betragtninger over
forelskelse og ægteskab
På baggrund af mit omtrent livslange studium af
Martinus' kosmiske analyser og facitter i form af hans eventyrlige
verdensbillede eller kosmologi, vil jeg i denne artikel gør et forsøg på at
give mig selv og mine eventuelle læsere et overblik over det uhyre vigtige emne
i livet, i menneskelivet ikke mindst, nemlig fænomenerne forelskelse og
ægteskab. Disse emner spiller på en speciel måde en temmelig stor og afgørende
rolle i den opfattelse af tilværelsen, som Martinus har fremlagt for vore
undrende øjne.
Forelskelse, kærlighed og ægteskab er emner,
der til alle tider har været aktuelle, både for de mennesker, det handlede om,
og ikke mindst for massemedierne, som altid gerne har villet brygge en historie
- og allerhelst en sensation - omkring pardannelse og parforhold. Utallige er
de mere eller mindre vedkommende 'historier' fra især berømte personers private
kærlighedsliv og ægteskabsforhold, som ugebladene har underholdt og fortsat
underholder sine mange læsere med, naturligvis i den primære hensigt, at fastholde
eller helst forøge antallet af læsere.
Når denne artikel har fået overskriften: ”Jeg
elsker dig!” skyldes det ganske enkelt, at det er et udtryk som i hvert fald mange forelskede mennesker,
kvinder såvel som mænd, bruger, når de vil tilkendegive deres følelser overfor
en anden person, i reglen i forbindelse med forelskelse. Men det kan og bliver
også brugt mellem ægtefæller og familiemedlemmer, som man holder af og som
holder af den, der bruger udtrykket. Mange synes at mene eller tro, at forelskelse
er det samme som kærlighed, men den opfattelse og tro har virkeligheden for
længst dementeret.
Senest har man onsdag den 8. juni 2016 kunnet
læse på forsiden af den udmærkede danske gratisavis mx metroexpress den
på sin vis alarmerende overskrift: ”Flere ægteskaber går i stykker inden for et
år”. På avisens side 2 uddybes emnet under overskriften ”Flere lader sig
skille, inden de har været gift et år”, hvilket avisen underbygger med
oplysninger hentet fra Danmarks Statistik. Artiklen er illustreret med en graf,
der i 11 søjler viser, at i årene 2006 til 2012 lå antallet af skilsmisser
inden for det første år nogenlunde på samme niveau, nemlig med et lidt
svingende antal af henholdsvis 155, 142, 187, 172, 150, 147 og 142 . Men fra
2013 og til 2015 sker der en forholdsvis kraftig stigning i antallet, nemlig
254 i 2013, 409 i 2014 og 372 i 2015.
De to journalister, Cordelia Weber og Jeppe
Findalen, som er ansvarlige for den nævnte artikel, har henvendt sig til tre
såkaldte eksperter på området, nemlig fremtidsforsker og direktør i Future
Navigator, Liselotte Lyngsø. Sognepræst Michael Wagner Brautsch og konsulent i
skilsmisse-afdelingen hos Center for Familieudvikling, Søren Marcussen.
Liselotte Lyngsø mener, at årsagen til stigningen i skilsmisser skal søges i de
senere mange års tiltagende udbredelse af individualiseringen i dette tilfælde
i dansk kultur. Hun peger i den forbindelse på, at før i tiden var par- og
ægteskabsforholdene mere stabile, idet parrene generelt set mødtes som unge,
giftede sig, stiftede familie og udviklede sig sammen.
Stort set den samme opfattelse har Michael
Wagner Brautsch, som mener at tidens store tendens er individualisering i form
af selvrealisering. Hvis dette livsprojekt på en eller anden måde bliver
forstyrret , f.eks. ved, at man lidt sent opdager og må indse, at ægteskab
indebærer en del forpligtelser og ansvar, som de unge måske ikke er modne nok
til at påtage sig, eller måske viser det sig hurtigt i dagligdagens trummerum,
at ægtefællen alligevel ikke var den helt rigtige. På det grundlag mister den
ene eller eventuelt begge parter interessen og tålmodigheden og foretrækker en
skilsmisse, frem for et skuffende samliv. Konsulent Søren Marcussen er i det
store og hele enig i dette synspunkt på årsager til skilsmisser efter kun et
års ægteskab.
