Hjerne-spind og ansvarsforflygtigelse

Medierne har i de seneste årtier næsten dagligt bragt nyheder fra hjerneforskningens og neuropsykologiens verden, som for tiden synes at have taget teten i forhold til de øvrige videnskabsgrene. Det skyldes formentlig til dels, at nyt om hjernen åbenbart er godt ’stof’ i de trykte såvel som elektroniske medier. Imidlertid må man som interesseret læser og seer beklage, at der sjældent er kontinuitet og konsekvens i mediernes behandling af de emner, der via nyhedsbureauerne og andre kilder tid efter anden dukker op fra forskerverdenen. Til trods for en del forvirring omkring emnet, tegner der sig dog alligevel et generelt billede af situationen vedrørende hjerneforskningens foreløbige resultater, nemlig at man mener at kunne forklare den menneskelige psyke og personlighed med henvisning til hjerneprocesser og hjernefunktioner, underforstået, at bevidstheden og personligheden udelukkende er et produkt af disse funktioner og processer. Denne forenklede – og efter min mening utilstrækkelige – opfattelse af forholdet mellem hjernen og bevidstheden, vender denne artikel sig kraftigt imod, sådan som tilfældet også har været i en række artikler, jeg tidligere har skrevet om samme emne.

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af, men især medierne, de trykte såvel som elektroniske, fører sig for tiden fortsat frem med blandt andet at formidle ”hjerneforskningens nyeste resultater”. Og det er faktisk utroligt, så meget 'hjerne-vrøvl', man skal høre i disse år, hvor hjerneforskningen nærmest har fået - eller tiltaget sig - en videnskabelig særstatus. Det drejer sig grundlæggene om, at nutidens hjerneforskere åbenbart mener at kunne objektivisere psyken og personligheden ved at identificere begge dele med hjernen, som man derefter kan omtale i tredie person som 'den'. Dermed har man – nærmest som ved et trylleslag - fjernet psyken og personligheden som værende noget i sig selv, og samtidig forflygtiget det individuelle og personlige ansvar, og skudt skylden for individets diverse reaktioner, holdninger og handlinger over på 'den'. Samtidig undgår man naturvidenskabelig set uhåndterlige og ’luftige’ begreber og fænomener som subjekt og ’jeg’ og ’mig’.

     En del psykologer er hoppet med på vognen, og det er snart det værste ved hele situationen. Men det må formentlig skyldes, at de som så mange andre ligger under for hjerneforskernes formodede ekspertise og ikke har tiltro til, at psyken og personligheden, bl.a. i henhold til psykologen C.G.Jung, udgør et selvstændigt og overordnet energisystem, der benytter hjernen som værktøj, men altså ikke som sådan er identisk med denne. Det gælder for øvrigt også i Martinus’ tilfælde, idet han i nok så høj grad og konsekvent har påvist i sine kosmiske analyser, at hjernen ikke er identisk med bevidstheden og personligheden, men at den netop udgør – det skal selvsagt pointeres – et nødvendigt organ eller redskab for jeget i dettes uophørlige projekt med at skabe sin livsoplevelse og manifestere sig i form af reaktioner og handlinger.

Hjernen som overkommandocentral

Ét er, at hjerneforskningen forlængst har kortlagt hjernens anatomi og til dels også dennes fysiologiske funktioner og processer, herunder ikke mindst perceptionen, men noget andet er, at en nyere tids opfindelse og udvikling af elektroniske scannere nærmest har medført noget, der ligner eufori – rolig, det skyldes bare stoffet endorfin - i hjerneforskerkredse, fordi man nu havde fået et håndgribeligt værktøj, som ikke alene kunne scanne for sygdomme i hjernen, men som nok så vigtigt også kunne scanne de normale hjerneprocesser. Herved blev man angiveligt sat i stand til f.eks. at følge en tankes eller følelses opståen og forløb i hjernevindingerne, og derfor ikke noget at sige til, at nogle nu troede at man var på vej til – rent fysisk objektivt – at kunne kortlægge den menneskelige bevidsthed og personlighed, så man for fremtiden forhåbentlig kunne undgå alt det vrøvl om gud, ånd og sjæl, som jo i henhold til de naturvidenskabelige forskere m.fl. ’bare’ er fiktive forestillinger eller indbildninger hos uvidende og troende mennesker. Det er reduktionisme, så det batter.

