Den materielle forbrugskultur, som har nået
store højder især indenfor de seneste år, synes i nogen grad at kompensere for
savnet af fælles overordnede religiøse og åndelige værdier. Jo mere, man
forskanser sig i forbrug, jo mere skubber man den kendsgerning i baggrunden, at
livet i den fysiske verden er forgængeligt og relativt kortvarigt. Det moderne
menneske føler sig desuden rodløs og hjemløs i og med det naturvidenskabelige
verdensbillede, som ikke ser ud til at levne plads for en gud, for udødelig
sjæl, for en højere etik og en mening med livet og tilværelsen. I dette spil om
enhver er døden den store joker, der kommer bag på de fleste. Artiklen findes
også trykt i tidsskriftet KOSMOS nr.
6-2005.
Der synes især at være fem væsentlige religiøse
og filosofiske temaer, som udgør mysterier for moderne mennesker i den vestlige verden. Det drejer sig om Guds
eksistens, sjælens eksistens og udødelighed, livets eller tilværelsens under,
det seksuelle polprincip og – ikke mindst – dødens mysterium. Set på baggrund
af Martinus’ analyser af tilværelsen, specielt af menneskets
bevidsthedskategorier, er der imidlertid ikke noget uforståeligt ved
situationen, idet det vestlige menneskes aktuelle kosmiske udviklingsniveau
uundgåeligt betinger, at det må forholde sig sådan. (1)
De nævnte fem temaer
eller mysterier støder man jævnligt direkte eller indirekte på i medierne og i
diskussioner eller snak mennesker imellem, og da ses det ofte tydeligt at mange
mennesker befinder sig i vildrede og i grunden står uforstående overfor de
store livsspørgsmål. Imidlertid er der også nogle, der har dannet sig deres
egen ’hjemmelavede’ og ikke så sjældent afgjorte mening om tilværelsens dybere
sammenhæng. Generelt set kan man sige, at jo mindre et menneske har tænkt over
tingene, desto mere synes vedkommende at vide besked med, hvordan alt er skruet
sammen her i verden. Det er formentlig en del af baggrunden for Martinus’ brug
af citatet, at når eleven taler, da tier mesteren, og - kunne man måske tilføje – smiler venligt og forstående til den
intetanende bedrevidende. (2)
I denne artikel skal vi dog
kun beskæftige os med det moderne, i vid udstrækning irreligiøse vesterlandske
menneskes opfattelse af døden. Dets forhold til denne er jo klart nok i
afgørende grad beroende på, hvad det mere præcist forstår ved begrebet. Jo mere
vedkommende bevidst eller indforstået henholder sig til naturvidenskaben, jo
mere identificerer det mennesket med den fysiske krop, og dets bevidsthed med
hjernen og centralnervesystemet. Følgelig ser det derfor døden som et endeligt
ophør af den menneskelige bevidsthed og personlighed, mens de kemiske stoffer,
som kroppens celler og organer vitterligt er bygget op af, efter livets ophør
går tilbage til den omgivende natur, de stammer fra.
Det forholder sig anderledes med det
religiøst troende menneske, hvad enten det bekender sig til kristendommen eller
en anden trosretning. Kristne tror på Gud Fader som himlens og jordens skaber,
på hans enbårne søn, Jesus Kristus, på sjælens eksistens og udødelighed, og på
de ’dødes’ eller ’saligt hensovedes’ opstandelse på dommens dag. Muslimer tror
på den absolutte og suveræne Gud, den på en gang dømmende og barmhjertige
Allah, på dennes profet, mennesket Muhammed, og på udødelig sjæl, livet efter
døden, dommens dag og opstandelsen. Islam anerkender Jesus som Marias søn, dog
ikke som den korsfæstede gudssøn.
Men det moderne vesterlandske menneske
gør i reglen alt, hvad der er muligt for at undgå at tænke på at det engang før
eller siden selv skal dø, lige som dets familie og venner skal det. Man bygger
en imaginær barrikade op omkring sig som et forsøgsvist værn imod tanken om
døden, bl.a. i form af hektiske aktiviteter og forbrug af mere eller mindre
nødvendige luksusvarer. Derfor er det vestlige menneskes verden en
forbrugskultur, hvor vægten er lagt på at man har råd til at købe og eje noget.
Man køber huse, sommerhuse, biler, fritidsbåde og meget andet og mere, som alt
sammen indrettes efter nyeste mode og teknik. Som en følge af
samfundsudviklingen indenfor det sidste halve århundrede racer mange mennesker
dagligt i bil frem og tilbage mellem hjem og arbejde, eller om sommeren mellem
hjem og feriested. Man tænker normalt overhovedet ikke på, at de mange biler på
vejene udgør en betydelig risiko for uheld og ulykker, tilmed dødsulykker.
