Idealismens bedrag og selvbedrag i religion.

Nogle ekstra betragtninger

 

Indledning

Det kan konstateres, at menneskene groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning, vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (1)

 

1. Vedr. Martinus' analyser omkring begrebet ”den guddommelige suggestion”, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 140-1, 153, 187, 222, 247.  Benyt evt. linket   http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51  - Tast 140 i søgefeltet Stk.

 

Hvad angår politisk tro eller overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse af ”den guddommelige suggestion”. (2)    

 

2. Vedr. Martinus' opfattelse af politik og politikere, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 95, 137, 153. - Benyt linket i note 15, men tast de anførte numre i søgefeltet Stk.

 

En af de ting, der altid har undret mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene.

 

Indenfor spiritismen findes der bl.a. fænomener, som eksempelvis klarsyn og mediumisme. Det førstnævnte består i, at en person, en kvinde eller mand, påstås at kunne se genstande og begivenheder uafhængigt af de normale sanser og af tid og rum. Det sidstnævnte består i, at en person, kvinde eller mand, påstås at formidle kontakten til afdøde personer. Begge dele er der en hel del mennesker af begge køn, der tror fuldt og fast på er muligt. Imidlertid overser de pågældende – bevidst eller ubevidst – at der i virkeligheden er tale om, at det er deres egen underbevidsthed, som den klartseende og mediet etablerer kontakt med og som de i en del tilfælde kan være så heldige, at det passer nogenlunde med de faktiske forhold og situationer. Det kan jeg give et personligt eksempel på: Da jeg var ung var jeg en overgang ansat som fotografelev og som sådan havde jeg blandt andet også til opgave at passe og ordne stedets arkiver og lager. Det hændte da jævnligt, at cheffotografen eller andre ansatte uden held søgte at finde en eller anden ting, som vedkommende forgæves søgte efter de nævnte steder. Da de spurgte mig, om jeg eventuelt kunne finde det de søgte, viste det sig, at jeg straks kunne gå lige hen til det sted, hvor den eller de eftersøgte ting befandt sig. Den evne vakte stor overraskelse og beundring hos mine kolleger. Allerede dengang var jeg klar over, at min underbevidsthed havde registreret, hvor de ’skjulte’ ting befandt sig, så derfor var det egentlig ikke nogen særlig kunst for mig at hjælpe mine kolleger med at finde de ønskede ting.

 

Hvis ikke det var og er, fordi det ville føre alt for vidt og kræve megen tid, kunne det have været fristende at se nærmere på religionernes historie, herunder ikke mindst kristendommens historie, som i øvrigt hænger delvis sammen med jødedommens historie. Sidstnævnte strækker sig omkring 4000 år tilbage i tiden før kristendommen, som først opstod omkring 37 år efter Jesu Kristi fødsel, når denne regnes til at have fundet sted 4 år før den traditionelle tidsregning, der henregner nævnte fødsel til at være foregået år 1. Jesus kan anses for at være blevet korsfæstet og død i en alder af 37 år, hvilket i så fald, men med nogen usikkerhed vil sige i år 34. Se nærmere herom i bogen ”JESUS Søn af mennesket I”, 1. kapitel. Vil også kunne læses på websitet Jesus Menneskesønnen I, 1. kapitel: JESUS menneskesønnen I

 

I øvrigt er grundsynspunktet her, at overhovedet alle verdens religioner er opstået og institueret som en følge af befolkningernes behov for at danne sig mere eller mindre fantasifulde forestillinger, primært om overjordiske kræfter, som mentes og menes at kunne medvirke til at betrygge og udholde en mere eller mindre barsk og i grunden uforståelig tilværelse. Religionerne imødekom og imødekommer især den følelsesprægede del af befolkningernes forståelige behov for tryghed ved at give tilværelsen indhold og mening i form af et mere eller mindre fastlagt verdensbillede. Den situation blev fra tidernes morgen udnyttet af samfundenes verdslige magthavere som et middel til at holde befolkningerne i ave. Det var så meget nemmere, som at religioner har det til fælles, at de hver især lægger vægt på og opfordrer deres respektive tilhængere til ydmyghed og moralsk adfærd.

 

Hvor interessant og oplysende det end ville være, at gennemgå verdensreligionernes respektive historie, må vi – eller rettere sagt jeg – springe det emne over, i hvert fald i denne sammenhæng. Men eftersom kristendommen religions- og kulturhistorisk ligger os danskere og dermed mig nærmest, vil jeg her lige give en skitse af dennes verdensbillede:

 

Bibelens skabelsesberetning

Som de fleste formentlig ved, så er det kristne verdensbillede grundlæggende baseret på Bibelens skabelsesberetning i Første Mosebog, 1. kapitel i Gamle Testamente og på evangelisternes og apostlenes beretninger i Ny Testamente. I Første Mosebog, 1. kapitel, får vi følgende at vide: (Citat) ”I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: ”Der blive lys!” Og der blev lys. (Citat slut). Ordet og begrebet ”Gud” forklares eller defineres ikke nærmere, udover at Gud er en ånd, der er i besiddelse af en overmenneskelig og fabelagtig evne til at skabe, i dette tilfælde universet. Dette består altså primært af Himmelen med Jorden som et centrum. Til at begynde med var himmelrummet mørkt, hvorfor Gud skabte lyset: (Citat) ”Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket. Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag. Derpå sagde Gud: ”Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!” Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag. Derpå sagde Gud: ”Vandet under hvælvingen samle sig på ét sted, så det faste land kommer til syne!” Og således skete det; og Gud kaldte det faste land Jord, og stedet, hvor vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så at det var godt.2 (Citat slut)

 

Det fremgår indirekte af det foreløbigt gengivne af ovenstående bibelske skabelsesberetning, at der er tale om et verdensbillede, hvor Jorden er flad og begrænset af det omgivende hav, medens himlen er en hvælving over både jorden og havet. I nyere og mere erfaren og oplyst tid betegnes Bibelens verdensbillede som naiv-realistisk. Det er nemlig et udtryk for sansernes umiddelbare gengivelse og det menneskelige sinds opfattelse af den omgivende fysiske virkelighed. Men hvis man bruger sin viden og logiske sans i en kritisk analyse af det bibelske verdensbillede, dels i den del af dette, der er skitseret her ovenfor, og dels af, hvad der videre står i Biblen om skabelsen, er der jo tale om det usandsynlige verdensbillede, som især den vestlige civilisation og kristne kultur baserede sig på helt frem til Middelalderen. Der var dog i mellemtiden sket det, at videnskabelige astronomer havde opdaget og bevist, at Jorden faktisk er rund omtrent som en kugle og at den var og er en del af et såkaldt solsystem med flere planeter kredsende omkring den centrale sol. Solen havde med andre ord placeret Jorden på en decentraliseret plads. Den opfattelse mødte dog stærk modstand, ikke mindst i kirkelige, hvilket vil sige i katolske kredse, som ikke kun blev forargede, men også morede sig over den forestilling at Jorden skulle være rund, for det måtte jo betyde, at folk, der befandt sig på siderne af kloden, ville falde ned i afgrundsdybet! 

 

Kætterne og inkvisitionen

Men ikke desto mindre holdt det geocentriske verdensbillede sig lige indtil astronomen og filosoffen Nicolaus Kopernikus (1473-1543) fremførte og beviste sit revolutionerende verdensbillede, i hvilket solen er centrum for de planeter, der uafladelig kredser omkring den. Endvidere er solen med sine planeter heller ikke verdens centrum, hvilket munken og filosoffen Giordano Bruno (1548-1600) hævdede med stor overbevisning, idet han tænkte sig et uendeligt univers med en uendelighed af verdener. Der er slet ingen faste sfærer, idet himmellegemerne bevæger sig frit i rummet uden at være fæstnet til noget. Han hævdede også, at vores sædvanlige eller vanebetonede opfattelse af verden afhænger af det sted, vi selv står. Der er altså med andre ord her tale om relativitetsprincippet. Bruno var vidt berejst og vandrede bogstavelig talt omkring i lande som Schweiz, Frankrig, England og Tyskland og underviste som lærer ved de nævnte landes universiteter. Men på et tidspunkt vendte han tilbage til sit hjemland Italien, hvor han imidlertid blev arresteret af Inkvisitionen. Han blev anklaget for at være kætter og dømt til døden på bålet, men sad dog 7 år i fængsel, før han i året 1600 blev brændt offentligt på bålet på Campo di Fiori i Rom. Alt sammen uhyrligt!

 

Den samme skæbne havde nær overgået hans landsmand, den moderne naturvidenskabs grundlægger, Galileo Galilei (1564-1642), som dels var fuldkommen overbevist om det kopernikanske systems gyldighed og som dels via egne selvstændige undersøgelser, opdagelser og tænkning fik det videnskabeligt bekræftet. At noget er videnskabeligt vil jo sige, at det ikke er baseret på hverken verdslige eller religiøse autoriteter, men derimod baseret på erfaringer og efterprøvet VIDEN og slet ikke på mere eller mindre relevant TRO. Galilei var derfor overbevist om, at sikker erkendelse og viden kun kan opnås ved at gøre sig klart, at verdens og tingenes fysisk målelige egenskaber, så som størrelse, form og bevægelse, tilhører de ydre ting selv. Derimod er sansekvaliteter som f.eks. farver, lyd, lugt, smag, fornemmelser eller oplevelser, beroende på vort eget legeme og dettes sanseapparat. De ydre årsager består derimod kun af bevægelser i form af blandt andet vibrationer. Derfor var og er Galileis lære om sansekvaliteternes subjektivitet så vigtig for vores sande forståelse af verden og os selv. Disse kendsgerninger er i vore dage selvfølgelige for de fleste af os, men da Galilei i 1600-tallet fremsatte sin velbegrundede opfattelse, var det en ny videnskabelig viden, som førte til forståelsen af sanseoplevelsernes subjektivitet. Tænk f.eks. på en klar sommerdag, hvor solen skinner og himlen hvælver sig høj og blå, og engens friske grønne græs stedvis er afbrudt af blomsternes skønne dufte og brogede farver, som fryder øjet, mens den brogede fuglesang lyder behageligt og glædeligt i ørerne. Men alt det nævnte er jo for den naturvidenskabelige betragtning kun en form for illusion, for de nævnte sansekvaliteter består kun for den, der oplever disse. Naturen selv er farveløs og klangløs i virkeligheden og fik først lys og mørke, farve og klang i og med at de første levende og sansende væsener opstod på Jorden.

