Andersens syvende dobbelt-forelskelse (2)

Dobbeltforelskelsen i Henrik Stampe og dennes hustru Jonna Stampe, f. Drewsen.

 

 

Som nævnt under omtalen af Andersens forhold til Jonna Stampe, født Drewsen, var det mere eller mindre Andersens selvvalgte lod at agere postillon d’amour – kærligheds sendebud – mellem den dybt forelskede Henrik Stampe og den lidt mere tøvende og tilbageholdende Jonna Drewsen. Konventionen forventede, at det var manden, der tog initiativet til at fri, men kvinden kunne mere eller mindre tydeligt tilkendegive, at hun sanktionerede mandens ønske om forlovelse med udsigt til senere indgåelse af ægteskab. Men posten som kærlighedens sendebud forekom indtil videre den mindst lige så forelskede Andersen som en kærkommen opgave, som han påtog sig med største glæde. Forelskelsesrusen var stort set gengældt af både Jonna Drewsen og Henrik Stampe, men dog nok især af førstnævnte, hvorimod sidstnævnte formentlig blot lod sig rive med af Andersens eufori.

 

For resten må det her igen konstateres, ligesom det var tilfældet i og med Andersens seks forudgående dobbeltforelskelser, at det også i dette tilfælde var hans forelskelse i den mandlige part, der vakte hans forelskelse i den kvindelige part i ”trekanten”. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at inddragelsen af den kvindelige part ikke hang sammen med et mere eller mindre vellykket forsøg på at legitimere forholdet til den mandlige part, men fordi det nu engang var den måde, Andersens dobbeltforelskelser formede sig på. Han var vitterligt forelsket i både den kvindelige part og i den mandlige part.

 

Andersens forelskelse i Henrik Stampe

Andersen havde lært den unge baron og stud. jur. Henrik Stampe at kende gennem sit venskab med Henriette (Jette) Wulff, som havde det med at protegere mennesker, hun følte sympati og interesse for en kortere eller længere overgang, for til sidst helt at miste interessen for i hvert fald nogle af de pågældende og så at sige støde disse ud i kulden. Jette Wulff var jævnligt gæst hos værtsparret baronesse Christine Stampe, født Dalgas, gift 1820 med baron Hendrik Stampe, baron og besidder af baroniet Stampenborg, hvorunder godset Nysø ved Præstø hørte. Parret var forældre til Henrik, født 1821, Holger, født 1822, Elise, født 1824, Christian, født 1831, og Janina, født 1833. Den ældste søn Henrik var i flere år Jette Wulffs udkårne yndling, som hun overlod til Andersen, da hun, som var mindst lige så rejselysten som sin digterven, i 1843-45 selv rejste på besøg til Portugal. (1)   

 

Andersen havde omkring 1838 lært familien Stampe at kende hos familien Wulff på Søkadetakademiet i Bredgade, og allerede i foråret samme år havde han modtaget en indbydelse til at tilbringe nogen tid på Godset Nysø, som var et samlingssted for tidens kunstnere og digtere. Andersen var på det tidspunkt en betydelig digter med et relativt stort forfatterskab bag sig, men det skulle snart vise sig, at den sarte og nærtagende digter ikke magtede at komme godt ud af det med den særprægede og meget myndige baronesse, som var den, der var ”herre i huset” på Nysø. Men da han tilbragte dagene 2.-23. juli på Nysø det år, lærte han altså familien Stampe forholdsvis godt at kende. Under opholdet var han dog konstant sammen med Jette Wulff og fra den 19. juli tillige sammen med hendes yngste broder, Christian, som Andersen jo for resten også havde haft et personligt nært forhold til flere år tidligere, et forhold der ligeledes var endt i venskab. (2 )   

 

Der opstod samme efterår 1838 en alvorlig kontrovers mellem Andersen på den ene side og Jette Wulff og hendes fader, P.F. Wulff på den anden side, som netop havde forbindelse med Jette Wulffs og Andersens respektive besøg på Nysø. Det skal vi dog ikke komme nærmere ind på her, men henvise interesserede til noteteksten. Sommeren 1839 tilbragte Jette Wulff atter på Nysø, hvorfra hun modtog breve fra Andersen, som hun dog ikke besvarede. I sine breve beder han hende om at hilse familien Stampe, herunder også den da 18-årige Henrik Stampe. Først året efter, 1840, og da helt hen i september, genoptager Jette Wulff sine skriftlige svar på Andersens breve, men der er dog kun udvekslet ganske få breve mellem dem dette år, og flest fra Andersens hånd. (3) 

 

Den 20. marts 1841 svarede Jette Wulff på et brev af den 2. marts s. å. fra Andersen, som da opholdt sig i Neapel i Italien, og heri skriver hun blandt andet:

 

[…] og jeg har også min søn Henrik, der i denne tid sveder gevaltig ved at læse til den nærforestående eksamen. […] (4)  

 

Andersen, som i mellemtiden havde haft succes med et par nye skuespil; ”Mulatten” og ”Maurerpigen”, der bevirkede en forbedring af hans økonomi, fik nu mulighed for at planlægge en ny stor udenlandsrejse, som denne gang ikke kun skulle gå til Tyskland og Italien, men også videre til Grækenland og Tyrkiet. Han afrejste fra København med dampskibet ”Christian VIII” den 31. oktober 1840 og vendte først hjem igen den 22. juli 1841. Det kom der for øvrigt en virkelig god rejsebeskrivelse ud af i form af bogen ”En Digters Bazar”, som udkom 30. april 1842.

 

Den 17. september 1841 skriver Jette Wulff fra Søkadetakademiet et ganske kort brev til Andersen, som da logerede på Hotel du Nord. Brevets indhold er en reaktion på, at han var blevet fornærmet på hendes fader, fordi denne havde kritiseret en strofe i en sang, Andersen havde skrevet til fiskerne fra Lyngby og Skovshoved, som skulle fremføre den for kong Christian VIII i anledning af dennes fødselsdag:

 

Det gør mig ret ondt gode Andersen, at jeg ikke var hjemme i dag da De var her, og dobbelt ondt gjorde det mig, da Henrik Stampe fortalte mig en samtale De havde haft med ham, og som jeg gerne ville have deltaget i, for måske, som Datter, at erindre Dem om en faders ejendommeligheder og måske vel ligefremme måde at sige sin mening på. Dog kære Andersen, dette må ikke engang behøves, De kender jo fader så godt, og hans virkelige godhed og interesse for Dem, og i dette tilfælde begriber jeg ikke at De er bleven vred på fader for den sang, […] (5) 

 

Den 2. februar 1842 døde admiral Wulff, som havde været gæst i Det kgl. Teater, på vejen hjem i en droske til det nærliggende Bredgade. Hans død medførte nye omrokeringer i Jette Wulffs tilværelse, idet hun og broderen Christian sammen flyttede ind i en lejlighed på hjørnet af Stormgade og Volden. Efter at sidstnævnte sted var revet ned og blevet bebygget, omdøbtes gaden til Vestervoldgade. Moderen, Henriette Wulff, f. Weinholdt, var jo død allerede i 1836, hvilket også dengang havde medført mærkbare forandringer i hjemmet på Søkadetakademiet i Bredgade, hvor datteren Jette Wulff overtog husførelsen.

 

Den 19. september 1842 skrev og afsendte Andersen et brev til Jette Wulff, som da igen opholdt sig på Nysø:

 

[…] – I teatret så jeg baron Henrik Stampe! – Vejret er jo dejligt, flyv glad om i dens mukke eftersommer og føl Dem tilfreds i den lune kube til vinteren, medens jernbanerne vokser, hver af disse sætter en fjer til i vore vinger! – Hils baronen, baronessen, Elisa, Janina og hele den kære omgivning! – Lev vel! – […] (6)  

 

Andersens ovenfor citerede brev vidner tydeligvis om, at han var i godt og optimistisk humør, da han skrev det, men om det havde med hans møde med især Henrik Stampe at gøre, er ikke til at afgøre. Usandsynligt er det dog ikke. 

 

I første del af denne artikel har vi allerede mødt sagens anden vigtige hovedperson, nemlig Jonna Drewsen, og under omtalen gengivet flere af Andersens breve til hende, senest hans brev af 23. januar 1843 og hendes svarbrev af 4. februar s.å.  Den 30. januar afrejste Andersen atter på en af sine udenlandsrejser, som denne gang gik via besøg hos venner og bekendte i Tyskland og videre til Frankrig. Medens han på turen opholdt sig i Breitenburg, skrev og sendte han den 8. februar 1843 følgende brev til veninden hjemme i København:

 

Min egen kære Jonna!

Når man er borte skatter man ret sine kære i hjemmet, det er jo hjertets bjergtinder der vinker og kalder! tro mig, den kærlige vedhængen Du flere gange har vist mig gør, thi vi er jo alle forfængelige, og jeg især har ord derfor, at jeg ret skatter og holder af Dig! Du har siddet på mit skød og holdt Din dukke, jeg har set Dig vokse op og begrebet Dig bedre end jeg har kunnet begribe nogen anden pige af sin alder. Når man som Du, svæver mellem ban og ung pige, da er det en vanskelig sag for en som ikke er onkel eller – Du forstår mig nok – ikke beslægtet nok med Dig, at vise sin dybe hengivenhed. Du har et par gange berørt denne min – jeg vil kalde det – stive opførsel, og jeg vil nu da der ligger gader og bælter mellem os udtale mig lidt; jeg stoler på at Du har tillid til min ærlighed; det er, som Du indser, på en højst forskellig måde, jeg holder af jer alle der hjemme, skulle jeg stille jer i række, kom jeg visselig i forlegenhed, det er som gav man mig en samling dejlige digte i forskellig art og jeg nu skulle sige det er nummer eet, det nummer to etc. -  det ville meget bero på min sindsstemning denne orden og således også med jer. For nu at tage en sammenstilling som Du måske går lettest ind på, da det er en pige, Du sætter højt og ret holder af, da vil jeg nævne Jette Boye; hun interesserer mig, jeg taler gerne med hende, ønsker hende alt godt, hendes sorg ville gøre mig ondt; men betragter jeg Dig, da er Du ligesom skudt op ved min side, jeg synes ligesom at have en part i Dig, jeg føler næsten som pligt – forstå mig ret, thi her betyder det noget meget godt – at være Dig god og hengiven. Jeg taler vel ikke således med Dig som med Jette, men det ligger i, jeg, som alle ældre folk, ser endnu længe barnet der hvor der står en voksen jomfru; fra Paris skal Du igen høre fra mig, Du er langt meer i min tanke end Du tror, Gud glæde og velsigne Dig! i tanken trykker jeg et kys på Din pande, det er – en onkel, en ærlig trofast onkel, som glæder sig i tanken om et klogt, velsignet barn, hvis hengivenhed gør ham glad og lykkelig. – (7)  

 

På sin rejse var Andersen efterhånden nået til Paris, hvor han tilbragte to måneder, fra den 8. marts til den 8. maj. Her modtog han blandt andet følgende svarbrev, dateret ”Tirsdagen den 21. Marts 1843, fra Jonna Drewsen:

 

Kære gode Andersen!

Tak, tusind tak for Deres mig så kære brev, jeg har læst det 3 à 4 gange og jeg tror at jeg gerne kunne læse det endnu flere gange, når det ikke var fordi jeg vil spare mine øjne til de breve, jeg lever i håbet om at få fra Dem endnu, min egen kære ven! Jeg vil ikke søge at beskrive Dem, hvor Deres brev glædede mig; når De ved, hvor meget jeg holder af Dem, så vil De dog måske næppe kunne gøre Dem et begreb om min sjæleglæde. Men eet, kæreste ven, eet må De endelig tjene mig i at gøre, nemlig at vedblive at sige ”Du” til mig ligesom før, jeg beder Dem så indstændigt derom, så De endelig må bønhøre mig, vil De ikke nok gøre det? Dette ”De”, det klinger så frastødende i Deres mund, når man før er vant til at høre det kære gemytlige Du, og jeg tror bestandig, at de mennesker, der før har sagt Du til mig og nu begynder med at sige De, ikke holder nær så meget af mig som forhen. Altså vedbliver Andersen at sige Du til Jonna, så længe han holder af hende!

     Det sårede mig en smule, at der ikke var et eneste ord til mig iblandt de mange breve, der kom i dag, jeg havde håbet, om end ikke ventet det; men for at sådant ikke oftere skal blive tilfældet, har jeg besluttet at skrive ret ofte til Dem, så er De nødt til at erindre mig, og især til at besvare mine breve. Jeg vil ikke som sædvanligt fylde mine breve med beklagelser over, hvor meget jeg længes efter Dem, da det sikkert må kede Dem; men jeg vil blot fortælle Dem at kaffen slet ikke vil lykkes mig, siden De rejste bort, og at kakkelovnen sprækker af sorg over Deres fraværelse. - - - -  / Deres inderligt hengivne / Jonna. (8)   

 

Tankestregerne til slut i Jonna Drewsens brev skal formentlig angive, at datteren, Rigmor Stampe, i sin gengivelse af brevet har udeladt en eller flere og formentlig dels meget personlige sætninger og dels omtaler af emner, som måtte anses for uvæsentlige i sammenhængen. Den praksis med at udelade sætninger i gengivelsen af Jonna Drewsens og Andersens brevveksling med hinanden forekommer lejlighedsvis i Rigmor Stampes bog, som er den kilde til nævnte brevveksling, jeg fortrinsvis har benyttet mig af. Brevvekslingen er imidlertid også delvis bevaret i Edvard Collins bog ”H.C. Andersen og det Collinske Huus” og dels i ”H.C. Andersen. En Brevveksling med Edvard og Henriette Collin”. Imidlertid vil jeg anse de her i denne forbindelse gengivne breve og brevcitater for tilstrækkelige til at underbygge den opfattelse af Andersens forhold til Jonna Drewsen og endvidere til Henrik Stampe, som promoveres i denne artikels to dele.

 

I sin bog skriver Rigmor Stampe i øvrigt følgende kommentar til Jonna Drewsens ovenfor citerede brev følgende:

 

     Det gør helt godt at høre hendes uforbeholdne hengivenhed for Andersen, særlig når man tænker på den anden Dus-historie, som spillede så stor en rolle for ham (Se side 199 ff.). Han vedbliver nu efter hendes anmodning at sige Du til hende. Da hun blev en ældre kone med mand og hus og børn, faldt det ham imidlertid noget vanskeligt. Der blev aldrig gjort forandring, men han undgik undertiden det lige vanskelige Du og De i tiltale – hvad der kunne give samtalen et noget tvungent præg. Skriftlig var der ingen vaklen.

     Svaret på hendes brev indløb hurtigt:

 

Paris 28. Marts og 2. april 1843.

 

Kære Jonna!

Du kan tro, at jeg blev glad ved at modtage Dit lille brev, som Theodor bragte mig og dobbelt glad ved at vide, hvor gerne du ser nogle ord fra mig! nu vel da, jeg skriver gerne og her er det første bevis derpå. Du pålægger mig at jeg skal vedblive at sige Du til Dig og det så længe jeg har Dig kær, ja så bliver det jo på livs tid! Mine sidste hjemsendte små breve har Du vel læst. - - - ” (9) 

 

Herefter anfører Rigmor Stampe som forklaring på, at ovenstående brevcitat er ufuldstændigt, at resten af brevet er trykt i Edvard Collins bog. Det er korrekt og da dette mest omhandler emner, som ikke direkte vedkommer forholdet mellem ham og Jonna Drewsen, vil jeg også tillade mig at udelade det her.

 

Det næstfølgende brev fra Andersen til Jonna Drewsen er først skrevet længe efter, at Andersen var vendt tilbage fra sin udenlandsrejse, men inden dette brev skal gengives her, vil vi lige vende tilbage til Andersens ophold i Paris, hvor han som tidligere nævnt tilbragte 2 måneder, fra den 8. marts til den 8. maj. Paris var jo for længst blevet en moderne verdensby, der rummede en del fristelser af den mere kødelige slags, også for Andersen. Under det lange ophold i byen, skrev og sendte han blandt andet et brev, dateret 21. marts 1843, hjem til Jette Wulff, hvor han hen mod brevets slutning skriver følgende:

 

[…] Hils nu smukt brødrene og fru Koch, bring også etatsråden og børnene min hilsen, men glem ikke Henrik Stampe, det gode menneske, jeg har ret i de sidste to år fået ham kær og er glad derved, eftersom jeg én tid slet ikke syntes om ham. Glem heller ikke den øvrige familie Stampe […] (10) 

 

På dette brev svarede Jette Wulff i brev af 7. april 1843. I mellemtiden var hun og broderen Christian Wulff flyttet ud til en lystgård ved navn ”Rolighedsdal” på det dengang endnu landlige Østerbro, midtvejs mellem stranden og Østerbrogade. I brevet skriver Jette Wulff, som i mellemtiden angiveligt var blevet uvenner med baronesse Stampe, blandt andet dette:

 

[…] – Deres hilsner til de forskellige personer har jeg uddelt, kære Andersen, undtagen til fru Stampe, som vi ikke mere omgås med. Nu bliver De nok lidt forundret, men De kender jo dog hende nok til at vide, at man kan ikke holde alt ud hvad hun byder; hun har drevet sin ondskab til det yderste mod mig og mine, men det vil jeg nu ikke kede Dem og pine mig selv med at gentage, de trakasserier vi har været udsatte for nu i lang tid af hende,, ikke at se hende er jo behageligt for alle, men det smerter mig dybt at være skilt fra Henrik og Elise, som De ved hvor meget jeg holdt af; min gode Henrik blev så glad over Deres venlige hilsen, at han har siddet her og skrevet Dem lidt til, det er en så trofast god sjæl; send ham atter en lille venlig hilsen i mit næste fra Dem. […] (11) 

 

Den 15. maj s. å. svarer Jette Wulff på et længere brev fra Andersen, og heri skriver hun følgende, der vedrører Henrik Stampe:

 

[…] Fra min gode Henrik har jeg de hjerteligste taksigelser, han blev så sjæleglad og stolt formelig, over at De havde skrevet ham til; jeg vedbliver at have stor glæde af dette mit kære store barn, han udvikler sig så rart og godt, så forskellig fra – ja destoværre, De begriber nok hvem, I at holde af Dem, og skønne på Dem, er han en sand Wulff. – Både han og Ida og Christian hilse så kærligen, og vi længes alle ret så oprigtigen efter Dem, gid De bare snart kom, men hvor langt er der ikke til juli; men når De så kommer, så håber jeg De ret vil finde det hyggeligt her hos Chr. og mig, hvor vi bor så landligt og nydeligt ved søen, omringet for øjeblikket af nattergale, kuku’er, og nys udsprungne træer, her er så fredeligt og nydeligt, at jeg ville ønske De allerede var her. […] (12)    

 

På den tid var Andersen begyndt at skrive på sit stort anlagte versificerede drama: ”Ahasverus”, og dette arbejde fortsatte han efter hjemkomsten til København den 15. juni 1843, dog med en dags ophold på Glorup på Fyn, hvorfra han skriver og afsender et brev den 14. juli 1843 til Jette Wulff, som han slutter med følgende linjer:

 

[…] Hils Deres søster og de raske drenge, der alle syntes mig elskværdigere end før. Henrik Stampe må De sige at han tit er i min tanke, at jeg holder så meget af ham at han er den eneste der kan vække længsel hos mig efter Nysø, dog det er vel ikke værd at sige, det kunne såre andre! sig ham, at bryder han sig om det, skal han få brev fra Bregentved. Lev vel! med broderligt sind / H. C. Andersen. (13) 

 

Dette brev besvarede Jette Wulff i brev af 28. juli 1843 og skrev blandt andet følgende:

 

[…] Henrik er på Nysø for øjeblikket, der må De tage over og besøge ham, jeg ved vist det vil glæde ham og min søde Elise også; det er to kærlige gode væsner, der ret fortjener at holdes af, de skønner så oprigtigen derpå. Tal i al stilhed lidt venligt om mg med Elise, jeg ved det vil glæde hende at tale om mig, med én, hun ved der holder af mig. […] (14) 

 

Efter sin hjemkomst den 15. juni 1843 til København fra udenlandsrejsen, følte Andersen sig ilde tilpas i byen, hvorfor han den 27. s.m. påbegyndte det, han forstod ved sin sommerferie. Rejsen gik denne gang til Fyn, hvor han besøgte Odense, Faaborg og Holstenshus, hvor der sidstnævnte sted afholdtes en såkaldt folkefest søndag den 9. juli. Herom noterer Andersen i Almanakken for nævnte dato følgende:

 

     Folkefest ved Holsteenshuus traf sammen med Riborg, hendes mand og børn, (det er 13 år). (15)  

 

Den 1. august ankom Andersen til herregården Bregentved, hvor han ophold sig til den 14. s.m. Torsdag den 10. august noterede han i Almanakken blandt andet følgende:

 

    […] sendt brev til H. Stampe. Ja (16) 

 

I september måned 1843 skete der en nok så betydningsfuld begivenhed i Andersens liv, som var lige ved at vælte ham følelsesmæssigt omkuld. Det var mødet med den svenske sangerinde Jenny Lind, som den 10. og 13. september gæstespillede på Det kgl. Teater i rollen som Alice i Meyerbeers opera ”Robert af Normandiet”. Det blev indledningen til hendes efterfølgende triumftog gennem Europa, hvor hun optrådte på de store byers operascener. Privat var Andersen sammen med Jenny Lind hos Bournonville, hvor værten udbragte begges skål. Men den letfængelige Andersens følelser vaktes af betagelse over sangerindes smukke og indlevelsesfulde sangkunst, og denne betagelse forvekslede han i første omgang med forelskelse. Men situationen voldte ham mange kvaler, især fordi han var ubetænksom nok til at erklære sig overfor den tilbedte, som imidlertid ikke var så romantisk anlagt som Andersen, hvorfor hun lod ham forstå, at de kunne være venner, men ikke andet og mere. Dette utvetydige afslag på hans kejtede frieri, faldt ham tungt i nogen tid, men efterhånden tog han sin fornuft fangen og indså tingenes rette sammenhæng. Derefter konverteredes hans følelser som så ofte før i kærlighedshistorier over i venskab, i reglen af livslang varighed.

