Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (3. del)

Dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise.

Andersen og Edvard Collin (fortsat)

I denne forholdsvise lange beretning om forholdet mellem H.C. Andersen og hans tre år yngre ven, Edvard Collin, er vi nu nået frem til året 1836. Brevvekslingen mellem de to fortsatte, fortrinsvis, når en af dem var ude at rejse og opholdt sig i kortere eller længere tid i udlandet eller indlandet. Det var dog mest Andersen, der årligt foretog mindre og kortere og større og længere rejser i udlandet, hvilket vil sige i Europa, lige som han i reglen tilbragte sine ferier på landet hjemme i Danmark, fortrinsvis på herregårdene på Sjælland og Fyn.

Den 21. april 1836 var – noget forsinket - Andersens anden egentlige roman, ”O.T.”, udkommet, og den 1. juni s.å. rejste han på sommerferie, først til Næstved, hvor han besøgte sin faderlige ven og protektor, oberst Høegh-Guldberg, og blev i nogle dage, og derfra til Sorø, hvor han overnattede hos sine gode venner, Lucie og B.S. Ingemann, inden han gjorde en afstikker til Slagelse, for at besøge gamle venner og bekendte der. Han var gæst hos Ingemanns til den 14. juni, hvorefter han rejste videre til fødebyen Odense. Derfra besøgte han herregården Lykkesholm og gjorde på hjemvejen atter ophold hos sine to kære, gamle venner i Sorø. Først den 18. august var han igen tilbage i København, i lejligheden hos fru Larsen i Nyhavn 20.

Afrejsedagen fra København, den 1. juni, sendte Andersen en flaske porter vedhæftet en seddel med følgende tekst til Edvard Collin:

Kære ven!

Fru Bügel sender mig tilmorgen en flaske porter, som hun siger den eneste og sidste hun har, jeg kan ikke drikke den, tage den med er for svært, må jeg derfor sende Dem den. Hils dem alle sammen! nu rejser jeg. / Deres broderlige / H.C. Andersen. (145)

I Sorø tilbragte Andersen en herlig tid sammen med sin faderlige ven og kollega, B.S. Ingemann, dels med hyggelige, dybsindige samtaler om litteratur og dels med fornøjelige udflugter i den smukke egn. Der var dog også tid til at aflægge visitter hos andre medarbejdere ved Sorø Akademi, som f.eks. læreren og digteren Carsten Hauch, som Andersen med tiden havde fået et godt forhold til, især efter at Hauch havde revurderet sin opfattelse af ham, både som menneske og digter.

Louise Collin - igen

Imidlertid havde Andersen i hele denne periode gjort ihærdige, men forgæves forsøg på at vinde Louise Collins erotiske interesse og kærlighed, og fortsatte med sine noget besynderlige ’frierbreve’, som den unge dame dog aldrig svarede på, så vidt vides hverken mundtligt eller skriftligt. Det ser ud til, at hun på sin side gjorde, hvad hun kunne, for at holde ham på behørig afstand, og ikke mindst efter at hun ved nytårstid 1833 var blevet forlovet med Wilkens Lind. Denne unge og fremadstræbende cand. jur. og auditør, fandt både hendes familie og hun selv som et mere passende parti, end det besynderlige, ”aparte” menneske, H.C. Andersen. Det gjorde ingen forskel for hende, at den følsomme og begavede digter efterhånden havde en betragtelig skønlitterær og dramatisk produktion bag sig, og at han formentlig med tiden også havde udsigter til ikke ubetydelige indtægter. Det spillede alt sammen ingen som helst rolle for den i 1836 treogtyvårige unge kvinde, som desuden så absolut foretrak sin Lind.

Selvom Andersen egentlig respekterede Louise Collins valg af Wilkens Lind som sin kommende ægtemage, så havde Andersen alligevel lidt svært ved at affinde sig med situationen. Inderst inde håbede han formentlig på, at den forlovelse ville gå overstyr, hvilket den dog ikke gjorde, men tværtimod førte til bryllup, dog først i 1840. Men under sit ophold i Næstved i 1836, skrev og sendte han på ny et brev til Louise Collin, dateret den 6. juni s.å., men som dog var mere behersket og afdæmpet i indhold og tone, end hans tidligere breve til hende. Det skyldtes sandsynligvis, at han nu vidste, at både Louises broder, Edvard, og hendes søster, Ingeborg, hver for sig fungerede som en slags censorer af brevene, inden disse blev overladt i lillesøsterens hænder:

Til frøken L. Collin.

På fredag venter jeg at være i Sorø og vil da sende mit syngestykke, som til den tid er renskrevet, hjem til Eduard; i samme konvolut skulle være brev til ham og Dem; men nu jeg tænker frem i tiden, synes jeg det bliver altforlænge før jeg taler med dem hjemme og derfor skriver jeg dette epistel. Ja, det kan De nok ikke ret tænke Dem? Ingen sommer har jeg således savnet dem alle hjemme, som denne gang, men jeg har heller aldrig så ganske levet med Dem som i det sidste år! Da jeg sidst rejste udenlands følte jeg kun én eneste hjemve, en dag i Paris jeg kom til at nynne ”lille Viggo”! når jeg nu kom en lignende tur ud, ville jeg vist føle længsel, for jeg har et hjem i Danmark. Hos Guldbergs er de alle så elskværdige imod mig, man beundrer digteren, behandler mig med en agtelse – ja, De, frøken Louise (jeg tør ikke skrive bare Louise) ved nok hvorledes jeg vil have det! uagtet al hyldest morer jeg mig ikke … På torsdag eller fredag tager jeg en vogn til Sorø! jeg må tage én for min egen mund, for her går ingen poster. Rimeligvis kommer jeg til Slagelse væddeløb og ser da Drewsen og muligt Theodor? N’est pas? det glæder jeg mig til! I næste uge indtræffer Renzos Bryllup og et brev til Eduard, bring ham foreløbig en hilsen! Fortæl søsteren at hele den dannede del af Næstved synger ”Lille Viggo” efter Kalundborger melodien. Sig hende at jeg gerne gav en Rdlr. for et nakkedrag af hendes hvide hånd. Imorges hørte jeg staldkarlen råbe inde i stalden til hestene: ”Se til bæstet”! det klang som hjemmets melodier for mig! jeg følte hvad schweizeren føler når hans alpesang lyder i fremmed land! ”Se til bæstet!” hvormange søde erindringer kan der ikke ligge i disse tre simple ord. Hils moderen, den kære, gode moder! Vil De lade hende læse dette. Hils de tre brødre, med kone og kæreste minus 1. Glem ikke faderen og Lind! / Deres broderligt hengivne / H.C. Andersen. (146)

Den 14. juni rejste Andersen videre fra Sorø til Korsør, hvor han overnattede, for næste morgen at sejle over til Nyborg og derfra videre til sin bestemmelse, Odense. I Korsør skrev den for tiden rolige, afbalancerede, selvbevidste og humoristiske digter et lidt længere brev til vennen i København, hvorfra følgende her skal citeres:

Min kære, trofaste Eduard!

Før jeg forlader Sjælland må jeg sladre med Dem! i dette moment kom jeg til Korsør: ”hvor Baggesen er født og Birckner begravet”, som én af vore bedste romandigtere siger; medens aftensmaden tillaves sidder jeg i slåbrok med pennen i hånden, fyret skinner ind gennem ruden og søen skvulper således at får jeg ikke snart noget i maven, så bliver jeg søsyg. Dette brev slutter jeg først i morgen tidlig, da vil jeg måske være enig med mig selv, om jeg, efter landingen i Nyborg, kører lige til Odense eller først til Lykkesholm! mit åndelige, gode jeg, siger: Drag til Odense! min mave siger: hvilken mad får du ikke på Lykkesholm! varm frokost, herlig vin og gode senge. Mon man ikke skal lyde maven? Den er dog centrum! Louise har dog vist Dem brevet hun fik fra Næstved? Faderen og brødrene har senere bragt hilsener, håber jeg. Alt i Næstved skulle De have fået epistel, men da jeg ikke fik ”Renzos Bryllup” renskrevet, udsatte jeg det til jeg kom til Sorø; væddeløbet i Slagelse gjorde imidlertid et skår i min flid, jeg fik det da ikke renskrevet til pakkeposten gik og må nu, i Odense, sende det afsted næste lørdag. Men se, det var for mig, jeg er jo en poetisk figur, et følsomheds menneske, altfor længe at bie; De skal have brev fra mig medens jeg er i Sjælland. Det kommer rigtig nok således at jeg næsten kan sige, jeg skrev det med det ene ben i bæltet. […] Men nu lidt om rejsen, som fortsættelse af Louises brev. Med byens stabs-trompeter rejste jeg fra Næstved og da jeg var en ven af hans oberst var der en subordination, som næsten generede. Hver gang jeg talte et ord til manden fløj hans hånd til hatten, han smilede når jeg smilede og tav når jeg tav. – Ingemanns modtog mig særdeles kærligt. Altid har han venskabeligt behandlet mig, men dog var det, den ældre digter, som havde den yngre hos sig, denne gang derimod, var det, som jævnaldrene, som ligestemte, han rådspurgte sig, talte igen uforbeholdent om hvad han syntes mindre om i mine arbejder. Det glædede mig meget! jeg føler at have hans agtelse og de manges jeg mødte. Hauch gjorde for min skyld en stor skovtur, ud til Suserup, noget af det smukkeste jeg kender i Danmark. De prægtigste træer, de yppige enge og en dejlig sø, som står i forbindelse med Bavelse sø, Susåen slynger sig derigennem. Vi kogte kaffe i det grønne og på hjemvejen havde jeg en interessant samtale med Hauch om vore digtere. Mig sætter han meget højt; Gud ved hvorledes jeg egentlig står. Sommetider føler jeg mig utilladelig stor, andre tider – ja De tror mig Eduard – da føler jeg ret alle mine mangler og forsvinder bedrøvet mellem vrimlen. Hauchs børn sang for mig: lille Viggo! det er forunderlig hvor denne sang går ind i folket. Man spørger mig overalt: Men er denne Viggo så dejlig? Fortæl hans moder det. Det må dog vist fornøje hende. Ikke sandt? […] (147)

Brevet er fortsat næste morgen og lyder sådan:

Om Slagelse Væddeløb har De fire der kan fortælle Dem, jeg har kun at tilføje at jeg morede mig ganske fortræffeligt. […] Når De skriver lad mig da endelig vide hvorledes turen har bekommet Deres fader! Hils Deres kære moder og sig hende at jeg i denne morgenstund har været ved Birckners grav. Nu er rækværket aldeles borte, der står kun stenen, hvor på vasen er beskadiget. Torps grav ved siden er langt bedre holdt. Jeg gav mig i snak med en håndlanger og spurgte hvorfor graven således forsømtes, han sagde da: ”ja nu skal de begge bort! Her skal være plads til gymnastik. Vor Herre ved hvor de vil gøre af monumenterne, det var to udmærkede mænd, jeg har kendt dem begge to!” Hils Louise ret hjerteligt fra mig og bed hende dele hilsenen med lind. Deres Jette må De også nikke til. I den sidste tid har hun været en smule avn – (Gud, hvad mener han?” siger hun nok)! ja man tilgiver! I grunden er hun nydelig og en digter m å holde af det skønne, kan altså ikke være avn – igen. Gå endelig i teatret når ” en urolig Aften” spilles; jeg er dog nysgerrig om det tager sig ud. Drewsen kunne jeg ikke finde, at sige farvel ved væddeløbet; bring ham derfor en dobbelt hilsen. Deres søster med alle de små år hver tyve hilsener, men vil De ikke sige at hun gerne kunne have ladet Valdemar komme med til Slagelse. Det ville have fornøjet mig så meget, jeg skulle have passet på drengen og det med sand fornøjelse. Gusta Collin, broderen og Thybergs glemmer De ikke. Næste gang et brev med mere dybde! / Deres broderligt hengivne / H.C. Andersen. (148)

Det ses ikke, om Edvard Collin besvarede ovenstående brev og heller ikke de to følgende breve fra Andersen. Collin besvarede først Andersens breve i brev af 28. juni, hvor Andersen da befandt sig på Lykkesholm, et sted, han holdt meget af at komme, angiveligt fordi han fik god mad og i øvrigt blev forkælet. Brevet skal vi vende til i kronologisk rækkefølge, og i stedet citere Andersens næste brev til vennen. Det er dateret Odense den 15. juni 1836:

Min kære, fortræffelige ven!

