Andersens sjette
dobbelt-forelskelse
Dobbeltforelskelsen
i Nils F.L. Barck og dennes søster Mathilde.
Den af
Andersens dobbelt-forelskelser, der hermed skal omtales, har en lidt speciel karakter,
fordi den havde med udenlandske, mere præcist svenske, personer at gøre. Endnu
engang involverede Andersen sig følelsesmæssigt i noget, der kunne ligne en
dobbelt-forelskelse, men som dog ikke medførte den dybe psykiske ubalance, han
havde oplevet ved et par af sine tidligere dobbelt-forelskelser. Når denne
dobbelt-forelskelse medtages her, skyldes det, at navnet Mathilda Barck har
fæstnet sig i H.C. Andersen-forskningen. Størst fortjeneste i den forbindelse
må nok tillægges forfatteren Elias Bredsdorff, som i artiklen ”H.C. Andersen
og Mathilda Barck” i Anderseniana 1975 og i bogen ”Hans Christian
Andersen – the story of his life and work 1805 – 75”, udgivet 1975, har
bidraget væsentligt til at belyse digterens forhold til den unge svenske
komtesse.
Det begyndte
med, at Andersen i sommeren 1839 foretog sin anden og denne gang ganske korte
rejse til Skåne, begyndende den 22. juni og sluttende den 1. juli 1839. Ved
ankomsten tog han efter invitation fra friherre Wrangel ophold på Hyby Slot,
beliggende 15 km øst for Malmø, og foretog derfra udflugter til omegnens
godser. Den 24. juni kørte han til godset Torup, for at besøge baron Julius
Coyet og dagen efter aflagde han besøg hos grev Corfitz Beck-Friis på Börringe.
Sidstnævnte sted skete der lidt af en begivenhed for den da 34-årige Andersen,
hvilket indirekte fremgår af følgende dagbogsnotat af 24. juni 1839:
[…] Sønnen kammerjunkeren, den unge grev Barck og grev
Lewenhaupt kørte med mig i Dyrehaven hvor vi uddelte appelsiner til de
smukkeste piger; da vi kom hjem sagde jeg Negerkongens Datter og fortalte et
par eventyr, grev Barcks døtre Louise og Mathilde behagede mig, den ældste var
en ung verdensdame, vi talte om Paris, musik og poesi og halv forelsket skiltes
vi ad efter at have aftalt at samles i morgen hos onklen grev Beck-Friis.
Faderen så streng ud, og skal have for mange jern i ilden, han har gårde rundt
om i landet og fabrikker, men det står uvist med hans formue, derfor frier
ingen til de smukke døtre. Den unge grev Barck kom mig smukt imøde. Da vi var i
Hyby igen fik vi en god aftensmad og jeg gik til hvile. (1)
Den 27. juni 1839
noterer Andersen blandt andet følgende i dagbogen:
Regnvejr. Kørte i lukket vogn til Lund; det var råt og koldt,
vandet piskede ind i vognen; vi kom tæt ved Hyby fordi den dal og gård hvor
1811 bonde-oprøret stod. Gennem en lang ussel gade i Lund kom vi til et
elegantværtshus, her traf vi den unge grev Barck, som blev glad ved at se os.
[…] Vi spiste på gæstgivergården sammen med grev Barck, jeg fulgte hjem med
ham, han boede højst elegant, jeg så hans skitser, han maler og synes at have
talent. Han ejede mange interessante skitser af berømte malere, mange
håndskrifter, han bad om min, og jeg skrev af Mulatten: ”Der er mennesker vi
lever sammen med”. […] Begyndt på brev til Ingeborg og Jette Hanck. […]
(2)
Under sit ophold i
Skåne brevvekslede Andersen som sædvanligt med sine venner hjemme i Danmark, og
herunder ikke mindst med Henriette Hanck i Odense. Hende var han stort set
åbenhjertig overfor, også når det drejede sig om sit kærlighedsliv, men
naturligvis med skyldig hensyntagen til konventionen og etiketten. I et brev
dateret Hyby i Skåne den 27. juni 1839 til hende, skriver han blandt andet
følgende:
[…] I disse dage har jeg flagret om hver dag; først til baron
Coyets på Torup, hvor der i skoven var Dyrehave med dans og gynger, som hos os;
gården er fra Chr. IV tid og har tårn og voldgrav. En anden gård ”Heckeberga”,
hvor baronessens forældre bor, besøgte vi midsommerfesten, bønderne dansede i
gården til en blomstersmykket majstang. På Torup gjorde jeg bekendtskab med
grev Barcks, hvor den ene af komtesserne gjorde et dybt indtryk på digterens
hjerte, vi samledes igen ved et besøg på Börringe hos grev Beck-Friis hvor jeg
læste Mulatten og blev ret hyldet, men jeg mærkede også at hjertet stod sig
meget godt, da det snart hældede til Mathilda Barck, snart til Lovisa Barck;
broderen, den unge greve, som er militær, men og student, har jeg i dag besøgt
i Lund og vi så der den gamle Domkirke, kryptkirken er dog den interessanteste
del; her stod en Madonna i krogen, som edderkoppen havde spundet sit væv over.
De skånske herregårde er lig de ældste danske; her er ellers en elegance og en
mængde adel, så det falder i øjnene. Overalt er man hjemme i Spillemanden, den
synes mere, end Improvisatoren at have klimatiseret sig her. – Det er den
eneste, men også en smuk løn, for digteren overalt, udenfor hjemmet, at finde
venner, der alt halvt kender ham. […]
(3)
Optakt til en dobbelt-forelskelse
Efter sin hjemkomst til København den 30, juni 1839 skrev Andersen
i et brev af 3. juli til Henriette Wulff blandt andet følgende:
[…] Baron Wrangel førte mig fra gods til gods, alle vegne kendte
de digteren. Hos grev Beck-Friis, baron Coyets, grev Barks – alle vegne var
Spillemandens og Improvisatorens digter kærligt og smukt behandlet, langtbedre,
end på nogen herregård i Danmark. Det stemte mig blød, o hvor det er velgørende
at føle sig elsket. Den ene komtesse Barck har været længe i Paris, er ung,
livlig og smuk, ak, mit gamle hjerte – havde jeg penge nok blev jeg forelsket i
min høje alderdom. […] (4)
Det var nu så som så
med Andersens ”høje alderdom”, for i 1839 var han kun 34 år, og selv om han
ikke var, hvad han selv opfattede som rig på penge, så blev han i hvert fald
endnu engang charmeret af en yngre pige, denne gang af den da kun 17-årige
komtesse Mathilda Barck.
Den 30. august 1839
beklager Henriette Hanck sig over og gætter på grunden til, at Andersen længe
ikke har skrevet til hende, og i brevet findes blandt andet følgende lidt
småbitre passus;
[…] Det er ligegyldighed
har jeg tænkt, det er sygdom, det er en dansk komtesse Barck eller –
Lind har fået embede, og. […] (5)
I et brev af 20. februar
1840 til Henriette Hanck omtaler Andersen, som da opholdt sig i København, sin
svenske ven, den unge grev Barck, med følgende ord:
[…] Jeg er skrækkeligt i brevgæld til udlandet; en ung mand,
grev Barck i Skåne skrev mig for 3 uger siden, det mest broderlige brev, åbnede
mig sin hele unge sjæl og bad om ”snart, o snart brev” og jeg har endnu ikke
skrevet, det synes nederdrægtigt. Jeg har sendt ham Mulatten uden brev. Men nu
nok herom! […] (6)
Det er interessant og
bemærkelsesværdigt, at den unge greve Nils Barck angiveligt viste så megen
tillid til sin digterven, at han vovede at betro sig intimt til denne. Men
brevet er formentlig identisk med et brev af 25. november 1839, som delvis er
citeret i Elias Bredsdorffs artikel ”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, men
ellers ikke ses trykt, hvorfor det er umuligt at vide, hvad det indeholdt af
personlige betroelser. Helt udelukkes kan det dog næppe, at den da 20-årige
Nils Barck i lighed med Andersen havde problemer med sin kønsidentitet, og at
han måske også følte en vis tiltrækning mod mænd. (7)
Den 13.-20. april 1840 var Andersen atter tilbage i Skåne og på
besøg i Malmø og senere i Hyby, og om denne rejse har han noteret følgende i
sin almanak for 13.-20. april følgende:
Mandag 13.
