- endnu engang!
Spørgsmålet om skæbne eller mere præcist: om
skæbnens fuldkomne retfærdighed, har optaget mig dybt i efterhånden mange år,
og jeg har da efterhånden også skrevet en del artikler om min skepsis og tvivl omkring
dette problematiske emne. Senest har problemet aktualiseret sig – i hvert fald
for mig - ved mediernes oplysning den 5. august 2016 om, at endnu et af ofrene var afgået ved døden som følge
af attentatet den 14. juli 2016 i den velkendte franske by Nice, hvor en
terrorist sent om aftenen med vilje kørte en stor lukket lastbil ind i
folkemængden, der opholdt sig på strandpromenaden. 84 mennesker meldtes
øjeblikkeligt dræbte og flere hundrede sårede, heraf nogle så alvorligt, at det
var og er et spørgsmål, om de vil kunne overleve. Blandt de mange dræbte og
sårede er også en hel del børn i alle aldre.
Den senest afdøde er en familiefar, som i
henhold til mediernes – desværre ikke altid lige korrekte - oplysninger, i dette tilfælde den 5. august
2016, har ligget i respirator lige siden attentatet. Hans kone og to
mindreårige børn blev dræbt under selve attentatet, men hans 14-årige datter
ligger fortsat i respirator. Men
uanset, hvordan det forholder sig med nyhedsmediernes redigerede referater af
denne og lignende fatale situationer, så bliver der tilbage den totalt
hensynsløse grusomhed, hvormed visse personer er i stand til at føre sig frem
og enten dræbe eller ødelægge i hvert fald tilsyneladende helt uskyldige
menneskers liv, førlighed eller fysiske og/eller psykiske helbred.
For at genopfriske, hvilke tanker jeg i øvrigt
har gjort mig omkring den nævnte terroraktion i særdeleshed og begrebet skæbne i almindelighed, skal jeg
her gengive følgende fra artiklen 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn
i Martinus' livsværk:
Efterskrift (Citat fra artiklen
”Alt er såre godt!”)
Foranlediget af de efterhånden mange og
tiltagende uhyggelige omstændigheder og situationer omkring de gentagne
terroraktioner rundt om i verden, senest på den franske nationaldag,
Bastille-dagen, den 14. juli 2016 i den franske by Nice, hvor en terrorist sent
om aftenen med vilje kørte en stor lukket lastbil ind i folkemængden, der
opholdt sig på stranden. 84 mennesker meldes dræbte og flere hundrede sårede,
heraf nogle så alvorligt, at det er et spørgsmål, om de vil kunne overleve.
Blandt de mange dræbte og sårede er også en hel del børn i alle aldre.
I flere artikler her på hjemmesiden, har jeg
tidligere vovet og gjort mig til talsmand for en vis skepsis overfor
skæbnelovens retfærdige fuldbyrdelse, blandt andet i sådanne tilfælde som det
ovennævnte. I forbindelse med Martinus' overordnede konstatering af, at ”alt er
såre godt”, vil der derfor være rimelig grund til ar rejse spørgsmålet om, hvad
”såre godt”, der kan være ved, at f.eks. en mængde fredeligt festende voksne og
– især – børn, fuldstændig uforberedte pludselig bliver brutalt mejet ned og
dræbt eller alvorligt kvæstede? - Nu ved jeg jo godt, at børn kun er udtryk for
et overgangs- og vækststadium til voksen, og at børn såvel som voksne i henhold
til Martinus' kosmiske analyser og facitter, i bund og grund er evige væsener,
og at disse i praktisk fremtræden er stadier eller overgangsfaser i processen
frem mod det humane kærlighedsrige, han betegner som ”det rigtige
menneskerige”. Disse stadier eller overgangsfaser vil – ligeledes i henhold til
Martinus - ikke i alle tilfælde være eller blive lige behagelige for alle
mennesker, primært fordi de samme mennesker må betale eller afbetale på den
skæbnegæld, som de selv har pådraget sig i dette eller et eller flere tidligere
liv, og som de – jeg burde måske rettere sige: som vi alle hver især – derfor
er skyldige i. Foruden den personlige skæbnegæld er der jo også den kollektive
skæbnegæld. I det store kosmiske perspektiv, eller det store verdensdrama, som
Martinus har set og ser verden og livet – og ikke mindst menneskene – på
grundlag af, tegner alt sig ”såre godt”, fordi enden på 'dramaet' eller
'komedien' vil være, at alle – også forbryderne og terroristerne - uden nogen
som helst undtagelse, i mellemtiden vil udvikle sig til at blive
kærlighedsfulde og lykkelige. Jf. med ovenstående citat fra ”Livets Bog” 5, stk.
1633.
