- en fortælling om et
geni
Hensigten med denne
artikel er kort fortalt at kigge nærmere på et af verdenshistoriens store
genier, nemlig i dette tilfælde den danske intuitive tænker eller filosof Martinus
Thomsen. Under navnet ’Martinus’ brugte han omkring 40 år af sit liv til at
manifestere sit filosofiske livs- og hovedværk i form af tegnede symboler og
skrevne analyser, og omkring 60 år til at holde kurser og foredrag om det.
Imidlertid var og er der det specielle ved Martinus og hans livsværk, at han i
og med sit basalt religiøse sind helt fra begyndelsen forbandt sig selv og sin
’mission’ med Jesus Kristus. Han følte og mente oprigtigt, at det var hans
ufravigelige pligt og opgave at videregive Jesu lære til sine medmennesker,
ikke i form af den ortodokse kristne lære, men vel at bemærke i en nyere og
såkaldt ’intellektualiseret’ form. Altså ikke på nogen måde i en sekterisk
form, sådan som tilfældet er og har været med andre nyreligiøse forkyndere og
bevægelser. Men det kunne dog ikke helt forhindre, at der i og med den til at
begynde med lille gruppe interesserede mennesker, der samledes omkring
Martinus, at denne også antog karakter i retning af det sekteriske. Begge
parter havde i hvert fald det tilfælles, at de uundgåeligt følte sig som
’frelste’.
Her skal jeg dog ikke
gå nærmere ind på tilhængere af Martinus’ såkaldte ’sag’ eller ’mission’, hvis
karakter og opgave, han jo i øvrigt selv fortæller rigtig godt om, ikke mindst
i sin Småbog nr. 4: ”Omkring min Missions Fødsel”, som udkom i 1942. –
ttps://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=4
Et af de for Martinus’ arbejde og mission meget
vigtige temaer, er netop emnet ”Talsmanden
den hellige Ånd”, som i særlig grad omtales i ovennævnte bogs 6. kapitel.
Deraf fremgår det utvetydigt, at Martinus identificerer sin egen ’sag’ eller
’mission’ som værende identisk med nævnte ”hellige Ånd”. Mere præcist forstået
på den måde, at Martinus opfattede sit arbejde som en videreførelse og delvis
fornyelse af kristendommen.
Men – som sagt eller skrevet – her er det ikke
min hensigt eller opgave, at ville berette nærmere om Martinus’ kæmpemæssige
livsværk, især i form af ”LIVETS BOG 1 – 7”, og symbolværket ”Det
Evige Verdensbillede 1-6”, som han
sent i sit liv valgte at give den på sin vis fordringsfulde samlebetegnelse ”Det
Tredje Testamente”. Om begge disse værker og især deres indhold, har jeg
for længst skrevet adskillige artikler, dels i bogform og dels på min
hjemmeside http://www.livetseventyr.dk/ , som jeg derfor kan
henvise specielt interesserede til.
Her bør jeg nok indskyde, at jeg omkring 1958
for alvor begyndte at studere det verdensbillede eller den kosmologi, altså den
lære om verdensaltet, som Martinus var ophavsmand til og derfor havde lagt navn
til. I mange år forholdt jeg mig loyalt og indforstået med hovedfaktorerne og
hovedteserne i den nævnte kosmologi, ja, faktisk helt frem til omkring 2009,
hvor jeg så småt begyndte at tvivle på fænomener og hovedbegreber som de
levende væseners grundlæggende enhed og ensartethed, på samme væseners udødelighed, samt på eksistensen af de åndelige
verdener, reinkarnation og skæbnens lovbundne fuldkomne retfærdighed. Denne
holdning, som jeg - i direkte modsætning til Martinus’ fler-livs-hypotese -
betegner som ét-livs-hypotesen, forekom og forekommer det mig, at jeg
havde og har belæg for antagelsen af, især på baggrund af en med tiden stadig
større og uddybet forståelse af det, der især ifølge videnskaben kan og skal
forstås ved begrebet faktisk virkelighed.
