Supplerende
betragtninger
Gennem alle de forholdsvis mange år,
hvori jeg har beskæftiget mig med basale filosofiske problemer, har spørgsmålet
om, hvor vidt livet og verden er udtryk for lovbundethed eller for
tilfældighed, været et centralt emne. At noget er lovbundet vil jo sige, at noget
følger bestemte, fastlagte og forud eksisterende retningslinjer, som tilfældet
eksempelvis er med naturlovene. I modsætning dertil vil dette, at noget er
tilfældigt sige, at noget ikke følger bestemte retningslinjer, men sker som tilfældigheder.
Hvilket vil sige lige så godt på den ene som på den anden måde.
En del idealistiske mennesker tror på
og forestiller sig en utopi i form af et kommende verdsligt eller religiøst
verdensrige, eksempelvis mere præcist i form af et verdsligt internationalt
socialt retfærdigt verdensrige. Andre idealister tror på og forestiller sig et
utopisk spirituelt eller religiøst verdensrige, eksempelvis i form af det
verdensrige, Guds-riget eller det himmelske paradis på Jorden, som både jødisk og
kristen apokalypsologi har forudsagt.
Men her vil vi koncentrere os om
forsøgsvis at finde ud af, om verdens og livets opståen og udvikling kan
karakteriseres som lovbundet eller tilfældigt. Det er en kendsgerning, at både
den materialistiske filosofi og naturvidenskab arbejder ud fra teorien eller
hypotesen om, at alt er opstået ved tilfældigheder, men på basis af basale
’blinde’ naturlove. Altså naturlove, der som sådan ikke i sig selv har en
bevidst hensigt eller et overordnet formål med deres respektive funktioner og
virksomhed.
Den nyere naturvidenskab opererer med
forekomsten af i alt 10 fysiske naturlove, der respektive betegnes på følgende
måde:
1. Archimedes’ lov
2. Keplers planetlove
3. Newtons tyngdelov
4. Termodynamikkens love
5. Evolutionsteorien
6. Bohrs atommodel
7. Einsteins almene relativitetsteori
8. Ubestemthedsprincippet
9. Hubbles lov
10. Big Bang-teorien
Det er dog særlig tyngdeloven,
evolutionsteorien. Bohrs atommodel. Einsteins almene relativitetsteori, Ubestemthedsprincippet og Big
Bang-teorien, der kan interessere i denne sammenhæng. Men selvom jeg er lidt
ude, hvor jeg ikke rigtig kan bunde, vil jeg dog alligevel forsøge at give en
kort beskrivelse af de naturlove, jeg her har udvalgt:
For det første tyngdeloven: Den betegnes
kort sagt som loven for massetiltrækning, som viser, at to legemer tiltrækkes
mod hinanden med en kraft, der er proportional med legemernes masse og omvendt
proportional med kvadratet af afstanden mellem dem.
For det andet evolutionsteorien: Den drejer
sig kort fortalt om, at biologiske organismer kommer fra fælles forfædre, og at
de har udviklet sig til nye arter på livstræet som følge af naturlig selektion
– altså at arter med særligt fordelagtige egenskaber har bedst chance for at
overleve (Survival of the fittest). Darwins fantastiske teori kan i henhold til
evolutionseksperter forklare den ubegribelige artsrigdom på kloden, samtidig
med, at den kæder mennesker sammen med aber og selv fisk i evolutionens lange
historie.
For det tredje Bohrs atommodel: Bohrs teori
forener kvantefysikken med den klassiske fysik og kunne derfor forklare,
hvorfor elektronerne – de små elementarpartikler uden om atomkernen – ikke
absorberes af atomets kerne. Selv om Bohrs atommodel ikke var fuldstændig,
betegnede den et stort skridt fremad og kom bl.a. til at spille en afgørende
rolle for udviklingen af moderne elektronik. Nok så vigtigt er det med Bohrs
komplementaritetsteori, som udsiger, at begreber altid optræder parvis og er
udtryk for et indbyrdes modsætningsforhold, men som dog først tilsammen giver
en overordnet forståelse af begreberne. Det forhold kan filosofisk set også
betegnes med begreberne tese, antitese og syntese.
For det fjerde Einsteins almene
relativitetsteori: En teori om almen eller generel relativitet fra 1916 var
og er revolutionerende for hele vores opfattelse af universet. Teorien forener
tyngdekraften med både tiden og rummet, hvor de to sidstnævnte begreber i
realiteten er uadskillelige og udgør rumtiden. Tyngdekraften (f.eks. fra
stjerner) bøjer selveste tiden og rummet og dermed rumtiden. Den almene
relativitetsteori har haft enorm betydning for vores evne til at beskrive og
forstå universets dynamik, herunder lysets rejse gennem tid og rum, og for
vores opfattelse af de usynlige, omfangsmæssigt beskedne, men enorme
koncentrationer af masse, som kaldes sorte huller.