Spørgsmålet om skæbnen og dennes retfærdighed,
er så omfattende og detaljeret et emne, at det ville føre alt for vidt at komme
nærmere ind på det her. Men lad mig dog alligevel som et lille tankeeksperiment
eksempelvis nævne, at hvis de børn, der blev dræbt på så brutal og hensynsløs
måde, som nævnt ovenfor, skulle have pådraget sig en skæbnegæld, der måske
stammer helt tilbage fra f.eks. 1793, hvor den store franske revolutions
grusomme rædselsregimente fandt sted, hvorunder man guillotinerede og dræbte
mange, mange mennesker, mænd og kvinder, blot fordi de tilhørte de royale og
adelige klasser. Hvis de nævnte nutidsbørn som unge eller voksne i 1793, har
deltaget i tilfangetagelserne, mishandlingerne og myrderierne, som indirekte
kan være gået ud over børn, der blev forældreløse på grund af myrderierne, så
har 'nutidsbørnene' i mellemtiden antagelig været døde (diskarnerede) og
reinkarnerede flere gange siden da. Vi kan imidlertid ikke vide noget om, hvad
disse 'børn' har oplevet af afbetaling på skæbnegælden i de nævnte
inkarnationer, men kan for tankeeksperimentets skyld formode og antage, at
afbetalingerne ikke har være tilstrækkelige til at dække gælden. Imidlertid er
der jo desuden det aspekt i sammenhængen, at 'nutidsbørnenes' død eller alvorlige
skader indirekte naturligvis samtidig rammer forældrene og familierne. Men også
i dette tilfælde vil der i henhold til Martinus være tale om afbetaling på
skæbnegæld, men som kan stamme fra helt andre tider og forhold, og altså ikke
nødvendigvis har direkte med deres dræbte eller hårdt sårede nutidsbarn at
gøre.
Men som sagt og nævnt, ovenstående er ment som
et muligt 'tankeeksperiment', som kun er anført i et forsøg på at se en form
for mening i galskaben. Men jeg er skeptisk, og hvad angår min skepsis overfor
skæbnens retfærdighed, ville Martinus sikkert sige, at denne er udtryk for, at
jeg kun er i stand til at se et mindre brudstykke af verdensplanen, nemlig det,
der udspiller sig her og nu i mit liv og min tid. Til gengæld stiller han i
udsigt, at efterhånden som jeg – og andre skeptikere med - får tilegnet mig og
sig større intellektuelle og intuitive evner, vil verdensplanen og herunder
skæbnens lovmæssigheder komme til at stå lysende klare for mig. Sådan som den
tilsyneladende gør det for en del andre Martinus-studerende og
Martinus-følgere. Det må jeg så trøste mig selv – og andre skeptikere – med,
for når alt kommer til alt, så vil jeg hellere end gerne – ikke tro – men vide,
at det forholder sig med skæbneloven, sådan som Martinus så helhjertet
postulerer i og med sit vidunderlige og eventyrlige verdensbillede. (Citat
slut)
Artiklen ”Skæbnen – endnu engang!” fortsætter
herfra:
Men som skrevet, så er min tvivl og skepsis
overfor påstanden om skæbnens absolutte retfærdighed ikke blevet mindre med
tiden, snarere tværtimod. Som også skrevet og gentaget efterhånden adskillige
gange, udelukker jeg selvfølgelig ikke, at det kan være min såkaldte
”lavpsykiske sanseevne”, der bevirker, at jeg ikke er i stand til at se, verificere
og derfor heller ikke acceptere den rolle, faktoren og fænomenet skæbne spiller
i henhold til Martinus' kosmologi.
Hvad er da alternativet? - Så vidt jeg med min
begrænsede erkendelsesevne kan forstå, kan det kun være, at individets skæbne,
hvad enten denne er behagelig eller ubehagelig, glædelig eller smertelig, eller
som i reglen en blanding af det ene og det andet, i vidt omfang er beroende på,
hvad der må betragtes som tilfældigheder.
Men betyder det så også, at man må forkaste
påstandene om udødelighed og reinkarnation? -
Igen, og så vidt jeg kan se, ikke nødvendigvis. For udødelighed, eller
mere præcist: sjælens eller den psykiske strukturs og personligheds overlevelse
af det fysiske legemes død, behøver ikke nødvendigvis i sin konsekvens at være
knyttet til en årsagsbestemt og lovbundet skæbne. Det samme gælder
reinkarnation, som i princippet blot betyder en metode til
organismeudskiftning, der klart nok er nødvendig og uundgåelig i den fysiske
verden, hvor lovbundne fænomener som f.eks. fødsel og død gør sig gældende. Her
bør man i øvrigt erindre sig, at ifølge Martinus er enhver fødsel en genfødsel
eller reinkarnation.
