af ét-livs-hypotesens perspektiv
POLFORVANDLINGENS SEKSUELLE KATEGORIER
- fra A- til K- menneske
Nedenstående
tekststykke er et udvalgt citat fra artiklen Polforvandlingens seksuelle
kategorier – fra A- til K-menneske, som for efterhånden mange år siden blev
skrevet som et led i min forsøgsvise forståelse og ønskede loyale promovering
af Martinus' geniale idéer, tanker og overordnede forestillinger omkring lige
præcis den påståede seksuelle polforvandling. Denne har i henhold til Martinus
altid fundet sted og finder om muligt i endnu højere grad fortsat sted i
nutiden. Emnet er ligeledes om muligt mere aktuelt i vore dage, hvor vi blandt
andet har oplevet, at de traditionelle kønsroller er blevet sat under kraftig kritisk debat. Den debat blev for
alvor igangsat i forbindelse med det såkaldte ungdomsoprør, der fandt sted i
slutningen af 1960erne og som især fortsatte og blev et vigtigt emne i den
nymarxistiske og såkaldte ideologikritik op igennem 1970erne.
Citatet
herunder bringes primært for at spore læseren ind på hovedtrækkene i den
hypotese, som er et vigtigt overordnet og uundværligt led i Martinus’
kosmologiske lære om de levende væseners, herunder ikke mindst menneskenes,
(påståede) evige liv og tilværelse:
I
dette kapitel skal vi fortsætte den relativt grundige, men trods alt
kortfattede og skitsemæssige gennemgang af nogle af Kosmologiens vigtigste
begreber og forestillinger om individet, livet og verden. Det drejer sig her om
at give en ligeledes kortfattet eller nærmest skematisk redegørelse for den del
af den seksuelle polforvandlingsproces, der giver sig udtryk i en række forskellige
seksualtyper og former for seksualpraksis. Som læseren sikkert for længst har
fået opfattelsen af, udgør polforvandlingen en proces, der har så stor og
afgørende indflydelse på vort liv som mennesker, at det ikke er for meget sagt,
at den ligger til grund for vores totale psykofysiske habitus, ligesom den i
vid udstrækning bestemmer eller dikterer vores holdninger så vel som vores
handlinger.
Det,
vi i det følgende skal se på, er en række forskellige kategorier af
seksualtyper, som ifølge Martinus opstår eller udvikles under polforvandlingsprocessen
og præger bestemte faser af denne, nemlig de faser, som nutidsmennesket i
særlig grad er udtryk for og repræsenterer. Imidlertid ville det føre for vidt
her, hvis der skulle gives en fuldstændig og detaljeret omtale af de forskellige
kategorier i den seksuelle polforvandling, det drejer sig om, såvel af
normale, ikke-afsporede tilstande, som af unormale, afsporede tilstande, som
nutidens menneskehed har mulighed eller risiko for at komme til at opleve og
gennemleve - eller som den faktisk i praksis oplever og
gennemlever. Vedrørende en fuldstændig og mere udførlig og detaljeret
redegørelse for hele dette emne, skal der derfor henvises til Martinus' egne
værker, specielt 5. bind af Livets Bog, og til Per Bruus-Jensens ""X"
- en komplet indføring i Martinus' Kosmologi", bind 4, samt
Mogens Møllers artikel "Skæbnen og den seksuelle
polforvandling" i tidsskriftet Kosmos 1962, eller temahæfte
nr.1, udgivet af Kosmologisk Information.
Martinus
har opdelt de omtalte seksuelle tilstande i ialt 11 kategorier, som for nemheds
skyld betegnes alfabetisk fra A til K. Heraf omfatter kategorierne A, C, E, H,
I, den normale udvikling frem mod det fuldt udviklede og psykisk færdige
menneske, som er i besiddelse af permanent kosmisk bevidsthed, kaldet
J-mennesket, og videre til det både psykisk og fysisk færdigt
udviklede menneske, K-mennesket, også betegnet som "Kristus-mennesket". (Note
1)
Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen
fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende,
altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved
alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved
sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville
være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er
nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger
er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes
at blive opfyldt, snarere tværtimod.
Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er,
at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin
rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle
nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra
undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til
voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan
i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i
livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men
døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt
forskellige årsager.
Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden
i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i
grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den
basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus'
kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale
eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller
som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte
primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske
legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere
præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.
Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad
enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer,
hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, lige så længe eller
kort er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige
som dets bevidsthed og fysiske legeme vil
være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens
bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form
af verdensaltet.
Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller
som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er
stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at
bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med
ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den
irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt
principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre
over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og
eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal
overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og
reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af
os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv,
vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun
videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke
overlever disse.
Som nævnt under den korte omtale af Martinus' kosmologi ovenfor, er
et af de vigtige kosmiske skabeprincipper dette, at de levende væsener i lighed
med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på den måde, at
mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener undergivet en evig
rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede
og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip gælder delvis også i
ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde, idet der jo som sagt kun
er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet. Men det er den
enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to køn, hankøn og
hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre godt, blandt andet
i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og ægteskaber. I den
enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten, herunder
medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af baggrunden for
indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste fald udarter
til oprør og krige.
Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand, hvorunder de to seksuelle
poler, den feminine pol og den maskuline pol, er ligeværdige i indflydelse på
individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at være en tilstand, som
evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele menneskeheden.
Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan forekomme afvigelser
fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og lesbianisme mm.
Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som de
kosmiske skabeprincipper, så er loven for skæbne en
absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham grundlæggende
handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i det store
kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor retfærdighed på
sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikke tilfældet
set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, at ikke alle
levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at hvad
der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke altid
og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv, og
dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet
verificeres eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er
en realitet. De forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise',
at reinkarnation er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.
Derfor må konklusionen på ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i
hvert fald tilsyneladende - ikke findes udødelighed og som en
følge deraf heller ikke reinkarnation, og da det
erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil kunne
kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes der dermed
heller ikke fuldkommen retfærdighed. Det må derfor i sin
konsekvens betyde, at der kun findes ét eneste liv, nemlig det jordiske
liv her og nu, til alle os, som har fået den store gave og det
privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i verdensaltets
eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller tilværelsen som
virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige eventyr, dette
ret beset i grunden er.
Men hvad betyder så det i forholdet til Martinus' kosmologi, som
han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe, og omkring 60 år til at
fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke bare sådan uden videre
kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb har været så mange andre
filosoffer og vismænd, hvis store visioner og dybsindige tanker – nu mere eller
mindre oversete og glemte - indgår i filosofi- og religionshistorien. Dermed
være ikke sagt, at dette også vil blive tilfældet med Martinus' kosmologiske
lære, men muligheden for det, er unægtelig til stede, og det uanset, hvad hans
loyale og trofaste tilhængere måtte mene om det.
For min egen part vil jeg fortsat være en studerende af alle de
dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg har kunnet få
bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og logiske sans, og
som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg ikke har kunnet
og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil videre. Hvilket i
øvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante opfattelse af
studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller indstilling til
studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også
givet udtryk for i blandt andet følgende citat:
(Citat, med nutids
retskrivning) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne
åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft
evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en
autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse
for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må
konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive
af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det
bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.”
(Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i
tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009)
I forbindelse med det
ovenfor anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af
Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske
analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det
med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for
ham.” (Min fremhævelse).
© Oktober 2016. Harry Rasmussen. (Citat slut)
Kønsroller set i ét-livs-hypotesens
perspektiv
Herefter skal jeg gøre et forsøg på at give et rids af de såkaldte
kønsroller, hvilket vil sige de roller, som den biologiske, sociale, økonomiske
og kulturelle udvikling og status ubevidst så vel som bevidst har tildelt de to
køn: Hankøn og Hunkøn. Gennem tiden har der især i den vestlige
kulturkreds med mellemrum været gjort bevidste og mere eller mindre heldige
forsøg på at fremme og institutionere en fast og varig ligestilling mellem
de to køn. Begrebet ”ligestilling”, som i sin tid blev forfægtet af
Oplysningstiden i 1700-tallet, er nærmest blevet et mantra i nyere tid, ikke
mindst fra og med ungdomsoprøret i 1960’-70’erne. Mest rabiat forsøgt
promoveret af nymarxismen, hvis bestræbelser dog med tiden svækkedes noget i og
med, at den såkaldte udvikling ikke helt formede sig efter de toneangivende
parters ønsker og vilje.
Hvis vi historisk set benytter os af den udmærkede marxistiske
udviklingsmodel, så kan vi konstatere, at den traditionelle kønsrollefordeling
har været gældende lige siden Ursamfundet, Slavesamfundet, Feudal- eller
Bondesamfundet og de nuværende Industrisamfund, det sidstnævnte af Marx
betegnet som det borgerligt kapitalistiske samfund. Den i de nævnte samfund traditionelle rollefordeling mellem
hankønnet og hunkønnet var og er i bund og grund biologisk og kønsligt bestemt.
Hvilket mere præcist vil sige bestemt af anatomi, fysiologi og psykologi.
