Synes godt om

Elsker

Haha

Wow

Ked

Vred

 
Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse

Tillæg

 

 

Forord

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at skrive flere nye artikler vedrørende Martinus' kosmologi, for sådanne har jeg efterhånden skrevet adskillige af i årenes løb og siden jeg begyndte at skrive om emnet i 1974. Men under arbejdet med at oversætte artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 3. Del til engelsk, fik jeg en følelse af, at det måske ville være godt med en supplerende artikel, som relativt kortfattet pointerede hovedtrækkene i min tvivl og skepsis og den deraf følgende kritik af visse emner i Martinus' kosmologi.  Disse overvejelser er så blevet til denne artikel.

 

Dette Tillæg skrives og publiceres i håbet om, at det vil kunne interessere den engagerede trofaste læser, som i lighed med mig formodentlig har gjort sig nogle kritiske og kontroversielle tanker omkring det helt igennem storslåede og eventyrlige verdensbillede, som skyldes den geniale danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus.  Han og hans verdensbillede er originalt, men knytter dog i hovedsagen – omend indirekte - an til den kulturretning, der kaldes den spirituelle idealisme, hvilket  blandt andet fremgår af min ganske vist kritiske artikel 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.

 

Mit intellektuelle problem eller hovedbrud drejer sig her primært om, at i henhold til Martinus' kosmologi udgøres den evige – og i sig selv usynlige - Guddoms psyko-fysiske organisme af samtlige eksisterende levende væsener, som lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Martinus betegner disse levende væsener, som basale udtryk for det evige treenige princip: Jeget, bevidstheden og organismen. Dog sådan, at de levende væsener er undergivet de kosmiske lovmæssigheder i form af evige skabeprincipper, herunder ikke mindst kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.

 

I henhold til den af mig indførte ét-livs-hypotese behøver det ovenfor nævnte imidlertid ikke nødvendigvis at indebærer, at de levende væsener i lighed med deres ophav, Guddommen, også er evige væsener. Hvis det sidstnævnte var og er tilfældet, kunne man spørge, hvorfor de samme levende væsener så er undergivet de tilværelsesvilkår i form af de lovmæssigheder for vækst og degeneration, der i praksis forekommer i form af fødsel, barndom, ungdom, alderdom og død. 

 

Min pointe er, at da det skabte – herunder især de levende væseners psykofysiske organismer (legemer) - er undergivet forandringernes og forgængelighedens lovmæssigheder, kunne dette meget vel indebære, at de levende væsener, der i henhold til Martinus' kosmologi befolker – eller reelt set danner og konstituerer - de åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden (og salighedsriget / mineralriget), ikke nødvendigvis behøver at være basalt evige væsener, men derimod væsener, som i lighed med alle fysiske væsener i plante- og dyreriget er dødelige 'engangs-væsener'. Altså, at de pågældende væsener hver især kun har ét liv at eksistere , udfolde sig og leve i.

 

Men det må samtidigt stå klart, at de basalt set dødelige levende væseners natur og struktur som treenige principper, kun varer, så længe de hver især lever, kortere eller længerevarende, og har del i Guddommens evige Jeg-substans eller Jeg-element, ligesom de naturligvis samtidigt udgør individuelle enheder i den universale helhed, der udgøres af Guddommen og dennes psykofysiske organisme: Verdensaltet.

 

På denne skitserede baggrund vil jeg  - primært for at erindre mig selv og læseren om emnerne - her tillade mig at citere og dermed gentage de følgende passager i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 1. Del”:

 

Guddommen

(Citat) For Martinus er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.

 

Derimod er jeg for det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre hovedattributter: Alkærlig, alvis  og almægtig. Kun i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed tilsikret en fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de tre relative kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

 

Det skal her indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen logisk.

 

(Se evt. artiklen: 4: 4.114. Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk)

 

Men i og med ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvor situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.

 

For strengt nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for overhovedet alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.

 

Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, i og med at alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens helt igennem bevidste vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske skabeprincipper skal vi vende tilbage til.

 

Men foreløbig så langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme opretholdes.

 

Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores' univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!

 

Imidlertid er det Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem. Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.

 

(Vedr. livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)

 

Af hensyn til læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:  http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11

 

De ovenfor nævnte og senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for diskarnation og reinkarnation.

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).


I Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt opretholdes af levende væseners aktiviteter og udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende. Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt fysisk jordisk liv, at leve i, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger, de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod er de fire åndelige energier: Følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.

 

Retfærdighed og uretfærdighed

Det er især når vi iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene. Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -

 

Forklaringen kunne måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: Menneskene, en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel.

 

(Se f.eks. artiklerne: H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier - sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i denne artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )

 

Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med dødelig udgang. (Citat slut)

 

________________________________

 

 

Herefter skal anføres et citat fra nævnte artikels følgende afsnit:

 

Den kosmiske ’udviklingstrappe’

Det er altså med andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene hovedkombination til den næste.

 

Kosmologien omfatter altså i alt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium, hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående diagram.

 

Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.

 

De syv kosmiske grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.

 

(Se her evt. artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder - om de kosmiske grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer).

 

Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er omsætningsredskab for.

 

Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

 

De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger

Disse seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som Martinus også kalder dem, er altså følgende: instinktzonen eller planteriget, 2. tyngdezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller det rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen eller visdomsriget, 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og 6. hukommelseszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra "salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte "guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de 'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”.

 

Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden, ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse, intelligens, intuition og hukommelse.

 

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter i henhold til Martinus' kosmologi alene formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig strøm 'befolker' de forskellige riger. Citat slut.

 

Jævnfør i øvrigt med diagrammet tidligere ovenfor. Jævnfør i øvrigt også med, hvad der tidligere ovenfor er sagt og skrevet om de kosmiske storriger set og vurderet på basis af Ét-livs-hypotesen. Om sidstnævnte vil jeg afslutningsvis citere følgende fra artiklen  4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:

 

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

(Citat) Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

 

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

 

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

 

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.(Citat slut)

 

Slutbemærkning

Her er derefter kun at anbefale den engagerede læser at genlæse – eller måske rettere sagt: igen studere – den tredelte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. Om man vil være enig med mig i det hele taget eller måske kun delvis, er sådan set ikke så vigtigt. Derimod er det vigtigt for mig personligt, at fastslå med syvtommersøm, at bevidstheden om, at min kritiske og skeptiske opfattelse og holdning til de emner i Martinus' kosmologi og i det hele taget, min artikel handler om, ikke rokker afgørende ved min efterhånden livslange interesse for og studium af det overordnede i Martinus' geniale eventyrlige verdensbillede. Jeg ser dette som et af de største kunstværker, der nogensinde er blevet foræret verden. Derfor vil jeg opfordre læseren til selv at opsøge kilderne til mine egne forsøgsvise genfortællinger og fremstillinger af de såkaldt kosmiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder, hvilket f.eks. kan ske via følgende links:

 

Vedr. Martinus og hans kosmologi: http://www.martinus.dk/da/forside/  - Vedr. Per Bruus-Jensens forfatterskab: nordiskimpuls.dk

 

Sidst, men ikke mindst: Man kommer ikke sovende til en opfattelse og forståelse af de emner og problemer, der er nævnt eller omtalt i denne artikel, og endnu mindre til en overordnet indsigt i Martinus' detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter i form af hans forunderlige og eventyrlige verdensbillede. Så er det sagt.

 

PS. For den fulde forståelse af mit personlige forhold til ét-livs-hypotesen, kan det særligt anbefales den specielt interesserede læser, at læse eller genlæse artiklen 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse.  

 

 

© Juli 2017. Harry Rasmussen.

 

******************