Dobbeltforelskelsen i H.C. Ørsted og dennes datter Sophie.

Forbemærkning

Læseren skal her gøres opmærksom på, at jeg har tilladt mig at bruge moderne stavemåde i de gengivne citater fra Andersens såvel som Ørsteds breve og værker, svarende til hvad der er tilfældet med citater fra andre forfattere og digtere.

Indledning

I denne artikel skal vi se på Andersens forhold til henholdsvis videnskabsmanden og naturfilosoffen H.C. Ørsted og dennes yngste datter Sophie. Når forholdet til personen H.C. Ørsted her i overskriften er betegnet som en ”dobbeltforelskelse”, må det straks siges, at Andersens forhold til Ørsted ikke havde karakter af en egentlig erotisk betonet forelskelse, sådan som tilfældet var med hans forhold til digteren Oehlenschlæger, men snarere af en veneration og betagelse af de menneskelige karakteregenskaber, den afbalancerede og højt begavede personlighed Ørsted besad. Det betød dog ikke, at Andersen i ét og alt var enig med sin faderlige ven og læremester, ligesom han heller ikke delte alle dennes synspunkter. Helt fra begyndelsen af deres bekendtskab omkring 1821, som med årene udviklede sig til venskab, viste Ørsted og hans familie sig imødekommende og hjælpsomme overfor det besynderlige unge menneske og vordende digter H.C. Andersen, som på sin side forstod at påskønne dette. Hvilket blandt andet kan ses af, at han bevarede den nære forbindelse og venskabet med familien Ørsted lige til sin død den 4. august 1875. Han var eksempelvis også fast middagsgæst hos familien, til at begynde med hver eneste fredag, men senere ændret tik hver onsdag året rundt, når han ikke var ude at rejse, lige som han ofte fejrede juleaften sammen med dem, og denne tradition blev stort set opretholdt omtrent helt fra hans ungdom og resten af hans liv.

H.C. Ørsted

Den danske fysiker Hans Christian Ørsted ble født den 14. august 1777 i Rudkøbing på Langeland. Faderen Søren Christian Ørsted havde året før, 1876, bestået farmaceutisk eksamen og giftet sig med en købmandsdatter fra sin hjemby Holbæk. I denne by drev Søren Christians broder, Anders Sandøe Ørsted, en købmandsforretning. Søren Christian havde kort efter sin eksamen købt den forfaldne og lukkede Rudkøbing Apotekergård med tilhørende bolig, som var beliggende ved byens torv. Det lykkedes hurtigt for den energiske Søren Christian Ørsted at få gang i apotekervirksomheden igen, idet han byggede om og lod opføre et nyt laboratorium, hvor der blandt andet blev fremstillet en populær snaps, samtidig med at han lod fattige koner samle lægeurter, som han solgte til de større provinsbyer og til København. Nogle af apotekets bygninger blev indrettet til gæstgiveri, og apotekergården blev snart et velbesøgt herberg for tilrejsende af det bedre borgerskab. Allerede året efter, 1778, kom Hans Christians broder til verden og døbtes Anders Sandøe Ørsted, navngivet efter sin onkel i Holbæk. Denne broder blev senere kendt som en af Danmarks berømteste jurister og politikere. En tredje broder, Jacob Albert Ørsted, kom til allerede i 1878. han blev senere købmand og branddirektør i Rudkøbing. Medens Anders Sandøe Ørsted forblev barnløs, fik Hans Christian tre døtre og tre sønner, og Jacob Albert et par sønner.

Hans Christian og Anders Sandøe fik skoleundervisning allerede før den skolepligtige alder. De blev undervist af et ægtepar, hvor manden var tysk og konen dansk, og som gav privatundervisning i en såkaldt pogeskole, og derfor lærte de to drenge snart at læse dansk og tale tysk. Konen lærte dem også bibelhistorie og katekismus samt salmevers udenad. Hans Christian lærte sig selv at lave forholdsregning, hvilket foregik efter en gammel regnebog, drengen havde fundet i faderens bogreol. Efter pogeskolen gav en norsk teologisk student dem undervisning i de akademiske fag: Latin og græsk. I det hele taget sugede de to videbegærlige og lærenemme drenge til sig, hvad de kunne opdrive af viden og lærdom, hvorfor de også snart fik lært det franske og det engelske sprog. En mere fri og kunstnerisk dannelse fik drengene af en landinspektør, som var inspireret af friheds- og lighedsidéerne fra Den store franske Revolution 1789-1799, hvis provokerende indhold bestemt ikke passede ind i de kongetro bedsteborgeres verdensanskuelse. De to brødre – vi hører desværre ikke meget om eller til den tredje broder, og for resten heller ikke til de øvrige fem søskende – blev i nogen grad præget af oplysningstidens kætterske tanker, som de tog med sig ind i voksenlivet.

Imidlertid blev de to drenge allerede som 11-12-årige sat til at arbejde i faderens virksomhed, og Hans Christian kom især til at arbejde i laboratoriet, hvilket øgede hans interesse for kemi og naturvidenskab. Men han var dog også optaget af poesi og oversatte på egen hånd romerske digte og læste bøger om historie og kunst. Den yngre broder, Anders, havde interesser i en helt anden retning, idet han en overgang gerne ville læse teologi, men derefter fik han særligt interesse for filosofi og retsvidenskab. Men for at kunne tage studentereksamen, ville det være nødvendigt, at de to efterhånden unge mænd rejste til København, for først at få privatundervisning i de klassiske sprog, som var uundgåelige eksamensfag.

Studietid i storstaden København

I foråret 1794 drog 17-årige Hans Christian og 16-årige Anders Sandøe Ørsted til landets hovedstad, København, som dengang endnu lå beskyttet bag voldene, der med sine fremskudte bastioner på alle sider omgav byen. Byen havde på det tidspunkt et indbyggertal på under 100.000, men hundrede gange så meget som tilfældet var med provinsflækken Rudkøbing med dens under 1000 indbyggere. De to brødre havde en faster, Madam Møller, som drev både et farveri og et pensionat i Vestergade, og hos hende fik de gratis middagsmad hver dag. I øvrigt indlogerede de sig på Elers Kollegium i Store Kannikestræde i byens daværende centrum. Her delte de værelse og studiebøger, men efter studentereksamen – med 1. karakter – skulle der forberedes til universitetets adgangseksamen, som omfattede to prøver i fag som filosofi, klassisk litteratur, historie og matematik, Denne eksamen bestod de to brødre med udmærkelse i oktober 1795, men derefter skiltes deres studieveje, idet Anders Sandøe begyndte at læse retsvidenskab, medens Hans Christian fortsatte sine studier i naturlæren, hvilket vil sige i kemi og fysik. De boede dog fortsat sammen på Elers Kollegium, hvor de begge tjente penge ved at manuducere andre studerende i forskellige fag.

Imidlertid skete der i 1797 noget, som skulle få en betydningsfuld indflydelse på de to Ørsted-brødres liv og skæbne. På det tidspunkt fik deres faster en logerende og pensionær, den omtrent jævnaldrende, 18-årige Adam Oehlenschlæger, som efter forgæves forsøg på at blive skuespiller, på anbefaling af de to Ørsted-brødre, der hurtigt blev hans fortrolige venner, havde besluttet sig for, at blive student og læse jura. Det blev derfor især Anders Sandøe, der som jurastuderende kunne assistere den i virkeligheden vordende digter. På det tidspunkt var der åbenbart ingen, der havde nogen anelse om, at denne unge mand få år senere skulle debutere som en af Danmarks betydeligste digtere. Hans Christian fortsatte sine naturvidenskabelige studier i fysik og kemi, og i den forbindelse lod han sig inspirere af den tyske filosof Immanuel Kants metafysiske system, som plæderer for en dynamisk opfattelse af materien og for indførelsen af en forskningsmæssig metodik, som skulle sikre en høj grad af objektivitet. Men da der ikke på den tid fandtes noget fakultet i fysik og kemi ved universitetet, måtte H.C. Ørsted gå via det medicinske fakultet, hvor kemi kun var et bifag. Dette vigtige fag blev imidlertid forelæst af en professor G.L. Manthey, der i øvrigt var ejer af det under Københavns brand 5.-7. juni 1795 nedbrændte, men nyopbyggede Løveapoteket på hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde.

I maj 1797 bestod H.C. Ørsted den farmaceutiske eksamen, hvorefter han tog fat på sin filosofiske doktorafhandling, som blev forsvaret i efteråret 1799. Afhandlingen var som nævnt inspireret af Kants kritiske filosofi og handler som denne om usynlige kræfter i et dynamisk metafysisk system, hvori tesen er, at erfaringen kun kan lære os, hvad som er, men ikke, hvad der nødvendigvis må være. I en alder af 23 år kunne Ørsted herefter kalde sig doktor i filosofi. Hans et år yngre broder Anders Sandøe havde nogenlunde samtidig bestået sin juridiske embedseksamen med udmærkelse og blev udnævnt til assessor, hvilket vil sige meddommer, og han var dermed godt på vej til at skabe sig den fremtrædende position i det danske samfund, som med tiden skulle gøre ham hædret og berømt.

For H.C. Ørsteds vedkommende overtog han under Mantheys rejse til udlandet på opfordring midlertidigt dennes funktioner som bestyrer af Løveapoteket, og samtidig også dennes to ugentlige forelæsninger over kemiske præparater for de medicinstuderende på Chirurgisk Akademi. På det tidspunkt blev der et professorat ledigt ved det medicinske fakultet, som forelæsningerne i fysik hørte under. H.C. Ørsted ansøgte forgæves om stillingen, men fik i stedet en ærefuld, men ulønnet stilling som farmaceutisk adjunkt ved fakultetet. Ved siden af sine egne travle gøremål, afså broderen Anders Sandøe tid til at hjælpe vennen Adam Oehlenschlæger, som efter sin studentereksamen skulle læse til adgangseksamen til universitetet. I årene fremover blev venskabet mellem brødrene Ørsted og Adam Oehlenschlæger fastholdt og især bestyrket, da 24-årige Anders Sandøe i 1802 giftede sig med Adams meget smukke og begavede 22-årige søster Sophie.

Vejene skilles

Efter at de siden deres tidligste barndom havde været tæt knyttet til hinanden og holdt sammen i medgang og modgang, kom ved århundredeskiftet uvægerligt det tidspunkt, hvor de ellers så uadskillelige to Ørsted-brødres professionelle veje for alvor måtte skilles. Det livslange familie- og venskab fortsatte dog uanfægtet af, hvad der ellers skete for dem hver især. Men eftersom det især er H.C. Ørsted, der har interesse i denne forbindelse, vil det i hovedsagen kun være hans liv og skæbne, der skal skitseres i det følgende.

Noget af det, der blev afgørende for H.C. Ørsteds fremtid var, at den italienske professor i fysik, Alessandro Volta (1745-1827) den 26. juni 1800 offentliggjorde sin epokegørende opdagelse af det galvaniske batteri, efter ham kaldet Volta-søjlen. Denne opdagelse satte unge Ørsted i gang med at eksperimentere med galvanismen (berøringselektriciteten), elektricérmaskinen (gnidningselektriciteten) og Volta-søjlen (den galvaniske strøm). Det var oprindelig den italienske anatomiprofessor Luigi Galvani (1737-98), der gennem sine forsøg med frølår opdagede og beskrev, hvad han kaldte den dyriske elektricitet. Denne består kort fortalt i, at Galvani mente, at der i dyrekroppen er positiv elektricitet i nerven og negativ elektricitet i musklen. Ørsted, som var travlt beskæftiget med at bestyre Løveapoteket og forelæse for de medicinske studerende, begyndte selv at eksperimentere med et lille elektrisk batteri af glasrør, for at påvise, hvordan den kemiske proces frembringer galvanisk strøm. På professor Mantheys anbefaling og med dennes støtte, står Ørsted på det tidspunkt foran en planlagt cirka treårig studierejse i Europa, med det hovedformål at studere den galvaniske strøms virkninger, som man i lighed med Galvani mente ville kunne få betydning for lægekunsten.

Ørsted kom dog først afsted på sin rejse i august 1801, idet der i mellemtiden var sket nogle dramatiske begivenheder i Danmark, mere specielt i København, idet storkonflikten mellem England og Frankrig, havde ført til, at disse to lande underlagde sig kontinentet, medens den neutrale flådemagt Danmark udnyttede situationen, ved at lade sine handelsskibe sejle i konvoj. Samtidig indgik landet i væbnet neutralitet med Rusland og Sverige, hvilket medførte, at England så sig nødsaget til at reagere imod Danmark, for at forhindre den for England og Frankrig skadelige færdsel af danske handelsskibe i både de indre og ydre farvande. Den 2. april 1801 sejlede en engelsk flåde under ledelse af admiral Lord Nelson ned gennem Øresund og ankrede sine linjeskibe op på Københavns Red, hvor kommandør Olfert Fishers afriggede blokskibe i forvejen var opankret, klar til under kamp at forsvare den danske flåde på Holmen og i Københavns Havn.

Under kampen blev Københavnerne grebet af stor indbyrdes solidaritetsfølelse og der bredte sig en sand national eufori, som førte til, at der spontant blev oprettet frivillige hjælpekorps for byens unge mænd, som meldte sig i stort tal. Blandt de mange frivillige var både Ørsted, som dog meldte sig til Kronprinsens Livregiment, og Oehlenschlæger, der blev fanejunker i Studenterkorpset. Ingen af dem deltog dog direkte i kampen, som endte med, at kronprins Frederik indgik et forlig med admiral Nelson, hvorefter den engelske flåde trak sig tilbage og forlod København med kurs mod England.

Til dels på grund af de nævnte omstændigheder, kom Ørsted først afsted på sin forskningsrejse til Tyskland i august, men til gengæld blev den af længere varighed, idet han på sin store rundrejse aflagde besøg hos mange videnskabsmænd, der beskæftigede sig med emner, som særligt interesserede Ørsted. Nok så afgørende for ham, blev mødet i Weimar med den et år ældre bajerske videnskabsmand og farmaceut J.W. Ritter (1776-1810), som foretog dristige eksperimenter med den kemisk frembragte elektricitet (Galvanismen). Af betydning blev også et længere ophold i Berlin, hvor Ørsted især studerede kemi og Immanuel Kants filosofi, samt fulgte filosoffen Fightes forelæsninger. Derefter vendte Ørsted atter tilbage til Weimar og derfra til den lille universitetsby Jena, hvor Ritter førte ham sammen med en del naturfilosoffer, hvis tanker og ideer fascinerede ham dybt. Ved universitetet i Jena var Ørsteds norske ven, Henrich Steffens (1773-1845) forelæser, med hovedvægten lagt på den grundtanke, at naturen i videste forstand, herunder altså også planterne dyrene og menneskene, er en organisk samarbejdende enhed, baseret på modsætningernes samspil og modspil. Steffens var dog i 1802 vendt tilbage til København, hvor han på Elers Kollegium i de følgende to år holdt en forelæsningsrække om den nye romantiske naturfilosofi. Dennes ideer greb i øvrigt den unge Oehlenschlæger, som i mellemtiden var begyndt at skrive digte, og gennem langvarige personlige samtaler mellem ham og filosoffen, blev den unge digter så inspireret, at han fuldstændig ændrede livs- og verdensopfattelse, så at han som et første resultat af inspirationen skrev den danske romantiks hovedværk, digtet ”Guldhornene”.

En af Ritters ideer er, at de store elektriske opdagelser finder sted med cirka 20 års mellemrum, og at en ny stor opdagelse derfor ikke ville kunne ske før omkring 1820. Denne beregning baserede sig på, at Voltas opdagelse og konstruktion af det galvaniske batteri, skete år 1800, ligesom Ritters egen opdagelse af, at man ved hjælp af Volta-søjlen kunne akkumulere og afgive elektrisk strøm, hvormed den første akkumulator faktisk var blevet opfundet. Ørsted foreslår Ritter at skrive en afhandling om sin opdagelse, hvilket han gør, og Ørsted tager manuskriptet med sig, da han i slutningen af 1802 rejser videre til Frankrig, mere præcist til Paris, hvor han tager undervisning i både mundtligt og skriftligt fransk, og allerede efter kort tid oversætter han Ritters tyske manuskript om akkumulatoren til fransk, uden at dette dog i første omgang får nogen større betydning.

Efter sine studieår i Tyskland og Frankrig er Ørsted vendt hjem til København, hvor han afslår Mantheys forslag om en stilling som bestyrer af et nyoprettet teknisk-kemisk institut. I stedet håber han på at kunne skab sig en karriere ved universitetet med speciale i forelæsninger om galvanisme og elektricitet. Ud over at være interesseret i videnskabelig grundforskning, betragtede Ørsted også videnskab i et større perspektiv, og han var derfor også indstillet på, at hvor videnskabelige opdagelser kunne have eller få praktisk nytte og anvendelse, skulle man også virke for sådanne opdagelsers udbredelse. Han ville derfor oprette en skole eller en læreanstalt, som skulle bestå af to klasser: Én for mekanik med fag som matematik og tegning, og én for kemi med teori og praktiske eksperimenter. Derudover ville han gøre forelæsninger offentligt tilgængelige. Ørsteds tanke var kort og godt at oprette en polyteknisk læreanstalt og et selskab for naturlærens udbredelse.

I januar 1804 er Ørsted vendt hjem fra sin første udenlandsrejse og er tilbage i København, hvor han håbede på at kunne få et professorat i fysik ved Københavns Universitet. Men sådan skulle det ikke komme til at gå, idet der for det første ikke var nogen ledig professorstilling og for det andet så universitetets ledelse ikke med milde øjne på ’kætteren’ Ørsted, fordi denne med begejstring havde tilsluttet sig Ritters og den ungarske kemiker J.J. Winterls omtrent identiske naturfilosofi. Winterl havde bl.a. skrevet en afhandling om et nyt kemisk system, som baserede sig på, at materiens grundstof består af to modsatrettede elementer, nemlig den positive og den negative elektricitet, og at disse to kræfter ligger til grund for både lys og varme og for syrer og baser. Indtil videre fik Ørsted dog trods alt tildelt den opgave, at han de næste 3 år skulle holde forelæsninger om kemi og fysik, hvilket i øvrigt ville give ham et økonomisk eksistensgrundlag. Ørsteds arbejde foregår til at begynde med på universitets gamle kemiske laboratorium i Skidenstræde (i 1818 omdøbt til Krystalgade), men flyttes senere til et baghus i Østergade, hvortil alle har fri adgang. Mange år senere, mere præcist i 1860, blev bygningen i Skidenstræde nedrevet, for at give plads for Zoologisk Museum, som blev opført 1865.

Det skulle snart vise sig, at Ørsteds forståelse af elektricitet var epokegørende, idet han påviste, at den kontinuerlige strøm viste sig i stand til at udskille baser og syrer og at dele vand i ilt og brint. Ørsteds grundsynspunkt er, at kemiske og elektriske fænomener skyldes den samme naturkraft. Derfor mente han, at elektricitet hører ind under kemien i videste forstand, hvilket var en ny opfattelse, som rygtedes rundt omkring, hvorfor Ørsteds forelæsninger over fysik og kemi blev noget af et tilløbsstykke. For sine tilhørere beskrev han – vel at mærke på dansk i stedet for den anvendte videnskabelige terminologi – naturfænomenernes logik og kædede disse sammen i en forenet og større sammenhæng: Den store indre sammenhæng i naturen i dennes videste forstand, som omfatter så vel mikrokosmos som makrokosmos. Begge dele anskuer han som udtryk for naturens regelbundne mangfoldighed, som samler sig til et harmonisk hele. Men vi sanser kun indtrykkene eller virkningerne af tingene på vore sanser, derfor er der også indtil videre skjulte kræfter på spil. Disse skjulte kræfter findes i form af bevidstheden eller ånden, som indeholder eller rummer de faktorer, der giver sanseoplevelserne af tingene mening. Ørsted så med andre ord den usynlige ånd i den synlige fysiske natur.

Videnskab og krig

En af Ørsteds fortjenester var også, at han i stedet for fremmedordene forsøgte at danne nye danske ord for de naturvidenskabelige begreber, og med henblik på den kommende vinters forelæsningsrække skrev han i 1807 bogen ”Videnskaben om Naturens almindelige love”. Dens første del var netop blevet trykt, da ydre omstændigheder forhindrede, at den kunne udkomme. Det skyldtes simpelthen, at det færdigtrykte oplag af bogen brændte, hvilket hang sammen med, at København natten mellem den 2. og 3, september samme år på ny blev angrebet af engelske tropper, denne gang fra landsiden, og bombarderet med brandbomber, som lagde store dele af byen i ruiner. Englænderne havde på forhånd afskibet 30.000 soldater ved Vedbæk i det nordvestlige Sjælland, hvorfra disse marcherede mod hovedstaden og camperede udenfor det militære ingenmandsland, som omgav byen udenfor voldene. Disse ydede imidlertid ingen nævneværdig beskyttelse, idet det nye var, at englænderne denne gang brugte kanoner, hvormed de i 3 gange 12 timer affyrede og fra luften overdængede store dele af byen med brandbomber, som i de fleste tilfælde blussede op ved nedslaget, oftest i beboelseshuse, men også i bygninger som f.eks. Frue Kirke, Universitetet, Elers Kollegium og flere professorgårde. Værst gik det ud over den del af befolkningen, der boede i kvarteret omkring Frue Kirke og i den indre by, hvis beboere i panik flygtede over til Christianshavn og Amager.

Danmark var altså atter i krig med England, men heller ikke denne gang kom der hjælp udefra, idet Rusland i mellemtiden var indgået i forbund med Napoleons Frankrig, med det formål at opretholde fastlandsspærringen. Englænderne invasion og angreb på København kom helt bag på de danske myndigheder og Københavns kommandant, hvorfor forsvaret var totalt uforberedt på situationen. Men da det endelig stod klart, at angrebet ville komme, blev forstædernes beboere evakueret og bebyggelsen på broerne afbrændt, så denne ikke kunne give beskyttelse til den fremrykkende fjende. Englænderne krævede den danske flåde udleveret, men kronprins Frederik valgte denne gang at forlade byen i al hast og uden at give ordre til, hvad der skulle ske med flåden, hvis København måtte kapitulere. I mellemtiden sejlede den engelske flåde endnu engang ned gennem Øresund og ind i Københavns Havn, hvor mandskabet bordede de danske flådefartøjer og handelsskibe, som for en dels vedkommende blev slået sønder og i andre tilfælde blev beslaglagt. Det var en tragisk dag i Danmarks historie, da Københavnerne og beboerne langs Øresundskysten måtte være vidner til, at den kaprede danske flåde under engelsk flag sejlede op gennem Sundet og via Kattegat over til England. En fredsslutning fandt først sted i Kiel i 1814, hvor det vareknappe og økonomisk forarmede Danmark måtte erklære sig bankerot, og som en følge deraf blandt andet måtte afstå Norge til Sverige.

