Flere tanker til eftertanke
Kære læser! Bemærk venligst,
at denne todelte artikel fortrinsvis vil være af interesse for læsere, som har lyst
til og behov for at gå seriøst i dybden med de filosofiske emner, som denne og
mine mange andre artikler forsøgsvis handler om. Men i øvrigt er der ingen der siger, at man nødvendigvis behøver
at læse hele artiklen på én gang, tværtimod kan det anbefales
at læse mindre partier af teksten ad gangen og gøre pause og tænke over det
læste. Under alle omstændigheder ønskes læseren god fornøjelse med læsningen.
Denne artikels titel indeholder livs- og verdensanskuelsens tre
grundlæggende hovedspørgsmål, som jeg i det følgende vil forsøge at besvare, så
vidt som jeg filosofisk set udlægger og forstår disse. Situationen er jo den,
at den grundvidenskabelige og især naturvidenskabelige forskning fra sin
begyndelse i 1500-tallet i hovedsagen har beskæftiget sig med at besvare de to
førstnævnte spørgsmål: Hvad? og Hvordan? Derimod har man af gode og forståelige
grunde undladt og undlader fortsat ethvert forsøg på at besvare det
problematiske spørgsmål: Hvorfor? Det har man siden de ældste tider overladt
til filosofferne at give mere eller mindre kvalificerede argumenter for og
forsøgsvis gyldige svar på.
Hovedspørgsmål nr. 1.: Hvad? drejer sig primært om det, der forenklet sagt kan fastslås
og defineres som ”et noget, der eksisterer”, filosofisk også betegnet som
”objektet”, der er genstand for ”subjektets”, dvs. undersøgerens eller
grundforskerens bevidste opmærksomhed.
Hovedspørgsmål nr. 2.: Hvordan? sigter primært til en nærmere udforskning af, hvordan
eller på hvilken måde ”et noget er blevet til og fungerer på”. Det er denne udforskning eller
undersøgelsesproces, der især beskæftiger grundvidenskaben og har gjort det
lige siden begrebet videnskab opstod, nemlig som et objektivt forsøg på at
skelne mellem naturgivne årsager og virkninger. Kausalitetsloven blev derfor
etableret som en væsentlig og uimodsigelig naturlov. Til at begynde med,
drejede videnskaben sig om at tilbagevise det verdensbillede, som skyldtes den
Bibelske skabelsesberetning.
Hovedspørgsmål nr. 3.: Hvorfor? drejer sig primært om forsøgsvis objektive forsøg på at finde ud af og forstå den formentlig dybere
mening eller hensigt, der er med, at ”et noget eksisterer og fungerer på”. Dette spørgsmål ligger qua sin karakter
udenfor det virkelighedsområde, naturvidenskaben fokuserer på og beskæftiger
sig med, primært fordi samme videnskab grundlæggende mener og promoverer den
opfattelse, at ’overordnede’ begreber som ’mening’ og ’hensigt’ med verden og
livet ikke er relevante og derfor heller ikke forekommer i videnskabelig
sammenhæng. I henhold til naturvidenskaben er alt et produkt og resultat af
naturgivne tilfældigheder. Dog med undtagelse af, at årsags-virkningsloven er
en grundlæggende uundværlig og uundgåelig faktor i tilværelsen. Denne
videnskabelige indstilling eller holdning har jeg i mit forfatterskab tilladt
mig at karakterisere og betegne som ”videnskabens reduktionisme”, idet denne
henfører overhovedet alt til at være produkt af og udelukkende skyldes
fysisk-kemiske kræfter, energier og lovmæssigheder.
Det skal dog her indskydes og nævnes, at der trods alt findes
videnskabelige grundforskere, som ikke deler den overvejende ’reduktionistiske’
opfattelse. Som et eksempel på naturvidenskabelige forskere, der udfordrer den
nævnte opfattelse, kan jeg henvise til min artikel 4.49. Videnskabelig
reduktionisme på retræte? Fra denne artikel vil jeg
gerne citere det følgende:
(Citat)
Under overskriften ”Videnskaben –
Virkeligheden – Mennesket” afholdtes der i foråret og efteråret 1996 en
serie foredrag og paneldiskussion på Niels Bohr Instituttet, hvor 9 navngivne
videnskabelige forskere, dels fra nævnte Institut og dels fra Københavns
Universitet, med hver deres specialområder, forelagde for det tilstedeværende
publikum, hvordan de hver især så på forholdet mellem videnskaben og de
fænomener, der kommer ind under begrebet religion. Det var altså med andre ord
den historisk set ældgamle drøftelse af forholdet mellem tro og viden, der var
på dagsordenen. For arrangementet stod Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe
Jørgensen, som angiveligt så det som formålet med paneldiskussionen, om det
ville være muligt at tilvejebringe et helhedsbillede af naturvidenskabens –
eller måske rettere naturvidenskabernes - aktuelle situation. Under indflydelse
fra en omtale af serien i Berlingske Tidende, skiftede foredragsrækken
imidlertid undervejs titel til ”Videnskaben eller Gud?” På baggrund
af den nævnte artikel blev DR TV1 interesseret og bragte samme forår 1996 en
række udsendelser med foredragene. I forlængelse heraf udgav DR Multimedie i
1996 bogen ”Videnskaben eller Gud?”, under redaktion af de to ovenfor nævnte
forskere.
Hovedsigtet med forelæsningsrækken og paneldiskussionen,
var angiveligt at afprøve de erkendelsesteoretiske og filosofiske sider af
videnskaben, og samtidig afprøve grænsen for den moderne videnskabs mulige
rækkevidde i de store, grundlæggende livsspørgsmål, herunder spørgsmålet om
Guds eventuelle rolle i spørgsmålet om verdens og livets opståen. Ville moderne
naturvidenskab måske være i stand til fuldstændig at udelukke en overordnet,
guddommelig krafts medvirken i verdens tilblivelse og livets
opståen? Eller ville verdens skabelse og livets opståen muligvis
kunne forklares udelukkende som resultatet af kemiske kræfter og fysiske
principper og lovmæssigheder? Og i givet fald, hvordan skal man da forklare sig
eksistensen af de fysisk-kemiske kræfter eller energier og naturlovene? Kan
disse i og med deres lovbundne og hensigtsmæssige funktioner med rette
betragtes som et produkt af ren og skær tilfældighed?