Men den kolde objektive statistik kan jo også
berette om, at skilsmisser er noget, der i hvert fald kendes op gennem
1900-tallet, med en stigende tendens i 1960-70erne. Den mest almindelige
tendens dengang, var, at skilsmisser i reglen først forekom efter flere eller
mange års ægteskab, og årsagerne til disse var og er så vidt vides mangfoldige.
Men én af de nok væsentligste årsager eller grunde til skilsmisse, kan være
utroskab, hvorved især skal forstås, at den ene af ægtefællerne har indledt
eller har haft et kortere eller længere varende seksuelt forhold til en anden
end ægtefællen. Den form for utroskab giver i reglen anledning til enten dyb
skuffelse, natsort fortvivlelse og sorg, eller jalousi, desperation, vrede og
hævnlyst hos den part, der føler sig svigtet og reelt også er blevet svigtet.
Blandt de øvrige årsager til skilsmisse kan
også nævnes, at i sen-tresserne og halvfjerdserne tog kvinder uddannelse i
højere grad end tidligere, hvorved de fik et større perspektiv på verden,
tjente egne penge, blev uafhængige af deres mænd, udviklede sig til
selvstændighed. Dertil kom, at det stigende antal børneinstitutioner medvirkede
til generelt at give kvinderne større frihed til f.eks. at uddanne sig eller
tage arbejde udenfor hjemmet. Det var alt sammen noget der var mere eller
mindre ønsket og støttet fra politisk side, uanset at det fik nogle
konsekvenser, såsom en større tendens til skilsmisse .
I øvrigt er situationen som formentlig bekendt
den, at hvis og når man har indgået ægteskab ved enten borgerlig elle kirkelig
vielse, så er ægteskabet i så godt som enhver henseende juridisk bindende for
begge parter. Derfor kan skilsmisse i henhold til ægteskabsloven kun finde sted
ad juridisk vej, dvs. at en offentlig myndighed skal bevilge skilsmissen.
Tidligere kunne man kun blive skilt efter en såkaldt separation, som varede i
12 måneder. Men man kunne også blive skilt hurtigere, hvis der f.eks. forelå
erklæret utroskab. Desuden kan man nu, efter at de nye regler for skilsmisse trådte
i kraft den 1. juli 2013, blive skilt uden forudgående separation, hvis
parterne ellers er enige om det. Er de ikke det, kræves der en separationstid
på 6 måneder. Alt sammen noget, der i reglen er meget tyngende og frustrerende
for de fleste.
Hvad vil ægteskab i
grunden sige?
Dette spørgsmål er der naturligvis flere mere
eller mindre relevante og kyndige svar på. Oprindelig er det såkaldt monogame
ægteskab både et socialt og religiøst motiveret forhold mellem to mennesker af
modsat køn, altså en mand og en kvinde. I både Nær- og Fjern-Orienten har der
især før i tiden været tradition for polygame ægteskaber, i hvert fald i de
højere sociale kredse, hvori manden, sheiken, rajaen, pashaen eller fyrsten,
var gift med flere hustruer ad gangen. Den slags ægteskaber betegnes som
patriarkater. Men der findes dog også enkelte eksempler på såkaldte
matriarkater, hvor det er en kvinde, der er gift med flere mænd samtidigt. I
nyere tid, i hvert fald i den vestlige del af verden, har det monogame ægteskab
været det eneste lovlige, og for de fleste også eneste ønskelige. I de fleste
ældre kulturer og i ældre tid, også her i Danmark, blev ægteskaber indgået som
et socialt arrangement, der tjente til familiens stabilitet, forøgelse og
slægtens beståen. Derfor blev de vordende ægtefæller efter nøjere overvejelser
udvalgt af de to parters forældre og familier. I nogle tilfælde fandt
udvælgelsen sted allerede i barnealderen. Det hang sammen med tradition og
social forsikring. Forelskelse som grundlag for indgåelse af ægteskab fandtes
ikke i tidligere tider, men en vis sympati for hinanden hos de vordende
ægtefæller kunne naturligvis godt forekomme.
Det religiøst motiverede ægteskab hænger som
formentlig bekendt sammen med den kristne kultur, som har overtaget og videreført
traditionen fra jødedommen, mere præcist fra Moselovene, som igen har sit
menneskesyn fra 1. Mosebogs skabelsesberetning. I denne lyder det i 1. kapitel,
vers 1.-25., at Gud skabte himlen og jorden, vandet og alle fugle, fisk og
havdyr, kvæg , kryb og vilde dyr. Derefter hedder det i vers 26.-28.:
(Citat) 26. Derpå sagde Gud: ”Lad os gøre
mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og
himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der
kryber på jorden!” 27. Og Gud skabte mennesket. I sit billede skabte han det,
som mand og kvinde skabte han dem; 28. og Gud velsignede dem, og Gud sagde til
dem: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over
den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende
dyr, der rører sig på jorden!” (Citat slut).