Denne gang deltog hverken Ørsted eller vennen Oehlenschlæger i Københavns forsvar, for begge var på det tidspunkt på rejse i Europa. For Oehlenschlægers vedkommende havde han i mellemtiden udgivet sit mesterværk, eventyrspillet ”Aladdin eller den forunderlige Lampe” (1805), samme år, som H.C. Andersen blev født den 2. april i Odense. Myten om det barnlige og umiddelbare geni, som kom til at spille en stor rolle i den danske romantiske periode, var dermed indledt. Som det allerede vil være fremgået af nogle af artiklerne her på hjemmesiden, fik Aladdin-myten stor indflydelse på H.C. Andersens liv og forfatterskab. Og for den da 37-årige Ørsteds vedkommende, havde han i 1814 giftet sig med den Mønske præstedatter Inger Birgitte Ballum, og i løbet af årene 1816-29 får parret i hvert fald fire døtre og tre sønner, hvilket vil fremgå mere specifikt senere nedenfor.

Åndelig strid

Imidlertid fortsatte Ørsted med sine videnskabelige eksperimenter og forelæsninger, og samtidig havde han i ledtog med sin broder Anders Sandøe i 1813 seriøse planer om en omlægning af Københavns Universitet, særligt med henblik på at få oprettet et selvstændigt matematisk-naturvidenskabeligt fakultet for fysik og kemi. Men der kom på det tidspunkt ikke noget ud af planerne. Samme år kom han i disput med teologen og forfatteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som i 1812 havde udgivet sin første ”Verdens Krønike”, hvori han rettede hårde angreb imod rationalismen og naturfilosofien. Imod den førstnævnte, fordi den favoriserede forstand og såkaldt fornuft og kritiserede og negligerede troen og religion i almindelighed, og kristendom i særdeleshed. Imod den sidstnævnte, naturfilosofien, fordi den identificerede Gud med grundkræfterne i naturen. Han var desuden af den opfattelse, at den lutherske kristendom var inde i en dødskamp og at det europæiske menneske var ved at miste det åndelige grundlag for sin tilværelse. Han mente, at det skyldtes, at rationalisterne ensidigt forgudede fornuften og brugte denne til at kritisere de bibelske udsagn. Men nok så farlig anså han den tyske romantiks idealisme for at være, fordi denne satte mennesket selv i højsædet, idet Schellings filosofi identificerede Gud med mennesket, og i Fichtes filosofi var Jeget sat i centrum og sandheden i kristendommens læresætninger blev anfægtet.

I medfør af sin position som præst i folkekirken, mente Grundtvig, at det var formasteligt af mennesker, at fornægte og udelukke Gud og åbenbaringen af verden og basere sig på en selvrådig og hovmodig fornuft, sådan som tilfældet efter hans mening er i Kants, Fichtes og Schellings respektive filosofier. Han mente desuden, at troen måtte være al videnskabeligheds rod og grundvold, og derpå bør naturvidenskabernes legitimitet måles. Grundtvig nøjedes dog ikke med at tale abstrakt, men henvendte sin kritik på dalevende og navngivne digtere, teologer og videnskabsmænd, hvoraf nogle tog til genmæle, hvilket fik Grundtvig til at forsvare sig og sine synspunkter i skriftet ”Krønikens Genmæle” (1814). Men det blev trods alt for meget for Ørsted, som greb til pennen og skrev en anonym og stærkt kritisk anmeldelse af Grundtvigs skrift i Danske Litteratur-Tidende. Heri kritiserer Ørsted forfatteren for at føre sig frem med uklare og ligefremme fejltagelser og ubegrundede påstande, og at Grundtvig prædiker en kristendom, der ikke er i Luthers ånd, hvorfor Ørsted betegner Grundtvig som ”en falsk profet”. I sin kritik afviser Ørsted det urimelige i, at den naturvidenskabelige udforskning af årsagerne til alt det, som i virkeligheden viser Guds eksistens.

Den beskyldning, at han skulle være en falsk profet, lader Grundtvig selvfølgelig ikke gå upåtalt hen, hvorfor han på ny tog til genmæle i og med skriftet ”Hvem er den falske profet? Hvem forvirrer Folket?” Heri anerkender han sin opponent som en værdig og kærkommen, men samtidig uskånsom modstander, som han respekterer, fordi denne som han selv mener at være sandhedens fortaler. Derpå tog Ørsted atter ordet i skriftet ”Imod den store Anklager”, hvori han fortsatte sine anklager imod Grundtvigs fantastiske og uhyrlige synspunkter, som han anså for ubegrundede. Grundtvig var i mellemtiden blevet klar over, hvem hans begavede opponent var, og derfor svarede han endnu engang, men denne gang personligt med skriftet ”Imod den lille Anklager, det er professor H.C. Ørsted”. Grundtvig anerkender, at Ørsted anser Bibelens skrifter som udtryk for guddommelig åbenbaring, men mener, at Ørsted river denne i stykker, ved at underkaste denne en kritisk videnskabelig analyse.

Hvad Grundtvig med sine særlige forudsætninger som evangelisk-luthersk teolog åbenbart ikke rigtigt kunne forstå, var, at Ørsted var af den overbevisning, at der ikke består noget egentligt modsætningsforhold mellem religion og videnskab, mellem åbenbaring og sand viden, tværtimod er dyrkelse af videnskab en form for religionsudøvelse. Ord- og meningsstriden mellem Grundtvig og Ørsted fortsatte imidlertid i de følgende år, og andre skribenter blandede sig efterhånden i striden, oftest på Ørsteds side. Desuden kom det til at stå klart, at Grundtvig var blevet grebet af en kraftig paranoia, som fik ham til at reagere med heftige og voldsomme og nærmest dommedagsagtige udbrud mod sine modstandere, som på deres side ikke viste større forståelse for hans maniske sindstilstand. Det gik så vidt, at Grundtvig følte og talte om sig selv som Vorherres særligt udvalgte, der havde magt til at udelukke modstanderne fra Himmeriget. Grundtvigs forhold til Ørsted mildnedes dog en del med årene, også selvom Ørsted naturligvis fortsatte sine velbesøgte universitetsforelæsninger, som der var gratis adgang til. Desuden oprettede han i 1824 ”Selskabet for Naturlærens Udbredelse”, den tids form for folkeuniversitet, hvor der blev holdt populærvidenskabelige forelæsninger, og hvortil der også var gratis adgang for alle. Det var gennem det talte ord, at Ørsted mente, at folkeoplysningen først og fremmest skulle formidles.

Men i det hele taget var Ørsted en meget foretagsom og aktiv person, som bestræbte sig på at formidle sine og andres videnskabelige opdagelser til andre interesserede mennesker, lige som han uafladeligt søgte at gøre opdagelserne praktisk anvendelige. Derfor deltog han også ivrigt i samfundsmæssige sammenhænge, med henblik på at forbedre vilkårene for sine medmennesker, herunder ikke mindst for børnene og især skolebørnene. Selv var han både efter eget og andres udsagn en mild fader overfor sine efterhånden mange børn.

Ørsteds to store opdagelser

Sin største betydning som naturvidenskabelig forsker, fik Ørsted formentlig med sin opdagelse af den lovbundne sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme. Dette emne eller problem havde beskæftiget hans og mange andre videnskabsfolk tanker i mange år, men det var først ved en heldig situation eller tilfældighed, at han i april 1820 fandt et videnskabeligt bevis for den nævnte sammenhæng. Den gik op for ham under en aftenforelæsning i auditoriet i Nørregade om elektricitet og magnetisme for viderekomne, og idet han omtalte den kemiske virkning på magnetismen i jern og lyns påvirkning af magnetnålen, fremførte han den formodning, at den elektriske strøm måtte kunne påvirke en magnetnål udenfor strømkredsen. Han foretog på stedet et forsøg, til trods for at han kun havde et svagt batteri til sin øjeblikkelige rådighed, men vovede alligevel forsøget, der som han forventede viste, at kompasnålen bevægede sig, når den strømførende ledning holdtes tæt på det lille kompas, han havde foran sig. Virkningen var dog så svag, at denne angiveligt ikke gjorde indtryk på Ørsteds tilhørere, men selv forstod han og var overbevist om betydningen og rækkevidden af forsøget. I løbet af juli 1820 foretog han en avanceret og længere forsøgsrække med elektromagnetismen, og disse forsøg satte ham i stand til at forstå og beskrive lovene for denne. Dermed havde Ørsted gjort en opdagelse, hvis rækkevidde skulle vise sig at blive revolutionerende, ikke mindst for den grundvidenskabelige forskning, men også – og måske i særdeleshed - for opdagelsens enorme betydning i praksis. Her behøver man blot som eksempel at tænke på, hvilken virkning elektromagnetismen fik for konstruktionen af motorer og for hele den elektromagnetiske industri.

Men det er imidlertid vigtigt, at holde fast i, at Ørsteds opdagelse var et resultat eller en konsekvens af hans naturfilosofiske tanker og forestillinger om naturen og dens lovmæssigheder. Selv mente Ørsted, at de store og væsentlige opdagelser, mennesker søger og finder, ikke er resultatet alene af egne anstrengelser, men er betinget af begivenheder og tilstande i den videnskabelige verden, der står under en højere lov. Underforstået, at det i både første og sidste instans er en guddommelig bestemmelse, hvilke opdagelser og opfindelser, der set i det store perspektiv tjener til menneskehedens fremskridt og bedste.

Nogle få år efter, i 1824, gjorde Ørsted også en anden stor og epokegørende opdagelse og opfindelse, nemlig en metode til udvindelse af grundstoffet aluminium. Samme år flyttede Ørsteds laboratorier og privatbolig til Studiestræde 6, hvor han beboede 1. og 2. salen og havde instrumentsamlingen i stueetagen. Her indledte han en række forsøg med udskillelse af grundstoffet aluminium af lerjord. I marts lykkedes det ham at fremstille aluminiumklorid, hvorved han var godt på vej til at udskille selve grundstoffet, hvilket lykkedes senere på året. Hermed var der lagt grunden til fremstillingen af et metal, som senere skulle få stor anvendelse og betydning i mange og især industrielle sammenhænge. Men Ørsted lagde dog kun fundamentet dertil, medens det var andre forskere, der videreudviklede de kemiske forsøg og teknikken til fremstilling af aluminium. (1)

Med den ovenstående og – det må pointeres - højst utilstrækkelige gennemgang af H.C. Ørsteds liv og virke fra hans fødsel til og med foreløbig 1824, er vi nået frem til den tidsperiode, hvori den unge H.C. Andersen lærte Ørsted og dennes familie at kende.

Andersen og familien H.C. Ørsted

H.C. Andersens forhold til familien H.C. Ørsted kendes primært fra hans breve, dagbøger og selvbiografier, og sekundært fra andres beskrivelse af forholdet. Som bekendt kom den da omtrent nykonfirmerede og fattige, men håbefulde 14-årige Andersen til København for første gang den 6. september 1819, hvor han derefter tilbragte tre vanskelige år, inden han ved kongelig understøttelse blev elev i Slagelse lærde Skole. Men allerede under sine første år i hovedstaden, stiftede han bekendtskab med familien Ørsted. Det skete på den måde, at den altid initiativrige og selvpromoverende ungersvend selv opsøgte den allerede dengang berømte videnskabsmand og siden 1806 professor ved Københavns Universitet, Hans Christian Ørsted (1777-1851). Denne var i 1814 blevet gift med Inger Birgitte Ørsted, f. Ballum (1789-1875), og parret fik i årene efter i hvert fald følgende børn: Karen Ørsted (1815-92), gift 1839 med E.A. Scharling (1807-66), professor i kemi, Maria Ørsted (1816-50, tvilling), gift 1843 med Peter Hasle (1814-90, sognepræst i Asnæs, Niels Christian Ørsted (1816-49, tvilling), Sophie Ørsted (1821-1889), gift 1843 med Fritz Dahlstrøm (1815-94), kancellist, senere stiftamtmand i Aalborg, Mathilde Elisabeth Ørsted (1824-1906), som forblev ugift, Anders Sandøe Ørsted (1826-1905), gift 1862 med Antoinette Christine Ørsted, f. von Eggers (1837-1906), og Nicolai Ørsted (1829-1900), gift 1863 med Pauline Ørsted, f. Brøndum (1833-1914). Det er dog uklart, om ikke parret fik flere børn, end de her nævnte.

Fru Ørsted nedkom med sit tredje barn, Sophie, der blev født den 9. januar 1821 og døbtes Sophie Wilhelmine Bertha Ørsted. Sophie Ørsted var altså kun et lille barn, da den 16-årige Andersen i 1821 første gang hørte tale om familien Ørsted. Andersen var jo på eget initiativ som 14-årig kommet til København, hvor han håbede på at kunne skabe sig en karriere som skuespiller ved Det kgl. Teater, hvilket dog ikke gik helt så nemt og enkelt, som han i sine dagdrømme havde forestillet sig. Men hverdagslivet stillede sine nødvendige krav, ikke mindst hvad angik penge til at leve af. Andersen logerede hos enkefru Thorgesen i Ulkegade og var ulønnet elev ved teatrets danseskole, så derfor måtte han tigge sig frem hos velvillige mennesker, som ville hjælpe ham med store eller små pengebeløb. Om begyndelsen af sit bekendtskab og senere venskab med den berømte naturforsker Ørsted, skriver Andersen blandt andet følgende i Levnedsbogen:

[…] med mine penge blev det imidlertid på hældningen; jeg måtte se at vinde venner, få nogen til at tage sig af mig, sagde alle, men ingen viste mig muligheden. – Jeg hørte på den tid fysikeren Ørsted meget omtale som en elskelig mand, det var mig nok; jeg tyede til ham, og fandt mig ikke skuffet, han gav mig straks bevis på sit gode hjerte, og sagde mig endogså, at jeg skulle komme op til ham, når hans kone blev vel, lånte mig nogle bøger og gav mig ved sin venlighed mod og hengivenhed. (2)

I Mit eget Eventyr uden Digtning (1847) nævner Andersen kort sit første bekendtskab med familien Ørsted, hvilket er uddybet i Mit Livs Eventyr (1855), hvori han, efter at have omtalt sit første møde med familien Wulff på Søkadetakademiet, skriver følgende om sit ligeledes første møde med H.C. Ørsted og dennes familie:

[…] Hos H.C. Ørsted havde jeg også selv indført mig; det var som et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ædleste og bedste, dem, hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og kunne vurdere. Fra første øjeblik, med stedse voksende deltagelse, der i de sidste år blev sandt venskab, fulgte Ørsted mig til sin død; på min åndsudvikling havde han en stor indvirkning og var den af alle, som under hele min digter-udvikling åndelig holdt mig oppe, gav mig mod og forudsagde mig en erkendelsens fremtid også i mit fædreland; hans hus blev mig tidligt et hjem, hans børn, som små, har jeg leget med, set dem vokse op og bevare deres kærlighed til mig; i hans hus har jeg fundet mine ældste, uforandrede venner. […] (3)

Andersen og H.C. Ørsted

Efter at have forladt Helsingør lærde Skole i april 1827, blev han lejet ind i et lille kvistværelse i Vingårdsstræde, og herefter fik Andersen snart arrangeret det sådan, at han kunne spise sin varme mad hos forskellige af de venligtsindede familier, han på forhånd kendte i København. Herom skriver han i Levnedsbogen:

[…] Jeg havde et lille skab i væggen, dette forsynede jeg nu med brød, smør og pølse, havde således min frokost og aftensmad selv: middagene fik jeg straks og let besat hos mine venner. - Kommandør Wulffs om mandagen, konferensråd Collins om tirsdagen, etatsråd Olsens om onsdagen, fru Müffelmanns om torsdag, etatsråd Ørsteds om fredag, forvalter Ballings om lørdag. Søndag havde jeg ikke besat, eftersom jeg helst ønskede denne fri, da jeg altid blev inviteret ud og da bedst ønskede denne dag der til. – Man tog imod mig, som om jeg hørte til familien, dog generede det mig i begyndelsen, undtagen hos Wulffs, der var jeg ganske hjemme; dog det blev jeg også snart de andre steder, […] (4)

Denne ugeplan blev dog senere ændret, således at han spiste middag hos familien Ørsted om onsdagen, hvor der i øvrigt også ofte var andre gæster inviteret til at spise med. Da nogle af disse gæster var fremtrædende kulturpersonligheder, som f.eks. J.L. Heiberg, lærte Andersen derfor også snart disse at kende og forstod at benytte sig af bekendtskabet, til blandt andet at få nogle af sine digte trykt.

Imidlertid skulle Andersen til anden eksamen: filologikum og filosofikum på Universitetet, som for førstnævnte dels vedkommende foregik den 21. oktober 1820 og for den anden dels vedkommende den 14. november s.å. Den 25. april 1829 havde hans første vaudeville, ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, haft urpremiere på Det kgl. Teater, og Andersen, som kun overværede den første del af forestillingen, havde fået indtrykket af, at stykket blev godt modtaget af publikum. Om 2. eksamen skriver Andersen blandt andet følgende i Mit Livs Eventyr:

O, hvor jeg da var et lyksaligt menneske, troede så godt om alle, havde digter-mod, ungdoms-sind; alle huse begyndte at åbnes for mig, jeg fløj fra kreds til kreds i lyksalig selvtilfredshed; men under alle disse ydre og indre stærke bevægelser var jeg meget flittig med minde studeringer og læste uden hjælp af manuduktør alt til den såkaldte anden eksamen: filologikum og filosofikum, hvilken jeg tog med bedstekarakter. En ganske egen scene indtraf ved eksamensbordet hos H.C. Ørsted; jeg havde godt besvaret alle hans spørgsmål, han glædede sig derover og idet jeg var færdig, standsede han mig ved bortgangen og sagde: ”jeg må dog endnu gøre Dem et lille spørgsmål!” hans hele ansigt var så strålende mildt: ”Sig mig hvad De ved om elektromagnetismen”. ”Det ord kender jeg slet ikke!” svarede jeg . ”Husk Dem om! De har forud besvaret alt så fortræffeligt, og De må vide noget om elektromagnetismen!” ”Derom står der ikke noget i Deres Kemi!” sagde jeg med bestemthed. ”Det er sandt!” svarede han, ”men jeg har talt om den på mine forelæsninger!” ”Dem har jeg været på alle sammen, undtagen én eneste, så må De just den time have talt herom, for jeg ved ikke det allermindste om det, jeg kender ikke engang navnet!” Ørsted smilede ved denne usædvanlige tilståelse, nikkede og sagde: ”det var skade, at De ikke vidste det, for ellers ville jeg have givet Dem præ – nu får De laud – for De har svaret meget godt!”

Da jeg siden kom hjem til Ørsted, bad jeg ham fortælle mig lidt om elektromagnetismen, nu hørte jeg første gang om den, og i hvad forhold, han stod til den. Ti år efter, da den elektromagnetiske tråd første gang fremvistes hos os i den polytekniske Læreanstalt, var jeg den, der, efter en skriftlig opfordring fra Ørsted selv, anmeldte under mærket y-, jeg tror i ”Kjøbenhavnsposten”, den elektromagnetiske telegraf, der i den polytekniske Læreanstalt gik fra baghuset til forhuset og jeg gjorde Københavnerne opmærksomme på at se og kende den ”Opfindelse, Videnskaben skylder en Dansk”. (5)

Sommeren 1830 foretog Andersen en længere rejse til Jylland og Fyn, og rejsen begyndte med en sejltur fra København til Aarhus med dampskibet ”Dania”. Herom skriver Andersen følgende i Mit Livs Eventyr:

[…] først i de dage var en dampskibsfart bragt i stand; et dårligt, langsomt sejlende skib ”Dania” gjorde rejsen i henved ét døgn, men dog for den tids fordringer en utrolig hurtig fart. Dampskibene stod endnu ikke ret i tiltro; året forud havde jeg gjort en rejse på et sådant fartøj, ”Caledonia”, det første dampskib, vi så i vore farvande; det blev svarlig hånet af alle pæreskuders besætning og benævnedes ”Pjaske-Malene”. H.C. Ørsted var naturligvis glad og højlig opfyldt af denne verdensherlige opfindelse, og det var ganske morsomt at høre, at just hos ham en middag, hvor jeg var tilstede, en gammel sømand af Ørsteds slægt ivrede mod ”disse forbandede røgskibe!” ”Nu havde man fra verdens skabelse”, sagde han ”kunnet nøjes med fornuftige fartøjer, der gik ved vind, men så skulle man makke om; der går aldrig én af disse røghætter forbi, uden at jeg tager min råber og skælder dem så langt de kan høre mig!” – Det var en hel begivenhed dengang at skulle afsted med dampskib; i vore dage klinger det halv utroligt, hos os hører dampfartøjerne således til tiden, at deres opfindelse synes os ganske fjern, og vi glemmer, at den er så nær, at det ikke engang er vist, men kun fortælles som et sagn, at Napoleon, da han tog tilflugt hos englænderne, så det første dampskib komme. (6)

Da Andersen i 1833 stod overfor at skulle påbegynde sin første store udenlandsrejse til Italien, fik han nogle kendte mænd til at skrive hver et vers i et lille album, og heri skrev Ørsted følgende memento, som var koncentratet af hans egen lære eller filosofi:

Fornuften i fornuften = det sande,

Fornuften i viljen = det gode,

Fornuften i fantasien = det skønne.

Mind ved denne tekst til mangen samtale.

Deres hengivne H.C. Ørsted / København, 21. april 1833. (7)

Det er ikke mange breve, der findes trykt af Andersens brevveksling med H.C. Ørsted og dennes familie. Det tidligste af de trykte breve er fra Andersen til H.C. Ørsted, og det er dateret Rom den 5. december 1833, altså på et tidspunkt, hvor Andersen under sin store Italiens-rejse befandt sig i storstaden Rom. Fra brevet skal her citeres det følgende uddrag, fordi dette udsiger en del om forholdet mellem den da 28-årige digter og den faderlige ven, den da 56-årige H.C. Ørsted:

Kære hr. etatsråd!

