Denne artikel handler
primært om det evig aktuelle spørgsmål om forholdet mellem krop og sjæl, eller
mellem hjerne og bevidsthed. I artiklen, som
stod at læse i KOSMOS nr. 11-2002, henvistes især til artiklen ”Min vej til Martinus” (KOSMOS nr. 12-2001).
Sidstnævnte artikel står også at læse her på hjemmesiden.
Forleden
dag faldt jeg tilfældigvis over et ældre nummer af det populære tidsskrift
Illustreret Videnskab. Under overskriften Sådan opstår ud-af-kroppen
oplevelser, kunne tidsskriftet i sit nr. 8, 1990 næsten triumferende
meddele sine læsere, at alt det uvidenskabelige vrøvl om sjæl og såkaldt
astrallegeme, var det nu lykkedes en moderne, nøgtern amerikansk hjerneforsker
ved navn Susan Blackmore at gøre endeligt op med. Hun kunne nemlig blandt andet
henvise til, at uanset hvor avancerede og raffinerede måleinstrumenter,
videnskaben har taget i brug, er det endnu aldrig lykkedes at finde det mindste
symptom på endsige bevis for, at disse sjæle og astrallegemer eksisterer. (1)
Den nævnte artikel er stadig aktuel, for
så vidt der fortsat findes mange kritikere af forestillingerne om, at individet
besidder en overfysisk, sjælelig struktur, som ligger til grund for at den
menneskelige personlighed overlever det fysiske legemes død. Blandt disse
kritikere er altså hjerneforskeren Susan Blackmore, som angiveligt strengt
videnskabeligt har undersøgt nærdøds-oplevelser og ud-af-kroppen oplevelser og
tunnel-oplevelser hos et vist antal mennesker. Hendes konklusion er kort
fortalt, at disse og lignende oplevelser mere er drøm end virkelighed og kan
forklares ud fra moderne forskning i hjernens biologiske og fysiologiske
processer.
Situationen kan minde lidt om den
spøgefulde anekdote om kirurgen, som bliver stillet over for spørgsmålet om
mennesket har en sjæl. Hertil svarer kirurgen: ”Nu har jeg i årevis opereret og
dissekeret og ledt overalt i den menneskelige organisme efter en sådan sjæl, og
dér, hvor jeg ikke har været, der har mine kolleger ledt, men ingen steder har
vi fundet noget organ eller nogen funktion, der kunne betegnes som sjæl. Ergo
siger den sunde fornuft os, at mennesket ikke har nogen sjæl!”
Den troskyldige og måske lidt skælmske
spørger drister sig derefter til følgende spørgsmål: ”Sig mig, kære hr. kirurg,
hvor i kroppen fandt de den sunde fornuft!?”
Det er
naturligvis indtil videre korrekt, at naturvidenskaben endnu ikke har fundet
noget direkte og utvetydigt fysisk måleligt eller registrerbart bevis
for sjælens, astrallegemets eller koblingslegemets faktiske eksistens. Det er
samtidig en kendsgerning, at hjerneforskningen i de senere år har bragt større
viden om hjernens biologi og de processer, der foregår i den. Men for det
første er det et spørgsmål, om hjerneforskere som eksempelvis Susan Blackmore
har de nødvendige forudsætninger og kvalifikationer til at kunne foretage en
uvildig seriøs og gyldig undersøgelse af emnet. For det andet er det et
spørgsmål, om hendes helt igennem fysiske årsagsforklaringer og konklusioner er
holdbare. Susan Blackmore mener i lighed med en del psykologer grundlæggende,
at psykologien kan og skal forklares med fysiologien. Det er dog ikke alle
hjerneforskere og psykologer, der er lige så skråsikre i deres opfattelse, som
tilfældet er med en forsker som hende.