Se nu er jeg i Odense. I forgårs før jeg forlod Korsør sendte jeg Dem et epistel, som De vist har fået; i samme brev stod en skildring, eller hvad De vil kalde det, af Birckners monument. Efter at brevet var afsendt, præsenterede sig en herre for mig, det var politimesteren i Korsør, som havde set bet bekendte navn H.C. Andersen, og ville nu gerne se personen. Jeg første samtalen hen på Birckners monument og han sagde at pladsen alt i denne uge skulle sløjfes, men at jeg ved min tilbagerejse ville finde Birckners monument anbragt i muren ud til selve gaden og at det ville blive smukt og manden værdigt. Han bad mig da, når jeg skrev Deres fader til at fortælle dette.

Her er nu mit syngestykke ”Renzos Bryllup”, læs det igennem og tjen mig i at rette de skødesløsheds fejl De finder. Det er, som De ser, det første stykke af mig, der viser ret bekendtskab til teatret og må, selv med en tålelig musik, tage sig ud. Zinck ønskede så snart muligt at begynde arbejdet, derfor ville jeg bede Dem at purre vore dovendyr. Glæd mig snart med et brev, jeg længes meget derefter. Sig mig da hvorledes en urolig Aften tog sig ud og hvorledes ”det romantiske” er i ”Capriziosa”. Sig mig når bryllupsvisen skal være færdig, for jeg venter, ved min hjemkomst at finde en ny frue mellem mine veninder. Hils vedkommende. Da jeg mest har siddet og renskrevet har jeg endnu ingen historier fra Odense. Iaftes var jeg hos priorinden i frøken klostret, en meget dannet dame. Frøken Schleppegrel, der, som De ved, viste mig i fjor, hvad hun endnu aldrig havde vist noget mandfolk, var klædt i blåt, den farve, som hun gav mig en sløjfe af i fjor da jeg rejste. Hun havde vist ventet at se sløjfen thi hun talte om ”den skønne riddertid, da ridderen sank for damens fod, sprang ned til løver” og andet sludder. Hun er gal! Pastor Bentzien hørte det og morede sig kosteligt, vi grinede ordentligt bag de tætte hække. Der var ellers stort dameselskab, alle sad de ved åen, pludseligt sprang tre gode karle ud i vandet og svømmede forbi, så flygtede hele klostrets besætning. ”Det ser ud som tritoner!” sagde frøken Schleppegrel. Hos Krüger har jeg gjort visit. De var alle vel! jeg hilsede særdeles fra Lind og Louise, skønt det ikke er mig pålagt! jeg bringer nu, efter forlangende, hilsener tilbage. De ville gerne have Lind ansat her i Odense. Abrahamson gør store selskaber. Folk roser hans vin og hans fine tone. Alle personerne i ”O.T.” hører jeg da nu nævne, det skal være bosiddende folk her i byen og i omegnen. Hils Deres moder og fader, naboens, Thybergs, Lind og Louise og tænk kærligt på mig! glem heller ikke at hilse Augusta og brødrene. Mit næste brev skal sige Dem en hel del jeg har på hjertet, men i dag kan jeg ikke få tid til de hjertelige breve. Nu er det dog lidt varmt i vejret! / Deres trofaste / H.C. Andersen.

E.S. Efter min ankomst hertil er alle eksemplarer af ”O.T.”, på to nær, blevne udsolgte. (149)

Den madglade Andersen

Allerede den 24. juni skrev Andersen igen et brev til vennen i København, som i øvrigt nok også dårligt kunne have nået at svare på det overfor gengivne brev. Brevet er dateret Lykkesholm den 24. juni 1836:

Kære ven!

Nu er jeg da på den gård hvor jeg har ladet min Otto Thostrup finde sin Louise; for mit hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig. Jeg blev i går eftermiddag afhentet fra Odense, i den gamle frues lukkede vogn, thi det var en kulde, som den kun er tilladelig her i april. Tre gange haglede det, så gaden var hvid og drengene gjorde sig snebolde. Ingen sommer har jeg endnu set hagl ligge så højt. Jeg kørte da afsted, i to frakker og slåbrok, havde to par uldstrømper på, alligevel mærkede jeg de danske Zefirer. Den smule sommer er forbi. Folk har ondt nok af den! ”Når bare vor Herre ville give os noget regn! Det ser sørgelig ud for landmanden!” denne vor egentlige national-sang, der synges om sommeren når jorden ikke står i én vælling! Hørte jeg i Fyn, som i Sjælland; nu hører man refrænet: ”Det tegnede så godt i år, men nu er den glæde forbi!” Alle mennesker synger miserere, jeg selv giver stundom min svage stemme til, for at gøre koret fuldstændigt. Dog på Lykkesholm har man det så godt, at man glemmer de mørke farver! I aftes fik vi dejlig steg, vin og punch. I dag krebsesuppe, steg, fisk budding og jordbær. Man lever så velsignet. […] Gud ved om De, kære ven, har sendt mig et brev, når dette arriverer, men lad gå! skrive er jo, som min værtinde engang sagde, ”mit levebrød”, altså skriver jeg. Det første De fik var kun galop, det andet derimod forretninger, nu ville vi sladre. Jeg har meget på hjertet, ting, som har ligget der længe før jeg rejste herover. Det er alvorlige sager, vil De behage at være i stemning. Enten vi nu i denne verden siger De eller du til hinanden, enten De bliver statsminister og jeg kun slet og ret Hr. H.C. venner er vi, så trofaste og hinanden hengivne, som venner kunne blive; De betror mig, hvad De efter Deres natur kan sige mig, jeg gør det samme. Denne gang vil jeg have et råd af Dem, ved De eet; derimod slet ingen leveregler; i dette mit tilfælde, kan jeg sige mig dem alle sammen selv. Se nu begynder vi. De ved hvorlidet publikum ventede af mig før jeg rejste til udlandet; ”mange udmærkede søgte”, jeg kunne ikke vente da at komme i betragtning. Jeg kom afsted og gud ske lov, jeg har dog vist, så godt som nogen, jeg havde benyttet min rejse; vist frugter af den. Men jeg var for kort ude! kun det halve blev gjort! Jeg fik lidet. (Misforstå mig ikke). Havde jeg før min rejse sagt: ”Lad mig komme ud, jeg skal give en bog, som Improvisatoren etc. etc.!” de havde næppe troet mig. Nu siger jeg: Deres majestæt! lad mig rejse, kun et år, til Sicilien eller Grækenland! jeg skal vise endnu større frugter. Denne vej er min opdragelses skole! jeg skal, med Guds hjælp, da levere et arbejde, der må, som det med forrige gang er tilfældet, bringe enhver til at sige: ”Han fortjente at rejse!” – Ja, kære Eduard: jeg vil søge om, næste år, at få, 400 species på eengang. 600 bruger jeg, men har jeg de 4, de to må og skal da komme. ”Det hele er umuligt! hvad tænker De på etc. etc.!” ja, kære ven! det skal De ikke sige mig! det kan jeg sige mig selv! Alle indvendingerne ved jeg. Kan De derimod give mig et råd, give mig en eneste tanke fremad, da kom med den! det andet er jo til ingen nytte; kun ærgerlig for Dem at skrive og endnu mere ærgerlig for mig at læse. En trang og en sjæle-liden, drev mig afsted forrige gang, jeg nød ikke rejsen, dog virkede den godt og frugtbringende ind på mig. Nu er det ikke smerte, ikke entusiasme, som driver mig afsted, men forstanden. Jeg føler: nu kan jeg bringe noget ud af det! Lader man, 6 eller 7 år gå hen, hvem ved da hvor modtagelig jeg er for det fremmede. Nu er mit øje klart, min fantasi bevægelig; nu er øjeblikket og det skal, det må forrente sig! Mange rejser der jo dog hvert år, det er kun lidet jeg behøver. Når tingen klart fremstilles de mennesker, som skal afgøre den, da må det jo kunne sættes igennem. Jeg skal roligt og tydeligt sætte Dem mine grunde frem. I dette brev vil jeg kun gøre Dem fortrolig med, hvad Deres søster Louise, ved, længe har gæret i mig. Lad os gensidig tale om denne ting, men vis mig ikke skyggesiderne, umulighederne, intet er umuligt og alt hvad De kan sige imod, ved jeg: fra forrige rejse har jeg en slump bemærkninger. Sig mig heller tiden når jeg må indgive min ansøgning, etc. etc. – Ingen tid vil heller synes mere passende end nu, da Improvisatoren (Resultatet af den forrige rejse) står så levende. Den nye udgave vil komme til nytår, hoffet og vedkommende, kunne da få et eksemplar. Det er ikke lidet at en så stor morskabs-bog, s å s n a r t oplever andet oplag. – Dog nu nok om denne historie, skriv mig nu snart om det! se at De glemmer sekretæren. Hans gunst søger jeg ikke og hans embedstaler vil jeg ikke høre. Verstanden? Fra Roed skal jeg hilse Dem mange gange. Jeg viste ham Odense mærkværdigheder. De opgravede oldtidsbåde, (der rimeligvis har været vandtrug, som flere heste har drukket af). St. Knuds og Frue Kirke, samt flere vyer. Hillerup keder sig! Har længsel efter Studenterforeningen. Ove Thomsen har købt sig, på aktier, mad. Iversens trykkeri. Jette Wulff er den eneste jeg endnu har fået brev fra, hun fortæller mig om hvor slet Arnesens lystspil var og hvorledes det enstemmigt er hysset ud. Han måtte heller have valgt: ”En Aften paa Billardet”, det er der virkeligt noget ved; havde han puttet sange med morsomme refræns i, det ville vist have gjort lykke. Fortæl mig endelig hvorledes det går med Deres faders hoste. Jeg var ikke så glad ved at han kørte til Slagelse. Sig mig dog noget om Deres gifte søster. Det sidste jeg hørte om hende var at hun havde fået igler. Deres moder må De bringe en aparte hilsen, hun er dog den, som skønner mest på mine hilsener. Giv den kære Louise en hilsen at dele med Lind. Fortæl mig hvor Emil er, sig mig hvad De og Deres fader synes om Renzos Bryllup. Fortæl Theodor at jeg i stort selskab har revet de sorte fløjls frakker ned og sagt, jeg ved kun én eneste de ret klæder: den yngste Collin. En ny roman spøger i mit hoved. Glæder det Dem særdeles? Hils kæresten! / Deres broderlige / H.C. Andersen. (150)

I brevet forsikrer Andersen vennen om, at hans forelskelse i dennes søster Louise, ikke længere dominerer hans bevidsthed og interesse. Det sker med ordene: ”for mit hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig.” – Dette har måske nok kunnet bidrage til at berolige Edvard Collin en smule, men samtidig kendte han jo Andersens labile sind med de mange følelsesmæssige op- og nedture, så man kunne aldrig vide, hvornår det irriterende menneske igen begyndte at klynke og klage. Men i hvert fald forholdt Edvard Collin sig foreløbig tilbageholdende, vel dels fordi han ikke ønskede at provokere vennen med sine omtrent uundgåelige kritiske bemærkninger, og dels, fordi han selv havde forrygende travlt. Det har sikkert været den arbejdsomme og pligttro Collin en kilde til en vis irritation, men absolut ikke af smålig misundelse, at den kun 31-årige digter flagrede frit omkring som en anden sommerfugl, og ganske gratis fik sit ophold og sin forplejning hos venner og bekendte rundt om i landet, hvor han kom på kortere eller længere besøg. Edvard Collin, som selv var et roligt og besindigt gemyt, og en uhyre arbejdsom og pligtopfyldende embedsmand, har jo i øvrigt mange år senere fortalt i bogen ”H.C. Andersen og Det Collinske Hus” (1882), dels om Andersens personlighed og dels om, at han og familien ikke vurderede Andersens forfatterskab særlig højt. Man satte langt større pris på f.eks. Oehlenschlägers, Heibergs og Hertz’ respektive forfatterskaber. Det skal dog nævnes her, at der i hvert fald var to i Collin-familien, der ikke delte Edvard Collins forbeholdne opfattelse af Andersen, og det var først og fremmest hans søsterdatter, Jonna Stampe, f. Drewsen, og dennes ældste datter, Rigmor Stampe. Sidstnævnte var i øvrigt Andersens gudbarn. Dertil kommer i nyere tid et forsvar for Andersen kontra den Collinske familie af forfatterinden Inga Nalbandian, f. Collin. Denne begavede og velmenende kvinde, gav i slutningen af 1920’erne anledning til en del polemiske indlæg pro et contra i dagspressen. Inga Nalbandian påstod ligeud, at familien Collin generelt set betragtede Andersen som ”familiens plageånd”, og i den forbindelse citerer hun følgende udtalelse: ”Han var vores alle sammens plageånd. Og min rædsel, føjede en gammel tante til med et uforglemmeligt, polisk-hævngerrigt glimt i sine kloge øjne. Jeg rent ud sagt afskyede ham.” Sidstnævnte gamle tante er ikke navngivet, men det drejer sig formentlig om selvsamme Louise Lind, f. Collin, som Andersen en overgang var så umuligt og pinagtigt forelsket i. (151)

Vennen lader høre fra sig igen

Endelig brød Edvard Collin sin lange tavshed, idet han den 28. juni svarede på Andersens brev af 24. s.m.:

Kære ven!