Bilismen kræver årligt et relativt stor antal dødsofre. Man tænker i
almindelighed heller ikke på det voldsomme energiforbrug, for ikke at tale om
den forurening af miljøet, som det enorme antal af privatbiler medfører.
I privatlivet hygger
man sig efter en fortravlet og stressende hverdag i weekenderne med familien
eller vennerne i et godt lag, hvor mad og drikke, ikke mindst det sidste, ofte
er i højsædet. Kun få synes indtil videre at kunne eller ville forstå, at det
store forbrug af mere eller mindre lødige madvarer ikke så sjældent har sine
omkostninger i form af bl.a. hjerte-kar-sygdomme og forskellige former for
cancer. Men man forlader sig i al almindelighed på, at lægevidenskaben og
medicinalindustrien har et effektivt middel imod så godt som enhver lidelse og
sygdom, og at hospitalsvæsenet trods alle odds imod evner at holde én i live
længst muligt, for dø vil ingen af os helst ikke.
De fleste mennesker lever altså i praksis livet, som om døden
aldrig nogensinde vil indtræffe. Men eftersom det ikke er ualmindeligt at døden
kommer bag på mennesker, omtrent i lighed med, hvad der sker i kortspil, hvor
man pludselig og uventet sidder med jokeren, må man altså konstatere, at døden
er jokeren i livets pokerspil. (3)
En dag sker altså det uundgåelige, at et
nært og kært familiemedlem eller man selv bliver ramt af en dødelig ulykke
eller sygdom, eller der sker pludseligt og uventet dødsfald som følge af
ulykke, blodprop eller hjertestop. Sådanne tilfælde kommer ofte som et chok for
mennesker, både når det gælder dem selv og når det gælder deres nærmeste
pårørende og venner. Særlig svært er det naturligvis for de pårørende at miste
et barn eller et ungt menneske, især fordi det føles urimeligt at mennesker,
der omtrent lige er begyndt på livet, skal dø. Men i alle tilfælde føles det af
den enkelte midlertidigt som om tiden er gået i stå og at verden og livet har
mistet sin glans og tillokkelse. Mange lukker sig inde i deres forstenede sorg
og overværer bisættelsen uden rigtigt at fatte, hvad det egentlig er der foregår.
Savnet tager over hos de nærmeste efterladte og bliver en uafviselig
følgesvend, ofte i længere tid efter den kære afdødes bortgang, ja, i nogle
tilfælde resten af f.eks. en enkes eller enkemands liv.
Den kirkelige
begravelsesceremoni vælges fortsat af mange mennesker, måske mest fordi det er
en indgroet tradition, som det kræver et vist overskud og mod at bryde med, og
sådanne tanker og følelser drukner simpelthen i de efterladtes sorg og savn. På
bisættelsesdagen sidder de mange mennesker henne i kirken, i reglen en blanding af familie, venner og bekendte,
hvoraf sikkert de fleste ellers kun kommer i kirken ved barnedåb, konfirmation,
bryllup og begravelse, og forsøger at lytte til præstens velmente ord til trøst
og forsoning for de efterladte i særdeleshed og for folk i almindelighed.
Præstens tale ved
bisættelsen kan være mere eller mindre salvelsesfuld og højtidelig eller
naturlig og ligetil, men ét har præsterne i reglen tilfælles, nemlig at de i
mere eller mindre overbeviste og overbevisende toner fremmaner billedet af de
lyksaligheder, der venter de troende og frelste efter dommens dag. Da skal der
ikke mere findes synd og ondskab, død og smerte, sorg og fortvivlelse, savn og
nød, og da skal mennesker gense og genforenes med deres kære forudgangne.
Mange har deres kristne børnelærdom i behold, men ved ikke rigtigt
om man kan og tør tro på den eller ej. Trosbekendelsen har man jo hørt ved
barnedåb og konfirmation, men den er svær at forstå for mange mennesker, især
for dem, der vil bruge forstanden og logikken på at forstå indholdet, men også
for dem, hos hvem følelserne er dominerende, og som fælder en tåre eller to
over de smukke orgeltoner og de salmer, som forsangernes i reglen velklingende
stemmer lader strømme ud i det højtidsstemte kirkerum. Mange føler sig også
grebet af de kirkelige ritualer, som skal minde al folket om deres frelser og
forsoner, så at de omvender sig og kommer til troen på ham, Guds enbårne søn,
Jesus Kristus.