For det femte Ubestemthedsprincippet: En
revolutionerende idé, der viser, at vi aldrig vil være i stand til at foretage nøjagtige
beskrivelser af alt i universet. Når vi bevæger os ned i atomernes forunderlige
verden, kan vi ikke på samme tid foretage en nøjagtig bestemmelse af en
partikels position og impuls. Hvis vi kender impulsen, aner vi ikke, hvor
partiklen befinder sig og vice versa. Niels Bohr videreudviklede idéen til det
såkaldte komplementaritetsprincip, der forklarer, at en elektron kan optræde
som både partikel og bølge. Begge opdagelser har haft central betydning for
udviklingen af den store fysiske gren, kvantefysikken.
For det sjette Big Bang-teorien: Ifølge denne
teori blev universet skabt (!?) for næsten 14 mia. år siden ud af et enkelt
punkt, en såkaldt singularitet, der udvidede sig med ubegribelig hastighed. Det
er idéen om et »uratom«. Som blev fremsat allerede i 1931 af den belgiske
katolske præst og astronom Georges Lemaitre. Den fik med tiden opbakning fra en
lang række fysikere. Big Bang-teorien er i vidt omfang bekræftet af
eksperimenter og observationer, ikke mindst efter opdagelsen i 1965 af den kosmiske
mikrobølgebaggrund, der kan opfattes som en efterglød af den tilsyneladende
enestående begivenhed: Big Bang.
Men blev vi nu meget klogere på verden
og livet på grundlag af beskrivelsen af naturlovene? – Ja, det er et godt
spørgsmål. Mig efterlader disse med et stort og væsentligt spørgsmål om, hvor
kom eller kommer ”ur-atomet” og dettes iboende energier og lovmæssigheder fra
eller af? – Det svar har jeg indtil videre ikke set noget helt kvalificeret og
tilfredsstillende svar på. Medmindre man vil stille sig tilfreds med at høre om
Higgs Boson, der også for morskabs skyld kaldes Gud-partiklet.
Higgs Boson er en elementarpartikel,
som er ansvarlig for Higgs-feltet, et felt, der strækker sig igennem hele
universet og giver andre partikler masse. (Hvis man ellers bliver klogere af
den forklaring!). Se evt. om Higgs-partiklen i artiklerne H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og verden, og
4.148. Viden og undren 2. Tanker
om materiens natur.
En nærmere forklaring af de 10
naturlove kan læses via følgende link: https://www.berlingske.dk/kultur/10-naturlove-du-boer-kende
Men stadigvæk, for mig er og forbliver
de fysiske videnskabelige forklaringer på livet og verden uforståelige og
derfor uvedkommende ekspert-snak eller hokuspokus. Det skal jeg ikke bebrejde
de dygtige og velmenende grundforskere, som jeg er overbevist om udfører et
nødvendigt og seriøst arbejde, i princippet til gavn for menneskeheden, men som
man skal være mere intelligent og vidende for at forstå helt til bunds, end
f.eks. jeg er.
Nu, da vi taler om intelligens og evne
til at opfatte og forstå eller mangel på samme, lad mig da nævne et andet
videnskabeligt emne, der også udfordrer mig, nemlig den videnskabelige
hjerneforskning. Denne har jo så vidt jeg kan se og forstå mere eller mindre
erstattet den videnskabelige disciplin, der hedder psykologi. Det skal forstås
på den måde, at jeg mener man i praksis benytter hjernefunktioner og
hjernefysiologi som forklaringer på psykologiske faktorer og tilstande. Det
emne har jeg i øvrigt skrevet en del artikler om, hvorfor jeg her skal tillade
mig at citere fra en af disse, nemlig artiklen 4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed - nogle kritiske betragtninger:
(Citat) Indledning
Som bekendt er der stort set i alle
videnskabelige kredse konsensus omkring den opfattelse, at det fysiske
rum-tid-kontinuum, eller sagt på en anden måde: Den fysiske materies kræfter og
lovmæssigheder, er det eneste reelle grundlag og den eneste årsag til alt
eksisterende, herunder også til bevidsthed og bevidsthedslivet. I de senere
mange år har denne opfattelse fået en vis indirekte støtte i nyere
hjerneforskning og af den dermed forbundne neuropsykologi. Det har jeg skrevet
flere artikler om på hjemmesiden LIVETS EVENTYR og skal derfor her nøjes med at
henvise til artikelserien Artikler med emner vedr. hjernedebat:
http://www.livetseventyr.dk/OVERSIGT.htm
Men nok så interessant er det, at
mediernes journalister, i de elektroniske så vel som trykte og radiofoniske
medier, med speciale i naturvidenskabelige emner, har gjort og gør fortsat
deres til, at bidrage med at offentliggøre den mere eller mindre stadige strøm
af ’nyheder’ fra hjerneforskningen og neuropsykologien. Her vil jeg i det efterfølgende
koncentrere mig om at kommentere to tilfældigt valgte trykte artikler, nemlig
for det første artiklen ”Når synet bedrager” i tidsskriftet Magasinet
Sundhed Nr. 4. april 2014, og for det andet artiklen ”Klog på to minutter:
Derfor får man deja-vu”, Søndagsavisen 11.-13. April 2014.
