Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1)

Dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise.

 

 

Vi skal i dette afsnit se nærmere på den af Andersens dobbelt-forelskelser, hvorunder det var den mandlige part, der var den dominerende genstand for digterens sværmeri, hvorimod den kvindelige part kun spillede en mindre betydende rolle i sammenhængen. Den mandlige part var i dette tilfælde den tre år yngre ven Edvard Collin, mens den kvindelige part udgjordes af dennes yngste søster, Louise Collin. De to venner, Andersen og Edvard Collin, førte fra 1829 til omkring 1875, Andersens dødsår, en lejlighedsvis temmelig intensiv korrespondance, hvilket ikke mindst skyldtes, at sidstnævnte også fungerede som en slags ’sekretær’ og økonomisk rådgiver for digtervennen. Edvard Collin var blandt andet betroet den opgave, at læse korrektur og eventuelt rette og tilføje tekst i Andersens manuskripter, og ved siden af var han også betroet det hverv, at føre regnskab med Andersens økonomiske ressourcer. Alt sammen vel at mærke, uden at få nogen form for betaling for det, udover et til tider krævende og vanskeligt venskab med et menneske, som på flere måder var hans direkte modsætning. Dette kompenseredes dog ved, at Andersen ofte forærede vennen sine originalmanuskripter, og takket være den omstændighed, blev disse bevaret for eftertiden. Desuden testamenterede Andersen i sin sene alder sin efterhånden store formue til Edvard Collin, som derved fortjent kom denne og hans familie til gode.

 

     Andersens forbindelse med familien Collin begyndte, da teatercensor Knud Lyne Rahbek den 6. september 1822 foreslog Det kgl. Teaters direktion, at den da 17-årige ungersvend Hans Christian Andersen, som på det tidspunkt var balletelev ved Det kgl. Teater, burde anbefales til for kongelig eller anden understøttelse at gennemgå tre års latinskoleuddannelse. Unge Andersen havde allerede på den tid indsendt og fået forkastet to tragedier, ”Røverne i Vissenberg” og ”Alfsol”. Men Rahbek havde under sin censur af tragedien ”Alfsol” trods alt fundet, at stykket indeholdt elementer, som vidnede om umiskendelige anlæg for dramatisk og litterær virksomhed. Direktionen fulgte Rahbeks råd, hvorefter digterspiren blev indkaldt til at give møde for teaterdirektionen 13. september, hvor han da også takkede ja til tilbudet. Direktionen overlod det derefter til finansdeputeret Jonas Collin (1776-1861), som da var meddirektør for Det kgl. Teater, at foretage det videre fornødne i sagen. Collin sørgede derefter for, at den økonomiske og praktiske side af forløbet blev bragt i orden, hvilket betød, at det blev arrangeret sådan, at Andersen kunne begynde i Slagelse lærde Skole den 28. oktober 1822.

 

    Navnet Jonas Collin var dog ikke nyt for Andersen, idet hans privatlærer, Frederik Høegh-Guldberg (1771-1852) allerede i 1821 havde anbefalet sin ’elev’ at henvende sig til den magtfulde mand, der var kendt for at tage sig af talentfulde og fremadstræbende unge mennesker. Andersen skrev derefter og sendte den 21. april 1821 et versificeret bønskrift til Collin, hvorefter han opsøgte denne privat, men Collin beklagede og sagde, at han slet intet kendte til den håbefulde unge mand.  Men situationen var altså ændret i september 1822. Herom fortæller Andersen følgende i ”Levnedsbogen”:

 

     […] – Jeg skulle nu henvende mig til Collin, der ville tage sig af det hele. – Jeg tror næppe jeg svarede noget! jeg svimlede af glæde. – Jeg kom hjem til Collins; de måtte høre min Alfsol, hvorledes kunne jeg andet! Første gang trådte jeg nu ind i en kreds, hvor mit hjerte siden er vokset fast, hvor jeg har vundet Eduard, drømt mangen dejlig drøm og, o Gud! - - Jeg holder af dem alle! – (1) 

 

     I skoletiden i Slagelse 1822-26 og siden i Helsingør 1826-27 og et par år frem, var det Jonas Collin, der som værge var Andersens faste holdepunkt og den eneste af familien Collin, han korresponderede med. Den Collinske familie boede i Den Collinske Gård i Bredgade nr. 4. Andersen havde dog også en anden trofast bekendt og korrespondent, nemlig fru Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836), gift 1803 med Peter Frederik Wulff (1774-1842), kommandørkaptajn og på det tidspunkt souschef for Søkadetakademiet på Amalienborg.

 

     Men det var som nævnt Jonas Collin, der tog sig af alt det praktiske i forbindelse med Andersens skolegang, og han blev samtidig dennes rådgiver og sjælesørger, hvilket en relativt omfattende brevveksling mellem de to vidner om. Brevvekslingen fortsatte i øvrigt også efter, at Andersen den 22. oktober 1828 havde bestået studentereksamen, og fortsatte omtrent lige til Collins død i 1861. Imidlertid var en stor del af korrespondancen også lagt i hænderne på Collins næstældste søn, nævnte Edvard Collin.  Den ældre Collin og hans hustru siden 1803, Henriette Christine Collin, f. Hornemann (1772-1845), havde tilsammen 5 børn, 3 drenge og 2 piger. Den ældste var datteren Ingeborg (1804-77), derefter fulgte sønnen Gottlieb (1806-85), sønnen Edvard (1808-86), datteren Louise (1813-98) og endelig sønnen Theodor (1815-1902). Jonas Collins hustru, Henriette Collin, havde dog været gift før, nemlig fra 1795 med præsten M.G. Birckner (1756-98). I dette ægteskab var der døtrene Maria Birckner (1796-1880), gift 1818 med Caspar Johannes Boye (1791-1853), lærer, sognepræst, skuespilforfatter og salmedigter. og Johanne (Hanne) Birckner (1797-1881), gift 1818 med Mathias A. Boye (1796-1872), rektor, toldkasserer og Stortingsmand. I begge disse ægteskaber var der en del børn, så det var sammenlagt en temmelig stor familie, der her var tale om. Men der var altså tale om, at enken fru Collin medbragte to mindreårige børn i sit ægteskab med Jonas Collin, nemlig den da kun 6-årige Hanne og den kun 7-årige Maria, som dermed blev halvsøskende til parrets børn, hvoraf ingen endnu var født på det tidspunkt. 

 

Andersen og Edvard Collin

Men som nævnt, var det den da 21-årige Edvard Collin, som fra 1829 trådte til, formentlig for at aflaste sin i øvrigt travle fader i den del af dennes virksomhed, som vedrørte husets ”tilkomne søn”, den da 24-årige fremadstræbende digterspire H.C. Andersen. Det blev begyndelsen til et livslangt ’familieskab’ og venskab, som for begges vedkommende kom til at vare til Andersens død den 4. august 1875. 

     I øvrigt havde Andersen aflagt besøg i København i juleferien 1822, hvor han under sit ophold logerede hos enkefru Anne Leth Jürgensen, f. Bruun (1755-1828), som boede på Østergade. Igen i juleferien 1823, hvor han havde fået husly hos den rare pakhusforvalter Jonathan Balling (1773-1825) og dennes hustru, Helene Balling, f. Næboe (1799-1893). Parret boede i Nyhavn 18, et sted og en adresse, hvor Andersen selv kom til at bo fast mange år senere. Forvalterfamilien havde Andersen allerede lært at kende i 1819, da han for første gang kom til København.

     Året efter, i 1824, tilbragte Andersen atter juleferien i København, men logerede da igen hos enkefru Jürgensen på Østergade, og besøgte København gjorde han også i 1825, en begivenhed, som tidligere især er blevet omtalt under Andersens anden dobbelt-forelskelse, nemlig den i søskendeparret Ida og Christian Wulff. Men det er særlig i forbindelse med denne ferie, hvor han logerede hos familien Wulff på Søkadetakademiet, at han omtaler sit bekendtskab med familien Collin. Herom fortæller han i Dagbogen for den 20. december 1825 blandt andet følgende:

 

    Gammel vane bider bedst, jeg kunne ikke sove længer end til klokken 6, skønt jeg var som mørbanket i alle lemmerne af den prosaiske vogn, endelig kom da tjeneren og lagde ild i min kakkelovn og nu foer jeg op, og har læst Cymbeline, efter thevandsbordet var min første udflugt til Collin, han var tilfreds med mig. – ”jeg ser jo tydeligt Deres flid” sagde han, ”og det er hovedsagen”. – Vi talte nu om Kong Salomon og Jørgen Hattemager, men fru Collin (der som gift med Birckner boede i Korsør og derfor kender crusisorianerne) sagde at der var intet stødende mod dem, indholdet omtrent som Heibergs Indtog. […] (2) 

 

     Den samme situation er også skildret i ”Levnedsbogen” (1832), hvorfra følgende skal citeres her:

 

     […] – Næste morgen var jeg straks hos Collin, han var tilfreds med mig. ”Jeg ser jo tydeligt Deres flid, og den er hovedsagen” sagde han, -

     Her talte jeg første gang med hans frue; ”Kong Salomon” var nylig spillet, havde gjort furore, hun fortalte mig en del derom, så jeg syntes bedst om hende. Ingeborg kunne jeg også godt lide; men sønnerne, især Eduard var mig frastødende, de gav sig slet ikke af med mig, og Louise var et barn jeg ikke lagde mærke til. -.[…] (3)  

 

    Både i sin sommerferie og i juleferien 1826 tilbragte Andersen 8 dage i København, hvor han logerede hos familien Wulff på Søkadetakademiet, som på det tidspunkt endnu havde til huse i Det Brockdorffske Palæ på Amalienborg. Andersen kom i det hele taget tæt på familien Wulff, selvom forholdet ikke altid var gnidningsfrit, hvilket blandt andet også fremgår af omtalen af Andersens anden dobbelt-forelskelse. Men Andersen bevarede livet igennem et godt forhold til Ida Koch, f. Wulff og hendes to brødre, Peter Wulff og især Christian Wulff, lige som han holdt fast i et godt venskab med Ida Kochs sønner, Jørgen Hansen Koch, Peter Koch og Hans Henrik (Henni) Koch, samt disses hustruer og børn. (4)    

 

    Under hele sin skoletid i Slagelse, som strakte sig fra oktober 1822 til 24. maj 1826 og i Helsingør fra 26. maj 1826 til 19. april 1827, korresponderede Andersen flittigt med sin faderlige ven og værge, Jonas Collin, i København. I sine breve berettede Andersen om skoleforløbet, om sine karakterer og om, hvad han i øvrigt mente, ville kunne have interesse for Collin at vide. Til slut blev det imidlertid for meget med rektor Meislings lunefulde og vredladne sind for den følsomme og nærtagende Andersen, som beklagede sig til både fru Wulff og Collin, hvilket endte med, at de to gik i aktion og sørgede for, at den fortvivlede Andersen blev taget ud af skolen. I stedet arrangerede Collin det sådan, at Andersen kunne komme til København og bo, med det formål, at han skulle læse videre hos en såkaldt manuduktør, hvilket vil sige en privatlærer, som underviser en elev i lærestof til studentereksamen.  

     Den da 22-årige Andersen kom til at bo på et ret beskedent tagværelse hos enkefru Schwartz i Vingårdsstræde nr. 6, 3. sal, et værelse, som i dag er velkendt af mange, ikke mindst af kunder hos Magasin du Nord på Kongens Nytorv, idet værelset indgår i et bygningskompleks, som siden 1933 er ejet af stormagasinet. Værelset er blevet restaureret og ført tilbage til sit oprindelige udseende og indretning og blev i 2005, tohundredeåret for Andersens fødsel, åbnet for publikum. Dette værelse blev Andersens base i godt halvandet år, inden han oktober flyttedag 1828 blev logerende hos fru Schwartz’ veninde, enkefru Schrøder i Store Kongensgade 33, 3. sal, hvor han til gengæld blev boende til den 22. april 1833, den dato, hvor han drog på sin store og langvarige udenlandsrejse, hvis hovedmål var Italien. (5) 

     Men unge Andersen havde altså på foranledning af Collin forladt skolen i Helsingør den 19. april 1827, og var samme dag ankommet til storbyen København, og her blev han faktisk boende resten af sit liv, om end på flere skiftende adresser, men alle i nærheden af Kongens Nytorv og Det kgl. Teater, hvor han i perioder var gæst i sidstnævnte omtrent hver eneste aften. Om sin første tid i København har han blandt andet følgende at fortælle i ”Levnedsbogen”: 

 

     Alt skulle nu indrettes på det mest økonomiske. Hos en enke fru Schwartz i Vingårdsstræde, lejede jeg mig et lille tagkammer. Det var smukt malet, men ikke større end at 3 a 4 mennesker nogenledes kunne være der. Væggene var under taget skrå, og vinduet her gik ud, som andre tagvinduer, men med en vid udsigt; jeg så over husene til Holmensgade og Slagterboderne, og lige midt for lå Nikolaj Tårn, som jeg kumme se lige ned fra grunden af. – Om sommeraftenerne gik solen her så dejlig ned, skyerne stod mig som bjerge, og jeg sank tit her hen i dejlige drømme, mens liremanden spillede neden for. – Jeg havde et lille skab i væggen, dette forsynede jeg nu med brød, smør og pølse, havde således min frokost og aftensmad selv; middagene fik jeg straks og let besat hos mine venner. – Kommandør Wulffs om mandagen, konferensråd Collins om tirsdagen, etatsråd Olsens om onsdagen, fru Müffelmanns om torsdag, etatsråd Ørsted om fredag, forvalter Ballings om lørdag. Søndag havde jeg ikke besat, eftersom jeg helst ønskede denne fri, da jeg altid blev inviteret ud og da bedst ønskede denne dag der til. – man tog imod mig, som om jeg hørte til familien, dog generede det mig i begyndelsen, undtagen hos Wulffs, der var jeg ganske hjemme; dog det blev jeg også snart på de andre steder, men senest hos Collins; faderen havde jeg ordentlig en slags frygt for, skønt jeg elskede ham af hele min sjæl, men denne frygt lå i, at jeg anså mit livs lykke, ja min hele væren at afhænge af ham. Den ældste datter var gift og borte, hun havde mest givet sig af med mig, der andre børn gjorde det slet ikke; ja Eduard så mig så kold, så frastødende ud, at jeg virkelig troede at han ikke kunne udstå mig, at han var hovmodig og endog min fjende! det tænkte jeg om ham der siden blev mig så uendelig kær, som jeg nu ved er min første, min prøvede ven! den gode sjæl. […] (6) 

 

Et spirende venskab

Andersens spirende venskab med Edvard Collin begyndte først hen på året 1828, men kun et enkelt og ganske kort brev fra Andersen til Edvard Collin findes bevaret fra dette år, og da hans dagbogsoptegnelser for det år ikke ses bevaret, vil vi atter kigge i ”Levnedsbogen”, for at se, hvad han deri skriver herom. Forud var gået, at Andersen på sine gåture frem og tilbage mellem Vingårdsstræde og sin manuduktør, som boede i Torvegade på Christianshavn, havde samlet stof til en påtænkt nutidsroman. Arbejdet med manuskriptet til bogen blev midlertidigt vanskeliggjort af forberedelserne til studentereksamen, som Andersen bestod den 22. oktober 1828 med Haud som hovedkarakter. Derefter kunne han hellige sig færdiggørelsen af manuskriptet til bogen, som fik titlen ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828-1829”. Imidlertid ville ingen forlægger udgive bogen, hvorfor Andersen valgte at udgive den på eget forlag, hvor den udkom 2. nytårsdag 1829. (7)  

      Bogens første oplag var på 500 eksemplarer, og den vakte så megen opmærksomhed, at dette blev solgt på nogle få dage. Den blev desuden positivt modtaget af anmelderen ved Dansk Litteratur-Tidende, og i Månedsskrift for Litteratur var anmeldelsen skrevet af selveste den litterære ’overdommer’, J.L. Heiberg, som sagde god for bogen. Men den faderlige ven Oehlenschlæger syntes ikke om bogen, men kritiserede dennes letfærdige stil og respektløse indhold. Det samme gjorde en anden stor digter, som Andersen også havde stor respekt for:

 

     […] – Professor Hauch, var en af de enkelte som talte meget ondt om min bog, ja, frakendte mig talent, jeg havde ikke den agtelse for ham, som for Oehlenschlæger, blev derfor vred, og da hans nylig udkomne ”Don Juan”, mishagede mig, og mange ophidsede mig, gjorde jeg nogle små udfald mod ham i det nye oplag af ”Fodreisen”, noget jeg skulle have ladet være, men det var det unge brusende blod, den fornærmede digter. Ved udgivelsen af denne lille bog, var det første gang, jeg kom i nogen slags berørelse med min trofaste Eduard Collin, jeg havde, som sagt, før fundet ham så kold og frastødende, nu kom han mig imøde, hjalp mig såre meget med korrektur og arrangement især i det pekuniære. Han gjorde mig tjenester, uden at jeg endnu kunne føle mere for ham end forbindtlighed. (Han havde også i den sidste tid før eksamen, øvet mig i latinsk stil, men dette at blotte min uvidenhed for ham, kunne ikke, efter min karakter, bringe til fortrolighed). Jeg begyndte således her at få tillid til ham, men drømte aldrig endnu om, at denne skulle hæve sig til venskab, dertil forekom det mig, at vi var altfor forskellige. […] (8)  

 

     Brevvekslingen mellem Andersen og den fra denne noget forskellige Edvard Collin begyndte i 1829, og det første brev fra Andersen til den mand, som han endnu ikke betragtede som sin ven, er dateret København den 9. januar 1829 og lyder kort og godt som følger:

 

     Kære Collin

     Her sender jeg Dem digtet; Sjælen; sig mig så engang hvad De synes om det? –

     I dag har jeg aflagt hr. L. Zink en lille visit, men Deres hr. fader har ikke talt med ham, formodentlig sker det i morgen. Tag Dem endelig lidt af min stakkels førstefødte, de halve klap skal da være Deres, ja pibningen må De få som tilgift. – Når De kun vil være en ædel ung mand, så får vi nok stykket frem i februar, Zink har lovet mig straks at tage fat og siger at han nok skal skynde sig. – Hils Deres lille bitte, bitte søster fra hendes god dreng dvs. godring. Lev vel / Deres forbundne / Andersen. (9) 

 

     Det forholdt sig formentlig sådan, at når Andersen så tidligt, som i januar 1829, begyndte at sende sine ældre og nyere digte til Edvard Collin, skete det antagelig med den bagtanke, at denne også ville hjælpe ham med udgivelsen af den digtsamling, som Andersen allerede da havde planer om. Bogen ”Fodrejse”, som var udkommet 2. januar s.å., havde den da 21-årige jurastuderende Collin angiveligt læst korrektur på og hjulpet med det praktiske omkring udgivelsen. Digtsamlingen ”Digte 1830” udkom præcis på et-årsdagen for udgivelsen af ”Fodrejse”, nemlig den 2. januar 1830.  

 

     Det næste brev fra Andersen til Edvard Collin var nærmest en seddel, dateret juni 1829, som omhandler et muntert og ironisk læserbrev, som Andersen gerne ville have optaget anonymt i Kjøbenhavns-Posten. Heri havde en professionel kritiker sablet Andersens vaudeville grusomt ned, og det ville digteren trods alt ikke lade stå uimodsagt. Men Edvard Collin kunne senere ikke huske, om han havde sendt Andersens manuskript til avisen (A & C, s. 139), men det må han have gjort, for indlægget blev trykt i den pågældende avis den 16. juni 1829.

 

    Imidlertid rejste Andersen den 1. juli på sommerferie, som dette år indledtes med, at han sejlede med dampskibet Caledonia til Møn, men på grund af vejret måtte han den første nat overnatte ombord på skibet, hvor Andersen angiveligt sov på dækket med en sæk over sig. Næste morgen kunne skibet lægge til kaj i byen Koster på Møns vestlige side ved Ulvsund. Herfra besøgte han sognepræsten Møller Holst, der boede i Hjertebjerg, og som var gift med en søster til Andersens gode ungdomsveninde fra Odense og senere København, Laura Tønder Lund. Det var en pæn spadseretur, for Hjertebjerg ligger omtrent midt på Møn. Efter her at have hvilet sig, fortsatte Andersen fodturen til hovedgården Liselund, som ligger ved Møns nordlige østkyst. Andersen overnattede på gården og næste morgen vandrede han til Stege, hvor han måtte opholde sig i tre timer, inden der afgik en færge til Vordingborg. Under det ufrivillige ophold i Stege, Møns hovedby, oplevede han, at byen var på den anden ende, fordi øen fik besøg af selveste kong Frederik VI.  

     Med færgen sejlede Andersen over til Kalvehave på Sydsjællands østkyst, hvorfra han drog videre til ”Petersgaard”, ca. 5-6 km fra Kalvehave. Gården ejedes da af kontreadmiral Christian Wulff, en lidt yngre broder til chefen for Søkadetakademiet P.F. Wulff. Men selv om familien på Petersgaard havde ventet Andersens ankomst, var det på grund af hans forsinkelse kun admiralen og datteren Louise, der var hjemme. (10) 

 

     Den 18. juli skrev og afsendte Andersen, som da opholdt sig i Odense, et brev til ”Kære, gode Collin” i København, hvori han blandt andet fortalte, hvad der netop er refereret ovenfor om hans rejse til Møn og over Sjælland, med ophold i Vordingborg, Næstved, Slagelse og videre til Korsør, hvorfra han sejlede til Nyborg på Fyn og derfra drog videre til fødebyen Odense, formentlig med postvogn eller diligence. Hans gamle moder boede stadig i Gråbrødre Hospital, men hende nævner han ikke i brevet, som i øvrigt indledtes med følgende linier:

 

     Hjertelig tak for den lille visit De beærede mig med aftenen før jeg rejste; De kan tro, at jeg også ret levende holder mig til Dem, da De vist nok er én af de der mener mig det ærligst. Sø-turen var meget uheldig, dog nu den er overstået morer den mig dog. Vi fik en lille storm og måtte arbejde gennem sorte, skumhvide bølger; alle, var syge; fru Bülow mente at vi forliste, og jeg - - De ved jo nok jeg intet mods-organ har – lå indsvøbt i en sæk midt på dækket og stirrede med det blege ansigt på de grå skyer, der ganske artigt udøste sig over os. – tilsidst fortalte kaptajnen at vi måtte blive på søen om natten; en trøstelig udsigt. Første næste morgen kom vi til Koster, […] (11) 

 

    Det var i øvrigt på denne rejse og medens han opholdt sig i Odense, hvor han var gæst hos enkefru Iversen på familiens landsted ”Mariehøj”, også kaldet ”Tolderlund”, nord for Odense ved Kanalen, at Andersen søgte efter stof til sin påbegyndte historiske roman fra Grevens Fejdes tid (1532-34). I den anledning besøgte han historikeren Vedel Simonsen på ”Elvedgaard” i nærheden af Bogense. Herom fortæller Andersen i ovenfor citerede brev til Edvard Collin blandt andet følgende:

 

     Søndag aften kom jeg først til Odense og opslog nu som De ved min bopæl i det dejlige Tolderlund. – Man viser mig megen opmærksomhed rundt om i byen; jeg har været inviteret i de fleste, bedste huse og da jeg forleden talte om at gøre oldgranskeren Vedel-Simonsen, som bor ved Bogense, en visit, kørte man mig ud og hjem igen; Simonsen tog særdeles vel imod mig jeg var der to dage, og fik her de herligste bidrag til min roman, som jeg gav ham planen af. Interesseret her for, lovede han mig, skriftligt at tilmelde mig engang hver måned, alt hvad han kunne finde angik denne periode, især med hensyn til sæder, skikke og sagn, så han vil spare mig en hel del ulejlighed. Et helt nyt lys gik op for mig; hvad jeg alt har skrevet af romanen skal kasseres; jeg føler levende, at dette værk vil give mig et navn, ellers får jeg det aldrig; med al flid og iver vil jeg beskæftige mig dermed, og får jeg det kun således på papiret som det lever i mig, så er jeg tilfreds; men der må studeres meget, før om 3 år ser jeg nok, selv med anvendelse af min meste tid, bliver det hele næppe færdigt. […] (12) 

 

     Bortset fra en god psykologisk selviagttagelse, var Andersen også en ferm iagttager af, hvad han så og hørte, både i dagligdagen og ikke mindst på sine indenlandske så vel som udenlandske rejser. Andersen var jo om nogen rejselysten, ja, i den grad, at han formulerede det med tiden meget brugte – og misbrugte – bonmot: ”At rejse er at leve!”. Nogle Andersen-forskere mener, at han kunne være blevet en førsteklasses journalist med speciale i rejsebeskrivelser, hvilket i øvrigt turde fremgå dels af hans dagbøger og dels af hans mange breve til vennen Edvard Collin og til henholdsvis Jette Wulff og Jette Hanck og flere andre. Hans ovenfor omtalte og citerede rejse til Møn, Sjælland og Fyn, er ikke den første, men en af hans første egentlige rejsebeskrivelser, som han gav titlen ”Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829. – Odense og dens Omegn”. (13) 

 

     Men vi er dog vistnok mange, som aldrig holder op med at glæde os over, at Andersen ikke indskrænkede sin litterære virksomhed til kun at omfatte rejsebeskrivelser, for tænk, hvis han aldrig havde givet sig til at skrive eventyr. Uden disse var Andersen aldrig kommet i den litterære klasse, som han avancerede til, rent bortset fra, at han så næppe ville være blevet verdensberømt, hvilket dog ikke i sig selv behøver at være et kriterium for en god forfatter. Men selvom Andersen grundlæggende var en realistisk forfatter, så var han samtidig så meget af en digter, at han ikke selv kunne nøjes med beskrivelser af jordnære forhold. Det vidner allerede ”Fodreise” (januar 1829) om, idet den indeholder både realistiske og flyvske digteriske elementer. Men nok så vigtigt her i denne sammenhæng er det, at Andersen i stadig stigende grad og omfang betroede sig til Edvard Collin, både vedrørende praktiske ting i forbindelse med sit forfatterskab, og vedrørende mere personlige ting, f.eks. om sine følelser, og det allerede på et tidspunkt, hvor deres indbyrdes venskab endnu ikke var blevet konsolideret. 