 

Imidlertid var Galilei som nævnt ved at komme til at lide samme grumme skæbne som Giordano Bruno. Efter at Galilei havde udgivet en dialog om de to verdenssystemer, det ptolemæiske og det kopernikanske, blev han stævnet for inkvisitionsdomstolen i 1633 og måtte knælende afsværge den ’falske’ lære, at solen er universets midtpunkt og at jorden bevæger sig og ikke er midtpunkt, sådan som det påstås i den bibelske skabelsesberetning. Sagnet vil dog vide, at efter at han tvært imod sin egen viden og lære havde sværget at Jorden stod stille, for sig selv mumlede, at den rent faktisk bevæger sig. Galilei var herefter under konstant opsyn og overvågning af den skånselsløse inkvisitionsdomstols folk. Han fik først fred for disse, da han døde i 1642.

 

Apropos inkvisitionen, var der tale om den romersk-katolske kirkes retsforfølgelse ved domstole, som havde til opgave og formål at undersøge og anklage folk, der afveg fra den rette tro og lære og anklage disse for kætteri. 1184 oprettedes biskoppelige inkvisitions-domstole, 1231 kom disse direkte under selveste paven, som i 1252 tillod brugen af tortur under domstolenes forhør af de formodet skyldige. For dem der ikke ville angre de påståede kætterier i form af en afvigende tro i forhold til kirken, var døden på bålet obligatorisk, sådan som det også skete for Giordano Bruno. De kirkelige myndigheder var så udspekulerede, at de påbød de verdslige myndigheder at eksekvere dommene og ikke mindst dødsdommene. Inkvisitionen spillede en stor rolle i Syd- og Vesteuropa og blandt andet ved bekæmpelsen af især den af den tyske teolog Martin Luther (1483-1546) i 1517 indførte og såkaldte reformation. Denne medførte en sand syndflod af kristne trosretninger, men primært drejede det sig om et opgør med senmiddelalderens renæssancepavedømme, hvorunder kirkelivet var kommet i stærkt forfald, som en række før-reformatoriske bevægelser havde forsøgt at ændre. Men det lykkedes for alvor først i og med Luthers reform af den mere eller mindre afkræftede og stivnede pavekirke, der dog indtil videre havde stor indflydelse på alle områder i samfundslivet: politik, videnskab og kultur. For Luther drejede reformationen sig især om en åndelig genindførelse af det nytestamentlige Kristus-budskab og i praksis om en protest imod og en afløsning af den forældede pavekirke, der dog stadig har betydning og indflydelse i en lang række lande, men primært i Italien, Frankrig og Sydamerika. Den reformatoriske bevægelse og dennes opgør fik også navn af den evangeliske protestantisme, og det er i den form den protestantiske evangelisk-lutherske troslære er blevet statsreligion i Danmark. Også selvom det ser ud til, at religion ikke spiller nogen større rolle for færre og færre danskere.

 

Adam og Eva og ”synden”

Men uanset om man taler om katolicisme eller protestantisme, så baserer begge religiøse bevægelser sig på Biblen og dennes skabelsesberetning, men naturligvis især på de fire evangelier i Ny Testamente. I begge tilfælde går man helhjertet og kritikløst ud fra sandheden i og gyldigheden af den bibelske skabelsesberetning og dennes fortælling om menneskets guddommelige oprindelse og videre skæbne. Lad os derfor her fortsætte den tidligere ovenfor påbegyndte beretning om den ortodokse opfattelse af den kristne livs- og verdensopfattelse. Ifølge denne er menneskene ikke en videreudvikling af dyrene, men skabt af Gud som helt selvstændige og helt færdige og fuldkomne levende væsener. Som sådanne har Gud placeret dem i Edens eller Paradisets Have, først manden, Adam, og lidt senere hans ’medhjælp’, Eva, dog med den klausul, at de godt nok må spise af alle havens træer, men det er dog strengt forbudt at spise frugterne fra Træet til kundskab om godt og ondt. Angiveligt fordi de i så fald ville blive i stand til i lighed med Gud selv, at kende godt og ondt. I Edens Have er der imidlertid også en Slange, som frister Eva til at spise af Kundskabens Træ, med den begrundelse, at de ikke skal dø, sådan som Gud har sagt, for at advare dem imod at overtræde forbuddet. Den troskyldige Eva spiser derfor af træets frugt og synes det smager godt, hvorfor hun også tilbød Adam at han skulle smage frugten. Først da opdager de at de er nøgne, hvorfor de skynder sig at tage nogle sammensyede figenblade på til at dække den prekære del af deres nøgne anatomi. (Se 1. Mosebog 2. kap., 1.-25. og 3. kap., 1.-7.) En besynderlig reaktion i betragtning af, at kønsorganerne jo var en naturlig del af det gudskabte menneske!

 

I den vestlige kulturkreds er det i tidens løb især den omstændighed, der er blevet stærkt kritiseret, at Gud først skabte manden, som derved har givet denne en forrang for kvinden. Den kritik er blevet kraftigt forstærket i nyere og nyeste tid med dennes ligestillings- og kønsrolledebatter. De fleste debattører er i reglen politisk venstrefløjs-motiverede, og i 1970’erne kom modkritikken fortrinsvis fra den rabiate rødstrømpebevægelse, hvis argumenter ofte var ekstreme. Men fælles for de fleste debattører var og er det, at de ser helt bort fra de biologiske fakta, nemlig, at der objektivt og videnskabeligt set er både en fysisk anatomisk og fysiologisk samt psyko-seksuel forskel på mænd og kvinder. Men ve den, der vover at hævde dette, for det medfører en forarget og vred modkritik, der i reglen går på, at folk, – som f.eks. mig – der hævder de biologiske så vel som historiske og kulturelle realiteter, tilhører den yderste politiske og kulturelle højrefløj. Det prædikat tager jeg såmænd gerne på mig, også selvom jeg ikke er bevidst om at tilhøre nogen bestemt politisk og / eller kulturel retning.

 
Noget af det lidt ejendommelige ved fortællingen eller myten om Adam og Eva i Edens Have, er, at der til trods for Guds tilsyneladende almagt også findes et væsen i form af Slangen, som har evne og magt til at gribe ind og forstyrre Guds skaberværk. Slangen må jo nemlig også være skabt af Gud, i princippet på samme måde, som Gud skabte alle de andre dyr. (Se 1. Mosebog, 1. kap., vers 24.-25.) Men i øvrigt blev Slangen også identificeret som og kaldt Satan, et hebraisk ord for ”modstander”. Betegnes også som den Onde, denne verdens fyrste eller gud. På græsk kaldes Satan for ’diabolos’, på dansk oversat til djævel eller Djævelen. I senjødedommen opfattes Satan eller Djævelen som en selvstændig magt, der er helt eller delvis løsrevet fra Gud, og den opfattelse genfindes i Ny Testamente, hvor ’det onde’ skildres som den personlige og personificerede magt, der er Guds og dermed også de kristnes stærke modstander, der primært søger at lokke disse til at begå den store synd, som frafaldet fra troen på Gud og Kristus betyder. Syndsbegrebet spiller i det hele taget en stor og afgørende rolle i kristen sammenhæng. At synd er det, der skiller mennesket fra Gud, er desuden en grundlæggende tanke både i Gamle Testamente og i Ny Testamente. Men her vil vi holde os til begrebet synd i kristen sammenhæng.

 

I forbindelse med begrebet synd, forstået som menneskets fascination og forblændelse af de mange ikke religiøst betingede fristelser, som tilværelsen byder på, er det, at det kristne begreb ”syndernes forladelse” lige fra kristendommens begyndelse i særlig grad har været og fortsat er påkrævet og aktuelt. Især for de religiøse magthavere. For netop ved at indpode synds-opfattelsen og -følelsen hos mere eller mindre naive mennesker, opnåede man at få en vis magt over disse. Vi ser endnu i vore såkaldt moderne tider, hvor stor indflydelse den katolske pavekirke har haft og stadigvæk har på sine trofaste tilhængere. Gennem de såkaldte edikter kunne og kan kun paven påbyde og forbyde snart det ene og snart det andet, som de katolske menigheder havde at rette sig efter, hvis de fortsat ville tilhøre menigheden.

 

”Syndernes forladelse”

Men vi skal tilbage til urkristendommen, for helt at forstå begrebet ”syndernes forladelse”, for det hænger specielt sammen med Ny Testamente og især dettes fire evangelier. I disse postuleres det, overordnet set, at i og med sin død bragte Jesus den forsoning i stand mellem Gud og mennesker, som blev anset for strengt nødvendig for mennesker. Det hang og hænger sammen med, at begrebet ”offer” og slagtofferet, påskelammet, spiller en stor rolle i jødedommen, hvorfor det var nærliggende for disciplene og apostlene at opfatte Jesus som påskelammet, særligt i forbindelse med påskebegivenhederne, der jo netop handler om offerdød og opstandelse. Det sidstnævnte, Jesu opstandelse fra de døde, ser i øvrigt ud til at være kommet helt bag på hans nærmeste disciple. Urmenigheden i Jerusalem bestod af følgende disciple: Simon Peter, Johannes, Jakob, Andreas, Filip, Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Zelotes og judas, Jakobs søn, ikke at forveksle med Judas Iskariot.