Omtrent de sidste ti juleaftener har jeg tilbragt i Deres kære kreds, hvor De alt tidligt optog mig, den fremmede, der stod så alene; vær overbevist om, at jeg altid med taknemmelighed erindrer ethvert lille træk af Deres godhed og venskab, om jeg tør bruge dette ord; nu nærmer julen sig igen, ude på gaden blæser alt hyrderne fra bjergene på deres sækkepiber og forkynder den glade fest; men her er endnu sommervarmt, pinjerne og cypresserne står grønne, og de gule oranger hænger over genboens mur, alt viser sig i en anden skikkelse for mig, end for år og dag siden. I år kommer jeg ikke til at pynte juletræet på Nørregade, ser ikke børnene flokke sig om mig, kommer ikke til at skrive vers og læse dem op i den bekendte kreds, hvor gaslampen brænder, og hvor moderen sysler om os alle sammen, medens hun dog deler glæden med os. Dog, i tankerne er jeg med; jeg vil håbe, at dette brev just indtræffer juleaften; det må da være m i g, som tager ordet, fortæller om min flugt her til Syden, det dejlige Syden med sin blå himmel, sine marmorguder og smukke mennesker. - - Hver dag lærer mig herude, hvor lidt jeg ved, hvor underligt meget der er at lære for det korte menneskeliv! Antikkerne og de skønne billeder virker på mig således, at jeg forkaster hvert arbejde, jeg i den sidste tid har begyndt på. Jeg føler nok en stærk åndelig kraft hos mig til at virke; men den skønhedsharmoni, min sjæl har indtrukket, det uendelige store, jeg begynder at begribe, kan jeg dog ikke udtale, og det gør mig tit inderligt bedrøvet. […] Den sidste januar forlader jeg Rom og går til Neapel; jeg håber vist, at De efter læsningen af min ”Agnete” skriver mig til, (et brev bruger 3 uger fra Danmark til Rom); lev imidlertid med alle Deres vel, og glem mig ikke ganske! Bring Deres kone og alle børnene, Deres hr. broder, Heibergs o.s.v. min inderlige hilsen. Vi får også en lystig juleaften i Rom; et dejligt laurbærtræ skal pyntes med lys og oranger; Hertz og jeg skriver viser, og måske kommer gildet til at stå på Capitoliet, hvor svenske, norske og danske da bliver én nation; Rom forener igen de nordiske riger! Lev nu vel, glædelig jul og nytår! Adresser brevet til mig til ”Café greco a Roma”.

Deres taknemmelige H.C. Andersen. (8)

Den angiveligt travle H.C. Ørsted besvarede først ovenstående brev fra Andersen i et brev dateret København den 8. marts 1834, og som gengives her i sin helhed:

Højtærede ven!

Idet jeg ser tilbage på den lange tid, jeg har ladet hengå, uden at besvare Deres venskabelige julebrev, undrer jeg mig over mig selv og over den hastighed, hvormed denne tid er hensvunden for mig i en hvirvel af forretninger. Skønt en sådan opsættelse ser lidt uundskyldelig ud, håber jeg dog, at De kender mig nok til at undskylde den. Deres brev kom vel ikke juleaften, men dog i juletiden, og skaffede os således den fornøjelse, i det mindste at have noget fra Deres hånd, medens vi måtte savne den: at se Dem selv hos os. Jeg har ret mange hilsener fra min kone og alle mine børn, og mange taksigelser til Dem, fordi De i det fjerne mindedes os så venligt.

De vil, at jeg skal sige Dem min mening om ”Agnete og Havmanden”, og De truer med at tage tavshed for misbilligelse. Jeg ser, at De vedbliver at være den gamle. De kan ikke bare Dem for at forlange den utilfredsstilleliges mening. Men tro mig, jeg er ikke den rette dommer for Deres Digt. Vi har, om jeg så må sige, en ganske forskellig æstetisk religion. De synes at være af den mening, at digteren kan skabe, hvad han vil, når der kun er livlighed, følelse og fantasi i værket; jeg vil, at den af digteren fremstillede verden, med al dens frihed og dristighed, dog skal beherskes af de samme love, som det åndelige øje opdager i den virkelige verden, og uden hvilke det ikke var værd at leve deri. Efter min mening bør derfor det godes magt føles som det herskende i et digterværk, om også det onde, ja selv helvede er dets genstand. Digtet har, efter min mening, ikke lov til at indskrænke sig til verdensdissonanserne, udrevne af deres sammenhæng, ligesålidt som et musikalsk kunstværk tør nøjes med at give os dissonanser, der skulle opløses udenfor kunstværket. Jeg kan ikke noksom rive mig løs fra denne med min natur sammensmeltede overbevisning, for ret upartisk at nyde, efter deres egen art, de værker, som ikke ville underordne sig hine den åndelige verdens love. I Deres nye digt fremstiller De os et væsen, hvori hjertets aldrig tilfredsstillede længsel, dens forunderlige higen efter en ny og anden verden skal åbenbare sig. Men denne længsel viser sig ikke henrettet på noget af det, der giver tilværelsen dens højere adel; det er ikkun en vild begærlighed efter noget sanseligt stort. En sådan begærlighed kunne være ytringen af en højere trang; men her ser man intet af denne; tværtimod, hun sønderriver venskabs- og kærlighedsbånd, for at tilfredsstille denne sanseverdenens tillokkelse. Vel sandt, digteren har lov til at skildre dette; men så må det skinne igennem, at denne tillokkelse er en forførelse, har noget djævelsk; og dette djævelske må ikke være uovervindeligt for mennesket; men den ulykkelige, som hengiver sig dertil, må vises os som skyldig, ej som den, der ene er dømt ved skæbnen. De ser let, at denne grundanskuelse må have en indflydelse på min hele dom over digtet. I øvrigt tilstår jeg med fornøjelse, at De har anvendt megen sindrig kunst på at danne et dramatisk digt af det genstridige stof, der passer så godt for kæmpevisens træsnit, og at mange skønne vers og skildringer, såvel af følelser som af naturen, ikke har forfejlet deres Indtryk på mig.

Jeg må nu slutte. Jeg har blot at tilføje, at alt står hos os ved det gamle, og at De hos hele familien bevares i samme, kærlige erindring, som vi håber og ønsker også at være i hos Dem. Lad ikke min uforanderlige vedbliven i mine kunstanskuelser svække de venskabelige følelser, De sålænge har næret for mig, ligesom jeg heller ikke skal ophøre at være / Deres af hjertet hengivne / H.C. Ørsted. (9)

Som det fremgår af Ørsteds brev, delte han ikke Andersens opfattelse af, at tilværelsen hovedsagelig består af dissonanser, men mente, at disse modsvares og i en højere æstetisk helhedsanskuelse går op i en harmonisk enhed. Faktisk i principiel lighed med, hvad der er tilfældet med f.eks. det antikke filosofiske system Taoismen og i nyere tid Martinus’ kosmologi, hvor i begge tilfælde modsætningerne anses for at udgøre et uundgåeligt og uundværligt samspilspar, der tilsammen udgør de fundamentalt skabende kræfter i verdensaltet og som samtidig ophæver hinanden i en højere harmonisk enhed. Men til denne erkendelse var den da 28-årige Andersen endnu ikke nået i 1833, da han skrev versdramaet ”Agnete og Havmanden”, formentlig fordi dramaet mest handlede om ham selv, og fordi han i alt for høj grad oplevede sin egen tilværelse som fuld af dissonanser, både socialt, økonomisk og – ikke mindst – på kærlighedsområdet. Den opfattelse af livet som det skønneste eventyr, som han et par år senere nåede frem til, var endnu ikke fuldt ud modnet hos ham.

Men som det også indirekte fremgår af Ørsteds brev – og i øvrigt også af dennes senere breve til Andersen – var der fra hans side kun tale om rent venskabelig sympati, velvilje og hjælpsomhed i forholdet til den stærkt ambitiøse og fremadstræbende unge digter. Fra Andersens side var der som nævnt tale om hengivenhed og taknemlighed over, at den berømte videnskabsmand og naturfilosof viste ham så megen venlighed og forståelse, som tilfældet vitterligt var, hvilket fyldte ham med varme følelser, som imidlertid nogle år senere skulle vise sig at blive overført på vennens næstældste datter, den i 1837 kun 16-årige Sophie. (10)

Om Ørsteds brev af 8. marts 1834, og om dennes bedømmelse af Andersens opus, det versificerede drama ”Agnete og Havmanden”, skrev Andersen mange år senere I Mit Livs Eventyr følgende:

[…] Heller ikke på H.C. Ørsted gjorde digtet den virkning, jeg dengang troede at det måtte; i et længere, venskabeligt brev, dateret den 8. marts 1834, som jeg modtog i Italien, udtalte han sig åbent og rigtigt, som jeg ikke dengang, men åringer efter har erkendt. (11)

Amor på spil - igen

I øvrigt vides det ikke, om Andersen besvarede ovenfor citerede brev fra sin faderlige ven, i så fald er brevet i hvert fald ikke blevet trykt. Det næste trykte brev fra Andersen til Ørsted, er dateret København den 15. september 1836. I den mellemliggende tid var der jo blandt andet sket det, at Andersen i april 1835 havde fået udgivet sin store roman ”Improvisatoren” og i maj s.å. sit første hefte med ”Eventyr, fortalte for Børn”, hvorom Ørsted ifølge Andersen selv skal have udtalt som sin mening, at romanen ville gøre ham berømt, men eventyrene ville litterært set gøre ham udødelig. Desuden var der udkommet flere opfølgende hefter med børneeventyr og romanen ”O.T.” Men nok så vigtigt, så var pebersvenden H.C. Andersen begyndt at sværme for Ørsteds da kun 15-årige datter Sophie – selv var han på det tidspunkt 31 år. Imidlertid udviklede denne kærlighedshistorie sig på principielt samme måde, som tilfældet var med hans foregående forelskelser: pigen var ikke forelsket i familiens nære ven, den da berømte digter Andersen, men formentlig nok beæret over dennes opmærksomhed imod sig. Status quo blev derfor bevaret, idet venskabet med hende og hendes familie blev opretholdt resten af deres og Andersens liv. Men som lige så sædvanligt for Andersen, så søgte han atter en slags trøst i at rejse, og helst udenlands, og det er netop dette, hans ovennævnte brev af 15. september 1836 i hovedsagen drejer sig om. Brevet er forholdsvis langt, men da det er en vigtig brik til forståelsen af Andersens situation på det tidspunkt, skal det derfor gengives i sin helhed her:

Kære hr. etatsråd!

Fra det første øjeblik, jeg selv begyndte at virke fremad, har just De med faderligt sind rakt mig hånden, hjulpet og opmuntret mig. Det giver mig mod til at bede Dem om endnu mere, De, som vistnok af enkelte mener mig det allerbedst. Min hele stræben går ud på at blive endnu mere udviklet, endnu mere fuldendt, og som sand digter blive en ære for mit fædreland og mine venner. Med Guds hjælp er det endnu bestandigt gået fremad; men meget er der endnu at gøre, meget, der må vindes. Jeg ser et middel, og det er om dette, jeg vil tale med Dem, ret af hjertet tale med Dem; at det sker skriftligt, kommer af, at jeg måske ansigt til ansigt ville føle mig forlegen og da ikke ret fremsætte mine grunde og forhåbninger.

De og enhver vil erkende, hvilken stor, gavnlig indflydelse min rejse i udlandet har haft på mig. De erindrer, at da jeg dengang søgte om understøttelse, måtte jeg skaffe en slags attester for, at jeg var digter; ved disse og et par venners indflydelse var det vistnok, at jeg fik en sum, stor vel for den, som modtager, men liden med hensyn til, hvad der ellers bliver givet. Rimeligvis ventede man ikke meget af mig. Den pengesum, jeg selv kunne lægge til, var ikke stor; jeg gjorde endogså et lille lån for at udhale min rejsetid des længer. Imidlertid måtte jeg dog vende hjemad, og det netop, da jeg havde bedst nytte af rejsen; men midlerne var tilende.

Den almindelige dom, tror jeg at turde sige, er den, at jeg, såmeget som de bedste i mit fag, har vist, et heldigt resultat af rejsen. Alle mine senere arbejder: ”Improvisatoren”, ”O.T.” og ”Børne-Eventyr” viser, hvor gavnlig den har været, hvor meget jeg har vundet. Den har været mig en højere opdragelses-skole. Havde jeg tidligere sagt: ”Lad mig komme ud i verden, og man skal se, jeg ret skal høste nytte heraf!”, da havde man vistnok smilet og næppe fæstet tro til mine ord. Nu har dog tiden vist sandheden heraf.

Når en kunstner, det være sig i hvilket som helst fag, stræber at levere noget fuldendt, men for at kunne det kun behøver en understøttelse, da er denne sjældent bleven nægtet ham; fyldestgør nu udfaldet af hans bestræbelse, vil det offentlige næppe nægte ham hjælp, når han en anden gang søger om at sættes i stand til at levere noget endnu mere fuldendt. Mon det samme tilfælde ikke kunne overføres på mig? hvad der i min tidlige barndom er forsømt ved min opdragelse, kan erstattes ved en sildigere, stærk indvirkning. Min bedste skole er livet, jo mere jeg kan tumle mig der, desto modnere bliver min ånd, desto kraftigere min virken. Desværre er jeg født i et lille land, hvor jeg, selv om mine arbejder bliver læst af det større publikum, næppe erhverver mere end til at kunne leve, derimod umuligt kan se mig i stand til at forskaffe mig, hvad som mest vil virke til min højere udvikling: endnu en kort tid at kunne rejse. men Danmark er derfor det land, som mere end noget andet hjælper den trængende kunstner. Denne hjælp må jeg søge, med hele min sjæl griber jeg derefter! Min rejse blev sidst afbrudt, just som jeg bedst begyndte at høste frugt af den, blev afbrudt, fordi midlerne, man havde givet mig, rimeligvis i forvisning om et tomt udbytte, ikke længer var tilstrækkelige. Nu har jeg vist mig hin understøttelse værdig; mon da ikke rejsen kunne fornyes, mon der ikke endnu kunne skænkes mig et åndeligt skoleår? Jeg tør da, vil Gud forunde mig kraft, love et større, et herligere resultat end af den første prøve. Man vil svare mig, det er kun to år siden, jeg sidst var ude; ”det er for tidligt at tænke på at rejse igen; bliv endnu nogle år!” Men om nogle år er jeg et andet menneske! Nu har jeg ungdommelighed, nu kan jeg modtage indtryk og gengive dem, nu vil jeg have den bedste og højeste gavn af at rejse, kun et år, et eneste år! Jeg tør tro, at blev d e t t e gjort ret indlysende for dem, som afgør, hvem der skal rejse, da ville mit ønske vistnok blive opfyldt.

Øjeblikket til at forebringe sligt synes også nu at være mig mest gunstigt. Mængdens gode stemning er for mig; til nytår udkommer allerede andet oplag af ”Improvisatoren”, dette så vel optagne resultat af min forrige rejse. Nu måtte lykketråden gribes, hun føler jeg kraft og mod til at vise mig den værdig! Jeg behøver ikke så meget! Nu har jeg også lært at rejse. At gå den almindelige vej, søge hos Fondet ad usus publicos, ville ikke hjælpe; min ansøgning ville, efter den almindelige talemåde ”han har jo rejst” henlægges. Kongen selv må have interesse for mig. Kunne jeg for ham udtale mig, som jeg her kan for Dem, kendte han, som De, hvad der er rigtigt heri, han ville give mig sit Ja; men han kan ikke dette, ikke kende rimeligheden i mit ønske, det, jeg aldrig ville have mod til at udtale så tydeligt for ham. En mand, som kongen havde tillid til, en mand, hvis æ s t e t i s k e anskuelser bliver vurderede, en mand, som tillige tog varm del i min skæbne, måtte sige kongen, hvad jeg omtrent i dette brev har sagt Dem. Jeg ved kun en eneste sådan mand, og det er Dem! De er den eneste, som kan gøre det, og jeg tror også, De – vil! Jeg skælver, idet jeg i tanken ser Dem læse disse ord; thi jeg føler h v o r m e g e t det er, jeg beder Dem om! Dog blive vred på mig, fordi jeg har den største tillid til Dem, fordi jeg lægger en del af mit livs lykke i deres hånd, det kan De ikke, det vil De ikke. Med Guds hjælp skal jeg skaffe Dem glæde for, hvad De gør for mig! Det er ikke et broget rejseliv, som drager mig afsted, det er ren stræben efter udvikling og modenhed, og den kan jeg kun erholde i verden, mellem menneskene. Deres forstand og hjerte ville være for mig; det er disse, der giver mig mod til dette – måske noget dristige skridt.

Deres sønligt hengivne / H.C. Andersen.

E.S. Send mig i denne uge et par venlige ord; uden disse vil det være mig en ængstelig sjælekamp første gang igen at komme til Dem, efter således som her at have udtalt mig. (12)

Hvis Ørsted har besvaret ovenstående brev, findes dette i hvert fald ikke trykt i Bille & Bøghs Breve til H.C. Andersen, men mon ikke den samvittighedsfulde og kærligt anlagte, om end meget travle fysiker, har taget sig tid til at skrive et svar til den længselsfuldt ventende unge ven.

Året forud, mere præcist den 16. december 1835, var ”Eventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen. – Andet Hefte” udkommet, og det indeholdt blandt andet eventyret ”Den uartige Dreng”, der, som vi nu ved, var Andersens synonym for kærlighedsguden Amor. Denne drilske lille fyr var igen begyndt at drive gæk med den da godt 30-årige Andersen, idet han som nævnt så småt var begyndt at sværme for den knapt 15-årige Sophie Ørsted. Det fremgår blandt andet og ganske kort af hans dagbog for onsdag den 5. juli 1837, hvor han i øvrigt opholdt sig i Uppsala i Sverige:

[,,,] Gik op på slotsbanken, stor slette til alle sider. Sang hendes navn jeg elsker, den kolde Nordenvind bar det bort. […] (13)

Andersens tiltagende forelskelse i Sophie Ørsted fremgår også af et brev af 25. november 1837 til brevveninden Henriette Hanck i Odense, og hvori han blandt andet skriver følgende:

[…] jeg må have 1000 [Rdlr.] årlig før jeg tør blive forelsket og 1500 før jeg tør gifte mig, og før dette halv umulige sker, er den unge pige borte, kapret af en anden og jeg en gammel, tør pebersvend; det er sørgelige udsigter. At jeg skriver dette her, kommer ene af, at Louise Collin i dette øjeblik har drillet mig med en af Københavns såkaldte skønheder, som de unge herrer sværmer for, og som jeg også skal være forelsket i, fordi jeg forleden havde hende til bords og meget underholdt; således er jeg kommet til at omtale mine dårlige udsigter og bestemthed for, aldrig at blive forelsket, og da samtalen nu ligger mig så nær, har den uvilkårlig puttet denne periode ind i brevet. Nej, jeg bliver aldrig rig, aldrig tilfreds og aldrig – forelsket! […] (14)

Den på det tidspunkt 30-årige Henriette Hanck er – i lighed med Andersens københavnske veninder - nysgerrig efter at vide, hvem den pige er, som Andersen ikke direkte nævner ved navn, kun hentyder til i sine breve, men er samtidig for diskret til at spørge lige ud, hvad genstanden for hans erotiske følelser hedder. Men gætteriet og sladderen gik om samme emne i Andersens venne- og bekendtskabskreds i København. På sin side fortsatte Andersen dog indtil videre med at hemmeligholde pigens navn, hvilket fremgår af et følgende brev fra ham til Jette Hanck. Brevet, som mangler datoen, er dateret København den ?, december 1837, men ud fra Andersens dagbog for den 11. december 1837 , må brevet være blevet skrevet omkring denne dato. Fra brevet skal her citeres følgende:

[…] O hvor gerne ville jeg ikke give Dem et ret lystigt brev, men iaften er det ikke mit øjeblik at juble i; min ensomhed bliver mig mere og mere trykkende! De skriver, at jeg vist ikke vil dølge for Dem om jeg er forlovet, nej det ville jeg ikke, men, ved Gud i himlen, jeg har ikke idé om det! Byen som nu altid taler om offentlige mennesker, nævner snart den, snart den, men de er alle langt fra mine tanker og jeg forsikrer, at jeg ikke har tanke om at det nogensinde sker, at jeg bliver forlovet! Jeg har formegen klogskab til at gøre et ubesindigt skridt! (Vor Herre hjælpe mig altid til at beholde den). Jeg har kun en tålelig eksistens, og aldeles ingen udsigter! Min kone må leve således som hun er vant til i sin familiekreds og De ser altså at jeg aldrig forlover mig; jeg skal dø ensom ligesom min stakkels Christian i romanen. Tro ikke jeg her romantiserer noget ned på papiret, nej jeg vil åbne mit hjerte broderligt for Dem! – ja! var jeg formuende, havde jeg udsigter til engang at erholde et eller to tusind om året, - så forelskede jeg mig! her er en pige som er smuk, åndrig, god og elskelig, hun hører til én af de åndsførste familier i København; men jeg har ikke formue og – jeg bliver ikke engang forelsket! hun er desuden netop halv så gammel som jeg! – Gud være lovet, hun har ikke idé om at jeg synes mere end ganske godt om hende, og hun behandler mig også som en ældre herre hun har kendt i mange år; hun har fortrolighed til mig og er i stand til at fortælle mig, og det i én af dagene: ”Andersen, De må gratulere mig, jeg er forlovet!” Dog, det vil hun ikke sige, hun er for undselig, ingen mere blufærdig pige, end hun, kender jeg. O, hvor man dog allerede i denne verden kunne være lykkelig! Hauch skriver mig til, ”ønsk ikke den vemod bort, som fylder Deres sjæl, det er just denne som giver Deres digte den bedste glans!” – O Gud, så skal man da sprælle som en sommerfugl på nålen, for at de andre kan nyde skuet deraf. Marmier er en morsom fyr, han prædiker hver dag forlovelse; endelig har han nu truffet den rette; han har set os sammen, men jeg slår det hen i vind og vejr! (Apropos, med hensyn til et andet spørgsmål i Deres brev, for at De ikke skal få aldeles fejle tanker, må jeg sige Dem hvem det er Sophie Ørsted er forlovet med, efter folks sigende, nemlig cand. jur. Dahlstrøm et smukt og udmærket menneske, som er indkaldt til alle sine eksamina. De to fortjener hinanden, de er begge smukke og elskværdige, jeg holder meget af dem begge to, vor Herre gøre dem ret lykkelige). Jette Wulff går i denne tid på spor efter mine ”indbildninger”, som hun kalder det. Louise og Ingeborg er ”godt underrettede”, siger de og på grund heraf har jeg brændt mine erotiske digte, der kommer slet intet af mig i år i Holsts Nytårsgave. Efter at jeg havde brændt digtene fortrød jeg det; de kunne jo have stået i en ny roman, kun et eneste havde indprentet sig i hukommelsen, det skal De en anden gang få en afskrift af. – Hvad siger Schleppegrell om mit portræt? Ser folk noget på det? O hvor jeg længes efter en lille epistel, vær smuk søsterlig god mod mig! De ved ikke hvor længe De har mig, mit inderligste ønske er nu – dø! – men det vil vi ikke sladre om, jeg er i godt humør, jeg har jo i grunden en sjælden lykke, en brillant erkendelse i verden, som digter, efter mine evner. – […] Det er dog en poetisk situation, at blive stukket i kobber, blive oversat på tysk og fransk, læse sin biografi i et af Frankrigs første journaler og dog være en fattig knøs, ensom, uden udsigter, en Camoens i Norden -! men der er noget tragisk deri, som gør mit forfængelige gemyt glæde. Lev nu vel min kære søsterlige veninde! bed at bedstemoder må leve og jeg – blunde. / Broderen. (15)

Som det fremgår af brevet, nævner Andersen lige som lidt tilfældigt og indirekte, hvem den unge pige er, som han sværmer for, nemlig Sophie Ørsted, men gør det i sammenhæng med, at han nævner den mand, som hun enten var eller kort efter blev forlovet med, nemlig juristen Fritz Dahlstrøm. Det er her især også værd at bemærke sig Andersens slutbemærkning i brevet: ”Det er dog en poetisk situation, at blive stukket i kobber, blive oversat på tysk og fransk, læse sin biografi i et af Frankrigs første journaler og dog være en fattig knøs, ensom, uden udsigter, en Camoens i Norden -! men der er noget tragisk deri, som gør mit forfængelige gemyt glæde.” Med disse ord giver Andersen en god psykologisk karakteristik af sig selv og sin situation, idet han giver udtryk for, at midt i sine kvaler med erotikken faktisk føler han en form for glæde, ved at være centrum for alles opmærksomhed og interesse!

