Andersens syvende
dobbelt-forelskelse (1)
Dobbeltforelskelsen
i Henrik Stampe og dennes hustru Jonna Stampe, f. Drewsen.
Andersen og Jonna Stampe, f. Drewsen
Jonna
Stampe, født Drewsen, blev født 22. august 1827 som datter af Ingeborg Drewsen,
født Collin, født 23. august 1804, og dennes ægtemand Adolph I. Drewsen, født
30. marts 1803. Jonna var ældste barn
af en søskendeflok på i alt fem børn, nemlig foruden hende selv også Valdemar,
født 1828, Viggo, født 1830, Einar, født 1833, og Harald, født 1836. Ingeborg
og Adolph Drewsens børn kom altså til verden indenfor perioden 1827 til 1836,
en periode, hvori Andersen dels blev student og dels blev kendt som både
dramatiker og forfatter. Han fik fra begyndelsen af de nævnte Drewsen-børns liv
et forholdsvis godt kendskab til og senere venskab med disse, som bortset fra
Einar alle overlevede ham. Den førstefødte Jonna var 22 år yngre end Andersen,
hvilket dog ikke forhindrede ham i på et tidspunkt at forelske sig i hende, da
hun var blevet til en ung pige. Men som vi skal få at se i løbet af dette
afsnit, blev hans forelskelse i hende ikke alene forstærket, men fik fra hans
side karakter af en dobbelt-forelskelse, da hun omkring 1843 selv forelskede
sig i den unge baron Henrik Stampe, som Andersen også en overgang sværmede
heftigt for. Men som vi også skal få at se, så konverteredes Andersens
forelskelse i parret også i dette tilfælde med tiden til ægte og livsvarigt
venskab.
Kilderne til vort kendskab til Andersens
venskab med forældreparret Ingeborg og Adolph Drewsen og deres fem børn,
skyldes først og fremmest Andersens dagbøger og hans brevveksling med familien
Collin, og herunder især med Jonas Collin den Ældre og dennes søn Edvard
Collin. Desuden er Edvard Collins bog H.C. Andersen og det Collinske Huus” (1882)
en i det store og hele troværdig kilde til vor viden om Andersens forhold til
især familien Collin. Dertil kommer Jonna og Henrik Stampes ældste barn, Rigmor
Stampe, født 1850, som via sin bog: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang, 1918,
har givet en stort set selvoplevet og troværdig kilde til vor viden om
familierne Collin, Drewsen og Stampes forhold til Andersen. (1)
I henhold til
Jonna Stampes datter, Rigmor Stampe, var hendes mor som ung pige høj, tynd,
bleg og dårlig klædt, men hun udviklede sig snart til en ung kvinde med ædel
rejsning, elastisk gang og fornem ynde. Hendes glatte brune hår indrammede et
blegt ansigt med store træk og med øjne, der ligeledes var blege. Jonna lignede
både af ydre og indre sin alvorlige far og havde sit lidt tunge sind efter ham.
Men som sin far var hun også godt begavet og fulgte som voksen interesseret med
i tidens litterære strømninger, og ikke mindst med i, hvad vennen H.C. Andersen
skrev og fik udgivet i bogform, lige som hun gerne så hans teaterstykker, når
disse blev opført.
Første gang
Andersen nævner Jonna Drewsen i sine dagbøger, er den 22. april 1833, hvor han
indledte sin første store udenlandsrejse, som via Tyskland og Frankrig gik til
det Italien, som siden da altid skulle blive målet for hans rejselængsler. Den
da 6-årige Jonna var blandt de venner, der fulgte ham ud til Langelinjekajen,
hvor dampfærgen ”Frederik VI” lå parat til at afsejle og som han skulle med til
Travemünde, hvorfra den kilometerlange og halvandet år lange rejse i første
omgang gik videre med hestevogn.