Vedrørende den førstnævnte artikel:
”Når synet bedrager”, der drejer sig om øjensygdommen AMD (Aldersrelateret
Macula Degeneration), også betegnet som Charles Bonnet Syndromet (Charles
Bonnet 1720–1793, fransk-schweizisk naturalistisk filosof), så er der
først og fremmest tale om en øjensygdom, som kan være forårsaget af f.eks. grøn
stær, diabetisk relateret øjensygdom eller AMD. Men bortset fra, at selve
sygdommen karakteriseres som alvorlig nok for de ramte, så kan den for omkring
25 % også have nogle følgevirkninger i form af synsforstyrrelser, og - nok så
relevant i den her omtalte sammenhæng – nogle synshallucinationer. I artiklen
nævnes som eksempler på de sidstnævnte, at den AMD-ramte kan se en kat ligge i
lænestolen overfor sig, eller se at en person overfor er dækket af roser, eller
at en mark er dækket med blomstrende tulipaner, skønt det er midt i januar,
eller se et hus, der er skotskternet. Disse former for hallucinationer er i
reglen ikke permanente, men tilbagevendende med en hyppighed på op til flere
gange om måneden.
Om dette i sig selv angiveligt
ufarlige fænomen i form af synshallucinationer, slutter artiklen med følgende
konstatering:
(Citat) Fænomenet er harmløst og
betegnes som Charles Bonnet Syndrom. Det har været kendt i århundreder, men
blev beskrevet første gang af Charles Bonnet fra Schweiz. Den egentlige årsag
til illusionen kendes ikke, men en hypotese er, at hjernen fortsætter med at
modtage synsimpulser fra synsceller, som allerede er døde eller har nedsat
funktion pga. angreb fra nethindesygdom. Et sammenligneligt fænomen er
fantomsmerter, hvor et amputeret ben fortsat kan føles som intakt. Man må altså
lære at leve med, at hjernen spiller puds med en. Og så tale frit om det, som
det velkendte fænomen det er, når synet svigter. (Citat slut).
Det, jeg i særlig grad hæfter mig ved
i det anførte citat, er følgende passus: ”men en hypotese er, at hjernen
fortsætter med at modtage synsimpulser fra synsceller, som allerede er døde
eller har nedsat funktion pga. angreb fra nethindesygdom. Et sammenligneligt
fænomen er fantomsmerter, hvor et amputeret ben fortsat kan føles som intakt.
Man må altså lære at leve med, at hjernen spiller puds med en.”
Af det fremhævede citatudpluk fremgår
det utvetydigt, at det antages at det er hjernen, der spiller
individet et puds i form af de nævnte synshallucinationer og følelses- eller
sansemæssige hallucinationer. Altså, at man kan se en kat, en person dækket af
roser, eller en vinterlig mark dækket af friske tulipaner, eller et
skotskternet hus, eller føle smerter fra et amputeret ben, men hvor situationen
er den, at ingen af tilfældene er virkelige, i den forstand, at der
ikke er tale om ægte sanseindtryk fra omverdenen.
Inden jeg går over til at fremføre en
helt anden og mere omfattende teori eller hypotese vedrørende forholdet mellem
øje, hjerne og bevidsthed, skal jeg her først omtale den ovenfor nævnte anden
artikel, som er relevant her, nemlig artiklen ”Klog på to minutter: Derfor får
man deja-vu”. I denne artikel beskrives det såkaldte déjàvu fænomen, som
kort fortalt handler om, at man fejlagtigt mener at have oplevet en
foreliggende situation engang før. Ifølge artiklen varer fænomenet kun få sekunder,
hvorfor det videnskabelig set er vanskeligt at efterforske, hvad der i
virkeligheden sker i sådanne tilfælde. Nogle forskere har dog fundet ud af, at
déjàvu oftere forekommer hos overtroiske mennesker, som f.eks. mener at kunne
huske tidligere liv.
Nævnte artikel omtaler to hypotetiske
forklaringer på fænomenet, hvoraf den ene går ud fra, at vi har to former for
hukommelse, nemlig dels en ægte og såkaldt bevidst erindring, som når vi f.eks.
husker, hvad der faktisk og virkelig er sket, og så en ubevidst eller
underbevidst form for hukommelse eller erindring, som når vi knytter bestemte
følelser til personer, steder eller situationer. Det menes sandsynligt, at
déjàvu kan opstå, når vi pludselig husker noget, der er lagret i vores
hukommelse, men som ikke hidrører fra en ægte erindring. Hvad angår den anden
forklaring på fænomenet déjàvu, vil jeg tillade mig at citere følgende fra
artiklen:
(Citat) Hjernen svigter
Et andet bud er, at hjernen simpelthen
bliver snydt. At et deja-vu er en form for hukommelsessvigt, en illusion, som
bygger på misinformation og brudstykker, som hjernen så kæder sammen til noget
forkert. Kort sagt svigter hjernen, så vi fejlagtigt tror, at der er tale om en
ægte erindring. Fænomenet blev første gang beskrevet i 1880’erne og senere skrev
Sigmund Freud, at deja-vu opstår, når et menneske pludselig bliver mindet om en
undertrykt fantasi eller lyst. (Citat slut).
