Idealismens bedrag og selvbedrag i religion.
Nogle ekstra
betragtninger
Det kan konstateres, at menneskene
groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister
er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser
positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort
set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er
fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og
opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager
sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest
ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger
om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi
eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning,
vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig
til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt
som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold
eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige
for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle
verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle
verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam.
(1)
1. Vedr. Martinus' analyser omkring
begrebet ”den guddommelige suggestion”, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 140-1,
153, 187, 222, 247. Benyt evt. linket http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 -
Tast 140 i søgefeltet Stk.
Hvad angår politisk tro eller
overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet
indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de
nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og
midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative
Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres
af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne
partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus
opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse
af ”den guddommelige suggestion”. (2)
2. Vedr. Martinus' opfattelse af
politik og politikere, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 95, 137, 153. - Benyt
linket i note 15, men tast de anførte numre i søgefeltet Stk.
En af de ting, der altid har undret
mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen
til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke
sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i
visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde
selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at
være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i
fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for
overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene.
Indenfor spiritismen findes der bl.a.
fænomener, som eksempelvis klarsyn og mediumisme. Det førstnævnte består i, at
en person, en kvinde eller mand, påstås at kunne se genstande og begivenheder
uafhængigt af de normale sanser og af tid og rum. Det sidstnævnte består i, at
en person, kvinde eller mand, påstås at formidle kontakten til afdøde personer.
Begge dele er der en hel del mennesker af begge køn, der tror fuldt og fast på
er muligt. Imidlertid overser de pågældende – bevidst eller ubevidst – at der i
virkeligheden er tale om, at det er deres egen underbevidsthed, som den
klartseende og mediet etablerer kontakt med og som de i en del tilfælde kan
være så heldige, at det passer nogenlunde med de faktiske forhold og
situationer. Det kan jeg give et personligt eksempel på: Da jeg var ung var jeg
en overgang ansat som fotografelev og som sådan havde jeg blandt andet også til
opgave at passe og ordne stedets arkiver og lager. Det hændte da jævnligt, at
cheffotografen eller andre ansatte uden held søgte at finde en eller anden
ting, som vedkommende forgæves søgte efter de nævnte steder. Da de spurgte mig,
om jeg eventuelt kunne finde det de søgte, viste det sig, at jeg straks kunne
gå lige hen til det sted, hvor den eller de eftersøgte ting befandt sig. Den
evne vakte stor overraskelse og beundring hos mine kolleger. Allerede dengang
var jeg klar over, at min underbevidsthed havde registreret, hvor de ’skjulte’
ting befandt sig, så derfor var det egentlig ikke nogen særlig kunst for mig at
hjælpe mine kolleger med at finde de ønskede ting.
Hvis ikke det var og er, fordi det
ville føre alt for vidt og kræve megen tid, kunne det have været fristende at
se nærmere på religionernes historie, herunder ikke mindst kristendommens
historie, som i øvrigt hænger delvis sammen med jødedommens historie.
Sidstnævnte strækker sig omkring 4000 år tilbage i tiden før kristendommen, som
først opstod omkring 37 år efter Jesu Kristi fødsel, når denne regnes til at
have fundet sted 4 år før den traditionelle tidsregning, der henregner nævnte
fødsel til at være foregået år 1. Jesus kan anses for at være blevet korsfæstet
og død i en alder af 37 år, hvilket i så fald, men med nogen usikkerhed vil
sige i år 34. Se nærmere herom i bogen ”JESUS Søn af mennesket I”, 1. kapitel.
Vil også kunne læses på websitet Jesus Menneskesønnen I, 1. kapitel: JESUS menneskesønnen I
I øvrigt er grundsynspunktet her, at
overhovedet alle verdens religioner er opstået og institueret som en følge af
befolkningernes behov for at danne sig mere eller mindre fantasifulde
forestillinger, primært om overjordiske kræfter, som mentes og menes at kunne
medvirke til at betrygge og udholde en mere eller mindre barsk og i grunden
uforståelig tilværelse. Religionerne imødekom og imødekommer især den
følelsesprægede del af befolkningernes forståelige behov for tryghed ved at
give tilværelsen indhold og mening i form af et mere eller mindre fastlagt
verdensbillede. Den situation blev fra tidernes morgen udnyttet af samfundenes
verdslige magthavere som et middel til at holde befolkningerne i ave. Det var
så meget nemmere, som at religioner har det til fælles, at de hver især lægger
vægt på og opfordrer deres respektive tilhængere til ydmyghed og moralsk
adfærd.
Hvor interessant og oplysende det end
ville være, at gennemgå verdensreligionernes respektive historie, må vi – eller
rettere sagt jeg – springe det emne over, i hvert fald i denne sammenhæng. Men
eftersom kristendommen religions- og kulturhistorisk ligger os danskere og
dermed mig nærmest, vil jeg her lige give en skitse af dennes verdensbillede:
Som de fleste formentlig ved, så er
det kristne verdensbillede grundlæggende baseret på Bibelens skabelsesberetning
i Første Mosebog, 1. kapitel i Gamle Testamente og på evangelisternes og
apostlenes beretninger i Ny Testamente. I Første Mosebog, 1. kapitel, får vi
følgende at vide: (Citat) ”I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og
Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede
over vandene. Og Gud sagde: ”Der blive lys!” Og der blev lys. (Citat slut).
Ordet og begrebet ”Gud” forklares eller defineres ikke nærmere, udover at Gud
er en ånd, der er i besiddelse af en overmenneskelig og fabelagtig evne til at
skabe, i dette tilfælde universet. Dette består altså primært af Himmelen med
Jorden som et centrum. Til at begynde med var himmelrummet mørkt, hvorfor Gud
skabte lyset: (Citat) ”Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem
lyset og mørket. Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev
aften, og det blev morgen, første dag. Derpå sagde Gud: ”Der blive en hvælving
midt i vandene til at skille vandene ad!” Og således skete det: Gud gjorde
hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud
kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.
Derpå sagde Gud: ”Vandet under hvælvingen samle sig på ét sted, så det faste
land kommer til syne!” Og således skete det; og Gud kaldte det faste land Jord,
og stedet, hvor vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så at det var godt.2
(Citat slut)
Det fremgår indirekte af det foreløbigt
gengivne af ovenstående bibelske skabelsesberetning, at der er tale om et
verdensbillede, hvor Jorden er flad og begrænset af det omgivende hav, medens
himlen er en hvælving over både jorden og havet. I nyere og mere erfaren og
oplyst tid betegnes Bibelens verdensbillede som naiv-realistisk. Det er nemlig
et udtryk for sansernes umiddelbare gengivelse og det menneskelige sinds
opfattelse af den omgivende fysiske virkelighed. Men hvis man bruger sin viden
og logiske sans i en kritisk analyse af det bibelske verdensbillede, dels i den
del af dette, der er skitseret her ovenfor, og dels af, hvad der videre står i
Biblen om skabelsen, er der jo tale om det usandsynlige verdensbillede, som
især den vestlige civilisation og kristne kultur baserede sig på helt frem til
Middelalderen. Der var dog i mellemtiden sket det, at videnskabelige astronomer
havde opdaget og bevist, at Jorden faktisk er rund omtrent som en kugle og at
den var og er en del af et såkaldt solsystem med flere planeter kredsende
omkring den centrale sol. Solen havde med andre ord placeret Jorden på en
decentraliseret plads. Den opfattelse mødte dog stærk modstand, ikke mindst i
kirkelige, hvilket vil sige i katolske kredse, som ikke kun blev forargede, men
også morede sig over den forestilling at Jorden skulle være rund, for det måtte
jo betyde, at folk, der befandt sig på siderne af kloden, ville falde ned i
afgrundsdybet!
Men ikke desto mindre holdt det
geocentriske verdensbillede sig lige indtil astronomen og filosoffen Nicolaus
Kopernikus (1473-1543) fremførte og beviste sit revolutionerende
verdensbillede, i hvilket solen er centrum for de planeter, der uafladelig
kredser omkring den. Endvidere er solen med sine planeter heller ikke verdens
centrum, hvilket munken og filosoffen Giordano Bruno (1548-1600) hævdede med
stor overbevisning, idet han tænkte sig et uendeligt univers med en uendelighed
af verdener. Der er slet ingen faste sfærer, idet himmellegemerne bevæger sig
frit i rummet uden at være fæstnet til noget. Han hævdede også, at vores
sædvanlige eller vanebetonede opfattelse af verden afhænger af det sted, vi
selv står. Der er altså med andre ord her tale om relativitetsprincippet. Bruno
var vidt berejst og vandrede bogstavelig talt omkring i lande som Schweiz,
Frankrig, England og Tyskland og underviste som lærer ved de nævnte landes
universiteter. Men på et tidspunkt vendte han tilbage til sit hjemland Italien,
hvor han imidlertid blev arresteret af Inkvisitionen. Han blev anklaget for at
være kætter og dømt til døden på bålet, men sad dog 7 år i fængsel, før han i
året 1600 blev brændt offentligt på bålet på Campo di Fiori i Rom. Alt sammen
uhyrligt!
Den samme skæbne havde nær overgået hans
landsmand, den moderne naturvidenskabs grundlægger, Galileo Galilei
(1564-1642), som dels var fuldkommen overbevist om det kopernikanske systems
gyldighed og som dels via egne selvstændige undersøgelser, opdagelser og
tænkning fik det videnskabeligt bekræftet. At noget er videnskabeligt vil jo
sige, at det ikke er baseret på hverken verdslige eller religiøse autoriteter,
men derimod baseret på erfaringer og efterprøvet VIDEN og slet ikke på mere
eller mindre relevant TRO. Galilei var derfor overbevist om, at sikker
erkendelse og viden kun kan opnås ved at gøre sig klart, at verdens og tingenes
fysisk målelige egenskaber, så som størrelse, form og bevægelse, tilhører de
ydre ting selv. Derimod er sansekvaliteter som f.eks. farver, lyd, lugt, smag,
fornemmelser eller oplevelser, beroende på vort eget legeme og dettes
sanseapparat. De ydre årsager består derimod kun af bevægelser i form af blandt
andet vibrationer. Derfor var og er Galileis lære om sansekvaliteternes
subjektivitet så vigtig for vores sande forståelse af verden og os selv. Disse
kendsgerninger er i vore dage selvfølgelige for de fleste af os, men da Galilei
i 1600-tallet fremsatte sin velbegrundede opfattelse, var det en ny
videnskabelig viden, som førte til forståelsen af sanseoplevelsernes subjektivitet.