Bestemt at gå til Sverrig, mødt Niels Barck, idet jeg for afsted. 4 timer på
søen, storm. Med løjtnant Enblom i Malmø Teater til de 2 sidste akter. [Enblom:
Carl Frederik Enblom (1815-1908), svensk løjtnant].
Tirsdag 14. Et stort festgilde gjort for mig i Stadt
Hamburg, studenter fra Lund sang min skandinaviske sang. Strandberg gav mig et
digt. Mange taler. Tandpine. [Strandberg: Carl Vilhelm August Strandberg
(1818-77), svensk digter].
Onsdag 15. Ondt i halsen
og i penis. Baron Wrangel hentet mig til Hyby. Den gamle fru Wrangel. Plejet
godt om aftenen.
Torsdag 16. Lidt bedre. Komtesse Barck her til middag.
Borgmesteren fra Helsingborg. I aften tror man i Sverrig heksene [farer] til
Blå Kulla.
Fredag 17.
Wrangel kørt mig til Lund. Middag for mig her på Stadshuset. Sange blev sungne.
Aftenen hos fru Palm hvor flere hundreder studenter bragte mig under sang et 3
stemmigt hurra da de kom og gik. Sov hos Cronholm. [Cronholm: Bernhard Cronholm
(1813-71), docent i kemi ved Lunds Universitet, journalist og forlagsboghandler
i Malmø, 1848-71 redaktør af Snällposten].
Lørdag 18.
Besøgt Lilja, spist hos Gleerup. Med diligencen til Malmø. Aftenen her med N.
Barck og Wrede. Mathilde. + [Lilja: Nils Lilja (1808-70), svensk botaniker. –
Gleerup: C.W.K. Gleerup (1800-71), Universitetsboghandler i Lund. – Wrede:
Fabian Jacob Wrede (1802-93), friherre, svensk major i artilleriet, 1857
felttøjmester, generalmajor, 1867-75 generalløjtnant, kammerherre hos kong
Oscar I, 1859 chef for Karl XV’s adjudantstab, fysiker og matematiker, fætter
til forfatterinden Fredrika Bremer.
Søndag 19. Så
slottet i Malmø, spiste til middag med Enblom på kasernen. Aftenen hos grev
Barcks med frøken Stackelberg og Thotts. [Thotts: Tage Kjell Thott (1796-1866),
svensk greve, besidder af godset Skabersjö. – Ulrika Maria Margareta Amalia
Thott, f. friherreinde Barnekow (1800-69), grevinde, gift 1822 med
foranstående. – Frederik (Fritz) Thott (1803-82), løjtnant ved Skånska
Husarregiment, senere generalmajor.
Mandag 20.
Damerne svingede med tørklæderne fra broen da jeg rejste. Var i København kl.
9. Collin græd af glæde over min hyldest.
Som det ses af notatet
for lørdag den 18. april, har Andersen sat et + for enden af teksten. Dette
kryds samt tegnet φ har jeg tolket som udtryk for, at Andersen holdt
regnskab med sine seksuelle fantasier og sin lejlighedsvise onani. I året 1840
og særlig i forårs- og sommermånederne, bruger han ofte + tegnet i almanakken,
ligesom han noterer, at han føler sig sanselig stemt. Dette gjorde han også i
sin dagbog fra skoletiden i Slagelse. Der er i den kontekst, hvori
alamanak-notaterne fra 1940 indgår, grund til at formode, at disse med en vis
sandsynlighed kan ses som et resultat af Andersens seksuelle fantasier, i disse
tilfælde måske omkring Mathilda Barck og formentlig også omkring Nils Barck. Se
evt. nærmere om Andersens seksuelle disposition i artiklen H.C.ANDERSEN – hans personlighed og seksualitet.
Et bidrag til forståelsen af hans særegne personlighed.
Den 17. april var
Andersen altså blevet hyldet af studenterne i Lund. Herom skriver han i et brev
af 23. april 1840 til Henriette Hanck, og fortæller blandt andet om den hyldest
som digter, der blev bragt ham af de mange glade studenter:
[…] Næste dag rejste jeg til Malmø, spiste om søndagmiddag på
kasernen med nogle officerer og var om aftenen hos grev Barcks; da jeg
mandagmorgen gik ombord [for at sejle hjem til København], var de unge komtesser
på skibsbroen, og deres hvide tørklæder vajede for digteren, så længe jeg fra
dampskibet kunne se dem. Nu på lørdag gives i Malmø for anden gang: Mulatten,
studenterne fra Lund har lejet teatret for sig selv, dersom jeg havde blevet,
da skulle stykket alt have været givet torsdag, men jeg følte mig overvældet af
deres artighed og rejste derfor bort. Vort teater gav imidlertid, da jeg kom
hjem netop Mulatten og det for niende gang. (8)
Andersen var som nævnt hjemme i København igen den 20. april 1840
og den 23. s.m., skrev han et brev til komtesse Mathilda Barck, der lyder som
følger:
Kære frøken!
Det er mig en trang at sende denne lille brevdue over søen
og bringe Dem og den elskværdige frøken Stackelberg min tak og hilsen at de så
smukt forundte mig ved afrejsen, endnu engang at få dem at se! – Jeg har
allerede tegnet med blæk og pen et billede til Billedbogen hvor De og søsteren
i måneskin ruller over den skånske slette, gid jeg havde kunnet tegne
portrætter så ville dette billede have de smukkeste skikkelser. Bring Deres
fortræffelige moder min ærbødige og inderligste hilsen, hun var så god og
elskværdig mod mig de få timer vi mødtes. Når får jeg Dem dog at se igen! O kom
snart over søen til os! jeg tør desværre ikke så snart komme til Sverrig, dertil
er man for opmærksom imod mig. Sig til Deres frøken søster, at hun skal tage
Dem ved hånden, naboersken følger med, så kan de jo nok i god treenighed vove
dem på bølge!
Gid De nu venligt ville tænke på digteren, ja være ham, kun
halv så god, som han er Dem! Mange vår- og sommerglæder ønsker jeg De må gribe;
om otte dage er vist skoven grøn; den første nattergal De hører bringer Dem en
hilsen fra mig. / af mit fulde hjerte, Deres hengivne meget
ærbødige H.C. Andersen. (9)
Det fremgår af det
næste kendte brev fra Andersen til Mathilda Barck, som er dateret Nysø, den 20.
juni 1840, at hun i mellemtiden har skrevet et brev til ham, som han angiveligt
havde modtaget et par dage før, den 17. juni, men som ikke ses bevaret eller
trykt. Hans svarbrev, som er todelt, lyder som følger:
Kære komtesse Barck!
Det var smukt og kærligt af Dem
at De skrev mig til! jeg fik først i går den nydelige brevdue, thi da den ikke
fandt mig i København, tog den flugt af landet til, flere mile ud, og her kom
den på det storartede Nysø! Thorvaldsen er også herude i denne tid! De ved jo
nok at hans fleste arbejder under dette ophold i Danmark skriver sig her fra;
han har i går fuldendt et dejligt basrelief: en dansende faun og en
bakkantinde, han har pinjer, hun druer i håret, han svinger bæknerne, hun
Thyrsos-staven. I dag har han anlagt et nyt basrelief, som vist vil komme til
at regnes mellem de yndigste ting han har leveret: det er Hymen som tænder sine
fakler, den lille Amor svæver foran og har afskudt sin pil. Selv har jeg også
været ret flittig herude, jeg har skrevet et nyt børne-eventyr: ”Ole Lukøie”.
