Hvor blev I af

Tankevækkende perspektiver

Denne artikel vil forsøgsvis behandle begrebet perspektiv ud fra to synsvinkler, nemlig perspektiv dels i form af mikroperspektivet eller nærperspektivet og dels i form af makroperspektivet eller fjernperspektivet. Ved det førstnævnte perspektiv skal ganske enkelt forstås det perspektiv, som også kunne kaldes for ét-livs-perspektivet, hvori vi mennesker bevidst så vel som ubevidst oplever, opfatter og forsøgsvis forstår vores nære omverden og tilværelse. Ved det sidstnævnte begreb og perspektiv, makroperspektivet, skal lige så enkelt opfattes og forstås det vældige univers, hvori vi alle hver især lever, oplever og udfolder os. I dette universale perspektiv svinder ét-livs-tilværelsen ind til en så mini-mini foreteelse, at den synes uden betydning i den vældige universale eller kosmiske sammenhæng. Paradokset er, at vi jo alle er her, om end kun for et begrænset tidsrum, som for os mennesker maksimalt drejer sig omkring knapt 100 år.

Men hvorfor har denne artikel fået titlen ”Hvor blev I af?” – Svaret lyder i al korthed: Det har den ganske enkelt, fordi artiklens hovedemne vil dreje sig om det universale faktum, der almindeligvis betegnes som døden eller tilintetgørelsen. Man kan poetisk sige om døden, at den er livets rejsekammerat, sådan som eksempelvis digteren H. C. Andersen kalder den i eventyr som ”Dødningen” (1830) og dettes bearbejdelse til eventyret ”Reisekammeraten” (1835).

Lige så længe der har eksisteret tænkende mennesker, lige så længe har der også været tanke-specialister eller såkaldte filosoffer, et ord, der betyder venner af visdom, som har beskæftiget sig med tre grundlæggende tilværelsesproblemer: Hvad? Hvordan? og Hvorfor? Formentlig lige så længe har tænkerne stort set også delt sig i tre filosofiske hovedretninger: Idealister, materialister og identitetslærere. Idealister i og med opfattelsen af eller troen på en åndelig eller spirituel virkelighed, materialister i opfattelsen af eller troen på, at virkeligheden udelukkende består af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder, identitetstilhængere i opfattelsen af, at løsningen på de dualistiske problemer mellem ånd og materie er, at ånd og materie i bund og grund er identiske.

Ligeledes forekommer der tre andre væsentlige filosofiske grundretninger: Teister (troen på en gud), ateister (benægtelsen af en gud) og indifferente (tænkere, hvor hvem spørgsmålet om en gud er uden betydning og derfor overflødigt).

Døden set i nærperspektivet

Det er naturligt og selvfølgeligt, at vi mennesker stort set især forholder os til den død, der rammer vores familie og venner. Så meget mere, som at vores personlige følelser normalt præger denne nok så fatale situation i menneskers liv. Det kan, i principiel lighed med optimistisk glædesfølelse ved fødslen, være i form af en idealistisk og optimistisk overbevisning om eller tro på, at de afdødes sjæl eller ånd lever videre i en overjordisk åndelig tilstandsform, sådan som f.eks. kristne traditionelt mener og tror. Eller sådan som f.eks. hinduister og buddhister også tror, men med den tilføjelse, at disse mener at sjælen eller ånden senere genfødes – reinkarnerer – på Jorden og fortsætter livet med de positive og negative konsekvenser genfødslen og den med denne forbundne skæbnelov, også kaldet karmaloven, har, og som kort lyder: ”Som du sår, således skal du også høste!” I henhold til den teori, følger skæbnevirkningerne et individ gennem flere inkarnationer, men vel at bemærke både i positiv og negativ forstand. Positivt i den forstand, at evner og færdigheder udvikler sig, negativt i den forstand, at følgerne af begåede uheldige og ulykkelige handlinger automatisk medfører en lige så ulykkelig og uheldig konsekvens i det aktuelle liv.