Enhver, der er fri af rabiate politiske og ideologiske idéer, tanker og
forestillinger omkring den kønslige rollefordeling, vil indse og vide, at der
består en grundlæggende forskel mellem hankøn og hunkøn, såvel hos individerne
i dyreverdenen som i menneskeverdenen, altså i sidstnævnte tilfælde mellem mænd
og kvinder.
Den helt grundlæggende forskel mellem de to køn er primært, at mænd
ikke kan blive gravide og dermed altså heller ikke føde nye individer i form af
børn. Denne anatomisk og fysiologisk betingede evne er – i bedste fald -
forbeholdt kvinder. Omvendt kan kvinder heller ikke befrugte og gøre mænd
gravide, nemlig lige præcis også af anatomiske og fysiologiske årsager. Forsøg
på at udligne de biologiske, anatomiske og fysioloiske forskelle og årsager
mellem kvinder og mænd har altid været og er fortsat umuliggjorte.
Men her er det så, at Martinus i fuldt alvor hævder, at de
biologiske, anatomiske og fysiologiske forskelle og årsager mellem kvinder og
mænd med tiden og den såkaldte kosmisk besemte udvikling, vil blive udlignet og
elimmineret til fordel for en menneskerace af såkaldt dobbelt-polede og dermed
basalt set ensartede individer. Disse individer, som i henhold til Martinus
hverken er deciderede kvinder eller deciderede mænd, vil biologisk, anatomisk
og fysiologisk være ude af stand til at avle og føde afkom. Men hvordan så med
vedligeholdelsen og fornyelsen af menneskeracen, kunne man spørge? – Jo, svarer
Martinus, individerne er jo kosmisk set udødelige væsener, som
periodevis diskarnerer og eksisterer i dertil bestemte og indrettede åndelige
riger, hvorfor avling og fødsler og dermed følgende fysiske tilværelser, vil
foregå via ’eksperter’ som er kyndige i den såkaldte materialisationsproces.
Denne består kort fortalt i, at man i dertil indrettede laboratorier så at sige
skaber kunstige fysiske organismer eller legemer, hvorefter disse ’belives’ af
reinkarnerende individer! – Det er jo i øvrigt også eksperter i form af
fødselslæge og jordemødre, der fungerer ved de normale fysiske fødsler.
Men pyh ha! Var der nogen, der måbede? – Ja, det var der, nemlig i
hvert fald mig! Undskyld mig, men jeg kan desværre ikke tro på endsige
tilslutte mig en så outreret idealistisk og utopisk idé og tankegang, som den
gode og højt begavede Martinus med detaljerede og på sin vis saglige idé om
materialisation gerne vil have os til at mene vil være i overensstemmelse med
en virkelig fremtidig ’teknologi’. Denne er jo desuden også i absolut modstrid
med ét-livs-hypotesens selvindlysende opfattelse af graviditeter og
fødsler.
Kunstigt skabt liv,
”kunstig biologi" og Science fiction?
På websitet https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/kunstigt-liv-sa-langt-er-vi-naet
kan man
for tiden (maj 2019) blandt andet læse følgende - nærmest triumferende opslag –
om videnskabelige forskere, der
beskæftiger sig seriøst med forsøg på at skabe kunstigt liv:
(Citat) De skrappeste
på området mødtes fra 19.-23. august til konferencen Artificial
Life Xll på Syddansk Universitet i Odense. En konference, der bar
præg af, at forskerne så småt er begyndt at tælle ned fra 10 med
champagneflaskerne på køl.
Ingen Gud, ingen
magi, kun fysik
I alt 249
internationale forskere var samlet til konferencen og alle med hver deres
speciale i kunstigt liv. Nogle fremlagde projekter om digitalt kunstigt liv,
andre om levende robotter og andre igen om brugen af kunstig biologi i
lægeverdenen.
Men ligegyldigt
hvilket hjørne af livet, de beskæftiger sig med, så har de ét grundsynspunkt
tilfælles. Nemlig at liv er en fysisk proces. Det vil sige uden hokus pokus
dengang nede i ursuppen for cirka fire mia. år siden, da man mener de første
tegn på liv opstod.
Derfor er de alle
enige om, at det teknologisk set er muligt at bygge det igen ved at aflure
naturen dens tricks.