Denne beretning følges yderligere op i 2.
kapitel, hvor fortællingen om skabelsen fortsættes og uddybes. Herunder
fortælles det i vers 7., at Gud Herren dannede mennesket af agerjordens muld og
blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen. I vers
8. berettes om Guds skabelse af Edens Have med Livets Træ og Kundskabens Træ. I
vers 15. satte Gud mennesket, som han gav navnet Adam, i Edens Have med
formaning om kun at spise frugterne fra Livets Træ, men ikke at spise af
Frugterne fra Kundskabens Træ. At spise frugterne fra det sidstnævnte træ,
ville være ensbetydende med døden.
I vers 18. sker der noget helt afgørende:
(Citat) Derpå sagde Gud Herren: ”Det er ikke godt for mennesket at være ene;
jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!” (Citat slut). I vers.
21.-22. fortælles om kvindens skabelse, som sker ved at Gud lader Adam falde i
en dyb søvn, hvorunder Gud udtager et ribben af Adams krop og ved hjælp af det
skaber kvinden og giver hende til den vågne Adam, som ved synet af kvinden
udbryder: (Citat) 23. Da sagde Adam: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød
af mit kød; hun skal kaldes kvinde [på hebraisk isja-isj, hvilket betyder
mandinde-mand], thi af manden er hun taget!” 24. Derfor forlader en mand sin
fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød. 24. Og de
var begge nøgne, både Adam og hans hustru, men de bluedes ikke. (Citat slut).
Det er først i 3. kapitel, vers 20., at Adam begyndte at kalde sin hustru for
Eva. Navnet Eva kommer af det hebraiske ord ”haja”, at leve, i betydningen
”kvinden, der skabte liv”. Men straffen for at skabe liv er døden. Derfor er
myten om Adam og Eva en fortælling om menneskets grundvilkår. Livet på jorden
trues uafbrudt af dræbende og ødelæggende kræfter, hvor kvinden er i centrum i
kampen for livets fortsatte beståen, fordi det er hende, der føder. Og som man
vil have bemærket af Bibelteksten, er det først med Eva's, kvindens skabelse,
at manden hæves op over dyrenes stadium.
Den ovenfor stående fortælling om Adam og Eva
udgør grundlaget og baggrunden for respektive det mosaiske som senere det
kristne ægteskabs indvielsesrituals indførelse i henholdsvis synagogen og i
kirken. Men nok så vigtigt var Bibelens religiøse myte om Adam og Eva
baggrunden for kvinders position og lave status i familien og samfundet. I
århundreder rangerede kvindekønnet på linje med mandens øvrige ejendom,
herunder jord, kvæg og formue. Kvinder mente man hørte til i hjemmet, mere
præcis som husfrue og som mødre. Hvis nogle såede tvivl om berettigelsen af
kvinders position i samfundet, henviste man i det kristne samfund gerne til
følgende ord af apostlen Paulus: (Citat) Ligesom i alle de helliges menigheder
skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at
tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker
oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en
kvinde at tale i en menighedsforsamling. […] Citat slut). (1)
Kvinder havde altså ingen stemmeret i
forsamlinger og slet ikke i politik, og ingen valgret, i Danmark heller ikke
engang efter afskaffelsen af enevælden og den demokratiske Grundlovs indførelse
den 5. juni 1849. Et Folketing og et Landsting blev oprettet til at varetage
lovgivningen. Men store dele af befolkningen var udelukket fra at kunne stemme.
Det gjaldt såkaldte fruentimmere, fjolser, forbrydere, tjenestefolk og fattige.
Arbejdsløse havde heller ingen stemmeret. I 1908 ændredes valgloven, hvorved
kvinder fik stemmeret til kommunalvalg. Med juni-grundloven 1915 , der dog
først trådte i kraft i april 1918, fik danske kvinder for første gang stemmeret
og adgang til at stemme ved valg til Folketinget og Landstinget, men de skulle
da være fyldt 25, for at måtte stemme.