Tænk f.eks. på en klar sommerdag, hvor solen skinner og himlen hvælver sig høj
og blå, og engens friske grønne græs stedvis er afbrudt af blomsternes skønne
dufte og brogede farver, som fryder øjet, mens den brogede fuglesang lyder
behageligt og glædeligt i ørerne. Men alt det nævnte er jo for den
naturvidenskabelige betragtning kun en form for illusion, for de nævnte
sansekvaliteter består kun for den, der oplever disse. Naturen selv er farveløs
og klangløs i virkeligheden og fik først lys og mørke, farve og klang i og med
at de første levende og sansende væsener opstod på Jorden.
Imidlertid var Galilei som nævnt ved
at komme til at lide samme grumme skæbne som Giordano Bruno. Efter at Galilei
havde udgivet en dialog om de to verdenssystemer, det ptolemæiske og det
kopernikanske, blev han stævnet for inkvisitionsdomstolen i 1633 og måtte
knælende afsværge den ’falske’ lære, at solen er universets midtpunkt og at
jorden bevæger sig og ikke er midtpunkt, sådan som det påstås i den bibelske skabelsesberetning.
Sagnet vil dog vide, at efter at han tvært imod sin egen viden og lære havde
sværget at Jorden stod stille, for sig selv mumlede, at den rent faktisk
bevæger sig. Galilei var herefter under konstant opsyn og overvågning af den
skånselsløse inkvisitionsdomstols folk. Han fik først fred for disse, da han
døde i 1642.
Apropos inkvisitionen, var der tale om
den romersk-katolske kirkes retsforfølgelse ved domstole, som havde til opgave
og formål at undersøge og anklage folk, der afveg fra den rette tro og lære og
anklage disse for kætteri. 1184 oprettedes biskoppelige inkvisitions-domstole,
1231 kom disse direkte under selveste paven, som i 1252 tillod brugen af tortur
under domstolenes forhør af de formodet skyldige. For dem der ikke ville angre
de påståede kætterier i form af en afvigende tro i forhold til kirken, var
døden på bålet obligatorisk, sådan som det også skete for Giordano Bruno. De
kirkelige myndigheder var så udspekulerede, at de påbød de verdslige
myndigheder at eksekvere dommene og ikke mindst dødsdommene. Inkvisitionen
spillede en stor rolle i Syd- og Vesteuropa og blandt andet ved bekæmpelsen af
især den af den tyske teolog Martin Luther (1483-1546) i 1517 indførte og
såkaldte reformation. Denne medførte en sand syndflod af kristne trosretninger,
men primært drejede det sig om et opgør med senmiddelalderens
renæssancepavedømme, hvorunder kirkelivet var kommet i stærkt forfald, som en
række før-reformatoriske bevægelser havde forsøgt at ændre. Men det lykkedes
for alvor først i og med Luthers reform af den mere eller mindre afkræftede og
stivnede pavekirke, der dog indtil videre havde stor indflydelse på alle
områder i samfundslivet: politik, videnskab og kultur. For Luther drejede
reformationen sig især om en åndelig genindførelse af det nytestamentlige
Kristus-budskab og i praksis om en protest imod og en afløsning af den
forældede pavekirke, der dog stadig har betydning og indflydelse i en lang
række lande, men primært i Italien, Frankrig og Sydamerika. Den reformatoriske
bevægelse og dennes opgør fik også navn af den evangeliske protestantisme, og
det er i den form den protestantiske evangelisk-lutherske troslære er blevet
statsreligion i Danmark. Også selvom det ser ud til, at religion ikke spiller
nogen større rolle for færre og færre danskere.
Men uanset om man taler om katolicisme
eller protestantisme, så baserer begge religiøse bevægelser sig på Biblen og
dennes skabelsesberetning, men naturligvis især på de fire evangelier i Ny
Testamente. I begge tilfælde går man helhjertet og kritikløst ud fra sandheden
i og gyldigheden af den bibelske skabelsesberetning og dennes fortælling om
menneskets guddommelige oprindelse og videre skæbne. Lad os derfor her
fortsætte den tidligere ovenfor påbegyndte beretning om den ortodokse
opfattelse af den kristne livs- og verdensopfattelse. Ifølge denne er
menneskene ikke en videreudvikling af dyrene, men skabt af Gud som helt
selvstændige og helt færdige og fuldkomne levende væsener. Som sådanne har Gud
placeret dem i Edens eller Paradisets Have, først manden, Adam, og lidt senere
hans ’medhjælp’, Eva, dog med den klausul, at de godt nok må spise af alle
havens træer, men det er dog strengt forbudt at spise frugterne fra Træet til
kundskab om godt og ondt. Angiveligt fordi de i så fald ville blive i stand til
i lighed med Gud selv, at kende godt og ondt. I Edens Have er der imidlertid
også en Slange, som frister Eva til at spise af Kundskabens Træ, med den
begrundelse, at de ikke skal dø, sådan som Gud har sagt, for at advare dem imod
at overtræde forbuddet. Den troskyldige Eva spiser derfor af træets frugt og
synes det smager godt, hvorfor hun også tilbød Adam at han skulle smage
frugten. Først da opdager de at de er nøgne, hvorfor de skynder sig at tage
nogle sammensyede figenblade på til at dække den prekære del af deres nøgne
anatomi. (Se 1. Mosebog 2. kap., 1.-25. og 3. kap., 1.-7.) En besynderlig
reaktion i betragtning af, at kønsorganerne jo var en naturlig del af det
gudskabte menneske!
I den vestlige kulturkreds er det i
tidens løb især den omstændighed, der er blevet stærkt kritiseret, at Gud først
skabte manden, som derved har givet denne en forrang for kvinden. Den kritik er
blevet kraftigt forstærket i nyere og nyeste tid med dennes ligestillings- og
kønsrolledebatter. De fleste debattører er i reglen politisk
venstrefløjs-motiverede, og i 1970’erne kom modkritikken fortrinsvis fra den
rabiate rødstrømpebevægelse, hvis argumenter ofte var ekstreme. Men fælles for
de fleste debattører var og er det, at de ser helt bort fra de biologiske
fakta, nemlig, at der objektivt og videnskabeligt set er både en fysisk
anatomisk og fysiologisk samt psyko-seksuel forskel på mænd og kvinder. Men ve
den, der vover at hævde dette, for det medfører en forarget og vred modkritik, der
i reglen går på, at folk, – som f.eks. mig – der hævder de biologiske så vel
som historiske og kulturelle realiteter, tilhører den yderste politiske og
kulturelle højrefløj. Det prædikat tager jeg såmænd gerne på mig, også selvom
jeg ikke er bevidst om at tilhøre nogen bestemt politisk og / eller kulturel
retning.
Noget af det lidt ejendommelige ved fortællingen eller myten om Adam og Eva i
Edens Have, er, at der til trods for Guds tilsyneladende almagt også findes et
væsen i form af Slangen, som har evne og magt til at gribe ind og forstyrre
Guds skaberværk. Slangen må jo nemlig også være skabt af Gud, i princippet på
samme måde, som Gud skabte alle de andre dyr. (Se 1. Mosebog, 1. kap., vers
24.-25.) Men i øvrigt blev Slangen også identificeret som og kaldt Satan, et
hebraisk ord for ”modstander”. Betegnes også som den Onde, denne verdens fyrste
eller gud. På græsk kaldes Satan for ’diabolos’, på dansk oversat til djævel
eller Djævelen. I senjødedommen opfattes Satan eller Djævelen som en selvstændig
magt, der er helt eller delvis løsrevet fra Gud, og den opfattelse genfindes i
Ny Testamente, hvor ’det onde’ skildres som den personlige og personificerede
magt, der er Guds og dermed også de kristnes stærke modstander, der primært
søger at lokke disse til at begå den store synd, som frafaldet fra troen på Gud
og Kristus betyder. Syndsbegrebet spiller i det hele taget en stor og afgørende
rolle i kristen sammenhæng. At synd er det, der skiller mennesket fra Gud, er
desuden en grundlæggende tanke både i Gamle Testamente og i Ny Testamente. Men
her vil vi holde os til begrebet synd i kristen sammenhæng.
I forbindelse med begrebet synd,
forstået som menneskets fascination og forblændelse af de mange ikke religiøst
betingede fristelser, som tilværelsen byder på, er det, at det kristne begreb
”syndernes forladelse” lige fra kristendommens begyndelse i særlig grad har
været og fortsat er påkrævet og aktuelt. Især for de religiøse magthavere. For
netop ved at indpode synds-opfattelsen og -følelsen hos mere eller mindre naive
mennesker, opnåede man at få en vis magt over disse. Vi ser endnu i vore
såkaldt moderne tider, hvor stor indflydelse den katolske pavekirke har haft og
stadigvæk har på sine trofaste tilhængere. Gennem de såkaldte edikter kunne og
kan kun paven påbyde og forbyde snart det ene og snart det andet, som de
katolske menigheder havde at rette sig efter, hvis de fortsat ville tilhøre
menigheden.
Men vi skal tilbage til
urkristendommen, for helt at forstå begrebet ”syndernes forladelse”, for det
hænger specielt sammen med Ny Testamente og især dettes fire evangelier. I
disse postuleres det, overordnet set, at i og med sin død bragte Jesus den
forsoning i stand mellem Gud og mennesker, som blev anset for strengt nødvendig
for mennesker. Det hang og hænger sammen med, at begrebet ”offer” og
slagtofferet, påskelammet, spiller en stor rolle i jødedommen, hvorfor det var
nærliggende for disciplene og apostlene at opfatte Jesus som påskelammet,
særligt i forbindelse med påskebegivenhederne, der jo netop handler om offerdød
og opstandelse. Det sidstnævnte, Jesu opstandelse fra de døde, ser i øvrigt ud
til at være kommet helt bag på hans nærmeste disciple. Urmenigheden i Jerusalem
bestod af følgende disciple: Simon Peter, Johannes, Jakob, Andreas, Filip,
Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Zelotes og judas, Jakobs
søn, ikke at forveksle med Judas Iskariot.
Det vides, at Josef og Maria foruden sønnen
Jesus angiveligt også havde i hvert fald 6 andre børn, heraf 4 drenge og to
piger, altså 7 børn i alt. Drengenes navne var Jakob, Josef (Joses), Simon og
Judas, men søstrenes navne er ukendte. Det står ikke helt klart, om Jesus var
den førstefødte blandt drengene, idet denne status kan skyldes den dogmatiske
interesse i, at Jesus skulle være Marias første og eneste barn. Pigerne
regnedes jo ikke i den sammenhæng. Men blandt Jesu disciple var der dog
alligevel først og fremmest Jesu moder,
Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til disciplene
Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder til
disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster,
Maria, og formentlig også Maria fra Betania.