Men ifølge Susan Blackmores undersøgelser
har det vist sig, at hjernen er således indrettet at den ved overvældende
smerte eller krisetilstand producerer betydelige mængder af stoffet endorfin,
der svarer til morfin. Det er dette stof, der ved en dødelig tilstand i kroppen
får hjernen til at reagere med at dope sig selv, hvilket både giver
smertefrihed og lystfølelse. Denne situation opleves ifølge hendes
undersøgelser og teori subjektivt som lykkefølelse, ud-af-kroppen oplevelse og
tunnel-oplevelse.
Susan Blackmores konklusion er følgelig
den, at der er tale om at hjernen degenererer på grund af iltmangel og herunder
frigiver et morfinlignende stof, når døden nærmer sig, og dette er efter hendes
opfattelse forklaringen på, at der kan opstå surrealistiske forestillinger om,
at man rejser ud af kroppen og gennem en sort tunnel mod lyset. Hun slutter
derfor, at disse oplevelser mere er drøm end virkelighed, og det støtter hun på
en sammenligning mellem mennesker, der ofte drømte, at de så sig selv fra oven,
med folk, der aldrig havde haft sådanne drømme. Kun hos den førstnævnte gruppe
havde der optrådt ud-af-kroppen oplevelser i nærdøds-øjeblikket, mens ikke en
eneste person i den sidstnævnte gruppe havde haft oplevelsen. Hukommelse,
ønsketænkning og fantasi spiller derfor efter hendes mening en afgørende rolle
i sammenhængen.
Den omtalte artikel tyder på, at Susan
Blackmore og hendes meningsfæller ikke synes at have gjort sig nærmere tanker
om, hvad bevidsthedsfænomener som drøm og drømmetilstand så vel som sansning og
livsoplevelse dybere set er og indebærer. Der er dog faser i dødsprocessen, som
hun ikke ser sig i stand til uden videre at kunne forklare i og med sin
hypotese. Det drejer sig om de situationer, hvori den døende oplever lysende
skikkelser og til sidst en enkelt stærkt lysende skikkelse. (2)
Men som naturvidenskabelig hjerneforsker
er Susan Blackmore personligt ikke i tvivl om, at disse illusoriske skikkelser
forekommer, fordi hjernen mister sit greb om realiteterne og fabulerer frit, og
fordi mange mennesker netop har stærkt religiøse forestillinger om, hvad man
kan forvente efter døden (!).
Rent personlig føler jeg mig bestemt ikke
overbevist om gyldigheden af hverken hendes undersøgelser eller argumenter for
sin teori. Undersøgelserne forekommer mig utilstrækkelige og præget af
forhåndsantagelser, og teorien eller hypotesen er alene baseret på antagelsen
af, at de fysiske materier og disses lovmæssigheder er det eneste, der
eksisterer og at al snak om en spirituel virkelighed er overflødig, fordi en
sådan videnskabeligt set er indbildning eller illusion.
Men desuden
støtter jeg mig til egne oplevelser og erfaringer med nogle enkelte
ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, jeg i sin tid har haft som dreng
og ung mand. I det ene tilfælde var der formentlig tale om en
nærdøds-oplevelse, nemlig den jeg har omtalt og beskrevet i artiklen ”Min
vej til Martinus”, og som jeg derfor her vil nøjes med at henvise til.
(3)
Her kan dog indskydes, at jeg ikke er i
stand til at genkende den beskrivelse af tunnel-oplevelsen, som Susan Blackmore
giver. I mit tilfælde var der godt nok tale om en kortvarig iltmangel og deraf følgende
tab af fysisk bevidsthed på grund af kvælning, men jeg mistede ikke
bevidstheden om, hvad der videre foregik. Tværtimod var jeg fuldt bevidst om
passagen gennem ”tunnelen” og om, at jeg ligesom flød ud i et alt og intet, som
hverken var lyst eller mørkt, men som snart efter afløstes af en opvågnen på
det klippeplateau, jeg har beskrevet i den nævnte artikel. De kutteklædte
skikkelser jeg ved den lejlighed mødte, var godt nok nærmest hvidklædte, men
ikke decideret lysende.