 

Det vides, at Josef og Maria foruden sønnen Jesus angiveligt også havde i hvert fald 6 andre børn, heraf 4 drenge og to piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var Jakob, Josef (Joses), Simon og Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står ikke helt klart, om Jesus var den førstefødte blandt drengene, idet denne status kan skyldes den dogmatiske interesse i, at Jesus skulle være Marias første og eneste barn. Pigerne regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men blandt Jesu disciple var der dog alligevel først og fremmest Jesu moder, Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til disciplene Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder til disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster, Maria, og formentlig også Maria fra Betania.

 

I det kristne verdensbillede hænger tanken og idéen om frelse gennem forsoning naturligvis også sammen med begreber som ”Messias” og ”Kristus”. Derfor skal det her straks nævnes, at det forholder sig sådan, at Ny Testamentes Kristus er lig med GL. Testamentes Messias. Men Jesus selv har aldrig omtalt sig selv som hverken Messias eller Kristus. For Jesu disciple og apostle var det derimod vigtigt, at kæde begrebet og betegnelsen ”Messias” sammen med deres kære ven og læremester, dog sådan at man foretrak det græske ord ”Kristus”. Deraf begrebet kristendom. I begge tilfælde betyder de to ord det samme, nemlig ”den salvede” eller ”den indviede”. Betegnelsen Messias brugtes i oldtidens Israel om konger og ypperstepræster ved indvielsen til deres gerning eller embede, men især brugtes det om den frelserskikkelse, som jøderne forventede ville blive sendt af Gud for at genrejse kong Davids rige i dets tidligere storhed og herlighed. Det er baggrunden for, at den salvede eller indviede også omtales som ”Davids søn”. Det skal her tilføjes, at ortodokse jøder aldrig har anerkendt Jesus som værende den kommende Messias. Derfor forventer nutidens ortodokse jøder stadigvæk på deres med længsel imødesete Messias.

 

I øvrigt spiller Satan eller Djævelen også en rolle i den kristne lære, hvor skikkelsen betegnes som Antikrist, nemlig som den ”fortabelsens søn”, der fornægter, at Jesus er Messias alias Kristus. Men tag det roligt, for de mennesker, der står Guds frelsesplan imod, vil ved den endelige dom blive dømt til tilintetgørelse. Dommedagen er ifølge urkristendommen den dag eller periode, da Jesus Kristus kommer igen for at dømme levende og døde efter deres gerninger og på den måde gøre op med den gamle verdensorden til fordel for en ny og formodet bedre verden. På en vis måde forstået som en tilbagevenden til den Edens eller Paradisets Have, i hvilken Gud oprindelig placerede det ufordærvede menneskepar Adam og Eva. Dermed kan profetien om ”den ny himmel” og ”den ny Jord” i kristen forståelse siges at være gået i opfyldelse.

 

Begrebet ’fortabelse’, som er det modsatte af ’frelse’, er en forestilling om en dom ved verdens ende, hvor den enkelte på baggrund af sine gerninger dømmes enten til frelse eller fortabelse. Der findes også forestillinger om en kosmisk begivenhed, hvorunder den gamle verden vil gå under for at give plads til Guds eller Kristi Rige. – Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”. 

 

Opstandelse?

Begrebet og fænomenet ”opstandelse”, forstået som opstandelse og helt specielt som Jesu opstandelse fra de døde, spiller naturligvis en ret så stor og afgørende rolle i forbindelse med den kristne verdensopfattelse.  Men for ikke at gentage, hvad jeg har skrevet om opstandelsen i afhandlingen JESUS menneskesønnen I, skal jeg her citere følgende afsnit derfra. De i citatet anførte notetal henviser til de relevante steder i afhandlingen:

 

(Citat) Den type grav, som Jesus blev bisat i, er tidligere blevet kort beskrevet i 5. kapitel, men her vil vi i sagens interesse give en fyldigere og mere detaljeret beskrivelse af den grav, som kom til at spille så stor en rolle i kristendommen, og som man mener findes delvis bevaret i Gravkirken i Jerusalem, hvor den endnu i vore dage er valfartssted for alverdens pilgrimme. Betragter vi den vedføjede illustration, ses gravanlægget både i længdesnit og grundplan. Graven er beliggende i en forhøjning i terræ­net, hvor man enten har udgravet eller udhugget nogle trin ned til en gang, som fører hen til en lav indgang, som med besvær kunne lukkes af en stor, gerne hjulformet klippeblok, der kunne rulles ud til siden, når man ville ind i graven. Den lave indgang fører ind til forreste kammer med siddebænke ved væggene, og herfra fører endnu en lav mellemgang ind til selve gravkammeret, i hvis ene side - eller i nogle tilfælde måske begge sider - der er udhugget noget i retning af en "alkove" med buet loft. Her blev liget anbragt, og når det var blevet opløst, samlede man knoglerne sammen og bisatte dem i en lille åbning i gulvet eller i en benkiste (ossuarium).

 

Det var efter alt at dømme i en lignende grav, at Jesu lig blev bisat under overværelse af de ovenfor nævnte personer, som foruden Josef fra Arimatæa og Nikodemus bestod af Johannes, Jesu moder og hendes to søstre, og Maria Magdalene og muligvis flere andre kvinder blandt Jesu disciple, som eksempelvis Johanna, gift med Herodes Antipas husfoged Kuza. Jesu bisættelse har formentlig fundet sted omkring kl.16, og derefter er delta­gerne søgt ind til de steder i byen, hvor de skulle holde det traditionstunge og påbudte påskemåltid. Det er ikke utænke­ligt, at det for Josef fra Arimatæa, Johannes og Jesu kvindeli­ge slægt­ninge, som jo alle var i Jerusalem i anledning af højti­den, er foregået i Johannes Markus' moders hus, hvor Jesus allerede dagen før, altså om torsdagen eller skærtors­dagen, havde holdt sit sidste måltid med disciplene. Nikodemus, som formentlig var hjemmehørende i Jerusalem, har vel haft sit eget hjem et sted i byen og er søgt dertil, for at holde påskemåltid sammen med sin familie. (12)

     For de selvretfærdige rådsmedlemmer, ypperstepræsterne, farisæ­erne, saddukæerne og andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig festlig påske, fordi det til sidst var lykke­des at pågribe, dømme og henrette en af de værste kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel. Kætterlovens §100 tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan der bringes et særligt offermåltid på brændof­feralteret og et kultisk festmåltid fejres. (13)

 


11. DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN

Ifølge kætterlovgivningens §97 var "besøg ved graven og be­vogtning af denne de tre første dage efter bisættelsen ikke forbudt." Derfor kunne kvinderne tidligt søndag morgen stå op, mens det endnu var mørkt, og gå ud til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt allerede før sabba­ten begyndte, og som de ville udgyde over Jesu legeme. Undervejs spørger de hinanden: "Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?" Men før de nåede derud var solen stået op, og de så da, at stenen allerede var rullet til side, så at indgangen var fri. Evangelisterne er ikke helt enige om, hvordan dette var sket, ligesom de heller ikke er samstemmende i, hvor mange af kvinderne, der den morgen kom ud til graven som de første, efter at Jesus var blevet bisat fredag efter­middag. Lørdagen var som sabbatdag hviledag, og denne sabbat var tilmed en påskesabbat, og da måtte ingen rettroende jøde med respekt for sig selv foretage sig det allermindste, der havde karakter af arbejde. (1)

 

Hvem kom først til graven?

Ifølge Mattæus var det "Maria Magdalene og den anden Maria", der den morgen kom først ud til graven. Hos Markus er det "Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome", hos Lukas "Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem." Hos Johannes er det imidlertid kun Maria Magdalene, der den morgen gik alene ud til graven. Det er derfor et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Johannes var øjenvidne til begivenhederne og selv var en af de to mandlige disciple - den anden var Simon Peter - der næst efter Maria Magdalene var de første til at bevidne, at Jesu grav var tom. 

     Henholder vi os derfor hovedsagelig til Johannes, idet vi dog samtidig drager supplerende paralleller til Mattæus, Markus og Lukas, kan vi formentlig danne os et nogenlunde rigtigt billede af, hvad der reelt set er foregået ved den lejlighed. Synopti­kerne kan dog ikke nøjes med at skildre de nøgterne begiven­heder, men inddrager et åndeligt eller metafysisk aspekt ved disse. Hos Mattæus hører vi om "et stort jordskælv, thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne: 'Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det.' Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og sagde: 'Vær hilset!' Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: 'Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig." (2)

 

     Hos Markus møder kvinderne først englen inde i selve graven: "Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: 'Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer.' Og de flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange."  Hertil er senere føjet en tekst, som mangler i de ældste håndskrifter, men som fortæller, at det var Maria Magdalene, den genopstandne Jesus først viste sig for, og da hun fortalte om sin oplevelse til de andre disciple, troede de i begyndelsen ikke på det. (3)

     Lukas overbyder i reglen de andre evangelister, så hos ham medvirker der ikke kun én, men hele to engle i det spektakulære optrin: "Men da de gik derind, fandt de ikke Herren Jesu legeme. Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: 'Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvor­ledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.' Da kom de hans ord i hu. Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro. Men Peter stod op og løb til graven; og da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik hjem i undren over det, som var sket" (4)

 

Maria Magdalene møder den opstandne Jesus

Som nævnt er Johannes - overraskende nok - den mest nøgterne i beskrivelsen af begivenhederne omkring Jesu opstandelse, som han indleder med, at Maria Magdalene kommer alene ud til graven, og da hun ser, at stenen er rullet til side og ind­gangen fri, løber hun straks tilbage til byen og hen til det sted, hvor Simon Peter og Johannes opholder sig og siger opskræmt og forpustet: "De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Udtrykket "og vi ved ikke", kunne tyde på, at hun alligevel ikke har været alene ude ved graven, sådan som Johannes måske vil have det til at se ud. De to mandlige disciple skyndte sig derefter ud til graven, "men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven." Her var åbenbart tale om et konkurrence- og kompetanceløb om, hvem af de to, der skulle være ledende i den ældste kristne menighed! Johannes går dog ikke ind i selve graven, men kigger ind i den, måske lidt ængsteligt, og ser linklæderne ligge på gulvet.