Ja, naturligvis må sande
videnskabsfolk mene, at det at tro på tidligere liv selvfølgelig er ren og skær
overtro, for hvad ellers? Der eksisterer jo kun dette ene aktuelle menneskeliv,
og det er som alt andet eksisterende underkastet de fysiske lovmæssigheder og
vilkår, herunder naturlig død eller ophør. Men er det nu også hele sandheden –
eller er videnskabsfolk i nogle tilfælde også ofrer for fordomsfuld tænkning?
Er
der tale om gyldige hypoteser?
Det store spørgsmål er nu her, om den
førstnævnte hypotese kan antages for at være en gyldig forklaring på de nævnte
sansehallucinationer? For selv om der er tale om en hypotese, dvs. en
sandsynlig videnskabelig teori eller antagelse, som vil være gældende indtil
den eventuelt bliver bevist eller modbevist, så foreligger der jo implicit den
mulighed, at årsagssammenhængen kunne vise sig at være en anden. Men teorien
eller hypotesen går altså uden videre ud fra, at det er hjernen, der så at sige
leger puds med de i dette tilfælde ’unormale’ elektro-kemiske impulser fra
nethindens synsceller, – for hvad andet er der ellers, som kan modtage og
fejlfortolke de nævnte sanseimpulser? –
Det samme kritiske spørgsmål kan
stilles i det sidstnævnte tilfælde med déjàvu, hvor postulatet også lyder på,
at det er hjernen, der spiller afgørende ind og så at sige forvansker eller
forvrænger, hvad det er, der virkelig foregår i sådanne tilfælde som de nævnte.
Altså at der i virkeligheden er tale om rene og skære illusioner, når folk
mener og tror, at de har oplevet bestemte begivenheder eller situationer
før.
Man kan rent faktisk ikke fortænke
naturvidenskabelige forskere i at fremføre en hypotese som den ovenfor nævnte,
især ikke, da hjerneforskerne og neuropsykologerne er blevet den nyere tids
videnskabelige guruer. Mange mennesker har i virkeligheden fået hjernen på
hjernen, så at sige, og en del synes det er rigtig smart at føre sig frem i medierne
med snak og underholdning om den forunderlige hjerne og især om den finurlige
menneskehjerne. Den, som blandt andre jeg benytter mig af i øjeblikket, hvor
jeg sidder og skriver disse linjer. Det kan man så synes og mene er
en god brug af hjernen - eller det modsatte!
At hjerneforskerne og
neuropsykologerne faktisk var ofre for selvbedrag i deres opfattelse og
konklusioner, vil man kunne læse om i artiklen 4.117. Hjerneforskning
igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede
reduktionisme.
Noget andet er, at tilværelsen i en
vis forstand selv er udtryk for en nærmest fabelagtig eller eventyrlig sanse-
og oplevelsesmæssig illusion. Det er jo nemlig en kendsgerning, at den
virkelige verden faktisk er noget helt andet, end den vi som mennesker oplever
lige fra fødslen og indtil døden. Den opfattelse eller det billede af verden,
vi til daglig oplever, er i bund og grund et produkt af samspillet mellem
elementarpartikler, atomer og molekyler på den ene side og vores sanser og
bevidsthed på den anden side.
På den her skitserede baggrund for
vores livs- og verdensopfattelse, er der ikke langt til at medtage et
spirituelt verdensbillede, som det, der er fremsat af den intuitive tænker og
mystiker Martinus. Han vil i øvrigt ikke være ukendt for læsere af
artikelsamlingen LIVETS EVENTYR. Men selv om jeg må tilstå, at jeg ikke deler
alle hans såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er jeg dog et langt
stykke af vejen enig i andre af hans synspunkter og disses konklusioner. Det
gælder ikke mindst i spørgsmålet, om tilværelsen i bund og grund er udtryk for
lovbundethed eller tilfældighed.