 

     Omkring den 1. september 1829 skrev og afsendte Andersen et kort brev til Edvard Collin, vedlagt hans nyeste digt, ”Studenten”, et lettere ironisk digt over sig selv og den tid, da han boede hos enkefru Schwartz i Vingårdsstræde. Brevet lyder i al sin korthed sådan:

 

     Kære, gode Collin

     Flere aftener i denne uge har jeg ville plage Dem med en visit, men aldrig fundet Dem hjemme; der er så mange små-ting jeg ville tale med Dem om, og af store sager, at få lejlighed i en god time at tale med Deres fader om min fremtid; imorges ses vi jo hos Viborgs; jeg har fået fri adgang til teatret for hele sæsonen 1829 & 1830. – Imorges skrev jeg et digt, som jeg her vil dedicere Dem i dybeste underdanighed.

Deres hengivne / Andersen. (14) 

 

     Der findes kun yderligere to breve fra 1829 fra Andersen til Edvard Collin, som begge er fra september. Det første af disse er fra den 19. september og er ganske kort og et eksempel på Andersens mere muntre af slagsen. Brevet var vedlagt hans nyeste digt, ”Døds-Øieblikket”, og herom skriver han følgende:

 

     Kære Collin.

     I går gennemlæste jeg hele Sibberns psykologi, og da jeg i aftes kom iseng gennemtænkte jeg således det læste, at jeg slet ikke kunne sove, resultatet blev da dette medfølgende digt, som jeg i tankerne gentog så tit for mig, til jeg nu i morgenstunden har kunne nedskrevet det. – I nat syntes jeg det var mit bedste digt, men nu jeg ser det ved dagslyset er jeg ikke så ganske enig med mig selv: vil De nu være dommer: er De af min natlige mening vil De da vise Deres fader det, men synes De ikke engang så godt om det som jeg ved morgenlyset, vil De dog næppe finde det så vandet at de dog nok kan bruge det til fidibus.

Deres hengivne / Andersen.. (15)

 

     Vi kan ikke vide, hvad Edvard Collin syntes om digtet, for enten har han ikke besvaret Andersens brev skriftligt eller også er et eventuelt brev ikke bevaret. Vi ved heller ikke, hvad faderen, Jonas Collin, har syntes om digtet, for der findes ikke bevaret en brevveksling mellem ham og Andersen for årene 1828-31. Andersen brugte i øvrigt jævnligt at vedlægge digte i sine breve til vennerne, herunder også i breve til Jette Wulff så vel som til Jette Hanck. De to sidstnævnte begyndte han dog først for alvor at korrespondere med henholdsvis 1829 og 1830.

 

     Den 21. oktober og den 14. november 1829 bestod Andersen den såkaldte ”anden eksamen” i hhv. filologikum og filosofikum. Herom skriver han følgende i Levnedsbogen:

 

     Sidst i august kom jeg hjem til København igen, nu måtte der læses, thi jeg ville have bedste karakterer. Jeg tegnede mig hos Thorlacius, at komme op den første dag til filologikum og den sidste i måneden til filosofikum, og var nu ved ret godt mod; men Thorlacius dør og Oehlenschlæger kommer i hans sted, der blev nogle forvirringer, og til min skræk, ser jeg mig sat antegnet til begge dele af eksamen de to første dage i måneden. Det kunne jeg slet ikke gøre, jeg måtte derfor nødes til at gå til Oehlenschlæger, sige ham at der var indløben en fejl og at jeg ønskede og måtte ansættes, som jeg først havde sagt. – Han var meget heftig mod mig, og ytrede at han ikke vidste, hvorfor han skulle gøre noget for mig, der havde været så slet mod ham i min vaudeville; jeg kunne intet svare, men følte mig endnu mere stødt fra ham og forudså at jeg nu slet ikke turde gå op, da der ingen mellemtid var at læse i. – Jeg gik da modløs bort, men dagen efter havde hans gode natur og barnlige hjerte sejret, han sendte bud til Collins og Ørsteds, at jeg kom op som jeg havde ønsket. Det gik nu meget godt med filologikum, jeg fik derved mod, og da filosofikum kom, vandt jeg mit laudabilis for enhver videnskab jeg var oppe i, så at mine kritici nu intet kunne sige! jeg stod hæderligt med ”Bedste karakter”. – Alle Collins og Wulffs tog hjertelig del i mit held, med Eduard blev jeg lidt mere fortroligt, jeg måtte agte ham for hans gode hoved, kundskaber og praktiske greb, og han hjalp mig overalt hvor han kunne. – Således ret langsomt, men grundigt begyndte bygningen på vort venskab. Med hensyn til min fremtid, hvad jeg burde studere, eller om jeg skulle følge mit naturlige anlæg og vove mig alene frem på digtervingen, talte jeg med faderen Collin, han sagde: ”Gå De i Guds navn den vej De vist er skabt for, det bliver vist det bedste!” Det var også mit hjertes stemme og jeg var dobbelt lykkelig at han sagde det samme og nu havde jeg en fast beslutning. – (16) 

 

     Det var også først 1830, at brevvekslingen mellem Andersen og Edvard Collin begyndte. Det ældste brev fra Collin til Andersen er dateret København d. 8. febr. 1830 og lyder sådan:

 

     Iaftes hos Wiborgs blev det aftalt, at aftenunderholdningen skulle være på søndag aften; altså må De ikke love Dem ud til den aften; desuden må De se at have prologen, så vidt muligt, færdig til i morgen, når De kommer til os, da jeg efter aftale skal fremsige den, som regissør, og jeg desuden har meget andet at bestille; prøver skulle vi også have; alt det nærmere får De at vide i morgen hos mig. Se at få at låne hos Liebe i morgen: den pådigtede galskab, da jeg skal bruge epilogen deraf.

     A propos: Da De sagtens har hørt, at folk har snakket såmeget om vore foregående løjer ibidem og forsynet det med behørigt supplement, så må De endelig vogte Dem for at tale derom til nogensomhelst. 

Deres / E. Collin. (17) 

 

Et vendepunkt

Vi er her nået til det tidspunkt, hvor Andersen drager på sin anden og noget større indenlandske rejse, som denne gang gik til Jylland og Fyn, og som så vidt det har kunnet konstateres begyndte den 31. maj og sluttede den 29. august 1830. Rejsen varede altså i alt 3 måneder. Det var under denne rejse, at Andersen den 8. august nåede til Faaborg, hvorfra han igen rejste dagen efter, den 9. august. Men disse to dage var nok til, at Andersen for første gang i sit liv kom ud for at opleve en alvorlig, ja, nærmest sjælsrystende forelskelse i sin ven, Christian Voigts ældste søster, Riborg Voigt, sådan som beskrevet i afsnittet om Andersens tredje dobbelt-forelskelse.

     Under hele sin sommerrejse 1830 korresponderede Andersen flittigt med vennen i København, Edvard Collin, og af brevene fremgår det indirekte, at de to kom hinanden nærmere i løbet af den tid. Men et af formålene med brevvekslingen mellem dem handlede også om de mere praktiske ting, som Collin skulle ordne for Andersen, dels vedrørende Andersens digterværker og dels vedrørende hans økonomi. Kort før sin afrejse fra København havde Andersen skrevet en libretto til operaen ”Ravnen”, der den 20. maj 1830 var blevet tilsendt Det kgl. Teater til bedømmelse, men denne trak åbenbart ud. Andersen pressede på, idet han syntes det hastede med at få teksten godkendt og sendt til komponisten J.P.E. Hartmann (1805-1900), som skulle komponere musikken til operaen. For Andersen drejede det sig om, at få operaen antaget og opført så snart som muligt, fordi det jo betød en kærkommen - og nødvendig - indtægt for ham. Den blev antaget den 22. august, altså kort før Andersens hjemkomst til København den 29. s.m., og opgaven med at komponere musikken derefter overgivet til den nævnte komponist, som i øvrigt var jævnaldrende med Andersen og blev dennes nære dus-ven resten af dennes liv. Hartmann levede helt frem til år 1900. (18) 

 

     I sit svarbrev af 12. juni 1830 til Andersen, skriver Edvard Collin blandt andet, at han dagen før havde ladet forespørge på teatrets kontor om, hvordan det gik med den eventuelle godkendelse af teksten til operaen ”Ravnen”, men fik til svar af kammerråd Printzlau, at der ikke kunne siges noget afgørende om dette, så lidt som om de andre indleverede stykker, idet der nemlig først skulle vælges en ny teatercensor. Edvard Collin havde derefter henvendt sig til komponisten Hartmann, for at forhøre sig, om denne eventuelt havde hørt nyt om ”Ravnen”, hvilket imidlertid ikke var tilfældet. Hen mod sit brevs slutning vendte Collin sig derefter til Andersens aktuelle rejse og skriver herom følgende:

 

     Min fætter, kammerråd Bindesbøll på Flenstofte og Frederiksgave gods ved Assens, til hvem De har et brev med fra min fader, er i denne tid her i byen, men inden 14 dage vil han være hjemme igen. Han glæder sig meget til ar se Dem hos sig… Han fortalte mig i dag, at der hjemme hos ham er en jomfru Scheel, som sværmer for Deres Digte (mirabile dictu). Jeg ved ikke hvorledes, men vist er det, at ved denne lejlighed kom jeg til at tænke på Bürgers Liebesgeschichte, hvorlunde en ung dame, som sværmede for Bürgers digte, skrev ham en kærligheds-erklæring. De levede siden et meget lykkeligt liv. –

     På denne rejse stifter De formodentlig en hel del nye bekendtskaber; De lader da vel imellem obiter et ord falde om, at De arbejder på en ny roman; dette er en meget delikat måde at samle subskribenter på (sit venia verbo) som kan komme Dem til nytte i tiden. I hver by vil De således sagtens finde en, som De i tiden kan bede om at modtage subskriptionsplaner. […] (19) 

                                                                                                                                                                                                                                               

     Det efterhånden gode og nære forhold mellem Andersen og Collin kan til dels aflæses af overskriften og slutskriften i begges breve til hinanden. Andersens brev af 7. juni 1830 har overskriften ”Kære Collin” og slutter med ”Deres af hjertet hengivne Andersen”. Collins svarbrev af 12. juni s.å. har overskriften ”Kære Andersen” – det er vistnok første gang Edvard Collin bruger udtrykker ’Kære’ i sine breve til Andersen – og slutter med ordene. ”Deres hengivne E. Collin”. Andersens svarbrev af 15. juni s.m. bruger igen indledningen ”Kære Collin!”, og indledes med følgende linier:

 

     Hvilken glæde var det mig ikke, da jeg åbnede Deres brev, og så, at det var fra Dem, at De dog tænkte på mig! men i hvilket ulykkeligt humør satte det mig ikke, især begyndelsen, så at jeg ikke havde synderlig glæde af den tur til Grejs Mølle jeg da stod i begreb med at gøre; det, at De havde kunne tænkt, at jeg for nogle avis-flovheder glemte Dem, sårede mig meget; Deres faders velgørenhed og Deres venskab, kan ikke således glemmes, der er ingen jeg med mere inderlighed hænger ved, og vil de glemme fødselens forhold og altid være mig hvad jeg er Dem, da vil De finde den oprigtigste, hjerteligste ven i mig. […] (20)    

 

     Lidt senere i samme brev skriver Andersen:

 

     […]  Det er mig af vigtighed at De indser det, da jeg holder så inderlig af Dem. De ved selv, at jeg i København ikke omgås med nogen unge mennesker, men det ligger i, at jeg ikke har truffet på en eneste jeg ganske har følt mig draget til De er den eneste, og derfor vil jeg at De ingen grund må have til at træde tilbage; og her med brevet, har jeg sandelig slet ikke vist mangel på opmærksomhed for Dem; De indser det vist nok nu, og vi er altså gode venner. […] – Til Flenstofte kommer jeg ikke før om en 3 a 4 uger og vil altså jo, træffe kammerråden, hvad De ellers berører som, mirabile dictu, om jomf. Scheel, der sværmer for mine digte, finder jeg slet ikke så mirabile, det er noget jeg er vant til både i Sjælland, Jylland og Fyn, ja muligt har jeg vundet manget grønlandsk hjerte for mit døende barn, men ellers for at tale lidt alvorligere, så forsikrer jeg at jeg i kærligheds kapitel slet ikke er nogen Bürger, og at den dame der kom selv med en kærligheds erklæring til mig, ville ganske tabe i mine øjne, jeg holder heller ikke stort af de eksalterede damer, selv om de sværmer for mig. – […] (21)  

 

    Det er muligt, at Edvard Collin havde en klar fornemmelse af, at Andersens følelser for ham var lidt specielle, hvorfor han med sin henvisning til den unge frøken Scheel i brevet af 12. juni, lige som forsøger at spore den da 25-årige Andersen ind på, at det er på tide at denne forelsker sig, i en ung dame forstås. Men Andersen, som jo netop var begyndt at sværme for vennen, afviser opfordringen og pointerer, at forelskelse i unge damer er det, han allermindst tænker på. Han kunne jo i øvrigt ikke vide, at han hen mod slutningen af denne sommerrejse 1830 skulle blive alvorligt – og ulykkeligt – forelsket i Riborg Voigt. For resten er det heller ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden, når Andersen skriver i brevet til Collin, at han ikke har ”truffet på en eneste [ung mand] jeg ganske har følt mig draget til”, undtaget Collin. Andersen havde jo også sluttet sig til Riborgs broder, Christian Voigt, sådan som vi allerede har erfaret om i afsnittet ”Andersens tredje dobbelt-forelskelse”. Men den forelskelses-historie begyndte faktisk først i begyndelsen af august måned, da Andersen på sin sommerrejse var nået til Faaborg.   

 

     Denne gang afslutter Andersen sit brev til Collin med det mere følelsesladede ”Hils Deres gode fader og alle de andre, fra Deres Dem altid inderlig hengivne Andersen.”

 

    Collin svarer i brev af 19. juni s.å. bl.a. følgende:

 

     Kære Andersen!

     Igår modtog jeg Deres hjertelige brev, hvorfor jeg takker Dem; det var mig et nyt bevis for Deres godhed for mig; de par ord som har foranlediget denne vending, er ikke værd at lægge mærke til; de var sagte hen i vind og vejr, måske jeg var i slet humør den dag, hvilket da ikke så sjælden arriverer. […] (22) 

 

     I de følgende breve fra Andersen til Collin forstærkes de følelsesmæssige udtryk både i overskrift og afslutning, som f.eks. ”Kære, gode Collin”, ”Deres af hjertet altid hengivne Andersen”, hvilket tilsyneladende får Collin til at moderere sine egne udtryk, idet han i sine næste svarbreve slet ikke bruger nogen overskrift, lige som hans efterskrifter indskrænker sig til ”Deres ven Collin”. Dette får også til umiddelbar følge, at Andersen dæmper sine udtryk, i hvert fald i nogle af sine breve, hvor overskriften f.eks. lyder ”Kære, bedste Collin!” eller ”Kære bedste ven!”, og med afslutninger, som f.eks. ”Deres inderlig hengivne ven Andersen” eller ”Deres altid hengivne ven Andersen”.

     Edvard Collin har muligvis fortrudt sin lidt reserverede tone overfor Andersen, i hvert fald indleder han nogle af sine efterfølgende breve med: ”Kære Andersen” og afslutter med ”Deres ven E. Collin”. 

 

     Her skal indskydes, at Andersen var kendt for sin troskyldige iver efter altid at læse sine nyeste værker op i venne- og bekendtskabskredsen, hvilket ikke alle fandt lige opportunt og velkomment, men tværtimod i flere tilfælde direkte anmassende og irriterende. Edvard Collin advarede sin ven om dette, men han forstod først mange år senere, at advarslerne var velmente og for at spare ham for tilhørernes kritiske kommentarer og ironiske eller ligefrem hånlige blikke. Herom skrev Andersen så sent som i begyndelsen af 1850’erne, da han var ved at udarbejde første del af ”Mit Livs Eventyr”:

 

     Hvor tit misforstod jeg ham [dvs. Edv. Collin] ikke og følte mig bedrøvet og forkuet, ligesom hans velmente iver blev misforstået af andre; det var min lyst og lyksalighed at deklamere enten egne eller fremmede digte; i en familiekreds, hvor jeg med min unge ven traf sammen og blev opfordret og var beredt dertil, men hvor han bedre end jeg kendte stemningen og selskabets forståen af mig – jeg var dem unægtelig kun en komisk figur, - trådte han hen til mig med de ord: at deklamerede jeg et eneste stykke, da gik han bort! Jeg blev forknyt, og værtinde og damer overvældede ham med bebrejdelser for hans opførsel. Først senere har jeg forstået, hvorledes fra hans standpunkt og med hans anskuelse af øjeblikket han just viste sig som min ærlige ven; men dengang kostede det mig tårer, uagtet jeg havde en dyb erkendelse af hans interesse for mig. (23)      

 

     På den tid, juli 1830, vi her er nået til kronologisk, forberedte Andersen, som nu opholdt sig i Odense, også udgivelsen af en samling digte, hvilken plan han forelagde Collin i et brev af 29. juni 1830, hvori han blandt andet skriver følgende:

 

     Kære, gode Collin

     Siden jeg sidst skrev har det kun været dårligt vejr, så at jeg ikke meget har været omkring, men desmere har jeg fået bestilt, læst næsten en hel del igennem af Edda, og skrevet fire nye digte; jeg ville så gerne samle en hel cyklus, der kunne komme ud til nytår, og skønt forskellige i form og ånd, dog udgører billeder fra min sommer-udflugt; et navn finder vi vel nok der til. Råd mig ellers hvad De synes, hvilket er bedst, enten at skrive på romanen (jeg har ikke rørt den her) eller tænke på denne poesi-samling? […] (24)    

 

     Edvard Collin svarede på Andersens spørgsmål i et brev af 2. juli 1830, som indledes som følger:

 

     Halvsøvnig sidder jeg her og laver mig til at skrive Dem til, så at jeg frygter for, at det vil blive et grumme kedeligt brev. De spørger mig om jeg synes De skal tage fag på romanen eller den påtænkte poesisamling; jeg vil råde til det sidste, såvel med hensyn til økonomien, som tiden og den litterære ære. Romanen antager jeg nemlig, at De må betragte som et arbejde, der ikke kræver den bestemte gode disposition, som De formodentlig nu er i, d. e. De har jo planen færdig, og så godt som hele romanen i hovedet; hvis De derfor til en tid finder Dem vel oplagt til et andet arbejde, da tror jeg at De bør gribe lejligheden. – Desuden ville De vist ikke kunne få udrettet noget væsentligt i romanen ved Deres hjemkomst, når der med alvor skal tænkes på den akademiske afhandling; De ser, jeg snakker altid om denne; men jeg sætter også særdeles megen pris på et godt udfald af dette foretagende. […] (25) 

 

     Andersen, som stadig opholdt sig i Odense, hvor han blev feteret af venner og bekendte – og med al sandsynlighed også flere gange besøgte sin moder i Doctors Boder på Gråbrødre Hospital – svarede Collin i brev af 7. juli s.å., og skriver heri blandt andet følgende:

 

     Kære, bedste Collin!

     Hjertelig tak, for Deres venlige brev; De skrev deri, at det vist ville være meget kedsommeligt, da De skrev i halvsøvnig tilstand, tværtimod, den eneste fejl var, at det forekom mig at være for kort; jeg længedes ret den postdag efter at høre fra Dem, og jeg anede også at De ville glæde mig med et brev. – Det fornøjer mig så meget, igennem de døde bogstaver, at kunne tale med Dem, og min brev-due vil aldrig glemme eengang om ugen at flyve over til Deres lille fuglerede bag de grønne grene; (jeg mener træet i gården). – Her på Iversens smukke landsted begynder ret min poetiske mølle at gå, hver dag får jeg et digt færdigt, så at det nu bliver bestemt at jeg til nytår vil udgive en; poetisk Jydepotte for 1831, hvad synes De om denne titel? Er den ikke god? Desuden vil denne pjece have den fordel, i én henseende for digtene, at den vil udgøre et sammenhængende helt i en cyklus af digte, et lille drama, og Badens latinske Grammatik, behandlet som en claurensk novelle; et af digtene Phantasie ved Vesterhavet, som jeg skrev forleden, sætter de hos Guldbergs ved siden af det bedste i min digt-samling, altså også ved siden af Det døende Barn og Dykkerklokken, De skal få en afskrift af det, men ikke i dag, thi da skal der alene passiares. […] (26) 

  

     Senere i samme brevs slutning skriver Andersen følgende:

 

     […] – Dersom tiden tillader Dem det, da skriv mig til på søndag, De kan ikke tro hvor det glæder mig, thi De er, som jeg måske alt har sagt Dem, min eneste ven, tør jeg ikke nok kalde Dem det?  Af jævnaldrende har jeg slet ingen jeg føler mig hengiven til uden Dem - - - men nu bliver jeg elegisk mærker jeg, og De finder vist det samme, derfor ikke mere, De forstår mig nok? Når De nu skriver, sig mig da hvad De synes om ideen til den poetiske Jydepotte, og om De tror at vi allerede nu, foreløbigen bør anmelde dens ankomst; i de jyske byer jeg kommer fra, har jeg i hver én, ja to, bekendte, som jeg nok kan bede om at tage sig af subskriptions planer og jeg bilder mig ind at vi fra Jylland nok skal få en 50 subskribenter, de kan jo ikke være andet bekendt da bogen er skrevet til ære for deres land. Men nu siger papiret basta! derfor lev vel, kære Collin, gid De må leve ret fornøjet, frisk og vel! og glem ikke / Deres inderlig hengivne ven / Andersen. (27) 

 

Mislyde i venskabet

Selv i ethvert godt ægteskab så vel som venskab hænder det, at der lejlighedsvis opstår mislyde. Det var naturligvis også tilfældet i venskabet mellem Andersen og Edvard Collin. Sidstnævnte havde tidligere kritiseret Andersens væremåde og adfærd, og det fandt han også anledning til under Andersens sommerrejse 1830. Collin gav sig en dag til at skrive et brev til Andersen, som ikke var svar på et brev fra denne, men som det åbenbart lå vennen på sinde at få skrevet. Brevet er dateret København den 13. juli 1830. Efter at have indledt med at sige, at han egentlig ikke har noget specielt at meddele, fortsætter han med at fortælle forskellige lokale nyheder og teater-fataliteter. Men endelig til slut i brevet, vover Collin at fremkomme med sit egentlige ærinde, som vil fremgå af følgende citat:

 

     Den eneste vigtige ting, som jeg har at tale med Dem om, har jeg opsat til sidst. For nogen tid siden talte jeg her i byen med en person om Dem, som udlod sig med megen venlighed ja agtelse for Dem, men påstod fuldt og fast, at De var i en utilgivelig grad egoist, og så indbildsk, at De, hvis man sagde om et af Deres digte, at Oehlenschlæger ej kunne have skrevet det bedre, ville tænke som så: ”der skulle jeg dog også tro, at der var noget mere originalt ved mig end ved Oeh.”; samt at De vistnok endogså lydeligt ville udsige dette. At jeg, som Deres ven, forsvarede Dem mod denne hårde beskyldning, venter De vist, og med rette; men just som Deres ven må jeg ved denne lejlighed gøre Dem opmærksom på det sande, der tildels ligger i denne dom. – Skulle jeg blot dømme efter ydre kriterier, da måtte jeg bitræde denne dom, men Deres tænkemåde og med eet ord: Deres forhold til mig vil altid drage mig derfra. Jeg fortalte fader det ovenanførte; han var af samme mening som jeg, men hans udtryk derom var drøjere, men vistnok sande. Han sagde, at han vidste ikke selv, hvorledes De havde det, men De kom undertiden med eksklamationer, som ret kunne ærgre folk; f. eks. at De engang, da han sagde: ”De måtte ønske, De kunne skrive sådan en roman, som Ingemann” – udbrød: ”Nej, det ved Gud, det ville jeg ikke ønske” etc., dette antog han imidlertid for at være, som han udtrykte sig, - fjanteri. Er nu dette Deres virkelige mening i det nævnte tilfælde – som jeg ej vil ønske – så skal jeg vistnok ikke indlade mig på et så utaknemmeligt og frugtesløst arbejde, som det at betage én sine gode meninger om sig selv; men det er højst uklogt, højst skadeligt for Dem med hensyn til andres mening om Dem at De lader andre mærke det, og derfor skylder De Dem selv at skjule dette: og såmeget kan og bør jeg sige Dem. - / Deres ven / E. Collin. (28) 

 

