Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (2. del)

Dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise.

 

Andersen og Edvard Collin (fortsat)

Her skal vi genoptage skildringen af forholdet mellem Andersen og Edvard Collin, som stort set fortsatte uanfægtet af Andersens forelskelse i dennes søster Louise. Under den foreløbige omtale af de to venner, endte vi med Collins brev af 14. juli 1832 til Andersen, som Collin sluttede med ordene ”Bevidner Lind.” Men om Andersen på det tidspunkt vidste eller anede, at den da 25-årige Wilkens Lind, der i lighed med Edvard Collin var cand. jur., gjorde kur til Louise Collin, foreligger der så vidt jeg ved ikke noget dokumenteret om. Imidlertid besvarede Andersen Edvard Collins brev af 14. juli 1832 med et brev dateret Odense den 17. juli s.å., hvoraf følgende skal citeres:

 

     Kære ven!

     Da jeg har noget at skrive min værtinde til om, kan jeg ikke andet, end også at benytte dette øjeblik, for dog at sige Dem ”god dag!” […] – Det var mig så kært, så uventet, at jeg den dag hørte fra Dem! Ja, De vil vist le af mig! men jeg var nær ved at kysse Deres brev, skønt der stod så lidt deri. – Det glæder mig så meget at Louise er kommet lidt ud! Det vil ret fornøje hende. Hun havde ellers dårligt vejr på søen, det blæste stærkt, jeg tænkte meget på hende! Hils Deres anden søster at jeg sværger – sværger ved alt hvad hun vil, ved brune øjne, ved blå, ja selv ved de grønne, at ikke en sjæl skal få hendes brev at se, men bed hende skrive snart, og ret ud af hjertet, så vil jeg holde grumme meget af hende! Hils fader og moder, Deres Jette, Drewsen og alle små og store i det kære hjem! tænk også skriftlig på mig, min kære, kære ven / Deres / Andersen.

     Hils den norske søster! / [i margenen.] Jeg føler mig slet ikke vel! det er også meget koldt. (72) 

 

    Som det direkte fremgår af citatet, så var Andersens hovedinteresse for tiden Louise Collin, som han var begyndt at forelske sig i. Men hvis Edvard Collin havde fattet, at det forholdt sig sådan, så holdt han det i hvert fald indtil videre for sig selv og lod som ingenting overfor vennen. Men inden Collin nåede at svare på ovenfor citerede brev, skrev og sendte Andersen endnu et brev til vennen, dateret Odense den 3. august 1832, hvorfra følgende uddrag skal citeres:

 

     Jo kærere man får én, jo mindre synes man, at han gengælder os vor kærlighed, dette er næsten altid tilfældet for mig med Dem! O, jeg har længtes så inderligt efter brev fra Dem; kender De ret det, at længes? Hver postdag at vente på nogle ord? – Jeg var ordentlig ganske bedrøvet sidst, thi jeg ventede så sikkert og jeg holder så meget af Dem. – Det er i aften den sidste aften jeg er i Fyn, i morgen går det med posten og dampskibet til Sjælland, der ligger noget ret vemodigt i at forlade de gode mennesker om mig; under mit hele ophold her følte jeg mig ikke tilfreds, nu ved afskeden, gør det mig dog ondt at skulle bort; jeg føler mig lidt underlig om hjertet, må tale med én, og hvem kan jeg det bedre end Dem, min kæreste, bedste ven! - […] – På Nørager bliver jeg 8te højst 14 dage, så ses vi! men skriv mig dog til i den tid, det vil glæde mig så inderligt. Deres søster ”Drewsen” har nok opgivet sit skønne forsæt, jeg troede hun var mere fast i at udøve det gode. – Er Louise kommet hjem? Hvorledes lever faderen og moderen? Hils dem alle fra mig og vær mig som altid min hjertenskære Eduard, min tanke er hos Dem, jeg længes efter Dem, o mere end De tror! Lev nu ret glad og hils Deres halve verden i Tværgaden! / Andersen. (73) 

 

     Den travle Collin svarede denne gang relativt hurtigt, nemlig i brev af 7. august 1834:

 

     Om jeg kender, hvad det er at længes? – Sågodtsom nogen; det kan De være overbevist om; jeg har allerede faret så meget omkring; auch ich bin in Arkadien gewesen.

     Jeg har ofte foresat mig at skrive Dem til – 2 breve har De da fået fra mig – men i grunden ventede jeg, og med mig de andre, at vi skulle se Dem træde ind ad døren, inden jeg fik pennen sat til papiret; thi De bliver da længere borte end efter Deres første bestemmelse. Vil De virkelig blive 14 dage på Nørager? Nu vel! hvis det morer Dem, er det jo meget rigtigt; men vær overbevist om, at vi herhjemme idetmindste længes lige så meget efter Dem, som De efter os. Ingeborg sagde just i forgårs, at hun om aftenen, når døren gik op, ofte tænkte, at det var Andersen der kom, og at hun troede, hun ville falde Dem om halsen; så ville De vist blive meget forskrækket og råbe: ”Gud! sikken en idé!”

     Louise ventes hjem på fredag; vi har i sinde at have nogle løjer om aftenen på Nygaard; gid vi kunne have Dem med ved den lejlighed.

     […] Klokken er mange og jeg må nok slutte; men først en vens kærlige hilsen til Dem, kære Andersen; jeg ved, at også De bestandig mindes mig med venskab. Fra min Jette har jeg mange hilsener til Dem, fra hele min familie kan jeg med god samvittighed sende de kærligste hilsener, endskønt de ikke har pålagt mig det, da de ikke vidste, at jeg skrev. Hele den Bangske familie beder jeg at hilse.

     Endskønt – nå det er det samme – det kan blive til vi ses, da skal jeg herom tale med Dem. / Deres ven / E Collin. (74)

 

     Andersen, som nu opholdt sig på Nørager hos familien Bang, svarede allerede den 9. eller 10. august på Collins ovenstående brev:

 

     Min hjertenskære Eduard, hvor uendelig glad gjorde mig ikke Deres kære, broderlige brev, det satte mig i det bedste lune; jeg fik det just som vi sad ved bordet, og det virkede så påfaldende på mit humør at de alle troede det indeholdt noget meget vigtigt og betydningsfuldt. Det er dog underligt at folk ikke kan indse, at der kan ligge en hel verden – selv i et venskab. – De tænker alle på mig hjemme? Ordet ”længes”, som De har brugt, tør jeg ikke komme med! men det kastede en hel sommers solskin ind i mit hjerte; - Hvorfor tror De at jeg skulle have sagt ”Gud! sikken en idé!” om Deres søster Ingeborg var kommet mig så søsterligt imøde som De ytrede; det ville just have gjort mig lykkelig, thi ihvor gode folk end kan være imod mig, er og bliver jeg dog ”fremmed”; jeg ville i det mindste derved have glemt og tilgivet, at hun ikke skrev mig til, skønt jeg jo ”skriftligt” har svoret Dem, at ingen sjæl skal få hendes brev at se. – I går kom altså Louise! jeg tænkte den hele aften på hende, på Dem, på dem alle sammen. Gud, hvor jeg længes! – […] – Dette brev får De jo på mandag, den uge vi da kommer ind i, ser De mig næppe, men derimod ugen efter. Mit første besøg gælder naturligvis Dem! Jeg anser næsten Deres hjem som mit! Det tør jeg jo nok?  Og Dem og alle Deres er mig langt nærmere end De tror og drømmer! – Hvordan lever dog Viggo? Mon moderen ikke endnu skulle betænke mig med en skrivelse. […] I går kom Ludvig Müller (han beder Dem hilse). […] I næste uge venter vi Mimi. Dog det ved De nok selv. – […] Her ude har de forlovet Louise med en ny, og ved De hvem? - Bramsen! – det er da ikke sandt! – […] Hild Deres kære Jette og dem alle i dette nye hjem. Deres fader har De dog altid bragt min hilsen? […] – Hører jeg mere fra Dem, kære ven? Hils dem alle! Jeg svarer slet ikke for at jeg jo flyver dem med åbne arme imøde, bliver jeg kun ikke forlegen på halvvejen, Nå, jeg har da Viggo, ham tør jeg dog nok kysse og omfavne, det er jo ikke mod respekten? Men lev nu vel og lykkelig i begge Deres hjem; De har to – jeg slet ingen! Nu Gud velsigne Dem for alt godt, altid er jeg - Deres / Andersen. (75) 

 

     Herefter gik der til den 23. august, hvor Andersen – til dels ufrivilligt - stadig opholdt sig på Nørager, og hvorfra han denne dato sendte et brev til vennen i København:

 

     Min inderlig kære ven!

     Her sidder jeg med hjertet virkelig fuldt af længsel efter Dem. I går tog Ludvig Müller til Kalundborg og i dag, bliver det pludselig afgjort at Ottos kl. 12 kører ind med fru Selchaus vogn. Det er en prægtig lejlighed, fire heste og tag over hovedet; jeg ville så gerne med og fru Selchau har tilbudt mig plads, men Bangs fandt det så underligt at vi alle med eet for bort, og da han selv i næste uge vil ind, tog han ikke imod mine indvendinger; jeg kan ikke give en grund hvorfor jeg bestemt må ind i dag, og da han gerne vil køre mig i næste uge, bliver det en uartighed af mig ikke at føje ham og dem alle sammen: men jeg længes så uhyre! vær nu også ret venlig mod mig når jeg kommer; eller rettere, gid jeg må træffe Dem i godt humør; nu kan jeg ret føle hvor jeg elsker dem alle sammen! hils den kære fader og moder, Deres søskende, Jette og dem alle! I går fulgte jeg Ludvig Müller til Kalundborg, det var mig en behagelig tur. […] O, kære, kære Eduard, hvor jeg holder af Dem, men jeg kan ikke ret sige hvad jeg føler, jeg har bestemt for megen kærlighed! Skriftligt må jeg, det er jo mit sidste brev her fra, sige Dem mit hele hjerte, når vi kommer sammen bliver jeg flov ved ansigt til ansigt at ytre mig således. Altid skal jeg også sige Dem hvad jeg tænker og føler, selv mit hjertes dybeste hemmeligheder. – Skønt, da jeg engang gjorde det ret til grunden, svarede De mig aldrig noget derpå, men måske fandt De, der var intet at sige. – Ludvig Müller er et elskeligt væsen, har både forstand og godmodighed, vi er blevne meget gode venner herude, jeg savner ham ordenlig i dag! […] – Nu lev vel! som en broder tænker jeg på Dem! gid jeg snart var hos Dem, lev vel! lev vel! / Andersen. (76)

 

     Der er især to ting at bemærke sig ved det ovenfor citerede brev, for det første, at Louise Collin slet ikke er hverken nævnt eller omtalt i det, for det andet, at brevet viser, hvad der blandt andet var foregået på Nørager, nemlig, at Andersens bekendt, den kønne og fire år yngre Ludvig Müller også var dukket op som gæst, og det medførte, at Andersen begyndte at nære sværmeriske erotiske følelser for denne. De to havde lært hinanden at kende i 1827, da begge gik til manuduktion hos ”den hebraiske” Ludvig Chr. Müller på Christianshavn. Men Andersens sværmeri for Ludvig Müller, som delvis synes at have været gengældt, var og forblev kun en episode i hans liv, som snart trængtes i baggrunden for den betydeligt mere dybtgående, heftige og langvarige forelskelse i Edvard Collin, hvilket vi snart skal få at se, når vi kommer til omtalen af årene 1833-34. Andersen og Ludvig Müller bevarede dog i gensidig respekt venskabet i mange år. (77)

 

     Men nok så væsentligt og interessant er følgende sætning i Andersens brev: ”O, kære, kære Eduard, hvor jeg holder af Dem, men jeg kan ikke ret sige hvad jeg føler, jeg har bestemt for megen kærlighed! Skriftligt må jeg, det er jo mit sidste brev her fra, sige Dem mit hele hjerte, når vi kommer sammen bliver jeg flov ved ansigt til ansigt at ytre mig således. Altid skal jeg også sige Dem hvad jeg tænker og føler, selv mit hjertes dybeste hemmeligheder. – Skønt, da jeg engang gjorde det ret til grunden, svarede De mig aldrig noget derpå, men måske fandt De, der var intet at sige.” – Med udtrykket: ” hvor jeg holder af Dem, men jeg kan ikke ret sige hvad jeg føler, jeg har bestemt for megen kærlighed!” mener Andersen utvivlsomt, at det, han føler for vennen overskrider det almindelige eller normale venskabs grænser, - fordi der er tale om følelser af sværmerisk erotisk karakter.

 

     Edvard Collin besvarede denne gang omgående Andersens brev, nemlig i brev af 24. august, altså samme dag, som han havde modtaget brevet fra vennen:

 

     For omtrent 1 time siden fik jeg Deres brev; da De altså endnu i nogle dage bliver på Nørager, så kan dette brev vel nok træffe Dem.

     I går var det da Ingeborgs geburtsdag: til den dag havde jeg så bestemt ventet Dem, og De andre ikke mindre end jeg. Da jeg i går formiddags kom til Thybergs for at følge Jette til Nygaard: ”Og Andersen er da ikke kommet endnu”. Jette: ”Å! Det vil da ret gøre Ingeborg ondt, hun havde nu så bestemt ventet ham”. Da vi kom til Nygaard: ”Og Andersen er da ikke kommet endnu!” Ingeborg: ”Å, er det sandt? det var da ret kedeligt”. Kor: ”Å, er det sandt? det etc. etc. I den påfølgende dialog hørtes adskillige udråb, såsom: ”Hvorfor kom han ikke, det fæ” – ”jeg længes ved Gud – siger og skriver ved Gud) sådanne efter ham” – ”nu gør de såmeget af ham derude, at han rent glemmer os.” – I alle disse velmente og for Dem lige smigrende udråb tog jeg, som De vel kan vide, ingen del; jeg blev jo rigtignok noget flov, da De endnu ikke var kommet torsdag formiddag; men jeg tænkte naturligvis nok, at tingen forholdt sig således, som jeg af Deres brev ser var tilfældet: De morer Dem og sålænge bliver De borte; og deri gør De ret. Sommeren er overhovedet ikke skabt til selskabelig glæde, til omgængelse, og mig synes næsten ikke engang til en fortrolig fornuftig passiar; i den henseende priser jeg vinter-aftenerne; og jeg venter at vi to til vinteren skulle få os mangen en god, fortrolig, fornuftig passiar sammen; De må ikke tro at jeg har tabt smagen for sådanne glæder; jeg tror endog tværtimod.

     […]  Tak for Deres venlige ord i brevet til Jette; vær overbevist om, at jeg ønsker inderligt, at også De må holde ret meget af hende. Dog det har ingen nød; det vil De.

     Jeg har været lidt jaloux ved at høre om Deres kærlighed for L. M.; mig giver De dog ikke afsked?

     […]

     På onsdag ses vi! Lev vel kære ven! / Deres E. Collin. (78)

 

     Collins bemærkning om, at han har følt sig lidt jaloux på Ludvig Müller, skal nok mest tages for spøg, for rent bortset fra hans optagethed af nyforelskelsen i sin Jette, så lå det vistnok ikke til hans karakter, at nære smålige følelser, som misundelse og jalousi. – Den 2. november 1832 fyldte Edvard Collin 24 år, og i den anledning sendte Andersen sin ven følgende, lidt lakoniske, lykønskning:

 

     Kære ven!’

     Forsmå ikke min hjertelige lykønskning på Deres fødselsdag. De ved hvor meget jeg holder af Dem, Deres søskende kan det ikke mere! Gid jeg altid beholder Dem! Gud være med Dem i al Deres virken; og vær mig, som jeg er Dem en trofast broderlig ven. / Deres / Andersen. (79)      

 

En ”poetisk figur”

I mellemtiden var Andersen jo for længst vendt hjem til København, hvor hverdagens små og store fataliteter naturligt nok meldte sig igen. Der var problemer med teaterstykker, han skrev og skulle have opført, og hans økonomi var heller ikke den bedste, og det intime forhold til Louise Collin, som han bildte sig ind at han ønskede sig, så allerede nu ud til at skulle ende med en skuffelse for hans vedkommende. På baggrund af alt dette, begyndte han igen at fantasere om atter at foretage en stor udenlandsrejse, som denne gang skulle have Italien til mål. Men en sådan rejse var jo bekostelig, og det kneb til en begyndelse med at skaffe de fornødne midler dertil. Dette erfarer vi om i et udateret brev til Edvard Collin, som dog qua sine indre kriterier er anslået til at være skrevet mellem 11. og 20. december 1832, hvori en tydeligt depressiv Andersen klynker og beklager sig overfor sin ven: 

 

     Kære, kære Eduard!

     Jeg må tale med Dem! mit hjerte er altforfuldt til at jeg kan lade være; det meste af mit brev vil vist mishage Dem, thi hvad jeg ville udtale er det, som De vist anser for en fejl, men jeg må! Oehlenschlæger var ikke, som De ytrede, god mod mig, alt sagde jeg Dem ikke, meget, De anser let henkastet, faldt tungt på mit hjerte. Mine følelser i denne henseende tør jeg ikke engang udtale for Dem. Han udviklede mig min fremtid, det underordnede forhold jeg ville komme til at stå i til de der nu er mine jævnaldrende; sagde mig, mellem nogle hæderlige ord som digter, hvorlidet jeg i grunden har gjort for at vise mig Deres fader taknemlig; - J, jeg er vis på, at han tror ret at have opmuntret mig, medens han kun har åbnet mine øjne for skygge-siden af mit liv. – Min sjæl var alt ved så mange ting, i den sidste tid så stærkt rystet at den ikke behøvede meget for rent at bukke under. Jeg trængte til – men hvor tør jeg sige det, jeg vente det – til megen ros og trøst for at den kunne rejses. – Jeg føler mig så slavisk nedkuet, at jeg selv ikke ret kan tale med Dem – ansigt til ansigt kan udtale Dem min sorg; jeg elsker Dem som broder, o Gud Eduard, og dog står De mig nu alt for højt til at jeg tør og kan klynge mig til Dem, der er opstået et forhold mellem os, der gør mig usigelig bedrøvet, jeg føler altforvel Oehlenschlægers ord om mit underordnede forhold, jeg indser nu tydeligt, hvor rigtigt det var at De ikke i fjor gav efter for mine barnagtige ytringer, at vi skulle sige ”Du” til hinanden, som venner plejer; jeg har ofte grædt der over, sørget mere end De tror, men nu indser jeg nok, det passede sig ikke. – I de sidste år har så meget grebet ind i mit liv, at enten en åndelig stor forandring forestår til det bedre, eller alt går til grunde; jeg har længe ikke udtalt mig for Dem, kan nu langt mindre, men når jeg er død skal De finde mit skriftemål. – De har været mig mest af alle mennesker, Dem har jeg betragtet som ven – som broder, nu sniger livs forhold sig mellem os, jeg ser mine mangler, min stilling, min og Deres fremtid og forudser alt. – Mit digterliv var kun et stjerneskud, der snart er glemt! – O kære Collin, jeg længes efter døden, efter ende på dette hele! Rejse, Italien, - det var kun fantasier, jeg fortjener det vist heller ikke! – O, det har været en slem nat i nat, jeg har grædt såmeget og ønsket døden, selv om denne var en evig søvn. – Tak for Deres kærlighed mod mig! jeg lover Dem ikke mere at plage Dem med suk og jeremiader, jeg vil, og skal skjule Dem min sorg, jeg vil ikke kede Dem. Hvad der skal ske i verden må jo! – Lev vel! ingen holder af Dem, mere end jeg, men jeg skal heller aldrig glemme forholdene mellem os! Mine små-digte vil efterverdenen vist bedømme mildere end folk nu, dersom de overlever mig. Vær ikke vred på mig, jeg er nu en sær skabning, en ”poetisk figur” som Oehlenschlæger kalder mig. / Deres / Andersen. (80) 

 

     Det var ellers lidt af et klagebrev, en ren jeremiade, fra Andersens side! Tænk, at en velment og sandsynligvis ubetydelig udtalelse fra Oehlenschlægers side om, at Andersen burde udvise større taknemmelighed imod gamle Collin, end han efter sin faderlige ven og kollegas mening, gjorde, skulle udløse en så kraftig reaktion, at den bragte hans sociale mindreværdskompleks frem til overfladen, som brevet indirekte viser! Der kan ikke være tvivl om, at Oehlenschlæger mente Andersen det godt, men man kan nok heller ikke helt udelukke, at den velmeriterede ”digterkonge” kunne nære en vis misundelse overfor sin unge digterkollegas inspiratoriske evner som digter; evner, som Oehlenschlæger selv havde haft, især som yngre, hvor han fik sit store litterære gennembrud med bl.a. digtet ”Guldhornene” (1803) og flere romantiske eventyrspil, som ”Skt. Hans Aften-Spil” (1803) og ”Aladdin eller Den forunderlige Lampe” (1805).

 

     Imidlertid viste Andersens utålmodige frygt for et afslag på sin ansøgning til kongen om et rejsestipendium, sig at være grundløs. Selv om der dette år, 1833, havde meldt sig 42 ansøgere imod 26 året forud, kom kun 18 i betragtning. Blandt de sidstnævnte var foruden Andersen også hans antagonist, digteren Henrik Hertz, som tilmed havde både embedseksamen og Universitetets guldmedalje. Normalt tildeltes der kun stipendier til én repræsentant for hver kunstart, hvorfor Jonas Collin havde anbefalet Andersen, at formå nogle velkendte kulturpersonligheder, hvis ord havde vægt, til at give sig en anbefaling hver, hvilket som nævnt også skete. Men forinden afgørelsen om stipendierne forelå, havde Andersen også betroet sine bekymringer og sorger til penneveninden Jette Wulff i et brev til denne, dateret ”Natten den 16 Febr. 1833”, og som lyder som følger:

 

     Kære frøken!

    

     Mit livs billedbog har jeg ladet Dem bladre i, hvorfor da ikke i hjertets? De er dog én af de få der ret lide mig, og jeg føler og erkender det dybere end De tror. De vil måske sige, det er mit dårlige humør der får mig til at skrive dette; et lune der adresserer brevet til Dem; men det er det ikke! engang i en anden verden skal vi tale derom og da skal De se jeg ikke så ganske er Hr Ego, som De siger, måske vel også i spøg. Tror De ikke, jeg fatter Deres stilling? Savnet af Deres brødre og så meget andet? Jeg føler dette tydeligt? men De har dog et hjem, De har forældre! Jeg sidder ene på mit lille kammer, plager mig måske mere end jeg burde; men plage er det dog! – Der er blade i hjertets dagbog, der så ganske er sammenklinede at kun vor Herre kan lukke dem op, og i hvor åbenhjertig jeg end kan være, er der sorger hvis grund jeg aldrig tør pege på; det ligger i en følelse hos mig, som jeg ikke ret ved navn på! – Jeg har været barn, lige til jeg blev over ungdomsalderen. Jeg har aldrig kendt hvad ungdom egentlig var! jeg føler en uendelig trang derefter, lyst til at rive mig løs af griller og vaner og som fornuftig menneske nyde livet, der er så meget jeg vil glemme, for at lære noget bedre, men terningspillet drager længe ud. I grunden kunne De være vred på mig fordi jeg ikke griber det håb De og Koch har givet mig, men jeg er så ofte i mine kæreste ønsker således blevet skuffet, at jeg ikke kan, ikke tør gribe efter den smukke boble, der altid plejer at briste for mig! – Det er en indgroet tanke hos mig, at kun ved at rives løs fra den øjeblikkelige omgivning kan der blive noget af mig, skal jeg blive her, da går jeg til grunde! Tiden vil lære Dem, at der ligger mere sandhed deri end De tror. Tænk på mig med venlighed, dersom De overlever mig; Oehlenschlæger har virkelig ret, jeg er en poetisk figur, som sådan vil jeg da også stå for Dem. Gid jeg i digte ret kunne udtale mine følelser, det ville hjælpe. De kender måske sagnet om den islandske sanger der mistede sin søn og fortvivlede; han ville da dø hungersdød, men hans venner bad ham, for deres skyld, først at besynge sin smerte; han gjorde det, og udåndede den i tone; vennerne græd, men i hans eget hjerte kom ro, thi han havde udtalt den. Det har jeg også før kunne gøre. – Hvor inderlig meget jeg holder af Eduard, føler jeg dog at han ikke kan være mig hvad jeg drømmer om venskab! hvad der måske giver ham karakter, bliver skarpe kanter, der sårer min blødagtighed. ”Jeg er ikke stolt!” sagde De mig; - sligt svarer man nødig på, ansigt til ansigt, men her vil jeg indrømme Dem: De har ret! men det ligger i blodet. Lad først sumpplanten skyde mere frem, hærdes i slud og storm, da vil poesiens sol nok forædle saften, og De skal se den også kan få karakter og grønnes – om endogså ene. – Én bøn har jeg til Dem, De må opfylde mig den! – Når jeg kommer at sige Dem, at jeg intet rejsestipendium fik, da læg ikke på hjertet at De gav mig håb; jeg ved det var for at glæde mig, og det har virkeligt skaffet mig nogle glade øjeblikke. Det indbildte og det virkelige smelter sammen hos en digter. – Men det er Dem noget underligt jeg skriver her sammen, dog De er jo vant til mine underligheder og det trøster mig at tale med én, som ikke ganske – kun morer sig, ved / en poetisk figur. (81)

 

     I ovenstående citat hefter man sig uvilkårligt først og fremmest ved følgende sætning: ”Der er blade i hjertets dagbog, der er så sammenklinede at kun vor Herre kan lukke dem op”. Med disse ord er der naturligvis tale om en hentydning til Andersens ulykkelige kærlighedshistorier, mere præcist om hans skuffede dobbelt-forelskelser. Dengang var begrebet biseksualitet ikke kendt, så lidt som egentlig homoseksualitet. Homoseksuelle mænd omtaltes i reglen som ”pertentlige ungkarle” eller værre, som ”sodomitter”, et begreb, der er afledt af byen Sodoma og som indbefatter begrebet perversitet. – Som forklaring på, at han ”aldrig tør pege på” de sorger, han kæmper med, angiver han som grund, at ”det ligger i en følelse hos mig, som jeg ikke ret ved navn på!” Nej, Andersen kendte måske ikke navnet på de følelser, han havde for de mandlige venner, han følte sig erotisk tiltrukket af, og selvom han havde gjort det, så ”er der sorger hvis grund jeg aldrig tør pege på”, altså ikke tør tale om, hverken mundtligt eller skriftligt. Sine forelskelser i kvindelige venner turde han derimod nok tale om, for han betroede sig både mundtligt og skriftligt herom til flere andre af sine venner. – Der er også grund til at hefte sig ved sætningen ”Lad først sumpplanten skyde mere frem”. Andersen brugte ved flere lejligheder dette billede på sig selv, som en sumpplante, dvs. en dreng fra fattigkvarteret, som i lighed med åkanden vokser op af det sociale ’dynd’ og åbenbarer sin smukke blomst, sit store digtertalent, for alle og enhver. For resten en klar forudsigelse af sin egen skæbne, og det på et tidspunkt, hvor ’blomsten’ endnu ikke havde ’åbnet’ sig og åbenbaret sin skønhed, i hans tilfælde i form af den rige skat af eventyr.

 

     Så sent som den 13. marts 1833, dagen før afgørelsen om tildelingen af stipendier var bekendtgjort officielt, skrev utålmodige Andersen dette halvvejs fortvivlede brev til Edvard Collin:

 

     Kære Eduard!

     Deres fader har forberedt mig! Jeg ved nok hvad sligt betyder, men jeg er ham taknemlig derfor. Altså: Rejsen var en drøm, som alt hvad jeg håber, som måske selv mit liv. Sig mig det kun rent ud kære Eduard, De vil bedst kunne sige mig det. Vær slet ikke bedrøvet for mig! det var kun en idé jeg havde, en idé, som jeg lagde så meget i, da jeg troede den ville gøre mig sjælesund og livsglad, og er det da så barnagtigt at jeg satte hele mit håb, min hele tanke deri? – Vor Herre vil det nu ikke, jeg har jo også fået såmeget alt af ham! dog griber jeg endnu det sidste strå at holde mig til. Er det muligt, at jeg kan få et bestemt løfte om rejse-understøttelse næste år? Og får jeg dette, kan jeg da ikke anden steds fra – f.eks. finanserne, få den sum forud og således dog slippe bort? Det er ikke et år af liv jeg vil undgå at miste, det er mit hele åndelige væsen jeg vil frelse! kun Dem kan og vil jeg sige dette. Frygt ikke for at jeg skal gå  om og bære min sorg til skue, jeg lover Dem at skjule den, knuge den fast i mit hjerte og ret synes fornuftig. Sig De mig kun ethvert afslag, alt hvad jeg jo dog må vide, men snart kære ven, så snart det er Dem mulig. O Eduard, jeg ville så gerne være livsglad, så gerne virke noget i denne verden, skaffe Dem og Deres glæde – men det er forbi, - det var en idé det hele.

     Hils Louise og de andre! / Deres / Andersen. (82)

 

     Det ses ikke, at Edvard Collin har svaret på dette brev, i hvert fald ikke skriftligt, for det næste brev fra denne er først fra den 22. april 1833, som er datoen for Andersens afrejse fra København. Det vender vi tilbage til.

 

Afgørelsen: ”Jeg rejser!”

Men langt om længe faldt afgørelsen den 14. marts 1833 vedrørende hvem, de uddelte stipendier var gået til, og Andersen var altså blandt de heldige. Men i mellemtiden havde han den 13. marts s.å. fået forhåndsmeddelelse om, - formentlig af sin gode ven Edvard Collin - at han var blevet indstillet til det ansøgte stipendium, som dog endnu ikke var blevet underskrevet af kongen. hvilket han samme dato skyndte sig at meddele sin brevveninde Jette Hanck i Odense, og hvorfra følgende skal citeres:

 

     Gode jomfru Hanck!

     Dem skylder jeg først og fremmest brev. Kan De tilgive mig? Tro, det er sandelig ikke ligegyldighed eller af mangel selv på den almindelige høflighed, men jeg har været syg, sjæle syg, så jeg ikke engang kom til mine venner her i København, ja – forsømte komedien. Dersom jeg i denne stemning havde skrevet var det blevet klynkeri og jeg gad heller ikke, jeg gas slet intet. Men grunden? Ja, til kongens fødselsdag skulle det afgøres om min rejse, i det mindste indstilles fra ministeriet til kongen, men først i dag (den 14. marts) er dette sket. Hver ugedag håbede jeg at høre derom, og da jeg altid troede tiden nær, udsatte jeg det med at skrive. Vil De også sige Deres gode tante dette, derfor har hun intet brev fået, intet brev på hendes sidste venlige linier; i dag kan jeg nu kun skrive et brev og det bliver Deres, kort må det jo ikke være, undskyld da at jeg jager det afsted. Deres bedstemors kommission har jeg udrettet og sender her 5 Rdlr, den lille overrest giver hun til min moder, som jeg også her har ladet følge et brev med til, De lader nok Deres pige besørge det; men nu til rejsen dens udsigter og forhåbninger! - […] Collin (konferensråden) var ikke længer i kommissionen, jeg havde altså ingen talsmand, Eduard var for ung og ny der, til at have indflydelse, jeg måtte altså vente alt af ministrene Møsting og Moltke, som jeg var fremmed for. Ja, det var dejlige udsigter! Endelig er det afgjort: ”Jeg rejser!” men det skal først til kongen derfor må De og Deres familie for Guds skyld ikke tale derom til fremmede, thi kongen kan jo forandre det, han plejer vel sjældent, men man har dog enkelte eksempler; derfor stille! […] Min opera Kenilworth er nu endelig antaget, Weyse har fået den og begyndt. Mine to sammenhængende vaudeviller 1) Spanierne i Odense og 2) ”25 Aar derefter”, er begge indsendt, jeg håber at de nok antages.

     - I næste uge skal Oehlenschlægers oversættelse af ”Garrick i Bristol” spilles, og straks efter kommer min oversættelse: ”Dronningen paa 16 Aar”, som jeg skal sende Dem. Men nu lev vel næste gang mere og næste igen, med Guds hjælp fra Paris eller Strassburg, hilse dem alle!

     Hilsen fra fru Læssøe, hun holder særdeles af Dem! / venskabeligst / Digteren. (83) 

 

    Jette Hanck besvarede Andersens ovenfor citerede brev i et udateret brev fra april 1833, som altid positivt, imødekommende og delvis muntert, men dog med kloge, vidende og lejlighedsvis en smule skarpe kommentarer til hans bemærkninger. Hendes brev slutter med hilsener fra hende og alle i hendes familie, som jo for længst var blevet nogle af Andersens nærmeste gode venner, lige siden han havde lært dem at kende i 1820’erne. 

 

    Andersen selv var naturligvis spændt og travlt optaget af sin nært forestående rejse, som han nødvendigvis måtte planlægge i forvejen, lige som han jo skulle pakke sine kufferter med det nødvendige tøj og lignende. Måske er det derfor, at der ikke foreligger ret mange breve fra ham til nogen inden afrejsen den 22. april 1833, lige som hans dagbog for slutningen af 1832 og til 22. april 1833 ikke ser ud til at være blevet ført. Hans almanakker er ganske vist ført fra og med februar 1833, men indeholder hovedsagelig kortfattede notater, som f.eks. fødselsdagdatoer for hans venner og bekendte. 

 

     Men endelig oprandt afrejsedagen den 22. april 1833, hvor flere af hans venner og bekendte mødte op på Langelinje, for at ønske god rejse og tage afsked med ham. Blandt de fremmødte var også Edvard Collin og Ludvig Müller, som begge fulgte med ombord, for endnu engang sige deres fælles ven farvel. Edvard Collin havde åbenbart inden færgens afgang betroet kaptajnen et afskedsbrev til vennen, dateret ”Kl. 12. Mandag d. 22 April 1833”:

 

     Kære ven! jeg fik pludselig den idé, at det kunne fornøje Dem at få et brev fra mig, før De nåede Hamborg og førend De kunne vente noget brev. Hvad har jeg at skrive Dem? Intet! Jeg kan i dette øjeblik ikke samle mine tanker; tro mig, jeg er inderlig bedrøvet ved Deres afrejse, jeg vil savne Dem forskrækkelig meget, jeg vil savne, at jeg ikke mere ser Dem, som sædvanlig, komme jævnlig op på mit kammer og snakke med mig, jeg vil om tirsdagen savne Dem ved Deres plads ved bordet; dog, jeg ved det, Deres savn må være større, thi De er ene; men, så sandt som det er en trøst at vide, at man har venner hjemme, der tænker på En, så sandt har De denne trøst, thi vi vil bestandig mindes Dem med kærlighed. Lev vel, min kære, kære ven! Gud lade os se hinanden glade og fornøjede om 2 år. (84)    

 

     Dette ganske korte brev fra Edvard Collin til Andersen vidner utilsløret om, at sidstnævnte betød omtrent lige så meget for førstnævnte, som omvendt. Det er sjældent, at Edvard Collin i sine breve giver et så ligefremt udtryk for følelser, som tilfældet er i dette brev. Andersen var på sin side lige så hurtig i vendingen, for allerede næste dag sendte han følgende ultrakorte brev til Edvard Collin:

 

     Lübeck den 23 April 1833 Klokken 12 Middag.