 

Imidlertid var den rejselystne Jette Wulff efter længere tids overvejelser og planlægning draget af sted på en rejse til Portugal, primært for at besøge nogle nære venner i hovedstaden Lissabon. Afrejsen skete den 18. oktober 1843, og samme dag havde Andersen skrevet en afskedshilsen til hende med ønsket om god rejse, som hun fik overrakt ombord på ”Christian VIII”. Samme dag noterer Andersen følgende korte notat i sin almanak:

 

Jette Wulff rejst til Lissabon. […] Aftenbesøg af Stampe. + (17) 

 

Det særligt interessante ved ovenstående notat er + tegnet, idet dette som tidligere påvist i den artikel, der henvises til i Note 14, nemlig står for ”sanselig”, hvilket igen betyder ”seksuelt opstemt” og muligvis ledsaget af onani. Den 25. oktober s. å. noterer Andersen i almanakken:

 

[…] Stampe drak te hos mig. + (18)   

 

Venskabet mellem Andersen og Henrik Stampe var altså foreløbig nået dertil, at sidstnævnte aflagde visit hos førstnævnte. Andersen boede på det tidspunkt i det daværende Hotel du Nord, på hjørnet af Kgs. Nytorv og Vingårdsstræde. Hotelværten var vognmand Rasmus Jørgensen, kaldet Specius (1792-????), og han var vært på hotellet 1838-58. Andersen boede på hotellet i perioden 1. december 1838 til 13. maj 1847.

 

Det specielt interessante ved + tegnet er her, at det er kombineret med navnet Henrik Stampe, for selvom + tegnet også forekommer i sammenhæng med andre personer og i andre sammenhænge, er det dog alligevel påfaldende, at Henrik Stampe formentlig ubevidst for ham selv var i stand til at vække Andersens seksuelle lyst eller trang. Det kunne på dette tidspunkt tyde på, at der for Andersens vedkommende for alvor var ved at udvikle sig en ny dobbeltforelskelse, hvori han var forelsket i både Henrik Stampe og Jonna Drewsen, som til gengæld var forelskede i hinanden.

 

Den 9.-10. november 1843 skrev og den 11. afsendte Jette Wulff, som da opholdt sig i Paris, et længere brev til digtervennen hjemme i København. Heri nævnes Henrik Stampe i følgende linjer:

 

     […] – Nu må jeg stoppe lidt og vende bord og lænestol, jeg er stegt på venstre side og fryser på højre, jeg holder rigtignok mere af en kakkelovn. – Se så, nu sidder jeg her igen, og må dog sige Dem, at vi i dag skriver d. 10d, i morgen tænker jeg at sende dette bort. Ingen får på denne postdag uden De, men de vil nok meddele søster Ida og Henrik Stampe lidt heraf. […] (19)    

 

Den 17. november 1843 rejste Andersen til herregården Nysø ved Præstø, og her blev han til den 5. december s.å. Den 30. november skrev Andersen følgende brev til Jonna Drewsen i København:

 

Kjære Jonna.

Et lille brev skulle Du have, snart kommer jeg selv, men et brev er jo altid interessantere. Himlen må rigtignok vide hvad jeg skal fortælle Dig, thi vi lever så stille som i en svensk Hverdagshistorie, for ikke at sige Voss’ Louise. Højvande og lavvande, vildgæs og vildænder, regn og blæst, det er isletten i livstapetet herude. Baron HENRIK har været syg siden vi kom, ellers var jeg med ham taget på jagt – Du ler! ja Du ved ikke alt hvad jeg kan finde på. Fra Din bedstefader fik jeg iforgårs et brev, der var mig såre velkomment, så venligt og godt; samme dag indtraf bladet: ”Fædrelandet”, et blad der ellers aldrig har været mig gunstigt, men denne gang var det henrykt over mine eventyr; nu, det var jo også behageligt. Men at det sætter mindst pris på ”Den grimme Ælling” forundrede mig, da jeg netop dagen forud havde fra HAUCH hørt den største glæde over dette. Han siger, at det er klassisk og gratulerer mig og litteraturen til denne digtning; ”Nattergalen” behager ham mindre, og den står med palmer i ”Fædrelandet”. Således er det med smagen; dog synes disse eventyr at gøre stor lykke. Du kan tro, at ”Kundskabstræets Slange” ikke siger sin mening, når det næste visne blad, som man kalder ”intelligent”, falder fra træet. For Dig kan jeg vel nok udtale mig uden frygt for at blive jaget med flamme-ris ud af Venskabs-Paradiset i Amaliegaden. På mandag-aften, dersom jeg ikke før den tid bliver ”en engel med pæne vinger på”, indtræffer jeg i København, den våde grå spidsborgerlige by….

     Hille den sorte gøg nu er her jo et dejligt brev; gør din moder den fornøjelse at lade hende læse det. / Din værdige gamle ven / Digteren. (20) 

 

Den 10. december påbegyndte Andersen et længere brev til Jette Wulff, som da opholdt sig i Lissabon. Brevet fik han dog først sendt af sted den 3. januar 1844. Men fra dette lange brev skal følgende citeres:

 

     […] – De første 14 dage af november fik jeg gentagende indbydelser af baronesse Stampe, at jeg ikke var taget derud, var jo noget Deres og Christians skyld, nu bad Henrik mig, han ville da tage hjem; De havde sagt til mig, tag Dem lidt af ham, - jeg bestemte mig da til at følge H derud og vi rejste sammen med Diligencen, sad i kupeen sammen og havde det ret godt. I fire år havde jeg ikke været på Nysø; Baronessen var overmåde net mod mig, vi kom egentlig slet ikke op at nappes før den allersidste aften, og det var over ingen ting, og skal være glemt! Baronens ærlige sind greb mig i høj grad, men hvad der i en grad, som De kan forstå holdt mig derude over 14 dage var de elskelige børn! – For fire år siden var Elise mig lidt overspændt, dette synes jeg nu at være aldeles forsvundet! hun er en ren, ædel natur, en højt begavet pige; faderens bedste egenskaber er gået over i hende. Den trofaste, gode Holger var hjemme over otte dage, så drog han på landet, ned mod Holbæk hvor De ved han studerer landvæsen hos Hofman-Bang og føler sig meget tilfreds. Mest sluttede jeg mig til Henrik eller om De vil, han til mig! – han blev syg fik feber, lå flere dage til sengs, Elise og jeg sad inde hos ham om aftenen, han var så god, så taknemlig, siden fik vi ham op, hele aftenen sad han og jeg inde i havestuen ved klaveret, talte sammen om Dem, om livet; han spillede, han kom mig med åbent sind i møde, som kun få mennesker have gjort det, jeg blev grebet i sjælen af dette ærlige, velsignede sind, jeg er kommet til at holde af ham, som en broder! – Jeg må skatte noget hos den jeg skal holde af! men der er sandeligt meget at skatte hos Henrik! der er karakter, der er gemyt, der er ærlighed. Hans søture interesserede mig, de fik mig til at se op ad noget jeg er en kryster i, hans kompositioner vidner om følelse og talent – og, han holder af mig! jeg er jo forfængelig, siger man, så må jeg holde af ham igen. Jeg savner ham ordentlig nu, efter at vi er her i byen og jeg ikke, som derude ser ham daglig! – Nu kan jeg begribe hvorledes De så søsterligt kan slutte Dem til ham! Gid jeg kunne ret gengælde hans varme hengivenhed for mig, gid jeg kunne få lejlighed til at vise ham hvor fast han er vokset i mit hjerte! – Jeg sender ham her et håndtryk – over Lissabon – det kan De bringe ham, så bliver det vel endnu kærere. (21) 

 

I ovenfor citerede brevs fortsættelse den 16. december 1843 omtales Henrik Stampe også ret udførligt. Det sker med følgende linjer i brevet:

 

    […] – I dag har Henrik været med mig at høre en generalprøve på Hartmanns og min Kantate til præsten Brodersen, vi sad så temmelig ene i kirken og jeg talte naturligvis også om Dem. Den kære Henrik, han slutter sig med en inderlighed til mig, at jeg ordentlig føler trang til at vise mig taknemlig! han er så åben og god; jeg har, hvad jeg kun gør med få mennesker, spurgt ham om vi skulle sige Du til hinanden og han syntes at modtage det med samme sind, som jeg bød det! han havde ikke talt derom til sin moder, hun hørte tilfældigvis at han sagde Du og så lidt forundret på ham, jeg bemærkede det og gentog det samme. Hvad er det! udbrød hun og jeg sagde hende jeg holdt af hendes søn, og han var mig god! – ja, det er så, hun var i det øjeblik elskværdig og sagde: ”det er en ære De gør min søn, det glæder mig!” – Udtrykket var mig ikke det rette, men hun forstod os! hun var virkelig god! Forstår De nu mig? – Gid jeg må kunne virke godt ind på den ærlige, åbne natur; som han kommer mig i møde, er jeg tidligere kommet andre, men de have ikke forstået mig, jeg kan forstå ham. – Sig mig hvad han skriver om mig, om vort forhold, thi han har skrevet derom. Ikkesandt! – (22) 

 

I ovenfor citerede brev fra Andersen til Jette Wulff skriver han i dettes fortsættelse den 18. december 1843 blandt andet følgende vedrørende Henrik Stampe:

 

    Iaftes i teatret rakte Christian mig brev fra Dem, ”hun er i Lissabon!” spurgte jeg. ”Ja!” og jeg var glad kan De tro; efter komedien kom han og Henrik over til mig og drak te, vi sladrede en del! så læste jeg brevet, det velsignede, interessante brev! […] I dag var Henrik og jeg ude på Holmen hos Christian, hvor vi spiste frokost og spadserede omkring! Det er to velsignede mennesker. Henrik har været lidt hos mig i aften medens jeg pakkede ind, thi i morgen kl. 6 går det ad Bregentved til, der slutter jeg dette brev, jeg kunne gerne gøre det i aften, så fik De det endnu i år! men jeg tror det vil glæde Dem mere som en nytårshilsen! Nu har De jo nylig fået fra Ida, Christian og Henrik! – […] – Sig mig lidt om hvad Henrik skriver om mig! dog jeg ved det jo! Det er godt, altfor godt. Ikke sandt, jeg har opfyldt Deres ønske på Toldboden da vi skiltes ad; husker De? ”Vær Henrik god! tag Dem af ham! han er så forladt og bedrøvet!” Er De tilfreds med mig! – Jeg tilføjer da: tak for Henrik! De har bedt mig skatte en perle! Jeg holder nu af ham for hans egen skyld! – (23) 

 

Andersen, som fortsat opholdt sig på Bregentved, fortsatte 10 dage senere sit brev til Jette Wulff, nemlig den 28. december 1843, idet han jo havde tænkt sig at det skulle være et nytårsbrev til hende. Dette brev skal vi i nogenlunde kronologisk rækkefølge vende tilbage til efter den følgende omtale af Andersens forhold til både Henrik Stampe og Jonna Drewsen.

 

I Almanakken for december 1843 nævnes Andersens samvær med Henrik Stampe jævnligt. Men på det tidspunkt var Jonna Drewsen så småt også begyndt at optræde i Andersens notater samme sted. Mandag den 18. december var Andersen til middag hos familien Hornemann sammen med Jonna Stampe, Fanny Beutner og Henrik Stampe, og dagen efter, den 19., noterer Andersen i Almanakken:

 

     Talt med J alvorlig. Henrik og Christian Wulff drukket the – sanselig +. (24) 

 

Det spirende kærlighedsforhold mellem Henrik Stampe og Jonna Drewsen optog Andersen uforholdsmæssigt meget, hvilket blandt andet fremgår af hans Almanak for december 1843. Henrik besøgte ham omtrent dagligt og Andersens tanker kredsede næsten uophørligt om forholdet mellem de to unge. Det ses eksempelvis af følgende notater i Almanakken omkring juletid:

 

Onsdag d. 20. dec.: Henrik hos mig.

Fredag d. 22. dec.: Tænkt på de to.

Lørdag d. 23. dec.: Sendt brev til Henrik.

Søndag d. 24. dec.: Brev fra Henrik og Jonna! Tankefuld!

Mandag d. 25. dec.: Sendt brev til Jonna.

Tirsdag d. 26. dec.: Sendt brev til Henrik. Jeg sover ikke, tanker fylder mig. – Stort bal. Sanselig +

Onsdag d. 27. dec.: Brev fra min elskede Henrik. Sov ikke - +. (25)  

 

Andersens mere eller mindre frivillige rolle som postillon d’amour voldte ham i stigende grad kvaler, idet han snart måtte erkende, at både Henrik og Jonna foretrak hinanden frem for ham! Som det fremgår af ovenstående uddrag af hans Almanak tilbragte den noget mismodige Andersen juleaften som gæst hos familien Moltke på godset Bregentved på Sydsjælland. Her er det så, at Andersens næste brev til Jonna Drewsen forekommer, og det er angiveligt skrevet umiddelbart efter, at han var kommet tilbage på det værelse, han logerede på under sit ophold. Brevet har følgende ordlyd:

 

Julemorgen Kl. 1½ om natten 1843

Kære velsignede Jonna!

Tak og atter tak for Dit brev, ja det har været mig den kæreste, den bedste julegave, som jeg sagde Dig det! - - - - - - Klokken er langt over midnat, det er egentlig julemorgen. - - -

     - - - Dit brev har jeg imidlertid læst igen, det kære hjertelige brev; hvor Du dog er en god, velsignet pige, Du er meget bedre, end Du selv tror, Gud skænke Dig i det nye år megen glæde, den bedste for Dig! ja det er ikke denne almindelige jule- og nytårssnak, Du forstår dog vistnok hvor inderligt jeg holder af Dig, igen af Din moders brødre kan det hjerteligere. Du har flere gange bebrejdet mig, at jeg ikke som tidligere var Dig venlig og god, dog det vil Du lære at erkende i verden, når Du en gang, det kan jo nok ske, trængte til min ringe, fattige hjælp! O Gud velsigne og glæde Dig! - - - - Jeg længes efter dem jeg holder af! jeg på løverdagaften! sker det tidligt, da er jeg alt om aftenen i Amaliegade! Nytårsaften har jeg lovet fru Stampe at tilbringe hos hende, dersom jeg skulle komme til byen, hellere havde jeg jo været hos Dine bedsteforældre, der rimeligvis gerne så mig, men da jeg gav løftet var jeg uvis om jeg kom ind, nu sker det, da Moltkes vil være nytårsaften i København. – Nu, jeg morer mig vel, da Henrik Stampe er et meget godt menneske, som jeg holder inderligt af! – Moderen har da også sine gode sider, når man kun ved at søge dem! – Hils! hils! / Din trofaste gamle / Andersen. (26) 

 

I forlængelse af ovennævnte brev omtaler Rigmor Stampe en seddel fra Andersen til Henrik Stampe, som hun mener, må stamme fra julen 1843. Sedlens tekst lyder sådan:

 

En Efterskrift! / Juledag.

Da jeg fik Dit brev, fik jeg eet til – et brev fra hende; forstår Du hvad det vil sige; så langt, så ærligt, det er et hjerte, trofast og vedholdende! og hvad stod der, spørger Du? Drøm en smuk drøm og Du ved hvad brevet fortæller! – O, hvor det er tungt at gå ene i verden, uden at kunne meddele sig, at søge, uden at finde! – dog hvorfor fortæller jeg dig alt dette og det i et brev der går med lejlighed! mit hjertes mysterier burde kun dykke frem i digte! Brænd derfor denne udgydelse! Guds fred og glæde over Dig! (27) 

 

Som det fremgår af ovennævnte citat, så følte Andersen ved siden af sin glæde over de to unges forelskelse i hinanden også sin egen skæbnes ensomhed. Han havde jo i løbet af sit foreløbige liv haft flere skuffelser på det svære område, der betegner den kønslige kærligheds to sider eller aspekter: Forelskelsesrusen og virkelighedens fakta. Det var særlig svært for Andersen at tackle, fordi hans forelskelse forekom i form af forelskelse både i kvinden og i manden i det kønslige forhold. Og hans forelskelse eller tiltrækning mod begge køn, var mindst lige så fysisk betonet, som den var åndeligt eller psykologisk betonet. Det var det, han kaldte ”mit hjertes mysterier”, hvilket især vil fremgå af den efterfølgende korrespondance mellem Andersen og Jonna Drewsen. Henrik Stampe ser ikke ud til at have været nogen flittig brevskriver, for så vidt jeg er orienteret findes der ikke noget trykt selvstændigt brev fra denne til Andersen. Al korrespondance mellem parterne ser ud til at være foregået mellem Andersen og Jonna Stampe, f. Drewsen.

 

Her skal indskydes det ovenfor nævnte lange brev fra Andersen til Jette Wulff:

 

Bregentved den 28. December!