     Da den åbenbart noget tungere Peter lidt efter ankommer prustende til stedet, nøjes han ikke kun med at kigge ind, men gik straks ind i graven og konsta­terede, at linklæderne lå på gulvet, og det tørklæde, som havde dækket Jesu hoved, lå sammenrullet et sted for sig selv. Dette blev også set og konstateret af Johannes, som lidt efter vovede sig ind i selve graven. Dette beskriver Johannes med følgende lidt kryptiske ord: "Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen først til graven, derind, og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde. Så gik disciplene hjem igen." Hvad var det, Johannes "så og troede", når det ikke var på, at Jesus var opstået fra de døde? Men måske troede han, at Jesus, som jo havde lært dem, at han var "kommet ned fra Himmelen", atter var vendt tilbage til sit himmerige og dermed til Faderen. I så fald ventede der Johannes - og de andre disciple - en stor overraskelse, ja, faktisk en verdens­begivenhed. (5)

     Men Johannes kan fortælle om, at Maria Magdalene var fulgt efter de to mandlige disciple og var vendt tilbage til graven, formentlig efter at Johannes og Peter havde forladt stedet, og her stod hun nu udenfor og græd. Men endelig tog hun mod til sig og kiggede ind i graven, og dér ser hun til sin store overraskel­se to engle i hvide klæder sidde, hvor Jesu legeme havde ligget. Den ene sad, hvor hovedet havde ligget, og den anden, hvor fødderne havde været, og de sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Dertil svarer hun sørgmodigt: "Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Hun vendte sig om og gik ud, og lige udenfor ser hun en mand stå foran graven. Hun mente det måtte være gartneren, og gik forbi ham på vej væk fra stedet, da han spurgte hende: "Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Med sorgfuldt bøjet hoved svarer hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." En sådan trofasthed måtte være egnet til at røre ethvert menneskehjerte, og det fik gartneren til med kærlig stemme at sige: "Maria!" Med stor overraskel­se og undren genkendte Maria åbenbart stemmen og vendte sig øje­blikkeligt om og udbrød: "Rabbuni!" (på dansk: "Mester!"). Men da hun gør tegn til at ville omfavne ham, siger han advarende: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (6) 

 

     Det er før i denne bog blevet nævnt, at i henhold til Marti­nus' Kosmologi var det legeme, som Jesus benyttede sig af efter sin såkaldte opstandelse, godt nok en kopi, der lignede hans afdøde fysiske legeme, men det var samtidig af en noget anden art eller natur, nemlig et "højs­pændt felt" af stærkt vibreren­de psykofy­si­ske (subato­mare) energier eller kræfter, som det i den tidlige fase af dets tilsynekomst kunne være livsfarligt for almindeli­ge dødelige at røre ved. Og efter Jesu egen forud­sigelse, måtte hans fornyede fysiske tilsynekomst netop være blevet arrangeret kort forud for, at Maria og disciplene kom ud til graven, og Maria - og måske flere andre kvinder, der var sammen med hende - mødte ham. Derfor var der god grund til hans advarsel, om ikke at røre ved ham på lige præcis dette tidspunkt. (7)    

 

Rygtet om opstandelsen breder sig

Det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok for Maria Magdalene at komme tilbage til byen, for at fortælle disciplene, at hun havde set og mødt den genopstandne Jesus, og at han havde talt til hende og bedt hende om at fortælle det videre. Han havde dog ikke, som hos de andre evangelister, sagt noget om, at disciplene skulle begive sig til Galilæa, hvor han ville mødes med dem. Her er det igen et spørgsmål, om man vil lægge vægt på, at Johannes er øjenvidne og at hans beretning både kronolo­gisk og situationshistorisk er enklere og mere logisk sammen­hængende, end synoptikernes tilsvarende skildringer. Dette betyder dog ikke, at de sidstnævntes beretninger ikke kan bruges som supplerende bidrag til forståelsen af, hvad der skete i den afgørende tid mellem Jesu opstandelse og hans såkaldte himmelfart. Lukas kan da også fortælle, at allerede samme dag, altså søndag, var to af disciplene på vej til Emmaus, og idet de gik på vejen og talte om de mærkelige tildragelser omkring Jesu død, og særlig om, at de havde hørt, at han skulle være genopstået og have vist sig for Maria Mag­dalene. De to disciple var enige om, at det var vanskeligt at tro på den slags, som de derfor var tilbøjelige til at betragte som udslag af kvindeligt sværmeri og hysteri.

     Men bedst som de vandrede af sted, mødte de en mand, som de ikke mente at kende, men som slog følgeskab med dem, idet han spurgte: "Hvad er det I går og taler med hinanden om?" De to disciple stoppede op og så meget bedrøvede ud, og den ene af dem, hvis navn var Kleo­fas, svarede: "Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?" Den ukendte fremmede spurgte: "Hvad da?"Kleofas svare­de: Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræ­sterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." Da sagde den ukendte følgesvend til dem: "Åh, hvor er I ufor­standige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Messias ikke lide dette og så indgå til sin her­lighed?" Den ukendte mand viste sig at være en skriftkyndig, idet han citerede og udlagde alt, hvad de hellige skrifter fra Moses og til alle pro­feterne, havde udtalt om den forventede Messias.

 

     Denne forelæsning blev de to disciple åbenbart ikke meget klogere af, men de syntes godt om deres ledsager, så da de nåede til Emmaus og han gjorde tegn til at ville gå videre, nødte de ham til at blive, idet de sagde: "Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede." Manden gav efter og fulgtes med dem ind i det hus, hvis beboere de skulle besøge. Der blev budt på aftensmåltid, og da de havde sat sig ved bordet, tillod husherren åbenbart at den fremmede tog brødet, velsignede og brød det og delte stykkerne ud. I samme øjeblik, han havde gjort det, stod det klart for de to disciple, at det var ingen anden end Jesus, de havde foran sig. Men, skriver Lukas, "så blev han usynlig for dem." Det kan ikke undre, hvis det var to disciple og andre tilstedeværende, der ikke ville tro deres egne øjne, over det de havde været vidne til: et menneske, der pludselig og uden varsel forsvinder for øjnene af en. Kleofas og den anden discipel kunne da bagefter heller ikke forstå, hvorfor de ikke straks havde genkendt Jesus i den fremmede mand, de havde mødt på vejen til Emmaus, og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?" Derefter brød de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem til huset, hvor de øvrige disciple var forsamlede, og nogle af disse sagde til dem: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Til dette kunne de to nyankomne kun sige, hvad de selv havde oplevet på vejen til Emmaus og efter ankomsten til landsbyen, hvor det var gået op for dem, at de selv havde set og talt med Jesus. (8)

     Det, der kan undre i forbindelse med de to disciples møde med den genopstandne Jesus, er, at de ikke straks genkendte ham. Men Kleofas og den anden, unavngivne discipel hørte næppe til Jesu nærmeste og daglige omgangskreds, og måske har hans udseende ikke været så markant, at han har været let at skelne fra andre mandlige jøder og dermed nem at genkende. Nyere tids forskning i Jesu liv er da også tilbøjelig til at mene, at Jesus af udseende må have lignet en hvilken som helst anden jøde på den tid.

 

Den tvivlende Tomas

I lighed med Lukas kan Johannes også fortælle, at disciplene af frygt holdt sig inde bag af­lukkede døre, formentlig i Johannes Markus' moders hus, hvor de plejede at samles, sådan som det fremgår af Ap.G.1,12-16. Allerede samme dags aften, altså søndag aften, kom Jesus til syne for dem og sagde: "Fred være med eder!" Men da han så at de blev grebet af angst og frygt ved synet af ham, fordi de mente det var en ånd, de så - hvad det jo altså i en vis forstand også var - sagde han beroligende til dem: "Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har." Disciplene havde dog fortsat svært ved at tro, at den skikkelse de så, virkelig var deres elskede ven og lærer, og da Jesus fornam dette, sagde han: "Har I noget at spise her?" En af dem rakte ham et stykke stegt fisk, som han tog og spiste, mens de så på det. Derefter sagde han: "Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og Pro­feterne og Salmerne." Med disse ord åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne, og han fortsatte: "Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. Og se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." (9)  

 

     Imidlertid var Tomas, også kaldet Didymus, dvs. tvilling eller tvivleren, en af de tolv, ikke til stede ved denne lejlighed, og da han senere mødtes med de andre disciple, som kunne fortælle ham om, at Jesus havde vist sig for dem og talt til dem, sagde han skep­tisk: Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage senere var disciplene atter samlet det pågældende sted, og dørene aflukkede for uvedkommen­de. Da står Jesus til alles overraskelse atter midt iblandt dem og siger "Fred være med eder!" [”Shalom!”], og straks derefter henvender han sig til lige så stor overraskelse direkte til Tomas og siger: "Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!" Ingen kunne jo, så vidt de vidste, have fortalt Jesus om, hvad den skeptiske Tomas havde sagt ved den tidligere lejlighed. Men havde de husket på, at Jesus også i levende live ofte havde kunnet læse deres tanker eller forudsige, hvad der ville ske, havde deres overraskelse nok været noget mindre. Da Tomas ved selvsyn og berøring havde forvisset sig om, at det virkelig var Jesus, han havde foran sig, forduftede hans skepsis, idet han udbrød: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde da til ham: "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." (10)

    Grunden til Tomas' tvivl var formentlig ikke, at han ikke kunne genkende Jesus i den skikkelse, der viste sig for ham ved den lejlighed, men at han mente, der kunne være tale om en ånd, hvilket efter hans opfattelse ville sige noget i retning af en illusion eller et øjenbedrag. Men Tomas kunne altså ved selvsyn og berøring forvisse sig om, at dette ikke var til­fældet. Det Jesus-legeme, han så foran sig og som han rørte ved, var 'solidt' nok, som om der var tale om kød og blod, men i dybet af sit sind var Tomas sandsynligvis stadig skeptisk, for hvordan kunne et fysisk legeme, der havde været dødt i to dage, hvilket vil sige, at hjerne, hjerte, blodkredsløb og åndedræt var ophørt at fungere, genoplives til at fortsætte normale funktioner? Kunne det måske tænkes, at det forholdt sig med Jesu død, sådan som man havde hørt om fra Indien, hvor det blev påstået, at nogle yogier bevidst kunne bringe sig selv i en midlertidig død­lignende tilstand? Men i det fald havde der så været tale om en slags iscenesat "skuespil" fra Jesu side, og selvom denne mulighed ikke helt kunne udelukkes, forekom den dog heller ikke umiddelbart sandsynlig. Jesu lidelse og død på korset forekom jo at være ægte nok.