I og med sit verdensbillede begrunder
og afviser Martinus, at der overhovedet skulle kunne forekomme den mindste form
for tilfældighed i verden. Det er dog efter min mening og opfattelse at gå for
vidt. Derimod ser jeg sådan på det, at takket være de på grundlag af princippet
og hovedfaktor nr. 2: skabe- og oplevelsesevnen repræsenterede skabe- og
oplevelsesprincipper, er den mest fuldkomne plan- og hensigtsmæssighed sikret i
alle iagttagelige livsprocesser i naturen. Dette er dog ikke ensbetydende med,
at det også gælder i tilværelsen i øvrigt. Det er jo nemlig ikke vanskeligt at
konstatere, at en relativt høj grad af tilfældigheder forekommer i
menneskelivet og menneskeverdenen, og for den sags skyld også i
dyreverdenen.
Her kan jeg f.eks. henvise til
artiklen 4.118. Skæbne og
retfærdighed - endnu engang! Og derfra citere følgende
afsnit:
(Citat) Indledning
Spørgsmålet om
skæbne eller mere præcist: om skæbnens fuldkomne retfærdighed, har optaget mig
dybt i efterhånden mange år, og jeg har da efterhånden også skrevet en del
artikler om min skepsis og tvivl omkring dette problematiske emne. Senest har
problemet aktualiseret sig – i hvert fald for mig - ved mediernes oplysning den
5. august 2016 om, at endnu et af ofrene var afgået ved døden som følge af
attentatet den 14. juli 2016 i den velkendte franske by Nice, hvor en terrorist
sent om aftenen med vilje kørte en stor lukket lastbil ind i folkemængden, der
opholdt sig på strandpromenaden. 84 mennesker meldtes øjeblikkeligt dræbte og
flere hundrede sårede, heraf nogle så alvorligt, at det var og er et spørgsmål,
om de vil kunne overleve. Blandt de mange dræbte og sårede er også en hel del
børn i alle aldre.
Den senest
afdøde er en familiefar, som i henhold til mediernes – desværre ikke altid lige
korrekte - oplysninger, i dette tilfælde den 5. august 2016, har
ligget i respirator lige siden attentatet. Hans kone og to mindreårige børn
blev dræbt under selve attentatet, men hans 14-årige datter ligger fortsat i
respirator. Men uanset, hvordan det forholder sig med nyhedsmediernes
redigerede referater af denne og lignende fatale situationer, så bliver der
tilbage den totalt hensynsløse grusomhed, hvormed visse personer er i stand til
at føre sig frem og enten dræbe eller ødelægge i hvert fald tilsyneladende helt
uskyldige menneskers liv, førlighed eller fysiske og/eller psykiske helbred.
For at
genopfriske, hvilke tanker jeg i øvrigt har gjort mig omkring den nævnte
terroraktion i særdeleshed og begrebet skæbne i almindelighed, skal jeg
her gengive følgende fra artiklen 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk:
Efterskrift (Citat
fra artiklen ”Alt er såre godt!”)
Foranlediget
af de efterhånden mange og tiltagende uhyggelige omstændigheder og situationer
omkring de gentagne terroraktioner rundt om i verden, senest på den franske
nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli 2016 i den franske by Nice, hvor en
terrorist sent om aftenen med vilje kørte en stor lukket lastbil ind i
folkemængden, der opholdt sig på stranden. 84 mennesker meldes dræbte og flere
hundrede sårede, heraf nogle så alvorligt, at det er et spørgsmål, om de vil
kunne overleve. Blandt de mange dræbte og sårede er også en hel del børn i alle
aldre.
I flere
artikler her på hjemmesiden, har jeg tidligere vovet og gjort mig til talsmand
for en vis skepsis overfor skæbnelovens retfærdige fuldbyrdelse, blandt andet i
sådanne tilfælde som det ovennævnte. I forbindelse med Martinus' overordnede
konstatering af, at ”alt er såre godt”, vil der derfor være rimelig grund til
ar rejse spørgsmålet om, hvad ”såre godt”, der kan være ved, at f.eks. en
mængde fredeligt festende voksne og – især – børn, fuldstændig uforberedte pludselig
bliver brutalt mejet ned og dræbt eller alvorligt kvæstede? - Nu ved jeg jo
godt, at børn kun er udtryk for et overgangs- og vækststadium til voksen, og at
børn såvel som voksne i henhold til Martinus' kosmiske analyser og facitter, i
bund og grund er evige væsener, og at disse i praktisk fremtræden er stadier
eller overgangsfaser i processen frem mod det humane kærlighedsrige, han
betegner som ”det rigtige menneskerige”. Disse stadier eller overgangsfaser vil
– ligeledes i henhold til Martinus - ikke i alle tilfælde være eller blive lige
behagelige for alle mennesker, primært fordi de samme mennesker må betale eller
afbetale på den skæbnegæld, som de selv har pådraget sig i dette eller et eller
flere tidligere liv, og som de – jeg burde måske rettere sige: som vi alle hver
især – derfor er skyldige i. Foruden den personlige skæbnegæld er der jo også
den kollektive skæbnegæld. I det store kosmiske perspektiv, eller det store
verdensdrama, som Martinus har set og ser verden og livet – og ikke mindst menneskene
– på grundlag af, tegner alt sig ”såre godt”, fordi enden på 'dramaet' eller
'komedien' vil være, at alle – også forbryderne og terroristerne - uden nogen
som helst undtagelse, i mellemtiden vil udvikle sig til at blive
kærlighedsfulde og lykkelige. Jf. med ovenstående citat fra ”Livets Bog” 5,
stk. 1633.