På trods af alt
det nye og uventede, Andersen han kom ud for at opleve på sin lange rejse, så
glemte han ikke vennerne hjemme i lille Danmark, snarere tværtimod. Blandt dem,
han huskede på, var også den nu knapt 7–årige Jonna, som nævnes i hans dagbog
for onsdag den 19. marts 1834, hvor han opholdt sig i Napoli i det sydlige
Italien:
[…] – Den kolde blæst
vedblev, søen var grøn og skummende, Vesuv væltede sorte skyer, jeg havde feber
i blodet af den skarpe luft. I morgen skal vi da af sted, jeg har købt handsker
til Jonna og sæbe til faderen, været i måneskin ved stranden og set på Vesuv,
hvor lavaen danner en tohovedet slange. […] (2)
Under både sine
senere indenlandske og udenlandske rejser korresponderede den flittige
brevskriver Andersen med vennerne derhjemme, lige som han i øvrigt
korresponderede med sine udenlandske venner, når han var hjemme i Danmark.
Blandt de hjemlige venner var Jonna Drewsen, som han begyndte at brevveksle med
allerede omkring 1841, da hun var omkring 14 år. Men det er dog især et
fødselsdagsbrev, som den da godt 37-årige Andersen skrev til da 15-årige Jonna,
der viser noget om, hvordan han dengang opfattede sit forhold til hende. Brevet
er dateret Glorup, den 22. august 1842 og lyder sådan:
Kære Jonna!
Du er i dag ”en lille
pige, som står og banker op porten” til et nyt leveår; du er allerede trådt
indenfor og modtaget med kys af fader og moder! I række står alle dine
ridderlige brødre og bøjer sig for dig, deres eneste søster, der er ældre end
de og altså langt klogere. Du er i grunden også en højst mærkværdig datter, du
er kommen til verden en dag før din moder! Nu vil jeg ønske, at den nye
livshal, der benævnes et år, må være på det bedste og mest hyggelige indrettet,
at solen ret skinner ind af vinduer og døre og at loftet hænger fuldt af
violiner og kontrabasser. Var jeg i byen, som jeg nu ikke er, skulle jeg med
fornøjelse låne dig min Pegasus til en ridetur, f. eks. ud til Amager, et land,
hvor jeg selv, som du vel ved af mundtlig tradition, i min unge alder første
gang viste mig for folket. Hvorledes lever ellers ”folket” i denne kakkelovns
varme; det er i grunden smukt af vor fælles ven på ”Bakkehuset” at han trækker
det lidt til, hvorledes skulle det ellers ånde.
Lev nu vel! i tankerne drikker jeg din
chokolade og beundrer venindernes fingerfærdighed og betænksomhed, hvad
presenterne angår, når vi ses skal jeg nok finde på at fly dig et og andet, nu
må du lade dig nøje med disse linjer, der som du ser, alle bøjer sig i dybeste
underdanighed, ligesom din
gamle
sande ven og
ydmyge tjener
H.
C. Andersen. (3)
Det skinner
tydeligt igennem Andersens brev, at han da opfattede Jonna Drewsen som et stort
barn, som han holdt af og var indtaget i, men ikke andet og mere. Så meget mere
bemærkelsesværdigt er det, at hans forhold til hende skifter karakter allerede
omkring 4 måneder senere, hvilket fremgår af hans brev til hende fra en søndag
sidst i januar 1843. Men inden vi går over til at citere brevet, skal det nævnes,
hvad der åbenbart og angiveligt var baggrunden for Andersens tilsyneladende
pludseligt opståede og nærmest forelskede holdning til den kun godt 15-årige
Jonna. Det var helt utvivlsomt den omstændighed, at Andersen havde mødt den da
22-årige baron Henrik Stampe og, nok så vigtigt, faktisk havde forelsket sig i
den unge mand. Det nærmest euforiske brev til Jonna lyder således:
Min egen
velsignede Jonna!
