- en historie om hjerne, køn og bevidsthed
Den nyere tids hjerneforskning forsøger til stadighed at finde
fysisk-kemiske årsagsforklaringer på den menneskelige psyke og personlighed. En
hel del hjerneforskere – om ikke alle – er nemlig af den overbevisning, at
psykens komponenter, såsom følelser og tanker, i lighed med personlighedens
karakteristika, i hovedsagen skal findes i hjernen i form af elektrokemiske
processer, dog i samspil med hormonale stoffer og processer. Der er således
engelske og amerikanske hjerneforskere, som mener at forklaringen på de to køn,
det feminine køn og det maskuline køn, overordnet set kan og skal findes i
hjernen, primært i hypofysen, og de pågældende forskere arbejder derfor
ihærdigt på at verificere de teorier eller hypoteser om køn og seksualitet, som
de har opstillet og som udgør deres arbejdsgrundlag. En af teorierne går f.eks.
ud på, at det er tilstedeværelsen og mængden af hormonet testosteron – det mandlige
kønshormon, styret af hjernen – der er afgørende for, hvordan mænd føler,
tænker og reagerer både i specielle situationer og i al almindelighed. For
kvinders vedkommende er følelses-, tanke og handlingsliv normalt i hovedsagen
styret af såkaldte østrogene hormoner.
Noget, som umiddelbart
falder i tanken, når talen drejer sig om hormoner, det være sig testosteronet
eller østrogenet, er, at det ikke synes at undre forskerne, hvorfra eller
hvordan de pågældende kønshormoner så vel som hormoner i det hele taget, har
eller får deres specifikke egenskaber. Det er jo ikke i sig selv nogen
forklaring, at henvise til molekylærbiologiske strukturer og kemiske processer,
hvor forunderlige disse så end også er. I betragtning af hormonernes faktiske
opbygning, funktioner og virkninger, må man konstatere, at der i den sammenhæng
rent faktisk er tale om endog hårfin hensigtsmæssighed i samspillet mellem
hormonerne på den ene side og legemets øvrige organer og funktioner på den
anden side. Disse sidstnævnte er i sig selv normalt også udtryk for en
hensigtsmæssighed, som må overraske og forbavse enhver, der ejer et åbent sind.
Kort sagt er alt i livet et under, som vi vænnes til og derfor finder
almindeligt eller sløves for, så vi med materialisterne udbryder: ”Det er ikke andet
end” eller ”Det er bare”.
Det er dog ikke kun mennesket og dets kønsliv, der interesserer
naturvidenskabsfolkene, også dyrenes og ikke mindst insekternes kønsliv er
genstand for undersøgelser. Et eksempel på det sidstnævnte kunne man læse om i
gratisavisen NYHEDSAVISEN for den 12. december 2007, hvori der omtaltes en
artikel i tidsskriftet Livescience, ifølge hvilken det er lykkedes for en
gruppe forskere fra Illinois-universitetet i Chicago at ændre hanlige
bananfluers seksualitet ved at ændre disses lugtesans. Det skulle i henhold til
artiklen være sket gennem manipulation eller mutation af ”et såkaldt
køns-blindt gen, der normalt transporterer et specielt stof til hjernen. Det
betyder, at fluernes lugtesans ændrer sig, og pludselig er lugten af en anden
han ikke så frastødende, som den plejer.”
Der bragtes også et citat af ”researcheren David Featherstone, som
udtaler: ”Det var meget dramatisk. De hanner, der havde fået muteret genet,
behandlede de andre hanner fuldstændig som en normal han-flue ville behandle en
hun. De prøvede endda at have sex med dem.” (Note 1)
Rent bortset fra, hvad
man ellers kan og vil mene om sådanne forsøg med levende væsener, så drejer det
sig altså igen om noget med hjernen, i dette tilfælde nemlig en forsøgsvis
mulig forklaring på årsager til køn og seksualitet. De nævnte forsøgsresultater
bekræftedes da også i samme artikel af lektor ved Molekylærbiologisk Institut
ved Københavns Universitet, Leif Søndergaard, som forklarer, at lugtesansen er
den vigtigste faktor for bananfluer, når de skal vælge partner. Men han
tillægger, at bananfluers seksualitet i øvrigt ikke er særlig avanceret, og at
det ved tidligere førsøg har vist sig, at bananfluer kan lokkes til omtrent
hvad som helst, hvis der bliver manipuleret med deres lugtesans. (Note 2)
I øvrigt kan man
indvende, at det videnskabelige forsøg med ændringen af han-bananfluens
kønslige orientering, i virkeligheden ikke har ændret fluens medfødte køn, men
der er blot blevet skabt forstyrrelse i dens normale seksuelle adfærd. Der vil
derfor ikke med rette kunne udledes nogen afgørende konklusion om seksuel
orientering eller eventuelt kønsskifte af det pågældende forsøg.
Endnu et eksempel på,
hvad visse intelligente, men etisk set tvivlsomme videnskabsfolk kan få sig
selv til at eksperimentere med på dyr, blev vist i dansk TV den 12. december
2007. Det drejede sig om nogle japanske forskere, som har genmanipuleret en
mus, så dennes normale og naturlige frygt for katte var blevet fjernet. På TV
så man musen nærme sig katten, tilsyneladene helt uden at vise frygt, idet den
endog forsøgte at kravle op på sin naturlige fjende, noget man næppe ville
kunne få at se under normale omstændigheder, hvor musens instinkt automatisk
ville få den til at flygte og om muligt krybe i skjul, så snart en kat nærmede
sig. I dette tilfælde var katten dog ret fredsommelig, formentlig fordi den
ikke var sulten, og den virkede nærmest som om den blev forvirret over musens
mærkværdige adfærd. En af de konklusioner, der formentlig vil kunne drages af forsøget
med musen, må vel være, at dens instinkt, hvilket vil sige dens normalt
automatiske tilskyndelse til flugt i den givne situation, åbenbart er indkodet
i det ændrede eller fjernede gen.
Et af de væsentligste
spørgsmål i forbindelse med sådanne eksperimenter må være, hvad der i grunden
er hensigten med disse forsøg. Så vidt jeg personlig kan se, må det være, at
videnskabsfolkene vil aflure den levende natur dens normalt skjulte sider, med
det formål, at afsløre de reelle årsagssammenhænge, så det derved bliver muligt
at forstå og beherske, manipulere og eventuelt ’forbedre’ samme natur eller
gøre den mere rationel og formålstjenlig. Bag de genmanipulerende eksperimenter
ligger dybest set et ønske om så vidt muligt at fjerne alle uhensigtsmæssige årsager,
blandt andet dispositioner for arvelige sygdomme, og derigennem på sigt skabe
eller udvikle det fuldkommen sunde, raske og i enhver forstand normale menneske
med optimal intelligens og reguleret adfærd, hvilket i virkeligheden vil sige:
den perfekte robot. En lignende vision lå også bag både nazisternes
’racehygiejne’ og kommunisternes ønske om at frembringe eller producere det
kollektive individ.
Det er utroligt, hvad hjerneforskere mener at kunne finde ud af ved
at scanne og på anden måde studere hjernen og dens funktioner. Den 13. december
2007 kunne ovennævnte avis under overskriften Derfor står tiden stille, når
vi er i fare fortælle om, at forskere – der nævnes ikke hvilke – nu har
fundet ud af, at når vi er udsat for fare og sanserne skærpes til det yderste,
får vi så at sige ”et ekstra sæt minder”. Det betyder ifølge de nævnte
forskere, at ”hjernen spiller os et puds”, så man derved får følelsen af, at
tiden står stille eller at alt foregår i slowmotion. I henhold til de samme
forskere skyldes det mere præcist, at når vi bliver bange, så aktiveres den del
af hjernen, der betegnes som amygdala, hvorved et ekstra sæt erindringer bliver
tilføjet til de erindringer, hjernen normalt husker. I sådanne tilfælde husker
vi med andre ord meget mere inden for samme tidsrum, end vi gør i normale
situationer.
Altså kort og godt:
Keine hexerei, kun hjernens behændighed, så nu har man så kunnet reducere den
slags oplevelser til et rent og skært illusorisk produkt af en hjernefunktion,
hverken mere eller mindre, og som man fysisk set tilmed har kunnet lokalisere
til et bestemt område af hjernen. Det er uhyre beroligende og
tilfredsstillende, - i al fald når man
er reduktionist og materialist.
Det nævnes også, at det
samme forhold skulle være baggrunden for, at børn synes at tiden går langsomt,
hvorimod den forekommer voksne at haste forbi. Det mener samme forskere
skyldes, at børn husker meget mere end voksne, fordi de oplever alt for første
gang og derfor synes, at det er vigtigt at huske det hele.