Spørgsmålet om
skæbnen og dennes retfærdighed, er så omfattende og detaljeret et emne, at det
ville føre alt for vidt at komme nærmere ind på det her. Men lad mig dog
alligevel som et lille tankeeksperiment eksempelvis nævne, at hvis de børn, der
blev dræbt på så brutal og hensynsløs måde, som nævnt ovenfor, skulle have
pådraget sig en skæbnegæld, der måske stammer helt tilbage fra f.eks. 1793,
hvor den store franske revolutions grusomme rædselsregimente fandt sted,
hvorunder man guillotinerede og dræbte mange, mange mennesker, mænd og kvinder,
blot fordi de tilhørte de royale og adelige klasser. Hvis de nævnte nutidsbørn
som unge eller voksne i 1793, har deltaget i tilfangetagelserne, mishandlingerne
og myrderierne, som indirekte kan være gået ud over børn, der blev forældreløse
på grund af myrderierne, så har 'nutidsbørnene' i mellemtiden antagelig været
døde (diskarnerede) og reinkarnerede flere gange siden da. Vi kan imidlertid
ikke vide noget om, hvad disse 'børn' har oplevet af afbetaling på skæbnegælden
i de nævnte inkarnationer, men kan for tankeeksperimentets skyld formode og
antage, at afbetalingerne ikke har være tilstrækkelige til at dække gælden.
Imidlertid er der jo desuden det aspekt i sammenhængen, at 'nutidsbørnenes' død
eller alvorlige skader indirekte naturligvis samtidig rammer forældrene og
familierne. Men også i dette tilfælde vil der i henhold til Martinus være tale
om afbetaling på skæbnegæld, men som kan stamme fra helt andre tider og
forhold, og altså ikke nødvendigvis har direkte med deres dræbte eller hårdt
sårede nutidsbarn at gøre.
Men som sagt
og nævnt, ovenstående er ment som et muligt 'tankeeksperiment', som kun er
anført i et forsøg på at se en form for mening i galskaben. Men jeg er
skeptisk, og hvad angår min skepsis overfor skæbnens retfærdighed, ville
Martinus sikkert sige, at denne er udtryk for, at jeg kun er i stand til at se
et mindre brudstykke af verdensplanen, nemlig det, der udspiller sig her og nu
i mit liv og min tid. Til gengæld stiller han i udsigt, at efterhånden som jeg
– og andre skeptikere med - får tilegnet mig og sig større intellektuelle og
intuitive evner, vil verdensplanen og herunder skæbnens lovmæssigheder komme
til at stå lysende klare for mig. Sådan som den tilsyneladende gør det for en
del andre Martinus-studerende og Martinus-følgere. Det må jeg så trøste mig
selv – og andre skeptikere – med, for når alt kommer til alt, så vil jeg
hellere end gerne – ikke tro – men vide, at det forholder sig med skæbneloven,
sådan som Martinus så helhjertet postulerer i og med sit vidunderlige og
eventyrlige verdensbillede. (Citat slut)
Artiklen
”Skæbnen – endnu engang!” fortsætter herfra:
Fortsat tvivl og skepsis
Men som
skrevet, så er min tvivl og skepsis overfor påstanden om skæbnens absolutte
retfærdighed ikke blevet mindre med tiden, snarere tværtimod. Som også skrevet
og gentaget efterhånden adskillige gange, udelukker jeg selvfølgelig ikke, at
det kan være min såkaldte ”lavpsykiske sanseevne”, der bevirker, at jeg ikke er
i stand til at se, verificere og derfor heller ikke acceptere den rolle,
faktoren og fænomenet skæbne spiller i henhold til Martinus' kosmologi.
Hvad er da
alternativet? - Så vidt jeg med min begrænsede erkendelsesevne kan forstå, kan
det kun være, at individets skæbne, hvad enten denne er behagelig eller
ubehagelig, glædelig eller smertelig, eller som i reglen en blanding af det ene
og det andet, i vidt omfang er beroende på, hvad der må betragtes som
tilfældigheder.
Men betyder
det så også, at man må forkaste påstandene om udødelighed og reinkarnation?
- Igen, og så vidt jeg kan se, ikke nødvendigvis. For udødelighed,
eller mere præcist: sjælens eller den psykiske strukturs og personligheds
overlevelse af det fysiske legemes død, behøver ikke nødvendigvis i sin
konsekvens at være knyttet til en årsagsbestemt og lovbundet skæbne. Det samme
gælder reinkarnation, som i princippet blot betyder en metode til
organismeudskiftning, der klart nok er nødvendig og uundgåelig i den fysiske
verden, hvor lovbundne fænomener som f.eks. fødsel og død gør sig gældende. Her
bør man i øvrigt erindre sig, at ifølge Martinus er enhver fødsel en genfødsel
eller reinkarnation.