Imidlertid svarede Henriette Hanck på Andersens brev af december 1837, som derfor formentlig er skrevet, før både hun og han selv fik vished for, at Sophie Ørsted havde forlovet sig med Fritz Dahlstrøm. I sit svarbrev, ligeledes i december s.å., men også uden dato, skriver den deltagende og godhjertede Jette Hanck bl. a. følgende trøstende linjer:

Jeg skriver straks kære Andersen! fordi De synes at ønske det, fordi jeg tror De trænger til nogle venlige ord, og for at vise Dem, at jeg så gerne vil være ret søsterlig god imod Dem. – Deres sidste brev var så uhyre vemodigt at det satte mig i en sørgmodig stemning, nu da jeg ret har tænkt over det og hvad der har nedstemt Dem i så høj grad er jeg igen roligere, thi det forekommer mig at tingene om Dem ikke er så mørke som De tror at se dem. At den gode smukke pige De føler Dem så tiltrukken af endnu er meget ung anser jeg for heldigt, hun vil da kunne vente på bedre udsigter, uden ængstelse for at tabet af ungdom og munterhed skal gøre hende mindre kær for Dem, og deler hun Deres følelse, som jeg efter Deres vens råd forudsætter, hvor kan De da frygte for at hun skulle binde sig til en anden. – Vis hende ved nogle små opofrelser at hun er Dem kær, tal åbent med hende om Deres usikre forhåbninger, sig hende som De har sagt os, at de ikke vil udsætte et væsen De holder af for en uvis fremtid, og derfor ikke tør tænke på giftermål, hun må da føle agtelse for Dem, og er De hende så kær som jeg ønsker og håber, da vil hun sikkert med glæde vente på bedre dage, og imidlertid forskønne Deres.

Således tænker jeg gode Andersen; men betragt ikke hvad jeg her har skrevet som nogen rå, jeg vil ikke have på min samvittighed at have tilskyndet Dem til noget De måske engang kunne fortryde, jeg kender jo også alt for lidt til det forhold jeg her har omtalt, til med klarhed at kunne bedømme det. Lov mig kun at De ikke vil forsage, ikke sammenligne Dem med Christian, De ved jo ikke hvormegen lykke verden endnu kan gemme for Dem, o hvem der var rig, hvem der ret kunne gøre noget for sine kære, jeg kan kun bede for Dem, og – det vil jeg ret inderligt! – De siger at vi ikke ville beholde Dem længe, at De ønsker at dø, o, sig ikke det, jeg har før altid håbet, at jeg skulle gå forud for alle mine kære, og jeg kan ikke nægte at jeg tænker mig døds-øjeblikket som en salig følelse, som når man har lagt sig til hvile og er nær ved at sove ind, da jeg for nogle år tilbage var så svag, havde jeg hvert forår den følelse, når du nu satte dig stille hen, og lukkede øjnene, så måtte det være forbi, jeg er jo nu rask; men således håber jeg engang at dø, og jeg har også foresat mig, såvidt det står i menneskelig magt, ret at nyde mine dødsøjeblikke. Jeg hænger ikke ved livet; men jeg ønsker dog heller ikke at dø, jeg føler godt at jeg endnu ikke er god nok dertil. De må ikke bilde Dem ind at De er så meget bedre, det kan jeg ikke tåle, og – ikke bære. […] ”Hvert brev Jette skriver”, siger Gusta spøgende, ”tager lidt af hendes livskraft med sig”, hun ved ikke at hun i grunden har ret. På den sidste tid har De følgelig fået en del af min livskraft, derfor må De dog være mig lidt taknemmelig, og til gengæld love mig, at De ikke vil dø, at De vil overveje hvad jeg har sagt Dem, og tro at et kærligt søsterhjerte har indgivet mig det. Levvel min ven, giv mig Deres glæder og sorger, hvis begge bliver Dem for tunge at bære ene, jeg er ikke så snæverhjertet at jeg ikke skulle kunne rumme de første, og til at bære de sidste har jeg idetmindste en god vilje. Levvel og tro at De i enhver omveksling af Deres liv skal genkende og genfinde / Deres trofaste søster / Jette. (16)

Bortset fra, at Henriette Hanck ser ud til at tage Andersens flirten med dødstanker alvorligt, så tyder hendes svarbrev på, at hun endnu ikke havde fået at vide, at Sophie Ørsted var blevet forlovet, hvilket derimod fremgår af, hvad Andersen noterede i sin dagbog for den 11. december s.å.:

I dag blev Sophie forlovet. Sidste middag jeg gik derfra med Marmier, sagde han: ”De elsker hende, jeg ved det! jeg ser godt! fri til hende!” jeg tænkte hele aftenen meget på hvor urigtigt det var, da jeg er fattig. I lørdags var jeg der, hun var så elskværdig og dog om aftenen følte jeg, at jeg nok kunne leve ene og alene! I går aftes hos Collins drillede de mig med at mit stykke til Foreningen var ekvivokt! at Lorck blev fordærvet ved min omgang, der blandede sig i spøgen en brod, der vist kom fordi jeg havde været ivrig i at benægte de lette rygter der går om svogeren Boye. Lind blev ved og jeg tydede da på den plathed han i parterret har sagt om jomf. Grahn; jeg var irriteret, han tog det fornærmeligt op, der blev en pause. Jeg gik. Da jeg var i udlandet var det alene for ikke at såre Collins, for dem er det her hjemme, jeg aldrig har fulgt min lidenskab, og dog påskønnes det ikke, ophidset gik jeg derfra, følte en forandring i mit væsen; jeg vil være som andre mænd tænkte jeg, heller ikke for Sophie vil jeg sværme, jeg bliver aldrig forlovet og det var en ulykke om det skete! Gud led alt til det bedste. Jeg sov, og i dag kl. 10 blev hun forlovet, jeg hørte det kl. 1 af H.P. Holst og straks efter af O. Müller, han lagde sin hånd på mit hoved, mon det var tilfælde, jeg følte en beklagelse deri, men havde ingen uro, ingen liden; jeg spiste hos fru Bügel, nu mod aften havde jeg netop lovet ---- s at læse min biografi og studenterstykket, jeg gik der hen, men kun stykket kunne jeg læse; biografien var det mig, som jeg ikke nu kunne afsløre dem. De var begge så lykkelige. Jeg tog første gang hendes hånd. To gange trykkede jeg den og var i et ypperligt humør, jeg syntes det ganske vist, thi jeg led ikke og var uendelig rolig – Nu er jeg hjemme, jeg er alene - alene! som jeg altid skal være det! ved denne jul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunne have blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung pige vokser mere for mig, dag for dag bliver jeg mere pebersvend! o jeg var endnu i går mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne dig kære, elskede Sophie, aldrig skal du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med dig kunne have blevet! – (17)

Som det fremgår af blandt andet ovenstående dagbogsnotat, mente Andersen angiveligt, at grunden til at han aldrig kunne forlove eller gifte sig, var den, at han var fattig. Denne begrundelse havde han også brugt overfor sig selv og andre i forbindelse med sine tidligere ulykkelige kærlighedshistorier, både den med Riborg Voigt og den med Louise Collin. Men man må i den forbindelse nok have lov til at sige, at begrundelsen var fremsat imod bedre vidende, for Andersen vidste jo med sig selv, at han sværmede i omtrent lige så høj grad for Riborgs broder Christian Voigt og i højeste grad for Louises broder Edvard Collin. Det var den omstændighed, at han i nogle tilfælde ser ud til også at have sværmet nok så meget for mænd, der i virkeligheden var den dybere grund eller årsag til Andersens erotiske forvirring, og derfor også grunden til, at han havde indset, at han altid måtte leve alene. Den virkelige årsag var derfor mere præcist hans biseksuelle disposition, som han imidlertid forsøgte at hemmeligholde for sine venner og bekendte, ved at tale om, at der var blade i hjertets dagbog, som var så sammenlimede, at kun Gud kendte til, hvad der stod skrevet. Denne udtalelse har især den ældre Andersen-forskning tolket som en hentydning til Andersens forelskelse i først og fremmest Riborg Voigt. Men muligheden af, at der fra Andersens side nok i højere grad var tale om en skjult hentydning til Andersens forhold til især Edvard Collin, er mere sandsynlig. Men som det vil være fremgået af omtalen af Andersens dobbelt-forelskelser, havde Andersen – på få undtagelser nær - heller ikke held med de mænd, han forelskede sig i. Og som omtalt i afsnittet om Andersens seksualitet, tilfredsstillede han sin naturlige drift, dels ved onani og dels ved lejlighedsvise besøg hos prostituerede, både hjemme i København og under sine besøg i Paris, Rom og Neapel. (18)

Man må nok karakterisere Andersens forelskelse i Sophie Ørsted som hørende til i den lettere ende af det erotiske følelsesregister, for efter at hun havde giftet sig med Fritz Dahlstrøm, erkendte han endnu engang sit nederlag på kærlighedslivets område. Dette fremgår indirekte af hans senere brevveksling med Jette Hanck, men fra og med 10. februar 1838 berører han slet ikke emnet i sine breve, formentlig fordi han som sædvanligt mere eller mindre kanaliserede sine følelser over i sine digterværker. I brevene vendte hans gamle humør og lune snart tilbage, idet disse for det meste koncentrerede sig om en omtale af hans egne værker, enten dem, der var blevet skrevet, eller dem, han havde i arbejde. Til trods for sine private og personlige op- og nedture, var Andersen til stadighed flittig som digter og forfatter, ja, det at digte og skrive var faktisk det vigtigste i hans liv. Desuden fortalte han i reglen Jette Hanck om sine mange teateroplevelser og om den litteratur, han ind imellem læste. Og endelig holdt han hende underrettet om, hvordan det gik for og med hans venner og bekendte i hovedstaden. Som et eksempel på hans humor og lune, der i hovedsagen skyldtes, at han havde stor succes som forfatter og derfor også tjente penge, kan nævnes hans brev til Jette Hanck, dateret København den 27. april 1838, hvori han blandt andet skriver følgende:

Rimeligvis har De fået mit sidste brev nogle timer efter at De bortsendte Deres til mig; dette erholdt jeg i eftermiddag og i stedet for at se Sylphiden, lader jeg Sylphevingen her ridse sorte runer op hvid grund, gør mine telegraftegn, der sammenstavede udgør et brev. Ved De hvad mine galanteste venner siger: Andersen er bleven så mageløst lapset, den største modejunker! han går i en frakke til 60 rdlr med fløjlsfoer, en hat, som en paraply og en figur – ja han bliver dag for dag smukkere! Jette Wulff siger: De var før så dejlig original, nu er De ligesom kammerjunker og løjtnant u! en fin fornem herre! – Fru Drewsen siger: vor ven bliver køn på sin gamle alder, men han er det samme forbandede vrøvl, som før. Er det en celebre poete! jo, De skulle kende ham, som vi kender ham. Christian Voigt siger: Én gang om måneden kommer du nu til mig, eengang var du bedre mod mig, da jeg vidste, hvad nu de andre ved, du er en stor digter. Fru Colbiørnsen siger: De klæder Dem godt, har et fint væsen, bliver jo omtalt i aviserne, selv i en fransk! hvem ved, måske – man kan aldrig vide! ak det ville dog glæde mig kunne De engang komme til hoffet. Ørsted siger: Nu kan De ikke klage, nu erkendes De af alle og har et grundfæstet navn. Fru Læssøe smiler moderligt og siger: tag sundheden i agt og tilhvisker mig en åndens lykke, som – men nu har jeg nok givet Dem cirkler og firkanter nok af venners dom, sæt Dem nu sammen og se om den ligner Deres skitse. Hvert år jeg har besøgt Dem har jeg været et andet menneske sagde De engang; hvorledes mon jeg vel bliver i år? O, der er livslyst i mit hjerte! dag for dag erfarer jeg mere og mere hvormeget jeg erkendes; i Tyskland synes mit navn snart lige så bekendt som her hjemme. […] (19)

Som det vil være fremgået af Andersens brev af December 1837 til Henriette Hanck, havde han i anledning af sin forelskelse i Sophie Ørsted skrevet nogle erotiske digte, som han angiveligt på grund af den verserende sladder brændte. Han erindrede dog et enkelt af disse digte, skriver han, nemlig ”Gid jeg var rig!”, som på en for ham personligt alvorlig baggrund alligevel viser hans humor og lune i bedste form. Digtet medtog han i eventyret ”Lykkens Kalosker”, som først udkom 19. maj 1838, men afskrev det til Henriette Hanck i ovenfor citerede brev af 27. april 1838:

”Gid jeg var rig!”

Gid jeg var rig! det bad jeg mangen gang,

da jeg endnu var knap en alen lang.

Gid jeg var rig! så blev jeg officer,

fik mig en sabel, uniform og fjer!

Den tid dog kom, at jeg blev officer,

men ingensinde var jeg rig desværre

det ved vor Herre!

Livsglad og ung jeg sad en aftenstund,

en syvårs pige kyssede min mund,

thi jeg var rig på sagn og eventyr,

på penge derimod en fattig fyr,

men barnet brød sig kun om eventyr,

da var jeg rig, men ej på guld desværre,

det ved vor Herre!

Gid jeg var rig, er end min bøn til Gud,

nu er den syvårs pige vokset ud,

hun er så smuk, så klog, så ejegod,

hvis hun mit hjertes eventyr forstod,

hvis hun, som før, jeg mener var mig god,

dog jeg er fattig, derfor tavs desværre!

Så vil vor Herre!

Gid jeg var rig på trøst og rolighed,

da kom min sorg ej på papiret ned!

du, som jeg elsker, hvis du mig forstår,

læs dette som et digt fra ungdoms år,

det er dog bedst, hvis du det ej forstår!

Jeg fattig er, min fremtid mørk, desværre,

Dig signe vil vor Herre! (20)

Emnet Sophie Ørsted blev først berørt igen i Jette Hancks svarbrev, dateret Søndag den 6. marts 1838, hvori hun kærer sig om og spørger til vennens helbred og velbefindende, formentlig fordi hun havde lidt vanskeligt ved at forstå, at han så relativt snart kunne skifte sind. Desuden kommenterer hun Andersens venners udtalelser om hans person, og skriver blandt meget andet også følgende:

[…] Fr. Læssøe, - ja hendes interesse tilhører jo i høj grad kunsten, og hun har flere gange i breve til mig prist Dem lykkelig ved den åndens verden De lever i, hun glæder sig sikkert moderligt med Dem. – Hun har vel læst det lille smukke digt De gav mig en afskrift af. Kender hun den der har fremkaldt det? Digtet er meget smukt dets genstand vil vist læse det ofte, og ligner hun det billede jeg har dannet mig af officerens elskede, vil det sikkert gøre dybere og varigere indtryk på hende, end frakken med det fløjlsfoer og den moderne hat – dog hun er jo kun 16 år og Københavnerinde, jeg vil derfor ikke fordømme hende om de to sidste genstande har værd i hendes øjne, man må dog endnu kunne sætte sig ind i ungdommens følelser fordi man selv bliver gammel, og selv i den ældre alder har man jo øjeblikke, hvori man gerne ville hænge enhver åndelig og legemlig prydelse på det væsen man holder af; men vi vil tale om andre ting! […] (21)

I og med dette brev ser det ud til, at emnet Andersens forelskelse i Sophie Ørsted er uddebatteret for både Henriette Hancks og hans vedkommende. Men Andersen bevarede fortsat sin nære forbindelse med familien Ørsted, hos hvem han spiste til middag, til at begynde med så godt som hver eneste fredag, men senere ændret til hver onsdag året rundt. Han bevarede desuden et godt og venskabeligt forhold til Sophie Ørsted og hendes mand, Fritz Dahlstrøm, også efter at parret var blevet gift i 1843 og senere flyttede til Aalborg, hvor han blev stiftamtmand over Aalborg Stift. Da Andersen på sin indenlandske sommerrejse 1859 er på besøg i Aalborg, noterer han i sin dagbog for den 23. juli blandt andet følgende:

[…] – Klokken henved 4 kom jeg til Aalborg hvor Mathilde Ørsted og fru Dahlstrøm tog imod mig, lige så den unge Kierkegaard, præsten Skov med kone, samt fru og frøken Bjerring. […] (22)

Forholdet til H.C. Ørsted

Efter sin hjemkomst i august 1834 fra den store Italiens-rejse, havde Andersen store problemer med sin økonomi, idet indtægterne fra hans litterære arbejder indtil dette tidspunkt endnu ikke kunne forsørge ham. Derfor greb han i sin nød til at ansøge om en stilling som bibliotekar ved Det kgl. Bibliotek, og i den anledning anmodede han blandt andre H.C. Ørsted om en anbefalingsskrivelse. Herom skriver han i Mit Livs Eventyr:

Producere og altid producere, følte jeg, ville være ødelæggende, de forsøg, jeg gjorde for at skaffe mig en slags stilling eller andet hæderligt hverv, mislykkedes. Jeg søgte om en ansættelse ved Kongens Bibliotek, H.C. Ørsted understøttede på det varmeste min ansøgning hos bibliotekets chef, overkammerherre Hauch: Ørsted sluttede sit skriftlige vidnesbyrd efter at have omtalt H.C. Andersens ”Fortjenester som digter” – ”at han også udmærker sig ved retsindighed og ved en orden og nøjagtighed, som mange ikke tror, at man kan vente af digteren, men som man unægtelig, når man kender ham, må tilstå ham!” Disse ord om mig af Ørsted udrettede dog intet, overkammerherren affærdigede mig med den største artighed, idet han sagde, at jeg var for talentfuld til at han kunne anstille mig ved et så trivielt arbejde, som bibliotekets var. […] (23)

Efter at Andersen i 1835 havde udgivet romanen ”Improvisatoren” og det første hefte med ”Eventyr, fortalte for Børn”, blev begge dele naturligvis anmeldt af den litterære kritik, hvoraf de fleste anmeldere syntes godt om romanen, men næsten ingen om eventyrene. Det var dog ikke tilfældet med Ørsted, hvis mening Andersen refererede i et brev, dateret ”Regn, slud og tåge den 16. marts 1835, til Henriette Wulff, hvorfra følgende tekst skal citeres:

[…] Dernæst skrevet nogle eventyr for børn, om hvilke Ørsted siger, at når Improvisatoren gør mig berømt, gør eventyrene mig udødelig, de er det mest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke, han kender ikke Italien, kan altså ikke juble ved de kendte luftninge bogen ånder ham imøde; […] (24)

Andersen kunne jo lige så lidt som de fleste andre vide, at Ørsted skulle få ret i sin forudsigelse. Men det almindelige læsende publikum syntes i hvert fald også dengang om Andersens eventyr, hvorfor han selvfølgelig fortsatte med at skrive sådanne, også selvom han – i hvert fald indtil videre – selv mente, at romangenren var hans litterære gebet. Efter at romanen ”O.T.” var udkommet i 1836, blev denne naturligvis også anmeldt af den københavnske litterære kritik, som selvfølgelig havde både pro et contra at sige om den. Men en af dem, der angiveligt syntes godt om ”O.T.” var H.C. Ørsted, og herom skriver Andersen følgende i Mit Livs Eventyr:

[…] Mange syntes godt om ”O.T.”, især H.C. Ørsted, der havde stor sans for det komiske element. Han opmuntrede mig til at vedblive i denne retning, og hos ham og i hans kreds fik jeg glæde og erkendelse. (25)

I et brev af 17. december 1835 til B.S. Ingemann i Sorø, skrev Andersen om romanen ”O.T.” blandt andet følgende:

[…] Ingensinde har jeg været mere flittig, jeg føler mig ordentlig angrebet deraf, noget nervesvag; jeg er alt i slutningen af min nye roman, og den er i to dele. Ørsted, Sibbern og Thiele kender 1. del. Ørsted sagde, at den unægtelig stod over ”Improvisatoren” i karakterskildring, og at jeg ville få ære og glæde af denne bog. (26)

I det hele taget var H.C. Ørsted en stor støtte for H.C. Andersen, lige som han i reglen roste dennes litterære arbejder, uden dog at være kritikløs. Rejseskildringen ”En Digters Bazar” udkom 30. april 1842, men den blev ikke umiddelbart venligt modtaget af den litterære københavnske kritik. Herom skriver Andersen følgende i Mit Livs Eventyr:

Med hensyn til ”En Digters Bazar” var blad-kritikken i København uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt, at jeg kunne sige, at jeg ved Smyrna havde set, da nyet var tændt, den hele blå, runde månekugle. Vore danske kritikere havde sædvanlig ikke åbent øje for naturen; selv det højst fornemme ”Maanedsskrift for Litteratur” dadlede mig engang, fordi jeg i et digt havde talt om en regnbue ved måneskin; det skulle også være min fantasi, som drev mig så vidt; jeg beklagede mig herover for Ørsted; en nuværende provst, hvem jeg antager havde skrevet kritikken, hørte til og udbrød: ”Det er også dristigt af Dem at skabe sådan en måneregnbue!” – ”Ja, men jeg har jo selv set den!” – ”Hvor?” spurgte han. – ”En aften ude på Vesterbro!” – svarede jeg. – ”På Vesterbro!” lo han høj, ”ja på det teater med pantomimer og trylleri!” – Mennesket tænkte sig, at jeg mente Casortis Teater. – ”Nej, oppe på himlen selv, på Vor Herres himmel, har jeg set den!” – og nu tog Ørsted mit parti.

[…] Der kunne skrives en hel ”Narrenbuch” over alt det tåbelige og uforskammede, jeg har måttet høre fra min første optræden indtil da.

