Tanker til genovervejelse
Håbet er jo det
vi har og bevarer, hvis vi er optimister på egne og menneskehedens vegne. Men
jeg er som bekendt skeptiker og ser ikke den udvej på problemerne og
vanskelighederne, som de nævnte gør. På baggrund af den aktuelle
verdens-situation ser jeg desværre alvorligt truende konflikt-skyer trække
sammen over vore hoveder. Problemer og konflikter som jeg af et ærligt hjerte
ikke tror, at hverken FN eller EU er gearet til at imødegå endsige løse.
Efter den
eufori, der opstod i slutningen af 1. verdenskrig 1914-18, dannedes
sammenslutningen ”Folkeforbundet” og i øvrigt også foreningen ”Aldrig mere
krig”, som mange mente ville kunne være med til at forhindre en ny krig. Ja, de
største optimister og idealister mente tilmed, at der aldrig mere ville kunne
opstå en krig. Det ønske og håb blev som bekendt gjort grundigt til skamme i og
med udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939. I Europa afsluttedes denne
krig i 1945 og allerede hen mod dens afslutning opstod ønsket om at erstatte
det svækkede ”Folkeforbundet” med en ny international forbindende aftale og
traktat mellem De Allierede Nationer. Traktaten fik navnet ”De Forenede
Nationer”, forkortet til FN.
Det viste sig
dog hurtigt under den såkaldte kolde krig, at der snart efter forekom problemer
i forholdet mellem vestmagterne på den ene side og Sovjetunionen og Kina på den
anden side. Sovjet og Kina nedlagde gang på gang veto imod de forbedringer og
beslutninger, som plenarforsamlingen eller sikkerhedsrådet havde villet
vedtage. De to autoritært ledede stormagter afholdt sig desuden også fra at
ratificere (vedtage) de såkaldte menneskeretighedserklæringer.
Efter
Sovjetunionens ophør og Mao-Kinas opblødning af deres respektive autoritære
styreformer, er der i stedet fulgt den situation i nyere tid, at de mellemøstlige
nationer, som f.eks. de muslimske stater Iran og Saudi-Arabien, obstruerer de
beslutninger, som plenarforsamlingen og sikkerhedsrådet forsøger at få
enstemmigt vedtaget. I nogle tilfælde ovenikøbet støttet af Rusland og Kina,
hvor disse lande ser det som deres fordel, specielt når det gælder
magtforholdet til USA.
Det var og er
også magtforholdet til USA, der dikterede dannelse af det europæiske
samarbejde, som til at begynde med kaldtes ”Det europæiske fællesskab”, forkortet
EF. Også betegnet som det meget sigende ”Fællesmarkedet”, som jo utvetydigt
hentyder til, at der primært var tale om et handelssamarbejde og i øvrigt om
arbejdskraftens frie bevægelighed mellem landene, en ønskeordning for især
større arbejdsgivere og kapitalejere. Men man ville samtidig gerne have de
involverede nationers befolkninger til at forstå det ideelle i oprettelsen af
det europæiske samarbejde. Man angav det som et formål, at forhindre fremtidige
nabokrige, som eksempelvis anden verdenskrig. Derfor begyndte de seks
grundlæggere og tilhængere af et økonomisk og politisk samarbejde, nemlig
Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Tyskland, at indgå aftaler
med hinanden, for at ”sikre en varig fred”.
Imidlertid var
forholdene i Europa i 1950erne præget af den såkaldt ”kolde krig” mellem Øst og
Vest og som kulminerede med, at protesterne imod det kommunistiske styre i
Ungarn blev slået ned af sovjetiske tanks i 1956. Det førte i 1957 til
oprettelsen af Romtraktaten Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, også betegnet
som ”Fællesmarkedet”.
Allerede samme
år, 1972, som Danmark bestemte sig for medlemskab af De Europæiske
Fællesskaber, EF, opstod der er en tværpolitisk bevægelse, som havde til formål
at arbejde for dansk frigørelse fra EF. Bevægelsen fik ved sin stiftelse
betegnelsen ”Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF”. Denne består
dels af tilsluttede bevægelser, dels af lokale komitéer med individuelle
medlemmer. Folkebevægelsen deltager i valg til Europa-Parlamentet, hvor
den er repræsenteret af et enkelt dansk medlem. Bevægelsen er opstillet under
partibogstavet N på stemmesedlen.