Det er nu den kære juletid, jeg har tilbragt dagene herude, hvor De ved at alt er rigt og prægtigt! fra Henrik har jeg fået to breve, så velsignet skrevne, så begavede! jeg havde sandelig ikke ventet det så meget; han udtrykker sig sågodt, som den bedste digter! […] (28)

 

Lørdag den 30. december vendte Andersen tilbage til København, hvor han stadig havde sit logis på Hotel du Nord på Kgs. Nytorv.  Nytårsaften fejrede han hos sin ’plejefamilie’ Collin i Amaliegade. Herom noterer han i Almanakken for søndag den 31. december følgende:

 

     Aftenen hos Collins, meget forstemt, talt vemodigt med Jette og Jonna. Gik hjem klokken 1. (29) 

 

Ja, en vemodig og blandet fornøjelse var det for Andersen at agere som postillon d’amour mellem Henrik Stampe og Jonna Drewsen. Det betød blandt andet store følelsesmæssige udsving for ham, hvilket ikke mindst fremgår af hans Almanakoptegnelser for januar 1844, som skal gengives her med mine kommentarer i klammer:

 

Mandag d. 1.:   Hjem Klokken 1, talt på gaden med H. sov febril; fik brev til J, blev ikke modtaget; skrækkelig kval. Selskab hos baronessen. [ H er naturligvis Henrik Stampe og J er Jonna Drewsen – baronessen er Henrik Stampes moder Christine Stampe, f. Dalgas. Stampe-familien havde også et hus i København, hvor familiens medlemmer boede under ophold i storbyen. Det var formentlig her at Henrik Stampe logerede i sin studietid i København. Familien Stampe havde som så mange andre velstillede familier rundt om i Danmark også flere skiftende adresser i København, men det er desværre ikke lykkedes mig at lokalisere disse.]

Tirsdag d. 2..:    Spist alene hos Collins, fik brev fra J, meget bedrøvet, H hele aftenen hos mig en mørk fortvivlet aften.

Onsdag d. 3.:     H hos mig tidlig om morgenen gik til fru Læssøe, for at blive derfra iaften. H hos mig. J har i dag modtaget brev; - [fru Læssøe er Signe Læssøe f. Abrahamson]

Torsdag d. 4.:   Imorges D hos mig, jeg må agte og elske aldrig glemme denne time! – rolig; sendt brev til Jette Wulff; været hos Christian der var hjertelig fortrolig; talt fornuftig med H, der lovede mig alt. – Middag hos Edouard med Hartmanns; aften første gang i komedie men kun til anden og 5 akt af Øster og Vesterg; fulgt med Elise Stampe og broderen hjem. – Drukket punch. [ D må være Jonnas fader, Adolph Drewsen. – Christian er Christian Wulff, broder til Jette Wulff. – Edouard er Edvard Collin. Andersen stavede i mange år konsekvent navnet Edvard som Edouard eller Eduard. – Hartmanns er komponisten J.P.E. Hartmann og dennes hustru Emma Hartmann f. Zinn, samt disses syv børn: Sophie, Emil, Carl, Clara, Emma, Frederik, og Maria. –  Øster og Vesterg er Th. Overskous skuespil Østergade og Vestergade, to berømte gader i København]

Fredag d. 5.:    Formiddag talt med Louise. Bragt hilsenen. Mit hjerte roligt. Aften hos fru Drewsen. Middag hos Stampes. + . [Louise er Louise Lind, f. Collin, datter af Jonas Collin d. Ældre. – fru Drewsen er Ingeborg Drewsen, f. Collin, gift med Adolph Drewsen og moder til Jonna Drewsen.]

Lørdag d. 6.:    Faderens geburtsdag givet ham: Eventyr. Formiddag hos H. lykkelig! – Skrevet vise. Middag og aften hos Collins, Jette tror jeg elsker J. Fru D udbragte min skål. – Lykkelig aften. Regn og slud. [Faderens geburtsdag: Jonas Collin d. Ældres fødselsdag. – givet ham: Eventyr: Nye Eventyr af H.C. Andersen. 1. oplag udkom 11. nov. 1843 og 2. oplag 27. dec. 1843. - Jette tror jeg elsker J.: Det var nok ikke så forkert gættet af Jette Collin. – Fru D: Fru Drewsen.]

Søndag d. 7.:   Storm. Fik ingen middagsmad hos fru Læssøe, da stegen ej var stegt; med J på komedie til Figaros Bryllup. – En lykkelig aften. – Mødes. [med J på komedie til Figaros Bryllup: det må have været en særlig begivenhed for Andersen, åbenbart at gå alene i Det kgl. Teater sammen med sin elskede Jonna, oven i købet til Mozarts opera Figaros Bryllup.

Mandag d. 8.:   Middag hos Päthau; Dr i komedie, lidt angst, besøg af H om aftenen. – Stærk frost. [Päthau var restauratør i København. – Dr i komedie: Dr må være Drewsen eller Drewsens]

Tirsdag d. 9.:   Stærk frost; med K går det ypperligt; middag hos Collins, om aftenen fået lov at indføre der min ven Stampe. Ligeså hos Hartmanns. Stampe. [Denne dags aften er Henrik Stampe altså angiveligt blevet indført som gæst hos familierne Collin og Hartmann]

Onsdag d. 10.: Hos Ørsteds. Henrik hos mig om aftenen. [Hos Ørsteds: H.C. Ørsted og dennes hustru Birgitte Ørsted, f. Ballum.]

Torsdag d. 11.: Middag hos baronesse Stampe.

Fredag d. 12.:  Hos Hartmanns; aften hos Collins.

Lørdag d. 13.:  Næboes. Hørt oplæsning af Liebmann; noget i øjet, Henrik kælet for mig. [Næboes: Juliane Margrethe Næboe, f. Gliese, enke efter guldsmed  Chr. Peter Næboe, og datteren Augusta Næboe.]

Søndag d. 14.:  På isen med Henrik, Edouard, Holst, Constantin. Middag hos Stampes. Aften hos Holst. Christ W fortalt om et nyt drama. [På isen med Henrik: Usikker tolkning, men kan måske betyde at Andersen og Henrik Stampe har været på skøjtebanen, der om vinteren var anlagt på Kgs. Nytorv. – Holst: Formentlig Andersens gode ven digteren og redaktøren mm. H.P. Holst. – Constantin: Formentlig kunstmaleren Constantin Hansen. – Christ W: Christian Wulff.]

Mandag d. 15.: Middag hos Päthau. Besøgt P. Wulff. + [P. Wulff: Peter Wulff, broder til Jette og Christian Wulff]

Tirsdag d. 16.:  Hos Collins; hver dag hos Henrik. Brev fra Ranzau. [Ranzau: Greve Conrad Rantzau-Breitenburg.]

Onsdag d. 17.: Hos Ørsteds; aften hos Thiele med Jonna. [Thiele: Just Mathias Thiele og hustru Hanne Thiele, f. Aagesen.]

Torsdag d. 18.: Middag hos Stampes, ligeså aftenen.

Fredag d. 19.: Idé til et lystspil. Med Henrik hos Collins, Louise rask og i besøg. Middag hos Oehlenschlæger. Forkølet. Resten af min biografi kommet. [Idé til et lystspil: formentlig Lykkens Blomst. Eventyr-Comedie i to Acter. – Oehlenschlæger: Digteren Adam Oehlenschlæger og dennes hustru Christiane Oehlenschlæger, f. Heger. – ]

Lørdag d. 20.:  Middag hos Kochs læst af Ahasverus. [Kochs: Arkitekt og Hofbygmester, professor ved Kunstakademiet Jørgen Hansen Koch og hustru Ida Koch, f. Wulff. – Ahasverus: Ahasverus af H.C. Andersen, var udkommet i bogform den 16. dec. 1847.]

Søndag d. 21.:  Middag hos fru Læssøe; tilbragt med Henrik Stampe aftenen hos Collins, Jonna rejst ud med Beutners. [Jonna rejst ud med Beutners: Skal formentlig forstås sådan, at Jonna Drewsen er rejst med til Springforbi ved Tårbæk, hvor familien Beutner boede med deres to døtre, Fanny og Pauline.]

Mandag d. 22.: Skrevet til Jonna; spist hos Päthau. Fru Drewsen syg fra i går.

Tirsdag d. 23.:  Brev fra Jonna og Fanny. I formiddags vaccineret hos Emil med fru Claesen og flere; trist humør, følt mig så ene; besøgt Hartmann. Brev fra baronesse Wrangel at Mathilde Bark er død. Læst i teater protokollen Molbecks forkastelse af mig. [Emil: Emil Hornemann, dr. med., fra 1841 praktiserende læge i København. Brodersøn til den ældre fru Collin. – baronesse Wrangel: Formentlig Augusta Petronella Wrangel von Brehmer, friherreinde, f. Wollmar. – Mathilde Bark er død: Mathilda Barck, komtesse, født 1822 og død 1844 kun 22 år gammel. Andersen havde i 1839 svæmet for Mathilda Barck og dennes broder Nils F.L.Barck. Se evt. herom i artiklen H3-13. Andersens sjette dobbelt-forelskelse. - dobbeltforelskelsen i Niels F.L. Barck og dennes søster Mathilde. – Læst i teater protokollen Molbechs forkastelse af mig: C. Molbech, historiker, sprogforsker og litteraturhistoriker, meddirektør ved Det kgl. Teater 1830-42. Molbech var gennem mange år en kilde til ærgrelser for Andersen, fordi denne konsekvent udtalte sig uforbeholdent kritisk om Andersen som dramatiker.]

Onsdag d. 24.: Hos Ørsteds; meget afficeret; indbudt hos Aagesens men blev hjemme; Henrik hos mig hele aftenen. Emilie Kilde. [meget afficeret: følelsesmæssigt påvirket. – Aagesens: Andreas Aagesen, kancellist i Justitsministeriet, 1855 lektor og 1856 professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet. – Emile Kilde: Mindestøtte udført af billedhuggeren N. Abildgaard. Den er rejst ca. 1780 over en kilde ved Klampenborg af geheimestatsminister, finansminister grev Ernst Schimmelmann for hustruen Emilie. Det var på dette sted, at der på et tidligere tidspunkt fandt et arrangeret møde sted mellem Jonna Drewsen og Henrik Stampe, hvor unge Fanny Beutner fungerede som chaperone.]

Torsdag d. 25.: Samme tågede vejr som i går. Morgenbesøg af Constantin Hansen siden af Thorvaldsen. Sendt brev til Jonna og Fanny. Angst; middag hos baronesse Stampe. Fru Koch sur. Oehlenschlægers Erik Glipping 1ste gang. [Thorvaldsen: Bertel Thorvaldsen, Danmarks mest berømte billedhugger. – Fru Koch sur: Fru Ida Koch, f. Wulff. Hvorfor hun var sur er det ikke lykkedes mig at finde ud af. Men det hændte, at Andersen irriterede hende. – Erik Glipping: Tragedie af Oehlenschläger, der havde haft premiere 25. januar 1844, men som allerede var udspillet med 5. opførelse 12. februar.]

 

Andersens næste brev til Jonna Drewsen er netop i henhold til ovenstående Almanaknotat for torsdag den 25. januar 1844 og desuden til Rigmor Stampe skrevet den nævnte dato, og heri ses indflettet mindre sætninger med en anden håndskrift end Andersens, nemlig Henrik Stampes. Dennes bemærkninger til, hvad Andersen skriver, er gengivet i kursiv:

 

Du kære elskelige pige! (vel stærkt)

Jam det klinger vel stærkt, men jeg må sige det, som jeg elsker Dig vil ikke Du eller nogen såres! Min tanke omslutter Dig og Dit hjertes det bedste, så inderligt, så trofast, jeg kan ikke selv forklare mig det! en sådan følelse har jeg ikke før kendt. Jeg sidder i aften med Dit kære, velsignede brev for mig, det er alt fjerde gang jeg har læst det igennem, siden jeg fik det i dag, det er så ungdomsfriskt, sprunget ud af hjertet! jeg må skrive for at tale med Dig, dog i morgen vil jeg ikke sende det: liden fugl kan have sunget så smukt for Dig, når Du vandrer i morgen i Solskin, at mine fattige ord ikke klinger som de virkeligt klinger idet de fødes. Overmorgen først skal disse linjer flyve til Dig! – Din kærlighed til Fanny rører mig, jeg skatter ret den velsignede pige! hvor dejligt ser jeg ikke hendes billede i din sjæl! sig hende at også jeg føler mig bundet til hende ved den trofasthed hun viser Dig, sig at jeg har læst det i hendes øjne, lad hende kun se dette brev, hvad jeg skriver til hende er jo kun spøg og narrestreger, men i dette brev til dig, som kun Du og hun ser, kan jeg lade mit hjerte tale, hun vil før andre forstå mig, vide hvor jeg agter hende, hvor god jeg er hende, den velsignede pige! ”Hun bærer mere over med Dig” skriver Du, ”end jeg selv har gjort!” – Måske? Men hun har haft de prøver, som jeg, har hun måttet bøje sig under forhold som mine! O Jonna, jeg har lidt en del for Din skyld, grædt mange tårer, ikke sovet om natten! Du ved ikke mine kampe; jeg er Dig god!  Bedøm mig ikke efter et almindeligt mål, så slår det ikke til! – jeg skriver ikke dette for at roses, for at vinde Din tak, jeg har intet lidt eller gjort uden hvad jeg ville, hvad jeg måtte efter min natur, hvad jeg i mig selv føler belønning nok for, jeg har kun handlet for at nære min egen tilfredshed! Du skylder mig ingen taknemlighed! men bedre er jeg end mit rygte, jeg er ikke den egoist man tror om mig, ikke den dåre der idelig beskæftiger sig med sig selv; - nok herom! min egen, min elskede Jonna!

 

-          (vel stærkt, men det er det samme, det var fuglens ord, - tak for solskin i regnvejr – tak også hende, F.) jeg holder så uhyre af ånd. han er i aften så umådelig elskværdig, skønt ikke ret glad; derimod var jeg ellevild, men denne pen er meget jammerlig. Husk altid på den 24. januar. 

 

     Hvad er det for noget snak og skriven ind i mine breve; dog da jeg intet forstår af det hele eller denne ellevildhed, så lad stå; jeg har ellers lidt feber; o hvor også jeg trænger til solskin, til varmt, åndeligt mildt vejr, det kommer ikke; i aften synes jeg at være i mit livs oktober, jeg som ellers er et april-barn! - - - (30) 

 

Bortset fra Andersens romantisk-elegiske sætninger, så virker brevet nærmest som en spøg, der har moret ham og hans unge ven at divertere begges ’udkårne’ med. Men bagom spøgen, fornemmer man dog alligevel Andersens smertefulde følelse af endnu engang at være den ’vragede’ elsker. Men inderst inde vidste han dog godt med sig selv, at han ville være uegnet som ægtemand. Det havde han allerede erkendt under sin forelskelse i Riborg Voigt i 1830erne. Hans muse var og forblev stadigvæk den pige med guldkrone på sit lyse hår, som hans fader på sit dødsleje havde udpeget for ham som brud, poesiens inspirative muse, eller i kosmologisk sprog: hans feminine seksuelle pol, hans anima. Eller kort og godt: hans egen digterevne.

 

Men Almanaknotaterne for januar 1844 fortsætter ufortrødent på samme måde som ovenfor citeret:

 

Fredag d. 26.: Middag hos G. Moltke; jeg driver jo hele denne måned! – H S. hos mig. [G. Moltke: Gebhard Moltke-Hvitfeldt, greve, besidder af stamhuset Moltkenborg (Glorup m.v., geheimekonferensråd.]

Lørdag d. 27.: Besøg af Ch Wulff; Himlen ved hvad Ida fejler, hun tør ikke mere tale med mig siger hun. – I sælsom spænding aften hos Eduard, med Bangs og fru Homberg. [Ida: Ida Koch, f. Wulff, som Andersen havde i 1820erne havde oplevet en dobbelt-forelskelse i. Tredjeparten i menagen var hendes broder Christian Wulff. Se evt. artiklen H3-03. Andersens anden dobbelt-forelskelse. Hans forelskelse i søskendeparret Ida og Christian Wulff. – Bangs: Oluf (Ole) Bang, professor i medicin ved Københavns Universitet, forfatter, konferensråd. – fru Homberg: Augusta Homberg, f. David, gift 1827 med Benedict Homberg, bankier, associé i Huset Rothschild, Frankfurt.]

Søndag d. 28.: I går et dejligt brev fra Jonna og eet fra Fanny; sendt i fredags resten af biografien til Hamborg. – Aften med Henrik hos Hartmanns. – Jonna kommet i aften.

Mandag d. 29.: Middag hos Collins; drevet; ækelt, sjasket vejr + +. Aften hos Linds alene. [Linds: Louise Lind, f. Collin, datter af Jonas Collin d. Ældre, gift 1840 med W. Lind, cand. jur., 1833 Volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1848 kontorchef i Krigsministeriet, justitsråd.]

Tirsdag d. 30.:  Spist hos Päthau; gået Harboes digte igennem. Brev fra fru von Eisendecher. [Harboes digte: Ikke identificeret. – fru von Eisendecher: Caroline (Lina) von Eisendecher, f. Hartlaub, gift 1840 med Wilhelm von Eisendecher, dr. phil., kabinetssekretær, senere minister i Oldenburg og oldenburgsk gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt.]

 

Men som almindelig bekendt var Adam ikke længe i Edens eller Paradisets Have. Dette gjaldt også for Andersen og hans forelskelsesrus, som snart afløstes af virkelighedens barske kendsgerninger, der endnu engang lod ham forstå, at et intimt kærlighedsforhold til en kvinde så lidt som til en mand, ikke lå i hans skæbne. Derfor fortsatte hans Almanakoptegnelser stort set med at se ud, sådan som ovenfor vist. I marts 1844 tager forholdet mellem Andersen og Henrik Stampe en lidt kedelig retning, hvilket tydeligt fremgår af Almanaknotatet for mandag den 4. marts 1844:

 

     Imorges visitkort fra Henrik Tak for din Uordholdenhed! – Min heftighed; det hele hans jalousi. […] 

 

Ja, jalousiens mare var for alvor begyndt ar ride Henrik Stampe, som åbenbart frygtede for, at hans kære Jonna ville foretrække den noget ældre og berømte digter Andersen. Denne var på sin side heller ikke fri for at føle en vis jalousi overfor den unge mand, som syntes ham at have alle fordele som elsker. Jonna Drewsen følte sig på sin side klemt mellem de to bejlere, for hun ønskede ikke at såre nogen af dem. Til den lidt triste og sørgmodig stemning bidrog nyheden om, at Andersens gode ven, Bertel Thorvaldsen, som søndag den 24. marts var gæst i Det kgl. Teater, pludselig og uventet var død midt under ouverturen til Griseldis.

 

Til Andersens dårlige humør bidrog det i øvrigt også, at han ifølge Almanakoptegnelserne for marts og april havde ondt i sin penis, noget, som formentlig eller antagelig kunne skyldtes hans onani. Dertil kom endvidere, at han ikke i første omgang havde det held han kunne ønske sig med sine nye skuespil, Kongen drømmer, Ahasverus, Den Usynlige på Sprogø, og i maj Lykkens Blomst, som blev forkastet af teatercensor Johan Ludvig Heiberg, som Andersen i øvrigt havde et personligt noget anstrengt forhold til.