Gennem hele menneskehedens historie har der været mennesker og grupper af mennesker, som har haft et behov for og følt sig tiltrukket af idealistiske religiøse eller verdslige utopier. Den omstændighed må formentlig være baggrunden og grundlaget for religionernes opståen som en måde, hvorpå mennesker kunne give tilværelsen mening og gøre den udholdelig og i bedste fald glædelig.

Helt anderledes tager situationen sig ud set fra en materialistisk og pessimistisk livsopfattelse, hvor den fysiske død betyder slutningen på og tilintetgørelsen af både individets fysiske legeme og den dertil knyttede form for energi, der betegnes som ånd eller sjæl. I den sammenhæng er der ikke tale om nogen skæbnelov, men derimod om den fysiske lovmæssighed årsag og virkning, også kaldet kausalitetsloven. Denne er. Sammen med naturlovene og naturkræfterne rigeligt til at forklare, hvordan verden og livet er opstået og fungerer. Derfor er begrebet Gud totalt unødvendigt og dermed overflødigt tankespind til trøst for naive og godtroende mennesker.

I mit eget personlige nærperspektiv og liv, som i min ungdom begyndte idealistisk, men som med tiden og i nutiden udgøres af ét-livs-hypotesen, foreligger der erindringer om mange familiemedlemmers og en del venners død og dermed fravær i dagligdagens mere eller mindre rare og hyggelige lilleverden. Først og fremmest mine kære forældre, min mor som døde i 1975, og min far, som døde i 1976. Dernæst to af mine tre søskende, min søster, som døde i 2001, og min ældste lillebror, som døde i 2014. Det er først og fremmest de her nævnte familiemedlemmer jeg stiller spørgsmålet: ”Hvor blev I af?”

Dem havde jeg jo kendt gennem et relativt langt liv, hvorfor det føltes helt urimeligt og nærmest absurd, at de ikke længere var her og når som helst kunne kontaktes, enten personligt eller via telefon, brev eller e-mail, sådan som mine søskende og jeg jævnligt plejede at kommunikere indbyrdes, da de levede. Nu er end ikke deres jordiske rester i form af mere eller mindre opløste legemer her, for dels er mine forældres grave på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København for længst sløjfet og dels valgte mine to søskende ligbrænding og at deres aske skulle spredes i havet ud for, hvor de hver især boede, da de døde. Min søster boede ved sin død i Huntington Beach i Californien og min bror boede ved sin død i Perth i Vest Australien.

Faktisk føltes den ovenfor nævnte situation som om jeg åndelig talt stirrede ud i det store tomme intet. Omtrent sådan som jeg oplever det, når jeg for mit indre blik ser virkeligheden i form af det makroperspektiv, der er i det fysiske univers med dets utallige planeter, solsystemer og galakser. Principielt det samme perspektiv gælder i forbindelse med tid, mere præcist når det drejer sig om fortiden. Forud for denne er nutiden, der på sin vis har rod i fremtiden. Alle levende væsener – og ikke mindst os mennesker – har normalt et livsforløb, der strækker sig over fremtid, nutid og fortid. Hvilket vil sige et livsforløb fra undfangelse, fødsel, barndom, ungdom, voksenalder og alderdom til død. Det betyder samtidigt, at ethvert menneske har et livsforløb, som også vil kunne kaldes en livshistorie og dermed en forhistorie.

