Det største selvbedrag

Nødvendige tanker om

Memento mori

(Husk på døden)

 

 

Forord

Lad det straks være sagt, at det største selvbedrag er den forestilling, tro eller overbevisning, at det levende væsen, subsidiært mennesket, i bund og grund udgøres af en instans i form af et evigt og dermed udødeligt Jeg. Men ikke nok med det, for samme Jeg påstås at være forenet med en åndelig struktur eller et spirituelt legeme, som bevirker, at individet i perioder veksler mellem en fysisk og en åndelig tilværelse. Det emne har jeg for længst og gennem mange år skrevet adskillige indforståede – og dermed i det væsentlige desværre urigtige og ugyldige - artikler om. Det har været en svær, men højst nødvendig erkendelse og indrømmelse fra min side. Men sandheden er langt at foretrække, især når det kan logisk bevises, at den er i overensstemmelse med virkelighedens verden.

 

Indledning

Som ganske ung boede jeg i Jægersborggade, som lå og ligger lige nord for Assistens Kirkegård på det ydre Nørrebro i København. Denne assisterende kirkegård blev oprettet i november 1760, idet der ikke længere var plads nok til nye grave inde i selve byen. I det område, hvor den nye kirkegård kom til at ligge, var der dengang marker med enkelte bondegårde. Den viden havde jeg faktisk fra min morfar, der som yngre havde boet et års tid i København, hvor han arbejdede hos Rech Kedler i Esromgade på det yderste Nørrebro. Det gjorde han af den grund, at hans arbejdsplads, Maribo Sukkerfabrik på Lolland, havde tilbudt ham at lade sig uddanne til at blive lokomotivfører på roetog.

 

Men tilbage til omtalen af Assistens Kirkegård: I min fritid gik jeg ofte ture på den nævnte, meget smukke og fredelige kirkegård, som egnede sig godt til min lidt romantiske sindsstemning og trang til at filosofere over verden og livet og ikke mindst over døden. Når jeg nogle gange gik op og ned ad stierne med grave på hver side, så jeg for mig i fantasien de døde ligge udstrakt i deres kister dybt under jordoverfladen. Nogle gravsteder var af ældre dato, medens andre var at nyere, ja, endog af nyeste dato. For de ældste graves vedkommende måtte de afdøde formentlig for længst væe blevet til skeletter, medens de nyere grave rummede lig, der stadigvæk ville være genkendelige som de personer, de havde været i levende live.

 

Nok så interessant var det at konstatere, at foruden de mange offentligt set ukendte gravsteder, var og er der også adskillige grave med mere eller mindre kendte, i nogle tilfælde ligefrem berømte personligheder. Som eksempler på de sidstnævnte kan blandt andre nævnes digteren H. C. Andersen (1805-1875), tegneren Vilhelm Pedersen (1910-1859), atomfysikeren H. C. Ørsted (1777-1861), filosoffen Søren Kierkegaard (1813-!855), operasanger, komponist, sangpædagog og frimurer Giuseppe Siboni (1780-1839), kunstmaleren C. W. Eckersberg (1783-1853), digteren Peter Faber (1810-1877), forfatteren Hans Scherfig (1905-1979), atomfysiker Niels Bohr (1885-1962), dramatikeren Kjeld Abell (1901-1961), maleren Henry Heerup (1907-1993), digteren Michael Strunge (1958-1986), sangerinden Etta Cameron (1939-2010), sangerinden Natasja (1974-2007).

 

Af ikke offentligt kendte, men private afdøde, som har været begravet på Assistens Kirkegård, - har været, fordi deres respektive grave for længst er blevet sløjfet - kan nævnes min mormor Anna Hedvig Rasmussen, født Hansen (1884-1962), min morfar Niels Peter Rasmussen (1870-1964), min mor Erna Viola Rasmussen, født Hansen (1908-1975) og min far Peter Aksel Rasmussen (1904-1976),

 

Under mine mange ensomme besøg og gåture på Assistens Kirkegård, kom jeg uvilkårligt til at tænke på, at alle de ovenfor nævnte afdøde mennesker – naturligvis i lighed med alle de endnu levende i byen og alle andre steder i Danmark, ja, i hele verden, jo hver især har haft principielt samme grundlæggende normale ’historie’ eller livsforløb: Fødsel, barndom, ungdom, voksenalder, ældrealder og sluttelig, efter et længere eller kortere liv med familie og venner: Den uundgåelige DØD!  