O, hvor
duer mig kær, hvor din lykke opfylder mit hjerte, hvor min tanke beskæftiger
sig med dig! Dog i dag skulle det intet brev være, kun et håndtryk, en
forklaring, selv den gode, fortræffelige Fanny får intet brev, jeg har ikke tid
dertil, men hun og Pauline skulle begge, mandag eller tirsdag hver få en
skrivelse fra mig, en sådan har måske da mere værd, end nu du er hos dem. Jeg
vil kun fortælle dig, at jeg to gange i søndags var to gange i Amaliegade idet
håb at finde brev fra dig, jeg tænkte da nok at du ikke havde fået tid at
skrive til jeres bud gik, havde alene frygt for at mit brev til dig var
forsinket. I går (lørdag) kom jeg noget silede ud i Amaliegade og din
bedstefader overrakte mig dit og Fannys breve, jeg for straks i dem, men da
Theodor gjorde narrestreger over min ivrighed og jeg havde ikke lyst at han
skulle rive et fra mig, stak jeg dem i lommen, til jeg kom ind i din
bedstefaders forværelse, der slugte jeg dem begge, men da gik klokken til to,
og til den tid måtte Anders have de to breve der skulle til Springforbi, jeg
kunne altså, med bedste vilje, ikke opfylde dit ønske om at skrive om lørdagen,
derfor sender jeg dig i dag med Eduard dette par ord, der kan fortælle dig at
du er lige så levende forvaret i min tanke, som om der var fløjet tyve
brevduer. Lad den velsignede Fanny læne sig til din skulder og titte i dette
brev, jeg nikker her på det hjerteligste til hende! Det brev hun gav mig sidst
var så velsignet skrevet, ikke blot hvad bogstaverne angår, dem bryder jeg mig
mindre om, men hvad duften, sjæleduften kan betyde. Emil sagde mig i går at han
ikke kom ind til byen søndagaften før 10 à 11, så jeg får dig da ikke at se før
mandag, det går ikke an jeg løber så silde ud for kun at sige den kære,
elskværdige Jonna mit velkommen. Jeg er søndag aften i selskab med Henrik
Stampe hos Hartmanns. H. S. sender dig og Fanny hilsener – jeg spiser i dag til
middag hos hans moder og ser ham selv daglig! – Nu må jeg slutte dette brev,
som gives den gode onkel Eduard, men som jeg frygter bliver glemt hjemme eller
på Rungsted. – Det må jeg dog fortælle dig, at din bedstemoder i går havde mig
ordentlig i skole, fordi jeg gjorde for meget ud af dig, min pige! ”De
fordærver hende!” sagde hun, ”De er jo forliebt i hende og det ene og alene
fordi hun roser Deres digte, går og kalder Dem en stor poet! Ja De er et meget
egoistisk menneske, men tro De mig, sådan en ung pige, hun ler dog af Dem! –
hun gør nar af Dem!” – Så skændtes vi om dig og Jette Boye, som jeg ikke
vurderede nok! ”altid skal Jonna være den bedre, det har jeg nok mærket!” Ser
du det, min egen kære Jonna, at jeg må lide for din skyld! Nå kom, kom! Du skal
se to øjne funkle af glæde, når du er hos os! Din trofaste / ældste broder!
/ P.S. Hils hr. og fru Beutner!
(4)
Hverken
Andersens dagbog eller almanak for januar 1843 nævner noget om, at han ”søndag
aften [var] i selskab med Henrik Stampe hos Hartmanns.” Dagbogen slet ikke,
fordi den først er ført fra og med den 30. januar 1843, den dato, hvor Andersen
afrejste fra København, for at påbegynde sin næste udenlandsrejse, der dog
denne gang kun gik via Tyskland til Frankrig, hvorunder han opholdt sig hele to
måneder i Paris, før tilbagerejsen stort set foregik ad samme rute, bortset
fra, at udrejsen var sket ad landvejen, hvorimod det sidste stykke af
tilbagerejsen foregik med dampskibet ”Christian VIII” fra Kiel til København.