Men skal man dømme efter,
hvad mennesker siger om disse ting sig imellem, må man tro og mene, at de
færreste fatter, hvad kirke og kristendom egentlig drejer sig om. De
ikke-troende spotter og håner derfor ofte de troende, som gerne anses for naive
og godtroende, mens de troende anser de førstnævnte for at være djævelens
fortabte yngel, som man i reglen ikke har større skrupler ved at tænke på efter
døden vil blive dømt til et evigt ophold i den brændende svovlsø i dødsriget
eller helvede. Det er ikke indtrykket, at Jesu bud om næstekærlighed, der også
omfatter uvenner og fjender, er et væsentligt element i den kristne lære for
traditionelle kristne.
Det er ikke ualmindeligt, snarere sædvanligt, at kristne afviser
tanken om reinkarnation og skæbnelov, som man i reglen finder fuldstændig
uforenelig med tanken om Guds nåde til syndernes forladelse. Frelse sker ifølge
traditionelt troende kristne ikke ved gerninger, men alene ved omvendelse og
tro. Mennesker kan derfor ikke gøre sig fortjent til frelse, som alene
bestemmes af Guds nåde overfor bodfærdige og omvendte syndere. De kristnes Gud
har tilsyneladende intet tilovers for ”forhærdede tidselgemytter”, der ikke vil
lade sig omvende til den rette tro. (4)
I henhold til kristen
forestilling tilbringer de ’afdøde’ tilværelsen i ’mellemtilstanden’ mellem
livet her på jorden og Kristi genkomst og opstandelsesdagen, hvor de ’saligt
hensovede’ skal stå op af gravene for at møde deres dom, og hvor ”fårene”
skilles fra ”bukkene”. Kun få kristne synes at have gjort sig tanker om
’mellemtilstandens’ natur, lige som man åbenbart ikke har undret sig over at
mennesker, hvis lig for længst enten er blevet totalt opløst på naturlig måde,
eller som eventuelt er blevet kremeret til aske, skulle kunne genopstå i den skikkelse,
de havde før dødens indtræden. Svaret lyder i reglen, at hvad der ikke er
muligt for mennesker, det er i høj grad muligt for Gud. Derfor lyder
bisættelsesritualets ord da også: ”Af jord er du kommen, til jord skal du
blive, og af jord skal du igen opstå”. (5)
Hvis man skulle være så naiv at tro, at det kan være mennesker til
trøst i deres sorg og savn at fortælle dem, at i henhold til Martinus’
kosmologi eksisterer døden ikke, men er en tænkt modsætning til livet, så bør
man nok tænke om igen. Erfaringsmæssigt vil nogle få lytte og måske stille
uddybende spørgsmål, men de fleste vil ryste afvisende på hovedet og spørge,
hvordan nogen dog kan tro på den slags påstande. Man bør derfor være varsom og
tage i betragtning, hvem man taler med eller til. For det burde jo være
indlysende, at det kræver visse forudsætninger at forstå en påstand som den
nævnte, og sådanne forudsætninger synes de færreste at være i umiddelbar
besiddelse af. Ofte er man heller ikke interesseret i at få uddybet påstanden,
og da slet ikke, hvis sorgen og savnet overskygger alt andet. (6)
Men i grunden er det jo præcis det samme
præsten prædiker ved bisættelsen henne i kirken, om end med andre ord og
begreber. Her er tilhørerne dog mere eller mindre ’tvangsindlagt’ til at høre
på, men kan vælge at lægge det døve øre til, når præsten i overensstemmelse med
den kristne lære fortæller, at livet har overvundet døden i og med Jesu Kristi
opstandelse. Hvad præsten almindeligvis ikke fortæller, er at opstandelse
oprindelig blev anset for at gælde alle og enhver, men senere indskrænkede
teologerne den til en isoleret begivenhed, der specielt gjaldt Jesus Kristus.
Den almindelige opstandelse blev derefter kædet sammen med Kristi genkomst, som
på den måde fik en særlig frelseshistorisk betydning, idet han var
”førstegrøden af de hensovede”. Altså at han kort og godt er opstået fra de
døde før alle andre, som efter hans genkomst skal følge efter og opstå til dom
og frelse eller fortabelse. I Ny Testamente opfattes livet efter døden som det
overordnede frelsesgode og som målet for Guds sendelse af Kristus.