Men når nu og
hvis skæbneloven, som grundlæggende udlægges som en sikring af begrebet absolut
retfærdighed for alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse,
indikerer, at ”det et individ sår, det skal individet også høste”, eller som
Martinus definerer begrebet og fænomenet skæbne (frit citeret): at ”det er
virkningerne af de årsager, som individet i første instans selv har udløst.”
Denne lov gælder i henhold til ham kun i den fysiske verden og i den første
sfære i den åndelige verden efter individet fysiske død. Men det betyder
samtidigt, at 'skæbnegælden' er akkumuleret i det såkaldte ”skæbneelement” i
individets overbevidsthed, og derfor atter træder i kraft i en følgende ny
inkarnation eller eventuelt i flere nye inkarnationer. Men det sidstnævnte er
uvægerligt et perspektiv, som vi almindelige mennesker ikke er i stand til at
overskue.
I henhold til
Martinus' kosmologi er individets fysiske så vel som åndelige tilværelse en
konsekvens af de helt afgørende kosmiske lovmæssigheder, han betegner som de
guddommelige eller kosmiske skabeprincipper
De kosmiske skabeprincipper m.m.
Her skal vi
fortsætte med at rekapitulere og få præciseret, hvad der ifølge Martinus kan og
skal forstås ved begrebet og fænomenet bevidsthed. Det er vigtigt at
forstå og altid huske på, at han strukturelt set inddeler bevidsthed i
en overbevidsthed og en underbevidsthed. Den førstnævnte
svarer i realiteten til den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, mere
præcist i form af i alt 15 skabeprincipper, fordelt på 8 hovedskabeprincipper
og 7 variantprincipper. Skematisk opstillet ser hovedskabeprincipperne således
ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
2.
Livsenhedsprincippet
3.
Kontrastprincippet
4.
Perspektivprincippet
5.
Bevægelsesprincippet
6.
Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs-
og spiralkredsløbsprincippet
8.
Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk opstillet ser
variantprincipperne sådan ud:
1.
Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult-
og mættelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings-
og nedbrydningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne-
eller karmaprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre-
og beskyttelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
Det levende
væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er
bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7.
kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis
er evighedslegemet. Altså det legeme, som ligger til grund for individets
struktur og hele tilværelse, men som i sig selv er uskabt og
dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan sige, at
det ER. Det skal også her nævnes, at samtlige grundenergier er
repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i form af en organisme
eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1.
Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle basis
2.
Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle basis
3.
Følelseslegemet = Følelsesenergiens funktionelle basis
4.
Intelligenslegemet = Intelligensenergiens funktionelle basis
5.
Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens funktionelle basis
6.
Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens funktionelle basis
7.
Evighedslegemet = Moderenergiens funktionelle basis
Ved faktoren
og fænomenet underbevidsthed skal ifølge Martinus forstås den del af
bevidstheden, der er underordnet overbevidstheden og dermed funktionelt
ligger under denne. Underbevidstheden er det område eller snarere det
felt, hvori de samlede 6 kosmiske grundenergier danner grundstrukturen og
udfolder sig. Dog forstået på den måde, at
grundenergierne tyngde og følelse er de
to kontraaktive hovedkomponenter, som tilsammen udgør et psykisk
kraftfelt, der for nemheds skyld betegnes som P-kraftfeltet. Dettes
'skelet' udgøres af instinktenergien, som så at sige holder sammen på de
funktionelle energier. Det er derfor indenfor dette kraftfelts grænser, at
grundenergierne intelligens, intuition og hukommelse forefindes og fungerer.
Men som det
indirekte vil være fremgået af ovenstående omtale af de kosmiske
skabeprincipper, er fænomenet skæbne i henhold til Martinus en uundgåelig
konsekvens af en kombination af hovedskabeprincip nr.
5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.
Men de øvrige skabeprincipper og variantprincipper har naturligvis hver for sig
en større eller mindre medindflydelse på funktionen af bevægelsesprincippet og
talentkerneprincippet. I lighed med, hvad tilfældet selvfølgelig er for de seks
livsvigtige kosmiske grundenergier, så fungerer de 8 hovedskabeprincipper og de
7 variantprincipper også som en kombineret 'enhed', nemlig i form af den 7.
kosmiske grundenergi: Moderenergien, også betegnet
som overbevidstheden.
Det store problematiske spørgsmål
Men det store
spørgsmål er her, om begrebet og fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet
skæbne, nødvendigvis behøver at være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens
eller følgevirkning af i hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet,
og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -
Det er dette
spørgsmål, der, som en følge af min tvivl og skepsis, er det store og afgørende
problem i sammenhæng med min forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget
smukke og eventyrlige verdensbillede. Personligt har jeg ikke noget problem med
at droppe påstanden om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter
min bedste opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det i øvrigt basale i
det nævnte verdensbillede.