     Kære, bedste Eduard!

     Gud velsigne Dem og alle Deres! i dette øjeblik rejser jeg til Hamborg, derfra mere! meget mere! jeg kan græde endnu når jeg tænker på hvad jeg har forladt! Hils fader og moder, Louise, Ingeborg Viggo, Drewsen Deres broder Jette Gusta, Theodor Gottlieb, alle! / Broderligt /Christian. (85) 

 

     Det er første og eneste gang, Andersen underskriver et brev til Edvard Collin med sit fornavn, Christian. Denne intimitet ophørte han dog med allerede fra og med sit følgende og betydeligt længere brev til vennen, dateret Hamborg den 24. April 1833, og hvorfra følgende skal citeres:

 

     Min egen kære Eduard!

     O, hvor jeg tænker på Dem! ja, jeg holder ret inderlig af Dem! mere end om De var min broder! Jeg kommer til at tænke på hvor langt jeg hver dag kommer fra Dem, og dog var denne rejse engang mit højeste ønske. – Afskeden var mig så smertelig og tung! Louise og alle de andre så også bedrøvede ud og det var mig bittert tungt. Nu føler jeg ret hvor nær de alle er mit hjerte. […] – Vi kom til Travemünde klokken 8½ om tirsdagmorgen der overraskede kaptajnen mig med Deres brev! Deres velsignede, broderlige brev, jeg græd som et barn, men måtte stille mig i en krog for at skjule det for de andre! Ja, De holder af mig, Eduard! jeg føler det ret, og jeg er så glad og dog bedrøvet for at være borte fra Dem. Tilgiv mig enhver gang jeg har gjort Dem imod, enhver bitterhed jeg har følt, thi jeg har gjort Dem uret! Det at De afslog mig at sige Du til mig, greb mig så dybt, at jeg nu tvivlede om at De igrunden ikke havde andet end interesse for mig. Jeg troede at De forudså at det i tiden ville genere Dem i den stilling, De kom, mod mig, at vi var Du, og det har i 2 år pint mit hjerte, jeg vil ikke skjule det, men nu tænker jeg ganske anderledes, det var også ondt af mig, vær ikke vred derfor! nu forstår jeg Dem bedre, kære ven! Jeg læser Deres brev igen i dette øjeblik, jeg må kysse det så mange gange, som va det en kær broder jeg havde nær! O Gud, hvor lykkelig er jeg dog ikke ved Dig! […]

 

     Brevet er fortsat dagen efter, den 25. april, og her skriver Andersen blandt andet følgende:  

 

     […] Siden var jeg ombord på vort vagtskib, hvor jeg med Mørk og Svendsen drak hjemmets skål i Madeira. – Der var uhyre koldt, de frøs om bord, og rundt om var ikke et grønt blad at se. Til middag har jeg har jeg spist hos Dr. Albers, men da vi gik gav de fremmede, efter Hamborgmanér, pigen penge for maden, jeg måtte da følge lands skik, så den forhåbede økonomi slog klik; ellers gjorde jeg her bekendtskab med en munter mand: Dr. Trier han var dansk. Der blev talt temmelig frit om hjemmet, f.eks. om Oxholms affære) Kruse hørte jeg meget omtale a la Øst; men han sættes såre højt som digter. […] – Tro mig ellers kære ven, de sidste 2 år har gjort mig ti år ældre, jeg har ikke længer den ungdommelige livsglæde! hvorledes ville jeg ikke for 2 år siden have følt min lykke, at kunne rejse til udlandet, nu virker det anderledes, men dog så meget, at det redder mig fra at gå til grunde, o gid at jeg for Dem ret turde udtale min  hele sjæl, det ville være mig en trøst, men det lader sig slet ikke gøre! tro mig, der gives lidelser, man ikke tør betro, den kæreste af alle sine venner, forhold kan lede det således. O jeg har haft en tung kamp, måtte synes anderledes end jeg var, i flere måneder, udholdt og skjult, hvad der knugede mig til jorden, var jeg ikke kommet bort var jeg fortvivlet, at det er sket skylder jeg ene Dem, min fortjeneste, ved jeg nok, har her gjort det mindste! Måske har De gættet grunden til min smerte, sig mig kun det, og da tale vi aldrig mere derom! Det bliver måske nok bedre! Muligt er dette nødvendigt for at gøre mig til digter! Hils Drewsen og Deres søster Ingeborg ret hjertelig fra mig, jeg tror virkelig at Drewsen kan lide mig, engang tvivlede jeg derom, gid han altid må have venskab for mig! tal til Viggo om mig, ellers glemmer han mig, det kære barn! jeg ved ikke selv hvorfor, men jeg elsker den kære dreng så usigeligt meget. – Tal imellem med Deres Jette om mig, hun har dog nogen godhed for mig? Jeg holder så meget af hende, for Deres og hendes egen skyld, hun er vist ligeså god, som hun er smuk, vidste jeg kun at hun tænkte lidt venligt på mig! – (mere i konvolutten). Hvad siger Louise? Jeg så hendes tårer da jeg sejlede bort! O Gud De kan ikke tro hvor det greb mig, jeg græder selv nu jeg tænker derpå. O gid hun ret må blive lykkelig! […] I morgen sejler jeg over Elben, ud i den vide verden, men mine tanker er hjemme i det gamle hus på hjørnet. – hvor det er tungt at være ene! Mon man kan vænne sig dertil? Lev vel! lev vel! / Deres broderlige / Andersen. (86)

 

     Som det fremgår af brevet, spørger Andersen fortsat til Louise Collin, hvilket måske kan betyde, at han stadig gør sig håb om, at hun vil skifte opfattelse af ham og komme ham imøde som den forelskede kommer sin elskede imøde. Men det var og forblev et selvbedrag fra Andersens side, og det varede da heller ikke længe, før han indså det, og at hans erotiske følelser for fuldt blus i stedet fokuserede på Edvard Collin. Som det også fremgår af brevet, turde Andersen angiveligt ikke betro sig til Edvard Collin om sin forelskelse i hans lillesøster, men håbede på, at vennen selv ville gætte det. Det fremgår ikke direkte af brevvekslingen mellem de to venner, om Edvard Collin måske havde gættet Andersens egocentrerede sværmeri for søsteren Louise, men hvis det har været tilfældet, lod han i hvert fald som ingenting, formentlig ud fra den betragtning, at Andersen som den bløde mand med et ustabilt sind, han var, ikke ville være noget for en da 20-årig borgerlig pige, som i øvrigt tilmed allerede var blevet forlovet med den betydeligt mere solide og da 26-årige cand. jur. Wilkens Lind. Edvard Collin så det i øvrigt som en af sine opgaver som broder, at beskytte sin yngre og dydige søster imod de stærke og i nogle tilfælde ’uanstændige’ indtryk, som Andersen ind imellem beskriver i sine breve fra ”syndens by”, Paris, hvor han opholdt sig fra den 10. maj til den 18. august 1833, før han drog videre på sin rejse til Italien. Eksempelvis skriver Collin i et svarbrev af den 12, juni 1833 til Andersen i Paris blandt andet:

 

     Louise har sagt mig, at De mente, at hun havde læst Deres brev til mig. Efter de ting og udtryk, som står deri, kan De vel ikke ville, at hun skal læse det, og jeg tillader det heller ikke. (87)   

 

     Det var almindeligt forekommende, at Andersens breve til f.eks. Edvard Collin også blev læst af andre i familien. Men som det fremgår af citatet, var Edvard Collin et ansvarsbevidst menneske, som ikke ville udsætte sin yngre søster for at få indblik i de ”syndige” sider af livet i Paris, som Andersen lejlighedsvis beskrev i sine breve til vennen. For det gode borgerskab i 1800-tallets København gjaldt det om at holde facaden og lade som om, at alt, hvad der fandtes og fungerede under bæltestedet, ikke eksisterede. Derfor benyttede man sig af omskrivninger og litterære krumspring, for at dække over de af livets realiteter, som man betragtede som ”dyriske” eller ligefrem ”svinske”. Der var i bedste fald tale om en dydsmoral og i værste fald om en dobbeltmoral, der især prægede det bedre borgerskab i 1800-tallet og til et godt stykke frem i 1900-tallet. 

 

Andersen i byernes by: Paris.

Men brevvekslingen mellem Andersen og Collin fortsatte omtrent som hidtil, dog sådan, at det var Andersen, der skrev de fleste og absolut længste breve. Disse havde, hvad beskrivelserne af hans rejseoplevelser angår, i et vist omfang samme indhold, som hans notater i dagbogen, hvori han hver dag flittigt og detaljeret beskrev oplevelser, iagttagelser og tanker, primært med den hensigt, at kunne benytte notaterne til den rejsebeskrivelse, han allerede havde i tankerne, at ville skrive, når han igen kom hjem til København.

 

     Andersens næste brev til vennen Edvard Collin hjemme i København, er dateret Paris den 12. maj (søndag) 1833, og herfra skal kun følgende citeres:

 

     Min adresse i Paris er: Hôtel Vivienne, Rue Vivienne No. 14.

     Kære, kære Eduard!

     Nu er jeg da i ro, Gud ske lov! Nu kan jeg igen tale med dem hjemme. Thi medens jeg skriver her i mit nye hjem, er det virkeligt som jeg sad endnu i Store Kongensgade og kun nogle huse lå imellem os. Om rejsen her til vil De kunne læse i det her indlagte brev til Deres søster Louise. Mit brev fra Hamborg har De dog fået? Dette brev er kun en slags underretning om mit økonomiske liv. […] – Tro mig ellers kære ven! at jeg ret føler min lykke, er i hjertet taknemlig derfor; den må bringe gode frugter! jeg vil og må gøre alt for at blive 2 år borte, se at blive nogle måneder på hjemrejsen i Tyskland og der at lære at skrive sproget, koster det lidt mere end jag har, bliver der vel udvej! Hils Deres fader og dem alle sammen. Deres Jette skal få brev. Skriv med legationen, det koster intet! O der var endnu så meget! Lev vel min bedste, kære ven! / Andersen. (88) 

 

     Både den 27. og 28. maj 1833 skrev Andersen brev til Edvard Collin, og i begge breve beklagede han sig utålmodigt over, at vennen endnu ikke havde svaret. Brevet fra den sidstnævnte dato er det længste og interessanteste, og derfra skal følgende uddrag citeres:

 

     Snart er denne måned ude og endnu intet brev! ingen skriver mig til. Straks da jeg kom fik jeg et par ord fra Jette Wulff, det er alt. Jeg kan ikke forklare mig det. Nej Eduard, så snart kan De ikke have forandret Deres sindelag imod mig! men hvad er dog grunden? I dag ventede jeg sikkert brev, jeg tvivlede ikke og der lå også et fra Danmark til mig; med min hele sjæl greb jeg det. Mine venner skriver mig ikke til men – mine fjender! – At enkelte misunder mig min rejse forudså jeg, men så onde kunne jeg dog ikke tænke mig menneskene. Der var intet ord skrevet i det hele brev jeg fik; det var en halv Københavns Post, sendt mig vist fra forfatteren, for at glæde mit hjerte. Det var et uforskammet digt, som man var bange for ikke skulle komme mig for øje og som man derfor uden navn sendte mig ikke engang frankeret. – Tænk Dem min følelse i det øjeblik, det er den første hilsen fra mit fædreland; Ingen kan jeg meddele min forunderlige stemning, min – hvad skal jeg kalde det – foragt der går over i en uendelig smerte over en sådan behandling. Det hele er gjort for at forbitre, om det var muligt, de øjeblikke af mit liv der skulle være de lykkeligste. Gerne tilintetgjorde man enhver god spire hos mig, men det skal ikke ske! Selv i den korte tid jeg har været borte, tumlet mig mellem fremmede, føler jeg at min karakter vinder mere fasthed, at jeg ikke længer er det barn, der bøjede sig for andres luner, der fik tårer i øjnene ved et barsk ord af en fremmed. – Meget er der, jeg må tale med Dem om, min plan for fremtiden, jeg har desværre ikke før haft nogen, hvad De må gøre for mig og hvorledes tingene her går. – Eduard vær mig trofast, De skal få ære af mig, jeg har kræfter i min sjæl, der med Guds-hjælp skal komme til modenhed! De små sjæle, med døgn-popularitet, skal ikke rive mig ned til sig. Det er et træk i mit væsen, at hvor man vil berøve mig alt, føler jeg just dets besiddelse, gennemglødes af stolthed og udtaler den. Jeg har været flittig; jeg har alt skrevet de første scener af Agnete og jeg er tilfreds med dem; Intet sender jeg hjem før jeg har et stort helt, der ejer mere værd end hvad jeg endnu har skrevet. Jeg vil tvinge mine fjender – i det mindste til tavshed, og ved mine arbejder tror jeg dette gøres bedst. – […] 

     Om 9 dage får De dette brev, jeg har i den tid vist hørt fra Dem, men alligevel beder jeg at De i samme uge skriver mig til, svarer mig på dette og som jeg håber glædeligt. – Agnete får jeg sikkert færdig ved min ankomst til Italien, derfra sender jeg Dem den, det bliver et stort arbejde, men ikke for scenen, jeg har da afbetalt min gæld og måske også gjort det af med mine modstandere. […] – Nu til noget andet. Det franske folk behager mig. Selv den ringeste karl læser sin avis, her er liv og bevægelse, tanken tør højt udtale sig og ikke blot i private personligheder, men i det store, offentlige liv. – At friheden også har sine slemme paddehatte er naturlig; der er udvækster og disse består i synlig letfærdighed; alt går her uden gevandt. Uanstændige billeder hænger i alle butikker, udsvævelse betragtes som en naturlig nødvendighed, og damerne selv taler ganske uskyldigt om ting, mange ville rødme ved hjemme. Således er også stykkerne. Jeg så nylig i Palais Royal en Vaudeville: ”Sous clef” der spilles af én eneste dame. Hun har lukket sig inde på sit værelse om aftenen og vil ikke se en sjæl; man banker på, elskeren løber ved alle dørene, forgæves, hun er meget anstændig; ingen kommer ind; hun drikker og spiser, klæder sig derpå formelig af lige til det sidste stykke og vil nu gå i seng, da åbner elskeren et lille vindue højt oppe over døren og springer ind, hun udstøder et skrig, flyver i seng, han løber hen efter hende og tæppet falder. Det var pointet! Det gjorde meget lykke, damerne lo og herrerne klappede, jeg følte mig derimod lidt underligt, vidste ikke ret hvad jeg skulle tænke. På gaden bliver man overlæsset med adressekort for ”maladies secretes sans mercuriale”; og friheden går så vidt at jeg har set voksne mandfolk, når de får ondt i maven sætte sig ved lys dag på gaden og bære sig ad, som det var små børn. – Dog vænnes man snart der til, øjet bliver sløvt for disse enkelte svampevækster på det smukke frihedstræ og forstanden beundrer det herlige hos et folk, som hjertet dog må holde af for sine mange gode egenskaber. Kongen synes ikke elsket, over alt ses han i karikatur, nu som en pære til hest, nu som jonglør der gør kunster med en pistol. – Den gamle Heiberg ytrede at det ikke så ganske roligt ud. Men lad komme hvad vil, jeg vil søge at arbejde på min åndelige ro, få klarhed i mine anskuelser og trods alle hindringer bringe de kræfter til modenhed vor Herre har givet mig, skal jeg dø, da vil De og Deres, måske nogle enkelte endnu have kendt mit sande væsen og ærligt dømme mig! Hils Deres fader ret hjerteligt og alle de andre. Louise glæder mig måske med et par ord. Lev vel! / i liv og død Deres broderlige Andersen. (89) 

 

     Man bemærker sig i dette brev især, at Andersen, som han selv udtrykker det: ”vil søge at arbejde på min åndelige ro, få klarhed i mine anskuelser og trods alle hindringer bringe de kræfter til modenhed vor Herre har givet mig”. Det er formentlig derfor, at brevet ikke indeholder de ellers sædvanlige følelsesmæssige erklæringer overfor Edvard Collin. Men den mere ”fornuftige” attitude, Andersen nu havde indtaget, viste sig dog snart ikke at kunne holde i længden. Det viser sig så småt allerede i det følgende brev, han den 11. juni 1833 skriver til Collin:

 

     Min kære ven, hvorledes skal jeg dog forklare mig det? Endnu intet brev fra nogen i København! Intet brev fra Dem. Jeg kan ikke betvivle Deres venskab for mig, jeg ved De er min egen, trofaste Eduard, men jeg kan slet ikke forklare mig grunden til denne forunderlige tavshed. Nu har jeg været en måned i Paris og i det hele lidt over 7 uger fra hjemmet, tænk Dem nu i mit sted, så langt ude mellem fremmede, at savne enhver kærlig mindelse om hjemmet og mine kære. Jeg har så tit i disse aftener taget Deres hjertelige, velsignede brev frem, jeg fik i Lübeck, læst og læst; aldrig har Deres hjerte talt varmere til mig, det kan ikke være blevet kølnet på 7 uger. Hjemve har jeg absolut ikke følt, men et levende savn efter Dem, efter nogle enkelte der hjemme; […] – Deres tavshed har vakt en underlig følelse hos mig, jeg ikke før har kendt, det er en slags vrede der står og spiller over i kærlighed og bedrøvelse. O Gud Eduard, jeg er så ene, De har Deres Jette, Deres søskende og dem alle hjemme; ingen, slet ingen har jeg her og De kan i en hel måned lade mig føle min ensomhed. – […]

 

     Herefter følger en detaljeret beskrivelse af alt, hvad Andersen har set og oplevet i Paris siden sit sidste brev af 28. maj, og det er ikke så lidt. Et godt stykke henne i brevet fortsætter han:

 

     […] – Jeg gik nu ud på Place Louis XVI, hvor et sort flag vajer på det sted, henrettelserne skete i revolutionen. – Aftenen tilbragte jeg, ene, med en spadseretur i Palais Royal, der om aftenen har noget trylleagtigt ved sig når alle butikker er oplyste med gas. Kosteligt klædte damer, med et yndigt væsen svæver forbi, smiler og skaber sig. Det er kærligheds-præstinder; jeg så Iaftes én med benklæder på og en klar kjole til lidt under knæene, hun hoppede forbi og bød mig en rose, idet hun sagde ”God damn!” – Klokken 9 var jeg alt hjemme i mit logi, da kom jeg til at nynne: ”lille Viggo”, og blev så inderlig vemodig derved, håbede i dag sikkert at få brev; men der var intet! Skriv dog nu straks, arranger pengene til mig jeg i de sidste brev skrev om, thi dem må jeg endelig have, jeg har udviklet Dem det. Med Agnete går det fremad, med Guds hjælp får vi glæde deraf begge to; De og jeg, mener jeg! Pengene vil da let afbetales og jeg er rolig, kan arbejde bedre. Men nu lev vel! jeg havde såmeget endnu at skrive om, men papiret er fuldt, hils Deres fader og moder, brødre, kæresterne, alle Drewsens, Lind og Louise og vær mig en bedre ven, end De i denne måned har syntes / Deres trofaste / Andersen. (90) 

 

     Endelig langt om længe fik Andersen et brev fra travle Edvard Collin, som viste sig at være et svar på Andersens brev af 28. maj s.å. Det nye brev var i øvrigt skrevet og afsendt dagen efter datoen på Andersens brev af 11. juni 1833. I sit brev af 12. juni s.å. skriver Collin blandt andet følgende:

 

     De har haft ret, kære ven, til at klage over, at De endnu ikke har fået brev fra mig, og det har gjort mig meget ondt; men jeg har ganske uventet gjort en rejse, som har forhindret det; jeg har været i Jylland, og kom først hjem igår; Deres sidste brev modtog jeg i Slagelse. Jeg har bemærket mig de momenter af dette og de to foregående breve, som jeg må tale med Dem om.

     […]

     Deres penge-affærer skal jeg se at arrangere på det bedste. I slutningen af denne måned skal jeg se at sende Dem de 33 species fra Reitzel og desuden 50 species, tilsammen 83 species i en veksel på Paris på Mark Banko. Kunne De opnå at få det Lassenske legat, var det fortræffeligt. Har De talt med biskop Müller derom? Hvis jeg blot får lejlighed dertil, skal jeg engang indlede sagen med ham.

     ”Agnete” længes jeg forskrækkeligt efter. Jeg har store forventninger derom.

     Det infame digt i Kjøbenhavnsposten, underskrevet Ingeborg, refererer sig til et ikke videre fortræffeligt afskedskvad til Dem, underskrevet Frithiof; den sentimentale tone deri mishagede folk med rette, men det sidste digt har naturligvis mishaget endnu mere. I anledning af det skete har jeg i Kjøbenhavnsposten ladet indrykke følgende annonce:

 

     ”Vor landsmand, H.C. Andersen, som med kongelig understøttelse rejser udenlands, er i maj måned d. å. ankommet til Paris, hvor han for det første agter at opholde sig. At han ved sin ankomst der har modtaget et ufrankeret brev, eller rettere en konvolut med det niddigt, som stod indført i Kjøbenhavnsposten nr. 93, sådant må, skønt på helt forskellig måde, interessere Andersens venner og digtets forfatter at erfare.” 

 

     Af den besindige tone, hvori denne annonce er skreven, vil De let kunne se, at det ikke er mig, men fader, der har skrevet den. Jeg havde haft stor lyst til at tage anderledes fat på karlen og at ende med det Lichtenbergske: ”Kunne jeg skrive prygl, da skulle du få et brev, din slyngel, som din ryg skulle læse.”

     Det første digt i Kjøbenhavnsposten, som De ønsker at se, kan jeg nu ikke få fat på, og det er sandelig heller ikke værd at sende den lange vej.

     Nu lev vel, kære ven! Jeg håber snart at høre fra Dem igen. Lad endelig ikke sorgen for økonomiske anliggender influere for meget på Deres humør; hold blot ånden vedlige. Jeg kommer nu til at ende mit brev til Dem med mange hjertelige hilsener.

     Lev vel og vær munter! / Deres ven / E. Collin.

 

    [Tilføjelse til brevet af faderen Jonas Collin:] Edvard spørger, om jeg vil skrive et par ord? med fornøjelse; i Paris, gode Andersen, passer det sig slet ikke at sørge over litterære avindsmænd! forresten lev vel! / Deres Collin. (91)  

 

     Edvard Collin nåede at sende endnu et brev til vennen i Paris, inden han modtog et svar fra denne. Collins brev er dateret København den 25. juni 1833 og i det aflægger Collin regnskab for de penge, han har sendt til Andersen. Brevet lyder i al korthed som følger:

 

     Kære ven!

     Hermed sender jeg de forlangte penge; nemlig: 83 specier eller 166 rbd.r.s. – à 209 & 210½ = Bco mSk 247.4 i en veksel på handelshuset: Rougemont de Lowenberg i Paris. Disse penge har jeg skrabet sammen på følgende måde.

 

     Af de 33 specier (omtrent) som Reitzel skal betale, kunne han for øjeblikket kun udrede---------------- 20 specier

     Fader har da tilskudt de øvrige……………………………………………………………………….. 13    --

     De 50 specier, som De ønskede desuden, har jeg optaget af Deres rejseunderstøttelse for næste år…… 50    --__

                                                                                                                                                                   83 specier

 

     Når De altså kan få 50 specier for Agnete, må disse betragtes som 100 daler af Deres understøttelse for næste år, men De kan naturligvis få dem, når De vil. - ….

     Hilsener fra alle i det uendelige. – Lev vel, kære ven. / E. Collin. (92) 

 

   Man må vel sige, at Collins to ovenstående breve vidner utvetydigt om dennes hjælp og omsorg for Andersen, som naturligvis også påskønnede det, men som i virkeligheden sukkede efter mere følelsesladede udtryk fra et menneske, som han ikke kun satte højt, men som han følte sig uimodståeligt draget imod også erotisk. Det fremgår igen af det svarbrev, som Andersen den 29. juni skrev i Paris og sendte til vennen i København:

 

     Brevet er kommet, Gud ske lov! igår fik jeg da endeligt et fra Dem og Ludvig Müller. Min vrede på Dem, min stærke bedrøvelse, må just lære Dem, hvor uendeligt meget jeg holder af Dem! Jeg har ikke sovet nogle nætter for Deres skyld, men nu er alt glemt, min første tanke er igen et brev til Dem! Hvor ofte har jeg ikke allerede læst Deres! men det var så lidt! det er skrevet i hast, und mig snart en ordentlig time for Deres tanke, jeg giver Dem halve dage. – Eet udtryk i brevet har bedrøvet mig, men jeg er vis på, De har ikke ment det så hårdt, jeg er også slem til at lægge hundredfold tyngde i ethvert tungt ord der kommer fra hvem jeg elsker; det er nu næsten glemt, thi jeg er usigelig glad for Deres brev! lykkelig over at jeg ikke har tabt Dem, thi De var mig alt halvt opgivet. Tænk Dem om De var i udlandet og alt på tredje måned, efter at have skrevet selv mange breve, endnu intet hørte, De var vist blevet langt anderledes heftig end jeg. – Skriv nu snart igen, men skriv ikke i galop, skriv når De lidt venlig tænker på mig, og send ikke brevet bort 8 dage først efter at det er færdigt, det synes at have været tilfældet med dette jeg fik, skrevet den 12 og først her den 28. – Jeg holder dog meget mere af Dem end af Ludvig, thi jeg har været mest vred på Dem; jeg turde ikke stole så ganske på ham, derimod var min tillid til Dem urokkelig, jeg var så vis på Deres breve; men vort venskab er også langsomt og grundfast opvokset i forskelligt vejrlig, Ludvigs derimod skød op på én smuk sommerdag. – Nå giv mig nu hånden, min egen kære Eduard, vi er de gamle venner! ikke sandt? Og de vil heller aldrig bruge heftige udtryk i Deres breve, ikke mere bedrøve mig så langt borte fra Dem, hvor der går uger før vore tanker mødes og forstås. Vær mig altid god, mit væsen er for fast vokset til Dem, at jeg kan tåle at stødes bort: Men nu vil vi sladre, få en glad passiar. O, jeg ser Dem så tydelig i den hvide habit med piben i munden, se venligt og trofast på mig, Beauty ligger i stolen og stræber efter at danne en cirkel, Theodor står lidt fortvivlet med sin bog og ønsker os borte for ej at gribe forstyrrende ind i hans lærde virksomhed og udenfor synger himmelblå drenge, ”min moster hun er syg, hun er dårlig!” ja, jeg er ganske hjemme! O hvor har jeg meget at fortælle! men nu kommer vel Deres Jette og så har De kun tanke for hende, jeg tror jeg bliver jaloux! Det gode, lille menneske! Hils hende grumme meget! – Tilfældet har ført mig sammen med Heine, men han behager mig ikke, der er vist intet godt ved ham som menneske. […] – Hvad mig angår, skal je være blevet noget mere bleg, men se meget mere bestemt ud, holde mig bedre end før og gøre færre sving med armen. Jeg har fået mig et par sommerbukser af simpelt gråt lærred, (der her er bragt i mode), og dem har skrædderen skåret så ypperligt, ar jeg med eet har fået både lår og lægge! der ser man dog Formens evig Magi. Jeg har ordentlig fornøjelse af at se på mig selv, bare man kunne se de ben hjemme, men de er ikke lange nok til at strække til Danmark! – […] – Hjertelig tak for Deres arrangement med de 83 species; jeg håber sidst på året at kunne sende Agnete hjem og da afgøre min gæld; hvor jeg længes efter at De skal læse den, jeg er snart færdig med første akt, eller om De vil, første afdeling, De ved den bliver i tre. – […] – Hvad går der af Oehlenschlæger der siger: en jøde kan ikke være digter! Herre Gud, hvor det store menneske kan snakke. – Hertz er nu borte, som jeg hører var det jo at ønske at man kunne sige det samme om hans Nytaarsgave. Nu er her ingen plads mere; derfor lev vel min kære, kære ven! hils dem alle, Lind og Louise, Drewsens børn især Viggo, der vel svarer på mit brev. Tak Deres fader for det par ord han glædede mig med i Deres brev. Hils moderen og hr. og fru Drewsen, kæresterne osv fra / Deres trofaste / Andersen. (93) 

 

     Ovenfor citerede brev svarede Edvard Collin på i et forholdsvis længere brev af 8. juli 1833:

 

     Nr. 4. Nå, så gud ske lov da, at mit brev kom til Dem: Jeg har længe med længsel ventet at høre fra Dem, at De havde modtaget det. Jeg har siden den tid skrevet eet, hvormed fulgte anvisningen på de 83 specier, som De ønskede. Når jeg således regner mit Travemünde-brev med, så er dette brev nr. 4, med hvilket nummer jeg derfor betegner det.

     De havde allerede halv opgivet mig? Det er nu sagtens en poetisk talemåde, men licentia poetica, dvs.: den frihed, som poeter har til at sige folk ubehageligheder, går ikke så vidt, at  man må sige, at man har opgivet sin bedste ven, fordi han i en måned lader være at skrive.  Dog: Eulalia! ich verzeihe dir!

     Det har dog glædet mig at se Dem skrive, at De holder mere af mig, end af Ludvig. Oprigtig talt: jeg vidste det, jeg var overbevist derom; hint venskab er, som De selv bemærker, for meget øjeblikkets barn, De var et modent menneske, da De lærte ham at kende; jeg derimod har kendt Dem, som den poetiske karikatur, vi kaldte ”Klamatoren”, der kom og læste ”Skovcapellet” etc. højt for os, jeg har kendt Dem som skoledrengen, der gennemgik en hård prøve, jeg har kendt Dem som ung student, jeg har fulgt Dem på Deres dannelses-bane; jeg har endelig lært at kende i Dem det sande digteranlæg, det ufordærvede, naturlige hjerte, jeg har lærte at agte hint og at elske dette; på Deres digterbane har jeg troligen delt Deres glæder og Deres sorger, skønt jeg måske ofte ikke har været så aldeles tydelig for Dem, når jeg, med min mindre ildfuldhed, ikke altid kunne dele Deres anskuelser af andres adfærd imod Dem. – Her er min hånd, Andersen, vi er de gamle venner.

     Jeg kan vel sætte mig ind i, at den danske omgang der ej er omgang for Dem. Det er jo vel behageligt på et fremmed sted at træffe danske; men skal man nyde rigtig godt af udlandet, og i særdeleshed lære dets sprog, må man rive sig løs fra alt dansk så vidt muligt. Dette er vel også grunden, hvorfor det for Dem ej vil gå med sproget; og det gør mig meget ondt. Ved at læse det sted i Deres brev, som handler herom, siger min familie: ”Bare han dog ikke bliver fordærvet; skriv noget til ham derom!” Hvad skulle jeg skrive derom? Holde moralske forelæsninger for Dem kan jeg ikke; det ville desuden være latterligt, og være til ingen nytte. Havde De en fader, som kunne skrive Dem et kærligt brev til i en sådan anledning, da var det en anden sag. Da Gottlieb og jeg var i Berlin i vort rus-år, skrev fader os et brev til, hvori omtrent følgende udtryk forekom, som rørte mig ubeskriveligt: Kære børn, jeg vil ikke give jer formaninger, men blot lægge jer på hjerte, at eet eneste fejltrin kan være nok til at forbitre hele livet.

     Nok herom!

     Nå det var ret, at De vil have en vilje. Det er min sjæl også på tiden, selv om den udarter til trods. Jeg har for resten allerede mærket her hjemme i den sidste tid, at De var på gode veje….

     Hvis De skulle have nogle originale bemærkninger at gøre om Paris, da synes mig, at det kunne være ganske bravt at få dem, inden De sender Agnete hjem; men det forstår sig, de måtte udarbejdes med flid.

     […]

     De siger, at det, efter hvad De hører, var at ønske, at Hertzes Nytaarsgave var borte. Det er formodentlig en forfejlet idé af en af vore landsmænd i Paris, måske hr. Schram, som har troet at sige Dem noget behageligt ved at rive et produkt af Hertz ned. De fejler aldeles: Nytaarsgaven er ganske fortræffelig; den er sin forfatter værdig…

     For denne gang vil jeg slutte hermed. Lev vel kære ven. / Deres / E. Collin. (94) 

 

Fra venskab til kærlighed

Det ovenfor citerede brev svarede Andersen på i et brev dateret Paris den 19. juli 1833, hvorfra følgende skal gengives:

 

    (Overleveres i hans egne hænder)

     Min egen kære Eduard!

     De får næsten altid alfor mange breve fra mig, så De ikke kan skønne der på, men når jeg sidder ene på mit værelse, flyver min tanke altid til Dem og da må jeg pludre lidt; skriver jeg nogen anden til, så synes jeg at der var så meget at sige Dem, og da begynder jeg på er brev til Dem, før jeg selv ved af det. Klokken er over eet nat, jeg kommer lige fra Gymnase dramatique hvor jeg blev halvkogt af hede. Jeg kan ikke sove, og i morgen sender jeg brevet til Deres fader afsted, jeg må da putte dette par ord ind til Dem. Først tak for Deres to sidste breve, jeg fik dem begge på engang, (i forgårs). Vekselen var også meget velkommen, thi De kan tro, her er ubegribeligt dyrt! – Tak for arrangementet med pengene! jeg håber, at sende hjem med Stage den første del af Agnete, (De ved den bliver i tre) jeg renskriver på den. Deres Fader mente at det ikke var værd at sende noget om Paris hjem, men lade Agnete selv gøre begyndelsen. – De kan ikke tro hvilket barn jeg er, tit om aftenen læser jeg noget af Agnete for mig selv, og bilder mig ind De hører det, kommer der så et sted jeg holder af, synes jeg ordenligt at se Deres glæde. O Gud give De ret må fornøje Dem over Agnete! det er bestemt også godt, og jeg håber man nu vil indrømme mig ”opfindelses-evne”, ikke som altid sige at jeg ”mangler stof”, De ved, det red kritikken på. – […] Hvor jeg dog længes efter Dem Eduard! jeg tror adskillelsen har gjort mit venskab til kærlighed, jeg bliver så underlig vemodig når jeg tænker på at jeg nu snart går længere bort fra Dem, jeg har en bitter anelse om, at jeg aldrig får Dem eller de kære der hjemme at se, og jeg tror på den, thi i grunden var det dog det bedste for mig! Misforstå mig ikke! jeg tror, at livet ikke vil bringe mig megen ro og glæde og at det derfor var lykkeligst at dø medens man havde sit lykkes-solskin. - Jeg ville dog så gerne se dem alle sammen endnu engang, ret øje mod øje tale med Dem min trofaste, kære ven! – Kan De også ret føle hvor kær De er mig? Men jeg bliver ganske vemodig! Til noget andet! - […] Hvorledes lever Deres Jette? Hun skriver jo vers ser jeg på subskriptionsplanen; det er ellers ikke smukt af hende, at hun vil gå ind i mine fortjenester, for også heri at udfylde min plads i Deres hjerte. En lille krog må hun dog unde mig! jeg trænger desuden til meget mere plads end hun, da jeg er så stor! […] - Endnu engang kan jeg få brev fra Dem her i Paris, dersom De vil skrive postdagen efter at De får dette. Gør det kære ven, thi når jeg rejser herfra kan jeg ikke høre hjemme fra før jeg er i Florents eller Rom og det er da sålænge. – Lad mig få et kærligt, trofast brev til min afrejse, jeg vil læse det tusinde gange på min flugt over bjergene, havde Dem med mig min kære, kære Eduard! Tak for håndtrykket til forsoning, vi stødes tit har jeg lagt mærke til, men det er naturligt, fordi hjerterne ligger så nær! – Nu lev vel! Gud velsigne Dem i alt! Ingen er Dem en trofastere broder end / H.C. Andersen.