I det kristne verdensbillede hænger
tanken og idéen om frelse gennem forsoning naturligvis også sammen med begreber
som ”Messias” og ”Kristus”. Derfor skal det her straks nævnes, at det forholder
sig sådan, at Ny Testamentes Kristus er lig med GL. Testamentes Messias. Men
Jesus selv har aldrig omtalt sig selv som hverken Messias eller Kristus. For
Jesu disciple og apostle var det derimod vigtigt, at kæde begrebet og
betegnelsen ”Messias” sammen med deres kære ven og læremester, dog sådan at man
foretrak det græske ord ”Kristus”. Deraf begrebet kristendom. I begge tilfælde
betyder de to ord det samme, nemlig ”den salvede” eller ”den indviede”.
Betegnelsen Messias brugtes i oldtidens Israel om konger og ypperstepræster ved
indvielsen til deres gerning eller embede, men især brugtes det om den
frelserskikkelse, som jøderne forventede ville blive sendt af Gud for at
genrejse kong Davids rige i dets tidligere storhed og herlighed. Det er
baggrunden for, at den salvede eller indviede også omtales som ”Davids søn”.
Det skal her tilføjes, at ortodokse jøder aldrig har anerkendt Jesus som
værende den kommende Messias. Derfor forventer nutidens ortodokse jøder
stadigvæk på deres med længsel imødesete Messias.
I øvrigt spiller Satan eller Djævelen
også en rolle i den kristne lære, hvor skikkelsen betegnes som Antikrist,
nemlig som den ”fortabelsens søn”, der fornægter, at Jesus er Messias alias
Kristus. Men tag det roligt, for de mennesker, der står Guds frelsesplan imod,
vil ved den endelige dom blive dømt til tilintetgørelse. Dommedagen er ifølge
urkristendommen den dag eller periode, da Jesus Kristus kommer igen for at
dømme levende og døde efter deres gerninger og på den måde gøre op med den
gamle verdensorden til fordel for en ny og formodet bedre verden. På en vis
måde forstået som en tilbagevenden til den Edens eller Paradisets Have, i
hvilken Gud oprindelig placerede det ufordærvede menneskepar Adam og Eva.
Dermed kan profetien om ”den ny himmel” og ”den ny Jord” i kristen forståelse
siges at være gået i opfyldelse.
Begrebet ’fortabelse’, som er det
modsatte af ’frelse’, er en forestilling om en dom ved verdens ende, hvor den
enkelte på baggrund af sine gerninger dømmes enten til frelse eller fortabelse.
Der findes også forestillinger om en kosmisk begivenhed, hvorunder den gamle
verden vil gå under for at give plads til Guds eller Kristi Rige. – Se evt.
artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om
forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’
opfattelse af ”Dommedag”.
Begrebet og fænomenet ”opstandelse”,
forstået som opstandelse og helt specielt som Jesu opstandelse fra de døde,
spiller naturligvis en ret så stor og afgørende rolle i forbindelse med den kristne
verdensopfattelse. Men for ikke at
gentage, hvad jeg har skrevet om opstandelsen i afhandlingen JESUS menneskesønnen I, skal jeg her citere følgende afsnit derfra. De i citatet anførte
notetal henviser til de relevante steder i afhandlingen:
(Citat) Den
type grav, som Jesus blev bisat i, er tidligere blevet kort beskrevet i 5. kapitel,
men her vil vi i sagens interesse give en fyldigere og mere detaljeret
beskrivelse af den grav, som kom til at spille så stor en rolle i
kristendommen, og som man mener findes delvis bevaret i Gravkirken i Jerusalem,
hvor den endnu i vore dage er valfartssted for alverdens pilgrimme. Betragter
vi den vedføjede illustration, ses gravanlægget både i længdesnit og grundplan.
Graven er beliggende i en forhøjning i terrænet, hvor man enten har udgravet
eller udhugget nogle trin ned til en gang, som fører hen til en lav indgang,
som med besvær kunne lukkes af en stor, gerne hjulformet klippeblok, der kunne
rulles ud til siden, når man ville ind i graven. Den lave indgang fører ind til
forreste kammer med siddebænke ved væggene, og herfra fører endnu en lav
mellemgang ind til selve gravkammeret, i hvis ene side - eller i nogle tilfælde
måske begge sider - der er udhugget noget i retning af en "alkove"
med buet loft. Her blev liget anbragt, og når det var blevet opløst, samlede
man knoglerne sammen og bisatte dem i en lille åbning i gulvet eller i en
benkiste (ossuarium).
Det var efter
alt at dømme i en lignende grav, at Jesu lig blev bisat under overværelse af de
ovenfor nævnte personer, som foruden Josef fra Arimatæa og Nikodemus bestod af
Johannes, Jesu moder og hendes to søstre, og Maria Magdalene og muligvis flere
andre kvinder blandt Jesu disciple, som eksempelvis Johanna, gift med Herodes
Antipas husfoged Kuza. Jesu bisættelse har formentlig fundet sted omkring
kl.16, og derefter er deltagerne søgt ind til de steder i byen, hvor de skulle
holde det traditionstunge og påbudte påskemåltid. Det er ikke utænkeligt, at
det for Josef fra Arimatæa, Johannes og Jesu kvindelige slægtninge, som jo
alle var i Jerusalem i anledning af højtiden, er foregået i Johannes Markus'
moders hus, hvor Jesus allerede dagen før, altså om torsdagen eller skærtorsdagen,
havde holdt sit sidste måltid med disciplene. Nikodemus, som formentlig var
hjemmehørende i Jerusalem, har vel haft sit eget hjem et sted i byen og er søgt
dertil, for at holde påskemåltid sammen med sin familie. (12)
For
de selvretfærdige rådsmedlemmer, ypperstepræsterne, farisæerne, saddukæerne og
andre gejstlige folk, har det sikkert været en ganske særlig festlig påske,
fordi det til sidst var lykkedes at pågribe, dømme og henrette en af de værste
kættere og folkeforførere, man længe havde set i Israel. Kætterlovens §100
tillod ligefrem, at "når henrettelsen er afsluttet, kan der bringes et
særligt offermåltid på brændofferalteret og et kultisk festmåltid fejres. (13)
11.
DEN TOMME GRAV OG OPSTANDELSEN
Ifølge kætterlovgivningens §97 var
"besøg ved graven og bevogtning af denne de tre første dage efter
bisættelsen ikke forbudt." Derfor kunne kvinderne tidligt søndag morgen
stå op, mens det endnu var mørkt, og gå ud til graven med de vellugtende
salver, som de havde tilberedt allerede før sabbaten begyndte, og som de ville
udgyde over Jesu legeme. Undervejs spørger de hinanden: "Hvem skal
vælte os stenen fra indgangen til graven?" Men før de nåede derud var
solen stået op, og de så da, at stenen allerede var rullet til side, så at
indgangen var fri. Evangelisterne er ikke helt enige om, hvordan dette var
sket, ligesom de heller ikke er samstemmende i, hvor mange af kvinderne, der
den morgen kom ud til graven som de første, efter at Jesus var blevet bisat
fredag eftermiddag. Lørdagen var som sabbatdag hviledag, og denne sabbat var
tilmed en påskesabbat, og da måtte ingen rettroende jøde med respekt for sig
selv foretage sig det allermindste, der havde karakter af arbejde. (1)
Ifølge Mattæus var det "Maria
Magdalene og den anden Maria", der den morgen kom først ud til graven. Hos
Markus er det "Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome",
hos Lukas "Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige
kvinder, der var sammen med dem." Hos Johannes er det imidlertid kun Maria
Magdalene, der den morgen gik alene ud til graven. Det er derfor et spørgsmål,
om man vil lægge vægt på, at Johannes var øjenvidne til begivenhederne og selv
var en af de to mandlige disciple - den anden var Simon Peter - der næst efter
Maria Magdalene var de første til at bevidne, at Jesu grav var tom.
Henholder
vi os derfor hovedsagelig til Johannes, idet vi dog samtidig drager supplerende
paralleller til Mattæus, Markus og Lukas, kan vi formentlig danne os et
nogenlunde rigtigt billede af, hvad der reelt set er foregået ved den
lejlighed. Synoptikerne kan dog ikke nøjes med at skildre de nøgterne begivenheder,
men inddrager et åndeligt eller metafysisk aspekt ved disse. Hos Mattæus hører
vi om "et stort jordskælv, thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og
gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som
lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt
for ham og blev som døde. Men engelen tog til orde og sagde til kvinderne:
'Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han
er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han
lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde;
og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg
sagt jer det.' Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb
hen for at fortælle hans disciple det. Men se, da kom Jesus dem i møde og
sagde: 'Vær hilset!' Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad
ham. Da siger Jesus til dem: 'Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de
skal gå til Galilæa; dér skal de se mig." (2)
Hos
Markus møder kvinderne først englen inde i selve graven: "Og da de kom ind
i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid
klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: 'Bliv ikke forfærdede!
I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke
her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple
og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han
har sagt jer.' Og de flygtede bort fra graven, thi de skælvede og var helt ude
af sig selv; og de sagde ikke noget til nogen, thi de var
bange." Hertil er senere føjet en tekst, som mangler i de
ældste håndskrifter, men som fortæller, at det var Maria Magdalene, den
genopstandne Jesus først viste sig for, og da hun fortalte om sin oplevelse til
de andre disciple, troede de i begyndelsen ikke på det. (3)
Lukas
overbyder i reglen de andre evangelister, så hos ham medvirker der ikke kun én,
men hele to engle i det spektakulære optrin: "Men da de gik derind, fandt
de ikke Herren Jesu legeme. Og da de stod rådvilde over for dette, se, da skete
det, at der stod to mænd hos dem i strålende klædebon. Da de blev forfærdede og
bøjede deres ansigter mod jorden, sagde mændene til dem: 'Hvorfor leder I efter
den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu,
hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde,
Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og
opstå på den tredje dag.' Da kom de hans ord i hu. Og de vendte tilbage fra
graven og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre. Det var Maria
Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs moder, og de øvrige kvinder, der var
sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men deres ord syntes dem at være
løs tale, og de mødte dem med vantro. Men Peter stod op og løb til graven; og
da han kiggede derind, ser han ikke andet end linklæderne ligge der, og han gik
hjem i undren over det, som var sket" (4)
Maria Magdalene møder den
opstandne Jesus
Som nævnt er Johannes - overraskende
nok - den mest nøgterne i beskrivelsen af begivenhederne omkring Jesu
opstandelse, som han indleder med, at Maria Magdalene kommer alene ud til
graven, og da hun ser, at stenen er rullet til side og indgangen fri, løber
hun straks tilbage til byen og hen til det sted, hvor Simon Peter og Johannes
opholder sig og siger opskræmt og forpustet: "De har taget Herren
bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Udtrykket
"og vi ved ikke", kunne tyde på, at hun alligevel ikke har været
alene ude ved graven, sådan som Johannes måske vil have det til at se ud. De to
mandlige disciple skyndte sig derefter ud til graven, "men den anden
discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven." Her var
åbenbart tale om et konkurrence- og kompetanceløb om, hvem af de to, der skulle
være ledende i den ældste kristne menighed! Johannes går dog ikke ind i selve
graven, men kigger ind i den, måske lidt ængsteligt, og ser linklæderne ligge
på gulvet.