De deltagende forskeres svar på de ovenfor
nævnte og flere andre spørgsmål, måtte som forventeligt blive forskellige, dels
fordi forskerne repræsenterede vidt forskellige fagområder, og dels, fordi de
repræsenterede forskellige personlighedstyper. De pågældende forskere var Dr.
scient. i fysik Jens Martin Knudsen, f. 1934, fra Københavns
Universitet, astrofysiker og professor i astronomi ved Indiana
University Hollis Ralph Johnson, f. 1928, Ph. D. i fysik og lektor i
fysik ved Astronomisk Observatorium ved Niels Bohr Instituttet Uffe Gråe
Jørgensen, f. 1953, biologen, lic. scient., lektorvikar ved Niels Bohr
Instituttet, Claus Emmeche, f. 1956, mag. scient. i teoretisk fysik,
senere lektor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet Benny
Lautrup, f. 1939, chef for forskningsinstituttet og hjerneforsker ved Sct.
Hans Hospital Rasmus Fog, f. 1936, professor, cand. scient. i teoretisk
højenergifysik ved Niels Bohr Instituttet Holger Bech Nielsen, f.
1941, mag. art. i historie ved Københavns Universitet Bent Raymond
Jørgensen, f. 1949, og sluttelig Bent Melchior, f. 1929, lektor
i jødisk litteratur ved Københavns Universitet, overrabbiner. Sidstnævnte
medvirkede, for at forklare og forsvare de bibelske traditioner og paradokser,
der længe har været under angreb fra mange sider.
De nævnte videnskabelige forskere havde som
nævnt forskellige svar på de grundlæggende spørgsmål, der blev rejst i
forbindelse med foredragsserien, men stort set alle var i hovedsagen enige om,
at videnskaben ville være i stand til at give gyldige og fyldestgørende svar på
disse spørgsmål, og om ikke nu og her, så i hvert fald engang i fremtiden. Det
skyldtes angiveligt, at man generelt mente, at den videnskabelige
forskningsmetode baserer sig på to hovedpostulater, nemlig
objektivitetsaksiomet og kausalitetsaksiomet, det vil sige selvindlysende og
rationelle grundsætninger, som ikke behøver nærmere bevis, for at kunne
godtages. At noget er objektivt, vil sige, at det er afbalanceret sagligt,
upersonligt og upartisk, modsat subjektivt, som er præget af personlig
opfattelse og følelser, herunder fordomme og idiosynkrasier. At noget er
kausalt, vil sige, at det er årsagsbestemt og årsagssammenhængene, idet årsag
og virkning er indbyrdes proportionale, lige som en virkning bliver til en ny
årsag, der igen har en virkning, osv. osv.
Imidlertid blev spørgsmålet om
komplementaritetsteoriens gyldighed mærkværdigvis ikke berørt i
foredragsrækken. Det var jo ellers Niels Bohr, på hvis Institut foredragsrækken
fandt sted, der i 1927 introducerede komplementaritets-filosofien, som fik en
væsentlig indflydelse på de empiriske videnskaber og specielt fysikken. En
indflydelse, der er lige så stor, som tilfældet er med atomfysikeren og
-teoretikeren Albert Einsteins relativitetsteori, der blev publiceret i 1905.
Begge teorier betegner et brud med den klassiske naturerkendelses
objektivitets- og kausalitetsprincip. Relativitetsteorien påviser, at
forestillingen om absolut rum, tid og bevægelse nok er gyldig ved dagliglivets
sanseerfaringer, men ikke er gyldig ved meget komplicerede
iagttagelsessituationer i fysikken. Komplementaritetsteorien påviser, at
moderne iagttagelsessituationer, blandt andet på grund af forholdet mellem
måleinstrument og objekt, kan være komplementære, hvilket vil sige, med
iagttagelser, der gensidigt udelukker hinanden. Det klassiske eksempel herpå,
er den situation, at lys i visse eksperimenter må betragtes som et
bølgefænomen, i andre som en strøm af små partikler (fotoner, kvanter), hvilket
er en selvmodsigelse indenfor den klassiske fysiks begrebsramme, hvor ’fast’ er
fast og ’flydende’ flydende.
Det blev derfor nødvendigt at udvide begrebsrammen,
for at kunne ophæve selvmodsigelsen. Det gjorde Bohr ved i forbindelse med
kvantefysikken at forkaste det klassiske kausalitetsaksiom og det ligeledes
klassiske objektivitetsaksiom, som jo begge er nødvendige og uundværlige i den
statistiske beskrivelse og tolkning af begrebet ’fysisk virkelighed’. Men de to
aksiomer kunne angiveligt ikke bruges i sammenhæng med det supermikrokosmos,
der udgøres af elementarpartiklerne. Bohr nøjedes dog ikke med at overføre
komplementariteten på fysikken, men overførte også denne på blandt andet
psykologiske og biologiske erfaringsområder. (Se f.eks. Niels
Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. J.H. Schultz Forlag, København
1958, og Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse I-II. J.H.
Schultz Forlag, København 1959). (Citat slut)
Men nok så vigtigt og betydningsfuldt i
denne sammenhæng, er følgende noget længere citat fra samme artikel:
(Citat)
Men tilbage til foredragsrækken på Niels
Bohr Instituttet: Det bør her fremhæves, at især de to arrangører af foredragsrækken
og paneldiskussionen, Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, fra
begyndelsen indtog et formidlende standpunkt, som ikke på forhånd udelukkede
den mulighed, at naturvidenskaberne aktuelt set måske rent faktisk ikke ville
vise sig i stand til at give endelige eller absolut gyldige svar på de stillede
spørgsmål. Det, man eventuelt kan kritisere ved spørgsmålet ”Videnskaben eller
Gud?” er, dels dets alternative form, - det kunne jo f.eks. også have lydt:
”Videnskaben og Gud?” - og dels at man forholdt sig til begrebet Gud ud fra et
jødisk-kristent synspunkt, hvilket vil sige, at man kun forholdt sig til
Bibelens Gud og skabelsesberetning. Det kan naturligvis forklares og forsvares
med, at der her er tale om en væsentlig del af den vestlige kulturs religiøse
og historiske grundlag, men allerede hermed er foredragsrækkens problemstilling
blevet skævvredet, for der findes som bekendt også andre forestillinger om en
universel Gud, som tilfældet eksempelvis er i islam. Desuden findes der filosofiske
opfattelser af begrebet Gud, som afviger fra både den jødisk-kristne gud og
islams gud, nemlig f.eks. filosofferne Shankar Acharyas, Giordano Brunos og
Baruch Spinozas omtrent identiske opfattelse af det guddommelige alvæsen. Og
her kan tilføjes den opfattelse af Gud, der findes indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi, som i det væsentlige er fuldkommen sammenfaldende med de
tre netop nævnte filosoffers opfattelse af begrebet.