Situationen med den
illusoriske tidsoplevelse minder i princippet en del om dengang for en del år
tilbage, da den amerikanske adfærdspsykolog, Susan Blackmore, mente at kunne
reducere spirituelle oplevelser, herunder blandt andet nær-døds-oplevelser og
ud-af-kroppen-oplevelser, til et spørgmål om fysisk-kemiske hjernefunktioner,
hvorunder hjernen ’doper’ sig selv med stoffet endorfin, som stort set har
samme virkninger som morfin. Dopingen resulterer ifølge den nævnte forsker i,
at individet – primært forstået som hjernen - oplever forskellige former for
hallucinationer, som er ledsaget af grader af behag og glæde eller ligefrem
lykkefølelse. (Note 3)
I det hele taget har
forskere i almindelighed og hjerneforskere i særdeleshed let spil i forholdet
til medierne og offentligheden, som i reglen mangler faglige og saglige
forudsætninger for og kompetence til at kunne bedømme forskningsresultaterne.
Det vil derfor være forholdsvis let for forskerne at tilbagevise en eventuel
kritik af deres mere eller mindre velbegrundede teorier og påstande. Derfor vil
det også være vanskeligt eller ligefrem umuligt, at modbevise deres helt
centrale teori og påstand om, at den menneskelige bevidsthed og personlighed er
identisk med hjernen, eller omvendt: at hjernen er identisk med og generator af
den menneskelige bevidsthed og personlighed.
Hjernens rolle som interaktivt mellemled
Det er næppe for meget sagt, at hjernen er et forunderligt organ,
og selvom man grundlæggende er uenig med hjerneforskerne, hvad angår
opfattelsen af hjernen som generator af den menneskelige bevidsthed og
personlighed, kan man dog godt dele deres fascination af hjernens anatomi,
fysiologi og funktion.
For hjerneforskerne
udgør hjernen et absolut overordnet organ i de levende væseners tilværelse,
dels i kraft af sin styring, afsendelse og modtagelse af impulser fra den
øvrige organisme, og dels også i kraft af den rolle, hjernen spiller som center
eller ’sæde’ for individets bevidsthed og personlighed. Denne opfattelse
grunder sig på naturvidenskabens – herunder hjerneforskningens – grundlæggende
metode, der baserer sig på udforskningen af det firedimensionale rum-tid
kontinuum. Men set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt eller mere specielt set
ud fra Martinus’ kosmologi, hvis metode baserer sig på udforskning af det
femdimensionale evighedsperspektiv, er dette dog en sandhed med modifikationer.
Ifølge det åndsvidenskabelige synspunkt udgør hjernen godt nok en overordnet
instans i forhold til den øvrige fysiske organisme eller legemet, men i forhold
til den endnu højere instans, som udgøres af overbevidstheden eller det
såkaldte højpsykiske kraftfelt, udgør den fysiske hjerne ’kun’ en interaktiv
melleminstans mellem Jeget og overbevidstheden, det psykiske kraftfelt, hvilket
vil sige den sjælelige organisme – herunder den sjælelige hjerne - på den ene
side og det fysiske legeme på den anden side.
Til læserens orientering vedføjes her det
overordentligt vigtige diagram med oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur i henhold til Martinus’ kosmologi, og som det forhåbentlig
vil være en fordel at kende til, så man ved, hvad der tales om i sammenhæng med
den kosmologiske model af det levende væsen, subsidiært mennesket, hvilket mere
præcist vil sige det levende væsen opfattet som et tre-enigt princip: 1. Jeget
eller skaberen og opleveren, 2. bevidstheden eller skabe- og oplevelsesevnen,
og 3. organismen eller det skabte og oplevede:
Oversigt over
det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til
evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1)
kombinationen A+B+C+C’ = det totale
levende væsen I fysisk fremtræden
2)
kombinationen A+B+C =
det totale levende væsen I blot parafysisk/åndelig fremtræden
3)
kombinationen B+C+C’ = det totale bevidsthedsapparat eller det
totale udtryk for princippet ”organismen”
4)
kombinationen A+B =
overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen
B+C = ”psyken” eller det
totale parafysiske apparat
6)
kombinationen C+C’ =
den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske
organisme
Mellem C
og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur,
der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og
den parafysiske struktur.
(Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet her med
forfatterens tilladelse. Diagrammet findes endvidere gengivet i artiklen
”Intuition og personlighed” her på hjemmesiden).
Til belysning af
problematikken omkring hjernens rolle i livsoplevelsesprocessen gengives
herefter teksten mm. fra hjemmesidens TILLÆG: 2. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I
MARTINUS' KOSMOLOGI (I):
Inden vi
for alvor går videre til at se nærmere på, hvordan Martinus' Kosmologi mere
præcist opfatter sansning, livsoplevelse og erkendelse, vil det nok være på
sin plads at tage udgangspunkt i den almindeligt accepterede og anerkendte
naturvidenskabelige opfattelse af, hvad sansning er og hvordan denne og dermed
livsoplevelse foregår.
Set fra naturvidenskabens synspunkt er
sansning et rent fysisk eller fysiologisk fænomen, medens oplevelse og erkendelse
godt nok betegnes som psykologiske fænomener, men i den forstand, at psyke
eller bevidsthed antages at være bi-fænomener eller bi-produkter af
rent fysiologiske processer, mere præcist af fysiologiske processer i
centralnervesystemet, hvilket vil sige hjernen og rygmarven.
Fra det naturvidenskabelige standpunkt
betragtet, er det med andre ord den fysiske organisme eller det fysiske legeme,
subsidiært hjernen, der udgør individet og dermed subjektet. Man ved jo helt eksakt,
at hjernen danner en slags opsamlingscentral for samtlige sanseimpulser, der
hidrører fra sanseorganerne, som for pattedyrenes - herunder menneskets -
vedkommende drejer sig om synsorgan, høreorgan, lugtorgan, smagsorgan og føleorgan.
Man ved desuden, at sanseimpulserne fra
sanseorganerne ledes til bestemte sansecentre i hjernen, hvor de forbinder sig
med forskellige associationscentre, som tilsammen bearbejder og 'omsætter'
sanseimpulserne til mere eller mindre bevidste indtryk eller oplevelser. Så
selvom det indtil videre endnu ikke er lykkedes at opnå noget eksperimentelt
bevis for det, er naturvidenskaben, neurologien og psykologien alligevel tilbøjelige
til at antage, at det er disse interaktive hjernecentre, der såvel producerer
som har oplevelsen. Thi hvad ellers? spørger man, for vi
naturvidenskabsfolk har hidtil ikke kunnet finde andet end den fysiske materie,
det fysiske rum-tid kontinuum, de fysiske naturlove og de fysiske naturkræfter.
Ganske vist har fysikken, især kernefysikken,
forlængst rokket afgørende ved den klassiske fysiks begreb 'den fysiske
materie' og derigennem ved de ligeledes klassiske begreber objektivitetsaksiomet
og kausalitetsaksiomet. Men bortset fra indførelsen af nye
erkendelsesteoretiske 'instrumenter', som den specielle og den
generelle relativitetsteori, indført hhv. 1905 og 1916, og komplementaritetsteorien,
1927, i den naturvidenskabelige tænkning, er der endnu ikke (2006) sket nogen
afgørende ændring i den naturvidenskabelige grundholdning til begreberne
materie og ånd. Den sidstnævnte betragtes stadigvæk som et biprodukt af den
førstnævnte, og ånden, bevidstheden eller sjælen, har som sådan ingen
selvstændig eller uafhængig eksistens, men ophører i samme øjeblik, den fysiske
organisme eller dennes fysiologiske funktioner ophører. (Note 4)
Hjernens rolle i livsoplevelsesprocessen
Men som
det vil vise sig i det følgende, rejser der sig store problemer i forbindelse
med antagelsen af, at det er hjernen, der så at sige 'har' sansningen og
livsoplevelsen og som dermed i en vis forstand udgør subjektet. Man kan nemlig
stille i al fald tre vigtige spørgsmål til den naturvidenskabelige antagelse:
1) er det f.eks. synscentret, der ser, hørecentret, der hører, lugtecentret,
der lugter osv., eller om der eventuelt er andre centrer, måske et overordnet
primærcenter, der har synet, lydene, lugtene, altså kort sagt oplevelsen? - 2)
hvordan bærer hjernen, subsidiært hjernecentrene, sig ad med at omsætte - eller
rettere sagt forvandle - de elektrokemiske impulser til farver, lyde,
lugte osv.? - Og 3) Er det måske snarere de enkelte hjerneceller, som
hjernecentrene jo angiveligt er opbygget af, der oplever, end det er
hjernecentrene og dermed hjernen som helhed, der gør det?
De tre ovenfor nævnte spørgsmål er det
ganske vist ikke umiddelbart nemt at besvare direkte, særlig ikke, da det som
nævnt endnu ikke er lykkedes for hjerneforskningen at 'løse' livsoplevelsens
og dermed bevidsthedens gåde, og dermed heller ikke problemerne omkring,
hvordan hjernen bærer sig ad med at omsætte sanseimpulserne til bevidste
indtryk og oplevelser.