Da den
åbenbart noget tungere Peter lidt efter ankommer prustende til stedet, nøjes
han ikke kun med at kigge ind, men gik straks ind i graven og konstaterede, at
linklæderne lå på gulvet, og det tørklæde, som havde dækket Jesu hoved, lå sammenrullet
et sted for sig selv. Dette blev også set og konstateret af Johannes, som lidt
efter vovede sig ind i selve graven. Dette beskriver Johannes med følgende lidt
kryptiske ord: "Derefter gik da også den anden discipel, som var kommen
først til graven, derind, og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke
forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde. Så gik disciplene hjem
igen." Hvad var det, Johannes "så og troede", når det ikke var
på, at Jesus var opstået fra de døde? Men måske troede han, at Jesus, som jo
havde lært dem, at han var "kommet ned fra Himmelen", atter var vendt
tilbage til sit himmerige og dermed til Faderen. I så fald ventede der Johannes
- og de andre disciple - en stor overraskelse, ja, faktisk en verdensbegivenhed.
(5)
Men
Johannes kan fortælle om, at Maria Magdalene var fulgt efter de to mandlige
disciple og var vendt tilbage til graven, formentlig efter at Johannes og Peter
havde forladt stedet, og her stod hun nu udenfor og græd. Men endelig tog hun
mod til sig og kiggede ind i graven, og dér ser hun til sin store overraskelse
to engle i hvide klæder sidde, hvor Jesu legeme havde ligget. Den ene sad, hvor
hovedet havde ligget, og den anden, hvor fødderne havde været, og de sagde til
hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Dertil svarer hun
sørgmodigt: "Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor
de har lagt ham." Hun vendte sig om og gik ud, og lige udenfor ser
hun en mand stå foran graven. Hun mente det måtte være gartneren, og gik forbi
ham på vej væk fra stedet, da han spurgte hende: "Kvinde! hvorfor
græder du? hvem leder du efter?" Med sorgfuldt bøjet hoved svarer
hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig,
hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." En sådan trofasthed
måtte være egnet til at røre ethvert menneskehjerte, og det fik gartneren til
med kærlig stemme at sige: "Maria!" Med stor overraskelse
og undren genkendte Maria åbenbart stemmen og vendte sig øjeblikkeligt om og
udbrød: "Rabbuni!" (på dansk: "Mester!"). Men da
hun gør tegn til at ville omfavne ham, siger han advarende: "Rør ikke
ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og
sig til dem: jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres
Gud." (6)
Det er
før i denne bog blevet nævnt, at i henhold til Martinus' Kosmologi var det
legeme, som Jesus benyttede sig af efter sin såkaldte opstandelse, godt nok en
kopi, der lignede hans afdøde fysiske legeme, men det var samtidig af en noget
anden art eller natur, nemlig et "højspændt felt" af stærkt vibrerende
psykofysiske (subatomare) energier eller kræfter, som det i den tidlige fase
af dets tilsynekomst kunne være livsfarligt for almindelige dødelige at røre
ved. Og efter Jesu egen forudsigelse, måtte hans fornyede fysiske tilsynekomst
netop være blevet arrangeret kort forud for, at Maria og disciplene kom ud til
graven, og Maria - og måske flere andre kvinder, der var sammen med hende -
mødte ham. Derfor var der god grund til hans advarsel, om ikke at røre ved ham
på lige præcis dette tidspunkt. (7)
Rygtet om opstandelsen breder
sig
Det kunne sikkert ikke gå hurtigt nok
for Maria Magdalene at komme tilbage til byen, for at fortælle disciplene, at
hun havde set og mødt den genopstandne Jesus, og at han havde talt til hende og
bedt hende om at fortælle det videre. Han havde dog ikke, som hos de andre
evangelister, sagt noget om, at disciplene skulle begive sig til Galilæa, hvor
han ville mødes med dem. Her er det igen et spørgsmål, om man vil lægge vægt på,
at Johannes er øjenvidne og at hans beretning både kronologisk og
situationshistorisk er enklere og mere logisk sammenhængende, end
synoptikernes tilsvarende skildringer. Dette betyder dog ikke, at de
sidstnævntes beretninger ikke kan bruges som supplerende bidrag til forståelsen
af, hvad der skete i den afgørende tid mellem Jesu opstandelse og hans såkaldte
himmelfart. Lukas kan da også fortælle, at allerede samme dag, altså søndag,
var to af disciplene på vej til Emmaus, og idet de gik på vejen og talte om de
mærkelige tildragelser omkring Jesu død, og særlig om, at de havde hørt, at han
skulle være genopstået og have vist sig for Maria Magdalene. De to disciple
var enige om, at det var vanskeligt at tro på den slags, som de derfor var
tilbøjelige til at betragte som udslag af kvindeligt sværmeri og hysteri.
Men
bedst som de vandrede af sted, mødte de en mand, som de ikke mente at kende,
men som slog følgeskab med dem, idet han spurgte: "Hvad er det I går
og taler med hinanden om?" De to disciple stoppede op og så meget
bedrøvede ud, og den ene af dem, hvis navn var Kleofas, svarede: "Er
du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse
dage?" Den ukendte fremmede spurgte: "Hvad da?"Kleofas
svarede: Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning
og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer
har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han
var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i
dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har
forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans
legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der
sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de
fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de
ikke." Da sagde den ukendte følgesvend til dem: "Åh, hvor
er I uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!
Burde Messias ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?" Den
ukendte mand viste sig at være en skriftkyndig, idet han citerede og udlagde
alt, hvad de hellige skrifter fra Moses og til alle profeterne, havde udtalt
om den forventede Messias.
Denne
forelæsning blev de to disciple åbenbart ikke meget klogere af, men de syntes
godt om deres ledsager, så da de nåede til Emmaus og han gjorde tegn til at
ville gå videre, nødte de ham til at blive, idet de sagde: "Bliv hos
os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede." Manden gav efter
og fulgtes med dem ind i det hus, hvis beboere de skulle besøge. Der blev budt
på aftensmåltid, og da de havde sat sig ved bordet, tillod husherren åbenbart
at den fremmede tog brødet, velsignede og brød det og delte stykkerne ud. I
samme øjeblik, han havde gjort det, stod det klart for de to disciple, at det
var ingen anden end Jesus, de havde foran sig. Men, skriver Lukas, "så
blev han usynlig for dem." Det kan ikke undre, hvis det var to disciple og
andre tilstedeværende, der ikke ville tro deres egne øjne, over det de havde
været vidne til: et menneske, der pludselig og uden varsel forsvinder for
øjnene af en. Kleofas og den anden discipel kunne da bagefter heller ikke
forstå, hvorfor de ikke straks havde genkendt Jesus i den fremmede mand, de
havde mødt på vejen til Emmaus, og de sagde til hinanden: "Brændte
ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op
for os?" Derefter brød de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem til
huset, hvor de øvrige disciple var forsamlede, og nogle af disse sagde til
dem: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Til
dette kunne de to nyankomne kun sige, hvad de selv havde oplevet på vejen til
Emmaus og efter ankomsten til landsbyen, hvor det var gået op for dem, at de
selv havde set og talt med Jesus. (8)
Det, der
kan undre i forbindelse med de to disciples møde med den genopstandne Jesus,
er, at de ikke straks genkendte ham. Men Kleofas og den anden, unavngivne
discipel hørte næppe til Jesu nærmeste og daglige omgangskreds, og måske har
hans udseende ikke været så markant, at han har været let at skelne fra andre
mandlige jøder og dermed nem at genkende. Nyere tids forskning i Jesu liv er da
også tilbøjelig til at mene, at Jesus af udseende må have lignet en hvilken som
helst anden jøde på den tid.
I lighed med Lukas kan Johannes også
fortælle, at disciplene af frygt holdt sig inde bag aflukkede døre, formentlig
i Johannes Markus' moders hus, hvor de plejede at samles, sådan som det fremgår
af Ap.G.1,12-16. Allerede samme dags aften, altså søndag aften, kom Jesus til
syne for dem og sagde: "Fred være med eder!" Men da han så
at de blev grebet af angst og frygt ved synet af ham, fordi de mente det var en
ånd, de så - hvad det jo altså i en vis forstand også var - sagde han
beroligende til dem: "Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger
der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv;
føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg
har." Disciplene havde dog fortsat svært ved at tro, at den skikkelse
de så, virkelig var deres elskede ven og lærer, og da Jesus fornam dette, sagde
han: "Har I noget at spise her?" En af dem rakte ham et
stykke stegt fisk, som han tog og spiste, mens de så på det. Derefter sagde
han: "Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer:
alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og Profeterne og
Salmerne." Med disse ord åbnede han deres sind, så de forstod
skrifterne, og han fortsatte: "Således står der skrevet, at Messias
skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal
prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes
fra Jerusalem. I skal være vidner om dette. Og se, jeg vil sende over jer, hvad
min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført
kraft fra det høje." (9)
Imidlertid
var Tomas, også kaldet Didymus, dvs. tvilling eller tvivleren, en af de tolv,
ikke til stede ved denne lejlighed, og da han senere mødtes med de andre
disciple, som kunne fortælle ham om, at Jesus havde vist sig for dem og talt
til dem, sagde han skeptisk: Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans
hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side,
tror jeg det ikke." Otte dage senere var disciplene atter samlet det
pågældende sted, og dørene aflukkede for uvedkommende. Da står Jesus til alles
overraskelse atter midt iblandt dem og siger "Fred være med
eder!" [”Shalom!”], og straks derefter henvender han sig til lige så stor
overraskelse direkte til Tomas og siger: "Ræk din finger frem, se,
her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke
vantro, men troende!" Ingen kunne jo, så vidt de vidste, have fortalt
Jesus om, hvad den skeptiske Tomas havde sagt ved den tidligere lejlighed. Men
havde de husket på, at Jesus også i levende live ofte havde kunnet læse deres
tanker eller forudsige, hvad der ville ske, havde deres overraskelse nok været
noget mindre. Da Tomas ved selvsyn og berøring havde forvisset sig om, at det
virkelig var Jesus, han havde foran sig, forduftede hans skepsis, idet han
udbrød: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde da til
ham: "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set
og dog tror." (10)
Grunden til
Tomas' tvivl var formentlig ikke, at han ikke kunne genkende Jesus i den
skikkelse, der viste sig for ham ved den lejlighed, men at han mente, der kunne
være tale om en ånd, hvilket efter hans opfattelse ville sige noget i retning
af en illusion eller et øjenbedrag. Men Tomas kunne altså ved selvsyn og
berøring forvisse sig om, at dette ikke var tilfældet. Det Jesus-legeme, han
så foran sig og som han rørte ved, var 'solidt' nok, som om der var tale om kød
og blod, men i dybet af sit sind var Tomas sandsynligvis stadig skeptisk, for
hvordan kunne et fysisk legeme, der havde været dødt i to dage, hvilket vil
sige, at hjerne, hjerte, blodkredsløb og åndedræt var ophørt at fungere,
genoplives til at fortsætte normale funktioner? Kunne det måske tænkes, at det
forholdt sig med Jesu død, sådan som man havde hørt om fra Indien, hvor det
blev påstået, at nogle yogier bevidst kunne bringe sig selv i en midlertidig
dødlignende tilstand? Men i det fald havde der så været tale om en slags
iscenesat "skuespil" fra Jesu side, og selvom denne mulighed ikke
helt kunne udelukkes, forekom den dog heller ikke umiddelbart sandsynlig. Jesu
lidelse og død på korset forekom jo at være ægte nok.