       Bortset fra, at det ikke er muligt præcist at vide, hvem denne ’person’ har været, som E. Collin ’refererer’, så var der så vidt det kan bedømmes, adskillige ’personer’ i den Andersenske venne- og bekendtskabskreds, der kan have udtalt sig om den aparte digter. Men det var under alle omstændigheder dristigt af Collin, at foreholde Andersen den barske kritik, som ville være fornærmende for de fleste mennesker, at blive udsat for, men som måske især var det for et så følsomt og nærtagende gemyt, som Andersen. Han afskyede i almindelighed kritik af sin person, og i særdeleshed af sine litterære værker, og fandt oftest kritikken uberettiget, fordi kritikerne i reglen bedømte ham ud fra deres egen mere eller mindre snævre synsvinkel. Det er derfor interessant at konstatere, hvordan Andersen tog imod kritikken i dette tilfælde, hvor det var hans nære ven, der formidlede den, men faktisk også delte den. Hvordan Andersen reagerede overraskende behersket på kritikken, hvilket fremgår af hans brev af 14. juli 1830, som var afsendt fra Odense, hvor han fortsat opholdt sig på det tidspunkt:

 

     […] I dette øjeblik fik jeg Deres kære brev, og jeg takker Dem ret for at De så hjerteligt tænker på mig. – Deres mange nyheder morede mig meget, især det om archiaten, og hvad der glædede mig, var at jomf. Pätges har slået op med Hviid. Angående min opera, og om ansøgningen til Regensen har De nok glemt, tænk på mig næste gang. – Ligeså meget som hele begyndelsen af Deres brev glædede mig, lige så meget bedrøvede slutningen mig, ikke for den persons ilde mente dom, thi han har ikke kendt mig, eller talt gennem et andet organ, men, for at Deres kære fader, selv ikke tror at forstå mig i denne henseende, at mine ”eksklamationer” er et levende udbrud af hjertet. Kære, gode Collin, De er min eneste, sande ven, gid jeg dog ret tydelig kunne give Dem en idé om mit indre, kan De virkelig tro, at jeg nogensinde tænker mig lig Oehlenschlæger, mindre mere original end ham; nej, så vist, som jeg ønsker Guds bistand i al min virken, ved jeg ikke med mig selv, at jeg nogensinde har troet det, mindre at kunne ville ytre det. Den person, der, som De siger, udlod sig med ”så megen agtelse og venskab” om mig, har ikke ment mig det godt. Sig mig hvem det var? jeg skal aldrig røbe at jeg ved det, men måske kan jeg da se, og sige Dem kilden hvorfra sligt kommer. – Der er næppe nogen der mere føler sine fejl og mangler end jeg selv, tro mig, egoisme er næppe det rigtige udtryk på mine svagheder. – For at vise Dem min højeste egoisme i al sin nøgenhed, vil jeg sige Dem mine forfængeligste ideer, men som jeg aldrig i alvor nogensinde har ytret for nogen; jeg tror at jeg blandt de unge poeter er den der for øjeblikket, tør love mest, at jeg med Guds hjælp, ved ydre omstændigheder vil kunne komme til at indtage en plads mellem de gode digtere, men vil stå dybt under Oehlenschlæger, og langt fra Ingemann. – Dette er mit oprigtige skriftemål; enhver som ret kender mig, vil ikke kunne finde mere, som den højeste egoisme hos mig, end hvad jeg her siger Dem, og det vil dog kun være i spøg at sligt kommer til ytringer; lad så de andre personer tale ”venskabeligt”, ilde om mig, der kommer vel engang en tid at vi alle, venner og uvenner kommer bedre til a forstå hinanden. – Lov mig nu, at De i Deres næste brev vil tale lidt mere om denne materie; og usigeligt vil det glæde mig, når jeg da bliver overbevist om, at Deres fader og De forstår mig; lov mig det! og skriv snart, ret snart, det glæder mig så meget, skriv hvad De vil, kun at jeg får et brev. Hils dem alle, / Deres altid hengivne ven / Andersen. / Hvad siger De om ideen til den poetiske Jydepotte? (29) 

 

     Allerede 21. juli skrev og afsendte Andersen endnu et brev til vennen i København, hvori han også havde vedlagt flere af sine nyeste digte. Han fortæller blandt andet, at han ved, at Molbech er blevet censor, hvorfor han håber på snart at få besked om operateksten til ”Ravnen” er blevet antaget eller måske skal forandres. Han fortæller også, at han den følgende uge vil rejse videre til Svendborg, Faaborg og Assens, og slutter ellers brevet med hilsener til venner og bekendte i København, samt med følgende linjer:

 

     […] Af nyheder ved jeg ingen, uden at studiosus juris Gottlieb Collin siges at være forlovet med jomf. Pätsholt (jeg ved ikke hvorledes navnet skrives) er det sandhed med forlovelsen gratulerer jeg. Folk har også forlovet Dem med – dog det ved jeg nok er ikke sandt endnu.. Hvorledes er det ellers med frk. Bang? – Nu lev vel, evig og altid Deres hengivne / Andersen. (30)  

 

     Imidlertid ser det ud til, at Collin formentlig havde fået betænkeligheder ved at have viderebragt en anonym persons ublide kritik af Andersen, så derfor gav han sig i sit svarbrev af 22. juli til at forklare og uddybe den personlige kritik, han havde fremsat i sit forrige brev. Han afviser forståeligt nok anmodningen om, at få at vide, hvem den formastelige person er, der har bagtalt Andersen, og henviser til, at der jo er flere, der har udtrykt samme kritik. Collin dækker samtidig sig selv ind, ved at pointere, at han jo er Andersens nærmeste ven og derfor mener ham det godt med sin velmente kritik. Det var denne lidt tvetydige og selvgode holdning hos vennen, Andersen tretten år senere satirisk gengav hos katten i eventyret ”Den grimme Ælling” (1843), hvori hønen i øvrigt er en karikatur af både den velmenende fru Wulff og Collins ældste og ligefremme søster, Ingeborg Collin, som ofte mente, at Andersen kunne være ”et vrøvl”:

 

      Og så blev ællingen antaget på prøve i tre uger, men der kom ingen æg. Og katten var herre i huset og hønen var madame, og alletider sagde de: ”vi og verden!” for de troede, at de var halvparten, og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke.

     ”Kan du lægge æg? Spurgte hun.

     ”Nej!”

     ”Ja, vil du så holde din mund!”

     Og katten sagde: ”Kan du skyde ryg, spinde og gnistre?”

     ”Nej!”

     ”Ja, så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!”

     Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet! den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, tilsidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen.

     ”Hvad går der af dig!” spurgte hun. ”Du har ingen ting at bestille, derfor kommer de nykker over dig! Læg æg eller spind, så går de over.”

     ”Men det er så dejligt at flyde på vandet!” sagde ællingen, ”så dejligt at få det overhovedet og dukke ned på bunden!”

     ”Ja, det er nok en stor fornøjelse!” sagde hønen, ”Du er nok blevet gal! Spørg katten ad, han er den klogeste, jeg kender, om han holder af at flyde på vandet, eller dykke ned! jeg vil ikke tale om mig. – Spørg selv vort herskab, den gamle kone, klogere end hun er der ingen i verden! tror du, hun har lyst til at flyde og få vand over hovedet?”

     ”I forstår mig ikke!” sagde ællingen.

     ”Ja forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! og tak du din Skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noget af! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig! mig kan du tro! Jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde og gnistre!” 

     […] (31)    

 

     Det ejendommelige er, at Andersen ikke kun optog vennens noget ubarmhjertige kritik af hans person negativt, men også positivt, i den forstand, at han med sin ”halve kvindelighed” opfattede Collins opmærksomhed og interesse for sig, som udtryk for dennes mere stabile mandige karakter, som helt naturligt opsatte grænser og fulgte givne regler, skrevne som uskrevne. Det var netop lige præcis disse egenskaber eller karaktertræk, der instinktivt tiltrak et omflakkende og følelsesfuldt flagrende væsen, som Andersens, der var præget af en tiltagende vækst af hans feminine seksuelle pol og af det dermed forbundne intellektuelle polorgan. Begge dele udgjorde grundlaget for hans personlighed og for hans digterisk store skabende evner. Men det var også lige præcis disse karaktertræk og egenskaber hos Andersen, som halvt instinktivt, halvt bevidst bød den formentlig helt igennem maskulint enkeltpolede natur som Collin imod, fordi han instinktivt-seksuelt kun følte sig tiltrukket af det modsatte køn. At Andersen faktisk selv var – eller i hvert fald med tiden blev - fuldt ud klar over forholdet mellem Edvard Collin og ham selv, fremgår direkte af først og fremmest selvbiografien ”Mit eget Eventyr uden Digtning” (1847) og er herfra medtaget og udvidet i første del af ”Mit Livs Eventyr” (1855), hvorfra følgende tekststykke her skal citeres:

 

     […] en karakter af stor indvirkning på mig, var en af Collins sønner, nuværende etatsråd E. Collin; opvokset i frie og lykkelige forhold, søn af en højt agtet indflydelsesrig fader, var der hos ham en kækhed, en bestemthed, som ganske manglede hos mig; jeg havde en bevidsthed om hans inderlige deltagelse for mig; jeg havde endnu aldrig haft en ungdomsven; blød og med hele min sjæl bøjede jeg mig mod ham. Det næsten pigeagtige hos mig stillede han sig imod; han var den besindige, praktisk, og skønt yngre i år end jeg, var han den ældre i forstand, den ledende, den afgørende, som det ganske lå i forholdene. […] Hans ønske og stræben var at bibringe mig, der var bøjelig som et siv, noget af hans selvstændighed og vilje. I det praktiske liv stillede han sig virksom ved min side, lige fra hjælpen i de latinske stile før Artium til igennem åringer al ordnen med forlægger og bogtrykker, ja selv korrekturlæsningen. Igennem alle år under hele min udviklingstid, fra jeg tålmodig måtte bøje mig og tåle alt, til jeg selv fik en fri sjæl, vilje og mening, blev han min sande ven. (32) 

 

     Det ovenfor anførte citat fra ”Mit Livs Eventyr”, synes til fulde, om end indirekte, at bekræfte den hypotese om Andersens seksual-psykologiske konstitution som biseksuel, som fremføres her på hjemmesiden ”Livets Eventyr”, og som også vil blive yderligere bekræftet af andre og senere citater, specielt i relation til forholdet mellem Edvard Collin og Andersen. Udtrykket ”det næsten pigeagtige hos mig” – og et par år senere udtrykket ”min halve kvindelighed” (i brev til Edv. Collin), mere end antyder, at Andersen var klar over sin egen seksuelle disposition. Men videre til brevvekslingen mellem Andersen og Collin, hvor vi aktuelt befinder os i sommeren 1830.

 

     Andersen havde, som nævnt, jævnligt vedlagt prøver på de digte, han ønskede medtaget i sin nye digtsamling, i sine breve til Collin, og ville også gerne høre dennes mening om digtene. Den anmodning svarede Collin foreløbigt kort på i et tillægsbrev af 23. juli 1830: 

 

     Om Deres digte, som De har sendt mig, siger jeg Dem hellere min mening mundtlig. I alm. kan jeg blot sige, at jeg finder dem overmåde smukke. – Heden i Regnveir har stået i Københavnsposten. – […] (33) 

 

    Det næstfølgende brev fra Andersen til Edvard Collin er dateret Odense den 28. juli 1830, og heri uddyber han sin egen opfattelse af, hvordan han selv er. Brevet viser tydeligt, at Andersen havde en stor selvforståelse og at han på sin vis var mere moden og vidtskuende, end tilfældet var for den velmenende og begavede ven. Det turde fremgå af brevets indhold, som til trods for sin længde skal gengives her:

 

     Kære, bedste Collin.

     Kunne De blot føle med hvilken længsel, jeg hver postdag lader høre om der er brev fra Dem, da ville De ret indse hvor kær De er mig! Med begærlighed sluger jeg hvert brev! om det endogså tit smager noget, som medicin, men medicinen hjælper jo den syge, og når en ven rækker den, så tager man den med mere taknemmelighed. – Vær også overtydet om, at jeg selv føler mange af mine fejl og svagheder, men på eengang at rette dem er mig umulig; dog tror jeg i det sidste år, at have forandret mig meget til det bedre; eller hvad verden nu engang kalder det, blevet poleret mere af; havde De lagt mærke til mig for nogle år tilbage, ville De vist bedre kunne se forandringen; spørg kun fru Wulff? – Da jeg nu alt jo tilhører offentligheden er det naturlig, at der lægges noget mærke til mig, og mine svagheder pilles frem, man danner sig et begreb af de løse træk man opsnapper, uden at disse dele dog udgør det rette hele. Jeg finder det naturlig at an udpeger mine fejl; ingen går fri; jeg kender ikke eet menneske undtagen jeg har hørt noget ondt om det, min fejl bliver det nu, at jeg skal tænke for meget på mit eget værd som digter, og altid at bringe mig og mine digte på bane; men tro mig, kære Collin, kunne jeg ganske afvænne mig med denne fejl, fik verden dog snart opdaget en anden hos mig, jeg ved ikke hvilken, de lige så stærkt ville bebrejde mig. At jeg dog ikke besidder denne omtalte fejl i den høje grad man vil tillægge mig, har vi før omhandlet; og jeg tror at De dog har noget blik i mit hjerte; at jeg ellers ofte og gerne kommer frem med mine digte er en fejl jeg endnu har, men mon jeg ikke tør skrive den på min godmodigheds regning? (Tilgiv at jeg siger min godmodighed, men det siger jo alle at jeg er, og jeg tror det); eller har ikke ethvert ungt menneske lyst til at behage; med min skønhed vil det ikke lykkes og jeg tyr altså til hvad andet jeg har. Mon fejlen er så stor, når man ret beser den? Men jeg kan jo ikke forlange at alle mennesker skal se så dybt når de bedømmer mig, jeg gør det jo heller ikke altid med dem. At det ikke er stolthed hos mig, at jeg ofte aldrig tager notits af nogens mening om mine digte, er De vistnok forvisset om, og ville være det desmere når De kunne høre de yderst, modsigende domme jeg hører af dannede ja af såkaldte åndrige mænd; skulle jeg f.eks. gøre de forandringer man som oftest råder mig, blev der aldeles intet af mit; men kun noget såre hverdags tilbage. – Pas ellers på! der vil nok komme en tid, De vil finde mig langt bedre end nu; forstå mig ret, have aflagt endnu mere af det, som dog i grunden er fejl hos andre, men som efter verdens indretningen og alles svagheder må gælde for mine. – Kun at jeg nu ved, at De og Deres fader forstår mit bedre jeg; sig mig når De skriver hvad han i grunden tror om mig, om hans og Deres idé, er nu den samme. De kan ikke tro hvad pris jeg sætter på det, og hvad hans gode tanker, både fra åndens og hjertets side, er mig vigtige; ikke af den lave grund, at jeg tror det politisk, at besidde hans interesse, som De vel ikke tror om mig, men fordi, jeg af hjertet betragter ham, som en fader, for alt hvad han har gjort for mig; fordi han er mig det eneste faste punkt, jeg holder mig til i menneskevrimlen. Det bedrøvede mig inderligt, at De endnu med nogen bitterhed erindrer hin aften hos Bangs; lad denne misforståelse være glemt, fejlen var jo min at jeg ikke fattede Deres venskab. – De vil ikke sige mig dens navn der ”venskabeligt” talte ondt om mig! nu, det bør De heller ikke: der er meget, der ikke er godt for os at vide, måske ville jeg bedrøves mere, thi næsten tror jeg, at det er en person, jeg engang med hele min sjæl hang til; jeg har jo næsten fra min barndom stået ene, og hjertet er dog i vor alder skabt til medfølelse, den omtalte person troede jeg mest, at harmonere med, men har siden mærket, at jeg dog tog fejl; det var den første jeg følte venskab for, men at jeg er skuffet har gjort et dybere indtryk på mig end måske nogen drømmer om; De er nu den anden, jeg i mit liv, ret føler mig draget til, og De vil altid være mig en ven! O gid jeg ret kunne udtale min hele sjæl for Dem! gid at De, kun halvt så meget som jeg, altid ville føle for mig! gid at jeg i Dem må finde mere end den, der viser mig interesse, gid jeg altid med inderlig fortrolighed må kunne møde Dem. Men husk også, når De hører bekendte gøre deres bemærkninger over mig, at alle tales der ondt om! at hos alle udpeges der skygger; og vej da fejlene når de er sat i de rette forhold. Dog det behøver jeg ikke at bede Dem om! Men vær overtydet om, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at betage folk grunden til deres snak. Et skridt tror jeg alt at have gjort, skønt rigtignok lidet, men jeg håber at De bifalder mig. På mandag vil det dramatiske selskab her i byen give, indbyrdes en aftenunderholdning, hvortil Foersom bidrager, og man glæder sig ret der til da byens indvånere ikke længe har spillet komedie. Forleden kom da to af de herrer direktører ud til mig og bad mig såre meget om at hjælpe dem; blot sige et eneste af mine digte; De kan tro at det var hårdt at stå imod, og i grunden, thi jeg vil være ærlig, ville jeg også nok; atter en dårlig forfængelighed! Men Deres brev bestemte mig til, ganske at nægte det. – Når man siger, at jeg formodentlig morede mig på Hofmannsgave fordi jeg der læste dem mine digte, hvad ville man da sige når jeg på teatret sagde eet; skønt det, både af dem der sagde det første, og dette sidste bliver noget hæsligt! Jeg havde virkelig en hård kamp med mig selv, og man anvendte alt for at bevæge mig, og er nu vrede for det. Sig mig nu om jeg har handlet efter Deres ønske! Guldberg fandt at jeg havde båret mig ret ad, skønt hans grunde var alt for smigrende til at jeg vil anføre dem. – I går var jeg hos prof. Vedel-Simonsen på Elvedgaard, der synes næsten at have venskab for mig, jeg har måtte love ham, at komme nogle dage ud til ham igen før jeg rejser. Ved at søge efter sagn fra Grevens Fejde, som jeg kun træffer få af, finder jeg her en hel guld-grube til en roman, der ligger vor tid ganske nær, og hvor begivenheden selv står som et underligt, broget drømmebillede fra min barndom, og hvor alle kilder er mig åbnede; nemlig Spaniernes Ophold i Fyn; over alt hører jeg små skildringer og har i en kort tid samlet en stor del optegnelser; hvm ved hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveje sagerne. Dersom det er muligt at få en [køre]lejlighed til Svendborg i morgen, så rejser jeg da derned og vil blive der en 8te dage; når De derfor, som jeg håber om 8te dage glæder mig med et brev (det vil sige, skriver fra København på fredag, 8te dage eller før den tid) vil De da lade brevet ikke gå til Odense, men til Faaborg; hvor jeg da skal lade det afhente på posthuset, thi omtrent ved denne tid er jeg i Faaborg; jeg vil nemlig først til Svendborg og Taasinge, derfra til Faaborg og Assens; foruden Deres kære faders anbefalings breve har jeg nu også et til hver by fra Oberst Guldberg, så man nok tager sig af mig. Nu lev vel! evig og altid Deres / hengivne ven / Andersen. (34) 

 

     Som det fremgår af ovenstående brev, ville Andersen gerne bevare det gode forhold til Edvard Collin, som han på den ene side instinktivt følte sig stærkt tiltrukket af, og på den anden side godt kunne se vennens åndelige begrænsninger, hvorfor han – i hvert fald skriftligt - gør indrømmelser overfor denne. Et træk, som er i god overensstemmelse med, at Collin udgjorde den maskuline part i venskabsforholdet, mens Andersen forblev den feminine part.

 

Et skæbnemoment i Andersens liv

Det næste brev til Collin fra Andersen, er dateret Svendborg den 3. august, men det indeholder ikke noget af speciel interesse i denne sammenhæng. Det gør derimod Collins brev af den 4. august s.å., som er et svar på Andersens brev af 22. juli, men som er fortsat 5. og 6. august, hvoraf følgende skal citeres:

 

     Jeg blev virkelig ganske angst, da jeg så af Deres brev, at De var blevet anmodet om at agere på teatret i Odense; men fik en endnu større glæde ved a se, at De havde nægtet det; da jeg ved, hvormeget det må have kostet Dem, takker jeg Dem af hjertet for at De har taget såmegen notits af mine råd; fortjenesten er og bliver dog Deres; det er ingen sag at give gode råd, men at følge disse, når det kræver opofrelse, er vanskeligt. Fader har jeg fortalt alle omstændighederne, og han beder mig lade Dem vide, at han med megen fornøjelse har erfaret Deres forhold i denne sag; dette lader jeg Dem vide, da jeg ved, hvor megen vægt De lægger på hans dom.

     Den titel, som De agter at give Deres digtsamling, som til nytår skal udkomme, er jeg aldeles utilfreds med, og folk i almindelighed finder den flov; dog nærmere derom, når De kommer hjem. 

 

ibid. d. 5te ejusdem

Molbech var idag hos fader og sagde at iblandt de stykker, som Manthey havde sendt ham, var intet ved navn: Ravnen; han ville nu gå selv til Manthey, for at få rigtighed i denne sag. Han havde af de ham tilsendte stykker antaget 1 og forkastet 8. For resten må De erindre, når De kommer til byen, at gå til Molbech; han interesserer sig meget for Dem (jeg havde nær skrevet; ”for meget”). De indser vist selv, til hvor megen nytte han kan være Dem; han er en streng Kritikus.

     Det emne, hvortil De har samlet så mange bidrag i Fyn, er vistnok højst interessant; men just fordi det ligger vor tid så nær, frygter jeg, at bearbejdelsen deraf vil medføre større vanskeligheder for Dem end Deres roman; thi enhver vil kunne opdage den ringeste fejl som begås i skildringen af folkelivet etc. i en tid, som endnu er i så frisk erindring hos mange; i denne henseende behøver De derimod kun at frygte for få formedelst den bortfjernede tidsalder, hvori Deres roman foregår….

 

ibid: d. 6te august

I dette øjeblik har jeg fået Deres brev (dateret Svendborg). På fragtvognen må De have set ud som en Krähwinkler, der er højt på strå. Deres gode modtagelse i Svendborg glæder mig, især det De fortæller mig om at Heber vil samle subskribenter; De ved, jeg ser, med hensyn til Dem, altid meget på den økonomiske side. Det digt, som De sender mig: ”Havblik” finder jeg er et af de mest poetiske, De har skrevet. Var det ikke synd at lægge så god en ingrediens i en Jydepotte: overhovedet frygter jeg for, at, om maden endog er nok så god, den dog vil få nogen afsmag af potten…..

     For resten ved jeg ikke mere at fortælle Dem. / Deres ven / E. Collin. (35) 

 

     Det står ikke helt klart, hvad det var ved Andersens ”ageren” eller optræden, der gjorde unge Collin ”ganske angst”, men en hel del tyder på, at det dels var Andersens fysisk set noget affekterede bevægelser og attituder, og dels hans fynske bløde gutturale stemme, som havde let ved at svinge op i følelsesfulde højder, når det drejede sig om fremsigelse af digte af elegisk karakter og indhold. Dog kunne Andersen også være munter og sprælsk, når han oplæste nogle af sine humoristiske digte, som han jo trods alt også skrev mange af, men Collin syntes måske, at Andersen – ubevidst for sig selv - ved sådanne lejligheder gjorde sig ufrivilligt komisk og til nar. 

 

     Andersens svar på ovenfor citerede brev fra Collin, er påbegyndt i Svendborg den 3. august og fortsat i Faaborg den 9. august 1830, og det er i disse to breve, at beretningen om Andersens ulykkelige kærlighedshistorie med Riborg Voigt begynder. Denne kan han naturligvis ikke undlade også at indvie vennen – eller rettere sagt: vennerne - i København i, men da den allerede er blevet fortalt i afsnittet om Andersens tredje dobbelt-forelskelse, skal den ikke gentages her. Dog skal der omtales og citeres fra svarbreve, hvori Edvard Collin kommenterer Andersens forelskelse i Riborg Voigt. Fra det nævnte brev fra Andersen til Collin skal kun citeres slutningen af brevet, hvori Andersen skriver følgende:

 

     […] – Jeg glæder mig til. at gøre Molbechs bekendtskab, men at han interesserer sig for meget for mig, det var ikke engang en skrivefejl hos Dem, men en spøg; thi det mener De ikke! husk på, at hvem jeg ret holder af, dens ord vejer jeg, og især de overstrøgne, thi det er som oftest dem der falder lige af hjertet i pennen. Tak for Deres tilfredshed, angående komedie-spillet, og vær vis på at jeg altid vil det rigtigste, men jeg har ikke altid kraft nok til at gøre det, men det kommer vel nok, ikke sandt? Hils Deres kære, kære fader mange gange fra mig; jeg begynder nu alt imellem at længes efter dem alle sammen; og især efter at tale med Dem, da jeg håber at være rykket Dem et lille skridt nærmere i hjertets henseende end før; sig mig kun altid mine fejl, men husk også, ikke at være for slem, thi jeg lægger, som sagt meget, i enhver ytring af den jeg holder af; det er noget jeg nu kan sige skriftlig, mundtlig sagde jeg det næppe! – Jydepotten skal altså døbes om? Men herregud, en Jydepotte er dog i grunden langt ædlere end mangen en af porcelæn! ”Havblik” synes De godt om, det glæder mig! for ærlig talt, det gør jeg også selv, og jeg vil så gerne vi skal være enige. I slutningen af ugen er jeg bestemt i Odense. Lev vel / Deres inderlige hengivne ven / Andersen. (36)    

 

    Dette brev svarede Collin først på i brev af 13. august, som dog blev fortsat både den 14., 16. og 17. august, før det blev afsendt. I breve fortæller Collin blandt andet, at Manthey havde forkastet teksten til operaen ”Ravnen”, men at Molbech fandt teksten velegnet til en opera, og derfor havde antaget stykket, og at der nu kun manglede, at Hartmann skulle komponere musikken dertil. (37)  

 

    Men nok så interessant er det, når Collin i brevet skriver følgende korte besked:

 

     Hvis De inden udgangen af denne måned arriverer til Nørager, vil De vist endnu træffe Jette Thyberg der. (38)       

 

    Den nævnte Jette Thyberg, som angiveligt var på sommerbesøg hos familien Bang på godset Nørager, er jo nemlig ingen anden, end den kønne, begavede og da 17-årige pige, som Edvard Collin blev forlovet og gift med i henholdsvis 1832 og 1836. At han nævner hendes navn her i 1830, kunne tyde på, at han måske allerede på det tidspunkt interesserede sig specielt for den 5 år yngre ungmø. Også hun blev en god søsterlig veninde for den 8 år ældre ungkarl Andersen resten af hans liv. Der blev dog ikke noget af Andersens besøg på Nørager i denne omgang, for han ville gerne lægge lidt tidsmæssig afstand til familien dér, fordi han åbenbart havde blameret sig overfor den under et af sine besøg, ved til familiens ironisk mente bifald, at oplæse sine digte, hvilket Edvard Collin, som også var til stede ved den lejlighed, i øvrigt havde været så meget imod, at han truede med at ville forlade stuen, hvis Andersen fortsatte med sin oplæsning.