 

Brevvekslingen mellem Andersen og Jette Wulff var noget spredt i denne periode, men den 2. april 1844, som var Andersens 39 års fødselsdag, skriver og sender hun fra Lissabon et lykønskningsbrev til ham. Det svarede han på i et brev af 11. april s.å., hvorfra følgende skal citeres:

 

     […] Vennen De betroede mig, den elskelige, kære Henrik er jeg blevet en tro ven, hver dag ses vi, fra De forlod ham, han hænger med hele sin sjæl ved mig og han er mig – en broder. De ytrer i Deres sidste, eller mod mig så kærlige brev, lidt tvivl til ham troer: ”noget nyt beskæftiger ham,” O han er Dem så broderligtsindet, taler så taknemligt om Dem, fortæller mig smukke træk De og den kære Christian have vist; De ved ikke hvor meget skønt jeg hører, gennem ham, om Elises hengivenhed til Dem. Moderen holder slet ikke af mig, men jeg kommer der i huset; jeg tror hun er vred fordi Henrik og jeg holder så fast ved hinanden, den underlige kone; baronen er en kærlig, ærlig sjæl! Henrik er meget yndet af hele den collinske familie, selv den gamle fru Collin savner ham når han ikke kommer tit; han har været der flere gange til middag, hvor De ved, der kun kommer de udvalgte; hos Hartmanns har jeg også indført ham, men jeg tror han føler sig mest hjemme hos Collins; det er i grunden egent dette forhold, De ved nok den spænding der jo altid var mellem baronessen og den gamle Collin; han er imidlertid meget for Henrik og det er til den gamle Collin jeg indførte ham; […] (31) 

 

I dette brevcitat er Andersen opmærksom på, at hans forhold til sin unge ven godt kunne blive misforstået, hvilket indirekte fremgår af følgende sætning: ”han hænger med hele sin sjæl ved mig og han er mig – en broder.” – Tankestregen mellem mig og en broder antyder det. Men til trods for de positive udtalelser fra Andersen om hans forhold til Henrik Stampe, så var alt dog ikke lutter idyl

 

Dertil kom så det anspændte og anstrengende forhold til Henrik Stampe og Jonna Drewsen. Den 3. maj 1844 skrev og sendte Andersen følgende klynkende brev til Jonna Drewsen:  

 

Kære Jonna!

     I to dage har jeg været meget lidende, dels ved min egen pirrelige natur, dels ved menneskenes ukærlige eller misforståede måde at behandle mig på. Henrik har jeg ikke set i al den tid, og han har ikke søgt mig.

     Igår var jeg hjemme så godt som hele dagen, ret alene, jeg havde aldeles følelsen af at være død for verden, død og glemt, så fremmed gled alt mig forbi, så ganske ene og forladt sad jeg! således kan det ikke blive, med nye mørke erfaringer kommer jeg igen ud, om jeg ikke straks ser Dig og ham, ser de, jeg elsker, så er I og mine kære dog altid i mine tanker og ville blive det til min dødsstund. / Din uforanderlige ven / H.C. Andersen.

     E.S. Hils Din bedstemoder og spørger hun, hvorfor jeg ikke kommer, sig da at jeg har et arbejde for. (32) 

 

Første gang Henrik Stampe nævnes i Andersens dagbøger er mærkværdigvis først den 23. maj 1844, hvor Andersen påbegyndte en af sine mange rejser til Tyskland, for at besøge sine mange venner der:

 

Om aftenen klokken 7 med Christian den 8de, Henrik fulgte mig ud, […] (33) 

 

Fra København rejste Andersen med dampskibet ”Christian VIII” til Kiel, hvorfra fortsatte han til Bramstedt og derfra til Breitenburg, hvor han opholdt sig fra 26. maj til 13. juni. Fra sidstnævnte sted skriver og sender han den 6. juni et brev til Jonna Drewsen, der lyder som følger:

 

Kære, kære Jonna!

     Ja, jeg længes efter jer alle sammen, efter Dig og Henrik, I mit hjertes kære, velsignede børn. I dag er det 14 dage siden jeg rejste hjemme fra; jeg skrev straks da jeg kom her, til Din bedstefader og til Henrik, men jeg har ikke fået brev, nu forlader jeg om to dage Breitenburg og går over Hamburg ud i den vide verden, men kun nogle uger, da ses vi igen, taler med hverandre og skønner da endnu mere på at være sammen. Hvor der er meget jeg gad vide, men jeg får det jo ikke straks besvaret! har Du været ude hos Fanny, hvorledes lever hun, søsteren og den gode moder? Hils derude, når Du skriver.

     Har Henrik været fornøjet under sit ophold på Nysø, når er han igen vendt tilbage til – Amaliegaden . . . . . Breitenburg, ved Du, ligger ½ mil fra Itzehoe midt i marskland, der indesluttes af en gran- og en bøgeskov; støren løber tæt forbi og køerne går med klokker om halsen ligesom i Schweitz, det lyder smukt fra engen. Af den gamle gård står her kun den fløj hvori kapellet og riddersalen er; jeg bor med excellensen i den nyere bygning.  . . . . I nærheden af Breitenburg ligger en lille landsby ”Tannenkobbel”, der har jeg på kirkegården besøgt en grav, det er digteren Møllers, forfatteren til Sigfried von Lindenburg, gitteret om graven er faldefærdigt, højt græs vokser over den, men en kærlig hånd havde hængt en frisk krans på stenen der, man sagde mig det var datteren, der levede endnu, som havde pyntet den. Jeg har ingen datter der vil hænge en krans på min, vil Du gøre det min kære, kære Jonna! Hils dog tusind og tusind gange min elskede Henrik, jeg ser hans og dine milde øjne smile til mig! O ja, vi holder jo alle tre trofast af hverandre! I to lidt mere stærkt indbyrdes, men jeg er jo ikke glemt! […] / Din hengivne ven / H.C. Andersen. (34) 

 

Hvis man skal tro på, hvad Andersen i ovenstående brev indirekte skriver om sit forhold til de to elskende, Jonna og Henrik, så havde han efterhånden indrettet sig med et modus vivendi, i hvert fald indtil videre. Men formentlig er der også tale om, at han gerne vil berolige veninden med, at han ’kun’ elsker hende, som en broder elsker en søster. Den helt store skuffelse i forholdet til hans to ’udkårne’ ventede dog på ham omkring seks år ude i fremtiden, nemlig da det stod klart, at Jonna og Henrik giftede sig med hinanden.

 

Imidlertid svarede Jonna Drewsen allerede den 11. juni på Andersens ovenfor citerede brev fra Breitenburg:

 

København 11. juni 1844

     Min kære ven!

     Når dette brev når sit bestemmelsessted har De vistnok fået både Henriks og bedstefaders breve, så jeg altså ikke behøver at forsikre Dem, at det ikke er af glemsomhed, at De så længe intet har hørt fra hjemmet! Jeg blev så glad og fornøjet over Deres brev, kære, kære Andersen! over at De var i godt humør, endskønt De længtes! ja vi længes også, både Henrik og jeg og hele familien! De kan ikke tro hvor det er besynderligt, at De er borte for mig nu; jeg syntes, at De var så uadskilleligt forbundet med min lykke, at jeg ikke kunne tænke mig, hvorledes det skulle gå, når De rejste! og dog tog De bort fra Henrik og mig, fra Deres børn, Deres trofaste hengivne børn! men De borttog ikke erindringen og taknemligheden for alt, hvad vi skylder Dem! ja, min kære, velsignede ven! jeg vil være Deres datter og ligesom hin unge pige De skrev til mig om, vil jeg med kærlig hånd frede om Deres grav og Henrik og jeg ville tit besøge den og tale om kære, kære faderlige ven! – Men – hvorfor tale om død og grav nu? Nu skal vi just leve alle tre, leve for at være lykkelige ved hverandre, De skal ikke mere sørge over ingen venner at have, nu har De jo to lykkelige børn; Henrik og mig, og til os kan De trygt betro Dem, kan stole på os i livets ve og vel! Hvor jeg glæder mig til at De kommer hjem og med Guds hjælp! medbringer mere forsoning endnu mod hjemmet og fødelandet, imod mit evigt-elskede, uforglemmelige Danmark! med nye kræfter til at bære de bekymringer der nødvendigvis må komme til ethvert menneske! med glæde og kærlighed ville vi alle modtage Dem og glæde os over gensynet! og De, kæreste Andersen! ikke sandt? De føler også glæde nu ved tanken derom, De savner dog vistnok også hjemmet, der, hvor ofte det endog synes at bortstøde Dem, hvor ofte De end har vendt det ryggen dog altid for Dem vil blive et åbent, et trofast hjem!

     Der er vist smuk på Breitenburg efter Deres beskrivelse at dømme; det må være ret morsomt således at rejse lidt om engang; min hu står stærkt til at komme over og besøge min kære Jette i Jylland, da det sikkert ville glæde hende uhyre at se mig; men det sker ikke! jeg forlader jo også så meget her, alt hvad jeg elsker højest er jo i København eller rettere sagt i Sjælland og det ville måske falde mig vanskeligt at tage bort herfra uden stor bedrøvelse, mn jo længer jeg er her, des kærere får jeg alle mine venner, derfor ville det måske være mig lettere nu at skilles fra dem end længere henne i tiden! . . . . Dette brev bliver vist ikke videre opbyggeligt for Dem, stakkels, kære Andersen! men det er min svage side at skrive fortællende breve; når jeg blot behøvede at skrive tanker og følelser kunne jeg bedre komme ud deraf, men nyheder bliver altid gamle og dræbende, når min pen skal fremmane dem på papiret. Lev derfor vel, min egen, velsignede ven! og vend snart med glæde hjem til os, til Henrik, til det Collinske hus, til de øvrige venner og Deres / trofast hengivne / Jonna Drewsen. (35)  

 

Jonna Drewsens ovenstående brev tyder på, at hun har forstået at gribe chancen for at afdramatisere eller neutralisere det anspændte forhold mellem hende selv og Henrik Stampe på den ene side og Andersen på den anden side. Det sker meget behændigt ved, at hun går ind på Andersens tankegang om hende som en datter, hvorfor Henrik må blive som en søn i forholdet: ”Dig og Henrik, I mit hjertes kære, velsignede børn”, som han skriver, og ”nu har De jo to lykkelige børn, Henrik og mig”, som hun skriver. På den måde lykkes det hende, - i hvert fald indtil videre - at gøre Andersen, ikke til en elsker, men til - en faderlig ven! 

 

Imidlertid ser det ud til, at Andersen tøvede med at skrive til Jonna igen, nu da det interessante og spændende ved forelskelseshistorien var borte. Der gik faktisk omkring 3 måneder, før han under sit sommerophold på godset Glorup på ny skrev et brev til hende, denne gang i anledning af hendes 17 års fødselsdag, den 22. august 1844:

 

Min kære velsignede Jonna!

     Dette brev får Du på Din fødselsdag, fra min grønne fødeø kommer det! i fjor fløj brevduen ud fra Bregentved, jeg husker godt det var et lille lystigt brev, tæppet rullede på for et nyt leveår, og det blev et af de interessanteste just! gid det som kommer nu, være et af de lykkelige, være i tiden et af de smukkeste kapitler i Dit livs eventyr! Du ved hvor kær Du er mig, hvor inderligt jeg tager del i Din lykke, Du må vide det. I dag står de alle venligt omkring Dig, nikker til dig, lykønsker dig, min tanke er Dig dog ligeså nær, just i afstanden står alle kære erindringer, der knytter sig til Dig, alle livsbilleder, hvori Du var en af de fremtrædende figurer, så levende, så glansfulde for mig! – Her er ingen med hvem jeg i dag kan drikke Din skål, men jeg skal stille drikke den og når de hjemme kliker over bordet og siger ”Jonna” vil nok et glas klinge højere end de andre, tænk da, at det er mig, som usynlig støder til; jeg skal nok sørge for at det synger for Dit øre, thi jeg skal snakke om Dig, snakke indvendig og det er tit den stærkeste tale. – To trofaste øjne ville i dag se på Dig, - se, som om det endu var ”nytårsaften”, gid de to øjne lyser for Dig mange leveår, me samme nytårsglans. Du forstår mig! Ifjor var jeg hjemme på din geburtsdag, i år – har jeg én i mit sted. Én Du finder bedre end mig og må finde ham, jeg gad nu kun vidst hvorledes Du tilbringer eftermiddagen, om Du er i skoven eller i ”blomsterhaven bag gitterporten”; det er dog en poetisk gård Din bedstefaders, den lille have hvor Din fader opelsker blomster kaster en egen duft over det hele, en blomster-duft, som hører med til familielivet der. Den gamle gård var også poetisk, ja måske endnu mere end denne, men den var som sagt: den gamle gård, og alt gammelt har erindringer og disse er de mest poetiske blomster. I den gamle gård står lindetræet, der har tittet ind til Din bedstefader da han red på bedstefaders stok. Ja i hvor godt et hoved Du har, Jonna, så langt kan Du dog ikke huske tilbage! - Men nu lev vel! Hils alle vore kære! / Din trofaste ven / H.C. Andersen, (36)  

 

Som nævnt tidligere ovenfor, var forholdet mellem Andersen og ”hans to børn” afspændt og stillet på en slags stand-by, i hvert fald indtil videre.

 

I 1845-46 var Andersen som sædvanligt på en udenlandsrejse, der denne gang begyndte den 31. oktober 1845 og gik via ophold på Fyn og Sønderjylland til forskellige steder i Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig, Schweiz og igen til Tyskland og derfra hjem til Danmark, hvilket vil sige København, hvortil han ankom den 23. september 1847. Fra den 1. oktober s.å. logerede han i St. Kongensgade 49, 2. sal, i ejendommen på hjørnet af Dronningens Tværgade. Her havde han to værelser, og her boede han til den 13. maj 1848, hvor han drog på sine årlige sommerbesøg på Fyn. Men medens Andersen opholdt sig i Jena noterede han i dagbogen for tirsdag den 10. februar 1846 blandt andet følgende:

 

     […] Spadseret med Holger ud af byen, bjergene tog sig smukt ud, jeg trådte i et hul og fik en skiden fod. Han fortalte mig at Henriks forlovelse skulle deklareres, at moderen var der imod, det hårde bæst! - Jeg er gal på hende. Til det hårde har hun en fast vilje, ikke til det milde. […] (37)   

 

Der står intet i Almanakken for den nævnte dato om, hvordan Andersen reagerede på meddelelsen om Jonnas og Henriks forlovelse, udover at han angiveligt blev gal over, at Henriks moder var imod forlovelsen. Måske skyldtes hans tilsyneladende manglende engagement i situationen den omstændighed, at han lige på dette tidspunkt var optaget af noget, som kunne ligne en gengældt heftig forelskelse i den 13 år yngre Carl Alexander, Arvestorhertug af Sachsen-Weimar-Eisenach, som 1842 var blevet gift med Sophie, Arvestorhertuginde af Sachsen-Weimar–Eisenach, datter af Willem II af Nederlandene.  

 

I sin bog fortæller Rigmor Stampe følgende om forlovelsen mellem Henrik Stampe og Jonna Drewsen:

 

     Jonnas og Henrik Stampes ”hemmelige forlovelse”, som alle vidste om, blev i 1846 officielt anerkendt i hendes familie, men ikke i hans. Det vil sige, hans moder, som førte styret i hjemmet, ville ikke. Collins var meget vrede over hendes ”dum-stolte opposition mod, at hendes søn indlod sig i en borgerlig forbindelse; en opposition, som hun var så meget mindre berettiget til, da hun selv var datter af en præst og borgerlig født.” (E. C.)

     Men til hendes modstand har der i alt fald været endnu en grund: hun har ikke villet bidrage til at underholde den ny familie (som hun senere underholdt sine andre sønners). Hun skrev et skarpt brev herom til Henrik, som hendes rådgiver og svoger I.F. Schouw skulle give ham; men dette har han aldrig gjort – brevet findes endnu imellem hans efterladte papirer – han har sikkert ikke holdt med moderen og har ikke ønsket at gøre spændingen endnu større. – Først i 1847 modtog baronesse Stampe sin svigerdatter. (38)  

 

Det er for øvrigt et smukt træk ved Rigmor Stampe, at hun til en vis grad også forsvarer sin farmoder, altså baronesse Christine Stampe, f. Dalgas.  Vedr. denne interessante kvinde og hendes liv og skæbne vil man kunne læse relativt udførligt i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Internettet.

 

Men at Andersen faktisk ikke tog sig det helt let med først og fremmest at måtte indse og erkende, at der ikke kunne blive tale om noget intimt kærlighedsforhold mellem ham selv og Henrik Stampe. Det kunne et mindre, men desværre udateret digt på i alt 2 vers af Andersen, i hvert fald tyde på. Deri udtrykker han sit skuffede ”wertherske” sværmeri for eller forelskelse i den 16 år yngre Henrik Stampe, men samtidigt også sin ubodelige ensomhedsfølelse. Digtet hedder kort og godt ”Til H. S.” og lyder således:

 

Ind i den dunkle skov i tjørn og krat

jeg går at søge urten, som kan læge.

Ud i den dunkle nat!

Mig vil det vederkvæge!

Jeg bærer selv en vunde i mit hjerte,

min tanke altid bøjed sig mod den.

Nu føler jeg den ej! det er din smerte,

som brænder d e r, min stakkels, unge ven!

Vent på min atterkomst!

Jeg bringer urten dig, din lykkens blomst.

 

Hvor kær du er mig, har du vel forstået;

for få jeg led og følte som for dig!

Du til din lykkes første mål er nået,

og d e r – hvor kan du sørge da med mig!

Det skal du heller ej, - men det mig kvæged,

ifald jeg så, at du forstod mit savn.

To dage sad jeg ene, dybt bevæget,

Tit på min læbe kom dit kære navn;

men ej du kom! Mig ingen kærligt mødte.

Mig selv og Gud jeg slap i denne nød,

stærkt alle gamle, skjulte vunder blødte,

selv af dit venskabs-kys bloddråber flød.

O, gid du aldrig prøve, aldrig vide,

hvad den, som ingen ejer her, kan lide. (39) 

 

På den tid var Andersen ganske vist også forelsket i og sværmede for den 31-årige kongelige balletdanser Harald Scharff, hvis initialer jo også er H. S., men et ganske kort digt, som i Andersens Samlede Værker følger umiddelbart efter digtet til H. S., og det, sammen med sætningen ”H. S. sender dig og Fanny hilsener” i Andersens tidligere ovenfor citerede brev til Jonna dateret søndagmorgen sidst i januar 1843, får mig til at antage, at der med H. S. kan og formentlig også skal forstås Henrik Stampe. Det nævnte digts lidt bitter-ironiske vers lyder som følger:

 

Er fyren af adel, og pigen har penge,

i første dans er forlovelsen sket;

de begge vinde, hvortil de trænge:

Han giver en guldring, hun et signet. (40) 

 

Henrik Stampe var i hvert fald adelig, men om Jonna Stampe havde penge, det melder historien så vidt vides ikke noget om, men mindrebemidlet var familien Drewsen i hvert fald ikke. Faderen, Adolph Drewsen var på den tid assessor, dvs. meddommer i Københavns Politiret, og havde en lang og lovende embedskarriere foran sig. Desuden var han jo svigersøn til den velmeriterede og højt estimerede kongelige embedsmand Jonas Collin d. Ældre og dennes hustru Henriette Collin, f. Hornemann.