På den
anden side kunne det også tænkes, at den krop, Jesus viste sig med for sine
disciple, måske ikke var hans gravlagte fysiske legeme, men derimod en
psykofysisk kopi af dette. Men denne mulighed efterlod spørgsmålet om, hvad der
så var blevet af det fysiske lig i graven? Som flere gange tidligere nævnt
mener jeg, at Martinus' Kosmologi giver en for et moderne menneske
tilfredsstillende forklaring på hele opstandelsesproblematikken, hvorfor vi da
også skal vende tilbage til en mere udførlig omtale af denne i en senere
sammenhæng.
Imidlertid var der sket det, at
folkene fra gravvagten, formentlig med centurionen i spidsen og måske flere af hans
folk ved Jesu grav, havde konstateret, at graven var tom, og da de samtidig
havde hørt, hvad kvinderne fortalte om mødet med den opstandne Jesus, blev
nogle af soldaterne sendt ind til Jerusalem, for at fortælle ypperstepræsterne,
hvad der var sket. Her kan man imidlertid undre sig over, at de romerske
soldater henvendte sig til de jødiske ypperstepræster, og ikke til Pilatus. Men
det kan muligvis tænkes at hænge sammen med, at gravens bevogtning reelt
sorterede under det jødiske råd, og at det var dette, der på grund af sabbaten
og påsken havde foranlediget, at Pilatus satte sine folk til at bevogte
graven. Jøderne måtte jo ikke selv påtage sig den slags opgaver på sabbaten og
i helligdagene.
Men da
de romerske vagtfolk fik foretræde for ypperstepræsterne, hvilket formentlig
vil sige hos Annas og Kajfas, og forelagde deres ærinde, anmodede man dem om
at afvente nærmere besked. Rådet blev i hast sammenkaldt til ekstraordinært
møde, og herunder besluttedes det, at man ville forsøge at bestikke gravvagten
med en større sum penge. Det har formentlig været den snedige rad til Kajfas,
som derefter gav de romerske soldater følgende besked: "I skal sige:
'Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.´ Og hvis det skulle
komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I
ikke får ubehageligheder." Ifølge Mattæus tog soldaterne imod
pengene og gjorde nøjagtigt, som man havde forklaret dem, og som følge af deres
løgnagtighed spredtes det rygte blandt jøderne "indtil den dag i
dag", at Jesu opstandelse var et bedrag og et falsum, iværksat af hans
trofaste tilhængere, for at folk skulle tro, at hans ord om sin genopstandelse
var gået i opfyldelse. (11)
Alene af den
grund, at Jesu modstandere fandt det nødvendigt at udsprede rygtet om, at Jesu
disciple havde fjernet hans lig fra graven, må man antage, at den tomme grav i
hvert fald kan anses for at være en historisk kendsgerning. Men en forbenet
ateistisk og materialistisk skeptiker kunne naturligvis tænkes at ville hævde
den mulige forklaring, at det er de første kristne, der selv har udspredt
rygtet om, at deres modstandere med den romerske gravvagt som vidner, havde
udspredt et rygte om, at mens vagtfolkene sov, kom disciplene om natten og
fjernede Jesu lig fra graven, for at få det til at se ud, som om han var genopstået
fra de døde. Imod denne mulighed taler imidlertid blandt andet en
rundskrivelse, som det jødiske råd ifølge den ikke-jødiske filosof og
kirkefader, senere helgen, Justinus Martyr (ca.100-165) kort efter
Jesu død lod afsende til jødiske menigheder i Palæstina. Stauffer antager,
formentlig med rette, at Justinus citerer korrekt fra denne rundskrivelse,
når han skriver: "En vis Jesus, en galilæisk prædikant, som prædikede
frafald fra Gud, lod vi korsfæste. Men om natten stjal hans disciple hans
legeme fra den grav, hvori han var lagt efter nedtagelsen fra korset. Således
gjorde de for at bringe mennesker til frafald med det budskab, at han var
opvakt fra de døde og opfaret til himlen." (12)
Selv
ikke det jødiske råd vovede altså at bestride, at Jesu grav blev fundet tom
søndag morgen, men man forsøgte blot at give en rationalistisk forklaring på
denne kendsgerning, ved at fremsætte teorien om disciplenes tyveri af liget.
Dette havde naturligvis ikke mindst sin baggrund i, at medlemmerne af rådet
ikke anerkendte Jesus som Messias, men nok som en lovkyndig prædikant, der dog
gik for vidt, ved blandt andet at erklære sig for at være Guds søn eller hans
udvalgte redskab. Desuden omfortolkede han Moselovens ti bud på en måde, der
afveg fra den opfattelse af disse, som den ortodokse jødedom godkendte, og
derved søgte han at bringe mennesker til frafald fra den rette tro.
Rygtet om disciplenes tyveri af Jesu
lig spredtes hurtigt rundt om i hele Palæstina, og kom naturligvis også snart
de romerske myndigheder i provinserne for øre. Alle forvaltningschefer i hele
landet havde pligt til løbende at sende indberetninger til regeringen i Rom om
alle vigtige tildragelser, forholdsregler og problemer inden for deres
forvaltningsområde. Den samme pligt gjaldt naturligvis Pilatus, som da også
ifølge den fønikisk fødte kirkefader Quintus Septimus Florens
Tertullianus (ca.160-220), som levede og virkede i byen Kartago i Nordafrika,
hvor han blandt andet forfattede en del kristne skrifter,
deriblandt "Apologeticum", og i sidstnævnte skrift omtaler
han den indberetning, som Pilatus sendte til Rom i anledning af henrettelsen af
Jesus. Tertullian slutter sin omtale således: "Alt dette indberettede
landshøvdingen til den daværende kejser Tiberius om Kristus: i graven havde man
ikke fundet andet end den afdødes ligklæder ... de toneangivende jøder påstod,
at liget var blevet stjålet af hans disciple." (13)
Man kan
naturligvis hævde, at Tertullians omtale af, hvad der skete omkring Jesu tid
mere end hundrede år tidligere, har ringe eller slet ingen historisk værdi, så
meget mindre som Tertullian var en kristen apologet, for hvem det var vigtigt
at fremføre synspunkter og "dokumentationer", der var egnede til at
kunne bekræfte kristendommens sandhed. Imidlertid bekræftes det, om end
indirekte, fra anden og ikke-kristen historisk kilde, at Pilatus faktisk
foretog indberetning om Jesus til sine romerske foresatte. Denne kilde er den romerske
historieskriver og senator Cornelius Tacitus (ca.55-120). I
hans Annales 15,44 finder man det ældste og vigtigste ikke-kristne
vidnesbyrd om Jesus:
"Auctor nominis eius Christus,
Tiberio
imperitante procu-
ratorem
Pontium Pilatum
supplicio adfectus erat".
"Ophavsmanden til dette navn (de
kristne)
er
Kristus, der under kejser
Tiberius
blev henrettet af
Pontius
Pilatus". (14)
Det må
stort set formentlig kunne fastslås, at hverken den historiske eller
teologiske Jesus-forskning hidindtil har formået at give en tilfredsstillende
løsning på problemet omkring den tomme grav og Jesu opstandelse. Den
historisk-teologiske betydning af den tomme grav formulerer Paulus i
overensstemmelse med passionstidens kronologi: Jesus blev henrettet på
beredelsesdagen til påsken som Guds påskelam, og han opstod på påskeugens anden
dag, som i den jødiske festkalender kaldes for førstegrødens dag, idet man i
templet den dag frembar de første gaver af den nye høst. Denne samtidighed
udlægger Paulus på den måde, at den opstandne var "førstegrøden af de
hensovede", som gav løfte om den kommende høst: begyndelsen og
forbilledet, garanten og varslet om den kommende opvækkelse af de døde. Jesu
opstandelse betød derfor, at den guddommelige plan for de sidste tider hermed
var blevet åbenbaret, og ifølge den teologiske opfattelse består denne plan i,
at den situation kunne indtræde når som helst, da de døde skulle opstå fra
deres søvn og forlade deres grave, på samme måde, som Kristus påskemorgen havde
forladt sin grav. (15) (Citat slut)
Som en sammenfattende konklusion på,
hvad jeg har skrevet i afhandlingen om Jesus og hans såkaldte ’opstandelse’, vil
jeg her forsøge at give et kortfattet kritisk referat af begivenhederne, sådan
som disse er beskrevet i evangelierne. Situationen er jo den, at jeg i de
senere år mener at have fået en klarere og i nogen grad ændret opfattelse af
mangt og meget omkring Jesu’ personlighed, liv og lære. Dette gælder også
fænomenet ’opstandelse’.
Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er
og var Jesus et ganske vist lidt usædvanligt menneske, hvis eksistens nogle
kristne menigheder, med menigheden i Jerusalem som primært udgangs- og
samlingspunkt, iværksatte som en mission, der havde til opgave og formål,
at udbrede kendskabet og - ikke mindst – medlemskabet af de lokale menigheder
rundt omkring i verden. Som et hjælpemiddel til at fremme den nævnte
udbredelse, anså urmenigheden i Jerusalem det især for en opgave, at formidle
forestillingen om den guddommelige frelser Messias, som de gamle israelitiske
profeter havde spået om i jødedommens ældre tid, men som nu fremtrådte i
skikkelse af den opstandne Jesus Kristus.