De kender vel i Sverrig dette navn; det betyder hos os hvad ”Der Sandmann” er i
Tyskland, en underlig krabat, som om aftenen når børn sidder allerbedst får dem
til at plirre med øjnene og de må lukke dem og sove. Mit eventyr er ganske
broget, og jeg glæder mig til engang i sommer at læse det for Dem og Deres på
Börringe! men når kommer jeg vel! O De kan tro, jeg gerne straks fløj over til
det for mig så meget-kært-ejende Skåne, men jeg har først lovet grev Moltke i
Fyn at komme over til ham i sommer og føre digteren Holst med, og Holst kan,
for sine forretninger kun rejse på en vis tid i juli måned, så må jeg altså
just den tid følge med ham. Rimeligvis bliver der altså ikke før i august noget
af en skånsk rejse, men selv om nattergalene og storkene var borte, om
bøgeskovene var brune, hvad siger det når jeg kun træffer de som er mig venligt
stemte, de kære svenske veninder og venner! (10)
I det anførte brevcitat er det især disse passus, der er værd at lægge
mærke til: ”en dansende faun og en bakkantinde, han har pinjer, hun druer i
håret, han svinger bæknerne, hun Thyrsos-staven”, og ”Hymen som tænder sine
fakler, den lille Amor svæver foran og har afskudt sin pil”. En faun eller satyr
er i græsk mytologi en fræk, kåd, sanselig skovgud, medens en bakkantinde en
kvindelig deltager i et bakkanal, hvilket vil sige en løssluppen fest for guden
Bakkus, vinens gud. Thyrsos-staven, som er en stav omvundet med vinløv og
forsynet med en pinjekogle foroven, blev båret af Dionysos, som svarer til
guden Bakkus. Hymen er den græske gud for bryllup og ægteskab, og hvad angår
Amor, havde Andersen allerede i 1835 skrevet et eventyr om denne drilske fyr og
kaldt det ”Den uartige dreng”. Anatomisk betyder ordet hymen jomfruhinden eller
mødommen, som delvis lukker den unge piges vagina. De to basrelieffer af
Thorvaldsen, som Andersen refererer til i brevet, fik ham formentlig til at
tænke på netop sanselig kærlighed, bryllup og ægteskab, også selvom han i sine
’fornuftige’ øjeblikke faktisk godt vidste med sig selv, at disse goder var
udelukket for hans eget vedkommende.
Året 1840 stod for Andersen i nok så høj grad i lidenskabens og
sanselighedens tegn, hvilket umiskendeligt fremgår af hans almanakoptegnelser.
I sin almanak kunne han jo tillade sig at nedskrive alt, fordi ingen andre fik
disse at se i hans levende live. Men bortset fra et par enkelte besøg hos en
såkaldt ”Madame” i København, så holdt han angiveligt stand overfor de kødelige
fristelser. Nogle af hans nærmeste venner, som han havde fortrolighed til og
som havde en fordomsfri holdning til købesex, rådede ham dog til at lette
’trykket’, så dette ikke skulle forstyrre hans tanker og øvrige aktiviteter.
Men han tøvede, dels fordi han fandt det under sin værdighed at opsøge
prostituerede og dels fordi han vidste, at det kunne indebære en vis
smitterisiko. I øvrigt er det et spørgsmål, om det kun var tanken om og synet
af tiltrækkende kvinder, der vakte hans trang eller lyst til sex, for som for
længst påpeget her i hovedafsnittet om hans dobbeltforelskelser, kunne hans
seksuelle lyst også vækkes af mandlige venner.
I mellemtiden havde Andersen afsluttet sin sommerrejse og var vendt hjem
til København, hvor han den 5. juli tilføjer og afslutter det ovenfor citerede
brev:
Så mange dage er flagrede hen,
uden at min brevfugl har taget vejen til Börringe; jeg kom netop herind til
byen, da jeg med venner fik tilbud at rejse med ud til kroningen, det gik i
galop og jeg var flere dage i Frederiksborg. Jeg havde, ved processionen en
ypperlig plads i et vindue i riddersalen, kongen så meget alvorlig ud, næsten
lidt lidende, men var meget smuk, dronningen særdeles dejlig og damerne som fulgte,
dannede det mest pompøse i det hele tog! Om aftenen var et stort fyrværkeri og
dagen efter revue, ved denne beærede dronningen mig med nogle venlige ord
derude i skoven. Feststykket af Heiberg, ”Syvsoverdagen” er særdeles poetisk,
det er nogle spidsborgerlige folk fra vor tid, som ville ud til kroninge
festen, en ung pige (fru Heiberg) med sin broder (Phister) forlader selskabet
og vandrer til Gurre-ruiner, her falder natten på og de sover ind i krattet;
men den unge pige er forlovet med en digter (Holst), denne har skrevet et digt:
”Valdemar Atterdag paa Gurre”, og nu drømmer broder og søster at de lever i
kong Valdemars tid, at digteren er kongens skjald der ejer kongens kærlighed
ved Tovelilles ring. Deres drøm træder nu op som virkelighed, man ser det gamle
Gurre hæve sig af ruinerne, riddere og damer træder ud og et helt drama fra hin
tid udvikler sig; når dette ender vågner broder og søster og i en tåget morgen
når de Frederiksborg hvor de samles med deres selskab og kroningsfesten
begynder.
Hils Deres kære forældre, fasteren og alle
på Börringe, som med venligt sind mindes digteren; sig Jokum at jeg har et
langt brev næsten færdig til ham, det vil snart få vingerne løst.
Nu lev vel! det er sandt søsteren må jeg
ikke glemme! hils så smukt og varmt som De jo er i stand til! O De drømmer næppe om hvor tit jeg i
tankerne er hos Dem, - dog jeg ville hellere være det personlig, skønt: ”en
digterdrøm er virkelighed!” siger Heiberg i det nye drama! Lev vel kære nådige
frøken!
Ærbødigst
Deres Dem inderlig hengivne / H.C. Andersen.
E.S. En inderlig hilsen til den livlige, åndfulde frøken
Stackelberg! (11)
Ovenstående brev
handler jo mest om Andersens oplevelser i forbindelse med kroningsfesten for
kong Christian VIII, og i den anledning om opførelsen af J.L. Heibergs skuespil
”Syvsoverdagen”, men i brevets sidste linjer når Andersen – forsigtigt - at
udtrykke sin forelskelse i den da 18-årige Mathilda Barck med ordene: ”O De drømmer
næppe om hvor tit jeg i tankerne er hos Dem, - dog jeg ville hellere være det
personlig”. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget man kan tillade sig at lægge
i ordene, for disse havde Andersen forholdsvis let ved at lade flyde fra sin
pen, ikke mindst når han følte sig grebet af en lyrisk stemning.
Den 21. juli 1840 skrev
Andersen endnu et brev til sin kære Mathilda Barck. Brevet der var indlagt i et
brev til hendes broder, Joachim Barck, lyder som følger:
Kære Komtesse!
En lille brevdue må jeg i dag med Deres broder sende til det
kære Skåne, og sender jeg en sådan, da må den helst flyve til Börringe for at
hilse på den af grev Barcks elskværdige døtre, jeg ikke i København kunne sige
et venligt god-dag! – Jeg er nu færdig med min tragedie ”Maurerpigen” og længes
meget efter, i den bedste kreds af mine svenske venner, at kunne forelæse den,
før de fra teatret gør bekendtskab med den! Muligt rejser jeg en lille tur i
morgen til Fyn, hvor grev Moltke til Glorup har indbudt mig, dog har jeg en
skrækkelig lyst til, næste søndag at være ved ”Kaprenden” i Helsingborg, lod
det sig kun arrangere, og var jeg vis på at træffe mine kære svenske venner og
– veninder! Hils Deres fortræffelige fru moder, fasteren og alle på Börringe!