Det må nok erkendes, at
den kristne kirkes sprogbrug og dens ceremonier og ritualer med tiden er blevet
så forældede og så meget ude af takt og pagt med nutiden, at det er de færreste
mennesker, der i dag virkelig forstår indholdet og budskabet i den kristne
lære. Når en del mennesker alligevel føler sig draget af kirken, skyldes det
sikkert at liturgien, ceremonierne og ritualerne taler følelsernes sprog og
umiddelbart appellerer til indlevelse og hengivenhed. Det kan forstanden ikke
byde på eller erstatte, og man skulle derfor mene, at forstandsmennesker ville
være udelukket fra at få del i religiøse oplevelser. I henhold til Martinus
behøver dette imidlertid ikke at være tilfældet, idet bevidsthedsudviklingen
ifølge ham vil gå i retning af en indbyrdes harmonisering mellem intellekt og
følelse, således at den såkaldte tyngdeenergis indflydelse mindskes, hvilket er
en af forudsætningerne og betingelserne for at den evne, der er i stand til at
kompensere for manglen på religiøs følelse, kan bryde frem. Denne evne er
intuitionen, som Martinus karakteriserer som menneskets højeste synsevne, der
sætter det i stand til bl.a. at se, at de materielle fænomener dybest set er
ytringer af evigt levende væseners livsudfoldelse og aktiviteter, og at døden
derfor ikke eksisterer, men kun er en på visse udviklingstrin tænkt modsætning
til livet, som er det eneste eksisterende. (7)
Til at begynde med
optræder intuitionen dog kun glimtvis, men efterhånden bliver intervallerne
imellem disse glimt mindre og mindre, og glimtene selv større og større, for
sluttelig at ’smelte’ sammen og blive en permanent bevidsthedsevne i lighed med
intellekt og følelse. Det er dette sluttelige og afgørende gennembrud af
intuitionen, Martinus betegner som ”den store fødsel” til såkaldt kosmisk
bevidsthed, den højeste form for bevidsthed, som i virkeligheden er en del af
Guds bevidsthed. Mennesket er dermed blevet et gudsmenneske eller, som Martinus
kalder det, et ”rigtigt menneske”, for hvilket livet er blevet til det største
under og eventyr, der findes, og for hvilket dét at elske Gud er at elske sin
næste, og at elske sin næste er at elske Gud. (8)
Det opløftende og
forjættende ved Martinus’ kosmologi er, at denne ”store fødsel” på et tidspunkt
i den kosmiske udvikling vil blive alle levende væsener, herunder naturligvis
også mennesker, til del. Ingen vil være fortabte i absolut forstand, men alle vil
før eller siden komme til at opleve, erkende og forstå, at døden kun er en
tænkt modsætning til livet. Døden har derefter mistet sin brod og er ikke
længere nogen joker i spillet.
© 2005 Harry
Rasmussen.
_______________________
1
Martinus: Livets Bog I, specielt 5. og 6. kapitel. – Se evt. også
artiklen Døden – den store gåde.
2 Martinus:
Småbog nr. 2: Påske, 13. kap.
3 Jokeren, som betyder spøgefugl eller nar, er i
visse kortspil et ekstra kort med billede af en nar og af værdi som højeste
trumf eller som hvilket som helst andet kort. Trumf er det kort, der stikker de
andre og som vinder over de andre og derfor går af med sejren.
4 Begreber
som reinkarnation og skæbnelov afvises bl.a. af biskop Jan Lindhardt. Se evt.
herom i artiklen ”Sjæl og legeme”, oprindelig trykt i Kosmos nr. 5-1998.
- Udtrykket ”forhærdede tidselgemytter” bruges af salmedigteren H.A. Brorson i
salmen ”Verdens yndigste rose er funden”.
5 Apostlen Paulus har gjort sig tanker om sjælen
og dens situation efter døden. Paulus fastslår, at det fysiske legeme forgår på
naturlig måde, mens sjælen ’iklæder’ sig et åndeligt legeme. Se herom i 1 Kor.
15. kap. Også sognepræsten Emanuel Bohn har behandlet begrebet
’mellemtilstanden’ i bogen ”Om tilstanden efter døden. En studie”.Gads
Forlag 1884. Præstens opfattelse af sjælens tilstand og situation i
’mellemtilstanden’ er beslægtet med Paulus’ opfattelse, men er samtidig på
flere måder i god overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser over
menneskets, subsidiært sjælens, midlertidige ophold i de åndelige riger mellem
reinkarnationerne. - Ordet jord refererer til egennavnet Adam = menneske, som
kommer af hebraisk ’adama’ = agerjord. Gud dannede jo som bekendt Adam af
agerjordens muld. Se 1. Mos 2,7.
6 Se f.eks. Livets Bog II, stk. 309, 313, 409,
554.
7 Om begrebet ”livsytringer”, se f.eks. Livets Bog
II, stk. 451-2, 469, 583, 595. 606, 622,
8
Martinus: Småbog nr. 3: Hvad
er sandhed, 30. kap. Se evt. også Småbog nr. 12: Vejen til
indvielse, 1. kap.
******************