Det bør dog også nævnes, at mænd til at begynde
med efter Grundlovens indførelse 5. juni 1849, da også først havde stemmeret
ved det fyldte 25. år til Folketinget og 35 år til Landstinget. Men der gjaldt
ligeledes til at begynde med også den regel, at mænd uden ejendom, psykisk
syge, forbrydere, tjenestefolk og fattige var udelukket fra at være
medbestemmende vedrørende landets anliggender. Arbejdsløse havde som nævnt
heller ingen stemmeret, det fik de som nævnt først i og med juni-grundloven
1915, hvor valgretten til Folketinget som nævnt var 25 år og til Landstinget
35. år. Man skal helt frem til 1953, før alle fik valgret ved det fyldte 23.
år.
Det patriarkalske samfund, det vil sige et
samfund, der er oprettet, indrettet og domineret af maskuline normer, krav,
ønsker og interesser, har siden de ældste tider været en samfundsform, der har
klaret sig og overlevet. At den har det, er der og kan der gives flere forklaringer
på. Den mest nærliggende forklaring, – i hvert fald set fra en mands synspunkt,
– er den, at det maskuline køns generelt set relativt større styrke og øvrige
naturlige egenskaber, helt automatisk har bevirket, at det maskuline køn om man
så må sige fik 'overmagten' og følgelig blev den dominerende kraft og magt i
forhold til kvindekønnet, hvis naturlige noget svagere fysiske styrke og
naturlige egenskaber automatisk har ført til den samfundsmæssige og artsmæssige
position, som tilfældet altid har været og til en vis grad fortsat er helt op i
nutiden. Denne position har imidlertid lige siden 1800-tallet været udfordret
af foregangskvinder for kvindens frigørelse, som ville bekæmpe og ophæve den
automatiske og 'naturlige' maskuline dominans.
Kvindefrigørelsesbevægelsen er og har siden sin
begyndelse omkring midten af 1800-tallet dog kun gjort sig gældende for de
vestlige samfunds og kulturers vedkommende. I en stor del af den ikke-vestlige
verden hersker der fortsat maskulin dominans. Dette betegnes ofte også som
patriarkalsk dominans, nemlig i og med, at mænd og især de ældste mænd i disse
samfund traditionelt har haft den største indflydelse og magt. Det er dog ikke
altid tilfældet, at det er de ældste mænd, der er og har været toneangivende ,
men det har til gengæld fyrster og konger og klanledere, og sådan er det
fortsat i nogle lande i Mellemøsten og i Asien.
Men her vil vi nu vende opmærksomheden mod de
vestlige samfund, herunder især mod kvindens situation i et demokratisk kongedømme
som lille Danmark. Apropos kongedømme, så er det jo som bekendt ikke en mand,
altså en konge, men derimod en dronning, altså en kvinde, der sidder på tronen.
Tilmed en kvinde med kvaliteter og kvalifikationer, der er højt respekteret og
ligefrem elsket af 'undersåtterne', af både de høje og de lave klasser i
samfundet. Men dog selvfølgelig ikke af alle landets borgere, idet der findes
såkaldte socialister og politisk og kulturelt yderliggående venstreorienterede,
som synes at kongedømmet er en anakronisme, altså noget, der ikke er
tidssvarende og derfor ikke burde høre hjemme i et demokratisk samfund.
Men lad os se lidt nærmere på, hvordan den
danske kvindebevægelses historie har formet sig indtil nu. Til det formål vil
vi her så at sige gå til selve kilden for oplysninger vedrørende nævnte
historie, nemlig til den udmærkede, sobre og i det store og hele saglige
skildring af i hovedsagen dansk kvindebevægelse: ”Kvindebevægelsens
hvem-hvad-hvor”, Politikens Forlag 1975. Under redaktion af journalist Inga
Dahlsgård har syv akademisk uddannede kvinder skrevet hver deres gode og
interessante artikel i bogen. Af hensyn til proveniensen bør navnene på disse
lærde kvinders respektive navne nævnes her og i den rækkefølge navnene er
angivet i bogen: Nina Andersen, cand. polit. Ester Boserup, adjunkt, cand. scient.
pol. Drude Dahlerup, lektor,
mag. art. Pil Dahlerup, professor, dr. phil. Kristine Heltberg, cand. polit. Rita
Knudsen, redaktør Kika Mølgaard, cand. phil. Kirsten Yumiko
Taguchi, cand. psyk. Bente Ørum.
Vi vil begynde med at citere cand. psyk. Bente
Ørums kloge indledning, som i kapitlet ”Mænd og kvinder” begynder med
overskriften ”Et gammelt spørgsmål”:
(Citat) Spørgsmålet om forskellen mellem mand
og kvinde er gammelt og til tider ivrigt debatteret. I de sidste år er det igen
blevet voldsomt aktuelt, og det er kvindernes, især nyfeministernes skyld.