Dette brev er kun en buket af hilsener, den bedste gælder Dem selv. / Ærbødigst
/ H.C. Andersen. (12)
Endelig den 14. august 1840 kommer der et lidt længere svar fra den
tilbedte, Mathilde Barck. Brevet er skrevet og afsendt fra Frederiksdal og er
naturligvis skrevet på svensk og gengives derfor her i originalsproget:
Jag
har förgäves väntat på Dem hela denna tid, hvar ångbåt som är anländ til
Helsingborg trodde jag skulle bringa Dem med, Men De har icke hörts af. Jag
förmoar De er rest till Fyen som De hade i project, bara De icke glömmaer rent
bort Deras Svenske vänner, jag fruktar mycket derföre, ty de bortavarande få
alltid lida mest, nu resar jag snart med min far til Skunge för at blifa der en
lång tid, så att om De också kommer till Börringe i höst, får jag nog icke se
Dem, och således icke höra ”Ole Lukøie” och icke Deres Maurepigen, som jag hade
glädt mig så mycket åt. Fröken Barck som en längre tid varit på Hyby, har varit
god och lånat mig en bok af Dem jag icke kände förut, ”Samlede Digter” der voro
många saker jag tyckte ofantligt mycket om, jag hör att den l¨r vara utsåld i
bokhandeln, men så snart en annan
upplaga kommer ut vill jeg skaffa mig den. Mulatten är nu öfversat på Svenska,
jag har ännu ej läst den, men det sägs at den skall vara bra öfversat, dock är
det säkert stor skillnad mot originalet, den skall i höst uppföres på
Stockholms Theater, Mulattens roll skall spelas utaf Herr Dahlqvist en mycket god
aktör, (dock icke så god eller så vacker som Holst) hvilken var här under
kapplöpningen, jag talade med honom om Mulatten, och han gladde sig mycket åt
att spela den, här är för närvarande en Theatertrupp i Helsingborg som väl inte
spelar väl att jag sällan går på Theatern, men i morgon aften gifva de Mulatten
och då kan jag icke emotstå min lust att se den, då jag troligtvis inte så
snart blir så lycklig att fa komma till Köpenhamn, och [om] det interesserar
Dem att höra huru Mulatten varit omtyckt af publiken härstädes vill jag inte
afsända dtte bref förän jag kan underrätta Dem derom.
Den 17. Mulatten gafs i går för fullt hus
och njöt, som den alltid kommer på alla språk och öfverallt, en fullständig
triumph, den var ganska väl öfversatt och herr Djurström, öfversättarren,
framropades flere gånger under bravorop, och jag hade en oändligt njutningsrik
afton för hvilken jag tackar Dem, med minnet af denna angenäma känsla vill jag
slutta mitt bref och endast framföra de många hälsningar min syster sänder Dem
genom Deres alltid sanna / väninna / Mathilda
Barck. (13)
Så vidt jeg kan se, er der ikke i Mathilde Barcks brev noget der tyder
på, at hendes interesse og følelser for Andersen har været andet og mere, end
en ung, begavet og velopdragen 18-årig piges beundring af digteren Andersen,
mere end af manden Andersen. Den situation var jo så at sige hans
skæbne i forholdet til kvindekønnet, nemlig - som påvist i afsnittet om hans
seksuelle orientering - en følge af hans seksuelle polkonstellation, hvorunder
hans feminine pol og intellektuelle polorgan var så udviklet og fremtrædende i
hans psyke, at han ikke i den forstand var en ordinær mand med en ordinær
polkonstllation, men som filosoffen Søren Kierkegaard så træffende har udtrykt
det i og med sin karakteristik af Andersen, at denne måtte ”sammelignes med
de blomster, hvor han og hun sidder på samme stængel”. (14)
Imidlertid gik Andersens liv videre med
omtrent de sædvanlige problemer med hans bogudgivelser og teaterstykker, denne
gang mest i forbindelse med opførelsen af hans ”Mulatten. Originalt romantisk
Drama i fem Akter”, som var blevet uropført på Det kgl. Teater den 3. februar
1840 og udkommet i bogform den 5. februar s.å. Når Andersen i nedenstående brev
af 25. oktober 1840 til Mathilda Barck blandt andet skriver: ”Jeg rejser bort
med et tungt sind”, så var det ikke mest på grund af en følelse af det umulige
i sit sværmeri for hende, men i nok så høj grad på grund af de evindelige
problemer, han havde i forbindelse med sin forfatter- og især
dramatiker-virksomhed. I brevet appellerer han indirekte til hende om mere
direkte at tilkendegive sine eventuelle amourøse følelser for ham. Det sker med
ordene: ”– De er oftere i min tanke, end De måske tror”, og ”Lad mig nu se om
Sverrig er mig i hjertet god. De repræsenterer mig det hele land! Dog skriv
ikke uden at De virkelig har lyst til at gøre mig uendelig glad!”:
Kære komtesse!
Dem må jeg engang endnu sende
nogle ord før jeg forlader Norden. Jeg rejser bort med et tungt sind; Syden med
al sin varme, al sin pragt vil ikke ånde solskin deri. Bring Deres forældre,
søster og brødre min kærlige afskedshilsen, Gud ved om vi mere ses; i et år kan
meget ske! mit hjertes bøn er at dø ude, eller vende hjem for at kunne levere
et digterværk der gør mig og Danmark ære! – De er oftere i min tanke, end De
måske tror; den søsterlige mildhed hvor med De er kommet digteren i møde, giver
mig håb om at De glæder mig med et brev; ja, er De mig god, da får jeg endnu i
München et lille brev fra Dem, skriver De det i begyndelsen af november og
sætte München ”poste restante” da får jeg det før jeg flyver over Alperne. Lad
mig nu se om Sverrig er mig i hjertet god, De repræsenterer mig det hele
land! Dog skriv ikke uden at De virkelig har lyst til at gøre mig uendelig
glad! De får da et brev fra mig, det kommer fra Rom! hils Deres moder og sig
hende at jeg ret ofte vil tænke på hendes venlige sind for mig, hendes
venlighed de gange vi mødtes. Måske kommer jeg fra Sicilien til Orienten, mine
bedste sange derfra bringer jeg mine kære i Sverige og Danmark. Lev vel / Deres
Digter!
E.S. Deres fader og de to kære
brødre, samt søsteren komtesse Louise tusinde og tusinde hilsener, næste vår
bringer den første stork, som kommer, mit God Dag fra ”Södern”. (15)
Andersen var den 31. oktober 1840 afrejst fra København og
påbegyndte endnu en større udenlandsrejse, som via Tyskland endnu engang gik
til hans elskede Italien, hvortil han ankom 5. december s.å. Derfra fortsatte
rejsen til Grækenland og efter er ophold der fra 24. marts til 25. april 1841,
gik rejsen videre til Tyrkiet, Ungarn, Østrig, Tjekkoslovakiet, og derfra igen
via Tyskland, alle lande med kortere eller længere ophold diverse lokale
steder, og tilbage til Danmark, mere præcist til Assens på Fyn, hvortil han
ankom den 13. juli 1842. Derfra gik rejsen videre til Odense og Glorup, med
korte ophold begge steder, og sluttelig til hjembyen København, hvortil han
ankom den 22. april. Det litterære udbytte og resultat at Orienten-rejsen
forelå den 30. april 1842 i form af rejseskildringen ”En Digters Bazar”.
Imidlertid var der sket det uheldige, at Andersen under sit
ophold i München fra 17. november til 2. december 1840 ikke modtog noget brev
fra Mathilde Barck. Hvad han ikke kunne vide var, at hun først havde fået hans
brev den 6. januar 1841, altså over to måneder senere end det var blevet
afsendt. Det varede dog alligevel det meste af måneden, før hun fik skrevet og afsendt
sit svarbrev til ham, nemlig den 29. januar:
Bäste Herr Andersen!
I början af
detta år emottog jag en afton ett bref, stylen var mig väl bekant, det var från
Dem, ett brev jag länge väntat men redan förlorat allt hopp att få, på dess
datum såg jag det var skrifvit i October innan Deres afresa från Danmark, hvad
det varit så länge under vägen vet jag inte, och bra ledsen blef jag att se det
De i München väntat förgäfves bref från mig, och huru gerna hade jag skrifvit!
om jag endast vetat af det, men nu, hvar vore De att finna, kanhända på andra
sidan Medelhafvet, det trodde jag, tills häromdagen Augusta Wrangel lät mig
veta att De troligtvis ännu var i Rom, och i det hopp at några rader från
Norden ännu måtte räcka Dem i Europa, skrifver jag, endast för at säga Dem Herr
Andersen, att jag och många af de mina, ofta, och med intresse tänker på den
Danske i Södren vandrande Digteren, och vår innerliga önskan är, att De måtte
göra en angenäm resa, och då De åter helsar Deras Nordiska hem, vi måtte få se
Dem i vår krets, och höra Dem med Deras vanliga liflighet och värma beskrifva
för oss Södrens härligheter.