Til dels på
grund af nævnte Folkebevægelse, som har en del støtte i den danske befolkning,
er Danmark ikke fuldgyldigt medlem af EU, idet man har forbeholdt sig
undtagelser vedrørende den europæiske møntenhed euroen og ligeledes vedrørende
politisamarbejdet i Europol. I stedet for sidstnævnte henholder Danmark sig til
Interpol, som har begrænsede rettigheder i forholdet til adgangen til at
operere i nationalstaten.
Folkebevægelsen
har internationalt set et nært samarbejde med tværpolitiske EU-kritiske
bevægelser i andre nordiske og europæiske lande. Imidlertid kan Folkebevægelsen
ifølge sit tværpolitiske valggrundlag ikke tilslutte sig nogen af
Europa-Parlamentets politiske grupper. I Parlamentet har Folkebevægelsen
derimod været observatør i forskellige grupper, som deler bevægelsens
værdigrundlag og formål, som primært er, at få de respektive lande til i
bedste fald at melde sig ud af EU og i værste fald nøjes med at modarbejde EU’s
teknokratiske tendenser og mulige magtmisbrug.
Den 1. januar
1973 sluttede Danmark, Irland og Storbritannien sig til Fællesmarkedet. 1975
fik Europa-Parlamentet større indflydelse i Fællesmarked-spørgsmål, og 1979
kunne borgere i medlemslandene for første gang vælge parlamentets medlemmer
direkte. I 1981 blev Grækenland det tiende medlem af det europæiske fællesskab.
1986 undertegnedes den fælles-europæiske akt, som danner grundlag for et friere
handelssamarbejde med det formål at få handelen til at foregå frit over
landegrænserne, og dermed var ”det indre marked” blevet oprettet. I 1993
fuldbyrdedes det indre marked gennem fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser,
personer og – ikke mindst – kapital.
I 1995 blev
Finland, Sverige og Østrig medlemmer af Fællesmarkedet. Det er også i 1990erne
at særlig to traktater oprettedes, nemlig Maastrichttraktaten om Den Europæiske
Union (1993) – altså EU – og Amsterdamtraktaten (1999). I disse fora taler man
meget om et europæisk samarbejde omkring miljøspørgsmål og om sikkerheds- og
forsvarsforhold.
Efter
terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 kommer
samarbejdet omkring bekæmpelse af terror på programmet, lige som landene
erklærer at ville samarbejde tættere om at bekæmpe enhver form for
kriminalitet. I praksis en erklæring om at ville bekæmpe den tiltagende
islamistiske terror.
De politiske
skel mellem Øst- og Vesteuropa kunne endelig anses for ophævet, da ti nye lande
sluttede sig til EU i 2004. Bulgarien og Rumænien kommer med i 2007. I
september 2008 rammer den globale finanskrise. Lissabontraktaten godkendes af
alle EU-landene og træder i kraft i 2009. Dermed fik EU moderne institutioner
og mere effektive arbejdsmetoder. Imidlertid rammer den globale finanskrise
Europa hårdt, flere banker går konkurs, hvorfor EU opretter ”bankunionen” med
det formål, at sikre mere pålidelige og stabile banker. Finanskrisen og
bankkonkurser skyldes primært aktiespekulationer hos finansfolk og bankfolk,
først og fremmest hos storbanker i USA.
I 2004 er
følgende lande også blevet medlemmer af EU: Tjekkiet, Estland, Cypern,
Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet 2004. Rumænien
og Bulgarien kom til i 2007 og Kroatien i 2013.
I 2012
modtager EU Nobels fredspris (!), og i 2013 bliver Kroatien det 28. EU-land.