 

    Det sidste brev med årstallet 1830 fra Andersen til Edvard Collin, er dateret Odense den 18. august, hvori han blandt andet fortæller, at han har været på besøg på godserne Flenstofte og Frederiksgave, hvorfra han blev kørt til Assens og blev der i to dage, hvorpå han om natten returnerede til Odense. Brevet slutter sådan:

 

     […]  Glem heller ikke at skrive, thi det er da det sidste, kære brev jeg får fra Dem på denne rejse. Sig mig endelig hvad resultatet bliver med operaen; nu begynder forestillingerne snart og min fri entré er forbi, men det er dog virkeligt hårdt for mig! Var nu mit stykke antaget, så beholdt jeg den, men er det ikke, må jeg i tide se hvad jeg kan gøre. Derfor glem heller ikke det! Da det muligt er det sidste brev jeg skriver Dem til herfra Odense, så lad det ikke undre Dem, at jeg repeterer hvad jeg før har sagt, at De er den eneste jeg anser for min ven og at jeg af mit ganske hjerte hænger fast ved Dem, det er noget jeg måske aldrig mundtligt kan ytre Dem, men vær vis derpå, at jeg vejer ethvert af Deres ord, derfor stød mig aldrig bort - - dog jeg bliver for sentimental, De forstår mig jo nok! Gud give at jeg altid af mit ganske hjerte tør betro mig til Dem! Af digte har jeg to nye, som jeg vil afskrive Dem her, hvad synes De om dem? – Hils dem alle. / Deres inderlig hengivne ven / Andersen. (39) 

 

Andersens ’medicin-kur’: At rejse!

På dette tidspunkt, august 1830, var Andersen i stigende grad optaget af sin forelskelse i Riborg Voigt, følelser, som han så småt overførte på hendes broder, Christian Voigt, der på grund af omstændighederne var blevet Andersens fortrolige ven, sådan som beskrevet i forrige afsnit. Det gik langt om længe op for Andersen, at hans forelskelse i Riborg ikke var gengældt, en situation, der i den følgende tid havde bevirket, at Andersens digte tog en tårevædet sørgmodig-elegisk retning, som han havde vanskeligt ved at skrive sig fri af. Karakteristik for denne side af hans digtning, er digtet ”Taaren”, hvor første vers’ to første linier lyder sådan: ”Mit hjerte er en himmel grå, / hvor sorgerne som kloder stå;”. Digtet var sammen med digte i samme genre samlet under titlen ”Hjertets Melodier 1-8”, som indgik i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, der var udkommet den 10. januar 1831.   

 

    Den nævnte noget ulykkelige og deprimerede situation udløste et stærkt ønske og en næsten uudholdelig utålmodighed hos Andersen, efter at rejse væk for en tid, for dermed at komme på afstand af måske især København, hvor hans ulykkelige kærlighedshistories sidste akt havde udspillet sig. Det, at rejse, brugte han i reglen og til dels som en slags ’medicin-kur’. (40)

 

     Andersen havde besluttet sig til, at hans rejse denne gang skulle gå til udlandet, nemlig til Harzen og Sachsisk Schweiz, og rejsen var – af økonomiske grunde - planlagt til kun at strække sig over godt en måneds tid, fra 16. maj til 26. juni 1831. Den førstnævnte dato om morgenen afrejste Andersen fra Københavns Havn med dampskibet Prinsesse Wilhelmine til Lübeck, hvor han stod af og så sig om i byen, indtil han først på aftenen rejste videre med et rejseselskab til Hamburg, hvortil man ankom om morgenen den 18. maj, og hvor Andersen gjorde ophold med overnatning et par dage. Den 19. maj noterer han i dagbogen, at han stod tidligt op, for at skrive breve til vennerne hjemme, blandt disse også et påbegyndt brev til Edvard Collin, som der først blev skrevet videre på den 23. maj, da Andersen var i Braunsweig, og afsluttet samme sted dagen efter, den 24. maj. Brevet indeholder dels en beskrivelse af rejsens forløb og dels af de oplevelser og tanker Andersen har og gør sig undervejs: 

 

     […] – Jeg vil vist have særdeles godt af denne rejse, i hvor kort den er, jeg trængte så uhyre til adspredelse, for ikke at blive en sygelig ensformig dichter, og jeg var og er endnu slemt på veje dertil. De har vistnok følt hvorledes mit humør har været i denne vinter, to gange har jeg været på veje til at betro Dem grunden til min smerte, men, - ja jeg kan ikke gøre ved det – jeg blev dog skræmmet derfra, jeg frygtede for at De måske ikke ville optage det således, som det er; tro ikke at Gengangerbrevene eller recensenters strenghed har nedkuet mig, vil Vor Herre at jeg skal blive, hvad jeg troer mig bestemt til, en sand digter, så må selv disse bidrage der til, jeg frygter ikke; jeg har en fatalistisk tro på Forsynet, skønt jeg sjældent ytrer det; hvad Gud har bestemt sker. – Af alle mennesker, er De den jeg i enhver henseende betragter som min rette ven, vær mig altid det kære Collin, jeg trænger virkelig til et åbent hjerte, men min ven, den jeg kan elske, som sådan, må også have ånd, jeg må i denne henseende kunne agte ham, og det mangler i grunden de få andre jeg ret holder af, kun De, er den, jævnaldrene jeg ret kan føle mig bunden til. Jeg har også en bøn til, De vil måske le, men vil De engang ret glæde mig, ret give mig et bevis på Deres agtelse – når jeg fortjener den - så – ja De må ikke blive vred! – Sig Du til mig! mundtligt vil jeg aldrig kunne bede Dem derom, det må ske nu, nu medens jeg er borte; har De noget derimod, så tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligvis aldrig ytre det mere! I Deres første brev jeg nu får, vil jeg se om De har villet glæde mig, og jeg drikker da Deres skål der og det ret af hjertet. – Er De vred? – De kan ikke tro, med hvilket bankende hjerte jeg skriver dette, skønt De ikke er her. Men nu ikke mere herom. – (41) 

 

     Resten af ovenfor citerede brev er skrevet og afsendt fra Braunsweig den 24. maj, og det indeholder en detaljeret beskrivelse af rejsens foreløbige forløb og indhold, samt om oplevelser, Andersen har haft undervejs, ligesom om de tanker, han har gjort sig, herunder ikke mindst hans økonomiske bekymringer, som Collin jo tog sig af. Brevet slutter således:

 

     […] Men nu lev vel! Papiret siger stop! I morgen tidlig (den 25.) rejser jeg til Goslar, hvor jeg har anbefalings brev med fra Houdewalkers i Hamborg, deri kalder man mig ”en udmærket lærd”. Herre Gud! de skulle bare kende mig ret. Hils Deres fader og moder, søskende og Drewsens såvel som Wulffs ret meget fra mig, og lad mig i Deres brev se, om De er bleven vred på mig for min barnagtige bøn, tro mig, der er vist ingen der inderligere holder af Dem, af fremmede, end jeg. – Lev nu vel kære, kære Collin og glem mig ikke! Deres af hjertet hengivne / Andersen. / NB. Hils Bredal og Hartmann! Hvordan går det med La Quarantaime? (42)  

 

Den famøse ”Dus-historie”

Når Andersen i ovenstående brevcitat skriver, at han ikke håber at vennen ”er bleven vred for min barnagtige bøn” om, at de to skal sige ”Du” til hinanden, skal man ikke tro ham på ordet, for han lagde i virkeligheden meget i denne ”bøn”. Så meget, at det påfølgende afslag fra Collin kom til at nage og plage ham stort set resten af livet, og det i en grad, som bevirkede, at det ikke kunne undgå at få afsmittende virkning på Andersens efterfølgende forfatterskab, som mere eller mindre blev præget deraf.

 

     Edvard Collin svarede på ovennævnte brev i et brev fra København den 28. maj 1831, hvori han i øvrigt skriver, at han i den følgende tid vil være på rejse i Jylland, hvorfor han anmoder Andersen om at sende sine breve til ham hjem til faderen, som så vil sørge for at videresende disse til de rette adresser. Senere i brevet kommenterer Collin både Andersens angivelige dårlige humør i den forløbne vinter og anmodningen om, at de to burde være ”Dus”:

 

     De skriver, at jeg vist har mærket, hvorledes Deres humør har været i denne vinter; det har jeg; at De ikke har betroet mig grunden dertil, kan ikke fortryde mig, hvis hemmeligheden er af den natur, som jeg har antaget; tro ikke, at jeg vil opfordre Dem til at betro mig denne; De vil bedst selv kunne føle, hvorvidt det er rigtigt, a den meddeles andre; der er hemmeligheder, forekommer det mig, som er af en så fin natur, at de ikke kan betros til noget menneske; men vær også forvisset om, at hvis Deres sorg kan betros nogen, da vil De i mig finde den ven, der trøster ej med grunde men med medfølelse. Og den overbevisning ved jeg vist De har.

     Jeg kommer nu til et punkt i Deres brev, som – hvorledes skal jeg gøre mig ret forståelig for Dem, kære ven. – Med grunde kan jeg ej overbevise Dem, thi grunde lader sig ej her anføre, men De tro mig som Deres ven på mit ord, De må være fast overbevist om, at der er et træk i min karakter, som jeg her med sandhed udfolder for Dem. Kun da vil det være muligt, at jeg ej bliver misforstået af Dem, det jeg frygter så meget for. Det er altså mit sindelag med hensyn til at vi skulle sige ”Du” til hinanden, som jeg vil udfolde for Dem. Som sagt, Andersen, tro mig på mit ord, at jeg taler ærligt! Når i et muntert selskab mellem studenter etc. én siger til mig, om vi to skal drikke Dus, da siger jeg Ja, dels af mangel på overlæg i det øjeblik, dels for ej at fornærme det menneske, som derved tror at komme i et venskabeligere forhold til mig; kun éngang ved jeg, at jeg, efterat have ved en sådan lejlighed drukket Dus med et ungt menneske efter hans anmodning, har bagefter efter modnere overlæg bestandig vedblevet at sige ”De” til ham; og, hvor ondt det gjorde mig at fornærme dette menneske, har jeg dog aldrig fortrudt det siden; og hvorfor gjorde jeg det? det var et menneske, jeg havde kendt i længere tid og som jeg holdt meget af? der var noget vist i mit indre, som jeg ej kan forklare, der drog mig dertil. Der er mange ubetydeligheder, som mennesker har, jeg tror, en medfødt afsky for; jeg har kendt et fruentimmer, der havde en sådan afsky for gråt papir, at hun fik ondt, når hun så det; hvorledes skal man forklare det. – Når jeg derimod længe har kendt et menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige: ”Du”, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige følelse hos mig. Jeg erindrer at justitsråd Wiborg har fortalt mig, at da Baggesen, med hvem han længe havde levet i et nøje og venskabeligt forhold, proponerede ham at sige: ”Du”, da påkom der ham herved en så ubehagelig følelse, at han næsten fik noget imod Baggesen; herved vil jeg naturligvis ej sige, at forholdet mellem os ville blive et sådant som dette, ej heller vil jeg sammenligne Dem med Baggesen thi efter hvad jeg kan dømme om ham, kunne han aldrig være noget menneskes sande ven,; dertil var han for meget egoist. – Mine Dus-bekendtskaber skriver sig for det meste fra mine drengeår, dels fra sådanne muntre øjeblikke, der ej levner tid til overvejelser dels også fra, at jeg har generet mig for at undslå mig; men just herved viser jeg Dem min oprigtighed for Dem, idet jeg, hellere end at skjule mig for Dem, udlader mig således for Dem som jeg her har gjort, hvor jeg så let kan misforstås. Men nej Andersen! De vil ikke misforstå mig! Og hvortil skal denne forandring i vort forhold? Er det for at give andre et tegn på vort venskabelige forhold? Det ville være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er ikke nu vort forhold så behageligt og os begge så nyttigt? hvorfor da begynde det under en forandret form, en form som vel i og for sig er noget ubetydeligt, men som jeg, som sagt, har en ubehagelig følelse for; jeg tilstår at jeg er en Sonderling i denne henseende: Men ligeså vist som det har bedrøvet mig, at denne materie skulle komme på bane, ligesåvist er det at forholdet må blive således som De ønsker, hvis det ikke er mere end en blot idé af Dem, for krænke Dem, ved Gud, det ville jeg ikke. Men endnu engang Andersen! hvorfor skulle vi foretage en sådan forandring. Lad os nu ikke tale mere derom, jeg håber vi ville begge glemme denne gensidige meddelelse; når De kommer hjem er jeg i Jylland; vi ses da ikke førend til vinteren. – At blive vred for Deres anmodning, derom kunne talen aldrig være; jeg misforstår ikke Dem, gid De heller ej må misforstå mig.

     De fremsatte spørgsmål kan jeg sågodtsom ikke besvare, da jeg har været den meste tid borte fra byen, og har så utroligt meget at bestille med hensyn til min forestående afrejse. / lev vel! / Deres ven / E. Collin. (43) 

  

     Collins lange – alt for lange – redegørelse for, hvorfor han ikke havde lyst til at blive ”Dus” med Andersen, men helst ville glemme forslaget, skuffede denne dybt og langvarigt, og så længe, at da han trods alt havde fået situationen på tidsmæssig afstand, kunne han i eventyret ”Skyggen” (1847) ironisere og satirisere over Collins besynderlige forklaring på sit afslag. Det virker, som om Collin snor sig som en orm på krogen, for at komme fri, formentlig fordi han inderst inde godt ved, at afslaget virker mærkværdigt mellem så gode venner, som han og Andersen efterhånden var blevet. Men det kan samtidig ikke udelukkes, at den ”ubehagelige følelse”, som Collin har ved udsigten til eventuelt at skulle være ”Dus” med vennen, byder ham imod, fordi en ubestemt eller usikker fornemmelse hos ham efterlader indtrykket af, hvilken karakter vennens følelser for ham i virkeligheden har, nemlig at disse er erotisk betonede.

 

     Imidlertid har Collin sikkert været meget spændt på, hvordan Andersen ville optage afslaget, om denne ville acceptere det uden videre og resignere, eller om han ville blive såret, fortvivlet, selvmedlidende og dybt deprimeret, sådan som Andersen nogen gange kunne reagere på skuffelser. Det viste sig, at Collin ikke havde behøvet at frygte for en negativ reaktion fra vennens side, idet denne bevarede fatningen nogenlunde, i hvert fald i første omgang og hvad afslaget angår, og skrev og afsendte et længere og på sin vis overraskende moderat brev, påbegyndt i Dresden den 4. juni 1831 og fortsat samme sted den 10. juni og afsluttet i Berlin den 11. juni, hvori Andersen indleder med at fortælle om, hvad han har set og oplevet, og hvem han har mødt siden sit forrige brev. I Dresden mødte han blandt andre Lotte Oehlenschlæger, som på den tid var gæst hos forlægger Brockhaus, hvilket vi allerede har hørt om under omtalen af Andersens første dobbelt-forelskelse. Det er dog først i den del af brevet, der er skrevet i Berlin, at Andersen svarer på Collins afslag, idet han ikke havde modtaget Collins brev før samme formiddag, og om sin reaktion på afslaget skriver Andersen følgende:

 

     I aftes kom jeg hertil, og straks i dag opsøgte jeg Freund, hvor jeg til min store glæde fandt Deres kære, kære brev; ja jeg holder af Dem som en broder, tak for hver linje! – nej, jeg misforstår Dem ikke, jeg kan ikke engang blive bedrøvet, så ærligt De udfolder Deres hjerte for mig: gid jeg havde Deres karakter, Deres hele jeg; o, jeg føler nok, hvor meget jeg i mange henseender står under Dem! men vær mig altid, hvad De nu er, min sande, måske, ærligste ven, jeg trænger virkelig dertil. Jeg vil ingen hemmeligheder have for Dem; ja, jeg har den hele vinter ret været sjælesyg, mine digte, kan sig Dem grunden, jeg har, vistnok, været altfor åbenmundet med følelser, som verden, og mest hos mig, vil udle. Mit forrige lune får jeg aldrig, men jeg har vundet en ligegyldighed for verden, som vist vil hjælpe på min karakters svaghed. – De vil føle med mig, og finde at livet vistnok har tumlet mig lidt for slemt. En rig, smuk, åndrig pige, der føler det samme for mig, som jeg for hende, lærte jeg at kende i sommer, hun var forlovet, og forhold bød hende at ægte en mand, der alene tog hende for hendes formue; hun blev gift kørt før jeg rejste, nogle ord, er det eneste jeg har fra hende, hvor hun beder mig, søsterligt, at glemme alt; - derfor var det jeg ville bort, måtte bort, o jeg har grædt som et barn. Det var jo uklogt af mig, fattige menneske, at blive forelsket, vel havde hun formue nok for os begge, men så havde folk dog sagt, det var en spekulation, og det ville have såret mig dybt. – Gud har så forunderligt ledet alt for mig, også dette må lede til noget godt, tror jeg, men hvilket – ved jeg ikke. Jeg føler nu en tomhed i min hele sjæl, der gør mig kold og ligegyldig; o kære, kære Eduard, jeg ønsker i grunden at jeg måtte dø! hvad stort eller godt bliver der vel for mig i verden, at gøre! – […] (44) 

 

     Det fremgår i øvrigt tydeligt af ovenstående citat, at selv om Andersen reagerede forholdsvis moderat på Collins afslag, så kan der vist næppe være tvivl om, at dette forstærkede hans erindring om den mislykkede forelskelse i Riborg Voigt, hvilket lige så umiskendeligt fremgår af samme brev. Denne mislykkede kærlighedshistorie skulle da også få mindst lige så varig indflydelse på Andersen og hans forfatterskab, som tilfældet blev med forelskelsen i Edvard Collin. I øvrigt ser det ud til, at være et gennemgående træk ved Andersens dobbelt-forelskelser, at forelskelsen begynder med den forstærkede sympati for den mandlige part. Dette gjaldt dobbeltforelskelsen i Oehlenschlæger og dennes datter, Lotte, og ligeledes dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster, Riborg, lige som vi vil få at se, at det også gjorde sig gældende i dobbeltforelskelsen i H.C.Ørsted og dennes datter, Sophie, og endvidere med dobbeltforelskelsen i Henrik Stampe og dennes forlovede, Jonna Drewsen. En undtagelse fra reglen synes dobbelt-forelskelsen i Christian Wulff og dennes søster, Ida, at være, idet hun vakte Andersens interesse, førend hendes broder, men til gengæld tabte han hurtigt sin erotiske interesse for hende, og overførte denne på broderen, Christian.

 

      Den 24. juni 1831 var Andersen med dampskibet ”Prindsesse Wilhelmine” vendt tilbage til København ved middagstid, og straks efter hjemkomsten ilede han om i byen, for at besøge venner og bekendte, først og fremmest familien Collin. Dagen efter, den 25. juni, skrev han videre på et påbegyndt brev til Edvard Collin, som jo midlertidigt opholdt sig i Silkeborg hos godsinspektør, kammerråd Bindesbøll. I nævnte brev skriver Andersen blandt andet følgende:

 

     […] – Gid De. Kære Collin, var her! jeg længes ret efter Dem; tænker De også imellem på mig? – […] Hver postdag vil jeg med længsel forhøre om der ikke kommer en lille brevdue fra Dem, thi jeg får sikkert brev, det håber jeg. […] – Nu lev vel! dersom De vil skal De få endnu et langt brev fra mig, men De må også skrive mig til, og det ret snart, eller også komme hjem, hvor jeg da, i mange henseender glæder mig til at tale med Dem, næsten tror jeg, at hver lille sommerrejse bringer mig nærmere til Dem; gennem papiret tør hjertet bedre betro sig, man føler sig ikke tilbage stødt af det legemlige jeg; ja, alt hvad der ret ligger mig på hjertet vil jeg altid betro Dem, og De vil blive, hvad De er mig, en broderlig, tro ven: gid jeg ret kunne lade Dem læse i min sjæl, og ret vinde Dem således, som jeg ville. - / Lev vel / Deres oprigtige ven / Andersen. (45)  

 

     Tidligere i brevet fortæller Andersen, at han allerede er begyndt at skrive om sin egen netop overståede rejse, som han omtaler som ”Min Laterna Magica”, hvori blandt andet skal indgå, hvad han kalder ”lyriske stykker”, hvilket vil sige digte. Denne ’recept’ havde han i øvrigt benyttet allerede i sin første bog, ”Ungdoms-Forsøg” (1822) og i endnu højere grad i ”Fodreise” (1829). I et brev til Collin, dateret 26. august 1831, fortæller Andersen, at ”om 14 dage kommer mine Skyggebilleder ud”, hvilket betyder, at han i mellemtiden har omdøbt ”Laterna Magica” til titlen ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831”. Bogen udkom på C. A. Reizels Forlag den 19. september samme år.

 

     I det hele taget var Andersen meget aktiv og produktiv som forfatter og digter, for det gjaldt jo for ham om, at skrive og få opført så mange dramatiske værker og udgive så mange bøger, som overhovedet muligt, hvis han skulle kunne gøre sig håb om at forfatterskabet kunne blive en ordentlig og respekteret levevej. Set med storborgerlige øjne, havde Andersen jo blandt andet det minus ved sig, at hans biologiske og sociale oprindelse i det småborgerlige håndværkermiljø i Odense, ikke var noget at bryste sig af. For Andersen selv var penge og social status af sekundær betydning, og en af hans store fortjenester som forfatter var og er, at han formåede at hæve sit barndomsmiljø og dets mennesker op på et menneskeligt niveau, så at hans mindrebemidlede familie i dag er blevet verdensberømt sammen med ham selv. Hvem skulle vel ellers have husket og kendt friskomager Hans Andersen og vaskekone Anne Marie Andersdatter, hvis ikke sønnen havde sat dem begge – og flere andre i familien – et monument i sit forfatterskab? - Siden sin litterære debut med ”Fodreise” i 1829, havde han skrevet og fået udgivet digtsamlingerne ”Digte 1830” og ”Phantasier og Skizzer”, 1831; og siden sin dramatiske debut med vaudevillen ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, 1829, havde han indtil august 1831 skrevet vaudevillen ”La Quarantaine”, som imidlertid inden sin opførelse i 1831 blev omdøbt til ”Skibet”; desuden skrevet operaerne ”Ravnen” og ”Bruden fra Lammermoor”, som dog begge først blev opført på Det kgl. Teater i 1832. 

 

Venskabet bestyrkes

Den nyudklækkede jurist Edvard Collin var på sin side travlt optaget af at sætte sig ind i, hvordan staten driver sine godser i Jylland, og i den anledning opholdt han sig som nævnt i Silkeborg hos godsforvalter Jakob Hornemann Bindesbøll. Men ind imellem sin faglige travlhed tog Collin sig tid til at skrive til vennen, som nu var i hovedstaden igen. Collins sidste bevarede brev fra 1831 er dateret Silkeborg den 10. august, men brevet indeholder kun kommentarer til de digte, Andersen tidligere har medsendt sine breve, og praktiske råd og anvisninger om, hvordan Andersen bør forholde sig i forhold til de forlæggere, der skal udgive hans nyeste epos ”Skyggebilleder”. I mellemtiden havde Andersen påbegyndt et brev til Collin den 20. august, som han siden fortsatte den 26. august, hvor han netop havde modtaget Collins ovenfor nævnte brev. Men i første del af brevet skriver Andersen blandt andet følgende:

 

     […] – Hvor jeg ellers ret længes efter Dem kære Collin! ret længes efter at tale hjerteligt og venskabeligt med Dem, ene, oppe på det poetiske kammer, men se, så ikke så alvorlig – så – ja hvad skal jeg kalde det, så uhyre fornuftig ud, som De sommetider har gjort, hvorved, jeg som en fjerbold er flyvet fra Dem, og da skrevet mangt et mørkt, bittert digt. De ved nok digterne er, irritable genus, og jeg er det i mere, end den horatsiske betydning. Tre stykker får jeg da i denne vinter på teatret, gør de lykke, så kommer jeg jo ret i mode, og De får da lidt ære af Deres poetiske ven. (46) 

 

    I anden del af ovenfor nævnte brev, som er skrevet 26. august, fortsætter Andersen, efter netop at have modtaget et svarbrev fra Collin, således:

 

     Tak, kære, kære ven! for Deres venlige linjer, jeg fik dem i dette øjeblik, og hvor lidet der stod i disse var de mig dog balsam i min pinte sjæl! jeg har i disse dage så mange plager, så mange ting der sætter mig i et dårligt lune, at jeg gerne suger honning af den mindste blomst. Min vaudeville skal spilles om 14 dage, og det er denne, man er færdig at jage mig ud af mit gode skind med. De gør mig gale! Der har været en hel kamp i direktionen om at døbe den om, de tør ikke kalde den ”Quarantainen”, det er forargelig! […] jeg er slet ikke lykkelig! – jeg tager mig måske alt for nær; men mit hele indre, mit liv selv er blevet rystet for stærkt, til at det ikke skulle komme i bevægelse siden ved ethvert stød. – Hvad jeg bør glemme, kan jeg dog ikke, jeg trænger ret til trøst – skriv mig et venligt brev, ret ud af Deres hjerte; De holder jo af mig; her hjemme er der næsten ingen, jeg kan finde trøst hos, jeg må endogså skabe mig lystig, jeg kan jo ikke udvikle dem enhver grund til min bedrøvelse. – […] (47) 

 

     Det følgende og sidst bevarede brev fra Andersen til Edvard Collin i året 1831, er dateret den 2. november 1831, som var vennens 23 års fødselsdag, og da brevet er forholdsvis kort, og dets indhold af vigtighed, skal hele brevet citeres her:

 

     Min inderlige kære Eduard!