Det er ikke meget smigrende for mig, at jeg ikke har fået noget skændebrev fra Dem, fordi jeg endnu ej havde skrevet; thi det burde jeg jo have gjort for længe siden.

Deres sidste brev har fornøjet mig måske mere end sædvanligt. Der er sådan en menneskelig tone – jeg ville kalde den, men bliv ikke vred, v o k s e n – i det; dog er det naturligvis som altid en blanding af elskværdig godmodighed og prætention, en fælge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilken af disse rollefag De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst.

Der er én bemærkning i Deres brev, som jeg er så enig med Dem i, som jeg måske aldrig har været før, det er den om vejret; thi det har rigtig været meget koldt. Ved beretningen om maden på Lykkesholm savner jeg underretning om, hvilken slags budding De fik, samt om der var kapers på krebsesuppen.

[…]

Nu skal De få svar på Deres spørgsmål: 1) Med faders heste går det meget godt, jeg ved ikke at der skader dem noget; allermindst kunne turen til Slagelse, som De antager, skade dem noget, thi de var slet ikke med der. – 2) Siden den sidste efterretning, De havde om Ingeborg, var, at hun havde fået igler, så vil det interessere Dem nu at erfare, at de er faldet af igen. 3. Emil er i sin ungdoms vår. 4. Jeg synes godt om Renzos Bryllup, thi det ligner Ludovic, og det er et rart stykke. Fader har, såvidt jeg ved, intet at erindre imod det; idetmindste har han ikke læst det.

Tror jeg ikke, gud hjælpe mig, at det gamle menneske tror at kunne drille mig ved at sige, at den eneste, hvem en fløjlsfrakke har klædt, er Theodor. Jeg skal imidlertid kommunikere Th. denne mistænkelige anbefaling, idet jeg henstiller til ham selv, hvorvidt han derved vil føle sig smigret.

Der er ikke noget menneske, som jeg med en sådan fornøjelse er grov imod, som mod Dem, thi jeg er aldrig vred; jeg kunne således gerne blive ved et helt brev igennem at skælde Dem ud og gøre nar af Dem, uden at mene det mindste med det.

2det afsnit (eller 25 år derefter).

Deres ræsonnement om De- og Du-væsenet fornøjer mig. Det er taget ud af min sjæl, og først sent erkendt af Dem. – Hvad det øvrige angår, da er det i dag for sildig at begynde på en så vidtløftig materie, som en rejse til Grækenland eller Jerusalem, for at se om den hellige grav er vel bevaret. Kun den ene læreregel vil jeg, tværtimod Deres ønske, give Dem, at det ikke er værd at tænke så længe i forvejen på en ting, som, hvis nogensinde, først kan realiseres om et år. – Fra alle mennesker mange hilsener. Toepfer beder Dem hilset. / Deres lille menneske og sande ven / E. Collin. (152)

Ovenstående brev vidner om, at den gamle småmuntre og hyggelige tone var genoptaget i de to venners indbyrdes brevveksling, hvilket måske især passede Edvard Collin godt, fordi han angiveligt ikke holdt af de store følelser og armsving. Man kunne måske tillade sig den karakteristik af ham, at hans grundholdning var den, der er udtrykt i Grundtvigs sang: ”Langt højere bjerge så vide på jord”, hvor sidste linje i første vers lyder: ”ved jorden at blive, det tjener os bedst.” Men eftersom Andersen lige for tiden havde det godt med sig selv og sine omgivelser, faldt han i sit næste og meget lange brev til Edvard Collin ind i tonen, men gav den et ekstra sving over i det humoristisk-satiriske, fordi han angiveligt fandt indholdet i Collins seneste brev lidt vel skolemesteragtigt, sådan som tilfældet havde været med flere af Collins tidligere breve. Andersens svarbrev er dateret Lykkesholm 3. juli 1836:

Kære Ven!

”Deres brev har fornøjet mig måske mere end sædvanligt. Der er sådan en menneskelig tone – jeg ville kalde den, men bliv ikke vred, ”- b a r n l i g -”, i det; dog er det naturligvis, som altid en blanding af elskværdig” – h j e r t e l i g h e d og hovmesterlig besindighed, - ”en følge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilket rollefag af disse, De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst!”

Det er en smuk periode, derfor har jeg afkopieret den efter Deres brev og, som De ser kun tilladt mig ubetydelige forandringer. Hvor De er klog med Deres tysk! ja, De har jo også nylig været i Altona, hvor man kan lugte hvad mad de laver i Hamborg. Ja det at rejse har man meget godt af! Jeg har også i hele den sidste tid rejst meget om i Fyn, for at studere det fynske sprog og naturen. […] Således har jeg, på rejse, øje for naturen, De derimod for sproget, og det ene skal jo gøres, så kan det andet gerne forsømmes.

Sig mig nu, kære ven! kan De finde alt det vrøvl morsomt, jeg nu har skrevet. Vil De ærgre mig, så sig ja, vil De smigre, da sig det modsatte. Når jeg er på landet, spiser og drikker som til geburtsdag, bliver uhyre flateret, og har sol-varme, så føler jeg mig inderlig oplagt til at sige vrøvl. ”De er meget vittig!” hører jeg fortælle. Det er skade at de hjemme ikke har hørt mig når jeg er vittig. Jeg kunne jo gerne give Dem en lille vittighed, - ”men den skal gemmes til romanen!” siger De nok. De er af Dem uartigt sagt, og – derfor skal De ingen have! Jeg har ikke i mit sidste brev talt om Deres faders heste men om hans hoste. Denne var med i Slagelse, er den bleven på banen skal det glæde mig. De spørger mig om hvad slags budding vi fik på Lykkesholm, svaret er marmorbudding. Jeg skal dog beskrive Dem hvad vi fik i går hele dagen, så kan De slutte Dem til levemåden. Først te med dejligt græssmør på brødet; derpå kaffe med en fløde, som kunne stå. Det var klokken 8; men kl. 10 fik vi kyllingsteg og asparges, samt portvin. Klokken 2½ kødsuppe med delikate fiskeboller. Steg; melon; gedde. Høns og jordbær, derpå kaffe. Klokken 8 te med julekage og det dejlige smør og klokken 10. smørrebrød med alleslags og varme (stegte) aborrer. Dertil, som ved middagsbordet, rød eller hvid vin. Det er et sandt sybaritisk liv, derfor tog jeg også en dejlig provins rose med i sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpå under hovedpuden. Nonnen har jo sin Bambino, herre gud, så må dog en digter have en uskyldig provins rose, især når han ikke er forlovet, spørg Deres Jette og mine andre veninder; fru Drewsen og Louise er istand til at være så trapistiske at finde ”rosenkysset” upassende, men de kan sagtens tale, den ene har en mand, den anden en kæreste, havde de ikke, så kyssede de vel også roserne. Jeg har skrevet et digt derom, som De ved lejlighed skal høre. […] O Eduard! havde jeg Dem dog hos mig! dog i tankerne ser jeg Dem ind i de trofaste øjne. Lo De så af mig, kaldte min følelse sentimentalitet, det den bestemt ikke er – ja så var De ”et lille menneske!” Glem ikke at sige søstrene, at Improvisatoren er ”ein rein unschuldiges keuschen Buch!” Hvem ved, skulle jeg ret skrifte, om de ikke har meget del deri. […] Nu igen til Deres brev! De, som vil drille mig! De!!! lille menneske! Naturligvis lignede De Dem selv! en formaning måtte jeg dog have. Der var ikke tid til at skrive et fornuftig råd, men dog nok en formaning: ”det er ikke værd at tænke sålænge i forvejen på en ting, som, hvis nogensinde, først kan realiseres om et år!. Ser jeg ikke nok i Deres ”hvis nogensinde”, en hel sætning af Deres gamle hovmester taler. Det var ikke efter ”forlangende”. Nu er jeg ordentlig gal på Dem, idet jeg skriver dette. Da jeg var her øverst på siden, kunne jeg have kysset Dem, nu nederst har jeg lyst til at ruske Dem. - - Men nu er jeg god igen. Lad søstrene og den kære moder få noget af dette brev at læse, eller også hele brevet. Deres Jette kunne gerne særskilt hilse. Louise havde fået brev nu, men da hun ikke har takket mig for det hun fik, formoder jeg hun er vred fordi jeg har skrevet hende til. Præstekonen i Gudme sang forleden for mig: ”lille Viggo” efter den kalundborgske melodi. Nu skal jeg ind og drikke kaffe. Adio! / Deres ”voksne” ven, / der har: ”sådan en menneskelig tone”.

NB: nu skal man se, at jeg nok også skylder Dem den?

E.S. Hils ham der ”nyder sin ungdoms vår”, bed ham fra mig at være bestandig i nydelsen. Dette er et meget interessant brev. Skulle De ikke med det næste brev, som jeg håber kommer snart, kunne sende et lille tordenvejr, jeg længes meget efter et sådant. (153)

Tænk, at en roman som ”Improvisatoren” dengang kunne blive opfattet som vovet og ukysk af de i teksten nævnte kvindelige medlemmer af den Collinske familie! Det må være beskrivelserne omkring Santa og eruptionen fra vulkanen Vesuv, som jo i begge tilfælde unægtelig har erotiske undertoner, der kan have bragt de åbenbart sarte, pæne borgerlige kvinder i affekt. Så blufærdige var fru Ingeborg Drewsen, den gifte med flere børn, og Louise Collin, den siden nytår 1833 forlovede, angiveligt, at Andersens bemærkninger om, at han kyssede og sov med rosenblomsten, var i stand til at vække deres forargelse. Hvis de altså havde fået lov til at læse, hvad Andersen her har skrevet. Men ’censor’ Edvard Collin sørgede omhyggeligt for, at hans dydige søstre ikke fik den slags beskrivelser at se og læse. Den seksuelle side af livet søgte 1800-tallets borgerlige samfund at skjule mest og bedst muligt, og det er derfor med god grund, at denne puritanske holdning er blevet betegnet som dobbeltmoral, for bag den ’pæne’ facade, var det angiveligt ikke usædvanligt, at fædre og sønner i pæne borgerlige familier gik på bordel eller til enlige prostituerede, formentlig for gifte mænds vedkommende, fordi konerne ikke altid havde lyst til sex, og for de ugifte mænds vedkommende, fordi den borgerlige kønsmoral dikterede, at sex før ægteskab var forbudt. Andersen havde forresten – til flere af sine venners, bl.a. fru Læssøes forargelse, - skildret en sådan situation i romanen ”O.T.”, hvor en fader og søn ved en tilfældighed finder ud af, at de begge, men hver for sig, har aflagt besøg hos den samme prostituerede, en højst pinlig situation for de pågældende. (R&R II, ”O.T.” Anden Del, 3. kapitel, s. 136-36)

Andersen bliver flateret!

I sit svarbrev af 16. juli fortsatte Edvard Collin det – måske lidt anstrengte - muntre tonefald, som de to venner var slået ind på i deres seneste breve til hinanden. Men end så længe opretholdtes denne tone, hvilket senere forledte Andersen til at genoptage sin mere fortrolige og følelsesladede skrivestil, hvad vi skal vende tilbage til fra og med Andersens brev af 4. august, hvori alene overskriften ”Min kære, bedste ven!” angiver et stilskift tilbage til mange tidligere breve til vennen. Men først til Collins svarbrev, dateret København den 16. juli 1836, som i øvrigt ikke har nogen overskrift::

Højstærede! Deres meget ærede af 3die dennes har jeg modtaget. Dette brev har ikke kunnet interessere nogen mere end mig, da jeg i hele dets humoristiske afdeling genkender alle de momenter, som jeg i mit brev til Dem havde opstillet, og som De med en venskabelig ærlighed, der bør påskønnes, har afkopieret uden nogen væsentlig forandring.