Jag har inte varit i Kjöpenhamn sedan jag
sist såg Dem, idet det är bra längesedan, men nu har jag ingen lust att fara
dit, jag har inte många bekanta vänner der, och dem jag heslt ser äro nu inte
der, Hofjägmästare Bruns familie hvilken jag har mycken aktning och vänskap
för, har jag hört är rest utomlands och De, Digteren som alltid så vänligt tog
emot Derea Svenska vänner är ju äfven långt borta, hanhända i en annan
Verldsdel. Hvad Köpenhamn skulle förefalla mig tomt och kallt då jag tänker på
det lif och den värma som finns där De vistas, hvad himlen måtte vara blå, ock
luften skön der i Improvisatörens land! hvad själen måtte blifva upplyftad, och
tanken god! jag ville gärna vara der, min längtan dit blir ändå mera brinnande
då jag ser ut genom mitt fönster och mine efter ljus och värma längtande blick,
endast möter en mulen himmel, snöbetäckta kala fält och nakna trän, dock får De
inte tro att vi alltid hafva det så dystert som jag nu beskrifver, ibland
skiner solen, och millioner stjernor lysa förbländande i snön, då är det
härligt att uti en tätt släda med klingande bjellror och insvept i fältar flyga
öfver sjöar och fält, det är ett nöje vi ofta hafva, ty vintren är i år
ovanligt sträng, mina föräldrar som äro för närvarande resta upp åt landet
hafva ibland haft 32 gr köld på sin färd, och jag är öfvertygad att Sundet hade
legat om inte starka stormaer hindrat. Men De blir väl alldeles genomkall vid
läsandet af allt detta, och den verkan önskar jag inte mitt bref skulle hafva.
Hvad Rom måste vara en intressant sted,
men Neapel skulle jag tycka mera om. Grefvinnan Piper en äldre charmant Dam,
som rest mycket har för mig omtalat det härliga landet, hon läste om Somras
både ”Improvisa törem” och ”Spelmannen”, och har sedan dess hyst för
författaren det lifligaste intresse, min syster och jag vistas för närvarande
hos henne, på en utaf Skånes största Egendomar, Marsvinsholm, ett stort Slott, flera hundra år gammalt,
med torn och kanaler, Grefvinnan själf är en ovanligt älskvärd menniska,
äfvenså hennes syster Fröken Ruuth, den senare har varit Hoffröken hos
Prinsessan den förra Öfverhofmästarinna, Louisa och jag trifvas väl med dem, vi
tillbringa vår tid mest med lectur, Grefvinnan ’onsker ofantligt mycket att
göra Dera bekantskap, Då De kommer hem från Deras resa, och det skall blifva en
glädje för mig att få presentera Dem för henne, jag tror det skall blifva en
angenäma bekantskap, å ömse sidor, hun känner Dem redan så väl genom Deras
skrifter, Deras lifliga själ, och rika fantasie, och hon gläder sig att träffa
det i verkligheten – Några fragmenter af Billedbogen har utkommit i en liten
skånsk kalender, kallad ”Hertha” för år 1841, jag har fått den, men fant endast
månens små berättelser som intresserade mig. Dersom bröderne visste att jag
skref till Dem skulle de säkerligen skicka många helsningar, men den äldste er
i Lund den andra i Christianstad begge sysselsatte med examina, men Louisa som
är här hos mig sänder många hjertliga helsningar, och om det så långt borta
roar Dem att höra det De är hågkommen af Deras Svenska vänner, så kan De vara
öfvertygad att den Danske Digteren ofta utgör ämnet för våra samtal och tankar,
och hvarje underrättelse från Dem kommer att emottages med hjertligt dettagande af Deres vänner i
Norden. / Mathilda Barck. (16)
Dette på en gang fortrolige, smukke og
indholdsrige brev fra den da kun cirka 19-årige Mathilda Barck, er både rørende
og begavet skrevet og vidner om hendes elskværdige personlighed. Med lidt god
vilje vil man kunne tolke indledningen og det sted i teksten, hvor Mathilde
Barcks brev omtaler København som digterens hjemsted, som udtryk for en
personlig interesse for Andersen ud over det rent venskabelige. Særligt
forekommer ordene: ”Hvad Köpenhamn skulle förefalla mig tomt och kallt då jag
tänker på det lif och den värma som finns där De vistas, osv.”, som lidt i
retning af en kærlighedserklæring til digtervennen. Men som den dydige og
velopdragne pige, der overholdt konventionerne, Mathilda Barck vitterligt må
have været, skynder hun sig naturligvis kort efter, at indflette sine forældre
og senere andre familiemedlemmer og venner i sammenhængen, formentlig i håbet
om, at Andersen ikke skal eller vil misforstå hendes mere følelsesladede
sætninger.
Men både Mathilda Barcks og Andersens
skæbne var sådan, at en intimere forbindelse mellem de to ikke kunne blive til
noget, for som allerede nævnt skete der det, at
det ovenfor citerede og sidste brev fra Mathilde Barck til Andersen, ifølge
Andersen selv først nåede ham den 19. september 1843! Se herom senere nedenfor,
hvor Andersen i et brev af 25. januar 1844 til sin gode veninde, Jonna Drewsen,
fortæller om den på sin vis lidt tragiske situation. Imidlertid havde Andersen
allerede den 8. september 1842 blandt andet noteret følgende i sin almanak:
[…] Komtesse M Barck er forlovet. (17)
Men på det tidspunkt
kommenterede Andersen ikke denne angivelige kendsgerning, formentlig fordi han
i mellemtiden var blevet mere optaget af sin – skulle det vise sig – ulykkelige
forelskelse i den svenske sangerinde Jenny Lind, en historie, som der skal
fortælles om i anden sammenhæng. Derimod skal herefter fortælles om den
sørgelige ende, det tog med den muntre og livsglade Mathilda Barck:
I almanakken for den 23. januar 1844 noterer Andersen blandt andet
følgende lakoniske ord:
[…] Brev fra baronesse Wrangel at Mathilde Barck er død. […]
(18)
Ifølge foreliggende
oplysninger døde den kun 22-årige Mathilda Barck mandag den 15. januar 1844, angiveligt
som følge af en pludselig forkølelse. Som nævnt i hans almanak fik Andersen
besked om Mathildas død via et brev af 20. januar 1844 fra Augusta Wrangel, og
hvorfra følgende kan citeres:
Jag har att meddela en tidning som säkert
ej bliver uten intryck på Hr. Andersens hjerta: Mathilda Barck är ej mera. –
Hon dog i Måndags efter att hafva varit sjuk fem à sex dagar. I lifvets vår
och följd af de sinas och vänners tårar, kan man prisa henne lycklig och
använda en Svensk Skalds ord: ’Då menniskorna säga hon war värd att lefva,
swara Englarne: hon war värd att dø.’ En minnesblomma på hennes graf af Digteren
som engång beundrade henne skulle glädja Moder och Syster, som deri såge
ett bevis att Mathildas minne lefver inom ett ädelt bröst på andra sidan
Sundet. Lägg detta på hjertat. (19)
Det er kun i det tidligere ovenfor nævnte brev af 25. januar 1844 til
Jonna Drewsen, at Andersens reaktion på meddelelsen om Mathilda Barck
ulykkelige død kan ses, for han har ikke ellers omtalt denne med så meget som
et ord andre steder, end i det korte citat i almanakken for den 23. januar
1844. Det sted i det længere brev til Jonna Drewsen, hvor Mathilda omtales,
lyder sådan:
I går fik jeg et brev fra Sverrig, som forstemte mig. Du har
vel hørt mig nævne komtesse Mathilda Barck i Skåne, én af de smukkeste unge
piger jeg har set. – Hun gjorde for nogle år siden et stærkt indtryk på mig,
jeg tror næsten jeg kunne have forelsket mig i hende, men det skete ikke, en
fattig poet og en grevinde – jeg rejste! Da jeg imidlertid 1840 ville til
Orienten skrev jeg Mathilda et lille epistel, bad hende sende mig brev i Rom,
jeg turde ikke vente et sådant, der kom heller intet og flere år gik, hun blev
forlovet med den belgiske diplomat her ved hoffet, jeg så hende ikke. Den aften
Jenny Lind fik sin serenade hos Nielsens og jeg ville derud, mødte jeg i
hotellets port frøken Boeck, der tilfældigvis fortalte at hun i 3 år havde et
brev til mig, som hun skulle have besørget til Rom for Ma jeg blev