     [I margenen:] Otto Müller har skrevet mig til fra Milano, at arrangere for ham til hans ankomst her den 26. juli. Hils Ludvig! NB De har vel fået en lille pakke fra van Dockum, giv den til søsteren på hendes fødselsdag med min bedste hilsen! (95) 

 

     Det er tydeligt, at ovenstående brev er skrevet i en af Andersens lidt nedtrykte og elegiske stunder, hvor han føler sig ene og forladt, skønt der var mennesker nok omkring ham til daglig under hans ophold i Paris, men som bekendt kan man føle sig ensom midt iblandt mange mennesker. I sådanne ensomme øjeblikke tænkte han også på de skuffelser og nederlag, han havde haft og fortsat havde i kærlighedslivet, men som det indirekte fremgår af brevet, var det ikke kun i dette tilfælde Louise Collin, han havde i tankerne, men i nok så høj grad Edvard Collin. Begge personer smeltede så at sige sammen og opfattedes som en enhed i hans oplevelse, men hans erotiske følelser for vennen var utvivlsomt dybere end for dennes søster. Den situation skulle blive endnu mere udpræget med tiden.

 

     Næste brev fra Andersen til Collin er dateret Paris den 30. juli 1833, og var vedlagt et meget langt brev til Collin-familien og andre nære venner, påbegyndt den 27. juli og afsluttet den 30. juli 1833. Det sidstnævnte indeholdt en aktuel og detaljeret beskrivelse af de omfattende festligheder, som fandt sted i det flagsmykkede og illuminerede Paris i anledning af den første mindefest for julirevolutionen 27.-29. juli 1830. Men den første dag var en sørgetid for de mange faldne i de dramatiske julidage tre år tidligere, som alle parisere kendte til og som hele Europa havde hørt og læst om, nogle med begejstring, andre med gysen og forfærdelse, alt efter politisk ståsted og overbevisning. Den næste dag var helliget frihedsfesten og den tredje dag glædesfesten. Andersen var en interesseret deltager og flittig observatør af alt, hvad der foregik omkring ham i de dage, skønt varmen og den lumre luft plagede ham.  Af brevet til Edvard Collin skal følgende citeres:

 

     Min kære, kære Eduard!

     Her følger et brev til Dem og alle de andre om julidagene. Dersom Jette Wulff er arriveret, kunne De lade hende læse det med, så behøver jeg ikke at skrive det samme til hende; dog det beror på Dem. Hr. Liunge ville De vist også forbinde Dem om De gav ham en enkelt notits af brevet. Det har ellers været tre dyre dage, men man kommer jo aldrig mere til slig fest, det er en epoke i mit liv! Gid De havde været her! ja, min trofaste Eduard, jeg har ved hver glæde, ret ønsket at De kunne have delt den med. I går havde jeg håbet brev fra Dem men fik ikke. De kan ikke tro hvor man så langt borte, længes derefter! – Den 10. eller 16. forlader jeg Paris! jeg har stærkt i sinde at leje mig ind hos en familie i Schweiz og blive der en måned, for at være nødt til at tale fransk. Man siger at jeg for 20 preussiske dalere kan komme i pension og det er da mindre end det halve af hvad jeg giver ud i Paris. Lidt kedeligt vil det vel blive, flere råder mig derfra, men jeg tror det er fornuftigt, kan det kun lade sig gøre! jeg tager da enten til Locle mellem Jurabjergene, (det skal være en smuk landsby), eller til Vevey ved Genfersøen, taler fransk, studerer italiensk grammatik, skriver på Agnete og - - får måske hjemve i min ensomhed. Dog endnu har jeg ikke ret idé om hvorledes det bliver. Mit næste brev vil melde min afrejse og rejseplan; jeg skal da fortælle en del om Paris og om det liv vi fører. De danske hænger her sammen som borer; det er slet ikke rart og de er ikke alle lige elskværdige. – Her er ordenligt et lille København, formeligt partier, men i al venskabelighed; jeg hører til ”det diplomatiske”, dog det fortælles Dem vel af Hr. Schram og Seemann, med meget mere! Jeg kan ellers tænke mig hvor der vil blive snakket om Paris og – meget forskelligt! Gud ske lov, jeg ikke skal høre det! – Men nu lev vel, min egen kære ven! skriv mig endelig snart til, er jeg borte fra Paris da besørger Castenschiold brevet til mig. – Tænk på mig, som jeg på Dem! Flere danske beder at hilse! – i fuld galop! / Deres broderligsindede / Andersen. (96)  

 

”De er mig uendelig kær”

Allerede den 7. august påbegyndte Andersen på ny et brev til vennen i København, som han fortsatte den 9. august, hvori han dels bebrejder Collin dennes sendrægtighed med at besvare hans breve, og dels fortæller om dagligdagens oplevelser og fataliteter i Seinestaden. Han nævner desuden, at Madam Jürgensens broder i Le Locle i Schweiz har indbudt ham til at tilbringe 3 uger i sit hus, inden rejsen går videre til Italien. Fra brevet skal kun følgende passager citeres:

 

     […] Hvor der var såre meget, kære ven, at tale med Dem om, gid vi dog var sammen! jeg gad så gerne udtale mig om min omgivning, om alt her i Paris og om – mit eget hjerte! tro mig, Dem kan jeg nok sige det, jeg forlader virkelig Paris, så uskyldig som jeg kom, vel er mit øre blevet meget forvænt, jeg har selv kommet til at sige imellem en tvetydig spøg, forledt af tonen her, men det er også al min synd! Gid jeg må komme hjem, således som jeg forlader Paris! – […] – De gør Dem ikke begreb om hvorledes jeg længes efter Dem! Ja Eduard, De er mig uendelig kær! Deres Jette kan, på sin måde, ikke holde mere af Dem end jeg! Altid næsten, er De i min tanke, jeg ved også at De er og vil være mig trofast! De kan ikke tro hvor meget jeg vejer hvert udtryk, hver ytring i Deres breve, derfor sig aldrig nogen bitterhed eller noget der ser ud deraf, det falder mig tungt på hjertet og vi er for langt borte fra hinanden til straks at kunne blive tydelige for hinanden. At jeg klager over Deres breves korthed viser Dem just hvilken pris jeg sætter på, ret længe at kunne høre Dem tale! – Når De nu har læst første del af Agnete, skriv mig da til, men det må være før den 8. september, skal det træffe mig i Locle. […] – Le nu vel min bedste ven! Gud lad Dem leve frisk og vel for os all sammen! Jeg ser så tit på Deres kære billede. […] Lev nu vel! gid dette brev snart kommer til Dem, Deres / trofaste, broderlige / Andersen. (97) 

 

    Det kan konstateres, at Andersen i sine breve til Edvard Collin for det meste er meget forsigtig med, hvordan han giver udtryk for den længsel efter og kærlighed til vennen, som han føler, ja, som næsten piner ham, dels på grund af den fysiske afstand imellem dem, men dels også, fordi han ikke turde vove at erklære sig i mere direkte vendinger over for Collin. Det ville formentlig også have ført til et definitivt brud mellem de to. I sætningerne ”De er mig uendelig kær! Deres Jette kan, på sin måde, ikke holde mere af Dem end jeg! Altid næsten, er De i min tanke”, antyder karakteren og graden af hans følelser for vennen, nemlig at der er tale om det, man almindeligvis betegner som forelskelse eller erotisk tiltrækning. Det var kun hans personlige følelsesmæssige forvirring, der gjorde, at han lejlighedsvis også følte sig erotisk tiltrukket af en kvinde, men som han ikke anede, hvordan han skulle bære sig ad overfor. Derfor blev hans tilbedelse eller forelskelse i en kvinde så kejtet og forkrampet, som tilfældet faktisk var i hvert eneste af de tilfælde, hvor sådan en forelskelse opstod.  Af de kvinder, han i tidens løb bejlede til, følte i realiteten ingen af dem sig erotisk (seksuelt) tiltrukket af Andersen, men derimod beærede over hans interesse og opmærksomhed mod dem. Den situation blev ikke mindre med tiden, efterhånden som han blev kendt og berømt som digter, hvilket næsten gjorde ham til et platonisk idol for i hvert fald nogle kvinder. I sine ensomme og mere tænksomme øjeblikke, hvor Andersen gjorde op med sig selv, erkendte han da også, at han egentlig ikke var til kvinder, og dermed heller ikke til ægteskab og det dermed følgende familieliv. Da måtte han for alvor indse, at han tilhørte den digtekunstens ”muse” i form af den unge pige med guldkrone på sit lange, smukke hår, som han i eventyret ”Reisekammeraten” (1835) fortæller, at hans afdøde fader i en drøm have viet ham til. Denne ”muse” eller ”pige” er seksual-psykologisk set identisk med den faktor, der inden for rammerne af Martinus’ kosmologi betegnes som ”den feminine seksuelle pol”. Andersen evnede i kraft heraf, at kunne spille på hele følelses-klaviaturet, den feminine diskant og den maskuline bas, men i praksis identificerede han sig ofte med sin feminine pol. Dette kan vi ikke mindst konstatere i Andersens forhold til Edvard Collin, hvilket vi i stadig højere grad vil kunne forvisse os om, efterhånden som denne afhandling skrider frem. (98)    

 

     Imidlertid nåede den utålmodige Andersen at skrive og sende endnu to breve, det ene dateret den 14. august og det andet den 15. august 1835, til vennen i København, førend han selv modtog et brev fra denne. Det var dog først den 29. august 1833, at Edvard Collin skrev til Andersen, men til gengæld som svar på flere af Andersens breve i et forholdsvis længere brev, som Andersen dog nok ikke blev udelt glad for, idet Collin udtalte sig forbeholdent om den tilsendte første del af det digterværk, som Andersen betegnede som ”fællesbarnet”, nemlig ”Agnete og Havmanden”. Af brevet skal kun følgende uddrag citeres:

 

     I de sidste 8 dage ha jeg ved alle de hjemkommende lejligheder fået en del små breve fra Dem. Tak, kære Andersen, fordi De tænker såmeget på mig. […] – For en god time siden fik jeg Deres Agnete. Jeg foer straks i den, men har naturligvis ej læst den endnu. Den skal bliver leveret til vedkommende, og kun til dem.

     […] Lotte Phister har fået brev fra direktionen, at hun ej kan antages; familien raser, hun har været hos kongen, men uden virkning. Hvad siger De om følgende: i dette efterår skal Gottlieb og Augusta have bryllup, de skulle bo hos den gamle Petzholdt; er det ikke en glædelig nyhed? Apropos om Augusta: af den vise, som jeg skrev ved Augustas og Louises hjemkomst fra Jylland forrige år, har De stjålet nogle af de mest udmærkede og vittigste strofer til Deres sang, nemlig: la, la, la, la, etc.   

     Nu skulle jeg til at læse noget i Agnete.

     d. 30. august. Nu har jeg læst omtrent det halve deraf, men jeg suspenderer min dom, til jeg har læst det hele. […]

    Nu har jeg læst det tilsendte af Agnete ud. jeg er i uvished med mig selv om, hvad jeg synes om den: i det hele tror jeg ikke den svarer til min forventning: De vil jo vel, at jeg skal sige Dem min oprigtige mening. […]

    […] Deres egen personlighed træder påfaldende tydeligt frem i Hemming; H. taler i sin samtale med Agnete på samme måde, ja, jeg forsikrer Dem det, i udtryk, som jeg ofte har hørt af Deres egen mund til mig, når De i en vistnok sygelig stemning syntes, at jeg ikke holdt nok af Dem. De beskriver Deres egen hjemve, ikke Hemmings, spillemandens, i efterspillet. Overhovedet kan man mod denne karakter sige det samme, som Ingemann engang i et brev sagde om Deres Phantasier og Skizzer, med hensyn til Deres fremtrædende personlighed, og rimeligheden af sindslidelser hos Dem – grunden til disse kender jo jeg af Deres Erindringer. Og imidlertid med alt dette, er digtet prydet med såmange skønne, virkelig højpoetiske og gribende situationer og udtryk, planen synes mig så heldig, m. m. at jeg endda kan forsone mig med det; men de omtalte skyggesider – som de efter min mening er - har sandelig bedrøvet mig. Det synes at tyde på, at rejsen ej vil forandre Dem; digtet har den samme Andersenskhed, det vil sige, skønnere sider, end Deres ældre sager, men også de samme fejl, og hovedfejlen i alt hvad De har skrevet er, efter min mening, Deres mangel på objektivitet – De tilgiver mig dette æstetisk-affekterede udtryk. De spiller selv med i det liv, De skildrer, De nedskriver Deres følelser, idet De med liv og sjæl er inde i situationen, men De har ikke den besindighed og den faste overvægt og magt over Deres tanke, som digteren har, der betragter sig som stående på et punkt udenfor den verden, han skildrer. Dog, hvad skriver jeg! kan jeg tro, at De vil lægge Dem disse ord på hjertet, uden på den måde, at De vil tænke: ”Kan Edvard nænne at skrive mig så hårdt til, vil nu også han begynde at recensere mig!” Jeg ved, at De vil tænke således, De vil blive bedrøvet; men, kære ven, hvis jeg bedrøver Dem, hvis er da skylden? Jeg vil nødig bedrøve Dem, og derfor betænkte jeg mig også på at skrive disse bemærkninger; men da De har forlangt, at jeg endelig skulle skrive ret meget om Agnete, hvor kunne jeg da forsvare at rose, hvad jeg ej finder godt? Og i sandhed jeg siger ellers ikke: amicus Andersen, magis amica veritas; thi jeg kunne gerne falde på at skjule Dem min virkelige mening, når jeg vidste den ville bedrøve Dem.

     Jeg længes ret meget efter at høre fra Dem, efterat De har læst dette brev. De har så tit misforstået mig, og ligeså ofte vendt tilbage til mig igen, at jeg ikke frygter for, at dette brev skal gøre noget vedvarende indtryk på Dem; det må det mindst af alt gøre. Andersen! riv Dem, riv Deres hele tanke ret bort fra hjemmet, og Deres gamle omgivelser, ellers kan De ej nyde rejsens sande nytte. Vil De atter misforstå mig, når jeg gør Den en slags bebrejdelse, som er foranlediget af flere hjemvendende danskes bemærkninger, at De bruger Deres halve tid til at skrive breve: skriv ikke for meget hjem! Dersom De ikke misforstår mig, da jeg skriver dette, dersom De erkender, at det er et velment og godt råd, da viser De mig i gerningen, at De anser mig for / Deres sandeste ven / E. Collin. (99) 

 

     Som et væsentligt indhold i citatet fremgår det utvetydigt, at Edvard Collin åbenbart opfattede Andersens lejlighedsvis nok så tydelige kærlighedserklæringer til sig, som udslag af sygelige stemninger, formentlig betragtet som sygelige, fordi en mands kærlighedserklæring til en anden mand dengang i bedste fald blev betragtet som unaturligt, i værste fald som abnormt og perverst. Edvard Collin mente – i lighed med både Ingemann og fru Læssøe - angiveligt også, at Andersens ”sygelige stemninger” måtte være udtryk for et overfølsomt og nærtagende sind, i dette tilfælde især som følge af vennens skuffede forelskelse i Riborg Voigt. Den ulykkelige kærlighedshistorie fremgår jo tydeligt af Andersens ”Erindringer”, dvs. af hans Levnedsbog, som Collin midlertidigt opbevarede for Andersen. Men hvad Collin åbenbart ikke vidste, var, at Andersen også følte sig skuffet i sine forsigtige kærlighedserklæringer til Collins søster, Louise, eller også havde han valgt, at ignorere det. Derimod er det usandsynligt, hvis Collin muligvis slet ikke var klar over Andersens erotiske sværmeri for ham selv.  Det forholder sig snarere sådan, at han helst ville glemme det og derfor tav herom.

 

     En af de hovedpersoner, der forekommer i ”Agnete og Havmanden”, er spillemanden Hemming, som tydeligvis er et selvportræt af Andersen, sådan som tilfældet eksempelvis også er med Antonio i romanen ”Improvisatoren” (1835), med Otto Thostrup i romanen ”O.T.” (1836), og med spillemanden Christian i romanen ”Kun en Spillemand” (1837). I ”Agnete” forekommer der en lang række replikker af Hemming, som minder meget om Andersens udtalelser til Edvard Collin i brevene til denne. Her skal gengives et par eksempler:

 

Alt vil jeg gøre, alt, hvad du forlanger!

Sig mig Agnete, er der fejl hos mig,

sig, er der noget, der mishager dig?

Jeg skal forandre mig! O, sig kun alt!

Jeg vil så gerne, Du skal synes om mig,

[…]

 

[…] Armod ejer intet!

Dets håb er selv et sygt forkuet barn,

der går i pjalter, synger tiggerviser!

O, var jeg rig! rig som jeg nu er fattig, 

da voved jeg, hvad nu der er umuligt!

Jeg sagde dig, hvor højt jeg elsker dig,

hvorledes du er mig mit halve væsen!

Jeg tilstod dig min stærke kærlighed - - !

O, vær ej vred, jeg kan jo ej derfor! –

Du er så tavs! – Du vil ej se på mig!

 - Ak, jeg har sagt, hvad jeg ej burde sige!

[…] (100) 

 

Den almindelige opfattelse indenfor Andersen-forskningen har hidtil været, at Agnete er et billede på både Riborg Voigt og Louise Collin. Herimod kan imidlertid indvendes, at den omtrent ordrette lighed mellem de ovenfor citerede replikker og nogle af Andersens skriftlige udtalelser i breve til Edvard Collin, fortæller noget andet, nemlig at det i virkeligheden i nok så høj grad var vennen, han havde haft i tankerne, da han skrev sit drama om Agnete. Men der er dog intet i vejen for, at man kan opfatte replikkernes indhold som gældende alle de tre nævnte personer, hvorved begrebet dobbelt-forelskelse kommer ind i billedet, hvilket her især vil sige Andersens dobbelt-forelskelse i Louise og Edvard Collin. Hvad angår hans dobbelt-forelskelse i Riborg og Christian Voigt, er denne jo allerede fremgået af beskrivelsen heraf i forrige afsnit.

 

     Andersens brev af 2. september 1833 indeholder egentlig ikke noget af væsentlig interesse i denne sammenhæng, udover at der deri meddeles, at Andersen med det første vil sende hele manuskriptet til ”Agnete og Havmanden” hjem til Edvard Collin. Det skete dog først 10 dage senere, hvilket fremgår af Andersens brev af 12. september s.å., som i øvrigt er et svar på Collins brev af 29. august 1833. I dette forholdsvis lange brev skriver Andersen blandt meget andet følgende:

 

     Kære. Kære Ven!

     Her sender jeg Dem min Agnete ganske færdig, endnu ikke set af noget øje uden mit, den danske nøgle til grotten hvor hun stod manglede de alle her; tag venligt imod det gode barn, født mellem bjergene, men dansk af hjerte. Det er min nordiske Afrodite opsteget af havet, gid De må erkende den derfor! […] – Som et barn har jeg i tanken klynget mig til den gode Gud, med tak for Agnete, thi jeg tror det er et arbejde der ikke vil dø hen med en uges snak mellem Københavnerne. – Man har sagt om mig i Maanedsskriftet for Litteratur: ”en digter som éngang lovede noget”, og det sagde man efter mine Maaneder kom ud; disse ord hænger som giftdråber ved mit hjerte, gid Agnete nu må få ære og solskin der kan dampe disse dræbende dele bort. O Eduard! min sjæl smægter efter levende at erkendes som en tørstig efter vandet! ja ja, jeg tror det! dette arbejde vil skaffe mig venner og De Eduard og alle de kære derhjemme vil glædes der over! Vær De nu fader for Agnete, medens jeg flyver over Alperne og drømmer måske en ny Agnete op af bølgerne, når jeg ser cypresser og pinjer og de smukke mennesker i Italien; […] – Hvad det grammatikalske angår da øv De lidt det gode barn, hun er jo født mellem fremmede tungemål. Jeg har også overalt skrevet ”Gerdrud”, Otto Müller siger det skal hedde ”Gertrud”, vil De rette det til det rigtige! […]

 

Efterskrift!

Kære, kære ven! hvor mit hjerte banker idet jeg nu pakker Agnete ind! om det ikke er et arbejde som jeg håber og ønsker! Nu synes jeg, slet ikke at have udtalt  hvad jeg ville, og dog ved jeg intet bedre! – Det er en følelse jeg aldrig har kendt! Det er som en feber der gik igennem mig! – O lad mig snart høre noget fra Dem, noget om Agnete! […] (101)

 

     Udtrykket ”Vær De nu fader for Agnete”, indikerer jo implicit, at når Edvard Collin skulle være ”fader” til ’barnet’, så måtte Andersen jo selv være ’moderen’, og det var netop også sådan, han opfattede ’kønsrolleforholdet’ mellem vennen og sig selv: Collin var den ’maskuline’ part og Andersen den ’feminine’ part. ”… og drømmer måske en ny Agnete op af bølgerne…”, ja, det gjorde Andersen nogle få år senere, nemlig i form af eventyret ”Den lille Havfrue”, hvori havfruen er et billede på Andersen selv, mens prinsen er et billede på Edvard Collin.

 

     Men også af anden grund har Andersens brev af 12. september s.å., interesse. Det mest overraskende ved brevet er nemlig, at det er holdt i en behersket tone, som efterlader indtrykket af, at Andersen har taget Collins kritiske bemærkninger om ”Agnete” så vel som om dets forfatter, med sindsro. Dette var dog langt fra tilfældet, hvilket fremgår af hans dagbog for 1833, hvor han under den 23. september bl.a. har noteret følgende:

 

     […] Fik et langt brev fra Eduard, det var en slags opposition mod Agnete; jeg vil ikke længer være en evig og altid eftergivende, ikke behandles som barn af en yngre, selv ven! – En sådan tone som Eduard bruger forlanger opposition, dog elsker jeg ham inderlig! – (102) 

 

     Men endelig i brevet af 24. september 1833, som var skrevet i Milano, kunne Andersen ikke længere vente med at svare på Collins kritik af ”Agnete”:

 

      Før jeg kom til Rom skulle De intet brev have fra mig, men i dag fik jeg Deres velsignede linier, ”De længes efter at høre fra mig”, hvorledes kan jeg da opsætte det. – Jeg er i Italien! er nu først ret ude i verden. På denne side Alperne føler jeg mig et ganske andet menneske; jeg kan ikke selv forklare hvad der er foregået med mig, men jeg har med eet fået en ganske anden, klarere anskuelse af verden og livet om mig. Tro mig kære Eduard, rejsen forandrer mig, og som jeg håber til det bedre, jeg siger dette, just fordi De i Deres brev ytrer en tvivl, dog tiden vil bedst vise det! – Jo mere jeg ser, jo mere jeg tumler mig herude, opdager jeg, hvor såre lidt jeg ved, men kan komme til at vide! Jeg vil gå Deres brev igennem, der er så meget deri jeg har at svare Dem på. De tror, at jeg ikke kan tåle at høre Deres hjertes mening om Agnete, ikke tåle at høre et alvorligt ord af min mest trofaste ven! O Eduard, frygt ikke derfor! det var i gamle dage, jeg straks fik vand i øjnene. De synes ikke om første del af Agnete, og hvad De bemærker kan De have nogen ret i! min personlighed spiller så stor en rolle; den lyriske digter udtaler sig selv! Det er nu en egenhed hos mig at jeg hidtil har været så ganske lyrisk, men det taber sig og jeg tror Agnete gør overgangspunktet. Huske på, hvor kort tid efter at jeg forlod hjemmet, jeg begyndte på dette arbejde; hvor meget jeg endnu måtte være den samme! Anden del af Agnete har alt et ganske andet præg, som De nu alt vil have set! forandre noget i første del, gør jeg ikke, jeg holder på Pilati ord: ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” – […] Når De nu kender det hele vil De også bedre kunne bedømme det! Hvor glad var jeg ikke blevet om De havde været lykkelig over min Agnete! Mange vil sige strengere ting om hende end De, men uagtet pletterne vil hun dog stå, i det mindste som et smukt overgangspunkt til min nye digter-virken. – Ros, uendelig ros, som jeg oftere har sagt, vil virke mest velgørende på mig, De kan ikke yde den til mig, nu vel, jeg lader ikke hovedet synke, bryder heller ikke i gråd, men gemmer det alt sammen i hjertet, medens jeg går frem hvor jeg må og skal! Havde jeg manuskriptet da havde jeg vist i første øjeblik efter at have læst Deres dom at De ”ikke finder det godt” kastet det hele i ilden, thi hvad skal vi med det middelmådige, men det havde været galt af mig, er Agnete ikke af carisk marmor, så er hun dog heller ikke af gråsten. – Min personlighed troe jeg herefter ikke mere vil træde frem; når De opdager det, Eduard, da sig mig det, peg ikke på det mørke, men heller på det frembrydende lys! Tak for Deres oprigtighed, giv mig altid den. […] De siger, at jeg i Hemming skildrer mig selv, at mange af hans udtryk har jeg selv brugt til Dem; men tro mig kære ven, havde De kendt Schiller eller Byron, således som De kender mig, da ville De have hørt dem sige meget af hvad deres digte udtaler med samme ord. De taler om ”en sygelig, blød stemning” hos mig, just den, ja det tror De næppe, anser jeg for den store lykke at jeg ejer Dem, har Deres venskab og nu ejer en oprigtig trofast ven. For at gøre Dem dette tydeligt må jeg berøre en streng der måske bedrøver Dem, som den altid knuger mig til jorden. – Vore karakterer er noget forskellige, just min blødhed, var istand til at bøje mig efter Dem! havde jeg hjemme den følelse, der nu rører sig i mig, da havde Deres måde at være på stødt mig aldeles bort, den gang jeg ikke kendte Dem. – Med et barns hele tillid bød jeg Dem mit broderlige Du og De afslog mig det! Da græd jeg og tav, altid har det siden stået som et åbent sår, men just min blødhed, min halve kvindelighed, lod mig hænge fast ved Dem, da kom jeg til at se så mange andre herlige egenskaber hos Dem at jeg måtte holde af Dem og huske på at det dog kun var en lille fejl hos så meget godt. – Misforstå mig ikke Eduard! nu er det mig der må bruge den ytring De så ofte giver mig! – Oprigtig bør vi to være mod hinanden, min sjæl skal ligge åben for Dem. Indtil min afrejse var jeg slet nok til at kunne tro, at Deres afslag om at sige ”Du” rejste sig fra, at en mere glimrende stilling kunne vente Dem end mig og at dette fortrolige Du da kunne genere. Ved den evige Gud, nu tror jeg det ikke, jeg anser det kun for en egenhed hos Dem og beder af hjertet om forladelse. De har i 2 år, uden at vide det, ladet mig hårdt lide for en barnagtighed jeg kunne ytre som ønske: - men i de to år er jeg ved at klynge mig til Dem kommen til at kende det meget gode hos Dem, jeg har vundet Dem, som jeg altid vil elske som en broder! – […] Da De klager over at jeg skriver for mange breve, burde jeg vel ikke sende Dem dette, men jeg må tale med Dem, thi De er nat og dag i min tanke. Alt deler jeg åndelig med Dem! gid De kunne fatte min kærlighed. […] – Tilgiv at jeg måtte opponere mod Dem i dette brev, men Deres var således skrevet at det ikke var en kritik, men en udfordring, her er min hånd Eduard vi er de gamle trofaste venner, jeg ved, at giver De mig malurt er det for at hjælpe på min dårlig mave. / Deres broderlige / Andersen.

 

NB. De har dog fået sidste del af Agnete? Hils dem alle derhjemme!

 

Efterskrift.

[…] o Eduard havde jeg Dem, Deres og et par mennesker til her bag Alperne, hvor gerne blev jeg da ikke her, min natur er slet ikke nordisk! Hvilken luft, hvilket liv gennemstrømmer mig ikke alt her! - Jeg har fået ideen til en ny tragedie, fru Heiberg skal deri være Chr. II som ung prins! Jeg tror den italienske luft vil vifte gennem denne nordiske bøgeskov, men måske bliver den ikke antaget, jeg frygter det, thi jeg tror der vil blive poesi deri. – Dersom De Eduard har forandret mening om Agnete, ”det er ikke godt!” da skylder De mig oprejsning og jeg ved jeg får den. […] (103)        

 

”min blødhed, min halve kvindelighed”

I forbindelse med spørgsmålet om forelskelse og erotisk tiltrækning, er der særligt grund til at hæfte sig ved det udtryk, Andersen bruger i ovenfor citerede brev, nemlig: ”men just min blødhed, min halve kvindelighed, lod mig hænge fast ved Dem”. Hermed siger Andersen jo ligeud, at det er hans feminine aspekt – kosmologisk set vil vi kalde det hans vakte feminine seksuelle pol – der bevirkede, at han følte sig erotisk tiltrukket af vennen. Derfor virkede Edvard Collins negative dom over første del af ”Agnete og Havmanden” så stærkt på Andersen, som havde nedlagt sit hjertes inderste og dybeste følelser i dette dramatiske digt. Dramaet handlede jo på det selvbiografiske plan primært om Andersen selv og Edvard Collin, som afviste hans erotiske kærlighed. Men da Andersen havde fået styr på sin første blanding af skuffelse og indignation over vennens uskånsomme kritik, kunne han give sig i kast med at udforme sit ’fornuftige’ brev.

     Imidlertid ændrede situationen sig i og med Edvard Collins brev af 28. september 1833, som tydeligvis er skrevet og afsendt før Collin modtog Andersens ovenfor citerede brev af 24. september s.å. I sit brev forsøger Edvard Collin at komme Andersens forventelige reaktion i forkøbet, idet han giver udtryk for, at anden del af ”Agnete” har gjort et betydeligt mere positivt indtryk på ham, end tilfældet var med dramaets første del. Herom skriver Edvard Collin blandt andet følgende:

 

     Jeg griber den lejlighed, da jeg sender medaljør Christensen nogle penge, at skrive Dem til, kære ven; jeg har modtaget anden del af Deres Agnete. Fik De ikke et brev, et langt brev, som jeg havde skrevet Dem til til Locle, hvori jeg sagde Dem min mening om 1ste del af Agnete. De havde ikke fået det, da jeg sidst fik brev fra Dem, ellers havde De nok talt derom i brevet; jeg kan ikke begribe det, jeg havde sendt det til Castenschiold i Paris. 1ste del af A. var mig meget imod, det vil De have erfaret af brevet, dersom De nu har fået det; anden del læste jeg højt for Ingeborg, Louise og Jette, og vi var alle tre rent borte af gråd; i sandhed den er højst rørende. Min mening om første del af Agnete deler de tre nævnte, som jeg også læste den for, fader og Ludvig Müller. Første del er for tiden hos Jette Wulff og 2den hos Ludvig M.; såsnart jeg får dem hjem fra denne cirkulation, skal jeg lade begynde på trykningen, siden De endelig har sådan hastværk dermed. Med Reitzel har jeg endnu ikke fået talt, men jeg håber nok at komme til akkord med ham. […]

     […] Lev nu vel, kære ven, og lad mig høre fra Dem fra Rom. Når De træffer sammen med Hertz, da hils ham fra mig.

     Alle herhjemme hilser Dem ret hjerteligt. Deres hengivne ven / E. Collin. (104)  

 

”At rejse er at leve”

For resten er de breve, Andersen under sin første store udenlandsrejse 1833-34 skrev hjem til de nærmeste venner i Danmark, og herunder naturligvis ikke mindst til sin nærmeste ven og fortrolige ’sekretær’, Edvard Collin, en guldgrube af iagttagelser, oplevelser, tanker og følelser. I samme periode førte han desuden en yderst detaljeret dagbog, hvis beskrivelser ikke så sjældent er en gentagelse af indholdet i de breve, han skrev i samme periode, eller omvendt. Men begge dele vidner umiskendeligt om Andersens i bedste forstand journalistiske evner som skildrer af sansernes virkelighed, og om, hvorfor han på et tidspunkt fremsatte og senere gentog sit i eftertiden ofte citerede ’motto’: ”At rejse er at leve”. Denne virkelighedsiagttagelse og virkelighedsbeskrivelse havde han allerede demonstreret i og med ”Skyggebilleder” (1831), og den skulle han også komme til at vise i sine senere rejsebeskrivelser. Det karakteristiske for Andersens virkelighedsbeskrivelser var og er, at disse er oplevet og beriget af et ualmindeligt digtersind. De nøgterne beskrivelser er derfor ’krydret’ med tanker, følelser og fantasi, som bevirker, at disse så at sige er hævet op på et højere oplevelsesplan.

     Man har litterært set kaldt Andersens Italiens-rejse for en ”dannelsesrejse”, og det er en god betegnelse, for så vidt som rejsen – i lighed med hvad en lignende rejse betød for andre danske digtere og kunstnere - modnede ham, både som menneske og digter. Denne omstændighed var Andersen selv i højeste grad bevidst om og klar over, hvilket mere eller mindre fremgår direkte af hans følgende brev til vennen hjemme i København: Brevet er angiveligt påbegyndt i Florents den 11. oktober 1833 og fortsat og afsluttet i Rom den 18. og 19. oktober:

 

     Kære, kære Eduard!

