”Talsmanden"

- en fortælling om et geni

 

Indledning

Hensigten med denne artikel er kort fortalt at kigge nærmere på et af verdenshistoriens store genier, nemlig i dette tilfælde den danske intuitive tænker eller filosof Martinus Thomsen. Under navnet ’Martinus’ brugte han omkring 40 år af sit liv til at manifestere sit filosofiske livs- og hovedværk i form af tegnede symboler og skrevne analyser, og omkring 60 år til at holde kurser og foredrag om det.


Imidlertid var og er der det specielle ved Martinus og hans livsværk, at han i og med sit basalt religiøse sind helt fra begyndelsen forbandt sig selv og sin ’mission’ med Jesus Kristus. Han følte og mente oprigtigt, at det var hans ufravigelige pligt og opgave at videregive Jesu lære til sine medmennesker, ikke i form af den ortodokse kristne lære, men vel at bemærke i en nyere og såkaldt ’intellektualiseret’ form. Altså ikke på nogen måde i en sekterisk form, sådan som tilfældet er og har været med andre nyreligiøse forkyndere og bevægelser. Men det kunne dog ikke helt forhindre, at der i og med den til at begynde med lille gruppe interesserede mennesker, der samledes omkring Martinus, at denne også antog karakter i retning af det sekteriske. Begge parter havde i hvert fald det tilfælles, at de uundgåeligt følte sig som ’frelste’.

Her skal jeg dog ikke gå nærmere ind på tilhængere af Martinus’ såkaldte ’sag’ eller ’mission’, hvis karakter og opgave, han jo i øvrigt selv fortæller rigtig godt om, ikke mindst i sin Småbog nr. 4: ”Omkring min Missions Fødsel”, som udkom i 1942. –

 ttps://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=4

 

Et af de for Martinus’ arbejde og mission meget vigtige temaer, er netop emnet  ”Talsmanden den hellige Ånd”, som i særlig grad omtales i ovennævnte bogs 6. kapitel. Deraf fremgår det utvetydigt, at Martinus identificerer sin egen ’sag’ eller ’mission’ som værende identisk med nævnte ”hellige Ånd”. Mere præcist forstået på den måde, at Martinus opfattede sit arbejde som en videreførelse og delvis fornyelse  af kristendommen.

 

Men – som sagt eller skrevet – her er det ikke min hensigt eller opgave, at ville berette nærmere om Martinus’ kæmpemæssige livsværk, især i form af ”LIVETS BOG 1 – 7”, og symbolværket ”Det Evige Verdensbillede 1-6”,  som han sent i sit liv valgte at give den på sin vis fordringsfulde samlebetegnelse ”Det Tredje Testamente”. Om begge disse værker og især deres indhold, har jeg for længst skrevet adskillige artikler, dels i bogform og dels på min hjemmeside http://www.livetseventyr.dk/ , som jeg derfor kan henvise specielt interesserede til.

 

Her bør jeg nok indskyde, at jeg omkring 1958 for alvor begyndte at studere det verdensbillede eller den kosmologi, altså den lære om verdensaltet, som Martinus var ophavsmand til og derfor havde lagt navn til. I mange år forholdt jeg mig loyalt og indforstået med hovedfaktorerne og hovedteserne i den nævnte kosmologi, ja, faktisk helt frem til omkring 2009, hvor jeg så småt begyndte at tvivle på fænomener og hovedbegreber som de levende væseners grundlæggende enhed og ensartethed,  på samme væseners udødelighed, samt på eksistensen af de åndelige verdener, reinkarnation og skæbnens lovbundne fuldkomne retfærdighed. Denne holdning, som jeg - i direkte modsætning til Martinus’ fler-livs-hypotese - betegner som ét-livs-hypotesen, forekom og forekommer det mig, at jeg havde og har belæg for antagelsen af, især på baggrund af en med tiden stadig større og uddybet forståelse af det, der især ifølge videnskaben kan og skal forstås ved begrebet faktisk  virkelighed.