ganske overrasket, men Jenny Lind opfyldte mig, da jeg om natten kom hjem lå på
mit bord brevet fra M; jeg læste det ikke, min tanke havde så meget andet at
omslutte; næste morgen faldt det mig ikke ind, først dagen efter læste jeg det
venlige brev, der havde fortjent et svar, jeg ville før have blevet lykkelig. –
Forlovelsen med diplomaten blev hævet for et år siden. M levede stille i Skåne,
jeg havde glemt skønhedsindtrykket, thi man mødes og forstår hinanden for at
elske! – I går fik jeg et brev at hun var død forrige mandag, ung og
blomstrende. Min smukke rose i Skåne! – Jeg tror jeg skriver et lille digt over
hende og sender moderen. (20)
Men selvom Andersen
efter eget udsagn på det her omtalte tidspunkt af sit liv var ”opfyldt” af sin
betagelse af Jenny Lind, så skinner det dog alligevel igennem ordlyden i hans
brev til Jonna Drewsen, at Mathilda Barcks død berørte ham følelsesmæssigt og
fyldte ham med vemod. Men forelskelsen i hende var i mellemtiden blevet
overskygget af forelskelsen i Jenny Lind, som i en vis forstand også endte
ulykkeligt for Andersen selv, idet Jenny Lind venligt og bestemt afvise hans
kluntede tilnærmelser og forhastede frieri, og betegnede ham som ”broderen”,
hvorved hun implicit blev ”søsteren”, i øvrigt ganske som tilfældet havde været
med hans forhold til Riborg Voigt, dog uden sammenligning i øvrigt. Men den
primære forskel mellem de to forelskelser var den, at bekendtskabet med Riborg
Voigt efterhånden gled ud, medens forelskelsen i Jenny Lind konverteredes til
et livslangt og gensidigt beundrende og respektfuldt venskab.
I sit meget lange brev, dateret Odense den 15. april 1841, til
Andersen, som da opholdt sig i Athen, skriver Jette Hanck blandt meget andet
følgende:
[…] Ja De ved vel fra København at den svenske oversættelse af
Mulatten har gjort særdeles lykke på teatret i Stockholm, tænk hvem der
vist har været, for at se den opføre, ja jeg nævner ingen, men der funkler en grevekrone
over hendes navn. (21)
Den gode Jette Hanck, der
som så mange yngre kvinder i 1800-tallet selv var uforlovet og ugift og forblev
det hele sit forholdsvis korte liv, var ikke fri for at nære en smule
misundelse eller snarere jalousi over, at Andersen interesserede sig for de
unge damer rundt om, hvor han kom på kortere eller længere besøg. Hun har helt
sikkert ment, at Andersen måtte have været forelsket i grevedatteren, komtesse
Mathilda Barck, men kunne selvfølgelig ikke vide, om det var gengældt fra
pigens side eller blot et udtryk for beundring af den allerede da berømte
forfatter, i princippet som tilfældet havde været i 1830 med Andersens
forelskelse og forhold til Riborg Voigt. Hvad Jette Hanck måske heller ikke
syntes at have været klar over, er, at Andersen faktisk også sværmede for
Mathildas to år ældre broder, den da 21-årige greve Nils Barck. Vedrørende
Andersens forhold til denne, skal vi i det følgende høre det forholdsvis lidt,
der er at fortælle herom:
Den unge grev Nils Ludvig Barck
Først nogle kortfattede konkrete data iflg. Svensk uppslagsbok,
Malmø 1939 om Nils Ludvig
Ferdinand Barck, født 1820 och død 1887, svensk greve og eventyrer. Han begyndte efter studentereksamen sin livsbane ved militæret,
hvor han blev blev underløjtnant ved Skånska Dragonregiment, men snart efter
forlod han militæret og kastede sig over spil og fornøjelser. Han blev i sin
tid en del omtalt for sin forbindelse med danserinden Lola Montez og for sine
mange økonomiske spekulationer. Således oprettede han blandt andet et
konsortium med det formål at anlægge en jernbane, som med henblik på eksport
skulle transportere den vigtige jernmalm fra Gällivare til kysten, ligesom han
finansierede industriforetagender i en række lande. Under Krimkrigen var han
aktiv for at slutte forbund mellem Frankrig og Sverige, lige som han siden 1848
var personlig ven med Napoleon III. Hans venskab med den spanske general Juan
Prim blev også en del omtalt i datiden. (22)
Som omtalt
tidligere ovenfor, begyndte Andersens bekendtskab med den da 19-årige grev Nils
Ludvig Barck i 1839, da Andersen under sin anden Sveriges-rejse i april måned
opholdt sig i Skåne fra den 22. juni og sluttende den 1. juli 1839. Ved
ankomsten tog han efter invitation fra friherre Wrangel ophold på Hyby Slot,
beliggende 15 km øst for Malmø, og foretog derfra udflugter til omegnens
godser. Den 24. juni kørte han til godset Torup, for at besøge baron Julius
Coyet og dagen efter aflagde han besøg hos grev Corfitz Beck-Friis på Börringe.
Det var det sidstnævnte sted, at da 34-årige Andersen blandt andre mødte den
unge greve, som han straks fandt sympatisk og tiltrækkende. Bekendtskabet blev
til en form for venskab, og Andersen traf senere den unge greve igen, dels i
Skåne og dels i København, hvilket fremgår af hans breve, notater i sine
dagbøger og almanakker fra den tid. Senere traf Andersen sammen med den unge
greve i London, hvilket vil fremgå af den følgende omtale af forholdet mellem
de to.
I 1847 var den da
42-årige Andersen igen på en udenlandsrejse, som gik via Tyskland og Holland
til England, hvor han ankom til London den 23. juni. Her traf han flere gange
sammen med den da 27-årige unge grev Barck, som i mellemtiden havde slået sig
ned som forretningsmand i storbyen. Tirsdag den 6. juli noterer Andersen i
dagbogen blandt andet:
[…] Barck var [her] i dag og ville igen have givet mig billet
til operaen, han har altid to. Appelsiner og omnibus skal være det eneste
billige i London. – […] Leicester Square er kvarterer for offentlige
fruentimmere mærker jeg. […] (23)
Den unge Barck gjorde angiveligt
flere forsøg på at få Andersen med sig i teatret, men om denne tog imod
invitationerne, melder hverken dagbøger eller breve noget om.
Onsdag den 14. juli er
Andersen på sightseeing i London med blandt andre grev Barck, herunder besøger
de Hampton Court, og herom noterer han i dagbogen for denne dato:
[…] Slottet er bygget af kardinal Wolsey, den store facade ud
til haven 330 Fod. Trapper og kolonnader storartede. Et stort billedgalleri,
her hang et billed af Christian IV. Barck glædede sig også ved at se denne hans
stamfader. Det angreb mig at gå i disse lange sale, halv afmægtig, støttende
mig på Barck, fandt vi en nedgang. […] (24)
Den nævnte dag
tilbringer Andersen eftermiddagen sammen med flere af sine venner og bekendte, formentlig
også med grev Nils Barck, selvom det ikke direkte nævnes. Men hvordan det lille
selskab tilbragte eftermiddagstimerne, skriver Andersen følgende om i dagbogen
for den 14. juli:
[…] vi spadserede i haven der er tre mil i omkreds; vi lø på grønsværen,
foran en lille å med gule og hvide åkander, de sidste var utrolig store, det
hele svømmende blomsterparti det dejligste digt. Kørt i omnibus i en brændende
solhede, til Richmond, mageløs dejlig udsigt fra Richmond Hill, over Themsen
(en lang sivgroet ø). – Vi roede på Themsen, vandet stod op på det fine
grønsvær, de flød i hinanden. Grædepilene hang ned deri. Efeu voksede rigt som
draperi op ad husene. […] (25)
Dagbogscitatet
fortæller indirekte, at Andersen på det tidspunkt befandt sig i en lyrisk
stemning, hvilket godt kunne tydes derhen, at det var hans sværmeri for den fem
år yngre Nils Barck, der her spillede ind. Denne har formentlig været en køn
ung mand, og det kunne nok være egnet til at vække Andersens tiltrækning mod
sit eget køn, sådan som vi også har set eksempler på under omtalen af hans
tidligere dobbelt-forelskelser. Men andet og mere end et midlertidigt erotisk
sværmeri for vennen, hvis et sådant overhovedet er forekommet, har der næppe
været tale om.