Først fra Rom sender jeg Dem dette brev (gid De må få det!), jeg vil ikke længer udsætte det med at gøre begyndelsen, efterdi jeg har så meget at skrive om, så meget at fortælle Dem, om alt det nye i og om ig. Hvad Tyskland og Norden er for hjertet, Frankrig for forstanden, det er Italien for fantasien; alt er maleri, ja, kære Eduard, her er utroligt dejligt, men folket, jeg mener almuen, thi den dannede er ens blandt alle nationer, er noget ækelt rak! Alt går her ud på at bedrage den fremmede og så er her et svineri, hvorom fru Meisling ikke engang har givet mig idé. […]

     […] Jeg håber at De gør alt hvad De kan for at jeg får 100 species i tillæg, det er dog vist muligt, klap faderen eller Møsting lidt fra mig, måske kommer de to til at holde lidt mere af Agnete end De, thi jeg kan ikke få Deres, (min gode ven Eduards) mening i hovedet at det er: i k k e  g o d t; når første og anden del læses sammen vil De nok se enheden, finde at min rejse gør n o g e n  f o r a n d r i n g, som De jo ikke sporer (?) Hvor jeg brænder ag begærlighed efter at vide om De dog ikke har fået bedre tanker om Agnete og mig, når De kender hende hel! Men til pengene igen; gør hvad De kan for at jeg får tillæg; […] – Kære ven, De kan ikke tro hvor penge-frygt piner mig på rejsen, forbitrer mig mangen glæde. Nu jeg første gang skulle ret indånde livet, nu fornuften, gud ske lov, bortdufte mange sygelige ideer og drømme der pinte mig hjemme, nu kommer penge-sorgerne, tag Dem dog endelig ret meget deraf. Det bedrøver mig også at det just er Dem at jeg skal plage dermed; mit hjertes kæreste ven er den jeg skal bejle til på denne måde; det gør ligesom en slags skillevæg mellem vore hjerter, forstå mig ret, det er mig ubehageligt at et sådant forhold skal være mellem os; gid jeg var rig og kunne dele med Dem, kun lade mit hjerte holde ved Dem og ikke ved store forbindtligheder stå som den ringere, der aldrig kan udøve det samme. Det er dog et uforhold, der sårer min delikate natur. […] (105) 

 

     Den 19. oktober 1833 afslutter Andersen sit ovenfor citerede brev med følgende bemærkninger:

 

     I dag til morgen bragte Christensen mig Deres kære brev, De kan ikke tro hvor glad jeg blev! Gud velsigne Dem derfor. Første del af Agnete ”var” De ”meget imod”, dette v a r betyder vel ikke er længer; men De taler ikke meget om det hele, dog De og de 3 andre kære har været rørt, nu – jeg er tilfreds! – Er De ikke glad over Agnete? Sig mig det Eduard, tror De ikke det er godt? De ytrer at jeg har ”sadan hastværk”, med at få Agnete trykt, skaf mig pengene for den, og hun må gerne ligge, kan det fornøje Dem! Det er for pengene at jeg ville have hende ud, for at vise folk at jeg har noget bedret mig på min rejse og således at gøre mig værd til forøget understøttelse, uden hvilken jeg ikke kan komme ud af det! […] Alle de danske velsigner Dem for biblioteket, jeg har nu lovet at ordne det. – De har alle bedt mig takke Dem. Petzholdt er mellem bjergene for at male, men kommer snart! Lev nu vel, skriv mig s n a r t  til, en halv verden ligger jo mellem os, husk på hvor nøje jeg vejer Deres ord, derfor bedrøv mig ikke, finder De noget godt, da sig mig også dette, hils dem alle! Jette, Louise, fru Drewsen etc. etc. og vær min kære trofaste Eduard, lev vel! lev vel! / Deres / Andersen. (106) 

 

Knirk i venskabet

Den 29. oktober 1833 skrev og afsendte Edvard Collin et kortfattet brev til vennen i Rom, hvori han havde vedlagt en veksel på 500 rigsbankdaler, hvilket han håbede at Andersen ville stille sig tilfreds med, for mere kunne ikke skaffes for øjeblikket. Han måtte også skuffe Andersens forhåbninger om yderligere økonomisk støtte, hvilket fremgår af brevets slutning:

 

     […] – De taler altid om Deres forhåbning om det Lassenske Legat; efter hvad Ludvig Müller siger, har De slet ikke noget håb om at få det. Stol ikke på noget tilskud af Fonden, kære ven; det er meget usandsynligt, at De skulle få noget derfra. Klokken er mange, jeg har ej tid at skrive mere. Alt står vel til herhjemme. Alle hilser. De har vel fået mit sidste brev, hvori jeg skrev Dem til, at jeg havde modtaget 2den del af Agnete, og fandt den smuk. Lev nu vel, ønsker af hjertet. / Deres ven / E. Collin. (107)  

 

     Andersen stillede sig angiveligt og foreløbigt tilfreds med de tilsendte ekstra penge, men hvad han derimod var meget lidt tilfreds med, var brevene fra vennen, som han syntes var alt for kortfattede og i grunden intetsigende. Det lagde han ikke skul på i sit følgende brev til den kære ven hjemme i København. Brevet er dateret Rom 21. november 1833 og herfra skal følgende citeres:

 

     […] Gerne havde jeg ønsket at mit brev Til Dem, fra Rom, var kommet i Deres hænder før De afsendte vekslen, men det er nu ikke sket! Der var også meget jeg havde ønsket og ventet at få besvaret, men ikke et ord fandt jeg derom. Skulle det virkeligt være en ubillighed af mig at jeg, midt nede i Italien, bliver bedrøvet, ja såret ved at det menneske mit hjerte ligger nærmest, når han skriver mig til, da brevet altid er, som man kunne skrive det til en ven i Lyngby, en lille seddel, nogle hurtigt affattede linier. Således var de fleste breve i Paris, således de to sedler jeg har fået her i Rom, og det sidste skulle dog betales som et brev. – De ved ikke hvorledes enhver, jeg vil nu ikke tale om min alforbløde karakter, længes efter breve fra hjemmet, hvor bittert man føler sig skuffet ved at finde næsten kun hvidt papir. – Deres sidste er nok også det korteste nogen dansk har fået fra – venner. Forretnings breve taler vi ikke om. – I Milano skrev jeg Dem et maget langt brev til, og et brev ud af mit hjerte, som kun vennen kan skrive til vennen, dette omtaler De ikke med et ord, skulle det  gået fejlt? Har De fået det, fortjener det vist et svar, eller bør De altid tie når jeg berører de inderste strenge af mit hjerte. At jeg gør det, viser Dem just min inderlige tillid, min sjæls hengivenhed.  – Flere ting havde De læst urigtigt i Agnete, disse rettede jeg og bad Dem gøre det samme når den tryktes, nu må jeg her i slutningen af dette brev gentage det samme, da jeg ikke ved om brevet er kommet til Dem og jeg kan jo ikke lade Agnete således komme ud, som De har tydet mine kragetæer. – Har derimod mit brev fornærmet Dem, har jeg også engang sagt min mening, da tror jeg dog vort venskab er så fast at det nok kunne tåle en lille kraftytring igen fra Deres side, uden at det skulle stå i fare for at vælte. – Jeg havde også ytret om De ville spørge Deres fader om han syntes jeg skulle dedicere Agnete til Prins Christian eller til hvem. – I Guds navn, skriv mig kun sjældnere til, men skriv da et brev; der må være tider, Deres forretninger kan tillade Dem det og timer at Deres hjerte taler for mig. – […] Ludvig Müller skriver mig aldrig til, jeg havde ikke troet at venskabet fra hans side var så løst, men man må jo tage folk som de er; jeg skal ikke genere ham med breve før han svarer mig på de han alt fik fra hin side Alperne. – Dem min kære Eduard er jeg dog mere vis på, selv om jeg ikke engang fik Deres små sedler, hvis få ord tit, - da jeg jo forlanger formeget – kam falde mig tungt på hjerte. – Én må man da ret kunne stole på og det er og bliver Dem! – De har selv sagt at det glædede Dem at jeg endelig fik engang en mening, De ønsker jo også at min rejse må forandre mig, vær derfor ikke utilfreds, om jeg begynder at ytre mig, ikke barnligt lader alt glide hen, alle folk hjemme har således arbejdet på at opdrage mig, at der må komme et eget resultat og dette vil nu vise sig. – Selv det barn man af for stor kærlighed idelig tugter bliver stivsindet. Hvilket solskin, kære ven, kunne ikke De, og alene De, ved enkelte breve, hvori De talte, som jeg tror De føler for mig, kaste i mit hjerte. - Ordet man skriver står dødt og koldt på papiret, man giver det tit en urigtig grundfarve, dog også med hensyn til mig og dette brev især, læg ikke andet heri, end et kærligt hjertes udtalelse, i det dette, med grund eller ej, føler sig noget hårdt stødt tilbage. - Hvor glad kunne jeg dog ikke føle mig ved Dem, hvorlet kunne De ikke endnu mere, dersom det er muligt at binde mig til Dem. Efter gerningen og ikke efter ordet skal man bedømme sin sande ven, ved jeg nok, men hvorfor kan ikke begge forenes hos gode mennesker. Vinder ikke orangetræet ved, at det foruden sin ædle frugt også udbreder duft omkring sig. - Eduard, De har agtelse for mig, De har interesse, De mener mig det bedre end måske nogen anden, men De synes fremmed mod mig i meget, er jeg da virkelig endnu så forskellig fra Dem? - Der var endnu meget jeg ville sige; var De her glemte jeg det ved Deres hjerte; jeg må tale om rettelserne i  A g n e t e  1. del. - Der står ikke: Stormen klipper mænd og heste af bølgerne, men af ”skyerne”. Urten vokser ikke om ”roden”, men om reden. Vil De i Sigøjnerens replik udelade de to linjer: ”Den hele vide verden er vort hjem, og på slig vandring skærpes blik og tanke”. Er det for sildigt, da sæt det i rettelser bag i bogen, ligesom jeg også at rette i Bølgernes Sang i efterspillet, 1. kor ordet Månens flammer, til Solens, thi det er ved dens nedgang. Uddel de bestemte eksemplarer tilde jeg har udpeget. Hils Deres kære Jette fra mig! Vinteren i Italien er som en slet sommer hjemme, men det er det jeg ikke kan fordrage. Min upasselighed, især ved Sciroccoen, siger de alle er et onde de fleste fremmede må prøve. Henimod nytårstider venter jeg sikkert at De skriver mig et brev til, jeg vil da få det midt i januar og ønsker det også ret inderlig til den tid, da jeg straks efter rejser til Neapel, først da får De brev fra mig igen. Den 2den november tænkte jeg ret levende på Dem, drak Deres skål og takkede Vor Herre for min kære E d u a r d, som jeg tit måske forlanger for meget af, men altid betragter som min mest trofaste ven. / Deres  /Andersen. (108) 

 

     Det skinner tydeligt igennem Andersens breve til Edvard Collin i den omhandlede periode, at hans følelser for vennen var kølnet en del eller blevet mere ambivalente. Det fremgår indirekte, men umiskendeligt af, at han i disse breve kun underskrev sig ”Deres Andersen”. Den altid selvoptagne Andersen tænkte næppe ret meget på, at den da kun 25-årige Edvard Collin havde travlt med at skabe sig en professionel karriere som jurist, lige som han som de fleste andre yngre ugifte mænd også tænkte på at forlove og gifte sig og stifte egen familie. Sådanne tanker gjorde Andersen sig også, dog mest hvad angår en digterkarriere, hvorimod forholdet til det andet køn var yderst problematisk, nemlig på baggrund af hans specielle seksuelle konstitution. Denne bevirkede jo, at Andersen på samme tid kunne være forelsket i både en kvinde og en mand, men med nogen overvægt til den homoseksuelle side. Det skulle dog senere vise sig, at forbeholdet overfor vennen kun var midlertidigt, om end det faktisk varede nogle år og i øvrigt svingede op og ned.

     Men det må dog siges, at selv om Edvard Collins breve til Andersen i reglen var kortfattede, så holdt han dog alligevel så meget af vennen, at han – til trods for sin travlhed - i den følgende tid gjorde sig store anstrengelser for at imødekomme dennes forventninger om længere, mere fortrolige og indholdsrige breve. Det ses allerede af Edvard Collins følgende brev til den længselsfuldt ventende ven i Rom. Brevet er dateret København den 18. december 1833 og herfra skal følgende citeres:

 

     Kære ven!

Nu vil jeg da begynde på et brev til Dem og derved oprette min forseelse; thi det er rigtignok længe siden, De har fået nogen efterretning direkte fra mig. Gud ved om jeg kan fuldføre dette, til posten afgår; thi mine øjne er meget dårlige; jeg kan ikke tåle at skrive længe. Vi befinder os, gud ske lov, alle godt her hjemme, Gottlieb er, som De ved, gift, og er meget lykkelig; hans humør er nu meget bedre. Const. Hansen har i denne tid malet mit portræt, og Roed har malet Jettes; begge portrætter ligner meget godt. Jeg lever endnu bestandig på den gamle jævne maner, på bogkammeret, på kontoret og derfra til Møsting; gud ske lov at jeg har Jette. – Kort førend jeg havde skrevet mit sidste brev til Dem, indtraf, - dog uden at jeg vidste det, thi da havde jeg ladet Dem det vise, - det sørgelige tilfælde, som, besynderligt nok, formodentlig ingen anden har underrettet Dem om: Deres moder er død. – Jeg kan ikke trøste Dem, kære ven; den tanke, at De bestandig har været en god søn, der i den nye sfære, De kom i, ikke forglemte sin gamle fattige moder, må være meget trøstende for Dem. Er der intet af hendes efterladenskab – som formodentlig tilfalder Hospitalet. der kunne have affektionsværdi for Dem, noget der fra Deres barndom kunne have interesse for Dem; jeg skal da søge at skaffe Dem det … […] (109) 

 

Indtil dette punkt indeholdt Edvard Collins brev ikke noget, der kunne bringe den følsomme og nærtagende Andersen i affekt, men det gjorde derimod resten af brevet, hvori Collin med næsten uhørt dristighed tillader sig at kritisere vennens virksomhed som forfatter:

 

     Nu noget om Agnete. Det er dog det, De mest længes efter at høre noget om. Reitzel, som jeg naturligvis talte til, tilbød jeg den for 150 Rbd.; dette afslog han på en sådan måde, at jeg for Deres og Deres fremtidige arbejders skyld, ikke kunne være bekendt at tilbyde ham den for ringere; jeg tvivler endog om, at han havde modtaget den for 199 Rdb. Jeg greb da straks til at åbne subskription; hvorledes denne vil falde ud, har jeg endnu ikke rigtig nogen idé om. Derom skal De i sin tid nærmere få underretning. Agnete er bleven smukt udstyret, den udkommer på mandag; den er; efter hvad De har skrevet til mig, dediceret til Møsting. Uagtet sit smukke udstyr har jeg fået den udgivet på enormt billige vilkår, hvilket De, når jeg i sin tid aflægger regnskab derover, vil tilstå. Jeg har imidlertid ikke håb om, at der ved denne subskription vil tilfalde Dem nogen ordentlig fordel. De ved ikke Andersen, således som jeg og de andre, der mener Dem det godt, og holder oprigtigt af Dem, hvorledes folk – ja næsten alle – det er forskrækkeligt, med hvor få undtagelser – hvorledes folk ytrer sig: ”Har han nu igen smurt noget sammen”, - ”jeg er forlænge siden ked af ham” – ”det er altid det samme han skriver”, kort sagt: det er utroligt, hvor få venner Deres Muse nu har. Hvad er grunden dertil: D e  s k r i v e r  f o r m e g e t! Når det ene arbejde er under trykken, er De halvt færdig med manuskriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige produktivitet nedsætter De Deres arbejder i den grad, at ingen boghandler tilsidst vil have dem for intet. Tænker De nu ikke – efter Deres brev til fader – igen på at skrive en rejse; hvem tror De vil købe en rejse i flere bind, som handler om Deres rejse, en rejse, som tusinder har gjort; og to tusinde øjne har vel ikke forbigået s å  m e g e t, at De kan fortælle to bind nyt og interessant. – Det er dog i grunden en umådelig egoisme af Dem at tiltro folk denne interesse for Dem; skylden må være Deres egen, thi publikum, idetmindste recensenterne, har sandelig ikke givet Dem anledning dertil. – Dersom jeg kender Dem ret, Andersen, så vil De ganske rolig og med megen selvtilfredshed, svare mig: ”Ja! men når folk nu får min Agnete at læse, så vil De nok forandre Deres tanker, så vil De se, hvorledes min rejse har virket til det bedre, gjort mig modnere o.s.v.” Dette er omtrent indholdet af Deres sidste breve. Men De tager fejl, Andersen, De tager sørgeligt fejl. – Agnete er så aldeles den gamle Andersens, såvel i de smukke barnlige steder, som vi kender fra hans tidligere arbejder, som i de til fortvivlelse vanskabte ja formløse steder, som vi også kender fra hans tidligere arbejder; jeg har under korrekturen tit været grædefærdig over de mange bekendte jeg traf i Agnete, og som jeg ikke ønskede at træffe; som oftest kvaltes min gråd af ærgrelse. – Når De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o.s.v. Jeg vil derfor meddele Dem følgende. En mand, som har megen interesse for Dem, og som De har megen agtelse for, hvis dom De stoler meget på, betroede jeg mine sorger med hensyn til korrekturen, anmodede jeg om tillige med mig at gennemse manuskriptet, for at Agnete dog kunne vise sig nogenlunde anstændigt for folk. Jeg leverede ham manuskriptet til foreløbig gennemlæsning, og erholdt følgende svar fra ham: ”Jeg havde haft i sinde at tilbringe denne aften med Andersens Agnete, men kan ikke døje det! det piner mig at læse et så mådeligt produkt af ham, og jeg beder Dem om pardon, thi det er mig ikke muligt ved gennemlæsningen at tænke på at rette småfejl, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjældent frembyder et lyspunkt. Er talen om at gavne vor fraværende ven, så er der intet andet at gøre, end at holde det hele tilbage; det vil efter min mening være et sandt venskabsstykke imod ham! Ulykken er, at Oehlenschläger engang har sendt mesterværker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over hals og hoved smurt sammen. Jeg sender Dem manuskriptet tilbage og vasker mine hænder; gør De ligeså! Det ville måske engang i tiden at have stået fadder til det barn!” – Deraf vil De for det første se, at det foranførte ikke er min mening alene; De vil desværre tidsnok få at se, at det er næsten alles. – For guds skyld, for Deres Digteræres skyld, lad være at skrive i nogen tid, idetmindste i et halvt år; tilbring den ene halvdel af Deres rejse med at studere og more Dem, og den anden halvdel med det samme. Dermed mener jeg ikke, at De skal studere historie efter Millots Verdenshistorie, som De skriver, at De gør. – De svarer mig, at De må skrive, for at leve, for at få penge. Velan, det indrømmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok  i de to, rimeligvis eneste, år, at De har en understøttelse af 600 Rbd.; skønt jeg vel indser, at De kun med nød kan komme ud af det med disse. -  Hermed nok om denne ting; vi går over til noget andet. At De i året 1834 ikke kan vente nogen yderligere understøttelse af Fonden, har jeg for længe siden sagt Dem; De må altså være belavet derpå. Er der noget for Dem at gøre, da skal det blive gjort. Om det Lassenske Legat har jeg intet hørt siden; jeg tvivler stærkt, men skal tale med biskoppen.

     […] Hermed ender u b e h a g e l i g h e d e r n e. I næste brev, De får fra mig, skal  jeg beflitte mig på en venligere og roligere tone, thi i dette har jeg været lidt arrig; derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtløftigt om en recension over Deres samlede digte, som for nylig har stået i Maanedsskriftet, hvor De i sammenligning med Hertz, (Hansen, Holst) Chr. Winther og Kærlighed ved Hoffet bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er, foruden som sædvanlig arrig, tillige vittig på hans manér. Men, i sandhed, De taber ikke ved at kritiseres på den måde.

     […] Nu lev vel, Andersen, det varer måske ikke længe, inden jeg igen skriver Dem til,  men lad mig endelig bestandig vide, hvor De er. Hils Fritz Petzholdt og sig, at han dog gerne kunne lade høre fra sig. Måske jeg engang skriver et brev til ham. Når Rejse-Stipendi Resolutionen kommer, skal jeg jade høre fra mig. / Lev vel, kære ven. / Deres / E. Collin. (110) 

 

     På grund af postgangen på den tid, modtog Andersen først Edvard Collins ovenfor citerede brev den 6. januar 1834, altså 29 dage efter dets afsendelse. Virkningen af Edvard Collins skriftlige og mildt sagt uskånsomme kritik af Andersens forfattervirksomhed udeblev da heller ikke, for den frembragte en sindstilstand hos Andersen, der må karakteriseres som en blanding af vrede, trods og fortvivlelse. Også selvom Andersen godt vidste, at Edvard Collin ikke var kvalificeret som litterær kritiker, men blandet med, hvad denne skriftligt berettede om visse professionelle litterære kritikeres opfattelse af eksempelvis versdramaet ”Agnete og Havmanden”, endte det med, at der foreløbig blev kold luft mellem de to venner. Andersen mistænkte nemlig vennen for at have udtrykt sin egen mening gennem at referere de negative udtalelser af anonyme fælles venner. Andersens misstemning og negative følelser i forholdet til Edvard Collin, kommer særligt til udtryk i Andersen Dagbog for denne periode. Efter at have læst Edvard Collins brev af 18. december 1833, skriver han bl.a. følgende i dagbogen for 6. januar 1833, samme dag, som han havde modtaget brevet:

 

     ”[...] Gid der var brev  i dag! - Jo, brevet var der fra faderen og Eduard, hint med formaninger, dette i en så hård, belærende tone fuldt af lidenskab. Han meddelte mig min æres død. Agnete var til fortvivlelse vanskabt, et sammensmurt mådeligt arbejde. Det rystede min sjæl så dybt, jeg blev således overvældet at al min følelse forgik, min tro på Gud og mennesker, brevet bragte mig til fortvivlelse. Bødtcher søgte at trøste mig; hvor kunne han. (111) 

 

     Men det blev ikke kun ved dette ene fortvivlede udbrud i dagbogen. Allerede dagen efter, den 7. januar s.å., noterer den fornærmede digter følgende i sin dagbog:

 

     Hvilken nat har jeg ikke tilbragt, der var feber i mit blod, jeg væltede mig i sengen, hvor nær var jeg ikke ved at ende dette usalige liv! Gud tilgive mine tanker, Gud tilgive de som så dybt har bedrøvet mig. Om morgenen talte jeg med Hertz, han kom mig langt hjerteligere imøde end før; for første gang talte han til mig om mine arbejder, om sine anskuelser, berørte Gengangerbrevene og – forunderligt nok – han bad mig ikke lægge ubillig kritik på hjertet. - Fortalte mig om Molbechs kritik, sagde: at M var gal, snakkede kun efter moden hjemme og undrede sig over, at Maanedsskriftets medlemmer, tillod et sådant menneske at skrive, han anmassede sig formeligt smagens styrelse hjemme, han, som selv ingen havde. […]  (112) 

 

     Næste dag, den 8. januar s.å. noterer den opbragte og forurettede Andersen følgende i dagbogen om sine stemninger og tanker:

 

     I nat fik jeg lidt mere søvn, men mit gemyt kan ikke komme i ligevægt, jeg er syg. Alle de danske siger mig det også. Jeg har nu skrevet Eduard et alvorligt brev til, han må nedstemme tonen til vennens tone, hans hovmestereren kan jeg ikke længer tåle, skal vi være venner, dog ville jeg ikke bedrøve faderen, hvem jeg skylder så meget, har derfor sendt ham brevet, nu kan han give Eduard det om han vil. Måske mister jeg dem begge. – Men faderen er jo en klog mand, han kan ikke blive mig vred. Gud styre og lede alt til det bedste. – (113)   

 

     Andersen afsendte dog først sine breve til Jonas Collin den Ældre, Edvard Collin og Jette Thyberg, samt Louise Collin dagen efter, den 9. januar, og herom noterer han i dagbogen blandt andet følgende:

 

     I dag sendte jeg mine breve bort til faderen og Eduard (Jette og Louise). Gud ved hvad de bringer? Men Gud leder alt til det bedste, hans er indskydelsen, til enhver rask handling. Det er svært at rykke sig ud af gamle forhold der trykker, men bedre sent end aldrig! Eduard skal ikke dominere mig længer! - […] Om aftenen overvejet Eduards adfærd. ”Fjenders bitterhed pisker med svøber, men venners, med skorpioner”. (114) 

 

     Men det tog sin tid, før Andersen befriede sig for de forpinte og nagende følelser, han havde i forholdet til vennen. Den store fysiske afstand mellem dem og ikke mindst den efterhånden også tidsmæssige afstand, betød dog ikke alverdens, for ingen af de to var i stand til at tale lige ud af posen, når de mødtes hjemme i København, hvilket jævnligt skete, til tider ofte dagligt. Til gengæld kunne den foruroligede og dybt skuffede Andersen helt frit betro sig til sin dagbog, og den mulighed benyttede han sig flittigt af. Så sent som 19. januar noterer Andersen følgende i dagbogen:

 

     Eduard, jo mere jeg overtænker alt, jo mere ser jeg din mageløse egoisme, den uhyre uret jeg lider. Du har sat en kløft mellem os, som vist aldrig dækkes. Alt er falsk, hun med, hun som græd, som var så from, så søsterlig, falsk, falsk som det hele verdens slæng. (115) 

 

     Den 29. januar lyder det i dagbogen:

 

     Forstemt ved tanken om Eduards opførsel mod mig. […] - O, hvor jeg er sløv og ked af alt. Djævle der hjemme I er skyld deri. (116) 

 

     Som det vil bemærkes, så tiltaler Andersen vennen Edvard Collin med ’du’ i de ovenfor og herefter anførte dagbogscitater, hvorimod han i daglig personlig tiltale og i brevene altid bruget ordet ’De’. Edvard Collin havde jo allerede i brev af 28. maj 1831 definitivt afslået et dus-broderskab med Andersen, hvad denne tog meget fortrydeligt op og faktisk aldrig nogensinde kunne tilgive sin udvalgte ven. Den 31. januar noterer Andersen i dagbogen,

 

     I dag ender da denne måned, fra jeg var i Meislings hus har ikke en så undergravende følelse behersket mig, hver morgen som i denne tid, da var det sønderknuselse, nu er det forbitrelse og smerte. Gud Eduard hvilket væsen er du og de andre! I dræber mig! (117) 

 

     Misstemningen og vreden mod Edvard Collin blev dog ved med at nage Andersen, så at han endnu 2. februar kunne skrive følgende i dagbogen:

 

    Gik i skumringen i Café Greco opvarmede mig med et glas punch og drev om i gaderne, en mit hjerte udvidede sig, som det ville kvæle mig, der var feber i mit blod, jeg kunne knap trække vejret, søgte derfor eh til Bødtcher og bad ham spille guitar og synge for mig , vandet kom mig op i øjnene men kunne ikke komme frem, han ville have mig med i scorsese, men jeg havde ikke appetit eller lyst, drev derfor hjem 7½, rystede som en febersyg. B[ødtcher] mente det dog var hjemve, o nej, nej! jeg gyser kun for hjemmet, der venter mig intet godt, derfra kommer ingen glæde, der har man spottet, hånet, bedraget mig. – Hun – han – de alle! – Fru Læssøe, Jette, Christian undtagen og måske faderen men det er også snart forbi. Gud forbarm dig. (118)  

 

     Den reaktion på Edvard Collins brev, som Andersen angiveligt gav så stærkt udtryk for i sit følgende brev til vennen, havde han været fornuftig nok til først at sende til faderen, Jonas Collin, til eventuel godkendelse eller det modsatte. Det fremgår til dels af Edvard Collins følgende – for øvrigt relativt længere - brev til Andersen, dateret København den 29. januar 1834. Fra dette brev, som i øvrigt var indlagt i brevet af 1. februar s.å. fra faderen, Jonas Collin, skal følgende citeres her:

 

     Fader kaldte mig ned fra bogkammeret i dette øjeblik og fortalte mig, at han havde fået et brev fra Dem, der røbede en højst mismodig, ja næsten fortvivlet stemning, og at denne især var foranlediget af mit sidste brev til Dem. Kære Andersen, er Deres karakter endnu så blød? Jeg havde dog troet den noget mere hærdet ved de mange anfald på Deres godmodighed, som De fra så mange sider har måttet tåle. Jer erindrer nu ikke mere, hvad jeg skrev i hint brev, som var så forskrækkeligt; men jeg ved, at jeg var ærgerlig; hvorvidt jeg havde grund til det, må De nu selv bedømme. I samme øjeblik, jeg fra næsten alle de v e n n e r, som har læst Agnete, hører klage og bedrøvelse over, at den er akkurat, som det andet, Det har skrevet, intet nyt o.s.v. og idet jeg imødeser en nedrivende kritik over det, får jeg et brev fra Dem, hvori De er så yderlig tilfreds med  det selv, hvori De anser det som et mesterstykke, der efter guddommelige og menneskelige love må give Dem stemme og sæde i digter-lavet. Fremdeles; i samme øjeblik, da jeg er bleven brouilleret med Reitzel, fordi jeg ej vil lade mig skambyde af ham, i samme øjeblik, da jeg fra de fleste steder får subskriptionsplaner tilbage med besked, at ingen har villet tegne sig, i samme øjeblik, da jeg selv har den ubehagelighed at få afslag med det tillæg: nej, jeg er rigtig ingen ynder af Andersens Muse, eller endog ligefrem: ”jeg har mine penge for kære til at kaste dem således bort”, og da jeg foruden den ubehagelighed at få afslag, endvidere har den at skændes med folk om Dem – thi det må jeg – i samme øjeblik siger jeg skriver De mig til, hvorledes De vil disponere over de i det mindste 100 Rbd., som De får for Agnete;! Kan De ikke tænke Dem, at det – når jeg sidder og beregner, hvorledes jeg kan dække udgifterne med trykning, papir o.s.v. tilsammen over 100 Rbd., og idetsamme får en beregning fra Dem på et overskud af 100 Rbd. – er, ligesom jeg fik en slag på snuden; og kan De ikke tænke Dem, at man bliver ærgerlig, når man får et slag på snuden, når man får det af vennehånd; er det af fjendehånd, da slår man igen.

     Men jeg tror, Gud forlade mig, at jeg igen bliver ærgerlig. Det var ikke min mening; jeg er for resten i meget godt humør og temmelig rask. Jeg kan sige Dem, at jeg aldrig før har holdt mere af Dem, end jeg nu gør. Jeg kan ydermere sige Dem, at jeg endnu har håb om, at De ikke skal fortryde, at Agnete er gået ud på Deres forlag; jeg kan endydermere sige Dem, at jeg dog har truffet flere, som synes godt om Agnete, Gehejmeråd Møsting takker Dem for dedikationen og beder mig hilse Dem ret meget. […]

      […] Såsnart De har fået dette brev, må De lade mig høre fra Dem; jeg længes meget derefter, jeg har ikke længe hørt fra Dem, i brevet til Louise var der en hilsen til alle, undtagen til mig; det er en ting, jeg ellers ej lægger mærke til, men der frapperede det mig. Skriv mig nu til, at De er i godt humør igen, De kender mig jo og ved, hvor meget jeg holder af Dem. Lad mig så nøjagtig få at vide Deres opholdssted; jeg skal da atter skrive Dem til, og kan da vel blandt andet fortælle Dem om, hvem der i år får stipendier af Fonden.

     Lev vel, kære ven, og tag ikke fejl af mig fordi jeg før har været Deres ærgerlige, nu er jeg Deres ærlige ven E. Collin. (119) 

 

     Imidlertid sluttede Edvard Collins brev ikke med den ovenfor citerede del, men tilføjede en lidt længere slutning, hvoraf den første del var forbeholdt gengivelsen af et digt bestående af 6 vers á hver otte linjer, han selv havde skrevet i anledning af sin faders fødselsdag den 6. januar. Edvard Collin havde jo unægtelig et vist talent for at skrive lejlighedsdigte, som familien naturligvis satte stor pris på og gerne roste. Det sidste til nogen irritation for Andersen, særlig fordi samme familie ikke altid syntes nær så godt om, hvad Andersen skrev. Jf. med eventyret ”Den grimme Ælling”, hvori katten, kaldet Sønneke (Edvard Collin), jo kunne spinde (skrive lejlighedsdigte). Det kunne ællingen (Andersen) ikke, så derfor skulle den ikke bilde sig noget ind og tro, at den var noget andet og bedre end katten, hønen og den gamle kone. Men nu til slutningen af Edvard Collins brev, hvoraf følgende skal citeres her:

 

     Hermed havde jeg besluttet at ende brevet; men da der er mere end nok papir endnu, vil jeg dog for løjer meddele Dem en sang, som jeg skrev til faders geburtsdag; vi sad hjemme i den gule stue og sang den i en ganske lille huslig familiekreds. […]

     […]

     Glem ikke, Andersen, hvad jeg har bedt Dem ofte om, at notere, når der falder Dem noget mindeværdigt ind fra Deres ungdomsliv. Deres ”Erindringer” bevarer jeg trolig, intet menneske har fået dem at se. Det brudstykke jeg har, ender med den afskedsbillet De fik fra R. V. – og derpå en – endnu ufuldendt afskrift af Ingemanns angående Deres Phantasier og Skizzer, hvilket brev De siger at ville meddele, forinden De ”går til den smertelige opløsning af” Deres ”hjertes første kærlighed”. – De tjener, mig, De tjener Dem selv og Deres minde, ved at fortsætte disse erindringer.

     […]

     Alting er for resten her ved det gamle; den eneste vigtige forandring i vores familie siden Deres afrejse er Gottliebs giftermål; jeg er endnu den samme forlovede, og vedbliver vel endnu i flere år at være det; jeg klager ikke derover, jeg er lykkelig i min nuværende stilling. Fader og moder og mine søskende og andre kære er, gud ske lov, raske; min Jette har Gud være lovet også god helbred; hvad har jeg så mere at ønske. – Fra alle disse hilses De hjerteligt; lad mig nu snart høre fra Dem, kære Andersen. Deres ven / E. Collin. (120) 

 

     Som det indirekte fremgår af Edvard Collins ovenfor citerede brev, så kendte han ikke til det brev af 9. januar 1834 til sig, som Andersen havde sendt til Jonas Collin. Denne havde nemlig angiveligt brændt brevet til sin søn og havde heller ikke ladet ham læse Andersens brev til sig selv. Men det er tydeligt, at Edvard Collin i sit brev rækker en forsonende hånd ud mod Andersen, idet han er lidt mere imødekommende og åbenhjertig end sædvanligt. Derpå tyder udtryk som: ”Jeg kan sige Dem, at jeg aldrig før har holdt mere af Dem, end jeg nu gør”, og ”Såsnart De har fået dette brev, må De lade mig høre fra Dem; jeg længes meget derefter.” Sådanne udtryk var sjældne hos Edvard Collin i hans brevveksling med Andersen, Derfor er ordene sikkert faldet som vederkvægende manna på Andersen betyngede sind, da han læste brevet, hvilket vi skal høre om i Andersens følgende brev til vennen.