     I dag er det Deres fødselsdag! jeg har tænkt  så meget derpå, men jeg kan dog ikke gøre Dem nogen ret glæde, ihvor gerne jeg ville. Skrive Dem et vers, er i grunden narrestreger, hvad skulle det kunne fornøje Dem? Nej, jeg vil ligefrem sige Dem at jeg holder så inderlig meget af Dem, måske mere end De tror; med min hele sjæl hænger jeg ved Dem, gid De ret kunne føle det! Gid De kunne have fortrolighed til mig, broderlig fortrolighed, frygt ikke, jeg er åbenmundet, uden med mine egne sager! Gid jeg ret kunne lade Dem læse i mit hjerte, vinde Dem på denne dag ret for mig! Hvorofte har jeg ikke, siden De kom hjem, med det mest broderlige sindelag villet nærme mig Dem, men – jeg ved ikke selv, når De ikke gør begyndelsen kan jeg ikke, De har således ikke sagt mig et ord, om hvad jeg så inderligt gerne ville have talt med Dem om, hvad jeg kun i et brev har turde betro Dem, af hvad der af alt griber mest ind i mit liv; eller bør og kan vi ikke tale derom? De skrev engang, da jeg blev for fortrolig, at de mennesker der ville sige Du til Dem fik de en uforklarlig kold følelse imod; De ved det var et hjertes udbrud af mig, et længe næret ønske, at jeg kom frem med det, kan dog ikke have gjort at De nu føler noget hos Dem, der gør De ikke kan møde mig således som jeg ville? Sig mig det kun! Jeg har slet intet i verden mit hjerte nu ret hæfter sig til, selv poesien er mig ikke så kær og hellig, for sin egen skyld, den burde være mig, De kan måske forsone mig noget med verden, vær altid min ven! føl hvor inderlig jeg holder af Dem! ingen kan denne dag bede vor Herre varmere for Dem end jeg! Kunne jeg bare ret sige Dem alt, Gud velsigne Dem kære, kære Collin. / Andersen. (48)  

 

     Nej, Andersen kunne ikke ”bare ret sige”, hvordan han i virkeligheden følte for vennen, nemlig en erotisk betonet tiltrækning, som Edvard Collin formentlig anede skjulte sig bag Andersens mange sproglige sympatitilkendegivelser og omskrivninger. Det nærmeste Andersen indtil videre turde og kunne vove at tilkendegive overfor Collin var, ”at jeg holder så inderlig meget af Dem, måske mere end De tror”, men for ikke at støde vennen fra sig, afparerer han straks efter, ved at skrive ”Gid De kunne have fortrolighed til mig, broderlig fortrolighed”. Men selv om Edvard Collin på den ene side søgte at holde Andersens lidt for følelsesbetonede tilnærmelser på afstand, var han på den anden side også smigret over vennens interesse for sig – som broderlig ven. Han kunne jo ikke undgå hen ad vejen at blive klar over, at Andersen trods alt var noget særligt som digter betragtet, der dog i hans vurdering selvfølgelig ikke kunne måle sig med tidens virkelig store digtere som Oehlenschlæger, Heiberg og Hertz. Disse tre monumentale skikkelser i dansk litteratur og teater, havde – bortset fra at de tilhørte fædregenerationen - jo for længst placeret sig øverst på det danske Parnas.

 

     Vi er tidsmæssigt nu nået frem til året 1832, hvorfra der kun foreligger en begrænset korrespondance mellem Andersen og Edvard Collin, hvilket formentlig i hovedsagen skyldtes, at begge havde travlt med hver for sig at konsolidere deres respektive karrierer. Men Collin var, i det omfang, han kunne overkomme det, fortsat Andersen behjælpelig med de praktiske ting og økonomiske spørgsmål omkring hans dramatiske og litterære arbejder. I øvrigt foreligger der også kun et fragment af Andersens dagbog for 1832, så en viden om, hvordan det år forløb for ham, kan man kun få via fragmentet og de forholdsvis få breve, der foreligger fra Andersens hånd på den tid. Men det var jo det år, han skrev sin første egentlige selvbiografi, som han selv kaldte for ”Mine Erindringer”, men som ved den posthume udgivelse i 1926 fik titlen ”H. C. Andersens Levnedsbog 1805 - 1831”. Deri kan man hente en del oplysninger om Andersens hidtidige liv og karriere, men eftersom bogen slutter med en længere omtale af Andersens ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, som igen afsluttes med et brev af 2. januar 1831 fra Andersens faderlige ven, digteren B.S. Ingemann, får man altså ikke her noget at vide om året 1832. Angående samtidige kilder, må man derfor søge andre veje, og herunder ikke mindst Andersens brevveksling med andre af sine venner, som han jo også havde, på trods af sin ihærdige påstand om, at han følte sig ene og forladt af alt og alle. 

 

     Fra dagbogsfragmentet for 1832 og fra brevvekslingen mellem Andersen og Edvard Collin det år, ved vi, at Andersen fra den 22. juni rejste på sommerferie til Sorø, Odense og Nørager, hvor han som sædvanligt besøgte venner og bekendte, og i reglen var overnattende gæst hos gode venner de pågældende steder. I Sorø skete det hos ægteparret Lucie og B.S. Ingemann, i Odense dette år hos familien Høegh-Guldberg, og i Nørager hos familien Bang, som i øvrigt havde familiemæssige relationer til familien Collin i København. Det første brev fra Andersen til Edvard Collin er dateret Odense den 3. juli 1832, og herfra skal citeres følgende:

 

     Kære ven!

     Iforgårs aftes indtraf jeg i det guldbergske hus, og griber nu pennen, for at jeg på den første postdag, under mit ophold her kan tale med Dem! Når man er borte fra de man holder af.da føler man først hvor kære de er os! O, jeg har tænkt så meget på Dem og Deres i den korte tid jeg har været på landet. Ja, nu føler jeg det ret levende, vi vil og skal altid blive gode venner, om vi ikke siger ”Du” så skal vi det dog i hjertet; og De skal nok få glæde af mig! jeg føler kraft i min sjæl og tillid til Gud, at jeg engang i tiden nok skal vinde den plads mellem de danske, mit hjerte drømmer om. – O, gid de ved blodet var min broder, som De er mig det i hjerte og tanke, måske De da mere kunne få lejlighed til at se min kærlighed til Dem! – Der er mange unge mennesker (som Christian Wulff), der kommer mig ret hjertelige i møde, men jeg forlanger noget mere end godmodighed og kærlighed, jeg må også have respekt for den jeg ret skal elske og klynge mig til, jeg vil hellere have han skal stå over mig i meget, end under mig. Gid vi i nogle måneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede verden, men - nu flagrer De ikke mere, De har alt fundet stade. […] - Én ting vil jeg ellers af hjertet bede Dem om, når De skriver da – ja det klinger underligt – men – vær ikke for alvorlig, eller rettere moraliser ikke for mig, (jeg kan ikke ret finde ordet derfor), men der har enkelte gange i Deres breve været noget – noget solidt – noget om fremtid etc. etc., der så meget har forstemt mig, og jeg kan ved Gud ikke tåle det – ikke tåle det nu; vær mig min gode kære Eduard, som De enkelte øjeblikke er mig det! Just fordi jeg holder så inderlig af Dem, just derfor vejer ethvert af Deres Ord – og et skrevet ord, kan man tit anse for mørkere end det er og der ligger jo mange dage imellem,, før man i et nyt brev kan komme til forklaring. – Nu lev vel, bedste ven! hils faderen og moderen, hils dem alle og lad mig nu se at De, næste fredag, sender brev o s v til mig. Min ad: er hos oberst von Guldberg i Odense. / Lev vel! Deres / Andersen. (49)           

.

     I ovenstående citat forekommer udtrykket: ”Gid vi i nogle måneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede verden, men - nu flagrer De ikke mere, De har alt fundet stade.”. Det var jo principielt samme ønske, Andersen havde haft i forholdet til vennen Christian Voigt, men som dennes fader forpurrede. I forholdet til Collin var der ikke andre til at ’forpurre’ Andersens ønske, end Edvard Collin selv, og der er ikke noget, som tyder på, at han delte dette ønske. Så meget mindre, som at han nu var blevet forlovet med sin elskede, den kønne Henriette Thyberg, i daglig tale og omtale kaldet ”Jette”. Der ligger en vemodig følelse – og måske også en snert af misundelse - i Andersens konstatering af, at vennens liv allerede i en alder af godt 23 år var lagt i så faste borgerlige rammer, at unge Collins fremtid stort set var afstukket. Han skulle blive embedsmand og sat ægtemand lige som sin meget dygtige og anerkendte fader, Jonas Collin. 

 

     Den travle Edvard Collin besvarede allerede Andersens brev tre dage efter, nemlig den 6. juli, hvor han netop lige havde modtaget det med posten. Det er et overraskende positivt, opmuntrende og på sin vis kærligt brev, som angivelig gjorde sin modtager ”inderlig glad”. Brevet, som vidner om, at Edvard Collin var i sit bedste humør, da han skrev det, lyder sådan:

 

      Tak, kære ven, for Deres brev, som jeg fik i formiddags; De ser, at jeg skynder mig at besvare det; Gud ved, at jeg må skynde mig med at besvare det, da jeg kun har lidt tid, og jeg ville dog så gerne skrive Dem et ordentligt brev til. De siger, at jeg må endelig ikke moralisere for Dem; hvor let dette end kunne misforstås, så vær De overbevist om, at jeg ikke misforstod Dem, da jeg læste det, jeg kender Dem så godt, ja måske bedre end mig selv – og jeg så da også straks, at jeg ej havde taget fejl, af Deres følgende ord, at jeg skulle være Deres kære gode Edvard. Det er jeg min kære gode ven, og vil vedblive at være det, trods enkelte øjeblikkelige misforståelser, og jeg er lige så vis på, at jeg i Dem har og bestandig vil have den sandeste, trofasteste ven, endskønt vi ikke siger Du til hinanden.

     Det lader til af Deres brev, at De ej er i en aldeles glad stemning. Bort med alle nykker, Andersen! Nu er De ude for at more Dem, kast alle sorger bort, tænk blot på det nærværende og dettes glæder, hvoraf der dog er så mange, og hvoraf De især bestandig har den, at De af de mennesker, der kender Dem, er så afholdt. Skriv heller ikke mere, end De føler trang til i denne tid, som De må betragte som en ferie.

     Fra Bredal har jeg fået bogen og et brev.

     En ting, som jeg kunne have lyst til at moralisere over, vil jeg imidlertid opsætte til nærmere mundtlig samtale, det er Deres besøg hos H i Sorø, det er i korthed, at De har kunnet nedlade Dem til at gøre visit hos den mand, der har kastet rendestens-snavs på Dem, og som De derfor sparkede for bagdelen, så han selv faldt i rendestenen. Dog dette fejlgreb er mere en følge af indiskretion hos en anden.

     For resten har det fornøjet mig, at høre om Deres gode modtagelse i Sorø.

     Alle lever, gudskelov, vel her hjemme, min Jette iberegnet.

     […] Jeg nødes til at ophøre af mangel på tid / Lev vel, kære Andersen / Deres E. Collin. (50) 

 

     Man skulle have troet, at Collins negative ord om Carsten Hauch ville være faldet i god jord hos Andersen, men han var allerede på dette tidspunkt kommet sig over fornærmelsen, og det taler til fordel for hans menneskelige sindelag, at han ønskede en forsoning med Hauch, som han i virkeligheden værdsatte højt som digter. En sådan kom da også i stand, ikke mindst ved imødekommenhed fra Hauchs side. (51) 

 

Ungkarlen Andersen

I øvrigt er ungkarlen Andersen blevet beskyldt for meget, både mens han levede og efter sin død, men han er dog vistnok endnu aldrig blevet udlagt som barnefader, derimod har eftertiden – som flere gange omtalt her på hjemmesiden - beskyldt ham for at have været homoseksuel, beskyldt, fordi homoseksualitet især dengang blev betragtet som noget unaturligt, abnormt, afvigende og perverst, dyrisk, hvorfor det da også blev betegnet som sodomi. Men ikke nok med det, han er også perfidt blevet anklaget for at have haft pædofile tilbøjeligheder. Som påvist i andre afsnit her på hjemmesiden, var Andersen ikke egentlig homoseksuel, men biseksuel, og hvad angår hans påståede pædofili, så er der tale om en overfortolkning af nogle af hans skriftlige udtalelser, som når han eksempelvis i et brev af 14. august 1828 til Jette Wulff blandt andet skriver:

 

     […] – Jeg har ellers haft det uheld at få en grusom pil ind i hjertet og deri er den mindste portugiser skyld, jeg er sterbens forlibt i hans øjne og den hele lille person. […] (52)  

 

     Bortset fra, at pædofili også dengang var strafbart, lige som homoseksuelle forhold til unge under 18 år var det, så burde enhver vel nok kunne forstå, at der med et skriftligt udsagn af den karakter, som i ovenfor anførte citat, tilmed til den noble Jette Wulff, naturligvis er tale om en følelsesmæssigt overdreven begejstring for en angiveligt smuk dreng. Men Andersen var i det hele taget glad for børn og havde en god forståelse af disses psykologi og adfærd, hvilket blandt andet en del af hans eventyr indirekte vidner om. Derimod afviste han skarpt, at blive kaldt for ”børnenes digter”, med henvisning til, at hans eventyr var skrevet lige så meget for voksne, som for børn. Men at Andersen i det daglige liv var glad for børn, i det nævnte tilfælde her den da 1-årige Viggo, kan man blandt andet se af følgende udtalelser i et brev til Collin af 20. august 1831, hvori han eksempelvis skriver:

 

     […] Den lille Viggo bliver dag for dag smukkere, jeg elsker den unge, som det var min egen, og han vil også uhyre gerne være hos mig, De skal få at se hvor smuk han er bleven, det er den dejligste dreng jeg kender; var jeg maler tog jeg ham straks til ideal, […] (53) 

 

     Det, Andersen savnede og længtes efter, var det samme, som de fleste normale mennesker længes efter at opleve, nemlig ikke kun platonisk nærhed og ømhed, men fysiske berøringer, omfavnelser og kærtegn, som i sin kulmination er identisk med det fænomen og den i bedste fald højeste og mest intense lykkefølelse, et menneske kan opleve, nemlig orgasmen. Men da han grundet på omstændighederne ikke kunne opnå at få denne længsel opfyldt i det virkelige liv, måtte han nøjes med at forestille sig omfavnelser og kærtegn i fantasien, ja, måske endda intime kærtegn, som han i nogle tilfælde ledsagede med selvtilfredsstillelse eller onani. Og man gætter næppe helt forkert, hvis ikke nogle af fantasierne drejede sig om fysisk samvær med en mand, i det aktuelle tilfælde med hans kære ”Eduard”. I øvrigt skal det her indskydes i henhold til Martinus’ analyser omkring ”det seksuelle polprincip”, at det forholder sig sådan, at de fleste mennesker synes at tro og mene, at der er afgørende forskel på kærlighed og seksualisme. Kærlighed anses for at være det finere, ophøjede og åndige, mens seksualisme er det lavere, dyriske. Men det er i henhold til Martinus en absolut fejltagelse at tro, som primært skyldes ukendskab eller uvidenhed om, hvad kærlighed og seksualisme i bund og grund er. Kærlighed og seksualisme er i virkeligheden identiske og udtryk for tilværelsens grundkraft eller universalenergi, som Martinus betegner som ”den højeste ild”, der er det samme som det, oldtidens græske filosoffer og forfattere kaldte for ”Eros”. (54) 

 

     Mennesket er i reglen således indrettet, at man helst vil være, kunne og have det hele, også selv om det kan forekomme urealistisk og uopnåeligt. Andersen var ingen undtagelse i den retning, han ville på den ene side gerne være fri og uafhængig digter og ungkarl, og på den anden side fantaserede han om et borgerligt liv med forlovelse, ægteskab, hjem og børn. Men inderst inde i sit sind fornemmede han, at det sidstnævnte ville være en umulighed at opnå med hans særlige psykiske og seksuelle disposition. Den helt klare erkendelse heraf fik han imidlertid først nogle få år senere, hvilket vi skal få at se i kronologisk orden. Men indtil videre er vi nået frem til den 11. juli 1832, hvor Andersen, som da fortsat opholdt sig i Odense, skrev et svar på Collins brev af den 6. juli s.å., og hvorfra følgende skal citeres:

 

     Kære ven!

     Deres brev gjorde mig så inderlig glad, jeg kan ikke holde mere af Dem end jeg alt gør, og dog ville jeg så gerne, thi jeg ser, jeg føler og ved at også De holder af mig! o kære Eduard, mit hjerte skal altid ligge åbent for Dem, thi sådan, kun sådan kan rigtig venskab kun finde sted! Jeg længes ordentlig efter Dem, efter Louise, Deres Fader og dem alle sammen. Jeg har ikke følt mig ganske vel her i Odense, en forunderlig udmattelse, en spænding i nerverne, jeg er træt det mindste jeg går, og mit humør er slet ikke godt her. Alle om mig gør alt for at fornøje mig, de første familier viser mig den største opmærksomhed, men det vil ikke hjælpe. – Jeg er virkelig ikke en særling, der vil være misfornøjet, jeg vil så gerne være glad, men kan dog aldrig mere få det lykkelige ungdoms lune, jeg ha kendt og ejet. Eduard, jeg bliver vist ikke meget ældre, måtte jeg dog kunne skrive noget rigtig godt før jeg døde, noget der var værd at have levet for. Mit eneste og kæreste ønske er at komme ud i verden, at kunne rejse – men jeg lever vist ikke sålænge, - og jeg har dog kun gjort så grumme lidt her i verden! Anse ikke dette for overspændthed, det er det ikke, men måske sygelighed, og jeg er også syg. – En ny måned (marts) har jeg fået færdig, den er heldig. Det er kampen mellem ånd og form, vist i verdenslivet, menneskelivet, poesien og religionen, der vil vist blive meget at sætte ud på, men det er næppe den værste frugt spurvene hakker i. – Hils Deres Jette fra mig; De er dog i grunden et lykkeligt menneske! De har et hjem hos forældre, søskende der holder af Dem, herlige udsigter i fremtiden og fundet hvad De drømte og søgte, for mig er alle disse tabte, jeg tør ikke engang lade hjertet drømme. O, var jeg rig! Meget rig! Da kunne jeg måske endnu blive lykkelig. – Men lad den fugl flyve! – […] Luise Hoffmann mødte jeg forleden på gaden, jomf. Bredsdorff med sin kæreste Møller, den gamle præst Bredsdorff og jomf. Møller var jeg forleden sammen med i Bispegaarden de bad hilse. (Især bad jomf. Møller at hilse Deres søster Louise). Adskillige siger ellers at Louise er forlovet. Er det da virkeligt sandt? Tør jeg ikke vide det? – De ved jo dog nok at andres hemmeligheder kan jeg tie med, det er kun mine egne der sidder mig på tungen. – Fortæl mig det, dersom det er sandt. Er det med Emil? O glæd mig endnu engang med et brev! De skriver det jo hurtigt, og det er mig det kæreste af alt at høre fra Dem. Så kærligt, så ejegodt som sidst, venter jeg det slet ikke, man kan ikke altid sådanne vise sit hjerte – (De misforstår mig dog ikke?) – dog, måske kærlighed har givet Dem denne lykkelige forandring, endnu mere åbnet Dem til medfølelse; det er altså den kære Jettes skyld, og jeg takker hende hjertelig derfor. […] (55) 

 

    Under læsningen af ovenfor citerede brev skal man huske på, at det er den kun 27-årige Andersen, der skriver, angiveligt i så deprimeret humør, at han ønsker sig døden. Det er dog ikke første gang i sit liv, at han gør det, for der var indtil flere fortilfælde, hvor han ikke kunne se nogen umiddelbar udvej på sine problemer og situation. Eksempelvis i 1821 i København, hvor han en kort overgang også var deprimeret og ville drukne sig i Peblingesøen, og i 1827, da han opholdt sig i Helsingør, hvor hans problemer med rektor Meisling var ved at drive ham lige så langt ud, men hvor han kompenserede ved at skrive digtet ”Det døende Barn”. Interessant nok nævner han netop dette digt i et brev til Jette Wulff, dateret 16. juli 1832, altså fem dage senere end brevet til Collin:

 

     […] – Jeg længes meget efter Sjælland, jeg føler mig heller ikke vel, jeg er virkelig nervesvag, underlig angreben og mit lune er næsten ganske borte. Gid jeg måtte kunne levere eet ypperligt produkt og så selv spille ”det døende barn”, thi virkelig ”jeg er træt, nu vil jeg sove”; måske kan jeg der drømme mig mit gamle lune til. – […] (56)   

 

     Den som for det meste travle Edvard Collin svarede ganske kort, men venligt på Andersens oven for citerede brev af 11. juli 1832, nemlig i brev af 14. juli s.å.:

 

     Min kære ven!

     De ser, at jeg er temmelig flittig med at skrive Dem til; dog: i dag kun et par ord: […]

     På mandag rejser Louise og Augusta til Jylland. På mandag 8te dage rejser Theodor derover; jeg sidder omtrent ganske alene her i København; dog jeg må ikke klage, jeg har jo det kæreste her i byen.

     Ingeborg siger, at hun vil skrive Dem til, når De vil meddele mig et skriftligt løfte til hende, at De aldrig lader noget menneskeligt øje se hendes brev.

     Død og pine! Klokken er mange! Lev vel / Deres / E. Collin. / Bevidner Lind. (57) 

 

En dobbelt-forelskelses udvikling

Men nok så vigtigt er det i forbindelse med Andersens ovenfor citerede brev af 11. juli 1832 til Edvard Collin, at notere sig, at han flere gange nævner dennes søster Louise, og tydeligvis er interesseret i, om hun er blevet forlovet eller ej. Forklaringen herpå er den, at han var ved at ’overføre’ en del af sin forelskelse i vennen, på dennes fem år yngre søster. Der findes i henhold til forfatteren, sceneinstruktør Elith Reumert flere hidtil utrykte breve, hvori Andersen omtaler Louise Collin, før hun blev forlovet med Wilkens Lind. Et af disse breve er fra juni 1832 og er i spøg adresseret til den da kun 2-årige Viggo Drewsen, og heri forestiller han sig, hvordan hvert medlem af familien Collin fordriver tiden på landstedet ”Nygaard” ved Jagtvejen på Østerbro:

 

     Moderen læser, fru Drewsen tager sig af opdragelse, hendes ægtemand graver og planter, Eduard og Jette - - - ja, ja, küsse will ich, immer küssen! Faderen sidder til ørerne i forretninger, Louise – ja, hun sidder tankefuld, hånden op under kinden, det ene ben lidt over det andet, og tanken er hos - - - den anonyme, ham folk snakker om. (58) 

 

     Her skal foreløbig indskydes, at da Andersen på sin sommerrejse 1832 var nået til Nørager, hvor han var gæst hos familien Bang i omkring 14 dage, havde han også dér mødt vennen Ludvig Müller, som han også sværmede for på den tid, hvilket tiltrak sig de tilstedeværende unge pigers opmærksomhed. Så meget, at da Müller var rejst og Andersen og han brevvekslede med hinanden, lavede de unge piger et nummer ud af det, idet den ene af disse, Mimi Thyberg, en søster til Collins forlovede Jette Thyberg, som også var på Nørager samtidigt med Andersen, skrev et falsk brev fra Müller til Andersen, og i den overdrevent elegisk-erotiske stil, som Andersen selv anvendte overfor vennen. Men denne episode skal vi først vende tilbage til senere her. 

 

     Apropos det ovenfor citerede brev af juni 1832, ’adresseret til den lille 2-årige Viggo, så kan dette suppleres med følgende brev fra Andersen til Louise Collin, dateret København den 8. september 1832:

 

     Frøken Louise Collin på Nygaard.