Den capitatio benevolentiæ, hvormed De, som rutineret vaudeville-skriver, ender Deres humoristiske betragtninger, lyder således: ”Sig mig nu, kære ven!, kan De finde alt det vrøvl morsomt, jeg nu har skrevet? Vil De ærgre mig, så sig ja, vil D smigre, da sig det modsatte. – Nej, kære Andersen, jeg vil ikke ærgre Dem, jeg finder det virkelig aldeles ikke morsomt; men derfor må De heller ikke tro, at jeg vil smigre Dem. Dog må jeg sige, at der er eet udtryk, som De, såvidt jeg ved, er den eneste der har brugt, og som virkelig er godt. De siger: ”jeg er på landet, spiser og drikker, som til geburtsdag, bliver uhyre f l a t e r e t etc…” Jeg indså jo straks, at De ikke havde skrevet fejl og ment flatteret, men kom først senere til at fatte etymologien, nemlig: flatus en vind, deraf flateret, ”som lider af vinde, som er bespændt af vinde”, og dette stemmer med konteksten.

Fremdeles siger De: ”De er meget vittig” hører jeg fortælle”, og tilføjer, at det er skade, at vi ikke hjemme har hørt Dem være vittig. Det er sandt! det er skade, at jeg ikke har hørt Dem være vittig, og endnu mere, at jeg ikke engang har hørt nogen fortælle det; jeg beder Dem, lad optage et tingsvidne derpå, for at give tvivlerne troen i hænderne; De behøver ikke at lade det tinglyse, af frygt for depossession. Ingen vil kunne tilrane sig Deres vittigheder, ude straks at blive røbet; thi jeg er vis på at De selv i Deres vittigheder bevarer Deres rene, barnlig-uskyldige sind; en af Deres vittigheder ville jeg kunne kende mellem tusinde, ligesom elskerinderne i de gamle ridder-romaner altid kendte deres liebhavere. Jeg beder Dem forstå dette ligesom med megen forsigtighed. – De siger, De kunne gerne give mig en lille vittighed, ”men den skal gemmes til romanen”, siger jeg nok. Ja det siger jeg, og jeg siger endvidere, at så er den godt gemt, for så vidt man da efter mange års forløb ikke skal kunne sige, at det er en forslidt vittighed. – Jeg håber fremdeles, at De ikke tror, jeg vil smigre Dem.

Af Deres spiseseddel ser jeg, at De ikke alene har øje men også mave for naturen, og, jeg må formode, det sidste endog på det førstes bekostning, thi når det skal gøres, må det andet forsømmes. For resten gør De, som alle digtere, alting på naturens vegne.

De siger, De ved bordet fik ”rød eller hvid vin”. Ja, hvad var den nu? De vil indse, at det er forbandet lidt sagt om vin, at den er rød eller hvid.

Det er et underligt sted, der nu kommer i Deres brev; for at gennemgå det nøje og for kommende slægter at oplyse det dunkle, som først vil kunne forstås, ”wenn Andersens und Collins Briefwechsel erschienen ist”, må jeg vel afskrive dette med: ”Det er et sandt sybaritisk (?) liv, derfor tog jeg også en dejlig provins-rose med i sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpå under hovedpuden” Nu spørger jeg: fordi man lever et sybaritisk liv, skal man derfor tage en rose med i sengen. De siger rigtignok, De har ikke andet, da De ikke er forlovet; men da må De have et underligt begreb om forlovelse. For det andet, hvad skal det til at kysse sengen? Der kan jeg dog med rette spørge: hvad skal det smage af? At De kyssede den, før De sov, og ikke medens De sov, er helt begribeligt, ligesom og, at det var en provins-rose, De tog, thi De har vel ikke andet i provinserne. At nonnen har sin Bambino, må være hendes sag, det må hun forsvare; men derfor er det ingen manér, at sådan et gammelt menneske ligger i sengen og laver potpourri af roser; havde De endda ligget og spist en Nonnetitte, det kunne jeg have fundet mig i. –

Jeg kan trøste Dem med, at jeg nu er ked af at skrive på den måde …

Det digt, De i Deres sidste brev fortæller at have skrevet, kan De ligesågerne meddele mig i Deres næste brev. Det er så længe siden at De har skrevet et digt. –

[…]

I dag venter jeg Emil med Stettiner-dampskibet. På tirsdag i næste uge rejser hele den Hornemannske familie til Nyborg, derfra til Svendborg og V. Skjerninge og senere til Hofmansgave.

Min bryllupsdag er ikke bestemt endnu.

Tænker De noget på at samle medlemmer til Musikforeningen; se at bombardere damerne på Lykkesholm. Floribella skal først udgives.

Lev nu vel min skikkelige ven. Jeg har såmange hilsener til Dem fra hjemmet, specialiter fra Louise og min Jette. Jeg håber, De betragter den første del af mit brev, som noget der skal more, ikke ærgre Dem, og jeg slutter med det ønske, at De nu ikke mere må føle Dem så flateret. / Deres hengivne ven / E. Collin. (154)

”Rosenknop, så fast og rund”

Det må konstateres, at Edvard Collin har fortsat Andersens vittige tonefald og lettere muntre vid i sit ovennævnte brev, som desuden vidner om hans store sproglige fornemmelse. Det er jo morsomt, når Collin bemærker sig Andersens sætning: ”derfor tog jeg også en dejlig provins-rose med i sengen, som jeg kyssede før jeg sov”, som kan misforstås, som om Andersen kyssede sengen, før han sov. Men Andersen har derimod nok ikke fundet det særlig morsomt, at blive betegnet som ”min skikkelige ven”, for var der noget Andersen ofte ikke var, så var det skikkelig, som jo betyder: én, der opfører sig pænt og ordenligt, godmodigt og elskværdigt. Det kunne Andersen være, når han var i humør til det, men det var han langt fra altid. Det ses der allerede et eksempel på i hans svar på Collins ovenfor citerede, som heller ikke har nogen overskrift, hvilket er ret usædvanligt for ham, men i brevet får man forklaringen: han følte sig nedtrykt og dårlig tilpas. Brevet er dateret Tolderlund den 19. juli 1836:

Nu er jeg i Tolderlund, som De ser, men føler mig ikke ret vel. Det er et utåleligt koldt vejr! Blæst og regn; her til kommer nu, at det er et lille landsted, små, lave værelser, som man ikke kan bevæge sig i, sidt og fugtigt, jeg har ondt i halsen ondt i ryggen og føler mig alfor ensom. I anledning af Odense Marked, kom jeg hertil, og fordi jeg egentlig er gæst hos Mad. Iversen. På Lykkesholm var jeg begyndt at blive fed, følte mig særdeles vel, i de store sale, ved den gode mad og ved den rige natur. Vi gjorde mange udflugter og på Ørbæklunde, kunne Deres søsters digter Bulwer, ikke have fået en mere smigrende behandling end jeg, min skål blev først udbragt: ”Danmarks Andersen, som hædrer vor gamle borg med sin nærværelse!” (Ærlig talt følte jeg mig lidt flov ved den særdeles komplimenteren). […] Nu skal De høre min lidelseshistorie. Min kuffert kunne ikke gå på vognen, den måtte op igen og jeg, medens de andre var på vognen, pille noget ud til rejsen. I hastværk fik jeg min saks ind i tegnebogen og bag i lommen. Vi kørte, saksen gled ud, jeg stod af ved en kro hvor vi ville have mjød, jeg stiger op igen og nu har saksen vendt sig så at jeg sætter mig en hel tomme ned i den. Jeg kunne føle blodet løb og nu måtte jeg ind og bade bagdelen med eddike og vand. Paulli holdt koppen og Foersom klemte såret, det var en brillant scene. Nu kom jeg til Odense; markedet var slet, vejret og jeg var slet, så flyver der mig et asen af et skældyr lige ind i øjet, ud kunne vi ikke få det, ingen kunne se det og jeg led af smerte. Så ville man bilde mig ind at det var gigt. Uh! hvor jeg var lynende gal. Hele natten pintes jeg, næste dag gav doktoren mig noget øjenvand og da, men først ud på eftermiddagen, kom der et monstrum, en flyvende dromedar ud af øjet. Efter denne lidelse fik jeg mavepine og ondt i brystet og så kommer Deres brev. Nu må De tænke Dem at jeg ret var vemodig stemt, havde en længsel efter Dem og Deres, som jeg længe ikke har følt, og da jeg så læser er Deres halve brev, det såkaldte morsomme vrøvl, som jeg ikke var det mindste oplagt til at modtage. Jeg var nu i det humør at jeg tænkte: O det menneske, han holder dog ikke af mig, som jeg holder af ham. Jeg var arrig over at De sagde: I dag venter jeg Emil! det syntes mig. Ja, se h a m venter han, ham holder han af, ham viser han også mere fortrolighed, ham spadserer han med og spiller skak med! Uf! Jeg var arrig på Dem, verden og Dem. I dag er vejret herude ligeså slet som i går. Her er vinterkoldt, regnen strømmer ned, men jeg er dog roligere. Deres brev har jeg to gange læst igennem og finder nu, at det jo ganske er i den tone, som jeg angav fra Lykkesholm; men koldere er det bestemt; og hvorfor kalder De mig Deres ”skikkelige ven”! jeg vil ikke være skikkelig! det er det floveste, kedeligste ord De kan bruge. Skikkelig kalder man enhver god torsk! For det vrøvl jeg skrev om rosen og kysseriet kalder De mig nok så! ja bi! Når jeg rejser igen, jeg skal ikke være skikkelig, v i l i k k e v æ r e d e t, jeg har varmere blod måske, end De og det halve København. Eduard, jeg føler mig så lynende gal i dette ækle vejr! jeg længes også efter Dem for at ruske Dem, for at se Deres krampelatter, for at kunne gå fornærmet bort og ikke komme i hele to dage hjem til Dem. Er De nu et menneske med følelse, så skriv mig s n a r t og ved s n a r t forstår jeg s t r a k s, et langt brev til, svar mig på hvad jeg har spurgt om i eet af de tidligere breve, eller sig lige rent ud at De vil ikke svare mig på det, så ved jeg det. Emil holder jeg særdeles meget af, men gør De mere af ham end af mig, så får jeg noget imod ham. Her har De digtet De ønskede. Paulli har sat det i musik.

1.

Rosenknop, så fast og rund,

dejlig, som en pigemund!

Jeg dig kysser, som min brud!

Yndigt meer, du springer ud.

Nok et kys dig læben sender,

føl, hvor jeg brænder!

2.

jeg vil skrifte, som sig bør,

ingen har jeg kysset før.

Ingen pige venter mig!

Rose, jeg må kysse dig.

Ak, du ej min længsel kender,

føl, hvor jeg brænder!

3.

Med hvert kys du får en sang,

når du da er støv engang,

sangen kalder dig i hu.

Ingen kyssed’ mig, kun du.

Kun ved dig jeg kysset kender.

Føl, hvor jeg brænder!

4.

Danmarks døtre ved min grav

siger for hver sang jeg gav:

”Han just havde kys fortjent!”

herligt sagt, men lidt for sent.

Løn mig mens jeg er i live!

Kys I mig give!

E.S. Tre kapitler er alt skrevne af den nye roman, sig Deres moder det, hende ved jeg da det vil glæde. Improvisatoren var en nordbo der skildrede Italien, nu skal De se det stykke, en italiener, som skildrer Norden. Planen er lagt, udtænkt etc. etc. – Hils Deres elskværdige Jette og den kære, trofaste Louise. Jette får brev fra mig når jeg er i rosen-humør, Louise vil jeg skrive til når hun – selv kun gennem Dem – takker for brevet hun fik. Fru Bügel har jeg lovet et brev, men ved ikke hendes adresse, vil De derfor sende det til hendes portnerske, De ser i vejviseren, adressen. Lev nu vel! Hils dem alle hjemme i hjemmet og skriv snart til / Deres ven / H.C. Andersen. (155)

Andersen var unægtelig i trist humør, da han skrev ovenforstående brev, hvori han også nævner sin længsel efter vennen i København. Hans kære Eduard gør ham tydeligvis forstemt og jaloux over, at foretrække Emil Hornemann frem for Andersen selv. Det kommer til udtryk i sætningen: ”Emil! det syntes mig. Ja, se h a m venter han, ham holder han af”. (vedr. Emil Hornemann, se note 154). Andersen havde altså langt fra lagt sin forelskelse i vennen bag sig, den lurede til stadighed lige under sindets overflade. Det delvis muntre digt ”Rosenknop, så fast og rund” må vel nærmest siges at være et udtryk for en undertrykt protest imod den omstændighed, at Andersen ikke selv havde en kæreste at elske og kysse. Han var jo ifølge nærværende afhandlings hovedhypotese seksuelt set til begge køn, idet han periodisk kunne svinge mellem interessen for og tiltrækningen mod snart det ene køn og snart det andet køn, ligesom han havde perioder, hvori han var forelsket i både en kvinde og en mand på samme tid. Det er jo specielt det sidstnævnte, dette hovedafsnit om Andersens dobbeltforelskelser handler om.