Men inden sin
afrejse havde Andersen skrevet et forholdsvis dristigt brev til Jonna, hvori
han overhovedet ikke nævner Henrik Stampe, men denne er formentlig implicit
underforstået i brevets tekst. Brevet vidner imidlertid samtidig umiskendeligt
om, at gamle fru Collin havde ret i sin påstand om, at Andersen var ”forlibt” i
hende, altså at Andersen var gået hen og havde forelsket sig i Jonna, og det
fortæller han hende faktisk ret åbenhjertigt i brevet, selvom han for
ærbarhedens skyld betegner sig som hendes ”ældre, trofaste broder.” Brevet er
dateret København den 23. januar 1843:
Min kære velsignede
Jonna!
Du begriber næppe hvor
meget du fylder min tanke, hvor vel jeg mener dig det, hvor nær du ligger mit
hjerte! stol altid på mig som var jeg din ældre, trofaste broder! – Du
forlangte et brev fra mig allerede i dag, hvad skal jeg kunne fortælle dig? En
halv time efter at du var borte, gik jeg fra din bedstefader, vandrede
om af forskellige gader, så på Castor og Pollux, de to trofaste stjerner, de er
et smukt billede på trofasthed, på venskab, men de er kun to; tro mig i rette
hjertets fortroligheder kan man kun få én man betror alt! jeg bilder mig
således ind at Fanny ved alle dine hjertets mysterier, ikke sandt, sig
mig ja om det er så. Den fortræffelige pige, hun får her et lille epistel fra
mig, næste gang skal det blive større, jeg lægger også til dig et bilag,
da papiret her er så stumpet, tab det derfor ikke når du åbner! – Millioner
hilsener sendes dig. så brændende, så trofaste, skriv nu smukt til mig, i morgen
f.eks. og sig mig ret hvorledes du har det, hvor godt og hyggeligt der er hos
de elskeværdige mennesker derude. Bliv imidlertid ikke altfor længe, kaffen vil
ikke smage når du ikke står som Peri og bevogter vældet! – Når du kommer ind
går vi to eller tre, din moder kan være med, i italiensk opera, morer det dig!
Hvor det er en grå morgen, klokken er da heller ikke 9 endnu og allerede har
jeg haft besøg, ja jeg har min nød, jeg kan knap få tid til at skrive til dig –
som verden kalder min forlovede! Din / Digter.
(Bilag) Til dig selv!
Millioner hilsener!
Søndag aften var en lyksalig aften, men længsel er dræbende! En lille fugl
flyver på onsdag en tur til Taarbæk og Ensomhed. Onsdag
middag imellem klokken 1 og 1 ¼ (eet og eet en kvart) vil den være midt imellem
Taarbæk og Ensomhed; skulle du og Fanny da just være på en spadseretur,
da vil fuglen bringe dig hilsen fra mig; men jeg lader den kun flyve ud om
vejret er ikke alt for slet; dog hvad er en fugls hilsen! gå derfor ikke,
dersom nogen skulle kunne blive opmærksom derpå, dersom ikke Fanny er
din fortroligste veninde! – Du kunne måske i morgen sende mig et brev, om tiden
passer, om det er forlangt at gå, bestem, tal, befal, eller ryst med dit søde
hoved og så får du kun mine små døde brevduer med kalvevognen, eller hvad den
kaldes! Brænd straks dette, min kære, kære -! (5)
Som det direkte fremgår af hovedbrevets
tekst, så koketterede Andersen med sin forelskelse i Jonna Drewsen, idet han
skriver ”jeg kan knap få tid til at skrive til dig – som verden kalder min
forlovede!” – Så vidt vides var det kun gamle fru Collin, der havde udtalt, at
hun bestemt mente at Andersen var forlibt i hendes barnebarn Jonna. Den
opfattelse understøttes i øvrigt af samme fru Collins ældste oldebarn, Rigmor
Stampe, som i sin interessante familiekrønike ”H.C. Andersen og hans nærmeste
Omgang”, hvor omtalen gælder Andersens forhold til Jonna Drewsen og Henrik
Stampe, blandt andet skriver følgende:
Den
fortrolige stilling, Andersen således kom til at stå i til dem begge, optog ham
overordentlig og virkede helt ejendommeligt på hans letbevægelige digtersind:
han var så at sige forelsket i Jonna – på anden hånd. Familien forstod
naturligvis ikke, hvad der foregik, og nogle af dem troede virkelig, at han var
indtaget i hende. (6)
Rigmor Stampe
var altså angiveligt også klar over, at Andersen nærede forelskede følelser for
hendes moder, Jonna, og måske anede hun også, at han var forelsket i hendes
fader, Henrik Stampe. Det turde formentlig indirekte fremgå af hele det ovenfor
gengivne citat og især af ordene: ”han var så
at sige forelsket i Jonna – på anden hånd.”