 

Den nye holdning hos mig betød eller betyder dog ikke, at jeg forkastede eller har forkastet alt det mere eller mindre geniale, Martinus har skrevet og sagt, tværtimod. Desuden stod og står det mig ganske klart, at hans kosmologi eller verdensbillede er udtryk for en nærmest eventyrlig og fabelagtig storslået struktur og internt absolut sammenhængende logik. Men vel at bemærke en logik, der ikke tåler at blive målt og vurderet på grundlag af videnskabens og naturvidenskabens ganske vist objektive fakta, men samtidig reduktionistiske verdensopfattelse og verdensbillede.

 

Af hensyn til den interesserede læser skal jeg vedrørende hovedindholdet af Martinus’ verdensbillede her tillade mig at citere det følgende fra min egen artikel  4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:

 

(Citat) Hovedtrækkene i Martinus' kosmologi

Lad os begynde med at give et rids over hovedtrækkene i Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, hvoraf det markante og primære hovedtræk er, hvad man i kort karakteristik kunne kalde for flere-livs-hypotesen. Jeg vil tillade mig at betegne den sådan, fordi et af de væsentlige, uundgåelige og afgørende hovedtræk i Martinus' kosmologi, er fænomenet reinkarnation, på dansk også kaldet genfødsel.

 

I sit storslåede kosmiske verdensbillede opererer Martinus med, at den guddommelige organisme: verdensaltet teoretisk set er opdelt i eller udgøres af i alt seks kosmiske storriger eller tilværelseszoner for de levende væsener, nemlig to decideret fysiske riger: Planteriget og dyreriget, og fire udpræget åndelige eller parafysiske riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Fænomenet reinkarnation forekommer i henhold til Martinus dog kun i planteriget og dyreriget og delvis i det rigtige menneskerige, nemlig som en metode til udskiftning af den fysiske organisme. I de øvrige fire riger: Cirka sidste halvdel af det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og delvis salighedsriget, foregår organismeudskiftning ved hjælp af metoden materialisation og dematerialisation. Denne metode baserer sig i henhold til Martinus på, at individet i de nævnte åndelige verdener har en evne til vilkårligt at danne – materialisere - sig et til formålet tjenligt åndeligt legeme og til, at opløse – dematerialisere - dette vilkårligt igen. Det levende væsen som grundstruktur betragtet, hvad enten dette lever i den fysiske eller den åndelige verden, vil derfor reelt set altid være forbundet med et legeme. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er ifølge Martinus en absolut nødvendighed, for at individet overhovedet skal kunne manifestere sig, opleve og kommunikere med sin 'omverden', sidstnævnte primært i form af andre individer og disses tilkendegivelser. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er en skabt foreteelse, og som sådan er det underkastet aldring og dermed en form for slitage, som efterhånden bevirker, at legemet ikke længere er tjenligt som effektivt interaktivt kommunikationsorgan. Derfor er en udskiftning af organismer eller legemer af de anførte årsager og grunde nærmest livsnødvendig.

 

Men helt grundlæggende i Martinus' kosmologi er det, at alle levende væsener i lighed med Guddommen eksisterer som evige og dermed udødelige tre-enige væsener, hvis evige tilværelse er baseret på et indbyrdes organisk tilhørsforhold mellem Guddommen og dem selv, primært på den måde, at samtlige individer udgør Guds manifestationsredskaber og sanseorganer. Alle levende væsener er samtidig undergivet de universale lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, sådan som også indgående beskrevet i artiklerne  4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del og 4.126. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 2. Del


Et af disse kosmiske skabeprincipper er det seksuelle polprincip, som i praksis ytrer sig på den måde, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på en sådan måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener i praksis undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Det er den enkeltpolede tilstand, der dog kun forekommer i planteriget og dyreriget, som udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer i praksis for individernes liv og tilværelse, herunder ikke mindst arternes forplantning. I de fire øvrige og såkaldte åndelige riger, er individerne dobbeltpolede, hvilket ikke mindst udgør grundlaget for den næstekærlighed, der i henhold til Martinus' kosmologi praktiseres som en selvfølge i de øvrige fire riger: i sidste halvdel af det rigtige menneskerige, i hele visdomsriget og den guddommelige verden, og i første halvdel af salighedsriget.