Senest har man i gratisavisen NYHEDSAVISEN for onsdag den 26. september 2007 kunnet læse artiklen "Hjernen dømmer uretfærdigt", skrevet af videnskabsjournalist Sophie Nyborg, som tidligere har ført sig frem med lignende artikler. Artiklen er forsynet med følgende manchet: ”Tanke . Stenalderhjerne styrer vores holdning til, hvor hårdt kriminelle skal straffes”. Baggrunden for denne påstand, som udvides i artiklen, er en ph.d-afhandling om emnet, forfattet af politolog Michael Petersen ved Aarhus Universitet. Påstanden udbygges i artiklen med, at den pågældende har kunnet konstatere, at ”vores hjerne har nemlig ikke udviklet sig siden stenalderen. Dengang boede mennesker sammen i grupper på 25 individer, og der vurderede man straf ud fra hvilken værdi, personen havde for fællesskabet – og ikke ud fra den ugerning, der var begået.” Det skal naturligvis ikke her bestrides, at de ældre lag af hjernen ikke har udviklet sig siden stenalderen, for det er der egentlig ikke noget nyt i. Men i stedet for den ’objektiviserende’ og ’distancerende’ reference til hjernen, kunne man lige så godt have nøjedes med at sige, at vores psyke ikke har udviklet sig siden stenalderen. Og så i øvrigt i stedet have givet individets psyke og personlighed, og dermed individet, skylden for ugerningen. For det er og bliver en uverificeret påstand eller hypotese, i hvert fald indtil videre, at psyken og personligheden, og dermed subjektet eller jeget, er identisk med hjernen.

Men henvisningen til hjernen i sammenhængen er symptomatisk for forskere og andre, som forholder sig ’videnskabeligt’ og reduktionistisk til menneskets psyke og personlighed. Ovennævnte Michael Petersen citeres endvidere for følgende udtalelse: ”Evolutionspsykologisk forskning viser, at vi opfatter asymmetriske ansigter som grimme, fordi det har været en indikator på dårligere gener. Sådanne personer har mindre værdi for flokken” – og dømmes derfor hårdere, lyder det. Dette er hjerneforskeren Martin Skov, Hvidovre Hospital, angiveligt enig i, idet han citeres for denne udtalelse: ”Mennesket har udviklet en speciel evne til at samarbejde og er meget sociale dyr. En følelsesmæssig reaktion har været vigtig, fordi vrede eller frygt gør, at man handler hurtigt mod en truende person.” Som det fremgår, henviser den pågældende forsker her ikke direkte til hjernen i det korte citat, artiklen bringer af ham. Vedkommendes udtalelse kan man jo formentlig kun være enig i, for der er jo her blot tale om adfærdspsykologi, som forresten ikke behøver at have nogen direkte reference til hjernen, uanset hvilken betydning denne så end har i sammenhængen. Men det er i øvrigt interessant, at gener også bringes med ind i billedet, for påstanden om generne som årsag til stort set alle menneskelige unoder, er ligesom gået af mode til fordel for hjernens rolle som bl.a. ’skurk’.

Rabiat ateisme og materialisme

Men nok så rabiat er en anden videnskabsjournalist, som f.eks. Lone Frank (LF), der for tiden fører sig frem i medierne som erklæret ateist og overbevist materialist, og som åbenbart ser en slags mission i at gøre opmærksom på, at al den snak om Gud, ånd, sjæl etc. etc. i bedste fald er rene og skære illusioner og i værste fald det rene og skære vrøvl. For nylig sendte DR 2 en serie programmer af LF om især amerikansk hjerneforskning, og overthere fægter man med de store armbevægelser og bevæger sig ud i ekstremerne, også når det gælder påstandene om, hvad hjernen er og kan og ikke er og ikke kan. 