Imidlertid er jeg ved en tilfældighed
blevet opmærksom på, at lektor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet,
Claus Emmeche, nok så betydningsfuldt - og vel egentlig også overraskende -
indirekte understøtter min påstand om, at moderne naturvidenskab er på afveje
eller måske snarere omveje (se evt. mine artikler herom). Det fremgår af hans
hjemmeside og især af hans artikler, som f.eks. essayet "Mine
molekyler vil frikende mig", hvori han fremfører det synspunkt, at
biologien i dag ikke længere opfatter liv som en maskine og noget rent fysisk.
Begrebet "information" er nemlig nødvendigt i biologien, for at kunne
forstå fænomenet liv, idet alt liv er afhængigt af den genetiske kode. Derfor
er biosemiotik et forsøg på at udvikle en ny filosofi om, hvad liv
er. Ordet bio betyder jo som bekendt liv, og ordet semiotik hentyder til
læren om informationstegn, kommunikative signaler og symboler. Til belysning
af, hvad sagen drejer sig om, gengives herunder et uddrag fra Claus Emmeches
artikel ”Mine molekyler vil frikende mig”:
(Citat) Et metafysisk dyr blandt verdens
dele
Biologer ejer en ubændig nysgerrighed efter
at forstå mennesket videnskabeligt ud fra den enkle betragtning, at vi som
andre dyr kan beskrives ved hjælp af moderne genetik, molekylærbiologi,
evolutionsteori og andre biologiske discipliner. Vi har i det 20. århundrede
opnået en forbløffende detaljeret beskrivelse af vores organisme og dens
molekyler. Det har skabt stor entusiasme og respekt for den forskning, der har
tilført opfattelsen af kroppens virkemåder så umådelig meget. Men hvor vi på
den ene side gør fremskridt og nærmer os en stadig større indsigt i mange
detail-processer, synes det på den anden side som om problemerne vokser. [1]
Det drejer sig ikke alene om de etiske
problemer med den rette anvendelse af den opnåede viden indenfor biomedicin og
bioteknik; og de forskningspolitiske problemer om finansiering og organisering
af alt det, der bedst udfoldes som fri grundforskning. De kan være vanskelige
nok. Det drejer sig også om rent indre videnskabelige vanskeligheder. Spørgsmål,
der viser sig sværere at besvare end forventet. Forholdet mellem viden og
uvidenhed er som forholdet mellem et træ og det voksende areal, hvormed det med
sine blade berører den omgivende luft. Når kundskabens træ vokser, tiltager
uvidenheden parallelt. [2] Enhver videnskab har sine abstraktioner, og kan kun
gøre et udvalg af verdens dele synlige ved at se bort fra andre. Og
hvis forskningen er god, producerer den ikke blot svar, men lige så mange
udfordrende nye spørgsmål. Såsom spørgsmålet om dannelsen af en menneskelig
krop og hjernens arkitektur, og måske også spørgsmålet om hvordan hjernens
mentale indhold dannes; noget videnskaben ikke helt har fået skovlen under
endnu. Her er der, trods entusiasmen, grund til forbehold. Det er jo muligt, at
videnskaben ikke kan give os svar på alt.
Det billede af forskningen som pressen
formidler, er orienteret mod sensationer. Selve forskningsprocessen og de
bagvedliggende gåder overses. Dikteret af det journalistiske arbejdes vilkår
formidles spredte resultater snarere end sammenhængende teorier og indsigt i
selve den måde der arbejdes på. Til gengæld peppes nyt fra hjerneforskningen,
for nu at bruge den som eksempel, op med udsagn, der sjældent er hold i, men er
af umådelig principiel art, i stil med "centeret for den fri vilje endelig
fundet", eller "forskere beviser, at den fri vilje er en
illusion". Det samlede resultat af den slags hver især ubetydelige
kommentarer er et overspændt billede af naturvidenskaben og den lære, vi som
mennesker kan drage af dens resultater. Der trækkes større eksistentielle og
filosofiske veksler på forskningen end der er dækning for.
Tendensen til at gøre fysik til metafysik,
eller videnskab til religionserstatning, er uheldig, og kan i historisk
perspektiv virke besynderlig. Striden mellem videnskab og religion i
1800-tallets victorianske England - tænk på debatten om Darwins evolutionsteori
contra bibelens skabelsesberetning - kan ikke sidestilles med de debatter, der
føres her i den senmoderne kultur om videnskab og etik. Spørgsmålet om vi
stammer fra aberne eller Gud er ikke ladet med samme moralske tragik som
dengang, og tilsyneladende eksisterer videnskab og religion nu fredeligt sammen
som institutioner. Det udelukker ikke ideologiske modsætninger, på samme måde
som forholdet mellem humaniora og naturvidenskab (eller, på det politiske plan,
mellem praktisk-moralsk og teoretisk-instrumentel fornuft) ikke er noget
harmonisk forhold. Tolkningerne strides. Det er jo ikke rigtigt, at der slet
ikke kan skitseres nogen konsekvenser for den menneskelige eksistens
af naturvidenskabernes resultater. De søges ofte udtrykt i et sprog, som alt
efter smag er smukt, pseudo-poetisk eller skingert. "Vi er dybest set
stjernestøv". "Universet er vores ophav." Eller "vi sidder
på en hårfin økologisk balance som er ved at tippe." "Vi er dybest
set bananfluer" - eller måske "nøgne aber", eller "en
evolutionær blindgyde", eller noget helt femte. Her træder
naturvidenskaben frem som en synlig del af vor kultur, og det er tydeligt, at
denne kultur - foruden de mytologiske, religiøse, og politiske kilder - søger
at basere sin selvforståelse på videnskab. Disse forsøg må blot acceptere, at
de konstant er genstand for kritik og skiftende tolkninger. Debatten om det
naturvidenskabelige verdensbilledes universelle gyldighed er ingenlunde slut.
