer Jacob Schnell, Kalundborg Slots Ladegård. – ’Kommandøren og fruen’: Peter Frederik Wulff (1774-1842) og frue, Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836). – ’Ingeborg’: Ingebirg Dresen, f. Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen. – Emma: Emma Bang (1811-82), datter af Claus Chr. Bang (1778-1855), ejer af Nørager, kontorchef og kammerråd. – ’Ida Bang’: (1813-91), datter af foran nævnte. – ’Ove Thomsen’: (1801-62), medredaktør af avisen ”Dagen” 1827-34, derefter redaktør af Hempels Avis i Odense og 1836-47 udgiver af ”Fyns Stifts Avis”, 1849 postmester i Assens, politiker. – Wals’:Johan Rudolph Waltz (død 1853), skuespiller ved Det kgl. Teater 1832-53. – ’Jakobæus’: Anton Holger Iacobæus (1810-32), student 1828, cand. jur. 1834, forpagter af forskellige gårde, senere ejer af Appelbjerggaard i Hyllested Sogn 1874).  

57  Anderseniana 1948, s. 110-111.

58  Samme sted, s. 112. – ’’de smukke frøkener’: Formentlig frøknerne Ploug.

59 Samme sted, s. 118-119. -  ’Ærreboe’: Johan Laurits Erreboe (1807-88), stud. med. & chir., senere læge i Faaborg. - ’Graae’: Gomme Frederik August Graae (1810-86), stud. theol., senere præst i Flensborg. – ’Jakobæus’: Anton Holger Jakobæus (1810-82), stud. jur., cand. jur., ejer af Appelbjerggaard. – ’Arnesen’: A.L. Arnesen (1808-60), skuespilforfatter, student 1828, cand. jur. 1834, 1841 fuldmægtig i Skattevæsenet, 1849 kontorchef i Finansminsteriet og kommitteret hos direktøren for Det kgl. Teater, 1855 kontorchef i Indenrigsministeriet. – ’din frue’: Christian Voigts værtinde i Nørregade 23 1. sal. Hendes navn er indtil videre ukendt. – ’og frøknerne’: Formentlig Voigts søstre og søstrene Ploug. 

60  Dagbøger I, s. 175.  – ’familien Houriet’: Jules Houriet (1780-1852), fabrikant i Le Locle. – Lydie Houriet (1786-1840), søster til Jules Houriet. – Rosalie Houriet (1784-1836), søster til Jules Houriet. Desuden madame Houriet, gift med Jules Houriet, og Mlle Houriet, datter af ægteparret. Familien Houriet i Le Locle var i familie med urmagerfamilien Jürgensen i København, idet kgl. hofurmager Urban Jürgensens hustru, Sophie Henriette Jürgensen, f. Hourieit, var en søster til Jules Houriet. Andersens forbindelse med familierne skyldtes Anne Leth Jürgensen, f. Bruun (1755-1828), som var en af Andersens moderlige veninder.– ’’fraperede’: frapperet, dvs. forbløffet, slående.

61  Samme sted, s. 127.

62  Samme sted, s. 253. - ’Samlede Digte’: ”Samlede Digte af H.C. Andersen”. C.A. Reitzels Forlag. København 1833. -’Agnete og Havmanden’: ”Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt af H.C. Andersen. Trykt på forfatterens Forlag hos Bianco Luno & Schnerider. 1834. Udkom 23. 12. 1833. Saml. Skr. XI, s. 467. – ’digteren Henrik Hertz’: (1798-1870), han tilhørte den på det tidspunkt toneangivende heibergske kreds, som dominerede den litterære smag på det tidspunkt. Se f.eks. artiklen Den ægte nattergal. – ’Gengangerbreve’: ”Genganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis”, s. 33. Udgivet, trykt og forlagt af Peter Nicolay Jørgensen, København 1831. – ’Andersens moder’: Se BJC I, s. 101.  Anne Marie Jørgensen,, f. Andersen (ca. 1775-1833), døde den 7. oktober 1833 på Gråbrødre Hospital i Odense, hvor hun havde haft en sengeplads siden 1825. 

63  Samme sted, s. 132-133. - ’mit blomster-liv’: Her melder sig associationen til bl.a. det langt senere eventyr ”Sommerfuglen” (1860), Dal og Nielsen IV, s. 163.165. – ’Raphael’: Raffaello Santi, kaldet Rafael (1483-1520), italiensk maler. – ’Domenichino’: Domenico Zampieri, kaldet Domenichino (1581-1641), italiensk maler. - ‘en moder med sin 17-årige datter’: Episoden med moderen og den unge datter, har Andersen også fortalt i Dagbøger I, s. 268, men heri er datteren omtalt som 16-årig: Mandag den 6. januar 1834. Var, som i går, hos Kückler og blev malet, medens jeg sad kom en ung model på 16 år med sin moder, Kückler sagde at han ville se hvorledes hendes bryst så ud, pigen syntes lidt undseelig over at jeg var der, men moderen sagde, snik snak! og løste hendes kjole, tog den med særken helt ned om maven på hende, der stod hun nu halvnøgen, noget mørk i huden, lid for magre arme men smukke runde bryster, idet moderen blottede hende, følte jeg mit hele legeme bæve, Kückler så at jeg blev bleg og spurgte om jeg fik ondt. – […] – ’Kykler’: Albert Küchler (1803-86), historie- og genremaler, som 1834 malede Andersens portræt i Rom. Maleriet hænger nu på Frederiksborgmuseet. – ’unbefangenheit’: troskyldig, naiv.