I den forbindelse kunne jeg nævne flere
senere og lignende, men dog langt fra så dramatiske situationer, hvori jeg har
haft ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, og som er foregået under
fuldt vågen dagsbevidsthed. Men jeg skal her nøjes med at omtale et enkelt og i
og for sig afslappet og stilfærdigt tilfælde af en slags ud-af-kroppen
oplevelse, som fandt sted, da jeg var en ung mand på omkring tyve år. Dengang
praktiserede jeg omtrent dagligt meditation, og en dag da jeg i dette øjemed
sad ret op og ned på en stol i mit værelse, med fuldt åbne øjne og blikket
fokuseret på et punkt et stykke foran mig, oplevede jeg pludselig og uventet,
at min sjælekrop – for hvad kunne det ellers være? – ligesom løsgjorde sig fra
mit fysiske legeme og placerede sig i vandret stilling tværs gennem dette. Min
bevidsthed var herunder tydeligvis forbundet med sjælekroppens hjerne, for jeg
følte selv at sidde i en halvfems graders vinkel til min siddende fysiske krop.
Til min store overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at sjælekroppen
kunne dirigeres med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte
position efter ønske, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende
fysiske legeme i stolen.
Selvom den kritiske læser og skeptiske
forsker forståeligt nok måske her vil indvende, at der må have været tale om en
art hallucination eller drømmeoplevelse, så kan jeg på min ære forsikre
vedkommende om, at jeg var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de ydre
lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke i sig selv
noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog mene, at der
er tale om et stærkt indicium.
Det helt afgørende for mig personligt var
og er imidlertid, at især den førstnævnte oplevelse i skolegården efterlod mig
dengang 13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste
væsen tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og
rum, og at sådan måtte og ville det også være efter døden, som hverken jeg eller
andre derfor behøver at frygte for. Samme oplevelse demonstrerede også for mig,
at bevidstheden i sådanne og lignende situationer overføres på et sanse- og
funktionsdygtigt sjæleligt eller åndeligt legeme, som man for min skyld kan
kalde, hvad man vil.
Det er i
øvrigt et spørgsmål, om tunnel-oplevelsen måske kunne tænkes at hænge sammen
med, at dagsbevidstheden i sådanne situationer overføres fra den fysiske hjerne
til det psykofysiske koblingslegemes hjerne og derfra til følelseslegemets hjerne?
Et andet og beslægtet bud på tunnel-oplevelsen er fremsat af Paul Brunton, som
er af den erfaringsbegrundede opfattelse, at den skyldes at dagsbevidstheden
ved nærdød – og derfor formentlig også ved død – forlader hjernen og trækker
sig tilbage til hjertet, gennem hvilket organ bevidstheden menes at stå i
forbindelse med den sjælelige strukturs hjerte og hjerne. Dette synes at stemme
overens med Martinus’ påpegning af, at følelsesenergien fysisk set specielt
ytrer sig i form af bl.a. blodkredsløbet, for hvilket hjertet jo er en
afgørende instans. Det synes også at stemme overens med min tidligere beskrevne
oplevelse og erfaring, at bevidstheden om den fysiske verden kom igen, i takt
med at blodet atter vendte tilbage til hjernen. (4)
Man kan endvidere forestille sig den
mulighed, at når den roterende tunnel-oplevelse i reglen efterfølges af en
diametralt modsat oplevelse af uudsigelig fred og salighed, kunne det måske
hænge sammen med at bevidstheden da overføres fra finstofkroppen til det rent åndelige
følelseslegeme, som derefter for kortere eller længere tid, måske kun sekunder
eller minutter, varetager sansning og livsoplevelse.