[3]
Noter til: Et metafysisk dyr blandt verdens
dele
[1] Jeg takker Dorte Skovgård for
kommentarer til en tidligere version af denne artikel, desuden takkes Uffe Gråe
Jørgensen, Bent Raymond Jørgensen og Benny Lautrup for kommentarer til en
populariseret og stærkt ændret udgave af teksten, som er udgivet i i bogen
"Videnskaben
eller Gud?".
[2] Uvidenhed er nok et dårligt
ord for så vidt det betegner en tilstand af manglende viden som allerede findes
og i princippet kan tilegnes. Hvad der her tænkes på er endnu-ikke-opnået
viden, om hvilken det endda kan gælde, at den kan være uopnåelig: F.eks. kan
visse typer spørgsmål i matematikken være principielt uafgørbare. Nogle
filosoffer mener, at spørgsmålet om der vil kunne findes én videnskabelig
ramme, der restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive
("fysiske") beskrivelser af kroppen, sandsynligvis må besvares
benægtende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor er
uløseligt.
[3] Når biologer, fysikere og kemikere
giver deres bud på et verdensbillede, holder de op med at være forskere og
bliver naturfilosoffer. De fleste naturvidenskabsfolk gør det ofte spontant,
implicit, og uden problemer - men med et afværgende smil, hvis der pludselig
sættes fokus på denne `hermeneutiske' erkendelsesinteresse i naturvidenskaben,
og da med en hastig tilbagevenden til en mere instrumentel eller pragmatisk
(evt. direkte instrumentalistisk) holdning. Naturvidenskaben befinder sig i den
forstand selv på grænsen mellem forskning i snæver forstand og naturfilosofi
forstået som netop de mere synteseskabende bestræbelser. En moderne form for
naturfilosofi må forholde sig dialogisk-kritisk til passagen fra laboratoriets
mikroskoper til verdensbilledernes makrokosmos.
I det hele taget kloge betragtninger, som i
hvert fald jeg personligt kan tilslutte mig. Ikke mindst forekommer Emmeches
bemærkninger om mediernes og populisatorernes sensationslystne og oftest
overfladiske behandling af videnskabelige emner mig interessante, for det samme
emne har jeg peget på og udtrykt mig principielt på lignende måde om i flere af
mine egne artikler, f.eks. om hjernedebat og klimadebat. Derimod må jeg nok
stille spørgsmålstegn ved hans konstatering i note [2]: ”Nogle filosoffer
mener, at spørgsmålet om der vil kunne findes én videnskabelig ramme, der
restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive
("fysiske") beskrivelser af kroppen, sandsynligvis må besvares
benægtende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor er
uløseligt.” Personligt vil jeg mene, at Martinus’ kosmologi opfylder
kriterierne for en (ånds)videnskabelig ramme, ”der restløst gør rede for subjektive
("psykiske") og objektive ("fysiske") beskrivelser af
kroppen,” hvorfor spørgsmålet må besvares bekræftende, og at
"mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor ikke er
uløseligt. Og for resten kan ’uvidenhed’ være andet og mere, end bare en mangel
på viden, der evt. vil kunne tilegnes, eller som måske er uopnåelig. Men i
henhold til både klassisk indisk filosofi og Martinus’ kosmologi, er uvidenhed
– på sanskrit: avidya – en sindstilstand, som er ansvarlig for
forekomsten af Mayas slør, et fænomen, der består i, at det virkelige
synes uvirkeligt, medens det uvirkelige synes virkeligt, og som i øvrigt
tilslører det faktum, at bagom mangfoldigheden er virkeligheden en enhed, som
på sanskrit betegnes med ordet Brahman, i taoismen med ordet Tao, og
f.eks. i Martinus’ kosmologi med ordene det guddommelige
Alvæsen. Maya-teorien er fremført i og med Advaita (= ikke-todelt)
Vedanta-filosofien, som betegner Maya som Brahmans tilslørende og projicerende
kræfter, der er ansvarlige for frembringelsen eller skabelsen af illusionen om
en mangfoldig verden. (Vedr. begrebet Mayas slør set med moderne øjne, kan det
anbefales at læse f.eks. Per Bruus-Jensens bog ”En rejse gennem Mayas slør.
Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte.” Forlaget Nordisk Impuls 2010. Bogen
vil også kunne læses på forlagets hjemmeside: http://www.nordisk-impuls.dk/)
Men Emmeche nøjes ikke med at påpege nyere
biologis opfattelse af fænomenet liv, men han mener også, at der er brug for en
ny naturfilosofi, hvilket fremgår af hans essay "Naturfilosofiens
genkomst", hvori han blandt andet skriver følgende:
"Som en første tilnærmelse vil jeg
præsentere naturfilosofi som en undersøgelse af især naturvidenskabernes måde
at forstå naturen på i vid forstand. Eksempelvis i kontrast til andre former
for forståelse. Det er en art tænkning, som genoptager visse spørgsmål i den
klassiske filosofi af metafysisk og erkendelsesmæssig art - spørgsmål, som
længe har været lagt på hylden, bl.a. under indflydelse af positivismen, og som
idag aktualiseres af interessen for nye verdensbilleder og for
naturvidenskabens egne grundlagsproblemer. Naturfilosofi er udtryk for en almen
lyst til at forstå såvel natur som naturvidenskab. Det er et forsøg på at finde
lovlige måder at tænke større sammenhænge på.
-- Kan man her tale om naturfilosofiens
genkomst?
Kun som genopdukken af en gammel
helhedsbestræbelse, men i en ny og mere kritisk form. En søgen efter
forbindelser, der ellers glemmes på grund af den måde, produktionen
og tilegnelse af naturerkendelse er indrettet på i dag."
-- Og det hér er altså en slags manifest
for en ny naturfilosofi?