     Det ville glæde Dem at få brev fra mig, sagde De imorges; jeg ville også inderlig gerne således engang tale med Dem, og det lader sig jo også gøre, vi er jo slet ikke fremmede for hinanden. – De og alle Deres lader mig hver dag føle at jeg tilhører Dem; - o, De kan ikke tro hvor det kaster solskin i mit liv. Det er så tungt at være fremmed og ene i denne verden. Når jeg om aftenen sidder ene på mit værelse, føler jeg det så dybt og tungt. Tænk Dem, om De havde ingen forældre ingen søskende. Det er et savn De næppe aner! Derfor fik jeg Ludvig så kær, fordi han i denne aften-ensomhed, kom mig broderlig imøde. – Tak for al den hjertelighed, det søsterlige sindelag De i den sidste tid har vist mig, ved Gud, jeg skønner på det, jeg tænker mere på Dem end De tror – og kan tro, men man tør jo ikke sige sådant noget til en ung dame. – Jeg er bestemt en rigtig digter, selv om jeg ikke i mine arbejder kan udtrykke det, jeg føler min sjæl og tanke er poesi. Alt bliver mig poetisk, selv den hele prosaiske verden om mig, derfor gribes jeg tit af en ganske forunderlig kærlighed til alt, men ”jeg må mig moderere”, ellers gjaldt jeg for ”overspændt”, dog dette ord betyder sædvanlig kun, ikke at være så slap som mængden. Således holder jeg vist også mere af Eduard end De begriber, skønt han tit har gjort mig bedrøvet; dog siden jeg kom hjem fra landet, har han været så elskelig, det gode væsen, bare han ville vedblive. Vil De ikke nok tale godt for mig? Få ham ret til at holde af mig; jeg er, virkelig, meget sart i kærligheds kapitlet, et mørkt blik kan forstyrre min ro for lang tid. – Men det er Dem nok et underligt brev? Altså til noget andet. Jeg kunne da slet ikke finde Dem ved væddeløbet; Eduard så jeg, men heller ikke mere. Jeg sad ganske forladt ved ved min gamle kærlighed (sagde man) jomfru Jørgensen og Gengangerforfatteren. Det var mig for stift, så rykkede jeg langt, langt ned på bænkene, og som jeg sad, kom Ludvig Müller med sin søster og nogle flere og så fik jeg selskab, det var den eneste glæde jeg havde, for væddeløbet var dog altfor lidt. – Der var ingen liv i folk! Gusta og jeg væddede indbyrdes om to heste, men ingen af os tabte eller vandt, det var kedeligt! Da det var forbi søgte jeg efter Dem og Deres, men De var borte. De kommer da ikke derud i morgen? – Nyt ved jeg intet, uden at nu begynder sommeren, det er jo på tiden, efter som vinteren snart banker på døren; bliver vejret således ved, ser De mig snart ude på Nygaard. Her har De et nyt digt til beslutning.

 

                                           Hjertet er en vugge,

                                           altid gængen går,

                                           dybe, tunge sukke

                                           tit mit øje når.

              Barnet ofte græder,

                                           ingen det forstår,

                                           drømmer nu om glæder –

                                           altid vuggen går.

 

                                           Du må ikke sukke,

                                           når jeg på dig ser,

                                           altid går din vugge,

                                           græd nu ikke mer;

                                           eventyr og sange,

                                           skal af mig du få,

                                           o, jeg kan så mange,

                                           hør kun smukt derpå.

 

                                           Sov og drøm du lille,

                                           fri for sorg og nød,

                                           står din vugge stille,

                                           Ved jeg, du er død; -

                                           dog jeg ved det ikke,

                                           selv på samme sted,

                                           thi med brustne blikke

                                           sover jeg da med!

 

     Nu lev vel! Tænk imellem på mig og bring dem alle derude en hilsen fra / Deres Digter. (59) 

 

     Det ovenfor citerede brev af 8. september 1832 kan ligeledes suppleres med et brev fra Andersen til Louise Collin, dateret 21. september 1832:

 

     Fredag aften kl. 10½, den 21. september 1832.

     Medens De, rimeligvis, kører fra komedien til Nygaard, skriver jeg dette brev, drømmer om Dem, tænker på Dem. - Dag for dag bliver alt om mig mere og mere poesi, mit hele liv synes mig et poetisk digt, og De begynder ret at spille en rolle deri, det er De dog ikke vred for. Da jeg betragter Eduard som en broder, er det jo naturlig at De bliver - - hans søster. – Gid jeg havde truffet Dem hjemme i eftermiddag, jeg længtes ordentligt efter Dem, og der var så meget at fortælle. Jeg besøgte Oehlenschlæger, Lotte sagde at hun gik aldrig ud, undtagen med faderen eller broderen, nu havde hun ret lyst til at besøge Jette Wulff, og da ikke de sædvanlige ledsagere var hjemme, bad hun mig følge sig, ”De tør dog, for Deres rygte gå med mig?” sagde hun, den stakkels pige! Det gjorde mig så ondt, vi fulgtes ad; alle folk så på os! Vi er jo begge offentlige mennesker! ”Der går nogle af mine veninder, de ser ikke til mig!” sagde Lotte, ”de lovede dog engang, at vi altid skulle holde af hinanden!” Det gjorde mig så ondt for hende! – Pas ellers på! Hun går bestemt til teatret! (mundtligt, mere herom). I morgen rejser fru Møller og Gusta til Kalundborg, jeg skrev et brev med dem til frøken Stub, så jeg håber at få en engle-unge af hende derfor. Jette Wulff maler også noget til mig (en kopi efter Dahl) så får jeg mig et lille billedgalleri. Mit lille digt ”Hende jeg mener” gør ret lykke. Herre Gud! man behøver kun at lade hjertet tale for at blive en god poet. Ørsted syntes det var allerkærest! Mille Hornemann mener bestemt hun kender hende – Gud ved det! Rose syntes det var mit allerbedste digt! men det er dog formeget! – Det morede mig så meget at De var lidt nysgerrig derom, den gode fru Ingeborg er derimod som Grethe i Kjærlighed uden Strømper, ”hun ser dybt i tingen!” – Men lad den fugl flyve, jeg kunne let fortale mig, og så blev jeg så ulykkelig! O Gud, jeg ville fortvivle derover, for det var vistnok noget slemt, noget utaknemmeligt! Turde jeg lade Dem se ind i mit hjerte, De ville da se en underlig komedie, men der er direktions-logen kun for prima donna og så er det jo fornuftig at ingen kommer ind, thi ellers så publikum for meget, De ville da ellers også blive forbavset over de dristige ideer jeg, qua digter, vover at indflette i disse skuespil. – Men for dog at komme til noget morsomt vil jeg fortælle Dem en historie om min frue, den skikkelige kone ---

     Her har De ellers det længe forønskede digt om de brune og de blå øjne:

 

                                           Jeg var et jordens barn og fuld af lune,

                                           og glæde var min tanke, som mit ord.

                                           En pige så jeg – øjnene var brune,

                                           de bandt mig fast til denne skønne jord.

 

                                           Jeg så en pige, alt var ånd og tanke,

                                           den klare himmel jo i øjet lå.

                                           Dødt var mit hjerte – nu det måtte banke,

                                           og sjælen barnlig mod sin himmel så.

 

                                           Det brune vinker ned, det gør mig svimmel,

                                           det blå, mig åbner kærlighedens himmel.

 

De ser, det er en spøg, der ikke engang har poetisk betydning, men De ville jo selv have det at læse. Her har De ellers et andet. Ideen er russisk.

 

Hun er så hvid min hjertenskær!

[…]

 

    Hils Deres søster og moder, vær elskværdig ved lille Viggo, og tænk imellem på - - digteren. (60)

 

     Herefter skal citeres et brev dateret 27. oktober 1832, fra Andersen til Louise Collin, som er skrevet i anledning af, at Andersen havde overladt det til genstanden for sit nye sværmeri, at læse det, han kalder for ”min barndoms historie”, i anden sammenhæng kaldt ”Mine Erindringer”, som han formentlig kort forinden havde skrevet:

 

     Til frøken Louise Collin.

     Mine breve fornøjer Dem, det har De sagt, ja endogså efter at have læst det sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit hjerte så meget udtale sig, at jeg ordentlig var lidt forskrækket derfor, da det var noget underlig noget. – De har nu læst min barndoms historie, tillidsfuldt har jeg vist Dem alt, og dog forekommer De mig mere fremmed end før; jeg tænkte på Dem medens jeg skrev den, o De har endnu ikke sagt mig et venligt ord derom. Det har bedrøvet mig så meget; mangen nat, når De sover rolig, er jeg så sorrigfuld, så ulykkelig. – Det er at være overspændt siger man; jeg ved det nok! – Hvorfor har De slet ikke talt til mig siden jeg viste Dem mit hele ungdomsliv, det mindste ord derom? Er der noget i mit væsen der gør mig så frastødende, så uværdig Deres - venskab? – De og Eduard er de to jeg har den største tillid til i hele Deres kære hjem, det tør jeg jo nok sige? det er der dog intet ondt i. – O Gud, jeg er bleven så ængstelig for hver ytring af min følelse, jeg frygter altid at den bringer mig fortræd! at den gør mig ulykkelig! – Det er mig en evighed at jeg ikke har talt med Dm! Der er mig altid så mange om Dem, at jeg ikke ret kan tale alvorligt! jeg føler mig så frygtelig genert, jeg ville som en broder tale med Dem, søge trøst og mod. – Når det nu går godt med mit stykke, på tirsdag, og jeg siden har sendt kongen mine Aarets 12 Maaneder, vil jeg tale med Deres fader om at komme bort, komme ud i verden, det lader sig vist gøre, og det vil være godt for mig! tror De ikke det? tror De ikke at min sygelighed da tabes, at jeg kan blive et ordenligt menneske. O Gud, kære frøken, jeg føler mig så ulykkelig, - ja jeg må bort; langt bort! – Gid det kun kan ske, ske til næste forår. – Jeg håber det! – Længe bliver jeg vist ikke her; Deres fader mener mig det så godt, han hjælper mig nok bort; det er da kun kort endnu vi er sammen! det er kun kort tid jeg så ofte kan være i det kære hjem! – O, Gud, jeg græder medens jeg skriver dette, det er mig som jeg snart skal se Dem sidste gang. – Kommer jeg bort, tør jeg da skrive Dem til? – O det er mig tit, som var jeg Dem ganske fremmed, som De slet ikke forstod min broderlige hengivenhed, ja, som denne var en dristighed, De ville sætte grænse ved kulde og selvfølelse. De ved ikke hvormegen indflydelse De har på mig, De ville kunne virke betydeligt på mit hele væsen; digteren er Dem jo ligegyldig siger De, skønt han måske kan virke på tusinde andre, lad dog mennesket have interesse hos Dem. De kan lede og bestemme mig! Jeg føler mig syg, sjælesyg; der er ingen livslyst hos mig, min ungdom forsvinder for mig, der er intet jeg kan glæde mig til, intet der driver mig. – Mine ungdoms drømme er og bliver drømme, jeg føler mig visne hen i sygelighed og ensomhed! – De har ytret interesse for mig, vær mig da også en søster, jeg føler tillid til Dem, giv mig mod; dersom De kan da lad mig føle jeg ikke har taget fejl af De,. – Jeg har den største ærbødighed for Dem, den inderligste tillid; jeg står jo ene i verden, uden dem jeg selv klynger mig til! – Lev vel! det er langt over midnat, klokken er snart to, jeg tør ikke skrive mere, et sorgfuldt hjerte udtaler let sin smerte, og den er jo ikke morsom! / Deres broderligsindede / A. (60a)   .

 

     Med bare en smule psykologisk sans og kendskab til den feminine psyke, er det utroligt, at 27-årige Andersen med sit stærkt selvcentrerede, blødagtige og klynkende brev kunne forestille sig, at den form for verbalt tiggende frieri ville formå at vække den da 19-årige Louise Collins erotiske kærlighed til ham. Brevet appellerede snarere til den unge kvindes medlidenhed eller medfølelse med det besynderlige menneske Andersen, hvis det da ikke ligefrem bød hende direkte imod. Det vides ikke, hvordan Louise Collin reagerede på Andersens breve, for hun besvarede dem angiveligt ikke direkte, men nøjedes med at sende hilsener til ham via sin fader og sine brødre, ikke mindst via Edvard. Men Andersens slet skjulte skriftlige kærlighedserklæringer til hende, efterlod hende formentlig fuldkommen kold og måske snarere en smule irriteret.

 

Jeg er dog et underligt menneske

Imidlertid havde Andersen vanskeligheder med at erkende og forstå, at Louise Collin ikke følte sig erotisk tiltrukket af ham som mand, så han fortsatte med sine selvcentrerede følelsesudladninger i breve til vennerne og – ikke mindst til Louise Collin. Men søsteren, Ingeborg Drewsen, var sat til at gennemlæse Andersens breve til Louise, før denne fik lov til at læse disse. Det var Andersen dog blevet gjort opmærksom på, hvilket direkte fremgår af hans følgende brev til Louise Collin, dateret København den 1. november 1832:

 

     Frøken Louise.

     Det er sålænge siden jeg ret talte med Dem! Vi har jo nok været sammen, men der er altid så mange, at jeg ikke ret ved at komme med i konversationen, jeg er vist utålelig kedsommelig? Jeg kan ikke ret finde et passende udtryk derfor. – Nu er jeg da ene med Deres åndelige Jeg, nu vil jeg også pludre, De har tilladt mig det – og Deres søster er jo censor i denne ciffer-samtale. Herre Gud! hvor selv denne censur gør mig forlegen! Men hun ynder mig jo dog, hun vil ikke misforstå mig, ikke berøve mig den eneste trøst, den eneste rigtige glæde jeg har, at jeg imellem ret broderligt tør tale med Dem, når jeg er altfor bedrøvet? – Jeg havde i dag en løjerlig samtale med hende, der satte mig i en underlig stemning, hun så mig så dybt i sjælen at jeg kunne blive forskrækket derfor, havde jeg ikke en god samvittighed. Hun bebrejder mig, ligesom De, at jeg mangler selvbeherskelse, jeg har jo dog bedret mig, og skal det meget mere; det har jeg lovet Dem og vil derfor holde det. Pas på! Alt hvad der kan bevirke mindre gode tanker om mig, hos Dem og Deres, skal jeg nedkæmpe – det vil gøre mig så ulykkelig, om der kom en tid, jeg følte at De var mindre godt stemt mod mig end jeg nu tror det. Deres fader skylder jeg næsten alt, ingen af hans børn kan mere barnlig klynge sig til ham end jeg, jeg har ærefrygt for ham, han har draget mig frem, han er mig min anden fader. I Eduard har jeg fundet den kærligste, den bedste ven, jeg ved, han vil ikke forlade mig, om de endogså alle gjorde det; vær mig da også god, kære frøken! Jeg har så megen tiltro til Dem, jeg stoler på Dem som på Eduard, - det tør jeg jo nok sige? Vi har jo kendt hinanden i så mange år! – De tror det vist ikke, men det er virkelig sandt! jeg synes ordentlig det er evigheder imellem hver gang jeg ser Dem, og når jeg så kommer, bliver jeg underlig ved at føle, at det jo var dagen forud jeg sidst var der. – Det hele ligger i, at jeg er så ene, har intet hjem, og søger det derfor hos den familie, der er mig kærest. – Jeg er dog et underligt menneske; har jeg et gode og føler det, da griber der mig tit en underlig frygt for at miste det, jeg kan ikke ret tænke mig, at jeg i denne verden skal nyde noget varigt! – Det bæres for mig, som jeg engang ikke længere vil blive yndet af dem der hjemme, at jeg mister dem alle sammen. Men det bærer jeg ikke! De har følt hvor meget enhver stemning imod mig, i Deres hjem, virker på mig. O, der ligger en uhyre vægt i det mindste ord, selv – ja jeg må bekende Dem det, thi det piner mig – det lille ord om ”galopade”, - ”engageret” – har forunderlig grebet mig! men jeg tør ikke ret udtale mig. – jeg er jo digter, en digter er et underligt væsen, den ydre verden virker forunderligt ind på ham, det er i grunden den der former det sjælelige; tænk på, hvor meget De virker på mig, eller tænk det, i det mindste for min egen roligheds skyld. Jeg føler, at jeg går til grunde, min åndelige kraft sløves, før jeg endnu har udrettet noget! Intet driver mig fremad! Der er intet jeg tør håbe, ingen ting i fremtiden der står mig som en mulighed, en blot tildrømt mulighed. – Når jeg engang er formuende nok til at købe mig entré i den store dansesal, er der intet der, som giver mig lyst til den omtalte galopade. – Sådan går mit liv hen, jeg lever, uden dog at leve; vær mig lidt mere end de andre, vær mig en søster, vær mig den, der viser mig målet, vejen til dåd og ære; der kan vistnok blive noget af mig, vor Herre har så forunderlig taget sig af mig, og han er jo dog den bedste støtte af dem alle, og De vil også altid være som nu, jeg tager ikke fejl af Dem, De vil bære lidt over med mine mange særheder, min pirrelighed; trøste mig når De kan, og aldrig gå over på mine recensenters parti, om De endogså blev ledet i fristelsen. – Men nu lev vel, jeg ser Dem snart, glem mig ikke! / Deres hengivne / A.

     Hils søsteren! (60b)    

 

     Selv om det ikke var usædvanligt dengang, da konventionen dikterede, at unge piger og yngre damer normalt ikke burde skrive breve til mandlige venner eller bekendte, så er det alligevel noget af det bemærkelsesværdige ved Andersens forhold til Louise Collin, at han som nævnt og så vidt vides aldrig modtog et eneste brev fra hende, medens det altid var ham, der skrev til hende. Til gengæld mødtes han og talte med hende i hendes hjem hos forældrene eller hos hendes gifte søskende, lige som han en sjælden gang inviterede hende til at besøge sig på hans værelse i Store Kongensgade hos enkefru Schrøder. Men altid kun i anstændigt følgeskab, sådan som det fremgår af en udateret epistel fra ham til hende:

 

     Fastelavnsmandag. Efter aftale venter jeg altså Dem, Deres kære moder og søster. Himlen se i nåde til chokoladen, at den bliver god. Jeg vasker mine hænder. / Deres meget hengivne digter. (61) 

 

    Imidlertid er der intet, der tyder på, at den da 19-årige Louise Collin på noget tidspunkt nærede andet end venskabelige følelser for den da 27-årige Andersen, som på sin side igen dyrkede sin wertherske weltschmerz, som han omsatte i elegiske poetiske digte. Det kom da også til at stå lysende klart for Andersen, at hans følelser for Louise ikke var gengældte, da hun ved nytårstid forlovede sig med den da 25-årige cand. jur. Wilkens Lind. Men venskabet mellem Louise og Andersen bestod – og udvidedes oven i købet med venskabet med hendes forlovede og senere ægtemand.

 

    Men som tilfældet var med hans ulykkelige forelskelse i Riborg Voigt, således søgte Andersen også i sin ulykkelige forelskelse i Louise Collin trøst hos sin moderlige veninde, den hjertensgode, velmenende og da 52-årige Signe Læssøe, som altid var parat med sine på en gang livskloge og overspændte ord i form af gode råd og formaninger, sådan som tilfældet er med et udateret brev fra hende til ham, men som er anslået til at være fra begyndelsen af 1833. Brevet begynder med en konstatering af, at Louise Collin er blevet forlovet med W. Lind:

 

     Jeg trænger til at tale et par ord med Dem, og mundtligt sker dette jo ikke – Så er det da sket hvad ingen af os ventede! Så har hun dog ikke været den redelige pige jeg troede hun var! skønt hendes sjæleøje og hendes yndige smil har hun dog ikke været af de udvalgte – Lad en erfaren kone, der kender sit køn, sige Dem dette – hendes forfængelighed har trængt til hyldning og af hvem kunne hun få den i alle henseender så tilfredsstillende som af en Digter? dette er bittert sagt, men dog kun sandt –

     Jeg vidste det i torsdags, derfor ængstedes jeg for at se Dem, men Deres blik var så roligt, så jeg nok tænkte De ikke vidste det – o Gud hvor det ængstede mig hver gang jeg så Dem smile, hver gang jeg hørte Dem le - - men ikke sandt, kære gode Andersen, De højagter hende ikke mere i den grad at De af alle Deres livs glæder vil gøre et offerbål til hendes hæder? Nej vær Dem selv igen, bliv lykkelig igen, og bønhør Deres moderlige veninde, lad ikke bitter spot fylde det hjerte, hvor hun før havde sit sæde – For Deres egen og for vores andres lykkes skyld våg over det! Det havde alt rodfæstet sig sådan hos Dem, at jeg med et slags sky skræk trak mig tilbage fra Dem, og aldrig troede at jeg nogensinde skulle have vovet at skrive Dem én linie til; thi den der med latter for andre kan spotte hver min ytring, den kan jo også spotte hver linie i mit brev – men dette for mig så uventede slag, gjorde at jeg glemte mig selv, ja jeg må også lade Dem vederfares ret, på de sidste par gange har De skånet mig noget mere end sædvanlig, det måske også gav mig lidt af mit gamle mod –

     Andersen kunne De se i mit ærlige, moderlige sindelag imod Dem, ville De skåne mig mere, hver spot fra Deres eller Frederiks læber skærer mig i sjælen, ak Gud til ham kan jeg ikke sige det! og af ham er jeg i flere år vant til det, men af Dem har jeg været vant til noget bedre! –

     En hændelse der gjorde et dybt indtryk på mig forleden dag, må jeg dog meddele Dem: For et års tid siden gav De mig en lille gren fra Wulffs have, jeg satte den i en urtepotte og da jeg kom herud, plantede jeg den i haven, da sneen kom af jorden glædede jeg mig ret over at se den så frodig, thi for mit omtågede øje, der så hvad jeg ville se, var den vokset, nu kom karlen for nogle dage siden ved uforsigtighed til at rykke den op og - - - den havde ingen rod – Gud, Andersen, hvad det gjorde for et indtryk på mig! uf – De ler dog vel ikke deraf? Den skal blive stående, jeg skal blive ved at pleje den – hvad jeg engang har haft glæde af at passe, forlader jeg ikke, men den vil ikke nogensinde fæste ro - -

     Lev vel, gode Andersen, gid det kunne være Dem kært at læse, at jeg altid er Deres / moderlig hengivne / Signe Læssøe. (62)  :

 

At rejse udenlands - igen

Men den ulykkelige forelskelse i Louise Collin, havde imidlertid taget så hårdt på Andersens sind, at han endnu en gang tyede til sin universal-medicin: At rejse udenlands. Det lykkedes ham ved hjælp af Edvard og Jonas Collin at skaffe de fornødne økonomiske midler til rejsen, som denne gang gik til det for ham ukendte Italien, men som siden da altid skulle komme til at stå for ham som hans foretrukne rejsemål. Rejsen blev påbegyndt den 22. april 1833 og gik gennem Tyskland til Frankrig og Italien, med kortere eller længere ophold de pågældende steder. Andersen var først tilbage i København igen den 3. august 1834. Efter sin afrejse med dampskibet ”Frederik den Sjette”, som lå fortøjet ved Toldboden i Københavns Havn, noterer Andersen i sin dagbog for den 22. april 1833, at en række af hans venner var mødt op på stedet, for at ønske ham god rejse, og herunder skriver han blandt andet følgende:

 

     […] Jeg så tårer i Louises øjne ved afskeden, også Ingeborg var forstemt. […]  (63)      

 

    Dybt berørt af hele situationen, havde han vanskeligt ved at styre sine oprørte følelser, men i de øjeblikke, hvor det lykkedes ham at få disse under kontrol, og senere, da de ubehagelige og fortvivlende oplevelser, situationer og begivenheder var kommet på afstand, kunne han se disse i et andet, mere overordnet og derfor større perspektiv, som tilfældet allerede var i et brev af 24. april 1833 til Edvard Collin, to dage efter sin afrejse til Italien:

 

     […] – Afskeden var mig så smertelig og tung! Louise og alle de andre så også bedrøvede ud og det var mig bittert tungt. Nu føler jeg ret hvor nær de alle er mit hjerte. […] 

     Hvad siger Louise? Jeg så hendes tårer da jeg sejlede bort! O Gud De kan ikke tro hvor det greb mig, jeg græder selv, nu jeg tænker derpå. O gid hun ret må blive lykkelig! ja Lind er vist et godt menneske, han vil gøre hende lykkelig, som hun fortjener! Hils ham fra mig, jeg tænker tit, meget tit på ham, bed ham erindre mig lidt venlig” – Sig til Louise at jeg så ofte, så såre tit tænker på hende som en søster, en kær søster jeg er langt borte fra, o hun ve slet ikke hvor nær hun er mig! Bed hende ikke være vred om jeg imellem synes mindre galant, jeg mente det slet ikke ilde, hvad jeg tit sagde var kun spøg, ikke andet end spøg. (64) 

 

     Under rejsen gennem Tyskland gjorde Andersen et kort ophold i Koblenz, hvor han den 5. maj 1833 skrev brev til blandt andre Louise Collin hjemme i København. Fra dette brev skal her citeres følgende uddrag:

 

     Nu er De ved Rhinen hos mig! Mine tanker har kaldt Dem lyslevende til mig! De er her, sidder ved vinduet og ser over floden på vinbjergene, - jeg taler med Dem, tænke mig hvert træk, hver mine, hvert udtryk. O, der er så meget, jeg må fortælle Dem, men det lyriske, som hører digteren til, hænger så fast med hjertet, og det tør jeg ikke røre ved. O, Gud – mon vi nogensinde skal samles mere? O, der vil så meget have forandret sig, om vi ses igen! Tro mig! Aldrig vil jeg glemme det søsterlige sindelag, hvormed De sagde mig lev vel! Altid vil jeg se Dem i det sidste øjeblik! Glem mig ikke ganske, om vi end aldrig mere ses! Som en kær søster betragter jeg Dem – men det tør jeg jo nok? O, glem mig ikke! Lad for Guds skyld ikke tid og afstand svække Deres venskab og godhed for mig! Ingen broder kan mere trofast holde af Dem end jeg! (65)  

 

     Fra den 10. maj og til 15. august 1833 opholdt Andersen sig i Paris, og her noterer han i dagbogen for den 28. maj bl.a., at han købte en kravat til Louise. Da Andersen fra 18. oktober 1833 til 12. februar 1834 opholder sig i Rom, modtog han den 6. januar 1834 et brev fra Edvard Collin, hvori denne fremsætter sin negative mening om Andersens seneste dramatiske opus: ”Agnete og Havmanden”. Andersen stillede selv så store forhåbninger til sit værk, at Collins svar vakte en blanding af fortvivlelse og vrede hos ham. I denne sindsstemning noterer han blandt andet følgende i dagbogen for den 18. og 19. januar 1834: 

 

     […] – Om eftermiddagen kom mit mørke humør tilbage; Eduard havde enten selv opdigtet det brev han citerer eller udeladt sig således til en anden at han mærkede hans fjendtlige sind; således ville man ikke skrive til vennens ven. Kun fjende skriver om fjende således. Aftenen gled mørkt og langsomt hen.