Klimaforandringerne kommer stadig højere på dagsordenen, og de europæiske
ledere enes om at mindske skadelige udslip af bl.a. CO2. Der holdes valg til
Europa-Parlamentet i 2014, og der vælges flere euroskeptikere ind. Desuden
fastlægges der en ny sikkerhedspolitik, efter at Rusland via provokationer har
annekteret halvøen Krim. I 2016 vælger England som den første medlemsstat
nogensinde, at melde sig helt ud af EU og i stedet nøjes med en
samarbejdsaftale. Det vakte naturligvis både harme og bestyrtelse hos
flere grupper i England og hos medlemslandene, for det betyder jo en alvorlig
’revne’ i det fælleseuropæiske samarbejde. Men nok så alvorligt er det,
at den religiøse ekstremisme stiger i Mellemøsten og i forskellige lande og
regioner rundt om i verden. Resultatet er uroligheder og krige, som får mange
til at flygte og især søge tilflugt i Europa. EU skal og må derfor derefter
finde ud af, hvordan organisationen skal håndtere flygtningestrømmene, samtidig
med at markante europæiske medlemslande selv bliver et oplagt mål for
adskillige alvorlige terrorangreb. Sådanne er der allerede forekommet flere
alvorlige eksempler på, bl.a. i Frankrig og England.
Imidlertid er
der som allerede nævnt sket det i allernyeste tid, at der i større eller mindre
forbindelse med krigen i Syrien pludselig forekommer en masseudvandring, dels
fra Syrien og dels fra andre mellemøstlige lande og desuden fra afrikanske
nationer som Somalia. Under betegnelsen flygtninge søgte og søger adskillige
syrere og somaliere mod Europa, som pga. af de gældende konventioner i FN og EU
så sig nødsaget til at give ophold og husly til de mange fremmedartede
mennesker, i stor udstrækning yngre mænd. De sidstnævnte kan – sammen med en
del mennesker fra bl.a. Syrien – ikke med rette anses for at være flygtninge,
men er snarere det man vil kunne kalde for ’bekvemmelighedsflygtninge’ eller
migranter, som forståeligt nok søger at drage fordele af de bedrestillede
europæiske og skandinaviske lande. Muligvis – eller snarere sandsynligvis - med
henblik på senere at kunne blive familliesammenført med deres respektive
familier. Fælles for de fleste var og er det, at de tilhører og er opvokset i
en islamisk kultur, som på væsentlige områder strider lodret mod de europæiske
landes demokratiske værdinormer og livsstil.
Men som en af
følgerne af den indvandring af et stigende antal mennesker fra islamiske lande,
som i øvrigt er foregået her i Danmark igennem en længere årrække, ikke mindst
af folk fra overvejende muslimske lande som Tyrkiet og Pakistan, har man
oplevet og oplever fortsat store problemer. De indvandrede muslimer har for
manges – muligvis de flestes – vedkommende ikke villet eller kunnet integrere
sig i dansk kultur og livsstil, hvilket man sådan set ikke kan bebrejde de
pågældende. Fejlen er vores egen, for vi – eller rettere sagt: vore politikere
og arbejdsgivere, har selv inviteret dem til at komme hertil. De ’danske’
muslimer har i mange tilfælde isoleret sig i såkaldte ’ghettoer’ og lever helt
deres eget kulturelle liv, inspireret, belært efter Koranen og overvåget af
mere eller mindre rabiate imamer, som foragter og taler imod Europas og den
vestlige verdens efter deres opfattelse alt for frie demokratiske traditioner
og livsstil. For Danmarks vedkommende alt sammen helt eller delvist betalt af
den naive danske stat og de naive danske skatteborgere.
Det værst
tænkelige scenarie er på sigt fundamentalistiske og dogmatiske muslimers
overtagelse af magten, den politiske så vel som religiøse og kulturelle samt
den økonomiske. En hel del tyder på, at det i virkeligheden er målsætningen for
Det muslimske broderskab, en organisation, der i princippet svarer til den
kristne magtkoncentration, som før reformationen i Europa dikterede love og
regler for katolikker. De love og regler, ved hjælp af hvilke inkvisitionen
dømte modstandere af den katolske kirke og tro som kættere og hekse og som
straffede disse syndere med tortur og døden på bålet.
Det vides, at
Foreningen Dansk Islamisk Råd står bag Danmarks første, men udenlandsk
financierede stormoske på Nørrebro i København. Dennes navngivne imam er tæt knyttet
til organisationen Det Muslimske Broderskab og dettes navngivne åndelige
vejleder. Nævnte iman er fortaler for, at den ultrakonservative, islamiske lov,
sharia, skal indføres globalt i det kommende internationale Kalifat. Han har
desuden luftet synspunkter som at homoseksuelle skal straffes med døden og
frafaldne fra islam skal henrettes. Endvidere mener han, at nazisternes
holocaust var Allahs straf til jøderne. De sidstnævnte anser islamisterne for
at være deres værste fjender.