Det kommer an på hvad der menes med
"en ny naturfilosofi". Det er primært en invitation til debat og
eftertanke. Det er et felt, hvor man, hvad enten man er humanistisk eller
naturvidenskabeligt orienteret, kan indgå i dialoger. Naturfilosofi er netop en
art filosofi, dvs. et område for diskussion og kritiske undersøgelser; et
forskningsområde, snarere end filosofi i betydningen et filosofisk system af en
eller anden art, eller min egen lommefilosofi. For at understrege det åbne i
projektet er teksten her konstrueret som en interlog. [1]
Naturbegrebet
-- Et sådant projekt forudsætter vel et bestemt
naturbegreb. Hvilket naturbegreb opererer du med?
Det ved jeg ikke om det gør. Jeg vil helst
ikke lægge mig fast på ét bestemt naturbegreb - ideen er netop at undersøge
forskellige måder at opfatte natur på. I første omgang med udgangspunkt i fysik,
biologi, kemi, geografi osv., men allerede dét rejser problemer. Naturvidenskab
har jo en ret høj status i samfundet, men ofte er det kun udvalgte dele af
videnskaberne, især fysikken, som tegner det, vi med en lidt misvisende
betegnelse kunne kalde det naturvidenskabelige naturbegreb.
-- Hvorfor misvisende?
Fordi man burde starte med at spørge,
undersøgende: Findes der et "videnskabeligt baseret" naturbegreb, og
hvad mener vi i det hele taget med naturbegreb? Er det en filosofisk størrelse?
Fysikere selv kan jo sagtens være indbyrdes uenige, rent ontologisk og
metafysisk, men det forhindrer dem jo ikke i at lave storartet fysik. En
seriøst arbejdende fysiker kan typisk sige: Sådan noget som et naturbegreb er
slet ikke nødvendig for at lave eksperimentel faststoffysik, teorier om
højenergifysik, osv. Og det er rigtigt. Men fysik er ikke bare forskning. I
offentligheden fremtræder fysikken som en monolitisk enhed med ét samlet bud på
naturens indretning. På basis af populærvidenskabelige tekster, eller i begrundelser
for støtte til grundforskning eller teknologiske anvendelser af fysik, kan man
så forsøge at fremanalysere et naturbegreb, som er dækkende for forskernes egne
opfattelser af naturens basale dele. Er det et materialistisk, reduktionistisk
naturbegreb? Har det subjektive, det iagttagende subjekt en plads i dette
begreb? Alt det kan man så spørge om. Man vil sikkert finde, at fysikkens,
biologiens og (for nu at tage en humanistisk videnskab) psykologiens begreber
om natur og subjekt kan være ret forskellige.
-- Og hvorfor skal vi overhovedet
interessere os for det?
For at forstå os selv. Tænk på hvordan vi
selv lærer at tænke abstrakt, eller omgås store ord som ordet natur. Det er
ikke så ligetil. Tænk på Snøvsen fra Benny Andersens børnebog. Han spørger
troskyldigt: "Hvor ligger naturen?". Det er ikke sikkert vi er så
meget klogere end Snøvsen. Måske smiler vi af den, fordi vi véd, at det er
svært at sætte ord på den dér natur. Det skyldes også vores egen historie.
-- Vores naturhistorie?
Både kultur- og naturhistorie. Antag, at
biologiens perspektiv på menneskets oprindelse i store træk er korrekt. Selvom
det er tilfældet, så betyder det ikke, at det mytiske, det overnaturlige, eller
det religiøse er uvedkommende for vores forsøg på at forstå verden som helhed,
og forstå de kriser, vi befinder os i. Siden vi kravlede ned fra træerne og
begyndte at fortælle historier om Adam og Eva og deres bortvisning fra
paradisets uforskyldte umyndighed, har vores kultur været præget af troen på
ordet som løftet over naturen, svævende over vandene. Flere har peget på, at
naturopfattelsen i den jødisk-kristne tradition har spillet en ikke uvæsentlig
rolle for den industrielle side af vores omgang med naturen. Mennesket ses som
den skabning, som er nærmest Gud, og af Ham sat til at herske over den øvrige
natur, som er noget lavere. Opfattelsen banede vej for at se naturen som død
materie og objekt for omformning; en tankegang som historisk faldt fint i tråd
med den moderne naturvidenskabs fremvækst. Først nu indser vi for alvor, og
iøvrigt med naturvidenskabelige metoder, at vi ikke har behandlet naturen
fornuftigt. "Vi" betyder primært den moderne civilisation, der har
frembragt en række indbyrdes modstridende skel mellem natur og kultur. Og
"behandle" betyder fremmedgøre og misbruge, og idag forsøgsvist
genetablere og konservere. Om historien fortælles som skæbnebestemt syndefald
eller som produktionsmådernes seje fremadskriden, er underordnet i forhold til
resultatet, Jordens tilstand her og nu.
Mens kosmos er kold overfor vores skæbne,
har den biologiske natur mistet sin autonomi og er blevet afhængig af os. Ud
fra en industriel og økologisk betragtning er den levende natur -
biodiversiteten, som biologerne kalder det - blevet henvist til et
verdensomspændende civilisatorisk system, og lever på dette systems skrøbelige
nåde. Vi behersker ikke universet i stor skala, men vi kan smadre planetens
biodiversitet.
Vi har altså spaltet naturen. Den er både
det kosmiske hele og kun det, som snævert afgrænses fra kultur og civilisation,
eller det, som i sin økologiske skrøbelighed er dødelig som os selv. Naturen er
snart blæsten, sandet og stjernerne, snart den grøft eller å, som skal fredes
og genoprettes. Vores ideer om naturen er så splittede som den faktiske
opdeling af de nære omgivelser i rekreative områder og industriparker. Natur
kan være konstrueret som en iscenesat idyl af paradisisk oprindelighed eller
gøre modstand som et vildt dyb af kræfter, der både truer os på livet og
fremhæver det kultiverede i vores livsform.