     Søndag 19. Eduard, jo mere jeg overtænker alt, jo mere ser jeg din mageløse egoisme, den uhyre uret jeg lider, Du har sat en kløft mellem os, som vist aldrig dækkes. Alt er falsk, hun med, hun som græd, som var så from, så søsterlig, falsk, falsk som det hele verdens slæng. […] (66)   

 

     Den 2. februar 1834, hvor Andersen stadig opholdt sig i Rom, og havde sine problemer med at undgå at falde for fristelsen til at opsøge de såkaldte offentlige fruentimmere, noterer han i dagbogen blandt andet følgende:

 

     […] – Spadserede på Korsoen der vrimlede af romerinder og fremmede, skranker er oprejst til i morgen, de var alt opfyldt med drenge. Mit slette humør drev mig hjem, jeg kastede mig på sengen, men heller ikke der var ro; gik i skumringen i Café Greco opvarmede mig med et glas punch og drev om i gaderne, men mit hjerte udvidede sig, som det ville kvæle mig, der var feber i mit blod, jeg kunne knap trække vejret, søgte derfor hen til Bødtcher og bad spille guitar og synge for mig, vandet kom mig op til øjnene men kunne ikke komme frem, kan ville have mig med i Scorsese, men jeg havde ikke appetit eller lyst, drev derfor hjem 7½, rystede som en febersyg, B. mente det dog var hjemve, o nej nej! jeg gyser kun for hjemmet, der venter mig intet godt, derfra kommer ingen glæde, der har man spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han – de alle! – Fru Læssøe, Jette, Christian undtagen og måske faderen, men det er også snart forbi. Gud forbarm dig. (67) 

 

     Den 26. februar 1834 opholdt Andersen sig i Neapel (Napoli), og her noterer han blandt andet følgende i sin dagbog:

 

     […] spadserede den hele aften i Toledoen, så på den brogede vrimmel og forfulgtes af ruffianni; drengen med den hvide hat, som endelig vil forføre mig, kunne ikke noksom anprise sin donna, ”o multa bella!” sagde han, hun var kun 13 år og havde kun i denne måned hengivet sig til kødet, jeg blev tilsidst ked af ham og stak op i en sidegade, med et løb han foran, thi det var just gaden hvor hun boede, han viste mig huset, bad mig blot at se på hende og sagde han, jeg ville ikke kunne modstå; ”just derfor” tænkte jeg og sagde no! no! no! I det jeg gik til den næste gade. - Strada Nardona numer trenta due, råbte han og jeg slap. – Gik så hen og spiste mig en god aftensmad og drak et glas Malaga til. Tænkte på Louise og de andre hjemme, dersom de havde set mig i aften, havde de vist været bange for mig. Neapel er farligere end Paris, thi der fryser man, men her brænder blodet. Gud led mig til det fornuftigste og bedste; jeg anser ikke denne tilfredsstillelse for en synd, men finder det væmmeligt og farligt, med slige væsener og utilgivelig synd med et uskyldigt væsen. - Jeg er nærved at sige med Hertz, lykkelig den der er gift og ikke begår brynde. – (68) 

 

     Den 14. marts 1834 opholdt Andersen sig fortsat i Neapel, hvor de kødelige, dvs. seksuelle fristelser også fortsatte:

 

     […] Spiste godt i Villa di Milano og drak mig Lacryma di Somma, som kostede 12 gran flasken og smagte dejlig varm men hidsede blodet, jeg måtte lægge mig lidt på sengen og led nu formeligt af brændende heden i blodet, fik visit af Hertz, der talte liderligt, gik ud og blev nu forfulgt af ruffianni, én fulgte mig lige til min gade og falbød en 12 års pige, der var så godt som mø, bad mig blot at se hende, det kostede intet og hun var guddommelig smuk! – jeg tænkte på hende hjemme, som ikke tænker på mig og rev mig løs! – Jeg går ej ud i aften. (69)   

 

     Af ovenstående citat fremgår det indirekte, at Andersens tanker og følelser for Louise Collin ikke kun bevægede sig oppe i de højere poetiske luftlag, men at han også tænkte på hende rent fysisk og seksuelt. De digte, han skrev til og om hende, var hans kejtede og umodne måde at bejle til kvinden på, også selv om enkelte af digtene havde kunstnerisk kvalitet. Tanken om Louise fulgte – eller måske snarere forfulgte – ham under hele rejsen, således også på tilbagerejsen, hvor han opholdt sig en hel måned i München. Her plagedes han af sin gamle følgesvend, tandpinen, som medvirkede til at sætte ham i dårligt humør, og i den stemning noterede han i dagbogen for den 14. maj 1834 følgende:

 

     I dag må der dog komme brev! Det regner og er temmelig koldt. Jeg har sovet usselt i nat og der var en evig hundegøen, min nabo stod endogså op og huschede efter dem. – Led frygteligt af tandpine. Intet brev. Febersyg. Hele eftermiddag og aften ligget på sofaen. – O var jeg død! Livet har ingen glæde for mig; hun, ungdoms lyst, Italien, alt er borte! – O jeg er syg, legems og sjæle syg, kunne jeg dog sove, sove ret fast, for aldrig at vågne i denne verden. – (70)   

 

     Det er dog så heldigt, at man ikke altid skal tage Andersen bogstaveligt, når han skriver, for han var et stemningsmenneske, som i perioder var nedtrykt og deprimeret, så at slet ingen ting duede, og som i andre perioder var optimistisk med mod på livet og verden, det gjaldt også ”denne verden”, som han i sine lyse stemninger betragtede som et guddommeligt under og eventyr. I sine depressive øjeblikke, hvor han følte selvmedlidenhed, kunne han eksempelvis skrive et digt som dette:

 

                                           Jeg var ej smuk, jeg var ej blandt de rige,

                                           Og til den bedste blomst dog øjet så:

                                           ”Vær min!” Jeg drømte, voved halvt at sige.

                                           Hvad kan man ej i drømme falde på.

                                           I rosens rødmen håb jeg ville finde;

                                           En anden kom – jeg så endnu på den.

                                           Jeg så hvordan han rosen monne vinde,

                                           Og nu – er jeg en gammel pebersvend. (71) 

 

 

    Det kan foreløbig konkluderes, at der var en principiel beslægtethed mellem Andersens forelskelse i Riborg Voigt og hans forelskelse i Louise Collin, nemlig især, at ingen af de to unge kvinder følte sig tiltrukket af Andersen som mand betragtet, dertil var han for anderledes, aparte, som han selv kaldte det. I begge tilfælde var Andersens ulykkelige forelskelse i de to kvinder imidlertid længe om at klinge ud, hvilket også gav sig udslag eller udtryk i hans forfatterskab. Eksempelvis optræder begge kvinder i den roman, der blev resultatet af hans Italiensrejse 1833-34, nemlig ”Improvisatoren” (1835), hvor Riborg genkendes i skikkelse af Annunciata og Louise i skikkelse af den lille Abbedisse. Forskellen på de to ulykkelige kærlighedshistorier var og er, at forelskelsen i Riborg ikke endte i varigt venskab mellem parterne, i modsætning til, hvad tilfældet var med kærlighedshistorien mellem Andersen og Louise Collin, efter hendes bryllup Louise Lind, hvor venskabet varede til Andersens død i 1875. Vi skal senere se, hvordan forholdet mellem Andersen og Louise Collin forløb i årene efter 1834, hvilket vil ske i forbindelse med den herefter genoptagne skildring af forholdet mellem Andersen og Edvard Collin. 

  

(Fortsættes)

 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

 

Noter og kilder:

 

1         Levb., s. 92. – ’min Alfsol’: Tragedie i 5 akter af H.C. Andersen. Stykket blev forkastet af Det kgl. Teaters censor, Knud Lyne Rahbek, som dog fandt, at tragedien vidnede om Andersens digteriske talent. Andersen lod stykket trykke i sin første bog ”Ungdoms-Forsøg” 1822. Nyudgivet af Christtreus Bogtrykkeri 1956 med Efterskrift af forfatteren Cai M. Woel. – Se evt. artiklen 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C. Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”

 2  Dagbøger I, s. 32. –mørbanket i alle lemmerne af den prosaiske vogn’: Dagen før var Andersen sammen med rektor Meisling og en anden elev, kl. 3½ om morgenen kørt i et privat køretøj fra Slagelse til København, hvortil man først ankom samme aften kl.21. – ’Cymbeline’: Skuespil af William Shakespeare. – ’Kong Salomon og Jørgen Hattemager’: J.L. Heibergs første vaudeville opførtes første gang på Det kgl. Teater 28. nov. 1825 og var sæsonens teaterbegivenhed. –  

 3   Levb., s. 135-136. -

4   Vedr. Andersens forhold til familierne Wulff og Koch, se afsnittet H.C. Andersen og familierne Wulff og Koch.

 5  ’enkefru Schwartz’: - ’Kirstine Schwartz, f. Hybert (1767-1842). – ’enkefru Schrøder’: Charlotte Schrøder, f. Westerberg (1786-1868). – ‚ Store Kongensgade 33, 3. sal’: Huset blev nedrevet i 1904.

6         Levb., s. 172-173. – ’etatsråd Olsens: Godske Hans Olsen (1760-1829), Notarius publicus, medlem af Det kgl. Teaters direktion fra 1811 til sin død 9. maj 1829. – ’fru Müffelmann’: Frederikke Lovise Müffelmann, f. Wahlmann (1786-1835), enke efter pakhusforvalter Müffelmann.

 7  Karakteren Haud er en forkortelse af haud illau’dabilis, ikke urosværdig, 2. karakter ved datidens studentereksamen, som foregik på Københavns Universitet i den afdeling som kaldtes Elers Kollegium og lå i St.  Kannikestræde. Ved 2. eksamen, som var i to dele: Filologikum og Filosofikum, som fandt sted hhv. 21. okt. 1829 med 3 haud og 2 laud, og 14. nov. s.å. med 4 laud, hvorefter hovedkarakteren blev laud, dvs. lau’dabilis = rosværdig = Første karakter. H.C. Andersen blev eksamineret af bl.a. digteren Adam Oehlenschlæger. Se Levnedsbogen, s. 184-190.

 8  Levb., s. 188. – ’Professor Hauch’: Carsten Hauch (1790-1872), digter, lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi, 1846 professor i Kiel i nordiske sprog, 1851 i København i æstetik, 1858-59 medlem af Det kgl. Teaters direktion.

 9  BEC I, brev nr. 2, s. 2. – ’digtet Sjælen’:  Blev første gang trykt i Scandinavisk Nytaarsgave 1928, derefter i månedsskriftet Hertha’s aprilnummer 1829. Digtet er fra 1825. Optrykt i ”Digte 1830” og i Saml. Skr. XII, s. 3-5. – Digtet er behandlet i Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. – ’hr. L. Zink’: Ludvig Zinck (1776-1851), syngemester ved Det kgl. Teater, og komponist. –’min stakkels førstefødte’: Vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn. Opført 1. gang på Det kgl. Teater 25. april 1829 (kun tre opførelser). Stykket udkom i bogform den 24. april 1829. – ’Deres lille bitte, bitte søster’: Menes at være en drillende hentydning til Edvard Collins ældre søster, Ingeborg.  

10  BEC I, brev nr. 4, s. 5-6. – ’ Møller Holst’: P.N. Møller Holst (1784-1872), sognepræst til Elmelunde på Møn, tidligere lærer for prins Frederik Carl Christian (den senere kong Frederik VII) i Odense i Andersens barndom og tidlige ungdom. Præsten var gift med Anna Helene Holst, f. Tønder Lund (1800-1875), en søster til Laura Tønder Lund (1803-31). Sidstnævnte var indirekte årsag til, at Andersen fik adgang til det danske hof. – ’kontreadmiral Christian Wulff’: (1777-1843), generaladjudant for Søetaten, kongens jagtkaptajn. – ’datteren Louise’: Louise Wulff (1810-42), Chr. Wulffs adoptivdatter.

11  Samme sted, s. 5-8. -  ’fru Bülow’:  Sophie Eleonore Bülow, f. baronesse Selby (1785-1842), gift 1803 med kaptajn, senere generalløjtnant Frantz von Bülow. – ’intet mods-organ’: Andersen hentyder til den østrigske læge og fysiolog Franz Joseph Gall (1758-1828), hvis system kaldes Frenologi. Gall mente, at man ved undersøgelser og måling af kraniets ydre form kunne afgøre de dyriske drifters og de sjælelige evners placering i hjernen og deres udvikling.  Dette er der dog ikke påvist noget videnskabeligt belæg for. Frenologien fik en vis opblomstring i 1930’-40’ernes Nazi-Tyskland, hvor man ved målinger af kraniet mente at kunne afgøre, om et menneske tilhørte den ariske race eller den efter nazisternes teori underlegne semitiske race. 

12  Samme sted, s. 7. – ’enkefru Iversen’: Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen (1767-1837), enke efter bogtrykker og udgiver af ”Fyens Avis” Christian H. Iversen 1748-1827), unge Andersens faderlige ven, som bl.a. hjalp ham til København i 1819. Her. og fru Iversen var desuden morforældre til bl.a. Andersens flittige brevveninde Henriette (Jette) Hanck (1807-46), lærerinde og forfatterinde. – ’sin påbegyndte historiske roman fra Grevens Fejdes tid’: Siden 1824, da Andersen gik i Slagelse lærde Skole, havde han syslet med en historisk roman i stil med de romaner af den engelske forfatter Walter Scott (1771-1832), der på den tid også var meget populære i Danmark, og som B.S. Ingemann for øvrigt også benyttede som forbillede for sine egne historiske romaner. Andersen arbejdede senest på sin roman 1831-32, hvorefter han lagde det ufærdige manuskript i skrivebordsskuffen, til fordel for mere nutidige dramatiske og litterære værker. – ’historikeren Vedel Simonsen’: L. S. Vedel Simonsen (1780-1858), historiker, ejer af ”Elvedgaard” ved Bogense.

13  Anderseniana 1940, s. 7-30. – ”Brudstykke af en Udflugt osv.” blev første gang trykt i Kjøbenhavns-Posten nr. 148-49 1829 og med dennes tilladelse samme år optrykt i ”Bidrag til Tidshistorien”, et følgeblad til Søren Hempels Avis, senere omdøbt til Fyens Stiftstidende. – Uden sit eget vidende og til sin egen store overraskelse, havde Andersen allerede i 1826 fået trykt rejsebeskrivelsen ”Brudstykke af en Rejse fra Roeskilde til Helsingør”, men som egentlig var en del af et brev til hans bekendt, universitetsbibliotekar Rasmus Nyerup. Det var et brud på den aftale, om ikke at befatte sig med at digte og skrive prosa, så længe han studerede, som Andersen havde med sin værge, Jonas Collin. Andersen undskyldte skriftligt overfor Collin, men fortav, at han i årene 1823-26 faktisk havde skrevet ret så mange digte. Ingen af disse digte var dog endnu blevet trykt.

14  BEC I,  Brev nr. 5., s. 8 – ’Viborgs’: N. Viborg (1785-1863), admiralitetskommissær, justitsråd, senere departementschef i Marineministeriet. – Hansigne Henriette Viborg, f. Fogh (1791-1867), gift med foranstående.. – ’et digt’: Digtet ”Studenten”, trykt i Kjøbenhavns-Posten 24. sept. 1829; optrykt i Digte 1830 og i Saml. Skr. XII, s. 71-72. Desuden trykt i H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum, København 1966, s. 56.

15  BEC I, Brev nr. 6, s. 10. – ’Sibberns psykologi’: F.C. Sibbern (1785-1872), professor i Filosofi ved Københavns Universitet. Blandt hans mange skrifter er ”Psykologi – Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber” fra 1828. Hans livsfilosofi var udogmatisk og lagde vægten på opfattelsen af, at der er ”underfuld livsmusik” overalt og hvert menneske eller individ har ret til sin egen anskuelse. – ’dette medfølgende digt’: ”Døds-Øjeblikket” trykt i Kjøbenhavns-Posten 24. sept. 1829. Optrykt i Digte 1830 og i Saml. Skr. XII, s. 361.

16  Levb., s. 194-195) – ’Thorlacius’: Børge Thorlacius (1775-1829), filolog og Det filosofiske Fakultets dekan. – ’filologikum’: Eksamen i sproget og dets tekster som middel til litterær og historisk indsigt. – ’filologikum’: Eksamen i filosofi. – ’slet mod ham i min vaudeville’: I sin første og i 1829 foreløbig eneste vaudeville, ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, som havde premiere på Det kgl. Teater lørdag den 25. april 1829, havde Andersen parodieret Oehlenschlægers skuespil ”Væringerne i Miklagaard”, 2. akt., sidste scene, hvor Harald Haarderaade fremsiger sin monolog. 

17  BEC I, Brev nr. 8, s. 14. – ’prologen’: Menes at være til en amatørforestilling i justitsråd Viborgs meget selskabelige hjem. – ’Liebe’: Georg Julius Liebe (1788-1845), skuespiller og regissør ved Det kgl. Teater. – ’den pådigtede galskab’: Komedie i 1 akt af J.A. Charlemagne, oversat af N.T. Bruun. – ’ibidem’: dvs. sammesteds, forkortes ofte: ibid.  

18  ’operaen ”Ravnen”: Andersens tidligere rektor i Slagelse og Helsingør, Simon Meisling, havde 1825 oversat ”Il corvo” af den italienske digter Carlo Gozzi (1720-1806). På grundlag heraf skrev Andersen en operatekst i 3 akter, som indleveredes til Det kgl. Tater, men operaen fik først premiere 29. oktober 1832 og opførtes ved den lejlighed i alt 6 gange. – ’en libretto’: Det vil sige en sangbar tekst til en opera- eller operette. 

19  BEC I, Brev nr. 10, s. 18-19. – kammerråd Printzlau’: Ferdinand Printzlau (1794-1865), sekretær ved Det kgl. Teaters kontor, senere bogholder og hovedkasserer samme sted, kammerråd. – ’kammerråd Bindesbøll’: Jakob Hornemann Bindesbøll (1789-1852), forvalter ved Flenstofte og Frederiksgave godser, 183o godsinspektør ved statens ejendomme i Jylland, 1832 justitsråd, 184 amtsforvalter i Skanderborg Amtstuedistrikt. – ’jomfru Scheel’: Hanne Magdalene Scheel (1811-70), gift 1843 med godsforvalter J.P.E. Thiele.  – ’mirabile dictu’: mærkeligt nok. – ’Bürgers Liebesgeschichte’: I et Stuttgarter ugeblad havde Elise Hahn (1769-1833) 8. sept. 1789 offentliggjort et anonymt digt til digteren G.A. Bürger (1747-94), som indeholdt et direkte frieri. Den efterfølgende brevveksling mellem parret førte til ægteskab i september 1790, men ægteskabet blev fra begyndelsen meget ulykkeligt, fordi den gode frue bedrog sin mand. Det førte til skilsmisse allerede 1792, hvorfor Edv. Collins udsagn om, at parret levede lykkeligt er direkte forkert og misvisende. - ’obiter’: i forbigående. – ’en ny roman’: den aldrig fuldførte ”Christian den Andens Dværg”. – ’sit venia verbo’: med forlov at sige. 

20  BEC I, Brev nr. 11, s. 20-23. – ’Deres brev’: I sit brev af 12. juni s.å. havde Edvard Collin indledningsvis bl.a. skrevet følgende: ”For nogle timer siden fik jeg Deres brev, hvorfor jeg takker Dem, men De lod mig da også vente længe nok, nemlig 14 dage efter Deres afrejse. – Jeg begyndte virkelig at frygte for, a De var bleven syg, eller at der var tilstødt Dem noget; men først da jeg fik efterretning om Dem af aviserne, førend fra Dem selv, faldt det mig ind, om De i den ære og herlighed, som De – efter bladene at dømme – lever i, skulle hav glemt os; dog det var kun en overgang; jeg kender Dem da såmeget, tror jeg, at jeg kan vide, at De, ligesåvel som jeg; ingen ære sætter i, at De i de respektive blade på en sådan måde bliver distingveret af de respektive udistingverede bladskrivere. – […]” BEC I, Brev nr. 10, s. 17-20. – ’Grejs Mølle’: Formentlig en af vandmøllerne ved Grejs Å i Grejsdalen nord for Vejle.  

21  BEC I, brev nr. 11, s. 20-21. – ’mit døende barn’: en hentydning til det smukke og rørende digt ”Det døende Barn”, som Andersen havde skrevet i Helsingør i 1827.  

22  BEC I, Brev nr. 12., s. 24-25.

23  MLE I, s. 125-126.    

24  BEC I, brev nr. 14, s. 29. – ’Edda’: en hovedkilde til nordisk mytologi, som stammer fra omkr. 800-1000 og indeholder gudedigte og heltedigte. - ’en hel cyklus’: Digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831.  

25 BEC I, brev nr. 15., s. 30-31. – ’den akademiske afhandling’: Universitetets æstetiske prisopgave ”At udvikle de græske og nordiske Mythers Forskjellighed i Liighederne og deres Overenskomst i Forskjellighederne”. Andersen besvarede prisopgaven efter sin hjemkomst fra sommerferien 1830 og indsendte den under mærket ”Esse, non videri” – ”At være, men ikke synes”. Andersens afhandling blev dog ikke prisbelønnet, men er interessant i sine betragtninger.

26  BEC I, brev nr.16, s. 31-32. – ’træet i gården’: det store træ i den gamle Collinske Gård i daværende Norgesgade nr. 159, senere omdøbt til Bredgade nr. 4. Den da 22-årige Edvard Collin, som på den tid læste jura ved Københavns Universitet, boede stadig hjemme hos forældrene. Han blev cand. jur. i 1831. – ’et lille drama’: I brevet beskriver Andersen summarisk handlingen i dramaet, men det blev ikke medtaget i ”Phantasier og Skizzer”, men menes at være identisk med ”Fornuftsgiftermaalet Nr. 2. En dramatisk Drøm paa Skagens Rev”, der dog kun foreligger som et fragment. – ’Badens latinske Grammatik’: Andersens digt ”Den skjønne Grammatica, eller Badens latinske Grammatik. Skizzeret, som en rørende, claurensk Novelle”. ’Clauren’: Pseudonym for Karl G. S. Heun, som var en af tidens yndlingsforfattere i den forlorent følsomme genre. – ”Geammatica Latina” af Jac. Baden udkom 1782 og oplevede 8 udgaver, før den i 1840 afløstes af Madvigs grammatik.  

27  BEC I, Brev nr.16, s. 34-35. -  ’nu bliver jeg elegisk’:  dvs. vemodigt følsom. – ’De forstår mig nok?’: Formentlig en hentydning til, at Edv. Collin tidligere har afvist eller afpareret Andersens lidt for intime følelseserklæringer. - ‘den poetiske Jydepotte’: På Edv. Collins anbefaling ændredes titlen til ”Phantasier og Skizzer, som udkom 1831. – ’de jyske byer jeg kommer fra, har jeg i hver én, ja, to, bekendte’: På sin sommerrejse 1830, som begyndte med, at Andersen sejlede med dampskib fra København via Ebeltoft til Aarhus, hvor han gik i land og blev i 3 dage. Herfra rejste han videre til Randers, og efter et ophold her, videre til et ophold i Viborg og videre til Vejle, hvor han også gjorde ophold. I alt opholdt Andersen sig i Jylland i 3 uger, før han drog videre til Odense. De bekendte, Andersen hentyder til, er formentlig: i Aarhus: Julius Høegh-Guldberg (1779-1861), en broder til Andersens faderlige ven, oberst Chr. Høegh-Guldberg,, oberst og land- og søkrigskommissær; og A.F. Elmquist (1788-1868), redaktør af ”Aarhus Stiftstidende” og udgiver af ”Læsefrugter”; i Randers: Petrus Janus Kruse (1768.1837), amtsprovst; i Viborg: J.F.G. Schønheyder (1773-1850), stiftamtmand, og Fr. Deichmann Hasselbalch (1779-1860), rektor ved Viborg Katedralskole.