     Imidlertid skal vi først gøre os bekendt med Jonas Collins svarbrev, dateret København den. 1. februar 1834, som Andersen på grund af postgangen dog først fik en lille måneds tid senere, men hvori den livskloge og faderlige ven skriver følgende kærlige og trøstefulde ord til den angiveligt forpinte Andersen:

 

     Kære gode Andersen!

Deres sidste brev, af 9. forrige måned, bedrøvede mig usigelig meget formedelst den misforståelse, der var opkommen mellem Dem og Edvard, og fordi jeg tydeligen kunne forestille mig i hvilken sindsstemning De må have været. Edvards brev kendte jeg ikke det mindste til, og havde ikke anelse om at det indeholdt noget der kunne være ubehageligt for Dem. Deres brev til ham brændte jeg straks. Ikke at jeg bebrejder Dem et eneste ord, der stod deri, men jeg måtte befrygte at det kunne have en virkning, som i højeste måde ville have smertet mig – et brud mellem Dem og ham. Og ligeså lidt som De kan fortjene alle hans irettesættelser, ligesålidt fortjener han al den vrede, De i lidenskab deri havde udgydet; thi han holder i grunden inderlig meget af Dem, og er, når det behøves, Deres varmeste talsmand. Jeg vil ikke tale om al den umage han har gjort sig for at få Agnete udgivet, både mest økonomisk og på den smukkeste måde, hvor ufortrøden han selv har indpakket alle eksemplarerne, der skulle omsendes til subskribenter og boghandlere; men han interesserer sig ved enhver lejlighed for Dem, uden at ønske at det skal bemærkes.  Det går ham deri, som Gottlieb, og som dennes fader, de vil ikke have, at nogen skal kigge dem ind i hjertet. Jeg bifalder ikke hans doceren over Dem; men gode Andersen, hold ham nu den tilgode; hvert menneske har jo sin svaghed, det er nu hans; vi må overbære med hverandre. Jeg viste ham ikke Deres Brev til mig, men sagde blot, at De havde været meget ulykkelig over hans sidste brev, som havde krænket Dem. Det gik ham til hjerte, og han sagde, at han ville skrive til Dem med denne post. Når De nu får et venligt brev fra ham, riv så det slemme brev i stykker; slige minder skal man ikke bevare.

     Min kone, Ingeborg, Louise og Lind, Theodor, Gottlieb og Augusta, Jette Thyberg, har alle Dem i kærlig erindring og beder Dem hilset. Ingeborg synger Deres vise for Viggo. Oh, kære Andersen, De kan tro, De var os alle meget kær. Har De haft nød og fortræd af recensenter, så har De dog fundet megen kærlig deltagelse hos mange gode mennesker, og det må være erstatning for hint. – Sligt kan jeg for resten bedre sige end skrive; thi vidtløftig kan jeg ikke være, og korthed foranlediger misforståelse, derpå har jeg i mit liv haft mange ubehagelige erfaringer.

     De forlangte en veksel på Florents på 50 species tilsendt i mit første brev til Neapel. Den følger hermed. I det næste brev, De får herfra, fra mig eller Edvard, vil der vel kunne siges Dem noget nærmere om Deres pengesager. Når De har fået dette, skriver De os vel til fra Neapel.

     Jeg slutter med de bedste ønsker for Deres vel / Deres faderligen hengivne / Collin. (121) 

 

     Dette brev fra den faderlige ven kunne ikke undgå at gøre et formildende indtryk på Andersen, men eftersom brevet fra Edvard Collin var dateret 29. januar, svarede han også først på dette. Andersens svarbrev, som er dateret Neapel den 23. februar 1834, havde i lighed med Edvard Collins breve til vennen, i denne periode ingen overskrift, hvilket i øvrigt var usædvanligt og bemærkelsesværdigt for Andersens breve. Til gengæld var brevet et af de længere breve, Andersen skrev til vennen, og det handler mest om Andersens indtryk og oplevelser under opholdet i Italien, men er lidt forbeholdent i den kortfattede personlige og måske lidt småironiske del: 

 

     Deres særdeles store interesse for mig, Deres omhu og plage med mit hjemsendte arbejde, kan jeg ikke noksom være Dem taknemlig for; desværre er og bliver min stilling altid således at jeg ikke vil kunne gengælde det! men vær overtydet om at jeg ret dybt føler hvor meget venskab De yder mig, hvor meget jeg er i Deres gæld! – I det nye år har jeg alt oplevet mange interessante ting her i udlandet, som vist kan more Dem og alle hjemme i huset, jeg forudsætter at De lader dem læse brevet. […] (122)  

   

     Herefter fortæller Andersen detaljeret om sine mange iagttagelser og oplevelser i Rom, om det berømte karneval i byen og om sin rejse til Neapel, men hen mod brevets slutning vender han tilbage til de mere personlige ting, der vedrører hans forhold til Edvard Collin og dennes familie:

 

     Da jeg troede at mit hjemsendte arbejde blev forlagt af Reitzel, ved De, at jeg betingede nogle eksemplarer, som jeg også opgav Dem navnene på de af mine venner jeg ville at skulle tildeles, da jeg nu selv blev forlægger, har De vist nok gjort mit forlangende, men nu tilføjer jeg nogle flere, nemlig, et til hver af Deres søstre, et til Boye i Søllerød, et til Augusta Collin og den tilkommende Jette Collin. – Dersom der efter den første liste var glemt Heiberg og han ej har subskriberet da send fru Heiberg et eksemplar og sig at jeg ret ofte tænker på hende, da jeg hverken i Paris, Tyskland eller Italien endnu har set hendes lige; en sag Hertz er enig med mig i. Én af mine bedste glæder i hjemmet vil være at nyde hendes kunst-præstationer. – […] – Fra Deres hjem får jeg altid kære hilsener der ret glæder mit hjerte, men fra én – får jeg aldrig hilsener. Nemlig fra Drewsen! Jeg troede dog vi var ikke u v e n n e r. – […] Tak for Deres vise til faderens geburtsdag, den er jo ganske fortræffelig, slipper alt for Dem, kan De være istand til at sulte ihjel som poet. Jeg gratulerer! – At der er så meget hvidt papir i Deres brev, kan jeg ikke takke Dem for; her koster et brev en species og så vil man jo gerne have smæk for skillingen; se kun hvor lange mine breve er! – Når skal Lind have bryllup? Louise lovede mig en gang et brev, husk hende der på! Lind kan jo holde på pennen, så er der næppe noget stødende deri. – Dog jeg får intet brev, jeg vil derfor heller bejle til fru Drewsen, lad den lille Viggo bede hende fra mig om at skrive mig nogle ord til. – […] – Da mit stipendium ikke tillader mig at gå til Sicilien, må jeg til min store bedrøvelse, her hvor jeg er 20 timer derfra, give slip derpå og vender alt om 4 uger mod Norden, men med et tungt farvel til Paradiset. De første dage efter påsken er jeg i Florents, skriv derfor således at jeg der får brev poste restante, men jeg bliver der kun 8 dage og går så over Venedig til München! Lev ret glad og tilfreds, det er dog det bedste ønske. Deres ven Andersen. (123)      

 

     For fuldstændighedens og forståelsens skyld, skal her anføres et citat fra Andersens svarbrev, dateret Neapel den 25. februar 1834 til den faderlige ven, Jonas Collin. Som det straks vil fremgå: så har brevet, som er et svar på Jonas Collins tidligere ovenfor citerede brev af 1. februar 1834, en mere hjertelig personlig karakter, end tilfældet er med det ovenfor citerede brev til Edvard Collin. Af brevet til Jonas Collin skal følgende citeres:

 

     Min ejegode, kære fader!

     Gud velsigne Dem for Deres kærlighed imod mig! Gid at jeg ret klart kunne sige Dem hvad mit hjerte føler. Hvilken trøst og lægedom var mig ikke i Deres kære brev. At mit har bedrøvet Dem, burde jeg have forudset, men – jeg har lidt uendeligt meget. – Alt det bitre skal være glemt, og jeg ved, at jeg vil komme til at holde af Eduard igen som før; jeg vil kun se hans gode, hans mange gode sider. Gid at jeg ej var nødt til altid at tage tjenester af ham, det skader dog venskabet, gør en kløft mellem vore hjerter. – Men nu ikke et ord mere herom. Neapel er så uendeligt herlig! Her føler jeg mig så vel. Et langt brev følger med til Eduard, i det står det historiske af livet om mig, i den sidste tid, jeg håber De læser det og vil derfor kun tilføje her, hvad jeg ikke kunne i hint, der er skrevet to dage tidligere. […] -  Hils Deres kone og børn ret meget fra mig. Jeg bringer dem hver en ubetydelighed fra Italien, men til Eduard har jeg noget ret kuriøst fra Herkulanum, og det noget, som ikke har kostet en skilling. – Lev nu vel og når De skriver igen, siger De ikke ”var” Dem ”alle kær”, som De nys skrev, men – ”er”? / Deres sønlige / Andersen. (124)  

 

    ”Alt det bitre skal være glemt, og jeg ved, at jeg vil komme til at holde af Eduard igen som før”. Ja, det må siges at blive tilfældet, men forholdet mellem de to venner vedblev dog med svinge op og ned i de følgende mange år, lige indtil Andersens død i 1875. Edvard Collin forblev stort set med at være den stabile ven, praktiske ’sekretær’ og økonomiske rådgiver for den humørsvingende digter, som kun i kortere perioder ad gangen følte sig tilfreds og lykkelig i og med sit liv som ungkarl. Det pinte ham hele livet, at han ikke kunne etablere et erotisk kærlighedsforhold til hverken en kvinde eller en mand. Han måtte lade sig nøje med det platoniske venskabs glæder, og et sådant lykkedes det ham da også at skabe og bevare med flere gode veninder og venner, Edvard Collin inklusive. Imidlertid var Andersens forelskelse i sidstnævnte langt fra at være kulmineret, hvilket vi senere vil få at se i løbet af denne afhandling. 

     Men foreløbig befinder vi os i foråret 1834, hvor Andersen er på rejse i Italien. Efter omkring en måneds ophold i Neapel, var han via et kortere besøg i Florents, for derfra i midten af april at påbegynde sin hjemrejse til København, hvortil han ankom den 3. august 1834. På hjemrejsen aflagde han kortere eller længere besøg i norditalienske og sydtyske byer, og opholdt sig i en hel måned i München, hvor han opholdt sig fra 17. april til 31. maj, inden han på en månedlang rejse drog videre over Wien, Prag, Dresden, Berlin og Hamburg til sin hjemby. Det brev, Andersen havde håbet på at få fra Edvard Collin, modtog han først i München, idet brevet var skrevet og dateret den 17. maj 1834:

     Kære Andersen, ubillige ven, som klager over, at jeg ikke skriver Dem til, og som derhos sågodtsom aldrig skriver til mig – er det af krænket stolthed, fordi jeg engang skrev de ulyksalige ord, at De skrev for mange breve, hvori jeg, ihvad De siger, havde dengang ret – her har De et brev fra mig; men, efter hvad jeg nu kan dømme, bliver det vist meget kort;: det er lørdag ɔ: Referatdag, og De erindrer vel fra gamle tider, at det er en meget travl dag for mig. Det er sandelig ikke adspredelser og lystighed, der forhindrer mig i at skrive brev i alenvis, det er snarere ensomhed; vi er nu igen i den gamle utålelige sommer-tilstand, da vi mandfolk ligger alene i byen, den øvrige familie på Nygaard; i går flyttede de derud. Alle er gudskelov meget raske; Ingeborg beklagede for nogle dage siden, at De ventede brev fra hende, ”thi det blev der nok ikke noget af”; deri  er jeg enig med hende, thi jeg kender den grænsen til umulighed at få hende til at skrive. […] Hermed følger da en anvisning på 50 Species endnu, som De har fået af Fonden, foruden de tidligere 50 Species, som fader sendte Dem; der er således bevilget Dem 100 Species. Se nu til, at De kan komme ud af det dermed. Til efteråret ser vi Dem vel igen, og, jeg håber, glad og fornøjet. Rejsen vil vist i alle henseender have haft en fordelagtig indflydelse på Dem.

     Den vedlagte veksel kan De afhænde hvor De vil, helst hos Eichthal eller Eichstadt, hvad han hedder. Jeg må skynde mig. Lev vel, kære ven. / Deres / E. Collin. (125)

”en klynken, der er en mand uværdig”

Dette korte og nærmest forretningsmæssige brev, var Andersen selvfølgelig ikke tilfreds med, hvilket han da heller ikke undlod at gøre vennen opmærksom på i sit i øvrigt usædvanligt korte svarbrev, som er dateret München den 26. maj 1834:

     Kære ven!

     Ret megen tak for Deres lille brev og den tilsendte veksel. At Deres omhu og interesse for mig har skaffet mig dette tillæg af Fondet er jeg overtydet om og bliver således endnu mere i Deres gæld. – Fra den første februar har De ikke skrevet mig til, uagtet jeg straks ved modtagelsen af Deres brev, sendte et meget langt epistel fra Neapel; det var mig en lang tid, tro mig, i udlandet føler man dette dobbelt. I dette brev som nu indtraf fra Dem, her til München, ytrer De, at min tavshed – det vil sige min venten på svar – rejste sig fra ”krænket stolthed”! – O Gud kære ven, hvorlidet kender De mig dog! fordi De engang har sagt at jeg skrev for mange breve, skulle min stolthed være krænket? nej så ømskindet er den ikke, De har taget fejl og: Eulalia! ich verzeihe dir! – Mod efteråret samles vi altså, da er det halvandet år siden vi skiltes ad; med hvilken sælsom følelse vil jeg ikke betræde hjemmet! der er så meget jeg nu ser ganske anderledes. Tro mig, ude lærer man bedre at kende hjemmets omgivning og forholdene der, end medens man er der, eller rettere, man får da først det klare omrids af det hele. Gud lad mig ikke have tabt formeget når jeg kommer hjem og at vi to må mødes og samles med samme gode følelser, som da vi skiltes ad. – De har forældre, søskende og en fortræffelig pige der elsker Dem, jeg står ganske ene i verden. Deres hjerte kan måske undvære mig, mit kan ikke undvære Dem, og dog mister jeg Dem muligvis, en forunderlig angst griber mig, en angst der just siger mig, hvor uendelig kær De er mig, hvor ulykkelig De kan gøre mig i hjemmet! Guds vilje ske! Aldrig berører jeg denne materie mere, det leder til en klynken, der er en mand uværdig. – Tak for alt godt Eduard og føler De trang – eller lyst til at skrive mig til, da glæd Deres ”ubillige”, men mest hengivne ven der med. / Deres / Andersen. (126) 

 

     Dagen før, den 25. maj, havde Andersen blandt andet noteret følgende i dagbogen:

 

     […] Endelig kom da brev fra Eduard men vekslen var kun på 50 Species, hvilket jeg ikke kan komme hjem for; brevet selv var som sædvanligt, den mægtige til den undergivne. – […] (127) 

 

     I den følgende tid og indtil Andersens hjemkomst den 3. august, blev der længere og længere mellem brevene mellem de to venner, ja, faktisk blev det kun til i 2 breve fra Andersen til Edvard Collin og slet ingen fra sidstnævnte. Bedre blev det ikke efter hjemkomsten, hvor det resten af året 1834 kun blev til 2 breve fra Andersen til Edvard Collin, som ikke ses at have besvaret disse breve skriftligt, dog sandsynligvis mundtligt nu, da de igen jævnligt kunne mødes personligt. Men i øvrigt var faderen, Jonas Collin, som altid parat med trøst og en hjælpende hånd. I dette tilfælde hjalp den ældre Collin ham med et midlertidigt lån, som sikrede den bekymrede Andersens hjemrejse.

 

     I det hele taget var økonomien noget af et problem for Andersen, især under den sidste del af Italiens-rejsen. Derfor måtte han gentagne gange appellere til både Edvard og Jonas Collin om forstærkning. Men da Andersen ikke for tiden havde nogen indtægter hjemme i Danmark, måtte Edvard Collin søge Fonden ad usus publicos om ekstratillæg på 100 Species til det rejsestipendium, der var blevet ham bevilget. Men da dette heller ikke strakte til, og Edvard Collin ikke så sig i stand til at hjælpe sin betrængte ven yderligere, måtte Andersen nødtvungent appellere til sin faderlige ven. Det skete i et brev fra Florents i april 1834, og de 100 Rdlr. lånte Jonas Collin sin protegé af egen lomme. Dette takkede Andersen for i sit følgende brev, påbegyndt og dateret Wien den 6. juli og fortsat i Prag den 11. juli 1834, og hvoraf skal citeres:

     Min ejegode, kære fader!

     Tak for den tilsendte sum, ærlig skal jeg betale den igen når Kenilworth kommer på teatret. Før, bliver det mig næppe muligt! – Hvor inderligt ønskede jeg ikke at have fået et lille brev fra Eduard, ventet det havde jeg rigtignok ikke, thi han tænker vel: nu kommer jo Andersen snart! Ja, ret snart er jeg hos Dem, dog trækker jeg det ud til sidste skilling med at komme, jeg lever så at sige i en evig beregning! – Det er altså mit sidste brev herude fra, det er sidste gang jeg skriftligt kan tale med Dem fra et fremmed land! O hvor meget ligger der mig ikke på hjertet, sønlig tak, længsel efter at se Dem og dog en forunderlig angst for hjemmet, forholdene og de mange mennesker der. Hvorledes mon jeg vil opfatte livet der, hvorledes mon andre være i deres dom over mig? Dog det blive Dem nok for alvorlig en begyndelse, De skal høre om min rejse. […] Til Louises fødselsdag indtræffer to ubetydeligheder, som jeg håber hun vil ret venligt modtage, især den ene. Bring hende imidlertid om morgenen min kærlige lykønskning, så trofast som et broder-hjerte kan ønske hendes vel. – Hilse Deres kone og hele den kære omgivning hvor jeg snart træder op som gammelt medlem, jeg er jo velkommen i hjemmet? – […] – Vil De ikke nok lade indlagte lille seddel besørge til fru Wulff, den indeholder anmeldelsen om min høje ankomst og om at få et værelse hos Wulffs til jeg selv har lejet et i byen. – Jeg ved Wulffs har og at jeg er velkommen. Her følger også et løst blad til Eduard, som De vil give ham; alle de andre bringer De min hilsen, fra Deres egen kone og ned til den lille Ole Navnløse i vuggen hos Drewsens, dog det er sandt, i 1½ år har barnet vel fået navn. Glem mig ej med billetten til teatret! – Lev ret vel! snart er jeg hos Dem! Den gode gamle Gud lever, ham vil jeg betro mig, hvad hjemmet end bringer mig, gid jeg altid må bevare de følelser og anskuelser rejsen har indgivet kig, gid jeg altid fortjener mine sande venners kærlighed. – Nu i Guds navn hjemad! / Deres sønlige / Andersen. (128) 

 

     Imidlertid var Andersen på hjemrejsen nået til Byen Collin i Bøhmen, et bynavn han forståeligt nok fandt særlig kuriøst, og herfra skrev og sendte han endnu et brev til Edvard Collin. Brevet er dateret Collin den 10. juli 1834 og lyder som følger:

 

     Til Eduard.

     Om jeg ikke daglig tænkte på Dem og Deres, måtte jeg dog gøre det i denne bøhmiske by, der bærer familiens navn. Jeg er kommet her til i dette øjeblik og medens middagsmaden laves færdig skriver jeg disse ord, der er en slags brev fra Collin til Collin, pikantere kan mit sidste brev jo ikke være! De vil da alle tider kunne huske hvor jeg skrev det sidste brev til Dem. O, hvor jeg er træt, kogt og stødt; to nætter og nu på tredje dag sidder jeg i en indelukket vogn, fra Wien og kommer først i aften sildigt til Prag. – Bøhmen ser også ganske dansk ud, men jeg har set ægte sigøjnere, med lange ravnehår og en sigøjnerpige med kulsorte øjne spåede mig, men da hun talte det bøhmiske sprog, der synes en højere potens af det berømte kragemål forstod jeg det ikke, hvilket vist var skade. Ellers har jeg dog lært noget af sproget, som jeg imellem råber ud af vognen til de skønne: ”Krasna Jeftsja, dia ji miloju!” Stående er jeg endnu ikke fræk nok til at sige sligt, da jeg ved det betyder: ”smukke pige, jeg elsker dig!” – men således er flugten, når vognen farer forbi finder jeg det lystigt at sige det for første og sidste gang til et kvindeligt væsen. – ”Hvor han skaber sig!” siger nok Louise og fru Ingeborg Drewsen. – De kunne ellers nok have skrevet mig til min gode ven! jeg ved nok, De er en ung embedsmand og – en gammel elsker (er det ikke 2 års forlovelse?) men når man ret tænker på – sine venner, ret holder af én, så kan man få tid. Dog nu ses vi jo snart; mon De ser ældre ud! Hvorledes – ja De vil tilgive mig – vil De behage mig, mon endnu mere end før? – Jeg er næppe så lidenskabelig blød, som fordum, det var jo en fejl, og er hævet, mon jeg da bliver Dem kærere? – Kom mig nu ret kærlig, ret broderligt imøde det beder jeg Dem om, så skal De se hvor elskværdig jeg kan være! ja, det er alvor! – Byen Collin har et smukt torv med en madonna af grå sten, husene arkader. At her er storvask i gæstgivergården og at værten går med en stor fedtplet på hjertet kan vel næppe more Dem at høre, rundt om pludres bøhmisk, nu lev vel, vi ses hen i august og da skal jeg sige til dem alle hjemme Krasna Jeftsja etc. etc. / Deres trofaste / Andersen.

     Hils Deres Jette! (129) 

 

     Brevet fra ”Collin til Collin” blev det sidste, Andersen på sin hjemrejse fra Italien skrev til Edvard Collin. Som det fremgår af brevet, koketterer Andersen om sin forelskelse i vennen med ordene: ” Jeg er næppe så lidenskabelig blød, som fordum, det var jo en fejl, og er hævet, mon jeg da bliver Dem kærere?” – Han vil overfor vennen gerne give indtrykket af, at denne forelskelse var et overstået stadium, som Italiensrejsen havde kureret ham for. Men i virkeligheden var forelskelsen blot blevet undertrykt, og Andersens attitude som ’kureret’ var blot et midlertidigt forsøg på at skjule sine sande følelser. Disse gemmer sig bag ordene: ”mon jeg da bliver Dem kærere?” 

 

Tilbage i København

Som nævnt var Andersen som planlagt tilbage i sin hjemby, København, den 3. august 1834, og straks ved ankomsten tog han efter aftale midlertidigt ophold hos familien Wulff på Søkadetakademiet i Bredgade. Her ønskede han dog ikke at blive boende længere end højst nødvendigt, hvorfor han som nævnt pr. 1. september havde lejet sig ind hos skipperenken madam Karen Sophie Larsen, f. Kjøller, som boede Nyhavn nuværende nr. 20, 2. sal, hvor han fik et par værelser til sin rådighed. Madammen havde flere mindreårige børn, så det gik livligt til i lejligheden, hvilket åbenbart ikke generede Andersen, for her blev han boende til 1. december 1838. Med hans økonomi så det desværre ikke særlig godt ud, så det gjaldt derfor for ham om at gøre, hvad han kunne, for at skaffe sig de fornødne indtægter til de uundgåelige udgifter til livets ophold. Under sin Italiensrejse havde Andersen allerede fattet planen til en rejsebeskrivelse, som imidlertid udviklede sig til i stedet at blive en roman, der efter forskellige arbejdstitler endte med at blive kaldt ”Improvisatoren”. Efteråret 1834 brugte Andersen til at skrive flittigt på romanen, hvilket dels fremgår af hans dagbogsoptegnelser og dels af hans brevveksling med venner og bekendte, herunder især med Jette Hanck i Odense og Jette Wulff i København. Det vil sige, sidstnævnte var i sommeren og efteråret 1834 på rejse i Italien, i øvrigt sammen med sin broder, Peter Wulff. Det var i øvrigt også samme efterår, at Andersens forelskelse i Christian Wulff kulminerede. (130)     

 

     I modsætning til hvad han havde forventet og frygtet, blev Andersen til sin store overraskelse og glæde angiveligt modtaget endog særdeles hjerteligt af den Collinske familie. Herom skriver han i et brev af 26. september til Jette Wulff, som da opholdt sig i Neapel, bl.a. følgende:

 

     […]  Deres gode forældre indrømmede mig et værelse på Akademiet til jeg selv fik lejet bopæl, hvor jeg nu bor. Samme aften fløj jeg ud til Collins, hvor de kærlige og rørte tog imod mig, som en søn, der var vendt tilbage, selv i den gamle Collins øjne så jeg tårer og jeg har fra den tid fundet samme kærlige sindelag mod mig som ved første møde. Eduard har jeg sagt hvor vred jeg har været på ham, og ved gensidig meddelelse, har vi lært at vurdere og bedømme hinanden, han er mig en trofast ven, jeg skatter hans mange gode egenskaber, og nu jeg ikke længer er så kvindelig blød i mine følelser, går det fortræffeligt, det falder ham aldrig ind at være den belærende, vi står nu ligesidet, og jeg holder ret inderlig af den prøvede ven, som han af mig. – Overalt møder jeg kærlige mennesker. Jeg gør ikke så store fordringer, som før, og så går det fortræffelig. Længe har mit humør ikke været så godt, som nu; jeg føler det punkt jeg står på, ser bedre end før hvor dybt menneskene stikker, omkring mig, kommer der engang en belærende prædikant, af dem der, som før gerne gad opdrage mig, hører jeg først om det er sludder og finder jeg det, får han en over næsen. Jeg mærker nok at mange af mine læremestre har det i munden; for resten er jeg særdeles høflig, hører på megen dum snak, forestiller også beskeden og lader andre glimre ved deres smule jeg. Ja jeg er endog blevet ros for denne dyd beskedenhed, skønt jeg var mere ejer af den i gamle dage da jeg talte så meget om mig selv, end nu jeg trækker mig tilbage. – Således går alt nu ganske dejligt og jeg lever i grunden meget tilfreds. […] (131)  

 

     Man skulle herefter tro, at alt var lutter idyl for Andersen, men lur ham, om der dog ikke alligevel var mindst én kritiker af hans litterære udfoldelser, kompetent eller ej, der kunne forstyrre hans glæde og sindsro. Det fremgår allerede af samme brev til Jette Wulff, som er citeret herover, for det fortsætter følgende beklagelser:

 

     […] – Ingen behandler mig nu som dreng, kun én eneste gang efter min hjemkomst har jeg prøvet dette; jeg vil ærligt fortælle Dem det, intet må mere kunne overtyde Dem om min tillid og broderlige hengivenhed. – Det er moderen, den ellers så fortræffelige moder, der viser sig mod mig, som var jeg hendes søn, den mangelfulde søn hun før dannede på, men nu overser at sønnen vokser, at man ikke kan tale til den voksne, som til barnet. – ”Grundigt studium, fuldkommen mangel på dette, at jeg intet ville lære!” – det var ord, som sagdes mig og det ene tog det andet; moderen forsikrede mig at ”den mildhed hvormed altid recensenterne havde behandlet mig, havde skadet mig; mine grammatiske fejl i mine tidligere sager; og som også ville komme i det nye etc. etc. etc. – Hvert ord er sandhed, ikke revet fordrejet ud af sin forbindelse; jeg hørte, og det begyndte ganske venskabeligt, hvad jeg aldrig havde troet man nu skulle have sagt mig. – Ros og kærlighed, gør mig ydmyg i hjertet, ubillig dadel vækker min stolthed, og jeg udtaler den i ord, det har jeg gjort, men krænket er jeg dybt i sjælen, og det af Deres moder, som jeg altid føler hvor meget jeg skylder; Deres og min kære Christians moder, som jeg så gerne kaldte min. – Nu synes vel alt glemt, vi ses som sædvanlig eengang om ugen, taler om alle slags,, men jeg er ikke længer så god som før, den bitre brod sidder mig i hjertet, der er en skillevæg mellem os. – O, kære, kære Jette, var De dog her, da kunne jeg med glæde flyve til det gamle hjem i Bredgaden, nu synes mig huset tomt, - jeg er meget fremmed, hvor jeg så gerne vil være hjemme. Faderen har sin gamle originale måde at være på, jeg skatter ham langt bedre end før, og når en gang efter min død, mit Livs Erindringer træder frem at belønne de gode og - kaste kærlighedskåbe om de onde, skal han få en stjerne af mig, måske bedre end den landet har givet ham. – Hvor jeg ellers i byen ikke føler mig hjemme, der kommer jeg ikke; daglig arbejder jeg den hele formiddag og ofte aftentimerne med. Jeg har læst Dante, Virgil og en mængde folianter over kunst og Italien, sammenligner dem med mine egne anskuelser og produktet heraf, er det min novelle vil udtale: første del foregår i Rom, anden del i Neapel og dens omegn. […] (132)   

 

     Kontroversen mellem Andersen og fru Wulff var jo ikke af ny dato, for den havde, på trods af deres ellers indbyrdes gode forhold, varet lige siden hans skoledage i 1820’erne, hvor han i sine ferier jævnligt var overnattende gæst på Søkadetakademiet, først på Amalienborg og fra 1828 i Bredgade. Se evt. nærmere herom i artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch

 

Det kreative efterår 1834

Desværre er situationen den, at Andersens dagbøger for resten af året 1834 og hele 1835 ikke findes bevaret. For Hans almanakker gælder det, at optegnelserne for 4. august til 31. december 1834, samt for hele 1835, 1836 og delvis også for 1837 mangler. Derfor må man for de nævnte tidsrums vedkommende forlade sig på og hente de nødvendige og ønskelige oplysninger i Andersens samtidige brevvekslinger, i hvilke der dog også er lakuner, og på hans to senere selvbiografier: ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, 1847, og ”Mit Livs Eventyr”, 1855.

     Det vides som nævnt, at Andersen efter hjemkomsten fra sin langvarige udenlandsrejse skrev videre på sin påbegyndte roman, som han i øvrigt kunne hente både inspiration fra og ideer til i sine detaljerede dagbogsoptegnelser fra især opholdet i Italien. Dette blev da også bestemmende for romanens ydre rammer, medens dens indhold blev en digterisk omskrivning eller bearbejdning af Andersens eget liv fra fødslen til hans 30. år den 2. april 1835. Dette arbejde, som endte med at få titlen ”Improvisatoren”, findes nærmere beskrevet i afsnittet Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab (5. del) , og skal derfor ikke gentages her, hvor det i hovedsagen handler om Andersens forhold til Edvard Collin. 

 

    Angående arbejdet på romanen ”Improvisatoren”, findes dette omtalt i et brev, dateret København den 20. oktober 1834, fra Andersen til Edvard Collin, og brevet skal her citeres i sin helhed:

 

     Kære ven!

     Tillad at jeg skriftligt taler med Dem, thi det er forretnings-sager, og altså hvad man kalder plager, ting der ikke hos mig kunne være i et venskabs-kapittel. – De sagde at De ville tale med Reitzel om min roman. Tro nu ikke, at jeg har galop for at den skal komme ud, det er også derfor at jeg skriver for ingen udbrud at høre. Gerne måtte romanen ligge i 9 år og al min digten med, men da jeg ikke kan leve uden penge, så er dette motiv vel vægtigt nok til at den ikke kommer til at ligge i skuffen. – Min formue strækker sig endnu til 8 dage, men når de er forbi, står en ny måned for døren, med husleje, bundløse støvler etc. etc., jeg må altså senest om 8 dage have penge.

     Vil De derfor i morgen tale med Reitzel, sige ham om F o r t æ l l i n g e n, (således vil jeg kalde den og ikke novelle eller roman) indgyde ham en vis agtelse for den, og sige at det er kraft ekstrakten af min rejse i Italien. Navnet er : ”I m p r o v i s a t o r e n”, den vil blive i to små hefter, som jo gerne kan indbindes i eet, og da udgøre et passende bind; jeg vil have den trykt i format som Ingemanns romaner og med samme tryk, lige så stor, det er omtrent 28 lin: på siden, således vil den blive tror jeg, 18 ark, næppe mere og jeg forlanger 1 2  r i g s d a l e r  for a r k e t, eller for hele klatten 100 Species; de halve penge vil jeg have ved modtagelsen af det første manuskript, som der kan begyndes at trykkes på i dag 8te dage, altså mandagen den 27. oktober. – Desuden vil jeg have 10 eksemplarer, (kan De knibe det til 12, så er De en perle!) – At jeg ved at renskrive i denne uge og under den langsomme trykning har god tid endogså, indser De, thi, når jeg får 100 Rdlr., så kan det være det samme, for min skyld, om bogen ikke kommer til nytår; - har De nogle andre midler, som jeg næppe tror, og heller ikke gerne vil bindes fast til, så lader vi fortællingen ligge, men ellers – behage De at tro, at det slet ikke er af jage-lyst med at få mine værker trykt. – Jeg kommer tids nok i gabestokken, får ærgrelser og bitterheder nok, det vil regne ned over den stakkels bog, som over Agnete, men jeg vil tålmodig bære tornekransen, der pynter ikke men kun trykker og sårer / Deres ven / H.C. Andersen.

     E.S. Undskyld at jeg i de sidste dage har været lidt følsom, lidt formeget kærlig mod Dem, De holder jo ikke af det, men jeg var lidt sygelig, - og skal ved lejlighed være koldere. (133)  

 

     Som det fremgår af brevet, så kunne Andersen ikke dy sig for at komme med hentydning til sine lidenskabelige, dvs. erotiske, tilbøjeligheder. Det fremgår utvetydigt af ordene: ”Undskyld at jeg i de sidste dage har været lidt følsom, lidt formeget kærlig mod Dem, De holder jo ikke af det, men jeg var lidt sygelig, - og skal ved lejlighed være koldere.” Men det fremgår lige så klart, at Edvard Collin var fuldkommen uimodtagelig for Andersens tilnærmelser. Andersen havde dog alligevel svært ved, som han lover, ved lejlighed at være koldere overfor vennen. Hans forelskelse i Edvard Collin var så dyb, at den først for alvor klingede ud i en sen alder. Det skyldtes, som gentagende gange fremført, at Andersens feminine seksuelle pol og det dermed forbundne intellektuelle polorgan, var så fremtrædende udviklet i hans overbevidsthed, at det derfra øvede afgørende medindflydelse på hans bevidsthed. Men samtidigt hermed var hans tredive års repetitionsperiode stort set udløbet, hvorved hans kernepersonlighed, hvilket vil sige, de personlighedskvalifikationer og - karakteristika, han havde erhvervet sig på højden af sin forrige inkarnation, manifesterede sig på sin foreløbigt fulde højde. Som ligeledes påpeget andetsteds her på hjemmesiden oplevede Andersen sit store åndelige gennembrud, som begyndte med besøget i Den blå Grotte på øen Capri og som fuldbyrdedes under skrivearbejdet på romanen ”Improvisatoren”, Anden Del, og i og med XIV. og sidste kapitel. Under dette gennembrud bryder den feminine pol og det intellektuelle polorgan frem i form af et stort kosmisk glimt, hvorunder Andersen oplevede og forstod, at ”alt fra blomstens frø til vor udødelige sjæl er et underværk”. (134)    

 

    Præcis en måned senere, den 20. november 1834, skriver og sender Andersen endnu et ganske kort brev til Edvard Collin, i øvrigt det sidste fra hans hånd til vennen i året 1834:

 

     Kære ven!