Note til: Naturfilosofiens genkomst
[1] Mellemting mellem interview og dialog,
et stilistisk eksperiment. Spørgeren er polyfonisk, er ikke tillagt et samlet
synspunkt eller forhåndsopfattelse, og skal ikke afspejle en speciel
naturvidenskabelig eller humanistisk baggrund. Formen markerer min gæld til en
række personer, som har bidraget til eller deltaget i kurset
"Naturfilosofi - naturvidenskabens teori, grundlagsproblemer og
verdensbilleder" ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Niels
Bohr Instituttet, Det Naturvidenskabelige Fakultet i København. For kritiske
kommentarer til en tidligere version af teksten skal Marie Svarre Nielsen, Per
Frandsen, Henrik Zinkernagel og Tove Kruse have stor tak. (Citat fra Claus
Emmeches artikel slut her)
(Min egen tekst fortsætter her) Ja, det er
jo sådan set overraskende og velgørende ord her midt i den naturvidenskabelige
reduktionismes storhedstid, ord, som i hvert fald må glæde enhver, der mener,
at den reduktionistiske forklaring på livet og verden, er alt for
rationalistisk og vitaminfattig. Claus Emmeches synspunkter på naturvidenskaben
forekommer mig nemlig at være et skridt i den rigtige retning på vejen til den
helhedsforståelse af verdensaltet, som især Martinus’ kosmologi er så fornem en
eksponent for. Indenfor rammerne af denne, forklares ikke alene grundlaget for
den klassiske filosofis erkendelsesteori og metafysik, men også
naturvidenskabens egne grundlagsproblemer. Martinus ser naturvidenskabens
grundproblem som et spørgsmål om psykologisk udvikling og standpunkt hos
videnskabsfolkene, som i hovedsagen benytter sig af og henholder sig til
intelligensevnens formåen, hvilket primært vil sige til logikken og dens
grundregler: præmis, argument og konklusion, og herunder især deduktion,
hvilket vil sige, at slutte fra det almene til det specielle, og i nogle
tilfælde induktion, hvor man slutter fra enkelttilfælde til en almen lov. Men i
og med, at naturvidenskaben i hovedsagen er henvist til kun at benytte
intelligensen i sin forskning og sine eksperimenter, og i forbindelse med sine
erkendelsesteoretiske overvejelser, ligger der en begrænsning, som bevirker, at
videnskaben kun er i stand til at opfatte og udforske det fysiske aspekt af
materiebæltet, og dette afgiver kun resultater, der primært kan måles i fysiske
termer som rumfang, vægt og hastighed, hvilket igen vil sige indenfor det
firedimensionale fysiske rum-tid kontinuum. Martinus betegner en sådan
forskning som gående på tværs ad materien, nemlig materien opfattet og oplevet
indenfor det, han kalder en ”lavpsykisk sansehorisont”. Denne betegnes også som
oplevelsens stofside eller formside, der udelukkende tolker materien som i sig
selv livløs og tilfældig. (Citat slut)
Mine kommentarer
til ovenstående citater:
Herefter vil det være nødvendigt at indskyde, at den ovenfor
anførte og citerede artikel er skrevet af mig i oktober 2010 og dermed altså
før mit skift til ét-livs-hypotesen for alvor slog igennem i min egen tænkning.
Den hypotese udelukker imidlertid begreber og fænomener, der er væsentlige og
uundværlige i Martinus’ kosmologi, så som Jegets eller sjælens udødelighed og
evige liv, reinkarnation og skæbnens lovbundne retfærdighed. Men det rokker dog
ikke ved det basale i de her i denne artikel fremførte synspunkter og
argumenter, som for kritikken af den videnskabelige reduktionismes vedkommende
stadigvæk er gyldige. Derfor vil jeg
her genoptage min forsøgsvise forklaring på Hovedspørgsmål nr. 3.: Hvorfor?
– Denne forklaring går ud på forsøgsvis objektivt at finde ud af og forstå den
formentlig dybere mening eller hensigt, der er med, at ”et noget eksisterer og
fungerer på”.
I og med den fastslåede kendsgerning, at
’noget’ i form af livet og verden eksisterer, må der også foreligge en
velbegrundet formodning om, at der må være en mening, hensigt eller et formål
med at dette ”noget nr. 1.” er blevet til og dermed eksisterer, men vel at
bemærke eksisterer under nogle givne vilkår eller betingelser, nemlig de
såkaldte naturlove. Og netop forekomsten af naturlovene indikerer, at der foreligger
en forud bestemt mening og hensigt eller et formål med verden og livet. Noget, som videnskabens teori om The Big
Bang ikke giver – eller ikke kan give – et fuldgyldigt og tilfredsstillende
svar på. Herom har jeg blandt andet skrevet i artiklen 4.154. Lovbundet
eller tilfældigt? Supplerende betragtninger. Fra denne artikel skal følgende
citeres:
(Citat)
Gennem alle de forholdsvis mange år, hvori
jeg har beskæftiget mig med basale filosofiske problemer, har spørgsmålet om,
hvor vidt livet og verden er udtryk for lovbundethed eller for tilfældighed,
været et centralt emne. At noget er lovbundet, vil jo sige, at noget følger
bestemte, fastlagte og forud eksisterende retningslinjer, som tilfældet
eksempelvis er med naturlovene. I modsætning dertil vil dette, at noget er
tilfældigt sige, at noget ikke følger bestemte retningslinjer, men
sker som tilfældigheder. Hvilket vil sige lige så godt på den ene som på den
anden måde.
En del idealistiske mennesker tror på og
forestiller sig en utopi i form af et kommende verdsligt eller religiøst
verdensrige, eksempelvis mere præcist i form af et verdsligt internationalt
socialt retfærdigt verdensrige. Andre idealister tror på og forestiller sig et
utopisk spirituelt eller religiøst verdensrige, eksempelvis i form af det
verdensrige, Guds-riget eller det himmelske paradis på Jorden, som både jødisk
og kristen apokalypsologi har forudsagt.
Men her vil vi koncentrere os om forsøgsvis
at finde ud af, om verdens og livets opståen og udvikling kan karakteriseres
som lovbundet eller tilfældigt. Det er en kendsgerning, at både den
materialistiske filosofi og naturvidenskab arbejder ud fra teorien eller
hypotesen om, at alt er opstået ved tilfældigheder, men på basis af basale
’blinde’ naturlove. Altså naturlove, der som sådan ikke i sig selv har en
bevidst hensigt eller et overordnet formål med deres respektive funktioner og
virksomhed.
Den nyere naturvidenskab opererer med
forekomsten af i alt 10 fysiske naturlove, der respektive betegnes på følgende
måde:
1.
Archimedes’ lov
2.
Keplers planetlove
3.
Newtons tyngdelov
4.
Termodynamikkens love
5.
Evolutionsteorien
6.
Bohrs atommodel
7. Einsteins
almene relativitetsteori
8.
Ubestemthedsprincippet
9.