64  Dagbøger I, s. 295. – Bøtcher’: Ludvig Bødtcher (1793-1874), dansk digter. ”- derfra kommer ingen glæde, der har man spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han - de alle!” Med ’Hun’ og ’han’ må Andersen mene hhv. Louise Collin og dennes broder Edvard Collin, som han jo på den tid begge sværmede for i forbindelse med sin fjerde dobbeltforelskelse. Edvard Collin havde også skuffet Andersen, dels ved sin afvisning af digtervennens amourøse tilnærmelser, og dels og måske især ved sin kritik af versdramaet Agnete og Havmanden. Se evt. nærmere om begge dele i artiklen H3-05. Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) – dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise. Se også de følgende afsnit i den serie.

65  Dagbøger I, 309-310. – ’geburtdag’: fødselsdag. – ’Hertz’: den danske digter Henrik Hertz, som Andersen fik et godt og venskabeligt forhold til under opholdet i Rom. Hertz tilhørte den heibergske kreds og havde tidligere været en skarp kritiker af Andersen og hans digterier.

66  Dagbøger I, s. 370.

67  Anderseniana 1948, s- 138-139. – ’Månedsskrig’: Tidsskriftet ”Månedsskrift for Litteratur”, som havde mange prominente skribenter, herunder f.eks. fysikeren og filosoffen H.C. Ørsted og – som nævnt C. Molbech (1783-1857), Sidstnævnte repræsenterede for Andersens en af de litterære plageånder helt fra hans ungdomsdage i København.  H.C. Ørsted var langt mere sympatisk og forstående indstillet overfor Andersen, både som menneske og digter, og også overfor ”Agnete og Havmanden”, som Ørsted har udtalt sig om i et brev af 8. marts 1834 til Andersen, se BtA I, Brev nr. 285, s. 582-584.                               

68  Samme sted, s. 140- - ’Poulsen (fra Odense)’: Tobias Andreas Frederik Paulsen (1808-85), cand. jur., senere overauditør og etatsråd. – ’(efter Heiberg)’: Det menes, at Voigt her hentyder til J.L. Heibergs skrift ”Svar paa Hr. Prof. Oehlenschlægers Skrift ”Om Critikken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagaard””. Heiberg udgav i årene 1827, 1828 og 1830 tidsskriftet ”Kjøbenhavns flyvende Post”, som efter en flerårig pause blev fortsat med de såkaldte ”Interimsblade” 1834-37.

69  Samme sted, s.141-142.  

70  Samme sted, s. 152-153. – ’Møllebækken’: Øgenavn for Molbech. – ’en sølle tidsel’: Jf. med eventyret ”Hvad Tidselen oplevede” (1869). Dal og Nielsen, V, s. 104-107.

71  Samme sted, s. 158-159.

72  Samme sted, s. 164. – ’din lille doktor-ven’: Erreboe, se note 59. – ’kærligt brev fra Ingemann’: Kirsten Dreyer I, brev nr. 37. s. 94-96. I det nævnte brev skriver Ingemann om ”Agnete og Havmanden” blandt andet: ”Til lykke med denne digtning! den er i mine tanker Deres bedste arbejde og et betydeligt fremskridt.”

73  Anderseniana 1948, s. 166. – ’Emil’: Emil Hornemann (1810-90), læge, den ældre fru Collins brodersøn og Andersens gode ven. – ’den berømte 12. marts’: Christian Voigts fødselsdag. – ’du kan altså roligt blive din sædvanlige tid i sengen’: Christian Voigt var bekendt for at sove længe om morgenen.

74  Anderseniana 1943, s. 237-238. – Fru Drewsen’: Se note 56. – ‘Fru Colbiørnsen’: Engelke Margrethe Colbiørnsen, f. Falbe (1763-1848), enke efter justitiarius i Højesteret, Christian Colbiørnsen. Fru Colbiørnsen og dennes familie havde Andersen lært at kende allerede i 18??, og da gennem Odense-veninden Laura Tønder Lund. Det var via fru Colbiørnsens datter, Olivia Colbiørnsen (1795-1877), som var hofdame hos kronprinsesse Caroline, at Andersen fik adgang til hoffet.

75  Samme sted, s. 244. -

76  Dagbøger VI, s. 40.  

77  Dsgbøger VI, s- 53. – ’Ole Suhr’: Ole Berendt Suhr (1813-75), grosserer, 1865 etatsråd. – ’lægen Diørup’: Michael Djørup (1804-76), stabslæge i hæren, 1865 tillige i marinen, 1873 konferensråd. – ’Den lille fik navnet Peter Laurits Voigt’: (1864-1930), navngivet efter sin farfader, blev senere overingeniør de Københavns Telefon Aktieselskab. – ’frøken Toxwærdt’: Marie Frederikke Toxswerdt (1810-80). Datter af A.G. Toxswerdt i Faaborg.  

78  Dagbøger VIII, s. 262. – ’hotelværten Hr. Petersen’:  Hans Christian Petersen (død 1889, 76 år gl. – ’mit digt: Korsør’: (1869) Saml. Skr. XII, s. 389. – ’Eideren’: Færge mellem Korsør og Nyborg.  

 

 

© 2010 Harry Rasmussen.