[…] Flere af landets dygtige, blandt andre Ørsted og Oehlenschlæger, udtalte sig med varme og glæde over dette arbejde og gav mig al tak og opmuntring. (27)

Da Andersen i 1845 havde skrevet lystspillet ”Den nye Barselstue”, indleverede han det anonymt til Det kgl. Tater, hvor det blev antaget og opført første gang den 26. marts s.å. Der blev mange gætterier om, hvem der var stykkets forfatter, men Andersen selv tav foreløbig. Teaterchefen Adler troede ikke, at det kunne være skrevet af Andersen, som han mente var lyriker og manglede det lune, som stykket angiveligt vidnede om, at dets forfatter måtte have. Herom skriver Andersen blandt følgende i Mit Livs Eventyr:

[…] Flere karakterer i romanen ”O.T.” ligesom enkelte i ”kun en Spillemand”, f.eks. Peter Wik, måtte kunne lede på spor, at jeg var forfatteren; i selve mine ”Eventyr” troede jeg, man måtte finde nogen humor, men det har man da ikke gjort, man fandt denne kun i ”Den nye Barselstue”. Det morede især H.C. Ørsted, der iøvrigt af alle var den, som først udtalte og gjorde mig selv opmærksom på humorens evne hos mig; han så det i flere af mine tidligste arbejder og i enkelte træk ved min personlighed. Da jeg 1830 fremtrådte første gang med en samling ”Digte”, af hvilke flere før havde været trykte spredte ad, ville jeg give hele samlingen et motto, men jeg kunne intet ret betegnende finde, så lavede jeg et selv:

”Vergessene Gedichte sind Neue!”

Jean Paul.

Og siden havde jeg den morskab, at se andre forfattere, mænd af læsning, citere samme af Jean Paul; jeg vidste, hvorfra de havde det, og Ørsted vidste det også. – På en tid, hvor jeg virkelig led bitterlig under en altfor hård og næsten personlig kritik, så jeg tit var ved at opgive mig selv, kom der øjeblikke, hvor lunet, om jeg tør kalde det så, løftede mig over den bedrøvelse og ynkelighed, jeg sank ned i, jeg så vel mine egne svagheder og mangler, men også det stundom tåbelige og komiske i den ofte fade heglen og hovmestereren; i et sådant øjeblik skrev jeg en kritik over H.C. Andersen som forfatter, den var meget skarp og endt med opfordring til studium og taknemlighed mod mine opdragere; jeg havde ikke blot gengivet de sædvanlige indvendinger mod mine arbejder, men tillige omtalt et par endnu,, som jeg selv følte nok kunne gøre, når man ville mig ret til livs. Jeg tog det skrevne med til H.C. Ørsted en middag, en kreds var der samlet, jeg sagde, at jeg bragte med en afskrift af en uforskammet hård recension og læste den op; man kunne ikke begribe, at jeg ville skrive sligt af, men man indrømmede, at den også var hård. – ”Det er den”, sagde Ørsted, ”man er for streng mod Andersen, men dog, jeg sidder og tænker på, der er noget i denne, et par indvendinger, som virkelig er ganske slående, de viser et blik ind i Dem – ”Ja!” svarede jeg, ”for den er også af mig selv!” og nu blev der en overraskelse, en latter og spøg, de fleste undrede sig over, at jeg også selv kunne skrive sligt. – ”Han er en sand humoristiker!” sagde H.C. Ørsted, og det var første gang, at det gik op for mig selv, at jeg havde noget af denne evne. (28)

Brevveksling med H.C. Ørsted

Desværre er det ikke alle breve i brevvekslingen mellem Andersen og Ørsted, der findes trykt i de ældre brevudgivelser, bortset fra, hvad der findes af breve i ”Breve fra og til H.C. Ørsted”, som imidlertid ikke har været benyttet som kilde i denne forbindelse. Men for Bille & Bøghs brevsamlings vedkommende, skal vi helt frem til den 23. april 1841, før der igen foreligger et trykt brev fra Ørsted til Andersen, men da dette brev ikke indeholder noget af interesse for vort emne, skal det forbigås her. Derimod foreligger der hele fire breve fra Andersen til Ørsted, alle fra efteråret og vinteren 1845, begyndende med brev af 30. september 1845, som her skal citeres i sin helhed:

Min kære, faderlige ven!

Her sender jeg Dem første del; læs i dag lidt i biografien; den er kun få blade; husk at jeg med taknemmeligt sind skatter og føler, hvad De har været for mig, hvad D e e r m i g! Måske kaster De endnu i morgen en lysstråle ind i mit liv; gør, hvad De selv finder rigtigt og værdt! – Min lille hemmelighed, den, jeg nedlagde i Deres bryst, ved jeg hviler sikkert; ingen, i k k e k o n g e n , i k k e Deres k o n e, får noget at vide derom. - I denne måned, den femte, var det 26 år siden jeg første gang, som fattigt barn, kom til København; nu er jeg over 40 år; men mit indre er ungt som hos en på 20 år. Vil Gud det, da kan jeg måske endnu skabe noget mere, vise mig værd Deres faderlige sind. Lev vel!

Af mit fulde hjerte / Deres taknemlige / H.C. Andersen. (29)

Her skal det i øvrigt indskydes, at den myreflittige digter, H.C. Andersen, havde adskillige litterære arbejder og dramatiske værker bag sig, da han skrev det ovenfor citerede brev til sin faderlige ven, H.C. Ørsted. Regnet fra og med 1831 drejer det sig om digtsamlingen ”Phantasier og Skizzer”, 1831, rejseskildringen ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831”, ”Skibet, Vaudeville i een Act”, 1831, ”Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter”, 1832, ”Ravnen eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter”, 1832, digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen”, 1832, ”Samlede Digte”, 1833, ”Agnete og Havmanden”, 1833, ”Improvisatoren. Original Roman i to Dele”, 1835, genudgivet 1837,”Eventyr, fortalte for Børn. Første Hefte”, 1835, ”Eventyr, fortalte for Børn. Andet Hefte”, 1835, ”Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke i tre Acter”, 1836, ”O.T., original Roman i to Dele”, 1836, ”Eventyr, fortalte for Børn. Tredie Hefte”, 1837, ”Kun en Spillemand. Original Roman i tre Dele”, 1837, ”Tre Digtninger - Lykkens Kalosker – En rigtig Soldat – Det har Zombien gjort”, 1838, ”Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Første Hefte”, 1838, ”Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Andet Hefte”, 1839, ”Den Usynlige paa Sprogø. Dramatisk Spøg i én Act, med Kor og Sange”, 1839, ”Billedbog uden Billeder”, 1839, ”Mulatten. Originalt romantisk Drama i fem Acter”, 1840, ”En Comedie i det Grønne, Vaudeville i een Act”, 1840, ”Maurerpigen. Original Tragedie i fem Acter”, 1840, ”Billedbog uden Billeder. Ny Samling”, 1840, ”Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Tredje Hefte”, 1841, ”Vandring gjennem Opera-Galleriet, declamatorisk Ramme for en Scene-Række af ældre og nyere Componisters Arbeider paa den danske Scene”, 1841, ”Gurre. Aftenlandskab. Romance”, 1842, ”En Digters Bazar”, rejseskildring 1842, ”Fuglen i Pæretræet. Vaudeville i een Act”, 1842, ”Nye Eventyr”, 1843, ”Kongen drømmer. Originalt romantisk Drama i een Act”, 1844, Nye Eventyr. Anden Samling”, 1844, ”Lykkens Blomst. Eventyr-Comedie i to Acter”, 1845, ”Nye Eventyr. Tredie Samling”, 1845, ”Hr. Rasmussen. Originalt Lystspil i to Acter”. 1845.

Hermed er vi fremme ved året 1845, men det skal tilføjes, at Andersen i perioden 1831-45 også skrev meget andet og mere, end de værker, der er nævnt ovenfor. Det drejer sig om særskilte digte og lejlighedsdigte, de sidstnævnte skrev Andersen mange af, foruden artikler til tidsskrifter, aviser og blade.

Vi befinder os her i året 1845, mere præcist i slutningen af oktober, hvor den rejselystne Andersen den 31. s.m. via indenlandske ophold på Glorup og i Odense og Aabenraa igen drager på en længere udenlandsrejse, som denne gang også har hans elskede Italien som hovedmål. Men undervejs gør han ophold i Tyskland, hvor han i Berlin mødes med Jenny Lind, videre til Tjekkoslovakiet, Østrig og Italien. Hjemturen foregik via ophold i forskellige byer i Frankrig, Schweiz og Tyskland, og rejsen strakte sig helt frem til den 14. oktober 1846, hvor Andersen atter var tilbage i København.

Den 30. oktober 1845, dagen før sin afrejse fra København, skriver og sender Andersen følgende brev til Ørsted:

Min kære, faderlige ven!

Ja, det navn tør jeg jo nok skrive; thi det har De i mit hjerte! Lev vel! Hils Deres kone og alle børnene! Jeg skriver Dem til fra udlandet!

Hos kongen og dronningen var jeg da i dag; de var begge meget venlige imod mig, og det glædede mig særdeles at få kongen at se, da jeg holder uendelig meget af ham.

Hvad De ventede, jeg havde fået, og som ville have glædet mig s æ r d e l e s, fik jeg ikke; det er vist glemt, og – jeg skulle nok ikke sige det – jeg er bedrøvet derved; thi det var u d e et synligt tegn på min konges nåde; jeg havde ønsket det på denne rejse. Lev vel! / Med sønlig hengivenhed / H.C. Andersen.

E.S. Vil De takke den kære Oehlenschlæger og hils Koch. (30)

På udrejsen befandt Andersen sig blandt andet i Oldenburg, hvor han opholdt sig fra 29. november til 17. december 1845. Herfra skriver og sender han den 12. december et meget langt brev til sin faderlige ven Ørsted i København, og hvorfra følgende, som specielt vedrører Ørsted, skal uddrages og citeres:

Min kære, faderlige ven!

Dem og alle Deres må jeg dog flyve lidt hjem til, flyve hjem på en pennefjer og et stykke papir; det er en ganske lykkelig trolddom ar kunne det! Nu kommer julen! Mange år var jeg juleaften i Deres kreds; d e r så jeg det første, smukke juletræ, før jeg selv tænkte på at skrive et eventyr om det.

[…] Ser De Oehlenschlæger og William, hils da begge ret kærligt fra mig. Jeg tror, at jeg forleden aften i en kreds af litterater ret fik udtalt og forklaret Oehlenschlægers store værd, just for Norden, hans indgribende, store betydning. Hofråd Eisendecher har ladet bestille Deres ”Natur-Lære over det Skjønne”. Titlen indtog ham; det er Zeises oversættelse; vi læste den i går just anmeldt i ”Augsburger Tidende”. […] Når De ser Deres Broder, bring ham da min ærbødige hilsen; hils også den fortræffelige doktor Windler! Ser De Collin, da sig jeg længes efter brev. Hvorledes er det nu egentligt med den kære konge? Er han rigtig vel? – Dette læser de alle hjemme, jeg nikker derfor til dem allesammen: Deres kære kone, sønnerne, de gifte døtre, svigersønnerne og Mathilde.

[…] Dampskibsfart hertil er også bragt i stand, dagligt går fra Bremen et skib til Oldenburg ad Weseren og ad floden Hunte. Men lev nu vel! Hils alle, og tænk venligt på

Deres trofast hengivne / H.C. Andersen. (31)

Den 19. december 1845 7. januar 1846 opholdt Andersen sig i Berlin, og herfra skrev og afsendte han et brev til Ørsted, dateret den 26. december 1845, hvorfra følgende skal citeres:

Min faderlige ven!

Det er anden juledag! Jeg må sende min julehilsen til dem alle der hjemme! Hvor mangen juleaften har jeg ikke tilbragt i Deres kære, kære kreds! Jeg ved ikke selv, men på denne rejse i udlandet hænger mit hjerte fastere ved hjemmet end nogensinde før, og dog er man aldrig ude med større begejstring kommen mig imøde, end denne gang. Mit brev fra Oldenburg håber jeg, at De har modtaget; […] Jeg rejste derfra klokken fem om morgenen, og dog var et par af mine venner ståede så tidligt op for endnu engang at se mig; det bevægede mig meget. Fra Hannover fløj jeg på jernbanen de 49 mil i én dag og kom dog klokken halv syv til Berlin. O, hvor det er storartet, hvor mennesket dog kan virke! Alt er mirakel, alt er trolddom i det daglige liv! Jeg er ideligt i selskab her i Berlin; én middag har jeg alt tilbragt hos professor Weiss, der, ligesom fruen, sender Dem tusinde hilsener; […] Fra Alexander Humboldt har jeg særdeles mange hilsener; han sagde, at han snart skrev Dem til, for at bringe sin tak for Deres bog over det Skønne. […] - Rauch fløj mig om halsen af henrykkelse over mine eventyr; disse grasserer ret i Berlin i denne jul, og man gør alt for at fordærve mig med ros. I aviserne, hvor de fortæller, at jeg er her, påstår de, at jeg hører mere Tyskland til end Danmark, - jeg ved ikke, hvad de danske siger; enkelte holde af mig d e r, ved jeg, og mellem disse er De og Deres kære kone blandt de første.

Med sønlig hengivenhed /H.C. Andersen.

I morgen skal jeg til prinsessen af Preussen. Hils børn og svigersønner, hils Deres broder, og hils Collins. (32)

Det næste trykte brev fra Ørsted til Andersen i Bille & Bøghs brevsamling, er dateret den 30. december 1845. Andersen opholdt sig på det tidspunkt af sin udrejse til Italien, stadig i Berlin. Fra brevet skal følgende citeres her:

Bedste ven!

Jeg følger gerne Deres venlige opfordring, at tilskrive Dem i denne juletid, endskønt jeg desværre kun har lidet eller intet interessant at meddele. Det gør mig virkelig fornøjelse at meddele Dem efterretninger fra mig og min familie, da jeg ved, at De så hjerteligt deltager deri; og hertil kommer, at jeg kan gøre regning på at erholde et af Deres interessante breve, hvori både Deres digterånd og det begejstrede digterliv ånder, for et tarveligt brev fra hjemmet, hvori det lykkeligste netop sjældent er det interessanteste. Jeg vil begynde med at give Dem dette i al korthed. Vi lever her ved det gamle og nyder det sædvanlige, jævnt glade, huslige liv. Vi tænker ofte på Dem og taler om Dem; erindringer af Deres omgang og digterværker fornyes flittigt. Min kone og alle mine børn og medlemmerne af min familie lader Dem på det venskabeligste hilse.

[…]

Jeg forestiller mig Dem ret nyde julen i Berlin, og at De ikke nøjes med at være jævnt glad, som vi her i vort hverdagsliv, men fuld af begejstring ved alle de herlige nydelser, som møder Dem, og hvoriblandt Jenny Linds selskab og kunstydelser ikke indtager den mindste plads. – Jeg ville ret inderligt ønske, at jeg havde nogen glad tidende herfra at melde Dem, noget bevis på anerkendelse, foruden den, De nyder af alle Deres mange læsere, at lykønske Dem til; ja, jeg er så egennyttig, at jeg ønskede at være den, som bragte Dem den første lykønskning af et sådant slags; men da jeg ikke har magt som vilje, så beder jeg Dem tage til takke med de hjerteligste lykønskninger til det nye år. / Stedse Deres / H.C. Ørsted. (33)

I Bille & Bøghs Breve til H.C. Andersen findes der kun yderligere to trykte breve fra Ørsted til Andersen, hvoraf det første er dateret København den 14. februar 1846. Andersen opholdt sig da i Leipzig. Af brevet skal følgende citeres:

Bedste ven!

Tak for det brev, hvormed De atter har glædet os. Jeg må gentage, at vi har intet så interessant at byde Dem til gengæld. De omgås med berømte mænd, eksværdige hoffolk, åndrige konger og fyrster, og ser hver måned nye. Hvad vi også kunne have af godt og skønt hos os, så vedbliver det dog hver dag det samme. Om dette også kan være lykkeligt, frembyder dog intet til at give brevene nogen interesse.

[…]

Til den udmærkelse, De har modtaget af den preussiske konge, lykønsker jeg Dem af hjertet. Jeg skal glæde mig ved at høre, at der ydes Dem flere fra andre steder. Så jeg nogen lejlighed til at bringe det i erindring, at man altfor længe har glemt Dem hjemme i så henseende, ville jeg gribe den med begærlighed og tro, at jeg derved gjorde mit fædreland en tjeneste.

Jeg ser, at jeg er nær ved at levne min kone en altfor liden plads. Lev vel, og lad os oftere høre fra Dem. / Stedse Deres / H.C. Ørsted. (34)

I Mit Livs Eventyr kan Andersen fortælle følgende om sig selv og sit forhold til Ørsted omkring 1846-47:

Jeg var for resten endnu legemlig lidende, sommeropholdet i Syden kunne jeg ikke forvinde, kun den forfriskende vinterkulde holdt mig sammen, jeg var i en nervøs kraftløs tilstand, medens sjælen derimod var virksom i høj grad; jeg fuldendte på den tid digtningen Ahasverus. H.C. Ørsted, for hvem jeg i de sidste åringer læste alt, hvad jeg skrev, virkede ved sin levende deltagelse, sin åndfulde tale, mere og mere mægtig ind på mig. Så stærkt som hans hjerte slog for det skønne og det gode, så gennemtrængt søgte hans tanke altid deri det sande. Klart og bestemt udtalte han dette og i ethvert digt var sandheden digtningens sjæl. En dag bragte jeg til ham en dansk oversættelse, jeg havde leveret af Byrons digt ”Mørket”; jeg var da ganske opfyldt af det store fantasi-maleri, digteren har givet her og overraskedes derfor, da Ørsted erklærede det for et aldeles forfejlet digt, thi det var helt igennem usandhed, den ene tilsætning blev tåbeligere end den anden. Ørsted beviste det, og jeg forstod og erkender hans sande ord. ”Digteren tør nok tænke sig”, sagde han, ”at solen forsvinder fra himlen, men han må vide, at der kommer da ganske andre resultater, end dette mørke, end denne kulde, disse begivenheder, dette er en vanvittigs fantasi!” Og jeg følte rigtigheden deri, optog i min anskuelse allerede de sandheder, han i ”Aanden i Naturen” udtaler for sin tidsalders digtere. At hvor de selv, som højdepunkter i deres tid, udtalte sig, skulle de fra videnskaben og ikke fra en forsvunden tids poetiske rustkammer bringe billeder og udtryk; skildrer digteren derimod en svunden tid, naturligvis da er dens forestillinger og begreber om verden de, som der må bruges af de fremtrædende karakterer; dette så sande og rigtige, som Ørsted siden i sit værk udtalte, blev til min forundring ikke forstået, selv af en Mynster. Flere af de tankerige afhandlinger vi finder i det omtalte værk, læste han da for mig: vi samtalte siden derom, og med sin uendelige kærlighed og beskedenhed hørte han endogså på en indvending af mig, den eneste, jeg havde at gøre, at dialogformen, der minder om Campes Robinson, var nu forældet, den blev her, hvor der ikke var lejlighed til karaktertegning, kun navne-overskrift, og man ville uden denne kunne forstå det hele ligeså klart. – ”De har måske ret!” svarede han med al sin milde inderlighed; - ”men jeg kan ikke straks ret bestemme mig til en forandring med hvad der nu i åringer hos mig har stillet sig frem under denne form, men jeg vil overveje Deres ord og tænke derpå, når jeg nedskriver noget mere.”

Det var et væld af kundskab, erfaring og snilde, der udstrømmede fra ham og dertil en elskelig naivitet, noget uskyldigt, ubevidst, som hos barnet; en sjælden natur, med guddoms-præget af hvad den var, åbenbarede sig her, og dertil kom hans store religiøsitet; gennem videnskabens glas så han den Guds storhed, det er kristeligt smukt at erkende selv med tillukte øjne. Om religionens dybe, velsignende sandheder talte vi oftere; Første Mosebog gennemlæste vi således sammen, og jeg hørte den barnlig religiøse og dertil som mand udviklede tænkers afspejling i sig om oldtids myte og sagn om verdens skabelse. Jeg vendte altid så klar i tanken, så rig i sindet fra den elskelige og herlige Ørsted og i miskendelsens og mismodets tungeste timer var han, som jeg må gentage, den, der holdt mig oppe og forjættede en bedre tid. – En dag, jeg sjælelig lidende, ved uret og hårdhed mod mig udefra, var gået bort, havde han ingen ro, før han, den ældre mand, endnu engang og de sent på aftenen havde søgt mig i mit hjem og der igen udtalt deltagelse og trøst; det greb mig så dybt, at jeg glemte al min sorg, min smerte, ret græd mig ud i tak og velsignelse over hans uendelige godhed; jeg vandt igen kræfter og mod til digtning og arbejde, (35)

Det sidst trykte brev fra Ørsted til Andersen i Bille & Bøghs brevudgivelse, er dateret København den 8. juli 1850. Andersen var på det tidspunkt på sin indenlandske sommerrejse og opholdt sig i dagene10. juni til 5. august på Glorup på Fyn. I brevet giver den da 73-årige Ørsted den nu 45-årige Andersen gode råd med hensyn til, hvordan han bør forholde sig i forhold til den litterære kritik, han så ofte føler sig uretfærdigt udsat for. Men da det ikke her i denne forbindelse handler mindre om Andersens forfatterskab, end om hans personlige liv, skal derfor kun citeres følgende indhold af brevet:

Kære ven!

Det er mig en sand fornøjelse, at De ikke vil bie efter min bog, til De kommer hjem; jeg sender Dem den derfor. Jeg tør ikke håbe, at den skal gøre det samme, gunstige indtryk på Dem, som jeg havde den glæde at erfare, at den første gjorde; thi denne nye bog har fornemmelig det øjemed nærmere at belyse den tidligere; dog vil den ikke savne al nyhed, og at tænkemåde og tone er de samme, som i den første, tør jeg selv forsikre.