Hubbles lov
10. Big
Bang-teorien
Det er dog særlig tyngdeloven,
evolutionsteorien. Bohrs atommodel. Einsteins almene
relativitetsteori, Ubestemthedsprincippet og Big Bang-teorien, der kan
interessere i denne sammenhæng. Men selvom jeg er lidt ude, hvor jeg ikke
rigtig kan bunde, vil jeg dog alligevel forsøge at give en kort beskrivelse af
de naturlove, jeg her har udvalgt:
For det første tyngdeloven: Den betegnes
kort sagt som loven for massetiltrækning, som viser, at to legemer tiltrækkes
mod hinanden med en kraft, der er proportional med legemernes masse og omvendt
proportional med kvadratet af afstanden mellem dem.
For det andet evolutionsteorien: Den
drejer sig kort fortalt om, at biologiske organismer kommer fra fælles
forfædre, og at de har udviklet sig til nye arter på livstræet som følge af
naturlig selektion – altså at arter med særligt fordelagtige egenskaber har
bedst chance for at overleve (Survival of the fittest). Darwins fantastiske
teori kan i henhold til evolutionseksperter forklare den ubegribelige
artsrigdom på kloden, samtidig med, at den kæder mennesker sammen med aber og
selv fisk i evolutionens lange historie.
For det tredje Bohrs atommodel: Bohrs
teori forener kvantefysikken med den klassiske fysik og kunne derfor forklare,
hvorfor elektronerne – de små elementarpartikler uden om atomkernen – ikke
absorberes af atomets kerne. Selv om Bohrs atommodel ikke var fuldstændig, betegnede
den et stort skridt fremad og kom bl.a. til at spille en afgørende rolle for
udviklingen af moderne elektronik. Nok så vigtigt er det med Bohrs
komplementaritetsteori, som udsiger, at begreber altid optræder parvis og er
udtryk for et indbyrdes modsætningsforhold, men som dog først tilsammen giver
en overordnet forståelse af begreberne. Det forhold kan filosofisk set også
betegnes med begreberne tese, antitese og syntese.
For det fjerde Einsteins almene
relativitetsteori: En teori om almen eller generel relativitet fra 1916
var og er revolutionerende for hele vores opfattelse af universet. Teorien
forener tyngdekraften med både tiden og rummet, hvor de to sidstnævnte begreber
i realiteten er uadskillelige og udgør rumtiden. Tyngdekraften (f.eks. fra stjerner)
bøjer selveste tiden og rummet og dermed rumtiden. Den almene relativitetsteori
har haft enorm betydning for vores evne til at beskrive og forstå universets
dynamik, herunder lysets rejse gennem tid og rum, og for vores opfattelse af de
usynlige, omfangsmæssigt beskedne, men enorme koncentrationer af masse, som
kaldes sorte huller.
For det femte
Ubestemthedsprincippet: En revolutionerende idé, der viser, at vi aldrig
vil være i stand til at foretage nøjagtige beskrivelser af alt i universet. Når
vi bevæger os ned i atomernes forunderlige verden, kan vi ikke på samme tid
foretage en nøjagtig bestemmelse af en partikels position og impuls. Hvis vi
kender impulsen, aner vi ikke, hvor partiklen befinder sig og vice versa. Niels
Bohr videreudviklede idéen til det såkaldte komplementaritetsprincip, der
forklarer, at en elektron kan optræde som både partikel og bølge. Begge
opdagelser har haft central betydning for udviklingen af den store fysiske
gren, kvantefysikken.
For det sjette Big
Bang-teorien: Ifølge denne teori blev universet skabt (!?) for næsten 14
mia. år siden ud af et enkelt punkt, en såkaldt singularitet, der udvidede sig
med ubegribelig hastighed. Det er idéen om et »uratom«. Som blev fremsat
allerede i 1931 af den belgiske katolske præst og astronom Georges Lemaitre.
Den fik med tiden opbakning fra en lang række fysikere. Big Bang-teorien er i
vidt omfang bekræftet af eksperimenter og observationer, ikke mindst efter
opdagelsen i 1965 af den kosmiske mikrobølgebaggrund, der kan opfattes som en
efterglød af den tilsyneladende enestående begivenhed: Big Bang.
Men blev vi nu meget klogere på verden og
livet på grundlag af beskrivelsen af naturlovene? – Ja, det er et godt
spørgsmål. Mig efterlader disse med et stort og væsentligt spørgsmål om, hvor
kom eller kommer ”ur-atomet” og dettes iboende energier og lovmæssigheder fra
eller af? – Det svar har jeg indtil videre ikke set noget helt kvalificeret og
tilfredsstillende svar på. Medmindre man vil stille sig tilfreds med at høre om
Higgs Boson, der også for morskabs skyld kaldes Gud-partiklet.
Higgs Boson er en elementarpartikel, som er
ansvarlig for Higgs-feltet, et felt, der strækker sig igennem hele universet og
giver andre partikler masse. (Hvis man ellers bliver klogere af den
forklaring!). Se evt. om Higgs-partiklen i artiklerne H1-45. Viden og
undren. Tanker om
livet og verden, og 4.148. Viden og undren 2. Tanker om
materiens natur.
En nærmere forklaring af de 10 naturlove
kan læses via følgende link: https://www.berlingske.dk/kultur/10-naturlove-du-boer-kende
Men stadigvæk, for mig er og forbliver de
fysiske videnskabelige forklaringer på livet og verden uforståelige og derfor
uvedkommende ekspert-snak eller hokuspokus. Det skal jeg ikke bebrejde de
dygtige og velmenende grundforskere, som jeg er overbevist om udfører et
nødvendigt og seriøst arbejde, i princippet til gavn for menneskeheden, men som
man skal være mere intelligent og vidende for at forstå helt til bunds, end
f.eks. jeg er. (Citat slut)
Som allerede omtalt tidligere i denne
artikels Førte del, forholder det sig sådan, at i og med den fastslåede kendsgerning, at
’noget’ i form af livet og verden eksisterer, må der også foreligge en
velbegrundet formodning om, at der må være en mening, hensigt eller et formål
med at dette ”noget nr. 1.” er blevet til og dermed eksisterer, men vel at
bemærke eksisterer under nogle givne vilkår eller betingelser, nemlig de
såkaldte naturlove. Og netop forekomsten af naturlovene indikerer, at der
foreligger en forud bestemt mening og hensigt eller et formål med verden og
livet. Men – og det er det afgørende i denne forbindelse – begreber som mening,
hensigt og formål forudsætter noget eller nogen, der har en tænkende og
planlæggende bevidsthed, tilmed en universal eller kosmisk bevidsthed, der magter
og har mægtet at iværksætte eller manifestere denne mening, hensigt og dette
formål. Med andre ord et universalt noget, der via sine geniale skabende eller
manifestative evner har kunnet manifestere og opretholde overhovedet alle
funktioner i livet og verdensaltet.