 

Min egen livshistorie

Da jeg blev født, hvilket i øvrigt skete på Nakskov Sygehus den 12. juni 1929, boede mine forældre i landsbyen Tillitse på Sydvest-Lolland. De havde eget hus og i det og dets nærmeste omgivelser voksede jeg op og tilbragte de første 8 af mine nu 90 år. Huset lå – og ligger forresten stadigvæk - ved en stille vej, der nordpå førte op til byens hovedgade og sydpå ud til bondelandet med en stor kornmark imellem til nærmeste beboelse i form af en vældig stor bondegård ved navn ”Kløngegården”.


Men det var på dette sted og i dette hus, at jeg havde mit første indirekte møde med døden. Jeg har vel været omkring 4-5 år, da jeg en formiddag sad ved det store vindue ud mod vejen og dér pludselig så noget for mig helt uventet, nemlig en hestetrukken sort rustvogn med en sort kiste på ladet. Kusken og hans medhjælper var begge iklædt sort tøj og havde høje sorte ’skorstenshatte’ på hovedet Det samme gjaldt i øvrigt også mændene, der sammen med ligeledes sortklædte kvinder langsomt gik bag rustvognen. Det medvirkede altsammen til at gøre sceneriet dramatisk og i hvert fald også uforståeligt for en lille knægt som mig. Så vidt jeg erindrer blev rustbvognen langsomt og højtideligt trukket af fire heste, så derfor måtte der være tale om en velstående afdød, formentlig en af storbønderne i omegnen.

 

Den 1. april 1937 flyttede mine forældre og os på det tidstpunkt tre drenge, mig på ca. 8 år og min største lillebror på 3 år og mindste lillebror på knapt 1½ måned, til Rosnæs i Nakskov, hvor vi boede til 1. april 1939. På sidstnævnte dato flyttede vi til København, først til Baggesensgade og derefter i marts 1940 til Jægersborggade 25. Sidstnævnte sted var en ejendom med to opgange, nr. 25 og 27. Her havde far fået stillingen som vicevært, et job han varetog i 38 år og beholdt indtil sin død i 1976.

 

Døden nær!

I efteråret 1941 kom jeg ud for en hændelse af en meget speciel karakter, som nemt kunne være endt fatalt, men som takket være heldige omstændigheder ikke gjorde det. Til gengæld kom denne hændelse til at præge mig for resten af livet. I min selvbiografi har jeg beskrevet, at mens vi boede i Nakskov havde jeg et par helt unikke og specielle oplevelser af åndelig og religiøs natur.

 

I det følgende skal fortælles om det tilfælde, hvor jeg som cirka 12-årig dreng selv mistede bevidstheden som følge af en kammerats kvælningsforsøg, som en dag i efteråret 1942 fandt sted i skolegården i det store frikvarter. Det var den altid kvikke og aktive John, der var årsag til uheldet. Kvælningsforsøget skete i legens kådhed, men fik umiddelbart til følge, at jeg først oplevede en iskold angst og rædsel, jeg aldrig tidligere havde kendt til, og derefter var det som om jeg med stor hast blev hvivlet gennem en aflang, opadgående, rørformet og mørk tunnel. Idet tunnellen endte oppe foroven føltes det lige som om min bevidstheds grænser flød ud og smeltede sammen med et stort og fuldkommen stille intet eller noget, som fyldte mig med usigelig fred og frydefuld salighed. Uden at fornemme tiden, for den eksisterede ikke i disse øjeblikke, var det som om jeg vågnede op og atter blev bevidst. Men nu befandt jeg mig siddende på noget, der lignede et aflangt, fladt klippeplateau, som foran mig afgrænsedes af en kløft eller slugt, på hvis anden side, der var et tilsvarende aflangt, fladt klippeplateau, som det jeg selv befandt mig på. Ovre på dette klippeplateau, som hvis jeg skal beskrive afstanden vel lå omkring et halvt hundrede meter væk, kom der nu til syne en række grålige kutteklædte menneskelignende skikkelser iklædt fodlange dragter. Det karakteristiske ved skikkelserne var, at jeg ikke kunne se disses ansigter. 