Betingelserne for deres oprør må imidlertid ligge i samfundsudviklingen og
hermed også i andet, end hvad der kan forklares med studenteroprøret i 1968.
Der
kan nævnes to hovedårsager til kvindernes protest i dette århundrede – og med
kvinderne menes, som ofte, kvinder i gode eller nogenlunde gode kår.
1. I
forrige århundrede [1800-tallet] øgedes statusforskellene mellem mand og kvinde
voldsomt under indflydelse af bl.a. ”puritanisme”. Men de fleste kvinder havde
på dette tidspunkt en lang række funktioner at varetage, især i familien (som
ofte også var med i produktionen), og de var i hvert fald uundværlige.
2. Så kom industrialiseringen og gjorde
kvindens rolle langt mindre betydningsfuld, så nu var hun både mindre værdig og
mindre nyttig. Dette er en situation, hvor kun de få magter at gøre oprør, men
nogle gjorde det dog, og de blev mødt med spørgsmålet: Hvad er det dog I vil?
Underforstået var, at kvinder, der gjorde oprør, var unaturlige kvinder eller
frustrerede kvinder, der ville holde op med ”det der”, hvis de bare fik en
rigtig mand.
I
dag har både mænd og kvinder fået mere overskud (det gælder især under
højkonjunkturer), og flere kvinder begynder at gøre oprør mod de traditionelle
kønsroller. Men da de to kønsroller er afpasset til hinanden, må disse kvinders
mænd jo også ændre deres kønsrolle – om end lidt forsinket.
Tidligere har mændene ofte mystificeret kvinden. ”Hvad er det kvinderne
vil?” ”Hvem forstår kvindens væsen?” osv. Kvinderne har ikke på samme måde
mystificeret manden, fordi kvindernes kønsrolle også har indbefattet et krav
om, at de til en vis grad har skullet kunne forstå mænd. For at undgå den
tidligere mystificering af kvinden, er det vigtigt at få fastlagt, hvad
udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller er. (Citat slut).
Hvad angår spørgsmålet eller problemet om ”
udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller”, så er dette 'udgangspunkt'
i henhold til Martinus' kosmiske analyser lige præcis de primære faktorer
og årsager, han betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den
seksuelle polforvandling”. Alle andre årsager, som f.eks. arv og miljø, de
traditionelle samfunds- og kulturforhold mm., udgør ifølge ham ”sekundære
årsager”. Det emne skal vi vende tilbage til senere nedenfor.
Det meget kort fortalte om kvindebevægelsens
opfattelse af køn og kønsroller, er, at denne generelt set og forsøgsvis
henholder sig til, hvad etnologien, sociologien, psykologien og ikke mindst
politisk farvet opfattelse har at sige om køn og kønsroller. Dette fremgår mere
eller mindre af Bente Ørums i øvrigt interessante og højst læseværdige artikel.
Deri fortælles om normer, kønsroller, kønsrollernes opståen, Hvorfor har vi i
dag kønsroller? Kønsrollernes funktion i dag, En statusforskel,
Opdragelsen, Kønsroller indlæres,
Kønsidentitet. Det sidstnævnte emne skal der her citeres fra:
(Citat) i de fleste teorier om
kønsrolleindlæringen spiller kønsidentiteten en væsentlig rolle. Med
kønsidentitet mener man den psykologiske oplevelse af at tilhøre det ene
eller det andet køn, det kvindelige eller det mandlige. Det behøver ikke at
være det samme som det biologiske køn, der for øvrigt heller ikke er et entydigt
begreb.
I de fleste tilfælde er der ikke tvivl om et
nyfødt barns køn, et blik på de ydre kønsorganer afgør det. Men da begge
køn har anlæg for udvikling af begge køns indre og ydre kønsorganer, og da den kønsbestemte
udvikling af fosteret finder sted ret sent, kan det ske, man kan komme i tvivl.
Det kan dreje sig om piger med forstørrede ydre kønsorganer – årsagen til dette
kan være at moderen har fået indsprøjtet mandligt kønshormon for at forhindre
truende abort. Det er imidlertid ikke de ydre kønsorganer (æggestok,
testikler), der bestemmer den senere udvikling.
