Indledning

Tiden er nu kommet til, at jeg anser tiden for at være inde til at jeg gør et forsøg på at samle tankerne og skrive en afsluttende opgørelse og vurdering af min egen tænkning og livsanskuelse, sådan som begge dele mere eller mindre er blevet fremstillet i min efterhånden mangeårige forfattervirksomhed.

Det forholder sig jo sådan, at der forekommer en del forvirring i mit forfatterskab som en følge af mit skift fra flere-livs-anskuelsen til ét-livs-hypotesen. Dette skift har fundet sted over en årrække, indtil jeg her i 2000-årene blev mere og mere afklaret med, at ét-livs-hypotesen var og er den, der er mest i overensstemmelse med det, der kan forstås ved virkelighedens verden.

I nutiden skelner jeg skarpt imellem objektive videnskabelige kendsgerninger og subjektive idealistiske utopier, hvortil jeg blandt andet regner filosofier eller livsanskuelser som klassisk indisk filosofi, herunder særligt Vedanta-filosofien. Lignende anskuelser forekommer i nyere tid i form af f. eks. Madame Blavatsky’s Teosofi, Rudolf Steiners Antroposofi og Martinus' kosmologi. Imidlertid har jeg lige siden min tidlige ungdom – som 16-årig – været en varm og ivrig tilhænger af de idealistiske utopier i form af de netop nævnte filosofiske eller religionsfilosofiske systemer. Dette turde fremgå af følgende to artikler: 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen, og artiklen 4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med livsvarig konsekvens.

De nævnte filosofier eller livsanskuelser var mere eller mindre uafhængigt af hinanden fælles om at postulere og promovere primært menneskets eller individets sjælelige udødelighed og evige liv, inkarnation og reinkarnation samt skæbnens absolutte retfærdighed som en følge af individets egne dispositioner og handlinger. Men med tiden blev jeg stadig mere skeptisk og kritisk overfor disse postulater, som min forstand og erfaring fik det til at stå stadig mere klart for mig, at der var mere der talte imod end for disse. Den holdning og indstilling kom derfor i tiltagende grad til at præge min egen livs- og verdensforståelse.

Fra og med omkring i hvert fald 2009 var min skepsis og tvivl på gyldigheden af den utopiske idealisme blevet bestyrket så meget, at jeg fra da af antog den livsanskuelse, som jeg betegner med udtrykket ét-livs-hypotesen. Ordet og begrebet hypotese, fordi man jo altid er nødt til at tænke sig den mulighed, at man selv tager fejl. Under hele forløbet fra min loyale tiltro til flere-livs-anskuelsen, især i form af Martinus’ i og for sig geniale og storslåede verdensbillede eller kosmologi, til antagelsen af ét-livs-hypotesen, skrev jeg adskillige artikler i forsøget på selv at fatte og begrunde konsekvenserne af mit skift til den nye hypoteses livs- og verdensanskuelse. Som eksempel på disse artikler kan her bl. a. henvises til en artikel skrevet i 2009: 4.35. Et livs status - en personlig opgørelse. - En artikel, hvori den knapt 80-årige forfatter gør sit personlige åndelige 'bo' op.

Som nævnt var min antagelse af ét-livs-hypotesen et delvist ’opgør’ med den idealistiske utopismes livs- og verdensanskuelse i almindelighed og Martinus’ verdensanskuelse i særdeleshed. Nævnte ’opgør’ gjaldt og gælder også opfattelsen af religion generelt set og religioner specielt, idet jeg følte mig foranlediget til at antage den opfattelse, at der dels var tale om en form for bedrag og dels om et selvbedrag. Dette skrev jeg flere specielle artikler om, hvoraf jeg derfor her skal henvise til: 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger. Vedr. min nye opfattelse af specielt Martinus’ kosmologi, kan jeg bl. a. henvise til af artiklerne i en lille serie artikler:

4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé. Fra denne skal jeg afslutningsvis citere følgende:

(Citat)

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.

Som nævnt under den korte omtale af Martinus' kosmologi ovenfor, er et af de vigtige kosmiske skabeprincipper dette, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på den måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip gælder delvis også i ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde, idet der jo som sagt kun er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet. Men det er den enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre godt, blandt andet i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og ægteskaber. I den enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten, herunder medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af baggrunden for indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste fald udarter til oprør og krige.

Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand, hvorunder de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er ligeværdige i indflydelse på individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at være en tilstand, som evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele menneskeheden. Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan forekomme afvigelser fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og lesbianisme mm.

Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, så er loven for skæbne en absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham grundlæggende handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i det store kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor retfærdighed på sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikke tilfældet set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, at ikke alle levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at hvad der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke altid og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv, og dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet verificeres eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er en realitet. De forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise', at reinkarnation er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.

Konklusion

Derfor må konklusionen på ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i hvert fald tilsyneladende - ikke findes udødelighed og som en følge deraf heller ikke reinkarnation, og da det erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil kunne kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes der dermed heller ikke fuldkommen retfærdighed. Det må derfor i sin konsekvens betyde, at der kun findes ét eneste liv, nemlig det jordiske liv her og nu, til alle os, som har fået den store gave og det privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i verdensaltets eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller tilværelsen som virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige eventyr, dette ret beset i grunden er.

Men hvad betyder så det i forholdet til Martinus' kosmologi, som han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe, og omkring 60 år til at fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke bare sådan uden videre kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb har været så mange andre filosoffer og vismænd, hvis store visioner og dybsindige tanker – nu mere eller mindre oversete og glemte - indgår i filosofi- og religionshistorien. Dermed være ikke sagt, at dette også vil blive tilfældet med Martinus' kosmologiske lære, men muligheden for det, er unægtelig til stede, og det uanset, hvad hans loyale og trofaste tilhængere måtte mene om det.

For min egen part vil jeg fortsat være en studerende af alle de dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg har kunnet få bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og logiske sans, og som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg ikke har kunnet og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil videre. Hvilket i øvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante opfattelse af studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

(Citat, med nutids retskrivning) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009)

I forbindelse med det ovenfor anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).

Hermed vil jeg så overlade det til eventuelle læsere til uvildigt at undersøge mine præmisser og argumenter og drage sine egne konklusioner. Man har jo til enhver tid lov til at være enig så vel som uenig.

Med mange venlige hilsener og stor TAK fra mig.

******************