Den nye holdning hos mig betød eller betyder
dog ikke, at jeg forkastede eller har forkastet alt det mere eller mindre
geniale, Martinus har skrevet og sagt, tværtimod. Desuden stod og står det mig
ganske klart, at hans kosmologi eller verdensbillede er udtryk for en nærmest
eventyrlig og fabelagtig storslået struktur og internt absolut sammenhængende
logik. Men vel at bemærke en logik, der ikke tåler at blive målt og vurderet på
grundlag af videnskabens og naturvidenskabens ganske vist objektive fakta, men
samtidig reduktionistiske verdensopfattelse og verdensbillede.
Af hensyn til den interesserede læser skal jeg
vedrørende hovedindholdet af Martinus’ verdensbillede her tillade mig at citere
det følgende fra min egen artikel
4.127. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. Resumé:
(Citat) Hovedtrækkene i Martinus' kosmologi
Lad os begynde med at give et rids over
hovedtrækkene i Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, hvoraf det
markante og primære hovedtræk er, hvad man i kort karakteristik kunne kalde for
flere-livs-hypotesen. Jeg vil tillade
mig at betegne den sådan, fordi et af de væsentlige, uundgåelige og afgørende
hovedtræk i Martinus' kosmologi, er fænomenet reinkarnation, på dansk også kaldet genfødsel.
I sit storslåede kosmiske verdensbillede
opererer Martinus med, at den
guddommelige organisme: verdensaltet teoretisk set er opdelt i eller
udgøres af i alt seks kosmiske storriger eller tilværelseszoner for de levende
væsener, nemlig to decideret fysiske riger: Planteriget
og dyreriget, og fire udpræget
åndelige eller parafysiske riger: Det
rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Fænomenet reinkarnation
forekommer i henhold til Martinus dog kun i planteriget og dyreriget og delvis
i det rigtige menneskerige, nemlig som en metode til udskiftning af den fysiske
organisme. I de øvrige fire riger: Cirka sidste halvdel af det rigtige
menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og delvis salighedsriget,
foregår organismeudskiftning ved hjælp af metoden materialisation og dematerialisation.
Denne metode baserer sig i henhold til Martinus på, at individet i de
nævnte åndelige verdener har en evne til vilkårligt at danne – materialisere - sig et til formålet
tjenligt åndeligt legeme og til, at opløse – dematerialisere - dette vilkårligt igen. Det levende væsen som
grundstruktur betragtet, hvad enten dette lever i den fysiske eller den
åndelige verden, vil derfor reelt set altid være forbundet med et legeme. Men
et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er ifølge Martinus en absolut
nødvendighed, for at individet overhovedet skal kunne manifestere sig, opleve
og kommunikere med sin 'omverden', sidstnævnte primært i form af andre
individer og disses tilkendegivelser. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk
eller åndeligt, er en skabt foreteelse, og som sådan er det underkastet aldring
og dermed en form for slitage, som efterhånden bevirker, at legemet ikke
længere er tjenligt som effektivt interaktivt kommunikationsorgan. Derfor er en
udskiftning af organismer eller legemer af de anførte årsager og grunde nærmest
livsnødvendig.
Men helt grundlæggende i Martinus'
kosmologi er det, at alle levende væsener i lighed med Guddommen eksisterer som
evige og dermed udødelige tre-enige væsener, hvis evige tilværelse er baseret
på et indbyrdes organisk tilhørsforhold mellem Guddommen og dem selv, primært
på den måde, at samtlige individer udgør Guds manifestationsredskaber og
sanseorganer. Alle levende væsener er samtidig undergivet de universale
lovmæssigheder, Martinus betegner som de
kosmiske skabeprincipper, sådan som også indgående beskrevet i
artiklerne 4.125. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. 1. Del og 4.126. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. 2. Del
Et af disse kosmiske skabeprincipper er det seksuelle
polprincip, som i praksis ytrer sig på den måde, at de levende væsener i
lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på en sådan måde, at mens
Guddommen er det permanent, er de levende væsener i praksis undergivet en evig
rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at
være enkeltpolede. Det er den enkeltpolede tilstand, der dog kun forekommer i
planteriget og dyreriget, som udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn,
med alt, hvad dette indebærer i praksis for individernes liv og tilværelse,
herunder ikke mindst arternes forplantning. I de fire øvrige og såkaldte
åndelige riger, er individerne dobbeltpolede, hvilket ikke mindst udgør
grundlaget for den næstekærlighed, der i henhold til Martinus' kosmologi
praktiseres som en selvfølge i de øvrige fire riger: i sidste halvdel af det
rigtige menneskerige, i hele visdomsriget og den guddommelige verden, og i
første halvdel af salighedsriget.