Men rent bortset fra, at ud-af-kroppen
oplevelser og tunnel-oplevelser ikke i sig selv udgør noget bevis på hverken
sjælens eller koblingslegemets eksistens, står det klart, at det med den
nuværende teknologi i hvert fald indtil videre ikke vil være muligt at føre
objektivt naturvidenskabeligt bevis for de pågældende fænomeners eksistens. Men
på den anden side set, kan de hidtil fremførte modbeviser heller ikke tillægges
definitiv objektiv gyldighed. Nogle forskere er da også af den opfattelse, at
naturvidenskaben ikke kan udelukke Guds så lidt som sjælens eller andre
spirituelle kræfters eksistens, men disse emner ligger blot uden for dens
forskningsområde. (5)
Hvad angår koblingslegemets eller
finstofkroppens mulige eksistens, kan især henvises til de iagttagelser og
erfaringer, man har gjort indenfor Raja Yoga. Selv om iagttagelserne ifølge
sagens natur selvsagt er foregået ad subjektiv vej gennem introspektion, så
tyder de fremlagte resultater alligevel på, at finstofkroppen rent faktisk
eksisterer. (6)
For Martinus er der ingen som helst tvivl
om sjæle- eller finstofkroppens eksistens. Ifølge hans kosmiske analyser består
dette legeme af en kombination af finstoflig, fysisk energi og åndelig energi,
og det besørger blandt andet kontakten mellem det fysiske legeme og den
sjælelige struktur, herunder følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at
dagsbevidstheden og dermed sansning og oplevelse helt eller delvis overføres
under søvnen og ved fysisk bevidstløshed. Koblingslegemet betegnes også som
transformationsfeltet, hvilket vil sige dén organiske mellemstruktur, der
transformerer fysisk energi, f.eks. i form af sanseimpulser, til åndelig energi
i form af livsoplevelse, og åndelig energi, f.eks. i form af viljesimpulser,
til fysisk energi i form af nerveimpulser. (7)
Her skal
naturligvis ikke afvises, at hjernen i krisesituationer og under store fysiske
smerter producerer stoffet endorfin, som doper hjernen på principielt samme
måde som andre former for narkotika, f.eks. morfin. Heller ikke, at
virkningerne heraf kan være forskellige former for surrealistiske forestillinger
og hallucinationer, dvs. sansebedrag eller falsk sanseopfattelse. Men det,
forskere som f.eks. Susan Blackmore helt fundamentalt synes at overse, er den
rolle selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For uanset oplevelsernes
årsager eller oprindelse, så viser alene de surrealistiske forestillingers og
hallucinationers forekomst, at bevidstheden eller sindet, som fysiske forskere
af gode grunde almindeligvis forveksler med hjernen, besidder en evne til at
skabe former for livsoplevelse, som ikke nødvendigvis har direkte, men højst
indirekte med fysisk sanseoplevelse at gøre. I disse tilfælde er der med andre
ord tale om rent åndelige oplevelser, som principielt svarer til vore
drømmeoplevelser. Og når fænomener, som eksempelvis ud-af-kroppen oplevelser og
tunnel-oplevelser kan forekomme omtrent ensartede hos en række forskellige
mennesker, må der være tale om bagved liggende generelle psykologiske
lovmæssigheder, der næppe lader sig forklare gennem hjerneforskningen alene.
Men disse og mange andre lignende
spørgsmål og problemer vil forhåbentlig blive løst, efterhånden som metafysiske
og parapsykologiske forskere nærmer sig den mentale udviklingstilstand,
Martinus betegner som højintellektualitet. Den omstændighed, at Martinus’
Kosmologi rummer løsningerne på disse og mange lignende vigtige problemer og
spørgsmål, er kun åbenbart for særligt indviede, og kan derfor ikke gælde for
mennesker, som endnu befinder sig indenfor den materialistiske livs- og
verdensanskuelses sfære. (8)
1. Indenfor okkultismen defineres astrallegemet
som en usynlig med det fysiske legeme forenet organisme som bærer af sjælen.
2. Fænomenerne
nærdøds-oplevelser, tunnel-oplevelser og ud-af-kroppen oplevelser er bl.a.
beskrevet i Peter Andreas/Caspar Kilian: Den fantastiske videnskab. Parapsykologi:
Beviser for det utrolige. Samlerens
Forlag. København 1975.