Imidlertid skrev og afsendte Jonas Collin den 29. juli 1836 nedenstående korte brev til Andersen, som da opholdt sig i Odense:

Kære Andersen

Fra mine døtre skal jeg melde Dem, at Edvards bryllup er bestemt til torsdag eller fredag i næste uge. Rekonvalescenten, Louise, er meget svag og forstemt. Ingeborg er, på sin vis, rask, børnene i lige måde. / Hengivenst / Collin. (156)

Den 28. juli forlod Andersen madam Iversens landsted Tolderlund, for at rejse til Svendborg. Undervejs aflagde han besøg og overnattede på herregården Lykkesholm, hvorfra han gjorde en udflugt til herregården Broholm. Den korte, men vigtige meddelelse, som er citeret ovenfor, modtog Andersen under sit ophold i Svendborg, men forinden havde han den 30. juli sendt sin faderlige ven et kort brev med et brev indlagt til Louise Collin:

Den kære fader og dem alle hjemme, min søde Viggo ikke at forglemme, sender jeg her mine bedste hilsener, snart kommer jeg selv! Vil De, den 3. august, give Louise indlagte brev! - / Deres sønligt hengivne / H.C. Andersen. (157)

Brevet fra Andersen til Louise Collin lyder som følger:

Lykkesholm den 30. juli 1836:

Til frøken Louise Collin

overleveres hende den 3. august 1836.

Min bedste hilsen sender jeg Dem til den 3. august. Den dag vil jeg ret tænke på Dem, erindre de mange kære øjeblikke, hvor De ret var søsterlig god mod mig. Jeg har timer i min erindring, fra tidligere dage, De måske ganske har glemt, fordi de for Dem var uden betydning. Hvert trøstende venligt ord De har sagt mig, modtog jeg for aldrig at miste det. Den tredje august er jeg i Svendborg, hvor der er kirke-koncert, rimeligvis træffer jeg der alle Hornemanns og vi vil da tale om den kære Louise, således er De da også med. Samles jeg med Emil om aftenen på Hvidkilde, da skal vi to drikke Deres skål, (naturligvis i al stilhed). Vi vil, som to langtborte fra de stille øer, der samles mellem fremmede, se betydningsfuld på hinanden, erindre den blå lotus, som de andre ikke kender, og holde således vort hjertes gudsdyrkelse. – for to dage siden talte jeg med præsten Lassen, han fortalte mig at De og Lind havde fået smerter i halsen, ja at Lind senere lå til sengs med skarlagensfeber. Jeg kan ret tænke mig Deres bedrøvelse hjemme. Med halsen er det vel nu bedre, men feberen er ingen spøg. Hils det fortræffelige menneske fra mig. De besøger ham i hans sygdom, det vil hjælpe på patienten, selv et lille epistel fra Deres hånd må jo være de mest styrkende og helbredende dråber. - Til den tredje august sender jeg Dem, som present, en forsikring på et eksemplar af min nye roman, der udkommer, vil Gud, i april, tag til takke! gerne sendte jeg noget bedre, men De ser mest på den gode vilje, ved jeg! De sidste otte dage tilbragte jeg på Tolderlund, hvor det ideligt var regnvejr og højst kedeligt; mere herom mundtligt! i forgårs kom jeg her til Lykkesholm, hvor sommeren, da jeg kom, sprang frem, som en passions blomst. En uforsigtig badning i en sø med kildespring, har givet mig en lille feber, men den har vel intet at betyde, luften er så mild, her er en rigdom af levkøjer, så man kun ånder duft, kirsebærtræerne er i et blod af saftige frugter og vi har fuldt op af meloner. På mandag-morgen rejser jeg til Broholm og onsdag, fødselsdagen, er jeg i Svendborg; 8 dage derefter er jeg vist på Nørager eller i Sorø, derom skal Eduard få brev. Jeg har fra agent Voigts i Faaborg fået en indbydelse, men jeg afslog den. Nu hører jeg siden at de rimeligvis alle af familien kommer til koncert i Svendborg og mener da nok at overtale mig. Vi mødes i kirken. Rygtet går i Fyn, at Stage og jomf. Kofoed har holdt bryllup! Når holder Eduard sit? Efter min beregning skulle det vel have været i juni! Hils nu den kære moder, søsteren og alle hjemme, og tænk lidt på mig og har De et ønske for mig, da lad det være: gid at Andersen næste år må drikke den tredje augusts skål mellem pinjer og de bjerge ”der står ham, som det dejligste indigo!” Imellem længes jeg ret inderligt efter hjemmets hjem; da står De så levende for mig, og det er et andet billede, end det Marstrand har givet os. Udtrykket i øjnene erindrer jeg bedst hos alle mine venner, det sjælelige udtryk er mig det egentlige portræt, kunne jeg endogså glemme hvert søsterligt ord De har sagt mig, sjælen i Deres blik ville dog ikke forsvinde, det er jo også på denne og disse, vi i den anden, ukendte verden, skulle kende hinanden. Lev nu vel! gid De næste 3. august endnu føler Dem lykkeligere end i år, gid Lind må være ansat i Helsingør eller Odense, og jeg da fra Syden må adressere mit brev til fru Louise Lind! / Deres broderligt hengivne / H.C. Andersen. (158)

Brevets sidste linjer med Andersens ønske om, at han selv måtte befinde sig i Italien og at Louise Collin til sin næste fødselsdag i 1837 ville være blevet ”fru Louise Lind”, kunne tyde på, at han så småt var ved at affinde sig med, at hans forelskelse i et kvindeligt væsen også denne gang var og forblev, hvad han kaldte ”selvskuffelse”, Det vil sige: en forelskelse, der udelukkende var et produkt af hans egne følelser – og hormoner, og i første instans af hans seksuelle polkonstellation, men som ikke havde genklang hos genstanden for forelskelsen.

Som sædvanligt svarede Louise Collin ikke skriftligt på Andersens brev, men lørdag den 6. august var Andersen atter tilbage i Odense, og få dage efter modtog han et kort svarbrev fra Jonas Collin, som netop var dateret den 6. august:

Louise fik Deres brev af den 3. aug. om morgenen tidlig; formedelst suiterne af skarlagensfeber kunne ingen af hendes veninder besøge hende. Selv Ingeborg måtte blive borte.

Edvards bryllup er bestemt til 10. august onsdag - / Lev vel! / Collin (159)

En fejldatering - og et nyt skæbnemoment

På sin rundrejse i sommeren 1836 var Andersen som nævnt ankommet til Odense den 15. juni, og herfra besøgte han herregården Lykkesholm og byen Svendborg. Sidstnævnte sted ankom han til den 3. august, og her overnattede og opholdt han til og med 5. august. Det nok så interessante for os i eftertiden er, at Andersen har efterladt sig dagbogsnotater fra sit kortvarige ophold i Svendborg, som sagkundskaben indenfor Andersen-forskningen i første omgang fejlagtigt har dateret til året 1830. Dette er senere blevet korrigeret af Andersen-forskeren Niels Oxenvad. Det var imidlertid mere præcist litteraturhistorikeren Hans Brix, der i sin doktordisputats fra 1907. ”H.C. Andersen og hans Eventyr”, drog nogle fejlagtige konklusioner af fejldateringen, som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, men i stedet henvise den eventuelt interesserede læser til omtalen af i artiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…” Et bidrag til diskussionen om H.C. Andersens biologiske herkomst.

Den 7. august svarede Andersen på Jonas Collins epistel fra dagen før:

Odense den 7. august 1836.

Med næste post kommer jeg til Sjælland, bliver et par dage på Nørager og træffer i Sorø sammen med dagvognen, så at jeg vistnok om 14 dage er hos Dem. Jeg længes nu! et ret godt udbytte til min nye roman bringer jeg med, ligesom erindring om uendelig megen forekommenhed man overalt har vist mig. Til rejsen to jeg 50 rdlr. med, jeg har deraf endnu 13, rimeligvis kan jeg for disse slippe hjem, men det er dog mere sikkert at få lidt flere og derfor beder jeg Dem om De, næstkommende vil sende mig til Sorø, poste restante, 10 rdlr. Ved min ankomst til byen, skal jeg betale min værtinde for logi, det bliver i to måneder 16 rdlr., jeg må derfor, når jeg kommer, have 20 rdlr. til. Nu har jeg, som De ved, i Sparekassen, disse bliver jeg nødt til at tage af, dersom De ikke kan – vil ved jeg De vil – undvære disse, tilsammen 30 rdlr, til jeg af Reitzel får 180 rdlr. for andet oplag af Improvisatoren. Deres lille brev fik jeg i Svendborg, dagen før Eduards bryllup; det var derfor altfor sent at sende nogen vise, men han og Jette fik hver et lille brev. Louise gav De jo mit lille epistel den 3. august? Iaftes kom prinsen her til Odense, her var rejst en æresport, og uagtet solen ej var nede, blev lamperne tændte. Om aftenen var lys i alle vinduer og herskabet kørte om; jeg måtte ligge af feber, som indfinder sig hver dag hen på eftermiddagen! Hils ”moderen”, jeg sender hende de første og bedste hilsener, hun holder bestemt af mig, dog det gør de jo alle. For Louise er jeg ret bedrøvet, gid jeg må finde hende og Lind raske! / Deres sønlige / H.C. Andersen. (160)

Det må nok karakteriseres som et skæbnemoment i Andersens liv, da Edvard Collin den 10. august 1836 giftede sig med sin smukke, begavede og godhjertede forlovede, Henriette Thyberg, i daglig tale og skrift omtalt og tiltalt som ”Jette” af familie og nærmeste venner. Men eftersom Andersen var ”De’s” med Edvard Collin, følte han det formentlig også naturligst, at være ”De’s” med vennens ægtefælle. Kendsgerningen er i hvert fald, at han heller aldrig blev ”du’s” med Jette Collin. Under sit ophold i Svendborg 4.-5. august, fik han som nævnt brevet fra Collin, hvori denne meddelte, at brylluppet mellem Edvard og Jette var nært forestående, hvorfor Andersen skyndte sig at skrive et brev til hver af sine to meget gode venner. Brevene skal naturligvis gengives her, men først vil vi se, hvad han har noteret i dagbogen for den sidstnævnte dato, nemlig blandt andet følgende:

[…] Almægtige Gud! dig alene har jeg, du styrer min skæbne, jeg må hengive mig dig! Giv mig udkomme! Giv mig en brud! mit blod vil kærlighed, som mit hjerte vil det! – (161)

Dagbogsnotatet antyder indirekte, at Andersen var tydeligt påvirket af sin viden om, at brylluppet nu skulle stå mellem hans to nærmeste gode venner. Han måtte samtidigt indse, at den trofaste Edvard – i lighed med den trofaste Louise – nu for altid var tabt for ham som erotisk kærlighedspartner. Det præger også lykønskningsbrevet til Edvard Collin, men faktisk på ingen måde lykønskningsbrevet til Jette Collin. Begge breve er dateret Svendborg den 4. august 1836, og brevet til vennen lyder sådan.

Min kære, bedste ven!

I går eftermiddags kom jeg her til, efter en stor omflakken, fra herregård til herregård, alle breve, som imidlertid indtraf i Odense, skulle sendes her til. Jeg gik på posthuset og fandt et brev der fra Deres fader, han skriver ”torsdag eller fredag er det Eduards bryllups dag!” – Det glædede og dog bedrøvede mig. De sætter vistnok ikke pris på en vise og muligt, føler De Dem ganske anderledes stemt end at have en sang, men jeg var dog af den mening, at da Deres første ven, (i det mindste fra min side) er digter, så skulle just De have en vise til brylluppet. Nu får jeg først her dagen forud og posten til København går ikke afsted tidligere, end lørdag. Det er altså umuligt at få mit ønske opfyldt. Jeg kommer post festum. De er ægtemand når mit brev kommer, De ejer Deres elskværdige Jette. I dag og i morgen, begge dagene vil jeg ret gå og tænke på Dem begge to, én af disse dage er jo bryllupsdagen. Skønt jeg ikke kan komme med, ej engang med en vise, er jeg dog sjælelig tilstede. Jeg ser Dem begge to, alvorlige og dog så glade. I mit hjerte beder jeg den gode Gud, gøre Dem ret lykkelig! Vandet trænger mig i øjnene idet jeg skriver dette. Min kære, kære Eduard! Gud velsigne og ledsage dig! ja, du bliver lykkelig og fortjener det. Jette vil blive trofast og elskelig, som hun altid var. Den huslige lykke kan jeg ret godt tænke mg, som Moses står jeg på bjerget og ser ind i det forjættede land, der jeg aldrig selv kommer. Gud har givet mig meget i verden, men måske, er det jeg mister, det bedste og lykkeligste. Et hjem har man først når man har en trofast, elskelig kone, når man ser sig selv genfødt i de kære børn. – Al den lykke venter nu Dem! Jeg står ene hele mit liv, venskab må være mig alt, venskab skal udfylde enhver plads, derfor er måske mine ytringer, mine fordringer, så store, alfor store! men giv mig, så meget De kan, De er den jeg elsker højest. Jeg forudføler hele min fremtid, med alle dens savn, jeg skal blive ene, og må blive det. Min forstand håber jeg vil altid vise mig det lige klart. Men mine følelser er stærke, som Deres, som De elsker Jette, har også jeg elsket! to gange har jeg elsket, men det var kun selvskuffelse, dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig, men selv vi to taler aldrig derom. Det er af de lidelser, man ikke selv kan tale med sin kæreste ven om. Jeg er jo også lægt, kun imellem, værker det endnu i de helbredede dele. Bedst var det måske ikke at have engang skrevet disse ord. Dog Eduards bryllup, går dybt ned i mit hjerte, vækker alle mine erindringer der. Den, som kan elske to gange, kommer nok med tredje gang, tænker De, men Eduard, det er just det jeg vil bede Gud bevare mig fra og det vil han! Han vil jo kun det fornuftige.