Men om Rigmor Stampe eventuelt vidste, at Andersen også tidligere havde
gennemlevet flere sådanne dobbeltforelskelser, er jeg ikke klar over.
Men nok så interessant er bilaget ”Til dig selv!”, som var
vedlagt Andersens brev af 23. januar 1843 til Jonna. For en udenforstående kan
brevets tekst virke kryptisk, og Rigmor Stampe bidrager ikke meget til at
opklare brevets lidt ’mystiske’ indhold. Men så meget står dog klart, nemlig at
udtrykket ”en lille fugl” skal forstås som en hentydning til Henrik Stampe, som
onsdag den 25. januar 1843 mellem kl. 13-13 ¼ ville befinde sig et sted midt
imellem Tårbæk og et sted, der betegnes som ”Ensomheden” og som Rigmor Stampe
mener, er Emiliekilde, som ligger et betragteligt stykke vej fra Springforbi
ved Tårbæk, hvor familien Beutner boede med deres to døtre, Fanny og Pauline.
Hos denne familie var Jonna Drewsen åbenbart på besøg på det tidspunkt.
Imidlertid drog Andersen få dage efter, nemlig den 30.
januar 1843, som nævnt på ny på en af sine udenlandsrejser, og så havde han
andet at tænke på. Men som sædvanligt på hans rejser, hvad enten disse var
inden- eller udenlandske, huskede han på vennerne hjemme og brevvekslede
relativt flittigt med disse, dog mere med nogle end med andre. Hans flittigste
brevveksling skete i reglen med Jonas Collin den Ældre, Edvard Collin, Jette
Wulff og Jette Hanck, men adskillige andre af vennerne deltog også i
korrespondancen. Han brevvekslede dog også jævnligt med Jonna, og hendes første
brev til ham i udlandet er dateret København den 4. februar 1843. Andersen
befandt sig på sin udrejse i Breitenburg, hvor han modtog hendes brev den 7. s.
m.
Nu da postillon d’amour alias Andersen var bortrejst, ser
forholdet mellem Jonna Drewsen og Henrik Stampe ud til at være stillet i bero
indtil videre. Men som nævnt fortsatte brevvekslingen mellem Jonna og hendes
”kæreste ven”, foreløbig med hendes brev til ham af den 4. februar 1843:
Min kæreste ven!
De kan tro at det
gjorde mig umådelig ondt, at jeg ikke kunne få sagt Dem ordentligt farvel, da
De rejste; jeg gik rigtignok ud på gangen for om muligt at træffe Dem, men
forgæves! Min elskværdige, kære ven var gået! Sidenefter ville vi have været på
posthuset, men vi kunne ikke få nogen til at følge os; Heiberg tilbød os det
rigtignok, både at følge os, hente vogn, ja endog at bære os derop: Heiberg
kunne ikke heller begribe, hvor jeg kunne være så bedrøvet, fordi De rejste;
jeg havde jo Holst; og da jeg forsikrede ham at jeg holdt 1000 gange mere af
Dem end af den anden, så havde han umådeligt meget at indvende derimod.