Livets ’grundstof'

Men det basale og primære er i denne sammenhæng, at ethvert menneskes liv – ja, ethvert levende væsens liv - former sig sådan, at fostertilværelsen dør i og med fødslen, som dør i og med opvæksten til barn, som dør i og med ungdommen, som dør i og med voksenalderen, som igen dør i og med alderdommen, som atter dør i og med dødens indtræden. Og, hvad der er nok så væsentligt, at ethvert menneskes samlede fortidige liv normalt udgør en livshistorie, der som tiden går blegner hos de efterladte og eftertiden, indtil samme livshistorie i de fleste og overvældende antal tilfælde til sidst dør i glemsel. Menneskeheden er altså med andre ord et i absolut grad foranderligt og – i bund og grund - forgængeligt ’fænomen', som i princippet har med fænomenet ’drøm’ at gøre. Sidstnævnte er jo beslægtet med fænomenet ’erindring', der igen er identisk med fænomenet 'bevidsthed', som igen er forudsætningen og betingelsen for, at f.eks. jeg kan sidde her bag computerskærmen og tænke og skrive disse linjer. Men alt ialt minder dette mig om den kloge engelske digter og dramatiker William Shakespeares vise og dermed sande ord i hans komedie "STORMEN" (1633), Fjerde Akt, Første Scene, hvori bl. a. Prospero, den retmæssige hertug af Milano og dennes datter, Miranda, samt Ferdinand, søn af kongen af Neapel, optræder:

Ferdinand:

Hvor sært! Din Faders sind er fyldt af noget, som stærkt oprører ham.

Miranda:

Jeg så ham aldrig før nu så ude af sig selv af vrede.

Prospero:

Du ser urolig ud, min søn, som om du var bekymret;

Vær kun frejdig, ven.

Vor fest er sluttet. De, der trådte op,

var, som jeg forud sagde, alle ånder,

og løstes op i luft, i flygtig luft.

Og just som dette luftsyns løse svæv

skal skybelagte tårne, stolte slotte,

storladne templer, hele kloden selv

med dem, hvis arvelod den blev, forgå

og lig hin svundne tant end ikke lade

en sky tilbage. Vi er sådant stof,

som drømme dannes af; vor smule liv

omrammes af en søvn. – […]

(Frit citeret efter bogen William Shakespeare / STORMEN / En Komedie

{Oversat og kommenteret af V. Østerberg / J. H. Schultz Forlag 7 / 1969).

Ja, alt og alle er undergivet de samme uundgåelige lovmæssigheder som opståen og forgængelighed. I mit tilfælde mest markant i sådanne tilfælde og situationer, hvor mine afdøde kære familiemedlemmer og afdøde nære venner dukker op i både min vågne hukommelse og sovende bevidsthed, åbenbart for at minde mig om, at de – usynligt for de fysiske sanser - hver især lever videre som erindrings-skikkelser. Som sådanne ligner de sig selv, sådan som jeg kendte og har kendt dem hver især igennem mange år. Dog var og er der den forskel på dengang de levede og nu, nemlig at de nu er tavse og kun ’taler’ via deres ansigtsudtryk og kropsholdninger. Vores tavse ’samtaler’ drejer sig især om en genoplevelse af større og mindre fælles oplevelser og situationer, både de positive og de negative, men dog mest de førstnævnte.

Men midt i disse personlige erindringer om mine afdøde familiemedlemmer og nære venner, som jeg fornemmer følger med mig overalt, hvor jeg går og står, er der et stort savn og en stor forundring over den kendsgerning, at mine kære ikke længere fysisk er til stede her og nu sammen med mig. Det får mig samtidigt til at se og forstå, at min egen levetid unægtelig er begrænset, idet jeg om få måneder nærmer mig 90 år. I den alder må man siges at have fremtiden bag sig. Så om føje år vil jeg være en erindring hos min kære kone og min lige så kære datter og vores kære og nu voksne børnebørn. Måtte de alle hver især i tide og midt i glæde og forhåbentlig succes huske på de gamle visdomsord: ”Memento mori” (”Husk på døden”). Gør man det, stille og roligt i visheden om dødens komme og det personlige livs afslutning før eller siden, da er livet ikke så svært og døden heller ikke. Men enhver afsked har naturligvis noget vemodigt over sig og ikke mindst, når det gælder om at tage afsked med mennesker, man har kendt og elsket det meste af livet og holder meget af.

******************