Samme LF har ligeledes fornylig fået udgivet en bog hos Gyldendal med titlen "Den 5. revolution", som sigter til hjerneforskningens "revolutionerende" resultater. LF har også en hjemmeside www.5revolution.dk, og så sent som 14. sept. 2007 bragte NYHEDSAVISEN under overskriften "Gud findes i magneter" en omtale af LF's synspunkter i forbindelse med en såkaldt "gudhjelm", opfundet af den canadiske hjerneforsker Michael Persinger. Om "gudhjelmen" hedder det bl.a.: at den "kan fremprovokere syner og åbenbaringer af alt fra jomfru Maria til spøgelser." 

LF har angiveligt selv prøvet den elektromagnetiske "gudhjelm" og siger ifølge artiklen i NYHEDSAVISEN herom i sin bog bl.a.: "Først er det bare en fornemmelse af, at atmosfæren ligesom er ladet. Så er der lyde. Det er, som om noget eller nogen kryber eller måske snarere kravler rundt neden for fodskamlen. Det er fuldstændigt, som om der er en krop bag lydene. Ja, der er sgu et væsen i rummet, og det er ikke noget behageligt kreatur at være i selskab med. Men jeg kan godt forstå, at folk føler, at de har mødt noget eller nogen. Det føles rigtigt."

Men LF skynder sig i samme åndedræt beroligende at pointere: "Jeg vidste godt, at det ikke var rigtigt, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle det. Væsenet føltes simpelthen virkeligt, og det var en ret stærk oplevelse." Det fremgår i øvrigt explicit, at LF er fuldstændig overbevist om, at religiøse oplevelser ikke kommer til os udefra, men er noget, vores hjerner selv genererer og som derfor er – den rene illusion.

Personligt forekommer det mig, at LF bevæger sig på tynd is med sine påstande, selv om de nok vil være lidt vanskelige at gendrive, for LF er angiveligt ikke i tvivl om, at hun har fuldkommen ret i sine påstande, som hun mener er ’videnskabeligt bevist’. I anledning af udgivelsen af bogen deltog LF i øvrigt i DR 2’s Deadline-program, lørdag den 8. sept. d.å., hvor hun bl.a. drøftede emnet hjerne og religion med den danske hjerneforsker Anders Roepstorff, som dog ikke umiddelbart syntes at være enig i hendes rabiate synspunkter. På en venlig, men bestemt måde fremførte han, at Lone Frank nok så lidt vel ensidigt og unuanceret på forholdet mellem hjernen og f.eks. religionen. Han fremførte som et af sine forsigtige modargumenter, at biologi, kultur og samfundsforhold i tidens og historiens løb har været med til at skabe hjernen i dennes vekselvirkning med omgivelserne, og så vidt jeg forstod, mente han derfor ikke, at man kunne sige, at f.eks. religiøse oplevelser 'bare' blev genereret af hjernen.   

Et spiritualistisk alternativ

Det er jo for øvrigt en kendsgerning, at der også bevidst eller utilsigtet kan genereres illusioner eller hallucinationer via indtagelse af narkotika og alkohol, som det ses ved delirium tremens. Men det hjerneforskerne, neuro-psykologerne og LF m.fl. synes at overse, er så vidt jeg kan forstå selve den omstændighed, at hjernen og bevidstheden i fællesskab overhovedet er i stand til at frembringe sådanne oplevelser. Men hjerneforskerne og neuro-psykologerne – i hvert fald en del af disse - er tilsyneladende fast overbeviste om, at det er hjernens fysiologiske og kemiske processer, der udgør grundlaget for enhver form for oplevelse, uden at de iøvrigt synes i stand til at forklare, hvordan som nævnt de elektro-kemiske processer i hjernen bliver omformet til – netop oplevelser. 