Til formålet iscenesatte urmenigheden
i Jerusalem myten om Jesus Kristus og herunder ikke mindst den sensationelle
begivenhed, at den myrdede og afdøde Jesus tre dage efter at være begravet,
eller rettere sagt bisat i et gravkapel, opstod fra de døde, for ikke så længe
efter at ”fare til himmels” og forene sig med sin guddommelige Fader. Da Jesus
imidlertid var et dødeligt menneske som alle andre mennesker, så var og forblev
hans lig naturligvis et lig, hvorfor man så sig nødsaget til at foretage et
regulært svindelnummer. Dette bestod kort og godt i, at antagelig nogle af
disciplene fra urmenigheden fjernede liget og bragte det af vejen. Men de havde
formentlig forregnet sig, for der var kløgtige folk i form af ypperstepræster
og farisæere, der gennemskuede svindelnummeret.
Det med, at nogle af kvinderne havde
mødt den opstandne Jesus umiddelbart efter dennes påståede genopstandelse, lige
som flere af disciplene angiveligt lidt senere mødte ham forskellige andre
steder, må man nok have lov til at opfatte som en del af falsum-scenariet.
Dette havde jo til primært formål, at overbevise følsomme, godtroende og
ukritiske mennesker om det guddommelige sendebud, for at hverve disse som
tilhængere af den opstandne frelser og dermed af den romersk-katolske kirke,
som i første omgang helt frem til reformationen i 1400-tallet havde ’patent’ og
eneret til kristendommen.
Men nået så langt, må vi hellere se
lidt nærmere på sagens hovedperson, det berømte menneske
Jesus fra Nazaret og hans liv og virke:
Det er naturligvis ikke så enkelt at
besvare dette spørgsmål, selvom det er vigtigt at forsøge det, idet det
grundlæggende drejer sig om, hvorvidt Jesus var et virkeligt menneske eller
måske en fiktiv, mytologisk person. Efter mange års beskæftigelse med studium
af religion og især af kristendommen, er jeg for tiden kommet til den anskuelse
og konklusion, at Jesus Josefs Søn var en virkelig person i principiel lighed
med alle os andre mennesker. Dog måske med den undtagelse, at han var så stærkt
religiøst interesseret, at han blev kyndig i jødisk historie og lærdom, altså
en såkaldt lærd, som dels kendte Moselovens 10 bud og dels sit folks historie.
Sådanne lærde mænd blev betegnet som skriftkloge. Det fremgår af evangelierne,
at Jesus allerede fra barnsben var blevet undervist i den ortodokse jødedoms
hellige skrifter. Det fremgår af evangelierne, at han som voksen ung mand
vandrede omkring i Israel og prædikede og underviste i stedernes synagoger, som
i princippet svarer til det, vi kalder kirker.
Imidlertid kom Jesus snart i opposition til de religiøse lærde, der betegnedes
som farisæere, en sekt, som virkede for, at hele tilværelsen burde underlægges
Moseloven, som de til stadighed nytolkede, så at den kunne tilpasses de
aktuelle samfundsforhold. Deres hovedkrav var en ubetinget rituel renhed og
lovens udlægning var det overordnede. Men deres egen overholdelse af samme lov
betegnede Jesus som hykleri, så derfor blev Jesus også en slags oprører imod
religiøst hykleri. Det tog farisæerne ham naturligvis ilde op, hvorfor de
stadig søgte at miskreditere den unge lærde Jesus. Sammen med ypperstepræsterne
ved templet i Jerusalem, var farisæerne med deres stadige anklager mod Jesus,
med til at vende stemningen imod ham og anklage ham for kætteri og at han satte
sig op imod kong Herodes – og hvad der sådan set var nok så alvorligt –op imod
selveste den romerske kejser, Tiberius. Det sidstnævnte bevirkede, at Jesus
efter sin arrestation blev stillet for den romerske besættelsesmagts
landshøvding eller statholder i Israel, Pontius Pilatus, som imidlertid ikke
fandt grund til at dømme Jesus som en politisk modstander.
Sagen mod Jesus endte som bekendt med,
at han ved påsketid, formentlig i år 33, da han var 37 år, blev dømt til døden
ved korsfæstelse, en grusom straf og handling, der blev udført af romerske
soldater. Men det var de jødiske ypperstepræster, der dømte ham til døden og
vaskede deres hænder i hyklerisk forvisning om, at kætteren Jesus selv var
skyld i sin egen død. Selve korsfæstelsen skete angiveligt
under overværelse af en større menneskemængde, hvoraf de fleste formentlig var
fulgt med inde fra byen eller som på forhånd var søgt ud til
henrettelsesstedet. Blandt dem der fulgte optoget fra Pilatus' borg og ud til
Golgata, var der en del kvinder, først og fremmest Jesu
moder, Maria, men også hans moster Salome, Zebedæus' hustru og moder til
disciplene Jakob og Johannes, Jesu anden moster, Maria, Klopas' hustru og moder
til disciplene Jakob og Josef, Maria Magdalene, samt antagelig Lazarus' søster,
Maria. De nævnte kvinder er muligvis fulgt med inde fra byen, hvor de
antagelig også har overværet domsafsigelsen over Jesus. Det fremgår ikke af
evangelierne, om en eller flere af Jesus søstre eventuelt har været til stede
under korsfæstelsen, men udelukkes kan det vel næppe. Men ud over de nævnte,
har de professionelle grædekoner, som ledsagede optoget under vandringen
gennem byen, sandsynligvis også været blandt folkemængden. Så vidt det kan
skønnes, var der dog betydeligt flere mænd end kvinder til stede på Golgata den
formiddag eller måske eftermiddag, da Jesus og de to røvere blev korsfæstede.
Blandt mændene
i folkemængden var først og fremmest den centurion og hans soldater, som førte
de dømte ud til retterstedet og som dér foretog selve henrettelsen. Dernæst
ypperstepræsterne, en del tempeltjenere, en del lovkyndige (skriftkloge) og
antagelig også en del medlemmer af rådet: farisæere og saddukæere. Derimod var
der i henhold til evangelierne kun én eneste af Jesu mandlige disciple til
stede under korsfæstelsen, nemlig "den discipel, han elskede",
Johannes Zebedæus, som samtidig var en af Jesu fætre. Sammen med Simon Peter
blev han et par dage senere et af de såkaldte opstandelsesvidner, idet disse
to, som - efter at være tilkaldt af Maria Magdalene og de andre kvindelige disciple
- var de første mandlige disciple, der så den tomme grav, og som derfor troede
på, at Jesus var opstået fra de døde.
I bogen ”JESUS
Søn af mennesket” har jeg redegjort for Ny Testamentes fire evangelier, som i
det væsentlige er i indbyrdes overensstemmelse med hinanden, skønt de både
ophavsmæssigt og tidsmæssigt er skrevet uafhængigt af hinanden. Man kan
umiddelbart undre sig over, at der er hele fire sådanne beretninger, som har
det tilfælles, at de hver for sig beretter om Jesu liv og lære. Dertil kommer
især Paulus’ beretning om sig selv og sit forhold til Jesus, som han kun kendte
af navn, idet denne var død flere år før Paulus nedskrev sine tanker og viden
om det mærkværdige menneske Jesus fra Nazaret. Paulus beretning om denne
forekommer i form af breve til kristne menigheder i forskellige mellemøstlige
lande.
De fire
evangelier, Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannes-evangeliet, er af noget
yngre dato, end Paulus' breve. Ifølge en gammel overlevering skal Mattæus-evangeliet
oprindeligt være blevet skrevet på aramæisk af apostlen Mattæus, der
var jøde og tolder af profession, og som menes senere selv at have oversat det
til græsk. Nutidens forskere hælder til den opfattelse, at Mattæus-evangeliet
snarere stammer fra et jødekristent miljø, formodentlig i Syrien, som var et
af den ældste kristenheds centre, og hvor der boede et stort antal jøder.
Mattæus-evangeliets forfatter menes at have benyttet Markus-evangeliet som
kilde, og da dettes tilblivelse regnes fra omkr. år 70, må Mattæus-evangeliet
rimeligvis være blevet til omkr. år 80. Muligheden for, at apostlen og tolderen
Mattæus skulle være det direkte ophav til evangeliet af samme navn, er måske
ikke sandsynlig, men skyldes snarere behovet for apostolsk troværdighed.
Markus-evangeliet
er traditionelt blevet tillagt apostlen Johannes Markus, i hvis
moders hus i Jerusalem disciplene hemmeligt samledes i dagene efter Jesu død,
ja, formentlig også ved flere tidligere lejligheder. Markus samarbejdede nært
med Simon Peter, som nogle antager for at være kilden til Markus' beretning, og
med sin onkel Barnabas og Paulus. Men uanset hvem der er evangeliets forfatter,
anses det i almindelighed for at være den første skriftlige beretning, der
samlede overleveringer om Jesus til en samlet fortælling. Men heller ikke i
dette tilfælde menes evangeliet at være et resultat af en øjenvidneberetning,
men snarere et bearbejdet produkt af urmenighedens erfaringer og behov.
Det tredje af
evangelierne, Lukas-evangeliet, tillægges som nævnt traditionelt lægen og
apostlen Lukas, der menes at være en fra Antiokia stammende
hedningekristen, som desuden anses for at være forfatter af Apostlenes
gerninger. Lukas var Paulus' medarbejder og rejsefælle både i Antiokia og på i
al fald tre af de lange rejser, denne foretog, herunder på den fjerde og sidste
rejse til Rom, som endte med Paulus' henrettelse.
Lukas-evangeliet
anses af de fleste forskere for at være det ældste skriftlige vidnesbyrd om
Jesu liv og lære, og det menes at være blevet affattet i årene 63-64 e.Kr.
Evangeliet er angiveligt tilegnet en højtstående personlighed fra den
græsk-romerske verden ved navn Theofilus, hvorfor det må antages at have haft
til formål, at medvirke til udbredelsen af budskabet til den ikke-jødiske
verden.
Det fjerde og
sidste af evangelierne er Johannes-evangeliet, som tillægges den discipel, der
i særlig grad havde Jesu fortrolighed, dvs. apostlen Johannes
Zebedæussøn, som også regnes for at være forfatter af Johannes-brevene og
Johannes' Åbenbaring. Evangeliet menes på grundlag af bestemte kriterier at
været blevet til i årene 90-95, men ud fra andre kriterier regnes
affattelsestidspunktet til omkr. 69 e.Kr. Såfremt den nævnte Johannes, eller på
hebræisk Johanan, kan anses for dets ophav, består der den mulighed at han på
tidspunktet for dets affattelse var forstander for menigheden i den græske by
Efesus på Lilleasiens vestkyst, og her døde han i en høj alder. Evangeliet er
affattet på græsk - nogle mener på grundlag af en aramæisk kilde, som kan være
væsentligt ældre - og menes derfor at henvende sig til en hellenistisk
læserkreds.