Det viser sig så heldigt eller lykkeligt, at vi også i denne sammenhæng kan
drage nytte af Martinus’ geniale teoretiske analyser af de energier og
lovmæssigheder, som universal-væsenet har benyttet og uafladelig benytter sig
af til frembringelsen og opretholdelsen af det, der for os mennesker tager sig
ud som det vældige verdensalt med dets galakser, solsystemer, sole og planeter,
herunder ikke mindst Jordkloden. I og med disse faktorer og begreber viser der
sig i virkeligheden at være tale om intet mindre end det guddommelige alvæsens
psyko-fysiske organisme.
Imidlertid vil det være hensigtsmæssigt endnu engang at gøre os
fortrolig med Martinus’ forståelse og analyser af, hvad der mere præcist skal
forstås ved begrebet og fænomenet det levende væsen, herunder naturligvis ikke
mindst den form for levende væsener, der betegnes som mennesker. Til det formål
vil jeg her citere fra artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del:
(Citat)
Idet jeg går
ud fra, at læserne selv er nogenlunde fortrolige med Martinus' analyser og
facitter vedrørende hans verdensbillede, vil jeg i det følgende forsøge mig med
en forenklet systematisk gennemgang af de emner i hans kosmologi, jeg stiller
mig skeptisk og tvivlende overfor. Som en konsekvens af og konklusion på min
tvivl og skepsis, nåede jeg med tiden frem til det, jeg betegner som
ét-livs-hypotesen, hvorfor det er denne, der med udgangspunkt i de samme
faktorers orden i Martinus' kosmologi, danner grundlaget for den herunder viste
skematiske og 'hierarkiske' oversigt over de omhandlede emner og faktorer:
Forsøgsvis skematisk oversigt over individets instanser,
sådan som disse tager sig ud set fra ét-livs-hypotesen:
__________________________
GUDDOMMEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
JEGET
URBEGÆRET
OVERBEVIDSTHEDEN
(= Det højpsykiske kraftfelt med Moderenergien)
Skabeprincipperne
Organtalentkerner og erindringstalentkerner
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
UNDERBEVIDSTHEDEN
Grundenergierne
DET PSYKISKE KRAFTFELT
De universelle bevægelsesarter
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Koblingslegemet
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Det genetiske kompleks
Det fysiske legeme
Hjernen
Bevidstheden
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
OMVERDENEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
De ovennævnte
emner og faktorer vil herefter blive omtalt og behandlet i den ovenfor
opstillede 'hierarkiske' orden og rækkefølge, hvilket betyder, at vi skal
begynde med at se nærmere på, hvordan begrebet GUDDOMMEN tager sig ud, dels på
baggrund af Martinus' kosmiske analyser, og dels hvordan denne kan opfattes,
når den ses på baggrund af ét-livs-hypotesens præmisser.
Men lad mig her
indskyde, at det ikke på nogen måde er mine intentioner at ville genskrive og
slet ikke omskrive Martinus' verdensbillede, dels, fordi dette er så unikt og
storslået, at det ville være halsløs gerning at gøre forsøget, dels at det
naturligvis er beskyttet af loven om ophavsret, og endelig dels, fordi jeg slet
ikke ville være hverken kompetent eller kvalificeret til at vove forsøget. Min
eneste intention er at forsøge på at se, hvordan nævnte verdensbillede tager
sig ud, når det ses på baggrund af ét-livs-hypotesen.
For Martinus
er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der
eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme
samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber
og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for
et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen,
også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen,
skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.
Derimod er jeg
for det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder
de tre hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun
i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og
argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af
disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine
påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder
den attribut, der betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den
højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed fuldkommen retfærdighed
for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de
tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Det skal her
indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og
dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen
på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt
er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til
Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt
kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det
sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen
logisk.
(Se artiklen:
4: 4.114. ”Alt
er såre godt!” - Det centrale udsagn i
Martinus' livsværk)
Men i og med
ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi,
hvori situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat
ud. Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende
skildring.
For strengt
nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse
af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen
selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for
overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement,
at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen
simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og
i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for
fænomenerne tid og rum, og dermed for alt andet eksisterende. Hvad angår
alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne
logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og
kendte livsprocesser.
Almægtigheden
eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at
frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel
fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det
verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens
psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom
udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst
undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, at alle
levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer.
Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af
de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige
kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som udtryk for
Guddommens vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det
første og det sidste. De kosmiske skabeprincipper skal vi vende tilbage til.
Men foreløbig
så langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi
det evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og
organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener,
men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt
og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og
som uophørligt udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således
fortsat. På den måde ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at
kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme opretholdes.
Og forresten,
så kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede
mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs
og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i,
og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv
andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at
forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet,
så udgør 'vores univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og
større univers!
Imidlertid er
det Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af
den opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk
for former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er
hans opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem,
og at det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i
samme system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem.
Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold
til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.
(Vedr.
livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og
intuition.)
Af hensyn til
læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus'
kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet,
som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans
egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige
verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11
Diagrammet
viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til
kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets
’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk
organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den
guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem
sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså
fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære
bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra
den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der
repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes
som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i
kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele
spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per
Bruus-Jensen:”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med
forfatterens tilladelse).
Supplerende
kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks
kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære
bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære
bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på
det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes,
passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af
den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den
guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de
fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske
del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til
2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende
diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens
beskrivelser).
De ovenfor
nævnte og senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder
principielt også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-,
plante- og dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af
levende væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og
udvikling, og dermed også for diskarnation og reinkarnation.
Artiklen fortsættes og afsluttes i Anden
del.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
-