     På den anden side kunne det også tænkes, at den krop, Jesus viste sig med for sine disciple, måske ikke var hans gravlagte fysiske legeme, men derimod en psykofysisk kopi af dette. Men denne mulighed efterlod spørgsmålet om, hvad der så var blevet af det fysiske lig i graven? Som flere gange tidligere nævnt mener jeg, at Martinus' Kosmologi giver en for et moderne menneske tilfredsstillende forklaring på hele opstandelsesproblematikken, hvorfor vi da også skal vende tilbage til en mere udførlig omtale af denne i en senere sammenhæng. 

 

Stjal disciplene Jesu lig?

Imidlertid var der sket det, at folkene fra gravvagten, formentlig med centurionen i spidsen og måske flere af hans folk ved Jesu grav, havde konsta­teret, at graven var tom, og da de samtidig havde hørt, hvad kvinder­ne fortalte om mødet med den op­standne Jesus, blev nogle af soldaterne sendt ind til Jerusa­lem, for at fortælle ypper­stepræsterne, hvad der var sket. Her kan man imidlertid undre sig over, at de romerske soldater henvendte sig til de jødiske ypperstepræster, og ikke til Pilatus. Men det kan muligvis tænkes at hænge sammen med, at gravens be­vogtning reelt sorterede under det jødiske råd, og at det var dette, der på grund af sabbaten og påsken havde foran­lediget, at Pilatus satte sine folk til at bevogte graven. Jøderne måtte jo ikke selv påtage sig den slags opgaver på sabbaten og i helligdagene.

 

     Men da de romerske vagtfolk fik foretræde for ypperstepræ­sterne, hvilket formentlig vil sige hos Annas og Kajfas, og forelagde deres ærinde, an­modede man dem om at afvente nærmere besked. Rådet blev i hast sammen­kaldt til ekstraordinært møde, og herunder be­sluttedes det, at man ville forsøge at bestikke gravvagten med en større sum penge. Det har formentlig været den snedige rad til Kajfas, som derefter gav de romerske soldater følgende besked: "I skal sige: 'Hans dis­ciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.´ Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham til­freds og sørge for, at I ikke får ubehagelig­heder." Ifølge Mattæus tog solda­terne imod pengene og gjorde nøjagtigt, som man havde forklaret dem, og som følge af deres løgnagtighed spredtes det rygte blandt jøderne "indtil den dag i dag", at Jesu opstandelse var et bedrag og et falsum, iværk­sat af hans trofaste tilhængere, for at folk skulle tro, at hans ord om sin genopstandelse var gået i opfyl­delse. (11) 

    Alene af den grund, at Jesu modstandere fandt det nødven­digt at udsprede rygtet om, at Jesu disciple havde fjernet hans lig fra graven, må man antage, at den tomme grav i hvert fald kan anses for at være en historisk kendsgerning. Men en forbenet ateistisk og materialistisk skeptiker kunne naturligvis tænkes at ville hævde den mulige forklaring, at det er de første kristne, der selv har udspredt rygtet om, at deres modstandere med den romerske gravvagt som vidner, havde udspredt et rygte om, at mens vagtfolkene sov, kom disciplene om natten og fjernede Jesu lig fra graven, for at få det til at se ud, som om han var genop­stået fra de døde. Imod denne mulighed taler imidlertid blandt andet en rundskrivelse, som det jødiske råd ifølge den ikke-jødiske filosof og kirkefader, senere helgen, Justinus Martyr (ca.100-165) kort efter Jesu død lod afsende til jødiske menigheder i Palæstina. Stauffer antager, forment­lig med rette, at Justinus citerer korrekt fra denne rundskri­velse, når han skriver: "En vis Jesus, en galilæisk prædikant, som prædikede frafald fra Gud, lod vi korsfæste. Men om natten stjal hans disciple hans legeme fra den grav, hvori han var lagt efter nedtagelsen fra korset. Således gjorde de for at bringe mennesker til frafald med det budskab, at han var opvakt fra de døde og opfaret til himlen." (12)

     Selv ikke det jødiske råd vovede altså at bestride, at Jesu grav blev fundet tom søndag morgen, men man forsøgte blot at give en rationalistisk forklaring på denne kendsgerning, ved at fremsætte teorien om disciplenes tyveri af liget. Dette havde naturligvis ikke mindst sin baggrund i, at medlemmerne af rådet ikke anerkendte Jesus som Messias, men nok som en lovkyndig prædikant, der dog gik for vidt, ved blandt andet at erklære sig for at være Guds søn eller hans udvalgte redskab. Desuden omfortolkede han Moselovens ti bud på en måde, der afveg fra den opfattelse af disse, som den ortodokse jødedom godkendte, og derved søgte han at bringe mennesker til frafald fra den rette tro.

 

Pilatus’ indberetning til Rom

Rygtet om disciplenes tyveri af Jesu lig spredtes hurtigt rundt om i hele Palæstina, og kom naturligvis også snart de romerske myndigheder i provinserne for øre. Alle forvaltnings­chefer i hele landet havde pligt til løbende at sende indbe­retninger til regeringen i Rom om alle vigtige tildragelser, forholdsregler og problemer inden for deres forvaltningsområde. Den samme pligt gjaldt naturligvis Pilatus, som da også ifølge den fønikisk fødte kirkefader Quintus Septimus Florens Tertullianus (ca.160-220), som levede og virkede i byen Kartago i Nordafrika, hvor han blandt andet forfattede en del kristne skrifter, deriblandt "Apologeticum", og i sidstnævnte skrift omtaler han den indberetning, som Pilatus sendte til Rom i anledning af henrettelsen af Jesus. Tertullian slutter sin omtale således: "Alt dette indberettede landshøvdingen til den daværende kejser Tiberius om Kristus: i graven havde man ikke fundet andet end den afdødes ligklæder ... de toneangivende jøder påstod, at liget var blevet stjålet af hans disciple." (13)

     Man kan naturligvis hævde, at Tertullians omtale af, hvad der skete omkring Jesu tid mere end hundrede år tidligere, har ringe eller slet ingen historisk værdi, så meget mindre som Tertullian var en kristen apologet, for hvem det var vigtigt at fremføre synspunkter og "dokumentationer", der var egnede til at kunne bekræfte kristendommens sandhed. Imidlertid bekræftes det, om end indirekte, fra anden og ikke-kristen historisk kilde, at Pilatus faktisk foretog indberetning om Jesus til sine romerske foresatte. Denne kilde er den romerske historie­skriver og senator Cornelius Tacitus (ca.55-120). I hans Annales 15,44 finder man det ældste og vigtigste ikke-kristne vidnesbyrd om Jesus:

 

     "Auctor nominis eius Christus,

     Tiberio imperitante procu-

     ratorem Pontium Pilatum

     supplicio adfectus erat".

 

     "Ophavsmanden til dette navn (de kristne)

     er Kristus, der under kejser

     Tiberius blev henrettet af

     Pontius Pilatus". (14)

 

     Det må stort set formentlig kunne fastslås, at hverken den histori­ske eller teologiske Jesus-forskning hidindtil har formået at give en tilfredsstillende løsning på problemet omkring den tomme grav og Jesu opstandelse. Den historisk-teologiske betydning af den tomme grav formulerer Paulus i overensstemmel­se med passionstidens kronologi: Jesus blev henrettet på beredelsesdagen til påsken som Guds påskelam, og han opstod på påskeugens anden dag, som i den jødiske fest­kalender kaldes for førstegrødens dag, idet man i templet den dag frembar de første gaver af den nye høst. Denne samtidighed udlægger Paulus på den måde, at den opstandne var "førstegrøden af de hensovede", som gav løfte om den kommende høst: begyndelsen og forbilledet, garanten og varslet om den kommende opvækkelse af de døde. Jesu opstan­delse betød derfor, at den guddommelige plan for de sidste tider hermed var blevet åbenbaret, og ifølge den teologiske opfattelse består denne plan i, at den situation kunne indtræde når som helst, da de døde skulle opstå fra deres søvn og forlade deres grave, på samme måde, som Kristus påskemorgen havde forladt sin grav. (15) (Citat slut)

 

Foreløbig konklusion

Som en sammenfattende konklusion på, hvad jeg har skrevet i afhandlingen om Jesus og hans såkaldte ’opstandelse’, vil jeg her forsøge at give et kortfattet kritisk referat af begivenhederne, sådan som disse er beskrevet i evangelierne. Situationen er jo den, at jeg i de senere år mener at have fået en klarere og i nogen grad ændret opfattelse af mangt og meget omkring Jesu’ personlighed, liv og lære. Dette gælder også fænomenet ’opstandelse’.