Til trods for den store viden om
hjerneprocesserne, som videnskaben har tilegnet sig især inden for de sidste
årtier, foreligger der endnu ikke nogen konkret viden, som kan forklare bevidsthedens
og dermed subjektets fænomen.
Imidlertid kan man på grundlag af de
foreliggende videnskabelige kendsgerninger omkring hjernen og dens processer,
benytte sig af en slags udelukkelsesmetode, som i hvert fald kan gøre det klart
for os, i hvilken retning spørgsmålenes besvarelse ikke kan eller skal
søges.
Længdesnit
gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre.
Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28
henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver
pandelappen og 21 hypofysen.
Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det
nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2).
– Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets
Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
Indledningsvis kan det dog fastslås, at
visse hjernecentrer og dermed disses hjerneceller, har større eller mindre
andel i sanse- og oplevelsesprocessen. Cellernes livsprocesser såvel som deres
præstationer baserer sig på biokemisk virksomhed i den enkelte celle. Cellerne
består hver især af et system af molekyler, atomer og elementarpartikler, hvis
nærmere bestemte funktionsmønstre bestemmer cellernes biokemi. Eftersom den
enkelte hjernecelles funktioner eller præstationer på det nøjeste er knyttet
til og bestemt af disse atomare bestanddeles egenskaber og opførsel, er det
derfor et spørgsmål, om det måske er helt nede på det atomare plan, man kan
finde individet eller subjektet og dermed det, der har oplevelsen. Altså det
’noget’ der, som i menneskets tilfælde, konstaterer: "Jeg oplever, jeg
tænker osv."?
Men heller ikke på dette fjerde
spørgsmål, som bestemt ikke gør problemet omkring subjektet og livsoplevelsen
mindre, kan der gives et umiddelbart og konkret svar. I overensstemmelse med de
naturvidenskabelige kendsgerninger set fra det atomare og dermed mikrokosmiske
plan kan man derimod beskrive hjernen som et system af atomare partikler, der i
forhold til hjernens samlede volumen udgør en lille brøkdel, idet størrelsen af
de enkelte partikler i forhold til deres indbyrdes afstand tilnærmelsesvis
svarer til størrelsen af stjernerne i universet i forhold til disses indbyrdes
afstand. Det betyder rent faktisk, at hjernen hovedsaglig består af tomrum
og kun af en lille portion stof, som til gengæld er i overordentlig
livlig bevægelse. Og det er netop denne fantastisk hurtige bevægelse af
elementarpartiklerne, der tilslører det faktum, at selve stoffet kun
udgør en brøkdel, og derigennem i virkeligheden frembringer illusionen
af (altså igen Maya’s slør!), at hjernens samlede stofmængde har et større
volumen, end hvad der objektivt set er tilfældet. (Vi skal senere se på, at det
nævnte tomrum i henhold til de kosmiske analyser repræsenterer én af Jegets
fire grundfremtrædelsesformer). (Note 5)
Elektrokemiske processer og fortolkningen af disse
På
baggrund af det netop fremførte kan vi foreløbig konstatere, at oplevelse i
praksis er knyttet til visse elektrokemiske processer i hjernen, som foregår på
det molekylære og atomare plan. Disse processer udgør imidlertid ikke selve
oplevelsen, men denne er derimod betinget af dem, hvilket vil sige, at
oplevelsen ikke kan finde sted uden de elektrokemiske processer. Men
oplevelsen er heller ikke en oplevelse af de elektrokemiske processer som
sådanne, hvorimod den er en fortolkning af disse, som medfører, at de i
adskillige tilfælde får fænomenologisk karakter og desuden synes at angå noget,
der befinder sig uden for hjernen, som det eksempelvis er tilfældet, når vi
oplever tingenes farver.
Som den eller det, der objektivt har
oplevelsen, fortolker hjernen altså de forekommende interne
elektrokemiske processer, som om der er tale om oplevelsen af eksterne
fænomener. At opleve vil derfor i virkeligheden sige, at fortolke elektrokemiske
processer på en sådan måde, at ikke disse, men noget helt andet, som f.eks.
tingenes farver, får eksistens for hjernen. Set på denne baggrund udgør hjernen
tilsyneladende den eller det, der oplever, altså subjektet (= det
underliggende).
Men problemet om selve sansningen eller
oplevelsen, hvilket med andre ord vil sige: problemet om, hvad bevidstheden og
subjektet egentlig er for noget, er ikke løst hermed. Hvilket flere moderne
hjerneforskere da også erkender. Rent umiddelbart er det vanskeligt at
tilslutte sig den antagelse – og en antagelse eller teori er det ret beset –
at nogle rent fysiske elektrokemiske processer og/eller den dermed forbundne
sværm af atomare partikler i sig selv skulle kunne udgøre en bevidsthed og et
subjekt, som dels uden videre opfatter sig som en enhed eller helhed, og som
dels føler og tænker, som er glad eller sorgfuld, optimistisk eller pessimistisk,
og som desuden om sig selv kan sige: ”Jeg føler og tænker, jeg er glad eller
ked af det osv.”.
Der kunne naturligvis fremføres
adskilligt flere og andre argumenter i forbindelse med teorien om, at det er
hjernen, der oplever, tænker, føler osv., men det ville det føre for vidt at
komme ind på her. Derimod kan det fastslås, at hjerneteorien er begrundet i
opfattelsen af, at der ikke eksisterer andet og mere end det rent fysiske
rum-tid-kontinuum, og at den fysiske organisme eller mere specifikt dennes
hjerne nødvendigvis må være den instans, der har livsoplevelsen. Hvad
tilhængere af hjerneteorien imidlertid almindeligvis helt overser, er den
position selve livsoplevelsen indtager i sammenhængen. Man gør sig nemlig
normalt ikke klart, hvilken erkendelsesmæssige konsekvenser det har, at
livsoplevelsen er subjektiv, og man blander derfor den subjektive og den
objektive virkelighed sammen på en måde, der forveksler de to former for
virkelighed med hinanden.
Subjekt-objekt: Et komplementært forhold
Men i den
forbindelse bør man først og fremmest gøre sig klart, at begreberne subjektiv
og objektiv både i teoretisk og i praktisk forstand er komplementære,
hvilket vil sige, at de er modsætninger, idet de gensidigt udelukker hinanden
og dog betinger hinanden og først tilsammen udsiger noget afgørende om den
helhed, hvoraf de begge er en del. Skellet mellem subjekt og objekt beror på
det forhold, at enhver iagttagelse, erkendelse og kommunikation på den ene
side rummer en opspaltning i det subjektive og det objektive, men på den
anden side kan ingen iagttagelse, erkendelse eller kommunikation finde sted
uden en vekselvirkning mellem det subjektive og det objektive.
Iagttagelsen er i det væsentlige rettet
mod det objektive og erkendelsen mod det subjektive, men en skarp adskillelse
mellem begreberne eller fænomenerne findes ikke. Det forhold, at iagttagelse og
erkendelse ganske enkelt er komplementære bevidsthedsfænomener i den forstand,
at jo mere rent iagttagende individet forholder sig, des mere træder
erkendelsens analytiske virksomhed i baggrunden, og jo mere bevidstheden
koncentrerer sig om analytisk, refleksiv virksomhed, des mere lukker den af
for de iagttagende (perceptive) funktioner. Intuitionserkendelsen er dog
undtaget herfra, idet den i større eller mindre grad forholder sig til
helheden, og derfor i samme grad dette er tilfældet, udvisker
subjekt-objekt-skellet.
I dagligdagen og hverdagssproget skelner
man ikke skarpt mellem ’selve genstanden’, f.eks. en lyseblå porcelænsvase (se
herom senere), og individets synsopfattelse af vasen. Man udtrykker i
almindelighed situationen sådan: ”jeg ser en lyseblå porcelænsvase”, og ikke:
”jeg ser mit sansebillede af en lyseblå porcelænsvase”.
Vil man forsøge at skabe overensstemmelse
mellem ’selve genstanden’ og ’sansebilledet af genstanden’, støder man på
uoverstigelige vanskeligheder og selvmodsigelser. For uanset hvor detaljeret et
kendskab til sanseorganernes og hjernens virkemåde, den naturvidenskabelige
undersøgelsesmetode end kan fremlægge og eventuelt vil kunne fremlægge i
fremtiden, vil man dog stadig være lige langt fra den endegyldige, rationelle
forståelse af det filosofiske problem om den menneskelige bevidsthed. Et
forhold, som flere moderne hjerneforskere, psykologer og neurologer erkender
og er sig bevidst.