Som en følge af de netop nævnte kosmiske
skabeprincipper eller lovmæssigheder, i forbindelse med de levende væseners
basale udødelighed, kan der ikke forekomme nogen form for uretfærdig skæbne, idet
tilsyneladende uretfærdigheder i form af dårlig og måske endda lidelsesfuld
skæbne, vil blive kompenseret for og udlignet, om ikke i det aktuelle liv, så i
løbet af et følgende eller flere følgende liv. Det helt primære i
lovmæssigheden for skæbne er ifølge Martinus den, at skæbne – god eller dårlig – i ethvert tilfælde er udtryk for oplevelsen
af virkningerne til de årsager, individet selv i første instans har udløst. Men
da Gud per definition er både alkærlig, alvis og almægtig, er tilværelsen
institueret sådan, at alle former for skæbne i den sidste ende vil vise sig at
være et gode for individet. Martinus definerer jo i øvrigt det såkaldte ”onde”
som ”det ubehagelige gode”, der nødvendigvis må forekomme, fordi tilværelsen
grundlæggende er baseret på kontrastforhold. Derfor kan Martinus i og med sin
kosmologi bekræfte det bibelske udsagn: ”Alt er såre godt!” (Citat slut)
På den ovenfor anførte baggrund kan jeg hermed tillade mig at fremsætte
min nugældende, men samtidig skeptiske og kritiske opfattelse af Martinus’
kosmologi eller verdensbillede. Jeg læser med tidsmæssige mellemrum igen og
igen i hans omtrent samlede værker, hvoraf jeg har de fleste i førsteudgaver.
Hver gang jeg læser i en af hans bøger, i hovedværkerne så vel som i
småbøgerne, slår det mig, hvor storslået og detaljeret Martinus udtrykker sig i
sine skriftlige analyser, kommentarer og betragtninger. Og hver gang oplever
jeg en salig, ja nærmest ekstatisk gysen over den på en gang saglige og
poetiske sprogbrug, han ofte benytter sig af i sit samlede forfatterskab. Det
er på højde med det poetiske sprog, som vores verdensberømte eventyrdigter H.
C. Andersen benytter sig af, for nu at bringe ham ind i sammenhængen. Hvilket
jo i øvrigt ikke er helt tilfældigt, i betragtning af at store dele af mit eget
forfatterskab netop omhandler en sammenstilling og sammenligning mellem de to
åndsgiganter og disses litterære værker.
Men til trods for min store anerkendelse af og beundring for
mennesket og tænkeren Martinus, vil jeg dog ikke glemme at nævne de basale
emner i hans kosmologi eller verdensbillede, som udgør baggrunden og grundlaget
for min skepsis overfor samme. Efter min bedste opfattelse og mening, så er
svagheden ved Martinus’ fremragende logiske argumentationer, at disse er
baseret på påstande, som der så vidt jeg kan se og bedømme, ikke foreligger
reelle beviser for gyldigheden af. Det drejer sig om følgende emner: Det
levende væsens udødelighed, dets inkarnationer og reinkarnationer og skæbnens
fuldkomne retfærdighed.
Sluttelig må jeg naturligvis ikke glemme også at nævne Martinus’
lige så geniale og egenhændigt skabte, tegnede og håndkolorerede symboler, som
lige siden mit første møde med disse i 1957, har fyldt mig med beundring og
forundring og ikke mindst stor glæde.
Og tænk, alt sammen til trods for, at jeg som det skeptiske og kritiske asen
jeg er, opfatter og betragter Martinus’ kosmologi eller verdensbillede som
udtryk for en idealistisk utopi, der i det væsentlige ikke har ret meget at
gøre med den barske virkelighed, vi alle lever lige midt i, så længe – eller snarere
så kort – hver vores liv end varer. Døden er os alle vis, og det har jeg det
personligt meget fint med. Især fordi livet og tilværelsen jo grundlæggende er
et eneste stort og forunderligt eventyr.
Se, det var denne konklusion, der var hovedformålet med at skrive
denne lille artikel.
© September 2019 Harry Rasmussen.
******************