 

Skikkelserne tog opstilling ved kanten af det klippeplateau, de befandt sig på, men en af dem, som befandt sig i midten af rækken, adskilte sig ved at være iklædt en lysere dragt end de andre, men heller ikke hans – for der var tydeligvis tale om mandlige skikkelser – ansigt var synligt, fordi det lå i dyb skygge under kutten. Denne sidstnævnte skikkelse rakte nu lige som indbydende sine arme over imod mig, og det virkede så venligt og imødekommende på mig, at jeg begyndte at ville rejse mig op, for at gå over imod skikkelserne, skønt kløften eller afgrunden lå imellem dem og mig. Men i det samme var det, som om jeg hørte skoleklokken ringe ind, og i næste øjeblik vågnede jeg op til bevidsthed om, at jeg lå på en bænk midt i skolegården, hvor en 4-5 forskrækkede kammerater stod omkring mig, og deriblandt den dreng, som i kådhed havde strammet mit halstørklæde så hårdt, at jeg ikke havde kunnet få luft og derfor mistede bevidstheden.

 

Naturligt nok var jeg noget forvirret ved hele situationen, og da jeg så, at mine kammmerater ikke havde travlt med at skynde sig hen og tage opstilling i den række, som tilhørte vores klasse, så sagde jeg til dem: ”Skynd jer dog! Skoleklokken har jo lige ringet!” Kammeraterne kiggede lige som uforstående på mig og udbrød i munden på hinanden: ”Den har da ikke ringet endnu!” Men i samme øjeblik gjorde den det, hvorefter jeg kom på benene og vi alle løb hen og stillede os op i rækken.

 

Først mange år efter gik det op for mig, at den omstændighed at jeg efter min opvågning fra bevidstløsheden mente at have hørt skoleklokken ringe, ganske enkelt skyldtes at blodtilstrømningen til hovedet og hjernen havde fået frit løb igen. Kammeraten, som havde strammet tørklædet om min hals, fandt jo hurtigt ud af at løsne det igen. Men hvor lang eller kort tid, der gik fra at jeg mistede bevidstheden til den vendte tilbage igen, har jeg ingen anelse om, men det har formentlig kun drejet sig om få minutter, for ellers ville jeg sikkert være blevet hjerneskadet. Men i de få minutter oplevede jeg alt det, jeg har beskrevet ovenfor.

 

Det væsentlige ved den ovenfor beskrevne nærdødsoplevelse er imidlertid, at i tiden efter, da jeg var kommet mig over forskrækkelsen over den ikke umiddelbart eller udelukkende behagelige situation, forstod jeg den egentlige pointe i oplevelsen. Det dæmrede nemlig for mig, at den død, som jeg – i lighed med alle andre – før eller siden skulle gennemgå, ikke nædvendigvis behøvede at være afskrækkende. For til trods for min unge alder, indså jeg, at døden primært er at miste bevidstheden om det fysiske legeme og den fysiske omverden, selv om tanken om den selvfølgelig samtidig fyldte mig med et vist vemod, idet man jo uundgåeligt skal skilles fra sin kære og nære familie og sine gode venner. Det var dog en trøst at vide, at man efter døden sandsynligvis både vil kunne møde sine afdøde familiemedlemmer og sine venner, og senere måske også dem, man nu kender og lever sammen med, når de engang afgår ved døden.

 

Ét-livs-hypotesen korrigerer

Men som den opmærksomme læser sikkert allerede har gjort sig klart og forstået, så er der sket meget for mig siden dengang, jeg oplevede den ovenfor omtalte episode. Nemlig en antagelse af den mere sandsynlige ét-livs-hypotese og den deraf følgende forkastelse af den utopisk-idealistiske livs- og verdensopfattelse og dermed også af fænomener som udødelighed og reinkarnation mm.

 

Spørgsmålet er derfor, hvordan denne ret specielle oplevelse kan og skal tolkes. I artiklen ”Min vej til Martinus” har jeg tolket den på den måde, at kløften eller afgrunden mellem skikkelserne ovre på den anden side af denne og det plateau, jeg selv sad på, var eller er et udtryk eller symbol på grænsen mellem liv og død. De kutteklædte skikkelser har jeg tolket som åndelige væsener eller skytsånder, som var kommet for at tage imod mig, og som var parate, hvis jeg havde overskredet grænsen, hvilket heldigvis ikke skete, for det ville formentlig have betydet min fysiske død. Men om skikkelserne var reelle åndelige væsener eller blot projektioner af min egen bevidsthed, er jeg ikke i stand til at afgøre med sikkerhed. Dengang som dreng var jeg ikke i stand til at tolke oplevelsen forstandsmæssigt, men den efterlod mig med visheden om, at jeg i mit inderste væsen var udødelig. Det så meget mere, som at oplevelsen ydermere bekræftede nogle stærke oplevelser af Guds nærværelse, som jeg havde haft flere gange tidligere og allerede som cirka 9-årig. 