 

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er og var Jesus et ganske vist lidt usædvanligt menneske, hvis eksistens nogle kristne menigheder, med menigheden i Jerusalem som primært udgangs- og samlingspunkt, iværksatte som en mission, der havde til opgave og formål, at udbrede kendskabet og - ikke mindst – medlemskabet af de lokale menigheder rundt omkring i verden. Som et hjælpemiddel til at fremme den nævnte udbredelse, anså urmenigheden i Jerusalem det især for en opgave, at formidle forestillingen om den guddommelige frelser Messias, som de gamle israelitiske profeter havde spået om i jødedommens ældre tid, men som nu fremtrådte i skikkelse af den opstandne Jesus Kristus.

 

Til formålet iscenesatte urmenigheden i Jerusalem myten om Jesus Kristus og herunder ikke mindst den sensationelle begivenhed, at den myrdede og afdøde Jesus tre dage efter at være begravet, eller rettere sagt bisat i et gravkapel, opstod fra de døde, for ikke så længe efter at ”fare til himmels” og forene sig med sin guddommelige Fader. Da Jesus imidlertid var et dødeligt menneske som alle andre mennesker, så var og forblev hans lig naturligvis et lig, hvorfor man så sig nødsaget til at foretage et regulært svindelnummer. Dette bestod kort og godt i, at antagelig nogle af disciplene fra urmenigheden fjernede liget og bragte det af vejen. Men de havde formentlig forregnet sig, for der var kløgtige folk i form af ypperstepræster og farisæere, der gennemskuede svindelnummeret.

 

Det med, at nogle af kvinderne havde mødt den opstandne Jesus umiddelbart efter dennes påståede genopstandelse, lige som flere af disciplene angiveligt lidt senere mødte ham forskellige andre steder, må man nok have lov til at opfatte som en del af falsum-scenariet. Dette havde jo til primært formål, at overbevise følsomme, godtroende og ukritiske mennesker om det guddommelige sendebud, for at hverve disse som tilhængere af den opstandne frelser og dermed af den romersk-katolske kirke, som i første omgang helt frem til reformationen i 1400-tallet havde ’patent’ og eneret til kristendommen.

 

Men nået så langt, må vi hellere se lidt nærmere på sagens hovedperson, det berømte menneske Jesus fra Nazaret og hans liv og virke:


Hvem og hvad var Jesus?

Det er naturligvis ikke så enkelt at besvare dette spørgsmål, selvom det er vigtigt at forsøge det, idet det grundlæggende drejer sig om, hvorvidt Jesus var et virkeligt menneske eller måske en fiktiv, mytologisk person. Efter mange års beskæftigelse med studium af religion og især af kristendommen, er jeg for tiden kommet til den anskuelse og konklusion, at Jesus Josefs Søn var en virkelig person i principiel lighed med alle os andre mennesker. Dog måske med den undtagelse, at han var så stærkt religiøst interesseret, at han blev kyndig i jødisk historie og lærdom, altså en såkaldt lærd, som dels kendte Moselovens 10 bud og dels sit folks historie. Sådanne lærde mænd blev betegnet som skriftkloge. Det fremgår af evangelierne, at Jesus allerede fra barnsben var blevet undervist i den ortodokse jødedoms hellige skrifter. Det fremgår af evangelierne, at han som voksen ung mand vandrede omkring i Israel og prædikede og underviste i stedernes synagoger, som i princippet svarer til det, vi kalder kirker.


Imidlertid kom Jesus snart i opposition til de religiøse lærde, der betegnedes som farisæere, en sekt, som virkede for, at hele tilværelsen burde underlægges Moseloven, som de til stadighed nytolkede, så at den kunne tilpasses de aktuelle samfundsforhold. Deres hovedkrav var en ubetinget rituel renhed og lovens udlægning var det overordnede. Men deres egen overholdelse af samme lov betegnede Jesus som hykleri, så derfor blev Jesus også en slags oprører imod religiøst hykleri. Det tog farisæerne ham naturligvis ilde op, hvorfor de stadig søgte at miskreditere den unge lærde Jesus. Sammen med ypperstepræsterne ved templet i Jerusalem, var farisæerne med deres stadige anklager mod Jesus, med til at vende stemningen imod ham og anklage ham for kætteri og at han satte sig op imod kong Herodes – og hvad der sådan set var nok så alvorligt –op imod selveste den romerske kejser, Tiberius. Det sidstnævnte bevirkede, at Jesus efter sin arrestation blev stillet for den romerske besættelsesmagts landshøvding eller statholder i Israel, Pontius Pilatus, som imidlertid ikke fandt grund til at dømme Jesus som en politisk modstander.

 

Sagen mod Jesus endte som bekendt med, at han ved påsketid, formentlig i år 33, da han var 37 år, blev dømt til døden ved korsfæstelse, en grusom straf og handling, der blev udført af romerske soldater. Men det var de jødiske ypperstepræster, der dømte ham til døden og vaskede deres hænder i hyklerisk forvisning om, at kætteren Jesus selv var skyld i sin egen død. Selve korsfæstelsen skete angiveligt under overværelse af en større men­neskemængde, hvoraf de fleste formentlig var fulgt med inde fra byen eller som på forhånd var søgt ud til henrettelsesstedet. Blandt dem der fulgte optoget fra Pilatus' borg og ud til Golgata, var der en del kvinder, først og fremmest Jesu moder, Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til disciplene Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder til disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster, Maria. De nævnte kvinder er muligvis fulgt med inde fra byen, hvor de antagelig også har overværet domsafsigelsen over Jesus. Det fremgår ikke af evangelierne, om en eller flere af Jesus søstre eventu­elt har været til stede under korsfæstelsen, men udelukkes kan det vel næppe. Men ud over de nævnte, har de professionel­le græde­koner, som ledsagede optoget under van­dringen gennem byen, sandsynligvis også været blandt folkemængden. Så vidt det kan skønnes, var der dog betydeligt flere mænd end kvinder til stede på Golgata den formiddag eller måske eftermiddag, da Jesus og de to røvere blev korsfæstede.

 

Blandt mændene i folkemængden var først og fremmest den centurion og hans soldater, som førte de dømte ud til retter­stedet og som dér foretog selve henrettelsen. Dernæst ypper­stepræ­sterne, en del tempeltjenere, en del lovkyndige (skrift­kloge) og antagelig også en del medlemmer af rådet: farisæere og saddukæ­ere. Derimod var der i henhold til evangelierne kun én eneste af Jesu mandlige disciple til stede under korsfæ­stelsen, nemlig "den discipel, han elskede", Johannes Zebedæus, som samtidig var en af Jesu fætre. Sammen med Simon Peter blev han et par dage senere et af de såkaldte opstandelsesvidner, idet disse to, som - efter at være tilkaldt af Maria Magdalene og de andre kvindelige dis­ciple - var de første mandlige disciple, der så den tomme grav, og som derfor troede på, at Jesus var opstået fra de døde.

 

De fire evangelier

I bogen ”JESUS Søn af mennesket” har jeg redegjort for Ny Testamentes fire evangelier, som i det væsentlige er i indbyrdes overensstemmelse med hinanden, skønt de både ophavsmæssigt og tidsmæssigt er skrevet uafhængigt af hinanden. Man kan umiddelbart undre sig over, at der er hele fire sådanne beretninger, som har det tilfælles, at de hver for sig beretter om Jesu liv og lære. Dertil kommer især Paulus’ beretning om sig selv og sit forhold til Jesus, som han kun kendte af navn, idet denne var død flere år før Paulus nedskrev sine tanker og viden om det mærkværdige menneske Jesus fra Nazaret. Paulus beretning om denne forekommer i form af breve til kristne menigheder i forskellige mellemøstlige lande. 

 

De fire evangelier, Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-e­vangeliet, er af noget yngre dato, end Paulus' breve. Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-e­vangeliet oprindeligt være blevet skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der var jøde og tolder af profession, og som menes senere selv at have over­sat det til græsk. Nutidens forskere hælder til den opfattel­se, at Mattæus-evangeliet snarere stammer fra et jøde­kristent miljø, for­modentlig i Syrien, som var et af den ældste kristen­heds centre, og hvor der boede et stort antal jøder. Mattæus-e­vange­liets forfatter menes at have benyttet Markus­-e­vangeliet som kilde, og da dettes tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet rimeligvis være blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen Mattæus skulle være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske ikke sand­synlig, men skyldes snarere behovet for apo­stolsk troværdig­hed. 

 

Markus-evangeliet er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes Markus, i hvis moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i dagene efter Jesu død, ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder. Markus samarbejdede nært med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden til Markus' beretning, og med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der er evangeliets forfatter, anses det i alminde­lighed for at være den første skriftlige beretning, der samlede overleveringer om Jesus til en samlet fortælling. Men heller ikke i dette tilfælde menes evangeliet at være et resultat af en øjenvidneberetning, men snarere et bearbejdet produkt af urmenighedens erfaringer og behov.

 

Det tredje af evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt traditionelt lægen og apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia stammende hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af Apostlenes gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i Antiokia og på i al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den fjerde og sidste rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse. 

 

Lukas-evangeliet anses af de fleste forskere for at være det ældste skriftlige vidnes­byrd om Jesu liv og lære, og det menes at være blevet affattet i årene 63-64 e.Kr. Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående personlighed fra den græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må antages at have haft til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til den ikke-jødiske verden.  

 

Det fjerde og sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges den discipel, der i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at været blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på hebræ­isk Johanan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på tidspunktet for dets affattelse var for­stander for menig­heden i den græske by Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er af­fattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk læserkreds. 

 

Det korte af det lange er, at man utvivlsomt er på sikker grund, når man fastslår, at de fire evangelier i bund og grund er forfattet af og udtryk for jødisk-kristne menigheders respektive opfattelse af Jesu liv og lære. Kulturelt set kan man nok med rette sige, at kristendommen er en form for mytologi, hvorved forstås summen af bestemte begreber og forestillinger, der forefindes inden for en bestemt kultur eller religion.    