Men det
tornerose-sovende demokratiske Europa – herunder også Danmark – som klynger sig
til håbets lysegrønne eufori, er for længe siden blevet advaret om den truende
fare. Advarsler er kommet fra folk, som kender islam indefra. Det gælder først
og fremmest den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie, som i 1988 fik
udgivet bogen ”De sataniske vers”, der skabte voldsomt røre især i den
muslimske verden, og som Irans daværende religiøse overhoved, den
shia-muslimske lærde Ayatollah Khomeini, udstedte en såkaldt fatwa imod, der i
praksis betød en dødsdom over den formastelige forfatter, som følgelig måtte gå
under jorden og leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Bogen blev desuden
bandlyst i muslimske lande. Det er dog lykkedes for Salman Rushdie at overleve
indtil videre.
En nok så
betydningsfuld ’intern’ modstander af islamisk religion var og er den
kvindelige forfatter Ayaan Hirsi Ali, født i Somalia i 1969, som 22 år gammel
på grund af et tvangsægteskab flygtede til Holland, hvor hun bosatte sig og
senere blev medlem af det hollandske parlament. I 2004 udgav hun en bog, der
blev oversat til dansk med titlen ”Jeg anklager” og som udkom i 2005.
Ayaan Hirsi Ali stod også bag den islamkritiske film ”Submission Part 1”, der
fik en yngre islamistisk mand til på åben gade at myrde filmens instruktør,
Theo van Gogh, en brodersøn til maleren Vincent van Gogh. Ved samme lejlighed
blev der rettet en dødstrussel mod Ayaan Hirsi Ali, der bevirkede at hun måtte
gå under jorden og have livvagter om sig døgnet rundt. I 2006 udkom hendes bog
”AYAAN - OPBRUD OG OPRØR”, en selvbiografi, hvori hun beretter om en kultur, en
verdensdel og et kvindeliv dikteret af Koranens og profeten Muhammeds
ord.
Endnu en
markant islamkritiker skal nævnes her, nemlig den franske filosof,
gymnasielærer og forfatter Robert Redeker, der i 2007 udgav bogen ”Il faut
tender de vivre”, på dansk ”Man må prøve at leve”. Nemlig på baggrund af
at fundamentalistiske og dogmatiske muslimer forsøgte og forsøger at knægte
ytringsfriheden og dermed den frie og uafhængige tanke. Redekers problemer med
islam begyndte efter at han i avisen Le Figaro den 19. september 2006
offentliggjorde sin artikel ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til
islamisternes trusler”. I bogen fortæller han om, hvordan det er at leve i skjul
for rasende islamister, som føler sig provokerede på islams vegne og som derfor
har udstedt dødstrusler imod ham, og om venstreorienterede gymnasiekolleger,
der mildt sagt er uenige med ham, lige som han ikke føler at hans synspunkter
får den ønskede støtte fra offentligheden, fagforeningen og politikere. Hans
bog er en – desværre – overset appel til Europa om at besinde sig på en
stillingtagen og et opgør med islamismen.
Medierne, så
vel de trykte og radiofoniske som de elektroniske, kører deres eget specielle
og publikumsorienterede løb, præget som dette ofte er af hastværk og
sensationisme, og spreder dagligt en flom af mere eller mindre saglige og
troværdige oplysninger og emner, som man håber og tror vil appellere til henholdsvis
flest mulige læsere, lyttere og seere. I bund og grund handler det om penge,
dels til ejere og investorer og dels af hensynet til arbejdspladser.
I forsøget på
at komme først med de seneste nyheder eller begivenheder, jo mere spektakulære
og sensationelle, des bedre, henvender man sig til et formodet interesseret
eller nysgerrigt publikum, hvoraf mange synes at sluge mediernes version af
nyhederne og begivenhederne råt. Der findes dog saglige kritikere af medierne,
men deres røst drukner i reglen i mediestrømmen og bliver enten ignoreret eller
tilbagevist som uvedkommende eller politisk ukorrekt. Det hænder dog
efterfølgende og lejlighedsvis også, at den ansvarlige del af medierne selv
uddyber de nyheder og emner, som man finder det umagen værd at bruge tid og
kræfter på at formidle til offentligheden.