  

Men inden det var kommet så langt som til, at brylluppet mellem Henrik Stampe og Jonna Drewsen skulle stå, var den såkaldte Treårskrig 1848-50 mellem Tyskland og Danmark brudt ud. Mange unge mænd meldte sig med begejstring til militæret og blandt disse var også brødrene Henrik og Holger Stampe. Henrik Stampe blev sergent, men i 1849 afbrød han efter eget ønske militærtjenesten. Han havde i mellemtiden opgivet sit jurastudium og ville nu beskæftige sig med landvæsen. Det hang sammen med, at han havde forpagtet en lille firlænget stråtækt bondegård ”Christinelund”, beliggende en halv mil fra hans forældres gods Nysø. Desuden agtede han at gifte sig med Jonna Drewsen, som i mellemtiden havde været i huset hos en præstefamilie og der lært husholdning. (41)   

 

Treårskrigen var på flere måder en prøvelsens tid for Andersen, som jo havde gode og nære venner både på dansk og tysk side. Han fulgte nøje med i krigens gang, som kom til at koste flere af hans venner og bekendte livet. Lørdag den 7. april 1949 noterer han følgende i Almanakken:

 

Efterretning om at i torsdags sprang Linjeskibet Chr. VIII i luften, dræbt Krieger, Ulrich, Hohlenberg, Gram, Wlff, & Fregatten Gefion taget hvor Wilken Hornemann var, stor forstemmelse i byen. Drev om. – (42)    

 

Imidlertid var der på grund af krigen kommet lidt mislyd ind i forholdet mellem Andersen og Jonna Drewsen, som skyldtes hendes og hans modsatte opfattelse af det at være nationalt sindet. Det fremgår blandt andet af hans Almanakoptegnelse for tirsdag den 10. april 1849:

 

Hele dagen forknyt, det er som jeg var på et synkende vrag. Fru Drewsen ukærlig og fanatisk a la Jonna, bedt mig om ikke at komme der, når jeg ikke havde dres mening. Ulrichs, der hed sprunget i luften frelst og kommet hjem med Christian Wulff, jeg kom ret til at græde, besøgte ham, der sad hos den sørgeklædte familie. Jeg har dejligt fået luft igen. (43) 

 

Den 19. august 1849 opholdt Andersen sig på godset Glorup og herfra skrev han samme dato et svarbrev på et brev fra Jonna Stampe, hvoraf hendes brev dog angiveligt ikke findes trykt:

 

Kære Jonna.

…. Du skriver om folkefesten ved soldaternes hjemkomst til København, at Du af et brev fra Sophie Hartmann så, at også jeg var bevæget – ligesom det var noget mærkeligt. Du som tror at kende mig så godt – ja jeg er Dig ikke dansk nok, det vil sige efter Din målestok. Da jeg var i Paris sammen med Lehmann, Krieger, Schiern, Læssøe o. fl., blev det en dag afhandlet og afgjort, at jeg aldeles ikke var national dansk digter; det eneste digt af mig, der ville leve, var: ”Jeg er en Skandinav”, og underligt: næsten hele Europa siger nu, at jeg er så ægte dansk, så national, at jeg derved bliver vanskelig at oversætte; jeg tror det også og ved, der vil komme en tid da mine landsmænd vil forstå det samme og sige det. Frøken Bremer sagde en dag til mig: ”Andersen, De er ganske typen på en ægte dansk”, og det var ikke i skrift men i personlighed. De fremmede ser og forstår hvad mine nærmeste ikke begriber, det er - sælsomt. Jeg er Dig ikke glødende nok i danskhed, kære Jonna; det kommer vel af, at jeg er så ”retfærdig” mod alle; men denne retfærdighed, skulle den ikke just være blomsten af hvad jeg kalder ægte dansk og skatter hos min nation, nemlig ærlighed; det er denne som kommer frem hos mig i at være retfærdig. I øvrigt om dette er noget godt hos mig, regner jeg det ikke til fortjeneste; thi om jeg gør noget godt eller smukt, så er det, fordi jeg ikke kan anderledes, det er min natur og den er givet; derimod det gale, det kejtede og dårlige, ja det lader jeg selv køre op uden at forsøge på at kaste kusken af. …. Tænk lidt på / Din gamle trofaste / H.C. Andersen. (44)  

 

Den 2. februar 1850 stod brylluppet mellem Henrik Stampe og Jonna Drewsen. Vielsen fandt sted i den gamle og ærværdige Frederiksberg Kirke, der i tidens løb havde været ramme om fødsler, konfirmationer, bryllupper og bisættelser. (45) 

 

Det fremgår ikke af hverken Andersens Almanak for 1850 eller hans Dagbog og heller ikke af hans breve fra samme år, om han har været gæst ved brylluppet, som blev fejret hos familien Collin i Amaliegade. Ifølge Rigmor Stampe holdt Henrik Stampes moder, baronesse Christine Stampe, et stort gilde, hvortil flere af landets skønånder var indbudt. Blandt de sidstnævnte var H.C. Andersen, Christian Winther og Johan Ludvig Heiberg. Vinteren tilbragte det unge brudepar i København, men flyttede om foråret ind på ”Christinelund”. (46)  

 

Så vidt Rigmor Stampe som mine egne undersøgelser, ser det ikke ud til at Andersen og nu Jonna Stampe har brevvekslet med hinanden. Det første brev Andersen efter den forholdsvis lange pause skriver og sender til den kære veninde, er desværre ikke bevaret, men det er til gengæld Jonna Stampes svarbrev af 30. september 1850, skrevet og afsendt fra adressen Christinelund. Brevet er uden det sædvanlige ” Kære Andersen!” eller ”Kære ven!”, hvilket formentlig skyldes den misstemning, der siden før brylluppet havde bestået mellem de to. Brevet lyder sådan:

 

     Så mange gamle uforglemmelige strenge klang igen i mit hjerte , da jeg læste Deres brev, så jeg blev siddende stille med tårerne i øjnene og hele dagen vedblev at tale med Dem i mit hjerte! det er længe, længe siden jeg har fået så velsignet et brev fra Dem, et så hjertelig og poetisk, jeg troede fuglene igen sang herude, så ganske ejendommelig var stemningen De satte mig i. De har ikke været glemt af os i sommer om end vi har tet stille dermed. De bliver aldrig glemt af Henrik og mig, kære velsignede Andersen! De har præget Dem således ind i vort liv, at først vore erindringer måtte dø, og kærligheden til dem,, for at mindet om og kærligheden til vores digter-ven kunne dø. Og kendte De mig ret og Deres forhold til mig, hvordan De stundom har været hård og ubillig mod et hjerte, der mente Dem det så godt, hvordan dette hjerte tit har talt forsonende ord til sig selv for de svar, De gav det, så ville De se, at tror De på mig, så fortjner jeg det også, thi jeg er Dem tro og hengiven i tanke, tale og handling! Hvor kunne dog Andersen køre vor dør så nær forbi og ikke titte ind til os? behøvede vi at have familien hos os for at friste Dem? så var det jo ikke for vor skyld De kom, og dog – jeg tror De ville ret inderlig fornøje Dem ved at se ind i vort lille hjem og de nærmeste ydre omgivelser, her er fred, stilhed og ro ude som inde og her er et hjerteligt håndtryk for enhver ven. Til foråret har Henrik lovet mig at lægge et hjul på taget til storken, og når nu digter-storken begynder sin flugt omkring i det kære Danmark, vil han så tro at i vore hjerter have vi lagt et lignende redehjul til ham og at vi tit og mange gange vil spejde efter om han vil tage bo der? […]

     Gid De kunne forstå hvor fornøjet Deres brev gjorde mig; hvor varmt og trofast jeg tænker på Dem, kom til mit hjem, så skal De se hvor kær De er mig! Gud være med alle mine i Amaliegaden, jeg indeslutter Dem i denne bøn, vidste De hvor jeg kan efter bedstefader. / Deres Jonna.

     Tak, Andersen! at De tog moder i teatret, jeg blev så glad da hun skrev det, hils også Ernst Weis. (47)  

 

Denne gang svarede Andersen prompte i form af det følgende brev:

 

København 1. oktober 1850.

 

Kære Jonna!

     Jeg sad i dag i dårligt humør, som årstiden, ja som åringerne ville det; jeg skrev på min bog: I Sverrig, og ud af mit tunge sind kom der på papiret -: ”udenfor huset legede en nysselig lille pige, hun havde stukket i jorden en hel mængde træpinde og dem vandede hun af et potteskår, de var jo hendes have med rose og geranium – og dog var og blev de tørre pinde! Vi store, voksne mennesker leger ligesådan, laver os en have med kærlighedens rose og venskabets geranium, vi vander dem med vore tårer og med vort hjerteblod – og dog er og bliver det tørre pinde!” – Sålangt havde jeg skrevet, da kom i det samme Dit brev, jeg læste det, hvor det var velsignet og godt, vandet kom mig i øjnene, og – efter regn kommer solskin, det lyste ind i mig og når Du nu engang læser min bog, skal Du se hvorledes Du ved dit hjertelige, kære brev fik de tørre pinde til at blive blomstrende Aronstave. Vidste menneskene hvor det lønner sig at gøre et digterhjerte godt, så – ja så blev det måske forkælet. Dit brev kom, det blev sendt mig op nede fra stuen. Jeg vidste ikke hvorfra det kom, men der var heftet en frisk rose uden på det, og da jeg så den, ”the last rose of summer”, ja så vidste jeg at brevet kom fra Dig; jeg læste det og brevet selv var en rose, den første fra Dig i sommer, så fuld af duft, af hjertensgodhed, deltagelse og trofast venskab, det var, som jeg så Dig og Henrik sidde arm i arm midt i rosen og nikke til mig, vinke ad mig og jeg blev glad, I sad så husligt gode og jeg blev igen vemodig ved at huske på hvor ene i verden jeg sidder og altid skal sidde – thi jeg vil! – Aldrig før har jeg fra Dig fået så godt, så hjerteligt, så rigt et brev; dog sådanne gav Henrik mig i sit hjertes unge dage. I kære, kære velsignede mennesker, som jeg altid holdt af, altid gemte i mit helligste! Jeg er glad i jeres velværen, i jeres opgående leven! Du skriver ellers at jeg en tid var hård og ubillig mod Dig, jeg har aldrig troet at det var tilfældet og jeg beder Dig se hen til min hele udvikling, min stilling i Dit gamle hjem, i måden jeg der er blevet taget på, føj alt dette sammen, belys hvad der må belyses og Du vil se mig som jeg naturlig måtte være, og var denne natur ikke ganske som den burde, da tilgiv, som Du jo også har det. I øvrigt kan jeg ikke ret vel tydeliggøre mig min uelskværdighed og jeg finder kun én tid lidt markeret, nemlig da Jette Boyes personlighed gjorde så stor lykke i hjemmet, at også ”Jonna” troede at måtte optage noget af maneren, og som jeg da – tilgiv, gjorde grimasse ved, men det kom jo just af sund inderlig interesse for Din egen gode velsignede natur, der slet ikke har sin skønheds farve i den art, som ovennævnte, om hvem jeg i øvrigt kun vil sige alt godt.” - Om det og om meget ville vi engang tale under bøgene, når storken sidder på taget og knebrer for sin familie; det er en særdeles god idé at der lægges et hjul op på taget. Bed Enrico ikke at glemme det! Jeg ønsker ham ud af mit fulde hjerte selv megen glæde af storken . . . . / Din og gemalens trofaste gamle ven / H.C. Andersen. (48)  

 

Ja, storken kom faktisk på et tidligt besøg på Christinelund den 7. december 1850, idet Jonna og Henrik Stampe fik deres første barn, som i dåben fik fornavnet Rigmor. I et brev af 9. januar 1851 anmoder Jonna Stampe på egne og sin ægtemages vegne om, at deres lille datter måtte få lov til at opfatte og kalde digtervennen onkel, hvilket Andersen gav sin tilladelse til i sit svarbrev af 12. januar s.å.  I et brev af 12. maj s.å. anmoder Jonna, igen på egne og ægtemands vegne, om Andersen – som endnu ikke havde besøgt det unge ægtepar på Christinelund - ville stå fadder til den lille Rigmor ved dennes dåb søndag den 18. maj. Desværre viste det sig, at Andersen på grund af andre og uopsættelige planer ikke kunne komme til stede den nævnte og uopsættelige dato. Herom skriver han til slut i et svarbrev af 13. maj blandt andet følgende:

 

     […] - Dersom der, som Din moder troede i går, sker nogen opsættelse med Rigmors dåb, da lad mig endelig til lørdag vide derom, jeg kommer da hvilken dag i ugen I ville og bliver ikke to, men 4 dage om der er plads så lang tid for mig. Bliver det nu tilfældet, at søndag uforandret står og må stå som dåbsdagen, da vis mig det venskab at lade mig som fadder indskrive i kirkebogen, så er jeg dog med og skal trolig, som de andre vidner våge over min lille guddatters fremtid, hendes opdragelse i tro – (og videnskab). Kys hende fra mig. – Lørdag skal jeg skrive og melde dagen jeg kommer, gid jeg forud må have hørt fra jer. Hils Din mand så ustyrligt meget, jeg glæder mig meget til de smukke forårsdage i hjemmet hos jer. / Med det inderligste venskab / H.C. Andersen. (49)  

 

Der er i øvrigt det interessante ved at Andersen i ovenstående brevcitat netop skriver: ”hendes opdragelse i tro – (og videnskab)”, idet der utvivlsomt er tale om en indirekte henvisning til kapitlet ”Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)”, som dog først udkom nogle dage senere, nemlig den 19. maj 1851. Andersen kunne nemlig ikke fornægte at bruge sin forstand eller fornuft også i trosspørgsmål. Han var lige siden sine latinskoledage i Slagelse og Helsingør i årene 1822-27, hvor han blandt andet modtog undervisning i rationalistisk religionslære, en overbevist rationalist i religiøse emner og spørgsmål. Jonna Stampe var derimod ortodokst troende på de kristne dogmer, og det gav lejlighedsvis anledning til små kontroverser mellem hende og Andersen, men dog sædvanligvis i al venskabelighed.

 

Også med Jonna Stampes moder havde Andersen uoverensstemmelser i trosspørgsmål, hvilket især kom frem ved visse lejligheder, som eksempelvis mange år senere, da spørgsmålet drejede sig om ”kødets opstandelse”, som det kaldtes, at alle troende mennesker på dommens dag skulle opstå fra de døde. Den tro delte Andersen bestemt ikke, tværtimod fandt han den naiv og fejlagtig. I Dagbogen for den 3. marts 1868 noterer han bl.a. følgende:

 

     Gik ud i Rosenvænget, da sporvognen var opfyldt; nær kommet i strid med Ingeborg Drewsen, men drejet af da hun ikke kan tåle at komme i affekt, hun tror på ”kødets opstandelse”, jeg ikke. […] (50) 

 

Men også Ingeborg Drewsens datter, Jonna, var ortodoks i sin religiøse tro og overbevisning, hvilket H.C. Andersen-forskeren H. Topsøe-Jensen giver et illustrativt eksempel på i sin artikel Fra en Digters Værksted, hvor han blandt andet skriver følgende:

 

     Hvorledes Andersen nu udnyttede sine optegnelser under arbejdet på selvbiografien, og i hvilke tilfælde han nøjedes med at skrive for sin bordskuffe, fordi han her fik luft for tanker, der ikke egnede sig til at publiceres, herom kan udførligt læses i den nævnte afhandling i Edda. En optegnelse om et optrin i den gamle Collins hjem, der hører til den sidste kategori og som er trykt i Edda, 1940, 60, skal dog gentages her. Den har nr. 31 i heftet: ”Da der en dag i C-s hus blev talt om ”Judas” at jeg i én af mine digtninge havde stillet hans forræderi på et menneskeligt, men vel galt standpunkt, blev Louise, fordi det angik diskussion om Bibelen forskrækket, at børnene skulle høre det. – I dag da der taltes om fru Zytphens galskab og jeg sagde at jeg alt mærkede den da hun til mig sagde i anledning af Ørsteds Aanden i Naturen, ”ja han får nok andre tanker når himmelens stjerner falder ned og ligger på jorden som vissent løv!” Det er jo galskab. ”Det har De ikke ret til at sige!” sagde J[onna], hun har Bibelen for sig og der står det. ”Men det er jo billedligt; ellers er det vanvid”, svarede jeg, ”et hvert oplyst menneske ved jo det er galt”. – Nej vedblev hun og holdt sig til Bibelens sandhed! jeg blev forbavset, afficeret over denne tåbelighed, hvor jeg aldrig havde troet den og da jeg ikke råbe med Erasmus: Jorden er flak som en pandekage, gik jeg hjem, men meget afficeret. –” (51) 

 

I sin artikel konstaterer H. Topsøe-Jensen, at ovenstående optrin og kontrovers mellem Jonna Stampe og Andersen også har sat sig spor i Andersens forfatterskab, i dette tilfælde i romanen ”At være eller ikke være”, 1857. Herom skriver han følgende:

 

     Her åbnede nu romanen ”At være eller ikke være” en mulighed for at få talt ud. I II. Kap. 5 finder det centrale opgør sted mellem hovedpersonen Niels Bryde, der har brudt med troen, og den religiøst grebne, varmhjertede jødinde Esther. De overtager Andersens og Jonna Stampes roller i diskussionen; stridens genstand kaldes nu ”Enken efter Consitorialråd Ancker, en ældre dame, der i høj grad var godgørende og af christeligt sindelag”. Scenen er bredt udført (SS V 415-16), men digteren bestræber sig for at skifte sol og vind lige. (52) 

 

Men til trods for sin ortodokse religiøse holdning, var Jonna Stampe mærkværdigvis mere moderne indstillet til spørgsmålet om kvinders stilling i familien og samfundet, end tilfældet var for Andersens vedkommende. Det drejer sig om opfattelsen af de synspunkter og tanker, som forfatterinden Mathilde Fibiger, f. 1830, under pseudonymet Clara Raphael havde givet udtryk for i bogen Clara Raphael. Tolv breve, udgivet 1851 af J. L. Heiberg. I bogen hævede Mathilde Fibiger kvindens ret til selvstændigt at udvikle sin personlighed. Jonna Stampe havde i sit brev af den 9. januar 1851 til Andersen givet udtryk for sin positive opfattelse af bogen og dens tanker, hvilket fik Andersen til i sit svarbrev af 12. januar s.å. at foreholde brevveninden, at hans syntes den kun 20-årige frk. Fibiger måtte være ”et forskruet pigebarn” og tillige ”en lille indbildsk sær person, begavet er hun vistnok, men hun må dog rent støbes om.” Det skal måske med her, at det var selveste Københavns litterære ’overdommer’, Johan Ludvig Heiberg”, som – angiveligt betaget af den unge kvinde – havde promoveret hendes bog. Andersen og Heiberg var ikke just perlevenner, mest fordi Andersen i mange år ikke mente, at Heiberg vurderede hans forfatterskab retfærdigt – hvilket denne faktisk heller ikke gjorde. Til trods for den markante uoverensstemmelse mellem Andersen og Jonna Stampe i kvindesagsspørgsmålet, så slutter han dog sit brev sådan:

 

     Hils Din kære mand så usigeligt hjerteligt . . . Lev nu vel! Din og Henriks mest trofaste ven / H.C. Andersen. (53) 

 

    For Jonna Stampe betød de meningsmæssige uoverensstemmelser mellem hende og Andersen ikke noget afgørende for venskabets opretholdelse. Heller ikke selvom Andersen ser ud til at være vendt tilbage til spørgsmålet om han stadig burde sige ”Du” til hende. Herom skriver hun i et svarbrev af 21. april 1851 følgende til ham:

 

     Nej, gudskelov! kæreste Andersen! jeg mærkede ikke at den gamle vante, kære benævnelse blev omgået, ellers ville det have bedrøvet mig meget. Hvormed har jeg fremkaldt en sådan fin opførsel? er jeg ikke den samme, jeg altid har været? jeg er snarere blevet varmere sindet imod Dem, så at jeg end mindre fortjener at De skulle forandre benævnelse ”Du”. Jeg tror ikke rigtig De forstår mig, og jeg ved med vished De ikke aner, hvor meget jeg holder af Dem og føler med Dem i såmange forhold. Sålænge De ikke trænger til mig, sålænge jeg ser at De finder hvad De søger, sålænge kan jeg gå stille af med min uerkendte følelse, men når jeg mærker, at misforståelser eller virkelige savn gør Dem trang om hjertet, når jeg føler at De går verden rundt i tankerne og standser ved Deres egentlige venner, så gør det mig lidt ondt, at De ikke engang søger efter mig endsige at De skulle finde mig. Jeg tror at jeg forstår Dem bedre end De selv ved af, og skatter Dem grumme meget, men ofte, når jeg føler lyst til at udtale mig for Dem eller vil opfordre Dem til at tale med mig, falder det mig ind, at De dog mest betragter mig som barn – hvad jeg længe, længe ikke har været – og så har jeg ikke mod til at begynde. Dette sidste, at De vil undgå at kalde mig ”Du”, beviser jo rigtignok at barnet er vokset fra Dem, men det viser mig noget, jeg endnu nødigere ser, noget jeg af alle kræfter vil afvise – så hellere betragtes som barn i et og alt, end dette fremmede, forandrede. Mærker jeg bestræbelsen næste gang vi ses, så vil jeg spå Dem at jeg vil få anledning til at kvæle mere end én tåre.