Under sit ophold i
London var Andersen også sammen med den unge grev Barck ved flere andre
lejligheder, end de ovenfor nævnte, ligesom denne aflagde besøg hos Andersen på
dennes hotel. Bekendtskabet eller venskabet mellem dem syntes dog med tiden at
være gledet ud, og den omstændighed, at Nils Barck og især hans søster Mathilda
ikke i større omfang omtales i hans dagbøger og breve, end tilfældet synes at
være, viser formentlig, at der med denne dobbeltforelskelse kun var tale om en
relativt ukompliceret og udramatisk forelskelsesrus, dog fortrinsvis eller
udelukkende fra Andersens side. Hans selvskildring i eventyret fra 1860 om
sommerfuglen, der flyver fra blomst til blomst, for at suge næring til sig,
passer stort set ganske godt på hans egen erotiske habitus. Hans forelskelsesevne
var ustabil, hvilket passer godt med, at hans seksuelle polkonstellation
utvivlsomt var på vej til at udvikle sig til noget nær stabil dobbeltpolet
tilstand. Men end så længe befandt han sig set i det spektrum i den tilstand,
der betegnes som svingende seksuel orientering imod begge køn.
© November 2010 Harry Rasmussen.
1 Dagbøger II, s. 35-36. – - ’friherre
Wrangel’: Carl Gustaf Wrangel von Brehmer (1803-72), ejer af Hyby Slot: Denne
var gift med friherreinde Augusta Wrangel, f. Wollmar (1812-73), som Andersen
iflg. sin Almanak havde truffet den 3. sept. 1838 i København hos sin moderlige
veninde fru Bügel. Catharina Bügel, f. Adser (1767-1845), enke efter grosserer,
etatsråd Caspar Peter Bügel. – ’baron Julius Coyet’: Gustaf Julius Coyet
(1775-1862), friherre, kammerherre, svensk hofmarskal, ejer af godset Torup. –
’Corfitz Beck-Friis’: (1801-70), greve, svensk kammerherre, besidder af
Börringe Kloster og Fiholm. Grev Beck-Friis søster Maria Sofia Beck-Friis
(1792-1865), grevinde, var fra 1816 gift med greve Nils Anton Barck
(1789—1856), svensk hofmarskal og kammerherre. ’Sønnen kammerjunkeren’: Corfitz
Augustin Beck-Friis (1824-97), greve og ejer af godset Fiholm og Börringe
Kloster 1870, politiker og kammerherre. – ’den unge grev Barck’: Nils Ludvig
Ferdinand Barck (1820-87), underløjtnant ve Skånska Dragonregiment, student,
1847 forretningsmand i London. – ’grev Lewenhaupt’: Adam Casimir Ludvig
Lewenhaupt (1820-95), greve, 1839 underløjtnant ved Skånska Dragonregiment,
senere overkammerherre hos dronning Lovisa af Sverrig-Norge, besidder af flere
svenske godser. – ’Negerkongens Datter’: Digt indlagt i Andersens drama
”Mulatten. Originalt romantisk Dram i fem Akter. Opført første gang på den
kongelige danske Skueplads den 3. Februar 1840. - ’grev Barcks døtre Louise og
Mathilde’: Ulrika Maria Charlotte Lovisa Barck (1817-1900), komtesse, og Sofia
Fredrika Mathilda Barck (1822-44), komtesse.
2 Dagbøger II, s. 36-37. 28. – ’den unge grev
Barck’: I henhold til Elias Bredsdorff i artiklen ”H.C. Andersen og Mathilda
Barck”, Anderseniana 1875, s. 141-42, skulle den unge greve være identisk med
Joachim Barck (1823-75), som Andersen traf under sit besøg i Lund. Men i
henhold til Personregister for H.C. Andersens Dagbøger 1825 - 1875 er den
nævnte Barck identisk med broderen, grev Nils Ludvig Ferdinand Barck (1820-87).
I 1839 var sidstnævnte 19 år og førstnævnte 16 år, hvorfor det må formodes, at
det må være Nils, der var student i Lund. – ’Ingeborg’: Ingeborg Drewsen, f.
Collin (1804-77), gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), Assessor i Københavns
Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten i København, 1847 Justitiarius
samme sted. Justitsråd 1846, etatsråd 1852, konferensråd 1869.
3
BHH, Anderseniana 1945, s. 355-56. – ’Mulatten’: Se note 1. –
‘Spillemanden’: romanen “Kun en Spillemand” (1837). – ’Improvisatoren’: romanen
”Improvisatoren” (1835)..
4
BHW I, s. 262. –’Den ene komtesse Barck’: Mathilda Barck.
5
BHH, Anderseniana 1945, s. 359.
– ’Kancelliet’: Regeringskontorer. – ’Lind har fået embede’: Wilkens Lind
(1807-91), 1833 volontør i Kancelliet, 1839 udnævnt til Auditør, dvs. juridisk
tjenestemand ved den militære retspleje til undersøgelse af tjenstlige
forseelser.
6
BHH, Anderseniana 1945, s.
429.
7 Elias Bredsdorff: ”H.C.Andersen og Mathilda
Barck”, Anderseniana 1875, s. 144.
8 BHH, Anderseniana 1945, s. 452.
9 Elias Bredsdorff:
”H.C.Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 145-46. – ’frøken Stackelberg’: Iflg. Alfred B. Nielson drejer det sig om
Octavia Stackelberg (1822.80), dater af landshøvding Fritz Stackelberg. –
’Billedbogen’: Billedbog uden Billeder, Sjette Aften. Bogen, som indeholdt de
første tyve aftner, var udkommet den 30. december 1839 – ’Deres fortræffelige
moder’: Maria Sofia Barck, f. Beck-Friis (1792-1865), friherreinde, gift 1816
med Nils Anton Barck (1789-1856)
10 Elias Bredsdorff:
”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 146-47. – ’Nysø’: Herregård,
beliggende 1 km fra Præstø, fra omkr. 1801 ejet af familien Stampe. Stedet blev
et af 1800-tallets kulturelle samlingssteder, hvor fremtrædende
kulturpersonligheder jævnligt kom på kortere eller længere besøg, som f.eks.
Oehlenschlæger, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, med mange flere –
’Thorvaldsen’: Bertel Thorvaldsen (ca. 1770-1844), billedhugger. Thorvaldsen
blev en særlig gæst hos baronesse Christine Stampe, f. Dalgas (1797-1868), idet
denne havde stillet et arbejdsværelse i hovedbygningen og et atelier i haven
til hans rådighed. Her skabte han en række betydelige kunstværker. – ’”Ole
Lukøie”’: Eventyret ”Ole Lukøje” blev angiveligt skrevet færdigt og renskrevet
under Andersens sommerophold 1840 på Nysø. – ’grev Moltke i Fyn’: Adam Moltke-Hvitfeldt (1796-1876), greve,
1829-42 hofmarskal ved prins Christians (VIII) hof, 1845 ministerresident i
Napoli, 1847-48 tillige akkrediteret charge d’affaires i Torino og Firenze,
1851 besidder af Stamhuset Molkenborg (Glorup m.v.), 1859-68 Landstingsmand,
geheimekonferensråd. – ’digteren Holst’: H.P. Holst (1811-93), digter, 1836-61
lærer ved Landkadetakademiet, 1849-58 tillige ved Kadetskolen, 1859-60 redaktør
for Berlingske Tidende, 1862-64 direktør for Casino Teatret, 1864-68 og fra
1875 sceneinstruktør ved Det kgl. Teater. Der kan muligvis være tale om Wilhelm
Holst (1807-98), skuespiller ved Det kgl. Teater 1828-72, og forfatter, hvilket
ikke umiddelbart fremgår af sammenhængen.