Ganske rask er jeg ikke i dag! forleden badede jeg mig i en indsø, hvor der var kildevæld og det har bragt feber i mit blod. På onsdag forlader jeg Odense og tager 4 à 5 dage til Nørager, jeg fik i dag et venligt epistel fra Emma at vognen ville vente mig i Slagelse, jeg venter nu et brev på Nørager, f.eks. søndag aften, et brev fra Dem min kære, kære ven, måske skriver Jette et par ord deri. Jeg har her ladet et lille epistel følge til hende. Vielsen tænker jeg mig står i Helsingør og næste morgen kører det unge par til byen. I morgen altså når dette brev kommer på posten, sidder De og Jette, som mand og kone, ved hinandens side. Lykkelige mennesker begge to. Føl ret hvor meget I har frem for vennen. Dog jeg flyver mod Syden. Italien er min brud! Lev vel! Lev vel! Gud velsigne jer begge! (162)

”Italien er min brud!”

Det ovenfor citerede brev indeholder måske en af de tydeligste tilkendegivelser nogensinde fra en resignerende Andersen om, at det, især med hans sjælelige konstitution, tjente ham bedst, at forblive ugift og dermed ungkarl også hele resten af sit liv. Han skriver angiveligt, at ”Italien er min brud!” Men andetsteds udtrykker han det på den måde, at det er ”Poesiens Muse”, der er bruden, og poesien fandt han især inspiration til i Italien, hvilket romanen ”Improvisatoren” i høj grad vidner om. Poesiens Muse var desuden primært til stede i hans egen bevidsthed, i form af det, han betegnede som sin ”halve kvindelighed”, underforstået, at hans psyke var halvt kvindelig og halvt mandlig, altså halvt feminin og halvt maskulin. Det var bare ikke altid, at han huskede sig selv på, at det forholdt sig sådan. Derfor kunne han eksempelvis i dagbogen skrive: ”Giv mig en brud! mit blod vil kærlighed, som mit hjerte vil det!” At blodet ville kærlighed, betyder jo den sanselige kærlighed, og at hjertet vil det, betyder den sjælelige kærlighed. Men sammen med Poesiens Muse skulle Andersen i de følgende mange år komme til at avle en lang række kønne børn, i form af de forunderlige og højst interessante eventyr og historier, han allerede aktuelt satte i verden, børn, som f. eks. eventyrene ”Tommelise” og ”Den lille Havfrue”, og som der skulle komme mange flere af helt frem til 1872, hvor hans kreative avledygtighed stort set var ophørt.

Men nu til Andersens lykønskningsbrev til den kære veninde, Jette Collin, f. Thyberg:

Min kære Eduards Jette!

I tankerne kysser jeg Deres hånd og lykønsker Dem til den betydningsfulde dag, der har forenet Dem med den kære, trofaste Eduard. Selv om jeg ikke holdt af Dem måtte De dog, som hans kone, være mit hjerte nær, men De er mig, for Deres egen skyld, så uendelig kær, jeg skatter Deres fortræffelige sider og tror De vil gøre ham meget lykkelig. Det gik mig med Dem, som det gik mig med Louise og Eduard, i begyndelsen havde jeg lidt imod Dem, ser De, jeg skrifter; De blev Eduards forlovede og jeg blev mere opmærksom på Dem, hvor smuk De er, havde jeg altid set, men nu blev De mig interessant, siden kom jeg til at vurdere Dem og længe har jeg ret holdt meget af Dem og det aldeles uden hensyn til Eduard. Derfor vil jeg nu også give Dem nogle gode råd i brudegave! Lad ham ikke ganske få magten, lad ham ikke få lov til at blive lidt sær, føj ham ikke i alt. Der er en god natur i ham, hoved har han og hjerte – ja, De har jo givet ham Deres – så har han da eet godt i det mindste, men han må sættes i trit, tages på den rigtige måde. for det første giv ham nu et kærligt kys fra mig, siden begynder den huslige opdragelse. I går eftermiddag kom jeg fra Broholm her til Svendborg, hvor jeg ved koncerten traf Emilie og Maria Hornemann. Det var den tredje august, jeg spurgte hende om hun erindrede hvad det var for en dag, hun sagde nej, og jeg nævnede: Louise. I morges va jeg ude i St. Jørgensgaard og man sagde mig at Emile og Tabitha Plum havde drukket Louises skål. Jeg var derimod om aftenen i et fremmed hus her i Svendborg, ingen kunne jeg drikke Louises skål med, da sad jeg just ved siden af en ung, meget smuk dame, i samtalens løb, hvori jeg interesserede hende, sagde jeg: i dag er det en af mine venners fødselsdag, vil De drikke skålen med mig, hun tænkte vel på en herre, men jeg klinkede og tænkte på søsteren, Linds elskværdige brud. Hun er endnu lidende, skrev faderen, det bedrøver mig meget, om Lind, ved jeg endnu ikke hvorledes det er. Hils dem begge to og bring fru Collin min sønlige hilsen, ligesom De nikker til alle Deres hjemme. Snart kommer jeg og ser den lille husholdning, den smukke unge kone, glædes ved Deres lykke og mister aldrig venskabet. / Deres trofast hengivne / H.C. Andersen. (163)

Til trods for Andersens direkte opfordring til Edvard Collin om at besvare lykønskningsbrevet, ses dette ikke at have været tilfældet, for Andersen modtog faktisk ikke flere breve fra vennen i 1836. Derimod skrev han selv to breve til denne efter sin hjemkomst til København, nemlig ét lidt længere, dateret den 25. august og – med over to måneders mellemrum – ét, dateret den 10. november, som kun var på et par linjer, hvilket kunne tyde på, at der igen var blevet kold luft mellem de to venner. Brevpausen varede helt til den 25. marts 1837, og det var igen Andersen, der tog initiativet, men tilsyneladende uden at få noget svar fra vennen, i hvert fald ikke noget skriftligt svar. Hvad der var grunden til Edvard Collins i hvert fald skriftlige tavshed, vil vi søge at finde ud af, efterhånden som denne undersøgelse skrider fremad.

Andersens brev til Edvard Collin, dateret København 25. august 1836, er af en pæn længde og tyder på, at Andersen søgte at komme vennen imøde ved et mere ’sagligt’ indhold, end sædvanligt for ham i de to venners indbyrdes brevveksling. Men brevet vidner samtidig om en vis skuffelse, irritation og lidt bitterhed hos Andersen, dels over at vennen ikke svarer, hverken mundtligt eller skriftligt, og dels efter Andersens opfattelse, ikke gør nok for at skaffe ham midler til en ny større rejse:

Kære ven!

Fra Fyn skrev jeg Dem et fortroligt brev til, sagde Dem hvad der lå mig nær og af livsbetydning på mit hjerte, spurgte om De, som min nærmeste ven, havde deltagelse derfor og Deres svar var: ”Der er jo et helt år endnu til at tale derom!” – Betyder det måske, lad os opsætte den samtale så længe som muligt? Er det Dem muligt, da glem sekretæren ved Fondet og vær alene Eduard, thi det er alene med ham jeg har at gøre. Det er ikke umuligt at jeg kan komme til at rejse igen, det beror alene på at vise nytten på en for autoriteterne fattelig måde. Hvorledes gør jeg dette bedst? Mit rejsestipendium var ikke stort forrige gang, men ventede af andre et langt anderledes resultat, end af mig. Jeg har vist nytte af rejsen og vil kunne vise mere, når jeg, kun et år, atter må fortsætte den, thi den anden blev ved mangel på penge afbrudt just som jeg havde lært at rejse. – Forrige gang sagde jeg: lad mig komme afsted, De skal se jeg skal vise mig værdig! det betvivlede man, jeg måtte give attester på, at jeg havde talent, resten skylder jeg vis Dem og Deres faders indflydelse, for andres skyld kom jeg på rejse, nu beder jeg om det for min egen skyld og vil Gud forunde mig kraft, da skal jeg endnu tydeligere vise at jeg fortjener det, så vidt et menneske kan fortjene nåde. Jeg må ud næste år! nu har jeg modtagelighed for naturen og menneskene! nu kan jeg have gavn deraf, udsættes det i flere år, da er jeg måske et andet menneske, kan ikke have mere – end fornøjelsen kun. Nu, medens Improvisatoren, resultatet af den første udflugt, er i omtale, må øjeblikket gribes, et endnu modnere værk skal jeg da give mit fædreland, der rejser jo dog hundreder, som ikke fortjener det, men kun eengang! Svarer sekretæren mig; men da jeg dog har gjort en undtagelse, må en undtagelse også kunne gøres med mig! Den fabrikant, som søger og erholder understøttelse af Fondet for at sættes istand til at give sin virksomhed en højere fuldendthed, vil man, efter at han har vist et fyldestgørende resultat, ikke afslå når han næste gang søger og med ærligt mandshjerte forudsiger et endnu heldigere udfald, det være så smør eller ost at det viser sig i. Må det samme ikke kunne overføres i åndelig henseende, eller kan Fondets embedsmænd vurdere det åndelige ringere? Jeg forlanger kun af vennen at han siger mig den bedste måde at gå frem på, thi jeg vil gøre alt! må gøre det! Kan og vil De ikke gå ind i mine anskuelser? Skal Deres tavshed antyde dette? Jeg besøger Dem snart taler De da ikke til mig om hvad der ligger mig nær, da vil jeg have forstået Dem og – vort venskab bliver alligevel ved det gamle. / Deres trofast hengivne A. (164)

Under gennemlæsningen af ovenstående brev, kan man ikke undgå at bemærke Andersens bitterhed over, at han, da han i 1833 ansøgte om rejsestipendium til Italiensrejsen, måtte anmode kendte mænd om at skrive anbefalinger for sig. Andersen mente jo selv, at han allerede forud havde bevist sit værd som digter og forfatter, hvilket Fondens bestyrelse åbenbart ikke mente, siden man forlangte anbefalingsskrivelser. Men ”autoriteterne”, hvilket vel vil sige bestyrelsen i Fonden ad usus publicos, havde efter Andersens opfattelse stadig ikke fattet eller forstået, at han nu var en litterært set anerkendt forfatter af både digte, skuespil, rejsebeskrivelser, romaner og eventyr. Den ganske pæne succes, hans hidtidige litterære produktion havde fået af både kritikken og publikum, bekræftede ham i hans selvforståelse som den ”Guds præst”, han allerede i 1825 havde set sig selv som. Denne selvbevidsthed medførte, at han, overfor især Edvard Collin, i sine senere breve til denne, altid underskrev sig med navnet ”H.C. Andersen” og ikke kun med ”Andersen”. Det er undtagelsesvist, at han, som tilfældet er i det ovenfor citerede brev, kun underskriver sig med et ”A.”