28  BEC I, brev nr.17, s. 37.

29  BEC I, brev nr.18, s. 40-41. – ’archiaten’: den første, den fornemste, lederen, i dette tilfælde en bestemt hoflæge. – ’jomf. Pätges’: Johanne Luise Pätges (1812-1890), skuespillerinde ved Det kgl. Teater, gift 1831 med den tyve år ældre digter J.L. Heiberg (1791-1860). – ’Hviid’: Edvard J. Hvidt (1806-82), mægler, senere direktør for De private Assurandører i København. – ’ansøgningen til Regensen’: Regensen er et studenterkollegium i København overfor Rundetårn. Regensen sorterer under København Universitet Andersen ansøgte via Edv. Collin Regensens bestyrelse om et studenterlegat, som dog ikke blev bevilget.

30  BEC I, brev nr.19., s. 46. – ’Molbech’: Christian Molbech udnævntes 13, juli 1830 til direktør for Det kgl. Teater og blev dermed samtidig en slags over-censor for teatret. – ’jomf. Pätsholt’: Augusta Petzholdt (1801-65), gift 1833 med Edvard Collins to år ældre broder Gottlieb Collin (1806-85). – ’frk. Bang’: Ida Bang (1813-91), datter af Claus Christian Bang, kontorchef ved provideringskommissionen, kammerråd, 1823-37 ejer af Nørager, derefter af Hummeltofte ved Frederiksdal. Men om Andersen med sit spørgsmål om frk. Bang antyder en mulig forbindelse mellem hende og Edv. Collin, som jævnligt var på besøg på Nørager, kan ikke umiddelbart afgøres. Hvis det har været tilfældet, blev der i hvert fald ikke andet og mere ud af det forhold, end et korterevarende sværmeri. Seks år senere, i 1836, forlovede og giftede den da 28-årige Edvard Collin sig med den meget kønne, begavede og varmhjertede fem år yngre Henriette (Jette) Thyberg (1813-94).    

31  Dal og Nielsen II, s. 30-38. 

32  MLE I, s. 125-126. – Omtrent samme ordlyd forekommer i ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, i H. Topsøe-Jensens udgave på Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck. København 1942, s. 75.

33  BEC I, Brev nr. 20, s. 49. – ’Heden i Regnveir’: Digtet ”Den jyske Hede i Regnveir” var trykt i Københavnsposten 21. juli 1830, men havde dog allerede stået i Aalborg Avis den 13. juli s.å.   

34  BEC I, brev nr. 21, s. 50-53. Brevet indeholdt desuden en tilføjet hilsen til Collins familie, samt afskrift af et anonymt digt, ”De jydske Vange i Godtveir”, som var trykt i Randers Avis 19. juli 1830, og som var en parodierende pendant til Andersens digt ”Den jydske Hede i Regnveir”, som havde været trykt i samme avis den 13. s.m. Andersen svarede igen 30. juli med digtet ”Aftenvandring paa de jydske Vange i godt Veir”, som i ”Phantasier og Skizzer” fik titlen ”Aftendæmring”. – Hvem den person, som havde talt ondt om Andersen var, er ikke let at gætte sig til, men en mulighed kunne være vennen fra Sorø, forfatteren Carl Bagger (1807-46), -  ’Guld-grube til en roman’: Planen blev dog ikke til noget , men Andersen benyttede ideen i vaudevillen ”Spanierne i Odense”, som indleveredes til Det kgl. Teater i marts 1833. Mange år senere, i 1865, vendte Andersen tilbage til emnet i og med lystspillet ”Da Spanierne var her”. 

35  BEC I, brev nr.23, s. 57-58. – ’ibid’: latinsk for sammesteds. – ’På fragtvognen’: For at spare ventetid havde Andersen måttet nøjes med en fragtvogn, som transporterede flyttegods, da han den 1. aug. rejste fra Odense til Svendborg: Ifølge hans beskrivelse i brevet, blev han placeret oppe ovenpå flyttelæsset. – ’en Krähwinkler’: ordet er ikke tydet. – ’Heber’: Carl Vilhelm Heber (1771-1839), sognepræst ved Vor Frue Kirke i Svendborg. – ’den økonomiske side’: Collin var økonomisk rådgiver og kasserer for Andersen. – ’Havblik” Digtet ”Havblik” blev trykt i Københavnsposten 1. okt. 1830, og optrykt i digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831.

36   BEC I, brev nr.24., s  61.  

37  BEC I, brev nr. 25, s.61-63. – Det forholdt sig dog sådan, at Manthey forbeholdt sig at høre musikken til operaen ”Ravnen”, før en evt. endelig godkendelse. Men selvom Molbech godkendte stykket, forlangte han dog som altid, når det gjaldt Andersens teaterstykker – og når han anmeldte dennes digtsamlinger – ”en revision af sproget og korrektur af ortografien, som det meget trænger til”.   

38   Samme sted, brev nr. 25, s. 62.    

39  BEC I, brev nr.26, s. 63-65. – ’godserne Flenstofte og Frederiksgave’: Disse to godser tilhørte staten siden hhv.1820 og 1824 og blev forvaltet af kammerråd Jakob Hornemann Bindesbøll (1789-1852), 183o godsinspektør ved statens ejendomme i Jylland, 1832 justitsråd, 184 amtsforvalter i Skanderborg Amtstuedistrikt. Jakob Horneman Bindesbøll var beslægtet med fru Henriette Christine Collin, f. Hornemann (1772-1845), gift 1803 med Jonas Collin den Ældre. – ’min fri entré’: Det var sådan på Det kgl. Teater dengang, at de, der havde skrevet et stykke, som var blevet opført, fik fri adgang i et år; den, der havde skrevet to opførte stykker, fik fri adgang i to år, og den, som havde skrevet og fået opført tre stykker, fik fri entré for bestandigt. Andersen havde på det her omhandlede tidspunkt kun fået opført et enkelt stykke, nemlig vaudevillen ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn” (1829). – ’Af digte har jeg to nye’: Digtene ”Kjærlighed” og ”Taaren”, som begge blev optaget i ”Phantasier og Skizzer”, og hvoraf det sidstnævnte digt også blev trykt i Kjøbenhavns flyvende Post 13. sept. 1830, og senere i Saml. Skr. XII, s. 125.

40  I Levnedsbogen, s. 223, skriver Andersen, at han for sidste gang i København så  Riborg Voigt en aften, efter at hun med sin familie havde været i Det kgl. Teater, for at overvære syngespillet ”De to Dage”, som i sæsonen 1830-31 kun blev spillet en enkelt gang, nemlig den 8. november 1830.

41  BEC I, brev nr. 27, s. 69. – ’Gengangerbrevene’: Digteren Henrik Hertz (1798-1870) udgav i december 1830 de opsigtsvækkende ”Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis”, som primært handlede om den litterære strid mellem digteren J. L. Heiberg og flere af digterne og lærerne på Sorø Akademi. I bogens andet brev: ”Toget til Algier eller Apologie for min Gaaen-igjen”, langer Hertz giftigt og nådeløst ud efter den unge digter Andersen, som deri betegnes som ”Digterpogen” og ”Hellig Andersen”, som beruset af fantasiens øl rider på digtermusens ”nattegamle føl, det slagelske krik med lamme sider, mens pøblen holder ham for en profet af en poet”. – ’Sig Du til mig!’: Med disse i og for sig uskyldige ord indledtes den berømte og såkaldte ”Dus-historie”, Se mere herom senere.

42  BEC I, brev nr. 27, s. 72. – ’Houdewalkers i Hamborg’: Carl Hudtwalcker (1782-1854), købmand, gift med danskfødte Charlotte Christiane Fiedler (1791-1866).  – ’Bredal’: Ivar Bredal (1800-1864), som på den tid komponerede musikken til Andersens opera ”Bruden fra Lammermoor”, hvortil teksten var blevet indleveret til Det kgl. Teater 20. febr. 1831 og antaget 4. marts s.å. – ’La Quarantaine’: Vaudeville i 1 akt af Scribe og Mazéres, som Andersen havde bearbejdet til dansk og indleveret til Det kgl. Teater.

43  BEC I, brev nr. 28, s. 72-75. – ’en Sonderling’: en særling.– Andersen har en del år senere skildret sit særlige forhold til Edvard Collin i eventyret ”Skyggen” (1847), og heri vil man ligefrem kunne genkende Collins ord i brevet i Skyggens mærkværdige begrundelse for ikke at ville sige ”Du” til sin herre. Se herom i artiklen: 3.34. Eventyret ”Skyggen” – en historie om det falske selv. – ’min forestående afrejse’: Edv. Collin havde samme forår bestået juridisk embedseksamen, og hans rejse til Jylland gjaldt et længere besøg hos godsinspektør, kammerråd Bindesbøll, hos hvem han skulle sætte sig ind i godsadmnistration.

44  BEC I, brev nr. 29, s. 79-80. – ’jeg holder af Dem som en broder’: Andersen kendte formentlig endnu ikke karakteren af sine egne spirende erotisk følelser for Edv. Collin, eller også bruger han med vilje udtrykket ”jeg holder af Dem som en broder”, for ikke at støde vennen yderligere fra sig. – ’en rig, smuk, åndrig pige’: Riborg Voigt, som var forlovet med forstmanden Poul Jacob Bøving. Andersens fremstilling af forholdet mellem ham selv og Riborg er helt og holdent set ud fra hans egen synsvinkel, Han kendte jo ikke til Riborgs virkelige følelser og holdning til ham, som hun havde givet utvetydigt udtryk for i et brev til sin broder, Christian, men som denne åbenbart ikke nænnede at informere sin dybt bedrøvende ven om. Andersen kommer dog hendes kortvarige forhold til ham nær, hvor han skriver: ”hun beder mig, søsterligt, at glemme alt”.  Men på baggrund af den epistel, hun efterlod til ham, og Christian Voigt hilsen til ham fra hende, hvori hun brugte ordene: ”Min venligste hilsen til min nye broder!”, som jo implicit vil sige, at hun er hans ’søster’, det kunne endda tilføjes: hans nye søster, for han havde jo i forvejen en halvsøster, som dog kun få vidste noget om.

45   BEC I, brev nr. 30, s. 84-85.

46  BEC I, brev nr. 33, s. 95. – ’irritable genus’: Den romerske digter Horats (65 f.Kr.-8 f.Kr.) karakteriserede digterne som pirrelige mennesker, på latin ”genus irritabile vatum”. – ’Tre stykker får jeg da i denne vinter på teatret’: Vaudevillen ”Skibet” opførtes første gang den 5. okt. 1831 og fik i alt 5 opførelser. I stykket er helten en person ved navn Eduard Hügel, som er en hentydning til Edvard Collin, idet hügel betyder høj eller bakke, hvilket også er tilfældet med ordet collis. De to andre stykker, Andersen hentyder til, må være ”Ravnen” og ”Bruden fra Lammermoor”.

47  BEC I, brev nr.33, s. 95-96. – ’de tør ikke kalde den ”Quarantainen”: angiveligt på grund af, hvad man troede var en koleraepidemi, men som viste sig at være en koldfeber-epidemi, der var alvorlig nok  Imidlertid ville teaterdirektør Molbech kalde Andersens vaudeville for ”Captainen fra Smyrna”, men det ville digteren ikke høre tale om, hvorfor han simpelthen gav den titlen ”Skibet”.

48  BEC I, brev nr. 35, s. 98-99.

49  BEC I, brev nr. 36, s. 100-102. – ’nu flagrer De ikke mere, De har alt fundet stade’: Dette er også en hentydning til, at Edvard Collin var  blevet forlovet med Henriette (Jette) Thyberg og dermed efter Andersens opfattelse havde ”fundet stade”. Se også note 50.   

50  BEC I, brev nr.37, s.103-104.- ’Deres besøg hos H i Sorø’: Under sin ophold i Sorø aflagde Andersen også en visit hos lektor og digter Carsten Hauch. – ’kastet rendestens-snavs på Dem’: Hermed sigtes til Carsten Hauchs komedie ”Den babyloniske Taarnbygning i Migniature” (1830), hvori Andersen fremstilles som en Pjerrot, hvilket ikke var positivt og venligt ment. Hauch angreb Andersens ”Fodreise” (1829) og kaldte den ”en dårekistebygning på det flade land”, dvs. Amager. – ’som De derfor sparkede for bagdelen’: Andersen havde svaret igen med digtet ”Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature”, som blev trykt i Flyvende Post 8. febr. 1830. – ’min Jette iberegnet’: Edvard Collins forlovede Henriette Oline Thyberg (1813-94), datter af tømrermester Henrik Thyberg (1776-1844) og hustru Oline Thyberg, f. Falenkam (1781-1853). Thyberg-familien boede i ejendommen Dronningens Tværgade, nuværende nr. 19, hvor Edvard og Jette Collin også fik bopæl efter giftermålet i 1836 og til deres respektive død. - Se i øvrigt også note 49. -          

51  Levb., s. 187-88, 196-97. – Se også her på siden under note 8 og hovedteksten dertil.

52  BHW I, brev nr, 3, s. 66. – den mindste portugiser’: Den da 11-årige Jorge O’Neill (1817-1890). Han opholdt sig sammen med sin et år ældre broder, José O’Neill (1816-1889), sønner af den danske konsul i Lissabon, José Maria O’Neill (1788-1841). Konsulen sendte sine to drenge til et 4-årigt ophold i København, hvor de boede hos kommandørkaptajn P. F. Wulff, chef for Søkadetakademiet, som fra 1828 havde til huse i Bredgade 69.  – ’Sterbens forlibt’: dvs. dødeligt forelsket.

53  BEC I, brev nr.33, s. 94. – ’Den lille Viggo’: Viggo Drewsen (1830-1888), søn af forældreparret Adolph Drewsen og Ingeborg Drewsen, f’ Collin, en 4 år ældre søster til Edvard Collin. Viggo Drewsen blev student, cand. phil. i 1850, assistent i Finansministeriet 1859, og i 1870 fuldmægtig samme sted; 1873 kontorchef i ”Livsforsikringsanstalten af 1871”. Ved siden af sin professionelle karriere, var han desuden filosofisk forfatter, bl.a. med interessante og fordomsfrie betragtninger over seksuallivet. 1872 blev han gift med sin kusine Louise Collin (1839-1920), en datter af Edvard Collin. – ’han vil også uhyre gerne være hos mig’: Dette skal formentlig forstås sådan, at Andersen tog den lille dreng på skødet og sad og hyggede sig med ham. I 1832, da lille Viggo var omkring 2 år, digtede Andersen den siden så berømte børnesang ”Lille Viggo, vil Du ride Ranke?”   

54 Vedr. emnet kærlighed og seksualisme, se f.eks. Martinus: Logik, 33-38. kapitel. – ”den højeste ild”: Ved dette begreb forstår Martinus den basale skabende og forvandlende kraft i verdensaltet, som i praksis også tilkendegiver sig som det højeste behag i det seksuelle samværs klimaks. – Se evt. også afsnittene H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” og H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, samt H.C.ANDERSEN – og hans seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering.

55  BEC I, brev nr.38, s. 104-05. – ’Louise’: Louise Collin (1813-98), yngste datter af Jonas Collin den Ældre. – ’jomf. Møller’: Elise Bolette Møller (1813-77), gift 1834 med Christian Hornemann Bredsdorff (1802-48), 1828 kapellan, 1834 sin faders efterfølger som sognepræst til Vester Skerninge og Ulbølle. – ’jomf. Bredsdorff’: Eline Bredsdorff (1806-88), datter af Morten Thomsen Bredsdorff (1757-1841), provst i Salling Herred, sognepræst til Vester Skerninge og Ulbølle. Eline Bredsdorff blev 1834 gift med Chr. Edv. Møller (1806-59), cand. theol. 1834, sognepræst til Øster Nykirke og Give, senere til Dalby-Stubberup. – ’Adskillige siger ellers at Louise er forlovet’: Louise Collin blev kort efter nytår 1833 forlovet med Wilkens Lind (1807-91), cand. jur., 1833 volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1841 sekretær og bogholder ved Kommissionen for Militærets Forsyning med uldne Varer, 1848 kontorchef i Krigsministeriet, Justitsråd. Parret blev gift i 1840 

56  BHW I, brev nr. 10, s. 82.  – Jette Wulff opholdt sig på det tidspunkt på hovedgården Petersgaard, der som tidligere nævnt tilhørte hendes farbroder, kommandørkaptajn Christian Wulff.

57  BEC I, brev nr. 39, s. 107. – ’Louise’: Louise Collin: Se note 55. – ’Augusta’: Augusta Petzholdt: (1801-65), gift 1833 med Gottlieb Collin (1806-85). – ’Theodor’: Theodor Collin (1815-1902), student 1833, cand. med. 1841, overskibslæge 1847.48, teaterlæge 1849-94, titulær professor 1859.. – ’jeg har jo det kæreste her i byen’: nemlig sin kæreste, Jette Thyberg. – ’Ingeborg’: Ingeborg Drewsen, f. Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), auditør ved Søkadetkorpset. 1832 assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten, 1847 justitiarius sammesteds, 1846 justitsråd, 1852 etatsråd, 1869 konferensråd. – ’Lind’: W. Lind (1807-91), cand. jur., 1833 volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1841 sekretær og bogholder ved Kommissionen for Militærets Forsyning med uldne Varer, 1848 kontorchef i Krigsministeriet, Justitsråd. Louise Collin og W. Lind blev forlovet med hinanden i januar 1833 og parret blev gift i 1840.

58  Elith Reumert: H.C. Andersen som han var. H. Hagerups Forlag. København 1925, s. 56-57. – ’Moderen’: Henriette Christine Collin, f. Hornemann. – ’fru Drewsen’: Ingeborg Drewsen, f. Collin. – ’hendes ægtemand’: Adolph Drewsen. – ’Eduard og Jette’: Edvard og Jette Collin. – ’Faderen’: Jonas Collin den ældre. – ’Louise’: Louise Collin. – ’den anonyme’ tolker Reumert som Henrik Hertz, som 1830 havde udgivet ”Gjenganger-Breve”, men mon ikke Andersen snarere mener ”den anonyme”, som rygtet ville, at Louise Collin var eller skulle forloves med? - Reumert tolker de tre tankestreger efter navnet Louise som udtryk for, at Andersen skulle mene at hendes tanker muligvis gjaldt ham selv.

59  Første del af citatet er gengivet fra Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr. Se note 60. – ’det sidste jeg skrev’: Dette brev ses ikke bevaret. – Anden del af citatet er fra H. Topsøe-Jensen: Omkring levnedsbogen. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København 1943, s. 81. – ’jeg tænkte på Dem medens jeg skrev den’: H. Topsøe-Jensen mener ikke, at man med rette kan påstå, at selv om Andersen måske nok ind imellem tænkte på Louise Collin, så er hans erindringer, som vi siden 1926 kender som ”H.C. Andersens Levnedsbog”, ikke primært skrevet for hende. Se s. 87-89, 92-93. Hele brevet er gengivet i Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang. Forlagt af H. Aschehoug & Co.., Kjøbenhavn 1918, s. 166-68.

60  Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr. udkom første gang 1907, men citatet er her gengivet efter genoptrykket i Gyldendals Uglebøger 1970. Citatet findes s. 72-73. – Ordene ”Dag for dag osv.” er en omtrentlig gengivelse af indledningen i ”Levnedsbogen”. – ’ Hun går bestemt til teatret!’: Lotte Oehlenschlæger: Navnet var Lotte Phister, da hun i december 1832 debuterede på Det kgl. Teater i rollen som Josepha i lystspillet ”Armod og Højmodighed”, og i februar 1833 spillede hun med i syngestykket ”Fanchon” og i ”Cendrillon”, men uden succes. Allerede den 13. april optrådte hun for sidste gang, og ad som elskerinden i lystspillet ”Det sælsomme Lotteri”. Se Elith Reumert: Et livs Roman. Charlotte Oehlenschlæger. S, 193-94- Gyldendalske Boghandel 1818. – ’fru Møller’: Elise Bolette Møller (1813-77), gift 1834 med Christian Hornemann Bredsdorff. – ’Gusta’: Augusta Petzholdt (1801-65), forlovet med Gottlieb Collin (1806-85) og gift med samme 1833, en to år ældre broder til Edvard Collin. – ’frøken Stub’: ikke identificeret. – ’Jette Wulff maler også noget til mig (en kopi efter Dahl)’: Det antages, at Jette Wulff havde modtaget tegne- og maleundervisning hos den norske landskabsmaler J.C. Dahl (1788-1857), som 1811-18 havde opholdt sig i København. I hvert fald gav hun sig af med at male, og har kopieret flere af Dahls malerier. – ’Mit lille digt ”Hende jeg mener”: Saml. Skr. XII, s. 223. – ’Mille Hornemann’: Emilie Hornemann (1806-53) datter af J.W. Hornemann (1770-1841), professor i botanik ved Københavns Universitet, broder til fru Henriette Christine Collin, født Hornemann. – ‚Rose’: Rose Hornemann (1804-89), datter af J.W. Hornemann. ’fru Ingeborg’: Ingeborg Drewsen, f. Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), assessor i Københavns Politiret.  - ’Kjærlighed uden Strømper’: Johan Herman Wessels komedie, opført på Det kgl. Teater første gang den 26. marts 1773. Udgivet i bogform 1772. Se f.eks. Harald Langberg: Den store satire. Johan Herman Wessel og ”Kærlighed uden Strømper”. Gyldendal 1973. – ’de dristige ideer jeg, qua digter, vover at indflette i disse skuespil’: Til sine skuespil brugte Andersen situationer og personer fra sin venne- og bekendtskabskreds, men naturligvis omskrevet og med andre navne. – ’de brune og de blå øjne’: Andersen var kendt for, at han ikke kunne skelne mellem brun og blå øjenfarve hos de damer, han mødte. Herom skriver fru Læssøe i et brev: ”Det er kuriøst, at Andersen ser sjælen i alt og ikke det legemlige. Er der megen forstand ser han øjet brunt, er der megen ynde, ser han det blåt, og bryder sig ikke om, hvad det er.” – ’Hun er så hvid min hjertenskær!’: En trykt udgave af digtet er ikke fundet.

60a  Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 168-70. – ’mit stykke’: Formentlig ”Ravnen eller Broderprøven”, Trylle-Opera i tre Acter. Opført første gang på Det kgl. Teater 29. oktober 1832. – ’Aarets 12 Maaneder’: Digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder”, udkom 18. december 1832.

60b  Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 170-72. – ’galopade’: hurtig dans. – ’engageret’: optaget. 

61  Elith Reumert: H.C. Andersen som han var. s. 58. – Det vides ikke, om den her citerede epistel er fra 1832 eller 1833, men selv om den skulle være fra fastelavnsmandag 1833 og Louise Collin var blevet forlovet med W. Lind samme år ved nytårstid, så kan Andersen jo godt have inviteret sin hjertenskær, idet han muligvis har gjort sig tanker om, at forlovelsen måske ikke ville holde, sådan som han jo også en overgang havde gjort sig forhåbninger om i forbindelse med sin forelskelse i Riborg Voigt.

62  Kirsten Dreyer: H.C.Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds. Bind 1, brev nr. 30, s. 91-92. Museum Tusculanums Forlag. København 2005. – ’ Jeg vidste det i torsdags’ At Louise Collin var blevet forlovet med juristen W. Lind. – ’spot fra Deres eller Frederiks læber skærer mig i sjælen’: Frederik er en af Signe Læssøes sønner: Frederik Læssøe (1811-1850), kaptajn af generalstaben, 1850 oberst, og som sådan blev han dræbt af en snigmorders kugler den  25. juli 1850 i Slaget ved Isted.

63  Dagbøger I, s. 119.   

64  BEC I, brev nr. 53, s. 121, 124-25.

65  Elith Reumert: H.C. Andersen som han var. H. Hagerups Forlag. København 1925, s. 59.

66  Dagbøger I, s. 279.

67  Dagbøger I, s. 295. – ’Korsoen’: Hovedstrøget i Rom. - ’Bødtcher’: Ludvig Bødtcher (1793-1874), digter. – ’Jette’: Jette Wulff. – ’Christian’: Christian Wulff. – ’og måske faderen’: Her menes sandsynligvis Jonas Collin den Ældre.

68  Dagbøger I, s. 328-29. – ’ruffianni’: ruffere, dvs. personer, der for vindings skyld, opfordrer til utugt. – ’anprise sin donna’: anbefale sin luder. – ”o multa bella!”: o, meget smuk! – ’numer trenta due: nummer toogtredive. – ’slige væsener’: dvs. prostituerede kvinder eller ludere. – ’et uskyldigt væsen’: dvs. en uskyldig ung pige. – ’Hertz’: Henrik Hertz (1798-1870), digter, som også opholdt sig i Neapel på det tidspunkt.. - ’brynde’: seksuelt begær. – Vedr. Andersens bordelbesøg i hhv. Paris, Rom og Neapel, se afsnittet H.C.ANDERSEN – og hans seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering.

69  Dagbøger I, s. 352. – ’én fulgte mig lige til min gade og falbød en 12 års pige’: Mon ikke der har været tale om den dreng og den ”donna”, som omtales i ovenfor anførte citat? – ’der var så godt som mø’: dvs. jomfru. – ’hende hjemme’: Louise Collin.

70  Dagbøger I, s.424. – ’ I dag må der dog komme brev!’: Det var formentlig især brev fra Edvard Collin, Andersen så utålmodigt ventede på.

71  Fra digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder” (1833)

 

(Fortsættes)

 

© 2010 Harry Rasmussen.