Det mismod, hvorom De skriver til Mathilde, bør De rive Dem løs fra, dersom De ikke allerede har gjort det, førend dette brev kommer Dem i hænde. De har beriget litteraturen med såmange fortræffelige arbejder, at ingen uden De selv kan bebrejde Dem for at have udrettet altfor lidt. Jeg tror næppe engang, at Deres modstandere nu tør længere have en sådan mening. Men lad også en eller anden modstander være grov, så må De trøste Dem med, at næsten alle udmærkede mænd har været sådanne angreb underkastede. Jeg har tit set journalister omtale Deres lands mest udmærkede mænd med hån; […]

Bryd Dem da sålidt som muligt om angreb; det står nu for altid fast, at De har leveret udmærkede digterværker, som vil bevare Deres navn både her og udenlands i uforgængelig berømmelse. […]

Jeg håber, at De ligesom hidindtil ikke vil forsvare Dem imod Deres angribere; jeg vil endog råde Dem ikke at tage hævn ved et eller andet, og om nok så godt anbragt sidehug; derimod mener jeg, at De muligt gjorde vel, om De engang skrev en afhandling over det eventyrliges æstetik. De kunne deri med alvor og ro oplyse misforståelser, der havde forårsaget uretfærdige domme om Deres digte; dog ville jeg råde Dem at holde Dem såmeget som muligt til andres værker og at afholde Dem fra polemik. Endelig ville jeg langtfra ikke tilråde Dem et sådant arbejde, dersom det i betydelig grad skulle afholde Dem fra egentlige digterværker; nej, jeg ville da tværtimod fraråde det - - - Modtag de venskabeligste hilsener fra os alle. / Stedse Deres / H.C. Ørsted. (36)

Dette brev svarede Andersen på i brev af den 3. august 1850, hvorfra følgende skal citeres:

Min kære, faderlige ven!

Gud velsigne Dem for Deres hjertelig, oplivende brev! Det var uendeligt kærligt af Dem, at De skrev. Tak derfor! Tak for Deres venlige sindelag mod mig, som for alt det åndelige lys, De har ladet gå ind i min tanke. Øjeblikkeligt skulle jeg have skrevet og takket Dem for Deres brev og den givne bog; men da jeg straks tog fat på og følte mig så opfyldt af den, ville jeg først skrive, når hele bogen var gennemlæst. De mente, at den ikke ville gøre det indtryk på mig som første del; jeg kan ikke skille dem fra hinanden; det er som én rig strøm; og hvad der især gør mig glad, er, at jeg her synes kun at se min egen tanke, den, jeg tidligere ikke således har gjort mig klar selv. Det er min tro, min overbevisning, der ligger i tydelige ord for mig. Jeg kan ikke forstå mig på vor biskop; jeg synes dog, at han må indse og forstå, hvad jeg har som den solklare dag. Jeg har ikke blot for mig selv, men senere endogså for enkelte andre læst højt af ”Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgenstande”. Dette især er så egnet til at forelæses, at jeg ville ønske, jeg kunne give alle mennesker det. Jeg skatter hos den fromme mængde det: blindt hen at tro; men jeg finder det langt mere velsignet: i sin tro også at vide. Vorherre kan godt tåle, at han ses gennem den forstand, han selv gav os. Jeg vil ikke med tilbundne øjne gå til Gud; jeg vil have dem åbne, se og vide, og kommer jeg vel ikke til andet mål end den, som kun tor, så er min tanke dog bleven rigere. Jeg er glad i Deres bog, glad også over mig selv, at den er så let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et resultat af min egen tænkning; jeg synes ved læsningen at kunne sige: ”Ja, d e t ville jeg også have sagt!” Sandheden i den er gået over i mig og er bleven en del af mig selv. Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve bog; jeg blev reven fra den ved efterretningerne fra krigen, og siden har jeg kun haft tanke for begivenhederne d e r. Dog, jeg kunne ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele sjæl, at takke Dem. De skal se, når vi samles, et lille stykke, jeg har skrevet: ”Poesiens Californien”; De vil fornemme deraf, hvor levendegørende Deres bøger har virket på mig. […]

[…] Hils kærligt fra mig Deres kone og børn; jeg har til Dem alle mange hilsner fra excellencen, grevinden og frøken Raben; de takker, fordi De venligt erindrer dem, og beklager, at De ikke kom herover. – Jeg rejser herfra i morgen, og da tager jeg snart til København, hvor vi ses friske og vel og – gid jeg også må kunne sige det – glade, i fredeligere dage!

Lev hjertelig vel! / Deres sønligt hengivne / H.C. Andersen. (37)

Som supplement til den tidligere ovenfor anførte liste over Andersens litterære arbejder 1831-45, kan her gives en fortegnelse over han litterære arbejder 1846 og frem til og med 1851: ”Liden Kirsten, originalt, romantisk syngestykke i een Act”, 1846, ”Digte, gamle og nye”, 1846, ”Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung”, 1847, ”Ahasverus”, 1847, ”Billedbog uden Billeder, fortsættelse”, 1847, ”Nye Eventyr. Andet Bind. Anden Samling”, 1848, ”De to Baronesser. Roman i tre Dele”, 1848, ”Kunstens Dannevirke. Forspil ved det kongelige danske Theaters hundredeaars Fest 1848”, 1848, ”Brylluppet ved Como-Søen. Opera i tre Acter”, 1849, ”H.C. Andersens Eventyr. Med 125 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen”, 1849, ”Meer end Perler og Guld, Eventyr-Comedie i fire Acter”, 1849, ”En Nat i Roeskilde. Vaudeville-Spøg i een Act”, 1850, ”Ole Lukøie. Eventyr-Comedie i tre Acter”, 1850, ”Den nye Barselsstue. Originalt Lystspil i een Act”, 1850, ”Fædrelandske Vers og Sange under Krigen”, 1851, ”I Sverrig”, 1851, ”Hyldemoer. Phantasiespil i een Act”, 1851.

I sit sidst citerede brev af 8. juli 1850 til Andersen, giver Ørsted udtryk for sin opfattelse af personerne og handlingen i eventyrkomedien ”Ole Lukøie”, der den 8. marts 1850 også udkom i bogform. Han var ikke helt enig i Andersens måde at behandle emnet på. Men da denne artikel ikke decideret handler om Andersens forfatterskab, er den del af brevet ikke citeret i denne sammenhæng.

Ørsteds død

Den 7. november 1850 markerede H.C. Ørsteds 50 år jubilæum for hans ansættelse ved Københavns Universitet, hvor der samme år blev oprettet det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, han så tidligt som i 1813 havde foreslået udskilt fra det filosofiske fakultet. Jubilæumsdagen blev fejret af en bred offentlighed, og venner havde samlet penge ind til istandsættelse og køb af æresboligen ”Fasangaarden” i Frederiksberg Have, hvor den i januar 1850 afdøde digter Adam Oehlenschlæger også havde boet i sine seneste leveår. Imidlertid kom Ørsted ikke til at opleve at bo i æresboligen, idet han allerede i februar 1851 følte sig tiltagende sløj og forkølet og tilstanden forværredes. I den følgende måned blev han stadig mere afkræftet og svagere, og søndag den 9. marts 1851 sov han stille ind.

Foruden H.C. Ørsted, var en af de personer, der også spillede en vigtig rolle i Andersens liv, fru Birgitte Ørsted, som han jo så og havde lejlighed til at tale med så godt som hver eneste fredag og senere hver onsdag året rundt, og i reglen også hver juleaften, og som han også brevvekslede med, når han var på sine inden- og udenlandske rejser. Det var også tilfældet efter Ørsteds død, og traditionen fortsattes omtrent til Andersens egen død i 1875. Nogle dage før Ørsteds død, havde Andersen torsdag den 6. marts blandt andet noteret følgende i sin dagbog:

[…] H.C. Ørsted er farlig syg, inflammation i den ene lunge; det bliver også hans død, frygter jeg! – De går alle bort – alle! Alle! (38)

Søndag den 9. marts noterer Andersen følgende i sin dagbog:

Iaften vil det velgørende selskab Fylla give forestilling på Hofteatret på Fuglen i Pæretræet og en Prolog af mig; jeg var uvis om jeg skulle gå eller ej – Da kom et nyt skrækkeligt slag, som jeg vel frygtede. Klokken 11½ var jeg hos H.C. Ørsted, han var opgivet, børnene stod om sengen, jeg satte mig inde i salen og ventede på øjeblikket, det var skrækkeligt, jeg var næsten ved at få ondt, gik, udmattet nåede jeg til Eduards og så til gamle Collin, gik straks igen til Ørsteds. Baron Holten mødte mig og sagde at det var forbi; jeg kom derop! Fru Ørsted så from rolig; vi gik ind til hans seng; han så ud som den døde; jeg tænkte på hans kærlighed til os, hans store ånd; jeg græd – græd meget. (39)

Ørsted blev bisat fra Frue Kirke og begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor hans familiegravsted stadig er bevaret, medens disse linjer skrives i november 2010. Om Ørsteds bisættelse og begravelse noterer Andersen følgende tirsdagen den 18. marts 1851:

Hver dag, kun ikke i dag har jeg været hos Ørsteds, ligesom hos Hartmanns. Kl. 11 var tilsigelsen til Ørsteds begravelse; jeg kom 11½ og blev af en af marskallerne vist til konsistoriet hvor familien, diplomater og de i øvrig huset og Universitetets nærmeste var, - Berling var der også - der var hedt! jeg led af den skrækkeligste hovedpine, min forkølelse nu et par dage gammel, knugede mig. Jeg talte med Ørsteds sønner, gamle Rohde kom og sagde: det er den ene af dem der var Dem en god fader, De har mistet, nu har De kun Collin tilbage! – Vi kom alle først ind til kisten og nu gik arrangementet så langsomt med de andre af følget at klokken blev 12½ før højtideligheden begyndte, (Hauchs sang og Clausens tale, der fra dette sted var værdig og smuk). Klokken eet blev toget sat i bevægelse, jeg var så nervøs at jeg måtte bede min nabo Linde at holde hans hånd, da vi nåede ud af salen og kom på gaden hvor folkestimlen var på begge sider, var jeg ved at gå bort, så syg, betaget var jeg; det var en kval, en lidelse at gå; først tænkte jeg at se at nå Violstræde, der tænkte jeg, måske når jeg pladsen derhenne ved vognmand Holstes; nu gik toget så uendeligt langsomt op ad Klareboderne, her var jeg en smule bedre i det jeg så en mulighed i, dog hvor jeg ville komme ned i en kælder eller ind i en port. – Klokken var to, da vi nåede Frue Kirke, altså en hel time fra Universitetet til Frue Kirke. (Gamle Adler, der er halv død, sad i Joh. Oehlenschlægers Vindue og så på begravelsen). Jeg nåede ind i kirken og her rev jeg mig ud af toget, søgte ind i en sidegang, kom i en stol og sad her, træt, sammenfaldet, betaget af legemlig kval. Trydes [tale indeholdt] meget ret smukt og blev sagt med følelse, men den var kejtet, den rørte ikke, jeg trængte sådan til at [græde, men] jeg kunne slet ikke og jeg græd dog her såmeget over Oehlenschlæger, som ikke var mig det Ørsted var, jeg så også at broderen og sønnerne stod uden tårer, der blev intet sagt der gav tårerne luft. Tryde talte, berørte, om de religiøse andre meninger mod Ørsted, og jeg sprang heftig op; han mildnede udtrykket, ved at sige at de pegede mod samme mål, over afgrunden men broen var ej slået over den mellem dem. (Billedet var skævt thi de må da have peget mod hinanden). Biskoppen talte ikke, (som jeg senere hører, han taler ikke uden han bedes derom og det var ikke sket, da Tryde meldte sig for at tale; skal der bedes vennen at tale over vennen, burde han ikke have gjort det, da hoben, jeg mener både med stjerne og vadmel lægger mærke dertil.) Caroline Amalie havde ingen kavaler sendt til følge, men kongen og dronning Marie, prins Ferdinand mødte selv. / I dag mandag da jeg var hos A.S. Ørsted var grev Blücher der for at undskylde; Ørsted troede sagde han at det var Blücher selv der havde glemt det, men det var dronningen, der først havde talt med dronning Marie derom, denne været uvis og så var det blevet forsømt; dronning Amalie lod være at hædre sin gemals verdensberømte ven; det har bedrøvet og såret mig). Klokken var over tre, da jeg som i en søvn gik hjem, uden stok, jeg kastede mig på sofaen, fik mad hjemme, var ødelagt og lidende af den mest voldsomme hovedpine. […] (i havnen her var hele dagen for Ørsted, skibene med flag på halv stang.) (40)

Andersen var dybt berørt af sin faderlige ven og mentors død, for udover Ørsteds hjælpsomhed og omsorg, betød dennes viden og inspiration som omtalt også meget for ham. Han delte i princippet Ørsteds opfattelse af, at sande digterværker skulle have rod i virkelighedens verden, men virkeligheden vel at mærke forstået som den enhedsverden, som indbefatter den fysiske så vel som den åndelige side af tilværelsen. Derfor kunne Andersen allerede i romanen ”Kun en Spillemand” fra 1837 fremsætte sin ørstedske programerklæring i form af følgende ord, som i øvrigt er citeret i en del af mine øvrige artikler her på hjemmesiden:

Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (41)

En ikke helt lille del af Andersens mange eventyr og historier, har hentet ideer og stof fra hans forbindelse med H.C. Ørsted, men eftersom den side af forholdet mellem de to nære venner ikke er emnet for denne artikel, kan læseren henvises til artikelserien Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab, som for tiden er under fortsat udarbejdelse. Her skal opmærksomheden dog især henledes på essayet ”Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)”, trykt i bogen ”I Sverrig. En Reiseskildring”, som udkom 17. maj 1851, og som i høj grad er inspireret af Ørsteds filosofi, og som munder ud i den konklusion, at vi som individer hver især er udødelige, altså forlenet med evigt liv. Men grunden til, at vi ikke erkender det, er ifølge Andersen – og Ørsted - at vi i almindelighed kun evner at se livet i det lille perspektiv og derfor ikke er i stand til at opfatte det store perspektiv, der tegner sig, når vi kan overskue helheden.

Men som sagt, så var Andersen, til trods for sin overbevisning om sjælens udødelighed, følelsesmæssigt stærkt berørt af Ørsteds død, hvilket ikke mindst fremgår af hans dagbogsoptegnelser fra 1851. Dagen efter Ørsteds begravelse, onsdag den 19. marts, noterer han blandt andet følgende i sin dagbog:

Sov til klokken 8; mit legeme var så træt, jeg vågnede i nat flere gange og følte ordentlig hvilen. Gik hen til Ørsteds men blev meget afficeret, mit hoved var så underligt skørt; jeg fik Hoffmannsdråber. Fru Ørsted og Mathilde havde ene siddet hjemme og hørt klokkerne ringe og altid ringe, lige til klokken to da liget kom ind i kirken, de så mange gange til uret. Basunerne gjorde dem vel. Vi talte om det underlige at i kirken lød Hartmanns Sørgemarch, og da Ørsteds sidst hørte den, var det hos frøken Bremer, da de med Martensens var der ved den lille afskedsfest hun gav for mig før jeg rejste til Sverige. Da var lille Maria Hartmann, som nu begravedes dagen før Ørsted, klædt ud og skulle række mig kransen og sølvbægeret; Hartmann spillede for os, og tilsidst bad frøken Bremer om sørgemarchen for Thorvaldsen og da den brusede fra strengene blev hun grebet og bad mig ikke se noget sørgeligt deri, det var gåen frem til storhed. – Og nu kom det dog til at passe; for Ørsted hvem jeg troede festen var for, hans festmarch tonede. – Vi talte hos Ørsteds om de underlige vers hvor der idelig taltes om Ørsteds længsel efter Oehlenschlæger, det var slet ikke tilfældet. Jeg gik siden til gehejmeråd Ørsted. – Siden til Collins, den gode gamle her tvivlede på noget jeg sagde og så var det dog almindeligt og rigtigt men han misforstod og skal jo altid betvivle hvad jeg ved, jeg blev pirrelig. Hjemme tog min sygelighed til. Hovedpine, lede ved livet. I dag er det første onsdag jeg er fra Ørsteds; tænkt på hvor han skattede mig, hvad han var for mig; tænkt på hvor fru Hartmann skattede mig. – Jeg gik tidlig på restaurant for ingen at træffe. Drev hjem, drev ud; ved alt blev jeg ærgerlig. Mødte Grimur Thomsen og skråede tværs over gaden for ikke at tale med ham, han løb efter, jeg rev mig løs; ilde stemt hos Boyes; - Fru Zinn ville have et guldbryllupsvers jeg sagde nej, var gnaven og lidende hos Hartmanns, tyede hen til fru Drewsen der var deltagende og god hun er de sidste af de 3 nu; gik hjem; ked af livet, tænkt på sygdom og død; ønsket døden, men fri for pine. – Iaften lidt mindre lidende i sjælen. – (42)

I anledning af Ørsteds død havde Andersen skrevet et mindedigt, der viser hans store kærlighed til sin faderlige ven, og som lyder som følger:

Han var så sand, han var så ejegod,

et barnesind og dog den dybe tænker,

for ham det klart i denne verden stod

hvad Gud til mængden først bag døden skænker.

Han var et fjeld i Danmark, set vidt om,

de vises sten i dette fjeld var inde!

Hvor var han kærlig, ligefrem og from,

og dog så stor! Han glemmes ingensinde,

thi ved hans tankelyn et lys blev tændt,

der viser skatte, så umålelige!

Og han var Danmarks søn fra ringhed sendt,

en konge dog, og det i åndens rige.

Hans liv er sluttet her, så godt og smukt,

Hans navn, den stjerne bliver aldrig slukt!

- For os, som stod ham nær, ham voksed’ fast,

en del af verden med hans hjerte brast. (43)

Tanken om vennen Ørsted forlod faktisk aldrig Andersen, som med mellemrum noterer om denne i sine dagbøger, også helt frem til og med sit eget dødsår, 1875. Eksempelvis kan man læse følgende i dagbogen for 26. august 1851, hvor han opholdt sig i Hamburg:

[…] – Mange lyse tanker gik gennem mit hoved; tænkte på Ørsted, kunne kysse ham. Hjemme Porter, der styrkede mig; sanselig lyst, men som altid, der blev ikke noget af! – Jeg er så ung og dog gammel. – (44)

I august 1851 var Andersen godt og vel 46 år, og han havde angiveligt stadig problemer med sin seksualtrang. Men denne vaktes dog næppe ved tanken om Ørsted, som Andersen skriver at han kunne kysse, formentlig fordi Ørsted alle sine dage havde været et så kærligt og forstående menneske, som alt tyder på, at han var, sjælelige kvaliteter, som ikke mindst Andersen selv havde nydt godt af i de mange år, han havde kendt sin faderlige ven og åndelige læremester.

Andersen og Sophie Dahlstrøm

Som tidligere nævnt vedligeholdt Andersen sin relativt nære forbindelse med familien Ørsted, herunder også med Sophie Ørsted efter at denne i 1843 var blevet gift med juristen Fritz Dahlstrøm. I sommeren 1859 var han på en rundrejse i Jylland og kom i den forbindelse også til Aalborg, hvor Sophie Dahlstrøm på det tidspunkt boede med sin mand, som var stiftamtmand over Aalborg Stift. Den 23. juli ankom Andersen med dampskib til byen, hvor han under sit ophold logerede hos familien Dahlstrøm. Sophie Dahlstrøm og søsteren Mathilde Ørsted tog sammen med flere andre venner og bekendte imod ham ved havnen.

Torsdag den 28. og 29. juli noterer han blandt andet følgende i dagbogen:

[…] I aften, som vi sad og jeg skrev vers på opgivne rim, kom tjeneren og sagde at der var mange mennesker nede i gården. Vil de os noget eller er det klammeri spurgte Dahlstrøm. Nej det var nogen der ville tale med mig, en deputation kom, det var sangforeningen som forleden dag kom for at indbyde mig til en skovtur på søndag, men jeg for afrejsens skyld ikke kunne tage imod, nu ville de synge for mig. Ørsteds og Dahlstrøms blev oppe, jeg gik ned i gården, man sang: I Danmark er jeg født! Jeg takkede dem og anføreren, den unge købmand Kjær talte, efter 3 gange hurra, gik jeg op og de sang endnu en sang, jeg var en del afficeret.

[…] – der kom ikke noget i avisen om serenaden, hvorover fru Dahlstrøm var vred. […] (45)

Dagen efter, den 30. juli, påbegyndte Andersen omkring en måneds udflugt til Børglum Kloster, Løkken, Hjørring, Frederikshavn og Skagen og derfra over Sæby og tilbage til Aalborg, hvortil han igen ankom den 21. august og blev der til og med den 25. august. Den 24. august noterer Andersen blandt andet følgende i dagbogen:

[…] Kørt efter bordet ud med fru Dahlstrøm og set udsigten over byen; vi så endnu længe bag bankerne dampskibet, som gik til København, jeg havde på det talt med professor Becker. – Her er et smukt skovanlæg; vi kom forbi klubben hvor der var festlighed. Hjemme klokken halv ni, kom håndværkersangforeningen og bragte mig et ”Farvel”, op i stuen kom og indbød mig musiklærer Nathan, der havde skrevet og komponeret sangen, major Bockenhauser, der førte ordet og tømmermester Hvorup. De sang smukt, jeg stod nede i gården hos dem, bragte min tak, kom op og var bevæget. – […] (46)

Dagen efter, torsdag den 25. august, rejste Andersen videre over Hobro til Randers, Viborg, Silkeborg, Vejle og Kolding til Sorø, med kortere ophold de nævnte steder, og sluttelig hjem til København, hvortil han ankom den 13. september.