Det kunne da
måske lige være, hvis det på et eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise
sig, at reinkarnation, især som forudsætning og betingelse for absolut
skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil kunne verificeres af det virkelige liv. Det
vil i så fald betyde, at der derfor kan være tale om, at vi levende væsener kun
har et liv at leve, nemlig det aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg
ikke, at skæbne og reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som
jeg personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert
fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og
ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke
se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt
under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som
også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som
udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’
forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel
fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.
For, som det
forhåbentlig også vil være fremgået af mine ovenstående betragtninger og
argumenter, har jeg bestemt ingen vanskeligheder eller problemer med at
anerkende de øvrige grundlæggende elementer og faktorer i dé kosmiske analyser
og livsfacitter, der tilsammen udgør det nævnte verdensbillede.
Tværtimod.
Slutbemærkning
Vedr. mine
skeptiske artikler om skæbnens retfærdighed, kan f.eks. henvises til
4.29. Hvorfor? – om
skæbnens gru, 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i
tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? 4.99. Skæbne og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i
tilværelsen? Og 4.100. Skæbne og skyld (2). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i
tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger) (Citat slut).
Her skal tilføjes, at det ikke er alle
de ovenfor nævnte og omtalte hovedskabeprincipper og variantprincipper, der er
gyldige indenfor rammerne af ét-livs-hypotesen. Se evt. herom i artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. 1. Del. Derfra skal
følgende citeres:
(Citat)
Skabeprincipperne
set i relation til ét-livs-teorien:
1.
Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
Det seksuelle polprincip ligger som
bekendt primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der
forekommer, f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men
set på baggrund af ét-livs-teorien, forekommer den kosmiske udviklingsproces,
Martinus betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke. Det
forhindrer imidlertid ikke, at den nævnte forvandling kan forekomme genetisk
fra individ til individ og fra slægt til slægt. Derfor er polprincippet
alligevel gyldigt, men naturligvis på en lidt anden måde end hos Martinus.
2.
Livsenhedsprincippet
Set i ét-livs-teoriens perspektiv
forekommer dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i
Martinus' kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er
opbygget efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet
eksempelvis er med levende celler indeni organer og organismer. Derfor gyldigt.
3.
Kontrastprincippet
Dette princip er vigtigt for alt liv
og al livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og
mørke, varme og kulde, sommer og vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc.
etc. Derfor gyldigt.
4.
Perspektivprincippet
Dette princip er under alle
omstændigheder vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Derfor
gyldigt.
5.
Bevægelsesprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette
princip har meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv
og alle former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne over organismerne,
planeterne, solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet. Derfor
gyldigt.
6.
Talentkerneprincippet
Også dette princip beholder sin status
under ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og
talent, og i forbindelse med organismernes tilblivelse via generne. Derfor
gyldigt.
7.
Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
Her er jo tale om en udvidelse af
bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og
med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i
form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb. Derfor
gyldigt
8.
Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip drejer sig i hovedsagen
om den funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis
Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for
menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en
formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om
menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor gyldigt.
Variantprincipperne:
1.
Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1:
Polprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette
variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltrækning mod
hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og
antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og
frastødning af det, der er ubehageligt. Derfor gyldigt.
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2:
Livsenhedsprincippet
Stofenhedsprincippet ligger til grund
for, at alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre
enheder. F.eks. er organismer opbygget af organer, og disse af celler, disse
igen af molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af
elementarpartikler. Derfor gyldigt.
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3:
Kontrastprincippet.
Dette princip gælder både i
bogstavelig forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder
også i videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse.
Derfor gyldigt.
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet.
Ja, her kan man eksempelvis tænke på
opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten
til den modne alder og alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med
følgende død og ligets opløsning. Derfor gyldigt.
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.
Som nævnt i hovedteksten, vil dette
princip ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god
vilje kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet begrebet
og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk for
tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og
retfærdighed - endnu engang! Derfor delvis
gyldigt.
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet,
og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet.
Heller ikke dette princip har nogen
mening i forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler
om fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det for
”fødselsprincippet”. Derfor delvis gyldigt.
7. Forældre-
og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8:
Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip er absolut også gyldigt
i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.
(Citat slut)
Hermed afsluttes artiklen ”Lovbundet
eller tilfældigt” med følgende forenklede, men forhåbentlig gyldige konklusion:
Alt hvad der kommer ind under begrebet biologiske
naturprocesser er årsagsbestemte og dermed lovbundne, hvorimod menneskers
såkaldte skæbne eller livsforløb i stor udstrækning er mere eller mindre
tilfældig, sådan som omtalt og søgt begrundet tidligere ovenfor.
© Copyright januar 2019 Harry Rasmussen.
******************