Det er derfor erkendelsesmæssigt set helt
afgørende at forstå, at spørgsmålet om livsoplevelsen og dennes tilhørsforhold
faktisk ikke lader sig løse ved hjælp af den objektive iagttagelsesmetode.
Forskningen omkring dette spørgsmål må i modsætning til gældende videnskabelig
praksis foregå ad en anden vej, nemlig ad den subjektive iagttagelsesmetodes
vej, som inddrager forskerens erfaring, tænkeevne, intuition og etiske kvalifikationer
i sammenhængen. Det er ikke mindst de sidstnævnte, der er garant for, at den
subjektive forskningsmetode kan friholdes af forskerens personlige sym- og
antipatier, fordomme, idiosynkrasier etc., og som derfor kan sikre, at
forskningsresultaterne i størst mulig grad er i overensstemmelse med
virkeligheden. (Note 6)
I det
følgende skal vi beskæftige os nærmere med, hvad Martinus’ Kosmologi har af
bud på, hvad sansning og livsoplevelse og herunder især erkendelse vil sige,
og med, hvad der er sidstnævntes natur, forudsætninger, betingelser,
muligheder og grænser. I en del af de tidligere kapitler har vi fået et vist
kendskab til de faktorer, der med rette kaldes for livets ur-grundlag
eller livets kosmiske basiskomponenter, hvilket mere præcist vil sige:
det levende væsens eller ’noget’s kosmiske struktur i form af et treenigt
princip, defineret som 1) Jeget, skaberen og opleveren; 2) overbevidstheden eller skabe-oplevelsesevnen;
og 3) underbevidstheden eller det skabte-oplevede, hvilket i første instans
vil sige den sjælelige organisme og det psykiske kraftfelt, og i anden
instans koblingslegemet og den fysiske organisme.
Som vi ligeledes er blevet gjort bekendt
med, repræsenterer Jeget i sin egennatur et navnløst noget, som er,
hvilket vil sige et immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut statisk
tomheds-kontinuum, der som sådant er identisk med evigheden i dennes ikke-tids-
og ikke-rum-dimensionelle aspekt. Det
er dette universelle ’noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer,
oplever og manifesterer sig. Men for at kunne etablere og manifestere livets
oplevelse, må Jeget være uadskilleligt forbundet med et ur-begær eller
en ur-vilje, som uafladeligt er rettet mod at etablere og manifestere
fænomenet oplevelse. For at tilfredsstille sit ur-begær eller sin ur-vilje, må
Jeget desuden grundlæggende være i besiddelse af en evne til at opleve
(sanse) og manifestere (udtrykke) sig. Resultatet eller produktet af denne
evne er altså selve oplevelsen og manifestationen, af hvad art den end
måtte være.
Hovedkonklusionen på det netop sagte er,
at livsoplevelse – herunder sansning – er noget, der må skabes.
Sansningen eller livsoplevelsen såvel som dennes indhold i form af omverdenen,
hvad enten denne er fysisk eller parafysisk/åndelig, viser sig nemlig ved
nærmere eftersyn at være en lige så immateriel størrelse som jeget, men i
modsætning til dette dog af subjektiv og illusionistisk karakter,
idet den kun eksisterer for det ligeledes immaterielle men i en vis forstand
’objektive’ jeg. Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at livsoplevelse
er en skabt foreteelse af rent immateriel, subjektiv og illusionistisk
karakter, hvordan kan det så være at vi almindeligvis er vænnet til at mene,
at livsoplevelse eller sansning er noget vi i overvejende grad modtager
passivt, og stort set uanset om vi vil eller gør noget til det eller ej? Vi er
ligeledes vænnet til at tro, at den ydre, sanselige virkelighed er objektiv i
den forstand, at den eksisterer i form af verden, sådan som den fremtræder for
vores sanser og opfattelse. Dette problem skal vi se på og forsøge at løse i
det følgende, idet vi i hovedsagen vil henholde os til de kosmiske analyser
af sanse- og oplevelsesprocessen, som er fremført indenfor rammerne af
Martinus’ Kosmologi. (Note 7)
Livsoplevelsen og sanseapparatet
På
baggrund af, hvad vi indtil nu er blevet bekendtgjort med vedrørende Martinus’
kosmiske analyser, er det levende væsen altså i besiddelse af en evig og
uophørlig trang til at opleve livet. Denne trang repræsenterer ifølge
Martinus det levende væsens inderste og dybeste tilbøjelighed, hvorfor han som
nævnt betegner den som ur-begæret.
Urbegæret defineres som et unuanceret og
uspecificeret begær efter livets oplevelse, idet det eneste, der kan
tilfredsstille det er oplevelse, ikke nogen bestemt oplevelse, men
oplevelse i det hele taget. Dette begær efter livets oplevelse er derfor i lige
høj grad rettet mod betingelser for behagelige og lyse oplevelser såvel som mod
betingelser for ubehagelige og mørke oplevelser. Men om livsoplevelsen i
praksis rummer enten et behageligt eller ubehageligt indhold eller en blanding
af begge dele, vil principielt være beroende på, i hvilken grad individets begær
er i overensstemmelse med livslovene
eller det ikke er det.
Livsoplevelsens centrale position i det
levende væsens tilværelse, bekræftes ikke mindst af tilstedeværelsen af den
såkaldte selvopholdelsesdrift, som kort og godt er en drift eller et permanent
beredskab, der i videst muligt omfang har til opgave at sikre individets overlevelse.
Dette indebærer, at individet så at sige har en indbygget modvilje mod
døden, idet døden enten instinktivt eller mere eller mindre bevidst opfattes
som et ophør af livsoplevelse. Det levende væsen har derfor i en eller anden
grad en umiddelbar fornemmelse eller forståelse af, at tabet af livsoplevelse
er ensbetydende med tab af bevidsthed og dermed tab af kontakt med sig selv og
sin omverden.
Man kunne her fristes til at citere den
berømte sætning fra Shakespeares Hamlet-monolog: ”at være eller ikke være,
det er sagen!”, og omskrive denne til: ”at opleve eller ikke opleve, det
er sagen!”. Nemlig for ethvert levende væsen i tilværelsen. Men medens det,
at ville opleve, er begrundet i urbegæret, er det at kunne
opleve, betinget af en evne til at skabe den villede eller begærede oplevelse.
Af samme grund betegnes det levende væsen derfor blandt andet som et oplevende,
begærende og skabende ”Noget”.
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser,
udgør livsoplevelse ligefrem en organisk bestanddel af individet, hvilket
især fremgår af, at livsoplevelse altid foregribes af såkaldt sansning. Det
vil sige, af et kompleks af processer, der formidles af dét bestemte område af
individets samlede organiske udrustning, vi har valgt at betegne som
sanseapparatet, og som direkte resulterer i en til sansningen svarende specifik
livsoplevelse. Men selvom de levende væsener kosmisk set er udstyret med
principielt samme dobbelte sansestruktur, som henholdsvis formidler Jegets
udadrettede og indadrettede aktivitet, dvs. Jegets manifestation og sansning,
vil livsoplevelsen i de enkelte tilfælde dog primært være beroende på individets
poludvikling og dermed også på den grundenergikonstellation, dets bevidsthed
aktuelt repræsenterer.
Martinus
definerer livsoplevelse som ”den hændelse, at noget får eksistens for
subjektet”, og sammenholdt med, at subjektet i sin identitet med evigheden
i dennes ikke-rum- og ikke-tid-dimensionelle forstand, hvilket vil sige som et
immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut statisk tomheds-kontinuum,
ikke er en genstand her eller dér, som oplevelsen kan bringes i et tids- og
rum-dimensionelt forhold til, melder uvilkårligt det spørgsmål sig, hvad det
vil sige, ”at noget får eksistens for subjektet”? Hvor befinder det subjektive
livsoplevelsesindhold sig henne, set i relation til subjektet, og hvordan kan
man tale om nogen relation til subjektet, når dette er immaterielt (ustofligt)
og uden for tid og rum?
Svaret herpå er lige så overraskende som
det er genialt, også selvom det egentlig ikke er originalt eller enestående,
for under gennemgangen af de forskellige tiders filosoffer og filosofier i forrige
kapitel, blev vi blandt andet bekendtgjort med, at identitetsfilosofien,
særligt som denne repræsenteres af Shankara, Giordano Bruno og Spinoza, faktisk
løser problemet og besvarer de ovenfor stillede spørgsmål på principielt samme
måde, som tilfældet er for Martinus’ vedkommende. Svaret lyder i al korthed og
enkelhed således: Det eneste, der kan få eksistens for subjektet, er
subjektet selv, nemlig på den måde, at det bekræftes som oplever, og at alle
former for oplevelse i virkeligheden er bekræftelse på, at oplevelsesevnen som
skabeevne betragtet virker og har til opgave at gøre subjektet bevidst i
sig selv og sin eksistens. Oplevelse er med andre ord og i en vis forstand
et ’spejlbillede’ af subjektet selv.