Det korte af
det lange er, at man utvivlsomt er på sikker grund, når man fastslår, at de
fire evangelier i bund og grund er forfattet af og udtryk for jødisk-kristne
menigheders respektive opfattelse af Jesu liv og lære. Kulturelt set kan
man nok med rette sige, at kristendommen er en form for mytologi, hvorved
forstås summen af bestemte begreber og forestillinger, der forefindes inden for
en bestemt kultur eller religion.
Hermed er vi nået frem til at rejse
det store og vigtige spørgsmål: Hvad og hvor meget er virkelighed og hvad og
hvor meget i Jesu liv og historie er fiktion? – Så vidt jeg kan se og forstå,
så var og er Jesus som allerede nævnt en virkelig historisk person, en ung lærd
religiøs prædikant, formentlig i lighed med flere andre lignende jødiske
religiøse prædikanter omkring den tid. Som eksempelvis hans fætter Johannes
Døberen. Men eftersom han ikke selv har nedskrevet noget om sig selv og sin
lære, er der god grund til at tro og mene, at det er de 11 ledende medlemmer af
den kristne urmenighed i Jerusalem, eller de mest markante og mosaisk kyndige af
disse, der anonymt har sat sig sammen og er blevet enige om at skrive det, der
regnes for det oprindeligeste af de fire evangelier: Markus-evangeliet. Deres
navne er og var Simon Peter, Johannes Markus, Jakob,
Andreas, Filip, Tomas, Bartolomæus, Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Zelotes
og Judas, Jakobs søn, ikke at forveksle med Judas Iskariot. Her var i forvejen
forsamlet nogle kvindelige disciple og desuden Jesu moder, Maria, og hans
brødre, der ud fra egen opfattelse og forståelse – eller ikke-forståelse? –
af Jesu liv og lære, har været ivrige for at cementere og forkynde det gode
budskab, evangeliet, først og fremmest for jødiske menigheder og samtidig også
for den øvrige omverden, herunder for medlemmerne af synagogerne i Syrien og
Grækenland og senere i Rom. Men i øvrigt forholdt det sig dog sådan, at den
kristne forkyndelse ikke var lige velkommen alle steder. Eksempelvis blev
apostlen Simon Peter - i øvrigt i lighed med apostlen Paulus – år 64 arresteret
og henrettet under sit af gode grunde sidste besøg i Rom
Men før det
var kommet dertil, og umiddelbart efter den begivenhed, der betegnes som
”Kristi Himmelfart”, der formentlig fandt sted omkring år 33, var de elleve
disciple vendt tilbage til Jerusalem, hvor de samledes i Johannes Markus’ moders
hus, i den sal, hvor de plejede at opholde sig, når de var i Jerusalem. i
henhold til evangelisten Lukas samledes de nævnte disciple i fællesbøn, og det
fremgår indirekte, at alle var i stor vildrede med, hvad man skulle tro og
hvordan de voldsomme begivenheder, der havde fundet sted i påskedagene og
efter, skulle opfattes og tolkes. Måske lige bortset fra Simon Peter, som efter
Jesu arrestation angiveligt fornægtede at kende til Jesus, i de forløbne dage
og uger åbenbart var kommet så meget til besindelse, at han kunne indtage og
udfylde den af Jesus anviste plads som sine meddisciples anfører og vejleder.
I mellemtiden
havde samme toneangivende Simon Peter udvirket, at der var blevet valgt en ny
discipel som erstatning for Judas Iskariot. Valget stod mellem Josef, med
tilnavnet Barsabbas, og Mattias, som begge havde været Jesu disciple og fulgt
denne i nogen tid, og det blev afgjort ved at kaste lod. Forinden havde Peter
dog først henvendt sig i bøn til Jesus: ”Herre! Du, som kender alles hjerter, vis
os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den
apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget
sted.” Loddet faldt på Mattias, som herefter blev regnet som den
tolvte apostel.
Det fremgår
indirekte, at disciplene allerede på dette tidspunkt havde dannet den første
menighed, der skulle blive kendt under navn af urmenigheden, dvs. den
første kristne menighed i Jerusalem. Af ovenfor anførte citat ses det, at man
var begyndt at opfatte apostelgerningen som et embede, i lighed med
præsternes og andres embeder ved Templet og i synagogerne. Optagelsen i
menigheden skete sandsynligvis i forbindelse med det ritual, der betegnes som
dåben, men i den første tid adskilte de Kristus-troende sig ikke fra deres
jødiske landsmænd. Som disse deltog de i tempeltjenesten og overholdt de
fastlagte bedetider, og fastholdt Moselovens bestemmelser om renselser, sabbat,
omskæring osv. Det står klart, at både Jesus og hans disciple overholdt alle
jødedommens religiøse forskrifter, og urmenighedens medlemmer i Jerusalem
gjorde fortsat det samme.
Foruden dåben,
som skete, idet man bekendte sig til troen på Jesus Kristus, havde man også
nadveren, som Jesus jo havde indstiftet under sit sidste påskemåltid, der formentlig
fandt sted skærtorsdag aften i året 33. Ved nadverens indstiftelse foretog
Jesus en nytolkning af jødernes traditionelle påskemåltid, som jo bestyrkede
jødefolkets pagt med Gud, idet han, for at disciplene og de troende skulle
huske på hans liv og gerning, lod vinen symbolisere sit blod og brødet sit
legeme. Så også i dette tilfælde henholdt Jesus sig til ortodoks jødisk
religiøs skik og brug. Man vil derfor ikke med rette kunne betegne Jesus som
hverken en religiøs oprører eller reformator, men højst konstatere, at Jesus og
med ham urmenigheden i Jerusalem ønskede at revitalisere forbenet ortodoks
jødisk tro.
Kristendommens vækst og udbredelse
Det må
erkendes, at til trods for, at det oprindelige og egentlige ophav til
kristendommen, var det beskedne menneske Jesus fra Nazaret i Galilæa, har der
været en stærk livskraft i den kristne kirke op gennem århundrerne, først og
fremmest i den romersk-katolske kirke, med autoritativt hovedsæde i Rom, hvor
paven og hans håndgangne mænd – kvinder havde dengang kun adgang til at blive
kirkegængere – regerede, ofte med hård hånd, som det var tilfældet under
inkvisitionens kætterforfølgelser i middelalderen. At det forholder sig sådan,
skyldtes naturligvis grundlæggende især to faktorer, nemlig dels er behov hos
en stor mængde almindelige mennesker i disses oftest jordbundne og vanskelige
daglige tilværelse, og dels et velment, men camoufleret magtbegær hos
fremtrædende stærke mandlige personligheder, i form af paven, prælater, præster
og lignende hellige mænd. De færreste af disse gjorde sig næppe tanker om, at
der i og med det kristne verdensbillede strengt taget var og er tale om et
religiøst bedrag og i bedste fald et bevidst eller formentlig i de fleste
tilfælde et ubevidst selvbedrag. For nogle såkaldt hellige mænd kunne deres
stilling desuden også betyde erhvervelsen af det daglige levebrød.
Der fandtes i
de første århundreder kirkelige teologer, som kaldes kirkefædre, hvis skrifter
udlagde og forsvarede den rettroende kristne tro. Kirkefædrene regnes som de
første apostolske fædre og apologeter, heraf Johannes fra Damaskus, død 749,
som den sidste. Disse var ophav til den urkristne litteratur, som ikke er
medtaget i Ny Testamente. Skrifterne er indbyrdes meget forskellige, men udgør
et vigtigt bindeled i vor viden om og forståelse af urkristendommens tro og
tænkning. Disse skrifter betegnes også som apokryfe, dvs. skjulte skrifter. De
ældste af disse er fra det 2. århundrede efter Kristus, hvorfor forfatterne af
disse naturligvis kun kan have deres viden om Jesus og den kristne lære fra
deres forgængere.
Imidlertid bør
man dog også gøre sig klart, at der stort set har gjort og gør sig de samme
principielle forhold gældende indenfor protestantismen, uanset hvilke afarter
denne har formeret sig i siden begyndelsen i 1400-tallet. I Danmark er kristendom
i form af den evangelisk-lutherske troslære blevet statsreligion og kendes
under navn af Folkekirken, hvor man bliver automatisk medlem af denne ved
barnedåben, hvor barnet navngives. Det er dog ikke ensbetydende med, at samme
barn som voksen også bekender sig til den kristne tro, heller ikke selvom
vedkommende eventuelt bekræfter denne ved den såkaldte konfirmation. Mn selv om
et flertal af danskere er medlemmer af Folkekirken, er dette dog ikke
ensbetydende med, at de så også bekender sig til dens lære. Frafaldet af
medlemmer har været støt stigende gennem en årrække. De fleste er derfor
såkaldt kulturkristne og kommer traditionelt og i reglen kun i kirken ved dåb,
konfirmation, bryllup og begravelse.
Men der var og
har altid været begavede folk, der var oprigtigt troende og som derfor
benyttede deres intelligens til dels at angribe hykleriet og dels til at
forsvare, hvad de af et ærligt hjerte mente var ægte religiøsitet. Det findes
der et rigtig godt eksempel på i den danske filosof og forfatter Søren
Kierkegaard, hvorfor følgende tekst skal citeres fra artiklen 4.153. "Skrøner
og bedrag" - et bidrag til
ét-livs-hypotesen:
(Citat) Tidligere
endnu, i 1835, satte en anden tysk forsker, teologen og filosoffen David
Friedrich Strauss (1808-74) i sin bog om ”Jesu liv” spørgsmålstegn ved, at
troen på Jesus som Gud eller Guds Søn ikke havde forledt de ukendte
evangelister til at forskønne eller tildigte kendsgerninger om Jesus. (Citat
slut) (7)
Men ikke nok
hermed, for dette tekststykke følges op med oplysninger om, at vor egen
hjemlige filosof og forfatter Søren Kierkegaard (1813-55) i sit polemiske
skrift ”Philosophiske Smuler”, 1844, tager spørgsmålet om den genopstandne
Kristus op til kritisk behandling. Kierkegaard anser det nemlig for at være et
paradoks, altså selvmodsigende, at ’guden’ på et tidspunkt vælger at leve som
et menneske i et bestemt historisk tidsrum. Det strider imod enhver form for
intellektuel erkendelse og fornuftmæssig forståelse og provokerer derfor
almindelig menneskelig forstand. Den forestilling, at ’guden’ lige præcis viste
sig i form af en fattig tømrersvends skikkelse, altså som en person i lighed
med almindelige mennesker, forekommer absurd. For at acceptere det, måtte man i
henhold til Kierkegaard derfor forlade sig på ”troens paradoks eller
absurditet”. Det vil kort sagt sige, at tro på noget selvmodsigende.