Men nu vil jeg tale lidt til Dem om ting
jeg længe har ønsket at være på det rene med; men jeg tør næsten ikke og førend
jeg gør Dem dette spørgsmål, vil jeg i forvejen sige Dem at De ikke må
besvare det, lover De mig det? – Jeg skal sige Dem noget, jeg har altid
troet at De holdt ordentligt skikkeligt af mig; men jeg har på den senere tid
mærket, at det tog af, og jeg har troet at finde årsagen ikke i det at De holdt
så meget af Jf. Nielsen, men fordi De gjorde så meget af Jette; De
sammenlignede mig med hende, og da jeg umulig kan tåle nogen sammenligning med
nogen og allermindst med den elskværdigste af alle, måtte jeg naturligvis tabe
hos Dem. Ser De, nu ville jeg så gerne vide om De holdt meget mere af Jette end
af mig, men på den anden side vil jeg dog ikke vide det, da jeg frygter for
svaret og derfor må De endnu engang love aldrig a besvare dette spørgsmål inden
det er tilfredsstillende for mig. Jeg er desuden i meget dårligt humør i denne
tid, thi jeg synes at der ikke er nogen, der holder af mig, jeg har arvet Deres
syge med undtagelse af, at De ikke havde grund til at være bedrøvet i den
henseende, men jeg derimod. Men nu nok om det; det kan dog ikke ændres og det
er ikke værd at oprive de gamle ulægede sår!
På tirsdag 8te dage skal Mulatten nok
opføres med Hr. Spindler i, jeg glæder mig til at se den, da jeg har en lille
faible for det stykke, men det er da ikke så urimeligt, siden det er af den
store digter Andersen!
Hvad andet nyt her er, er ikke af nogen
vigtighed, det fortæller bedstefader Dem vel nok og desuden er jeg ikke i humør
til at tale om nyt i denne tid. Det eneste jeg finder værdig til at skrive er
at tante Louise dagen efter De rejste fik en lille datter; både moder og barn
befinder sig meget vel. Moder var henne at passe hende, hvorfor hun ikke er
ganske vel, men det bliver ikke til noget, og hun er desuden også fri for
smerter nu.
Men nu skal brevet sendes bort, derfor
farvel kæreste, elskværdigste Andersen, lad mig se at De skriver et rigtigt
langt og morsomt brev til / Deres hengivne Veninde / Jonna Drewsen. (7)
Det fremgår tydeligt af ovenstående brev, at Jonna Drewsen
dels led af et mindreværdskompleks og dels af humørsyge, hvilket formentlig
hørte sammen med hendes alder. Mindreværdsfølelsen blev fremmet af hendes
jalousi på kusinen og veninden, den 21-årige Henriette (Jette) Boye, som ifølge
Rigmor Stampe i så godt som enhver henseende var Jonnas modstykke: gemytlig,
livlig, vittig, robust, dristig og koket. De to piger, den yngre Jonna og den
fem år ældre Jette konkurrerede indbyrdes om at være midtpunkt for
familiekredsens opmærksomhed og gunst. Som det vil være fremgået ovenfor af
Andersens brev dateret søndag aften sidst i januar 1843 til Jonna, så var den
ældre fru Collin klar over rivaliseringen mellem sine to børnebørn, men fruen
tog tilsyneladende Jette Boyes parti. Måske skyldtes det mest, at hun var lidt
irriteret på Andersen, fordi den da 38-årige digter lod sig smigre af en så
ganske ung pige som 16-årige Jonna.
(Fortsættes)
1
Vedr. Andersens dagbøger og
brevvekslinger, se Kilder til vor
viden om H.C.Andersen. Se herunder særlig Edvard
Collin: H.C. Andersen og det Collinske Huus. Et Bidrag til Andersens og hans
Omgivelsers Charakteristik. C.A.
Reitzels Forlag. København 1882. Desuden Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans
nærmeste Omgang, Forlagt af H. Aschehoug & Co., København 1918.