Afhængigt af, hvordan den som nævnt i
praksis udviklingsbetingede skabeevne virker, oplever subjektet sig enten som
salighedsvæsen, plante, dyr, jordisk menneske, rigtigt menneske, visdomsvæsen
eller guddomsvæsen.
Men hvordan bærer oplevelsesevnen som
skabeevne betragtet sig ad med at løse den opgave, at bekræfte subjektet som
oplever? Det gør den for det første i medfør af den kendsgerning, at den som
operationelt aspekt af et treenigt princip selv er komplementært integreret i
subjektets princip og som sådan indirekte er identisk med dette.
For det andet ved, at den med sit
potentiel af skabeprincipper og grundenergier bearbejder det kompleks af
objektive virkninger, som er tilvejebragt af skabeevnen, således at det
subjektive resultat bliver en organiseret livsoplevelse for subjektet. Altså en
oplevelse behersket af principper, love og regler, igennem hvilke subjektets
egen evighedsnatur tilsløres (jf. Maya’s slør), og skabelsen af illusionen om
en materiel (eller parafysisk/åndelig), mangfoldig, evigt varieret og fornyet
verden fuldbyrdes.
Oplevelsesevnen – som Martinus samtidig
betegner som skabeevnen - er med andre
ord subjektets evne til at bearbejde objektive virkninger med henblik på at frembringe
subjektive virkninger og dermed bekræfte samme subjekt som oplever. Samtlige
objektive virkninger er ved roden illusionistiske ’forklædninger’ eller
fremtrædelsesformer af subjektets princip, udformet som specielle energi- og
bevægelsesmønstre, og det er i realiteten derfor disse energi- eller
bevægelsesmønstre, skabeevnen bearbejder som oplevelsesevne betragtet.
Eftersom oplevelsesevnens bekræftelse af
subjektet som oplever, i første række er et spørgsmål om den måde, hvorpå den
ved hjælp af sine grundenergier og skabeprincipper bearbejder dé påvirkninger
’udefra’, som den via såkaldt sansning er genstand for, vil det nok være på sin
plads at redegøre nærmere for, hvad der i denne forbindelse mere præcist skal
forstås ved begrebet sansning.
Medens
det ovenfor fremførte forsøg på at give en kortfattet og præcis fremstilling af
den form, hvorunder livsoplevelsen/bevidstheden eksisterer for
subjektet/Jeget, overvejende er teoretisk og umiddelbart måske noget vanskelig
at forstå, skal vi i det følgende lægge vægten på de praktiske/tekniske omstændigheder
vedrørende Jegets indadrettede aktivitet: sansningen.
I det øjemed vil vi først lige præcisere,
hvad der skal forstås ved begreber som ”virkelighed”, ”objektiv”, ”subjektiv”
og ”det skabte”.
Begrebet ”virkelighed” kommer man måske
tættest på definitionen eller fortolkningen af, ved at splitte ordet op i to
led: virke-lighed. Det vil sige lighed mellem det, der virker,
og den virkning, det har. Der er således lighed mellem årsag og virkning, og
mellem genstand og oplevelse, forstået sådan, at når det første svarer
nøjagtigt til det sidste, er de gensidigt 100% troværdige udtryk for hinanden,
hvilket selvsagt ikke er tilfældet i det omfang og den grad de to afviger fra
hinanden.
Det kan samtidig fastslås, at der findes
to principielle former for ”virkelighed”, idet subjektet/Jeget med sin udadrettede
aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi via den maskuline pol,
frembringer en objektiv form for virkelighed, og i komplementær modsætning
hertil frembringer det med sin indadrettede aktivitet, altså gennem modtagelse
af energi via den feminine pol, en subjektiv form for virkelighed, men vel at
mærke en ”virkelighed”, som i begge tilfælde er immateriel og illusionistisk.
Det er denne omstændighed, der gør det nødvendigt at tale om henholdsvis
objektiv og subjektiv virkelighed, når livets fænomen skal beskrives.
Begrebet ”objektiv” henviser
direkte til objekt = genstand, hvilket vil sige genstand for betragtning,
undersøgelse, fremstilling, det vil sige det, der er uafhængigt af den der
opfatter. Begrebet henfører altså til den form for virkelighed, der knytter sig
til genstande uafhængigt af, om de sanses eller erkendes eller ej, altså
uafhængigt af noget subjekt. Denne form for virkelighed kunne man også kalde
for genstandsvirkelighed.
I komplementær modsætning til begrebet
”objektiv” henviser begrebet ”subjektiv” direkte til ”subjekt”, hvilket
her vil sige det, der er genstand for oplevelse. Subjektiv virkelighed er
derfor ensbetydende med den form for virkelighed, der forudsætter og er knyttet
til et subjekt eller et Jeg. Vi har tidligere her på hjemmesiden givet en
udvidet definition på begrebet ”subjekt”, nemlig som ”den underliggende bærer
af alle egenskaber, forandringer og tilstande”.
Begrebet ”det skabte” henfører
primært til det operationelle aspekt af det treenige princip, som i medfør af
at skabe-oplevelsesevnen også betegnes som virkeevnens princip, kan betegnes
som virkningens princip, også betegnet som organismens princip. Som vi
tidligere er blevet gjort bekendt med, fremtræder ”det skabte” med to
aspekter: et bevægelsesaspekt, repræsenteret ved 5 universelle
bevægelsesarter, og et energiaspekt, repræsenteret ved 6 kosmiske
(universelle) grundenergier.
I henhold til Martinus’ Kosmologi fordeler
de to ovennævnte former for virkelighed, altså den objektive og den subjektive,
sig på det skabtes fem generalkategorier, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1) Organismen
i ordets videste forstand, hvilket vil sige det kombinerede fysiske og
parafysiske/åndelige organkompleks i form af
seks parafysiske legemer, som periodisk er suppleret med ét fysisk
legeme, der er sammensat af en særlig kombination af grundenergier.
Organkomplekset tjener som redskab for subjektets/Jegets samlede skabende
aktivitet.
2) Livsoplevelsen/bevidstheden,
herunder det til enhver tid til rådighed værende indhold af bevidsthedsdata og
bevidsthedsfunktioner.
3) Bevidsthedsarkivet,
eller den samlede sum af erfaringer, viden, evner og talenter, Jeget råder
over.
4) Komplekset
af fysiske handlinger
5) Det
personlige skæbnemønster
Det
væsentlige er i denne forbindelse, at det for samtlige de nævnte faktorer
gælder, at de eksisterer uafhængigt af, om de sanses/erkendes eller ej, ligesom
de primært har deres eksistentielle grundlag i manifestation af bevægelse og
derfor overvejende skyldes Jegets udadrettede aktivitet.
Den subjektive virkelighed er udelukkende
repræsenteret ved ovennævnte 2.
kategori: livsoplevelsen/bevidstheden, herunder oplevelsen af eller
bevidstheden om henholdsvis organismen/organismefunktionerne,
bevidsthedsarkivet, de fysiske handlinger og det personlige skæbnemønster, samt
oplevelsen af oplevelsen som fænomen, herunder bevidstheden om
bevidstheden.
Oplevelsen/bevidstheden er kun tænkelige
i forbindelse med et ’noget’, der er indehaver af dem, altså et subjekt eller
Jeg. Uden dette ’noget’s eksistens bortfalder også livsoplevelsen/bevidstheden,
og det uanset om skabe-/sanseevnens funktioner eventuelt fortsat finder sted.
Skematisk
fremstilling af oplevelsesevnens tre kosmiske hovedfaser. X3 nederst = den
fysiske fase; X3 øverst = den parafysiske fase; X2 = den højpsykiske fase. X1
henfører til subjektet. Oplevelsen kommer primært i stand som et resultat af de
fysiske sanseimpulsers konfrontation med de kosmiske skabeprincipper i
sammenhæng med bevidsthedsarkivets indhold af erfaringsmateriale fra den evige
fortid; dvs. den er en slags genkendelsesproces. Bag det hele virker urbegæret
som den drivende kraft. - © 1986 by Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, s. 113. Forlaget Nordisk Impuls,
Spjald 1986.
Den
følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets indadrettede aktivitet,
sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til
Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per
Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker,
hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Note
8)
Sanseprocessen har ifølge Martinus tre
hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den
højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over
oplevelsesprocessen.
Til belysning af sanseprocessen vil vi i
det følgende indskrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der
er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i
virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at henholde os til det
vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et
bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have
været en hvilken som helst anden ting eller genstand.
Men vi tænker os altså en person, der
betragter en genstand, som vedkommende oplever som en slank, lyseblå
porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i
stand?
Herom oplyser Martinus i overensstemmelse
med den videnskabelige sansefysiologi, at sanseprocessens fysiske fase består
i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer genstanden eller objektet,
reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de
igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved
frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informationsbærende
kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.