En
anden måde at bestemme det biologiske køn på, er at se på hormonbalancen, dvs.
forholdet mellem de kvindelige og de mandlige kønshormoner (det er ikke sådan,
at kvinder kun har kvindelige og mænd kun har mandlige kønshormoner).
En
tredje måde er at se på kromosomerne. De fleste kvinder har to
x-kromosomer, xx, de fleste mænd har ét x og ét y-kromosom, xy. Men der findes
en del andre muligheder, f.eks. xxy (en mand), xo (kun ét x-kromosom, en
kvinde). I alt mener man, at der er 7 forskellige kombinationsmuligheder, men
man har ikke fundet yo, hvor det kvindelige kromosom ikke er til stede.
De
tre måder til biologisk kønsbestemmelse stemmer ikke altid overens. Biologisk
køn kan altså være mange ting. For øvrigt behøver biologisk og psykologisk
kønsidentitet heller ikke at stemme overens. Man kan biologisk entydigt tilhøre
det ene køn, men føle og opleve, at man tilhører det andet. Dette kaldes
transseksualitet. Den transseksuelle ønsker oftest meget stærkt kirurgiske
indgreb, så de ydre kønsorganer kommer i overensstemmelse med den psykologiske
kønsidentitet. Dette skal ikke forveksles med transvestitisme, hvor personen
lejlighedsvis eller hele tiden ønsker at iføre sig det modsatte køns tøj.
(Citat slut)
I ovenfor anførte citat er forfatteren inde på,
at enhver kvinde og enhver mand bærer på det modsatte køns kønshormoner og
dermed rummer en potentiel mulighed for at kunne identificere sig med netop det
modsatte køn og dets egenskaber. Dette kan formentlig også ses som baggrunden
for såkaldt homoseksualitet og lesbianisme.
I de umiddelbart følgende afsnit af Bente Ørums
artikel, behandles Sigmund Freuds psykoanalytiske teori, ifølge hvilken
kønsidentiteten opstår gennem barnets identifikation med den af forældrene, der
har samme køn som barnet. Men Bente Ørum har ikke umiddelbart nogen tillid til
Freuds teori om kønsidentitet, heller ikke selvom hun erkender, at teorien er
mere kompliceret end som så. Der kan dog ikke være tvivl om, at Freud var på
sporet af nogle vigtige fysiske, fysiologiske og psykologiske faktorer og
kræfter, som var medvirkende til at forme barnets og dermed senere også den
voksnes kønsidentitet og seksualitet. Et vigtigt element i Freuds
psykoanalytiske teori er, at drifterne udelukkende er af fysisk og fysiologisk
natur, hvilket dybdepsykologen Jung ikke var helt enig i. Han var eksempelvis
ikke enig med Freud i, at drifterne spillede så stor rolle i menneskenes liv,
som Freud mente og argumenterede for. Men derimod var Jung enig med Freud i, at
kvinder og mænd rummer det modsatte køns karakteristika, som Jung betegnede som
henholdsvis ”anima” for mændenes vedkommende og ”animus” for kvindernes
vedkommende. (2)
I sin artikel kommer Bente Ørum i øvrigt ind på
mange andre aspekter og faktorer, som er eller kan være medvirkende til
kønsrollefordelingen mellem kvinder og mænd, men nogen bestemt og entydig
forklaring på kønsidentiteten og kønsrollerne når forfatteren ikke frem til.
Derimod forsøger hun til slut i sin artikel en midlertidig konklusion under
overskriften: ”Hvad vil fremtiden bringe?”, og derfra skal følgende
uddrag citeres her:
(Citat i uddrag) Det foregående har i vid
udstrækning omhandlet de traditionelle kønsroller, de kønsroller, der har været
gældende så godt som overalt i samfundet indtil for nylig. Der har til
forskellige tider og i forskellige dele af samfundet været forskel på den helt
nøjagtige udformning af dem, der har været forskel i den strenghed, hvormed de
krævedes efterlevet, men det har dog været dem, der gjaldt. Sådan er det ikke
alle vegne mere. Efter nogle år med mere eller mindre stilstand i
kvindebevægelsen har især rødstrømperne sat skub i bestræbelserne for at ændre
kønsrollerne, for at finde en ny måde at leve på.
Hvor kvinden ændrer sin kønsrolle, må manden nødvendigvis også ændre
sin, og det er noget, der kræver meget af begge parter. Man må nemlig først
opgive nogle af sine privilegier, sine ”områder”, de ting, man er vant til, er
tryg ved, kan klare, før man kan indtage nye verdener. Kvinden kan f.eks. blive
nødt til at opgive eneretten til køkkenet, dele den med manden, hvis hun vil gå
ind i politisk arbejde eller vil have en overordnet stilling. Vi har i de
senere år oplevet et skred i kønsrollerne i stadig større dele af befolkningen.