     Levvel til vi ses herude, kæreste Andersen! begynd aldrig at ville forandre gode gamle forhold, om det endog blot er en form De tror at forandre, så kan den dog let tage en del af følelsen med sig. Næste gang siger De da ”Du” til / Deres gamle / Jonna. (54)   

 

Andersen kunne jo trods alt nok mærke, at Jonna Stampe af et ærligt og oprigtigt hjerte mente, hvad hun skrev. Det viser hans svarbrev af samme dato som hendes:

 

Kære, velsignede Jonna!

     Tak for dit hjertelige brev, jeg fik det i aftes, jeg ventede det slet ikke og endnu mindre tænkte jeg tidligere på, da jeg skrev det par ord i din moders brev at Du ikke ville være tilfreds dermed; det var i grunden også kun halv sandhed, thi et par gang sagde jeg, da vi var sammen, virkelig ”Du”, men jeg var flere gange lid forlegen ved at bruge den gamle fortrolige tiltale, når fremmede var til stede, jeg syntes det klang så lidt opmærksomt. Det var en slags harmoni-følelse, for ikke at kalde det takt. Jeg blev ganske bevæget nu over det hjertelige brev, over det inderlige deri, tak derfor og bliv mig altid trofast og gof; det samme beder jeg også din mand om! jeg længes virkelig efter at se jeres hjem, se det i forårs solskin, se det så idyllisk, som det står i min tanke. Et hjul til storken er der vel endnu ikke lagt op på taget, det skrev Du engang at Henrik tænkte på. – Jeg sender Dig, altså også ham, min ny bog, der vist udkommer den 8. eller 12. maj, det vil glæde mig at høre hvorledes den har fyldt jer. Selv kommer jeg vist den 18. eller 20., - jeg skriver foru – og beder at I vil have mig et par dage, - - -

     Liden Rigmor sender jeg håndkys, pandekys – ja munden holder jeg ikke af hos de små børn – men det er det samme, gennem brevet kan jeg nok kysse hende på den lille mund. – Det venlige, elskelige barn! Hils Henrik så hjerteligt fra mig. - - -

     Og nu lev vel! Gud glæde og velsigne jer derude, I kære, kære venner. / Afhele mit hjert / Din og Henriks trofaste ven / H.C. Andersen.

     Fra Christinelund vil jeg ikke gerne gøre besøg på Nysø, - det bliver Henrik vel ikke vred for. (55)  

 

Som nævnt tidligere ovenfor, besøgte Andersen den 24. maj 1851 for første gang Jonna og Henrik Stampe og deres nyfødte datter. Til gengæld blev han der til den 2. juni s.å., hvor han indledte sin sommerferie med at rejse videre til godset Glorup på Fyn. Men opholdet hos det unge par på Christinelund afgav faktisk inspirationen til et nyt eventyr fra Andersens hånd. Herom skriver han i Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”, 1864, følgende:

 

     Eventyret ”Der er Forskel”, blev til ved er besøg på Christinelund ved Præstø; der stod på grøften et blomstrende æbletræ, billedet af foråret selv, træet skinnede og duftede således ind i min tanke, at jeg ikke kunne blive det kvit, før jeg plantede det ind i en digtning.” (56)  

 

I eventyret ”Der er Forskel”, 1852, hedder det blandt andet:

 

     […] den unge grevinde sagde, at den æblegren var den yndigste, man kunne se, den var foråret selv i sin dejligste åbenbarelse. Og grenen blev brækket af, og hun holdt den i sin fine hånd og skyggede over den med sin silkeparasol, - og så kørte de til slottet, hvor der var høje sale og pyntelige stuer; klare hvide gardiner flagrede ved de åbne vinduer og dejlige blomster stod i skinnende, gennemsigtige vaser, og i en af disse, den var som skåret ud af nyfalden sne, blev æblegrenen sat mellem friske, lyse bøgegrene; det var en lyst at se den! […] Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun, som havde stillet æblegrenen så smukt, i den gennemsigtige vase hvor sollyset strålede; og hun bragte en blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store blade, der ligesom et kræmmerhus blev holdt rundt om det, for at ingen træk eller vindpust skulle komme til at gøre det skade og så forsigtigt blev det båret, som aldrig den fine æblegren var blevet det. Ganske lempeligt kom nu de store blade bort, og man så den fine fnuggede frø-krone af den gule, foragtede Fandens Mælkebøtte. Den var det, hun så forsigtig havde plukket, så omhyggelig bar, for at ikke én af de fine fjer-pile, der danner dens tåge-skikkelse og sidder så løse, skulle blæse af. Hel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens skønne form, dens luftie klarhed, dens hele særegne sammensætning, dens skønhed, idet den skulle vejres hen for vinden.

     ”Se dog, vor forunderlig dejlig vor Herre har gjort den!” sagde hun. ”Jeg vil male den med æblegrenen; den er nu så uendelig dejlig for alle, men også den fattige blomst har af vor Herre ligesåmeget på en anden måde! så forskellige er de og dog begge børn i skønhedens rige.

     Og solstrålen kyssede den fattige blomst, og den kyssede den blomstrende æblegren, dens blade syntes at rødme derved. (57) 

 

Imidlertid skal man ikke tage fejl af ægtheden og oprigtigheden af Jonna Stampes kærlighed til mennesket og digteren H.C. Andersen. Hun var både overbærende og tilgivende, når det kom til stykket, men havde i al ydmyghed samtidigt sine meningers og holdningers mod. Det kommer blandt andet til udtryk i et udateret brev fra 1852, som angiveligt er skrevet efter hendes hjemkomst fra et besøg i København:

 

     Det står skrevet i skæbnens bog at mit ophold i København ikke skal bringe mig nogen rigtig samtale med Dem; jeg har i mit hjerte den følelse, at jeg forstår Dem bedre end De aner, men det vil aldrig ret vise sig; hvor fejlen ligger ved jeg ikke.

- - - Hvor jeg ønsker Dem at De må føle Dem rigtig hyggelig i det lille hjem De nu indretter Dem i Nyhavn; gid Deres helbred måtte være god i vinter og gid De må gå en ret fornøjelig vinter i møde og have glæde af Deres venner. Jeg føler så tydeligt at vi alle have forpligtelser mod Dem, alle vi som er Deres venner. De har ingen slægt og har ikke fundet for godt at skabe Dem en familie, vi er Dem altså både slægt og venner forenende; og den forståelse, som det stundom kan skorte på selv i det bedste venskab, forståelsen af vor ejendommelighed og små egenheder, den bør vi yde Dem, således som kun ens slægt kan yde en den. Jeg ved at jeg holder således af Dem som om De var min fødte slægtning, at jeg forstår Dem, som om noget af den samme ejendommelighed pulserede med i mit eget blod; Deres vel bringer mig glæde, Deres ve gør mig ondt. Jeg har aldrig følelsen af at jeg i åndelig henseende kan være Dem noget, dertil føler jeg mig for ringe; men jeg tror at jeg er Dem sådan en god pålidelig ven, som det gør Dem godt at tænke på, når verden ser lidt mørk ud for Dem, og som De ved vilglæde sig med Dem når De er glad. Det er m ig en kær tanke, at jeg har denne plads i Deres liv, om det end ikke er en iøjnefaldende plads, mit hjerte glæder sig ved den . . . / Deres hengivne / Jonna. (58) 

 

Nærmere end at give udtryk for, at hun betragtede Andersen som sin slægtning, kunne den kære Jonna Stampe grundet på forholdene og omstændighederne ikke komme en reel kærlighedserklæring til digtervennen. Hvordan Andersen modtog og reagerede på denne varme tilkendegivelse af, at hun følte sig beslægtet med ham, vides desværre ikke. Blandt andet fordi der enten ikke findes bevaret eller trykt et svarbrev fra ham til hende. Desuden slutter Dagbogen for 1852 den 20. juli 1852 og året 1853 mangler helt i hans Almanakker. Men hans efterfølgende breve til Jonna Stampe vidner om, at han modtog hendes kærlige udtalelser med en tilsvarende kærlighed for hende og hendes mand og deres med tiden fire børn. 

 

Forholdet eller venskabet mellem Andersen og Jonna og Henrik Stampe fortsatte resten af hans levetid, og han besøgte dem lejlighedsvis på Christinelund og i København, hvor de jævnligt opholdt sig. De før så romantiske og lidt hede ungdomsfølelser veg med tiden pladsen for en mere afslappet og praktisk måde at omgås på. Parret fik i løbet af årene 1852-61 endnu tre børn: Astrid, født 1852, Christine, født 1856 og Jeanina, født 1861. Jonna Stampe døde i 1878 og Henrik Stampe i 1892. De og deres børn overlevede altså i alle tilfælde Andersen, som døde 4. august 1875.  

 

Efterhånden som Stampe-børnene voksede til, morede Andersen sig under sine besøg på Christinelund med at klippe smukke, finurlige og morsomme papirfigurer til dem, så at familien efterhånden fik en hel lille samling, og at lille Rigmor allerede som 2-årig fik en billedbog med disse. Og til lille Christines 3 års fødselsdag i 1859 klippede og klistrede Andersen og barnets morfader, Adolph Drewsen, i fællesskab en bog, som de også skrev vers i og som blev kaldt Christines Billedbog. Bogen blev af fondet ”Christine Stampes Billedbog” udgivet i facimile og i flot format af Lademanns Forlagsaktieselskab, København 1984.

 

Andersens papirklip omtales af Jonna Stampe i to af hendes breve til Andersen, det første dateret 23. maj 1853 og det andet og lidt senere er desværre udateret. Fra det sidstnævnte brev skal følgende citeres her:

 

     . . . Forleden kom Rigmor til mig slæbende på sin store billedbog. ”Det er Anser, mor, som har klippet alle konerne, og hun var henrykt over dem. ”Alle konerne” er de billeder De klippede til hendes juletræ, de holdes i hævd, hun ser dem kun når her er helligdag, endnu er de hele på en nær, og fornøjer både hende og Astrid meget. Deres eventyr holder hun også såmeget af, men jeg er misfornøjet med, at det går ud over mit smukke eksemplar; jeg fortæller hende flere af eventyrene og hun gengiver dem ganske pudsigt. – Jeg tror De vil i hende få en god ven, hun husker Dem altid så godt, og jeg understøtter hende heri, thi hun skal betragte Dem som sin onkel, have slægt-følelse for Dem; hun vil jo kunne lære det helt naturligt af sin moder, der forstår Dem bedre og kærligere end De nogensinde aner og som inderlig ønsker at kunne gøre Dem lidt glæde, lidt godt her i livet.” (59) 

 

Sommeren 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, som trak dødens spor efter sig. Andersen, der led af nærmest panisk angst for sygdom i almindelighed og for en smitsom sygdom som kolera i særdeleshed, flygtede så at sige fra den beklumrede hovedstad og tog ophold, først hos grev Moltke på Glorup i Fyn og derefter hos papirfabrikant og grundlægger af byen Silkeborg, Michael Drewsen og dennes familie. Michael Drewsen var søn af papirfabrikant J.C. Drewsen, en halvbroder til Jonna Stampes fader, Adolph Drewsen.

 

Kolera hærgede København fra12. juni til 31. oktober 1853, og af byens dengang ca. 130.000 indbyggere døde 4.750 personer. Mindre koleraepidemier plagede også byen i 1854, 1855 og 1857. Så det er forståeligt, at mange af byens borgere frygtede for at blive smittet, for det var omtrent ensbetydende med døden. Kolera er en heftig epidemisk tarminfektion, som medfører feber, kvalme og meget voldsom diarré, der medfører livsfarlig udtørring. Kolera spredes på grund af dårlig hygiejne, især i forbindelse med toiletforhold, og inkubationstiden er kun på 2-3 dage. I nyere tid findes der en nogenlunde effektiv behandling, som kan forhindre at sygdommen udvikler sig dødeligt. Men dengang i 1853 var lægevidenskaben dårligt rustet til at imødegå, endsige helbrede for kolera.  

 

I henhold til hans Almanakoptegnelse ankom Andersen til Silkeborg mandag den 27. juni 1853 ved middagstid, og han rejste midlertidigt derfra fredag den 15. juli, for at aflægge besøg i Odense og på Glorup, for atter at vende tilbage til Silkeborg den 3. august. Men endnu før Andersen midlertidigt forlod Silkeborg, var Andersen som sædvanligt en flittig brevskriver, og han havde temmelig mange, han udvekslede breve med, blandt disse var selvfølgelig også Jonna Stampe. Et af brevene til hende er dateret ”Silkeborg den 29. juni 1853” og herfra skal følgende gengives:

 

Kære Jonna!

     Længe har det været min tanke at sende brev til Christinelund og der kom da også fra Sorø, men det var til Din moder og ikke til Dig, siden er dagene så hurtigt fløjne hen at vi er sidst i måneden og jeg på Silkeborg før brevduen kommer af sted, men nu skal den også flyve. Tak for dit hjertelige brev, kys lille Rigmor og sig at hun er en sød Lillebitteeen, for sine kradserier der blev forseglede med vand; jeg skal gemme den storladne runeskrift til hun selv bliver stor og ikke kan tyde sine egne barnsdoms-tegn. I Sorø var der hyggeligt og godt hos de hjertelige mennesker jeg var hos. Jeg sagde til Ingemann, da brevet til Din moder var sendt af sted, at jeg i det havde nedskrevet en hilsen fra ham til Dig, det vidste jeg han ville, eftersom han kort forud havde talt så smukt om Dig. Han takkede mig, men tilføjede, ”De skulle have sagt mig det, jeg havde da givet Dem en rigtig smuk hilsen til den ypperlige unge frue!” […] Vejret er ellers blevet slet i disse dage, det regner og stormer stærkt; jeg håber at denne vejrforandring i øvrigt er god mod sygdommen i København. Jeg vil tro det der ikke er så galt, som breve og blade beretter og længes nu meget efter næste post. Hvad der især ængster mig er, at Din bedstefaders sædvanlige sygdom er jo i maven og får han nu et af de gamle tilfælde, så bliver han og de andre dobbelt ængstelige. – […] Hils Stampe særdeles fra mig, ligeså Elisa, Janina og Holger. – Skulle der engang blive en stemning hos Dig til at skrive mig til, da lad den ikke gå over, jeg bliver her endnu i 14 dage. Alt er vel godt på Christinelund? Lille Rigmor vogter sig for vandet, har ikke glemt mig, og læser naturligvis mine eventyr for Astrid, som heller ikke har glemt mig?

     Og nu lev frisk og vel! / Altid én af de trofaste blandt de gamle venner. / H.C. Andersen. (60) 

 

Under det flere dages besøg på Glorup skrev Andersen blandt andet følgende brev til Jonna Stampe:

 

     Kære Jonna! Tak for dit velsignede brev, jeg længtes ret efter at høre fra Dig og fra jer alle på Christinelund, i disse alvorsdage samler sig de kære man har, ligesom i et brændpunkt; jeg er vokset fast, groet ind i det Collinske hus, hvert lille ryk der fornemmer jeg, vore glæder og sorger er én familiestemning. Jeg lever i en stadig angst og mare for dem alle i København og der tæt ved, jeg har en forud-frygt at jeg ikke ser dem alle, ikke er det tanken om selv at gå bort, jeg tror jeg er nogenlunde beredt, men jeg kan ikke ret tåle at miste. Gud være nådig og god. - - - (Så følger beskrivelsen af festen,) men jeg er egentlig i et tungt humør, jeg havde kun tanke for mine kære i København; fra Din fader fik jeg da netop brev, han skrev mig til, hvorledes døden gik fra hus til hus og bankede på; jeg kunne næsten ikke bære indtrykket af den ydre glæde, musikken og illuminationen rundt om, jeg måtte et par gange op på mit værelse og græde ud. – Du begriber i den vedvarende spænding jeg går i, disse tunge dage vi lever i, at opholdet på Glorup er mig som i gamle dage, jeg føler en forladthed , en trang til at flyve bort, det er, som om alt manglede; helst fløj jeg til København, men Theodor har skrevet, at jeg aldeles ikke må komme, han frygter at jeg er for modtagelig for epidemien, de andre vil også helst have mig borte og så drager jeg nu på mandagmorgen igen til Silkeborg, hvor de alle gerne ser mig, og hvor jeg er i en kreds der kender og holder af mine kære, thi kun i disse lever jeg i denne tid. Skriv mig til, når jeg nu er i Silkeborg, sig mig om Dit hjem, Din mand og småpigerne. Hils dem hjerteligt og kærligt fra mig og kys den søde lille Rigmor, sig at hendes gudfader holder meget af hende og at storken er min fugl, hver gang hun ser én skal hun kysse smukt på fingeren og sende mig en hilsen! - - -

 

     Glorup den 29. juli 1853: - - - Det er tidlig morgen, for et øjeblik siden fik jeg brev fra Augusta Collin, hun melder mig at nu også Mille Hornemann er gået bort; hvad bringer de næste dage, Gud kun ved det; jeg har ingen forhåbning, skilles, altid skilles! – Forleden dag var jeg i stemning til at give papiret hvad der fyldte mig og jeg skrev: ”Som bladet, der fra træet falder . . . .