 

Men også her kan skeptikere eller hjerneforskere, neurologer og psykologer naturligvis komme og hævde, at min såkaldte nærdøds-oplevelse udmærket vil kunne forklares ud fra, hvad der er foregået i hjernen under forløbet af oplevelsen. Først at jeg mister bevidstheden som følge af en kvælning, der hæmmer blodtilførslen til hjernen, hvilket først fremkalder en panisk angst og rædsel hos mig, som desuden følges af en fornemmelse af at hvirvle gennem en lang lodret tunnel, som hurtigt afløses af en vidunderlig følelse af total fred, salighed og intethed. Dette kan med lidt god vilje tolkes som en følge af, at der i korte øjeblikke er stoppet for blodtilførslen til hjernen, og desuden forårsaget af hjernens produktion af dopingstoffet endorfin. Denne situation afløstes imidlertid snart efter af bevidsthedens langsomme tilbagevenden til hjernen, hvilket kan forklares som en følge af, at halstørklædet løsnes, så blodet atter kan få frit løb til hjernen. Under blodets langsomme, fornyede tilstrømning til hjernen, vågner den fysiske bevidsthed langsomt op igen, hvorved min i begyndelsen omtågede bevidsthed registrerer skolekammeraterne, som står tæt ved siden af hinanden et lille stykke fra mig, altså fra min fysiske krop, som er blevet anbragt på en bænk. Den afstand, omend den vel kun var omkring en halv meter, kan den sløvede hjerne så – stadig ifølge neuropsykologerne – have opfattet som den kløft, der adskilte mig og mine kammerater. Disse var i øvrigt efterårsklædte og havde anorakker eller frakker på, heraf nogle med hætter, og det har hjernen så formodentlig opfattet som de kutteklædte – omend voksne – skikkelser, der befandt sig ovre på den anden side af den kløft, der var imellem dem og mig.

 

Rent personlig er jeg naturligvis ikke i stand til sagligt at afvise den ovenfor beskrevne banale og jordbundne forklaring på min nærdøds-oplevelse, men det er til trods herfor min overbevisning, at en sådan årsagsforklaring ikke holder vand. Det mener jeg på grundlag af den kendsgerning, at hjerneforskerne eller neuropsykologerne normalt ikke befatter sig med erkendelsesteori, for i så fald ville de ikke, som det nu er tilfældet, overse eller ignorere den rolle, som selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For selvom man går ind på hjerneforskernes præmisser om, at det er fysisk-kemiske hjerneprocesser, der reelt set har forårsaget i dette tilfælde min nærdøds-oplevelse, så var oplevelsen af disse processer jo tydeligvis noget helt andet, nemlig det forløb og de ’billeder’, jeg har beskrevet tidligere ovenfor. I selve oplevelsen var der ikke tale om en banal hverdagsagtig københavnsk skolegård, men derimod om et storslået klippeplateau, og heller ikke om nogle drenge i 12-13 års alderen, men om en flok kutteklædte, voksne mænd. Det er det, der er pointen her, nemlig bevidsthedens, sindets eller den sjælelige strukturs skabende evne.

 

Bevidsthedens skabende evne

For at give en nærmere begrundelse for antagelsen af bevidsthedens skabende evne, skal herefter citeres følgende afsnit fra artiklen: 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger:

 

(Citat)

Synsprocessen

Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.

Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse.  Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.

Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.

Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.

Konklusiv finale

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, det er individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. (Citat slut)

 

Det vigtigste er her at gøre sig klart, at bevidsthed og omverden er udtryk for to adskilte og forskellige, men samtidig interagerende former eller systemer for  energi. Interaktionen sker gennem et ’mellemled’ eller ’tranformationsfelt’, der efter behag eller behov kan betegnes som et koblingslegeme eller koblingsorgan. Men som vel at bemærke kun eksisterer så længe individet er i live. Efter dødens indtræden går det fysiske legemes bestanddele, dets organer, molekyler, atomer og elementarpartikler, over i det naturlige fysiske kredsløb, medens bevidsthedens energier i form af følelser, tanker og forestillinger simpelthen bare ophører med at blive dannet. 

 

Alt, hvad der ovenfor er blevet skrevet og fremført, maner forhåbentlig os alle hver især til at forstå og huske på, hvad der menes med udtrykket ”memento mori (Husk på døden)”. Men vi må endelig også huske på, at livet og verden som sådan samtidig er et under, alene i og med at det og den eksisterer og måden, det og den eksisterer på. 

 

© October 2019 Harry Rasmussen.

 

******************