Spørgsmålet er nu, om det vil vare ved, eller om en nedsat økonomiske vækst vil
få billedet til at vende, så de traditionelle kønsroller begynder at vinde
indpas igen, eller om vi har overskredet en tærskel, så ændringerne fortsætter.
Man kan håbe på det sidste, på at livsmulighederne for både mænd og kvinder
bliver mangfoldigere, på at færre kvinder skal lide under deres lavere status.
Men hvad vil da ske? (Citat-uddrag slut)
Man kan undre sig over den rolle, Bente Ørum
tilskriver konjunkturerne, altså de ydre forhold, der er bestemmende for det
økonomiske liv. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det muligvis kan være
tilfældet, at højkonjunkturer, dvs. økonomisk set gode tider, kan være
medvirkende til en generelt og relativt set større tolerance i samfundet, mens
lavkonjunkturer omvendt kan være medvirkende til en generelt og relativt set
lavere tolerance. I begge de nævnte tilfælde f.eks. overfor oppositionelle
bevægelser som kvindebevægelse og andre lignende bevægelser og tiltag.
Sluttelig i dette afsnit skal anføres følgende
citatuddrag fra Drude Dahlerups interessante artikel: ”Den nye danske
kvindebevægelse”:
(Citat uddrag) Den 8. april 1970 gik en flok
kvinder i demonstration gennem Strøget til Rådhuspladsen, hvor de offentligt
afførte sig brystholdere, hofteholdere, falske øjenvipper, parykker og andet
kunstig kvindeudstyr og smed tingene i en skraldepose med påskriften ”Hold
Danmark ren”. På plakater og ved råb og sang tog de afstand fra det
traditionelle kvindeideal og angreb mode- og kosmetikforretningernes udnyttelse
af kvinders mindreværdsfølelse. Dette var den første rødstrømpeaktion i
Danmark. (Citatuddrag slut) (3)
Man kunne måske lidt ”mandschauvinistisk”
kritisk indsparke en fodnote vedr. ”kvinders mindreværdsfølelse”: Mon der ikke
snarere er tale om kvinders forfængelighed! Og hvad er der i grunden i vejen
med den!
I øvrigt kunne der skrives meget andet, mere og
bedre om kvindebevægelsen, end det, der her er blevet fremført, men det er der
også allerede blevet gjort i og med den forholdsvise store mængde litteratur
herom, der faktisk foreligger tilgængelig for specielt interesserede.
Den naturvidenskabelige
forklaringsmodel
Men der er jo som bekendt også en anden og mere
naturalistisk, ikke-religiøs baggrund for og forklaring på
ægteskabsinstitutionens opståen, end den bibelske, nemlig den biologiske. Denne
forklaringsmodel kunne man passende kalde for den objektivt velbegrundede
naturvidenskabelige påvisning af årsagerne til menneskets opståen som følge af
en lang række fysiske og biologiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder.
Kort sagt henholder den biologiske
forklaringsmodel sig til evolutionsteorien, der oprindelig tog afsæt i Darwin's
udviklingslære, som han i 1859 offentliggjorde i bogen ”On the Origin of
Species by Means of Natural Selection”, og i 1871 i bogen ”The Descent of Man”.
Evolution eller udvikling betyder en tilstands gradvise fremgåen af en anden og
tidligere tilstands egenskaber, evner og lignende, frem mod stadig højere og i
bedste fald mere nyttige og gavnlige stadier. Det evolutionære synspunkt kan
anvendes både på enkeltvæseners udvikling og på den samlede udvikling af
naturen, solsystemet, jorden, racer, kulturer, samfund, ja, kort sagt på så
godt som alle områder og niveauer. (4)
Hos Darwin og den naturvidenskabelige
evolutionsteori er hovedbegreberne ”kampen for tilværelsen” og ”survival of the
fittest”, det vil sige, at de bedst egnede var og er de biologiske arter, der
var og er mest tilpasningsdygtige, fysisk såvel som psykisk. Arternes
oprindelse skyldes et naturligt samspil af flere faktorer, herunder ikke mindst
livets samspil med naturen og dermed jordkloden. Alle levende væsener har et
fælles stamtræ begyndende med celler, der har udviklet sig til encellede dyr og
svampe, hvorefter ”livsstammen” deler sig i to ”hovedgrene”, nemlig i bløddyr
og hvirveldyr. Bløddyrstammen har udviklet sig til orme, leddyr, krebsdyr,
blæksprutter, snegle og muslinger og til en sværm af forskellige insektarter.