     Din ældste trofaste ven / H.C. Andersen. (61)  

 

Under Andersens lange fravær i månederne juni-september var flere af Andersens venner og bekendte i København som allerede nævnt afgået ved døden som følge af koleraen. Den 8. juli fik han i et brev fra Ingeborg Drewsen at vide, at ”Boye var død af kolera”. Og nok så forstemmende for ham erfarede han den 22. juli, at Jette Collins moder, Madam Thyberg, var død natten mellem 21. og 22. juli af kolera. Den 29. juli fik han brev fra Gusta Collin, som meddelte ham, at Emilie (Mille) Hornemann også var død af kolera den 26. s.m. (62) 

 

Fra Glorup vendte Andersen som nævnt igen tilbage til familien Drewsen i Silkeborg, som han dog atter forlod den 6. september, for via besøg i Odense at ankomme til Sorø den 9. september, hvor han var gæst hos sin gode ven, digteren B.S. Ingemann. Herfra rejste han den 15. s.m. hjem til København, selvom koleraepidemien endnu ikke var overstået, hvilket han dog også var klar over, for i Almanakken for torsdag den 15. september 1853 noterer han bl.a. følgende:

 

     […] rejst fra Sorø til København hvor vi kom kl. 10. Ingeborg, Gusta, Gottlieb og Harald tog imod mig, vi kørte nu ind i kolerabyen. – (63)     

 

Det kan konstateres, at der digterisk set kom en hel del inspiration til Andersen under hans ophold i Silkeborg. Dels skrev han en længere artikel med titlen Silkeborg, som tryktes i Folkekalender for Danmark 1854, og dels omsattes mange af især hans naturindtryk fra Silkeborg og egnene deromkring i eventyret Ib og lille Christine, 1855, og desuden nok så vigtigt i romanen At være eller ikke være, der dog først udkom i 1857. (Se Note 52).

 

Vi er nu nået frem til året 1854, hvor Andersen også denne sommer fra 10. – 17. juli aflagde besøg hos sine to kære venner på Christinelund, hvorfra han tog til Ingemanns i Sorø. Derfra skrev og afsendte han et brev dateret ”Sorø den 18. juli 1854 til den på det tidspunkt højgravide Jonna Stampe:

 

Kære Jonna!

     Det var en solhed dag i går og de 7½ mil fra Christinelund til Sorø ligeså besværlig, som 54 mil på jernbanen, ikke at nævne lige så dyr. Penge er kun til at give ud, men det er dog en for dårlig indretning med postvæsenet, at man må give over 9 Rdlr. for at flyttes ikke 8 mil. Nu, vejen gik og den første kusk glædede mig ved sin lovtale over den unge baron Stampes dygtighed som landmand, ”jorderne på Christinelund havde ordenligt oppet sig”. – Klokken 6 om eftermiddagen var jeg i Sorø, og bragte Rigmors blomster ganske friske til Ingemann, der var meget glad over fortællingen om Liden Rigmor, der troede han havde skrevet hendes historie; Ingemann fortalte det til flere der kom. Blomsterne står i dag på hans skrivebord, tæt ved psalmebogen, som han jo reviderer; han sender hilsener til Rigmor og naturligvis også til moderen. Her er hyggeligt, stille og lummert, jeg længes efter havet.

     Tak for Din hjertelighed og deltagelse mod mig, den fredelige uge jeg tilbragte i Din ensomhed. Du ved ikke hvor det greb mig dybt, den inderlighed hvormed du bad mig blive endnu et par dage længer end til om fredagen, det var også kærligt af Stampe at han gentog det samme. – Det er en vederkvægelse at være hos mennesker, som holder af én, og hvor man er forvisset om at være gerne set. Rigmor og Astrid var så søde, så velsignede, hils dem begge så hjerteligt forståeligt fra mig, som muligt. – Også ”svigermoder” var jo højst fortræffelig, jeg lovede hende en håndskrift til en mand i Stuttgart, og sender den heri brevet tilligemed min hilsen. – Gid Du nu snart og lykkelig må stå karsk og blomstrende mellem os og Din lille verden i hjemmet. Med et fromt sind, som Dit, går verden vist sin stille gang; gid den ret velgørende må det! – Jeg håber at mine Samlede Skrifter, idetmindste de seneste 4 bind, snart er i Dine hænder! - - / Din trofast hengivne ven / H.C. Andersen. (64) 

 

Dagen efter, den 19. juli s.å. skrev og afsendte Jonna Stampe følgende svarbrev til Andersen:

 

Kæreste Andersen! Tak for det rare og hjertelige brev jeg fik i dag, det gjorde mig godt at se, at De dog på en måde havde haft det lidt godt i vor stilhed herhjemme, at De dog havde følt, at vi ønskede at være rigtig gode imod Dem. Jeg så jo straks De kom, hvor svag De så ud, og jeg følte hele tiden, at så nøje var Deres sjæl og legeme forbundet, at begge led, når den ene del blev angrebet, så Gud ved, jeg ønskede så inderligt at indrette alt herhjemme efter Deres sinds og legemes tarv; men om det lykkedes mig som jeg ønskede det, tør jeg jo ikke håbe, thi der hører også held til at kunne vise folk sit kærlige sindelag i den form, hvorigennem det fremkommer.

     […] det kan være et smerteligt savn at give megen hengivenhed og ikke få den fuldt gengældt; men gennem den skærsild går vi alle, selv om De tror mit liv og mit sind så roligt, så fredeligt, det har dog haft storme som De ikke kender, og det har tit og mange gange fristelser i det indre til kulde, til bitterhed, som kun afhjælpes når jeg tyer hen til Ham, der for mig er livets kilde; jeg tænker desuden altid, at om nu enogså den eller hin krænker mig eller unddrager mig sin kærlighed, så gives der måske også mere en, hvem jeg har krænket eller forsømt eller været ukærlig imod; og min egen synd lærer mig at tilgive andres.

     Levvel, kæreste Andersen! Gud give Dem den rette lægedom for sjæl og legeme og lade Dem forstå, hvem der er Deres sande venner, om endogså formen støder Dem. Jeg bliver Dem dog vist altid tro! / Deres / Jonna. (65)   

 

Det forekommer mig, at især ovenstående brev vidner om Jonna Stampes store kærlighed til Andersen som primært menneske og sekundært som digter. Som mand tiltrak han hende næppe, dertil var der nok for meget anima i hans psyke. Dette vidste han jo i virkeligheden også ganske godt selv, men ligesom hans ’pendul-sind’ svingede mellem optimisme og pessimisme, således svingede hans erotiske eller seksuelle tiltrækning også mellem kvinder og mænd. Han foretrak snart den ene og snart det ene og snart det andet køn og ikke så sjældent begge køn på samme tid, sådan som vi jo tidligere har set eksempler på her i dette hovedafsnit. 

 

Ifølge Almanakken for den 22. juli 1854 modtog Andersen denne dag et brev fra Jonna og Henrik Stampe. Herom noterer Andersen følgende:

 

Brev fra Jonna og Henrik, han melder at Jonna har født en søn kl. 12 den 20. juli. […] Brev til Henrik og til Jonna. (66) 

 

Samme dag skriver og afsender Andersen et brev til veninden på Christinelund:

 

Sorø den 22. juli 1854.

Kære velsignede Jonna!

     Gud velsigne og bevare Dig for Henrik og alle Dine trofaste kære! Gud lade disse ord nå dig karsk efter omstændighed; uventet er angstens dag kommet og gået over, Du har en søn, jeg kan tænke mig Din og Henriks glæde, jeg ville også juble højt af glæde, vidste jeg bare hvorledes Du og barnet nu havde det. At jeg er i angst for Dig begriber Du; to dage er gået og ligeså mange vil i det mindste endnu gå før jeg, allertidligst , kan høre fra jer! – Dit brev til mig var så mageløst inderligt, så kristeligt godt! o kære Jonna, tro jeg forstår godt Din sjæl og tanke! Du er langt bedre, langt kærligere og mere god end jeg er og bliver i denne verden, hvis strømninger i ondt og godt farer gennem mit let bevægede sind. Din tro er dig en skat, og jeg ved, den er en guldmønt; tåbeligt er det af mig, at jeg vil stride om præget på den, jeg må samle fra alle sider i naturen for at få den skat i sølv der bliver lagt i vægt med Din; og så kan jeg tale mig heftig tit, og næsten tænke det: ”Jeg har mere!”, og Du har det måske, i Din guldskat. - - - Lev nu vel kære, hjertensgode, velsignede Jonna. Kys Din lille Dreng og sig ham han har en ven i mig, før jeg endnu har set ham. / Din inderlig hengivne / H.C.Andersen. (67)  

 

Men allerede tre dage senere, den 25. juli s.m. fik Andersen endnu et brev fra Henrik Stampe, denne gang med en sørgelig nyhed:

 

Brev fra Henrik Stampe, den lille søn død den 23. Skrevet brev til Henrik Stampe. (68) 

 

Om denne tragiske begivenhed skriver Rigmor Stampe følgende:

 

     Det havde været Jonna Stampes mest brændende ønske at få en søn. I ham ville hun kunne nedlægge noget af alt det, som bevægede sig og gærede i hende selv. Hun syntes, at for kvinder var lidenskab, initiativ, begavelse til ingen nytte – ja mer endnu, en tung urolig ballast, der var nær ved at få båden til at kæntre, kræfterne skulle kun bruges til at holde alt det urolige nede under det daglige livs niveau. Dette var hendes livs erfaring, og derfor ønskede hun ikke at få døtre – i al fald ikke begavede døtre. Men en søn! og nu, endelig kom han. – Tre dage efter var den lille dreng død. En anden søn, der kom et år senere, var dødfødt.

     Hun forvandt aldrig denne sorg. Den bidrog sit til, at hun søgte endnu dybere ind i religionen.

     Der findes to små udaterede breve fra Jonna Stampe til Andersen der viser, at hun, mens hun engang var på besøg hos sine forældre, har sagt et eller andet, som har forstemt ham; formodentlig har de haft en strid om religiøsitet og kristendom, hvori de jo var uenige, og han er gået hjem og har ladet hende forstå, at han ikke ville kommer der mere. Hun er blevet bedrøvet her over og har øjeblikkelig sendt ham følgende:

 

Til professor H.C. Andersen egenhændigen.

Onsdag aften.

Hvad magt ligger der dog på hvilke meninger og anskuelser vi har? er det dog ikke langt vigtigere at holde af hinanden, at bære over med hinanden, at være tilbøjelig til en mild bedømmelse, selv da når man troe sig krænket af sin ven? kun dette er venskab, og da jeg tror at have en sand venskabsfølelse for Dem, kære Andersen! som ikke rokkes, hverken af misforståelser, vrede eller forskellige anskuelser, så kommer jeg her til Dem med et godt sind og rækker Dem hånden, og håber til Gud at De må forstå, hvor godt og kærligt jeg i alle omvekslinger mener Dem det-

     - - - Kom her nu som altid, og lad mig ikke have den bedrøvelse, at det i besøg i mine gamle venners kreds, som jeg havde glædet mig såmeget til, skal være årsagen til, at De befinder Dem mindre hyggeligt her. / Deres / Jonna. (69)  

 

Det kunne tyde på, at ovenstående brev må være fra omkring begyndelsen af 1850erne og formentlig have forbindelse med den episode i gamle Collins hjem, som H.C. Andersen-forskeren H. Topsøe-Jensen giver et illustrativt eksempel på i sin artikel Fra en Digters Værksted, hvoraf det blandt andet fremgår, at Andersen protesterede imod Jonna Stampes udlægning af et bibelsted. På trods af Andersens gode vilje til at udvise overbærenhed overfor Jonna Stampes velmente ortodokse kristne tro, så kunne han dog ikke i længden afholde sig fra at kritisere hende, når han syntes hendes dogmatiske opfattelse blev lidt for meget. Se herom i Note 51. 

 

Herom skriver Rigmor Stampe følgende:

 

     Når Andersen er bleven såret og ikke har villet komme mere i Amaliegade, mens hans gode veninde var der, har dette sikkert også haft sin grund i, at han med årene var blevet mere pirrelig på grund af tiltagende legemlig og åndelig svækkelse og sygelighed. Det er i denne tilstand, at han udelukkende huskes af endnu levende, og det er deres opfattelse som har dannet den traditio, der lever om ham som personlighed i hans fædreland: pirrelig og egoistisk og forfængelig.

     Men se nu her: Med sin sædvanlige godmodighed har Andersen straks, endnu samme aften, villet udslette sporene af den lille misstemning og har sendt hende et eller andet til tegn på venskabeligt sindelag, og hun svarer ham da øjeblikkelig:

 

Onsdag aften.

     De er dog god og velsignet, kæreste Andersen, at De således straks tænker på at fornøje mig, fordi De havde set mig bedrøvet! Det rørte mig at se et nyt bevis på Deres hjertensgodhed! tro mig, det skærer mig i mit hjerte, når jeg krænker hvem jeg holder af, jeg ville tit gerne bøde med hvad jeg sætter mest pris på forat kunne tilbagekøbe et ubesindigt ord, og kan jeg det ikke, så vil jeg af hjertet bede mine venner tro, at kun tåbelighed og uforstand bringer mig til at gøre slige bommerter, men aldrig, aldrig mangel på kærligt sindelag! De, som er ig så kær, til Dem henvender jeg mig med denne bøn og De vil nok høre mig!

     Endnu engang hjertelig tak for Deres godhed imod / Deres trofaste / Jonna. (70)  

 

Det gode forhold mellem Andersen og Jonna Stampe fortsatte i de følgende mange år, han havde at leve i, men naturligvis kunne det ikke altid helt undgås, at der opstod mindre episoder og uoverensstemmelser mellem to mennesker, tilmed mand og kvinde, som jo alene af den årsag oplever og opfatter tilværelsen forskelligt. Men den indbyrdes kærlighed mellem de to bestod, hvorimod den praktisk anlagte og flittige Henrik Stampe med årene synes at være trådt mere og mere i baggrunden, især når det gjaldt litterære og åndelige spørgsmål og emner. Men Jonna Stampe bevarede sin kærlighed til Andersen lige til sine dages ende. Da hendes onkel, Edvard Collin, i 1878 arbejdede på sit manuskript med titlen H.C. Andersen og det Collinske Huus, sendte han en del af manuskriptet til Jonna Stampe, for at høre hendes opfattelse af det, han havde skrevet om Andersen som personlighed og digter. Edvard Collin vurderede i øvrigt ikke Andersen som nogen stor digter, hvorimod han satte danske digtere som f.eks. Heiberg og Hertz højt, så derfor er det så meget mere interessant og bemærkelsesværdigt, at Jonna Stampe ikke var enig med ham deri, specielt hvad Andersen angår. Dette gav hun på en pæn måde udtryk for i sit brev til ham af marts 1878, altså cirka tre år efter Andersens død. Selv var hun så alvorligt syg og sengeliggende, at hun ikke magtede selv at skrive brevet til onklen, men måtte diktere det til sin datter Christine, som i øvrigt også læste onklens manuskript højt for hende:

 

     Du har rigtignok ret i, at jeg med interesse følger dit arbejde om Andersen; det ligger mig netop på sinde, at folk skulle lære ham at kende fra hans menneskelige side, hans venskabsforhold til den Collinske Familie. Jeg synes derfor så udmærket godt om begyndelsen, de Meislingske breve, om bedstefaders optræden og Andersens personlighed, som den viste sig der på en næsten Dickensk rørende måde. Ligeledes brevene til dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kærlige side hos ham træder så stærkt frem; endelig brevene til Louise. Et sådant indblik i Andersens barndoms- og ungdomsliv kan kun du give.

     Men når jeg ikke var så fuldt tilfredsstillet ved randgloserne til hans livs eventyr, så ligger det i, at jeg ikke synes, du ser med nok afstand på den tids strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med hensyn til Andersen. Jeg føler nemlig, at han virkelig var en svane og en stund betragtedes som en grim ælling. Han følte vingerne gro uden at kunne gøre sig selv rede for denne følelses berettigelse eller at kunne bibringe andre denne følelse. For ham var al tugt og al tilrettevisning kun hæmmelser; han følte ubilligheden men ikke berettigelsen. Derfor våndede han sig under al sprogrettelse og under at vejes på samme vægt som andre. Jeg tror, at selv om man har tilhørt hin tids standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt sin forkærlighed for den, så vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at formen spillede en større rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunne følge den retning, let kom til at stå udenfor og derved blev gjort uret. Samfundet kunne dengang ikke være anderledes, da det ikke kunne være forud for sin tid, så det skal ikke bebrejdes det; men det må tages med i betragtning, synes jeg, i bedømmelsen af Andersen. Han hørte efter min mening til de 4 store profeter, men fik næppe rang blandt de 12 små, og måtte derfor vånde sig under en målestok, han ikke kunne svare til. Dette synes jeg, var hans første samtids ubevidste skyld imod ham. Hans skyld imod den var at kræve anerkendelse som svane før han var blevet det, og det blev han først, da han skrev sine eventyr. Dernæst havde han en anden skyld, ligesom denne ubevidst, hans fantasis upålidelighed med hensyn til folks forhold til ham. Du kalder det pirrelighed, men jeg, som her kendt mennesker med denne slags natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en utilregnelighed i fantasien, der får denne til for alvor at tro, hvad der vitterlig ikke er sket. De lider ligeså meget under disse foregøglede som under de virkelige krænkelser og går i deres grav, sikre på, at deres opfattelse har været den sande. Ved denne fejl har Andersen beredt sig selv og andre store kvaler, og dog anser jeg ham for utilregnelig deri.

     Der var dernæst en anden grund, der måtte gøre Andersens fejl mere åbenbare for verden end andres; han var uden familie. Alle vi, der er så lykkelige at have familie. må vide, hvad støtte og hjælp familieforståelsen er for os. Fører en ublid vind os bort fra den, vil vi dybt føle dens savn: den kender og bærer over med de samme svagheder og ejendommeligheder, den netop selv har, lægger stundom end ikke mærke til dem. Dette gælder de fødte familieforhold; i de forhold, man selv danner, får man visselig mangen en gang ikke den samme overbærelse. Hvor mangt et ondt lune, hvor mangen en særhed, tværhed, ja endog utålmodighed får ikke udløb inden fire vægge, så verden forskånes for at se dem og lide derunder og den pågældende selv hyppigt af udenforstående betragtes som et meget omgængeligt menneske. Ingen af disse lettelser havde Andersen, ingen medfødt slægt forstod og bar over med hans ungdoms-særheder, og han havde senere ingen familie, i hvilken han kunne udgyde det, som han så desværre måtte udgyde over venner og bekendte. Han kunne naturligvis heller ikke i den Collinske familie have den familie-tryghed som vi andre.

     Når man er syg, nervøs, ikke i stand til personlig at skrive, men må gøre det pr. diktat (som forekommer mig særdeles vanskeligt) og ikke kan tale til den, man ville tale med, så skulle man egentlig tie stille. Men så stor er min interesse for det, Du udgiver, at jeg har dristet mig til at diktere dette. Jeg synes nemlig, at det kunne gøre godt mod Andersens minde, om der blev ydet ham en forståelse, som han måtte savne i sin samtid, men som ingen bedre kunne give ham end én, der har stået ham så nær som Du – den indrømmelse nemlig, at Andersens første samtid var for snæver til helt at kunne forstå ham, og at hans pirrelighed ikke alene lå i en sygelig sjælstilstand, men også var begrundet i forholdene. Det var denne klang af sympati, som jeg savnede i det ene lille afsnit, og som har bragt mig til at udtale min opfattelse. / J. (71) 

     

Der er for mig ingen tvivl om, at både Jonna Stampe og datteren Rigmor Stampe mere end anede, at deres digterven kønsligt set havde en markant dobbelt-natur. Rigmor Stampe bruger ligefrem ordet ’forelskelse’ til at karakterisere Andersens forhold til flere personer i hans omgangskreds, herunder også til flere af omgangskredsens yngre mandlige medlemmer. I ovenstående artikel har det imidlertid ikke været formålet at skildre Andersens forhold til eksempelvis familierne Collins og Drewsens unge mandlige medlemmer, som Andersen i forskellige perioder af sit liv tydeligvis havde været forelsket i. Såfremt min egen fremskredne alder vil tillade det, har jeg tænkt mig senere at behandle dette emne.