2
Dagbøger I, p. 361. – I morgen
skal vi af sted: Andersen skulle dagen efter, den 20. marts, påbegynde
tilbagerejsen til Rom. – sæbe til faderen: Jonas Collin den Ældre, som i øvrigt
var morfar til Jonna.
3
Rigmor Stampe: H.C.
Andersen og hans nærmeste Omgang, p. 99. Forlagt af H. Aschehoug
& Co., København 1918. – ud til Amager, et land osv.: En munter hentydning
til Andersens første roman Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af
Amager i Aarene 1828-1829, som
udkom 2. januar 1829, altså på et tidspunkt, da Jonna Drewsen kun var
omkring halvandet år. - låne dig min Pegasus: Navnet på græsk mytologis symbol
for poesiens bevingede hest. – vor fælles ven på ”Bakkehuset”: Digteren og
forfatteren Johan Ludvig Heiberg, som sammen med sin kone, Johanne Luise
Heiberg, på den tid logerede på Bakkehuset på det yderste, landlige Vesterbro
neden for Valby Bakke. – finde på at fly dig et og andet: Ordet fly betyder
give.
4
Rigmor Stampe: H.C.
Andersen og hans nærmeste Omgang, pp. 101-102. – den gode, fortræffelige
Fanny: Fanny Beutner (1827-79), en
datterdatter af Adolph Drewsens halvbroder J. C. Drewsen (1777-1851),
papirmøller på Strandmøllen ved København. – Pauline Beutner (1828-1908), gift
1854 med Jonnas ældste broder Valdemar Drewsen. – Theodor: Theodor Collin
(1815-1902), cand. med., teaterlæge 1849-94. – Anders: Familien Collins bud.
- Eduard: Edvard Collin (1808-86),
cand. jur. H.C. Andersens specielt gode ven og ’sekretær’ i en lang årrække. – Hartmanns:
J.P.E. Hartmann (1805-1900), komponist og en af de få venner, som Andersen var
dus med. – din bedstemoder: Henriette Christine Collin, f. Hornemann
(1772-1845), gift 2. gang med Jonas Collin den Ældre, den unge Andersens
formynder.. – Jette Boye: Henriette (Jette) Sophie Dorothea Boye (1821-95(),
gift 1843 med Andreas Vilhelm Pedersen (1809-56), kirurg.
5
Samme sted, pp- 102-103.
6
Samme sted, p. 100.
7
Samme sted, pp. 104-106. – ord
som elskværdige og elskværdigste, som i nutiden betyder venlig og imødekommende,
betød dengang ’som fortjener at elskes’. – Heiberg: se note 3. – Holst: H. P.
Holst (1811-93), digter, lærer og senere redaktør for Berlingske Tidende, og
endnu senere direktør for Casino Teatret og sceneinstruktør ved Det kgl.
Teater. – Jf. Nielsen: Augusta Nielsen (1822-1902), solodanserinde ved Det kgl.
Teater. – Jette: Henriette (Jette) Louise Boye (1822-1901), datter af Mathias
A. Boye (1796-1872), rektor, og Johanne (Hanne) Boye, f. Birckner (1797-1881),
datter af M.G. Birckner i dennes ægteskab med Henriette Christine Birckner, f.
Hornemann, gift 2. gang 1803 med Jonas Collin den Ældre. – Mulatten: originalt,
romantisk Drama i fem Akter. Opført første gang på Det kgl. Teater den 3.
februar 1840. – Hr. Spindler: Martin
Spindler (ca. 1810-1843), debut 1828 som skuespiller på Det kgl. Teater,
derefter skuespiller ved Christiania Teater. Optrådte 20. februar 1843 som gæst
på Det kgl. Teater i rollen som La Rebellière i Mulatten. – tante Louise’:
Louise Lind, f. Collin (1813-98), datter af Jonas Collin den Ældre, gift 1840
med Wilkens Lind (1807-91), cand. jur. – en lille datter: Anna Lind
(1843-1915). -
(Fortsættes)