Hvirveldyrene har udviklet sig til pighuder, fisk, padder og derfra til
krybdyr, fugle, og pattedyr, og disse sidstnævnte til næbdyr, kænguruer,
flagermus, gnavere, sæler, hvalrosser, hvaler og delfiner, samt rovdyr af alle
slags og byttedyr, ligeledes af alle slags. Og – ikke mindst – til aber,
primater og mennesker.
Ovennævnte liste over diverse dyr – for øvrigt
gælder det også planter - har det til fælles, at de for alles vedkommende er
undergivet ”det dræbende princip”s overherredømme, også selvom der forekommer
såkaldt symbiose, hvilket vil sige, samliv mellem organismer af forskellig art
til indbyrdes gavn. Fælles og nok så betydningsfuldt i den her omhandlede
sammenhæng er det, at de allerfleste af de nævnte arter – inklusive planterne -
forekommer i form af de to køn. Her er vi så nået frem til, hvad der er
årsagen til de to køn, altså hankøn og hunkøn. Svaret er egentlig ligetil og
enkelt: Kønsforskellen skyldes, at naturen har organiseret det sådan, at de to
køn, både anatomisk, fysiologisk og adfærdsmæssigt, er nødvendige, primært for
at forplante sig og dermed sikre artens fortsatte beståen. Til dette formål
tjener den normalt gensidige seksuelle tiltrækning mellem de to køn, en
tiltrækning, som i henhold til biologien hænger sammen med produktionen af
hormoner, i dette tilfælde
kønshormoner, for mænds vedkommende især testosteron, og for kvinders
vedkommende især østrogen. Den videre konsekvens heraf, er den gensidige
seksuelle tiltrækning mellem de to køn, som i al fald for menneskets vedkommende
kan have form af og give sig udtryk i forelskelse. Såvel det gensidige
seksuelle tiltrækningsbegær som forelskelsesfunktionen, danner i mange tilfælde
basis for indgåelse af ægteskab, hvad enten dette er indstiftet ved kirkelig
eller borgerlig vielse.
Men med sit krav om objektiv saglighed ser
natur- og humanvidenskaben sig end så længe ikke i stand til at beskæftige sig
med og udtale sig om, dels hvorfor der findes to køn, og dels hvad det og livet
og verden i det hele taget tjener til, altså om det alt sammen har noget
formål. Det, som natur- og humanvidenskaben vil stå inde for, er, at de to køn
er nødvendige for det organiske livs tilblivelse, opretholdelse og forplantning
, – men med efterfølgende visnen og død for de enkelte organismer og dermed for
de enkelte individer. Imidlertid konstaterer man samtidigt, at års- og
livskredsløbet sikrer, at naturen og dens liv uafbrudt gentager og fornyer sig,
i hvert fald så længe jordkloden består, for den er jo på trods af sin relativt
store alder af 4600 millioner år, dømt til døden, og derfor lige så forgængelig
som alt andet fysisk eksisterende. (5)
NB! Vedr. den nok så interessante og mere
omfattende kosmologiske forklaringsmodel: Se artiklen 4.116. ”Martinus' kosmologi om seksualisme”!
© August 2016 Harry Rasmussen.
===============================
1. Paulus' 1. Brev til
Korinterne, 12. kapitel, vers 34.-36.
2. Vedr. Freuds og Jungs
respektive opfattelser af den menneskelige personlighed, se f.eks. artiklen
2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.
3. Se kvindebevægelsens
hvem-hvad-hvor, p. 219 ff. Politikens Forlag 1975.
4. Charles Darwin
(1809-1882) engelsk naturforsker, ophavsmand til den mest udbredte
naturvidenskabelige evolutionsteori. Vedr. sidstnævnte: søg på Google.
5. Se f.eks. artiklen
4.17. Videnskab
på omveje - en historie om hjerne, køn og bevidsthed. Vedr.
jordklodens alder, så virker det jo helt ude af proportioner, når en religiøs
bevægelse som f.eks. Jehovas Vidner med henvisning til Biblens
skabelsesberetning postulerer, at jorden 'kun' er 4000 år gammel !!!
©
August 2016 Harry Rasmussen.
******************