Men når nu og hvis skæbneloven, som
grundlæggende udlægges som en sikring af begrebet absolut retfærdighed for alle
levende væsener uden nogen som helst undtagelse, indikerer, at ”det et individ
sår, det skal individet også høste”, eller som Martinus definerer begrebet og
fænomenet skæbne (frit citeret): at ”det er virkningerne af de årsager, som
individet i første instans selv har udløst.” Denne lov gælder i henhold til ham
kun i den fysiske verden og i den første sfære i den åndelige verden efter
individet fysiske død. Men det betyder samtidigt, at 'skæbnegælden' er
akkumuleret i det såkaldte ”skæbneelement” i individets overbevidsthed, og
derfor atter træder i kraft i en følgende ny inkarnation eller eventuelt i
flere nye inkarnationer. Men det sidstnævnte er uvægerligt et perspektiv, som
vi almindelige mennesker ikke er i stand til at overskue.
I henhold til Martinus' kosmologi er individets
fysiske så vel som åndelige tilværelse en konsekvens af de helt afgørende
kosmiske lovmæssigheder, han betegner som de guddommelige eller kosmiske
skabeprincipper
De kosmiske
skabeprincipper m.m.
Her skal vi fortsætte med at rekapitulere og få
præciseret, hvad der ifølge Martinus kan og skal forstås ved begrebet og
fænomenet bevidsthed. Det er vigtigt
at forstå og altid huske på, at han strukturelt set inddeler bevidsthed i en overbevidsthed og en underbevidsthed. Den førstnævnte svarer
i realiteten til den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, mere præcist i
form af i alt 15 skabeprincipper, fordelt på 8 hovedskabeprincipper og 7
variantprincipper. Skematisk opstillet ser hovedskabeprincipperne således ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre-
og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
Det levende væsens 1. hovedinstans er som
formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men her forstået
som overbevidstheden, der er identisk med den 7. kosmiske grundenergi,
Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som
ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv
er uskabt og dermed eksisterer før tid
og rum, og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER. Det skal også her nævnes, at samtlige
grundenergier er repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i
form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens
funktionelle basis
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle
basis
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens
funktionelle basis
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis
Ved faktoren og fænomenet underbevidsthed skal ifølge Martinus forstås den del af bevidstheden, der er
underordnet overbevidstheden og dermed funktionelt ligger under denne. Underbevidstheden er det område eller snarere det felt,
hvori de samlede 6 kosmiske grundenergier danner grundstrukturen og udfolder
sig. Dog forstået på den måde, at grundenergierne tyngde og følelse er
de to kontraaktive hovedkomponenter, som tilsammen udgør et psykisk kraftfelt, der for nemheds
skyld betegnes som P-kraftfeltet. Dettes 'skelet' udgøres af
instinktenergien, som så at sige holder sammen på de funktionelle energier. Det
er derfor indenfor dette kraftfelts grænser, at grundenergierne intelligens,
intuition og hukommelse forefindes og fungerer.
Men som det indirekte vil være fremgået af
ovenstående omtale af de kosmiske skabeprincipper, er fænomenet skæbne i
henhold til Martinus en uundgåelig konsekvens af en kombination af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet. Men de øvrige
skabeprincipper og variantprincipper har naturligvis hver for sig en større eller
mindre medindflydelse på funktionen af bevægelsesprincippet og
talentkerneprincippet. I lighed med, hvad tilfældet selvfølgelig er for de seks
livsvigtige kosmiske grundenergier, så fungerer de 8 hovedskabeprincipper og de
7 variantprincipper også som en kombineret 'enhed', nemlig i form af den 7.
kosmiske grundenergi: Moderenergien, også betegnet som overbevidstheden.
Det store problematiske
spørgsmål
Men det store spørgsmål er her, om begrebet og
fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at
være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller følgevirkning af i
hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet? -
Det er dette spørgsmål, der, som en følge af
min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min
forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige
verdensbillede. Personligt har jeg ikke noget problem med at droppe påstanden
om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste
opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det i øvrigt basale i det nævnte
verdensbillede.
Det kunne da måske lige være, hvis det på et
eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som
forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil
kunne verificeres af det virkelige liv. Det vil i så fald betyde, at der derfor
kan være tale om, at vi levende væsener kun har et liv at leve, nemlig det
aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og
reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt
heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald
tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og
ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke
se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt
under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som
også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som
udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’
forunderlige fortælling om
verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i alt det andet
væsentlige, dette handler om.
For, som det forhåbentlig også vil være
fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, har jeg bestemt ingen
vanskeligheder eller problemer med at anerkende de øvrige grundlæggende
elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen
udgør det nævnte verdensbillede. Tværtimod.
Vedr. mine skeptiske artikler om skæbnens
retfærdighed, kan f.eks. henvises til 4.29. Hvorfor? – om skæbnens
gru 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller
tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i
tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? 4.99. Skæbne
og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? Og 4.100.
Skæbne og skyld (2). Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger)
© August 2016 Harry Rasmussen.
****************