Som en følge af de netop nævnte kosmiske skabeprincipper eller lovmæssigheder, i forbindelse med de levende væseners basale udødelighed, kan der ikke forekomme nogen form for uretfærdig skæbne, idet tilsyneladende uretfærdigheder i form af dårlig og måske endda lidelsesfuld skæbne, vil blive kompenseret for og udlignet, om ikke i det aktuelle liv, så i løbet af et følgende eller flere følgende liv. Det helt primære i lovmæssigheden for skæbne er ifølge Martinus den, at skæbne – god eller dårlig – i ethvert tilfælde er udtryk for oplevelsen af virkningerne til de årsager, individet selv i første instans har udløst. Men da Gud per definition er både alkærlig, alvis og almægtig, er tilværelsen institueret sådan, at alle former for skæbne i den sidste ende vil vise sig at være et gode for individet. Martinus definerer jo i øvrigt det såkaldte ”onde” som ”det ubehagelige gode”, der nødvendigvis må forekomme, fordi tilværelsen grundlæggende er baseret på kontrastforhold. Derfor kan Martinus i og med sin kosmologi bekræfte det bibelske udsagn: ”Alt er såre godt!” (Citat slut)

 

Konklusion

På den ovenfor anførte baggrund kan jeg hermed tillade mig at fremsætte min nugældende, men samtidig skeptiske og kritiske opfattelse af Martinus’ kosmologi eller verdensbillede. Jeg læser med tidsmæssige mellemrum igen og igen i hans omtrent samlede værker, hvoraf jeg har de fleste i førsteudgaver. Hver gang jeg læser i en af hans bøger, i hovedværkerne så vel som i småbøgerne, slår det mig, hvor storslået og detaljeret Martinus udtrykker sig i sine skriftlige analyser, kommentarer og betragtninger. Og hver gang oplever jeg en salig, ja nærmest ekstatisk gysen over den på en gang saglige og poetiske sprogbrug, han ofte benytter sig af i sit samlede forfatterskab. Det er på højde med det poetiske sprog, som vores verdensberømte eventyrdigter H. C. Andersen benytter sig af, for nu at bringe ham ind i sammenhængen. Hvilket jo i øvrigt ikke er helt tilfældigt, i betragtning af at store dele af mit eget forfatterskab netop omhandler en sammenstilling og sammenligning mellem de to åndsgiganter og disses litterære værker.

 

Men til trods for min store anerkendelse af og beundring for mennesket og tænkeren Martinus, vil jeg dog ikke glemme at nævne de basale emner i hans kosmologi eller verdensbillede, som udgør baggrunden og grundlaget for min skepsis overfor samme. Efter min bedste opfattelse og mening, så er svagheden ved Martinus’ fremragende logiske argumentationer, at disse er baseret på påstande, som der så vidt jeg kan se og bedømme, ikke foreligger reelle beviser for gyldigheden af. Det drejer sig om følgende emner: Det levende væsens udødelighed, dets inkarnationer og reinkarnationer og skæbnens fuldkomne retfærdighed. 

 

Sluttelig må jeg naturligvis ikke glemme også at nævne Martinus’ lige så geniale og egenhændigt skabte, tegnede og håndkolorerede symboler, som lige siden mit første møde med disse i 1957, har fyldt mig med beundring og forundring og ikke mindst stor glæde.


Og tænk, alt sammen til trods for, at jeg som det skeptiske og kritiske asen jeg er, opfatter og betragter Martinus’ kosmologi eller verdensbillede som udtryk for en idealistisk utopi, der i det væsentlige ikke har ret meget at gøre med den barske virkelighed, vi alle lever lige midt i, så længe – eller snarere så kort – hver vores liv end varer. Døden er os alle vis, og det har jeg det personligt meget fint med. Især fordi livet og tilværelsen jo grundlæggende er et eneste stort og forunderligt eventyr.  

 

Se, det var denne konklusion, der var hovedformålet med at skrive denne lille artikel.

 

© September 2019 Harry Rasmussen.

 

******************