Så langt er sansefysiologien og Martinus
enige. Men sansefysiologien går implicit ud fra, at hjerne og bevidsthed er
et og det samme, idet man fra en objektiv synsvinkel ikke er i stand til at
se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes
nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i
hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.
Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan
antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus
ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det
ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i
stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods
for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige
langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller
–processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af
en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er
jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet
mod omverdenen.
Imidlertid skjuler der sig her en pointe,
som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste
indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulserne i
dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt
eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i
stand til at overføre nethindeinformationerne til synscentret. I sådanne
tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtrykket
på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og
betingelse for den bevidste synsoplevelse, at nethindernes synsindtryk via
synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.
Til den ovenfor anførte pointe kan føjes,
at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse,
at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den
kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to
nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er
der to nethindebilleder som tilmed ikke er større end det areal,
nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men
det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en
størrelse som en nutidig dansk tokrone!
Der kan
drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle
kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne,
synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektrokemiske
nerveimpulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etableres. For
uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i
sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske
impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi
oplever.
For det andet kan man drage den vigtige
konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget
af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsnerver,
synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en storslået,
rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte,
osv., herunder vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der
helt igennem er af immateriel, åndelig natur, og som tilmed i en vis
forstand er rent illusionistisk.
For det tredie er det vigtigt at gøre sig
klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den
eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan
i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har
oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den,
som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske
vist, men i virkeligheden i en helt anden forstand, end vi almindeligvis
tænker os. Det skal vi vende tilbage til lidt senere. (Note 9)
Livsoplevelsen/bevidstheden
(øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen
mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og
stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele
diagrammet. Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme
tilhører livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.
Som en direkte følge heraf må man slutte,
at oplevelsen af verden foregår i et bevidsthedsfelt, som naturligvis på
en eller anden måde er knyttet til det, vi forstår som det fysiske legeme og
dermed til hjernen, men som i sig selv transcenderer dette og denne. Eller for
at sige det lige ud: Den psykofysiske verden, herunder vor egen organisme
med dennes hjerne, er en integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al
livsoplevelse – og altså også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om
end lige så forenklet måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret
i den fysiske hjerne og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er
integreret i bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så
revolutionerende for vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det
heliocentriske planetsystem var for sin tids herskende verdensbillede. Disse
og lignende konklusioner skal vi i det følgende til fulde se bekræftet af
Martinus’ kosmiske analyser.
Lidt senere skal vi se på, at det nævnte
bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale livsrum, hvis objektive organiske
grundlag er det psykiske kraftfelt, forkortet til P-kraftfeltet. Det er inden
for rammerne af det mentale livsrum, at overhovedet al Jegets livsoplevelse
finder sted.
Sanseprocessens parafysiske og højpsykiske fase
Når vi
derfor vender tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at
vide, at de elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data
eller informationer, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter
transformeres over i den organiske strukturs parafysiske sektors lavere lag.
Hermed afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens
psykiske og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører
processen.
I transformationsprocessens psykiske fase
sker der det, at visse parafysiske systemer, som korresponderer med de fysiske
synsorganer, bringes til at vibrere under kontrol af de oprindelige
sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som bevirker en nærmere bestemt
organisering af de pågældende vibrationer. Men på dette stadium af
sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke tilvejebragt. For at dette
kan ske, må processen først være nået ind i sin tredie fase, den såkaldt
højpsykiske fase, som involverer en serie af de i tidligere kapitler omtalte
kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik vibrationerne i den parafysiske
struktur er under kontrol af disse skabeprincipper og derved er bragt til at
vekselvirke med det i evighedslegemet indbyggede bevidsthedsarkiv
(sanseregistret, som vil blive omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen
sted. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i
samme øjeblik, vibrationerne begynder at optræde i den parafysiske struktur,
men analytisk set lader de to funktioner eller faser sig ikke beskrive samtidigt.
Men resultatet af den her beskrevne
sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller iagttager oplever synet
af en slank, lyseblå porcelænsvase på et bord, der befinder sig i en vis
afstand fra beskueren.
Ovenstående beskrivelse af synsprocessen
og dens tre hovedfaser, kan umiddelbart måske lyde enkel nok, men den er i
virkeligheden en uhyre kompliceret proces, som det af pladshensyn vil være
udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er vigtigt, at læseren virkelig
tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af sanseprocessen reelt indebærer
for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor her peges på nogle betydningsfulde
sider og detaljer ved denne, som ikke er blevet omtalt i det ovenstående.
Tre eksempler på sanseillusioner
Der kunne
nævnes adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til
støtte for den sansefysiologiske kriticismes såvel som for kosmologiens
erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske forhold, vi
oplever som en almindelig del af det daglige syn af omverdenen. Men vi har i
almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan grad, at vi ikke undrer os
over dem, hvilket kan minde os om H.C.Andersens ord om, at ”alt er et
underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og derfor finder almindeligt”.
Når vi dagligt f.eks. kigger ned ad en
gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side af gaden, eller når vi
står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på hver side af vejen,
tager vi det nærmest som en selvfølge, at husene synsmæssigt aftager i
størrelse proportionalt med afstanden til betragteren. Men kendsgerningen er
jo, at vi ved at de fjerneste huse såvel som de fjerneste træer er lige
så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den synsmæssige
oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som
sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores bevidsthed.
Et andet eksempel på en dagligdags form
for illusorisk oplevelse er det forhold, at vi ser solen stå op og bevæge
sig hen over himmelbuen, for derefter at forsvinde ned bag horisonten. Indtil
opdagelsen af, at det rent faktisk er solen der er planetsystemets centrum,
troede man at solen fortsatte sin bane omkring jorden, for næste dag at gentage
sin bane hen over himlen, og således fortsættende. Men efter indførelsen af det
heliocentriske planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang
hen over himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig
sådan, at solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens
det i virkeligheden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at
den roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i
forhold til jorden, og i medfør af synssansens perspektiviske begrænsninger,
forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.
Den daglige oplevelse af, at solen
bevæger sig hen over himmelbuen, er altså rent illusorisk. Men selvom vi ved
at dette er tilfældet, forsvinder illusionen imidlertid ikke af den grund. Vi
bliver stadig ved med at opleve det, som om det er solen og ikke jorden, der
bevæger sig! Et tankevækkende eksempel på illusionens eller ”Maya’s slør”s magt
over sindet.
Et tredie eksempel på sanseillusorisk
oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i biografen eller i
TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større serie enkeltbilleder,
som enten kan være fotografiske realbilleder eller tegnede billeder. I begge
tilfælde er hvert billede for sig ubevægeligt og stillestående,
men i og med den kinematografiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes
til at afløse hinanden ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindelse
med beskuerens sanseapparat, et indtryk og en oplevelse af bevægelse.
Men det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illusorisk
bevægelse.
Det forholder sig i øvrigt lidt
anderledes med TV- og videoteknikken, hvor der er tale om en skærm som i
lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg dog ikke
skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent
illusoriske indtryk og oplevelser.
Subjektiv kontra objektiv virkelighed
Idet vi
vender tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig
nu klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er
identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må
nemlig konstateres, at den objektive årsag er noget helt andet end en lyseblå
vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres
indvirken på i dette tilfælde synssansen, fremkalder indtrykket eller ’synet’
af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes
øvrige ’data’ er ikke egenskaber ved vasen som objekt eller genstand
betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller oplevelsen af den.
Imidlertid må man samtidig gøre sig klart,
at selvom oplevelsen eller ’synet’ af en genstand eller et objekt ikke er det
samme som tingen eller genstanden selv, så eksisterer der dog et sammenfald
eller en overensstemmelse imellem oplevelse og objekt, som gør det muligt for
iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller objektet. Det er
baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i dette tilfælde fremtræder
for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase, normalt opleves som sådan hver
gang og lige så længe, iagttageren eller beskueren retter øjne og opmærksomhed
imod objektet.
Diagrammet
udtrykker, at oplevelsen af en ting og tingen selv (A) er to ting, tilhørende
hver sin form for virkelighed, nemlig A = objektiv og C = subjektiv
virkelighed. Aksen k henfører til A’s og C’s sammenfald i oplevelsen. – Diagram
og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 115. Forlaget
Nordisk Impuls, Spjald 1986.
Men man kunne med rette spørge, hvor de
nævnte egenskaber ved synet af objektet (vasen) da kommer fra? Hertil svarer
Martinus, at de fremkommer som et immaterielt, men samtidig realistisk
resultat af vekselvirkningen mellem de i dette tilfælde involverede
organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer på den ene
side og de ved moderenergien repræsenterede kosmiske skabeprincipper på den
anden side.