3. Harry Rasmussen: Min vej til Martinus. Kosmos nr. 12-2001. Artiklen står
også her på hjemmesiden.
4. Paul Brunton: The Quest of the Overself. Chapter
13: The Mystery of the Heart. (Dansk
titel: “Ad sindets ukendte veje”).
5. Rasmus Fog:
Hjerneforskning. Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl?- Holger Bech Nielsen: Guds univers og mit
univers. Paradokser i fysikken. - Bent Raymond Jørgensen: Videnskaben og
virkeligheden. Er det sandheden, forskerne søger? De tre artikler står
at læse i bogen ”Videnskaben eller Gud?”. Redaktion: Bent Raymond Jørgensen og
Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. Bogen er stadig aktuel, bl.a. i
forbindelse med Tv-programmet VIDEN OM på DR2.
6. Se f.eks. Swami Narayanananda: Urkraften
i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler.
Borgens Forlag 1959. Se især kap. 3-4.
7. Martinus: Småbog nr. 1: Menneskehedens
skæbne, kap. 15, 19-23. Om koblingslegemet eller transformationsfeltet kan
man især læse i Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi, bind 1, stk. 1.221-2; samme værk, bd. 2, stk. 2.133, samt i
samme forfatters Eksistens og udødelighed, bd. 1, side 148-63.
8 Se f.eks. Martinus: ”Det Evige
Verdensbillede” 4: Symbol nr. 37: Den tilslørede og afslørede evige sandhed.
Indenfor den sidste snes år har hjerneforskningen især takket være elektronisk
scanning gjort store fremskridt. Så sent som den 20. december 2006 kunne
dagbladet Information under overskriften ”Gud findes” bringe en forsideartikel, hvori der fortaltes om ph.d.-studerende
i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Uffe Schjødts forskningsprojekt
vedr. scanning af et mindre antal
indremissionske unges hjerne, mens de bad til Gud. Hans foreløbige
konklusion lød på, at Gud i hvert fald findes som samtalepartner i den
menneskelige hjerne.
Under overskriften "Fader vor, du som er i hjernen" kunne
avisen endvidere fortælle lidt mere detaljeret om Uffe Schjødts forskning, og herunder fastslår han bl.a. at han
ikke selv tror på Gud, altså ikke tror på, at Gud eksisterer, men derimod på
"at religiøse oplevelser kan forklares som hjerneaktivitet." Det
er der en del andre, som f.eks. amerikanske Susan Blackmore, der er enige med
ham i, hvilket jeg jo netop har skrevet om i artiklen "Er sjælen en
hallucination?" Men det er professor i religionsvidenskab ved Aarhus
Universitet Armin W. Geertz dog ikke enig i, idet han mener, at kultur og
religion har direkte indvirkning på og er med til at forme hjernen, og ikke
omvendt. Det synspunkt mener jeg, at Martinus ville have kunnet tilslutte sig,
rent bortset fra, at der for ham ikke var mindste tvivl om årsagssammenhængen,
hvori hjernen 'kun' udgør et instrument, sådan som jeg også har påpeget i nogle
af mine artikler.
Helt grundlæggende er det i øvrigt et spørgsmål, om religion, som
traditionelt henhører under humanistisk videnskab (humaniora),
overhovedet hører hjemme som et naturvidenskabeligt fag. Det mener
Martinus i hvert fald ikke, og han forklarer også hvorfor, hvilket man evt. vil
kunne læse om i nogle af afsnittene på hjemmesiden. Der findes også
videnskabelige erkendelsesteoretikere, som er helt enige med Martinus
heri. Det drejer sig om, at der forekommer to grundlæggende komplementære
'forskningsretninger', nemlig "sansningen på tværs af materien"
(naturvidenskaben) og "sansningen på langs af materien"
(åndsvidenskaben). Se også nærmere herom på hjemmesiden.