 

Men med Jonna Stampes i højeste grad kærlige og forstandige forsvarsskrift for mennesket og digteren H.C. Andersen, vil vi hermed slutte beretningerne om hans såkaldte dobbelt-forelskelser. Dog vel vidende, at de i dette og de foregående afsnit under denne rubrik fremførte betragtninger, argumenter og begrundelser, nok kunne have været mere omfattende og dybdeborende. Imidlertid er det mit håb, at artikelserien i det mindste har kunnet bidrage til at klargøre H.C. Andersens personlighed og seksualitet set på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling.

 

© maj 2014 Harry Rasmussen.

 

 

******************

Noter og kilder:

 

 1   Vedr. Henriette Wulffs rejse til Portugal i 1842, se H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Bind I, pp. 345-377.

 2   H3-03. Andersens anden dobbelt-forelskelse. Hans forelskelse i søskendeparret Ida og Christian Wulff. 

 3   Se desuden artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch

 4   BHW I, p. 293. Brev nr. 87. Fra Jette Wulff.  – den nærforestående eksamen: Henrik Stampe, som i studietiden boede fast i Købenavn, havde 1840 bestået Artium og forberedte sig nu på 2. eksamen.

 5   BHW I, brev nr. 92, p. 308.

 6   BHW I, brev nr. 94, p. 313.

 7  Rigmor Stampe: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang. Forlagt af H. Aschehoug & Co. Kjøbenhavn 1918. pp. 106-107. – Der er i øvrigt det interessante og højst bemærkelsesværdige ved Rigmor Stampes bog, at skønt den er skrevet omkring 1918, så benytter hun i sin egen tekst den retskrivning, som først blev officielt indført i Danmark i 1948! Men de citater, Rigmor Stampe bringer af breve og andet er afskrevet i den retskrivning, der var gældende på Andersens og Jonna Stampes tid i 1800-tallet.

 8   Samme sted, pp. 107-108. 

 9   Samme sted, p. 108.

10  BHW I, brev nr. 97, pp. 321-322. – Brødrene: Peter Wulff (1808-81), premierløjtnant i Søetaten, og Christian Wulff (1810-56), kaptajnløjtnant. – Fru Koch: Ida Koch, f. Wullf, gift 1828 med Jørgen Hansen Koch (1787-1860), arkitekt og kgl. hofbygmester, etatsråd 1832. – Børnene: Ida og Jørgen Hansen Kochs børn: Jørgen Hansen Koch (1829-1919), Peter Koch (1832-1907), Hans Henrik (Henni) Koch (1836-1903). – den øvrige familie Stampe: Se denne artikels indledning, og evt. desuden den i note 3 nævnte artikel.

11  BHW I, brev nr. 99, p. 324.

12  BHW I, brev nr.102, p. 333.

13  BHW I, brev nr.103, pp. 336-337.

14  BHW I, brev nr. 104. p. 338.- Elise: Elise Stampe, den ene af Henrik Stampes to søstre, Janina var den anden.

15  H.C. Andersens Almanakker, p. 106.   Med ordene ”det er 13 år” hentyder Andersen til, at det var 13 år siden han havde haft forbindelse med den dengang ugifte Riborg Voigt. Se evt. herom i artiklen H3-04. Andersens tredje dobbelt-forelskelse – dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.

16  Almanakker, p. 107.

17  H.C. Andersens Almanakker 1833-1873, p. 111. Bemærk + tegnet. Vedr. dette, se artiklen H3-02. H.C.ANDERSEN – og hans seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering.

18  Samme sted, samme side.

19  BHW I, brev nr. 106, p. 343. 

20  Edvard Collin: H.C. Andersen og det Collinske Huus, herefter betegnet A & C, pp. 351-352. – en svensk Hverdagshistorie: Andersen var ikke nogen ynder af de såkaldte Hverdagshistorier, dvs. socialrealistisk romantiske historier, sådan som eksempelvis Thomasine Gyllembourgs En Hverdagshistorie. - Din bedstefader: Formentlig en hentydning til Jonas Collin d. Ældre (1776-1861), finansdeputeret 1816-48, direktør for Det kgl. Teater 1821-29 og 1842-49; etatsråd 1815, konferensråd 1829, geheimekonferensråd 1847. – bladet ”Fædrelandet”: Københavnsk avis grundlagt 1834. Organ for de nationale og skandinaviske principper, efter 1864 udpræget konservativ avis. – ”Den grimme Ælling”: Eventyr af Andersen. Trykt første gang i Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling. 1844. – HAUCH: Formentlig Carsten Hauch (1790-1872), digter, lektor i Naturvidenskaberne ved Sorø Akademi, 1846 professor i Kiel i nordiske sprog, 1851 professor i København i æstetik, 1858-59 medlem af Det kgl. Teaters direktion. – ”Nattergalen”: Eventyr af Andersen. Trykt første gang i Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling. 1844.  – Venskabs-Paradiset i Amaliegade: Bopælen for Jonas Collin d. Ældre og hans hustru Henriette Christine Collin, f. Hornemann (1772-1845). – din moder: Ingeborg Drewswn, f. Collin (1804-77), ældste datter af Jonas Collin d. Ælrdre, gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-85), assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten i København, 1847 justitiarius i denne ret. Justitsråd 1846, etatsråd 1852,konferensråd 1869. Vedr. ægteparrets børn, se H3-14. Andersens syvende dobbelt-forelskelse (1) - Dobbeltforelskelsen i Henrik Stampe og dennes hustru Jonna Stampe, f. Drewsen.

21  BHW I, brev nr. 107, pp.347-348.

22  BHW I, brev nr. 107, pp. 348-349.

23  BHW 1, pp-349-350. – Efter komedien kom han og Henrik over til mig: Andersen boede jo på Hotel du Nord lige overfor Det kgl. Teater. – ude på Holmen hos Christian: Christian Wulff var det tidspunkt søofficer eller mere præcist kaptajnløjtnant, en grad under kaptajn, og Holmen var hans arbejdsplads, når han ikke var til søs.

24  Almanakker, p. 114

25  Almanakker, pp. 114-115

26  Rigmor Stampe, p. 109.  – løverdagaften: Den tids betegnelse for lørdag aften.

27  Samme sted, pp. 109-110. - mit hjertes mysterier: Formentlig en hentydning til, at Andersen selv var klar over sin egen kønslige dobbeltnatur.

28  BHW I, p. 350.

29  Almanakker, p. 115. – ’Jette’ må være Henriette (Jette) Collin, f. Thyberg (1813-94). Gift 1836 med Edvard Collin (1808-86). Vedr. Andersens omtrent livslange ven, som han i 1830erne også oplevede en dobbelt-forelskelse med, se evt. artiklen H3-05. Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) – dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise. Artiklen er foreløbig i fire afsnit, men vil senere blive forøget med endnu nogle afsnit.

30  Rigmor Stampe, pp. 110-111. – det var fuglens ord: En hentydning til Andersens brev af 23. januar 1843 til Jonna Drewsen, hvori bl.a. forekommer følgende passus: ”En lille fugl flyver på onsdag en tur til Taarbæk og Ensomhed.”

31  BHW I, pp. 361-362.

32  Rigmor Stampe, p. 112. - Iflg. Andersen Almanakoptegnelse for 2. maj 1844 havde han haft en kontrovers med den ældre Collin, som skyldtes, at denne åbenbart tog parti for Heiberg, som havde forkastet skuespillet Lykkens Blomst til opførelse på Det kgl. Teater.

33  Dagbøger II, p. 381. – Christian den 8de: Dampskib, som lå i rutefart mellem København og Kiel.

34  Rigmor Stampe, pp. 112-113. – Brevet er delvis trykt i A & C, pp. 362-363, men det her gengivne tekststykke er udeladt der, ligesom Edvard Collins tekststykke er udeladt i Rigmor Stampes gengivelse af brevet.

35  Rigmor Stampe, pp. 113-115. -

  36  Rigmor Stampe, pp. 115-116. – Den gamle gård: Denne lå sådan ved Kgs Nytorv, at den vendte både ud mod Bredgade og mod Strandstræde. Det var en bindingsværksgård med svalegange. Her boede Jonas Collin d. Ældre og hans familie fra 1744 til 1838, hvor han købte en anden og mere moderne ejendom i Amaliegade 159, hvortil der hørte en have med træer og buske.

37  Dagbøger III, p. 60. – Holger: Holger Stampe: født 1822, Student i Jena 1845, senere forpagter, 1892 besidder af Baroniet Stampenborg, broder til Henrik Stampe.

38  Rigmor Stampe, p. 118. –

39  H.C. Andersen: Samlede Skrifter, 12. bind, pp. 408-409.

40  H.C. Andersen: Samlede Skrifter, 12. bind, p. 409.

41 Rigmor Stampe, p. 118-119. - Treårskrigen: Krig 1848-50 mellem på den ene side Danmark og på den anden side slesvig-holstenerne, Preussen og Tyske Forbund. Årsagerne til krigen var det ældgamle og indviklede problem om Sønderjyllands statsretlige stilling og dynastiske forhold, som fik en ny karakter på grund af den vågnende nationalisme i mange lande og bevægelserne for folkelig med- eller selvbestemmelsesret. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede fra ca. 1830 dels en fri forfatning og dels Slesvigs medlemskab af Det Tyske Forbund. Fra Dansk side ønskede de nationalliberalistiske kræfter dels en grundlov for kongeriget Danmark og dels en genforening af Sønderjylland med dette. Det ville blandt andet sige tilbage til en grænsedragning ved floden Ejderen.

42  Almanakker, p. 204. – Krieger: Christian Krieger, kaptajnløjtnant i Søetaten, næstkommanderende på Linjeskibet Christian VIII. – Ulrich: Adolph Tobias Ulrich, sekondløjtnant i Søetaten. – Hohlenberg: Johan Christian  Carl Hohlenberg, kompagnikommandør. – Gram: Vilhelm F. Gram, sekondløjtnant. – Wulff: Christian Wulff. – Wilken Hornemann: Underlæge i Søetaten.  

43  Almanakker, p. 204.

44  A & C, pp. 428-429. – Jf. med Jonna Drewsens brev af 11. juni 1844 til Andersen. – Sophie Hartmann: Datter af komponisten J.P.E. Hartmann. – Lehmann: Orla Lehmann, cand. jur., 1848 minister uden portefeulle, amtmand over Vejle Amt. – Krieger: A.F. Krieger, jurist og politiker. – Schiern: Eigil Waldemar Schiern, kaptajn i artilleriet. – Læssøe: Frederik Læssøe, major og oberstløjtnant. Læssøe, som var en god ven af Andersen, faldt i slaget ved Isted i 1850, hvor han blev offer for en snigmorders kugler.  – Frøken Bremer: Fredrika Bremer, svensk forfatterinde.

45  Fra ”brokkassen” 2005 Det var på Frederiksberg …

46  Rigmor Stampe, p. 119.

47  Rigmor Stampe, pp.119-120. – tog moder i teatret: Jonnas moder, Ingeborg Drewsen, f. Collin. – Ernst Weis: Overretsassessor, medstifter af Musikforeningen, god ven af Andersen.

48  Rigmor Stampe, pp. 121-122. – åringerne: dvs. alderen. – en nysselig lille pige: I Sverrig. En Reiseskildring. R & R, Bind VII. Kapitel XV Sala. p. 68. – Aronstave: Planteslægten arum. – sendt mig op nede fra stuen: Fra 1. oktober 1847 til 14. september 1865 boede Andersen med kortere afbrydelser i Nyhavn 67, 2. sal, hos gæstgiver og skibskaptajn Johannes Anholm og hustru Joachime Anholm, f. Oppermann. –

49  Rigmor Stampe, pp. 128-129. – Som faddere var i øvrigt valgt Jonnas fader Adolph Drewsen og Henrik Stampes ven Peter Vedel. – opdragelse i tro – (og videnskab): Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen) er titlen på et essay i Andersens bog ”I Sverrig. En Reiseskildring”. R & R. Bind VII, kapitel XX, pp. 89-92.

50  Dagbøger VIII, p. 31. – Rosenvænget: I dette vænge på Østerbro nær ved Trianglen boede mange mennesker af det bedre borgerskab. Østerbro var i det hele taget et foretrukket sted, både som fastboende og som opholdssted om sommeren. Den indre by i København var jo dengang ret beklumret i sommertiden, hvor varmen fik lugten fra de mange stalde og latriner til at brede sig. Sporvognen opfyldt: Elektriske sporvogne var i 1865 blevet almindelige på bestemte ruter i København. – Om sin opfattelse af ”kødets opstandelse” som fejlagtig, har Andersen mange år senere, nemlig i 1862, faktisk skrevet eventyret ”Vejrmøllen”. Se herom i artiklen: 3.38. Eventyret ”Vejrmøllen” – set i fire tydningsplaner.

51  Fund og Forskning IX 1962, p. 165. – selvbiografien: Mit Livs Eventyr (1855). – Edda: Edda: nordisk tidsskrift for litteraturforskning.  – ”Judas”:  H.C. Andersen: Ahasverus, 1847. - Louise: Formentlig Louise Lind, f. Collin. – fru Zytphen: Muligvis identisk med baronesse Anna Charlotte Zytphen-Adeler, hofdame hos kronprinsesse Louise af Danmark. – Ørsteds Aanden i Naturen: H.C. Ørsted: Aanden i Naturen. 1. og 2. Del. 1849-50. - Himmelens stjerner osv.: Her hentydes formentlig til Matt. 24,29 med paralleller: Esajas 13,10; Joel 2,10; 3,4, 20; Apostlenes gerninger 2,20; Johannes’ Åbenbaring, 6,12 f., 8, 6-13. Det præcise citat er det ikke lykkedes at finde. -

52  Fund og Forskning IX 1962, p. 165. – Romanen At være eller ikke være er i nyere tid udgivet i H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer (R & R), Bind V, 1944, pp. 1-239. – Se evt. artiklen: 3.06. ”At være eller ikke være” – H.C.Andersens syn på materialismen

53  Rigmor Stampe, pp.124-126.

54  Rigmor Stampe, pp, 126-127. 

55  Rigmor Stampe, pp. 127-128.

56  Saml. Skrifter, 2. udgave, bind 15, p. 303.

57  Dal og Nielsen II,  pp. 277-280. – Se evt. artiklen 3.08. ”Der er (ikke) forskel!” – et eventyr om altings kosmiske lighed.

58  Rigmor Stampe, pp. 131-132. – indretter Dem i Nyhavn: 16. maj til 21. juli var Andersen på en af sine udenlandsrejser, hvorfra han vendte tilbage sidstnævnte dato og atter indlogerede sig hos Anholm i Nyhavn 67, 2. sal. -

59  Rigmor Stampe, p. 133.

60  Otto Bisgaard: Fra Silkeborgs Nybyggertid / H.C. Andersen og Michael Drewsen. Silkeborg Centralbiblioteks Forlag – Silkeborg 1935. Brevet er trykt side 147-149. – Ingemann: Digteren B.S. Ingemann. - Elisa, Janina og Holger: Jonna Stampes svigerinder og svoger.

61  Rigmor Stampe, pp.136-138. – Mille Hornemann: Emilie (Mille) Hornemann: En broderdatter til Henriette Christine Collin. f. Hornemann. – ”Som bladet, der fra træet falder”: Dette digt er trykt A & C, p. 441, og det blev sunget i Frue Kirke ved Andersens egen begravelse den 11, august 1875. Andersens nære og jævnaldrende ven, komponisten J.P.E. Hartmann spillede selv på orglet ved den lejlighed.

62  Boye: Caspar Johannes Boye, præst, skuespilforfatter og salmedigter. – Madam Thyberg: Oline Thyberg, f. Falenkam. – Emilie (Mille) Hornemann: En broderdatter til Henriette Christine Collin. f. Hornemann.

63  Ingeborg:  Ingeborg Drewsen, f. Collin. – Gusta: Augusta Collin, f. Petzholdt, gift 1833 med Gottlieb Collin, søn af Jonas Collin d. Ældre. – Harald: Harald Drewsen, broder til Jonna Stampe, f. Drewsen.   

64  Rigmor Stampe, pp.139-140. psalmebogen: et ældre udtryk for salmebogen. – vederkvægelse: det gør godt. – ”Svigermoder”: Baronesse Christine Stampe, Jonnas svigermor. – karsk: frisk. – vist sin stille gang: betyder her sin sikre og stille gang.

65  Rigmor Stampe, pp. 141-142. – Jeg bliver Dem dog vist altid tro!: skal formentlig læses sådan: Jeg forbliver med sikkerhed altid Dem trofast! –

66  Almanakker, p. 228.

67  Rigmor Stampe, pp. 142-143.

68  Almanakker, p. 228.

69  Rigmor Stampe, pp. 143-144. – H.C. Andersen var allerede i 1851 blevet udnævnt til titulær professor. Han blev udnævnt til Etatsråd 1867 og til Konferensråd 1874.

70  Rigmor Stampe, p. 145. – slige bommerter: sådanne bommerter.

71  Rigmor Stampe, pp.160-162. - Et sådant indblik i Andersens barndoms- og ungdomsliv kan kun du give: Ja, Edvard Collin havde jo kendt Andersen lige siden omkring 1822, da dennes forbindelse med familien Collin begyndte, og desuden havde han arvet Andersens breve og manuskripter, herunder også manuskriptet til Andersens ”Erindringer” fra 1832, hvori Andersen skildrede sit barndoms- og hidtidige ungdomsliv. Disse ”Erindringer” blev først trykt og udgivet i 1926 af Hans Brix på H. Aschehoug og Co.s Forlag, som gav disse titlen H.C. Andersens Levnedsbog 1805 – 1831. Bogen er senere genudgivet flere gange af det Schønbergske Forlag, 1962, 1971 og 1988, i alle tre tilfælde under redaktion af H. Topsøe-Jensen og med noter af Svend Larsen og udgiveren. I 1988 blev H.C. Andersen Erindringer ved Jens Jørgensen, med noter af Jørn Ørum Hansen udgivet af Forlaget Hovedland. Vedr. sidstnævnte udgivelse, se f.eks. artiklen 3.18. ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til diskussionen om H.C. Andersens biologiske herkomst. ANDERSENIANA 2006. (Artiklen involverer ikke Martinus’ kosmologi, men kan alligevel også læses her på hjemmesiden). ”…et forbyttet, meget fornemt barn…” – Tilføjelser og rettelser 2008. - de 4 store profeter: Der må være tale om Oehlenschläger, Heiberg og Hertz og så altså Andersen. - han var uden familie: Vedr. Andersens familie, se også her den netop anførte artikel. - Det var denne klang af sympati, som jeg savnede i det ene lille afsnit: Jonna Stampe hentyder her til Edvard Collins opfattelse og beskrivelse af Andersen personlighed og karakter i bogen H.C. Andersen og Det Collinske Huus. Et Bidrag til Andersns og hans Omgivelsers Charakteristik. C.A. Reitzels Forlag. København 1882. Se pp. 451-476. Jonna Stampes ovenfor citerede brev og Edvard Collins svar på hendes opfattelse og kritik findes samme sted pp. 477-515.

 

© maj 2014 Harry Rasmussen.

 

***********************