Som tilfældigt
valgte eksempler på de nævnte seriøse og ansvarlige nyheder og emner, kan her
fremdrages tre særligt markante sådanne, nemlig i kronologisk orden den danske mand,
der har bygget en privat ubåd og som efter det foreliggende at dømme har dræbt
og parteret den unge kvindelige journalist, det var meningen skulle skrive om
manden og hans ubåd. Manden har dog ikke villet indrømme, at han både har dræbt
og parteret den unge kvinde, men også dumpet hendes torso og desuden også
hendes hoved, arme og ben i Køge Bugt, lige som han angiveligt også har haft
”usømmelig omgang med lig” og knivstukket hendes kønsdele, hvilket sidstnævnte
især kunne tydes som en sexuelt perverteret handling. Manden er endvidere
fundet i besiddelse af en stor mængde uhyggelige og perverse videoer, der viser
tortur af og drab på kvinder.
Det andet
eksempel er nok så markant og dramatisk, nemlig den velstillede 64-årige
amerikanske mand, der i spillebyen Las Vegas i USA den 1. oktober 2017 så vidt
oplyst skød og dræbte 59 og sårede mere end 500 mennesker af begge køn, deraf
flere alvorligt. Manden brugte et eller flere automatvåben, hvormed han fra et
værelse i 23. sals højde i et nærliggende højhushotel sendte salver af kugler
ned over en kæmpemæssig og intetanende folkemængde på anslået 22.000 mennesker,
der under åben himmel var tilskuere og deltagere i en country-musik koncert.
Den forfærdende situation endte for gerningsmandens vedkommende med, at han
skød og dræbte sig selv.
I sådanne
tilfælde svirrer det i reglen med gætterier og rygter, og blandt disse er især
et formentligt rygte om, at morderens kone skulle have forsøgt at afværge
massakren. Hun skulle angiveligt have banet sig vej gennem den tætte skare af
mennesker foran scenen og op på denne og advarende råbt, at hendes mand om et
kvarters tid ville begynde at beskyde alt og alle. Imidlertid kunne
pressebueautet AFP torsdag den 5. oktober 2017, altså kun fire dage efter massakren,
meddele, at der ikke var tale om mandens kone, men om hans kæreste, som under
hele forløbet havde opholdt sig i Los Angeles og derfor ikke så godt kunne være
identisk med den ”kone”, som rygtet ville vide havde forsøgt at advare
menneskemængden! Der foreligger ikke oplyst, om massemorderen eventuelt også
har en kone, som kunne være den rygtet taler om.
Det tredje
markante eksempel er en englænder, en midaldrende fraskilt familiefar med
angiveligt stor gæld, som i nogen tid forud helt bevidst og målrettet
havde udset sig en gruppe af mere eller mindre kendte og formodet rige
mennesker af begge køn, som han havde planer om at ville opsøge og afpresse for
penge eller værdier, der hurtigt kunne omsættes i kontanter til dækning af hans
gæld. Han endte op med at vælge en yngre mandlig antikvarboghandler, som bl.a.
var kendt for at have førsteudgaven af den uhyre populære børnebog ”The Wind in
the Willows” (1908) i sin besiddelse, godt gemt i sit private hjem. Bogen var
antikvarisk vurderet til at koste omkr. 19.000 pund, knapt 160.000 i danske
kroner.
Blandt de
mange mulige ofre, valgte den forgældede mand altså at opsøge
antikvarboghandleren, som forståeligt nok ikke uden videre ville udlevere bogen
til den for ham ukendte mand, der i sin kyniske vrede fik fat i en køkkenkniv
og jagtede boghandleren omkring i dennes private lejlighed og stak ham
adskillige gange i bryst og hals, så blodet sprøjtede. Den nådesløse og
grusomme jagt rundt i lejligheden endte med, at den yngre boghandler faldt
omkuld og forblødte til døde. Tilsyneladende uden anger eller skrupler forlod
morderen stedet med den nævnte bog og kørte i sin bil tilbage til sin ensomme
lejlighed. Der befandt hans ældste søn på 14 år sig og til denne fortalte
faderen, at de blodige rifter i hans ansigt og på armene skyldtes, at et par
unge banditter havde overfaldet ham på vejen hjem.