Herefter skal vi helt frem til torsdag den 24. april 1862, før Andersen igen nævner Dahlstrøms, men tilmed kun ganske kort:

[…] Middag hos Ørsteds med Dahlstrøms […] (47)

Onsdag den 30. april:

Meget vel; gik til Hotel Dannevirke at besøge Dahlstrøms, siden til Ørsteds og Kochs; smukt vejr. […] (48)

Derefter skal vi frem til onsdag den 15. april 1863, før vi i Andersens dagbog igen hører om Dahlstrøms, som åbenbart igen var på besøg i København:

Blevet fotograferet, ideligt visitter. Middag hos Ørsteds med Dahlstrøms, præsten Lind der er poet var der, læst begyndelsen af min rejse. Set i teatret to akter af Den Stumme. (49)

Tirsdag den 21. april:

Middag hos Scharlings med Dahlstrøms. (50)

Lørdag den 3. december 1864:

[…] Hos fru Ørsted til middag var hun, Dahlstrøms og selv Mathilde meget ivrige og mente at jeg burde nægte at læse i Studenterforeningen, efter hvad der var sket ved Mantzius. Der var megen partitagen. […] (51)

Onsdag den 7. december 1864:

Nervøs, svimmel. Dahlstrøms som jeg traf hos fru Ørsted talte ivrigt mod Studenterforeningen at jeg burde nægte at læse der, før de gav en erklæring om hvad der var sagt af Mantzius, jeg mente at det nu var bedst ikke at røre mere ved den sag. De mente at jeg burde gå ind i Augustforeningen, da jeg jo holdt af kongen. I teatret havde jeg fru Lind med at høre Elskovsdrikken, den gik fortræffelig. […] (52)

Torsdag den 12. januar 1865:

[…] Middag hos Thieles for Dahlstrøm og hans frues skyld; kaptajn Wilde førte ordet, der ikke var morsomt. Ved cigarrygningen sagde han om krigens udfald at det var nationens skyld, den bestod af førerne og de som havde ladet sig føre. Jeg følte mig tung og træt, har været som ødelagt hele dagen og gik hjem uskikket til at arbejde. […] (53)

Lørdag den 14. oktober 1865:

[…] kørte med sporvogn til fru Koch og derfra til Ørsteds, der er mig lidt for megen sladder, denne gang var det fra Aalborg om fru Bjerring; jeg er bange at fru Sophie er lidt af Bagtalelsens Skole. […] (54)

Den 9. april 1867 stod Andersen overfor et par dage senere at skulle rejse til Paris, hvor han især ville besøge verdensudstillingen. I sin dagbog for den nævnte dato noterer han, at han fik besøg af Dahlstrøms, som åbenbart igen var på besøg i København, men derefter hører vi først igen parret nævnt i dagbogen for mandag den 18. april 1870. Andersen, som kort forud igen havde været på en længere udenlandsrejse, logerede midlertidigt i familien Melchiors lejlighed på Højbro Plads. Hr. og fru Melchior var på en udenlandsrejse til Algier, medens nogle af de nærmeste slægtninge formentlig opholdt sig på familiens landsted ”Rolighed” på Østerbro:

Johanne Melchior [fik] brev fra sin moder som jeg fik lov at læse. Renskreven Oldefaer, læst den for Dahlstrøms, Sophie fik tårer i øjnene og ret takkede mig. Hartmann fandt det genialt og omtalte hvorledes jeg havde levet i to tidsaldre. Eduard Collin mente at det burde følge med indbydelse til indsamling for Ørsteds monument. […] (55)

Onsdag den 19. april 1871 var Andersen som omtrent sædvanligt til middag hos fru Ørsted, og for denne dato noterer han blandt andet følgende:

[…] Middag hos Ørsteds med kammerherre Dahlstrøm der med frue og plejedatter er komne fra Aalborg hertil i mandags. De er plejedatteren Mathildes fødselsdag i dag. […] (56)

I sommermånederne 1871 var Andersen gæst hos familien Melchior på dennes landsted ”Rolighed” på Østerbro, men den 23. oktober flyttede han ind som pensionær hos sin tidligere logiværtinde på Kgs, Nytorv, frøken Thora Hallager, som nu boede i Nyhavn nr. 18. Men inden det var kommet så langt, noterede Andersen i sin dagbog for tirsdag den 17. oktober blandt andet følgende:

[…] Da jeg i dag kørte med sporvognen, fra Kongens Nytorv, var kammerherre Dahlstrøm, som er her for studenterjubilæum, i vognen. Jeg fik dem til at køre til ”Rosenvænget”, gik med dem derigennem, viste dem fra haven ”Rolighed” og lukkede dem ud ved fru Heibergs. […] (57)

Herefter skal vi helt frem til tirsdag den 28. april 1874, før vi igen hører om familien Dahlstrøm. I mellemtiden var Andersen helbredsmæssigt begyndt at skrante, hvilket prægede hans humør og sindsstemninger, som svingede meget op og ned, vekslende mellem optimisme og pessimisme.

[…] i formiddag besøg af fru Bloch med sin lille Poul, han var meget rar og venlig, ikke så sky som før. Fru Bloch lod mig vide at jeg i morgen kunne få at se Blochs nye billede Samson og Dalila, jeg bestemte tiden til mellem 11 og 12. Medens hun var her kom kammerherre Dahlstrøm og frue fra Aalborg. (58)

Søndag den 10. maj 1874:

[…] Besøg af fru Dahlstrøm med datter, hun gratulerede mig til de 8000 Rdlr jeg nyligt havde fået fra Amerika! Jeg blev aldeles forbavset da jeg ikke kendte der til, hun sagde det stod i avisen, der står af en meddeler at jeg har fået 800 Rdlr, men det var fra Tyskland for henved tyve år siden, det er således lavet om. […] (59)

Herefter skal vi et helt år frem til søndag den 16. maj 1875, før vi for sidste gang i Andersens dagbøger hører om Sophie Dahlstrøm:

[…] Besøg af kammerherre Dahlstrøm, frue og datter, de rejser i morgen hjem til Aalborg. Jeg hørte da vished om at stakkels Mathilde Ørsted havde tabt 2800 ved Gedalia; gamle fru Ørsted må ikke vide derom, hun spørger: Mathilde har dog ikke tabt ved den lejlighed. Ikke såmeget som 50 Rdlr. […] (60)

I dette notat er det sidste gang i Andersens dagbøger, at vi hører om Sophie Dahlstrøm, f. Ørsted. Om de overhovedet genså hinanden herefter er tvivlsomt, for få måneder senere, den 4. august 1875, udåndede den fysisk og åndeligt stærkt svækkede H.C. Andersen, som siden den 12. juni havde opholdt sig på landstedet ”Rolighed” på Østerbro, hvor han var blevet taget under kærlig omsorg og pleje af sin gode og forstående veninde, den da 52-årige fru Dorothea Melchior. (61)

Man kan afslutningsvis sige om Andersens forhold til Sophie Ørsted, at det blev et kortvarigt sværmeri, men udelukkende fra hans side, betaget, som han var, af hendes ungdom og skønhed. Hendes og hans menneskelige kvalifikationer bevirkede imidlertid, at der for hans vedkommende blev tale om et livsvarigt venskab og for hendes vedkommende et venskab, der varede til hans død.

Konklusionen må, set i det perspektiv, som ligger til grund for den her på hjemmesiden fremførte grundlæggende opfattelse, blive, at Andersen i og med den her omhandlede dobbeltforelskelse endnu engang glemte, at tage sin egen psyko-seksuelle disposition i betragtning, hvilket naturligvis også er lettere sagt end gjort. Man kan nu engang ikke tænke, føle og handle anderledes, end man på basis af sin personligheds udviklingsniveau og karakter, gør. Dette er under alle omstændigheder erfaringsberigende, om end ikke altid lige behageligt eller smertefrit, og det var det bestemt heller ikke for H.C. Andersen. Han var først og fremmest et menneske, der oplevede livet på sin egen krop og sjæl, og dernæst et musisk og originalt kreativt menneske, der omsatte sine personlige oplevelser og erfaringer i form af enestående litterære værker – sine eventyr og historier - i verdenshistorien.

Noter og kilder:

Forkortelser:

B & B: Bille & Bøgh: H. C. Andersens brevveksling med forskellige mennesker. I. - II.

BHH: H. C. Andersens brevveksling med Henriette (Jette) Hanck.

BHW: H. C. Andersens brevveksling med Henriette (Jette) Wulff.

Dagbøger: H. C. Andersens dagbøger 18 25 - 1875.

Levnedsbog: H. C. Andersens Levnedsbog.

MeE: H. C. Andersens Mit eget Eventyr uden Digtning.

MLE: H. C. Andersens Mit Livs Eventyr.

1 Til grund for skildringen af H.C. Ørsted og hans liv og virke ligger især Ole Bang: ”Store Hans Christian. H.C. Ørsted 1777-1851”, Forlaget Rhodos 1986. - Ole Immanuel Franksen: H.C. Ørsted – a Man of two Cultures. Bang&Olufsen. Strandbergs Forlag, Birkerød, Denmark, in 1981. Desuden er delvis også benyttet de oplysninger om Ørsted og hans familie, der findes på Internettet.

2 Levbog, s. 77. – ’få nogen til at tage sig af mig, sagde alle.’: Med alle må formentlig især menes fru Thorgesen og fru Hermansen. - ’Jeg hørte på den tid fysikeren Ørsted meget omtale som en elskelig mand’: Andersens bekendtskab med Ørsted og dennes familie kan altså stamme fra omkr. januar 1821. På det tidspunkt boede Andersen endnu som logerende hos enkefru Thorgesen i Ulkegade 108 (senere omdøbt til Holmensgade 8), han var da danseelev på Det kgl. Teater, men da stillingen var ulønnet, befandt han sig økonomisk set i stadige vanskeligheder. Se evt. 2. Hovedafsnit under ET NYT LIV BEGYNDER.

3 MeE, s. 46. MLE I, s. 74. – I årene 1819-24 boede familien H.C. Ørsted på Nørregade nuværende nr. 21. Huset nedrevet i 1909, for at give plads til KTAS’ store bygning samme sted. Se Anderseniana IV, s. 126.

4 Levbog, anførte udgave, s. 172-73. – ’Kommandør Wulffs’: Peter Frederik Wulff (1774-1843) og hustru Henriette Wulff, f. Weinholdt (1784-1836). - ‘konferensråd Collins’: Jonas Collin (1776-1861) og hustru Henriette Christine Collin, f. Hornemann (1772-1845). – ’etatsråd Olsens’: Godske Hans Olsen (1760-1829) og hustru (ikke identificeret). – ’fru Müffelmanns’: Frederikke Lovise Müffelmann, f. Wahlmann (1786-1835), enke efter pakhusforvalter Müffelmann. – ’forvalter Ballings’: Jonathan Balling (1773-1829) og hustru Helene Balling, f. Næboe (1799-1893). Familien Balling boede i Nyhavn, nuværende nr. 18, hvor Andersen selv kom til at bo fra 9..september 1873 til han den 12. juni 1875 flyttede ud til familien Melchiors landsted ”Rolighed” på Østerbro, hvor han døde den 4. august s.å. - 1834-38 havde Andersen boet i nabohuset, Nyhavn, nuværende nr. 20, på 2. sal. Det var her, han skrev sine første tre romaner og her, han for alvor begyndte at skrive sine eventyr.

5 MLE I, s. 104-05. – ’præ’: laudabilis præ ceteris = rosværdig frem for andre. – ’laud’: laudabilis = rosværdig. – ’talt om den på mine forelæsninger”: Ørsteds, foredrag foregik i ”Selskabet for Naturlærens Udbredelse”. – ’den polytekniske Læreanstalt’: Denne havde til huse i den tidligere professorgård i St. Pederstræde, nu nr. 13, og i forbindelse på gårdsiden med en tilstødende professorgård i Studiestræde, nu nr. 6, som Ørsted og hans familie havde beboet siden 1824. – ’anmeldte under mærket y-’: Andersens anmeldelse af Ørsteds foredrag om elektromagnetismen blev trykt i ”Kjøbenhavns-Posten” for den 20.april 1839.

6 MLE I, s. 106-07. – ’langsomt sejlende skib ”Dania”: Skibet, som var en såkaldt hjulskib, var blevet sat i rutefart i juli 1827, brugte under gunstige vejrforhold 17 timer fra København til Aarhus. – ”Caledonia”, det første dampskib, vi så i vore farvande’: Skibet kom til København 23. maj 1819. – ’Napoleon’: Den 15. juli 1815 gik Napoleon ombord på det engelske sejl- og linjeskib ”Bellerophon”, som bragte ham til Plymouth og derfra videre til St. Helena. Allerede 1812 var der dog dampskibsfart på kanalen mellem Glasgow og Greenoch, men i 1815 rådede den londonske skibsfart kun over ét skib.

7 MLE I, s. 128.

8 - ’Andersens brevveksling med H.C. Ørsted og dennes familie’: I nyeste tid er der oprettet en brevbase online, som enhver interesseret vil kunne søge på f.eks. via Google. I brevbasen findes gengivet utrykte breve fra Andersen til Ørsted og omvendt, som ikke er medtaget i Bille & Bøghs udgaver. – ’hvor De alt tidligt optog mig’: Ordet alt betyder på nudansk: allerede. – ’fortæller om min flugt her til Syden’: Ordet ’flugt’ skal selvfølgelig ikke tages bogstaveligt, men her som et udtryk for ’rejse’. – ’forlader jeg Rom og går til Neapel’: Ordet ’går’ skal her naturligvis forstås som ’rejser’ – ”Agnete”: Andersens versdrama ”Agnete og Havmanden”, se evt. herom i artiklen Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab (4. del). – ’Deres hr. broder’: Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), fremtrædende retslærd og politiker, samt forfatter, blev 1802 gift med digteren Adam Oehlenschlægers meget smukke søster: Sophie Ørsted, f. Oehlenschlæger (1782-1818). Hun blev muse for digtere som Jens Baggesen og F.C. Sibbern. – ’Heibergs’: Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), digter og 1849-56 direktør for Det kgl. Teater, gift 1831 med Johanne Luise Heiberg, f. Pätges (1812-90), skuespillerinde ved Det kgl Teater. Blev i 1820 som 8-årig optaget som elev på Det kgl. Teaters danseskole (dvs. balletskole). – ’Capitoliet’: Capitolium, den ene af Capitolinerhøjens to spidser med Jupiter-templet.

9 Bille&Bøgh: Breve til H.C. Andersen, s. 582-84.

10 Se her evt. artiklen Poesi og videnskab – om forholdet mellem digteren H.C. Andersen og videnskabsmanden H.C. Ørsted.

11 MLE I, s. 147.

12 Bille&Bøgh: Breve fra H.C. Andersen I, s. 347-51.

13 Dagbøger II, s. 20. – ”Den uartige Dreng”: Se Kilderne til H.C. Andersens forfatterskab (6. del)

14 BHH, Anderseniana 1942, s. 207. –’Louise Collin’: Louise Collin, som Andersen havde sværmet for omkr. 1832-33, var endnu ugift, men giftede sig 1840 med juristen Wilkens Lind.

15 BHH, Anderseniana 1943, s. 210-12. – ’min stakkels Christian i romanen’: Hovedpersonen Christian – alias Andersen selv – i romanen ”Kun en spillemand” (1837). – ’cand. jur. Dahlstrøm’: Frederik (Fritz) Dahlstrøm (1815-94). – ’ kun et eneste [digt] havde indprentet sig i hukommelsen, det skal De en anden gang få en afskrift af’: Der er tale om digtet ”Gid jeg var rig!”, som kom med i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838). Se herom senere nedenfor. – ’Louise’: Louise Collin (1813-98), gift 1840 med Wilkens Lind (1807-91). Andersen sværmede for Louise C. omkr. 1832-33. – ’Ingeborg’: Ingeborg Drewsen, f. Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten, 1847 Justitiarius samme sted, 1846 Justitsråd, 1852 Etatsråd, 1869 Konferensråd. – ’Schleppegrell’: Christiane Charlotte Louise Schleppegrell (1774-1841). – ’Camoens’: Luis Vaz de Camöes (1525-80), portugisisk digter. – ’bed at bedstemoder må leve’: Kirstine Marie Iversen, f. Nielsen (1767-1837), udgiver af ”Fyens Avis”. Fru Iversen døde 20. december 1837, altså kort efter Andersens brev til Jette Hanck. – ’og jeg – blunde’: Andersen koketterede i perioder med sin snarlige død. Subjektivt set mente han det måske nok alvorligt, men når det kom til stykket, var hans dødslængsel i reglen begrundet i aktuel modgang og kritik af sig og sit forfatterskab.

16 BHH, Anderseniana 1942, s. 212-15. – ’mine døds-øjeblikke’: jf. med Andersens digt ”Døds-Øieblikket” (1820)- – ’Gusta’: Augusta Franziska Hanck (1811-48), gift 1843 med Ludvig August Læssøe (1808-78), slotsforvalter på Rosenborg Slot. Syv år efter Gustas død gift 1850 med dennes søster Louise Charlotte Camilla Hanck (1814-82)-.

17 Dagbøger II, s. 31-32. – ’Marmier’: Xavier Marmier (1809-92), fransk forfatter, besøgte 1837 København, hor han blev ven med H.C. Andersen, På grundlag af Andersens egne oplysninger skrev Marmier en biografisk skitse; ”Une vie de poéte”, som blev trykt i journalen Revue de Paris 1837,. – ’mit stykke til Foreningen’: Indtil videre ikke identificeret. – ’ekvivokt’: tvetydigt, slibrigt. – ’Lorck’: J.H. Lorck (1810-95), cand. med. 1838, batallionskirurg, 1840-41 skibslæge på fregatten Bellona, deltog som militærlæge i krigen 1848-50, 1853 distriktslæge på Fanø, 1863-83 i Bogense, medstifter af Musikforeningen. Han var i øvrigt broder til Andersens danskfødte tyske forlægger Carl B- Lorck (1814-1905). – ’svogeren Boye’: Caspar Johannes Boye (1791-1853), lærer ved Jonstrup Seminarium, 1826 sognepræst i Søllerød, 1835 ved St. Olai Kirke i Helsingør, 1847 ved Garnisons Kirke i København, skuespilforfatter og salmedigter. C.J. Boye blev 1818 gift med Maria Boye, f. Birckner (1796-1880), en datter af M.G. Birckner (1756-98), som 1775 blev gift med Henriette Christine Hornemann (1772-1845), der 2. gang blev gift 1803 med Jonas Collin (1776-1861). C.J. Boyes broder, Mathias A. Boye (1796-1872), rektor ved Christianssand Katedralskole, 1849 toldkasserer i Christianssund, stortingsmand, blev 1818 gift med Johanne (Hanne) Boye, f. Birckner (1797-1881), en søster til Maria Boye, f. Birckner. Collin’erne var altså i familie med Boye-familien, idet de to søstre Birckner var halvsøstre til Henriette Christine Collin, f. Hornemanns børn. - ’Lind’: Wilkens Lind (1807-91), cand. jur., 1833 volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1841 sekretær og bogholder ved kommissionen for Militæretatens Forsyning med uldne varer, 1848 kontorchef i Krigsministeriet og justitsråd.; gift 1840 med Louise Lind, f. Collin. – ’jomf. Grahn’: Lucile Grahn (1819-1907), balletdanserinde, 1829-29 ved Det kgl. Teater, 1847 ved Her Majesty’s Theatre i London, 1855 i München, gift ca. 1856 med hofoperasanger Friederich Young. – ‚da jeg var i udlandet’: Fra 17. maj – 10. august 1849 foretog Andersen en rundrejse i Sverige, som resulterede i bogen ”Sverrig. En Reiseskildring”, som udkom 19. maj 1851. Flere essays i bogen er angiveligt inspireret af Ørsteds naturfilosofi. – ’jeg bliver aldrig forlovet, og det var en ulykke om det skete!’: Jf. med A.s brev af 4. august 1836 til Edvards Collin vedr. dennes giftermål med Henriette Thyberg. Parret blev viet den 10. august 1836, Vielsen fandt sted i Søllerød Kirke, hvor vielsen blev foretaget af C.J. Boye. – ’H.P. Holst’: (1811-93), digter og 1836-61 lærer ved Landkadetakademiet, 1849-58 tillige ved Kadetskolen, 1859-60 redaktør ved Berlingske Tidende, 1862-64 direktør for Casino Teatret, 1864.68 og fra 1875 sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, 1849 titulær professor, 1871 etatsråd og 1891 konferensråd. – ’ O. Müller’: Otto Müller (1807-82), auditør, 1839 overauditør, 1846 overretsassessor, 1860-78 Højesteretsassessor. – ’fru Bügel’: Catharina Bügel, f. Adser (1767-1845), enke efter grosserer C.P. Bügel. – ’----- s’: Sophie. – ’min biografi’: H.C. Andersens ”Erindringer” fra 1832, ved udgivelsen i 1926 betegnet som ”H.C. Andersens Levnedsbog 1805 – 1832”.. – ’dag for dag bliver jeg mere pebersvend!’: Jf. eventyret ”Pebersvendens Nathue” (1878), Dal og Nielsen III, s. 33-34.

18 Se herom i artiklen H.C.ANDERSEN – hans personlighed og seksualitet. Et bidrag til forståelsen af hans særegne personlighed.

19 BHH: Anderseniana 1943, s. 237-38. – ’Sylphiden’: romantisk ballet i 2 akter af August Bournonville, opførtes 27. april 1838 på Det kgl. Teater. – ’i Tyskland synes mit navn snart lige så bekendt som her hjemme’: På det tidspunkt var en stor del af Andersens litterære produktion blevet oversat til tysk, deriblandt romanen ”Kun en Spillemand”, på tysk ”Nur ein Geiger”, oversat af G.F.Jenssen (1789-1888), som også oversatte den selvbiografiske skitse, Andersen havde skrevet som indledning til den tyske udgave af romanen.

20 BHH, Anderseniana 1943, s. 240-41.

21 BHH, Anderseniana 1943, s. 244.

22 Dagbøger IV, s. 342. – ’Mathilde Ørsted’: (1824-1906), lærerinde og oversætter. – ’fru Dahlstrøm’: Sophie Dahlstrøm, f. Ørsted. – ’den unge Kirkegaard’: Poul Kierkegaard (1842-1913), student 1861, cand. theol. 1866, litterat, en brodersøn til den berømte filosof Søren Kierkegaard (1813-55). - ’Præsten Skov med kone’: Carsten Mathias Schou (1814-76), 1858 sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aalborg. – ’kone’: ikke identificeret. – ’fru og frøken Bjerring’: Marianne Bjerring, f. Bøggild (1798-1882), enke efter stabskaptajn Frederik Bøggild. – Anna Bjerring (1832-1902), lærerinde i Aalborg, ugift. Andersen og hun bevarede et langt venskab helt frem til hans død i 1875.

23 MLE I, s. 211-12. – ’ansættelse ved Kongens Bibliotek’: Andersens ansøgning er dateret 27. november 1834. Ansøgningen er tillige med anbefalingerne fra Ørsted og Jonas Collin trykt i Bille og Bøgh: Breve fra H.C. Andersen I, s.279-82. – ’overkammerherre Hauch’: A.W. Hauch (1755-1838), overhofmarskal, chef for Det kgl. Bibliotek.

24 BHW I, Brev nr. 50, s. 211.

25 MLE I, s. 201. – I romanens Første Del, 9. kap. nævnes Ørsteds forelæsninger vedr. jordklodens opståen.– ’erkendelse’: Af en eller anden grund brugte Andersen altid ordet ’erkendelse’ i stedet for ordet ’anerkendelse’, som var det, han mente.

26 B&B Breve fra H.C. Andersen I, s. 315. - Kirsten Dreyer: H.C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann, Brev nr. 47, s. 112-14. – ’Sibbern’: F.C. Sibbern (1785-1872), professor i filosofi ved Københavns Universitet. – ’Thiele’: Just Mathias Thiele (1795-1874), forfatter, 1828 titulær professor, sekretær ved Kunstakademiet, 1835 tillige inspektør ved Kobberstiksamlingen, 1861 direktør samme sted, 1839 bibliotekar ved Kongens Haandbibliotek, 1840 justitsråd, 1852 etatsråd

27 MLE I, s. 248-49. – ’en nuværende provst’: P.T. Hald (1802-64), dr. theol., 1837 stiftsprovst i Aalborg, fra 1856 sognepræst i Koldby på Møn. – ’Casorti’: Giuseppe Casorti (1749-1826), teaterdirektør, indførte 1802 den italienske pantomime på Price’rnes teater på Vesterbro, hvor han 1802-19 selv optrådte i rollen som Pjerrot. Traditionen videreførtes efter hans død og kendes endnu i vor tid fra Pantomime Teatret i Tivoli i København. – ”Narrenbuch”: Narrebog eller satirisk bog over naragtigheder. - ’dette arbejde’: ”En Digters Bazar”.