 

Det store spørgsmål

Hermed er vi nået frem til at rejse det store og vigtige spørgsmål: Hvad og hvor meget er virkelighed og hvad og hvor meget i Jesu liv og historie er fiktion? – Så vidt jeg kan se og forstå, så var og er Jesus som allerede nævnt en virkelig historisk person, en ung lærd religiøs prædikant, formentlig i lighed med flere andre lignende jødiske religiøse prædikanter omkring den tid. Som eksempelvis hans fætter Johannes Døberen. Men eftersom han ikke selv har nedskrevet noget om sig selv og sin lære, er der god grund til at tro og mene, at det er de 11 ledende medlemmer af den kristne urmenighed i Jerusalem, eller de mest markante og mosaisk kyndige af disse, der anonymt har sat sig sammen og er blevet enige om at skrive det, der regnes for det oprindeligeste af de fire evangelier: Markus-evangeliet. Deres navne er og var Simon Peter, Johannes Markus, Jakob, Andreas, Filip, Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn, ikke at forveksle med Judas Iskariot. Her var i forvejen forsamlet nogle kvindelige disciple og desuden Jesu moder, Maria, og hans brødre, der ud fra egen opfattelse og forståelse – eller ikke-forståelse? – af Jesu liv og lære, har været ivrige for at cementere og forkynde det gode budskab, evangeliet, først og fremmest for jødiske menigheder og samtidig også for den øvrige omverden, herunder for medlemmerne af synagogerne i Syrien og Grækenland og senere i Rom. Men i øvrigt forholdt det sig dog sådan, at den kristne forkyndelse ikke var lige velkommen alle steder. Eksempelvis blev apostlen Simon Peter - i øvrigt i lighed med apostlen Paulus – år 64 arresteret og henrettet under sit af gode grunde sidste besøg i Rom 

 

Men før det var kommet dertil, og umiddelbart efter den begivenhed, der betegnes som ”Kristi Himmelfart”, der formentlig fandt sted omkring år 33, var de elleve disciple vendt tilbage til Jerusalem, hvor de samledes i Johannes Markus’ moders hus, i den sal, hvor de plejede at opholde sig, når de var i Jerusalem. i henhold til evangelisten Lukas samledes de nævnte disciple i fællesbøn, og det fremgår indirekte, at alle var i stor vildrede med, hvad man skulle tro og hvordan de voldsomme begivenheder, der havde fundet sted i påskedagene og efter, skulle opfattes og tolkes. Måske lige bortset fra Simon Peter, som efter Jesu arrestation angiveligt fornægtede at kende til Jesus, i de forløbne dage og uger åbenbart var kommet så meget til besindelse, at han kunne indtage og udfylde den af Jesus anviste plads som sine meddisciples anfører og vejleder.

 

I mellemtiden havde samme toneangivende Simon Peter udvirket, at der var blevet valgt en ny discipel som erstatning for Judas Iskariot. Valget stod mellem Josef, med tilnavnet Barsabbas, og Mattias, som begge havde været Jesu disciple og fulgt denne i nogen tid, og det blev afgjort ved at kaste lod. Forinden havde Peter dog først henvendt sig i bøn til Jesus: ”Herre! Du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted.”  Loddet faldt på Mattias, som herefter blev regnet som den tolvte apostel.

 

Det fremgår indirekte, at disciplene allerede på dette tidspunkt havde dannet den første menighed, der skulle blive kendt under navn af urmenigheden, dvs. den første kristne menighed i Jerusalem. Af ovenfor anførte citat ses det, at man var begyndt at opfatte apostelgerningen som et embede, i lighed med præsternes og andres embeder ved Templet og i synagogerne. Optagelsen i menigheden skete sandsynligvis i forbindelse med det ritual, der betegnes som dåben, men i den første tid adskilte de Kristus-troende sig ikke fra deres jødiske landsmænd. Som disse deltog de i tempeltjenesten og overholdt de fastlagte bedetider, og fastholdt Moselovens bestemmelser om renselser, sabbat, omskæring osv. Det står klart, at både Jesus og hans disciple overholdt alle jødedommens religiøse forskrifter, og urmenighedens medlemmer i Jerusalem gjorde fortsat det samme.

 

Foruden dåben, som skete, idet man bekendte sig til troen på Jesus Kristus, havde man også nadveren, som Jesus jo havde indstiftet under sit sidste påskemåltid, der formentlig fandt sted skærtorsdag aften i året 33. Ved nadverens indstiftelse foretog Jesus en nytolkning af jødernes traditionelle påskemåltid, som jo bestyrkede jødefolkets pagt med Gud, idet han, for at disciplene og de troende skulle huske på hans liv og gerning, lod vinen symbolisere sit blod og brødet sit legeme. Så også i dette tilfælde henholdt Jesus sig til ortodoks jødisk religiøs skik og brug. Man vil derfor ikke med rette kunne betegne Jesus som hverken en religiøs oprører eller reformator, men højst konstatere, at Jesus og med ham urmenigheden i Jerusalem ønskede at revitalisere forbenet ortodoks jødisk tro.

 

Kristendommens vækst og udbredelse

 Det må erkendes, at til trods for, at det oprindelige og egentlige ophav til kristendommen, var det beskedne menneske Jesus fra Nazaret i Galilæa, har der været en stærk livskraft i den kristne kirke op gennem århundrerne, først og fremmest i den romersk-katolske kirke, med autoritativt hovedsæde i Rom, hvor paven og hans håndgangne mænd – kvinder havde dengang kun adgang til at blive kirkegængere – regerede, ofte med hård hånd, som det var tilfældet under inkvisitionens kætterforfølgelser i middelalderen. At det forholder sig sådan, skyldtes naturligvis grundlæggende især to faktorer, nemlig dels er behov hos en stor mængde almindelige mennesker i disses oftest jordbundne og vanskelige daglige tilværelse, og dels et velment, men camoufleret magtbegær hos fremtrædende stærke mandlige personligheder, i form af paven, prælater, præster og lignende hellige mænd. De færreste af disse gjorde sig næppe tanker om, at der i og med det kristne verdensbillede strengt taget var og er tale om et religiøst bedrag og i bedste fald et bevidst eller formentlig i de fleste tilfælde et ubevidst selvbedrag. For nogle såkaldt hellige mænd kunne deres stilling desuden også betyde erhvervelsen af det daglige levebrød.

 

Der fandtes i de første århundreder kirkelige teologer, som kaldes kirkefædre, hvis skrifter udlagde og forsvarede den rettroende kristne tro. Kirkefædrene regnes som de første apostolske fædre og apologeter, heraf Johannes fra Damaskus, død 749, som den sidste. Disse var ophav til den urkristne litteratur, som ikke er medtaget i Ny Testamente. Skrifterne er indbyrdes meget forskellige, men udgør et vigtigt bindeled i vor viden om og forståelse af urkristendommens tro og tænkning. Disse skrifter betegnes også som apokryfe, dvs. skjulte skrifter. De ældste af disse er fra det 2. århundrede efter Kristus, hvorfor forfatterne af disse naturligvis kun kan have deres viden om Jesus og den kristne lære fra deres forgængere.  

 

Imidlertid bør man dog også gøre sig klart, at der stort set har gjort og gør sig de samme principielle forhold gældende indenfor protestantismen, uanset hvilke afarter denne har formeret sig i siden begyndelsen i 1400-tallet. I Danmark er kristendom i form af den evangelisk-lutherske troslære blevet statsreligion og kendes under navn af Folkekirken, hvor man bliver automatisk medlem af denne ved barnedåben, hvor barnet navngives. Det er dog ikke ensbetydende med, at samme barn som voksen også bekender sig til den kristne tro, heller ikke selvom vedkommende eventuelt bekræfter denne ved den såkaldte konfirmation. Mn selv om et flertal af danskere er medlemmer af Folkekirken, er dette dog ikke ensbetydende med, at de så også bekender sig til dens lære. Frafaldet af medlemmer har været støt stigende gennem en årrække. De fleste er derfor såkaldt kulturkristne og kommer traditionelt og i reglen kun i kirken ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

 

Men der var og har altid været begavede folk, der var oprigtigt troende og som derfor benyttede deres intelligens til dels at angribe hykleriet og dels til at forsvare, hvad de af et ærligt hjerte mente var ægte religiøsitet. Det findes der et rigtig godt eksempel på i den danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard, hvorfor følgende tekst skal citeres fra artiklen 4.153. "Skrøner og bedrag" - et bidrag til ét-livs-hypotesen:

 

(Citat) Tidligere endnu, i 1835, satte en anden tysk forsker, teologen og filosoffen David Friedrich Strauss (1808-74) i sin bog om ”Jesu liv” spørgsmålstegn ved, at troen på Jesus som Gud eller Guds Søn ikke havde forledt de ukendte evangelister til at forskønne eller tildigte kendsgerninger om Jesus. (Citat slut) (7)

 

Men ikke nok hermed, for dette tekststykke følges op med oplysninger om, at vor egen hjemlige filosof og forfatter Søren Kierkegaard (1813-55) i sit polemiske skrift ”Philosophiske Smuler”, 1844, tager spørgsmålet om den genopstandne Kristus op til kritisk behandling. Kierkegaard anser det nemlig for at være et paradoks, altså selvmodsigende, at ’guden’ på et tidspunkt vælger at leve som et menneske i et bestemt historisk tidsrum. Det strider imod enhver form for intellektuel erkendelse og fornuftmæssig forståelse og provokerer derfor almindelig menneskelig forstand. Den forestilling, at ’guden’ lige præcis viste sig i form af en fattig tømrersvends skikkelse, altså som en person i lighed med almindelige mennesker, forekommer absurd. For at acceptere det, måtte man i henhold til Kierkegaard derfor forlade sig på ”troens paradoks eller absurditet”.  Det vil kort sagt sige, at tro på noget selvmodsigende.