I øvrigt har den videnskabelige perceptionspsykologi for længst påvist, hvilke psykologiske faktorer, processer og lovmæssigheder, der ligger til grund for sansningen og ikke mindst for forekomsten af sanseillusioner og hallucinationer. Men vel at mærke uden at man egentlig er gået til sagens kerne, som er, hvordan bevidstheden bærer sig ad med automatisk at fortolke de elektro-kemiske sanseimpulser og processer i hjernen, således at disse fremtræder i form af f.eks. den omverden, der registreres af sanserne, og som i bevidstheden tolkes og af individet opleves som tredimensionale former, farver, lyde, dufte, smag etc. etc.   

I den forbindelse er det imidlertid så heldigt, at der forefindes et spiritualistisk alternativ til tidens ateistiske og materialistiske og stærkt reduktionistiske ’mode-bølge’, nemlig i form af Martinus’ åndsvidenskab, idet Martinus i højere grad end formentlig nogen anden tænker eller filosof i fortiden og nutiden, i sine kosmiske analyser har påvist, hvilke faktorer og lovmæssigheder, der er involveret i sanse- og oplevelsesprocessen. Men eftersom hans synspunkter og konklusioner i hvert fald endnu ikke er anerkendt ”på parnasset”, har man end så længe kunnet ignorere disse og henvise dem til troens, fantasiens eller uvirkelighedens verden. Så har man sin ryg fri og vil ikke kunne beskyldes for uvidenskabelighed.

Rent personlig er jeg overbevist om, at der for tiden er tale om et – ganske vist utilsigtet - videnskabeligt ’komplot’, og at videnskaben, og specielt nogle af hjerneforskerne og neuropsykologerne, er på afveje i spørgsmålet om hjernens funktion og betydning i sammenhæng med menneskets psyke og personlighed. Men eftersom samme videnskab også er på afveje vedrørende de sidstnævnte faktorer eller fænomener, må mine synspunkter selvfølgelig indtil videre betragtes som uverificerede påstande. Men man skal som bekendt være kommet på afveje, for at gøre iagttagelser, erfaringer og overvejelser, som senere vil kunne danne grundlag for at rette kursen op igen. Det skal dog her fremhæves, at det ikke er af ond vilje, at de naturvidenskabelige forskere og deres støtter, henholder sig til, hvad de selv opfatter som videnskabelige fakta, nemlig at bevidsthed og personlighed er et produkt af hjernefunktioner. Men det er til gengæld også set før i historien, at man har været nødt til at ændre opfattelse af tidligere hævdede ’sandheder, som f.eks. dengang man nødtvungent måtte revidere det gamle geocentriske verdensbillede til fordel for det ny og mere sande heliocentriske verdensbillede. I analogi hermed kan man henholdsvis betragte det fysiske verdensbillede, hvori bevidstheden er underordnet hjernen, og det psykiske eller åndelige verdensbillede, i hvilket sidste bevidstheden i henhold til åndsvidenskaben udgør en overordnet faktor i forholdet til den fysiske materie. Som en følge deraf er det derfor min overbevisning, at man før eller siden vil blive nødt til at revidere den materialistiske livs- og verdensanskuelse til fordel for en spiritualistisk livs- og verdensanskuelse, også selvom det ikke ligger lige for i den allernærmeste fremtid.

”Det ligger i generne ...”

For år tilbage så man en principielt lignende situation, som den vi ser med nutidens hjerneforskere, nemlig nogle biologers stærke fremhævelse af, at ansvaret eller 'skylden' for individets reaktioner, holdninger og handlinger ligger i det biologiske genkompleks. "Det ligger i generne!" lød det i tide og utide fra forskerne og - ikke mindst - medierne, som mere end villigt viderebragte "de nyeste resultater indenfor forskningen". Man kunne dårligt nok åbne sin daglige avis eller høre radio og se TV, uden at støde på udsagnet: ”Det ligger i generne..” eller ”Det skyldes generne...”

Hvis man skal tro de naturvidenskabelige popularisatorer og skribenter, findes der ikke den menneskelige egenskab, evne, tilbøjelighed, dyd eller last, som ikke kan tilbageføres til generne og som disse er årsag til eller bærer skylden for. Det med, at alting - herunder også etik og moral - skyldes generne, brugtes dels som forklaring og dels som undskyldning for menneskets reaktioner, holdninger og adfærd.