11 Elias Bredsdorff:
”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 147-48. – ’jeg var
flere dage i Frederiksborg’: Kong Frederik VI var afgået ved døden den 3.
december 1839 på Amalienborg Slot, og kronprins Christian lod sig den 11. juni
1839 salve under navnet Christian VIII, men blev den sidste enevoldskonge i Danmark.–
’dronningen’: Caroline Amalie af Augustenborg m.m. (1796-1881), blev allerede
1815 gift med daværende prins Christian Frederik (1786-1848), som samme år blev
udnævnt til Fyns guvernør med sæde på Odense Slot i Odense. Forinden havde han
været konge af Norge, men opgav denne stilling efter ca. 5 måneders forløb. –
’Holst’: Wilhelm Holst (1807-98), skuespiller ved Det kgl. Teater 1828-72,
forfatter. – ’Phister’: Ludvig Phister (1807-96), skuespiller ved Det kgl.
Teater 1825-75, titulær professor. – ’Jokum’: Skal formentlig være Joachim
Barck. – ’frøken Stackelberg’: Se note 9.
12 Elias Bredsdorff:
”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 148. – ”Maurerpigen’:
Maurerpigen. Original Tragedie i fem Akter. Opført første gang på Det kgl.
Teater 18. december 1840, og udgivet i bogform på eget forlag dagen efter, den
19. december 1840.
13 Elias Bredsdorff: ”H.C.
Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 149. – ’Herr Dahlqvist’:
Georg Dahlqvist (1807-73), svensk skuespiller. – ’herr Djurström’: Erik Wilhelm
Djurström (1787-1841), svensk teaterdirektør og oversætter af teaterstykker.
14 Søren Kierkegaard: Af en endnu Levendes
Papiirer, 1838.
15 Elias Bredsdorff: ”H.C. Andersen og Mathilda
Barck”, Anderseniana 1875, s. 150.
16 Elias Bredsdorff: ”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana
1875, s. 151-53. – ’Hofjägmästare Bruns familie’: Carl Frederik Balthasar Brun
(1784-1869), kammerherre og hofjægermester. – ’Grefvinnan Piper’: Ebba Maria
Piber, f. Ruuth (1786-1842), grevinde. – ’Fröken Ruuth’: Maria Eleonora Ruuth
(1801-45), komtesse, var en tid hofdame hos kronprinsesse Josefine.
17 H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, s. 89.
18 H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, s. 118.
19 Elias Bredsdorff: ”H.C. Andersen og Mathilda
Barck”, Anderseniana 1875, s. 154-55. .
20 Elias
Bredsdorff: ”H.C. Andersen og Mathilda Barck”, Anderseniana 1875, s. 154. –
’Den aften Jenny Lind fik sin serenade hos Nielsens’: I almanakken for 19.
sept. 1843 noterer Andersen : ”Jenny Linds diamanter skænket hos kongen, sendt
hende mit portræt, skrevet vise. Aftenen hos Nielsens hvor hun fik en serenade
af 300 studenter; jeg elsker hende. Kom hjem om natten klok. 1½, skrev brev.”
Nielsens: Anna Nielsen, f. Brenøe (1803-56), skuespillerinde ved Det kgl.
Tater, gift 1. gang 1823 med Frederik T. Wexschall (1708-1845), koncertmester,
2. gang 1834 med Niels Peter Nielsen (1795-1860), skuespiller og
sceneinstruktør ved Det kgl. Teater. – ’frøken Boeck’: Jeanette Emile Boeck
(1806-46), svensk lærerinde. – ’Ma’: Mathilda. Barck. – ’men Jenny Lind
opfyldte mig’: Det tør nok siges, idet Andersen omtrent fra første bekendtskab
med den svenske og senere verdensberømte sangerinde, følelsesmæssigt blev
betaget af den efter hans og mnge andre datidiges opfattelse fremragende
kunsnerinde. Men omtalen af forholdet mellem Andersen og Jenny Lind hører
hjemme i en anden sammenhæng. – ’M’: Mathilda Barck.
21 BHH, Anderseniana 1946, s. 526. – ‘den svenske oversættelse
af Mulatten’: Stykket blev oversat 1840 af E.W. Djurstrøm. Se note 13. - ‘der
funkler en grevekrone over hendes navn’: Her er formentlig tale om en
hentydning til komtesse Mathilda Barck.
22 -
’Lola Montez’: født Maria Dolores Eliza Rosanna Gilbert (1821-61), født i
Irland, død i New York. Skuespillerinde og danserrinde, debut 1843 på Her
Majesty’s Theatre i London. Blev mest kendt for sin skønhed og sine forhold til
bl.a. Franz Liszt og Alexandre Dumas, samt kong Ludvig 1 af Bayern, som udnævnte
hende til Grevinde von Landsfeld. Det førte til at hun måtte flygte ud af
landet i marts 1848 og at kongen blev tvunget til at abdicere. Lola Montez
emigrerede til USA, hvor hun blev angageret af den amerikanske
forlystelseskonge Banum, hvis cirkus hun turnerede omkring med i staterne. Hun
døde i fattigdom i New York City den 17. janaur 1861. – ’Gällivare’: Kommune og
station beliggende i Lapland i Norrbottens län. Gällivare var i samisk tid
oprindelig navnet på malmbjerget, hvorfra malmen blev udvundet. – ’Juan Prim’:
(1814-70), greve af Reus, markis de los Castillejos, spansk hærfører og
statsmand. – ’Krimkrigen’: Betegnelsen på en krig fra marts 1853 til 1856
mellem Rusland på den ene side og Storbrittannien, Frankrig og det sardinske
kongedømme og det Osmaniske rige på den anden side. De mest berømte kampe
foregik på halvøen Krim ved Sortehavet. – Napoleon III’: Louis Napoleon
(1808-73), fransk præsident og kejser. Konspirerede 1836 og 1840 mod
Louis-Philippe, interneret 1840-46; 1848 medlem af Nationalforsdamlingen og
valgtes samme år ved folkeafstemning til præsident. Efter statskup 1851
udstedtes en ny forfatning. Napoleon III blev præsident for 10 år, men tog 1852
kejsernavn, hvilket godlendtes ved folkeafstemning.
23 Dagbøger III, s. 221. –
’offentlige fruentimmere’: prostituerede eller såkaldte ludere, som der var
mange af i datidens europæiske storbyer, København inklusive. Det var og er et
interessant fænomen, som sandsynligvis hænger sammen med mandkønnets situation
i de småborgerlige samfund, hvor seksuel udfoldelse i mange tilfælde blev
betragtet som uforenelig med en pæn og anstændig eller moralsk borgerlig
tilværelse.
24 Dagbøger III, s.
227-28. – ’kardinal Wolsey’: Thomas Wolsey (1474-1530), engelsk kardinal,
lordkansler. – ’Christian IV. Barck glædede sig også ved at se denne hans
stamfader’: Dette hænger formentlig sammen med, at Nils Ludvig Barcks fætter,
Corfitz Augustin Beck-Friis (1824-97) iflg. Andersens brev af 12-maj 1846 til
Jonas Collin skulle være en efterkommer af rigshofmester Corfitz Ulfeldt
(1606-64) og dennes hustru, rigsgrevinde Leonora Christina Ulfeldt (1621-98),
datter af Christian IV af Danmark (1577-1648) og dennes hustru, Kirsten Munk
(1598-1658).
25 Dagbøger III, s. 228.
©
November 2010 Harry Rasmussen.