     De behagede at sige at jeg i dag skulle rykke Dem i ærmet om at gå til Reitzel! Glem det ikke! Gør det af i dag, som De vil; kun at det bliver afgjort. Det er så kedeligt med det penge-vrøvl! Jeg er tilfreds, kun at få ende på det! – Se så! nu om noget andet. Om aftenen bliver jeg følsom; i aftes skrev jeg igen et vers til Dem, som De ikke får. Tro nu slet ikke, det er den gamle følsomhed, nej, det er, som min neapolitanske Signora siger, at hjertet længes efter noget udenfor, og så har jeg en idealsk Eduard, en meget elskværdig ven, ham strækker jeg da armene imøde, Dem er det slet ikke, De har altfor mange fejl, skyggesider og kældermænd til at jeg kan drømme om Dem. – Vi har da heller ikke talt hjerteligt og fornuftigt sammen en eneste gang siden jeg kom hjem, men det kommer alt sammen af den fordømte spillelyst. – Kan da ingen gøre Dem mat? – Mundtligt mere. God morgen! / Deres formelle ven / H.C. Andersen. (135)  

 

Økonomiske problemer

I løbet af efteråret 1834 og ind i foråret 1835 fik Andersen i stigende grad problemer med sin økonomi, skønt han faktisk var ret god til at administrere sine penge. Men at han havde pekuniære problemer fremgår klart og utvetydigt af Andersens brev til Jonas Collin i denne periode. Bortset fra et kortfattet skriftligt lykønskningsbrev til sin faderlige ven i anledning af dennes fødselsdag den 6. januar 1835, så blev det i alt kun til 3 kortere breve fra Andersen til Jonas Collin i løbet af året 1835. Det første og lidt længere af disse, er dateret København den 14. maj 1835 og heri redegør Andersen for især sine økonomiske problemer, som følge af svigtende eller forsinkede indtægter, dels fra sine dramatiske og dels fra sine litterære værker, samt sin gæld til Collin på 100 Rdlr. Herunder skriver han blandt andet følgende:

 

     […] – Jeg har gjort hvad jeg kunne, men uden lykke! I sommermånederne på landet ville jeg udarbejde en ny roman jeg har i hovedet, og et lille stykke for teatret, men det er alt sammen for fremtiden, ikke for disse måneder. Jeg har ingen klæder, hver måned skal jeg betale husleje og mange andre udgifter, som hører til de nødvendige. At jeg får penge i slutningen af året og flere, end de 100 jeg skal betale Dem er vist. Kan De på denne vished skaffe mig 100 Rdlr. fra Finanserne, Fondet, eller en anden kilde. Jeg må spørge Dem derom, bede derom, skønt jeg kan fortvivle derover. Jeg føler Deres godhed for mig, Deres mildhed mod mig, den delikatesse De så ofte har vist mig, men just alt dette gør mig ulykkelig i det jeg idelig og altid, skal overhænge og bebyrde Dem. [uden underskrift] (136)   

 

     Det korte af det lange er imidlertid, at Andersens nødråb – som sædvanligt i lignende slags situationer – blev hørt og taget alvorligt af hans faderlige ven, som samme aften, den 14. maj 1835, sendte sin betrængte protegé følgende note:

 

     Vær De kun rolig i aften og sov vel! i morgen taler vi sammen og tænker på ressourcer. / Deres C. (137)   

 

     Men selvom Jonas Collin endnu engang trådte hjælpende til, så fortsatte Andersens økonomiske problemer dog året ud. For igen i brev af 31. august 1835 måtte Andersen atter gå tiggergang og bede sin faderlige ven om lån til at betale sine fornødne udgifter. Og så sent som i et brev af 2. oktober s.å. så den ulykkelige Andersen sig nødsaget til endnu engang at bede Jonas Collin om et lån, denne gang på 56 Rdlr., for at kunne betale nogle absolut nødvendige og forfaldne udgifter. 

 

Kilden til min længsel

Men livet gik som altid videre, også for mennesket og digteren H.C. Andersen. Sin sommerferie dette år tilbragte han efter indbydelse fra ejerinden, Johanne Lindegaard, på herregården ”Lykkesholm” på Øst-Fyn. Herfra skrev og sendte han et længere brev, dateret Lykkesholm i Fyn den 5. juli 1835, til Edvard Collin i København. Fra dette relativt lange brev skal følgende citeres her:

 

     Kære ven!

    Var jeg i København, De på landet, mon De da skrev mig til? Men Andersen vil gerne skrive breve, siger De! nej slet ikke! den lyst er for længe siden borte; jeg tror det fornøjer Dem at få brev og derfor skriver jeg, som De ser et langt brev, Gid jeg havde Dem hos mig, kun et døgn, hvor megen glæde ville det ikke være mig; men det skulle være her på det romantiske Lykkesholm, det smukkeste sted jeg kender i Fyn, hvor man spiser ganske fortræffelig, og kan få vin og sød fløde såmeget man ønsker. Ja De ville vel rigtignok ikke more Dem sågodt, en hel dag i mit selskab, som De kan det med Constantin, Wanscher etc.; dog da jeg, som egoist ser mest på min egen fornøjelse, ønsker jeg Dem hos mig. […] Fortæl fru Drewsen at damerne her, sværmer for mig, som hun for Bulwer, og så er det naturligt, at de kæledægger for mig. Man forguder Improvisatoren, alt hvad jeg siger og taler finder de fortræffeligt, alt hvad jeg ytrer lyst til giver man mig. Man spørger mig om hvad retter jeg vil have, om jeg vil køre ture. […] Fortæl Louise at de unge damer flokke sig om digteren, de kender da alle sammen Lara og Flaminia, tror måske de selv er en sådan og jeg bliver da en Antonio. – Det er skade at De (min kære ven) ikke ser mig i disse dage, jeg er så uendelig elskværdig, når jeg ret bliver smigret,. De kender mig slet ikke i denne situation. […] – har De ikke hørt noget til den tyske oversættelse af Improvisatoren, jeg længes efter at høre hvad indtryk den gør på tyskerne. Det er min bedste bog, og den blev slettest betalt. Havde jeg været fransk og haft ligeså stort et publikum i Frankrig, som jeg forholdsvis har i Danmark, da havde jeg ikke været en betler, kunne have gjort en rejse igen: inddrukket nye billeder, beriget min ånd med andre skatte. – {…] – Et nyt arbejde, mere fuldendt, mere hædrende for mig, ville jeg, med Guds hjælp levere. Tro ikke jeg er uskønsom, kære ven, jeg føler godt, h v o r m e g e t, der er gjort for mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke, hvorlidet, der behøves til at give mig lejlighed igen til at skabe et fuldkomnere værk, og jeg indser at det a l d r i g  s k e r. Nu kender jeg for godt verden, ved hvorledes det går. – Det er v e n n e n  jeg taler til, den eneste jeg har, den der er mig ven, så fuldkommen han kan være mig, efter hans livsforhold, jeg synes munter, lykkelig, aldrig har jeg måske følt større smerte end siden jeg kom hjem. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg føler mig fremmed her i hjemmet, min tanke lever kun i Italien. O Eduard havde De indåndet den luft, set al den dejlighed, De ville længes, som jeg. Husk, jeg har ingen forældre, ingen slægt, ingen brud – får aldrig! jeg er så uendelig ene i verden. Kun hos Deres forældre, drømmer jeg mig sommetider et hjem, men hvor snart kan vi ikke der alle skilles ad, De går bort, Louise følger lind, det bliver engere og engere, årene flyver hen, jeg bliver gammel, og lever vist længe, meget længe; det er sørgelige udsigter, kan jeg da ikke sukke efter hjemmet, det sted hvor jeg følte mig hjemme, det varme Syden, det er den brud, jeg længes efter, hendes skønhed fortryller mig, begejstrer min sjæl. O kunne jeg dog sælge en rig mine livsår; jeg gav halvdelen for at kunne leve den ene halvdel i Italien. Engang kunne jeg barnligt bede Gud om de forunderligste ting og jeg havde et slags lykkeligt håb om bønhørelse, nu er jeg blevet så fornuftig, at jeg ikke kan bede engang om atter at se det dejlige Syden; jeg ved jo det sker ikke. Så De til bunds i min sjæl, De ville fuldkommen indse kilden til min længsel, og - beklage mig. Selv den åbne gennemsigtige sø har sine ukendte dybe, grunde, ingen dykker kender. Dog, De har jo dykket ned i hver lønlig krog i min sjæl – sagde De engang. – Måske! – O var jeg dog meget rig. Da rejste jeg i morgen, i dag, De skulle med, De ville det nok! De skulle se al den forunderlige herlighed, vi ikke her kender, hvor sommeren kun er scirocco, vi skulle ret blive venner, stå smukt lige for hinanden. O, jeg har mange goder i vente i den anden verden: Penge og kærlighed. Det første er jo sjælen i denne verden, det andet sjælen i hin. Begge fik jeg aldrig i dette jordliv. – Sig ikke jeg nu er blevet følsom, at det gamle klynkeri er kommet i mine breve, jeg var så smukt fornuftig i vinter, kold, ligesom de andre mennesker. Men kære ven, det er sommeren, den varme luftning, som virker ind på mig og smelter. Om 14 dage fryser det igen. Jeg bliver jo i Danmark. – Bring mine kærligste hilsener til forældrene og Deres kære søskende, fortæl, at ”Lille Viggo”, er en yndlingssang her på gården. En meget elskværdig frue smeltede i tårer over den, da en ung dame sang om ”Moders egen dreng”, jeg har måtte fortælle om originalen, den ædleste blodsdråbe i den drewsenske slægt. Hvad jeg elsker skal verden også elske. Engang måske skal den store Viggo synge den for sine små. – Sig til Deres J e t t e at hver gang jeg tænker på Danmarks dejlighed for at trøste mig med tabet af Italien, siger jeg altid, bøgeskoven, Jette Thyberg og vore kløvermarker. Hils altså nummer to af det skønne i mit fædreland. Dersom De er galant, skriver De mig til, vil De gøre mig en glæde, gør De det ganske vist, dog vente det – nej, jeg venter aldrig behageligheder. – […] Lev vel kære Eduard! skriver De, da send brevet til Odense. / Deres broderlige / H.C. Andersen. (138)  

 

     I denne forbindelse er der særlig to udsagn i ovenstående brevcitat, som jeg synes der vil være særlig grund til at kommentere. For det første udsagnet: ”Et nyt arbejde, mere fuldendt, mere hædrende for mig, ville jeg, med Guds hjælp levere. Tro ikke jeg er uskønsom, kære ven, jeg føler godt, h v o r m e g e t, der er gjort for mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke, hvorlidet, der behøves til at give mig lejlighed igen til at skabe et fuldkomnere værk, og jeg indser at det a l d r i g  s k e r.” -  Her synes Andersen dels at have glemt sin opfattelse af, at ”der er en kærlig Gud, som leder alt til det bedste!”, og dels af, at Gud som Forsyn virker gennem andre mennesker, for at fremme sine formål, sådan som tilfældet for Andersens vedkommende eksempelvis altid havde været med hans faderlige ven Jonas Collin. Denne var ifølge Andersen selv Guds redskab i forhold til ham og hans liv. Når Andersen derfor ikke kunne få sit store ønske om en ny rejse til Italien opfyldt, måtte det jo være den kære Guds vilje, som han ellers havde så stor en tiltro til. Når disse tanker svigtede ham her, må det hænge sammen med, at han lod sin øjeblikkelige sindsstemning, med en blanding af ønsketænkning og skuffede følelser, dominere sig under skrivningen af brevet. Kosmologisk set er det udtryk for, at Andersen ikke havde gennemgået ”den store fødsel” til permanent kosmisk bevidsthed, men nok havde oplevet flere større eller mindre kosmiske glimt af ”den store. Guddommelige sammenhæng”. Et sådan stort kosmisk glimt beskriver han, dog med andre ord, at hovedpersonen, Antonio alias ham selv, oplever i romanen ”Improvisatoren”, Anden Del, XIV. Kapitel. Det sker under besøget i Den blå Grotte på øen Capri.

 

     Det andet udsagn, som det er nok så vigtigt at kommentere, lyder sådan: ”Så De til bunds i min sjæl, De ville fuldkommen indse kilden til min længsel, og - beklage mig. Selv den åbne gennemsigtige sø har sine ukendte dybe, grunde, ingen dykker kender. Dog, De har jo dykket ned i hver lønlig krog i min sjæl – sagde De engang. – Måske!”  – Her berører Andersen omtrent med rene ord, hvad der dybest set er grunden til hans længsel, en ”grund”, som ’sjæle-dykkere’ (psykologer) almindeligvis ikke kendte til dengang og stort set heller ikke kender til i nutiden. Men kilden til Andersens længsel, var mere præcist vennen Edvard Collin, som på det instinktive plan havde vakt hans erotiske følelser og som han derfor følte sig uimodståeligt tiltrukket af, en tiltrækning, der som den tilsvarende erotiske tiltrækning mellem mand og kvinde, kun kunne fuldendes gennem intime fysiske kærtegn og berøringer, og kulminerende i fællesorgasmen. Det tvivlede Andersen i hvert fald på, at Edvard Collin havde erkendt og forstået. Hvis denne nemlig havde det, mente Andersen, ville den kære Eduard også have beklaget, at hans ven befandt sig i den højst ubehagelige situation som biseksuel, og som han, Edvard Collin, ikke med sin bedste vilje så sig i stand til hverken at kunne eller ville imødekomme. Situationen som enten homo- eller biseksuel var især prekær, fordi det at have en psyko-seksuel konstitution som Andersen, på hans tid var noget, der brændemærkede et menneske socialt. Rent bortset fra, at det i det hele taget gjorde det vanskeligt for det samme menneske, at begå sig under det borgerlige samfunds moralske omgangs- og adfærdsnormer. Men Andersen forstod dog i nogen grad at tilpasse sig, så at det var muligt for ham at omgås venskabeligt og selskabeligt med de mange forskellige mennesker, han i løbet af sit liv kom i berøring med. Til gengæld måtte han affinde sig med, at en del af disse mennesker opfattede ham som en højst ”aparte”. dvs. en særegen eller underlig, person. Men karakteristisk nok, kom han bedst ud af det med de moderlige veninder, som han havde en del af, og blandt disse også den lejlighedsvis strikse fru Wulff, som Andersen kendte fra sit første møde med familien i 1822 og indtil hendes død i 1836. Men det var især ældre kvinder, som f.eks. enkefruerne Engelke Margrethe Colbiørnsen, Anna Leth Jürgensen, Signe Læssøe og fru Henriette Christine Collin i København, fru Fuglsang i Slagelse, fru Ingemann i Sorø og enkefru Iversen i Odense, der tog sig kærligt af ”den grimme Ælling”, og hver på sin måde bidrog til, at den lærte at begå sig i ”andegården”, og – nok så vigtigt – også udenfor denne.  

 

     Apropos Edvard Collin, bør det her pointeres, at denne som psyko-seksuelt set normal mand, dvs. med en almindelig seksuel polkonstellation, forståeligt nok måtte afvise en anden mands, selv sin nærmeste vens, mere eller mindre tydelige tilbedelse og erotiske tilnærmelser. Det kan han ikke med rette bebrejdes for, og nok heller ikke, at han forsøgte at lede Andersen ”på rette vej” og forgæves prøvede at motivere denne til at ’mande sig op’ og blive sin ’overdrevne’ sjælelige følsomhed og ”halve kvindelighed” kvit. Det magtede Andersen aldrig, tværtimod opfattede han selv disse egenskaber som Guds gaver, der gav ham inspirationer og intuitioner og satte ham i stand til at digte det allerbedste i sit store forfatterskab, nemlig eventyrene og historierne. Men med årene lærte Andersen sig gennem sin erfaring og fornuftige omtanke, også nogenlunde at styre sit ego og temperament og sin til tider overgearede følsomhed, hvilket faktisk blandt andet førte til, at han blev endog højt skattet som en begavet og vittig gæst ved enhver selskabelig lejlighed hos konger og kejsere, så vel som hos adelige og borgerlige familier.

 

     Denne gang var Edvard Collin hurtig med sit svar på Andersens ovenfor citerede brev af 5. juli, idet svarbrevet er dateret København den 11. juli s.å., altså kun seks dag2 efter. Det fremgår straks fra brevets begyndelse, at Edvard Collin denne gang er i sit mest elskværdige lune og skriver af lyst, men han glemmer heller ikke sin kritiske sans i forholdet til digtervennen:

 

     Ved De, hvorlænge det er siden, at De rejste herfra? Ved De, hvorlænge De har været borte, inden De skrev mig til? Det er vel omtrent én måned; nu fik jeg da endelig for 10 minutter siden Deres brev, og begynder straks på et svar. Da der nu er gået så lang tid, inden De skrev, troede jeg virkelig, at det var trods i anledning af en af vore sidste samtaler, at De dog ville vise mig, at De gerne kunne undvære en korrespondance med mig. Deri har jeg gjort Dem uret, og det glæder mig, for når jeg gjorde Dem Deres ret, så – ja så tror jeg den ville smage meget ilde.

     Jeg kan nu se Dem for mine øjne mellem alle disse damer, som deres lange kæledægge. Er der slet ingen mandfolk? Får De Deres te på sengen?

     Sammenligningen mellem Dem og Bulwer, den er brav. Det eneste, hvori De og Bulwer ligner hinanden, er, at De skriver dansk og han engelsk. Ved det sværmeri for Dem, som De nu ser Dem omgivet af, må De kunne gøre Dem et begreb om, hvorledes man om et hundrede år vil omgås med Deres skrifter. Så vil man læse i fortællinger, hvorledes en ung pige ses siddende på en havebænk med strikketøjet liggende ved siden, med hånden under kind, og med en opslået Andersen foran sig. Ligesom man taler om Shakespeare, Byron etc. vil man da sige: ”jeg vil have min Andersen indbundet i stift bind”, eller; jeg vil kaste op i min Andersen o.s.v.

     For resten bliver De mere og mere verdensmenneske, mere praktisk-fornuftig. Før, når De havde skrevet et smukt vers, så gik De ud i en skov eller et andet poetisk sted, og råbte: ”ja, jeg er digter!” og så glædede De Dem ved den ophøjede tanke om Deres navns forherligelse. Nu derimod – som jeg ser af Deres brev, hvor De taler om det sværmeri, der på Lykkesholm vises Dem, så at valget af retterne endog overlades Dem - tager De tingen fra den rigtige side: De benytter Deres navn og indflydelse som digter til at vælge den mad, som De holder mest af; og når De så har spist noget rigtigt godt og rigtig meget, så går De også hen på et vist sted, og råber: ”ja, jeg er digter”, og da er De virkelig poet i ordets egentligste forstand.

     Tror De, det er spøg, jeg her skriver? Nej! Tror De, det er alvor? Nej! Dersom det er morsomt, så kald det humor, er det kedeligt, så kaldet det drilleri. – Og hvad skal jeg i grunden også skrive om. Om mine følelser?, nej mange tak! det ville De være lige så lidt tjent med som jeg; mine følelser går og bevæger sig i meget indskrænkede terræner, de u b e h a g e l i g e  f.eks. i anledning af en indgroet negl på den store tå på den højre fod, tykt blæk som ej vil løbe ud af pennen, og pandekager eller fisk til eftermad, når jeg er sulten; de behagelige f. eks, at ryge tobak til en bog, at være godt forlovet, at spille boccia og drille Dem. – De derimod kan ikke ærgre eller glæde Dem respektive ved noget af dette; nej, så måtte alting være italiensk, både neglen, pandekagerne og kæresten; apropos Italien. Hvad De skriver herom går jeg bedre ind på, end De måske tror, fordi jeg stundom har railleret dermed; en sådan længsel efter et sted, som man føler mere overensstemmende med sin natur, hvor man har levet lykkelige dage, og som man skylder tilværelsen af sit bedste arbejde, er mig meget vel forklarligt; at følelsen af savnet deraf hos Dem må forstørres ved vanskeligheden af at opnå dette gode, er naturligt. Men betragt engang sagen fra en mere almindelig side, tænk på hvor mange mennesker af Deres alder, eller rettere sagt, hvor få, der med indsigt i og med entusiasme for videnskaber og kunster, i samme udvortes forhold, som De, har nydt den lykke, at gøre en toårig udenlandsrejse. Hvor i noget andet land i verden gøres det for en ung digter, som Danmark har gjort for Dem. Dette føler De også, det tilstår De, og jeg ved det. Men den resignation, som De behøver, for at kunne fjerne denne længsel og leve med et roligt sind herhjemme, den mangler De; og ikke nok hermed – thi dette har De tilfælles med såmange andre – denne ganske almindelige menneskelige lyst til at rejse, til at ”indånde Italiens luft” betragter De som Deres udødelige ånds higen efter et bedre land, denne længsel besynger De i Deres ensomme sværmerier, De gør den til en dukke, som De kæler for. – Og tror De i sandhed, at Deres længsel efter Italien må være større, fordi De er digter? Jeg påstår: højst ubetydeligt. Jeg er, Gud være lovet, ikke digter; thi, når jeg skulle være det, ønskede jeg at betragte det som [her er der hul i brevpapiret] der var forenet med et andet embede, der [her er igen hul i papiret] forretninger – men tror De ikke, at jeg har [hul i papiret] vel endog har haft større længsel efter Italien; men jeg indser det urimelige deri, og bliver hjemme, ikke fordi jeg besidder nogen videre fortrinlig mandig resignation, men fordi jeg betragter det som en ting, det ikke nytter at tænke på. Når De blot kunne erhverve en sådan ro i tanken, og betragte en ny rejse til Italien som et mål for Deres bestræbelser og ønsker, men ikke som en betingelse for at leve lykkelig, så var alt godt, - og hvorfor skulle De ikke håbe, ved egen kraft engang at kunne realisere dette ønske?

     På mandag de, 13. juli rejser Louise med Lind, Wanscher og hans kone til Bindesbølls i Jylland; omtrent om 12 à 14 dage vender de tilbage over Fyn; på Postgaarden vil de vist spørge efter Dem. – her hjemme er alt ved det gamle.

     Lad mig nu snart høre fra Dem igen; jeg sætter i sandhed og uden spøg særdeles megen pris på et langt, ret langt brev fra Dem.

     Lev vel, kære ven. / Deres E. Collin.

     En rosende recension over Improvis., som har stået i Litteraturtidenden, kan De vel få i Odense. Gør mig nu bare den tjeneste at ærgre Dem over Dem selv, når De læser slutningen, som angår de italienske ord i bogen. (139) 

    

     Som kommentar til Edvard Collins ovenfor gengivne brev af 11. juli 1835, må man sige, at det er både elskværdigt, vittigt og et langt stykke forstående i opfattelsen af digtervennen. Men det går – måske bevidst? - elegant udenom det prekære spørgsmål, om den dybere grund og kilden til Andersens utilfredsstillede længsel. Collin har i sit svar valgt, at tro og mene, at Andersens længsel udelukkende gælder Italien. Eller også har Collin – bevidst eller ubevidst – enten overset eller måske ikke forstået, at Andersen i sit brev af 5. juli s.å. næsten mere end antyder, at baggrunden for hans længsel ligger i dybet af hans bevidsthed, mens kilden til længslen mere konkret er Edvard Collin, hvis hele ydre og indre personlighed har vakt hans uimodståelige erotiske følelser. For Andersen kom længslen efter Italien og længslen efter Edvard Collin næsten ud op ét.

     Imidlertid blev Andersen, som i mellemtiden var arriveret til Odense, glad for at få vennens brev, og som han omgående besvarede i et brev, dateret Odense den 16. juli 1835. Foruden at fortælle om sin rejse fra Lykkesholm til Odense, indeholder brevet også mange muntre og ligefrem vittige bemærkninger, men nok så vigtig i denne sammenhæng, er Andersens kommentarer til vennens brev, og af brevet skal følgende derfor citeres her:

 

     Min kære, fortræffelige Eduard!

     I går kom jeg fra Lykkesholm, og fandt da et brev fra Dem, som – ærlig talt – jeg slet ikke ventede, thi i brevkapitlet har De slemme synder! Det glædede mig særdeles; det var et af de øjeblikke hvori jeg føler, at De er mig kær, kær, som en broder, ja næsten, som Italiens natur. Posten gik samme dag, men der var ikke tid til at sende svar med den, jeg kan nu først få dette brev afsted om 3 dage, og havde dog så gerne skrevet straks. […] – Men nu vil jeg gå tilbage til Deres brev; der kunne være et og andet at besvare. De siger at De troede det var en slags trods hos mig at jeg ikke, før henved en måned var gået, skrev Dem til. Nej det ligner jo slet ikke mit alfor bløde gemyt. Ser De, jeg skrev jo, men skrev først til Louise, fordi damerne må man være galantest imod og – jeg troede hun satte mere pris på mit brev end De. Dernæst spørger De mig: ”Får De Deres te på sengen?” – Nej, hvor kan De tro det! jeg vil heller sidde imellem en kreds af unge, nydelige damer og drikke af deres øjne og tekopperne, end være alene i den tossede seng. De glæder Dem over min praktiske fornuft! Ja, ser De kære ven, det har jeg alt sammen af Deres omgang, jeg kan endogså være gnaven, heftig, grov, noget der slet ikke lignede mig i min fantasis uskylds-alder. – Jeg har fået en flersidighed, De vist vil beundre. Jeg kan sværme for en herlig kødsuppe og dyresteg, som for sorte øjne og Bellinis melodier. Jeg drikker heller kærnemælk, end morgenrøde; og champagne er den kilde, som risler dejligst i mine digterlunde. – Deres skildring af mig som digter, (her er indsat det græske ord for poet) når jeg har spist godt, er træffende, men ikke nye. Jeg havde ventet noget mere af Dem, især da De jo også giver Dem af med dette poet håndværk, både i løs og bunden stil, åndelig og legemlig, og Deres har det egne, at det formelig smelter sammen. De siger at De har lyst til at drille mig! Hvor vi dog ligner hinanden i vor ondskab! se det er netop samme lyst, som besjæler mig! som gør mig Dem så interessant, så umistelig. De klager over en indgroet negl på den store tå, jeg har en ligtorn på den lille, som smerter mig utilladeligt, også heri mødes vore følelser. De læser gerne en god bog, jeg læser helst mine egne digte, se det er atter overensstemmelse. De vil spille Boccia! se kære ven, det er én af mine første passioner, men jeg gør det nu mere i det store, jeg spiller med poetiske sten og kun i det høje digterkompagni. Jeg kaster Improvisatoren, B u l w e r lod ”Studenten” ryge af, og P a l u d a n – M ü l l e r  lod én gå, som vi kalder Zuleimas Flugt. – De har nu en kæreste, en elskværdig, næsten alfor smuk lille skabning – men jeg har dog én ligeså elskværdig og s m u k k e r e: den store natur. Hun har en hel verdens forstand og en ungdommelighed, som aldrig taber sig. Hun synger for mig, hun kysser mig og det er fra hende jeg får smør, kærnemælk og jordbær, alt sammen en stående medgift. […]  (140) 

 

     Herefter kommenterer Andersen i sit brev den rosende anmeldelse i Litteratur-Tidende af sin bog, ”Improvisatoren”, og erklærer sig tilfreds, men synes dog ikke, at anmelderen kan være kompetent, fordi denne eksempelvis sætter Andersens roman højere end romanen ”Corinna”. Sidstnævnte roman vurderer Andersen ikke særlig højt, hvorfor han mener sammenligningen halter. Hvad angår de forkert stavede italienske ord i sin egen bog, så beklager Andersen disse, men vil rette fejlene i en nyudgivelse af romanen. Derefter fortsætter Andersen sit brev således:

 

     […] Den 13. juli er altså Louise rejst til Jylland, Gud ved om jeg er i Odense når hun og Lind kommer derigennem på tilbagevejen, det ville glæde mig så uendeligt at se dem. […] Improvisatoren er særdeles elsket og læst i Fyn, den har alt været udsolgt hos Hempel og Milo, så de har måtte skrive om nye eksemplarer; på alle herregårde er bogen, og nu vil de også have digteren. Jeg får den bedste mad og de nydeligste damer flokke sig om mig, det er den første sommer jeg trækker renter af mit digtertalent. Jeg griber nu også bedre den flygtende glæde. Gid min udenlandsrejse begyndte i år, hvor langt anderledes skulle jeg ikke nyde alt, rejse også, som menneske. […] Men vi vil ikke tale om rejsen, ikke tænke på mit hjertes kærlighed, den blomstrende Italia, mit brev skal være glæde, jeg er jo øjeblikkelig glad. Det er varmt solskin og jeg taler med min kære, kære Eduard! Lad Deres Jette sige Dem smukt fra mig: ”J e g  e l s k e r  d i g!” Hun tør nok sige ”elsker”, nok kunne dutte, hos en mand bliver det sentimentalitet og det er noget jeg har rystet af ærmet, ligesom Bernardo, rystede sin uskyldighed. I stedet for dette ”J e g  e l s k e r  d i g!” lad os da altid sige: ”J e g  d r i l l e r  D e m!” når kun meningen er god, så kan det øvrige være det samme. Når De skriver mig igen til, skal De straks få et brev; jeg bliver her i Fyn bestemt 14 à 16 dage endnu, tager så til Nørager og Sorø. […] hils Deres fader og moder ret meget. Jeg ville så gerne have set ham og Drewsen på deres tilbagerejse. Adjunkt Hanck bragte mig faderens hilsen. – Fortæl mig endelig om hvorledes det går med Deres søster fru Drewsens bryst! taler hun da slet ikke om mig! hvad siger Viggo, den fynsk berømte Viggo. Alle spørger mig om hans elskelighed. Hils alle de kære, smukke børn. […] Bring hele det thybergske hus en buket hilsener, men den smukkeste hilsen, rosen, hvorpå jeg trykker mit kys, præsenterer De for Deres Jette. Nu kan jeg nok gøre det, da Louise er borte, for elles sagde hun, nok, som ellers: han er altid galantest mod Jette. Dersom Emil ikke takker for mine hilsener, så er denne, den næstsidste han får. Lev nu vel! har jeg glemt nogen af de kære! – Ak jo” Én! Hils Hjalmars moder og den lille søn. Nu lev vel! /Broderen!

   (Har moderen ingen bog på søndag, så lad hende læse dette brev). (141) 

 

     Dette brev fra Andersen til Edvard Collin er specielt ved, at det gennem en finurlig og dristig sproglig manøvre lykkes ham, at få sagt ligeud til vennen ”Jeg elsker dig!” Og når han sender – formentlig en rød – rose, som han har kysset, til Collins forlovede, Jette Thyberg, så bliver kysset på sin vis også et kys til vennen. Og hvis man tror, at der fra Andersens side kun var tale om et platonisk sværmeri for vennen, må man nok revidere sin opfattelse. At der var tale om et stærkt følelsesladet erotisk sværmeri, det vil især komme til at fremgå af det sidste af de to breve, som Andersen skrev til Edvard Collin i 1835. Sidstnævnte ser ikke ud til at have besvaret disse breve, eller hvis han gjorde, så ses de ikke bevarede.

     Som nævnt ses det ikke, at Edvard Collin har besvaret Andersens brev af 16. juli 1835, for det næstfølgende brev i brevvekslingen mellem de to venner, er atter et brev fra Andersen til vennen. Det samme er tilfældet med Andersens brev, dateret Odense den 28. juli 1835, som imidlertid er ret interessant af flere grunde, hvilket vil fremgå af citatet her:

      Kære ven! 

      I dag venter jeg at træffe Louise og Lind i Odense, derfor skriver jeg disse ord, som hun bringer Dem, det er kun mit venlige håndtryk og dag, thi brev skrev jeg nyligt og har intet svar fået. Noget jeg slet ikke regner Dem til onde; jeg ved, De har ikke haft tid. Vil De ikke nok besørge indlagte til sin bestemmelse. Kjøbenhavns Posten læser jeg jævnlig og ærgrede mig da forleden lidt over den lidenskabelige kegle, der tager sig det så nær, fordi én har vovet at sige at Müllers Amor og Psyche var kedsommelig. Dette udtryk er ubilligt, men at nogen kan sættes i harnisk derfor, er ligeså galt. Sæt endog at der var uretfærdigt! men hvor langt større uretfærdigheder begås der ikke, som ej en sjæl tager notits af. Det hele stykke lugter af S i b b e r n. Daglig føler og tænker jeg med Wilster:

Ak, verden har såmangen bag,

Der os til ris indbyder.