De nævnte organiserede vibrationer udgør
i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad der kunne betegnes som ’tolkningen’
af de foreliggende vibrationers eller vibrationsmønstres indhold af objektive
data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft af moderenergien i dens egenskab af
skabeevne (skabeprincipperne), hvorefter resultatet præsenteres i form af
farve, form, struktur osv. for Jeget, som i en vis forstand genkender
– eller i nogle tilfælde måske ikke genkender – disse sansekvaliteter som lige
præcis en lyseblå porcelænsvase.
Det turde i øvrigt klart fremgå af alt,
hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens genstanden eller objektet
– i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der opleves som den lyseblå vase
– tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden, tilhører slutproduktet af
sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller oplevelsen, den ’indre’, åndelige
verden. Genstanden, der er årsag eller ophav til sanseprocessen, kan med
andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som sådan repræsenterer den
objektiv virkelighed i den forstand, at den består, uanset om den opleves
eller ej. Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun tilskrives subjektiv
eksistens i den forstand, at dette eller denne kun eksisterer for Jeget/subjektet,
og kun så længe genstanden sanses.
Diagrammet
viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens
tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af
dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne;
trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en
projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand
og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår
en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – Diagram og diagramtekst: © Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1. 84. Forlaget Nordisk Impuls,
Spjald 1986.
Det må i konsekvens heraf konstateres, at
der forekommer to fundamentalt forskellige verdener eller former for virkelighed,
nemlig én, der repræsenteres af genstandene/objekterne, og én, som
repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det kunne umiddelbart lyde som den rene
dualisme, sådan som adskillige filosoffer og erkendelsesteoretikere i
tidens løb da også har tolket denne konstatering. Og sådan kunne vi jo også
selv fristes til at tolke situationen, hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi
forlængst har gjort os fortrolige med, at Martinus’ Kosmologi i lighed med
identitetslæren er af den begrundede opfattelse, at de to former for verdener
eller virkelighed ’kun’ er to komplementære fremtrædelsesformer for
én og samme tilgrundliggende fælles virkelighed, nemlig ”substansen” eller
Jeget. Vi skal senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære
mere præcist skal forstås ved begrebet ’objektiv eksistens’.
I løbet
af dette kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som
almindeligvis indiskutabelt tillægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket
vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af subjektet og
dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjektivt,
illusionistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke
adskiller sig fra vore tanker og drømme.
Vi har også kunnet konstatere, at
fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af begrebet, etableres
og opretholdes gennem et samarbejde mellem de objektive sanseimpulser på den
ene side og den ligeledes objektive oplevelsesevne som skabeevne betragtet på
den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart,
at de såkaldte ”objektive sanseimpulser” kun er objektive i den forstand, at
de eksisterer og fungerer uanset om det enkelte levende væsen (individet) er
bevidst om disse eller ej. Ret beset er de ”objektive sanseimpulser” nemlig
præcis lige så illusionistiske, som dé subjektive oplevelser og
forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.
Alt i alt kan vi derfor konstatere, at
det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som skabeevne, der er
ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut
stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan komme til
at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- og
bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener er illusionistiske
forklædninger eller fremtrædelsesformer for subjektets princip (Jeget), muliggjort
af skabeevnens princip. Det treenige princips anden hovedinstans, altså
skabeevnen, fungerer derfor i praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget
eller subjektet er i stand til at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig
selv, hvorigennem det opnår at opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidsthed om
sig selv, og 2) at tilgodese sit urbegær. (Note 10)
Ovenstående
vignet af tegneren Børge Hamberg (1920 – 1970) illustrerer tydeligt, hvad der menes
med, at subjektets princip (jeget = X I) ved hjælp af hovedinstans nr. 2
(skabeevnen eller virkeevnen = X II) fremtryller et slags ’spejlbillede’ af sig
selv (det skabte = X III). ’Spejlet’ (= X II) er desuden finurligt tegnet som
et symbolsk udtryk for Det seksuelle polprincip, idet spejlets skaft er
tegnet som en stiliseret udgave
af det mandlige kønslem (penis eller fallos), mens spejlrammen er tegnet som en
stiliseret udgave af det kvindelige kønsorgan (vulva) med de fligede kønslæber
og klitoris foroven. I samspillet mellem jeget (= X I) og den feminine pol og
den maskuline pol (= X II) bliver livet
og dermed livsoplevelsen (= X III) til. – Tegning gengivet efter Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 6. © 1986 Forlaget Nordisk
Impuls, Spjald.
For yderligere
uddybning af erkendelsesproblematikken, kan det anbefales den særligt
interesserede læser også at læse de fire øvrige kapitler i ”Erkendelseslæren i
Martinus’ kosmologi”, som ligeledes findes her på hjemmesiden, og som nemmest
vil kunne lokaliseres via OVERSIGT.
Afsluttende og overordnet kan det konkluderes, at den moderne
naturvidenskab og for så vidt også humanvidenskaben, i alle tilfælde er
reduktionistiske, i den forstand, at man apriori går ud fra som nærmest en kendsgerning,
at den menneskelige personlighed og bevidsthed samt åndelige eller spirituelle
fænomener udelukkende er produkter af fysisk-kemiske lovmæssigheder og årsager.
Dette synes at blive bekræftet af især hjerneforskningen, som samtidig har
’aflivet’ begreber som Gud, sjæl og ånd som illusoriske eller falske
forestillinger uden bund i virkeligheden, og dermed har filosoffen Friedrich
Nietzshes ateistiske udsagn: ”Gud er død!” – i hvert fald tilsyneladende – også
fået sin videnskabelige bekræftelse. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er
sandhed eller virkelighed i hele dette komplicerede spørgsmål. Det kunne jo
tænkes, at naturvidenskaben af historiske grunde er kommet på midlertidige
afveje, eller måske rettere på omveje, som i sidste instans vil ende med, at
’kursen’ korrigeres og genoprettes, således at denne ender som den i sin tid
begyndte, nemlig med at søge Gud, eller måske rettere sagt: ender med at
bekræfte og opfatte alting, lige fra elementarpartiklerne i mikrokosmos til de
vældige galakser i makrokosmos som udtryk for det enestående, universelle,
altibefattende, allestedsnærværende og altgennemstrømmende guddommelige under
og væsen, selveste den første og i sig selv årsagsløse årsag til alt, hvad der
er til, som fortsat bliver til og som nogensinde vil blive til. Det er i hvert
fald, hvad der i henhold til Martinus’ kosmologi med tiden vil blive tilfældet,
og derfor kalder han da også naturvidenskaben for ”Søluften i nærheden af
havet”, idet ’havet’ her skal forstås som den totale fysiske såvel som åndelige
virkelighed. (Note 11)
Note 1.: Hormon er det
græske ord at ”sætte noget i bevægelse” eller ”pirre”, og udtrykket hormoner
blev fra 1905 brugt som betegnelsen for biokemiske stoffer, der dannes i et
organ eller væv i legemet og hvis eventuelt livsvigtige betydning ligger i, at
de regulerer kroppens fysiologiske processer. De fleste hormoner er
organhormoner, der dannes i de endokrine (indre) kirtler og derfra udskilles i
blodet og føres med dette rundt i legemet, hvor de påvirker bestemte organer
eller stofskifteprocesser. Mange organhormoner menes desuden at have en vis
indflydelse på psyken, f.eks. drifts- og følelseslivet. Hormon-produktionen i
kroppens endokrine kirtler reguleres overordnet af hormoner fra hypofysen, som
også betenes som hjernevedhænget, idet den er beliggende under storhjernen i en
hulning i kraniet. Hypofysen producerer hormoner, der er afgørende for bl.a.
legemsvæksten, kønsmodningen og stofskiftet. Kønshormonerne testosteron og
østrogen produceres henholdsvis i mandens testikler og i kvindens æggestokke.
Mange hormoner har indbyrdes modsat virkning, som bevirker, at ligevægten i den normale, sunde organismes processer
opretholdes. Ved forstyrrelse af ligevægten, kan der opstå hormonale sygdomme,
der dog ofte kan behandles ved tilførsel af naturlige eller syntestisk
fremstillede hormoner. I nyere tid har lægevidenskaben udviklet blandinger af
kvindelige kønshormoner, de såkaldte gestagene og østrogene hormoner, i form af
svangerskabsforebyggende midler, de såkaldte præventive piller (p-piller), der
dels hindrer frigørelse af æg fra æggestokkene og dels påvirker
livmoderslimhinden.