Kodeordene til
forbrydelser af den art, som nævnt ovenfor, må være kynisme, brutalitet og
sadisme. Disse negative karakteregenskaber er i øvrigt ikke så sjældne, men har
i reglen de bedste udfoldelsesmuligheder under autoritære diktatoriske regimer,
som det f.eks. er set i Nazi-Tysklands kz-lejre, i Sovjetunionens fangelejre og
desuden i Mao-Kina og under Pol Pots styre i Cambodia.
Sociologer,
psykologer, psykiatere, pædagoger og kriminologer har naturligvis deres
respektive opfattelser og forklaringer på, hvad der formentlig og muligvis kan
være årsag eller årsager til, at der findes sådanne personer, som blandt andet de
ovenfor nævnte tre formentlig psykopatiske lovovertrædere.
Spørgsmålet er
her, hvordan de nævnte handlinger kunne finde sted, altså hvordan og hvorfor de
pågældende mænd kunne få sig selv til at begå så forfærdende og grusomme
handlinger, som de gjorde. Hvordan kan det være, at de nævnte mænd ikke havde
et instinkt, en moral eller en samvittighed, der bremsede og forhindrede deres
hensynsløse og blodige adfærd? - Med al respekt for de ovenfor nævnte fagfolk,
vil jeg imidlertid her nøjes med at referere til en forklaringsmodel, som jeg
synes er nok så relevant for besvarelsen af spørgsmålene om hvordan og hvorfor.
Den
forklaringsmodel, som jeg her vil referere til, er naturligvis den, der skyldes
Martinus og som forefindes i form af hans analyser over menneskehedens
bevidsthedskategorier og – ikke mindst – hans analyser over samme menneskeheds
seksuelle kategorier. De nævnte analyser vidner især om Martinus’ store viden
om mennesker. Blandt de sidstnævnte kategorier, som Martinus har inddelt i
kategorierne fra A- til K-mennesker, forekommer der især G-kategorien, som er
defineret og karakteriseret på følgende måde, her citeret fra min artikel
H1-14. Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske:
(Citat) Denne
kategoris individer, der rekrutteres fra F-området, betegner det absolut
yderste mentale og moralske 'mørke', et individ ifølge Martinus overhovedet kan
komme til at opleve. G-mennesket er karakteriseret ved, at dets psyke er præget
af, at det fornemmer og opfatter tortur, smerte og drab som tilværelsens
højeste nydelse. Enten i form af, hvad man selv bliver udsat for eller lader
andre udsætte for. Dette er offerets rolle, som i de tilfælde, hvor man
underkaster sig denne rolle frivilligt, kaldes for machokisme. Eller i form af
den brutale behandling, man udsætter andre for. Dette er bøddelens rolle, der
betegnes som sadisme.
G-områdets
mennesker hører til den slags individer, for hvem såvel fysisk som psykisk
tortur, lemlæstelse, skånselsløs forfølgelse og nedværdigelse af svagere og
forsvarsløse mennesker, hører til 'normal' adfærd, og som de i bedste fald ikke
har nogen hæmninger overfor, og som i værste fald er noget, der direkte opleves
som fornøjelse, underholdning og ligefrem nydelse. Drabet eller mordet på andre
mennesker, er for disse individer derfor noget, de ofte udfører lige så let og
skrupelløst, som at slå en flue eller myg ihjel. (Citat afbrudt)
Her må jeg
desværre afbryde citatet, fordi det kun er hertil at dette stemmer med
ét-livs-hypotesen, som jeg jo nu for længe siden er blevet en overbevist
tilhænger af, altså kort og godt det forhold, at vi mennesker og alle andre
levende væsener kun har ét liv at leve, nemlig det for alle og enhver aktuelle
liv. I dette ene liv findes der fra samfundets side dels behandlings- og dels
straffeforanstaltninger for lovovertrædere, som de ovenfor omtalte. Men som det
humane og overvejende idealistiske menneske Martinus var og hans kosmologi er,
er ét-livs-opfattelsen ikke alene urealistisk, men ligefrem illusorisk, hvilket
vil fremgå af sidste del af mit ovenfor anførte citat:
(Citat
fortsat) Men selv sådanne stærkt afsporede individer, vil ifølge Martinus før
eller siden i kommende inkarnationer og på grundlag af skæbneloven, som
medfører at individet i kraft af egne lidelsesoplevelser og smerteerfaringer,
vil blive ledet tilbage til den normale udviklingslinies vej. Det skyldes, at
Guds alkærlighed blandt andet også sikrer individet den største barmhjertighed,
og dermed "syndernes forladelse". Men dette sker reelt ikke ved anger
og tro, selvom sådanne faktorer også kan spille en rolle, men derimod dels ved
at afbetale sin skæbnegæld og ved, at en med tiden tilpas udviklet "human
evne" i form af etisk-moralsk bevidsthed fungerer som en art åndeligt
immunforsvar imod tilbagevendende 'mørke' eller lidelses- og smertefulde
skæbnevirkninger. Det vigtigste er dog, at individet gennem de erfaringer om
godt og ondt, gavnligt eller skadeligt, som denne 'afbetaling' uvægerligt
medfører, lærer at styre sin livskurs og skæbne i retning af en stadig
forbedret overholdelse af loven for tilværelse. Det vil sige: ved i
stadig stigende grad at tænke og handle i overensstemmelse med det
livgivende princip, samtidig med at der i tilsvarende omfang afstås fra,
at lade sig dirigere af "det dræbende princip"s uhyggelige
moralkodeks. (Note 6) (Citat slut)
Det lyder alt
sammen besnærende. Men det er jo netop påstandene om en skæbnelov og moralsk
udvikling i medfør af fænomener som Guds alkærlighed, individernes udødelighed
og vekslende reinkarnationer, der ikke lader sig verificere