 

På den baggrund kan det konstateres, at Kierkegaard mente, at der ikke findes historiske eller spekulative beviser for kristendommens objektive sandhed. Den er et personligt, subjektivt anliggende og dermed noget ”eksistentielt”. Men nok så provokerende var og er det, at Kierkegaard selv i stigende grad bekendte sig til og faktisk søgte at efterfølge Kristus i form af urkristendommen og på den måde være et sandhedsvidne for den egentlige kristendom, i modsætning til den officielle kirke, der efter hans mening havde og har affundet sig med denne verden. Som typisk repræsentant for denne ’jordbundne’ kirke anså Kierkegaard biskop J. P. Mynster (1775-1854) for at være. Konklusionen må her blive, at Kierkegaard a priori antog Jesus Kristus og dennes liv og lære som eksistentielle fakta. Han forkastede altså ikke Jesus Kristus’ historiske eksistens.

 

Kierkegaards kritik af den danske folkekirke var spids og skarp og lod ingen være tilbage med en undskyldning om, at man ikke forstod, hvad det var han mente. Det giver han blandt andet udtryk for i sit skrift Dømmer selv, som dog ikke blev udgivet i hans levetid:

 

(Citat) Her møder vi adskillige af de temaer, som under kirkestormen blev gennemspillet for fuldt orkester, f. ex. Optræder den berømte cand. Theol. Ludvig From, der opsøger – ikke Guds rige, men embede, og som nær havde trukket sig tilbage, fordi embedet viste sig 150 rdl. lavere gageret end beregnet, men som på indsættelsesdagen med fynd og klem og til sine foresattes store tilfredshed prædikede over: Søg først Guds rige og hans retfærdighed! I Dømmer selv får ordet ”sandhedsvidne” også sin særlige kvalitet: engang forkyndtes kristendommen af sandhedsvidner, som ikke havde noget levebrød deraf; derfor har sandhedsvidnet en egen værdighed i kraft af sit liv, og denne værdighed skeler præsten bestandig til og vil tilegne sig, skønt hans liv jo er et helt andet, modsat ”hine herliges”, for nu er forkyndelse en levevej som enhver anden. Også præsten har sin værdighed; ligesom lægens, kunstneres eller skuespillerens står den i ligefremt forhold til hans duelighed i kaldet, men kun ”indrømmelsen” bringer kristelig sandhed ind i hans liv. (Citat slut) (8) 

 

Kirkegaards kritiske holdning til den kirkelige kristendom gav ham anledning til offentligt at protestere imod denne og de personer, der primært repræsenterede kirkekristendommen. Protesten antog i praksis ikke mindst form af tidsskriftet ”Øieblikket”, som Kierkegaard skrev og udgav i sit sidste leveår 1855, og som udkom med i alt 9 numre. Det 10. nummer lå færdigskrevet, da han døde den 11. november og i øvrigt blev begravet på familiegravstedet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. (9) 

 

Det, der fik Kierkegaard til at mene, at tiden eller øjeblikket var kommet, hvor han nødvendigvis måtte påtage sig hvervet som folkekirkens revser, skyldtes ikke mindst, at han personificerede den konservative kirkekristendom med især sin tids toneangivende kulturpersonlighed, Sjællands biskop Jakob Peter Mynster (1775-1854). Ved Mynsters død udtalte hans efterfølger, biskop Hans Lassen Martensen (1808-1884) under en prædiken i Slotskirken, at Mynster var ”et sandheds-vidne” på praktisering af ægte kristendom. Denne udtalelse blev for Kierkegaard anledningen til det stærke stormløb mod det, han forstod som «den officielle kristendom», og som optog ham det sidste år af hans liv og satte sindene i så voldsom bevægelse. Det var dog først i slutningen af året, mere præcist 18. december 1854, at han offentliggjorde sin første artikel i avisen Fædrelandet. Martensen besvarede den meget skarpt i Berlingske Tidende, men forholdt sig derefter fuldkommen tavs, formentlig fordi han anså Kierkegaard for at være ude af balance og selvkontrol. Derimod udgav han et lille hyldestskrift: Til Erindring om J. P. Mynster (1855). (Citat slut)

 

I håb om at undgå unødvendig misforståelse, skal her indskydes og tilføjes, at det nævnte religiøse bedrag og selvbedrag naturligvis også gjaldt og gælder for de andre verdensreligioners og øvrige religioners vedkommende. Til verdensreligioner regnes foruden kristendommen også Buddhismen og Islam. Til de øvrige former for religion hører f.eks. Jødedommen, Hinduismen, Parsismen m.fl.

 

_________________________________

 

Litteraturliste:

 

Albrecht, Mark: Reinkarnationen set med kristne øjne. Credo Forlag, København, 1987.

 

Bibelen. Den hellige Skrifts kanoniske Bøger. Det danske Bibelselskab, København 1950.

 

Brown, Dan: Da Vinci Mysteriet. 2004. (Bogen er her opfattet som en roman-fiktion. Se evt. artiklen 4.36. Konspirationsteorier - sandhed eller falsum? - en artikel om en del af de mange konspirationsteorier, der har været fremme i tidens løb. Se afsnittet Er Da Vinci Mysteriet et mysterium?).

 

Bruus-Jensen, Per: Det Kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over begrebet som det optræder i en stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og erkendelse. Forlaget Nordisk Impuls 2007.

 

Bruus-Jensen, Per: Eksistens og udødelighed, Borgen 1982.

 

Bultmann, Rudolf: JESUS. Oversat af Harald Bülow Davidsen. Forord af Børge Diderichsen. Vintens Forlag 1977.

 

Fromm, Erich: Dogmet om Kristus og andre essays om religion, psykologi og kultur. Oversat af Mogens Boisen. Hans Reitzels Forlag, København 1968

 

Giversen, Søren: Thomas-evangeliet. Gads Forlag 1959; Genudgivet i revideret udgave: Gyldendal 1990.

 

Grane, Leif: Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter. Det danske Bibelselskab, 1976.

 

Gregersen, H.G.: De apokryfe evangelier i Ny Testamente, 1886.

 

Grønbech, Vilhelm: Jesus Menneskesønnen. Gyldendals Uglebøger 1962.

 

Grønbech, Vilhelm: Kristus. Den opstandne frelser. Den ældste kristne menighed. Gyldendals Uglebøger 1970.

 

Lehmann, Johannes: Rapport om Jesus. Protokol over en forfalskning. Oversat fra tysk af Karina Windfeld-Hansen. Borgens Forlag 1971.

 

Martinus: Bevidsthedens skabelse, småbog nr. 14. Martinus Institut.

 

Martinus: Blade af Guds billedbog, småbog nr. 6. Martinus Institut.

 

Martinus: Bønnens mysterium, småbog nr. 11. Martinus Institut, 1948.

 

Martinus: Hvad er sandhed, småbog nr. 3. Martinus Institut, 1949.

 

Martinus: Juleevangeliet, småbog nr. 13. Martinus Institut, 1949.

 

Martinus: Mellem to verdensepoker. Martinus Institut.

 

Martinus: Menneskeheden og verdensbilledet, småbog nr. 8. Martinus Institut.

 

Martinus: Omkring min missions fødsel. Martinus Institut.

 

Martinus: Påske, småbog nr. 2. Martinus Institut, 1942.

 

Martinus: To slags kærlighed, småbog nr. 28. Martinus Institut.

 

Martinus: Verdensreligion og verdenspolitik, småbog nr. 17. Martinus Institut.

 

Martinus’ Erindringer. Zinglersens Forlag 1987.

 

NB! Samtlige Martinus’ værker er senere udgivet i nye udgaver, lige som en hel del af bøgerne er oversat til flere andre sprog. Oplysninger herom kan findes på http://www.martinus.dk/.

 

Meyer, Peter Krog: Den christelige Religons- og Sædelære med Hensyn paa de lærde Skolers øverste Classer. 1818.

 

Müller, Lisbet og Mogens: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Politikens Forlag 1980.

 

Nielsen, Ditlef: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co. København 1924.

 

Ny Testamente. Det danske Bibelselskab i kommission hos P. Haase & Søns Forlag, København 1962.

 

Nøjgaard, Niels: Portræt af Jesus. G.E.C. Gads Forlag, København 1975.

 

Nørgaard, Erik: Partisanen Jesus. Bogans Forlag, København 1975. (Bogen er en lidt ensidig opfattelse af Jesus som frihedskæmper)

 

Petersen, Helge: Hellighed og autoritet i oldkirken. En konfrontation udfra Augustins De Baptismo af to kirkesyn. G. E. C. Gads Forlag. København 1968.

 

Piø, Iørn: Den lille Overtro. Håndbog om hverdagens magi. Politikens Forlag, København 1973.

 

Religion/Livsanskuelse (Gyldendals Røde Opslagsbøger). Redaktion: Finn Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979.

 

Robinson, John A. T., Biskop af Woolwich: en ny reformation? Oversat af H. C. Huus. Jespersen og Pios Forlag. København 1965.

 

Schuré, Édouard: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Rama – Krishna – Hermes – Moses – Pythagoras – Platon – Jesus. Forlaget Kronos. København 1948.

 

Severinsen, P.: Hvordan Reformationen indførtes i Danmark. O. Lohse København 1936.

 

Simon, Edith: Reformationen – Åndelig revolte og politiske intriger. Oversat af lektor Leo Hjortsø. Sesam Biblioteket. Udgivet af Lademanns Forlagsaktieselskab, Copenhagen 1968.

 

Skovgaard-Petersen, C.: Landet, Hvor Kilderne sprang I-II. O. Lohse, Copenhagen 1924.

 

Stauffer, Ethelbert: Jesus, hans liv og samtid i historisk belysning. Jespersen og Pios Forlag, København 1961.

 

Torm, Axel: Er Du Kristus? Jødisk syn over for kristen tro. G.E.C. Gads Forlag, København 1984.

 

Wegener, G. S.: Historien om Bøgernes Bog. Bibelen gennem 6000 år. På dansk ved Niels H. Gadegård. Aschehoug Dansk Forlag MCMLIX (!959)

 

 

***********************