Edvard Collins ’tavshed’

Imidlertid findes der et brev fra Andersen til Jonas Collin, dateret 27. august 1836, og deraf fremgår det, hvad grunden til Edvard Collins skriftlige tavshed kunne skyldes:

Hvad jeg har på hjertet ved De, eftersom Eduard viser mig til Dem; men hvorledes det er givet Dem ved jeg ikke. Det var aldeles udenfor min plan at De endnu skulle være underrettet om hvad der således beskæftigede mig, jeg ville først have drøftet og gennemskuet hele tingen med Eduard, min kæreste, måske sandeste ven, Dem foruden. Han affærdiger mig aldeles uden svar, viser mig til Dem. Nu vel, der skulle jeg måske også have gået straks; hvad jeg har på hjertet er af mig selv drøftet og overvejet. Øjeblikkeligt forundrede det Dem vist, at høre at jeg allerede, kun to år efter at jeg var på rejse, tænker på at begynde en lignende igen, men De vil høre hvad jeg har at sige. Det er ikke forretningsmanden, men ”faderen”, jeg skriver dette til. Da man sidst lod mig rejse, ventede man ikke stort resultat deraf, jeg måtte skaffe en slags attester på at jeg var digter, og således fik jeg en sum, vistnok stor for mig, som modtog den, men ringe med hensyn, til hvad der blev givet, derved blev min rejsetid indskrænket, just som jeg havde lært at rejse, just, som jeg begyndte at indhøste nytten, måtte jeg hjemad. Jeg har vist gavn af min rejse, vist at den har været en sand åndelig skole for mig og mit æstetiske arbejde, som fulgte, har vundet et bifald, som de bedre arbejder i vor litteratur. Når nu Fondet understøtter en kunstner og resultatet har været heldigt, mon det da bliver ubeskedent om den samme træder frem igen og søger om hjælp til endnu mere at vise sine evner? Min opdragelses skole er livet og verden, jeg har opfattelses og fremstillings evne, jeg må have mit værksted og det er at tumle mig i verden. Desværre tilhører jeg en så lille nation, at selv om mine skrifter hører til de mest læste, giver de mig næppe brødet. Nu understøtter Danmark kunsten, jeg trænger til denne understøttelse, og har ved tidligere at modtage den vist et heldigt resultat. Om flere år, måske, vil jeg igen kunne komme i betragtning, svarer man mig, men om flere år er jeg ikke længer den jeg nu er. Nu kan jeg have gavn af at forny den forrige afkortede rejse, nu har jeg ungdommelighed, kraft til at opfatte og gengive, nu skal man, ved Guds bistand få ære og glæde af mig. Det er ingen let grille, der er opstået hos mig, det er en moden drift til at virke til ære for fædrelandet og mine. Jeg må ud! Til Grækenland står min tanke, men jeg vil være fyldestgjort ved at kunne besøge Sicilien. Kun eet år ude endnu! Udgifterne er ikke store, for de der giver og jeg må kunne erholde disse, bliver sagen kun tydeligt fremsat for den, som må afgøre det. Herom er det jeg har spurgt Eduard til råds, herom er det jeg beder Dem om vejledning. Hvad kan jeg gøre? Hvorledes handler jeg fornuftigst med at komme til målet? Nu er tiden for det, nu lægges der mærke til mig, nu kommer, ved nytår, anden udgave af Improvisatoren, dette resultat af min første rejse. Vær mig fortroligere og mere venlig, end den eneste jeg med al tiltro først nærmede mig til. Det har bedrøvet mig at blive henvist hvor jeg vidste, der ved jeg én sikker leder endnu. / Deres sønligt hengivne / H.C. Andersen. (165)

Brevet til Jonas Collin vidner om, at Andersen i stigende grad var blevet utilfreds og bitter over, at Edvard Collin som sekretær i Fonden ad usus publicos åbenbart ikke ville bruge sin indflydelse til at hjælpe sin ven med at opnå et nyt rejsestipendium. Den tanke strejfede ham vistnok ikke, at Edvard Collin ’kun’ var sekretær i Fonden og at han som sådan havde et personligt renommé som uvildig sagsbehandler at varetage. Men Andersen var også skuffet over, at den ligeledes indflydelsesrige, faderlige ven, Jonas Collin, som tilmed havde forretningsmæssig adgang til landets øverste mæcen, selveste kongen, Frederik VI, tilsyneladende heller ikke ville virke til gavn for opfyldelsen af Andersens hede ønsker og længsel efter at komme på en ny stor udenlandsrejse. Men eftersom Andersens brev til Jonas Collin er det sidste i brevvekslingen mellem ham og den faderlige ven i 1836, tyder det på, at Edvard Collin så vel som Jonas Collin, har anset det for omsonst at blive ved med at drøfte emnet, skriftligt som mundtligt, hvilket naturligvis bragte den efter egen opfattelse forsmåede Andersen i harnisk. Derom vidner vistnok hans brev af 10. november 1836, som er et af de korteste, han nogensinde har skrevet til Edvard Collin. Andersen opholdt sig da på sin bopæl i Nyhavn i København, og brevet lyder i al sin iøjnefaldende, småfornærmede og ironiske korthed således:

Hvorfor er vi nu uvenner, min formående hr. assessor? Vil De give overbringeren svar. NB, dersom De ikke sidder ved Skakspillet. / Deres Dem hengivne / H.C. Andersen. (166)

Eftersom Edvard Collin som nævnt ikke svarede på Andersens seneste breve i 1836, og heller ikke på dennes breve i 1837, er det tydeligt, at der igen må være blevet kold luft mellem de to venner. Tidligere var det Andersens blødagtighed og påtrængende tilbedende attitude overfor sig, der havde irriteret Edvard Collin, og nu var det vennens påtrængenhed, for at opnå rejsestøtte, der var anstødsstenen mellem dem. Den situation kunne den faderlige ven Jonas Collin åbenbart heller ikke gøre meget ved. Det skal vi alt sammen se nærmere på i det følgende afsnit.

(Fortsættes med 4. del)

© Marts 2011 Harry Rasmussen.

Noter og kilder:

145 BEC I, brev nr. 90, s. 241. – ’Fru Bügel’: Catharina Bügel, f. Adser (1767-1845), enke efter storkøbmand, grosserer C.P. Bügel. Den da 69-årige fru Bügel var ret velstående og havde især kastet sin interesse på den da 31-årige digter Andersen. Andersen havde lært fruen at kende efter sin hjemkomst fra Italien, og den angiveligt noget excentriske dame kastede i slutningen af 1830erne sin omsorg på ham, dog snart til nogen irritation for ham selv. Bysladderen ville vide, at der var udsigt til ægteskab mellem den ældre kvinde og den langt yngre digter, men der var naturligvis tale om et rygte.

146 Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 173-74. – ’mit syngestykke’: Renzos Bryllup. Stykket var skrevet på opfordring af syngemester L. Zinck, og det var baseret på en episode i Manzonis roman ”I promeesi sposi”. Det indleveredes til Det kgl. Teater 14. juni 1836, men censor Molbech forkastede Andersens tekst og overlod det til komponisten at tilpasse teksten til musikken. Andersen omarbejdede teksten og indsendte denne til teatret, hvor det allernådigst blev antaget til opførelse, men under det vilkår, at medmindre stykket opnåede 5 opførelser ”uden mishags-ytriunger” og tilstrækkeligt tilskuertal, ville man ikke udbetale noget honorar til Andersen, et vilkår, han var nødt til at acceptere. .Det endte med, at stykket alligevel ikke blev opført. Men 1848 omarbejdede Andersen på ny teksten til en opera med titlen ”Brylluppet ved Como-Søen”, med musik af af teatrets daværende kapelmester Frans Gläser. Operaen havde premiere 29. januar 1849 og stykket opnåede 12 opførelser. – ’Hos Guldbergs’: Andersen var på besøg hos sin faderlige ven, oberst Christian Høegh-Guldberg og dennes familie, som på den tid var bosiddende i Næstved, hvor obersten var chef Sjællandske Landseneer Regiment. - ’ingen poster’: dvs. ingen postvogne. – ’N’est pas?’: Et af Andersens særlige udtryk for N’est-ce-pas? = ikke sandt?, som var blevet er stående udtryk i den muntre familie Collin. – ’”Se til bæstet!”’: Antagelig et stående udtryk om Andersen hos Ingeborg Drewsen, som vistnok var den eneste i Collin-familien, der kunne tillade sig et frisprog overfor Andersen, uden at han blev fornærmet eller såret. – ’Hils moderen’: Henriette Collin, f. Hornemann. – ’de tre brødre’: Gottlieb, Edvard og Theodor Collin. Den førstnævnte var gift med henholdsvis Augusta (Gusta) Collin, næstfølgende var forlovet med Jette Thyberg, og sidstnævnte var ugift. – ’faderen’: Jonas Collin. – ’Lind’: Louise Collins forlovede Wilkens Lind.

147 BEC I, brev nr. 91, s. 241-42. – ’hvor Baggesen er født’: Jens Baggesen (1764-1826), digter. – ’og Birckner begravet’: M.G. Birckner (1756-98), præst og filosof. Var fra 1795 til sin død gift med Henriette Christine Birckner, f. Hornemann (1772-1845), med hvem han havde døtrene Maria Birckner (1796-1880) og Johanne (Hanne) Birckner (1797-1881). 1803 giftede Henriette Birckner sig med Jonas Collin og med ham fik hun døtrene Ingeborg (1804-77) og Louise (1813-98) og sønnerne Gottlieb (1806-85), Edvard (1808-86) og Theodor (1815-1902). Den gode moder havde dermed født i alt 7 levende børn. – én af vore bedste romandigtere’: udtrykket er et citat fra Andersens egen roman ”O.T.”, Første Del, VII. Kapitel. – ’brevet hun fik fra Næstved’: Andersens brev til Louise Collin, som er citeret ovenfor, er dateret 6. juni 1836. – ’hans oberst’: Christian Høegh-Guldberg (1777-1867), – ’subordination’: underdanig lydighed. – Ingemanns: Lucie og B.S. Ingemann. – Hauch’: Carsten Hauch (1790-1872), digter, lektor i naturvidenskaberne ved Sorø Akademi. – ’Hauchs børn’: William (1829-1906), Mathilde (1831-1910), Elisabeth (1832-1903), Marie (1834-1915), de nævnte må være dem, der kan være tale om her. Den muligvis nyfødte Adam (1836-1914), samt de senere fødte: Albertine Louise (1839-44), Ludvig Alfred Hauch (1845-1938) og Ottilie Margrethe (1847-75), kan af gode grunde ikke komme i betragtning i denne forbindelse. – ’denne Viggo’: Viggo Drewsen (1830-88). – ’hans moder’: Ingeborg Drewsen, f. Collin (1804-77). – ’Ikke sandt?’: Andersens ”N’est pas?”, ironisk-humoristisk berømt i den muntre Collinske familie.

148 BEC I, brev nr. 91, s. 243-44- - ’fire der kan fortælle Dem’: Foruden den foretagsomme Jonas Collin havde 1832 været medstifter af ”Selskabet til Hesteavlens Fremme i Provindserne”, og det var netop dette selskab, der havde afholdt væddeløbene i Slagelse, deltog også hans sønner Gottlieb og Theodor, samt svigersønnen Adolph Drewsen. – ’Birckners grav’: Jonas Collins kone, Henriette Christine Collin, havde været gift første gang med M.G. Birckner, som var død 1. december 1798. Sammen havde parret to døtre. Birckner, der var filosof og kapellan i Korsør, havde været en ivrig forkæmper for trykkefriheden, så det pinte Andersen at se den brave mands gravsted i dårlig forfatning. – ’Torp’: Andreas Torp, død 1801, havde været byfoged i Korsør. – ’en smule avn’: Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad Andersen mener med ordet ’avn’, medmindre det har med ordet avner at gøre. Avner er som bekendt den skal der skilles fra kornet under tærskningen. – ’”en urolig Aften”’: Vaudeville af Andersen i en Akt, bearbejdet efter et tysk forlæg. Stykket blev ikke opført ved teatrets sommerskuespil i 1836 og blev i øvrigt forkastet 18. juni af Det kgl. Teaters direktion.. – ’Deres søster med alle de små’; en hentydning til Ingeborg Drewsen, som havde børnene Jonna, født 1827, Valdemar, født 1828, Viggo, født 1830, Einar, født 1833, Harald, født 1836 - ’Valdemar’: Valdemar Drewsen (1828-92), søn af Adolph og Ingeborg Drewsen, 1849 fabriksmester ved Silkeborg Papirfabrik, 1858 bestyrer af Bentse Brug og papirfabrikant ved Christiania.