indenfor rammerne af ét-livs-hypotesen. Se eventuelt nærmere herom i f.eks.
artiklen 4.136. Idealismens
bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger, som jeg allerde her skal tillade mig at citere følgende tekst
fra:
(Citat)
Endnu engang
må jeg konstatere, at alt eller i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien
er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere
eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde,
at der reelt set ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med
rette kan karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som
det må konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og
uundgåeligt fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.
Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen "Skæbnebestemt
eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat nævnte pointe er,
at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk livs- og
verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi i
form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er
ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu
engang gentage følgende:
Min pointe med
denne artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i
form af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et
objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener
som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens
nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan
forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod
tyder alt eller i hvert fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat
overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler
med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed
og evigt liv er idealistiske illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i
hovedsagen beror på tilfældigheder. (10) (Citat slut)
Men for at
læseren ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk
livs- og verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra
artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens
perspektiv:
(Citat)
Men hvori
består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere
præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i,
at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet
i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer
på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række
generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på
basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse
sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den
danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje
Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte
lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede,
har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller
lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og
herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske
analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges
her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen
logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser.
Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses
livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi
kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)
Men i øvrigt
kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er
til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre
muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette
er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må
stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet
og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil
videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog
med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus
at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i
verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)
(Citat slut).
Men uanset alt
det ovenfor fremførte og skrevne, lad os da vedblive med at huske på, at
tiltrods for alt, hvad der er sket og sker og foregår her på jorden, herunder
ikke mindst menneskenes mangfoldige positive gøremål og negative dårskaber, så
fortsætter jordkloden ufortrødent med at rotere om sin egen akse med 24 timer i
døgnet, samtidigt med at den cirkulerer omkring solen med en hastighed af 30 km
i sekundet! Men ikke nok med det, solsystemet med dettes 9 planeter, cirkulerer
omkring i yderkanten af galaksen mælkevejen med en ubegribelig fart af ca. 220
kilometer per sekund, hvilket betyder at det tager 225-250 millioner år for at
nå en omgang rundt i galaksen. Og som om dette ikke kunne være nok, så
cirkulerer mælkevejen omkring et endnu større stjernesystem i universet, nemlig
stjernebilledet Herkules og stjernen Vegas, som igen cirkulerer omkring et
endnu fjernere punkt i verdensaltet. Dette foregår alt sammen lige her og nu i
dette øjeblik, medens jeg stille og roligt sidder og skriver disse linjer og
medens du, kære læser, formentlig lige så stille og roligt sidder og læser,
hvad jeg skriver eller har skrevet. Så selvom vi hver især kun har dette ene
liv til at udfolde os i og opleve, vil livet og tilværelsen alligevel være
identisk med et eneste gigantisk under og eventyr.
© Oktober 2017. Harry Rasmussen.
******************