Det var dengang blevet ’moderne’ at påstå, at såvel social som asocial og kriminel adfærd ligger indkodet i generne, ligesom tilfældet er med menneskets hetero-, homo- eller biseksuelle orientering. Ja, der var som nævnt næsten ingen grænser for genernes indflydelse på og betydning for menneskelivet - og plante- og dyrelivet med, kunne man tilføje.

Forsøget på f.eks. at ville forklare især homo- og biseksualitet med, at denne seksuelle orientering og adfærd skyldes en særlig kodning af generne, hvorfor det enkelte individ følgelig ikke kan gøre for eller bære ansvaret eller skylden for sin afvigende seksuelle orientering og adfærd, er for så vidt forståelig og sympatisk nok. Det hænger jo blandt andet sammen med tidens tendenser i retning af større tolerance og modstand mod diskrimination af enhver art, også af seksuelle minoriteter.

Imidlertid kan man med begrundet skepsis tillade sig at spørge, om dét med generne nu også er hele forklaringen på menneskets biologiske, psykologiske, sociale og kulturelle situation og adfærd, sådan som visse biologer og de naturvidenskabelige popularisatorer åbenbart dengang mente og gerne ville have os til at tro? Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at alt, hvad der vedrører mennesket, på forhånd er bestemt af generne, hvor bliver så f.eks. individets egenvilje og bevidste beslutninger og dermed det individuelle eller personlige ansvar af i sammenhængen?

Her skal jeg dog ikke udbrede mig yderligere om dette emne med generne, men i stedet henvise læseren til artiklen ”Det ligger i generne ...” her på hjemmesiden, hvor emnet uddybes en smule mere end tilfældet er her.

”Det er samfundets skyld!”

I øvrigt minder situationen i princippet om dengang tilbage i 1960-70'erne, hvor psykologer, pædagoger og sociologer var tilbøjelige til at acceptere den marxistiske påstand om, at det er ’basis’ i form af økonomien, produktions- og samfundsforholdene, som dybest set er ansvarlige for det enkelte individs psyke og adfærd. Når et menneske derfor f.eks. udviser en kriminel adfærd, skyldes dette altså ikke individet selv, men derimod dé ydre forhold og livsvilkår, individet er født ind i og undergivet, for ikke at sige prisgivet.

Man ville altså have os til at tro, at et individs reaktioner, adfærd og handlinger primært skyldtes samfundsforholdene, især når det gjaldt individets utilpassethed og eventuelle kriminelle handlinger. Denne opfattelse deltes også af en del filosoffer, samfundsforskere og politikere, som henholdt sig til den på det tidspunkt højaktuelle nymarxistiske lære, der som nævnt lagde ansvaret over på samfundsforholdene, underforstået det kapitalistiske og liberale samfund, og som dermed samtidig frikendte det enkelte individ for enhver form for ’skyld’. Begrebet eller fænomenet individ havde de kollektivt indstillede nymarxister – i lighed med socialister og kommunister - i øvrigt meget svært ved at acceptere og affinde sig med, for det stemte jo ikke med den kanoniserede marxistisk-leninistiske lære.

En af de konklusioner og konsekvenser, som tilhængere af det nymarxistiske synspunkt drog, var, at man selvfølgelig måtte ændre det privatkapitalistiske grundlag for produktionsvilkårene og samfundsforholdene, for derigennem at ændre og forbedre mennesket. En ændring og forbedring, man i øvrigt mente ville følge som en helt automatisk konsekvens af ændrede ydre forhold. Lige som man f.eks. mente, at religion ville forsvinde af sig selv i og med den konsekvente indførelse af socialisme eller kommunisme. Marx udtrykte det selv på den måde, at det ikke er bevidstheden, der skaber omverdenen, sådan som en del filosoffer i tidens løb har hævdet, men derimod omverdenen, der skaber eller frembringer bevidstheden. Ingen spurgte dengang om, hvordan de nymarxistiske filosoffer og deres tilhængere, herunder en del politikere, som hårdnakket holdt på, at ”alt er politik”, kunne vide, at der var tale om en ’videnskabelig tese’, sådan som de påstod.