     Giver Gud mig sundhed på sjæl og legeme, jeg skal også begynde en vask; aldrig blev jeg skånet, hvorfor skal jeg af svaghed tie, til den dårlighed jeg ser i smagens rige. Om 20 år vil folk le af hvad I mennesker nu forguder! disse prædikende smagsprofeter, indflydelses drabanter, som vejer og måler, vil blive fundne for lette, og strømmen tage en anden retning. Øjeblikke kunne jeg ønske at jeg ikke var digter. Det er slet ingen lykke! Gid jeg var en velhavende landmand, lykkelig ved kone og børn, livet er til for at leve – jeg har endnu aldrig levet! – Vaudevillen er endnu ikke færdig, jeg har ingen rigtig ro; derimod er min nye roman vokset betydelig, det vil sige i min tanke, men jeg har ikke skrevet en tøddel. De kommer virkelig med deri, eller rettere, én lille historie, De har oplevet, bliver fortalt deri, men frygt ikke, den er fra Deres skoledage. På torsdag forlader jeg Odense, hvor jeg i grunden ikke morer mig! Gud ved man gør nok af mig og i familien hvor jeg er, kan jeg vistnok gælde for den klogeste, men det er slet ikke rart at være klogere end de andre. – Jeg rejser nu til Lykkesholm, hvor jeg har været, men de længes alle der, efter mig, og jeg får bedre mad og drikke end i Odense, dejlig fløde og kærnemælk, varm frokost og aftensmad, og herre gud, det må man jo også se på! Fru Lindegaard kører mig da om 8 dage til Nyborg og da går jeg enten til Nørager eller Sorø. Nogle gange har jeg alt følt længsel efter hjemmet på hjørnet af Bredgaden, hils de kære forældre, fru Drewsen og Deres Jette og tænk smukt broderligt på / Digteren. (142) 

 

     Som det tydeligt fremgår af brevet, kunne Andersen ind imellem også føle sig så psykisk stærk og selvsikker, at han ligeud sagde eller skrev, hvad han sagligt set mente om tingene. I brevet drejer det sig om en bredside til de litterære smagsdommere, som jævnligt dominerede tidsskrifterne og aviserne. Sådanne folk havde Andersen et godt øje til, fordi hans egne litterære produkter ofte var blevet udsat for så hård kritik, at det gjorde ham både vred og fortvivlet. Han følte, at kritikken var ubegrundet og derfor uretfærdig. I brevet omtaler Andersen også sin plan om en ny roman, som han i et efterfølgende lykønskningsbrev til Jette Collin kalder for ”De to Studenter”, men som endte med at få titlen ”O.T.” – Arbejdstitlen ”De to Studenter” er meget sigende, for det drejer sig nemlig om romanens to mandlige hovedpersoner, studenterne Otto Thostrup alias Andersen selv og Baron Vilhelm alias Edvard Collin. Sidstnævnte var med tiden kommet til at fylde så meget i Andersens tilværelse, at han også kom til at spille en stor rolle i Andersens første romaner, ”Improvisatoren” og ”O.T.”. Andersens romaner var jo – i lighed med flere af hans digte, noveller, skuespil og senere eventyr og historier i høj grad selvbiografiske, et emne, der her på hjemmesiden findes behandlet i afsnittene ”Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab”. 

 

Venskabets ”mysterier”

Imidlertid er vi nu nået frem til Andersens sidste brev til Edvard Collin i 1835, og det er nok i dette brev, at Andersen stærkest og tydeligst har tilladt sig at give omtrent uforbeholdent udtryk for sin kærlighed til vennen Edvard Collin. Denne opholdt sig på det tidspunkt på feriebesøg hos kammerråd Bang på Nørager. Brevet er dateret Fredagaften klokken 11 den 28. august 1835. Man kan altså her tænke sig Andersen siddende ved sit skrivebord i sin stue på anden sal i Nyhavn nr. 20, alt ånder fred og ro omkring ham og han føler sig godt tilpas med sig selv og sin øjeblikkelige situation som menneske og digter, og dog, der mangler jo noget vigtigt i hans ensomme liv. Hvad det er, afslører Andersen i brevet, derfor skal det her gengives i sin helhed:

     Min kære, kære Eduard!

     Skrive eller ikke skrive, er spørgsmålet! I grunden skulle jeg ikke, men De bad mig derom og jeg vil da, for jeg er ”god”! men så vil jeg også skrive et brev, ret ud af mit hjerte, ret sådant et brev, som jeg siden ærgrer mig over. Eet af de breve hvor jeg lader følelsen være nummer eet, men forstanden nummer 16. Ærgrer det Dem? Nu så vil det i tidens løb, trøste mig, thi at éns følelser bliver udleet, kan sætte gift i blodet og dolk i hånden. Jeg er en italiener mærker De. Jeg længes efter Dem; ja i dette øjeblik længes jeg efter Dem, som var De en dejlig Calabreserinde, med de mørke øjne, og det opflammende blik. Aldrig havde jeg en broder, men havde jeg én, jeg kunne ikke elske ham, som Dem og dog – De gengælder det ikke! det piner mig – eller måske er det just det, som binder mig fastere til Dem! Min sjæl er stolt, ingen fyrstes kan være det mere; Dem har jeg ret klynget mig til, Dem har jeg - - - bastare! det er et godt italiensk verbum, der i Nyhavn kan betyde, ”hold kæft!” I min ny romankommer en karakter, som jeg låner mange træk fra af Dem. De skal se hvor kær De er mig, med hvilken omhu jeg behandler den; men De har fejl og personen får flere end De. Han får fejl, De har – kan De tilgive mig det? han sårer helten i bogen eengang således som jeg engang – indbildte mig en historie, der aldrig glemmes, uden at jeg bliver adelsmand og De – i et ringere livsforhold, end jeg og det hører til umulighederne!  Jeg må skildre denne karakter således, dog vidste jeg at det var Dem ukært – jeg kunne selv opgive romanen, om den endog ville have blevet min højeste triumf. Vort venskab er en forunderlig skabning! Ingen har jeg været vred på som Dem! Ingen har således kunne prygle, ingen har fået flere tårer i mine øjne, men ingen har heller således været elsket af mig, som De. Jeg ville fortvivle mistede jeg Dem. Vort venskab egner sig just til at skildres, og dog – frygter jeg for at det ikke bør ske. Det synes måske unaturligt at vise denne kontrast og dog store harmoni! – Hele min sjæl kunne jeg udtale for Dem, selv – mit hjertes dybeste hemmelighed, men vort venskab, det er, som ”mysterierne”, det tør ikke ret analyseres. O Gud give De måtte blive meget fattig og jeg rig, fornem, adelsmand. Ja, da skulle jeg ret indvie Dem i mysteriet, De skulle komme til at skatte mig mere, end nu. O, er der et evigt liv, som der dog må være, der skulle vi ret forstå og skatte hinanden. Der er jeg ikke længer den fattige, som trænger til interesse og venner, der er vi lige! Alle former falder bort! Der kan jeg forlange, hvad her på jorden blev givet til mennesker, der stod dybt under mig; ja hvad De har kunne give disse. Studér ikke på, hvad jeg mener! De ser det er drilleri det hele! Nu skal De høre nyheder, som De kan fortælle ved bordet, hvor De vist nu sidder! – Bellona er arriveret med sine kunstskatte og levende beboere. Den kom hertil torsdag middag klokken 12. Sørgefesten for Schall er udsat til torsdag, da kongen kommer i teatret. Welhaven fra Norge er arriveret. Hauch har på ny skrevet mig et nydeligt brev til, hvori han udvikler, hvorledes de største digtere bliver miskendte, selv af de der burde forstå sig på det. Således Homer af Lucian, Holberg af Schiller, Goethe, der ikke vurderede Oehlenschlæger og Walter Scott. Endelig Bulwer, som Englands bedste journaler kalder ”en laps uden talent”. Hauch sætter mig højt, som digter, så højt – som jeg vil stå hos Dem som ven. Sig nogle netheder til Deres jette, hvor der er så god anledning må det jo falde let. Udbred mine andre hilsener i familien, giv Emil et venskabeligt nakkedrag og glem ikke mit brev. Lørdag og søndag er hele besætningen fra Nygaard, Louise og Lind iberegnet, på rejse ɔ: i Frederiksborg. Farvel kære ven! / Deres / H.C. Andersen

 

[I margenen:] Tænk Dem! jeg mødte i går fru Meisling og hun vovede ved lys dag at tage mig på hånden! (143) 

 

     Dette ret specielle brev fra Andersen til Edvard Collin, fortjener at analyseres nærmere på grund af sit åbenhjertige indhold. I brevets godt og vel første halvdel vover Andersen pelsen, ved ligeud at erklære sin umiskendelige erotisk betonede kærlighed til vennen. I brevets anden halvdel forsøger Andersen derimod at bagatellisere og slå hen i spøg, hvad han i ramme alvor har skrevet i første halvdel. Den tilsyneladende lethed, hvormed Andersen midt i brevet skifter tonefald, sker formentlig i håbet om at kunne afværge, at Edvard Collin skal blive vred og endnu engang bebrejde vennen dennes kvindagtige blødhed. Noget, som forståeligt nok bød den ’normale’ mand, Edvard Collin, meget imod. Men der kan efter min opfattelse ingen tvivl være om, at Andersen virkelig følte og mente, hvad han her har skrevet om sine følelser for Edvard Collin.

     Når Andersen skriver: ” Hele min sjæl kunne jeg udtale for Dem, selv – mit hjertes dybeste hemmelighed, men vort venskab, det er, som ”mysterierne”, det tør ikke ret analyseres”, og lidt senere tilføjer: ” Ja, da skulle jeg ret indvie Dem i mysteriet”, så hentyder han indirekte til, hvad der i Martinus’ kosmologi betegnes som ”det seksuelle mysterium”, hvilket vil sige det, der for de fleste mennesker end så længe er et mysterium, nemlig ”det seksuelle polprincip” og ”polforvandlingen”. Det afslørede ’mysterium’, der gør Andersens udsagn om ”min halve kvindelighed” forståeligt og – ikke mindst – naturligt. Forholdet er jo det, at på baggrund af Martinus’ kosmologi, ’tør’ man godt analysere og afsløre ”mysteriet”, som ikke bliver mindre forunderligt af, at blive underkastet forstandens medvirken til en dybere forståelse af den store digters personlighed.

 

     Det allersidste brev i brevvekslingen mellem Andersen og Collin-familien i 1835, er et ganske kort fødselsdagsbrev til Jette Thyberg, som endnu ikke var blevet gift med sin kæreste, Edvard Collin. Brevet er dateret København den 22. oktober 1835 og lyder sådan:

 

Til Jette Thyberg.

Heri noget, som endnu aldrig nogen har fået på sin fødselsdag, ikke engang paven.

 

Meer yndig ingen rose blev,

ej alferne meer lette,

end den jeg sender dette brev,:

     M i n  k æ r e  E d u a r d s  J e t t e!

 

Regn til denne dags presenter

min veksel på: De to Studenter,

en ny roman, som jeg kun kender,

snart skal den kysse Deres hænder,

kan jeg den selv ej skønhed give!

Hos Dem den vil det skønnes blive.

                                                            H. C.  A n d e r s e n. (144)

 

     Med disse kønne ord til Edvard Collins forlovede, den meget smukke Henriette (Jette) Thyberg, som 10. august 1836 blev gift med sin kæreste, vil vi slutte dette afsnit, som spænder over årene 1832 til 1835. Skildringen af det specielle forhold mellem H.C. Andersen og hans kære ven, Edvard Collin, vil blive fortsat i det følgende afsnit.

 

(Fortsættes med 3. del)

 

© Marts 2011 Harry Rasmussen.

 

********************************

 

 

Noter og kilder (fortsat):

 

  72  BEC I, brev nr. 43, s. 111-12. – ’Ludvig Müller’: (1809-91), cand. theol., senere kendt som numismatiker, en søn af Biskop P.E. Müller (1776-1834), og broder til Otto Müller (1807-82), 1839 overauditør, 1839 overretsassessor, 1860 Højesteretsassessor. Ludvig Müller var i øvrigt. Thorvaldsens Museums første inspektør.  – ’Mimi’: Marie (Mimi) Thyberg (1810-37), søster til Edvard Collins forlovede, Henriette (Jette) Thyberg. – ’Men lev nu vel og lykkelig i begge Deres hjem; De har to’: Med disse ord sigter Andersen til familien Collins hus i Bredgade, hvor Edvard Collin fortsat boede, og familien Thybergs hus i Dronningens Tværgade, hvor hans forlovede boede. – ’den norske søster’: Johanne (Hanne) Boye, f. Birckner (1797-1881), datter af M.G. Birckner, gift 1818 med Mathias A. Boye (1796-1872), norsk stortingsmand. Hanne Boye var datter af Henriette Christine Collin, f. Hornemann, og dermed halvsøster til hendes børn med Jonas Collin, blandt disse Edvard Collin.

73  BEC I, brev nr.41, s. 108-09. – ’under mit hele ophold her følte jeg mig ikke tilfreds’: Dette kan muligvis hænge sammen med, at Andersens fattige og nu 59-årige moder, en relativt høj alder dengang, og som siden 1825 havde været optaget som såkaldt lem i Doctors Boder, en afdeling af Odense Gråbrødre Hospital, tydeligt skrantede, idet hun var blevet stadig mere forfalden til at trøste sig med fattigfolks ’medicin’: brændevin. – ’Deres halve verden i Tværgaden!’: Edvard Collins forlovede, Jette Thyberg, boede med sine forældre i Dronningens Tværgade, nuværende nr. 19.

74  BEC I, brev nr. 42, s. 109-10. – ’auch ich bin in Arkadien gewesen’: udtryk gengivet fra latinsk indskrift: Et in Arcadia ego, som findes på et maleri af Bartolomeo Schidone i Palazzo Sciarra-Colonna i Rom. På maleriet ses to unge hyrder, som forfærdet betragter et dødningehoved. 

75  BEC I, brev nr. 43, s. 111-12. – ’Ludvig Müller’: (1809-91), cand. theol., senere kendt som numismatiker, en søn af Biskop P.E. Müller (1776-1834), og broder til Otto Müller (1807-82), 1839 overauditør, 1839 overretsassessor, 1860 Højesteretsassessor. Ludvig Müller var i øvrigt. Thorvaldsens Museums første inspektør.  – ’Mimi’: Marie (Mimi) Thyberg (1810-37), søster til Edvard Collins forlovede, Henriette (Jette) Thyberg. – ’Men lev nu vel og lykkelig i begge Deres hjem; De har to’: Med disse ord sigter Andersen til familien Collins hus i Bredgade, hvor Edvard Collin fortsat boede, og familien Thybergs hus i Dronningens Tværgade, hvor hans forlovede boede. 

76  BEC I, brev nr. 44, s. 113-14. –  ’fru Selchau’: Christiane Annette Selchau, f. von Herbst (1805-56), enke efter godsejer J.C. Selchau. – ’hvorfor jeg bestemt må ind i dag’: Den 23. aug. var Ingeborg Drewsens 28 års fødselsdag.    

77  - ’”Den hebraiske” Ludvig Chr. Müller’:  Ludvig Christian Müller (1806-51), 1827 cand. theol., tilnavnet “den hebraiske” kom sig af, at han havde oversat et stykke af Det Ny Testamente fra græsk til hebraisk, og at han til sin embedseksamen havde valgt hele Det gamle Testamente  på hebraisk. Til trods for, at han et år yngre end Andersen, var han alligevel dennes manuduktør.   

78  BEC I, brev nr. 45, s. 114-15. – ’også De må holde ret meget af hende’: Ja, det kom til at passe, for Andersen og Jette Thyberg, senere Jette Collin, blev rigtig gode venner hele resten af hans liv.  – ’”Hvorfor kom han ikke, det fæ”’: Højst sandsynligt sagt af Ingeborg Drewsen, som var kendt for sit frisprog overfor Andersen, uden at han blev stødt eller fornærmet. - – ’L. M.’: Ludvig Müller.

79  BEC I, brev nr. 46., s. 116.  

80  BEC I, brev nr.47, s. 116-17. – ’dog står De mig nu alt for højt’: Baggrunden for Andersens mindreværdsfølelse var den omstændighed, at Edvard Collin den 11. december 1832 var blevet udnævnt til sin faders post som sekretær i Fonden ad usus publicos. Fonden administrerede den kapital, som bl. a. blev brugt til uddeling af rejsestipendier til kunstnere og forfattere. Andersen havde indsendt en ansøgning om at få et stipendium (en sum penge) til brug for sin planlagte Italiens-rejse, og i den anledning havde han opsøgt flere prominente personer, som f.eks. Oehlenschlæger, for at få en anbefalingsskrivelse. Det var åbenbart den personlige samtale, som Andersen i den anledning havde haft med digtervennen, der gav ham anledning til mismodet. Andersen fik i øvrigt også gode anbefalingsskrivelser fra både B.S. Ingemann, H.C. Ørsted, Just Mathias Thiele og Johan Ludvig Heiberg.  - ’mit skriftemål’: Levnedsbogen, skrevet 1832.

81  BHW I, brev nr.13, s. 89-90. – ’Mit livs billedbog’: ”Levnedsbogen”, Andersens første store selvbiografi, nedskrevet 1832, som han før sin store Italiensrejse overlod i Edvard Collins varetægt.– ’Deres brødre’: Peter Wulff (1808-81) og Christian Wulff ((1810-56), som begge var sekondløjtnanter i Søetaten. Se evt. herom i artiklen H.C. Andersen og familierne Wulff og Koch.  – ’Jeg sidder ene på mit lille kammer’: Andersen boede på dette tidspunkt som logerende i et efter hans eget tidligere udsagn pænt stort værelse hos enkefru Schrøder i Store Kongensgade nr. 9. Det bør ikke forveksles med det vitterligt meget lille og beskedne kvistkammer, han 1827-28 boede på hos enkefru Schwartz i Vingårdsstræde nr. 6. – ’men terningspillet drager længe ud’: Andersen hentyder til, at afgørelsen om uddelingen af stipendier endnu ikke var truffet. – ’ det håb De og Koch har givet mig’: At han ville få stipendiatet. - ‘den islandske sanger’: Egill Skalagrímsson (ca. 900-83)- Sagnet skildres i Egillssaga. – ’en poetisk figur’: Jf. med Oehlenschlægers udtalelse, se note 80 og teksten dertil.

82  BEC I, brev nr. 50, s. 120.

83  Anderseniana 1941, s. 63-65. - ’men først i dag (den 14. marts) er dette sket’: Indstillingen fra ministrene til kongen forelå færdig den 13. marts, men først den 13. april s.å. bevilgedes der Andersen et rejsestipendium på 600 Rdlr. årlig i to år, og 15. april 1834 forøgedes beløbet med 200 Rdlr. – ’Deres gode tante’: Augusta Søeborg, f. Iversen (1802-74), datter af Kirstine Marie Iversen. – ’Deres bedstemors kommission’: Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen (1767-1837), efter sin mands død udgiver af ”Fyens Avis”. – ’giver hun til min moder, som jeg også her har ladet følge et brev med til’: Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, boede som tidligere nævnt i ældrestiftelsen Doctors Boder, som var en afdeling under Odense Gråbrødre Hospital. Brevet ses ikke bevaret. – ’Eduard var for ung og ny der’: Edvard Collin var for nylig blevet ansat som sekretær i Fonden ad usus publicos. – ’Møsting’: Johan Sigismund Møsting (1759-1843) var finansminister 1813-31, geheimestatsminister 1813-42, men efter sin afgang som finansminister, bevarede han posten som direktør for Fonden ad usus publicos. – ’Moltke’: Adam Wilhelm Moltke (1785-1864), lensgreve, besidder af grevskabet Bregentved, 1831 finansminister og statsminister, 1848-52 konseilspræsident. – ’Min opera Kenilworth er nu endelig antaget, Weyse har fået den og begyndt’: ”Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter”. Weyse komponerede musikken til operaen. Opført første gang på Det kgl. Teater den 6. januar 1836.– ’Mine to sammenhængende vaudeviller’: Disse blev forkastet ved Molbechs censur af 4. april 1833. – ’Garrick i Bristol”: versificeret lystspil af Oehlenschlæger. – ’min oversættelse ”Dronningen paa 16 Aar”: Stykket opførtes første gang på Det kgl. Teater den 29. marts 1833.

84  BEC I, brev nr. 51, s. 120-21. 

85  BEC I, brev nr. 52, s. 121.

86 BEC I, brev nr.53, s. 121-25. – ’vort vagtskib’: Skonnerten ”Elben”. – ’Mørk og Svendsen’: Frederik Sigfried Mørk (1800-39), premierløjtnant, og Magnus Suenson (1802-56), premierløjtnant og skibets næstkommanderende. – ’Dr. Albers’: Moritz Karl August Albers (1798-1868), læge i Hamburg. – ’Dr. Trier’: Isaac Moses Trier (1806-86), dr. med., læge ved hospitalet i Altona. – ’Oxholms affære’: Oskar O’Neill Oxholm (1809-71) sekondløjtnant i Livgarden, kammerjunker. Han var kommet i stor gæld til staten. – ’Kruse’: Laurids Kruse (1778-1839), forfatter og oversætter. – ’’a la Øst’: Niels Chr. Øst (1779-1842), overkrigskommissær, litterat. Kruse og Øst var i henhold til de foreliggende oplysninger begge homoseksuelle. – ’det gamle hus på hjørnet’: Den Collinske gård, som dog ikke lå lige på hjørnet af Bredgade, Kgs. Nytorv og Store Strandstræde, men derimod bag det lille Kanneworffske Hus. Collins Gård havde gårdhave ud mod Bredgade med en høj mur foran, og beboelseshusets facade vendte ud mod Store Strandstræde. 

87  BEC I, brev nr.58, s. 139.

88  BEC I, brev nr. 54, s. 125-27. – ’en slags underretning om mit økonomiske liv’: Brevet indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvor mange penge og til hvad, han har brugt indtil den nævnte dato. Edvard Collin var jo under hele rejsen Andersens økonomiske rådgiver, og det var derfor, at Andersen aflagde regnskab for denne. 

89  BEC I, brev nr.56, s. 129-33. – ’et par ord fra Jette Wulff’: Der må være tale om Jette Wulffs brev af  4. maj 1833, som i øvrigt ikke kun var ”et par ord”, men et længere brev. Hendes næste og længere brev til Andersen er dateret den 1. juni 1833, altså knapt en måned efter det førstnævnte brev. – ’et uforskammet digt’: Under titlen ”Farvel til Andersen” tryktes et digt på 10 vers i Kjøbenhavnsposten den 4. maj 1833, underskrevet Frithiof. Den 13. maj offentliggjorde avisen et parodisk smædedigt hvoraf Andersen angiveligt kun havde modtaget et avisudklip med seks vers 2, 4, 5, 6, 7 og 8. Digtet var tilmed underskrevet ”Ingeborg”, så at man kunne tro, at det måske var skrevet af Ingeborg Drewsen. – ’Agnete får jeg sikkert færdig ved min ankomst til Italien’: Versdramaet ”Agnete og Havmanden”, som Andersen stillede så store og – skulle det vise sig – urealistiske forhåbninger til, som et fuldendt litterært mesterværk. – ’en Vaudeville: ”Sous clef”: ”Sous clé”, komedie-vaudeville i en akt af Dumanoir, A. de Leuven og A. Deforges. – ’ ”maladies secretes sans mercuriale”: De hemmelige sygdomme, som behandles med kviksølvpræparater, dvs. kønssygdomme, specielt syfilis. – ’det smukke frihedstræ’: Symbolsk udtryk for den frihedsbølge, der med rod eller udspring i Frankrig gik hen over Europa i de følgende år. – ’Kongen synes ikke elsket’: Louis Philippe (1773-1850), fransk konge 1830-48, som i begyndelsen sluttede sig til Den franske Revolution, men som 1793 flygtede til Østrig, hvorfra han først vendte tilbage 1814. Under Julirevolutionen 1830 blev han af de liberale udnævnt til rigsforstander og senere til konge, med tilnavnet ”Borgerkongen”. Men pga. sin konservative politik måtte han abdicere under Februarrevolutionen 1848. – ’Den gamle Heiberg ytrede at det ikke så ganske roligt ud’: Peter Andreas Heiberg (1758-1841), forfatter, fader til Johan Ludvig Heiberg. P.A. Heiberg blev kendt for sin helhjertede tilslutning til oplysningstidens frihedsidealer, at han i den grad blev en torn i øjet på de hjemlige myndigheder, at han i år 1800 dømtes til landsforvisning. Han bosatte sig derefter i Paris, hvor Andersen besøgte ham den 25. maj 1833. Jf. Dagbøger I, s. 152.

90  BECI, brev nr. 57, s.133-38. – ’Deres hjertelige, velsignede brev frem, jeg fik i Lübeck’: Se note 84 og teksten dertil. – ’Det er kærligheds-præstinder’: en omskrivning for prostituerede eller ludere. – ’hun sagde ”God damn!”: Andersen har muligvis ikke hørt, at kvinden sagde: ”God damn you!”, dvs. ”forbandet være du!”, fordi han ikke lod sig lokke til andet og mere, end at kigge på. – ’arranger pengene til mig’: Andersen havde i sit forrige brev bedt om at få flere penge tilsendt, fordi hans udgifter var blevet større end forud beregnet. – ’kæresterne’: Der må være tale om Edvard Collins kæreste, Jette Thyberg, og Gottlieb Collins kæreste, Augusta Petzholdt.

91  BEC I, brev nr. 58, s. 138-39. – ’Reitzel’: Andersens danske forlægger. – ’species’: Se note 92. – ’Mark Banco’: Se note 92. – ’biskop Müller’: P.E. Müller (1776-1834). - I anledning af det skete har jeg i Kjøbenhavnsposten ladet indrykke følgende annonce’: Annoncen indrykket i Kjøbenhavnsposten 15. juni 1833. – ’niddigt’: Smædedigt. – ’Kunne jeg skrive prygl’: Edvard Collin citerer her Lichtenberg: ”Dersom prygl lod sig skrive, skrev engang en fader til sin søn, så skulle du læse dette brev med ryggen, din æsel”. – ’avindsmænd’: Fjender, modstandere.   

92   BEC I, brev nr. 59, s. 140. – ’specier’: Ældre dansk møntsort, senere afløst af rigsdaler. Der gik på det tidspunkt 3 Mark Hamburg Banko på en specie. – Skilling er betegnelsen på en dansk og norsk mønt, som i øvrigt blev afskaffet 1875. – ’rbd.r.s.’: rigsbankdaler sølv. En rigsbankdaler sølv var i 1833 værd, hvad der svarede til 400 kr. i 1972. – ’Bco M’: Banko Mark = bank-mark. Med kurs 210½ gav 83 specier 247 mark og 4 skilling, hvilket altså var det beløb, Andersen ved den lejlighed fik stillet til ekstra rådighed.  

93  BEC I, brev nr. 60, s. 140-44. – ’Ludvigs derimod skød op på én smuk sommerdag’: Andersen sigter her til opholdet på Nørager i august 1832, hvor han mødte Ludvig Müller, der ligeledes var gæst på stedet. De to blev venner og udviklede nærmest et formeligt sværmeri for hinanden. – ’ Tilfældet har ført mig sammen med Heine’: Andersen havde truffet Heinrich Heine (1797-1856) i foreningen ”L’Europe littéraire”, hvor vaudevilleforfatteren Paul Duport (1798-1866) havde introduceret ham. Andersen mødtes nogle gange med Heine, som han dog ikke følte sig helt tryg ved. - ’Hvad går der af Oehlenschlæger der siger: en jøde kan ikke være digter!’: Oehlenschlæger havde i februarnummeret af tidsskriftet ”Prometheus” skrevet afhandlingen ”Betragtninger over vor nyere poesi”, og heri fremførte han det synspunkt, at jødiske forfattere ikke kendte nok til lande, hvortil de eller deres forfædre var indvandret, til at de kunne skrive og digte meningsfuldt om disse landes kultur, samfundsforhold og historie. Det var dog nok en lidt for vidtgående konklusion af Oehlenschlæger, idet man eksempelvis kan henvise til dansk-jødiske forfattere, som f.eks. Henrik Hertz og Meir Aron Goldschmidt, som begge hver på sin fremragende måde har bidraget til dansk litteratur. – ’Hertz er nu borte’: Dvs., at Henrik Hertz formodentlig var rejst hjem til Danmark. - ’hans Nytaarsgave’: Nytaarsgave for 1833, der bl.a. indeholder ”Erindringer fra Hirschholm” og ”Naturen og Kunsten”.

94  BEC I, brev nr. 61, s. 144-47. – ’Eulalia! ich verzeihe dir!’: „Eulalia, jeg tilgiver dig!“ er et udtryk hentet fra Kotzebues skuespil ”Menschenhass und Reue”, som var blevet til en stående replik i den Collinske familiejargon. – ’Klamatoren’: Kgl. skuespillerinde Birgitte Andersen, f. Olsen (1791-1875) havde i spøg døbt den ganske unge Andersen ”der kleine Deklamator”. Collin-familiens stuepige havde åbenbart også hørt udtrykket, men med et halvt øre, så en dag, da Andersen kom på besøg og ventede ved døren, meldte hun til familien: ”Det var Klamatoren der kom”. Det morede alle sig meget over. – ’”Skovcapellet”: Sørgespil i fem akter af Hans Christian Andersen, Elev ved Det kgl. Teater 1821”, som var Andersens første større dramatiske arbejde, der dog ikke blev indleveret til Det kgl. Teater, fordi Andersens daværende dansklærer, forfatteren, professor Frederik Høegh-Guldberg (1771-1852) forbød ham at gøre det, idet han fandt Andersens behandling af stykket umodent. – ’”Bare han dog ikke bliver fordærvet”: Den moralske Collin-familie frygtede åbenbart for, at Andersens dyd, hvilket vil sige: hans seksuelle uskyld, skulle blive spoleret i ”syndens by” Paris. Dertil må man sige, at familien ikke kendte Andersens privatliv så godt, at den kunne vide, at han var en flittig bruger af surrogatet onani. Og de kendte naturligvis heller ikke til, at Andersen lejlighedsvis besøgte bordeller, både hjemme i Danmark og i udlandet, men angiveligt ”kun for at kigge”. Det var i øvrigt et strengt tabu, at nævne eller tale om seksuelt betonede emner dengang. Fortielsens og moralismens mørke havde sænket sig over 1800-tallets borgerlige Danmark. Det var kun i de allerlaveste klasser, at folk så på seksuallivet som noget naturligt og derfor førte et relativt større frisprog, - ’nogle originale bemærkninger at gøre om Paris’: Collin sigter formentlig hermed til Andersens plan om en beskrivelse af sin Italiensrejse, men planen blev opgivet til fordel for romanen ”Improvisatoren”. – ’hr. Schram’: Gustav Schram (1802-65), fuldmægtig i Enkekassens bogholderikontor, lærer i fransk ved Søkadetakademiet, senere jernbanedirektør.   

95  BEC I, brev nr. 62, s. 147-48. – ’Stage’: Gottlob Stage (1791-1845), skuespiller ved Det kgl. Teater. – ’indrømme mig ”opfindelses-evne”’: Christian Wilster (1797-1840), forfatter, lektor i græsk og engelsk ved Sorø Akademi, havde i tidsskriftet Prometheus skrevet en afhandling ”Betragtninger over vor nyere Poesie”, hvori han mente, at ”Andersens hukommelse er stærkere end hans opfindelsesevne”. – ’at jeg nu snart går længere bort fra Dem’: Andersen stod umiddelbart overfor at skulle fortsætte sin rejse, som foreløbig skulle gå til Schweiz. – ’Otto Müller’: (1807-82), cand. jur., senere højesteretsassessor, broder til Ludvig Müller. – ’van Dockum’: J. F. Guillaume van Dockum (1808-68), sekondløjtnant i Søetaten. – ’til søsteren på hendes fødselsdag’: Louise Collin havde fødselsdag den 3. august og fyldte 20 år i 1833. Andersen var da 28 år.

96  BEC I, brev nr.64, s. 156-57. – ’Seemann’: Corfitz Seemann (1800-1877), skuespiller ved Det kgl. Teater, senere toldinspektør i Nyborg. – ’Castenschiold’: Melchior Grevenkop-Castenschiold (1807-78), cand. jur., 1832 attaché ved gesandtskabet i Paris, 1836-37 legationssekretær i Wien, senere besidder af Hørbygaard og kammerherre. 

97  BEC I, brev nr. 65, s. 157-62. - ’Madam Jürgensens broder’: Madam Jürgensen er her enke efter hofurmager Urban Jürgensen (1776-1830) Sophie Henriette Jürgensen, f. Houriet (ca. 1780-1852), søster til Jules Houriet (1782-1852), urfabrikant i Le Locle.   

98  Eventyret ”Dødningen”. Dal og Nielsen: H.C. Andersens Eventyr I, s. 67. Herfra skal citeres følgende stykke: ”Du var en god søn, Johannes!” sagde den syge fader, ”vor Herre vil nok hjælpe dig frem i verden!” og han så med alvorlige milde øjne på ham, trak vejret ganske dybt og døde; det var ligesom om han sov. Men Johannes græd, nu havde han slet ingen i hele verden, hverken fader eller moder, søster eller broder. Den stakkels Johannes! Han lå på sine knæ foran sengen og kyssede den døde faders hånd, græd så mange salte tårer, men tilsidst lukkede hans øjne sig og han sov ind med hovedet på den hårde sengefjæl. / Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor sol og måne nejede for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde, ”ser du, hvilken brud du har fået! Hun er den dejligste i hele verden.” […]

 99  BEC I, s. 165-71. – ‘Lotte Phister har fået brev fra direktionen’: Lotte Phister, f. Oehlenschlæger, havde 14, nov. 1832 ægtet kgl. skuespiller Ludvig Phister, og måneden efter debuterede hun som Josepha i skuespillet ”Armod og Højmodighed”. Derefter havde hun tre andre roller på teatret, men besad desværre ikke tilstrækkeligt talent til, at teatrets direktion ville fastansætte hende. Ved kongelig resolution af 21. august 1832 blev teaterdirektionens beslutning stadfæstet. – ’dette efterår skal Gottlieb og Augusta have bryllup’: Gottlieb Collin og Augusta Petzholdt blev viet af pastor C.J. Boye i Søllerød Kirke 24. okt. 1833. Pastor Boye var gift med Maria Boye, f. Birckner, som igen var en datter af Henriette Christine Collin, f. Hornemann, gift 1. gang med M. J. Birckner. Maria Boye var derfor en halvsøster til bl.a. Gottlieb og Edvard Collin. – ’jeg skrev ved Augustas og Louises hjemkomst fra Jylland’: Se note 72. – ’De spiller selv med i det liv, De skildrer’: Ja, mon ikke! Det er jo netop noget af det karakteristiske ved Andersens forfatterskab, at det i så høj grad er subjektivt, fordi det er sine egne iagttagelser, oplevelser, følelser og tanker, han skildrer, faktisk fra første færd, og det både i sine digte og skuespil, og senere i sine romaner og i eventyrene og historierne. Det er derfor malplaceret, at klandre Andersen for lige præcis manglende ’objektivitet’. – ’De vil tænke: ”Kan Edvard nænne at skrive mig så hårdt til, vil nu også han begynde at recensere mig!”: Ja, det var rigtigt gættet af Edv. Collin, at Andersen ikke alene blev ”bedrøvet”, men fortvivlet og rasende over Collins ’recension’ af ”Agnete”, hvilket han dog fortav i sit svarbrev af 2. sept. 1833 til Collin. Men af Andersens dagbog for august 1833 får vi noget andet at vide, hvilket vi skal vende tilbage til. – ’amicus Andersen, magis amica veritas’: En omskrevet latinsk sentens, som her skal betyde: Jeg elsker Andersen, men jeg elsker sandheden endnu højere.  

100  Agnete og Havmanden 18 og 21, Saml. Skr. XI, s. 478-79 og 480-81.

101  BEC I, brev nr. 70, s. 178. – ’efter mine Maaneder kom ud’: Digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder” udkom på C.A. Reitzels Forlag den 18.12.1832. -– ’at erkendes’: Andersen brugte i reglen ordet erkendes i stedet for anerkendes. – ’vil De rette det til det rigtige!’: Edvard Collin læste korrektur på Andersens tekst og rettede undervejs ord og sætninger, som han – i nogle tilfælde fejlagtigt – antog for forkerte.   