»Der er en udbredt konsensus blandt forskerne her om, at liv er en fysisk proces, der opstår i en vekselvirkning mellem komponenter, og det er der ikke rigtigt noget magisk i. Hvis vi for eksempel sætter flere molekyler sammen til en streng, så bliver strengen elastisk, selv om det enkelte molekyle ikke besidder den egenskab. På samme måde er liv en egenskab, der opstår, når forskellige enkeltdele vekselvirker sammen,« fortæller Steen Rasmussen, professor og leder af Center of Fundamental Living Technology ved Syddansk Universitet, der er arrangører af konferencen. (Citat slut)
Al respekt for de
videnskabelige forskere. Det skal derfor medgives, at nogle forskere og
teknologer har skabt imponerende menneskelignende robotter, der teknisk set
fungerer og imiterer og simulerer, det vil sige efterligner 'rigtige'
mennesker, og det på en måde, så at man meget nemt kan forledes til at tro, at
der faktisk er tale om rigtige levende mennesker. Men så vidt jeg kan bedømme
fænomenet overser man i begejstringens rus, at der rent faktisk kun kan være
tale om simulerende imitationer. Men man bør ikke overse ordene
’”fungerer og simulerer”, for der er jo i realiteten tale om en teknisk
maskine, som bl.a er blevet til under brugen af den nyeste elektroniske
teknik. Altså hvad fænomenet ’liv’ angår bør man nok lægge vægt på ordet
’fiction’ i Science fiction. Især fordi robotter af gode grunde jo ikke har eller
kan have et JEG og dermed heller ikke en personlig psyke eller psyke i det hele
taget. Det jeg eller den psyke en menneskelignende robot eventuelt kan se ud
til at være i besiddelse af, er og kan kun være en simuleret imitation. Det
er utroligt – og foruroligende – hvis de implicerede forskere og teknologer
ikke kan indse eller forstå det!
Apropos at
konferencen om kunstigt liv fandt sted i Odense, H. C. Andersens fødeby, så
falder det mig ind, at han har skrevet et herligt og lidt satirisk eventyr om den
naturlige og den kunstige Nattergal: 3.29. Den ægte nattergal - om
spiritualisme kontra materialisme. Læs den, for den er god at få forstand af i
sammenhæng med forsøgene på at skabe kunstigt liv.
Hvordan med
ligestillingen mellem kvinder og mænd?
Ja, det er faktisk et godt og relevant spørgsmål, som dog ikke er
helt nemt at besvare eller have en god idé om. Men først og fremmest må især de
’idealistiske’ og for den sags skyld også de politiske og kulturelle
’utopister’ nok gøre sig klart, at ligestilling ikke er ensbetydende med
’enslig-gørelse’, altså at gøre hankøn og hunkøn fuldkommen ens. Sådan som f.
eks. Formand Mao forsøgte under sin diktatoriske regeringstid i Kina i forrige
århundrede. Ligestilling vil realistisk set kun kunne realiseres i form af lige
rettigheder – og pligter – i social, politisk, kulturel og økonomisk henseende.
Dette er da også kort sagt, hvad det demokratisk politiske spektrum i form af
demokratisk valgte partier i større eller mindre grad virker for at fremme og
realisere. Så godt det lader sig gøre, vel at bemærke.
Om køn og kønsroller set i blandt andet samfundsperspektiv, vil man
også kunne læse meget mere og andet om i artiklen 4.111. "Jeg elsker dig!" - betragtninger
over forelskelse og ægteskab.
© Maj 2019 Harry Rasmussen.
______________________________
Note 1: Vedr. polforvandlingen: LB
III, stk. 647, 838, 855. LB IV, stk. 1228-31, 1235, 1298, 1560-1, 1571-2,
1577, 1584. LB V, stk. 1635, 1650-1, 1667, 1874, 1898-1901,
1906-7, 1912, 1933-5, 1937. LB VI, stk. 1971-2, 2112, 2255. LB VII, stk. 2482-3, 2546, 2564-5, 2601. Læs evt. H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den
’sovende’ seksuelle ’pol’, og H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier –
Fra A- til K-menneske
En god introduktion til begrebet de seksuelle kategorier: LB
V, stk. 1782-1808, 1827-30. Desuden vil nogle læsere formentlig kunne
have stor gavn og glæde af at læse PB-J 4, Femte afsnit, som
med sin gennemgang af ”det seksuelle dobbeltkredsløbs totalmekanisme”
præciserer og afklarer en del spørgsmål omkring polforvandlingen i relation til
bevidsthedskategorierne og de seksuelle kategorier.
Vedr. de afsporede seksuelle
kategorier: B-, D-, F- og G-kategorierne: LB V, stk.
1788-9, 1856, 1858, 1861-2, 1866-9, 1871-3, 1875, 1881, 1885, 1900, 1911, 1934.
De afsporede
seksuelle kategorier findes også omtalte
i de i Note 1 anførte links.
© Maj 2019 Harry Rasmussen.
******************