149 BEC I, brev nr. 92. s- 244-45. – ’Politimesteren i Korsør’: Bernt Bentsen (1791-1860), borgmester og byfoged. – ’Birckners monument’: en sandstensstøtte med vase, som formentlig stadig findes bevaret i Korsør. – ’”Capriziosa”’: komedie af Thomas Overskou (1798-1873) og A.L. Arnesen (1808-60)- - ’Priorinden i frøken klostret:’: Louise Catharine Sophie Heide (1793-1856), siden 1825 priorinde for Odense adelige Jomfrukloster. – ’frøken Schleppegrel’: Christiane Charlotte Louise von Schleppegrel (1774-1841), konventualinde i Odense adelige Jomfrukloster. – ’hvad hun endnu aldrig havde vist noget mandfolk’: sit soveværelse. – ’Pastor Bentzien’: V. B. Bentzien (1800-57), sognepræst til Kerteminde, senere provst, tidligere lærer ved Borgerdydsskolen i København, hvorfra Edvard Collin kendte ham. – ’Krüger’: vistnok Theodor Krüger (1778-1867), fhv. apoteker, indehaver af Svaneapoteket i Odense. – ’Abrahamson’: Joseph Abrahamson (1789-1847), generalkrigskommissær, oberstløjtnant, dr. phil., broder til Andersens moderlige veninde, fru Signe Læssøe.

150 BEC I, brev nr. 93, s. 245-49. – ’Otto Thostrup’: Hovedpersonen i romanen ”O.T.”. Bogens anden hovedperson er Baron Vilhelm, som tydeligvis er identisk med Edvard Collin. – ’Zefirer’: Vinde. – ’den nye udgave vil komme til nytår’: Andet oplag af ”Improvisatoren” udkom først 28. juni 1837. – ’se at De glemmer sekretæren’: Edvard Collin var 1832-42 sekretær ved Fonden ad usus publicos. – ’Hillerup’: F.C. Hillerup (1793-1861), forfatter og oversætter, redaktør af Hempels Avis (Fyns Stiftstidende), som forlod avisen i efteråret 1836 og afløstes af Andersens gode ven, forfatteren Carl Bagger (1807-46), i begyndelsen af 1820’erne elev i Sorø Akademis Skole, senere forfatter. Andersen kendte Bagger fra sin tid som elev i Slagelse lærde Skole, hvor han jævnligt aflagde besøg hos Ingemanns i Sorø. – ’Ove Thomsen’: (1801-62), medredaktør af ”Dagen” 1827-34, derefter redaktør af Hempels Avis i Odense og 1836-47 udgiver af ”Fyns Stifts Avis. 1849 postmester i Assens, politiker. – ’Arnesens lystspil’: A.L. Arnesen (1808-60), cand. jur. 1834, skuespilforfatter, 1841 fuldmægtig i Ekspeditionskontoret for Skattesager, 1849 kontorchef i Finansministeriet, samme år kommitteret hos Direktøren for Det kgl. Teater. Skuespilforfatter, 1855 kontorchef i Indenrigsministeriet. Hans her nævnte lystspil havde titlen ”Tak for Ballet”, opført eneste gang ved sommerforestillingerne 20. juni 1836. – ”En Aften paa Billardet”’: stykket blev aldrig opført, - ’Renzos Bryllup’: Se note 146. - ’en ny roman’: ”Kun en Spillemand”.

151 Vedr. Inga Nalbandian kan henvises til en nærmere omtale af hende i afsnittet Andersens fjerde dobbeltforelskelse (7. del),

152 BEC I, brev nr. 94, s.249-50. – ’Ludovic’: Syngestykke i 2 Akter, af Hérold og Halévy, opført 1. gang på Det kgl. teater 24. maj 1834.

153 BEC I, brev nr. 95, s. 251-55. – ’marmorbudding, en opskrift efter Madam Mangors Kogebog: en slags hvidvins-fromage. – ’sybaritisk’: overdådig, vellystig. – ’Bambino’: Dukke, der forestiller Jesusbarnet. – ’trapistiske’: strenge moralske krav, en hentydning til den strengeste af alle munkeordener, Jesuiterordenen. – ’”ein rein unschuldiges keuschen Buch!”: en ren kyskheds-bog. – ’skrevet et digt derom’: Digtet ”Rosenknoppen”. – ’præstekonen i Gudme’: Hedvig Kirstine Kjær, f. Friis (1811-80) gift 1833 med sognepræst til Gudme-Brudager, Hans Magnus Kjær, en broder til Edel Marie Sehested, f. Kjær (1789-1839), enke efter Anders Sehested (1784-1819), ejer af godset Broholm. – ’den kalundborgske melodi’: ikke identificeret. Den bedst kendte melodi til sangen er af H.S. Paulli (1810-91), kgl. kapelmusikus, 1849 koncertmester, 1861 kapelmester ved Det kgl. Teater, komponist.

154 BEC I, brev nr. 96, s. 155-57. – ’captatio benevolentiæ’: bøn om overbærenhed. I reglen benyttet i en vaudevilles slutningssang, hvor publikum anmodes om at bære over med forfatteren og stykket og opfordres til at klappe. Andersen har selv benyttet dette i sin vaudeville ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, 1829. – ’konteksten’: sammenhængen. – ’Depossession’: Det, at være eller blive berøvet noget. – ’Nonnetitte’: en slags flaskeæble. – ’Emil’: Emil Hornemann (1810-90), cand. med. 1834, dr. med. 1839 og fra 1842 praktiserende læge i København. Han har æren af at have virket for forbedring af drikkevandets renhed og kvalitet i storbyen. – ’den Hornemannske familie’: Denne familie var beslægtet med gamle fru Henriette Christine Collin, f- Hornemann. – ’Musikforeningen’: Denne var, bl.a. på initiativ af Edvard Collin, opstået under opførelsen af komponisten Weyses og Andersens opera ”Festen paa Kenilworth” på komponistens fødselsdag 5. marts 1836. Musikforeningen så det som sin hovedopgave, at udgive utrykte betydelige danske musikalske værker. – ’Floribella’: Musikalsk værk af Weyse. – ’specialiter’: dvs.. specielt. – ’flateret’: Se Edvard Collins brev af 16. juli 1836.

155 BEC I, brev nr. 97, s. 257-61. – ’Ørbæklunde’: Hovedgård ved Ørbæk, 12 km. Sydvest for Nyborg. Ejedes af Rasmus Lange (1777-1848), godsejer og justitsråd, og hustru Laurentze Lange, f. Lindegaard (1794-1869), en datter af fru Lindegaard på Lykkesholm. Gårdene Lykkesholm og Ørbæklunde spiller en vigtig rolle i Andersens nye roman ”Kun en Spillemand”, som dog endnu ikke var færdigskrevet på det her omhandlede tidspunkt. – ’Paulli’: H.S. Paulli (1810-91), kapelmusikus ved Det kgl. Teater, komponist. Han har, foruden melodi til digtet ”Rosenknop, så fast og rund”, bl.a. også komponeret den kendte melodi til Andersens digt ”Lille Viggo”. – ’Fru Bügels adresse’: Var i 1836: Dronningens Tværgade nr. 275, nuværende nr. 5.

156 BJC I, brev nr. 61, s. 124. – ’Rekonvalescenten, Louise’: Louise var afkræftet efter nogen tids halssygdom og muligvis også skarlagensfeber. – ’torsdag eller fredag’: hhv. den 4. og 5. august.

157 BJC I, brev nr. 62, s, 125. –

158 Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, s. 174-76. – ’præsten Lassen’: muligvis Jørgen Alexander Lassen (1800-88), sognepræst til Kværndrup, gift med Wilken Linds (unavngivne) søster og broder til Justine Lassen, som var tjenestepige hos Jonas Collin. – ’selv en lille epistel fra Deres hånd’: En sådan, så vel som et brev, modtog Andersen så vidt vides aldrig fra den tilbedte. – ’min nye roman’: Romanen ”O.T.” udkom 21. april 1836. Heri spiller Edvard Collin en fremtrædende rolle som Otto Thostrups alias Andersens ven Vilhelm. Se herom i afsnittet Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab (7- del). - ‘Tolderlund’: Familien Iversens landsted ved Odense Kanal. – ’agent Voigts’: Laurits Peter Voigt (1779-1859) og hustru Anne Christine Voigt, f. Brandt (1785-1861), samt muligvis også døtrene Frederikke (1807-?) og Laura (1817-1904) og sønnen Johan Peter (1810-65). - Sandsynligvis har Andersens store sværmeri fra 1830: Riborg Voigt (1806-83) og dennes ægtefælle, Jacob Bøving (1799-1885) også været blandt gæsterne ved kirkekoncerten. – ’Stage’: Gottlob Stage (1791-1845), skuespiller ved Det kgl. Teater 1815-45. gift 1836 med Augusta Stage, f. Kofoed (1816-94). Operasangerinde ved Det kgl. Teater. – ’Når holder Eduard sit?: Edvard Collin og Jette Thyberg blev gift 10. august 1836. – ’Marstrand’: Wilhelm Marstrand (1810-73), maler. Han havde i 1833 malet et meget smukt portræt af Louise Collin, som nu hænger på H.C. Andersens Museum i Odense. – ’adressere mit brev til fru Louise Lind’: Louise Collin blev 25. november 1840 gift i Frederiksberg Kirke med Wilkens Lind

159 BJC I, brev nr. 63, s. 125. – ’Edvards bryllup’: Edvard Collin og Henriette Thyberg blev viet den 10. august 1836, og vielsen foregik i Søllerød Kirke og blev foretaget af Caspar Johannes Boye, som var gift med Maria Boye, f. Birckner, en halvsøster til Edvard Collin.

160 BJC I, brev nr.64, s. 125-26. – ’Med næste post kommer jeg til Sjælland’: Andersen forlod Odense den 10. august og rejste derefter på besøg hos kammerråd Claus Chr. Bang på hovedgården Nørager, 10 km. Syd for Jyderup, hvorefter han via besøg hos Ingemanns i Sorø vendte tilbage til København 18. august. – ’min nye roman’: ”Kun en Spillemand”, som dog først udkom 12. november 1837. – ’andet oplag af Improvisatoren’: udkom først 28. juni 1837, så der var lange udsigter for nye indtægter for Andersen. – ’Deres lille brev fik jeg i Svendborg, dagen før Eduards bryllup’: Andersen må endnu ikke have modtaget Jonas Collins brev af 6. august, hvori meddeles, at brylluppet først skulle stå onsdag den 10. august. – ’prinsen’: Fyns guvernør, tronfølgeren prins Christian Frederik og hans gemalinde Caroline Amalie. Parret havde jo allerede i Andersens barndom boet på Odense Slot. Se evt. nærmere herom i afsnittet En ny livssituation - ’Lind’: Han lå med skarlagensfeber på det tidspunkt.

161 Dagbøger I, s. 58.

162 BEC I, brev nr.98, s. 261-63. – ’”torsdag eller fredag er det Eduards bryllups dag!”’: Andersen var iht. Jonas Collins brev af 29. juli i god tro, idet han endnu ikke havde modtaget Collins brev af 6. august. – ’som Moses står på bjerget’: 5. Mos. 34, 1-4- - ’to gange har jeg elsket’: I henhold til den traditionelle Andersen-forskning, hentyder Andersen her til sine forelskelser i hhv. Riborg Voigt og Louise Collin, men ifølge den her fremførte hypotese, gælder forelskelsen også vennen Christian Voigt og nok i højere grad vennen Edvard Collin. – ’Emma’: Emma Bang (1811-82), ældste datter af Claus Chr. Bang (1778-1855), ejer af hovedgården Nørager i nærheden af Jyderup. – ’i Helsingør’: Andersen var her i god tro, idet han vidste, at Caspar Johannes Boye var præst ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, men vielsen fandt altså sted i Søllerød Kirke, og først den 10. august 1836. Se note 159.

163 BEC I, brev nr. 99, s. 263-64. – ’’koncerten’: Den i note 158 nævnte kirkekoncert, hvor Andersen forventede, at familien Voigt fra Faaborg måske også ville overvære. – ’ Emilie og Maria Hornemann’: Døtre af professor J, W. Hornemann, som var broder ril gamle fru Collin. – St. Jørgensgaard’: Andersen besøgte her Christian Johan Bredsdorff, sognepræst til St. Jørgens Hospital og Sørup, senere konsistorialråd. Dennes ægtefælle var Ulrikke Antonette Bredsdorff. F. Schlegel (1766-1850), som første gang havde været gift med pageinformator Christian Hornemann (1759-82), en broder til gamle fru Collin. – Tabitha Plum’: (1795-1856), legatstifter, datter af Frederik Plum (1766-1856), biskop over Fyns Stift.

164 BEC I, brev nr. 100, s. 264-65. – ’et fortroligt brev’: Se brev nr. 93. – ’sekretæren ved Fondet’: Edvard Collin var 1832-42 sekretær ved Fonden ad usus publicos. – ’

165 BJC I, brev nr. 66, s. 127-28.

166 BEC I, s. 265. – ‘assessor’: medlem af en ret bestående af flere dommere. – ‘sidder ved skakspillet’: Edvard Collin var en ivrig skakspiller.

(Fortsættes med 4. del)

© Marts 2011 Harry Rasmussen.

***************************************