102 Dagbøger I, s. 187. – Vedr. tilblivelsen af versdramaet ”Agnete og Havmanden”, se afsnittet Kilderne til H.C.Andersens forfatterskab (4. del)

103 BEC I, brev nr. 71, s, 182-90. ’Pilati ord’: Den romerske landshøvding Pilatus, som under Jesu henrettelse på korset lod opsætte et skilt med ordene: ”Dette er Jesus, jødernes konge.” Matt. 27, 37-39. Da ypperstepræsterne erfarede dette bebrejdede de Pilatus og anmodede ham om at fjerne inskriptionen. Men dertil svarede Pilatus: ”Hvad jeg skrev, det skrev jeg.” Joh. 19, 20-23. ’– Med et barns hele tillid bød jeg Dem mit broderlige Du og De afslog mig det! Da græd jeg og tav, altid har det siden stået som et åbent sår’: Se evt. mere herom i artiklen  Eventyret ”Skyggen” – en historie om det falske selv. – ’Dem, som jeg altid vil elske som en broder!’: Når Andersen bruger udtrykket ”broder” eller ”broderlige”, er det sandsynligvis for ikke at støde vennen alt for langt væk fra sig. Men det er ikke almindeligt, at brødre nærer erotiske følelser for hinanden, eller eventuelt kun den ene broder mod den anden. Men Andersens følelser for Edvard Collin var mere end broderlige, hvilket i øvrigt senere vil fremgå, når vi når frem til de breve, der her hentydes til. - ’De har dog fået sidste del af Agnete?’: I sit brev af 12. september 1833 til Edvard Collin indleder Andersen med følgende sætning: ”Her sender jeg Dem min Agnete ganske færdig, endnu ikke set af noget øje uden mit” Der var tale om 2. del af ”Agnete og Havmanden”.  – ’ideen til en ny tragedie, fru Heiberg skal deri være Chr. II som ung prins!’: Ideen blev dog først realiseret i 1844 i og med det romantiske drama ”Kongen drømmer”. Andersen havde jo 1831-32 arbejdet på sin ufuldførte historiske roman ”Christian den Andens Dværg”, men titlen til det planlagte drama har formentlig været ””Fru Sigbrith, original Tragedie i fem Acter”. Denne titel nævnes i eventyret ”Lykkens Kalosker”, 5. kap.

104 BEC I, brev nr. 72, s. 190-91. – ’medaljør Christensen’: Christen Christensen (1806-45), billedhugger og medaljør. – ’Ingeborg, Louise og Jette’: Hhv. Ingeborg Drewsen, f. Collin, Louise Collin og Henriette Thyberg, som på det tidspunkt var Edvard Collins forlovede. – ’siden De endelig har sådan hastværk dermed’: Det var af økonomiske grunde vigtigt for Andersen, at hans manuskripter blev trykt og udgivet hurtigst muligt. – ’Med Reitzel har jeg endnu ikke fået talt’: Edvard Collin besørgede som sædvanligt de praktiske ting omkring udgivelsen af Andersens litterære og dramatiske værker. I dette tilfælde igen med forlagsboghandler C.A. Reitzel, som var og forblev Andersens faste udgiver.  

105 BEC I, brev nr. 73, s. 191-97. – ’et  svineri’: Andersen har i digterisk form bl.a. skildret sine rejseoplevelser i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838), specielt i kapitel V: ”Det bedste, Kaloskerne bragte”. – ’fru Meisling’: Ifølge Andersens beskrivelser i Levnedsbogen, var der utroligt snavset og uordentligt i det Meislingske hjem i Slagelse. Digterisk har Andersen behandlet familien Meisling som familien Knepus i romanen ”Kun en Spillemand” (1837), og som familien Gabriel i romanen ”Lykke-Peer” (1870). – ’faderen’: Jonas Collin den Ældre. – ’Møsting’: J.S. von Møsting (1759-1843), geheimestatsminister og direktør for Fonden ad usus publicos, hvorigennem Andersen var blevet bevilget penge til sin store udenlandsrejse, - ’mange sygelige ideer og drømme der pinte mig hjemme’: Sætningen udtrykker indirekte måske især Andersens pinagtige forelskelse i Edvard Collin. - ’gid jeg var rig’: Dette udtryk, som jf. ovenstående kontekst ikke mindst skyldtes Andersen forhold til Edvard Collin og dennes relativt velstående familie, udmøntede sig i digtet ”Gid jeg var rig”, som Andersen angiveligt først skrev omkr. marts 1838 og som nævnt medtog i eventyret ”Lykkens Kalosker”, der udkom 19. maj 1838. (Dal og Nielsen I, s. 211-36, II, 178-203. I Dal og Nielsen VII, s. 70-82, ved Erling Nielsen og Flemming Houmann, mener kommentatoren (s.74-75), at digtet hænger sammen med Andersens ulykkelige forelskelse i H.C. Ørsteds datter Sophie. Hertil er at bemærke, at den traditionelle H.C. Andersen-forskning hidtil har overset eller ignoreret den mulighed, at Andersen med stor sandsynlighed var biseksuel, sådan som det postuleres her på denne hjemmeside).

106 BEC I, brev nr. 73, 196-97. – ’ikke kan komme ud af det!: Underforstået, ikke vil kunne klare sig økonomisk. – ’Alle de danske velsigner Dem for biblioteket’: Jonas Collin den Ældre og sønnen Edvard Collin havde på anmodning af danske kunstnere i Rom anskaffet et par hundrede bøger, som i sommeren 1833 var blevet sendt med korvetten ”Galathea” til Italien. Disse bøger udgjorde begyndelsen til De Danskes Bogsamling i Rom. – ’Petzholdt’: Fritz Petzholdt (1805-38), dansk landskabsmaler, broder til Augusta Petzholdt (1801-65), gift 1833 med Gottlieb Collin (1806-85), en lidt ældre broder til Edvard Collin.  

107 BEC I, brev nr. 74, s. 197-98. – Det Lassenske Legat’: Også betegnet som Det Lassenske Rejsestipendium. Testamentarisk oprettet 9. december 1679 af  justitsråd og højesteretsassessor Peder Lassen (1606-81) og  hustru Magdalene Pedersdatter. – ’Fonden’: Fonden ad usus publicos.

108 BEC I, brev nr. 75, s. 198-201. – ’min alforbløde karakter’: Andersen sigter her igen til sin ”halve kvindelighed”. – ’som De har tydet mine kragetæer’: Til Edvard Collins forsvar må man sige, at Andersens håndskrift ikke altid er lige let at læse eller tyde. – ’Prins Christian’: Prins Christian Frederik, efter kong Frederik VI.s død i december 1839, kong Christian VIII. - 'Den 2den november:': Edvard Collins 25 års fødselsdag.

109 BEC I, brev nr. 76, s. 201-05. – ’Gottlieb er, som De ved, gift’: Gottlieb Collin (1806-85), cand. jur., fuldmægtig ved Pensionskassen, blev 1833 gift med Augusta Collin, f. Petzholdt (1801-65). – ’Const. Hansen’: Constantin Hansen (1804-80), maler. – ’Roed’: Jørgen Roed (1808-88), maler. - ’Deres moder er død’: Andersen var dog allerede omkr. et par måneder tidligere, blevet gjort bekendt med sin moders død, som fandt sted den 7. okt. s.å. Det var hans faderlige ven Jonas Collin, der i brev af 30. nov. s.å. meddelte den på sin vis sørgelige nyhed. I sin dagbog for 16. december 1833 noterede Andersen følgende: ”Der var brev fra den gamle Collin, min moder er død meldte det: Gud jeg takker dig! var mit første udbrud, nu har hun ende på sin nød, som jeg ikke kunne lindre, men jeg kan dog ikke ret vænne mig til den tanke at være så ganske ene, uden en eneste, der ved blodets bånd må elske mig!” – Sådan har Andersen subjektivt sikkert følt det, selv om det ikke var rigtigt, at han ikke havde biologiske slægtninge, som f.eks. sin halvsøster, Karen Marie Andersen, født Rosenvinge (1799-1846), som på det tidspunkt levede i København. Vedr. hende, se f.eks. artiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til diskussionen om H.C. Andersens biologiske herkomst. ANDERSENIANA 2006. For øvrigt havde Andersen også endnu levende biologiske slægtninge på sin fædrene side i Odense, bl.a. Johan Figath Josephsen, søn af vægter August Hartvig Henrich Josephsen og hustru Ane Marie Josephsen, født Nommesen (eller Nommensen). Sidstnævnte var datter af en broder til Andersens kære farmoder, Anne Cathrine Hansen, født Nommesen (eller Nommensen). Johan og HC. Andersen var dermed halvfætre. Kilde: Finn Grandt-Nielsen og John L Laurberg: Forbryderbilleder 1867-1870. Optaget af fotograf E. Rye i Odense. Udgivet af Memmens Bogtrykkeri, Odense 1989. I kommission hos Forlaget Skippershoved. Johans forbrydelse bestod i, at han stjal båndkæppe i skoven og lod sine børn tigge. For disse forseelser idømtes han 49 dages fængsel på vand og brød. Det pæne borgerlige samfund så ikke med milde øjne på fattigfolk, især ikke, når disse forfaldt til at begå ulovligheder. For øvrigt er det heller ikke usandsynligt, at Andersen havde biologiske slægtninge på mødrene side, idet hans moder, Anne Marie Andersdatters moder, Anne Sørensen, havde søskende i Lille Ubberud, en landsby nordvest for Odense. – ’en god søn’: Til trods for sin egen betrængte økonomiske situation i sine yngre år, gjorde Andersen dog alt, hvad han kunne, for at hjælpe sin fattige og nedslidte moder, både mens hun boede som for anden gang enke i sine fhv. svigerforældres hus i Pogestræde og efter at hun i 1825 var blevet optaget som lem i Doctors Boder på Gråbrødre Hospital, hvor hun som nævnt døde den 7. okt. 1833, antagelig omkr. 58 år gammel. – ’jeg skal da søge at skaffe Dem det’: Det ses ikke, at Andersen har reageret på vennens tilbud om at tilvejebringe noget af affektionsværdi fra Andersens afdøde moder, som formentlig ikke har ejet meget andet, end det tøj, hun stod og gik i. Men minder fra sin moder havde han dog i form af de 25 bevarede breve til sig, hun havde ladet skrive – hun kunne ikke selv skrive- og som han opbevarede til sin død og som derefter overgik til Det kgl. Bibliotek i København. 

110 BEC I, brev nr. 76, s. 201-05. - 'Agnete er så aldeles den gamle Andersens': Ja, det må siges, at ”Agnete og Havmanden” er karakteristisk for den yngre og kunstnerisk set endnu ikke fuldt udviklede eller litterært 'flyvefærdige' H.C. Andersen. Hans alter ego i stykket, spillemanden Hemming, er næsten en parodi på sit forbilledes psykologiske svagheder. Men Andersen skulle et par år senere vise sig fra en både psykologisk og litterært set mere moden side, nemlig i og med romanen ”Improvisatoren” og sine første eventyr. - 'En mand, som har megen interesse for Dem': Der er formentlig tale om Just Mathias Thiele, som Andersen i øvrigt værdsatte højt. - 'studere historie efter Millots Verdenshistorie': Claude-Francois-Xavier Millot: Elements d'histoire générale ancienne et moderne, 1772-83, 9 bind, dansk oversættelse 1781-95. - 'Det Lassenske Legat': Andersen fik ikke legatet. - 'Recension i Maanedsskriftet for Litteratur': Anmeldelsen var skrevet af Chr. Molbech og drejede sig om digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder” og ”Samlede Digte”. - 'Kærlighed ved Hoffet': En hentydning til digteren Fr. Paludan-Müller, som havde skrevet ”Kjærlighed ved Hoffet”, men anmeldelsen drejede sig dog om digtet ”Dandserinden”, som var udkommet i februar 1833.

111  Dagbøger I, s. 268-69.  – ’Bødtcher: Ludvig Bødtcher (1793-1874), dansk digter.

112 Dagbøger I, s. 269. - 'Hertz': Digteren Henrik Hertz, som Andersen havde haft et anstrengt forhold til, siden denne i 1831 havde udgivet sine såkaldte ”Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis”, hvori han spottede over ”Hellig-Andersen” og dennes efter hans mening alt for følelsesladede og formløse poesi. - 'Molbechs kritik': Forfatter og teatercensor Christian Molbech var alle dage en arg modstander og kritiker af Andersens litterære udfoldelser.

113 Dagbøger I, s. 270. 

114 Dagbøger I, s. 271-72.

115  Dagbøger I, s. 279.

116  Dagbøger I, s. 291.

117  Dagbøger I, s. 292.

118  Dagbøger I, s. 295. – ’Bødtcher’: Ludvig Bødtcher. – ’Hun’: Formentlig Louise Collin. – ’han’: Edvard Collin. -’Fru Læssøe’: Signe Læssøe, f. Abrahamson. – ’Jette’: Her kan muligvis være tale om enten Jette Thyberg eller Jette Wulff, mest sandsynligt den sidstnævnte. – ’Christian’: Christian Wulff.

119 BEC I, brev nr. 77, s. 206-07. – ’bogkammeret’: Familien Collin havde deres bibliotek i et specielt værelse i huset. – ’er Deres karakter endnu så blød?’: Edvard Collin havde håbet på, at Italiensrejsen ville have kunnet kurere Andersen for dennes blødhed eller ”halve kvindelighed”, men hvad Collin ikke vidste og måske heller ikke kunne vide, var, at den halvvejs feminine karakter var Andersen medfødt og at den skyldtes den seksuelle polkonstellation i hans overbevidsthed.  - ’brouilleret’: haft strid med. – ’Jeg kan sige Dem, at jeg aldrig før har holdt mere af Dem, end jeg nu gør’: Disse sjældne ord af Edvard Collin var formentlig i det væsentlige skrevet, for at dæmpe indtrykket af kritikken af ”Agnete”, fordi han vidste, at brevet af samme grund ville ophidse og fortvivle vennen. – ’i brevet til Louise var der en hilsen til alle, undtagen til mig’: For en gangs skyld følte Edvard Collin sig forbigået, hvilket angiveligt ikke huede ham.  

120 BEC I, brev nr. 77, s. 207-09. – ’Deres ”Erindringer”’: Levnedsbogen. Edvard Collin havde dog næppe behøvet at opfordre sin ven Andersen til at skrive og uddybe sine ”Erindringer”, for en selvbiografisk skildring lå i forvejen Andersen stærkt på sinde, hvilket fremgår af hans to senere store selvbiografier ”Mit eget Livs Eventyr uden Digtning”, 1847, og ”Mit Livs Eventyr”, 1855. – ’R. V.’: Riborg Voigt. – ’jeg er lykkelig i min nuværende stilling’: Edvard Collin mener formentlig primært, at han er lykkelig i sin aktuelle situation, med en god familie, en god stilling og en smuk forlovede. Men set på baggrund af Andersens egen forpinte aktuelle situation, som Edvard Collin angiveligt bar hovedskylden for, har dennes ord om sin egen lykke sikkert virket som lidt i retning af en hån mod ham selv.  – ’Fader og moder og mine søskende og andre kære … hvad har jeg mere at ønske’: Disse ord må være faldet Andersen tungt på hjertet, for de må have mindet ham om, at han faktisk ikke selv havde noget familieliv. Men jf. her igen med eventyret ”Den grimme Ælling”, hvori hønen (en blanding af Ingeborg Collin og fru Wulff) formanende irettesætter ællingen, som synes det er så dejligt at flyde på vandet:

            ”I forstår mig ikke!” sagde Ællingen.

            ”Ja forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! skab dig ikke, barn! og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommet i en varm stue o har en omgang, du kan lære noget af! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig” mig kan du tro! Jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! se nu bare til, at du lægger æg og lærer at spinde og gnistre!” (Dal & Nielsen II, s. 30-38)

121 BJC I, brev nr. 51, s. 109-10. – ’Det går ham deri, som Gottlieb, og som dennes fader’: Gottlieb Collin (1806-85), søn af Jonas Collin den Ældre. – ’Når De nu får et venligt brev fra ham’: Edvard Collins brev til Andersen var indlagt i brevet fra Jonas Collin. – Min kone’: Henriette Christine Collin, f. Hornemann. – ’Ingeborg synger Deres vise for Viggo’: Ingeborg er Ingeborg Drewsen, f. Collin, og Viggo hendes da ca. 4-årige søn. Visen er Andersens berømte børnedigt ”Lille Viggo, vil du ride ranke”.

122  BEC I, brev nr. 78, s. 209-10.- ’hov meget jeg er i Deres gæld’: Andersens opfattelse af sin socialt lavere status, end tilfældet var med Edvard Collin, som jo tilhørte en af tidens velstillede embedsmandsfamilier, skinner her endnu engang igennem. - Til læserens påmindelse, skal det her gentages, at ordet ’alt’ i denne sammenhæng betyder ’allerede’. – ’som vist kan more Dem og alle hjemme i huset’: Der kan næppe være tvivl om, at Edvard Collin og formentlig også flere andre i familien Collin interesserede sig for Andersens rejsebeskrivelser.

123 BEC I, brev nr. 78, s. 215-16. – Deres søstre: Ingeborg Drewsen, f. Collin, og Louise Collin. – ’’Boye i Søllerød’: Caspar Johannes Boye (1791-1853), 1826-35 præst i Søllerød, og dennes hustru Maria Boye, f. Birckner (1796-1880), sammen med søsteren Johanne (Hanne) Boye, f. Birckner (1797-1881) ældre halvsøstre til Henriette Christine Collins børn med Jonas Collin. – ’Augusta Collin’: Augusta Collin, f. Petzholdt 1801-65, gift 1833 med Gottlieb Collin. – ’den tilkommende Jette Collin’: Henriette (Jette) Collin, f. Thyberg. – ’Heiberg’: Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), digter, 1831 gift med Johanne Luise Heiberg, f. Pätges (1812-90), kgl. skuespillerinde. – ’Drewsen’: Adolph Drewsen (1803-85), assessor i Københavns Byret, gift 1826 med Ingeborg Drewsen, f. Collin. – ’Når skal Lind have bryllup?’: Wilkens Lind (1807-91), cand. jur,, gift 1840 med Louise Lind, f. Collin. – ’den lille Viggo’: Viggo Drewsen (1830-88), gift 1872 med Louise Drewsen, f. Collin (1839-1920), datter af Edvard og Henriette Collin.

124 BJC I, brev nr. 52, s. 110-12. – ’ejegod’: overordentlig god, hjertensgod.

125 BEC I, brev nr. 79, s. 217-18. – ’den gamle utålelige sommer-tilstand’: En lidt bittert-ironisk hentydning til, at velstillede københavnske familiers kvindelige medlemmer og børn i mange tilfælde opholdt sig på deres landejendomme i sommermånederne. - ‘Nygaard’: Familien Collins landsted på Østerbro. Dengang i 1830’erne var de såkaldte ’broer’, dvs. landlige områder, som lå udenfor broerne over voldgraven ved hhv. Vesterport, Nørreport og Østerport. Disse arealer var endnu ikke blevet tæt bebygget med de store etageejendomme, som først blev opført omkring 1870-90’erne og senere.

126 BEC I, brev nr. 80, s. 218-19. – ’Eulalia! ich verzeihe dir!’: ”Eulalia! Jeg tilgiver dig!“ - Slutningsreplikken i Kotzebues skuespil „Menschenhass und Reue“. Replikken var en ofte brugt vending i den Collinske familiekreds. – ’jeg står ganske ene i verden’: Selvom Andersen, som påvist i Note 109, faktisk havde familie, så kan der ingen tvivl være om, at han ofte følte sig alene. Denne ensomhedsfølelse kom formentlig stærkt frem, da Edvard Collin forlovede og senere giftede sig med Jette Thyberg. Dermed var han jo på en måde ’tabt’ for Andersen, hvilket angiveligt fyldte denne med angstfølelse, som om en tom og mørk afgrund åbnede sig og truede med at opsluge ham. Men Andersen stolede trods alt på, at Gud ville det bedste for og med ham, også uanset, at han ikke kunne få sin egen vilje opfyldt. Havde han kunnet det, ville han helt sikkert have kastet sig uforbeholdent i armene på sin elskede Eduard.

127 Dagbøger I, s. 431. – ’den mægtige til den undergivne’: Andersen havde meget vanskeligt ved at sætte sig ud over sit sociale mindreværdskompleks, som han dog til tider overdrev, særlig når han havde det psykisk dårligt og i øvrigt følte, at ingen syntes godt om specielt ham.

128 BJC I, brev nr. 54, s.114-19. – ’når Kenilworth kommer på teatret’: Festen paa Kenilworth blev først opført på Det kgl. Teater 6. januar 1836. Det havde derfor lange udsigter med indtægter fra dette stykke. Se evt. nærmere herom i afsnittet Kilderne til H.C.Andersens forfatterskab (4. del) – ’Louises fødselsdag’:  Louise Collin, født 3.august 1813. – ’om at få et værelse hos Wulffs til jeg selv har lejet et i byen’: Andersen blev boende hos familien Wulff til 1. september, fra hvilken dato han havde lejet sig ind hos madam Karen Sophie Larsen, f. Kjøller, Nyhavn nuværende nr. 20, 2. sal. Det blev derfor her, at han blandt andet skrev sin egentlige debutroman, ”Improvisatoren”, og sine første eventyr. - ’den lille Ole Navnløse i vuggen hos Drewsens’: Einar Drewsen, født 8. januar 1833. Navnet Ole Navnløse er hovedpersonen i B.S. Ingemanns eventyr ”Huldre-Gaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr” (1831). – ’Glem mig ej med billetten til teatret!’: Når en forfatter havde skrevet og fået opført et skuespil, en tragedie eller opera på Det kgl. Teaters scene, var det kutyme, at vedkommende efter nogle gældende regler fik gratis adgang til teatrets forestillinger.

129 BEC I, brev nr. 81, s. 219-20. - ‘”Krasna Jeftsja, dia ji miloju!”’: Iflg. Sagkundskaben er den korrekte stavmåde af dette udsagn:  krasna devee já te lilujev. – ’”Hvor han skaber sig!”’: Et stående udtryk om Andersen hos den yngre kvindelige del af dem Collinske familie. – ’en gammel elsker (er det ikke 2 års forlovelse?)’: Edvard Collin og Jette Thyberg var forlovede i flere år, før de giftede sig i 1836.      

130 Vedr. Andersens forelskelse i Christian Wulff, se evt. afsnittet Andersens anden dobbelt-forelskelse. Hans forelskelse i søskendeparret Ida og Christian Wulff. 

131 BHW I, brev nr. 46, s. 197-99. – ’Deres gode forældre’: P.F. Wulff og Henriette Wulff, f. Weinholdt. – ’Akademiet’: Søkadetakademiet i Bredgade. – ’hvor jeg nu bor’: Se hovedteksten. – ’Samme aften fløj jeg ud til Collins’: Der var nu ikke langt til fra Nyhavn 20 til Bredgade 4, hvor familien Collin boede.

132 BHW I, brev nr. 46, s. 199. – At fru Wulff ikke lagde fingrene imellem, når hun ville opdrage på Andersen, det fremgår blandt andet af hendes breve til ham, medens han endnu var skoleelev i Slagelse og Helsingør. Men, som hun selv udtrykte det, så mente hun ham det godt – jf. hønens replikker i eventyret ”den grimme Ælling”. I øvrigt havde Andersen allerede i et brev af 6. september 1834 beklaget sig til hendes søn, hans gode ven Christian Wulff. Heri fortæller han omtrent enslydende med brevet af 26. september s.å. til Jette Wulff, men uddyber dog mere præcist, hvad hans nye roman handler om. (BHW I, s. 195-96). – ’mit Livs Erindringer’: Andersen sigter her til Levnedsbogen, der dog som bekendt en del år senere blev fulgt op af ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, 1847, og ”Mit Livs Eventyr”, 1855. – ’belønne de gode og - kaste kærlighedskåbe om de onde’: Jf. her med følgende ord, som forekommer i et tidligere brev til Jette Wulff: […] dersom mit navn bliver udødeligt, ved den evige Gud, da skal Deres det også; De trøster Dem ved at min udødelighed næppe bliver 8 dage gammel, dog hvem kan vide! De mennesker som har grebet ind i mit liv og min digtning, skal leve med disse, og hvem har det mere end De min kære – lidt ubillige – søster! – Læser man om 100 år mit levned skal man også læse stykker af Deres breve, jeg har dem endnu alle og nok til at verden kan fatte Deres hele fortræffelighed. […] BHW I, brev nr. 45, s. 190. – Det kan uden overdrivelse siges, at Andersen virkelig var forudseende og ikke satte sit lys under en skæppe, selv om det gav anledning til kritik og spot i Jantelovens hjemland.       

133 BEC I, brev nr. 82, s. 221-22. – ’ikke novelle eller roman’: I sit brev af 6. sept. 1834 til Christian Wulff, havde Andersen dog kaldt ”Improvisatoren” for ”min novelle”. – ’ligge i 9 år’: En hentydning til den græske digter Horats’ råd til unge digtere, at man bør lade sit skrift ligge i 9 år, hvilket vil sige: ikke forhaste sig med offentliggørelsen. – ’for hele klatten 100 Species’: Andersen fik efter egne oplysninger kun 180 Rdlr. for bogen og heraf de 115 i forskud. For at ville trykke og udgive bogen forlangte Reitzel i øvrigt, at Andersen selv skulle skaffe et antal prænumeranter, dvs. købere, der var villige til at forpligte sig til at betale bogen på forhånd. Improvisatoren blev annonceret som udkommet i Adresseavisen for 9. april 1835.

134 R&R I, ”Improvisatoren”, s. 305-20. 

135 BEC I, brev nr. 83, s. 222. – ’min neapolitanske Signora’: En hentydning til den forføreriske Santa i Anden Del af ”Improvisatoren”. Denne romanfigur er delvis et billede på rektorfruen Inger Cathrine Meisling, f. Hjarup, som iflg. Andersens skildring af hende i Levnedsbogen, IV kapitel, forsøgte at forføre ham, angiveligt forgæves. – ’kældermænd’: Ordspil eller brandere. – ’den fordømte spillelyst’: Edvard Collin var passioneret skakspiller. – ’ Kan da ingen gøre Dem mat?’: dvs. skakmat. – ’Mundtligt mere. God morgen!’: ’Mundtligt mere’: Skal sandsynligvis forstås sådan, at de to skulle tale videre sammen om bogens udgivelse, når de mødtes. ’God morgen!’ kunne tyde på, at brevet er skrevet og afsendt om morgenen den dag. – ’Deres formelle ven’: Det er så vidt jeg ved første gang, at Andersen bruger dette udtryk overfor sin forbeholdne ven. Andersens store problem i forholdet til Edvard Collin var jo, at han aldrig rigtig kom tæt ind på livet af denne, fra ham selv så forskellige personlighed.

136 BJC I, brev nr. 56, s. 120-21. Meningen havde været, at romanen ”Improvisatoren” skulle være udkommet i februar 1835, men på grund af forlægger Reitzels egne økonomiske problemer, udkom den først 9. april s.å. – Imidlertid var det første hefte med ”Eventyr, fortalte for Børn” udkommet den 8. maj s.å., men indtægterne herfra var åbenbart ikke betydelige nok til, at kunne klare Andersens aktuelle økonomiske problemer. – ’en ny roman jeg har i hovedet’: Andersen havde faktisk flere forskellige litterære planer, men det endte med, at han i løbet af sommeren 1835 gik i gang med at skrive romanen ”O.T.”, som udkom 21. april 1836. 

137 BJC I, brev nr. 57, s. 122. 

138 BEC I, brev nr.84, s. 223-27. – ’Johanne Lindegaard’: Johanne Marie Lindegaard, f. Colling (1763-1838), enke efter justitsråd Salomon Lindegaard, ejer af godset Lykkesholm på Fyn. – ’fru Drewsen’: Ingeborg Drewsen, f. Collin, Edvard Collins ældre søster og god og søsterlig veninde af Andersen, som ikke var bange for at sige ham ’sandheder’ om ham selv. – ’Bulwer’: Sir Edward Bulwer-Lytton (1803-73), baron og populær engelsk romanforfatter. – ’ Lara og Flaminia’: Førstnævnte er den blinde pige fra Pæstum i romanen ”Improvisatoren”, den anden er ”den lille Abeddisse”. – ’engere og engere’: snævrere og snævrere. – ’”Lille Viggo”’: Viggo Drewsen (1830-88), cand. phil., embedsmand og filosofisk forfatter. Andersen var meget betaget af den kvikke lille dreng, hvilket inspirerede ham til digtet og børnesangen ”Lille Viggo, vil du ride ranke?”, 1832.

139 BEC I, brev nr. 85, s. 227-30. – ’da er De poet i ordets egentligste forstand’: Edvard Collin hentyder her vittig  til, at ordet ’poet’ på græsk betyder: at gøre. – ’Louise med Lind’: Louise Collin og hendes forlovede Wilkens Lind. – ’Wanscher og hans kone’: Wilhelm Wanscher (1802-82), papirhandler, gift 1834 med Johanne (Hanna) Wanscher, f. Wegener (1814-79). – ’Bindesbølls’: Muligvis Jakob Hornemann Bindesbøll (1789-1852), amtsforvalter i Skanderborg, gift med Sophie Amalie Bindesbøll, f. Friis (1793-1871). Familien Hornemann Bindesbøll var i familie med den ældre fru Collin, f. Hornemann. – ’Postgaarden’: Gæstgiveri i Odense. - ’slutningen, som angår de italienske ord i bogen’: I den rosende anmeldelse af Andersens nyeste roman ”Improvisatoren”, gør anmelderen opmærksom på, at Andersen, på grund af de mange fejlagtige italienske ord i bogen, må have været totalt ukyndig i det italienske sprog.

140 BEC I, brev nr.86, s. 230-34 – ’ Bulwer lod ”Studenten” ryge af’: ”The Student, a series of papers”, to bind essays af Bulwer, udgivet 1835. – ’Digtet ”Zuleimas Flugt. En fortælling”, udkommet februar 1835.

141 BEC i, brev nr. 86, s. 234-36. – ’Hempel’: Søren Hempel (1775-1844), boghandler i Odense og udgiver af ”Fyns Stifts Adresseavis”. – ’Milo’: Johan Milo (/1788-1861), boghandler i Odense. – ’ligesom Bernardo’: Bernardo er Antonios ven i romanen ”Improvisatoren”, og ligesom Antonio er Andersens alter ego, så er Bernardo Edvard Collins alter ego, men dog sådan, at karaktertræk fra både Andersen og vennen er lagt ind i romanfiguren Bernardo. – ’Adjunkt Hanck’: H. T. Hanck (1776-1840), adjunkt i Odense og bladudgiver. Fader til bl.a. Henriette (Jette) Hanck (1807-46), forfatterinde og nær brevveninde med H.C. Andersen. – ’Emil’: Emil Hornemann (1810-90), cand. med., senere Dr. med. og praktiserende læge i København. Han søn af gamle fru Collins broder J. Wilken Hornemann (1770-1841). – ’Hjalmars moder og den lille søn’: Augusta Collin, f. Petzholdt (1801-65), gift. 1833 med Gottlieb Collin (1806-85). - ‘den lille søn’: Hjalmar Collin (1834-97). Den lille Hjalmar i eventyret ”Ole Lukøje” er opkaldt efter Hjalmar Collin. – ’Har moderen ingen bog’: Den gamle fru Collin var fremskredent døv, derfor tilbragte hun en stor del af dagene med at læse romaner, noveller og deslige. Hun læste kun dansk, men hurtigt, så det var derfor ikke altid lige let at skaffe hende lekture.

142 BEC I, brev nr. 87, s. 236-37. – ’Müllers Amor og Psyche’: Frederik Paludan-Müller (1809-76), digter: Amor og Psyche, mytologisk digt, 1834. – ’Sibbern’: F.C. Sibbern (1785-1872), professor i filosofi. – ’Wilster’: Christian Wilster (1797-1840), lektor i græsk og engelsk ved Sorø Akademi, digter og oversætter. – ’Vaudevillen’: ”Skilles og mødes”, indleveredes i omarbejdet form 6. september 1835, og stykket blev antaget 9. november s.å. og opført på Det kgl. Teater 1. gang 16. april 1836. – ’familien hvor jeg er’: Under sit ophold i Odense var Andersen, som så ofte før, gæst hos fru Kirstine Marie Iversen.

143 BEC I, brev nr. 88, s. 238-39. - ’Calabreserinde’: Kvinde fra Calabrien, et bjergrigt og delvis vildt og øde landskab i Syd-Italien, som dog ud mod kysten er frugtbart. – ’han sårer helten i bogen eengang’: Andersen sigter her til ’dus-historien’, som han faktisk aldrig glemte og som han i særlig grad behandlede i eventyret ”Skyggen”, 1847, se Eventyret ”Skyggen”. I romanen ”O.T.” har Andersen vendt historien på hovedet sådan, at Vilhelm går ind på forslaget om a være ”dus”, men Otto føler dusbroderskabet så forkert, at han og Vilhelm atter bliver ”De’s”. Edvard Collin havde jo allerede i brev af 28. maj 1831 definitivt afslået et dus-broderskab med Andersen – ’Bellona’: Fregatten ”Bellona” bragte i 1835 en betragtelig del af Bertel Thorvaldsens værker fra Rom til København. Thorvaldsens Museum blev dog først opført 1839-48. En af initiativtagerne til at få Thorvaldsens samlinger hjem til Danmark og til opførelsen af Thorvaldsens Museum, var såmænd Andersens faderlige ven, Jonas Collin. – ’Sørgefesten for Schall’: Claus Schall, født 1757, komponist og kapelmester ved Det kgl. Teater, var død 10. august 1835. Sørgefesten for ham blev afholdt på teatret 3. september. Claus Schall havde været gift med kgl. solodanserinde Anna Margrethe Schall, f. Schleuther (1775-1852). Madam Schall var en af de første Andersen opsøgte i 1819, få dage efter, at han var ankommet til København for allerførste gang. – ’hele besætningen fra Nygaard’: Det vil sige, den del af familien Collin, som lå på landet på landstedet ”Nygaard”, som ejedes af familien.

144 BEC I, brev nr. 89, s. 240. – ’De to Studenter’: ”De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne”. Titlen ændredes undervejs til slet og ret ”O.T.”, som er initialerne i navnet på romanens hovedperson: Otto Thostrup. De to bogstaver kan også betyde: Odense Tugthus. – ’Snart skal den kysse Deres hænder’: Romanen udkom dog først 21. april 1836, så det blev en stærkt forsinket fødselsdagsgave.

 

© Marts 2011 Harry Rasmussen.

 

 

*****************************************