På den baggrund
kan det konstateres, at Kierkegaard mente, at der ikke findes historiske eller
spekulative beviser for kristendommens objektive sandhed. Den er et personligt,
subjektivt anliggende og dermed noget ”eksistentielt”. Men nok så provokerende
var og er det, at Kierkegaard selv i stigende grad bekendte sig til og faktisk
søgte at efterfølge Kristus i form af urkristendommen og på den måde være et
sandhedsvidne for den egentlige kristendom, i modsætning til den officielle
kirke, der efter hans mening havde og har affundet sig med denne verden. Som
typisk repræsentant for denne ’jordbundne’ kirke anså Kierkegaard biskop J. P.
Mynster (1775-1854) for at være. Konklusionen må her blive, at Kierkegaard a
priori antog Jesus Kristus og dennes liv og lære som eksistentielle fakta. Han
forkastede altså ikke Jesus Kristus’ historiske eksistens.
Kierkegaards
kritik af den danske folkekirke var spids og skarp og lod ingen være tilbage
med en undskyldning om, at man ikke forstod, hvad det var han mente. Det giver
han blandt andet udtryk for i sit skrift Dømmer selv, som dog ikke blev udgivet
i hans levetid:
(Citat) Her
møder vi adskillige af de temaer, som under kirkestormen blev gennemspillet for
fuldt orkester, f. ex. Optræder den berømte cand. Theol. Ludvig From, der
opsøger – ikke Guds rige, men embede, og som nær havde trukket sig tilbage,
fordi embedet viste sig 150 rdl. lavere gageret end beregnet, men som på
indsættelsesdagen med fynd og klem og til sine foresattes store tilfredshed
prædikede over: Søg først Guds rige og hans retfærdighed! I Dømmer selv får
ordet ”sandhedsvidne” også sin særlige kvalitet: engang forkyndtes
kristendommen af sandhedsvidner, som ikke havde noget levebrød deraf; derfor
har sandhedsvidnet en egen værdighed i kraft af sit liv, og denne værdighed
skeler præsten bestandig til og vil tilegne sig, skønt hans liv jo er et helt
andet, modsat ”hine herliges”, for nu er forkyndelse en levevej som enhver
anden. Også præsten har sin værdighed; ligesom lægens, kunstneres eller
skuespillerens står den i ligefremt forhold til hans duelighed i kaldet, men
kun ”indrømmelsen” bringer kristelig sandhed ind i hans liv. (Citat slut)
(8)
Kirkegaards
kritiske holdning til den kirkelige kristendom gav ham anledning til offentligt
at protestere imod denne og de personer, der primært repræsenterede
kirkekristendommen. Protesten antog i praksis ikke mindst form af tidsskriftet
”Øieblikket”, som Kierkegaard skrev og udgav i sit sidste leveår 1855, og som
udkom med i alt 9 numre. Det 10. nummer lå færdigskrevet, da han døde den 11.
november og i øvrigt blev begravet på familiegravstedet på Assistens Kirkegård
på Nørrebro i København. (9)
Det, der fik
Kierkegaard til at mene, at tiden eller øjeblikket var kommet, hvor han
nødvendigvis måtte påtage sig hvervet som folkekirkens revser, skyldtes ikke
mindst, at han personificerede den konservative kirkekristendom med især sin
tids toneangivende kulturpersonlighed, Sjællands biskop Jakob Peter Mynster
(1775-1854). Ved Mynsters død udtalte hans efterfølger, biskop Hans Lassen
Martensen (1808-1884) under en prædiken i Slotskirken, at Mynster var ”et
sandheds-vidne” på praktisering af ægte kristendom. Denne udtalelse blev for
Kierkegaard anledningen til det stærke stormløb mod det, han forstod som «den
officielle kristendom», og som optog ham det sidste år af hans liv og satte
sindene i så voldsom bevægelse. Det var dog først i slutningen af året, mere
præcist 18. december 1854, at han offentliggjorde sin første artikel i avisen
Fædrelandet. Martensen besvarede den meget skarpt i Berlingske Tidende, men
forholdt sig derefter fuldkommen tavs, formentlig fordi han anså Kierkegaard
for at være ude af balance og selvkontrol. Derimod udgav han et lille
hyldestskrift: Til Erindring om J. P. Mynster (1855). (Citat slut)
I håb om at
undgå unødvendig misforståelse, skal her indskydes og tilføjes, at det nævnte
religiøse bedrag og selvbedrag naturligvis også gjaldt og gælder for de andre
verdensreligioners og øvrige religioners vedkommende. Til verdensreligioner
regnes foruden kristendommen også Buddhismen og Islam. Til de øvrige former for
religion hører f.eks. Jødedommen, Hinduismen, Parsismen m.fl.
_________________________________
Albrecht,
Mark: Reinkarnationen set med kristne øjne. Credo Forlag, København,
1987.
Bibelen. Den
hellige Skrifts kanoniske Bøger. Det danske Bibelselskab, København 1950.
Brown,
Dan: Da Vinci Mysteriet. 2004. (Bogen er her opfattet som en
roman-fiktion. Se evt. artiklen 4.36. Konspirationsteorier - sandhed eller falsum? - en artikel om en del af de mange konspirationsteorier, der har
været fremme i tidens løb. Se afsnittet Er Da Vinci Mysteriet et mysterium?).
Bruus-Jensen,
Per: Det Kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over begrebet som det
optræder i en stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og
erkendelse. Forlaget Nordisk Impuls 2007.
Bruus-Jensen,
Per: Eksistens og udødelighed, Borgen 1982.
Bultmann, Rudolf: JESUS. Oversat af
Harald Bülow Davidsen. Forord af Børge Diderichsen. Vintens Forlag 1977.
Fromm,
Erich: Dogmet om Kristus og andre essays om religion, psykologi og
kultur. Oversat af Mogens Boisen. Hans Reitzels Forlag, København 1968
Giversen,
Søren: Thomas-evangeliet. Gads Forlag 1959; Genudgivet i revideret udgave:
Gyldendal 1990.
Grane,
Leif: Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter. Det danske Bibelselskab,
1976.
Gregersen,
H.G.: De apokryfe evangelier i Ny Testamente, 1886.
Grønbech,
Vilhelm: Jesus Menneskesønnen. Gyldendals Uglebøger 1962.
Grønbech,
Vilhelm: Kristus. Den opstandne frelser. Den ældste
kristne menighed. Gyldendals Uglebøger 1970.
Lehmann, Johannes: Rapport
om Jesus. Protokol over en forfalskning. Oversat fra tysk af Karina
Windfeld-Hansen. Borgens Forlag 1971.
Martinus: Bevidsthedens
skabelse, småbog nr. 14. Martinus Institut.
Martinus: Blade
af Guds billedbog, småbog nr. 6. Martinus Institut.
Martinus: Bønnens
mysterium, småbog nr. 11. Martinus Institut, 1948.
Martinus: Hvad
er sandhed, småbog nr. 3. Martinus Institut, 1949.
Martinus: Juleevangeliet,
småbog nr. 13. Martinus Institut, 1949.
Martinus: Mellem
to verdensepoker. Martinus Institut.
Martinus: Menneskeheden
og verdensbilledet, småbog nr. 8. Martinus Institut.
Martinus: Omkring
min missions fødsel. Martinus Institut.
Martinus: Påske,
småbog nr. 2. Martinus Institut, 1942.
Martinus: To
slags kærlighed, småbog nr. 28. Martinus Institut.
Martinus: Verdensreligion
og verdenspolitik, småbog nr. 17. Martinus Institut.
Martinus’
Erindringer. Zinglersens Forlag 1987.
NB! Samtlige Martinus’
værker er senere udgivet i nye udgaver, lige som en hel del af bøgerne er
oversat til flere andre sprog. Oplysninger herom kan findes på http://www.martinus.dk/.
Meyer, Peter
Krog: Den christelige Religons- og Sædelære med Hensyn paa de lærde Skolers
øverste Classer. 1818.
Müller, Lisbet
og Mogens: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie
(4). Politikens Forlag 1980.
Nielsen,
Ditlef: Den historiske Jesus. Forlaget H. Aschehoug & Co.
København 1924.
Ny Testamente.
Det danske Bibelselskab i kommission hos P. Haase & Søns Forlag, København
1962.
Nøjgaard,
Niels: Portræt af Jesus. G.E.C. Gads Forlag, København 1975.
Nørgaard, Erik: Partisanen Jesus. Bogans
Forlag, København 1975. (Bogen er en lidt ensidig opfattelse af Jesus som
frihedskæmper)
Petersen, Helge: Hellighed og
autoritet i oldkirken. En konfrontation udfra Augustins De Baptismo af to
kirkesyn. G. E. C. Gads Forlag. København 1968.
Piø, Iørn: Den
lille Overtro. Håndbog om hverdagens magi. Politikens Forlag, København 1973.
Religion/Livsanskuelse
(Gyldendals Røde Opslagsbøger). Redaktion: Finn Stefánsson, Asger Sørensen
og Else Matthison-Hansen. Gyldendal 1979.
Robinson, John A. T., Biskop af Woolwich:
en ny reformation? Oversat af H. C. Huus. Jespersen og Pios Forlag. København
1965.
Schuré,
Édouard: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige
historie. Rama –
Krishna – Hermes – Moses – Pythagoras – Platon – Jesus. Forlaget Kronos. København 1948.
Severinsen, P.: Hvordan Reformationen
indførtes i Danmark. O. Lohse København 1936.
Simon, Edith: Reformationen – Åndelig
revolte og politiske intriger. Oversat af lektor Leo Hjortsø. Sesam
Biblioteket. Udgivet af Lademanns Forlagsaktieselskab, Copenhagen 1968.
Skovgaard-Petersen, C.: Landet, Hvor Kilderne sprang I-II. O. Lohse,
Copenhagen 1924.
Stauffer,
Ethelbert: Jesus, hans liv og samtid i historisk belysning. Jespersen
og Pios Forlag, København 1961.
Torm, Axel: Er
Du Kristus? Jødisk syn over for kristen tro. G.E.C. Gads Forlag, København
1984.
Wegener, G.
S.: Historien om Bøgernes Bog. Bibelen
gennem 6000 år. På dansk ved Niels H. Gadegård. Aschehoug Dansk Forlag
MCMLIX (!959)
***********************