28 MLE I, s. 325-26. – ’så lavede jeg et selv’: I noteapparatet i Mit Livs Eventyr I, anførte udgave s. 485, noter til side 325-26, fremgår det, at Andersen kun har modereret det nævnte motto, som han vitterligt har fundet hos digteren Jean Paul, et pseudonym for Johann Paul Friedrich Richter ( 1763-1825), tysk digter. Det forandrer dog ikke, at andre forfattere citerede mottoet på grundlag af Andersens citat.

29 Bille og Bøgh Breve fra H.C. Andersen II, s.124. – ’biografien’: Der må være tale om en af de biografiske udkast, som Andersen havde skrevet i årene 1835-45, og som han siden bearbejdede til den første større biografi med titlen ”Mit Eget Eventyr uden Digtning (en Skizze)”, som blev oversat og udkom første gang på tysk, nemlig under titlen ”Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung”, der som indledning til ”Gesammelte Werke” udkom januar-februar 1847 på Carl B. Lorcks Forlag i Leipzig. – ’Min lille hemmelighed’: Med dette udtryk sigter Andersen til ”Den nye Barselsstue, originalt Lystspil i én Akt”, opført første gang på Det kgl. Teater den 26. marts 1845. *Hemmeligheden’ kom af, at Andersen – i lighed med, hvad tilfældet var med flere andre af hans dramatiske arbejder – havde indleveret stykket anonymt til Det kgl. Teater. Da stykket, en slags pendant til Holbergs komedie ”Barselsstuen”, imidlertid blev godkendt af censuren og modtaget med bifald af publikum, vedgik Andersen selvfølgelig at være forfatter til stykket. Det blev i øvrigt opført 14 gange i første sæson og er indtil maj 1942 spillet ialt 116 gange på Det kgl. Teater. – ’var det 26 år siden’: Andersen husker ikke her den præcise dato for sin første ankomst til Købenavn i 1819, som var den 6. september.

30 - ’alle børnene’: den ældste af disse var 30 år og den yngste 16 år. – ’kongen’ Christian VIII. – ’dronningen’: Caroline Amalie. – ’Hvad De havde ventet’: Her hentydes formentlig til størrelsen på rejsestøtten til den aktuelle udenlandsrejse. Det har imidlertid ikke været muligt for mig, at konstatere, hvad det nærmere drejer sig om, idet de kilder, jeg har benyttet mig af, ikke ser ud til at have omtalt emnet. – ’Koch’: Formentlig Jørgen Hansen Koch (1787-1860), arkitekt, hofbygmester, professor ved Kunstakademiet, 1849-56 bygningsdirektør, 1832 etatsråd, 1848 konferensråd., gift 1828 med Ida Koch, f. Wulff (1806-76).

31 Bille & Bøgh. Breve fra H.C. Andersen II, s. 125-29. – ’det første, smukke juletræ, før jeg selv tænkte på at skrive et eventyr om det’: En hentydning til eventyret ”Grantræet”, 1844. – ’William’: William Oehlenschlæger (1814-85), søn af Adam Oeh., cand. jur, 1840, 1846 kancellist i Generalstabens Bureau, 1848 i Krigsministeriet, 1853 regnskabsfører i Armeen, 1868 Intendant i Forplejningskorpset, 1841 hofjunker, 1847 kammerjunker. -– ’Hofråd Eisendecker’: Wilhelm von Eisendecher (1803-80), dr. phil., kabinetssekretær, senere minister i Oldenburg, oldenborgsk gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt. – ’Zeise’: Heinrich Zeise (1822-1914), farmaceut, holstensk digter og oversætter. – ’Deres Broder’: Anders Sandøe Ørsted (1778-1860). – doktor Windler’: ikke identificeret. – ’Weseren’: Floden Weser ligger i det vestlige Tyskland og er 440 km lang og munder ud i Nordsøen ved Wesermunde. – ’Hunte’: Floden Hunte har udløb fra den sydligt beliggende Damme See og passerer byen Oldenburg på sin vej nordpå, hvor den løber sammen med Weser nord for byen Bremen.

32 Bille & Bøgh Breve fra H.C. Andersen II, s. 129-31- ’professor Weiss’: Christian Samuel Weiss (1780-1856), professor i mineralogi ved Berlins Universitet. - ’Alexander Humboldt’: Alexander von Humboldt (1769-1859), tysk naturforsker, kammerherre hos kong Friedrich Wilhelm IV af Preussen. – ’Rauch’: Christian Daniel Rauch (1777-1857), tysk billedhugger, - ’prinsessen af Preussen’: Augusta, prinsesse af Preussen, f. prinsesse af Sachsen-Weimar-Eisenach (1811-90), gift 1829 med Wilhelm (I) af Preussen, dronning 1861, tysk kejserinde. Prinsessen var søster til Carl Alexander, arvestorhertug af Sachsen-Weimar-Eisenach (1818-1901), som Andersen lærte at kende allerede den 25. juni 1844, da han under sin Tysklandsrejse det år opholdt sig i Weimar. Den da 39-årige digter og den da 26-årige og meget kønne arvestorhertug blev så begejstrede for hinanden, at det nærmest lignede gensidig forelskelse.

33 Bille & Bøgh: Breve til H.C. Andersen II, s. 286-88. – ’Jenny Linds selskab etc.’: Andersen, som på det tidspunkt endnu sværmede for Jenny Lind, hørte hende synge i Berliner-operaen den 30. december 1845, og dagen efter, den 31. december, aflagde han efter invitation besøg hos hende om aftenen, hvor der var tændt juletræ og hun sang et par sange for ham. Hans følelser for hende var imidlertid kølnet betydeligt allerede juleaften, fordi hun angiveligt ignorerede ham – som mand. Det sidstnævnte skyldtes, at Jenny Lind overhovedet ikke følte sig erotisk tiltrukket af digtervennen, men satte stor pris på ham som ven og forfatter.

34 Bille & Bøgh Breve til H.C. Andersen II, s. 188-89.

35 MLE II, s. 10-12. – ’digtningen Ahasverus’: Andersen arbejdede i flere omgange på denne versificerede drama, baseret på sagnet om den evige jøde, først 1840-41 og fuldførte værket i sommeren 1847. Det udkom i bogorm 16. december 1847. – ’Byron’: Lord George Gordon Byron (1788-1824), engelsk digter. – ’Byrons digt ”Mørket”: Oversat efter Byrons ”Darkness”, trykt i tidsskriftet ”Valkyrien”, marts 1832. – ’de tankerige afhandlinger’: Særlig kapitlet ”Overtroens formeente Poetiskhed” i afhandlingen ”Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben”. - ’Mynster’: J.P. Mynster (1775-1854), Sjællands biskop. Ørsted har i afhandlingen ”Naturvidenskabens Forhold til Digtekunsten”, svaret på Mynsters indvendinger imod Første Del af ”Aanden i Naturen”, i ”Nyt theologisk Tidsskrift”, nr. I og II, 1850. - ’Campe’: Joachim Heinrich Campe (1746-1818), tysk pædagog, som 1779 udgav ”Robinson der Jüngere”, en moraliserende roman, digtet efter berømte roman ”Robinson Crusoe”, 1719-20, af Daniel Defoe (1659/60-1731), engelsk journalist og romanforfatter.– ‘mit hjem’: Andersen boede 1.12.1838 til 13.5.1847 i Hotel du Nord på hjørnet af Kongens Nytorv og Vingårdsstræde, dog afbrudt af hans inden- og udenlandske rejser i den periode. Derfra flyttede han ved tilbagekomsten fra en udenlandsrejse i maj 1847 til St. Kongensgade 49, 2. sal, på hjørnet af Dronningens Tværgade. Her havde han to værelser, men blev kun boende der godt et års tid. Den 1. oktober 1848 flyttede han ind i Nyhavn 67, 2. sal hos gæstgiverparret Johs. Anholm og frue, Joachime Anholm, f. Oppermann

36 Bille & Bøgh Breve til H.C. Andersen, s. 589-92. – ’min bog’: Der er tale om 2. del af Ørsteds ”Aanden i Naturen II”, hvoraf 1. del var udkommet 1849 og 2. del i 1850. – ’en afhandling over det eventyrliges æstetik’: En sådan decideret afhandling lå det dog ikke Andersen på sinde at ville skrive, men til gengæld forfattede han tre efter min mening fremragende essays, henholdsvis med titlerne ”Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)”, ”Billeder i det Uendelige” og ”Poesiens Californien”, som alle tydeligvis er inspireret af Ørsteds filosofiske tænkning.

37 Bille & Bøgh Breve fra H.C. Andersen II, s. 246-49.. – ’Jeg vil ikke med tilbundne øjne gå til Gud’: Denne tankegang har Andersen uddybet i essayet ”Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)”. - ’”Poesiens Californien’: essay, trykt i ”Sverrig. En Reiseskildring”, som udkom 19. maj 1851. Se evt. artiklen Poesi og videnskab – om forholdet mellem digteren H.C. Andersen og videnskabsmanden H.C. Ørsted. Se note 34. – Andersens brev af 3. august 1850 er i øvrigt gengivet i Mit Livs Eventyr II, s. 115-20, med Andersens egne kommentarer og bemærkninger til Anden Del af Ørsteds ”Aanden i Naturen”.

38 Dagbøger IV, s. 18. – Med den sidstnævnte bemærkning sigter Andersen til, at hans gode ven, komponisten I.P.E. Hartmanns kone, Emma Hartmann, f. Zinn (1807-1851), var død natten til den 6. marts, og få dage efter døde parrets lille 6-årige datter Maria (1845-51) af hjernebetændelse.

39 Dagbøger IV, s. 18. - ’Fuglen i Pæretræet’: Vaudeville i én Act. Opført første gang på Det kgl. Teater den 4. juli 1842. Opført første gang på Casino i sommeren 1853. – ’børnene stod om sengen’: Formentlig de voksne ’børn’: Sophie, Mathilde, Anders og Nicolai. – ’til Eduards’: Edvard Collin og hustru, Jette Collin. – ’gamle Collin’: Geheimekonferensråd Jonas Collin den Ældre. – ’baron Holten’: selvom det ikke ses, at han var baron, er der muligvis tale om Carl Holten (1818-86), amanuensis hos H.C. Ørsted, 1847 docent i matematik ved Polyteknisk Læreanstalt, 1849 lektor i fysik ved Universitetet, 1852 professor.

40 Dagbøger IV, s. 19-22. – ’Berling’: Carl Berling (1812-71), bogtrykker, udgiver af ”Berlingske Tidende”, 1849 kammerherre, 1851 rejsemarskal hos kong Frederik VII, 1857 genneralintendant for Civillisten, afsked i december 1859. – ’gamle Rohde’: Måske menes der Valdemar Rothe (1777-1857), sognepræst ved Trinitatis Kirke i København, dr. theol. – ’Clausen’: H.N. Clausen (1793-1877), teolog og politiker. – ’Linde’: Andreas Linde (1814-88), kancellist i Universitetsdirektionens Sekretariat, 1847 kontorchef i Kultusministeriet, 1855 departementschef, 1866-76 chef for Det kgl. Teater, etatsråd 1855, konferensråd 1869. – ’Violstræde’: Fiolstræde i København hed indtil 1570 Violstræde på grund af mængden af violer i de små forhaver. Men hvorfor Andersen i 1851 kalder gaden ved sit gamle navn, vides ikke. – ’vognmand Holstes’: Marie Holst, vognmands- og hyrekuskforretning i Skindergade. – ’gamle Adler’: Johan Gunder Adler (1784-1852), kabinetssekretær hos prins Christian (1786-1848), under navnet Christian VIII konge af Danmark 1839-48. Adler ble 1840 geheimekabinetssekretær, 1839-49 medlem af Det kgl. Teaters direktion; etatsråd 1828, geheimeetatsråd 1840, geheimekonferensråd 1848. – ’Joh. Oehlenschlæger’: Johannes Oehlenschlæger (1813-74), søn af Adam Oehlenschlæger, cand. jur. 1835, konstitueret konsumtionsforvalter i Sorø 1844, fast udnævnelse 1847, toldkontrollør i København 1849, toldinspektør 1861, hofjunker 1840, kammerjunker 1847. – ’Tryde’: E.C. Tryde (1781-1860), stiftsprovst og sognepræst ved Frue Kirke i København 1838-57. – ’Biskoppen’: J.P. Mynster (1775-1854), Sjællands biskop fra 1834. – ’Caroline Amalia’: Caroline Amalie (1796-1881), prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, gift 1815 med prins Christian (VIII), dronning 1839, enkedronning 1848. – ’Blücher’: Gustav Blücher af Altona (1798-1864), greve, hofchef hos enkedronning Caroline Amalie, oberstløjtnant, kammerherre. – ’Dronning Marie’: Marie Sophie Frederikke (1767-1852), prinsesse af Hessen-Kassel, gift 1790 med kong Frederik VI, dronning 1808-39, enkedronning 1839-52). – ’som i en søvn gik hjem’: Andersen boede på det tidspunkt i Nyhavn 67, 2. sal gæstgiver Johannes Anholm (død 1860)og hustru Joachime Anholm, f- Oppermann (1812-86). – ’prins Ferdinand’: Ferdinand (1792-1863), arveprins af Danmark, broder til kong Christian VIII.

41 R&R III, s. 128.

42 Dagbøger IV, s. 22-23. – ’frøken Bremer’: Fredrika Bremer (1801-65), svensk forfatterinde. – ’Martensens’: H.L. Martensen (1808-84), professor i teologi ved Københavns Universitet, 1854 Sjællands biskop. – ’gehejmeråd Ørsted’: Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), retslærd, politiker. – ’Grimur Thomsen’: (1820-96), dr. phil. 1845, 1848 ansat i departementet for udenlandske sager og kancellist i Udenrigsministeriets Bureau, 1856 fuldmægtig, senere departementssekretær, legationsråd, afsked 1866. Landbruger og politiker på Island. – ’Boyes’: Caspar Johannes Boye (1791-1853) og frue Maria Boye, f. Birckner (1796-1880). – ’Fru Zinn’: Margrethe Christiane Zinn, f. Oldeland (1784-1857, gift 1830 med Johann Friederich Zinn (1779-1838), grosserer. – ’fru Drewsen’: Ingeborg Drewsen, f. Collin (1804-77), datter af Jonas Collin den Ældre, gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), assessor i Københavns Politiret mm.

43 Saml. Skr. XII, s. 356-57.

44 Dagbøger IV, s. 70. – ’Hjemme Porter’: Dvs. på hotellet drak han Porter-øl. – ’sanselig lyst, men som altid, der blev ikke noget af’: Disse ord skal iht. mine undersøgelser vedr. Andersens seksualitet læses på den måde, at han havde lyst til seksuelt samkvem, men at han ikke gjorde alvor af at opsøge en prostitueret.

45 Dagbøger IV, s. 344-45. – ’Ørsteds’: Såvel Mathilde Ørsted som hendes farbroder A.S. Ørsted var også på besøg hos Dahlstrøms. – ’den unge købmand Kjær’: L.K. Kier (1829-1904), købmand i Aalborg, 1860-64 formand for Aalborg Sangforening af 1843, senere etatsråd. – ’afficeret’: påvirket, overdrevet indtryk på, beslægtet med affektion: sygelig tilstand, lidelse.

46 Dagbøger IV, s. 358. – ’professor Becker’: Tyge Becker (1812-69), historisk og æstetisk forfatter, titulær professor 1847. - ’musiklærer Nathan’: Adolph Nathan (1814-85), pianist og komponist, musiklærer i Aalborg. – ’major Bockenhauser’: Christian Peter Bokkenheuser (1808-87), fhv. major, 1869 kar. oberst, ejer af godset Frydendal ved Aalborg. – ’tømmermester Hvorup’: Anton Nielsen Hvorup (1828-1903) tømrermester i Aalborg.

47 Dagbøger V, s. 163.

48 Dagbøger V, s. 164.

49 Dagbøger V, s. 384. – ’præsten Lind’: P.E. Lind (1814-1903), cand. theol 1837, 1844 fængselspræst i København, 1855 sognepræst i Sæby og Hallenslev, Holbæk Amt, 1875-88 biskop i Aalborg, 1839 lic. theol., 1879 dr. theol., skønlitterær forfatter. – ’Den Stumme’: ”Den stumme fra Portici”, La muette de Portici (Den Stumme [pige] i Portici. Opera fra 1828 af Daniel Francois Esprit Auber (1782-1871). Opført 1830 på Det kgl. Teater i København og altså også ved senere opførelser. Hovedrollen blev spillet af Johanne Luise Heiberg.

50 Dagbøger V, s. 386. – ’Scharlings’: E.A. Scharling (1807-66), professor i kemi, gift 1839 med Karen Scharling, f. Ørsted (1815-92), datter af H.C. Ørsted.

51 Dagbøger VI, s. 161. – ’nægte at læse i Studenterforeningen’: 1864 var et skæbneår for Danmark, idet den tyske hær gik over floden Ejderen og rykkede ind i Sønderjylland, hvor heftige kampe mellem danske og tyske tropper fandt sted ved Mysunde og Dannevirke. Tyskerne trængte længere op i Jylland og overskred Kongeåen. Krigen endte med våbenstilstand i slutningen af juli og fredsslutningen på Tysklands betingelser blev endeligt en realitet den 30. oktober s.å. Andersen betegnede året som ”Sorgens året, Ulykke-året” for Danmark. – ’Mantzius’: Kristian Mantzius (1819-79), skuespiller ved Det kgl. Teater. Mantzius blev i datiden bl.a. kendt som en fremragende oplæser af Andersens eventyr. – Det er ikke lykkedes at konstatere, hvad det var, der var sket ved med skuespiller Mantzius.

52 Dagbøger VI, s. 162-63. – ’Augustforeningen’: stiftet i København 23. august 1864 af en kreds af godsejere og konservative forretningsfolk, i opposition mod den nationalliberale politik, som den daværende demokratisk valgte regering førte og som man mente havde ført til nederlaget 1864. Foreningen agiterede for en styrkelse af kongemagten. Foreningen blev opløst 30. marts 1869, da godsejerne havde sikret sig flertallet i Landstinget. – ’kongen’: Christian IX (1818-1906), prins af Danmark, konge 1863 og til sin død 1906, hvor han afløstes af sin søn Frederik VIII (1843-1912), prins af Danmark, kronprins 1863, konge 1906. – ’fru Lind’: Louise Lind, f. Collin (1813-98), som Andersen havde sværmet for omkr. 1832-33. – ’Elskovsdrikken’: Elisir d’amore af Gaëtano Donizetti (1797-1848), italiensk operakomponist.

53 Dagbøger VI, s. 179. – ’kaptajn Wilde’: Alexander Wilde (1815-96), premierløjtnant i Søetaten, 1855 kaptajnløjtnant, 1868 afsked med kaptajns karakter, 1874 kar. kommandør.

54 Dagbøger VI, s. 308.

55 Dagbøger VIII, s. 357-58. – ’Johanne Melchior’: (1848-1911), datter af Dorothea Melchior, f. Henriques (1823-85) og Moritz Gerson Melchior (1816-1905), grosserer, 1873 formand for Grosserersocietetet, etatsråd 1876. – ’Oldefaer’: eventyret ”Oldefaer” (1850). Dal og Nielsen V, s. 136-40. Oldefar er en hentydning til H.C. Ørsted. – ’Ørsteds monument’: Dette blev det overdraget billedhuggeren Jens Adolph Jerichau (1816-83) at udføre. Selve monumentet blev til i årene 1858-71, og det blev betalt gennem en pengeindsamling, som komiteen for Ørsteds Monument stod for arrangementet af. Andersen var en af projektets promotorer, men oplevede ikke selv at se det færdige monument opstillet i Ørstedsparken i København, hvor den blev afsløret 25. september 1876. Det havde oprindelig været planen, at opstille monumentet foran Studenterforeningen, som dengang lå ved Holmens Kanal, men i 1910 flyttedes til Aborreparken ud for Studiestrædes vestlige ende.

56 Dagbøger IX, s. 59. – ’kammerherre Dahlstrøm’: Fritz Dahlstrøm blev udnævnt til kammerherre 1865. – ’plejedatteren Mathilde’: Mathilde Dahlstrøm (1849-?), adoptivdatter af Sophie og Fritz Dahlstrøm.

57 Dagbøger IX, s. 154-55. – ’Thora Hallager’: (1821-84), fotograf, Andersens værtinde i Lille Kongensgade nr. 1 1866-69 og i Nyhavn nr. 18 1871-73. – ’kammerherre Dahlstrøm’: I henhold til dagbogsteksten tyder det på, at i hvert fald Sophie Dahlstrøm også var med. – ’Rosenvænget”’: Villakvarter på Østerbro i København med en ca. 300 meter lang gade, kaldet Rosenvængets Allé. – ’ved fru Heibergs’: Fru Hanne Luise Heiberg boede på sine ældre dage i en villa i Rosenvængets Allé nr. 30. Villaen ejedes i en lang årrække af Finsen Instituttet, men blev 1999 solgt og i 2000 indrettet med 6 ejerlejligheder.

58 Dagbøger X, s. 245. – ’ fru Bloch’: Anna Bloch, f. Trepka (1845-86), gift 1868 med Carl Bloch (1834-90), kunstmaler. – ’sin lille Poul’: Poul Trepka Bloch (1869-1946), kunstmaler som sin far, Carl Bloch.

59 Dagbøger X, s. 250.

60 Dagbøger X, s. 447. – ’Gedalia’: Gottlieb Abrahamson Gedalia (1816-92), tilhørte det mosaiske Trossamfund, etablerede 1849 vekselererfirmaet G.A. Gedalia & Co.. Han havde en stor kreds af private investeringskunder, men hans dristige investeringsprojekter gav i nogle tilfælde underskud og endte med konkurs. Mathilde Ørsted har formentlig været en af hans privatinvestorer, som uheldigvis tabte penge ved en eller flere af hans transaktioner. Men i øvrigt var han en både dygtig og driftig forretningsmand, som bl.a. var medstifter af Den danske Landmandsbank 1870-71. – ’Mathilde’: Venskabet med Mathilde Ørsted fik en særlig betydning for H.C. Andersen, idet de to så at sige var på mental bølgelængde. Mathilde Ørsted hører f.eks. til den gruppe af personer, der flest gange er nævnt og omtalt i Andersens Dagbøger. Men en nærmere omtale af hende hører hjemme i anden sammenhæng.

61 Se note 55.