Note 2.: Såkaldt videnskabelige forsøg på at ændre
kønslig status eller orientering er ikke noget nyt, heller ikke når det gælder
mennesker. I 1930’-40’erne var den almindelige videnskabelige opfattelse, at
køn og seksualitet er et spørgsmål om hormoner. Det var et emne, der
interesserede blandt andre den nazistiske danske læge Carl Værnet (1893-1965),
som frivilligt kom til at arbejde i den tyske kz-lejr Buchenwald under den
berygtede tyske rigsfører Heinrich Himmlers ledelse. Her fik Værnet mulighed
for at afprøve sin teori om, at man ved at indoperere en kunstig hormonkirtel i
form af depot-ampuller med stoffet testosteron (mandligt kønshormon) under
huden, kunne ændre de mandlige homofiles seksuelle orientering, så de blev
’normale’, altså heteroseksuelle. Fangerne blev naturligvis ikke spurgt, om de
ville deltage i de medicinske forsøg, men blev ’udvalgt’ af Værnet, alene fordi
det var kendt eller de selv havde erklæret, at de var homoseksuelle. Der
forlyder intet om tilsvarende indgreb for homofile (lesbiske) kvinders
vedkommende. I øvrigt findes det vistnok ikke oplyst, om Værnets eksperimenter
førte til, at homoseksuelle mænd ændrede seksuel orientering. Men i henhold til
f.eks. Martinus’ kosmiske analyser vedr. seksualitet, og herunder
homoseksualitet, er denne i sin ægte form dybere forankret end i de rent
biologiske og fysiologiske processer. Den er dybest set forankret i den seksuelle
polkonstellation. Se evt. herom i afsnittene om det seksuelle polprincip og
polforvandlingen her på hjemmesiden. Vedr. Carl Værnet, se Hans
Davidsen-Nielsen, Niels Højby, Niels-Birger Danielsen, Jakob Rubin: Værnet –
Den danske SS-læge i Buchenwald. JPBøger 2002.
Note 3.: Se evt. nærmere herom i artiklerne Er sjælen en hallucination? og Min
vej til Martinus, begge findes her på hjemmesiden.
Note 4:
Vedr. den natur- og humanvidenskabelige opfattelse af den menneskelige
perception: Se f.eks. Harald Schelderup: Psykologi. Særlig afsnit III.
Viden om verden. Det Schønbergske Forlag. København 1971. Se evt. også
R.L.Gregory: The intelligent eye. Weidenfeld & Nicolson. London
1970. Se endvidere samme forfatters: Eye and Brain. The
psychology of seeing. World University Library. Weidenfeld & Nicolson. London 1973.
Endelig kan det anbefales at læse Claus Emmeche: Mennesket – en samling
molekyler. Fra biologisk form til bevidst fornuft, samt Rasmus Fog: Hjerneforskning.
Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl? Begge artikler findes i Videnskaben
eller Gud? Redaktion: Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR
Multimedie 1996.
Martinus omtaler
hjernen i flg. værker: LB I, stk. 51, 223-4. LB III, stk. 688. LB
V, stk. 1924, 1927, 1935-6. LB
VI, stk. 2022, 2152, 2159, 2303.
Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19. kap. Småbog nr. 16b: Universets
Mælkeveje, 7. kap.
Se i
øvrigt afsnittet TALENTKERNEPRINCIPPET
her på hjemmesiden. Ifølge Martinus er det eksempelvis ikke kun den fysiske
hjerne, som kan være defekt i sine funktioner, men også skæbneelementet, mere
specielt organtalentkernerne, som er
ansvarlige for den sjælelige struktur og derigennem indirekte også for den
fysiske genetiske struktur. Når et menneske derfor eksempelvis rammes af f.eks.
demens, er det altså ikke kun fysiske hjerneceller, der degenerer og
destrueres, men også tilsvarende områder i den sjælelige struktur. Vedr.
Martinus’ symbol og forklaring ang. skæbneelementet og talentkernerne: se E.
Gerner Larsson: Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab I-III, s. 145-155.
Spørgsmålet om hjernen som formodet ’generator’ af Jeget og
bevidsthedslivet er i særdeleshed også behandlet af Per Bruus-Jensen i bogen Eksistens
og udødelighed, bind 1, stk. 2.1. 1.
Den fra
medierne velkendte læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen kaldes blandt venner
vittigt for Hjerne-Madsen. I lighed med flere udenlandske og danske
hjerneforskere, som f.eks. Rasmus Fog, er han af den overbevisning, at
hjernen er lig med sjælen eller omvendt: Sjælen er lig med hjernen.
Stanislav
Grof: Den indre rejse 1. Kortlægning af det ubevidste gennem
LSD-psykoterapi. Bind 2: Menneskets møde med døden. Borgens Forlag
1977-78.
Spørgsmålet
om personlighed, hjerne og sansning er også behandlet i Johan Georg Hannemann: Er
Gud en realitet? Borgens Forlag. København 1983.
Dr. Heinz
Graupner. De udforskede
livet. Biologiens historie. Rosenkilde og Bagger. København 1961. Side 184-194. Dr. Graupner er
i princippet enig med Martinus vedr. forholdet mellem sjæl og hjerne, og mellem
hjerne og personlighed.
Spørgsmålet
om hjernen er bl.a. behandlet i flg. Tv-programmer: Er din hjerne nødvendig?
I-II. DR 1 14.06.84. Hukommelsens mysterium. Vetenskapens Värld. SV
TV 1, 1990. Om hjernen og sjælen. DR 1, 04.04.95.
Note 5: Se f.eks. Per
Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 19-49. Evt. suppleret
med samme forfatters: I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens
ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner…Forlaget
Nordisk Impuls 1989.
Note 6: Se T. Bergstein: kvantefysik
og dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne
naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaards Forlag.
København 1966.
Note 7: Vedr. begrebet og fænomenet livsoplevelse: Se
f.eks. LB I, stk. 1-2, 253. LB II, stk. 290. 305, 322, 339, 341, 345, 355, 373-4, 388,
468, 486, 496-7, 510, 516, 534-7, 541-2, 545-7, 580, 604, 610-1, 613, 616.
Begrebet er i høj grad også beskrevet i LB III-VII og i andre af
Martinus’ værker: Se nærmere herom i ”INDEKS til Martinus bøger”.
Note 8: Paul
Brunton: The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. Samuel Weiser,
Inc. York Beach, Maine 1991
(1. udgave 1935; dansk titel “Den hemmelige vej”). The Quest of The
Overself. Rider And
Company, London (Dansk udgave “Ad sindets ukendte veje”). The
Hidden Teaching Beyond Yoga. Rider & Company. London 1941 (Dansk
udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The Overself. Rider & Company. London 1941 (Dansk
udgave: ”Erkendelsen af overselvet”).
Note 9: Vedr. sansning: Se
f.eks. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.
Note 10: Se Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1,
stk. 1. 31.ff og stk. 1. 84.ff.
Note 11.: Udtrykket ”Søluften i nærheden af havet”, forekommer i Livets Bog
I, stk. 180. Bogen udkom i juli 1932, hvilket gør Martinus’ opfattelse af
videnskaben og dens fremtid særlig bemærkelsesværdig, idet det må konstateres
at den – på godt og mindre godt – har gjort nogle gevaldige forskningsmæssige
skridt fremad og præsteret resultater, som vist de færreste tænkte sig
muligheden af i 1930’erne. Men til trods for enkelte videnskabsfolks spæde
tilløb til seriøst at ville inddrage metafysiske emner i forskningen, er der
dog her i december 2007, da disse linjer skrives, endnu ikke sket nogen
afgørende ændringer i den videnskabelige grundholdning, at den fysiske materie
og dennes lovmæssigheder er alfa og omega. Vedr. de nævnte nyere tilløb, se
f.eks. Bent Raymond Jørgensen og Uffe Graae Jørgensen: Videnskaben eller
Gud? DR Multimedie 1996.
For mit eget vedkommende
har jeg behandlet spørgsmålet om sjælens og personlighedens forhold til det
fysiske legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i tidsskriftet
KOSMOS (K): Sjæl og legeme. K
nr. 5-1998. Er Martinus’ kosmologi
en videnskab? K nr. 2-1999. Det
ligger i generne. K nr. 6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr. 11-2002. Det levende verdensalt. K nr.
4-2003. Materiens forunderlige
verden. K nr. 3-2004. Fængslende
illusioner. K nr. 10-2005.
Emnet er ligeledes
behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION
(KI): Videnskaben eller Gud? KI
nr. 3 1997. Hjernen og
livsoplevelsen. KI nr. 2-1998.
Flere af de ovennævnte artikler er også gengivet her på
hjemmesiden, hvor man desuden vil kunne læse følgende nyere artikler om
hjerneforskeres reduktionistiske opfattelse af relationen mellem ånd og
materie:
Hjerne
og sjæl – om forholdet mellem krop og
psyke og nutidens hjerneforskning
Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af
Martinus’ kosmologi
Hjernen og personligheden – om hjerneforskeres og neuropsykologers opfattelse af den menneskelige
personlighed
Lidt mere hjerne-snak –
om hjerneforskningens reduktionisme
Hjerne-spind og ansvarsforflygtigelse – om moderne
hjerneforsknings reduktionisme og anti-spiritualisme.