Og år senere, da de kommunistiske regimer brød sammen, heldigvis forholdsvis fredeligt, var der stort set ingen på den poltiske venstrefløj, der ville være ved, at statskapitalisme er mindst lige så stort et onde som privatkapitalismen, og at selve kommunismen og den marxistiske lære i sin yderste konsekvens ville ende som et totallitært diktatur. Man henholdt sig derimod til, at socialismen eller kommunismen blot ikke var blevet gennemført i de pågældende lande, hvorfor forholdene de berørte steder ikke var blevet anderledes og bedre, end tilfældet var. Man var heller ikke tilbøjelige til at ville indse eller indrømme, at de faktorer, lovmæssigheder og kræfter, der er med til at skabe den menneskelige bevidsthed og personlighed, er mere omfattende og komplicerede, end økonomi, produktionsvilkår og samfundsforhold. Det forholder sig faktisk i virkeligheden omtrent lige omvendt af, hvad Marx m.fl. påstod, nemlig at det er bevidstheden og den menneskelige personlighed, som i sam- og modspil eller sam- og modarbejde med andre bevidstheder og personligheder, der skaber, opretholder og eventuelt forandrer økonomien, produktionsvilkårene og samfundsforholdene.

Foreløbig konklusion

Helt generelt kan det i øvrigt siges, at fagforskere med specialområder, som f.eks. hjerneforskning, og andre med, synes at overse den almindelige kendsgerning, at sproget er et væsentligt udtryk for bevidsthedslivet. Sproget har som bekendt kulturhistorisk baggrund og afspejler sig samtidig i højeste grad i kulturen, hvorfor de sproglige udtryk og termer derfor også har en betydning, som man ikke sådan uden videre kan tillade sig at ignorere, blot fordi hjerneforskningen har fået indført hjernescannere. Udtryk som f.eks. ’jeg’, ’mig’, ’min’ og ’mit’, som refererer direkte til subjektet eller jeget, kan derfor heller ikke tolkes eller reduceres til at være blot og bar identiske med hjernen, så meget mindre, som at udtrykket ’min hjerne’, i lighed med udtryk som ’min krop’, ’mit hoved’, ’mine arme’ osv., henviser til et ’ejendomsforhold’. Og hvem eller hvad er så ’ejeren’? Jo, det er selvfølgelig subjektet eller jeget, som ifølge åndsvidenskaben er den egentlig overordnede faktor i forholdet, og som er brugeren af hjernen, omend ikke på en umiddelbart indlysende og almindelig kendt måde. Det vil læseren kunne orientere sig om ved bl.a. at læse nogle af afsnittene og artiklerne om Martinus’ kosmologi her på hjemmesiden. Der er imidlertid ikke kun tale om en tilvænnet og traditionel talemåde, men derimod om en reference til et faktisk forhold, som grunder sig på en i reglen ubevidst eller instinktiv – eller om man vil: intuitiv - ’viden’ om en psykofysisk virkelighed. At hjerneforskere, som f.eks. Peter Lund Madsen, ironisk-humoristisk kaldet ”Hjerne-Madsen”, afviser en sådan opfattelse og selv foretrækker at sige: ”Jeg hjerne mener, ved eller tror sådan og sådan”, udgør jo ikke i sig selv noget bevis på, at det skulle forholde sig sådan i virkeligheden, men udgør højst en reduktionistisk, objektiviserende, men alligevel personlig og subjektiv opfattelse, selv af en hjerneforsker.

Hermed ikke mere Hjerne-vrøvl eller hjerne-snak i denne omgang. Læseren henvises i øvrigt til diverse artikler om hjernen, bevidstheden og den menneskelige personlighed her på hjemmesiden.

© 2007 Harry Rasmussen.